Grundtvig, N. F. S. Muntre Yngling udi Livets Vaar

Det Bang-Fribertske familiegravsted

Grundtvig blev omkring sommeren 1808 af sin slægtning og bekendte kaptajn 👤Lorentz Fribert bedt om at forfatte to indskrifter til gravmæler: en indskrift over 👤Friberts bror og mor samt en indskrift til mindestøtten over de faldne fra træfningen ved Sjællands Odde (Begtrup 1906; se indledningen til digtene om Willemoes). Som student var Grundtvig blevet understøttet af 👤Friberts forældre og onkel (Dag- og Udtogsbøger 1979, bind 1 s. 53).

Med gravmælet over 👤Friberts bror, 👤Lars Jacob Fribert, og mor, 👤Anne Marie Bang, anlagde 👤Lorentz et familiegravsted i den nye stil: på en kirkegård under åben himmel. De to var døde af lungesygdomme henholdsvis 8. november 1806 og 6. marts 1807, og de blev først på fornem vis bisat i Vor Frue Kirkes Kapel (Fribert 1930, s. 41-43 og 47-49). Ved Københavns Bombardement i september 1807 brændte Vor Frue Kirke som indskriftens strofe 2 hentyder til (“Ildens røde Pile”). Ligene blev flyttet til Assistens Kirkegård, hvis anseelse var tiltagende. I 1805 var det nemlig blevet forbudt at indrette nye gravpladser i kirkerne, og der var strenge bestemmelser for brugen af de eksisterende gravpladser. Gravmælets senere historie beskrives i tekstredegørelsen. 👤Lorentz Friberts gravsten står stadig på Assistens Kirkegård (Afdeling F, nr. 133, se Helweg & Nielsen 2010, s. 518).

Anvendt litteratur