↩
Haab ikkuns! Haab kuns! bekymrede Hierte
✂
Haab ikkuns! Haab kuns! bekymrede Hierte
Bange Tungsindighed føder kun Qval;
Endelig endes dog eengang din Smerte;
Du skal indtræde i frydefuld Sahl;
Nætternes Uroe forøges af Sorgen,
Endelig svinder den daglige Harm;
Endelig, endelig gryder den Morgen,
Der i Fornøylighed holder dig varm.
✂
Roserne altid de Torne bedekker,
Haanden tit stikkes, naar man dem taêr fat;
Faren, man forudseer, ofte forskrekker,
Vandrende derved i Tvivl bliver sat,
Hever sit Forsæt, sin Reyse vil ende
Ved sumpig Dahle og grusomme Field;
Naar man er ferdig paa Veyen at vende,
Haabet da siger: far fort! du giør vel.
✂
Altsaa, mit Hierte! lad Sorrig og Kummer
Aldrig forhindre dig udi dit Haab!
Thi, naar om Natten du hviler og slummer
Vogner du ofte med frydefuldt Raab,
See! det er Haabet dig fører i Munde
Denne Fortrøstning, at Timen er nær,
Himlen besluttet har, dig at forunde,
Fordi du haaber, alt hvad dig er kiert.
117
*[20.] A: Arier og Sange I 1773 Nr. 76. B; Anhang 1782 Nr. 24. - Litt.: Barfod III Nr. 31; Th. A. Müller S. 224-25; Fonsmark Nr. 107. - Digtet er Oversættelse efter Sperontes, Singende Muse an der Pleisse (1736) Nr. 13, som meddeles her til Sammenligning med Stubs Tekst (efter Udg. 1740, Kgl. Bibl.). Hoffe, nur hoffe bekümmertes Hertze! Schwermuth und Zagheit vermehren die Qvaal; Endlich und endlich gewinnet die Kertze Deiner Zufriedenheit Schimmer und Strahl. Endlich verschwinden die nächtlichen Sorgen! Endlich vergehet die tägliche Pein! Endlich und endlich erscheinet der Morgen, Da man auch wieder vergnüget kan seyn!
*Unter dem Schatten der lieblichsten Rosen Pflegen die stachlichten Dornen zu stehn: Nimmer gelanget man eher nach Gosen, Will man nicht über Egyptenland gehn: Sumpfichte Thäler und bergichte Hügel Hindern den Wandel, verlängern den Weg; Aber der Hoffnung ersprieszliche Flügel Führen den richtig und kürtzesten Steg.
*Also, mein Hertze, lass Sorgen und Kummer Nimmermehr ihren Verdrüszlichen Lauf! Gönne dir selber den ruhigen Schlummer! Endlich hört alle Verdrüszlichkeit auf. Hoffe, nur hoffe mit tüchtigem Grunde! Hoff und vertraue der Vorsicht und Zeit! Deiner Zufriedenheit selige Stunde Ist dir, versichert! hinführo nicht weit. Digtet er af Barfod anbragt mellem de religiøse Digte (i 4. og 5. Udg. under Oversættelser). Der er dog intet religiøst hverken i Stubs Oversættelse eller i hans tyske Forlæg i Singende Muse, som kun indeholder verdslige Selskabssange og Kærlighedsdigte. Digtet maa henføres til Stubs første Ophold paa Valdemarsslot. - Jf. Indl. S. 20 og 56. 2 ikkuns] ikkun B. - kuns] kun B. 4 din] den B. 7 Harm;] B har her Komma. 8 gryder] gryer B. 9 Fornøylighed] Fornøyelighed AB; rett. af
118
*Udg., jf. Barfod, som retter til Fornøy'lighed. 11 taêr] tår B. 12 forudseer] forud seer B. 14 vil] at A. 15 sumpig] sumpige AB; rett. af Udg. (jf. Barfod); tilsvarende Former som sumpig forekommer oftere i Stubs Digte og var alm. paa Stubs Tid. 17 siger] byder B. 19 dit] det A. 20 om.. du] du om Natten AB; rett af Udg., jf. Barfod. 25 hvad.. kiert] mul. forvansket, maaske fra hvad du har kær (~ nær).
119