✂ II
III

✂ Eders

✂ Høiærværdigheder

✂ ►Hyrder og Bisper

✂ i

✂ 👤Jesu Christi Menighed

✂ 👤Frederik Münter

✂ 👤Frederik Julius Bech

✂ 👤Johannes Nordal Brun

✂ 👤Peder Ouzen Boisen

IV

✂ tilegnes

✂ i

✂ 👤Jesu Navn

✂ denne liden Bog

✂ underdanig og ærbødig

✂ af

✂ N. F. S. Grundtvig.

✂ V

Fortale.

✂ Der er Meget sagt og skrevet i de sidste Tider om at menig Mand skulde oplyses, og sandt er det, men det er ligesaa vist, at hvad som leder til at glemme Gud, til at foragte og forsømme Hans guddommelige Ord, og at ►nægte den Herre, ►som os kiøbte, ikke med Sølv eller Guld, men med sit hellige og dyrebare Blod, det er ei Oplysning, men Formørkelse og Helvedes Taage, og ►de, som arbeide derpaa, ere Satans Apostle, om de end bære sig ad, som de vare Retfærdigheds Tjenere, thi det er intet Under, saasom ►Satanas selv forvandler sig som en Lysets Engel, som skrevet staaer. 2. Corinth. 11►.

✂ Vi skal allesammen om en liden Stund gaae i den mørke Grav, og det, som kan tænde Lys i den, det kalder jeg Oplysning, men eftersom nu Ingen kan sige os Beskeed om Dødens Land, ►uden Den, som har været der, og Ingen VIer kommet igjen derfra, ►uden 👤Jesus Christus, saa mener jeg, det er klogest, at gaae hen og lære af Ham. Nu siger Han: ►jeg er Opstandelsen og Livet, hvo, som troer paa mig, han skal leve, ►alligevel han døer, ja, hvo som lever, og troer paa mig, han skal aldrig døe. (Joh. 11.)► Han sagde ogsaa ►(Joh. 8.) jeg er det Verdens Lys, hvo som følger mig, skal ikke vandre i Mørket, men have det ►Livsens Lys►, og atter sagde Han ►(Joh. 12) Lyset er endnu en liden Tid hos eder, ►vandrer den Stund I have Lyset! ►at Mørkhed skal ikke ►betage eder, og hvo, som vandrer omkring i Mørket, veed ikke, hvor han gaaer hen; medens I have Lyset, da ►troer paa Lyset, ►at I kan blive Lysets Børn!► Og endelig siger Han ►(Joh. 3.) Lyset er kommet til Verden, men Menneskene elskede mere Mørket end Lyset, fordi deres Gjerninger vare onde; thi hvo som giør Ondt, hader Lyset, og kommer ikke til Lyset, ►at hans Gjerninger skal ikke straffes; men hvo, som giør Sandhed, kommer til Lyset, ►at hans VIIGjerninger maa blive aabenbarede, thi de ere gjorde i Gud►. Nu slutter jeg fornuftelig, at dersom 👤Jesus ingen Løgner var, som kun en Djævel kan tænke, da er det Ham allene, som kan oplyse os om alle Ting, og ►Enhver, som har Sandhed kiær, hører Hans Røst, og troer Hans Ord, og ►de, som ikke vil det, ere Djævelens og Løgnens og Mørkets Børn, og faae deres ►Værelse ►i det yderste Mørke, hvor der er Graad og Tænders Gnidsel, og faae ikke andet Lys end ►den evige Ild, som er beredt til Djævelen og hans Engle. Det siger ►og 👤Jesus selv. ►Math. 8. ►25. ►Joh. 8.

✂ Saa er det da aabenbart, at hver, som vil fare vel, maa gaae til ►👤Jesus, som er Lyset►, og følge Ham, og see alle Ting ved Hans Lys, som 👤David siger: Herre! ►i Dit Lys skal vi see Lys; men Hans Lys, ►det er ►den hellige Skrift, den, siger Apostelen 👤Peder, ►(2. Pet. 1.) skal lyse for os i Mørket, indtil Dagen ►fremskinner, og Morgenstjernen oprinder i vore Hjerter►, ►det er, VIIInaar vi komme hjem til 👤Jesus, og ►beskue Hans Herlighed, som Han havde hos Faderen ►af Evighed. (Joh. 17.)► ►Sjælens Lys er Sandheden, og naar vi da vil vide sandfærdig Beskeed om Noget, som kommer vor Sjæl og Salighed ved, da skal vi adspørge ►Bibelen, og ►Alt hvad som ikke kommer overeens med dens klare Ord, det er Løgn og Mørkhed, som vil forblinde vore Øine, saa vi ikke skal see Lyset, og tro paa Lyset, og blive Lysets Børn.

✂ At forstaae sin Bibel, det er da Oplysning, og den Oplysning kan intet Menneske give os, men Gud allene, naar Han giver os sin Hellig Aand, som skrevet staaer ►(1. Corinth. 2.) Guds Viisdom er de Ting, som intet Øie har seet og intet Øre hørt, og som ei er opkommet i noget Menneskes Hjerte, men ere beredte af Gud til dem, som Ham elske; men Gud aabenbarede os dem formedelst Sin Aand, thi Aanden randsager alle Ting, ogsaa Guds Dybheder. ►Men det ►naturlige Menneske fatter ikke de Ting, som høre IXGuds Aand til, thi de ere ham en ►Daarlighed, og han kan ikke kjende dem, thi de forstaaes aandelig►, ►kun den, som er aandelig, forstaaer alle Ting. Hvo, som da har den Hellig Aand, og ►Ham annamme Alle, som i Sandhed bede Gud derom (Luc. 11.) de ere vel oplyste, ►thi de kjende Guds Herlighed i 👤Jesu Christi Aasyn, som skrevet staaer (2. Corinth. 4.)► og knæle for ►►den Naadestol, som Gud ►opreiste for Troen i Hans Blod, for at vise Sin Retfærdighed, saa Han maa være retfærdig, og giøre den retfærdig, som er af 👤Jesu Tro (Rom. 3.)► og de ere oplyste til Salighed, thi 👤Jesus siger: ►at hvo, som troer paa Guds eenbaarne Søn, skal ikke fortabes, men have det evige Liv. (Joh. 3.) De ere ►og oplyste om deres ►Omgængelse i Verden, thi de veed, at de skal følge 👤Jesum, og de, som følge Ham, fare aldrig vild, ►thi de blive i Frelserens Kiærlighed, og holde Hans Befalinger, ligesom 👤Jesus blev i Faderens Kiærlighed, og holdt Hans Befalinger►, og ►de elske deres Medmennesker, ligeXsom 👤Jesus elskede dem, og satte sit Liv til for dem►, ►de elske ikke med Ord og Tunge, men i Gjerning og Sandhed. (►Joh. 15. ►1. Joh. 3.) De, som ere saaledes oplyste, forfærdes ikke ►for de mange underlige og onde Ting, som skee i Verden, thi de veed, ►at end ikke en Spurv falder til Jorden, uden den Himmelske Faders Villie (Matth. 10.) de frygte ikke for Menneskers Trudsel og ugudelige Anslag, thi de veed, ►at Man skal ikke frygte for dem, som slaa Legemet ihjel, men kan ikke ihjelslaa Sjælen, og ►at alle deres Hovedhaar ere talte (Matth. 10.) ja de veed, ►at om ogsaa Hedninger ►fnyse, og Folkene med Konger og Fyrster sammenrotte sig imod Herren og imod Hans ►👤Christus, saa maa de dog giøre det, som Hans Haand og Hans ►Raad haver forud besluttet at skulle skee. (Ap. G. 4.)► ►De bekymres ikke for hvad de skulle æde eller drikke, eller klæde sig i, thi de veed, at det er kun Hedninger, som sørge for Sligt, og at naar de kun først søge Guds Rige og Hans Retfærdighed, da skal XIdet Øvrige ►tillægges dem. (Matth. 6.)► De bekymres ikke over, at der er saameget ►Underligt i denne Verden og i Guds Ord, thi de veed, og have i sig selv ►fornummet, at Herren giør ►underlige Ting, men at ►Intet er ►underligt for Ham►, de veed, ►at vi see her, som i et Speil og i en ►mørk Tale, og glæde sig til den salige Stund, da de skal see Ansigt til Ansigt. (1. Cor. 13.)► ►De bekymres ikke for nogen Ting, ►uden for at have og beholde den Guds Fred, som overgaaer al Forstand, thi den ►forvarer baade Hjerte og Tanker i 👤Christo Jesu. (Phillip. 4.)►

✂ Det er da aabenbart, at dersom alle Christne havde annammet eens Gaver og Vilkaar, da var kun det at sige om Oplysning, at hver skulde søge den hos Gud i Bønnen, og i Hans Ords Læsning, men ►ligesom alle Lemmer høre til Legemet, og have dog ikke eens Gjerning, ►saa ere vi ►og alle eet Legeme i 👤Christo Jesu, men vi ere mange Lemmer, og hver Lem har sine ►særdeles Vilkaar og sin ►særdeles ⓘ Gjerning.Gjerning.] GV, Gjerning A (1. Cor. 12.)► XII►Saaledes beskikkede Herren Nogle til ►Hyrder og Lærere til de Helliges fulde ►Beredelse, til Embedets Gjerning, til 👤Christi Legems Opbyggelse, indtil vi ►møde Allesammen ►til Troens og Guds Søns Erkjendelses Enighed, til ►en fuldkommen Mand, i ►👤Christi Vextes Fylde►. Vi kan da ►og kalde det Oplysning, naar boglærde Mænd sanke ►Bibelens Indhold om Guds Gjerninger og Salighedens Vis ►i korte Begreb for Børn og menig Mand, til Undervisning og Ledsagelse ved ►Bibelens Læsning, men det er ligefrem et forgiæves Arbeide, dersom Gud ei selv ►oplader og oplyser deres Hjerter til at give Agt derpaa, og forstaa det i Troen.

✂ Anden Oplysning gjordes ei behov, dersom ei to Ting var. Den første er, at jo mere Man omgaaes med Gud i Hans Ord, des klarere seer Man hvorledes Han aabenbares og Hans Ord stadfæstes ved de Ting, som ere i Verden, og de Ting, som ere skedte i den, og det er de Boglærdes Skyldighed, at dele al deres Indsigt i XIIIGuds Viisdom med menig Mand, ►eftersom han kan bære det. Det er det andet, at der har altid, og mest i de sidste Tider, været boglærde Mænd, ►►i hvilke denne Verdens Aand forblindede de vantro Sind, saa ►Evangelii Oplysning om 👤Christi, det Guds Billedes Herlighed ei kunde skinne for dem. (2. Corinth. 4.)► Disse Mænd have kaldt sig selv oplyste, fordi de saae Alting anderledes end de Christne, ►som ei var underligt, thi i Mørket ►ere jo Tingene langt anderledes tilsyne end ved Dagens Lys. De vilde da af deres egen Fornuft og af de Ting, som ere i Verden, og som ere skedte i Verden, bevise, at Guds Ord var Løgn, og der var Mange, som troede dem, fordi Mange havde Lyst til at følge deres onde ►Begiærligheder, og leve uden Gud i Verden. Den Tale er ►og kommet for Menigmands Øren, og de, som havde den samme Lyst, bleve glade derved, men de, som vare ►skrøbelige i Troen, forfærdedes, og bleve tvivlraadige i Sindet. Der staaer skrevet ►(Rom. 15.) at de, XIVsom formaa det, skal bære de Afmægtiges Skrøbeligheder►, og det er de christne Boglærdes Skyldighed, hver efter sin Naadegaves Vilkaar, at give sin Skiærv til Troens ►Bestørkelse hos de Enfoldige. Det kan da under Guds Velsignelse skee paa flere Maader. Det kan vises, hvorledes ►Bibelen beviser selv sin Sandhed, formedelst de Spaadomme, som opfyldtes mange hundrede Aar efter at de vare udsagde, og ved at vise hvilke Mennesker 👤Jesus og ►de hellige Skribentere var, saa det var umuligt, at de kunde lyve, og det blev da en ►egenlig Bibelkrønike. Det kan vises, hvor klarlig Gud har stadfæstet sit Ord, og ►forklaret sin Søn, ved at give Ordet Kraft og Seier i attenhundrede Aar, saa alle dets Fjender bleve beskiæmmede, og ved allerede at lade mange af de Spaadomme opfyldes, som staae i ►Ordet om de Tider efter Herrens Bortgang, det blev da ►Guds Kirkes eller Menigheds Krønike. ►Til en Indgang i to saadanne Bøger XVhar jeg skrevet denne lille Bog i 👤Jesu Navn, og skriver de tvende, om Gud vil.

✂ Man kan ►og udlægge klarlig, hvorledes den sunde Fornuft viser os vor Trang til Guds Ord og den Herres 👤Jesu Christi Forsoning, og hvor stor en Løgn det er, at Guds Ord ikke kommer overeens med hvad Man veed at være Sandhed, og det blev da en ►Forklaring. Vilde Man endnu skrive en Bog om ►Guds Førelser med vore Forfædre, da er det ►vist, at Christendommens Sandhed maatte staa klar som Solen for hvert eenfoldigt Øie, for alle dem, som frygte Gud og have Sandhed kiær, thi ►de, som elske deres onde Gjerninger, de elske ►og Mørket, og komme ikke til Lyset►, og dem kan Ingen overbevise.

✂ Saa har jeg da kortelig sagt min Mening om Menigmands Oplysning, og jeg veed, at den er Sandhed, naar ►Guds Ord er Sandhed, thi af det er den taget, og jeg haver den ikke af mig selv. Det ►staa nu i Guds Haand, hvem XVIden skal behage, og til hvad Gavn den liden Bog kan være! Efter menneskelig ►Regning er Forhaabningen kun liden, men ►Herren regjerer, og jeg veed, at ►hvad som giøres i den Herres 👤Jesu Navn►, hvor ringe det end er, skal dog komme til Guds Ære og Hans Riges Udbredelse paa Jorden. Ham, den Treenige Gud, ►være Ære i al Evighed! Amen!

✂ 📌Kjøbenhavn d. 29de Decbr. 1813.

✂ N. F. S. Grundtvig.

✂ 1

✂ I Begyndelsen skabte Gud Himlen og Jorden og Havet og Alt det, som er i dem, Han talede, saa skedte det, Han bød, saa stod det der, og saaledes som Han havde forordnet, ►saa blev det, og Han skabte Verden i sex Dage, baade Solen og Maanen og Stjernerne til at lyse paa Himlen, og Træer med alle de grønne Urter, som groe paa Jorden, og alle de Dyr, som gaa og som krybe derpaa, Fisken i Havet og Fuglen i Luften, Alt er det skabt ved Guds Ord og Guds Aand, som skrevet staar: i Begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Gud var Ordet, og ved Det ere alle Ting gjorde, og igjen staar der skrevet: udsender Du din Aand, da skabes de, og Du fornyer Jordens Skikkelse. ►Saa er da al Verden Herrens Gjerning, og Jorden er Hans Eiendom, det er Ham, som ►føder 2Fuglene og fylder dem med Sang mellem Træernes Grene, Han lader Græs gro for ►Fæet og Urter til Menneskens Tjeneste, Han ►opkalder Brødet af Jorden. Men det var paa den sjette Dag, ►der Jorden var beredt og det lyste fra Himlen, da Lilierne stod i det deilige Klædebon og ►udgave sødeste Lugt, og Fuglene ►udgave Røsten saa liflig, og al Skabningen lovede Gud i en Morgensang, da sagde Herren: ►lader os giøre et Menneske i vort Billede, ►efter vor Lignelse, og det skal regjere over Havets Fiske, og over Himmelens Fugle, og over Kvæget, og over al Jorden, og over Alt, som vrimler paa Jorden, og Gud skabte Mennesket i sit Billede, Han skabte det i Guds Billede, Mand og Kvinde skabte Han dem, og de kaldtes 👤Adam og 👤Eva. Og Gud saae Alt det, Han havde gjort, og see det var saare godt.► 1. Moseb. 1. ►Joh. 1. ►Psalm. 104.

✂ Saa var da Mennesket skabt i Guds Billede, dobbelt at see til, men Eet udi Aanden, skabt udaf Jorden, men med ►Herrens Livsaande i sig, og de vare skabte til at see Guds Herlighed i al Hans Gjerning og love Ham ►storlig, og voxe i Forstand paa Hans ►underlige Ting, og leve evindelig. Og Herren plantede en Have i 📌Eden mod Østen, ►lystelig og deilig, og Han satte Mennesket der, og Mennesket hørte Hans Røst, at Han talte, velsignede ►dennem og sagde: ►vorder mangfoldige og ►opfylder Jorden, og ►gjører eder den underdanig, og see du maa frit ►æde af alle de 3Træer i Haven, men af Kundskabens Træ paa Godt og Ondt skal du ikke ►æde, thi paa hvilken Dag, du ►æder deraf, skal du dø Døden. Men Slangen var skjelmsk og trædsk, og sagde til Qvinden: det er ikke sandt, hvad Gud haver sagt, I skal ikke dø, naar I ►æde deraf, men Gud veed, at eders Øine ►oplades, og I blive som Han til at kjende Godt og Ondt. Og Kvinden saae, at Træet var ►lysteligt ►tilsyne og et ►ønskeligt Træ ►til Forstand, saa tog Hun og ►aad, og hun gav sin Mand og han ►aad. ►Saa kom da Synden i Verden formedelst et Menneske, og Døden formedelst Synden, og Døden trængte saa igjennem til alle Mennesker, fordi de syndede alle. ►1. Moseb. 2-3. ►Rom. 5.

✂ Men om Livet og Døden at tale, da er Livet i Gud, som skrevet staaer: i Ordet var Livet, og Ordet var i Begyndelsen hos Gud, og hvo, som har ►Samfund med Gud, han lever og kan ikke dø, thi at døe, det er at forlades af Gud, men hvo, som vil Andet end Gud, han synder, og hvo, som synder, er fremmed for Gud, og hvo, som er fremmed for Gud, han er død, thi Gud har forladt ham. ►Saa var det syndige Menneske aandelig dødt, og Herren uddrev dem af 📌Eden, som ►og kaldes 📌Paradis, fra Livsens Træ, og Mennesket ►fornam han var fremmed for Gud, og Legemet hældede ►flux imod ►Støvet, hvoraf det var taget, og Sjælen var skyldig at føle evindelig Angest, at være bortkastet fra Herrens 4Ansigt ved Hans Herligheds Kraft, udelukt fra ►Guds hellige Samfund, glædeløs, fredløs, og det er den evige Død. Vel maatte Mennesket sukke og sige: Dødens Reeb ►omspænde mig, og ►Belials Bække ►forfærde mig, Helvedes Reeb ►omgive mig, Dødens Garn ►staa for mig. ►Ps. 18.

✂ Men Gud saae Menneskets Elendighed, at den var stor, og Han kom ihu, at de vare ►Støv, og ynkedes over dem, og sagde: Kvindens ►Sæd, ►det er ►den Menneskens Søn, skal sønderknuse Slangens Hoved, ja det blev vitterligt for Menneskens Børn, at Gud var en Frelser, at hos Ham vare Udgange fra Døden, thi see! der var en Mand af 👤Adams ►Børn, han heed 👤Enoch, og han ►vandrede med Gud, og Gud tog ham til sig, han smagte ikke Døden evindelig. ►1. Moseb. 3-5.

✂ ►Der Gud skabte Mennesket, da skabte Han dem ►i Guds Lignelse, men ►der de havde syndet, da avlede de Børn ►i deres Lignelse og ►efter deres Billede, alligevel var der stor ►Adskillighed hos dem, saaledes at Somme sørgede over Synden, og kaldte paa Herren af deres Hjerte i Sandhed, saa Han kunde være dem nær, og give dem Magt over Synden og Udgang fra Døden; men Andre, og det var de Fleste, glædede sig udi Synden, og gik bort fra Herrens Ansigt, og bleve Syndens Trælle og Dødens Fanger. 👤Kain og 👤Abel vare de første, som fødtes paa Jorden af Menneskens Slægt, og 👤Abel vendte sit Hjerte til Herren og var Ham ►behagelig, men 👤Kain ►var 5af den Onde►, og elskede Synden, og hadede Gudsfrygt, og slog sin Broder ihjel for hans Fromhed, og ►gik ud fra Guds Ansigt, og blev en Fader til dem, som kalde Verden deres Eiendom og Fædreneland, og kalde Jorden op efter sig, og vil ikke tænke derpaa, at deres Liv er en Drøm, og ►naar Herren opvaagner, da skal Han foragte ►deres Skikkelse, og de ere ►Verdens Børn, og forgaa i verdslig ►Begiæring. Men Gud gav 👤Adam en Søn istedenfor 👤Abel, og han kaldtes 👤Seth, og ►kaldte paa Herren, og hans ►Børn kaldtes Guds Børn, og af dem var 👤Enoch. Men ►alt som Aarene gik, ►der 👤Adam ►hensov, og de Gamle med ham, da saae Guds Sønner, at Verdens Døttre vare deilige, og toge dem ►til Kvinder, og fordærvedes med dem, og Vold og Ugudelighed blev megen paa Jorden, og Menneskens Slægt fordærvede aldeles sin ►Vei, og ►Gud var ikke for deres Øine. Da blev Herrens Vrede optændt, og Han lod regne over Jorden i ►fyrgetive Dage og ►fyrgetive Nætter, og Vandene brød gjennem Jorden franeden af de dybe Afgrunde, og styrtede ned fraoven af Himmelens Sluser, og Vandene voxte, og de fik Magt over Jorden, og Bjergene skjultes, og alt det Levende, Alt, som havde Aande, Mennesker og Fugle og Dyr og ►Orme som krøbe paa Jorden, de kvaltes, og ►alt Kiøds Undergang stod ►som skrevet for Herren. Men der var en Mand af 👤Seths ►Børn, 👤Noa, en retfærdig Mand, og fuldkommen ►i sin Tid, han ►vandrede med Gud og 6fandt Naade for Herrens Øine, og see, ►der Syndflodens Vande vare over Jorden og Bjergene skjultes, da svømmede Arken uskadt paa de mægtige Vande, og Arken var et Skib, som Gud lærte 👤Noa at bygge med ►Konst, og der var han inde i Syndflodens Dage, han og hans ►Kvinde og dertil hans Sønner trende i Tal, med Sønnernes ►Kvinder, ja otte vare de ►Menneskers Sjæle, som frelstes af Vandet. Og inde i Arken vare Dyr af alle de Slags, som fandtes paa Jorden, og Fugle, som flyve med Vinger, et Par af hvert, Han med sin Hun, og syv Par af Somme, alt efter Ordet, som Gud havde talet til 👤Noa. Og Gud kom 👤Noa ihu, ham og hans Dyr, og Regnen holdt op, og Vindene blæste, og Vandene faldt, og Jorden blev tør, og 👤Noa gik ud med Dyr og med Fugle og offrede af dem til Herren, og takkede Ham for Hans Frelse. Da gjorde Herren sin Pagt med 👤Noa og sagde: Jeg vil ikke mere herefter forbande Jorden for Menneskens Skyld, ►enddog Menneskets Hjertes Tanke er ond ►af hans Ungdom, og Jeg vil ikke mere herefter ►slaae alt hvad der lever; saalænge Jorden bliver endnu, skal Sæd og Høst, og Frost og Hede, og Sommer og Vinter, og Dag og Nat ikke ►aflade, Jeg haver sat ►min Bue i Skyen, og det skal skee, naar Jeg fører Skyen over Jorden, da skal ►Buen sees i Skyen, og Jeg vil komme min Pagt ihu, som er mellem Mig og eder og alle de ►levende Sjæle af alt ►Kiød, at der ikke mere skal være Vand ►til en Flod at fordærve 7alt ►Kiød. Og see! de Aar ere nu forgangne i tusindetal, og Herren har holdt sit Ord, og Jorden er ikke fordærvet af Vand, og Regnbuen sees med deilige Farver i Skyen, naar Skyen ►hengaaer over Jorden. ►1. Moseb. 4-9.

✂ Og 👤Noas Sønner, som udgik af Arken, vare 👤Sem, 👤Cham og 👤Japhet, og af deres Børn blev al Jorden ►besat allevegne, og 👤Noa velsignede 👤Sem, og kaldte Herren hans Gud, og 👤Noa velsignede 👤Japhet, og sagde i sin Spaadom, at han skulde bo i 👤Sems Pauluner, ►det er i den Bolig, som Herren beredte for 👤Sem til Frelse og Fred, men 👤Cham spaaede 👤Noa kun ilde, thi han foragtede Himmelens Gud og sin Fader.

✂ Og al Jorden havde eet Tungemaal og eens Tale, og det skedte da de reiste fra Østen, da fandt de en Slette og boede der, og de sagde ►en til hverandre: velan! ►lader os stryge Leer til Tegl og brænde dem vel, og de havde Tegl for Steen og Liim for Kalk, og de sagde: velan! ►lader os bygge os en Stad og et Taarn, hvis Spidse gaaer indtil Himlen, og ►lader os ►giøre os et Navn, ►at vi ei skal ►adspredes til at udslettes af Jorden. ►Saa vilde Menneskens Børn ei tro Guds Pagt og Hans ►Bue i Skyen, men de vilde prøve ►Størke med Ham, og vinde det Navn, at de havde bygget et Bolværk mod Syndflodens Vande, naar Herren igjen lod dem komme paa Jorden. Men Herren af Himmelen fornedrede sig til at see paa Jorden, Han saae 8deres Hænders Gjerning, at den var ond, og deres Hjertes Tanker, at de vare ugudelige, og Han blandede deres Tungemaal, saa den Ene ei forstod den Anden, og Herren ►adspredte dem derfra over ►al Jordens Kreds, og de ►lode af at bygge Staden, derfor kaldte Man dens Navn 📌Babel, ►det er Forvirring, thi Herren forvirrede der al Jordens Tungemaal. ►1. Moseb. 11.

✂ Saa ►adspredtes da Menneskene paa ►Jordens Kreds, og det var længe, at Man tænkte den var ►skiftet kun i trende Parter og Dele, den ene Part er 📌Asialand, der ►som Menneskene boede først, og byggede paa 📌Babels Taarn, og der havde 👤Sems ►Afkom mest sin Bolig, og den Part ligger i Øster; den anden Part er 📌Afrika eller 📌Morland, den ligger ►i Sønder fra os, og der skinner Solen hedest, og Menneskene ere brune og sorte af Ansigt, og kaldes derfor ►Blaamænd og Morianer, og ere mest 👤Chams ►Afkom; men den tredie Part er nævnet 📌Europa, den ligger vesten for 📌Asia og norden for 📌Morland, der boe mest 👤Japhets ►Børn, og af dem ere vi. Nu er det vitterligt nok, at der, vesten for os i 📌Europa, ►og er en Verdenspart, baade stor og ►besat, som kaldes 📌Amerika eller 📌Kolumbialand, rig paa Sølv og paa Guld og Ædelstene, men det var et hemmeligt Land i de forrige Tider.

✂ ►Alt som Menneskene igjen bleve mangfoldige, saa blev ►og Synd og Ugudelighed megen og mangfoldig paa Jorden, og de Fleste 9holdt op at frygte og dyrke den levende Gud, som skabte Himlen og Jorden, de gave sig til at troe paa Soel og Maane og Stjerner, og optænkte i deres Hjertes Fordærvelse og deres Sinds ►Forfængelighed allehaande Afguderie og ►Daarlighed, saa at Mange ►tjente baade Dyr og ►Orme, som om de vare Guder, og de gjorde sig Billeder og ►Lignelser efter de Ting, som ere i Himmelen og paa Jorden, de gjorde dem af Sølv og Guld og Stene og Træ, og faldt paa Knæ ►at tilbede et Menneskes Hænders Gjerning og et Menneskes ►forfængelige Indbildning, og offrede Gaver og bade Bønner, og optænkte mange ►daarlige og ugudelige Skikke, og stolede paa de Billeder, som ei kunde see med Øine, ei høre med Øren, og ei gaae paa de udskaarne Been. Visselig er det saare at forundres over, hvorledes Mennesker vare saa ►daarlige, og der var ingen Forstand i dem til at betænke det, men det kom altsammen deraf, at de vidste det ►vel, det var ikke dem selv, som gav Liv og Lykke, Regn og frugtbare Tider af Himlen, men de vilde ikke tro, at det kom fra den levende Gud, som seer ind i Hjertet, og skrev sine hellige Bud derinde, de vilde have Guder, som ikke brød sig om, at de førte et ondt og ►liderligt Levnet, og at deres Hjerte var fuldt af Misundelse, Had, og andre syndige Lyster, derfor bildte de sig ind, at der vare ►Levende i Soel og Maane, i Vandløb og Dyr og rundt udi Luften, som raadte for Veir og for Jordens Grøde, og for alle de Ting, som skee her i Verden. De 10meente da, at saadanne Aander skulde blive deres Venner, naar de ►tjente dem som Guder og gjorde dem Ære, og meente vel ogsaa, at de kunde hjelpe dem imod den stærke usynlige Gud, som de mest kaldte Skiebnen. Det er da Begyndelsen til alt Afguderie, at Menneskene ikke vil lyde Guds Bud, men have sig Guder, med hvem de kunne ►vandre i Ugudelighed.

✂ Saa glemtes da Sandheden Dag for Dag alt mere og mere, og Løgnen fik Magt, og det var at vente, at Menneskens Slægt vilde blive som Kvæget, og ødelægges aldeles af ►Uteerlighed og indbyrdes Strid; men Herren er naadig og saare miskundelig, Han havde udvalgt sig et Folk til at vogte paa Sandhed, og høre Hans Ord, og af dem vilde Han ►opreise ►den Menneskens Søn, i hvem alle Jorderigs Slægter skulde velsignes.

✂ Der var en Mand i 📌Asialand ved Navn 👤Abraham, af 👤Sems ►Afkom, det var en gudfrygtig Mand, og han ►holdt hardt ved den Sandhed, som han havde hørt af sine Fædre, og han ►tjente den levende Gud i from Eenfoldighed, og Hjertens Oprigtighed. Og Herren sagde til 👤Abraham: ►gak ud fra dit Land, fra din Slægt, af din Faders Hus til det Land, som Jeg vil vise dig, og Jeg vil giøre dig til et stort Folk, og velsigne dig, ja i dig skal alle Slægter paa Jorden velsignes. ►1. Moseb. 12.

✂ Der løber et ►Vand langt sønden for os imellem Verdens de tre gamle Parter, og det 11kaldes derfor det 📌Middellandske Hav, og det har ►for Norden 📌Europa, og 📌Morland ►for Sønden, men 📌Asien kommer det til, naar det løber i Øster, og der paa 📌Asiens vestre Kyst er et Land, hvor nu Tyrkerne raade, det kaldtes 📌Canaan i forrige Tider, og det var dengang et deiligt og frugtbart og ►ønskeligt Land, det var Landet, som Gud førte 👤Abraham til. Og Herren talede til 👤Abraham og sagde: dette Land vil Jeg give din ►Afkom, og Herren prøvede ham, og gav ham ikke selv en Fodsbred at eie i Landet, og gav ham ikke den lovede Søn, førend han var gammel, men 👤Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed. Saa havde da 👤Abraham ikke ►visse Værelser i 📌Canaans Land, men han fløttede om, som en Fremmed i Landet med sine Hjorde, ►det er med hans Kvæg, og han ►udslog sit Paulun, ►det er hans Telt, og boede derunder alle sit Livs Dage, og Herren kaldte 👤Abraham sin Ven, og ►samlede ham til hans Fædre i Fred.

✂ 👤Abraham ►avlede 👤Isak, og 👤Isak ►avlede 👤Jakob, og ham kaldte Herren 👤Israel, ►det er Guds ►Kiæmpe eller Stridsmand, og 👤Isak og 👤Jakob boede under Pauluner, som Fremmede i 📌Canaans Land, til et Tegn, at Guds Børn ere Fremmede paa Jorden, og have i Himlen hos Gud deres Fædreneland, og de troede Gud og stolede paa Ham, og Han velsignede dem og gav dem 👤Abrahams Haab til Arv, og lovede dem, at i deres ►Sæd skulde Jorderigs Slægter velsignes. ►1. Moseb. 26-28.

✂ 12👤Jakob eller Israel ►avlede de tolv Patriarcher, ►det er Stammefædre, som de bleve for 👤Israels ►Børns Slægter, og de navnkundigste ere iblandt dem 👤Juda og 👤Levi og 👤Joseph, men det ►begav sig, at 👤Joseph blev hadet af sine Brødre, og de solgte ham til 📌Ægypten, til 👤Chams Land, som nu regnes til 📌Morland, men ligger tæt op til 📌Asialand. De tænkte Ondt imod ham, men Herren tænkte, at vende Alt til det Gode, og Han var med 👤Joseph, og ►gav ham Naade for hans Herres Øine i 📌Ægypti Land, og fyldte ham med Viisdom og Kundskab, og frelste ham af Angest, og ophøiede ham til at være den Næste efter ►Kongen. Og der kom Hunger i 📌Canaans Land, der ►som 👤Jakob boede, og hans Sønner droge til 📌Ægypten, ►at kiøbe sig Korn, og de kom for 👤Joseph at staa, og de kiendte ham ikke, men han kiendte dem og forfærdede deres Sjæle, ►at de maatte komme deres Synd ihu, og ►lod sig op for dem paa det Sidste, ja det blev Enden, at 👤Jakob kom med al sine Børns Slægt ned at bo i 📌Ægypten, og ►Kongen gav dem 📌Gosen Land at være udi, dem og deres Børn og deres Kvæg, og Alt hvad de eiede, og 👤Israels ►Børn vare halvfjerdesindstive Sjæle. ►1. Moseb. 37 og ►39-47.

✂ 👤Jakob kom til sine Dages Ende, og velsignede sine Sønner og sagde dem forud, hvor de skulde boe udi 📌Canaans Land, og hvad ►Adskillighed der skulde være paa deres Stammers Sind og Bedrift, og lod i en ►mørk Tale forstaa, at af 👤Juda Stamme skulde den Løve 13opstaa, der skulde knuse Slangens Hoved, den Freds Mand, paa hvem Folkene skulde stole (►1. Moseb. 49. 9-13). Han ►sov hen i Tro paa sin ►Gienløser, og hans Liig blev ført til 📌Canaan, ►at jordes hos 👤Abrahams og 👤Isaks, til et Tegn, at ►Israel skulde ►stadfæstes i Landet. Siden døde 👤Joseph ogsaa, og hans Lig blev i 📌Ægypten, men han troede saa ►vist paa sine Fædres Guds Ord, at han tog en Eed af 👤Israels ►Børn, og sagde: Gud skal visseligen besøge eder, og ►opføre eder af dette Land, ►i Landet, som han haver ►tilsoret 👤Abraham, 👤Isak og 👤Jakob, og I skal ►opføre mine Been herfra. Saa bleve 👤Josephs Been i 📌Ægypten, til et Vidnesbyrd for 👤Israels ►Børn, at de ei havde hjemme der, men skulde altid ►stunde mod 📌Canaans Land, og vente paa ►Guds Time. Saadant et Vidnesbyrd kunde ►og giøres behov til at ►størke 👤Israels ►Børn, thi da der kom en anden ►Konge i Landet, som ikke vilde vide af 👤Joseph at sige, og han saae, at 👤Israels ►Børn vare mange, da plagede han dem ►svarligen, og ►der han saae, at de alligevel voxte og formerede sig, gav han den ugudelige Forordning, at alle deres nyfødte Børn skulde druknes i 📌Nilstrømmen, det er en Vandflod, som løber langs igiennem 📌Ægypten, og blev af de ►afgudiske Indbyggere dyrket som en Gud, fordi Gud lod den paa visse Aarets Tider hovne op, og gaa over Landet og vande det til Grøde og Frugtbarhed. Nu saae det da ud, som om Gud havde glemt sit Folk; henved fire hundrede Aar vare forløbne, siden 14Han gav 👤Abraham sin Forjættelse, og endnu var hans ►Afkom i Udlændighed, ja det ►lod som om hans Slægt skulde aldeles ødelægges, men Herren vilde kun prøve sit Folk, og drive dem til med Suk og Bøn at slaa deres Lid til Ham, som den Eneste, der ►var mægtig til at frelse dem, og ►der Timen kom, da hørte Han deres Suk, og tænkte paa sin Pagt med 👤Abraham, 👤Isak og 👤Jakob, og lod den ►Frelsning aabenbares, som han i Stilhed havde beredt. ►1. Moseb. 50. ►2. 1.

✂ En af 👤Jakobs Sønner heed 👤Levi, og 👤Levi ► avlede 👤Kahat, og 👤Kahat ► avlede 👤Amram, men 👤Amram ► avlede en Søn i de Dage, ►der den Befaling var ►udgangen, at de nyfødte Drenge skulde kastes i Floden, og hans Moder skjulte ham i 3 Maaneder, men ►der hun ikke kunde skjule ham længer, da gjorde hun en Kiste af Rør, og lagde Drengen deri, og satte den Kiste imellem Sivet ved Bredden af Floden. Da ►føiede Gud det ►saa, at Pharaos, ►det er Kongens Daatter kom til den samme Stæd, og som hun gik der med sine Jomfruer ►hos Floden, da saae hun Kisten og lod sig den hente, og lukde den op, og ►der hun saae den liden grædende Dreng, da rørte Gud hendes Hjerte, og hun ynkedes over ham, og tog ham og lod ham ►opamme, men ►der han blev større, havde hun ham hos sig, og kaldte ham 👤Moses, ►det er den Optagne af Vandet, og lod ham flittelig oplære i al Ægypternes Viisdom og Kundskab. Denne 👤Moses var det, Gud hav15de beskikket til sin Tjener, til at udføre sit Folk af 📌Ægypten. ►2. Moseb. 2. ►Ap. Gg. 7.

✂ Der er et Land imellem 📌Ægypten og 📌Canaan, som kaldes 📌Arabien, og der ere mange og brede Ørkener, ►det er Heder, hvor ingen Byer findes og intet Korn kan gro; i en af dem gik 👤Moses og vogtede Kvæg, da aabenbaredes Herren for ham og sagde: Jeg er 👤Abrahams, 👤Isaks og 👤Jacobs Gud, Jeg har seet mit Folks Elendighed og hørt deres Skrig, saa ►gak nu, og Jeg vil sende dig, og udfør mit Folk, ►Israels Børn af 📌Ægypten. ►2. Moseb. 3

✂ Da kom 👤Mose ►at staa for Pharao, Kongen i 📌Ægypten, og sagde: ►saa siger Herren, ►Israels Gud: lad mit Folk ►fare! men Pharao svarede: hvem er den Herre, hvis Røst jeg skal lyde; jeg kiender ikke den Herre, jeg vil ei heller lade ►Israel ►fare. Men Pharao lærte at kiende den Herre, thi Han ►slog ⓘ ÆgypterneÆgypterne] B, Ægppterne A med svare Plager, og gjorde ►underlige Gierninger i 👤Chams Land, ved sin Tjener 👤Moses og hans Broder 👤Aaron, og paa det Sidste lod han sin Morderengel gaae igiennem Landet, og de bleve slagne ihjel paa een Nat, alle de Førstefødte af Menneskers Børn og af Kvægs ►Affødning, men alt Levende hos ►Israels Børn blev ilive, thi Herren havde befalet dem, at slagte et Lam i hvert Hus, og stryge af dets Blod paa Dørstolpen, og Morderengelen kom ikke i Huset, der ►som Lammets Blod var tilsyne. Det Lam kaldtes Paaskelam, og det skulde ►ædes af ►Israels Børn 16hvert Aar, til en Ihukommelse om deres ►Frelsning, og til et Tegn paa, at den Kvindens ►Sæd skulde engang slagtes som Lammet, og med sit Blod frelse Sjælen fra den store Morderengel, og fra den evige Død. ►Der Pharao saae, at Herrens Haand var stærk over Landet, og at han selv intet formaaede imod Himlens Konge, da lod han Folket ►fare, men ►der Nøden var forbi, da forhærdede han igjen sit Hjerte, og tog til sig sine Krigsfolk og Vogne og Ryttere, og drog hastelig frem ►at ødelægge ►Israels Børn. Der er et stort Vandsted imellem 📌Ægypten og 📌Arabialand, som kaldes 📌det røde Hav, og dertil var 👤Moses kommet med ►Israels Børn; men ►der de saae Pharao med hans Vogne og Ryttere og med al hans Krigshær, da bleve de saare bange i Sindet, og knurrede mod 👤Moses, og sagde: var der ikke Grave nok i 📌Ægypti Land, siden du førte os ud til at dø i Ørken? Da sagde 👤Moses til Folket: ►frygter ikke, ►staaer og ►seer Herrens Frelse, Herren vil stride for eder, og I, I skal tie. Og 👤Moses udrakte sin Haand over Havet i Herrens Navn, og Herren lod Vandet ⓘ ►bortfaldebortfalde] A, måske fejl for bortfare (2 Mos 14,21, Biblia 1787) GV ved et stærkt ►Østenveir den ganske Nat, og Vandene skildtes ad, og ►Israels Børn gik midt igiennem Havet, som paa tørt Land, og Vandet stod som en Mur paa deres høire og venstre Side, men ►der de vare komne over, og Ægypterne fulgte efter, da sagde Herren til 👤Moses: udræk din Haand over Havet! og han gjorde ►saa, og Vandene faldt tilbage over Ægypterne, over deres 17Vogne og over deres Ryttere, og der blev end ikke een levende af dem alle. Da sang 👤Mose og ►Israels Børn Herren en Lovsang for Hans Miskundhed og Hans mægtige Gierninger, og de gik frem ►at komme til 📌Canaans Land, og Herren gik ►for dem i en Skystøtte om Dagen, og i en Ildstøtte om Natten, og Han gav dem sine Bud, de ti ►Budord ved 📌Sinai Bjerg, og talede selv til dem af Himmelen i Tordens Røst, og gav dem mange andre Bud ved 👤Mose sin Tjener, som de skulde holde, baade de og deres ►Børn efter dem, og være et helligt Folk, Guds Folk, adskildt fra alle de Folk, som boe paa ►Jordens Kreds; og Han gav dem Brød i Ørken, Manna, ►det er Honningkorn, der faldt paa Jorden, som Dug om Morgenen, og Han gjorde mange andre Tegn og ►underlige Gjerninger for deres Ansigt, men endda knurrede de mod Herren og 👤Mose, og vilde ikke høre hans Røst, og de gjorde sig en Guldkalv, og dandsede omkring den, og sagde: see! ►Israel, det er dine Guder, som udførte dig af 📌Ægypten. Og Herren tugtede dem med haarde Plager, og naar han ►slog dem, da bøiede de deres stive Nakker, men de knurrede igjen og syndede, og det skedte, at 👤Mose udsendte tolv Mænd af ►Israels Ældste til at ►bespeide 📌Canaans Land, og de gjorde ►saa og kom igjen, og ►lovede ►storlig Landets ►Leilighed og ►Vilkaar med Deilighed og Frugtbarhed, og to Mænd bar paa en Stang en Vinkvist med dens 18Vindruer til ydermere Tegn og Vished; men ti af de Mænd, som vare dragne op ►at ►bespeide Landet, fortalte og sagde: vi formaa ikke at ►drage op imod det Folk i Landet, thi det er stærkere end vi, og vi saae Kiæmper der, og vi vare som Græshopper for vore Øine, og vi vare ligesaa for deres Øine. Da opløftede al Menigheden sin Røst, og Folket græd den samme Nat, og knurrede mod 👤Mose og 👤Aaron, og sagde: gid vi vare døde i 📌Ægypten, eller gid vi maatte dø i denne Ørk! hvorfor fører Herren os til dette Land, til at falde ved Sværdet, vore Kvinder og vore smaa Børn maa blive til ►Rov. Og den ene sagde til den anden: ►lader os ►keise en Høvedsmand og vende tilbage til 📌Ægypten! Men 👤Mose og 👤Aaron sørgede, og ►laa paa deres Ansigter, og 👤Josva 👤Nuns Søn og 👤Caleb 👤Jephunne Søn af 👤Ephraims, ►det er 👤Josephs Søns Stamme, og af 👤Juda Stamme, to af Speiderne, de sønderreve deres Klæder, og sagde til Folket: ►værer ikke gjenstridige imod Herren, og ►frygter ikke for Folket i Landet, thi deres ►Beskiærmelse er borte, Herren er med os, ►frygter ikke for dem! Da sagde den ganske Menighed, at Man skulde stene dem, men da kom Herrens Herlighed tilsyne for alle ►Israels Børn, og Herren sagde til 👤Mose: hvorlænge skal dette Folk ►opirre Mig, og de vil ikke tro paa Mig ved alle de Tegn, som Jeg haver gjort midt iblandt dem, Jeg vil slaa dem med ►Pestilense og ødelægge dem, og af Dig vil jeg ►opreise mig et Folk, større og 19stærkere, end dette. Da sagde 👤Mose: slaaer Du dette Folk ihjel, hvilket Du ►opførte med Kraft fra 📌Ægypten, og ►for hvis Ansigt Du sees øiensynlig, da skal Hedningene tale, naar de høre det Rygte om Dig, og sige: fordi Herren ikke formaaede, at føre dette Folk ind i Landet, som Han havde ►soret dem, derfor har Han slagtet dem i Ørken. Og nu, Kiære! Herren er langmodig og af megen Miskundhed, som forlader Misgjerning og Overtrædelse. Kiære! forlad dette Folks Misgjerning efter Din store Miskundhed, ligesom Du gjorde fra 📌Ægypten af hidindtil. Og Herren sagde: Jeg har forladt det ►efter dit Ord, men sandelig, saa sandt som Jeg lever, skal Herrens Kraft aabenbares i det ganske Land, thi alle de Mænd, som have seet Min Herlighed, og Mine Tegn, som Jeg gjorde i 📌Ægypten og i Ørken, og have nu fristet Mig ti Gange, og ikke hørt paa Min Røst, de skal ikke see det Land, som Jeg haver ►tilsoret deres Fædre, siig til dem: saasandt som Jeg lever, siger Herren, ligesom I have talet for Mine Øren, saaledes vil Jeg giøre ved eder, eders døde Kroppe skal ►falde i denne Ørk, og Ingen af eder skal indgaae i Landet, ►uden 👤Caleb 👤Jephunne Søn og 👤Josva 👤Nuns Søn, men eders smaa Børn, om dem I sagde: de skal blive til ►Rov, ja dem vil Jeg føre derind, ►at de skal kjende det Land, som I have foragtet, eders Børn skal være Hyrder i Ørken i ►fyrgetive Aar, indtil eders døde Kroppe ere ►ned20faldne►ned. Og det gik ►saa, efter alle de Ord, som Herren havde talet, ja 👤Mose og 👤Aaron, de kom end ikke ind udi Landet, thi det skedte, ►der Folket var i den 📌Ørk Sin, og havde ikke Vand, og knurrede mod 👤Mose, da sagde Herren til 👤Mose: tag din Kjep og ►gak frem, du og din Broder, for Menighedens Ansigt, og I skal tale til Klippen ►for deres Øine, saa skal den ►udgive Vand; men de bleve skrøbelige i Troen, og 👤Mose tog sin Kjep, og slog paa Klippen to Gange, og der udgik meget Vand, men Herren sagde til 👤Mose og til 👤Aaron: fordi I troede ikke paa Mig til at ære Mig ►for Israels Børns Øine, derfor skal I ikke føre Folket ind i det Land, som Jeg haver givet dem. Og 👤Aaron døde ei længe derefter, men 👤Mose levede indtil de ►fyrgetive Aar vare hartad ►fulde, og førte Folket lige til 📌Canaans Landemærke, til den Flod 📌Jordan, som flyder østen for Landet. Og det skedte, ►der 👤Mose vidste, at ►hans Dages Tal var fuldt, da gik han frem for ►al Israel og talede, og sagde til dem: jeg er i Dag hundrede og tive Aar gammel, jeg kan ikke længere gaae ud og gaae ind ►for dit Ansigt, thi Herren sagde til mig: du skal ikke gaa over denne 📌Jordan, men Herren din Gud, Han gaaer over ►for dit Ansigt, Han skal ødelægge Folkene ►for dit Ansigt, og 👤Josva, han skal gaa over ►for dit Ansigt, saasom Herren haver sagt. Og 👤Mose havde talet alle Herrens Buds Ord for ►Israels Børn, for de Unges Øren, som vare opvoxne i Ørken, og 21kommet alle Herrens store Gjerninger ihu, og han havde sagt: hør ►Israel! Herren vor Gud, Herren er Een, og du skal elske Herren din Gud af dit ganske Hjerte og din ganske Sjæl og af al din ►Formue, og du skal elske din Næste som dig selv, og I skal elske den Fremmede, thi I have været fremmede i 📌Ægypti Land, og Herren eders Gud er en Gud over Guderne og en Herre over Herrerne, den store, den mægtige og den ►forfærdelige Gud, som ikke dømmer efter ►Anseelse, og tager ei ►Skiænk, som skaffer Faderløse og Enker Ret, og som elsker den Fremmede, at give ham Føde og Klæde; see! jeg lægger i Dag for eders Ansigt Velsignelse og Forbandelse, Velsignelse, naar I lyde Herrens, eders Guds Bud, som jeg byder eder i Dag, men Forbandelse, dersom I ikke lyde Herrens, eders Guds Bud, og vige af den Vei, som jeg byder eder i Dag. Og 👤Mose skrev alle Herrens Ord i en Bog, og befalede, at naar al ►Israels Menighed kom tilsammen hvert syvende Aar at sees for Guds Ansigt, da skulde alle Bogens Ord læses for deres Øren. Og Herren gav 👤Mose en hellig Sang i hans Hjerte, og lagde den Sangs Ord paa hans Tunge, og bød ham at tale den for ►Israels Øren, saa de kom den ihu, og at skrive den i Bogen for ►Israels Børn, til et Vidnesbyrd, naar de forlode Herrens Veie og gik hen at tjene ⓘ Afguder.Afguder.] B, Afguder A Men det skedte, da 👤Mose havde fuldendt sin Gjerning og sin Tale, da gik han op paa 📌Nebo Bjerg, som Herren ►befoel ham, og Herren ►oplod hans 22Øie, saa han beskuede 📌Canaans Land, det forjættede Land, indtil det yderste Hav, og han døde der, og Herren ►begrov ham. Og 👤Mose var hundrede og tive Aar, ►der han døde; hans Øie var ikke ►dummet, og hans Kraft var ikke veget fra ham, og ►Israels Børn begræd 👤Mose i tredive Dage, og 👤Josva, 👤Nuns Søn, blev fyldt med Viisdoms Aand, thi 👤Mose havde lagt sine Hænder paa ham, men der opstod ikke en Prophet ydermere ►i Israel, som 👤Mose, hvem Herren kjendte Ansigt til Ansigt, som skrevet staaer: Herren talede til 👤Mose, Ansigt mod Ansigt, ligesom en Mand taler med sin Næste, og Herren sagde: dersom Nogen er eders Prophete, da vil Jeg, Herren, give Mig tilkiende for ham i en Syn, i en Drøm vil Jeg tale med ham, ►saa er ikke min Tjener 👤Mose, han er trofast i mit ganske Hus, Jeg vil tale mundtlig med ham og synlig, og ikke i ►mørk Tale, og han skal beskue Herrens ►Lignelse. Alligevel talede 👤Mose til Folket i Herrens Navn, og sagde: en Prophete ►midt ud af dig, af dine Brødre ligesom mig, skal Herren din Gud ►opreise dig, Ham skal I høre, thi ►saa sagde Herren til mig: Jeg vil ►opreise dem en Prophete ►midt ud af deres Brødre, ligesom du er, og Jeg vil lægge mine Ord i hans Mund, og han skal tale til dem, alt det, som Jeg vil befale ham, og det skal skee, at den, som ikke vil høre paa mine Ord, som han skal tale i mit Navn, med ham vil Jeg gaae i Rette. ►Saa talede da Herren ved 👤Mose om hver Prophet, som Han vilde 23►opreise blandt ►Israels Børn, men mest om den store Prophet, som engang skulde komme til Verden, thi Loven er given ved 👤Mose, men Naade og Sandhed er ►blevet ved 👤Jesum Christum. ►2 Moseb. 5. ►12. ►14. 15. ►32. 33. ►3 Moseb. 19. ►4 Moseb. 12. 13. 14. ►20. ►5 Moseb. 10. 11. ►18. ►31. 32. ►34. ►Joh 1.

✂ Alle disse ►Taler om de Ting fra Verdens Begyndelse, og om Herrens Gierninger og al ►Israels ►Handel, de ere skrevne med mange Ord efter Herrens Røst ved 👤Moses hans Tjeners Haand, og de ere ►rene ►Taler, og der er ingen Løgn i dem, og de staa at læse i de fem Mosebøger, og de ere ►Bibelens Begyndelse.

✂ Og det skedte efter 👤Moses Herrens Tjeners Død, da sagde Herren til 👤Josva, 👤Nuns Søn: 👤Mose min Tjener er død, saa giør dig nu færdig, og drag over 📌Jordan, du og alt Folket, ►Israels Børn, til det Land, som Jeg giver dem. Ingen Mand skal ►bestaa for dit Ansigt alle dit Livs Dage, ligesom Jeg var med 👤Mose, vil Jeg være med dig, Jeg vil ikke ►overgive dig og ikke forlade dig, vær frimodig og vær stærk! Og det skedte, ►der Folket skulde gaae over 📌Jordans Flod, da opreistes Flodens Vande til en Dynge, og Folket gik med tør Fod derover til et Tegn, at den levende Gud var med dem, ligesom med deres Fædre, og 👤Josva kaldte ad tolv Mænd, een af hver Stamme, og sagde: ►tager hver for sig en Steen paa sin ►Axel midt udi Floden, og ►reiser dem op paa hiin Side 📌Jordan, og de skal 24være til Tegn, ►at naar eders Børn adspørge: hvad skal disse Stene vel sige? da skal I fortælle dem Herrens Gjerning, og de Stene skal være til en Ihukommelse for ►Israels Børn evindelig. ►Josvabogs 1. 4.

✂ Og 👤Josva drog frem ►for Israels Børns Ansigt til Strid imod 📌Canaans Folk, men Herren streed for sit Folk, og Stædernes Mure maatte falde, og Kongerne med deres Krigshær de bleve til døde Kroppe, og Intet kunde ►staa for ►Israels Ansigt, thi Herren var med ham, ►at give ham Landet, som Han havde lovet 👤Abraham, 👤Isak og 👤Jacob, men ikke paa eengang, ►at de vilde Dyr skulde ikke fordærve Landet. Saa blev da ►Cananiten mangensteds boende i Landet, og skulde uddrives ►alt som ►Israels Børn bleve mange, og skulde prøve Guds Folk, om de vilde holde fast ved de hellige Bud, som de havde annammet. Og det skedte efter mange Aar, ►der Herren havde skaffet ►Israel Rolighed for alle deres Fiender trindt omkring, og 👤Josva var gammel af Aars Tal, da forsamlede 👤Josva alt Folket, og han kom alle Herrens store og ►underlige Gjerninger ihu, dem, som Han havde gjort fra den Time, ►der Han kaldte ad 👤Abraham sin Tjener paa hin Side Floden, og lod ham omvanke i 📌Canaans Land, indtil denne Dag, da Herren havde gjort sin Tjeners 👤Abrahams ►Sæd mangfoldig og stærk, og indført dem i det forjættede Land til at eie det. Og 👤Josva sagde til de Ældste og Øversterne blandt Folket: saa ►værer frimodige til at holde og gjøre alt 25det, som er skrevet i 👤Moses Lovbog, ►at I ikke vige derfra til høire eller venstre Side; da skal een Mand af eder ►forfølge Tusinde, thi Herren eders Gud, Han er den, som strider for eder. Men dersom I vende tilbage, og hænge ved disse øvrige Hedninger, og I giøre Svogerskab med dem og holde Omgiængelse med dem, da skal I visseligen vide, at Herren eders Gud skal ikke fremdeles fordrive disse Folk ►fra at være for eders Ansigt, men de skal blive eder til en Strikke og til en Snare og til en Svøbe paa eders ►Sider, og til ►Brodde i eders Øine, indtil I ►omkomme af dette det gode Land, som Herren eders Gud har givet eder. Og 👤Josva sagde til alt Folkets Menighed: saa ►frygter nu Herren, og ►tjener Ham i Fuldkommenhed og Sandhed; men om det mishager eder, at tjene Herren, saa ►udvælger i Dag hvilke Guder I vil tjene, jeg og mit Huus vi vil tjene Herren. Da svarede alt Folket og sagde: det skal være langt fra os at forlade Herren, til at tjene fremmede Guder, thi Herren, vor Gud, Han er den, som ►opførte os og vore Fædre af 📌Ægypti Land, af Trældommens Hus, og som haver gjort disse store Tegn for vore Øine, og bevarede os paa al den Vei, hvorpaa vi gik, og blandt alle de Folk, som vi have gaaet midt igjennem. ►Saa tjente ►Israel Herren, saalænge 👤Josva levede, og saalænge de Ældste levede, som levede længe efter 👤Josva, og som ►vidste al Herrens Gjerning, som Han havde gjort imod ►Israel. ►Jos. 23. 24.

✂ 26Men ►der 👤Josva, 👤Nuns Søn, var død, og begravet i hans ►Arvs Landemærke paa 📌Ephraims Bjerg, og ►der al den gamle Slægt var ►forsamlet til sine Fædre, da ►opkom der en anden Slægt efter dem, som ei kiendte Herren, ei heller Hans Gierning, da gjorde ►Israels Børn det Onde ►for Herrens Øine, og de forlode deres Fædres Gud, som udførte dem af 📌Ægypti Land, og ►vandrede efter fremmede Guder, af de Folkes Guder, som vare rundt omkring dem. Saa optændtes Herrens Vrede over ►Israel, og Han gav dem i Røveres Haand, og de røvede dem, og Han solgte dem ►i deres Fienders Haand trindt omkring, og de kunde ikke mere ►bestaae ►for deres Fienders Ansigt. Da bleve de saare fulde af Angest, og Herren ►opreiste Dommere til at frelse dem af deres Røveres Haand, og Herren var med Dommeren, og frelste dem af deres Fienders Haand, saalænge Dommeren levede, thi Herren rørtes ved deres Suk, naar de trængtes og tryktes; men det skedte, at naar Dommeren døde, da vendte de tilbage, og fordærvedes mere end deres Fædre, ►med at ►vandre efter fremmede Guder, at tjene dem og tilbede for dem. ►Saa staar der da at læse i ►Dommernes Bog om ►Israels Synd, om hvordan Herren tugtede dem, og frelste dem saa, naar de raabte til Ham, og lod det kiende, at Han er god og Hans Miskundhed varer evindelig, og der ere mange ►mærkelige ►Taler om den dristige 👤Ehud, og om 👤Debora, den forstandige, mandhaftige Kvinde, som saae 27►Herrens Syner og sang Hans Priis, og om den mægtige 👤Gideon, og den vældige 👤Jephta, og om 👤Samson, den stærke Guds ►Kiæmpe, om alle de Dommere, som Herren ►opreiste i Landet. ►D. B. 3-16.

✂ Og det skedte efter mange Aars Forløb, da var 👤Eli Ypperstepræst; han var af 👤Aarons ►Børn, og tjente i Guds Helligdom. Men det havde saadan Skik med Herrens Helligdom iblandt ►Israels Børn, at ►der 👤Mose var hos Herren paa 📌Sinai Bjerg, da saae han en ►Lignelse af de himmelske Ting, og Herren ►befoel ham, at han skulde bygge en Helligdom efter den ►Lignelse, som saaes af ham paa Bjerget. ⓘ DenDen] GV, Der A skulde laves som ⓘ enen] B, eu A Kiste af kosteligt, dyrebart Træ, og Ark skulde være dens Navn, til et Tegn, at ligesom 👤Noa blev frelst udi Arken, ►der Syndflodens Vande gik hen over Jorden, saa skulde ►og ►Israels Børn, naar de holdt den Guds Pagt, som lagdes i Arken, frelses fra den aandelige og evige Død, som Synden forskyldte. Over den Ark skulde reises en Stol af det reneste Guld, og ►Naadestol skulde den hede, til Tegn, at Menneskens Børn havde ei deres Dyd og Retfærdighed, men kun Guds Naade at takke for Frelsen. Over den Stol vilde Herren lade sin Herlighed skinne, og tale derfra til sit Folk ved 👤Mose, og 👤Aaron Guds Ypperstepræst, og ved 👤Aarons ►Sæd, Hans salvede Præster, ►alt til et Tegn, at Herren ikkun vilde kiendes ved dem, som bøiede Hjertet ydmygelig for Ham, og søgte Hans Naade, ►Alt til 28et ►Forbillede af den Frelser, som engang skulde komme med Guds Herlighed i sit Aasyn, og tale til Folket Guds gode Ord, og giøre dem Vei til Guds Naade. Denne Guds Helligdom var til at føre og flytte med Folket, som vandrede, til et Tegn, at Herren er nær hos alle dem, som kalde paa Ham i Sandhed, og til et Tegn, at Guds Børn have hernede ei blivende Sted. Men naar de hvilede, da stod Helligdommen under en kostelig Telt, og Ingen uden Præsten maatte indgaa deri, men udenom vare store Forgaarde, og der skulde Dyrene slagtes, hvilke Herren befalede dem at offre til Tegn, at Menneskens Børn havde alle ved Synden forskyldt den evige Død, og kunde ei frelses, ►uden naar Een gik i Døden for dem, og udgød sit uskyldige Blod til deres Synders Forladelse. Den Telt over Arken kaldtes Tabernaklet, og ►der ►Israels Børn bleve mægtige i 📌Canaans Land, da blev den sat i 📌Silo, i ►Ephraims Arv, og der tjente 👤Eli for Herrens Ansigt, ►alt som hans Fædre. ►2 Moseb. 25-31. ►Josvab. 18. ►1 Samuels Bogs 1.

✂ Og der var en Mand fra 📌Ephraims Bjerg, og hans Navn var 👤Elkana; han havde en Hustrue, som heed 👤Hanna, og hun havde ingen Børn, men ►der hun tilbad i 📌Silo, da bad hun til Herren, og gjorde et Løfte, og sagde: ►Herre Zebaoth! om Du seer til din Tjenerindes Elendighed, og giver hende en Søn, da vil jeg give ham til Herren alle hans Livs Dage. Og det skedte, ►da Aaret 29gik om►, da fødte 👤Hanna en Søn, og kaldte hans Navn 👤Samuel, ►det er: Guds Naadegave, og 👤Hanna kom sit Løftes Ord ihu, og hun førte ham op, da han var en liden Dreng, til Herrens Hus, og gav ham i 👤Elis Haand, og lovede Gud og sang yndelig for Herren i sit Hjerte og med sine Læbers Ord. Og 👤Elis Sønner vare den Ondes Børn, og vilde ei kiende Herren, men Drengen 👤Samuel gik og blev stor og ►behagelig baade for Gud og for Menneskene. Og Guds Ord var ►dyrt i de samme Dage, og Ingen havde ►Herrens Syner, men det skedte en Aftenstund, ►der 👤Samuel laae i Tabernaklet, og Guds Lampe brændte, da kaldte Herren ad 👤Samuel, men 👤Samuel kiendte ikke Herrens Røst, og tænkte at det var 👤Elis, og løb til ham, men ►der det kaldte anden og tredie Gang, da forstod 👤Eli, at Herren kaldte ad Drengen, og bød ham at svare: tal Herre! thi din Tjener hører; og Herren talede til ham om alt det Onde, som skulde komme over 👤Elis Hus, og over ham, fordi han straffede ikke sine Sønners Misgierning. Og om Morgenen vilde 👤Eli høre Herrens Ord, og han hørte dem, og sagde: Han er Herren, Han giøre hvad som er godt ►for Hans Øine. Og 👤Samuel blev stor, og Herren var med ham, og han var en Seer, ►det er: Den, som seer ►Guds Syner, som seer en ►Lignelse af det, hvilket endnu ei er kommet tilsyne for de andre Menneskens Børn, eller som er usynligt for dem, men en Seer kaldtes siden en Prophete, ►det er: Een, som siger 30noget ⓘ HemmeligtHemmeligt] B, Heɯmeligt A forud, thi Seerne talede forud i deres Spaadom om de Ting, som skulde aabenbares, som ei var tilsyne for Andre, og ei kunde udgrundes ved menneskelig Forstand. Og det skedte, at Philisterne, de Folk, som boede vesten for ►Israels Børn ud til Havet, de strede mod ►Israels Børn, og fik Magt, og de toge Herrens Ark, som var i Leiren, og de sloge 👤Elis Sønner med skarpe Sværd. 👤Eli var otte og ►halvfemtesindstive Aar gammel, og sad paa en Stol ►hos Veien og stirrede omkring sig, thi hans Hjerte var forskrækket, fordi Herrens Ark var i Leiren; og der kom en Mand fra Striden, hans Klæder vare revne, og der var Jord paa hans Hoved, og han bar Tidende for 👤Eli, og sagde: ►Israel flyede for Philisternes Ansigt, og ►der skede et stort Slag paa Folket, og dine to Sønner ere ogsaa døde, og Guds Ark er taget; men da han meldte om Arken, da faldt 👤Eli baglænds af Stolen, og Halsens Been bleve brudte, og han døde; han havde ►dømt 📌Israel i ►fyrgetive Aar. ►1 S. B. 1. 2. 3. 4.

✂ Saa var da Herrens Ark i Philisternes Land, og der var ingen Herlighed i 📌Israel, og Philisterne satte Arken i deres Afguds, ►Dagons Hus; men see! om Morgenen da laa Dagons Billede nedkastet, og Hovedet og Hænderne vare afhugne, og Herren slog Folket i Staden med ►Pestilense og haard Sygdom, og Philisterne flyttede Arken omkring i syv Maaneder fra Sted til Sted, men hvorhen de flyttede Arken, did fulgte ►og Plagerne med, 31og paa det sidste førte de den tilbage til 📌Israels Land. Da blev ►al Israel glad, men de ►lode dog ikke af at synde mod Herren og tjene Afguder tilligemed Ham, derfor gav Herren dem i deres Fienders Haand, indtil de jamrede sig, og længtes efter Guds ►Frelsning. Og det skedte, at 👤Samuel forsamlede Folket, og bød dem at bortkaste Afguders Billeder, og omvende sig til Herren, og de gjorde ►saa, og da Philisterne igjen drog op mod 📌Israel, da lod Herren tordne over dem med en svar Torden paa den samme Dag, og forfærdede dem, saa bleve de slagne ►for Israels Ansigt, og 👤Samuel dømte Folket med Ret og Retfærdighed alle sit Embeds Dage, og Philisterne kom ikke mere i dets ►Landemærke, alle 👤Samuels Dage. ►1 S. B. 5. 6. 7.

✂ Og det skedte ►der 👤Samuel blev gammel, da satte han sine Sønner til Dommere ude i Landet, men de ►vandrede ikke i hans Veie, men bøiede Retten og dømte uret for Gaver. Da forsamlede de Ældste af ►Israel sig ►til 👤Samuel i den By, hvor han boede i 📌Ramah, og ►dermed besmykkede de sig, at de begyndte med at ►klage paa hans Sønners ►uretvise Domme, men det var deres Ærende, at de sagde: giv os en Konge! thi vi, vi vil ogsaa være som alle Hedningene, og vor Konge skal dømme os, og drage ud ►for vort Ansigt ►at føre vore Krige. Det syntes ilde ►for 👤Samuels Øine, thi Herren var 📌Israels Konge, og Han havde givet dem en Lov at dømmes derefter, og Han var uddraget i Strid ►for 32deres Ansigt►, og havde frelst dem af deres Fienders Haand; ⓘ menmen] B, meu A Herren sagde til 👤Samuel: hør Folkets Røst i alt Det, som de tale til dig, thi de have forkastet mig, ►at Jeg skal ikke regiere over dem. Og der var en Mand, ved Navn 👤Kis, af 👤Benjamins, 👤Jakobs den yngste Søns Stamme; hans Søn heed 👤Saul, og han var ►udskikket ►at lede om sin Faders ►Asne, og ►der han fandt dem ikke, gik han til Seeren, ►det er 👤Samuel, ►at adspørge om dem; men Gud havde Dagen forud talet til 👤Samuel, og sagt: ved denne Tid i Morgen vil Jeg sende dig en Mand af 📌Benjamins Land, og du skal salve ham til en Fyrste over mit Folk Israel, og ►der 👤Samuel saae 👤Saul, sagde Herren til ham: see Manden! om hvem Jeg har sagt: Denne, han skal styre mit Folk. Saa tog 👤Samuel Oliekrukken, og øste paa hans Hoved, og sagde: er det ikke ►saa, at Herren har salvet dig til en Fyrste over hans Arv, og Herrens Aand skal ►komme heftig over dig, og du skal prophetere, og du skal ►omskiftes til en anden Mand, og det skedte, da han ►vendte sine Skuldre ►at gaae fra 👤Samuel, da vendte Gud hans Hjerte, og Guds Aand ►kom heftig over ham. Dernæst forsamledes alt Folket, og der blev kastet Lod om ►Kongedommet imellem 📌Israels Stammer for Herrens Ansigt, og 👤Benjamins Stamme blev ramt, og mellem 👤Benjamins Slægter faldt Lodden paa 👤Sauls Faders Slægt og paa 👤Saul i den, og alt Folket raabte: Kongen leve! Men Ammoniterne droge op imod 📌Israel, og 👤Saul 33►uddrog og vandt Seier, men ►der ►Israel var forsamlet, da bad 👤Samuel til Herren, og Herren gjorde et Tegn for Folkets Øine, ►at de kunde see det var ondt ►for Herrens Øine, at de havde begjeret en Konge. Da bekjendte Folket sin Synd, og frygtede saare for Herren og 👤Samuel, men 👤Samuel trøstede dem, og sagde: ►frygter ikke, I gjorde meget ilde, men ►viger kun ikke fra Herren; thi Han vil ikke forlade sit Folk for sit det store Navns Skyld, men giøre I alligevel ilde, da skal baade I og eders Konge omkomme. ►1 S. B. 8. 9. 10. 11. 12.

✂ Saa var 👤Saul Konge i 📌Israel, men hans Hjerte blev ikke ►fast ved Herren; han stolede paa sin Hærs Mangfoldighed og ikke paa ►Hærenes Herre, og overtraadte hans Lov, og ►lydde ikke Hans Ord, som Han talede ved sin Tjener 👤Samuel, og Herrens Ord ►skedte til 👤Samuel, og han talede dem for 👤Sauls Øren, og sagde: Gienstridighed er en Trolddoms Synd, og at blive ved derudi er Afgudsdyrkelse, efterdi du har forkastet Herrens Ord, da har Han ►og forkastet dig, og du er ikke Konge. Og 👤Samuel gik hjem, og besøgte ikke 👤Saul mere indtil sin Dødsdag, men han sørgede over 👤Saul. Da sagde Herren til 👤Samuel: hvorlænge vil du sørge ►for 👤Saul, nu Jeg har forskudt ham fra at være 📌Israels Konge, fyld dit Horn med Olie, og ►gak hen! Jeg vil sende dig til 👤Isai den ►Betlehemiter, thi blandt hans Sønner har Jeg udseet mig en Konge. 34Saa gik 👤Samuel til 📌Betlehem, til 👤Isai af 👤Juda Stamme, og saae hans Sønner, og det skedte, ►der 👤Eliab den Ældste gik frem, da tænkte 👤Samuel: visselig! denne er Herrens Salvede, men Herren sagde til ham: see ikke til hans ►Anseelse eller ►Vextes Høihed, thi Jeg har ►forskudt ham; et Menneske betragter det ►Øiensynlige, men Herren seer til Hjertet. Saa ►ginge 👤Isais Sønner, syv udi Tal, forbi 👤Samuel, men det var ingen af dem, og 👤Samuel sagde til 👤Isai: ere de unge Karle her alle tilsammen, da svarede 👤Isai: den Yngste er endnu tilbage, og see! han vogter Smaakvæget. Saa blev 👤David hentet fra Faarene, og han kom frem, og var rødmosset med deilige Øine og ►faver Skikkelse, og Herren sagde: staa op, salv ham! thi det er ham. Saa tog 👤Samuel Oliehornet og salvede ham, og Herrens Aand ►blev stærk over 👤David fra den samme Dag og fremdeles; men Herrens Aand vigede fra 👤Saul, og en ond Aand fra Herren forfærdede ham. Da sagde 👤Sauls Tjenere til ham: see en ond Aand forfærder dig, lad dog en Mand ►gaa frem, som forstaar at ►lege paa Harpe, og det skal skee, naar han ►leger med sin Haand, da bliver det godt med dig, og 👤Saul sagde: ja Kiære! ►seer mig om en saadan Mand! Da svarede en af de unge Karle og sagde: see! jeg saae 👤Isai Søn, han kan ►vel ►lege, og er forstandig i Ord og deilig, og Herren er med ham. Da sendte 👤Saul Bud, og 👤David kom og stod for hans Ansigt, og han elskte ham 35saare, thi det skedte, naar Aanden var over 👤Saul, da tog 👤David Harpen og ►legde med sin Haand, og 👤Saul blev oplivet, og det blev godt med ham, og den onde Aand vigede fra ham. ►Saa var 👤David med 👤Saul enstund, og gik igjen tilbage til 📌Betlehem, ►at vogte sin Faders Faar. ►1 S. B. 13. 14. 15. 16. 17.

✂ Dernæst kom den Tidende i Landet, at Philisterne havde samlet sig til Strid, og 👤Saul forsamlede 📌Israels Mænd, og Hærene stode paa Bjerge, den ene ►for den andens Aasyn, og en Dal var imellem. Og 👤Isai sagde til 👤David: see dine Brødre de ere med Kongen i Leiren, saa ►gak nu, og ►bær dem disse Brød, og tag disse Oste, at give deres Høvedsmand, og see til dine Brødre, om det gaaer dem vel, og ►før mig ►visse Tidender! Saa stod 👤David tidlig op og kom til Leiren, og lod ►Byrden ligge hos dem, som forvarede ►Tøiet, og gik hen i Slagordenen, og hilsde sine Brødre. Men det skedte, mens han endnu talede med dem, da gik en Philister frem i Dalen, 👤Goliath den Kæmpe, han var sex Alen og en Haandbred høi, og han ►bød ud ►af 📌Israels Mænd, hvem som turde stride med ham, og han drev Spot med 📌Israels Leire, og det havde han gjort i ►fyrgetive Dage, baade Morgen og Aften, og Ingen turde gaa ham imøde, men hver Mand af 📌Israel, naar de saae den Kæmpe, da flyede de for ham, og frygtede saare. Og 👤David hørte 36den Tale, og at 👤Saul havde lovet den Mand sin Datter, som slog Philisteren, og 👤David blev ►heftig i Aanden, og bød sig til at stride imod ham, og han blev hentet til 👤Saul, og gik ned i Dalen, ikke med Sværd eller andet Krigsvaaben, men kun med sin Hyrdestav og sin Slynge. Men 👤Goliath foragtede Drengen, og sagde: er jeg en Hund, ►at du gaaer imod mig med Kieppe, og han bandede 👤David ved sine Guder, og sagde: kom hid, saa vil jeg give Fuglene under Himmelen og Dyrene paa Marken dit Kiød. Men 👤David svarede og sagde: du kommer til mig med Sværd og med Spyd og med Skjold, men jeg kommer til dig i den ►Herre Zebaoths Navn, hvem du har forhaanet; paa denne Dag skal Herren give dig i min Haand, og jeg skal slaa dig, og tage dit Hoved af dig, og give Kroppe af Philisternes Hær til Fuglene under Himmelen, og til Dyrene paa Marken, saa alt Landet skal mærke, at der er Gud i 📌Israel, og al denne ►Menighed skal kiende, at Herren ikke frelser ved Sværd og ved Spyd, thi Striden er Herrens, og Han skal give eder i vor Haand. Men ►der han dette havde sagt, da tog han en Steen, og slog med Slyngen, og Stenen sad fast i Philisterens Pande, og han faldt paa sit Ansigt til Jorden, og 👤David fik ►Magt og stod hos 👤Goliath, og uddrog Sværdet af Balgen, og huggede hans Hoved af med hans eget Sværd, og ►der Philisterne saae, at deres Kæmpe var død, da flygtede de, men 📌Israels Mænd forfulgte dem, og slog dem med et stort 37Slag, og tog deres Leir. Og det skedte, at 👤Jonathan, 👤Sauls Søn, elskede 👤David fra den samme Dag, ►som sin egen Sjel, men ►der de kom tilbage ►af ►Philisternes Slag, da vare Kvinderne af 📌Israels Stæder udgangne mod Kongen med Sang og med Dands, med Trommer og Strængeleeg og Glædskabs Lyd, og Kvinderne ►legde paa Strænge, og sang med hverandre: ►👤Saul sine Tusinde slog, og sine Titusinde 👤David►; da blev 👤Saul ganske meget vred, og sagde: mig gav de Tusinde, men 👤David gav de Titusinde, og med Tiden bliver endogsaa Kongeriget hans, og 👤Saul saae ►mistænkelig paa 👤David fra den Dag og derefter. ►1. S. B. 17. 18.

✂ Det er en lang og en ►mærkelig ►Tale om hvorledes 👤David fik Kongens Daatter, hvordan 👤Jonathan elskede ham, og 👤Saul forfulgte ham, hvorledes han maatte vanke omkring, Aar efter Aar, ustadig og landflygtig, men ►lod dog ikke af at stole paa Herren, og blev kraftelig hjulpet ►af Angest, og kronet med Miskundhed, hvilket ►Alt er at læse i ►Samuels første Bog. Og det var Kong 👤Saul, han fordærvede sin Vei alt mere og mere, og var i onde Magters Vold, og slog Herrens Præster ihjel, og paa det Sidste droge Philisterne op ►at stride imod ham, og Herren var ikke med ham, og hans ►Hjerte var svagt, og 📌Israels Mænd flyede for ►Philisternes Ansigt, og de faldt ihjelslagne paa 📌Gilboas Bjerg; og Philisterne ►sloge 👤Jonathan, og Striden blev svar for 👤Saul, og Bueskytterne ramte 38ham, og han blev saaret haardt. Da sagde 👤Saul til sin Vaabendrager: drag dit Sværd ud, og stik mig ihjel dermed, ►at disse Hedninger ikke skal komme og have mig til Spot; men ►der Vaabendrageren vilde ikke, og frygtede saare for at lægge Haand paa Herrens Salvede, da tog 👤Saul sit Sværd, og lod sig falde derpaa. Men ►der Vaabendrageren saae, at 👤Saul var død, da faldt ogsaa han paa sit Sværd, og døde med ham; ►saa døde 👤Saul og hans tre Sønner, og hans Vaabendrager, og alle hans Mænd tillige paa den Dag, og ►der Philisterne ►funde 👤Sauls Legeme, da afhuggede de hans Hoved, og toge hans Vaaben, og lod Bud gaa ►om Landet, ►at kundgiøre det i deres Afguders Huse, og Legemet hængte de paa en Mur, men der vare Mænd i 📌Israel, som 👤Saul havde frelst fra Vanære, og udfriet af deres Fienders Haand, de droge hen om Natten, og toge 👤Sauls og hans Sønners Legemer, og sørgede, og ►begrove dem under en Eeg, og 👤David sang et stort ►Klagemaal over dem, over 📌Israels ►Kæmper, og mest over 👤Jonathan, sin Hjertensven. ►1 S. B. 19-31. ►2 S. B. 1.

✂ ►Der 👤Saul var død, da blev 👤David Konge, dog ikke over alt Folket, thi de elleve Stammer toge 👤Isboseth, 👤Sauls Søn, og gjorde ham til Konge, men 👤David regierede over sin egen Stamme, over 👤Juda Stamme, og holdt Hus i den By 📌Hebron, i 👤Calebs By, i syv Aar. Da skedte det, at 👤Isboseths Mænd sloge deres egen Herre ihjel, og 👤David blev 39Konge over det hele Rige, og tog 📌Jerusalem fra Hedningene, og boede der, og den Stad blev kaldet 👤Davids Stad, og er blevet navnkundig, ►fremfor alle de Stæder, som ere paa ►Jordens Kreds. ►2 S. B. 2-5.

✂ ►Det er om 👤David at sige, at han var en Mand efter Guds Hjerte, og han havde Fremgang i al sin ►Bedrift, og blev mægtig, thi Herren ►Zebaoth, Hærskarernes Gud, var med ham, og han ydmygede 📌Israels Fiender, og han udstrakte sit Herredømme imod Sønden til 📌det røde Hav, og imod Vesten til 📌det store Hav, og imod Østen indtil Floden, som kaldes 📌Euphrat. Om alle disse Ting ere lange ►Taler i den ►anden Samuels Bog, men her er kun det at ►mærke, at ►alligevel 👤David var en hellig Mand, saa gjorde han dog engang en gruelig Synd, og udøste uskyldigt Blod, og ihvorvel han fortrød den bitterlig med mange Taarer og stor Bedrøvelse, og fik Forladelse af Herren, maatte han dog tugtes med stor Trængsel, og være enstund flygtig for sin egen Søn, den ugudelige 👤Absalon, thi hans onde Gierning voldte, at Herrens Fiender spottede med Hans hellige Navn, og det maatte aabenbares, at Herren hader al Misgierning, og vil haardelig straffe alle dem, som ►forkrænke og overtræde Hans hellige Bud.

✂ Kong 👤David var en Seer og Prophete, og havde ►Guds Syner, og sang liflig om Herrens Herlighed og alle Hans ►underlige Gierninger, og ►talede i Aanden om de Ting, som skulde aabenbares, og om den Kvindens 40►Sæd, den Verdens Frelser, som skulde komme, den Kvist af 👤Isai Stub, som skulde opgroe, alt som det endnu er at læse i den hellige Bog, som kaldes ►Psalmebogen. Men disse vare 👤Davids sidste Spaadomsord, de Ord, som Guds Salvede, Manden med den liflige Psalmetunge i 📌Israel, talede i de sidste Dage: Herrens Aand talede ved mig, og Hans Ord var paa min Tunge, 📌Israels Gud talede, til mig sagde 📌Israels Klippe: der skal være Een, som raader iblandt Menneskene, en retfærdig Een, som hersker i Gudsfrygt, som Morgenens Lys, naar Solen opgaaer, som Morgenen, naar der er ikke Sky, naar Græsset paa Jorden skinner efter Regnen. ►2 S. B. 23.

✂ 👤David ►sov hen ►i Herren, da han var mæt af Dage og træt af at leve paa Jorden, og hans Søn 👤Salomon sad paa hans ►Stol efter ham, og Herren gav 👤Salomon Visdom og Forstand over al den Forstand, som ellers er hos Menneskens Børn, og Herren gjorde ham rig og navnkundig iblandt alle Folk indtil Jordens Ender, og 👤Salomon bygde et Huus for Herrens Navn i 📌Jerusalem, det er den Tempel, som var saa navnkundig ►af sin stolte Bygning, og sine dyrebare Smykker og Redskaber af Guld og af Sølv og af Ædelstene, og kosteligt Træværk, og udskaarne Blomster, og blev til et Vidunder imellem alle Folk i 📌Asialand, og hvis Rygte gik indtil 📌Morland. ►Det er herom at sige, at fra 👤Moses Dage stod Arken under Tabernaklet, og Herren begiærede ikke et kosteligt Hus, thi Han 41kan ei tjenes ved Menneskens Hænder, og ikke forlystes ved Sølvet og Guldet, thi Han er en Aand, og Han vil tilbedes i Aand og i Sandhed, men det var den fromme Kong 👤David, ►der Gud havde givet ham Rolighed i Landet, da sagde han til Propheten 👤Nathan: Kiære! jeg boer i et Hus af kosteligt Cedertræ, og Herrens Ark den staar under Telt, og det var da hans Agt, at bygge sin Guds Navn et ►favert og dyrebart Hus, men Herren sagde til ham ved Propheten: skulde du bygge mig et Hus, som jeg skulde bo udi? nei! Herren kundgiør dig, at Han vil bygge dig et Hus, naar ►dine Dages Tal er fuldt, og du ligger hos dine Fædre, da vil Jeg ►opreise din ►Sæd efter dig, og Han skal bygge mit Navn et Hus, og Jeg vil stadfæste Hans Riges ►Stol evindelig, Jeg, Jeg vil være Ham en Fader, og Han, Han skal være mig en Søn. Dermed talte da Gud mest om sin Søn, som skulde ►opreises af 👤Davids ►Sæd, og bygge sin Fader et aandeligt Hus af lydige Børn; men Herren tilstedte dog ogsaa, at 👤Salomon maatte bygge et Hus til Hans Pris, og 👤Salomon vidste det vel, at Herren boer ikke i Huse, som bygges ved Menneskens Hænder, derfor sang Han, ►der den kostelige Tempel var opbygget: mon Gud skulde ►sandelig bo her paa Jorden? see! Himlene hist og Himlenes Himle, de rumme Ham ikke, end sige det Hus, jeg her haver bygget; men, 📌Israels Gud! lad dine Øine kun vogte paa Huset, om hvilket du sagde: mit Navn det skal være 42derinde, saa at Du hører de Bønner, som bedes af Hjertet for Huset! Det hørte Herren i Himlen, og en Skye fyldte Huset, ja Herrens Herlighed fyldte det, og alt Folket fornam, at Han var visselig tilstæde. ►2 Sam. 7, og ►1 Kong. 8.

✂ Herren gav 👤Salomon Fred og Visdom og Rigdom, og et berømmeligt Navn ►over alle de Konger, som vare i hans Dage, og ►hans Aars Tal blev fuldt, og han gik til sine Fædre; men end ikke hans Hjerte havde været retskaffent med Herren hans Gud, som 👤Davids hans Faders Hjerte, thi ►der han blev gammel, da lod han sig bøie af hedenske Kvinder til at ►vandre paa Hedningers Viis, og ►tilbede for Afguder, ►som er en Vederstyggelighed for Herren. Da blev Herren vred paa 👤Salomon, og sagde til ham: efterdi du ikke haver holdet min Pagt og mine Skikke, som Jeg haver budet dig, da vil Jeg visselig rive Riget fra dig, og give din Tjener det, dog ikke i dine Dage, for 👤Davids din Faders Skyld, af din Søns Haand vil Jeg rive det, dog ikke det ganske Rige, een Stamme vil Jeg give din Søn, for 👤Davids min Tjeners Skyld, og for 📌Jerusalems Skyld, som Jeg haver udvalgt. ►1 Kong. 11.

✂ Herren havde talet, og det skedte ►saa, alt efter hans Ord, 👤Salomon laa hos sine Fædre, og Folket raabte til hans Søn, til 👤Roboam, og sagde: let os det Aag, som din Fader lagde paa vore Skuldre! men han vilde ikke høre dem; da sagde de ti Stammer: 43hvad har da vi med 👤David at ►skifte, ►ei er vor Arv hos 👤Isai Søn, ►Israel! drag til din Hytte; 👤David, tag vare nu selv paa dit Hus! og de gik hen, og gjorde en Mand, ved Navn 👤Jeroboam, til deres Konge, og hans Rige blev kaldet 📌Israels Rige. Men Herren ►saae til 👤Roboam, for 👤Davids sin Tjeners Skyld, og ►alt 👤Juda Hus blev hos ham med 👤Benjamins ►Børn, og hans Rige blev kaldet 📌Juda Rige. ►1. Kong. 12.

✂ Og Herren havde talet til 👤Jeroboam, ved 👤Ahias Prophetens Mund, i 👤Salomons Dage, og sagt: dersom du hører alt det, Jeg byder dig, og vandrer i mine Veie, og giør det, som Ret er for mine Øine, at holde mine Skikke og mine Bud, saasom 👤David min Tjener gjorde, da vil Jeg være med dig, og bygge dig et bestandigt Hus, ►saa som Jeg byggede ►👤David, og give dig 📌Israel; men alligevel tænkte 👤Jeroboam i sit Hjerte: dersom dette Folk skal ►gaae op ►at giøre Offer i Herrens Hus i 📌Jerusalem, da maatte dette Folks Hjerte vende tilbage til deres Herre, til 👤Roboam, 📌Judæ Konge, og de maatte slaae mig ihjel, og gaae hen at tjene ham. Derfor holdt han et Raad, og ►gjorde to Guldkalve, og sagde til Folket: det er eder for meget at ►gaae op til 📌Jerusalem, see dine Guder, ►Israel! som ►opførte dig af 📌Ægypti Land, og denne Gierning var Synd, og han bygde Hus paa Høiene, og gjorde Præster af de Ringeste blandt Folket, som ikke vare ►👤Levi Børn, derfor optændtes Herrens Vrede over 44👤Jeroboam, til at udslette hans ►Ihukommelse, og ødelægge hans Hus, og i hans Søns Dage skedte det, at hans Tjener ►stod op imod ham, og udryddede den ganske Slægt, og der blev Ingen tilovers. En Slægt efter den anden kom til at sidde paa 📌Israels Kongers ►Stol, men alle ►vandrede de i 👤Jeroboams Veie, og gjorde det Onde for Herrens Øine, og ►kom 📌Israel til at synde med Afguder. Een Konge heed 👤Omri, og han bygde 📌Samaria Bye, der hvor Kongerne boede siden, og hans Søn var 👤Achab, som gjorde det Onde for Herrens Øine ►fremfor alle de forrige Konger, og Herrens Navn var som glemt i Landet, og Folkets Menighed gik med Kongen ►at tjene de stygge Afguder. Da forbandede Herren 👤Omri Hus, og ►opreiste 👤Jehu til at ødelægge det, og han gjorde ►saa, og Herren ►stadfæstede ham, og lod hans Sønner i fjerde Led sidde paa 📌Israels Throne, men dog ►vandrede 👤Jehu ikke ►i Herrens 📌Israels Guds Lov af sit ganske Hjerte, og vigede ikke fra 👤Jeroboams Synder med de Guldkalve, der vare en Snare for 📌Israel. Derfor lod Herren de Syrer, som boede østen for 📌Canaan, trænge 📌Israel i 👤Jehus og hans Sønners Dage, da græd de for Herrens Ansigt, og ydmygede sig, og Herren frelste dem af Syrernes Haand, dog vigede de ikke fra 👤Jeroboams Huses Synder. Men paa det Sidste opvakte Herren de Assyrer, som boede mod Østen og Norden ►hos den Flod 📌Tigris, og de Assyrers Konge, 👤Salmanassar, drog op imod 📌Israel og dets Konge 👤Hosea, og 45👤Salmanassar indtog 📌Samaria, og førte ►Israel bort i Udlændighed, og lod dem boe i 📌Assyrien. Og dette skedte, fordi ►Israels Børn havde syndet imod Herren deres Gud, som førte dem op af 📌Ægypti Land, fra at være under Pharaos Magt, og fordi de havde tjent fremmede Guder, og Folket havde ►vandret, ligesom Kongerne, paa de Hedningers Viis, hvilke Herren havde fordrevet ►for Israels Børns Ansigt, og Herren havde ladet vidne i 📌Israel og i 📌Juda formedelst alle Propheter, alle Seere, sigende: ►vender om fra eders onde Veie, og ►holder mine Bud og mine Skikke, efter al den Lov, som Jeg bød eders Fædre, og som Jeg paamindte eder om formedelst mine Tjenere, Propheterne, men de havde ikke været lydige, de havde ►forhærdet deres Nakke, som deres Fædre, der ikke troede paa Herren deres Gud, og ►gjort sig støbte Afgudsbilleder, og ►tilbedet for al ►Himmelens Hær, derfor blev Herren saare vred paa 📌Israel, og borttog dem fra sit Ansigt, der blev ingen tilovers ►uden 👤Juda Stamme allene. ►1 Kong. 11. 12. ►16. ►2 Kong. 9. 10. ►13. ►17.

✂ Aldenstund Dette skedte med 📌Israel, sad 👤Davids ►Sæd, Søn efter Fader, i 📌Jerusalem og herskede over 📌Juda, men 📌Juda gjorde ogsaa det Onde for Herrens Øine, og ►vandrede paa 📌Israels Veie og efter Hedningers Skikke, alligevel blev der et Lys ►tilovers i 📌Jerusalem, og der vare Mænd imellem Kongerne der, hvis Hierte var retskaffent for Herren, ligesom 👤Davids deres ►Faders Hjerte. Det 46var Kong 👤Asa, 👤Roboams Sønnesøn, og det var hans Søn 👤Josaphat, de vendte deres Hjerter til Herren, og foragtede Afguder, dog offrede Mange i 📌Juda paa Høiene, thi Folkets Hjerte var ikke ►fast til deres Fædres Gud. Hans Søn 👤Joram giftede sig med 👤Achabs Daatter, og ►vandrede i 👤Achabs Huses onde Veie, og ►saa gjorde Søn efter ham; men da kom igjen Konger, Søn efter Fader, fire i Tal, som gjorde Ret for Herrens Øine, dog ikke som 👤David deres ►Fader, og de forhindrede det ikke, at Folket gjorde Røgelse paa Høiene for Afguder. Igjen kom en Afgudsdyrker, og han heed 👤Achas, men han havde en Søn, 👤Esechias, han gjorde det som var ret for Herrens Øine efter alt det, som hans ►Fader 👤David gjorde; han borttog Høiene, og sønderbrød ►Støtterne, og stolede ene paa Herren, 📌Israels Gud, og hængde fast ved Ham, og vigede ikke fra at holde de Bud, som Herren gav 👤Mose, og Herren var med ham, saa han handlede klogelig, og slog Philisterne, og ►lod af at tjene Assyrernes Konge, som hans Fader 👤Achas maatte tjene i sin Tid. I hans Dage skedte det, at 👤Salmanassar, Kongen i 📌Assyrien, indtog 📌Samaria, og bortførte Folket, og det var 👤Salmanassars Søn, 👤Senacherib, han drog op imod 📌Juda og imod 📌Jerusalem med stor Krigsmagt, og megen Trudsel, og bespottelige Ord, som hans Mund talede imod Herren, 📌Israels Gud, og imod Hans Tjener 👤Esechias, og sagde: hvo er iblandt alle Landes Guder, som haver frelst deres Land 47af min Haand? skulde da deres Jehovah frelse 📌Jerusalem. ►Saa talte Kongens Tjener af 📌Assyrien, og ►saa skrev han til 👤Esechias, men 👤Esechias tog Brevene og læste dem, og gik op i ►Herrens Hus, og udbredte dem for Herrens Ansigt, og bad, og sagde: Herre! du 📌Israels Gud i din Høihed! du er den eneste Gud over Alting paa Jorden! du, du ►gjorde Himlen og Jorden, Herre! saa bøi dine Øren og hør! Herre, ►oplad dine Øine, og see! og hør paa 👤Senacheribs Ord, som bespotte den levende Gud, Herre! ja, sandt er at sige, 📌Assyriens Konger de have ødelagt Hedningers Lande, opbrændt deres Guder med Ild, fordi det var ikke Guder, men det var Stene og Træ, ►Gjerning af Menneskehænder; men Herre, vor Gud! du, Kiære! frels du os af hans Haand, at alle Riger paa Jorden maa kjende, at du, Jehovah! du kun allene er Gud. Og der var en Prophet i 📌Juda i de samme Dage, ved Navn 👤Esaias, han sendte Bud til Kongen, og lod sige: ►Saa siger Herren, 📌Israels Gud, Jeg haver hørt hvad du bad til mig mod 📌Assyriens Konge, og hør nu det Ord, som Herren har talet imod ham: Jeg kjender din Bolig, ►din Udgang og Indgang, og at du raser imod mig; efterdi du da raser imod mig, og løfter dig høit imod 📌Israels Gud, og dit Bulder kom op for mit Øre, saa vil Jeg lægge min Krog i din Næse, og mit Bidsel i din Mund, og føre dig bort paa den Vei, ad hvilken du kom; thi ►det Overblevne af 📌Juda skal ►end faae sig Rødder 48forneden, og frembære Frugter foroven, ja! denne Stad vil Jeg vogte og frelse for min Skyld, og saa for 👤Davids, min Tjeners. Og det skedte i den samme Nat, at Herrens Engel udfoer, og ►slog i de Assyriers Leir hundrede og fem og firsindstyve Tusinder, og ►der de stode op, aarle om Morgenen, da vare alle disse døde Kroppe; saa drog 👤Senacherib bort, og vendte tilbage, og blev udi 📌Ninive, det var hans den store Stad, og det skedte, ►der han tilbad i sin Afguds Hus, da ►sloge hans Sønner ham med Sværd, og han faldt, og 📌Jerusalem stod, og 👤Esechias sad paa sin Throne deri, til et Tegn for Menneskens Børn, at Gud staar de Hoffærdige imod, men de Ydmyge giver Han Naade, og salig er den Mand, som forlader sig paa Herren, og sætter sit Haab til 📌Israels Gud! ►Der 👤Esechias var ►hengangen i Fred til sine Fædre, da blev Vold og Ugudelighed og Afgudsdyrkelse saare megen i 📌Juda Land, ja det var hans egen Søn 👤Manasse, han gjorde det, som var ondt for Herrens Øine, efter alle Hedningenes Vederstyggeligheder, og opreiste igjen de Høie og de Altre, som hans Fader nedbrød, og satte Afgudsbilleder i det Hus, om hvilket Herren havde sagt: i dette Hus og i 📌Jerusalem, som Jeg udvalgte af alle 📌Israels Stammer, vil Jeg ►sætte mit Navn evindeligen, dersom de holde min Lov, hvilken Jeg gav ved 👤Mose min Tjener; men de lød ikke Herren, og 👤Manasse forførte dem til at giøre værre end Hedningene, hvilke Herren ødelagde ►for Israels 49Børns Ansigt►, tilmed udøste 👤Manasse saare meget uskyldigt Blod, og opfyldte 📌Jerusalem med ►Blodskyld. Da talede Herren ved sine Tjenere Propheterne, og ►saa sagde Herren, 📌Israels Gud: see! nu fører Jeg Ulykker ►vist over 📌Juda og over 📌Jerusalem, saa at hvo som det hører, ►hans Øren skal klinge, ja! Jeg vil maale 📌Jerusalem med 📌Samarias Alen, og paa 👤Achabs Huses Vægt skal den veies, ja som Man ►visker et Fad, og vender det om paa sin Rand, ►saa vil Jeg tømme og vende 📌Jerusalems Stad. Men ►alligevel Herren talede og truede ►saa, frygtede de dog ikke Herren, men de bleve ved at synde, 👤Manasse og hans Søn 👤Amon efter ham, og 📌Juda Hus med sine Konger, og de foragtede Herrens Skikke, og Hans Lov var glemt i 📌Jerusalem; derfor kunde hans Vrede ei vende tilbage, og Han sagde: Jeg vil visselig bortkaste 📌Juda fra mit Ansigt, som Jeg bortkastede 📌Israel, Jeg vil forkaste 📌Jerusalem og det Hus, om hvilket Jeg sagde: Mit Navn skal være der. ►Saa talede og gjorde Herren i sin Nidkiærhed, ►alligevel der endnu kom en Konge paa 📌Juda Riges ►Stol, om hvem der staaer skrevet: han gjorde det, som var ret for Herrens Øine, og ►vandrede i al 👤Davids sin ►Faders Vei, og vigede ikke til den høire eller venstre Side. Det var 👤Josias, 👤Amons Søn, i hans Dage blev Lovbogen fundet i ►Herrens Hus, og da Kongen hørte Bogens Ord, da sønderrev han sine Klæder, og lod Herren adspørge, om den 50Bogs Ord skulde komme over Folket. Og Herren svarede: see! Ulykken fører Jeg ►vist over denne Stad efter alle Bogens Ord, som 📌Juda Konge læste, men til ham selv siger Herren, 📌Israels Gud: fordi dit Hjerte blev blødt, og du ydmygede dig for mit Ansigt, ►der du hørte hvad Jeg haver talet mod ►denne Stæd og dens Indbyggere, at de skulle blive til en Ødelæggelse og til en Forbandelse, og du reev dine Klæder, og græd for mit Ansigt, saa haver Jeg, Jeg ogsaa hørt Dette, derfor see! Jeg vil ►samle dig til dine Fædre, og du skal synke i Graven med Fred, og dine Øine skal ikke see den Ulykke, som kommer. Saa blev 👤Josias stadig ►i Herrens Frygt, og det var al hans ►Bedrift, at ødelægge Afguders Huse og Høie og udskaarne Billeder, ja der var ingen Konge, der ►saa som han af sit ganske Hjerte og sin ganske Sjæl og al sin ►Formue ►vendte sig ►at ►vogte paa al 👤Mose Lov, thi han saae det, at Ødelæggelsens Time var ►forhaanden, og det var hans Sjæls ►Begiæring, om Folket endnu kunde stadfæstes i Herrens Skikke til at blive for hans Ansigt; men Folket vilde ei høre Kongens ei heller Propheternes Taler ►til at giøre derefter, og 👤Josias havde fire Sønner, som vare Konger efter hverandre, og de gjorde alle det, som var ondt ►for Herrens Øine, derfor ►opvakte Gud Kongen af 📌Ægypten og Kongen af 📌Babel imod dem og imod 📌Juda Hus, og 👤Josias Søn, 👤Zedechias, han blev den sidste Konge i 📌Jerusalem. 📌Babel var den Bye, hvor Gud 51blandede Jorderigs Tungemaal, og den var blevet mægtig i de samme Dage, og havde Magt over Folk og Riger, over 📌Ægypten og 📌Assyrien, og Kongen af 📌Babel heed 👤Nebucadnesar, og 👤Zedechias tjente ham enstund, men satte sig saa op imod ham, og 👤Nebucadnesar drog op imod 📌Jerusalem, og bygde et ►Bolværk omkring Staden, og beleirede den saalænge, til Hungeren fik Overhaand derinde, og der var ikke Brød til Folket, da fik Chaldæerne, ►det er de Stridsmænd af 📌Babel, Magt, og kom ind i 📌Jerusalem. Da ►tænkte 👤Zedechias at undflye fra sine Fienders Ansigt, men de toge ham, og førte ham frem for Kongen af 📌Babel, og slagtede hans Sønner for hans Øine, og udstak saa hans Øine, og bandt ham med en ►Kaabberlænke, og førte ham til 📌Babel, altsammen efter de Ord, som Herren havde talet til ham ved sin Tjener, Propheten 👤Jeremias. Dernæst droge Chaldæerne igien op til 📌Jerusalem, og nedbrød dens Mure, og opbrændte ►Herrens Hus, og Kongens Hus, og alle store Huse, og førte Folket i Trældom til 📌Babel, og toge med sig alle Kar og Redskaber fra ►Herrens Hus, af Guld og Sølv og ►Kaabber, og alle dyrebare og alle ønskelige Ting, der blev Intet tilovers af al 📌Jerusalems og 📌Juda Huses Herlighed, efter alle de Ord, som Herren havde talet ved sine Tjenere, Propheterne. ►1 Kong. 11. ►15. ►22. ►2 Kong. 11. 12. ►14. 15. 16. ►18. 19. 20. 21. 22. 23. 24. 25. ►Jerem. 32.

✂ 52Nu var det da for menneskelige Øine at see, som om Herren havde glemt sit Folk, og det Ord, som Han talede til 👤Abraham, 👤Isak og 👤Jacob, og til 👤David, sin Tjener, om deres ►Sæd, som skulde opgroe til Velsignelse for Jorden; men Herren er ikke et Menneske, ►at Han kunde lyve, og Han havde sagt ved sin Tjener 👤Esaias: ►Synger I Himle! og glæd dig du Jord! ►raaber, I Bjerge, med Frydesangs Røst! Herren har trøstet sit Folk, og over de Arme Han vil sig forbarme; 📌Zion vel siger: ak! Herren forlod mig, ja Herren har glemt mig; men kan en Moder da glemme sin Spæde, saa over Søn hun ei ynkes? ja, om hun kan det, dig vil Jeg dog ikke glemme, see! Jeg dig tegnede paa mine Hænder; ja, dine ►Ørker og dine nedbrudte Stæder, de dine ►Børn skal blive for snevre, borte skal Fienderne være, du i dit Hjerte skal sige: see! hvem haver avlet mig disse, thi jeg var en sønneløs Enke, du skal fornemme, at Ingen beskiæmmes, som haaber paa mig, Jeg er Herren. Udtrykkelig havde Herren ►og sagt ved sin Tjener 👤Jeremias: efterat halvfjerdesindstive Aar ►ere fulde i 📌Babel, da vil Jeg besøge eder, og Jeg vil stadfæste mit det gode Ord over eder, at føre eder tilbage til denne Stad. Men til ydermere Trøst ►opreiste Herren endnu tvende Propheter blandt sit Folk i deres Udlændighed, det var 👤Ezechiel og 👤Daniel; de spaaede klarlig om Herrens Miskundhed og Folkets Frelse, og om 📌Jerusalem og Templen, som igien skulde opbygges, og ►der Udlændighedens 53Tider vare ►fuldkommede, medens 👤Daniel endnu levede, da kom Ulykken over 📌Babel, hvilken Herren forud havde ►betegnet, og et andet Folk, de Meder og Perser fra Norden og Østen, fik Overhaand, og deres Konge, 👤Cyrus, indtog 📌Babylon efter Herrens Ord ved Propheten 👤Esaias, og lod Folket ►fare efter Herrens Ord, som sagde om 👤Cyrus: han er min Hyrde, og han skal ►fuldkomme Alt, hvad mig behager, baade at Man skal sige til 📌Jerusalem: du skal bygges, og til Templen: du skal grundfæstes. ►Esa. 44. 45. ►49. ►Jer. 29.

✂ Det var da i Kong 👤Cyri første Regieringsaar, at han lod Brev udgaae over alle sine Lande, i den Mening: Herren, Himmelens Gud, haver givet mig alle Riger i Landet, og Han har befalet mig, at bygge Sig et Hus i 📌Jerusalem, som er i 📌Juda, hvem er iblandt eder, som er af Hans Folk, ►Herren Hans Gud være med ham, og ►han drage op! Saa droge de da hen, alle de, hvis Hjerte Herren rørte, med 👤Serubabel, som var 👤Josias Sønnesøns Søn, og den ganske Forsamling var To og ►Fyrgetive Tusinde Tre Hundrede og Tresindstive, og 👤Cyrus gav dem alle de Kar, som vare tagne af Herrens Hus, og hver, som vilde, gav af sin Formue til Herrens Gierning og Hans Huses Bygning. Det var i det andet Aar, da lagdes Grundvolden til Herrens Tempel, og de sang 👤Davids Guds Tjeners Sang: ►Takker Herren, fordi Han er god, og Hans Miskundhed varer evindelig; men mange af Præsterne og ►de 54ypperste Fædre►, og de Gamle, som havde seet det første Hus, da det stod paa sin Grundvold, opløftede Røsten og græd. Saa lagdes da Grundvolden med et ►underligt Tegn, med Frydesang og med Graads Røst, ►ret som Guds Tempel opbygges i Menneskens Hjerte, fordi det Nærværende er til at sørge over, men det Tilkommende at glædes ved; det var da ►og, som ►det bares de Forstandige og Gamle for, at der vilde komme stor Forhindring i ►den Bedrift, og det gik ►saa; thi ►📌Juda Børn havde mange Fiender, og de forstyrrede Arbeidet, og Folket var ikke flittigt til Herrens Gierning, men lode Hænderne synke. Da opstod Propheten 👤Haggai, og talede Herrens Ord, og sagde: dette Folk siger: Tiden er endnu ikke kommen, Tiden til at bygge Herrens Hus, mon da Tiden ►være kommen, at I skal boe i ►panelede Huse, og mit Hus skal være øde; ►opgaaer paa Bjerget, og ►henfører Træ, og ►bygger mit Hus, saa vil Jeg have Lyst dertil, og ►bevise mig herlig. Da opvakte Gud 👤Serubabels og Præsternes og Folkets Aand, at de toge fat paa ►Husets Gierning, ►at fuldkomme den, og Propheterne 👤Haggai og 👤Sacharias ►størkede deres Hænder, og Herren bøiede 👤Darii Hjerte, Kongens af 📌Persien, saa han ei hørte deres Modstanderes Klagemaal, men saae paa 👤Cyri Brev, og gav Himlens Gud Ære, og Offer til Hans Huses Alter. Saa stod da Templen igien opreist, men Folket brød i mange Maader 👤Mose den Guds Tjeners Lov, og 📌Jerusalems Mure laa 55nedbrudte, og ►📌Juda Børn vare deres Naboers Spot og Forhaanelse. Da rørte Gud Præsten 👤Esras Hjerte, ►at han drog fra 📌Babel til 📌Jerusalem, og paamindte Folket om Guds Lov og alle de Ord, som Herren havde talet til deres Fædre, og Han rørte 👤Nehemias Hjerte, Hans, som var Mundskiænk hos Kongen af 📌Persien, ►at han ynkedes over sit Folk, og kom som en Fyrste i Landet med Kongeligt Brev, ►at bygge 📌Jerusalems Mure, og ►hænge dens Porte, og de, som byggede, havde Sværd ved deres Lænd, og den, som blæste i Trompeten, stod hos 👤Nehemias, thi 📌Juda Huses Modstandere vare ►galne i Sindet, og lurede paa dem; Herren var med 👤Nehemias, og han ►fuldkommede Værket, og han var en Hjelper for de Fattige i Landet, og en stræng Hevner over dem, som foragtede Guds Bud, og ►vandrede for Guds Ansigt i Oprigtighed alle sine Dage.► Esr. 1. ►3. 4. 5. 6. 7. 8. 9. 10. ►Nehem. 1. 2. ►4. 5. 6. ►13. ►Hagg. 1.

✂ Alle disse ►Handler og ►underlige Gierninger ere beskrevne af de hellige Guds Mænd og Propheter, som dreves af den Hellig Aand, og vidnede Sandhed, men i mange Aars Dage derefter opstod ingen Prophet, og om de Dages ►Handler vides da ei saa fuldkommelig Beskeed, dog have vi Skrift derom i gamle Bøger, og ►alligevel det aldrig er Sandhed ►tilhobe, hvad Mennesker efter eget Tykke tale og skrive, kan dog gudfrygtige Mænd ved Guds Ords Lys i de ►fornemste Dele og Stykker adskille Sandhed fra Løgn, og kiende den rette ►Lignelse af de forbigangne Dage.

✂ 56Det var i Udlændighedens Dage, at Seeren 👤Daniel havde ►Guds Syner i 📌Babels Land, og han saae ►en underlig Syn ►paa en Væder, som stangede mod Vesten og Norden og Sønden, saa at Intet kunde ►staae for hans Ansigt; men det skedte i Synen, at en Gedebuk kom fra Vesten, og løb mod den Væder i sin kraftige ►Grumhed, og nedtraadte den, saa der var ingen Frelse. Men ►der Geddebukken var bleven saare stor, da sønderbrødes dens Horn det store, og fire udvoxte isteden, og et lidet Horn ►udkom af det ene, og voxte ud over det deilige Land, og ►nedstødte Helligdommens Bolig. Og Herren lod 👤Daniel forstaa den Syn, og sagde til ham: den Væder er 📌Persiens Konge, men den Gedebuk er 📌Grækenlands Konge, og de fire Horn betyde, at det store Rige skal deles i fire, og det lidet Horn betyder, at i Rigernes sidste Dage, naar Syndernes ►Maal opfyldes, da skal der opstaae en ublu Konge, han skal ►underlig fordærve det hellige Folk, og han skal ►storlig ophøie sig i sit Hjerte, og staae imod Herrernes Herre, men sønderbrydes ►uden Haand. ►Dan. 8.

✂ Denne var Synen med sin Udtydning. 👤Daniel gik til sine Fædre, og Aar hengik efter Aar i hundredeviis, men Alt gik dog efter Synen, som 👤Daniel saae, og efter Ordet, som Herrens Engel talede til ham, ►eftersom vi læse i de verdslige Krøniker, Jøder og Hedninger har sammenskrevet. ►Der tohundrede Aar vare forgangne efter 👤Daniels Dage, da 57blev Væderen kastet omkuld, og det store 📌persiske Rige, som gik imod Vesten til 📌det store Hav, som kaldes 📌Middelhavet, og op over de Egne i 📌Asialand, hvor Tyrker regjere, og ind over 📌Ægypten, men imod Sønden og Østen ned til 📌Arabien og 📌Indialand, og imod Norden op til de Stæder, hvor Russer nu raade, alt dette Rige blev lagt under Kongen af Vesten, som heed 👤Alexander den Store.

✂ Her i 📌Europa, langt imod Sønden, ligger det Land, som vi kalde 📌Grækland, og Tyrkerne raade nu der, men i ældgammel Tid var der Folk i det Land med saamegen Visdom og Kundskab, at naar Herren ved Propheten 👤Sacharias lover sine Børn den ypperste Visdom, da siger Han ►saa: Jeg har ►opvakt dine Børn, o 📌Zion, ►over dine Børn, o 📌Grækenland! Vist bleve de gamle Græker ►forfængelige i deres egne Tanker, og af bare Viisdom kjendte de ikke Gud i Guds Viisdom, og de ►forvendte den ►uforkrænkelige Guds Herlighed til et forkrænkeligt Menneskes Billede og ►Lignelse, ja ►forvendte den Guds Sandhed til Løgn, saa de dyrkede og tjente Skabningen over Skaberen, som er velsignet i Evighed; alligevel vare iblandt dem mange fine og ►kostelige Mænd, som frygtede Gud, og grundede paa Hans hellige Lov, som er skrevet i Menneskens Hjerte, og sang liflig og sødt om Hans Herlighed, og Hans Godhed mod Menneskens Børn; ja der var iblandt dem een Mand, som i Gudsfrygt og Hjertens Oprigtighed ei haver havt mange Ligemænd 58►enten blandt Jøder eller Christne; han gik i Døden for Sandhed og Ret, og velsignede sine Mordere i sin sidste Stund, og 👤Socrates var hans Navn. Det var da Tegn til, at Løgn og Ugudelighed var blevet megen blandt ►Grækernes Børn, siden de sloge den fromme Mand ihjel for hans Sandheds og Gudfrygtigheds Skyld, og ►hans Blod kom over deres Hoved; hver Dag bleve Grækerne mere gjerrige efter Penge og syndig Lyst, og skrøbelige paa Legem og Sjæl, og Herren ►opreiste dem en Tugtemester nordlig i deres Land, en Konge i det Landskab, som heder 📌Macedonien, ham maatte de tjene, og med 👤Alexander maatte de drage til 📌Asien, ►at undertvinge til ham 📌det persiske Rige. ►Sach. 9. ►Rom. 1.

✂ Saa var da 👤Alexander Konge over saamange Lande, at ingen af de forrige Konger havde været saa mægtig som han, men han ophøiede sit Hjerte, og vilde æres som en Gud paa Jorden, da slog Herren ham i hans Ungdoms Dage, og han døde, og hans Slægt blev udryddet med Sværd, og hans Rige blev ►skiftet imellem hans Tjenere, og blev til fire Riger, og adsplittedes mod de fire Verdens Hjørner, ja adspredtes siden end mere, som Avner for Vinden. Et af de fire Riger laae i 📌Asialand, og kaldtes 📌det Syriske, og det blev stort ►efter Herrens Ord, og der udvoxte det Horn, som ophøiede sig ⓘ modmod] GV, med A Helligdommen, den Green af en syndig Rod, den ublu Konge, som kaldtes 👤Antiochus, og han raadte over ►📌Juda Børns Land, som efter dem kaldes 59📌Jødeland. Han kom til 📌Jerusalem, og gik ind i Helligdommen hovmodelig, og røvede alle Guds Huses Kar, og bortførte Templens Smykker, saa der blev stor Sorg i 📌Israel; Fyrsterne og de Ældste sukkede, Jomfruer og unge Karle stode fortabte, og Kvindernes Deilighed falmede, Brudgommen græd, og hun, som sad i Brudesengen, sørgede. Men ►der to Aar vare hengangne, da blev end større Sorg og Forsmædelse i 📌Israel, thi da sendte Kongen Krigsfolk med Høvedsmænd, ugudelige Mænd, til 📌den hellige Stad, og de nedbrød dens Mure, og ►berøvede Landet, og ►henførte Kvinder og Børn i Trældom, og besmittede Helligdommen, og udøste uskyldigt Blod omkring den. Da lod 👤Antiochus Brev udgaae over alt sit Rige, at de skulde alle være eet Folk, og forlade deres Love og deres Fædres Skikke, og tjene ham allene, og de Afguder, som han tjente. Og alle Hedninge gjorde ►saa efter Kongens Ord, og mange af 📌Israel havde Behagelighed i hans Afgudsdyrkelse, og de ugudelige Folk overtalte mange, og sagde: ►lader os gaae og giøre Pagt med Hedningene, som ere trindt omkring os! thi fra den Tid, vi skiltes fra dem, have mange Ulykker rammet os. Og Kongen befalede, at Jøderne skulde vanhellige Hviledagen og Høitiderne, og forglemme Guds Lov, og omskifte alle de rette Skikke, og hvo, som ei vilde giøre efter Kongens Ord, han skulde døe; og Kongens Tjenere ►fore til med de Ugudelige i 📌Israel, og byggede Afgudsaltre, og 60satte Afguders Billeder, den Vederstyggelighed, paa Herrens hellige Alter, og Lovens Bøger, som de fandt, sønderreve de, og brændte med Ild, og alle dem, som de fandt at de holdt Herrens Lov, og toge vare paa Hans Skikke, dem sloge de ihjel; men dog vare der mange i 📌Israel, som ►størkede sig i Herren, og udvalgte heller at dø, end at overtræde Guds hellige Bud, og de døde. Alt dette kom over 📌Israel for deres Synders Skyld, hvormed de fortørnede Herren, og for at Ugudelighed skulde aabenbares, og de Hovmodige udrenses fra Folket, og de gudfrygtige Slægter stadfæstes i Nidkiærhed for Loven, og ►hendrives til at vogte og vente paa Herrens Forjættelser. Herom var spaaet ved Propheten 👤Malachias, og midt under Trængselen kom det tilsyne efter hans Ord, at de, som frygte Herren, og tænke paa Hans Navn, ere ►skrevne til Ihukommelse i en Bog for Hans Ansigt, og der skal giøres ►Skilsmisse mellem en Retfærdig og en Ugudelig, thi see! Dagen kommer som en brændende Ovn, da skal alle Hovmodige, og hver, som giør Ugudelighed, være Halm; og den Dag, den, som kommer, skal optænde dem, sagde den ►Herre Zebaoth, og ei efterlade dem Rod eller Green, men for eder, som frygte mit Navn, skal ►opgaae Retfærdigheds Soel, og Lægedom under dens Vinger, og I skal træde paa de Ugudelige, og de skal vorde Aske under eders Fodsaaler paa den Dag, hvilken Jeg giør, siger den ►Herre Zebaoth. Visselig taler Herren her 61ved Prophetens Mund om den hellige Frelse, Han ved ►Kvindens Sæd haver beredt sine Børn, og om den store Dag, da Jorderigs Slægter skal hyle for Ham, og de Ugudelige bortkastes fra Hans Ansigt evindelig, men ►og taler Han om hver ►Frelsnings og Doms Dag, Han lod ►opkomme for sit Folk, og lader ►opkomme indtil Dagenes Ende, ►vist om den ►Frelsning, Han gav sit Folk ved 👤Matathias og hans Sønners Hænder. ►Malach. 4. ►1. Makkab. B. 1.

✂ Der var en Stad i 📌Jødeland ved Navn 📌Modin, og der boede en gudfrygtig Mand, en Præst ved Navn 👤Matathias, med sine fem Sønner, og han saae de Gudsbespottelser, som skedte i 📌Juda og 📌Jerusalem, og han sagde: Gud bedre mig! hvorfor er jeg født til dette, at see mit Folks og 📌den hellige Stads Fordærvelse, og at sidde stille, da den gives i Fiendernes Haand, og Helligdommen i de Fremmedes Haand, og see! vore hellige Ting, og vor Deilighed og vor Herlighed er ødelagt, og Hedningene have vanhelliget dem, ►hvorefter skulle vi da længere leve? og han med sine Sønner sønderrev deres Klæder, og sørgede saare. See da kom de Mænd ogsaa til 📌Modin, som skulde tvinge Folket til at offre paa Afguders Altre, og de fristede 👤Matathias, og det var forgiæves, men ►der en jødisk Mand for alles Øine gik frem ►at offre paa Altret, da blev 👤Matathias ►nidkiær i Aanden, og ►hans Nyrer bævede, og han blev ►hastig efter Retten, og løb frem, og slagtede ham ►hos Alteret, og den Kongens Mand, som 62nødte dem til at offre, ihjelslog han i den samme Time, og kastede Altret omkuld, og raabte over Staden med høi Røst, og sagde: hver, som er nidkiær efter Loven, og holder Pagten, ►han drage ud efter mig. Saa ►flydde han og hans Sønner ►paa Bjergene, og forlode hvad de havde i Staden, og der sankedes ►til dem Jødernes Forsamling, de Vældige, Stærke af 📌Israel, hver, som godvillig holdt ved Loven, og ►der de havde faaet en Hær, da ►sloge de Syndere i deres Vrede, og uretfærdige Mænd i deres ►Hastighed, og nedbrøde Afguders Altre, og forfulgte Hofmodigheds Børn, og ►den Handel lykkedes ved deres Haand, thi den var af Herren. Og ►der 👤Matathias Time kom, at han skulde dø, da sagde han til sine Sønner: nu Børn! ►værer nidkiære for Loven, og ►vover eders Liv for Fædrenes Pagt, ►kommer vore Fædres Gjerninger ihu, som de gjorde i deres Slægter, og ►betænker det saa, ►Slægt efter anden, at alle de, som haabede paa Herren, ere ikke blevne afmægtige, og ►frygter ikke for en syndig Mands Ord, thi hans Herlighed skal ►komme til Skarn og Orme. Og han satte sin Søn, 👤Judas Maccabæus den Vældige, til ►Krigsøverste, og sin anden Søn, den forstandige 👤Simon, til Raadgiver, og han velsignede dem, og blev ►lagt til sine Fædre. Saa førte 👤Judas og hans Brødre Herrens Krig, og han var ►uforsagt paa Stridens Dag, og ►saae ikke til sin ►Hobs Ringhed, thi han sagde: der er ingen Forskjel for Gud i 63Himlen derpaa, at frelse ved mange eller ved faa; thi Seier i Krig kommer ei af Hærens ►Mangfoldighed, men ►Størken ►er af Himmelen, vi ►krige for vore Sjæle og ►vore Rette. Og Herren gav de syriske Stridsmænd i sine Tjeneres Vold, og 👤Judas fik Magt, og drog op til 📌Jerusalem, og rensede Helligdommen, og holdt Høitid med Glæde, og med Lovsang til den Gud, som hjelper i Nød og frelser af Angest, som er nær hos alle dem, der kalde paa Ham i Sandhed, som giør hvad de Gudfrygtige begiære, som hører deres Skrig, og hjelper dem. Og det var Kong 👤Antiochus, han havde hørt om en Stad i 📌Persialand, som havde et Tempel, og som var herlig med Rigdom, Sølv og Guld, og han ►drog op ►at ►berøve den, men Bymændene stode hardt imod, og han flyede, og ►der han drog hjemad til 📌Babylon, da hørte han Tidende om alt Det, 👤Judas havde gjort i 📌Jødeland og i 📌Jerusalem, da blev han forfærdet og saare beklemt, og ►faldt paa Sengen, og Sorg fortærede ham, og han kom ihu alt det Onde, han havde bedrevet, og hans Bespottelse med Helligdommen, og han omkom ynkelig med Bedrøvelse i det fremmede Land. ►1. Makk. B. 2. 3. 4. 5. 6. 7.

✂ Saaledes hjalp da Herren kraftelig sit Folk, men det skedte dog, at 👤Judas, ►der Nøden tyktes mindre, forglemte, at al ►Størke ►er af Himlen, og at ►det bør sig for Menneskens Børn at stole paa Herren allene, og han ►hørte de Romeres Navn, som boede i det 64Land 📌Italien, langt ►sønder og vester paa i 📌Europa, der, ►som Staden 📌Rom staaer endnu, og han hørte om alle deres Krige, og ►mandelige Gjerninger, hvordan de havde overvundet mægtige Konger, og indtaget Lande fjern og nær, 📌Macedonien og 📌Grækenland, og meget af 📌Asialand, og at de vare til Skræk for alle deres Fiender, men til stor Trøst og ►Bestørkelse for deres Venner, og med alt Dette havde Ingen iblandt dem sat Krone paa sit Hoved, eller klædt sig i Kongeligt Smykke, ►at synes stadselig deri, men de raadsloge dagligen, trehundrede og tive Mænd, og ►beraadte sig om menig Mand ►at holde dem vel. Da meente 👤Judas at ►størke sig meget, naar han gjorde Pagt og Venskab med dem, og han ►udskikkede Bud paa den lange Reise, og de kom til Raadet, og røgtede det Ærende, de havde at føre, og det behagede de Romere vel, og der gjordes Pagt og Venskab, og det blev ►indgravet i ►Kaabbertavler, til ►en Vished og til Ihukommelse. Saa havde da 👤Judas mægtige Venner, men ►der den syriske Krigshær igjen drog imod ham, da fik han flux at fornemme, hvad Menneskens Hjelp er til at give Frimodighed i Nøden, thi langt borte vare hans Romere, nu da det gjaldt, og han blev førstegang angest i Hjertet, og Herren var ikke med ham, og han gik hen og faldt i den Strid. Saa bleve 👤Judas Brødre ►Krigsøverster, den ene efter den anden, og Folkets Hjerte hængte ei længere fast ved Herren, som i Trængselens de første Dage, og de gjorde Pagt med Rome65re og med Syrer, saa med Een og saa med en Anden af dem, der stred om 📌det syriske Rige, og mente, at de handlede klogelig, i det de søgte Menneskens Hjelp, og forglemte, at Herren er Frelser allene, og deres ►Øverster faldt ved Sværd og ved Svig, og Jøder strede mod Jøder, som ►alt er at læse i ►Maccabæernes første Bog.

✂ 📌Det syriske Rige gik under i Splid, og ved Romernes Trædskhed, og nu skulde vel Jøderne glædes, at de havde deres romerske Venner saa nær, men det blev Venskabets Udfald, at Jøder bleve Romernes Trælle. ►Saa bleve alle de Folk, som ►gave sig i Romernes Venskab, ►saa blive alle de Folk, som glemme den levende Gud, og stole paa Menneskens Børn, og underlig blinde vare de Jøder, som ei kunde see, at Saadant var forud ►betegnet af Gud i ►de hellige Skrifter.

✂ 👤Nebucadnesar, Kongen af 📌Babylon, havde en Drøm, og saae som ►et Billede staae for sit Ansigt, dets Hoved var Guld, dets Bryst og dets Arme var Sølv, dets Bug og dets Lænder var ►Kaabber, dets Been vare af Jern, og Herren gav 👤Daniel Forstand paa den Syn, og han udlagde Drømmen om de fire Riger, som skulde være efter hverandre. Det er da aabenbart, at Guldet betød 📌det babyloniske Rige, og Sølvet 📌det persiske, og Kobberet 📌det macedoniske, og Jernet 📌det romerske, eftersom Jernet knuser og svækker Alting, ja, sagde 👤Daniel, ligesom Jernet sønderknuser, ►saa skal ►og det Rige knuse og sønderslaa. ►Dan. 2.

✂ 66Det gik ►saa til med 📌Jødeland, at af ►Maccabæernes Slægt opstode Mænd, som kaldte sig Konger i deres Hofmodighed, og Broder stred imod Broder om Kongeligt Smykke og Navn, og der var dengang i 📌Asialand en romersk ►Krigsøverste, en af de Vældige, som heed 👤Pompeius, han kom til 📌Jerusalem, ►at ►skille den Trætte, og skifte Ret mellem Brødrene, og han satte den, som han vilde, til ►Øverste i Landet, og nødte ham til at være 📌Rom underdanig. Sydvest for 📌Canaan boede ►Idumæerne ►eller Edomiterne, de nedstammede fra 👤Esau, som var Patriarchen 👤Jakobs Broder, og havde altid ondt isinde mod ►📌Israels Børn, de bleve undertvungne af 👤David, men faldt siden fra, de bleve igjen undertvungne af 👤Simons den Maccabæers Søn 👤Johannes, og nødte til at bekjende Tro paa 📌Israels Gud. En af disse ►Idumæer heed 👤Herodes, han blev ved ►Skalkhed og ved Hyklerie for de Mægtige i 📌Rom, Konge over 📌Juda, han udsmykkede Herrens Tempel, men foragtede Hans Lov, han indførte hedenske Skikke, udryddede ►Maccabæernes Slægt, og udøste meget uskyldigt Blod.

✂ Da var stor Nød og Jammer over alle dem, som frygtede Gud af et reent Hjerte. 📌Jødeland havde en Konge med et ondt og hedensk Sind, der var Folk, som kaldtes Saducæer, de mente, at Mennesket døde som ►Fæet, og agtede derfor ikke hvad de tænkte og gjorde, naar de kun ikke med udvortes Gjerninger forsyndede sig ►saa, at de kunde straffes af Mennesker efter Loven. Der vare andre, 67som kaldtes Pharisæer, de vilde ansees af Menneskene for overmaade fromme og gudfrygtige Mænd, og havde Guds Navn paa Tungen, og vilde giøre sig selv retfærdige, med mange Skikke, som de selv havde optænkt, og det var ►Øienskalke, som i Hjertet ikke troede paa Gud, og elskede Ingen. Saadanne vare de Folk, som kaldtes ►Lærere i 📌Israel, og de forførte Folket, og de ►forvendte Guds Ord, og Ugudelighed blev mangfoldig. Der var da ingen Trøst for de Fromme, uden det, at de ventede ►vist den Time var nær, da ►den Kvindens Sæd, den Frelser fra Ondt, Messias skulde komme, de Skriftkloge havde udregnet af ►Daniels ⓘ BogBog] B, By A, at Tiden var nær, og det vidste Alle, som boede i Landet, men de Flestes Hjerte og Hu stod allene til verdslig Magt og ►forfængelig Ære, derfor udlagde de ►daarlig Propheternes Tale om det evige Rige, Han skulde opreise, som om det var et Rige af denne Verden, de ventede, at Han skulde undertvinge Romerne, og give dem med alle Jøder stor Ære og Værdighed, men Saadant ventede ikke de Fromme, de forstode det godt, at det var et aandeligt Rige, Guds og Sandhedens Rige, Han skulde opreise, og herske derover altid og evindelig. ►Dan. 2.

✂ Der staaer skrevet hos Propheten 👤Micha i ►det Femte: Du 📌Betlehem! er du ringe at agte blandt 📌Juda Tusinder? Af dig skal der udgaae en Saadan, som skal herske i 📌Israel, 68og Hans ►Udgange ere gamle, de ere fra Evigheds Dage, og ►Han skal staae og ►føde i Herrens Kraft, i Herrens sin Guds Navns Høihed, og Han skal være Fred. Disse Ord havde alle de Skriftkloge udlagt ►saa, at i 📌Betlehem skulde Messias fødes, og see! der var i den Stad 📌Nazareth en Jomfru af 👤Davids Slægt, og Jomfruen heed 👤Maria, og Herrens Engel aabenbaredes for hende, og sagde, at hun skulde undfange og føde en Søn, og Hans Navn skulde kaldes 👤Jesus, ►det er: en Frelser, ja kaldes den Høiestes Søn, og være en Konge evindelig, men Fader skulde Han ei have paa Jorden, thi ►saa sagde Engelen: den Hellig Aand skal komme over dig, og den Høiestes Kraft skal overskygge dig, derfor skal ogsaa det Hellige, som fødes af dig, kaldes Guds Søn. Saa boede da 👤Maria i 📌Nazareth, men i 📌Betlehem skulde 👤Jesus fødes, og see! ►der 📌Rom ►var mægtig over Verdens Riger, da ►opstode Mænd til Strid om Herredømmet i den Stad, som var Dronning i Verden, og Een fik Magten, og kaldte sig Keiser 👤Augustus, og fra ham udgik en Befaling, at Folkene skulde ►skrives over alt Riget, og hver skulde gaae til den Stad, som de stammede fra, da ►opgik 👤Maria og hendes Trolovede, 👤Joseph, til 📌Betlehem til 👤Davids Stad, og det skedte mens de vare der, blev Tiden ►fuldkommen, at hun skulde føde, og hun fødte sin førstefødte Søn, og svøbte Ham i Klude, og lagde Ham i en Krybbe, thi der var ikke Rum i Herberget til Ham. 69Og der vare Hyrder i den samme Egn, gudfrygtige, fattige Mænd, som holdte Nattevagt over deres ►Qvæg, og see! Herrens Engel nedfoer over dem, og Herrens Klarhed omskinnede dem, og de frygtede saare. Da sagde Engelen til dem: ►frygter kun ikke, thi see! stor Glæde forkynder jeg eder, ja Glæde for eder og Folket, thi eder er født en Frelser i Dag, 👤Christus Herren, i 👤Davids Stad, og strax var hos Engelen en himmelsk Hærskares Mangfoldighed, og de lovede Gud, og de sang: Ære være Gud i det Høieste, Fred paa Jorden, i Mennesket Velbehagelighed. Og der vare Vise i 📌Østerland, i Hedningers Land, gudfrygtige Mænd, og til et Tegn, at den nyfødte Frelser var sendt til dem alle, som bo paa ►Jorderigs Kreds, da saae de hans Stjerne, og reiste, og Stjernen gik ►for dem, og stod over Huset, hvor Barnet var inde, og de faldt paa Knæ for den evige Konges Eenbaarne, og offrede Guld og kostelig Røgelse. Men det var 👤Herodes, ►der han fornam, at det Barn var født, og den Søn var os givet, hvis Navn kaldes ►Underlig, vældige Gud; om hvem der stod skrevet: at Han skulde sidde paa 👤Davids Stol, som en Konge, mens Solen og Maanen de vandre paa Himlen, da blev han bange, og tænkte: den Helliges Rige var af denne Verden, ►enddog han blev lagt i en Krybbe; da meente han ►daarlig, at han kunde myrde Guds Søn, og forhindre det Ord, som Gud havde talet ved sine Propheter, og alle de Børn i 📌Betlehem slog han ihjel, og lagde dette endnu til 70al sin Ondskab, at han udøste det meget uskyldige Blod, men Herren havde talet til 👤Joseph, og sagt: staa op, tag Barnet og dets Moder, og drag til 📌Ægypten, og Herren ►slog 👤Herodes, og han tyggede sin Tunge i Pine, og døde i Jammer, og ►gik til sit Sted. Da kaldte Herren igjen sin Søn ►af 📌Ægypten, og 👤Maria og 👤Joseph gik op til 📌Jerusalem efter Herrens Lov, ►at fremstille Barnet for Herren i Templet. Da skedte det, som Herren talede fordum, ►der de byggede Huset i trange Tider, og de Gamle sørgede over dets Ringhed ►imod det Hus, som Kong 👤Salomon bygte, thi da ►skedte Herrens Ord til Propheten 👤Haggai, og han ►opstod, og sagde: hvem er ►tilovers iblandt eder, som saae dette Hus i sin første Herlighed! er ikke dette som Intet for eders Øine mod det; men ►frygter ikke, thi ►saa sagde den ►Herre Zebaoth: endnu engang om ►et Lidet, vil Jeg bevæge Himlene og Jorden, Havet og det Tørre, ja alle Hedninger vil Jeg bevæge, og alle Hedningers Længsel skal komme, og dette Hus vil Jeg fylde med Herlighed, siger den ►Herre Zebaoth; Sølvet er mit og Guldet er mit, siger den ►Herre Zebaoth; dette det sidste Huses Herlighed skal blive større end det førstes, og paa denne Sted vil Jeg give Fred, siger den ►Herre Zebaoth. Nu frembares Hedningenes Længsel, Guds Herligheds Glands, og Hans Væsens rette Billede, den Fredens Giver, som et Barn i Templen. Det forstod 👤Simeon, den gudfrygtige Olding, thi Guds Aand drev 71ham til Templen i den samme Time, og han tog Barnet paa sine Arme, og prisede Gud, og sagde: Herre! nu lader du din Tjener fare i Fred, ligesom Du haver sagt, thi mine Øine have seet Din ►Frelsning, hvilken Du beredte for alle Folks Aasyn, et Lys til at oplyse Hedningene, og 📌Israel Dit Folk til en Herlighed; og Forældrene gik med Barnet til deres Stad 📌Nazareth, og Han voxte, og blev stærk i Aanden, og fuld med Visdom, og Guds Naade var over Ham. ►Math. 2. ►Luc. 1-2. ►Hagg. 2.

✂ Og det var Propheten 👤Malachias, ►der Han spaaede om Herrens ►Tilkommelse, da talede Han Herrens Ord i sin Spaadom, og sagde: see! Jeg sender min Engel, ►at han skal berede Veien for mit Ansigt, og strax skal den Herre, efter hvilken I lede, komme til sin Tempel, den Pagtens Engel, hvilken I have kiær, see! Han kommer, sagde den ►Herre Zebaoth, see! Jeg sender eder 👤Elias Propheten, førend den store og forfærdelige ►Herrens Dag kommer, og han skal omvende Fædrenes Hjerte til Børnene, og Børnenes til deres Fædre, ►at Jeg ikke skal komme og slaae Jorden med ►Band. Og det var i den sjette Maaned førend Engelen kom til 👤Maria, at Han stod ►hos Alteret, hvor Præsten, den aldrende 👤Sacharias, gjorde Røgelse i Templen, og Engelen talede til ham, og sagde: at hans aldrende Ægtekvinde skulde føde en Søn, og han skulde hede 👤Johannes, og fyldes af den Hellig Aand, og være den 👤Elias, den Engel, om 72hvilken Propheten havde talet. Og det skedte ►saa, og 👤Johannes blev født, og opvoxte i Ørken, og Herren var med ham, og ►der han blev Mand, gik han frem for ►Israels Børn, og stod ved den Flod, ved det Vandløb, som kaldes 📌Jordan, og formanede Folket, at de skulde aflægge Synd, og omvende sig til Herren, og giøre Miskundhed mod den Fattige, og tro paa Ham, som kom, og de, som hørte hans Røst, dem døbte han med Vand, til et Tegn at de skulde renses fra Synd, og være ny Mennesker, og han sagde: jeg døber med Vand, men der kommer Een efter mig, hvis ►Skobaand jeg ikke er værdig at løse, og Han skal døbe med den Hellig Aand. Og det skedte, ►der 👤Jesus var tredive Aar gammel, da gik han frem til 📌Jordans Flod, og blev døbt af 👤Johannes, og ►der Han opsteg af Vandet igjen, see, da aabnedes Himmelen, og Guds Aand kom ned som en Due, og blev over Ham, og der kom en Røst af Himmelen, som sagde: Du er min Søn den Elskelige, i hvilken Jeg haver min Velbehagelighed. ►Mal. 3-4. ►Luc. 1. ►Math. 3.

✂ Og derefter gik 👤Jesus ind i de Huse, hvor Jøderne forsamledes til at høre Guds Ord, som det var at læse i 👤Moses og i Propheternes Bøger, og de Huse heed Synagoger, og Han lærte dem Sandhed, og det ►begav sig, ►der han kom ind i Synagogen i den Stad, hvor Han var ►opfødt, i 📌Nazareth, og stod op ►at læse, da gave de Ham ►👤Esaias Prophetens Bog, og ►der Han slog Bogen op, da 73kom Han til det Sted, hvor der staaer skrevet: Herrens Aand er over mig, derfor salvede Han mig, Han haver sendt mig til at kundgiøre Evangelium (►det er en god Tidende, et ►Gammensbud) for de Fattige, at helbrede dem, som have et sønderknust Hjerte, at kundgiøre Fangerne Frihed, og de Blinde ►Synets Gjenfødelse, at ►lade de Plagede løs, at forkynde Guds velbehagelige Aar. Derpaa lukkede Han Bogen, og gav den til Tjeneren, og satte sig ned, og Alles Øine i Synagogen vogtede paa Ham, men Han begyndte at sige til dem: i Dag er denne ►Skrift ►fuldkommet for eders Øren. ►Luc. 4.

✂ Saa sagde da 👤Jesus, at Han var den Forløser, som de gamle Propheter spaaede om, ja Han sagde det aabenbarlig, at ►alligevel Han var ►Menneskens Søn, var Han dog ogsaa Guds eenbaarne, ►det er eneste Søn, som var til førend 👤Abraham, og havde Herlighed hos Faderen førend Verdens Grundvold blev lagt, og kom nu fra Himmelen, for at frelse det Fortabte; Han sagde: ►saa elskede Gud Verden, at Han gav sin eenbaarne Søn, ►paa det at hver, som troer paa Ham, skal ikke fortabes, men have det evige Liv, thi hvo, som troer paa Sønnen, dømmes ikke, men hvo, som ikke troer, er allerede dømt, fordi han ikke troer paa Guds eenbaarne Søns Navn, men denne er Dommen, at Lyset er kommet i Verden, og Menneskene elskede mere Mørket end Lyset, thi deres Gjerninger vare onde, hver, som giør Ondt, hader Lyset, og kommer 74ikke til Lyset, ►at hans Gjerninger skal ikke straffes, men hvo, som giør Sandhed, kommer til Lyset, ►at hans Gjerninger maa blive aabenbarede, thi de ere gjorte i Gud. ►Matth. 16. 16-17. ►Joh. 9. 35-39. ►Joh. 8. 58. ►Joh. 17. 24. ►Joh. 3. 13-21.

✂ Men det var engang, ►der 👤Jesus talede saadanne Ting, da sagde Pharisæerne til Ham: du vidner om dig selv, dit Vidnesbyrd er ikke sandt; da svarede 👤Jesus og sagde til dem: dersom Jeg ►og vidner om mig selv, er mit Vidnesbyrd sandt, thi jeg er ikke allene, men baade jeg og Faderen, som mig udsendte, og det er jo skrevet i eders Lov, at endog to Menneskers Vidnesbyrd er sandt, jeg er den, som vidner om mig selv, og Faderen, som mig udsendte, vidner om mig; og det var ikke allene med Røsten af Himlen, at Faderen vidnede om sin elskelige Søn, men det var, som 👤Jesus selv sagde: de Gjerninger, som Faderen haver givet mig, ►at jeg skal ►fuldkomme dem, de samme Gjerninger, som jeg giør, vidne om mig, at Faderen haver udsendt mig. ►Joh. 8.

✂ Der staaer skrevet hos Propheten 👤Esaias om Forløsningens Dage: Ørken og det Tørre skal glæde sig, og den øde Mark skal fryde sig, og blomstre som en Rose; de skal see Herrens Herlighed, vor Guds Prydelse, da skal de Blindes Øine ►oplades, og de Døves Øren, da skal den Halte springe som Hjorten, og den Stummes Tunge synge; visselig talede Herren ved Propheten mest om det aande75lige Lys, som i 👤Jesus skulde ►opgaae for Hedningene, og om den aandelige Lægedom, men Han talte ogsaa om de udvortes Gjerninger, som 👤Jesus skulde giøre, til et Tegn paa, at Han kunde oplyse og helbrede Sjælen. Og det ►begav sig, at 👤Johannes den Døber blev kastet i Fængsel, fordi han talede Sandhed, og ►der han hørte i Fængselet 👤Christi Gjerninger, da sendte han to af sine Disciple, ►det er hans Lærlinge, og lod Ham sige: er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden, og 👤Jesus svarede og sagde til dem: ►gaaer hen og ►forkynder 👤Johannes de Ting, som I høre og see: Blinde see, og Halte gaae, Spedalske renses, og Døve høre, og Døde opstaae, og Evangelium prædikes for de Fattige. ►Esa. 35. ►Matth. 11.

✂ Saa gik da 👤Jesus omkring i trende Aar og paa Fjerde, og talede Sandheds livsalige Ord, og helbredte alle de Syge, som troede, at Han ►var mægtig dertil, og det gjorde Han ►Alt til et Tegn paa sit ►Samfund med Himlens Gud, og til et Tegn paa sin Kiærlighed, at Han vilde tage vor Sjæls Skrøbeligheder paa sig, og bære dens Sygdom, og opvække den af Døde, og give den Liv, saafremt vi vilde ►tro Ham dertil, og Han havde mange Disciple, og Han udvalgte Tolv, som kaldtes Apostle, ►det er Sendebud, og de gik omkring og lærte, og helbredte ligesom Han, efter den Viisdom og ved den Magt, som Han gav dem, thi de vare ringe og ulærde Mænd. ►Matth. 8. ►10.

✂ 76Det var da aabenbart, at Han var kommet, den store Prophet, om hvem 👤Mose havde talet i sin Spaadom, og sagt: at Ham skulde Folket høre i Alt hvad Han talede til dem, og at det skulde skee, at hver den Sjæl, som ei vilde høre den Prophete, skulde udslettes af Folket. Men der vare mange, som ei vilde høre Ham, og deriblandt de fleste Skriftkloge og Pharisæer, de som kjendte Skrifterne bedst, men troede dem ikke i Hjertet, derfor sagde 👤Jesus til dem: I randsage Skrifterne og mene, at have et evigt Liv i dem, men det er just dem, som vidne om mig, I skal ikke tænke, at Jeg vil ►forklage eder for Faderen; nei! den, som ►forklager eder, er den 👤Mose, paa hvilken I have stolet, dersom I troede 👤Mose, troede I nok mig, thi han har skrevet om mig, men ►tro I ikke hans Skrifter, hvorledes skulde I tro mine Ord; og Han sagde atter: dersom Gud var eders Fader, da elskte I mig, thi jeg er ►udkommen af Gud, hvi kjende I da ikke min Tale, thi I kan jo ikke høre mit Ord, I ere af en Fader, Djævelen og vil giøre eders Faders Begiæringer, han var en Menneskemorder ►af Begyndelsen, og ►blev ikke bestaaende i Sandheden, thi Sandhed er ikke i ham; naar han taler Løgn, da taler han af sit Eget, thi han er en Løgner og dens Fader; men ►alligevel jeg siger Sandhed, tro I mig ikke, hvo som er af Gud, hører Guds Ord, derfor høre I ikke, fordi I ere ikke af Gud. ►Saa gav da 👤Jesus tilkjende, at den Slange, som sagde 77til vore første Forældre: det er ikke sandt, hvad Gud haver sagt, var Djævelen en ond Aand, og at han er alle deres Fader, som elske at tale Løgn, som ikke vil høre og tro Guds Ord. Men saadan Tale skar de onde Mennesker i deres Hjerte, og de bleve fulde af ►Galenskab, og de ►beraadte sig med hverandre, hvorledes de kunde tage 👤Jesus af Dage, og slaa Ham ihjel, og jo flere Tegn Han gjorde for deres Øine, des ►galnere bleve de, thi de forhærdede deres Hjerte imod Sandheden.► 5. Moseb. 18. ►Joh. 8. ►Joh. 5.

✂ Og 👤Jesus havde en Ven ved Navn 👤Lazarus, og det ►begav sig, at 👤Lazarus døde, og 👤Jesus var ikke tilstæde, og 👤Lazarus blev begravet, og laae fire Dage i Graven, og han stinkede. Da kom 👤Jesus til 📌Bethanien, til den By, hvor 👤Lazarus havde boet, til hans Søstre, 👤Marie og 👤Martha, og de græd meget, og sagde til 👤Jesus: havde du været her, da var vor Broder ikke død; men 👤Jesus svarede og sagde til 👤Martha: jeg er Opstandelsen og Livet; hvo, som troer paa mig, skal leve, ►alligevel han døer, og dersom du kan tro, da skal du see Guds Herlighed. Men den Grav var en Hule, og en Steen laa derover, og 👤Jesus sagde: ►tager Stenen bort, og Han opløftede sine Øine ►høit, og sagde: Fader! jeg takker Dig, at Du haver hørt mig, men jeg vidste, at Du hører mig altid, men for Folkets Skyld, som staa omkring, sagde jeg det, ►at de skulle tro, at Du har udsendt mig; og 78►der Han havde sagt Dette, raabte Han med høi Røst: 👤Lazarus, kom herud! og den Døde kom ud, bundet med ►Jordeklæder om Fødderne og Hænderne, og hans Ansigt var ombundet med en Svededug, og 👤Jesus sagde til dem: ►løser ham, og ►lader ham gaae. Derfor troede Mange af Jøderne paa Ham, men Nogle af dem gik hen til Pharisæerne, og sagde dem hvad 👤Jesus havde gjort, da forsamlede de ypperste Præster og Pharisæerne Raadet, og sagde: hvad skal vi giøre? thi dette Menneske giør mange Tegn, og de sagde i deres ►Øienskalkhed: dersom vi lade ham saaledes giøre, skulle alle tro paa ham, og de Romere skulle komme og borttage baade Staden og Folket; men en af dem, 👤Caiphas, som var det Aars Ypperstepræst, sagde til dem: I vide slet Intet, ei heller betænke I, at det er gavnligt, at et Menneske døer for Folket, ►at det ganske Folk skal ikke fordærves; men det sagde han ikke af sig selv, men da han var det samme Aars ypperste Præst, spaaede han, at 👤Jesus skulde dø for Folket, og ikke for Folket allene, men Han skulde ►og samle til een Hob de Guds Børn, som vare adspredte. Derefter raadsloge de fra den Dag om at slaa Ham ihjel. ►Joh. 11.

✂ Men 👤Jesus vidste alle de Ting, som skulde komme over Ham, og han havde sagt: den gode Hyrde sætter sit Liv til for Faarene, og jeg er den gode Hyrde, og at ►Menneskens Søn skulde ►gaa hen, ligesom der var skrevet 79om Ham, og med sin Død frelse alle dem fra Døden, som vilde tro paa Ham, og han vidste, at Hans Time var kommet nær, at Han skulde saares for vore Misgjerningers Skyld og knuses for vore Synder, og bære Straffen, saa vi kunde have Fred, og Han sagde: min Sjæl er forfærdet, Fader! frels mig fra denne Time, men derfor er jeg kommet til denne Time, sandelig, sandelig siger jeg eder, ►uden Hvedekornet falder i Jorden og døer, bliver det allene, men dersom det døer, bær det megen Frugt; nu skal denne Verdens Fyrste, ►det er Djævelen, ►udkastes, og naar jeg bliver ophøiet, vil jeg drage alle til mig; men Han sagde ophøiet, for at betegne, at Han skulde ophænges paa Korset. Disse Ord talede Han paa den Dag, ►der Han var dragen op til 📌Jerusalem, men ►der han drog op, da gik Folket ►imod Ham, de, som vare med Ham, da Han opvakte 👤Lazarus, og de, som havde hørt, at Han havde gjort det Tegn, og Nogle af dem bredte deres Klæder paa Veien, men Andre huggede Palmegrene og strøede paa Veien, og raabte: Hosianna! velsignet være Den, som kommer i Herrens Navn, den 📌Israels Konge! og Børnene raabte i Templen og sagde: Hosianna, ►det er: Herre frels! du 👤Davids Søn! men de ypperste Præster og Skriftkloge bleve vrede, og sagde til Ham: hører du hvad disse sige? men 👤Jesus sagde til dem: ja, have I aldrig læst: af de Umyndiges og Spædes Mund skal du ►berede dig ►Priis. ►Joh. 10. ►12. ►ⓘ Ps.Ps.] GV, Js. A 8. ►Math. 21. ►Esa. 53.

✂ 80Og det var Paaske, Jødernes Høitid, og de skulde ►æde Paaskelammet, til en Ihukommelse om deres Fædres Befrielse fra Morderengelen, der ►hengik igjennem 📌Ægypti Land, og til et Forvarsel om Ham, der skulde være som Lammet, der slagtes, taalmodig, uskyldig, og med sit Blod beskiærme sine Troende mod Sjælens Morderengel, ►det er Djævelen; og ►der 👤Jesus vidste, at Hans Time var kommen, at Han skulde ►gaae af denne Verden til Faderen, da, ligesom Han havde elsket sine Egne i Verden, ►saa elskede Han dem indtil Enden, og sagde: hjertelig haver jeg længtes efter at ►æde dette Paaskelam med eder, førend jeg lider, og Han satte sig til Bords med sine tolv Apostle. Men ►der de ►aade, sagde Han: sandelig siger jeg eder, at een af eder skal forraade mig; ►Menneskens Søn ►gaaer vel hen, ligesom der er skrevet om ham, men vee det Menneske, ved hvilken ►Menneskens Søn bliver forraadt; det var ►samme Menneske godt, dersom han ikke havde været født, og Forræderen var Apostelen 👤Judas ►Iskariots Søn, Satan gik ind i ham, og han gik hen til de ypperste Præster, og solgte sin Herre og Mester for tredive Sølvpenge. Men ►der de ►aade, tog 👤Jesus Brødet, og takkede, og brød det, og gav Disciplene, og sagde: ►tager, ►æder! dette er mit Legeme, som brydes for eder, ►giører dette til min Ihukommelse! Og Han tog Kalken, og takkede, gav dem, og sagde: ►drikker alle heraf! det er mit Blod, ►det ny Testamentes, hvilket udgydes for Mange 81til Syndernes Forladelse, dette ►giører, saa ofte som I drikke, til min Ihukommelse. ►Math. 26. ►Luc. 22. ►Joh. 13. ►1 Cor. 11.

✂ ►Saa blev da den hellige Nadvere, som ►og kaldes Alterens Sacramente, ►indsat af vor Herre 👤Jesus Christus Selv i den Nat ►der Han blev forraadt, til en ►Vitterlighed, at Han døde for vore Synder, og at vi skulle blive til Eet med Ham for at frelses, det havde Han forhen sagt: dersom I ikke ►æde ►Menneskens Søns Kiød og drikke Hans Blod, have I ikke Livet i eder selv, men hvo, som ►æder mit Kiød og drikker mit Blod, han bliver i mig og jeg i ham, ligesom den levende Fader udsendte mig, og jeg lever ved Faderen, ligesaa skal ►og den, som mig ►æder, leve ved mig. Men dette er aandelig talt om dem, som i Tro og Kiærlighed tilegne sig 👤Jesus med al hans Fortjeneste, thi hvo, som ►æder og drikker uværdelig, giør sig skyldig i Herrens Død, og ►træder Guds Søn under Fødder. Om alle disse Ting talede Han end ydermere i den samme Nat, ►der 👤Judas var ►udgangen, og Han sagde til sine Disciple: eders Hjerte ►forfærdes ikke! ►troer paa Gud og ►troer paa mig! i min Faders Hus ere mange Værelser, og dersom det ikke ►saa var, havde jeg sagt eder det, men jeg gaaer bort, ►at berede eder Sted, og naar jeg faaer beredt eder Sted, kommer jeg igjen, og vil tage eder til mig selv, og hvor jeg er, skal ogsaa I være, I have vel nu Bedrøvelse, 82men jeg vil see eder igjen, og eders Hjerte skal glædes, og Ingen skal tage eders Glæde fra eder. Jeg er Veien og Sandheden og Livet, der kommer Ingen til Faderen uden ved mig, hvo mig haver seet, haver seet Faderen, ►troer mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig, og hvad I bede i mit Navn, det vil jeg giøre, ►saa at Faderen skal ►forklares ved Sønnen. Jeg vil ikke forlade eder faderløse, jeg kommer til eder, om Nogen elsker mig, skal han holde mit Ord, og min Fader skal elske ham, og vi skal komme til ham, og ►giøre Bolig hos ham. Jeg er det sande Vintræ, og min Fader er Vingaardsmanden, hver Green paa mig, som ikke bær Frugt, den borttager Han, og hver den, som bær Frugt, den renser Han, ►at den skal bære megen Frugt, ►bliver i mig og jeg i eder! ligesom Grenen ikke kan bære Frugt uden den bliver i Træet, ►saa kan I ikke heller, uden I blive i mig, thi uden mig kan I slet Intet giøre; om Nogen ikke bliver i mig, han bliver udkastet, som en vissen Green, og de sanke dem og kaste dem i Ilden, og de brænde. Ligesom Faderen haver elsket mig, ►saa haver jeg elsket eder; ►bliver i Kiærligheden, den som er min! dersom I holde mine Befalinger, skal I blive i min Kiærlighed, ligesom jeg haver holdet min Faders Befalinger, og bliver i Hans Kiærlighed. Denne er min Befaling, at I skal elske hverandre, ligesom jeg haver elsket eder; Ingen haver større Kiærlighed end denne, dersom Nogen sætter sit Liv til for 83sine Venner, I ere mine Venner, dersom I giøre, hvadsomhelst jeg befaler eder. I Verden skal I have Trængsel, men ►værer frimodige! jeg har overvundet Verden. ►Joh. 13. 14. 15. 16. ►1 Cor. 11.

✂ Og ►der 👤Jesus havde gjort Ende paa denne guddommelige Tale, da opløftede Han sine Øine til Himmelen, og sagde: Fader! Timen er kommen, ►forklar Din Søn! og Din Søn skal ►forklare Dig, ligesom Du haver givet ham Magt over ►alt Kiød, ►paa det han skal give alle dem, hvilke Du har givet ham, det evige Liv; men dette er det evige Liv, at de kjende Dig, den eneste sande Gud, og Den, Du udsendte, 👤Jesum Christum. Jeg haver ►forklaret Dig paa Jorden, jeg haver ►fuldkommet den Gjerning, som Du haver givet mig at giøre, ►forklar Du mig ►og nu, Fader! hos Dig selv, med den Herlighed, som jeg havde hos Dig, før Verden var! Jeg aabenbarede Dit Navn for de Mennesker, hvilke Du haver givet mig af Verden, de vare Dine, og Du haver givet mig dem, og de have bevaret Dit Ord, thi de Ord, som Du haver givet mig, haver jeg givet dem, og de have ►annammet mig, og de have ►kjendt i Sandhed, at jeg ►udkom af Dig. ►Hellige dem i Din Sandhed, thi Dit Ord er Sandhed! og jeg helliger mig selv for dem, ►paa det de skal ogsaa være helligede i Sandheden. Men jeg beder ikke allene for disse, men ogsaa for 84dem, som ved deres Ord skal tro paa mig, ►paa det de skal Alle være Eet, ligesom Du, Fader! i mig og jeg i Dig, at de ►og skal være Eet i Os, ►at Verden maa tro, at Du haver udsendt mig, Fader! jeg vil, at de, som Du haver givet mig, skal ►og være hos mig, hvor jeg er, og de skal beskue den min Herlighed, som Du haver givet mig, thi Du haver elsket mig, førend Verdens Grundvold blev lagt. Retfærdige Fader! Verden kjender Dig ikke, men jeg kjender Dig, og Disse have ►kjendt, at Du haver udsendt mig, og jeg kundgjorde dem Dit Navn, og vil kundgiøre dem det, ►paa det den Kiærlighed, som Du elsker mig med, skal være i dem, og jeg i dem. ►Joh. 17.

✂ ►Der 👤Jesus havde sagt disse Ting, gik Han ud med sine Disciple, og kom i en Urtegaard, som heed 📌Gethsemane, og Han stred med Døden i Bedrøvelse, og Han stred i Bønnen, og fik Overhaand. Da kom 👤Judas med Skaren og forraadte Ham, og Hans Disciple ►flydde af Rædsel, ►saa som Han selv havde forudsagt med disse Ord: see! den Time kommer, og er allerede kommen, da I skal adspredes hver sine Veie, og ►forlade mig allene, dog er jeg ikke allene, fordi Faderen er med mig. Da toge de Ugudelige 👤Jesum, og førte Ham bundet frem for de ypperste Præster og for Raadet, og de bespyttede og bespottede og sloge Ham, og søgte falske Vidnesbyrd imod Ham, og dømte Ham til Døden, 85og overantvordede Ham til ►Hedningene til at ►hudstryges og tornekrones og korsfæstes, alt eftersom Han selv havde forudsagt, og som der var skrevet om Ham ved Propheterne. Men det var den ►hedenske ►Landsherre 👤Pontius Pilatus, han gav 👤Jesus ►Vidnesbyrd, at Han var uskyldig, og vilde gjerne ladet Ham løs, men de ypperste Præster og Pharisæerne ►toge Folket med Ord, saa de raabte: korsfæst ham, korsfæst! og hans Blod ►komme over os og over vore Børn! og 👤Pilatus toede sine Hænder, og sagde: jeg er uskyldig ►for denne Retfærdiges Blod, og dømte dog at Jødernes Begjering skulde skee. Saa toge de romerske Stridsmænd 👤Jesum og korsfæstede Ham, og Han skiændte ikke igjen, ►der Han blev ►overskiændet, og truede ikke, ►der Han leed, men Han bad, og sagde: Fader! forlad dem! thi de vide ikke hvad de giøre. Og ►der Alt var ►fuldkommet, efter Propheternes Tale, da bøiede Han sit Hoved, og sagde: Fader! i Din Haand befaler jeg min Aand! og der var Mørke over Jorderige, og Jorden rystede, og Steenbjerge revnede, Forhænget i Templet sønderreves fra Oven, og den ►hedenske Høvedsmand, som stod ►derhos, og de Stridsmænd, som vare med ham, bleve ►betagne med stor Frygt over de Ting, som skedte for deres Øine og Øren, og sagde: sandelig! Denne var Guds Søn. ►Joh. 18-19. ►Math. 26. 27.

✂ Saa døde da 👤Jesus, og blev begraven, men Dagen derefter ►ginge de ypperste Præster 86og Pharisæer forsamlede til 👤Pilatus, og sagde: Herre! vi komme ihu, at denne Bedrager sagde, ►der han endnu levede: efter tre Dage opreises jeg; befal derfor, at Man med Flid bevogter Graven indtil den tredie Dag, ►at hans Disciple ikke skal komme om Natten og stjæle ham, og sige til Folket: han er opreist fra de Døde, og det Sidste skal blive værre end det Første. Men 👤Pilatus sagde til dem: der have I Vagt, ►gaaer hen og ►vogter, som I bedst forstaae! Saa gik de hen og forseiglede Stenen, som laa over Graven, og satte Vagten derved. ►Math. 27.

✂ Men det var aarle paa den tredie Dag, den første i Ugen, da ►ginge troende Kvinder til Graven, for at salve 👤Jesu Legeme, og see! der skedte et stort Jordskiælv, thi Herrens Engel nedfoer af Himmelen, kom frem, og væltede Stenen fra Graven, og satte sig paa den, og hans Skikkelse var ligesom Lynild, og hans Klædebon hvidt som Snee; men Vogterne skiælvede af Frygt for ham, og vare ligesom døde. Men Engelen sagde til Kvinderne: ►frygter I kun ikke! thi jeg veed, at I lede efter 👤Jesus den korsfæstede; Han er ikke her, Han er opstanden, ►saasom Han haver sagt: ►kommer! ►seer den Sted, hvor Herren laa! Og de saae, og gik hastelig fra Graven, og 👤Jesus ►lod sig tilsyne. Men Nogle af Vagten kom ogsaa til Staden, og forkyndte de ypperste Præster alt det, som var skeet, da forsamledes de med de Ældste, og holdte Raad, 87og gave Stridsmændene Sølvpenge nok, og sagde: ►siger: hans Disciple kom om Natten og stjal ham medens vi sov, saa toge de Sølvpengene, og gjorde ligesom de vare underviste, og dette Rygte blev udspredt blandt Jøderne, og de Ugudelige troede det, ►enddog det var ►aldrig hørt, at Folk kunde saaledes fortælle, hvem der kom til dem, og ►stjal sig bort imedens de sov. ►Math. 28.

✂ Men da Herren var opstanden, da aabenbaredes Han ►og for de tvende Disciple, som ►ginge til 📌Emaus, og siden for de ti Apostle, men den ellevte, som heed 👤Thomas, vilde ikke tro, uden han saae Naglegabene i 👤Jesu Hænder, og stak sin Haand i Hans Side, der, ►som Han paa Korset var gjennemstunget, og 👤Jesus kom igjen, ►der de Elleve vare forsamlede, og sagde til 👤Thomas: ræk din Finger hid, og see mine Hænder, og ræk din Haand hid, og stik den i min Side, og vær ikke vantro, men tro! Da svarede 👤Thomas og sagde: min Herre og min Gud! men 👤Jesus sagde: fordi du haver seet mig, 👤Thomas, derfor haver du troet! men salige ere de, som ikke see, og dog tro! 👤Jesus gjorde ►og da mange andre Tegn for sine Disciples Aasyn, som ikke ere skrevne i denne Bog, men disse ere skrevne, ►paa det at I skal tro, at 👤Jesus er den 👤Christus, og at I, som tro, skal have Livet i hans Navn. Og ►der ►fyrgetive Dage vare tilende efter Hans Opstandelse, da var Timen kommen, at Herren vilde opfare til Himmelen, og Han sagde 88til sine Disciple: mig er given al Magt i Himmelen og paa Jorden, ►gaaer derfor hen og ►lærer alle Folk, og ►døber dem i Navnet Faderens og Sønnens og den Hellig Aands, og ►lærer dem at holde alt det, som jeg haver befalet eder, og see! jeg er med eder alle Dage indtil Verdens Ende. Amen. ►Joh. 20. ►Math. 28.

✂ Saa blev da Herren ►optagen, mens de saae derpaa, og en Sky tog Ham bort fra deres Øine, men Han havde sagt til dem, at de skulde bie i 📌Jerusalem paa Faderens Forjættelse, thi, sagde Han, 👤Johannes døbte vel med Vand, men I skal døbes med den Hellig Aand ikke længe efter disse Dage. Og ►der de endnu stode og stirrede op imod Himmelen, see! da stode to Mænd hos dem i hvide Klæder, som sagde: I Galilæiske Mænd! hvorefter staa I og see til Himmelen! denne 👤Jesus, som er ►optagen fra eder til Himmelen, skal komme igjen, ligesom I have seet Ham fare til Himmelen. Da vendte de om til 📌Jerusalem, og bleve der. Men paa den tiende Dag derefter, da de vare alle samdrægtelig ►tilhobe, da ►skedte ►hastelig en Lyd fra Himmelen, som af et stærkt ►drivende Veir, og opfyldte Huset, og der saaes adskilte Tunger, ligesom af Ild, og Han satte sig paa enhver af dem, og de bleve alle fyldte af den Hellig Aand, og begyndte at tale med fremmede Tungemaal, ligesom Aanden indgav dem at tale. Men der vare Jøder, 89boende i 📌Jerusalem, og gudfrygtige Mænd af ►allehaande Folk, som ere under Himmelen, ►der dette Bulder skedte, kom Mængden tilsammen, og blev forvirret, og de forfærdedes alle, og forundrede sig, og sagde til hverandre: ere ikke alle disse Mænd, som tale, ►af 📌Galilæa, og hvorledes høre vi dem da tale paa vort Maal, som vi ere fødte udi, vi høre dem tale Guds store Ting med vore Tungemaal. Da ►opstod en af Apostlene, 👤Simon, som havde været en Fisker, men 👤Jesus havde sagt til ham: følg mig! herefter skal du fange Mennesker, og Han sagde igjen til ham: 👤Simon! du skal hede Petrus, ►det er en Klippe, thi paa denne Klippe vil jeg bygge min Kirke, og Helvedes Porte skal ikke faae Overhaand over den. Nu begyndte da Herrens Ord at opfyldes, thi 👤Simon Peder opløftede sin Røst, og talede til Folket med mange Ord om Propheternes Spaadom, og om 👤Jesus Christus den Korsfæstede, men igjen Opstandne, og sagde: ►omvender eder, og hver af eder ►lade sig døbe i 👤Jesu Christi Navn til Syndernes Forladelse, og I skal faae den Hellig Aands Gave; ►lader eder frelse udaf denne vanartige Slægt! Og mange annammede gjerne hans Ord, og bleve døbte, og der lagdes til Menigheden paa den samme Dag henved tre tusinde ►Sjæle. ►Math. 4. ►16. ►Ap. G. 1-2.

✂ Fra den Dag skedte mange ►underlige Gjerninger ved Apostlenes Hænder, men de vantro Jøder med deres ►Øverster fnysede, og 90kastede nogle af Apostlene i Fængsel, og Herren udfriede dem, og ►Ordet voxte og fik Magt, men det vidste de vel, at de paa det Sidste skulde lade Livet for 👤Jesu Navns Bekjendelses Skyld, og snarlig kom den Dag, da de saae deres ►Udgang, som i et Speil paa den hellige 👤Stephan. 👤Stephanus var ikke af Apostlene, men han var alligevel en Mand fuld af Tro og den Hellig Aand, og gjorde ►underlige Gjerninger og store Tegn iblandt Folket, og ►der de Skriftkloge tvistede med ham, da overbeviste han dem klarlig ⓘ efter ►Skrifterneefter Skrifterne] GV, efterSkrifterne A, at 👤Jesus var den forjættede 👤Christus, og de kunde ikke staa den Visdom og den Aand imod, af hvilken han talede, og hans Ansigt var for dem at see som en Engels Ansigt, da bleve de ►galne, og skare Tænder, og ►stødte ham ud, og stenede ham; men han bad og sagde: Herre 👤Jesus! annam min Aand! og han faldt paa sine Knæ, og raabte med høi Røst: Herre! tilregn dem ikke denne Synd! og som han dette havde sagt, ►sov han hen. ►Ap. G. 6-7.

✂ Der var i de samme Dage en ung Mand, en Pharisæer i 📌Jerusalem, ved Navn 👤Saulus, og han havde stor Behagelighed i 👤Stephans Mord, og ikke det ►alleneste, men han gik omkring i Husene, og drog dem frem baade Mænd og Kvinder, som bekjendte 👤Jesu Navn, ►til at kastes i Fængsel. Og han gik til den ypperste Præst, og begiærede Breve af ham til den By, som heder 📌Damaskus, for at, 91dersom han fandt Nogen af 👤Jesu Tro, han da kunde føre dem bundne til 📌Jerusalem. Men i det han reiste, og kom nær til 📌Damaskus, da skedte det, at et Lys af Himmelen, stærkere end Solen, omskinnede ham, og han faldt til Jorden, og hørde en Røst, som talede til ham, og sagde: 👤Saul, 👤Saul! hvi forfølger du Mig? det er dig haardt at stampe imod Braadden; da sagde 👤Saulus: Herre! hvem er Du? men Han svarede: Jeg er 👤Jesus, som du forfølger, men staae op, thi derfor er Jeg seet af dig, ►at Jeg vil beskikke dig til en Tjener og til Vidne baade om de Ting, som du haver seet, og om de Ting, i hvilke Jeg skal sees af dig, Jeg, som udfrier dig fra Folket og Hedningene, til hvilke Jeg nu udsender dig, ►at ►oplade deres Øine, saa de lade sig omvende fra Mørket til Lyset, og fra Satans Magt til Gud, ►at de skulle annamme Syndernes Forladelse, og Lod blandt de Helligede ved Troen paa Mig. ► Ap. G. 9 og ►26.

✂ Fra den Time var 👤Saulus en tro 👤Jesu Christi Tjener og Apostel, og han agtede ingen Ting, end ikke sit Liv for godt, ►paa det han kunde opfylde sin Tjeneste; han drog omkring i mange Aar baade i 📌Asialand og i 📌Europa, og forkyndte Guds Ord, og Herren var med ham, og stadfæstede Ordet med Tegn og ►underlige Gjerninger, som skedte ved hans Hænder. Paa det Sidste, ►der han havde ►fuldkommet sit ►Løb under megen Trængsel, 92men ►og med stor og overvættes Glæde i den Hellig Aand, da kom hans Time, og han blev halshugget i 📌Rom for 👤Jesu Navns Bekjendelses Skyld, og gik ind i den evige Hvile, som Gud har beredt sit Folk.

✂ Ligesom det gik med 👤Saulus, han, som ellers mest kaldes 👤Paulus, saaledes gik det ogsaa med de andre Herrens Apostle, at de vare ►stadige i Lærdommen, forfulgtes af Verden, og vare glade i Trængsler, ja de taalte vel alle en ►pinlig Død ►paa det Sidste, alligevel er dette ikke vitterligt ►uden om 👤Peder, som ogsaa i 📌Rom blev korsfæstet, og 👤Jakob, som blev halshugget i 📌Jerusalem.

✂ Fra først af var det kun Jøderne, som fore saa grumt afsted med de Christne, men siden vare der Mænd imellem de hedenske Keisere i 📌Rom, som forordnede, at alle de Christne, som ikke vilde giøre Røgelse for de stygge Afguder, og fornægte deres Frelser, skulde tages af Dage, og den første af disse ugudelige Keisere heed 👤Nero, han var som en Djævel i ►Menneskelignelse.

✂ Vist var det venteligt, at Christendom maatte ødelægges og forgaae, aldenstund de Christne ►saa forfulgtes med Ild og Sværd, men der staaer skrevet: Jordens Konger ►ginge paa Raad, og de Store forsamlede sig imod Herren og imod Hans 👤Christus, og maatte dog giøre det, som var ►beskikket i Guds ►Raad, at skulle skee; det var ⓘ omsonstomsonst] B, omsomst A, at Hedninger myrdede Christne i Tusindetal, thi Herren var selv med sine pinte Vidner, som 93kaldes Martyrer, saa de døde med Frimodighed og stor Glæde, og de Skrøbelige bleve stærke ved at see derpaa, og mange, som før vare vantro, saae Guds ►Størkes Haand, og vendte om ►at give Himlens Gud Ære. Saa skedte der da ►og i de samme Dage en ►underlig Ting, hvoraf det var ►øiensynlig at forstaae, at Propheterne og 👤Jesus havde talt den sande og almægtige Guds Ord. ►Der 👤Moses den Guds Mand var kommet til sine Dages Ende, og talede Herrens Ord til ►Israels Børn om de Velsignelser, som Han vilde velsigne dem med, dersom de vilde tjene Ham trolig, og holde Hans Bud, og om de Forbandelser, som skulde komme over dem, naar de ei vilde tjene Herren deres Gud i Hjertens Glæde og Fromhed, da spaaede 👤Mose i sin Tale, og sagde til Folket: Herren skal ►opføre et Folk over dig langt fra, fra Jordens Ende, saasom Ørnen flyver, et Folk, hvis Tungemaal du ikke forstaaer, et ublu Folk, som ei skal see paa den Gamles Alder, og ei være den Unge naadig, og det skal ængste dig indenfor alle dine Porte, indtil dine høie og befæstede Mure, paa hvilke du stoler, ►nedfalde i alt dit Land; ja det skal ængste dig indenfor alle dine Porte i dit ganske Land, som Herren din Gud haver givet dig. Og du skal æde dit Livs Frugt, Kiødet af dine Sønner og dine Døttre, som Herren din Gud haver givet dig, det skal skee i den Beleiring og ►Trang, hvormed dine Fiender skal trænge dig. 94Og I skal blive ►tilovers som ►faa Folk, ►idensted at I vare som Stjerner paa Himmelen i Mangfoldighed, fordi du ikke gav Agt paa Herrens din Guds Røst, og Herren skal adsprede dig iblandt alle Folk fra Jordens Ende til Jordens Ende, og du skal ingen Rolighed have iblandt de samme Folk, og Herren skal give dig der et bævende Hjerte, og du skal ►bære dit Liv i din Haand, og frygte Nat og Dag. Saaledes talede 👤Mose, og ►sov hen, og de Propheter, som opstode efter ham, de talede ogsaa mange Gange og paa mange Maader om det Samme, og det skedte, at Folket blev bortført i Udlændighed, til Trældom i 📌Assyrien og i 📌Babels Land, og efter halvfjerdesindstyve Aar kom den ringe Flok tilbage, alt efter Propheternes Ord, men alligevel var det ikke ►Alt ►fuldkommet, hvad Herren havde talet, og det gav 👤Daniel tilkjende, ►der han ►opstod i Udlændigheden, og sagde, at Folket skulde komme tilbage, og bygge ►Staden i trange Tider, men naar ►Christus den Fyrste var taget af Dage, da skulde en Fyrstes Folk komme ►til at fordærve Staden og Helligdommen. Men ►der 👤Jesus Christus, den Fyrste var kommet, da var det engang at Hans Disciple gik til Ham, og ►viste paa Templen, og sagde: Mester! see hvilke Stene og hvilke Bygninger, men 👤Jesus svarede og sagde til dem: see I ikke alt Dette, sandelig siger jeg eder, der skal ikke blive Steen paa Steen, som ►jo skal nedbrydes; naar I da see Ødelæggelsens Vederstygge95lighed, om hvilken er sagt af Propheten 👤Daniel, da flye ►paa Bjergene hvo som er i 📌Jødeland, thi disse ere Hevns Dage, ►at alle de skrevne Ting skal ►fuldkommes, men vee de Frugtsommelige og dem, som give Die, thi der skal være stor Nød paa Jorden, og en Vrede over dette Folk, og de skal falde ved skarpe Sværd, eller føres fangne til alle Hedningene, og 📌Jerusalem skal nedtrædes af Hedningene, indtil Hedningenes Tider ►fuldkommes, hvor Aadselet er, derhen skal Ørnene forsamles. ►Ps. 2.► Ap. G. 4. ►5. Moseb. 28. ►Dan. 9. ►Matth. 24. ►Luc. 21.

✂ Saadanne Ord vare talte i Herrens Navn over Jødernes Folk og 📌Jerusalems Stad, og see! ►fyrgetive Aar vare ikke ►udløbne siden 👤Jesu Død, da gjorde Jøderne Oprør imod de Romere, og de udsendte en Krigshær med det Ørnebillede til Fane og Banner, som var deres ►Mærke i Striden fra fordum Tid, og de beleirede 📌Jerusalem i mange Dage, saa der var ikke Brød, og de aade Menneskekiød, døde Liig, og Mødre slagtede deres Børn til at æde, alt som 👤Mose havde talet. Paa det Sidste ►finge Romerne Overhaand, og de kom i Staden, og ►sloge Unge og Gamle med skarpe Sværd; men han, som raadte for de Romeres Krigshær, det var 👤Titus, Keiserens Søn udi 📌Rom, han saae den prægtige Tempel, og forordnede strængelig, at Ingen skulde giøre den Skade, og dog maatte det ►føie sig, at et Blus blev kastet i Templen, og den opbrændtes, thi Herren 96havde talet det, og sagt: Himmel og Jord skal forgaae, men mine Ord skal ingenlunde forgaae. Og ►der de Romere vare trætte af Mord, da toge de til Fange, og solgte de Fangne i Tusindetal med Kvinder og Børn i Trældom til fremmede Lande, og der fattedes Kiøbmænd, og Folket adspredtes fra Hav og til Hav, og mere end sytten Gange hundrede Aar ere siden forløbne, og Jøderne vanke endnu ustadig omkring med det bævende Hjerte.

✂ Saa voxte da Guds Ord, og fik Magt, og blev vitterligt for ►mangehaande Folk i de tre ►Verdens Parter, i alle de Lande, hvor Romerne raadte, og ►der trehundrede Aar efter Frelserens Fødsel vare ►udløbne, da lod Keiseren i 📌Rom, han heed 👤Constantinus, sig døbe til Christen.

✂ I de Dage var 📌Tydskland og 📌Norden, ►det er 📌Dannemark, 📌Norge og 📌Sverrig ved en ►Ørk at ligne, thi kun lidet dyrkedes Jorden, og Folkene vare vilde af Sind, vilde Dyrs Kiød var deres kiæreste Spise, og Krig deres kiæreste Haandtering. De mægtige Romere, som havde det Sind, at de vilde raade allene i Verden, og have alle Folk til Trælle og Tjenere, de droge ogsaa ind i 📌Tydsklands Skove med store Krigshære, men hvad de vandt havde lidt at betyde, og det blev Enden, at Romernes Been laae tykt paa Marken, og de, som blev i Live, maatte flygte med Skamme. Men det var endda ikke nok, thi da Romerne bleve skrøbelige af Fraadserie og 97Drukkenskab, af Horerie og Løsagtighed, bleve de giæstede hjemme af tydske Flokke, som toge fra dem et Landskab efter det andet. Alle disse Folk, baade Tydske og Danske, vare Hedninger paa den Tid, og gik i deres Blindhed ►at tjene de dumme Afguder; men ►alt som de kom i det romerske Rige, ►der hørte de Talen om 👤Jesus, og lode sig døbe i Hans Navn. Saaledes var der et tydsk Folk, som heed Franker, de toge det Land, som efter dem heder 📌Frankrig. Saaledes seilede Jyder og Slesviger og Sachser fra 📌Tydskland, og kom til det Land, som nu heder 📌Engelland efter dem, fordi de mest kaldte sig Angler. Disse to Folk ere ►mærkelige i mange Maader, og ved dem sendte Gud den christne Tro til 📌Norden.

✂ Der var et Folk i 📌Arabialand, som var i Slægt med Jøderne, og stammede fra 👤Ismael, 👤Abrahams og hans Tjenestekvindes Søn, og deres Tungemaal var Jødernes ligt, og de havde tjent 👤Abrahams Gud, men de havde fordærvet deres Vei, og forladt den sande Gud, og vare Røvere i Sind og Færd. Det var 600 Aar efter Frelserens Fødsel, da ►opstod der en Mand iblandt dem, ved Navn 👤Mahomed, og han var en Mand med ►store Sindets Gaver, og ►en flydende Tunge, og han havde hørt tale om 👤Moses og 👤Jesus, og forstod det grandt, at hans Brødre vare i Vildfarelse, men hans Hjerte var ikke ret for 98Herren, og han elskede de Ting, som Faderen ikke haver plantet, de Ting, som ere af Verden: Kiøds Lyst og Hoffærdighed, derfor blandede han Løgn med Sandhed, og gav sig ud for en Guds Prophet, for mere end 👤Moses og 👤Jesus, og Folkene troede ham, og han blev en mægtig Mand, som en Konge iblandt dem, og hans Rige var af denne Verden. I de samme Dage var Synd og Overtro blevet mangfoldig hos de Christne i 📌Asialand og i 📌Morland, og Gud gav dem i deres Fienders Haand, i Arabernes, som ►ginge dristig frem i deres Hovmodighed, og Folkene bleve dem underdanige, og de raadte i 📌Jerusalem og i 📌Ægypten og langs med det ►nørre Hav i 📌Morland. Tvertover for 📌Morland i 📌Europa, der ligger 📌Spanien, og ►Vandet løber smalt derimellem, og i 📌Spanien boede Folk, som kaldtes Gother, som vare i gamle Dage uddragne fra 📌Norden og 📌Tydskland, og havde ladet sig døbe til Christne, men vare paa den Tid ugudelige, og Herren gav dem et bævende Hjerte, og gav deres Land i Arabernes Haand, som der kaldtes Morer, fordi de kom over fra 📌Morland; det skedte 700 Aar efter Frelserens Fødsel. Østen og Nordost for 📌Spanien, der ligger 📌Frankrig, og Morerne droge derind med en stor Mangfoldighed, ►at de vilde indtage Landet, og nu saae det ud til, at Christendom skulde forgaae, thi baade 📌Tydskland og 📌Norden var hedensk ►endda, og Frankerne vare ►ueens med sig selv, og kun stærke i Synd. Men Herren i Him99len ►miskundede sig, og ►opreiste en Mand blandt de Franker, modig og klog, han heed 👤Carl Martel, og ►skiftede Seier, saa Morerne faldt i Tusindetal, og deres Time var omme, og 📌Spanien selv blev udvristet Aar for Aar af deres Haand ved en Christenflok, ringe af Tal, som, da de indtoge Landet, flygtede ind blandt de høie Bjerge, som der ere, og kom saa frem, da Herren havde ►lært deres Hænder til Krigen. Men Herrens Miskundhed var end meer ►overflødig, thi i de samme Dage omvendtes mange tusinde Tydske til Christne, og snart ►blev Guds Ord at høre iblandt vore Fædre. Det var noget meer end 500 Aar efter Frelserens Fødsel, at en velbaaren Mand i 📌Italien, ved Navn 👤Benedictus, ►opstod som en flittig 👤Jesu Christi Tjener, og arbeidede ►saa, at hans Navn skal æres iblandt Christne, saalænge Verden staaer. Det er vitterligt, at foruden ►det Gamle Testamente, som 👤Moses og Propheterne skrev efter Herrens Ord, hører ►end til ►Bibelen ►det Ny Testamente, som er først to glædelige Fortællinger eller Evangelier om 👤Jesu Levnet og Død af de hellige Apostle 👤Matthæus og 👤Johannes, dernæst 13 Breve af den hellige 👤Povel, 2 af den hellige 👤Peder, 3 af den hellige 👤Johannes, og en ►Aabenbaring om Guds Kirkes Hændelser ►ved den Samme, og endelig to Evangelier af de christelige Mænd 👤Marcus og 👤Lucas, ►Apostlernes Gjerninger af den Samme, et ►Brev til Ebræerne, et af en ►Jacob, og et af en ►Judas. Prophe100ternes og Apostlenes Skrifter ere den faste og eneste rette Troes Grund for de Christne, men paa den Tid forstod Man ei at trykke Bøger, de maatte da skrives med meget Arbeide og stor Flid, og det begyndte at forsømmes. Det saae 👤Benedictus, han saae ogsaa, at mange Bisper og Præster vare forsømmelige i deres Embede, og ►uordentlige i deres Levnet. Vel var der Mænd, som kaldtes Munke, og boede for sig selv i Huse, der heed Klostre, ►det er Indlukker, og sagde, at de havde ►slaaet sig fra Verden, for at tjene Gud i Stilhed, men deres Levnet var ikke heller opbyggeligt, og de vare slemme ►Dagtyve, som levede i Dovenskab. Derfor ►opskrev 👤Benedictus, hvordan rette Munke skulde være, og han var selv en saadan, og overtalte mange til at lyde hans Ord i ny Klostre, de skulde leve stille og gudelig, arbeide flittig med deres egne Hænder, være ►stadige i Bøn til Gud, læse i ►den hellige Skrift, og skrive den af til Andres ►Tjeneste og Oplysning i Gudfrygtighed. Imellem disse Munke vare der endeel, som reiste ud i fremmede Lande, for at lære Hedninger Christendom, og satte mange Gange Livet til ligesom de første Apostle. Saadanne Munke kom til 📌Engelland, og omvendte de hedenske Angler, og der bygtes da ogsaa Klostere, hvorfra der igjen reiste Munke videre frem, og det var engelske Munke, som 200 Aar efter 👤Benedikts Tid omvendte de Folk, der boede ►sønder og vester paa i 📌Tydskland, men den navnkundigste 101iblandt dem heed 👤Vinfred, og kaldes ellers Bonifacius, ►det er en Velgjører, og vist gjorde han en stor Velgjerning imod de blinde Hedninger, som han oplyste, og han blev myrdet af dem tilsidst. Kort derefter blev en Mand Konge i 📌Frankerig, som var en Sønnesøn af 👤Karl Martel, og heed ogsaa Karl, og blev kaldt Keiser 👤Karl den Store, han indtog noget af 📌Spanien, og hartad hele 📌Italien og 📌Tydskland, men nordpaa i 📌Tydskland op til 📌Holsteen boede et hedensk Folk, som heed Sachserne, og de stode hardt imod, saa 👤Karl maatte ►krige med dem i 30 Aar, førend de vilde blive rolige, og lade Christendommen have Rum og Fred iblandt sig. Der bygtes nu ogsaa Klostere, det var 800 Aar efter 👤Christi Fødsel, og inden tyve Aar vare omme, bleve de saxiske Munke de flittigste til at udbrede Christendommen. En af dem heed 👤Ansgarius, og vi skulle alle takke Gud, naar vi nævne hans Navn, thi han tog sig paa at reise herind i 📌Dannemark og til 📌Sverrig med, for at forkynde Guds Ord, og taalte megen Spot og Nød, for at omvende vore gamle hedenske Forfædre. Gud velsignede ogsaa hans ►fyrgetive Aars Arbeide saaledes, at Mange annammede Troen, og den første Kirke bygdes i 📌Hædeby, som nu kaldes 📌Slesvig, den anden i 📌Ribe, og i 📌Jylland fik Hedenskabet aldrig mere fuldelig Magten, alligevel varede det længe, førend 👤Christi Tro fik Herredømmet der, og ►end længere før den fik ret Fodfæste i 📌Fyen, 📌Sjælland, og paa de andre Øer, ja ►det 102lod► engang, ►som den reent ►skulde været udryddet. Det var dengang da Kong 👤Gorm den Gamle, en blodtørstig Hedning, raadte i 📌Dannemark, thi han lod Kirkerne ►bryde og brænde, og de Christne pine og ynkelig myrde, men Herren forglemte dog ikke sit Folk, han lindrede deres Jammer ved 👤Thyra, som var den onde Konges Dronning, hun var en giæv og gudfrygtig Kvinde, som hjalp og frelste, og ►forfremmede den christne Tro af al Magt, og kaldes derfor Danebod, ►det er de Danskes Trøst. Hun havde en Søn, ved Navn 👤Harald Blaatand, og ►enddog ►det lod, ►som han havde glemt sin Moders fromme Taler, og vilde ►vandre paa sin Faders onde Veie, saa skedte det dog i hans Dage, at christen Tro fik Overhaand i disse Lande, han selv, hans Søn, og mange Tusende med dem bleve døbte i 📌Sønderjylland, i det Landskab 📌Angeln, i det Vandløb, som kaldes 📌Helligbæk den Dag i Dag, og han var den første danske Konge, som blev begravet i en Kirke, ►det er der, hvor den store Domkirke nu staaer i 📌Roeskilde, hvor de mange Konger ere ►jordede siden. Det var 950 Aar efter 👤Christi Fødsel, at 👤Harald døbtes, og fra den Time havde Christendommen hartad stadig Fred ►herinde, men der var stor Vankundighed om dens rette Lærdom, thi Folket havde ikke ►Bibelen, kunde heller ikke læse, og de, som skulde undervise dem, baade Præster og Bisper, vare mangengang selv kun slet oplærte, og førte megen løs og overtroisk Tale. 103Først 50 Aar derefter, da 👤Haralds Sønnesøn, 👤Knud den Store, indtog 📌Engelland, og førte derfra Præster og lærde Mænd, gik det bedre, og 📌Dannemark var i de følgende 200 Aar bedre oplyst i Christendom, end de fleste andre Lande; men fra den Tid, ►der 1200 Aar vare ►udløbne siden Frelserens Fødsel, da blev det mørkt i alle Lande, Synd og Ugudelighed voxte hver Dag, Guds Ord blev foragtet og forsømt, og da Folkene ikke vilde tro Sandheden, lod Gud dem tro Løgnen, og de urimeligste Eventyr og Fabler var i Kirkerne at høre. ►Bibelen maatte, som før er meldt, skrives med meget Arbeide, men ►enddog Munkene bleve hver Dag flere, bleve dog Afskrifterne færre, thi saa fordærvede vare Menneskene blevne, at selv de fleste, som skulde lære Andre, tænkte mere paa at leve magelig og sanke Rigdom, end paa at oplyse Folket og vinde Sjæle til Guds Rige. Da var stor Nød paa Færde, thi naar der ogsaa var en Mand, som vilde ►lære Guds Vei i Sandhed, da blev han hadet og forfulgt af de onde og gjerrige Munke og Bisper, og deres Ypperstepræst, Bispen i 📌Rom, som kaldte sig selv Pave og 👤Christi Statholder paa Jorden. Saaledes gik det med en fiin gudsfrygtig Præstemand i 📌Bøhmerland, østen for 📌Tydskland. Han prækede frit imod Paven og alle de arrige Skalke, hvis Bug var deres Gud, som vare 👤Christi Korses Fiender, og tragtede kun efter jordiske Ting, han læste selv flittig i ►den Hellige Skrift, og formanede Alle til 104at giøre det samme; men saa, det var 1400 Aar efter 👤Christi Fødsel, blev der holdt en stor Forsamling af Bisper og Præster og Munke i den By 📌Costnits, som ligger i 📌Tydskland i Sydvest, og der skulde 👤Johan Hus, ►saa heed den fromme Mand, forsvare sin Lærdom. Han kom ogsaa, og det var ham lovet med Keiserens Brev, at han skulde komme og ►fare med Fred, men ►der de ►fik ham i Hænder, dømte de ham til Døden, og kastede ham paa Baalet ►at brændes, som en Gudsbespotter. Det er sagt, at da han blev ført til Baalet, tog han ►saa til Orde: I stege i Dag en Gaas, thi Hus betyder paa bøhmisk en Gaas; men om hundrede Aar skal komme en Svane, den skal I lade ustegt, men det er ►vist, at lige hundrede Aar efter hans Død ►opreiste Gud en Mand, som ved Hans Hjelp igjen førte Christendom paa Fode, og hvis Mage ei har været ►tilsyne siden de hellige Apostles Dage. Den Mand heed 👤Morten Luther, og var født i 📌Saxen af fattige Bønderfolk, men blev siden holdt til Bogen, og gav sig i Kloster, og vilde ►slaae sig reent fra Verden, af stor Bekymring for sin Sjæls Salighed. Men den Gud, som havde udvalgt ham fra hans Moders Liv, til at være Sit Vidne for Store og Smaa, for Folk og Tungemaal, Han gav ham ret Forstand paa Sin Sandhed, og paa det rette gudelige Levnet, og førte ham i Strid med Paven og alle hans Tjenere. Dermed gik det saaledes til, at imellem alle de Løgne, som Man havde 105indbildt Folket, var ingen saa gruelig og skammelig, som den, at Paven kunde forlade Folk deres Synder, uden at de omvendte sig, og troede i Hjertet paa 👤Jesum Christum, ja saa uforskammet var den Pave, som den Gang raadte, at han sendte Munke omkring i Landene, som solgte Syndsforladelse, eller, som det heed, Aflad, for rede Penge. Da nu en saadan Munk kom til den Stad 📌Vittenberg, hvor 👤Luther var Præst og Professor, da blev han ►nidkiær i Aanden, og sagde det høit med Tunge og Bog, at saadan Lærdom var en Djævleløgn, og at det stod udtrykkelig i ►Bibelen, at Ingen kunde faae Syndernes Forladelse, uden han omvendte sig, og troede paa 👤Jesum Christum, som er død for vore Synder, og opreist til vor Retfærdighed. Alle fromme Sjæle og angergivne Syndere bleve glade ved den Tale, og ►fornam i deres Hjerte, at det var ►saa i Sandhed, som 👤Luther sagde; men Paven og alle hans Stalbrødre bleve fulde af ►Galenskab, lokkede og truede, dog var det ►Alt omsonst, og jo mere 👤Luther grundede paa ►den Hellige Skrift, des mere fandt han i Pavens Lærdom, som streed derimod, og det var, foruden den Løgn om Aflad, mest Det, at Paven ei kunde tage feil, at Præster ei maatte gifte sig, at man skulde bede til 👤Jomfru Marie og andre Afdøde, som kaldtes Helgene, ja ►giøre Høitid af deres Billeder og ►Been. 👤Luther blev stævnet til at møde i en stor Forsamling af geistlige og verdslige Herrer i den Stad 📌Vorms, ►vester i 📌Tydskland, 106og der vare Mange, som raadte ham fra at drage derhen, og spaaede ham et Endeligt, som 👤Johan Hus, men han var uforfærdet, han sang af Hjertet: ►Vor Gud Han er saa fast en Borg! og sagde: om der ►og vare saamange Djævle i 📌Vorms, som der ere Tagstene, saa vil jeg derhen. Han kom, og han talte saa fyndig, frimodig og forstandig, at hans Venner fik stor Glæde og Dristighed, Mange overtaldes af Sandhedens Kraft, hans Fiender maatte grue for ham, og selv Keiser 👤Karl den Femte, som dengang raadte i 📌Tydskland, maatte forundre sig; alligevel blev han gjort til en fredløs Mand, og, for at frie ham, lod hans Herre og Ven, Kurfyrst 👤Frederik af Saxen, ham paa Skrømt tage til Fange, og sætte paa et Slot, som heed 📌Vartborg. Her tog han for Alvor fat paa et Arbeide, som han længe havde ►betænkt, nemlig at ►udlægge ►Bibelen paa tydsk Maal, for at menig Mand kunde selv see, om han talde af sig selv, eller talde Guds Ord. Det Arbeide lykkedes ham med Guds Bistand saa godt, at ►enddog der altid er paa Saadant Noget at rette og forbedre, saa var det dog Guds Ord i sin rette Mening, og det saa mesterlig ►læmpet til ►Eftertryk og ►Tone, at det endnu er Lyst at læse; der har været mange lærde Mænd siden, som hist og her kunde sætte et rettere Ord, men der har Ingen været imellem dem alle, der kunde tale ►saa, i de hellige Mænds ►Tone, som han. Det var som et Tordenslag for alle Sandhedens og 👤Luthers 107Fiender, thi det er vitterligt, at ►Bibelen fra først af er skrevet paa gamle Tungemaal, det ►Gamle Testamente paa Jødernes, som er det Ebraiske, og ►det Ny paa Grækernes, som ►og kaldes det Græske, siden var ►Skriften ►udlagt paa det romerske Tungemaal, som er Latin, men i de Lande, hvor der i gamle Dage taldes Latin, i 📌Italien, 📌Spanien og 📌Frankerig, var Maalet blevet ►forvendt, og i de andre Lande, som 📌Engelland, 📌Tydskland og 📌Norden, forstod menig Mand ei et Ord deraf, og kunde da ei vide ►saa lige, om ikke dog det, deres ►Lærere sagde, kanskee stod i ►Bibelen. Vel havde i samme Lande en og anden gudfrygtig Mand ►udlagt Stykker af ►Bibelen paa Modersmaalet, men de laae som begravede i Klosterne, og da Paverne begyndte at lyve med Forsæt, forbød de Lægfolk at læse i ►Bibelen. Nu kom derimod den tydske ►Bibel, og det var Guds Forsyn, at Folk i 📌Tydskland nogen Tid før havde lært at trykke Bøger, saa der kunde blive mange af et Slags i en Hast, og de kunde sælges ►for godt Kiøb. Nu var det ude med Pavens Magt overalt, hvor Folk bekymredes ret alvorlig for deres Sjæls Salighed, og det var ikke allene i 📌Tydskland, Man tog ►Bibelen frem, her i 📌Norden gjorde Man ligesaa, og læste den i samme Mening, som 👤Luther; i det Land 📌Schweitz ►opstod en Mand paa samme Tid som 👤Luther, ved Navn 👤Ulrich Zvingel, og var enig med 👤Luther i mange Dele, men vilde dog ei lade Guds Ord raade allene, og vilde være klog over det, som skrevet 108staaer; hans Mening fulgte hans Landsmænd og Hollænderne, som boe nordost for 📌Tydskland; og Engellænderne, og de Franskmænd, der satte sig imod Paven, fulgte for det meste den samme. ►Der 👤Luther med sin Ven 👤Philip Melankton, og andre Hjelpere, som Gud gav ham, havde ►fuldkommet sin Gjerning, ►sov han hen, men ligesom denne rette Helgens Sjæl er evindelig salig i Himlen, saa skal ogsaa hans Ihukommelse være til Velsignelse hos de Christne, mens Verden staaer, til Guds Lov og Pris, og til ►Bestørkelse i Tro og Frimodighed, ja i sine Bøger taler han ogsaa endnu, ►enddog han er død, og imellem dem alle er hans ►lille Catechismus først at nævne, thi kun Gud kan tælle de salige Sjæle, som ved den ere førte fra Mørket til Lyset, fra Satans Magt til Gud, førte til ►Naadestolen, som Gud ►opreiste i vor Herres 👤Jesu Christi Blod, og førte til det Hus, som er bygt uden Hænder, evigt i Himlene. Dog er ►vist ei heller at forglemme de liflige, trøstelige Psalmer, som han digtede i hellig Henrykkelse, som indtil for nogle Aar siden ere i deres rette Mening sjungne i vore Kirker, og have der, som i Huse og paa Sottesenge, opbygget, trøstet og glædet saamange Guds Børn, saasom disse Psalmer: ►Fra Himmelen høit komme vi nu her, ►Nu bede vi den Hellig Aand, ►Naar vi i største Nøden staae, ►Vor Gud Han er saa fast en Borg.

✂ I den Time, da 👤Morten Luther begyndte at præke imod Paven, det var Aar 1517 109efter 👤Christi Fødsel, regjerede i 📌Dannemark 👤Kong Christian den Anden fra 📌Oldenborg, og han havde ogsaa Magt over 📌Norge og 📌Sverrig, men han var en haardhjertet Mand, og hans Hoved var fuldt af verdslige ►Sorger, dog fandt Sandheden allerede i hans Dage nogen ►Indgang i Landet. ►Der han var fordrevet ►for sin haarde Regjering, blev hans Farbroder, 👤Frederik den Første, Konge; i hans Tid fik Sandheden mere Magt, og 📌Viborg i 📌Jylland var den første Stad i 📌Dannemark, hvor Guds Ord blev forkyndt efter ►den Hellige Skrift. Alligevel var det først under 👤Frederiks Søn, den gudfrygtige Kong 👤Kristian den Tredie, at Guds Ord fik Overhaand i Landet, og de Mænd, som hjalp mest dertil, vare, foruden Kongen selv, hans Raadsherre, den høiadelige Herr 👤Johan Friis, og de ►vellærde Præstemænd 👤Hans Tavsen, 👤Fransiskus Vormordus, 👤Niels Hemming og 👤Peder Plade eller Palladius, som blev den første lutherske Biskop i 📌Sjælland.

✂ Nu ere Trehundrede Aar, ►mindre end 23, ►udløbne siden den Dag, da Lærd og Læg med een Mund stadfæstede paa en Rigsdag i 📌Kiøbenhavn, at Guds Ord skulde læres ►reent og puurt efter ►den Hellige Skrift og 👤Morten Luthers ►Catechismus; otte Konger, Søn efter Fader, have i den Tid siddet paa Kong 👤Kristian den Tredies ►Stol, den Niende sidder der nu, og Gud har velsignet dem Alle, saa de i gode og onde Dage have beholdt 📌Dannemarks og 📌Norges ►Spir med deres Undersaatters Troskab og Kiærlighed, ja paa den Sidste 110nær, ere alle de Afdøde ►hensovne i Fred, og hvile deres Been hos hverandre i 📌Roskilde Kirke. Det er da at vente, at de ogsaa have givet Himlens Gud Ære, og elsket Hans Ord, og det maa vi bekjende, at der er intet Land, enten fjern eller nær, hvor en saadan Række af Konger har elsket Retfærdighed og Guds hellige Ord, og ⓘ derder] GV, det A holdt Haand over den sunde og salige Lærdom, langt anderledes og længere, end noget Kongehuus i de sidste Dage. Det kan alligevel ingen Konge forhindre, at naar Løgn bliver mangfoldig og mægtig, den da ►og trænger og sniger sig ind i hans Lande, han kan endnu mindre afholde sit Folk fra at tro den, thi hvad et Menneske ønsker, det vil han tro, og naar Ugudelighed bliver megen, naar Menneskens Børn have deres største Lyst af at tjene Verden og de Ting, som ere ikke af Gud, men af Verden, da ønske de ogsaa, at der var ingen Gud, eller Dom eller Evighed, ei Himmerig eller Helvede til, og den, som vil indbilde dem det, ham ere de fordømte til at tro, thi Herren haver sagt, at de, som ei elske Sandheds Kundskab, de skal hengives til at tro Løgnen. Det er da gaaet her, som i alle de Lande, hvor der før var Christendom, at Mange foragte og bespotte Guds Ord, og de Fleste forsømme det, og agte det ringe, og sjelden læres det ►reent og puurt, og ligesaa sjelden lader Nogen det, som det sømmer sig Guds Børn, udtrykkelig tilsyne i deres Levnet, i en stille, retfærdig, tugtig og gudelig Vandel, men mange af dem, som endnu bekjende Gud og den Herre 👤Jesum Christum, ►nægte Ham i 111deres Hjerte og i deres Gjerninger, ►vandre som Hans Korses Fjender, og tragte efter de jordiske Ting, saa at Sandhedens Vei og 👤Jesu velsignede Navn ►for deres Skyld bespottes af de Vantro.