Optrin
af
📌Nordens ►Kæmpeliv.
Ved
Nik. Fred. Sev. Grundtvig, *Kapellan i 📌Udby.
Første Deel.
Kjøbenhavn, 1811. Trykt paa Hofboghandler Schubothes Forlag, hos Z. Breum.
Optrin
af
►Norners og ►Asers Kamp.
Ved
Nik. Fred. Sev. Grundtvig, *Kapellan i 📌Udby.
✂
►►Alt Kød er som Græs, og al Menneskets Herlighed som
Græssets Blomst; Græsset visnede og Blomsten faldt
af, men Herrens Ord bliver evindelig.
I Petri I.►
Kjøbenhavn, 1811. Trykt paa Hofboghandler Schubothes Forlag, hos Z. Breum.
III 335 (PS1) 549 (US1)
Til
👤Povel Dons.
✂
Ei vemodsfuldt paa 📌Nordens Kæmpegrav
Henstirrer ►længer det ►opladte Øie;
Thi ►der de vilde Nordenvinde tav,
Den gyldne Sol fremstraaled i det Høie;
Derfor ►og Ham, som styrede min ►Sang
Om ►Kæmpelivets stærke Undergang
Til 👤Jesu Pris, uskrømtet Tak jeg ►yder.
✂
IVHvad er vel ►Størke, naar til Mord og Vold,
Til blodig Hevn den Manden fræk misbruger?
En giftig Spire til en ►Kæmpeold,
Hvori et Kuld sig ►Belial udruger,
Ligt hint, der rased i den unge Tid,
►Ligt ►Jetteflokken, der ved ►Djævleid
Nedkaldte Syndflods Vande over Jorden►.
✂
336
(PS1)
Men naar jeg seer den rædde Nidingæt
Udmarvet sig omslæbe nu paa Jorden,
Da gerne vil jeg den forfærde ret
Med Tordenrøsten fra det gamle 📌Norden:
Til Kristnes Skam, om Hedningfolkets Mod
Til kæk i Kamp at vove Liv og Blod
Skal dønne ►hult min ►Sang i ►Døgnets Øre.
✂
De stolte ►Kæmper, som med Blod og Lig,
Og Hine, ►som i 📌Babels fjerne Dale,
Med Kalk og Stene, vilde mure sig
Fra Jorden op til Himlens høie Sale►,
VPaa Daarebrevet trykte Daaresegl;
Men godt det var, om i det ►Daarespeil
Vort Aasyn vi alvorligen beskued.
✂
550
(US1)
📌Athen og 📌Rom af jordisk Kløgt og Vid
En ►Stige vilde sig til Himlen lave,
Vor ►Alders Kloge sanke op med Flid
Dens brudte Stumper i de sjunkne Grave;
De møre Trin, som under Hine brast,
Skal ved et Jertegn laves ►saa i Hast,
At i al Evighed de kunne holde.
✂
De Daarer Ham ei tro vil paa sit Ord,
Som ene kan og vil dem Sandhed sige:
►At ikkun Den, der selv nedsteg til Jord,
Kan selv igen til Himlene opstige►;
Forgæves vidner den ►fremfarne Tid,
De raske tømre sig af Kløgt og Vid
En Stige ned til Afgrunds mørke Huler.
✂
VINaar Obelisken fra 📌Ægypti Land
I 📌Rom de se med Korset paa sin Tinde,
Da mene de, at kristen Uforstand
►Vanhældet har det prude Oldtidsminde;
337
(PS1)
De ei forstaa, at Korsets ene Trin
Opløfter høiere fra Jord vort Sind,
End alle ►Konsternes udhugne Trapper.
✂
Fra 📌Island jeg en Bautasten har bragt,
Som reistes over store Helteslægter,
Og Runerne med Flid jeg har udlagt,
Men Korset løfter jeg saa høit jeg mægter;
Det kneise skal i 📌Nordens vilde Egn,
Som 👤Jesu Kristi store Seierstegn!
Han vandt i 📌Nord, og Han hos mig har vundet.
✂
Nu staar den reist, den Sten med Korset paa;
Men hvilket Navn skal jeg paa Foden ►tegne?
Tilegne kan jeg den kun saare Faa,
Thi ikkun Faa den heel sig vil tilegne;
VIIDog, mens jeg grunder, kommer jeg ihu,
At blandt de Faa unægteligst er du,
Og Navnet selv i Stenen sig ►indrister.
✂
551
(US1)
Du ei dig skammer ved ►for Herren 👤Krist,
Og ►for hans Kors med ydmygt Suk at knæle;
Du elsker 📌Nord, det veed jeg ogsaa ►vist,
Og hører gerne Oldtids ►Kæmpemæle;
Du fra den første Time, du mig saae,
Min Ven har været, som kun saare Faa,
Og du har delt min ►Sorrig som min Glæde.
✂
Saa hav da Tak, min Ven, for trende Aar,
I hvilke du mig kærlig gik ved Side!
For ►Olien, du gød i mine Saar,
For Taarerne, du fældte ved min Kvide,
For hvert et Suk, og hver andægtig Bøn
Til Faderen og hans enbaarne Søn,
Som steg for mig fra klemte Vennehjerte!
✂
VIII
338
(PS1)
O, ogsaa du har ►bedet Hjelpen ned
Fra den Treenige udi det Høie,
Saa Aanden nu sig røre kan i Fred,
Saa Taaren mig kan stande klar i Øie;
Den er der, dybt bevæget er min Aand,
Jeg taus dig rækker trofast Broderhaand,
Og bedende til Gud sig Øiet løfter.
✂ Grundtvig.
Fortale.
✂ Omsider udkommer da den Bearbeidelse af de ►Kæmpedigte om ►Volsunger og ►Niflunger eller ►Gjukunger, hvis ►Bekendtgørelse er blevet forsinket ved ►mangehaande Omstændigheder. Engang var jeg hardtad tilsinds at brænde det hele Eventyr, da den ►afgudiske Snak, selv i Hedningmund, tyktes mig forargelig, og al verdsligt ►Skjaldskab en Sjæls ►Overdaad, der ligesom dens legemlige Frænde svækker og sløver, i det den kildrer og ►gotter. I Hovedsagen er jeg endnu ei langt fra samme Tanke; thi ogsaa i denXne Henseende er ►👤Kristus det sande Vintræ►, og hver Drue, som ei voxer derpaa, kan kun beruse, men aldrig ►størke og opløfte nogen 10 (PS2) ædru Sjæl. At jeg alligevel afveg fra mit ►ovenmeldte Forsæt, dertil sammenvirkede mange Grunde tillige. Saasandt som Poesien er, hvad 👤Evald, og hver kristelig Digter, har ►fornummet, den sande Levning af det ►forlorne Gudsbillede, maa vi have Ærbødighed for alle de Oldtidskvad, der løfte sig mod det Himmelske foroven, og prise det Guddommeliges Spor ►herneden; alle disse Ting ►virkede ►kraftelig den ene og samme Aand, hvorom vi selv have den hellige 👤Povels Vidnesbyrd, ►►der han i 📌Athenen anfører de græske Skjaldes Udsagn om Menneskets Liv i Gud og Slægtskab med ham►. Den samme Aand, som talte nærværende gennem Jødernes Profeter, har da ogsaa ladet 📌Nordens XISkjalde høre sin Røst; vel lød denne kun svagt for dem, som fra det Fjerne, og onde Aander forvirrede Tonerne i Luften; men for et Øre, der har lyttet til Guds klare Stemme i ►de hellige Skrifter, er den himmelbaarne Klang ►mærkeligere, end den var for hine gamle Skjalde selv, ligesom den hellige 👤Povel forstod langt bedre, hvorledes vi ere, leve og røres i Gud, end de græske Digtere og Nutidens ►afgudiske Pantheister. Derfor er det nu min Mening, at alle Oldtidskvad vel maa drages frem for Dagens Lys; thi ►for de Rene er Alting reent, og et klart, enfoldigt Øie vil mangensteds spore den Aand, der paa ►underlige Maader under Tidernes ►sære Omskiftelser bevarede dem fra Ødelæggelse. Ved nu at fæste Øie paa de Kvad især, hvoraf disse Optrin ere laante, blev jeg var, hvad hidtil havde dulgt 553 (US1) sig for XIImig, at disse Optrin ere den ►troeste Afbildning af Livsforhærdelsen i 📌Norden; det er ►Iskæmper, som vandre, og, naar de smelte, er det som Skybrud. Dersom da Nogen skulde være saa forblindet, at sætte Hedningfolkets vilde ►Størke over den kristne Kærlighed, da veed jeg ikke noget bedre Lægemiddel for ham, end en alvorlig Betragtning af den Rad Misgerninger, som udgøre dette gamle Sørgespil. Hvorledes Tørst efter Guld, Blod og Pris vare de Stykker, som udgjorde det nordiske Mod, og hvis ulige Blanding ene gjorde ►Skilsmisse mellem ►Kæmpe og ►Jette, Helt og Niding; hvor ukvindelige Kvinderne vare og i hvilket blodrødt Klædebon selv deres Kærlighed var svøbt, lader sig i ►Sigurd og ►Fafner, ►Gunnar og ►Hogne, ►Gudrun og ►Brynhild klarligen ►tilsyne. Alt er her saa vildt og grueligt, at ingen Digter, der XIIIei selv er ligesaa forhærdet, kan eftermale Billedet, uden hist og her at omblande Farverne og lade et andensteds ►borget Lys gennemglimte den natlige Sky, under hvilken Skikkelserne røre sig som Trolde. For hvem som kender de gamle Kvad, vil en saadan Formildelse være synlig næsten overalt; men især i ►Sigurd, 11 (PS2) ►Hjordise, ►►Odrun og ►Thora, hvilken sidste desuden kun nævnes hos ►de Gamle. Det er saameget mere min Skyldighed at gøre opmærksom herpaa, som jeg, omendskøndt min Hjemgang til Kristendommen og Indgang i det gamle 📌Norden skedte omtrent jævnsides*Det var i de samme Dage, jeg skrev det Første ►om Eddas Sange og Afhandlingen ►om Religion og Liturgi., dog tit udtrykte mig saa ►daarlig og letsindig om de gamle Afguder og XIV►Kæmper, at det kun anstod et kristent Menneske hel ilde. Takket være den Aand, som baade nødte mig til at lovsynge ►Kæmpelivets Undergang, og da jeg vilde kvæde om et Optrin af ►Kæmpelivet, styrede mit Øie hen paa det blodige, forfærdende Billede af ►Volsungers Liv og Daad! Dobbelt takket ►være Han, fordi han ►læmpede det ►saa, at Kvadet kunde tabe sig i en 👤Jesu Kristi Lovsang! Gid nu denne kun maatte gribe Nogle om Hjertet, at de maatte indse, hvorledes Dværgelivet nuomtide, ligesom ►Kæmpelivet fordum, mest ikkun er en tro Afbildning af ►Legemets Vilkaar, og at dette nu, som da, ►raader over Sjælen! Med denne Indsigt fulgte da vel en anden, at vort eneste sande Fortrin er Kundskaben om et Liv i 👤Kristo, hvor Kraften er Kærlighedens Arm, og ►hvor Kærligheden er XVaandelig og reen, da Intet elskes ►uden fordi det er født af Gud►.
✂ Se vi nu bort fra nærværende Bearbeidelse og betragte den gamle ►Kvadring, da var herom Meget at sige, Mere end her er 554 (US1) Sted til, og maaske end det nogensteds var Umagen værd at omhandle. Klart tykkes det mig imidlertid, at disse Kvad ere ligesaa ►mærkelige som de homeriske, med hvilke de ogsaa virkelig ere saa nær i Slægt, som 📌Syden og 📌Norden før det ny Svogerskab kunde være. Endvidere mener jeg, at deres historiske Vigtighed ei bestaar ene i det Vidnesbyrd, de afgive om Aandslivet i 📌Norden, men ogsaa i den ►følgerige Sammenligning mellem vort 📌Norden og 📌Tydskland, som de gøre mulig; og herom vil jeg ►kortelig tale. Uvist er det vel, om TydXVIskerne have havt en saadan ►Kvadflok om ►Volsunger og ►Niflunger som vi; men ►rimeligt er det, ei allene med ►Hensyn paa ►Niebelungen Lied, og Eventyret i ►Heldenbuch ►vom Rosengarden zu Worms; men vel især ved at betragte ►Niflungasaga; thi den er selv heel og holden et ►uforkasteligt Vidne om, at Forfatteren ikke lyver, naar han siger, at Sagaen er sammensat efter tydske ►Sange. Beretningernes Forskellighed, hvilken han, 12 (PS2) ligesom Afskriveren af ►de eddiske Sange, stundom selv bemærker*Islænderen bemærker stundom: men saa sige tydske Mænd; Forfatteren eller Oversætteren af ►Niflungasaga afbryder derimod med: saaledes fortæller Væringerne. Dette Ord kan ikke andet end jage Tanken til 📌Konstantinopel og de ►Volsungernes Bedrifter, som 👤Sigurd Jorsalafar efter 👤Snorro's Beretning, der skal have set fremstillede., er ingenlunde det eneste Bevis; XVIIthi et andet, og, efter mine Tanker, det stærkeste, er den hele Grundtone, der er saa aldeles tydsk og unordisk, at det kun kan falde den hel Ukyndige eller Stymperen ind, enten at de nordiske Skjalde skulde have ►borget deres Kvad hos Tydskerne eller disse deres hos hine. Jeg vil her Intet tale om Fortællingernes historiske Sandhed, eller om den Tid og det Sted, hvor Personerne og Bedrifterne ►rimeligst kunde have hjemme, fordi Man her ei kan mere end gætte*Skulde den frankiske Dronning 👤Brunehilds Hændelser og ►Idrætter virkelig være den historiske Grund, hvorpaa der er bygget, kunde Man formode at de ►Sange, 👤Karl den Store lod samle, netop havde været den til vor ►eddiske svarende ►Sangflok; men mod hin Formodning synes, foruden meget Andet, Det at stride, at ►Brynhild i de tydske Sagn ingenlunde spiller en saadan Hovedrolle, som i de nordiske.; men saare ►mærkelig tykkes mig Forskellen paa den XVIII►indbildte Tid. I de nordiske Digte er Tiden den ældgamle ►Odinsalder, Slægterne ere ►Odins ►Ætmænd og Bedrifterne begynde medens Guderne endnu vandre paa Jorden. Tydskernes Tid er derimod den ►Taagealder, da det Hedenske og Kristelige baade i Tro og Sæder kæmpe om Seieren; men det Hedenske er en ►underlig Skygge uden egentlig Skabning. Allerede Dette henviser paa den Forskellighed i Tone og Farveblanding, der er saa synlig 555 (US1) ligefra den ældste til den nyeste Tid mellem de egentlig nordiske og tydske ►Aandsfostre: Tydskerne have ligesiden de først fik Mæle ei kunnet mindes nogen Hedenold eller ►Kæmpetid; men naar de gaa længst tilbage, fremstille de Riddertidens Fødsel. Saaledes vil Man i ►Niebelungen Lied, der dog baade er det ældste og mest tragiske af alle gamle tydske Digte, uden Møie XIXopdage alle Grundtrækkene til det Livsbillede, hvorom der synges og dandses i ►Minnesangene og ►Heldenbuch. Disse Digtes Kendemærke er glad Nydelse af det Nærværende og et lystigt Tilbagesyn paa det Forbigangne, saavel det Sørgelige som det Glædelige. Et ogsaa i denne Henseende ►mærkeligt Sted findes i den urimede Efterskrift til ►Heldenbuch. Den kære Gud, (heder det, om jeg mindes ret) skabte først Riser og Dværge; men Riserne joge de arme ►Puslinge ind i Bjergene, og for at udløse dem maatte Gud skabe Heltene. Rimeligvis er dette 13 (PS2) Levning af en gammel Mythe, hvis Spor ogsaa findes i ►Vøluspa; men her vilde jeg kun sige, at Man mærker det godt ei allene paa Keiser ►Otnit, men selv paa ►Sigfried og ►Folkvard Spillemand, at de have Samkvem med disse ►Bjergpuslinge, som med deres Spillopper tit forXXjage Helteminen og nøde de strænge Riddere til at trække paa Smilebaandet. Saare ►mærkeligt er det, at i den Fremstilling af ►Volsungernes Hændelser, som 👤de la Motte Foque har givet efter nordiske Sagn, hersker alligevel den samme grundtyske Tone, som vel er den, Man i daglig Tale kalder den naive*To Ting har jeg herved at anmærke: kun 👤Fouques første Digt, ►Sigurd der Schlangentödter, har jeg læst, og min Mening derom er forresten, at dette livfulde, poetiske Maleri er det første tydske, som røber en Mester, der har Begreb om det gamle 📌Norden..
✂ Ganske anderledes er de nordiske Digtes indvortes Vilkaar. Alt er her Alvor, Alt er gaadefuldt, ►kæmpemæssigt og ►jernfast, Skjaldene fortælle ikke et gammelt Eventyr til Skemt; men stirXXIre selv med Gru og Rørelse hen paa det store Sørgespil de afbilde. Det er ikke her som hos Tydskerne blot en Kvindestrid og en Søsters unaturlige Had til sine Brødre, som frembringer den sørgelige Udgang; det Hele styres af de usynlige Magters synlige Finger, som bærer ►Andvars Ring til et usvigeligt ►Mærke. De nordiske Digtes Kendemærke er da det stadige Hensyn til det Usynlige: det Religiøse. Derfor antager ogsaa Alt et høiere Sving, Skikkelserne, de onde saavelsom de Gode røre sig med overmenneskelig Aasyn og ►Størke, ►Brynhild er ikke en blot hevngerrig Kvinde, men et ulyksaligt Væsen, som vakler paa Grændsen af tvende Verdner; ►Gudrun (Tydskernes ►Criemhild) 556 (US1) er et ►Furiebytte, hvis Mage selv det græske Sørgespil neppe kan opvise. Dette vorder først ret synligt i de sidste ►Sange, som ei XXIIher ere bearbeidede, men ►omspaaede i ►Brynhilds Afskedstale. Da ►Gudrun, efterat have indebrændt ►Atle, selv springer i Floden, ►optages hun, og maa trediegang giftes med ►Gothekongen ►Jonakur, og avler med ham trende Sønner. Men ►Niflungeætten, som bærer Gudernes Forbandelse, formerer sig blot for ►destiere at ►undergaa: ►Jormunrekur (maaske Ostgothen ►Ermanrekur, men hos 👤Saxo den danske ►Jarmerik) beiler til ►Sigurds og ►Gudruns Datter ►Svanhild; men da hun ►beføres for usømmelig Omgang med sin ►Stifsøn ►Randvar (►Broder hos 👤Saxo) hænges denne, og ►Svanhild ►trædes af Heste, de hvide med de sorte. ►Gudrun erfarer det, og ægger sine Sønner til Hevn, de ►lade den trefold ulykkelige Moder høre hendes Venskab med 14 (PS2) ►Sigurds Banemænd, (hendes egne Brødre) hendes XXIIIGiftermaal med ►Brynhilds Broder og Udaad mod sine forrige Sønner. Dette forstener hende, vi høre ei mere en Lyd af hende, medens Sønnerne drage hen, dræbe den ene Broder paa Veien, lemlæste ►Jormunrekur, men stenes selv til Døde, da Jern ei kan bide paa dem*►Mærkeligt, at det kun er 👤Saxo som siger, at ►Odin selv gav ►Jarmeriks Folk det Raad, at stene ►Gudruns Sønner, ligesom han ene fortæller Aarsagen, hvi den forræderske ►Bikko ►beløi Dronningen, og det Rørende, at Hestene ei nænte at træde paa den ►favre Kvinde, før hendes Aasyn var tildækket. Dette og Mere vidner uimodsigelig om, at 👤Saxo endda har havt et andet Kvad at gaa efter.. Alle de Skikkelser, som ere skredne os forbi, ere da forsvundne blodige, undtagen ►Gudrun, der stum bærer, og ►Odrun, der rørt græder over den grændseløse Jammer. Selv af disse Vink XXIVtroer jeg det er klart, at den ny Digter, der ei, som de Gamle, sukker under en blind Skebnes tunge Haand, men vandrer rolig selv over ►Stædernes Grus og den blodige Val under et viist og kærligt Forsyn; derfor aldrig kan udrive et Optrin af den efter 👤Kristi Komme synlige Bane, hvorpaa Historien fremskrider. Netop ved at digte i det gamle 📌Nordens religiøse Aand maatte en sagakyndig Digter fremkalde Kristendommen som den ►Middelpunkt i ►Tidernes Fylde, hvortil Oldtidens Liv, sig selv ubevidst, henstræbte.
✂ Dette troer jeg nu at indse og siger det ene fordi jeg troer det; thi ligesom jeg var saare langt fra at tænke herpaa, da jeg tilsatte de kristelige Slutninger, saa vil jeg ingenlunde forsvare, mindre undskylde dem som NoXXVget, Stoffet fordrede. Nei, de ere tilsatte og staa der i Guds Navn, fordi jeg ikke kan udholde 557 (US1) noget Arbeide, hvor jeg skulde glemme min Frelsers Pris og hans Ophøielse. Gid imidlertid disse Tidernes og Historiens Vilkaar maatte drive de af vore Skjalde, der ei ere kristelige i Tro, til dog at være det i ►Sang! Ligesom den religiøse Grundtone, der gaar gennem Hedenolds Kvad, under alle Troens og Tidens Omskiftelser, sikkrer dem Yndest hos alle høiere stemte Sjæle, saaledes vilde i Sandhed Nutidens Digtere sørge bedst for deres Eftermæle ved overalt at knytte deres Kvad til den Gud, der staar fast, selv ►naar Himlene sammenrulles. ►Vist nok er det tungt, naar saadanne Grunde skal nøde Digteren til at være, hvad han saa naadefuld ►kaaredes til: Guds Mund og Profet; men i en Tidsalder, da Hovmod og EgenXXVInytte herske, maa Man være glad, naar Vandet øses af det rette Kildevæld, om dette end ikke er i Hjertet, og sige med den hellige 👤Povel: ►det er dog 👤Kristus, som forkyndes, ►i hvor det gaar, enten det saa er paa Skrømt eller for Alvor►.
✂ 📌Udby Præstegaard den 8de Sept. 1811.
►Volsunger og ►Niflunger.
23
►Indgang.
✂ Asken ►Ygdrasill.
✂
►Alfader ►raader,
Asken vi stænke,
Stænke med hvide
Hellige Vande;
Gennem de lange,
Løbende Tider
Grøn den sig hvælver
Høit over ►Urdurs
Hellige ►Brønd.
✂
►Thurser og ►Aser
►Tviste med ►Vælde,
►Saa og paa Jorden
►Jetter og ►Kæmper;
Deres Bedrifter
Blomstre og falme,
►Alt som paa Grenen
Grønnes og visner
Hellige Løv.
✂
4
208
(PS2)
Yppig vi stænke,
Safterne gære,
Snart skal udvokse
559
(US1)
Vældige Grene,
Store ►Idrætter
Jorden opfylde,
Stor er vor Magt.
✂
►Asernes Slægter
►Svarlig forøges,
Høit nu opvokser
►Valfaders Rigdom,
Vi skulle styre,
Veie og jevne:
►Aser og ►Thurser
►Tviste med ►Vælde,
Seire dog ei.
✂
Vædede Grene!
►Vokser og grønnes!
Hungrige Hjorte!
Hurtig I bide
Voksende Løvværk!
Vidt det skal kendes:
►Aserne ►aarke,
Over dem ►raade
►Norner i Løn.
✂
5Vi vare, da Livet
Blev taget, blev givet,
209
(PS2)
►Udvælded af Død.
Det Tagne skal stivne,
Det misbrugte Givne
Skal renses i Død.
►Valhal.
✂
Velkommen, ►Hugin,
Hurtige Flyver!
560
(US1)
Tidender visse
Villig du ►bære!
Vidt har du faret,
Hvad mon ►fornummet?
Hvad har du set?
✂
Tiden ►lider,
►Thurser vente,
Asken ældes,
Orme gnave;
Mægtig vokser
►Midgardsormen;
Det var første,
Det var sidste
Syn jeg saae.
✂
Aldrig om Asken,
Aldrig om ►Ormen,
210
(PS2)
Nysgerrig ►Odin
Agted at spørge,
Altid dog samme
Svar maa jeg høre,
Mindre behøves,
►Munin er vaagen;
Veed du det ei?
✂
Svar har jeg givet,
Som mig de høie
►Norner befaled,
Nu maa du spørge.
✂
Siig mig da, ►Hugin,
Hvad jeg vil ►spørge!
Siig, om du veed det:
Vokse paa Jorden
►Asernes Slægter?
561
(US1)
Sanke sig Konger
Rede til Kamp?
✂
Komme til ►Valhal
►Kæmper ei mere?
►Keise ►Valkyrier
7Valen ei længer►?
At du mig spørger
Om dine Slægter,
Og om til Kampen
Konger forsamles.
►Vist mig af Hovmod
►Hærfader spørger,
Dog maa jeg svare,
►Saa som du byder:
211
(PS2)
►Skjoldunger, ►Ynglinger,
►Skilfinger, ►Niflunger,
►Ætmænd af ►Odin
Blomstrende vokse,
Mere dog vokser
►Volsungers Slægt.
✂
Tro mig, du bærer
Tidender gode,
►Volsung af Alle
Veed jeg mig kærest.
Siig mig nu, ►Hugin,
Hvad jeg vil ►spørge!
Tal om du veed det!
True ei Slægten
►Lønlige Raad?
✂
Faret har ►Odins
8Fugl over ►Midgard,
Aabent var Øiet,
Øret ei lukket,
Aldrig dog saae han,
562
(US1)
►Aldrig og hørte
Det som de vise,
Vældige ►Norner
►Virke i Løn.
✂
Dog mellem Fjelde,
Faa det kun vide,
Sidder i 📌Gautland
►Grimsynet Kvinde,
►Vever er Tungen,
212
(PS2)
Taler med Snilde,
Det er om ►Signe,
Datter af ►Volsung:
Væneste Mø.
✂
Der sidder ►Siggeir,
Sen til at mæle,
Snar til at lytte,
Lyster at beile.
Knap er det gamle
►Kærling som mæler,
Hellere ►Loke
►Laufeiasøn.
✂
Far til ►Alfer!
Flyv til ►Ivalds
Kloge Sønner!
Knap er Tiden:
Bed dem smedde
Sværd som ►bider
Sten som Klæde!
Knap er Tiden,
Kan du ile?
►Sigmund.
10 214 (PS2)De Talende.
| Godmund, | ►Hofgode. | |
| Thorkild, | hans ►Fostersøn, siden ogsaa ►Gode. | |
| ►Sigmund, | 📌Hunsigovs Konge. | |
| ►Borghild, | hans første Dronning. | |
| ►Hjordise, | hans anden. | |
| ►Sinfjotle, | hans Søn. | |
| Eivind, | En Gote. | |
| Tvende Hirdmænd. | ||
| En Terne. |
Første Samtale.
✂ Thorkild.
✂
Hvad svared ►Hunding? vil han gøre Blot
For Seier og for Jordens Grøde?
✂ Godmund.
✂
Den Gudsforagter! han mig svared fræk,
At vilde ►Odin smedde ham hans Vaaben,
Og ►Thor forære ham sit Bukkespand
At pløie med, saa vilde han betænke
Dem med en gammel ►Hellemus
Til ►Julekost.
✂ Thorkild.
✂
Men siig mig, vise Gubbe!
Hvi taale dog de høie Guder Sligt?
✂
Skal de vel tage Sol og Regn fra Landet,
Fordi vankundig slig en usel Drot
I Hallen bryster sig?
✂
Ei ►saa jeg mente,
Men hvi det undes ham paa Jord at leve?
✂ Godmund.
✂
►Ugranskelige ere ►Norners Raad,
Det maa jeg selv bekende, ►Volsungslægten,
565
(US1)
Saa ►drabelig og Guderne saa kær,
Den ►undergaaer og denne feige Spotter
Han sidder uanfægtet i sin Hal,
Men ►sikkerlig vil Timen engang komme.
✂ Thorkild.
✂
Du nævned ►Volsungslægten, jeg det veed,
Den hersked ved min Fødsel her i Landet,
Har heel den maattet ►friste Undergang?
✂ Godmund.
✂
Ei veed jeg det, men fulde femten Vintre
►Henrunde, siden gamle ►Volsung drog
Til 📌Gøtaland, for der sin ►Maag at gæste,
Ved Svig han faldt, og det er Folkesagn,
Hans Sønner blev i Skoven alle bundne,
En Trold i ►Elgelignelse dem ►sled.
✂ Thorkild.
✂
Men agter du for sandt det Folkesagn?
✂
Det tykkes mig at vide, at ei ►Hunding
Saalænge deres Odel havde ►raadt i Fred,
Om En af dem ►end fandtes over Mulde.
✂
Saa ►Volsung slagen blev af egen ►Maag,
Det var jo grueligt.
✂ Godmund.
✂
Men ►underligt dog ei,
►Saa har det altid været med den Æt,
Af hver en Slægt den bandt sig til paa Jord
Den svegen blev og hevned Svigen blodig.
Kun det var ►underligt, ⓘ
hvis den forgik
Og blodig Hevn ei Banemanden rammed.
✂ Thorkild.
✂
Ei grant forstaar jeg alle dine Ord,
Men vil du ei mig ►heller Sagn fortælle
566
(US1)
Om onde Tvist som ►ødte høie Slægt,
Det kan jeg ►nemme og det kan jeg mindes.
✂ Godmund.
✂
Hel ►underlig oprandt den onde Tvist
Og høie Magter ►sikkerlig den voldte,
Fra fjerne Land en alderstegen Drot
Kom hid at beile til den fagre ►Signe,
Fremsynet var hun, og hun tyktes se
At Ondt beredtes ved det Bryllupsgilde,
Men ►Volsung dreves af en lønlig Magt
14Og grædende hun gik til Brudekammer.
Sig ►Volsung havde bygt en Sal saa stolt,
Du ei den mindes, thi den ►Hunding brændte.
Den Sal var bygget under Egetop
Og over Tag sig tætte Grene hvælved;
I Salens Midte reiste sig med Prunk
Den tykke Stamme som en vældig ►Sule,
Og blanke Skjolde hængte ►trindt omkring.
218
(PS2)
Det var hin anden Bryllupsaften, Ilden
Henstrakte blussende sig langs ad Gulv,
Men alle Mænd sad trindt om Drikkebordet.
Da hændtes Ting, som Under vel maa ►nævnes,
Den store Dør med Raslen sprang mod Væg
Og ind i Salen tren en mægtig ►Kæmpe
Enøiet, klædt i Lin som hviden Sne,
Ei hilsed han, men ►der han kom til ►Bullen,
Han drog et Sværd af Balgen, langt og prudt,
Og stak det ind i Eg til gyldne ►Hjalte,
Det tyktes os, som om den stærke ►Bul,
Der gennem hundred Aar sig ei bevæged,
Dog maatte ►bugne ved det haarde Stød.
Saa ►hult det dønned udi Salens Hvælving,
Det dønned ►hulere da ►Kæmpen kvad:
✂
►Griber, ►Kæmper,
►Gram om ►Hjaltet!
Hvo det rokker,
►Raader Sværdet.
15Til sin ►Ætmand
567
(US1)
►Odin sender
Stolte Vaaben,
►Stræber Drotter!
►Størken vinder.
✂
Forsvunden var han med den sidste Lyd,
Forstummede vi sad enstund paa Bænken,
Men da opsprang den gamle ►Volsung først,
Og mente snart at ►raade ►Odins Gave,
Dog fast sad ►Gram for ►Volsung og hans ►Maag,
Forgæves efter Alder Kongens Sønner
Med priste ►Størke vilde købe Sværd,
219
(PS2)
Det lod ►som ►før de kunde Egen løftet
Med dybe Rod, end rokket det ►af Sted.
Nu Raden kom til ►Volsungs yngste Søn,
Til ►Sigmund, rolig han om ►Hjaltet greb,
Os tyktes ei han strammed nogen Sene,
Hel magelig uddrog af tykke ►Bul
Han Sværdet dog, og hver da kunde mærke,
At det af Alle kun var ►agtet ham.
Saameget Guld som Sværdet kunde veie
Ham ►Siggeir fluks for stolte Vaaben bød;
Men kun med Spot ham Ungersvenden spurgte:
Hvi ikke selv han det gad draget ud,
Da tidlig han det havde udi Hænde?
Da skifted ►Siggeir Lød og næste Dag
Han Gildet ►spildte, for, ►saa faldt hans Ord,
16Ei sent paa Aar at ►oversidde ►Bør.
Forhaanelsen han dybt i Sindet gemte
Men ►Volsung ►skuffed han med fagre Ord,
Og Kongen lovede med sine Sønner
Ad Aare ham at gæste, saa paa ny
Det ►spildte Gilde kunde ærlig holdes.
✂ Thorkild.
✂
Hel ►underligt er Sagnet; mest af Alt,
Hvi ►Odin gav til ►Sigmund saadant Vaaben,
Naar ei han skulde ►virke nogen Daad.
✂ Godmund.
✂
►Saa tykkes Fler, det ►og er sagt
At han blev frelst paa ►underlige Maader,
►Der Elgen ►sled hans Brødre udi Skov.
✂
Det blev han ►vist, thi alt for tungt det var,
220
(PS2)
Om slig en Æt, saa herlig og saa stolt,
Saa tidlig skulde ►undergaa med alle.
✂ Godmund.
✂
Ja, tungt det var, men ei uventet dog,
Thi mange Led den ikke kunde leve.
✂ Thorkild.
✂
Den ikke kunde? det forstaar jeg ei.
✂ Godmund.
✂
Jeg veed det, Thorkild, men jeg halv det glemte,
Som naar til Barnet, der ei fatter Ord,
Man stundom taler, glemmer, det maa vokse
17Igennem Aar ved Spise og ved Søvn,
Og lære selv at røre ►konstig Tungen,
Før Ordets Løndom det begribe kan.
✂ Eivind.
✂
Er her ei Godmund, ►rige Guders Ven?
✂ Godmund.
✂
Hvad vil du Godmund?
✂ Eivind.
✂
Jeg fra 📌Gøtland kommer,
►Mit Skib var hartad brudt paa vilden Hav,
Da Blot jeg ►Vaner lovede for Frelse,
Og her er Guld, thi ►Blotnød har jeg ei.
✂ Godmund.
✂
Opfyldt er Løftet, naar med ydmygt Sind
Du takker Guderne, og da dit Guld
Til værdigt Blot sig snarlig skal forvandle.
✂ Thorkild.
✂
Fra 📌Gøtland kommer du? var der ei Noget
Til Tidende?
✂
Dengang jeg ►løste Skib,
►Der hørtes Tidende, som ►vel er Sagnet værd:
Den sidste ►Volsung levende i Høi
Blev gravet ned.
✂
Den sidste ►Volsung?
Var det da ►Sigmund?
✂ Eivind.
✂
Netop ham.
Vi tænkte, han var død for længe siden,
Dog Somme sagde: han var seet i Skov,
Men nu Man ►Sandingen fik ret at vide:
I Mørkningen forleden Aften sad
Vor Konge i sin Hal, hans Sønner leged,
Og trillede en Guldring henad Gulvet;
Den kom i ►Fremmerset og Drengen løb
At hente den, da saae han tvende ►Kæmper
Med side Hjelme stande der i Krog,
De fluks ham dræbte, men dog hørtes Skriget,
Og ►Siggeir kom med sine Hirdmænd til.
Da var det ►Sigmund selv, og nok en Anden,
Som siges være Kongens egen Søn,
Men der var ogsaa dem, som hvisked om,
At ►Signe, vores Dronning, med en Seidheks
Har skiftet Ham, og avlet ham med ►Sigmund.
Dog, ligemeget hvem den Anden var,
Saa blev der gjort en Høi med tvende Rum
Og sat en vældig Sten imellem begge,
I et af dem blev ►Sigmund puttet ned,
19Og i det andet Svenden, som ham fulgte.
Nu er det dog nok ret forbi med ham.
✂
Var det ei muligt, ►end han kunde frelses?
✂ Eivind.
✂
Ja, som Man siger, har han gode Tænder,
Han ►sled med dem jo Elgens Tunge ud,
570
(US1)
Som vilde ►slidt ham, men de store Stene
Dem tænker jeg dog han la'r staa.
✂ Thorkild.
✂
Saa blev han frelst, kun for at ►sveltes
Saa jammerlig tildøde, nei, umuligt.
✂
►Est du ei Godmund, ypperste blandt ►Goder?
✂ Godmund.
✂
Jeg Godmund er.
✂
Mig skikked ►Sigmund hid,
At byde dig til Hallen, han vil blote
Til høie Guder, takke dem som gav
Ham Held til Faderhevn, og tabte Odelsrige.
✂ Godmund.
✂
Er det om ►Sigmund, ►Volsungs Søn, du taler?
✂
Om hvem vel ellers? til den tætte Lund
Ei Vaabengnyet rækker, kan jeg mærke.
20Veed du da ei, at ►Thyr holdt Thing i Nat,
Og dømte ►Hunding til at landsforvises?
✂ Godmund.
✂
Ei var det underligt om ►Valhals Guder
►Saa ►skifted Seier, men er det ►og vist,
Er ►Sigmund ogsaa virkelig ilive?
✂
Hvor du kan snakke? havde du i Nat
Hans Hug ►fornummet, ►der han løfted ►Gram,
Ei vilde du da ment det var hans ►Drauge.
✂ Eivind.
✂
Men hvordan er han sluppet ud af Høien?
✂
O ja, fortæl os det! hvordan?
✂
Hvordan? ja hvordan slap han løs fra Elgen?
Jeg tænker, ►Odin har vel Magt endnu,
At frelse sine ►Ætmænd, naar det kniber.
I veed kanske, men om I veed det ei,
Saa veed den Gamle det, at ►Odin
Ham gav engang et Sværd, det kasted ►Signe
Nu ned i Høien til sin Søn,
Med det de saved Jord og Sten som Klæde,
Og gæsted ►Siggeir uden ►Hjembud fluks.
✂ Eivind.
✂
Ja, han er Aske.
✂ Godmund.
✂
Aske med som han.
✂ Godmund.
✂
Hvordan? har ►Sigmund brændt sin egen Søster?
✂
Nei, Ilden brændte hende, og hun selv
Det voldte. Hun kom uskadt ud af Huset,
Men da hun havde kysset ►Sigmund og sin Søn,
Hun sagde: nu er ►Volsung blevet hevnet,
Hans Æt er frelst, nu har jeg endt mit Værk,
Og gerne vil jeg med den Niding dø,
Med hvem jeg ei en Stund gad levet.
Det var et Syn for ►Kæmper, kan du tro:
Med Smil paa Kind hun vandred ind i Luen,
572
(US1)
Det foer saa underligt igennem os,
Men Alle ►skønned, hun var ►Volsungs Datter.
✂ Godmund.
✂
Det ►skønner ogsaa jeg, forunderlig
Den Slægt paa Jorden færdes.
✂ Thorkild.
✂
Men dog herlig.
22O takket være Guderne, som frelste
Den bolde ►Sigmund! Fosterfader! il
At takke dem med værdigt Blot i Lunden!
Anden Samtale.
✂ Godmunds Bo.
✂
►Hilsæl, min gamle Fosterfader!
✂ Godmund.
✂
Dig ►lønne Guderne din Gang og Hilsen!
225
(PS2)
Men ►hveden kommer du? er Noget hændt,
Da siig mig Tidende! thi nu mit Øre
Maa træde i det ►dumme Øies Sted.
✂ Thorkild.
✂
Fra Kongehallen kommer jeg.
✂ Godmund.
✂
Er Gammen
Endnu i Sal? ►mig bæres altid ⓘ
for►,
At der vil blive onde Tidender at ►spørge.
✂ Thorkild.
✂
I mange Vintre var dit Ord det samme,
Og tit mig tyktes det var grumme sært;
23
573
(US1)
Hvert Aar som gik jeg hørte ny Bedrifter
Af ►Sigmunds Sønner, saae hvordan hans Æt
Forøgedes, og mente ►vist at Slægten
Var nu udfriet fra den haarde Dom,
Som hidtil syntes over den at hvile,
Men atter maa jeg grue.
✂ Godmund.
✂
Hvad er hændtes?
✂ Thorkild.
✂
►Sinfjotle er hjemkommen seierrig,
Men han i Tvekamp dræbte ►Borghilds Broder,
Hun tog af ►Sigmund Bod, men grant jeg saae
At Hjertet pønsed kun paa grusom Hevn;
Selv ►Sigmund frygted, bød mig at udspørge
De høie ►Aser, halv tvetydigt var
Mig Guders Varsel, dog jeg tyktes skønne:
►Sinfjotles Liv laa i hans Faders Haand.
Ved dette Svar blev Kongen vel tilmode,
Men alt for sikkert tyktes det mig ei.
✂
Jo alt for sikkert mig det tykkes være:
Af alt for nære Frænder er han født,
►Thi maa de nærmeste ham Bane volde.
✂ Thorkild.
✂
Ja ►vist det er, jeg ahner intet Godt,
I Dag skal drikkes Gravøl efter ►Gunnar,
Men sælsom Angest mig af Salen drev,
24Jeg grued for de dybe, tomme Kedler
I hver jeg saae det underlige Kar,
Som efter Blod af ►Volsungætten længes,
Og vorder aldrig fuldt.
✂ Godmund.
✂
Engang, engang
Det fyldes ►vist, men ve ►den Søn af ►Askur►,
Som i det ►gyder sidste fulde Skaal!
574
(US1)
Med Brag det vælter sig da fluks, og skyller
Ham ned med al sin Slægt til ►Hel,
Thi haardt vil ►Odin sine ►Ætmænd hevne.
✂ Thorkild.
✂
Dit lukte Øie stirrer længer frem
End vort det aabne. Men du vise Gubbe!
Ved Sagn, og Grunden i den stille Nat,
Jeg vokset er som Barnet monne vokse
Ved kraftig Spise og den søde Søvn;
Nu mener jeg at kunne Kløgten løse
Af Ordets Fængsel, vil du derfor nu
Mig aabenbare, hvi paa ►Nornens Skjold
Saa blodige de Runer staa for Slægten?
✂
Og er jeg ►Norne da, mens du mig byder
At sige ►Norners hemmelige Raad?
Om vore Guder tør jeg dristig tale,
Thi de er' fødte og forgaa som vi;
Men for ►Alfader, som er aldrig blevet,
25Og for hans Raad som ►Norner føre ud,
I Ydmyghed jeg knæler taus, ærbødig.
Som Barnet vil I Yngre altid spørge:
Hvorfor? hovmodige I af os æske Svar,
Som om det var en dyb, ►forborgen ►Konst
I havde fundet, ►saa os at udspørge.
Men, tro mig! i halvfemsindstyve Aar
Jeg vandred her og Meget har jeg nemmet,
Men ►alt som sig forøgede min Kløgt,
Jeg flere Spørgsmaal fandt, og gjorde færre.
Vi mægte kun at sige hvad vi veed,
Og hvad os tykkes, stundom, men kun sjelden,
Hvoraf, og endnu sjeldnere hvorfor.
✂ Thorkild.
✂
Ei maa du vredes! heller siig du mig,
Ifald du mægter det med Ord at sige,
Hvoraf du kender Slægtens haarde Dom!
✂
I Lunden hisset stod en gammel Eg,
Det længe var den stolteste i Skoven,
Men trende Somre udi Rad jeg saae
At Lynet søgte den, alt mer den sprængtes,
Da gætted jeg, dens Liv var snart forbi,
Enddog hvorfor jeg ikke kunde vide.
228
(PS2)
►Saa er det ►og med Slægters Liv paa Jord:
Vi se, vi gætte, høie ►Norner ►raade.
✂
Ei siger jeg imod, men sikkert har
Du ►end et ►Mærke, som dig ►saa forvisser.
✂ Godmund.
✂
Et ►Mærke har jeg paa den samme Eg,
Jeg elsked den og slukked engang Ilden,
Som vilde den fortære, næste Vaar
Den ►end var grøn, men atter rammed Lynet,
Og ikkun Aske laa hvor Egen stod.
✂ Thorkild.
✂
Du mener ►Sigmunds ►underlige Frelse
Maa lignes ved den slukte Brand.
Men mig ei tykkes ►saa, thi du forvoven
Dig satte imod Guders klare Raad.
✂ Godmund.
✂
Nu mærker jeg ►tilvisse, du ►est voksen
Og veed af Ord at løse Kløgten ud,
Men tungt det er for mig paa gamle Dage
At ►saa beskiæmmes af min ►Fostersøn;
Du veed saa fluks og grant ►alt hvad jeg mener,
Og hvad jeg i saamange Aar ei saae
Det ligger lige for dit skarpe Øie;
Nu mærker jeg at altid jeg var blind.
Men siig mig dog ►alt med din store Kløgt,
Om ►og min Tanke faldt paa ►Sigmunds Frelse,
Da jeg, mens han i 📌Gotland var, dig sagde,
576
(US1)
At Slægten vist ei leved mange Led?
27
229
(PS2)
Forkynd mig ►og, ifald du det kan mindes:
Hvordan blev ►Volsung født?
✂ Thorkild.
✂
Du driver Spot
Med mig, min Daarskab og min Ungdom,
Det er forskyldt, men undervis mig nu,
At ei vankundig jeg skal tro mig kløgtig!
✂ Godmund.
✂
Den alderstegne ►Rerek sad paa ►Høien,
Han havde selv sin egen Bautasten
Opreist, thi Søn ham ikke ►Norner undte.
Han saae paa Stenen med bedrøvet ►Hu,
Og ►vaandefuld til Guderne han bad,
Da rørtes ►Odin af sin ►Ætmands Kvide,
Sin Mø nedsendte han med sælsom Frugt,
Og ►Rerek ►kendte ►Odins store Naade.
Da groed ►Volsung udi Moderliv,
I Vintre fem han groed ►saa, men aldrig
Det undtes ham, lig andre Mænd at fødes,
Udskaaret blev han af sin Moders Liv,
Og ►Volsungætten blev; men som dens Ophav,
►Saa er dens Færd ►og ►underlig paa Jord.
✂ Thorkild.
✂
Ak, nu forstaar jeg dig. Til Kongehallen
Jeg iler fluks at skue ►Norners Dom,
Thi ►sikkerlig i Dag den aabenbares.
28 230 (PS2)
Kongehallen.
✂
►Sinfjotle! Du ved Brud og Liv har skilt
Min Broder, jeg din Undergang har svoret,
577
(US1)
Men ►Sigmund bød mig tage Bod for Hevn,
Og Kvinden maa sig efter Manden føie;
►Thi rækker jeg dig dette fulde Horn,
Udtøm det! og jeg er med dig forsonet.
✂
Men drøit det er at tømme, som jeg ser,
Hel grumset er den Drik, som du mig byder.
✂
Ræk hid, min Søn! jeg tømmer den for dig.
✂
Kan ►Sigmunds Søn ei tømme selv et Horn?
Skal dette ►og din Fader for dig drikke?
✂
►Stifmoder! Ondt du har i Hornet blandet,
Jeg taaler ei den stærke ►Sonedrik.
✂
Du tager Feil, min Søn, den Drik er kraftig,
Men ikke ond, dog ræk mig ogsaa den!
✂
►Sinfjotle! ►end jeg rækker dig et Horn
Og sværger høit ved alle ►Valhals Guder,
At værre Vædske ei blev øst deri,
29
231
(PS2)
End den Kong ►Sigmund uden Men har drukket.
►Est du hans Søn, du drikker ►og som han,
Hvis ei, da ►est du med en Træl ►vist avlet.
✂
Saa viis da, Søn, du ►est af ►Volsungs Blod!
✂
Har jeg i Live ei det vist, da skal
Jeg vise det i Døden, jeg fornemmer
Min Tid er omme, da min Fader selv
578
(US1)
Mig ægger til at tømme Edderdrikken,
Enddog forinden ei som han jeg er.
✂
Nu, ►Sigmund, har jeg ►fanget Bod for Broder.
Men staa, ►Sinfjotle, fast paa dine Ben;
Hvi raver du? ►est du saa tidlig drukken?
✂ Thorkild.
✂
Af alt for nære Frænder var han født,
De nærmeste ham maatte ⓘ
Banen volde.
Tredie Samtale.
✂ Kongehallen.
✂
►Graahærdede! jeg dig lod kalde hid
For dig min Nød at klage, dig at spørge,
232
(PS2)
Om grumme ►Norner ei vil holde op
Min Slægt at ►øde?
✂ Godmund.
✂
Strænge, dog ei grumme
Er vise ►Norner. Hvad er hændtes nu?
✂
►Sinfjotle døde, jeg det maatte volde,
Og mere gruelig end selv hans Død
Hans Jordefærd imellem Folk skal nævnes.
Jeg, som i ►Uvid, over Mark ham bar
Og kom til Aaen, hvor den ►stridig rinder,
Der laa en Baad og i den stod en Mand,
Med venligt Ord han sig tilbød at ►fløtte
Mig og min Byrde over ►striden Aa,
579
(US1)
Jeg Liget rakte, det og han forsvandt,
Og til en ►Jotun gav jeg vist min Søn.
✂ Godmund.
✂
Var han ved Seid af ►Aser dig vel given?
✂
Ja, du har Ret, det maatte ►saa vel ske,
31Thi utilbørlig maa hans Fødsel ►nævnes.
Men nu min ►Helge, han som andre Mænd
Jo avledes, dog ogsaa ham jeg misted.
✂ Godmund.
✂
Men alle Mænd som fødes maa jo dø
Og dertil veed du selv, at sære Varsler
Ved ►Helges Fødsel og en sælsom Lod
I Liv og Død ham tyktes at forkynde.
✂
Du mener hine ►Volers ►underlige Syssel,
►Der de hans Skæbne knytted, jeg forstod
Dem ei; men nys mig Tidende er ►baaret,
At han af egen ►Maag er dræbt i Lund,
Selv ►Odin maatte Spyd til Værket laane.
✂ Godmund.
✂
Hans fagre ►Sigrun var jo ►og ►Valkyrie.
✂
Det var hun, hun har selv sig dræbt
Og ►Helges Sønner med. Som fordum ⓘ
►Rerek
Jeg stander sønneløs i Alderdom.
✂ Godmund.
✂
Og har du glemt, at du ►est ⓘ
►Rereks ►Ætmand?
✂
Af ►Volsungs Æt kun lever jeg allene,
Men ⓘ
►Hjordis er med Barn og nu jeg vil,
At du om det mig ►Norners Dom forkynder.
✂
Hvi vil du spørge ►end om ►Norners Raad?
Har du ei set det nok at aabenbares?
✂
Du spaaer ilde, jeg dog spørger ►end:
Hvad Skæbne bier den Ufødte? ►ødes Slægten
I ham, ►hvad heller skal han den forplante?
✂
Naar Solen ►sættes, du i ►Norners Lund
Maa spørge; der dig sanddru Svar skal undes.
✂ En Hirdmand.
✂
Nys ere ►Hundings Sønner komne hid,
Paa ►Helges Fader agte de at hevne
Hvad ►Helge brød, da deres Fader faldt.
✂
Lad Hornet gjalde over Sletten fluks!
Mig lyster gerne Sværdelarm at høre,
Igennem Brynjen ei kan Sorgen trænge ind,
Og Sjælens ►Størke under Jernet vokser.
Men ⓘ
►Hjordis fløttes skal i Hast til Lund;
Om ►Odin os i Dag vil nægte Seier,
Ei ►Vikinger maa finde hende her.
✂ Godmund.
✂
Farvel, Kong ►Sigmund! længe har jeg levet,
Det kan jeg mærke paa hvad jeg har set.
33Hvis ►end før jeg, til ►Odins Sal du kommer,
Da hils din Fader fra hans gamle Ven!
Valen.
✂
►Alt gryer Dagen, ikkun Ravneskrig
Nu høres lyde over øde Val,
581
(US1)
Dog, sagte Gispen hører jeg med Gysen,
235
(PS2)
Og maa dog ►gange gennem Blodet frem,
De kære Lig og Sværdet at oplede.
✂ Ternen.
✂
Hist runder sig en Ring af faldne ►Kæmper,
I deres Midte findes Kongen ►vist.
✂
Ja visselig, det er ham selv, han bader
Til ►Valhals Fest sig i den røde Flod,
Og Liget der, det er jo ►og min Faders.
►Eilime! ►Sigmund! gamle, faldne ►Kæmper!
Er Tungen stivnet, Aandedraget ►stemt,
Saa ei I mægte ►end et Ord at mæle?
✂
Hvem kalder mig?
✂
Din ►Hjordis. ►End du lever!
Kan dine Saar ei læges?
✂
Store Saar
Kan sammengro, men se det brudte Vaaben!
Det fik et Saar, som ei kan læges mer,
Og uden det jeg vil ei længer leve.
✂
Forunderligt! hvo mægted ►Gram at bryde?
✂
Kun han som gav det. Midt i haarden Strid
Mig ►Odin mødte, holdt sit Skjold mod Sværdet,
236
(PS2)
Og Sværdet brast, nu ogsaa han forlod
Sin Slægt, og vil at den skal ødelægges.
✂
Han vil det ei, o, glæd dig, gamle ►Kæmpe!
Den Søn jeg bærer under Hjertet ►end,
Ham frelste ►Odin, da han Sværdet brød,
35
582
(US1)
Thi var det heelt, det maatte ham fordærve.
O! vil du høre høie ►Norners Dom?
✂
Jeg har ei Tid, jeg maa til ►Valhal ile
At takke ►Odin. Vogt du ►Gram!
►Hjordise ►nævnedes du ei omsonst.
✂ Godmund.
✂
Er endnu ei vi komne nær til Valen?
Alt som vi gaa, jeg vissere det mærker,
At snart udrundet er mit Timeglas;
Men dog ►mig bæres for at Livets Lys
Ei før ved ►Sigmunds Lig skal rent udslukkes.
✂ Thorkild.
✂
Nu stander du for ►Sigmunds røde Lig,
Og hos dig staar ►Hjordise vel tilmode.
✂ Godmund.
✂
Hvorledes? vel tilmode her paa Val?
✂
Ja, Gamle! kan jeg give Rum for Sorgen
I denne Glædesstund, da ►Odin selv
Har frelst sin Slægt ved ►Gram at sønderbryde.
✂
O stol dog ei paa disse sære Tegn,
Der love Held og dobbelt Vanheld avle!
O kan da ei selv ►Volsungætten lære,
At ►Odin kun er denne Verdens Gud,
Og at saa tit han vove vil at trodse
Den ►underlige, hemmelige Magt,
Som kun forblommet gennem ►Norner taler,
Uvidende han styres i sin Trods
Til selv de høie ►Norners Raad at fremme?
Stol derfor ei paa dette Sværdets Brud,
Thi viid, den Haand, som det kan sammenføie,
Sig rører kraftig over Mulde ►end.
✂
O hvilken Angst du mig i Blodet jager,
Ei tør jeg ►stædes her, jeg vil bortfly
Og skjule mig imellem 📌Nordens Iis.
✂ Godmund.
✂
Ak, arme Dronning, hvor vil du henflygte?
Veed du det ei, at under Askens Rod
Vi alle ►bygge, og at over Roden
Er ►Nornernes usynlige Pallads!
O, siig mig Thorkild! er ei Solen oppe?
✂
Just nu opstiger den i 📌Østerlide.
✂
O, vend mig mod den, at dens første Straale
Kan skinne paa det lukte Øielaag,
Og jeg nedknælende i Ydmyghed kan bede,
Til ham, som ved sin Almagt skabte den!
O, tro mig, Thorkild, kære ►Fostersøn!
Ei blind jeg blev, da Øiet sig tillukked,
Nei, blind jeg var fra Livets første Morgen,
Kun seent jeg mærked det, og mere seent,
Da alt det Synlige forsvandt for Øiet,
Et Glimt af Lys sig tændte i min Sjæl.
Men ak, det er kun som en liden Stjerne,
Vor Gudehær forsvinder ved dens Skin,
Og over ►Valhal seer jeg Mørket ruge;
Jeg lokkes venlig mod det Ubekendte:
Mod ►Gimle, mod de lyse ►Alfers Bo;
Men Veien kan den Stjerne mig ei vise,
Og tør jeg tro, den gennem ►Valhal gaaer?
Det kolde Hjerte kan ei Stjernen varme,
Og ængstelig det ►klapper mig i Bryst;
►Alt længe har det sukket efter Ro,
Og nu, da endelig den store Time kommer,
Nu ængstes det, nu vælter sig med Il
38Det tunge Blod mod kolde Hjertekammer,
Og skælver for, at finde Dørren lukt.
✂
O, gamle Fader! ængstes dog ei ►saa!
Hvorledes end det er med det Forborgne,
Som ►raader over Guderne og os,
Har du jo dog i Ydmyghed henvandret,
239
(PS2)
Med villigt Øie speidet efter Lys,
Og fulgt den Sti, du mente did at føre.
Om du foer vild, din Brøde var det ei,
Og Lyset veed, at du det vilde fulgt,
Hvis det at se du ikkun havde mægtet,
Saa vær da rolig i din sidste Stund,
Som du det var igennem hele Livet,
Du kan det uden Frygt, og det for mig
Var grueligt, ifald jeg maatte skælve
For, Fader, dig at ligne i din Død;
Da ingen Mand jeg veed paa Jorden til,
Som ►heller jeg i Livet vilde ligne.
✂ Godmund.
✂
O, ti, min Søn, og roes mit Levnet ei!
Til ►Nidingsid jeg aldrig lokket blev,
Mit bløde Hjerte skjalv for ►Mordidrætter,
Og til at lyve var jeg alt for stolt;
Men dog velsignede jeg dem, som myrded
39Forkyndte, skøndt det mig i Hjertet skar,
At Mennesker Man skulde Guder offre;
Ved mangen Gerning og ved mangt et Ord
Og fremfor Alt, ved Lyster og ved Tanker,
Var Noget i mig, som med Tordenrøst
Mig bød for det Usynlige at skælve.
Vel stred jeg mod hvad denne Røst forbød,
Men ak, saa tit jeg dog blev overvundet,
Og Mindet avlede et bittert Nag,
Som piner mig i denne store Time.
Med dette Minde, dette Nag jeg skal
Nu stædes frem for det Usynlige,
Hvorledes tør jeg vente Ro og Glæde?
240
(PS2)
O, var det sandt, at bag ved Døden ►end
Os Kræfter følge, og en Kamp os bier,
Hvorved forsones kan vor store Skyld,
585
(US1)
O var det sandt, at vi i ►Surturs Lue,
Naar Jord og Himmel blir en Askehob,
Kan renses, luttres fra al jordisk Smitte
Og svinge os til ►Gimles lyse Borg;
O, var det ►saa, da døde jeg saa rolig,
Men ak, hvorpaa er bygt den hele Tro?
Kun dunkle Sagn, hvis Udspring ei vi kende,
Og Gætteværk den løse Grundvold er,
Der gyngende i Luften sig bevæger,
Skal bære ►Valhal, ►Gimle, Guder, os —
Og svinder selv for lette Aandepust.
40At noget Ondt er til, vi kan fornemme,
Om end hvert Sagn om ⓘ
►Thurser kun er Løgn,
Det Ondes Magt vi maa vel ►og ►bekende,
Da det saatit i Liv os overvandt,
Ak, hvad om nu hvert Sagn, hvorpaa vi stole,
Udrugedes kun af det Ondes List!
✂ Thorkild.
✂
Forfærdes maa jeg ved din sidste Tale,
Men kan dog ei fortvivle, eller tro
At det Forborgne, som ►for Alting raader,
Tillod det Onde os at ►daare ►saa,
Tillod at den som efter Lyset higer
I Mørket altid skulde fare vild,
At den som dybt med Suk sin Svaghed føler
Ei skulde ►størkes og dog lide Straf.
✂
O tie, min Søn, du ængster mig kun meer,
I det du mener Trøst mig at indgyde,
Thi viid! det Folk, som boer i Vest bag 📌Rhin
Og de som syd for 📌Alpefjeldet ►bygge,
Med mange Andre, som Man har fortalt,
De har en Tro, som skal stadfæstet være
Ved mange ►underlige Tegn,
Og er det sandt, da kan den Hjertet trøste;
41Thi den forkynder en almægtig Gud,
Som over Mennesker sig har forbarmet,
Sin Søn nedsendt, som ved et Almagts Lyn
586
(US1)
Har sønderknust den fule Troldevrimmel;
En kærlig Gud, som vil for Sønnens Skyld
Tilgive Hver, som sine Feil fortryder,
Og skænke ham af Naade ►Salighed.
Det har jeg vidst igennem mange Aar,
Og dog jeg ei har til det Folk henvandret,
At høre fuldt og sanddru Vidnesbyrd,
Det piner mig nu i den sidste Time.
O Thorkild, Thorkild! du er ung endnu,
O skynd dig bort, lad mig kun dø allene!
Du kan ei hjelpe mig, og om nu brat
Din sidste Time kom, du laa som jeg
Af Angst omspændt i Dødens bittre Kvaler.
O skynd dig hen til kristent Land og Folk,
Og undes dig den trøstefulde Lære,
At tro, da bed for mig til 👤Kristi Fader,
At han ►forlader mig min store Skyld!
Ak, Hjertet brister, 👤Kristus! Frelser! Ak!
Ak, tør jeg mig ved din Forsoning trøste?
✂ Thorkild.
✂
Du tør. Forunderlig opgik mig Lys i Sjælen,
Og straalende en Skikkelse jeg saae,
42
242
(PS2)
Som strakte kærlig ud mod dig sin Haand,
O grib den kun! den skal dig føre
Igennem Gravens Nat til lyse Himle.
✂ Godmund.
✂
Jeg griber den med Tro, og døer.
►Sigurd og ►Brynhild.
44 244 (PS2)De Talende.
| ►Sigurd, | Søn af ►Sigmund. | |
| ►Hjordese, | hans Moder. | |
| ►Thora, | 👤Hakons Datter, en dansk Prindsesse. | |
| ►Brynhild, | Datter af ►Budle Hunekonge. | |
| ►Odrun, | hendes Søster. | |
| ►Gjuke, | Konge i 📌Frakland. | |
| ►Grimhild, | hans Dronning. | |
| ►Gudrun, | deres Datter. | |
| ►Gunnar, | } | deres Sønner. |
| ►Hogne, | ||
| ►Guttorm, | ||
| ►Fafner, | } | Sønner af en ►Jotun ►Hreidmar. |
| ►Regin, | ||
| ►Yrpa, | ►Thorgerd Hørgabruds Søster. | |
| Herman. |
Første Samtale.
✂
Hvad vil du mig? du brede Egetop!
►Hvad heller du, som bryder stærke Grene,
Du brusende! jeg kender ei ►jert ►Maal,
Og ►underligt til Sjælen dog det mæler.
Hvi tuder du, graabenet Ulv, saa høit?
Hvi skrige ►saa de sultne ►Odins Fugle?
De sultne — ja, nu veed jeg det tilfulde,
I kræve ►Brad ⓘ
hin varme af min Haand,
Og jeg er skyldig eder det at unde;
Ja skyldig ►vist, thi mange Vintre ►led
Fra Stunden, da min Faders røde Aadsel
Med Tand og Klo I søndersled, og end
Ei Blodet af hans Banemand I suged.
Hvi har jeg nølet? er vel Armen svag,
46Og ►klapper Hjertet mig i Liv af Rædsel?
Du veed det, ►Drauge! høie Guder! I
Er Vidner, at før denne Morgen gryed,
Min Faders Navn var mig en fremmed Lyd,
Og 📌Leirekongen kaldte jeg min Fader.
Men nu, med Sol og Maane vil jeg vandre,
Og naar det mørknes, skal mit Øies Ild
246
(PS2)
Mig lyse gennem Skov og over Hede
Til jeg ham finder, 📌Sakslands fule Drot,
Og han skal sande, naar ham Sværdet deler,
At der er Liv i ►Volsungætten ►end.
Men Sværdet! — ak, ►end aldrig har det hamret
589
(US1)
I tunge Balg min Lænd, som usel Træl
Jeg kun en Bue veed mod Hjort at spænde,
Og ramme Ulven med det lette Spyd.
Ak, jeg har sovet, Barn jeg kun har været
Til denne Dag, jeg gik i ►Ledebaand,
Naar Sværd jeg kræved, rakte Man mig Keppen,
Og ►taalig red jeg paa den, red til ►Hel,
Men nu er ogsaa Barndomstiden omme,
Paa anden Hest jeg ►Valhal ►vist skal naa.
✂
Hvi raaber du saa høit i Skoven her,
Som om du vilde Stormen overbyde?
✂
Det vil jeg ogsaa, jeg er mer end den,
Den bryder Eg og løfter høie Bølger,
47Men farer kun, naar fule ►Thurseørn
Med Vinger slaar og ►stilles naar han hviler.
Jeg ►Størke har til Eg og Jord at ryste,
Den er min egen, virker, naar jeg vil,
Thi fri jeg er af ►Asarod oprunden.
✂
Hin gamle Ørn du ei maa skælde ►saa,
Og ikke ►saa med egen ►Størke prale,
Var det dig selv, som med din Vinge slog,
Og Vinden reiste, som nu i dig suser?
Dog, ung du ►est, og ►end ukiendt med Livet,
Ja det mig tykkes fast, som om i Dag
Du mærked først, at der er Liv i Kroppen.
247
(PS2)
Ei underligt, at Kilden sprudler ►saa,
Da nys den brød med Magt igennem Jorden,
Men siig mig dog, du vakkre Ungersvend!
Hvad Forsæt har du ►alt i Dag undfanget,
Og avlet og opfostret, thi ret vel
Jeg mærker, det har faaet tidlig ►Manddom,
►Denstund det mæler ►alt saa høit og djærvt.
✂
Hvor kan du spørge? er du ei den Samme,
Som mig i Morges lærte store Sagn
590
(US1)
Om mine ►Fædres ►Manddom, og om ►Sigmunds
Min Faders Drab, og mener du, at Sol
I Morgen mig skal finde her i 📌Leire?
✂
Hvor da?
✂
Veed jeg ►vel det? ei lange Vei
Til 📌Saksland kender jeg, men dog jeg dristig
Vil følge efter sultne Ravnes Skrig,
Ei vise de mig vild, de tørste
►Alt efter ►Linges sorte ⓘ
Hjerteblod.
✂
Du er ei raadvild, men du maa betænke,
At der er langt til 📌Saksland, dine Ravne
Med tørre Munde ei kan flyve did,
Og hvis du underveis skal give
Dem alt det Blod, de tørste efter,
Du kommer neppe did, mens du kan gaa.
248
(PS2)
Dog, kom du der nu end, du ei maa glemme,
At der er langt til ►Linges Hjerteblod,
At baade Staal og Ben og Kød maa skæres,
Før du betale kan dit Følgeskab,
Hvormed vil du vel det udrette?
✂
Hvormed? hvormed vel, ►uden med et Sværd,
Med Den, som bryder Ben og kløver Brynjer?
✂
Hvor har du det? mig tykkes ei ved Lænd
Det hænger, ►saa som ►Kæmpesæd ►mon være.
✂
Vil du mig spotte, Dværg! ►hvad Møie
At faae et Sværd, naar Man har Kraft og Mod?
Du har jo et.
✂
Ja, jeg, men ikke du.
✂
Saa ræk mig det! jeg har ei Tid at nøle.
✂
Ja række! mener du kanske, at det
Er fløiet mig ►saa i den aabne Haand?
Nei, mange Dage, mange halve Nætter
Jeg svedet har ved Ambolt og ved Ild,
Før jeg det fik med ►Konst og Kløgt udhamret,
Og ►Hjaltet er af drevent Guld, en ►Skænk
Saa herlig ei til ukendt Drot Man rækker,
Ei før Man veed hvordan han Gaven lønner.
Hvad giver du mig vel for dette Sværd?
✂
Hvad give? gro'r her Guld i Skoven?
Naar ►Hundings Arv jeg ►skifter, kom da kun!
Og hundredfold jeg skal dig Sværdet lønne.
✂
Ja naar! Men ►Hundings Sønner ere ►Kæmper,
Det veed ei ene jeg, det veed al 📌Nord,
Og selv din Fader det paa Valen sanded;
50Hvad ikke jeg og hvad slet Ingen veed,
Er derimod, hvad du engang kan vorde;
Men æde dine Ravne nu dig selv,
Hvad faar saa jeg for Guld og Møie?
✂
Du nævned mig min Faders Banemand,
Du tændte i mig Hevnens stærke Lue,
Du er ►og skyldig da at give mig
Hvad der kan køle den: det kolde Staal.
✂
Nyfigen var du, jeg dig Sagn fortalte,
Som Man for Løiers Skyld fortæller sligt;
Jeg sagde dig, du var en Søn af ►Sigmund,
592
(US1)
Fordi mig tyktes det var sært at du
Ei skulde vide hvem din Fader var.
At ægge dig til Hevn, det var et Indfald,
Som jeg ►vist aldrig fik, det er jo Noget,
Som kommer ikke mig det mindste ved,
Hvis du har Lyst, saa reis, og nu Godnat!
Mit Sværd er ei tilfals for Løfter.
✂
Men dog for ►Størke mener jeg, og fluks
250
(PS2)
Med Magt jeg tager det, hvis ei du giver
Det hid ►paa Stand.
✂
At røve fremmed Mand
I Skov, ei hædrer ►storlig Kongesønner,
51Men vil du være Røver, nu velan!
Saa er det her, vor ►Størke er ei lige.
✂
Ret ►saa! giv mig hvad Navn du vil,
Naar kun du giver Sværdet! Selv fra ►Odins
Den høie Lænd jeg rev det, om mig ei
Et andet undtes. Ser du, som jeg hugger
I denne Eg, ►saa skal jeg hugge til
Paa ►Linges Isse, ►trods om den kan holde.
✂
For dette Sværd den holder nok, thi se!
Det ►sprang jo sønder mod den haarde ►Bul.
✂
Det ►sprang! det var et Sværd som du er Mand,
Det burde jeg betænkt.
✂
Ei maa du laste
Mit Sværd, om end du laster mig;
Thi sandt er det at sige, intet findes
I 📌Nordurlande, gjort af Mandehaand,
593
(US1)
Som lignes kan ved det i Haardhed, ►Størke,
Og er din Arm til saadant Sværd for stærk,
Du ikkun sent vil finde et, som holder.
✂
Usalig er jeg med min ►Størke da,
251
(PS2)
Hvi skænke Guder ei med den ►og Vaaben,
52Som taale kan at bæres høit i Luft
Og falde tungt?
✂
Ja, skæld du kun
Paa Guderne, de har fortjent det ærlig,
Om ei just denne, saa en anden Gang,
Men ellers var det mig som burde skælde,
Hvormed betaler du mig nu mit Sværd?
✂
O tal ei mer om Sligt, men ►est du kløgtig,
Da raad nu paa min Vaande Bod!
✂
Ja, her det gælder udi flere Maader,
At ►dyre ere gode Raad og tit
De kun betales ilde. Dog, din ►Manddom
Har rørt mit Sind og slig en ►Kæmpes Hjelp
Som du, er ►og mig selv nødtørftig.
Kom! lad os sidde ned paa denne Sten,
Og medens Solen ►sættes, jeg en ►Saga
Dig vil fortælle, kan vi enes da,
Jeg stræbe vil dig gode Raad at ►kende.
✂
Hvortil den Nølen? siig mig hvad du veed!
Begær for Raadet Alt hvad jeg kan evne,
Og det skal vorde dit. Kun snart, kun snart!
✂
Med Sværdet var jeg snar, fordi jeg vidste
53Du kunde taget det, jeg er lidt sen
Med Raadet, thi det har jeg sikkert,
Og kom du end til Leiet, hvor det er,
594
(US1)
Du fandt det derfor ei. Du haster!
252
(PS2)
Hvorfor? Du er jo ung endnu, og først
Naar du har Vaaben, er det Tid at haste,
Men Vaaben faa'r du ei af mig,
Hvis ei med Ro du vil min ►Saga høre.
✂
Velan! jeg maa vel høre, saa fortæl!
✂
Min Slægt og din er ei saa lidt ►adskillig,
Og Venskab var kun sjelden dem imellem;
Du stammer ned fra ►Asamanden ►Odin,
Om ham, den onde Fjende af min Slægt,
Er Sagnet, jeg hans ►Ætmand vil fortælle.
✂
Om ►Odin vil du tale Ondt, du ►Jotun!
Kan jeg da høre dig?
✂
Det veed jeg ei,
Men høre maa du, om du Raad vil have.
✂
Det var da ►Odin og hans ►arge Svende,
De ►ginge langs med Elv, og som de gik,
De saae en Odder ligge der paa Bredden,
Det var min Broder, han i ►Fiskeham
54Sig skemted tit i disse Vande.
Vor utro Frænde, ►Loke ►Laufeis Søn,
Var ►og med ►Odin, og det er hans Gammen
At virke Ondt; han tog en mægtig Sten
Og knusede med den min Broders Hoved;
Det var en Lyst for gerrig ►Asaflok,
At stjæle ►Bælgen fra den døde ►Jotun,
Men ►Loke stundom husker hvem han er,
Han lokked ►Odin til min Faders Gaard,
Indbildte ham, han var hos sine Venner.
253
(PS2)
Da pralede han ►storlig over Bord
Af ►Kæmpeværket, som han havde ►drevet,
Men vi med Hænder bandt den ►Asaflok,
De maatte love ►Odderbælg at fylde
595
(US1)
Med røden Guld, og med den samme Malm
Hvert Haar bedække. Guld har ►Aser ei,
De altid maa det stjæle eller røve,
Og ►Loke gik afsted, og kom igen
Med Dværgen ►Andvars Skat. Vi reiste
Nu ►Odderbælg paa Fod og fyldt den blev
Og dækket med; men som nu ►Hreidmars Øie
Paa ►Asamænd og ►Bælgen vandred om,
Det fandt en fager Ring paa ►Odins Finger,
Paa ►Bælgen ►og et utildækket Haar,
Det maatte Ringen skjule, ►Odin nødig
Den vilde mistet, og den fule Trold
Med sære Runer den forheksed ►saa,
55At ►Hreidmar den til Bane skulde vorde.
Vi kunde dræbt de Nidinge, men dog
Vi lod dem gaa, for ei vor Ed at bryde.
Fra denne Stund min Broder ►Fafner gik
Omkring med sære Tanker, ►Odin voldte
At Fadermord kom ham i Hu.
Jeg raadte ham, som det en Broder sømmed,
Men han det agted ei; thi ►der han nu
Vor Fader havde dræbt og Guldet ranet,
Han undte mig dog ei det mindste Gran,
Men flygted ud paa ►Gnytas vilde Hede:
I ►Ormelignelse han ruger der
►Alt over Guldet, kun forgæves
Jeg efter Faderhevn og Fædrearv
Har hidtil tragtet. Vil du nu mig love
254
(PS2)
At dræbe ►Fafner, med mig Guldet dele,
Saa vil jeg ►kende dig et Raad.
✂
Ei løi du, ►Regin, dyrt var Raadet.
Om høie ►Odin har jeg Nid og Løgn
Nu maattet høre, det var værst Betaling;
Thi gerne vil jeg dræbe lede ►Orm
Og hver en ►Jotun, og af Guldet
Du tage maa alt efter Lyst.
Men siig nu snarlig, hvor er Sværdet,
Som i min Haand kan virke slig en ►Id?
✂
Kun eet jeg veed, det skænked ►Odin
Til ►Sigmund fordum, og dets Navn er ►Gram,
Men ei det findes mere over Mulde:
Din Moder ►grov det dybt i Jord og ►brustet
Det er itu, kun Een har Magt og ►Kunst
Til det igen at sammensmede,
Og det er mig. — Saa gak nu fluks
Hen til din Moder, søg det prude Vaaben!
Men nævn ei mig, og siig ei, at du veed
Hvo der har Kløgt til Sværdet at helbrede!
✂
Jeg iler hvad jeg kan, bliv her imedens!
✂
Saa stander jeg da nu ved Maalet snart,
Som gennem mange Aar jeg higed efter.
Kun ►Gram kan ►Fafner dræbe og kun Een,
Kun ►Sigmunds Søn det mægter kæk at løfte,
Der ►ganger han. Paa haarde Ambolt snart
Af Jernet jeg skal røde Guld udhamre.
255
(PS2)
Min Broder fældes, — ei for Broder han
Mig ►kender, og hans ►Drauge jeg forsoner
Med Blod af ►Odins Æt.
57
►Fruerburet.
✂
Har endnu Ingen set min ►Sigurd?
Det mørknes ►alt, og fra den aarle Morgen
Han ei har været udi Kongens Gaard,
Det er imod hans ►Sæd, han ei allene
Saalænge pleier løs at vanke om,
Og hele Dagen klemtes jeg om Hjerte,
Men allermest, da Solen ►skred i Hav.
597
(US1)
►Mig bæres for, at noget Ondt har rammet
Min Elskede, min Eneste, i Skov.
✂
Ei maa du, Dronning, ►saa med Frygt dig ængste;
Din ►Sigurd ►gangen er at ►bede Dyr;
Jeg selv ham saae i Morges ►ryste Spydet,
At kaste det i Luft, som er hans ►Sæd,
Og gribe det med Snilde. Efter Hjorten
Og Ulven er han drevet dybt i Skov,
Ei før ved ►Solesæt han ⓘ
mindes Tiden,
Og med den tunge Byrde gaar han mere ►sent.
✂
Du vil mig trøste, mægter det dog ikke,
Jeg veed, hvad som forborgent er for dig,
Den tunge Lov, der over Slægten hviler.
For Intet ei jeg stævned hid til 📌Nord,
58Ei kunde jeg i hine Egne dvæle
256
(PS2)
Hvor mig ►Uvætter tyktes overalt
Til Undergang den stolte Slægt at lokke,
Og dog det rinder mig saa tit i Hu,
At ►Norner ►bygge over alle Lande,
Og at forgæves kun jeg skjuler mig.
✂
Der er din ►Sigurd, glæd dig nu! Men se!
Han har ei Vildt, han ►haardelig ►fremfarer,
Og ►bær i Haanden Hælvten af et Sværd,
Hvor Øiet tindrer over røden Kind!
Jeg frygter selv at noget Sært er hændtes.
✂
Ja visselig.
✂
O, siig mig snarlig, Moder!
Hvor dulgte du min Faders gode Sværd?
For længe har det hvilet under Mulde.
✂
For længe? nei, desværre alt for kort,
Hvis nu igen det skal i Daglys vandre.
Men hvem har i en ulyksalig Stund
Fortalt dig Sagn om ►Gram det ►jordede?
Hvad agter du med Sværdet at udrette?
✂
Min Fader vil jeg hevne, og ved Daad
Bevise, at jeg er af ►Volsungætten.
59Hvi dulgte du mig, Moder, ►saa min Æt?
Hvi dulgte du min Faders Sværd i Jorden?
✂
Just for at dine ►Ætmænd kunde sige:
De stammede fra ►Volsung. Stand ei ►saa,
Som om du bied kun paa Sværdet,
For dig at skynde fra min Favn
Til Undergang! o, kom og sid
Paa ►Hyndet! nu du Alt skal vide.
Betænk dig ei, men kom! maaske
For sidste Gang du sidder hos din Moder.
✂
Min Tid er knap, mit Ærende er stort,
Men nægte ►maa jeg ikke hvad du beder.
✂
Ei ►mene du, det ►Kvindeblødhed er,
At jeg for dig din Æt og Sværdet dulgte;
Ei var din Fader ►blød og dog i Døden
Han som ►Hjordese bød mig vogte ►Gram.
Sig onde Magter have sammensvoret
Mod Slægten, true den med Undergang:
►Sinfjotle sprang af Edderdrik isønder,
Og ►Helge sank for ►Odins eget Spyd.
Jeg svanger gik med dig og gamle ►Sigmund
Nu tyktes vide, du blev sidste Søn,
Paa dig han byggede et tvivlsomt Haab,
Og jeg i Lund de høie ►Norner spurgte,
60
599
(US1)
Med Sorg og Gammen fyldte Svaret mig;
Thi stor Bedrift og prisomgærdet Minde
Forkyndtes dig, men Slægten Undergang,
Hvis ►Gram du fik i Hænder nogensinde.
Den høie ►As til Frelse for sin Æt
Har Sværdet brudt, evindelig forbandet
258
(PS2)
Den Haand, som heelt det række vil i din!
O, grib et andet! bær det høit med Kraft!
Og jeg skal glædes.
✂
Du din Søn vil spotte,
Thi ►sikkerlig du veed, at intet Sværd,
►Foruden ►Gram, kan taale, jeg det svinger.
✂
Jeg ahned det, men vidste det dog ei,
Og mangen søvnløs Nat det mig har voldet.
Det pinte mig at se dig uden Daad
Hendøse Livet, og dog ei jeg turde
Dig række Sværd, ei sige dig din Æt.
Din ►Størke saae jeg og jeg frygted saare
At vække Attraa i din unge Sjæl,
Som ei jeg kunde, ei jeg maatte ►stille.
Nu er den vakt og dobbelt er min Kval.
✂
Og kan du dig et Øieblik betænke?
Og vil du at naar Fremtids Skjalde kvæde
Om ►Volsungers ►Idrætter, da de skal
61Din Søn, som eier baade Mod og ►Størke,
Benævne ►Fætten i den prude Æt!
Er det ei bedre, den forgaar med mig,
Og hæderfuld igennem mange ►Aldre
Med den jeg lever udi Skjaldes Kvad,
End at i mig, mens ►end jeg Livet ►frister,
Den skal med Skam og Skændsel undergaa?
O, jeg besværger dig ved ►Valhals ►rige Guder:
Lad ►Gram opstande af det sorte Muld!
Det skænkedes til Kamp mod sorte ►Jetter,
259
(PS2)
600
(US1)
Og til at straale vidt i Dagens Lys.
O lad mig snarlig det i Haanden veie,
Og virke med det, som jeg kan og maa!
For Skæbnen ►raade da de høie ►Norner!
✂
Din Tale rører mig til Sjælen, Søn!
Og vidste jeg — Dog nei, det hjelper ikke.
Desuden, Sværdet er jo brudt.
✂
Kan det ei ►sankes, er mig Lodden kastet,
Og til at bide mig ved Hjerterod
Behøver det vel ei at sammenføies.
✂
I høie ►Aser! og min ►Sigmund, du!
►Tilgiver mig! jeg er jo ►Sigurds Moder,
Og kan ei stride mod mit eget Blod.
Du ►fanger Sværdet, ►Sigurd! kun en Ed
62Enddog jeg veed, at Eder lidet mægte
Mod ►Norners Lov, en Ed du sværge maa,
At ei du ►gange vil paa ►Gnytas Hede,
Ei drage Sværdet der.
✂
Det kan jeg ei.
✂
Det kan du ei! saa er da Haabet ude,
Saa er du viet ►alt til Undergang!
Ei kan jeg standse Strømmen, som dig river,
Det ser jeg grant, men kaste dig deri,
Det kan jeg endnu mindre. Vrede ►Norner,
Som i det Mulm jeg ►konstig om dig væved
260
(PS2)
Dog skænked dig et ulyksaligt Lys,
Og mægte ►vist at gennembryde Mulmet:
Det lette Muld, som hviler over ►Gram;
Men jeg i Værket ⓘ
være vil uskyldig.
Ei ►bede du mig længer, elskte Søn!
Jeg kan, jeg vil, jeg maa ei række Sværdet.
✂
Du vil det ei! maaske du kan det ikke.
Nu vel! jeg ►ganger og om end jeg skulde
Med Negle grave Jorden milevidt,
Saa vil jeg finde ►Gram, hvis ikke,
Da har du set mig, Moder, sidstegang.
✂
Og finder du det, gak da aldrig mer
63For mig at staa! din rædselsfulde Gammen
Den vilde mer end dræbe mig.
Saa kom da nu, min Eneste! min Søn!
Og kys mig sidste Gang! og naar i ►Valhal
Du møder ►Sigmund, naar han vaander sig
Ved Synet af den lange ►Volsungbænk,
Som nu maa evig stande tom og øde,
Hvor nederst du til ►Ragnarok maa sidde;
Da siig ham, om han ikke ►alt det veed,
Jeg er uskyldig.
✂
Kære Moder! ti!
Hvis jeg var ►Konning over Verdens Hælvte,
Og du mig bad at ►gange bort fra Land,
Hvis alt det Guld, som er i Drotters Sale,
Var mit, og du mig bad det sænke ned
I 📌Isefjord, jeg gjorde det med Gammen;
261
(PS2)
Men her det gælder, om jeg ned til ►Hel
Skal stødes mellem Nidinge og ►Jetter,
►Hvad heller jeg ved Faderhevn og Daad
Skal købe mig en Plads paa ►Odins Bænke:
Langt ►heller vil jeg mangle Søn ved Side,
End at min Fader skulde savne sin,
Hvis høie ►Norner har det ►saa beskikket.
Da ei du vil mig se med ►Gram ved Lænd,
Saa sees vi aldrig mer, Farvel!
✂
Farvel, min Søn! saa gerne Hjertet vilde,
At vel du foer, men ak, du farer ilde.
✂
602
(US1)
O ►Thora! du har kunnet sidde taus,
Hvad vilde jeg ei givet for din Lykke!
✂
Din Vinding var ei stor, om ►og
Vi Hjerte ►skifted. Mener du det ►kvæger,
At have Øre kun og ingen Mund?
Og piner Sorgen mindre, naar den lukkes
I Hjertet ind, end naar i stadig Strøm
Den gennemfarer og i Ord udrinder?
Vel maa det tykkes dig en ringe Trøst,
At ►Sigurd laa dig engang under Hjerte
I lange Maaneder, og dog var Den
►Vel til paa Jord, som gerne Livet vilde
Hengive, for at være ham saa nær
I korte Timer. Men, du Prude! siig!
Hvad er paa ►Gnytas Hede? hvorfor skifted
Dit Aasyn tvende Gange Lød,
Da ►Sigurd ei dig Eden vilde sværge?
✂
Hvad nytter det, at onde, ►svare Sagn
Jeg tynger paa dit arme Hjerte, ►Thora!
Hvi vil du at jeg briste skal af Kval,
I det fra egen Læbe jeg maa høre
65De Navne, som jeg gyser, gruer for,
Naar jeg dem ser i Tankens dunkle Hvælving?
Dog, snart min Tid er omme, det er godt,
Jeg dør, før Tidende mig ►bæres
Om blodig Strid imellem ►ⓘ
høie► Frænder,
Om ►Asaslægtens Undergang paa Jord.
Vil ►end du høre, skal jeg Sagn fortælle.
✂
Ei veed jeg selv min Villie, jeg gruer
Ved Tanken om, at dine sanddru Ord
Kan brænde Saften ud af Haabets
Den tynde Kvist, som bærer Ønskets Fugl,
Og dog, om ►Sigurd maa jeg Alting vide.
✂
Saa hør da! men jeg føler mig for svag,
Det hele Sagn at mindes og fortælle;
Eet mindes jeg, det ►ganger ei af Sind.
Paa ►Gnytas Hede ligger ►Ormen ►Fafner,
Og ruger over høie Dynger Guld,
I Dyngen er en Ring, til den er knyttet
Forbandelse, og hver dens Eiermand
Maa sørgelig af Slægt og Ven forraades.
Ja otte Konger, mangen ►Kæmpe bold
Maa falde, før den ►onde Lov er ude.
Selv ►Odin har Forbandelsen stadfæstet,
Som første Eier, ►Andvar gav den med.
66Ei vidste han, at sine egne ►Ætmænd
Han skabte Undergang.
✂
Hel grueligt!
Men hvorfor, Kære, sagde du ei ►Sigurd
Den ►onde Lov? og hvis han maatte did,
Hvi ►vared du ham ei for Uheldsringen?
✂
Det nytter ei, thi den jo Ringen har,
Som Eiermanden dræber; og desuden
Hvor kunde jeg vel dengang Saadant mindes?
Maaske, jeg veed det ei, maaske det kunde
Dog hjelpe, gid han var her ►end!
✂
Jeg løber gennem Skov og over Gærde
Og Midnatstimen skal mig ei forfærde.
Skoven.
✂
Her stander jeg i Skovens tause Nat,
Og vender mig mod Verdens fire Hjørner;
Hvor findes Sværdet? hvilken Vei og Sti
604
(US1)
Kan lede mig til Høien, hvor det hviler?
67Saa tit jeg hørte, at en blaalig Lue
Om Nattetide blusser op fra Jord,
Hvor ►Malmet vogtes af de Dødes ►Drauger.
O, kunde Øiet finde sligt et Skin,
Da var jeg glad, og uden Frygt jeg vilde
Med ►Draugen brydes, ►gange gennem Ild;
Men Intet ser jeg, Intet uden Mørke.
O, vilde dog en Fugl sin Stemme røre!
O, vilde dog en Ulv med hæse Glam
264
(PS2)
Mig kalde til en Side! Her jeg stander,
Som om min Fod var groet fast til Jord;
Ei tør jeg fløtte den, thi onde Magter
Kan lede mig fra Skatten, som jeg søger.
Ak, ►Odin! Dog, det hjelper ei min Bøn
Til dig at vende, du kun ser paa Slægten,
Og ei paa mig; jeg ►og i Dag
Dig ►vist fortørned. Høie, strænge ►Norner!
Min Moder sagde, det var eders Værk,
At store Sagn om ►Gram jeg fik at høre.
O, er det ►saa, da ►hjelper mig af Nød!
Jeg villig under eders Dom mig bøier.
Hvad rasler hist? det er den første Lyd
Jeg hører, det er Tegn fra ►Norner,
Og følge vil jeg.
✂
Hvad er det,
68Som skygger over mig og ►Tornen?
Af Alder er mit Øie ►dumt, jeg ei
Kan se. ►Est du et Levende, da svar!
✂
Jeg er en Mand, men hvem er du?
✂
Jeg er en gammel Kvinde, og hvis ikke
Mit Øre slaar mig feil, du ►vist
Er ►Sigurd, ►Sigmunds Søn, af ►Volsungætten.
✂
Det er jeg, Kvinde! du har Kløgt,
Du kan ►vist ►Bod min Vaande raade.
✂
Du leder ►om et gammelt ►braaddent Sværd,
Ei saae jeg det, thi ►dumt var ►alt mit Øie;
265
(PS2)
Men ►lydhør er jeg; da det faldt i Jord,
Jeg Klangen hørte og jeg ►end den hører,
Thi det i Jord har ingen rolig Søvn.
Vil du mig følge, Ungersvend, til Høien?
✂
Til ►Midgards Ende og til ►Jotunheim
Jeg følge vil, naar mig kun Sværdet lønner.
✂
Saa kom da fluks!
Ei Tjørnebusk,
Ei gamle Stub,
Dig ►stille maa.
69Der gaaer min Vei,
For jeg er blind,
Men følg kun med!
✂
Saa! hurtig frem!
Lad sove de Drotter
I gyldne Sal,
Du springer hel kæk
Paa Stub og paa Sten;
Din ►Idræt lønnes,
Det bedste Sværd
Du snarlig veier
I ►Kæmpehaand,
Og stor Bedrift
Du ►virke skal,
Og vorde berømt
Som ►Fenris Ulv.
✂
Hel trang er Veien over Stub og Sten,
Men siig mig, Kvinde, du som eier Kløgt,
Er ►onde Lov da ei til Sværdet bundet?
✂
►Saa var det vel, og mangen ►Jetteisse
Det kløved ►alt, men det er snart forbi,
Naar du har ►Fafner dræbt paa ►Gnytas Hede,
Da følges Sværdet af hin ►bedste Lov.
✂
Skal ei jeg frygte ►Gnytas nøgne Hede?
✂
Ei skal du det!
En Bunke af Guld
Du ►fanger der,
Og siden Kys
Af væne ►Mør,
De væneste
Som findes maa
I ►Midgards Stad.
Men agt det vel!
En ►konstig Ring
Den glimrer saa saare
Paa ►Fafners Haand,
►Forgæt den ei,
Thi til den Ring
Er bundet dit Liv.
267
(PS2)
Hvor blev du, ►Sigurd, ei jeg hører
Dit ►Traad, hvor ►est du? ►Sigurd, kom!
✂
Vi ►vanke jo paa ►Gynger i en Mose,
Jeg sank, og først, da du mig kaldte lydt,
Jeg atter fik mit Ben af Dyndet.
✂
Det volder Mørket, jeg vil tænde Lys.
Som Lygtemand hopper
71Fra Knold til Knold,
607
(US1)
►Saa spring du efter!
Og synker du ned,
Saa nævn mit Navn,
Det ►Yrpa er,
►Yrpa, ►Yrpa,
Husk det vel!
✂
Det er hel underligt at fare ►saa
Ved ►Midjenat. Du ►skuffer mig vel ikke?
Jeg sank, jeg synker dybere, o hjelp,
O, hjelp mig, ►Yrpa!
✂
Saa! nu det var vel
Du huskede mit Navn og bad saa kønt,
Det vil I ►Asabørn kun saa nødig.
Se hist paa Høi!
Se Luen der!
Hvor blaa den blusser
Mod sorte Sky,
Det eneste Lys,
268
(PS2)
Mit Øie kan se,
Er Luen saa blaa;
Nu ►lider det brat,
Nu Veien er endt.
Nu ►kommer herud,
I ►Drauger, af Høi
72Og ►bærer mig ►Gram!
I ►Yrpas Navn,
I ►Thorgerds Navn
Jeg rækker dig ►Gram,
Nu brug det flink,
Og sov saa hen
Du vakkre ►Kæmpe!
608 (US1)
Et andet Sted i Skoven.
✂
Han kommer ei. Mon saa det skulde svigte,
Det sidste Haab? Mon ►Hjordis ei
Ham giver Sværdet? Vel jeg tvivled,
Thi Sagnet veed hun; men jeg tænkte
Hun ►trøsted paa, at ►Gram var brudt,
Og kunde ei sin ►Sigurds stærke Bønner
Modstaa. Dog underligt det er,
At ei han kommer, nye Raad at søge.
Hvem raaber hist paa ►Sigurds Navn?
Det maa jeg vide.
✂
►Sigurd! ►Sigurd!
Saa hør mig dog! jeg bærer Bud
73Fra ►Hjordis, hør mig! svar mig dog! jeg ængstes
I Natten ►saa. Jeg raaber, for at dog
Jeg noget Levende kan høre.
✂
Hvem ►est du, ædle Kvinde, som ved Nat
Dig vover ud imellem Ulv og ►Drauge?
Hvi raaber du saa høit paa ►Sigurds Navn?
✂
Kun Dværg i Skabning,
I Sind og ►Størke ►Kæmpe, ►Sigurds Ven.
Vil ►Hjordis nu ham Sværdet give?
✂
Du veed det ►alt, hvor gik han hen?
✂
Han gik at søge Sværdet som en ►Galen,
Du finder ham vist ikke, men du kan
Jo sige mig dit Budskab; jeg vil mene,
609
(US1)
Vi mødes ►end engang, om ikke før,
Saa dog i 📌Saksland, jeg skal bære
Ham Budet ►vist.
✂
O, vil du det?
Men ►skuf mig ikke! ►Hjordis tør
270
(PS2)
Ei give ►Sigurd Sværdet, men som Moder
Hun ►varer ham, at hvis han finder ►Gram,
74Og ►Fafner dræber, at da ei han rører
Den fagre Ring, som skinner paa hans Haand,
Thi stor Forbandelse er til den knyttet.
✂
Det er et vigtigt Budskab og nødtørftigt,
Og Ærendet jeg ►vist skal røgte, som
Det gjaldt mig selv, gak kun til Huse,
Og sov i Ro!
✂
Ja ►gange vil jeg,
Thi jeg dog selv ei mægter ham at finde,
Men glem ei Budet!
✂
Glemme det? nei før
Mit Navn og Alt paa Jorden jeg skal glemme.
✂
Imidlertid, hvad nytter det nu Alt, naar ei
Han finder ►Gram, og hvor skal han det finde?
Naar man kun vidste hvem det ►grov i Jord,
Hvem ►Hjordis troer godt. Fordømt! nu kunde
Jeg truet hende til at sige det.
Ei, hør! hvor blev du? ►Sigurd er her!
Nei, borte er hun. Vidste jeg endda
Hvor ►Sigurd var, maaske Man fandt paa Raad,
Jeg maa dog se, jeg finder ham.
Anden Samtale.
✂
Er ►end vi ikke nær ved ►Ormehulen?
Ei meget veed jeg være mere fælt,
End ►saa at vandre paa den nøgne Hede,
Som er sin egen ►Grændse, hvor ►for Græs
Og fagre Urter, ikkun tørre Stilke
Af Jorden rage frem med hæslig Lød,
Af Sort og Rødt en fæl og sælsom Blanding,
Som om et Hav af ►eddret ►Ormeblod
Var rullet over, havde Saften tæret,
Og bredt sin Farve ud til ►Aldres Gru;
Vil Øiet løfte sig, en skaldet Høi,
Ei mindste Træ, er hvad det møder.
✂
Hvor du er blevet ►mod i Hu!
Ei tænkte jeg, en saadan dygtig ►Kæmpe
►Saa kunde længes efter Hvidt og Grønt.
Det Røde er jo dog hans egen Farve;
Det Sorte, som er ►mænget lidt iblandt,
Kan lede ham til smukke Alvorstanker
Og minde ham om Enden paa hans Daad,
Om sorte Jord, som skal hans Hænder tørre,
76Naar han har tvættet dem i røde Bad.
Ei sandt? naar Tingen ►saa med Kløgt udlægges,
Da ►kvæger Synet af den brune Lyng.
✂
Du onde ►Jotun! du er bange for
At jeg skal glemme, hvor det er jeg vanker,
272
(PS2)
At her jeg ►ganger mellem Blod og Død,
For dig at tjene, trods min Moders Kvide.
✂
►Saa lød din Tale ei, da førstegang
Du løfted ►Gram og haarde Ambolt kløved,
611
(US1)
Ei heller, da din Faders Banemand
Du skar som Klæde, da dig tyktes,
Du købte Sværdet ei for dyrt.
Dog, dig vel tykkes end det Samme,
Undtagen just, naar gamle ►Kærlingsagn
I Hu dig rinde, og det mig fortryder
At jeg saa halv om halv var Skyld deri,
Fordi jeg mente med en ►artig Skemt
Dig lidt at muntre op. Du klager over,
At her er intet Træ, men ser du hist
Det Graa, som løfter sig i vide Fjerne?
Det er et Træ, hvis Mage ei du fandt
I alle 📌Sjællands tykke, mørke Skove.
Ei har det Top, ei Grene og ei Rod,
Men ►Bullen er det ogsaa alt tilsammen;
Vel er den hul, men derfor ikke tom,
77Thi inden for sin Bark, hin graa og haarde,
Den gemmer Frugter, Man maa lystes ved;
Naar en af dem Man plante vil i Jorden,
Da vokse Blomster nok og stolte Borge,
Og væne Møer, Alt hvad lifligt er.
✂
Det er da ►Fafners Borg vi skue?
✂
►Saa er det. Hælvten er forbi
Af store Værk, den anden Hælvte
273
(PS2)
Er let: du svinger ikkun ►Gram,
Og alle hine skønne Frugter
Tilhøre os.
✂
Hvis det dig tykkes
Saa let en ►Id, jeg dig vil laane ►Gram,
Og lystes ved at se din ►Manddom.
✂
Du skemter, men jeg veed for godt,
Du ikke miste vil den Gammen,
612
(US1)
At ligne ►Asathor, at sende ned
Til sorte ►Hel en giftig ►Jotun.
✂
Det kunde jeg endda, hvordan det gik,
Og I da fulgtes ad, som vakkre Brødre.
✂
Din Skemt er hvas, dog det vil Intet sige,
78Jeg selv er stundom ►og lidt spøgefuld,
Som du vel ►og har ►mærket. Men blandt Andet!
Du loved mig, før jeg dig ►kendte Raad,
At jeg af ►Fafners Arv alt hvad mig lysted
►Og maatte tage frit; han har et ►Mon,
Som mellem Alle mest jeg higer efter,
Og da kanske du selv til det fik Lyst,
Jeg forud dig vil sige, hvad det er:
Det er en Ring, just ei saa meget vægtig,
Men fager dog ►tilsyne, den jeg først
Og fremmerst mig af Byttet ►kaarer.
✂
Saa? giør du det, mig tykkes dog at den,
Som ►Fafner dræber, ►og maa være nærmest
Til Ring og Andet, som han hos sig bær.
✂
Men derom meldtes fordum ved vor Pagt
Jo ei et Ord. Den Ring er ►konstig,
Du veed, paa Sligt jeg sætter megen Pris,
Var ikke det, jeg lod dig mer end gerne
Den Ring beholde, thi det er just den,
Som voldte ►Hreidmar Bane, vel ei heller
Den bringer anden Eier meget Held.
✂
Hel listig mener du for mig at dølge
Det sært Forborgne i den fagre Ring.
Kun eengang hørte jeg den hidtil nævne
79Af kløgtig Læbe i en hellig Stund;
613
(US1)
Dens ►Vilkaar ei jeg hørte, men mig tykkes
Da du, som ►sikkerlig med dem er kendt,
Dog efter Ringen higer, det er vissest
Jeg tager den.
✂
Ei er det Ret,
Men som Man det af ►Asamænd kan vente.
Dog Eet du mindes! dersom denne Ring
Dig Bane volder, var det ikke ►Regin,
Som voldte den.
✂
Hvor det dig klæder godt,
At drage saadan Omhu for min Velfærd;
Men jeg dig siger, trods din ►Jettekløgt,
At Ringen vil jeg eie, vil jeg ►raade.
275 (PS2)
►Fafners Borg.
✂
Med Vaaben sanke Drotter røden Guld
I Holmgang og paa ►Vikingstog saa vide;
Da sidde de i Hallen, drikke Mjød
Af dybe Horn og ►skifte atter Guldet
80Imellem ►Kæmperne paa lange Bænk,
Saa atter det maa vidt paa Jord ►omvanke,
Før det igen kan samles udi Hal.
De ►Galne! ►vist dem stærke Mjød beruser;
De ei forstaa at skatte dyre Malm,
Og ei at nyde det; de mene ►daarlig
Det ei er Noget i sig selv, men kun
At tragte efter som en ►Medekrog,
Hvormed Man fange kan alt hvad Man lyster.
Den dorske Æt, som ei begribe kan,
Det være maa det Høieste paa Jorden,
614
(US1)
For hvilket Alt paa Jorden er tilfals;
At Alskens Lyst er ringere end det,
►Hvorfor den købes! Jeg begriber
Hvad Guldet er, og da i Faderbryst
Jeg Sværdet skjulte, ogsaa ret jeg lærte
At skønne paa dets høie Værd.
Kun Vand jeg drikker, mager er min Kost,
Og ingen Kvinde mig i Armen sover,
Jeg ►føder ingen ►Sands, ►paa det at Alt
Beruses kan i Samling, af det Ene.
Hvor er den Kvinde vel paa Jord, hvis Kind
Er fin og glat som disse jevne Plader,
Hvis Øine skinner som det blanke Malm,
Og af hvis Yndighed Man aldrig mættes?
276
(PS2)
Kun Eet jeg ei begriber, hvorfor Mad
Og Drikke jeg behøver for at leve.
81Saa tit jeg prøved at undvære det; men dog
Endnu, til Trods for al min Stræben, nødes
Jeg til at bryde af min ►Salighed,
Med slig en usel ►Idræt; ja end ikke
Jeg hindre kan, at Guldet med sin Pragt
Jo glemmes, naar den tørre, hede Læbe
Til Kruset haster; selv i denne Stund,
Skønt dybt i Guldets Herlighed nedsunket,
Uvilligt drives Øiet hen mod Skaal.
Saa skynd dig da, du fule, dumme Tunge!
Og dyp dig hastig i det lede Vand,
At Guldets Pris igen du kan istemme.
Det er det Høieste du kan, og dog
Kun slet du siger, hvad jeg i mig føler.
O, kunde det, som i mig tænker, føler,
Min Krop forlade, selv forene sig
Med Guldet, da jeg først var ret lyksalig.
Vel hundred Gange kan om gyldne Dynge
Jeg vinde mig, og slimet ►Ormeham
Sig fast kan klæbe, men i hver en Fure
Jeg ei kan trykke mig, ei røre Alt.
O, vidste jeg kun, at jeg kunde være,
Og være her, skønt Kroppen raadned hen,
Da skulde jeg med smeltet Guld mig lædske,
615
(US1)
Og give ►saa min Sjæl et bedre Hus,
Der kunde staa ►foruden Mad og Drikke.
82Dog, det er uvist, om jeg kunde være,
End mere uvist, om jeg ei til ►Hel
Nedstødtes, hvor Man siger vi skal komme;
277
(PS2)
Og om jeg blev her ►end, hvo veed,
Om ei en Dødelig da kunde mægte
At rane bort min Skat, min ►Salighed,
Og lade mig ►omvanke paa den tomme Hede.
Nei, leve vil jeg, altid vil jeg leve,
Som nu jeg er; thi nu tør Ingen vove
At nærme sig; jeg eier ►Ægishjelm,
Som fylder hvert et Bryst med Rædsel,
Naar Øiet ser den; jeg kan skabe mig
I ►Ormelignelse og Edder hvæse.
Hvor er vel den, som eier Mod og Kraft
Til mig at møde og som ikke falder?
Jeg veed, han er, men der er ikkun een,
Kun eet er Sværdet mig kan Bane volde,
Og det er brudt. Hvem gør det heelt?
Min Broder kan det, — men han er en ►Jotun,
Og ►Sigurd er af ►Asaæt; ►naar saae
Man slige To at ►virke Idræt sammen? —
Ja, ►Loke, det er sandt han ►Odin hjalp,
Og dræbte ►Otur, han er ►og en ►Jotun, —
Men ►skuffed ►og den lede ►Asamand.
Det vil ►og ►Regin, men — hvad kan det nytte,
Naar først jeg myrdet er? Dog, hvem har sagt,
At al den Snak er sand? naar Man nyfigen
83Vil ►Ødet vide, tit Man faa'r en Løgn
At løbe med, ►saa er vel ogsaa dette.
✂
Nu, Tunge, stærk du raaber om din Drik,
Og har den slet fortjent: Saa drik da!
Men fy! det stinker, otte Dage har
Det ogsaa standet her; jeg maa da vel,
Saa nødig end jeg vil, min Skat forlade.
Saa præg da, Øie, fast det gyldne Billed,
Saa ei det svinder paa den korte, lange Vei!
Du, fagre Ring, skal mig til Bækken følge,
278
(PS2)
Og naar du speiler dig i klare Vand,
616
(US1)
Da skal jeg mene, jeg min Skat forøger.
Hvi ryster ►saa min Finger, som om den
Var bange for den fagre, røde Lænke?
Det er den Ring, som jeg af ►Hreidmars Haand
Med Møie drog, dengang den vilde ⓘ
visne;
Det er den Ring, om hvilken ►Odin spaaed:
Den skulde volde ►Hreidmar Banesaar.
Hvi mindes jeg alt Dette nu? hvi tykkes
Det mig herinde, ►som jeg halv fortrød
Den Gerning, der mig skaffed Guldet?
Det er, fordi jeg tørster, aldrig Sligt
Jeg ellers mindes. Men — om Ringen
Nu ogsaa mig til Bane blev som ham!
Ei den, det veed jeg bedst, bær Skylden ene,
84Og skal for den jeg ræddes, maa jeg ræddes jo
For denne hele Dynge. Nei, det vil jeg ikke,
Nu lædsker jeg min Tørst, og drukner saa
De fæle Griller, som mig vil forstyrre.
✂
Jeg først dog maa til alle Kanter se,
Om Noget sig paa nøgne Hede løfter.
Nei, der er Intet, der ei heller, der,
Ja der jeg ser en Hest, som ►bider Lynget.
Hvor kom den fra? hvem eier den?
Det gyser i mig, hvad om nu min Time
Er kommet ►alt, om jeg for sidstegang
Mit Øie mætter paa de gyldne Dynger!
Om evig det skal lukkes nu, ja lukkes
Og aabne sig kanske, hvor der er intet Guld,
Hvor sorte ►Hel, min Fader med sin Vunde,
Og tunge Edderstrøm jeg kun skal se!
Jeg gaar ei ud, jeg bliver her; men Tungen,
279
(PS2)
Den brænder som en Glød. O, havde jeg
Dog ei det raadne Vand udkastet!
O, havde jeg dog over Bækken hist
Mit Hus opbygget, o! da var jeg sikker.
Men ►gange maa jeg nu, om jeg vil leve.
Det er ►vist ►og kun Angsten, som forfærder
Mig ►saa, naar jeg i ►Ormeham
Mig skyder sagte gennem Lyngen,
617
(US1)
Hvem ser mig da? Farvel mit Guld!
85Dog nei, kun jeg vil fare vel;
Men du skal blive her, og naar jeg kommer
Igen, da skal jeg anderledes svare,
Og selv den allersidste, seie Draabe
Skal lædske mig.
►Aabakken.
✂
Hvem ►est du, Lede! ►mens det undtes dig
At fæste Vaaben paa min glatte Hud,
Og ryste af dig skarpe Edderstrømme?
✂
Mit ►hæderlige Navn er ►Fafnersbane,
Og med min Fader døde Slægten ud,
Hvorfra jeg stammer. Kender du mig nu?
✂
Gid du var raadnet i din Moders Liv,
Du ►Sildefødning! saa var jeg nu fri
For her mig i mit eget Blod at vælte.
Hvad vilde du ►og her, du ►Asahund!
✂
Mig ►Nornen drev, som efter Ulv paa Heden
Den snare Hund af sælsom Drift hendrives.
✂
Men veed du vel, at meget ►usambaarne
Er ►Norner, og ►adskillig deres Æt;
Af dem er Somme ►Dvalins onde Døttre,
De skabe Mænd ei heller bedre Kaar;
Og dem det var, som drev dig ud paa Heden,
De fagre Ringe og det røde Guld
618
(US1)
Skal vorde dig til Bane. Vil du frelses,
Da skynd dig ►hastelig herfra, og lad
Min ►Drauge rolig ruge over Guldet!
Foragt ei Raadet! bedre er mit Raad,
End du af mig fortjente.
✂
Spar din Møie!
Jeg raaded dig at fare ned til ►Hel,
Mit Raad du lyde maa, dog lidt det ►huger
Dig, ►saa at skilles fra din ►Ormelyst;
Men raad ei mig! ►for Guldet jeg vil raade,
For Skæbnen ►raade ►Norner som de vil!
✂
Ja, dø jeg maa, deri du sagde sandt,
Jeg vrider mig ►alt i de sidste ►Bugter;
Men fagre Ringe og det røde Guld
Skal vorde dig til Bane, det mig glæder,
Mig glæder, som jeg glædes kan; thi, se!
Der stander sorte ►Hel, med giftig Aande
Hun kvæler mig, og der min Fader staar
87
281
(PS2)
Med nøgne ►Knokler. Der, ja der jeg stak,
Men jeg er ogsaa ►stungen, gamle ►Jotun!
Lad vore ►Knokler rangle mod hinanden,
Og lad os maale vore Saar!
Mit er saa dybt — saa dybt — jeg døer.
✂
Nu er den ►Idræt ►virket da, han døde.
Vel bed du, hvasse ►Gram! men Blod
Af fule ►Orm skal ikke paa dig ruste;
I høie Lyng jeg dig skal stryge ren,
At blank igen du straale kan i Solen.
✂
Til Lykke, ►Sigurd! med dit store Værk!
Nu først du ret kan smage ►Asagammen.
✂
Hvad smagte du i Lyngen, hvor du laa
Imens jeg stred? er Hjertet ikke hoppet
619
(US1)
Dig ud af Livet ►end? mig tyktes ret,
Jeg kunde høre, hvor det banked Jorden.
✂
Og er det Rædsel, at Man dølger Øiet
For Broderblod, at Hjertet banker,
Naar Broderens maa holde op at slaa?
I ►Asamænd, det veed jeg vel, er stærke,
Og røres ei ved Sligt; vi derimod
Er nærmere i Slægt med vore Frænder.
Derfor jeg ogsaa kræver nu til Bod
88For dræbte Broder efter ►Jettesæd,
At du hans Hjerte steger mig til Spise;
Thi skiltes end i Livet Brødres Hjerter,
I Døden dog de sankes maa igen.
✂
Fra denne Stund jeg ►sikkerlig maa sande,
At inderlig er ►Jettekærlighed,
Og Arvelysten bliver ei tilbage;
Aldeles sømmelig er slig en Bod
For den, der selv sin Broder Døden voldte;
Men veed du ►og ►tilvisse om et Hjerte
Der findes i den døde Krop?
✂
Ja, spot kun du! men gør hvad jeg dig beder,
Og kald det længe nok min Arvepart!
Da jeg har med en saadan Helt at skaffe,
Den øvrige maaske kun vorder tynd.
✂
Maaske! Den Ahnelse var ikke af de værste,
Og idetmindste skal du ei umage
Dig stort med Ringen, som jeg nok kan se
Du skotter efter; thi den snart skal sidde,
Hvor du den lader sidde ►vist i Fred.
Den sidder fast, forbandet fast, den Ring!
89Vær stille, ►Regin! træk mig ei tilbage!
Thi skal jeg vende mig, saa skælv!
✂
Ja, vend dig kun, og hug kun dygtig til
Paa ham der trækker! han kan taale det.
✂
Du spotter? nu, saa mærk! nu falder ►Gram.
Hvordan? her er jo Ingen? Arge ►Jotun,
Har under Jorden ei du fjælet dig?
✂
Hvis du vil se mig, faa'r du vende dig
Til Siden, hvor jeg er.
✂
Hvorledes?
Du stod da lige for mig, trak mig ei?
Du ►kaagler, ►Jotun! men ved alle Guder
Og ►Norner med, den Ring skal være min,
Om ►og enhver af disse dyre Stene
Mig bragte Død og Undergang, om end
Jeg Fingrene skal kløve tusindfold.
Dog, bi! nu kommer den, nu er den løs,
Nu har jeg den. Nu, vil du ►skaade
Den fagre Ring, som du skal aldrig faa?
✂
Jeg faa'r ei Tid til selv at være glad,
Blot for at se din overvættes Gammen;
Thi ellers kan du tro, jeg ►heller ser
Den fagre Ring paa dig, end paa mig selv.
Tredie Samtale.
✂
Hvorhen mon denne dunkle Sti mig leder?
Den ►ganger sælsom over Bjerg og Dal.
621
(US1)
Ei har jeg ►kaaret den, men Fugle flyve,
Og ►Grane følger dem, han ►faaer at raade;
284
(PS2)
Thi hvor er ►Brynhild? hvor er ►Gjukes Borg,
Som Fuglene i Sangen for mig nævned?
Jeg veed det ei, og dog saa dybt
Jeg længes efter dem at se og finde;
Thi Noget maa der være, noget Stort,
Som skal ved mig udrettes; før min Fødsel
I dunkle Spaadom det jo er bebudet,
Og ►alt jeg i mit nys begyndte Liv
Har mere ►Underligt i Verden ►fristet,
End mangen ►Kæmpe, naar hans Liv er endt.
91I mig maaske skal ►Volsungætten ►ødes,
Det mig bedrøver, harmer mig desmer,
Da det min Moder ►saa maa volde Kvide;
Men er det mig, som volder det og den?
Har jeg det ei i Sandhed ►alt ►befundet,
Jeg drives af en saare mægtig Haand,
Og ►Regin havde Ret, ei var det mig,
Som slog med Vingen, da sig Stormen reiste
I dette Bryst, men heller ikke ham.
Ei nytter det at prale med sin ►Størke;
Thi Stunden kommer, da den tæres hen,
Om ei med Blodet ►alt den er udrundet;
Vi stande alle under ►Norners Lov,
Og ►Kæmpen ei det sømmer sig at gruble
Paa det som dog kan aldrig grundes ud;
Han frygter ei for Tiderne som komme,
Men virker djærvt i hver en Livets Stund.
✂
Hel ►bradt er Fjeldet, tung er Byrden, ►Grane!
Og gerne gik jeg paa min egen Fod,
Men uden mig du vil jo ei ►fremgange.
Et sælsomt ►Frændskab er imellem os,
285
(PS2)
Og som i Lunde Hesten offres ►Aser,
Saa offrer selv du villig dig til mig.
✂
Hvad stander hist? En ►Skjoldborg sig jo løfter
Og straaler vidt af røden Lueild,
92Som ►trindt den blusser. Did henløber Stien,
622
(US1)
Og dristig, ►Grane! stiler du derhen.
Kan Ild du træde, jeg den gennemride?
Sig Luen deler. Ikke ►fylgjeløs
Jeg kommer, dog mig selv en Gaade.
✂
Hvem ligger der? En ►Kæmpe, klædt i Staal
Saa fast, saa stille, som fra Tidens Fødsel
Han havde ligget der; den ►Torn, som hist
Ved Hoved stander, tykkes saare gammel,
Den skygger bredt og ►tjælder over ham,
Og dog er Alt omkring saa frisk og nyt,
Som om han nys sig lagde til at sove.
Forunderligt! jeg vil dog Hjelmen løse,
Og blotte Aasyn skal mig lære mer.
Hvordan? den fagreste af Jordens Kvinder,
Med Livets blanke Farve paa sin Kind.
Forunderligt, men herligt! ►Valhals Gammen
Er større ei, og ingen ►Odins Mø
Er mere væn og prud. O, lad mig snarlig
Den hvide Krop fra Jernets trange Baand
Udløse! Bort, du fule ►Torn! du under
Mig ei den Glæde Møen hel at skue.
Hun vaagner, o hun rører Øielaaget.
✂
O, længe, længe har jeg maattet sove,
Og Øiet knap kan aabne sig igen.
93
286
(PS2)
Hvem er du, lyse, bolde, kære ►Kæmpe!
Som vækked mig igen til Lys og Liv?
✂
Mit Navn er ►Sigurd, Søn af ►Sigmund,
Af ►Volsungætten er jeg ►rundet op,
Og født jeg er i en lyksalig Time,
For dig at se, og for at frelse dig
Fra sælsom Tryllemagt, ei veed jeg hvilken;
Men det jeg veed, at om med Hjerteblod
Igen jeg dig fra Trolde skulde frelse,
Med Gammen jeg ►den sidste Draabe lod.
623
(US1)
O, reis dig, Fagre! saa jeg ser dig stande,
Og siig dit Navn! at jeg kan nævne dig.
✂
Mit Navn er haardt, men blødere min Læbe,
Den trykker jeg nu, Ungersvend! paa din,
Og ►kaarer dig til min for evig.
✂
Til din for evig! siig mig, hulde Kvinde!
Hvi gyser det i hvert mit ►Ledemod,
Imens saa fast i Favnen jeg dig knuger?
Er det fordi min Tanke ei kan naa
Til Randen af min store Gammen?
✂
Det er fordi ►Valkyrien dig ►kyste,
Thi ►Hildur var det, hvem du tog i Favn.
Men ræddes ei! jeg gyldne Kalk dig rækker,
94Og den er fuld af ►Valhals stærke Mjød;
287
(PS2)
Naar den du tømmer, ►og du ►Størke ►fanger
Til som ►Einherie at favne mig.
✂
Hav Tak, ►Brynhildur, for din stærke Drik!
Nu flyder Blodet let i mine Aarer,
Og ►Barmen høit af Mod og Kærlighed
Opsvulmer, jeg er ►Asers ►kaarne Yndling;
Thi ►ⓘ
alt► paa Jorden undes mig i Favn
►Valkyrien at ►kryste, drikke ►Valhals Mjød,
Hvorefter alle Jordens ►Kæmper længes.
✂
Dag! jeg dig hilser
Med dine blanke,
Straalende Sønner.
Nat! jeg dig hilser
Med dine blege,
Venlige Døttre.
624
(US1)
Her sidde sammen
►Sigurd og ►Brynhild.
Skuer med milde
Øine til ►Sædet!
Binder om Begge
Baand som ei løses!
✂
Men siig mig, ►Brynhild, hvad jeg dig vil spørge:
95Hvi rider du ei mer til ►Odins Thing?
Hvi ►ganger du i ►Valhal ei for Borde►?
✂
Det volder ►Odin. Jeg i Striden gav,
Som ei jeg maatte, ungen ►Agnar Seier,
288
(PS2)
Da dømte ►Odin mig til lange Søvn,
Og til at giftes. Ei jeg mægted
At staa imod, men jeg ved ►Norner svor,
At anden Mand mig aldrig skulde eie
End den, som med al Rædsel var ukendt,
Som reed med ►Fafners Guld igennem Luen.
✂
Det er hel underligt, kan ►Odins Mø
En ►Kæmpe hjelpe, som ei ►Odin ynder?
✂
Dig er det mørkt, og ikkun Faa det vide,
Og lidet kun det sømmer sig for mig,
At røbe ►Asers Løndom.
✂
Kan du dølge
Din ►Sigurd Noget? er han ikke din?
Den ene Tanke kender jo den anden,
Og som min egen Tanke er du min.
✂
Velan! jeg vil da sige det, jeg føler
At først, naar Alt du veed som jeg,
625
(US1)
Jeg fuldt kan sno mig om dit Liv og holde
96Dig fast igennem ►Ragnaroke selv;
►Saa drives Ordet mig ►og frem paa Læben
Af samme Magt, som Spydet i min Haand,
Da ►Odins Ven paa Valen jeg nedfældte.
De høie ►Norner, som fra ►Ygdrasill
I Tidens Fødsel ►underlig ►udsprunge,
De ►raade over ►rige Guder selv,
289
(PS2)
Og styre Tiden frem til ►Ragnaroke.
Paa Valen staar med runedækket Skjold
Hin yngste ►Norne, og den ►Kæmpe falder,
Ei siden Strid begyndte er det hændtes,
At andet Navn paa Skjoldet stod, end det
Som ►Odin havde ►lydt i ►Valhal nævnet;
Kun dennegang et sælsomt Spil med mig
Hun drev, og ►løfted begge Drotters Navne,
Som om jeg skulde et udkaare selv;
Ei ►Kaar jeg havde dog, thi hver en Rune
I ►Hjalmguns Navn mig tyktes idel Blod.
✂
Saa er da ►Odin ei den Ypperste af Alle!
Og ►Nornen ikkun denne ene Gang
Ham stred imod! Hvad ►monne det betyde?
✂
Ei veed jeg det; men da du Alt vil kende
Hvad mit kan nævnes, ►bæres det mig for,
At ►Odins Slægter det som Varsel gælder.
✂
Og mellem alle min, og mig i min.
Det ►og er spaaet, at i mig skal ►ødes
Hin prude ►Volsungæt — Dog Ingenting
Mig piner, nu jeg dig har ⓘ
fundet,
Og leve kan hos dig evindelig.
Men — kan du ogsaa elske mig?
Du nævned det, som Del af ►Odins Straf,
Du giftes skulde; seer du ei i mig
Et Straffens Redskab, som du gruer for?
✂ 290 (PS2) 626 (US1) ►Brynhild.
✂
Ei Kærlighed jeg noget kender til;
Man har fortalt mig, da som spæd min Moder
Jeg died, blev jeg tørstig ved at suge
Til Blodet kom, og naar min Moder da
Sig vaanded, lo jeg høit, men ellers aldrig
Et Smil endog paa Barnekind Man saae.
Jeg voksed op, og naar de andre Møer
Ved ►Rammen sad, ►udsyed Dyr og Fugle
Jeg ►beded dem, ►alt som de løb og fløi.
Naar Møer kvad om Kærlighedens Gammen,
Da skar det mig i Øren, fluks jeg greb
Mit Sværd og hamred paa de haarde Skjolde.
Kun naar min Søster sad for Væverstol,
Et Kvad mig randt i Hu, jeg ei det lærte,
Men kvæde maatte jeg, saa Huset skjalv,
98Og alle Møer dirrede af Rædsel.
►End maa jeg kvæde det engang:
►Væver, Væver
Spydstagers Væv!
►Tager til Strænge
Menneske-Tarme!
Mandehov'der
Lege imellem!
►Bruger til Skede
Blodige Spyde!
Staal ►være Spole!
►Slaar ►saa med Sværde
Blodige Væv!
Jeg sov en Nat ►alt over Kæmpehøi,
Og vaagnede i ►Valhals høie Sale,
Indviet blev jeg til ►Valkyrie,
291
(PS2)
Og let igennem Luft og Hav jeg red til Valen.
Jeg saae engang min Fader under Hjelm,
Jeg saae hans Navn opsat paa ►Norneskjoldet,
Og ►vied ham med eget Spyd til Fald;
Det var mig Gammen, af hans dybe Vunder
At se udrinde Blodets varme Strøm.
Mon ►end du spørger, om jeg dig kan elske?
✂
Ja, ►end jeg spørger, dog jeg ►vist maa grue,
Thi jeg er din, og er du ikke min,
Med ►Fafners Guld jeg vanker mere fattig
99End ussel Tigger med sin Stav i Haand.
Thi siig mig snarlig, kan du elske mig?
Det skader ei om efter Hjerteblodet
Du higer, naar du føler Hjertet slaa,
Naar du saa inderlig derefter ikkun længes,
Som ei du længtes efter Sværdesang,
Naar som ►Valkyrie du red til Valen.
✂
O du ►est bold, du vakkre Ungersvend!
Ei haarde ►Gøndul vraged slig en Beiler.
Om jeg dig elsker, veed jeg ei,
Men Eet jeg veed, at aldrig dvæled Øiet
Med slig en Gammen selv paa ►Odins Sal,
Som nu paa dig det fast sig binder.
►End Eet jeg veed, at saae jeg nogen Mø
Dig hvile udi Arm, da blev jeg ►galen,
Og suged ud din sidste Draabe Blod,
For dig at eie. Væn dig til min Tale!
Den er hel ►underlig, thi ►saa er min Natur,
Og Fingren leger mellem dine Lokker,
Som blodig den har mellem Spyde leget;
292
(PS2)
Men vær kun glad og ►lad os Livet friste,
Og dristig nyde al dets høie Fryd.
Det spaaet er: med dig din Slægt skal ►ødes;
►Saa er det, thi til ►Ragnarokes Nat
Du skal paa Jorden vandre ved min Side;
100Thi ikkun jeg er din ►Valkyrie,
Og ikkun jeg kan dig til ►Valhal ►vie.
✂
Forunderligt! saa er da Gaaden løst,
Og strænge ►Norne, som min Slægt forfulgte,
Sig har forvandlet til en fager Mø.
O ►Hjordis! kunde hid dit Øie naa,
Saa gennem Taarer du mit Held beskued,
628
(US1)
Da ►Nornerne du vilde høit velsigne,
Fordi de lærte mig de dulgte Sagn,
Og ledte mig til Sværdet under Mulde.
O ►Brynhild! sad jeg ►saa med dig paa Bænk
I ►Gjukes Borg, fuldkommen var min Lykke.
✂
I ►Gjukes Borg? Hvordan? Hvad vil du der?
✂
Jo elskte ►Brynhild! Did endnu ►jeg stunder;
Men at du vide maa hvorfor, saa hør
Det korte Sagn om min Bedrift paa Heden!
✂
En ►Jotun, ►Fafners Broder, lærte mig
Min Faders ►Afgang, bød mig søge ►Gram,
Og jeg ham loved ►Fafner at nedfælde.
Til ►Gram mig ►Norner ledte, ►Regin mig
Til ►Gnytas Hede, ►Ormen maatte ►briste,
Men da til Bod hans Hjerte jeg ved Ild
293
(PS2)
Lod krympes som hans onde Broder vilde,
101Jeg Fingren brændte, stak den fluks i Mund,
For der at svales, og jeg rørte Tungen,
De Svaler fløi saa tæt om mig i Kreds,
Og halv forstod jeg deres sære Mæle:
De ►vared mig for ►Regin, og hans Blod
Udstrømmed brat paa Heden, de mig viste
Til ►Hindarfjeld og saa til ►Gjukes Borg,
Og denne Borg som Guld i Solen skinner
►End for mit Øie, did jeg færdes maa,
Da kommer jeg igen og sidder ved din Side,
Og lystelig vi ►friste lange Liv.
✂
Ja, kunde ►Idræt ►saa sig knuge
Til ►Idræt fast, som Ordet sig til Ord,
►Foruden Mellemrum og uden Lænke
Kan binde tæt, da troede jeg dig;
Men nu jeg seer imellem os at ligge
Et Rum langt bredere end det,
629
(US1)
Som ►Gjukes Borg fra ►Hindarfjeld adskiller.
Det er som om vi laa i Brudeseng
Med draget Sværd imellem os, og ville
Vi ►sankes mer, kun over Sværdets Eg
En blodig Sti henløber. ►Sigurd, ►Sigurd!
Jeg frygter, ►end er ►Brynhild ei det Ord,
Som løser dig dit Livs den mørke Tale,
Men ►saa skal vorde. Ei jeg veed,
Om selv du ►raader, eller stærke Magter
102Dig drive frem, men Eet jeg veed tilfulde,
At enten skal jeg sidde dig paa Skød,
Med glatte Haand dig Kinden stryge, eller
Den knytte fast om haarde ►Sværdefang,
294
(PS2)
Og styre Odden ind til Hjerterødder.
Paa ►Gjukes Borg en fin og fager Mø,
I Silke svøbt, alt udaf Døren ►kiger,
Og naar du kommer, vil hun kalde dig
Med Røst, der klinger som en liflig Sang
Af Skovens Fugle, og hun har en Moder
I ►Troldevid og ►Konster mageløs;
Er til at staa imod du ogsaa ►mægtig
Og er du villig? ►Ormekød du aad
Og saare frygter jeg, du mig vil svige.
✂
Du mig forfærder ved din Tale, ►Brynhild!
Men se mig, om du kan, igennem Øiet
I Siælen ind, og tro min dyre Ed,
Ved ►Odin, ►Freja og de høie ►Norner!
At aldrig vil jeg ægte anden Mø,
Var hun end hvid som Svanerne, der svømme
I ►Urdas Brønd og liflig sang som de.
Hvi skulde jeg det ►og? ved dig allene
Jo al min Attraa hænger fast og fuld.
Til ►Gjukes Borg jeg tvinges at henride,
Den fagre Mø jeg frygter ei, desmer
Jeg frygte maa for onde Trolddoms ►Konster,
103Thi ►størk du mig ►alt med din store Kraft,
Og deel med mig den høie Kløgt du eier!
✂
Du maa da ride, ►Sigurd! kan ei ►stilles?
Ulykke kun af Færden kan jeg spaa,
Dog gerne vil jeg dig i ►Størke klæde,
Og gerne dele med dig al min Kløgt.
✂
Øl jeg dig bærer,
Bolde ►Kæmpe!
295
(PS2)
►Størkeblandet,
Fuldt af Hæder,
►Viet med Sange,
Og med ►Stave,
Gode ►Galdre,
Glædes Runer.
✂
►Mimers Hoved
Høit sig løfted,
Da det sande
►Stave lærte.
✂
►Risted var de
Rundt paa ►Svalin,
►Alsvins Hov og
►Arvaks Øre,
►Risted rundt om
Hjul som ruller
104Under ►Thors den
Stærke ►Kerre;
►Bifrost Bro og
►Brages Tunge;
►Fenris Baand og
►Granes Bringe;
Nogle stod paa
►Norners Negle.
✂
►Norners Runer
Rører ingen,
296
(PS2)
Mjød hin stærke
Er hos ►Aser,
631
(US1)
Er hos ►Vaner,
Er hos ►Alfer,
Somme Draaber
Er hos Mænd;
I dem rørtes
Alle Runer
Som maa røres.
✂
Drukket har jeg
Dybt af Hornet,
Blandet Vædske
Dig til ►Baade;
Runer kan du,
Naar du drikker,
105Vel de due
Dog ei ►Norners
Imodstande.
✂
Du Ølruner
Ret maa kunne,
At ei Hexe
Dig skal svige:
►Rist dem paa Hornet
Og paa Haanden,
►Naud paa Neglen!
✂
►Vie skal du
Drik som bydes,
Kaste Løg i
Fulde Bæger,
Da jeg veed, at
297
(PS2)
Aldrig vorder
Mjøden blandet
Dig til Meen.
✂
Kløgt har jeg talet,
Nyd som du ►næmmed!
Kløgtig er ►Grimhild,
Strænge er ►Norner,
Afgrunden gaber,
632
(US1)
Du dig forvoven
106Tumler paa Randen,
Selv maa du ►kaare.
►Gjukes Borg.
✂
Rød om Midnat
Ilden blusser,
Kedlen syder,
Drik beredes,
Stærk og liflig,
Glæd dig ►Odin!
►Glæder eder,
►Aser Alle.
✂
Jeg, af ►Jetters
Rod udsprungen,
Vaager medens
Drotter sove,
Øl at brygge
Til din ►Ætmand,
Glæd dig, ►Odin!
Se din Hæder!
✂
298
(PS2)
Ingen Kværne
Kornet maled,
Dog jeg mægter
107Øl at brygge:
Kedlen syder
Høit, og skummer,
Nu skal Humle
Brat paasættes.
✂
Stærke Humle!
Ei du groed
Langs med Gærde,
633
(US1)
Bedske Urter
►Størkefulde
Rundt i Skove
Har jeg sanket,
►Vel de due.
✂
Øl er lavet,
Det skal blandes,
Det skal ►størkes,
►Lyngfisk lange!
Røde Ildtang
Dig skal knibe,
Hvæs nu over
Fulde Kedel!
✂
Drotter bloted
Fromt til ►Aser,
Denne Indvold
108Dog de glemte,
Den skal offres
►Odins ►Ætmand,
299
(PS2)
Glæd dig, ►Odin!
Se din Hæder!
✂
Øl er lavet,
Øl er blandet,
Og i Hornet
Runer skaarne,
Kom nu, ►Sigurd,
Mig at gæste!
Lifligt Gilde
Her dig bier.
✂
Hornet skal jeg
►Vist dig række,
Drik du ►fanger,
Som kan døve
Alle Minder,
►Brynhild vaager,
►Asers Æt paa
Jord skal ødes.
✂
O Moder! Moder! jeg maa dig oplede,
Thi sære Drømme mig i denne Nat
Har ængstet, og mig drevet op af Søvne.
✂
Vær rolig, Datter, ofte drømmer Man
Hel ilde, men det volder ikkun Veiret.
✂
Ei voldte Veiret denne svare Drøm,
Den voldte ►Aser eller onde ►Jetter;
300
(PS2)
Ei veed jeg hvilke, thi jeg var saa glad,
Og blev saa ►sorrigfuld. Det ►end mig klemmer
Saa ►haardelig om Hjerte, og dog ei
For Alt paa Jord jeg Drømmen vilde glemme.
✂
Saa siig mig ►skyndelig, hvad drømte du?
✂
Mig tyktes jeg saa ensom gik i Lunden,
Og havde Skemt af lifligt Fuglekvad,
Og af saa mangen fager Blomst i Enge,
Da kom en Falk, og daled paa min Haand,
Han var saa fager, o han var saa prud,
Hans ►Fjedre skinned ret som Guld i Solen,
Hans Aasyn var, ei som det er paa Fugl,
Men som paa Mænd, dog ei paa Mænd jeg skued
Et saadant Øie med saa yndigt Lys,
Og Nebbet var ei Fugleneb, men Læbe,
Med det han rørte venlig ved min Mund;
O, hvor jeg elskede min Fugl! jeg klapped
De gyldne ►Fjedre sagtelig med Haand,
Jeg vidste ei, hvordan jeg skulde bære
110Ham hjem til Huse, saa han ikke fløi,
Og dog om Hals, om Fod og fagre Vinge
Ei vovede jeg Fingrene at sno,
Jeg frygted, at den Kære skulde ►vredes.
O, aldrig leved jeg en saadan Stund,
635
(US1)
Saa overfyldt af Gammen og af Angest;
Jeg skjalv ved hvert et sagte Vindepust,
Jeg frygted fluks, at Vingen skulde løftes,
Og hvælved over ►Fjedrene min Haand;
Men mere sød var dog min største Angest,
End al den Glæde, jeg har havt paa Jord.
✂
En saadan Drøm er let at lægge ud:
Du fager ►est, og voksen udi Alder,
En Kongesøn har hørt dit store Ry,
Og kommer snarlig for til dig at beile.
Men hvorfor ►est du vel saa ►sorrigfuld?
✂
Hvorfor? ak Moder! om jeg brast af Sorg
Ei var det underligt; thi Drømmen endtes
Saa gruelig, saa sørgelig for mig.
Du kender Sagnet om den ►underlige Mø,
Som sover brynjeklædt paa ►Hindarfjeldet,
Mig tyktes, hun var vaagnet op af Dvale,
Og mødte mig i Lunden, som jeg gik;
Saasnart hun Falken saae, med onde ►Størke
Hun rev den af min Haand, og fluks
111Med Sværd hun Hovedet afskar, med Latter
Hun sugede hans varme Blod.
Jeg stod som Træerne omkring mig, ei
En Lyd jeg mægted at fremføre;
En Ulveunge sprang mig op i Favn,
►Enddog mit Hjerte var hos Falken, maatte
Jeg kysse, kæle for det lede Dyr,
Og før jeg vidste det, stod mine Brødre
Ved Siden, Ulveungen sprang,
Og rev dem Hjertet ud af Livet.
O Moder! Moder! brat jeg da opvaagned,
Forfærdet sprang jeg nøgen op af Seng,
At finde dig. O, kunde du mig trøste!
O, vilde du! jeg veed, du eier Kløgt,
Men ►og jeg veed, du er mig ikke god;
O, tænk dog paa, jeg er din egen Datter!
✂ 302 (PS2) 636 (US1) ►Grimhild.
✂
Min Datter ►est du ikke med min Villje,
Saalidt som jeg med den er ►Gjukes Viv;
Min Faders Gravøl var mit Bryllupsgilde,
Hans Bane tog mig med den anden Arv;
Ei du, ei heller dine store Brødre,
Kun ►Guttorm er i Sind mig lig;
I ogsaa vel har Noget af mig arvet,
Og det skal ►kendes i den sene Tid;
Men dog min Slægt I nævne onde ►Jetter,
Jeg elsker eder ei.
✂
Saa er ei Trøst
Hos dig at finde! kan du ►saa fornægte
Dit eget Blod? o, det er grueligt!
Kan ei min Bøn, min Graad dig ikke røre?
Er Hjertet nu, hvorunder før jeg laa,
Saa fremmed blevet, at det ei mig kender?
✂
Velan! jeg ynkes ved din store Vaande,
Jeg dig vil give Raad, og lyder du,
Da skal din Falk du fange udi Hænder.
✂
Og aldrig miste ham, ei se ham bløde?
✂
Evindeligt er Intet her paa Jord;
Men nys du sagde jo, enddog at Drømmen
Saa sørgelig en Ende tog tilsidst,
Du vilde ei, den ikke skulde været.
En Kongesøn, den ypperste af Æt,
Den vældigste og prudeste blandt ►Kæmper,
Han kommer her i Dag, om ham din Drøm
303
(PS2)
Jeg maa udlægge; har du Mod i Brystet,
Da skal han vorde din.
✂
Ja vaagnet er hun, ►Sigurd vil hun ►eie,
113(►Saa ►heder Falken, du i Drømme saae);
Men vil du ►bære ham den stærke Drik,
Som jeg har brygget og ved Midnat blandet,
Da skal han vorde din.
✂
►Est du saa ræd, at ei din Haand du tør
Udrække, byde kære Falk et Sæde,
Fordi dig ►Brynhild vil din Fangst misunde,
Da er dig Falken ei saa kær i Sind,
Som du har sagt, da kan du ikke hjelpes.
✂
Ak! det vil tage ►vist en grusom Ende;
Men er den ►Kæmpe udi Verden til,
Hvis Aasyn jeg i Drømme saae, da vilde
Alligevel jeg ►eie ham, om ►og
Ikkun saa kort min Gammen skulde vare,
Som medens Bryn sig over ►Øiesten
Opløfter; thi naar jeg kun veed ►tilvisse
At Øiet, jeg i Drømme saae, er vaagent,
Og vil beskue mig med Kærlighed,
Da vil jeg gerne dø; o ►vilde ►Brynhild
Og Ulven ►slide mig, ei mine Brødre
304
(PS2)
Og ikke ham, den Høie, ►Asaprude,
Da var jeg glad.
✂
Slaa dig til Ro!
Maaske ei ►Brynhild mægter dig at skade,
Og megen Gammen skal du nyde først.
Gak nu i ►Bure, svøb dig hel i Silke,
Naar ►Sigurd kommer, gak da ind i Sal,
Og hils ham fluks med høviske Gebærder,
Og ræk ham Hornet, som jeg rækker dig,
638
(US1)
Og mens han drikker, se ham stivt i Øiet!
Det agte du hel vel; thi ellers ei
Han vorder din.
✂
Men Moder! Moder! er ei denne Drik
Til Meen for ►Kæmpen, farlig for den Bolde?
✂
Din Kærlighed til fule ►Asaæt
Mig harme maa, og jeg dig burde pine,
Og sige dig, du bar en ►Edderdrik,
Som knugede hans Hjerte hel isønder;
Dog ei jeg vil, og du kan dristig tro,
At ei den skader ham paa Liv og Lemmer,
Den driver ham kun ►Brynhild ud af Sind
Og dig derind; kan du ►end Mer begære?
✂
Begære kunde jeg, at ingen Mø
Ham var i Sind, at selv jeg kunde
Mig i hans Hjerte snige ind,
115Ei komme der ved onde ►Konster.
Hvad ►saa begynder, kan ei ende vel,
Det ser jeg grant; men ►Kaar mig ikke undes,
Og ►eie maa jeg ham, om end han var
305
(PS2)
Selv ►Freias Beiler, og Gudindens Taarer
Ei skulde røre mig, ja ved hans Arm
Jeg vilde le, naar hun gik over Hede.
✂
Du ►est min Datter dog, fra denne Stund
Jeg elsker dig langt mer end nogensinde.
✂ Herman.
✂
Ad Veien rider mod vor Borg en Drot,
►Hvad heller en af Guderne; thi ►storlig
Og sjelden nævnes maa den ►Kæmpes Færd.
639
(US1)
Af Guld han skinner, mer end tvende Alen
Han tykkes ►høine sig fra Hesteryg,
Og Hesten er den vildeste, Man skued,
Den glimrer, som sin Rytter, hel af Guld,
Og flytter Fod saa ►skyndelig, at Ingen
Kan fæste Øie paa.
✂
Lyksalig Dag,
Paa hvilken 📌Nords hin bedste ►Kæmpe stævner
Hid til vor Borg; thi ►skuffer mig ei Sindet,
Da er det ►Sigurd, ►Fafners priste Bane.
Op ►springer, Sønner! ►skyndelig fra Bænk,
Og ►ganger ud, at byde ham i Salen,
Til Drik og Sæde og til venlig Skemt!
✂
►Gudrune! gak, og bred i ►Øndveg ►Hyndet!
Og hent saa frem det dybe, prude Horn,
At du til Velkomst skænke kan for ►Kæmpen.
306
(PS2)
Du, ►Gjuke! reis dig fra dit høie Sæde
Og stand paa Gulv, at række ►Kæmpen Haand,
Han ►vel fortjener, vi ham ►storlig hædre;
Thi han er vældig, og en saadan ►Maag
Med ►Fafners Guld og egen ►Størke kunde
Dit Rige løfte og din Magt befæste,
Saa ei du længer stolten ►Budlung ►veeg.
Jeg selv vil stande her ved Dør og skue
Den Stærke, før jeg sees af ham; thi stor
Er Magten, som sig Øiet kan tilegne.
✂
Hvi skal jeg staa mig træt paa gamle Ben,
For denne Ungersvend at hædre?
Du kalder ham vor ►Maag, mig tykkes
117Det bedre sømmed sig, han beiled først;
Vi skal dog ei vor Datter ►byde fal?
✂
Vi skulde bie, til han dræbte dig
Og hende røved, for at Datter ikke
En bedre Lod end Moder skulde nyde?
✂
640
(US1)
Men hist er ►Kæmpen ►alt, jeg har ham seet,
Der kommer han, hvor ►mandelig han ►ganger!
Hvor løfter han sig ikke høit fra Jord,
Og skygger over dine Sønner, ►Gjuke!
Hel hvast er Øiet, længe ei derpaa
Jeg stirre kan, det er som Ild gik ud
Derfra, hver ►Jotun at fortære;
Men det skal lukkes, lukkes haardt i Laas,
Udslukkes skal den onde Ild i Høien.
Og dette Øie er ►Gudrunes Lyst!
Jeg sprak af Harme ►vist, om ei jeg mægted
At hævne mig; men skjul dig, Harme, nu
307
(PS2)
I Krogen, som er inderst i mit Hjerte!
Og spiller paa min Læbe, søde Ord!
At jeg ham dysse kan og daare.
✂
Velkommen fra det Fjerne, Ungersvend!
Navnkundig mer end hundredaarig ►Kæmpe!
Man seer, at du ►est groet op i 📌Nord
Iblandt de høie, klippestærke Ege,
118Og ingen ►vist, som er dig lig i Alder,
Dig sprang forbi i ►Størke og i Vækst;
Du stander her imellem mine Sønner,
Som mellem Buske staar den ranke Ask,
Og ►skyldigt er det, at de dig bør tjene.
Men vilde du af ►Høimod Brodernavn
Dem skænke, glæded du en Moders Sind,
Da turde jeg ►og ►nævne mig din Moder,
Og mens fra Hende, den Lyksalige, som dig
Har avlet, vidt adskilt du vanker,
Du kunde ►kvæges ved den kære Lyd,
Som kaldte frem de svundne Dages Minder.
✂
Fra Læben strømme liflig dine Ord,
Og hvis den Bæk, som flyder, er udsprungen
Af Hjerterod, jeg er velkommen Gæst;
Men ei jeg svare kan, som du mig beder,
Thi Modernavn er mig en hellig Lyd,
Og ei med den jeg kan en Fremmed hilse.
Ei har jeg Brødre, men jeg havde to,
►Enddog jeg aldrig saae dem her ilive,
641
(US1)
Jeg hørte deres Pris, og Brodernavn
Ei til Ukendte maa jeg derfor give.
Du ►tro ►og ei, at mens jeg vanker vidt
►Om Lande, Alt mig fattes, som kan ►kvæge:
En Mø jeg har mig, baade prud og væn,
119
308
(PS2)
►Brynhilde er som Moder mig og Broder,
Og mer end det, hun er min Fæstemø.
✂
Jeg ►lover det, du ►est en kærlig Søn,
En trofast Broder og en trofast Beiler.
Jeg vilde prøve, om dit store Rygte
►Og havde mælet sandt i alle Maader;
Det har stadfæstet sig i første Øieblik,
Og stolt jeg er af dig at kunne huse.
►Nedlad dig nu paa Bænk, gak ind og ud,
Som i din egen Borg! og hvad dig lyster,
Det ►virke du!
✂
Velkommen, Ungersvend!
✂
Ak, stander der du gamle Drot saalænge
At hilse mig, hvi blev du ei paa ►Hyndet?
Jeg takker rørt, men ►og jeg skammer mig,
At Oldingen har biet paa min Hilsen.
✂
►Gudrune! gak og skænk den brune Mjød,
Saa høit til Velkomst den i Hornet skummer.
✂
Jeg, bolde ►Kæmpe! skulde ►og dig hilse,
Og byde dig velkommen i vor Sal;
Men ung jeg er og ikke snild i Tunge,
Jeg ei forstaar at ►stille mine Ord.
120I brune Mjød jeg hørte, Skjaldskab svømmer,
Og Eet jeg veed: at Skjalden ei med Kløgt
Kan føie sine Ord til mere liflig Klang,
309
(PS2)
642
(US1)
End jeg min Hilsen gav, om jeg det mægted.
Thi rækker jeg det fulde Horn med Bøn:
At det for mig maa tale. Hvis du tømmer
Hvad jeg iskænker dig af venlig Hu,
Da mener jeg, dig tækkedes min Hilsen.
✂
Det tomme Horn jeg giver dig i Haand;
Men ei de Ord, som dine Øine mælte,
Jeg giver dig igen, dem gemmer jeg
I Hjertet dybt, thi de til Hjertet talte.
Vil, fagre Mø! du sidde ned paa Bænk,
Og tale Gammensord i Aftenstunden?
Vil du mig sige ►skyndelig dit Navn?
✂
Vist vil jeg gerne sidde dig ved Side
I Aftenstund, og mens jeg ►drager Aande.
Mit Navn er ►Gudrun; kan det tækkes dig?
Hvis ei, da siig, hvordan du mig vil ►nævne!
✂
Du heder ►Gudrun? hvilket fagert Navn!
Saa prudt og dog saa elskeligt det klinger!
En Guderune ►est du, som har Magt
Til Alt paa Jord at kunne undertvinge;
121Men mild er Magten, som dit Navn er mildnet,
Og bradt det virker, som dit korte Navn.
✂
Vel tykkes det kun lidet sømmeligt,
At byde Søster til en fremmed ►Kæmpe;
Men saa navnkundig, som du ►est paa Jord,
Ei bedre ►Maag os Guderne kan unde.
Hel gerne maa du ►raade ►Gjukes Arv,
Vi ►ville tælles mellem dine Jarler.
✂
Hav Tak, du Gæve! for dit store Bud!
Jeg ►Gudrun tager, Riget skal I ►raade,
Og vi os sværge i ►Fostbroderlag.
Kom ►Hogne! fluks vi vores Blod vil blande
643
(US1)
I dette Horn, da kan ved hver en Drik
Vi mindes, at vi ere svorne Brødre.
Du ►Guttorm, halvopvoksne Svend!
Du tegner til at vorde dygtig ►Kæmpe,
Vil du ei med?
✂
Nei, ►end han er for ung;
Men naar han vokser, skal han ogsaa blande
Sit Blod med dit, ei sandt, min ►Guttorm!
✂
Vist skal jeg, Moder! naar jeg Sværd kan løfte,
Og dølge Odden dybt i ►Kæmpebryst.
✂
Saa sværge vi, ved høie ►Norner selv,
At som vort Blod sig udi Hornet blander,
►Saa vil vi blande vores Sind og Daad,
Og staa hinanden bi til sidste Draabe;
Men vorder en af os med Vaaben dræbt,
Skal Blodet ei i Aaren finde Ro
Hos den som lever, før hans Død er hevnet.
✂
Det sværge vi ved høie ►Norner selv!
✂
►Tænder de røde,
Lysende Blus!
►Leder til Kamret
►Sigurd og ►Gudrun!
►Sigurd er vorden
►Gjukungers Broder,
►Gjukungers ►Maag,
Stor er vor Gammen.
✂
Ud ►est du ►gangen,
►Ætmand af ►Odin!
Gudernes Runer
►Høilig du priste,
123
644
(US1)
►Jotuners Runer
Mægte ►og Noget.
Skælv, naar du vaagner,
Vaagen er ►Brynhild.