↩ 52Nu var det da for menneskelige Øine at see, som om Herren havde glemt sit Folk, og det Ord, som Han talede til 👤Abraham, 👤Isak og 👤Jacob, og til 👤David, sin Tjener, om deres ►Sæd, som skulde opgroe til Velsignelse for Jorden; men Herren er ikke et Menneske, ►at Han kunde lyve, og Han havde sagt ved sin Tjener 👤Esaias: ►Synger I Himle! og glæd dig du Jord! ►raaber, I Bjerge, med Frydesangs Røst! Herren har trøstet sit Folk, og over de Arme Han vil sig forbarme; 📌Zion vel siger: ak! Herren forlod mig, ja Herren har glemt mig; men kan en Moder da glemme sin Spæde, saa over Søn hun ei ynkes? ja, om hun kan det, dig vil Jeg dog ikke glemme, see! Jeg dig tegnede paa mine Hænder; ja, dine ►Ørker og dine nedbrudte Stæder, de dine ►Børn skal blive for snevre, borte skal Fienderne være, du i dit Hjerte skal sige: see! hvem haver avlet mig disse, thi jeg var en sønneløs Enke, du skal fornemme, at Ingen beskiæmmes, som haaber paa mig, Jeg er Herren. Udtrykkelig havde Herren ►og sagt ved sin Tjener 👤Jeremias: efterat halvfjerdesindstive Aar ►ere fulde i 📌Babel, da vil Jeg besøge eder, og Jeg vil stadfæste mit det gode Ord over eder, at føre eder tilbage til denne Stad. Men til ydermere Trøst ►opreiste Herren endnu tvende Propheter blandt sit Folk i deres Udlændighed, det var 👤Ezechiel og 👤Daniel; de spaaede klarlig om Herrens Miskundhed og Folkets Frelse, og om 📌Jerusalem og Templen, som igien skulde opbygges, og ►der Udlændighedens 53Tider vare ►fuldkommede, medens 👤Daniel endnu levede, da kom Ulykken over 📌Babel, hvilken Herren forud havde ►betegnet, og et andet Folk, de Meder og Perser fra Norden og Østen, fik Overhaand, og deres Konge, 👤Cyrus, indtog 📌Babylon efter Herrens Ord ved Propheten 👤Esaias, og lod Folket ►fare efter Herrens Ord, som sagde om 👤Cyrus: han er min Hyrde, og han skal ►fuldkomme Alt, hvad mig behager, baade at Man skal sige til 📌Jerusalem: du skal bygges, og til Templen: du skal grundfæstes. ►Esa. 44. 45. ►49. ►Jer. 29.