↩ ►Udg. gjør sig ret saare lystig over disse mine Ord (►Skilderiet No. 64) at ihvorvel 16de og 17de Sang er mig dunkle, tør jeg dog sige ►for vist at en ►Hengest med sine Friser fulgde ►Dannehæren og omtales som den egenlige Høvding. Dette skal allerede være taabelig Snak, fordi ►Hengest, som gjæstede Friserne, maatte da været sit Fædrenelands Fiende og Landsforræder; men kan Man da ikke gjæste sine Venner, og staaer der ikke udtrykktlig S. 86 at de gik til 📌Frisland for at besøge Venner, og see til deres Hjemstavn ►ⓘ Neosian freondum, geseon hamas. Vigtigere maae den Indvending synes, at ►Hengest kunde være at almindeligt Udtryk for en Søkonge, og derfor har jeg ikke heller anført Ordet mellem de aabenbare Mandsnavne der ere forvandlede, men naar Man veed, hvad der jo er unægteligt, at ►Hengest er et Mandsnavn, naar der i den hele Tale om ►Toget ingen Høvding nævnes for ►Dannehæren, hvis det ikke er ►Hengest; naar Man slet ingen Exempler veed paa, at dette Navn er brugt som et Appellativ, naar Tiden og Stedet kan, saavidt vi veed, tillade at ansee denne ►Hengest for den Bekjendte af dette Navn, og naar endelig Grammatiken paa adskillige Steder ei tillader at tage Ordet appellativisk, da mener jeg at have aabenbar Ret. Videre at udføre dette vil jeg opsætte, og kun bemærke, at naar ►Udg. siger: ►Wig hengeste er et Søeslag, ►Fin hengeste ►Søhanen ►Fin og ►ⓘ burh hengeste Søestad, da svarer Grammatiken kort og godt: ►Hengeste er en klar Dativ der lader hver være god for sig og tilegner sig kun hvad der rækkes og times den. En i flere Henseender ►mærkelig Ting, og som i mine Øine var nok til at bevise at det baade er om en ►Hengest og om den bekjendte ►Hengest, er jeg ►hændelsesviis kommet over og troer dog at fornøie Nogle ved Meddelelsen. Hos 👤Hickes i hans ►Lingv. Septentrional. Thesaur. ►T. I. P. 192 findes et Brudstykke der forkyndes som den eneste Levning af et gammelt angelsaxisk Digt, der efter Brudstykket at slutte, maae have været et saare poetisk og inder1142lig deiligt Kvad, hvor en ►►Skjold Skefte indføres talende og vækker alle sine hensovne Helte, medens Fugle sang og Maanen skinned under Skye. Da opstod en ►guldprud Helteskare og deriblandt ►Sigefred (udentvivl ►Sigurd Fafnisbane, som Tydskerne kalde ►Sigfred), ►Ordlaf og ►Gudlaf og ►Hengest selv. Naar Man nu i ►Bjovulfs Drape finder en ►Hengest i ►Skjoldungers Tjeneste og ved Siden af en ►Gudlaf og ►Oslaf S. 88, da kan Man dog vel ikke tvivle om at have en Mand og samme Mand for sig, og at en angelsaxisk Skjald meende den bekjendte ►Hengest, naar han sagde ►Hengest selv, behøver dog vel heller intet Beviis. Kunde der ellers findes Mere af dette Digt, vilde det upaatvivlelig saare opklare ei alene mangt et Sted i ►Bjovulfs Drape, men ►og i det Hele Angelsaxernes ►Oldsagn, og Muligheden tør Man vel, ved at see paa ►Bjovulfs Drape, paa Engellændernes Forhold til deres litteraire Skatte, og Stædet hvor Brudstykket fandtes (i en ►Homilie-Samling) trøstig antage. At jeg nu, paa saadanne Grunde udgav det for ►Vist at en ►Hengest omtaldes som ►Dannehærens Høvding, kan jeg aldrig angre, men om ►Udg. kan bevise jeg derved har ført taabelig Snak, det blive hans Sag.