↩ Og 👤Jesus havde en Ven ved Navn 👤Lazarus, og det ►begav sig, at 👤Lazarus døde, og 👤Jesus var ikke tilstæde, og 👤Lazarus blev begravet, og laae fire Dage i Graven, og han stinkede. Da kom 👤Jesus til 📌Bethanien, til den By, hvor 👤Lazarus havde boet, til hans Søstre, 👤Marie og 👤Martha, og de græd meget, og sagde til 👤Jesus: havde du været her, da var vor Broder ikke død; men 👤Jesus svarede og sagde til 👤Martha: jeg er Opstandelsen og Livet; hvo, som troer paa mig, skal leve, ►alligevel han døer, og dersom du kan tro, da skal du see Guds Herlighed. Men den Grav var en Hule, og en Steen laa derover, og 👤Jesus sagde: ►tager Stenen bort, og Han opløftede sine Øine ►høit, og sagde: Fader! jeg takker Dig, at Du haver hørt mig, men jeg vidste, at Du hører mig altid, men for Folkets Skyld, som staa omkring, sagde jeg det, ►at de skulle tro, at Du har udsendt mig; og 78►der Han havde sagt Dette, raabte Han med høi Røst: 👤Lazarus, kom herud! og den Døde kom ud, bundet med ►Jordeklæder om Fødderne og Hænderne, og hans Ansigt var ombundet med en Svededug, og 👤Jesus sagde til dem: ►løser ham, og ►lader ham gaae. Derfor troede Mange af Jøderne paa Ham, men Nogle af dem gik hen til Pharisæerne, og sagde dem hvad 👤Jesus havde gjort, da forsamlede de ypperste Præster og Pharisæerne Raadet, og sagde: hvad skal vi giøre? thi dette Menneske giør mange Tegn, og de sagde i deres ►Øienskalkhed: dersom vi lade ham saaledes giøre, skulle alle tro paa ham, og de Romere skulle komme og borttage baade Staden og Folket; men en af dem, 👤Caiphas, som var det Aars Ypperstepræst, sagde til dem: I vide slet Intet, ei heller betænke I, at det er gavnligt, at et Menneske døer for Folket, ►at det ganske Folk skal ikke fordærves; men det sagde han ikke af sig selv, men da han var det samme Aars ypperste Præst, spaaede han, at 👤Jesus skulde dø for Folket, og ikke for Folket allene, men Han skulde ►og samle til een Hob de Guds Børn, som vare adspredte. Derefter raadsloge de fra den Dag om at slaa Ham ihjel. ►Joh. 11.