Schandorph, Sophus STILLELIVS-FOLK (1889)

✂

I.

✂ Det var rigtignok et andet Slags Bal, det, Byfogden havde givet i Nat, end Klub- og Borgerballerne.

✂ I Stedet for Raadstuesalens salpeterplettede, limfarvede Vægge med plumpe Granguirlander, i Stedet for "Hôtel Postgaarden"s lange, smalle Sal med de gamle Papirstapeter, fremstillende Fernando Cortez's Erobring af Mejico, hvor store Fedteklatter havde sat Mærker paa Menneskenes Ansigter, paa Hestenes Krop, paa Bjergenes lyseblaa Sider, paa den bleggraa Horizont, dansedes her i to Saloner. Dørfløjene vare tagne af . . . man havde danset over den lave Tærskel. Man havde slynget Kæde gennem en Række Værelser med Tæpper, Portièrer, høje Værelser med gyldenrammede lysfarvede Lærredsfelter paa Væggene. Ikke faa Oljebilleder, mange Kobberstik, Statuetter og nydelige Nipssager paa Etagèrer, runde Piedestaler, saas som ved et Lynglimt, mens de lysklædte Damer og sortklædte Herrer bugtede sig igennem under Musik af Strygere, Klarinetter og Fløjter, uden Trompetskingren ... en langt doucere, finere, kælnere Musik, end Byens Beboere var vante til fra de offentlige Baller.

✂ Og et finere Selskab! Ingen Butikssvende med Labber, der fyldte de hvide Handsker som en Risengrynspølse en Tarm. Ingenskraalugtende Avlsforvaltere.

✂ Det var Herregaardsfolk fra Omegnen, ja nogle fine Proprietærog Forpagterfamiljer var tagne med. Det var Præstegaardenes hyggelige Døtre, klædte saa tarvelig og dog saa smagfuldt i hvidt Tyll med kulørte Bælter og Baand, det var Byens Embedsmands- og bedste Købmandsfamiljer med Døtre og Sønner.

✂ Fin staaende Seksa med lette Vildt- og Fuglepostejer - ikke 4 Andesteg og Rødkaal - god Bordeauxvin, Sherry og Champagne - ikke sur manipuleret Rødvin og hjemmelavet Sillery mousseux.

✂ Ikke at Toiletterne var saa særdeles kostbare. Det var tynde, kønne Stoffer, Baldamerne bar, ikke knitrende og raslende Silketøjer med Rucher og Pocher. Vi er i en lille Købstad i Aaret 1866. Men Byfogden var en rig Mand, havde for et halvt Aar siden tiltraadt sit Embede, havde været Overavditør, bar Titel af Kammerjunker, og hans fem og trediveaarige Frue var en født Baronesse.

✂ Den lavest stillede Dame i Købstadens Rangforordning var Datteren af en Købmandsenke, der efter sin Mands Død var reduceret til at have det strængt nødvendige til at leve for. Men Johanne Alslev var den smukkeste Pige i Byen, og Kammerjunkerinden vidste, at hun havde været indbudt til Bal paa to Herregaarde i de sidste Par Aar. Hun var desuden vel oplært, havde frekventeret Københavns anseteste Dannelsesanstalt. Hun maatte kunne være "hoffähig" ved Kammerjunker, Overavditør, By- og Herredsfoged Gravenhors's og hans Hustru, født Baronesse Gyldenskjolds Fest.

✂ Hun blev en Art Primadonna paa Ballet. Ikke saaledes, at de fineste Herrer, Grever og Kammerjunkere fra Herregaardene nogensinde havde engageret hende til hele Danse, men de inklinerede livlig for hende, og en ung Artilleriløjtnant med gyldent Bandeler og Guldepauletter dansede den sidste Vals med hende.

✂ Alle havde indrømmet, at hun var dejlig i den simple lyseblaa Tarlatanskjole, med gule Roser og hvide Kameliaer i Haaret. Den lille lidt skarpt og uregelmæssig tegnede Næse misklædte hende ikke. Hvor var de mørke Øjenbryn ikke fint trukne over de sorteblaa Øjne med de lange sorte, bløde Vipper! Mørkeblondt - ved Lys mørkebrunt Haar sad à la Pompadour, Legemets Linje var fin og slynget, Barmen passende høj, Midjen passende slank, Hofternes Runding ulastelig . . . og hvilke smalle Fødder! Da hun trak Handskerne af under Spisningen, hviskede en ung Grevesøn til sin Nabo, Artilleriløjtnanten :
- Man kan ikke se, at Faderen har nusset Svesker. De lange Fingre med Mandelneglene! Man skulde s'gu tro, hun var af Familje. Det er kuriøst!

✂ Hendes stadige Kavallerer - hver af dem havde danset to Danse med hende - havde været Forststuderende Andreas Borch og stud. theol. Karl Hellmann. Det var Børn fra Byen, henholdsvis 5 Sønnen af "Universitetsforvalteren" - han bar Titel af Justitsraad - og af Toldkassereren - han var død, men var Kammerraad, mens han levede.

✂ Kammerjunkerinden, Byfogdens Frue, var fornøjet med den unge Dame. Hun forstod med virkelig Takt, sagde hun til en Jægermester, at holde sig paa sit eget. Ikke Spor af koket. Mild, naturlig og venlig mod alle. Hun holdt sig til sine Ungdomsbekendte, den kønne Forstmand og den unge Student, tog mod Hyldest fra højere staaende uden Forlegenhed og uden Ubeskedenhed. - Det var Kammerjunkerinden ret kært at have husket hende. Hun var den første i sin Kreds, ligesom den lille Baronesse Adlerkrone var det i sin.

✂ Ikke Spor af koket! Virkelig sød og pæn. - Det var det almindelige Udtryk for den tempererede, venlige Atmosfære, som den fine Portion frembragte om den unge Dame. Artilleriløjtnanten fremhævede, at hun havde "læst en Del".

✂ Fra de to unge Bysbørn, der henhørte til Embedsklassen, udgik der en langt varmere Beundringstrang. Men de dæmpede den af, saa længe Ballet varede, for at komme i Jævnmaal med den fine Fests almindelige Temperatur.

✂ Klokken blev halv tre, før Ballet endte. Vogn efter Vogn rumlede ind og ud ad Byfogedboligens høje Port, Overtøjet i Gangen susede dæmpet, naar det toges ned af Knagerækken og iførtes af Ejerne.

✂ En Vognmandskareth skulde køre den smukke Frøken Johanne Alslev hjem, Paa hver Side af Vogntrinet stod Forststuderende Andreas Borch og stud. theol. Karl Hellmann. De vilde begge hjælpe hende til Vogns.

✂ Hun lo let, gav dem hver sin Haand og svang sig ind i det mørke Rum, fik lige hørt et: God Nat, Frøken! fik lige set en hvid Handske, som bevægede sig op mod en mørk Kasket med en rund Guldlidse og et Stykke af et Guldbandeler bag en stor mørk Kappe.

✂ Artilleriliøjtnanten bød hende et venligt Farvel med en velklingende og dyb Røst.

✂ Sneen knirkede under Skinnerne, da Vognen rullede ud af det dæmrende Portrum og rask løb ud i den hvide Vinternat. Maanen lavede Sølvbroderi paa Vognens Ruf og Fading, til Vognen brat forsvandt om et Gadehjørne.

6

✂

II.

✂ - Du . . . det var dog et dejligt Bal! Det er dog den bedste Aften i mit Liv, sagde Student Hellmann til sin Ven Forstmanden Borch. Har Du nogensinde moret Dig bedre end i Aften? . . . Fy, hvor det er glat!

✂ - Lad os tage hinanden under Armen, sagde den unge Forststuderende, adspredt og dybt basbrummende.

✂ Hellmann saa op paa ham og mødte et Par brune Øjne, trofaste, troskyldige som en stor Hunds.

✂ Det var glat, svært glat. Deres høje Hæle gled under de ganske nye tynde Saaler paa de ganske nye lakerte Balsko, hvis Overlæder blinkede med Sølvreflekser.

✂ De gik Arm i Arm, mens Vogne rullede til tre Sider fra Kammerjunkerens Port paa Hjørnet ad Torvet ned til der udløbende Gader.

✂ Andreas Borch laa "paa Distrikt" hos en kongelig Skovrider en Mil fra Byen. Men han havde Juleferie ligesom Karl Hellmann. Og Borchs Fader, Justitsraaden, boede et Stykke uden for Byen, i en smuk, landlig Bolig, lidt til Side for en Allé, der fra en af Byens Udkørsler bekransede Landevejen.

✂ De to Venner var komne uden for Byen ud paa den sagte nedskraanende Vej.

✂ Paa hver Side af Alleens Træer et hvidt Rum, halvlyst under Vintermaanens Skær, med fint varierende knap skelnelige lilla, lyseblaa, bleggule Toner.

✂ Lydene i den tavse Nat var lige saa sarte. Det knitrede i Sneen som Ytringer af et af Kulden dæmpet, men dog gnistrende Liv; det knagede sagte i Ahorn- og Rønnebærtræernes Grene langs Alleen, mens deres Stammers tynde Isskorpe glimtede ud i Natten som Glanslys paa Broncekandelabrer.

✂ Det var saa lyst, at man i det fjærne saa de Trægrupper, som omgav Huse og Gaarde, knejse sort op over det meget hvide. Hundeglam klang dæmpet-hæst ud i Kulden, som var den fanget af et Tæppe.

✂ Hvilken kold Stilhed, hvilket dæmpet Lys oven paa den højttonende Dansemusik!

✂ Dernede laa Aaen, som beherskede hele dette snedækkede, tilfrosne Engdrag, vidt og bredt som en Indsø.

✂ I Maaneglansen saas de Steder midt i Strømstriben, som 7 havde trodset Frosten. De stirrede mørke og dog glinsende ud mod den alt dækkende Sne som et Par Øjne i et blegt døende Ansigt, Vidner om et energisk Sjæleliv trods tyngende Vaande.

✂ Andreas Borch standsede brat, stod stille som for at drage Vejret dybt.

✂ Karl Hellmann slap hans Arm.

✂ Borch lagde sin Arm om en - iskandiseret Træstamme og drog et dybt Suk.

✂ Hellmann tog fat paa samme Træstamme fra en anden Side, sukkede ogsaa, men sagtere end sin Ven.

✂ Maanen stod lige over deres Hoveder og beskinnede deres Ansigter som en elektrisk Lampe.

✂ Den oplyste et smukt, regelmæssigt Ansigt, lidt blegbrunt - det saa helt hvidt ud denne Nat - et mørkebrunt tidlig udgroet, derfor blødt krøllet Skæg - det saa helt sort ud denne Nat - ja dæmrede over i blaat.

✂ Disse Ting tilhørte Andreas Borch.

✂ Den skinnede ned paa et fyldigt pigeagtigt Ansigt med runde Kinder, paa et blondt "Kunstnerhaar", der blev askegraat i Maanelyset - paa en rund stærk Hage, men den kunde ikke flattere Skægget som paa Forstmandens - den theologiske Student havde kun en svag Moustache, der krummede sig langs den korte Overlæbe og dulgte ikke aldeles et Par tykke, røde Læber.

✂ Saadan tog Karl Hellmann sig ud.

✂ Der stod nu de to Venner, omfavnende Træets Stamme, hver fra sin Side, og lod deres Blikke svømme ud i den tavse Nat.

✂ Andreas Borch brød først Tavsheden. Skønt han talte dæmpet, gjorde Stemmens Lyd Indtryk paa hans Ven, som skar man i hans Kød :
- Du . . . Karl . . . det var en dejlig Aften! Du følger mig vel helt hjem.

✂ - Ja.

✂ - Og gaar op med mig i mit Gavlkammer? Det gør ingen Forstyrrelse. Den gamle sover i den anden Ende af Huset.... Jeg har Cigarer og . . . jeg tror lidt Arrak . . . . og Vand er der jo altid.

✂ - Ja . . jeg kan, hvad det skal være. Andreas! . . se . . Du . . . se, hvor det er kønt!

✂ De standsede igen. Andreas lagde Armen om Nakken paa 8 Karl. Han vilde se ham stift ind i Øjnene, vilde maaske være Undersøger, eksperimenterende Psykolog.

✂ Men Karl Hellmann slog over i at le og spurgte :
- Hvad glor Du paa, Andreas?

✂ - Ikke paa noget, svarede Borch. Lad os gaa videre!

✂ Og saa gjorde de og kom ned til Universitetsforvalterens Bolig. Den laa neden for Bakken. Et langt Stuehus med mange smaa Vinduer, med en stor, nu snedækket Plæne foran, kranset af Popler, der skinnede af Rim og Sne, ligesom Straataget med de halvrunde Kvistvinduer.

✂ I et Øjebliks Forlegenhed . . . et Øjeblik, hvor noget laa stærkt og tungt og dog livslystent opadhigende i hans Sind - et Øjeblik, hvor han vilde have udsendt en ildglødende Lyrik, hvis han havde kunnet digte - gav Karl Hellmann sig til at nynne:

✂ Mortensen, din Direktør,
det er s'gu din Kone,

✂ og rystede i vild Lystighed Sne ned over sin Vens sorte Hat fra et af de unge Poppelskud, som stod ensomt, som forskudt paa Plænens Rand uden for de gamle Fællers Kreds.

✂ Andreas Borch svarede ham med et Livtag. Han væltede Karl Hellmann om i Sneen. Der laa de og lo - maaske lige saa nær ved at græde, om de havde turdet.

✂ De blev ivrige under Legen ligesom Børn, der begynder at slaas for Spøg og ender med at slaas for Alvor.

✂ Andreas Borch masede kold Sne i Ansigtet paa Karl Hellmann. Karl Hellmann tog et saa stærkt Tag i Andreas Borchs Strubehoved, at Vennen ømmede sig derved.

✂ Pludselig kom den unge Forstmand til Fornuft og sagde :
- Karl - vi er gale! Vi har sorte Kjoler under vore Overfrakker - med Silkefôr i Skøderne. Hvad vil Din Tante sige, hvis vi har revet det itu?

✂ De rejste sig op, ildrøde i Ansigterne, svedende trods alt det kolde, de havde væltet sig i.

✂ Karl Hellmann tog sig til Panden. Han syntes, han havde noget at skamme sig over.

✂ - Farvel, Andreas, nu gaar jeg hjem, sagde han.

✂ - Nej, hej Du, raabte Borch og greb ham i Armen, saa han var nær gaaet bag over . . . . Vi maa op i min Kvist . . . Har vi ikke meget at tale om i Aften, Karl? Hvad?

9

✂ - Jo, det har vi vel nok, mumlede Studenten og lod sin Ven trække af med sig.

✂

III.

✂ - Pst - Du, stille! . . . gaa sagte! . . . Den gamle Justitsraad sover saa let.

✂ - Pst, pst ... det er Dine Støvler, som knirker, Andreas.

✂ - De forbandede lakerede! De er saa stramme og stive!... Ja, ja, ja.

✂ Saa hviskede de to Venner til hinanden, mens de gik op ad den stejle, smalle Loftstrappe, hvor hvert Trin knagede gnavent under deres Trin.

✂ - Jeg tænder en Svovlstik . . . jeg har en Æske i Lommen, hviskede Karl Hellmann.

✂ - Nej, lad vær', lad vær' . . . Straataget hænger lige ned over Trappen . . . Bi lidt, nu har jeg fat i Nøglen. Jomfru Smidt har ladet den sidde i Laasen. Hun vidste, jeg kom sent hjem. Pst . . pst . . . gaa stille . . . Staa saa, Karl! . . . Her har Jomfru Smidt lagt Svovlstikkerne, her paa Servanten.

✂ Der blev Lys. En lille Oljelampe blev tændt.

✂ Vennerne sad i det lille Værelse med hvidkalkede Vægge og lavt nedludende Bjælkeloft med blaahvid Limfarve.

✂ Det halvrunde Vindue, der sad imellem den skraa Tagvæg op under Loftet, havde tæt tilfrosne Ruder. De frosne Blomster fik blege Regnbuefarver fra Lampeskæret.

✂ Der var en Seng, som optog den ene Væg; saa var der et gammelt Chatol af poleret Fyrretræ paa et Stykke Væg paa den ene Side Døren, saa var der et lille Bord med et rødt uldent sortfigureret Tæppe midt paa Gulvet og tre Rørstole.

✂ En lille Kakkelovn med Kogehul fuldendte Udstyrelsen.

✂ Andreas Borch rørte ved den.

✂ - Lidt lunken . . Du . . sagde han. Gamle Smidt har dog lagt i den, før hun gik i Seng, . . men de tynde Plader . . . Nu skal Du for Resten se . . . Kender Du de Tingester?

✂ Ved en Støvleknægts Hjælp ragede Borch en lille Papirspakke, som laa under Sengen, frem for Lyset. Han aabnede 10 den, tog to harpiksbesatte Ildtændere frem, tændte dem i Kakkelovnen og smed Brænde og Tørv ovenpaa, tændte saa en lille Oljelampe med Porcellæns Kuppel.

✂ - Vi har meget at tale om, Karl, men vi vil have det lunt og hyggeligt, min gamle Dreng, brummede Andreas Borch.

✂ Imidlertid syntes det ikke, at nogen af de to Venner havde stærk Hast med at komme til en Hjærteudgydelse. Karl Hellmann blev siddende med sin hvide Slipssløjfe mellem Overfrakkekravens opsmøgede Flige, den sorte Silkehat ned i Panden, uden at gide rejse sig og tænde den udslukte Cigarstump, der sad i Munden paa ham.

✂ Og Andreas Borch gik længe og nuslede med Spritkedel, Vandkaraffe og Arraksflaske. Han syntes ogsaa at tøve med at komme ind paa den Samtale, han selv havde bebudet

✂ Endelig flammede den blaa Spritflamme under Kedelen. Men Andreas Borch gav sig endda god Tid, trak de "lakerede" af og erstattede dem med Filtmorgensko, ombyttede Kjole og Overfrakke med en vatteret, sirtsbetrukken Slaabrok, ledte efter Cigarer, alt imellem smaasukkende og smaamumlende, kastede tavs en fugtig Cigar hen ad Bordet til sin Ven.

✂ Det begyndte at knitre og knage i den lille tyndbenede Kakkelovn. Spritkedlens Tud sendte Damp ud i det kolde Rum omkap med de to unge Menneskers Aande. Snart kom Cigarrøgen til.

✂ Vandet kogte. Forstmanden blandede kogende Vang og Arrak, satte sig ned, klinkede med Vennen. Et stift Smil krummede Læben under det bløde Overskæg.

✂ Han rømmede sig, smaapuslede med Glassene, betragtede saa sin Ven med et tøvende - langt Blik. Men Vennens Øjne mødte ikke hans. Karl Hellmann stirrede med sammenknebne Øjne ud i Osen, lod til kun at interessere sig for sin Cigarrøgs Boltren mellem al den øvrige Damp. Andreas Borch maatte bryde Isen, siden Karl Hellmann ikke vilde.

✂ - Det var dog det mest glimrende Bal, jeg endnu har oplevet, sagde Andreas Borch.

✂ - Det er det, sagde Studenten og knappede sin Frakke op. Kakkelovnen, der blev lige hurtig hed og kold, begyndte at sende ham sin Straalevarme.

✂ - En dannet, begavet og noget formuende Embedsmand . . . det er dog den lykkeligste i vort Land, sagde Borch . . . . Det er skammeligt, at jeg ikke kunde bide paa Latinen - 11 maatte gaa ned i Realklasserne og nøjes med Præliminæreksamen . . . Skovrider . . . det kan jeg blive, det er det højeste . . . og det har Fandens lange Udsigter. Men Du . . . Du er akademisk Borger . . og - Du, Karl - Studenterne, det er egentlig Adelen i dette Land.

✂ - Aa, Snak. Hvad Udsigter har jeg?

✂ - Karl . . flere end jeg. Du kan blive Adjunkt straks efter din Embedseksamen . . .

✂ - Vist ikke. Filologerne tager alle Adjunktposter nu til Dags.

✂ - Saa-aa? Det var forbandet . . . . Og Præstekald . . . ja det varer s'gu vist lige saa længe, inden Du kan faa det, som det varer, inden jeg kan faa en Skovriderplads, selv en privat.

✂ Andreas Borchs Træk blev milde, som om en Trøst var dalet ned over ham.

✂ - Jeg vil heller ikke være Præst, sagde Karl Hellmann.

✂ - Hm . . hm . . . se, se! Hvorfor studerer Du da Theologi?

✂ - Ja, hvad skal man studere, naar man . . . naar man slet ikke har praktiske, men kun ideelle Interesser? Theologiens Studium giver en et Indblik i Filosofi, i Middelalderens Kultur, som er indesluttet i Kirkehistorien - den kan ogsaa vise en Vej til kunsthistoriske Studier. Man vedligeholder sin Kundskab til Græsk, som andre Studenter, undtagen Filologerne, glemmer faa Aar efter deres Artium. Theologien er, synes mig, det mest dannende Studium her til Lands.

✂ - Hm, hm. Saa kan det jo have lange Udsigter med Dig, inden Du havner, sagde Borch og sank hen i Tanker.

✂ Han rejste sig og gik en Stund med smaa Skridt op og ned. Hans Bryst løftede og sænkede sig, stærkt aandende. Saa sukkede han.

✂ Karl Hellmann sukkede ogsaa. Andreas Borch satte sig ned lige over for sin Ven. Over det smalle Bord bredte han sine Arme ud, hans Hænder faldt ned paa Karl Hellmanns Haandled.

✂ - Du .. Du ... jeg maa ud med det, sagde han stakkat og hurtig . . . Du elsker Johanne Alslev . . . . . og . . . og . . og . det gør jeg med.

✂ - Det har jeg længe vidst, Andreas, mumlede Karl. Andreas Borch lænede sig tilbage paa Stoleryggen og sagde :
- Hun gik fra Dig til mig, fra mig til Dig i Aften. Jeg 12 havde ikke Tid til at blive jaloux paa Dig. For . . det, at hun foretrak os to gamle Venner for langt finere og fornemmere Folk . . det blev jeg saa himmelstormende glad over, Karl, at jeg først, da vi kom ud i Porten og stod bag hendes Vogn, ærgrede mig over, at Du, med al Din Kendskab til Literatur og Theater, maatte have stukket mig ud. Egentlig var jeg gal paa Dig, men saa syntes jeg straks efter, at det var dumt . . . og saa syntes jeg, vi skulde tale sammen, min gamle Dreng! Skal vi det? Skal vi lade være at genere os, Karl?

✂ - Ja, gamle . . . lad os det!

✂ - Brrr! Skal vi duellere paa Liv og Død? sagde Andreas, efterlignende Provinsskuespillerpathos . . . paa Kaarde, Pistol . . eller Hasselkæppe? Hvad?

✂ - Ja lad os det ... ha, ha, ha!

✂ - Og ingen maa forlade Pladsen, før Rivalen ligger stendød - eller - ha, ha . . mørtærsket for Sejrherrens Fødder.

✂ Andreas Borch saa i Øjeblikket ud, som om han fra Spøg var lige ved at glide ind i Alvor og Lidenskab . . men det var kun et kort Øjenglimt, der blev mildt som før, da han havde udtalt de sidste Ord.

✂ - Ved Odin, Vil' og Ve og alle Guder! sagde Karl Hellmann, lo, men uden glad Klang i Latteren.

✂ - Godt . . . sagde Borch og pumpede et Suk op . . . lad os saa tage et lille Glas . . . Skaal, min gamle Dreng! Tak for alt godt, vi har havt sammen . . . lige fra vi gik paa Skolen, og Du skrev mine latinske og siden mine danske Stile for mig . . . ja lige fra vi foraad os i Stikkelsbær sammen hernede i Far's Have og sloges med Skallerne, fra vi knap kunde knappe vore Bukser . . og lige til denne Aften, da vi to gamle indfødte stak Grever, Baroner, Kammerjunkere og Løjtnanter ud . . hos vor søde, yndige Johanne . . . . . Skal vi drikke hendes Skaal, Karl Hellmann? In bona caritate . . .? Hvad? Har jeg helt glemt det forbandede Latin?

✂ Studenten rejste sig, strøg sin blonde Haarmanke fra Panden og klinkede med sin Ven.

✂ Han kastede Hovedet tilbage. Hans fine, hvide Haand strøg det dunede Overskæg. Mens han løftede Glasset med den sølvforgyldtfarvede Drik, sagde han langsomt dvælende paa hvert Ord:

✂ Hun er svaj
som en Kvist i den grønnende Maj.
13 Hendes Smil er saa skarpt som en Solstraalepil.
Hun er klog som en Fugl i sit dækkende Skjul.
Hun er . . . . .

✂ Saa begyndte han at tale meget hurtig :
- Hun er aldeles enestaaende, er hun, Johanne Alslev . . . . og jeg elsker hende . . min S'æl og Salighed . . . Andreas . . . den hele Aften har jeg suget Duften ind fra hendes hvide Hals . . . den duftede som Ambra . . . fugtig, kølig . . den lyste som Elfenben under Kronernes Glans, naar hun svang sig i Polkaen . . . hendes Øjne, de var som Kornblomster paa en skyovertrukken Sommerdag . . . Skaal . . min Medbejler, min Rival . . min gamle Ven!

✂ - Hvad Fanden! . . . . Græder Du, Karl? Hvad græder Du dog for, Dit Dyr? . . . Hvad, min gamle Dreng? spurgte Andreas Borch i en mut, bekymret Tone.

✂ Nu lo Karl Hellmann og sagde :
- Jeg græder over mine daarlige Vers, ligesom Præsterne over deres daarlige Prædikener. Skaal!

✂ - Skaal, Karl!

✂ Forstmanden rejste sig, gik hen til Karl Hellmann, strøg sin Haand ned ad hans Nakke og sagde, famlende efter Ordene :
- Du, Karl . . . skal vi være enige om én Ting . . . ja, det er maaske ikke saa let ... skal vi være enige ikke om at elske Johanne Alslev . . . for det gør vi begge to . . . men at elske hende, saadan som et Par honnette Mennesker elsker en Pige som hende . . . og saa . . Du . . saa kæmpe om hende . . . ganske stille . . . som gode Venner . . . . hun maa selv vælge . . . og, vælger hun Dig, saa . . . ja saa bliver jeg s'gu helt bedrøvet, men slet ikke arrig paa Dig . . . . og, vil hun hellere have mig . . . saa . . . maa Du ikke være gal paa mig mere end en tre fire Aar . . . Skaal, Karl . . lad være at se saa grinagtig ud, som om Du vilde bide Dig selv i Næsen . . . . . men en af os to . . vi skal, min S'æl, have hende . . . skal vi være enige om det?

✂ Karl Hellmann sugede paa sin Cigar, som om han vilde æde den, sendte Røg og Damp ud, som vilde han dæmpe Lampelyset i det lille Gavlkammer. Han sagde :
- Hør, Andreas . . . Du tænker paa Giftermaal.

✂ - Ja, hvad Fa'en . . det ender jo al Kærlighed med.

14

✂ - Jeg tænker ikke paa Besiddelsen . . . jeg vælger den evige Længsel . . .

✂ - Ja, véd Du hvad . . . den bliver s'gu vist sej i Aarenes Løb, Du ... Naa, Du vil saamænd ogsaa gifte Dig med Johanne Alslev den Dag, Du kan føde Dig og hende.

✂ - Aa - hvem tænker paa sligt?

✂ - Det gør jeg f. Eks. . . .

✂ - Ja, saa faar Du hende, for jeg er fattig som en Kirkerotte, uden Udsigter . . . fordi jeg ikke vil være Præst . . . . Men hun elsker Dig ikke . . . hun elsker mig . . .

✂ - Saa-aa-aa? Har hun sagt Dig det, Karl?

✂ - Nej.

✂ - Naa-aa! Hvorfra véd Du det da?

✂ - Aa - jeg véd det heller ikke.

✂ - Naa-aa-aa.

✂ - Nu gaar jeg, Andreas.

✂ - Hvorfor? Bliv lidt og lad os snakke lidt mere om Tingene!

✂ - Jeg kan ikke . . . jeg kan ikke . . . Du vinder Sejr, for Du har Tro paa dette herre reale, haandgribelige . . gevaltige Liv . . dette . . (Karl Hellmann tog fat i en Stol og hug den mod Gulvet).

✂ Borch sagde :
- Pst - væk ikke den gamle Justitsraad og . . og den gamle Jomfru Smidt . . ,

✂ Karl Hellmann vedblev pegende ud :
- Jeg tror paa Stjerneglans, paa Livet i . . i . . i Ideerne deroppe . . . langt borte . . . . Platons Tankestjerner . . . Shakespeares Billedvrimmel . . .

✂ - Ja, ja, ja ... det gør jeg Skam ogsaa, Karl . . for saa vidt jeg kender dem . . . . men derfor kan man jo nok med Tiden søge først at blive kongelig Skovfoged og saa kongelig, eller i Nødsfald privat Skovrider . . .

✂ - Aa, Du er et Vrøvl.

✂ - Det er jeg ogsaa.

✂ - Farvel!

✂ - Gaar Du?

✂ - Ja, man skal da hjem engang.

✂ - Aa ja . . . Men . . . Du har fulgt mig hjem - nu vil jeg ogsaa følge Dig hjem.

✂ - Jeg gaar hellere ene.

15

✂ - Ja, inen det faar Du ikke Lov til.

✂ - Jeg kan ikke taale at tale mere om den Ting, vi har talt om, Andreas.

✂ - Den Ting? - -

✂ - Aa . . skab Dig ikke . . . Du véd, hvad jeg mener.

✂ - Men jeg vil bare tage Dig under Armen, og, mens Du ser paa Platons Stjerner og Shakespeares Nordlys, saa vil jeg sørge for, at Arrakspunsch og Elskov, glat Føre og spidshælede Dansestøvler ikke skal bringe Dig i en altfor ubehagelig Afhængighed af din Moder Jorden.

✂ - Du er en svær god Fyr, Andreas.

✂ - Hæ - det siger Jomfru Smidt ogsaa, naar jeg klapper hende paa hendes magre Ryg, naar vor gamle har mukket over hendes Mad.

✂ Tavse gik Vennerne til Byen.

✂ Andreas Borch fulgte Karl Hellmann til hans Tantes lille Hus med de fire Fag i den oljemalede Façade med det ene Kvistfag - hjalp sin Ven med at faa den gamle trævne Dørlaas til at lystre Nøglen, blev staaende paa det modsatte Fortov, til han saa Lys indenfor Kvistvinduet, . . . saa vidste han, at Karl Hellmann var naaet til sit Sovekammer. Saa gik han ene hjem ad den korte Gade . . . nynnende som en brummende Humlebi:

✂ God Nat, god Nat.
Nu drømmer jeg om min Skat -

✂ blev afbrudt, ligesom han var ved Udgangen af Byen, af Vægter og Tøffelmager Jensen, som sagde :
- Det var Ret, Hr. Borch, den er jeg med paa . . . Borch havde Lyst til at sige "Hold Kæft", men han gjorde det ikke.

✂

IV.

✂ Købmand Peter Alslev havde i sin Tid havt en af Byens største Forretninger - en af de i de Tider sædvanlige kombinerede Forretninger: al Slags Købmandshandel og Landbrug, 16 Brænderi - han havde fulgt Tidens Krav og bygget Dampbrænderi - og Studefedning.

✂ Han døde i sin bedste Alder, nogle og fyrretyve Aar gammel, før Næringsloven af 1857. Hans Forretning var blomstrende, men der stak ikke faa Penge i den, thi Alslev havde bygget meget.

✂ Kun faa Aar efter hans Død maatte Enken bortforpagte det hele, enten det nu skyldtes daarlig Bestyrelse eller dalende Konjunkturer. Dog gav den Købmand, der overtog det hele, en saa anstændig Aarepenge, at hun og hendes eneste Datter Johanne kunde leve pænt og ordentlig. De maatte drive Økonomi, men egentlig smaat eller knapt var det ikke.

✂ Madam Alslev . . . man kaldte hende endnu "Madam" af gammel Vane, mens man havde kaldt hendes Datter "Frøken", fra hun blev voksen - var en vel oplært Kvinde efter de Tiders Vilkaar. Hun var en Præstedatter fra Byens Omegn, var tidlig bleven forældreløs og maatte tjene sit Brød. Hun var Medhjælperske hos en gammel tysk Dame, der holdt Byens eneste Pigeinstitut, da den alt da etablerede og fremblomstrende Købmand Peter Alslev friede til hende i en Kane efter et Formiddagsbal i Nabobyens Gæstgivergaard efter en animeret Frokost Denne Frokost og dette Bal havde været Kanefartens Maal, Peter Alslev havde været flot med Champagne, blev erotisk, og, da han kørte Jomfru Malvina Ørbech hjem ad den isfunklende Landevej, friede han og fik Ja.

✂ Ganske rolig, resigneret, men uden at det egentlig smertede at resignere, tagende det hele som en Naturnødvendighed, gled den unge Kone over fra boglig og pædagogisk Syssel til Arbejde i Køkken og Kælder, i Strygestue og Vaskerhus, i Bryggers og Mælkestue. Livet gled jævnt, som Kanen havde gledet langs den glatte, brede Chaussée paa deres Forlovelsesdag. Manden var skikkelig og flittig, beundrede sin dannede Hustru, som var saa sikker i Retskrivningen af de fremmede Ord, som skulde bruges i Handelsbreve.

✂ Peter Alslev var en beskeden Mand, men han havde sin ejendommelige, stille Stolthed. Medens et Par af hans Kollegaer, som vare jævnstillede med ham i Formuesomstændigheder, "higede opad" til Omgang med Byens Embedsmænd og Omegnens tyske Herregaardsforpagtere, holdt Peter Alslev sig paa sit eget og gjorde ikke Stads af andre end af sine Kunder.

✂ Han døde af Lungebetændelse. Man mente, at han havde 17 forkølet sig ved i de kolde Efteraarsdage at færdes i sin nye, under Bygning værende Studestald, hvor Vind og Slud strøg rundt om og imellem det rejste Bindingsværks Bjælker.

✂ Hans eneste Barn, Johanne, var lige konfirmeret, da han døde. Hun havde ikke set stort til sin Fader, thi han færdedes ude i sine mange Forretningslokaler og paa sin Mark; naar han var i Stuen, var han god og venlig, men gerne træt. Frokosten blev bragt ham "smurt" ud i Butiken. Naar han havde spist til Middag, tog han sig en Lur, gik saa straks til sit Arbejde; naar han sad med den tændte Pibe i Sofaen efter Aftensbordet, faldt han i Søvn, inden han gik i Seng.

✂ En af Grundene, hvorfor han ikke synderlig omgikkes sine Standsfæller, Byens Købmænd, udtrykte han saaledes :
- Min Kone med sin Dannelse kan virkelig ikke finde sig i de Madamers Konversation om Tjenestepiger . . . og al Slags kedeligt Tøjeri.

✂ Han tænkte ikke paa, at hun ikke hørte stort andet i Hjemmet. Han gav hende 25 Daler om Aaret til at købe Bøger for, og Dagligstuens Bogskab med Glasdørene var meget pænt forsynet med Værker lige fra Holberg til Chr. Winther . . . . der var endog nogle tyske Værker: Goethes og Schillers, nogle franske: Madame de Staëls "Corinna", et Par Digtsamlinger af Victor Hugo, Alfred de Vignys Cinq-Mars og Mérimées Colomba.

✂ Han tænkte ikke paa, at den Flothed var unyttig; thi hvor skulde Madam Alslev faa Tid til at læse eller vedligeholde sine Sprogkundskaber, som endda aldrig havde været synderlig grundige? Hun havde sikkert glemt sin Smule Fransk og Tysk, da hun havde været Provinskøbmandskone i 10 Aar.

✂ Men Peter Alslev undlod aldrig, naar Folk fra Byen, mindst naar københavnske Handelsrejsende var tilstede i hans Dagligstue, at trække Lejligheden ved Haarene for at gøre dem opmærksomme paa sin Kones "Bibliothek".

✂ Han glemte ikke, hvad han havde hørt sin Fætter, en Adjunkt ved Latinskolen i Nabobyen, kalde de "ideelle Interesser", et Udtryk, som Peter Alslev gemte i en saa tro Hukommelse, at han mindedes det paa sit Dødsleje. Han bad sin Hustru at tage en Konvolut frem ud af en skjult Skuffe i det gamle Chatol.

✂ Han stønnede med sin af Sygdommen brudte Stemme under et asthmatisk Aandedræt :
- Kære Malvina . . . jeg har forsømt dine ideelle Intereser 18 . . . det bebrejder jeg mig nu . . . men Du har altid været saa god . . . og, hvis jeg skal væk . . . græd ikke . . det er jo ikke sagt . . at jeg skal væk . . . saa ligger der 500 Rigsdaler . . . det . . det . . er til Johanne . . . at hun kan komme til København og . . og fortsætte sine "ideelle Interesser" . . . og ikke skal blive afbrudt i dem . . . saadan som Du er bleven.

✂ Det skete, som han havde bestemt. To Aar plejede Johanne Alslev sine ideelle Interesser i Hovedstadens mest renommerede Dannelsesanstalt for unge Piger.

✂ Da hun var letnem ligesom begge Forældrene, lærte hun en Del uden stor Anstrængelse, kom hjem stærk, sund, glad og meget smuk.

✂ Da fór hun fra Bal til Bal, fra Selskab til Selskab, stille glad, øjentindrende, sortbrynet, kunde ogsaa, ganske naivt, tage Alvorsminen paa, naar hun havde til Kavaller en studeret Mand, som talte med hende om Literatur, Theater og Kunst.

✂ Moderen gjorde til Gengæld mange unge Selskaber og var lige saa stolt af sin Datter Johanne, som hendes salig Mand havde været af sin Hustru Malvina.

✂ Saa var det, alt mens Tingene gik deres glade Gang, at det kom op for Dagslyset, at den hellige Grav ikke var vel forvaret, at Madam Alslev maatte forpagte Forretning og Jord bort, at der maatte tages Reb i Sejlene, at der maatte føres et stille Liv i Huset.

✂ Det gjorde hende lidt ondt for Johannes Skyld; selv var hun, uden at ville tilstaa det for sig selv, inderst inde glad over at faa Ro.

✂ Der sad nu hun og hendes Datter i den rummelige, men lave Stue de lange Vinteraftener under buldrende Kakkelovnsild og venlig-klart lysende Lampeflamme - Moderen i Sofaen, hæklende, strikkende, syende, Datteren paa en Stol, læsende højt for Mama de fleste Bøger, som kom ud. Thi Læsetasken - det var den sidste Luksus, som Fru Alslev vilde nægte sig. Nu, det var jo ogsaa kun 5 Daler om Aaret.

✂ Fru Malvina Alslev i sin baandbesatte Kappe, køn endnu med sit lille Ansigt med de venlig-nysgerrige Øjne, med de smaa Hænder, som var blevne lidt haarde og tørre af at tage fat, sad og glædede sig over Bøgernes opdigtede Verden. Hun var en mild Kritiker, syntes godt om alt, hvad der bødes hende fra den Kant, græd og lo frisk som en ung Pige.

19

✂ Hun og Johanne følte sig efterhaanden omtrent som jævnaldrende.

✂ Fru Alslev var ogsaa glad, naar Johanne blev inviteret til Bal eller Selskab. En Dalers-Penge havde hun altid til overs til Entréen til de offentlige Baller. Hun og Johanne syede i Fællesskab Balkjolerne, begge havde de Sans for smukke Farver i Stofferne, for at arrangere Blomster til Haaret og til Bryst- eller Haandbuketter.

✂ Naar der kom lange Mellemrum mellem Baller og Fester, og Johanne ikke behøvede at sove langt op paa Dagen, men kunde staa op Klokken syv om Morgenen, saa tog Moderen Timer i Tysk og Fransk hos Johanne.

✂ Med den største Tro paa Videnskabens Betydning lod Fru Malvina Alslev sig eksaminere af sin Datter i de franske, tyske og engelske Verber efter Borrings, Peder Hjorts og Mariboes Grammatik. Men det blev ved Formlæren. De naaede aldrig til at læse Bøger sammen - det var det fjærne Maal, som Fru Alslev satte sig. - Men Propylæerne, der førte til Templerne paa de fremmede Literaturers Akropolis, var lange og stejle. At man kunde gaa Genveje, anede hverken Fru Malvina eller Frøken Johanne.

✂ "Faire, faisant, fait, je fais, je fis".
"Ich thue, ich that, ich habe gethan".
"I do, I did, I have done",

✂ gennemkonjugerede i Tempora og Modi, lød i Morgentimerne, fra Johanne stod op, til Frokosten blev serveret Kl. 10. De to kvindelige studerende sled stadig i Verberne.

✂ De disputerede venlig, om Subjonctif var det samme som Konjunktiv, hvad Moderen ikke rigtig vilde indrømme Datterens Ret til at paastaa, hvorimod hun nok vilde indrømme, at "Ich würde thun" var det samme som "Je ferais" Johanne kunde virre lidt utaalmodig med sit haarfagre lille Hoved, naar hun fandt Mo'r Malvina lidt tungnem. Naar Moderen opdagede det, smilte hun vemodig-venlig. Saa lo Johanne, rejste sig, lagde sig ned paa Skamlen foran Moderen og kælede for hende.

✂ Fru Alslev var stadig stille-glad over, at hun og Johanne kunde dyrke de "ideelle Interesser" sammen under venlig Diskussion.

✂ Johanne havde havt adskillige Barndomsbeundrere af Mandkønnet . . eller Drengekønnet, for alt som Barn var hun Byens 20 smukkeste Pige. Men de spredtes ad for alle Vinde kort efter, at de var konfirmerede.

✂ Kun Andreas Borch, som laa paa Distrikt efter et kort Ophold i København for at tage Præliminærexamen, og Karl Hellmann, der, mens han var Gymnasiast, jævnlig kom til sin Fødeby og nu, efter at han var bleven Student, tilbragte de lange Universitetsferier hos sin Tante, var de to levende Fortsættelser af hendes Barndom. Hun kunde ikke huske den Tid, hun ikke havde kendt dem. Det var hendes Kammerater.

✂ De havde naturligvis været Du's med hende begge to. Men, da hun kom hjem fra Dannelsesanstalten i København, havde hun paa en let Maade betydet dem, at det ikke gik an, idet hun havde sagt "De" til dem, før de fik Tid til at sige "Du" til hende. Saa gik det videre med "De".

✂

V.

✂

VI.

✂ Ud i Granskoven, i den store Granskov lidt fra Byen fór Kanen som en kraftig roet Baad paa stille Vand.

✂ Det var hørt op med at sne. Solen skinnede med al den Magt, den raadede over paa en Vinterdag.

27

✂ Bleggule og blegblaa laa Markerne med de fine Snefolder, saa bløde som i en Tylls Balkjole.

✂ Snart et pudret Hoved af en ung Gran, snart en højt knejsende Fyr som en Kandelaber. Dér hang Istapper højt oppe som Dupperne paa en venetiansk Lysekrone, staalgraa i Kærnen, med let Spil af lyst rødt og gult mod Solsiden.

✂ Det var stille Frost. Ikke en Vind bevægede den lydløse Skov. Kun Klokkerne klang tyndt, kun Kanemederne skurede blødt, naar de fangedes af Hjulsporene i den linde Sne.

✂ Mildt smilende ud i Vinterluften fra Sædet i Kanen, som vel havde kunnet rumme to, bredte Johanne sig i Sædet, nydende Fodposens Varme, den strygende Fart, de smykkede Træer, de fine, skære Farver over Landskabet, den klingre Lyd fra Hesteryggen, samlende det altsammen i en fælles stille Strøm af ung Sundhedsfølelse, tryg mellem Barndomsvennerne der bag paa, let beruset af Minder fra den forrige Aftens Bal, der vuggede hende med dæmpet Efterklang af Musiken af Strygerne og Træblæserne.

✂ De to unge Mænd stod stadig bøjet imod hende - Andreas Borch mod hendes højre, Karl Hellmann mod hendes venstre Kind, stundom saa nær, at de mærkede Duften af den unge, svagt bedunede Hud, mens deres Blikke stjaalent gled ned, hvor Pelskaaben højnedes af Brystets muntre Hvælving.

✂ Det flammede inden i dem. Stundom mødtes deres Øjne bag ved Johanne, naar de var trætte af den forover bøjede Stilling.

✂ Men Flammen dæmpedes af en god, dansk Opdragelse, af naturlig dansk Frygtsomhed, af den danske Frostvejrsluft, af dansk Frygt for at blive grinagtig.

✂ Snart talte den ene, snart den anden. Vist er det, at der ingen Flamme slog ud af deres Ord. Thi de talte til Johanne om de ligegyldigste Ting af Verden: om Ballet, om Bynyt, om Artilleriløjtnanten, som de var enige om at finde lapset, om Udsigten til flere Juleballer, mens Klokken sang sin tynde satiriske Vise over indadvendt Pathos og indeklemt Længsel, mens Kanesvejfet bølgede spodsk med raslende Folder, mens Sne og Sol smaat lo hinanden i Møde, enige om at more sig godmodig over de to bange Elskere der bag paa Kanetæppet.

✂ Og Johanne mærkede ogsaa nok noget indvendigt. Men hun gjorde sig ikke Regnskab for, om det brune Skæg til højre, der blev graat af ihængende Rim, eller den smalle bedunede Overlæbe til venstre var hende kærest, vejrede vel fagre Ord liggende bag al den dagligdags Veltalenhed, der brusede imod hende fra 28 begge Sider, snart fra højre, snart fra venstre, snart fra begge Sider paa en Gang.

✂ Det var, som der snart blev sunget venligt og godt for hende, snart i Bas fra højre, snart i Tenor fra venstre, snart samlede det hele sig til en køn Duet til hendes Ære.

✂ Det var en Gentagelse fra Gaarsnattens Bal. Da hun et Øjeblik samme Morgen, før hun sov ind, og det varede ikke længe det Øjeblik, havde holdt en kort Minderevue, havde hun ment, at han med Guldbandeleret var den flotteste Balherre, Andreas Borch den smukkeste, Karl Hellmann den intelligenteste. Han med Guldbandeleret for forbi bende som et flygtigt, aldrig genkommende Solblink paa hendes Vej, en fremmed Tilværelse, som havde hun mødt en fransk Marquis. Andreas Borch dansede saa godt, Karl Hellmann saa daarlig, men saa havde Karl Hellmann citeret:

✂ Komm meine Liebste, komm lass uns wandeln!
Wandeln der Liebe ist himmlischer Tanz,

✂ fortalt, at Linjerne var af Goethe. Saa, da Johanne tog fra Ballet, var Vægtskaalen i hendes Sind sænket en Smule ned til Fordel for Studenten.

✂ Nu under Kaneturen stod Skaalene lige højt, Tungen aldeles ubevægelig.

✂ Pludselig røg et forvovent Indfald op i Andreas Borch . . . et drilsk, et kaadt Indfald.

✂ - Skal vi vælte? sagde han . . . det er helt blødt overalt.

✂ - Ja ... jo ... jo, sagde Johanne og klappede i Hænderne, saa Handskerne klaskede højt og skarpt som et let Piskesmæld. Det vilde være rædsomt morsomt.

✂ - Ja, men Karl Hellmann er bange for at vælte, sagde Forstmanden.

✂ - Gu' er jeg ej.

✂ - Gu' er Du saa. Siden Du væltede som Dreng, da Du skulde køre til vor Latinskoleby efter Juleferien, op i en Snedrive og brækkede Kravebenet - saa maa Du indrømme, at Du er køreangst.

✂ - Aa, Vrøvl . . . Vælt Du bare med Kanen!

✂ - Frøken Johanne . . . skal jeg køre Kanen op i den Stenbunke der . . . saa falder vi lige ned i den bløde Sne i Grøften.

✂ - Er De gal, Borch, det er da ikke Deres Alvor, sagde hun, 29 vendte sig om med et alvorligt, spændt Ansigt og greb hans venstre Arm, som holdt Tøjlerne.

✂ Han var Uge ved at frigøre sig for Trykket af hendes Arm og udføre sin diminutive Fortvivlelseshandling. Men han tog sig i det, sugede Is af sit Overskæg og sagde :
- Vær ikke bange, Frøken! . . . det vilde være Synd for Karl Hellmanns Skyld. For jeg forsikrer Dem, han er alligevel køreangst.

✂ - Giv mig Tømmerne, Dit Sludrehoved! . . . saa skal Du se.

✂ - Ja, saa vælter vi s'gu af os selv.

✂ Andreas Borch blev glad, da Frøken Johanne lo og spurgte :
- Kan De hverken ride eller køre, Hellmann?

✂ Karl Hellmann svarede ikke. Han var forstemt fra det Øjeblik af. "Løftelsen" gik fra ham. Han tav stille, mens Andreas Borch udelukkende havde Ordet. Jo mere han og Johanne talte og lo sammen, desto mere snørede hans Hjærte sig sammen. Tæt omhyllet i Tungsindets Taage kom han tilbage til Byen, afslog Fru Alslevs Indbydelse at komme ind og spise Frokost, medens Forstmanden tog imod den.

✂ Studenten drev op ad Gaden alene, sort i Sind, med afmægtig, evneløs Lyst til at gøre et eller andet ondt . . . en Mørkets Gerning.

✂

VII.

✂ Karl Hellmann drev ned til det lille Hus, der havde været hans Hjem i hans Fødeby siden hans Faders Død for et Par Aar siden. Sin Moder havde han aldrig kendt. Men hans Moster, Frøken Aurelia Fahlgren, hans Gudmoder, havde taget sig af ham og skaffet ham et Hjem.

✂ Hun var Datter af en høj Embedsmand i København, der var død som Departementschef i Finansministeriet med Titel af Konferensraad. Han havde i sin Tid skaffet sin Svigersøn, Karl Hellmanns Fader, der var Fuldmægtig i samme Ministerium, en gammel Cand. phil., Pladsen som Toldkasserer. Konferensraad Fahlgren havde ingen Sønner, kun to Døtre. Den ældste var Aurelia. Konferensraaden var sikker paa, at hun aldrig blev gift. 30 Hans Rang gav ham Ret til at købe hende ind i et "Jomfrukloster" i Jylland, hvor kun faa Konventualinder kunde bo, men mange nyde "Hæving".

✂ Lidt Penge havde han ogsaa efterladt Døtrene. Karl Hellmanns Fader havde længst spist sin tidlig afdøde Hustrus lille Kapital op. Da Søsteren døde, bestyrede Frøken Aurelia sin Svogers Hus. Da saa han døde, var hun en Dame paa henved halvtreds, men endnu stod 8 Konventualinder, som nød "Hæving" fra Klostret, forud for hende, inden hun kunde faa Bolig i samme Kloster.

✂ Dels af Selvopholdelsesdrift, dels af Forargelse over sin letsindige Svoger, som var "jagt-, selskabs- og l'hombregal", som indlod sig med Omegnens Forpagtere og Herremænd i slig Sport og døde af Apopleksi paa en af Omegnens Herregaarde med "fem Matadorer" i Haanden, havde hun værnet om sin lille Kapital. Hun havde endog gjort den frugtbringende, mens Købmand Peter Alslev levede, havde sammen med ham tjent nogle Penge, var klog nok til at trække alt ud af hans Forretning, da han var død, havde købt Huset af sin Svogers Bo, lejet Halvdelen af Stueetagen ud til en pensioneret stokdøv Postmesterenke, brugte selv den halve Stueetage og Værelset paa Kvisten, sad der og slog sig pænt igennem, afventende den Stund, da Klosterets Døre aabnedes for hende.

✂ Det var en Dame af diminutive Dimensioner; hvad Længde angaar, ikke stort mere end et Par Alen høj. Skæbnen havde tilmed begavet hende med en kedelig flad lille Næse, en noget slap, farveløs Hud, en Vorte midt paa Hagen med et Fipskæg, bestaaende af en fire fem, temmelig lange Haar. Hun havde ganske vist kønne, store blaa Øjne, et rigt guldblondt Haar, som hun friserede med lange snørklede Hængekrøller paa hver Side Tindingerne. Disse Hængekrøller naaede omtrent til Skuldrene og dækkede den korte Hals.

✂ Aldrig havde nogen Mand nærmet sig hende med Antydning af at finde Behag i hende. Mens hun var ung og kom paa Baller i København, havde hun altid "siddet over", lige til hendes Søster blev forlovet med Fuldmægtig Hellmann, hendes Faders underordnede. Da havde han ofret hende en Dans paa hvert Bal, men Frøken Aurelia var klog nok til at se, at det var Hoveritjeneste fra hans Side.

✂ Tidlig indsaa hun - eller snarere anede - at hun var lagt an paa at "sidde over" hele Livet igennem.

✂ Men saa rejste en Slags Trods sig i hende. I de Forhold og 31 i den Tid, hvori hun levede, kunde hun ikke slaa ind paa en Virksomhed som en Mands . . . ja Guvernante! Men det kunde dog en Datter af en Konferensraad ikke være bekendt at blive: desuden havde boglig Lærdom aldrig tiltrukket Frøken Aurelia Fahlgren. Hendes Skolelærdom bed ikke stort paa hende. Hendes Haandskrift lignede levende Rejer, var fuld af Klatter og Krøller. Mysterier som Forskellen mellem kunde og kunne, skulde og skulle, vilde og ville naaede hun aldrig at blive indviet i.

✂ Hendes Trods fik et komisk Udslag. Dette lillebitte Kvindemenneske lagde sig et mandhaftigt, næsten raat Væsen, mandfolkeagtige Talemaader til ... ja tilstræbte en brutal Korporalstone i sit Talesæt, sagde: "Sludder", "s'gu", "hold Mund" osv. Kun i alt vedrørende det kønslige var hun stræng som en ægte Vestalinde. Kom nogen med Antydninger til hende i den Retning, nogen, der af hendes øvrige frie Udtryksmaade sluttede, at hun kunde taale en Drøjhed af saadan Art, saa fik han en Drøjhed igen i Form af "Gris" eller sligt.

✂ Ofte paastod hun, at alle Mandfolk var nogle Svin . . . alle uden Undtagelse.

✂ Hun elskede sin Søstersøn. Da hans Fader var død, sagde hun med taarefyldte Øjne :
- Hvad kan det hjælpe, at Du tuder, Din dumme Hvalp? Det kan Du jo overlade til et gammelt fjollet Fruentimmer som mig. - Føj . . . Er Du et Mandfolk? . . . Er Du bange for at tage fat og tjene noget til Brødet? Rugbrød, Smør og Ost skal Du faa at æde, saa længe jeg lever. Og saa kan Du da ikke dø af Sult, Din Flæbeunge!

✂ Det blev sagt med en spæd Røst som en pippende Spurvs, hvad der gjorde de forceret grove Udtryk end mere barokke. Studenten kom til at le med Taarer i Øjnene.

✂ Frøken Aurelia var jævnlig gnaven. Naar Karl Hellmann kom til hende i Ferierne, kunde han hverken gaa eller staa Tanten til Pas. Han havde sit lille Værelse oppe paa Kvisten; hun selv boede og sov i Stueetagen. Naar han kom ned om Morgenen til The, sagde hun noget som :
- Kan den Herre ikke vende sig i Sengen paa en mindre dundrende Manér, hvad? Jeg har ikke faaet Søvn i mine Øjne hele Natten . . . og saa smider Hr. Studenten sine Støvlehæle ned mod Gulvet, naar han trækker dem af . . . Har den Kavaller ikke lært saa meget Fysik eller Naturhistorie eller hvad Pokker det Kram kaldes, at han véd, at andre Mennesker har Nerver? . . .

32

✂ . . . Aa, Du gode Gud . . . Er det moderne i København at smaske, naar man spiser "Hveder". Hvad?

✂ Men, naar han skulde rejse til København, havde Tante Aurelia gerne et Par Femdalersedler tilovers til sin Søstersøn. Hun gav ham dem gerne paa følgende Maade :
- Buk Dig, Dreng, at jeg kan naa Din Næse . . . Den er ikke slet saa grim som Din Faders. Skynd Dig!

✂ Naar saa Søstersønnen adlød hende, masede hun de to Sedler ind mod hans Næse, gav ham et Tryk paa den, saa godt som hendes smaa tørre Hænder med de krogede Fingre evnede det, og sagde :
- Og saa en Begmand i Tilgift, Dreng! Naar han sagde Farvel, blev Tanten siddende i sin Sofa, og hendes sidste Ord var i følgende Stil :
- Pil saa af, Grønært, og kom ikke for sent til Jernbanen! Kommer han drivende tilbage igen, smider jeg ham s'gu ud, det gør jeg.

✂ Naar han var borte, saa fik hun Vand i Øjnene, men sagde til sin Pige :
- Saa, Birthe, saa kan vi da begynde at leve ordentlig, nu da vi er fri for Mandfolkesjov. Et Mandfolk gør mere Vrøvl i et Hus end fire Fruentimmer. Kvistkammeret ser vel ud som et Svinehul?

✂ Birthe svarede :
- Nej, saadan nogle Mandfolk tø'er aldrig deres Ben, inden de gaar ind paa et Gulvtæppe. Man kan ikke holde "Tæppener" rene efter dem.

✂ Birthe var en Bondepige, men hun havde længe tjent hos de fineste Familjer i forskellige Købstæder i Amtet, altid hos Embedsmænd. Medens hendes Frøken havde sænket sit stilistiske Niveau i Talen, havde Birthe højnet sit.

✂ I Dag - Dagen efter Ballet, Kanefartsdagen, sad den lille bitte Frøken Aurelia paa en Forhøjning ved sit Vindue, paa en i Forhold til hendes korte Krop altfor høj Stol, hvorfor en meget høj Skammel var anbragt under hendes Fødder.

✂ Trodsig stak Stumpnæsen ud i Verden, mens Fingrene hidsig trak en tyk Naal gennem et Kanevas paa en Ramme. Det skulde "grundes" med sort Garn. Derpaa skulde Roser og Liljer, Stedmoderblomster og Avrikler broderes til et Pudeovertræk.

✂ Frøken Aurelia havde et helt Lager af saadanne Genstande. Hver af dem havde hun bestemt til en eller anden Veninde fra 33 gamle Dage, naar hun tog fat paa Arbejdet. Men, mens hun gjorde det færdigt, tænkte hun sig saa arrig paa samme gamle Veninde, mindedes, hvor hun havde været falsk eller koket, snerpet eller fræk . . . nej, saa min S'æl, om hun fortjente, at man sled og slæbte for hende - saa blev alle de kulørte Broderisager ophobede i den nederste uhyre Skuffe i den gamle "Sekretær", den, Frøken Aurelia havde arvet efter sin Moder, Konferensraadinden, der dog kun var Etatsraadinde, da hun døde.

✂ Fra sit høje Stade saa hun gennem Vinduesspejlet sin Søstersøn alke gennem Sneen hjemad.

✂ - Birthe, Birthe! raabte hun . . . koger Vandet til Kaffen? Birthe kom ind fra den lille Spisestue ud til Gaarden :
- Fuldstændigen, Frøken! sagde hun.

✂ - Ja, for nu kommer han først, den Gris, To Timer for sent til Frokost.

✂ - Uden at tænke paa, at andre Mennesker kunde føle Trang til at nyde en Genstand paa den anden Side Middag, for Klokken er et.

✂ - Du er et Bondehøvede, Birthe! Maa jeg være fri for at høre Dig ræsonnere over den unge Herre!

✂ - Det prætenderer jeg ingenlunde paa, sagde Birthe, men . . .

✂ - Men . . .?

✂ - Studenten kunde lige godt . . . -

✂ - Hvad kunde han?

✂ Frøkenen saa saa haanlig hen mod Birthe, at Bondepigen sagde ydmygt :
- Ingen Ting, Frøken!

✂ - Sikken han kommer slaskende langs Gaden! han træder sig selv over Tæerne, sagde Frøken Aurelia. - Pyh . . . det er en Konferensraads Dattersøn . . . med saadant et Fodskifte.

✂ - Ja, og Faderen var Kammerraad.

✂ - Du er et Fæ, Birthe! Kammerraad er en sjofel Titel.

✂ - Ja, men den nye Byfoged er dog Kammerjunker.

✂ - Det er ogsaa en net Titel for en Mand, der er kommen til Skels Aar og Alder. Den passer for en Læggestrutter i hvide Silkestrømper paa et Hofbal. Kan Du ikke forstaa, Du Bondemalene, at naar min Fader var Konferensraad, saa var han omtrent lige saa meget som en Kammerherre.

✂ - Ja, det vil jo sige en Amtmand.

✂ Frøken Aurelia rystede hidsig fortvivlet paa Hovedet, aldeles 34 opgivende at faa Birthe til at forstaa den kongelige danske Rangforordnings fine Nuancer.

✂ Birthe blev ved i beskeden dannet Tone :
- Ja, for en Junker . . . det er dog en Slags Dreng . . . og jeg kan forstaa, at en Herre . . . en Kammerherre maa være mere end en Kammerjunker . . . men se en Kammerraad . . . se det maa dog være lige midt imellem.

✂ - Ba, ba, ba, ba, ba! Ti stille . . . Se, hvor Karl glor efter Hjørnerne. Jeg sidder her og ærgrer mig over ham.

✂ Hans Fader havde sikkerligen et nettere Fodskifte, sagde Birthe.

✂ - Hans Fader var et Fæ ... Se nu, hvor han skal skabe sig, den Studenterfløs . . . Han véd jo meget godt, at Gadedøren aldrig er lukket i Laas om Dagen, og nu griber han, Gud hjælpe mig, i Klokkestrengen . . . Ka-rel . . . Hold Mund! Jeg mener: Lad vær' at ringe!

✂ De sidste Ord raabte Konferensraadsdatteren og Konventualinden i det jydske Kloster ud ad sit Vindue, som hun havde aabnet paa Klem.

✂ Saa fortsatte hun med skingrende Røst, da hun hørte sin Søstersøns Trin i Gangen :
- Tør Fødderne ordentlig af . . . Ka-rel! Hører Du? Mere endnu! Stamp først Sneen af! Mere endnu!

✂ Han lød, kom ind med et forknyt Ansigt, en ludende Holdning.

✂ - Ja ... Du har vel ædt sure Sild til Frokost og drukket Eddike til. Hvor længe skal man vente paa Herren? Jeg hørte nok, at han . . . Herrens Ven . . . han, Skovløberaspiranten, kom ringlende med sin Kane . . . og at Herren vilde ud og lufte sig med sin Ven efter Ballet hos den herlige Jammerjunker . . . og saa skal ældre Folk vente timevis paa Hr. Studiosussen.

✂ De gik ind i den lille Spisestue, hvor Selvkogeren skinnede som Guld, og Kaffen gennemduftede hele Rummet. Paa den kridhvide Dug stod en lille nydelig Frokost dækket. Marineret Sild, Skinke, Æg, Vildandesteg, ganske smaa Stykker, paa ganske smaa Assietter. En sand Konventualindeanretning. Frøken Aurelia sagde :
- Vil Du have Brændevin? Skab Dig ikke, Dreng, og agér højbenet! Et Mandfolk, som ikke drikker Spiritus og ikke ryger Tobak, er et Mæhæ . . . Der staar Kognak i Buffeten. Er Du for god til at rejse Din dovne Krop og selv gaa hen og tage den? Vil Du have, at en ældre Pige selv skal sætte Kognak 35 paa Bordet og faa sit Tyende til at tro, at hun drikker? . . . Gud, sikket et artigt Barn! Se, hvor han lystrer! Kan Du ikke skynde Dig og sætte Dig ned og spise. Jeg har s'gu ventet længe nok, Karl!

✂ Trods sin Elskovskvide spiste Karl Hellmann godt. Bal om Natten, Kanefart om Morgenen, det giver Appetit til Frokost trods Hjærtets lønlige Saar.

✂ Karl Hellmann spiste sin Tantes Frokost med dyb Alvor, under distræt Ordknaphed, svarede bagvendt paa hendes Spørgsmaal, der regnede, krydsforhørsagtig, ind paa ham fra alle Sider.

✂ Saa meget fik Tanten dog ud af ham, at Kammerjunkerens Bal havde været nydeligt, at Johanne Alslev havde været Ballets smukkeste Dame, at han og Andreas Borch havde været ude at køre i Kane med hende til Morgen.

✂ Men Meddelelserne dryppede kun i smaa Draaber, som Tanten maatte presse ud af Nevøen. Hans Svar var gnavne, næsten uartige.

✂ Tantens Tone havde bredt sig over Huset. Karl svarede hende i samme Dur, som hun spurgte i.

✂ Endelig syntes det, som om de begge blev kede af at snakke.

✂ Frokosten fuldendtes i Tavshed. Under Pavserne betragtede Frøken Aurelia tidt sin Søstersøn. Han saa ikke op fra Tallerken eller Kaffekop, men ned i vedkommende Bordtøj.

✂ Da Karl havde spist af, sagde hans Tante :
- Naa. Hvad saa?

✂ Han svarede :
- Hva' hehager?

✂ Hun efterlignede en Kats ynkeligste Toner.

✂ - Mjav, mjav, mjav! . . . Da Din Fader havde Kærestesorg, saa sukkede og aad han afvekslende. Har Du nogensinde vidst, at det var mig, der friede for ham til Din Moder?

✂ - Gjorde Du, Tante?

✂ - Ja, Gu' gjorde jeg saa.

✂ - Fortæl mig lidt om det!

✂ - Nej, Gu' gør jeg ej. Tror Du, jeg vil gøre Nar ad Dine Forældre i Din Nærværelse? Nej, ær Din Fader og Din Moder og hold saa Mund for Resten! . . . Hm-hm. Har den grønne . . . han, Skovfogeddrengen stukket Dig ud, Karl?

✂ - Aa -

✂ - Naa saadan! . . . Det kan man kalde Romantik hos en ung Pige! Foretrække en, som ikke kunde lære, hvad der 36 behøvedes i en Smule Latinskole, for min Søsters - - for en, der dog har bedste Karakter til Artium og Udmærkelse til Philosophicum . . . Kræmmertøs!

✂ - Men, Tante . . . hvad er det dog, Du finder paa?

✂ - Tror Du, jeg er dummere, fordi jeg ikke er bleven saa lang som Du og den vordende Skovtrolds Tankers Muse? . . . De store er dovne, de smaa forvovne, sagde man ovre paa Fyen i gamle Dage . . . Men Herre Gud, Dreng, nu har Du jo spist godt . . . og Du ser ud, som havde jeg kun foret Dig med Faarekyllinger . . . Aa, Dit store Pattebarn! Skal Du have en Nassetaar?

✂ Hun rejste sig op fra Sædet, slog med et rask Kast de lyseblonde, graasprængte Hængekrøller bag Ørene, rettede samtidig omhyggelig paa Kappen, at den ikke skulde indtage nogen som helst uregelmæssig Stilling paa hendes Hoved, tørrede omstændelig sin Mund med Servietten og sin Næse med Lommetørklædet. Hun gik over Gulvet hen til sin Søstersøns Stol, tog ham om Hovedet, tvang det ned til sit lille, magre Bryst, klappede ham langs Nakkehaaret, behandlede ham, som var det en stor Hund, hun havde for sig, og trykkede tilsidst et Kys i hans Nakkehule.

✂ - Du gode Gud, hvor saadanne langstrakte Mandfolk i Grunden er lette at tumle . . . Du, Karl . . . jeg har givet Birthe Ordre til at holde Dit Kammer varmt deroppe. Gaa op og læg Dig . . . Du har ikke faaet sovet ordentlig ud fra i Nat . . . Gaa nu! Rejs Dig dog, Dreng!

✂

VIII.

✂ Da Karl var gaaet, fnøs den gamle Frøken lidt, mens hun rettede paa sin Halstrimmel.

✂ - Altid skal de stinke af Tobak . . . disse stærke Herrer!

✂ Hun gik hen og tog sin Flaske ægte Köllnervand, den eneste Parfume, hun brugte - men den brugte hun ogsaa i rigeligt Maal - og stænkede sig ned foran med den. Hele Tiden snakkede hun med sig selv :
- Herre Gud! Skal jeg nu ud og fri anden Gang . . . og saadant noget Vrævl! Pyh! Det bliver endnu en Gang en 37 Forlovelse paa en halv Snes Aar ligesom Faderens. Og ham maatte jeg endda tvinge til at søge det Posekiggerlevebrød her i Byen, fordi hans "aandelige Interesser" bandt ham til København . . . Ja, ja. Gud ske Lov, at jeg har kunnet grine ad alle Mandfolk! . . . Hun gik ind i sit af nyvasket, kridhvidt Tøj: Sengetæppe og Haandklæder, duftende og skinnende Sovekammer, gjorde Toilette, mens hun mumlede med Knappenaale i Munden :
- De store er de dovne, de smaa de forvovne.

✂ Hun saa sig i Spejlet, snoede den ene Krølle i et kraftigt Tag for at give den den ønskede fuldkomne Proptrækkerform, tog Kaabe, Boa og Muffe, gemte sig i alt det Laaddenskab, der dominerede hende som den store Hale et lille Egern, aabnede Døren til Køkkenet og raabte :
- Birthe! Tag rent Forklæde og Dit tærnede Uldshawl paa! Du skal i Byen med mig . . . Det er saa forbistret glat. Gaa bag efter mig! . . . for, hvis jeg falder . . .

✂ - Det skal ingenlunde finde Sted, Frøken! sagde Birthe, mens hun gjorde sig færdig i stor Hast.

✂ - Du stinker af Tørverøg. Gaa ind i mit Sovekammer og stænk Dig med lidt Eeau de Cologne ned ad Shawlet! for, naar Tørverøgsstank kommer ud i Kulden, bliver den rent nedersaksisk . . . Hvis jeg altsaa falder, saa fanger Du mig.

✂ - Ja, det er bestemt, sagde Birthe.

✂ Den bitte Konventualinde satte sine smaa Hæle i Gadens Sne med selvbevidst Myndighed, stak sin Stumpnæse op i den klare Frostdag, lagde sin Parasol som et Gevær i Hvil paa sin venstre Skulder, spankede gennem Byens Gader - bestandig midt paa Gaden, som om der ikke var Plads til hende paa Fortovene - hilsende med korte Nik og et Udslag med Haanden dem, der hilste hende. Den store Birthe, dødningealvorlig og med en højethisk Foragt over for Mennesker og Hunde, som hun passerede, stadig bag sin Frøken i to Skridts Afstand, havde ogsaa Fornemmelsen af, at hun burde vise de indfødte, at hun havde Selvfølelse. Men hun savnede en Kurv eller en anden Genstand at bære. Nu voldte de ledige, mægtige Hænder i de sorte Uldfingervanter hende nogen Forlegenhed. Snart lod hun dem slapt daske ned ad sine Laar, hvad hun fandt mindre værdigt, snart foldede hun dem over Maven, hvad hun fandt ubekvemt i Længden, snart satte hun den ene i Siden og lod den anden Haand falde ned igen, det fandt hun skabagtigt.

✂ - Hvem der var saa modig som Frøkenen! Se, hvor 38 Støvlehælene gaar som Trommestikker. Det lille bitte Menneske kunde vist tvinge hele Byen til at lystre sig, naar hun tog sig det for. Det kommer der af at være kommen af saadanne Folk som hun. Saaledes tænkte Birthe, og, da hendes Tankegang bevægede sig i saare langsom Fart, var den ikke færdig, da Frøken Fahlgren gjorde en Drejning i saa brat en Vinkel, at hendes Hæle gled . . . Birthe for op fra sine Tankers Puder - tog efter sin Frøkens Taille for at standse hende i Faldet, som der dog heldigvis ikke blev noget af. Inde paa Fortovet uden for Fru Alslevs Gadedør sagde Frøkenen til Birthe :
- Gaa ind i Køkkenet . . . der gennem Porten - og vent, til jeg kommer ud igen . . . Bi lidt! Ring først paa Klokken . . . jeg vil ikke svine mine Handsker til paa det gamle Jernkram . . . tag Din Vante af først! . . . Kan Du dog aldrig blive proper, Din Bondesidse?

✂ Birthe, som var sig sin Properhed bevidst, blev indvendig arrig, turde imidlertid ikke sige noget, hvorfor Fru Alslevs Dørklokkegreb og Klokkestreng maatte undgælde for Birthes fornærmede Stemning.

✂ Klokkegrebet knagede, Strengen hvinede, og langt bag ude skingrede Klokken, som om den var gal.

✂ - Klodsmalene! sagde Frøkenen til Birthe.

✂ Inde i Stuen fór Fru Alslev forfærdet sammen. Hun stod foran Spejlet og bandt Hagesløjfen under sin Hat, paaklædt, som hun var, til at gaa i Kirke. Hun var altid færdig i god Tid, maatte altid vente paa Johanne, som sad inde i Sovekamret og trak Uldgamacher over sine hvide Strømper - surmulende, langsomt . . . følte, at hun slet ikke var stemt til at gaa i Kirke, men uden Kraft til al Modstand mod Moderens milde, lokkende Ihærdighed.

✂ Hun var ved at søge at bringe Overensstemmelse med sin fyldige Læg og den stramme Gamache - Garde-bas, som den kaldtes - da den stærke Klokkeklemten lød.

✂ Den lille Dame skred ind i Stuen, den hyggelige pæne Stue med vel megen Kakkelovnsvarme, bragte Kulde med sig, saa Fru Alslev fór lidt sammen derved.

✂ Hun kom som en Meldelse af noget skarpere og strengere, end man var vant til at finde i dette Rum, der aldrig havde hørt vredere Toner end det lidt utaalmodige Gnaveris, hvor en venlig Hygges sagte Kurren, mildt som en Huskats Spinden, dog klang igennem, 39 Frøkenens Øjne for politispionerende om, op og ned i Stuen, efter at hun havde bestræbt sig for at sige God Dag paa den fornemst mulige Maade fra Højden af sine Støvlehæle og sin mod Loftet knejsende Næse.

✂ - Propert er her, indrømmede Frøken Fahlgren stiltiende efter hurtig med Øjnene at have gennemløbet hver Krog i Stuen. Fru Alslev vidste ogsaa godt, hvad gode Manerer havde at betyde. Hun havde i sin Tid været Guvernante paa en Herregaard. Hun vidste vel, at den lille Dame, som hun aldrig før havde talt med, var af fin Familje, men hun, Fru Alslev havde dog havt en Jægermester til Principal i sin Tid, var dog Datter af en kongelig Embedsmand. Hun havde ogsaa sin Værdighed at holde paa.

✂ Fru Alslev hilste mildt og venlig til Svar paa det rottepibende God Dag og sagde :
- Værs'artig . . . Det er jo Frøken Fahlgren.

✂ - De skal ud ... hvad?

✂ - Aa . . . vi havde tænkt paa at gaa i Kirke.

✂ - For at høre Kateketen?

✂ - Ja ... Frøkenen foretrækker maaske . . .

✂ - Provsten? Nej det véd Gud jeg ikke gør. Provsten bræger som en gammel Vædder . . . men Kateketen ligner en Konditorsvend. Men Guds Ord er lige godt, hvem der saa forkynder det ... Er Deres Datter hjemme?

✂ - Jo-o-!

✂ Fru Alslev vidste ikke ret, hvorfor hun var bange, men følte, at hun var det.

✂ - Kan man komme til at tale med hende, hvis ellers den unge Dame er staaet op?

✂ - Jo-o.

✂ Fru Alslev trak Handskerne paa det allerkorrekteste ned over Fingrene, saa de ikke satte "Ører" ud over dem. Frøken Fahlgren saa paa hende, virrende med Næseborene som en Kanin.

✂ - Hun har været paa Bal i Nat . . . Deres Datter?

✂ - Jo-o-o-oh.

✂ Fru Alslev følte et Pligtbud om at være fornærmet og om at stramme sig op til Fornemhed lyde i sit Sind.

✂ Hun stillede sig op med Haanden lænet mod en Spejlkonsol for at faa en Støtte til sin Holdning. Hun betragtede den lille næseløftende Frøken, der sad der i Lænestolen med de stikkende Øjne. Hvad vilde hun dog egentlig? Fru Alslev var, trods sin 40 godmodige Naivetet dog saa meget Kvinde, at hun vejrede en Kønsfælles krigeriske Stemning gennem den Luft, den lille Frøken bragte med ind i Stuen.

✂ - Tør jeg bede Dem kalde paa Deres Datter?

✂ - Ja, jeg véd virkelig ikke . . . Frøken . . . for . . .

✂ Fru Alslev burde være fornærmet, burde have hævdet sin Datters fuldstændige Uafhængighed af den lille fremmede Dame . . . følte godt, det var hendes Pligt, men vidste ikke, hvorledes hun skulde kæmpe imod, var lige ved at græde over sin Udygtighed til Kamp.

✂ - Hun har kørt i Kane i Dag med to unge Mennesker, sagde Frøken Fahlgren myndig.

✂ Fru Alslev tænkte: Hvad kommer det Dem ved? men sagde højt :
- Jo-o- langsomt udtrukket.

✂ - Naa-aa-aah- sagde Frøken Fahlgren i samme Tempo i en Tonart, der var lige ved at være vrængende . . . Min Søstersøn, Candidatus philosophiæ Hellmann var en af dem . . . Hvad?

✂ - Det er dog uforskammet - havde Fru Alslev Lyst til at sige, men hun sagde det ikke, hun nikkede blot.

✂ - Naa - Ser De. Min Søstersøn er forelsket i Deres Datter.

✂ - Men jeg maa virkelig bede Frøkenen om . . . Den lille Dame rev Fru Alslevs Replik over som med en skrattende Rift i et Stykke Lærred.

✂ - Og han skal ikke faa Lov til at være længe forlovet, saadan som hans Fader var, for det er dumt, forstaar De. Jeg skal holde ham saadan i Ørnene, (den gamle Dame sagde altid saadan i Stedet for Ørnene) at han skal tage sin Embedseksamen om fire Aar, og, lever jeg, saa kan jeg godt undvære 400 Daler om Aaret, mens han maa leve af Informationer, inden han kan blive Adjunkt, og, naar han bliver Præst engang, saa er jeg vel kreperet, men saa er der lidt til at købe Besætning og saadant noget for.

✂ - Ja, men jeg kan virkelig ikke sige . . . om min Datter.

✂ - Saa? Ikke? Hvad er det, hun hedder. Johanne er det jo ... Det Navn skriver min Søstersøn i Duggen paa Ruden i sit Kammer derhjemme. Det skal nu være romantisk. Hej . . . er den Frøken Johanne til at faa i Tale?

✂ Fru Alslev dirrede indvendig af Harme, men, inden hun kunde 41 faa samlet sig til Ord eller Handling, havde Frøken Fahlgren fat i Laasens Haandgreb, for gennem Spisestuen, snel som en Rotte, sagde blot vendende sig om i Farten :
- Her er jo ingen Mandfolk i Huset . . . Godt! Saa kan man vel gaa lige ind i Sovekamret - Klokken er jo ti. Sengene maa jo være redte og Vandtøjet slaaet ud.

✂ Lige som hun havde banket paa Døren til Sovekamret, gik den op, og Johanne Alslev viste sig paa Tærskelen, høj og rank, med blussende Kinder under Fløjeishatten, med høj Barm under Figurkaaben, med glinsende sorte Handsker, trukne saa korrekt paa, at hver Negl viste sin fine Hvælving og sin langstrakte Form derunder.

✂ - Høj, bi lidt, min lille Dame! sagde den gamle Frøken, som et Øjeblik havde Fornemmelsen af at kunne blive løben over Ende af denne "store Pige".

✂ Johanne standsede, overrasket og forfjamsket. Frøken Aurelia saa op og ned ad hende, som maalte hun hende.

✂ Fru Alslev stod paa Tærskelen af Daglig- og Spisestuen, lige saa forfjamsket som sin Datter, nærende en frygtsom Tvivl, om det lille Kvindevæsens Sindstilstand var fuld normal.

✂ Men med en hurtig Sans for en Udvej havde Frøken Aurelia med sin korte Fod raget en Skammel, som stod under et lille Bord ved Vinduet, hen til sig, besteg den og kunde nu, ved at rejse sig paa Tæerne, naa at trykke et Kys paa Johannes Underlæbe.

✂ - Saa . . . Gud velsigne Dig, mit Barn, siden det skulde ske . . . dette Forlovelsesvæsen! Men alle Mennesker siger, at Du er en sød Pige . . . og livlig. For Fyren er noget dvask, og han skal strammes op.

✂ Hun snurrede sig rundt som en Top, gav Skammelen et kraftigt Spark hen mod Fru Alslev, der nu stod midt i Stuen, sprang igen op paa den og kyssede hende.

✂ - Men Frøken Fahlgren . . . hvad er der? Hvad skal dette betyde? stønnede Fru Alslev, medens den lille kraftig som en paatrængende kælen Kat slog sine Fingre i hendes buttede Arme.

✂ - Aa, det véd De jo meget vel, min gode Frue! Det er dog ogsaa Fandens, at gamle gifte Koner her til Lands vil spille Ingenueroller . . . Skab sig ikke Therese . . . . . . Men I vil i Kirke, Børn! Det vil jeg med. Man skal altid tage Vorherre til Vidne, naar man gør noget i denne Verden, som har noget at betyde. Foruden ham er vi s'gu ikke en sur Sild værd.

42

✂ - Men maa jeg spørge Frøkenen, hvad De egentlig mener? spurgte Fru Alslev og søgte at tale vredt.

✂ - Ja Gu' maa De saa, men jeg svarer ikke. Lad Fyren snarest mulig blive gift! . . . Inden I faar Børn, I to, saa kan han godt leve af Informationer . . . Naa, nu ringer det anden Gang! Lad os nu komme i Kirke!

✂ - Ja ... men . . .

✂ - Jeg kan ikke lide at komme, naar de er midt i en Salme . . . Kom nu ... Glem ikke at lukke af, lille Frue!

✂ Moder og Datter vidste ikke at gøre andet, end hvad man gør lige over for et halvgalt Menneske: at lyde det og snakke det efter Munden.

✂ Under rungende Klokkeklang, der rystede Tonerne ud over den hvide Egn, spaserede den velvoksne Moder og Datter til Kirke med den lille Dame mellem sig.

✂ - . . . Lad som ingen Ting! Bed til Gud for Deres Datters og Svigersøns Fremtid, Fru Alslev . . . og De, lille . . . De, Johanne . . . græd De kuns en stille Taare! . . . Det er Aandens uudsigelige Sukke, som Vorherre sætter mest Pris paa.

✂ Frøken Aurelia tog den ene Haand ud af sin Muffe, klemte den mod Maven og foldede saa begge Hænderne oven paa den.

✂ De naaede Kirken, gik ind.

✂ Lige nu tonede fra Orgelet:

✂ Vi samles for Dit Aasyn her
o Gud, Dit Ord at høre,

✂ og straks i Midterskibets Gang slog Frøken Aurelia ind i Koralmelodien med en skingrende gennemtrængende gammel Sopran uden Spor af Mellemtoner.

✂ Fru Alslev gjorde et Forsøg paa at slippe fra hende og gaa ind i det Stolestade, som hun og Johanne var vante til at benytte, men Frøken Aurelia holdt saa fast i hendes og Johannes Arm, at det vilde have vakt Opsigt, om de rev sig løs. De maatte ind i den Stol, hvori Frøken Fahlgren plejede at sidde.

✂ Moder og Datter dukkede sig forlegne ned. De var lige ved at græde. Frøken Aurelia sang saa frejdig som en gammel Lærke.

✂ Men pludselig gav hun hver af sine Naboer et Albuestød; standsede midt i en af Koralens langt udtrukne Helnoder og sagde:
43 - Kan I se, Børn, herovre sidder han . . . ham Karl! Skab jer ikke! Se op!

✂ Damerne dukkede sig endnu dybere. Frøken Aurelia kneb dem i Armen, mens hun begyndte at synge igen.

✂ - Se paa ham, for en Ulykke! sagde hun midt i en Halvnode.

✂ Hun rejste sig syngende med Salmebogen i Haanden og nikkede over til Karl Hellmann, som sad ovre paa Mandfolkesiden et Stykke længere nede i Kirken.

✂ Hun græd, rejste sig som paa et Kommandoord, da Degnen havde læst fra, sang af fuld Hals alle Salmer med, græd af og til, kælede for sine Naboerskers Arme, kyssede paa Haanden ad sin Søstersøn, bad til Gud af sit fulde Hjærte, men hver Bøn gik i Jernbanefart, mens Afskedspostludiet bruste fra Orgelet.

✂

IX.

✂ Frøken Aurelia tog igen begge Damer under hver sin Arm ude i "Vaabenhuset".

✂ - I ryster, Børn! Ja, men I har godt af Sindsbevægelse . . . Hvorfor river I i mine Arme? Saa, saa, saa, saa!

✂ De stod udenfor paa Kirkegaarden, trak i Frøkenens Arme, men hun stod imod og standsede dem som en Kusk, der vil have sin Vilje, vendte sig om og raabte :
- Kar . . . el! . . . Gud, hvor bliver han af, den Torsk! Og Birthe, den Kamel! . . . Jeg saa hende jo paa en af Bænkene i det ene Sideskib . . . Hun sov . . . det gør hun altid, naar hun er i Kirke. Lad os blive staaende og vente paa dem . . . Ja, træk kun i mig, min rare Pige! men nu er Tingen afgjort. Nu har De sagt Ja . . . og det Fruentimmervrævl . . . Ja i Dag og Nej i Morgen . . . det vil jeg sige . . . det respekterer jeg ikke mere end som saa . . .

✂ Konferensraad Fahlgrens Datter spyttede og fortsatte :
- Naa . . . nu hiver I begge to i mig. Nej holdt . . . I bliver, til Karl kommer. Saa, saa, saa, saa!

44

✂ Fru Alslev og Johanne kunde sagtens have slidt sig løs, men den lille holdt dem saa energisk fast, at de ikke vovede det. Thi det kunde have vakt Opsigt nu, da alle Kirkegængerne efterhaanden kom ud fra Vaabenhuset og passerede Kirkegaarden.

✂ Birthe, . , . naa, kan Du endelig komme, Din gamle Dragkiste . . . Skynd Dig hjem og varm Kalkunen op! . . . Der er Karl . . . Kar . . . el. Rap Dig, Dreng! Jeg kan jo ikke staa her og skrige højt i alle Menneskers Nærværelse . . . Gud, hvor han er fjollet . . . Kom! Jeg har besørget det hele. Alting er i Orden.

✂ Studenten maatte komme. Folk stod stille og saa efter den lille Hankekrukke midt mellem de to høje Damer.

✂ - Lad os gaa udenfor, Tante! sagde han. Jeg forstaar ikke.

✂ - Vrævl! . . . Men lad os komme ud . . . det har Du Ret i.

✂ Først da de var komne om Hjørnet af Gaden, var Fru Alslev kommen saa meget til Kræfter, at hun kunde samle sig sammen til en vis Værdighed og faa formet Reminiscensen fra sin megen Læsning til følgende Ord :
- Frøken Fahlgren! Hvad her er sket, er ikke Johannes og min Skyld, hvad jeg beder Dem, Hr. Hellmann, være overbevist om. Vi har fulgt Frøken Fahlgren, fordi det Optrin, hun satte i Scene, begyndte i mit og fortsattes i Guds Hus . . . Du maa, ved Gud, ikke græde her paa Gaden, Johanne . . . Behersk Dig dog, til Du kommer hjem, min Pige!

✂ Nu rev hun sig saa kraftig løs, at Rykket afpressede den gamle Frøken et "Av"! og bragte hendes anden Arm til at slappes, saa Johanne ogsaa fik sin Frihed.

✂ Frøken Fahlgren saa fra den ene hen til den anden. Hun var mest arrig paa sin Søstersøn, som stod der og bed i sit unge Overskæg. Han var dog den ferskeste af dem alle, syntes hun; og, da han var en saa nær Slægtning af hende, havde hun jo Lov til at være grov imod ham.

✂ - Kom Du saa bare med hjem . . . Lad de Damer gaa hjem og græde deres Rørelse ud, for det er jo bare det, de trænger til, for de er s'gu himmelglade over, at jeg har taget Affærerne. Farvel! . . . Din Klodrian! Du er jo nu forlovet . . . og Du skal, hvis Vorherre vil, og jeg lever, giftes om tre Aar, og saa staar Du der (Fru Alslev og Johanne skyndte sig bort . . . Frøken Fahlgren mumlede efter dem): Ja, gaa I hjem 45 og tud . . . Men Dit Fæ! Ikke siger Du et Ord, ikke takker Du mig, fordi jeg har skaffet Dig

✂ Dit Hjærtes Dronning, Dine Tankers Muse,
det Pigebarn fra Vestergades Sluse.

✂ . . . jeg kan ogsaa være poetisk. Hvad talte Du med Din Gud om, mens Du sad og snusede i Kirken, ligesom Birthe, som nu endelig kommer drivende ligesom en gammel Ko? Du, der er Theolog, skulde dog kende Gud bedre og bedre, vide at vælge Dine Ord i Bøn til ham, end et stakkels Fruentimmer, som knap forstaar sin Bibel paa Dansk, langt mindre paa de Sprog, Gud har dikteret den i til Profeterne og Apostlene . . . Kom nu hjem med og spis opvarmet Kalkunsteg og skynd Dig saa ned til Dejligheden paa Vestergade og se at faa tolket Dine Følelser for hende! Du kan jo sætte dem paa Vers, mens Du æder Fylden i Kalkunen, Farcen med Rosiner i.

✂ Egentlig var Karl Hellmann alvorlig vred, næsten lige saa vred som Fru Alslev, forpint, lige saa forpint som Johanne; men hvad kunde det hjælpe, at han fusede ud i Vrede?

✂ Der laa et Tryk paa ham. Alt hans Haab var nu ødelagt . . . det lille, hyggelig kvidrende Haab i hans Sjæl, som han havde plejet i Taalmodighed i den stille Forudsætning, at det med Aarene skulde blive saa kraftigt, at det kunde flyve op og favne sin Genstand . . . eller egentlig havde han vel ikke en Gang tænkt Sagen saa klart, men var gaaet og drysset om, svømmende hen i Drømmetaager, gennemlyste af Længslers og Forhaabningers Guld, befindende sig vel i samme Taageskyer, tænkende sig, at han kunde vel endnu en god Stund gaa saadan og drømme og kæle for et fjærnt Haab!

✂ Han fulgte ikke Tantens Raad, men lod Maden urørt, rejste sig, da han havde spist, og gik op paa sit Værelse, yderst forstemt.

✂ Frøken Aurelia trak paa Skuldrene og sagde, da han var gaaet ud :
- Pyh-! Det stærke Køn!

✂ og til Birthe, da hun kom ind og tog af Bordet :
- Du, Birthe . . . Du har jo været forlovet? . . . Ikke? Ude paa Landet med en Karl, Du tjente i Gaarde med?

✂ - Hvad Sandhed er, er Sandhed, svarede Birthe.

46

✂ - Gik han og sukkede og mistede Appetiten, mens han lagde sig efter Dig?

✂ - Det mærkede jeg ikke noget til.

✂ - Sagde han ikke straks alting rent ud?

✂ - Jo, men paa en saadan Maade, at jeg . . .

✂ - Naa, ja, saadan et Bondebæst kunde jo ikke have andet end sjofle Ord ved Haanden.

✂ - Ja, det var mig, der slog op med ham . . . fordi han . . .

✂ - Fordi han?

✂ - Netop gjorde Anvendelse af den Slags meget "støgge" Ord, og det, han vilde lade mig vederfares, det var endnu meget mere "støggere".

✂ - Hm! Hold saa Mund, Birthe!

✂ - Det var ikke mig, der begyndte, Frøken!

✂ - Hold Mund! siger jeg.

✂ Karl Hellmann for op ad Trappen paa sit Værelse. Hvor sørgede hans gamle Tante pænt for ham! Ilden buldrede i den lille gamle Tromlekakkelovn! der var fejet og støvet, men Bøgerne laa opslaaede paa hans Bord, som da han sidst læste i dem. Birthe havde det strængeste Forbud fra sin Frøken mod at røre ved Studentens Bøger.

✂ Han satte sig ned i Kurvelænestolen, sad stille, vilde tænke Situationen igennem, men et dybt Suk standsede hver begyndt Tankerække.

✂ Han led. Aldrig havde han følt en saadan Smerte i Form af en tyngende, tærende Angest, som tog Aandedrættet fra ham.

✂ Hans Tante havde egenmægtig grebet ind i det, som han med en stille, dybt dulgt Tro paa sin Lykkestjerne, havde ment nok vilde vokse op til hans Glæde under samme Stjernes Skær.

✂ Han havde aldrig lidt saaledes. Hans Sind, der var æltet blød som Voks i et Hjem, hvor han var eneste Søn, et snævert, men kærligt forkælende Hjem, krympede sig som en Orm, alt mens hans Lidenskab blev ham mere og mere bevidst, alt mens Livet tyktes ham mere og mere haabløst.

✂ Gifte sig paa Informationer! Han tænkte paa adskillige københavnske Timelærere med deres smudsige Flipper og halvlurvede Klæder. Det var noget at byde Johanne Alslev!

✂ Adjunkt! Tak! Han havde, mens han gik i Nabobyens lærde Skole, været i Kost hos en af samme Skoles Adjunkter. Han havde været selv femte Pensionær, mindedes, hvor længe et Pund Smør skulde tyndes ud over tykke Stykker Rugbrød og smeltes 47 hen i tynd Melsauce, for at Familjen kunde faa en klækkelig Fordel pint ud af slet betalende Kostgængere.

✂ Uh . . . hvor var han en Filister! En prosaisk daarlig Person! Hvad havde alt sligt at sige?

✂ Kunde Idealet ikke vindes . . . eller vandtes det ikke bedst gennem Kamp og Strid mod Dagliglivets elendige Krav? Var han ikke en begavet Fyr? Havde han ikke glimrende Vidnesbyrd om "herlige intellektuelle Evner" fra sin første Lærer, den forrige Kateket i Byen, manglede han mere end tre Points i Udmærkelse til Studentereksamen?

✂ . . . Atter Filisteri! . . . O, at han ikke trygt turde betro sig til Lykkestjernen!

✂ Alt i ham var Angest og Bæven, Bitterhed, Haabløshed, Forbitrelse uden Genstand, udygtig til Daad. Hvor foragtede han sig selv! - Pjalt! raabte han højt.

✂

X.

✂ - Nej, Moder . . .! Det bliver en Skandale for hele Byen. Skal det kaldes en fin Dame, den Frøken Fahlgren?

✂ - Mit stakkels Barn! Og at hun brugte Guds Hus til det! Ja, man kan rigtignok se, hvor lidt Rang og Titler har at betyde, naar der ikke er et adeligt Sind i Vedkommende.

✂ Fru Alslev og hendes Datter stod tæt omfavnede i deres lavloftede, lune Dagligstue.

✂ - Ja, men Barn, sagde Moderen . . . elsker Du da Karl Hellmann?

✂ En Hulken var Svaret. Moderen gentog Spørgsmaalet.

✂ - Nej, ja . . . jeg véd ikke, hulkede Johanne. For jeg har aldrig tænkt over det ... Saadan at elske . . . saadan, som vi har læst om . . . det var saa dejligt . . . Alma i den gamle Gartner Stjernes Have . . . Henrik og Else . . . Nej, Moder! Jeg har tænkt, at det maatte være det dejligste i Verden at kunne elske saadan som . . . Hagbarth og Signe! . . . Nej, nej, jeg har aldrig følt saadant noget . . . . for Karl Hellmann nu slet ikke.

48

✂ - Men for den unge Borch?

✂ - Nej, nej, nej. Aa . . . jeg havde tænkt mig: Det kommer vel en Gang . . . og saa havde jeg tænkt mig, hvor saligt det maatte være . . . det, rigtig at elske.

✂ Nu græd Fru Alslev med og sagde :
- Aa, saadan gik det til i de gamle Dage, da Folk vare Helte . . . og Riddere . . . og saadant noget.

✂ - Har Du ikke været saadan forelsket i Fader? Hvad Moder?

✂ - Ti stille, min Pige! . . . Nej, nej, nej. Men han var en god, en kærlig og skikkelig Mand. Et Mønster paa en Ægtemand.

✂ - Men han var ikke alt, alt, alt for Dig.

✂ - Det kan kun Gud i Himlen være, mit Barn. Kun hos ham bor Kærlighedens hele Fylde -

✂ Johanne vrissede utaalmodig gennem sine Taarer og sagde :
- Ja Gud . . . ja vel, ham! Det véd jeg nok.

✂ - Ja, men saa maa vi resignere, lille Johanne!

✂ - Du mener altsaa, at jeg skulde lade mig tvinge af den Frøken til . . . at . . .

✂ - Nej, naar Du ikke elsker ham.

✂ - Ja hvad véd jeg . . . Han kan saa meget og er saa rar og god . . . er interessant at tale med.

✂ - Saa er det saamænd nok for et stakkels Fruentimmer, sukkede Fru Alslev. Sig saa hellere Ja! Saa snakker de om det i Byen i en fjorten Dage eller tre Uger, og saa er det forbi.

✂ - Ja, men jeg vil ikke, jeg vil ikke. Den rigtig store Kærlighed . . . aa (hun trykkede sin Moder i Favnen, som vilde hun kvæle hende, kyssede hende paa Kind, Mund, Pande, Haar og Øjne) . . . nej, jeg synes, jeg holder mest af Dig . . . Den store Kærlighed føler jeg ikke for ham.

✂ - Aa, min søde, min gode, min velsignede Pige! Men det er alligevel noget Snak det, Du siger, min egen Johanne! Gud har ikke skabt Mand og Kvinde, for at de . . .

✂ - Ti stille, Moder! Jeg vil hverken eje eller have Hellmann.

✂ - Godt, godt! Saa skriver jeg til den . . . fine Dame, Konferensraadens Datter.

✂ - Ja, gør det! Jeg afskyr hende. Og at Karl Hellmann kunde være saa ussel, saa umandig! Jeg hader ham.

✂ - Hm . . . hm! Skal vi saa ikke hellere vente med at 49 skrive til i Morgen . . . For, naar man taler med en saadan Lidenskab om en Mand . . .

✂ - Hvad saa, Moder?

✂ - Saa kan Had let slaa om lige akkurat til det modsatte.

✂ - Tror Du?

✂ - Ja . . . Skal vi hellere vente?

✂ - Nej! For, sker det ikke nu, saa . . .

✂ - Hvad saa? . . .

✂ - Jeg véd ikke. Men saa er jeg fri . . . For, Du, Moder, jeg lider saa rædsomt. Jeg tror, jeg bliver syg.

✂ Fru Alslev tænkte :
- Det bliver sværere og sværere at leve, efterhaanden som Folk læser og tænker mere. Saa ulykkelig var jeg ikke, da salig Alslev friede til mig, skønt jeg havde ventet mig noget . . . højere . . . Men det maa man gemme hos sig selv, haabe paa, at det, man drømte, vil man finde i et andet og bedre Liv, hvor det jordiske er gaaet op i det aandelige.

✂ - Hvad tænker Du paa, Moder? spurgte Johanne, da hun saa, hvor Fru Alslevs Blik blev adspredt.

✂ - Ikke paa noget, mit Barn! Men lad os vente til i Morgen!

✂ - Om det saa bliver til om et Aar. Jeg vil, jeg vil ikke vide af det Menneske at sige.

✂ - Godt, mit Barn! Saa faar jeg vel skrive . . . Herre Gud - vor Smule Middagsmad bliver rent kold.

✂ - Gud, Moder, hvor kan Du tænke paa Mad i saadan en Stund?

✂ - Nej . . . nej . . . Du har Ret. Lad os lade den staa til Aften . . . saa giver Sorgen os Sult. Det skal Du se. Vi kan varme den halve And ude paa Komfuret.

✂ - Skriv saa straks, Moder!

✂ - Ja, men jeg maa tænke over det først.

✂ Johanne gav sig ogsaa til at tænke, dog ikke paa Indholdet af det Brev, hendes Moder skulde skrive.

✂ Hun satte sig i en Lænestol nær den varme Kakkelovn, mens Fru Alslev gik ud i Køkkenet for at aflyse Middagsmaden og holde den varm til Aften.

✂ Igennem den endnu ikke tørrede Graads Skyer begyndte en lille bitte Solstraale, en glad lille Solstraale at pippe frem indvendig, mens Mørket faldt paa derude.

✂ Den lille Solstraale! Jo . . . det var dog ret interessant det 50 hele. En Begivenhed i et begivenhedsløst Liv, en Smule Poesi . . . for hvad var Poesi dog andet end det usædvanlige, det eventyrlige? Hun, Johanne Alslev, skulde opleve noget, som ingen af hendes Skolekammerater nogensinde havde oplevet: at blive Genstand for en Korrespondance. Gud! Der kom jo virkelig ikke alene Poesi, men ligefrem Historie ind i hendes Liv. Hun slog Taarerne ud af sine Øjne med sin kønne, lange, hvide Haand, og smilte ud i Mørket mod Kakkelovnsilden inde, Sneskæret og Stjerneglimtene ude.

✂ - Bare Moder kan skrive det Brev, saadan som det skulde skrives!

✂ Nu i Mørket syntes hun, at Andreas Borch dog var mere af en Mand, trods det, at han var noget ubelæst.

✂ Hun følte hans bløde Skæg stryge om sin Kind - et Minde fra Formiddagens Kanefart.

✂ - Uh - uh! Nej, det var dog for galt at lægge saa megen Betydning ind, et stort Skæg overfor et lille Skæg, naar der skulde vælges mellem Andreas Borch og Karl Hellmann.

✂ Men hvorfor skulde der vælges? . . . Der var f. Eks. han, Artilleriløjtnanten. Guldbandeleret og Epauletterne glimtede for Johannes Øjne mod den mørkeblaa Uniform med det karmoisinrøde paa Krave, i Passepoils og Buksestriber . . . Han førte tilmed saa godt, den Artilleriløjtnant.

✂ Nej, nej . . . det var Frivolitet . . . det var ikke Alvor med den Artilleriløjtnant! Det var stygt af hende at tænke paa hans Stads.

✂ Vred paa al Verden væltede hun sig om i Lænestolen, skubbede med den ene Fod en Stol hen til Støtte og lagde sig til at sove i en Stilling, saa de hvide Strømper, som dulgte de fint drejede Ben, skinnede ud i det mørke Rum . . .

✂ Nej ... hvis nogen saa det!

✂ Hun samlede Kjolen ned om Benene og drejede sig om paa den anden Side . . . . . faldt virkelig i Søvn, mat efter de usædvanlige Sindsbevægelser, hun havde gennemlevet i en Nat og en Dag.

✂ Fru Alslev kom ind med Moderatørlampen i Haanden. Dens stille Skær rødfarvede Johannes ene Kind, men hendes Profil tegnede sig blaat mod Halvmørket, som var det et Billede broderet paa brun Fløjelsgrund.

✂ - Hvor er hun dog køn, tænkte Fru Alslev, satte Lampen 51 og kyssede hende paa Kinden, stolt takkende den gode Gud, som havde ladet hende bringe en saa smuk Pige til Verden . . .

✂ Johanne vaagnede med et langt Suk.

✂ Saa sukkede Fru Alslev med. Det var dette Brev, som skulde skrives.

✂ Kunde de ikke lade det hele være? Nu kunde de sidde saa godt og hyggeligt . . . først en lille Lur, saa lidt Læsning fra Læsetasken . . . . . lidt fransk Grammatik - som i de gode gamle Dage.

✂ Stiltiende tog Fru Alslev Læsetasken frem og undersøgte dens Indhold.

✂ "Dansk Kirketidende", "Dansk Maanedsskrift", "Nogle Digte" af Christian Adam, . . . . . egentlig gav den Læsetaske ikke lokkende Løfter om Morskab. Det var maaske bedre at ty til Bogskabet og forny Bekendtskabet med nogle af de skønne Digte, det gemte.

✂ Hun skraaskottede alt imens mod Johanne for at se, om hun ikke kunde læse i hendes Øje, at hun havde glemt denne Dags Bevægelse og helt var sunken hen i Hjemmets brune Fløjelsstol, slet ikke tænkte paa dette Brev . . .

✂ Det gøs i Fru Alslev, da Johanne endnu en Gang samlede Kjolen om de hvide Smalben, satte Fødderne ned paa Gulvtæppet, saa Hælene gav en nogenlunde markeret Lyd.

✂ - Hvad synes Du, vi skulde læse i Aften, Johanne? sagde Moderen. Hun vilde lade, som om alt var ved det gamle.

✂ Johanne skelnede noget Hykleri i Røstens altfor kælne Klangfarve.

✂ - Det Brev skulde vel skrives . . . det Brev til den . . . højvelbaarne Konventualinde . . . . . sagde hun.

✂ Fru Alslev blev til Mode som en Skolepige, der havde haabet paa en Fridag, men hvis Haab skuffes. Hun maatte alligevel i Skole, døje Dagens Byrder og Hede.

✂ - Skal vi ikke vente til i Morgen?

✂ - Nej. Straks. Nu hader jeg Student Hellmann. Men endnu mere hader jeg den gamle Drage . . .

✂ - Ja, men jeg skulde dog have tænkt over det først.

✂ - Gud, nu har jeg vel sovet et Par Timer, Mor! Har Du saa ikke havt Tid nok?

✂ - Ja, Du ... ja, Du har sovet, det er godt nok, men jeg har havt nok at gøre med Maden, som Du ikke vilde spise . . . med at gøre Lamper i Stand . . .

52

✂ - Du tør ikke skrive Moder! Du tør ikke!

✂ Fru Alslev blev vred, gik knejsende hen og tog en Skrivemappe med Brevpapir ud af en af Bogskabets nederste Skuffer og lagde den med et energisk Klask paa Divanbordet Tæppet døvede Klasket. Dette Interiør var ikke anlagt paa skarpe Lyd, paa stærke Følelser, energisk Handling. Selv Husfruens Smule Hidsighed blev dæmpet.

✂ - Du skal se, at jeg tør . . . Og det skal blive et meget alvorligt Brev, meget alvorligt, siger jeg Dig, Johanne . . . strængt endogsaa.

✂ Johanne satte sin Tungespids mellem Læberne . . . fik først Lyst til at gøre Nar ad sin "kære lille Mo'r", som vilde være "alvorlig og stræng" . . . hvad der laa saa grumme fjærnt fra hende, men saa rykkede det i hende. Det var et Ryk af den Pligt, hun havde til at føle sig dybt fornærmet over den Behandling, Frøken Fahlgren havde ladet hendes Moder og hende vederfares . . . Jo hendes Moder maatte stramme sig op til megen Alvor og Strænghed.

✂ Fru Alslev skelnede ubønhørlig Strænghed i sin Datters Blik. Hun sukkede og satte sig med den opslagne Skrivemappe foran sig.

✂ Johanne satte sig lige over for hende i Sofaen, foldede Hænderne over sit højt opskudte venstre Knæ, stirrende fast paa Moderen med de store mørkeblaa Øjne under de lidt sammentrukne mørkebrune Bryn. Hendes Moder skottede og skulede op til hende. Der var ingen Redning.

✂ Hvor granskede og grundede, hvor vred og vendte hun sig, den fordums Guvernante for at faa støbt dette Brevs Sætninger.

✂ Anstrængelsen frembragte legemlig Smerte i hendes Haandog Ankelled.

✂ Hun pudsede Pen, hun glattede Papir.

✂ - Lad være med at stirre paa mig, Johanne! Du forstyrrer mig.

✂ Johanne lagde sig plat ned paa Sofaen med Ansigtet ind mod Væggen. Det gjorde ogsaa ondt i hende, om hun end ikke saa bestemt som sin Moder kunde henføre Smerten til Haand- og Ankelled.

✂ Havde det ikke været for Skams Skyld, vilde hun have bedet sin Moder om at lade være at skrive.

✂ - Gud véd, om jeg alligevel ikke elsker ham? . . . klang det i hende. Men hun søgte at faa en anden Røst i sig til at overdøve denne opdukkende Klang, faa den til at raabe:
53 - Brevet skal skrives.

✂ Og Fru Alslev skrev, mens Moderatørlampens sagte, bløde Oljedraaber dryppede fra Tippen ned i Beholderen, mens af og til Smaaknitren lød fra Kullene i Kakkelovnen, mens Sofaens gamle Fjedre ringlede, naar Johanne bevægede sine Arme og Ben i den liggende Stilling.

✂ Moderen skrev og slettede ud, slettede ud og skrev.

✂ Under meget Arbejde, under Frygt og Bæven, gennem adskillige Kladder fik Fru Alslev pint et Brev frem med store "danske" Bogstaver, liggende i stærk Skraaning til højre:
Ærede Frøken!
Medens De Dags Formiddag gjorde mig den Ære at aflægge mig en Visite, i Fortsættelsen af hvilken De ledsagede mig og min Datter til Herrens Huus, havde De forudsat noget, som ingensinde kan finde Sted, saa lidt som det nogensinde har fundet Sted, foraarsaget ved at min Datter ikke paa nogensomhelst Maade i Fortid har givet eller i Fremtid vil give Dem eller andre Vedkommende Andledning til at nære Forhaabninger af den Art.
I Andledning deraf skal jeg ikke undlade at tilkendegive Dem, at der ikke kan være Tale om nogensomhelst Forbindelse mellem min Datter og Deres Slægtning og "Protégé".
Jeg har den Ære at undertegne mig, Frøken,
Deres høiagtelsesfulde
M. Alslev.

✂ Hun skød Brevet over til Datteren, som rettede de overflødige d'er og satte Kommaer til, mens hun indrømmede, at hendes Moder egentlig skrev godt for sig, men skrækkelig havde glemt sin Retskrivning.

✂ Ordet Protégé havde Fru Alslev kontroleret gennem Borrings Leksikon - thi hun, Frøkenen, skulde ikke kunne bebrejde hende forkert Brug af Akcenter. Nu maatte hun dog skrive Brevet om for femte Gang paa Grund af de d'er, som var løbne hende i Pennen.

✂ Moder og Datter spiste Middagsmaden kold til Aften, Johanne var tankefuld.

✂ Hun havde givet en Kurven. Det følte hun sig stolt af.

✂ Og dog . . . da Brevet blev overgivet til en Karl hos Købmanden, P. Alslevs Efterfølger, havde hun gerne taget Brevet fra ham og tilintetgjort det, om hun havde turdet være det bekendt.

54

✂ Da Johanne kom i Seng, gennemgik hun i Tankerne Tantens Spot, Karl Hellmanns stille, maalløse Sorg. Hun kendte ham, vidste, hvor blød han var. Hun kom til at græde bitterlig ved at forestille sig ham tavs og sønderknust. Det vilde maaske give ham et Knæk for hele Livet.

✂ Og i Grunden holdt hun dog rigtig meget af ham.

✂ Og nu kunde hun jo begribeligvis aldrig se ham mere efter denne Skandale.

✂ Hun begyndte at græde.

✂ - Sover Du ikke, Barn? lød det henne fra Moderens Seng . . . Jeg kan heller ikke sove. Johanne . . . Bare vi ikke har gjort noget rent galt!

✂ De to stakkels Kvinder var helt skræmmede over den Sten, der var kastet ned i deres ellers saa glat og jævnt rindende Livsbæks flade Leje.

✂ Moderen snakkede og spurgte hele Natten igennem, om Johanne sov. Johanne svarede ikke.

✂

XI.

✂ Frøken Aurelia Fahlgren fik Brevet den næste Morgen med P. Alslevs Efterfølgers Karl, der kørte Ølvognen om i Byen.

✂ - Birthe! Mine Briller!

✂ Hvem kunde sende hende et Brev? Hun omgikkes jo ingen i "dette Hul af en By".

✂ Hun læste Brevet.

✂ - Nej, har man hørt Mage! Man gør saadan en Kræmmerkælling den Ære at arrangere saadant noget - og saa . . . . . Nej, Rak er og bliver Rak. Det kan Karl nu ikke indse, bare fordi hans Fader stammede fra saadan nogle lignende nogle som hende (hun knipsede med sine smaa Negle mod Brevet), den Madame, der vil lapse sig med alle de Kommaer og Semikolummer, fordi hun har konditioneret som Lærerinde.

✂ Men hvad skulde hun egentlig gøre med Karl? Han havde i Gaar baaret sig ad som et Fæ. Viste hun ham dette, vilde han vel blive helt tumpet.

55

✂ Det var en god Dreng, men forskrækkelig "blødkogt". Derfor vilde han vel ogsaa være Præst og ikke Jurist. Som saadan vilde han dog maaske have kunnet blive mindst Etatsraad, han, hvis Bedstefader var Konferensraad.

✂ Hun gik op og ned ad Gulvet med Armene tæt korsspændte over den hæklede Fichu, hvis mange kugleformede Klunker dirrede som Bjælder paa en Dværg, mens hun trippede hurtig afsted som en Høne i Regnvejr.

✂ Skønt hun tidt havde forarget sig over, at "Drengen laa og snuede" saa længe om Morgenen, og skændt paa ham, naar han kom ned til kold The og en længst smurt Hvedetvebak, ønskede hun i Dag, at han vilde sove til midt op paa Dagen.

✂ Hun var langt fra den Forestilling, at han havde tilbragt en søvnløs Nat. Han maatte jo være evig glad over, at "hun havde gjort det grove Arbejde" for ham.

✂ Hun kunde ikke finde paa, hvorledes hun skulde meddele sin Søstersøn det uheldige Udfald af sin Indblanding i Sagen. Hun granskede og granskede uden Resultat, mens hun spaserede op og ned ad Gulvet, skubbende med Bagen mod Stolene, naar de kom inden for hendes Rækkevidde.

✂ Hun trængte til at uddele Ørefigener.

✂ Hun endte med at beslutte at lade det staa til, saa fik det gaa, som det bedst kunde.

✂ Hun satte sig ned og læste Købstadens Avis gennem Brillerne, hvert Øjeblik følende dyb Foragt for det Hul, hvor noget saadant idiotisk Tøjeri kunde blive trykt og læst.

✂ Endelig hørte hun Trappen fra Kvistetagen knage, kendte Karls Trin, lugtede Cigarrøg.

✂ Hun borede de spidse Albuer ned i Lænestolens polstrede Armstykker og stak Næsen med Trods saa højt i Vejret, hun magtede.

✂ Karl traadte ind.

✂ - Du har vel ladet Cigaren ligge i Gangvinduet . . . . . Pyh . . .!

✂ - Ja. God Morgen, Tante!

✂ - God Morgen, min Dreng!

✂ Hun lod, som var hun optaget af sin Avislæsning.

✂ - Karl skulede til hende, mente, at hun var gnaven og helst vilde være i Fred.

✂ - Der staar Kaffe henne paa Bordet til Dig.

✂ - Tak!

56

✂ Hun hørte den sagte Lyd, mens han drak.

✂ - Er det Mode i København at slurfe, naar man drikker Kaffe, ligesom Katte, naar de laber Mælk?

✂ - Ja, det er, sagde Karl og rejste sig.

✂ - Hvor vil Du hen?

✂ - Tante - Du véd, jeg kan ikke udholde at aflægge Regnskab for hvert Skridt, jeg gør.

✂ - Nej, naturligvis:
Herrer vi ere i Aandernes Rige.

✂ . . . Ja, ja, min Dreng . . . Det er Snavs med det hele. Du maa ikke gaa derned . . . ikke paa nogen optænkelig Maade.

✂ Hun pegede i Retning af Byens Vestergade.

✂ Karl studsede lidt. Da samlede den gamle Frøken al sin Kraft sammen. Hendes lille Overkrop blev stiv som en Jernstang, da hun rejste sig, tog Fru Alslevs Brev og mere smed end lagde det ned paa Bordet foran sin Søstersøn.

✂ Hun saa ham blive ganske bleg, da han læste. Saa knækkede hendes Energis Jernstang. Hun brast i Graad og hulkede :
- Min arme Unge! . . .

✂ For første Gang fik Tante Aurelia et let Anfald af Beundring for Karl Hellmanns Mands Mod og Hjærte. Thi han genvandt snart sin naturlige Farve, og han var hverken sunken sammen eller havde grædt.

✂ Et lille Smil fortrak hans Mund, da han leverede Brevet tilbage.

✂ - Hvad siger Du, min Dreng? spurgte Tante Aurelia og snød sin Næse for i Smug at tørre sine Øjne.

✂ - Ingen Ting. For der er ingen Ting at sige til det.

✂ Han følte det som en Æressag at være ligegyldig og kold, skønt der samlede sig en haard Masse i hans Sind, der pinte som en Knude paa et følsomt Organ.

✂ Grove Hænder havde grebet ind i et fint, fint Silkespind, speget og forkludret det. Hvor gjorde det ondt, hvor gjorde det ondt i ham!

✂ Han saa tilsyneladende lige glad ud ad Vinduet. Det var graa Frost, tykt Vejr, blytung hang Taagen ned mod Gadens skidne Sne.

✂ - Men, hvad vil Du, Karl?

✂ - Tage til København med Aftentoget.

57

✂ - Naar ser jeg Dig saa igen, Din dumme Unge? Karl trak paa Skuldrene. Tante Aurelia sagde, pinende Graaden tilbage :
- Heldigvis er alle tre Søer, baade St. Jørgens-, Peblingesøen og Sortedamssøen lagte til . . . og, inden Du naar ud til Langelinje for at drukne, haaber jeg, at Du har glemt . . . saadan . . . saadan . . . en snottet Tøs.

✂ Karl Hellmann fik arrangeret en ret naturlig lydende Latter. Tante Aurelia sagde efter en lang Pavse, under hvilken hun havde vredet sig i sit Sæde :
- Lad mig lige saa godt tale rent ud af Posen, Karl! Kommer Du over denne Geschichte, er jeg i Grunden glad. Havde jeg vidst, at Du vilde tage den saa fornuftig, havde jeg aldrig givet mig af med den. Men jeg troede, Du var lavet af Gelée ligesom Din Fader og Din Moder. Det er s'gu bedre at lade være at gifte sig, naar man kan lade det være. De fleste Ægtefolk, jeg har kendt, er blevne fjollede netop i Ægteskabet . . . Men hør, min egen Hvalp . . . her (hun viste med Pegefingeren paa sit Underliv) . . . her sidder min Død. Ba, ba, ba, ba! Ingen Scener! Sidst, jeg var i København, fik jeg det at vide . . . Hold Mund, Karl! . . . Jeg vilde paa en Maade forsørge Dig, inden . . . jeg gik hjem til min kære gamle Vorherre, som dog altid har været mig den sikreste Ven, og som har forstaaet mit Vrøvl bedre end noget Menneske . . . . . Naa, jeg beder blot, at han ikke vil lade mig pines for meget; for at lade Doktoren snitte i mig paa saadant et Sted . . . nej, Gu' gør jeg ej, for jeg er et gammeldags Fruentimmer og respekterer mig selv . . . . . Og hvad Du kan finde i mine gamle Lædiker, naar Gud har løst op for mig, det er Dit. Det er ikke store Sager, min Ven. Sætter Du det fast, er det knap til Punsch og Tobak . . . De sagde, de to Professorer . . . Du skal ikke tro, de fik Lov til at rage paa mig . . . at jeg maatte have forslæbt mig . . . . Ja, det var, da jeg løftede paa Din Fader, da de kom hjem med ham som Lig fra den l'Hombre . . . . naa! Det har jeg ikke villet sige Dig før . . . . men der gik noget itu inden i mig den Gang . . . Naa, blæse være med det! . . . Jeg løj for Madamen paa Vestergade, da jeg sagde, at jeg vel kunde leve nogle Aar endnu. Det skulde jeg ikke have gjort, men nu kan det være det samme . . . Nu vilde jeg heller ikke i Dit Sted niere sætte mine Ben i denne "Krähwinkel" og lade mig beglo og begrine . . . Bliv nu her, til Aftentoget gaar! Birthe skal pakke for Dig 58 og bestille Plads til Dig i Jernbaneomnibussen . . . . . Sid ganske stille . . . tag en Bog . . . det er ikke værd, vi taler . . . saa kommer vi let til at skabe os . . . læs, min Dreng! . . . saa læser jeg ogsaa . . . eller gaar og nørker om, og saa nikker vi lidt til hinanden alt imens.

✂ Da Omnibussen holdt udenfor, stak Tanten Karl en Halvhundreddalerseddel i Næsen med den sædvanlige "Begmand" . . . men, da han var ude af Døren, græd hun højt som et Barn og sank tilbage i sin Lænestol.

✂

XII.

✂ Der, i København - der var for Fremtiden hans Hjem - der laa hans Opgave beredt.

✂ Det kom an paa at vikle sig ud af alt, hvad der klæbede ved ham fra denne lille dumme By. Der var kun én By i Danmark, den, der ejede et Universitet og et Kunstakademi.

✂ Naar alt kom til alt, hvad var saa Johanne Alslev? En køn Pige, men dog en ren Provinsfrøken, som passede langt bedre til at blive gift med en Skovrider end med en Videnskabsmand.

✂ Han sagde dette sidste Ord højt for sig selv, mens han kørte hjem til Sværtegade i Droske under skinnende Gasblus, med frisk Minde om sin Fødebys Tranlamper.

✂ I disse Rækker af høje Huse, han fór forbi, rørte der sig sikkert et Liv, langt intelligentere, langt mere aandsfyldt end derude . . . selv paa et Bal hos Kammerjunker Gravenhorst. Der maatte være stoltere Kvinder, rankere, kækkere Naturer at vinde.

✂ Han selv, Karl Hellmann, stammede jo fra et af de bedste Huse i denne By. Hans Morfader var jo Konferensraad og Departementschef.

✂ Men han maatte være dum. Han havde levet som en Eremit i København, kedet sig i Studenterforeningen, mens hans Kammerater fra Skolen kunde fortælle om, hvor de var gaaede fra Bal til Bal, fra Selskab til Selskab hos . . . . . Ja, hos hvad for en Slags Folk? . . . Grosserere, Tømmermestre, som var Majorer eller Kaptejner i Brandkorpset . . . rige Vinhandlere og 59 Urtekræmmere med Hof- foran Bestillingens Navn . . . beklædende lignende Charger i det borgerlige Infanteri eller Livjægerkorpset.

✂ Egentlig oprørte hans videnskabelige Stolhed sig over, at Studenter kunde søge deres Ærgerrighed i at være Danseheste i saadanne Kredse.

✂ Var det Misundelse, fordi han selv var en slet Danser, ikke brød sig om at danse? Eller stod disse københavnske Storborgerkredse under dem, han havde følt sig saa vel i i de smaa Byer?

✂ Nej - man skal aldrig, naar man har videnskabelig Stræben i sig, bemænge sig med Pengepøblen, den værste af alle Arter af Pøbel.

✂ Han knejsede højere og højere i sit Sæde i Drosken, tilsidst laa hans Nakke fast mod Stopningen i Droskens Rygstød.

✂ Det kom an paa at føle sig som rigtig Aristokrat. Der var noget i gamle Tante Aurelias Selvfølelse.

✂ Han mindedes et af Samtidens mægtigste Blades Karakteristik af Landadelen: Knaldepiskriddere og "Smørfjerdingsfyrster", nød disse Skældsord med Beundring, vilde ønske, at han selv havde fundet paa disse Benævnelser . . . thi denne Adel, hvad var den i aandelig Henseende andet end Pøbel?

✂ Forsøgte dens Sønner paa at studere, gjorde de gerne elendige Eksamina . . . Pak! Pak!

✂ Han lovede sig selv, at, om end Vejen til Idealet gik ad de stejleste Klippestier, hvor Fodfæstet glippede og Øjet svimlede . . . vilde han vælge den Bane og fra sit høje Stade dybt foragte Gosens fede Marker . . . hvor kødædende Mennesker og græsgumlende Kvæg, sete fra oven, ikke var til at skelne fra hinanden.

✂ Drosken svingede rask med Gnister fra Hestehovene om Hjørnet af Købmagergade og Kronprinsensgade. Banen blev noget snævrere, noget mørkere.

✂ Der hjemme i hans lille Stue, der var dog rart at være. Han nynnede nogle Linjer af Slutningssangen i "En Spurv i Tranedans" om Studentens Bolig højt under Taget, hvor han "til Sandheden vier sit stille Liv".

✂ Han huskede paa de forholdsvis mange Bøger, han ejede, takket være Tante Aurelias Gavmildhed. Fra han var i Latinskolens tredjeøverste Klasse, havde hun stadig foræret ham danske Digterværker, og da han var bleven Student, havde hun jo sagt :
- Hvad Du skal bruge af Studerebøger . . . latinske, græske, 60 hebraiske, kan Du købe paa min Regning til et Beløb af 50 Daler om Aaret.

✂ Dette lille Bibliothek var Karl Hellmanns Stolthed. Det var rart at gense Reolerne, hvorfra forgyldte Bogrygge skinnede ned og dannede Stuens bedste Dekoration.

✂ - Prrr! Værs'artig, Herre! Sværtegade Nr. 12.

✂ Karl Hellmann var endnu fuld af stærk, trodsig Selvfølelse, da han fra Droskens Vogntrin spurgte Kusken om, hvad han skyldte ham.

✂ Men, da han med sin lille Kuffert i Haanden havde skubbet den ene smalle Fløj af Gadedøren op med Hoften og saa den stejle og smalle Trappe rejse sig i svag Belysning, sank Modet adskillige Grader. Deroppe paa tredje Sal, der ventede ham en Stue . . . iskold, thi der havde ikke været Ild i fjorten Dage . . . Gud véd, om Sengen var redt? Han havde jo ikke skrevet til sin Værtinde og underrettet hende om sit Komme.

✂ Han rev med gnaven Hidsighed i Klokken paa tredje Sal.

✂ - Gu'j . . . hvem er det?

✂ Saa lød langt om længe Værtindens Røst. Hun tyggede paa Mad, da hun havde lukket op.

✂ - Gu'j, Hr. Hellmann . . . De kommer før Nyaar! Men jeg har ved Gud i Himlen ikke Deres Værelse i Orden . . . men . . .

✂ - Naar kan det være i Stand?

✂ - Gu'j . . . bar'sens en Times Tid.

✂ Karl Hellmann slængte Kufferten ind ad Døren og sagde :
- Jeg bliver altsaa borte en Time. Læg bare først og fremmest i!

✂ - Ja, det er rimeligt, for det er, ved Gu'j, inte varmt i denne Tid. Men vil Hr. Hellmann inte varme sig "inge" i min Stue, i Stedet for at gaa om paa Gaderne!

✂ - Nej, Tak!

✂ Karl Hellmann tænkte paa hendes store Stue til Gaarden, hvor der stod Duft af Mad ud fra Kakkelovnens Kogeindretning, som blandede sig med Osen af vasket Tøj, som hang paa en Snor i hele den mørke, hedt opvarmede Stues Længde.

✂ - Nej, jeg bliver saa her.

✂ - Som Herren vil, svarede Værtinden med resigneret Muggenhed, sukkede lidt og sagde: Saa skal jeg gøre Ild paa.

✂ Han vilde ikke gaa ud. Uh, de glatte Gader, den taagede Frost! "Kennst Du das Land, wo die Citronen blüh'n?" . . .

61

✂ Stearinlyset gloede blegt. Hans Aande omhvirvlede dets Flamme. Han beholdt Hatten paa, trykkede den ned i Panden. Hans Faders Pels, den gamle mølædte Astrakans-Pels, der havde tjent hans Fader i en Snes Aar, mens han var Strandkontrollør eller noget saadant i Nyborg, svøbte han om sig og blev siddende i et Hjørne af den lille Sofa med det lasede Ulddamaskes Betræk. Indhyllet i den gamle Pels som en Kapuciner i sin Munkekutte sad han og gentog drømmende sine Oplevelser fra et Bal, en Kanefart i klar Frost, lette lyriske Anslag af en Kærlighed, der maaske kunde have vokset sig dyb og stor, maaske heroisk.

✂ Hvad foregik der mon i hendes Sjæl? . . . hendes derude?

✂ Han stræbte at forestille sig det, men hans Fantasi klikkede.

✂ Han følte en Poets smertelige Fornemmelse af Afmagt til at trænge ind i andre Menneskers Sjæleliv. Han formaaede kun at lægge sine egne Følelser ind i den andens, og, naar han tænkte: Saadan og saadan maa hun tænke og føle, saa afbrød han sig selv og sagde: Det er jo mig, der føler og tænker saaledes.

✂ Frosttaagen, som han havde set paa de tre Timers Jernbanekørsel dugge Vinduerne til, følt frembringe Fodkulde - Frosttaagen . . . det var hans Fremtid. Den kunde vistnok afløses af Tøvejr. Uh . . . Gang i Gummigaloscher i Sjapsne gennem københavnske Gader, mellem fortærende kedelige Husrækker, fra Skole til Skole i det uendelige.

✂ Hans Madame kom med Ildkassen, der spyede Kulrøg ud af aller Huller, mens hun selv uddunstede Tørverøg ud af alle Porer.

✂ - Nu skal her snart blive dejlig varmt . . . nu skal jeg straks have Deres Lampe i Stand . . . Naa, ja, jeg kan nok begribe, at De kom tidligere, end De havde sagt . . . jeg begriber det saa mageløst godt, for København er dog København, og jeg har kun én Gang vaaren i Provinserne, og der var meget mere skummelt end som om Vinteraftningerne ude paa Østervold . . . Nu brænder det rigtig pænt . . . Skal jeg koge Vand til The?

✂ - Nej Tak!'

✂ Værtinden gik.

62

✂

XIII.

✂ Han skulde studere. Han var jo stolt af at være Student.

✂ Der var endnu en lang Rest tilbage af Universitetsferien. Forelæsningerne begyndte jo først den 1ste Februar. Der var Tid til at gennemstudere alle de Kollegiehæfter, han havde skrevet fulde i det forrige Semester: eksegetiske, dogmatiske, kirkehistoriske, isagogiske.

✂ Han duede vist ikke til at være Videnskabsmand. Thi dette herre var dog forfærdelig kedeligt.

✂ Hans Kritik vaktes over for, hvad han nu et Aar havde hørt og skrevet op Dag efter Dag. Men det var en ren individuel Kritik, der kun drog til Felts mod sin Genstand, fordi den ikke morede Kritikeren.

✂ Forfatterne til de nytestamentlige Skrifter var jo inspirerede af den hellig Aand, altsaa af en højere, en mægtigere Aand end Verdens største Digtere. Hvor kunde det da være rigtigt at træde de glødende Ord ud i en Fortolkning, der tværede dem flade. Selve Sproget var der virkelig ingen Ben i, lettere Græsk kunde der ikke tænkes. Meningen syntes Karl Hellmann at kunne forstaa uden at advares for en fem seks Fortolkeres formentlige Misforstaaelser gennem Docentens omhyggelige Gendrivelse af sine Forgængeres Opfattelse til Fordel for sin egen.

✂ Dogmatiken var ham rent ud utaalelig. Hvor i Biblen stod dog noget om alt det, der sindrig knyttedes sammen for at forklare og forsvare Treenighedsdogmet? Hvem af de forskellige Sekter havde Ret i Opfattelsen af Nadveren?

✂ I Løbet af Slutningen af December og Januar Maaned igennem var den stakkels Fyr, som altid havde ment at være en rettroende evangelisk Lutheraner, aldeles zwingliansk i Opfattelsen af Nadveren - mildest talt Kryptokalvinist.

✂ Da Forelæsningerne begyndte, følte han sig led ved det hele Avditorium med de skidengrønne Vægge, de stygge smalle Borde og hele det landsbyskoleagtige Udseende. Som alle svage Mennesker lod han, hvad han selv led, gaa ud over sine Omgivelser.

✂ Var det en Videnskabens Højsal? Her lugtede jo som i et Hønsehus.

✂ Hans Sidemand, en lille blankøjet Fyr, havde flere Gange "klaaet sig bag Øret" som Arv i "Jean de France".

63

✂ Han skød en Bog hen foran Karl Hellmann. Det var en af de da mest brugte Kommentarer til det nye Testamente.

✂ - Vil De bare se: Begyndelsen af Romerbrevet . . . Finder De ikke den Fortolkning der ren ebionitisk?

✂ - Aldeles tartarisk, sagde Karl Hellmann.

✂ Sidemanden saa mistænkelig op paa ham og trak Bogen til sig. Karl syntes, at han havde sagt noget brillant.

✂ - Nej, jeg skal vise Andreas . . . og Johanne og Tante, at jeg . . . kan blive til noget, de ikke har drømt om i deres dristigste Drømme.

✂ Saa sagde han til sig selv, da han gik ned ad Universitetstrappen, tilegnede sig Indskriften over Universitetets Portal og lo medlidende ad den underordnede Indskrift paa Metropolitanskolens Stump af en Attika.

✂ - Store Ord og fedt Flæsk! klang det saa i ham, naar han drak sin Kaffe og spiste sin Bolle til i "Skærsilden" og saa disse "Herrer i Aandernes Rige" spille Billard i Skjorteærmer med "Markøren", som man i de Tider kaldte den Opvarter, som betjente Billardet.

✂ - Nej, nej, nej! Han tog Kollegiehæfterne frem for sig hjemme i Sværtegade.

✂ Han læste, læste og blev lige klog.

✂ - Kan jeg ud af dette blive en begejstret Forkynder af Sandheden?

✂ Sandheden? Var den gemt i denne Griesbachs Udgave af [x] [x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x]?

✂ Man maatte dog kunne komme til Rette med den, naar den rummedes i denne vel tykke, men ingenlunde uoverkommelige Bog.

✂ Ja - den rummede forunderlige Ting. Alt det, der var trivialiseret for ham under Religionsundervisningen i den lærde Skole gennem Lærebog og Bibelhistorie, vandt sin oprindelige Friskhed. Han skrabede den plumpe Overmaling af som Kunstkenderen af et gammelt Renæssancemøbel, som moderne Smørere har besudlet med mange fedtede Overmalinger.

✂ Bjergprædikenens forunderlig rige Stemningsskala, svingende lige fra den højeste Pathos i Lovprisningen af de fattige i Aanden og fra den blodige Satire i Hudfletningen af dem, der bad offentlig paa Gadehjørner, de hellige Poseurer, lige til Idyllen, følte han var vokset frem i dette forunderlige Milieu, hvor Reformatoren prædiker fra Bjerget i den sydlige blændende Luft for de lyttende, løst henslængte Grupper . . . gaves der noget skønnere?

64

✂ Han fulgte den glødende Lovprisning af Kærligheden i 13de Kapitel i første Korinthierbrev, hvor Ubehjælpsomheden i Sproget forhøjede Sanddruheden i Udtrykket for Sjælens hymnefyldte Trang; andet Korinthierbrevs stønnende Utaalmodighed, over alle Grænser gaaende hidsige Nedtordning af Modstanderne, den umaadelige Reformatorforfængeligheds indre Kamp med en mod Martyriet higende Ydmyghed; det beherskede Raseri i Galaterbrevet mod den bornerede Jødedom hos de saakaldte Søjler - den ironiske Parenthes: Gud ser ikke paa Personer - . . . ja ... ia . . . Der aandede igennem alt dette baade store og smaa helt sande Menneskefølelser.

✂ Den unge Student blev trøstet og glad, naar han opdagede menneskelige Svagheder hos de store Skikkelser. Naar selve Religionsstifteren overbød sine Modstandere i hidsige Paradokser, naar han brugte de vildeste Ukvemsord mod Farisæere og Skriftkloge . . . saa holdt den unge Læser allermest af ham, forstod ham bedst.

✂ Han talte aldrig om sligt til sine medstuderende. Han havde kun en ren periferisk Omgang med dem.

✂ Men Kommentarerne, baade de i Bøgerne trykte og de mundtlige paa Forelæsningerne, gjorde ham kold og led og ked af det foreskrevne Studium.

✂ Det var Mathematik anvendt paa Poesi, sagde han. Fortolkerne og Forfatterne var inkommensurable Størrelser.

✂ Og denne Professor i Kirkehistorie, der enten syltede Middelalderens knokkel- og kødfaste Skikkelser som Abailard, som Arnold af Brescia, som Francesco af Assisi ind i en Frasegelée, eller maalte dem med en dogmatisk Lappeskrædders Maal, han var dog egentlig en Klown, som han stod deroppe paa Kathedret og talte fedt og bredt, op ad Vægge ned ad Stolper . . . om man vilde, en skikkelig belæst Filister.

✂ Om Professoren havde mødt den hellige Franciscus, skiden og luset, mon han ikke havde staaet paa Pavens Side? Kristi Statholder bød jo samme Francesco, den rige Yngling, der havde fulgt Kristus's Opfordring til en af hans jævnlige, solgt alt sit Gods og givet det til de fattige: Gaa ned i Svinestien til Dine Kammerater!

✂ Som de fleste unge Mennesker anvendte han Idealets Maalestok paa sine Lærere og øvrige Omgivelser, fandt dem derfor latterlige eller ynkelige. Han tænkte ikke paa at spørge sig selv, om han havde turdet vanke Landet rundt som en Vagabond, om 65 han havde kunnet elske som Abailard, og, lemlæstet og indespærret, endnu i Alderdommen gløde af Længsel efter Heloïse.

✂ Hans Fantasi var frugtbar paa Sammenstillinger mellem den dogmatiske Docent og Kristus, den isagogiske og Pavlus, den eksegetiske og Morten Luther, den kirkehistoriske og Franciscus af Assisi. Men at sammenligne sin egen Elskovssorg med Abailards og Heloïses Aarhundreder gennemklingende Elskovsroman . . . det faldt ham ikke ind.

✂ Han gik om som hundrede stille revolutionære i vort Land. Hvor kan de slaa Knips i Lommen! Hvor er de kække i deres Stuer en fem seks Aars Tid!

✂ Karl Hellmann var et ret fint Hoved i Retning af Optagelsesevne, havde den sky Naturs modtagelige Nerver, en Del af den uproduktive, indtrykstørstige Naturs melankolsk-ubarmhjærtige Kritik.

✂ Han fandt heller ingen Trøst i, hvad der rørte sig om ham inden for Universitetets Høresale. Da han gik i Skole, havde den anden slesvigske Krig gjort ham kritisk overfor hans Faders gamle Studenterpolitik. De Førere, som han troede paa, da han var 17 Aar, fandt han nu jammerlige. Den opdukkende Venstrebevægelse! . . . Bondevrøvl! Dens Førere! Degne med en endnu mere udtraadt Pathos end Præsternes, danske Jurister, endnu plumpere Lovtrækkere end de latinske! Bønder, der kun kunde læse og skrive - det sidste endda svært daarligt . . . uh, de var endnu værre end i gamle Dage, da de ikke kunde læse og skrev et Kryds for deres Navn eller lod det skrive med "paaholden Pen".

✂ Literaturen! Der var ikke en eneste ung Røst, der gav Ekko i hans Sjæl. Hvad han læste af samtidig Poesi, syntes ham kun at være Udvanding af, hvad de gamle havde gjort bedre. At hans Dom var et Ekko af den almindelige Opfattelse, den, der gik mellem Mand og Mand, vilde han ikke indrømme.

✂ Billedkunst havde han ingen Sans for. For Anstændigheds Skyld gik han et Par Gange paa Udstillingen. Han kom hjem, træt og ødelagt, kastede sig paa sin Sofa, men kunde ikke sove for den spinatgrønne Masse han saa under de lukkede Øjenlaage.

✂ Han havde ingen Omgang. Hans Skolekammerater vare blevne skilte fra ham ved andre Studier. Blev der talt om ham blandt hans flygtige Bekendtskaber, var den almindelige Dom, at han var en rigtig skikkelig Fyr, men vist en sær Kanut.

66

✂ Tante Aurelia skrev aldrig; hun sendte ham kun Penge, for hvilke Karl Hellmann takkede i velvalgte Ord. Han følte, at han burde skrive varmere, men kunde ikke.

✂ Der gik flere Aar hen. Karl Hellmann opgav Haabet om at faa Eksamen.

✂ En Dag kom der et Brev, stort og bredt, foldet sammen, uden Konvolut. Han kendte Tante Aurelias Skrift: de spidse, store, plumpt formede "danske" Bogstaver.

✂

XIV.

71 72

✂

XV.

✂ Det med Arven var i god Orden. Det vil sige: Klostret skulde arve Tante Aurelia.

✂ Karl Hellmann, for hvem det altid havde ligget "at lade fem være lige, ligesom hans Fader" (det var Tante Aurelias tidt gentagne gnavne Irettesættelse til ham), havde ikke tænkt sig nogen bestemt Arv efter Tante Aurelia, men ubestemt haabet derpaa. Hun havde stadig sendt ham Penge, han havde brugt dem; hans Kurator, Postmesteren, havde sendt ham Penge, dem havde han ogsaa brugt.

✂ Arven bestod i Tante Aurelias Hus og Have og i hendes tarvelige Indbo. Hun havde sat en lille Livrente ud for Birthe. Og Birthe erklærede, at hun var endnu arbejdsdygtig og vilde virkeligen ikke ligge paa den lade Side. Hun sagde til Karl Hellmann :
- Trænger De til Penge, staar Frøkenens Renter til Dereses Deposition, Hr. Heilmann, for Studiummer - det véd jeg, koster mange rede Penge, for jeg har tjent i Præstegaarde, hvor de havde fem Sønner, som alle lagde sig efter den præstelige og thiologiske Videnskab.

✂ Karl Hellmanns Arv kunde løbe op til en 1500 Daler, thi der var jo Prioriteter i Tantens lille Ejendom - navnlig fra hans Faders, Toldkassererens Tid. Han havde betynget den Smule Grund saa meget, som den kunde taale. Tante Aurelia havde løst saa meget, hun havde evnet, men det var ikke store Sager, hun havde kunnet udrette.

✂ Imidlertid, naar alt kom til alt, var 1500 Daler en betydelig Sum for den fattige Student.

✂ Planer om Rejser løb ham straks gennem Hovedet.

✂ Han vilde ikke se det gamle Hjem. Han vilde ikke se den lille Have, hvor hans Fader havde drukket Toddy med Byens andre Embedsmænd, ikke sit lille Værelse paa Kvisten, som Tante Aurelia havde beboet, mens han gik i Latinskolen.

✂ Det, som knyttede sig til disse Steder, vilde han ikke gennemleve paa ny.

✂ Han sagde til sig selv, at det var fejgt, men saa lo han sørgmodig og sagde til sig selv :
- Jeg har ikke faaet Tapperhed i Blodet. Jeg giver mig ikke ud for at være stærk. Jeg vil, jeg vil være svag, for 73 saadan har Gud skabt mig. Det bliver hans Sag at føre mig gennem Verden. Jeg har ikke bedet ham om at faa Plads i den.

✂ - Bespotter Du ikke Gud ved saadanne Tanker?

✂ Dette gik for sig i ham, mens han sad i sin Kurator, Postmesterens Værelse og lod hans Ordstrøm surre forbi sit Øre som en Myggesværm.

✂ - Vil De ikke blive og spise hos os i Dag? spurgte Postmesteren, en skikkelig lille Mand, krumbøjet og mager, som han var. Hans store graa Overskæg var det eneste, der tydede paa, at han havde været Militær, det vil sige Løjtnant i "Kronens Regiment" for 40 Aar siden med Afskedspatent som Kaptejn.

✂ - Tak, jeg har meget at bestille. Jeg tager til København med Aftentoget . . .

✂ - Ja, men vi spiser Kl. 2.

✂ - Tak, Hr. Kaptejn . . . der er saa meget, som jeg maa tænke paa . . . jeg vilde gerne være lidt ene . . . og

✂ - Naa ja, sagde Kaptejnen og foldede sine Hænder. Livet . . . ja, det er en mærkelig Ting . . . Det glæder mig, at De i den unge Alder tænker saa dybt over . . . saadan nogle alvorlige Genstande. Ja, det følger vel med det theologiske Studium. Da jeg var paa Landkadetakademiet, og mens jeg var Løjtnant i Helsingør . . . saa tænkte jeg desværre kun paa alle nichtswürdige Ting, og først, da jeg blev civil Embedsmand . . . Ja, ja. De vil ikke spise Grynsuppe og Lammesteg med os?

✂ Den gamle Kaptejns hvide Overskæg dirrede, da han bød ham Farvel, mens han med stødvis Diktion sagde :
- Naa - saa - ja . . . jeg behøver ikke at bede Gud at være med Dem . . . for ... da De studerer Theologi . . . saa . . .

✂ - Kaptejn Holk er en Hædersmand til Tænderne.

✂ Da Karl Hellmann var kommen ned ad Trappen, gjorde det ham ondt ikke at have sagt den gamle Postmester Tak, fordi han havde været og endnu et Aarstid skulde være hans Kurator. Ikke fordi Ulejligheden havde været stor . . . men hans Fader havde holdt af Kaptejn Holk . . . og det var ligesom en Rift i et gammelt Arvestykke, da Karl hørte Kaptejnens Dør lukke sig bag hans Ryg.

✂ Karl vilde ikke se et Menneske af sine gamle bekendte. Han trodsede paa sin Beslutning, lod, som om det ikke var en eneste en, han ikke turde se.

✂ Hvordan det nu gik til eller ikke, Karl Hellmanns Ben havde 74 trods hans Beslutning ad en lang Omvej ført ham ned til en Marksti, og, inden han vidste af det, stod han ved et Stakit, der værnede om den gamle Have . . . den, der havde tilhørt hans Fader og sidst hans Tante.

✂ Nu laa der et helt Næt af forvildede Grene over Stakittet, som paa flere Steder havde givet efter under sin Byrde. Adskillige Staver laa ned i og ud over Grøften og fremviste de rustne og krummede Søm.

✂ Træbroen over Grøften til Laagen var overgroet med gult Lav og hang apoplektisk ned til den ene Side. Laagen var halv styrtet ind i Haven.

✂ Højt Græs derinde allevegne, i Gange som i Bede. Endnu ragede enkelte Roser og Liljer over Græsset, - men hvor længe ?

✂ Himlen var tæt overtrukken og truede med Regn . . . Ak, hvor laa den gamle Have tung og tungsindig der.

✂ Karl Hellmann stod og græd . . . Det var vist en Frø, som gav et Kvæk fra sig i den overgroede Dam der henne under de gamle Hængeaske.

✂ Han havde i sine Drengeaar sejlet i den i et Dejtrug sammen med Andreas Borch, hans bedste Ven. At Andreas Borch ogsaa skulde falde ham ind! Uh!

✂ Han rev i Laagens Staver, saa et Par af dem faldt ind i Haven.

✂ Saa skyndte han sig bort, som havde han gjort noget ondt.

✂ Han tændte en Cigar for at gøre sig stærk-realistisk og dampede ud over de fede Marker, der bugnede af gulnende Rug og Byg og alt sendte ud i Luften den tørre Duft af Korn, som faar en til at nyse.

✂ Karmoisinrøde Klinte, højrøde Valmuer, indigoblaa Kornblomster lo inde mellem de tætte og høje Straa. Gule "Fandens Kærnemælk" gloede op hist og her i Græsset paa den anden Side Stien langs Grøftens Rand. Vejbred slog deres smaa tykke Piskesnærte ud over Stien, nede i Grøften lagde Skræppernes mægtige Blade et tæt Dække over Dybet.

✂ Han mindedes hver Havelaage, hver lille Jord- eller Træbro, som førte ind til Haver og Baggaarde.

✂ - God Dag, højstærede! lød pludselig en tyk Basrøst op i Ansigtet paa ham.

✂ Det gav et Sæt i Karl Hellmann.

✂ For ham stod en høj, meget mager Person i hvide Benklæder, 75 sort Kjole, graa rundpuldet Hat med to lange Kvaster daskende paa Siden ud over Skyggen.

✂ Uden at være skeløjet, havde han forskellig udseende Øjne. Det ene var lille, det andet stort; det sidstes underste Laag hang poset ud over Kinden; det lille Øje var brunt, det store blaagraat.

✂ Karl Hellmann genkendte ham. Det var Hr. Husum, som, saa længe han kunde mindes, havde været Kontorist paa Byfogdens Kontor. Men, da han ikke engang var Eksaminatus juris, kunde han aldrig avancere til Fuldmægtig. Derimod skrev han af og til Lejlighedsdigte i det lokale Blad og optraadte stadig som Deklamator ved Dilettantforestillinger i veldædige Øjemed, var Arrangør af Festligheder, som naar Byens Lystskov skulde oplyses med kulørte Lamper.

✂ Karl Hellmann sagde God Dag, men vilde gaa videre.

✂ Kontorist Husum borede en Finger ind i et Knaphul paa hans aabent staaende Sommeroverfrakke.

✂ - Ækelt Vejr, Hr. Hellmann! Koldt - hvad? Stemmens dybe Brummen havde en Bilyd, som sad der et Metalblad og dirrede i hans Strube. Karl Hellmann sagde :
- Undskyld! . . . jeg skal med Toget . . .

✂ - Nej . . . nej . . . De maa overvære Aftenunderholdningen.

✂ - Hvad for en Aftenunderholdning?

✂ - I Anledning af Fredericiaslagets Aarsdag - hvad, er de Herrer Studenter saa daarlige Patrioter, at de glemmer Dagen for vore Sejre i den første berømmelige Krig.

✂ - Maaske, fordi vi husker bedre Nederlagene i den sidste bedrøvelige Krig.

✂ - Dem skal man glemme og tænke paa Revanche og Oprejsning.

✂ - Aa ja, maaske.

✂ - Næste Gang, naar Napoleon kommer og siger: Pragerfredens § 5, Hr. Hellmann . . . saa vilde jeg nødig hedde Bismarck. Ser De, man havde først tænkt at gøre det hele i et Telt i Lindeskoven, men Vorherre har jo stadig Snue . . . om Forladelse, De er Theolog. Vejret er jo rent nedersachsisk, saa vi maa nøjes med at gøre det i vor Raadstuesal, som jo ikke er tidssvarende i Stil og . . . og Dimensioner og sligt. Jo paa Ære, De maa komme. For De har jo nu levet i København og har et finere kritisk Øje . . . ogsaa fordi De har denne akademiske Dannelse, som jeg kunde græde Blod over, at jeg ikke har . . . 76 og ser De, saa kunde De i Morgen hviske mig en lille bitte kartesiansk Djævel i Øret og sige: Husum . . . Det og det er udmærket . . . det og det er mindre godt . . . og det og det er skidt Tal bare rent ud! For man har s'gu ondt ved at følge med i denne Krähwinkel, og ens Portemonniks er jo ikke giftig nok til at tillade en at tage til København og følge med den æsthetiske Udvikling paa Theatre og Caféchantanger. Vent lidt . . . jeg har s'gu en Billet i Lommen. Værs'artig, Hr. Hellmann! . . . Vi udsteder ikke noget Program, det holder Publikum ikke af. Det vil overraskes, ikke vide i Forvejen, hvad det skal nyde. Tre dejlige Piger skal staa i Tableau. I let Dragt. Hva' 'faler?

✂ - Jeg kan desværre ikke.

✂ - For min Skyld! sagde Hr. Husum, søgende at faa sin Bas op i Falset, lagde Hovedet paa Siden med Stræben efter at parodiere kvindeligt Koketteri.

✂ Karl Hellmann trak paa Skuldrene. Men en Anelse fór igennem ham. Han tog i det samme den faste Beslutning at rejse og sagde :
- Farvel, Hr. Husum! Det er aldeles umuligt. Tak . . . Farvel!

✂ Han rykkede saa kraftig tilbage, at Kontoristens Fingre gled ud af Knaphullet.

✂ - Hør lidt, hør lidt! . . . raabte Kontoristen.

✂ Kontoristen brummede ved sig selv :
Storsnudet Rak, de Studenterdrenge! Bare saadan en har saameget som Haudabilis til en raadden Artium! . . . Hem, hem, hverken Nielsen, Phister eller Michael Wiehe har været Studenter.

✂ Karl Hellmann gik til Hotel Postgaarden, helt uhyggelig til Mode over den Anelse, han havde faaet. I sine meget unge Dage havde han selv figureret med hende i Tableauer, arrangerede af Hr. Husum.

✂ Han skældte sig selv ud for et Pattebarn. Hvad kom hun ham ved? Den Historie var jo for længe siden færdig. Om hun stod i Tableau med Andreas Borch . . . eller med hvilken som helst . . . det var jo ham aldeles ligegyldigt.

✂ Han var dog højt hævet over den Tid, da han sad og læste højt for de to Damer i den lave Stue . . . Et Par skruede Fruentimmer!

✂ Lige straks efter gjorde det ham ondt at have tænkt saaledes. Thi efterhaanden tvang Erindringen et stærkere Lys over Billedet fra samme lille Dagligstue, og i dette Lys saa han to noble og 77 rene Profiler bøjede over det stille Haandarbejde, indaandede en Luft af Ærlighed og Retskaffenhed, af Tro paa alt godt og smukt fra denne hyggelige Stue, hvori hans egen Stemme lød under Taffeluhrets Pendulslag og Brændeknudernes Knitren i Kakkelovnen.

✂ Uh . . . nu blev han sentimental! . . . Atter et stærkt Tryk paa Ironiens og Satirens Pedal!

✂ - Tør jeg ikke? Jo, Gu' tør jeg saa . . . Jeg vil paa Aftenunderholdning! . . .

✂ Hjærtet bankede helt oppe i hans Hals, da han Klokken syv gik op mod Raadstuen, hvor Vinduerne til Salen var blændede med sort Papir, for at den højlyse Dag ikke skulde trænge ind og forstyrre Illusionen og Gaslyset.

✂ Ak, hvor uforandret!

✂ Den samme Sal med den grønne Oljemaling, med brede brune Striber, der sagtens skulde forestille Pilastre. Den samme Tribune i Enden af Salen beklædt med de samme røde og hvide Sirtses Gardiner over Træværket. Det samme Brædetheater oven paa Tribunen, med to malede korinthiske riflede Pilastre paa hvert af de Tæppet begrænsende Sidestykker, hvide Skafter, gule Kapitæler og Kannelurer. Og, hvad der var meget værre: akkurat de samme Ansigter blandt Tilskuerne paa Stole og Bænke. De hilste, de nikkede til hverandre i en Guddommelighed.

✂ Karl Hellmann borede sig ind i en Vinduesfordybning, tæt oppe ved Scenen.

✂ Forestillingen begyndte. Ak, hvor uforandret!

✂ Den skeløjede Frøken Sprechelsen, Musiklærerinde for Byens bedre Familjer, spillede den samme "Lied ohne Worte" af Mendelssohn paa det samme Klaver nedenfor Tribunen foran Tæppet, med de samme Øjne, der løb sammen ved Næseroden, dog opadhigende mod en Sfærernes Musikregion i Retning af de lurvede Soffitter. Samme Mangel paa Opmærksomhed, samme Vrøvlen i Salen under den skeløjede Frøkens Kunstydelse. Slagtermester Levring nynnede Melodien halvhøjt med dæmpet Smørtenor.

✂ Saa gik Tæppet op. Hr. Husum i sort Kjole og hvide Benklæder gav Hauchs "Knud Lavard". Om hans Tekst var Dansk, Tysk, Arabisk eller Polsk kunde ingen høre.

✂ - Hvorfor Fanden kan han ikke tage sorte Bukser paa saadan en Aften? sagde Købmand Kramers Kommis til sin Nabo, Dyrlæge Heigaard, Byens vittige Hoved.

✂ - Han siger, at det er den fineste Portoriko, svarede Dyrlægen, 78 for saadan var Blixen-Finecke klædt, da han stillede sig mod Ledermann-Pindecrone i Kasino.

✂ - Mod hvem?

✂ - Hegermann-Lindencrone. Men De véd jo nok, at saadan kaldte Ploug General Baglængs under Krigen. Han har fundet paa begge Øgenavne.

✂ Imidlertid satte Hr. Husum ned i sin dybeste Øltøndebas i Romancens Slutningslinjer, vendte sine rullende ulige store og uens farvede Øjne mod Loftet:

✂ O. Danmark! Paa Rænker Du aldrig Dig forstod,
Det har Du tidt betalt med Dit favreste Blod,

✂ bukkede og gik baglængs ud gennem Døren i Baggrunden, hvis Fløje han stødte op med Bagdelen.

✂ Man klappede ikke, det var imod Etiketten, naar Byens egne Folk leverede Kunstpræstationer. Men Brændevinsbrænder Anders Svendsen sagde til sin Nabo Bager Ole Hansen den samme Replik, han havde sagt i ti Aar om den samme Sang, foredraget af samme Hr. Husum :
- Det er mærkeligt, at saadant et klejnt Menneske kan have saadan en grov Stemme.

✂ Efter en kort Mellemakt kom 2 Korsange af Byens Sangforening under Anførsel af Uhrmager Becker. Men Snedker Egelund, hvis Ærgerrighed i Retning af Tenorhøjde var umættelig, skreg sine Medsangere over, og, da Uhrmageren truende vendte Taktstokken imod ham, blev Snedkeren arrig, skreg endnu højere og slog Takt med den knyttede Næve ud mod Dirigenten.

✂ Saa gik Wilsters:

✂ De første Prygl, vi i Skolen fik,
Det var for det Verbum amare

✂ og Plougs:

✂ Unge Genbyrds Liv i Norden,
Røst fra vore Fædres Grav.

✂ En længere Mellemakt!

✂ Den sidste Afdeling skulde være helliget den patriotiske Begivenhed, som Festen skulde forherlige.

✂ General Rye's Gibsbuste stod paa Scenen, overvajet af de danske, norske og svenske Flag.

✂ Hr. Husum viste sig igen.

✂ Denne ellers meget ædruelige ældre Kontorist drak gerne 79 lidt for meget, naar han skulde optræde som Kunstner. Ewald eller Wessel var jo blevne, hvad de var, ved Drik, og, at han havde noget af disse Digteres Konstitution, det mærkede han, naar han skulde være Kunstner, Gud ske Lov, ellers aldrig.

✂ Det var hans Mening at fremsige med al sin Stemmes rungende Malm - mens han lagde Haanden paa den hvide Gibsbustes draperede Skulder, de fire Linjer af Oehlenschläger:

✂ Dig aldrig glemmer Danmarks Land!
Omkring Din Ære Himlen nu sig hvælver,
Du Daniel Rantzaus Ligemand,
Du Søn af Einar Tambeskælver!

✂ Men han kom til at tænke paa Tordenskjold . . . og først, da Rimet meldte sig med sit Krav, rettede han sig. Han kom til at deklamere:

✂ Dig aldrig glemmer Danmarks Land!
Omkring Din Ære nu sig Himlen hvælver.
Du Daniel Rantzaus Ligemand.
Du Søn af Einar . . . Peter . . . Torden . . . skælver.

✂ Den dannede Del af Publikum, Dyrlæge Heigaard iberegnet, fniste.

✂ - Hvad er der nu i Vejen, Heigaard? spurgte Brændevinsbrænder Svendsen. Klarede han Ærterne skidt?

✂ - Han masede jo Peter Tordenskjold og Einar Tambeskælver sammen i en Ævlegrød.

✂ - Aa, hvad? Det var vel fædrenelandskærlige Mænd begge to, sagde Brændevinsbrænderen, hos hvem den "grove" Stemme havde frembragt en patriotisk Rørelse.

✂ Saa gav Sangforeningens Kor Holsts:

✂ "Vel mødt igen, Kong Frederik, ved Hæren,"

✂ og en Solist, Bøghs:

✂ "Ser I, hvem der kommer her?
Nu ej Tid der er til at sørge mer."

✂ Endelig var der den sidste Afdeling, Tableauet, tilbage.

✂ Den skeløjede Frøken Sprechelsen begyndte endelig at spille Melodien til den tapre Landsoldat.

✂ En Del af Publikum stemte i med.

80

✂ Da viste Hr. Husums store Øje med Posen underneden sig bag en tilbagetrukken Flig af Tæppet, og hans Bas lød :
- Ikke endnu l Først naar Tæppet gaar op!

✂ Tæppet gik op.

✂ Nu fik Hr. Husum fuld Oprejsning. Hele Publikum klappede af fuldt Hjærte, under en mægtig Begejstrings Højtryk lige fra Kammerjunker Gravenhorsts Familje ned til Rebslager Ludvigsens snotnæsede, halvvoksne Tøse.

✂ En Forhøjning, overtrukken med røde og hvide Draperier - de samme, der havde gjort Tjeneste for Olaf Rye - og ovenpaa Forhøjningen en ny Forhøjning. Paa den stod en smuk, skægget Mand stillet op som Bissens Landsoldat, svingende Bøgegrenen. Brændevinsbrænder Svendsen genkendte den Mortér, han traadte paa med den ene Fod. Han mumlede :
- Ja den er betrukken . . . men det er s'gu gamle Madam Laurentius's "Kastrolle", som de har taget Haandtaget af.

✂ Paa Gulvet neden for Forhøjningen saas tre nedringede, tyndt klædte Kvindeskikkelser. Til højre en Brunette i halv Profil med blaat Draperi om den hvide Kjole, med den ene Fod paa Forhøjningen, med Albuen støttet mod Knæet og Kinden mod den hule Haand: Det var "Haabet grundende paa Hævn over Nederlagene". Karl Hellmann genkendte Jernstøber Lunds Datter . . . hun var voksen, da han var i øverste Klasse i Latinskolen . . . nu altsaa henad de tredive. Til venstre en ganske blond Kvinde, med grønt over det hvide og et Overflødighedshorn, hvorudaf Roser vældede. Hun sad med Bagdelen paa Gulvet og Overkroppen slængt hen over Tribunen, saa at venstre Underarm og Haand, virkningsfuldt for Tilskuerne, men pinligt for Ejerinden hang slapt ned langs den shirtingklædte Side. Men det var netop plastisk, havde Hr. Husum sagt til Frøken Lorenzen, Bomuldsfabrikantens Datter, thi hende var det, som stadig forestillede "Fremtidens Genius, der har set Sejren".

✂ Men foran Estraden, saa meget til Siden, at hun ikke dækkede Udsigten til den alt overtronende Landsoldat, stod "Danmark", fremstillet af Johanne Alslev, opstillet efter Fru Jerichaus allegoriske Billede, altsaa med Profil ud mod Tilskuerne og med en glinsende krum Bliksegl i Haanden.

✂ Gud, hvor de klappede! Nu lød den tapre Landsoldat gennem Salen, sunget unisont af det svedende Publikum.

✂ Ingen tænkte over, at den tapre Landsoldat deroppe paa Scenen saa saa underlig gnaven, ja næsten arrig ud; ingen anede, at 81 "Danmark" stod med Graaden i Halsen, at Haabet var "knusende forbitret" paa Fremtiden, at alle de agerende var enige om, at deres Impresario, Regissør, Instruktør, Kontorist Husum var en Idiot.

✂ Der havde været et frygteligt Skændsmaal bag Kulisserne.

✂ Men det hele frembragte et sympathetisk Indtryk paa Tilskuerne, noget i Retning af det ophøjede . . . Deres sure Miner var i Højde med Situationens Alvor. Første Lærer ved Borgerskolen, Kordegn Frandsen, sagde :
Det er smukt, hvor alvorlig de alle gaar op i deres Roller.

✂ Tableauet blev forlangt da capo.

✂ Inden Tæppet gik op, sagde Brændevinsbrænder Anders Svendsen til sin Nabo :
- Han, der var Soldaten . . . er det ikke Justitsraad Borchs Søn? Synes jeg'et ikke nok! Det er s'gu lige meget, hvordanne Folk skaber sig ud, jeg skal s'gu kende dem igen. Det er ellers underligt at Sønnen vil være Komediantspiller, naar Faderen ligger og har saa ondt ved at faa Vejret. Mon han har ta'et sin "Furst-Eksame", skal jeg tro?

✂ Tæppet gik op igen.

✂ Karl Hellmann havde uden ret at vide deraf, begivet sig ud af den mørke Vinduesfordybning, hvori han stod, og var rykket frem til Siden for den allerforreste Bænk. Han var reven med som en Spaan sagte, som tvungen af en Strømhvirvel, havde først havt en Fornemmelse af at være bleven surret rundt, saa alt svimlede for ham, saa var det ham, som om han stadig dreves frem, frem, frem, op mod Scenen, op over Forhøjningens Rand, ind mellem de agerende. Og, jo nærmere han kom ind paa dem, desto mere snørede hans Strube sig sammen.

✂ Var det Johanne Alslev, som stod der, falmet under Sminken, mager under Draperiet? Elskede hun den store, tvære Andreas, der stod der oppe og gav sig og hende til Pris for disse gabende Idioter?

✂ Han vilde, han maatte derop, slaa det dumme Spilleværk sønder og sammen. Det var den hæsligste Parodi ikke alene paa den Fædrelandskærlighed, der for ham var en af de ædleste, men tillige en af de naturligste, derfor stilfærdigste Følelser, saa at han hadede al bredmundet patriotisk Festlyrik.

✂ Hvem gider bralre Følelser som Kærlighed til sin Moder, til sine smaa Børn ud i Torveraaberstil? Det var den mest vrængende Karikatur af alt, hvad han elskede.

82

✂ Da blev det sort for hans Øjne . . . det vil sige, han saa kun hende, saa hende tæt i Ansigtet . . . og de vekslede et Blik med sammentrængt Sorg og Bitterhed i, et Blik, fortællende alle de Lidelser i det tavse, alle de Skuffelser i det dulgte, dem, de havde dækket til for den profane Verdens Øjne, et Blik, som indrømmede, at et Saar blødte i det ædleste Livsorgan.

✂ Stod han ikke tæt foran hende? Forsvandt ikke de andre figurerende deroppe paa Scenen, var ikke det Par hundrede Mennesker i Salen kastede tilbage som af et Jordskælv, forsvundne i en aabnet Kløft under deres Fødder? Var de ikke ene, de to?

✂ Som fra en fjærn Verden, som fra en lang Afstand klang Bravoraabene.

✂ Karl Hellmann kom lidt til sig selv. Han stod som før til Siden lige ud for den første Stolerække. Men de fleste Folk havde rejst sig. Han stirrede stupid op mod det nedrullede røde Tæppe, med den sprukne Maling paa de efterlignede Guldfryndser forneden.

✂ - God Aften, Hr. Hellmann . . . god Aften, Karl! Hvad er De her . . . Bliver Du til Fællesspisningen? Saa surrede det om hans Øre, mens han arbejdede sig ned gennem Salen, mekanisk hilsende de nikkende Hoveder og trykkende de fremrakte Hænder med en dunkel Forestilling om, hvem deres Ejermænd var, men bydende mere Modstand op mod at klare sig deres Tilværelse og genkende dem.

✂ Det blev ved ude i den lange Korridor. Karl Hellmann syntes, at det samme gentog sig i al Evighed med Spørgsmaal, Hilsener, Skulderklap og Haandtryk, og at han blev ved at være behagelig og sige ja, ja, ja, ja.

✂ Han kunde ikke skelne, hvad der af det, han havde oplevet i Aften, var Drøm, og hvad der var Virkelighed. Var ikke denne pressende Masse i Gangen et hallucineret Syn? Havde hun ikke splittet den dumme Gruppe der oppe paa Scenen? Var Salen ikke ramlet sammen? Havde han og hun ikke fortalt hinanden deres Livshistorie i et bittert, haabløst Vekselblik?

✂ Omtrent Kl. 9 stod han midt paa Torvet og saa Folk, som vilde deltage i Fællesspisningen, fordele sig ad de tre tilstødende Gader.

✂ Afsted - afsted! Der gik et Tog 9½. Ah ... der kom Omnibussen, der kørte til Stationen.

83

✂

XVI.

85

✂

XVII.

✂

XVIII.

✂

XVIII.

✂ Der laa Bibliothèque imperiale bag Gitteret og lo haanligt af ham i den tidlige Morgen gennem alle sine røde Mursten og Kalkstensprydelser ud gennem Haven mod Rue Vivienne.

✂ Hver Gitterstang med sin forgyldte, svagt luende spidse Flamme gjorde Nar ad ham.

✂ Hvilke Brudeblus! Hvilket Bryllup de dog brændte for!

✂ Den danske Student græd højt, og Navnet "Johanne" trængte sig med Hulken op gennem hans Strube.

✂ Du gode Gud, hvor han foragtede sig selv! Alle Slags Skriftsteder randt ham i Hu . . . og Tante Aurelia . . . og hans Fader . . . og Huset, det stille Hus i den danske Købstad, hvor Moder og Datter læste kyske Digterværker under Astrallampens Skær.

101

✂ Kunde han have spyttet sig selv i Øjnene, havde han gjort det. Angre . . . det gjorde han egentlig ikke, han var altfor arrig paa sig selv.

✂ Det er kun det første Skridt, som koster.

✂ Efterhaanden lærte Karl Hellmann at tale Fransk saa nogenlunde, gjorde paa sin Restaurant Bekendtskab med unge Mennesker og fulgte deres Veje, uden at faa nogen til Ven. Han følte, hvor sky Franskmændene er over for fremmede, følte altid en Kløft, netop naar han troede at være sine Øl- og Dominokammerater nær.

✂ Tilbage! Han maatte blive paa den anden Side. De forstod ikke hinanden.

✂ Sorgløst lod han sig drive for Vind og Vove. Tiden havde han aldrig forstaaet at tage i Agt. Uden at han vidste det, gled Tiden og Pengene med den.

✂ Da det var hans Fødselsdag - en Dag i Oktober - opdagede han pludselig, at han havde været over to Aar i Paris.

✂ Han morede sig egentlig ikke, men kom til at finde Behag i det beskæftigede Driverliv, som man saa let og behagelig kan føre, saalænge man har noget i Portemonnaien.

✂ To Aar! . . .

✂ Hjemme fandt han et Brev fra Prokurator Weis. Det lød:
Hr. Cand. phil. Karl Hellmann!
I den Tro, at Deres mer end toaarige Ophold i Paris vilde give Dem literære Impulser, hvis Frugter jeg endnu venter paa, har jeg ikke villet tilbageholde Udtællingen af Deres liden Kapital, hvilken nu snart er opbrugt paa 500 Rigsdaler nær, hvilke bero hos mig. Skulde Deres Arbejde ikke have naaet til Modenhed, tilraader jeg Dem at rejse hjem og der at bearbejde det af Dem muligvis indsamlede Stof.
Tjenstligst
Weis.

✂ Ja, ja ... ja! Han havde gættet det, den gamle. Karl Hellmann havde jo dog ment, at han maatte blive Forfatter - poetisk-videnskabelig . . . Ja, det var han endnu ikke bleven klar over.

✂ Han stampede i Gulvet.

✂ - Jeg vil gaa over til Katholicismen! Jeg vil skrive en katholsk 102 Religionsfilosofi. Dette er ikke til at holde ud! Jeg gør mig til Nar for Alverden . . . og for mig selv . . . Jeg har besøgt Kirkerne andægtig som en troende Katholik. Alt i Kølln saa jeg Katholicismens Sandhed i de farvede Ruders Lys. Jeg vil ud til Jesuiternes Hus i Rue de Sèvres. Nu skal, nu maa det være Alvor . . . De skal forarges derhjemme over min Bog. Maaske en . . . en vil læse den og forstaa de Stemninger, der har baaret mig derhen. Min Kærlighed, der var ulykkelig, vil just derfor svinge mig op til de Regioner, jeg altid har higet efter . . . Dante og Beatrice! Petrarca og Laura! Abailard og Heloïse! Goethe og Friederike! Musset og George Sand! En Mand bliver aldrig stor ved at ægte en Kvinde, kun enten ved den evige Længsel eller ved den hjærteoprivende Skuffelse . . . Jeg vil gaa i Skole hos Jesuiterne! Ud til Rue de Sèvres!

✂ Han vilde køre med Omnibussen derud, gik ind paa et Bureau for at tage Nummer.

✂ Bureauet var ganske tomt for Passagerer. Klokken var kun 8 Formiddag.

✂ Bag Disken ludede et graat skaldet Hoved ned over Pulten. Issen skinnede rødgul og blank som en Konkylie. Et Apostelskæg, mægtigt og hvidt, laa krumt hen over Pultens Flade.

✂ - Un numéro . . . Route de Saint Sulpice, sagde Karl Hellmann.

✂ Hovedet løftede sig . . . . . . Et poset Øje hang langt ud af den ene Øjenhule . . . Kendte han ikke det Hoved? . . . Nej, det var jo umuligt. Karl Hellmann mumlede paa Dansk :
- Naa i Dag behøver man da ikke at vente længe.

✂ Figuren bag Pulten rettede sig helt :
- De er dansk . . . Men da! . . . Er det ikke . . . Nej . . . det er det ikke . . . Jo . . . det er . . . det er . . .

✂ - Er det ikke Hr. Husum!

✂ - Parfaitement, lui en personue . . . Det er Hellmann . . . formodentlig nu Cand. theol. . . . Naa ikke? Glæder mig, for jeg er Katholik . . . og det for Alvor, ikke paa Skrømt.

✂ - Jeg vilde gerne have et Nummer til den første Omnibus til Saint Sulpice.

✂ - Aa - haster det, Hr. Hellmann? Nej . . . det gør ikke. Det kan jeg se paa Dem. Naa De er ikke Cand. theol.? Bien! De har udgivet en Digtsamling, er bleven maltraiteret af Kritiken? Naa ikke? . . . Ja saa? Gør æsthetiske Studier her i Paris? . . . Kan tænke det. De gør Ret, for det gør jeg med. De smiler?

103

✂ - Nej.

✂ - Naa, ikke? Ja, ja. Ja saa havde De havt Ret til at gøre det. Her paa et Omnibusbureau . . . Det vilde yde Stof til Grin i vort kære lattermilde Fædreland. Naa da! . . . Men nu maa jeg først sige Dem, at her er jeg Chef paa Bureauet, hjemme var jeg Hundedreng i det Mandarinland, hvor hver Gadefejer skal tage Eksamen. Men man skal s'gu ud i større Forhold, Hr. Hellmann! Une cigarette, s'il vous plaît . . . Som jeg siger Dem, her paa dette Bureau er jeg en overordnet Person. Nu skal De se. Hé . . . Marius . . . ici, mon galopin!

✂ En opløben Dreng i strikket Hue og en mørkeblaa strikket Heldragt kom frem fra et mørkt Hjørne. Med flydende fransk Tunge bød "Chefen for Bureauet" ham passe Tingene, mens han gik et Øjeblik.

✂ - De taler jo godt Fransk, sagde Karl Hellmann.

✂ - Sapristie. Min Moder var fransk Modehandlerinde i København. Min Fader har jeg aldrig kendt. Et Kærlighedsbarn, Hr. Hellmann! Man siger, det bliver de mest begavede og mest ulykkelige Børn. Kan De huske Kateketen, den yndede Prædikant hjemme i Kragehul ? Han læste Fransk i Borgerskolens Realklasse og udtalte det som en Hollænder. Men ingen i Byen vilde tro, at jeg kunde Fransk, fordi jeg var uden Eksamen . . . Vi maa forny vort Bekendtskab . . . jeg kender Paris ud og ind, paa Retten og paa Vrangen. De kan altid tage til Saint Sulpice. Lad os gaa ind paa Kaféen der!

✂ - Nej . . . Tak!

✂ - Sans façon, ingen Provincialismer! Siden De ikke har faaet Embedseksamen, kan man vel tale familjært med Dem. N'est-ce pas? . . . De er nylig kommen til Paris? . . . En ren Novice? N'est-ce pas?

✂ - Jeg har været her i et Par Aar.

✂ - Nom d'un chien! . . . Arbejder paa et større Værk? Pst . . Jeg spørger ikke, vil intet vide. Man skal ikke forberede Kritiken paa noget, men overraske den. Jeg er ganske af Deres Mening. Vi maa ind paa Kaféen . . . Her i denne store Verdensstad, her staar alle paa det samme Niveau, her føler jeg mig ganske paa Højde med Dem og enhver anden . . . rent ud sagt . . . her har ingen spurgt mig, om jeg havde dansk juridisk Eksamen, og jeg byder Dem sans façon ind paa en Absinthe Pernod.

✂ Han rejste sig. Hans Klæder vare noget luslidte, men ikke uden tilstræbt Elegance. I en granatrød Slip sad en Naal; han 104 bar lang sort Figurfrakke, sorte snævre Benklæder, den opstaaende Flip var lidt flosset i Randen, den høje sorte Hat, som han tog ned fra Knagen, idet han sagde: De véd, at saadan en Knage her hedder un champignon, saa ud til at skylde Vandbørstning sin Blankhed. Karl Hellmann søgte endnu en Gang at slippe fra ham ved en Undskyldning, men Hr. Husum forsikrede ham, at Saint Sulpices to "Klarinettaarne" ikke løb fra ham, og at han, hvis Hr. Hellmann ikke gjorde ham den Ære, saa vilde han anse ham for befængt med "antikviserede danske Studenternykker".

✂ Da de sad i den lille Kafé mellem hvid- og blaablusede Arbejdere i det spejlbeklædte Rum, hvoraf Hr. Husum benyttede sig, idet ban ved hver Drejning saa efter sit Billede, sagde "Chefen" paa Omnibusbureauet :
- Kære, da jeg aldeles ikke stiler efter at blive Romanforfatter, da jeg har fundet min Kunstgenre . . . ser De . . . In der Beschränkung zeigt sich erst der Meister . . . ser De, saa maa De gerne bruge min Biografi til en Roman . . . saa sender De mig bare et Mæcenas-Eksemplar med egenhændig Paaskrift. Hvad? Det lover De mig? Bien! Den dybere Udvikling maa De selv sætte til, for, hvis jeg gav Dem den, fik Deres Fantasi jo slet ikke noget Spillerum . . . saadan romantisk Frihed . . . De faar kun rene Faktumnier . . . Véd De, hvor jeg sidst havde fast Logis i vort kære Fædreland?

✂ - Nej . . .

✂ - Gæt . . . Nej, det kan De ikke. Rent ud sagt: paa Ladegaarden. Tror De, jeg skammer mig over det? . . . Ha, ha, ha! Nej, nu morer jeg mig kostelig over det . . . Er det ikke glimrende? Jeg har, min Sæl, været paa Ladegaarden . . . Skaal! A la vôtre. Der kommer en ny Byfoged til Krähwinkel. Han vil forcere mig til at arbejde som en Hund uden at forhøje min Gage, vil forbyde mig mine kunstneriske Udenomssysler, som i mange Aar havde været Byens eneste æsthetiske Opdragelsesmiddel. Lad det saa have havt, hvad Mangler det vil . . . bien! Vi brouillerer. Jeg rejser til København, søger Engagement ved alle Theatrene . . . ingenlunde som Skuespiller, thi den Fejl ved mit Øje vil aldrig tilstrækkelig kunne dækkes af Sminken . . . det erkender jeg . . . jeg er ingen forfængelig Nar . . . véd meget vel, at min Benbygning ikke er ulastelig . . . men som Sceneinstruktør, Maskinmester eller Soufflør . . . Det kan ved Gud da ingen kalde ubeskedent, og jeg har nu den Mening, at enhver, der virker med til det kunstneriske Ensemble, er lige saa genial som en Primadonna, 105 første Elsker, eller Tragiker eller Komiker . . . Refuseret . . . fy! . . . blæst bort! . . . Jeg søgte Arbejde ved Journaler . . . ja Afskriverarbejde, for jeg har altid sagt: Real Ballast om Formiddagen . . . saa gaar den ideale Flugt sikrere efter Mørkets Frembrud! Nej . . . intet Bid! Saa blev jeg virkelig humoristisk, da jeg ikke havde Klæder paa Kroppen eller Brød til at putte i Munden. Jeg meldte mig til Ladegaarden. Ha, ha, ha! Jeg har været Ladegaardslem, Hr. Hellmann!

✂ Øjet truede med at falde ned paa Bordets Marmorplade.

✂ - Inspektøren tilbød mig Kontorarbejde. Men, da jeg nu havde valgt det humoristiske Fag i Stedet for det pathetiske, som De véd, jeg mest dyrkede i gamle Dage, fordi de Spidsborgere i Krähwinkel selv var saa komiske, at de ikke forstod Komik . . . altsaa, da jeg nu var slaaet ind i det modsatte Fag, vilde jeg være konsekvent, for er der noget, jeg er, saa er det det. Jeg bad ærbødigst om at feje Gade med de andre Sjovere. Nu maa De selv i Fantasien udmale, hvor jeg morede mig, naar jeg fejede f. Eks. paa Gammeltorv og med Kosten kunde stænke en Spidslærke et lille Mærke paa Strømperne, naar hun gik og løftede op etc. etc. . . . og høre hende hvine som en Griseunge . . . Ha, ha, ha! Ak ja, stundom forsikrer jeg Dem . . . i svage Øjeblikke kunde jeg ønske at være Ladegaardslem igen, staa paa Gammeltorv og give Verden satiriske Stænk med min Kost.

✂ Inspektøren var selv Humorist. Vi to var nær ved at dø af Grin, naar vi talte sammen, og det gjorde vi tidt. Han formelig søgte mig, og, havde han turdet, var vi sikkert blevne nærmere Omgangsfæller.

✂ En Dag sagde han :
- De maa s'gu dog alligevel være et Geni, Husum!

✂ - Man er fornøjet med et lille Talent, Hr. Inspektør! svarede jeg.

✂ - Ser De . . . Byen der nede har lavet en Subskription for Dem. En Forstkandidat . . . det var Borch . . . Deres Ven, har samlet 100 Daler sammen til Dem, og det er i taknemmelig Minde om Dem som lokal Maître de plaisirs. Hvad vil De nu?

✂ Som et Lyn fór en Tanke mig gennem Hovedet.

✂ - Til Paris, til Paris! . . . Til min Moders, Mademoiselle Berthes By! jublede jeg.

✂ Inspektøren saa ganske alvorlig paa mig. Jeg tror virkelig, han blev imponeret.

106

✂ Saa gik det her til Paris, min Moders By. De kan tro, jeg lo ad Kateketen, som var Lærer i Fransk. Sproget lærte jeg straks.

✂ - Sultede De ikke?

✂ - Jo, det ved Gud, jeg gjorde, ha, ha, ha! Men ser De, det franske Blod løb i mine Aarer. Jeg havde Gnisten . . . Jeg gik ind til Père Chervaux af Jesu Orden. Jeg havde læst hans Navn i en Avis. Jeg fandt ham i Rue de Sèvres, fortalte ham min Historie. Han skaffede mig Pladsen derovre paa Bureauet. Jeg gaar til Skrifte hos ham . . . og tænk Dem . . . jeg, som ingenlunde har levet ren i Danmark, jeg har nu ingen Synder at bekende. Jeg er ren, ren, siger jeg Dem. Jeg er nu en Gilding for Himmeriges Riges Skyld . . . Endnu en Pernod!

✂ - Tak . . . maa jeg . . .?

✂ - Ja, De maa, men paa Betingelse af, at, naar De skriver om mig, nævner De ikke mit Navn . . . Ser De, Gnisten tænder senere nu end før. Mændene skal modnes, før den tænder. Napoleon den første var nogle og tyve Aar, Napoleon den tredje nogle og fyrre, jeg er halvtreds. Det er et Symbol, ser De. O- ho! Hjemme havde jeg fire over mig paa Kontoret. Her har jeg Drengen Marius under mig. Atter et Symbol! En Begyndelse. Véd De, hvad der er mit Hovedfag? Der er et Marionettheater i Champs-Elysées. Der arbejder jeg om Aftenen. I Marionetkomedien spiller jeg - forstaar sig gennem en Dukke bag Scenen - Englænderen, der taler gebrokkent Fransk. Jeg gør stor Lykke . . . jeg trækker i Traadene, taler for Dukken, to Francs hver Aften. Mein Liebchen, was willst Du mehr? - To Francs her fra 8 til 9 . . . to Francs ved tilfældigt Akcidensarbejde, som den Idiot af en Bogtrykker og Redaktør sagde i vor Ravnekrog. Hvad mon de vilde sige der om Kontoristen Husum? Han har sejret. Men Sejren bliver større.

✂ Snart kommer en stor Katastrofe. Antikristen viser sig. Det er Ernest Renan. Jeg læser Bibelen, ser De. Saa kommer Aabenbaringens Dag: Katholicismens store Sejr, Kristus skjult bag Skyen . . . Madonna bedende for Synderne . . . jeg har egentlig aldrig syndet . . . siger Père Chervaux . . . langt mindre end Maria Magdalene, som man har rejst Kirken for med de mange Søjler, ser De. Saa kommer Kristi Statholder . . . Kejsere og Konger vil genoprette Katholicismen . . . hvem véd, om jeg ikke kan ende som Ærkebisp i Absalons genoprettede Sæde i Lunds Kirke, som Find Trold byggede. Ha, ha, ha! . . . Griner De paa dansk sjofel Manér, slaar jeg Dem Glasset i Skallen . . . nej . . . 107 nej . . . thi jeg vil være syndfri som Ridderen, der erobrede . . . hvad kalder De det . . . Bægeret? . . . jeg har læst om det . . . Men jeg er bleven Kunstner . . . Det er foreløbig nok, Madonna være lovet! Kan De kende min gamle Bas?

✂ Han lagde sig paa Knæ, kastede Hovedet ned mod det sorte Læderhynde paa Bænken langs Kaféens Væg og brummede som en Top, der snurrer:

✂ O sanctissima,
O piissima,
Dulcis virgo Maria,
Mater amata,
Intemerata,
Ora, ora pro nobis!

✂ Karl Hellmann blev uhyggelig ved Scenen, gik hen til Værten ved Disken og hviskede :
- Er han . . . fuld? . . . Eller . . .?

✂ - Aldrig mere end to Absinther! Men han er lidt sprukken her oppe . . . hm! . . . ellers en brav Mand. Betaler altid.

✂ I en Fart var Husum oppe.

✂ - Saa gaar vi over og tager reel Ballast paa Kontoret, sagde han . . . og bliver Kunstnere i Aften. Men bliv Katholik, min gode Hellmann, bliv Katholik! Tag mig under Armen, jeg er lidt svag i Benene! Husker De Erik Bøghs Ord:

✂ Mon jeg er fuld? Ja, det er troligt -
men af Champagne er det ej;
dertil staar Benene for roligt.
Er I svage . . . nej, vist ikke nej.
Se, hvor rette, se, hvor nette.
Min Rus er af den bare, bare Fantasi.
Jeg den bære kan med Ære.
Jeg er intet forfaldent Geni.

✂ Han sang, mens han gik over Gaden og ind i Omnibusbureauet, hilste Karl Hellmann med Haanden som en Konge, der afskediger en avdiensbegunstiget.

✂ Karl Hellmann satte sig paa en Bænk ved Tour Saint-Jacques. En tungsindig kold Klarhed bredte sig næsten forfriskende over hans Tanke.

✂ I den halvgale, aldrende Fyr, Købstadens Geni, saa han en skærende Parodi paa sig selv. Og han, den halvgale, var egentlig fornuftigere end han. Han gik i Selvskuffelsens Taage hele 108 sit Liv, og, naar et Glimt af Ironi blinkede, saa var han ogsaa glad over det.

✂ Som Husum havde Karl Hellmann tænkt paa at blive Katholik. Hvorfor? For at stive sin holdningsløse Personlighed af, for at væde sin tørre Fantasi, for udenfra at hente noget, der kunde gøre ham til, hvad han ikke kunde blive indenfra.

✂ Han var jo ogsaa Geniet fra Købstaden, der havde savnet Vingefang i de smaa Forhold, var draget til en Verdensstad . . . og saa vist som 2 og 2 er 4, naar hans Penge var til Ende, var han ikke saa heldig stillet som den gamle Kontorist. Han kunde dog virkelig tale Fransk. Han kunde nok huske, at hans Fransk havde været til Latter i den sjællandske Købstad, hvor enhver Pigelil mente at kunne det bedre. Han, Karl Hellmann, kunde ikke tale paa Mester-Jakels Dukkers Vegne paa et Marionettheater.

✂ Med andre Ord :
- Jeg kan ingen Verdens Ting . . . . kunde jeg endda skrive: "Et unyttigt Menneskes Dagbog", men det kan jeg heller ikke . . . Jeg kan ikke engang faa Føden her, naar mine Penge slipper op.

✂ Med et langt Blik favnede han Taarne og Tinder i den høje Luft, gik langs Seinen, smaasnakkede med den blegt blinkende, sagte rullende Flod som med en Hund, han havde faaet kær, gik op i Louvres Sale, var ved at græde, da han sagde Farvel til Rafaels Sankt Michael og til Venus fra Milo, aandede op, da han stod paa Place du Louvre, og Uhret snurrende slog paa Saint Germain l'Auxerrois, hvis brogede og forgyldte Forhal sendte ham et mat Smil.

✂ - Jo, Timelærer kan jeg blive. Lærer i Fransk . . . skønt jeg ikke kan saa godt Fransk som Husum, ham, jeg oversaa for 10 Aar siden og nu maa se op til. Ha, ha, ha!

✂ Samme Aften tog han Billet til København paa Nordbanegaarden og kørte lige hjem, næsten uden at se ud af Ruderne, blot ønskende, at Vejen havde været mindst ti Gange saa lang.

✂

XIX.

✂ - Vidste jeg det ikke nok? Havde jeg ikke nok tænkt mig det?

✂ - Ja, siden Faderen, Justitsraad Borch, døde, har han slet ingen Kapsun havt paa sig.

✂ - Gud ske Lov, at den gamle Justitsraad lukkede sine Øjne, før Sønnen kom saadan afsted!

✂ Samtalen førtes paa Byfogdens Stentrappe mellem Kammerjunker Gravenhorst og Amtsforvalteren Kammerraad Boldt.

✂ De havde læst i den Berlingske Morgenavis, at "En" havde faaet tredje Karakter til Forsteksamen, og, da de vidste, at Andreas Borch endelig var naaet saa vidt, at han havde vovet sig til det afgørende Skridt, og ikke fandt hans Navn nævnet, sluttede de sig til, at han var den, der havde faaet tredje Karakters vanærende Mærke brændt paa sin Pande.

✂ Og Slutningen var rigtig. Andreas Borch havde Attester fra mange Forstmænd for praktisk Dygtighed, for at være en udmærket Jæger og en særdeles god Skytte - hvad der ingenlunde er et og det samme . . . men Mathematik og Kemi kunde han aldrig ret faa ind i sit Hoved.

✂ Da han efter endt Eksamen fik Resultatet at vide, gav han sig uvilkaarlig til at fløjte Melodien til Tyroler-Ferdinands Vise:

✂ Paa Livets Bane, hvor jeg Dig venter,
en Elskovsstjerne paa Himlen brænd(t)er.

✂ Men, da han kom ud i Landbohøjskolens Have, brast den stærke Mand i Graad som en lille Skoledreng, der har faaet mdl. i Maanedskarakter, og gik ludende ind under nogle Buske.

✂ - Og fordi man ikke kunde lære det Skidt, kan man ikke blive Skovrider . . . Jeg kender s'gu hver en Træsort i de danske Skove, hver Jordart i vor Bund . . . hvad Fanden kommer Logarithmen af Fanden - hans Oldemoder, divideret med Logarithmen af Professor X's Næsetip og Professor Y's Ende - Kvadratroden af den enes Datters lille Taas Ligtorn og den andens lange Søsters Næsevorte mig ved?

✂ I Arrighed og Sorg hobede han Vrøvl paa Vrøvl som Børn, der stiller den ene Graasten oven paa den anden, indtil Bunken ramler.

110

✂ - Naa - jeg kan vel faa Lov at gaa og være Skytte Resten af mit Liv. Føden skal jeg nok tjene - saa Fanden med Resten! Der er jo endda lidt tilbage af Arven efter den gamle. Gud ske Lov, at Vorherre kvalte ham, inden han blev klar over, hvor stor en Odder hans eneste elskede Søn er!

✂ Han gik hjem og skrev til sin gamle Principal Skovrideren, som han havde ligget paa Distrikt hos i saa mange Aar. Han fik Svar, at han hellere end gerne vilde have ham igen, og at han, Skovrideren, brød sig Pokker om Mathematik og Kemi, som han havde lært for 40 og glemt for 35 Aar siden.

✂ Kedeligst var det, at Andreas Borch ikke turde vise sig i sin Fødeby, som han elskede fremfor alle Byer i Danmark og dem, han havde set i Sverig. Det kan godt være, det er noget Sludder, tænkte han, men de vil glo ondt paa mig gennem Rummet mellem Vindueskarmen og de nedrullede Gardiner.

✂ Han vendte da tilbage til sin gamle Dont hos sin Skovrider, men paa ensomme Vandringer i de store Skove nagede tredje Karakteren mere paa hans Sind, end han vilde vedgaa for sig selv. Over for andre gjorde han Løjer med den og sagde: "Jeg er en Forstkandidat, som ikke er til at foragte".

✂ Hans Liv gled som før. Men han kom dog ikke paa Ballerne i Byen.

✂ En Søndag Morgen tidlig ved Sankt-Hansdags Tider var han gaaet op paa en Sandhøj i Skoven. Han vilde se til nogle unge Graner, hvorledes de groede.

✂ Jo, Granerne groede godt nok. Der var Fart i de Karle. Se, hvor de sendte fine, lyse, krydret duftende Skud i Vejret! Naa, Myrerne begyndte at more sig, det Rak, der nedenfor. Det var der vel ikke stort at gøre ved. Videnskaben - pyt! - ja, den forslog godt over for alt Slags Utøj!

✂ Han saa ud over den blaanende Egn - med lys, lidt tyk Luft, ud over Skovkamme og Landsbyer med blaa Røgsøjler fra alle Skorstene. De løftede sig rankt, de Røgsøjler, bredte sig, dryssede ud og forsvandt fnugopløste i Luften.

✂ Hvor var der stille! Der stod ogsaa som en lilla Røg ud over den grønne, paa sine Steder ret høje, lidt blegnende Sæd paa Markerne.

✂ Langt henne ragede det røde Taarn op paa Købstadens Kirke. Spiret strakte sig slankt i Vejret, kongeligt imod Landsbykirkernes kullede Taarne med skraa Tage og lidt kluntede Trappegavle. Det kløvede Luften som en spids Pil.

111

✂ En Vogn saas af og til paa Vejen til Byen, svandt og kom frem, eftersom Skoven lukkede eller aabnede sig, og rent blev borte langs samme Vej.

✂ Andreas Borch kunde se langt. Han saa den store Klokke sætte sig i svingende Gang oppe i Lydhullet.

✂ Nogle Sekunder - og saa rungede Klangen hen over Mark og Skov.

✂ Andreas Borch gik indad mod Byen. Havde nogen sagt til ham, at det var den gamle Klokke, der tvang hans Skridt, saa vilde han have sagt: "Sludder!" til vedkommende.

✂ Uden i Forvejen at have besluttet noget, gik han uvilkaarlig over en Marksti, der førte hen til hans Barndomshjem uden for Byen. Han havde hidtil skyet at gense det.

✂ Der var en ny Bolig under Bygning til hans Faders Efterfølger. Hvor saa den ud, den gamle Grund!

✂ De gule raa Mure grinede igennem Stilladserne. Og Haven! Brokker og Grus laa over de gamle Blomsterbede, dem, den gamle Justitsraad havde gaaet og puslet med, saalænge han aarkede. Mellem et Par saadanne Bunker løftede en silde født, anæmisk Tulipan sin rød- og gulstribede Krone, saa forbavset og dum ud. Den store Plæne, hvor et pragtfuldt Rosentræ i Midten havde været flankeret af fire Rabatter med fine Roser, laa dræbt, kvalt under Dynger.

✂ Man arbejdede ikke, thi det var i Kirketiden. En enlig Mursvend sad i Straahat og hvid Arbejdsdragt paa en af Dyngerne, spiste Spegesild og Surbrød, drak bajersk Øl af en Halvflaske og Brændevin af en Pægleflaske, mens han sang ud mod Klokkeslagene :

✂ Nu skal Du ha' Din varme Mad.

✂ Andreas Borch følte Lyst til at yppe Klammeri med ham. Hvad havde han at gøre der i Dag, da det var Søndag? Det var, som om han af pur Ondskab vanhelligede det mindefyldte Sted.

✂ Tæt op ad det gamle Hus's store, kønrøgsmalede, knortede Sokkel groede endnu en Hob Resedaer. Andreas Borch plukkede nogle af dem og gik op mod Byen.

✂ Han gik uden om den langs en Spaseresti, anlagt af "Forskønnelseskomitéen". Den endte ved en af Udkørslerne mod Nord.

✂ Tæt uden for den laa en Have, oprindelig et Stykke Mark, omhegnet af et højt Jorddige. Nu var Hegnets Popler og Hasler 112 voksede til, saa Haven derinde laa helt skjult for dem, der gik udenfor.

✂ Haven var i sin Tid anlagt af Peter Alslev. Mange Gange havde Andreas Borch leget i den med Johanne, med Piger og Drenge fra Byen. Nu dyrkedes den af "Efterfølgeren".

✂ Laagen stod paa Klem. Andreas Borch havde stor Lyst til at gaa ind, og, hvis der var en Mursvend, som sad og sang sjofle Viser paa en Bunke Brokker, saa vilde han skælde ham ud.

✂ Nej . . . Haven var pænt holdt. Der var just ikke synderligt med Blomster, men der var mange Frugttræer og Aspargesbede, mange og store Grønplæner med højt saftigt Græs, et Lysthus i hvert af de fire Hjørner, hvis Tremmer tæt omsnoedes af Hybenroser og Klematis.

✂ I det Lysthus til højre stod noget højrødt stærkt imod de smaa blegrøde Roser om Tralværket.

✂ Det var en Dame med højrødt Shawl kastet om Hoved og Overkrop. Hun sad med en Bog i Skødet, løftede Hovedet ved Laagens Knagen, da Borch vilde lukke den til.

✂ Jo - det var hende . . .

✂ Han stod forlegen, bed sig i Knoerne, vidste ikke om han skulde gaa frem eller tilbage.

✂ Han kunde se, at hun blev rød, da han tog Hatten af. Hun syntes ogsaa at tøve lidt og tænke paa, hvad hun skulde gøre, mens hun langsomt og alvorlig besvarede hans Hilsen. Da rejste hun sig og sagde:
- God Dag, Borch! Vær saa god og kom nærmere!

✂ Han havde Fornemmelsen af, at hans Gang var sluskende som en skamfuld Skoledrengs, da han nærmede sig.

✂ Ak . . . hvor var hun bleven gammel! Solen beskinnede nogle Sølvtraade i Tindingerne. De fine Dun om Overlæbe og Kind var stærkere, end de burde være.

✂ Hendes Smil syntes træt, da hun rakte sin behandskede Haand mod ham og sagde:
- Det er da en Evighed siden, vi saas . . . Kommer De aldrig her til Byen?

✂ - Jeg gaar helst uden om den, sagde Borch.

✂ Denne dannede Pige maatte, mente han, absolut foragte et Subjekt med tredje Karakter til Eksamen. Men hendes Ansigt blev ubevægeligt, hun saa uforstaaende paa ham. Det pinte ham. Ærgrelsen over hans tredje Karakter begyndte at koge op i ham. Det maatte ud af ham.

113

✂ - Ser De . . . man har faaet et Klip i det ene Øre ligesom et mærket Faar . . . saa man vil nødig rende gennem Gaderne.

✂ Nu forstod hun, kunde han se. Han blev halv rørt, halv arrig. Han vilde hende godt og ondt paa samme Tid.

✂ Hans Blik faldt ned paa Bogen, der laa aaben paa Bænken i Lysthuset. Paa de smalle Kolonner langs Siderne saa han, at det var Vers. Arrigheden vippede Rørelsen i Vejrèt:
- De læser og læser og læser. Hvor gider De? Jeg aabner aldrig en Bog.

✂ - De maa da have et meget rigt Liv, sagde Johanne og vred lidt paa Mundvigerne.

✂ - Guvernanteblodet er i hende . . . hun bliver en gammel Spidslærke ligesom Moderen, tænkte Andreas Borch, mens han sagde:
- Nej. Jeg lever den ene Dag som den anden.

✂ - Hvad gør De da, naar De er ene og ubeskæftiget?

✂ Det slap ham ud af Munden med en Magt, der var stærkere end hans Vilje.

✂ - Saa skælder jeg mig selv og hele Verden ud.

✂ Johanne lo; han lo forceret . . .

✂ - Men De græder jo, Borch! sagde hun.

✂ - Nej, sagde han tørt, men, naar man griner mod Solen, faar man Vand i Øjnene.

✂ - Moder er meget syg, Borch, sagde Johanne efter en Pavse.

✂ - Hvad fejler hun? spurgte Borch livlig.

✂ - Tæring.

✂ - Tak, Skæbne!

✂ Han fortrød saa inderlig, at han i Tankerne havde gjort den "rare Fru Alslev" Fortræd.

✂ - Hun lever ikke Efteraaret over, siger Lægerne.

✂ - Hvad bliver der saa af Dem, Johanne? Jeg véd jo paa anden Haand, at Deres Faders Efterfølger har købt Dem helt ud . . . og den Rest af en Købstadejendom . . . de synker jo alle i Pris . . . hvad skal det blive til?

✂ - Aa, hvem tænker paa saadanne Ting?

✂ - Ja, men det er galt, det er galt, det er splintrende galt.

✂ - Jeg kan jo tage en Plads som . .

✂ - Lærerinde? . . . Nej, nej, nej, Johanne!

✂ Han rev en Dusk Blade ned fra Lysthustremmernes Espalier og smed dem paa Jorden. Hans Bryst arbejdede.

114

✂ - Johanne . . . har De glemt . . . kan De huske . . . ham . . . vor Ven . . . ham, Karl Hellmann?

✂ - Det gaar ham udmærket. Han er fransk Sproglærer i København . . . men hans Liv er nok . . .

✂ - Saa-aa-aa? Ja, han kunde blive til, hvad det skulde være. Han vilde være noget stort . . . men det var vist ikke hans Mening at blive det paa den Maade . . . Nej, Videnskab . . . eller det der . . .

✂ Han knipsede til Bogen paa Bænken.

✂ - Aa, fortsatte han, de er tossede i dette Land. Alle en Smule begavede Mennesker er bidte af en gal Professor, Poet eller Skuespiller. Alle vil de bemærkes . . . Ingen vil . . . vil sidde som vi, skjult i en gammel Have, i en lille By, eller i . . . et Skovfogedhus paa Landet . . . Johanne . . . holder De en lille Smule af mig, saa kan der blive noget . . . ikke meget ud af mig endnu . . . Vi maa resignere, det maa vi s'gu.

✂ Hun saa paa ham og sagde:
- Se paa mig, Borch! Jeg er falmet.

✂ - Se paa mig, Johanne! der er Møl i min Pels.

✂ Han pegede fra hendes Tindingehaar ned paa sit Skæg . . . Skal vi slaa af paa det der?

✂ Han pegede paa Bogen og op i Luften og hviskede:
- Det kommer an paa at redde Stumperne . . . Min Faders gamle Hus dernede, det har de revet ned . . . De bygger et nyt . . . De vilde være Frue paa en Borg . . . som de laver i Bøger som den der. Jeg vilde . . . ja, jeg vilde dog mindst være kongelig Skovrider . . . Naar jeg kan blive kongelig Skovfoged . . . vil De saa? . . . Sig ja eller nej!

✂ Johanne smilede lidt sygt, fik Taarer i Øjnene og sagde:
- Min gamle Barndomsven . . . I Guds Navn . . . Men, mens Moder lever, bliver jeg hos hende . . . De er et Stykke af en Mand . . . det var han . . . den anden ikke.

✂ - Vi taler aldrig mere om ham . . . Farvel . . . vi ses!

✂ De skiltes ad ved Havelaagen under Guldregnsbuskens ombøjede Bue og gik til hver sin Side, Johanne stille, hyllet i Tanker. Andreas Borch tav, til han kom ud paa Landevejen, da stemte han i Sang, skønt han ikke kunde synge stort bedre end en Ravn eller Krage.

115

✂

XX.

✂ Heller ikke blev det et Liv i Sang det, de to gamle Barndomsvenner kom til at føre.

✂ Den gamle Skovrider fik udvirket, at en "kongelig Skovfogedtjeneste" blev oprettet for Andreas Borch. Der blev bygget et pænt lille Hus paa et Sted i Skoven. Hyggelig lænede det sin Ryg mod den store Skovmasse og vendte sit Ansigt ud mod den store aabne Slette med en Sø og med andre Skove i Horizonten. Og foran Huset en lille Have, Fru Johannes Domæne.

✂ Det var ikke til at leve af. Efter et Aars Forløb havde Ægteparret en Datter med Faderens brune Øjne gloende ud fra Vuggen i det lille Sovekammer. Andreas mærkede, at Pengene ikke strakte til, straks da Barselfærden var overstaaet.

✂ Han var flygtet ud i Haven den Nat, Katastrofen gik for sig. Han vred sine Hænder, mens Skrigene lød vildt ud imod ham. Han klæbede sin Kind til Ydervæggen, blev endnu mere bange, da Skrigene tav, end da de skar i hans Hjærte. Det var en haard Fødsel og et langt Sygeleje for Johanne. Den kongelige Skovfoged maatte gøre Gæld.

✂ Men, da alt blev godt, da Johanne blev sund og kunde give den lille sortøjede Olga al den Mælk, hun kunde drikke, blev Andreas Borch opfindsom. Der var kommet en ny Sognepræst. Han vilde forpagte det meste af Præstegaardens Jord bort, og den Jord laa op ad Skoven. Andreas Borch forenede da med sit Embede som kongelig Skovfoged Stillingen som "Præsteforpagter". Men for at der skulde komme noget ud af det Avlsbrug, maatte det personlige Arbejde til.

✂ Thi sled Andreas Borch værre i det end nogen Karl. Hans kønne Figur krøgedes; den stadige Gang i Træsko forskønnede ikke de Fødder, der en Gang tren Dansen saa let.

✂ Det var haardt at ase gennem den klægede Lerjord bag Ploven, at steges under Julisolen med Mejegreben i Haand, med aaben Skjorte, mens Sveddraaber trillede ned i Brystets Skov af sorte Haar.

✂ Men alt var glemt, naar han kom hjem og fandt, at Johanne som Kone saa ti Aar yngre ud end i sine sidste Pigeaar, og hørte, at den lille Olga var "den værste Ædedolk", man kunde tænke sig.

✂ Med en elskværdig Spidsborgerlyrik priste han sin Mad, sin 116 Snaps, sit Øl, tørrede sin Mund, kyssede sin Kone, legede med sit Barn, fik det til at hvine som en Skade og opførte en hvinende Væddekamp med det.

✂ Han havde saa travlt med sit Slid og sin Lykke, at han ikke gav Agt paa, at Johanne trak sig mere og mere ind i sig selv, at hun blev ordknap, næsten tvær. Hun arbejdede uden at klage, men istemte aldrig sin Mands Velsignelser over det Liv, de førte.

✂ Det mørknedes en Aften i Foraaret . . . Søen mod Vest fangede den synkende Dags blegrøde Himmellys og vuggede det i skarpe smaa Krusninger. Skoven stod brunviolet og drev i grødet Fugtighed.

✂ Kakkelovnen buldrede i kongelig Skovfoged Borchs Dagligstue. Paa Forhøjningen ved Vinduet sad Fru Johanne og saa ud mod Søen.

✂ Hun var temmelig mager, Trækkene var lidt skarpe, skønt hun ikke saa gammel ud. Men der hang Træthed i Øjenlaagene.

✂ Hun havde lige endt Arbejdet i Mælkestuen, havde bragt lille Olga i Seng.

✂ Hendes af alle i sin Tid beundrede Hænder var blevne haardere og større. Hun satte dem op mod Aftensolen og betragtede dem ikke synderlig glad.

✂ Med et halv bittert Smil opsøgte hun et Toilette-Etui fra gamle Dage i en Skuffe og gav sig til at bringe de kønt formede Negle tilbage til deres gamle Façon. Men hun maatte klippe dem nær . . . ellers fik hun aldrig Bund i dem.

✂ Hun skændte paa sig selv over disse Fornemmelser, kaldte dem endog i sit indre pjankede, tøseagtige. Hun besluttede at tage sig sammen og være rigtig god mod sin brave Mand, naar han kom hjem og sang:

✂ Vi vil ha' Øl, vi vil ha' Øl,
vi vil ha' Gamle Carlsberg Øl!

✂ og saa tog til Takke med tarveligt tyndt Landsbyhvidtøl.

✂ Der kom han.

✂ Uh, hvor lignede han en Bonde, som han kom der med lerede Træsko, højt opsmøgede Bukser, overstænket paa den blaa grove, luslidte Jakke, med en gammel strikket Uldhue paa Hovedet, lige fra Ploven, hvis Hest en hvidhaaret Dreng trak ved Grimen. Hesten ludede træt med Hovedet og saa lige saa skiden ud som Herren og Drengen.

✂ Halvmørkt var der i Stuen. Johanne var vred paa sig selv. 117 Foran hende paa det lille gamle Sybord, en Arv fra hendes Moder, laa nogle Par af Mandens Uldstrømper, som trængte til Stopning. Hun havde opsat Arbejdet for at gøre sine Negle pæne.

✂ Uh - og saa vilde Borch bringe denne ækle Lugt af Muld og Læder, af Heste og af Vognsmørelse med ind i Stuen.

✂ Han viste sig ikke anderledes, end hun havde tænkt sig, at han maatte vise sig. Hun havde forberedt sig derpaa, havde fast bestemt at være god imod ham, ikke at vise en fortrædelig Mine, ikke at sige et gnavent Ord.

✂ Nu, da han efter at have raabt og bandet sine Ordrer ud i Gaarden til Drengen, kom han stavrende ind med de store Træsko, nynnende:

✂ Vi vil ha' Øl, vi vil ha' Øl,
vi vil ha' Gamle Carlsberg Øl.

✂ Saa gik Naturen over Optugtelsen hos Johanne. Der gik Skyer over hendes Pande. Hun bed sig haardt i Underlæben. Det gjorde ondt, og det gjorde hende ikke mere god.

✂ Haardt og tørt sagde hun:
- Du maa da klæde Dig paa og gøre Dig ren, inden Du sætter Dig til Aftensbordet.

✂ - Er det færdigt?

✂ - Nej, nu skal jeg . . .

✂ - Kan jeg faa fat i Olgaungen og lave en Hyleduet med Tøsen som den, Snedkeren og Skomageren lavede der hjemme ved Sangforeningens Koncerter?

✂ Han pegede over sin Skulder i Retning af deres Fødeby.

✂ - Olga er i Seng for længe siden.

✂ - Er Du gnaven, Madam Borch?

✂ Han vilde kærtegne hende, saa, hun var vrippen, huskede med et paa, hvor lidet appetitlig han var, og gik ind i Soveværelset Et Øjeblik efter hørte Johanne ham pjaske med Vand og skure sig med en Svamp.

✂ Hun rejste sig fra sit Arbejde med at stoppe Strømper, sukkede med opadvendt Blik, lindede paa Døren til Sovekamret og sagde:
- Lad dog være at vække Olga . . . Aa, Herregud . . . Borch . . . Lad dog Barnet sove!

✂ Hun saa sin Mand ligge paa Knæ foran Barnets lille Seng og bøje sin Mund hen mod dets Ansigt. Du pjaskede saa højt . . . og nu skal Du kysse hende.

118

✂ - Bare et Touche-Kys, Johanne!

✂ - Vi faar jo bare Skrig og Skraal.

✂ - Ja, Du har Ret. Jeg skal skynde mig, min Pige . . . Har Du et Stykke koldt stegt Flæsk?

✂ - Nej.

✂ - Ja, ja, da.

✂ Johanne var atter vred paa sig selv, da hun stod ved det lille Bakkebord og lavede The. Hun havde ikke havt Viljestyrke til at sætte sin Beslutning igennem: at være god mod sin Mand. Og jo mere hun vrededes paa sig selv, jo mindre blev hun Herre over sit Humør.

✂ Da Andreas Borch, rød paa Hals og Kinder som en kogt Hummer, og pænt paaklædt havde sat sig ved Bordet, da hun hørte hans Kæver og Tænder arbejde, var hun lige ved at græde.

✂ - Er der Raad til lidt Rom i Theen? spurgte han.

✂ - Det véd D u jo bedre end jeg.

✂ - Ja, ja, ja, ja! . . . Nej, det gemmer vi saa til Lørdag Aften.

✂ Det var ganske mørkt. Andreas Borch kunde ikke se sin Kones Ansigt, men anede, at det var "overtrukket", som han kaldte det Han kunde ikke lide at spise i Mørke, men turde ikke bede om Lys. Maaltidet fuldendtes langsomt, thi han var træt og sulten, men i fuldstændig Tavshed.

✂ Johanne havde kæmpet og havde overvundet sig til at kysse sin Mand til Velbekomme. Han krystede hende i Favnen stærkt og varmt og sagde:
- Min egen søde Pige!

✂ - Saa blev hun vrippen igen, rev sig løs, for han krøllede hendes Halsstrimmel, sagde hun.

✂ - Om Forladelse! bad han.

✂ Han gik ind i Dagligstuen, tændte sin Pibe og kastede sig i en Lænestol. Han hørte Johanne sysle med Lampen. Nu vilde han nødig have Lys, men han sagde intet. Ved det tændte Lys saa han store Taarer i Johannes lange Øjenhaar.

✂ Saa træt og mødig han var, rejste han sig, gik hen til hende og lagde Armen lindt, frygtsomt om hendes Liv.

✂ - Er Du saa ulykkelig? . . . Er jeg saa væmmelig imod Dig? . . . Hvad ser Du efter? Efter Bogskabet? . . . Vil Du læse højt for mig i Aften? Du læser saa kønt . . . Jeg mindes gamle Dage . . .

✂ - Der er jo ikke kommet en Bog til siden Moders Tid.

✂ - Ja, véd Du hvad . . . fik vi en Boghandlerregning foruden 119 de andre til Nytaar . . . Men de gamle Ting er i Grunden de bedste . . . Jeg hører helst de Melodier, jeg kender bedst . . . dem bliver jeg aldrig ked af . . . Vil Du læse højt, Johanne?

✂ Hun havde Lyst og ikke Lyst. Hun søgte i sin Moders Bogskab og fik fat i "Adam Homo". Ja, Almas Sonetter . . . det vilde hun læse.

✂ Hendes Mand nikkede bifaldende. Johanne læste flere af dem i Rad, kønt, men lidt enstonigt Hun læste Slutningslinjen af en Sonet:
Jeg er Din tro, Din lyttende Delfin,
fik Graad i Halsen . . . Da lød en Tone henne fra Lænestolen, som beviste, at det ikke var en lyttende Delfin, der sad der.

✂ Johanne slog Bogen haardt mod Bordet og rejste sig. Hendes Mand rejste sig ogsaa og følte alle den onde Samvittigheds Kvaler.

✂ - Jeg var saa træt, saa udaset, mumlede han.

✂ Johanne sagde intet, gik ind i Soveværelset

✂ Piben var gledet ned paa Gulvet. Der laa Aske baade paa Stolebetræk og Gulv. Borch fejede den sammen med Hænderne, børstede Betrækket af med sit Ærme og tørrede Gulvet med sit Lommetørklæde.

✂ Saa gik han frem og tilbage paa Gulvet i resigneret Stemning nynnende for sig selv:

✂ Nu skal Du ha' Din varme Mad,
og saa i Seng med Dig, Din Rad!

✂ mens han anede alt ondt.

✂ Det varede en god Stund, før Johanne kom tilbage. Hun havde ærlig kæmpet med sig selv og troede at have sejret.

✂ Forgrædt var hun. Men hun smilede, gik sin Mand i Møde, tog ham om Livet og bød ham sin Mund.

✂ Nu græd Andreas Borch og sagde:
- Ja, jeg er et Asen! Men der skal meget til at føde os . . . paa den Smule Hartkorn. Og, skulde vi blive flere endnu . . . saa . . .

✂ Johanne lagde sin Haand paa hans Mund.

✂ - Nej, virkelig! raabte han glad som et Barn . . . ja, ja, ja, ja! Saa skal der, Fanden skal ta' mig, blive Raad til hele den nye Literatur, baade den franske og den danske . . . Det vil sige i Læsetasken, føjede han betænksomt til. Ja, man bliver et Asen . . . og, siden det gik mig saa galt med det Studerevæsen, saa 120 har jeg i Grunden været gal paa alle Slags Bøger, Johanne . . . Det var Løgn, da jeg før sagde, at jeg gerne vilde have, at Du skulde læse for mig. Jeg snakkede Dig bare efter Munden. Og det er Du s'gu for god til. Men de siger jo, at den nye Literatur ikke . . . saadan . . . ja, hvad Fanden skal jeg sige . . . sætter stumprumpede Engle i vaade Rosenskyer, saa den kommer jeg vist bedre med paa . . Jeg skal s'gu abonnere paa Læsetasken . . . og, bliver det en Dreng, saa . . . ja, saa gør jeg noget rent halvtosset.

✂ - Hvad da . . . min gamle, rare Ven?

✂ - En Rejse til København . . . To Billetter til første Parket i det kongelige Theater til det bedste Stykke i Repertoiret.

✂

XXI.

✂ Det blev ogsaa en Dreng. Han kom som Julegave under fint dryssende Sne, let og blødt, syntes det.

✂ Der var Jubel i den kongelige Skovfogeds Bolig. Johanne var Dagen efter Fødselen frisk som en Fisk. Andreas Borch havde faaet en ny grøn Uniformsfrakke med sort Fløjels Opklapning paa den grønne Krave, med tindrende Sølvknapper. Han klædte sig i den, gik hen foran Sengen, tog til sin Hue med de smalle Sølvtresser og sagde:
- Hans Majestæt Skovfoged Andreas hilser sin Efterfølger paa Tronen, ragede Ungen op fra Sengen og holdt den lille røde Ting op mod Lyset. Den mimrede med Øjne og Mund som en Hundehvalp.

✂ Johanne smilede. Hun vidste fra den Tid, Olga var lille, at hendes Mand "tog godt paa Børn", og i den Mening bestyrkede Jordemoderen hende yderligere.

✂ - Sikken en smækfed Unge! Den fineste Pattegris! sagde han, og, da den begyndte at vræle, sang han for den de evige Viser om Carlsberg Øl og den varme Mad og lagde den ned i Sengen til Moderen.

✂ Der var paa denne Tid ikke saa meget at gøre hverken med Embedspligterne i Skoven eller med Arbejdet paa Præstegaardsmarken. Andreas Borch blev hjemme. Han meldte sig som 121 Abonnent paa Læsetasken. Den første Levering vilde han faa ved Nytaarstider, saa skulde han læse en stor nymodens Bog for Johanne, og det lige fra Ende til anden, hvor sejt det saa end monne blive.

✂ Men der maatte hænges i. Man maatte være om sig.

✂ Andreas Borch drev en Slags Gartneri i det smaa. Hans lille Have var fuld af Mistbænke. I et af Udhusene, hvor der var Plads tilovers, dyrkede han Champignons efter fransk Methode. Han laa der i Udhuset en Dag og rodede i Mørke i det tørveagtig fugtige Muld, undersøgende sine Planter ved Lyset af en afstrøgen Tændstik.

✂ Arbejdet gjorde ham ikke pæn. Det var ikke værd, at han gik op og saa til Johanne og den lille Dreng, saadan som han saa ud. Det var bedre at slaa et Slag op mod Præstemarken og se, hvordan det gik med Faldet i den Grøft, han havde gravet langs et Stykke Mark, hvor Jorden havde været sur. Han tog en Spade paa Nakken.

✂ Det gik daarlig nok med Faldet af Vandet. Skraaningen var gjort for svag. Der stod noget Vand og drev lige midt i Grøften og kunde ikke komme videre.

✂ Andreas Borch smed sin gamle Frakke og Vest, sprang saa ned i Grøften med Træsko og Uldhoser uden over Bukserne. Op over de brune haarede Arme smøg han Skjorteærmerne. Han skulde, saa bandte han, nok faa det forbandede Vand til at lystre.

✂ Han var arrig paa det Vand. I Hidsighed gravede han og kylede den fugtige Jord i store klaskende Dynger op paa Grøfteranden, alt mens hans "franske Træsko" æltede og sivede i Klæg og Dynd. Saa længe han nogenlunde kunde se, blev han ved.

✂ Saa gik han hjemad. Han tændte Tobakken i sit vældige Pibehoved. Tobak kunde han ikke undvære. Ellers havde han vænnet sig til at ryge en Blanding af Kastrups Blaamand og Petum optimum subter solem. Den lugtede ikke godt. Han maatte nu skylle Munden, før han nærmede sig Johanne, naar han havde røget.

✂ Naa - han kunde heller ikke vise sig for hende, saadan som han nu saa ud efter det Grøftegraverarbejde. Han turde ikke gaa ind i Sovekamret. Nej . . . og han lo ved Tanken . . . inden Johanne kom til at ligge, havde han lavet et helt Vaskerbord ude i et Rum ved Køkkenet . . . der var baade Sæbe og Tandvand, Neglebørste og Tandbørste. Han smilede, naar Johanne bebrejdede ham ikke at bruge disse Ting, inden han gik i Seng, han 122 tog mod Skændene med den gode Samvittigheds Ro. Han havde lavet det Vaskeapparat ude i det Hul for ikke at være for længe om at komme i Seng og forstyrre Johanne.

✂ Han vilde lige gaa ind ad Køkkendøren ud til sit Renselsesapparat, da den Kone, som passede Johanne, viste sig i Stuedøren og vinkede ad ham. Andreas Borch anede noget ondt af Konens Mine, skyndte sig hen til hende.

✂ - Det er galt med den lille. Hr. Borch skulde gaa ind og se til ham.

✂ - Saadan . . . som jeg ser ud.

✂ - Hr. Borch skulde lige godt gøre det ... for der bliver vist ikke Tid til at gøre Stads.

✂ Borch styrtede ind i Sovekamret.

✂ Johanne sad paa Hug i Sengen stift stirrende paa Barnet . . .

✂ - Uh ... fór det ud af hende efter et flygtigt Øjekast paa sin Mand med Træskoene, de opsmøgede Uldhoser, de dyndstænkede Klæder.

✂ - Jeg vilde have renset mig, Johanne . . . men Karen siger . . .

✂ - Barnet har Krampe, sagde Johanne, se paa Øjnene . . . Hele Legemet er stift . . . Borch, Du maa hente Doktor . . . der er ingen Tid at spilde . . . At Du ogsaa gik bort nu . . . Barnet har været sygt i to Timer.

✂ - Ja, det var skammeligt . . . men det var jo rask, da jeg gik.

✂ - Men saa kør dog, Menneske! Dit Barn dør.

✂ Andreas Borch løb ud igen. Jo, Barnet saa fæl ud. Dets Øjne løb til hver sin Side . . . der var Skum om dets Mund.

✂ Han fik den gamle "hvidfødte" spændt for Enspænderen. Skiden som han var, svang han sig op i Agestolen og kørte ad Byen til.

✂ Det var blevet et fælt Vejr: Islag faldt. Hvordan skulde den gamle "hvidfødte" kunne komme frem ad den glatte Vej. Selv frøs Borch som en Hund. Han havde ikke givet sig Tid til at tage Overtøj med. Saa lidt kuldskær han var, dirrede han lige til Marven i sine Ben, angest var han for sit Barn, mere angest, end da han var oppe for tredje Gang til Forsteksamen.

✂ At man ogsaa kan tænke paa saadant noget Skidt, naar ens Barn er ved at . . .

✂ En Hulken standsede hans Selvbebrejdelse.

✂ Det dryssede klingrende ned fra Himlen. Den "hvidfødte" faldt.

✂ Saa! Skaglen brast i det samme.

✂ - Mon vi kommer levende fra det, min gamle Skindmær? 123 sagde Andreas Borch med Graad i Halsen, mens han sprang af Vognen. Han faldt paa Næsen paa Vejen, slog sin Haand til Blods, var oppe i en Fart, fik Hesten rejst og Skaglen bundet sammen. Men han maatte gaa paa Vejen foran den stakkels gamle Hest, der rystede som et Espeløv. Han klappede den, mens han snublede hvert Øjeblik og sagde:
- Vi maa se at hjælpe den lille Dreng, Du gamle Rallike! Ho, ho, ho! Saa, saa! . . . Hvad vil Du sige, naar Du skal trække en Doktor og en Doktorstol hjem foruden os to? Hvad, Fredriksborger? Saa, saa, saa! Inte bange, gamle! Kan Du se, jeg har det ikke bedre end Du, og Du har ingen syg lille Dreng. Saa, saa! Kan Du se, gamle, nu er Vejen ikke saa slem mere.

✂ Han klappede den gamle Hest paa Halsen og lagde sin skæggede Kind mod dens vaade Mule.

✂ Nu regnede det, saa det klaskede og sprøjtede op fra Vejene. Men Føret blev mindre glat. Ved Indkørselen til Byen satte Andreas sig op paa sin Vogn.

✂ Den halve Mil havde forekommet ham at vare en halv Dag.

✂ Lygter og Lys fra Butikslamper kastede Søjler ud i Gadernes Vandpytter. Tjenestepiger med højt løftede Skørter rendte over Kørebanen og gemtes af Mørke paa Fortovene.

✂ Hvor var dog den Gade lang!

✂ Musik klang bredt og flot ud mod det ensomme Køretøj. En Række oplyste Vinduer lo følesløst ud mod den sorgfulde Mand og den udasede Hest.

✂ Det var Byfogdens Hus. Der var Bal hos "Etatsraad" Gravenhorst.

✂ Strygerne lo, Fløjterne klukkede. Gjorde de Nar ad Skovfogden, der for mange Aar siden havde været med til Stadsen der i det fine Hus?

✂ En Klump af Vrede, Anger . . . ja, Gud véd, hvad det var altsammen, byltede sig sammen paa Andreas Borchs Hjærte, mens han drev sin "hvidfødte" forbi det tindrende og tonende Hus.

✂ Lægen var ikke hjemme. Andreas Borch maatte vente en Time i hans Gaard. Han var gennemblødt og frøs forfærdelig. Men hvor skulde han gaa hen i denne By, hvor for ti Aar siden de fineste Huse stod ham aabne?

✂ - Og alt det for en raadden Eksamenskarakters Skyld!

✂ Han mærkede, at han var sunken nedad gennem flere sociale Lag.

124

✂ Endelig kom Lægen. Han var sur og gnaven. At alke ud paa Landet i det Vejr! Og med et Enspændertøj!

✂ Han blev imidlertid blidere, da han genkendte Borch og hørte hans Ærinde. I en Fart blev Doktorstolen spændt bag ved Agestolen, og, mens Himlen storgræd i voldsomt Tøvejr, arbejdede den "hvidfødte" Vogn, Doktor og Skovfoged ud til det lille Hus I Skoven.

✂ Barnet var død i Krampeslag.

✂ Johanne laa hen som død. Lægen undersøgte hende. Med hende var der intet i Vejen, saavidt han skønnede. Han skulde se ud i Morgen Eftermiddag.

✂ Borch maatte køre ham hjem og selv køre tilbage. Han havde et Øjeblik tænkt paa at tage andet eller varmere Tøj paa . . . aa, hvad? . . . Vaad var han - vaadere kunde han ikke blive. Det var alligevel rart, han havde sparet det gode Tøj . . .

✂ - Uh, at Du kan tænke paa det, da Du har mistet et Barn! Grødklump, som Du er!

✂ Da han var hjemme igen, turde han ikke gaa i Seng, før han havde renset sig. Med et bittert Smil heldte han endog Eau de Cologne over sine Hænder.

✂ - Borch skulde hellere ligge i Kantoret, sagde Karen, for Fruen har bedre af at have et Fruentimmer hos sig. Det lille Lig har jeg lagt ind i Stuen der . . . og jeg har redet paa Sofaen I Kantoret.

✂ Borch kom ind i det iskolde Kontor, frøs som en Hund, kunde ikke blive varm paa den flygtig opredte Sofa, knyttede sine Hænder ud i Mørket, som vilde han forbande et eller andet. Straks efter foldede han dem, som vilde han bede et eller andet om Trøst eller Fred. Mulmet var ufølsomt baade mod Forbandelse og Bøn, sløvt, døvt, dumt, stumt.

✂

XXII.

✂

XXIII.

✂ Karl Hellmann havde i nogle Aar ført en paa sin Vis ret behagelig Tilværelse i København.

✂ Den Gang betød det noget at have været længere Tid i Paris. Han var bleven Lærer i de øverste Klasser ved et Par af Byens mest ansete højere Privatskoler.

✂ Man sværmede endnu den Gang for Fransk og for Frankrig. Saa lidt som nogen indfødt Dansk tilegner sig fransk Udtale af det franske Sprog, saa lidt havde Karl Hellmann formaaet det. Men han lavede en Udtale, der lød svær fransk for de indfødte. Han udtalte "pas" som "paah", rev mere med r'rne, end Danske ellers formaar, søgte at tydeliggøre en Forskel mellem Udtalen af det bløde g og j. Han vidste godt, at det var forkert, men det 132 betalte sig. Han fik udmærket betalte Privattimer i rige Grossererhuse, enkelte i adelige,

✂ De sidste satte han mest Pris paa og undlod ikke at fortælle sine Kolleger ved Skolerne derom og give dem detaillerede Beskrivelser af, hvorledes der saa ud hos Grev Per og Kammerherre Povl.

✂ De gamle Timepiskere lod, som om de blev imponerede, men lo, naar "Jean de France" havde vendt Ryggen til dem, og anvendte denne nationale danske, ikke meget modige Satire, der angriber bagfra. Ikke mindst vakte det Munterhed, at Karl Hellmann altid mødte elegant klædt, gik ind i Klassen med Handsker, som han først trak af, naar han havde sat sig paa Kathederstolen, beordrede "Ordensduksen" til at tørre Støv og Blækklatter af paa Kathederpulten.

✂ Drengene lo ikke. Han havde en haard Haand, og hans Anseelse var saa stor, at han kunde svare Bestyreren af en af Skolerne, som mildelig lod ham forstaa, at korporlig Revselse var forbudt i Skolens Reglement:
- Hr. Professoren ønsker altsaa en Personalforandring. Ganske som De vil! I Morgen? Godt! Jeg renoncerer med Fornøjelse paa Gagen for denne Maaned.

✂ "Professoren" svarede: Gud, nej . . . kære Mand . . . det var jo ikke Meningen. Vi kan jo tale om Tingen in bona caritate.

✂ - Hr. Professor! De véd, at vi Franskmænd er hidsige.

✂ - Naa, ja, ja, ja, ja!

✂ Karl Hellmann lo ad sig selv. Professoren lo sammen med et Par af de ældre, sikre Lærere, da Karl Hellmann havde forladt Skolen Kl. l l, søgte at eftervrænge hans franske Udtale og sagde:
- Nous autres Frrançais! Ha, ha!

✂ De ældre Lærere lo himmelhøjt, smigrede ved deres overordnedes Fortrolighed.

✂ Mellem tre og fire var den nu ret bekendte "franske Hellmann" at se paa Ruten fra Kongens Nytorv til Gammeltorv, altid moderne, i blank Cylinderhat og Glacéhandsker, hvorledes Vejret saa end var.

✂ Han havde da fra l til 3 besørget et Par Privattimer, skulde saa "læse" fra 5 til 7, saa var han fri og spiste saa til Middag paa parisisk Tid. Han havde Raad til at drikke en halv Flaske Rødvin, et Glas Sherry eller Portvin, Kaffe og god Kognak hver Dag. Klokken otte var han hjemme i sine to Værelser paa en 133 Kvist i Amaliegade. De var pænt møblerede. Der var ikke faa Bøger i Reolerne og mange Fotografier paa Væggene. Det var lutter Fremstillinger af Helheder og Enkeltheder af arkitektoniske Monumenter paa den lille Rejserute, som Karl Hellmann havde gjort i sin Ungdom. Den var for ham som Rejsen fra Haderslev til Kiel for Gert Westphaler. Ikke fordi haft talte om den, men han levede af den.

✂ Denne tilsyneladende lapsede Lærer i Fransk med det viksede Napoleonsskæg og de moderne Klæder levede paa sin Kvist i Amaliegade et Liv, som ingen anede.

✂ Naar han kom hjem efter sin Dagsgerning og sin Middag, var han vel langt fra at være drukken; men Vinen og Kognakken havde dog virket paa ham, og det gentog sig Dag for Dag.

✂ En let Sky af en begyndende Rus svævede over ham, naar han sad i sin varme Stue paa sin ripsbetrukne Chaiselongue. Den skyede Stemning holdt Karl Hellmann af. Aldrig vilde han have drukket sig fuld. Men, naar denne Taage begyndte at lette for hans Øjne, fik han den sænket igen om Aftenen ved Hjælp af et Glas Toddy. Han holdt ikke af at være nøgtern i sin Tanke og sit Gemyt. Han følte hver Morgen, naar han gik til sine Skoler, i hvor høj Grad en klar, begyndt Opgørelse af hans Livsførelse vilde pine ham, hvis han førte den igennem.

✂ Han havde villet være noget. Noget i Aandens Rige, ikke Sproglærer og Spradebasse. Sproglærer! Jo vist! Ikke havde han Begreb om Filologi. Han kunde Fransk lidt bedre end en Kellner, der havde tjent paa et fransk Hotel. Han havde et skævt Øje rettet hen mod de stadig hyppigere Magisterkonferenser i Fransk ved Universitetet.

✂ Egentlig havde han vel villet være Digter. Uagtet han var med til at bele disse mange Digteræmner i et lille Land, saa kunde han ikke nægte, at, den Gang han higede efter at vinde sin Barndomsveninde Johanne Alslevs Hjærte, da haabede han at kunne lægge Digterens Lavrbærkrans for hendes nydelige, silkeskoede Fod.

✂ Det var Vrøvl, det véd Gud det var. Desuden var hans Tankers Muse jo nu bleven Skovfogedmadame.

✂ "Jeg gjorde en Gang en Rejse fra Haderslev til Kiel, jeg glemmer aldrig den Rejse."

✂ Han gentog den Replik for sig selv, men han sank hen i Rejsens Minder.

✂ Det Liv, han førte, bød ham saa lidt. Det var dog egentlig 134 lutter Affektation. Han løb om i et Karnevalskostume, hvormed han søgte at imponere gamle, paa den akademiske Sejlads strandede Eksistenser, ligesom han selv var det, sølle Timelærere, naivere og med mindre Indtægter end han selv, som han gjorde Nar af i sit Sind, uden at ane, at han var deres Nar bagefter.

✂ Han sad dog, mente han, inde med en "Idealitet", som løftede ham højt over Timepiskernes Niveau. Den Følelse var stærkest hos ham, naar han straks efter sin Hjemkomst havde tændt Lampen og saa de straalende Rygge paa sine Bøger i Reolen og de brune arkitektoniske Fotografier med hvide Glanslys i Lampeskinnet - da følte han sig slet ikke som Kollega med Skolegaardenes daarlig klædte, handskeløse Lærere.

✂ Men hans Overlegenhed maatte være ideal, hvis den skulde have noget paa sig. Der var en Tid, hvor Karl Hellmann i denne underlige Stemning, der svang imellem Selvfølelse og Selvforagt, spurgte sig selv: Men hvad tager jeg mig for, der har det ringeste Anstrøg af Idealitet?

✂ Han forsøgte paa at læse Gammelfransk. Det var ikke til at holde ud. Det var jo lige saa fuldt af forbistrede Former som Græsk i Skoletiden.

✂ Saa nyfransk Grammatik. Han hittede et Par meget speciøse Regler ud om Participe passé efter en. Han fik dem gjort forstaaelige for et Par af sine flinkeste Disciple, eksaminerede dem i disse Regler ved Studentereksamen. Han imponerede derved en skikkelig Statscensor, en Provinsoverlærer, der i Kraft af den i gamle Dage ene saliggørende "store Philologicum" docerede baade Græsk, Latin, Tysk, Fransk og Engelsk i en af Landets fjærnere Provinser. Han tegnede Fænomenet op og roste Karl Hellmann specielt i sin Indberetning til Ministeriet, tilmed da han var stille betaget af den københavnske Lærers Snurren paa r'et og Evne til at lade Nasallyden standse midt i Næsen, hvad Overlæreren, den fødte Bornholmer, aldrig formaaede.

✂ Karl Hellmann kunde trods al sin Taknemmelighed mod den gamle Herre ikke lade være at le. En Stemme raabte i ham, da han kom hjem:
- Du har ikke Begreb om Videnskab, for Du gider ikke studere, kan ikke studere.

✂ Saa søgte hans Selvfølelse Trøst:
- Egentlig var jeg Digter . . . Men nu er det for sent. Naar man har forsømt sin lyriske Evne . . . den, der dog virkede 135 saa let, om end dilettantmæssig i min Ungdom . . . til man er nogle og tredive Aar, saa er det unyttigt at dyrke den.

✂ Det var det samme, om Verden fik noget at vide om, at han var højt hævet over almindelige Timelærere; han maatte have Vished selv. Det var et Krav til Sandhed midt i den Fantasteriets Malstrøm, der drejede ham rundt.

✂ Han optog da en Beskæftigelse i sine ensomme Timer. Den stammede fra et Hang fra hans Barndom og fra noget, der laa og gærede i hans Sind siden hans Pariserrejse, fra noget, han spottede, naar han om Morgenen gik til sine Skoler, noget, som han rørt søgte hen til, naar han om Aftenen sad ene hjemme.

✂ Allerede i sin Barndom havde han Vanskelighed ved at falde i Søvn. Den Time, han laa vaagen i Sengen, lavede han alle Slags Billeder, der ændredes i Aarenes Løb fra Juleferier med mange Juletræer og megen Konfekt til Juleferier med mange Baller, først befolkede med ranke, dejlige Ungmøer, som i Aarenes Løb udrustedes med mere og mere viltert Liv i Barmens Bølgegang bag Korsettet, dernæst - da Historien med Johanne Alslev var løben ud i Sandet, og da de parisiske Erfaringer havde afsat deres Mærke - blev det til Baller og Fester med tyndere eller . . . helt forsvindende Draperi, uden al "ethisk Alvor".

✂ Samtidig laa der i ham et Frø, der kunde være blevet til noget under andre Omstændigheder. - Karl Hellmann længtes i stille Stunder efter Kathedralernes Spidsbuer og farvede Ruder.

✂ Først søgte han at bruge sine Billeder til en Art Tankeleg. Saa tog Legen Magten fra ham. Han berusede sig i gothisk Arkitektur, uden dog ret at studere den. Han druknede sin Tanke i sine Fotografier, lod den glide over i fantastisk Romantik, og dog bestandig følte den sig beroliget ved den logisk-mathematiske Orden, der bandt det hele. Han begyndte med et Parti af en saadan Bygning, gennemløb med en Linjerne og Formerne langsomt følgende Finger samme Partis Vækst fra Sokkelen gennem den sig mere og mere luftig forsnævrede Stræbepilles Led, der under sin Vækst stadig sender Blomsterknopper ud, lige til den ender i Spirets Kløverblad. Han legede, at han gjorde et langt Sæt med Sprængbuen op mod Hovedskibets Mur, at han svang sig ind i Bygningens Indre, at han løb op med hver Rundstav i den lodrette Pille, ud i alle disse Staves krydsende Forgreninger i Hvælvingsripperne. Beruset af Rudernes Farveflammer satte han ud gennem en dejlig Vinduesroses Blomstermønster, gled betænksomt op ad Taarnenes stille opadstræbende Led som før ad 136 Stræbepillernes, til Tanken svimlede paa Spirets sidste Kløverblad med en Bøn til den Gud, der havde ført den saa meget nærmere det evige Lys.

✂ Karl Hellmann var ikke Bibellæser mere; men et katholsk Frø, uden synderlig Livsevne, laa dog endnu i ham og satte smaa Spirer.

✂ Men det var det, der gav ham Overlegenhedsfølelsen.

✂ Da der kom Kampe op, hvori Religionen spillede en Rolle, Kampe, som diskuteredes i Skolegaardene, smilede han overlegent.

✂ - Nu er han, Gud hjælpe mig, saa bundaffekteret, at han ogsaa tror, at han er Franskmand paa de religiøse Gebeter, sagde en gammel Latinlærer. Men det er en Tyveknægt! Saadan han kunde imponere Overlærer Petersen fra Nykøbing sidste Afgangseksamen. Men egentlig kan han vist ikke saa farlig meget.

✂ Aar gik efter Aar. Karl Hellmann gik hverken frem eller tilbage. For saa vidt passede han godt i sine Skolers Organisme.

✂ En Gang om Aaret var han aandrig. Det var i de to øverste Klasser, sidste Time før Juleferien. Saa holdt han et Foredrag om George Sand, det samme hvert Aar. Han havde skrevet det en Aften i Paris. Det gik igen i en halv Snes Aar med uvæsentlige Broderier om den oprindelige Tekst.

✂ Unge Candidati og Studiosi magisterii fik Timer i de lavere Klasser. De smilede ad "Jean de France". Han lod, som om han foragtede dem dybt, erklærede for sine ældre Kolleger, at disse unge Fyre ikke en Gang kunde udtale det bløde s.

✂

XXIV.

✂ En Dag ved Sankt Hansdags Tid kom Karl Hellmann, elegant ensfarvet sommerklædt, sejlende ind i Skolegaarden med Cigar i Munden og gule Handsker med sort Udsyning.

✂ En Del af de forsamlede Lærere saa paa ham med Morgengnavenhedens mindre velvillige Stemning. De seks Timers ensformige Slid laa for dem som et Bjerg, der skulde sprænges en Tunnel igennem. Og der kom den Laps, der saa op og ned ad Skolebygningen, som noget, der var under hans Værdighed at træde ind i, som han kun gæstede af sær Naade.

137

✂ I Skolegaarden var endnu en Levning af en gammel Have: et lille Buskads med røde og hvide Syrener, en Guldregnsbusk, et Akacietræ og en Lind. I dette Buskads stod en lille Bænk. Karl Hellmann hilste en passant sine Kolleger med sin høje blanke Cylinderhat og fik et tvært Svar af graa og sorte Filthatte og Studenterhuer, smed en lang Stump Cigar fra sig, tog en hel Cigar op af Futteralet og tændte den, skønt der skulde ringes op om nogle Minuter. Han saa godt, at det ærgrede Lærergruppen i den modsatte Ende af Gaarden. Han gik ind og satte sig paa Bænken i Buskadset og morede sig over de sig samlende Filthatte og Huer. Han følte, at de talte om ham. Han var glad over at forarge dem.

✂ Han var i sit "storsnudede" Humør den Morgen. Han gik sidst op af alle Lærerne, vekslede ikke et Ord med nogen af dem paa Trappen.

✂ I københavnske Skoler passiares der altid livlig paa Gangene mellem Lærerne indbyrdes, Frikvarteret forlænges saa meget som muligt, hvis Bestyreren ikke viser sig, for saa farer Lærerne lynsnart ind i Klasserne, hvor Drengene imidlertid har holdt et syndigt Sjov under Lærernes Konversation paa Gangen. Saa farer de sammen i Række og Geled, nu naar Læreren viser sig, ligesom Lærerne, naar Bestyreren viser sig.

✂ Høg over Høg, sagde Kællingen, hun piskede sin Kat.

✂ Paa Gangen paa anden Sal havde de fire Lærere været enige om, at Karl Hellmann trængte til at faa paa Pelsen. En ung Fransklærer, en Cand. mag., havde ment, at samme pyntede ældre Herre ikke stak dybt i Filologien. Han skulde "sættes", sagde den ældre Latinlærer.

✂ Vanen til Stileretning afføder ofte hos Pædagoger en kildrende Lyst til at at opdage "Grammatikalere". Kan en saadan indenfor sit Omraade sikkert stavrende, snævertskuende Fagmand træffe en Fejl i Detaillen i et større videnskabeligt Arbejde med videre Udsigter, er det ham ofte en Trøst og en Glæde, en Bekræftelse af, at han, den snævertskuende, er en kyndig Mand, at den anden, den videreskuende, er en Vigtig-Per eller Humbugsmager, som mangler "Grundighed".

✂ Nu var Karl Hellmann ingen vidtskuende Videnskabsmand, men han talte Fransk med mere Færdighed end sine unge filologisk dannede Medbejlere.

✂ Cand. mag. Hougaard skulde angribe. Det blev Aftalen mellem de fire sig i Hænderne gnidende sammensvorne. Fra 10-11 138 havde Hougaard en Frokost-Mellemtime. I den skulde han gaa hjem og hente en gammelfransk Bog og lige før Timen 11-12 støde Dolken i Karl Hellmanns hovmodige Hjærte gennem den lyse Sommerjaquette.

✂ Hr. Hougaard nærmede sig ærbødig sin ældre Kollega i Friminuterne mellem 11-12. De sammensvornes Masse var vokset i Friminuterne før Timen 10-11. Nu stod og sad de under de hængende Guldregn og de struttende Syrener, smilende om Kap med Skærsommersolen.

✂ - Hr. Hellmann! sagde Cand. mag. Hougaard, tillader De, jeg gør Dem et Spørgsmaal?

✂ - Værs'artig!

✂ - Her er et Sted i "La Chanson de Roland", som volder mig en Del Vanskelighed.

✂ Karl Hellmann var svag nok til at sætte en overlegen Mine op. Den unge Kandidat nød ham.

✂ - Vil De se?

✂ Karl Hellmann stirrede paa et understreget Sted.

✂ - Er det ikke meget vanskeligt? spurgte den unge Lærer i Underklasserne.

✂ - Jo-o-o. Vil De laane mig Bogen, saa skal jeg . . .

✂ - Aa, naar jeg selv undersøger Tingen, finder jeg nok ud af den. Men jeg troede, jeg kunde faa Besked straks af Dem.

✂ Karl Hellmann bed sig i Læben. Hvor fortrød han siden, at han ikke havde overvældet sin unge Kollega med en Ordstrøm af fransk Tale, som han vidste, at han var langt sikrere i end samme Konkurrent. Han hilste med Cylinderhatten og gik.

✂ Hr. Hougaard nærmede sig de ældre Kolleger, der smaagrinede.

✂ - Det var et Sted, som enhver Dreng kunde forstaa. Han, Hellmann, taler Fransk som en Kellner paa et Hotel. Aldeles uvidenskabeligt.

✂ Latinlæreren gned sig i Hænderne og sagde:
- Ha, ha, ha! Nu er han greben. Det hedder jo "attrapé" paa Fransk. Ikke?

✂ - Jo-o.

✂ Klokken et kom Bestyreren ned fra sin Frokost. Latinlæreren undlod ikke at berette ham, hvorlunde Karl Hellmann var gaaet i Vandet paa et Sted i "Rolands-Kvadet", som enhver Dreng kunde forstaa, og at den unge Kandidat, som nu var gaaet, havde "sat" ham.

139

✂ Bestyreren tænkte paa Budgettet. Efter Sommerferien kunde han spare en Lærer som Karl Hellmann, der kostede 5 Mark Timen i gamle Penge, og faa en dygtigere i Hr. Hougaard. Ham kunde han vist være bekendt at byde en Krone.

✂ Fjorten Dage efter skrev Bestyreren til Karl Hellmann, at den nye Skoleorden fordrede stræng filologisk-komparativ Undervisning i Fransk med stadig Udgang fra det latinske Modersprog, at han takkede ham inderlig for hans lange og udmærkede Tjeneste, men at de nye Reformer, som han selv inderlig beklagede, gjorde et radikalt Systemskifte aldeles nødvendigt i Undervisningen i de nyere Sprog, navnlig i Repræsentanten for de romanske Sprog, scilicet Fransk.

✂ Karl Hellmann blev næsten vanvittig af Forbitrelse. Naar han saa en ung Fyr paa Gaden med Studenterhue, mistænkte han ham straks for at være en Studiosus eller Candidatus magisterii i romanske Sprog, og hans tynde Lapsestok kløede i hans Haand.

✂ Hans Eksamination ved Afgangseksamen i Fransk var saa slet og adspredt, at de officielle Censorer vare aldeles enige med Bestyreren, da han betroede dem, under Tavsheds Løfte, at en Forandring skulde finde Sted straks fra Begyndelsen af næste Skoleaar.

✂ Den saarede Forfængeligheds uhyre Smerte bringer stundom en Klarhed ind over uklare Eksistenser.

✂ Karl Hellmann vilde først knipse hele denne Afskedigelse hen som et Fnug i Luften. Det lykkedes ham, lige indtil han sad ene i sin Stue.

✂ Han havde jo været ensom den meste Tid af sit Liv, havde befolket Ensomheden med Fantasteri.

✂ Han saa denne Aften lidt nøgtern paa sig selv.

✂ - Hvor har jeg ikke været en Pjalt, en Lus, en Usling! Ikke en eneste Evne i mig har jeg havt Mod til at stille op mod Verdens Vejr og Vind, som sammensværger sig imod enhver lyshigende Vækst.

✂ Han var løbet fra sin Ungdomskærlighed ved den første Vanskelighed. Han havde svælget i en ubestemt Religiøsitet, var gleden hen mod Katholicisme uden at turde skyde selv til og glide helt over i den ene saliggørende Kirkes Skød. Han havde leflet med Filologi og Pædagogik uden at blive Filolog eller Pædagog, var i sin Ensomhed en tom Fantast, i sin Virksomhed udadtil en lapset Dilettant.

✂ Men hvad skulde han gøre? Han følte ikke Kraft til at stemme sig op til en ny Virksomhed. Hans Planers Od brast, 140 naar han var ved at slibe den til. Han blev slynget tilbage i den Strømstribe, hvori han saa længe havde ladet sig drive som en Høvlspaan og trøstede sig med Frasen:
- Ça durera autant que moi.

✂ Han vidste, at en Skolebestyrer var en ivrig Konkurrent af den, der havde givet ham Afsked. Han opsøgte ham og fandt et villigt Øre for alle de Ondskaber, han kunde sige om Professoren. Karl Hellmann fik sine Timer erstattede, skønt for en ringere Betaling.

✂ Saa gik det efter Sommerferien Aar efter Aar videre i samme "slette Uendelighed". Slid i Skoler og Privattimer, ubestemte Bønner under de imaginære Kattespring i gothiske Kirker.

✂ Han spiste lidt mindre, drak lidt mere end før uden i nogen Maade at blive forfalden. Han pyntede sig lige saa meget som før, uden at mærke, at tiltagende Korpulence og graa Stænk i Haar og Skæg gav ham et Strøg af Komik, at hans natlige Kurmageri paa Gader og Kaféer af og til mødtes med en let Fnisen fra "Genstandenes" Side. Han havde længe været en af de vel kendte Skikkelser fra "Routen". Nu gled han over i disse Skikkelsers komiske Afdeling.

✂ Med ihærdig Haardnakkethed havde han ikke villet vide Besked om, hvad der foregik i hans Fødeby og blandt de Mennesker, hans første Ungdom var runden hen iblandt. At Johanne Alslev var gift med Andreas Borch, vidste han; han havde tidt lét saa overlegent af det i sin Tid, at han selv var nær ved at tro, at hans Latter var sand.

✂ Ustraffet er man ikke Lærer i et enkelt Fag i mange Aar. Aar efter Aar at tygge det samme Stof, det bringer en ind i den søvnige Møllegang som den blindede Hest i de gamle Hestemøllers Tid, dem, der malede "Skraa".

✂ Under Paaskud af, at de yngre Kræfter skulde øve sig, maatte Karl Hellmann i Skolerne stige ned til de yngre Klasser, for at de "unge", de ham saa forhadte Candidati magisterii kunde "komme til at dimittere". Men Bestyrerne lod ham blive dernede Aar efter Aar. Han fik ikke Lov til at rykke op igen efter Tur.

✂ Det gik tilbage med Privattimerne. Der var ikke Raad mere til at spise hos Vincent, til at forøge Samlingen af arkitektoniske Fotografier. Karl Hellmann maatte nedstemme sine Fordringer til Cigarer, vænne sig fra at drikke Vin til Middag.

✂ Han havde ikke en Ven.

✂ En skøn Dag, da det var blevet ham klart, at han for 141 bestandig var reduceret til "Pogelærer", brast han i Graad i sin Stue i Mørket og raabte som et Barn, der søger hen bag Skørterne paa Moder og Søster:
- Aa Johanne! . . . Aa Tante Aurelia!

✂ Hvor var dog de mange Aar blevne af? Han syntes det var saa kort Tid siden, at han havde tilbragt hin sidste bevægede Juleferie i sin Fødeby, at han havde været i Paris, at han havde havt den Modgang i sin pædagogiske Virksomhed. De mange indholdsløse Aar smeltede i Mindet sammen til saa lidt.

✂ Han dvælede nu ved gamle Tider og Mennesker, han ikke havde tænkt paa i halve Snese af Aar. Han traf en Præst fra Landet, en Skolekammerat, en Dag paa Gaden, gav sig i Tale med ham, spurgte ham ud og erfarede bl. a., at Andreas Borch var død, at hans Enke var flyttet til en anden Købstad end hendes Fødeby, at hun vist sad smaat i det, skønt hun kun havde én Datter.

✂ Karl Hellmann var bleven mistænksom. Han troede at læse i Præstens Ansigt, at han fandt ham komisk. Da han havde forladt ham, saa han op og ned ad Ærmerne paa sin Overfrakke. De hvidnede i Sømmene.

✂ En Dag læste han i "Berlingske", at en Lærerplads ved Realskolen i den By, hvor Johanne boede, var ledig. Gagen var 1400 Kroner, for dem skulde der præsteres 6 Timers daglig Undervisning i Fransk, Tysk, Engelsk og i Naturhistorie i de lavere Klasser. Karl Hellmann søgte Posten og fik den, takket være de glimrende, i Lovtaletone holdte Anbefalinger fra de københavnske Skolebestyrere, der havde reduceret ham til "Pogelærer".

✂ Halv i Alvor, halv i Ironi tænkte Karl Hellmann paa "en Renæssance" i Provinsbyen. Det var dog en af de større og havde i hans Barndom Ry for at være et godt Madsted.

✂

XXV.

✂ Han saa en temmelig grim Skolebygning af gule Flensborgersten med en Frontspice, der gabede ud efter en plastisk Udfyldning 142 som en Skade efter Regn. Bag ved den laa en stor og gammel Frugthave.

✂ Han blev ført ind til Bestyreren. Det var en lille Mand med hvide, under Hagen løbende Bakkenbarter, med hvidt Halstørklæde uden Flipper. Han lignede en venlig gammel Præst.

✂ Karl Hellmann præsenterede sig som den nye Lærer. Bestyreren saa paa ham.

✂ - Gud ske Lov, vi faar en pæn Mand herned! . . . og De har jo været i Paris. Det har knebet svært for os med de levende Sprog . . . og . . . vi gør dog virkelig ikke store Fordringer. For Skolen er fattig. Jeg haaber at De . . . ja, om Forladelse . . . at De har lidt i Ryggen . . . jeg mener, at De ikke er reduceret til at leve af den lumpne Løn, der gives her . . . Omgang maa De ikke vente at finde. Købmændene har Overtaget . . . men . . . naa . . . Det gælder bare om at være samvittighedsfuld . . . og finde Glæden i sin . . . samvittighedsfulde Røgtelse af sit Kald.

✂ De sidste Ord blev sagt i en Tone, der nærmede sig Prædikantens.

✂ Bestyreren tav et Øjeblik.

✂ - De har læst i de store Skoler i København?

✂ - Ja.

✂ - Men det bliver man ked af. Ikke?

✂ - Jo-o-

✂ - Hm! Ja. Ser De, hvis jeg tør spørge Dem . . . saadan Fritænker er De vel ikke bleven i Paris?

✂ - Nej. Snarere . . . Eller . . . de Spørgsmaal interesserer mig ikke.

✂ - Ja, saa gaar det nok godt . . . Det vil sige, De er da vel heller ikke Venstremand?

✂ - Nej.

✂ - Ja, saa gaar det nok godt. For fra Landet har Skolen ikke synderlig Tilgang, saa det er en Højreskole. Men Byen har jo mere Sans for det materielle end for det ideelle.

✂ - Det har jeg med.

✂ - Saa-aa-? Ja, saa gaar det vist brillant. Altsaa i Morgen Klokken 8 . . . saa skal jeg have Skemaet færdigt.

✂ Den gamle Bestyrer hilste med et halv venligt, halv sørgmodigt Smil og rakte den nye Lærer Haanden. Da han var gaaet, gik Bestyreren fra sit lille Kontor ind i Dagligstuen, hvor hans aldrende Frue sad og stoppede hans Underbenklæder.

143

✂ - Magdalene . . . se . . . der gaar han, den nye Lærer . . . rejs Dig!

✂ - Hvor han er fin!

✂ - Han faar nok slidt Luven af Klæderne om et Aars Tid . . . Det er vist en sær Snegl. Han sagde, han havde mere Sans for det materielle end for det ideelle.

✂ - Kanske han saa kan faa nogle Privattimer her i Byen.

✂ - Han er vist strandet paa Livets Hav, Magdalene.

✂ - Herre Gud!

✂ De to gamle Ægtefolk holdt hinanden et Øjeblik i Haanden. Skolebestyreren sagde:
- Ja, ja, Magdalene! Der er dem, der har værre Sorger for Udkommet end vi.

✂ - Ja, men Du kunde have siddet i Præstekald, Brønnum . . . hvis . . .

✂ - Ja, hvis jeg havde slaaet mere af paa min Overbevisning, end jeg har gjort . . . Men jeg synes, det er nok endda. At man ikke kan skælde hele Byraadet Halsen fuld!

✂ - Slaa af? Det maa vi alle gøre. Det maa den fine nye Lærer ogsaa.

✂ - Du kan tro, han har gjort det, min Pige! Ellers var han ikke taget her til Byen.

✂ De nikkede til hinanden og sukkede lidt. Fruen stoppede videre, og hendes Mand gik ind i sit Kontor for at gøre den nye Lærers "Skema" færdigt.

✂ Karl Hellmann kom snart til at befinde sig ret vel. Det var en lille skikkelig Skole, som gik i et jævnt, regelmæssigt Luntetrav, takket være dens Bestyrer, den hvidhaarede Cand. theol. Brønnum.

✂ Aldrig sagde han et ondt Ord til sine Lærere. Det var en fem, seks gamle Candidati philosophiæ, som sled deres seks Timer daglig for 1400 Kroner om Aaret, spiste til Middag i "Klubben" for en Krone om Dagen, spillede lav l'Hombre hver Lørdag Aften, drak en lille Toddy i Jernbanegaardens Restaurationslokale, efter at have undersøgt, om Aftentogene havde bragt et eller andet bekendt Ansigt bag Waggonernes Ruder, gamle bekendte fra Studentertiden.

✂ For det meste skuffedes Haabet. De gamle Academici gik fra Stationen til Klubben og "slukkede efter" med en halv Bajer.

✂ Mellem dem og Borgerskabet var der en gensidig, men vel dulgt Foragt. En af Realskolelærerne maatte levere Sange, naar 144 Vaabenbrødrene holdt Fest i Byens "Lystskov", naar Fugleskydningen foregik i samme Lystskov, naar Kongens Fødselsdag fejredes ved et Aftensmaaltid i Klubben. Han kunde skrive Vers paa Melodierne: "Der er et Land, dets Sted er højt mod Norden", "Kong Kristian stod ved højen Mast", "Vift stolt paa Kodans Bølge" osv., fordi disse Rhytmer var blevne saa nemme for ham som gamle udtraadte Slæber. Af og til fik han en af sine Kolleger, aldrig mere end én ad Gangen, til at følge sig med paa sit Værelse i en Baggaard; der morede det ham, mod Tavshedsløfte, at læse op en Parodi paa de officielle Viser, han havde skrevet. Naturligvis blev Tavshedsløftet aldrig holdt, Parodierne kom i Omløb, Borgerskabet morede sig over dem og var halv stolt, halv forarget over Hr. Garfeld; han blev ved Skolen trods det, at han efterhaanden var bleven noget "fugtig" og tog flere Toddyer end sine Kolleger.

✂ I Begyndelsen var Kollegerne sky for den nye pyntede Lærer, fandt, at han var en "sær Rad", men de mærkede snart, at han "kunde noget".

✂ Det var taalmodige Folk, vante til at vente.

✂ "Han bliver nok lidt mere gemytlig i Aarenes Løb."

✂ Drengene var skikkelige, men Karl Hellmann syntes først, at de var dummere end de københavnske. Efterhaanden opdagede han, at de blot var tungere og længere tilbage i Erfaring.

✂ Den gamle Bestyrer gik stille om, elskværdig og fordringsløs med sit tungsindig-venlige Smil, der forsvandt, naar han kom ind i en Klasse for at docere sit Hovedfag: Mathematik. Saa blev han alvorlig og hersede i det med Drengene, uden dog at slaa eller skælde ud. Det gik altid hans Disciple godt i hans Fag ved Realafgangseksamen.

✂ Midt i Skolegaarden - en Levning af den gamle Have - stod et mægtig blomstrende, men aldrig frugtbærende Pæretræ, og paa en af Siderne langs Stakittet til Bestyrerens Have, en anden Rest af det gamle store Anlæg, knejsede fire gamle Linde. Fra Lærerværelset iagttog Lærerne disse Træers Knopning, Løvspring, Udfoldelse, Blomstersætning, Falmens Løvfald og drøftede de vekslende Perioder med en Interesse, som gjaldt det kære og nære Venner.

✂ Det var en klosteragtig afsluttet Tilværelse seks Timer om Dagen. Efterhaanden som Genertheden svandt mellem Karl Hellmann og de ældre Kolleger, og han i det "store Frikvarter" Kl. 11 til 11,20 i Lærerværelset under Duft af Lærernes Smørrebrødspaalæg: 145 Rulle-, Spegepølse, holstensk og Schweizerost, af Snaps og bajersk Ø1, fortalte om sine Erfaringer fra Paris, blev han betragtet som det underholdende Element i Lærerkollegiet. Men han erfarede, at Lærere er akkurat som deres Drenge. Naar den skikkelige Bestyrer kom ind i Lærerværelset, gjorde de Tegn til ham, at han skulde holde op, naar han var ved at at fortælle en saftigere Anekdote fra Paris.

✂ - Den gamle er svær "ethisk", sagde Hr. Garfeld.

✂ Omgang med Kollegerne blev der intet af. Karl Hellmann havde været vant til at spise alene i København. Da dette ikke kunde opnaas i Klubben, bestilte han sin Mad hjem.

✂ Han havde faaet to kønne Værelser i en afsides Gade; lige over for Huset laa et overgroet gammelt Stengærde med Grøft foran. I Grøften voksede Nelder og Skræpper op som Fattigfolks Børn, op ad Stengærdet stod Hybenbuske, Udflyttere af Hyld fra nære Haver, enkelte Brombær og Hindbærbuske, en enkelt Hvidtjørn, groende op ubeskaarne, ugenerte, kvælende hinanden, givende Luft for hinanden, som det bedst kunde falde sig.

✂ Hans to Værelser saa pæne ud med Resterne af de gode Møbler, af Bibliotheket, af Arkitekturfotografierne fra de fede Aar i København.

✂ Men han havde en Fornemmelse af, at dette Interiør, som han selv støvede, pudsede af, fejede, blankede mange Gange, efter at hans Opvartningskone havde besørget det, vilde vække Følelser af Ironi - maaske af Misundelse - hvis han bød nogen derind.

✂ Kollegerne skoptiserede først over hans Levevis, vænnede sig dog snart til at indrømme enhver Lærer ved Realskolen Ret til Særhed. Hr. Garfeld sagde:
- Saadan nogle som vi! Pebersvende! Gamle Artspiskere! Vi maa blive nogle sære Stabejser. Det er en naturhistorisk Nødvendighed.

✂ Forsommeren kom, det gamle Pæretræ stod i Blomster. Der var godt Humør i den lille Realskole.

✂ Hr. Garfeld foreslog Lørdag Aften at gaa til Stationen og drikke Toddy. Karl Hellmann undskyldte sig med, at han havde noget at bestille hjemme - Studier sagde han.

✂ Da han var gaaet ud af Lærerværelset, brød en Latter ud.

✂ - Studere! raabte Garfeld. Som om man kunde studere i dette Hul!

✂ Søndag Morgen under Klokkeklang, mellem blomstrende Buske 146 over Havernes Hegn gik Karl Hellmann langs en Sti paa den anden Side det begroede Gærde. Der duftede fra alle Sider, der var Fuglesang under Buskenes Hang.

✂ Pludselig lugtede han Røg af Pibetobak. Han saa frem. Der gik hans Kollega Garfeld og røg af en lang Pibe. Hans Dragt var Morgensko og Slaabrok. Karl Hellmann kunde ikke undgaa at møde ham.

✂ - God Morgen, Broder i Apollo! raabte Garfeld. En dejlig Morgen efter en høj Nattekæfer.

✂ Kognakstoddyen fra den foregaaende Nat stod ham ud af Halsen. O, Pæretræ! O, duftende Buske!

✂ - Gaar De aldrig i Kirke, Hellmann?

✂ - Næ-æ-

✂ - De kendte ikke Andreas Popp, Vinhandleren?

✂ - Nej.

✂ - Har aldrig været i hans Kælder? En egen Karl! Med ham forsvinder et Stykke af den gamle By. Han blev begravet i Forgaars.

✂ - Saa-aa?

✂ - Ja, det Skind! Han forsmaaede ikke sine egne Varer. Stort Følge. Amtmanden med Epauletter og Ordener! Orgel og Basun til Kantaten! Teksten var af mig.

✂ - Det var kedeligt, at jeg ikke var med.

✂ - Det var det s'gu. For her i Byen er man ikke vel set, naar man ikke følger de notable Lig. Nu skal De høre. Jeg skrev s'gu Kantaten. Gider De høre et Vers?

✂ - Med Fornøjelse!

✂ - Jeg skal s'gu synge det. Hør nu:
Hr. Garfeld sang paa en Koralmelodi:

✂ En ædel Mand, der aldrig svlgted,
thi han var fast i Sæd og Tro,
en Mand, som, naar han sig forpligted,
gik Pligtens Vej saa støt, saa tro.
Nu er han flyttet fra sit Hus
til Himlens Fjeld fra Jordens Grus.

✂ Det er ikke saa galt? Vel?

✂ - Næ-æ.

✂ Hr. Garfeld fortsatte:
- Men, da han, den nye Digter døde i Fjor her i Byen . . . jeg har s'gu ikke læst et Ord af ham . . . men alle Kritikere 147 var dog enige om, at det var en genial Karl - saa blev Jammerherren, Amtmanden og alle Uniformsidioterne hjemme . . . Siger De igen, hvad jeg siger, saa bander jeg mig ind i Helvede paa, at alt, hvad De siger, er Løgn . . . Men De kan tro, vi havde Grin ude i anden Klasses Ventesal i Nat. De andre Lærere vilde "drive" med mig og sagde: "Andreas Popp var dog en Drukkendidrik, skønt han var Borgerkaptejn"i Det véd jeg s'gu nok, svarede jeg. Men nu skal I høre. Saa improviserede jeg følgende Parodi paa det Vers, jeg sang før:

✂ Han var en Mand, som aldrig svigted,
drak ud en Toddy stolt med Ro,
saa et Glas Ø1, men sig forpligted
til fire "Kvarter" efter to.
Men aldrig saa jeg i hans Hus
ham tynget af den mindste Rus.

✂ Naa . . . er De skandaliseret, Hellmann?

✂ - Næ-æ . . .

✂ - Ser De . . . jeg er nu dobbeltsidig, eller snarere mangesidig . . . Nej . . . se, god Morgen, lille Olga! Se . . . se, Hellmann! Er hun ikke sød?

✂ Et Pigebarn paa en 13-14 Aar kom gaaende med en Buket Markblomster i den venstre og en opslaaet Bog i den højre Haand.

✂ Hun havde en bredskygget Straahat paa Hovedet, med paillegule Baand, havde en ren hvid Søndagskjole paa med et bredt højrødt Bælte om Livet. Da hun løftede Hovedet for at hilse, saa Karl Hellmann en nydelig fin lille Næse, blot med en ganske lille Pukkel midt paa, et Par meget mørkebrune tankefulde Øjne. Han syntes, han havde set de Øjne før.

✂ - Kan Du Dine tyske Verber, Olga? spurgte Garfeld. Ich sehe, ich sah, ich habe gesehen . . . Husk bare paa Forskellen mellem den svage og den stærke Konjugation. Det er især Imperfektum, det kommer an paa . . . Setze, setzte, gesetzt . . . sitze, sass, gesessen . . . Hvem læser Fransk med Dig, Olga?

✂ - Det gør min Moder.

✂ - Vil man se . . .

✂ - Hvem er den lille Piges Moder? spurgte Karl Hellmann og saa stift paa Barnet.

✂ - Aa, . . . vent lidt, Hellmann! . . . Olga . . . faar jeg et Kys?

✂ Barnet saa alvorlig-frygtsomt op paa Læreren.

148

✂ - Vil Du ikke, Olga? Vil Du ikke kysse Din gamle "Lerer"? . . . Den Herre kan holde Din Buket . . .

✂ Karl Hellmann tog den lille Buket af Margueriter og Koblommer, tænkte: Jeg kender de Øjne, jeg kender dem. Men hvorfra?

✂ Den lille Pige vendte Kinden mod Garfelds kyshigende Mund.

✂ - Det er godt nok, det, Olga, sagde Realskolelæreren og sukkede. Hils hjemme! . . .

✂ Pigebarnet gik videre med sin tyske Grammatik og sine Blomster. Gærdet med de mange Buske gjorde en Krumning. Hun forsvandt bag en udludende Hyld, kom frem, solbeskinnet og hvidt lysende, svandt saa igen.

✂ - De spurgte om Moderen . . . Giv mig lidt Ild paa Piben af Deres Cigar! . . . Ja . . . hun er Enke . . . lever stille . . . hedder . . . ja, hvad Fa'en hedder hun? . . . hun er Enke efter en . . . ja . . . hvad Fa'en var han? . . . Skovfoged . . . men ikke en Bonde . . . en Forstkandidat . . . Jo, nu husker jeg Navnet, hun hedder Fru Borch. Den lille Olga kommer og læser Tysk hos mig to Timer om Ugen. Amtmanden betaler for hende. En Krone Timen . . . næsten syv Bajrer, Broder in Apolline! . . . Det er en yndig lille en. Bare man havde en Unge, Hellmann, om den saa var illegitim - hedder det ikke saadan paa Fransk? Skal vi tage en marineret Sild til Frokost paa Klubben og en ganske lille Genever til?

✂ - Tak, jeg har spist. En anden Gang!

✂ Kollegerne gik hver til sit.

✂

XXV.

✂ Karl Hellmann vidste, at hans Ungdoms Flamme boede i Byen; det lykkedes ham at lade, som havde han glemt det.

✂ Johanne Borch var flyttet til den Købstad efter sin Mands Død, fordi Andreas Borchs overordnede, Skovriderens Fætter var Amtmand og boede der. Samme Amtmand var Kammerherre. Ved Hjælp af et rigt Giftermaal med en adelig Dame var han fra Herredsfoged i Jylland bleven Amtmand i Sjælland. Skovrideren havde talt Johannes Sag. Amtmanden var en rig Mand og en 149 skikkelig Mand. Da han hørte Johannes Skæbne, lovede han at give hende "300 Daler" om Aaret, og, for at hun ikke skulde blive ydmyget ved at tage mod det som en Almisse, lod han hende føre Embedsbreve fra sit Kontor ind i sin Kopiprotokol. Hun skrev lige saa smukt som nogen Kontorist. Byfogden i hendes Fødeby, Kammerjunker Gravenhorst, som aldrig kunde blive Kammerherre, men som fik sin Titel omsat til Etatsraad, lige før en Lov berøvede Embedsmændene Ret til den Slags Udmærkelser, gav hende 100 Daler om Aaret, "for det havde virkelig været en smuk Pige og figureret brillant paa Ballerne. Ak ja, den Gang var man forholdsvis ung."

✂ Saa skaffede Kammerherreinden og andre gode Embedsmændsfruer Enken en Del Broderiarbejde. Johanne kunde uden at lide Nød opdrage sin lille Olga. Hun boede i en Udkant af Byen i en kun halv bebygget Gade, men hvor Husene i Højde stræbte mod de københavnske og i arkitektonisk Skønhed efter samme Hovedstads Husfaçader i Sidegaderne paa Nørrebro.

✂ Hun trængte sig ikke paa sine fornemme Beskyttere. Hun aflagde Kammerherreinden de behørige Visiter, blev venlig modtaget, men aldrig indbudt til Selskab, hvad der i Begyndelsen gjorde hende lidt ondt, men senere var hun glad over det. Og Kammerherreinden var vel fornøjet med hendes beskedne Holdning, betalte Abonnement paa "Læsetasken" for hende, og, da Olga voksede til, tilbød hun at betale private Timer for hende til Realskolens Lærere, da den lille røbede "smukke Anlæg", og Byens eneste nogenlunde fashionable Pigeinstitut dog var saa som saa. Johanne underviste selv sin Datter - ogsaa i Religion, som efter Kammerherreindens Mening var det vigtigste af alt, men, tilføjede hun, "deri er en Moder maaske den bedste Lærer indtil Konfirmationsalderen" . . . . "De hører, min lille Ven, hvor skrækkelig revolutionær jeg i Grunden er", sagde Kammerherreinden videre . . . . "min Mand skænder paa mig og kalder mig en Venstrekvinde . . . . da vi var i Rom, kaldte han mig antiklerikal. Men jeg gaar efter mit Hjærte, min lille Ven, for saa vidt er jeg Venstrekvinde. Ha, ha, ha! Naar jeg taler saaledes, saa maa min Kammerherre give sig."

✂ Med en vemodig Resignation fandt Johanne sig i Gentagelsen af sit Liv som ung Pige: at sidde som hendes Moder havde gjort og undervise den lille Olga.

✂ Det var den samme Stilhed i Stuen, de samme Øvelser i Grammatik og Regnekunst, Hun var ikke fin nok til 150 Embeds-Embedsmændene og de store Købmænd, for fin til de smaa Købmænd og Haandværkere. Hun følte sin Stilling, vilde vel heller ikke have fulgt en Bagers eller Smeds Indbydelse.

✂ Hun spillede en Eneboers Rolle. Da hun var ung Enke, talte Byens Damer noget om hende, ymtede om et muligt Giftermaal med en Realskolelærer, en Fuldmægtig paa Byfoged-, Post- eller Toldkontoret; men Snakken døde, mens Aarene gik.

✂ Hun lavede i sit Stilleliv en Smule Livsanskuelse for sit Vedkommende. Hun havde noget at bebrejde Vorherre. Han havde gjort saa lidt for hende, lagt saa lidt Glans over hendes Liv, og hun havde dog ikke gjort noget andet, end at hun havde giftet sig med en Mand, som hun ikke elskede, som Romeo elskede Julie. Hvorfor skulde det gaa hende saa skralt i Verden? Hun var dog vis paa, at Kammerherreinden heller ikke havde taget Romantik med i sit Ægteskab.

✂ Hun kunde da ikke tænke sig, at Gud var en Person. Af populær Læsning destillerede hun noget som en Verdenssjæl, et Verdenslys. Hun følte tidt i sin Ensomhed Trang til Udgydelse i Bøn eller Taksigelse, naar hun saa, hvor den lille Olga voksede sig køn og sund.

✂ Hun henvendte sig da til Solen, til den over Skoven svævende lyse Dunstrand, til de mange Farver i Blomsterne i Haverne, som hun spaserede forbi, de Farver, som hun samlede i sit Minde, naar hun kom hjem. Selv havde hun ingen Have.

✂ Naar hun læste Religion med den lille Olga, gjorde hun det som en Pligt. Katekismens Ord blev døde og klangløse for hende. Med Salmerne gik det bedre. Toner fra Brorson som:

✂ "Her maa ties, her maa bies"

✂ eller:

✂ "Den dejligste Rose er funden"

✂ eller:

✂ "Gik alle Konger frem paa Rad"

✂ eller Ingemanns smaa religiøst-lyriske Digte, dem holdt hun af og lærte den lille Olga at synge dem.

✂ Der blev ingen Klarhed i hendes Tanke, men det brød hun sig ikke om. Hun trøstede sig med en selverhvervet Tro paa noget alment godt og kærligt i Tilværelsen, som nok vilde vaage over hendes lille Pige og skænke hende en bedre Livslod end den, der var bleven hendes Moder til Del.

151