Stub, Ambrosius Uddrag fra Digte

↩ I Sommeren 1741 blev Ambrosius Stub endelig belønnet med en anden Stilling, idet han blev Juels Haandskriver eller Sekretær. Han havde dog heller ikke dermed naaet den Stilling, han haabede paa. Den gav ingen Mulighed for, at han kunde samles med sin Familie, og det er vel Grunden til, at han allerede forlod den efter et halvt Aar. Inden sin Bortrejse afleverede han Designationer over de Dokumenter, han laa inde med, sammen med en Skrivelse dat. 13. Dec. 1741 med Regnskab over de Penge, han havde modtaget siden Begyndelsen af 1740: 35 Rdlr. »foruden adskillige Reyse-Penge« og hans Sekretærløn for det sidste halve Aar 27 Rdlr. Han benyttede Lejligheden til endnu engang at erindre om sine Ønsker, idet han slutter: »Overalt, som min Høy-ædle Herres til denne Time u-foranderlige Naade er det eeneste Clenod, jeg herefter udi alt mit Intet behøver conserveret, saa bliver dette Summen af alle mine Begiæringer, at jeg til Misundelsens Harm fremdeles maae forblive een iblandt de mange, som tør vente sig Brød eller Befordring og Gunstig Recommendation fra Thorsing Stam-Herres velgiørende Haand.«1