Skjoldborg, Johan Nye Mænd

NYE MÆND

2

JOHAN SKJOLDBORG

I SKYGGEN. Fortællinger. (1893) .3. Oplag 1912.

EN STRIDSMAND. Fortælling. (1896) .4. Oplag. 1912.

KRAGEHUSET. Fortælling. (1899) .3. Oplag. 1912.

ALMUE. Billeder afsides fra. (1900) .3. Oplag. 1912.

WOLLE KROGH. Jydsk Folkelivsbillede. 1901.

GYLDHOLM. Arbejderroman. (1902) .3. Oplag. 1911.

BJÆRREGAARDEN. Fortælling. (1904) .4. Oplag. 1912.

SARA. En Kærlighedshistorie. (1906) .2. Oplag. 1912.

SØFUGLEN. Skildring fra Havet. 1908.

ENSOMME FOLK. Fortællinger. (1909) .2. Oplag. 1912.

IDEALE MAGTER. Skuespil. 1911.

UDMARKSFOLKENE. Artikler og Taler. 1912.

PER HOLT. (Gyldholm II). Roman. 1912.

HIMMERLANDSBROEN. Fortællinger. 1913.

MIKKEL LARSENS DRENGE. Folke - livsskuespil i 3 Akter. 1914.

SPILLEMANDENSHJEMKOMST. Fortælling. 1914.

DYNÆS DIGTE. 1915.

3

JOHAN SKJOLDBORG

📖 NYE MÆND
FORTÆLLING

GYLDENDALSKE BOGHANDEL
KJØBENHAVN OG KBISTIANIA
MDCCCCXVII

4

COPYRIGHT 1917 BY JOHAN SKJOLDBORG
AL RET FORBEHOLDES

KJØBENHAVN — FORLAGSTRYKKERIET

5

FØRSTE DEL

6
7

I

Sønnen fra Hyldgaard kørte en Morgenstund øster gennem Øsløs By med det røde Føløg og hendes Datter, den Treaars. Begge Øgene havde fire hvide Koder og var ganske ens; kun manglede den Treaars en Blis i Stjærnen. Et lille Føl fulgte noksaa adstadigt ved Moderens Side.

Per lod Øgene domse af Sted, Rebtømmen hang i Bue over Hammelværket. Øgenes Ben havde saa busket en Haarvækst, at det saa ud, som en Kost blev dyppet i Vejstøvet ved hvert Trin.

Saadanne otte Hesteben var som Støtter skredet foran Per gennem hans Barndoms Verden fra den Tid, han begyndte at følge sin Far i Plovfuren; derfor var der noget kært, noget hjemligt, sær fortroligt ved dem; de gik saa trofast hen ad Vejen. — Uvil- kaarligt rørte han Moder-Øget venligt med Svøben, og hun svarede med et lille forstaaende Sving med Halen. — Den Treaars havde gulflammet Horn om Taaen, saa rent og skært, at naar han i Læ af Havediget derhjemme havde set den komme springende henover det grønne, saftige Engstykke, var det, som om den fløj af Sted paa gyldne Hove. — Han lod sit Blik glide op over dens brede, skinnende Kryds og dens lyse Manke, der faldt frit ned til den ene Side som en stribet, brusende Strøm.

Nu ser unge Per Hyldgaard helt op. Der er et godt 8Udtryk i det Menneskes Ansigt. Det er Øjnenes Skyld. Det er nogle aparte Øjne, lynsnare selv for det mindste og dog rolige, netop dybt rolige af Godhed; de er blaa. Han er glatraget med kruset Haar og lidt Kindskæg i Krøl ned forved Ørene. Læberne er fint buede og ender i dunkle Mundkrige.

Fjorden ligger morgenstille og sølvhvid. Fiskerbaadenes røde Sejl nærmer sig Land; han følger de skridende Sejlere. Den første Baad er allerede inde, og tunge, mørke Skikkelser spreder deres Vaad hen over Fjordstranden.

Dér tæt ved Vejen ligger „Enkeskrædderen“s lille, velholdte Hytte med Husløg paa Taget. Selv staar hun ren og pyntelig udenfor midt i de duggede Aurikler og Stedmodersblomster og smiler til ham. Hun er allerede graahaaret, men der er noget fint og rørende skønt ved den Kone, saa man faar Lyst til at nikke til hende, — og saa tappert af hende at føde fire Børn op alene ved Hjælp af sin Synaal. Hun misser med Øjnene i Morgenlyset og suger Luften ind gennem sin blege Huds Porer.

Lajs Kone ved Siden af er en anden Slags. Hun staar ogsaa udenfor, men med Dun i Haaret; nedenfor Underskørtet, der stopper ved Knæene, ses hendes Stolper af Ben, det ene i en hvid, det andet i en sort Hose. Hun strækker sig og gaber, og hvert Gab ender i en grov Lyd og saa et Glams til Slut.

Da han kommer hen til Kræn Snedkerbjærgs, piler Lise af Sted i sin Malkedragt som en Gærdesmutte ind i Bryggerset, hvor hun læner sig leende ud over Halvdøren og nikker til ham. — Hun er forresten en sød Pige, det er Lise. Men der er ikke noget ved hendes Tale; den er bare Jip-Jap, ligesom de andres. Alligevel er der noget yndigt ved de leende Øjne over Halvdøren, og han nikker igen til hende.

9

Saaledes kører Per forbi Huse og Gaarde gennem Byen. Gammel-Laust kommer trækkende med sin hjælmede Ko oppe fra Marken; hans Træsko er vaade af Dugg. Per smiler, for han ved, at Laust i den aarle Morgen, før andre Folk er oppe, trækker rundt langs Grøftekanter og Jordbalke, at den Hjælmede kan faa sin Vom fyldt paa en billig Maade. Den kan næppe skræve af Sted. Det er mest Jep Sovs, det gaar ud over, for Jep er ikke saa nøjeregnende med en Smule Græs til Smaafolk. Han staar forresten i Porten til sin Gaard og raaber til Laust, om den Hjælmede nu har faaet hendes Frokost.

„Ja den har, bette Jep,“ svarer Laust. „Vorherre vil, at En skal være god ved Dyrene.“

Det griner Jep saadan af, at det skralder i Porten.

Nu er Per Hyldgaard kommen østen ud af Byen. Han vender sig i Sædet. Op vesten for Øsløs hæver sig Markernes grønne Fald. Og midt i det foraarsunge Korn staar Skaarup Gravhøje med deres mørke Omrids, faste mod Skyen. Helt ovre paa Morsø kan han skimte noget rødgraat Pløjeland og et grønligt Skær fra Agrene op ad Hesselbjærg Mark. Ejerslev Knude stiger stejlt op af Fjorden med sine lyse Lerskrænter som et nøgent Legeme af Morgenbadet. Ude i Bredningen svømmer Fur og Livø nok saa let med Sallingland i Baggrunden. Men Himmerlands Højland og alt det østen over dølger sig halvt i Morgendis.… Som enhver Hannæsbo, der ser ud, lader Per Blikket løbe hele Synsranden rundt.

Der letter en Flok Fugle henne ved Søndergaards Strand; det bliver til en hel Skare paa flere Hundrede; det er Rajgæs, der som en løsrevet Skyflage driver ned til de lave Grunde i Fjorden østen for Holmtunge. Gennem den høje Luft hører han deres fjærne, ejendommelige Raj-Raj.

10

Per Hyldgaard følger Fuglenes Flugt. Saadan trækker de hvert Foraar ind ad den ene Side af Himmelranden og ud af den anden. Det minder En om, at Verden er større end Hannæsland.

Han har nu Lyngbjærg lige for sig. Saa meget har han set sig omkring, at han forstaar, at den Bakke ikke er særlig mægtig, men han synes, at intet af det, han har set, alligevel er saa mærkeligt, saa smukt som dens langeligt bøjede, rene Linie mod den blaa Himmel, ja, han synes, den ligefrem toner i hans Sjæl som en Stræng, saa stille og yndigt.

Ja, det er skønt at bo her paa Hannæsland. Han er kommen til at forstaa det; han ved det nu. —

Han skal altsaa ud i Skærpen-Sig og grave Tørv. Og samtidig skulde han faa fæstet Lyngbjærg- mandens Datter. Det var Mette, hun hed. Han kendte hende fra den Tid, de gik i Skole, men han huskede kun, at hun var en rask og glad Tyksak med en vældig Haarmanke og en morsom Stumpnæse Siden — ja Hyldgaard og Lyngbjærghuset laa nok i samme By, men der var ingen Forbindelse mellem de to Punkter. Hun havde været langt henne at tjene, og det skulde ikke være gaaet hende bedst. Naa, det var jo ogsaa ligemeget.

Hans Mor havde bestemt paalagt ham at faa fæstet Pigen, da de ikke kunde undvære en. Ganske vist var det næsten forargeligt, at En skulde ha en Tingest som hende, der for Tiden var hjemme med en Unge, ind i Ens Gaard, havde hun sagt. Men „saa'n en“ kunde vel ha' godt af at komme i et kristeligt Hus, og kanske det kunde blive til hendes Frelse.

Det var saadan noget, Per ikke holdt af hos sin Mor; hun var fyldt med gudelige Talemaader, saa væmmeligt. Hun gik ligesom indspunden i den Slags, saa hendes Natur blev borte. Bare hun vilde la' være 11med det. Somtid kunde han ligefrem ikke lide hende for det. Og hun var dog saa god imod ham.

Han bøjede af fra den stenede Vej, hvor Vognen larmede, kom ind paa Heden, hvor Øgenes Haler flød hen over Lyngtoppene, — og straks blev der stille; han hørte Fuglenes Sang. Først et almindeligt Kor, saa Lærkens frie, glade Toner, og saa Vibens Larmen, naar den kredsede over hans Hoved. De lysegraa Maager, der sejlede gennem Luften, gav kun et Skrig en Gang imellem, men Rylen pylrede med hele Tiden. Bekkasinen havde saa travlt med sit Wy-vitte, wy-vitte, wy!, medens den sindige Hjejles Klagen kun lød nu og da. Højt oppe fra rimmede Horsegummerne, men lavt over Tuerne strøg Gøgen frem med sit bløde Gu-gu, Gu-gu! .... Som de sang og fløj omkring og fyldte Luften. Her var Fuglenes fri Verden. Her var deres Hjem. Og han kendte dem jo allesammen fra den Tid, han rendte barfodet om i Lyngen her.

Varmen flimrede, det var en Sommerdag før Sommeren, saa dyssende, at han lod sig hentage af det; Tankerne flød hen sammen med Solens Strømme og Vaarens Vind ....

Det var en brat Maade, han vaagnede op paa. Tæt forved Vognen til venstre dukkede hun pludselig op af Lyngen. Først som et Syn. Saa et Blink af et straalende Menneske. Den første Kvinde i hans Liv. Der stod hun i Lyset.

Det var kun en ung Pige i en simpel Bondedragt .... jamen nu kendte han igen hendes Stumpnæse.

Hendes sunde, faste Skikkelse fjedrede af Kraft som en Kvies, der er kommen paa Græs, hendes gullige Haar brusede som den duftende Mjødurt i Kæret, hendes Øjne var som den lyse Sommersky — i 12en lynende Hast fik han dette Indtryk af en rigtig Naturpige.

Han var uvilkaarlig standset. Hun stod stille og rødmede let. De saa paa hinanden fulde af Forundring.

Han fik sagt noget om, at de skulde have en Pige til Hyldgaard, og at hun jo var ledig nu. Hun fik ogsaa svaret noget til det. Men Ordene var ligegyldige; de to Unge aandede mod hinanden som Lyng og Pors, der dufter i Morgensol.

Og det hele varede ikke længere end Opholdet mellem Gøgens Guk. De gled fra hinanden, hver til sin Side. Da de kom et Stykke bort, saa de sig begge tilbage paa én Gang. —

Per Hyldgaard fik godt nok Øgene fæstet i de gamle tilgroede Grave, han fik Ølflasken lagt til Svaling under et Par Hoventørv, og han fik ogsaa fat i Spaden, — men han hørte ikke mere nogen Fuglesang, og han saa ikke, hvor Dagen straalede.

Og da han til Middag kørte hjem fra Kæret ind gennem Landsbyen, var det underligt, hvor Husene forekom ham fremmede; og Folkene syntes ham kun nogen, han en Gang havde kendt.

Først da den tunge Arbejdsvogn skramlede ind paa Hyldgaards stenlagte Gaardsplads, vaagnede han med et Ryk til Dagens Krav.

Faderen, Jens Hyldgaard, stod der. Han var en statelig, velplejet Mand med spidst, studset Fuldskæg Han var lige kommen hjem fra Mejerikontrol- leringen og havde været rundt og set efter, hvad der var udrettet, mens han havde været borte. Han var ikke fornøjet og sagde til Per, at naar En betalte en Arbejdsmand som Laj saa mange Penge om Dagen og Kosten, saa var det forskrækkeligt, at han ikke sørgede for at faa bestilt saa meget som muligt; der maatte være nogen ringe Tanker i saadan et Menneske 13.… Jens Hyldgaard rev i Stropperne, idet han hjalp Sønnen Øgene fra.

Per bemærkede undskyldende — og den unge Mand havde en mærkelig venlig Tone at tale i — at Laj jo havde den her Skade, som han da forresten havde faaet her i Hyldgaard.

Men Faderen lo stødvis i haanlige Sæt, thø-hø-hø! som om det ikke kom Sagen ved, og spurgte, om Per saa havde faaet fæstet Pigen, for de manglede hende hver Dag.

„Ja — jow.“ Per bøjede sig, som han tog et eller andet op fra Jorden.

„Hvad skal hun ha' i Løn?“

„Tho det kommer vi nok ud af.“ Per dukkede sig.

„I snakkede kanske slet ikke om saadan en Biting, thø-hø-hø!“

Moderen kom til Syne i Bryggersdøren med et Par Mejerispande, som hun stillede til Tørre. Hun var en ældre Kone men i fuld Kraft. Hun raabte over Gaar- den: „Fik du saa fæstet Lyngbjærgtøsen?“

„Hm, — jo-w!“ svarede Per tilbage.

„Mon det nu er en, der kan bestille noget?“

Jo, det tænkte han.

„Kommer hun saa til den første?“

Det mente han nok, hun kunde. —

„Hør, Per,“ — Faderen saa pludselig og bestemt over paa ham — „er du ikke rigtig rask?“

„Jo, hm, men du ved nok, Far, at det er somtid, a kan ikke lide at snakke ret meget.“

„Naa, min Dreng!“ Faderen tav; og der var en dyb Glæde i hans Blik, da han hemmeligt betragtede Sønnen.

Per Hyldgaard gik ind i Stalden med sine Øg og lod dem drikke af Vandtruget. Den Treaars stod med sine fine Hove paa de fugtige Sten og lod Vandet dryppe fra Mulen. Endelig fyldte den Vommen 14rigtig, pustede derpaa ud, saa der gik to lyse Luftstrømme fra dens Næsebor, og rørte samtidig Ørene ligesom for Sjov.

Per klappede den paa den varme, faste Hals inde under Manken. Og han lagde dens Hoved over mod sin Kind et Øjeblik.

II

Laj staar i den høje, lyse, luftige Stald i Hyldgaard og pudser Seletøjet, det med Messingbeslag, og Per strigler de to Røde; der skal nok køres i Stads. Laj er ældre, men hans rødlige, stride Haar og Rundskæg, der staar i Krans om hans Ansigt, er tæt og tykt som en ung Mands. Derimod bærer Øjnene med de røde Rande og hans furede Ansigt Aarenes Spor, saavel som hans kantede Krop og Benene, der er stive og krumme som Hjulfælgestykker.

„A skal garantere dig for, Per,“ siger han, „at det er længe siden, dette her har været saa blankt som i Dag. Men vor Mand skal jo ud at køre med Amtmanden og de andre Proprietærer, saa a vil nok vise dem, at vi kan pudse i Hyldgaard.“

„Du har jo ogsaa lært det, Laj, da du var Dragon.“ Der er et godmodigt Smil om Pers Mund.

„Ja, det har a Fanden farhen. Skesandt Petersen sa' ogsaa: 84, sa' han, du pudser den Onde banke mig, som om du havde været Stuepige alle dine Dage, hæ, hæ.“

„Hvorfor siger du egentlig Fanden „farhen“?“

„Det skal a fortælle dig, Per.“ Laj stinder sin Ryg og skræver ud med Pudsekluden i Haanden. „Den Gang a kom fra Tjensten, var a saa hulendes til at bande. Din Bedstefar snakked med mig om det, at a saa'n hele Tiden kaldte den løjen Saten til mig. A 15kunde ikke la' være. Men saa hittede a paa dette her „farhen“; han skulde fare hen, forstaar du, fra mig altsaa, — og se, saa var a paa den rigtige Side, hæ, hæ.“

Per smiler.

„A har jo aldrig været fjollervorn, se det er Sagen.

— — Ja, Soldatertiden var alligevel en skøn Tid, skønt raat det var det. Som nu den første Tid, a kom hjem, a regnede hverken Dyr eller Mennesker. Paa Øsløs Marked og ved Legestuerne, ja, hvis nogen bare sa' et skævt Ord, saa var Herren fornærmet, hæ, — en Vidsker under Øret nok saa nemt, værsgod, hæ, ja naar en tænker paa det, der kunde skrives en hel Bog om mine Ungdomsbedrifter.“ Laj rettede sig pludselig: „Jo, Per Hyldgaard, Laj han har ogsaa været med en Gang.“ Han sigter paa en Stolpe, der staar fire Alen borte, og sender en Straale af Spyt lige i Prikken.

„Hvorfor blev du egentlig ikke i Tjenesten?“ spørger Per med Lunhed i Øjekrogene.

„Hvorfor? — Det sa' Skesandt Petersen ogsaa. Du er den Onde banke mig født til Soldat, 84, sa' han. — Hja, hvorfor? — A skal sige dig ærligt, Per, Sørine hun var bleven for tyk for mig, se det var Sagen. Saa er Skæbnen der, og saa kender du Resten. Ellers kunde a ha' gaaet med mine Snorer den Dag i Dag.“

Per strigler og børster ivrig, og han træder tilbage for at se paa sit Værk, som om han ikke kunde faa de to Røde fine nok i Dag.

„A kan saa tydelig huske, Per, da detteher Seletøj kom her i Gaarden. A var en Knægt den Gang. Din Bedstefar købte det paa Øsløs Marked, han havde nemlig faaet lavet den grønne Vogn med udskaarne Blomster og lukkede Agestole med barket Skind- Betræk. Det var stads den Gang. Nu kører din Far i 16fin Fjedervogn, og naar du bliver Mand i Gaarden, Per, saa kommer du da i det mindste til at køre i halvlukket Vogn, hæ, hæ.“

„Var min Bedstefar ikke en skøn Mand? A var jo saa bette, da han døde.“

„Skøn! — jo, det var han. Altid veltilpas i det daglige Han var nok lidt egen, men saa godsindet.“ Der gaar et smukt Skær over Lajs gamle, furede Ansigt. „Han og dig, Per, havde forresten meget tilfælles!“ Det kommer som et umiddelbart Udbrud.

Pludselig fløj han i Arbejdet igen; han syntes, han hørte nogen komme. Men der var ingen.

Da der er gaaet lidt, spørger Per ham, hvorfor han altid bliver bange, naar han tror, Jens Hyldgaard er i Nærheden.

„A ved det ikke, Per. Men han er den, der kan alt her i Byen.“

„Far og dig har vel været unge sammen?“

„A var lidt ældre, men vi har tit været til Legestue sammen. Og den Gang“ — det blinker i Lajs Øje — „da var a, Fanden farhen, Kop-og-Kand'. Men a vil indrømme, at Jens Hyldgaard og „Enkeskrædderen“, som vi nu kalder hende, det var absolut det pæneste Par paa Dansegulvet; det var ligefrem skønt at se dem, det snakkede vi saa tit om.“

„Enkeskrædderen, Elisabeth!?“ Per holdt op med at strigle og lænede sig til den Treaars.

„Ja. Hun var en fattig Pige, men hun, — ja, hun var som en Dame imellem os, saa kunde de komme, hvem der vilde. — Ja, saadan kan det gaa, Per Hyldgaard.“

Laj gav sig til at pudse paany, og Hyldgaards- Sønnen blev staaende længe, tavs og tankefuld.

— Imidlertid sidder Jens Hyldgaard inde i Dagligstuen og studser sit Skæg, tæt og spidst. Ann' Hyldgaard bærer hans Stadstøj ind og lægger det paa 17Langbordet, der er skuret saa fint, at Træets Aare- flammer tegner sig klart i Skiven. Ann' Hyldgaard skal ikke ha' alting malet, fordi det er nemmere. Hun er ikke af den Slags. Der er ingen Ting pænere end hvidskuret Træværk. Men der skal Knofedt til, og det er dyrt nu om Tider.

Hun fører sig lidt stiv i Lænderne, hun har arbejdet meget, saa hun har en skridende Gang, men et rapt Fodskifte. Aarenettet paa hendes Kinder er lidt for stærkt rødt, men den bredhoftede Gaard- mandskone er endnu en bovn Kvinde. Og hendes graa, kloge Øjne har et Udtryk, som om hun hele sit Liv stedse havde befalet.

„Skal I paa Vejsyn den her Gang?“ spørger hun.

„Ja, og der er meget andet.“ Manden svarer kort, som i andre Tanker.

„Hvitter kommer I saa her i Morgen?“

„Hen paa Eftermiddagen.“ Han trækker i Klædesbukserne af sort Købetøj.

Lille Ophold.

„Tror du nu, En kan byde saadanne Herrer Bondekost?“

„Thø-hø-hø! Vil de ikke ha' det, kan de lade det staa.“ Han lader Tommelfingrene løbe op og ned under Selerne og giver Spændet et Hul til. „For Resten er Amtmanden akkurat ligesaa ligefrem som en Bonde .... Hør, kan du huske at gi' Vesløs Degn den blaa Konvolut, der ligger i Chatollet, naar han kommer en Gang i Eftermiddag?“ Jens Hyldgaard har meget i sit Hovede; det er maaske ogsaa derfor, han er noget kort og knap.

Ann' staar og ser paa ham lidt. „Det er vel dig, der bestemmer alting her for Hannæsland, naar I saadan er ude?“

„Ja. For En er fornuftig.“

Der stiger en Følelse op i Ann' Hyldgaards Bryst, 18mens hun betragter sin Husbond, og hendes Øjne faar Glans. „Gud alene Æren, Jens,“ siger hun.

Jens Hyldgaard har faaet nyt paa fra det inderste til det yderste, og Ann' har selv lavet det meste, de hvidprikkede blaa Hoser med to Alen lange rødhvide Baand, de tykke Vadmels Underbukser og den Tvistlærreds Skjorte. Hun ved, det er noget, der duer; hun skal nok fly sin Mand saadan af Gaarde, at hun kan være det bekendt.

„A ved ikke, om vi skulde ta' Kødsuppe og kogt Flynder — eller Steg og Fiskerand, for det kan a ogsaa nok lave.“

„Der behøves ingen Anstalter,“ siger han.

Men da bliver Ann' højrøstet. „De skal ha' den samme Traktement i Hyldgaard, som du faar, naar du kommer til dem. Og de skal ha' Dessert. Og osse Vin.“

Jens svarer lidt tvært, at det sure Skidt skal han nok købe et Par Flasker af paa Vejen.

„Ja, for a vil ingen Skam gaa over, og det skal du heller ikke.“

Efter nogen Tavshed begynder der lidt efter lidt at brede sig et Smil om hendes Mund ved noget, hun ser for sig i Tankerne. „Da kan du tro, Karen Høj- strup vil slaa Krøller paa Næsen, naar du kommer kørende med Amtmanden i Øsløs By, he, he!“

„Se nu efter alting, mens a er væk,“ siger han.

„Tho, Per er da hjemme.“

„Jo, men han skal forestaa Udbetalingen paa Mejeriet i Morgen; — han skal til at vænne sig til.“

Pludselig lægger Ann' Hænderne sammen og siger med en gennembrydende Varme: „Aa ja, Jens, vor Søn!“ Det kommer saa overraskende. Ann' Hyldgaard røber i et Blink sit Indre.

„Ja.“ Jens støtter sine Hænder paa Bordet; han er 19revet ud af sine flakkende Dagligtanker paa hundred Smaating. „Ja, vi maa sige Gud ske Lov for ham!“

De to travle Hyldgaardsfolk staar der et Øjeblik forskønnede ved Drømmen om deres Søn.

„Og han er et lyst Hovede.“ Jens smiler.

Men Ann' spørger, om det er heldigt, han læser saadan en Alverdens Masse Bøger. Og de koster da ogsaa Penge. „Ja for a er ikke vis paa, at han ikke kan faa Nykker ligesom din Far.“

Jens svarer intet til det; han rækker efter sin sorte Lastingskrave. Men hun vil absolut, han skal ha' hans Flip paa saadan en Dag.

Hun ser Laj trække Stadsvognen frem, hvad der giver hende Anledning til at spørge, om Jens tøkkes, hun skal gi' Laj et Sigtebrød med hjem, da de har bagt i Gaar.

„Det kan du jo godt. Men det er da for Resten et skidt Princip; han kan jo ta' hans Alderdomsunder- støttelse; hvorfor skal vi forære det Offentlige noget.“

Men Ann' svarer i Messetone, at det er saligere at give end at tage, som der staar i Skriften.

„Han maa godt faa det for min Skyld.“

„Ja, vi vakte Kristne har et Ansvar, Jens, Folk ser hen til os.“

Tilsidst henter hun en Bunke hjemmegjorte graa Køretæpper med røde og grønne Borter.

„Hvem er det nu, der er med foruden Amtmanden?“

„Proprietær Sørensen fra Thy og Justitsraad Knudstrup fra Hanherred.“

„Kan du nu nok klare dig imellem dem?“

„Thø-hø-hø!“

Hun beundrer ham stille og hjælper ham Frakken paa.

20

„Det er sandt,“ siger han og retter paa Kraven, „vi skulde ha' vasket Faar.“

Men Ann' svarer, at det faar være, til den ny Pige kommer. „Hør, er hun fæstet, den Lyngbjærgtøs, eller er hun ikke?“

„Det har Per jo ordnet.“

„Naa ja, men det var skammeligt, at Kræn Snedkerbjærgs ikke kunde undvære deres Lise. For a har altid tænkt mig“ — Ann' Hyldgaard straa- ler af verdslig Glæde — „at Per og hende .... ja, hun er naturligvis forgabet i ham som de andre Piger.“

Det var, som Jens Hyldgaard med ét slap alle andre Tanker. „Gud ved, hvordan han har det med det?“

„En ved aldrig, hvad der ligger og lurer i saadan en Svend. Men han kan vel faa omtrent, hvem han vil ha'. — Og en Pige kan ogsaa være tjent med at drage ind i Hyldgaard. Men Lise er flink, og der er Rigdom.“

„Ja, hm, — ja — naa,“ mumler Jens for sig selv og tager Overfrakken paa. „Ja — naa — ja.“

Nu kører Laj frem for Døren. Øgenes blanke Skind blinker mellem Bruset af de mægtige Manker og Haler. De to Røde tripper i festlig Uro paa otte hvide Koder.

I Døren vender Jens sig og bemærker i en Hast, at han nær havde glemt, Wolle Thamsen vilde laane 500 Kroner i Dag; de ligger i Chatollets Midterrum.

Saa er han færdig.

Han sætter sig i Agestolen og modtager Tømmen af Laj, der endnu en Gang vimser logrende omkring Køretøjet for at se, om alt er i Orden.

„Saa i Guds Navn, Jens Hyldgaard!“ siger Ann' højt fra Stentrappen, hvor hun staar. Øgene danser 21østen ud af Porten, og der kommer et stolt og sikkert Udtryk i hendes Ansigt. Hun har valgt rigtigt i Livet.

Og hvor Jens kommer forbi, kigger Øsløs Folk ud af Vinduerne og siger til hverandre: „Nu kører Jens Hyldgaard til Amtsraadsmøde med de to Røde.“

III

Lyngbjærghuset laa østen over Bakken ned ad Skraaningen. Det var i sin Tid ført op i en Hast, og siden var det bleven staaende i samme Stilling; det øverste af Gavlen var stoppet op med Lyngtørv; Muren havde aldrig været kalket, og Taget saa ud som en Kat, der stryges mod Haarene.

Det var næsten besværligt for Per at finde ind til Huset for alt det Skrammel, der som en Barrikade omgav det: Sildekasser, tomme Tønder, inddrevet Tømmer, gamle Hjul og en Gig, der kun manglede Kanonen for at fuldstændiggøre Indtrykket af Befæstning.

Inde mellem Sildekasserne smuttede hvide Kaniner omkring, en Ræveunge, der var bunden til en gammel Vognaksel, raslede med sin Lænke, og en stikkelhaaret Rottehund, der saa ud, som den havde Møl i Pelsen, hylede som en forsulten Ulv imod ham.

Da han kom forbi Bagdøren, saas et Skimt af et rødt Underskørt, hvis Ejerinde hurtigt trak sig tilbage. Ruderne var fyldte med Ansigter, tilkaldte ved Uroen udenfor.

I Stuen var der stampet Lergulv og meget sparsomt med Bohave. Der var heller ikke et eneste Skilderi, ikke en Gang et Ligvers; kun en sprukken Violin med Strængene i Krøl om Halsen hang paa Lervæggen.

22

Konen sad tyk og ligeglad i en Stol ved Ovnen. Hun havde venlige, næsten skælmske Øjne, men idet Per traadte over Dørtærskelen, lagde der sig noget tvungent over hendes Udtryk: Sønnen fra Hyld- gaard kom sikkert ikke her for det gode.

Henne ved Bordet sad to Mænd ved en Kaffe- puns. Den ene var Lyngbjærgmanden selv i noget raltet Lærredstøj, vældig dampende paa en sort, sodet Pibe. Han var en høj, smuk Mand med brune Øjne, men af den Slags, man vanskelig kan sige om, hvorvidt de er onde eller gode. Den anden Mand var Jep Sovs. Han havde en lodden Hue paa, saa han svedte, som han var smurt ind i Hundefedt. Jep var ellers en af Byens rigeste Gaardmænd, men han hørte ikke til Rekabitternes Sekt; han sad der med sin Kaffepuns og spyttede og grinte, hel godmodig for Resten. Og da Per viste sig, svingede han Koppen og hilste:

Velkommen i den grønne Lund,

hvor Fuglene de sjunge, — hæ, hæ, hæ!

„Sid ned,“ sagde Lyngbjærgmanden værdig. „Det var pænt, du vilde komme og besøge mig.“

Konen flirede og Jep grinte, for de kunde da nok tænke, at Per Hyldgaard kom ikke for at besøge Lyngbjærgmanden, og det vidste Klaus Lyngbjærg jo ogsaa godt selv.

„Hvad skylder man Æren?“ spurgte han i fornem Stil.

Per nævnte det med Pigen, hvem han vilde fæste.

Ved dette blev Konens Udtryk atter frit og aabent, naa, det var ikke andet.

„Vi kan jo spørge Damen,“ svarede Lyngbjærgmanden, „ja nu maa man være høflig, det kan være, Kvindfolkene snart faar lige saa meget at sige i Landet som en Anden .... det vilde klæde dig godt, Mor, at stille dig som Rigsdagsmand.“

23

Konen lo: „Ja du hedder ikke Klaus for ingenting.“

„Rigtig min Hustru, men er det store Klaus eller lille Klaus, det kan a den Onde klinkerne ikke komme til Bunds i.“

Han kommanderede Konen ud efter Kaffe til den Fremmede. Hun var straks tilbage med den. Da anførte Jep af Bibelhistorien: „Han talte, saa skete det, han bød, saa stod det der, hæ hæ.“ Jep var stiv i Citater.

Per blandede sig en Kaffepuns.

„Skaal i al Fald!“ sagde Jep.

Konen satte sig paa en Stol, der knirkede jammerligt under hendes Vægt.

„Saadan en Kone skulde du Katten knorrerne ha' dig, Per, hun vejer .... ja hvor meget er det nu, du vejer, Kirsten?“

„Aa, dit Sludderhoved,“ vrissede hun.

Men Jep skubbede til Per. „Saa'n jen hun ligger stredde i en Seng, naar hun først kommer derop, hæ hæ.“

Lyngbjærgkonen blev vrippen, for det Per var til Stede, og svarede: „Du skulde hellere ta og tøre æ Sovs af den Mundvige, Jep.“

„Vil du saa kys mig, Kirsten, hæ, hæ?“

Hun kunde ikke la' være med at grine af Slogen. Jep havde en forfærdelig stor og grov Mund og Hud som Saalelæder. — „Ja for min Skyld ingen Al- larm,“ bemærkede Lyngbjærgmanden nok saa alvorlig. „Du har jo et nysseligt Kyssetøj, Jep.“

Gud, hvor de grinte af det. Jep mest, han trak Mundvigene om til Ørene.

Ja de blev ved at skraller-grine længe efter; det blev ved at kilde dem i Kroppen; de lo af et fuldt og sundt Bryst.

„Skaal, i al Fald,“ sagde Jep endelig.

24

Unge Per Hyldgaard, der var vant til noget ganske andet pænt og korrekt, frydede sig øjensynligt over den Natur, der var i de her Mennesker.

Jep sendte en Plask Spyt ud paa Lergulvet. „Jo, a tror nok, du er Store-Klaus, for du bestiller ikke noget, og du tøkkes i det hele, at du er ligesaa svær en Karl som nogen af vi Gaardmænd, hæ.“

„Ja, hvorfor ikke det?“

„Ja, tho det ved a ikke, hæ.“

Lyngbjærgmanden holdt et Øjeblik op at ryge og fastholdt Jep skarpt med Øjnene: „A spør endnu en Gang, hvorfor skulde a ikke det?“

Jep blev usikker. „Ja, hvad Saten var det nu.…

a tror, En glemmer, hvad En sidder og snakker om, hæ hæ.“

Konen lo: „Dit Trendegarn bliver nok urede for dig, bette Jep.“

Lyngbjærgmanden pikkede i Bordet for at vække Opmærksomhed for det, han havde at sige:

„Hvorfor skulde a ikke sidde li'esaa kraan som jer, mine Herrer?“

Jep puffer til Per: „Nu skal du høre efter, hæ hæ!“

„A er li'esaa levende som jer og li'esaa glad. A har en god Helsen, a kan høre og se og tygge og tale. A har mange Børn og en Kone, som I Dælen klinkerne skal lede efter Mage til i de første ti Kirkesogne …“ Konen grinte. „Hvorfor skulde a saa ikke være li'esaa kraan som jer, der sidder og klager jer i no'en bette Gaarde, som I kan leve lempele ved, naar I er forsigtige. Nej, la' os nu vende æ Sager ret, bette Folk!“

Aa, hvor Jep var glad; han grinte, saa hans brede Fortænder kunde ses helt op til Gummerne. „Der kan du høre, Per, hæ hæ hæ!“

„Og saa har a en god Samvittighed,“ tilføjede 25Lyngbjærgmanden og tændte Piben paany, „det havde a nær glemt.“

Jep havde lige taget en Mundfuld Kaffe; den sprøjtede han nu ud over Gulvet. For dette her, det var ikke til at staa for.

„Da har a hverken løjet eller stjaalet,“ bemærkede Lyngbjærgmanden. Han tog sig imidlertid i det. „Ja, løjet, det er nu det,“ indrømmede han straks, „men stjaalet?“

„Nej, det vil a heller ikke kalde det, Klaus, du bjærger dig bare lidt en Gang imellem, hæ hæ.“

„Ja, ellers kunde a s'gu ikke leve med den Familie, a har. Og En behøver vel ikke at slaa Streger efter en Lineal. En er da hverken græsk eller katolsk endnu.“

Per morede sig virkelig, og Konen grinte.

Men Lyngbjærgmanden holdt sig lige værdig. „Hør, Jep, a tilspør dig ....“

„Du er da ikke bleven Præst endnu?“ lo Jep.

„A tilspør dig, Jeppe — a ved nok, der er nogen, der kalder dig Jep Sovs, men den Slags Udtryk bruger a ikke — a tilspør dig, Jeppe Christensen, vil du ikke gøre mig den Tjeneste at tørre din Mule, for a kan ikke taale at se paa det længere.“

„Jo, hæ hæ, naar det støder Klaus, hæ hæ hæ.“ Jep blev helt borte i Latter. „Aa Gud Faader bevar os!“ Han tørrede Øjnene og sukkede. „Nej du er s'gu Store Klaus, absolut, hæ hæ! — Naa, Skaal, i al Fald.“

Derefter rensede Jep Munden med Pegefingeren, og af en Kardus Bladtobak fyldte han den paany, som man stopper Hø i et Gab.

Konen bemærkede halvt undskyldende til Per, at saadan et Par Stoddere kunde sige meget Sludder i en stakket Tid.

„Aa, hvad —“ svarede Per.

26

Lyngbjærgmanden vilde, at Per skulde ha' en Puns til. Men det var der ikke Tale om; det passede ham ikke.

„Nej,“ sagde Jep, „saadan er de, de Hyldgaards- Folk, — dertil og ikke længere.“

„Er det nu skønt at leve saa knusendes korrekt?“ spurgte Lyngbjærgmanden.

Per vidste ikke rigtig, hvad han skulde svare; han smilte: „N—aa —“

Jep blev helt alvorlig. „A tøkkes nu ligefrem, det er elendig med al det Helligskab, — ja hvis de var glade og vel tilpas, men de bliver saa sure og saa sære, for det de ikke maa ha' Lov og være sig selv .... ja hvad siger du, Per?“

„N—aa, ja, det er vist ikke Løgn, det du siger, altsammen.“

„En tør jo Katten knorrerne næsten ingen Ting.“

„A tøkkes endda ikke, du er saa ræd, Jep,“ sagde Lyngbjærgmanden.

„Nej, naar bare du er ved min Side, Klaus,“ udbrød Jep atter gemytlig.

„Ja, for du er en Hjemmefødning, Jep, du har jo aldrig været længere henne end over ved den „kloge Kone“ paa Himmerland.“

„Ja, det passer godt nok. A tror, der er mange skønne Ting til ude i Verden, men a tør Saterne ikke komme udenfor Stimmelen, hæ hæ! Skaal i al Fald!“

Per var bleven svært optaget af et lille lyshaaret, yndigt Barn, der kravlede om paa Gulvet; det var mindre end de andre Børn; han kunde tænke, det var Datterens.

„Naa,“ spurgte Lyngbjærgmanden, „hvor blev Damen af?“

Da han fik at vide, at hun var gaaet ned i Tuerne 27med Koen, rejste Per sig rask og bød Farvel og Tak. Han kunde træffe hende der. —

Fra Lyngbjærg Side saa han østen over Vejlen, hvor Hanherred i Eftermiddagslyset laa hvidprikket af Huse og Gaarde. Og lige for hans Fod i de duftende Tuer viftede Kæruldens hvide Smaafaner for den svage Vind .... Jamen der stod hun jo barhovedet i de mørkegrønne Pors med sit lysende, gyldne Haar.

Han tog hendes Haand. „Goddag, Mette!“

Hun gengældte hans Haandtryk og hilste med en stille Varme.

Nu saa han først, hvor store, hvor blanke, hvor fulde af Godhed hendes Øjne var.

Saaledes havde Per aldrig før sagt Goddag til en Pige.

Der var et Øjeblik saa stille, at han hørte Rørenes Hvislen for Vindens Pust. Ellers var Luften urolig af Fugleskrig.

Han rømmede sig. Ja, det var altsaa angaaende, om hun vilde tjene i Hyldgaard.

Hun saa ned og rørte den ene Fod.

„Der er jo nok at bestille, men du er vel ikke bange for det.“

Hun rystede paa Hovedet og saa smilende op.

Han troede næsten, det var hendes Tænder, der gav denne Pige en Friskhed fremfor alle andre.

„Har du tænkt over det?“ spurgte han.

„Ja.“ Hun blev atter urolig. Hun saa til en Side, hendes Mund stod halvaaben, for at han ikke skulde mærke, hvor stærkt hendes Bryst bølgede.

Hvad Resultat hun saa var kommen til?

„Véd du, at a har en lille Pige?“

„Ja, den lille lyshaarede derhjemme.“

Hun syntes næsten, der var Glæde i hans Stemme, og som et Lyn saa hun forbavset op paa ham.

28

„Sikken bette sød Pige du har!“

Dette forstod hun ikke. Hun saa en Gang til paa Per. Men hans Ansigt kunde ikke lyve.

Hun blev i et Øjeblik saa lykkelig, som om Per havde skænket hende Barnet paany.

Hun fæstede sine store, forundrede Øjne paa ham. „Men kan du da ogsaa forstaa, at min lille Pige kan a ikke skille mig fra?“ Hendes Røst skælvede.

„Ja. — En tar jo ikke en Gang Fuglen fra dens Unger.“

Der gik nogle Trækninger gennem hendes Læber; men hun lukkede Munden fast og beherskede sig.

„Og du kan naturligvis se hjem til hende, saa tit du vil.“

Men da drog der en Skygge over hendes Ansigt. Hun svarede: „Nej, hun maa være i Nærheden af mig. A maa kunne rende ind til hende og ta paa hendes … bette … Krop.“

Per saa ganske overrasket paa hende. — Han sagde hen for sig. „Det var Synd andet.“

Hun blev glad ved Tonen i det, han sagde, men hun havde jo ingen rigtig Besked faaet endnu.

Koen, der endnu havde enkelte Vinter-Totter paa sit fattige Skind, ruskede ivrigt Græsset i sig med sin lange Tunge. Blaatærnen holdt sig svævende over Vandpytterne for at slaa ned efter Insekter. Fuglene larmede.

De begyndte at gaa op ad Lyngbjærg, hvor Hvidmosset og de tørre Rafter knasede under Fødderne. Ved Siden af Stien var de nygravede Fladtørv to og to stillet op til Tørre, og de smaa Flintsten paa Muldsiden gnistrede.

„Véd du, hvad a kan huske om dig, da vi gik i Skole?“ spurgte hun stille. Nej, det vidste han ikke. „Det var til Eksamen. Hvedebrødkonen stod østen 29omme med hendes Kurv. Jens Gris — du kan nok huske de Børn, der var paa Sognet — stod og kiggede paa Hvedebrødet, men han havde ingen Penge. Saa købte du to Femøres Kager; du gav ham den ene og rendte din Vej med det samme.“

„S—aa, ja Børn husker længere, end man skulde tro,“ svarede Per. — De gik tavse videre.

Endelig siger han: „Ja saa kan vi vel hente din Kommode, naar det skal være?“

Hun svarede intet, men saa spørgende op paa ham.

„Du tar selvfølgelig din bette Pige med.“

Hun kunde næppe styre sin Glæde. Men i samme Nu brast det ud af hende: „Hvad vil dog Ann' Hyldgaard sige?“

„Det kan vi jo saa faa at høre,“ smilede han godmodigt.

Hun saa beundrende paa ham. „At du tør!“

De standsede oppe paa Bakkesiden og saa sig om. Et Faar brægede et Sted langt borte.

Ude fra Fjorden saa de en lille Skonnert styre lige ind i Vigen, tæt mod Land; den kom frit flydende, vendte op i Vinden og foldede Sejlene langsomt ned.

„Det er Søren Skipper, der kommer fra Sverrig, saa vil han være hjemme i Nat,“ sagde hun.

I det samme fløj en Kukmand op fra Kæret.

Ligesom Solen kan lyse i en Rude, saa den straaler som Guld, saadan kan Glæden ogsaa pludselig blinke i et Menneskes Sjæl. Mette udbrød: „Det er mærkeligt, — a tror ikke, a har været saa glad i al min Tid som i dette Øjeblik!“

„Det er, for det Vejret er saa smukt i Aften,“ sagde Per.

Da de vendte tilbage, var Jep og Lyngbjærgmanden ude at rumstere mellem Sildekasserne. Lyngbjærgmanden 30viste Jep, hvorledes Ræveungen kunde sidde smuk ligesom en Hund.

„Naa, blev I saa enige,“ spurgte Lyngbjærgman- den de Unge.

Per nikkede.

„Ja, hun der,“ sagde Jep, „hun skal nok gøre hinner Arbejd', hæ hæ“ — han klaskede hende med den flade Haand paa Bagen.

Men i det samme snurrede hun sig som en Top og drev Jep saadan en paa Øret, at han dejsede om mellem Skramlet.

Jep bare grinte:

„Da sank hver fjendtlig Spejl og Mast i Røg og Damp, hæ hæ.“

Mette forsvandt hurtig ind i Huset. Og Per Hyld- gaard gik med lette Skridt vesten over Lyngbjærg.

IV

Ann' Hyldgaard gaar igennem sine Stuer for at tage et Overblik fra den ene Ende til den anden nu i Dag, hvor den ny Pige skal komme. Hendes Haar er glattet ned fra Skilningen under et let, sort Is- garns Hovedklæde, og den mørkeblaa Bomuldskjole med hvide Prikker sidder fortræffeligt. Ann' Hyldgaard er trukket i Tøjet til Gavns selv om Formiddagen. Hun fører sig med en Værdighed, der klæder hendes Skikkelse godt. Men hun er ikke ung længere; navnlig naar hun gaar saadan som nu i sine egne Tanker, viser sig tydeligt nogle Smaafurer i hendes Ansigt, og der er Rynker om hendes Mund, især naar hun kritisk ser sig om.

Hun har været oppe i Gæstekamrene og Storstuen, oppe ved de gamle Klædeskabe og Dragkister, der er fulde af Husmoderens gode Ting. Hun gaar gennem 31den daglige Stue med Langbordet og den faste Bænk langs Vinduerne; der hersker en kedelig, tør Renlighed overalt, Bilæggerovnen med Messingkuglerne skinner, og Ruderne er saa blanke, at man gennem dem tydeligt kan se hver Brosten ude paa Gaardspladsen. Men der er ingen Blomster i Opholdsstuen.

Ottedagsværket slaar 10 sølvklingende Slag, og hun skynder sig videre. Hun kigger dog lidt ind i Stadsstuen, hvor Plydsesmøblerne med drejede Ben og Klunkfrynser er opstillede, som var de til Salgs. Stadsstuen er som en fremmed Ø, der er skyllet ind i Hyldgaards Stuehus. Hun ser efter, om Pletskaalen til Visitkortene staar nøjagtigt midt paa Bordet, og om de hæklede Klude-Klatter ligger rigtigt paa Sofaen og Stoleryggene. Hun gaar ikke derind; hun holder bare Døren paa Klem, som om dette her var en Helligdom.

Inde i Sovekammeret sætter hun sig. Naar den ny Pige skulde holde alt i Orden, saa maatte hun ogsaa overtage det i den rette Stand. Thi der skal være Retfærdighed til .... Gud maatte vide, hvordan det vilde gaa med den Lyngbjærgtøs. En løsagtig Kvinde var hun jo, og det var i Grunden en egen Sag at lukke saadan en ind i sin Gaard, og hvis det saa tillige var en Hjangel-Dorte, der ingen Ting kunde bestille. Kanske den slet ikke vilde lære heller og var viskæbet oven i Købet som saa mange nu om Tider.

Men maaske Vor Herre havde en Tanke med, at hun netop skulde til Hyldgaard, hvem kender det. Om hun muligt kunde drages til den gode Side, og En kunde faa Skik paa hende? — Hun fik da et ligefrem Værelse at bo i med sin Unge. Ann' Hyldgaard rystede paa Hovedet. Per var saa underlig saadan; han vilde absolut, Tøsen skulde ha' hans Værelse. Kunde hun ikke gerne have været i det gamle Pigekammer 32nede i Bryggerset sammen med Lillepigen? Men det maatte ikke være, hun skulde ha' det for sig selv. Det var nok den ny Tid, hum! En føjede ogsaa altfor meget den Søn, gjorde man — En kunde jo ikke la' være.

Men at han kunde ha' Lyst til det, at han i det hele kunde komme i Tanker om det, og hvad han mente med det. Hun forstod ikke et Muk, — naar den fik sin Løn og gode Forplejning! Men saadan var der nogle underlige Træk ved Per, særlig den sidste Tid havde hun lagt Mærke til det. Og saa, at hun skulde ha' Ungen med .... pludselig førte Ann' Hyldgaard Haanden op til Panden, og hun lukkede Øjnene, — det var hendes syndige Hemmelighed, der brød ind over hende. I den daglige Travlhed mærkede hun intet, men naar hun var ledig, naar hun som nu sad alene, saa kom det somtid saa brat. — Gud ved, hvor han nu var, Peter Lassen, og hvordan han nu saa ud .... At hun havde kunnet synde med ham i sin Tid, mens hun var Kæreste med Jens og snart skulde giftes, det var det! Og ikke en enkelt Gang, men i en fortsat Forvildelse.… ja, hun vilde tænke det i al dets Nøgenhed. Synden, Synden! Lad den kun pine og plage! Men at En ikke ku' glemme det. Og at det var gaaet godt! Ingen vidste det. Og ingen skulde heller nogen Sinde faa det at vide. Det var noget, man ikke kunde bekende for Mennesker. — Men burde hun alligevel ikke ha' sagt det til Jens? Nej, nej, ikke til Jens, netop ikke til ham — ja, hvis Verden vidste det, hvis den vakte Kreds kendte det, aa, hvor Karen Højstrup vilde hovere. Saa vilde Ann' Hyldgaards Storhed falde dybt ned. Nej, nej. Men Gud vilde tilgive hende, og saa maatte det være nok. — Hun vuggede Overkroppen frem og tilbage, ja Gud havde styret alt for hende; hun var kommen i Ro her paa Hyldgaard; hun var kommen ind i Pastor 33Hoist's Kreds, og hun havde passet sit Hus som vist ingen andre Koner der i Byen, det turde hun nok sige. Og Jens vidste ogsaa, at han var godt tjent med hende. Ja, det var gaaet godt. Gud alene Æren og Prisen! Hun foldede Hænderne over Brystet. Men hun havde ogsaa villet. Hun vilde tilhøre den rette Side.

Det var kanske helt godt, at hendes hemmelige Skrøbelighed kom i hendes Tanker, for at hun ikke skulde ophøje sig selv. Ak ja, det snærer og det skrammer vort skrøbelige Kød .... Karen Højstrup, Birthe Bøns og de andre, mon de ikke ogsaa havde deres hemmelige Ting, jo saamænd havde de saa. Men ikke Jens, nej ikke Jens Hyldgaard, han var en fin Mand paa det Omraade. Ja, han var en Mand, der kunde gaa frem, han var den solide, han var ikke som Peter Lassen. Peter Lassen han var saadan, at saasnart han saa paa En og rørte ved En, saa var der ikke noget at gøre — nej, der var ikke noget at gøre. Og han var ung og havde det krøllede Haar. Saa, naar han kom til Vinduet om Aftenen, saa var En nødt til at lukke ham ind. Aa ja, Ungdomsdagene — men tænk, at En ikke kunde glemme ham — han var jo blevet til et rent Verdensmenneske, havde hun hørt ....

Der hørtes Skrummel i Bryggerset. Ann' Hyldgaard fløj op fra Stolen. Men det var bare Per, der vilde ind for endnu engang at se den gamle Stue, hvor den ny Pige skulde bo.

Det var ogsaa et smukt Værelse. Der, hvor Stadsstuen nu fandtes, havde i sin Tid været Aftægtsstue for hans Bedsteforældre, og da de grønne Plydses- møbler holdt deres Indtog paa Gaarden, havde Per samlet det gamle Bohave sammen og indrettet denne her Stue til sig selv. Der var Omhængsseng, Stolpeskab, 34Foldbænk og alt det fra den gode Bondetid.

Per smilede. „Her er yndigt,“ sagde han, „ikke?“

„Ja, tho det er gamle Sager; men det er da meget mer end godt nok til hende. Hun er da ingen Prinsesse, skønt En skulde jo næsten tro det. Hvorfor skal hun nu bo her?“

„Jo, for saa bliver hun glad,“ svarede Per og saa op paa sin Mor.

„Der er noget underligt ved dig, Per, som a ikke rigtig forstaar .... og saa et Barn! Hvordan ku' du komme i Tanker om at give hende Lov til at ta' det med?“

„Hun vilde ikke skilles fra det,“ svarede han stille, og han tilføjede straks med Kraft: „Og hun har jo fuldkommen Ret.“

„Ret? I hendes Stilling! Du ved vel nok, hvad Skriften siger om den Ting, og naar hun er fattig tillige og stiller Fordringer — det tegner ikke godt og klæ'r ingen Mennesker.“

„Jo, det klæ'r hende — netop. Her kan hun saa nemt smutte ind til hendes bette Pige — og a ka' jo sagtens.“

I det samme kom Jens Hyldgaard styrtende ind, Grøntfoder hang paa hans Knapper og i hans Tøj, han var rendt fra hans Arbejde. „Men hvorfor i al Verden er vort Flag oppe i Dag?“ udbrød han forvirret.

Moderen svarede: „Det er nok for den ny Pige, skal du se.“

Faderen bebrejdende: „Tho det er da en underlig Handel, Per.“

Moderen: „Saa'n var det li'esaadan, da Stordrengen flyttede hertil, saa det skal nok til at være Skik paa Hyldgaard herefterdags.“

Faderen misbilligende: „Som om der var Fest eller 35Højtid. A tøkkes ikke gerne, vort Flag skulde misbruges.“

Men Per han syntes bestemt, at naar et Tjenestemenneske flyttede ind i Ens Hjem for at være der maaske et helt Aar og dele Dagene med En, saa var det en vigtig Dag, en festlig Dag, netop en Dag, Flaget skulde op.

Og han stod der saa lys og glad ved Tanken, at det var ikke nemt at sige noget ondt til ham.

Faderen bemærkede dog: „Selvfølgelig skal vi være gode ved vore Folk og gi' dem en god Føde; det er vor Pligt. Men vi er da ikke i Familie med dem for det .... dette her er noget saa kunstigt, og Gud ved, hvad Folk vilde sige, hvis de fik at vide, vi hejste Flag, naar en Tjener flyttede hertil.“

„Ja, tho de vilde da tro, vi var ikke rigtig kloge,“ sagde Moderen og rimpede Munden, „men vi to for- staar nok ikke den ny Tid, Jens Hyldgaard.“

Saa stod Mette Lyngbjærg i Døren med sin lille Pige, frisk efter Turen, i Ungdommens Straaleglans, saa Mændene gik stille bort og Ann' Hyldgaard maatte kigge til hende to Gange, inden hun førte hende til hendes Værelse.

Se, Solen strømmede over det gamle, stilfulde Bohave med de blaa og røde Farver. Og de store Træer og alt det grønne udenfor dæmpede Lyset gyldent.

„Skal a bo her,“ spurgte hun forbavset, „her for mig selv i den her Stue?“

„Ja,“ svarede Konen, „det er vor Søn, der vil ha' det saadan.“

Der funklede et Lysblink i Lyngbjærgpigens Øje. Hun vendte sig om og førte sin Haand svalende over de blussende Kinder.

Der var kanske alligevel en Taknemmelighed i Tøsen. „Det var jo for det, du har det her Barn,“ ved det sidste Ord fæstede Ann' sine Øjne stærkt paa 36Mette. Men der var ikke Tale om, at Lyngbjærgpigen krympede sig ved det. Saa der var ikke megen Skam i hende i al Fald.

„Du ka' vel nok faa et Forklæde for dig i en Hast og komme og gi' mig en Haand nu til Middag,“ sagde Hyldgaardskonen kort, inden hun gik.

Pigen svarede lyst og villigt ja; det klang som en Tone.

„Er der Fødselsdag her i Gaarden?“ spurgte hun, da hun straks efter kom ud i Køkkenet.

„For Flaget, mener du? Nej“ — Ann' Hyldgaard betænkte sig, om hun skulde sige det, men hun opgav det. „Nej, der er saamænd ikke.“

Hun førte Pigen ind i Bryggerset, hvor der hang fem Klude paa Rad. Hun pegede paa hver enkelt og sagde, hvad de skulde bruges til, en til Opvask, en til Kar og Baljer, en til Mælke- og Mejerispande, en til Gryder og en til Trævarer.

Mette lo, for hun syntes, det var komisk.

Ann' Hyldgaard studsede forfærdet. Derefter samlede hun sig og saa med hele sin Strænghed tilintetgørende paa denne Tøs.

Men da blev det først rigtigt galt. Mette kunde ikke styre sig, selv om hun øjensynlig var ked af det.

Der faldt et Øjeblik en mærkelig Slappelse over Ann' Hyldgaards stærke Træk. Hun gik ikke videre i Forklaringen, men satte Pigen til at gøre nogle Spande rene. Saa stillede hun sig paa Lur bag Døren for skjult at kunne iagttage, hvordan Mette tog paa Arbejdet. Og jo længere hun saa, des mildere blev hendes Ansigt. Tilsidst ligefrem smilte hun. For Mage til rask Tøs syntes hun næsten aldrig, hun havde set; det flød, ja det fløj igennem Hænderne paa hende som for Løjer. Det her det var værd at se paa.

Men saa gav Lyngbjærgpigen sig til at fløjte højt, 37saadan saa det skingrede, og Ann' Hyldgaard trak sig tilbage med den Tanke, at det var nok en fræk en alligevel.

V

Jens Hyldgaard laa om Natten og kunde ikke sove. Hvis Tørren varede ved ret længe, saa blev der da ingen Græs i Aar. Der havde været Handelsmænd hos ham nu for anden Gang. Og maaske han havde forholdt sig, maaske han skulde have ladet Høvderne gaa til den Pris, de bød. Ja, det beroede jo paa, om der kom Regn eller ikke. Luftlagene og Skyernes Drift havde længe lovet den Væde, som Jorden tørstede efter, men hidtil var det blevet derved. Grønningen derhjemme lige ved Gaarden stod jo altid frisk og tæt med Naturgræs, saa det var godt nok, men Fjordstranden var svedet, Blandskifterne og Indkastene var meget ringe, og nu var Kløvermarken begyndt at se gusten ud. Han kunde hele Tiden i Tankerne se for sig det stakkels Græs, som Dag for Dag sygnede hen under en pirkende Tørke, det stakkels forpinte Græs.

Det var derfor, han ikke kunde sove. Og saa fordi han ikke kunde komme til Klarhed over, om han nu havde gjort ret eller forkert ved ikke at sælge til Handelsmændene.

Jens Hyldgaard vidste jo godt, at vi Mennesker i vor Skrøbelighed var afhængige af Himmelens Naade ogsaa i den her Henseende, og at det var bedst for os saaledes. Men han havde alligevel svært ved at faa Tankerne bort fra dette her, for det var ikke Smaapenge, det galdt. — Han vendte sig i Sengen mange Gange.

Saa er det, han synes, han hører noget. Først slaar 38han det hen, for naar der er noget, man tænker stærkt paa, og som man gerne vil høre, saa kan det let komme til at lyde netop saadan for ens Øre, som man helst vil. Og han vilde forfærdelig nødig skuffes.

Men han blev ved at høre den her Lyd med korte Mellemrum. Han holder sin Aande tilbage for at faa Vished. Jo, Træerne udenfor Sovekammervinduerne er urolige. Han kan høre Bladenes hastige Lyd, naar de vender sig, og nu kommer Suset ogsaa godt nok, og det er, som om det gaar lige igennem hans Sjæl.

Jens Hyldgaard staar op; han tager sig ikke Tid til at iføre sig andet end et Par Underbukser, før han aabner et Vindu og spejder mellem Trætoppene efter de drivende Skyer. Og han staar længe og lytter med tilbageholdt Aandedræt efter Suget i Luften, at det dog ikke skulde drage forbi.

Endelig falder den første Draabe, og han holder begærlig sin Haand ud, som for at modtage en kostelig Gave. Ja, Vor Herre var naadig.

Han klæder sig hastig paa, og da han gaar ud gennem Køkkendøren, slaar Ottedagsværket inde i Dagligstuen 2 Sølvslag i Nattens Stilhed; de kan høres over hele Huset.

Han gaar vester op i Marken, gaar saa andægtig og hører Regnen synke ned gennem Luften over den længselsfulde Jord. Og Græs og Korn suger og suger med Millioner af tørstende Læber; han hører en Svuppen og en Smatten og en Smasken som af tusind Smaa, der patter.

Det er de lyse Nætters Tid, de mørke, flygtige Skyer driver som Røg rask hen tæt over Jorden, og Himlen er graa. Men han kan dog gennem den slørede Luft se Gaardene og Husene med Havernes smaa Trætoppe nede i Øsløs og de sorte Glamhuller i det hvide Kirketaarn. Ogsaa Fjorden kan han skimte som en graa Flade.

39

Jens Hyldgaard gaar saa rolig, saa kry og tilfreds henad Markvejene, kun lyttende til den frugtbare Regn. Korn og Græs bliver ved at drikke, klukdrikke, saa det næsten lyder, som om der stundom kom noget i den gale Hals af bare Higen efter at blive mæt. Aa, hvor det er skønt at gaa her og høre paa alt det. Denne Regn kan nemt give ham mange Læs mere, end han havde tænkt. Og nu begynder han at regne; han gaar alle sine Agre igennem paa den Maade og bliver ved at regne ud, for der er mange Agre, og det bliver mange Regnestykker.

Omsider viser Morgenskæret sig over Skaarup Høje. Overtrækket svinder, lyse Sommerskyer viser sig, og imellem dem det forunderlig himmelblaa Dyb.

Da Solen endelig stiger op gennem Himmelbrynet, gaar der en Lysning langs Jorden hen i Sydvest; næsten umærkelig fint skælver den igennem Luften henover Højdedraget, hvor han staar. Han ser pludselig sin egen Skygge svagt, og et Hus paa Vestløs Mark lyser med ét frem med sin hvidkalkede Mur.

Lyset breder sig hen over Tagene og de hvide Skorstenspiber nede i Byen og hen over Fjordstranden, hvor et Fiskevaad hænger teltagtig over sin Midterpæl; han skælner ogsaa nu de enkelte Bølger i Fjorden.

Og da endelig Solen løfter sin straalende Bue over Synsranden, stiger en Lærke med Jubel op i Luften lige over hans Hovede.

Overfor det Væld af Lys og Varme, der fra den hemmelige Guddomskilde i Morgenens Stund strømmer ind over Jorden, staar han ærbødigt stille. Han begynder at nynne den gamle Salme:

„I Østen stiger Solen op ....“ 40Han bliver straks undselig ved at høre sin fattige, ensomme Røst her paa aaben Mark, og han ser hastig til Siden, om han er alene. Men saa fuldfører han frit ud Verset. Og da han har sunget det første Vers, saa bliver han ved fuld af Tro og Glæde.

„Den hilser os endnu saa smukt
Fra Edens Morgenrød,
Hvor Træet stod med evig Frugt,
Hvor Livets Væld udflød.“

Han gaar lykkelig og befæstet ned mod sin Gaard.

Snart bliver Luften helt lun, han mærker det paa Luftningerne om sin Kind. Hans Tøj begynder at dampe.

Saa ser han den første Skorsten ryge; det er i Hyldgaard. Det kan han lide, aarvaagen skal Bonden være og Hyldgaardsbonden mest.

Ja, der er sket store Forandringer i hans Føde-gaard siden Forfaldsdagene i hans Fars Tid. Guds Velsignelse over hans Minde, den kære Gamle, men det var Tiden, Forholdene. Det var kommen saa vidt, at Stævningsmænd og den Slags besøgte Hyldgaard, og da var det, at Jens vendte sine Tanker og sit Sind om og bed Tænderne sammen.

Nu kom der ogsaa Fremmede til Hyldgaard, men det var i Sogneraadsanliggender og den Slags — alle Veje og Stier paa Hannæs Land samledes egentlig her i Hyldgaard. Og nu han var kommen i Amts- raadet, var Ringen bleven større og større. Han sad her og førte Menneskene heromkring fra Fremskridt til Fremskridt, somtid imod deres Vilje.

Jens Hyldgaard standsede lidt. Hans Kindben er fremtrædende, hans Træk som støbt i Metal, og hans Hud, der er brunet i Sommerens Vind, staar saa sundt til hans graasprængte, kortklippede Fuldskæg. Jens Hyldgaard er en fast og sikker Mand, som han staar der midt i sin Mark og ser hen over Agrenes 41firkantede Felter. De Felter fortsætter sig hen over hele Danmarks Land som et Dambrædt, hvor der trækkes i Tavl — for der skal'en Styrelse og Ledelse til ....

Med ét stiger Tankerne frem om hans Søn, hans kære Dreng. At han engang kunde komme til at virke i det hele Land, som Jens her hjemme omkring, ja maaske sidde paa Tinge blandt Danmarks kaarne Mænd, det var Jens Hyldgaards hemmelige Tanke, hans store og stolte Drøm. Men den gemte han for sig selv til de stille Timer, ikke engang til sin Kone havde han talt om det. Han syntes, det var af den Slags Ting, som skulde gemmes og bevares.

Per havde Evner nok; det var forbavsende, det han vidste Besked med, det han kunde faa ud af Bøger. Han var lidelig af Væsen; han kunde naa langt, han kunde blive en fin Mand, rigtig. Han læste ogsaa Digterværker, selv de nyeste. Det var Jens nu ikke saa glad ved, for de moderne Digtere var nok helt igennem paa den forkerte Side — efter hvad Folkebladet stadig skrev. Men altsaa Per kendte ogsaa Nutidens Digtere ligesom de rigtig dannede. Og her var et af Punkterne, hvor Jens Hyldgaard selv saa ofte havde følt sig fattig, naar han var sammen med de Store. Men Per han skulde nok komme op i den rigtige Højde .... Vor Herre bevare hans Sjæl!

Men han havde maaske nok nogle Nykker, som nu det med Flaget og Tjenestefolkene. Ja, naar Jens Hyldgaard tænkte nærmere over det, saa var det jo egentlig en smuk Tanke, fin i Grunden. Men alligevel af den Slags, som .... han rystede paa Hovedet. I hans egen Ungdomstid kunde han forresten ogsaa faa den Slags Indfald, eller hvad man skulde kalde det. Men han havde altid holdt saadan noget tilbage, det passede ikke rigtig for Bønder. Der var ganske vist ikke noget ligefrem ondt i det, det var 42kun saa upraktisk, og en lille Smule ligesom halvt naragtigt, men den Slags vilde jo ogsaa nok forsvinde li'esaa stille. De Unge havde gerne noget nyt, som de sværmede for, men det gik altid over med Tiden. Og naar nu Per kom ind i Samfundsarbejdet, se saa .... men han skulde skam ogsaa snart til at tage fat.

Dér ligger Hyldgaard saa lunt og saa hyggeligt med sine fire Længer omkring Gaardspladsen. Her er Per født op, og herfra skulde han vokse ud i Verden og gøre sig gældende i Samfundet.

Der er allerede Liv i Morgenarbejdet derhjemme, kunde han se. Jo, Ann' hun sku' nok faa Gang i Sagerne, hun var en Knop .... End om det var bleven Elisabeth! Jens Hyldgaard standsede, som han havde faaet et Stød for Hjærtet, og satte sig paa en Kultivator, der stod ved Vejen.

Hun blev altsaa ikke Kone i Hyldgaard. Nej, for han turde ikke dengang. Hyldgaard var ude af Drift, ringe Besætning, alt i Forfald, og hun var for skrøbelig, mente han, til at gaa haardt imod Vinden med .... Hvem skulde have troet, hun vilde vise sig saa tapper i Livet, saadan et lille fint Menneske. Saa yndig hun var dengang. Hendes Smil, hendes Tale — og stadig fik hun noget smukt ud af alt. Ja, hun var mærkelig. Og En blev god ved at være sammen med hende .... Aa, bette Elisabeth!

Nu sad hun i sin lille Hytte. Og der var vel ingen i Byen, der havde taget haardere fat end hun, det lille Kvindemenneske. Ak ja, hvor Livet er underligt — — men dengang var der ikke andet for end at gøre sig haard, meget haardere, end man var, rigtig stenhaard, og gaa fast frem — — siden kunde han nok have gjort hende godt, men han turde ikke byde hende det. Jens Hyldgaard blev siddende en Stund 43med Haanden under Kinden i fjerne Tanker, derpaa rejste han sig brat og skyndte sig vesten ind ad Hyldgaardsladen.

Hvad er det, Latter fra Stalden, det var mærkeligt. Det er den ny Pige, der ler, sikken Røst, der er i hende; det er Laj, der fortæller om sine Ungdomsbedrifter, hun ler af. Og Per lytter til med Kardæt- sken i Haanden. Han er med i det og smiler. Jens Hyldgaard kan se det hele igennem den halvt aabne Dør.

Som hun malker, den Pige, det straaler og praaser i Spanden. Det er en, der er Liv i. Nu rejser hun sig, sikken en Skikkelse i Grunden og sikken et Haar .... Se, hvor Per følger hende med Øjnene. Naa, — ja — naa.

„Ja, vi ved nok, du er en Torn, Laj,“ siger Pigen helt kaad. „Hvor mange Børn har du lavet i dine Dage?“

Laj spytter bredt og spørger, om der skal tales bogstaveligt.

„Aa, du Skrævbovs,“ ler hun.

Det er ingen god Tone den her, synes Jens Hyldgaard. Og saa i Arbejdstiden, selv om det er Søndag. Per var for ung til at lede Arbejdet, og saa var det, li'esom han var med i det her Sjov.

Jens Hyldgaard gaar rask ind i Stalden. Laj skynder sig af Vejen, men Pigen nynner og fløjter nok saa fornøjet. Med rynkede Bryn nærmer han sig Sønnen, men Per ser op paa sin Far med lyse Øjne og siger glad: „God Morgen, Far,“ som der var Fest, og saa stryges alt det gnavne af Faderens Væsen, saa han bliver vel tilpas med det samme.

Jens Hyldgaard gaar rundt om den Treaars, beskuende og vurderende, og i Tankerne laver han om paa den Røde, gør Laarene dybere, tager lidt af her 44og lægger lidt paa der — som en Billedhugger, der former sit Ler .... „Hvad tror du, den kan koste, Per?“

„Hende vil vi ikke sælge, Far,“ svarer Per og gaar op i Baasen og kæler for den, og han lader Fingrene løbe gennem den lyse Manke, kærtegnende, næsten som det var en Kvindes Haar.

Faderen smiler: „Jamen Per, vi kan da ikke beholde alle de Dyr, der fødes her paa Hyldgaard, he, he, — naa, ja, naar I er færdige, kom saa ind til Morgenandagten!“

VI

Efterat det en Tid havde været Mørke og Kuldeblæst, varmede Solen en Dag rigtig igennem. Ikke paa én Gang, men om Morgenen brændte den Hul hist og her, og ved Middagstid havde den ganske fortæret den graa Luft.

Det var den rigtige Sommerild, den, Øsløs Ungdom huskede fra i Fjor og andre Sommere; den varmede langt ind i Kødet. De Unge blev urolige, de havde længe siddet og kukket under Graavejret og spejdet længselsfuldt ud over Fjorden. Nu var Sommeren der endelig.

Da Solen stod over Fur, spiste Folk deres Middagsmad Og saasnart det var overstaaet, krøb de Gamle i Dynerne for at tage sig en Middagslur, men Drengene og Karlene løb barbenede ned til Fjorden, alt hvad de kunde.

Ungdommen her gik altid den Vej undtagen én Gang om Aaret, naar det var Øsløs Marked; det blev nemlig holdt til den anden Side langt nordvest ude i Klitterne. Man kunde se Markedspladsen fra Øsløs Højmark, og til den knyttede sig mange Minder 45baade for Unge og Gamle. Det var ogsaa helt rart engang imellem at lade Blikket stryge den Vej nordvest over Tømmerby Fjord til Havbakkerne og Langvad Bjerge. Men derudefra busede ellers Nordvesten slemt ind. Øsløs By havde derfor fra gammel Tid lagt sig langstrakt tilrette i Læ, saa lavt, at naar Fjorden steg i de store Højvandstider maatte man sejle over Vejen i smaa, flade Baade.

Men Øsløs Folk vendte helst deres Blik ud over Fjorden til Sejlerne og de fjerne Kyster, og den Vej droges Ungdommen. Især saadan en Dag som denne; dér kom jo Solen og Sommeren fra. De Unge sprang ned over Gedde-Pytterne, løb over Salkær, hoppede over Grøfterne, og snart efter stod de langs Stranden og trak Skjorten op over Hovedet.

En svag Gysen gik gennem Per, da han satte Taaen i Vandet, men det var kun et Øjeblik, for inde ved Land, hvor Vandet var fladt, havde Solen lunket det. Da han først kom over de smaa Sten i Strandkanten, var det lifligt at gaa paa den bløde Sandbund, hvor Krebsene kravlede om og borede sig ned, skjult af blaagraat Støv, naar han rørte ved dem.

Paa en sneglebesat Sten, der ragede op over Vandet længere ude, laa en Sælhund og solede sig. Men da Per styrtede sig forover med Brystet ned i Bølgerne, lod den sig plumpe i og forsvandt.

Per blev ikke længe i Badet, for det var alligevel køligt. Da han vadede ind mod Land, brændte Sommerilden ham paa Ryggen, og han saa, hvor stærk Solen faldt paa de andre nøgne Kroppe, der lyste langs Stranden.

Og dér laa i Sommerdagens skiftende Belysning hans Fødeby. Hans lille Verden med Kær og Strand og Blomster og Stene og Salbæks-Rinde og Lyngbjærg-Linien og det hvide Kirketaarn oppe paa Bakken. 46Det var hans. Han ejede det, som han ejede sin Far og sin Mor og deres Kærlighed.

Men de, der endeligt havde givet ham alt dette, det var de nye Digtere i Danmark. Før han kendte dem, havde det altsammen ligget dødt hen. Det var ved at læse de ny Digteres Fortællinger og Sange, at hans Barndoms Verden var bleven levende for hans Hjærte, at hans Hjemstavn havde faaet Livets Glans og var skænket ham paany.

Det var hans Kammerat paa Højskolen, der havde lært ham disse Digtere at kende. Hos ham havde han truffet Bøgerne til at begynde med, og de havde læst dem sammen paa Værelset. I denne Digtning kendte han først rigtig Pilen, Hylden, det rindende Vand, Kabbelejen og det duftende Enghø, — kendte bevidst alt det hjemlige som en Del af hans eget Liv.

Per var kommen i Tøjet og gik op over Salkær- Sig, hvor Naboens Øg soppede omkring; et Føl kom ganske adstadig hen til Vejen, hvor det blev staaende og ventede, som det vilde snakke med ham. Per klappede det paa Mulen, og saa sprang Føllet atter afsted med Halen ligeud i Luften.

Mon han ikke skulde træffe Mette alene et eller andet Sted? Hun var aldeles ikke som de andre, som Gaardmandsdøtrene, han kendte. Han vidste nemlig altid forud, hvad de vilde sige om alting, men det vidste han aldrig overfor Mette. Hun talte nemlig ligeud af sin Natur, og det var det, der var det mærkelige ved hende. De andre Piger var søde og rare, de var hans Legekammerater, og han havde mange Minder fælles med dem. De pjankede ogsaa somtid morsomt og lo og blinkede og gjorde Løjer. Men der var ingen som Mette.

Jo, nu kunde han se hende under Hylden. Der havde altid groet saa mange Hyld ved deres Gaard, og deraf kom vel dens Navn. Denne her Hyld var 47vel nok den største paa Hannæsland. Den stod østligst i Haven, hældede sig ud over Diget og hvælvede sig lun og moderlig over en Bænk, der stod nedenfor paa den græstætte, friske Grønning.

Paa den Bænk sad Mette nu i Middagsstunden og læste i en Bog, medens hendes lille Pige laa og sov i Græsset. Hun var saa fordybet i Læsningen, at hun ikke hørte Pers Komme. Som hun sad der i sin enkle Bomuldskjole med det brusende, gule Haar, de runde friske Kinder og de store, klare Øjne, var hun ligefrem smuk, syntes han, selv hendes Stumpnæse klædte hende. Og der var over hende et Skønhedsskær fra Indtrykket af det, hun havde læst.

Han satte sig hos hende. Og hun blev ikke overrasket derved. Hun sagde: „Det er nogle mærkelige Bøger, de her.“

„Hvorfor det?“

„Jo, a har læst mange Romaner i mine Dage, og det var helt sjov, for En vidste aldrig, hvordan det vilde ende, men dette her det er li'esom Ens eget daglige Liv. Og hvert enligt Træ, hver Sten ved Vejen og hver Lærkerede — ja, det har En jo set saa tidt, men alligevel aldrig rigtig før nu.“

Han saa glad paa hende, for han tænkte jo ligesom hun om den Sag. Men Glæden kom ogsaa af, at hendes Tanker groede frit op af hendes Natur. Hun sad ikke og tænkte sig om for at huske noget, hun havde lært.

Han lagde varsomt sin Haand paa hendes og sagde: „Var det saa ikke godt, du kom til at læse de Bøger, Mette?“

Hun vendte sig hjærteligt mod ham: „Jo Per!“ Og hun gengældte hans Haandtryk.

Da førte han stille sin Arm om hendes Skulder og kyssede hendes Mund for første Gang.

48

Ganske uforbeholdent og ærligt gav hun ham sit Væsens Duft i et lykkeligt Øjeblik, helt naturligt og selvfølgeligt.

Han kunde ikke rigtig slippe hende igen. Det var, som om han sad med en gylden Frugt i sin Haand.

Pludselig fik han et Indfald: „Er du Venstre, Højre eller Socialist?“ Han smilede selv ved det Spørgs- maal.

„Det ved a ikke, Per,“ svarede hun, men hun fniste ikke af det eller plaprede nogle løse Ord op. Hun tænkte sig om: „Hvis du vil sige mig, hvad de tre Ting er hver for sig, saa skal a sige dig, hvad a er.“

Han saa forundret paa hende.

Men nu blev der Uro i Gaarden, og de hørte Jens Hyldgaards rappe Fodskifte.

Med sin hemmelige Lykke gik Mette glad til sit Arbejde. Ann' Hyldgaard fulgte hende med ublandet Fryd, hun fik ligefrem Trang til at være venlig mod Pigen. Derfor sagde hun: „Du skulde ikke købe saa- dan noget Hjangelværk til Tøj som den hvidprik- kede Molskjole forleden, det er at øde dine Penge, Mette. Nej noget godt, mørkt Bomuldstøj — og det vil ogsaa være mest passende for dig.“ Ann' Hyldgaards Tone var naadig.

Mette svarede ikke. Hun havde selv været i Tvivl, men hun havde aldrig før haft saadan en Kjole, og siden hun var kommen til Hyldgaard, havde hun faaet saadan en Lyst til at være pæn.

Ann' kunde godt lide den Tavshed. „Nej, tag mig med paa Raad, saa skal a hjælpe dig tilrette! Det er min Mening, at a vil gøre noget for dig, du skal faa en Kjole af et Stykke hjemmegjort Hvergarn, a har i min Dragkiste. Det er gammeldags, men det kan du saamænd være pæn med.“

Mette forstod nok, at Konen vilde hende godt, 49men hun svarede alligevel, at hun da ingen gammel Kælling var endnu.

Derved følte Ann' Hyldgaard sig stødt. „Over- modstanker klæ'r dig ikke, min Pige,“ sagde hun.

„De klæ'r vel mig li'esaagodt som andre. Hvorfor skulde a ikke være ligesaa pæn i Tøjet som Gaardmandsdøtrene?“

Da udbrød Ann': „Naa, det kan du ikke engang forstaa!“

Der var lang Vej mellem de to. Mette tumlede med Jungerne paa Bryggersets Stengulv, saa det skraldede.

Ophold.

Saa snublede lille Kirsten over Dørtrinet. Ann' tog hende straks venligt op, talte trøstende til hende, og hun saa paa Barnet med en Kvindes Øje saa godt, at Mette øjeblikkelig forstod, at Ann' Hyldgaard selv var Moder og kendte til virkelig Kærlighed i sit Hjærte. Derfor dæmpede hun sin Larmen.

Men da Ann' lidt efter stillede sig op og spurgte i Forhørstone: „Hvem er egentlig Fa'eren?“ — saa gik det alligevel galt.

„Hvorfor vil du vide det, Ann' Hyldgaard? Vil du gøre mig godt med det? Eller er det bare Nysgerrighed?“

Ann' Hyldgaard sukkede dybt: „Du er rigtignok langt ude i Verdens Væsen. Du har hverken Synds- erkendelse eller Syndsbekendelse, og derfor er der ingen Skam i dig. A havde endda tænkt at hjælpe dig paa den rette Vej. Men der er vist ingen Raad. For den, der vil op, den maa ville, og a tror ikke rigtig, du vil.“

„Nej, a tror ikke rigtig, a vil det, du vil.“

„At du ikke er ydmyg i din Stilling!“

Mette rejste Nakken, hun kunde ikke fordrage den Tone, hendes Madmoder talte i.

50

Ann' Hyldgaards Læber blev blege, hun prøvede dog paa at beherske sig overfor denne opsætsige Tøs. „Det er et underligt Sind, der er i dig. Men det er vel ogsaa underlige Folk, du er kommen af. Anger og Naade kender du ikke til.… “Mette stod med et spodsk Smil om Munden, og paa én Gang slog Ann' Hyldgaards Øjne Gnister: „Og saa er du næsvis overfor din Madmoder, saadan en — Hore.“ Nu var Ann' Hyldgaard vred til Gavns.

Mette Lyngbjærgs Ansigt blev helt uroligt. Hendes Næsefløje bevægede sig hastigt af Galhed. Hun raabte: „Mig skal du ikke kujonere, din bredrøvede Gaardmandskælling.“

Ann' Hyldgaard fløj ud af Døren, som hun smældede i efter sig. Mette snurrede med Spandene, saa de dansede hen ad Gulvet. Men da hun saa op, stod Per i Bryggersdøren. Hun blev blussende rød. Han havde altsaa hørt de grimme Ord. Hun vendte sig en anden Vej, for hun vidste, hvordan han vilde se paa hende, og det kunde hun ikke lide.

Hun kunde fornemme igennem Luften, at han nærmede sig. Bare han vilde tale haardt til hende. Men lige tværtimod, der var Kærlighed i hans Røst. Derfor fik hun Taarer i Øjnene. Det vilde hun ikke, han skulde se, saa drejede hun sig fra ham noget brat.

Nu gik han bort — og var naturligvis vred. Det var en sær Eftermiddag.

Om Aftenen skyndte hun sig ind til sig selv for at være i Fred, men hun kunde ikke sove.

Saadan var det altid i Livet, at naar En var mest glad, saa gik det altid galt paa en eller anden Maade.

At tale sammen med Per som nu under Hyldetræet, rigtig tale som Mennesker, det var for hende noget saa mærkeligt. Han var da en Mand og ikke bare — som de andre, hun havde kendt. Og hvad 51det Menneske kunde tænke og forstaa og sige, saadan havde hun ikke før hørt nogen tale. Han var for hende et nyt Menneske, og hun havde slet ikke tænkt sig, at saadan en Mand i det hele var til.

Det var en hel ny Verden, han havde aabnet for hende, ja, hver eneste Dag blev ny .... at hun saa ikke kunde styre sig! Men hun blev gal, for Ann' Hyldgaard havde en nederdrægtig Maade at tale paa. Mette vidste godt selv, at hun var slem i Munden, den havde hun forresten klaret mange Ting med tidligere. Men hun kunde ikke taale at tænke paa, at Per skulde tro, hun var en grim Pige. Skidt med alle de andre! Men paa hans Ansigt kunde hun straks se, saasnart hun var fejl paa'et, og derfor var det ingen Sag, naar han var tilstede, for saa vidste hun nøjagtig, hvorledes alt skulde være; hun kunde føle det.

Mette Lyngbjærg rejste sig halvt op i Sengen. Maanelyset skinnede ind paa Boghylden og Skilderierne. Hen over den hvidskurede Bordplade laa et Skyggenet fra Træernes Grene, og det rørte sig, hver Gang en sagte Vind gik hen over Haven. Se denne skønne, gamle Stue, det var hendes, i Stedet for de Huller, hvor hun før havde haft Ophold. Ogsaa det kunde hun takke ham for. Og Gud ved, om ikke Flaget, den Dag hun kom, ogsaa var oppe for hendes Skyld, for han var et mærkeligt Menneske.

Mon han holdt af hende? Han var jo god mod alle .... Men da han i Dag havde givet hende det første Kys, det var Kærlighed, det var det, og det var det eneste ærlige Kys, hun nogensinde havde modtaget af en Mand, det forstod hun nu. Alt det andet Pjankeri var med ét strøget ud, det var ingenting.

Selvfølgelig kunde der ikke være Tale om noget Forhold til ham. Men det var nu ogsaa det samme. 52Hun var lykkelig ved, at hun havde lært saadan et Menneske at kende.

Hun knyttede den ene Haand og lagde den fast ned i den anden, stadfæstende som sin Tro, at Per virkelig holdt af hende. Og én Ting havde han lært hende, at holde af sig selv.

Hun vendte sig til sit Barn, stoppede ned om det, bøjede sig hen over det. Aa, du lille Væsen! aandede hun hen over hende som en Velsignelse. — Det kunde være, at bette Kirsten kunde blive lykkeligere end hendes Moder. I hvert Fald skulde hun aldrig komme ned i det, som hun selv havde prøvet saa meget af, saavidt det stod til hende. Hun vilde rage saa meget tilside som muligt, for at Vejen kunde blive lettere for bette Kirsten, saa hun kunde blive et fint og godt Menneske. Ja, det var det eneste, der var Lykke ved.

Hun selv havde altid ødelagt Tingene — men bette Kirsten ....

Tilsidst slumrede Mette ind. Hendes sidste Tanke var, at nu vidste hun, hvor mærkeligt en god Mands Kys var.

VII

Jens Hyldgaard kunde ikke begribe, hvor Folkene var henne. Han kiggede forgæves i Staldene, i Laden, i alle Udhusene; han vidste, Laj var i Kæret, men Per og Stordrengen? Det var ikke behageligt, naar En kom hjem og tænkte, at alt gik godt og var, som det skulde være. — Endelig, der stod de minsandten østen omme ved Havediget og legede med de to Dæggelam.

Lammene havde tømt Sutteflasken, men de vilde have mere, og Per og Drengen blev ved at holde Flasken lokkende i Vejret, saa Lammene stod med 53Forbenene opad dem. Det var godt nok at være god mod Dyrene, og det kunde ikke nægtes, at Per var en Mester til at omgaaes dem. Men der stod to voksne Mennesker midt paa Dagen og holdt Sjov med et Par Lam — Jens Hyldgaard kunde ikke lide at se paa det.

„Thø-hø-hø! Tøkkes I, det ligner noget?“

Drengen luskede bort. Men Per svarede, endnu med Smil om sin Mund: „Saadan nogen Lam er saa herlige.“

„Tænker du ikke over, at du lærer Drengen at drive og spilde Tiden?“

Men Per svarede frit: „Dette her er bare en lille Glæde, vi tager med i vort Arbejde, det er jo derfor, det er saa skønt, Far, at være Bonde.“

Per sagde det med saadan en Klang, at der kom et lyttende Udtryk i Faderens Ansigt, som om han et Øjeblik hørte en smuk Tone fra det fjerne.

Men saa tog han sig sammen. „Hør, Per, der er noget, som a længe har tænkt at tale med dig om .... Skal vi sætte os lidt der under Hylden? Det er da vist rigtig en Plads for dig“ tilføjede han med et Smil.

„Ja, tøkkes du nu, der kan være noget skønnere til, Far, end at sidde her og se ud over Fjorden?“

„Hm, hm, det er jo pænt,“ Jens Hyldgaard fumlede ved Skægget og gav Huen et Skub, „men — æ — det, a vilde snakke om .... tænker du nogen Tid paa din Fremtid?“

„Ja, jo.“

„Men er der nogen Plan i det? Kan du se, hvordan den ligger for dig?“

Nej, se det kunde Per ikke, men han kunde ane det.

„Hvad kan du saa fornemme?“

„At der ligger en Lykke til mig.“

54

„Ja, det er nu det. Men ellers saadan — udefter, i større Kredse .... Ja, for du skal jo da engang til at begynde, Per.“

Sønnen spurgte opmærksom, hvad det var, han skulde til at begynde paa.

„Hm, ja, du skal da have Hyldgaard, Per. Vi har jo ingen anden til den, og saa er det jo Meningen, at du skulde fortsætte, hvor a slipper.“

„Med Sogneraad og Andelsvæsen og alt det?“

„Ja, du skulde helst naa længere end din Far, og du har Evner nok til det, Per.“

„Nej, det bryder a mig ikke om.“ Sønnens Svar var stilfærdigt men bestemt.

„Bryder du dig ikke om det?“

„Nej, a har ingen Trang til den Slags.“

Faderen rystede paa Hovedet. „Det kan ikke passe, Per. Det har enhver rigtig Mand. Skulde du saa sidde som Mand i Hyldgaard og ikke tage Del i Samfundsarbejdet!“

„Det er der nok, der har Lyst til,“ bemærkede Per.

„Jamen hvorfor i al Verden læser du, du er jo dobbelt saa oplyst som mig. Hvorfor spekulerer du og arbejder med Bøger?“

„For mit Livs Skyld.“

Faderen sad lidt i Tanker. „Jamen har du da ingen Trang til at gribe ind i Tilværelsen.“

„Jo.“

„Naa, det var det, a tænkte.“ Faderen blev beroliget.

„Men — æ —“

„Naa, kom nu med det Men!“

„Men først og fremmest i min egen Tilværelse.“

Faderen blev bedrøvet. Noget efter sagde han lavt næsten for sig selv: „A havde nemlig tænkt mig, at du skulde gaa frem, Per, der, hvor a ikke kan naa 55hen, og saa vilde a lægge saa meget tilrette for dig, som a kunde magte.“

Sønnen mærkede Faderens Kærlighed i disse Ord. Og den Glæde, han følte derved, lyste af hans Øjne. Det saa Jens Hyldgaard ogsaa godt.

„A er et Hjemmemenneske, Far, og a tøkkes, det stille, daglige Bondeliv er saa skønt.“

„Du er noget saadan — hvad skal a sige — romantisk, kan a nok forstaa. A har forresten kendt lidt af det samme engang, men det gaar over, skal du se.“ Jens Hyldgaard lagde sin Haand paa Sønnens Skulder: „Ja, ja, bette Per, du er ung endnu, men det kommer nok, for a tror, der er Krummer i dig.“ Faderen saa stolt paa ham. „A vilde bare vende dit Blik den rette Vej, min Søn. Naa, og saa skal vi vel ha' fat igen.“

— Hen paa Eftermiddagen fik Moderen Per ind til en Kop Eftermiddagskaffe. Hun var saa oplivet, fordi de havde bagt og det var gaaet saa rask fra Haanden.

Hun hentede en god Kage til sin kære Dreng. Ja, der sad han i Ungdommens Vaar med sine gode Øjne, sin friske Mund og det krusede Haar som en Krone over hans Hoved. Det var ikke saa sært, Pigerne gerne vilde have fat i den Svend. Og det var ham, der skulde blive Mand i Hyldgaard.

Moderen satte sig godt tilrette. Det var mærkeligt med Per, for naar En endelig havde Tid til at sidde sammen med ham, saa blev En altid godt tilpas. Det var ikke, fordi han sagde saa meget, men han var saa skøn at være ved. Ann' Hyldgaard var i godt Humør.

„A tror forresten, Kræn Snedkerbjærgs Lise ser her om ved Aftenstid,“ sagde hun med Skælmeri.

Per smilede.

„Tøkkes du ikke, hun er pæn?“

56

„Naa — hun er jo en lille Smule skæv i Hofterne.“

„Aa, pyt den Graan! Naar hun faar Stadsen paa, kan det aldrig ses, og hun er vel nok den flotteste Pige, vi har her i Byen.“

Per gumlede paa Kagen og bemærkede, at han forresten godt kunde lide Lise.

„Ser vi det!“

Ophold.

„Det kan være, du holder mere af Else Thamsen?“

„Nej, hun er saa lille.“

Moderen lo.

„End Maren Højstrup, hun er da stor nok i hvert Fald?“

„Jamen hun kan knap nok gaa ret i de her Stuer,“ svarede Per med Blink i Øjet.

„Du er nok ikke nem at gøre til Maade, God-Karl he — he —!“

Moderen syntes, det var behageligt at holde en Slags Skue over alle Gaardmandsdøtrene, fordi Per saa sikkert kunde faa, hvem han vilde. Hun sad saa smaat og mættede sig ved Synet af sin Dreng, hvem Lykken laa saa lys for Fode. „Hvem er saa den allerbedste for dig?“ spurgte Moderen fortrolig.

„Ingen.“

„Naa, ja, ja, der er Piger nok paa Hannæsland, og der er vist ingen af dem, der er ked af at komme til Hyldgaard i Øsløs.“

„Ja, det kan man jo ikke vide, Mor.“

„A tror, du er en Skælm, Per — og det er vel heller ikke sandt, at du ikke kan lide nogen af Pigerne i vor By.“

„Ja, lide og lide, men der er ingen, a vil ha'.“

Moderen studsede: „Jamen hvorfor dog, Per,“ hun bøjede sig helt over mod ham. „Hvad, bette Per?“

57

Endelig kom det: „Fordi de ingen Ting har at tale om. De kan hverken høre eller se, de kan bare pjadre en Ramse op.“

„Hvad er det for Snak? De har da været paa Højskole de fleste af dem.“

„Aa, det er en Modesag nu.“

Moderens Udtryk blev atter skælmsk, og hun sagde: „Ved du, hvad a tror, Per, du har en Hemmelighed for mig, din Filur, men du er jo ogsaa et ungt Menneske.“

Per svarede ikke Moderen hverken Nej eller Ja. Han rejste sig op og kyssede hende.

„Aa, bette Per,“ udbrød hun med Taarer i Øjnene, „hvor det er længe siden, du kyssede din Mor.“

„A kan saa godt lide dig i Dag, Mor. Hvorfor er du ikke saadan altid?“

Men da faldt Ann' Hyldgaards Ansigt pludselig i de sædvanlige Folder.

„Bare du var noget mere — saadan verdslig, Mor.“

„Per, Per, sig ikke saadan noget! A er engang bleven ræd, men a vil være paa den rette Side.“

I det samme kom Mette et Ærinde igennem Stuen. Ann' Hyldgaard fik Lyst til at sige Pigen noget anerkendende, nu Sønnen hørte paa det, det kom saadan over hende. „Det er et godt Stykke Arbejde, du har gjort i Dag, Mette. Den Ros skal du ha'. Det er skønt, naar et Tjenestemenneske kan forstaa, En gør noget for dem.“

Men Mette vendte sig mod sin Madmoder: „Det er skam ikke for jer Skyld, at a gør mit Arbejde rask.“

Ann' Hyldgaard rettede sig forbavset op: „Er det ikke for vor Skyld?“

„Nej, I har saamænd nok i Forvejen. Nej, det er 58skam for min egen Skyld; det passer mig saadan, saa er a glad og vel tilpas.“

Per saa inderlig godt hen til Mette, saa hun forstod, han ikke var vred. Det Blik tog hun med sig og gik. Da hun havde lukket Døren, sagde Ann' Hyldgaard, idet hun snusede Luften ind: „Den Pige er da heller ikke som andre Mennesker.“

„Nej,“ svarede Per, „det er hun ikke, og du for-staar hende vist ikke, Mor.“

„Da tøkkes a ellers, hun taler et tydeligt Sprog, den Svend, lidt for tydeligt endda.“

„Naa, ja, ja, lille Mor,“ sagde Per og gik.

VIII

Der hang et Billede af Pastor Holst i mange Øsløs Gaarde. Det var et Ansigt med store Træk, fremtrædende Kindben og stærke Kæber og med et klogt, fast, noget haardt Udtryk.

Pastor Holst havde nogle Aar været Sognepræst paa Hannæs og i den Tid samlet en særlig Kreds tæt om sig, en udvalgt Del af Menigheden. Denne Kreds lejrede sig trygt om den stærke Præst. Og hvor hans Tanker gik, der gik deres nøje efter.

Saa var Pastor Holst bleven forflyttet til et bedre Embede paa Østkysten af Jylland, og Kredsen stod i Vildrede, nu Hyrden var borte.

Da var Hyldgaard bleven et Midtpunkt for dem. Men den gamle Storhedstid var forbi, de Holst'ske Dage vilde aldrig mere vende tilbage. Man havde svært ved at vænne sig til de følgende Præster, og heller ikke til nogen Sjælehyrde i Nabosognene kunde man slutte sig.

To Gange om Aaret, om Foraaret, naar de havde tilsaaet, og om Efteraaret, naar Høsten var i Hus, 59drog en Del regelmæssigt afsted til Østjylland for at se deres gamle Fører og høre Ordet af hans Mund. Og da gik de ogsaa til Alters der. Hos andre Præster syntes de ikke, de havde den rette Velsignelse af Sakramentet.

Det var en Søndag Eftermiddag, at nogle af Kredsens Folk som sædvanlig samledes i Hyldgaard. Mændene var gaaet en Tur i Marken, og Kvinderne skred langsomt igennem Hyldgaardens Stuer. Ann' Hyldgaard turde nok vise sit Hjem frem. Oppe i Storstuen skulde de se hendes hjemmevævede Rejsetæpper, tavlede i grønt, brunt og mørkeblaat.

„Ja, det er svært, som du kan overkomme alting, Ann',“ sagde Birthe Bøns og rettede paa sin ny Hat, „men kan det betale sig?“

Ann' Hyldgaard skelede til den andens Hat og svarede sikkert: „A ved nok, du holder paa det købte Stads, Birthe, men a ved ogsaa, at det, En laver selv, det er En fri for at betale hos Manufakturhandleren.“

Birthe Bøns, der var yngre end de andre, havde for nylig vovet Springet fra Hovedklæde til Hat. Men hun havde ingen Øvelse i at bære den, hendes Haar var ikke sat op til det, saa Hatten kørte usikkert rundt, og hun maatte jævnlig rette paa den. I den Anledning var hun noget nervøs, ogsaa fordi hun vidste, at de andre skjult iagttog hende.

Birthe kræmtede lidt og mente, at det var Ens Pligt at holde sig ung. Det var tydeligt, at hun vidste, hun ialtfald var den kønneste af dem her.

„Ak ja,“ sukkede Dorthe Thamsen med Hovedet paa Siden, „Verdens Væsen!“ Hun var gusten og kunde se ud til at have Mavekatarr.

Maren Snedkerbjærg, der var den tredje Fremmede, havde kun en Antydning af Bæltested, saa fed var hun, det gik i ét det hele. Hun havde fæstet sit 60Blik paa et præntet Ligvers, der hang paa Væggen, og stod og mumlede Linierne igennem. „Det er af Sørensens,“ sagde hun halvt højt for sig selv og mimrede videre. Hun havde ingen Tænder, saa Læberne slubrede ud og ind.

Den lange, slunkne Karen Højstrup, der hverken havde Bryst eller Mave, lod sine smaa Ilderøjne søge ivrigt rundt i alle Kroge for at finde et svagt Punkt, men Gulvet var skinnende hvidt og ikke et Støvgran at opdage nogetsteds. Hun rynkede misfornøjet paa Næsen.

Dorthe Thamsen tog tilsidst et samlet Overblik over Tingene og sagde: „Der er Velsignelse ved din Haand, Ann'.“

„Gud alene Prisen,“ svarede Ann' Hyldgaard knejsende.

Men Karen Højstrup snusede ubehageligt og bemærkede lidt drilsk, at der nok trængtes til at blive lukket op.

Ann' Hyldgaard blev bleg, saa hendes rødblom-strede Aarenet paa Kinden traadte endnu stærkere frem, men hun vendte sig tavs, som om hun intet havde hørt, og førte dem ud af Storstuen.

De gjorde et lille Vend ind i den „gamle Stue“, som de kaldte den. Karen Højstrup saa sig om. „Maa a spørge, om Pigekammeret ikke kunde være godt nok til saadan en som Lyngbjærgtøsen?“

„Per vilde ha' det saadan,“ bemærkede Ann' Hyldgaard undskyldende.

„En skulde næsten tro, hun hørte med til Familien.“ Karen Højstrup var næsten forarget.

Og Dorthe Thamsen tilføjede: „Ja, tøkkes du ikke ogsaa selv, Ann', at det er for meget?“

Der var en underlig Bitterhed i Ann' Hyldgaards Røst, da hun svarede: „Det er nok den ny Tid.“

61

Saa udbryder Maren Snedkerbjærg: „Sikken en Masse Bøger, det er da ikke hendes?“

„Nej, for det er da Pers, men hun læser dem — ogsaa meget,“ svarede Ann'.

„Gør hun,“ udbrød de alle paa én Gang.

Dorthe Thamsen sukkede og spurgte, om det var Religionsbøger.

Karen Højstrup, hvis Hovede sad højt paa Stagen, kiggede paa Titlerne. „A kender dem ikke, men det er vel nok Romaner.“

„Per siger, at det er Digterværk,“ sagde Ann' Hyldgaard.

Lyset faldt varmt ind paa det blaatærnede Sengeomhæng med den frynsede Kappe, og det flammede i gule Morgenfruer, som fyldte en sort Lerskaal, der stod paa det hvidskurede Bord.

„A tøkkes nu, det er en pæn Stue, denne her,“ pustede Maren Snedkerbjærg.

Men Birthe Bøns smilede: „Dette her er da ikke andet end noget gammeldags noget altsammen.“

„Der kan i alt Fald ikke klages,“ bemærkede Ann' „til et Pigekammer at være.“

„Nej, Ann' Hyldgaard, men a ved ikke engang, om det er ret at gøre saa meget ud af en Kvinde som hende.“ Dorthe Thamsen sukkede dybt. „Vi maa ikke slette Skellet imellem godt og ondt, og især ikke vi Kristne.“

Der var noget, der rørte sig ude i Køkkenet, men det var bare Mettes lille Pige, der skramlede med noget. Idet de gik forbi, saa hun op paa dem med store, troskyldige Øjne, der var blaa som Forglemmigejer.

„Tho den ser endda nogenledes ud,“ sagde Høj-strupkonen.

„Ja mærkelig nok,“ sluttede Birthe Bøns sig til, „den Slags Unger er tidt de allerpæneste.“

62

Saa kom de endelig til Stadsstuen. Ann' Hyldgaard havde gemt det bedste til sidst.

De fremmede Koner lod straks Øjnene løbe rundt for at se, om der var kommen noget nyt. Jo, der var en sort, snoet Blomstersøjle samt en brun Etagere med Nips paa Hylden, heriblandt to Legetøjsvaser, hvori der var stukket Hjærtegræs og Papirsroser.

Birthe Bøns foldede Hænderne. „Du overgaar altid vi andre, Ann' Hyldgaard.“

Men Ann' svarede bestemt, at her var ikke Tale om at overgaa nogen, men om at have det pænt i sit Hjem.

„Det har vi Mennesker ogsaa Lov til,“ Dorthe Thamsen talte med Ærværdighed, „naar vi ikke gaar op i det, men det maa vi huske paa.“

„Værsgod at sætte Jer,“ sagde Ann'.

Her var et nøddetræsfarvet, rundt Bord med en sortmalet Rand, der skulde forestille at være indlagt Træ. Der var tre Ben under det, udstyrede med drejede Knapper, Topper og Halvkugler. Her var en Buffet i lys Egetræsmaling, forsynet med Nikkelsager, der stod, som de aldrig blev brugt. Og saa en grøn Plydses-Chaiselongue med dinglende Kvaster.

Her var Toppunktet af det moderne Landsbyhjems Kultur.

Dorthe Thamsen syntes alligevel, at det pæneste af det hele var næsten et paa Væggen hængende sort Fløjlsklæde, paa hvilket var broderet med Sølvtraade det ene Ord „Jesus!“ Jo for det viste, at der var en kristen Tankegang i Hyldgaard.

Paa den ene Side af Jesus-Skiltet hang et Billede af Pastor Holst i Ornat, og paa den anden Side et Fotografi af det røde, præmierede Føløg.

Dorthe Thamsen foldede sine Hænder og saa op paa Pastor Hoist's Billede: „Ham der savner vi hver 63eneste Dag, vi lever.“ Hun sagde det med en vis Vægt, og det lød ægte, saa det var nok andet end Ord alligevel.

„Ja, gid han sad her imellem os nu, som han gjorde saa tidt,“ tilføjede Maren Snedkerbjærg.

Karen Højstrup: „Og som han kunde lægge ud om alting.“

Birthe Bøns: „En var saa tryg, naar han sad her ved os.“

„Vi faar aldrig Magen til ham!“ sluttede Ann' Hyldgaard.

Her var et Punkt, de alle var enige om.

Der kom et Ophold, hvor der var stille i Stuen; en Tavshed, der var helliget den Mand, Tankerne dvælede ved, og hin skønne Tid, da han boede iblandt dem. Ingen skiftede Stilling. Ingen rørte sig engang.

Ann' Hyldgaard udløste Stemningen: „Ja, vi kan aldrig fuldt takke ham, fordi han gjorde det sikkert for En, at man var paa den rette Side.“

Maren Snedkerbjærg bemærkede, at den sidste Præst, de nu havde faaet, var en sær Splejs.

„Ja, og han kan ikke prædike,“ indskød Karen Højstrup.

„Nej, han snakker jo akkurat som et andet Menneske,“

sukkede Dorte Thamsen.

Ann' Hyldgaard havde begyndt at tage det forgyldte Kaffestel frem af Buffetten.

„Hør, Ann',“ sagde Birthe Bøns i en ny, fortrolig, ligesom befriet Tone, „lad hende, Lyngbjærgtøsen, komme ind med Kaffen, at vi kan faa hende at se.“

Og da Ann' Hyldgaard sagde Ja til det, godtede de fire Kvinder sig, som om de havde faaet en varm Pandekage.

Da Lyngbjærgpigen viste sig i Døren, var det, som den friske Sommerdag med hende traadte ind i 64Stuen. En simpel Bomuldskjole sluttede tæt om hendes faste Skikkelse. Op af en enkelt Krave steg hendes fyldige Hals og hendes unge, stolte Hovede, kronet af det tunge, lysgyldne Haar.

Konerne holdt Aandedrættet og slugte denne Naturpige med stive Blik.

Mette Lyngbjærg mærkede det øjeblikkelig, og der gik et fint Smil over hendes runde, dunede Kinder.

Konerne forstummede.

Da Døren lukkede sig efter Pigen, sagde Birthe Bøns: „Hun var egentlig ikke saa ilde.“

„Hun!“ udbrød Karen Højstrup og rynkede Næsen. „Hun var da ikke pæn.“

Birthe Bøns rettede paa Hatten: „Hun er alligevel af de farlige.“

„Farlige?“ Ann' gjorde store Øjne.

Birthe Bøns mente alligevel, at Ann' skulde passe paa Per. Men da lo Ann' Hyldgaard, og de andre istemmede.

„Det lod i alt Fald ikke til, at hun skammede sig,“ bemærkede Dorthe Thamsen.

„Sig mig engang“ — Maren Snedkerbjærg ræbede — „hvem er Fa'eren?“

„Ja, det spurgte a hende ogsaa om — ved I, hvad hun svarede? — „Hvorfor vil du vide det, Ann' Hyldgaard? Vil du gøre mig godt med det, eller er det bare Nysgerrighed?“ — Ja, saadan akkurat svarede hun.“

„Se til Tøsen!“ udbrød Karen Højstrup oppe i de arrige Halstoner.

Maren Snedkerbjærg gryntede og rokkede paa Sædet, saa den nymodens Stol knagede under hendes Vægt.

„Fræk i Kæben naturligvis,“ blev Karen ved, „li'esom Fa'eren, han har ogsaa en slem Saks.“

Dorthe Thamsen sukkede: „At saadan nogen kan 65have Mod til det! Du har rigtignok taget dig noget paa, Ann' Hyldgaard, — og saa et Barn oven i Købet!“

„Mine Tanker var naturligvis, om a kunde drage hende til den gode Side.“

Dorthe Thamsen lagde Hænderne sammen: „Aa, hvor det er skønt at høre, Ann'.“

— Saa kom Mændene. De havde mørke Klæder og kortklippet, spidst Fuldskæg ligesom Jens Hyldgaard, undtagen Kræn Snedkerbjærg, der var glatraget.

Jens Hyldgaard var i Færd med en Udvikling af det Maal, der stod for Andelsfolket, og han mente, de ogsaa maatte have deres egne Skibe til at sejle hen med deres Produkter og hjem med Forbrugsartiklerne.

Hans Bøns lyttede undrende dertil, men spurgte dog, om Jens mente, det virkelig kunde gaa.

„Nemt endda. Vi kan selv give dem Last.“ Lars Højstrup, Karens Mand, der hjemmefra var vant til at bøje sig for enhver kraftig fremsat Mening, havde den samme Tro.

Jens Hyldgaard: „Og vi burde jo egentlig ogsaa have vore egne Kaffeplantager derude i Indien og Amerika.“

Mændene saa betænkelig hen til Jens Hyldgaard, der talte saa let om hele Jorden, som om det var et Sogn. Det var, li'esom han var ved at slippe fra dem.

Kræn Snedkerbjærg pustede ud, han var næsten lige saa tyk som Konen: „Er du nu ikke ræd for at tænke saa langt hen? Og Direktørerne og alle de Mennesker, vi skulde lønne?“

Jens Hyldgaard: „Hvad gør det? Lad dem faa 10—20,000 paa de fineste Pladser, det spiller ingen 66Rolle, Kræn Snedkerbjærg, naar Udviklingen bare er samfundsmæssig.“

„Ja, det tøkkes a ogsaa,“ sagde Lars Højstrup og pustede nok saa kry en Røgsky ud i Luften.

Men saa var Karen der ogsaa: „Hvad tøkkes du, bette Lars?“ Ordene var søde nok, men Tonen uendelig besk.

Wolle Thamsen glippede med Øjelaagene: „A sidder li'esaa stille og tænker paa, om det nu er Vor Herres Vilje — ja bare det hele ikke bliver et nyt Rabelstaarn, der falder ned igen, naar hans Time kommer.“

Jens Hyldgaard viste dem atter det store Syn med Andelstankens Traade spændt over den ganske Jord, Skitsen til en ny Tidsalder. Men han endte med, at selvfølgelig skulde det betale sig hele Vejen.

Da blev de rolige, nu var de paa den faste Jord igen. De stolede paa Jens Hyldgaard, for var der nogen, der kunde faa Tingene til at betale sig, saa var det ham.

Nu blandede Dorthe Thamsen sig ind med: „Vi skulde vel ogsaa snakke om noget andet, Jens Hyldgaard,

det er da Søndag.“

„Ja, det har du Ret i, Dorthe,“ svarede Jens.

Birthe Bøns: „De siger, at vor ny Præst den anden Dag sad paa Havediget og snakkede med Jep Sovs en stiv Klokk'staaend. — Mon det kan have sin Rimelighed?“

Dorthe Thamsen: „Og Jep skulde endda være noget svirende, sagde Stine Vind.“

Karen Højstrup rimpede Munden: „Tho han holder sig da ikke for god til at omgaas Mads Fjordbak og den Slags.“

Ann' Hyldgaard ivrig: „Jamen hvad kan æ Mand da ha' at snakke med saadan nogle Mennesker om?“

67

Kræn Snedkerbjærg linnede en Knap i hans Vest og mente, at det i al Fald var en ringe Omgang for en Præst.

„Der er nogen, der siger, han er Socialist,“ bemærkede Lars Højstrup. Men straks skar Karen ind med de høje Halstoner, at der var da ingen Præst, der var Socialist, det passede sig da heller ikke.

Men Ann' Hyldgaard sagde i en underlig bitter Tone: „Ja, hvem ved, om ikke Præsterne skal til at være saadan herefter.“

Nu lagde Wolle Thamsen atter Hovedet tilbage og glippede med Øjnene: „A sidder li'esaa stille og tænker paa, at hvis han bliver her, Præsten, og hvis han bliver gift, og hvis han faar Børn og Tiden gaar, saa tænker a, æ Mand forandrer hans Stilling og Forhold.“

Jens Hyldgaard: „Foreløbig ser det nærmest ud til, at han vil gaa Sognets gode Folk forbi. Men vi forholder os afventende foreløbig.“ Det lød næsten som en Ordre. „Nej, ham der!“ — hans Blik hvilede paa Pastor Hoist's Billede, og han sukkede for sig selv.

Maren Snedkerbjærg: „Du kan tro, Jens, vi har snakket om det i Dag.“

Dorthe Thamsen syntes, at deres Sammenkomster var bleven saa fattige. Og hvor blev Ungdommen af?

„Det er ikke sært, om der bliver tomt efter den Mand,“ og det lyste over Jens Hyldgaards Pande, da han tilføjede: „Men, Gud ske Lov, han viste os Livets Strande. — Nu ved vi, hvorfra vi er kommen, og vi ved, hvor vi skal hen. Det holder vi fast paa. — Og hvad er vel i Grunden al Verdens Væsen, naar det kommer til Stykket?“

„Nu vil vi virkelig synge,“ sagde Ann' Hyldgaard og lagde Salmebøgerne frem, „og det skal være Nr. 773.“

68

Dorthe Thamsen smilede til hende: „Det er rigtigt, Ann', den holdt han saa meget af,“ og saa sang de den gamle Salme:

Op, I Kristne! ruster Eder,
Kristi Kæmper ud paa Vagt.

IX

Per Hyldgaard havde leveret et Læs Fedesvin, nu kom han kørende hjemefter. De to Røde daskede afsted,

som de vilde, paa deres tykke, haarede Ben, saa trolige, at Per kunde lade Tankerne gaa ganske frit.

Det var en Sommerdag med Solblæst henover Markerne. Rundt omkring ham til alle Sider skiftede Lys og Skygge, efter som Korn og Græs bøjede sig for Vindens Gang. Rugens Felter var brunlige, Græsagrene og Foraarskornet havde en lysere Tone, men over alt, hvad der groede paa Jorden, var der en skinnende, bølgende Glans. Det gik med Sølvbølge paa Sølvbølge over hele Hannæsland.

Og det var en Dag, da Lærkerne sang af fuld Bryst. Per frydede sig over den Jubel i Luften omkring ham; han løftede taknemmelig sit Blik til de smaa Sangere. Og de blev ved at synge og juble, saa han tænkte, at her paa Hannæsland skulde man tro, at Lærkernes oprindelige Hjem maatte være.

Dér saa han Skaaruphøje, Oldtidsminderne; nede ved Tømmerby Fjord hvilede de gamle Vikinger paa den fredlyste Gravplads, og ude ved Foden af Lyngbjærg fandtes Resten af en Boplads fra den allerældste Tid, — det hørte altsammen med til Danmark, ligesaa vel som de Huse og Gaarde, der laa her spredt i Kornmarkerne og lyste med deres hvidkalkede Mure .... Glæden løftede hans Bryst, Glæden 69over at bo her paa Hannæsland saa dybt rodfæstet.

Nu, han var voksen, forstod han nok, at der vilde komme Brydninger imellem ham og hans Forældre. Han vilde nemlig ikke ind i al det Samfundsstræb, som stod saa højt for hans Fader, nej, han vilde leve Bondelivet stille derhjemme under Dagliglivets Lykke — saaledes som ogsaa de ny Digtere havde gjort det skønt for hans Syn. Faderen mente det naturligvis godt med ham, — og han var forresten til Tider helt stolt af denne virksomme, stoute, sikre Bonde med Storsyn i Samfundsanliggender. Men her maatte de alligevel skilles. Per vilde frem for alt holde paa sig selv, sin egen Natur. Der var ellers mange Ting, ja, det meste i Livet, der stod uklart for ham, men den ene Ting, den var han sikker paa. Sandfærdig, trofast mod sig selv, det vilde han være.

Gud ved, hvordan hans Fader egentlig var bleven, om han var bleven gift med Enkeskrædderen. Hun var en mærkelig fin lille Kvinde, den lille Elisabeth. Han havde somtid, især siden han havde faaet dette her at vide, givet sig i Snak med hende og besøgt hende en enkelt Gang. Saa særegent yndigt, som der var i hendes Stue. Han kunde ikke huske noget enkelt af det, men det hele passede saa godt til hende; ligesom en Dragt kan klæde et Menneske særlig godt, saadan klædte den lille Stue hende——Hvis hun nu var bleven Kone i Hyldgaard, og hvis .... Naa, det var jo ingen Nytte til at tænke videre over det — hans egen Moder var ogsaa rig paa Kærlighed, men han mærkede det kun glimtvis, for udefter i det daglige var hun haard, kold. Det var, ligesom hun ikke levede ud fra sit Hjærte, men ud fra sin Vilje, som hun havde besluttet noget — og saa var hun saa kedelig religiøs. Hans Forældre var jo gode nok, men 70var det ikke mærkeligt, at han uvilkaarligt droges til saadanne Folk som Laj, Jep Sovs, Lyngbjærgmanden og Mette, der var den mærkeligste af dem alle. Hvordan kunde det være? Han vidste det ikke rigtig, men de var saa herlig naturlige, meget mere end dem, der hørte til Kredsen.

Han var glad for sine Forældre, han var glad for Hyldgaard, han var glad for Hannæsland, for Solen, Marken og Fjorden, for denne Sommerdag og for Mette. Ja, af hele Naturen var hun den mærkeligste. Som nu de Digterværker, han havde givet hende at læse, ældre og nye, de gik straks ind i hendes Bevidsthed, ikke som en Lektie men saa naturligt, at hendes Sjæl groede af det. Hun var som en frisk lille Menneskeverden for sig selv, en nyfødt, liflig Ø, der var dukket op i hans Tilværelse.

De nye Digtere havde ikke alene skænket ham hans Hjemstavns Natur, men de havde tillige skænket ham Naturen i hans Hjemstavns Folk. — Ja, det var Sagen.

Per havde forresten en af de nye Bøger i Lommen, for han havde gjort sig den Regel, at hver Gang han leverede et Læs Kalve eller Grise, saa købte han sig en ny Bog med hjem. Han tog den op af Lommen og bladede lidt i den. Det var Digte. Han sad varsomt med den mellem Hænderne, som om det var en levende Ting. Den var som friske Blomster, man plukkede ved Vejen.

Saadan en Bog hørte ogsaa med til Danmarks Natur, syntes han. —

Da Per kom hjem, stod hans Far i Dagligstuen og tog Udgangstøjet paa, han skulde til et Møde. Per tog Tegnebogen frem, Moderen kom tilstede, det var rart at se de mange Pengesedler blive talt op. Faderen gav sig god Tid til at tælle efter, og han glattede flere krøllede Hjørner ud. Han spurgte, om Per ikke vilde 71have nogen? Nej, han havde nok, svarede han. „Ja, for du skal ikke mangle Penge, bette Per.“ — „Nej, der var endda Synd,“ tilføjede Moderen.

Jens Hyldgaard gik ind i Sovekammeret; de hørte Chatolklappen blive skubbet op og ned, saa var Pengene gemte. Da han kom tilbage, saa han det ny Bind Digte ligge paa Bordet, han tog Bogen i Haanden, læste Titelbladet og kastede den derefter fra sig, men sagde ikke noget. Han tog sin Trøje paa, gik et Par Gange frem og tilbage over Gulvet, tog saa atter Bogen i Haanden og saa atter Forfatternavnet: „A kan ikke forstaa, du køber den Mands Bøger, han skal da være saa meget ondskabsfuld imod Bønderne.“

„Du skal ikke bryde dig om, hvad der staar i Folkebladet, tag dog engang og læs de Bøger selv, Far!“

Faderen stødte ud, som hans Vane var, naar der var noget, han ikke kunde lide: „Thø — hø — hø.“

„A vil dog sige dig, bette Far, at de nye Bøger skylder a mere end baade Præst og Degn og Højskole og det hele.“ Per sagde det meget fast og sikkert, men dog i sin sædvanlige rolige og venlige Tone, og han saa samtidig hen paa Faderen med sine unge, blaa Øjne.

Men Faderens Svar var et „Thø — hø — hø“, og saa gik han.

— Ann' Hyldgaard sad og saa paa sin Søn, medens han spiste, saa med Velbehag paa sin kære Dreng, der sad der saa frisk og god. „Gud ved, hvad du bliver til for en Karl, Per .... Dèr kommer forresten lige en Pige for dig.“

Kræn Snedkerbjærgs Lise smuttede just ind ad Porten. Hun var en mørkladen Pige, hendes Øjne var glansfulde af Ungdom, og hun førte sig som en Dame. Hun var i en lys, frisk Sommerkjole.

Hun vilde gerne laane en Kageform, og det var der 72jo ikke noget i Vejen for. „Naa, ja, nu gaar a,“ sagde Ann' Hyldgaard, „og I to kan maaske ogsaa bedst prokurere alene.“ I Døren vendte hun sig og tilføjede: „Vis nu Lise lidt omkring i Haven, Per, og der er jo Bær nok.“

„Sæt dig, Lise,“ sagde Per venligt.

„Det er da ikke, fordi a er træt,“ smaalo hun. „Hør, Per, hvor var du henne i Aftes?“

„Hvor a var henne?“

„Du skulde jo bare have været med, vi legede saa storartet paa Toften ved vores.“

„Jamen, var a ikke ogsaa med?“ spurgte Per med forstilt Tvivl. „A kan saamænd ikke rigtig huske det.“

Hun lo: „Aa, hvor du er en Filur, Per. En kan aldrig gøre Regning paa, hvad du siger. Og Gud ved, hvor du har din Gang.“

„Savnede du mig, Lise?“

Lise rødmede ganske let og saa en anden Vej. „A tøkkes, du bliver henne saa tit.“

„Ja,“ svarede han med Skælmeri, „En bliver gammel snart.“

„Ha, ha, du er et rigtigt Sludderhovede, Per. Men Du skulde have været der i Aftes, aa, hvor vi grinte. Der var Enkeleg, og du ved nok Wolle Thamsens Povl, han vil ha' fat i Maren Højstrup, hvad det skal koste, men hun kan jo ikke fordrage ham, fordi han er saa forfærdelig hjulbenet, og det er han jo ogsaa, saa grusom, men han bliver jo ved efter hende, og hun var saa ond som en Vibe. Saa kom de for nær til Sandgraven og trimlede begge to, he, he — ned i Graven, og vi grinte.“

Per spurgte, om der var nogen Karle Nord-i-Byen fra.

„N-ej, ikke andre end ham Lars Tophøj.“

„Ja, det tænkte a nok,“ svarede Per.

73

„Men Herre Gud, Per, a kan da ikke gøre ved, at han render efter mig.“

Paa Skrømt lod Per, som om det kunde man ikke være sikker paa.

„Ikke Spor a bryder mig om ham,“ forsikrede Lise og blev ved at slaa den højre knyttede Haand stadfæstende i den venstre. „Nej heller ikke den usleste, biterste Graan.“

I det samme aabnede Mette Lyngbjærg rask Døren; hun gjorde sig et Ærinde. Med en ubegribelig Hurtighed opfattede hun straks Situationen indtil de mindste Enkeltheder. Og der var en mørk Fold mellem hendes Bryn, da hun gik.

„Det er en ordentlig Bardus, hende,“ sagde Lise haanligt.

„Hun er en sund og kraftig Kvinde,“ svarede Per.

Lise lo: „Og det er vist en værre en.“

„Hvordan?“

„Aa, det ved du jo meget godt, hun har jo et Barn.“

Der kom en lille, trykkende Pavse. Og saa spurgte Per, om de skulde gaa en lille Tur ud i Haven.

Imidlertid blev det galt i Køkken og Bryggers. Baade Mette og Ann' Hyldgaard var stærke begge to. Efterhaanden var de bleven højrøstede. Saa da Per kom ind, fandt han dem lige ophedede, og Mettes lille Pige sad skræmt i en Krog.

„Nej, om det saa skal koste Blod,“ raabte Mette, „saa skal du aldrig kue mig, Madam Bredrøv.“

Per stod stille, Mette tav øjeblikkelig.

„Naa, nu kan du nok endelig tæmme din Tunge,“ sagde Ann' Hyldgaard hoverende.

Per saa ikke vredt til Mette, fordi han forstod, hun kæmpede for at være fri. Da viste der sig atter den mørke Fold fra før mellem hendes stærke Bryn. Hun vilde heller ikke have overfor Moderen, at hendes 74Søn skulde have Magt over hende, enten til at tie eller tale. Ingen paa Jorden skulde herske over hende, saadan var hendes Humør nu. Og endelig stod Per der og saa god ud i Stedet for, at han skulde være gal og skælde ud.

„Dit Fjols!“ fløj det saa ud af hendes Mund, før hun vidste af det.

I et Nu forvandledes Pers Ansigt. Han blegnede. Alt det gode veg med ét fra hans Træk. Intet Menneske kunde have tænkt sig, at han kunde se saadan ud.

Det var for Mette, som om hun skulde gaa til, hvis hun et Øjeblik længere skulde være sammen med Per; hun løb ud.

„Tøkkes du saa ikke, hun er et Nummer for stram, Per?“ spurgte Ann' Hyldgaard selvretfærdigt.

Per svarede intet. Han gik i sin Vrede heftigt bort over Brostenene.

„Aa,“ tænkte Mette, „hvor kunde a dog gøre noget saa grimt overfor Per?“ Men hun var bleven irriteret ved at se ham og Lise sammen, og hun oprørtes ved Ann' Hyldgaards naadige Tone .... ja, hun var selv vanskelig, det vidste hun godt, for hun vilde være sig selv, og det var ikke nemt. Hun vidste godt, at hun blev grov. Men Per .... ja, hvad kom han, og hvad kom det hele hende ved? Hun kunde jo bare passe sin Plads og faa sin Løn —

Da Mette om Aftenen ligger i sin Seng, stiger op for hendes Blik Pers Ansigt, da han blev vred. Det havde hun ikke set før. Det var som et pludseligt, frembrydende Uvejr, og hans Øjne, ja de blev ikke alene fulde af Vrede, men det saa ud, som om der hverken var Naade eller Barmhjærtighed at finde ved den Mand nogensinde mere. — Hun havde kun set det i et flyvende Blik den Gang, men det vilde altid staa ganske skarpt for hende i alle sine Enkeltheder; 75mærkeligt var det, — men han var skøn ogsaa saadan. — Hvor skamfuld hun end følte sig, var hun dog lykkelig ved, at hun fik ham at se saadan .... Hun elskede ham. Ja, hun elskede den Mand. Men aldrig skulde nogen faa Anelse derom. Det vilde hun bære som hendes dyrebare Hemmelighed.

Saaledes laa Mette Lyngbjærg og kunde ikke sove. Hun blev træt af at tænke. Hun tændte Lampen og begyndte at læse. Det var en smuk Skildring, et digterisk Billede af lange, jydske Bakker, der endte i stejle Skrænter ned imod den sommerblaa Fjord, hvor brogede Høveder stod stille og svalede sig i Stranden under tindrende Sol .... At hun kunde glæde sig og løftes i sin Sjæl ved et saadant Billede — det var ogsaa ham, der havde lært hende det.

Bogen sank, og Tankerne begyndte atter at gaa. Ja her paa Hyldgaard var hendes Sjæl kommen i Uro. Tidligere var hendes Dage skredne afsted, uden hun tænkte over det, i en Døs. Og i den Halvsøvne havde der været en vis Ro. Her var hun vaagnet til Livet. Det vilde maaske blive besværligt nok, og der kom et Øjeblik, hvor hun slappedes i en sløv Længsel efter Fortiden .... Men da vendte hun sig brat til sin lille Pige, der drog sin Aande saa roligt her ved hendes Side. „Min lille Kirsten,“ hviskede hun og smilede lykkeligt. „Mors lille, søde Skat! Du kan stole paa din Mor! Og den, der har en Mor, bliver aldrig helt alene i Verden .... .“

Endelig faldt hun i Slummer.

Den samme Nat var der ogsaa en anden i Gaarden, der havde en urolig Nat. Det var Jens Hyldgaard. Uroen kom af de Ord, Per samme Eftermiddag havde ladet falde om, at han skyldte de Digtere mere end baade Præst og Degn og Far og Mor.

Og Jens Hyldgaard kunde høre paa Lyden, paa den Maade, Per havde sagt det, at det kom dybt inde 76fra hans Væsen. — I den sidste Tid havde han nok mærket paa Sønnen en vis sikker Kraft, naar han sagde noget, og det var jo godt nok, det var Personen, det var Manden i Per, der begyndte saa smaat at tale, og det var ligefrem saa herligt for Faderen at mærke det. — Men hvordan vilde den ny Mand blive? Det havde Jens Hyldgaard aldrig før tænkt særligt over, kun som noget, der fulgte af sig selv — fortsætte ad Faderens Vej. Men i Dag var det bleven til et Spørgsmaal, for nu havde Sønnen altsaa sagt, at han skyldte de ny Digtere mere end Præst og Højskole og mere end hans eget Hjem — og han havde sagt det med megen Styrke. Se, de fremmede Kilder, der hentydedes til, kendte Jens Hyldgaard slet ikke. — Han havde ellers altid ment, at han var med Tiden og det til Gavns. Men her var altsaa noget, han havde været helt udenfor, noget, der havde grebet ind i hans Søns Liv med større Kraft end han selv, der dog var hans Far.

Mon det var andet end Ungdomsdrømmerier fra Pers Side? Han havde jo selv i sine Ungdomsdage kendt lidt til den Slags .... men hvis han nu havde fulgt sin Ungdoms Kalden, og Elisabeth .... I hvert Fald var han sikkert da aldrig bleven en Fører i Samfundsarbejdet. — — Nej, det andet var en Veghed og Vaghed ved Pers Natur. Det maatte rettes. Per skulde snart ind i noget offentligt Arbejde. Han var jo udmærket til det daglige Hjemmearbejde, men det var vist alligevel derved, han var kommen til at drømme for meget. — Nu forstod Jens Hyldgaard bedre mange Ting, forskellige Bemærkninger fra Sønnen i den senere Tid, og at han næsten aldrig mere var med i Andagten. Sønnen var paa gyngende Grund. Han maatte støttes .... „Ja, min Søn, hvem skulde hjælpe dig tilrette uden din Far?“

Med denne Tanke sov Jens Hyldgaard endelig ind.

77

X

Mette Lyngbjærg var meget stille i de følgende Dage. Per sagde aldrig et ondt Ord, men han saa sjælden til hende, og naar det skete, var hans Blik ganske koldt. Han havde jo ogsaa Grund dertil. Hun passede sit Arbejde, men der var ingen Trallen og Syngen, og hun gav kun føjelige og flinke Svar.

Ann' Hyldgaard syntes, Mette havde forandret sig til sin Fordel, og hun gav hende et Stykke Forklædetøj og mange naadige Ord. Mette tog ydmygt imod det. Men hun var ydmyg i sit Sind, fordi hun var kommen i Tanker om et Ord fra sin Barnelærdom: Guds Vrede bliver over Eder. Naar hun nemlig tænkte paa Per, som han nu var, saa forstod hun, hvor frygtelig det var, at et Menneskes Vrede bliver over En.

Der blev i denne Tid ikke vekslet ret mange Ord, naar Hyldgaards-Folkene samledes ved Maaltiderne omkring Langbordet. —

En Dag ved Mellemmadstid skraldede det i Stenbroen, og alle vendte sig for at se, hvad det var. Det var bare Lyngbjærgmanden, der var ude at køre med Fisk, og han havde Jep Sovs med sig.

„Saa, thø —hø — hø!“ — stødte Jens Hyldgaard ærgerligt fra sig.

„Ja, sikken nogen sølle Mennesker,“ sukkede Ann'.

„Det har du Ret i, Ann' Hyldgaard.“ Laj flegrede for sin Madmoder, som han logrede for sin Husbond. Han havde igennem mange trælsomme Aar opgivet sit Sind.

Uagtet Mette sad ved Bordet, talte de højt og lydt i den Tone om hendes Far. Hun bøjede bare sit Hoved, alt tyngede ned i disse Dage.

Men Drengen med de store Øren og revnede, hudløse 78Læber lo allerede indvendig af det, han nu var vis paa at faa at høre.

Saa stod de to Kanisser i Stuen. Den høje, flotte Lyngbjærgmand med mørkt, bølget Haar og den lidt puslevorne Jep med de smaa, livslystne Øjne og den store, brede Mund, fra hvis Vige der som sædvanligt førte to mørke Streger.

Om de skulde have nogen Fisk her i Gaarden.

„Nej,“ svarede Jens Hyldgaard, og det var bestemt; han saa ikke engang op.

„Der kan ikke svares kortere,“ sagde Lyngbjærg-manden. „I plejer jo heller ikke at bruge jeres Penge til den Slags. A vil dog tilraade Jer at spise noget mere Fisk her i Hyldgaard, for det giver nemlig Humør — efter Analysen.“

Ophold.

„Ja, vi skal vel være saa god at sætte os?“ spurgte Jep og skubbede sig uden videre grinende ind paa Bænken.

Men Klavs Lyngbjærg gik hen og løftede sin lille Datterdatter op, hvistede med hende og dansede rundt, medens han smaasang til.

Det huede ikke Hyldgaardsmanden, at saadan en Krejler kom ind i hans Gaard og bredte sig saa frit. Ann' Hyldgaard fortrød vist ogsaa i Øjeblikket, at hun havde taget den Tøs i Huset, saa Faderen derved fik en Slags Ret til at komme der. Og selv Laj ærgrede sig øjensynlig over, at den Lyngbjærg-Drivert kunde være saa fri, medens han selv maatte gaa som en Stud i Trækketøjet.

Men Lyngbjærgmanden blev uanfægtet ved nok saa muntert og helt kønt forresten, saa de mørke Ansigter efterhaanden formildedes.

Mette aandede lettere; det gik bedre, end hun havde ventet.

Tilsidst løftede Bedstefaderen Barnet højt i Vejret 79paa sin udstrakte Arm, saa den lille, lyslokkede Pige, der havde sin Moders store, blaa Øjne, sad deroppe som en Engel paa en Gren og lo. Da overgav de sig alle.

Ja, Ann' Hyldgaard raabte endog i Angst: „Aa, pas endelig paa hende, den bette jen!“

Men saa overdrev Lyngbjærgmanden det, og det tabte hurtig sin Ynde og Tiltrækning. Endelig holdt han op og tog sin Pibe: „Hør du, Jep, giv mig Tobakken, der staar i Bænkekrogen!“

„Du er Katten knorrerne fordringsfuld, he.“

Men Lyngbjærgmanden vendte sig og pegede med Pibespidsen paa Væggen, hvor der hang et Skilt med følgende Indskrift: „Al Banden og Sværgen frabedes“. „Ser du ikke Ordet? Men du har ingen Dannelse, Jep, og du faar det den Onde klinkerne heller aldrig.“

Jep grinte, saa han hostede. Per smilte. Stordrengens Øjne straalede. Men Mette blev atter usikker. Jens Hyldgaard søgte nu at faa en rimelig Snak igang, for Jep var dog en velstillet Gaardmand i Byen. „Har I slaaet jert Strandkær, Jep?“

Men Jep svarede: „A er akkurat ligeglad i Dag, og det skulde du ogsaa være — engang imellem. A vil slet ikke snakke om saadant noget i Dag .... Men a skal nok stemme paa dig, naar den Tid kommer, he, he .... Ja, vi faar da vel Kaffe, Ann'?“

Ophold.

„A tror ikke rigtig, I lier os, hæ, hæ.“

„Thø — hø — hø — a kan ikke forstaa, at en Gaardmand som dig“ — Jens Hyldgaard tøvede.

„Jo, a skal sige dig en Ting, Jens, det er saa sundt at komme til at grine rigtigt en Gang imellem, ellers kan a Katten knorrerne ikke leve, tøkkes a. Og I andre, I er saa gudfrygtige og saa kedsommelige, at 80det er ikke til at leve med. Nej, Livet, Livet, Livet, he!“

Ann' Hyldgaard sukkede: „Aak, Herre Gud, Jep, du snakker om Livet, og du kender slet ikke Gud.“

Da grinte Jep igen: „Hør, Ann', he, he, kan du huske, da a kyssede dig ved Tørvestakkene i Skærpen-Sig, he, he?“

Der var ingen Raad til Jep, men det Spørgsmaal, han kom plumpende med, gjorde ingen Lykke her i Gaarden. Han mærkede det straks og sagde i en anden Tone: „I tror nok, a er en ugudelig Krop — aak, Herre Gud, vi sølle Dævler. Nej, men kan I huske de første Ord, som vor ny Præst sa' paa Prædikestolen? .... Jamen det kan a. Naar du en Morgenstund — sagde han — vandrer hen ad Vejen, og de skønne Blomster nikker hilsende til dig, og du da spørger: Hvorfor staar I her? Da maa Svaret lyde: Fordi Gud elsker Jorden .... akkurat saadan sagde han .... A har en knusendes Hukommelse, derfor er der heller ingen, der kan klare sig med mig i „Mis“, he, he. Jamen saadan talte han, ogsaa nøjagtig ordret. A tøkkes, det var noget saa dejlig at høre: Fordi Gud elsker Jorden! sagde han.“

Lyngbjærgmanden blev utaalmodig: „Maa a spørge, skal du holde Foredrag her i Dag, Jep? Ja undskyld!“

„Hæ, hæ, hæ, hæ.“

„Naa, kom saa, Jep, her er ikke noget at lave.“

„Nej,“ svarede Jep og slog i Bordet. „A viger ikke en Tomme, før vi faar Kaffe.

Her er jeg sat som en Bavtasten
At vidne for Slægter i Norden,

hæ, hæ.“

Ann' Hyldgaard maatte ud efter Kedlen, der var ikke andet for.

Laj blev mere og mere ond. Han sad der med sine 81stive, forslidte Lemmer, vindblæst og soltaget i Ansigtet som en øde Ager, og han fik ingen Kaffe. Det var den Retfærdighed, der var paa Jorden. Men han turde ingenting sige til de to Skalke, for han var ræd for deres Kæft; han bare hvæste og blæste, inden han gik ud til Arbejdet.

„A vil forresten meddele dig, Klavs,“ begyndte nu Jens Hyldgaard i en halvt officiel Tone — da Kaffen var kommen paa Bordet — „at der er megen Misfornøjelse med, at du faar af Hjælpekassen og ikke vil arbejde for os, naar vi har Brug for dig.“

Lyngbjærgmanden slog en haanlig Skoggerlatter op.

Men Jens Hyldgaard saa meget fast paa ham: „Hvad mon du egentlig mener om dig selv? Tror du, Samfundet skal føde dig, du er jo et dovent Menneske? Folk siger meget om dig.“ — Nu var det Alvor.

Ann' Hyldgaard blev helt glad, nu fik de vel Mon over Krammet, og hun tilføjede ivrig: „Ja, det er Sandhedens Røst, og den skal du høre efter, Klaus.“

Under dette gik Mette ud og ind med nedslagne Øjne, saa sagfalden, saa forladt. Hun listede sig til at se over paa Per, ængstelig og spørgende. Men da skete der som et Under: Hun saa Pers gode Hjærte atter straale i hans Blik. Aah, hvor det lettede i hendes Bryst. Nu var hun ligeglad med alt andet. For deres Sjæle havde talt i det Blik.

Men Ann' Hyldgaard blev bleg, thi pludselig — som ved en Rift i et Slør — havde hun opdaget, at de to havde en særlig Forbindelse med hinanden.

Jep kiggede til Lyngbjærgmanden, om der snart kom et Svar paa de Spydigheder, Jens havde sagt. Og det varede ikke længe.

82

„Maa a sige dig et Ord, Jens Hyldgaard, nu vi sidder her saa fortroligt sammen, og dig ogsaa, Ann' Hyldgaard: A bryder mig aldrig om, hvad Folk siger. Og det skulde I heller ikke. Naar a kommer ud, siger Folk allevegne: De Hyldgaardsfolk, de er da vist saa meget noget nærig Kram. A svarer dem alletider: Nej, de er sparsommelige, det er sandt, de er ogsaa meget sparsommelige, men nærige, nej. Hvad Tid vi end kommer der, saa har Ann' altid Kaffekedlen varm og Jens en Dram paa Bordet. Nej, det er saa meget nogen milde og gæve Folk, dem i Hyldgaard. Derfor skal I aldrig regne med, hvad Folk siger, hverken om Jer eller om mig, for det er ikke andet end Løgn og Skidt.“

„Skaal i al Fald,“ sagde Jep og grinte guddommeligt.

Hyldgaards-Folkene vidste ikke, hvad de skulde sige til det. Slaget var tabt, Ann' gav sig til i Ærgrelse at gnide Klokkehuset med sit Forklæde. Men Per morede sig, hvad hans Far med et mørkt Blik lagde Mærke til.

Per gik ud og lagde noget Grøntfoder for Klavs's langhaarede Islænder. Og da bemærkede Lyngbjærg-manden: „Det eneste Menneske her i Byen, som ingen snakker ondt om, det er jeres Søn. Ja, det er unge Per Hyldgaard.“

Disse Ord gik igennem Forældrenes Hjærte som en stille Glædesstrøm, der stemte forsonende.

Endelig drog de to Skalke af Gaarde. —

Da de var alene og Jens havde vandret et Par Gange frem og tilbage, sagde han til Ann':

„A er ked af det med Per; det er, ligesom han ikke er paa vor Side.“

„Ja, hvordan kan det da være, Jens?“ Ann' havde sat sig i Lænestolen med Hænderne i Skødet; det 83var sjælden, hun tillod sig det, og i Dag baade vadskede og bagede de endda.

„A ved det ikke, Ann', men han er ikke med os. En kan fornemme det paa flere Maader. Det er ikke med én bestemt Ting.“

„Bare Pastor Holst var her,“ sukkede Ann' Hyldgaard.

Ophold.

„Hørte du, Ann', den anden Dag, han snakkede om, hvem han skyldte mest, — han nævnte ikke hans Hjem?“

„A tror, det er al den Læsen, der er Skyld i det, Jens.“

„A mente nu, vi var godt med her i Hyldgaard; det kan være, det var fejl.“

Ophold.

„Men Gud ske Lov han er skikkelig, Jens.“

„Han er kanske for skikkelig.“

„Det kan være, Du har Ret, Jens. Per har ingen Syndserkendelse, tror a, ingen Anger, han kender ikke Syndens Rædsel som den, der har begaaet en stor Synd, den, der har levet i Synd. Ja, det er sandt, bette Jens, den ved, hvad Anger og Naade er.“

Hun sagde det saa mærkeligt, at Manden uvilkaarlig saa til hende to Gange. Men saa slog han det hen.

„Saa er der en Ting, a vil sige dig, Jens.“

Han standsede opmærksomt.

„Der er noget mellem Pigen og Per.“

„Mette?“

„Ja.“

„Det kan ingen Rimelighed ha'.“

„Ja, der er naturligvis ingen Kærlighed. Men a la' Mærke til dem i Dag — saadan ser to Mennesker ikke til hverandre, uden de har mere sammen end Folk i Almindelighed.“

84

„Nej, Ann', det tror a ikke.“

„Du ved da ogsaa nok, at de læser Bøger og snakker sammen?“

„Det ved a nok; det er ogsaa mere, end a tøkkes om. Men det burde vel have været os, hans Forældre, han havde snakket med i Stedet for.“ — Han vandrede og vandrede. Pludselig standser han, folder sine Hænder og siger højt og bevæget: „Vor Herre i den høje Himmel, hold din Haand over vor Søn!“

„Gud! Hør det,“ sukkede Ann'.

— Nu skulde Jens skynde sig til Synsforretningen over et Vandløb i Strandkær. Og Ann' kom pludselig i Tanker om alt Arbejdet ved Vadskning og Bagning, der ventede paa hende ude i Bryggerset.

Der stod Mette frisk og fuldmoden med bare Arme, med Dampen perlende i det gyldne Haarpurr og med Arbejdets sunde Glans i sine store, klare Øjne. Da var der et Øjeblik, hvor Ann' Hyldgaard syntes, hun stod overfor sin Overmand.

Og hun der var lykkelig.

Hvorfor var hun det?

XI

Paa den grønne Strand udfor Hyldgaard gik de to Røde og græssede yderst ude, saa deres Skikkelser saa helt mægtige ud. Deres Skind lyste kraftig-rødt mod den mørkblaa Fjord, naar de stod med Siden til, men naar de vendte endelangs, saa de ud, som de var sorte. Saadan faldt Lyset. De seks hvidmalede Fiskerbaade, der laa for Anker paa Rad, skinnede af Sol i hele deres Længde, men saa snart de svejede, blev de ganske mørke. Der steg en Maage op i Luften; den blinkede og forsvandt. Langt ude laa Livø og Fur som et Par Luftskibe, der flød paa Vandet. 85Og de smaa hvidkalkede Fiskerhuse, der paa Himmerlandssiden randede Foden af Rønbjærgknude, lignede solblegede Muslingeskaller, som Børn har sat paa Kant om en lille Jordhøj.

Det sidder Per i Hyldgaardshaven og fryder sig over en Søndag Eftermiddag.

Saa hører han nogle mærkelige Toner et Sted fra, men de er borte igen med det samme. Han lytter, det varer ikke længe, inden han hører dem paany, — det er en jublende Barnelatter, der triller frem i Luften.

Han gaar nærmere til Havediget og ser da Mette lege med sin lille Pige nedenfor paa Grønningen, der er spættet med honningduftende Hvidkløver.

Hun ligger paa Ryggen og holder den Lille, der sidder paa hendes Knæ, i Hænderne; hun vipper med hende og synger til.

Saa slipper hun Barnet; det skal sidde alene frit oppe i Luften og derfra styrte sig ned i Moderens Arme; det er spændende, ganske frygteligt. Og som de ler begge to.

De gentager det Gang paa Gang. Og med smaa Mellemrum lyder deres klare, muntre Latter hen over den stille Eng.

Nu rejser Moderen sig over Ende, Barnet kryber op paa hendes Ryg, og derfra slynger Moderen hende forover i sit Skød. Stadig ler de. Og jo længere de leger, des rødere bliver deres Kinder, des uordentligere bliver deres Tøj, og desto mere straaler deres Øjne.

Der kommer et lille Hvil. Moderen strækker sig paa Ryggen, og ud til Siden hviler hendes Hænder i Græsset. For første Gang ser han, hvor stor hendes Haand egentlig er, men den er saa levende, trofast kammeratlig, at han faar Lyst til at omslutte den fast og hjærteligt.

86

Barnet hviler sit Hovede op mod Moderen, de trækker begge Vejret dybt og roligt.

Per glæder sig over den Naturstyrke, der spænder sine Buer i hendes høje Bryst og brede Lænd. Hendes Ankler ligger overkors med de sorte Hosefødder i Remmesko, og det eneste, hun bevæger, er hendes Tæer .... Pludselig tænker han sig hende nøgen, og han synes, der er noget helligt ved dette sunde, varme Legeme, henkastet i det kølige Græs.

Ann' Hyldgaard har nuslet om i Haven og holdt Øje med Per. Nu staar hun ved Siden af ham og spørger, hvad det er, han er saa optaget af.

Han viser hen til Mette og lille Kirsten, der igen er begyndt at tumle paa Engen. De triller nu imod hinanden, og naar de støder sammen, ler den Lille da saa hjærteligt.

„Er det ikke yndigt?“ spørger Per smilende.

„Yndigt! A tøkkes, det klæder en voksen Pige i hendes Stilling grumme ilde, i Stedet for at sætte sig hen og bestille noget nyttigt.“

„Jamen saadan en Menneskemoder og hendes lille Unge — se hvor glade de er!“

Ann' Hyldgaard ser vist paa sin Søn og siger næsten sørgmodigt: „A tror ikke rigtig, a forstaar dig, Per.“

„Men derfor vil vi alligevel være gode mod hinanden, ikke ogsaa?“

„Jo, min Dreng,“ svarer Moderen som i Tanker, „men det aner mig, at der er noget Ondt i Vente for os her i Hyldgaard .... Nej, det er da ligefrem væmmeligt at se paa!“ udbryder hun og gaar.

Mette tumler nemlig rundt, saa man ser hendes Ben langt op.

Mette Lyngbjærg rejser sig, retter paa Kjolen og det ustyrlige Haar, der er kommen i en frygtelig Uorden. Nu skal Legen være forbi. Derfor staar hun stille 87som en Statue; hendes Næsebor bæver, saadan suger hun Sommerens Duft til sig, og hun drejer sit unge Hoved spejdende ud over Fjorden, som om hun derfra ventede nogen, der skulde komme og hente hende.

Saa tager hun sin lille Pige ved Haanden og gaar ind i sit Værelse.

Per ser ud mod Fjordstranden, hvor et Par Føl løber rundt efter hinanden, saa de smaa Haler strutter. Og paa Indrestranden kommer en Hjorddreng gennende med et Kobbel Køer, medens han for sig selv hvæller en Melodi ud i den stille Aften.

Og medens Per sidder saaledes, synker han dybere og dybere i Tanker og Drømme. Og hans Ansigt faar et skønnere og skønnere Udtryk. —

Da Mette havde malket, satte hun sig ind i sin Stue. Hun havde fyldt Lerskaalen med friske Kabbelejer fra Engen. Kirsten legede stille paa Bænken. Her var en mærkelig, stilfærdig Skønhed og Fred. Der var li'esom et Hjem herinde.

Og det var Pers Skyld, han havde givet hende dette uden videre af sit gode Sind. Den Modtagelse paa Hyldgaard var i det hele det mærkeligste, hun havde oplevet. Og hvad der end skete, hun glemte det aldrig. Folk kunde ellers nok være mer eller mindre flinke — men at de ikke kunde være tilpas, uden deres Tjenestefolk var glade, det var noget helt nyt imellem Mennesker, i alt Fald saadan som hun hidtil havde kendt Verden. — Men saadan var Per. Og han var ens overfor alle.

I denne Stue levede hans Godhed, hans Lys og hans Fred. Og derfor kunde En ikke tænke andet end smukke og gode Tanker herinde.

Hvem han egentlig havde det efter? Hans Forældre var jo grumme dygtige og hæderlige Folk, men de var kølige. Hvordan de havde været som unge, og om 88de var bleven forkludrede som de fleste, kendte hun ikke. Men naar de gjorde godt, saa var det, som om de helst vilde være fri, og de blev tvære af det. Per derimod gav af et frit Hjærte og blev glad. Det var en stor Forskel .... men som han dog kunde blive vred, Per! Hvem skulde tro det? ....

Da banker det paa hendes Dør. Hun bliver et Øjeblik urolig, det er naturligvis ham. I næste Øjeblik staar han i Stuen og hilser med sin venlige Røst.

Han sætter sig paa Foldbænken ved Siden af Barnet, som han stryger over Haaret; Kirsten ser tillidsfuldt op paa ham, men fortsætter ellers uforstyrret sin Leg.

„Hvad er det for en Bog, du læser i?“ spørger han og ser paa Titelbladet. „Naa den!“

„A har aldrig læst noget lignende. En Bog har før staaet for mig som noget saa langt henne, og a havde aldrig tænkt mig, at selve det dagligdags Liv saadan kunde være i en Bog.“

„Det er jo netop Kunsten, Mette.“

Hun fortsætter: „Og det er ikke alene Engen og Fjorden og Fuglesangen og den Slags, der bliver levende for En, men Menneskene, hele Livet .... I Aftes læste a saaledes en lille Historie om et Par Folk, der kørte om og solgte Fisk og derfor ikke var regnet for noget. Men de samme Folk, der boede i en Jordhytte, de aabnede deres Dør for en sølle Pige, der rendte omkring og var kommen galt afsted, da alle andre lukkede for hende. De fik det forresten saa rart med hinanden. — Ja, a kan nu ikke saadan rigtig fortælle det. Men efter den lille Historie, saa ser a helt anderledes paa den Slags Folk. — A mener, saadan lærer En Livet af de Bøger .... Ja, a bliver ved at snakke“ — hun smiler — „men for mig er en hel ny Verden lukket op.“

De talte videre om dette, og uvilkaarligt dæmpedes 89deres Stemmer, efterhaanden som det milde Aftenmørke sivede ind i den gamle Stue.

Pludselig reves Døren op paa vid Gab, og Ann' Hyldgaard stod der i Karmen, som om hun vilde tage dem paa fersk Gerning.

„A vilde gerne snakke med dig, Per,“ sagde hun.

Han svarede hende venligt og bød Godnat.

„Hvad er der, Mor?“

Ann' Hyldgaards Stemme dirrede: „Hvad har du at bestille i hendes Kammer ved Nattetid?“

„Vi samtalede.“

„Samtalede!“ udbrød Moderen med Forbitrelse. „Du samtale med hende!

„Ja,“ svarede Per fast.

„Tror du, a er et Barn, Per? Tror du ikke, a ved, hvad .... Naa, ja. Nej, havde du samtalet med os, dine Forældre .... ja, hvorfor gør du aldrig det?“

Han betænkte sig lidt. „Der er saa meget, som I ikke forstaar det mindste af, og som I ikke bryder Jer det mindste om.“ Det kom saa stille, som om han egentlig var ked af at sige det.

Da brast det ud af Moderen: „Du vil da vel ikke fortælle mig, at du kan bedre tale med Lyngbjærg-mandens Datter end med din egen Far og Mor!“

„Jo, absolut!“ svarede Per med Styrke.

Da vidste Ann' Hyldgaard ingenting at sige, hun forstummede ganske.

Men at Sønnen fra Hyldgaard, at hendes egen kære Dreng virkelig kunde foretrække Lyngbjærgtøsens Selskab fremfor hans Fars og hans Mors — men Herre Gud i Himlens Rige, hvad er det for Tider, En gaar ind i!

90

XII

Det var Pers Fødselsdag, Hyldgaards-Sønnens, Sommerbarnets. Der var jo alligevel ham, der satte Glans over Gaarden. I hvad der blev bygget, og hvad der blev rejst, og hvad der blev pudset og pyntet, i al Jens Hyldgaards og Ann's Virken var Per dog den hemmelige Tanke.

Saaledes havde det været siden den lyse Sommerdag, han kom til Verden. Til Gengæld for alle de Drømme, der var visnede for Forældrene selv, spirede der nye Drømme ved Tankerne om Per.

Og i Dag blev han femogtyve.

Faderen fik ligesom tilfældigt Per med østen om Gaarden, hvor de to Røde stod paa Græs. Føllet, der løb om paa sine smaa Hove, kom straks hen til Per og satte sine bløde Læber nappende mod hans Skjorteærme. Faderen spurgte, hvad Per syntes om det Føl.

Jo, det tegnede godt i det hele.

Om Per havde noget særligt at udsætte?

Per tøvede, fordi Faderen var en bekendt Dommer i den Slags Sager. Han mente dog, at Underlaaret var vel langt og Halen temmelig lavt ansat, men det var jo et vældigt Forparti. Og saa et yndigt Hoved.

Faderen smilede af Tilfredshed over, at Per kunde se saa sikkert paa en Hest. — „Ved du forresten, hvad a har tænkt? Du har jo ingen Løn faaet, og saa mente a, at det her Føl skulde være dit, fordi du er saa trolig og god til at passe vore Sager .... Jo, det er du. — Ja, det er altsaa dit Føl, Per, Du kan handle med det og ellers gøre med det, hvad du vil.“

Per takkede. Han følte, hvor gerne Faderen vilde, han skulde være glad i Dag.

Inden Jens Hyldgaard gik ind, vendte han sig 91og saa efter Føllet endnu engang .... „Det er lige meget, Per — hvad koster det?“

De kom begge til at le.

Per kom forbi Laj og stak en To-Krone til ham i Dagens Anledning. Laj saa op paa Hyldgaards vordende Husbond, og hans rødrandede Øjne duggedes. Men saa gjorde han en Kraftanstrængelse og sagde: „Ja, da En var femogtyve Aar, Per Hyldgaard, Gud Fader bevares!“ Laj rystede paa Hovedet og spyttede i Vandtruget under Hverrestenen, saa det plaskede.

Saa kom Posten med Brev fra Pers Ungdomsven, ham, der havde lært Per de nye Digtere at kende. Søren huskede altid Dagen; han var trofast. Ja, han var en herlig Ungkarl, og Per kunde aldrig glemme, hvad han skyldte ham. Se, de Unge her i Øsløs, de var flinke nok, men der var ingen, han kunde rigtig tale med. De var i Virkeligheden dvaske, fordi de dovnede aandeligt til Trods for al deres Vækkelse. Nej Søren, han gik fri og frisk og kæk til Livet.

Der var Hønsekødsuppe til Middag, Pers Livret, som Moderen i Dag havde lavet med særlig Omhu, en Suppe med duftende Grøntsager og med Boller, der var gule af Æg.

Da Jens Hyldgaard havde sluttet Bordbønnen, blev han siddende lidt foroverbøjet og bevægede Læberne. Det rørte Per, for han vidste, hvem det galdt.

Om Eftermiddagen fik Per en Livrem af Lise Snedkerbjærg. Den listede Mette sig til at se. Den var broderet med røde Roser og Forglemmigejer. Mette lod den glide langsomt igennem Hænderne, — bare det havde været hende, der kunde have syet saadan en Livrem til Per. Hun sukkede. Men den Slags havde hun aldrig lært. Hun var den fattige Lyngbjærgtøs og havde intet at glæde ham med.

92

Da kom Per. Mette gik lige hen til ham og rakte ham sin store, trofaste Haand: „Til Lykke, Per!“ Der var lidt sørgmodigt i hendes Tone, men den kom fra Hjærtet.

De Unge fra Kredsen og andre Gaardmandsbørn var indbudt — Pastor Holst havde ikke haft noget imod Leg. Det klædte Ann' Hyldgaard helt godt at være det moderlige Midtpunkt ved Bordet. Hun satte ligefrem Humør i Pigerne, der til at begynde med sad med halvhellige Ansigter og overdrevent pæne, koneagtige Lader.

Per talte stille og skælmsk med de nærmest siddende.

Det tog lang Tid, inden Selskabet var færdigt, lang Tid at komme til Bords, lang Tid, inden de fik smagt paa alle Kagerne, lang Tid, inden de fik sagt Tak, og lang Tid, inden de saa smaat dryssede udenfor og drev rundt i Haven.

Endelig kom da det Øjeblik, da de skulde til at lege, det, de hele Tiden havde længtes efter, hvad dog ingen af dem havde villet være bekendt.

Grønningen østen for Gaarden var selvskreven til Ungdomsleg en Sommeraften. De tog hinanden i Hænderne og dannede en stor Ring; i samme Nu tændtes Ungdomsglæden i deres Øjne. Strømforbindelsen var der straks.

Og jeg gik rundt i Ringen
Og titted mig omkring.

De unge, lysklædte Piger drejede sig som en Blomsterkrans i en usynlig Haand, og de mørkklædte Karle fordelte sig i Kredsen som Led i den knyttede Kæde.

Det Baand, som Hjærtet knytted,
Slet ingen løse kan.
Nej ingen, ingen, ingen
Kan løse dette Baand.

93

Da Mette senere listede ud i Haven for skjult af Buskene at se de andre danse, sang de:

Tyv, ja Tyv det skal du være,
For du stjal min lille Ven.

Og i det samme snappede Line Bøns Per bort fra Lise.

Ja saamænd, tænkte Mette.

Saa kom Enkelegen. Det var svært, hvor Pigerne kunde løbe, naar Per var ude; ogsaa Laust Snedkerbjærg var efterstræbt. Naar derimod den hjulbenede Per Thamsen viste sig, eller den store Klods Niels Højstrup kom trampende, saa var Pigerne ikke nær saa adrætte.

Lise var vel nok Nummer et af Pigerne, men Line Bøns kom i alt Fald lige efter; hun havde ikke Lises modne, mørke Skønhed og dameagtige Væsen, men hun var glad og let som en Fugl, en Sommerfugl, Karlene gerne vilde fange.

Per var nu ude med dem begge to paa én Gang. Al Snak stilnede af, man var spændt paa, hvordan det vilde gaa. Per gav snart den ene, snart den anden en gunstig Lejlighed. Man hørte kun Suset af Skørterne. Men det blev dog Lise, der sejrede. Saa trak de igen Vejret henne i Flokken og saa til hinanden; det tænkte de nok.

Og det tænkte Mette Lyngbjærg ogsaa nok. Hun var maaske den, der havde fulgt dem med mest Interesse.

Ann' Hyldgaard stod som en Dronning oppe ved Husgavlen og nød, hvorledes hendes Søn som en Prins var ombølget og ombejlet af Landsbyungdommens fineste Piger.

„Kan I saa synge en pæn Sang,“ raabte Ann' ned til dem.

94

Snart tonede hen over Grønningen „Jeg elsker de grønne Lunde“.

Saadan Leg og Sang var Mette ikke vant til, hvor hun plejede at gaa til Dans, men det spændte i hendes Bryst efter at synge med, rigtig synge ud.

Senere paa Aftenen, efter at de paany havde drukket Kaffe, fortsattes Legen. Mette stod atter i Skjul bag Buskene, hvor hun uset kunde betragte det hele.—

Skære, skære Havre,
Hvem skal Havren binde?
Det skal Allerkæresten min,
I hvor jeg ham skal finde.

Ja, hvem der kunde være med der. Og tage ham i Haanden. Hvorfor kunde hun ikke det? Jo, for

Nogle maa alene gaa,
For ingen vil dem have.

Ja, det var sandt. — De blev ved at skære Havre. Men det var ogsaa en Sommeraften, der duftede af Hø og Hyld, saa de mærkede slet ikke, at de gik. Den linde, lune Luft bar dem, og Tonerne fløj glade ud af deres unge Bryst. De kunde blive ved, fordi Ungdomskilden risler uendeligt. Og hun kunde blive ved at staa her og høre og se, fordi Ungdomskilden ogsaa randt i hendes Bryst.

Nu stod Maanens blanke Segl højt over Holmtunge, og de sang tilsidst:

Jeg saa ham i Aftes
I det klare Maaneskin,
Hver tar sin og jeg tar min,
Saa bliver der én tilbage.

Ja, tænkte Mette, saa bliver der én tilbage.

Endelig drog Flokken afsted i smaa Klynger Arm i Arm, spredte over hele Vejen. De sang: „Der er et yndigt Land“. Endnu efter at de var svunget forbi 95den næste Gaard, hørte hun: „Det Land endnu er skønt“.

Dèr gik Per, han var Lysets Barn! Han gik Lysets Vej, for ham var alt rede. Han kunde gaa lige ind i Lykkens Land. Og han fortjente det. Mette sendte sine bedste Ønsker efter ham.

Hun blev fremdeles siddende ude i Haven. Hendes Hjærte var altfor uroligt til, at hun kunde sove. Og Vinduet stod aabent ind til Kirsten, saa hun kunde straks høre, om der var noget i Vejen. Natten var saa stille, saa blid og dulmende. Og det duftede dyssende fra alt det Korn, fra alt det Græs og alle de Urter og Blomster, som groede op om Hyldgaardsmurene. Der lød et enkelt forsinket Fuglepip ude fra Løvet nu og da, ellers stod det hele stille som i Drømme. Og Maanelyset spillede hen over Vigens sølvglitrende Flade.

Her kunde hun sidde, saa længe det skulde være.

Og alligevel, hvor gaar nu Per? Hvem af dem følger han hjem? Mon den? Eller den? .... Hun har ingen Ret til at befatte sig med det. Hun ønsker ogsaa kun den største Lykke over Per .... hun bøjer sit Hoved og bliver længe siddende saaledes.

Endelig rejser hun sig for at gaa ind. Da ser hun en Mand komme hastig hen ad Vejen .... Men det er jo Per! Hun trækker sig tilbage i sit Skjul. Han maa ikke se hende. Per kigger omkring, søger nogen, springer over Havediget stadigt søgende. Hun bliver siddende stille og angst, indtil han staar for hende.

„A vidste, Du maatte være her,“ siger han saa roligt og sikkert. Da bæver hendes Hjærte.

Han tager hende ind til sig i en ærlig, varm Omfavnelse for første Gang, og han siger til hende: „Vil du være min bedste Ven og Kammerat for Livet?“

96

Mette kan ikke forstaa, at det er virkeligt, men hun gør ingen Modstand for ikke at forstyrre Drøm- men.

De sidder længe tavse med hinanden i Haanden i den lyse, skønne Sommernat.

Men endnu da Mette er kommen ind, kan hun ikke tro, hun befinder sig i Virkeligheden. Eller hvis det er virkeligt, da vil det snart høre op, for saadan Lykke faar ingen Mennesker paa Jorden, og de fortjener den heller ikke.

Mette bøjede sit Hoved, hun bøjede sit Hjærte, hun bøjede sine Tanker — nu vidste hun, hvad Ydmyghed var.

XIII

Der sad i Hyldgaards Dagligstue Moderen i Lænestolen, Per paa Bænken, mens Faderen vandrede frem og tilbage.

Det var kommen til en Slags Opgør mellem dem, saa de virkelig nævnte overfor hinanden det, der længe havde naget dem.

Nu siger Faderen: „A har ogsaa lagt Mærke til, at du helst undgaar Husandagten, — til Smaamøder kommer du jo slet ikke mere, er det tilfældigt?“

„Nej.“

„Det interesserer dig ikke?“

„Nej.“

Faderen standsede. „Hvordan kan det være, Per?“

„A tøkkes ikke, der er rigtig Sandhed i det,“ svarede Per lidt undselig.

„Sig det bare rent ud, Per — er det for dit Vedkommende eller for vores, der ikke er Sandhed i det?“

„Ja a kan nu for det første ikke være med. Og — æ — se — ja a har læst om nogle overtroiske 97Folkeslag, der bærer en Ting paa deres Bryst, en Amulet, saa tror de, at de er forsikrede mod alt ondt, — saadan synes a, I har det.“

„Du mener, vi tager det udvortes?“ spurgte Faderen lyttende.

„Ja, i jeres Dagligliv mærker man ikke noget til jeres Religion.“

Faderens Ansigt var meget alvorligt, næsten spændt. Han sagde: „Det er rigtigt, at vi er svage Mennesker, og Gud naade os alle, det kan være ringe nok. Men tror du nu, at du kan ransage Hjærter og Nyrer?“

„A siger kun, det er mit Indtryk, og a maa have det sagt ... hvorfor hænger I nu saadari en Tavle op paa Væggen som den der: „Jeg elsker Jesus“?“

„Men hvad er det, du siger, Per, det er da et godt Ord!“ udbrød Moderen.

„A synes, det er en Plet paa vort Hjem. Hvad vilde I sige, om I hængte et Skilt op, hvorpaa der stod: „Jeg elsker min Mand! Jeg elsker min Kone!?“

Moderen blev helt forvirret og saa hen til Jens Hyldgaard.

„Jo længer a har set paa det Skilt,“ vedblev Per, „des grimmere er det bleven for mig, rigtig saadan — humbugsagtig.“

Ann' Hyldgaard vuggede Hovedet: „Hvo som ikke vil bekende mig for Menneskene, ham vil jeg heller ikke bekende for min Fader, som er i Himmelen.“

„I kan sagtens hænge et Skilt op, og I kan sagtens sige noget,“ svarede Per.

„Du kan da vel ogsaa nok i Livet se Forskel paa os og saa Jep Sovs og dem?“ spurgte Moderen.

„Ja, det kan a. En Mand som Jep, han er god, absolut.“

98

Begge Forældrene studsede og stirrede i stum Forundring hen paa Sønnen.

„Hvem gaar de Fattige til i Øsløs By? De gaar til ham. Aldrig kommer der nogen og ber om Hjælp i Hyldgaard, — det er den største Skam for os, der kan tænkes.“ Sønnen stod nu flammende foran Forældrene.

Moderen saa hen til Jens Hyldgaard. Han tav. Og hun tav.

„Og saa er en Mand som Jep saa herlig naturlig, ligefrem saa skøn.“

„Ja, det skal a love for!“ udbrød Moderen, „han er rigtignok naturlig, hum. En skulde ikke tro, du var rigtig klog, Per. Saadan en som Jep, han er jo slet ikke vakt.“

Per smilede bittert.

Faderen: „Hvad mener du med, at Jep er mere naturlig, end vi er?“

„Han er sig selv bekendt, han er Jep, men I laver Jer til efter et Skema.“

Faderen rystede misbilligende paa Hovedet: „Ak, skulde En til at leve efter Ens egen, stakkels Natur, saa det nok galt ud. Nej, den Maalestok, du anvender, kan slet ikke bruges, Per, det skal du nok faa at se. Men du er et ungt Menneske, og det er retnok, at du snakker lige ud med dine Forældre. — —Sig mig, Per, du har da vel ikke mistet din Barnetro?“

„Det bryder a mig ikke om at snakke om nu, a vil bare ha' Fred og Ro med det.“

„Ja, ja, Per, naar du bliver ældre, vil du ikke fælde saa haarde Domme. Det er strænge Ting, du har sagt til os her, det er godt, der er en Højere, som ser dybere i vort Hjærte, end du gør. — Men a er glad ved, at der er Iver og Varme i dig, du vil faa Brug for dine Kræfter, naar du nu skal til 99at tage Del i Samfundsarbejdet. Husk, du er femogtyve Aar!“

Per utaalmodig: „Jamen det Samfundsarbejde, du altid snakker om, det vil a slet ikke ha' med at bestille A skal ikke centrifugeres ud i alt det Væsen.“

Faderen bedrøvet: „Jamen Per, har du da ingen Trang til at sætte dit Spor, saa det kan blive kendt, at du har færdedes paa Jorden, har du ingen Trang til at gaa fremad?“

„Nej,“ svarede Per fast. „A vil indad i mig selv. Der er nok ... kan a da ikke faa Lov til det!“ tog Per med ét paa, og hans Øjne lynede. Saadan havde Forældrene aldrig før set ham.

Faderen forstod, at det var Pers Sjæl, der rørte sig, og han sluttede: „Vi vil ikke tale mere om det Punkt i Dag, min Dreng.“

Moderen rokkede uroligt i Lænestolen; hun havde noget bestemt paa Sinde: „Hm, — sig mig nu ærligt, Per, hm, hvorfor har du saa megen Talen og Læsen med hende Mette, vor Tjenestepige?“

Faderen stillede sig op ligefor Per, med hele sit Væsen spørgende om det samme.

Per løftede sit Hoved, han saa ikke paa Forældrene, men ud for sig, ligesom langt hen i Livet, og der var i hans Udtryk og over hele hans Holdning en Mandighed, der var klar til at byde enhver Modstand Trods.

„Fordi Mette skal være min Kone,“ — det var hans stolte Svar. — „Nu er det ogsaa sagt.“

Ann' Hyldgaard blegnede i sin Stol og virrede med Hovedet, som om Gaarden gyngede i sin Grund: „Aa, Herre Gud! Hvad er det for noget, En er kommen ind i?“

Faderen beherskede sig; han stod tavs og lukkede Munden fast. Endelig sagde han, og hans Stemme skælvede: „A vil ikke tro det endnu. For 100det er da vel ikke din Mening, at du ligefrem vil ødelægge hele din Fremtid?“

„Nej, tværtimod,“ svarede Per. „Saa meget har a lært i mit Hjem, at mit Liv skal begyndes i Sandhed, saa godt a kan og med Troskab mod mine bedste Tanker.“

Forældrene blev tavse. Faderen vandrede uroligt, og Moderen saa helt hjælpeløs ud.

Ophold.

Per rejste sig: „Det er vist ikke værd, vi snakker mere sammen denne Gang.“

Da han var gaaet, sagde Ann': „Der bliver nok til os allesammen, Jens Hyldgaard, selv om En kun har et eneste Barn.“

XIV

Dagen begyndte med Uro i Luften. Hen over Roerne gik der Lysdrag paa Lysdrag, naar Bladene krængedes for Vinden. Et Fugleskræmsel, RæManden, ovre i et Hvidkaalsstykke, som var indplantet i en Havreager paa Nabomarken, flagrede med Ærmer og Frakkeskøder. Fjorden blev mere og mere hvidplettet af skummende Søer.

Øverst i Himmelhvælvingen var der rolig, dybblaa Sommerluft, men det ulmede rundt i Horisonten. Mod Syd over Fur bulnede en sort Sky frem, som mørknede Fjorden. Snart efter var dog Vandet atter graaligt. Og atter igen ganske mørkeblaat med Søer saa hvide som Maager. Og saa — pludselig dukkede der en hvidkalket Gaard stikkende frem ovre paa Himmerland.

Det er næslen stille inde paa Gaardspladsen i Hyldgaard, men desuagtet flyver og farer en Stump Papir planløst om som i et Tryllekabinet. Folkene 101hyller Sække over et Læs Tørv, der nylig er kørt hjem, og de lukker alle Dørene. Hønsene søger Ly.

Der lyder i Luften en vedholdende Sugen, tiltagende i Styrke, som den kommer nærmere, alt forholder sig stille et Øjeblik for ligesom at lytte til den Susen og vente paa det, der kommer.

Saa er Regnen der. Den striber Luften i skraa Streger. Det bliver en hastig Styrtregn.

Da den stilner af, staar der blankt Vand i Vejsporene. Kartoflerne paa det sorte Pløjeland ryster Draaberne af de forfriskede grønne Toppe. Hestene skynder sig at gnave den sødtduftende Kløver, og deres vaade Skind begynder at dampe. Ræ-Mandens Ærmer hænger slappe ned, det er bleven stille. Der er et Faar, der bræger et Sted, Lærken synger, men Frøernes Kvækken nede i Pytterne overdøver alle andre Lyde.

Hønsene kommer atter ud i Gaarden for at pikke op mellem Brostenene, Hanen slaar med Vingerne og sætter pludselig i med et vældigt Gal.

Det er Bygevejr over Hannæsland.

Hyldgaardsfolkenes Ansigter viser, at der ogsaa er Uro i Menneskenes Sjæle. Jens Hyldgaards Pande er mørk. Bekymring gnaver Ann's Sind, saa hendes Træk bliver haarde. Per presser Læberne sammen i en fast Beslutning, og Mette gaar saa stille og ydmyg, som om hun var Skyld i det altsammen.

Enhver af dem er tavs i sin Gærning.

Hen paa Formiddagen kommer Maren Snedkerbjærg vraltende ind ad Porten og er snart bænket i Sovekammeret ved en Kop Kaffe sammen med Ann'.

De snakker først lidt om Vejret. Men saa er det, Maren Snedkerbjærg pludselig siger, at det er vel Løgn, det, der fortælles om Per.

102

„Om Per?“

„Ja, og hende Lyngbjærgtøsen.“

Ann' er ikke mere glad end lige til det, men hun er forsigtig og spørger, hvad hun mener.

Ja, at de var Kærester.

Ann' Hyldgaard svarer sikkert: „Du kender da nok Folks Sladderagtighed.“

„Naa, ja, a tænkte nok, det var Løgn,“ siger Maren Snedkerbjærg og slubrer Kaffen i sig. „Men a vilde da ligegodt sige dig det, Ann', for vi har jo altid snakket om, at vor Lise og jer Per var saadan et pænt Par.“

Ann' Hyldgaard nikker: „Lise er ogsaa den af Pigerne her i Byen, han bedst kan lide.“

Maren Snedkerbjærg bliver helt mild: „Ja, hun er jo jen saa skævt, saa skævt, og alle Folk holder jo af hende, det er Lise her og Lise der. — Og pæn er hun jo ogsaa. Hun er akkurat li'esom a, dengang a var tyndere.“

„Tag en Kage til, Maren,“ siger Ann' Hyldgaard.

Da Maren havde pustet ud, bemærkede hun helt lettet, at hun da ogsaa nok kunde have sagt sig selv, at det var en urimelig Løgn, for hun er da en letfærdig Kvind', den her … hun bøjede sig hviskende frem: „Tror du nu, enhver kan faa Lov ved hende?“

„Nej, det tror a ikke,“ svarede Ann'. „En skal jo være retfærdig, Maren.“

Maren Snedkerbjærg ræbede: „Ja, for det mente a nu ellers.“ Det var, ligesom hun var lidt skuffet. — „Naa, men tho her i Gaarden kan der jo ikke ske noget. Ja, hun kan takke hendes Gud, hun kom saadan et Sted til — revet som en Brand ud af Ilden … det sagde Pastor Holst saa tit.“.

„Jamen En skal selv ville, Maren, og a tror nap, at denher hun vil. En skal ville ud af Verdens Væsen.“ 103— Ann' Hyldgaard blev tavs et Øjeblik og tilføjede saa med et Suk: „Ja, hvad var En bleven til uden Guds naadige Hjælp?“

„Nej, det er sandt, Ann'. Og Pastor Holst kom til os i den rette Time; naar han stod paa Prædikestolen og talte med sin stærke Røst, saa tøktes vi, Ann', at her var Klippegrunden.“

„Ja, Pastor Holst!“ Ann' vuggede bekymret med Hovedet. „Hum ja.“ Nu var han borte.

Maren Snedkerbjærg hældede sig frem: „Du var nu ogsaa hans Gæveste, Ann'. A har somtid tænkt, om han ikke var lidt forelsket i dig, Ann'.“

Der gik en lille Bevægelse over Ann' Hyldgaards Ansigt, og hun knejste. Men hun svarede: „Lad os ikke blande saadan noget ind, Maren!“

„A mente da ikke paa nogen ond Maade .… Naa, men a skal til at gaa — aak er æ Klokk saa mange? — — naa, ja det var altsaa Løgn, som a nok tænkte. Nu kan a da trøste Lise lidt om det.“

Da Maren var vel ude, sank Ann' Hyldgaard træt ned i Stolen rystende paa Hovedet: Ak, hvordan skulde dette her gaa. At Lyngbjærgmandens Datter skulde blive Hyldgaardssønnens Kone, det var en Umulighed. Saa var alting jo rendt over Ende paa én Gang, alt det, der var bygget og lagt tilrette her i Gaarden i alle de Aar, der var gaaet … men Per kunde heller ikke mene det for Alvor, det var bare en Raptus, som kunde komme over ethvert ungt Menneske, naar Blodet blev varmt. En fik saa haabe paa, at det vilde drive over igen. Han blev nok snart ked af hende. Det galeste, der kunde ske, var da saa, om hun fik et Barn til, men tho det kunde der da betales for. Ja saamænd, saadan var det saa tit i Livet. En vilde helst det gale, især i Ungdomstiden. Ann' Hyldgaard kom pludselig i Tanker om Peter Lassen, og det var forfærdeligt, 104at der endnu kunde være noget sødt ved at tænke paa det .… og dog vilde hun sige tusinde Gange Gudskelov, at hun var bleven reven ud af det og var bleven Kone i Hyldgaard —.

Jens Hyldgaard hvilede sig paa Sengen med Avisen i Haanden, men Tankerne var andetsteds henne, han tænkte paa de lykkelige Dage, da Per voksede op her i Hyldgaard og blev en god og klog Dreng. Da havde man ikke tænkt paa nogen Slags Hindringer, og nu stod man midt i det. Per vilde gaa sine egne Veje .… det med Mette, det var nu helt i det Blaa. — Per havde nok sagt, at han havde set saa mange Ægteskaber begynde med Falskneri, og det skulde hans ikke, det var jo egentlig rigtig nok. Det var Synd, at det ikke altid kunde lade sig gøre — han tænkte paa sin Ungdomskærligheds Forlis … Naa, men der strander saa meget her paa Jorden. Og han havde sikkert haft Ret, da han i sin Tid med fast Haand styrede den Vej, han gjorde. Og det var jo ogsaa nødvendigt. Det syntes han da dengang. — Men hvis Pers Hjærte var bundet rigtig med Kærlighed? Det var et stærkt Baand, det kunde i Grunden aldrig brydes, det Baand. Nej, ikke om En saa blev gammel og havde Arbejde nok fra Morgen til Aften. —

Samtidig sidder Per i Haven og ser ud over Fjorden, der nu er stille og næsten hvid, saa Vand og Luft gaar umærkelig over i hinanden i en hvid Stilhed. De seks Fiskerbaade, der ligger for Anker tæt ved Land, ser ud som seks sorte Streger, og Kulrøgen fra en Damper, der er forsvunden om Gaardbækshage, driver som en løssluppen, sort Skyflage ud i al den hvide Luft.

Ja, ved den Fjord har han leget hele hans Barndom. Herfra har han set ud i Verden. Her er hans 105Hjemmen. Det vil han blive i og fordybe sig i. Her vil han leve Hjemlivet med Mette. — Nu var han Mand; nu tager han det altsammen i Besiddelse. Ogsaa hans egen Natur, hans Lod, hans Lykke og hans Ansvar. Og hvis han ikke tager det nu, saa tager han det aldrig, det kan han godt mærke.

Mette kom skridende mellem Buskene hen til ham. Hun slog sine store, duggede Øjne ned og sagde: „Per, det er mig, der er Skyld i det Hele. Lad mig rejse langt, langt hen! Lad mig rejse!“

Han saa hende staa der med sin Byrde. Han saa hendes faste Vilje til at gaa sin Vej alene. Og han saa samtidig hendes dybe Sorg derover.

Han tog hendes Haand: „Nej, Mette, du skal blive hos mig og være min Ven for Livet.“

Hun satte sig stille paa Bænken, hun gjorde ingen Bevægelse, men Taarerne trillede ned over hendes Kinder. —

Ved Eftermiddagsmellemmaden var der trykket Luft i Stuen, som der almindeligvis altid var i Hyldgaard den sidste Tid. Per søgte nok nu og da at lette Stemningen ved et Par Bemærkninger, og hans venlige Tone gjorde et velgørende Indtryk, men det var ogsaa alt.

Paa én Gang droges alles Opmærksomhed mod en fremmed Person, der kom ind i Gaarden. Det var ingen Hannæsbo; hans Dragt bestod af en stor Straahat, en Lærredsjakke med en Flaske stikkende op af Lommen, et Par Lærredsbukser og bare Ben i Træskoene; det var altsaa en Børste. Han dinglede hen mod den brede Dør.

Alle saa nysgerrig efter den Fremmede. Men Mette rejste sig pludselig dødbleg og gik hastig ud med sin lille Pige.

Den Fremmedes Ansigt var buldent og Øjnene rødaarede; usikker stod han med famlende Haandbevægelser 106ud i Luften, og der var ikke et eneste fast Træk i hans Ansigt.

Han spurgte, om her ikke tjente en Pige, der hed Mette. — Naa, ja, for hende vilde han tale med.

„Hvad vil du hende?“ spurgte Jens Hyldgaard.

„Det er min Kæreste,“ svarede Bissen helt vigtig. „Jeg vil tale med hende og se min Datter.“

Det gav et Sæt i dem alle, og Ann' Hyldgaard udbrød: „Er det dit Barn?“

„Ja, det er det, den Onde æde mig .… med faa Lov!“ Han tog og drak af Ølkovsen, der stod paa Bordet, derefter satte han sig paa Skamlen med det ene Ben dinglende over det andet. Han vilde have spyttet, men opgav det, da han fik Øje paa det renskurede Gulv. „Er hun hjemme, Tøsen?“

„Det er mærkeligt, at du først nu interesserer dig for Barnet,“ bemærkede Jens Hyldgaard.

„Jo, nu er jeg pludselig kommen til at længes efter hende igen, he, he,“ svarede Bissen med et modbydeligt Grin.

Per sagde med dirrende Røst: „Det er vist bedst, du gaar din Vej med det samme.“

Faderen saa over paa sin Søn med et Blik fuldt af Medfølelse.

Bissen rejste sig og slog i Bordet, han vilde den Onde, som han kunde bande, tale med sin Kæreste og se sit Barn, før han gik herfra.

Jens Hyldgaard rejste sig ogsaa: „Det er bedst, du opfører dig som et Menneske, ellers skal vi snart flytte dig.“

Ann': „Ja, lad os endelig faa ham væk, saa snart vi kan … men han kan jo sagtens lige gaa ud og se til hende. Det er denher Vej, du.“

Han dinglede ud af Køkkendøren. Ann' sukkede: „Men Herregud, hvad er det da for noget synne noget, En er bleven blandet ind i!“

107

Laj sagde, idet han rejste sig for at gaa: „Han skulde Fanden farhen have haft et baglæns Træk over Snuden, saa skulde han nok have sunken.“

Per sidder ganske tavs og ser ned i Bordet.

Noget efter lyder der Spektakel ude i Køkkenet. Da de kom derud, stod Mette værgende foran Døren ind til den gamle Stue: „Lille Kirsten skal ikke se dig, dit Svin. A skal nok tage min Part, men naar a sørger for Barnet, saa er det mit.“

Han slog ud i en drillende Tone: „Maaske har Frøkenen faaet en ny Kæreste? Jeg har hørt lidt om det.“

Men da blev Mette aldeles rasende. Hun slog ham med knyttet Haand i Ansigtet, saa Blodet strømmede ud af hans Næse og Mund, og hun sparkede ham bogstavelig ud af Døren.

Derefter skyndte hun sig ind til sig selv. Hun var i et frygteligt Oprør. Men efterhaanden som Blodet løb roligere, blev hun stille i sine Tanker, stille i sin dybe Sorg. Nu var det altsaa kommen, det, som hun havde ventet. Det var ogsaa for urimeligt, at hun skulde have den Lykke med Per. Nu var det altsaa forbi. Og det var maaske godt det samme — for Pers Skyld.— — Men hun havde dog Mindet om Lykken og Skønheden; saaledes kunde Livet altsaa være. Og hun maatte vel alligevel sige Gudskelov for det Glimt, hun havde set af Lykkens Stjærne. Men Per sad inde ved Bordenden i Dagligstuen med Hænderne foldede for Ansigtet, dybt nedbøjet.

Faderen gik frem og tilbage, og han bemærkede engang: „Synes du ikke, at de Forhold er lidt for naturlige?“

Per svarede ikke.

Hans Moder lagde sin Haand paa hans Skulder: „Er du saa kureret, bette Per …?“

108
109

ANDEN DEL

110
111

I

Skipper Hokser fra Thisted laa ved Søndergaards Strand med sin lille Jagt og lastede Kartofler til Aalborg. Der holdt en Række Vogne paa Stranden og ventede; Per Hyldgaard var der ogsaa. Han gik imidlertid ned til Vandet, hvor de rødbenede Strandfugle løb om mellem brogede Sten og Sneglehuse, og hvor deres smaa Fødder aftegnede sig i det vaade Sand. Bølgerne krusede sig i perlende Kamme, som dannede en sammenhængende Skum-Linie, der langs Stranden fra Gaardbækshage i Vester bugtede sig fint ind i Vigen og ud i Holmtunge, en Linie af samme langeligt skønne Bøjning som Lyngbjærglinien mod Luften i Nordøst.

Bølgerne rullede og rullede mod Strandbredden i en stigende, faldende, syngende Susen med enkelte Fugleskrig imellem og med den dybe Fjordlyd til Undertone.

Den Sang fra Fjorden kunde Per aldrig blive træt af at lytte til. Han stod hensunken her paa Barndommens Kyst.

Pludselig raabte Skipper Hokser op ude paa Jagten, saa lydt over Vandet; han skældte ud og bandte og kommanderede, som om hans lille Skude var en Orlogsmand.

Den store, tjærede Pram nærmede sig Land, og Vognene skulde saa køre ud i Vandet for at møde den i Skellet mellem det mørke Dyb og den lyse Sandgrund. Kuskene rinkede Tømmerne op. Per 112raabte over til Kræn Snedkerbjærgs Laust, at deres Kartoffelharpe i Hyldgaard var gaaet helt i Stykker. Jamen de kunde da saa godt laane Snedkerbjærgs, og Per kunde hente den, naar han vilde, blev der svaret.

Saa drog Vogntoget ud gennem Fladvandet, saa det skummede og sprøjtede op om Hestenes Ben og Bølgerne somtid gik op over Hjul-Navene. Per havde bundet Halerne op paa Hyldgaards de to Røde, saa de ikke kunde slæbe i Vandet. —

Om Eftermiddagen gik Per saa hen efter den Kartoffelharpe.

Paa Vejen udenfor Lajs Hus stod nogen og talte vredt imod hinanden; det var Mads Fjordbak, hans Kvinde og Lajs Kone, der var uenige om noget. Fjordbakkens Hoved og Ansigt var ganske overgroet af kulsort Haar og Skæg, saa kun Partiet nærmest omkring Øjnene var bart. Og hans Kone var ganske indpakket i Trøjer og Tørklæder, saa hun lignede en talende Bylt Tøj. Det var de to Kvinder, der førte Ordet. Fjordbakken puslede ved den tohjulede Vogn, hyllede til og dækkede af, hvad dér laa sammenrodet: røgede Sild, Hvedebrød, Klude og Ben. Han morede sig hemmeligt over Kvindernes Skænderi.

Per hilste og blev staaende hos dem for at høre. Lajs Kone gjorde en Pause.

„Ja vi Handelsfolk,“ sagde Fjordbakkens Kone krænket og halvt henvendt til Per, „vi maa finde os i meget.“

„Handelsfolk, ha ha!“ tog Lajs Kone paa. „Ja I er nogen rigtige Handelsfolk, ha ha!“ og hun lo saa haanligt, hun kunde, med sin vældige Røst.

„Din Mogso!“ hvæste den anden stille indædt.

Fjordbakken grinede til Per og trak af med Køretøjet, mens han nynnede:

113

Den Gang jeg drog af Sted,
min Pige vilde med —

„I er slet ikke gift!“ raabte Lajs Kone efter dem. „I er rendt sammen!“

Den anden svarede tilbage: „Aa, du Skræv-Sofie, som vi kaldte dig!“

Endnu hvinede Lajs Kone: „Du kan jo slet ingen Børn faa, din Tingest!“ Og som en Efterdønning mumlede hun: „Det er saa meget en drilsk Satan hende. Det her er ikke første Gang. A kender hende. Vi har tjent sammen paa Vesløsgaard .… Mads er altfor god til saadan en — æv!“ føjede hun til som i sine egne Tanker.

„Mads har maaske været hel pæn en Gang?“ spurgte Per prøvende, lokkende.

„Ja Mads Fjordbak! Der var ikke saa flot en Karl paa hele Hannæsland. Nummer jen i enhver Legestue og paa enhver Markedsplads. Og a kunde lige saa let ha' faaet ham den Gang, hvis ikke denne her sledske Tingest .… ja, for det er jen som en Aal, naar hun vil noget .… og hvis a saa ikke i det samme var bleven tyk ved ham Kløvningen, a har nu. — Ja, det var den Gang — Mads Fjordbak her og Mads Fjordbak der — jow! Og var det bleven os to, havde al Ting nok set anderledes ud i Dag. — Naa, En skal vel ind i Hullet igen,“ sluttede hun af og vendte sig, saa Ralterne sluntede om hende.

Længere henne mødte Per Lars Højstrup, der kom kørende med et Læs Tang, han havde hentet ude i Vigen. Las standsede, for han var slem til at snakke, naar Konen ikke var tilstede; han sludrede op, om de var færdige med at levere Kartofler, om Hokser var gal i Dag og saadan noget.

Per saa imens, hvor Saltvandet sivede ned gennem Vognbunden. Han betragtede Tangens slimede 114Strimler, der var brune, rødgraa og gulligtglinsende med gyldne, ru og prikkede Blærer imellem … hvor han kendte hver Traad og Trævl fra hans Barneleg ved Stranden. Og denne Saltvandsduft, denne mudrede Lugt fra Dybet! Han sugede den til sig fra denne Havets Urtekost.

Idet Lars kørte videre, sagde han til Per, at han skulde se hen til dem en Gang imellem. „Vi har da ogsaa Ungdom i Gaarde.“ Ved det sidste nikkede han opmuntrende. Per smilede, for han forstod godt Vinket. —

Træværket i Snedkerbjærgs Dagligstue var malet og lakket, saa det skinnede baade fra Loft og Gulv. Men Langbordet og den smukke Vinduesbænk med Panel havde maattet vige Pladsen for et rundt Sprinkel-Bord med et spraglet Tæppe over og for en Puf, hvis Betræk var fæstet paa med Nikkelsøm, der lignede Afholdsstjærner. Paa Væggen hang Billedet af Pastor Holst og en brogetfarvet Tavle, der meddelte, at „Al Banden og Sværgen frabedes“.

„Velkommen, Per!“ sagde Maren Snedkerbjærg oprømt ved Besøget af Hyldgaardssønnen. Hun bød ham indenfor i Sovekammeret. „Sæt dig, Per!“

Hun hvilede Albuerne paa sine brede Hofter og saa paa ham, som om hun endnu et Øjeblik vilde nyde Synet af Sønnen fra Hyldgaard her i Stuen.

Per saa sig om, det var længe, siden han havde været her. „Hvorfor har I egentlig taget det pæne, blaatavlede Omhæng væk fra Sengen?“ spurgte han. „Det var før saadan en pæn Hannæsbo-Stue.“

„Tho det er jo ikke modens længer,“ svarede Maren og strøg sig under Næsen. „Og Lise hun tøkkes jo, vi skal være med Tiden. Hun er jo jen, der vil frem, Per, det ved du nok.“

„End Stolpeskabet?“

115

„Tho det var jo saadan et Skrammel; vi satte det op i Storstuen … En skal jo da ligne andre Folk.“

„Ja skal En nu ogsaa det, Maren?“ smilte Per.

„Det er En da nødt til, Per — Ja, vor Raaling er jo lav og gammel, men — æ — ikke for det, vi kunde jo nok faa Raad til at bygge en ny.“ Maren nærmede sig halvt hviskende: „De første Tyvetusind, dem har vi da i Sparekassen, — men det kan Kræsten ikke lide, vi snakker om. Men det er alligevel rart, der kan være en rundelig Skilling til Lise, he — ikke ogsaa, Per, he he — Nu kommer hun straks .… og der har vi vor Fa'r.“

Kræn Snedkerbjærg skred sindig ind ad Døren. Vesten stod aaben forneden; det var saa frit for hans Mave. Han saa med sit runde, glatragede Ansigt tilfreds ud ved det, at Per var der.

„Velkommen, Per Hyldgaard!“ Han tog Efternavnet med, som om Per allerede var en Jævnbyrdig i Gaardmandslaget.

Det med Kartoffelharpen var let ordnet. „Giv os et Par Glasser Øl, Maren,“ sagde han derefter oplivet og stoppede sig en frisk Pibe.

Snedkerbjærgs havde Godtøl til enhver Tid paa Aaret. De var der i Gaarde ligefrem berømt for deres Øl, og de følte sig stadig forpligtede til at hævde det gamle Ry.

Med Øllet fulgte en Karaffel Rom. „Jo, a tror, en bette Rommer, Per — ikke for meget, — bare en bette Drip i — det sætter Smag — og du overdriver jo aldrig den Slags, Per.“

Kræsten smagte. „Jo, nu er 'en gue,“ sagde han, kræmtede og tog et Par dybe Drag af Piben.

Derefter sukkede han: „Aa, ja, Gud bedre os!“ Han mente vist ikke i Øjeblikket noget særligt med det Suk; det var nærmest et uvilkaarligt Udbrud, maaske en Fornemmelse af, at man efter Ens syndige 116Natur maaske knap nok kunde fortjene saa velsmagende en Drik Øl.

Per smaalo.

Kræn Snedkerbjærg lagde godt nok Mærke til det og smilede selv. Men han tilføjede: „Ja ja, Per — Jordelivet kan snart gaa.“ Men det var ikke klart, om han længtes efter, at det snart var forbi, eller han var bedst tilpas med, at dette her kunde vare ved.

Nu kom Lise ind. Haaret var sat frisk op med en tyk Fletning paa Kant over Issen som et Diadem. Den brune Kjole klædte hendes mørke Øjne og noget blege Hudfarve. Der var Ungdomsglans over hendes Ansigt, og der var den velhavende Gaardmandsdatters Værdighed over Holdningen. Men da hun stod for Per og rakte ham Haand til Velkomst, bøjede hun sit Hoved i Ydmyghed, saa yndefuldt.

Der kom uvilkaarligt Varme i Pers Blik, og han trykkede let hendes Haand.

Per skulde da absolut have Kaffe, og inden den blev færdig, gik Mændene saa en Tur i Udhusene. Pludselig randt det Per i Hu, hvilken Hemmelighedsfuldhed der knyttede sig til Snedkerbjærgs Stald. Han havde selv, som Dreng, været inde og med en Sten slaaet paa den mystiske Kedel, der her gjorde Tjeneste som Drikkekar for Kreaturerne; han havde ikke tænkt over det siden, men nu fik han Lyst til at se, om den var der endnu.

Sagnet meldte, at en Gang i fordums Dage havde Snedkerbjærgs Slægt hjulpet Bjærgfolkene oppe i Udmarkshøjen ved en Barselaffære, og for den Tjeneste havde den faaet skænket den her Kobberkedel med den Tilføjelse, at saa længe den blev brugt i Stalden, saa længe skulde Velstand blomstre i Gaarden.

Per nærmede sig et lille, lavt, tilbygget Udhak, 117og ganske rigtig, inde i det halvmørke Rum, som var fuldt af Spindelvæv, stod Kedlen endnu; Per gav den et lille Stød af hans Træsko, det klang hel sælsomt paa den her Plads.

„Det er mærkeligt med den der?“ sagde Per.

„Aa, det er vel bare et gammelt Sagn,“ svarede Kræn Snedkerbjærg.

„Men Kedlen staar der da faktisk?“

„Det gør den, og — æ —a tøkkes ogsaa, den skal blive staaende .… det behøves jo i det hele ikke at røre ved den Slags.“

De skramlede med deres jærnbeslaaede Træsko videre hen over Stenpikningen. Saa standsede Kræsten: „Hm, ja, se iaar har min Slægt boet her i Gaarden i al Fald de første halvandet hundrede Aar, — saa En kæler jo for æ Gaard.“

„Og Bjærgmandskedlen og Velstanden er ikke gaaet til endnu,“ smilede Per.

„Velstand!“ udbrød Kræn Snedkerbjærg og pustede ud. „Ja, Gud bedre os! — Hele Ens Værk og Væsen er ikke fire Skilling værd, naar En skal til at dø!“

„Du tænker da ikke paa at dø, Kræsten?“

„Det skal En jo tænke paa, Per, naar En vil være betrygget.“

„Jamen, du har jo alt dit paa den sikre Side. Hvis din Stald brænder .…“

„Hubav, det er noget sært Snak!“

„Jamen, hvis den brænder, saa kan du bygge en ny for Forsikringssummen!“

„N—aa, det kan vel være 'nap nok i de her Tider.“

„Hvis dine Høveder dør, saa faar du dem erstattet.“

„Tho det er da rimeligt, naar En svarer æ Gebyr.“

„Og hvis du selv dør, Kræsten, saa kommer du i Himmerig.“

118

„En vilde jo da haabe det.“

„Saa er du da godt betrygget?“

„En skulde jo tøkkes det, Per.“

De gik tavse over Gaardspladsen. Da de kom til Gadedøren, blev Kræsten staaende med Haanden paa Klinkefaldet og spurgte, om Per nogentid havde set hans Bedstemors Medalje?

„Din Bedstemors Medalje?“ Per var hel forundret.

„Ja, hun fik den af Regeringen, den Gang det var galt i Landet og alle Mændene var inde og forsvare Landet; a husker ikke Aarstallet. Men hun tog Styret herhjemme, hun pløjede og saaede og fik andre Kvinder til at gøre det samme.“

„Det har a aldrig hørt før,“ bemærkede Per.

„Jo, a kan lige huske hende, en stor, bred Kvind'menneske.“

Da de kom ind, sagde Faderen til Lise, om hun vilde hente Medaljen og det andet i Skabet; Per havde Lyst at se det.

Medaljen var af Sølv, større end en To-Krone, og den bar paa den ene Side et Billede af et Overflødighedshorn. Per lod Fingeren løbe langs den riflede Kant og bemærkede samtidigt, at der alligevel havde været Krummer i den Gamle.

Saa vendte han sig til Stoben, Bægeret, Kruset og det andet Sølvtøj. „A kan ikke forstaa, I putter saadan noget hen, — brug det!“

Kræsten smaalo: „Ja, det vilde klæ' Maren at gaa med den Medalje, he he!“

„Nej, men saa det andet! — Hvad siger du, Lise?“

Hun trak paa Munden: „Aa, saadan noget gammel noget, det bruger man da ikke.“

„Men det er Arvesølv, og I faar ingenting ud af det, det er en død Skat.“

„Ja, hvad skal En faa ud af det i det hele, Per,“ 119sagde Kræn Snedkerbjærg nu, „andet end at leve et nogenledes ordentligt Liv og forvente en salig Død, naar den Tid kommer? Jordelivet kan snart gaa .… ja, a ved nok, Per, at du læser og spekulerer og kanske er klogere end din Far, men hvad tror du, at du faar ud af det tilsidst andet end som det samme?“

Per gad ikke i Øjeblikket indlade sig paa den Sag; han sad tavs og læste Indskrifterne paa Sølvtøjet.

Maren gav Kræsten et lille Vink, og de to Gamle listede ud.

De to unge kom nærmere sammen; han mærkede Duften af Lises Haar. Og da hun stod der tæt ved ham med sit bølgende Bryst, lagde Per Armen om hendes Nakke, og de kyssede hinanden.

Da Per gik ud af Gaarden, stod Lise i Bryggersets Halvdør og tittede. Per satte da Kartoffelharpen paa Jorden og lod, som om han greb i Strængene paa en rigtig Harpe. Men det Indfald satte Lise ikke Pris paa.

Per kom forbi Enkeskrædderens Vindu; i det samme løftede hun Hovedet fra Symaskinen, og han saa som i et Glimt hendes Ansigt blegt, lysende frem med de mørke, drømmefulde Øjne .… Han vilde dog en Gang rigtig tale med den Kvinde, der i sin Tid havde staaet paa hans Fars Skillevej.

Sydosten havde rejst sig. Fjorden var mørkeblaa og fuld af hvide Søer. Skipper Hokser havde lettet af Frygt for Paalandsvinden og stod nu for Storsejl og Fok forbi Gaardbækshage til den mere sikre Ankerplads ved Fæggesund.

Hen over Pers Hoved lød en Snakken, en Gækken, og da han stod stille og vendte sig, saa han en Skare Vildgæs, der nu ved Aftentide kom trækkende lavt over Hannæs fra den ene Vejle til den anden. De var ledsaget af et Par tunge Graaænder, 120af hvilke Hannen allerede var iført sin pragtfulde Bryllupsklædning.

Da han gik videre, fløj der endnu en Flok graabrune Ænder med susende Fart gennem Luften, idet de under Flugten udsendte en egenartet Pibelyd; de fløj saa lavt, at han, da de svingede tæt ved ham, tydeligt saa deres snehvide Buge mod den mørke Luft. Han tænkte:

Naar Gaas gaar til Hav
og Grævling i Grav,
kommer Vinteren ikke i Skridt, men i Trav.

Og han fulgte de vilde Fugles Træk. Saaledes skulde vel ogsaa Menneskenes Tanker drage paa Flugt i evig Uro over Livets underlige Ting. —

Saasnart han kunde, gik Per til Ro i sit Kaminer for at være for sig selv.

.… Lise var en skøn Pige, hun havde Varme i sit Væsen, og hun var tillidsfuld. Men han savnede noget hos hende, det samme, han savnede hos Snedkerbjærgs de Gamle, i Hyldgaard og alle de andre Gaarde. — Naar han nemlig tænkte paa Bondens rige, oprindelige Natur, saa syntes han, at de fik alt for lidt ud af den. Det gik med den som med Kræn Snedkerbjærgs Arvesølv, — den blev ikke brugt i det daglige Liv.

Det tænkte Per meget paa. Men selv da han forlængst var færdig med det, kunde han alligevel ikke sove. Han fik ikke Søvn i sine Øjne den hele Nat, for hvert Øjeblik faldt den Tanke med usigelig Smerte over hans Sind, at den Bisse, at det Dyr havde hvilet i Mettes Favn.

121

II

Per fulgte sin Far hen til Brugsforeningsmøde i Forsamlingshuset; han vidste knapt hvorfor, men Faderen vilde have ham med.

Saasnart de var kommen indenfor Døren, vendte Folk Hovederne, og Per syntes, at det navnlig var ham, deres Øjne søgte. Det var ikke behageligt. Alle Bænkene nærmest Døren var optagne, saa han maatte gaa op gennem Rækkerne i Faderens Kølvand. Derfor slog han sig ned ved første Lejlighed.

Der var mange her tilstede, der ikke var ældre end Per, men han saa alligevel yngre ud end dem, meget mere levende. Det var Lyset over hans Træk, det var hans Sjæl, der gjorde, at man særlig lagde Mærke til ham i denne tætte Forsamling af mørkklædte Mænd med stillestaaende Udtryk, — uagtet han var ganske af deres Type.

Lokalet var kun svagt oplyst, og Luften var tyk af Tobaksrøg. Jens Hyldgaard tog straks fat; han førte Ordet kort og klart og ledede Forhandlingen med Færdighed, næsten ligesom om han haandterede en Maskine.

Imens iagttog Per de forskellige Personer rundt omkring. Han kendte dem alle nøje; han havde jo levet sammen med dem i denne By alle sine Dage. Han kendte egentlig ikke andre Mennesker rigtig, men de her var ligesom hans Familie allesammen. I Øjeblikket sad de dér med deres vejrblæste Hud og fjerblaa Øjne saa stille som Støtter, andægtige, som var det en Præst, der prækede for dem. Men han vidste godt, hvordan de ellers saa ud, enkeltvis, naar de var glade eller misfornøjede. Og han holdt af dem hver for sig, den ene paa én Maade, den anden paa en anden. Der var dog ogsaa noget ved dem, han vanskeligt kunde fordrage. — Mens han vedblivende 122betragtede dem, skilte de enkelte Ansigter sig mere og mere ud fra Massen, og ikke alene blev de da forskellige, men han syntes tillige, han kunde skimte, hvor smukt og godt hvert enkelt Ansigt kunde blive.

Det klædte hans Far at staa der paa Talerstolen, saa fast og sikker, manøvrere med Tallene og klarlægge Situationen. Ganske vist var der noget kedelig nøgternt over det hele, — der manglede noget. Hvad var det? Var det Tankeflugten, Skønheden, Fantasien? Eller hvad andet? .…

Pludselig slaar det ned i Per: „Han er ikke lykkelig!“ Det stod paa én Gang klart for ham. I en Hast løb han en Mængde Smaating igennem fra det daglige Liv, som stadfæstede det.— — Nej, hans Far var ikke lykkelig!

Men i samme Øjeblik brød en Glædesstrøm gennem Pers Bryst. Det var nemlig, som om han først nu, lige nu rigtig for Alvor kom til at elske sin Far.…

Der kom en Standsning i Mødet. Jens Hyldgaard nægtede bestemt, — hvad han ogsaa tidligere tilstrækkeligt havde antydet, sagde han — at fortsætte som Forretningsfører, da han var overbebyrdet med offentlige Hverv.

Det virkede som et Stød i Forsamlingen. Hvad i Alverden skulde man saa gøre!

Jens Hyldgaard maatte bestemt bede Forsamlingen vælge en anden.

Mændene tog Piberne ud af Munden og stirrede med aabne Munde ud i Luften, som om der dér kunde vise sig noget.

Ophold.

Endelig lød Kræn Snedkerbjærgs Røst nede fra Forsamlingen, at de jo kunde vælge Per!

123

Der gik en Bølge af Tilfredshed gennem Lokalet, og man begyndte atter at dampe paa Piberne.

Per vidste ikke i en Hast, hvad han skulde foretage sig. Han rejste sig for at protestere, men i samme Øjeblik satte Faderen Forslaget under Afstemning.

Alle Hænder fo'r i Vejret.

Og i et Nu strømmede der — til stor Overraskelse for Per selv — en hel ny Følelse gennem hans Indre. Det var jo, li'esom han blev løftet af alle disse Hænder til Ære og Værdighed, baaret højt af alle de Mennesker, han kendte, baaret af Tro og Tillid, ja af den store Kærlighed.

Han satte sig stum. Han var overvældet af noget, han aldrig før havde kendt. Han blev hel ydmyg i sit Sind.— —

Fra det kvalme, tilrøgede Forsamlingshus var det forfriskende efter Mødet at komme ud i den frostklare Vinterluft.

Jens Hyldgaard og hans Søn fulgtes ad. Faderen var livlig, meget opstemt. Han udviklede Andelstankens gennemgribende Omdannelsesevne og tegnede i korte Rids den gyldne Fremtidssag.

Per tænkte, at det vist alligevel ikke var Fantasi, hans Far manglede.

Da Per havde hørt efter en Tid, bemærkede han stilfærdigt, at det dog maatte være lykkeligst at leve et stille Hjemmeliv.

„Lykkeligst?“ Faderen tav.

De skulde skilles. Jens Hyldgaard havde nemlig lovet at hente Ann' hos Wolle Thamsen, hvor hun var i Besøg, og Per skulde hjem, da de havde et Par Søer, der skulde „fare“.

Per gik ene videre hen ad Vintergaden forbi Huse og Træer, hvis Skygger i Maaneskinnet tegnede sig 124skraat hen over den gnitrende Sneflade. Tusinde Stjærner skælvede paa den blaa Himmelkuppel.

Det var saa lydbart, at han ikke alene hørte sine egne gnirkende Skridt i Sneen, men ogsaa Munterheden fra Ungdommens Leg nede paa Salkær. En Skriden og Gliden af Kælker og Skøjtejærn, en stigende Murren, naar de vendte i Svinget og Kælken under Farten snurrede sidelæns paa Mederne; saa en Klappen som raske Hammerslag, naar de fattige Smaadrenge, der hverken havde Kælke eller Skøjter, løb hujende frem og smækkede Træskoringene i Isen.

En enkelt Gang naaede ogsaa til hans Øre en særegen Lyd, der mindede Per om Livets Dybder. Det var en mørk, syngende Tone, naar Isen etsteds slog en lang Revne under den sorgløst mylrende Flok, en Lyd som fra et hemmeligt, mægtigt Buestrøg. Denne dybe Tone gav en usigelig Genklang i hans Sind; det var Naturtonen fra hans Hjemstavns Vinterkær.

Per saa, at Mette havde Lys i sit Værelse. Han gik ind i Haven, hvorfra han gennem Vinduet kunde se hende. Han havde ikke rigtig talt med hende, siden hint uhyggelige Optrin fandt Sted. Ja, han havde vekslet de dagligt nødvendige Ord med hende, dem, der er tilstrækkelige til et omgængeligt Forhold, men hans Kærlighedsliv var forstummet. Og hun paa sin Side havde heller intet sagt om den Ting, bare gaaet saa stille omkring. Samtalerne om Bøgerne og alt det fortrolige, det var ogsaa bleven til Tavshed. Den hemmelige Kilde til deres daglige Samlivs Glæde var stoppet.

Lampelyset faldt over hendes svære, lysgyldne Haar med den vældige Nakkeknude, hvor hun sad bøjet over det hvidskurede Bord. Det eneste Menneske i hele Øsløs By, der sad fordybet i bogligt Arbejde, 125var maaske denne Lyngbjærgpige. Saa frodigt hun udviklede sig, denne Kvinde, mærkeligt. Det var rigtig en Gro-Tid for hende.

Nu saa hun hen for sig, tænkte over det, hun nylig havde læst; hendes friske Mund lukkede sig tankefast. Skøn saa hun ud ved de Tanker, der gik gennem hendes Bevidsthed, ved de Billeder, hun saa for sit indre Øje. — Saa frit hun holdt sit Hoved .… Nu rejste hun sig i sin ranke Kraft og lod Hænderne stryge ned over Hofterne. Saa tog hun Kirsten, der var falden i Søvn paa Bænken, varsomt paa sit Skød og vuggede hende ved sit Bryst, som om hun nynnede. Hun trykkede sin lille Pige ind til sig og kyssede hende.

Derpaa sad hun længe i dybe Tanker.

Der trillede to Taarer ned over hendes Kinder, og det bævede om hendes stærke Mund.

Da vendte Per sig bort. Han gik langsomt over i Svinestalden.

Her hang en stor Lygte i en Staaltraad ned fra Loftet. Laj sad i Stien lige ved Siden af den yngste af de to syge Søer, dybt i Byghalm, nok saa fornøjet, rigtig i sit Es, og straalede Tobaksspyt ud til alle Sider. Han hilste glad paa Per.

„Den gamle So har faaet seks,“ sagde han, „og der kommer heller ikke flere. Men a har ondt af hende her, for det er første Gang, hun skal til det, — hvassi, dassi, bassi!“

Laj kløede den bag Ørene, for den gav sig i pustende Støn. Per skrævede over og strøg den beroligende ved Patterne. Begge slæbte ren, blank Byghalm hen under den, om den skulde flytte sig i Lejet. — Den blev atter rolig.

„Du maa forresten godt gaa hjem, Laj.“

„Nej, a skal nok ta min Tørn, som a plejer, — a har været inde ved Mett' og faaet min lille Flaske 126fyldt.“ Det var en gammel Sædvane, at Laj, naar han vaagede over Dyrene, fik en Feltflaske fyldt med Brændevin.

„Naa, ja, for a kan nu ikke sove alligevel.“

„Naa, du har det saadan, bette Per.“ Laj tyggede betænkelig paa Skraaen. „Ja a tænker nu mit. — Se, a havde det saadan med mit Pigesjov — en Visker under Øret og til højre ret! Det var jo i det hele mit Væsen, fra Militærlivet naturligvis. — Du tar det nu ikke paa den Maade, kan a nok forstaa, men derfor er det vist ikke lettere.“

Soen havde det ondt. Per klappede den paa Ryggen. Laj sagde hjærteligt: „Det kan gærne blive en stræng Tur for dig, bette Mor. Men Verden er ikke anderledes, — nassi, dassi, bassi!“

Hyldgaardsmanden var kommen hjem; han greb rask i Døren. Hvormange der var kommen?

„Den gamle har faaet seks, og det bliver nok ogsaa det hele.“

„Seks!“ udbrød Jens Hyldgaard misfornøjet.

„Jamen de er levende!“

„Thø — hø — hø!“ Han gik straks ind gennem de andre Stalde med en Lygte i Haanden for at se, om alt var i Orden.

„Din Far er en rask Mand!“

„Ja,“ svarede Per lavt. Men han syntes i Øjeblikket, at det halvt var en fremmed Mand, som huggede Døren i dér.

Den første Gris, den unge So fik, var saa indtvundet i Hinder, at de med stor Varsomhed maatte befri den ved Hjælp af en Saks. Men det lykkedes, og den var levende. Laj sad med den i Haanden. „Naa, min bette Ven,“ sagde han „det var godt, Laj han var der med Saksen! Han har reddet dit Liv, min bette Ven! Ja gu har han saa!“ — Han lænede sig tilbage og tørrede sukkende Panden, som om han 127havde udført en vanskelig Operation. Og saa bredte han sig i Byghalmen som en Prins, lykkelig og selvbevidst midt i sin Verden.

„Er det saa ikke bedst, du gaar hjem og hviler dig, Laj?“

Men da sank Lajs Mundvige, han skottede muldent til det gullige Lygtelys. Han var ked af det. Her var saa hyggeligt. „Vil du gærne af med mig, Per?“ spurgte han næsten sørgmodig.

„Nej, nej, du kan da godt blive her, om du vil!“

Lajs Udtryk forandrede sig straks, og hans rødrandede Øjne lyste af Glæde. „Aa ja, lad os blive her ved hverandre, Per!“

„Ja lad os saa det, Laj.“

Laj gnubbede Klæderne paa Kroppen, skubbede sit Sæde bedre ned i Byghalmen og godtede sig.

„Ser du, Per — hm — der er Komøj og Utøj, men Kvindetøj? —“ Laj rystede paa Hovedet. „Ja det er mit — Resultat.“ Det sidste, moderne Ord plumpede ham tilfældigt ud af hans Mund.

Per lo. Det gjorde Laj ogsaa, for han syntes ærlig talt, han havde været vittig.

„A troede egentlig, Laj, at du var en Mester til at behandle Kvindfolk?“

„Ja det var den Gang.“

„Sørine er kanske ikke saadan?“

„Nej ikke rigtig, som a havde tænkt.“

„Hun vil maaske raade?“

„Hja — vil og vil! Enhver Kvind'menneske vil jo raade.“

„Kan du ikke bremse hende?“

„Tja — det er ikke nemt, hun har en knusendes Røst!“

„Du kan da nok kommandere hende!“

„Ja a kan, men — æ — En maa jo ikke slaa, det er ulovligt, Per.“

128

„Ja, hvad saa?“

„Nej rigtig, Per! Det har a sagt til mig selv de hundrede Gange, hvad skal En gøre? Slaa maa man ikke, binde hende maa man ikke — En maa jo Fanden farhen næsten ingenting.“

„Hun er vist ogsaa stærk,“ bemærkede Per lunt.

„Stærk! Ja, der er s'gu ingen Mand i Øsløs By, der kan vende hende, det vil a garentere for. Nej, dér bliver de for bette!“

„Hvad siger du saa, naar hun skælder ud?“

„A bryr mig Fanden om det .… Naa, skal vi saa ta en frisk Skraa, Per.“

Nu begyndte Smaagrisene at komme. Inden Dagskæret sivede ind ad Staldvinduerne, laa der ti smaa Væsener og pattede paa den unge Moders Vorter.

Da de skulde ind til Morgenkaffen, ragede Laj Byghalmen af sig og sagde halvt for sig selv: „Ja, det var altsaa li'egodt li'saa meget som en bette trehundrede Kroner, En trak i Land til dig, Jens Hyldgaard.“ Og saa ryddede han Munden for Bladtobak.

III

En Dag holdt Ann' Hyldgaard Øje med Jens, om han ikke skulde komme ind i Stuen. Og da han viste sig paa Vej over Gaardspladsen, tog hun en Støveklud i Haanden, saa det saa ud, som hun bestilte noget i Dagligstuen, men heller ikke mere end, at hun havde god Lejlighed til at snakke med ham, om det kunde falde saadan.

Han lod ikke til at have videre Ærinde; han drak af Ølkovsen, vendte og drejede sig og saa flere Gange paa Klokken, som om han hver Gang havde glemt, hvormange den var.

Endelig spørger Ann' efter Per. Og Jens svarer 129at han er i Stalden ved Høvderne, og at æ Dyr de er saa blanke, at de skinner.

„Per er os en god Søn, Jens Hyldgaard,“ siger Ann'; hun hviler Haanden paa Maven.

„Ja, og han begynder at vende sig ret i den sidste Tid … A tror, det kommer til at gaa udmærket, han er jo begavet, og Folk kan lide ham .… Ja, han har en stor Fremtid for sig.“ Jens Hyldgaard staar tavs og skuer frem, som om han i Tankerne fulgte Sønnens Sejrslinie.

„Hvad tænker du, han kan blive?“ spørger Ann' omsider.

„Han vil naa længere frem end hans Far,“ svarer Jens.

Bred og bovn staar Hyldgaardskonen og betragter med Stolthed sin Mand. Ja, hun havde sandelig gjort ret, da hun valgte Jens Hyldgaard. — Ogsaa hun ser et Øjeblik ind i de kommende Dage, hvorledes Hyldgaard løfter sig som et Magtens Sæde i Pers Fremtidsrige.

„Og til den Tid kan han selv bygge den ny Raaling — efter hans Forhold,“ siger Jens.

„Ja, saa kan han faa den, som han vil ha' den — — Aak Herregud ja.“ Ann' Hyldgaard sætter begge Hænder i Siden og udbryder: „Og saa tænke sig, at hvis den Bisse ikke var kommen, saa havde det hele været forlist!“

„Ja det er sandt.“

„Alt, hvad En har stridt og stridt for! Jo, for a tror nok, Per bliver stivsindet ligesom din Far. Ja det var en haard Skrald. Men nu tøkkes a ligefrem, der var en Styrelse i det, for nu blev Per da kureret.“

„Ja det er han da vel?“ spurgte Jens vaagnende.

„Aak ja, det er jo noget, som a har fulgt saa nøje, med hver bette Ting, kan du nok tænk, jo det er 130ogsaa helt forbi .… Men hvordan kunde han dog komme i Tanker om saadan noget, Jens, og vilde ligefrem gifte sig med hende?“

Han sukker og siger langsomt: „H—ja, for det hun var fattig, kunde hun jo endelig paa en Maade være lige god. Og se Kærlighed, den .…“

„Kærlighed! Det her har ikke noget med Kærlighed at gøre — en Tjenestepige som Lyngbjærgmandens Datter og saa, at hun har et Barn! Nej, du kan nok forstaa, at det var det andet. Og hun er naturligvis en levende Tøs.“

Jens spurgte halvt undselig, om hun troede, Per havde været for nær ved hende?

„A ved det ikke, men tho det kan der da endelig betales for, om saa var.“

„Skal hun blive her?“

„Ja hun skal, for vi faar aldrig Mage til Menneske til at bestille noget. Og hun er bleven saa stille og medgørlig. Ja hun har rigtignok taget Forandring siden den Dag. Det er kun en Gang imellem, hun er hvas nu. — A har for Resten tænkt at beholde hende altid.“ Ann' Hyldgaard rettede sig med en Mine, som om hun stod i Begreb med at fæste sig en Livsslave. „A tror, hun kunde blive en af de her gamle, tro Tjenere, som der nu er saa faa af.“

Paa én Gang kom der et varmt Glimt i hendes Øjne: „Og det er saa mageløs en bette vakker Pige, hun har. Og den bette jen kan jo ikke gøre ved, at hun er kommen af Skidt.“

„Naa, ja ja.“

Ann' blev pludselig bevæget og foldede sine Hænder. „Tøkkes du nu, vi kan fuldtakke Vorherre, Jens Hyldgaard?“

„Nej!“ svarer han dybt og stille.

„Ja Herren ske Tak for vor Dreng, Jens Hyldgaard! Og han vogte hans Fjed! A har ikke været 131saa lykkelig i mange Aar; det er, li'esom Per er revet ud af Ilden for os!“

„Han har da ogsaa været i Kirke et Par Gange den sidste Tid?“

„Naa — ja, den ny Præst er vist ikke heldigst, hm .… men tho det kommer vel ogsaa nok. Per skal ikke tages for haardt; han skal ha' Tid. Han er jo alligevel et ungt Menneske endnu.“

Ann' Hyldgaard ser ud af Vinduet. „Naa, der kommer Karen Højstrup. A ved nok, hvad hendes Næse klør efter. Men Per siger, he, he, hendes Datter er saa langbenet, at hun ikke kan gaa ret i Hyldgaards Stuer, he, he.“

Jens skynder sig ud til sin Virksomhed, og Ann' tager imod Højstrupkonen.

„Kom indenfor, Karen!“ Konebesøg fandt altid Sted i Sovekammeret; her var man nok saa fortrolig og mere for sig selv, om der skulde falde et vanskeligt Ord.

Mens Ann' Hyldgaard gik ud at sørge for Kaffen, snusede Karen rigtig om; hun saa efter, om Messingtøjet paa Kakkelovnen var blankpudset; hun lod Fingeren løbe langs Hylden ovenover og saa, om der var Støv, og hun tillod sig endogsaa at aabne Hængeskabet, men da stødte hun Næsen mod Døren, saa det gjorde ondt; lidt nærsynet var hun jo.

„Aak jo, Ann' Hyldgaard, du er en proper Kone, vi andre kan slet ikke lignes ved dig.“ Hun foldede Hænderne og sukkede. „Nej vi kan ikke.“ Hendes Tone var indsmigrende, næsten sledsk.

Der kom et lille Ophold, mens de satte sig tilrette ved Kaffen.

„Ved du, hvad vi har snakket om hjemme, Ann' Hyldgaard, hm?“ kom det endelig.

Nej, det vidste Ann' ikke.

Ja, det var da, at naar nu hende Lyngbjærgtøsen 132kom væk, savnede Ann' en dygtig Hjælperske, og saa havde de tænkt, at deres Maren skulde til Hyldgaard, — „for at ta de værste Stød af for dig, Ann'.“

„Det var pænt tænkt af jer,“ svarede Ann' nok saa venligt, men det trak spodsk sammen om hendes Mund.

Ja, tho Maren kunde jo saa ogsaa lære her, Løn behøvede de jo ikke at snakke om i deres Kreds. Maren skulde jo nu ud at se andre Skikke, skønt hun var voldsom dygtig og svær gæv til at ta ved. Karen vilde saa gærne ha' en fuldkommen Husmoder ud af hende. Ja saamænd — hun hvilede Armene paa hinanden og snusede Luften ind — ja saamænd, der var allerede nok ude efter hende — hun var jo saa begavet. Men det var nu det. — Og skulde hun ud, saa kunde hun jo aldrig komme til et Sted saa godt som Hyldgaard, et kristeligt Hjem og ingen videre fremmede Tjenestefolk, men kun saadan en stille, dejlig ung Menneske som Per. — Ja, det var da egentlig forresten hendes Ærinde ligefrem.

Ann' Hyldgaard hørte paa Karens Tale med en stille, bedsk Fryd. Hun lod hende tale saa længe som muligt for saa meget bedre at kunne nyde det at give hende Afslaget.

„Er Maren forlovet?“ spurgte Ann', bare for at spænde hende.

Naa, — nej — der var nok, der vilde ha' hende — men forlovet … Karen smaalo … ja hun vidste ikke, hvad hun og Per havde haft sammen, men, he, — tho det var nu det.

„Aa, a tænker ikke, de har haft mere sammen, end enhver maa vide, — efter hvad a forstaar paa Per.“

Ann' Hyldgaards Stemme var kølig. Modet sank 133hos Karen. Og det blev ikke bedre, da Ann' fortalte hende, at hun forresten havde tænkt at beholde Mette.

Karen greb om Lænestolens Arme. „Det er da vel ikke din Mening! Efter den Skandale! Ja, Folk har rigtignok snakket om jer i hele Byen, at det var en Skam, saadan noget foregik i Hyldgaard — og de snakker om det endnu!“ Karen Højstrup lænede sig tilbage med Armene overkors og iagttog skarpt Virkningen af sine Bemærkninger. Hun vidste, hvor ømtaalig Ann' var for Folkesnak.

Men Karen skulde ikke triumfere. „A bryder mig ikke om Verdens Snak. Pigen er en falden Kvinde, og hvem skulde rejse den faldne om ikke vi Kristne.“

Da Karen Højstrup forstod, at der ikke var noget at gøre, rejste hun sig op paa sine lange Ben og lagde straks Tonen om.

„Du bryder dig maaske heller ikke om, at Folk siger, Per han „bruger“ hende Tingesten — ja, nu siger a det rent ud, for I skal vide det, og Sandhedens Røst skal I høre!“

Det dirrede gennem Ann' Hyldgaard, men hun svarede stejlt: „Der render saa megen Hjadder mellem Folk.“

Saa hældede Karen Hovedet og saa bedrøvet ud, som om Sorg og Medfølelse tyngede hendes Sind. „Aa, Ann' Hyldgaard, a havde rigtignok ikke tænkt, at Forargelsen skulde udgaa fra Hyldgaard.“ Hun var ikke langt fra Taarer. Men Ann' stod ganske ufølsom.

Pludselig skiftede Karen atter Udtryk over til det drillende. „Men du vil altsaa saaledes?“

Ann' Hyldgaard traadte tæt hen til hende i hele sin brede Myndighed: „Tror du det selv?“

Karen famlede noget i det. Men hun vilde ikke give sig og sagde, at Per sjovede da godt nok med 134Pigerne i den her Tid, saa med den ene og saa med den anden, og Folk begyndte ogsaa at snakke om det — og om hvem Per kunde ha' det efter, for hans Far havde da altid været stille. — Ved det sidste slog Karens sorte Øjne Gnister. Nu var hun giftig.

Men Ann' Hyldgaard svarede tilsyneladende ganske rolig: „Han sjover nok ikke med jer Maren, og det er vel det, der er galt.“

„Fowal!“ sagde Højstrupkonen.

„Fowal, bette Karen — og Tak for Tilbudet!“

Ann' Hyldgaard satte sig ned i Lænestolen. Gud være lovet, tænkte hun, at Karen ikke kendte hendes syndige Hemmelighed, for saa havde hun da aldrig faaet Fred paa Jorden. — — Ak ja, at hun var reddet ud af det den Gang og nu sad her som Kone i Hyldgaard! … Pludselig sprang det frem i hendes Hjærne, om Mettes Synd nu egentlig var større end den, hun selv havde begaaet. Det havde hun aldrig tænkt paa før. — — Jamen Ann' var bleven oprejst, hun havde villet oprejses, hun havde kendt sin Besøgelsestid ved Pastor Holst. Det var Forskellen. — Og saa havde Peter Lassen været en smuk ung Karl og ikke saadan en — hun gyste ved Tanken om den Person, der var trængt herind paa deres fredelige Gaard. Nej der var ingen Sammenligning, selvfølgelig. — — Tænk, om En kunde faa Lykke til at omvende Mette! Det vilde være en stor Sejr. — — Gud maatte vide, hvordan Mette var kommen i Lag med saadan et Menneske .…

Mette kaldte hende ud angaaende Arbejdet. De talte sammen i en venlig Tone. Ann' var mere hensynsfuld end før. Og det var en mærkelig Ro, der var kommen over Mette. Det udfordrende Spil i Miner og Væsen var ligesom strøget helt af hende. 135Og den Stilfærdighed, der nu var over hende, gav hende et tiltalende Præg.

„Hør, Mette, a tøkkes, det gaar saa godt nu. Der ligger oppe i Stuen en Rulle Hvergarn og et Stykke Lærred, som a har tænkt, du skulde ha'. Naar Sypigen kommer, kan hun jo sy, hvad du vil ha' lavet af det. Men sæt du din Løn hen, Mett', det er klogest! — Og du kan jo blive her.“

Lille Kirsten rykkede Ann' Hyldgaard i Skørtet. „Aa Herregud, den bette jen!“ Ann' løftede Barnet op paa Bordet. „Skal du ha' en Kavring?“

Mette smilede og tænkte, at Ann' Hyldgaard skulde bare ha' haft Huset fuldt af Børn.

Noget efter og uden Indledning spurgte Ann' Hyldgaard brat, men ikke hoverende: „Tøkkes du nu ikke, du har baaret dig galt ad, bette Mett'?“

Mette svarede ikke.

„Bare du kunde angre, Mett'.“

Hun svarede fremdeles ikke, men passede stille sit Arbejde.

Ann' Hyldgaard satte Hænderne i Siden: „Hvordan kunde du dog indlade dig med saadan en — Person? Hvordan gik det til?“

Da smilede Mette. Hun saa gennemskuende paa sin Madmoder og svarede: „Det kender du vist godt selv. A tror, du har været slem en Gang, Ann' Hyldgaard; det kan a forstaa paa flere Ting.“

Der blev ikke mere Snak om det. Ann' Hyldgaard blev ligefrem bleg, saa hendes rødviolette Aarenet paa Kinderne hævedes frem. At saadan en kunde være saa klog og li'som se igennem En. Naa, men hun fik vel ha' Lov og ha' et vist Frisprog, den Lyngbjærgpige, naar hun nu skulde være her i Gaarden. Det var jo en, der vilde ha' Spillerum. —

I Mørkningen tændte Mette Ild i sin egen Kakkelovn. 136Saa havde hun herinde i sin hyggelige Stue en dejlig Vinteraften at læse i, hvad der var hendes bedste Glæde. Hvor Bøger var forunderlige, altsaa de Bøger, Per havde lært hende at kende. Først gennem dem havde hun set det virkelige Liv, Dagliglivet, i klare Billeder, fulde af Skønhed. Og under Læsningen rejste snart Harmen sig, saa hun stundom mærkede, hvorledes en vred Bølge fo'r frem i Sindet; og snart rørtes hun til Taarer ved de Menneskers Skæbne, hun læste om, — —

Ja, Bøgerne var Mettes Selskab. Hun gik aldrig i Byen, uden en enkelt Gang til sit Hjem, og der kom ingen Fremmede til Mette Lyngbjærg. Men Kilderne sprang i Digternes Værker. Der brusede Livet med Ondt og Godt, med Menneskers Sorger og Glæder, med Eng og Strand og Bakkerne og den blaa Fjord; der spejlede sig alt det, som blomstrede og levede her i hendes Hjemmen.

Og det var Per, hun kunde takke for det. Som for alt .… Og saa havde hun kun givet ham Sorg i Stedet. Hun bøjede sit Hoved. Aa, som hun skammede sig for Per den Gang. Da havde hun først rigtig forstaaet, hvor fattig, hvor sørgelig Skam egentlig er. — Selvfølgelig var alt forbi mellem dem paa den Maade, det var rimeligt, og at de to skulde ha' levet Livet sammen — ja, hun havde ganske vist tænkt det en kort Stund, men hun havde ogsaa anet, at det kun var Lysglimtet fra den store Lykke, der drager Menneskene forbi som en Drøm.

Det pinte hende daglig at se Pers bedrøvede Øjne. Disse kønne, gode Øjne! Og det var hendes Skyld. Hun kunde græde Blod over det.

Han havde elsket hende rigtig. Mon han endnu havde hende kær? Mon han tænkte paa hende — ja med Godhed, det gjorde han, det vilde den Mand altid gøre. Men ellers, — det var næsten ikke godt. 137— Forresten var han saa afholdt og saa omsværmet, at han nok vilde blive glad igen. Hun mindedes pludselig Verset fra Ungdomslegen paa hans Fødselsdag, da hun maatte holde sig i Skjul bag Buskene:

Jeg saa ham i Aftes
i det klare Maaneskin;
du tar din og jeg tar min,
saa bliver der en tilbage.

Lyngbjærgpigen sukkede dybt. Herefter vilde hun altid leve i Ensomhed. Men fattigt kunde hendes Liv aldrig blive, fordi hun gemte Kærlighedens Rigdom i sit Bryst. Hun vilde jo altid elske Per, saalænge hendes Hjærte slog.

Hun løftede sit smukke Hoved og saa hen for sig med de store, klare Øjne. Hendes Blik var roligt og fast; thi:

Det Baand, som Hjærtet knytter,
Slet ingen løse kan.
Nej ingen, ingen, ingen
Kan løse dette Baand.

IV

Ingen Benzin eller Fabriksrøg snavsede Luften til paa Hannæs. Vinden strøg daglig over det smalle Land mellem Hav og Fjord og rensede Luften, som man renser Uld ved at lade Vandet rinde igennem den. Derfor var alle Farverne her rene og Linierne klare.

Nu laa der Sne over det hele, den fineste hvide Sne. I Øsløs var alt dækket til fra Skaarup Høje og Kirkebakken ned over Byen og fra Lyngbjærg hen over Kær og Strand. Fjorden var islagt et Stykke ud fra Land, og denne Isflade var ogsaa drysset til med Sne. Den eneste mørke Farve i al denne Hvidhed var den aabne Fjord, som skyllede ind mod Isranden. 138Og her flød en Flok hvide Svaner paa Vandet; de sejlede i Sollyset frem og tilbage paa de sortblaa Bølger.

Huse og Gaarde hvilede lunt under de buttede, dunede Snedyner, og Vinduer, Døre og Ladeporte viste sig som firkantede Huller i Sneen. Men Skorstensrøgen vidnede om Indendørslivet. Hist og her hørtes Plejlslagene fra Loen, og her og der blev en Skovlfuld Avner kastet ud af Lugen til Smaafuglene.

Der færdedes ingen Folk; kun den kørende Landpost og Mælkeslæden skred langsomt hen ad Sneen.

Men saa skete der noget. Først hørtes Bjælder, og det var Bjælder, der klang over hele Byen; der var kun én Mand, der havde saadanne Bjælder — Jep Sovs. Han havde nemlig købt dem af den mærkelige Morsø-Smed, Mester Arendt, som selv havde støbt dem. — Folk lettede Hovederne.

Snart kom ogsaa Jep tilsyne i sin æventyrlige Kane. Den var bred over Govlen, og fortil snoede den sig op i en tilbagerullet, fint udskaaret Snabel. Den var i det hele prydet med kunstfærdige Udskæringer i straalende Farver, navnlig blaat, rødt og gult. Den var forsynet med Drageslyngninger, Aarstal og Navnetræk. Den var blaamalet og oversaaet med forgyldte Stjærner, men Mederne var røde som Purpur, og paa hver Side var fremstillet de Lasson'ernes adelige Vaabenskjold. Den var nemlig købt paa den sidste de Lassons Auktion i Tømmerby.

Naar Jep tonede frem alene i den Kane, saa vidste hele Byen, hvad det betød. Børnene jublede, — i Dag kørte Jep alene for dem. De havde ventet med Længsel paa denne Dag, og Jep selv havde længe spejdet efter rigtig fint Vejr til Turen.

Børn stormede til fra alle Sider. Jep standsede 139tit og tog selv de mindste op. De stod tykt paa Bagbrættet, ja endog rundt om paa Mederne pakkede de sig sammen, og indeni laa de i flere Lag, store og smaa, pyntede og pjaltede mellem hverandre i en stor Klump; de hang paa og hægtede sig fast som Bier til en Sværm. Naar nogen drattede af, lo de alle og ikke mindst Jep. Og saa fo'r de videre afsted, for det skulde gaa rask, ellers var der ikke noget ved det, herom var Jep og Børnene enige. Det lod ogsaa til, at Hestene morede sig; de pustede og rimmede og sparkede i Sneen, saa der under Farten stod en fin Snesky om den blaa Kane.

Fra et Hus, der laa noget fra Vejen, kom to Smaadrenge løbende tværs over Marken. De faldt ofte, for de var saa bette, men de rejste sig hurtigt igen, sank i Sneen, kravlede op, masede frem, kæmpede tappert. Og imens holdt Jep stille for at vente paa dem; det vil de aldrig glemme ham.

Saa gik det videre i Øst og Vest og Syd og Nord, ud til Vejlerne og op over Kirkebakken. De adstadige Hannæsboer følte sig vel forpligtede til at synes, det var lidt narvorrent af en ældre Mand som Jep og oven i Købet en velhavende Gaardmand. Men hvor de stod i Vinduer og Døre og Luger, naar Toget suste forbi med Bjældeklang, Hurra og Børnejubel, gik der alligevel over deres Ansigter en Lysning, et smukt, forstaaende Drag.

Børnene lo i højen Sky, paa Bunden af Kanen grinte Jep underjordisk, og de mærkelige Bjælder sang og klang hen over den stille, ensomtliggende Landsby. Det var Børnenes Vinterfest paa Hannæsland. Den Kane var ikke til for Nyttens Skyld, kun til Fest og Glæde. Ja, for mange af de Smaa var den blaa Kane med de forgyldte Stjærner en Aabenbaring, og naar de tilfældig paa en anden Aarstid fik Øje paa den mellem Skramlet i Jeps Vognport, 140stod de stille og saa paa den, som om det var en Svane i Fangenskab. —

Det blev over Middagstid. Og da viste sig her og der i Sneen sorte Prikker, der bevægede sig mod samme Midtpunkt; det var sortklædte Mænd, der stilede mod Præstegaarden. Forpagteren holdt nemlig inden Fraflytningen Auktion i Dag, saa det var en Festdag ogsaa for de Voksne.

Auktionen gik livlig; der var mange Folk, for det var længe, siden der havde fundet nogen offentlig Underholdning Sted, og der blev drukket mange Punser i Vognporten, hvor der var Beværtning, for det var en knagende Kulde.

.… Her er en Kasse med mange rare Sager, hvad skal vi ha' for den? En Krone, en Krone, en Krone er budt! En ti, en ti — en tyve — nu rask Folkens, jeg fryser om mine Fødder, — en tyve, en tyve — en tredive — kære, det er jo ingen Penge for alt det! — en fyrre, fyrre .… Der er maaske en Aladdinslampe imellem, en fyrre, — en halvtreds, halvtreds .…

Inde i Vognporten sad de fire velagtede Gaardmænd Jens Hyldgaard, Kræn Snedkerbjærg, Lars Højstrup og Wolle Thamsen for sig selv ved et Bord og drak stille en Kop Kaffe med Brød, mens de snakkede lavmælt om den ny Præsts Tro. Navnlig Lars Højstrup brugte mange Ord.

„Ja, han er ganske vist ikke helt rigtig i Anskuelsen,“ indrømmede Jens Hyldgaard.

Lars bredte sig i Sædet, som om han var Formand i en Komité; „A ved ikke, hvad vi skal foretage os, men vi Troende har da et Ansvar for Kirkelivet her, vi kan ikke godt tie stille til saadan noget, det er vor Pligt at træde op imod enhver Vranglære. Og saa en Præst! Det siger Karen ogsaa. Ja, det er nu mit Syn paa Sagen.“

141

Kræn Snedkerbjærg mente, at naar Manden havde hans Eksamen, saa var det ikke saa nemt med det.

Lars Højstrup rev den ene Tændstik efter den anden for at faa Ild i Piben. „Det er ligegodt stræng nok, at vi Bønder skal finde os i, hvad for en Præst Regeringen vil sende os, og vi ikke kan blive ham kvit igen. En Mejerist, ham kan vi sætte af, naar vi vil.“

„Det er rigtig nok, at der mangler en Paragraf, Lars,“ indrømmede Jens Hyldgaard. „Og hvis der var et Hovedpunkt, saa kunde vi maaske alligevel, — men et Hovedpunkt maa der være. Manden lever jo ellers moralsk nok.“

Lars var ivrig, han pulsede, saa Røgen stod tykt om ham. „Ja a ved ikke, Jens Hyldgaard, hvad En skal kalde moralsk; han er da svært kontent med Jep Sovs og de andre verdslige Mennesker, men os lader det ikke til, han bryder sig stort om. — Ja, det er nu mit Syn.“

Jens Hyldgaard var godt nok klar over, at der ogsaa paa den Maade var en sær Side ved Præsten.

Saa sagde Kræn Snedkerbjærg, at han frøs, og han foreslog, at de nu, da de var færdige med Hvedebrødet, skulde ta dem en „bette én“ ovenpaa. De skottede til Jens Hyldgaard; han var ikke meget stemt for det, kunde de nok se, men han gjorde ingen ligefrem Indsigelse, og Kræsten bestilte fire Punser. „Bare en lille Drip, for det er koldt, og En bliver gammel snart. — Ak ja, Jordelivet kan snart gaa.“

Wolle Thamsen havde siddet og blinket for sig selv i dybe Tanker. Nu strøg han sig over Panden. „A sidder li'esaa stille og tænker paa det med Jomfrufødslen; dér er et Punkt, a tror, han kunde ta's paa.…“

142

Fem en halv, fem en halv — ja men kære, en tordenblaa Kavaj! — seks, seks, seks — der kan blive et helt Sæt Tøj af den — seks en halv, en halv, en halv — syv — første, anden og — syv en halv, syv en halv .…

Et nyt Selskab masede ind i Vognporten: Jep, oprømt efter Kaneturen, Lyngbjærgmanden og Per Hyldgaard. Men Hovedmanden var dog Laj; han skrævede vældigt paa sine stive Hjulben for at faa saa stor en Understøtningsflade som muligt, og hans store Hænder hang ud til Siderne som et Par Lodder, ved hvis Hjælp han holdt Ligevægten; det røde, stride Skæg strittede vildt, og hans Øjne var stærkt rødrandede og dobbelt saa store, som de plejede at være.

Kræn Snedkerbjærg hældede sig over til Hyldgaardsmanden og bemærkede, at Laj nok var bleven svirende i Dag.

„Der er ellers meget længe imellem,“ svarede Jens Hyldgaard. Hans Pande mørknedes, over det Per var i det Selskab.

Lyngbjærgmanden hilste over til Gaardmændene, nok saa flot. „Godda', Deherrer!“ De nikkede lidt til Svar, men var øjensynligt ikke oplagte til videre Forbindelse.

Laj bemærkede ogsaa de fire store Gaardmænd, men han slog Næven i Bordet, som om han i Dag den Onderne var ligeglad med dem. „Hvor Fa'en blev ham „Stæren“ af?“

Det var Overgaardsmanden, Poul Stær, der gærne vilde spille Proprietær; han havde budt ind paa en Omgang og viste sig ogsaa nu i Portaabningen.

De skaalede og drak, og Lyngbjærgmanden hilste atter over til Gaardmændene: „Skaal, Deherrer!“ Han vilde gærne i Kast med dem, men de var 143meget tilbageholdende for hans hvasse Tunges Skyld.

Laj satte sin Albu fast i Bordet, saa Kopperne hoppede, og spurgte, om der var nogen, der vilde „vendes Haand“.

Jep morede sig. Per Hyldgaard sad som en stille Iagttager.

„Naar vi faar drukket den her,“ sagde Poul Stær, saa gi'r du vel den næste, Laj, hvad, ha ha?“ Han skubbede til Jep og blinkede; han vilde have Laj tilbedste.

„Det kommer vel an paa, om a vil.“

„Og om du kan, hæ, hvad, hæ hæ?“

„Ja, du fløjter godt nok, din Stærunge,“ svarede Laj mørk.

„Hold, hold!“ Poul følte sig fornærmet over, at saadan en som Laj turde være saa fri i sin Tiltale.

„Men kanske du ikke har saa mange Penge ved dig, hæ hæ.“ Atter skubbede han til Jep, men Jep tog sin Arm til sig; han kunde ikke lide detteher.

„Hvad Satan kommer det dig ved?“ Laj knyttede Hænderne.

Jep mildnede: „Saa, saa, Skaal!“ Han rejste sig og sang:

Den, som gaar med Fløjlsklæder
og kan le, naar andre græder,
han er ovenpaa.
Den, som bær en Vadmelstrøje,
og som dog er vel fornøjet,
han er lige saa . . . . . Ha ha!

Han satte sig straks; det var bare en Opfordring til at være glade.

Laj kom til at se gennem Portaabningen; dér stod Fuldmægtigen oppe paa en Vogn.

Laj faldt i Tanker, for Fuldmægtigen var en kæmpestor Karl.

144

Med ét udbryder saa Laj: „Det er Saterne Synd, den Mennisk' skal være Fuldmægtig.“

„Hvorfor det, Laj?“ spurgte Per.

„Jo, for der er meget Arbejde i saadan en Krop.“

Aa, som Jep han grinte.

„En bette Puns er snart drukket, naar Folk er tørstige.“ Poul Stær begyndte igen at drille Laj. Laj tyggede ivrigt paa Skraaen, ja tilsidst gik hans Kæber som en Kværn, saadan malede han Tobakken mellem Tænderne. Dette her kunde ikke blive ved at gaa ret længe.

Per stak hemmeligt en Tokrone til Laj. Da Laj mærkede Mynten i sin Haand, fløj han op fra Bænken. „Vært! Vært!“ han bankede med Tokronen i Bordet. „Vært! En Boll' Puns her til 2 Kroner! Men lidt hurtig!“

Selskabet forbavsedes. Men Sagen var jo virkelig nok. Laj lod Tokronen danse paa Bordet.

Poul Stær blev imidlertid ved med sit Drilleri.

„Nej, du skal ikke gi noget ud, Laj, du har ikke Raad til det, og det er jo forresten os, der alligevel skal betale, for du faar jo af Sognet, hæ .…“

Laj svarede ikke et Ord. Men han rakte over og gav „Stæren“ saadan en under Vingen, at han trillede ned paa Gulvet.

Lyngbjærgmanden lo. „Den var godt trukken, Laj!“

Jep sagde, at det var slet ikke for meget.

Per trak i Lajs Trøje, at han skulde sætte sig igen.

Wolle Thamsen rystede paa Hovedet. Jens Hyldgaard saa betænkelig ud.

„Stæren“ klynkede over mod Gaardmandsbordet: „Skal saa'n en som ham dér ha' Lov at gøre det ved mig?“ Men de fire store Gaardmænd sad ret op og ned og forblev stumme.

145

Nu han var bleven opirret, kunde Laj ikke en Gang længere taale at se „Stæren“ for sine Øjne. Han rejste sig paany: „Gaa væk fra mit Aasyn!“ raabte han i sin fortærende Vrede. Og Poul Stær luskede af.

Det var, som Laj endnu en Gang følte Ungdomskraften vende tilbage. Han sprængte alle Baand. Han dæmmede Knytnæven i Bordet, saa det raslede. „Og er der flere Fugle her tilstede, som trænger til at faa Næbet lukket, saa kan de Saten risterne komme til mig!“ Det var en almindelig Udfordring til hele Tilværelsen.

Det gussede i Mændene henne ved Gaardmandsbordet. Men for Pers Tanke aabnede der sig en Spalte ind i Mørket, og Lajs Raab blev til et Skrig fra de Fattige paa Hannæsland i hundrede Aar.

„Aa, Per,“ sagde Laj stille, næsten ædru og med virkelig Løftelse i sin Sjæl, „hvor det er skønt at være Menneske en Gang imellem.“

Men Wolle Thamsen spurgte sine Venner, om de ikke skulde forlade dette Sted.

Da de gik forbi, spurgte Lyngbjærgmanden: „Maa a byde Deherrer et Glas? .… Naa, ja, saa Farvel, Deherrer!“

Laj huggede Tokronen i Bordet. „Vært! Er I døde og magtesløse! Det var den Bolle Puns! Fanden ogsaa, naar En staar med Hænderne fulde af Penge!“

Lyngbjærgmanden sagde: „A tænker paa Stæren, ha ha. I Dragoner, Laj, I har altid et vældig godt Træk, naar der skal hugges til, ha ha!“

„Skesandt Pedersen sa ogsaa altid til mig: Bliv i Tjenesten, du er, som han kunde bande, født til Soldat. — Men det skulde jo nu ikke saadan være,“ tilføjede han sagtmodig. Dog, da han saa den rygende 146Punsebolle, hævede han sig igen og sang sin Liv-Arie:

Og jeg gaar ej fra dette Hus,
før jeg ser Morgenstjærnen …

— — Jens Hyldgaard og hans Søn fulgtes ad hjem fra Auktionen. Da de var gaaet et Stykke, ytrede Faderen, at det var ikke klogt af Per at søge saadan Selskab som i Dag, — paa offentlige Pladser i al Fald.

„Hvorfor det?“

„Jo, der lægges Mærke til det, og Folk i Almindelighed li'er ikke, du holder dig til de andre.“

„Hvad kommer det mig ved?“

„Jo, jo, Per, i din Stilling og med din Fremtid. Og du staar godt nu.“

Per smaalo haanligt.

„Ja du skulde nu holde dig mere til — hm — den rigtige Side.“

Men Sønnen svarede fast: „A har lovet mig selv, at a skal ikke til at hykle og lave mig til for at blive nogen Ting.“

Faderen studsede ved Tonen. Det var mærkelig med Per, der ellers var saa venlig og god af sig, at han paa dette Punkt var saa ømfindtlig. Men nu vilde Jens Hyldgaard i Øjeblikket ikke gaa for rask paa.

Der blev ikke sagt noget en Tid.

„Sig mig, Per, hvorfor kom du nu ikke over til vort Bord?“

Per standsede halvt sin Gang og sagde med Vægt paa hvert Ord: „Fordi I er saa grusom kedelige!“ Per var rigtig sat op i Dag.

Faderen bemærkede, at der alligevel nok var noget til, der var værre end det kedelige.

„A tror det næsten ikke.“

„Da tøkkes a i al Fald, det var et ringe Selskab 147for dig. Jep og Lyngbjærgmanden kender vi jo, og Laj, — ja, tho han var et svirende Menneske, der gav sig til at slaa paa Folk. Det er da grimt. Ja, kan der være to Meninger om det, Per?“

„Laj!“ udbrød Per med Varme, „han var herlig. A kom ligefrem til at holde mere af ham. Dér gaar han til daglig forhaanet og underkuet af Livets Forhold, og saa rejser han sig i det Øjeblik stejl og stolt i sin Menneskelighed .…“ Per vendte sig heftig mod Faderen: „Kan du ikke forstaa det? Laj, din Ungdomsbekendt! Har du da ingen Hjærte, Far? — Aa, hvor I i Grunden er no'en — Halvtredseres Mennesker!“

Ligesom Solen uventet kan bryde frem af Skyer, kan Lyset med ét straale over et Ansigt, og saaledes drog nu et Skær af Godhed og Glæde over Faderens Træk, fordi han mærkede Sønnens levende Hjærte. Det var et Genskin af Jens Hyldgaards egne Ungdomsdrømme. I det Øjeblik kunde man rigtig se, at de to Mænd var Far og Søn.

De gik tavse videre. Endelig sagde Faderen:

„Du har et skønt, ungt Sind, Per. — — Men min Erfaring har lært mig, at der skal være Plan i Tilværelsen, naar Maalet skal naas.“

„Hvadfor et Maal?“ spurgte Per.

Da forvirredes Jens Hyldgaard, for han havde i Øjeblikket kun tænkt paa Samfundssiden. Derfor maatte han rømme sig flere Gange, inden han stilfærdigt og alvorligt svarede: „Ja, det endelige Maal er jo at blive salig hos Gud — — Du tror da nok, han er til?“

„A ved det ikke,“ svarede Per. „Det kan godt være. Men a ved det ikke. Og ingen faar mig til at sige Ja, uden a er vis paa det.“

Da de havde gaaet en Stund tavse ved hinandens Side, sagde Faderen: „Du er det bedste, a har paa 148Jorden.“ Det lød saa blødt, som om Faderens Sjæl aandede gennem Luften. „Det er jo derfor, a vil dig godt, bette Per!“

„Det forstaar a nok, Far,“ svarede Sønnen med sin gode, lyse Klang i Røsten. —

Saa var de hjemme. Og der kom atter en af Pers søvnløse Nætter. Det var den stadig nagende Tanke, at Mette havde været den Person saa nær! Aa, hvor det smærtede i hans Bryst. Det hørte ikke op. Han kunde ikke blive det kvit.

V

Per Hyldgaard havde været til Julegilde en halv Snes Nætter i Træk. Alle Steder, hvor der var Unge, vilde de have Per med. Der var noget saa hyggeligt og godt ved det Menneske, desuden var han den bedste Danser i Byen, og saa var han jo Sønnen fra Hyldgaard.

Om Eftermiddagen kaldte Moderen ham ind til en Taar Ekstrakaffe med en særlig god Kage til.

„A tøkkes, du ser noget bleg ud, bette Per,“ sagde hun.

„N—aa,“ svarede han og gabede.

„Det er da heller ikke sært, om du bliver noget ramsk i den her Tid. Men du overdriver vel ingen Ting, bette Per? Du ved jo nok, hvorved en Ung skal holde sin Sti ren! — Du skal jo afsted i Aften igen, til Bønses. Og vi er jo endelig ikke meget for den Dansen, men Pastor Holst sa, at det kunde la sig gøre. Det maa altsaa finde Sted. Og Bønses skal jo i Aften holde det første Gæstebud i deres ny Stuehus .… Hvordan li'er du den bette Bøns? Hun er da forresten pæn.“

„N—ja saamænd.“ Per lod ret ligegyldig.

149

Moderen smilede, satte sine Fingre ind i hans lokkede Haar og ruskede ham for Spøg. „Du er nok kræsen for det, at der er for meget paa Bordet, he. — Men ærlig talt, nu tøkkes a snart, du skulde bestemme dig!“ tilføjede hun alvorligt.

Jens Hyldgaard kom hjem fra et Møde; han trak hastig sin Trøje af; han var sulten.

Samtidig indtraf Landposten. Foruden Brevene til ham selv som Sogneraadsformand og Amtsraadsmedlem var der en Del til Brugsforeningen.

„De her er til dig, Per,“ sagde Faderen med særligt Behag og skubbede en Bunke over til Sønnen. „Men hvad er det her? — En Pakke til Mette — fra Statsbibliotheket?“

„Hvad siger du?“ Ann' kom til, og hun vendte og drejede Bogpakken paa alle Sider og Kanter. „Men Herregud, hvad kan det være?“

„Det er vist en Fejltagelse,“ sagde Jens Hyldgaard.

„Nej, det passer nok,“ svarede Per. „Mette er jo en meget interesseret Kvinde. Hun har før faaet Bøger derfra.“

Ann' blev urolig; hun drejede sig om sig selv og sagde: „Naa — ja — men du vilde ha noget at spise, Jens.“

Per gik til sit Arbejde.

„Bare Per vilde gifte sig, Jens,“ sagde Ann' bekymret, idet hun satte Kødmadsfadet paa Bordet.

„Ja, bare han vilde, saa han kunde komme i Ro. Nu tror a, det gaar hel godt med Brugsen. Han er jo dygtig.“

„Hør Ann',“ spurgte han noget efter, „tror du nu alligevel ikke, han var kommen til at holde af Mett'?“

„Af Mett'? He—nej, det er der ikke Tale om.“

„Nej, En skulde jo ikke tøkkes det.“

150

„Nej, men han ved ikke, hvem han skal ta' — for der er jo saa mange — det er Sagen.“

„Naa, ja, saadan.“ —

Da Per om Aftenen mødte hos Hans Bøns, var der allerede kommen en Del unge Gæster. Men de stod enkeltvis eller parvis for sig selv, forventningsfulde; de var endnu ikke bleven selskabeligt opvarmede. Det lysnede lidt, da Per traadte ind.

Datteren, Line, var den første, der bød ham velkommen; hun tog glad og levende imod ham, som om han var ventet med Længsel. Og lige straks kom Moderen Birthe, Værtinden — fejende i en flunkende ny, blomstret Musselins Kjole. „Velkommen, Per Hyldgaard!“ sagde hun næsten opsigtsvækkende.

Kræn Spillemands Kalveskindspose laa paa Bordet; han var altsaa allerede ankommen. Den Violinpose kendte de alle, lige fra Børn af havde de med hemmelig Spænding kigget efter Kræn Spillemand, naar han med den under Armen vandrede fra Gilde til Gilde her paa Hannæsland, og altid havde det kildet dem indvendig ved Tanken om den Fryd og Fest, som gemtes i den rødbrogede, laadne Pose.

Kræn Spillemand og hans Søn kom ud fra et Værelse, hvor de havde nydt en Forfriskning. Den gamle Graaskæg nikkede venligt til de Unge, og de nikkede igen. Han aabnede langsomt for Posen, og allerede ved den første Klimpren paa Strængene blev Fødderne rundt omkring urolige.

Alligevel var der ingen, der vovede sig til den første Dans, før lige mod Slutningen, da Per førte Line Bøns rundt i en susende Galop.

Det varede dog ikke længe, før Dansen var i fuld Gang, og der kom flere og flere Gæster. Men Lise Snedkerbjærg var der ikke endnu.

Per var paa Gulvet hele Tiden. Han gjorde ingen 151Forskel paa Pigerne, og de blev alle éns, naar Per lagde Armen om deres Liv: de fik det samme skønne Udtryk af Ungdomsglæde.

Selv dansede Per af sit unge Hjærtes Lyst. Han pølede ikke bare fremad som mange andre, han førte sig ikke i stiv, korrekt Takt som de fleste, nej, nej, han bøjede sig efter Musikkens Toner; naar de steg i Styrke og Fasthed, rejste han sig stolt, og naar de dalede i bløde, buede Strøg, gav han sig hen i det.

Han gjorde det saa fint og stille for sin egen Glædes Skyld. Men Kræn Spillemand smilede, for det var let at spille til Dans, hvor Per var med; han var nemlig som selve Musikken i levende Live. Kræn fulgte Pers Hoved, der vuggede paa Tonestrømmen, og Per dansede næsten lige saa meget med Spillemanden som med Pigen. Naar Kræn lagde særlig Inderlighed i en Repetits, svarede Per øjeblikkelig med en tilsvarende rytmisk Bevægelse. Saaledes satte de to hinanden op; de forstod hinanden hemmeligt, og det traf ogsaa, at deres Øjne mødtes, naar Samspillet mellem dem var særlig fint.

Hvem der dansede med Per, blev draget ind i den Rytme, og derfor blev enhver Pige, selv om hun var lidt død og tung, straks levende i Pers Arme. Der var en sød Fortryllelse deri. Pigerne stod i Kreds, og deres Øjne sagde: „Per, ta mig! Per, ta mig!

Der var en ny i Aften. Han fik at vide, at hun hed Lydia og var fra Hanherred, af Birthe Bøns'es Slægt. Hun var ganske ung og saa frisk som en nys udsprungen Æbleblomst, med Læber saa tykke, at de vanskeligt kunde naa sammen om Tænderne, og næsten barnligt rundede Kinder med fine, gyldne Dun — som hun stod der i Lampeskæret.

Hun næsten stirrede paa Per med vidtaabne Øjne. Han droges til hende. Hun dansede yndigt; hun 152var som en Sky i sin luftige, blaa Musselinskjole; næsten for let.

For til Afveksling at faa noget mere mellem Hænderne vendte han sig derefter til Wolle Thamsens Maren Kirstine; hun var bred og stærk som en Mand, men snurrede alligevel saa let som en Sysling; hun dampede, saa hans Haand blev fugtig; hun havde ingen Korset paa.

Han havde ogsaa fat i den langbenede Maren Højstrup. Men hun var umulig; han kunde lige saa godt have danset med et Træstativ. Han gjorde det ogsaa bare for at unde hende den Glæde, og hun smilede henrykt, mens hun humpede af Sted.

De andre Piger iagttog nøje Per og den fremmede Pige. Han bød jævnlig Lydia op.

De to Sødskende Lise Snedkerbjærg og hendes Bror Laust, der havde Orlov, kom sent. De Unge flokkedes straks om ham, for han var jo en køn og vellidt. Karl; og saa var der noget sjældent, noget fint og fremmed ved Dragonens lyseblaa Mundering. Pigerne indsugede med Øjnene hver blank Knap og hver Enkelthed i det hvide Gehæng og den lange, krumme, kvastprydede Ryttersabel, da han hængte den op ved Bjælken.

Per svingede straks Lise. Hun lagde trygt sin Arm mod hans Skulder med et roligt Ansigt, for hun vidste, hvad hun gik ind til; hun føjede sig efter ham, og begge føjede sig efter Musikken; de kendte hinandens mindste Træk; de var fra tidligere rigtig sammendansede.

Per havde hidtil ubetinget været Hovedmanden. Men det viste sig snart, at Pigernes Blik mere og mere var rettet mod det Punkt, hvor Laust færdedes i sin lyseblaa Dragonuniform.

Det var underligt, at Per brød sig om det, syntes han selv, men det berørte ham ubehageligt.

153

Da Pigerne fik „Ordet“, stimlede de sammen om Laust. Kun Lydia, der stedse fulgte Per med sine store, barnlige Øjne, blev ham tro. Ja, og saa Lise.

Det viste sig, at Laust udkaarede sig den lille, livlige Line Bøns. Paafaldende endogsaa; han dansede ikke gærne med andre.

Da paakom der Per en heftig Lyst; han vilde sejre over Laust. Han var godt nok klar over det barnagtige heri, men Fornuften overdøvedes ganske af en Hidsighed, der steg til Lidenskab. I Øjeblikket brød han sig om intet andet end den ene Ting.

De Tilstedeværende blev snart klar paa, at der fandt en Kappestrid Sted om Husets Datter, og Spændingen derved satte Gildets Stemning yderligere op. Kræn Spillemand opdagede det naturligvis først. Han var en skarp Iagttager af den Slags og havde et langt Livs Erfaring paa saadanne Punkter; og især overfor Per var han følsom paa Grund af den Forbindelse, der var imellem dem.

Kræn Spillemand kendte bedre end nogen anden de forskellige Stadier, Grader og Afskygninger i enhver Kærlighedshistorie paa Hannæsland. Han havde fulgt to Slægtled frem i Tiden. Det var hans Videnskab. Men det talte han aldrig det mindste om til nogen; de smaa Hemmeligheder og Fortroligheder gemte han for sig selv som en tro Tjener. Han følte sig virkelig i Ungdommens, i Ungdomsglædens Tjeneste, og derfor var han trods sine graa Haar en glad Mand.

Imens kæmpede de to om den lille Bøns; snart gav hun den ene Fortrinet og snart den anden.

Lise Snedkerbjærg holdt sig i Baggrunden og saa til. Hun søgte Pers Øjne for i et Blink at faa sagt ham, at hun stod der saa tilsidesat og krænket, men dog saa trofast.

Per forstod straks, hvad Lise mente, men han brød 154sig ikke om det. Heller ikke om Lydia, hendes Uskyld og Troskyld. Per var paa den stille Maade, der var ham særegen, kun optaget af at vinde Ærens Krans i denne Elskovskamp.

Under alt dette hævede Stemningen i Stuen sig; der blev varmere og varmere. Der bredte sig jævnt over det hele den indre og ydre Temperatur, som er gunstig for den fri Ungdomsglæde. De morede sig ud af deres unge, friske Natur. Den ene Dans fulgte rask efter den anden.

Kræn Spillemand smurte Buen. Nu vilde han selv tage 2den Stemme, Sønnen maatte spille 1ste Violin. Nu var han paa Højden af Situationen, nu var der Mening i Tingene. Og saa lavede han en Sekonda, der satte et helt nyt Liv i Selskabet. Han lagde Violinen tæt til Kinden, Fingrene løb paa utrolig Maade over Strængene, og Harpiksstøvet røg og føg under Buens hastige og faste Strøg. Det var Frihaandsarbejde, men hans Sjæl var i det; han fandt paa de mærkeligste Greb; stundom lød det som et helt Orkester; altid var der et kildende Humør, en ægte Livsglæde i hans Musik.

Ja, her var Livets friske Bølgeslag, da Kræn Spillemand og Hannæsbo-Ungdommen indviede Bøns'es nye Stuehus.

Men hvem vilde sejre af de to?

Laust havde det kønneste Ansigt med mørke, fine, regelmæssige Øjenbryn og et lille, sort Overskæg — og saa Uniformen naturligvis. Men Per havde et særegent Lys over sit Ansigt, en Udstraaling af hans Karakter, et inderlig dybt Væsen, der i det stille var uimodstaaeligt. Han hviskede en Gang imellem nogle Ord til Line Bøns, som han svævede rundt med, og hvert saadant Ord genspejledes som et smukt Smil i hendes Ansigt.

Derfor blev Slutningen ogsaa den, at Per som 155Sejrherre for alles Øjne gik ud af Stuen med hende ved Haanden.

Der kom et lille Ophold. Kræn Spillemand hvilede Haanden paa Laaret, som om han var til Hest, og saa hen for sig i dybe Tanker.

Lidt efter kom Lise Snedkerbjærg forbi Gangkammeret, og dér i Halvmørket saa hun Per og Line staa og kysse hinanden.

— — De tre, Lise, Laust og Per, fulgtes ad fra Gildet, da de skulde samme Vej. Men de snakkede ikke sammen under hele Turen. Da de kom til de to Søskendes Gaard, gik Laust mut ind uden Ord, men Lise tøvede.

„Du har ikke været rar i Aften, Per,“ sagde hun i en lidt streng Tone.

„Ikke?“ svarede han og smilede godt.

Hun saa hans Ansigt i Morgenens Dæmringslys og lagde sig pludselig ind til ham. „Men a kan ikke være vred paa dig længere. A kan ikke, Per!“

Han kyssede hende til Farvel. —

Per var helt ør, ikke af den Smule, han havde drukket, men af Nattens Legen og Stemningsskifte; og han kunde intet fornuftigt tænke paa for Musikken, der stadig summede i hans Øre, Valse, Hamborg og alskens Ture. Han var ogsaa træt og forvaaget. Det lød hel underligt med Hanerne, der galede rundt om i Gaardene, syntes han; han plejede altid før at høre den Lyd, naar han var udhvilet. Det var ogsaa sært at se Folk sætte Mejerispande ud til Vejen og gennem Vinduet at se Enkeskrædderen bøjet over Sytøjet under det blege Lampelys.

Søvnig og sløvet naaede han hjem til Hyldgaard.

Da staar Mette der pludselig lige foran ham i hele sin spændte Styrke og fuldmodne Ungdomsglans. Det var, som Solen stod op. Hendes blanke, gyldne, smukt opsatte Haar kronede som sædvanligt 156hendes pragtfulde, stolte Skikkelse. Hun havde en større Myndighed, en hel anden, medvidende og selvstændig Klogskab i sine morgenfriske Øjne end de Piger, han kom fra.

Og hun saa paa ham med et Blik fuldt af Godhed og af en Kærlighed, der ærligt undte Per alle Glæder i Verden.

„God Morgen, Per!“ Hendes Røst var som en Lærketone i Morgensolen.

Deres Blikke mødtes. Et Øjeblik kun. Men deres Hjærter hilste hinanden i det korte Minut.

Hun gik fast over Gaardens Brolægning. Han blev staaende lidt og saa efter hende. Inden han gik ind, vendte han sig i Døren, og i det samme saa hun sig tilbage.

Det var et hastigt Møde — ligesom den første Gang, hvor hun steg op af Lyngtoppene som et Syn for hans Fod.

VI

Pastor Frandsen gik hver Dag en lang Spadseretur; han var allerede fortrolig med de mange Stier og Markveje, der grenede sig som et Net over Hannæsland.

En Dag kom han langsomt gaaende op ad Kirkebakken; han standsede jævnlig og saa sig omkring. Det var en Foraarsdag før det egentlige Foraar. Stæren var dog kommen; den fløjtede, slog Triller, efterlignede de forskellige Fuglestemmer; den ligesom prøvede de forskellige Instrumenter, inden Foraarskoncerten skulde begynde. Rugen stod endnu forkrøllet efter Vinterens Tryk og med Sneens soltørrede Vintersnavs strøet som Aske over Bladene. Græsset var heller ikke rigtig grønt endnu undtagen ved Roden, hvor det lyste bleggrønt og kuldskært 157op fra den fugtigkolde Jord. Men Luften var høj og blank; de foraarsblaa Skyer spejlede sig inde paa Marken i en Pyt Vand, hvor endnu en sidste lille Isklump drev omkring. Foraaret sivede gennem Agrene. Og den første Sejler for iaar stod for en frisk Brise hen over Livø Bredning.

Oppe paa Kirkebakken standsede Pastor Frandsen atter og saa hen over den Egn, hvor han havde faaet sit Livskald. Han var opvokset i det mildere Østjylland ved en venlig Fjord, omkranset af skovklædte Aase, der lukkede for Udsynet. Men her i Nordjylland kunde Blikket uhindret flyve vidt omkring; han kunde tydeligt se hvert Hus, hver Gaard, hver Mølle og hver Kirke hele Vejen ud til Himmelranden. Netop i det skovløse var der noget befriende; netop disse nøgne, usminkede Skrænter, netop Mors og Himmerlands stejle Kyster paa den anden Side Bredningen stod saa uragtig støtte og stærke, som de en Gang i en fjærn Fortid var skaaret ned i Jorden.

Han havde ogsaa fundet noget oprindeligt ved Befolkningen. Ganske vist ikke saa meget hos dem, der for Tiden førte an, ikke hos den moderne, udjævnede Bonde, ikke saa meget hos den travle Jens Hyldgaard og hele den Holst'ske Kreds. De tiltalte ham ikke umiddelbart. Deres tankeløse Autoritets- Underkastelse, deres Selvtilfredshed over at have fundet den eneste gyldige Regel for Tilværelsen gjorde, at han fandt dem indsnævrede og uduelige til Videreudvikling. Men dybere nede havde han i det hele ofte stødt paa den faste Urgrund i Folkene her, mere, syntes han, end hvor han før havde været kendt.

Her skulde han altsaa have sin Gerning. Ak, hvor ringe var han, at han kunde tænke paa at faa nogen videre Betydning for disse Menneskers Liv. Dér ligger 158den faste Jord, Markerne, Solen og Menneskene. Foraaret blinker gennem Luften, alt gaar sin Gang, og selv er han kun en Myre paa Jordens lille Tue. Saa uendelig langsomt og umærkeligt Livet modnes. Hvor lyksaligt, at det er Gud alene, som virker alt! Kunde han blot for Folkene her blive som den navnløse Vind, der stryger over Sæden og bidrager til dens Modning. — Men det vilde jo egentlig sige: maatte blot Naturen i hans eget Bryst grønnes og gro ved Guds Kraft og han selv vokse naturligt og stille for Guds Aasyn!

Præsten gik ind gennem Kirkegaardslaagen, der hvinede paa sine rustne Hængsler saa lydt i den lydløse Dag. Han styrede lige mod Kirkens Apsis, hvor den lille grønmalede Dør dybt inde i den tykke Kampestensmur var Præsterne forbeholdt. Han tog Nøglen frem og lukkede sig saa stilfærdigt som muligt ind i Sakristiet. Her lagde han Hat og Stok fra sig, inden han bøjede sine Knæ mod den lille fløjlsbetrukne Skammel foran Alteret.

Præsten bad til sin himmelske Fader. Ikke om, at det maatte lykkes ham at omvende mange, ikke om Tegn og synbare Undergerninger, men om Grøde i sit eget Liv, at han maatte trives i Godhed og Retfærdighed, saa noget af det samme Sind maatte være og blive over ham, som var i Christus Jesus.

Efter at have dvælet en Tid rejste han sig, slog Korsets Tegn for sit Ansigt og for sit Bryst og gik derefter atter ud paa Kirkegaarden.

Henne paa et Gravsted inde mellem de halvt vinterlige Buske, i hvis yderste Spidser Foraaret sprættede, stod der en Mandsskikkelse. Den Ryg og den Hat mente han at skulle kende. Skikkelsen forblev urokkelig i samme Stilling, mens han nærmede sig. Jo, det var Jep Sovs.

Da Gangstien hen mellem Gravene gik tæt der 159forbi, traadte Præsten op paa Grønsværet ved Siden, saa hans Skridt ikke kunde høres paa Gruset og forstyrre.

Udenfor den søndre Stætte var der en mosgroet Sten, der sprang frem af Kirkegaardsdiget. Paa den satte Præsten sig, som han plejede; han var kommen til at holde af den Sten og af Udsigten fra Stedet.

Han kom til at tænke paa, hvorledes han havde gjort Jeps Bekendtskab. Jep havde siddet paa Diget udenfor sin Gaard en Dag; noget svirende havde han været, og han snakkede gemytligt til dem, der gik forbi. Paa den Maade havde han ogsaa talt til Præsten. Denne havde sat sig hos ham og var kommen til at synes om ham, fordi der var saadan noget naturligt, ligeud og ægte ved den Mand. Tilsidst var han fulgt med Jep ind og havde drukket et Krus gammelt ØI ved hans Bord.

Jep havde da sagt til ham, at han godt vidste, hvor meget Præsten gik om til Syge og Fattige i Sognet, hvad han syntes godt om; og hvis der skulde komme til at mangle en Skilling hist og her til Hjælp til et eller andet, saa kunde Præsten bare sige til. „Men lad os ikke snakke om det!“ Jep havde døjet meget med at faa det sagt og førte straks andet paa Tale.

Senere havde han truffet Jep hos Lyngbjærgmanden, hvor de to Mænd havde holdt et svært Vejrlag ved Punserne — i al Godmodighed forresten. Siden havde Jep og han jævnlig snakket sammen. Men Præsten havde trods Jeps stundom noget støjende Væsen faaet Indtrykket af, at der var noget, der hemmeligt nagede og trykkede ham.

Præsten hørte Laagen gaa, og der stod Jep lige foran ham.

„Naa, her sidder De, Hr. Pastor, ja a var ogsaa 160ude at gaa en Tur, hæ.“ Jep lod gemytlig, men hans Øjne var bedrøvede.

„Nu er det snart Foraar, Jep,“ bemærkede Præsten venligt.

„Ja,“ svarede Jep sørgmodigt. „Det var lige i de her Dage, at bette Ann' Mari' blev begravet. Ja, saamænd var det saa.“

„Var 'et det, Jep!“ Præsten sagde ikke mere, men han forstod øjeblikkelig, hvad det var for en Sorg, Jep bar paa, og derfor var der saa dyb en Deltagelse i hans Røst.

Det lagde Jep jo Mærke til, og da var han straks færdig; han kunde næppe beherske sig. „Og hun var saadan en svaar bette Pige.“

„Det var en stor Sorg, Jep,“ sagde Præsten.

„Og saa møj en klog bette jen.“ Jep smilede gennem Taarerne.

„Hvorlænge er det siden?“

„Ti Aar akkurat lige i de her Dage. Ja saamænd er det saa.“

„Hvor gammel var hun, Jep?“

„Syv Aar, ja hun var saamænd ikke mere. Hun var den eneste, vi havde.“

Præsten lagde venligt deltagende sin Haand paa Jeps Skulder.

„Aa, hvor der blev tomt i vore Stuer, Hr. Pastor. Det kan De ikke tænke Dem. — Og saa var hun jo saa pæn; hun havde saadan blødt, gult Haar, den bette jen; og hun var saa godsindet.“ Jeps Øjne stod fulde af Taarer.

Der kom et Ophold.

Saa sagde Jep: „Maa a spør, — tror De nu, det var en Straf fra Vorherre?“ Han lyttede spændt paa Svaret.

„Nej!“ svarede Præsten bestemt.

Jep saa tillidsfuldt op.

161

„Ja, for a har altid været et glad Menneske. Og Pastor Holst han sa', at det var derfor, bette Ann' Mari blev taget fra os, for Vorherre vilde straffe mig, sa' han; — det har trykket os meget. — Den sidste Præst, han sa' hverken det ene eller det andet.“

„Pastor Holst har vel ment, at De ikke vendte Deres Sind tilstrækkeligt fra Verdens Væsen, min gode Jep.“

„A kunde aldrig lide den Mand. Dem tror a bedre, veed De hvorfor?“

Nej, det vidste Præsten ikke.

„Jo“ — Jep tog sig en frisk Skraa — „de første Ord, De sa' i Øsløs Kirke, de var akkurat saadan: ,Naar du en Morgenstund, sa' De, vandrer hen ad Vejen og de skønne Blomster nikker hilsende til dig — og du da spørger: Hvorfor staar I her? da maa Svaret lyde: Fordi Gud elsker Jorden!' — Ja akkurat saadan sa' De. Og a tøktes, der var saadan en Trøst i de Ord. Fordi Gud elsker Jorden. Og a tror, det er rigtig.“

„Hum — ja — saa!“ Præsten saa op og glippede med Øjnene bag Brilleglassene. For at komme bort fra dette vendte han sig til Jep: „Nu skal De snart til at pynte op derinde?“ Han hentydede til de Dødes Have.

„Ja, og vi har saa mange Paaskeliljer, saa mange Paaskeliljer!“ svarede Jep glad. „Og Jorden er tjenle nu.“ Han rakte Præsten Haanden: „A vil sige Dem Tak, Hr. Pastor!“ —

Præsten gik en Tur helt hen under Søndergaards Bakker ud ad Gaardbækshage paa det lave, smalle Land mellem Fjorden og de næsten lodrette, grusklædte Skrænter. Her groede vilde Tjørne, i hvis yderste Torne der hist og her hang Uld og Haar fra 162Faarenes og Ungkvægets Skind. Her færdedes aldrig andre Mennesker end Hyrden. Præsten kunde mærke det, uvilkaarligt, syntes han, paa Luften. Han havde aldrig nogensinde været paa saa ensomt et Sted og vilde ikke blive forbavset, om han pludselig stødte paa en Offersten eller et Alter for de gamle Naturguder. —

Paa Tilbagevejen Nord gennem Byen lagde han tæl ved Skolen Mærke til, at Børnene klyngede sig sammen om noget; de hujede stødvis.

Han paaskyndede sin Gang. Det var Fjordbakkens, der var svirende. Drengene havde væltet deres Vogn. Indholdet flød omkring i Grøften, deriblandt en halv Snes skinnende Vaarsild, hvis Skæl glimtede malerisk mellem al Klude-Klondset. Lige saa hastig som Fjordbakkens Kvinde samlede Tingene op, kastede Drengene det paa Jorden igen. Kvinden græd, og Fjordbakken tumlede omkring, mens han skændte og skældte og bandte ganske ukristeligt.

Ovre i Skolens Forstue stod halv skjult Læreren samt et Par Gaardmænd, han havde Besøg af i Frikvarteret, — den ene af dem var forøvrigt „Stæren“ fra Overgaard — og morede sig kosteligt over Optrinet.

Præsten gav sig ganske rolig til at samle Sildene og Kludene op. Børnene blev tavse; enkelte hjalp efterhaanden til med.

Og nu raabte Fjordbakken sejrsstolt:

„Kan I saa gaa væk, I forbandede Unger!“

Men Præsten vendte sig til ham i en alvorlig, men venlig Tone.

„Saadanne grimme Ord skal De aldrig sige til Børn!“

Det slog Fjordbakken; han greb fast om Præstens Haand til Farvel. —

Da Præsten drejede ind ad Præstegaards-Alléen, 163mødte han Jens Hyldgaard, der forgæves havde søgt ham.

„Jamen vær da saa god at følge med indenfor igen!“

Den ny Præst havde lagt to Værelser sammen til ét. Jens Hyldgaard kendte jo hver Krog af Præstegaardslejligheden fra Pastor Hoist's Tid. Det var naturligvis for at faa Plads til sine Bøger, for saa mange Bøger havde Jens Hyldgaard ikke nogensinde set paa én Gang. De stod tæt paa Hylder lige fra Gulv til Loft, og det var ikke frit, at det gav et Sæt i ham ved det Syn.

„Sid ned, værsgod!“ Præsten bød ham den bedste Stol i Stuen. Og det var vist, at Møbler var her skam ikke for mange af. Et kæmpestort Instrument fyldte næsten det halve Værelse, ellers var her nærmest tarveligt; nogen velhavende Mand kunde Præsten næppe være.

„A havde forresten tænkt, De var kommen hen at hilse paa os,“ begyndte Jens Hyldgaard.

„Hvorfor havde De tænkt det?“ spurgte Præsten.

„Fordi det tøkkes mig rimeligt, at en Præst, der kommer til en fremmed Egn, først søger til de levende Kristne og Sognets gode Folk.“

Præsten svarede langsomt: „Ja — hvem er de gode? — Jeg kommer hos mange Kristne her.“

Jens Hyldgaard rynkede Brynene. Det var lige saa godt, han slog ned med det samme. „Tænker De paa saadanne Folk som Jep Hanke?“

„H—ja, hvorfor ikke! Han har et mærkeligt levende og modtageligt Hjærte, den Mand.“

Da blev Jens Hyldgaard vred i Hu: „Jep er jo en ganske verdslig Person.“ Det blev sagt med en aldeles affejende Sikkerhed.

Men Præsten tilføjede nok saa rolig: „Hvem er 164ikke verdslig, Jens Hyldgaard? .... Ja, det skulde være f. Eks. Enkeskrædderen, som man kalder hende. En mærkelig Kvinde i det hele.“

Jens Hyldgaard studsede; han var overrasket. Han rømmede sig. „Men hun er da ikke vakt!

„Jo, det er hun rigtignok. Men hun hører ganske vist ikke til nogen Retning eller — Kreds.“

Jens Hyldgaard mærkede Finten og beredte sig til et direkte Angreb.

„Sig mig en Gang: er De selv Kristen, Pastor Frandsen?“

Præsten blev slet ikke vred; han svarede sagtmodig: „Ja. Hvis jeg ikke troede fuldt og fast paa Guds Naade og Kærlighed, vilde jeg være en ulykkelig Mand.“

Der var i Tonen noget ærligt, som gjorde Indtryk paa Hyldgaardsmanden.

„Jamen hvordan kan De saa præke, som De gør?“

Pludselig vendte Præsten sig mod Jens Hyldgaard og saa paa ham med et særegent, gennemtrængende Blik — „Hvordan?“

„De præker jo ikke „purt og rent“. Jomfrufødslen tror De vist ikke paa.“

Da smilede Præsten, „Martha, Martha, du gør dig Uro og Bekymring for mange Ting, men ét er fornødent.“ Han rejste sig og gik frem og tilbage over Gulvet, mens han foredragsmæssig udtalte: „Se nu angaaende Forestillingen om Jomfrufødslen, saa hørte den ikke oprindeligt med til Troen. Den er først opstaaet paa et forholdsvis sent Tidspunkt. Vort Markusevangelium kender den endnu ikke, og hos Matthæus endte Slægtregistret, der skal bevise Jesu Herkomst fra David gennem Joseph, oprindeligt med disse Ord: Og Joseph avlede Jesus. Saaledes staar der ogsaa i en syrisk Oversættelse, 165som er vor ældste Tekstkilde ...“ Præsten standsede foran Jens Hyldgaard. „Men det er jo ikke den Slags, kære Mand, det er jo Livet, det daglige Liv, Livet i Gud, det kommer an paa!“

Jens Hyldgaard forvirredes, men det lod han sig ikke mærke med. „Naar vi Mennesker først begynder at pille ved Stenene i Muren,“ indvendte han, „den ene efter den anden, saa falder en skønne Dag vort gamle Kirkehus, er a ræd for.“ Han syntes selv, han endnu var paa den sikre Side.

Men Præsten svarede: „De Sten, Menneskehænder kan pille ud af Kirkehusets Grund, maa vi helst undvære.“

Lille Ophold.

Jens Hyldgaard maatte atter rømme sig for at vinde Tid. Det lod til, at han ved nærmere Overvejelse sprang en Del Tanker og Indvendinger over, for han spurgte ligefrem: „Der var ellers en bestemt Ting, a gærne vilde vide, — De er jo dog Præst.“

„Naa, hvad var saa det, Jens Hyldgaard?“

„Det angaar et ungt Menneske“ — han famlede noget i det — „Hm, han siger, at han ikke en Gang er sikker paa, der er en Gud til; — det kan godt være, siger han, men han ved det ikke, siger han ... Er han saa en Fritænker?“ Jens Hyldgaard stirrede paa Præsten.

„Naa, — det er jo et Menneskes Hjærte, Gud spørger efter, og ikke hans Tanker. — Hvordan er det unge Menneske ellers?“

„Han er saa meget et dejligt ungt Menneske, sjælden. Men han vil ikke sige Ja, siger han, til noget, han ikke er sikker paa.“

„Ja, men Kære, han er jo netop af den rigtige Slags, dem nemlig, der er af Sandhed.“

166

Jens Hyldgaard smilede, saa hen for sig og faldt i Tanker. „Bare En turde tro Dem,“ hviskede han. „Bare En turde tro Dem!“

Præsten sad stille og saa paa Jens Hyldgaards Ansigt, der i Øjeblikket var saare sympatisk.

Jens Hyldgaard vaagnede atter til det nærværende og saa sig næsten forlegen omkring mellem al den forskrækkelige Mængde Bøger. Og den Præst var ikke nær saadan, som han havde forestillet sig. Da han var gaaet herhen, havde han tænkt at stille Præsten paa Plads, saa han ikke misforstod sin Stilling i Sognet, og nu — ja, han syntes nærmest, han sad her flov og tom paa Tanker.

Derfor virkede det helt befriende, da Præsten pludselig spurgte, om Jens Hyldgaard ikke kunde være ham behjælpelig med at lægge en god Plan i Præstegaardens Drift.

Jens Hyldgaards Hjærne løb lige med det samme fuld af praktiske Idéer. Og Resten af Tiden gik med verdslig Tale.

Da Jens Hyldgaard gik hjem, var han antaget som Præstegaardens Driftsleder. Og i Sandhed, der var nok at ta fat paa, saa forsømt og udpint som den stakkels Gaard var bleven under Forpagterne siden Pastor Hoist's Dage.

Men det var jo ikke det, han var gaaet derhen for. Den Præst var en farlig Mand, troede han. Han trøstede jo godt nok med Hensyn til Per, men Jens Hyldgaard turde ikke stole paa ham, skønt han var vist klog.

Nej, han maatte hen til Pastor Holst, for han vilde have Sikkerhed.

Saasnart de fik tilsaaet, vilde han rejse.

167

VII

Siden det flygtige Morgen-Møde med Mette, da Per kom fra Bønses Gilde, var hun aldrig ude af hans Tanker. Baade naar han blundede ind i Søvnen, og naar han vaagnede til Dagen, ja selv i Drømme var hun tilstede. Og saa galt, naar han sad ved Brugsforeningsregnskaberne, dukkede hendes Billede op i den mindste Pavse.

Det var bleven saadan, at denne Lyngbjærgpige var indvævet i hans Liv og uløseligt sammenknyttet med hans Væsen — som det duftende Strandkær, som Bølgen og det rindende Vand, som hans Far og hans Mor.

Og da han dybt forstod det, blev Livets Linier ham paa én Gang klare, Lykkens og Fremtidens Linier. Han havde faaet et fast Udgangspunkt. —

Han havde i den sidste Tid lejlighedsvis talt noget mere med hende, ogsaa lidt om Bøger og Naturen, paa deres egen Maade, men han havde ikke endnu besøgt hende paa hendes Værelse, den gamle, skønne Stue, hvor deres Kærlighed og Samværs-Lykke før havde levet sit stille Liv; det var, ligesom han endnu ikke havde haft Mod dertil. Men nu skulde det være.

Hvad vilde hans Forældre sige? Nu atter igen? Der vilde blive megen Strid og Sorg ud af det. Og Line Bøns, Sommerfuglen, og Lise Snedkerbjærg, — ja, de fik hans Farvel allesammen. Han var ved en Skillevej. At være Mette tro var det samme som at være sig selv tro. Nu galdt det om at være stærk.

Saa fik hans Mor bære sig ad, som hun vilde; det maatte hun selv om. Hans Vej laa klar nu. Og hans Far, ja, det kunde ikke hjælpe; de maatte begge bøje sig, alt maatte vige, ja, hvis han ikke kom igennem paa dette Punkt nu, saa naaede han aldrig 168frem til den lyse Kyst, han havde skimtet i sine Drømme.

I hans Hjem var der nok af Udvendighed, sikkert ogsaa i deres religiøse Forhold; det meste af det i alt Fald. Det var bare en Forsikringshistorie. Han troede ikke paa Sandheden. Der var noget hyklerisk ved den hele „Kreds“, syntes han. Og det havde gjort, at han var kommen til at hade alt det kunstige, det tillavede, ja netop dette tillavede. Det var naturligvis ogsaa af den Grund, de var imod hans Forbindelse med Mette, for det stemmede ikke med Programmet. Ha, ha — nej, det gjorde det ganske vist ikke. Ja, de vilde blive skuffede, deres Forhaabninger vilde briste, de vilde maaske blive ulykkelige. Jamen hvad i Alverdens Navn, — saa fik de blive ulykkelige ....

Pludselig strømmede det varmt igennem hans Hjærte. Han syntes, at han aldrig havde holdt saa meget af sine Forældre som i dette Øjeblik, ikke elsket dem saa dybt, som lige netop nu. Han mindedes med ét al deres Ømhed fra Barndommens Dage af. Han saa nu alle deres gode Sider i fuldt Lys, deres Viljestyrke, deres Beherskelsesevne, deres borgerlige Bedrift. Hans Forældres Skikkelser løftede sig i et Lynblink over Mængden som de stoute Folk paa Hyldgaard, de var.

Men hvorfor vilde de staa hans Lykke i Vejen? De, der sikkert selv begge havde levet under Kærligheds Savn. Hvorfor forstod de ikke hans Forhold? Var de centrifugerede ud fra Hjemmets egentlige Midtpunkt? Var de trods alt blandt dem, der strøede Sædekornet paa den haarde Landevej? ...

Der opstod hos ham en øjeblikkelig Lyst til at besøge Enkeskrædderen. Og det var netop Søndag. —

Per aabnede sagte hendes Dør. Hun sad dækket 169bag Symaskinen; han saa kun hendes sølvgraa Haar; og saa fordybet var hun, at hun ikke hørte ham komme.

Det var en lille Stue, men saa duftende rent her var. Over Bilæggeren stod paa en Hylde, der var blankpudset i Kakkelovnssværte, en Morter og to Lysestager af Messing; de skinnede. De to Vindueskarme var pakket til med Urtepotter. Der var en lyserød Cineraria, en blegrød Begonia, en Gyldenlak med brunprikkede, gullige Blomster og nogle højrøde Pelargonier, der pressede sig mod Rudeglasset. Ind mellem Urtepotterne var der skaffet Plads til en lilla Crocus, og i et skaaret Glas stod en hvidblaa Hyacinth og duftede af Foraar. Langs det lave Loft hang en Del Billeder af nøgne Figurer, deriblandt Rafaels Engle og et krølhaaret Jesusbarn, en hel lille Frise, udklippet af Blade og Tidsskrifter. Og midt i den stod et lille Gipsbillede — den kravlende Dreng, der spørger Hunden, om den kan tale — paa en udskaaret 50 Øres Hylde ...

Men hvad i Alverden var det, hun bestilte! Hun syede ikke, men paa Bordet foran hende stod en Mængde smaa Figurer, og ved hendes højre Haand laa en fugtig Lerklump.

„Goddag!“ sagde Per.

Hun blev saa dryppende rød som en Fuchsia. Hænderne fo'r rædde om i Luften. Hun saa ganske ulykkelig ud.

„Aa Herregud, Per!“ .... Hun saa bønlig op. Men da hun opdagede Pers venlige, forstaaende Blik, blev hun straks rolig. Dog skyndte hun sig at gemme Figurerne, en Skare af smaa Englebørn.

„A tøkkes, de er stads,“ sagde Per.

„Aa, der er ingen Ting, der er saa pæn som en bette nøgen Barnekrop.“ Det var en mærkelig Glans, der straalede ud af hendes Øjne.

170

Per vilde se mere. „Nej, a tør ikke, a er ræd, der skal komme nogen.“

Hun satte sig dybt i Stolen ved Siden af Ovnen og aandede befriende ud i et Suk. „Gud ske Lov, det var dig, Per! Der er aldeles ingen Mennesker, der ved dette her. Og nu maa du endelig ikke snakke om det, for saa tror Folk, a er ikke rigtig klog.“

Per var hel sælsom lykkelig tilmode.

„Som du ligner din Far, Per, — da han var ung.“

„Hvordan var Far egentlig den Gang?“ spurgte Per.

„Aa, han var saa god. Og saa fin paa saa mange Maader . Ja, han var rigtignok et skønt ungt Menneske. Det kan du tro, Per.“ — Hun faldt i Tanker.

Per mærkede, at hans Øjne begyndte at brænde.

Hun sukkede .... „Men det kneb jo for dem den Gang. Og Jens Hyldgaard var jo stolt. — Sikken svær Mand han er bleven. Ja, han har altid haft noget aparte ved sig.“

„Du kendte da ogsaa Mor?“

„Ja, ja — hun var jo noget anderledes. Men hun var ligefrem smuk den Gang. Naar Per Hansens Ann' kom brusende ind i Stuen, saa kan du stole paa, der blev gjort Plads. — Og saa var hun saa knusendes dygtig.“

Per vilde gærne have haft noget mere at vide, men han undsaa sig ved at spørge videre.

Solen skinnede ind mellem de røde Pelargonier og lyste som Guld i Gyldenlakkens Grene, ja dens Straaler gik paaskraa langt ind i Stuen.

„Se, hvor dejlig Solen falder ind her,“ bemærkede Per.

„Ja. Det er Vorherres Solskin, Per.“

Hun sagde det saadan, at Per lyttede til det Ord, som om han havde hørt noget helt nyt. — Han sad 171lidt og tænkte, inden han sagde: „Du er vist et lykkeligt Menneske, Elisabeth.“

„Ja. Vorherre er saa god imod mig.“

„Og du frygter vist heller ikke for Fremtiden?“

„Nej, a frygter ingen Ting. Guds Engleskare mig vel bevare.“

Per gjorde sig saa lille som muligt. „Tror du virkelig, at Guds Engle holder Vagt over dig, Elisabeth?“

„Om a tror det!“ Hun saa forbavset hen paa ham. „Ja det ved Gud a gør.“

„Bogstaveligt?“

„Ja, det gør a rigtignok.“ Hun smilede, og Per syntes, at det var det smukkeste Smil, han nogensinde havde set om et Menneskes Mund.

Der kom et lille Ophold. Per flyttede hendes Salmebog, der laa i Bænkekrogen; den Salmebog blev nok flittig brugt, saa mange Mærker der stak frem af Bladene.

„Du kendte da ogsaa Pastor Holst, Elisabeth; hvad tøktes du om ham?“

„Jo, ham kendte a saa godt. Han besøgte da ogsaa mig af og til; a havde jo smaa Børn den Gang og havde ikke Tid hverken til at gaa i Kirke eller til Møder. Ja, han var jo saadan en haard jen, al Ting skulde jo være akkurat, ligesom han vilde, ellers duede det ikke. Men han var en troende, kristen Præst, det var han. Enhver har jo sit“ — hun saa vist over paa Per — „det har mig og dig ogsaa. — Hvad mon du egentlig gaar og tænker paa, bette Per, — a tror, din Sjæl er urolig.“

Per dvælede endnu en lille Tid i Elisabeths Selskab. Og da han bød Farvel, bar han Indtrykket af Enkeskrædderens Stue med sig. Hvor forskellig var den ikke fra hans Hjem i Hyldgaard. Midt i Dagligheden var Elisabeths blomsterfyldte Stue som 172et lille Paradis, hvor der var godt at være, hvor den dybe Menneskelykke groede sin stille Vækst som „Rosen, der vokser i Dale“.

Da Per kom hjem, stod Forældrene med Tøjet paa, færdige til at gaa ud i Besøg; „Kredsen“ skulde have en Sammenkomst hos Lars Højstrups, og Hyldgaardsfolkene havde lovet at blive der om Aftenen sammen med en snævrere, udvalgt Flok.

Per var snart ude, snart inde; han gik gennem Staldene uden at standse ved nogen Ting, hvad ellers var hans Vane, — Laj interesserede ham ikke i Dag — ind i Stuehuset, ud i Haven, urolig, som om han gik paa Frierfødder ....

Men er det ikke Mette der nede paa Fjordstranden! Jo, han ser hendes rødbrune Kjoleliv og hendes gule Hovedklæde mod den foraarsblaa Fjord. — Hendes lille Pige løber omkring hende og bøjer sig ofte ned — efter Skrabskæller og mærkelige Stene velsagtens.

Derefter leger de sammen — og følges saa op over Engene, hvor de plukker Blomster; Kabbelejen er jo allerede ved at sprænge sit grønne, saftige Hylster.

Per bliver ved at følge dem med Øjnene, indtil de naa'r helt hjem og han i Skjul kan se deres friske, glade Ansigter.

— Mette havde rettet paa sit Haar, havde sat friske Kabbelejer i en Lerskaal paa det hvidskurede Bord inde hos sig selv og sad nu og læste i en nysudkommen Bog, af en af de nye Digtere, „Hjemstavnsbilleder“.

Da banker det paa Døren. Hun ser næsten forfærdet op og griber med begge Hænder til sine Bryster som i Angst, — hun kender den Banken.

Lille Kirsten springer frimodig hen til Per. Han løfter hende op paa sit Knæ, og hun leger med hans 173Urkæde. Da han sidder saadan med Mettes Datter, kommer han til at tænke paa, hvem der er Barnets Fader, og han rødmer. Men nu har han gjort op i sit Hjærte; han trykker den lille Pige tæt ind til sig og kysser hende; og hun læner trygt sit Krølhoved mod hans Bryst.

Mette har rejst sig. Hun gaar hen til Vinduet som for at se ud. Men Taarerne brænder paa hendes Kinder. Hun lukker Vinduet op og staar lidt og svaler sig.

Efter et Ophold siger Per saa: „Ja Mett', det kan ikke blive anderledes, vi to hører sammen.“

„Nej, Per, lad det blive, som det er,“ svarer hun fast, som det var en urokkelig Beslutning.

„Hvorfor det?“

„Det er det bedste, Per, det er det klogeste, det,— og nu er a falden i Ro.“

„Jamen hvorfor er det det bedste?“

„Der kommer saa megen Elendighed ud af det andet.“

„Hvad for en Elendighed?“

„Dine Forældre og alt det —“

„Men det er jo ikke dem, det er jo mig, du skal leve med. Vi bygger vort eget Hjem.“

„Det er det samme, Per, dine Forældre vil sørge .. Jo, du holder meget af dine Forældre, og —“ Hun standsede.

„Kan du finde paa mere?“

„Aa nej, Per, lad os la være, — a har gjort dig Fortræd nok,“ tilføjede hun og saa ned mod Gulvet.

Han saa paa hende med sin unge Kærlighed. Og det var, som om han mættedes og blev rolig. Han styrkedes altid i hendes Nærhed. Hun var som Markens Rug og Byg og Havre. Hun var Fred og Ro og stille Grøde. Sammen med hende kunde han gro.

174

Han gik hen og strøg hende over hendes herlige, høstgyldne Haar. „A kan ikke undvære dig, Mett',“ sagde han bestemt, „saa er det lige meget, hvad du siger.“ Dermed førte han Armen om hendes Nakke og lagde hende ind til sig.

Og saa satte de sig paa den gamle Foldebænk, mens Bedstefaderens Klokk'visere skred langsomt frem over Skiven.

Per kunde ikke blive træt af at se paa hende, det var Glæden over endelig at eje hende for Livet. Heller ikke blive træt af at kysse hende.

Og al den frodige Humør, som tindrede i hendes Øjekroge og Smilehuller, den tilhørte nu ham. Han havde aldrig nogensinde hørt et Menneske have saa klar og fri og klingende en Latter som Mett'; den skulde nu for Fremtiden lyde i hans Stuer.

VIII

Næste Morgen sang Per, saa det gjaldede mellem Gaardens Længer. Det plejede han ellers ikke. Der var heller ingen andre i Hyldgaard, der gjorde det, undtagen Mette, men det var nu længe siden. — Jo, Salmer naturligvis, naar den Tid var, men saadan synge ved sit Arbejde ud af et muntert Sind, fordi man ikke kunde tie stille, det kaldtes Trallenork.

Da Mette hørte Pers Røst, forstod hun med Fryd, at han var lykkelig. Og hun gik ind i sit Kammer og takkede Gud i Himlen; hun vidste ikke andet, men hun maatte have Luft, maatte et Sted hen med den Glæde, som fyldte hendes Bryst.

Ann' Hyldgaard lyttede med Forbavselse, for Per blev ved at synge og tralle. Der maatte være hændet noget. Var det noget med Kærlighed? Eller var Per 175bleven ganske verdslig, saadan som han den sidste Tid havde sjovet med Pigerne? De forkælede ham naturligvis.

Ann' fik ham ind til en Taar Ekstrakaffe. Per sad med et lunt Træk om Munden, for han forstod nok, at hans Mor var bleven nysgerrig.

„Hør, Per, sagde hun, „du har sviret rigelig meget i Vinter, tøkkes du ikke selv?

„Jo.“

Ophold.

„Det er farligt for et ungt Menneske, vil a sige dig.“

„Ja.

Der kom atter et Ophold, og Ann' Hyldgaard syntes, at Per havde saadan et løjerligt Smil.

„Du kan nemt komme til at hænge ved noget, som du siden vil fortryde.“

„Ja,“ svarede Per og gumlede videre paa Kagen.

Lille Pavse.

„Mon du ikke snart kunde blive færdig med den Sjoven, Per?“

„Jo.“

Ann' interesseret: „Er det sandt?“

„Ja, nu er a lige akkurat færdig.“

„Naa Gud ske Lov,“ sagde Moderen glad. „Hvad saa?“

Per svarede med et Glimt i Øjet, at han vilde være Pebersvend.

Men Moderen forstod godt, det var hans Narreværk, og saa paa ham med Skælmeri.

„Jo, Kvinderne er noget farligt Kram,“ bemærkede Per.

„Aa. din Lurifax, det mener du jo slet ikke. — —

Men Alvorssnak, Per, ved du, hvad a tøkkes? — Du skulde gifte dig, det maa du hellere.“

Per lænede sig tilbage mod Panelet og tørrede 176Krummerne af Mundvigene. „Ja, a tror ogsaa, a gør det, — og det snarest muligt.“

Moderen skiftede hastig Udtryk. „Det er da vel ikke — nødvendig, Per?“

„Nej, ikke paa den Maade, men“ — Per rejste stolt og glad sit Hoved — „men nu har a fundet den Pige, som skal være min Kone, og saa er der jo ikke noget at vente efter, vel, Mor?“

„Nej, det har du Ret i, min Dreng.“ Moderen skubbede sig behagelig i Sædet. „Hvem er saa det, om En maa spørge? — Bliver det Lise?“

„Nej.“

„Den lille Bøns da?“

„Nej.“

„Jamen hvem i Alverden er det da, Per?“

Der fløj en Skygge over Pers Ansigt ved Tanken om, hvor bedrøvet hans Mor vilde blive, naar hun fik det at vide. Han rejste sig og strøg sin Mor over Kinden; det bævede om hendes Mund ved denne Berøring. „Det kan vi altid tale om, lille Mor, nu skal a skynde mig i Marken og pløje.“

Hun saa efter ham; hun syntes aldrig, Per havde set saa kæk og mandig ud som i dette Øjeblik. —

Plovspandet med de to Røde driver rask hen over Hyldgaards Overmark. Her fra Hannæs Højland ser han vidt omkring. Han behøver intet Ur, for han ved, hvad Tid det er, naar Solen staar her og der paa Dagens Bane. Den staar op over Hingelbjærghøjen nede i Hanherred, skrider hen over Løgstørs røde Tage, over Himmerland, Livø og Fur, hvor den er Klokken tolv, og siden over Morsø for tilsidst at gaa ned bag Thylands Bakker.

Nu er Vaarens Tid. Nu er Fjorden foraarsblaa. En faar Hvile i sin Sjæl ved at se paa det Vand.

De to Røde lægger sig frem i Seletøjet, saa det knirker i Stropperne, og op om Plovens blanke Jærn 177vælter Muldbølgen ram og syrligt duftende. Flinten gnistrer, og Ormene kryber i Furerne. Maagerne følger tæt efter. Ja, Vaaren er i Jorden, i Luften, den vifter om hans Kind, den er i hans Tanke, den strømmer fuldt og fyldigt gennem hans unge Sind. Han tager til at synge:

Nu er Pløjetiden inde, snart er vi ved Saaning,
Lærken allerede kommen, grøn hver sydlig Skraaning.
Hej og hyp og hov!
Rask min hvasse Plov
vælter op den sorte, ramme Muld af Jorden.
Mine Træsko bliver tunge langs de klæge Furer.
Ploven gaar, det klingre Jærn mod Stenen stundom skurer.
Hej og hyp og hov!
I Luften bag min Plov
drejer Maageflokken sig paa hvide Vinger.
Hannæsland er skøn at skue nu ved Foraarstide.
Rugen bruser ung og grøn mod Lyngbjærgs brune Side.
Hej og hyp og hov,
I Heste for min Plov!
Se, hvor mange Skibe der paa Fjorden sejler!
Langvad Bjærge kan jeg se herfra og Thylands Bakker.
Aa, saa langt, saa vidt og bredt omkring min Tanke flakker.
Hej og hyp og hov!
Mangen, mangen Plov
gaar i Vaarens Tider over Danmarks Ager.
Lys og Skygge flyver over Mark og Strand og Enge.
Blæsevejret griber frisk i Telefontraads-Strænge.
Hej og hyp og hov!
Fremad med min Plov!
Vi maa stræbe, Dagene gaar rask til Høsten.

Han havde spurgt sig for, hvad Kirkerne og de fremtrædende Punkter kaldtes paa den anden Side Fjorden hele Vejen rundt. Han havde i mange Aar længtes efter at sejle over til Øerne og besøge de Folk, som boede i Husene og Gaardene, hvis hvide Længer og Gavle han havde haft for Øje hele sit Liv; de kunde ikke være helt fremmede for hinanden, syntes han.

178

Her paa Overmarken kunde han ønske at bo. Her midt i sin Verden. Han kunde vel købe et Stykke Jord af sin Far og bygge sig et Hus. Man skulde ikke flytte ind i Forældrenes Gaard, hvor Omgivelsen, Luften tvang En i bestemt Retning. Nej bygge sil eget Hus fra Grunden frit ud af sig selv. Her vilde Mett' passe, rigtig være Kvinden ... Hvor hun rørte hans Hjærte iaftes, da hun stod ydmyg med bøjet Hoved; det klædte hende at være stille. Skønt naar hun lo af fulde Bryst lige ud af sit ærlige, sande Væsen, saa syntes han, hun var helt uimod- staaelig.

Ja, her vilde de bygge og bo. Og dyrke Jorden sammen. Den dejlige Jord, den frodige, duftende Muld, som han her vadede i ... Han syntes paa én Gang, han elskede den, saa han kunde lægge sig ned i den og favne den. — Det skulde gro for deres Fødder. — Og der vilde komme Børn, ja Børn, Børn, Livet, Fremtiden. Han saa hele Billedet for sig, hvor de to skulde leve Hjemlivet, Dagliglivets stille Lykke. Ikke det tomme Byrend. Og de vilde læse sammen de nye Bøger, der voksede frem af Danmarks Natur som Kornet paa Danmarks Agre ....

Han kunde nok faa Jorden paa Kredit af Faderen, for han vilde købe den, han vilde nemlig selv. Den meste Besætning havde han allerede derhjemme i Stalden; dér stod hans opsparede Løn.

Og hvorfor ikke rejse sit Hjem med det samme? Netop nu i Vaarens Tid.

Hannæsland er skøn at skue nu ved Foraarstide,

Rugen bruser ung og grøn mod Lyngbjærgs brune Side ....

Da saa han Faderen komme strygende ovre fra Vesløs Mark, — han havde allerede liciteret Kommunearbejde ud paa det sydlige Hannæs, og om Eftermiddagen skulde han som Skoleraadsmedlem 179til et Forhandlingsmøde med Beboerne Nord i Sild Sogn. — Se, hvor let han gaar, og han er dog ikke ung mere! Han sætter i en ret Linie tværs over Markerne, og sikken Fart der er i den Karl, tænker Per.

Da Jens Hyldgaard naaede hen til Sønnen, vurderede han i et Lynblink baade, hvormeget der var pløjet og, hvordan der var pløjet; han var tilfreds.

„Hør, Per, a har et Budskab til dig.“ Det lød saa højtideligt; Per stod med aaben Mund og Øre. Faderen gjorde et lille Ophold, som om han overvejede Maaden, han skulde bringe det paa.

„Ser du, vor Rigsdagsmand er jo gammel. Og nu vil de ha dig til hans Afløser.“

Per skiftede Farve. Han lænede sig med Bagen mod Ploven og lagde Tømmen over Nakken. Han overvejede. Meddelelsen gjorde ham urolig et Øjeblik. Og det lagde Faderen med Behag Mærke til.

„Der er Stemning for dig overalt.“ Faderen gjorde atter en Pavse for ligesom at lade Sætningerne synke med uimodstaaelig Vægt.

„Du har egentlig bare at sige Ja, saa er du valgt ind i den danske Rigsdag.— —Du kan nok tænke, det glæder din Far.“

Per smilede svagt; han var atter bleven rolig. Og jo længere Faderen talte, desmere ligegyldig hørte han efter.

„Sidde i Kongens og Folkets Raad. Store Forhold. Det er Fremtid for en ung Mand. A tror, du kan komme til at fylde Pladsen med Ære.“ Saaledes hamrede Jens Hyldgaard Ordene ned. „Er du saa glad, Per?“

Per foldede Armene over Brystet og saa fast frem for sig. „Nu skal a sige dig en Ting, Far, en Gang for alle, og det er bestemt: A vil ikke ha en Snus med den Slags Ting at bestille. Nu ved du det tilvisse.“

180

Det gav et Sæt i Faderens hele Skikkelse lige fra hans Isse til hans Fod. Og den Tone, Per talte i, klang af en ny Sikkerhed. Han maalte Per, saa vist paa sin Søn, der stod foran ham med korslagte Arme, og det forekom ham, at Per var vokset.

„Nej, a har en hel anden Tanke,“ vedblev Per. Han standsede lidt, og Faderen stod paa Taaen. „A vil spørge dig, om du ikke vil sælge mig den her Overmarkslod?. — A vil gi dig en ordentlig Pris, hvis du vil lade en 2den Prioritet staa. Saa vil a bygge mig et Hus paa denne herlige Plet, mit eget Hjem efter mit eget Sind. Og saa vil a gifte mig i en nær Fremtid med Mette Lyngbjærg.“

Da sank Faderen. Det sidste Lys slukkedes i hans Ansigt. Han gik tavs bort.

Det gjorde Per ondt at se, hvor dette Slag havde virket knusende. Han kunde ligefrem se det paa Faderens Gang.

IX

Jens Hyldgaard og Ann' gik hvileløse omkring i Stuerne, hun med en Støveklud i Haanden, han, som om han søgte efter noget, han ikke kunde finde.

De kunde ikke faa begyndt paa det, som de tænkte paa begge to.

Endelig standsede hun. „Vi gaar næsten her, som det ikke var vor egen Gaard, skønt vi ikke skylder en Øre paa den.“

„Hm, hm, — Du sa' for vist, at det hele var forbi imellem dem,“ bemærkede han.

„A sa', a sa' — det kan ikke hjælpe, du skubber det over paa mig. Hun har lagt sine Garn godt ud, Tøsen, hum.“

Saa nuslede de videre.

Det var igen hende, der begyndte.

181

„Se, det havde vi nu aldrig tænkt os, Jens, hvad?“

„Nej.“

„Men hvad er der at gøre, Jens Hyldgaard? Du er jo en klog Mand.“

Han rystede paa Hovedet.

De gik atter hver for sig; hun var endog en Tur oppe i Storstuen.

Endelig stillede hun sig op lige forved ham med Haanden i Ro paa Maven. „Jamen, Jens, er det nu ogsaa afgjort? A kan ikke for Alvor tro det; a vil høre det af hans egen Mund.“

Jens Hyldgaard svarede med Vægt paa hvert Ord: „A har aldrig nogensinde set Per saa sikker som i Gaar, han sa' det til mig.“

„Jamen vi skal da ha' snakket med ham. Vi skal da prøve at forhindre det.“

„Selvfølgelig.“

Ann' Hyldgaard sukkede. „Skal vi ikke faa ham herind med det samme?“ spurgte hun.

„Det er vel lige saa godt.“

Da Per lidt efter stod i Stuen hos sine Forældre, havde han vel i sit Ansigt det gode Udtryk, der var hans Væsen, men hans Miner og Holdning var af en Fasthed, som Forældrene ikke før havde kendt hos ham. — Det var deres Søn, ja, det var det, men det var ogsaa en Mand, der nu stod der overfor dem, en Mand, der var modnet ved Begivenheder og Oplevelser, der laa udenfor deres Verden.

„Hm, — hm, — du kan vel nok tænke dig, hvad vi vil dig, Per?“ sagde Faderen. „Din Mor kan ikke tro, at du virkelig vil gifte dig med Mett' og være Husmand paa Overmarken.“

„Jo, det passer, bestemt.“

„Men Herregud, Per,“ klagede Moderen, „hvorfor vil du øde dit Liv?“

Per rystede paa Hovedet. „Saa lidt du virkelig 182forstaar af Livet, Mor! Nej, det er netop, for at mit Liv kan blive rigt og skønt!“

Moderen sukkede og lod Hænderne synke slapt ned i Skødet.

Faderen talte om, hvilken Ære i Samfundet der vinkede Per, hvor stolt det var at være med til at bygge Danmark op ved nye Love. „Ja du kunde maaske blive en Bondefører, som vi aldrig har haft Mage til!“

„Det lokker mig ikke. Du ved godt, Far, a vil en anden Vej, — fordybe mig i Dagliglivet, i Hjemlivet, i Naturen, i os og om os, som de nye Digtere har lært mig, — gro, hvor En staar som en Bonde med Sommervind og Gyldensol gennem Ens Hverdage!“

Kan du ikke se Storheden i Samfundets Fremskridtslinier? Eller vil du ikke?“ spurgte Faderen.

„Jo, det kan a godt, — og a har tit været helt stolt af dig, Far, — men det passer ikke for mig!“

„Hvorfor vil du gøre mig den Sorg, Per?“ Der var noget bønligt i Faderens Tone.

„A har jo Ansvar for mig selv, Far! Og netop nugælder det for mig!“ — Han hævede sin Røst paa mærkelig Vis. „Øjeblikket kan gaa fra mig! Der er noget, der kan blive for silde!“

Forældrene fik begge Indtrykket af en hellig Angst, saadan som Per sagde det sidste. Og de tav med nedslaaede Øjne.

De var klar over, at de ikke kunde gaa ham nærmere paa det Punkt.

Faderen satte sig tung og træt, som han ikke en Gang havde Kraft til at holde sig oppe. Han saa sorgfuld hen for sig. Nu slukkedes hans lyse Drøm.

Moderen vuggede med Overkroppen og gned uafladelig Hænderne paa Stolens Armlæn.

Der var længe stille i Stuen.

183

Endelig sagde Moderen: „Jamen du behøver da ikke at gifte dig med den Lyngbjærgpige! Ta Lise, ta en anden, hvem du vil, og bo her i Hyldgaard, saa kan vi endda se, men Mett' er det galeste, du kan gøre!“

„Nej,“ svarede Per fast, „det er ikke alene det bedste, men det er det eneste, — a er tilfreds, hvad der saa sker i Himlen og paa Jorden!“

„Hu bav, Per, det gusser ligefrem i mig, saadan du tar paa Vej!“

„Det er mærkelig med jer,“ blev Per ved, „ingen af jer har været lykkelig i Hyldgaard, naar Sandhed skal siges, og nu maa a heller ikke blive det! ... Vil I spolere mig!“ Per talte med Heftighed.

Moderen klagede: „Men hvordan er det dog, du er bleven, Per? En er snart ligefrem ved at blive ræd for dig.“

Faderen rejste sig. „Det er jo din Lykke, vi tænker paa, din Fremtid. Det er jo derfor, vi vil lededig; det er vor Ret og vor Pligt.“

„Ja det er sandt, det, din Far siger.“

Men Per svarede: „I har slet ingen Ret til at lede mig!“

Faderen vendte sig rask imod ham: „Har din Far og din Mor ingen Ret til at lede dig, hvad er det for Snak? Nu er du vred, Per!“

„Nej, — den Ret har I tabt!“

„Har vi tabt den!“ udbrød Faderen. „Hør nu, Per: tror du, vi holder af dig?“

Pers Stemme blev med ét blød og inderlig. „Det ved a, I gør. Og a holder ogsaa lige saa meget af jer, som a altid har gjort.“

Det trak i Forældrenes Ansigter; det var saa yndigt for dem at høre.

Da Faderen blev Herre over sin Bevægelse, spurgte han stille: „Har vi saa tabt vor Ret, Per?“

184

„Ja, til at lede mig. For I er bleven gamle i jer Sind!“

Faderen satte sig atter ned og grublede. Moderen sukkede: „Aa, Herregud, sikken Elendighed!“

„Jamen, Mor, a vil jo bare leve mit Liv i Sandhed, i Godhed, i Skønhed, saa godt a forstaar, — hvad elendigt er der i det?“

Forældrene blev stumme. Det smuldrede og sank i Grus for dem, hvad de i mange Aar havde bygget op. De vidste slet ikke, hvad de skulde sige. Der var ingen Ord til for dem mere i den Sag.

Per blev ogsaa tavs derved.

„Hør nu, Far og Mor, lad os komme rask over det! Lad mig bygge nu til Sommer, a skal skaffe jer en dygtig Karl, som a kender, lad mig prøve mit eget Liv, — og bliv saa veltilpas igen!“

„Veltilpas, Per, det kan vi ikke saadan blive, det kan du nok forstaa.“ Faderen sad med Albuerne paa Knæene og spændte Hænderne fast om Panden.

Taare paa Taare randt ad Moderens Kind, og hendes Mund bævede uafbrudt.

Per kunde ikke lide at være derinde længer. Han sagde et Par venlige Ord og gik stille bort.

Der sad da Jens Hyldgaard og Ann' tilbage. Og de blev siddende længe og tavse. Livet skred i Hast forbi deres Blik. De mindedes begge, hvad de havde tabt. Nu de var paa Bjærgets Top, blev de slynget ned i Dalen. Og Per havde sagt, de havde mistet Retten til at lede deres eget Barn. Kunde et Menneske blive mere fattigt?

De havde dog tilbage Guds Naades Trøst. Tænk, om de nu ikke havde haft den heller!

185

X

„Den er gal! Den er Fanden farhen gal!“ Det var Lajs Omkvæd i denne Tid, naar han skrævede afsted gennem Hyldgaards Stald og Lade og overspyttede al Stængeværket, hvor han kom frem.

Han saa Jens Hyldgaard gaa omkring paa Lofter og i Vognporte for at se, hvad der kunde undværes til Per. Det var nok ikke til et Hus til hans Søn og Lyngbjærgmandens Datter, at Jens havde samlet sammen, det var nok snarere til et bette Palads, naar Sønnen blev gift med en rig Hannæsbopige og var bleven Minister eller Rigsdagsmand. Nej, Jens Hyldgaard, nu maa du pinnede bøw dig, om du saa hed Jens Hyldgaard to Gange. — Ja, Guds Visdom er stor — P—ti!

Men det var Laj sikker paa, at der blev ikke rart at være paa Hyldgaard, naar Per kom bort.

Per kom lige forbi den anden Dør. Laj stod med en Kurvfuld Avner i Hænderne, han slap, saa Støvet røg omkring ham, og løb efter Per.

Da han naaede ham, stod han først og pillede noget Kit af en Rude, der var lige for Haanden, men endelig kom det da, at naar nu Per flyttede, om Laj saa ikke maatte ha' Lov at følge med?

Per smilede, dvælende, og svarede venligt: „Jo, det maa du godt, Laj.“

Da straalede den Gamles Øjne. „Ja du kan jo heller ikke ordne de Paragraffer alene. Og den skal naturligvis drives fint, jow. — Og saa skal vi to Fanden farhen lave noget rigtig ekstra, Per!“

Noget efter stod Laj og lænede Armene over Lugekarmen, da Manden selv skraaede over mod Stalddøren. Laj kunde ikke dy sig, han maatte snuse efter. Først gik Jens Hyldgaard hen til den graa, kringelhornede Ko, der var Pers, og dernæst til 186de to graabrogede Kvier, der ogsaa var Pers. Saa standsede han ved den bedste Ko i Stalden, en graabroget Treaars, og Laj kunde tænke, at Jens spekulerede paa, om han skulde give Per den med. Men Jens Hyldgaard var betænkelig. „Ja, a kan grov godt forstaa, du vrider dig ved det, Jens,“ tænkte Laj, „at komme i Familie med Lyngbjærgmanden. Det er rigtignok en stram Bjedsker at byde en Mand som Jens Hyldgaard“. Laj syntes, at han selv vilde ha rempet Munden i et saadant Tilfælde. P—ti!

Jens Hyldgaard gik urolig og halvt skulende om i sin egen Gaard. Han holdt ikke af at træffe Folk. De kiggede saa underlig til ham i den her Tid, syntes han. Ja, Folkesnakken gik nok rask. Hyldgaard var bleven Midtpunktet paa en ny Maade.

Ann' Hyldgaard er oppe i Storstuen, hvor hun lukker Skuffer op og i. Hun ser paa Dynevaar og andre Sengklæder, for de Unge har jo ingen Ting af den Slags. Ann' ryster paa Hovedet. Møbler har de jo heller ikke. Ja, da hun kom hertil, var der sandelig heller ikke ret meget af nogen Slags her i Gaarden. Nej, det havde ikke altid været en Dans paa Roser her. — Naa, men de kunde jo faa Møblerne i den gamle Stue, de skulde jo være saa dejlige, lad dem bare faa dem, det var ikke saa skønne Minder, der knyttede sig til det Bohave, — nej, ud af Gaarden med det! ... Og Mette Kone i Hyldgaard? Ikke for al den Ting, ikke, saa længe hun kunde trække sit Vejr! —

— Om Aftenen, da Jens og Ann' laa urolige i deres Senge, sagde han: „Imorgen rejser a hen til Pastor Holst.“

„Aa ja, gør det, Jens!“ Ann' foldede sine Hænder og bad sin Aftenbøn højt og tydeligt, som hun plejede, sluttende med et Vers.

187

XI

Maren Snedkerbjærg sad inde i Hyldgaards Sovekammer og talte med Ann' om det, der var sket. „Det var Synd af Per!“ sagde hun, og det bævede om hendes tandløse Mund.

„Jamen Maren, tror du, vi er glade ved det?“

Nej, tho det kunde hun da nok tænke. „Men hvem kan forstaa æ Mennisk', — en Pige som Lise og saa ....“ Maren rystede paa Hovedet.

„Aa, ja, Maren, vi to har for længe siden saa stille tænkt, at vi skulde ha' haft den Fornøjelse med vor Per og jer Lise, — men saadan gaar det i Verden.“

„Ja, da er det ogsaa sandt, Ann' Hyldgaard.“

„Det saa jo saa godt ud for et Par unge Mennesker som dem, — nok af al Ting begge Steder.“

„Ja, vor Tanke var saamænd god nok, Ann'.“

Ann' kremtede: „Hm, sig mig, Maren, var de nu forlovede?“

„Tho han fulgte hende da hjem og kyssede hende og —“

„Jamen virkelig? Ringe havde de da ikke.“

„Ja a ved ikke, hvor nær En skal ta'et, a vil da ikke haabe, de har dreven det for vidt .... aa, det havde a aldrig troet om Per! Han er da ellers saa god. Men som hun sørger, den bette Lise, du kan ikke tænke dig det, Ann' Hyldgaard!“ Taarerne randt ad hendes Kinder.

„Aa, Herregud, gør hun det!“ sukkede Ann' medfølende.

„Ja hun siger ingen Ting.“ Marens Taarer blev ved at strømme. „Ikke et Ord. Hun bærer det saa stille. Men hun falmer hver Dag.“

Der kom et Ophold.

Maren tørrede Øjnene og bøjede sig fortrolig 188frem. „Tror du, Ann', at et Menneskes Sind kan „vendes“ ved hemmelige Midler?“

„Nej, a tror det ikke.“

„Ja, for ham Lyngbjærgmanden, han er vistnok klogere, end Folk tror, det mener a nu, og det er jo en Slags Folk, der kan faa sig til alt.“

Ann' mente ikke, at Gud tillod saadan noget.

Maren lagde en Haand fast i Bordet. „Jamen saa har Per ogsaa været for nær ved hende Tøsen, ellers er det ikke til at forstaa.“

„A kan ikke svare dig paa det, Maren. Men vi har altid været gode Venner, og det vil vi blive ved med.“

„Ja, tho det vil vi da, Ann' Hyldgaard, hvordan alting saa gaar .... Bare ikke Lise skal ta Skade ved det, for hun gaar saa sær og stimer ud i Luften .... Hende Tøsen, hun er vel rigtig tilpas?“

„Nej, mærkelig nok, ja, hun maa da nok være glad indvendig, men hun gaar omkring, som hun ligefrem sørgede.“

„Ja hvem i Alverden kan nu forstaa saadan noget, — der maa være noget hemmeligt ved det, Ann' Hyldgaard!“

Ann' saa ud af Vinduet. „Vil du nu se,“ sagde hun, „dér kommer Karen Højstrup; hun har været sønder i By; hun vil herind.“

Maren rejste sig hastig. „Saa gaar a. A gaar vesten om. Fowal, Ann'!“

„Naa, hvordan har du det, Ann'?“ Karen Højstrup gjorde sin Tone deltagende og medfølende, men Ann' saa godt, hvor hendes Skadefryd grinede bag Masken. „A kan nok tænke,“ blev hun ved, „at det ikke er saa rart for dig i de her Dage. Derfor vilde a høre ind til dig, — a sætter mig lidt.“

„Værsgod.“

189

„Hvordan tror du, at du kommer over det, bette Ann'?“

„Aa, det gaar nok.“ Ann' Hyldgaard var kold.

Karen snusede Luft. „Det er saamænd heller ingen skøn Tid for din Vennekreds. Hvor En kommer hen, skal En jo høre for det, vi maa jo ogsaa bære noget af Skammen, — Folk snakker ikke om andet.“

Ann' Hyldgaard svarede ikke, og det irriterede den anden.

„Aa ja saamænd, nu er Hyldgaards Storhed forbi, men Gud ved, hvad det er godt for. Vi Mennesker trænger saa tit til at faa en Paamindelse, — er det ikke ogsaa sandt, Ann'?“

Ann' Hyldgaard skiftede Farve, men hun beherskede sig. — Samtalen gik trægt; der var jævnlig Pavse, for det Ann' enten svarede med Enstavelsesord eller tav.

Tilsidst hældede Karen Hovedet paa Siden og sagde halvt klagende: „A tøkkes ikke rigtig, du er ydmyg, bette Ann'?“

Men Ann' Hyldgaard løftede Hovedet paa sin gamle, stolte Maade og spurgte, hvad gruligt der i Grunden var sket?

Karen Højstrup slog i Forfærdelse Hænderne mod sine Laar. „Men Herregud, Mennisk!“ Nu fik hun Luft. „Per har spillet Kæreste med alle Byens pæneste Piger, ogsaa vor Maren, ja, og de troede ham jo godt hver én, for han er et pænt Menneske, og han er jo Sønnen fra Hyldgaard, jo, a skal lov for det! Og saa imens „ligger han i“ med hende Lyngbjærgtøsen, ja, for hun er naturligvis tyk ved ham, og hun har en Horeunge i Forvejen, — jo det er et pænt Levned! Og det sker under dit Tag, Ann', saa du faar staa ved det!“

190

„Det er svært, saa du ved Besked om andre Folk!“ bemærkede Ann'.

„Ja det ved a. Og a ved en Ting til, de siger, at Per velsagtens ogsaa er Far til den første, hun har. Ja, nu kan du tygge paa det, Ann' Hyldgaard!“

Ann' svarede: „A bryr mig ikke om at høre paa dig i Dag, Karen Højstrup.“ Hendes Stemme dirrede.

„Saa er det vel Meningen, a ligefrem skal gaa.“ Hun rejste sig i sin fulde Højde. „Men a syntes, du skulde høre Sandhedens Røst. Nu falder din blomstrende Krone, som skrevet staar!“ Dermed skred Karen Højstrup knejsende ud af Døren.

Ann' Hyldgaard havde med Besvær holdt Vreden i Bund. Nu stod hun tilbage med Sindet fuldt af ondt. Hun søgte ud i Køkkenet, men Mette var der ikke. Det var ikke saadan med hende nu som før, da man kunde have hende overalt. Men hvor var dog Tøsen? — Endelig fandt hun hende og begyndte, saasnart hun saa hende: „Ja, du har rigtignok lavet en net Redelighed for os her i Hyldgaard. En er næsten nødt til at krybe i Ly i sin egen Gaard, for En kan ikke være bekendt at vise sig. Og Folk kommer rendende den ene efter den anden og skammer os ud, at vi lever et ryggesløst Liv her i Gaarden, og lader os høre, at du naturligvis skal ha' Barn med Per. Og a vil godt tro det, for det var vel den eneste Maade, du kunde faa ham i dine Garn paa. Er det Løgn eller sandt, det kan En vel i det mindste faa at vide?“

Ann' Hyldgaard saa ikke godt ud, som hun stod der og skældte og smældte; det var en Vrede, hun blev grim af. Og lille Kirsten, der gik og puslede hos sin Mor, saa helt bange op paa hende.

Mette fandt sig rolig i det. Der var ikke en Gang en ond Gnist i hendes Blik. Hun følte, at hun jo 191havde taget denne Moders bedste Skat til sig for al Tid.

„A siger, kan En faa at vide, om det er Løgn eller sandt!“ gentog Ann' i Oprør.

„Ja, Ann' Hyldgaard,“ svarede Mette roligt, og en svag Rødme farvede hendes Kind. „Den Slags Ting har Per aldrig budt mig, saa det er absolut Løgn.“

„Ja, det skal du bilde mig ind, ha! Men En skal naturligvis fyldes med Krøniker oven i Købet.“ Hun traadte tæt hen til Mette og raabte med et Udtryk, som om hun kunde have slaaet hende med Knytnæve: „Det var en Ulykkesdag, da din Kvind' kom her i Huset!“

Da brast lille Kirsten i heftig Graad. Det slog Ann' Hyldgaards Hjærte. Hun bøjede sig ned, tog Barnet ind til sig og sagde ømt: „Aa Herregud, det bette Væsen! Aa Herregud, det bette Væsen!“ Og saa fik hun selv Taarer i Øjnene. —

Det var en urolig Dag for Ann' Hyldgaard. Det var iøvrigt alle Dage i denne Tid. Der skulde et stærkt Menneske til at holde til det. Derfor satte hun sig til Hvile i Armstolen inde i Dagligstuen for at være ene og trække Vejret frit.

Da ser hun et Menneske komme over Gaardspladsen. Det jager i hendes Nerver som Ild gennem Traade, for det minder om Peter Lassen, det er hans Gang og hans krøllede Hoved. Men det maatte vel være en Indbildning.

Men da Manden lidt efter staar for hende og hun hører hans Røst, saa forstaar hun, at det er virkelig nok. Hendes Ansigt er dødt; hun sidder stift i Lænestolen med begge Hænder i fast Greb om dens Arme, og kun dybt inde mærker hun noget røre sig.

Hun hører ham tale. Hun ser en graasprængt, 192forfalden Mand for sig. Livets graa Dage er gaaet hen over ham, og der er kun bleven Rester af fordums Herlighed tilbage.

Han vil købe Oldsager og Kobbertøj, men hun vil ikke sælge noget.

„Du kender mig vel nok, Ann'?“ spørger han.

„Ja,“ svarer hun kølig. „Er du sulten eller tørstig?“

Hun vil ikke have nogen Snak med ham, kan han nok mærke.

Saa siger han pludselig forsoren: „Aa, Fanden, ta og stik mig en Tikrone, du, for gammel Bekendtskabs Skyld,“ han griner frastødende, „saa gaar jeg straks igen.“

Det er noget helt uhørt, at Ann' skulde give en Tikrone bort, men hun synes, der maa ske noget; han kan ikke gaa saadan helt udenvidere; hun kan ikke samle sig. Der er noget, der tvinger hende, — hun henter virkelig en Seddel til ham.

Hun nikker befriet, da han forsvinder. Jo, hun har valgt rigtigt i Livet, og derfor har hun ogsaa Ret til at forhindre den Galskab, Per staar i Begreb med, hvis det er muligt. „Nej, Livet er ikke saadan, det skal du nok faa at se!“

Hun kigger alligevel efter Peter Lassen, og da han drejer ud af Porten og hun ser det sidste Skimt af ham, mærker hun i sin Sjæl en sælsom skøn Rysten. Hun har kun mærket sligt to Gange før i sit Liv, — i sin Tid overfor den Mand dér, da hun var ung, og anden Gang, da hun tog Per nyfødt i sine Arme.

XII

Paa Rejsen fra Pastor Holst havde Jens Hyldgaard i Aalborg truffet Søren Skipper, der lige laa klar 193til at sejle. Ham var han saa taget med, og de havde haft god Vind.

Det var en herlig Tur op ad Limfjorden. Og for Jens Hyldgaard var der noget nyt i det at mødes med andre Sejlere: mødes og skilles, glide forbi hinanden i Tavshed som Fugle i Luften. Det var mærkeligt.

Imidlertid gnavede hele Tiden i hans Sind Tanken om Per. Han havde opgivet at se ham gaa frem i Samfundet, som det havde været hans skønneste Drøm. Nu var det kun Sønnens Salighedssag, der optog ham. Han var angst for at miste ham evigt. Det tænkte han dybest paa under hele Turen, selv om han syntes, at det var ejendommeligt at glide frem gennem det mørke Sejlløb, der snoede sig mellem lysere, lavvandede Grunde, bag hvilke Kvæget græssede paa Fjordengene.

Da Skuden for en liflig Bør stod hen over Livø Bredning, saa han Øsløs ligge der Nord i Vigen mellem Gaardbækshage og Holmtunge med Kirken højt paa Bakken i Baggrunden. Han kendte hver Gaard og hvert Hus, hvert Træ og enhver Ledstolpe i Kærene. Han syntes for første Gang, at hans Barndomsby var skøn, som den laa der i Formiddagssol. Hyldgaards hvide Længer lyste helt ny for ham ...

Der faldt over hans Sind en underlig angst Følelse af, at man kunde miste det, man havde kærest.

Han blev roet i Land og skyndte sig op over Strandengene, der duftede hjemligt.

Og da Ann' traadte ham i Møde, slog det ham: „Det er min Hustru.“

Jens Hyldgaard trak af Stadsen, og Ann' bar Dagligtøjet ind til ham, mens de snakkede sammen.

„Naa, hvordan havde Pastor Holst det, Far?“ spurgte Ann' ivrig og oplivet ved, at Jens var kommen hjem.

194

„A skulde da hilse mange Gange. Jo, det er et dejligt Embede og en knusende god Gaard. — Tea er bleven forlovet.“

„Ih, nej, med hvem da?“

„En Gaardmandssøn der fra Byen.“

„Ser vi det, ser vi det! Naa og saa?“

„Jensenius har taget den teologiske Eksamen. — Og Fie er bleven Tandlæge.“

„Naa. Er hun ogsaa forlovet?“

„Ikke offentlig.“

„Ja det er nogle svær dygtige Børn, de har. — End Pastor Holst?“

„Han bliver tyk, nu, han bliver ældre. Men han prædiker lige godt. Det er saa skønt, for der er ingen Vaklen ved den Mand. Naar han staar frem og siger med rene Ord, hvordan det forholder sig, saa er En vis paa, det passer.“

Ann' Hyldgaard smiler hentaget, ligesom hun kunde se ham for sig.

Jens Hyldgaard sagde, idet han knappede Selen paa: „Ja, naar En hører den Mand, saa kan En da sige, En har været i Kirke. — — Er der sket noget herhjemme?“

„Ja, ham den ny Tjenestekarl, som Per kender, han er da kommen for et Par Timer siden.“

„Hvordan er han?“

„Han er da i al Fald ikke undselig. Han gaar nok saa stram herude og monneverer sig. Det er vist en spansk Herre af den ny Slags Tjenestefolk, saa vidt a kan se.“

„Hvor er Per?“

„I Klliim efter Kalk.“

„Det kunde Laj ha' besørget.“

„Jo, men Per har jo Lyst til at hente det selv — til hans eget Hus; saadan er han jo.“

195

„Naa ja ja.“ Jens sukkede.

Der kom et lidt trykkende Ophold; de tænkte nok begge paa det samme.

„Hvad sa' Pastor Holst ellers til det med Per?“ spurgte Ann'.

„Han var naturligvis forbavset. Han kendte jo godt Lyngbjærgfolkene. Ja han kunde slet ikke forstaa det, især da a fortalte, at hun havde et Barn i Forvejen med saadan en. — Men der er altid Trøst ved Pastor Holst; der er Orden og Plan, og En faar en ren Besked.“

„Aak, ja, bare vi havde haft ham igen her ved os,“ sukkede Ann'.

„Og saa sa' han,“ Jens gengav det ordret: „Hvis Per ikke tror, at Jesus er Guds enbaarne Søn, født af Jomfru Maria, saa er han ingen Kristen, selv om han er det bedste Menneske paa Jorden. Og hvis han fornægter Guds Tilværelse, saa er han Fritænker.“

De sad begge længe tavse.

Endelig spurgte Jens, om der ellers havde været no'n fremmede Folk.

Da rødmede Ann'. „Nej,“ svarede hun rask og rev sig løs. „Naa, bette Far, du er vel sulten.“ Hun talte mere venlig til Jens, end hun plejede. —

Denne urolige Tid i Hyldgaard var til stor Underholdning for Laj. Idag havde han saaledes talt med den her ny Tjenestekarl — Gudbevares! For det første var han klædt som en Greve, det var nu det, men saa talte han, ikke som et Tjenestemenneske, men som om han var Herre og det var en Naadessag, om han vilde nedlade sig til at ta Pladsen her i Gaarden. — Ja, hvis han ikke var Simulant — det kunde han forresten gærne se ud til — saa syntes Laj, at det endnu var det groveste, han havde 196oplevet. For det kunde da ikke være muligt, at Tjenestekarlene var saadan nuomstunder ude i Danmark. Han grundede lidt og spyttede eftertænksom i en langsom Bue. —

Laj kiggede ind i Hestestalden, hvor den ny Karl spadserede frem og tilbage i Støvler med lakerede Snuder .... Hov! Nu kom Jens Hyldgaard. Laj foretog sig lidt Puslearbejde i Nærheden, for han maatte høre, hvorledes dette spændte af.

„Hvad er dit Navn?“ spurgte Jens.

„Sørensen.“

„T—shi!“ lød det henne fra Krogen, hvor Laj stod bøjet over en Krybbe; men han hostede i det samme for at skjule det.

„Sørensen!“ Jens Hyldgaard tog Maal af ham. „Naa.“

Saa spurgte Jens ud om Landbrugsdrift. Og dér var den ny Karl en Svend til at svare, kunde Laj nok forstaa.

Endelig kom Spørgsmaalet om Lønnen.

„Seks Hundrede Kroner.“

„Sa' du seks Hundrede?“

„Kroner, ja. Og det er bestemt.“

„Thø—hø, hø!“

Naar Jens gav de Stød fra sig, saa vidste Laj, han var ikke tilpas. Laj rystede paa Hovedet.

„Skal jeg bo i det Kammer derhenne?“ spurgte Karlen.

„Ja.“

„Saa vil jeg gærne ha' lagt Fjælgulv og et ordentlig Vindue sat ind.“

Jens Hyldgaard rynkede Panden og spurgte, om der ikke var mere.

„Jo, hvis jeg bliver her til Vinter, maa jeg ha' en Kakkelovn.“

„T—shi!“ Laj kunde ikke styre sig.

197

„Vi har det saadan her, at du kan sidde inde i Dagligstuen ved vi andre.“

„Nejtak! Jeg vil ha' det for mig selv. Jeg læser meget.“

Saa sagde Jens Hyldgaard endelig, og det var hvast: „Er du ligesaa rap til at bruge dine Hænder, som du er til at bruge din Mund?“

„Det vil vise sig.“

Det var et Par Herrer, der ikke brugte overflødige Ord, tænkte Laj.

Jens Hyldgaard gik frem og tilbage nogle Gange og summede sig. Saa spurgte han i en rolig Tone:

„Er du min Søns Ungdomsven?“

„Ja.“

„Naa, ja saa kan vi snakke om det, værsgod at gaa ind!“

Jens Hyldgaard vendte sig rask og gik en Runde gennem Udhusene. Laj søgte ham og spurgte, hvordan Jens syntes om Hr. Sørensen, og saa lo han. „Ja, ved du, hvad han sa til mig? A anbefalede jo Pladsen og saadan og fortalte, a havde tjent her i Gaarden, siden a var en stor Dreng, men a havde da ogsaa faaet Præmie: ,Præmie,' raabte han saa gal som en Tydsker, ,du skulde snarere ha' været i Tugthuset!' Er det ikke forskrækkeligt! Ja, ham er a Fan farhen ræd for. — En maa opleve meget; det er no'en strenge Tider at leve i, Jens Hyldgaard.“

Men Jens Hyldgaard gik videre. Der var en anden, langt alvorligere Sag, der tyngede hans Hjærte. Og saa tænkte han ogsaa paa, om ikke den samme Karl var et Pust fra en ny Bølge ude i Samfundet, som man her havde lukket for. Og om ikke der var andre Bølger og Strømninger derude i Tiden, som inaaske netop Per havde Forbindelse med. — —

Det blev Aften. Og Jens Hyldgaard kredsede om Sønnen for at faa ham for sig selv. De gik op i 198Storstuen. Faderen vandrede frem og tilbage. Per satte sig paa en jærnbeslaaet Kiste og ventede, at det var den samme Historie med Mette om igen.

Men det var det ikke. Det var det religiøse, og Faderen sagde, at han kunde ikke sove om Natten, før han fik Pers Hjærtens Mening at vide.

De talte en Del om det. Og Per svarede tilsidst ligeud, at han ikke troede paa Jesus som født af Jomfru Maria.

Faderen bad ham betænke, at hvis han døde i denne Stund, da vilde han være evig fortabt.

Men Per troede heller ikke paa noget Helvede. „Nej fy! Hvilken grim Tanke!“

„Men Guds klare Ord siger det, Per.“

„Jamen Far, — vilde du nogentid fordømme mig til Helvedes Ild og evige Pine? Evigt altsaa. Svar mig!“

Faderen tav. Der kom et Ophold.

„Kunde du virkelig tænke dig det, Far?“

Faderen tav fremdeles. Per kunde ikke se hans Træk i Skumringen, men han hørte paa de hikstende Aandedræt, at han græd. Der var jo saa stille.

Det var, som en Flamme pludselig slog ud af Faderens Sjæl: „Aa, Per, min kære Dreng, a vilde gi' min Gaard og mine Penge, a vilde gærne være den fattigste Mand i Øsløs By, ja a vilde gærne dø, — hvis du bare var en troende Kristen!“

Per gjorde nogle Bevægelser nærmere til Faderen, der henne i Storstuens Halvmørke stod lænet med Armene paa Dragkisten. Han forstod nemlig nu, at hans Far virkelig var ærlig og oprigtig i hans Tro paa Gud. Per havde gjort ham Uret, — og det gav et smærteligt Sting i hans Bryst. Men samtidig blev han varm af Glæde. Og det var en hel ny Lykkefølelse.

199

„Saa er der kun én Ting tilbage.“ Faderen sagde det, som om Tilværelsens Værdi her paa Jorden for ham var afhængig af Svaret. „Fornægter du Guds Tilværelse?“

„Nej,“ svarede Per fast, „det gør a ikke. Det kan et lille Menneske som mig jo ingen bestemt Mening ha' om.“

Der lød et Suk saa dybt og saa langt, som Per aldrig havde hørt det fra et Menneskes Bryst, og hans Blik søgte uvilkaarligt rundt i den skumrende Stue, om de var ene. Men det var hans Fars Sjæl, der befriedes fra en uudholdelig Byrde.

Per havde Trang til at gaa hen til sin Far. Men han kunde ikke komme over det.

Inden de gik, fik han dog Lejlighed til at sige, lavt og undseligt: „A er saa glad ved, at du virkelig for Alvor tror paa Gud;“

„Men Herregud, betle Per, er du det!“ Faderens Stemme rystede af stille, indvendig Jubel.

XIII

Oppe i Hyldgaards Storstue stillede Ann' et lille Bord frem, hun lagde en hvid, nystrøget Dug over det og satte to Lys i Messingstager derpaa.

Der skulde nemlig være Bryllup i Hyldgaard, det vil sige Stuebryllup, som man bruger, naar der er noget galt i Vejen.

— Hum, ja. Ann' rystede paa Hovedet. Gid det hele snart var overstaaet og de Unge var oppe i Overmarkshuset. Hun var nemt bleven enig med Per om, at det skulde være Stuebryllup, for der var ikke stor Stads ved at age i Optog med Lyngbjærg- folkene, saa alle Mennesker skulde ha' det at grine af. — Nej, hun havde rigtignok tænkt sig det anderledes, naar hendes Søn skulde ha' Bryllup: Halvtredsindstyve 200Stadsvogne med de bedste Hannæsbofamilier til Kirke. Tilskuere i alle Vinduer og ved alle Husgavle og Flag oppe alle Steder. Kirken pyntet med Grønt helt op til Alteret ligesom den Gang i hendes unge Dage, da Forvalteren fra Vesløsgaard holdt Bryllup med Købmandens Datter. Hyldgaard fuld af Kvinder med kostbare Silkehovedklæder og Mænd i Klæde og Düffel. Suppe, Fisk, to Slags Steg og Tærte og Lagkage .... Jo, hun skulde love for det! Naar i Dag hendes Søns Svigerforældre kørte gennem Øsløs By i deres Silde-Jumpe, vilde Folk sige: Nu kører Lyngbjærgmandens til Bryllup i Hyldgaard! Og saa vilde de grine. Ja, Ann' Hyldgaard græd af Sorg og Ærgrelse. Hun syntes, den ringeste Kælling i Byen kunde spytte paa hende .. Naa, men hun fik vel ud og se til Gryderne, ja det var bare Hønsekødsuppe, men noget at æde skulde de da ha'.

„Men hør, Mett',“ sagde hun, da hun kom ud i Køkkenet, „du maa virkelig skynde dig og gøre dig i Stand, for hvordan vi vender og drejer det, saa er det da din Bryllupsdag.“

I det samme kom Jens Hyldgaard over Gaardspladsen. Det var Kongen paa Hannæs, tænkte hun, han gik noget sløt og modfalden i Dag. Ja det er ikke underligt, Jens Hyldgaard! Hvordan mon Dagene vil blive for os herefterdags?

Mette staar for Spejlet og fletter sit lange, tykke, dejlige Haar. Hun smiler, hun kæler for det mellem Fingrene, for hun tænker paa, hvor glad Per er for det. Han har foræret hende en Nakkekam af flammende, lysgul Skildpadde, rigtig stor og svær i Formen, men uden nogen Slags Prydelse. Hun skal bære den første Gang i Dag. Hun prøver den foran Spejlet.

Men nu kommer det vanskelige Punkt. Hun har 201i al Hemmelighed, kun Per ved det, faaet syet sig en sort Silkekjole, ja, det var letsindigt .... og nu er det, om det gaar an! — Hun tager den paa, og den sidder glat og blank om hendes skønne, kraftfulde Skikkelse. Den er ganske enkelt med en smal Perlebort i Brystet og Tyllsbrus i Halsen, det er det hele, men af Silke er den ganske vist. Hun drejer sig for Spejlet og smiler, idet hun trykker den svære, ægte Nakkekam fastere i Haaret.

Ann' Hyldgaard river Døren op for at se, om hun er færdig. Præsten er kommen. „Men Ih du Fredsens, hvad er det! Nej, hvad skal det nu til! Du faar saamænd aldrig Brug for en Silkekjole, nej, min Pige, det er der ingen Anledning til. Tag du bare den sorte uldne paa, den er saamænd god nok, hum!“

Mette bliver staaende lidt og tænker, overvejer. Saa trækker hun langsomt den fine Kjole af og hænger den bort.

Endelig ankommer Lyngbjærgmandens i den tohjulede Kassevogn med den lodne Islænder for. Lyngbjærgmanden er iført en langskødet, forslidt sort Frakke med flosset Silkeopslag, købt hos en Marskandiser, og dertil store Fedtlædersstøvler. Konen har et grønt, sortstribet Liv paa, der er fæstet til Nederdelen med Sikkerhedsnaale, og paa Hovedet har hun en spidstoppet Hat, der er udstyret med en Tot stift strittende, rødfarvet Græs ... Selv Ann' Hyldgaard kan ikke lade være at smile, saa sørgelig det hele end er.

Men Lyngbjærgfolkene føler sig ikke generede, de har et straalende Humør og et frit Sind, og de virker oplivende paa den trykkende Luft i Hyldgaard.

Mette faar Lejlighed til at hviske til sin Far, at han ikke maa drille i Dag. Han svarer med at stryge sin Datter kærligt over Kinden.

202

Men hvem er den fremmede Person? Ann' Hyldgaard forklarer, at det er Mettes Morbror fra Hanherred. Han er Pebersvend og har Penge og hører forresten med til de Troendes Kreds. Det er et gammelt Løfte, at han skal med til Mettes Bryllup, fordi hun er kaldt op efter en Søster, han holdt saa meget af; Søsteren er forresten død i de her Dage. —

Ved Vielsen udtalte Præsten, at han længe havde spejdet efter en ny Bonde, der ud fra sin oprindelige og frodige Natur turde hvile i sig selv, uden Efterabeise, en Bonde, der vilde vende sig fra det centrifugale i Tiden og oprejse Hjemlivet i en højere og ædlere Form, end man nogensinde før havde set. — Derfor havde det glædet ham at have lært Brudgommen at kende. Han og den Kvinde, han havde valgt sig, var et Par unge Folk, som i sjælden Grad havde lært at skatte Naturlivets Værd. Og de holdt af Oplysningen, ikke alene, fordi den var nyttig til materielle Formaals Opnaaelse, men de elskede den, som man elsker Solskinnet, for at leve og aande deri. „Jeg ved, at Poesiens Sangfugl vil bygge Bede i jeres nye Hjem, og jeg ved, I forstaar, at Lykkens skønneste Blomster gror lige ved Ens Dørtræ. Jeres Forbindelse er ikke grundlagt paa ydre Ting, hvis Glans let kan tabe sig, ejheller paa flygtige Stemninger, der let kan bortvejres. Jeg tror, I ejer en Forstaaelse af Hjemlivets Kunst, der er den største af alle, fordi den er en Genspejling af selve Guddomslivet. — Derfor maa jeg sige, at jeg aldrig har staaet overfor et ungt Par, til hvem jeg i saa Henseende har knyttet saa store Forventninger som til jer!“

Jens Hyldgaard slugte hvert Ord af den Tale, og da den var forbi, blev han endnu siddende med et fjærntskuende Blik.

203

Derimod var Ann' synlig misfornøjet. Hun syntes, det var en underlig Tale, hvor hverken Vorherres eller Djævelens Navn var nævnt en eneste Gang. Og hun havde desuden, selv af den her Præst, ventet i det mindste en Hentydning til den Lykke, der i Dag blev den fattige Pige til Del. Hun var vis paa, at Pastor Holst aldrig vilde have glemt det.

Jens Hyldgaard lagde Mærke til, hvor dyb en Fred og Glæde der var i de Unges Ansigter, selv ved det mindste Øjekast. Og der paakom ham en ubegribelig Bevægelse, han kunde ikke beherske sig. Han gik vesten om, en lille Tur op ad Grønvejen. Det var Glæde og Sorg og Angst og Anger, ja han vidste ikke, hvad det var, der paa én Gang brød paa, men han maatte græde, rigtig græde ud.

Han vilde helst have vandret alene med sig selv en lang Tur hen ad Markvejene, men han maatte jo ind til de andre.

Imidlertid havde Mettes Morbror fra Hanherred overrakt hende en Sparekassebog paa femhundrede Kroner. Det mildnede lidt paa Stemningen, og Mette blev straalende glad, for saa var hun dog ikke saa hel fattig og ussel.

„Ja, det er, fordi du hedder Mette li'esom min kære Søster,“ sagde Morbroderen. „Nu er hun død og henne, hun blev begravet for fjorten Dage siden. Aa, ja saamænd. Skal vi ikke snakke lidt om Døden, Hr. Pastor, det er saa skønt at snakke om Døden.“

„Om Døden?“ smilede Præsten. „Nej, ved De hvad, min gode Mand! De skal først tale om Bryllup, og saa skal De tale om Barsel, og saa langt senere om Døden,“

Den troende Pebersvend saa forbavset op paa Præsten.

204

Men Præsten lo. „Ja, hvad skal vi Præster leve af, naar vi ingen Offer faar?“

De lo lidt alle; det var jo en Spøg, og den lettede paa Luften.

Saa begyndte Lyngbjærgmanden at fortælle smaa, morsomme Træk af det virkelige Liv. Det skulde jo da ogsaa, trods alt, være en Glædesdag.

Og ved Bordet blev Lyngbjærgmanden ikke træt af at sige Ann' Hyldgaard artige Ting om hendes Suppe og hendes enestaaende Dygtighed i det hele, og Mette burde paaskønne, at hun havde faaet saadan en Svigermor.

Dagen var gaaet bedre, end nogen havde tænkt. Men der var jo ikke noget videre at vente efter, da de havde faaet Kaffen. Og da Mettes Mor, der havde været inde i den gamle Stue ved lille Kirsten, nu viste sig, drog Lyngbjærgfolkene af Gaarde.

Men Ann' Hyldgaard sad tavs inde i Sovekamret. Hun forestillede sig, at hvor dette Lyngbjærg-Køre-tøj skred frem ad Vejen, vilde Hjadderen gaa om dem i Hyldgaard. Hun kunde ikke komme bort fra, hvorledes Folkesnakken vilde vælte op i Hjulsporene efter Lyngbjærgmandens Silde-Jumpe.

205

TREDIE DEL

206
207

I

Overmarkshuset laa højt oppe paa Øsløs Mark. Det var et straatækt Vinkelhus i gammeldags Form. Havens unge Løv brusede frisk om Huset, Kirsebærtræernes fyldte Kroner svævede i Luften og syntes i næste Øjeblik at kunne hæve sig som hvide Lammeskyer, og de ungpige-skønne lyserøde Æbleblomster var lige ved at springe ud.

Mette kom ud fra Huset med et Barn paa Armen og et ved Haanden. Hun gik hen over Marken til tolv Kvier, Køer og Kalve, alle graabrogede, der stod i Række langs Ageren. Stammoderen, den gamle Kringelhornede, laa ned og gumlede, mens hun nok saa vigtig skuede hen over sit Afkom.

Mette gaar barfodet i den unge, svale Kløver, hvis dunkle Blade med de lyse, pilespids-formede Trekant staar fulde af grønlig Saft. Den Kringelhornede rejser sig fra Lejet, som viser Aftrykket af dens Krop i Kløveren, den strækker sig, krummer Ryg og løfter Halen, hvorefter den puster ud med Velbehag. Mette klør den paa Halsen, som den strækker frem, og Bette-Per faar Lov at klappe den paa Mulen.

Lærkerne borer sig jublende op i Luften. Solen flimrer over Hannæsland. Ude paa Søen skrider en Galease gennem den blaa Luft som i Drømme. Og mens de tolv graabrogede Høveder med Tungerne rusker den saftige Kløver løs af det ny Tøjrslag, synker Mette hen i selvforglemmende Nyden.

208

Kirsten, der nu er en stor Pige, raaber henne fra Husgavlen, hvor mange Æg hun skal tage til Pandekagen; hendes klare Barnestemme høres lydt over Marken. Moderen svarer tilbage, at nu kommer hun selv, Kirsten skal bare passe at røre i Gryden, saa Grøden ikke svides.

Mette skynder sig; hun skal nemlig ud i Kæret med Middagsmad til Per og Laj, der i disse Dage har travlt med Tørvegravning.

I den lille Moseparcel i Strandkær, som hører til Overmarkshuset, staar Per i Graven med Bukserne smøget op til Skrævet og ælter Pludder med de bare Ben. Laj kører Blæbberet hen paa Liggepladsen, hvor han jævner det ud i en Flage, som han med en Træskovl deler i smaa Firkanter paa en Tørvs Størrelse. Pers to Smaadrenge, Jens og Klaus, har deres egen Tørvedejg, som de morer sig med. De to store og de to smaa Tørvegravere, alle barbenede, halvnøgne, solbrændte, arbejder, saa Sveden rinder ned ad deres brune Hud.

Smaadrengene strejfer dog snart ud i Omverdenen mellem de tætte Pors og Lyngris, der er som en hel Skov for de smaa Fyre. Risene vrimler af Myrer, Biller og alskens summende Insekter, enkelte hvide Sommerfugle flagrer over Toppene, og i Luften suser Viberne, — Verden er forunderlig! De gaar paa Opdagelsesrejse. Der flyver mange Fugle op fra Buskene, og hver Gang løber de til, om der skulde være en Rede. Endelig finder de en gemt inde under en høj Pors. De lægger sig paa Maven; Reden er tæt og lun, som den var vævet, saa pæn rund og foret med Hestehaar og fint Straa. De ved ikke, hvormange Unger der er, for de ser kun nogle graa Dun med nøgne Pletter imellem. Men saa frembringer Drengene en Lyd med Læberne ved at suge Spyttet indefter, og straks rækkes 209tre Halse langt i Vejret, og tre gulkantede Næb aabnes paa én Gang for tre smaa, røde Gab. Det gentager de mange Gange.

Men de maa videre. De vader hen over nogle gamle, tilgroede Grave, hvor Halvgræsser og Siv staar i tætte Buske. De plukker nogle Straa, som de sætter ud at sejle i den store Grøft, der gaar rundt om Indkastene. Vandet staar næsten stille, men rinde gør det, kan de se paa, at Sivene glider sagte frem. Naar en af Siv-Baadene strander ved Midtstrømmen i den grønlige Andemads-Bræm inde ved Bredden, springer de ned for atter at bringe den flot. De arbejder sig langsomt frem ad den store Grøft, der for dem er som en Flod; de kravler om paa Skraaningen, holder sig fast ved Græstotter og Graaris, mens Jordfyld nu og da plumper ned, saa Frøer og Tudser skræmmes ud af deres Skjul; de hopper op og ned ad Diget som Lam, — ja de glemmer hele Verden for den ene Ting at føre deres Flaade ud i Æventyret.

Per følger dem hele Tiden med Øjnene. Han tænker paa, hvorledes hans Smaadrenge nu er i Færd med at indtage Verden. De skal faa Lov til at gøre det i Frihed, faa Lov at gro efter deres Natur, saa de kan blive fri og lykkelige Naturmennesker. Men paa Afstand vil han følge dem, og hans Tanke skal altid være dem nær.

Saa kommer Drengene tilbage, løbende, kravlende, styrtende over Grøfter og Tuer. Der maa være hændt noget særligt. Han standser Æltningen i Graven; han kan ikke tænke sig, hvad der er sket; da de kommer nærmere, raaber de noget, men han forstaar det ikke.

Endelig faar Drengene under megen Pusten og Hiksten forklaret, at der langt henne var en Fugl, som var bunden til en Pæl; den flagrede over Reden 210men kunde ikke komme løs. „Kom, Far! Følg med, Far!“

Per kiggede betænkelig hen over sit Arbejde og kløede sig i Nakken.

„Jo, kom, Far! Aa, følg med, Far! Du skal bare se! Kom saa, Far!“

Per smilede godmodigt til sine Drenge og satte sit Redskab tilside. Da lo Drengene til hinanden af Glæde.

Det var en Vibe, der var fanget i en Snor, som andre Drenge havde spændt over Reden; med en fin Hestehaars-Løkke om det ene Ben var den stakkels Fugl bunden til en Pind, der var stukket i Jorden. Nu flakkede den vildt i sit Baand og gjorde fortvivlede Anstrengelser for at slippe fri.

Per løste den, og den fløj bort som en Pil. Han rev dernæst Snaren itu og kastede Stumperne langt bort, og han bøjede sig ned og aandede paa Ungerne.

Derefter forklarede han sine Drenge, at saadan noget maatte de aldrig gøre.

„Nej, det maa vi ikke,“ sagde den ene.

„For det er Synd,“ tilføjede den anden.

De tog deres Far trygt i Haanden og fulgte ham tilbage, helt alvorsfulde. Det var en forunderlig Oplevelse; de havde været Vidne til, at en Fange var bleven befriet, og at Smaaungerne havde faaet deres fangne Moder igen. Det var helt underlig at gaa paa Jorden, der var fuld af mærkelige Ting.

Den første, der saa Mette komme, var Jens. Allerede da hun tonede frem langt vester paa den indre Fjordstrand, udbrød han med stille Glæde: „Der kommer Mor!“

„Ja, med vor Ønnen!“ raabte Klaus.

Per og Laj vilde imidlertid have noget Arbejde færdigt, inden de skulde spise. Derfor hyllede Mette 211Middagsmaden yderligere til, for at den kunde holde sig varm. Og saa flættede hun i Mellemtiden en Hat af Siv til hver af sine Drenge. De sad ved hendes Fødder og undrede sig over, hvorledes Moderens Fingre først sammenknyttede de grønne Siv til en Krans, der passede om Panden, og derefter samlede alle Straaene opefter i en dusket Top. Og saa tog de hver sin grønne Sivhat paa deres lyskrøllede Hoveder og hoppede mellem Tuerne.

Mette havde lagt Mærke til, at det kneb for Laj; han sagtnede Farten, og Per masede fremdeles paa. Hun spurgte da, om hun ikke maatte prøve, for Sjovs Skyld, at trille de sidste Børfulde ud. Laj saa betænkelig efter hende, men hun gik nok saa strunk afsted med Læsset. Da rystede han smilende paa Hovedet og bemærkede fornøjet til Per: „Der er Krummer i Kvindfolket! Ja, Gu er der saa!“ Og det tog han sig en vældig Skraa paa. — Der gik et lyst Skær over Pers Ansigt, fordi han forstod, at Mette bare vilde lette den Gamle.

Ved det sidste Læs blev hun imidlertid lidt kaad, og saa gled hun paa Brættet, der var fedtet af Mudder, som om det var smurt ind i Sæbe, og der laa hun. Det vakte ustyrlig Jubel. Laj rev sig paa Armen af Henrykkelse, og Børnene holdt sig paa Maven. Men den, der lo allermest, var Mette selv, og hun kunde næsten ikke holde op igen, det blev ved at klukke ud af hendes Bryst som af en rig Kilde.

„Der er altid Løjer ved Mett',“ mumlede Laj med Munden fuld af Spyt.

Endelig pakkede Mette op for Risengrøden og Flæskepandekagen. De satte sig alle tæt sammen rundt om Grødgryden med det store Smørhul i Midten. Maden smagte dem rigtig, fordi de var sultne efter Arbejdet. De holdt deres simple Maaltid 212under aaben Himmel, siddende paa en Lyngbrink mellem den duftende Pors. Og Kærets, Hedens og Strandens Fugle sang for dem imens.

Saa taltes der om, hvor mange Tusinde Tørv de nu havde gravet, og om, hvor godt de vilde varme, naar Vinterdagene kom.

„Ja, det er da mine Tørv derhenne,“ sagde Laj stolt og pegede paa en mindre, firkantet Fladning, der laa for sig selv. „Jo, det er mine Tørv dem, for Per tøktes, at vi skulde grave til os begge to, naar vi nu var ved det. Tørvejorden spillede ingen Rolle, sa' han.

„Det var jo fornuftigt.“

„Ja, din Mand er jo ikke af de værste Mennesker, der er til.“ Lajs Stemme rystede lidt, og han lod hemmeligt sin Haand vidske over de rødrandede Øjne.

Saasnart de havde spist, faldt Drengene straks i Søvn, deres runde Barnekinder glinsede af Fedt, og der sad en Krumme hist og her i Mundvigene.

„Aark, ja, saadan nogen bette Svende,“ sukkede Laj, „de orker ikke ret meget.“ Selv var han saa træt og søvnig, at han sukkede. Han underholdt sig med at ramme et Porstræ med en Spytstraale, men inden han naaede Maalet, faldt den Gamles Øjne til.

Per tog Mettes Haand og lænede sit Hoved mod hendes Skød. Hun strøg hans Pande og lod Fingrene glide gennem hans lokkede Haar. Snart sov ogsaa han.

Mette alene blev siddende moderligt vaagen. Hun tænkte paa, hvorledes hun som Barn havde sprunget heromkring paa den samme Plads, og hun tænkte paa den senere, grimme Tid, da hun var den foragtede Lyngbjærgtøs. Nu sad hun her midt i sin Lykkes Verden. — Hun rørte Pers Kind, saa let kun, for ikke at vække ham. Det var sammen med 213ham, at hendes Dage var bleven fulde af Glæde og Skønhed. Og af Godhed. — Som nu det at glæde Laj med hans egne Tørv! Ja, Per kunde hver eneste Dag finde paa saadan noget smukt. Li'esaa stille. Hver Dag hele Aaret. Og det kunde han sikkert blive ved med alle hans Dage. Derfor var hendes Lykke saa tryg. — Til at begynde med havde hun været ængstelig, men det var gaaet over for længe siden.— — Ja, hun havde lært, hvad Godhed var, hvad Kærlighed var, og derfor altsaa, hvad Livet var. Hun sad her med sit Hjærte fuldt af Taknemlighed. Og hun syntes i dette Øjeblik, at Guds Væsen fyldte hele Verden omkring hende.

— Ved Aftentid spændte Per sine Øg for, som havde græsset i Tuekæret. Den ene var den samme røde, hvidfodede Plag, som han havde kørt med hjemme — han havde nemlig byttet Hingstaaringen med den — men den var nu Moder selv og havde en Datter ved Siden af sig.

De drog op ad Vejle-Vasen og ind gennem Øsløs By. Da de kom forbi Hyldgaard, stod Ann' paa Udkig under Hyldetræet. Hun havde nemlig bagt to Ænder af Sigtebrød, hver med en lille Ælling paa Ryggen — det var til Pers Børn. Drengene puttede „Vakkerne“ ind under Blusen, de var ganske varme, Ann' modtog det Kys af dem, som var hendes sædvanlige Betaling. Ja de Smaating, hun altid havde ved Haanden, naar Børnene kom forbi Hyldgaard. Hun klappede Drengene paa Kinden og vekslede nogle venlige Ord med sin Søn. Men Laj saa hun ikke.

Ann' Hyldgaard var bleven en gammel Kone; hun var duknakket, rynket og tandløs, hendes Haar var tyndt og hel graat med gullige Skjolder. Da de andre kørte op ad Markvejen, blev hun staaende længe med Hænderne under Forklædet og saa efter Vognen. 214Per vendte sig og gav et lille Vink. Og saa gik Ann' atter ind i Hyldgaard med stejle Skridt.

Da de kom op til Overmarkshuset, raabte Mette „Velkommen hjem“ inde fra Haven, hvor hendes store, blanke Øjne lo til dem mellem Kirsebærblomsterne.

Snart var de bænkede om et stort Fad Tykmælk, som Mette til Børnenes store Glæde overhældte med Sirup i mange Snirkler og Figurer. Faderen fik Bette-Per paa Knæet, og saa kan det nok være, at Skeerne klappede mod Fadet.

Da Køerne var trukket ind, sagde Laj: „Hør Per, ved du, hvad vi to Mandfolk nu gør?“

Nej, det vidste Per ikke.

„Vi tar li'saa stille og skuffer Havegangene for Mett', for naar hun kan hjælpe os med Roerne, saa kan vi Fanden farhen ogsaa hjælpe hende i Haven.“ Og saa gik det løs med Skuffejærnene.

Stalddøren stod aaben, og mens Mette malkede Køerne, sang hun en Aftensang ....

Mit Liv af Morgenens Væld udsprang,
o, lad det, naar Sol gaar under,
henrinde som Aftensang!

II

Søndag Morgenens Luft var dejlig at aande i Overmarkshuset, den gjorde Tilværelsen let og yndig, den bar dem alle i Fællesskab. Søndag Morgen var der ingen, der sagde Nej til nogen her. Per og Laj malkede for Mette, der havde travlt med Børnene, for at de kunde gaa rigtig fine ud i Solskinnet.

Overmarkshuset laa i Morgensolen paa Højden af Hannæsland i Dufte af nymalket Mælk, af Balsam, Ambra, Lavendel og Salvie, — ja, ikke en af Urterne 215fra de gamle Bondehaver savnedes her. Per havde nemlig samlet dem hos gamle, enlige Folk, alle de Urter, der ikke for Tiden var modens eller fine nok. For han syntes, at der netop ved dem var noget hjemligt; naar han nemlig lugtede til Ambraens Løv, saa havde han i dens Duft, forekom det ham, en Essens af alt det ramme, nøjsomme, egenartet krydrede i gammel dansk Levevis.

Laj spadserede hel spræg mellem Buskene i sin bruntavlede Søndagsvest og saa ud over Fjorden, hvor en Tremaster af dem fra Nykøbing kom sejlende med Kul fra England, dér langt ude i Verden.

Nu kom Bette-Jens og Klaus ogsaa ud i Haven, smilende i deres nystrøgne Bluser. De faldt pludselig i Forundring over en Kæmpe-Rabarber, hvis Blade var saa store som Stolesæder. De kiggede bagved ind i de lønlige Skygger, hvor enkelte Solstrejf gyldent glødede de tykke, rødlige Stængler, — hvor mærkeligt! .... Men saa kom de i Tanker om deres Ærinde: at faa Faderen med ned til Fjorden. „Hvad, Far?“ sagde de. „Aa jo, Far!“

Det Ord Far lød sødt i hans Øren, det tonede lysteligt for hans Hjærte. Af alle Ord i det danske Sprog var der ingen, syntes Per, der havde saa liflig en Klang som det. Ja, han vilde følge med, han vilde skænke dem af sit eget Liv, og selv vilde han læske sin Sjæl ved deres Uskyld. Alene at gaa med dem en i hver Haand hen ad Markvejen her en Søndag Morgen — hvad kunde tænkes skønnere paa Jorden.

Han kom i Tanker om, hvorledes det en Gang, mens han var Barn, var gaaet op for ham, at denne Vej var den rigtige Jord. Rundt om skiftede Rug og Havre og Græs, men Vejen laa fast. Den laa trofast, hvert Aar overgroet med Syre, Løvetand og Blaaklokker, og med Lærkereder skjult under Vejkanten. 216Her havde han færdedes sin Barndoms- og sin Ungdomstid. Nu gik han her i Dag med sine to Sønner ved Haanden og saa hen over Øsløs Marker og ud over Fjorden til Hannæsland og de fjærne Øer. Saadan var det gaaet her Slægt efter Slægt, og det var vel derfor, den Vej laa saa fast, og at man fik den saa kær.

De var snart nede ved Fjorden. Mens Drengene smøgede Bukserne op og pjaskede i Vandet, satte Per sig paa Strandbrinken ovenfor. Det var, som om han rykkede nærmere til Verdens Skabelse. Stranden her i Bugt og Vig, randet med vaade Perlestene og blegede Muslingskaller, havde ligget her urørt fra de ældste Tider. De to Næs, Gaardbækshage og Holmtunge, var som en Favn, hvori Fjorden hvilende drog Aande som et levende Væsen. Han lyttede til Fjordens Sang. Hans Tanker droges mod Dybet og det fjærne. Hvorfra er vi kommen? Og hvor skal Ens Liv rinde hen til sidst? Ud i det store Evighedshav? Hvem kan maale Bunden? ....

Dog herligere endnu end Fjordens Sang var det for ham at høre sine Drenges Latter hen over det klare Vand — som den første Lyd fra en Menneskesjæl i en ny Verden. De legede med Guldtærninger.

Da han havde hørt og set paa dem en lille Tid, kaldte han ad dem. Det var bare en heftig Lyst, der kom over ham.

Og da han sad med dem, en paa hvert Knæ, tæt trykket til sig, tav alle Spørgsmaal. Han fattede rent umiddelbart Livets Mening.

De fulgtes alle tre langs Stranden, hvor en klæget, dyndet Lugt nu ved Lavvandstide slog op fra Bunden. De sankede Skrabskæller og mærkelige Stene, saa Per fik Lommerne stopfulde. Der var ogsaa brune Søstjærner og rødlige Krebseskaller med gullige Pletter, soltørrede og lette som Pap. 217Strandfuglene løb pylrende omkring paa Smaa-Rev-lerne, og Ternen slog ned fra Luften efter Bytte.

Saa vadede de ud i Fjorden; det var saa morsomt at høre den skvulpende Lyd, naar de trak de nøgne Ben gennem Bølgerne. Vandet paa Sandbunden var saa klart, at de tydeligt kunde se de smaa Tuer med blaalige Ormevindinger i Toppen. Smaa Flynderunger smuttede legende omkring, saa nære og hastige som Svaler mod Blæst, og de glasklare Vandmænd med flimrende Frynser laa og sumlede behageligt, nød rigtig Livet, som om ogsaa de holdt Søndag.

Omsider vandrede de hjemad. Da de havde gaaet lidt, standsede de ved en lille Bæk, der flød stille gennem Engen. Kabbelejerne groede langs Bredden, ja enkelte stod endog hel frit ude i Vandet, hvori de spejlede deres runde, gule Hoveder. Drengene lagde sig paa Maven og drak af det rindende Vand. Per mindedes et lille Digt:

Se, Kabbelejen gror paa den samme danske Eng,
hvor Bondens Føl og Plag fik Kraft i Krydset,
og hvor den blonde Pige paa gule Blomstervæng
fik røde Kinder under Høslets-Kysset.
Den træder ud i Vandet, som om til Bad den gaar;
den Bondepige løfter bly sin Kjole;
den ser sit eget Billed, forundret stille staar
og lar sig rigtig, rigtig gennemsole.
Saa mangen Blomst beundres, naar paa det høje Sted
i Pragt og Straaleglans den rigtig skinner.
Men i de side Enge og ved den lave Bred
beskedent Kabbelejens Dage rinder. —
Saa rinde mine Dage ved Tidens stille Strøm,
at Lysets Glød kan i mit Øje tindre,
og Sommertanker stige af Muldets dybe Drøm,
og Livet gro og grønnes i mit Indre!

Da Per nærmede sig Hjemmet, faldt han i Forundring over, hvor smukt Kartoffelageren i Blomst 218egentlig saa ud. Hele Ageren, naar han saa hen over Blomstertoppene, var som det lifligste Luftskær i lys-lilla Farvetoner, saa yndige, som han aldrig før havde kendt. — Og der stod de grønne, grenede Stængler saa stille og groede Nat og Dag, samlende Jordens Fedme og Sødme til nye Kartofler .... Bare han i Smug kunde ha' pillet saa mange, at han kunde ha' overrasket dem derhjemme med et Maaltid, men det var nok for tidligt endnu.

De hørte glade Raab fra Huset og skyndte sig ind. Dér stod Mette midt paa Gulvet, hyllet i sit mægtige, lysgyldne, udslagne Haar. Bette-Per og den mindste Dreng løb rundt og rykkede i det. Moderen gav Skrig fra sig for Løjer, og Børnene lo saa aldeles hjærteligt. De blev ved at gentage det, og Kirsten stod leende og saa til med en Karklud i Haanden.

Da Døren aabnedes, slyngede Mette med et Kast sin vældige Manke bagover og stod der i sin moderlige Glans og Fylde, indtagende forvirret. Men Per saa hen til hende med Lykkens lyse Smil. Og det tog hun ind til sig.

Saa var det Middagstid. Der kom røget Flæsk i Skiver, og der kom Meldyppelse. Men saa gjorde Mette et Ophold. De sad tavse og spændte ved Bordet, de var vis paa, at der vilde ske noget. — Endelig viste Mette sig med et tillukket Lerfad, som hun stillede midt paa Bordet, og bad den ældste Dreng tage Laaget af.

„Aah!“ udbrød de alle paa én Gang. „Nye Kartofler!“

„Ja det er Laj, I kan takke for det!“ sagde Mette.

Og Laj sad der med urolige Hænder, hel forlegen; han vred Munden og spyttede og vidste ikke, hvor han skulde gøre af sine Øjne. —

Saa var det hen paa Eftermiddagen, at Mette 219lagde Mærke til et eget Udtryk i Pers Øjne; hun kendte ham saa nøje; der var noget i Vejen. Han gik urolig omkring, og hun fulgte ham med Opmærksomhed.

Da saa hun ham senere staa i Skjul ved Hushjørnet og kigge Nordvest hen over Hyldgaardsmarkerne, hvor Forældrene gik omkring i deres Søndagstøj og saa paa Kornet. Naa, ja, saa forstod hun det. Det var ikke saa underligt, om han kiggede efter dem, nu havde han ventet paa dem i syv Somre.

Mette skyndte sig at rydde op alle Vegne, om de virkelig i Dag skulde træde ind under deres Tag. Laj stod paa Lur bag en Rude i Laden.

Det tog lang Tid for Ann' Hyldgaard og Jens, for snart stod de stille, snart gik de i Øst og snart i Vest, som om de ikke vidste, hvad Vej de vilde.

De kom dog nærmere og nærmere. Spændingen i Overmarkshuset blev større og større. Men enhver holdt sig helst for sig selv.

Men tilsidst forsvandt de øster ned i en Lavning ad Hyldgaard til. Og Bette-Jens hviskede til sin Mor: „Nu kommer de heller ikke i Dag.“

Der dukkede en fin Befordring op over Bakken i Vest. Solen blinkede i Vognlakken og det blanke Seletøj. Hvad mon saadan et Køretøj vilde ind over Markvejen for? Overmarksfolkene stod ved Gavlen og saa efter det. Da Køretøjet var lige ud for dem, viste det sig at være Lise Snedkerbjærg. Hun var bleven gift med en rig Enkemand i Vesløs og var altsaa i Dag paa Hjemmebesøg i al sin straalende Glans. Hun saa endnu blegere ud, end hun plejede, men smuk var hun, og stolt sad hun tilbagelænet i det polstrede Fjedersæde med et lilla Hatteslør flagrende ned ad Nakken.

Overmarksfamilien gik ind i Haven, hvor det duftede 220hjemligt af de gammeldags Urter, og satte sig i Lysthuset.

— — Ved Aftenstid styrede enkelte Karle og Piger op mod Overmarkshuset. De fulgte Stierne, Markvejen og Balkene mellem Kornagrene hver for sig, men de traf sammen hos Pers.

Det var nemlig efterhaanden bleven Skik, at en Del Ungdom, der om Søndagen drev hjemløs om, samledes i Overmarkshuset. Det var saadan no'en skønne Folk dér, syntes de, de prækede ikke og formanede ikke i det uendelige, de snakkede saa herlig naturlig om alting, de var saa venlige, der var saa frit at komme, og deres Hjem blev ikke holdt for fint eller for godt for Ungdommen, hvem der saa var med.

Mette tog glad imod de unge Piger, og hun tog dem med ud i Haven og gav dem hver en Blomst til deres lyse Kjoler. Per gik en Tur i Marken med Karlene, hvor de fik at se, hvor ren og fin en Ager Rodfrugt kunde se ud.

Senere legede de paa Grønningen østen for Overmarkshuset og sang Kædesange. En af Karlene kunde spille paa Mundharpe, og saa tog de sig til Afveksling en Runddans. Naar de blev tørstige, hentede Mette et Krus hjemmebrygget Øl, de kunde læske sig paa. Saa sang de lidt og kædedes paany. Per, Mette og Børnene, de var allesammen med i Legen, og det var de Unge netop saa glade ved. Da de sang:

Du tar din, enhver tar sin,
saa bliver der én tilbage!

tænkte Mette paa den Tid, hun stod alene bag Buskene i Hyldgaards Have, udelukket fra Ungdommens Kreds. Nu var hun selv med og sang af fuldt Bryst:

221

Hver tar sin, og jeg tar min!

Og samtidig trykkede hun Pers Haand i stærk og dyb Ungdomsglæde.