↩ Da var stor Nød og Jammer over alle dem, som frygtede Gud af et reent Hjerte. 📌Jødeland havde en Konge med et ondt og hedensk Sind, der var Folk, som kaldtes Saducæer, de mente, at Mennesket døde som ►Fæet, og agtede derfor ikke hvad de tænkte og gjorde, naar de kun ikke med udvortes Gjerninger forsyndede sig ►saa, at de kunde straffes af Mennesker efter Loven. Der vare andre, 67som kaldtes Pharisæer, de vilde ansees af Menneskene for overmaade fromme og gudfrygtige Mænd, og havde Guds Navn paa Tungen, og vilde giøre sig selv retfærdige, med mange Skikke, som de selv havde optænkt, og det var ►Øienskalke, som i Hjertet ikke troede paa Gud, og elskede Ingen. Saadanne vare de Folk, som kaldtes ►Lærere i 📌Israel, og de forførte Folket, og de ►forvendte Guds Ord, og Ugudelighed blev mangfoldig. Der var da ingen Trøst for de Fromme, uden det, at de ventede ►vist den Time var nær, da ►den Kvindens Sæd, den Frelser fra Ondt, Messias skulde komme, de Skriftkloge havde udregnet af ►Daniels ⓘ Bog, at Tiden var nær, og det vidste Alle, som boede i Landet, men de Flestes Hjerte og Hu stod allene til verdslig Magt og ►forfængelig Ære, derfor udlagde de ►daarlig Propheternes Tale om det evige Rige, Han skulde opreise, som om det var et Rige af denne Verden, de ventede, at Han skulde undertvinge Romerne, og give dem med alle Jøder stor Ære og Værdighed, men Saadant ventede ikke de Fromme, de forstode det godt, at det var et aandeligt Rige, Guds og Sandhedens Rige, Han skulde opreise, og herske derover altid og evindelig. ►Dan. 2.