↩ Saaledes hjalp da Herren kraftelig sit Folk, men det skedte dog, at 👤Judas, ►der Nøden tyktes mindre, forglemte, at al ►Størke ►er af Himlen, og at ►det bør sig for Menneskens Børn at stole paa Herren allene, og han ►hørte de Romeres Navn, som boede i det 64Land 📌Italien, langt ►sønder og vester paa i 📌Europa, der, ►som Staden 📌Rom staaer endnu, og han hørte om alle deres Krige, og ►mandelige Gjerninger, hvordan de havde overvundet mægtige Konger, og indtaget Lande fjern og nær, 📌Macedonien og 📌Grækenland, og meget af 📌Asialand, og at de vare til Skræk for alle deres Fiender, men til stor Trøst og ►Bestørkelse for deres Venner, og med alt Dette havde Ingen iblandt dem sat Krone paa sit Hoved, eller klædt sig i Kongeligt Smykke, ►at synes stadselig deri, men de raadsloge dagligen, trehundrede og tive Mænd, og ►beraadte sig om menig Mand ►at holde dem vel. Da meente 👤Judas at ►størke sig meget, naar han gjorde Pagt og Venskab med dem, og han ►udskikkede Bud paa den lange Reise, og de kom til Raadet, og røgtede det Ærende, de havde at føre, og det behagede de Romere vel, og der gjordes Pagt og Venskab, og det blev ►indgravet i ►Kaabbertavler, til ►en Vished og til Ihukommelse. Saa havde da 👤Judas mægtige Venner, men ►der den syriske Krigshær igjen drog imod ham, da fik han flux at fornemme, hvad Menneskens Hjelp er til at give Frimodighed i Nøden, thi langt borte vare hans Romere, nu da det gjaldt, og han blev førstegang angest i Hjertet, og Herren var ikke med ham, og han gik hen og faldt i den Strid. Saa bleve 👤Judas Brødre ►Krigsøverster, den ene efter den anden, og Folkets Hjerte hængte ei længere fast ved Herren, som i Trængselens de første Dage, og de gjorde Pagt med Rome65re og med Syrer, saa med Een og saa med en Anden af dem, der stred om 📌det syriske Rige, og mente, at de handlede klogelig, i det de søgte Menneskens Hjelp, og forglemte, at Herren er Frelser allene, og deres ►Øverster faldt ved Sværd og ved Svig, og Jøder strede mod Jøder, som ►alt er at læse i ►Maccabæernes første Bog.