Grundtvig, N. F. S. Erklæring fra et Antal Videnskabsdyrkere ved Kiøbenhavns Universitet Et lidet Bidrag til Dagens Penne-Historie Om Tylvten til Vedkommende Erklæring

“Erklæring fra et Antal Videnskabsdyrkere ved Kiøbenhavns Universitet”

✂ Det første indlæg forholdt sig tydeligst til sagens kerne. 👤Baggesens kritik var et forsøg på at skelne mellem godt og mindre godt i 👤Oehlenschlägers forfatterskab. Grundtvig tog ikke stilling til, hvorvidt den kritiske bestræbelse var sand eller ej. I stedet fremhævede han hvordan 👤Baggesens kritik:

✂ dreier sig om den Paastand, at der, i Bog Verdenen, er, saa at sige, to Oehlenschlägere: En, som har skiænket Dannemark de udødelige Værker (...) en Anden, som har forringet sig til at skrive Ting og Stykker som ►Ludlams Hule, ►Reiserne, og hvad dermed hænger sammen. Hvorvidt 👤Baggesen har udført og holdt sig til Beviserne for denne Paastand, er en Bisag og vedkommer her ikke os, men Paastanden giøre vi herved til vores, og trøste os til at kunne uigiendrivelig forsvare den (►Grundtvig 1818a, sp. 2).

✂ Grundtvig ønskede at fastholde den kritiske aktivitet i ordets etymologiske betydning, altså som bedømmelse af en genstands kvalitet eller sandhedsværdi. Sagen drejede sig ikke om, hvorvidt kritikken i sig selv var berettiget eller ej. Han understregede, at det var præcist, hvad 👤Baggesen gjorde. Det tjener 👤Baggesen til ære “at have roest det Roesværdige, men ei af Fordom ladet sig forlede til at istemme en ufortjent Berømmelse” (►Grundtvig 1818a, sp. 2).

“Et lidet Bidrag til Dagens Penne-Historie”

✂ Dette første bidrag i eget navn udkom over to numre af ►Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. Første del beskriver Grundtvigs erindringer om arbejdet med oversættelsen af 👤Snorre og 👤Saxo. Han beskriver, hvordan en “sagte Stemme af 👤Saxos og af 👤Snorros Aand tilhviskede mig glemte Ord fra Heden-Old” (►Grundtvig 1818b, sp. 1521). Han kalder selv erindringen for en “halvveis præstelige Beenhuus-Tale” (sp. 1522) og spørger, hvad den skulle gøre godt for i forhold til tylvtestriden. Svaret er, at det er historien, som i sidste ende fælder den endelige dom i striden, og det må studenterne besinde sig på. Den, som lytter til historien, vil “ikke regner Kjækken og Galen og Snorken for Andet, end hvad det i Aandens Øre er: U-Lyd; Mørke, for hvem der ei indbilder sig, at hans egen lille Praas, der svirper ud i Vinden, mens han vender sig, at den kan gjøre lyst i Skoven” (sp. 1522). Erindringen fungerer metaforisk som en opfordring til studenterne om at lytte til historien, på samme måde som Grundtvig gør det. Samtidig indsætter han sig selv som historiens dommer i tylvtestriden ved at fastholde, at den drejer sig om kritik i betydningen bedømmelse eller vurdering. Han siger det tydeligst i slutningen af artiklens anden del: “kun ved at frafalde og afbede sin Ungdoms-Daarlighed, kan [studenterne] vente Historiens Tilgivelse!” (►Grundtvig 1818b, sp. 1541).

✂ Det er først her i anden del af “Et lidet Bidrag til Dagens Penne-Historie”, at Grundtvig nærmer sig stridens kerne. Det sker gennem en række variationer over modsætningen mellem mænd og drenge, mellem moden indsigt og barnlige eller ungdommelige narrestreger, mellem historiens retfærdige dom over litteraturen og den ureflekterede trang til oprør. Studenternes opfordring var blot blækklatter og “Krims-Krams” (sp. 1535) sammenlignet med 👤Baggesens kritik og litterære produktion i øvrigt. Studenterne kaldes for “letnemme Ungersvende” og deres prosa for “Kloster-Latin” (dvs. dårlig latin). Dette er under 👤Baggesens niveau, hvorfor han if. Grundtvig, naturligvis ikke bør tage udfordringen op. Grundtvigs ordspil på drenge- og karlestreger og den højstemte kvasijuridiske retorik om historiens domstol er polemik ført på samme vis, som han beskylder studenterne for at gøre det. Skønt disse retoriske øvelser fylder meget i indlægget formår Grundtvig dog at holde fast i det, han mener, er det væsentlige i 👤Baggesens kritiske ærinde, sådan som han også gjorde det i “Erklæring fra et Antal Videnskabsdyrkere ved Kiøbenhavns Universitet”. Nemlig at skelne mellem godt og mindre godt i 👤Oehlenschlägers forfatterskab, og det uden at 👤Baggesen skelede til egne præstationer:

✂ Men, nu gaaer 👤B. ikke i Barndom [dvs. bliver som studenterne], nu ere hans Pile kun sløve, forsaavidt Aandens Pile altid forekomme Kjød-Hoveder at være det, nu er ►Reise-Brevene et Arbeide, som neppe selv mellem 👤Oehs. blindeste Forgudere vil finde en Lovtaler, og som vist i det Mindste ikke Labyrinthens Forfatter misunder ham Æren for! Der kan altsaa være en langt ædlere Grund end Misundelse til at angribe dette Arbeide, som udkommer under saa berømt et Navn, ja, Angrebet kan være en Forfatters Pligt, naar der, som nu, især blandt de unge Studerende, findes et Partie, der anseer Alt hvad 👤Oeh. sætter sit Navn paa, for mesterligt, og naar han udgiver Arbeidet som Noget han sætter Priis paa. (►Grundtvig 1818b, sp. 1539)

“Om Tylvten til Vedkommende”

✂ Grundtvig gentager argumentet om historien som øverste dommer i den litterære strid i “Om Tylvten til Vedkommende”. Indlægget indledes med et citat fra Schillers ►Die Braut von Messina. (1803) Grundtvig understreger sin overordnede pointe. Striden, det vil her sige 👤Baggesens kritiske anliggende, er værd at udkæmpe, men stridens endelige afgørelse, den “Dunkel verhüllt in der Zukunft Schoose” (“dunkelt den hviler i Fremtidens Skjød”).

✂ “Om Tylvten til Vedkommende” er indirekte adresseret til 👤P.E. Müller, i hans egenskab af redaktør af ►Dansk Litteratur-Tidende. Anledningen var den anonyme anmeldelse af tylvtens ►“Gjendrivelse af Baggesens Angreb paa Sproget i den ham tilsendte latinske Udfordring”, som stod i ►Dansk Litteratur-Tidende, nr. 47, 1818. Anmeldelsen var skrevet af professor i filologi 👤F.C. Petersen. I modsætning til Grundtvig, mente 👤Petersen ikke, at studenternes latin var dårligt (kloster- eller munkelatin, som Grundtvig kaldte det), ligesom han heller ikke mente, deres kritiske anledning i sig selv var problematisk. Tværtimod skrev 👤Petersen:

✂ at han skulde være blandt de Første til at dadle den akademiske Ungdom, naar den, eller dog flere af den forenede sig, for offentlig at træde frem med umodne og ubeskedne Yttringer, men dadle den, for, et, baade hvad Evne og Villie angaaer, saa prisværdigt Arbeide, dertil kan han, med al tilbørlig Agtelse for Alderen, hvor den bæres med Ære, ikke beqvemme sig (►Petersen 1818, s. 738f.).

✂ Når Grundtvig reagerede på anmeldelsen var grunden ikke dens genstand, dvs. gendrivelsen af 👤Baggesens angreb, men overhovedet det, at anmeldelsen blev bragt i ►Dansk Litteratur-Tidende. Det betød if. Grundtvigs argument, at tidsskriftet, det vil sige dets redaktør 👤P.E. Müller, gav sin indirekte støtte til de tolv studenter. Siden anmeldelsen var anonym måtte Grundtvig i sagens natur henvende sig til den ansvarlige redaktør. Denne afslebne og formelle facon er sjælden for den polemiske Grundtvig, særligt før 1825. 👤Lundgreen-Nielsen karakteriserer faconen således:

✂ Med en sans for formaliteter, der måtte glæde enhver diplomat, manøvrerer Grundtvig mellem de anerkendelsesværdige modstandere (den tavse 👤Oehlenschläger, det lødige publikum, ►DLTs [►Dansk Litteratur-Tidende] redaktør 👤Müller) og overser de uværdige (tylvten, den skandalelystne del af publikum) (►Lundgreen-Nielsen 1980, bind 2, s. 828).

✂ Striden fik med 👤Müllers indirekte støtte “et andet og alvorligere Udseende” (sp. 1663). Før havde den blot været en “literair Politi-Sag” (sp. 1662), altså en strid uden alvor, og blot udtryk for unge og umodne studenters trang til at ytre sig. Men siden 👤Müller er “en bekiendt alvorlig og agtværdig Videnskabs-Mand”, kan “ingen Alvors-Mand længer behandle Sagen som Spas” (sp. 1664). Grundtvig forskyder tilsyneladende stridens perspektiv fra at handle om 👤Baggesens ret til at kritisere 👤Oehlenschlägers værk, til at handle om studenternes “Ret til at udfordre Baggesen”. Konklusionen var givet. Det havde de ikke. Når studenterne if. Grundtvig ikke er i stand til at skelne mellem person og værk, er deres opfordring til 👤Baggesen blot en tom gestus. Grundtvig opretholder skellet mellem 👤Baggesens kritiske aktivitet, og 👤Baggesen som person gennem metaforerne pen og ånd på den ene side, mund og legeme på den anden. Hvis studenterne vil kritisere 👤Baggesen, er det:

✂ kun Skribenten, ei hele Personen, kun hans Pen ei hans Mund, kun hans Aand ei hans Legeme, de kunde stævne; thi over Legemet har kun Staten Ret; personligt Møde kan kun med Rette fordres, mundtligt Forhør kun med Rette anstilles af Staten (►Grundtvig 1818c, sp. 1667).

✂ Grunden til, at studenterne ikke kan gøre som de gerne vil, nemlig stille 👤Baggesens til regnskab for hans kritiske principper, er den simple, at de blot er en samling “af et Par begyndende Forfattere, og endeel, i Literaturen hidtil ganske ubekiendte, Studenter” (►Grundtvig 1818c, sp. 1662). Begrundelsen, som står allerførst i indlægget, er nok en forklaring på, hvorfor Grundtvig henvendte sig til 👤Müller, fra den ene alvorsmand og respekterede forfatter til den anden.

“Erklæring”

✂ Grundtvigs sidste indlæg i den del af tylvtestriden, der foregik i aviserne, var den korte “Erklæring”. Det adskiller sig fra de øvrige indlæg, inkl. de to senere i ►Danne-Virke, både ved sit omfang og ved tilsyneladende blot at gentage, hvad allerede er sagt. Han tilføjede ikke noget nyt i forhold til de forgående indlæg, men nøjes med at gentage, at studenterne ikke kan forvente noget svar på opfordringen, fordi de efter Grundtvigs mening har “udelukt sig selv af den historisk-danske Literatur”, og fordi “for den Danske Histories Domstol vil Tylvtens Ord, saavel naar det gaaer i Stykker, som naar det løber ud i Eet, kiendes dødt og magtesløst at være” (►Grundtvig 1818d, sp. 1725).

✂ Alt dette har Grundtvig slået fast mange gange i de forrige indlæg. Anledningen til “Erklæring” skal efter al sandsynlighed findes i den bemærkning, han tilføjer til sine argumenter. Validiteten af argumenterne gør ham tilsyneladende immun for andre typer af virkemidler i striden, f.eks. parodi og ironi. Derfor:

✂ kan Tylvten, for min Skyld, trøstig gjøre sig saa lystig over min Skrift, som den behager, og kun som Dannemand beder jeg Enhver sig i Danmark opholdende at forskaane mig for den Ubehagelighed at forsvare mit borgerlige gode Navn og Rygte! (►Grundtvig 1818d, sp. 1725).

✂ Den 19. december havde ►Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn bragt 👤Poul Martin Møllers parodi ►“Forsøg til et Himmelbrev, i Grundtvigs nye historiske Smag, fundet af Poul Møller” (►Møller 1818, sp. 1696-1699). 👤Møllers parodi består næsten udelukkende af citater fra Grundtvigs indlæg i selve striden og fra hans digtning i øvrigt. Denne form for kritik og debat ville Grundtvig ikke indlade sig på. Han holdt fast på sin alvor og kunne, i overensstemmelse med sine argumenter om modenhed og alvor, ikke lade sig påvirke af den slags spas, hvilket tydeligvis er lettere sagt end gjort.