Til Povel Dons
✂ Hvor Optrin af Kæmpelivets Undergang var tilegnet tidens største og betydeligste digter, 👤Adam Oehlenschläger, hvem Grundtvig søgte at gøre rangen stridig, dedikeres Optrin af Norners og Asers Kamp til vennen, den mindre indflydelsesrige 👤Povel Dons, der havde hjulpet ham under julekrisen og senere med udgivelsen. Den direkte henvendelse og tak til 👤Dons, der som en af få vil tilegne sig værket “heel” (strofe 9), finder sted i digtets fire sidste strofer, mens de første otte tager udgangspunkt i forholdet mellem menneskets forfængelighed og Guds evige ord, som allerede titelbladets motto (►1 Pet 1,24-25) har anslået (Lundgreen-Nielsen 1980, s. 486).
✂ I digtet holder Grundtvig de nulevende læsere op mod sagnheltene: Det mod, hvormed “Hedningefolket” satte livet på spil i kamp, står i modsætning til den “Nidingæt”, der “Udmarvet sig omslæbe nu paa Jorden” (strofe 3). Det er den slappe samtid, digteren vil råbe op med sit værk (strofe 4).
✂ Centralt i tilegnelsesdigtet er strofe 8. Her beskriver digteren billedligt sit arbejde: Som en nordisk parallel til obelisken på Peterspladsen i Rom med kors på toppen (nævnt i strofe 7) har han nu hjembragt en bautasten fra Island og rejst den som minde over helteslægten. Med flid har han udlagt de gamle sagn. Korset, “👤Jesu Kristi store Seierstegn!”, lovprises, og digteren erklærer, at det har vundet både i Norden og i ham selv, og i lighed med obelisken rejses bautastenen derfor nu med et kors på toppen (strofe 9).