↩ Men om Livet og Døden at tale, da er Livet i Gud, som skrevet staaer: ►i Ordet var Livet, og Ordet var i Begyndelsen hos Gud, og hvo, som har Samfund med Gud, han lever og kan ikke dø, thi at døe, det er at forlades af Gud, men hvo, som vil Andet end Gud, han synder, og hvo, som synder, er fremmed for Gud, og hvo, som er fremmed for Gud, han er død, thi Gud har forladt ham. Saa var det syndige Menneske aandelig dødt, og ►Herren uddrev dem af Eden, som og kaldes Paradis, fra ►Livsens Træ, og Mennesket fornam han var fremmed for Gud, og Legemet hældede flux imod ►Støvet, hvoraf det var taget, og Sjælen var skyldig at føle evindelig Angest, at være bortkastet fra Herrens [A:4]Ansigt ved Hans Herligheds Kraft, udelukt fra Guds hellige Samfund, glædeløs, fredløs, og det er den evige Død. Vel maatte Mennesket sukke og sige: ►Dødens Reeb omspænde mig, og Belials Bække forfærde mig, Helvedes Reeb omgive mig, Dødens Garn staa for mig. Ps. 18.