↩ Da kom 👤Mose ►at staa for Pharao, Kongen i 📌Ægypten, og sagde: ►saa siger Herren, ►Israels Gud: lad mit Folk ►fare! men Pharao svarede: hvem er den Herre, hvis Røst jeg skal lyde; jeg kiender ikke den Herre, jeg vil ei heller lade ►Israel ►fare. Men Pharao lærte at kiende den Herre, thi Han ►slog ⓘ Ægypterne med svare Plager, og gjorde ►underlige Gierninger i 👤Chams Land, ved sin Tjener 👤Moses og hans Broder 👤Aaron, og paa det Sidste lod han sin Morderengel gaae igiennem Landet, og de bleve slagne ihjel paa een Nat, alle de Førstefødte af Menneskers Børn og af Kvægs ►Affødning, men alt Levende hos ►Israels Børn blev ilive, thi Herren havde befalet dem, at slagte et Lam i hvert Hus, og stryge af dets Blod paa Dørstolpen, og Morderengelen kom ikke i Huset, der ►som Lammets Blod var tilsyne. Det Lam kaldtes Paaskelam, og det skulde ►ædes af ►Israels Børn 16hvert Aar, til en Ihukommelse om deres ►Frelsning, og til et Tegn paa, at den Kvindens ►Sæd skulde engang slagtes som Lammet, og med sit Blod frelse Sjælen fra den store Morderengel, og fra den evige Død. ►Der Pharao saae, at Herrens Haand var stærk over Landet, og at han selv intet formaaede imod Himlens Konge, da lod han Folket ►fare, men ►der Nøden var forbi, da forhærdede han igjen sit Hjerte, og tog til sig sine Krigsfolk og Vogne og Ryttere, og drog hastelig frem ►at ødelægge ►Israels Børn. Der er et stort Vandsted imellem 📌Ægypten og 📌Arabialand, som kaldes 📌det røde Hav, og dertil var 👤Moses kommet med ►Israels Børn; men ►der de saae Pharao med hans Vogne og Ryttere og med al hans Krigshær, da bleve de saare bange i Sindet, og knurrede mod 👤Moses, og sagde: var der ikke Grave nok i 📌Ægypti Land, siden du førte os ud til at dø i Ørken? Da sagde 👤Moses til Folket: ►frygter ikke, ►staaer og ►seer Herrens Frelse, Herren vil stride for eder, og I, I skal tie. Og 👤Moses udrakte sin Haand over Havet i Herrens Navn, og Herren lod Vandet ⓘ ►bortfalde ved et stærkt ►Østenveir den ganske Nat, og Vandene skildtes ad, og ►Israels Børn gik midt igiennem Havet, som paa tørt Land, og Vandet stod som en Mur paa deres høire og venstre Side, men ►der de vare komne over, og Ægypterne fulgte efter, da sagde Herren til 👤Moses: udræk din Haand over Havet! og han gjorde ►saa, og Vandene faldt tilbage over Ægypterne, over deres 17Vogne og over deres Ryttere, og der blev end ikke een levende af dem alle. Da sang 👤Mose og ►Israels Børn Herren en Lovsang for Hans Miskundhed og Hans mægtige Gierninger, og de gik frem ►at komme til 📌Canaans Land, og Herren gik ►for dem i en Skystøtte om Dagen, og i en Ildstøtte om Natten, og Han gav dem sine Bud, de ti ►Budord ved 📌Sinai Bjerg, og talede selv til dem af Himmelen i Tordens Røst, og gav dem mange andre Bud ved 👤Mose sin Tjener, som de skulde holde, baade de og deres ►Børn efter dem, og være et helligt Folk, Guds Folk, adskildt fra alle de Folk, som boe paa ►Jordens Kreds; og Han gav dem Brød i Ørken, Manna, ►det er Honningkorn, der faldt paa Jorden, som Dug om Morgenen, og Han gjorde mange andre Tegn og ►underlige Gjerninger for deres Ansigt, men endda knurrede de mod Herren og 👤Mose, og vilde ikke høre hans Røst, og de gjorde sig en Guldkalv, og dandsede omkring den, og sagde: see! ►Israel, det er dine Guder, som udførte dig af 📌Ægypten. Og Herren tugtede dem med haarde Plager, og naar han ►slog dem, da bøiede de deres stive Nakker, men de knurrede igjen og syndede, og det skedte, at 👤Mose udsendte tolv Mænd af ►Israels Ældste til at ►bespeide 📌Canaans Land, og de gjorde ►saa og kom igjen, og ►lovede ►storlig Landets ►Leilighed og ►Vilkaar med Deilighed og Frugtbarhed, og to Mænd bar paa en Stang en Vinkvist med dens 18Vindruer til ydermere Tegn og Vished; men ti af de Mænd, som vare dragne op ►at ►bespeide Landet, fortalte og sagde: vi formaa ikke at ►drage op imod det Folk i Landet, thi det er stærkere end vi, og vi saae Kiæmper der, og vi vare som Græshopper for vore Øine, og vi vare ligesaa for deres Øine. Da opløftede al Menigheden sin Røst, og Folket græd den samme Nat, og knurrede mod 👤Mose og 👤Aaron, og sagde: gid vi vare døde i 📌Ægypten, eller gid vi maatte dø i denne Ørk! hvorfor fører Herren os til dette Land, til at falde ved Sværdet, vore Kvinder og vore smaa Børn maa blive til ►Rov. Og den ene sagde til den anden: ►lader os ►keise en Høvedsmand og vende tilbage til 📌Ægypten! Men 👤Mose og 👤Aaron sørgede, og ►laa paa deres Ansigter, og 👤Josva 👤Nuns Søn og 👤Caleb 👤Jephunne Søn af 👤Ephraims, ►det er 👤Josephs Søns Stamme, og af 👤Juda Stamme, to af Speiderne, de sønderreve deres Klæder, og sagde til Folket: ►værer ikke gjenstridige imod Herren, og ►frygter ikke for Folket i Landet, thi deres ►Beskiærmelse er borte, Herren er med os, ►frygter ikke for dem! Da sagde den ganske Menighed, at Man skulde stene dem, men da kom Herrens Herlighed tilsyne for alle ►Israels Børn, og Herren sagde til 👤Mose: hvorlænge skal dette Folk ►opirre Mig, og de vil ikke tro paa Mig ved alle de Tegn, som Jeg haver gjort midt iblandt dem, Jeg vil slaa dem med ►Pestilense og ødelægge dem, og af Dig vil jeg ►opreise mig et Folk, større og 19stærkere, end dette. Da sagde 👤Mose: slaaer Du dette Folk ihjel, hvilket Du ►opførte med Kraft fra 📌Ægypten, og ►for hvis Ansigt Du sees øiensynlig, da skal Hedningene tale, naar de høre det Rygte om Dig, og sige: fordi Herren ikke formaaede, at føre dette Folk ind i Landet, som Han havde ►soret dem, derfor har Han slagtet dem i Ørken. Og nu, Kiære! Herren er langmodig og af megen Miskundhed, som forlader Misgjerning og Overtrædelse. Kiære! forlad dette Folks Misgjerning efter Din store Miskundhed, ligesom Du gjorde fra 📌Ægypten af hidindtil. Og Herren sagde: Jeg har forladt det ►efter dit Ord, men sandelig, saa sandt som Jeg lever, skal Herrens Kraft aabenbares i det ganske Land, thi alle de Mænd, som have seet Min Herlighed, og Mine Tegn, som Jeg gjorde i 📌Ægypten og i Ørken, og have nu fristet Mig ti Gange, og ikke hørt paa Min Røst, de skal ikke see det Land, som Jeg haver ►tilsoret deres Fædre, siig til dem: saasandt som Jeg lever, siger Herren, ligesom I have talet for Mine Øren, saaledes vil Jeg giøre ved eder, eders døde Kroppe skal ►falde i denne Ørk, og Ingen af eder skal indgaae i Landet, ►uden 👤Caleb 👤Jephunne Søn og 👤Josva 👤Nuns Søn, men eders smaa Børn, om dem I sagde: de skal blive til ►Rov, ja dem vil Jeg føre derind, ►at de skal kjende det Land, som I have foragtet, eders Børn skal være Hyrder i Ørken i ►fyrgetive Aar, indtil eders døde Kroppe ere ►ned20faldne►ned. Og det gik ►saa, efter alle de Ord, som Herren havde talet, ja 👤Mose og 👤Aaron, de kom end ikke ind udi Landet, thi det skedte, ►der Folket var i den 📌Ørk Sin, og havde ikke Vand, og knurrede mod 👤Mose, da sagde Herren til 👤Mose: tag din Kjep og ►gak frem, du og din Broder, for Menighedens Ansigt, og I skal tale til Klippen ►for deres Øine, saa skal den ►udgive Vand; men de bleve skrøbelige i Troen, og 👤Mose tog sin Kjep, og slog paa Klippen to Gange, og der udgik meget Vand, men Herren sagde til 👤Mose og til 👤Aaron: fordi I troede ikke paa Mig til at ære Mig ►for Israels Børns Øine, derfor skal I ikke føre Folket ind i det Land, som Jeg haver givet dem. Og 👤Aaron døde ei længe derefter, men 👤Mose levede indtil de ►fyrgetive Aar vare hartad ►fulde, og førte Folket lige til 📌Canaans Landemærke, til den Flod 📌Jordan, som flyder østen for Landet. Og det skedte, ►der 👤Mose vidste, at ►hans Dages Tal var fuldt, da gik han frem for ►al Israel og talede, og sagde til dem: jeg er i Dag hundrede og tive Aar gammel, jeg kan ikke længere gaae ud og gaae ind ►for dit Ansigt, thi Herren sagde til mig: du skal ikke gaa over denne 📌Jordan, men Herren din Gud, Han gaaer over ►for dit Ansigt, Han skal ødelægge Folkene ►for dit Ansigt, og 👤Josva, han skal gaa over ►for dit Ansigt, saasom Herren haver sagt. Og 👤Mose havde talet alle Herrens Buds Ord for ►Israels Børn, for de Unges Øren, som vare opvoxne i Ørken, og 21kommet alle Herrens store Gjerninger ihu, og han havde sagt: hør ►Israel! Herren vor Gud, Herren er Een, og du skal elske Herren din Gud af dit ganske Hjerte og din ganske Sjæl og af al din ►Formue, og du skal elske din Næste som dig selv, og I skal elske den Fremmede, thi I have været fremmede i 📌Ægypti Land, og Herren eders Gud er en Gud over Guderne og en Herre over Herrerne, den store, den mægtige og den ►forfærdelige Gud, som ikke dømmer efter ►Anseelse, og tager ei ►Skiænk, som skaffer Faderløse og Enker Ret, og som elsker den Fremmede, at give ham Føde og Klæde; see! jeg lægger i Dag for eders Ansigt Velsignelse og Forbandelse, Velsignelse, naar I lyde Herrens, eders Guds Bud, som jeg byder eder i Dag, men Forbandelse, dersom I ikke lyde Herrens, eders Guds Bud, og vige af den Vei, som jeg byder eder i Dag. Og 👤Mose skrev alle Herrens Ord i en Bog, og befalede, at naar al ►Israels Menighed kom tilsammen hvert syvende Aar at sees for Guds Ansigt, da skulde alle Bogens Ord læses for deres Øren. Og Herren gav 👤Mose en hellig Sang i hans Hjerte, og lagde den Sangs Ord paa hans Tunge, og bød ham at tale den for ►Israels Øren, saa de kom den ihu, og at skrive den i Bogen for ►Israels Børn, til et Vidnesbyrd, naar de forlode Herrens Veie og gik hen at tjene ⓘ Afguder. Men det skedte, da 👤Mose havde fuldendt sin Gjerning og sin Tale, da gik han op paa 📌Nebo Bjerg, som Herren ►befoel ham, og Herren ►oplod hans 22Øie, saa han beskuede 📌Canaans Land, det forjættede Land, indtil det yderste Hav, og han døde der, og Herren ►begrov ham. Og 👤Mose var hundrede og tive Aar, ►der han døde; hans Øie var ikke ►dummet, og hans Kraft var ikke veget fra ham, og ►Israels Børn begræd 👤Mose i tredive Dage, og 👤Josva, 👤Nuns Søn, blev fyldt med Viisdoms Aand, thi 👤Mose havde lagt sine Hænder paa ham, men der opstod ikke en Prophet ydermere ►i Israel, som 👤Mose, hvem Herren kjendte Ansigt til Ansigt, som skrevet staaer: Herren talede til 👤Mose, Ansigt mod Ansigt, ligesom en Mand taler med sin Næste, og Herren sagde: dersom Nogen er eders Prophete, da vil Jeg, Herren, give Mig tilkiende for ham i en Syn, i en Drøm vil Jeg tale med ham, ►saa er ikke min Tjener 👤Mose, han er trofast i mit ganske Hus, Jeg vil tale mundtlig med ham og synlig, og ikke i ►mørk Tale, og han skal beskue Herrens ►Lignelse. Alligevel talede 👤Mose til Folket i Herrens Navn, og sagde: en Prophete ►midt ud af dig, af dine Brødre ligesom mig, skal Herren din Gud ►opreise dig, Ham skal I høre, thi ►saa sagde Herren til mig: Jeg vil ►opreise dem en Prophete ►midt ud af deres Brødre, ligesom du er, og Jeg vil lægge mine Ord i hans Mund, og han skal tale til dem, alt det, som Jeg vil befale ham, og det skal skee, at den, som ikke vil høre paa mine Ord, som han skal tale i mit Navn, med ham vil Jeg gaae i Rette. ►Saa talede da Herren ved 👤Mose om hver Prophet, som Han vilde 23►opreise blandt ►Israels Børn, men mest om den store Prophet, som engang skulde komme til Verden, thi Loven er given ved 👤Mose, men Naade og Sandhed er ►blevet ved 👤Jesum Christum. ►2 Moseb. 5. ►12. ►14. 15. ►32. 33. ►3 Moseb. 19. ►4 Moseb. 12. 13. 14. ►20. ►5 Moseb. 10. 11. ►18. ►31. 32. ►34. ►Joh 1.