Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Æsthetisk Litteratur. Baggesen Giengangeren og han selv, eller Baggesen over Baggesen, med et Tillæg.

I årene før sin kritik af 👤Baggesen fremkom Grundtvig offentligt med enkelte bemærkninger vedrørende den komiske poesi. Det gælder således artiklen “Lidet om Sangene i Edda” fra 1806, hvor Grundtvig kritiserer teologen 👤Jens Møller, der i en efterskrift til sit mytologiske digt “Skirners Reise” havde omtalt netop 👤Baggesens “Poesiens Oprindelse” som forbilledlig i udnyttelsen af oldtidsstof i poesi. Grundtvig gik i rette med 👤Møller, der havde kaldt 👤Baggesens digt for en af de ypperste komiske fortællinger. Med samme argumentation som i nærværende anmeldelse af 👤Baggesen afviser Grundtvig påstanden og tilføjer: “Den paa Overfladen spillende Vittighed, Jovialitetens letspøgende Fader, der corresponderer med det Behagelige, fortiener ikke Navn af comisk Digtning, skiøndt jeg vel veed, de ofte ere blevne, og end daglig blive forvexlede” (Grundtvig 1806, s. 274).