↩ Forordet forholder sig med god grund først til den gældende censur, der i høj grad var udenrigspolitisk motiveret. Hovedsagen var, at “den Christen, som taler haardt om en Fyrste, som staaer i Venskab med hans Konge, uden dog at kunne stemple [erklære] ham som 👤Christi aabenbare [umiskendelige] Fjende, han synder mod sin Konge, og udsætter sig for at lide som en Misdæder, da det ei er klart at 👤Christi Aand har drevet ham” (s. 4). Ved Freden i Kiel brød 👤Frederik 6. sin seksårige alliance med 👤Napoleon og erklærede ham krig. 👤Napoleon havde indtil da i højeste grad været dækket af forbuddet om at fornærme “fremmede, i Venskab med Ham værende, Magter” (paragraf 8 i ►Trykkefrihedsforordningen af 1799, citeret efter ►Schou 1799, s. 681). Der var dog stadig grund til at påberåbe sig teologens frihed og erklære sig villig til at lide som en kristent sandhedsvidne (►1 Pet 4,15-16 citeres s. 3 og gentages s. 5 og 13). Spådommen var på kanten med de skrevne og uskrevne regler for præsters politiske ytringer (►Bregnsbo 1997, s. 54, 270-272 om prædikener).