↩ Stub er ikke Erotiker. Det erotiske spiller en højst uvæsentlig Rolle i hans Digte, hvoraf kun et enkelt kan betegnes som egentlig erotisk. Digtene, der maa henføres til Tiden omkring Forlovelsen og Giftermaalet, er saaledes ganske uerotiske og handler om Dyd, Trofasthed og Bestandighed. De to Guder, han dyrker, er Sangens og Vinens, jf. Linierne: Mig fryder Viin og Noder. Jeg har to Guders Gunst etc. Selv om Stub havde en Svaghed for de stærke Drikke, især naar han kunde nyde dem i godt Selskab, var det ikke det, der var hans Ulykke, men med sit lyriske lette Sind levede han i Øjeblikket og havde ikke Evne til at forme sit Liv efter en fornuftig Plan. Som hans Digte viser, var han besjælet af en ukuelig Optimisme; jf. f. Eks. Foraarsvisen. Først i Slutningen af sin Levetid med de ulykkelige Aar i Ribe maa han i Digtet til Else Marie Niels Nyemans, skrevet det sidste Nytaar han oplevede, erkende, »at Livets blide Dag har mørke, bittre Nætter«. I Modgangen søgte han Trøst i Digtningen, og som 65 Digter vil han stadig leve. Hans Livsfilosofi er enkel. Ligesom Falster, som han staar i Gæld til, priser han Maadeholdet og fordømmer Lasterne. Digtene er klart og logisk opbygget, og Sproget er ukonventionelt og personligt præget, hvad der giver hans Digte en Friskhed, som hæver dem over Tiden. Forbilledet i hans Verskunst har oprindelig været Kingo og andre ældre Digtere, men det blev navnlig den nye tyske Visedigtning repræsenteret af Sperontes (Scholze), Singende Muse an der Pleisse, 1736 og senere, der gav ham Mønstret for en Række Digte (jf. S. 20). Han behersker til Fuldkommenhed de vanskelige Versformer, og hans Rimkunst er forbløffende sikker. Der er Klang i hans Strofer, hvad der ikke mindst skyldes en udstrakt Brug af Bogstavrim.