Schandorph, Sophus SKOVFOGEDBØRNENE (1884)

✂

I.

✂ Til venstre for Hovedkørevejen gennem "Strandholt Hestehave" laa to Huse, saa tæt op mod hinanden, saa indfiltrede i Humleplantninger og Buksbomhækker, at de forbifarende havde ondt ved at skelne Husene fra hinanden. Havernes Frugttræer leverede i Forsommeren en tæt, sammenløbende Masse af hvidt og blegrødt, i Midsommeren af svulmende grønt. Gavlen paa det Hus, der laa mod Indkørselen, dækkedes af Espalierkirsebærtræer, saa frugtbare, at de brunrøde Bær i Juli blinkede ud, tæt ved hverandre som Granatstene i en Brosche. Senere hen paa Aaret skilte Husenes smaa, aldeles ens Façader sig fra hinanden i to Vinduesfag paa hver sin Side af en blaamalet Dør, de hvide Bindingsværksvægge spættedes af gule, rosen- og karmoisinrøde Stokroser, en Vagt af ranke Gardister. I de smalle Parterreanlæg langs Façaden struttede de pibede mangefarvede Georginer op. Først efter Løvfaldstid skelnede man den smalle Sti, der skilte de to Huses Haver, først da opdagede man, at Huset nærmest Indkørselen var ældre end det andet, at Mosset groede tættere og mørkere paa dets Tag.

✂ Først kom altsaa det "gamle", saa det "ny" Skovfogedhus.

✂ Klavs Splüth, en født Holstener, Skytte paa Herregaarden Strandholt, der ejedes af Lensbaronerne Horsten, havde fra sit 23de til sit 33te Aar tjent i den nævnte Egenskab, da han avancerede til Skovfoged ved Strandholt Hestehave. Med Posten maatte han tage den halvfjerdsindstyveaarige Skovfoged Niels Jørgensens tre og fyrretyveaarige barnløse Enke med i Købet. Efter et Aars Samliv velsignedes Klavs Splüths og Mette Jensdatters Ægteskab med et Pigebarn. Enkebaronessen, den 208 daværende Lensbarons Moder, holdt hende over Daaben. Efter hende kom Barnet til at hedde Charlotte Amalie.

✂ Klavs Splüth følte sig som en Mand udenfor Bondestanden. I ubevogtede Øjeblikke omtalte han de sjællandske Bønder i meget foragtelige plattyske Udtryk. Han havde idealiseret sin Kones Navn Mette til Meta og forbød hende bestemt at forkorte Barnets Navn til Lotte eller Malle. Ganske konsekvent i sine antinationale og aristokratiske Principer var Klavs Splüth imidlertid ikke. Længe havde han ladet den danske-plebejiske Nationaldrik vederfares mere end skyldig Retfærdighed. Maaske Nemesis, opbragt over denne Utroskab eller Inkonsekvens, derfor allerede fældede Klavs Splüth otte Aar efter hans Ægteskab.

✂ Meta Splüth havde ikke sin Mands fine Fornemmelser. Bred sjællandsk som hendes Dialekt var ogsaa hendes Figur, hendes Væsen og hendes Ansigt. Hun strøg den fremmede Ham af sit gode sjællandske Navn, kaldte sig Mette, som hun var døbt og skreven ind i Kirkebogen, og indskrænkede Datterens Navn til det for hende og hendes Kreds mere mundrette Lotte. Skovfogedenken havde den Tilfredsstillelse, at Barnets Gudmoder, den gamle Enkebaronesse gav hende Medhold, da hun faa Dage efter Klavs Splüths Begravelse lod sin Vogn standse nogle Minuter foran Skovfogedhuset, og Konen i sin Skynding kaldte paa Barnet med det forkortede Navn. Hun sagde:
- Ret saa, Mette! Hun viser Takt paa fin Maade, gode Mette. Jeg sætter Pris derpaa. Farvel, Mette. Farvel, lille Pige. Hvad der kan gøres for Jer, skal blive gjort. Kør saa, Hans!

✂ Og hun kyssede midt paa Fingeren ad Barnet, vinkede hilsende til Mette, der saa efter Vognen gennem den mod Lyset skyggende Haand, mens hendes Gyldenstykkes Huebul flammede som Ild i Aftensolen.

✂ Hjulkarmene klang, Hjulene sprøjtede Vand op fra Sporene, og Enkebaronessen kørte videre i skarpt Trav. Efter hendes Tilsagn trøstede Mette Jensdatter sig brat over sin anden Mands, Klavs Splüths tidlige Død.

✂ Heller ikke varede det længe, før hun blev kaldt op paa Godskontoret, hvor Forvalteren lovede hende, at hun skulde faa Lov til at bo i sit Hus, saa længe hun levede, have Indtægten af det halve af sin Have og det lille Vænge bagved den, hvor der var rigelig Græsning til en Ko, samt Ret til at levere Vand paa Maskine til Skovgæster fra Omegnen. Ifølge ældgammel 209 Skik paa det friherrelige Stamhus rykkede Skytten Lars Iversen, der var Enkemand og havde en Dreng Peter, lidt ældre end Lotte Splüth, frem til Skovfoged. For ham blev et nyt Hus bygget i en Del af den gamle Skovfogedhave saa tæt op til det gamle Skovfogedhus og saa ens udseende med dette som muligt. Thi Bygningsmaaden af de forskellige Funktionærboliger paa Baroniet Strandholt fulgte et bestemt System, alt efter Beboernes Trin paa den strengt bevarede hierarkiske Rangstige: Godsforvalter, Skovrider, Avlsforvalter, Gartner, Skovfoged, Skytte, Skovløber o. s. v.

✂ Saa skete det, at Peter Iversen og Lotte Splüth voksede op næsten som sammenbragte Børn fra deres 7de-8de Aar.

✂ De fulgtes ad til og fra Skole, Haand i Haand. I Skoletimerne var der en tavs Sammensværgelse imellem dem til fælles Værge mod alle Angreb. "Den gamle Skovfogedtøs" og "den ny Skovfogeddreng" slyngede "Bondeknold" og "Bondemalene" ud som Forsvar mod Flertallets Angreb imod dem. Om Sommeren, naar Solen brændte hed, gik Peter under Lottes gamle violette Silkeparaply, en Foræring fra den nuværende Enkebaronesse, til hendes Moder. Om Vinteren, naar Snedriver eller Pytter fra Tøsjap vanskeliggjorde Vejen, red Lotte paa Peters Ryg over de slemme Steder.

✂ Og baade Sommer og Vinter løb de om i Skoven, somme Tider sammen med Peters Fader, en tvær og ordknap Karl, somme Tider alene to. De vippede paa Vindfælders tynde Toppe, rystede Agern og Bog ned, klappede i Duet ad Harer i Sædet, efterlignede med høje Raab Skud for at faa Raaerne i Løb, saa de strøg Haarene mod Underskovens Buske, mens det visnede, sejgt fasthængende Løv raslede som tynde Messingplader under den susende og strygende Fart igennem dets Masse.

✂ Skændsmaal, smaa Haandgemæng løb med iblandt; saa fulgte fornem Surmulen, værdig Tilbageholdenhed efter; aldrig opførte de rørende Forsoningsscener; men Hovedstrømmen betvang taalmodig de smaa Strømhvirvler, og umærkelig sejlede de atter videre, baarne af samme Hovedstrøm som de gule Blade, der, afrevne af Vinden, om Foraaret svømmede frem med Grøftens snesmeltede, syngende Strømfald og ubarmhjærtig dreves videre, trods alle foreløbige Tilbagegange og Cirkelbevægelser.

✂ Mette Splyd - saaledes var hendes Navn efterhaanden blevet formet - stod i et tavst Etiketteforhold til sin Nabo Lars Iversen. Egnens Folk iagttog dem i lang Tid, men maatte 210 indrømme, at de aldrig kom hinanden for nær. De nikkede ad hinanden, naar de mødtes, talte om Vind og Vejr, om Høstudsigter og Markedsdatoer, men aldrig om Driften af deres Haver eller om Behandlingen af Skoven. Lars Iversen havde hemmeligt virket for, at den fungerende Skovfoged skulde have det hele Stykke Have og Vænge, som nu var delt mellem Formandens Enke og ham; han havde endogsaa faaet Godsforvalteren paa sin Side, men Herskabet stod fast. Der var aldrig faldet direkte Ytringer om denne Sag, Lars Iversen havde følt sig for hos Godsforvalteren, denne havde følt sig for hos den den Gang unge Stamhusbesidder, denne havde følt sig for hos sin Moder; lidet var blevet sagt, men det blev ved, at Splüths Enke beholdt sin Del af Haven.

✂ Børnene ænsede ikke Grænseskellet. Den dobbelte Have, der løb ud i Vænget, med de mange Frugttræer, den megen Humle, var Fællesterræn for deres Lege. Ribsene, Stikkelsbærrene, Pærerne og Æblerne paa den ene og den anden Side af Hegnet var Fællesejendom eller rettere fælles Ejendomsbrud fra Peter Iversens og Lotte Spryds Side, thi de spiste af dem af Hjærtens Lyst trods Peters Faders og Lottes Moders strenge Forbud mod at æde af Havens Træer. Efter Nydelsen af den forbudne Frugt fulgte livlige Kampe, hvor Stikkelsbærskaller, Æble- og Pæreskrog røg gennem Luften som Kasteskyts under Hvin og Latter.

✂ Godsets Skovrider kom af og til paa Inspektion i Hestehaven og havde i den Anledning Forretninger med Lars Iversen. Han kendte Lars Iversens inderlige Attraa efter hele Havestykket, og, hver Gang han efter endt Forretning steg til Vogns paa Vejen lige ud for "det ny Skovfogedhus", sagde han paa Dril til Lars Iversen, mens han pegede ud mod den store Havegrund:
- Ja, Skovfoged . . . De har det jo som Blommen i et Æg.

✂ - Jeg klager ikke, Hr. Skovrider, men det er dog et lovlig lille Havestykke til et Skovfogedhus.

✂ Saa afbrød Skovrideren ham med sit:
- Farvel, Iversen! og kørte videre.

✂ En Gang saa Lars Iversen usædvanlig sur ud efter sin stereotype Replik: Jeg klager ikke, Hr. Skovrider, men . . .

✂ Skovrideren lo og spurgte:
- Naa . . . Iversen . . . hvad saa?

✂ Lars Iversen knyttede Haanden om sin ru Hage og sagde:
211 - Ja ... Hr. Skovrideren siger . . . at jeg har det som Blommen i et Æg . . .

✂ - Ja vel, Iversen. Men De vilde gerne have to Blommer i ét Æg, i Deres Æg, Iversen, hvad?

✂ - Ja, saa kunde jeg da tjene noget paa Æggepunsch hisset ovre, svarede Skovfogden og gjorde en Bevægelse med Hovedet over mod Mettes Hus. Han tilføjede sagte:
- Man siger . . . men se, Hr. Skovrider . . . det er Ting, som jeg ikke forstaar mig paa, at Skomagere og Glarmestre synes, at Æggepunsch og Fuglevildt passer godt sammen . . . saadan om Vintermorgenerne ved Lys . . . ja . . . jeg siger ellers ingen Ting, for man skal kunne bevise, hvad man siger.

✂ Skovrideren bøjede sig ud over Agestolens Rand helt ned mod Skovfogdens Øre og hviskede:
- Holder hun Kro for de to forbandede Krybskytter fra Købstaden ?

✂ - Jeg kan ingen Ting bevise endnu, svarede Lars Iversen, der stod med Hatten i Haanden, men, naar den Fortjeneste lægges til hendes Asparser og Jordbær . . . Gerrigskab er en slem Last, Hr. Skovrider. Nogle Mennesker er fødte saa urimelig begærlige og kan aldrig faa nok. Men, jeg har ingen Vidner. Farvel og Tak, Hr. Skovrider!

✂ Der var nu imidlertid to Vidner. To smidige trettenaarige Kroppe havde ligget og rodet i det nedfaldne Løv som Snoge, og de vare ikke mindre snilde end den Krybdyrfamilje, hvortil Snogene høre. De havde lige været Uvenner, vare blevne det under en Kamp, mens de havde dænget hinanden til med det fugtige og smudsige Løv, en Leg, der begyndte som Spøg og endte med Alvor, fordi nogle snavsede Blade havde afsat Mærker paa Lotte Splyds ganske rene Halsstrimmel. Skovriderens og Skovfogdens Samtale havde bragt Kampen til at standse og lokket de kæmpende til lydløst at lytte, men Fjendskabet rugede i begges Sind.

✂ Da Skovrideren var kørt, og Lars Iversen var gaaet ind ad sin Dør, sagde Peter til Lotte:
- Hvad vilde Du sige, hvis Din Moder blev smidt fra det og kom paa Vand og Brød?

✂ Pigen fór op og sparkede en Masse Løv hen i Hovedet paa Drengen og sagde:
- Din Bondeknold!

212

✂ Hun løb ind til sin Moder og berettede, hvad der var blevet sagt. Mette fortrak ikke en Mine, men sagde:
- Udenfor Skoven, ude paa Marken der har alle Lov at skyde, og jeg har Lov til at stege Fuglene og lave Punsch til Skomager Lind og Glarmester Ellingsen. Men det er godt, at jeg véd, hvad jeg véd.

✂ Næste Dag gik Mette op paa Herregaarden, fik Adgang til Enkebaronessen, mødte i Borggaarden den tykke Godsforvalter, der lo til hende og sagde:
- Det gaar ikke med det Krohold, Mette! For de Fugle inde i Skoven og de Fugle udenfor Skoven er det jo ikke saa let at holde Rede paa. Men I er lige saa klog som et Menneske, Mette! Men pas paa! efterhaanden som der kommer nye Funktionærer her paa Godset, saa maa de gamle bide i Knoerne og huske paa, at Tiderne forandre sig.

✂ - Ja, man faar vel ikke Lov til ret meget mere, Hr. Forvalter.

✂ - Nej, det gaar ud over Sparekassebogen, Mette. God Morgen, Mette, og lær at følge med Tiden, hæ, næ, hæ!

✂ Mette var reddet. Hun opgav de mistænkelige Gæster, Skomager Lind og Glarmester Ellingsen, de to ihærdige Yndere af vilde Fugle. Men det var et Savn for Lotte. Thi Glarmester Ellingsen havde, opmuntret af Fuglesteg og Æggepunsch, paa sin Maade skildret sine Eventyr i fremmede Lande fra den Tid, han som vandrende Haandværkssvend havde været i Tyskland, Schweiz og Italien. Naar hans Ven Skomageren sov af Fuldskab og Mette af Træthed, flød hans Tales Strøm og overrislede det lyttende Pigebarn, som syntes, at det var det morsomste, hun endnu havde hørt, uagtet Ellingsens Historier stadig var de samme og ingen Pointe indeholdt. Men det var for Lotte Budskaber fra det gamle, romantiske Land. Glarmesteren havde en Gang fortalt hende, at hun egentlig hed Carlotta, for det havde en Kælling hedt, som han logerede hos i Venedig, og næste Dagen, da Peter Iversen kaldte hende Lotte, meddelte hun ham, hvad hun havde lært af Glarmesteren. Drengen grinede og paastod, at Carlotta var et Hundenavn. Hun smed ham et raaddent Æble i Hovedet, surmulede et Par Dage, men opgav saa at faa den italienske Form af sit Navn gennemført, ligesom Moderen i sin Tid havde opgivet den franske.

✂ Men Fjendskabets Braad borede sig dybere ned i Lotte, da hun efter hin Samtale mellem Lars Iversen og hans overordnede 213 havde indset, at hun aldrig mere fik Nydelsen af Glarmester Ellingsens Romantik. Peter Iversen var jo ganske vist aldeles uden Skyld i sin Faders Angivelse, men Logiken var ikke den fjortenaarige Piges Sag, og Vreden maatte rettes derhen, hvor den kunde ramme.

✂ Det var forgæves, at den lange tynde Peter med de hørfarvede Krøller ned ad Nakken paa sin graa Trøjekrave og med de tykke Uldsokker i de slubrende Sko holdt Riddervagt uden for, Mette Splyds Hus om Morgenen nogle Dage efter hin Begivenhed, da han i Følge en Analogislutning havde ment, at nu maatte Vredens Skyer have spredt sig. Lotte løb med sin dinglende Skolepose forbi ham, lod, som hun ikke saa ham, og, naar han naaede hende paa Vejen, hug hun efter ham med Posen og sagde:
- Bondeknold!

✂ Han vilde holde en Forsvarstale, men, mens han endnu grundede paa den, tralrede hun højt op og overdøvede hans begyndende Argumentation ved at synge højt, hvinende og skærende :

✂ Og Dingelingeling for Masse,
drik ud din Kaiebasse

✂ o. s. v.

✂ Efter et rasende Kapløb naaede de forpustede Skolen.

✂ Lotte holdt ved Fjendskabet endnu til Foraaret, da hun og Peter skulde gaa til Præsten og forberedes til Konfirmation. Etiketten var oppe imellem dem. Peter Iversen havde resigneret fundet sig deri. Han fulgte efter Lotte langs den en halv Mil lange Vej, i en Snes Skridts Afstand bag efter hende.

✂ Lotte var bleven en meget køn Pige og havde vokset sig stor og fyldig. Der var kommet Ild og Liv i de tidligere noget dvaske og glansløse brune Øjne; Haaret groede i vilde, men sirlige Krøller som Humlens Slyngtraade ned over Pande og Kinder. Godsforvalterens yngste Søn, som samtidig gik til Konfirmation, kaldte dem Proptrækkerkrøller. Barmen havde begyndt at afdele sig temmelig tydelig gennem Kjolens Overliv; Fødder og Hænder var endnu noget større, end ønskeligt var, de sidste vare temmelig røde, og den Sølvring, hun bar paa Langfingeren, fremhævede deres Uskønhed. Peter Iversen var endnu en ranglet Dreng, lang, mager, med dinglende læggeløse Ben, store Fødder, 214 der traadte hinanden over Tæerne, Hænder mørkerøde som Rødbeder og lysegraa, glasgloende Øjne.

✂ Mette Splyd begyndte allerede at indprænte sin Datter, at hun skulde holde Karlene fra Livet; hun havde set den livréesmykkede Tjener fra Strandholt kysse paa Fingeren ad Lottes brune Øjne, der tindrede ud over Buksbomhækken foran Huset imod ham en Gang, da han sad bag paa Baronens Vogn, mens den i sin dæmpede, smaaklirrende Fart jolrede forbi det "gamle Skovfogedhus".

✂ - Lad vær' at glo med det Øjesyn! havde hun sagt til sin Datter og fundet sig i hendes sure Protest, der formede sig saaledes:
- Saa laan mig Dine Øjne, naar jeg ikke maa glo med mine egne.

✂ Lakajen, eller som Bønderne kaldte ham "Lakøjen", Anders Karlsen, var anset for en stor Don Juan af Stamhusets Beboere. Samvittighedsfulde Mødre af Bondestanden betegnede ham for deres voksne Døtre som "det galeste Asen, Jorden kunde bære".

✂

II.

✂ Efter Ferien, da Konfirmationsundervisningen atter begyndte, lurede Peter paa Lotte. Hun løb som før langt foran ham; han travede trofast efter og bevarede den Afstand, som han instinktmæssig følte, at Lotte ønskede der skulde være mellem ham og sig.

✂ Saa løb de ad Landevejen mellem Jordgærder, hvor Brombærbuskenes hvide Blomster skinnede ud, og hvor en enkelt Pil fra de levende Hegns Tid stod og drev med sin kullede Krone med de hvidgraa slattede Blade modløst dinglende ned, eller hvor en rundhovedet Poppel, forknyttet i Højden, men stærk og knudret i Stammen enfoldig bredte sig uden Selskab og gloede ned i Markoverkørselens brune Hjulspor og tørre gulgrønne Grøftebund.

✂ Det gik tilbage fra Præsten i samme Travtakt og med samme samvittighedsfuldt holdte Afstand.

✂ Lige midt mellem Hovedsognets By og Strandholt Hestehave gjorde Vejen en brat Svingning, ligesom den løb forbi en lille, 215 kirkeløs Landsby, bestaaende af tre Gaarde og syv Huse. Et gennemtrængende Barneskrig lød Lotte og Peter i Møde, og brat tonede frem paa Vejen en lille Unge med uldhvide Krøller paa Hovedet og den graa Tvistes Kjole sluskende om de tynde, teglfarvede nøgne Ben, der gik med to Trommestikkers Fart.

✂ - Hvad græder Du for, Jørgen? Hvad er der i Vejen? spurgte Lotte.

✂ Hun gennede Drengen, denne sprættede og skreg endnu højere:
- Uh-uh . . . der er han, der er han!

✂ Peter Iversen var naaet hen ved Siden af Lotte. Ungen vred sig ud af hendes Hænder og vilde løbe videre. Da standsede Peter ham. Han raabte igen :
- Uh, uh . . . der er han, der er han! Han, som Mo'er siger er saadant et galt Asen.

✂ Om Hjørnet drejede i langsom, lidt smaatrippende Gang Tjeneren paa Strandholt i fuldt Livrée: drapfarvet, bredskødet, med store vaabensmykkede Sølvknapper rigt besat Kjole, Gamascher knappede op over Knæene, hvor de mødtes med de sorte Fløjelsbukser, rød Vest og blaa Kasket med Sølvtresse.

✂ - Anders T'enner ta'r mig, Anders T'enner ta'r mig, hvinede Drengen og søgte at kæmpe sig løs fra Peter Iversen, som han nys havde gjort fra Lotte.

✂ Anders Tjener var meget for stor til at lade, som om han bemærkede et saadant Fænomen som den lille Jørgens Angest for ham. Han skred frem midt ad Vejen med en Mine, som om den udelukkende tilhørte ham. Men den omtrent udvoksne, kraftige, brunøjede Skovfogeddatter, der stod der paa Vejen med det brune Haar med det gyldne Sollys paa, laa det ikke under hans Værdighed at dvæle ved. Han stod stille foran hende, tog med en skødesløs, halv militær Hilsen til Skyggen paa sin sølvtressede Hue med den ene Haand, tog Cigaren ud af Munden med den anden og sagde:
- Sikken dan en lige udsprungen Rosenknop Du er bleven til, min rare Pige!

✂ Og med en Hurtighed og Resoluthed, som røbede Øvelse og Erfaring, slog han sin Arm om hendes Liv og trykkede sin med en tyk blond Knevelsbart prydede Mund mod hendes Læber.

✂ Et Hvin, der overdøvede den lille Jørgens Graad, undslap hende. Hun kæmpede for at slide sig løs. I en Fart slap Peter Iversen Drengen. Denne smed sig i sin Fortvivlelse paa Ryggen 216 midt paa Vejen, brølede op i vilden Sky og sprællede i Vejret med alle fire Lemmer. Peter havde betænkt sig en Stund, men Ridderlighedsfølelsen besejrede Frygten for en ulige Kamp; han løb til, slog bag fra Huen af Lakajen, saa den røg langt hen ad Vejen, og, inden Anders Karlsen kunde besinde sig, laa han selv, saa lang han var, som Følge af, at Peter havde spændt Ben for ham. Men i en Fart var han paa Benene, fik fat i Peter og trakterede ham rigelig med Spark og Ørefigen, kylede ham som en Vante ned i Grøften og fortsatte sin Gang, mens han børstede sine af Vejskarnet fælt tilredte Fløjelsbukser og Kjoleskøder med Hænderne.

✂ Peter Iversen rejste sig og børstede sig med en resigneret stille Holdning som en, der har lidt, fordi han har gjort sin Pligt. Lotte stod ubevægelig som en Statue med blussende Kinder og med Taarer dirrende i de lange sorte Øjenhaar. Mens Peter foretog Ordningen af sit Udseende, rørte hun sig ikke, overmandet, som hun var, af Forbitrelse, Skam, Anger og Ydmygelse. I samme Tjeners spejdende Øjne havde hun i sin Tid bag Havehækken læst noget, der smigrede hende og løftede hende i hendes egne Tanker, og nu havde han baaret sig saadan ad mod hende, og det havde han ladet Peter se paa, og saa var der blevet Slagsmaal for hendes Skyld . . . det vilde rygtes over hele Godset.

✂ Da Peter nærmede sig hende, var det hendes første Indskydelse at skubbe til ham og befale ham lade hende være i Fred; men, da hun saa dette skikkelige lyse Øje, der syntes at bede om Forladelse for, hvad han havde gjort, uden at det havde en Taare eller blot en Antydning af Bitterhed over, hvad der var overgaaet ham for hendes Skyld, følte hun alt inden i sig smelte. Hun rakte ham Haanden, saa længe stort og stift paa ham, lod hans Ansigt nærme sig hendes, uden at hun trak det tilbage, og, da han frygtsomt bedende standsede, kom hendes Ansigt hans i Møde.

✂ Det var ikke let at sige, om det var ham eller hende, der egentlig gav Kysset.

✂ Men lige efter det dristige Skridt røg de hver til sin Side ildrøde i Hovederne. Hun løb hjemad, han bag efter i samme Afstand som ellers, i den glødende Sol og den varmesitrende Sommermiddag.

✂ De følgende Gange gik de naturlig Side om Side til og fra Præsten, talte ikke et Ord om, hvad der var sket, men var paa 217 den anden Side bange for at tie og falde i Tanker. Hver Pavse blev hurtig udfyldt, og, havde de intet andet Stof ved Haanden, hørte de hinanden i de af Præsten foresatte Salmevers, Bibelsteder og Katekismusparagrafer, og de ramsede de sidste op uden at udelade: "Hvad er det? Svar?"

✂ Men til Konfirmationsgilde kom de ikke sammen. Mette Splyd holdt sit Gilde og Lars Iversen sit hver for sin Kreds. Næste Dag besøgte Baronen begge Huse. Peter fik et Sølvuhr af Baronen og et Sæt Klæder af Enkebaronessen, Lotte et Sølvuhr af Enkebaronessen og et Sæt Klæder af Baronens Frue. Der maatte ikke finde den mindste Misundelse Sted mellem Børnene. Begges Fædre havde jo indtaget samme Plads paa Godsfunktionærernes Rangstige.

✂ Da Herskabet sad i Vognen, saa den unge Baronesse sig en Gang om. Lotte og hendes Moder stod i Døren, Mette i Profil med den Gyldenstykkes Huebul flammende i Foraarssolen; Lotte med det skarpt indskaarne Ansigt og de sorte, perleblinkende Øjne vendt lige ud paa den sortebrune Baggrund fra det mørke Køkken. Baronessen sagde:
- Jeg kunde have Lyst til, at en Maler malede de to, som de staar der.

✂ - Charmant, sagde Enkebaronessen. Frits - her henvendte hun sig til Baronen - Du kunde give den kære Sofy det til hendes Geburtsdag.

✂ Lotte hørte og forstod det. Hendes Næsebor udvidede sig, Øjnene funklede stærkere, og Barmen steg og sank i hurtigere Takt.

✂ Men Baronen syntes ikke at gaa ind paa sin Moders Forslag. Han mumlede ud gennem Haanden og Overskægget:
- Hvorfor skal man have de mange Bondemalerier? Det er en dum Mode, at vore Malere altid skal male Bønder. Saadant noget har jeg aldrig set i Italien.

✂ Næste Dag viste Anders Tjener sig ved det gamle Skovfogedhus's Dør. Mette Splyd stod i Køkkenet og bagte Pandekager.

✂ - G'maaren Madam! lød Lakajens trompetskingrende Røst. Er Deres lille Fastelavnsbolle hjemme?

✂ Mette vendte sig om, mens hun rørte med Sløven i Fadet, hvor Pandekagedejen var, og sagde:
- Jeg forstaar ikke, hvad Anders Tjener siger.

✂ - Naa, Madamen er paa den højbenede Kamel, sagde Lakajen.

218

✂ Mette vendte sig om og slog en Klat Dej paa Panden. Den brasede højt i Smørret. Hun sagde sagtere og surere:
- Jeg forstaar ikke, hvad Anders Tjener siger.

✂ - Naa inte? . . . Gi'r Madamen en varm Omelette soufflette lige fra Panden?

✂ Tredje Gang samme Svar.

✂ Anders Tjener maatte, da han ingen Sangbund fandt for flot Gemytlighed, prosaisk udrette sit Ærinde.

✂ - Enkebaronessen ønsker at se Dereses Charlotte i Dag. . . Hun kan saa udmærket godt følge med mig.

✂ - Anders Tjener skal ingen Ulejlighed gøre sig. Jeg skal selv gaa med.

✂ Anders Tjeners Øjne for langs Husets Vinduer og gjorde Runde i Haven, men fandt ikke, hvad de søgte. Og dog var det til Stede. Under en vældig Humleplante, lænet til Stangen, stod Lotte. Hun var endnu angest for Tjeneren, men han tiltrak hende alligevel. Han bar noget med sig fra det fornemste Sted, hun kendte: Herregaarden. Og det røvede Kys! Pligtmæssig var hun vred paa Tjeneren og taknemmelig mod Peter Iversen, naar hin Scene fra Landevejen hvert Øjeblik lagde sig langt dvælende i hendes Erindring; men hun kunde ikke lade være at tænke paa, hvor fast og sikkert han havde favnet, og hvor hans Overskæg var tæt og stærkt.

✂ En Time efter gik Mette Splyd i en brunviolet Hvergarns Kjole, med sort Silkeforklæde, sin nyeste Gyldenstykkes Hue og sit fineste Korsklæde ved Siden af sin Datter i den sorte, uldne Konfirmationskjole med fransk Shawl over, med sort Fløjelshat med hvide Roser paa til Strandholts Herresæde. Efteraarets Fugtighed blinkede langs Vejrandens Græs, laa i tindrende Striber langs Hegnene, funklede i bævende Spindelvæve fra Blad til Blad, hvor Skoven begyndte. Dybt inde mellem Træerne blaanede Taagen, og et rødbrunt Raadyr svandt i den efter i susende Fart at have voltigeret mellem de vaade, glindsende Træstammer.

✂ Forventning og Stolthed tindrede ogsaa i Pigebarnets Sind sammen med, at sky Angest strøg igennem det som den flygtende Raa gennem de glinsende Stammer ind i Disen.

✂ De gik over Broen over Resterne af de gamle Grave, hvor Svanerne kroede sig og i fornemme smaa Sæt skar den lange smalle Trekant i det lysegrønne Vand. Saa nær havde Lotte aldrig været ved Helligdommen. Hun følte samme Ærefrygt for Svanerne, som en borgerlig Person under Enevælden vilde have 219 følt ved at passere de vagthavende Hestgardere paa Kongens Trappe. De Svaner var i Rokokostilen.

✂ Nu stod Moder og Datter foran den brede, røde Façade med de uregelmæssig anbragte Vinduer og det fremspringende Midterparti med trappegavlet Kvist, en tæt Munkestensbygning, som af Renæssanceprydelser kun havde en Sandstensportal i tarvelig Kronborgstil. I den høje aabne Port rungede Trinene fra Stenbroen op under Loftets umaadelig tykke Egebjælker.

✂ I en indre Gaard laa til venstre en lavere Bygning tæt op mod Hovedfløjen, men den var i Pavillonstil å la Louis Quinze, bar knækket mørktglaseret Tegltag, havde hvide Vægflader, afbrudte af Baand med dybe Furer, skaarne paa tværs. Over den af to kluntede korinthiske Pilastre indfattede Dør var en lille Balustrade af Sandsten, smykket med to Vaser. Det var Baroniets Enkesæde.

✂ Betaget, som hun var, gik Lotte som i en Rus's Halvdøs og blev først sig selv ret bevidst, da hun stod i et højt Værelse, hvor svære grønne Fløjelsgardiner for de høje smalle Vinduers smaa Ruder stærkt afdæmpede Lyset. Saa meget rødere gloede og gnistrede Baalet i den graa Marmorkamin, paa hvis konsolagtige Bordplade et Taffeluhr ragede op, flankeret af to svære Sølvarmstager, der forgyldtes ved Samvirken af Lyset fra Kaminbaalet og fra Dagen derude.

✂ Det var en smuk, høj, gammel Dame, Enkebaronesse Horsten. Hun havde i sin Ungdom levet i Paris, mens hendes Mand var Legationssekretær under Julikongedømmet. Hun talte udmærket Fransk, men i gammel Hofstil uden noget stort Forraad af konkrete Gloser, alle Træer var "arbres" og alle Frugter "fruits", hun nævnede aldrig Artsnavnene, og hendes Dansk var, uden at lyde affekteret, dog paavirket af Ungdomsminderne fra Frankrig og af Menuettakten i Hofkonversationen fra Frederik VIs og Kristian VIIIs Tid, da holstenske Magnater spillede en saa stor Rolle, og et særegent Hofsprog taltes.

✂ Mette havde slet ikke været i Spænding. Disse Værelser, der stod aldeles som for nogle og fyrretyve Aar siden, havde hun saa mange Gange gennempløjet med Fejekost og Tørafklud, mens hun var Stuepige hos "Stamherrens", det vil sige Baronessens Mand, da Parret var nygift, og "Stamherren" endnu ikke var bleven Legationssekretær. Hun gik resolut hen til den store Sofa, der paa hver Side havde to taarnagtige Palisandertræs Skabe, og kyssede med et Kniks Baronessens hvide, beringede 220 Haand, der trods sin tørre Hud og fremspringende Aarer fortalte om en saare skøn Ungdom.

✂ Enkebaronessen sagde, da Lotte spørgende saa paa Moderen, uvis, om hun skulde bære sig saadan ad:
- Nej, lille Pige! Følg med Tiden og lad mig og Mette følge de gamle Skikke! Naa . . . hvor Du er en vakker Pige. Hun er jo giftefærdig, Mette.

✂ - Ja for den Sags Skyld . . . ja ... svarede Mette. Men nu skulde hun da først ud at tjene. Se, da jeg kom ud, saa havde jeg det jo mageløst.

✂ - Ja, men Mettes Datter kan ikke komme til at tjene hos mig . . . nej, lille Mette . . . Skovfogdens Datter i Vesterskov er ogsaa min Guddatter; hun er fem Aar ældre end Mettes Datter, og jeg er ogsaa hendes Gudmoder. Hun har Préférence. Desuden . . . Se Dig om i Værelset min gode . . . se paa Billeder (Baronessen pegede paa nogle Malerier paa Væggen; Lotte rødmede ned paa Halsen) . . . der paa Skrivebordet staar en Stereoskopkasse, og ved Siden ligger de Prospekter over Paris . . . de Glasplader . . . stik dem ind der (hun betegnede alt med Fingerbevægelser). Hold dem op mod Lyset. Charmant, min gode! Din Moder og jeg skal veksle nogle Ord . . . Desuden, Mette, er Mettes Datter en ganske køn lille Person, og i vore Dage er et større Sted som dette Herresæde ikke den brillanteste Skole i Moralitet for saadant et lille Menneske.

✂ - Aa, det ene Sted kan være iigesaa taab'ligt som det andet, Deres Naade, sagde Mette, som nødig vilde slippe den sidste Flig af Haab om en saa god Kondition for Lotte.

✂ - Det bliver nu ved, hvad jeg har sagt, gode Mette, sagde Baronessen usædvanlig langsomt, med et fornemt Smil. Naa, min lille, er det smukt det, Du har set? Nu skal Du se, hvad jeg har til Dig . . . Mette . . . luk Sofaskabet der op og tag den store Pakke paa øverste Hylde; (hun pegede til venstre) der, min gode!

✂ Mette tog en stor blød Pakke ud med en gammel Herskabspiges Nænsomhed. Paa et Vink af Baronessen aabnede hun den.

✂ - Kom Lottchen! sagde Baronessen nikkende hen mod den unge Pige, der stod med de slapt nedhængende store Hænder og i en kluntet foroverbøjet Holdning, - det er for Dig, mit Barn . . . det er til Dig . . . min lille Navne Char. . .lotte.

✂ - Hvor er hun sød! tænkte Lotte og gik hen ved det mægtige ovale Mahognibord foran Sofaen, hvor hendes Moder havde 221 aabnet Pakkens Indhold mellem to store Vaser af Sèvres-Porcelæn med stort udfoldede og farverige Blomsterbilleder paa den mælkefarvede Grund.

✂ Baronessens Smil var lige ved at glide over i Latter, men den blev ikke lydelig. Hun sagde:
- Se, hvor den lilles Øjne funkler. De brune Øjne stammer nok fra Fyen ligesom Mette . . . der kom jo Mettes Fader fra - han, Husaren, hvis Moder . . .

✂ - Ja de siger jo, at en Spanioler og min Farmoder . . . men det kan jeg aldrig tro.

✂ - Ja . . . ja . . . Mette!

✂ Et højrødt gloende Skærf eller Langshawl udbredte sig langs Bordet under Mettes Hænder. Der fulgte saa brogede smalle Tøjstykker med mæanderformede Broderier af Sølv og farvet Traad, et stort Halsbaand af flerradede højrøde Koralkæder, et purpurrødt Forklæde, overbroderet af de mest fantastiske Figurer, en hvid Solhat . . . et broget Repertorium af Stykker fra Italien, Spanien og Orienten, fra alle de Riger og Lande, som Enkebaronessen havde rejst igennem i sine unge Dage.

✂ Lotte var farveberuset. Eftermiddagssolen i den sene Høstdag drev trods Gardinerne en farveoplivende Lysstrøm ind i Salonen. Billederne blev tydelige paa de lyse Vægge; de fine Rosakinder, det askefarvede højt opsatte Haar paa de ovale Juelske Dameportræter fik Livets Udseende; de forgyldte gamle Rammer og Lister skinnede som Bronce og Kobber, mens Kaminbaalet blegnede over i det gullige.

✂ Lottes Mund aabnede sig, Øjenlaagene nærmede sig til hinanden; uvilkaarlig løftede de kluntet nedhængende Hænder sig op og foldede sig under Brystet. Hun kneb Øjnene mere og mere sammen. Taarer piblede ud.

✂ Baronessen satte begge de knyttede Hænder i Sofapuden og rejste sig. Smilet blev saa stort, at hele den forlorne Tandrække viste sig i skinnende Elfenbensglans og tog de blegrøde Gummer med. Hun gik hen til Lotte, klappede hende paa Haaret og sagde:
- Alt det . . . det er til Dig . . . Hun er virkelig superb, det kære Barn.

✂ Mette besaa det hele med dorske Øjne. Havde hun turdet sige sin Tanke, havde den lydt omtrent, som følger:
- Den gamle har altid væ't lidt ved en Side. Hvad skal dog min Tøs med det Skidt?

222

✂ Lotte sugede bestandig Farverne ind med Øjnene. Hun følte en Trang til at beføle Stofferne, men vovede ikke at give efter for den. Langsomt slog Baronessen det røde Skærf om Pigens Midie, nikkede tilfreds med, hvor smukt det stod mod den sorte Uldkjole. Saa ringede hun paa sin Kammerpige og forlangte et Brev Knappenaale. Hun satte sig i en stor Lænestol midt paa Gulvet og gav Kammerpigen Ordrer til at hæfte de øvrige Stykker fast paa passende Steder, betænkte sig længe, gav Kontraordrer, indtil hun var fornøjet med "Ensemblet". Hatten blev aldeles kasseret.

✂ - Hun skal have Sølvpil i Haaret . . . ja . . . Sølvpil i Haaret, i det bare Haar! hører Du, Lise, sagde hun til Kammerpigen, der laa paa Knæ med Munden fuld af Knappenaale. Tag den Flacon paa Konsolen, Lise, og stænk Tøjet! Jeg kan lugte, at det længe har været gemt under Laas og Lukke. Saa - Tak, Mette, Tak, Du smaa! Lise, pak Tøjet ind og forklar den lille og Mette ude i Vestibulen, hvad Meningen er! Jeg er bleven lidt échaufferet . . . lidt træt . . . Farvel mine gode!

✂ Et venligt nedladende Smil og en Haandbevægelse gav Tegn til, at Avdiensen var endt. Mette afleverede sit Haandkys og Lotte sit Kniks. Den nogle og trediveaarige Kammerpiges Ansigt var præget af den mest embedsmæssige Ligegyldighed, der ude i Vestibulen blev til Surhed; mens hun sagde meget hurtigt og skødesløst:
- Baronessen har faaet Baronen til om fjorten Dage at holde noget, der hedder Kostumebal, saadan som de bruger det i Udlandet, men jeg har ikke Stunder til at forklare jer, hvad det er, for det er slet ikke Maskerade, som I maaske tror. De, der varter op og hjælper til, skal ogsaa klædes ud. Mette Skovfogedkones Datter møder her, naar hun bliver tilsagt til Hjælp ved Opvartningen, men Mette Skovfogedkones Datter maa klæde sig paa i Enkebaronessens Køkken, for jeg kan ikke have alt det Roderi i mit Værelse, det siger jeg forud, og jeg har heller ingen Interesse for det; jeg lystrer kun Baronessens Ordre. Jeg klæder mig ikke ud, det gør den unge Baronesses Kammerjomfru og Baronens Kammertjener heller ikke. Vi møder civile, forstaar I. Farvel!

✂ Hun pegede hen mod Udgangsdøren og endte Avdiensen paa en langt mindre huldsalig Maade, end hendes Frue havde gjort det.

✂ Paa Vejen hjem sang og dansede Lotte, kastede Pakken i 223 Vejret og fangede den, gled saa over i tavs Adspredthed, mens Mette brummede og smaasnakkede:
- Ja saadan noget lærer de, der rejser til Paris og Frankrig og saadan nogle Steder. Og det kan jo være meget godt . . . og der kan jo være noget i'et. Men det er lige godt nogle Abekattestreger, som ikke ligner nogen Ting. Og disse Kammerkiskener! Sikke noget storsnudet Skab! Som om saadan en var bedre end en anden en . . . hun er jo dog kuns et Tyende. Naa, gaa nu ordenlig, Tøs! Endnu er Du jo ikke paa Komediantspilleri . . . Den gamle skulde ellers hellere have givet Dig nogle ordentlige Stykker, som Du kunde slide med Helsen i flere Aar . . . Men der et godt Sind i hende . . . Det er ellers sært, at den Dvaskeper af Søn vil have saadant noget paa Gaarden. Jeg tænker, han lægger sig til at sove under det hele og lader Kammerjunkeren ovre fra Skovgaard danse Hamborgerskotsken med Baronessen. Ja saagu'. Fine Folk og simple Folk har dog lige godt meget af det samme ved sig. Ja Gu' har de saa. Men hver skal blive ved det, han er kommen af. Det er nu min Mening. La' vær' at skab' Dig, Lotte . . . der kommer en Vogn. Hvad maa Folk tro, naar de ser Dig spjætte saadan om som en anden Storkeunge.

✂

III.

✂ Det begyndte at skumre, da Moder og Datter naaede hjem. Ude paa Kørevejen stod Naboen Lars Iversen og savede Brænde. Ellers plejede han ganske ceremonielt at sige "God Dag" og at se tvær ud til det. Men i Dag sagde han:
- Se god Dag . . . god Dag! og lettede endda Huen lidt ved det ene Øre.

✂ - Han har vist taget to Sopkner til Midaften, mumlede Mette, da hun var kommen ind i sit Køkken.

✂ Mette Splyd klarede sig nu, at hun var utilfreds med Besøget hos Enkebaronessen. Hun havde saa smaat haabet, at hun vilde tage Lotte i sin Tjeneste. Hendes Fader vilde da aldrig have ladet hende faa Kondition hos en Bonde.

✂ Det var sjældent, at Mette helligede sin afdøde Ægtefælle en 224 pietetsfuld Tanke, og for at ærgre ham havde hun forceret sin Bondeagtighed i Lader og Tale. Nu tvang hun den Tanke frem i sig som paa Trods mod Baronessen eller Skæbnen, hvad det nu var. End ydermere irriterede Lars Iversens glade Ansigt og høflige Hilsen hende. Der stak vist ogsaa noget slemt under.

✂ Fremdeles ærgrede hun sig, da hun saa Lotte inde i Stuen brede "alt det Snavs" ud paa den store Tospænderseng, fæste det paa sig, tage det lille Spejl med de forgyldte Papirsrande ned fra Væggen, holde det foran sig, dreje og sno sig, bukke og dukke sig for at se sig selv fra alle Sider.

✂ Men det med Lars Iversen maatte hun have Rede paa; det var det vigtigste. Datteren kunde altid ved en anden Lejlighed faa sin Afrøfling. Mette besluttede at gaa frem med fin Politik.

✂ Hun lukkede Døren højere op ind til Stuen og spurgte Lotte:
- Hvor er Peter?

✂ - Peter? Ham plejer Mo'er jo ellers aldrig at kære sig om.

✂ - Jeg troede, Du skulde springe om i Haven og vise ham det Sk . . din Stads der. Det vil dog vist more Peter at se paa.

✂ Lotte sagde hovent:
- Det forstaar han sig ikke paa. Hun anede straks, at Moderen havde noget under det.

✂ - Det kan da ethvert Bæst forstaa, sagde Mette. Jeg synes, at Du skulde gaa ud og more Dig lidt med Peter. Det er saadan en rar Dreng.

✂ - Ja, men det er heller ikke andet end en Dreng.

✂ - Er Du kanske andet end en Tøs?

✂ - Jeg er en voksen Pige, sagde Lotte og knejste.

✂ - Du vil naturligvis ikke vise Peter det, bare fordi jeg beder Dig om det. Ja, saa faar jeg ham herind og viser ham det.

✂ Lotte havde selv tænkt paa at vise Peter de pragtfulde Stykker. Nu fortrød hun, at hun havde ladet den Mistillid, som hun fandt var hendes Pligt at nære mod Moderen, besejre sin Lyst. Men med ægte Tøse-Stædighed blev hun ved, hvad hun havde sagt, rev Tøjet af sig, smed det uordenlig hen paa Sengen, lukkede et Vindue op og gav sig til at tralle ud af det.

✂ Mette maatte forandre Taktik, hvis Tiden ikke skulde gaa til Spilde ved Skænderi med Datteren. Hun gik udenfor, stillede sig midt ud paa Vejen, næsten i Linje med Lars Iversens Savelad, blev staaende og saa sig om, skyggende med Haanden for Aftensolen. Uden at henvende Talen til Skovfogden sagde hun ud i Luften:
225 - Bare Peter var her! . . . Det vilde more ham at se det, som Baronessen har givet Lotte.

✂ Lars Iversens Misundelse maatte bringe ham til at spidse Øre. Det var Mette Splyds Beregning. Men Lars Iversen blev ved at save et Minut, blæste saa nogle Spaaner ud fra det dybe Skaar i Favnestykket. Først da sagde han:
- Ja Madam Splyd og Lotte har jo været hos den gamle Baronesse i Eftermiddag. Ja, det er ikke for det, for jeg har været hos den unge Baron med Peter i Morges.

✂ Mettes Hjærte sank dybt ned. Det havde hun ikke havt Anelse om. Skulde Baronen have givet Peter Iversen noget solidere end det, hans Moder havde givet Lotte? Mette vidste meget godt, at det var der intet Middel til at faa ud af Lars Iversen. Hun maatte have fat i Peter. Ham kunde hun lokke det ud af. Hun blev ved at spejde gennem den krummede Haand som en Kikkert. Et af hendes Skraablikke opsnappede et Grin, som krusede Lars's graa Overskæg. Mette Splyd følte et Sting fra Nakken lige ned i Hælen, saa hun gav sig lydelig ved det. Lars Iversen sagde i en stødvis Taktart, der rettede sig efter Savens Frem- og Tilbageskriden:
- Peter kommer ikke hjem for det første. Han skal gaa oppe paa Gaarden og lære saadant lidt af Skytten - saa skal han til Skovrideren og lære noget mere. Ja, saamænd, ja.

✂ Mette sov ikke den Nat. Hun væltede sig fra Side til Side og vækkede hvert Øjeblik Datteren, som delte Seng med hende. Det gik med knubbede Ord fra begge Sider og med Knubs fra Moderens Side, saa græd Lotte, til hun faldt i Søvn, for atter at vækkes af Mettes Vridninger og Drejninger. Mange Gange rev Mette i Tankerne store Totter ud af Skovfogdens grinende Knevelsbart.

✂ Næste Morgen lurede Mette paa Skovfogden, til hun saa ham gaa i Skoven. En halv Time efter begav hun sig saa rask, som hendes stive Ben formaaede det, op paa Herregaarden. Hun gik ind i Godsforvalterboligens Køkken. Forvalterens gamle Kokkepige Trine var ikke stort yngre end Mette Splyd, de havde tjent i Gaarde sammen hos den nuværende Enkebaronesse, da Mette blev forlovet med sin første Mand, den gamle Skovfoged, Klavs Splüths Formand. Trine var Gaardens Avis, hun vidste alt om alle og fortalte alt til alle. Hun dirigerede hele den Sladderkoloni, som saadan en Gaards Besætning udgør.

✂ Dagen efter, en Søndag, kom den tykke Trine rokkende til 226 det gamle Skovfogedhus henad Aften, men gik forsigtig en Omvej tværs over Marken uden om de to Haver og Huse, sneg sig over det lave Gærde ind i Mette Splyds Have og ind ad hendes Køkkendør.

✂ Trine vidste fuld Besked. Lars Iversen havde sat sig fastere og fastere i Baronens Gunst i de sidste Aar paa Jagterne ved at drive alt det Vildt, han kunde skyde paa sin Post, hen til Baronen, og lade ham faa det, ja han skulde endog listig have byttet Post med Baronen, uden at nogen mærkede det, og, da han var langt bedre Skytte end sin Herre, ramte han næsten altid, men opgav sin gamle Jægerærgerrighed for at tækkes sin Velgører. Til Gengæld havde Iversen overhængt Baronen med Bønner, om han dog ikke vilde overlade ham hele Haven, der nu var delt mellem to, men dog egentlig hørte til Skovfogedtjenestens Lønning. Baronen havde endelig lovet, at det skulde ske, naar Splyds Enkes Datter kom ud at tjene. Saa maatte Mette kunne leve af at levere kogt Vand og Service til Skovgæster; og, da hun havde Lyst og Sans for lidt Krohold i Smug, maatte man se gennem Fingre med, om sligt skete. Nu var det vel Enkebaronessens Mening - det sluttede man paa Gaarden af Moderens og Datterens sidste Besøg hos den gamle - at tage Lotte i sin Tjeneste, og saa var jo Sagen klaret for Lars Iversen. Trine sluttede:
- Ja dersom det ikke er Spekulantstreger, saa véd jeg ikke, hvad det er. Men jeg har altid sagt om Iversen, lige fra den Dag han blev Dreng hos den gamle Skytte: Den Dreng skulde nødig læres til at skyde Ræve, for saa afliver han sine Medkollegaer. Hæ, hæ, hæ . . . Hvad Mette?

✂ Havde Mette havt Evne som Vilje havde hun gerne stegt Skovfoged Iversen paa en Rist over en langsom Ild. Mens hun drak den ene Spølkum Kaffe efter den anden med sin velunderrettede Veninde, randt snart Forbitrelsens Taarer ned og blandede sig med Flødeskindet, snart bestod hendes Kindtandsstumper en rasende Kamp med det brune Kandissukker, som hun ikke havde Sindsro nok til at lade smelte rolig i Munden som sædvanlig.

✂ Paany en søvnløs Nat med endnu livligere Skærmydsler mellem Moder og Datter. Lotte var i et fortvivlet Humør, fordi Moderen ikke vilde sige hende, hvad hun havde forhandlet med Trine, og fordi hun forgæves havde søgt Peter Iversen som Tilskuer af sin nye Pragt.

✂ Mette løb den næste Morgen op paa Herregaarden, gjorde 227 Knæfald for Enkebaronessen, der stille smilende hørte hendes Jeremiader til Ende. Hun sagde:
- Men intet er simplere, Mette. Min Søn har lovet den nye Skovfoged Mettes Have, naar Mettes Lotte er kommen i Kondition, men saa kan jo Mette beholde hende hjemme indtil videre.

✂ - Ja - men saadan en Tøs bliver jo dyrere og dyrere at holde med Klæder, jo større og førere hun bliver. Og hun spiser lige saa galt som et fuldvoksent Mandfolk, indvendte Mette, tørrende sine Øjne i Forklædet.

✂ - Det bliver nu, som jeg har sagt, lille Mette . . . hvis ellers Mette vil beholde sin Havejord.

✂ Baronessen sagde dette uden at stramme sit milde Smil, men med en saa bestemt afvinkende kort Haandbevægelse, at Mette indsaa, at Avdiensen uigenkaldelig var sluttet. Hun kyssede Baronessen paa Haanden og gik. Om hun end ikke straks var fuldt fornøjet med Udfaldet af sin Gang, blev det undervejs lysere og lysere i hendes Sind. Hun havde jo dog stukket Lars Iversens sidst udspillede Trumf. Hun mødte sin Modstander i Skoven og fik det samme dobbelte Goddag af ham som i Gaar. Han standsede endog og spurgte:
- Ja . . . ja . . . man savner dog de Børn, naar de saadan drager ud i den store Verden.

✂ - Ja-a . . . det gør man vel, sagde Mette.

✂ - Ja ... Madam Splyd skal vel ogsaa snart have den lille Sjallotte ud?

✂ - Ja-a vel.

✂ Der veksledes et Øjenspil mellem Skovfogden og hans Formands Enke. Mettes Øjne skinnede som et Firbens, mens hun med paafaldende sødt affekteret Tonefald sagde:
- Man maa jo stole paa den almægtige . . . Ja, Farvel, Iversen!

✂ Lars Iversen saa efter hende. Han følte, at hans Mine atter var undermineret. Han drev Øksen, han havde mærket de til Skovning bestemte Træer med, saa haardt ned i en gammel Bøgestub, at han havde ondt ved at faa den op, og mumlede en lang Række Eder og Forbandelser.

228

✂

IV.

✂ Vogn fulgte efter Vogn paa Broen over Borggraven. Plankerne gungrede under Hovslag i aandeløs Takt, under raslende Karme og rullende Skinner. Vandet var overdanset af Vognlygternes Blink, naar de urolig krydsede de rolig dirrende Striber fra de fire Brolygter og fra Lysene i alle Vinduerne i Hovedbygningens Fagade. Alleens Lindestammer tonede frem i rød Lystaage, mens Kronerne døde i Bælgmørke. Portens Stenbro gjaldede, Gnister røg op fra Stenbroen i Gaarden. En sølvbeslagen og hirschfængerbevæbnet grøn Jæger gjorde foreløbig Honnør ved hvert Øjeblik at aabne og lukke den store klædelistede Dør til venstre. Tæt indpakkede strøg Gæsterne ind i Korridoren. Ved hver Aabning spyede en lang Række Kandelabrer en Lysflod ud i det dæmrende Portrum. Da blev Kuskes, Tjeneres og Jægeres Ansigter kobberrøde som Indianeres! da glimtede Skæg og Pelskraver af Regndraabernes Pailletter. Vogn efter Vogn rullede ind i Borggaarden, naar de havde afsat Gæsterne; og der inde vendte de med skurende Lyd under Kuskenes stigende og synkende Raab: Varsko der! Tag Dig i Agt! ledsagede af Knald og Smæld.

✂ Det var den Nat i November, da Lensbaron Horsten og Fru Baronesse holdt Kostumebal for talrige Gæster af Omegnens adelige og Nabobyernes borgerlige Honoratiores, verdslige og gejstlige Embedsmænd fra det halve Herred, Garde-, Husar- og Søofficerer fra København lige ned til Avlsforvalteren, Godsets laveste "hoffähige" Funktionær.

✂ Og den ellers saa bundkedelige Korridor! Der, hvor til daglig Brug skrækkelige Billeder af gamle mandlige og kvindelige Horstener hang med Frost i Hænderne og med Fjæs, der saa ud, som var deres Ejere fordrukne eller koppesyge, med Vædderpander under Allongeparykkernes Uldkrøller, med Ravne- og Hønsenæb under stramt opsatte Puddertoupéer med Tindingebukler! Den gamle Korridor, paa hvis Indervæg Bindingsværksmurens Stolper ublufærdig blottede sig - den var bleven en pragtfuld Allé eller Pergola.

✂ I Bøtter, store Urtepotter, hvide blaafigurerede Porcelænsvaser, forhøjede ved Skamler, strakte Lavrbær- og Magnolietræer, Nerieog Kamelieplanter sig op ad Væggene. De tiloversblevne Dele af dem vare overslyngede med Gran- og Buksbomguirlander, og deres dunkle grønne afbrødes af kunstige Blomsterbuketter i de 229 mest brogede Mønstre. Igennem Kandelabrernes og de improviserede Kroners flakkende Lysstrøm svømmede en Skare i alle mulige og umulige Dragter: der kom en Ridder fra Filip den andens Tid med en Marquise fra Ludvig XIVs Hof under Armen, saa en Indianerhøvding med en andalusisk Bondepige, en Dalkarl med en "Damigella" fra det 14de Aarhundredes Florens, en holbergsk Leander med en Italienerinde fra Sarracinesco, Ludvig XIIIs Pludderbukser og kniplingsoverhængte Støvler ved Siden af Odaliskmamelukker, saa en i Henseende til Kostume ingen Steds hjemmehørende Herre med en Dame à la Marie Antoinette. Slæb raslede, Sporer klirrede, Metal og Koraller funklede, Kaardeog Dolkegreb glimtede. Under de hundredfold forskellige Hatte og Frisurer skinnede glade Øjne ud fra de sminkede Ansigter, og hvide Tænder lyste ud mellem de ægte eller forlorne Skæg.

✂ Var den store Korridor til Hverdagsbrug hvidgraa, kedelig og aandløs, saa var den rigtignok i Aften broget, gloende, blændende, fuld af Liv. Høj og dæmpet Tale, Latter og Fnisen gennemstrømmede den som et Stykke Hamborger-Børs.

✂ Skaren bølgede hen mod Hovedtrappen, som førte op til Repræsentationsværelserne paa første Sal. Ellers stod de tomme, men der skulde Ballet staa i Nat.

✂ Over de lave Egetrin, hvis Knirken dæmpedes af det grønne og røde Brysselertæppe, langs de kluntede Balustrer med det fodbrede Overlag skred Toget opad. Langs Trappen stod i lige Mellemrum fire Mennesker paa hver Side med Ordre til at holde sig ubevægelige som Statuer. Der stod Herskabskusken Peter Jørgensen klædt som en Hellebardér fra Frederik den andens Tid, Materialkusken Ole Nielsen som pavelig Schweizer, Gaardens Snedker Hr. Krebs, som Valet de chambre à la Louis Quinze, Skovløber Kristen Hansen i en Jægerdragt fra ingen som helst Tid, Mælkekusk Mads Sørensen som Musketér fra Ludvig XIIIs Tid, Gartnermedhjælper Emil Tolle som florentinsk Page fra det 15de Aarhundrede med udmærkede Lægge og kæmpemæssige Fødder, Godsforvalterens Kusk Hans Peter Jensen som Herold med Vaabenplade paa Brystet og Partisan i Haanden, Havekarl Morten Persen som dansk Fastelavnsnar i hvid Skjorte og høj Filthat, begge besatte med brogede Huebaand.

✂ Længe holdt denne Menneskegarnering Højtideligheden vedlige. Men, da der kom et tomt Rum i det bølgende Tog, sagde Mælkekusken til sin Genbo Herskabskusken:
230 - Det er farlig strabadserendes. Har Du en Skraa, Peter Kusk?

✂ Det er rimeligt, sagde Herskabskusken, tog en Skraa i sine Pludderbukser, bed den af, rakte den til Mælkekusken og tilføjede ædelmodig:
- Lad gaa videre, Mads!

✂ Skraagraadigheden overvandt den højtidelige Feststemning. Thi, medens et nyt Tog passerede op ad Trappen, gik nævnte Delikatessevare fra Haand til Haand og fra Mund til Mund.

✂ Fra den store Sal ovenpaa bruste nu Orkestermusiken med mange Messinginstrumenter ned, og dens stærke Aandepust blæste atter Alvor ind i de paa Trappegangen skraatyggende vagthavendes Sind. De rettede sig, saa den næste Afdeling Gæster fandt dem i en disciplineret Stilling, Festens Alvor værdig.

✂ Hvor Trappen begyndte forneden, slog dens Rækværk en Sneglehusvolte til venstre, som de to nederste Trin fulgte efter Evne, og dannede en Slags Indhegning om et forholdsvis ikke lille Rum mellem samme Trappe og Korridorens afsluttende Ydermur. Det var grimt og saa meningsløst ud til daglig Brug. Men den gamle Enkebaronesses livlige Fantasi havde fra sin gamle Sofa, som hendes dovne Legeme ikke havde forladt i al den Tid, hun arrangerede denne Fest, beordret dette Rum omdannet til et Buskads af Takstræer, Bregner og Agaver.

✂ Og mellem Bøtterne og Vaserne, som Planterne groede i, havde en fem-seks Piger, tre af Gaardens faste Besætning, tre ekstraengagerede til Opvartning i Nat, alle kostumerede, "boret sig ind". Gennem Takstræernes sorte Naalebesætning, gennem Bregnernes bævende lysegrønne Gardiner, gennem Agavernes metalagtig-stive tilbagebøjede Bladgrupper kikkede nysgerrig gloende Kvindeøjne ud i den opmarscherende Skare. Men den saa, den ænsede ikke de stirrende og lyttende Smaapiger, som stod der, og med Skuldre, Kinder og Haar afstrøjfede de overstænkede Planters Vanddraaber.

✂ En efter en gled ud af det dunkle Buskads, efterhaanden som Toget lakkede mod Enden.

✂ - Kommer Du nu, Lotte Splyd? lød den tiltaltes Nabos Stemme, da den sidste Række: to Damer i Dragter fra Frans den førstes Tid og en Herre i ungarsk Husaruniform vare passerede.

✂ - Jeg kommer straks, svarede Lotte; men hun kom ikke; 231 hun havde svaret mekanisk, ubevidst. Hun stod trykket tæt op imod Rækværkets snoede Runding. Hun blev ved at stirre op efter, indtil denne sidste Levering til Kostumeballet forsvandt for hendes Øjne, indtil Silkekjolernes sidste Knitren var forstummet. Da dukkede hun Hovedet, lod Tonestrømmen deroppe fra overskylle sig, lukkede Øjnene og sugede al Stadsen ind i sit Minde, de brogede Farver, de gnistrende Pailletter, Lys- og Skyggespillet i Dragternes Piber og Krusninger, Ansigtstrækkenes fantastiskfremmede Karakter under Sminken, forlorne Skæg, usædvanlige Haaropsætninger. Og der opførte alle disse Indtryk en underlig dump og dæmpet, vild Gengangermaskerade, som en Elverdans paa Theatret bag Flor og i Halvlys.

✂ Gaa op og opvarte de prægtig udklædte Damer og Herrer! Nej, nej! Hvorfor kunde hun ikke danse med? Hun vidste jo - det havde hun hørt saa tidt - at hun var køn. Var ikke det Stads, hun var udstafferet i, ogsaa kønt? Hun var rigtignok Skovfogdens Datter, den alt andet end fine Mette var hendes Moder. Men hvad kunde hun gøre for det? En forvirret Blanding af Vellyst ved Mindet om, hvad hun havde set, og Misundelse over, hvad hun ikke kunde faa at se uden som tjenende, opvartende og overset, væltede og tumlede sig i den lille Pigehjerne. Fødderne trampede i Takt med Valsetonerne deroppe fra samtidig med, at Taare efter Taare piblede frem mellem Øjenlaagene: bitre, onde Taarer. Og under Indtrykkets Rus kunde kun Begyndelsen til Spørgsmaal dukke frem i hendes Sind: Hvorfor er jeg den, jeg er, og ikke saadan en som den og den, og den og den? Forvirring og Forvrøvling kvalte hvert fremstræbende Svar. Lotte greb med Haanden om en Kvist paa et Takstræ, rev en Haandfuld Naale af, puttede dem i Munden, skar Ansigt ad deres afskyelige Smag, men lo paa samme Tid, hun spyttede dem ud, og tog et nyt Greb af samme Slags for at genopleve de samme Fornemmelser.

✂ Gaa op og opvarte, gøre det, som hun var kaldet hid til . . . nej aldrig! Ikke for nogen Pris!

✂ Havde hun endda havt sin Moder ved Haanden, og de to kunde skændes rigtig af Hjærtens Lyst! Og hvorfor var Peter Iversen her ikke, at hun kunde kaste ham et eller andet i Hovedet?

✂ Hun trykkede sig tættere og tættere op i Krumningen mod Trappens Rækværk, lagde sin Kind mod det kølige Træ. Hun 232 var sikker paa, at hun var ene. Hun længtes efter Selskab og var dog vis paa, at hun vilde skrige højt, hvis nogen kom.

✂ Døre smækkede op og i paa første Sal. Snart døvedes Musikens Lyd, saa Tonerne naaede dæmpet, dyssende ned til hende, snart prustede de ned mod hende med fuld Kraft, saa Buestrøg og Messingstemmer fik hver Nerve i hende til at dirre med en Smerte, som hun kaldte paa igen, hver Gang en ny Lukning af Dørfløjene deroppe bragte den til at ophøre.

✂ Længe, længe havde hun staaet saaledes. Da hørte hun Trappetrinene højt oppe knage under Skridt, ledsagede af en let Klirren som af Sporehjul. Hun borede Hovedet frem gennem Bregnebladene, der blødt og kølig bestrøg de blussende Kinder og blandede de isprængte Vanddraaber med hendes stadig sagte frempiblende Taarer.

✂ Nu standsede paa en Gang baade den dumpe og den klirrende Lyd. Et dybt Suk, et befriende Pust og Udbruddet:
- Nej, det er dog en nedrig Hede! naaede Skovfogeddatterens Øren.

✂ Hun rakte Halsen saa langt frem, at hun fik Syn over det halve af Trappegangen op til Afsatsen.

✂ Der stod en tyk Herre midt paa Afsatsen, klædt i karmoisinrød guldsnoret Vams og Benklæder, der tabte sig i de brusende Støvlemanchetter, hans opkrampede Fjederhat sad paa Sned.

✂ - Nej . . . det er Hoveriarbejde for et frit Menneske saadan at høvle Gulvbræderne, sagde han op ad Trappen til en Ridder med kort mørk Fløjelsvams, hvis Udskæringer vare fyldte med hvid Silke, med lange lysegraa Hoser fra Hoftepuffene ned i de gule Sko. Han kom oppe fra.

✂ Under Kostumeringen à la Kristian den fjerde genkendte Skovfogeddatteren Husets Vært, Baron Horsten. Den røde Sminke faldt i Klatter ned paa den store kniplingsrandede Krave. Og Ledsageren . . . jo . . . ham kendte hun ogsaa, det var hans Fætter, Husarritmester og Kammerjunker Beringskjold.

✂ - Er der Sodavand der nede, Frits? sukkede Husarofficeren.

✂ - Jo - puh . . . i Kabinettet ved Siden af min Stue . . . men jeg bliver her for at lufte mig. Jeg har drukket det ene Glas frapperet Champagne efter det andet for at køle mig efter den Dansesport, men jeg er bleven hedere og hedere. Puh! Drikker jeg Sodavand ovenpaa, bliver det rent bandsat. Puh! Der staar vist ogsaa andet drikkeligt der nede.

✂ Fætteren gik ned ad Trappen. Hvor bankede 233 Skovfogeddatterens Hjærte, da hans Fløjeiskappe næsten strøjfede hendes Ansigt og sendte hende en Duft af fin Heliotropparfume ind blandt den Atmosfære, hun indaandede af Jord og grønne Blade.

✂ Hvorfor kunde hun ikke altid leve i en saadan Duft og mellem saadanne flotte Kavallerer?

✂ Baronen tog en Cigar frem af en Sidelomme og tændte den ved et Kandelaberlys. Havannaens Røg hvirvlede sig i lyseblaa Ringe om i det lyse Rum, pirrede den unge Piges Lugtenerver, stærkere, ja endog paa en behageligere Maade end det flygtige Indtryk af Heliotropparfumen. Den Røg listede sig, blødt snoende sig, ind til hende, dulgte sig under Løvværket for fortyndet at sive ud igennem det i tynde, fast usynlige Skyer.

✂ Baronen gabede højt og strakte sig, kastede sig derpaa op mod Rækværket for at hvile sig. Hans store, af Hede og Champagne tændte, ellers saa ubevægelige lidt udvæltende Øjne sank ned i Plantemassen. Lotte turde ikke fly; Bladeraslen vilde have forraadt hende. Baronen havde ikke set hende; det følte hun, og alligevel laa hans Øjne paa hende som en Mare. Endelig opdagede den henslængte Mand de to brune Ildkugler inde mellem Bregnerne.

✂ - Hvad i al . . . Verden . . . Er der nogen? Hvem er der? Hvad? sagde han.

✂ Lotte Splyd trak Hovedet tilbage; nu raslede Bladene, nu klirrede Randen af en af Agavernes Porcelænsvaser, som hendes Haarpil berørte. Baronen saa Pilen og Korallerne, det røde Skærf og flere farvede Ting glitre underlig inde i den mørke Masse.

✂ Baron Horsten var ellers en rolig, ret rationelt anlagt Mand, meget lidt udskejende til Trods for, at han var bleven gift uden at være forelsket i sin Hustru, da han var 24 Aar, og nu var han 36. Han gad ikke handle, lod andre gøre det for sig, men var ingen daarlig Kritiker af disse andre og deres Handlingers Resultat. Under almindelige Omstændigheder havde han ganske simpelt undersøgt, hvem der stod, og jaget vedkommende væk, eller maaske slet ingen Ting gjort og ladet vedkommende være, hvad vedkommende var, men nu gjorde en let Champagnerus ham en Smule energisk og en Smule romantisk.

✂ Men tykladen, som han var, den gæve Borgherre, kunde han ikke, smidig som en Kat, glide ind i den fortryllede Skov. Det var snarere en Bjørns Indbrud i Tykningen, thi Agavens Vase væltede, Skaarene klingrede mod Flisegulvet, og Jordklumper 234 sprøjtede op ad den danske Renæssanceridders Støvler helt op til Kniplingerne. Skovfogeddatteren skreg og løb bag om et Takstræ i Balje, Ridderen var nu en Gang sat i Fart; der legedes Tagfat om Baljen og Takstræet. Hu! nu bruste Musiken vildt og eggende ned fra oven; vildere blev Jagten i Krattet ved Trappen; Plante efter Plante væltede, mere og mere uforfærdet blev Ridderen, skønt hans Sporer forviklede sig i de væltede Træer. Endelig slap Pigen under en saadan Forhindring ud i Korridoren, Ridderen efter hende med Syvmileskridt i de store Støvler. Med en Snarraadighed, som Rædselen giver, indsaa hun, at han vistnok vilde have løbet hende op, inden hun gennem Korridorens Yderdør kunde slippe ud i Porten - og hvad saa?

✂ En Dør stod aaben til venstre. Lotte Splyd røg i susende Fart tæt om dens ene Stolpe. Noget lyst og blankt lynede frem for hendes Øjne, hun tørnede imod det . . . Rabalder og Brag, Klang og Klirren . . . afbrudte Eder, skraldende Latter!

✂ Blev hun løftet op? Rejste hun sig selv? Hun vidste det ikke. Hun genfandt sig selv, som hun stod rystende over hele Legemet, taareløst hulkende, støttet til Døren i et stærkt oplyst Værelse. Paa Gulvet laa Anders Tjener paa Knæ og samlede Skaar op af Glas og Flasker paa en stor Præsentérbakke. Foran sig fandt hun den langhosede, benfagre Kammerjunker og et Par andre kostumerede Herrer, som hun ikke kendte. Stuen laa i en Taage af Cigarrøg, henne paa Bordet skummede en brun Drik i store Glaskrus, omgivne af tykmavede Champagneflasker og smaa hamrede Halvflasker, fra hvis Halse de løsnede Staaltraade struttede i Vejret. Underlig koldt og fast prægede Indtrykket af alle disse ligegyldige Genstande sig i hendes Syn og Sans.

✂ Hun saa ned ad sig selv. Det røde Shawl hang forkrøblet og fortraadt, løst og slapt om hende; de brede Borter paa Kjolen vare vaade og plettede; paa Gulvet laa de røde Koraller spredte, klumpvis og enkeltvis som nedfaldne Rønnebær under Træerne i den lille Allé langs Skovudkørselen foran hendes Moders Hus.

✂ Det forfærdede Blik, hun kastede om i Rummet, modtoges med en høj Latter baade af de foran staaende og paa Stole og i Sofaen henslængte blussende Herrer. Anders Tjener havde rejst sig og sendte hende et meget haanligt Blik.

✂ - Hvem var efter Tøsen? . . . Saa Du ham ikke, Beringskjold? sagde en Herre i violet, sølvbroderet Figarodragt, der sad i en Lænestol med Benene oppe i en anden.

✂ - Pst! sagde Husarofficeren og satte en Grimace op ... i 235 de senere Aar gaar dette herre (han pegede paa Champagneflaskerne) straks over i Blodet paa . . .

✂ - Oh-ho, var det "l'ami Fritz!" udbrød han i Figarodragten og lo, saa hans Skuldersølvfrynser dirrede ved det. Du maa dække hans Retræte, Beringskjold . . . Det var da ogsaa en vild Idé af ... le Châtelain at løbe efter en . . . naa . . . lad os sige Soubrette.

✂ - Og det har den forhenværende Chargé d'affaires ved hans Majestæt, Kongen af Italiens Hof, aldrig begaaet? sagde Beringskjold.

✂ - Jamais de ma vie! sagde den sølvbroderede, lo selv og fik Selskabet til at le med. Men det er Synd . . . se, hvor hun gisper og ryster. De der med Skaarene! . . . Er De færdig? Godt . . . Ræk "Frøkenen" et Glas Porter og Champagne!

✂ Husarofficeren fik et saa ynkeligt, ydmygtbedende Blik af Lotte Splyd, der langsomt havde arbejdet sig langs Væggen hen i den mørkeste Krog. Han blev ømt rørt, tog hende om Haandleddet, men hun rev sig løs og gemte begge Hænder i sit krøllede Skærf. Ritmesteren sagde:
- Det er s'gu Synd; hun er bange, det Skind! Lad hende slippe . . . Hej De der . . . Anders hedder De jo . . . følg hende ud . . . dér! (han rakte ham en Tokrone) . . . ti saa pænt stille, hvis De kan.

✂ Anders bukkede for Lotte med haanende Kourtoisi. Hans Bevægelse vakte Drikkeselskabets høje Latter. Lotte borede Øjnene ned i Gulvet og gled ud ad Døren. Da de kom udenfor, løb hun fra Anders uden at høre Begyndelsen af den Replik, han var i Færd med at spidse til, løb og løb gennem Korridoren, hvis korte Rest syntes hende uendelig lang, ud ad Yderdøren, ud i Porten, hvor et Aandepust af Sne, som et iskoldt fugtigt Naalebundt ramte hendes glohede Kinder.

✂ Ruskregn og Tøsne piskede igennem den bælgmørke Novembernat. Kun to Lygter paa Broen og to i Alleen brændte endnu, døsig med en hvidgul Stjernekrans om Lyset, Fugtigheden plaskede under Lottes Fødder allerede paa Broen, under de sorte Lindetræer i Alleen hang de tynde Sko fast i Mudderet, Fødderne sivede pjaskvaade ved hvert Trin; Vinden snoede de korte Underklæder om Benene.

✂ - Hvad bliver der af min pæne, sorte Konfirmationskjole? - - Det var Skovfogeddatterens første Tanke, og hun græd ved Tanken om Ødelæggelsens Vederstyggelighed. Skærfet og 236 Korallerne ofrede hun vel et Minde, men hun ræddedes ved samme Minde. Der klæbede ligesom noget stygt ved dem. Hun slog Kjolens Nederdel om Hovedet og stolprede afsted som en Vadefugl i et Morads, gennem opblødt Vejdynd, gennem højtsprøjtende Vand i de dybe Hjulspor. Hun naaede lige Alleens Ende. Mellem de to sidste Træer hang en Lygte i en Jærnkæde. Paa den anden Side et endeløst, trøstesløst Mulmhav.

✂ Hun kastede Skulderen op mod en Træstamme og græd højt som et Barn.

✂ I ulige Mellemrum naaede en sig gentagende sagtere og stærkere sjaskende Lyd Skovfogeddatterens Øre. Kom der nogen?

✂ Hendes første Tanke var fra Lygteskæret at styrte sig ud i den sorte Masse . . . det var hun dog bange for. Hun var ogsaa bange for den, der kom. Men . . . hun vilde blive staaende. Kanske den, der kom, skulde frem ad den mørke Skovvej hjemad til hendes Moders Hus. Da kunde hun liste sig sagte bag efter ham eller hende; der var saa dog et Menneske i Nærheden i den ubarmhjærtige sorte Nat.

✂ Pjaskene i Vejmudderet fulgte hastigere og hastigere paa hinanden. Personen, de hidrørte fra, havde aabenbart sat i Løb. Løb atter en efter hende? . . . Hun skreg højt:
- Aa Gud, aa Gud! og klamrede sig fast til Lindestammen, som var det et Væsen med Liv og Følelse, med Evne og Vilje til at beskytte.

✂ - Er det Dig, Lotte? spurgte en Stemme.

✂ Hun følte som et Slag paa sit Hoved, et Slag, der ligesom lammede hver Muskel, brød hvert Ben, slappede hvert strammende Baand i hendes Organisme. Hendes om Stammen tætslyngede Arme gled ned som en Ring ad en Stang. Hun laa som en formløs Bylt paa de ujævne, store Trærødder. Der ramtes hun af Lygteskærets spidse Trekant, blev angst til Døden, thi nu saa hun, at Skikkelsen var klædt i en af de Dragter oppe fra Gaarden . . . fra den forfærdelige Fest.

✂ Noget hvidt skinnede fra Bryst og Hoved blankt som Sildeskæl.

✂ - Du skal ikke være bange for mig, Lotte, for det er ikke andre end som Peter, sagde den lange sildeskælskinnende Skikkelse. - Jeg vil bare følge Dig hjem, Lotte, for jeg saa Dig inde i Kabinettet, for jeg stod inde i Baronens Stue og trak Porterflasker op, og jeg saa . . . og jeg hørte det akkurat, ligesom 237 det gik. Kom, lille Lotte, og lad os følges ad til Skovfogedhuset i Hestehaven! Kom, Lotte! Hiv op! . . . saadan!

✂ Mekanisk lod hun ham gøre, som han vilde. Ved hans Haand sejlede hun ind i Mørket, der lukkede sig om dem. Det gik i en Slags jævnt Trav, jævnt lød deres Skridt i den vaade Jord. Peter Iversen sagde intet uden af og til et "Hø", en Slags forlegen Indledning til en Latter. Først da de vare komne godt og vel Halvvejen hjem, og noget let og blødt faldt ned paa den vaade Jord, blev hans "Hø" efterfulgt af følgende Ord:
- Hø . . . der faldt det, det Skidt! For det var ikke andet end som Pap, det Harnisk og den Hjælmhue . . . og nu var det blevet pjaskende vaadt. For jeg skulde være saadan en fra den ridderlige Tid, sagde den gamle Nesse deroppe . . . hø . . . for det var hende, der fik vor Fa'er til det. Hø! Det er ellers mageløst, saa jeg er gennemblødt. Man kunde vride Vand baade af min Sjorte og mine Hoser . . . Hø!

✂ Det gjorde ondt inden i Lotte at høre ham tale, og det jog i hende, saa Peter Iversen mærkede det.

✂ - Du skal ikke græde, lille Lotte, sagde han ømt og blødt, som en Moder taler til et uroligt Barn. Jeg tænkte nok, Du vilde hjem efter al den Rabalder, og saa tænkte jeg, at Du nødig vilde gaa alene, fordi det var saadant et ledagtigt Vejr, og saa tænkte jeg, at jeg jo kunde ligge hos den gamle i Nat, og saa var'et . . . hø . . . Det er dog mageløst, saa det er snavset.

✂ - Ti stille! sagde Lotte.

✂ - Det kan jeg godt, sagde Peter Iversen.

✂ De vadede videre. Da de kom ud af den første Skovstrækning, smed Vinden dem store Klumper Sne i Ansigtet og hvinede gennem Natmumlet. Paa et Stykke skovløs Vej ligesom lysnede det lidt. Peter Iversens Papstormhue hang i opblødte formløse Pjalter ned over hans Hoved, Lotte Splyds Haar flagrede opløst ud i Regnen og piskede hende om Kinderne.

✂ Du skal ikke græde, lille Lotte, hviskede Peter Iversen næsten uhørlig.

✂ De to reducerede Komparser fra Herregaardsfesten æltede videre, mens mere og mere af al den forlorne Stads faldt i Skarnet, efterhaanden som Vejret opblødte den.

✂ Skoven begyndte igen. Men gennem Mulmet skinnede et svagt Lys fra det første Skovfogedhus, et Fyr, der viste Vej til Hjemmets Havn.

238

✂ Ingen af dem havde hidtil anet, at dette Hjem havde saa meget at sige for dem.

✂ De naaede den lange Hæk og skulde skilles. Peter vred sig og drejede sig. Han vilde dog ikke have gjort sin Opofrelse ganske gratis. Han sagde Godnat en tre-fire Gange, og hvert Godnat var efterfulgt af et langt Hø-h! Hvad Lotte?

✂ Lotte var tungnem i Aften. Efter Peters femte Tilnærmelse sagde hun:
- Jeg er ikke værd at kysse, Peter.

✂ - Jo Gu' er Du saa, Lotte, sagde Peter og bekræftede sin Dom med et langt og stort Kys.

✂ Saa røg de fra hinanden som to Billardkugler efter et stærkt Sammenstød.

✂

V.

✂ Siden hin Nat skyede Lotte Splyd Herregaarden og hvad dertil hørte. Hun turde ikke en Gang gaa hen paa de Steder, hvor hun kunde se dens røde Trappegavl imellem Træerne. Sad hun i Vinduet, dukkede hun sig ned, naar hun paa Lyden af en Vogn, der nærmede sig, og af Hovslagets hurtige Takt kunde kende, at det var et Herskabskøretøj. Anders Tjener fik intet for de spejdende Blikke, som han satte i Gang fra sit Sæde bag paa Vognen. For Baronen var hun bange som en troende i Middelalderen for Djævlen. Hun anede ikke, at Baronen næsten var ligesaa bange for hende. Han skyede formelig Strandholt Hestehave siden hin Nat, af hvis Skandale en Genlyd længe summede om ham i Luften. Lang Tid syntes han at se satiriske Smil paa alle Ansigter. At sligt skulde hænde ham i hans eget Hus! ham, der var saa diskret i sine faa Smaaforvildelser!

✂ Mindet om hin Nat laa tungt paa Lotte Splyd. Hun søgte forgæves at genne det bort, naar det meldte sig. Hendes Anstrængelser naaede kun til at lægge et let Flor om det, bag hvilket Flor Lys- og Farvepragten dæmpedes, og Slutningskatastrofens Od sløvedes. Og alligevel fik hun tidt Lyst til at tage dette Flor bort og lade Mindebilledet straale i fuld Glans; hun lettede ligesom lidt paa Fligene med bævende Haand, men 239 lod dem straks falde ned, blændet, tilbagekyst. Det, der laa bag ved, skar baade i Øjne og Hjærte. Og intet Arbejde havde hun til at tvinge Grillerne bort med. Hendes Moder skændte stadig paa hende, "fordi hun sad saadan og hang", men Mette vilde ikke tillade hende at tage Del i den ringe Husgerning; den vilde hun selv besørge i et og alt, som hun var vant til. Andet var der ikke at bestille, og Mette turde ikke lade hende tage ud at tjene, hun vidste jo, at hendes Nabo da straks vilde gramse efter hendes Have, som han laa paa Lur efter, og som hun rugede over som en Drage paa sin Skat.

✂ Lotte havde havt en voldsom Scene med Moderen Morgenen efter Ballet i Anledning af den medtagne Konfirmationskjole og det andet ødelagte Stads. Men samme Aften kom Godsforvalterens Trine; hun og Mette havde en hviskende Passiar i Køkkenet over de dampende Spølkummer Kaffe. Lotte, der forgæves lyttede inde fra Stuen, havde ventet sig et forfærdeligt Uvejr, men Mette mælede ikke et Ord, skønt hun rimeligvis havde erfaret, hvad der var sket.

✂ Men saare venlig var hun mod Peter Iversen, der ikke heller havde stort at bestille som Skytteassistent paa Herregaarden og derfor tidt aflagde Besøg i Strandholt Hestehave. Hun havde altid en varm Kop Kaffe og om Søndagen en varm Pandekage med et Glas Kirsebærbrændevin tilovers til ham. Mellem hans Fader og Skovfogedenken blev Forholdet om muligt endnu mere etiketteagtigt end tidligere; den Høflighed, hvormed de tavse hilste hinanden, var for Folk af deres Omgangstone endog affekteret.

✂ Jo kortere Dagene bleve, jo mindre fik Peter at gøre. Men det kunde ikke skikke sig, at han var ene med Lotte; og det syntes hun heller ikke at skøtte om, thi, naar Lejlighed tilbød sig, naar f. Eks. baade Lottes Moder og hans Fader vare ude, blev Lotte tvær og ordknap og lod, som hun slet ikke forstod hans "Hø-ja, ja-a, Lotte", hans sædvanlige Opfordring til at drøfte Tingene nøjere. Nej, saa bad hun ham om at læse for hende, thi Peter var bleven en ivrig Romanlæser og en af Sognebibliotekets flittigste Laanere. Naar Mette gik bort, aflaasede hun alt; hun vilde aldrig have tilladt sin Datter at brænde Lys om Vintereftermiddagene. De unge Mennesker maatte da nøjes med at sidde i Køkkenet, hvor Tranlampen med Vægen ud af en Tud rakte Flammen ud i det sodede Rum som en smal Kattetunge. Tæt op ad hinanden, næsten Kind ved Kind, sad 240 de paa det murede Arnested; Lotte med Benene samlede under sig, Peter med sine hængende ned ad Ildstedets Side, evig kæmpende for at holde sine Tøfler paa Fødderne. Peter maatte hele Tiden læse højt, uagtet Lotte saa med i Bogen, og gennem det sorte Køkken, hvis sodede Loft slugtes af Mørket, medens Tallerkenerne hist og her ramtes af Lyset og skinnede fedtet ned fra Tinrækken, lød Forelæserens aldeles monotone, ud i et gaaende dæmpede Foredrag af Ingemanns eller H. F. Ewalds historiske Romaner eller af Smaafortællinger fra forskellige gamle illustrerede Almanakker.

✂ Men, naar de sidste spillede i Nutiden eller behandlede Borger- og Almueliv, kasserede Lotte dem straks. Hun havde set nok af fulde Bønder i sit Liv, det var ikke noget at læse om. Nej, fjerne Tider, Konger og Hertuger, Riddere og Munke . . . det lærte man da noget af. Hun kunde sukke indvendig og anklage sin Skæbne, fordi hun var født saa lavt nede, men hun sagde det aldrig højt. Derimod kunde det vel hænde, at denne Stemning gav sig Luft i Gnavenhed mod Peter, naar han havde afsluttet Læsningen for den Aften. Var Mette Splyd nærværende, snorksov hun altid et Kvarter efter Romantikens Indtrædelse i Skovfogedhusets Stue eller Køkken.

✂ I den uforstyrrede Ro, i den fuldstændige Mangel paa strømmende Bevægelse, hvori Dage paa Landet kan glide hen, alt som Mennesker gro stille op som Ungskoven, randt Tiden for Peter og Lotte. Deres Barndom genfødtes, mindre legende, mindre fuld af Skænderier, sagtens fordi de ikke just saas Dag ud og Dag ind. Og da Lotte intet havde i Baghaanden, som hun kunde trodse paa mod Barndomsvennen, eller nogen Morskab at ty til, hvis han forlod hende med sine Bøger og med sit faamælte, bestandig venlige Selskab, saa kom hun snart i Ligevægt igen.

✂ Og Peter Iversen svigtede ikke, hverken i Rusk eller Regn, hverken i Snefog, eller naar Skovkærene bundfrøs. Da Dagene synlig længedes, og han fik mere at bestille, kom han sjældnere, var selvfølgelig saa meget mere kærkommen, fik to Pandekager for en, et Vinglas Mjød for et Snapseglas Kirsebærbrændevin. Og Krokus og Violer, Avrikler og Tulipaner, Roser og Brandliljer, Iris og Morgenfruer, Gyldenlakker og Levkøjer, Stokroser og Georginer prydede efter hinanden Haverne; det blev et Stykke hen paa Efteraaret, før der kom lidt Røre i de stille Vande.

✂ Det sunde Liv under aaben Himmel, jævnt delt mellem 241 Arbejde og Hvile, havde efterhaanden givet Peter mere Udseende af en voksen Karl. Dunene krusede sig saa tæt om Hagen, at han efter Høsten maatte lægge sig efter at barbere sig. Det morede Lotte at lade Bagen af Haanden skure mod de stride Stubbe. Mette havde foræret Peter sin afdøde Mands Barberkniv til hans Fødselsdag i September Maaned. Nu kom Peter til Stadighed kun hjem Lørdag Aften og blev over til Søndag Aften. Hver Søndag Morgen barberede han sig foran en Stump Spejlglas, som han havde hængt op ved Sejlgarn paa en Krog i den ene Vindueskarm. Hans lille Kammer, der tillige tjente til en Slags Huggehus, laa i Gavlen op mod det gamle Skovfogedhus og havde lige over for sig Vinduet til Mette Splyds i mange Aar ubrugte "Storstue". Der stod blot en stor Seng med mange Dyner, en Dragkiste med meget Linned, et lille Bord med et hvidt hæklet Tæppe, paa dette blinkede en Kobbermaskine, flankeret af to gyselige Porcelænsfigurer, med Armene fastklistrede til Kroppen paa den uformeligste Maade, forestillende Kejser Napoleon III og Kejserinde Eugénie; men den mugne Luft, der især slog ud fra Sengen, Fugtigheden, der overklattede de hvidtede Vægge med graagule, skyformede Figurer, vidnede om, at denne Stue hverken var til Nytte eller til Lyst, om end Mettes Fejekost stadig holdt Gulvet rent samt Kroge og Loftsbjælker fri for Spindelvæv.

✂ Der listede Lotte sig ind om Søndag Morgen. Skjult bag et Par Urtepotter, hvis Vedbendplanter vare tvungne omkring ovale Spanskrørsstativer, bivaanede hun i usigelig Stolthed Peter Iversens mandige Idræt. Hun fik en saadan Morgen Vinduet rusket op, og, medens Kinden lænede sig mod den ene Urtepotte, gled Næsetippen og det venstre Øje frem i en saadan Stilling, at Spejlglasset fangede dem et Øjeblik, da Peter fjærnede sit Ansigt fra det.

✂ - Hoh! raabte han og lo højt.

✂ Lotte trak Ansigtet helt bag Urtepotten, men listede kort efter det samme Brudstykke af det frem. Afstanden, den Omstændighed, at han stod overfor noget saa immaterielt som et Spejlbillede gav Peter Iversen et Mod, som han nu næppe vilde have havt paa nært Hold eller overfor den reale Lotte. Han trykkede et Kys paa Spejlglasset, saa Duggen helt overskyggede det, svang Barberkniven som en Sabel, saa den tindrede i den lyse Morgensol, og sang med hensynsløs Voldtægt af Rytmerne paa Melodien "Vor gamle Karo holdt en Støj":

242

✂ Til Sejr og Lykke blev Volmer født;
i Stjernerne staar det skrevet.

✂ Og saa fulgte en Legen Skjul, idet Lotte og han dukkede sig frem og tilbage og snart saa hinandens virkelige Ansigter, snart deres Spejlbilleder, mens Sæben løb ned som dryppende Flødeskum fra Peter Iversens Hage og Kinder, og mens Vedbendbladene lystig filtrede sig ind i Lotte Splyds trodsig krusede sorte Haar.

✂ Legen var i fuld Gang, da Lotte pludselig dukkede ned under Karmen. Hun havde hørt noget rasle i Humleplanterne. Peter havde ingen Ting hørt og saa uendelig dum-forbavset ud ved Lottes bratte Forsvinden. Han begreb den først, da han opdagede sin Fader gaa ganske langsomt gennem den smalle, tilgroede Gang mellem Husene. Han begyndte nu at skrabe sit Ansigt med en Ihærdighed, saa den sløve Knivseg nær havde taget baade Hud og Kød med.

✂ Lars Iversen blev rolig ved at ryge paa sin Pibe, hvis Træhoved næsten naaede hans graa, struttende Overskæg. Han gik uden om Husgavlen ind i sit Hus, lettede paa Dørklinken ind til sin Søns Hummer og stak Næsetippen ind, viste Tænder som en Hønsehund, der har Hvalpe, og sagde:
- Hør Peter, Du skulde ikke foræde Dig i Mette Splyds Pandekager. De er bagte i Rævefedt.

✂ - Hvad siger Fa'er? Jeg kan ikke forstaa -

✂ - Nej, jeg tror det nok. Du skulde lade være at bestille Skind, for jeg skal nok sørge for, at der ikke bliver Bukser af det. Ja, ja . . . balber Du Dig bare Peter, men gør det immer væk selv!

✂ Naar Peter talte til sin Fader den Dag, lod denne, som han intet hørte, og gav sig til at fløjte.

✂ Næste Morgen søgte og fik han Avdiens hos Baronen. Han spurgte ham om Forlov til at tage nogle "Skinker" i Skoven til at tætte sit Svinehus med, af Grisen kunde have det lidt lunt nu, da det blev køligt i Vejret. Baronen skyndte sig med at tillade det og vilde gerne have afskediget Skovfogden, men denne blev staaende ved Døren og drejede sin graa Bulehat mellem Fingrene.

✂ - Ja, Baronen lovede mig jo dog . . . begyndte han.

✂ - Ja vel, ja vel . . . Mette Splyds Have, men hendes Datter maa først have en Kondition.

243

✂ - Det varer vist grumme længe, Hr. Baron.

✂ - Saa? sagde Baronen, trak Brynene sammen og pustede Cigarrøg op gennem Haarene paa sine Moustacher. Hvorfor det?

✂ Han saa ikke paa Lars Iversen. Han anede et Grin i hans smaa Snogeøjne.

✂ - Der er nok dem, der gerne vilde have, at hun blev hjemme i lange Tider, sagde Skovfogden.

✂ - Hvad for noget Sludder? . . .

✂ Baronen fór hidsig op af Stolen, men tog sig sammen og gav sig til at spasere frem og tilbage med Hænderne i Lommen paa den stukne sorte Silkemorgenfrakke.

✂ - Jeg mener nemlig, at baade Enkebaronessen og Pigens Mo'er . . . de har saadan deres aftalte Meninger om Tingen.

✂ - Ja, ja, ja, ja. Saa er der ikke videre ved den Sag at gøre foreløbig. De maa vente.

✂ - Man bliver ældre og ældre, Hr. Baron . . . min Søn vokser til . . . og . . .

✂ - Ja ham bliver der jo sørget for. Han faar jo vel Deres Plads, om jeg lever, og alt gaar vel.

✂ - Ja men jeg er jo da ikke saa gammel, saa jeg kunde da nok leve i nogle Aar og have Fornøjelsen af at holde to Køer for en, naar jeg fik det Stykke Jord til og lavede det til Græsning. Og Hr. Baronen kunde vel ikke sige til Enkebaronessen, at den Tøs kunde have fælt godt af at komme ud at tjene. Hun gaar og smisker til min Peter, men han er jo altfor ung . . .

✂ - Saa . . . aa. Fy, er det saadan en?

✂ - Naa, det har Hr. Baronen aldrig mærket noget til?

✂ - Hvad kommer Mette Splyds Tøs mig ved? sagde Baronen fornemt. Tror De, jeg . . . lægger Mærke til, hvad hun foretager sig?

✂ - Nej, det forstaar sig. Men om Hr. Baronen lod falde et Ord til Enkebaronessen . . .

✂ - Nej Gu' gør jeg ej . . . Men . . . men . . . men, hvorfor i Alverden har De ikke for længe siden giftet Dem med Mette Splyd? Tag hende! Der er Tid endnu.

✂ - Det kan da ikke være Hr. Baronens Alvor.

✂ - Hvorfor ikke?

✂ - Jeg har aldrig havt Sind til hende.

✂ - Puh! Hvem faar den, han helst vil have?

✂ - Og saa er det da en farlig gammel Kasse - om 244 Forladelse, Hr. Baron, og jeg er jo da ingen udlevet Mand, saa, om jeg skulde forandre mig . . .

✂ - Saa meget desbedre, Iversen. Saa bliver Familien jo ikke forøget. Og De, som gammel Jægersmand, som er kendt med de enlige Skovstier, De kan jo altid tage Revanche. Hvad, Iversen?

✂ - He. . . ne-j, Det er jo meget naadigt af Baronen at spøge med mig, - men -

✂ - Ja, det Forslag vil jeg gøre Enkebaronessen. For jeg gider ikke høre mere Vrøvl om den Havejord. Farvel, Iversen! Det bliver derved. Ellers faar De aldrig Jorden, for Mette Splyd er lige saa klog som De.

✂ Iversen gik med Gru i Hjærtet. Da Baronen var bleven ene, hug han Cigaren hen mod Porcelænskakkelovnen, saa Gnisterne røg vildt om i Stuen, og sagde:
- Den infame Tøs! Lægger hun sig efter Jægerdrengen? Saa skulde Pokker have Samvittighedsnag! Hvor det Bonderak efterhaanden bliver durkdrevent!

✂

VI.

✂ Lars Iversen var ingenlunde forarget over Lotte Splyds Æventyr paa Kostumeballet, saa at det skulde være nogen Grund til at modsætte sig hans Søns Forbindelse med Lotte, thi som gammel Betjent paa et adeligt Gods respekterede han enhver, selv af Lov og Civilisation længst ophævet jorddrotlig Rettighed til en vis Grad, navnlig naar den ikke gik ud over ham selv personlig. Men han havde aldrig kunnet lide Lotte. Han, som selv var grim, havde fundet hende alt for køn; han, som var den beregnende Tilbageholdenhed selv, havde fundet hende altfor "gabmundet" og fripostig. Desuden havde han ikke i Sinde at trække sig tilbage. Han haabede at leve et godt Skub endnu, og hvad kunde det saa blive til, naar Peter skulde vente saa længe? Han var jo i Alder med Lotte, og, blev det ved, som det nu var begyndt, forudsaa han med sin kyniske Erfaring højst ubehagelige Begivenheder i den nærmeste Fremtid.

✂ Men at gifte sig med Mette Splyd! Blive Nr. 3 hos saadan 245 en gammel Kælling! Paa Tilbagevejen til sit Hus mumlede han en Masse Skældsord med Intervaller af Eder: Den Sjokke-Dorthe! (Eder) . . . den Grævlingetryne! (Eder) . . . den slatne Pandekage! . . . det sprukne Øltræ! . . . den platbenede "Muldhvalp"! . . . hun har akkurat lige saa mange Haar paa Hovedet som en gammel Rotte paa sin Hale . . . det rimpede Madæble! . . . osv. osv. i det uendelige. Den Beskæftigelse forkortede ham Vejen allenfals! I saaledes at lette sit fulde Hjærte tog han under ensomme Vandringer i Skoven saa ofte Erstatning for den Tvang, Livet paalagde ham, at tæmme sin Tunge og tale i saa dannede Former, som han formaaede.

✂ Da han kom hjem, skyndte han sig at gaa i Seng. Der laa han med Dynen op om Ørene, bandte, skældte ud, ærgrede sig og sukkede højt i sin Ensomhed, og, da den Skovløberkone, som gik ham til Haande, kom og skulde lave Middagsmad, erklærede han, at saa syg, som han var, vilde han ikke kunne faa Mad ned i de første fjorten Dage.

✂ Skovfogden forsøgte paa at sove, men, hver Gang han var ved at daane hen, var det ham, som om Mette Splyds rynkede, røde Ansigt, stramt omfattet af Huen og det stivede Lin, bøjede sig tæt op mod hans som til Kys. Arrig spyttede han langt ud i Stuen og vendte sig bandende om paa den anden Side. Men Huen og "det rimpede Madæble-Fjæs" kom ubarmhjærtigt igen, og dets Øjne gloede ham lige ind i Ansigtet. Lars Iversen stampede fortvivlet med Fodbladene mod Benenden paa Sengen.

✂ Mette Splyd red ham som en Mare. Og, da Lars Iversen var saa meget paavirket af det 19de Aarhundredes rationelle Livsopfattelse, at han ansaa det for ganske unyttigt enten at vende sine Tøfler eller ryge med Lysetande for at jage saadanne Spøgelser paa Flugt, fandt han paa et andet Middel.

✂ Han sluttede saaledes i sin Vaande:
- Alt ondt kommer af Feber. Feber kureres bedst med Brændevin, blandet med storkornet Krudt. Det havde han lært af den gamle Lødberg, der var Skovrider paa Godset i hans Barndom; han havde kureret baade Mennesker og Dyr med dette Arkanum; ja somme Tider havde han brugt Harlemmerdraaber, men det var kun mod en af for mange Kartoflers Nydelse frembragt "Trommesyge". Lars Iversen befølte sin Mave. Nej, Trommesyge var der ikke Spor af, tværtimod Hvælvingen havde snarere givet sig en Smule som en Følge af Sindsbevægelsen. Nej, hans Onde maatte være Feber.

246

✂ Skovfogden mindedes, at hans Herre, Baronen, en Gang, da han havde skudt en Ræv i hans Navn, i rørt Taknemmelighed havde foræret ham en halv Flaske gammel Rom og sagt til ham : Drik den med Andagt, Iversen, for det er fine Varer! Rigtignok var han for Øjeblikket "ædende gal" paa Baronen, men derfor kunde hans gamle Rom jo være udmærket. Han havde tænkt at spare denne Rom til en højtidelig Anledning. Han havde i sin Tid grundig overvejet, om Sønnens Konfirmationsdag kunde være passende Lejlighed, men han var snart kommen til det Resultat, at de Bondebæster, som vare hans Gæster den Dag, satte langt større Pris paa sød Punsch. Det gjorde han, Skovfoged Iversen, i Grunden ogsaa, men saadanne fine Sager var "natyrligvis uhyre gode for Helbreden; det var ikke for ingen Ting, at den . . . naa . . . den Baron var saa tyknakket og fedrygget. Det kom begribeligvis af de dyre Drikkesorter."

✂ En saadan Drik, blandet med grovkornet Krudt, maatte kunne hjælpe ham i hans Kvide. Thi strakte da Skovfoged Lars Iversen med en rask Beslutning Benene ud under Dynen, stak dem i et Par Trætøfler, trak den lille bugede Flaske op, hældte et halvt Ølglas fuldt af dens Indhold, tog sit Krudthorn med det groveste Krudt i og sank den mekaniske Blanding i et Drag, efterfulgt af et: "Aa ja, Herre, Du min Gud!

✂ Og Lars Iversen sov uden Forstyrrelse af Dobbeltgængen og Mareridt, til det blide og fine Oktobermorgenlys ramte hans aabnede Øjne.

✂ Lidt tung i Hovedet var han. Han maatte orientere sig lidt, inden han fandt, af hvad Grund han skulde være gal i Hovedet . . . Da det var lykkedes ham at finde den rette Stemning, gabede eller sukkede han højt, knyttede Næven i Retningen af det gamle Skovfogedhus og ønskede Mette og hendes Datter hen til et langt fjærnere og værre Sted end det, hvor Peberet gror.

✂ Hans bespændte Bryst trængte til Luft. Han aabnede Vinduet og fik Udsigt til Mette Splyds Baghave, hvor de gamle Frugttræer stod midt i Plæner, hvor Græsset groede som Vorherre vilde. Det laa bleggrønt i Morgensolen med lange Strimer Dug over. En Ko kunde godt gaa der endnu og glæde sig ved Tilværelsen. "Hvem der dog var en Ko!" tænkte Lars Iversen, da han saa det høje, fede, saftige Græs. Lars Iversen blev blød om Hjærtet. Thi, tænkte han, blev dette Stykke Jord ordentlig behandlet, kunde det føde to Køer. Han havde én Ko, Mette Splyd havde én . . . en til - sikken en Mælkning! 247 Kanske endnu en Ko, naar et lille Stykke af Humlehaven blev ryddet. Nogle - Kalve var der Plads til i Mettes i lang Tid ubrugte lille Udhus.

✂ Lars Iversen maatte holde sig for Øjnene for ikke at overvældes af de Drøvtyggerfantasibilleder, som tyngende sænkede sig over ham.

✂ - Jeg kunde lige saa godt have taget Kællingen for mange Aar siden. Et Asen har hun altid været, men, jo længere hun har levet, desto værre Asen er hun bleven, sagde han til sig selv. Men det Stykke Jord vil jeg ha' . . . jeg vil . . . jeg vil ha' det Stykke Jord! - og Lars Iversen knyttede Haanden mod den lyse Plæne med Frugttræerne . . . i Guds Navn, lad mig tage den forbandede Kælling med i Købet, siden Baronen er det Bæst, som han nu en Gang er . . . og siden han har den gamle Sidse til Moder . . . æh . . . bæh!

✂ Lars Iversen vrængede og søgte efter Evne at efterligne Enkebaronessens stive Holdning og langsomme Gang.

✂ Lars Iversen gik ud i Skoven og brugte sin Økse saa det susede under Huggene. Han anbragte den hensynsløst, hvor han kunde komme til, paa Vindfæller saa vel som paa dødsdømte Træer. Men det var rent lyriske, slet ikke forstmæssige Hug.

✂ - Ædelgran har jeg aldrig prætenderet paa . . . Hvidgran . . . ikke en Gang . . . men en gemen gammel Fyrreskinke . . . ja . . . ja . . . det er saa Livets Gang . . . skidt er det . . . men det kan vel aldrig blive anderledes.

✂ Han kom tilbage, og da stod Solen højt paa Himlen. Han kikkede ind i Mette Splyds Baghave. Græsset var blevet mørkere og saa endnu appetitligere ud.

✂ - Kanske tre Køer! sagde Lars Iversen, løftede sin Brystkasse, sukkede og tog sin Beslutning. Han stak en stivet Flip fra oven ned i sit Brunels Halsbind, iførte sig Blanklæders Støvler og sin selvlavede Uniformsfrakke af grønt Klæde med støbte Bronceknapper, hver prydet med et af Skovens vilde Dyr i Relief. Frakken maatte finde sig i, at de nederste Knapper paa Grund af, at de sidste syv Aar havde lagt Aarringer af Fedt om hans Liv, ikke kunde naa sammen. Iversen tændte en Cigar, styrkede sig igen ved en Slurk af Baronens Rom og betraadte for første Gang i sit Liv Mette Splyds Stue - ikke uden Hjærtebanken.

✂ Han ventede, at Husets Værtinde skulde blive yderlig forbavset. Men Mette Splyd havde været hos Enkebaronessen 248 Gaarsdagens Eftermiddag, havde faaet fornøden Underretning, og hun havde straks fundet sig til Rette i Situationen, der, naar alt kom til alt, kun kunde gavne hende i pekuniær Henseende.

✂ Hun sad i sin eneste gamle, haardsædede Lænestol, forberedt paa Repræsentation. Om hendes føre Skikkelse sad en ti Aar gammel, kirsebærrød ulden Kjole, som hun havde købt paa en Avktion i den forrige Skovriders Stervbo, saa stramt, at den truede med at revne i alle Sømme. Sin sædvanlige Hue havde hun ombyttet med en af store Strimler omgivet, tæt Kappe. Nu maatte hun hæve sig ud over Bondestanden og give "Madamen". End ydermere betegnede hun det ved hvide Bomuldsstrømper og Brunels Snørestøvler paa sine uhyre Fødder. Det, der hos andre Kvinder vilde hedde Smalben, og som hos hende var saa tykt som en forsvarlig Læg, bovnede frem som en tæt stoppet Pude inden for og oven over de korte Skafter.

✂ - Føj for Fanden! klang Trodsen i Lars Iversens Indre, da han saa sin paaoktroyerede Genstand, men sit Ansigt havde han efter nogen Forberedelse, inden han gik hjemme fra, faaet ordnet i de blødeste Folder, det kunde opdrive.

✂ - Vil Iversen ha' et Glas Punsch? sagde Mette Splyd med et saa dannet Tonefald, som hun kunde tvinge ind i sit brede sjællandske.

✂ - Gaar det an paa Formiddagen, Madam Splyd? sagde Skovfogden lige saa dannet.

✂ Mette tog en dampende hvid Fajancepotte ud fra Kogehullet i Kakkelovnen og skænkede brun Punsch ud i to Ølglas.

✂ - Det er Ollendorffs fra Holbæk, sagde Skovfogden efter at have nippet til den.

✂ - Er den ikke ret behagelig? sagde Mette.

✂ - Højligen, sagde Lars Iversen.

✂ - Velgaaende, Iversen! sagde Mette og stødte sit Glas mod hans.

✂ - Tak! sagde Lars Iversen. Gid Vorherre vilde glæde ethvert skikkeligt Menneske!

✂ - Ja, det maa vi saamænd alle bede til, sagde Mette.

✂ - Bare Menneskene kunde enes i al Ting! Madam Splyd. Saa vilde Livet være saare godt.

✂ - Ja, det har Iversen s'gu Ret i.

✂ Lang Pavse! Begge stak Næserne i Glassene og sugede langsomt, ligesom i aftalt Andantetakt, Draabe for Draabe ind af den meget søde Drik.

249

✂ De betragtede hinanden over Glassets Rand. Fire smaa listige Øjne mødtes. Men Situationen begyndte at blive uhyggelig. Begge sukkede:
- Aa-ja . . . saa gu'. Saadan er Livet!

✂ - Det er det, som det er, sagde Mette.

✂ - Ja lige akkurat, sagde Iversen.

✂ - Og det bliver ikke anderledes, sagde Mette.

✂ - Nej, Vorherres Skabelse kan ingen omstøde, sagde Iversen.

✂ - Nej, det er umuligt for os Mennesker, sagde Mette og foldede Hænderne.

✂ Et nyt Drag Punsch, en ny Pavse! Endelig sagde Mette:
- Ja Iversen, det kommer da Dem til at begynde.

✂ - Madam Splyd har da Aarene forud, bemærkede Iversen ikke uden en bittermandelagtig Tilsætning til Sødmen i Tonen.

✂ - Jorden skal jo samles, sagde Mette.

✂ - Det skal den, sagde Iversen.

✂ - Lad os saa drikke dette Punscheglas ud hver paa sin Side, sagde Mette i Læsetone, og opvende vore Tanker til ... til den Kant, hvorfra alene Velsignelsen kan udgydes over et ægteviet Par.

✂ - Vi skal vel løse Kongebrev? sagde Iversen, mens han hostede og spyttede med bortvendt Ansigt.

✂ - Det koster nok 16 Daler i gamle Penge, sagde Mette. Men det kommer vi vel ud over . . . Men det er vist bedst, at Iversen ser, hvad her er af Uldent og Linned . . . saadan rent ud sagt . . . Iversen kan tænde en ny Segar (Mette tog en Papirspakke ned fra en Dragkiste) . . . det er af dem til tre for otte Skilling i gamle Penge.

✂ Der var meget hjemmegjort Tøj i Mettes Skuffer i Storstuen. Men Lars Iversen var for meget af en moderne Mand til ikke at tænke:
- Hvad skal jeg med alt det? Det skal, min S'æl under Hammeren, naar jeg faar Magt over det.

✂ Mette følte sig aabenbart skuffet ved Skovfogdens kølige og fremtvungne Beundring af det, hun i en lang Aarrække havde dynget op af uproduktive Flidsfrembringelser. Iversen mærkede det og sagde til sig selv:
- Noget maa der gøres for en Ordens Skyld - og han omsatte sin indre Stemme i en praktisk Handling, idet han, efter at have strøget sit stive Overskæg og befriet det for Punschelevningerne, gav Mette Splyd et Kys paa Munden.

250

✂ - Nej, Gud frelse og bevare os, Iversen! sagde Mette og tørrede sin Mund med Forklædet.

✂ - Jo, det skal til, især blandt Folk udenfor Bondestanden, sagde Skovfogden, mens han energisk kvalte et Suk, tog Afsked og gik.

✂ Da han var uden for Døren sagde han:
- Det var overgemt Kødmad.

✂ Han satte sig i det Vindue, hvorfra han kunde se Mette Splyds Baghave, og mod hver Følelse af Modbydelighed, der rejste sig i ham, stillede han de tre Køer op. De tomme Mellemrum, hvori Køerne ikke ret vilde lystre hans Fantasis Bud og forlangte at reduceres til to, udfyldte han med dæmpede Forbandelser mod sin Herre, Baronen.

✂

VII.

✂ Fjorten Dage efter havde Skovfogden Lars Iversen, 52 Aar gammel, og Enken efter de to sidste Skovfogder i Strandholt Hestehave, Mette Splyd, 59 Aar gammel, Stuebryllup hos Præsten. Nærværende var kun det lovbefalede Par Vidner.

✂ Da Brudeparret havde besteget den bageste Agestol paa den Gaardmands Vogn, som besørgede Brudekørslen, var Lars Iversens første Ord:
- Ja, saa maa vi straks se at faa en Kondition til Tøsen.

✂ Det var gaaet Mette med hendes Datter, som det gaar Dyr med deres Afkom. Mens hun var lille, havde hun forkælet hende og ruget over hende som en Drage, da hun blev stor, havde hun ikke brudt sig om hende, det hun vidste af. Nu brød der en Rest af Moderkærlighed blandet med en Slags Konvenienshensyn frem og gav sig Luft i et kort Udbrud af Graad:
- Lars Iversen, det er min og min salig Mands eneste Livsfrugt.

✂ Lars Iversen sagde ogsaa i en sentimental Tone, idet han pegede mod Forsædet paa en bred Ryg, tilhørende Vognens Ejer, der selv kørte Hestene:
- Jeg er vis paa, kære Hustru, at Mads Hansen dér vil behandle vores Lotte med sanddru Faderkærlighed, ret lige som 251 om hun var udsprungen af hans eget Kød og Blod. Han skal have en indvendig Pige til den første.

✂ Charlotte vilde saa nødigen nedsynke i Bondestanden; hun er ærgerrig ligesom hendes for mange Aar siden afdøde Fader.

✂ Brudeparret tav efter den aandelige Anstrængelse, som det havde kostet det at faa saa mange smukke Fraser drejede.

✂ Snart holdt man uden for Mettes Hus. Der skulde det "unge Par" bo, mens Lars Iversens forrige Lejlighed skulde gøres i Stand til " Landliggere", som i disse Aar havde begyndt at søge langt bort fra København, især "Kunstmalere og saadanne nogle". Af dem havde Lars Iversen i de sidste Par Somre havt et Par liggende.

✂ Inden de stod af Vognen, pegede Skovfogden ud mod Vænget og sagde til Mette:
- Vi har snakket om at holde tre Køer, ikke at tale om et Par Grise til. Men saa kan vi ikke føde en saadan helvoksen Pige. For saadan som de klør paa Føden i den Alder!

✂ Dette Argument nedslog enhver Modstand hos Mette. Den genopvaagnede eller kunstig genopvakte Kærlighed til Datteren forsvandt aldeles, da hun ikke, som Moderen havde ventet, var til Stede for at opvarte de to Mænd, Bryllupsvidnerne, med Smørrebrød og Snapse, Kaffe og Søsterkage, som stod paa Bordet.

✂ Hun blev ikke ængstelig over sin Datters Fraværelse; hun kendte hendes "obstinatsige" Sind. Det havde jo røbet sig i den Ringeagt, Datteren havde vist hende, siden hun, uden at Moderen havde mælet et Ord derom, havde erfaret, hvad der forestod. Og Lars Iversen var glad over, at Peter heller ikke var til Stede, thi han havde heller ikke sagt ham noget og følte sig skamfuld overfor Sønnen.

✂ Lotte og Peter vare hver paa sin Maade blevne dybt krænkede, man kan vel sige, moralsk forargede, da Rygtet om deres Forældres Ægteskab naaede dem og bekræftedes ved alle de Erfaringer, som deres ved Spændingen skærpede Sanser anstillede paa "de gamle". Mette havde snart mærket, at hendes Datter vidste god Besked, havde hverken bekræftet eller benægtet noget, havde talt om, at nu skulde hun ud at tjene, "for der skulde jo ske megen Forandring her i Strandholt Hestehave", men det var nu en Gang simple Folks Børns Lod osv. osv.

✂ Situationen havde nærmet Peter og Lotte end mere til hinanden. Uden at have truffet bestemt Aftale havde de hver 252 Aften i Mørkningen mødt hinanden ved en Stente i Skoven; Peter sad overskrævs paa Leddet, Lotte sad paa et af de Trappetrin, der førte over Gærdet. Talen bevægede sig i indignerede Udbrud som:
- Det kalder man Kærlighed!

✂ - Det bliver et kønt Par for Brudeskamlen!

✂ - Han faar Kam til sit Haar!

✂ - Hun faar Klø, naar han bliver galho'det!

✂ - Hun bider igen med de to Fortænder, hun har.

✂ Men Harmen, der formede sig temmelig ens i spottende Ord, som den ene eggede den anden op til, ytrede sig helt forskellig i deres Sind.

✂ Den langvoksne Knøs havde ud af de Skikkelser, han havde suget ind af sine historiske Romaner, faaet tømret sig nogle ædle Dannemænd og Dannekvinder. Jo dybere de sænkedes i hans trofaste Hukommelse, des højere voksede de op i hans endnu barnlige Fantasi. De højnede sig op paa lange Ben, der knap berørte Jorden, saa deres Hjælmhuer eller Fjerhatte gennembrød Himmelhvælvingen og naaede langt ind paa den anden Side af den. Mod disse vældige, kolorerede Skyggebilleder stod Lars Iversen og Mette Splyd som raa Fornægtere af den højbaarne Elskov og alle med den rangerende ridderlige Følelser.

✂ Den legemlig fuldt udviklede Pige havde ikke nær den Hang til at tro paa og hengive sig til sligt. Hun havde hørt efter, naar Peter havde læst; Læsningen fyldte altid rent materielt hendes tomme Tid. Den gav hende den opfundne Begivenhedsrække som en Slags Erstatning for et Liv, hvori intet skete uden kedsommelige eller ydmygende Hændelser, men hun havde ingenlunde, som Peter Iversen, følt sig krænket en Gang, da hendes Moder ved sin Hjemkomst saa Lampelyset spejle sig i Peters Taarer og havde sagt: "Hvad vil Du græde over det for, Peter? Det er jo Løgn altsammen, eller ogsaa er det jo noget, som ikke rager Dig!" Vare Figurerne voksede højbenede hos Peter, hos Lotte havde de snarere faaet et ordenlig Slag paa Hovedet af den prosaiske Forstandskritik, og den havde gjort dem til lavstammede underjordiske, der kun kom frem i Mørket, dansende under den søjleluende, løftede Høj, men svandt i Taagen ved første Hanegal. Hun maalte ikke sin Moders forestaaende Bryllup med anden Maalestok end en ung, frisk Piges naturlige Modbydelighed mod Ægteskab mellem gamle Folk og med sin 253 Frygt for sin egen Skæbne. De to Barndomsvenner havde bestandig ophidset hinanden.

✂ - Jeg vil ikke ud at tjene Bønder, havde Lotte sagt og stampet mod Stentens nederste Trin.

✂ - Nej, det siger jeg med. Det skal Du heller ikke gøre. For man skal gaa opad og ikke nedad. Man skal ha' Fidus til sin Lykkestjerne . . . saa . . .

✂ - Hvad saa? spurgte Lotte.

✂ Herpaa vidste Peter Iversen ikke at give noget direkte Svar, men sagde:
- Ja . . . jeg vil nu se, om jeg kan lægge lidt op . . . saa kan jeg kanske med Tiden blive Forstkandidat . . . kongelig Skovrider . . . ja, der er de Forstkandidater, der ender som Overførstere, og de er vist mere endnu end Baronen.

✂ Lotte trak paa Skuldrene, lidt vantro lige over for denne Idé, der paa én Gang gik hende for højt og. ikke højt nok. For, naar man endelig skulde ønske, saa kunde man jo tage Munden fuldere. Hun ledte i sin Fantasi og Hukommelse efter noget, hun kunde ønske, og i Ønsket overbyde Peter Iversen. Nu huskede hun, at hun, i Købstaden, i Gæstgivergaardens Forstue, havde set et Billede af et mægtigt udenlandsk Badehotel, langt større og lysere end den gamle røde Herregaard, med dejlige blaa Bjerge bag sig, dejligt blaat Vand foran sig, selv skinnende hvidt, og med dette Minde sammenknyttede hun en tilfældig opsnappet Viden om Københavns første Hotels Navn og hun udbrød:
- Jeg vilde ønske, jeg ejede Hotel d'Angleterre paa Kongens Nytorv.

✂ Peter blev imponeret, for saa vidt som han ikke rigtig forstod, hvad hun mente.

✂ Samme Morgen, som Forældrenes Bryllup skulde staa tidlig paa Eftermiddagen, red Peter igen paa Leddet, og Lotte sad paa det andet Stentetrin, mens Luften tindrede af Klarhed, og Skoven blinkede i Sol og Fugtighed. De havde som sædvanlig strammet hinanden op med Spot mod deres Forældre. Men pludselig brød Lotte ud i Graad, rev en Kvist af et Bøgeskud nær ved Ledstolpen, kylede den fra sig og sagde:
- Jeg sætter aldrig Benene mere i Huset derhjemme.

✂ - Vil Du flygte? sagde Peter og udtalte det i sin højtidelige Stemning som "fløkte", og Tanken om noget saa uhørt, noget 254 saa æventyrligt som en Flugt tændte et Blink i hans døsige, lyse Øje.

✂ - Ja, sagde Lotte. Jeg tager til København. Men jeg har ingen Penge.

✂ Peter tog en hæklet rød Pung op, trak tre Tokronestykker frem, holdt dem op mod Solen, saa de hvidglødede, sprang højt i Vejret, kastede Møntstykkerne op i Luften og raabte:
- Tak skal Du have, Lotte, hvis Du vil tage dem af mig.

✂ - Jeg vil laane dem, svarede Lotte lidt knibsk.

✂ - Det kan Du ogsaa, sagde Peter resigneret. Hans Poesi blev brat afkølet til jævn Prosa. Der er de, værs'go!

✂ - Jeg tager ind til min Kusine. Hun er gift med en, der sælger Cigarer i Gothersgade, sagde Lotte.

✂ - Naa saadan, sagde Peter. Han havde ventet en hensigtsløs Flugt ud i den vide, vide Verden, og han vilde ubemærket følge Lotte til Horizontens Rand. Nu fik han et nyt Nedslag mod sin Moder Muldjorden ved saa prosaisk konkrete Bestemmelser som København, en Cigarhandler og Gothersgade. Egentlig tabte han Lysten til at følge med, maaske fordi han følte, at Lotte heller ikke vilde have ham med.

✂ Lotte sprang ned fra Stenten og sagde:
- Naar de er taget i Kirke, pakker jeg mit Tøj og gaar til Stationen.

✂ - Det er en stiv Mil, sagde Peter.

✂ - Jeg véd det nok, sagde Lotte og knejste udfordrende.

✂ - Det er da . . . jeg mener . . . bedst . . . mener jeg . . .

✂ - At Du følger mig til Stationen.

✂ Peter blev sjæleglad og fik Taarer i Øjnene af Fryd, fordi Lotte forekom hans Forslag.

✂ - Ja, lille Lotte, det vil jeg saa gerne, sagde han. For det bliver dog mørkt, inden Du naar den. Og jeg vilde dog gerne . . . gerne . . . sige Dig Farvel . . . og være sammen med Dig, til vi skilles for Evigheden . . . For jeg tør vel ikke følge Dig til København?

✂ - Hvad skulde Du der? Der kan Du jo ikke lære Forstvæsen og blive til det, Du vil blive.

✂ - Ja, men saa kunde jeg jo blive . . . noget andet . . . jeg kunde blive lige, hvad Du vilde have, jeg skulde være.

✂ Og hans vandblaa Øjne gloede dumt - eller drømmende, som man nu vil tage det - ud i Luften.

255

✂ - Saa skulde Du blive Ejer af et Hotel, sagde Lotte, tror Du, Du kan blive det? Hvad?

✂ - Ne-e-j, sagde Peter slukøret, thi hverken Romantiken eller Livet havde givet ham nogen Forklaring af, hvad det var for en Stilling, og rent umiddelbart tiltalte den ham egentlig ikke. Trods sin Ydmyghed lige over for Lotte, gjorde hans indre Følelse en stolt Protest, som han formede i det uudtalte Ord: Over kromand.

✂ De gik hjem, men skiltes ad paa Vejen for ikke at vække Mistanke. Peter spiste Frokost med sin Fader, uden at der blev vekslet et Ord om, hvad der forestod. Mette forudsatte, at Lotte vidste alt, sagde derfor intet, men trakterede hende og sig selv med Chokolade. Baade Brudgom og Brud vare glade ved, at Børnene fjærnede sig før Middag, saa vare de foreløbig strøgne ud af Tilværelsen.

✂ Men aldrig saa snart hørte de Gaardmandens Vogn rumle, før de, skjulte i Humlehaven til hver sit Hus, gjorde Tegn til hinanden. Peter gik først, og, da han havde ventet et Kvarter ved Stenten, mødte Lotte.

✂ De savnedes heller ikke, da Ægteskabet var fuldbyrdet.

✂

VIII.

✂ De to unge Flygtninge vare komne ud af Skoven, da en guldgul, diset Aftendæmring henover den runde Slette, en stor skovbegrænset Cirkus, bredte et Skær, der glimrende og idealiserende fremhævede visse Genstande, medens det beslørende omhyllede andre. Hvad der havde lyse Farver, skinnede brandrødt eller bleggult, hvad der havde mørke, blev kulsort med graaviolette Rande.

✂ Noget magisk, overnaturligt laa udbredt over det hele. Og midt i det flammede Herregaardens Vindfløj, blegt som en Stearinlysflamme mod den lyse Himmel, mens Gavltakkerne tegnede sig med flossede Rande. Den høje Bygning beherskede sine Omgivelser og stod støt og bred som en Lensherre mellem Vasaller.

✂ Lotte kunde ikke faa Øjet fra den aristokratiske Fremtoning. 256 Hvorfor blev hun stødt ud derfra, ligesom hun naaede derop? Hvorfor havde hun ikke Ret til at gaa ud og ind der? Havde hun ikke baaret sig dumt ad, da hun skræmmedes for Anders Tjener, da hun flygtede for Baronen? De to Typer: Herremanden og Herskabstjeneren flød næsten sammen i hendes Minde. Var det ikke de samme stærke føre Karle med store Øjne og mostætte Skæg?

✂ Herregaardens Befolkning filtrede sig sammen i en Klump. Hun knyttede Hænderne under sit Forklæde uden at have Mod til at række dem op imod Genstanden. Hun kunde ikke faa andet Udbrud for sine Sindslidelser end Raabet:
- Hotel, Hotel, Hotel!

✂ Hun syntes, at dette Ord maatte kunne mane Herregaarden langt bort.

✂ - Hvad er det? sagde Peter.

✂ Hun svarede ikke. Mørket sænkede sig dybere. Farverne graanede ud i Natmulm. Det gik ad Veje, hvis Pløre slog op om Fodtøjet som tyndæltet Dej, mellem Grøfter og enkeltstaaende, opløbne Pile. Lys fra Stationen skimtedes endelig, først som lyse- og mørkerøde Pletter, derefter som langagtige Smaaelipser, endelig fortættede til Smaacirkler.

✂ Jo tydeligere og tættere Lysflammerne tegnede sig, desto mere kom der Bølgegang i Peter Iversens Mod. Han følte Trang til at udtale en Erindring, der fra hans Læsning havde trængt sig paa ham, lige siden Mørket faldt paa. Thi, da Lotte tav, var han først bleven fortvivlet, og det tomme Mulm indgav ham Trang til at fylde Rummet med noget. Han havde ikke andet end Fantasibilleder ved Haanden. Dem kommanderede han ud til Tjeneste. Det er et Kompagni, som let lystrer den, der tager Kommandoen.

✂ Han havde i sin Tid begyndt at læse "Nordens Guder" for Lotte i hendes Moders Køkken, men maatte opgive det. Thi Lotte kunde ingen Forestillinger hæfte til Ordene. De løb ud i et som en mumlende Strøm i Peters uartikulerede Foredrag, der blev endnu værre, fordi han vilde lægge samme Pathos i det hele og slog ind i samme Diktion, som Degnen, naar han bad i Kordøren. Han turde ikke tale saa højt som Præsten paa Prækestolen. Nu manede han Thors Vandring til Udgaard frem. Foran sig selv og Lotte forestillede han sig Thor og Loke vandre. Sig selv og Lotte udstyrede han som Thialfe og Roska, og uden mindste Følelse for det parodiske gentog han i sit Indre følgende 257 to Strofer saa tidt, at de, uden at han vilde det, blev hørlige i nynnende Sang paa Melodien: "Vift stolt paa Kodans Bølge":

✂ Det kan jeg fuld vel sige:
Thial' blev en Helt saa god,
han var en Kæmpes Lige
i Førlighed og Mod;
det voldte stærken Spise,
dertil var han hel klog,
Thor monne højt ham prise!
han bar den tunge Brog.

✂ Roska, den væne Søster,
vel havde Frejas Maal;
om hendes trinde Bryster
sig hvælved blanken Staal.
Som ingen Mø i Thule
hun smilte kæk og huld;
over de Lokker gule
bar hun en Hjælm af Guld.

✂ Peter var ingen Kæmpes Lige; Føden, han fik hos Skytten, vilde det være Synd at kalde "stærk": Brog vidste han rigtignok ikke, hvad var; det, som hvælvede sig om Lottes Barm, var det grønt- og sorttærnede uldne Shawl, som hun altid tog paa i ondt Vejr; samme Stykke havde hun i Dag slaaet over Hovedet, og dets Lighed med en Guldhjælm var ikke let at finde.

✂ - Du har Humør til at synge, sagde Lotte.

✂ - Nej, men netop derfor gør jeg det, sagde Peter.

✂ - Det er noget underligt Vrævl af Dig.

✂ - Det er det ogsaa.

✂ Nu stod de foran den lave Stationsbygning, der laa øde og naboløs midt paa den flade Mark. Vindstrømmen susede ind i Forsalen, saa Kamfinlampens Flamme svajede til alle Sider. Paa Bænken sad en Drager og sov, inde bag Ruden til Billetkontoret saas Stationsforvalteren, der ogsaa var Billettør, sovende paa en Stol. Det var Stationens hele Besætning. Den eneste Ventesals aabne Dør udaandede et muggent lugtende Pust af Kulos og nyvasket Bræddegulv.

✂ Vore unge Vandrere vare trætte. De satte sig paa en Træbænk i Ventesalen. Lotte sov eller lod, som om hun sov. Selv om Peter havde turdet tale til hende, vilde han ikke have formaaet det; hans Bryst var svulmende spændt af Sorg, og den tilbagetrængte Graad snørede Luftrøret sammen paa ham.

258

✂ Dødsstilheden afbrødes kun af Vindens Piben i Kakkelovnen, af Lampekuplens Raslen og af Dragerens Snorken, der lød ind fra Forsalen. Pludselig et Hvin, en Buldren, der nærmede sig! Dragerens Trætøfler klaprede, Billetkontorets Rude blev bragende skudt op; i Fart fik Lotte Billet, Peter bar hendes Bylt ud paa Perronen, hjalp hende ind i en tredje Klasses Waggon; faa korte Ord veksledes mellem Togfører og Stationsforstander, mellem Konduktør og Drager; tre korte Hvin . . . ud i Mørket i susende og hvæsende Fart! Først efter et Kvarters Forløb kom Lotte til Besindelse og følte sig umaadelig bedrøvet og angest. Her, i det halvmørke, lange Rum med en eneste Lampe i Baggrunden, foruden hende en eneste Passager, der sov i Waggonens modsatte Ende, her, mellem de fedtskinnende, tomme, gule Træbænke, fik hun Følelsen af, hvad hun havde vovet, og af, at nu var Broen brudt af mellem hende og Hjemmet, der, hvor lidet det end lovede hende, dog var i Stand til at yde hende sit Ophold.

✂ Atter Piben! Mange Lys, Larm og Raab! Mange højtraabende, mod hinanden tørnende Mennesker, "Farvel, Pedersen! " "Adjøs, Hansen!" - "Har Du Billet?" - "Varsko!" - en Bagagevogns hvinende Rullen, mens den blev trukken hen ad Perronen; Stødet af tilhæftede Vogne, Brølen af Køer, Brægen af Faar, Grynten af Svin!

✂ Det var en Købstadstation, og der havde den Dag været Marked i Byen.

✂ Waggonen blev i et Minut eller mindre fuld af Mennesker, af Lugten af vaade Klæder, af kvælende Tobaksrøg, af Raab fra Ende til anden, af Latter og Eder, og, aldrig saa snart var Toget i Gang, før en tenorsyngende Kvægpranger satte i: "Vil Du nu bare la' Hønen gaa", og et brølende og hujende Kor løftede sig straks og overdøvede Togets buldrende Rullen langs Skinnerne.

✂ Lotte havde trykket sig op i Hjørnet og brugte sin Bylt som et Skjold mod sin Sidemand, en lang beskægget Karl i Ulstercoat og graa Bulehat. Han rykkede stadig nærmere til hende og sagde tilsidst højt:
- Søde lille Jomfru! Skænk mig Deres bare Hjærte.

✂ - Vil Du bare la' Hønen gaa, Ollevarius! lød det fra den anden Side fra en tyk Slagter i graa Pels og lodden Hue.

✂ Grin og en ny Udførelse af den folkelige Sang! Bajerske Ølflasker blev trukne frem, Brændevinsflasker gik rundt; Cigarer og Piber tændtes, Gnister spruttede til alle Sider. Larmen afbrødes under de korte Ophold paa Stationerne, for bestandig at 259 tiltage i øredøvende Styrke, jo mere Toget nærmede sig Maalet. De røde Ansigter glødede i Lyset fra Lampen og Cigarerne, Hattene kom paa Sned eller gled ned i Nakken, Vinduerne aabnedes, Trækvinden gennemsusede Waggonen, Flasker heves ud gennem Vinduerne under Hurraraab.

✂ Flere og flere Lys skinnede ind ude fra, højt oppe fra gennem Vinduer i uregelmæssige Linjer. Tog suste forbi. Gader viste deres halvlyse Munding, saa kom Vand, hvori Lysfurer sitrede. Det rumlede og dundrede. Flere og flere Lys i vild Vrimmel, til Toget holdt under Københavns Stations brede Tøndehvælving.

✂ Summen og Susen, Trampen og Rullen fra den fra Toget udspyede Menneskestimmel. Pigen fra Landet fulgte mekanisk dens Retning. Hun var i en Verden, om hvis Tilværelse hun ikke havde nogen Forestilling; thi vel vidste hun, at København var en stor By, men at den skulde være saa meget anderledes end de tre, fire Købstæder, hun havde set, var ikke faldet hende ind.

✂ Øjenblændet og øredøvet kom hun ud i øsende Regnvejr, dampende Lysdis, Vrimmel af Mennesker og Vogne, hinanden krydsende forvirrede Raab. Folk løb ud mod en Række underlige "Enspænderwienervogne"; nogle Personer, som Pigen fra Landet antog for Soldater, med løjerlige kullede Huer og Regnkapper vare i travl Bevægelse; til venstre stod en Række Fyre i hvide Kitler - sikke dog en Paaklædning paa denne Aarsens Tid! -

✂ Hun var bleven staaende paa Trappen og turde ikke styrte sig ud i det Hav, der bruste for hendes Fødder. Hun klemte sig op mod en Træpille, der støttede Taget over Indkørselen og holdt Bylten foran sig omspændt med Armene og de tæt krydsede Hænder. Shawlet var gledet ned om Nakken; Regnen sendte sine piskende Strømme, Vinden sit kolde Pust, en Gaslygte sit gule Lys lige ind i Ansigtet paa hende.

✂ Snart var Pladsen ryddet. De sorte og de hvide Mennesker, de kullede Huer og de smaa Wienervogne sprængtes til alle Sider, som en bred og flad Vandpyt, naar en stor Sten kyles i den.

✂ - Uh! skreg Lotte pludselig. Hun saa et rødt skægget, grinende Ansigt - hendes Sidemands i Waggonen - tæt ved sit eget.

✂ - Kanske Jomfruen ikke vil forsmaa min Ledsagelse.

✂ - Lotte raabte ind i den store, tomme Sal:
- Peter - Peter Iversen . . . kom!

260

✂ Det var en Hallucination, der saa ud som en fornuftig Beregning. Lotte havde siddet gemt i en Rus eller en Drøm, siden hun besteg Jernbanetoget. Hun syntes i dette Øjeblik, at hendes tro Beskytter maatte være saa nær, at han kunde raabes op.

✂ Tilfældigvis gik en stor og svær Person i Vinterkappe inde i Salen fra Perronen. Herren trak sig tilbage og sagde:
- Naa paa den Maade! Jomfruen har en Jon ved Haanden. God rolig Nat og vær en pæn Pige!

✂ Dermed gik han; hans brede Ryg forsvandt efterhaanden i Mørket.

✂ Ja, nu maatte hun afsted. Hun havde set alt forsvinde til venstre; hun gik samme Vej. Snart var hun igen midt i Brændingen. En Hvirvelstrøm af Mennesker og Vogne, hvoriblandt nogle store med kulørte Lygter, som Mennesker strømmede ud og ind af fra begge Sider.

✂ Hun saa en Person, klædt næsten som en Arbejdsmand derhjemme, komme med en belæsset Trækkevogn foran sig. Hun spurgte om Vej til Gothersgade.

✂ - Lige efter Næsen immervæk, spørg væk etter Kongens Nytorv!

✂ Han trillede videre. Landsbypigen havde et Indtryk af, at det var et halvt fremmed Sprog, der susede om hende. Hun gik lige ud, syntes hun, gik og gik, og bestandig bestrygende Menneske efter Menneske, gennem mere eller mindre, yderst ustadig belyste Gader. Hun vilde flere Gange sætte i Løb, men inde paa Fortovet busede hun mod Mennesker; en Gang gik det ene Ben fra hende ned i en Kælderhals, og ude paa Gaden var hun nogle Gange ved at faa en Vognstang i Livet. Hun turde ikke standse nogen og spørge videre, for det var da rædsomt, som alle Mennesker havde travlt i denne By. De rendte som Niels Ringer derhjemme, naar han havde sovet over sig til Morgenringningen fra Klokketaarnet, eller kørte som Præsten, naar han skulde ud og berette en syg.

✂ Da hun sidste Gang veg til Side for en Gruppe Mandfolk, der gjorde Mine til at "genne" hende, havde hun gjort et Spring til Siden. Hun havde tabt Følelsen af, at hun havde brudt Linjen. Der, hvor hun gik nu, var der langt mørkere, og stundom syntes hun, at Husene slog sammen om hende. Larmen af Mennesker og Vogne døde mere og mere hen; hun mødte 261 færre og færre. Nu udvidede Rummet sig . . . hvad var det? Vand med store sorte Bygningsmasser paa den anden Side.

✂ Lotte standsede foran Vandet, turde naturligvis ikke gaa frem, men vidste heller ikke, hvad der lurede paa hende til højre eller til venstre, og intet Menneske var at øjne. Hun arbejdede Modet op i sig ved følgende Replik:
- Sikken en tosset By! Der løber Aaer midt igennem den.

✂ Noget stak hende temmelig haardt i Nakken. Hun vendte sig om og saa en Paraply med en Skikkelse under.

✂ - Om Forladelse! lød en høflig Stemme, som Lotte havde Verdenserfaring nok til at høre kom fra "en pænere Mand".

✂ - Kan Herren sige mig, hvor jeg finder Gothersgade? spurgte Lotte ret frejdig.

✂ Paraplyen sænkede sig bagover, og Lyset faldt paa et hvidt Skæg. Et hvidt Halstørklæde tittede frem foran mellem Overfrakkens opsmøgede Kraveflige. Lotte blev helt glad, for en Mand, der saadan til Hverdagsbrug gik med høj sort Hat og hvidt Halstørklæde, maatte sagtens være en Præst. Overskægget rokkede hende ikke i denne Overbevisning, thi hun havde en Gang i sin Moders Stue hørt en Disput om, hvorvidt det var passende, at den nærmeste Købstads nye Præst bar "saadan noget Soldaterudslet".

✂ Den fremmede Herre bøjede sig ned mod hende og sagde:
- Hvor kommer De fra?

✂ - Fra Landet, med Jernbanen.

✂ - Naa, saa er De faret vild. Men jeg skal omtrent samme Vej. Vil De følge med mig.

✂ Han gjorde en Bevægelse, som vilde han byde hende Armen og skærme hende med Paraplyen, men trak sig straks efter tilbage med et:
- Hm! . . . Skal De tiltræde en Kondition her i Byen?

✂ - Ja - - ja - men jeg skulde først ud til min Kusine, og hun bor i Gothersgade.

✂ - Er De fra Sjælland? Saa-aa? Det kan man ikke høre paa Dem.

✂ - Jeg er ikke bondefødt. Jeg er Datter af en Skovfoged.

✂ - Hm! Hm! Naa . . . ja . . . bare De nu maa befinde Dem vel . . . for Overgangen fra et stille Landliv til de store Byers Liv, den er . . . Hm! her er en Kamp for Tilværelsen, som man kalder det.

262

✂ - Ja, det har Pastoren Ret i, det har jeg allerede mærket, sagde Lotte og sukkede.

✂ En let Trækning med Skulderen viste, at den gamle Herre lo. De stod lige under en Lygte, hvis Skin viste ham, hvor køn hans Ledsagerske var.

✂ - De er . . . stammede han . . . er vel forlovet?

✂ Lotte blev indvendig glad, men fandt det selvfølgelig at være Pligt at se knibsk ud. Hun svarede blot:
- Aa-aa! Ne-e-ej! Det er jeg rigtig slet ikke.

✂ De stod et Øjeblik stille under Lygten. Den gamle Herre havde smøget Kraven ned; Lotte skelede med det ene Øje ned mod den vaadt skinnende Stenbro, med det andet op mod sin Kavaller. Denne blev staaende og mumlede uhørlige Ord.

✂ - God Aften, Hr. Justitsraad! lød det ind i hans Øre. En forover bøjet Skikkelse i en lang Overfrakke, som Vinden slog tæt ind om Benene, strøg forbi, lydløst.

✂ Den ældre Herres hele Ansigt fortrak sig til en fortvivlet Grimace.

✂ - Hej! . . . Fuldmægtig Jespersen! . . . nej, væk er han! Nu vrøvler de i Morgen i fjerde Kontor om, at jeg . . . Det er dog ogsaa . . .

✂ Han satte i langskridtet Gang med Paraplyen stridig stemmet mod Vind og Storm. Naar Lotte kom ham paa Siden, gjorde han et Spring frem efter for ikke at have Udseende af at følges med hende. Hun tabte ham ikke et Øjeblik af Syne, men fulgte hans Vej uden at se til højre eller venstre, hun mærkede blot, at hun gik gennem Lysalleer over en stor lysprikket Plads, og saa ned i en ny Lysallé. Pludselig standsede Herren og sagde bag ud til hende:
- Dér, dér! . . . for en Ulykke, Menneske! Kan De ikke læse Nummeret? dér! God Nat! God Nat; . . . selv Tak! . . .

✂ Lotte vilde følge Vinket, lidt bedrøvet over, at den pæne gamle Herre forlod hende i en synlig utilfreds Sindsstemning, hvad hun ikke anede Grunden til. Men, inden hun fik Haanden bragt hen til Laasen, røg Glasdøren klirrende op næsten lige i Ansigtet paa hende, og efter Døren fulgte en Herre med lavpuldet Hat og tændt Cigar; Lotte tørnede sammen med ham. Han viste sin Tandrække og smilede, mens han saa hende stift ind i Øjnene. Lotte syntes, at det var underligt, saa alle de Mandfolk, hun mødte i denne By, "gloede paa hende". Hun passede jo dog 263 sig selv. Hun hørte eller forstod ikke, hvad den fremmede hviskede hende i Øret, men skyndte sig at komme ind ad Døren i den størst mulige Fart, og derved kom hun bogstavelig dumpende ned, da hun ikke ænsede de to Trin, som førte nedad.

✂

IX.

✂ En Kvinde stod bag Disken i det snævre Rum, der var garneret med Cigarkasser fra Loft til Gulv. En Dør i Baggrunden stod paa Klem. Igennem den udgik Børneskrig og en sur Lugt. Konen var høj og førladen, vel hen ad de tredive, mørk af Hud og Haar, med sorte Dun paa Overlæben, med store, ikke ganske propre Hænder.

✂ - Men ih Gud! . . . hvordan er 'et, at De kommer drattende? Kan D'inte se Dem for, hva'?

✂ Det var Hilsenen, som Lotte modtog af sin Kusine Juliane, Datter af afdøde kongelig "Løber" Splüth, gift med Cigarhandler Lührs. Lotte havde ikke set hende, siden hun var et Barn, men den Gang havde allerede Kusinens begyndende Knevelsbart gjort et saa stærkt Indtryk paa hende, at hun kendte Juliane paa den nu i dens fuldt udvoksede Tilstand. Men Genkendelse fra Fruens Side kunde der begribeligvis ikke være Tale om.

✂ Da Lotte var kommen til at staa lige paa Benene, nævnede hun, hvem hun var. Men Fru Lührs's Ansigt fladede sig mere og mere ud til Tværhed, og hun sagde:
- Ja . . . se . . . Du er natyrligvis særdeles velkommen . . . men . . . man har jo ikke den Plads under de stø're Forholder herinde, som I har under Jeres mindre Forholder ude paa Landet . . . Saa, nu skriger Sjanne derinde . . . jeg maa, ved Gud, passe mit Barn . . . for min Mand er paa Bal maché i Værtshusholderforeningen . . .

✂ Lotte vidste ikke, hvad hun skulde gøre, om hun skulde blive eller gaa. Hendes Kusine blev længe inde. Men da ringede det bag hendes Ryg, fra Gulvet, hvad der foreløbig interesserede hende saa meget, at hun blev lettere i Sind, og da maatte Fru Lührs ud og udlevere den "Segar til fem", som blev forlangt. Den store Kusine mønstrede hende igen. Lotte sagde:
264 - Ja, jeg er kommen .. . fordi min Moder har giftet sig igen.

✂ Der kom Liv over Fru Lührs's Ansigt, saa dets Former kom til deres Ret igen; Hænderne samlede sig til et Klask, og hun udbrød:
- Næ - Du mildeste! Hvad siger Du, Pige? Ha, ha, ha! . . . Næ-æ-! Hun maa jo være ved de Tres. Nej, saadanne nogle Fruentimmer paa Landet, de er dog enorm simple! Næ-! Ja man kan jo egentlig kalde det Griseri! Kom ind med her, Sjalotte - vi kan lade Døren staa paa Klem til Butiken - jeg maa endelig vide det hele baade en gros og en detalje, som vi Handelsfolk siger. Næ-! Nu har jeg, ved Gud, hørt det med! Hi, hi, hi! Det bliver noget for Lührs, for han er saa rædsom dorkdreven i det humoristiske! Du kan tænke Dig, han har gaaet i Metropolitanskolen, til han var tretten Aar, men saa gik det tilbage for hans Forældre, og saa kom han i Urtekræmmerlære. Kom bare her ind og hjælp mig med at høre, om Klokken ringer, mens vi snakker.

✂ I et lille usselt Rum, en Slags Bagbutik, og i et endnu mindre og uslere Hul ved Siden af med Ildsted foregik Familien Lührs's Privatliv. En stor "Tospænder-Seng", en Kurve-Barneseng og en Vugge efterlod kun en smal Gang. En lille Sofa med laset sort Ulddamaskes Betræk stod under Gaardvinduet, foran den et Bord med et rødt Tæppe, spættet af Fedtepletter. Inde fra den lille Kakkelovns Kogerum udgik af og til en Hvæsen, ledsaget af sprøjtende Plask og vaad Damp. Luften var en Blanding af sur Vuggeluft, Lampe- og Mados, daarlig Haarolje og Cedertræ fra Cigarkasser, der stod paa Hylden oven over den store Seng. Fugtighed, Em og Ælde havde overfedtet det i Smaalaser hængende Tapetpapir paa Væggene, saa ingen skulde have genkendt, hvilke dets oprindelige Farver var.

✂ Fru Lührs satte Vuggen i Gang for at faa det skrigende Barn til Ro. Da det lykkedes, støttede hun begge Albuerne paa Bordet og nærmede Hovedet tæt over mod Lottes.

✂ - Saa fortæl nu . . . hvad? Lad mig faa ordentlig Besked om det hele.

✂ Med behørig Indignation og for en Landsbypige respektabel Tungefærdighed skildrede nu Lotte Skovfoged Iversens og sin Moders Træskhed. Hendes Kritik fandt Tilslutning hos Kusinen ved Udbrud: Gud hvor det er sjofelt! - Og saadan nogle vil paastaa, at de ikke er Bønder! Gifte sig for en Ko's Skyld! 265 Naa, det kalder man Romantæk! Hi . . . hi. . . hi! . . . Sikken en Forestilling det vil blive!

✂ Ikke at tale om andre Bemærkninger, som røbede mere Kyndighed end Blufærdighed, og som fik Lotte til at rødme og sige:
- Nej la' vær' med at tale saa rædsomt flovt, Juliane!

✂ Kaffekedlen kom frem af Kakkelovnen, og de to Søskendebørn vederkvægede sig med dens Indhold. Passiaren og Nydelsen afbrødes ikke ved, at Moderen maatte tage det paa ny skrigende Barn op af Vuggen og give det Bryst.

✂ - Vi skal Skam ha' Lekør til Kaffetaaren ligesom i de højere Særkler. Det er inte noget rent Bondekvæg, Du er kommen til, sagde Kusinen, og mens Barnet bestandig sugede, siddende paa hendes Arm, hentede hun et Ølglas og en mere end halvtømt Flaske, heldte noget saakaldt svensk Banko ud i Glasset, rakte det til Lotte, tog saa selv en Slurk, hvorefter Glasset jævnlig spaserede tværs over Bordet fra Haand til Haand og Mund til Mund under stadige Variationer af det samme Them a om Iversens og Mettes Giftermaal, f. Eks.:
- Hvad siger Du, naar Du faar saadan en Halvsøster som den der? Pu-h! Det er inte til at holde ud . . . Ja, ja, det er godt, man kan faa noget at grine af, naar man sidder i smaa Kaar og ellers ingen Morskab har . . . Hold Barnet Du! . . . der er nogen i Butiken, men glem inte, hvad Du vil sige, mens jeg er borte. Ja, Du forbarmende himmelske Retfærdighed, man hører meget i denne Verden!

✂ Og ude fra Butiken lød det i samme Taktart, som om det var en Fortsættelse af Ordstrømmen i Bagbutiken:
- Værs'go, Herre! tre for tyve, værs'artig, fem tilbage! . . . God Nat, Herre! . . .

✂ Og saa i Døren:
- Nej, men nu skal Du høre, hvordan det er gaaet mig i denne Verden. Ja, hver har sit! Og nu gik det som Vandet i en Grøft med stærkt Fald lige efter Vintersneens Smeltning:
Ja, se, Splüth, det var hun født. Og hendes Fader havde havt rødt, broderet Liberi og havde havt en Hat med Blomster, og den Hat, den havde rigtignok været en Vase, som ingen Postelinshandler kunde gøre efter. Men det kunde rigtignok hun, Juliane, ikke huske et Ord af, men det havde hendes salig Moder fortalt hende, for det var i Kristian VIII's Tid; det havde nok ellers været en rigtig Rad, den Kristian VIII . . . naa da! 266
. . . en gammel Musekat af den mest raffinerteste Sort . . . "Gud! lad os ikke gøre Detajleringer!" For Fristelserne i de højere Stænder . . . de er rigtignok grusomme. For naar Portemonniksen immer er fuld, saa springer jo Champagnepropperne lige saa højt som dansendes Piger. Og hendes Moder havde saamænd snarere været af de bedre end som af de værre. Naa, i Herrens Navn! det ene ta'r det andet, og det andet ta'r det tredje, og saadan immer væk - Gud! der er ingen Ende paa det, naar man saadan skal tænke al Ting ud til deres dybeste Bundfald, som de kalder det i de senere Aar og med de nyere Talemaader, som man lærer sig til i Fylgetoner og deslige Udtalelser i Literaturproduktioner, den Læsning, som Lührs kalder Avisernes Kælderetager. Ja, havde man den Gang, da man var sytten Aar, vidst, hvad man nu véd, da man er . . . ja det er nu ligegyldigt, men man er over tyve Aar, naar man har saadanne to som den i Kurvesengen og den i Vuggen, og dem kan man saamænd nemt faa, det véd Gud, man kan. Ja inte, naar den ene er treds og den anden halvtreds . . . nej . . . for man snakker med Delikatesse, og fremfor alt lige over for en ung Pige . . . Men det kunde jo nok være, at der var Kongeblod i flere Mennesker, end man anede. Men, se det, som man kalder Traddisjoner og Æventyr, det skal man nu aldrig reflektere paa, men Fakta er, at hendes - Julianes - Moder maatte baade vaske og stryge og rulle og stive, saa da en anden en voksede til, saa var jo rigtignok den Urtekræmmersvend paa det Hjørne, hvor man købte sine Ting, ikke saadan uden videre til at spytte af, og i saadan en Butik, hvor det ene Ord saa let kunde tage det andet, og hvor en Svend altid i Enrum er yderst presserendes mod en ung Pige, der kunde man jo saa let komme til at aftale tilkommendes Ting, og, naar man er i Ungdommens Fyrigheds . . . saadan romantiske Tilstand . . . naa ja . . . kan man inte blive Urtekræmmer, saa bliver man Segarhandler, selv om det ældste Barn gemmes af Vorherre i rette Tid, fordi det inte kom i rette Tid efter Præsters og saadan no'nes reli'øse Synsmaader, men ellers var, det skulde den barmhjærtige Gud bevidne, Lührs hverken en Rod eller en Bisse, han var bare noget fantasifuld, men han drak inte mere Spiritus end de fleste Mandfolk. Det, hun - Juliane - sørgede mest over, det var, at han ikke kunde faa det saa propert i sit Hjem, som han kunde prætendere paa, men, hvor der er smaa Børn og ringe Lejlighed, saa maa det gaa ud over noget, og af to gale Ting, saa maa dog Føde og Klæder gaa frem for Renlighed; 267 men hun skulde ikke nægte, at, naar Lührs kaldte hende en So i sine onde Øjeblikke, saa var det det mest skændigste, noget Menneske kunde sige. Og det var kun en Moders Pligt først at holde Børnene rene, saa sit Hus og gemme sin Person til sidst.

✂ Under disse biografiske Oplysninger, som her ere sammentrængte til en Tyvendedel af deres Længde, gik Time efter Time. Lotte blev søvnig og hørte til sidst halv sovende Møllen gaa. Lampen holdt med Lotte og døsede mere og mere hen. Baade Væge og Petroleum kom til kort mod Fruens Veltalenhed. Da Lysets Aftagen blev saa stærk, at Indtrykket af Mørke naaede Fortællersken, sagde hun:
- Saa . . . nu sidder jeg, Skam, inte oppe efter en Mand, der er i aaben Begravelse . . . Men ih, Du stormægtige! . . . hvor skal Du sove i Nat, Sjalotte? . . . Hør Du, nu skal vi to have Grin! Og saa driller vi Manden, fordi han svirer over. Gaa Du ganske rolig i Seng med mig! Saa kan han ligge paa Sofaen derhenne. Det er han aldrig en Smule for god til.

✂ Træthed og Søvnighed efter Sindslidelse og legemlig Anstrængelse gjorde Lotte viljeløs. Hun tænkte bare paa at komme til Hvile for en hvilken som helst Pris. Og de landlige Sæder, hun var opvokset i, gjorde ikke den Situation, som rimeligvis forestod, saarende for hendes Blufærdighed.

✂ Fru Lührs skruede Lampevægen ned ude i Butiken, og i et Nu var begge Kusinerne lejrede i Søstersengen.

✂ Lotte drømte om en broget, uendelig Række løjerlig udklædte Skikkelser, som hun fortvivlet maatte bane sig Vej igennem, for en Herre med stort Overskæg, en Herre, der snart syntes hende var Baron Horsten, snart Anders Tjener, løb efter hende, og hun vilde hen til Peter Iversen, som hun bestandig skimtede i Baggrunden, i grøn, sølvbroderet Dragt med Hanefjer i Hatten. Men han svandt længere og længere tilbage, snart skjultes han af de sammenløbende Rækker af Damer med Slæb og Parykker, Herrer med Fjerhatte og Hjælme, snart dukkede han frem igen, bestandig vinkende og lokkende hende med de stille, milde Øjne. Saa kom et Kanonskud som de, der affyredes i "Hovhaven", naar en af Herskabet havde Fødselsdag. - Lysene sluktes, et vældig Rabalder hørtes . . . og Lotte vaagnede, men nu var det lyst igen, og hun hørte en Stemme raabe:
- Her er Svovlstikker . . . og Bajrer har I selv med . . .

✂ Hun saa den, der talte: En med Mel i Ansigtet, med en hvid linnet Dragt, bestænket fra Fod til Isse. Hun genkendte 268 Pjerrot fra Markedsforestillingerne i Værtshusholderens Lader i sin Hjemstavns Naboby.

✂ To andre stod ogsaa i Stuen, der var oplyst af en Lysestump, stukken i Halsen af den tomme Bankoflaske.

✂ - Vi maa ta'et med Primitivitet, sagde Pjerrot, for Hustruen hviler i Morfeus's Arme og Børnene i Jøden Abrahamsens Skød.

✂ En høj Latter belønnede de for Lotte uforstaaelige Vittigheder. Der var to foruden Pjerrot: den ene i rød Trøje med Guldsnore paa Brystet, den anden i rød Snipkjole med Guldepauletter paa Skuldrene; alle røde i Ansigtet og med døsig gloende Øjne som Lyset i en Staldlygte.

✂ - Stille! . . . inte vaagne den slumrende Løvinde, sagde Pjerrot . . . Alt maa gaa paa Hosesokker! Pst! . . .

✂ Husfruen snorkede højt i den paafølgende Pavse. Barnet klynkede i Vuggen. Husaren nynnede:
- Vugge den lille, vugge den lille - aa - aa - aa!

✂ Og han satte Vuggen i Gang, mens han holdt en Ansjos i Halen og spiste den fra Hovedet af.

✂ Et Glas gik fra Haand til Haand; Ansjoser pilledes ud af det med Fingrene; "Herrerne" havde en Halvflaske i hver Bukselomme. De klinkede dæmpet med Flaskerne.

✂ - Du, Lührs . . . det var godt, at Konen inte var med i Aften og saa Dig vende Madam Svendsen i Mazurkaen. Manden svedte Fortvivlelsens Levertran bag Masken, sagde han med Epauletterne.

✂ Lotte vidste ikke, om hun var vaagen eller drømte endnu. Bestyrtet rejste hun sig over Ende, saa paa sin Sengekammerat, der bestandig snorkede i langsom Koraltakt, derefter gik hendes vidt opspilede Øjne ud i Stuen, hvis Belysningsapparat var blevet forøget ved en ny Lysestump i en af de tømte Halvflaskers Hals. Da traf det sig, at Husaren tændte en Cigar ved Lysestumpen; Flammen sviftede til Siden og oplyste den mørkhaarede Kvinde, der med de store Øjne stirrede ud i Stuen.

✂ Husaren sænkede Cigaren, stirrede hende i Møde med en af Rusen fordummet Forbavselse og sagde med en vis Højtidelighed til Pjerrot:
- Jonas . . . Lührs . . . det e'nte din egen Kone, der ligger i Sengen!

✂ I Angest dukkede Lotte sig ned. Men hendes Bevægelse og Larmen havde endelig vækket hendes haardt sovende Sengekammerat, og, da Cigarhandleren og hans anden Ven havde faaet 269 vendt sig, mødte de Fru Julianes vel kendte Ansigt, stort, luende og vredt som et Aigisskjold med slangeagtige Medusalokker.

✂ - Gu' er 'et min egen Kone! udbrød Husherren.

✂ - Ja, men der er, min S'æl, en anden en, som er meget k . . . som inte er nær saa dejlig som Fruen.

✂ - Du er fuld, Alexandersen! Du ser dobbelt, sagde Cigarhandleren.

✂ - I er tre fulde Svin, og I ser tredobbelt, lød Fruens Røst.

✂ - Vær nu dannet og human, Juliane, og elsk Din Jonas i Glæden som i Sorgen! Tag nogle Klæder paa, mens Alexandersen, Peddersen og jeg vender Ryggen til og underholder os med Kaptajn og Doktor Jacobsens videnskabelige Leverancer. Hvad? Verf saa Kurvesengen og Vuggen med de søde Børn i op paa den store Seng! Saa skiftes Alexandersen og jeg til at valse med Dig. Peddersen er for gammel. Han kan huske Pepita; hende har han gjort Ballader for i sin Ungdom, og han kan spille El Olsen paa Redekam.

✂ Fru Lührs brast ud i Latter og sagde:
- Men jeg har en . . . hi . . . jeg har en anden en i Sengen.

✂ - Juliane! raabte Manden og slog sig for Panden, saa en stor Klat Mel faldt af hans Ansigt.

✂ De to andre stødte hinanden i Siden, stak Fingrene i Munden og lo. Alexandersen tvang følgende Ord frem gennem Latteren:
- Træsk Hykleri skal da ingen beskylde hende for, Peddersen! Cigarhandleren havde nærmet sig Sengen og grebet i Dynen. Hans Ægtehalvdel slog ham over Fingrene og sagde:
- Har jeg ikke Lov til at have liggende Gæster, naar Du er ude paa Bumlenberg? - Vil Du være ordentlig, Jonas! Væk med Dig! Det er en Kusine fra Landet.

✂ - Op med Kosinen! raabte den prøjsiske Husar og Borgervæbningsobersten fra Kristian VIII's Tid paa én Gang.

✂ - Nej, nu skal I være ordentlige og vende Ryggen til og passe Jeres Bajrer, saa klæ'r vi Damer os paa til en Ordentlighed. Hvad er Klokken? - Fire. - Naa saa er der aabent i Beværtningen henne paa Hjørnet. Saa kan Peddersen løbe hen og købe nogle Bajrer og en Flaske Banko, saa holder vi Bal maché her hjemme. Er jeg saa inte en gemytlig Livsledsagerinde. Jonas? Værs'go, Sjalotte, her er din Kjole og dit Undertøj. Skynd Dig, Barn, og glæd Dig, mens Du er ung!

270

✂ - Ja, men . . . men . . . mine Sko er snavsede, hviskede Lotte.

✂ - Du kan laane mine Slæber, sagde Fru Lührs.

✂ De to Kvinder gjorde et flygtigt Toilette under Dynen. Det var færdigt i en Hast. Børnene bleve i deres Lejer anbragte ovenpaa Sengen. Petersen kom med Drikkevarer. En Redekam og et Stykke Klatpapir, revet ud af en tom Cigarkasse, tjente ham til Blæseinstrument, og siddende paa et tomt Rum paa Sengen spillede han "El Ole". Cigarhandleren svang Lotte; den som rød prøjsisk Husar klædte Porcelænsmalersvend Alexandersen tog Husets Frue til Dans; fra Flaskehalsen vred Lysflammen sig som stormpinte Vimpler under de sviftende Skørters Vind. Fru Lührs's store Slæber røg fra Lottes Fødder; hendes Kavaller besørgede dem med et behændigt Spark hen i en Krog, uden at han afbrød sin Dans. Øl og Punsch indtoges af Flaskerne, der gik fra Haand til Haand og fra Mund til Mund. Ansjoserne toges ud af Glasset til Forfriskning. Den som Borgeroberst kostumerede, forhenværende Hørkræmmer, nuværende Fæstemand Petersen, sprang ned af Sengen, dansede Solo midt imellem de to Par, blæste afvekslende Vals, Polka og Galopade paa Redekammen, som gentagne Gange fik en ny Papirsbesætning. Fru Lührs blussede og svulmede som en alle Hylstre sprængende Kæmpetulipan. Lotte tumlede i en ubevidst Vildskab, sang og hujede i Kor med de andre.

✂ - Leve den gamle københavnske Gemytlighed fra Frederik den S'ætes Tid! brølte Fæstemand Petersen.

✂ - Er De gal, Peddersen? Værten siger os op, sagde Fru Lührs.

✂ - Det har han gjort for over to Maaneder siden, min egen Mosrose! raabte hendes Mand. Alexandersen og Peddersen! Oppe paa Sengen ligger de to Rosenknopper, ægte Skud af den blomstrende Stamme. Hjælp mig at bære dem ud i Butiken, mens vi lufter ud, for her er blevet noget bedunstet i Atmospæren.

✂ Barnesengen og Vuggen anbragtes mellem Cigarkasserne paa Disken. Som en længe indesluttet Fange fór Osen fra den lille Stue hen mod det aabne Vindue og ud ad det. Men da den havde spredt sig en Smule, faldt det begyndende kolde og matte Dagslys ind. En Kuldegysning gik igennem de tilstedeværende.

✂ Denne Blanding af lige slet naturlig og kunstig Belysning var uhyggelig. Mændenes røde opdunstede Ansigter, deres 271 lurvede og plettede Maskeradedragter, Kvindernes forpjuskede Haar og af Dansen hulslidte Strømper, Klæderne, der hang paa dem som Sække, de skævtbrændte Lysestumper og stearinklattede Flasker . . . Alt blev saa hæsligt, lurvet, smudsigt, forlorent . . . der lagde sig som en Vægt af koldt tungt Bly over de for et Øjeblik siden saa kaade Sind. Hos Fru Lührs gav det pludselige Stemningsomslag sig først Luft, mens hun saa sig om:
- Det bliver en nydelig Svinesti at rode i!

✂ Lotte var krøben hen bag Døren og samlede Slæberne op paa Fødderne. Mændene stod pustende med slapt hængende Arme. Fæstemanden gik ud i Butiken og tog sin Overfrakke paa, Porcelænsmalersvenden fulgte ham stiltiende, lige saa tavs fulgte Værten efter for at lukke sine Gæster ud i den taagede Morgendæmring, der slog vaadt mod hans hede, melbesudlede Ansigt. En hæslig stor Vogn med Laag over rumlede saa larmende forbi, at det gjorde ondt i hans Hoved, mens han saa de to dinglende, slapt gaaende Skikkelser langsomt fortone sig i den graahvide Dis ned ad Gaden.

✂ Lotte laa paa Sofaen, der blev flyttet ud i Butiken, efter at Børnene igen vare blevne baarne ind i Bagstuen. En gammel Overfrakke og Kaabe fik hun at brede over sig. Men hun sov stenfast højt op paa den næste Dag, som var en Søndag, og som altsaa fritog det forsvirede Ægtepar fra at aabne Butiken.

✂ Da hun slog Øjnene op og fandt sig selv liggende i dette stygge, af Cigarkasser opfyldte Rum, gav hun sig til at græde. Hun havde gærne givet de faa Kroner, hun havde bundet i en Knude i sit Lommetørklæde, for at kunne se ud til de dugvaade Humleranker med de blinkende og viftende Spindelvæv i sin Moders Have.

✂

X.

✂ Alt var tavst om den bortrømte Pige. Kun knirkende Lyd af Barneklynken lød af og til fra Naboværelset. Hun turde ikke staa op af Frygt for at vække Husets Folk, tynget af en underlig Modbydelighed først og fremmest for sig selv, dernæst for alt, hvad hun kunde tænke sig, at hun fik at se og høre. Saa vidt 272 de Minder, Følelser, uudformede Tanker, der gennempiskede hendes Sind, kunde klares, var de omtrent som følger:
Der var altid noget, som var efter hende. Noget, som hun var saa glad ved, inden det kom hende nær, men som hun bagefter fortrød saa forskrækkelig, at hun var kommen nær. Det saa jo fint ud, det tindrede af Sølv og Guld og gloede af Farver, lige fra Anders Tjeners brogede Liberi til Kostumeballet paa Herregaarden, fra Lakajens til Herremandens funklende Øje og blanke Overskæg! Men var alt saadant noget skabt for at blive hende til Ulykke og Skam? Hvorfor var alt det gode og skikkelige saa grimt, saa blakket i Kuløren og saa kedeligt som . . . Peter Iversen? Og denne sidste Dans havde jo været uhyre morsom, og den Alexandersen dansede jo rigtignok med en ganske anderledes Flothed end de Bønderkarle ude paa Landet . . . men han havde taget saa ækelt paa hende, og det hele Væsen var dog vist noget Griseri.

✂ Og hvad skulde der nu blive af hende?

✂ Der var nu Peter Iversens Læsning for hende i Køkkenet. Det var væmmeligt, at hun altid skulde tænke paa den dumme Dreng . . . men . . . det kunde hun ikke nægte, aldrig havde nogen været saa god imod hende som den Dreng.

✂ Han havde læst for hende. Hun syntes, at hun i Kraft af denne Læsning var kommen paa temmelig lige Fod med Riddere og deres Damer og ikke var saa farlig bange for Konger og Dronninger.

✂ Og paa Herregaarden, da hun saa Folk klædte ud som disse Konger og Dronninger, disse Riddere og Frøkener absolut maatte have set ud, saa var det gaaet, som det var gaaet.

✂ Og nu i Nat! . . . uh!

✂ Kan man da aldrig blive til mere end til det, man er? Saa burde man jo hellere drukne sig i Dag end i Morgen i den væmmelige Aa, som løber gennem denne By.

✂ Ja, men det var alligevel en mærkelig By med alle de Lys og alle de Mennesker. Hvordan mon et Hotel saa ud?

✂ Det var en underlig By! Meget simpel var hendes Moders og Skovfoged Iversens Bolig . . . uh! . . . men saadant noget sært fedtet noget som hendes Kusines Hjem, det havde hun dog aldrig tænkt sig kunde gives paa denne Jord.

✂ Bare hun havde havt Peter Iversen ved Haanden, saa havde hun dog kunnet snakke med ham om alle disse Ting og ladet Munden forløse alt det, der randt gennem hendes Sind. 273 Men, naar hun havde snakket saa længe, som hun havde Lyst til, saa maatte jo rigtignok "den bællede Dreng" helst gaa langt bort og lade være at kede hende med Vers og anden Kælenskab.

✂ Hun tænkte sig arrig paa sig selv, paa Verden i det hele taget . . . ja, hvorfor var Peter her ikke, at hun kunde skælde ham Huden fuld? Uh, saadan rigtig gøre Nar ad ham!

✂ Der var intet andet at udøse sin Harme paa end den gamle Kaabe og den Frakke, af hvis Foer skident Vat kikkede ud gennem hundrede Revner.

✂ Hun gav de to Klædningsstykker, som tjente hende til Overdyne, et saa solidt Spark, saa de røg langt hen ad Gulvet.

✂ Saa græd hun, saa bed hun i det optrævlede Ulddamaskes Betræk paa Sofaen, saa slog hun Hovedet haardt mod det, vilde sove, bare sove!

✂ - "Ja, men hvad har jeg dog gjort? Hvad har jeg dog gjort? Hvorfor er alle Mennesker saa onde imod mig?"

✂ Saa tænkte hun igen, at ingen Mennesker havde været onde imod hende. Og af Fortvivlelse over ikke at kunne finde nogen bestemt Person eller nogle bestemte Personer, som hun kunde rejse en Kapitalanklage imod, for hun op fra Lejet og klædte sig paa under kvalt Hulken.

✂ I denne Følelsernes Brænding spejdede hun efter et Fyrtaarn. Ordet: "Hotel" blev som et Blinkfyr; snart kastede en Slags Forestilling om Tingen et Lys i hendes Hjerne, men i det Øjeblik, hun vilde holde den fast, blev det atter bælgmørkt.

✂ Hun pakkede Bylten sammen, som hun havde bragt med hjemme fra. I en Slags fortvivlet Resoluthed vrikkede hun den tunge Jernstang fra Butiksdøren, drejede Nøglen om og var ude paa Gaden.

✂ Det var ved Middagstid. Stærkt Solskin flød som en rolig Sølvstrøm gennem den lange lige Gade. Og langs dens lyse Side virrede og dirrede Genstandene, som vare de alle levende: Skiltenes forgyldte og lyst malede Bogstaver, de store Butiksruders smaahoppende Reflekser lo mod hende som lystige, men skikkelige Øjne uden frygtindjagende Begær. Og, blev endelig de blanke Smil for stikkende, saa laa Gadens Skyggeside rolig og mildt med dæmpede Farver og med Vinduer, der kun blinkede som Skovkærenes brune, stille Vand.

✂ Ud af den flimrende Dis løftede sig store Træer, og ned ad den Kant syntes det, som Skygge og Ro vinkede. Men, da Lotte Splyd saa Træerne, vendte hun om. Hun var bange, der laa en 274 Skov for Enden af Gaden, og hun følte ganske bestemt, at kom hun ind i en Skov, saa maatte hun komme til at græde og tænke paa, hvad hun ikke vilde tænke paa.

✂ Saa gjorde hun da brat omkring op mod den Side, hvorfra Lysstrømmen maatte have sin Kilde. Nu blændedes hun fast af hvidt Lys! Hun var nogen Tid om at faa Rede paa alt det, der bevægede sig foran, bag ved og forbi hende; men, da hun fik det, var det altsammen glad og lyst. Hvilke Karle, disse med de høje, lodne Huer og den hvide skinnende Rem over Brystet! Og sikke fine Damer paa spidse, høje Hæle med Fjer og Sløjfer, med sorte Øjenbryn, med lækre smaa Muffer, i Fløjl og Silke! Alle disse Huse, højere end Strandholts Hovedbygning, maatte vel rumme mindst lige saa fine Damer som den. Ja de Drenge og Karle med Trillebørene, de saa jo nok "utidige" ud, de var vist oplagte til al Slags Kommers, og de Tjenestepiger med og uden Kappe, med de store Kurve, var vist nogle, der kunde sige deres Herskab ordentlig Besked, hvis de behandlede Tyendet, saadan som Gaardmændene ude paa Landet gjorde det. Aa, det var dejligt at tænke sig, at en Gaardmand her vist ikke var æstimeret mere end den Kusk paa den af paalæssede og nedhængende Tønder rumlende Vogn . . . Naa, der var de store Tingester af Vogne, som hun var bleven bange for i Aftes. Nu led hun vel de høje, to Etages Kasser og morede sig over deres jævne Rullen langs Jernskinnerne og over de Folk, der entrede op og ned ad den snoede Trappe og snakkede paa samme Tid til Folk ovenpaa eller nede paa Gaden. Nej, sikke dejlige Ting, der vist var bag de vældige Ruder. Det var kedeligt, det var Søndag, og at Skodderne for det meste vare skudte for.

✂ Men hvad var det, som nu blev tydeligt helt oppe i Enden af Gaden? Høje, uhyre høje Stænger, tæt ved hinanden, paa langs og paa tværs, ligesom de var flettede eller filtrede sammen . . . se der glider én ud fra de andre med Flag paa Toppen. Aa - det var jo Skibe! . . . nu kunde hun kende dem fra Billederne. Ja det er sandt, der løb jo en Aa gennem Byen; det var den, hun nær var plumpet ud i i Gaar Aftes! . . . Hun gik efter Skibene . . . nej sikket Torv! Hun saa omkring sig. For et Øjeblik syntes hun, at Livets og Larmens, Mylrens og Bevægelsens Bølger slog over hendes Hoved. Hun vidste ikke, hvorhen hun skulde vende sig, og blev staaende stille i Raadvildhed. Saa mandede hun sig op, rettede sig rank, kastede 275 tillidsfulde Blik ud over Vandet og ud over Torvet og sagde til sig selv:
- Der bliver noget at tage fat paa! men følte samtidig Mod i sit Sind og Kraft i sine Armmuskler.

✂ Hvad var det? Hvad stod der deroppe paa det gevaltig store Hus? Hun havde altid havt svært ved at læse Sammenskrift med store latinske Bogstaver. H..O..T-.E..L D'..A.N.G...LE.. TER..RE. N-e-j! Hvor sank Baron Horsten, som hun i lang Tid havde tænkt paa, med Hovmod, med Skam, med Gru, med mange bølgende Følelser, ned til at være noget ringe i Sammerligning med den, der ejede dette Hus. Hvem der kunde faa Kondition der! Saa vilde Lars Iversen ærgre sig, hendes Moder føle sig ydmyget . . . og Peter! . . . Ja, det var jo lige meget, hvad den Dreng mente, han var og blev en "tossegod Fjols". Alene Fantasien, at komme til at tjene paa saadant et Sted, fik Lotte til at vokse mindst halv saa høj som Huset.

✂ Hun nærmede sig sky og tøvende Porten, stirrede ind gennem Stueetagens Vinduer, saa mange Mennesker rygende, snakkende og drikkende; og de var alle lige saa godt klædte som de oppe fra Gaarden. - Nej, der var ingen i Porten. Hun kunde kanske gaa ind. Jo . . . det gik.

✂ Men pludselig kommer ud fra Glasdøren til højre en imponerende Skikkelse med meget lange engelske Bakkenbarter, i lyseblaa og guldgalloneret Hue og Frakke og spørger med en Stemme, der genkaldte Pigens fjærne Erindringer om sin længst afdøde Faders Klavs Splüths Røst:
- Hvem søker De?

✂ Lotte saa godt, det var en Tjener, hvorvel han var meget finere end Anders. Da faldt hendes forjaskede Kjole og Bylten, som hun bar, hende ind; hun blev blussende rød, stammede nogle Ord og gik hurtig ud af Porten. Hun syntes, at den lukkede sig efter hende med Brag og for evig stødte hende ud af en fortryllet Féborg. Modet, som Solskinnet i Gothersgade og over Kongens Nytorv havde tændt i hende, slukkedes. Som en Praas i Mørket gloede i det fjærne Cigarhandlerens Bagstue med de fulde, dansende Folk under Lysepraasens Os fra Flaskehalsene.

✂ Bylten! Det var Bylten, der gjorde, at Tjeneren var saa "fus" imod hende. Alle saadanne Herskabstjenere var og blev dog "noget indbildsk Bagads". Denne herre var jo ikke næsvis som Anders, men det var naturligvis af lutter Hovenskab, fordi han var saa meget højere paa Straa end Anders.

276

✂ Den store Plads, som hun for et Øjeblik siden havde taget paa en vis hjemlig, gemytlig Maade, laa nu vildfremmed for hende. Vidste hun bare, hvor hun skulde gøre af den Bylt! Alle Mennesker grinede vist af hende, fordi hun som en anden Bondetøs gik og slæbte paa "det store Utuske". Hun var nu saa sky, at hun skød sig op langs Husnumrene.

✂ Men . . . hvad? Der kom jo den pæne, gamle Herre . . . ham med Paraplyen . . . i Dag havde han ikke hvidt Halstørklæde, men det var ham. Det maatte være en proper Mand, for hans sorte, høje Hat skinnede saa blankpudset, uden et Støvgran. Det var en Trøst at møde en Slags "Bekendter". Og med et Mod, som kun var skudt op som en nervøs Reaktion efter det Slag, Portnerens Ord havde givet hende, nikkede hun næsten gemytlig til den gamle Herre og sagde:
- God Dag! Tak for i Aftes!

✂ Den gamle Herre studsede, fik den foran paa Overfrakken hængende Lorgnet bragt op til Øjet, standsede med en lille Antydning af et Smil, sagde: "Jeg bér" og vilde gaa videre. Men med Selvopholdelsesdriftens utrolige Mod, forstærket ved Uvidenhedens Naivetet, spærrede Landsbypigen ham Vejen med sin Person ved Hjælp af sin store Bylt og sagde:
- Siden Herren har været saa god at vise mig til Rette i Gaar Aftes, saa vilde jeg spørge Herren, om Herren ikke vidste en ordentlig Kondition for en Pige fra Landet, helst paa et Hotel.

✂ Den gamle Herre saa paa én Gang ulykkelig og vred ud, rømmede sig, søgte efter Ord og fik lige sagt:
- Men er De aldeles . . . da et "God Dag, Hr. Justitsraad!" udtalt tæt ved ham, overskar Repliken.

✂ Nu blev den gamle blussende rød, vendte sig hen mod Siden, Ordene kom fra, og blev en ung Herre var, der vedblev at vende Ansigtet hen imod ham. Han havde set det Ansigt før, men kunde ikke komme paa, hvorfra han kendte det. Desto mere fortvivlet blev han og mumlede:
- Det er, som om jeg skulde kompromitteres! - stampede med den ene Fod mod Brostenene, og for at give denne Bevægelse en mere eftertrykkelig eller ærefrygtindgydende Karakter, lod han et Slag med Stokkens Dupsko understøtte den og sagde:
- Er De gal? Tror De, jeg er Fæstemand? . . . Gaa dog, Menneske!

277

✂ Og hans Øjne spillede ængstelig søgende om i Rummet.

✂ Lotte Splyd sank sammen og faldt plat ned i den trivielle Forstandssfære. Nej, det var jo da ogsaa forfærdelig frækt af hende! Hvad vilde f. Eks. Godsforvalteren eller Skovrideren have sagt, hvis hun havde talt til dem uden at være spurgt først. Faldet gjorde ondt, og Lotte var vant til, uden Tvang, at græde højt, naar noget gjorde ondt, og le højt, naar noget morede hende. Følgelig brast hun nu i høj Graad, da den gamle Herre vred reddede sig fra hende og gik fra hende hen ad Fortovet, med smaa Slag af Dupskoen mod Fliserne. Hun udbrød:
- Aa, hvad skal jeg dog gøre? Hvad skal jeg dog gøre?

✂ Hun saa den gamle Herre standse, gøre nogle Vridninger med Skuldre og Overkrop, blive staaende nogen Tid med ludende Hoved og støttet paa sin Stok. Et rask Omkring, og han stod atter foran hende, men i betydelig længere Afstand end første Gang. Hurtig og sagte, bestandig seende omkring sig og tyssende ad hende med den sortbehandskede Haand, sagde han:
- Tys, tys! . . . Er De rigtig ulykkelig, saa . . . ja saa følg efter mig, men et godt Stykke bag ved mig . . . for Folk er saa . . . hm! Følg bare efter . . . og gaa ind ad den Port, De ser mig gaa ind ad. Tys! . . . saa . . . saa . . . Hm, hm!

✂ Han gik den modsatte Vej af den, han først havde antydet at ville gaa. Skovfogeddatteren holdt sig hans Ordre efterrettelig. Kun én eneste Gang kom hun, ved at sno sig imellem de forbigaaende og for at undgaa Sammenstød, ganske tæt bag hans Ryg, og hun hørte ham sige:
- Hm! Paa et Hotel vilde hun tjene! Er det nu et Tilfælde? Nej, det maa være en Styrelse . . . det man i min Barndom kaldte den objektive Logik . . . hm, næ!

✂ Lotte forstod ikke, hvad han mente, men kunde da slutte, at det var en lærd Mand. For saadan gik deres Præst derhjemme ogsaa og talte med sig selv, langs Landeveje og Skovstier. Justitsraad! Ja, det var ikke godt at blive klog af! For i Købstaden var jo baade Byfogden, Birkedommeren og den ene Doktor Justitsraad.

✂ Den gamle Herre skraaede over Gaden, forsigtig balancerende paa Brostenene mellem de Vandpytter, Gaarsdagens Regn havde efterladt, overskred det andet Fortov og smuttede ind ad Porten midt paa et stort Hus. Der stod ogsaa HOTEL med forgyldte Bogstaver mellem Stuen og første Sal, men den fatale latinske, 278 store Skrift! D'Angleterre kendte hun Navnet paa i Forvejen, men for at tyde dette Hotels Navn havde hun maattet staa længe paa Gaden. Den gamle Herre var langt mere forundret over, hvad der var sket, end Lotte Splyd. Hun mente, at i saadan en By med saa mange Hoteller maatte der være Konditioner nok at faa.

✂ Da de vare inde i Porten, saa Herren sig om som før, tyssede ad Lotte og sagde:
- Bliv nu her, til der bliver kaldt paa Dem! Hm! Det er rart! Det ser ud til, at Portieren har faaet Udgangslov i Dag.

✂ Hele Væggen til højre var af Glas. Lotte hørte en Glasdør klirre, saa Justitsraaden gaa igennem den, saa ham ligesom formindsket i Taage gennem de store Ruder i det dunkle Rum, derpaa komme tydeligere frem til Siden i et andet Rum, hvor hun kunde skelne et Par Mandfolk paa hver Side af en stor Pult.

✂ Den Mand, som vendte Ryggen mod hende, sprang ned ad den høje Skruestol, og hun saa hans krøllede Hoved bøje sig for den indtrædende, og uafladelig nikke til hvad han sagde. Det tog hun gode Varsler af. Hun fik lige Tid til at forbavse sig over, at hun nogensinde i sit Liv havde følt Mod til at tale til saadan en Herre som Justitsraaden, af hvis Beskyttelse hun allerede følte sig saa stolt, at hun slog med Nakken og adresserede denne Gebærde til sin Moder og hendes nye Mand, Lars Iversen, da Justitsraaden, høflig fulgt til Dørs med endnu dybere Buk af den krøllede Nakke, kom ud, vinkede hurtig ad hende, pegede ind i Glasskabet med Pulten og forsvandt. Lotte sprang i en Fart op ad tre, fire Trappetrin, opdagede Justitsraaden oppe paa en bred, tæppeklædt Gang, saa ham pege endnu en Gang mod Indgangsdøren til Glasskabet og saa dreje om et Hjørne.

✂ Glasdøren blev aabnet med Brag, og en kommanderende Stemme raabte: Kom saa!

✂ Den kom fra den krølhaarede, som Lotte nu saa for fra. Det var en middelhøj, ikke egentlig korpulent, men gennemnæret Skikkelse med et rundt, glat barberet, rødt Ansigt, mørke Øjne, der stod ubevægelig som Emalje paa den hvidblaa, med røde Aarer gennemtrukne Grund, to Etages Hage, tykke Læber, saa usædvanlig fugtige, at de næsten mindede om et savlende Barns. Han bar kort, sort Fløjelsfrakke, en dito aaben Vest, hvorpaa hang en Guldkæde med meget smaat Gulddingeldangel ved, paa den store venstre Lillefinger glimrede en Diamantring. Den anden Herre, som sad ved Pulten, var ogsaa vel næret, men mere 279 mavefør, bleg og meget skaldet, en stor hvidblond Knevelsbart hang løst langt ned over hans Mund.

✂ - Det maa gaa rask! sagde den krøllede og trak næsten Lotte ind ad Døren. Derpaa satte han sig højt paa sin Kontorstol, med Benene overkors dinglende ud i Luften, besaa Lotte paa Kryds og Tværs som en Pranger et Stykke Kreatur paa et Marked, tog sig om Hagen og sagde:
- Bondepige - hm?

✂ - Nej, Skovfogeddatter uden for Bondestanden, sagde Lotte.

✂ - Kommer ud paa et. - Papirer! Naa, naa! Skudsmaalsbog! . . . Anbefalinger! Rask!

✂ Efter hvert Ord trommede han med Knoerne i Stoleryggen. Heldigvis havde Lotte været saa praktisk at medtage fra Hjemmet sin Skudsmaalsbog og en Anbefaling, som hendes Moder havde faaet til hende fra Enkebaronessen. Den krølhaarede gennemsaa Dokumenterne.

✂ - Hm . . . ikke tjent før? Hm . . . lad gaa! Kun seksten, sytten Aar . . . Hvem er Anbefalingen fra?

✂ - Fra Enkebaronesse Horsten paa Strandholt.

✂ - Ah! sagde den krølhaarede og bøjede Nakken, som han før havde gjort det, mens han talte med Justitsraaden.

✂ - Og i Skudsmaalsbogen har Præsten skrevet mig for meget godt i Kundskab og udmærket godt i Opførsel, sagde Lotte.

✂ - Kommer ikke Sagen ved. Hm . . . hm . . . (han gennembrummede Baronessens Anbefaling) . . . "Sædelig . . . kristelig . . . opvakt . . . som jeg ønsker al Velsignelse paa hendes Livs Bane . . . Charlotte Amalie von Horsten." Navnet udtalte han højt og klangfuldt. - Gaa ud et Øjeblik og vent, til jeg kalder!

✂ Lotte adlød og tænkte: Det er en fus Mand, men saadan er de paa store Steder. Han taler til en ligesom Avisforvalteren til Malkepigerne paa Gaarden.

✂ Hun saa udenfor de to Herrer stikke Hovederne sammen og derpaa le med et Udtryk, som hun instinkmæssig blev led ved.

✂ De talte noget sammen, de to Herrer, men kun kort. Den krølhaarede vinkede, og Lotte kom igen ind. Han sagde, siddende paa Stolen med Ryggen lænet mod Pulten, uden at hans stive Øjenkugler fæstede sig paa hende eller paa nogen bestemt Genstand:
- Jeg trænger, strængt taget, ikke til nogen ny Pige . . . men kan have Brug for en paa tredje Sal. Jeg tager Dem paa 280 Enkebaronesse von Horstens og Justitsraad Grams Anbefaling. Fru Lunding vil anvise Dem Deres Arbejde. Stræng Pligtopfyldelse, ubetinget Lydighed, stor Hurtighed, o-o-g al Imødekommen mod Gæsterne, uhyre Præcision . . . eller ufortøvet Afsked. Forstaar De? De er jo vant til at respektere Rang og høj Stilling og Formue, siden De kommer fra en Herregaard. De véd altsaa, hvorledes De i Deres Stilling skal te Dem overfor den Slags Folk. Det er et Hotel af første Rang, De er kommen paa . . . Feldmann . . . vil De avertere Fru Lunding! Og De der, ingen Sladder og ikke Maskepi med Opvarterne!

✂ Han med den blonde Knevelsbart steg ned fra Stolen, satte Munden for en Tingest, som Lotte nu blev var. Hans Stemme lød hult:
- Fru Lunding! Ny Pige til tredje Sal.

✂ Den krølhaarede aabnede Døren og pegede op ad Trappen for Lotte. Hun gik, kold og beklemt om Hjærtet.

✂ Hotelværten sagde til sin Fuldmægtig, mens han lo.

✂ - Ho . . . den gamle Justitsraad! Lad ham da faa hende for sin egen Mund. Hvad rager det os? Man maa gøre noget for en fast, mangeaarig Beboer. Hi, hi, hi!

✂ - Hi, hi, hi! sekunderede Fuldmægtigen, gamle Katte vil ogsaa labe Mælk. Det er dog en stor Komiker, den gamle.

✂ - Ja, sagde han, det var min Menneskepligt at fæste Tøsen.

✂ - Men-ne-skepligt! Ja, det er en brillant Pligt mod Deres Næste. Salig Balles Lærebog!

✂ - Ja er han ikke dejlig . . . den gamle Snegl . . . Men kontant som Nationalbanken, Feldmann!

✂

XI.

✂ Oppe paa tredje Sal i Hotellet, med Indgange ved Enden af en Korridor, som paa langs gennemskår en lille Sidefløj, laa tre Værelser i Rad, for sig selv, noget afsondrede fra de øvrige. Det fra Hovedgangen længst bortliggende havde to Fag Vinduer vendende ud til et lille Stykke Have, Levningen af en stor, der for mange Aar siden havde været en af denne store Gaards Herligheder, før den blev viet til sit nuværende Brug.

281

✂ Et Par gamle halv forvitrede Sandstensbænke overhvælvede af hver sin gamle Lind, Ruiner af en lang Allé, stod som trofaste, melankolske Tjenere paa en ubeboet Borg og modtog taalmodig det nedfaldende farvede Løv og lod de tynde Blade klæbe sig fast til det hullede Sæde. Nogle gamle Akacietræer dryssede deres tynde, tynde Blade ud i Luften; fugtig glinsende båres de langsomt ud i et endnu mere end Bænkene forvitret Sandstensbassin midt i Rummet. Tidligere havde det vistnok været Kumme for et lille Vandspring. Om Vaar og Sommer og Forhøsten var der endda ikke saa faa Levninger af Blomster; nu stod kun nogle pjuskede Georginer, visnede ud i en ubestemmelig Farve, og drev op ad Nabohusets Brandmur. Men i Dag i Solskinsvejret med en ret frisk Vind var der dog lidt Liv i Løvets Langsom-Vals gennem Luften, og de fugtige Stammer og Grene havde Reflekser som Glanslys paa Bronce.

✂ Ved Vinduet sad den gamle Herre, der som en Deus ex machina to Gange allerede havde krydset Lotte Splyds vilde Vej. Værelset var rummeligt; Møblerne vare af den sædvanlig røde Fløjels Slags, som man gerne ser paa Hoteller; men, at Beboeren mere end logerede, viste de høje Reoler, der paa sine Steder naaede fra Loft til Gulv og vare fyldte ikke blot med indbundne staaende Bøger, men ogsaa med liggende Mapper, der rummede Kobberstik, Træsnit, Raderinger, Noder, haandskrevne Sager m. m.

✂ Der laa en let krydret, gammel-jomfruagtig Duft og Tone over alt. Noget, der mindede om Lavendler og tørrede Rosenblade, laa i Luften.

✂ Den gamle Herre blev ved at stirre ned i Haven. Tilsyne ladende fulgte han opmærksomt Løvpartiklerne paa deres faldende eller hvirvlende Bevægelse. Men hans Skulderblades Trækninger, og hans Overskægs sagte Bevægelse tydede paa, at der rørte sig noget inden i ham, som forbød ham at synke hen i en Beskuelse af simple og rolige Fænomener ude i den efteraarsfugtige, glinsende Have.

✂ De nævnte konvulsiviske Bevægelser bleve hyppigere og hyppigere. Han purrede sig lidt i sit graa Haar, rejste sig, gik et Par Omgange i Stuen, saa op og ned ad et Par Reoler, trak paa Skuldrene, gjorde en ny Ronde, standsede igen, fik Øje paa et opretstaaende Klaver, aabnede det, lod flere Gange Fingrene glide over Klaviaturet uden at slaa Tangenterne til Lyd. Nu klang en enkelt Tone i Bassen. Den gamle Herre saa sig om . . . jo alle Døre vare lukkede. Han gik hen og trak den tykke 282 Portiere for Døren, satte sig atter foran Klaveret og spillede saa pianissimo, at næppe nogen Tone lød ud paa Gangen, omtrent Halvdelen af Mendelssohn-Bartholdys Ouverture til Sommernatsdrømmen. Da bankede det paa Døren.

✂ Den gamle Herre fór sammen med en kort Lyd som et dæmpet Skrig af en nervøs Kvinde, men rettede sig forholdsvis rank fra Stolen og raabte: Kom ind!

✂ Ind traadte en velvoksen, nogle og trediveaarig Mand med brunt krøllet Haar, bleg i Huden med lysebrune, lidt trætte Øjne og en kortklippet Moustache. Justitsraaden saa paa ham med Forsøg paa at slappe sine spændte urolige Miner ud i høflig Ugenerthed. Men han følte selv, at det ikke lykkedes, thi han syntes, at der laa en Nuance af satirisk Nysgerrighed i den unge Mands Blik. Justitsraaden mumlede:
- Ja . . . De véd, jeg byder aldrig Cigarer, fordi jeg ingen har.

✂ - Jo det véd jeg meget vel, Hr. Justitsraad; det er jo ikke første Gang, at De . . . om Forladelse! det er jo Spøg, Hr. Justitsraad.

✂ Han sagde dette, fordi han saa den gamle Herres Bryn trække sig næsten vredt sammen.

✂ Men saa følte den unge Mand, at han hellere intet skulde have sagt, at han burde have ladet som ingenting, thi Justitsraaden vendte sig fra ham og saa ud i Haven. Der blev en saadan Stilhed i Stuen, at man kunde høre Blæstens sagte hvæsende Lyd mellem Træerne.

✂ En fælles Trang til at være flotte kom over begge de tilstedeværende. Justitsraaden drejede sig om paa Hælen med en forceret Ungdommelighed; den unge Mand strøg sin Moustache, men han var den hurtigste, thi medens Justitsraaden satte Munden i Lave til at sige noget, hvad en dirrende Bevægelse i hans Skæg røbede, sagde den yngre Mand:
- Jeg mødte Justitsraaden i Gaar Aftes . . . sent ved Gammelstrand.

✂ - Ja . . . ja . . . ja. Jeg gik med et Fruentimmer. Hvad? Er det det, som morer Dem, Fuldmægtig Jespersen? Det var en stakkels Pige fra Landet, som havde forvildet sig i København; jeg har skaffet hende Kondition her paa Hotellet, men nu hedder det sig naturligvis . . . Tak, jeg kender Verdens skønne og rene Tankegang. Men jeg bryder mig ikke om den. Vær saa god, Hr. Jespersen! her er den Sag, De véd . . . den er færdig.

283

✂ Justitsraaden tog en Bunke Folioark ned fra en Reol og kastede Pakken hen ad Bordet, mens han mumlede:
- Nu skulde . . . nu skulde De fortælle oppe i Kontoret, at den gamle, afskedigede Kontorchef Gram lægger sig efter unge Bønderpiger. Hvad? Det var en pikant Historie til at fordrive den første Time af Kontortiden med!

✂ - Hr. Justitsraad! Hvorfor taler De saadan til mig? Jeg . . . ja jeg har saa ondt ved at være sentimental . . .

✂ - Nej, det ligger ikke for Dem og Deres samtidige.

✂ - Ganske vist. Men derfor kan jeg jo nok sige, at det aldrig kunde falde mig ind at gøre Nar ad en Mand, som jeg skylder Taknemmelighed. Jeg er den eneste i Kontoret, som De har bedet besøge Dem . . . og

✂ - Hm . . . det var vel dumt, at jeg gjorde det. Jeg skulde aldrig give mig mere af med andre Mennesker end højst nødvendigt. For de Mennesker, jeg rører ved, gaar det altid galt. Hm . . . De gør nu ærlig Deres til at det maa gaa Dem galt.

✂ - Hvorfor egentlig det? sagde den unge Mand flot og med løftet Næse.

✂ - Blandt andet, fordi De, naar Deres overordnede taler til Dem om en Sags Detailler, saa sætter De et Ansigt op . . . netop saadant et Ansigt, som De nu sætter op . . . et, der skal være ironisk overlegent over den Slags Smaaligheder . . . ja De er yderlig høflig mod Kontorchefen, men De kunde lige saa godt være grov som høflig paa den Maade, De er det.

✂ - Men . . . jeg kan ikke tage alt det Vrøvl au sérieux.

✂ - Man skal tage sine Embedspligter au sérieux, Paa Disciplin gennem alle Embedshierarkiets Led beror hele vort Samfunds Administration. Tror man ikke paa det, skal man opgive sit Embede. Den Ordning, De ser overlegent paa, er et Resultat af Aarhundreders Arbejde. Enhver Embedsmand skal se med Ærbødighed og Tillid paa den, som paa en ærværdig gothisk Kirke. Ingen Embedsgerning bør overses som aandløs Trivialitet. Gør ens saakaldte Aandrighed Revolte, saa skal ens rolige Erkendelse slaa Oprørstendenserne ned og resignere.

✂ - Aa-aa. Man kan jo gøre sin Pligt, lystre alle Artikler af sin Instruks . . . men man har dog Lov til at le lidt ud til Siden eller bagud.

✂ - Saa bliver Deres Gerning enten slet ikke gjort eller meget daarlig gjort. Jeg maa jo altid gøre den om, som f. Eks. i den Sag, De har skullet behandle her (Justitsraaden slog paa 284 den Bunke Akter, han havde taget ned fra Reolen og lagt paa Bordet). Sagen er, Fuldmægtig Jespersen, at De er et rask Hoved, der straks opfatter Hovedpunktet i en Sag, dens inderste Livsnerve. Derfor har jeg interesseret mig for Dem. Men i Udførelsen indløber der altid Jaskeri og Unøjagtighed. Det kan De læse Dem til i de Notitser, jeg har gjort i Marginen.

✂ - Saa gid min Kontorchef og jeg kunde gaa op i en højere Enhed! . . . kaldte man det ikke saadan i den gamle Filosofi? For han kan aldrig faa Syn paa Pointen i en Sag, men roder altid i alle Slags Smaanipserier.

✂ - Det er dog nogle hæslige, raa Udtryk, den yngre Slægt bruger. En Embedsmand roder ikke . . . Ja, ja . . . tal nu, som De vil, her . . . i min Stue -

✂ - Maa jeg virkelig det, Hr. Justitsraad?

✂ Justitsraaden stod op fra Stolen og betragtede den unge Mand med et sky og usikkert Blik. Hans næste Replik blev stammende:
- Ja . . . ja . . . hvad jeg har sagt, staar jeg ved. Jeg stoler naturligvis paa . . . at visse Hensyn . . .

✂ - Som den yngre skylder den ældre, skal blive iagttagne, ja.

✂ - De behøver ikke at supplere min Tale, Hr. Fuldmægtig! Jeg forstaar at bygge en logisk og grammatisk Sætning. Tal, tal, tal! Sig, hvad De vil, sig, hvad De vil! . . . Men . . . men sænk Næsen og . . . tag det sarkastiske Ansigt bort! Det gør mig nervøs. Se ud som et ordentligt Menneske!

✂ - Nu, Hr. Justitsraad, siden De syntes, at alt deroppe i de Kontorer er saare godt og herligt . . . hvorfor tog De Deres Afsked som Chef for Deres Kontor?

✂ - De ser jo, at jeg kommer der hver Dag et Par Timers Tid, og at jeg endnu ikke er bange for at gøre den simpleste Gerning, at jeg, den forhenværende Kontorchef, har gjort mig til Volontær.

✂ - Ja . . . og er Realleksikon for os alle, lige fra Departementschefen ned til den yngste Assistent.

✂ - Hm! Det er jeg slet ikke.

✂ - Jo. Det er De netop. De kender ogsaa Arkivet bedre end en Forfatter sine egne Værker.

✂ Et glad Glimt lyste fra den gamle Mands Øje ned over hans hvide Skæg. Forlegen som en ung Pige over en Kompliment sagde han:
- Hm . . . aa . . . det vil jeg just ikke sige . . .

285

✂ - Justitsraaden har ikke svaret paa, hvad jeg spurgte Dem om efter Deres egen udtrykkelige Tilladelse . . . nemlig hvorfor De tog Deres Afsked og lod Dem sætte paa Pension.

✂ Den gamle Mand rejste sig igen, skød sin Stol ind under Bordet, gik et Par Gange op og ned i Stuen under idelige dirrende Bevægelser af Skulderbladene og Ansigtsmusklerne. Et Skraablik hen paa Fuldmægtigen viste ham, at denne sad i en rolig afventende Stilling. Pavsen blev Justitsraaden mere og mere pinlig. Brat standsede han sin Gang, skubbede en Stol hen i en af Vinduesfordybningerne, satte sig paa den med Ryggen halv vendt mod sin Gæst. Han saa ud i Haven, mens han talte langsomt og sagte:
- De kan mærke at jeg har noget . . . noget tilovers for Dem. Det har jeg for alle unge Mennesker med godt . . . eller ret godt Hoved. Nu misbruger De den Stemning hos mig og vil tvinge mig til at aflægge Bekendelser for Dem . . . Lad saa være, men jeg stoler paa Deres Diskretion som Mand af Ære. Hører De? Og trækker De en eneste Gang det . . . Ansigt frem, De véd nok, og sætter De Næsen saadan i Vejret . . . saa vil jeg ligefrem bede Dem om at gaa . . .

✂ Jeg har været en ganske anderledes idealistisk Fantast end De . . . for De er det aldeles ikke. De er blaseret og egoistisk. De tror hverken paa Deres Gerning eller paa noget som helst overhovedet. De vil være Dommer, har De sagt. Det vil ikke genere Dem at stede Folk til Edsfæstelse paa en Formular, som De ikke selv tror paa. De er en skjult Venstremand, hvor meget De end skælder Venstre ud, fordi De ikke kan faa Gageforhøjelse.

✂ - Jeg giver baade Højre og Venstre Døden og . . .

✂ - Der kan De selv se! De bekræfter mine Ord . . . Nej, jeg gik med i 1848 som frivillig. Den Gang var der Tro og Begejstring i Luften. En Trommehvirvel fra en Afdeling Soldater var nok for enhver dansk til at vække Fædrenes Heltemod i ham. Saadant noget . . . griner man nu ad! Hvert kraftigt, fædrelandskærligt Ord hos vore udmærkede Digtere, hver fuldlødig Tone i vore gamle Fædrelandssange vaktes ved saadan en Tromme . . . ja blot ved en Dragonhjælms . . . ved en Bajonets Blinken i Solen . . . Jeg blev saaret ved Slesvig . . . derfra er min venstre Arm bleven stiv. Jeg kunde ikke mere slaas for mit Land i Felten; jeg vilde nu tjene det med samme Samvittighedsfuldhed, som jeg havde kæmpet for det.

286

✂ Justitsraadens Stemme bævede og blev næsten uhørlig. Han støttede sine Albuer paa Vindueskarmen og sit Ansigt med Hænderne. Han talte bag dem som bag en Maske.

✂ Jeg havde en Smule Dannelse uden for den rent fagmæssige . . . eller rettere . . . jeg . . . holdt meget af Filosofi, af Literatur, af Kunst, af Musik. Det gjorde nogle Jurister i de Dage . . . Hør . . . De har en Gang tilstaaet mig, at De ikke kendte Goethes "Ifigenia" . . . Det er en Skandale uden Lige . . . det er . . . det er næsten en oprørende Raahed at tilstaa det . . . Hm . . . Jeg mente, at jeg vilde dele min Tid mellem Embedsvirksomheden og Fordybelse i saadant noget, som laa det centrale i Livet nærmere . . . Ja saadant noget betragter vor Tid som Fraser . . . og . . . og (Justitsraaden fór atter op og spaserede under stærke Trækninger i Ansigt og Krop frem og tilbage) . . . og maaske har den Ret . . . ja . . . maaske har den Ret . . . Men det har den alligevel ikke . . . den maa have Uret! . . . . . . Hm! Jeg lovede at sige Dem, hvorfor jeg tog min Afsked for nogle Maaneder siden. Men, gaar De og gør Nar ad en gammel Mand, som De selv lokker til at snakke . . . jeg, som ellers er saa tavs og diplomatisk . . . lad være at sætte det Ansigt op! . . . saa . . . er De ikke den Mand, som jeg troede, da jeg satte mig ved Siden af Deres Stol, mens De var Assistent, og formelig gjorde mig til Deres Privatpræceptor i den Gerning, som De nu foragter . . . Men lad være at tale til mig! Ti stille! De faar mig til at raabe op, saa man kan høre mig paa hele Hotellet.

✂ - Hr. Justitsraad . . . jeg har ikke sagt et Ord!

✂ - Ikke . . . hvad . . . har De ikke hele Tiden . . . Nej, De har Ret, jeg tror ogsaa, at det er mig, som har talt hele Tiden.

✂ Hr. Justitsraad! Hvad De har antydet, interesserer mig i høj Grad.

✂ - Saa? Saa-aa? Ja saadant psykologisk, realistisk, naturalistisk, atheistisk, darwinistisk . . . hvad behager? Tak skal De have! Jeg lægger mig ikke paa Anatomibordet for Dem. De er vist ked af at være her, hvor ingen Tobaksrøg bliver taalt, saa, hvis De længes efter Deres Cigar . . . Bliv ikke vred, kære Fuldmægtig Jespersen, hvis jeg er uhøflig! Jeg er bleven saa nervøs af altid at tie, saa, naar jeg kommer til at tale, saa . . . Ikke sandt . . . jeg skriver dog noget bedre, end jeg taler.

✂ - De Akter, De har konciperet, ere jo Mønsterstykker. Det siger da vor Kontorchef ogsaa.

287

✂ - Det har han ingen Forstand paa . . . Jo naturligvis har han Forstand paa det, men . . . De spurgte mig om, hvorfor jeg tog Afsked. Jeg har aldrig tænkt det klart for mig selv; nu skal jeg se, om jeg kan faa Form paa det. Hm! I 48 troede jeg, jeg var skabt til politisk Taler, men . . . ved et skandinavisk Studentermøde talte jeg og gik i Staa, rent ud sagt, fordi jeg havde for mange Tanker, og de affødte en Masse Digressioner, og til sidst kunde jeg ikke finde Traaden . . . og saa prostituerede jeg mig. Men (han stampede i Gulvet) det gør jeg ogsaa nu.

✂ Hvorfor jeg tog min Afsked? Hm! ja . . . det er en halv Time siden, jeg lovede Dem Forklaring paa det. Gør ikke iNar af mig! Jeg mener Dem det godt. Hm, hm! . . . Det var altsaa 1848 . . . Jeg mente, at det var godt, om den Begejstring, som vore Sejre i Krigen og Frihedens Sejr i vort Samfund vakte, kunde anvendes i Administrationen. Den røde Bygning bag Børsen, mente jeg, skulde sprede Velgerninger ud over det hele Folk. Frihedens friske Luft skulde suse gennem Kontorerne og feje Mug og Støv ud. Vi unge skulde vippe de gamle Kancelliherrer, al deres Væsen og al deres Gerning fra deres Kontorstole ud over Taget paa Børsen og helt ned i Kanalen . . . Nu maa De gerne le ad mig . . . Hvorfor i al Verden ler De ikke? . . . Har De læst anden Del af Taines: Origines de la France contemporaine?

✂ - Nej, jeg maa tilstaa . . .

✂ - Nej, det tænkte jeg nok! I moderne Mennesker læser ikke andet end Aviser . . . de dumme Løgneposer! I læser ikke en Gang jere egne Forfattere . . . Havde De læst den Bog, vilde det blive Dem klart, hvorledes det gaar, naar radikale Ignoranters plumpe Hænder griber ind i det administrative Maskineri . . . Naa, jeg var en Fantast, som jeg sagde Dem før. Jeg saa snart, at det hele var en flere hundrede Aar gammel Bygning, et kunstig sammenføjet Uhrværk, hvor hver Tap og hvert Hjul, hver Valse og hver Akse greb ind i hverandre paa en . . . ja, jeg kunde sige, paa en usigelig skøn . . . eller interessant . . . eller logisk Maade. De kan kalde det, hvad De vil. I Aarenes Løb randt den ene Reformidé efter den anden som Sand gennem mine Fingre. Vilde man tage et grovt, et plumt radikalt Tag, vilde det hele gaa i Stykker, og hele Administrationens Maskineri ramle sammen i Kaos. Det bliver Frugten af al Radikalisme. Jeg blev, hvad jeg endnu er, ultrakonservativ og fik den dybeste Foragt for parlamentarisk Skraaleri overfor en 288 gammel, kyndig Administration. Hver Gang jeg læste . . . f. Eks. en Finanslovsbetænkning, blev jeg nervøs og kunde gerne have revet det Tøjeri i tusind Smaastykker.

✂ Justitsraad Gram rev en Brevkonvolut i Smaastykker, men tog straks en Støvekost fra Kakkelovnsstativet, fejede Stumperne sammen i en Bunke og kastede dem i Kakkelovnen.

✂ - Bravo, Hr. Justitsraad! Jeg er i det Punkt saa fuldstændig enig med Dem, sagde Fuldmægtig Jespersen.

✂ - Saa? Saa-aa? Det klæder ikke en ung Mand at tale saadan. Men der er ingen Ild i vor Tids unge. De er fødte med Fiskeblod i Aarerne . . . Hm, hm! . . . De er nu en Gang, som de er . . . Bliv ikke vred! . . . Jeg arbejdede og arbejdede, jeg berusede mig i Arbejde Aar efter Aar. Saa blev jeg træt. Jeg var ene, mutters ene i mine Hviletimer, da jeg begyndte at hvile mig. Og i de Hviletimer i Tusmørket begyndte min Ungdom at spøge . . . lad mig se . . . hvad var det nu for Spøgelser: Goethes Humanitetsideal, Filosofernes Syn paa Verden som en Guds Tankes Udfoldelse . . . gamle Musikstykker . . . Trangen til at gøre hele Folket lykkeligt . . . Lad mig hellere tie! Hvorfor tvinger De en saa tavs Mand til at tale saa meget?

✂ - Det gør jeg jo ikke, Hr. Justitsraad . . . Men det interesserer mig . . .

✂ - Saa? Saa-aa? . . . Jeg tog min Afsked, da jeg mistvivlede om, at mit Arbejde stod i Idéens Tjeneste.

✂ - Aa Gud hjælpe os! sagde Jespersen . . . Arbejde i Kontorerne og Idealitet!

✂ - Skal forenes, unge Mand! Et uideelt Arbejde er kun Slaveri, ikke en fri Mand værdigt. Det var ikke Arbejdets, det var min Skyld. Jeg manglede Kraft og Indsigt . . . eller . . . ja - jeg manglede Troens Begejstring. Og det kom af min usalige Nervøsitet, som har plaget mig, siden jeg fik den Kugle. Jeg har ingen Energi havt. Jeg havde som Ungkarl godt kunnet rejse. Jeg kunde gøre mig forstaaelig paa tysk, fransk og engelsk, for jeg har altid læst en Del fremmed Literatur. Men jeg kunde ikke overvinde mig til at bryde op, og . . . hør . . . jeg tror, jeg var bange for mit usle Liv, som jeg dog havde vovet i Krigen. Saa lejede jeg mig ind i dette Hotel. Det morede mig at høre fremmede Sprog hver Dag ved Table d'hôte, og at jeg kunde forstaa dem. Dette Table d'hôte er mig en daglig Udenlandsrejse. Har De ikke nok lagt Mærke til paa vore lange Spasereture om Søerne efter Kontortiden, at jeg brugte 289 fremmede Talemaader? He, he! Det var for at øve mig til dette Table d'hôte.

✂ Den gamle Herre lo og gned sig i Hænderne.

✂ - Jeg tænkte ogsaa, vedblev han, at som fri Mand kunde jeg virke . . . saadan mere direkte for Menneskeheden. Jeg havde jo gode Kaar. Men jeg har ingen Kunstnerhaand. Jeg har gode Ideer, om jeg selv skal sige det, men Stoffet er altid genstridigt imod mig. Jeg har søgt at redde faldne Piger. De har gjort Nar af mig. Jeg har understøttet fattige unge Mennesker, som vilde tage Artium eller gaa paa Kunstakademiet. Det har været dovne Bengier tilhobe. Ikke en eneste af dem er bleven til noget. De er blevne kede af at høre mig tale og formane dem til at holde fast ved Ideen. Og jeg taler dog saa sjælden og udtrykker mig saa kort og knapt. Ikke?

✂ - Jo-o-o!

✂ - Nu har jeg faaet Interesse for Dem. De narrer mig nok ogsaa. Nu har jeg skaffet en Pige, der rendte rundt paa Gaderne og rimeligvis var styrtet lige i Fordærvelsens Gab, Plads her paa Hotellet. Hun bliver forført af en af disse infame Kellnere og ender som Skøge. Jeg véd det godt, men jeg kan ikke lade være at prøve paa saadant noget. Det mislykkes, fordi det er Egoisme af mig, fordi jeg blot gør det, fordi jeg ikke kan andet, fordi jeg ikke har noget at overvinde ved at gøre det . . . Hør . . . Fuldmægtig Jespersen . . . jeg har vist hele Tiden talt om mig selv, hvad? . . . De trænger vist til at ryge Tobak . . . og saadant noget. Jeg skal ikke længere trætte Dem med en gammel Mands Passiar . . . God Morgen!

✂ Fuldmægtigen rejste sig, bød Farvel og gik.

✂ Da han var ude, følte Justitsraad Gram sig let i Sind og glædede sig til at faa Ro, til at læse eller til stille famlende at berøre Klaveret, saa Tonerne lød mere for hans indre end for hans ydre Øre.

✂ Men - hans Forventning skuffedes. Han blev tung og beklemt om Hjærtet. Vejret var graanet. Møblernes brunrøde Fløjel dvaskede hen uden Lysspil. Kakkelovnen var bleven forsømt under den lange Visit. Fugtigheden derude syntes at liste sig klamt isnende ind. Den lille Have var bleven en stor Gryde, hvor Taagen kogte. Der var en Dødsstilhed i Værelset, paatrængende, knugende som i et Kapel, hvor for et Øjeblik siden Sangen havde lydt, og Vokslysene havde funklet, og som nu efter endt Messe ligger i graa Dæmring og en Tavshed, hvor en 290 enkelt, ensom Efterladts Øje ængstelig spejder efter, om ikke et hundredfold svækket Ekko af Sangen endnu skulde bæve i Luften, om ikke endnu et Alterlys skulde gemme en lille bitte Gnist i den svagt rygende Tande.

✂ Hvad vilde Justitsraad Gram have fremtryllet i dette Øjeblik, hvis han havde havt Magiens Gave? - Rimeligvis et Orkester af Messinginstrumenter, som spillede Champagnevisen i Don Juan eller Lindoros Serenade til Rosina under Balkonen.

✂ Men Stilheden og Halvkulden vare ubarmhjærtige. De havde sat sig fast som Herskere i det Rum, hvor han skulde leve og aande.

✂ Han drog sit Vejr dybt, alt mens Skulderbladene og Ansigtsmusklerne arbejdede. Han syntes, han hørte et hviskende Ekko af sin Stemme gentage hans Bekendelser, syntes, han hørte Lyden snige sig langs Væggene, langs Gardinernes Rande, forputte sig i Møblernes mange Stopningsfordybninger og listig hviske ud deraf efter at være blevne slugte af Fløjlet. Bestandige Parodier paa hans Ideal: at være en tavs Mand, en uigennemtrængelig dyb Natur. Og han mindedes, at han i de sidste Aar havde aabenbaret sig for Fuldmægtig Jespersen hver Gang, de havde spaseret sammen. Og hvorfor gjorde han det lige over for denne blaserede Karl? Han levede uden Tvivl et umoralsk Liv, han kom til Baller og Middagsselskaber i den Del af Samfundet, hvis Alliance med hans egne Ungdomshelte stod for ham som ensbetydende med deres Demoralisering, deres Salg af Ungdomsidealerne for tredive Sølvpenge.

✂ Han glædede sig til i Morgen Mandag. Saa gik han op i Ministeriet uden at have nogen Forpligtelse, men fungerede der som gammel frivillig og velvillig Funktionær, imponerende alle ved sin Kundskab. Det var hans Maade at beruse sig paa og søge Glemsel. Han beruste sig i Arkivalia. Han kunde ikke lide Henrik Ibsen, men maatte indrømme Sandheden af de Ord i "Peer Gynt": "En bruger Brændevin, en anden bruger Løgne".

✂

XII.

✂ Fuldmægtig Jespersen var heller ikke videre glad, da han kom ud i Korridoren. Nærmest laa det for ham at erklære Justitsraad Gram for et af de værste Vrøvlehoveder, han nogensinde havde truffet. Hvad kom dog alt det æsthetiske, filosofiske og musikalske Væveri Kontoret i Ministeriet ved.

✂ Han, Fuldmægtig Karl Jespersen, Søn af en stor Prokurator i København, var bleven opdraget i Luksus og Overflod til den Dag - det var i Karl Jespersens andet Studenteraar - da hans Fader pludselig døde, ramt af et apoplektisk Anfald. Der var ingen Formue af Betydning. Aktiva og Passiva dækkede nogenlunde hinanden. Karl Jespersen arvede kun 10,000 Kroner.

✂ Men han fik en anden Arv. Den Medlidenhed, som hans Faders Klienter og Omgangsvenner, store Grosserere og Industridrivende, følte mod Prokurator Jespersens unge Søn, var i visse Maader trøstende for Arvingen til den tarvelige Formue. Hans Studenteraar vare en stadig Fest: "Unge Selskaber", Baller, Fribilletter til Studenter- og Kunstnerkarnevaler, Indbydelser til Besøg paa flotte Villaer paa Strandvejen, Forelskelse paa Forelskelse, der frembragte smaa Rifter i Huden, naar en ung Grosserer eller Grossereraspirant pludselig snappede "Genstanden" fra Studenten. Rifterne gjorde ondt en kort Tid, men denne Svie var sund, thi den livnede hans Nerver, der led ved den megen Selskabelighed med dertil hørende Dans, Mad og Vin. Tillige forsynede disse hyppige Smaaforelskelser ham med en Slags Poesi eller Kryderi under den ensformige Gliden gennem Studenteraarene til den juridiske Eksamen og fra den ind i Indenrigsministeriets Lokale, hvor han fra Assistent gled over til Ekspedient og efter forholdsvis faa Aar til Fuldmægtig.

✂ Hans Liv gled videre paa samme Skinner og i samme Fart; kun blev hans Hud haardere og hans Nerver stumpere for ulykkelige Bal- og Middagsselskabsforelskelsers Knappenaalsstik. Det var kedeligt for ham, at han ikke kunde drive et Had op i sig mod de Grosserere og Grossereraspiranter, der gik ham i Bedene.

✂ Han spekulerede sig en Forøgelse af sin lille Kapital til i nogle livlige Aktieaar, var forsigtig nok til at holde op, mens Legen var god, og, da han i sit to og tredivte Aar var bleven Fuldmægtig, stod han som en Ungkarl med gode Indkomster. 292 Han havde Raad til hver anden Sommer i sin tre Ugers Permission at gøre smaa Udenlandsrejser, at spise paa gode Restaurationer, at ryge gode Cigarer, og behøvede ikke at gaa ned i de laveste Sfærer for at søge sine menus-plaisirs.

✂ I de første Aar, han tjente i Ministeriet, var Justitsraad Gram hans Kontorchef. Jespersen lo med de andre underordnede i Smug ad den gamle pertentlige og sære Herre, der i hele Maaneder kun talte de allernødvendigste Ord og saa i visse Mellemrum fór op og holdt lange Tordentaler for sine undergivne. Men en Gang - det var just, mens en af hans erotiske Rifter sved lidt stærkere i hans Hud end sædvanlig - havde Jespersen skrevet i en Sag og havde lagt alle sine Evner ind i sit Arbejde. Han blev kaldt ind til Kontorchefen, og denne roste i stærke Udtryk og med nervøs Overdrivelse baade hans Logik og hans Stil.

✂ Det var længe siden, at Jespersen havde mærket noget, som lignede Taarer i Færd med at kræve Gennemgang mellem hans Øjenlaage. Dels følte han sit nu af den overordnede anerkendte Arbejde som en Slags Sejr, en Bod for det sidste Nederlag i en erotisk Skærmydsel, dels smigredes han af Ros fra en Kilde, som flød saa sparsomt med sligt, dels løftede hans Selvagtelse sig, saa han fik en trøstende Fornemmelse af, at det var værd at bestille noget, at han havde gjort Nytte, at han fremdeles kunde gøre Nytte. Justitsraad Grams udmærkede Kyndighed og Forretningsdygtighed gik op for ham, og i Kontorchefens Ord til ham laa en Tro paa, en sand Begejstring for den daglige Gerning; og det virkede smittende paa ham. Det tør vel ikke fordølges, at Haab om hurtigt Avancement og deraf følgende større Indtægter drev sig ind som en Skyggekile i hans Lyriks solglade Lysaabning.

✂ For at tækkes sin tjenstivrige overordnede blev han ligesom denne i Ministeriet til efter Kontortiden og arbejdede. Da dette havde vedvaret en Uges Tid, spurgte Justitsraad Gram ham, om de skulde følges ad hjem; de boede jo begge paa Peblingesøens Dossering. De første Gange havde Samtalen sin Nød med at komme i Gang paa Grund af Justitsraadens sky Forlegenhed og paa Grund af Fuldmægtigens fuldkomne Uvidenhed om, hvilke Strænge han skulde spille paa for at tækkes den sære gamle Herre. Det blev da ved tørre Bemærkninger om de i Kontoret foreliggende Sager.

293

✂ Saa traf det en Dag, at Justitsraaden pludselig og hidsig vendte sig imod ham og sagde:
- Jeg forstaar, jeg fatter ikke, hvad vor Tids unge Mænd interesserer sig for. Hvad? Interesserer De Dem for Politik?

✂ - Ne-e-j. Egentlig talt ikke.

✂ - Det var endda godt. Det vil sige . . . det var næsten bedre, om De - Gud forlade mig - var Venstremand, end om De interesserede Dem for slet ingen Ting. For Literatur da? Kunst, Videnskab, Musik?

✂ Fuldmægtig Jespersen turde ikke følge sin Lyst til at sige nej, hvad han gerne havde gjort, om ikke for andet saa paa Trods, og mumlede:
- Jo-o for Literatur, for Eksempel . . . noget.

✂ - Noget . . . noget . . . noget? Enten interesserer man sig meget for sligt, eller man interesserer sig slet ikke for det.

✂ - Jeg sagde det af Beskedenhed, Hr. Justitsraad.

✂ - Ja der skal vi have det! Ha, ha! Beskedenheden lyser ud af Deres Øjne!

✂ Efterhaanden viste det sig, at Justitsraaden trængte til Meddelelse og egentlig var en snaksom Mand under fire Øjne. Han fortalte Anekdoter om Oehlenschläger, Heiberg, Poul Møller, om Weyse og Kuhlau, om Ryge, Karl Winsløw, Nielsen, Fru Nielsen, gamle Rosenkilde, som han alle havde kendt flygtig til og iagttaget som en tavs og tilbageholdende Tilskuer eller Tilhører. Det kunde ogsaa hændes, at han prædikede gammel Filosofi i hegelske Former eller fortalte om sine mange uheldige Forsøg paa at frelse forfaldne Mennesker og faldne Kvinder fra Undergang. Og, naar han dvælede ved den sidste Art Emner, kom han i nervøs Bevægelse og erklærede Samtiden for at være naaet til et Punkt af Fordærvelse som ingen tidligere Epoke i Verdenshistorien og endte med: Men jeg tror paa Livet, fordi jeg tror paa en guddommelig Styrelse. Jeg er Optimist trods alle Skuffelser.

✂ Det kan ikke nægtes, at Fuldmægtig Jespersen jo kedede sig lumsk paa disse Promenader, skønt de paa en vis Maade smigrede ham og opmuntrede hans Avancementshaab. Derfor blev han ved med dem og styrkede sig efter overstaaet Anstrængelse ved ekstragod Mad og Vin paa sin Restavration, ved det flotte Liv i sine sædvanlige Omgangskredse, som han vedblev at dyrke, uagtet han til jævnaldrende udtalte sin ubetingede Foragt for det 294 lidet aandelige Udbytte, dette Omgangsliv ydede. Det var et Offer til Studenreraristokratismen.

✂ En skøn Dag vakte det almindeligt Røre og Forbavselse i Indenrigsministeriets Kontorer, da der stod at læse i "Berlingske Tidende", at Justitsraad G. H. Gram, Kontorchef i Indenrigsministeriet og Ridder af Danebrog, paa Ansøgning var entlediget i Naade og med Pension, samt dernæst udnævnt til Danebrogsmand. Ingen havde ventet dette. Justitsraaden forsvandt lydløst uden at tage Afsked med Personalet. Jespersen ansøgte straks om at blive hans Efterfølger, fik efter skriftlig Anmodning til Justitsraad Gram en udmærket Anbefaling for usædvanlig Forretningsdygtighed, men Anciennitetsprincipet forbød en saa ung Mand at rykke saa højt til Vejrs, en ældre Fuldmægtig fra et andet Kontor rykkede ind paa den ledige Plads.

✂ Et Par Maaneder efter fik Kontorpersonalet en ny Forbavselse. Justitsraad Gram viste sig ved Kontortidens Begyndelse, tede sig, som om intet var foregaaet, og gik ind i den nye Chefs Kontor. Det opdagedes snart, at han sad foran et lille Skrivebord, og snart saa man ham færdes som sædvanlig i alle Lokalerne uden at henvende Ordet til nogen, undersøgende Akter og Arkivalier, kun forhandlende lydløst med Kontorets nye Chef. Efterhaanden kom han dog i Forhandling med det underordnede Personale som en almen Raadgiver, som et Realleksikon, men var lige saa upersonlig og kortfattet i sin Fremstilling som et saadant Værk. Ikke anderledes tede han sig overfor sin gamle Protégé, Fuldmægtigen. Men denne lod sig det være magtpaaliggende at gribe enhver Lejlighed til at vise den forhenværende Chef og nuværende Volontær endnu mere Opmærksomhed end tidligere, thi det hed sig stadig, at han holdt mange hemmelige Traade i sin Haand, og at Departementschefen kom til ham, hemmelig som Nikodemus til Kristus, og æskede hans Raad. Fuldmægtigen vidste godt, at Justitsraad Gram vilde blive rasende over den ringeste smigrende Hentydning af den Art saa vel som over en udtalt Tak for, hvad han lønlig kunde have virket for ham, og med sin i Selssabslivet erhvervede Smidighed gjorde Jespersen sit opmærksomme Væsen mod Justitsraad Gram fordringsløst og lydløst.

✂ En Søndag Morgen mødte Jespersen Justitsraad Gram i Gothersgade. Justitsraaden standsede samtidig med at han hilste, pegede op mod Hotellet og sagde: Der bor jeg. Har De Lyst at se op?

295

✂ Fra den Tid af blev det en sat Regel, at Fuldmægtig Jespersen hver Søndag aflagde Justitsraaden en Visit i hans nye Bolig. I lang Tid drejede deres Samtale sig udelukkende om Forretninger, saa bredte den sig ud paa andre Omraader; Tonen i den blev af og til lidt mere ugenert fra Fuldmægtigens Side. Denne sagde rigtignok stadig til sig selv, at disse Sammenkomster kedede ham, og, hvis ikke det kunde have sin Nytte at dyrke den gamle Herre lidt, saa skulde Pokker sidde der og høre paa hans sentimentalt-gnavne Paradokser; men dybest i sit Hjærte følte Jespersen sig mere dragen til Justitsraaden, end han vilde tilstaa for sig selv end sige for andre. Han stod endogsaa op af sin Seng efter en Selskabsnat for at komme til rette Klokkeslet. Han lo ad sig selv og tænkte: Man kan mærke, jeg er ved at blive en gammel Pebersvend med stereotype Vaner. Jeg staar op for at kede mig.

✂ Som vi saa, gik han denne Søndag misfornøjet fra sin Beskytter. De Strænge, denne havde berørt i Samtalen, havde gjort ham underlig til Mode. Den Mand havde dog noget at leve for eller bildte sig ind at have det. Og hvad havde han, Jespersen, at leve for? Han saa den store Korridors lange, øde Tomter med de kedelige, symmetrisk anbragte Døre foran sig som et Symbol paa sit eget Liv. Saadan laa ogsaa Gaderne for ham, naar han om Natten kom fra Selskab, og, greb han et lille Æventyr, som tilbød sig, for at faa en lille opstrammende Afveksling, saa endte det dog altid med, at han ogsaa følte Lede efter Æventyret. Og saa begyndte han næste Gang paa samme Vis, som var det en Pligt, han gjorde.

✂ Da han drejede om Hjørnet for at gaa ned ad Trappen, drejede noget lyst samtidig rask om Hjørnet fra den modsatte Side, og Fuldmægtig Jespersen tørnede let mod den lyse Genstand. Sammenstødet var ham ingenlunde ubehageligt, thi det var en smuk lys Genstand. Over det hvide Forklæde med dets højthvælvede Brystsmække knejste en kraftig rank Hals, og et Par brune Øjne lyste tæt ind i hans Ansigt. Han havde grebet om Genstandens Liv for at betage Sammenstødet enhver Art af Voldsomhed, og han mærkede nu paa den vridende Modstand, at han havde forlænget Grebet ud over dets første Hensigts Krav.

✂ - Nej, nej . . . nej, sagde Pigen.

✂ - Jo, jo, jo . . . jo vist saa, hviskede han.

✂ - Der kommer nogen.

✂ - Nej, der kommer ingen.

296

✂ Han tilkæmpede sig et Kys . . . men nu blev der virkelig taget i en Laas. Han gav hurtig los og skyndte sig ned ad Trappen.

✂ Nede paa Gaden trak han sit Vejr dybt, saa omkring sig, fandt, at han var led ved sig selv, vilde ikke tilstaa det for sig selv. Han syntes, at Luften spyttede ham i Ansigtet.

✂ - Trappetøs! sagde han og svippede med sin tynde Stok ud i Luften, saa den hvinede ved det.

✂

XIII.

✂ Ved en Ende af Korridoren hang et stort Spejl i forgyldt Ramme over en Konsol.

✂ Imod dette løb Lotte hen i en Fart, saa hun susede gennem Rummet.

✂ Jo vist saa hun godt ud i sin lysstribede Lærreds Sommerkjole, som hun efter Hotellets Oldfrues Anvisning foreløbig havde viet til Arbejdsdragt, det snehvide Forklæde med Smækken, den lille Kappe, som gyngede flot paa det rebelske, mørkebrune krøllede Haar. Og nu de højt blussende Kinder og de gnistrende brune Øjencirkler paa den blaahvide Grund!

✂ Lotte Splyd blev betaget af det første Indtryk af sig selv. Den fine Herre med den blanke Silkehat og det hjærteknusende svulmende Slips, med en endnu flottere blaa Vinterfrakke end Baronens, havde nok vidst, hvad han gjorde. Men han skulde rigtignok ikke tro, at . . .

✂ Hvad skulde han ikke tro?

✂ Lotte Splyd saa sine Øjnes Glans slukkes i Spejlet, og nu syntes hun, at Kindernes Blussen var styg, og at den kom af, at hun skammede sig. Sæt, nogen havde set, hvad der var gaaet for sig! . . . Maskeraden paa Herregaarden! Spejlet! . . . Gud, hvor var hun ulykkelig! Gid det store Spejl med den forgyldte Ramme var langt borte! Gid hun kunde se et Ansigt, et rigtig trofast og skikkeligt Ansigt ved Siden af sit i saadan en lille Stump Barberspejl som den Gang!

✂ En underlig Bølgegang opstod i hendes Sind. Han var jo dog saa smuk og saa fin den Herre! Anders Tjener var en 297 Bondelømmel og Baronen en Abekat og Peter Iversen en ranglet Dreng i Sammenligning med den opstoppernæsede, blege, knevelsbartede Fyr med det bløde Øjesyn. Men hvorfor blev hun saa væmmelig ved sig selv hver Gang, hun havde glædet sig over, at Folk, der var højere paa Straa end hun, havde vist, hvor de skønnede paa, at hun var en køn Pige? Hvorfor havde hun aldrig været arrig paa sig selv, naar Peter Iversen havde forsøgt en kærlig Tilnærmelse, men bare paa Peter Iversen? . . . Det var ikke til at hitte ud af.

✂ Oldfruen havde modtaget hende med ligegyldig Kulde efter en kort Mønstring, den nakkeskilte og engelsk-bakkenbartede Oberkellner havde beset hende som en Pranger en Hest og havde sagt hende, at hun skulde klæde sig om og blot gøre rent i to Værelser paa anden Sal for en der fungerende Pige, som havde Fridag i Dag. Nu var hun færdig med det Stykke Arbejde. Gud give, der var noget mere at gøre! Saa kunde hun da komme bort fra det fordømte Spejl, der ligefrem forheksede hende . . . for nu saa hun . . . ja hun saa virkelig Peter Iversen i Spejlet, betragtende hende bønlig-alvorlig. Hun blev staaende, som vare hendes Ben lammede. Hun vilde skrige for at faa Luft; hun hverken kunde eller turde. Hun blev hed og tør i Ganen. Hun vrængede ad sig selv og fandt, at hun var væmmelig, som hun der stod, rød som et Kavilæble, med gloende Øjne og med Kosten i Haanden. Hvorfor kaldte ikke en paa hende og gav hende en Ordre?

✂ Det knirkede og knagede. En Dør gik op i Sidegangen. Det var, som om denne pludselige Lyd løste Trylleriet, der bandt Hotelpigen fast foran det store Spejl.

✂ Støvler knirkede svagt mod det lyddøvende Tæppe i Korridoren.

✂ Lotte Splyd satte sig i Gang med Kosten under Armen hen imod den Side, hvorfra Støvlerne knirkede, og da hun drejede ind i Sidegangen, saa hun sin Beskytter fra i Morges komme med Overfrakkens Krave over Ørene, med det hvide Halstørklæde synligt i Mellemrummet, med høj Hat og Silkeparaply korrekt og smalt sammenrullet om Stokken.

✂ Han saa ikke paa hende, men sagde med en Røst saa tør som en Træhammers Lyd mod et andet Stykke Træ:
- Man vil sørge for, at mine Værelser ere istandgjorte, mens jeg er ude fra 2 til 4.

✂ - Jo, sagde Lotte.

298

✂ Justitsraaden saa op paa skraa, studsede let, tog sig om Hagen og rømmede sig:
- Naa, det er Dem . . . Skal De passe mine Værelser?

✂ - Jo' . . . hvis det er her paa 3dje Sal.

✂ - Ja det er det. Men De maa passe nøje paa. Støv og fej med stor Omhu, slaa ingen Ting itu, rør ikke ved mine Bøger og Papirer! O-o-g . . . lad mig nu se, at De bliver tilfreds! o-o-g det bliver De kun ved den nøjagtigste Pligtopfyldelse . . . og ved en fuldstændig . . . Sædelighed.

✂ Det sidste Ord udtaltes sagte, næsten frygtsomt. Justitsraaden følte nu, at det var hans Pligt at gaa. Han gik dog ikke. Hans Øje dvælede paa den ranke Pige med det stærkt farvede Ansigt med et Velbehag, der dog var svagt krydret af et vist Mishag med, at han ikke kunde lade være. Hun stod stille, som om hun ventede paa en Ordre, mens Justitsraaden spidsede Munden frem til at sige noget, men han kunde ikke finde paa andet end:
- Der har De Nøglen . . . God Morgen!

✂ Lotte saa efter ham og tænkte noget lignende som, at det var en sær gammel Stabejs. Hun gik ind i hans Lejlighed og tog fat paa sit Arbejde, maaske for første Gang i sit Liv med Lyst. Det var hende et Middel til at blive af med de Tanker og Minder, som hun nys havde havt at slaas med. Hun brugte Støve- og Fejekost, Bakke og Tørafklud med en Kraft og Hurtighed, saa at hendes Hænder og Arme stod ud i Luften som formløst blinkende Genstande. Og, da hun var færdig og stod i Dagligstuen, indsugede hun som en kølende Drik den friske Luft, der strømmede ind fra Haven gennem de vidt aabne Vinduer, Værelsets ejendommelige rene Lugt, og Øjet gled i dvælende Hvile langs de i Reolerne sirlig opstillede Bogrygges gyldne Titler og Tværstriber.

✂ Den Herre maatte rigtignok have det rart . . . ja rart fredelig . . . Ikke en Lyd! Jo . . . nu lød Skridt ude paa Gangen - en Opvarters eller en Piges . . . de slugtes snart i det fjærne. Hun havde tænkt sig, at der var anderledes Liv paa et Hotel.

✂ Paa Gangen mødte hun en anden Pige, der passede nogle af Værelserne paa tredje Sal. Det var en lille væver en, der fejede hen ad Gulvet som en levende Kost. Hun havde Pandelokker, et fladt Ansigt med store blegblaa Øjne, halv smægtende, halv udfordrende.

✂ - Er her altid saa stille? spurgte Lotte hende.

✂ - God Morgen! Naa da! Nej, De kan tro Nej. Vent, til 299 det næste Tog kommer, saa faar vi saamænd Mudder nok. Naa vi maa nok ind . . . Jeg kan høre den tykkes Trin paa Trappen til anden Sal . . . Farvel Jomfru, til vi ses, og hils Kæresten, naar De skriver!

✂ Hun lo højt. Hendes Latter smittede Lotte, og med en Latterduet, der vidnede om, at en gensidig Sympati allerede var født mellem de to Kolleger, gik de hver til sin Side ind i et Værelse, hvis Døre de lod staa aabne ud til Korridoren.

✂ I Dørkarmen saa Lotte pludselig Oldfruens, Fru Lundings brede Skikkelse, indfattet som i en snæver Ramme. Denne, hendes nærmeste overordnede, havde været meget "pæn" mod hende ved Modtagelsen.

✂ Fru Lunding mønstrede tavs enhver af Lottes Bevægelser, staaende ubevægelig i sin sorte Dragt om det svære Legeme som en Borgmesterfrue paa et gammelt hollandsk Maleri. Saa sagde hun med langsom Værdighed:
- Fejningen er god. Lagener og Tæpper lægges glattere ud ... Haandklædernes Plads er der. Det var ret! Tag forsigtig paa Vandtøjet, til De bliver vant til at haandtere det . . . Naar De hører Klokken ringe dernede . . . ikke den store, det er til Table d'hôte . . . men den lille, saa stiller De til Middag i Folkestuen i Kælderen. Naa . . . o-o-g . . .

✂ Oldfruen standsede lidt. Hun fandt det passende at afrunde sine Formaninger paa en mere højtidelig Maade. Da randt det hende i Hu, af hvem den nye Pige var anbefalet; hun led ikke disse Indflydelser uden fra og mindst Justitsraadens; for det var en meget pretentiøs og sippet ældre Herre, som altid havde saa meget at ræsonnere over Renlighed og holdt sin egen Vaskerkone. Altsaa Fru Lunding fik en Idé. Hun sagde, idet hun holdt den ene Haand paa Dørkarmen og gestikulerede med den anden:
- Ja, jeg behøver naturligvis ikke at sige Dem, at paa dette Hotel holder vi paa stræng Moralitet hos Pigerne. De véd, hvad jeg mener? Godt! Her kommer mange Slags Herrer. De ældre er aldeles ikke sikre. Det er mange Gange de værste, for de lader faderlige, naar de har Hensigter i den Genre. Men jeg sætter Moraliteten over alt, endogsaa over Talanget. Naa, det véd De ikke, hvad er ude paa Landet. Men husk paa, hvad jeg sagde Dem om de ældre Mandspersoner . . . Nu ringer Klokken til Folkenes Middag. Der kommer Annette. De kan 300 følge med hende. Det er altid godt, naar Pigerne følges ad, to og to. Hører De, hvad jeg siger, Annette?

✂ Den lille med de lyse Øjne i det flade Ansigt satte en næsten idiotisk ydmyg Mine op og sagde:
- Jo-o-o.

✂ Den svære Dame lod nu Døren fri. Annette og Charlotte (saaledes havde Lotte Splyd opgivet sit Navn) gik ærbart og langsomt ved Siden af hinanden ned ad Korridoren. Paa Trappen sagde Annette:
- Flæskemutter prækede nok til "Højmesse" for Dem. Aa, det gamle Liv! Hun er Kæreste med den gamle tyske Bager Hitzmann henne paa Hjørnet. Det kalder jeg nu uanstændigt for saadant et Par gamle Snørestøvler at lege paa den Manér.

✂ Novicen lo; hendes erfarnere Kollega lo højt hvinende, og, da de havde naaet Trappeafsatsen, tog hun Charlotte om Livet og rev hende med sig ned ad Trapperne, saa hun nær var gaaet for over, mens hun sang:

✂ Paa Livets Bane,
hvor jeg Dig venter,
en Elskovs Stjerne
paa Himlen brænder,
paa Livets Bane,
hvor Blomster vokse,
hvor Himlens Engle
omsvæve Dig . . .

✂ og begge kom plumpende ned paa anden Sal, da en Stemme med fremmed Betoning lød:
- Ganschke stille go ner af Trepperne!

✂ Oberkellnerens friserede og bakkenbartede Hoved tonede frem af Korridorens Dæmring. Men, da hans grønbrune Øjne mødtes med Annettes lysblakkede, gik den brynrynkede Pathos over i mild Værdighed. Han løftede Haanden tyssende, mens han frembragte en ubeskrivelig Lyd med Tungen og Overlæben. Charlotte vilde ikke have været Kvinde, hvis hun ikke af det Sekunds stumme Spil mellem Oberkellner Osternmayer og Stuepigen Annette Knauer havde set, at, naar Annette fik en Irettesættelse fra den Kant, saa var det blot for en Ordens Skyld. Og en yderligere Bekræftelse fik hun ved Annettes sagte Replik paa Trappen mellem Stue og første Sal:
- De kan tro, han er dorkdreven, den Osternmayer!

✂ Da de kom ned i den hvidkalkede, lave Folkespisestue i 301 Kælderen, var der ingen andre tilstede end en Karl, en af de saakaldte Hausknechte. Alle de andre vare færdige. Annette satte et misfornøjet Ansigt op.

✂ - Vi paa tredje Sal, vi bliver altid sidst færdige, og det er den gamle Justitsraads Skyld, for han gaar altid saa sent ud. Uh! . . . spise med Karlene! Nej, naar alle Opvarterne og alle Pigerne er her, saa er her virkelig selskabeligt!

✂ Mørke i Sindet spiste de to Piger deres Risengrød og Kalvesteg, mens Karlen, som havde været tidlig oppe for at børste Støvler for de rejsende til Morgentoget, sad og sov med et Glas Øl foran sig. Den trykkende Madlugt, det lange, smalle, slet belyste Rum bag de blændede Ruder, den snorkende Karl, den plettede Dug . . . gjorde, at Charlotte i sløv Selvopgivelse sank sammen, og snart sad hun i Døs lige over for den snorkende Bondekarl.

✂ Da hun kom til sig selv, var det mørkt i Værelset. Annette var længst forsvunden, Karlen laa nu henslængt over Bordpladen.

✂ I panisk Skræk for hun op. Hvad om hun havde forsømt , nogen Gerning deroppe?

✂ Stemningen slog straks over i uartig Trods.

✂ - Lad kun den tykke Frue blive arrig! Lad hende kun jage mig bort! Det er et ækelt Sted.

✂ Hun var bange for Justitsraaden, for den fine Herre med den nye Silkehat, væmmelig ved den store Oldfrue, den kæmmede Oberkellner, den raffinerede Annette.

✂ Det var Lotte Splyds første Dag paa dette Hotel. Hun havde stillet Hotellet op paa Trods mod Herregaarden. Hun kastede sit hede Ansigt ned paa de kønne kraftige Arme, der lyste i det mørke Rum. Det gav et Øjebliks Køling. Men snart syntes hun ogsaa ilde om denne Stilling. Hun befandt sig i den halv myge, halv stivsindstrodsige Tilstand som et Barn, naar det er blevet korporlig straffet og ikke vil indrømme, at det er sket det efter Fortjeneste, uagtet Erkendelsen deraf rører sig pinagtig dybest i Samvittigheden.

✂ Skarpe, høje, hurtig paa hverandre følgende Slag af et Uhr skingrede gennem den dumpe Stilhed. Karlen vaagnede og udbrød:
- Toget maa være kommet!

✂ og ilede ud af Døren. Uden at vide hvorfor, løb Charlotte ogsaa afsted.

302

✂ Hurtige Skridt hørtes paa Trapper og Korridorer af vimsende Kellnere, og Rumlen af Vogne, der kørte ind i Porten, lød op som en fjærn Torden. Strænge klirrede, og Klokker kimede rundt omkring. Et Liv mylrede rundt i den store, nys slumrende Organisme, men dæmpet trods al sin Travlhed og Væverhed.

✂ Først kom to Karle, slæbende store og tunge Rejsekufferter, saa en høflig bukkende Opvarter, som viste pelsindsvøbte Herrer og kaabeindhyllede Damer Vej. Ved Hovedindgangen knejsede Oberkellneren i funktionsmæssig Værdighed og besvarede de rejsendes Spørgsmaal om Værelser efter med et uforskammethøfligt Kenderblik at have takseret deres Betalingsevne. Han pegede til den underordnede Kellner paa de forskellige Personer og sagde:
- Nr. 23 paa første Sal . . . Nr. 10 paa tredje o. s. v. o. s. v. Inde fra Glasskabet drejede Værtens Profil sig efter de ankommende og underkastede dem en Overgenerals flygtige og kyndige Mønstring. Korridorlampernes Kupler klirrede, og deres Flammer viftede under Vinden fra de forbigaaende.

✂ Dette Liv adspredte Charlottes Tungsind; nysgerrig stod hun med Ryggen op mod Døren til et af Stueetagens Gæsteværelser, indaandende den Lugt af Beafsteak og andet stegt, som begyndte jævnt at udbrede sig i Atmosfæren.

✂ Der var vist alligevel ganske morsomt paa saadant et Hotel! En Følelse af Stolthed over at være Led af et saa sammensat og betydeligt Hele steg nu øverst op i Stuepigens Sind. Denne Oberkellner i den sorte Kjole og med den værdige Holdning var alligevel en noblere Skikkelse end Herregaardens Tjener.

✂ Men pludselig vender samme noble Skikkelse sig og faar Øje paa hende:
- Men er De gal, hvad? Skal en Tredjesalspige rende ner i Stuen? Véd De ikke, hvat Disciplin er? Allons! Vil De straks oven paa gaa!

✂ Og han jog ad hende som en Kat og fulgte et Stykke bag efter hende op ad Trappen.

✂ Ovenpaa modtog Oldfruen hende:
- Men skam Dem! Blive borte fra sin Pligt den første Dag. De skulde jo gøre i Stand paa Nr. 23, nu der er kommet Gæster. Her taales ingen Renden paa Trapperne og intet Maskepi med Opvarterne. En Gang til . . . og De er færdig! Ja, nu kan De gaa op paa Deres Værelse, for jeg har maattet lade Annette 303 gøre deres Gerning. Fy! Jeg vilde nødig være Deres Samvittighed i Aften.

✂ Og oppe paa Kvistkammeret under Taget, som hun delte med Annette, græd Skovfogdens Datter sig ind i Søvnen efter sin første Tjenestedag og efter to Dages saa mangfoldige Oplevelser.

✂

XIV.

✂ Den store Mekanisme, hvoraf Charlotte var bleven et lille Hjul, udøvede en dulmende Virkning paa hendes Sind. Dag gled efter Dag, Maaned efter Maaned. Hidtil havde hun egentlig ikke havt noget at bestille. Og, mens Hænderne dinglede ned ad hendes Hofter eller laa slapt hvilende i hendes Skød, var det, at Fantasien kaad sværmede om ad en Slags Højhedsvanvids Vildstier, stadig egget af hendes blodrige, ubevidste Sanselighed. Hendes Livstrang fik nu et Stof at arbejde i, og i Følge en ren fysisk Selvopholdelsesdrift tog hun fat af alle Kræfter og gik ivrig op i sit Arbejde. Fru Lunding erklærede en Gang, at Hænderne sad udmærket paa hende, saa det vilde være hendes egen og ikke Vorherres Skyld, om det ikke gik hende godt i Verden.

✂ At Opvarterne og nogle enkelte enlige Herrer blandt Gæsterne gjorde mange kurtiserende Tilnærmelser til den smukke Pige følger af sig selv. Men hun havde lagt sig efter en lystig afvisende Maade at holde dem fra sig paa.

✂ En ung bleg, skægløs Opvarter, med glat kæmmet blondt Haar, stillede sig en Tid lang i Vejen for hende, naar de mødtes paa Gange og Trapper. Først sukkede og smilede han. Hun karikerede hans Suk og satte et endnu sødere Smil op end han. Saa tog han Mod til sig og spurgte:
- Har De ikke Spor af en Smule Følelse for mig? Hun svarede:
- Jo, jeg har Lyst til at tage Livtag med Dem, for jeg tror, jeg smed Dem i Gulvet. Man skulde ikke tro, De var paa et ordentligt Madsted, for De er saa gul som en vissen Gulerodstop!

✂ Siden sendte samme Opvarter hende, naar de mødtes, Blikke, 304 der skulde forestille indignerede, men igennem hvilke ulykkelig Elskovskval brød frem. Hun tog ved en saadan Lejlighed et Tag i hans Nakke, saa han røg langt hen i Gangen, nær var falden forover og blev nødt til at lade de to Ølkrus samt Bakken, han bar dem paa, beskrive en lang Bue foran ham i Faldet. Da hun saa, at de ingen Skade havde lidt, sagde hun:
- De kan skrive en Regning for mig paa Ølglassene, saa skal De endda faa fem Øre i Drikkepenge.

✂ Var der sket nogen virkelig Skade, havde Charlotte rimeligvis ikke været slet saa kry. Hjemme havde hun aldrig havt Penge mellem Hænder. Nu glædede hun sig i den Grad over de Drikkepenge, hun inkasserede, og som udgjorde hendes Løn, at hun formelig blev gerrig. Hun talte hver Aften paa sit Kammer de indvundne Ti- og Femogtyve-Ørestykker, stablede dem op, efterhaanden som deres Mængde tiltog, pakkede dem ind i Tutter, som hun havde set dem gøre nede paa Kontoret, syede dem saa forsvarlig ind i et af sine uldne Skørter, lod altid dette Skørt blive liggende ubrugt paa Bunden af sin tillaasede Kommodeskuffe, og undersøgte nøjagtig samme primitive Pengegemmes Vægt og det indsyedes Omfang hver Aften. Hendes Sovekammerat Annette kom altid en halv Times Tid senere op paa Kammeret end hun, saa hun kunde uforstyrret hengive sig til sin Samlerglæde. Hun begyndte at forstaa sin Moders Pengegridskhed og hendes og Lars Iversens Giftermaal, om hun end ikke tilgav dem.

✂ Hun sprang som en Fjer, hver Gang en ny Række Droschker fra Jernbanen bragte Gæster til de Værelser, hun havde at gøre med.

✂ En Aften ringedes der fra et Værelse, en halv Times Tid efter at Oberkellneren i egen høje Person havde anvist det, og hun havde ordnet det. Hun havde hørt Oberkellneren snakke et Sprog hun ikke forstod, med den lille, blege unge Kavaller med et sort Overskæg, der var snoet ud til Siden som et Par Piskesnærte. Hun saa, at der stod Paris paa den kisteagtige Kuffert med de mange Messingnagler og den glinsende oliemalede Lærredsbeklædning. Det, at han var Franskmand, kastede Glans over ham, thi Peter Iversen havde en Gang paastaaet, at Franskmændene var Verdens nobleste Folkefærd og Paris Verdens Hovedstad.

✂ Da hun traadte ind i Værelset, havde hun endnu ikke tænkt paa, at hun ikke vilde kunne forstaa et Ord af, hvad han sagde. Nu stod han der, uden Overtøj, lille, et halvt Hoved mindre end 305 hun. Herre Gud! Var Verdens første Folk saadan noget Smaakravl! Ja saa maatte de have det i Hovedet, for i Kroppen havde de det da ikke.

✂ - Sacristie? sagde den lille Karl, da han saa Charlotte. Og hans graa Øjne glimtede som slebet Staal.

✂ - Mon han tror, han er kommen i Kirke? sagde Charlotte til sig selv.

✂ Smilende nærmede Fyren sig, tog om hendes Haandled og saa nu paa hende paa en Maade, at hun ikke kunde misforstaa ham. Da hans bløde, kolde og klamme Haand rørte hende, havde hun samme Fornemmelse, som naar en Frø hjemme i Skoven var krøben over den, mens hun havde ligget i Græsset.

✂ Han væltede en hel Ordstrøm af sig. Det klang for Charlottes Øren, som naar en Spillemand klimprer paa Strængene oppe paa Halsen af Violinen. En hurtig og nærgaaende Gestus af Franskmandens anden Haand, hvis Lillefingers kloagtige lange Negl hun lige fik Tid til at forbavses over, bragte hende imidlertid til at give Medlemmet af Verdens første Folk et saadant Puf, at han led den Skæbne, hun havde truet den blege Opvarter med.

✂ Og, medens Franskmanden leende afleverede en ny strængeklingende Ordstrøm, fik Charlotte fat paa en Ramse fra sin Geografi og raabte skingrende:
- Rhinen, Sejne, Løjre, Garonne og Rhone og strøg gennem Døren, som var bleven staaende paa Klem, ud paa Gangen.

✂ Der tørnede hun mod en levende Masse og skreg, da hun saa, at det var Hotellets ophøjede Chef, som hun ikke havde vekslet et Ord med siden den Dag, hun blev antagen i sin Kondition, ja som hun kun havde set i lang Frastand.

✂ - Hvad Fanden . . . hvad . . . hvad skader Dem?

✂ - Franskmanden derinde . . . stammede Lotte, han . . .

✂ Hotelværtens fugtige tykke Læber havde ondt ved ikke med et Smil at skade hele Personens Alvor, thi som kyndig Mand var han straks inde i Situationens Kærne. Han sagde blot:
- Mindre voldsom i Deres Bevægelser . . . og husk altid, at Gæster er Gæster! Ellers . . . saa! . . . Naa!

✂ Han var lige ved at sige, at Oldfruen havde erklæret sig for meget tilfreds med den nye Pige, men det faldt ham i samme Øjeblik ind, at det var sikrere at opgive denne Nedladenhed, hvorfor han standsede i Talen og gik videre med bredskridtet 306 hurtig Gang, vendende sin polstrede Nakke og sin brede Ryg til Stuepigen.

✂ Byen, hvis Lyde buldrede op til hende, Gaden, langs hvis Gaslygteallé hendes Øjne stundom gled, lokkede hende ikke ned til sig. Mest var hun angest for at gensé Cigarhandler Lührs's Butik med Fare for at træffe Minder fra hin Aften. Alt, hvad der knyttede sig til hin Rejse, hin Ankomst, hin første Nat i København, holdt hun ikke af at tænke paa. Det store Hus blev hendes By, dets Liv hendes Liv.

✂ Hver anden Søndag havde hun Fridag; men, da hun havde benyttet den et Par Gange til Spasereture med Annette, brød hun sig ikke om den. Hun havde ikke noget at gøre med Garderkarlene og andre Soldater, der smiskede til hendes lille dameklædte Ledsagerske; de vilde jo bare være flove ligesom Mandfolkene hjemme paa Landet og i Hotellet. Annette opfordrede hende forgæves til at lægge sig efter en mere elegant Pynt. Men dels nænnede Charlotte ikke at give Penge ud, dels vidste hun ikke, for hvem hun skulde pynte sig, for alle de Mennesker, der rendte op og ned ad de lange Gader, kom jo ikke hende ved. Annette svarede en Gang paa saadanne Bemærkninger:
- Nej, den var for gal, min Pige! Maa vi nu være her! Den bider man ikke paa! Inte at bryde sig om Mandfolk . . . det er mod de højere Naturloves Orden.

✂ Hun følte en Slags Tilfredsstillelse i at være sig selv nok, i en egoistisk, ved Arbejde og Pengefortjenéste berusende Virksomhed, som hun trodsig stillede op som et Skjold mellem Verden og sig. Hendes Stolthed eller Ærgerrighed havde lidt Skibbrud nok paa Erotikens Hav.

✂ Annette sagde:
- Aa . . . Du er ogsaa en grøn Unge, Charlotte! Kom først paa den anden Side af de tyve . . . Gaa med i "Figaro" i Aften . . . det er en Dansesalon, men af de noblere. Der finder Du nok en Genstand.

✂ - Nej . . . jeg kan ikke udstaa at danse.

✂ - Du er en skrækkelig tvær en. Er alle ude fra Landet saadan?

✂ - Ja, de er.

✂ Charlotte stod højt i Fru Lundings Gunst. Hun skaffede hende Sy- og Strikkearbejde fra Huset og udenfra og dermed Ekstrafortjeneste. Saa tilbragte hun hver ledig Time med at sy 307 og strikke, til Armene sank ned, og Øjenlaagene lukkede sig. Pengestablerne i Skørtet paa Kommodeskuffens Bund voksede stadig.

✂ De andre Piger, alle Beboere af Kvisten, hvor to og to delte Værelser, kunde ikke fordrage Charlotte. Hun var jo formelig storsnudet, og saa var hun "en Sleskekrukke". For om Aftenen gik hun ind hos Fru Lunding, der havde sine to Værelser for Enden af Kvistkorridoren, og hvad skulde hun tale med hende om uden at sladre paa de andre Piger og sætte ondt for dem?

✂ Ja, hvad kunde de have at snakke om?

✂ I Begyndelsen besørgede hun Syning, navnlig Reparationsarbejde for Oldfruen, men denne holdt sig længe i tavs og nedladende Fornemhed. Men saa traf det en Aften, at Oldfruen spurgte Charlotte, hvor hun egentlig var fra, og, da denne ved at gøre Rede for sin Hjemstavn kom til at nævne Baron Horsten paa Strandholt, da kom der Liv over den store korpulente Dame:
- Ok! Baron Horsten! Hans Moder er en født Lilienkrone, og hendes Søster var gift med Hofjægermester Sparre til Hjortebjerg, og deres ældste Datter blev gift med Grev Brok til Østerager; det var forresten Fætter og Kusine, som fik hinanden.

✂ Og, mens Charlotte syede og syede, gennemgik Fru Lunding mindst den halve danske Adels Genealogi under det stadige Omkvæd:
- Ja, der er noget ved de Folk, som der ikke er ved andre Folk. Det véd jeg bedst, som har staaet dem nær. For jeg var virkelig mere Kammerherreinde Brahdes Veninde, end som jeg var hendes Kammerjomfru. Hun tog aldrig paa Besøg ovre paa Hjortebjerg og paa Østerager, uden hun tog mig med, og om Aftenen, naar jeg hjalp hende med at klæde sig af, saa fortalte hun mig i de yderste Detaljeringer alt, hvad der var sket hele Dagen nede hos Hofjægermesterens eller Grevens.

✂ Og saa fulgte Citater af hvad Kammerjunker den og Jægermester den og Grev den og Baron den havde sagt til Kammerherreinde Brahdes mere Veninde end Kammerjomfru. Ytringer lige saa interessante og pointerige som Kongen af Frankrigs "Fermez la porte" til Baron Renkaalavet ved den utrechtske Fred.

✂ Men holde paa sig selv maa man. For, naar man er en Smule chik og har en ordentlig Opdragelse, saa bliver saadanne Herrer jo let karesserende . . . og alle fornemme Folk vil jo have Mætresser. . . ja det véd De nu ikke, hvad er, og jeg skal være den sidste til at forklare Dem sligt, og det er saamænd tidsnok, 308 at De lærer det i Livet. Men det maa jeg sige om de adelige, at de bliver aldrig raa eller presserende . . . Jeg kan godt lide, at De har saadant et beskedent Væsen, Charlotte, og lade en tale og ikke svarer eller spør'. Det kommer dog vist af, at De fra Deres Barndom har været vant til at se fornemme Folk. Det er ligesom med Oberkellneren. Straks, da han kom, kunde jeg mærke, hvad Genre Folk han havde været mellem. Han har været Kammertjener hos en Greve ovre i Mecklenburg i Tyskland.

✂ Charlotte blev ved at føle den umeddelsomme Skyhed, som Tjenestefolkene i Regelen have overfor deres Herskab. Saadan vilde Oldfruen ogsaa helst have det. Hun talte i Følge en indre Trang til at tale og vilde lige saa lidt have fundet sig i Modsigelse eller Diskussion, mens hun sad der i sin Lænestol, myndig som en Præst, mens han staar paa sin Prækestol.

✂ Bestandig spandt Fru Lunding den samme Traad.

✂ Saa traf Charlotte hende en Aften mere urolig og endnu mere opsat paa at snakke end sædvanlig. Hun kunde se paa hende, hvad Kvinder altid kan se paa hverandre, at der var noget, hun vilde frem med. Oldfruen iagttog ikke en Gang sin diplomatiske Fornemhed: at tie i ti Minuter, derpaa nynne, saa rømme sig nogle Gange, saa indlede sin Monolog med praktiske Bemærkninger om Charlottes Arbejde, inden hun tog fat paa sit Tema. Næppe havde et Par Suk løftet hendes enorme Gorge, saa hendes Tøj knagede derved, før hun spurgte i en rap og tør Tone:
- Charlotte! Har De kendt ham, den Justitsraad Gram, i tidligere Dage, før De kom her? For Hr. Kragerup (det var Hotelværtens Navn) har sagt, at De blev antaget paa hans Rekommendation.

✂ - Nej, jeg har ikke,

✂ - Saa-aa?

✂ Oldfruen fæstede stive Inkvisitorøjne paa Stuepigen.

✂ - Følg Sandheden! Hører De?

✂ Charlotte havde nu slet ikke Lyst til at fortælle om sin Ankomst til Hovedstaden og sine første Hændelser der. Hun svarede:
- Jeg mødte ham paa Gaden og spurgte ham om Vej . . .

✂ - Naa, og saa? Han sagde Dem nogle Komplimanger? . . . Véd De, hvad Komplimanger er?

✂ - Jo, det véd jeg nok. Men det gjorde han ikke. Men jeg sagde, at jeg søgte Kondition . . .

✂ - Det er storartet! Han fæster Piger til Hotellet. Det er 309 ligefrem pyramidalisk, som Kammerherreinde Laube altid plejede van at sige. Véd De, hvad han er for en, Charlotte?

✂ - Jo, han er Justitsraad.

✂ - Justitsraad! Justitsraad! Det er en temmelig frygal Karakter den. Den giver ham hverken Uniform eller Hoffæhighed. Det er ikke en Gang saa meget som Etatsraad, og det véd jeg, en Grosserer er bleven, og han har fra først af været den mest ordinæreste Hosekræmmer, man kan tænke sig, og det er kun lidt mere end Kancelliraad, og det blev Grev Broks Godsforvalter, mens jeg var hos Grevens Kusine, Kammerherreinde Brahde. Nej, men véd De, hvad den Justitsraad er for en ellers!

✂ - Nej.

✂ - Det er en gammel Rouhé! sagde Oldfruen med en energisk Understregning, mens hun bed en Sytraad over. Véd De, hvad det er?

✂ - Ne-ej.

✂ - Ja, jeg skal saamænd være den sidste til at forklare Dem Ting af den Genre . . . Har De nogensinde set den yngre Herre, som plejer at komme til ham hver Søndag Formiddag?

✂ Charlotte opdagede, at Sytøjet trængte til at ses nær ved. Hun holdt det op for Ansigtet tæt ved sine Øjne og sagde:
- Ja - . . . jo . . . jeg har nok set ham.

✂ - Han kommer ikke mere hos Justitsraaden. Ser De, jeg sværmer nu egentlig ikke for disse faste Beboere. De skal altid ræsonnere paa alting. Og, da jeg nu meget godt kendte den Justitsraads Rygte, for han gaar meget om Aftenen i de smaa Gader, saa har jeg nøje lagt Mærke til, om han holdt over Dekorummet her i Hotellet. Nu har jeg mærket de sidste Søndage, at han ingen Ro har havt paa sig. Han spaserer op og ned i sin Stue, gramser paa Klaveret - for saadant noget kalder jeg ikke at spille - lukker sin Dør op hvert Øjeblik og skeler ned ad Gangen. Der er noget galt ved det. Jeg tror nu, at han har løbet den unge Herre i Bedene, for man kan da ogsaa nok se, af hvad for en Sort Kvalitet han er . . . naa, men han har jo da Ungdommen . . . og saa er den gamle urolig og er bange for en Duel eller sligt. For den Herre - han er ogsaa noget oppe i Kollegierne - han har noget fransk ved sig, saa man kan aldrig vide . . . Naa De har ikke mærket noget?

✂ Charlotte havde gjort akkurat den samme Opdagelse. Thi hidtil havde hun altid gjort sig usynlig paa den Tid, Fuldmægtig Jespersen skulde komme og gaa om Søndag Formiddag, men hun 310 havde godt hørt ham baade komme og gaa og havde ogsaa bemærket hans Udeblivelse. Ja, hun havde set mere end det. Skjult bag Døren i Værelset, hvor hun gjorde rent, havde hun set Fru Lunding passere Gangen, baade naar Fuldmægtigen kom og gik; hun havde følt en Slags Forbitrelse over de Øjne, han gav hende, ærgret sig over Oldfruens mere end imødekommende Blikke og glædet sig, da Fuldmægtigen, efter at hun var drejet op ad Trappen til fjerde Sal, havde let efter hende og mumlet:
- Herre Gud, det gamle Liv!

✂ Men nu svarede hun, bestandig holdende Sytøjet for Ansigtet, at hun ikke havde lagt Mærke til, at den Herre ikke mere kom om Søndagene.

✂ - Ja, paa Søndag skal jeg nu paa Familjeskovtur, sagde Oldfruen, saa jeg vilde nok vide, om han kom eller ikke. Hører De, Charlotte?

✂ - Jo.

✂ - Ja, det er ikke for at vænne Dem til Spionen, for det hader jeg. Det er for Ordenens Skyld her paa Hotellet.

✂

XV.

✂ Fuldmægtig Jespersen havde faaet en Slags Renæssance.

✂ Han havde været til Middag hos en stor og rig Fabrikant. Han havde spist og drukket med de ældre. Om Aftenen skulde de unge danse.

✂ Det var ude paa Nørrebro i et gammelt Hus med to Etager, usædvanlig høje efter københavnsk Maal. Kontorer og Forretningslokaler vare i Stueetagen. Fabrikbygningerne laa langt bag ude. Familjen boede paa første Sal.

✂ Høje, store Værelser, style du premier empire. Der var noget usædvanligt luftigt og bredt i Lejligheden, stort og aabent Aanderum. Nogle enkelte Malerier, af de sidste ti Aars Udstillingers, smaa i Dimensioner, men udpegede af Kritiken som udmærkede, hang forknytte hist og her paa de store Lærredstapeter, der vare indrammede mellem lange og brede forgyldte Lister. Venetianske Lysekroner i ét Værelse grinede haanende mod gamle 311 Kirkemessinglysekroner fra Kristian den Fjerdes Tid i Naboværelset, som venetianske Doger med Guldvædderhuer vilde grine mod jyske Herremænd med Pumpstøvler.

✂ Fuldmægtig Jespersen havde efter lang Erfaring lært, at man skulde holde Maade ved en flot Middag, og hans Temperament gjorde ham det let. Den frapperede Champagne havde for længe siden ophørt at tiltrække ham. Lige saa lidt led han iskold Sauterne eller Rhinskvin, sligt gav Mavesyre. Nej, "ekskvisit" Rødvin! Altid Rødvin!

✂ Og Fabrikanten, der havde forsmaaet den ham flere Gange tilbudte Etatsraadstitel, holdt brillant Rødvin: Bordvin - Château Rauzan fra Lorenz Petersen - anden Vin: gammel Chambertin, original Aftapning 1868.

✂ Det kunde stramme en gammel Kavaller op! Naa - Herregud! - lidt oppe i Trediverne! Man er da ingen Olding endnu! Lad os danse!

✂ Spille Kort! Nej fy for en Ulykke! Haspe en L'hombre af med vrøvlende og lidenskabelig spillende Etatsraader og Grosserere, der blev gnavne, naar de tabte! . . . Nej, ned i "Vignen, hvor Rankerne gro!" Ned, hvor "das ewig Weibliche zieht uns hinan."

✂ Det var brillant, ogsaa med den Selvironi. For det var to Citater, som Fuldmægtig Jespersen havde hørt i sine Studenteraar af æsthetisk dannede samtidige - grinagtig naive Karle! Gud véd, hvorfra de havde plukket dem ud. Ja, det kom ham slet ikke ved. Han var Jurist og Positivist . . . Nej Positivist! Ved det klæbede der et eller andet, som var kompromitterende . . . Nej, Fuldmægtig Jespersen vilde ikke være Positivist. Han vilde bare ned i Balsalen!

✂ Og der snoede de sig, de dejlige Piger! Ja de sorte Mandfolkekjoler var jo med. Men det er kun Kvinder, det klæder at danse. Hu ha! Balletter! De Mandfolk med deres stereotype Smil og deres Pirouetter! De sortkjolede Mandfolk var endnu et Par Grader ringere.

✂ Fuldmægtig Jespersen var en erfaren, en moden Mand, ude over Livets Illusioner. Han kunde huske, at i hans Barndom havde en ældre Mand sagt til ham: "Naar man stikker Fingrene i Ørene, saa man ikke kan høre Musiken, og saa ser paa de dansende, saa faar man det Indtryk, at de er skrupgale tilhobe!"

✂ Han stak Fingrene i Ørene og saa paa de dansende.

✂ De sorte Kjoler forsvandt i Mængden af brusende Stoffer: karmoisinrøde mod gule, blegrøde mod grønne, lyseblaa mod 312 kirsebærrøde, mørkeblaa mod hvide, og i al denne Masse svulmende og faldende Kniplinger, hvide Arme, der steg og sank, brune og askefarvede, sorteblaa og lyseblonde Lokker . . . alt i Fart gennem Rummet med Glanslys og Reflekser. Han maatte tage Fingrene ud af Ørene . . . Champagnegaloppen blev strøget og blæst fra Orkestret.

✂ Uh . . . Kontoret! Uh! . . . Justitsraad Gram! Nej, dette her, det var . . . Snak! det var Børnestreger. Han, Fuldmægtig Jespersen, havde jo i sin Tid gjort Kur til flere af disse unge dansende Pigers Mødre! Og nu saa han samme Historie gentage sig: nittenaars Studenter og nybagte Sekondløjtnanter gøre sig behagelige for fire Aars ældre Damer.

✂ Uh, hvor Livet var en kedsommelig Gentagelse! Et evigt Dikkedik!

✂ Det trøstede Fuldmægtig Jespersen, at den Erotik, der spillede i Blik og aandede i Bevægelser, vilde tabe sig i det tomme Rum som Damp og Dunst. Ikke et eneste af disse dansende Par vilde komme til at danse Livet igennem.

✂ Vrøvl det hele! Men det var morsomt at lege med og at være sig bevidst, at det hele var en Leg, noget Pjank!

✂ Fuldmægtig Jespersen gik hen til en anden Ende af Salen for at se de dansende fra et andet Synspunkt, eller snarere fordi han var ked af at staa, hvor han stod.

✂ Han foragtede Spillepartierne derinde i de andre Stuer, han foragtede al denne smaakoketterende fejgt-lystne Ungdom, der dansede, som han mente, under ungdommelig Uskylds løgnagtige Maske. Med satyragtig Stirren gled hans Blik fra Arm til Arm fra Barm til Barm. Men han nød det ikke i glad, fri Sanselighed: han var egentlig vred paa alle disse unge Kvinder og paa sig selv. Der var kun et af to tilbage for ham: enten at gaa sin Vej, gaa hjem og blive aldeles sort i Sindet i sin ensomme Ungkarlelejlighed eller at blive og gøre sig saa overlegen-ond som muligt.

✂ Blandt de gamle var han ikke hjemme, blandt de unge ikke heller. Flaggermusen i Fablen!

✂ Der kom en Standsning i Dansen. Inklinationen skulde til at gaa for sig. Under den opførende Herres Haandklap rettede Fuldmægtig Jespersen, den udtjente Dansehest, sig som en udtjent Kavallerihest ved et Trompetsignal.

✂ En lille Dame i lyseblaat Atlask, Datter af et af de første Firmaer i Kolonialfaget, i hvis afdøde Faders Hus Fuldmægtigen 313 var kommen meget i sin Ungdom, krydsede Salen og styrede hen mod ham. Hun var slet ikke køn: meget blond, bredt skaaren, men med en foraarsduftende Friskhed i Huden.

✂ - Danser De ikke, Hr. Jespersen? spurgte hun ham.

✂ Han vilde hellere have ønsket, at hun havde sagt Hr. Fuldmægtig. Han rystede paa Hovedet med et Skuldertræk.

✂ - Hvorfor Hr. Jespersen?

✂ Han sagde til sig selv: Hvorfor har jeg faaet det dumme, plebejiske Navn? Og saa læsper hun endda paa.s'et. Han sagde højt til den unge Dame:
- Gubben är gammel!

✂ - Aa-aa! Da jeg var Barn, var De jo altid Mamas Haab, naar vi havde Bal hjemme.

✂ - Ja, jeg sled ærlig for Føden, som Karlene siger!

✂ Den unge Pige lo; men, da hun havde let ud, sagde hun: Fy-y!

✂ - Hun er grim! sagde Fuldmægtigen til sig selv.

✂ - Og jeg, som vilde have inklineret for Dem! sagde Damen.

✂ - Saa kan jeg ikke modstaa, sagde Fuldmægtig Jespersen, bukkede dybt og benyttede Lejligheden til at se paa den smukke Arms bløde Linjer og Haandens fine Former, der tegnede sig gennem Handskens tynde Hinde.

✂ De fløj afsted i Dansen. I Begyndelsen erklærede Fuldmægtig Jespersen for sig selv, at det var bestialsk at danse efter en saa rigelig Middag. Men den lille var elastisk som en Gummibold; Elasticiteten smittede Ungkarlen; han kom virkelig "med" i Dansen og lystrede uvilkaarlig Musikens Rhytmer af Hjertens Lyst.

✂ Han var slet ikke forpustet, da han var færdig. Han blev modig og engagerede den unge Frøken til en følgende Dans. Han kunde mærke, at hun ikke var nogen søgt Baldame. Det ærgrede ham lidt, thi, skulde han danse, havde han hellere taget en af de smukkeste Damer. Men han var erfaren nok til at vide, at Tiden var for langt fremrykket, til at et Forsøg i den Retning kunde lykkes. Desuden følte han Spiren til en Plan røre sig i ham, men foreløbig dækkede han den til med Selvironi. Han sagde til sig selv: Det lille Pindsvin skal ikke stikke min Hud!

✂ Saa traadte han til, da hans Tur kom. Han og hans Dame havde i Pavserne Plads paa to Taburetter i en Vinduesfordybning. Den laa i stærk Skygge af det brune Fløjelsgardin, en ypperlig Baggrund for Damens hvide Hud.

✂ Der sad de og saa ud over Dansen. Hendes Bryst arbejdede 314 stærkt og hurtig. Hun saa de skønne af sine jævnaldrende feteres. Hun følte Bitterhed, thi hun mærkede godt, at, naar hun dog fik danset noget, saa var det mere for Firmaets end for hendes egen Skyld.

✂ Fuldmægtig Jespersen opdagede Tankernes Art paa en Grimace med hendes Underlæbe.

✂ Fuldmægtig Jespersen glædede sig derover, men gad ikke klare sig hvorfor. Han fulgte Retningen af sin Dames Blikke. De søgte en høj, smuk Brunette med en smidig Figur; hun dansede med en lys ung Mand.

✂ - Hvem er Frøken Strands Kavaller? spurgte han.

✂ - Det er den unge Lyders.

✂ - Lyders & Holm?

✂ - Ja.

✂ - Han har vist Forstrandsret, sagde Jespersen.

✂ Frøkenen lo, som man pligtskyldigst ler ad sligt. Fuldmægtigen fandt selv Branderen flov, men leverede alligevel et Par Stykker til i samme Stil.

✂ - Ak ja, paa hendes Fædrenekyst strandede mange i sin Tid, sagde Jespersen.

✂ Hendes Fader var nemlig falleret i Pengekrisen 1857.

✂ Denne Vittighed fik kun den for Høflighedens Skyld allernødvendigste Anerkendelse.

✂ - Finder De hende ikke smuk? spurgte Frøkenen.

✂ - Hm! Enhver sin chacun.

✂ - Nej, véd De hvad. I Aften er der da to om hende.

✂ - Hvem er i Aften i Kompagni med Lyders? Naa-aa . . . nu ser jeg det. Den Løjtnant! Ja, De har Ret. Naar han bliver General en Gang, saa vil han blive uimodstaaelig!

✂ Den omtalte var en ganske ung, knap fuldt udvoksen Løjtnant, der havde hængt sit Sølvgehæng om sin ene spidse og høje Skulder, og som bestandig ud over sin Dames Skulder bestræbte sig for at komme til Øjenudveksling med den skønne Brunette.

✂ - Han vil ind i Gården, sagde Frøkenen.

✂ - Saa? Ja, nu søger nok dette Korps Intelligens og Formue. Løjtnant Lunds Fader . . . han var jo . . .

✂ - Han er Dampmøller.

✂ - Ja, og Diskontør. Men han var Skam oprindelig Bager. Og nu beskytter han de skønne Kunster og rejser hvert Aar til Italien. Naar Sønnen bliver Kammerjunker, er det Frugten af Faderens Studier af Renæssancen.

315

✂ - Er De altid saa ondskabsfuld, Hr. Jespersen?

✂ - Man skal jo have noget at more sig med i sin Fritid!

✂ Fuldmægtig Jespersen kom mere og mere i Aande. Han benyttede sin nøjagtige Detailkundskab til Københavns chronique scandaleuse i et Par Slægtled til at opvarte sin Dame med finere eller grovere til sligt hentydende Brandere og Ordspil. Hun var en taknemmelig Tilhører. En Tid eggede hendes Bifald ham til Produktion, men tilsidst blev han selv led ved den Sport. Hans Tales Fart sagtnede og døde hen. Damen blev adspredt, og hendes Blikke søgte ud i Salen, men mødte ingens. Hun var nu ked af, at hun havde indladt sig i den lange Samtale med Fuldmægtig Jespersen bag det dølgende Gardin. Derved var hun sunken fuldstændig hen i Forglemmelse. Havde hun vist sig, havde hendes Familjefirmas Kredit dog vist kaldt adskillige Dansere til endnu. Og i Grunden holdt hun saa meget af at danse. Nu vidste hun ikke, hvorledes hun skulde slippe ud af Vinduesfordybningen og gøre sig en lille Smule bemærket.

✂ - Holder De meget af at danse? spurgte endelig Jespersen, hvis Vittighedskilde var standset. Men noget maatte han sige. Hellere en Flovse end slet ingen Ting.

✂ - Nej, sagde hun alvorlig med en Bitone af Foragt. Egentlig burde jeg aldrig gaa til Bal. Man er uskikket til sit Arbejde Dagen efter.

✂ - Arbejde? sagde Jespersen og blev livlig. Han syntes det var morsomt at høre Datteren af et saadant Hus tale om Arbejde.

✂ - Véd De ikke, Hr. Jespersen, at jeg forbereder mig til at blive Student?

✂ - Nej, virkelig? Maa jeg spørge . . . er Frøkenen rød . . . jeg mener en lille Smule rødlig? Jeg mener moderne . . . radikal?

✂ - De som Kontormand er naturligvis yderlig konservativ.

✂ - Ja paa Kontoret for Avancementets Skyld. Ellers kunde jeg godt synge Marseillaisen!

✂ - Og orthodoks er De naturligvis?

✂ - Det er jeg nødt til at være. Skulde jeg en Gang blive Dommer, kan jeg jo komme til at edfæste Folk efter en orthodoks Formular . . .

✂ Han trak Gardinet hen for dem begge, mens han syntes hensigtsløs at lege med det, og sagde:
- Saa nu sidder vi som i en Skriftestol. Nu kan De katekisere mig, Frøken. Paa Latin hvad? . . . Eller hellere paa 316 Græsk. Jeg kan huske af Græsk . . . lad mig se . . . φέρω, ὸίσω. ᾽ ενήνοχα... og ...

✂ Han bøjede sig hen imod hende. Han mærkede Varmen fra hendes Kind straale hen paa sin, mens hans Kjoleærme strøjfede hendes ene Arm.

✂ -῎ Ηνεγχον, sagde hun og slog Gardinet til Side ud af Haanden paa ham. Lad os danse ud! det er vor Tur.

✂ Fuldmægtig Jespersen dansede denne Gang saa korrekt og kort som muligt. Frøkenen var lidt fremmed, da han satte hende af, denne Gang i fuldt Lys uden for Gardinet. Han rykkede straks Taburetterne ud fra Fordybningen,

✂ Han følte sin Ærgerrighed som Kvindebetvinger nogenlunde tilfredsstillet. Hun skal blive saa myg og veg som en Vaand, tænkte han og lo over den poetiske Form, hans Tanke fandt rede. Han sagde kun faa Ord til hende, som om han var optaget af Dansen i Almindelighed, mens hans Blikke betragtede den ufravendt gennem Lorgnetten. Han modtog Inklinationer i Massevis, mange flere end hun. Da dette var gaaet en kort Tid, drev han en hemmelig Agitation til Gunst for hende. Han sagde til adskillige unge Herrer, han kendte, at de skulde danse med hende, tilføjende: "Hun faar nok Moderen til at give et flot Bal, naar hun faar Artium, saa det kommer igen! - Grim . . . nej, det er hun slet ikke! Se paa hendes Arme og hendes Haar! Rent cendré!"

✂ Og Damen morede sig udmærket. Nu blev Konversationsmellemrummene med Jespersen hende behagelige Hviletimer. Han præsterede alle de Skumlerier, han kunde opdrive.

✂ Da han kom hjem fra Ballet, følte han sig saa livlig, at han ikke gad lægge sig. Han havde som sædvanlig, naar han var ude, givet sin Værtinde Ordre til at lægge saa sent i Kakkelovnen, at hans Dagligstue kunde være varm, og at lade Lampen brænde med nedskruet Væge, saa han kunde spare sig den Uhygge at rave om i Mørke. Af slige Ungkarlesybaritismer havde han en Del.

✂ Efter at have skiftet Kjolen med Morgenfrakken og befriet sig for Slips og Flipper, tændte han en af sin Værts ægte Cigarer, som han havde taget i Reserve, lagde sig i en Chaiselongue, stirrede op mod Loftet og lod sine Drømme træde en Hvirveldans med Røgens lyseblaa Snoninger.

✂ Og alt som han laa der i ubevægelig Kontemplation som en Omfalopsykit paa Athosbjergets Kloster, udvidede hans to Værelser 317 sig til en lang Række, pragtfulde og høje, med polstrede Cirkeldivaner og Lænestole med douce Farver i Fløjelsbetrækket, med store lyse ensfarvede Felter paa Værelsernes Vægge, omfattede af rigelig Forgyldning, men uden planløs Opfyldning af Malerier og sammenskrabede Prydelser i alle Stilarter . . . nej, alt moderne. Bal kunde der holdes en Gang imellem . . . og han befolkede sit Bal med de skønneste og flottest klædte Damer, han mindedes; Herrerne skulde danne et Slags Menageri af fornemme eller efter Fornemhed higende juridiske Kandidater og Officerer, for Fylds Skyld nevtrale Grosserermuligheder, som Peber i Retten nogle radikale Læger og unge Sagførere, men ingen af Koryfæerne! Han vilde ikke være Geniernes Restavratør og bag efter blive grint ud af dem og kopieret i deres Bøger. Saadant noget havde han jo selv gjort i Form af Skumleri, da han gennemgik Genialitetens Børnesygdom for mere end et Decennium siden. Men lidt Skændsmaal og Chikane, smaa Intriger i Dansen og velpræparerede Stiklerier, hyggelig afdæmpede som Lyden i Afstand af Smaahundenes Gøen i den zoologiske Have. De skulde oplive Bordet og let antyde Gæsternes forskellige Livsanskuelser. Middagsselskab mindst en Gang om Ugen. Faa Mennesker, helst kun Herrer, jævnaldrende med ham eller ældre end han selv; faa udsøgte Retter og Vine af første Slags, der dog skulde nydes med Maade, thi Fuldmægtig Jespersen hadede al vinbedunstet Begejstring, Disputeresyge og Vrøvlevornhed. Hyggelige og ugenerte Konversationer til Kaffen i Rygeværelset. Og hvorfor ikke lidt Kærlighed og Ømhed til Dagligdags af den unge Frue? Det var noget, der ikke i lange Tider var mødt ham. Og det havde dog unægtelig sin Betydning. Et lille Maaltid entre deux . . . især hyggelige Frokoster med duftende Kaffe. Han vilde forbeholde sig at ryge en fin Cigar i Spisestuen til Frokostkaffen. Ellers skulde der kun ryges i hans Værelse. Og var der end kun Udsigt til langsomt Avancement i Kontoret, vilde en saadan social Position nok kunne skaffe ham en Dommerplads i Overretten.

✂ Drømte han, eller var han vaagen, da Cigarstumpen faldt ud af hans Haand?

✂ Han var sikker paa, at han var vaagen, da han havde taget den op og set sig om i den dæmrende Stue, hvor ikke en Lyd hørtes. Det skulde da være en sagte Kogen i Lampens Petroleumsbeholder.

✂ Fuldmægtig Jespersen sukkede. Han var ikke saa absolut 318 tilfreds med den Digtning, hans Fantasi nys havde frembragt. Den kvindelige Skikkelse i den var og blev jo dog en Bifigur. For ti Aar siden havde han rigtignok forlangt en Hovedfigur, der kunde straale Skønhed og Pragt ud i hele hans Tilværelse.

✂ Ja, ja da! Havde han forsømt at plukke Roser, mens de blomstrede, maatte han nøjes med Astere og deslige Efteraarsblomster. Faar man ikke det bedste, nøjes man med det næstbedste. Hvor mange Mennesker bliver Ministre eller blot Departementschefer. En Amtmandspost som Slutningen af Løbebanen er da heller ikke til at foragte.

✂ Men Penge maatte der til. Hun var desuden ikke ilde, naar man saa nærmere til. De markerede Skønheder blive tidligere gamle end disse runde, buttede Skikkelser med frisk Hud og med stærkt, lyst Haar. Fik han det bare lidt hyggeligt, lidt komfortabelt, helst lidt flot til daglig Brug, saa at han rolig kunde glide fra Dag til Dag, fordi der altid var nogle Kupons at klippe af, blev han sikkerlig ogsaa et godt og skikkeligt Menneske, blid i Omgang, i Stand til at gøre et almindeligt Kvindemenneske lykkeligt.

✂ Fuldmægtig Jespersen gik i Seng og sov. Han kom en Time for sent i Ministeriet, men det gjorde ingen Ting, thi ingen af Personalet kom i rette Tid undtagen Skriverne og den, der slet ikke behøvede at komme, nemlig den gamle Volontær og forhenværende Kontorchef, Justitsraad Gram. Jespersen hørte hans smaa trippende Skridt i Sideværelset. Snart kom Justitsraaden ind i hans Kontor. Efter at have helliget et halv spørgende, halv bebrejdende Blik til sin yngre Ven, der lod, som han ikke mærkede det, steg han op paa en Stol, tog en Bunke Akter ned og forsvandt igen. Fuldmægtigen ophørte fra nu af med sine Besøg Søndag Formiddag paa Hotellet. Dels havde han ikke Lyst til at tale med ham, dels skimtede han i sin Fantasi en Fremtid, som tillod ham at undvære Justitsraad Grams mulige Indflydelse. Han skyndte sig ogsaa med at forlade Ministeriet før Justitsraaden. Imidlertid gjorde det ham selv ondt, at han svigtede ham. Der var noget nobelt ved den gamle Særling; det maatte han tilstaa. Men ende som han! Nej, det var dog at lade sig snyde for Livet! Det vilde være et Løb som Rhinens, der tilsidst knap kan bore sig ud i Nordsøen gennem Sandet og bitterlig maa fortryde alt, hvad den i sin Kraftens Periode afgav til sine Bifloder i Holland.

319

✂

XVI.

✂ Justitsraad Gram havde ingensinde siden hin Dag, da Fuldmægtig Jespersen kom for sent, henvendt et Ord eller et Blik til ham. Nu kom han næsten altid for sent. Baade Justitsraadens Undseelse og en vis Følelse af sin Værdighed forbød ham at spørge eller lade, som om Fuldmægtigens nye Uvane angik ham i mindste Maade nu, da han ikke var hans Chef. Selv da han virkelig blev bedrøvet og ængstelig, efter at Søndag efter Søndag var gaaet, uden at han havde set Jespersen, lod han sig ikke mærke med noget paa Kontoret. Men hvor han savnede ham! Han kunde egentlig ikke gøre sig Rede hvorfor. Thi Jespersen sagde dog sjælden noget, som ikke var nær ved at irritere Justitsraad Gram. Men nu maatte han gaa i sit ensomme Værelse og tie bomstille. Han havde jo kun to Steder, hvor han kom hveranden Søndag: det ene hos en ugift Oberst, hvor han spillede L'hombre med Værten og Gæsterne: en afskediget Ritmester og en afskediget Amtsforvalter fra Provinserne med Titel af Kammerjunker, under stadig Smaagnaveri; det andet hos en gammel Læge, titulær Professor og musikalsk Dilettant, hvor Justitsraaden trakterede Pianoet til Værtens Violinspil, og en gammel Vekselmæglers Violoncelspil, ligeledes under stadige Skændsmaal om Tempo og Sammenspil.

✂ Og, skønt Justitsraaden ofte gik fra disse Sammenkomster inderlig misfornøjet og med Følelsen af at have ødet sin Tid paa den skammeligste Maade, bar Benne ham dog den ene Søndag ud paa Frederiksberg til Obersten, og den næste ud paa Østerbro til Professoren, ret som om de lystrede en Kommando af en absolut Lydighed fordrende Avtoritet. Som Jeppes Ben "maatte til Kroen", maatte Justitsraad Grams til Frederiksberg og Østerbro.

✂ Men om Formiddagen ventede og ventede han Søndag efter Søndag, og, som Oldfruen og Charlotte havde bemærket, aabnede han mindst hvert Kvarter sin Stuedør og spejdede ned ad Korridoren. Forgæves!

✂ Han gik tilbage og famlede paa Klaveret, vidste ikke, hvad han gad spille, kom til sidst til det Resultat, han tusinde Gange før var kommen til, at han i Grunden slet ikke kunde spille noget.

✂ - Det er et dejligt Otium, man har faaet, sagde Justitsraad Gram og lod sit Øje glide skraat, lodret og vandret paa sit 320 Bibliotheks Reoler. Han valgte en gammel bekendt, og dog . . . den gamle bekendt var haard at binde an med: Kants "Kritik der reinen Vernunft".

✂ Mærket laa, hvor han havde lagt det for et Aar siden. Og for at komme dertil havde han anvendt vel sin halve Levetid. For at forstaa det tunge Sprog maatte han oversætte langsomt, mens han læste:
"Begrebet om et Væsen af den højeste Realitet vilde altsaa, blandt alle mulige Tings Begreber, bedst passe sig for et ubetinget nødvendigt Væsens Begreb, og, om det end ikke aldeles fyldestgør dette, saa have vi dog intet Valg, men se os nødsagede til at holde os til det, fordi vi ikke tør forkaste et nødvendigt Væsens Eksistens, men maa indrømme, at vi paa hele Mulighedens Omraade intet kunne finde, som kan gøre en mere grundet Fordring paa et saadant Fortrin i Tilværelsen."

✂ Ja vist. Det var jo akkurat det samme Justitsraad Gram havde søgt, med Vished om, at det kunde findes, søgt det ad Veje, lige saa indviklede som den store Filosofs Sprog og Sætningsbygning, søgt det gennem ihærdigt Arbejde i sit Embede, som han kun havde opgivet for at finde det søgte ad mere direkte og solbeskinnede Stier. Ja vist! Dem havde han jo alle fundet spærrede. Talenter havde han ingen af, derfor blev hans Musik kun Klimpreri; han var et middelmaadigt Hoved, derfor kunde han ingen Vegne komme med Studier; han var en gammel Karl, som vilde gøre sig latterlig, om han forelskede sig, en upraktisk ængstelig Skeptiker, der ikke en Gang kunde udrette noget, naar han prøvede paa at udøve Menneskekærlighed i det større. Nu havde han klogelig, som han syntes, holdt sig sin uhyre Begrænsning efterrettelig ved at kaste sin Kærlighed paa en ung Mand og søge at opdrage ham til en dygtig og samvittighedsfuld Embedsmand. Og saa forlod og svigtede denne Protegé ham! Hvem havde dog røvet den fattige Mand hans eneste Lam?

✂ Justitsraad Gram havde søgt det højeste Væsens Aabenbaring i Administrationens Logik, kikket efter det i Kunst og Videnskab, troet at finde det aabenbaret i en Form, han kunde magte, i Velvilje og Taknemmelighed mellem Menneske og Menneske. Bestandig havde dette absolute Holdepunkt og Endemaal besløret sig, og en Slagbom havde standset hans, Justitsraad Grams Gang, saa han maatte vende om og se sig om efter andre Stier til Templet, som man maa bygge for "Væsnet af højeste Realitet", som "man nødsages til at forudsætte".

321

✂ Saadan vare hans Tanker en Gang i Sommertiden en Søndag Formiddag.

✂ Som sædvanlig maatte han hvert Øjeblik hen og kikke, haabende mod Haab, om der dog ikke skulde vise sig "noget" i den Korridor, selv om det ikke var det, han ventede.

✂ Nu traf det sig, at Charlotte, der gjorde et Naboværelse i Stand og efter Oldfruens Ordre gav Agt paa Justitsraaden, lige havde faaet Ansigtet ud gennem den paa Klem aabnede Dør i samme Øjeblik, som Justitsraaden aabnede sin, uden at hun fik Tid til at faa Ansigtet tilbage. Hun blev ildrød i Hovedet, og Justitsraaden blev lige saa rød som hun. I en Fart fik de hver sit Ansigt til sig.

✂ Da Justitsraaden var inde, faldt det ham ind, at han dog burde høre sig for om den Pige, som han havde faaet anbragt her. Saa fik han dog det at tænke paa . . . og maaske var det hans Pligt at gøre noget for hende, prøve igen paa en Kærlighedsgerning, søge at redde hende, hvis hun var moralsk fordærvet, og hvis hun ikke var det, søge at hindre hende i at blive det.

✂ Det vanskelige var at faa hende i Tale paa saadant et Sted som dette. Enhver Tete à tête med en af Hotellets Piger vilde jo blive udlagt til det værste, noget sligt havde han jo erfaret den Gang, da han, efter at have opdaget, at Annette legede Kæreste med Oberkellneren, prøvede paa at advare hende, men fik til Løn, at hun fniste ham op i Øjnene, og paa den tykke Fru Lundings Ansigt læste, hvad hun tænkte om hans menneskekærlige Omsorg for unge Tjenestepigers Dyd. Han kunde nok huske, at han slog Øjnene ned i lang Tid derefter, hver Gang han mødte Værten eller hans Fuldmægtig, Oberkellneren eller en Opvarter, af Frygt for satiriske Miner. Alligevel tvang han Modet op i sig saa langt, at han fik aabnet Døren paa Klem igen.

✂ - Nej, det er dog uforskammet! Hun maa være komplet moralsk fordærvet! Staar hun ikke der i Døren endnu og kaster Øjne til mig! Koketterer ligefrem!

✂ Ja, det traf anden Gang, at Charlotte og han mødtes i samme Situation som før, og denne Gang saa han, at det trak op til Latter paa hans Operationsgenstands Ansigt.

✂ - Hun er af samme Kaliber som den forrige!

✂ Justitsraad Gram faldt i Tanker, mørke Tanker over den dybe Fordærvelse, som gennemtrængte visse Samfundslag. Var det de nye friere Ideer, Irreligiøsitet, Venstrepolitik, Socialisme, som 322 dette skyldtes? Og hvad kunde, hvad skulde der gøres? Han stirrede ned i det trøstesløse Dyb.

✂ Men gjorde han ikke Pigen Uret? Hidtil havde han ikke ved Table d'hôte hørt eller selv set noget, der kunde bestyrke ham i Troen paa, at denne Pige ude fra Landet var et fordærvet Fruentimmer. Et rask, energisk Skridt! Alle gode Gange er tre!

✂ - Ja, det var godt nok! Men, smækkede han Døren rask op og kaldte paa Pigen, vilde det jo vække Opsigt og hidkalde lurende Øjne og lyttende Øren.

✂ Tredje Gang drejede han Laasen og aabnede Døren lige saa sagte.

✂ Nej, det var dog for galt! Nu stod Tøsen og lo ganske aabenlyst og meget hørlig. Justitsraaden blev saa oprørt, at en Bølge i hans Sind slog Modet helt op i hans Strube. Han vinkede med fornem Myndighed, rømmede sig og sagde:
- Hør, De der! Hør lidt!

✂ Charlotte betvang Latteren, godt hjulpen dertil af sin Forbavselse. Ja, hun kunde saamænd gerne komme, for vilde den gamle Kanut hende noget, ham skulde hun genne fra sig uden mindste Selvovervindelse.

✂ Da hun stod for ham inde i hans Opholdsværelse, høj, bred, stærk og køn, med sin Kost og sin Fejebakke, med sit snehvide Forklæde, bag hvis Smække Brystet trodsig hvælvede sig ud i Verden, blev Justitsraaden forlegen . . . eller han vidste ikke, hvordan han blev. Hans Kamp for at faa Ordene frem røbede sig i, at han vred sine Fingre, saa det knækkede i dem.

✂ - De skal ikke være bange, sagde han med en let Rysten i Stemmen. Jeg vil Dem intet ondt.

✂ - Næ-h, sagde Charlotte med et Udtryk, som ærgrede eller ydmygede Justitsraaden lidt, thi han supplerede det med Ord som: Hvad bilder den gamle Fyr sig ind? Og han havde i mange Tider havt en lønlig Overbevisning om, at han var komplet pansret mod Kvinders Magt, men at han alligevel ikke var ganske ufarlig for mindre befæstede Sjæle af det andet Køn.

✂ Charlotte følte sig som den overlegne i Situationen. Lad ham bare komme! tænkte hun. Jeg skal genne ham fra mig med Kosten, ligesom jeg gjorde forgangen med det gamle, tykke, tyske Øltræ inde paa Nr. 33, da han begyndte paa Vidtløftigheder. Hun blev staaende ganske rolig, ret op og ned i en Slags afventende en garde Stilling, mens Justitsraaden først spaserede et Par Gange paa Kryds og paa tværs gennem Stuen og 323 endelig standsede bag en Stoleryg og støttede Hænderne tungt imod den for at sikre sin Holdning. Charlotte var saa irriterende sikker; det saa han godt.

✂ - Er De . . . saadan i det hele vel fornøjet her i den Stilling, som . . .?

✂ Han stræbte efter at tale funktionsmæssig og myndigt.

✂ - Jo, jeg takker Herren mange Gange. Naar man skal tjene, saa kunde man vist have det en hel Del værre.

✂ - Naar man skal tjene. Det skal enhver efter den Stilling, som Forsynet nu en Gang har sat vedkommende paa.

✂ - T-j-a-a, det kan man jo nok sige, sagde Tjenestepigen med et lille Pust gennem Næseborene.

✂ Justitsraaden fandt straks Tonen og den lille snøftende Lyd impertinent, men tænkte: Man maa holde de Menneskers fuldstændige Mangel paa Dannelse noget tilgode, aabnede Munden til et nyt Spørgsmaal, men udtalte det ikke, fordi han straks spurgte sig selv, om han vilde have indladt sig mere med den temmelig raffinerede Tøs, hvis hun ikke havde set saa godt ud. Se nu, hvor hun stod der! Det var mest passende, at hun gik. Men han kunde jo ikke befale hende det; han havde jo selv kaldt paa hende og havde hidtil intet sagt til hende. Der maatte da gøres et Forsøg. Naturligvis løb disse Tanker hurtigere igennem ham, end de kan fremsættes i Ord, saa Pavsen blev ikke saa lang endda.

✂ - Har De . . . føler De en alvorlig Lyst til at komme i en anden Stilling? Eller rettere naa til et . . . højere Standpunkt?

✂ - Ja, det forstaar sig, men det er jo ingen Nytte til.

✂ - Aldrig opgive Haabet! Mindst i Deres Alder. De føler Trang til . . . Kundskab? Til at lære mere?

✂ Det gøs i Charlotte. Lære mere! Det havde saamænd været kedeligt nok at lære Katekismus og Lærebog i Skolen og hos Præsten; saa lære mere følte hun ikke Lyst til. Nu blev hun forlegen, thi hun følte, at det vilde være pænest at erklære, at hun gerne vilde have mere Lærdom, men vilde ikke ligefrem lyve. Hun drejede Spidsen af sin Sko mod Gulvet og mumlede noget. Det gav Justitsraaden Mod, at hun blev mygere.

✂ - Den, der vil til Vejrs, maa lære meget . . . Er det ikke gaaet op for Dem, hvad det er, som nu om Stunder gør, at det ene Menneske staar over det andet?

✂ - Jo, det er Pengene, svarede Charlotte med den fulde Overbevisnings frejdige Oprigtighed.

324

✂ - Nej, nej, nej! raabte Justitsraaden hidsig og stampede i Gulvet, det er Kundskab og Dannelse.

✂ Han fik frembragt det strængeste Vredesblik, som han evnede, og vedblev:
- Barn dog! Hvad er det for en Opfattelse? De har dog lært Deres Religion . . . naa ja, De kan vel ikke umiddelbart slutte af den, at Dannelse og Kundskab . . . naa . . . Men De véd da, at den taler om at forsage Verdens Lyst.

✂ - Det gør jeg saamænd ogsaa. Jeg har ikke været ude nogen Søndag snart i et halvt Aar.

✂ - Det var naivt og kønt sagt! tænkte Justitsraaden og blev blød om Hjærtet. - Hvorfor ikke det? spurgte han venlig.

✂ - Hvor skulde man gaa hen, naar man ikke har nogen at gaa med? Man kan jo ingen Steder gaa i Fred!

✂ - De har ingen . . . he?

✂ - Nej, det véd Gud jeg ikke har, svarede Charlotte lidt vredt.

✂ - Naa jeg mente saadan en rigtig Forlovet.

✂ - Her i denne By er det ikke andet end Pjank med saadant noget!

✂ - Hm . . . hm . . . der er noget, noget i det. I hvert Fald er det Standpunkt, De indtager over for det . . . det, vi talte om, respektabelt . . . Men, hvis De nu kunde komme ud i Deres Fritid sammen med pæne og ordentlige Folk?

✂ - Det koster saa mange Penge . . . man skal have Klæder, sagde Charlotte. I Tankerne skærmede hun med Haanden over Sølvmøntstablerne i det gamle Underskørt oppe i Kommoden. Hun forsikrede sig om, at hun havde Nøglen i Lommen.

✂ - Men jeg vil gerne . . . saadan af og til give Dem lidt, sagde Justitsraaden næsten hviskende.

✂ Charlotte blev stram og kold. Hun huskede paa, at den tykke Tysker havde holdt et Tyvemarkstykke op for hendes Øjne, og, naar fine Herrer bød en Penge, saa var det, for at man kunde blive saadan en som Annette, for hun havde tidt Guldskillinger. Charlotte sagde:
- Nej Tak!

✂ Justitsraaden troede at forstaa hendes Mistanke. Den smigrede ham en ganske lille, næsten umærkelig Smule. Et Smil strøg hen under hans hvide Skæg. Nu sagde han rolig:
- Jeg vil anbefale Dem til en pæn Familie. Manden hedder Hansen og er Skræddersvend; hans Kone har tidligere bestyret mit Hus. De bor nu i Store Kongensgade, og Konen opvarter 325 den Herre, som . . . som De ikke kender. Dem giver jeg gerne lidt til Skovture og saadanne Fornøjelser; og jeg mente, at De kunde følges med dem. Farvel!

✂ - Mange Tak! sagde Charlotte og hilste, uvis, om hun brød sig om denne Anbefaling eller ej.

✂ Lidet tilfredsstillet ved sin filantropiske Plans og sine psykologiske Eksperimenteringsforsøgs tarvelige Resultat, mere og mere knuget af Ensomhedsfølelsens Melankoli tog Justitsraaden sit Tøj og gik ud. Han tænkte med Gru paa det for Tiden saa lidet talrige Table d'hôte, paa Aftenen, hans Musikaften, den tomme Fremtid, der laa for ham.

✂ - Gud ske Lov, jeg skal paa Kontoret i Morgen! sagde han.

✂ Inden han gik, sendte han et Blik til de forgyldte Bogrygge i Reolerne. Der havde han ogsaa forsøgt noget, han ikke kunde gennemføre. Hvor meget af det, her laa gemt, havde sat Frugt i hans Sjæl? Meget af det havde han aldrig naaet at læse, meget havde han glemt. Øjet dvælede et Øjeblik paa Spinozas Værker.

✂ - Ham fik jeg da aldrig noget ud af, sagde han. Kun af det, jeg lærte om ham, slog mig noget i Møde af det ædleste og frommeste. Hm . . . han levede af at slibe Brilleglas . . . jeg har levet af ... noget lignende. Men hos mig blev det ved Sliberiet!

✂ Charlotte Splyd gik op paa sit Kvistkammer. Hun fandt ingen forgyldte Bogrygge der. To spærlemmede Jernsenge stod og skrævede langs hver sin Væg. Paa den ene, Annettes, laa en Bylt Klæder i den skønneste Uorden, halvsmudsede Underklæder og Arbejdskjolen med Forklæde, en Strømpe ved Hovedgærdet, en anden ved Benenden, en Sko i det ene, en anden i det andet Hjørne af Stuen, som vare de blevne fjærnede ved et Spark. Stuen lugtede fedt af Haarolje og daarlige Parfumer.

✂ Uvilkaarlig brast Charlotte i Graad. Sikken en Fridag! I Dag havde hun ikke en Gang Fru Lundings Snak, der dyssede hendes Tanker som en Symaskines Prikken. Ja, hvad ventede der hende saa? Middagsbordet nede i Kælderens Folkestue, hvor Opvartere og Piger snakkede et Sprog, som hun enten ikke vidste, hvad de mente med, fordi det hentydede til allehaande hende ubekendte Begivenheder og Forhold, eller hvis hun forstod det, var noget ækelt noget. Om ogsaa hun straks lo af det, ærgrede hun sig dog bag efter over det. Det kunde endogsaa hænde, at det længe efter bragte Uro i hendes Sind og gav 326 hende Lyst til at styrte sig ud i den Larm, som drønede op imod hende, og prøve paa, om hun ikke kunde hente nogle Guldkorn, helst Guldmønter af al den Mylr dernede.

✂ Hun slog sine Arme tæt over Kors og gav sig til at spasere op og ned i Kvistværelset. Den skraa Væg var en ærgerlig Hindring. Hvert Øjeblik, naar hun tog et rask Skridt, var det, som om hun skulde tørne Panden mod denne hæmmende, rugende Hindring. Hun følte en ubehagelig Kraft i disse stærke Arme, som varmede og knugede hinanden i tæt Knytning.

✂ Hun mærkede en ubetvingelig Trang til at bruge dem, saa sig om i Kammeret og fandt som nærmeste Genstand den uordentlige Klædebylt paa sin Kammerfælles Seng. Hun ordnede og glattede Klæderne, samlede Strømperne og Skoene.

✂ Hvad skulde hun saa bestille Resten af sin Fritid? Jo, jo . . . tælle sine Penge! Saa gik den Tid, og det var da lidt at glæde sig ved! Hun vidste rigtignok, hvor meget hun ejede til den sidste Øre, men det var morsomt at lægge alt dette Sølv hen i den solluende Vindueskarm og rigtig lade det skinne!

✂ Hun laasede Døren, før hun pillede Tut efter Tut ud af det gamle Skørt i Kommoden. Hun løste Papirerne, væltede Sølvskillingerne ud i Vindueskarmen, hvor Solen forgyldte dem. De straalede, saa de skar i Øjnene. Hun rodede dem sammen i en Bunke og fordybede Fingrene i dem. Der var en vellystig Nydelse i Modsætningen mellem den prikkende Kulde, som udgik fra dette Sølv, og dets Glans, der luede som Ild.

✂ Fem og halvfemsindstyve Kroner! Snart hundrede! Hun kunde faa mange gode Stykker for den Sum. Undertøj behøvede hun ikke i lang Tid, takket være den Razzia, hun, før hun rejste, havde gjort i Moderens med uldent og Linned fyldte Dragkisteskuffer, mens Mette Splyd var opfyldt af Giftetanker. Det var rigtignok noget andet end Annettes Skørter og Klokker, der hang i Fryndser forneden, og Strømper, som baade Taa og Hæl krøb ud af. Hun kunde magelig købe sig en fin ulden Kjole med baade "Paascher" og "Plisjeer", en lille Hat med opkrampet Skygge og med Fjer. Men det vilde hun rigtignok ikke for de Mandfolks Skyld, som rendte paa Gaden og ingen andre Hensigter havde end rene Tossestreger!

✂ Hun lod Pengene langsomt glide over sine Fingre, som naar Børn lege med Sand. Saa talte hun Pengene Stykke for Stykke, pakkede dem sammen i Tutterne, saa sig om og lyttede for at være absolut sikker paa, at hun var ene og ubevogtet, og lukkede 327 dem atter ind i Skørtet med nogle Systing. Hun sukkede, da hun var færdig dermed; nu havde hun maattet ofre deres behagelige Selskab for de kære Smaavæseners egen Sikkerheds Skyld. De Mønter var hendes Børn, som hun legede med og knyttede fantastiske Forhaabninger til!

✂ Hun satte sig hen i den dybe Kasse, som Vinduesaabningen dannede, sad længe med Hænderne for Øjnene, trykkede dem tættere og tættere imod dem. Hun trængte til at blive borte, helt borte, hverken tænke eller sanse, for hun følte noget . . . Gud véd, hvad det var? som truede ad hende og ønskede hende ondt. Dette noget tonede stundom frem snart som et blegt Ansigt, snart som et lille Overskæg, snart som en blank Hat, snart som et svulmende mat Silkeslips. Men det fik ikke Lov til at komme helt frem.

✂ En Smerte i Øjnene af Hændernes stærke Knugen tvang hende til at tage dem fra. Det ved den lange Udestængelse voldsomt forstærkede Lys ramte hende overvældende. Derude, højt over alle Huse, laa Luften og glitrede som en stille Sølvstrøm. Skraa Halvtage, sylspidse Gavle, højt opragende Skorstensrør dannede et Miskmask underneden; altsammen spidst, brat afskaaret, knejsende, struttende. Murene skinnede snehvidt, Teglstenene luede brandrødt.

✂ En vanvittig Lyst betog hende til at springe ned paa den højest knejsende Gavlspids, at springe fra den med et luftsusende Sæt paa den næste, saa klavre op ad en Skorsten, saa springe over paa en Brandmurs Mønning, springe og fare, suse og bruse!

✂ Hendes rigelige og stærke Blod var stemmet op til Raseri ved den lange Indestængning og ved den stærke Modstand, hun havde sat op mod dets Krav til Glæde og Nydelse.

✂ Hun følte sig mat efter Tankespringene fra Gavl til Gavl og fra Skorsten til Skorsten. Hvad skulde hun nu hvile sig blødt og rart paa? Paa en af Kammerets to Træstole? Uh! De var haarde og kolde som Skovkærenes Isflager om Vinteren derhjemme.

✂ Derhjemme! Ja, nu var der grønt og pænt! Gud véd, hvad de sagde om hende derhjemme? Der var nu Peter Iversen. Uh, Peter Iversen med sine dvaske Koøjne, sit bedeagtige Ansigt, sine gulrøde, krusede Dun paa Kind, Mund og Hage! Det var ogsaa en!

✂ Men hvem havde været god, rigtig god mod Lotte Splyd? Kun Peter Iversen og den gamle Justitsraad. Bare den gamle 328 Justitsraad ejede et Hus paa Landet, og hun, Lotte Splyd, kunde være hans Jomfru, og Peter Iversen - deres Karl. Peter vilde jo gerne gøre alt Arbejdet for hende, hun kunde jo faa ham til, hvad det skulde være.

✂ Hun smaagræd og smaasov, smaadrømte med gnavne Smaarørelser af Arme og Ben, for egentlig gad hun ikke have noget at gøre med de Billeder, der trængte sig paa hende.

✂ Døren sprang op paa vid Gab med Larm og Brag. Ind styrtede Annette som en Stormvind, tudbrølende som en Regnbyge i Oktober.

✂ Hun rev Hat og Overtøj af, kylede det hele langs hen ad Sengen og smed sig selv paa Ryggen ved Siden af det. Charlotte og hun havde i lange Tider været Uvenner. De kunde ikke lide hinanden. Efter at have havt nogle Skænderier vare de hver paa sin Side blevne fornemme, havde snøftet lidt ad hinanden, naar de saas, derpaa var den gensidige Snøften gaaet over i en tavs, mundvigesænkende Grimace og en fra begge Sider haardnakket bevaret fornærmet Tavshed. En Aften havde Annette bragt et Stykke Kridt med op paa Kammeret, havde trukket en Streg fra Vinduesposten til midt paa Dørtærskelen og sagt ud i Luften:
- Den Del af Kammeret er mit!

✂ Charlotte havde ikke svaret, men næste Aften kom hun ogsaa med et Stykke Kridt, opfriskede Stregen og sagde paa samme Maade:
- Den Del af Kammeret er mit!

✂ Siden den Dag havde de to Stuefæller paa en drillende, barnagtig Maade holdt sig denne Streg efterrettelig, saa at de f. Eks. stillede deres Skotøj med Hælene mod hverandre paa hver Side Stregen og flyttede hver sin Stol med Ryggen mod hverandre og med Bagbenene saa nær til samme Streg som muligt. Nogen bevidst Grund til Fjendskabet havde de ikke.

✂ Nu laa Annette paa Sengen, sparkede, vred og vendte sig som en uartig tre Aars Unge. Charlotte iagttog hende nok, men det var under hendes Værdighed at lade, som om hun lagde Mærke til hende. Hun holdt sig henne ved Vinduet i den dybe Hulning, rørte sig ikke ud af Stedet, sagde ikke et Muk.

✂ Jo længere Charlottes Ubevægelighed og Tavshed varede, desto mere voksede Annettes Sindsbevægelse. Hun skød tilsidst sin ene Støvle af og kylede den bag over Hovedet. Maalet var aabenbart Charlotte, men dels kaster man daarlig i Hidsighed, 329 dels er en Støvle med Elastiker et daarligt Projektil. Den faldt ned i Vindueskarmen, slapt og blødt, men paa den Side af den nu halv udviskede Kridtstreg, hvor Charlottes Territorium laa.

✂ Charlotte følte sig som den overlegne. Hun skød Støvlen foragtelig over paa den anden Side Stregen; Støvlen dinglede et Par Gange som en drukken Mand, faldt saa ned paa Gulvet, mat og uden Effekt.

✂ Annette laa en god Tid og arbejdede i Sengen. Endelig laa hun stille og røbede kun sin Tilværelse ved en Hulken, en Art Harmoni, hvori alle de vilde Dissonancer opløste sig. Charlotte vilde lige til at fløjte, men det syntes hun dog var for haardhjærtet. Hun indskrænkede sig til at tromme med Fingrene i Vindueskarmen. Hun fik efterhaanden Medlidenhed med sin Fjendes oprigtige og naturlige Graad, men hendes Selvfølelse hindrede hende i at lægge det for Dagen i mindste Maade.

✂ Endelig sagde Annette:
- Aa Gud, aa Gud! Det Fruentimmer, som ikke har Hjærte for et andet Fruentimmer i saadan en Fortvivlelse . . . ja hun maa have et Hjærte som en ren Bondekvie ude fra Landet. Aa Gud, aa Gud! Det er det frygteligste, jeg nogen Tid har været med til.

✂ Annette havde brudt Tavsheden først. Hun har altsaa "givet sig", mente Charlotte. Nu tillod hendes stramme Følelse for Etiketten hende at spørge:
- Kan jeg hjælpe Dem med noget, Annette?

✂ - Jo, Sjalotte! De kan hjælpe mig med at skælde det Rak, de Mandfolk ud, saa det kan høres ud til Slottenlund Skov!

✂ Charlottes landlige Rationalisme indgav hende følgende Ord:
- Ja, hvad kan det nytte til?

✂ - Nytte! Det kan nytte saa meget, at det kan linde for en anden ens magesløse Harme og indædte Arrigskab. Ja, hvis der er et Helvede til, og Osternmayer ikke bliver brændt og knebet med gloendes Tænger i al den Tid, som Evigheden varer . . . ja . . . ja . . . ja saa er der saagu' ikke noget Helvede til, det vil jeg dø paa, og heller ingen Evighed!

✂ - Naa-aa, sagde Charlotte forstaaende, nikkede og gik hen til Sengen.

✂ - Tror saadan en forløben tysk Balbersvend, for andet har han ikke været fra Oprindeligheden af, at en anden en indlader sig med ham, naar han ikke havde bandt paa tysk og paa snavs dansk, at han vilde tage en? Og nu har han lejet en ny Kafé 330 ude paa Vesterbro, og den er opkaldt efter Dronningen af Meklenborg, hvor han er fra. Og han havde lovet bestemt, at til November saa skulde vi . . . naa, det kan De nok selv tænke Dem. Og saa skulde vi mødes i Slottenlund nede ved Grøndals i Dag for fjorten Dage siden, men jeg véd nok, hvem der inte kom. Og saa stak han den Løgn ud, at han lige paa en Studs var kaldt til en Prokurator. Og det skulde han ikke kunne sige en, naar man tjener paa det samme Sted. For han maa inte bilde sig ind, at han er mere end som et Tyende. Og saa sætter han en anden en Stævne i Dag Klokken elleve uden for Lundagers Telt, hvor der er Sangerindebeværtning. Det lød noget møstisk, det skal jeg aldrig nægte, men et Ord er et Ord. Nu har jeg gaaet og gloet i tre Timer i Dag ude i Slottenlund Skov. Og tror De, han har været der?

✂ - Nej.

✂ - Jo-o-! Det er det, det er der allermest nederdrægtigste. Som jeg gik der paa Spaserestien ved Siden af Kørevejen, fordi jeg var ked af at vente henne ved det sjofle Beværtningstelt, og var saa knusende gal og ikke havde andet at bestille end glo paa alle de Vogne, som kørte forbi med alle de fornemme Fruentimmer, som bilder sig ind, at de er noget, fordi de har noget, men tidt kan være grusom simple i hele deres Tænkemaade . . . ja saa var det, kan De tænke Dem, at saa kommer der en Kapervogn, og paa det andet Sæde sidder . . . kan De gætte, Sjalotte?

✂ - Oberkellneren.

✂ - Ja, natyrlig, sagde Annette halv fornærmet over, at det ikke var lykkedes hende at spænde Charlottes Nysgerrighed paa Pinebænken. For saadan nogle Bæster er alle Tyskere og Slesvigholstenere, om ogsaa de hykler Venskab for danske Piger. Jo, det er meget rigtigt! Der sad Osternmayer. Men kan De saa gætte med hvem?

✂ - Jo, det var med den rødho'dede Bagerjomfru omme fra Hjørnet.

✂ - Men er De fjantet? Hvor Fa'en véd De det?

✂ Annette sprang op af Sengen med sit struttende Haar, sit ildrøde Ansigt og sine af Graad ophovnede Øjenlaag lige hen i Vinduesfordybningen og borede sine Negle i Charlottes Hals. Svaret var foreløbig et Slag over Fingrene og et kraftigt Skub tilbage mod den anden Vindueskarm. Der blev Annette staaende, 331 som om hendes Ryg var klistret fast til Træbeklædningen. Der stod hun og spilede Øjnene op. Charlotte sagde:
- Fordi man er fra Landet, er man ikke mere tosset end andre Folk. Tror De, jeg har sovet de Søndage, jeg har været her paa Hotellet? Tror De ikke, at jeg har set den Bagerjomfru svanse her nede paa Gaden? Hvad? Og tror De ikke, jeg har set Oberkellneren glo ud ad Vinduet med Overfrakke og høj Hat paa? Hvad?

✂ I ét Spring var Annette henne paa Sengen igen. Hun vred sig som en Orm under en Støvlehæl og græd som et lille Barn.

✂ Der var noget skærende fortvivlet i hendes Graad, og den var aldeles uden arrig Bilyd, saa at Charlotte blev reven ud i hendes Sindsbevægelse og fik Taarer i Øjnene. Og efterhaanden som Annettes Graad blev stillere og hjærteligere, kom Charlottes Bevægelse mere og mere i Takt med hendes.

✂ Tilsidst gik hun hen til hendes Seng med fuldstændig Forglemmelse af Kridtstregen og sagde:
- Hvad vil De bryde Dem om Oberkellneren, Annette? Saadan en er jo altid en vidtløftig en!

✂ - Det er en anden en ogsaa. Det følger med Professionen, naar man inte er fra Landet, saadan som De er. Hvad?

✂ - Har De da været ham tro?

✂ - Nej, det véd Gud jeg inte har. Og det forlanger jeg heller inte, at han skal være imod mig, førend vi kommer sammel. Men hvordan skal man redde sig ud af alt det Roderi, man er kommen ind i, uden ved at blive gift og faa en selvstændig Beværtning? Jeg havde nu saa sikkert troet paa den Kafé ude paa Vesterbro. Jeg havde troet, at man kunde blive et pænt Menneske en Gang i dette Liv. Men nu maa man blive ved at være det Skab, man en Gang er blevet til. Nu er jeg akkurat lige glad.

✂ Annette snøftede og græd. Lagener og Pudevaar maatte tjene til Lommetørklæde. Alt, hvad hun havde paa, kom til at se ud, som havde det været i en Krusemaskine.

✂ Da hun var bleven rolig, og Graaden havde arbejdet, til den gik over til en sagte Hulken, gik Charlotte hen til Sengen og klappede sin Stuefælle paa Armen. Annette tvang hende ned til sig, omfavnede og kyssede hende med en Lidenskabelighed, som Charlotte ikke kunde lide. Charlotte følte alligevel en Slags Tilfredsstillelse ved det hele. Det var som havde hun faaet et Barn at pleje og sørge for. Hun fik Brug for lidt af sin ubrugte 332 Ømhed. Egentlig vidste hun ikke, hvad hun skulde sige, og mumlede nogle Almensætninger om Mandfolks "Ledagtighedu.

✂ Da Klokken nærmede sig Middagstid, gjorde hun Annette opmærksom paa, at hun maatte hæge sig. Hun tog sig af hende som af et Barn, glattede hendes Haar med en Kam, rettede paa hendes Klæder, fik hende til at bade Øjnene med Vand, blev ved at børste og glatte paa hende, og, da det ringede til Middag, gik de med hinanden om Livet ned i Kælderen.

✂

XVII.

✂ - Ja, jeg har ingen Brug for Deres Selskab, sagde Fru Lunding en Aften, da Charlotte troede, at hun skulde sidde inde hos hende og sy.

✂ Charlotte gjorde omkring. Men det var ikke Oldfruens Mening, at hun skulde slippe saa let.

✂ - Vil De værs'go og blive og høre, hvad Deres overordnede har at sige Dem. Hvad? Naa, det var jo rart, at De vilde. Nej, det havde jeg ikke troet om Dem! At De lægger Dem efter en ældre Mand, saadan en gammel . . . naa da! Véd De, hvad det vil sige at gøre Avancer? Næ-æ! Hvor skulde De vide det fra? Men det er det, De gør. Ja paa den Maade, som De vil have det, kan De sagtens faa det. Men Justitsraadinde bliver De aldrig, bild Dem ikke det ind! Der er dem, der har Deres Dannelse mange Procenter, men som ikke en Gang er gode nok til den gamle . . . Mosjø. Herre Gud! Justitsraad! Hvad vil det sige? Min salig Mand kunde have været Kammerassessor, for han havde været ved Prins Ferdinands Hofstat. Men den Justitsraad har saamænd aldrig talt med en Prins, og det har jeg. Gaa saa!

✂ - Gu-j! Véd De inte det? sagde Annette, da Charlotte fortalte hende om Oldfruens forandrede Stemning. I Førstningen, da Justitsraaden kom, saa rendte den tykke Maskeduse ind og ud i hans Værelse og skændte paa den forrige Pige, fordi hun ikke gjorde nok af ham, ikke redte hans Seng godt nok og ikke gjorde dit og ikke gjorde dat. Og den tykke redte selv hans Seng, og en Gang hørte jeg hende sige til ham, at saadan en 333 enlig Herre var saa rædsom til Rotterne, og at jo ældre Mandfolk blev, desto mere trængte han til kvindelig Omgang. Den var s'gu tydelig! Naa da! Men gamle Katte vil ogsaa helst have nymalket Mælk. Uh, han blev saa gal, saa gal! For da han gik ned ad Gangeu, lurede jeg paa ham, og han sagde: det er dog et modbydelig paatrængende Fruentimmer. Og siden, naar han mødte Maskedusen, saa snød han sin Næse og vendte Hovedet om til den anden Side. Saa holdt hun sig til Bageren lige som før. Men tager Bageren hende, saa vil jeg spise et raat Hvidkaalshoved!

✂ Justitsraad Gram talte til Charlotte, hver Gang han mødte hende. En Dag, da hun kom ind paa hans Værelse, før han var gaaet ud, spurgte han hende halv vredt, om hun dog aldrig vilde læse. Hun turde ikke svare nej, og, da han saa brysk forlangte, at hun skulde nævne, hvad hun vilde læse, svarede hun paa maa og faa:
- Noget om fremmede Lande.

✂ Og i hidsig Forlegenhed rakte Justitsraaden hende ned fra Reolen et illustreret Værk over Spanien, som Pigebarnet knap vovede at røre om Aftenen, naar hun træt kom op paa sit Kammer, og faldt i Søvn over, paar hun havde læst en halv Side. Da saa Justitsraaden en Gang spurgte hende, om Bogen morede hende, blev hun ildrød og kunde ikke sige et Ord. Justitsraaden blev vred paa sig selv og indrømmede, at det var hestedumt af ham at byde en Tjenestepige saadan en Lekture, men fandt, at han burde indtage en Holdning og sige noget myndigt. Han sagde da:
- Vil De saa Deres næste Fridag gaa op til Skrædder Hansens i Store Kongensgade, som jeg har sagt, at de skulde.

✂ Charlotte protesterede indvendig og spurgte sig selv, hvad den gamle Herre havde over hende at sige. Men hun skønnede tydelig, at han nærede Velvilje for hende. Og, da hun nu var kommen paa den Fod med Oldfruen, saa var det jo ikke saa galt at have et Sted, hvor hun kunde slaa sin Fridag ihjel. Morgenen til den Søndag sagde Justitsraaden til hende:
- Hør De . . . spørg lejlighedsvis, hvordan det gaar . . . hm . . . en yngre Mand, der bor hos Skrædder Hansens . . . for . . . jeg interesserer mig for ham . . . Saa for en Ulykke! . . .

✂ Fru Lunding passerede forbi og nejede uendelig dybt for Justitsraaden med den mest sødbedske Mine, hun kunde præstere, mens hun mod Charlotte rettede et Par Øjenkugler, der truede 334 med at eksplodere som Granater og sende Død og Fordærvelse ud over hende og, hvis Skæbnen vilde være hende særdeles gunstig, tillige mod "den gamle Mosjø".

✂ Charlotte havde Valget mellem at være ulydig mod Justitsraaden ved at blive hjemme, og at ærgre Fru Lunding ved at benytte sin Fridag. Efter kort Overvejelse fandt hun, at hun var mest forpligtet til at gøre Oldfruen Fortræd. Altsaa styrede hun Vejen ud gennem Store Kongensgade.

✂ Da hun var kommen et lille Stykke ned ad den, saa hun en lille dameklædt Person, men hvis store i Skoene sammenpinte Fødder og dinglende store Hænder i de lysviolette Handsker røbede, at hun kun var Dame om Søndagen.

✂ - Se, hvor hun gaar og sjokker, sagde Charlotte, som med en Landsbypiges endnu ufordærvede Smag havde nøjedes med en glat ulden Kjole, et sort Klædes Overstykke, ordentlige rummelige Læderstøvler og en diskret sort Filthat med en lille Rosengren og nogle Blonder til Besætning.

✂ - Uh de rødgule Fjer! sagde hun til sig selv . . . de er ækle . . . de, hun der gaar med. Hun ligner det, man nødig vil være. Men Gud . . . det er jo Annette!

✂ Da Charlotte kom hen paa Siden af Damen, som hun havde genkendt bagfra, opdagede hun, at hun holdt Lommetørklædet op for Næse og Mund.

✂ - Gud, Annette . . . at gaa saadan her paa Gaden og brøle l sagde Charlotte.

✂ - Jeg véd, hvor han har sit Tilhold, det Dyr - ham, Osternmayer. Her i Gaden et Sted, der bor hun, Laurette, hende . . . den . . . som han kører i Skoven med. Men De, som er fra Landet, bilder Dem natyrligvis ikke ind, at der er Huse i denne Gade, som vender ud til Bredgade fra den anden Ende. Han er natyrligvis gaaet ind fra Bredgade, og saa gaar de begge ud ad den samme Vej. Det vil jeg dø paa!

✂ - Hvorfor gaar De saa her?

✂ - Aa-aa! Nogen Selvbetragtning har man dog immer. Tror De, jeg vilde nedværdige mig saa dybt at rende og lure ved en Bagport? Nej, véd De hvad? Noget skal man dog holde paa sig selv, naar man inte vil ner i det bare Pløre!

✂ Charlotte forstod ikke den Slags fine Æresfølelse. Havde hun været i Annettes Sted, vilde hun være gaaet mere direkte til Værks.

335

✂ - De skulde hellere tage med i Skoven, sagde hun til Annette for at sige noget.

✂ - Giver De Skovtur? sagde Annette og tørrede sine Øjne.

✂ - Hver betaler for sig, mumlede Charlotte surt.

✂ - Det kalder jeg ikke nobelt, sagde Annette og stak Stumpnæsen op i Sollyset.

✂ - Jeg er lige glad, sagde Charlotte.

✂ Saa blev der foreløbig ikke sagt noget, men de to Hotelpiger gik Side om Side ned ad Store Kongensgade. Charlotte holdt Øje med Numrene og standsede ved et Hus p'aa den anden Side Dronningens Tværgade.

✂ Opgangen var saa pæn, at Charlotte følte sig taknemmelig stemt mod Justitsraaden, der havde skaffet hende saa godt et Sted at komme. Hun ringede paa 1ste Sal, og hendes Hjærtevarme sank nogle Grader, da den blev lukket op, og en pæn høj, midaldrende Kone, der var den Madam Hansen, hun spurgte om, lod dem gaa gennem Entréen ind i en Stue til Gaarden.

✂ - Ja, det er saadan en magesløs Mand, Justitsraaden, sagde Madam Hansen, efter at Charlotte havde fortalt, at hun var den af ham anbefalede Pige paa Hotellet, og at Annette var hendes Veninde. Se, straks da han flyttede hen paa det Hotel, skaffede han os jo Fuldmægtigen. Ja han trængte til mere dannet Selskab, gjorde han, Justitsraaden. Men, da jeg saa blev saa uhyre sorrigfuld, for jeg skal sige Dem, jeg tænkte straks: saa nu skal man tænke paa at skaffe til Husleje, og det var i gamle Dage vores Kval, saa var det, at Justitsraaden gjorde, som han gjorde. Og om saa Justitsraaden sender mig alle Hotellets Piger, saa siger jeg: I er velkomne, Børn! Ja, af den Beskaffenhed er nu jeg. Ja, De ser, jeg er i Stand, og Hansen staar bare inde i Sovekammeret og barberer sig, og Børn har vi ingen af; aa værs'go og sæt Dem! Jeg skal bare ind og binde Krave og Flip paa Hansen, saa tager vi med Dampskibet.

✂ Stuen var lige saa ren og pillen, som dens høje, nogle og trediveaarige Beboerinde. Blomster i frodigste Trivsel - en Lykke, Skæbnen i Regelen synes at ville unde Smaafolk - fyldte Vinduerne. Maanedsrosers blegrødt, Gyldenlakkers gulrandede, krusede brunt, Nellikers dybe karmoisin, Pelargoniers lystige højrødt, Tøffelblomsters guldgult sugede om Kap Sollyset, hver efter sin Tørst og Formue. En prægtig Vedbend gik fra Gulv til Loft og spændte helt over et Stykke Væg, mellem dens Løv kikkede et Kabinetsfotografi af Justitsraad Gram frem. Der 336 hang det efter hans egen Ordre, sagde Madam Hansen med det samme, hun forlod Stuen. Paa Bordet med det simple, lidt falmede røde, sort figurerede Tæppe, stod en Vase, struttende af Bøge- og Akaciagrene og Frilandsblomster. Sol var der nok af; den løb ind i Stuen over Hovederne paa Urtepotternes Blomster og legede Skjul paa den vedbendklædte Væg, smykkede de tarvelige, blankt polerede Møbler med Sølvstriber og fandt Vej til Kroge og Hjørner og løb i dansende Pletter op og ned.

✂ Charlotte formelig gottede sig af Velvære i disse Omgivelser; Annette derimod følte sig fremmed og uhyggelig. Hun hviskede til Charlotte:
- Hu ha! Gulvet ser ud, som man inte turde træde paa det, og Sofaen, som man ikke turde sidde i den, og Madamen, som hun aldrig i sit Liv havde taget sig et eneste Grin!

✂ Madam Hansen kom snart tilbage med sin Mand. Det var et diminutivt Eksemplar af sit Køn. Han naaede kun lidt over sin Kones Skuldre. En ret sirlig, ensfarvet brun Dragt sad om den lille, magre vævre Krop, som havde noget af en Mus's sky Væverhed over sig. Han bar høj sort Hat, kortklippet mørkt Overskæg under den lille, ikke ilde formede, spidse Næse. Hans Øjne gled i Smug bag Madamens Ryg fra den ene af de unge Piger til den anden, efter at han havde bukket dybt for dem begge. Annette med sin dameagtige Paaklædning, sin Pandefrisure og spidshælede Støvler gjorde mest Lykke hos Skrædder Hansen, hvis Bestilling som Arbejder for et tredje Rangs Magasin for færdigsyede Herreklæder havde udviklet Sansen for en vis Art "chic" i begge Køns Kostumering.

✂ Hans Kone behandlede ham uden brøsig Myndighed, snarere som et Barn. Hun svarede ham ikke paa en Mængde Spørgsmaal og Bemærkninger, men nikkede eller rystede mildt alvorlig paa Hovedet.

✂ - De unge Damer elsker at færdes i Naturens Skød, hi, hi, hi! sagde han. Især vist den lille Frøken Blondine! Hi, hi, hi! De ser ud, som De havde voldsom Lyst til at komme i Skoven, hva'? hi, hi, hi! . . .

✂ - Kom saa, lille Hansen! sagde hans Hustru og aabnede Døren.

✂ Skrædder Hansen tog Lejligheden iagt, mens de gik ned ad Trappen, til at puffe sagte til Annette bag sin Kones Ryg. Annette udstødte et Aa-h . . . De! Det var ikke aldeles tydeligt, om 337 det var en Afvisning eller en Opmuntring af Skrædderens Courtoisie.

✂ Ude mod Dampskibenes Anlægsplads stimlede Rækker af svedende og luftbegærlige Mennesker. Der var Trængsel paa Landingsbroerne, og paa Dækket stod Publikum trykket sammen som Sardiner i en Æske, i en sviende Sol, ombølget af Duften af Olje, Kulrøg, Beafsteak, solbagte uldne Stoffer, Parfumer, Cigarrøg og Tjæredunst.

✂ Charlotte var bange eller dog spændt. Det var første Gang i hendes Liv, hun havde sejlet med et Dampskib. Hun havde straks vundet Madam Hansens Gunst, og de to havde sluttet sig sammen, men Madamen havde ikke overladt sin Mand til Annette uden Kontrol; hun vendte sig stadig om imod ham, men uden Vrede, blot med alvorlig Paapassenhed.

✂ Saa ringede, hvislede, peb, hvæsede og skummede det. Charlotte saa med et Barns Glæde Skibet krydse mellem hundredevis af andre Skibe, til det naaede den aabne mørkeblaa Sø, hvor Solpailletterne gnistrede i Vandets livlige Krusninger, mens hvide Huse mellem prægtige Trægrupper legede Tit tit paa den høje, grønne Kyst, en langsomt forbidragende, evig vekslende Billedrække. Hendes Øjne blev fugtige ved Synet af det svulmende grønne, af de hvidnende Marker, hun syntes, hun havde noget at sige dem, men vidste alligevel ikke, hvad det skulde være. Saa syntes hun, at det var det grønnes Sag først at begynde at tale til hende, saa sprang hendes praktisk prosaiske Fornuft, opskræmmet ved saadant noget Vaas, i Vejret og holdt sin knyttede Næve op mod det; det andet, dette herre Vrøvl mellem Kystens grønne og Skovfogdens Datter paa det tætstuvede københavnske Dampskib, blev alligevel ved ihærdig at knurre og murre trods den udskammende Trusel. Skærmydselen i hendes Sind slog ud i hendes ydre Færd som en gnaven Adspredthed, men hun vidste ikke ret, om hun befandt sig vel eller ilde derved.

✂ - Har De det ikke godt? spurgte Madam Hansen hende flere Gange, naar hun fik et meningsløst eller slet intet Svar paa sine Spørgsmaal.

✂ - Jeg har saadan indvendig Kulde - eller . . . Det er, ligesom noget klemte mig indvendig - eller - Det er vist det Vand; det lugter saa underlig - var de Svar, hun fik.

✂ Den lille Skrædder og Annette pludrede uophørlig. Deres for indfødte simple Københavnere ejendommelige store 338 Personalkundskab ydede dem et uudtømmeligt Samtalestof. De lo sympathetisk, naar de gensidig spurgte hinanden, om de vidste hvem den Kone i den grønne, blaa, brune Kjole, den Herre med de tærnede Benklæder, med den høje graa Hat, med de skelende Øjne o. s. v. var, og de saa næsten paa en Gang nævnede Navnene. Det var gerne Detailhandlere og Haandværkere og deres Koner. Annette vidste om adskillige af de sidste, at det var nogle, som ikke kunde holde Piger, men skiftede hver Maanedsdag, og Skrædder Hansen kendte Mandens Genealogi, Bolig, Formuesomstændigheder, Svogerskaber, illegitime Kærlighedshistorier. Al denne tvivielle Viden udfoldedes med en Vigtighed fra begge Sider og drøftedes med en lige saa livlig Interesse, som store Problemer mellem Videnskabsmænd. Og Pludren fortsattes i samme Gænge, da de vare stegne i Land ved Klampenborg og havde blandet sig i den sorte Mylr, som bølgede langs Spaserestien i Dyrehavens Hovedpassage under de udvældende Bøgekroner og spredte sig til Siden mellem de ranke Stammer lige som en glad Menighed mellem en mangeskibet Kæmpebasilikas Søjlerækker.

✂ - Jeg holder nu mest af at komme lidt ind paa et Sted, hvor man kan være lidt i Fred, bemærkede Madam Hansen - hvad, Jomfru Splüth?

✂ - Det gør jeg med.

✂ - Det maa være, naar man er fra Landet, sagde Annette og slog med Nakken . . . hvad Hansen? Vi to holder mere af, at der er lidt Mudder!

✂ Skrædderen bekræftede sin Dames Meningstilkendegivelse ved et "Hi, hi, hi!" og ved med Fistelstemme at nynne:

✂ København, du er dejlig, naar bare man har
de fornødne Penge . . .

✂ Selvejer-, Hyre- og Kapervogne rullede i Mængde ude paa Kørebanen og hvirvlede Fodgængerne ind i tætte Støvskyer, der spredte sig oppe i Luften og pudrede de nærmeste Træers Grene paa en saare lidet forskønnende Maade. Charlotte kunde ikke lide det og bemærkede til Madam Hansen:
- Det er ækelt, saa de Vogne sviner Træerne til.

✂ Madam Hansen var af samme Mening og bekræftede det ved at sige det samme i en mere dannet Stil:
- Ja, det er virkelig Synd for de kønne grønne Træers Skyld.

339

✂ - Sikke noget Skaberi! hviskede Annette til Skrædderen, Træerne er s'gu akkurat lige glade. Har Folk inte Lov til at køre paa Vejen, naar de har Raad til at betale Heste og Vogn? Træerne . . . puh!

✂ Hun slog ind i Danseskridt, og Skrædderen var lige ved at følge hendes Eksempel, da Madam Hansens mildt advarende Stemme lød:
- Hansen! husk paa, hvem Du er og, hvor Du er, og gaa ordentlig! Saadan, lille Hansen!

✂ - Kan De li' hampre Fruentimmer, hva'? spurgte Annette Hansen og satte sine lyseblaa runde Øjne i udæskende Opadskraastilling til hans smaa brune, der laa som et Par Blækklatter i hans lille hvide Ansigt under smalle sorte Øjenbryns Blækstreger.

✂ Skrædderen var nær gaaet i Knæ for denne lyseblaa Lyrik; han kunde kun besvare den med et betaget Hi-i-h! og et varmt Tryk af Annettes buttede Overarm.

✂ - Hansen! sagde hans Kone med blid Myndighed.

✂ - Kan vi ikke komme bag etter dem, hviskede Annette, men med Næsen vendt lige ud.

✂ - Gaar aldrig, hviskede Skrædderen paa samme Maade.

✂ Charlotte og Madam Hansen vare blevne gode Venner. Charlotte fortalte hende sin Livshistorie; Madam Hansen ledsagede den med sympathiske Nik og korte Bemærkninger, samtidig med sin stadige Inspektion af Manden.

✂ Da de vare naaede nær til Fortunen, var Charlotte færdig med sin Fortælling. Madam Hansen tav lidt, saa sagde hun:
- Hold paa Dem selv, min Pige! Ser De, naar man har levet mellem daarlige Mennesker, saa er det jo det nemmeste at blive meget værre, end de er, og det kan man saamænd fristes til bare for at ærgre dem. Men man skal ikke give los for den Slags Ærgerrighed, for det gaar ud over en selv. Nej, man skal knejse dem over Hovedet, Jomfru Splüth - og hun rettede sin hele Skikkelse, saa hun syntes et Hoved højere - og se ned paa dem. Man skal slaa dem sin Renlighed og sin Ordentlighed og sin Anstændighed lige i Hovedet, for, naar man betaler enhver sit og holder sine Ting pænt, saa hævner man sig paa den nobleste Maade over den Sort Folk. Gaa lidt pænt, Hansen!

✂ Paa Fortunen bestilte Madam Hansen Vand paa Maskine. Men, inden hun gik ind, hviskede hun til Charlotte, som vilde følge hende:
340 - Jeg kan godt lide Dem. De er vist en pæn Pige. Lad være at gaa med ind og pas lidt paa de To! For hun, Deres Veninde, hun . . . hun hører til de nymodens unge Piger, og de har helt andre Principer, end jeg havde, da jeg var paa hendes Alder. Og De maa ikke tro, at jeg er bange for Hansens Skyld, for egentlig har han de samme Principer som jeg, men han er ligesom et lille Barn, naar han kommer ud, for han har jo kun stillesiddende Arbejde hjemme og trænger til Motion i alle Maader, naar han kommer i Luften. Jeg passer saamænd ikke saa nøje paa Hansen, hverken for min eller hans Skyld, men bare, for at Folk ikke skal faa noget at snakke om. Og jeg er jo desuden fem Aar ældre end Hansen.

✂ Aldrig saa snart var Madam Hansen uden for Synsvidde, før Hansen ugenert slog sin Arm om Annettes Liv og sang:

✂ Unge Pige med det gule Haar,
se lidt paa mig!
Føl, hvor stærkt mit ømme Hjærte slaar!
Jeg elsker Dig.

✂ Og de begyndte smaatrippende at danse. Men pludselig føler Skrædderen et kraftigt Ryk i sin Arm. Annette rev sig saa stærkt løs, at den lille Skrædder faldt og satte sig paa Grøfteranden.

✂ En firsædet Kapervogn kom kørende i skarpt Trav. Den var langt fra ikke fuldt besat: kun én Person hos Kusken, tre unge Mennesker paa Bagsædet, der sad og dinglede og slog Hovederne mod hverandre i en bajersk Ølruses slappe Søvnighed, og paa Midtsædet en Herre i elegant lys Sommerdragt og Straahat, med de brusende Whiskers yderste Haar dirrende under Farten og flimrende i Lyset, ved Siden af en Dame med en diminutiv hvid Hat, hoppende paa en vældig høj Haaropsats.

✂ - Halløj! raabte Annette efter Kusken, mens Skrædder Hansen højt gloende sad paa Grøfteranden, og i ét Spring var hun oppe paa Vogntrinet. Mellem hende og Herren med de store Whiskers udspandt der sig aabenbart en livlig Diskussion; han gjorde Forsøg paa at støde hende ned fra Vogntrinet, men hun holdt fast, og til sidst lykkedes det hende at tvinge sig ind paa Sædet. Højt skændende Tale fra andet Sæde og Skoggerlatter fra de andre Sæder skingrede tilbage mod den fra Annettes Ryk endnu paa Bagen liggende Hansen og Charlotte, der stod maalløs og stirrede efter den støvhvirvlende Vogn.

✂ Madam Hansen fandt, da hun kom ud, sit med Annette 341 subtraherede Selskab i denne ejendommelige Situation. Hendes første Ord var:
- Men Hansen dog!

✂ Hansen var saa betagen, at han endnu ikke kunde lystre Ordre. Stadig siddende paa Grøfteranden og pegende hen i Retning af den længst forsvundne Vogn som efter en forbifaret Aabenbaring fra en overjordisk Verden, stammede han, pibende ynkelig:
- Hvor blev egentlig Jomfruen af?

✂ Charlotte kunde ikke bare sig for at le. Hun forklarede Madam Hansen, at Annette egentlig var taget i Skoven for at opsøge sin utro Elsker Oberkellner Osternmayer, og at hun nu havde set ham paa Vognen sammen med Bagerjomfruen fra Hjørnet. Madam Hansen sagde til sin Mand:
- Der kan Du selv se, Hansen, hvad Letsindighed fører til. Rejs Dig op, Hansen!

✂ Hun var køligere lige over for Charlotte. Hun kunde ikke lide, at hun havde skaffet Annette ind i propre og ordentlige Folks Selskab: "saadan en af den Sort, som saadan en var".

✂ Skrædder Hansen, hvis lette erotiske Fartøj saa ynkelig var strandet, saa, at hans Hustru aabnede Madpakken. Han greb i et Par Græstotter og rejste sig. Han lugtede krydret Rullepølse, sukkede og - trøstede sig.

✂ Snart sad Skovselskabet, minus Annette, i det ved Kørevejen nærmeste Lysthus. Løftelsen var gaaet af Kvinderne. De spiste i adspredt Tavshed. Den Situation brugte Skrædderen til at spise alle Stykkerne med pillede Rejer paa, mens han bestandig, lig en tyvagtig Kat, paa skraa skottede til sin Hustru. Denne var saa tankefuld, at hun endog uden Indsigelse lod ham drikke hele Medicinflaskens Brændevinsindhold paa én Gang.

✂ Ingen af dem ænsede Vognene, der let rullende for forbi paa Vejen fra Lyngby. Ingen af dem ænsede Landskabets prægtige Skraaning med fremadskridende og tilbagevigende Bugtninger af grønt, eller Bernstorff-Villaens hvide Mure og blinkende Skifertag, eller det blege, staalblanke Hav i Baggrunden, eller alle Genstandes klare Omrids, frembragt af nogle farende Kuldeskyer, strænge Lysdæmpere og Dunstbetvingere.

✂ Men alle Tre vendte samtidig Hovederne, som vare de trukne i en Snor, da et Køretøj standsede lige ud for dem paa Vejen med dump Klirren af Hjulkarmen og høj Raslen af Seletøjsbeslaget. To smaa Graaskimler virrede med Hovedet og prustede trompetagtig, Lygternes Glas luede som hvide Flammer, Fadingens 342 blanke Lakering skinnede mod den nedslaaede Kaleches og Rufs matsorte Læder. En Tjener sprang ned fra Sædet bag paa, slog Vogndøren op og Trinet ned. Han lodsede en svær Dame ned; hun tyngede ham helt skæv ved det lænende Tag i hans Arm. Efter hende sprang en ung lysklædt og ganske blond Dame helt ud paa Græsrabatten, hun lo i Springet, og Lyset lo hvidt i hendes tykke gule Haar. Saa kom to Herrer i Sommeroverfrakker: først en med Straahat med Briller under, dernæst en, om hvem Madam Hansen sagde:
- Det er jo Fuldmægtigen! Gud, Hansen, ser Du ham?

✂ Jo, Hansen saa ham, men Charlotte saa ham ikke. Hun skiftede Farve, en Kuldegysning randt helt igennem hende, da Tjeneren gik forbi med Kaaber og Shawler paa Armen.

✂ Det var jo Anders Tjener fra Herregaarden derhjemme. Hun havde en Fornemmelse af, at han vilde komme hen til hende og raabe højt ud alle onde Minder hjemme fra. Men han gik stolt forbi Lysthuset med en Pedels eller Bedemands dybt følte Værdighed. Hvad ænsede det store Firmas Tjener det Proletariat, der bestrøede Fortunens Have med Smørrebrødspapir, Sildeskind og Rejeskaller, naar han var i Funktion? En anden Sag var det, naar han var Privatmand.

✂ Saa kom den unge Herre med Straahatten og Brillerne sammen med den lyslokkede, men slet ikke kønne, lille Dame.

✂ - Det er Etatsraad Bruns Datter, hviskede Madam Hansen til Charlotte. Og der kommer Fuldmægtig Jespersen. Gud, kender De ikke ham? Det er jo vores Herre, ham, der bor hos os.

✂ Jo, Charlotte kendte ham altfor vel. Først Anders Karlsen, saa den Herre med det lille Overskæg! Nu manglede blot Baronen!

✂ Et Hjul surrede rundt i hendes Hjærne; det var ved at sortne for hendes Øjne. Som i Drømme hørte hun Madam Hansen sige:
- Herre Gud! Hvor Fuldmægtigen ser elendig ud. Der maa være noget, der trykker ham. Han har jo næsten ikke været hjemme i det sidste Aar. Det er ikke gode Tegn. Og Justitsraaden, som ogsaa har været saa bekymret, fordi han aldrig ser ham!

✂ Hvad Charlotte her hørte, gjorde hende endnu mere forvirret og fortumlet. Hun spilede Øjnene vildt op og saa efter Fuldmægtigen. Og just da drejede Fuldmægtigen Hovedet over 343 Skulderen, hilste paa Hansen og sendte hende et uforklarligt Blik. Var det ondt, drilsk, indbydende, haanende . . . eller hvad? Det gulbrune Øje skinnede som et Katteøje i Mørke. Det hele tog kun et Par Sekunder. Charlottes Hoved sank ned paa Bordet. En tør Hulken rystede hendes Legeme, tvang Svedperler ud af hendes Tindinger og en rallende haard Lyd ud af hendes Strube.

✂ - Hvad fejler Dem? spurgte Madam Hansen med sin Kaffekop i Haanden.

✂ Charlotte blev ved at ryste. Hendes Læber var stive og blege, hendes Albuer gled paa Bordpladen, som havde den været af glat Is.

✂ - Nervøsitet! sagde Skrædderen.

✂ - Ti stille, Hansen! Jomfru Splüth . . . gaa lidt Hansen . . . drik din Kaffe ud . . . Naa, Hansen!

✂ Hansen tændte en Cigar, gik og saa efter det fornemme Selskab. Dets Medlemmer svandt ind til dværgagtige Dimensioner ned ad Plænens stærke Skraaning.

✂ Madam Hansen blev ved at spørge Charlotte, hvad der fejlede hende, vel tyve Gange. Hun vidste det ikke selv. Havde hun været literært dannet og kunnet samle sig, havde hun muligvis citeret Goethes Vers med en lille Ændring og sagt:

✂ Ach, mein armes Herz ist liebekrank!

✂ Men, da hun ikke kunde finde noget, og da Madam Hansen stadig trængte paa, sagde hun :
- Uh . . . jeg ærgrer mig saadan over . . . over . . . over . . . Annette.

✂ Madam Hansens lange Arme omspændte hende.

✂ - De er en pæn Pige, sagde hun. Det ærgrer Dem, at den Tøs, De tog med, har baaret sig saadan ad. I Deres Alder ærgrede jeg mig ogsaa saa gyseligt over al Umoralskhed . . . og Usnødelighed, som vi kalder det paa Falster, for der er jeg fra. Men, naar man bliver ældre, saa gør man ligesom Justitsraad Gram og jeg, man ser ned paa det og beklager det.

344

✂

XVIII.

✂ Fuldmægtig Jespersen havde havt en bevæget Tid.

✂ Han havde bestræbt sig for at være snild, sig selv og sine Livssituationer overlegen, at le ad sig selv, naar han træt og stivbenet efter et Bal kom hjem langt ud paa Morgenstunden med den Bevidsthed at have "lanceret" den lille Frøken Brun ud i første Række af Ballets Damer.

✂ Han havde ganske vist faaet at vide, at Forretningen efter hendes Faders Død i Tidens Løb var gaaet jævnt tilbage under hendes Slægtninges Bestyrelse, men havde ogsaa faaet ud af sine merkantilt kyndige Bekendte, at Moderen havde en urørlig Kapital af 300,000 Kroner.

✂ Fuldmægtig Jespersens Samvittighed beroligedes ved, at Frøken Brun ikke var rigere, end at hun kunde faa 150,000 Kroner, hvis hun giftede sig i Moderens Levetid. Hun var eneste Barn af sin Faders, Etatsraadens andet Ægteskab; to Halvbrødre vare Bank- og Aktieselskabsdirektører, meget ældre end hun og levede en étiquette med hendes Moder.

✂ Fuldmægtig Jespersen fandt, at hun var forholdsvis fattig, og at hans Kærlighed, eller hvad man nu skulde kalde det, var forholdsvis ideal. "Var det Etatsraad Fischers Datter plus 600,000 Kroner, kunde man sige, at jeg solgte mig, men hvem sælger sig uden Kærlighed for 150,000?" Saa smilede han ad disse Tanker, strakte sig i sin Sofa, følte sig som Ironiker og overlegen Betragter, dog samtidig med en lille dirrende romantisk Sjælestræng - dybest inde. Og saa smilede han igen ad dette "dybest inde", denne Reminiscens fra de sidste Skole- og de første Studenteraar. I denne grødede Blanding af ti Dele Ironi og to Dele Sentimentalitet befandt han sig en Tid ganske vel. Han følte sig endog stundom som en Slags Martyr, naar han, den saa feterede Balkavaler fra det forrige Tiaar, giftede sig med en Pige, som slet ikke var køn, og dog kun bragte ham 150,000 Kroner. Thi ikke han alene, men alle dannede Nutidsmennesker var dog vel ude over "Hytten og Hjærtet" uden videre Tilsætning.

✂ Elskede han hende? Puh! . . . Elske . . . hvad vil det sige? Hvis han vilde, kunde han jo gøre sig fri hvert Øjeblik. Elske? . . . naa! Ikke blive komisk!

✂ Han kunde alligevel ikke blive fri. Han kom stadig i hendes Moders Hus, hvor nu kun den nødvendigste Selskabelighed dreves. 345 Han talte om Malerier med Moderen, skønt han ikke havde den fjærneste Interesse for Malerkunst, men afleverede Bladkritiken, tilsat med Vittigheder af eget Fabrikat og med Kaféanekdoter om Kunstnernes Privatliv. Han læste Digte op for Fruen og Frøkenen i ensomme Aftener. For en Del Aar siden havde han følt sig overbevist om, at Poesi var ham lige saa ligegyldig som Theologi eller Medicin; han var jo Jurist og Kontormand. Nu traf det sig, at han virkelig blev bevæget ved Paludan-Müller og Christian Winther, naar han saa Etatsraadindens Øjne blive fugtige ved Vers som

✂ Saa talte han og lagde sig træt -
De troede, han faldt i Tanker;
da var han død; - hans Død var let,
hans Hoved laa paa et Anker.

✂ eller:

✂ Ogsaa vi var én Gang unge;
Glans og Ungdom er forbi!
Tidens Strømme
alle Drømme
skal forandre:
I skal rives fra hverandre,
falme og forgaa som vi.

✂ Og han var glad ved at rives ud af Stemningen, naar saa den unge Frøken paa Trods citerede:

✂ Regrettez-vous le temps . . .
Où quatre mille dieux n'avaient pas un athée,
Où tout était heureux, excepté Prométhée,
Frére ainé de Satan qui tomba comme lui?*).

✂ og det, uagtet han ikke forstod det og kun mærkede Trods i Miner og Stemmeklang.

✂ Han syntes, det var ret pikant. Hun læste jo til Studentereksamen og var opfyldt af . . . ja, det var vel Stuart Mills Ideer. Det Legetøj kunde være lige saa godt som ethvert andet, som saadanne Smaapiger skal have at more sig med, før de bliver gifte. Men, var hun bleven gift . . . ja . . . saa skulde Piben nok faa en anden Lyd! Saa skulde Latinen og Græsken, Fysiken **)

✂ Længes I efter den Tid ...
da fire tusind Guder ikke havde en Fornægter,
da Alverden var lykkelig undtagen Promethevs,
Satans ældre Broder, der faldt ligesom han.
(A. de Musset: Rolla).

346 og Naturhistorien opløses i Brandere og udviskende Ironi. Saa skulde, han, Jespersen, tillige mane det kvindelige Ideal frem i hende . . . ja det med Ideal . . . det var nu saadan en Talemaade, man brugte for at finde sig til Rette . . . men Fru Jespersen skulde hverken læse Mill eller ryge Cigaretter.

✂ Men lad hende kun læse til Artium!

✂ Etatsraadinde Brun fandt i lang Tid, at det var kønt, at Fuldmægtig Jespersen kom igen, nu, da Huset ikke var saa flot og saa selskabeligt, som mens Etatsraaden levede, og mens det var et københavnsk Førsterangs-Hus.

✂ Tingene gik godt en rum Tid. Fuldmægtig Jespersen forhastede sig ikke. En dunkel Forudsætning om en fjærn Mulighed af et Afslag, som hans Stolthed ikke kunde taale, lod ham vente, til den Stund kom, da Frugten af sig selv vilde falde i hans Skød, til en Situation frembød sig, hvor hun selv lagde ham Ordet paa Læben. Selv vilde han have protesteret mod den Udlægning; han vilde helst have tilskrevet sin Tøven en mere dæmonisk-overlegen Grund: en erfaren Kats Lyst til at lege med Musen, før den æder den. Sommervarmen gør de unge Piger smægtende, til Elskoven springer ud i en Tete à tête i et Jasminlysthus eller under en tæt Allé i en gammel Have paa et fashionabelt Landsted. Ja, saadan vilde han have det!

✂ Imidlertid, hvis Fuldmægtig Jespersen havde turdet være oprigtig mod sig selv, vilde han have indrømmet, at disse Besøg hos Moder og Datter eller højst i Selskab med de to Grosserere, hendes Halvbrødre, begyndte at kede ham lumsk. Han kunde heller ikke i Længden holde Humøret oppe og stadig være pikant i det Stilleliv, der omgav ham paa Landstedet i de store tomme Værelser, med den tavse Luksus, en pragtfuld Dekoration til et langt udtrukket, kedeligt Proverbe mellem ham, hende og Moderen, der var tavs og indesluttet, helst læste eller hørte læse. Hun havde været Husbestyrerinde for Etatsraad Brun i mange Aar; Børnene af første Kuld kunde ikke lide hende fra den Dag, hun blev deres Stifmoder; det selskabelige Liv i stor Stil, der blev ført, mens hendes Mand levede, udelukkede hun af Huset; dog tillod hun Datteren at komme ud saa meget, hun vilde, i Stilhed beklagende, at denne Datter havde arvet sin Faders verdslige Natur. Det var ogsaa den, mente hun, som slog ud i hendes Idé at læse til Studentereksamen, men Datteren var stærkere end hun, ligesom Manden havde været det, og satte sin Vilje igennem mod Fruens svage Modstand. Fruen tog høflig mod 347 den Kur, der faldt af til hende fra Fuldmægtig Jespersens Side, men paa rent passiv Vis. Ethvert Forsøg paa gennem hende at forberede et Resultat mærkede han snart var unyttigt.

✂ En Dag, da Fuldmægtigen sad paa Landstedets Veranda under Slyngplanternes tæt nedhængende Løv med hvidglødende Rande af Eftermiddagssolen, med Kaffekoppen foran sig paa den stumme Tjeners Marmorplade, nydende sin egen Havanacigar med en Pebersvends Intensitet, tog Frøkenen for første Gang en Cigaret og tændte den. En gnaven Trækning gennemfo'r ham. I en Tone, der havde en Tinte af en Ægteherres Myndighed, spurgte han:
- Ryger De, Frøken Jenny?

✂ - Como vee Usted*), svarede hun med Stumpnæsen ud i Sollyset.

✂ - Hm! Læser De ogsaa Italiensk?

✂ - Nej. Det er Spansk.

✂ - Det er endnu værre! Hvad vil De dog med det?

✂ - Kan man lære for meget?

✂ - Ja. Man kan . . . det vil sige en Dame, hvis skønneste Egenskab er Umiddelbarhed, kan let sætte den til og blive -

✂ - Hvad de gammeldags Herrer kaldte en "bluestocking"**).

✂ - Gammeldags Herrer!

✂ Fuldmægtigen mærkede, at han var ved at blive vred, og det var et af hans Yndlingsdogmer, at det at blive vred var det samme som at gøre sig latterlig. Hans Irritation blev tilsat ved Bevidstheden om heller ikke at kunne Engelsk. Han drejede da et Smil frem og sagde:
- Næste Gang, jeg kommer her ud, skal jeg have Tauchnitzer Lommeordbøger i forskellige Sprog i alle Lommer.

✂ - Er det sandt, hvad Doktor Hillebrandt siger, at Juristerne i Almindelighed er de mest uvidende af vore Studenter?

✂ - Det véd jeg ikke. Faktum er, at det er Jurister, der sidder inde med Statens øverste Embeder og med den hele Administration.

✂ - Derfor er den maaske, som den er.

✂ - Er De Venstremand, Frøken Jenny?

✂ - Aa-aa-ja. Som De er Højremand.

✂ - Hvad mener De med det?

**) Som De ser. ***) Blaastrømpe. 348

✂ - De sagde en Gang paa et Bal, at De var Højremand, blot fordi De ærgrede Dem over Venstres Dumheder.

✂ - Naa saadan? Ha, ha! Saa kan vi blive nogenlunde enige i vor Politik. Skal vi søge at samle et Parti om os, hvis Program skal være at pille alle Dumheder og Latterligheder ud paa begge Sider og more os over dem?

✂ - Saa kom vi jo i Uenighed om, paa hvilken Side Vægten tyngede mest. For hvordan skulde vi faa konstrueret en Tunge, der angav det paalideligt?

✂ Det trak atter i Fuldmægtigen. Han tænkte: Det er grimt at høre hende bruge et Udtryk som "konstruere".

✂ - Apropos, spurgte han, hvem er Doktor Hillebrandt?

✂ - De kender ham jo godt af Navn.

✂ - Nej.

✂ - Hvad læser De, Hr. Jespersen?

✂ - Ingen Ting, Frøken Jenny . . . ja, De hører jo, hvad jeg læser for Deres Moder. Er Doktor Hillebrandt en af Deres Lærere?

✂ - Jeg har jo sagt Dem én Gang, at han manuducerer mig i Fysiologi . . . Fik De Cigarrøgen i Vrangstruben?

✂ Fuldmægtig Jespersen var virkelig bleven oprørt. Fysiologi! Det var jo en for en "Dame" aldeles upassende Læsning. Han saa paa Frøken Brun og blev næsten modbydelig ved hende. Se, hvor hun stikker Næsen i Vejret! Hun ser ordinær ud, næsten som en impertinent Tjenestepige. Naa, der bliver meget at pille ud! Det var meget at lægge paa en Ægtemands Skuldre. Han sukkede ved Udsigten til en saadan Byrde. Frøken Jenny sagde:
- Det forundrer mig, at De aldrig har spurgt mig, hvad jeg vilde studere, naar jeg har taget Studentereksamen.

✂ - Naa, De er ikke fornøjet med den? Se, se!

✂ - Nej, saa vil jeg studere Medicin.

✂ Jordemoder! Det manglede blot! tænkte Fuldmægtigen. Der maatte skrides ind, thi den Studenterleg syntes at tage en Retning, der kunde drive den ind i Alvor. Men at blive alvorlig og bremse hendes Fart følte han sig ikke i Stand til, og paa vanlig Vis beslørede han denne Følelse ved at forklare den som en Sky for at blive "positiv", hvad der jo var det samme som at gøre sig latterlig. Han fik fisket følgende Replik efter en Pavse:
- De skulde hellere studere Jura og ved deres straalende 349 Eksempel gøre den Mening til Skamme, at Juristerne var . . . sagde De ikke udannede?

✂ - Det var Dr. Hillebrandt, der sagde det.

✂ - Om Forladelse! De citerede Oraklet, som De havde raadspurgt.

✂ Denne Ytring morede Frøken Jenny. Hun troede at læse Jalousi i den. Hun smilede og sagde:
- Bild mig ikke ind, at De ikke kender Dr. Hillebrandt! Hans Doktordisputats om . . . ja . . .

✂ - Om hvad?

✂ - Om . . . et vanskeligt . . . Æmne . . . Den gjorde jo stor Opsigt. Et Par gamle Professorer blev jo rasende.

✂ Jespersen vidste god Besked. Han turde ikke spørge, om hun havde læst Disputatsen. Han frygtede, at hun skulde svare Ja. Et Øjeblik følte han sig som virkelig moralsk indigneret Alvorsmand paa de unge Pigers Vegne, der læste Afhandlinger om "Ovariesvulsters Opstaaen". Frøken Jenny vilde ikke trøste ham ved at sige ham Sandheden. Hun havde aldrig læst Disputatsen og vilde paa sit nærværende Stadium ikke have kunnet forstaa den. Men Jespersen havde selv manuduceret hende i Drillestilen i deres Samliv, og hun viste sig som en lige saa lærvillig Elev af ham som af Dr. Hillebrandt.

✂ - De er saa gnaven i Dag, sagde Frøken Jenny efter den korte Pavse. - Aa, nu véd jeg, hvorfor det er. Jeg har glemt en Likør til Kaffen. Mama sover rigtignok, men jeg skal nok liste mig ind efter den.

✂ - Ja . . . nej . . . Frøken - nej.

✂ - Jo, før bliver De dog ikke i godt Humør.

✂ Hvis Fuldmægtig Jespersen havde turde lade sin Sindebevægelse i dette Øjeblik komme til Orde, vilde han have ladet den sige: Nu mærker jeg, at hun elsker mig; men et saa naivt Udbrud fandt hans antisentimentale Ærgerrighed og Kvindebetvingerstolthed sig forpligtiget til straks at undertrykke. Han vilde ikke elske hende, hun maatte nok elske ham; sentimental Kærlighed var køn hos "Fruentimmer", men kun hos Mænd, inden de vare naaede Trediveaarsalderen.

✂ Hun kom med en lille Karaffe Chartreuse og to nydelige smaa Glas. Det var den gule italienske, ikke den grønne franske Likør. Den blinkede som blegt forgyldt Sølv, et Billede paa den tempererede Stemning, som var Fuldmægtig Jespersens Ideal. Et Glas bragte ham netop dertil, hvor han vilde. Han fik et lille 350 Stænk af Mod eller Trods i sig. Han sagde, mens han lænede sig tilbage paa Havestolens lavt skraanende Ryg og pustede Røg ud:
- Kan jeg ikke faa den Dr. Hillebrandt at se? Frøken Jenny raabte:
- Jo-jo! Jeg siger, som der staar hos Holberg: Ach Per! det vil blive artigt, naar min Søn kommer tilbage, at vi kan sætte jer to sammen.

✂ Det Citat kunde Jespersen heller ikke lide. Det var for familiært lige overfor en ældre Person, der ingenlunde havde Lyst til at blive sin Hustrus Kammerat i Fremtiden. Han svarede:
- Det bliver slet ikke artigt, min Frøken. For vi kan ikke sættes sammen, saasom og eftersom jeg har i Sinde at lade den unge Vismand udfolde sig og selv lytte og observere.

✂ - Gud! Gud! Ja, lad os først og fremmest holde paa Værdigheden og . . . Aldersgrænsen . . . De er bestandig gnaven. Tag et Glas til!

✂ - Frøken Jenny! brød han ud og saa stift paa hende.

✂ - Hr. Fuldmægtig Jespersen! sagde hun og smilede.

✂ De betragtede hinanden et Par Sekunder; han smilede med sammenknebne Læber, hun med et stort Smil, der blottede alle hendes Fortænder og en bred Rand af deres lyserøde Indfatning.

✂ Modet var i Opskud hos Jespersen, han vilde muligvis have sagt et afgørende Ord, men just da lød der Skridt i Havestuen. Fruen var vaagnet. Hun kom ud i Verandaen, undertrykte en Gaben og bad Jespersen om at læse et Digt af en Bog, hun rakte ham. Det var Kaalunds "Et Foraar". Jespersen læste der, hvor han slog op. Det var "En lille Evadatter". Han blev flovere og flovere og syntes til sidst, at han lignede
. . . den stakkels Søkadet,
hvis Smil blev lønnet med Latter, og, da den smukke Slutning om den store Eros kom, blev Fuldmægtigen irriteret over dette "affekterte Tøjeri", men med Selvbeherskelse læste han dette Parti op i en stille Prædiketone, just den, som Etatsraadinde Brun yndede.

✂ - For Deklamation kan jeg ikke lide, siden Vilhelm Wiehe gik fra Theatret, sagde hun. Han var den sidste af den Retning. Ikke sandt, Jenny?

✂ - Fruen har megen Sans for Poesi, sagde Jespersen . . . og nok ogsaa for Musik.

351

✂ - Ja for det af begge Dele, som jeg kan huske fra mine unge Dage, sagde Etatsraadinde Brun, ikke for den nye Literatur og den nye Musik.

✂ Vognen holdt ude i Gaarden, thi Fuldmægtig Jespersen skulde afsted med det sidste Tog fra Lyngby. Mens han kørte den lange Vej, først med Herskabskøretøjet, saa paa Jernbanen, tumlede alle Slags Tanker sig inden i ham.

✂ - Den store Eros! Vrøvl! Den lille Eros . . . Snak! Men de Poeter . . . hvad de kan hitte paa! Kaalund . . . det Uhyre! . . . han har jo lavet det, saadan som jeg vilde have det . . . men det er dog Vrøvl . . . Den store og den lille Eros! Ha, ha, ha! Det var noget for Justitsraaden . . . det lykkelige . . . lykkelige gamle Fæ! Maa jeg ellers for min Part bede om den lille bitte Eros . . . den allermindste!

✂ Puf . . . puf . . . hy-h-pi-i-h! Toget standsede ved Klampenborg-Banegaarden i København. Det regnede. Fuldmægtig Jespersen havde heldigvis Paraply. Under dens Ly gik han hjem til Store Kongensgade. Den Anstrængelse, at holde Paraplyen op mod Blæst og Regn, gav hans Sind Ro, og han sov godt den Nat.

✂ Hele den næste Uge gruede han for den paafølgende Søndag, da han skulde ud paa Landstedet ved Lyngby og læse for Etatsraadinde Brun. Thi Mindet om den sidste Oplæsning overskyggede alt i ham. Men han maatte derud. Den Dag skulde det have en Ende.

✂ Det var den samme Dag, da Charlotte Splüth var i Skoven med Skrædder Hansen og Kone, som Fuldmægtig Jespersen boede hos, og om hvem han i gnavne Øjeblikke sagde: Dem fik da Justitsraaden prakket mig paa!

✂ Nu var det dejligt, meget varmt Sommervejr den Søndag. Det Sollys, der brændte over Trætoppene, hvidglødede Skifertagene og lynede hen over alle Vande, tændte ogsaa Modet op i Lue hos Fuldmægtig Jespersen, mens han sad der i en første Klasses Kupé og til Hvile mod alt det hvirvlende Lysliv derude af og til læskede sig ved de karmoisinrøde Fløjelshynders mættede Farve og lysfortærende Evne som en Vandrer en hed Sommerdag ved et dunkelt Kildevæld under Ellebuske.

✂ Beslutningens Alvor laa som et sluttende Draperi med rolige, lange og sikre Folder om den ideale Fuldmægtig Jespersen. Bag denne Toga løb den store og den lille Eros sammen i en højere Enhed til en forstandig, nogle og trediveaarig Guddom, et 352 omgængeligt Væsen, som Fuldmægtig Jespersen afvekslende kunde bede til og omgaas paa nogenlunde lige Fod med. Denne Guddom og Fuldmægtig Jespersen kom saa godt ud af det sammen, at den sidste, haabende og troende, steg ud ved Lyngby Station, fuldt færdig med en overlegen Kærlighedserklæring i ironisk Form med sagte bævende Ungdomslyrik under. Thi i sin andægtige Stemning indrømmede Fuldmægtig Jespersen villig Poesiens relative Betydning.

✂ En god stærk Suppe - Oksehale- eller Skildpaddesuppe, - Fisk, Steg og Dessert med rigtig god Rødvin og hed Vin vilde sikkert fuldstændiggøre hans harmoniskmyndige Stemning og sætte Punktum for hans langstrakte Frierperiode.

✂ Han stod uden for den bekendte hvide Havelaage. Det brogede Blomsterflor derinde smeltede for hans Øje sammen i en stille flydende Farvestrøm. Han var glad over, at det vandrende og højttalende Liv, der for en halv Snes Aar siden havde fyldt disse Havegange, nu var udslukt. Nu maatte han kunne beherske hele Rummet.

✂ Ja, der var først den vældige, nu afblomstrede Rødtjørn. Den lukkede det frie Syn til Gangen til venstre med det rige Krat af Hindbærbuske med meget store røde og gule Frugter, dem, som Frøken Jenny holdt saa meget af, at hun havde erklæret Fuldmægtig Jespersen, at, hvis han til Sommer ikke vilde spise Hindbær med hende, vilde hun aldrig vide noget af ham at sige.

✂ Lydløst gik den hvide Laage op under Jespersens Haand. Snart var han paa den anden Side Rødtjørnen og saa i nogen Afstand de højt opstruttende Hindbærbuske dirre. Oh! . . . det lysnede mellem Bladene, en lyseblond Nakke tonede frem; blankt som Metal skinnede det glatte Haar i Solen. Havde Fuldmægtig Jespersen ikke været saa bange for at blive latterlig, og havde han kunnet skrive Vers, saa vilde han sikkert have prøvet paa det i dette Øjeblik. Men, selv om Fuldmægtig Jespersen ikke havde været bange for at gøre sig latterlig, ja selv om han havde kunnet skrive Vers, vilde der ikke have været Tid til at lave det første Quatrain af en Sonet.

✂ Thi der dukkede en mandlig Straahat op i Hindbærskoven tæt op ad den blonde, tæthaarede Nakke.

✂ - Hvad er det? sagde Fuldmægtig Jespersen, bed sig i de lysviolette Handskers Fingerspidser, standsede med dybt 353 Aandedræt og slog Armen om en knudret og ru Gren af Rødtjørnbusken. - Jeg tror, Gud hjælpe mig, de kysser hinanden!

✂ Fuldmægtig Jespersen hørte sin egen Stemme og skælvede. Det løb koldt ned i hans Knæ. Han satte sig i Bevægelse og gik med meget tunge Skridt op mod den blonde Nakke og Straahatten. De vendte sig først, da han var tæt ved dem.

✂ Det var ganske rigtig Frøken Jenny Brun. Ved hendes Side stod en ung, glatraget Mand med Briller, rødmusset og lavstammet.

✂ - Uh, hvor han er grim! sagde Fuldmægtig Jespersen til sig selv.

✂ - Naa, er De der! raabte Frøkenen. Doktor Hillebrandt . . . min unge, men meget værdige, onkelagtige Ven, Fuldmægtig . . . er det ikke i Indenrigsministeriet . . . Jespersen!

✂ Jespersen smilede saa vældig, at det nu blev ham, som viste Tænder. Frøken Jenny havde aldrig før set hans Tænder.

✂ Smilet var krampagtigt og stivnede. Fuldmægtig Jespersen kunde ikke blive af med det. Han fik virkelig Oksehalesuppe til Middag, men han havde ingen Modtagelighed for den og nød den uden Andagt.

✂ Thi der var aabenbart noget, og noget meget væsentligt mellem den unge Doktor og Frøken Jenny. De talte sammen i Kroge før Maaltidet, tav under Maaltidet; og medens Maaltidet varede, følte Fuldmægtig Jespersen, at han var Frøken Jennys "værdige Onkel" og hendes Moders fortrolige. Han turde ikke være giftig mod Doktoren, thi han mærkede, at, hvis han indlod sig med ham, vilde han tabe sin Selvbeherskelse, og at han selv ikke betød mere for Doktoren end den tomme Luft.

✂ Straks efter Middag holdt den forspændte Landauer for Døren, og Selskabet kørte ned til Fortunen.

✂ Da var det, han blev Fruens Kavaller paa den lille Promenade ned mod Ermelundskrattet. Han svarede hen i Vejret paa hendes Spørgsmaal. Han vaagnede først, da hendes Røst med syngende Fald og blød Betoning hen imod Graad sagde:
- Ja de nye Tider, kære Fuldmægtig! Jeg har desværre ikke Magt til at staa imod dern. Da jeg var ung, kaldte man det, man holdt mest af, for Poesi; nu taler unge Piger om Fysiologi og . . . Positivisme. Hm! . . . For De kan da nok se, hvad her foregaar?

✂ - Nej! svarede Jespersen saa skarpt, at hans Stemme skar som Staal mod Sten.

354

✂ - Naa? Ja, der skal maaske Kvindeøjne til, sagde Etatsraadinden og blev glad over, at hun var mere skarpsynet end han.

✂ De saa Frøken Jenny og Doktoren inde bag nogle Buske, ivrig ruskende Planter op. Hun havde sin Favn fuld. Den flove, ferske Lugt af de afrevne Stængler med den piblende Saft bragte Fuldmægtig Jespersen en kvalmende Fornemmelse. Refleksen af alt det grønne farvede hendes Ansigt i det sene Eftermiddagslys, da hun langt om længe kom hen tilligemed Doktoren til den Bænk, hvor Etatsraadinden og han sad. Han sagde ved sig selv:
- Hun ligner et af de Kadavere, hun med Tiden vil komme til at dissekere.

✂ Og han tyggede langsomt paa denne Bitterhed. Han var glad over at have fundet paa det kyniske Udtryk for den.

✂ Frøken Jenny holdt den kæmpemæssige Urtekost hen mod hans Næse og sagde:
- De er jo Romantiker og holder mest af vildtvoksende Urter, der gro bly op i Buskens Skyggelæ. Lugt!

✂ Men hun tav og blev forfærdet over de ellers matte Øjnes sammentrængt-onde Blik. Jespersens Pupiller bleve grønne - maaske dog kun af Planternes Genskin. Etatsraadinden undertrykte et Suk og kærtegnede med en sagte, fast umærkelig Berøring Jespersens Arm. Havde han turdet følge sin Lyst, havde han besvaret dette Kærtegn med et Slag i Ansigtet.

✂ Han rejste sig med et Sæt, saa paa sit Uhr og sagde:
- Farvel Frue! jeg maa afsted med det næste Tog fra Klampenborg.

✂ - Me-n, begyndte Fruen at indvende.

✂ - Det er aldeles nødvendigt.

✂ Frøken Jenny havde siden sine sidste Ord til ham set stift paa ham. I de faa Øjeblikke havde en Skare af Minder og en Skala af Stemninger faret igennem hende, og ved Bevægelsens Standsning vidste hun ikke ret, om hun følte dyb Foragt for ham eller inderlig Medlidenhed med ham.

✂ Tøvende rakte hun ham Haanden og sagde:
- Farvel, Hr. Jespersen!

✂ Han bukkede saa dybt, at hun kun saa hans blanke Hattepuld med en hvid Lysstribe i. Da han rejste sig, smilede han med blottede Tænder, ligesom hun plejede at gøre. Han havde ikke besvaret hendes Haandtryk; hans lilla Handske var gledet som et Firben gennem hendes gule. Han hilste tavst for Doktor Hillebrandt og gik.

355

✂ Et fantastisk Indfald lynede gennem hans Hjerne. Skulde han ikke invitere Skrædderen, hans Hustru og den dejlige, stærkt byggede Hotelpige til et "Kantussegilde" paa Fortunen, lade Champagnen springe og køre hjem i Kapervogn med Armen om Pigens kraftige Midie, med Kinden op mod hendes store sunde Kind og føle de krusede Lokker kildre hans Hud? og saa fortsætte i "Rydbergs Kælder" til den lyse Morgen og svælge i, hvad Skæbnen vilde unde ham?

✂ Han saa Selskabet sidde endnu om Bordet ved Lysthuset. Han sagde som Jeppe, da han staar i Sjælekamp foran Kroen: Jeg tror, jeg gør det. Men der var jo en fjerde kommen til. Etatsraadindens Tjener drak bajersk Øl med Skrædderen, kurede til den unge Pige, som imidlertid stadig vendte sig fra ham mod Madam Hansen. Nej, nu da Tjeneren var med, kunde Fuldmægtig Jespersen kun hilse Selskabet nedladende og passere videre.

✂ I Jernbanekupeen sad han med lukkede Øjne. Han tog altid paa første Klasse, og paa denne Tid af Dagen var det naturligt, at han var ene paa en saadan Plads. Han havde besluttet at sove, for hvad brød han sig om, at det Legeværk med Frøken Brun havde faaet en Ende? Hun var jo egentlig grim og var bleven affekteret og . . . emanciperet.

✂ Men, da han sad stille, kom Tankerne og overfaldt ham som et Rytterchoc. De vilde ikke blive behagelige, det følte han nok. Han greb til sit sædvanlige Forsvarsvaaben: den blaserede Ironi over alt, og for saa vidt han kunde opdrive den, ogsaa mod sig selv.

✂ Han stillede altsaa Karré op mod det truende Angreb:
Det hele var jo Narrestreger! Han, Karl Jespersen, syv og tredive Aar gammel, øvet og skolet Kvindebetvinger, han skulde lide af ulykkelig Kærlighed til saadan en halv "Backfisch". Ulykkelig Kærlighed! En Børnesygdom! Havde det endda været en stor, imponerende, straalende Kvinde eller en af disse yndefulde, bløde Skabninger med smægtende ubevidst Sanselighed, som i Nødsfald søger til Religionen! Men Jenny Brun - denne lille Gadedreng i Skørter, som trods Firmaets Renommé og den dog virkelig anstændige Medgift, ikke havde kunnet komme an i "la haute finance" og tog til Takke med en uformuende, midaldrende juridisk Kandidats, underordnet Embedsmands lejlighedsvise Kur, mod en Kur fra oven nedad. Hun passede jo brillant til saadan en nærsynet Pedant, der rodede om i Moser eller sad 356 og stirrede i alle Slags Væseners uappetitlige Indvolde med Lupen foran Brillerne. Til syvende og sidst vilde dog han, Jespersen, hverken eje eller have den lille, hoppende, hvide Kanin, Jenny Brun.

✂ Nu kom Angrebet! Hvilken Fremtid for ham! Vilde han uden Formue kunne komme højt op paa Embedsstigen? Ja, selv om han naaede lidt til Vejrs, saa vare dog vore Embedsgager ikke tilstrækkelige til at føre et nogenlunde flot Hus. Havde han havt de 150,000 Kroner, vilde han allerede være en Magt. Med Gru tænkte han paa i Morgen. Da vilde sikkert de lange, hæslige, halvmørke Gange i Kancellibygningen forekomme ham endeløse, trøstesløse, blomsterløse Stier, og Kontoret et Fængsel uden Udgang. Hans Fremtid vilde blive Justitsraad Grams, og ikke en Gang saa god, thi den sære gamle Snegl havde jo et fantastisk Hus at krybe ind i, som han farvede med kønne, brogede Ringe foruden og tapetserede med Perlemor forinden.

✂ Og han, Jespersen, var dog forsmaaet. Det var Jenny Brun, der triumferede. Han havde maattet liste af som en skulkende Skoledreng. Hans Forfængelighed følte et dybt, brændende Saar, der opirrede hele hans Væsen.

✂ Uh, hvor det sved, brændte, skar, stak i ham . . . Han gentog og gentog: Hvad er saa det hele? Jeg har jo aldrig elsket hende.

✂ Saa dukkede der noget op i ham, som han forgæves søgte at vise bort. Dets Krav lød omtrent saa: Gud give, jeg havde elsket hende og turde drukne, fortvivle, rase, brøle i min Lidenskab . . . men - saa kom Reaktionen - det vilde dog være latterligt! Vrøvl, Vrøvl, Vrøvl!

✂ Hvad bragte Lidenskaben, eller rettere Lidenskabstrangen, fra Stræben mod Kogepunktet ned til 15 Grader Réaumurs middelvarme Temperatur? Mon det skulde være de lysviolette eller lilla Handsker, som han først rev i, men straks skaanede, da han saa en let hvid Antydning af en Rift lidt oven over Knapperne. Det saarede hans Pertentlighed. Han rev ikke mere i Handsken.

✂ Haanden fór fra Handskeknapperne op til Moustachen. Der var dog noget at tage og trække i, som ikke saa let gik i Stykker, om end det sved en Smule i Overlæbens følsomme Hud.

✂ Intet var afskyeligere for Fuldmægtig Jespersen end hans Vandring fra Klampenborg Station og hjem til Store Kongensgade. Disse søndagsklædte spaserende, der alle om Formiddagen vare 357 dragne ud med Trang til noget usædvanligt, gik endnu i den sene dæmrende Eftermiddag og søgte det endnu. Smagløse Hatte med forfærdelig dum Pynt hos Kvinderne, uharmonisk Farvesammensætning lige fra Hattenes Fjer eller Blomster til Kjolernes nederste Garnering; under de brede, platfodede Bevægelsesapparater i Støvler med Plads til begge hans egne Fødder. Høje Hatte paa Mændenes Hoveder! De vaklede som en Flagstang i Blæsevejr. Rød- og blaaprikkede sorte Kravater, sorte Frakker med slaskede Skøder, korte Jaquetter med Hosekræmmersnit, Benklæder med svulmende Knæposer!

✂ Uh, hvor København er en grundsjofel, bundplebejisk By en Søndag Eftermiddag!

✂ Og hele denne dvask slentrende Gruppe drev langs Fortovene i et hendøende, dorsk Lys, der lod Toner og Farver være, hvad de nu en Gang var.

✂ Ja, nu var Fuldmægtig Jespersen i Store Kongensgade. Anden Sal - tre Værelser - ret pæne - aa ja - men en Amtmandsbolig med Lysekroner i den lange Suite af Værelser! Fantasteri! Vrøvl! Amtmands-Aladdinspaladset var slaaet i Smadder af en grim lille Grosserertøses Haand - gult behandsket.

✂ Fuldmægtig Jespersens stolte Karré havde bøjet sig for det Rytterchoc, der var rykket imod den i Jernbanekupéen mellem Klampenborg og København.

✂ Stavre om i en Ungkarlestue, som lugtede af gammel Tobak, mellem disse ret kønne og dyre, men kedelige, stemningsløse Møbler, der ingen Historie havde; at se paa disse Fotografier paa Væggene, romerske, pompejanske, parisiske Lokaliteter, som han aldrig havde set, aldrig fik at se, fordi han ikke gad rejse alene og endnu mindre i Selskab med bekendte, som ikke vare Venner; disse Portræter af hans Forældre, der vare døde og kun havde efterladt ham Minder om fordums Glans og en Stump Formue, som hverken var til at leve eller dø af!

✂ Han kastede sig paa en Sofa og borede Hovedet ned i en "Trøster", en Gave fra en lille pæn Sypige, en kortvarig Flamme fra hans Studenteraar. Fuldmægtig Jespersen faldt i Søvn, drømte om Baller, hvor han var den fejrede Herre, hvor han oversaa Jenny Brun og fløj afsted med de dejligste og rigeste unge Damer i den københavnske Finansverden. Han saa noget glimre paa sig selv i Lysekroners og Lampetters dansende Lys - - det var et Par Amtmandsepauletter paa hans egen Skulder. Han 358 vaagnede ved at høre sig selv snorke, og det, han derefter hørte, var Lyden af Stemmer fra Skrædder Hansens Lejlighed.

✂ Det var nu helt mørkt i hans Stue. Det varede noget, inden han erindrede sig, hvem det var, han havde set sammen med Skrædder Hansen og Kone. Oh-jo . . . Pigen fra Hotellet! Brillant Pige! Hvorfor ejede hun ikke mindst halv saa meget, og hvorfor var hun ikke paa samme Samfundstrin som det lille Pindsvin med Fysiologien? Han laa og blev optændt efter denne store, mørkhaarede Pige. For nu vilde han ud i Livet, leve hensynsløst, nederdrægtig - Herregud! - han var jo ung og kraftig endnu, og Kvinderne af le demimonde, dem vidste han, at han kunde magte. Og hendes Kys, det var Skam varmt den Dag i Korridoren, Og sikken en kraftig Masse at holde i sin Favn! Hun var næsten lige saa høj som han. Og hvilke Flammer kunde komme til at lue i disse brune Øjne!

✂ Det kom an paa at trøste sig ved at kryste Livets saftige Druer i hensynsløse Tag.

✂ Fuldmægtig Jespersen laa og lurede og lurede. Da han kunde slutte sig til, at den kønne Pige maatte gaa, listede han sig ned ad Trapperne med opsmøget Frakkekrave og Hatten trykket ned i Øjnene. Han patrouillerede frem og tilbage paa Gaden. Han vilde ønske, at disse Vogne og denne Mylr af spaserende med Bøgegrene og søvnig dinglende Unger paa Fortovet ved Mødrenes Haand og brølende dinglende Unger paa Mødrenes Arme var Pokker i Vold. - Saa, nu gik Porten op til det Hus, hvor han boede.

✂ Jo, det var hende! Han nærmede sig hende, mens han skottede op under hendes Hat, og tilbød at følge hende hjem.

✂ Charlotte var svimmel og fortumlet. Mødet med Anders Tjener, hans flabede og nærgaaende Kurmageri havde ydmyget hende. Da hun genkendte den kønne Herre, ham, Justitraadens Herre, og han kom hende i Møde, syntes hun, at hun blev løftet op i en Sfære, der var en Del højere end Anders Tjeners. Hun tog Fuldmægtig Jespersens Arm og lod ham trykke den. Ude ved Fortunen havde hun slaaet Anders Tjener over Fingrene med sin Parasol under Madam Hansens bifaldende Nik. Og Madam Hansen havde sagt, da Anders maatte afsted: Uh, saadan nogle Tjenere; det er ikke ærlige Arbejdere; det er vor Tids Slaver, for jeg har læst Verdenshistorie.

✂ Altsaa: Charlotte lod sig følge af Fuldmægtig Jespersen. Indvendig glædede hun sig, men blev bange, da hun saa Hotellet.

359

✂ - Jeg skriver til Dem, naar Hansens er ude en Aften, sagde Fuldmægtigen.

✂ Charlotte svarede intet, rev sig brysk løs fra hans Arm, løb det korte Gadestykke og smuttede ind ad Porten.

✂

XIX.

✂ Oppe paa Kvistkammergangen lød en dæmpet Hvisken ud fra Pigekamrene. To af Dørfyldingerne vare saa utætte, at Charlotte saa en stor Sabelskede glimte langs et Par mørkeblaa Artilleristbenklæder i det ene, og de hvide Snore paa en lyseblaa Husaruniform i det andet Pigekammer.

✂ - Bønderkarle! tænkte Charlotte og stak Næsen i Vejret. Hun tænkte paa sin Herre med den høje Hat og de lilla Handsker. Han var lige saa fin som Baronen derhjemme. Han kunde da sikkert give hende en Hat med Fjer i og et Foraarsoverstykke med rig Besætning, som langt vilde overstraale Annettes, for Charlotte vilde rigtignok ikke se ud som hun, Oberkellnerens forsmaaede Kæreste.

✂ Annette var oppe, fuldt paaklædt, endog med Hat og Overstykke paa. Hun pakkede sine Klæder ned i en gammel Vadsæk, ud af hvis hullede Gulvtæppetøjs Overtræk den blaa- og hvidstribede Indmad grinte paa mangfoldige Steder. Annette var overlegen:
- Tror De, jeg vil blive paa saadant et Sted, sagde hun og fnøs. Saadant et Rakkerhotel, hvor der er saadan en Slesvigholstener til Oberkellner! Nei, De kan tro nej. For, om ogsaa ens Fader var en af de gamle Vægtere, saa kan en godt have bedre Fornemmelser. Nej - jeg maa rigtignok give Svenden nere i Vellejus's Urtebod henne paa Hjørnet Ret i, at alt det, der kommer fra Tyskland hertil, er rent ud sagt noget Bagas.

✂ - Har Oberkellneren sagt Dem op, fordi De sprang op paa den Vogn?

✂ - Sagt mig op? Nej, det skulde han, saa sandt der er et Liv efter Døden, aldrig have vovet. Jeg rejser uden videre bare for at trodse den tyske Abekat - uh!

✂ Og Annette trak sine tykke Kinder ud til begge Sider med Fingrene 360 for at parodiere Oberkellnerens Whiskers. Hun kneb saa haardt, at begge Kinder blev mørkerøde.

✂ - G'maaren, Sjalotte! sagde hun. Jeg be'r Dem, om jeg maa holde Huen, naar Deresses fø'ste Søn med Justitsraaden skal døbes.

✂ Charlotte søgte efter noget, som hun kunde kaste Annette i Hovedet, men før hun fandt noget saadant, var den lille, fede Pige smuttet ud af Døren med sin Vadsæk.

✂ Charlotte var for optaget af sig selv til videre at tænke over sin Stuekammerats Forsvinden eller til længe at være arrig paa hende. Hun følte Lettelse ved at være bleven ene og uden Forstyrrelse af Passiar eller Skænderi at kunne tale med sig selv.

✂ Hvorfor havde hun ikke Lov til at more sig og klæde sig lige saa godt som de andre Hotelpiger? Var det Liv, hun havde ført, mens hun syede og strikkede i Fru Lundings Stue, saa dejligt? Nu var den tykke Frue arrig paa hende, fordi hun talte med Justitsraaden. Hvad havde man for at være, hvad de kaldte anstændig? Ingen Ting! De andre Piger fik gode Klæder uden at betale dem, det vil sige, naar de ikke var saadan nogle Grise som Annette, der straks satte sine Klæder ud. Pokker skulde anvende de surt sankede Sølvpenge i Skørtet til Stads, naar man kunde faa Stadsen for ingen Ting.

✂ Og det var dog en rigtig fin og pæn Herre, den Fuldmægtig, som boede hos Skrædder Hansens. Saadan en bleg, spinkel Fyr var meget mere nobel end saadan en fednakket en som Baronen. Hun havde været et godt Bondefæ den Gang, hun troede, at det var saa dejligt at tjene paa et Hotel. Nej, hun vilde sige op ligesom Annette. Det var vel nok Løgn, for det var vel Osternmayer, der havde sagt hende op, men det var nu lige meget; hun, Charlotte, hun vilde sige op. Det var meget flottere end at blive sagt op. Det var ogsaa dumt af hende, at hun var bleven bange for Cigarhandler Lührs's og aldrig havde opsøgt dem, efter at de vare flyttede. Hun havde dog lige godt moret sig den Nat.

✂ Alle Folk i denne By levede jo dog bare for at faa Grin for de Penge, de tjente. Næste Søndag vilde hun i Tivoli. De Mandfolk, der skulde gennes bort, kunde hun meget godt genne bort, men at have en Kæreste, det var dog til syvende og sidst Naturens Orden. Den ene af Pigerne havde en "Artollerist", den anden en Husar, den tredje en Bagersvend, og naar hun 361 kunde faa en saadan fin Herre, saa kunde hun kimse ad dem allesammen.

✂ Hun arbejdede sig ind i Overbevisningen om, at hun holdt uhyre meget af den Herre, som havde fulgt hende hjem.

✂ Det klang en enkelt Gang i hende: Men Peter Iversen! Hun trodsede dette Navn ved højt at sige: Bondeknold! Det kom op igen ligesom en Springdukke af en lille Tønde, hvis Laags Fjeder er bleven slap. Saa stemte hun Haandfladen fast mod Tøndelaaget og raabte nok en Gang: Skovfogeddreng!

✂ Fordi man havde én gentil Herre til Kæreste, behøvede man jo ikke at rende med enhver.

✂ Men det var dog galt, det var dog syndigt. Havde ikke Præst og Degn sagt saadant noget? Hun gennemsøgte sin Erindring, men kunde ikke finde Rede i en Mængde Ordbrokker, som laa i den, og som tørnede sammen paa en meningsløs Maade, naar hun rørte ved dem. Hun kunde kun huske, at alle Mennesker vare fødte med Synd. Men hvad kunde de saa gøre ved, om de syndede? Det om Forsoningen . . . ja, hvad var nu det? Hun kunde huske Ord og Navne, som hendes Skoleundervisning havde bragt i Forbindelse med det om Forsoningen; hun greb Navnet Jesus. Men hun kunde ikke hæfte nogen anden Forestilling til Navnet end et Billede af en Mand med langt, pandeskilt Haar og kruset Skæg, som hang i Præstens hvidkalkede Konfirmationsstue paa den smalle Væg længst borte fra Døren, og en hel Del Mirakler og en Korsfæstelse og Opstandelse. Alligevel truede den Mand fra det Billede hende. Det var ærgerligt, at hun var kommen til at tænke paa ham. Han saa saa alvorlig ud! Han gjorde hende bange. Hun vendte sig i Sengen, sparkede og slog for at blive af med ham og med Madam Hansen og Justitsraad Gram, for det var dog de tre, der vilde forbyde hende at more sig. Gud behandlede hun med mere Bonderationalisme; han var naturligvis til, men, naar han havde skabt hende, som han havde, saa kunde han jo ikke have noget imod, at hun blev, som hun maatte blive. Hvorfor havde han skabt Mandfolk? Havde han ikke gjort det, ja saa var det en anden Sag.

✂ Alligevel følte hun, at det var galt og bespotteligt at tænke saadan, for . . . man maatte vist slet ikke tænke over saadant noget. Ja, men hvorfor var hun nødt til det?

✂ Det var ikke til at holde ud. Hun græd, slog vredt med de knyttede Hænder i Dynen og paa sin Pande. Endelig græd hun sig i Søvn. Men Søvnen var urolig, var plaget af Drømme, hun 362 ikke turde huske paa, da hun vaagnede; Dynen laa paa Gulvet, og Overlagenet var vredet sammen som et Tov.

✂ Hun gik mekanisk til sit Arbejde, men med en indre dump Surren. Hun syntes selv, at det var ligesom den Lyd, Telegraftraadene lavede højt over hendes Hoved derhjemme paa Landet, da hun gik et Stykke ad Hovedlandevejen til Skole sammen med den Klods, Peter Iversen. At hun dog aldrig kunde blive fri for at huske paa den Dreng!

✂ Hun skulde feje i Justitsraadens Værelser. Døren stod paa vid Gab, og Vinden fejede helt ud paa Gangen gennem de aabne Vinduer.

✂ Det buldrede med tunge Trin op ad Trapperne, Ord i fremmede Sprog skrattede igennem Gangen, hun hørte Osternmayers, saa Værtens Røst, saa Karlens sjællandske; nej, dem vilde hun hverken se eller høre. Hun kunde tage sig god Tid inde i Justitsraadens to Stuer i Ro og Mag, thi den aabne Dør og de oplukkede Vinduer beviste jo, at han allerede var gaaet ud.

✂ Hun gik gennem hans Dagligstue ind i Sovekammeret, som hun altid plejede, for at gøre rent.

✂ Hun var nær ved at skrige, da hun aabnede Døren og saa den gamle Justitsraad sidde med Overfrakke, Hat og Paraply paa Rørstolen foran sin Seng. Paa Skødet holdt han en Urtepotte med en pragtfuld blomstrende Rosenbusk - det var store, dejlige Roser, helt mørkerøde, og Farven smeltede i det indre af Kronbladenes fint krusede Piber ind i dunkelt vinrødt. Da hun kom ind, borede han Øjnene ned i Gulvet og mumlede hurtig, som om han læste et Referat op:
- Jeg føler mig foranlediget til at tilkendegive Dem, at jeg i alle Maader har været fornøjet med den Orden, De har holdt paa de af mig beboede to Værelser paa Hotellet. Hm . . . Naa! Dernæst maa jeg spørge Dem, om De i Gaar var ude med Skræddermester Hansen og Hustru. Vel! det var De altsaa. De morede Dem? Godt! Det glæder mig, thi Madam Hansen er en meget agtværdig Kone. Hm og . . . o-o-g og . . .

✂ I denne langt udtrukne Konjunktion smægtede Justitsraadens Tale hen i en langsom Død. Han rømmede sig, rejste sig fra Stolen med begge Hænder om Urtepotten, som han afvekslende stak lidt ud fra sig og trak ind til sig igen.

✂ Charlotte forstod ikke, hvad han vilde med den Urtepotte, og, da hun følte sig trykket ved, at hans Øjne stadig rugede tungt 363 paa hende, og følte et generende Spørgsmaal hænge i Luften, brød hun overtvært og sagde:
- Skal jeg tage den Urtepotte?

✂ - Ja, ja . . . det var jo det, jeg mente, sagde Justitsraaden mildt nikkende, og hans stramme Ansigtsmuskler løsnede sig til et Smil, men stivnede atter, da han saa Charlotte ganske flegmatisk sætte Potten hen i den nærmeste Vindueskarm.

✂ Med en hurtig Bevægelse nærmede han sig Døren ind til Opholdsværelset, men bley raadvild staaende paa Tærskelen.

✂ - Der var . , . der var den Herre, som bor hos Hansens. Hørte De ikke noget til ham?

✂ Charlotte var glad ved, at Justitsraaden vendte Siden til hende, thi som løftet af Dampkraft røg Blodet op i hendes Ansigt.

✂ - Næ-, hviskede hun; men, da Justitsraaden brat saa paa hende, rettede hun det pludselig til Jo-o og blev endnu rødere.

✂ - Hvad er der med ham? Hvad? Hvorfor bliver De rød i Hovedet? Hvad hørte De om ham?

✂ Charlotte maatte finde paa noget i en Fart.

✂ - Han er vist bleven noget . . . noget . . . vidtløftig, sagde hun og var straks ret glad ved sit Indfald, thi en saadan Ytring maatte betage Justitsraaden enhver Mistanke til hende, naar hun udtalte sig saaledes om Fuldmægtigen, og hun kunde endda gøre det uden at lyve.

✂ Justitsraad Gram grundede lidt over Ordet, før Betydningen af den landlige Glose gik op for ham.

✂ Hm, hm, hm! mumlede han og forsvandt hurtig.

✂ Paa Kontoret saa Justitsraaden stift paa Fuldmægtigen, hvis blege Ansigt han fortolkede som Tegn paa natlige Orgier. Ja, det kom der af, naar man ikke havde en i Religionen hvilende fast Moral. Hvad nyttede saa al ens Dygtighed til? Det var jo ogsaa klart, at Jespersen gik tilbage som Embedsmand. Baade Stilen og den ydre Form i de af ham redigerede Aktstykker var uden Sirlighed. Og hvilke Midler skulde han bruge for at faa den forlorne Søn til at vende tilbage til de alvorlige Samtaler i Hotellet i Gothersgade?

✂ Hvad mon Charlotte havde hørt om ham? Det maatte være noget stygt, siden hun rødmede saa stærkt. Det var yndigt at se en saadan uskyldig Rødme brede sig over en skøn ung Piges Hoved og Hals. Rødmen var ham et Bevis paa hendes uberørte Uskyld. Men han, Justitsraad Gram, havde tét sig som en 364 gammel Tosse med den Rose. Hvor skulde hun kunne forstaa andet, end at hun bare skulde skille ham af med den og sætte den fra sig? Kunde han blot, uden at udsætte hende og sig selv for Oldfruens og de andre Pigers ondskabsfulde Sladder, indlade sig lidt nøjere med den Pige og mulig finde nogle "ideale" Strænge i hendes Natur!

✂ Der var mange rejsende paa Hotellet; det var for Øjeblikket helt fuldt. En saadan Situation holdt Justitsraaden nok af. Det morede ham at gaa ganske tavs og stille i Korridoren mellem vimsende Opvartere, at sætte sig i Læseværelset ved Siden af Spisesalen og høre Tysk, Engelsk, Fransk og Svensk summe sig om Ørene; han glædede sig, naar han forstod, hvad der blev sagt; ved Table d'hôte havde han i den sidste Tid søgt Plads nær ved to Franskmænd, thi han havde et stille Sværmeri for denne Nation og dens Sprog; han fandt et Udtryk om det franske Folk, som han en Gang havde læst i en Avis, "Folkenes Aladdin", saa smukt og træffende. Denne stille Begejstring bragte ham til at overse, at de to Franskmænd, han boede under Tag med, ikke havde noget ved sig, der i fjærneste Maade mindede om Aladdinstypen.

✂ Det var to handelsrejsende. Den ene, der gjorde i Vin og Kognak, var ham, hvis Kur Charlotte under hans forrige Ophold saa kraftig havde tilbagevist; den anden var en lille tyk Fyr med utæt, dorsk groende kruset Skæg. Han gjorde i Galanterivarer. Den sirlige, høflige gamle Herre forargedes ikke i mindste Maade ved, at de beholdt deres sorte Silkekasketter paa i Rygeog Læseværelset, brugte hver to Stole, den ene til at lægge Benene paa, at begges Pegefingre med kloagtig lange Negle var saa gule som Garversvendes ved den evige Rullen af og Holden paa Cigaretter, at de lugtede af Patchouli, ellers hans Rædsel, ja, at den tykke endog efter Maaltiderne knappede Vesten helt og Benklæderne halvt op, mens han fordøjede og skældte det danske Køkken ud. Al Forargelse kvaltes i Sprogets Citherklang; en Franskmand var et priviligeret Væsen; og, havde disse to Herrers hele Maade at være paa bragt en anden Gæst til at erklære Franskmændenes Ry for Høflighed for tvivlsomt, vilde han være bleven meget vred. Og selv deres lidet anstændige Tale ved Bordet syntes han om. Fransk ,,esprit" dækkede alt, og Justitsraaden fandt "esprit" alene i, at de talte saa flydende Fransk.

365

✂ En Dag skaffede de ham endda en Ekstraglæde. Den tynde med det sylspidse Mundskæg sagde ved Kaffen:
- Diable! Comme les femmes de chambre de cet hôtel sont des vertus! C'est ridicule!

✂ Den tykke svarede:
- Qu'est ce que tu me flambes-là? Des vertus! Je fen fiche. La petite Annette est on ne peut plus charitable.

✂ - Oh la petite dodue au nez de champignon et à la gorge qui ballotte. Oh, pour elle, je crois bien. Mais la grande Charlotte!

✂ - Je n'ai pas essayé enevre. Mais une vertu! Ah, ah, ah! Tu n'es pas trop malin, toi, Ah, ah, ah!

✂ - F... moi la paix, te dis-je ? Elle est un dragon. Fichtre! Elle te flanque une gifle de crocheteur, quand tu f'en approches. Parole d'honneur.

✂ Justitsraad Gram kunde have omfavnet den tynde commisvoyageur. Nu var han sikker paa Charlotte, naar hun havde kunnet modstaa en Søn af den store Nation.

✂ Han saa sit Rosentræ, som han omhyggelig havde plejet, svulme af Blomsterfylde, tog Urtepotten, men efter et Øjebliks Betænkning satte han den hen igen og gav sig til at læse, til det dæmrede, og en Klokke gav Signal til Folkenes Aftensbord.

✂ Da bestænkede han Plantens Blomsterkroner og Blade med Vand, glædede sig et Øjeblik ved Draabernes gyldne Genskin fra den sig sænkende Sol, lagde to store Ark Papir som et løst og lindt Dække om del hele, lyttede ved sin Udgangsdør, til alle Skridts Lyd var hendød, og listede sig spejdende ud i Korridoren hen mod Trappen til Kvisten. Han var i Sommeroverfrakke og høj Hat som beredt til at gaa ud.

✂ Hans Hjærte slog som en Skoledrengs ved den første Eksamen. Det var dog en Trøst, at Kvistkorridoren var saa mørk, at ingen kunde se ham. Et Øjeblik glemte han, hvor slet han selv saa, men kom snart til at sande det. Pludselig følte han sig helt blændet, nedsænket i et tæt Mørke.

✂ Han kunde daarlig klare sig i denne Korridors snævre Farvand; han mærkede, at han skurede den ene Albue mod Væggen, saa at han tørnede med Skulderen mod en Dørkarm. Dtn matte dumpe Lyd, det gav, kunde muligvis blive hørt. Og der var endnu et langt Stykke til Døren til det Værelse, han søgte; han vidste, det var det sidste paa højre Haand lige for Indgangen til Fru Lundings to Værelser. Men han havde set Oldfruen gaa 366 ud i stram Pynt og gaa ind ad Porten paa Hjørnet, i Huset, hvor Bageren boede. Alt var stille. Han følte sig for med tilbagetrængt Aandedræt fra Dør til Dør, hvert Øjeblik lyttende og standsende. Var da den Gang længere end Gothersgade? Det syntes ham saa. Han holdt den tildækkede Rose foran sig, for at skærme den mod Stød, og stak bestandig den ene Fod frem for at finde den afsluttende Tværvæg. Gud ske Lov! Nu stødte Foden mod en fast Hindring.

✂ Omhyggelig knugede han den venstre Arm om Urtepotten, famlede med den højre Haand efter Nøglen; læmpelig lirkende fik han drejet den om, saa den kun peb som en lille Mus. Dørens Hængsler vare ligeledes saa tavse, som man paa nogen Maade kunde forlange, og nu stod Justitsraaden i det gule Aftenlys i det lille Pigekammer; men Lyset gjorde ham rent fortumlet. Han saa sig i det tarvelige Spejl, thi han var som Jeppe usikker om sin Identitet. Det var knap, at han kendte sit eget Ansigt i Spejlet. Hvor kunde en gammel fornuftig Mand . . .? Lynsnart fór disse Overvejelser gennem hans Hoved, mens hans Tindingeaarer slog Reveille. Som en Tyv, der frygter Opdagelse, satte han Blomsterpotten i Vindueskarmen, løb næsten ud og trak af Forsigtighed kun Døren til, for at ikke Laasen skulde smække, Hængslerne hvine eller Nøglen pibe.

✂ Uheldigvis gav Døren en dyb skrattende Lyd; og næppe var Justitsraaden kommen ud, før en Dør gik op med Bulder, en Lysstrøm overfusede ham, og i den aabne Dørramme stod som paa en Rembrandtsk Baggrund en mægtig Kvindeskikkelse i sort Fløjels Overstykke, voksgul i det svære Ansigt - Fru Lunding, fremtonende som en Aabenbaring.

✂ - God Aften, Hr. Justitsraad! sagde hun med en Tone, der smagte som Eddike med Puddersukker i, og nejede parodisk dybt.

✂ - Go ... Aff . . ., hvæsede det i Justitsraadens tørre Strube.

✂ Der var intet andet for; han maatte nu, hvor ydmygende det end var, give Oldfruen en Forklaring over sit Besøg paa Pigekammeret. Med Fortvivlelsens Mod vilde han rask gøre Front mod den imponerende Oldfrue, der indtog det dobbelte Volumen af hans, men just som han havde samlet sig til den mest martialske Frontholdning, han evnede, gik Døren rask i. Synet forsvandt. Justitsraad Gram stod i Bælgmørke.

✂ Ud fra Oldfruens Værelse klang til ham som en jublende Trompetfanfare, men aldeles falsk:

367

✂ Og selv under sølvgraa Haar
rød kan Kinden smile,
og hvor Badschi Beger staar,
strømme Armors Pile.

✂ Justitsraaden maatte endnu en Gang forsikre sig om, at det var ham selv, da hen kom ind i sit Værelse og befandt sig i de bekendte Omgivelser. Det var jo Aar og Dag siden, han havde været her. Han havde jo gjort en stor Rejse til Søs, var strandet i Bonifacio- eller Gibraltárstrædet, var med Møje svømmet i Land, havde ligget besvimet paa Strandbredden og vaagnede nu op i sin Stue i Gothersgade som Hellig Anders paa Højen ved Slagelse.

✂ Han sad vist godt og vel en Time, mens Aftendæmringen mere og mere hyllede ham ind. Han genfandt sig selv med Hat paa Hovedet og i Overfrakke. Da sagde han:
- Denne Hændelse er et Symbol paa hele mit Levnet, den er klar som en mathematisk Formel, der samler en hel Regning i sig som Resultat.

✂ Uden at vide, hvor han vilde hen, gik han ud og styrede ned ad Store Kongensgade til. Benene gik mekanisk, Hjærnen fungerede ubevidst. Gassen var tændt paa Gaden og i Butikerne. Da hans Øje uvilkaarlig faldt paa en Blomsterbutiks Vinduer, hvor en mægtig Opdyngning af Roser straalede under Gasblusset, følte han alt dreje sig rundt om ham. Et Øjeblik stod han stønnende og støttede sig op til en Mur, inden han kunde komme videre.

✂ Der var mørkt i Fuldmægtig Jespersens Vinduer. Altsaa ude som sædvanlig! Var han ogsaa Skyld i, at Fuldmægtigen gik til Grunde? Skulde alt, hvad han i Kærlighed rørte ved med sin Haand, visne under den? Hvorfor kunde han ikke vinde et Hjærte paa den hele Jord? - Hm! Ja, han selv kunde jo sagtens, men denne brave, kønne Pige havde han gjort umulig paa Hotellet, og denne flinke unge Mand - ja ham havde han maaske kedet saaledes med sin Snak og sine Formaninger, at han var bleven ked af sit Arbejde og sløv for sin Fremtid.

✂ Justitsraad Gram gik frem og tilbage i lang Tid, langlig skottende op til de mørke Ruder.

✂

XX.

✂ Tjenestefolkenes Bord i Kælderen var tæt besat den Sommeraften, og lystig gik det til.

✂ Da Charlotte kom derned, mødte der hende straks en usædvanlig højrøstet Tale. Tilsyneladende var der intet at bemærke. Det var de sædvanlige store Smørrebrødsfade og de samme aabne Karaffer med Hvidtøl paa Bordet, og dog glødede nogle Ansigter usædvanlig livlig, og Latteren var højstemt.

✂ En ung Opvarter med Knurhaar over Munden raabte hende i Møde:
- G'aften, Jomfru! Ka' De lugte Tulipanen?

✂ En fjollet Latter, raat skraldende og hvinende, lønnede Ytringen. En noget ældre, anstændig beskægget Kollega tyssede paa ham og sagde, idet han kastede en Korktol hen i Ansigtet paa ham:
- Værs'artig, Krisjan! Sæt den i Halshullet, for ellers slaar Paaskemayer den i med Proppemaskine, naar han arriverer.

✂ - Gud lønne Paaskemayer for hans Bakkenbarter! sagde den unge Opvarter. Jeg skal kaste Proppen over i dem, saa den bliver hængende fast som en Bold i en Tot Græs.

✂ - Hvor har De faa't Kognakkeren fra, hva', spurgte en af Stuepigerne med en stor Messingring med Glasperle i paa sin røde Lillefinger.

✂ - S'il vous plaît, Mamselle von der Splüth, sagde den unge Opvarter og rakte en Flaske med en lille Smule Kognak i over til Charlotte. Styrk Deres Nervesystemer, mit Lam! Det bringer Kærligheden til at flamme i Hjærte og Kallun!

✂ Latteren blev usædvanlig raa og buldrende.

✂ - Nej Tak! sagde Charlotte og satte Flasken paa Bordet.

✂ - Der er Sprit nok paa Lampen i Forvejen, sagde hun med Ringen paa Lillefingeren.

✂ Denne Replik lønnedes med en almindelig, halv tilbagetrængt Fnisen, der, om muligt, var endnu raaere end Latteren.

✂ Den beringede gjentog:
- Hvor har De saa faa't det fine Dinglevand fra, hva'?

✂ - Pst! svarede Opvarteren med Knurhaarene. Stor diplomatisk Geheimniss! (han efterlignede Oberkellnerens Stemme). Der kom Telegram i Formiddags fra Sverrig efter Franskmanden paa tredje Sal til Gaden, ham (og han trak i Knurhaarene ud til Siden for at antyde den vinrejsendes tilspidsede Knevelsbart), 369 ligesom han laa og sov Frokostkæferen ud, den Sjæl. Han var myrderlig morgengnaven, da han ringede, og jeg kom op. Men, da jeg kom igen med Regningen, havde han vist stænket Kæferen op, for han pegede hen i Krogen og gav mig de to Flasker i Drikkepenge. Den ene havde han toldet saa meget som to Snapse af, og den anden var helt fuld. Og saa gik Knebbren paa ham: Tang, pranderang, prut, vu, pur . . . ja det er nu hans Sprog, Børn, men det forstaar I inte, og jeg heller inte. Men til sidst bad han om at hilse den søde Charlotte, det kunde jeg da forstaa.

✂ - Naa, har De været der ogsaa, Sjalotte? Føj! sagde den beringede Stuepige.

✂ - Ogsaa! - føj, føj, føj! lød det fra flere Sider, og Pegefingre løftede sig i Vejret.

✂ Hun med Ringen havde altid været ubehagelig mod Charlotte, thi hun var saa grim af Ansigt og saa klodset af Figur. Hun sagde:
- Nej, det tror jeg nu ikke. For naar man er Rangsperson og Justitsraadinde, saa bryder man sig ikke om Probenreutere. - Laan mig Flasken, De der! Skaal Deres Højvelbaarenhed!

✂ Hun drak den lille Rest og rakte Charlotte den tomme Flaske. Svaret var et Slag over Haanden, saa Flasken klingrede hen ad Gulvet og sendte Skaar ud til alle Sider. Den beringede rejste sig. Paa kvindelig Kampmanér slog hun Charlotte med den flade Haand over Armen.

✂ Charlotte havde i den sidste Tid havt saa mange Sindsbevægelser, at hun ikke var sig selv mægtig nu. Hun saà Farver gnistre for Øjnene og vidste ikke, hvad hun gjorde. Hun vaktes til Bevidsthed ved, at hun mærkede haarde Greb i sine Arme. Hun saa den beringede grædende og hørte hende raabe:
- Hun har sla'et mig lige i Øjet, H'som hun kunde ha' vaaren en Toldbodsjover!

✂ Charlotte blev holdt fast af et Par Opvartere, og en frygtelig Larm af skændende Tale drønede gennem Stuen. Nogle paastod, at Charlotte slet ikke havde ramt sin Modstander, men blot "fumlet" efter hende, andre paastod, at den anden slog først, nogle grinede og holdt sig i Siderne - pludselig blev alt stille.

✂ Døren var gaaet op mellem "Smørrebrødsstuen" og Folkestuen. I Døraabningen stod Oberkellneren med sine klædebørsteagtige Whiskers, bag hver af dem tittede en Smørrebrødsjomfrus Ansigt frem, som Englehoveder flankerende en Helgenfigur.

370

✂ Hovedfiguren holdt et Stykke Surbrød med Laks paa i Haanden og tyggede af, før han sagde:
- Still! Still! Was giebt's? Hvat er det fur en Spektakel?

✂ Alle flokkede sig om ham, raabte og skreg; hver af de stridende Parter havde sine mandlige og kvindelige Aktorer og Defensorer.

✂ - Still, still, still, still! sagde Oberkellneren i crescendo og akkompagnerede sig ved at banke mod Bordet med et Gaffelskaft, alt mens han saa sig om efter dem af Besætningen, som han vidste var de mest disciplinerede. Han mødte ogsaa adskillige anerkendende, avtoritetstroende Øjne, og med en Feltherres Dygtighed udnævnte han dem med et Vink til kommanderende Afdelingsførere. Hver af dem tog en to, tre Individer under Anførsel; Stuen rømmedes, og Hr. Osternmayer var alene med Charlotte Splüth, men hver befandt sig i sin Ende af den lange smalle Stue.

✂ Oberkellnerens Ansigt holdt sig i de samme Avtoritetsfolder, indtil han med et Vink havde kommanderet de to Smørrebrødsjomfruer, der stod og tittede i Dørsprækken, ind paa deres eget Territorium. Men saa blev hans Ansigt huldsaligt. Den brede Mund smilede, og hans Whiskers blev drevne til Siden og til Vejrs; Kinderne fik den gemytligste tyske Ølhusrødme og Fylde.

✂ - Kommen Sie mal, Lottchen - na! Vi bliver schgu gote Venner, sagde han. Saa nynnede han en af de Prøver af dansk Folkepoesi, der vare naaede til hans tyske Øre:

✂ Och, hvat er de' met daj?
och, hvat er de' met daj, daj, daj?
och hvat er de' met daj?
och hvat er de' met daj?

✂ Hva'? hva'? He!

✂ Dansende med smaa Skridt under klownagtige Gebærder og Knipsen med Fingrene avancerede han hen mod Charlotte, som stod stille paa ét Sted med de knyttede Hænder støttede paa Bordpladen og Hovedet sænket ned imod dem. Alligevel holdt hun paa Skraa Øje med "den forvandlede Konge".

✂ Hr. Osternmayer var, om ikke af anden Aarsag, saa af hendes ubevægelige Holdning, sikker paa, at Fæstningen straks vilde overgive sig. Men, lige som han havde krummet Armen til et 371 Favntag, fik han en lunken Douche lige i Ansigtet. Den blændede ham, saa det varede et Øjeblik, inden han blev sig bevidst, at Stuepigen havde grebet en Karaffe med Øl og helliget ham dens Restindhold paa denne Maade. Øldraaberne blinkede i hans Skæg og randt ned ad hans runde Kinder i livlig rislende Fald.

✂ Dette uventede Forsvar gengav ham hele hans Alvor som overordnet Funktionær. Som om intet var hændet, tørrede han sig med sit Lommetørklæde og sagde:
- Go op paa Deres Værelse, tag Deres Tøj og go so . . . strachs!

✂ - Ja, naar Maaneden er ude, sagde Charlotte.

✂ - Hier er Lønning und Kostpenge! sagde Oberkellneren og kastede en Seddel og nogle Sølvpenge hen ad Dugen. Wenn De fører Dem op som Annette, bliver De som hende behandelt.

✂ Han vendte sig og gik med korte Skridt, som efterlignede Hotelværtens Gang, ud af Stuen.

✂ Døren til Smørrebrødsstuen aabnedes paa Klem igen, to nysgerrige Ansigter, ombølgede af Kappestrimler, kikkede frem, mens Charlotte - dirrende af Forbitrelse - gik ud. Hun maatte holde ved Rækværket og standsede paa Afsatsen af Trapperne for at trække Vejret under sin Opstigning til Kvistetagen.

✂ Da hun drejede Nøglen i sin Kammerdør, aabnede Oldfruen sin og sagde:
- Der ligger et Brev til Dem, og der staar en Urtepotte fra Justitsraaden til Dem inde paa Deres Kammer.

✂ Oldfruens Ansigt var ubevægeligt som en Voksmaske ved denne Replik. Charlotte hørte paa den med sløv Ligegyldighed.

✂ Jo, der stod det Rosentræ, hun havde set nede hos Justitsraaden. Hun opgav det hele Problem efter nogle Forsøg paa at udgranske, hvorledes det havde kunnet falde ham ind at lade Fru Lunding bringe hende den Present. Nu var hun jo snart fri for at tænke paa noget som helst i dette Hus.

✂ Hun aabnede sit Vindue, som vendte ud til den gamle Have, tog Urtepotten med et rask Tag for at slynge den langt ud. Da mærkede hun den dejlige fine Duft slaa hende imøde fra de mange mørkerøde Roser. Hun saa Draaberne glimte op imod sig fra Kronbladenes Krusninger. Det var en dejlig Rosenplante. Hun blev varm og blød om Hjærtet. Hun vilde lige til at kyle Rosen ud ad Vinduet, og saa bar den sig saadan ad imod hende. Hun huskede paa, hvor hun havde grædt en Gang i sin Barndom, da hun og Peter havde set Lars Iversen tage en gammel, 372 fin Hønsehund med sig ud i Skoven for at skyde den, og hvorledes Hunden, netop som han spændte Geværets Hane og var ved at genne den langt fra sig, havde kærtegnet ham saa glad og varmt. Hun kunde ikke faa det over sit Sind at kaste Rosentræet ud.

✂ Hun sagde til sig selv:
- Bare der var nogen, der kunde hjælpe en til at faa det skikkelige op i sig, men alle hjælper de bare en med at faa det gale og forbandede op i en . . . Ja, naar Bønderne ude paa Landet ikke var . . . saadan nogle Bønder, saa var de dog bedre end de Folk herinde, for det var . . .

✂ Hun havde nær sagt i sin Tanke "nogle rigtige Utusker", men erindrede, at Annette en Gang, da hun hørte det Udtryk, sagde: "Føj, hvor det er bondsk sagt. Hvis De sagde det til en Herre ude paa "Figaro" eller i "Stjernen", saa vilde han ta' sig et billigt Grin og straks mærke, at De var fra Landet."

✂ Og Bonde vilde Charlotte ikke være. Hvor galt det end gik en i Livet, saa skulde man holde Æren oppe i sig.

✂ Æren! Ja, hvad var det? . . . Ja, det var noget kønt noget, men det var vist kun for rige og fornemme Folk, fra Baronen ned til Justitsraaden. Nej - om ogsaa en fattig Pige vilde være en pæn Pige, var hun lige lidt æstimeret for det.

✂ Man kunde lige saa godt smide sig i Mudderet som Annette; det var nu en Gang fattige Pigers Lod.

✂ Og saa kom det bare an paa, om man valgte en Oberkellner, en tysk, forbandet Slesvigholstener, eller en køn, velklædt dansk Mand i en køn Stilling.

✂ Man kunde lige saa godt sige: Pokker i Vold med det hele! For saadan var Verden, og den blev ikke anderledes.

✂ Der laa et Brev paa Natbordet. Jøsses! Sikken en pæn Konvolut! Den duftede helt op i Næsen paa Charlotte.

✂ »Jeg er alene i Aften. Lad os mødes paa højre Hjørne af Store Kongensgade Kl. 10 i Aften.
Deres
Skovtrold."

✂ Charlotte saà sig i Spejlet, mens hun holdt Lyset i Haanden. Jo, hun var virkelig en køn, endogsaa en meget køn Pige.

✂ Hun lo ad Brevets vittige Underskrift; hun var stolt af, at den kønne Herre havde holdt Ord.

373

✂ At hun var ved at indlade sig paa noget galt, som hun vilde komme til at fortryde bagefter . . . ja, det havde hun nok en Fornemmelse af. Men hvem vilde græde over det uden hun selv? . . . Ja, der var Peter Iversen! Men han var nu en Gang saadant et Fæ af en Dreng. Gud véd, hvorfor hun tænkte paa den . . . den . . . Vædder med det lyse uldne Haar og den brægende Stemme? Saadanne nogle som han var det jo, Annette kaldte "Fjols".

✂ Hun havde ageret fornem, naar hendes forrige Kammerfælle fortalte hende om Tivoli, om Dansebeværtninger, om Alleenberg og alt saadant noget. Hun havde med Selvfølelse holdt sin moralske Overlegenhed og Sølvpengene i det gamle Skørt op mod saadant noget. Nu syntes hun nok, hun kunde have Lyst til at danse eller køre i Karrussel med den fine Herre . . . ham Skovtrolden. Det var rædsomt morsomt, at han kaldte sig saadan. Han var køn; han var nydelig! Hun kyssede ham i Tanken, endnu varmere end hin Dag paa Gangen for længe siden.

✂ Nej, smide sig hen til en Oberkellner, som, naar alt kom til alt, kun var et Tyende, ligesom hun selv!

✂ Hun regnede igen efter, hvor meget hun havde indsyet i Skørtet, som hun nu tog paa. Hun kunde leje sig et Værelse og sy; det havde altid de Piger sagt, som tog fra Hotellet. Nu gav hun dem Ret i, at Pokker skulde tjene, naar man kunde være sin egen Mand og komme og gaa, naar man vilde. Nu syntes hun, at deres Raad, som hun før havde forkastet, vare udmærkede.

✂ Sit Tøj! Hvor skulde hun gøre af det? Hun kunde da ikke møde den pæne Herre med en Bylt som den Gang, hun kom fra Landet som en anden Bondetøs. Hun granskede over det Problem, mens hun tog Tøjet ud. Nu vilde jo Bylten blive meget større end den Gang, hun løb hjemme fra, for hun havde ikke købt saa lidt Tøj, mens hun havde været paa Hotellet.

✂ Jo vist! Det kunde hun jo lægge ned hos Grønthandlermadamen lige overfor Fru Lundings Bager. Den Madam havde altid sagt til hende, at det var dumt af hende at tjene uden fast Løn, og at en Pige paa saadant et Sted som paa det Hotel, aldrig var rigtig æstimeret, og at det var rigtignok ogsaa noget at lystre den tykke Oldfrue, som var en af den Slags, som hun var, for Grønthandlermadamen havde forleden Morgen ærgret sig saadan over Bageren og Oldfruen, at hun ikke havde kunnet sove for det i flere Nætter, for alt saadant noget tog saa rædsomt paa 374 hende, især fordi hendes Mand sagde, at ham ragede det ikke. Men, skulde man kun bryde sig om, hvad der ragede en, sagde Madamen, saa havde man da hverken Fornøjelser eller Ærgrelser i Livet, og saa var man et rent umælende; ja det var s'gu sandt! Men det var nu meget rigtigt, at Charlotte havde sagt op (for Charlotte sagde naturligvis, at hun havde sagt op, fordi Oberkellneren var saadan en, som han var), for man skulde ikke lade sig byde noget, især naar man havde Familie at ty til, og hun kunde godt huske Cigarhandler Lührs; det var en dannet Mand, og hun vidste godt, at nu havde han en Kafé ude paa Østerbro.

✂ Charlotte var gaaet ned ad Trapperne, over Torvet, over paa Hjørnet i en berusets Halvbevidsthed, var midt i Snak med Grønthandlerkonen, Madam Esbensen, og var gledet over i Fortsættelsen af deres forrige Samtaler, omtrent som naar man har flere Nummere af en Avis for sig og læser Feuilletonen i Træk uden at give Agt paa, at man tager et nyt Blad frem.

✂ Jo, Charlottes Tøj kunde saamænd saa godt ligge hos Madam Esbensen, for det maatte hun give Charlotte Ret i, at en Pige, der havde den allermindste Respekt for sig selv, gik ikke med saadan nogle Fragtlæs paa Gaden, nej til saadan noget tog man en Dreng til ti eller femten Øre, og saadan en skaffede hun - Madam Lührs hende nok. Ja, hun vidste nok, at Cigarhandlernes Koner vilde være Fruer, det var noget, som hun, Madam Esbensen, ikke prætenderede paa, skønt det vel var nok saa nobelt at sælge Slikasparges som Kvalmepinde, saa Madam Lührs kunde da inte staa højere i Kongens Rangforordning end Madam Esbensen, naar hver for sig holdt sig selv, sin Mand og sine Børn hele og rene og ikke skyldte nogen noget, saa kunde de give hinanden og hele København - Kristianshavn og Fresberre for den Sags Skyld med - en god Dag og en glad Aften. Det samme havde Madam Esbensen ogsaa sagt til den Professor, som holdt den Skole, som hendes ældste Søn gik i, den Gang, hun klagede over en Lærer, som kaldte Drengen Jedrik, fordi han hed Fredrik, og saadant noget skulde man ikke taale, naar man sad kvit og frit i det baade med Vorherre og sine Medkristne og ikke skulde aflægge Regnskab før paa Dommens Dag, naar man "la' ude paa Kærregaarden" med Halsen fuld af Jord.

✂ Madam Esbensen blev ved i det uendelige; det var, som Trommestikker evindelig slog paa et Kalveskind sagte og i meget hurtig Takt. Endelig fik Charlotte sagt Farvel, men endnu i Døren sagde Madam Esbensen til hende:
375 - Ja, hils De kuns Madam Lührs, og De maa gjerne sige, hvad jeg har sagt, og De behøver ikke at tale om, at hun skylder mig 9 Kroner og 15 Øre, fra de boede i Gothersgade, for, bliver hun rig ved at beholde dem, bliver jeg sgu'nte fattig, naar jeg inte faar dem, og, har jeg undvaaren dem i to Aar, saa kan jeg ogsaa undvære dem endnu. Ja, ja, ja, ja! God Nat, Jomfru!

✂ Charlotte var angest, da hun kom ud paa Gaden. Mens Trodsen var oppe i hende, havde hun følt sig stolt ved, hvad hun havde i Sinde at gøre. Nu vilde hun tvinge sig selv til at tro, at hun havde noget glædeligt i Vente, og at hun elskede den fine blege Herre. Hun blev staaende og stampede haardt mod Brostenene, da den dumme Peter Iversen atter søgte at komme til Orde i hendes Tanke.

✂ Hun kunde nu se Huset, hvor Skrædder Hansens og . . . den Herre boede. Hun standsede og slog Armen om en Lygtepæl, aandede dybt . . . nej, hun vilde ikke gaa derop. - Ja, hvor skulde hun gaa hen?

✂ Nu følte hun sig under en ubetvingelig Magts ubarmhjærtige Haand: hendes Vej laa for hende. Hun rev sig løs, tvang sig næsten i Løb, lindede sagte paa Portdøren og gled ind i det mørke Portrum. Stødpuden tog diskret mod den tilbagefaldende Dør. Ingen Gas paa Trapperne! Saa meget desto bedre. Trin for Trin, listede hun sig op som en Tyv, der gaar til sin Gerning . . . Tys . . . Porten gik. Hun krøb hen i en Krog paa en Trappeafsats . . . Hu ha! Der kom nogen op ad Trapperne. Det var to, der kom.

✂ Hvad skulde hun gøre? Det var ikke saa mørkt, at hun jo kunde ses ved Lygteskæret fra Gaden. Hun kunde selv se, at det var en Dame og en Herre, der kom. Gud! At hun ikke havde set sig for!

✂ - Der staar virkelig en paa Afsatsen, Hr. Justitsraad! sagde en Kvindestemme.

✂ - Saa? gør der.

✂ En Tændstik knitrede mod en Strygeflade . . . og foran Charlotte stod Justitsraad Gram og Madam Hansen.

✂ Den Justitsraad var og blev dog hendes onde Aand. Charlotte huskede, at hendes Moder havde fortalt, at hun i det sidste Aar før hendes Faders Død, hver Gang hun kom i Skoven, havde set den samme Vandrotte fare ud under den samme Stenkiste, og hun kunde kende den paa en hvid Plet mellem Ørene, Det var Klavs Splüths "unde Aahn".

376

✂ - Naa, det er Dem, sagde Madam Hansen til hende. Det var pænt af Dem. Men Gud! hvor blev Justitsraaden af? Hr. Justitsraad! . . .

✂ Nej! Justitsraaden var forsvunden ned ad Trappen med en ungdommelig Fart.

✂ - Naar den Mand ikke var saa sær, vilde han være uden Fejler, sagde Madam Hansen. Jeg mødte ham lige her ude paa Gaden, og han sagde, at han vilde gaa op og tale med mig, og nu løber han! Værs'go, min Pige!

✂ Og hun aabnede Døren ind til Entreen.

✂

XXI.

✂

XXII.

✂ Huset, som var anvist Skytten paa Herregaarden Strandholt, lignede en pæn Husmandsbolig. Det laa uden for det egentlige Kompleks af Herregaardens Udbygninger, et godt Stykke inde paa Marken med Façaden ud mod en smal Kørevej, som fortsattes ind gennem Skoven.

✂ Det var en Vintereftermiddag i Skumringen. Sneen laa lillaviolet hen over Mark og Vej; paa Himlen hang mørke Skyer med revne Rande, bræmmede med blankt kobberrødt.

✂ Husets Beboer, Kristian Ulriksen, tillige Jæger hos Baronen og som saadan fungerende bag paa Kareten ved højtidelige Lejligheder med Hanefjer i den trekantede Hat, sølvbeslaget sort Bandelér med tilhørende Hirschfænger og Sølvepauletter paa den grønne Frakkes Skuldre, vankede i Dag i sin daglige Dragt: kort graa, grønkantet Tunika, knappet bagtil med en Strop, militærformet grøn Hue, langsomt fra Herregaarden hen mod sit Hus. Da han var et halvthundrede Alen fra Bygningernes Masse, havde han tændt sin korte Pibe i Læ af Hasselhegnet og Diget, der løb langs Hovedkørevejen. Han vilde just til at slaa ind paa Vejen til sit Hus, da han hørte Stemmer, som han i Egenskab af vel disciplineret Funktionær ikke turde overhøre, thi de tilhørte Personer, som han ikke turde lade uænsede selv paa lang Afstand. Han gjorde da i en Fart Front mod Hovedvejen, tog Piben ud af Munden og Kasketten af Hovedet, holdt den første ned ad sit venstre og den anden ned ad sit højre Laar, mens han slog Hælene sammen. Kristian Ulriksen havde gjort Tjeneste ved Fodgarden, havde endog været Underkorporal og havde bevaret en Blanding af militær, stram Høflighed og en Befalingsmands Flothed, hvilken sidste røbede sig i at tale meget højt i en vis smørbelagt deklamatorisk Tonart og i en Stræben efter at smykke Talen med Adjektiver og Adverbier, anvendte uden for deres sædvanlige Betydning.

✂ De to spaserende var Baronen, som nu skulde, hjem og 394 spise til Middag, og hans øverste Funktionær, Godsforvalteren. Baronens Dragt mindede noget om hans Jægers, kun at han bar graa Hat med en lille Fjerkokarde paa Siden og lyse Benklæder i de viksede Skaftestøvler.

✂ - Naa, der er De, Ulriksen! sagde Baronen og nikkede.

✂ - Ja vel, Hr. Baron! svarede Skytten og strammede sig.

✂ Baronen gjorde Tegn til, at han maatte sætte Huen paa i Betragtning af den skarpe Frostvind. Han vekslede et Blik med den trivelige Godsforvalter, en halvthundredaarig Mand i mørk Overfrakke og sort Bulehat. Godsforvalteren gjorde en Hovedbevægelse: en Blanding af en Hilsen og et opfordrende Nik.

✂ - Vi kommer fra Skovrideren, Ulriksen! sagde Baronen.

✂ - Sandsynligvis, Hr. Baron! sagde Skytten med dyb, højtidelig Røst og slog Hælene sammen.

✂ - Det er jo galt med Iversen.

✂ - Øjensynligen, Hr. Baron!

✂ - Han er jo altid fuld.

✂ - Begribeligvis, Hr. Baron!

✂ - Og Konen med. De drikker om Kap.

✂ - Selvfølgelig, Hr. Baron!

✂ - Og saadan kan det ikke blive ved at gaa.

✂ - Umuligvis, Hr. Baron!

✂ - Naa . . . og Sønnen . . . Peter, gør han Fremskridt?

✂ - Upaatvivlelig, hvad den mere interessante Videnskabsdyrkelse angaar, Hr. Baron!

✂ - Ja, det hører jeg. Den nye Skolelærer i Brøndby kommer nok hver Aften og læser med ham. Hvad læser de?

✂ - Ældre og nyere levende Sprog, figurlige og bogstavelige Regningsmethoder, Udlandets og Fædrelandshistoriens indtrufne Begivenheder og andre Eksceteraer, Hr. Baron!

✂ Baronen lo, Godsforvalteren stemte i med. Jægeren fandt tilsidst ogsaa, at det var passende at give sit Bidrag med i Terzetten i Form af tre: Ha, ha, ha! taktfaste som et skandinavisk Hurra.

✂ - Er han flink til sin Gerning? spurgte Baronen videre.

✂ - Om jeg turde sige min ubegribelige Anskuelse, Hr. Baron, saa skyder han jo godt.

✂ - Ja, det véd jeg . . . men . . .

✂ - Men han har efter mine Principer noget for meget af de højere gaaende Tankegange i Hovedet.

✂ - Han har nok ogsaa sin Gang hos Skovrideren?

395

✂ - Ja vel, Hr. Baron, mere jævnligen!

✂ - Og Skovrideren giver Dem somme Tider Ordre til at overlade ham til sig?

✂ - Hyppig, Hr. Baron!

✂ - Hm! Og Skovrideren læser ogsaa med ham?

✂ - Unægtelig, Hr. Baron! Men, om jeg maa tillade mig, saa er det nok bare Planternes Botanik.

✂ - Ja, i hvert Fald er han da for ung til al følge efter Faderen . . . naa . . . Ja, saa er det godt, Ulriksen. Farvel, Ulriksen!

✂ Nogen saligere Henrykkelse end den, der stod malet paa Skytten Ulriksens Ansigt, som det røde Aftenskær belyste og idealiserede op i noget overjordisk, er næppe frembragt ad Kunstens Vej. Lykken gjorde det temmelig ubevægelige, mørktfarvede Ansigt kønt, og hans tætstudsede sorte Underofficersoverskæg ridderligt. Han holdt sig længe ved Ledstolpen, badende sig i Vinterens Aftenglans og den bidende Vind, og sagde halvhøjt:
- Klarligen gaar jeg til Alters i Brøndby Kirke paa Søndag, og bag efter saa gaar jeg til Gaardmand Peder Jensen og bejler med Alvor til Kirstine.

✂ Han havde ikke Lyst til at gaa til sit Hus, fra hvis Gavlvindue han saa et Lys skinne ud paa Sneen. Det var fra Peter Iversens Kammer. Det var jo desuden Synd at fortælle Sønnen, at han, Ulriksen, skyldte Faderens Ulykke sin Lykke. Lykken gjorde Skytten godhjertet.

✂ Baronen og Godsforvalteren var naaet midt paa Broen over den gamle Grav.

✂ - Hvad skal vi gøre med Sønnen, Amtrup? spurgte Baronen. Jeg mener Iversens Søn.

✂ - Ja-a . . ., svarede Godsforvalteren.

✂ Og begge stirrede ned i det sortegrønne Vand, hvori det hist og her lagde sig karmoisinrøde Prikker og Streger.

✂ - Det ser ganske morsomt ud, det Væsen der nede i Vandet, bemærkede Baronen.

✂ - Saamænd gør det det, Hr. Baron, sagde Godsforvalteren lidt dvaskere, end det stemmede med den korrekteste Subordination. Baronen havde et fint Øre for sligt, følte, at han vist havde gjort en Streg for langt hen mod det gemytlige ved at lade sin Funktionær se, at han kunde fortabe sig i en saa simpel Ting som Lysspejlingen i sin Borggrav.

396

✂ Baronen saa paa sit Uhr. Den manglede tyve Minuter i Spisetid, og egentlig gad han ikke gaa op, før den manglede otte, thi saa slog det akkurat til for ham at faa klædt sig om i sort Kjole og graa Benklæder. Han blev staaende og saa ud over Vandet som før, men med mørkere og strængere Mine. Godsforvalteren gjorde det samme. Han vogtede sig vel for at bryde Tavsheden.

✂ - Skulde man hjælpe Iversens Søn til at studere? Hvad Amtrup? spurgte Baronen.

✂ - Studere? . . . Til hvad, Hr. Baron? Til Forsteksamen?

✂ - Nej Gu' vil jeg ej! Jeg skal ikke have flere Forstkandidater her paa Godset. Den Slags Herrer vil ikke lade en raade i ens egne Skove og er saa selvkloge og doktrinære. Hør Amtrup! (og Baronen gottede sig indvendig ved at tillave en Skose til Godsforvalteren) . . . skal vi lade ham studere Jura og gøre ham til Fuldmægtig hos Dem, naar han er bleven Kandidat? . . . Hvad? Ha, ha, ha! Hvad, Amtrup? De holder jo saa meget af juridiske Kandidater!

✂ Godsforvalteren beherskede sit Ansigt, der altid følte Trang til en Grimace, naar juridiske Kandidater kom paa Tale. Baronen lo stærkere og vedblev:
- Man kan opdrage Hunde til at leve i Fred med Katte. De maa opdrage Dem selv til at taale juridiske Kandidaters Tilværelse, Amtrup! Vi har Brug for dem i den senere Tid til at pudse paa Bønderne ved Folkemøder. Nu er jo vi og Professorerne allierede. Ja, den er haard at bide paa! Hvad Amtrup! . . . Naa, men giv mig saa et godt Raad om den Fyr! Til Skytte vil jeg ikke have ham, men man kan jo ikke lade ham sulte, fordi den gamle tørster! Og Faderen skød brillant i sin Tid. Hm! Man troede, man gjorde det saa godt, da man fik ham gift med Mette. Jeg vil gøre noget for Drengen, Amtrup!

✂ - Vil Hr. Baronen saa tage med Ro, hvad der følger paa?

✂ - Hvad mener De med det? spurgte Baronen myndig.

✂ - Tillader Baronen mig at tale frit?

✂ - Plejer jeg at hindre Dem i det, Amtrup? Sig, hvad De vil!

✂ - Fyren er efter min Mening for gammel til at begynde at studere.

✂ - Aa! Jeg véd fra min Svoger, Ministeren, at mange af de Bønderdrenge, som Staten understøtter til deres Studeringer, er 397 lige saa gamle. De gaar til Eksamensbordet med Forlovelsesring paa Fingeren. Ha, ha, ha!

✂ - Ja, lad bare Peter Iversen komme til København og faa opstøvet Mette Splüths Datter! Hr. Baronen véd jo, at hun tjener i et Hotel i København?

✂ - Hvor Pokker skulde jeg vide det fra? Og hvad kommer den Tøs mig ved?

✂ Og Baronen fik travlt med at se efter en Genstand, der svømmede nede i Vandet.

✂ - Nej, ikke uden for saa vidt, at Baronen med Interesse følger alle Godsets Beboere, bemærkede Godsforvalteren med indvendig levende, men udvendig usynlig Skadefryd.

✂ - Hm! Jeg mener, hvad kommer det mig ved, hvem Iversens Dreng tager til Kæreste? Hvad vilde De ellers sige?

✂ - Jeg tror ikke, det er klogt, at vi . . . at Godsejerne hjælper til, at Bønder kommer til at studere. Derved arbejdes Demokrati, Radikalisme, Grundtvigianisme o. s. v. o. s. v. op i Embedsstanden. Vi . . . det vil sige de Herrer Godsejere, skulde ikke bidrage til at skaffe sligt Plads i Administrationen.

✂ - Det er der Skam noget i! Der er noget i, hvad De siger, Amtrup! Jeg vil betænke mig paa det. Naa, maaske vil dog Iversens Dreng, som er opdraget paa et Gods og er Søn af en underordnet Funktionær paa Godset . . .

✂ Forvalteren trak paa Skulderen og sagde:
- Hans Manuduktør, den nye Skolelærer i Brøndby, er jo en politisk Wühler!

✂ - Puh! Ja, det er en af de rare Følger af, at de Sognerødder fik Forslagsret til Skolelærerkaldene. Hm . . . ja nu slaar min Klokke. Farvel, Amtrup!

✂ Baronen rakte Godsforvalteren Haanden med en adspredt Mine, og hver gik til sin Side over Broen.

✂ Da Baronen havde fuldendt sit Toilette og var i Færd med at pynte sin Knevelsbart foran Spejlet, søgte han at klare sine Tanker. Han var midt i sin Indolens en ganske retskaffen Mand. Hans lille Historie i sin Tid med Lotte ærgrede ham. Det var en Pokkers køn Tøs . . . men . . . det kunde hun jo da ikke gøre for. Det havde aldrig været Skik i den v. Horstenske Slægt at holde Maitresser blandt Godsets Folk; og hans Fader havde altid strængt udtalt sig mod en vis Greve, som havde en hel Koloni af ,,etites maisons" paa sit Gods. Det var upassende. Han hverken turde eller vilde svigte den kønne Tradition. 398 Og den gamle Iversens Demoralisation ærgrede ham ogsaa, fordi han selv paa en Maade var Skyld i den. Han mindedes Iversens Jagtgalanterier imod hans Herre, blev næsten rørt ved Tanken om, at han en Gang havde skaffet ham fem Ræve at skyde paa én Dag.

✂ Da han gik ned ad Trappen til Spisesalen, mumlede han:
- Man sover bedst og har bedst Appetit, naar man gør, hvad man tror er det bedste. Bliver Knægten Demokrat og Fritænker eller saadan noget, saa faar det blive en Sag mellem Vorherre og ham.

✂ Han vilde dog først tale med sin Moder, inden han gav Godsforvalteren en bestemt Ordre. Thi gennem ham maatte, i Følge god Skik og Etikette, Tilbudet gøres Peter Iversen.

✂ Altsaa, da Baronen havde spist til Middag i Kjole og lyse Benklæder med Baronessen, Børnene og Huslæreren, og da han under Kaffen havde spillet et Parti Billard med den sidste, kunde han regne ud, at hans Moder, Enkebaronessen, var færdig med sin Siesta. Han gik da over til hende.

✂ Baalet flammede højt i Kaminen, frembragte stærk Varme i den med tykke Tæpper, Portierer og Gardiner paa alle Ender og Kanter tættede Salon og fik Messinggitteret foran den til at ligne glødende Jern.

✂ Den gamle Dame sad i sin mægtige Lænestol med et Par Ørepuder, der mindede om Hovedstolene paa Køreheste, og havde ombyttet Middagsluren med, hvad hun kaldte at tænke, det vil sige: med at holde en Slags Revue over gamle Minder, der passerede forbi som Skyggebilleder paa Væggen lige over for hende.

✂ - God Aften, Mama! sagde Baronen.

✂ - Naa, det er Dig, min Engel! sagde Baronessen.

✂ Saaledes havde hun tituleret sit eneste Barn, fra han var lille, og var bestandig bleven ved med det, rent overseende, at Engle vel næppe kan have saa vældige Moustacher og saa trivelig en Nakke.

✂ - Her er væmmelig hedt! sagde Baronen og pustede. Saa kastede han sig i en Lænestol, gabede og slængte Benene langt fra sig.

✂ Baron Horsten havde ellers en fin Mands ydre Levemaade, men, underlig nok, naar han var alene med sin Moder, kom der noget frem hos ham, som mindede om en stor, trodsig Fyr i Lømmelalderen. Han kunde ikke rigtig glemme, at hun i sin 399 Tid havde tvunget ham til at gaa i Latinskole og derved foranlediget, at han blev Student med tredie Karakter, ej heller den Kamp, han havde havt med hende for at blive fri for derefter at læse til statsvidenskabelig Eksamen og blive Diplomat. Og bestandig følte han sig under hendes Herredømme, turde ikke andet end raadspørge hende i vigtigere Anliggender, men tog Revanche ved at handle bag hendes Ryg, naar det angik Smaating. Deri understøttedes han ivrig af Godsforvalter Amtrup, som i fortrolige Samtaler under fire Øjne med Godsets andre Funktionærer altid betitlede Enkebaronessen: Den gamle Sidse! Enkebaronessen spurgte:
- Er der noget i Vejen, min Engel?

✂ Baronen sparkede en Gyngeskammel til Side, svarede ikke, men mumlede:
- Man tør naturligvis ikke ryge her?

✂ - Jo, naar Du vil, lille Ven, svarede hans Moder, men i en Tone, der berøvede ham Modet til at trodse en Cigar igennem. Efter en ny uvenlig Behandling af Gyngeskamlen rejste han sig, gik et Par Gange op og ned ad Gulvet, pustende og beklagende sig over Varmen.

✂ - Naa ja, min Engel! Gamle Mennesker fryser . . . Men Du er ikke vel, Frits. Nej, Du er ikke. Saadan er Du, siden Du var Barn. Ja, det giver mange Ubehageligheder at administrere et større Gods. Ach ja!

✂ Baronen standsede og stillede sig tæt foran sin Moder. Kaminbaalet oplyste begges Ansigter, den gamle Dames fine og skarpe Træk med den hvide Hud og den fyrretyveaarige Mands, der lignede hendes, men som Kødfylden og Skægget havde røvet dens oprindelige fine og faste Omrids, mens Huden var bleven rødbrun af Friluft- og Jagtliv. Baronen sagde med et Tonefald, som om han vilde trodse noget igennem:
- Ja, en ny Skovfoged maa vi have i Hestehaven.

✂ - Ja begribeligvis, som han siger . . . hvad hedder han, din Jæger? sagde den gamle smilende og nikkende.

✂ - Naa. Saa det synes Mama? Hm!

✂ Baronen var ikke glad over, at hans Moder var af samme Mening. Det berøvede ham Stolthedsfølelsen over at have taget et kraftigt Initiativ. Han fortsatte gnavent:
- Ja, det er godt nok! Men saa er vi jo lige vidt. Vi skal jo have en ny Skovfoged.

✂ - Ja, ja, min Engel! Men Du véd jo fuldt saa vel som jeg, 400 at efter gammel Tradition faar Skytten den Post. Og du kan jo godt lide ham med Adverberne.

✂ - Ja, ja, ja, ja! Det har jeg naturligvis bestemt for længe siden.

✂ - Saa er jo alt godt, Barn!

✂ - Ja, men saa har vi jo Iversen.

✂ - Han har altid været et mauvais sujet i mere end én Henseende.

✂ - Aa, det er siden han fik den Kælling!

✂ - Aah -! Det er snarere ham, der har demoraliseret Mette. Men, enfin! nu gælder den ene lige saa meget som den anden. Men sulte maa de ikke.

✂ - Det behøver Mama virkelig ikke at sige mig. De bliver naturligvis i det gamle Skovfogedhus, og Ulriksen maa nøjes med det nye, som Iversen maatte i mange Aar.

✂ - Ja, men sødeste Barn, saa er jo alt comme il faut!

✂ - Nej, Gu' er det ej, Mama! Hvor skal vi gøre af Iversens Dreng? For til Skytte vil jeg ikke have ham.

✂ - Nej, nej, min Engel; det vilde være Synd for Peter Iversen med hans gode Hoved.

✂ - Hvorfra kender Mama noget til det?

✂ - Kæreste Ven: Du er Godsets Herre, men Du tillader dog vel mig at gøre mine Observationer angaaende Beboerne og Fonctionnairerne. Skovriderens Kone . . . aa pardon! . . . Frue har jo sagt mig . . .

✂ - Ja . . . jeg har tænkt paa at hjælpe ham til at studere.

✂ - Det var smukt!

✂ - Ah! Det vidste Mama dog ikke noget om.

✂ Den gamle Dame smilede fint og sagde:
- Ikke det mindste af Verden! Baronen sagde ved sig selv:
- Hvor Pokker har hun snuset det op? Jeg kan høre paa hende, at hun véd det.

✂ Han blev gnaven igen og sagde højt:
- Ja, det er nu meget godt! Men de Bondestudenter er altid Venstremænd og Demokrater. Og Pokker skulde da give Penge til at opelske den Slags Agerkaal og Skræpper.

✂ - Min Engel . . . har Du aldrig været Demokrat eller sligt? Nej, nej! Det laa ikke i Luften i din første Ungdom. Ser Du, unge, ganske unge Mennesker bliver det saa let, og det kommer 401 af Enthusiasme, og det er der i og for sig ikke noget ondt i, Frits! . . . Nej, vær rolig, mit Barn; det er horribelt, naar ældre Folk er det. Men, ser Du . . . længe før Du var født . . . det var i 1830, da boede jeg i Paris, hvor Papa den Gang var Attaché ved Ambassaden. Jeg var tyve Aar . . . og jeg forsikrer Dig for, jeg var saa enthusiasmeret for Julirevolutionen og nynnede, naar jeg var ene:

✂ Peuple français, peuple des braves,
La liberté rouvre ses bras!

✂ Den gamle Dame tog nogle skrigende høje og en Del hæst brægende Mellemtoner og afbrødes af sin egen Hoste og sin Søns Latter og Udbrud:
- Mama! Har Du været Venstre?

✂ - Ja le kun, mon ange! Alle unge Mennesker synger "en avant, marchons!" Og det er rimeligt, at Skovfogdens Søn gør det samme nu. Men lad ham kun studere, hvis han har det gode Hoved, som de siger. Lad ham først faa Embede, ser Du, saa gaar alt det revolutionære af ham. Jeg kunde ønske, at alle de ildesindede Bønder lod deres Børn opdrage til Embedsmænd, saa blev der nok Ende paa det horrible politiske Brouilleri med de Skolelærere og Gaardmænd . . .

✂ - Hm! Mama synes altsaa om . . . om min Plan med Iversens Dreng?

✂ - Som om det kunde være min egen, min Engel!

✂ Thi Planen var Enkebaronessens. Skovriderens Frue havde talt om, at hendes Mand læste Botanik med Peter, og at han troede, at Fyren var oplagt til Læsning. Baronessen havde sagt, at hun skulde sige til sin Mand, at han skulde foreslaa Baronen at hjælpe det unge Menneske til en videre Uddannelse, og fra da af havde den gamle Dame forudset Sagens Gang, ogsaa en svag Modstand fra Godsforvalterens Side, men havde ladet denne paa tredje Haand tilflyde den Meddelelse, at samme Modstand vilde man stræbe at gøre uskadelig.

✂ Baronen bød Farvel. Mens han gik over Borggaarden, mumlede han:
- Som om det kunde være hendes egen? Hm! . . . Det skal jeg dog nok faa undersøgt!

✂ Men Baronen anstillede ingen Undersøgelser. De kunde 402 muligvis have ført til et Resultat, han ikke skøttede om, og hvorfor berede sig selv Ærgrelser?

✂

XXIII.

✂ Oppe i Skyttehusets Gavl havde Skyttens Lærling, Assistent, eller hvad man nu vil kalde det, Peter Iversen sit Kammer.

✂ Den første Tid efter Charlottes Flugt hjemmefra var tung for ham, thi han levede i fuldstændig Ensomhed. Morskabsbøgerne fra Sognebibliotheket kunde ikke holde hans Interesse og Opmærksomhed fast: hans Tanker løb langt ud over Bogen paa Jagt efter den undvegne. Og aldrig hørte han et Ord fra hende. Han ventede og ventede, længtes og længtes; han gav sig hen i Sorgen og Savnet, saa deres Bølger lukkede sig om ham. Men hos denne sunde og stærke udannede Fyr, der ikke formaaede at uddybe Sorgen ved Refleksioner over den og sig selv, forløb saadanne Tilstande efter Naturlove som en Sygdom, indtil Sundheden vandt Sejr af sig selv. Saaledes begyndte Peter Iversen med at synke sammen i fraværende Sløvhed, under hvilken han mekanisk passede sin daglige, lidet anstrængende Dont. Han blev led ved Mad, men sov meget. Han, der fra lille af var vant til at staa op med Solen, følte hver Opvaagnen om Morgenen som en Smerte, og, kunde han stjæle sig et Kvarters Søvn til, saa gjorde han det. Næste Stadium var samme Mangel paa Appetit tilsat med Søvnløshed. Det var fortvivlede Nætter. Han græd højt, og Graaden rystede hele hans store Krop og Sengen med den. Og, saa underlig det kan se ud, først i en søvnløs Nat gik det rigtig op for ham, hvad han fejlede, thi gennem hans Graad tvang sig, uden han selv kunde gøre for det, Raabet: Lotte! . . . Lotte! kommer Du ikke tilbage, eller skriver Du mig ikke til, saa dør jeg, og, dør jeg ikke af mig selv, saa skyder jeg mig!

✂ Naturligvis skete ingen af Delene, hverken Selvdød eller Selvmord. Peter Iversen ventede saa længe energisk paa, at det første skulde ske, at han havde tabt al Energi til at tænke paa Nr. 2. Han drev det til en Gang at gabe over Løbet paa sin Bøsse, men han kom til at le ved Tanken om Omstændeligheden 403 at tage sig af Dage med et saa prosaisk Vaaben som en saadan moderne Baglader.

✂ Det var en heldbringende Krisis, men Sygdommen var ingenlunde forbi, og Rekonvalescensen blev lang, saare lang.

✂ Det næste Stadium var Selvforagt, Var han, Peter, en ulykkelig Elsker efter de gamle Ridderes Vis? Hans Idealer fra Bøgerne gjorde dog et eller andet.

✂ Ja, hvad gjorde de saa? De græd, de rasede. Naa, det havde jo han, Peter, ogsaa gjort; men det kunde han ikke mere, uden at han skabede sig, og det kunde han ikke, selv om han vilde. Han kunde kun sørge stille, ganske stille.

✂ Var det kun fine Folk, der kunde have fine Fornemmelser? Han huskede Holbergs "De Usynlige" og følte sig selv som Arlequin. Hvem kunde være Leander! Baronen? . . . Nej. Saa megen Kritik havde Peter Iversen, at han slet ikke kunde tænke sig Baron Horsten smægtende eller evig sukkende for ugengældt Elskovs Skyld. Foreløbig erklærede Peter Iversen sin Tid for en lumpen Tid i Sammenligning med Riddertiden. Den Gang kunde man elske og fortvivle.

✂ Han var jo ogsaa fortvivlet, men det havde dog ikke ret Art. Saadan at gaa og glo og ikke i det mindste rive Flænger i sit Bryst med Neglene.

✂ Saadan gik han og slentrede om i naiv Betænkelighed, ærgrede sig over sig selv og var dog oprigtig bedrøvet. Hvorfor var der ingen, der kunde hjælpe ham til at gøre en Daad for den "lille Lottes" Skyld? For selv kunde han ikke finde paa, hvad han skulde gøre.

✂ Omgang havde han ikke. Ulriksen var hans Principal, og Ulriksen holdt ham i Afstand. Peter Iversen havde ingen Lyst til at drikke med Herregaardens Karle. Ubevidst havde han fundet sin Plads i Herregaardens indviklede Rangfølge: for fin til Karlene, for simpel til Gartneren, med Mulighed for at komme i Klasse med Kusken og en af Tjenerne, men det havde han ingen Trang til. Hverken Fugl eller Fisk gik han sin ensomme Gang.

✂ - Det er en sær Rad, som holder mest af at disputere og spekulere, sagde Ulriksen en Gang om ham til Kusken.

✂ Han groede, trods sin Kærestesorg og sin Ensomhed, op til en køn, stærk Karl. Det var ikke den ranglede, ledeløse Dreng, som Lotte havde kendt. Barberingsprocessen havde han opgivet. I store Krusninger groede det blonde Skæg over Mund, Hage 404 og Kinder. Hans Principal, Ulriksen, mente, at han ved Sessionen vilde blive taget til Husar.

✂ Det morede ham at gaa paa Jagt. Han havde lige fra sine Drengeaar lært at skyde. Paa en stor Jagt havde Baronen bemærket :
- Det er dog Pokkers med disse arvelige Talenter. Den Dreng har arvet sin Faders Haand og Øje. Han skyder bedre end de fleste, som er "af Familie". Det er ærgerligt at se paa, men sandt er det. Kan Du begribe det, Beringskjold? Ikke fordi jeg sværmer for de Grossererdrenge fra København, men noget højere end Skovfogeddrenge skulde man dog tro, at de stod. Men kan Du huske den Grossererdreng, der skulde være Forstkandidat, og som forleden Aar laa i Skovridergaarden? Om han saa blev hundrede Aar, vilde han aldrig have lært saa meget, at han kunde træffe en Hare i Sædet.

✂ Fætteren svarede:
- Disciplin, kære Frits! Hvorfor gør en Herskabstjener aldrig en Taktløshed? Fordi han er paa en Herregaard. Kan Du erindre Anders, din forrige Tjener? Han kom i Tjeneste hos Etatsraad Poulsen - ham Klipfiskemagnaten - véd Du. Som Medlem af Dyrebeskyttelsen var jeg nødt til at gaa til en Middag, som den Karl gav, og Anders vartede op. Og Karlen har den Frækhed at nævne mig ved Navn og Titel og sige God Dag, mens han bød om. Havde det kunnet ske hos Dig, Frits? Aldrig!

✂ - Ne-ej! sagde Baronen, men lo indvendig ad sin Fætters fine Fornemmelser. Han vidste, at han havde været hemmelig forlovet med Etatsraad Poulsens Datter, men at hun havde foretrukket en Bankdirektør og ladet den adelige Officer løbe. Baronen mente, at det kunde Beringskjold og den Slags Fyre, der anglede efter det rige Bourgeoisis Døtre og derved gjorde deres Stand Skam, have rigtig godt af.

✂ Peter Iversen havde af sin Principal faaet Ordre paa at skyde et Daadyr til et Middagsselskab hos Baronen. Det holdt han ikke videre af. Thi det var blot at gaa over i den indhegnede Dyrehave, vælge et godt Eksemplar og besørge det skudt. Som Jæger var han endnu saa meget Romantiker, at han sagde om denne Fælden af indelukkede Dyr: Det er ikke kønnere Arbejde end en Slagters.

✂ Han havde fuldført sit Hværv en skumrende Eftermiddag i den sene Høst og sad nu paa en Stente og saa ind mellem de 405 mylrende tynde Stammer, op i den brogede Løvmasse, som langsomt fortyndedes, fulgte Bladenes tunge, uvillige Fald i den tunge Luft, saa dem drive med det sortegrønne Skovkærs staalhvide Krusninger, undersøgte saa den urolige Himmel, hvis sorte, sod- eller blyfarvede Skyer med deres uregelmæssige Omrids lignede Landmasser med dybt indgaaende Skærgaarde fra det rolige, hvidblaa Hav, som var det et kæmpemæssigt Norges Landkort.

✂ Krager kredsede skrigende rundt om Trætoppene, snart i Sværme, snart enkeltvis, samlende og splittende sig. Inde fra Skoven hørte han raslende, pikkende og svagt susende Lyd mellem store Pavser. Men intet levende saas derinde; Daavildtet var efter Skuddet tyet ind i de straatakte Dyrehuse med de høfyldte Krybber og den lune Strøelse.

✂ - Har man Lov at gaa ind her? lød en trompetskingrende Røst med jysk Tonefald lige i Øret paa ham.

✂ Peter Iversen fór op af sine Tanker, der drejede sig om Lotte, men nu med en Rekonvalescens stille, melankolske Vellyst. Han vendte sig og saa en høj, køn Mand med et mørkt Helskæg, regelmæssig Profil, store selvglade Øjne, i stumpet Frakke og med en Shagpibe i Munden staa hinsides Stenten.

✂ - Nej, det er ikke tilladt, svarede Peter Iversen.

✂ - Jeg troede ellers, Skoven var for Hvermand! raabte den fremmede. Men jeg kan nok mærke, at Mindet om Træhest og Hundepisk endnu levér paa denne her' Egn. Naa, det er maaske Skytten hos hans Højvelbaarenhed, Don Ranudo de Colibrados. Naa, naa, naa, Skytte! (her klappede den lange Mand Peter Iversen paa Skulderen), De forstaar vel Gemytlighed, hva'? Hvorfor slaar I ikke en Plakat op og smører paa den: Adgang forbydes? Saa vilde jeg netop gaa ind og lade mig tage op ligesom en Ko, og saa vilde jeg se, om Don Ranudo vilde tage lige saa meget i Optagelsespenge af en Skolelærer som af en Ko. For jeg er den nye Skolelærer i Brøndby. Jeg er kommen herud for at kaste Snus i Øjnene paa hele Baroniets Besætning lige fra hans Højvelbaarenhed ned til hans velbyrdige Bindehunde!

✂ Kragerne akkompagnerede villig den højt talende Mand. Det skingrede gennem den dunkle Skov.

✂ - De er ellers en Kraftkarl at se paa, Skytte! sagde Skolelæreren. Hvad hedder De?

✂ Peter Iversen kunde godt lide den fremmedes Ansigt og syntes, det var en morsom Mand, siden han saadan turde gabe op. Han sagde ham sit Navn og sin Stilling.

406

✂ - Ja saa. Naa ja, mit mundtlige Visitkort, ha, ha, ha! det er Rasmus Kortsen, candidatus philosophiae med Bilaget Seminarist, som alt bemærket, Skolelærer i Brøndby, trods Bisp og Baron. Jeg bliver en haard Negl at bide for Baronen, hvis han vil være Neglebider. De kan tro, jeg skal puste Liv i de døde Pletter her paa Egnen. Hvad? Ha, ha, ha! Sove faar I ikke Lov til, godt Folk! I skal komme til at bekende Kulør! De er vel Højremand, Iversen, siden De tjener en Baron?

✂ - Nej, jeg er Venstremand, svarede Peter Iversen.

✂ Det slap nu saadan ud af ham, uden at han kunde gøre for det. Han havde ikke mindste Forstand paa Politik, havde kun læst den nærmeste Købstads Højreavis; men dennes og hans Omgivelsers Raseri mod Venstre havde vakt en passiv Trods i ham, fordi han var bleven ked af det, og fordi han, som alle unge Mennesker, havde en hemmelig Sympathi med al Opposition. Alligevel fortrød og frygtede han sin Ytring straks efter, at den var undsluppen ham, men det var ikke saa let for ham at gøre et Tilbagetog, og, inden han havde faaet gjort det flygtigste Udkast til en Plan, raabte Skolelærer og Cand. phil. Kortsen:
- Bravo, bravissimo! Naa! Af ét Æg kan der komme to Kyllinger, og saa gaar det hele efter en arithmetisk Progression. Naa, det véd De nu ikke, hvad er. Vel? Nej, hvor skulde De vide det fra? De har ikke en Gang taget Præliminæreksamen? . . . Hvad? Vil De ikke være Forstmand? Ikke Raad til det? Sikke noget! Jeg har spist bart Brød til Frokost og Aften, en røget Sild til Middag, delt en halv Flaske Hvidtøl til en hel Dags Fortæring og kommet Vand i, naar det var varmt i Vejret, og jeg tørstede som en Ko; men derfor er jeg blevet til det, jeg er blevet, og har studeret en hel Del mere af de frie Videnskaber end de, der har taget Embedseksamen. Det er Vrøvl med det, at der behøves saa meget til at blive akademisk Borger. Vi, som kommer ude fra Folket, vi kan magelig hamle op med nogle dovne Latinskoledrenge, som sover sig til Studenter i en syv, otte lange Aar. Fortæl mig noget om Dem selv; nu har jeg fortalt Dem noget om mig.

✂ Peter Iversen blev imponeret. Paa den ene Side havde denne Mand noget ved sig, som lagde Bro over det svælgende Dyb mellem en studeret Mand og en Jægerdreng, paa den anden Side følte Peter virkelig Trang til at tale om sig selv, efter at han saa længe havde tiet. Han fandt en Tilfredsstillelse ved at gengive Frugterne af sin megen Romanlæsning ved at komponere sit 407 Levnetsløb, og han begyndte i en noget bogagtig, affekteret Tonart:
- Jeg er født af jævne Forældre i Aaret 186-. Tidlig mistede jeg min Moder o. s. v.

✂ Sin Kærlighedshistorie sagde han dog endnu intet om.

✂ Skolelærer Rasmus Kortsen opildnede ham med Bifaldsraab og sagde, da han tav midt paa en stor Eng, som skilte Dyrehaven fra den store Skov:
- Det er det, jeg siger; det er det, jeg altid har sagt. De Digtertampe skal ud iblandt Folket og skildre det virkelige Liv. Derfor er jeg Realist. Saadan en Levnetsbeskrivelse er et Digterværk. Ja, jeg kan lære Dem en Del, Iversen. For jeg er ikke af den almindelige Slags Studenter; jeg er Avtodidakt. Det kommer af ᾽ αυτός og διδάσχω, to græske Ord, det ene et Stedord, det andet et Udsagnsord . . . ja, ja, Iversen: Der kan komme den Stund, da De kan alle de græske, uregelmæssige Udsagnsord,

✂ Han slog ham saa stærkt paa Skulderen og gjorde et saa tungt Trin i den fugtige Engbund, at han bragte baade Peter Iversen og sig selv til at synke ned til over Anklerne. Da lo han højt og raabte:
Hvad gør det? Gør det vel noget, Iversen? Vi er ikke nogle slatne Københavnere, som er bange for, at den store Taa bliver fugtig. Naa, De har lange Støvler! Ja, saa kan De sagtens; men jeg blev vaad paa Uldsokken. Men jeg er lige glad!

✂ Skolelærer Rasmus Kortsen blev Peter Iversens kæreste Omgang. Han vidste saa meget fra alle Verdens Egne, at Peter blev helt knust af ham. Han slog op i ham som i et Konversationsleksikon og kunde naturligvis ikke kontrollere hans myndig udtalte Resultater. "Ja, noget har jeg da studeret, ha, ha, ha! Hva' Iversen?" sagde Rasmus Kortsen stadig efter at have afgivet sit Responsum. En Dag sagde han: "De skal være Student, Peter Iversen, De skal være Student! Tror De ikke, jeg kan manuducere Dem? Naa, det véd De nu ikke, hvad er, men jeg har jus dimittendi ... De kan ogsaa kalde det dimissionis. Jeg er lige glad. Paa'en Iversen! Lige paa den gloende Ende af en Syl, Iversen!"

✂ Peter Iversen gik ind paa sin Vens Tilbud. Da de mørke Dage kom, mødte Rasmus Kortsen hver Dag i Skyttehuset og fjærnede med Myndighed enhver Indvending fra Ulriksens Side ved Tilraab som følgende:
408 - Ulriksen skubber vi til Side! Hu! sikken en gammel livegen reaktionær! De skulde lære Latin, Græsk og Fransk, Ulriksen, hvis De kunde. Men Pandeskallen er for tyk, Ulriksen! Ti stille, Ulriksen! Jeg har tre Bajrer i Lommen. Her skal De se! De faar den ene, men hold saa Kæft, Ulriksen! Det er Toldafgift, Peter Iversen, for at betræde disse velbyrdige Territoria. Hva', Peter Iversen? Er'et ikke? Ha, ha, ha! Drik bare Afgiften, Ulriksen, og sov ud fra Deres anstrængende Dagsarbejde som Baron von, van, de, di, da, der Horstens Oberhofjägermeister . . . Se, hvor Ulriksen glor! God Nat, Ulriksen! Hils Deres Maaske-Børn, Ulriksen! Hvad, Peter Iversen! Ha, ha, ha!

✂ Ulriksens militære Holdning knækkede under Rasmus Kortsens Slag paa hans Skulder og Knubs mod hans Bryst. Han bevarede dog sin ydre Værdighed, trak paa Skuldrene, gik og mumlede:
- Han er gal, den Degn! Jeg kan ikke knuse ham!

✂ Oppe i Kvistkammeret, der hidtil havde været halv koldt, fordi Peter Iversen beskedent havde sparet paa Brændet, var der nu hver Eftermiddag stegende hedt. Thi Rasmus Kortsen kastede Brænde i den lille tyndbenede Kakkelovn, til den blev rødglødende. Han raabte:
- Ulriksen har Brændedeputat, Iversen! Hvorfor skal vi spare? Stamhuset betaler. Det skal det gøre, for det er en grundlovsstridig Indretning. Der staar udtrykkelig i Grundloven, at ingen Stamhuse eller Fideikommisser maa oprettes mere, og de, der nu er til, skal ved Lov gaa over til almindelig Ejendom. Ha, ha, ha! Noget har man dog studeret i sit Liv!

✂ Under den lille, yderst tarvelige Petroleumslampe med den grønne Skærm, mellem de store sorte Skygger op ad de kalkede Vægge og det perlemalede Panel, tæt besat med smaa Træslaaer, der lukkede for hemmelige, men aldeles ubenyttede Skabe, gav Rasmus Kortsen sig til hver Eftermiddag at lære Peter Iversen Latin, Græsk, Fransk, Tysk, Mathematik og alle mulige Videnskaber. Han rasede og skreg op, stampede og skrabede Stolebenene mod Gulvet.

✂ Det var en sær Undervisning. Hvert Øjeblik viste det sig, at Læreren ikke forstod Teksten i de gamle forrevne Udgaver af Cæsar, Cicero og Virgil og de lige saa medtagne Læsebøger i fremmede Sprog. Men sin Grammatik kunde han paa Fingrene og docerede Reglerne i Takt, som han end yderligere markerede ved at stampe med Hælen efter hvert Ord i en Ramse eller hver 409 Sætning i en Regel. Naar han saa, at hans Manuducend blev sløv eller træt, aabnede hans Mund sig til et stort Grin, og han raabte:
- Ja, Videnskaben er s'gu tør, Peter Iversen! Den har et strængt Minerva-Ansigt. Den er ingen Venus, den er Pallas Athene.

✂ Naar Ulriksen blev vækket neden under af sin Middagssøvn, brummede han tidt:
- Det er Fa'en til Degn, den Degn! Men det har han Ret i: Videnskaben kan ikke være Spøg.

✂ Peter Iversen fandt heller ikke Videnskaben rigtig morsom. Han kunde indvendig blive yderlig opbragt paa Rasmus Kortsen, thi han, Peter Iversen, vilde saa gerne føle . . . fornemme . . . hvad Cæsar, Cicero og de andre gamle Genier, han læste om i Historien, egentlig havde sagt, men deres Ord og Mening druknede i Verbernes Hovedtider, i Akkusativ med Infinitiv, i ut-Sætninger, og Voltaires Tekst kvaltes af franske Køns- og Flertalsdannelser, Goethe i tyske Deklinationer og Undtagelsesdeklinationer, hvis Tal var legio. Han lærte blandt andet at oversætte hele Sider af franske Stiløvelser aldeles korrekt; men, læste han en fransk Tekst, var den ham under Oplæsningen omtrent lige saa uforstaaelig som en græsk. Han følte snart, at Rasmus Kortsen heller ikke forstod Teksterne, og, naar han skulde oversætte dem, gav han en Sludder for en Sladder. Da han en Gang ydmygt erklærede, at han ikke forstod det, sagde Skolelæreren, som efter et Par Maaneders Forløb havde drukket Du's med ham i bajersk Øl:
- Nej, Du, Peter, det tror jeg nok. Tror Du, at man saadan uden videre render ind i Videnskabens allerhelligste? Der er jeg lige netop naaet ind.

✂ Somme Tider var Peter Iversen arrig paa sin Lærer. Men Rasmus Kortsens samvittighedsfulde Iver, hans Anstrængelse og høje Raab, der lokkede store Sveddraaber ud af hans Pande og fik Vædsken fra Munden til at risle ned i hans sorte, allerede lidt graasprængte Skæg, hans Uegennyttighed rørte ham. Havde Peter Iversen afleveret en Ramse, f. Eks. i Fransk om Udsagnsord, der styre Genitiv, aldeles korrekt, uden Standsning, kunde han blive rørt, naar Rasmus Kortsen henrykt raabte:
- Du bliver Videnskabsmand, Peter! - og derefter slog sine Arme om hans Hals, som om han vilde kvæle ham af Henrykkelse.

410

✂ Peter Iversen sled og sled. Videnskabens Tunghed og Tørhed under Rasmus Kortsens Behandling indgød ham forøvrigt Respekt for dens Dyrkere. Folk, der hele deres Liv sled med saadant noget, var værd at lønnes. Det gik op for ham, at Folket burde understøtte dem af alle Kræfter, for deres Arbejde var langt mere anstrængende end Brændehuggeres og Grøftegraveres. Det var disse Samfundsklasser, paa hvis Vegne hans Retfærdighedsfølelse hidtil var bleven opirret, naar han sammenlignede deres Vilkaar med Herskabstjeneres og lignende Individers.

✂ Peter Iversens Studier rygtedes paa Egnen. Skovrideren, der baade var Student og Forstmand, tilbød at læse Naturhistorie med ham. I Begyndelsen gjorde hans livligere og lettere Maade at tage Tingene paa Peter Iversen uvis, om Rasmus Kortsens Tørhed og Bredde ogsaa var nødvendig. Men Skovrideren løjede snart af; tidt var han ikke hjemme, naar Peter kom til ham; han gabede ofte under Undervisningen og lod sin Elev skøtte sig selv. Saa steg Rasmus Kortsens videnskabelige Aktier igen.

✂ Arbejdet var en god Lægedom mod Kærestesorgen. Peter fik ikke Tid til at ruge over sig selv om Dagen, og om Aftenen, naar han gik i Seng, var han saa søvnig, at han sov, saasnart han lagde sit Hoved paa Puden. Men Lottes Billede flimrede fjærnt for hans Syn som en Stjerne gennem Taagen. Han vilde arbejde sig gennem den Taage, blive til noget, saa vilde Stjernen nok skinne paa ham. Lotte havde jo altid været noget storagtig, men højere end til en Student kunde hun dog næppe løfte sine Øjne.

✂

XXIV.

✂ - Gratulerer, gratulerer! raabte Rasmus Kortsen den Aften, da Peter fortalte, at han om Dagen havde faaet meddelt paa Godskontoret, at Baronen vilde give ham en Understøttelse af 500 Kroner aarlig og virke hos sin Svoger for, at han ogsaa fik Statsunderstøttelse, naar han blev Student. Det er jo brillant, Peter!

✂ Peter Iversen drog et Befrielsens Suk, men ledsagede det 411 med et noget overrasket, spørgende Blik paa sin Ven og Manuduktør.

✂ - Naa, saa Du mener, at jeg skulde tage imod det? - Ja, ellers var Du da tosset!

✂ - Men Du sagde jo for et Par Maaneder siden, at jeg ikke burde tage mod en Skilling af den Aristokrat, der betragtede mig som sin Livegen.

✂ - Ha, ha, ha! Har jeg sagt det? Det kan s'gu godt være, for man siger jo saa meget. Ja, Du var da gal, om Du ikke tog det, Peter.

✂ - Forleden sagde Du . . .

✂ - Sludder og Vrævl, Peter! Jeg er Politiker, som en Følge deraf Opportunist. Naar Léon Gambetta, som er mit Ideal, kunde være det, kan jeg ogsaa. Lad den Højvelbaarenhed med Fedtnakken kun spæde til med de Kroner, som hans rævedannede Godsforvalter aagrer med!

✂ - Ja, men hør, Kortsen! Saa vil jeg ikke skælde den Mand ud, hvis Penge jeg tager.

✂ - Forstaar sig, Peter, forstaar sig. Hæ! . . . det behøver der ikke noget godt Hoved til at finde paa. Du indgaar, om jeg saa maa sige, en Alliance med hans Gevaltighed (her gjorde Rasmus Kortsen et temmelig mislykket Forsøg i Skuespilkunst, idet han tilstræbte at gaa efter Baronen og stryge sit Overskæg paa hans Manér), saadan en opportunistisk Alliance, der varer, saa længe den er til Nytte. Om det saa er Stuart Mill, saa hævder han jo Nytten som Grundvold for Moralen. Ja, Filosofi kan Du ikke, Peter Iversen, ikke endnu . . . Hvad har vi i Dag? Historie. Naa . . . den franske Kongerække fra Karl den store. Tronbestigelse og Dødsaar! Paa 'en, Peter!

✂ Men inden Peter fik sagt noget, besvarede Rasmus Kortsen sit eget Spørgsmaal med en taktfast Opraabning af disse Navne og Aarstal, omtrent som en Opraaben af Budene paa en Avktion. Som Skelnemærke mellem hver Konge satte han et dygtigt Tramp af Støvlehælen mod Gulvet, alt mens Kakkelovnen buldrede som en tung Arbejdsvogn paa Stenbroen, og Sneen sendte det ene hvislende Pilebundt efter det andet mod Ruden, og Trækvinden gennem det utætte Vindue i Gavlen krummede Rullegardinet i Bue.

✂ - Nokken en Gang! brølte Rasmus Kortsen efter at have endt Rækken med "Napoleon III, 1852-70, den Meneder og Bandit", og saa Republiken - "vive la république/" Om igen! 412 . . . Karl den store, 768-814, Ludvig den fromme, 814-40, o. s. v. o. s. v.

✂ Imidlertid afbrød han sig, da han forpustet var naaet til Huset Valois efter at have sænket Stemmen og i et langsommere og betænkeligere Tempo at have sagt: Karl IV, den smokke - naa - 1322-28 - naa, og brød pludselig ud med følgende Erklæring:
- Ja men, Peter, naar Du nu faar Penge af Baronen, saa vil jeg sige Dig, at saa vil jeg ogsaa tjene lidt paa Forretningen.

✂ Isen var brudt. Hvad Peter havde ømmet sig ved at sige, maatte han nu frem med, nemlig, at et Par Adjunkter ved nærmeste Købstads Latinskole skulde engageres til Peters Manudukdører, og til dem skulde han gaa tre Eftermiddage om Ugen.

✂ Rasmus Kortsen skjulte sine Øjne og det øverste af Ansigtet med sin store Haand, støttede Albuen mod Knæet og tav en god Stund. Taarerne bankede paa hos Peter Iversen. Skolelæreren gav et haardt Suk fra sig som en Hest, der pruster, lod Haanden glide ned over sit store Skæg og sagde:
- Skidt være med det! Saa besmitter jeg ikke mine Fingre med Penge, der lugter af fattige Menneskers Sved. Det er vel bedre saadan! Hm, hm! Men vil Du da slet ikke læse med mig mere, Peter?

✂ Med de sidste Ord ophørte enhver skrattende Lyd i hans Stemme, den klang dumpt og hul, molagtig klagende. Der var noget rørende deri som ved et stort, skikkeligt og plumpt Dyrs Smerte.

✂ - Mig har aldrig nogen kunnet lide, sagde han fremdeles.

✂ Peter Iversen tog ham om Skuldrene og sagde:
- Tror Du jeg er et Skarn, som glemmer, hvordan Du har maset med mig? Jeg vil bønlig bede Dig om jævnlig at høre mig over i, hvad de andre lærer mig, og være . . . saadan være min Overlærer.

✂ Et vældigt Haanddask var Rasmus Kortsens Svar:
- Det var kønt tænkt, Peter, men det var Skam ogsaa klogt tænkt. For jeg, som har givet mig af med næsten alle mulige Videnskaber, jeg har Oversigten og Ideerne; men det kan nok være, at saadan en Adjunkttamp kan komme med nogle Smaating, som jeg har overset. For jeg har kun studeret for Videnskabens, ikke for Levebrødets Skyld.

✂ Peter Iversen sagde naturligvis Intet til Skolelærer Kortsen, da det efter et Aars Undervisning af de rutinerede 413 Latinskolelærere blev ham klart, at han sikkert vilde være bleven rejiceret til Studentereksamen, om han havde nøjedes med sin store videnskabelige Vens Vejledning. Nu drev han det dog til en, rigtignok lidt kneben anden Karakter.

✂ Naturligvis maatte Peter Iversen hilse paa Baronen og Enkebaronessen. Rasmus Kortsen raadede ham endog dertil med de Ord: "Lad den Stamherre føle, at det er Dig, som har været naadig imod ham, og sig til den gamle Sidse, at Du vil føre den franske Revolutions Ideer videre!"

✂ Peter Iversen fulgte slet ikke dette Raad, uagtet han i sin første Begejstring over Skolelærens Flothed havde foresat sig at gøre det. Nej, han blev smigret, da han blev kaldt op i Baronens Værelse, og da de store Billeder af Forfædrene gloede ned paa ham fra de forgyldte Rammer, var han aldeles reduceret til en Bondestudent under det adelige Hus Horstens Ægide.

✂ Baron Horsten havde ærgret sig over, at Peter Iversen ikke fik tredje Karakter, den, han selv havde faaet til Studentereksamen. Han havde i Forening med Godsforvalter Amtrup talt Pointerne op. Baronen sagde:
- Jeg havde dog Godt i Latin og Græsk, og Skovfogdens Dreng fik kun tg. . . . ja, han naaede til mg. i begge Mathematikerne. Saadant noget Skidt kan de Bønder lære!

✂ Baron Horsten modtog Peter Iversen i sit Værelse. Da Peter begyndt at takke ham, slog han ud med Haanden og sagde:
- Godt, Peter Iversen, godt!

✂ Han grundede et Øjeblik paa, om han skulde sige De eller Du til ham, endte med at give efter for de nymodens Tendenser og sagde:
- Naa, De er glad, Iversen!

✂ - Jeg takker Hr. Baronen, fordi Baronen har . . . begyndte Peter igen.

✂ - Selv Tak! Hav det godt, Iversen!

✂ Der var ikke mere at sige. Baronen gav Peter Iversen et Tegn med Haanden paa, at Avdiensen var forbi, og Peter Iversen gik over Borggaarden til Enkebaronessens Pavillon.

✂ Enkebaronessen havde trods Sommervarmen et stort Baal i Kaminen og sad med Fødderne paa Ildbukken. Der duftede i hele Stuen af fine Parfumer. Peter Iversen følte sig - ja - imponeret . . . nej . . . Baronen maatte og burde imponere ham mere . . . men han var mere fremmed i denne gamle, høje Stue med de blege Stukornamenter paa Loftet og de løjerlige 414 store Stole og den løjerlige store Sofa og denne vældige, af Fluer besudlede Lysekrone og denne gamle Dame med de glatte Klæder paa Kroppen og de mange Strimler om Ansigtet.

✂ - Naa, lille godeste! Gratulerer, sagde den gamle Dame og rakte den nye Student en slap og kold Haand. Den lignede en Fugleklo med de lange, tørre, omhyggelig tilskaarne og pudsede Negle . . . Hvad studerer saa den unge Iversen for Fremtiden? Theologi, Jurisprudens, Medicin . . . eller . . . hvad, lille Iversen? Naa, den unge Iversen har naturligvis Tid til at overveje . . . Naa ja . . . den unge Mand er naturligvis radikal, skrækkelig revolutionær . . . eh? Meget vel, gør aldeles ikke noget! Glem ikke Deres Fa'er og Deres . . . naa . . . Mette Splüth. Om de gamle Folk ogsaa er i Décadence . . . ak, kære Barn! Det er ikke Spøg at leve. Gud være med Dem, hvor De gaar! God Morgen!

✂ Peter Iversen gik bukkende ud, med Følelsen af at have set noget kønt, thi der bævede i den gamle Dames fornemme Akcent og stramme Færd noget, han kunde lide. Han syntes, at der fra hendes tørre Haands Afskedsvelsignelser dryppede noget varmt noget ned over hans tæt krusede Hoved, og, da han var kommen gennem den lange, smalle Forstue ud i Borggaarden, følte han noget . . . ja . . . noget patriarkalsk i Luften omkring sig. Han sagde halv højt:
- Hun er egentlig skøn, den gamle - han kunde ikke sige Sidse, som han saa ofte havde sagt efter de andre. Hans varme Stemning imod hende steg endnu nogle Grader, da en Tjener, som afvekslende fungerede hos hende og hos Baronen, Morgenen efter bragte en Konvolut til Skyttehuset. Udskriften var med store, kantede gothiske Bogstaver paa Navnet P. Iversen nær, som var prentet tykt og svært med engelsk Skrift. Adressaten var Peter Iversen, og inden i Konvoluten laa 200 Kroner og et Visitkort med Paatryk: Baronesse von Horsten under en løjerlig kroneagtig Tingest, hvis struttende Pigge hver endte i en rund Klat.

✂ Peter Iversen blev ledsaget til Stationen af en hel Eskorte, anført af Rasmus Kortsen, ellers bestaaende af nogle unge Bønderkarle, som Skolelæreren ogsaa havde læst med gratis. Skolelæreren satte en stor Egekrans paa den unge Students Hoved, og, da der vel var et Kvarter, til Toget kom, var der god Tid til at synge alle Vers af Sangen:

415

✂ Sol er oppe,
Skovens Toppe
glimre alt som Gimles Tag.

✂ Rasmus Kortsen trakterede hele Stationsmandskabet med varm Toddy paa Formiddagen og vandt derved den ene af de to Dragere som Korist. Den anden var bleven fuld. Stationsforstanderen, som havde faaet to Toddyer i Kraft af sin Rang, sad i et Vindue i Skjorteærmer, slog Takt med Haanden og lo, indtil Signalet bragte ham til at tage Uniformen paa. Peter Iversen fik et Afskedshurra af sine Ledsagere og dampede nu samme Vej som Lotte Splyd i sin Tid.

✂ Ja, Lotte Splyds Flugt! Hans Tanke havde jo forsømt hende i de sidste Maaneder. Sprog og Historie, Mathematik og Fysik havde overgroet hendes Billede i lang Tid. Nu rejste den store, smukke Pige sig rank op i Peter Iversen Fantasi og drev alt det andet ud. Det var jo hende han havde slidt for, hele hans Studering havde jo været et Korstog for hendes Skyld. Det stod klart for ham nu. Nu maatte han vinde hende; han havde jo staaet Riddervagt for hende i tre lange Nætter, lange som Aar.

✂ Han blev storfantastisk midt i sin tredje Klasses Kupé, midt blandt rygende og spyttende Mandfolk med store Bylte paa deres Skød. Bøgeløvets bugnende Masse i alle de Skove, han for igennem, det sølv- og perlemorsblinkende Vand fra Søer og Aaer, fra Kær og Bække skulde slynges sammen til en juvelfunklende Krone paa Hovedet af Pigen fra det gamle Skovfogedhus i Strandholt Hestehave.

✂ Naar der ingen Skove og intet Vand var, saa han ikke ud, men flettede i sin stille Tanke videre paa Kronen, og med det Arbejde sad han og pillede, da Toget buldrende røg ind under Københavns Banegaards dæmrende Hvælving.

✂

XV.

✂ Madam Hansen havde intet Svar faaet fra Peter Iversen. Charlotte havde været i hendes Hus i tre Dage, og Madam Hansen var bleven hjemme alle Døgnene og havde brugt den 416 Tid, hvori hun kunde tale med Charlotte, til at skildre Fuldmægtig Jespersen som det mest fordærvede Menneske, Jorden kunde opdrive, som en Forfører af værste Art. Saa fortrød hun sine Ytringer, for saa vidt hun ikke troede paa deres Sandhed, men var sig bevidst, at hun blot anvendte dem i pædagogisk Interesse. Naar hun tumlede med Tallerkener og andet Husgeraad i sit Køkken, traadte hun paa den Hestesko, som laa foran Køkkendørens Tærskel. Hun var sig sin Overlegenhed over Overtroen bevidst, men drog dog Overtroen frem fra et Hjørne i sit Sind. Som sagt, hun traadte paa den og sagde til sig selv:
- Det er Løgn, jeg siger om Fuldmægtigen, men jeg siger det for at redde Charlotte. For, bliver Fuldmægtigen en Gang en broderet Mand, saadan som hans Indepartementschefer, saa . . . ja saa ender Charlotte og mange andre unge Piger af simpel Opdragelse i en umoralsk Gade.

✂ Hun passede paa, naar Fuldmægtigen kom hjem, drejede sin Nøgle om og saa samtidig paa Charlotte med et Blik, der tvang hende, som en Ridepisk tvinger en Hest under Dressur.

✂ Charlotte laa og græd hver Nat paa Sofaen.

✂ Den fjerde Dag gik Madam Hansen ud Klokken tre, men laasede Dørene til alle Sider. Klokken fire kom hun hjem og sagde til Charlotte, der sad og græd af Kedsomhed:
- Justitsraaden siger at De ikke længere kan blive her. Nu følger jeg Dem ud til Lührs's i Eftermiddag.

✂ Charlottes Haand fór op i hendes trodsig udstrittende sorte Krøller. De løsnede sig ud fra Haarets Masse som spiralslyngende Traade fra Planter, der hige op mod noget højere eller dog i det mindste mod noget andet end det, de selv er komne fra. Hun snoede disse Krøller om sin Pegefinger og ruskede i dem. Nogle Haar faldt ned paa Gulvet.

✂ - Hvad skal det til? sagde Madam Hansen, som sad paa en Stol og langsomt nød sin Kaffe.

✂ Charlotte smed sig ned i Sofahjørnet, hulkede og raabte:
- Skal jeg tilbage til det Snavs, jeg er kommen fra?

✂ - Naa, det derinde er finere? sagde Madam Hansen og pegede mod den stængede Dør til Fuldmægtig Jespersens Dagligstue.

✂ Charlotte var saa arrig i sit Sind, at hun havde Lyst til at svare "Ja", men hun turde ikke, da hun saa den store Madam Hansens Næse pege ned midt mellem hendes Øjenbryn, som om den vilde skyde de tykke sorte Streger han til sin Side. Ja, saa var der ikke andet for end at græde igen. Men Madam Hansen 417 blev staaende og knejsede lige saa højt over Charlottes Pande som over sin Mands Isse. Charlotte følte, at, om hun vilde rende Panden mod Madam Hansens brede og flade Bryst, saa vilde hun faa et Slag som af en Granitmur.

✂ Madam Hansen pegede ned mod en Urtepotte, hvori der stod en Heliotrop, og sagde:
- Helt ned til Gødningen, Charlotte! Før bliver der ikke noget af Dem. De er hoven og muggen.

✂ Charlotte vilde stampe i Gulvet, men turde ikke.

✂ - De skal ydmyges, sagde Madam Hansen. De er hverken dannet eller sjenial, for De er bare hoven af, at De ser bedre ud end en vis Person, jeg ikke nævner. De skal ud til Deres Familje Lührs's. De skal rigtig forstaa, hvem De hører til, og saa skal De slaa Dem i Vejret, ligesom den Blomst, der skyder op af Urtepottens Jord og Gødning. For, gaar De den Vej (et Kast med Hovedet antydede Fuldmægtig Jespersens Lejlighed), saa bliver De ikke bedre end det brune Vand, som siver ud af Urtepottens Bund. Kom nu med, min Pige!

✂ Charlotte maatte tage sit Overtøj paa i samme Takt, som Madam Hansen iførte sig sit, og spasere ud paa Østerbro. Hendes mugne og sure Mine lod Madamen, som hun ikke ænsede.

✂ Det var langt ude paa Østerbro, der, hvor Byen umærkelig smelter hen i Strandvejen, at Familjen Lührs siden sidste Flyttedag havde dvælet paa sin nomadiske Halvaarsvandring. Den var begyndt fra den Tid, da Manden havde maatte opgive Cigarhandelen i Gothersgade og forsøge sig først som "Agent" for en Forretning med Vin af problematisk Ægthed, derpaa som Avertissementsagent for en "Forstædernes Avis", som varede et halvt Kvartal, derpaa som Assistent paa et Fæstekontor for Malkepiger fra Sverrig, endelig som Værtshusholder paa et Par Steder. I den første Egenskab havde han ikke bestilt synderlig andet end at drikke Prøveflaskernes Indhold, i den anden havde han ikke kunnet bestille noget, fordi der intet var at bestille; den tredje Stilling medførte heftige Scener af Skinsyge mellem ham og hans Ægtehalvdel, naar hun havde afluret ham paa Dampskibsbroen og set ham modtage sin Vareladning med kurtiserende Adfærd og hørte ham forsøge paa at tale svensk ved at gøre sin Tone kælen og syngende og lade alle danske Ord med det tonløse e som Endestavelse uden Undtagelse løbe ud i et bredt a. I Værtshusholdet skadede hans eget og Konens lyriske Temperament Forretningen. Thi, naar en livlig Fortæring gjorde Gæsterne 418 gemytlige og fik dem til at traktere Vært og Værtinde, trakterede disse igen Gæsterne, for at være "gentlemanske", det var dannede Folks første Pligt. Ægteparret havde imidlertid lagt sig ud. Fru Lührs var fra korpulent bleven kolossal; Hr. Lührs fra mager korpulent. Næsten hvert Aar velsignedes Familjen med et Barn.

✂ Den sidste Kafé, den ude paa Østerbro, var nu kun af Navn en Beværtning. Enkelte Rester af Drikkevarer farvede endnu Bunden af Buffetskabets Karaffer. Endnu stod der paa Disken et Par Tallerkener med faa røgede Sild, der knap skjulte Bunden, og med nogle tørre Ostestumper. Men Gæster kom der ingen af, siden Gæsterne ikke kunde faa, hvad de bestilte, og ikke fik Traktement, af den simple Grund, at der intet var i Huset.

✂ Foran Indgangen var der paatænkt en Løvhytte med Borde og Bænke, men de nøgne Lægters tørre Skelet stod der og grinte med noget forkrøblet, sort og støvet grønt forneden, der knap naaede et Menneskes Knæhøjde. Over dette ynkelige Stillads udfoldede de tre skandinaviske Rigers Flag sig med Brask og Bram i Vinden, thi Lührs havde fra sin latinske Skolegang bevaret en vis. Begejstring for den gamle Skandinavisme og havde døbt: sin Kafé: "Det forenede Norden".

✂ I "Det forenede Nordens" vind- og solaabne Forhal sad Værten og Værtinden hin hede Sommereftermiddag. Han brugte to Stole, en til sin Krop og en til sine Ben; hun sad og fyldte en hel "Naturbænk". Han var iført en forhen ensfarvet Sommerdragt, nu saa spættet med Pletter, at Farven var ubestemmelig, en Straahat, hvor Forbindelsen mellem Puld og Skygge Dag for Dag blev løsere og løsere. Men i stolt Sorgløsheds Selvfølelse som en orientalsk Pascha sendte han Røgskyer fra en Cigarstump ud i den utaknemmelige Verden og blæste den for saa vidt et Stykke. Fruen læste i en fedtet Bog i bredt Duodezformat og fjærnede med den ene Fod, adspredt, halv ubevidst, som naar man i Blund slaar til næsvise Fluer, to af sine Poder, der laa foran hende paa Jorden og ragede Støv og Smaasten sammen i toppede Smaabunker. Naar den enes Bunke blev større end den andens, bragte Skinsygen dem til vekselvis at ødelægge Frugten af hinandens Arbejde. Saa kom det til Skraal, Skændsog Slagsmaal, saa søgte de at appellere til Moderens Dom ved at trække hende i Skørterne eller i Morgenskoene, og saa var det, at hun blidt gennede dem bort med Foden, fordybet, som 419 hun var, i Xavier de Montépins betagende Digterverden i en tyveaarig gammel dansk Feuilletonoversættelse.

✂ Hr. Lührs sov eller tænkte. Han ænsede ikke, at nogen bøjede ind mod hans Veranda. Hans Hustru opdagede det først, da en Skygge faldt hen over et interessant Sted i hendes Roman. Først virrede hun med Haanden ad Skyggen som før med Foden ad Børnene, men Skyggen blev liggende over Bogens Blad. Og, før hun fik sin Sætning i Lekturen endt, saa hun sin Mand rejse sig, tage sin Hat af og hørte ham sige:
- Ih, god Dag, min bedste Madam Hansen!

✂ Fru Lührs havde den største Lyst til at give sin Forbitrelse Luft over for den uvelkomne Gæst. Hun hadede Madam Hansen, dels fordi hun, mens hun levede i hendes Nabolag, aldrig kunde faa hende til at blive arrig og skændes med sig, aldrig kunde faa hende med paa "Bumlenberg", naar hun var i det Humør, dels fordi hendes Mand skyldte Skrædder Hansens Principal for et Sæt Klæder, og hun selv Madam Hansen 5 Kr., som hun til forskellige Tider havde laant af hende ørevis. Men, da hun saa disse kolde, lyseblaa Øjne stirre sig i Møde, følte hun ligesom Spidsen af en Staalklinge rettet imod sig, beredt til at spidde det Fnys af Harme, hun var ladet med. Hun skød ikke sit Vaaben af mod hende, hilste med fornem Værdighed paa sin Fjende; men, da hun saa hendes Ledsagerske, sendte hun Ladningen mod hende.

✂ Hr. Lührs løb ind i Beværtningslokalet og kom ud med en Flaske med Resterne af Pomeranslikør i og nogle Glas paa en Bakke. Med humoristisk Kunstbestræbelse søgte han at bæve sin Situation ved at efterligne en Osteriværts Holdning og Bevægelser, som han kendte dem fra Bournonvilles italienske Balletter.

✂ - En lille Forfriskning, Madam? sagde han, satte Bakken paa et Bord og gjorde Antydning af en Pirouette.

✂ - Drikker aldrig Spirritos! svarede Madam Hansen med Anstand.

✂ - Ikke heller med en lille salt Fortæringsgenstand til? sagde Hr. Lührs med en ny Balletgestus hen mod de røgede Sild, som laa derinde paa Tallerkenen, med tørre, opadkrummede Haler.

✂ - Aldrig! svarede Madam Hansen. Det, jeg kommer for, er et Alvorsærinde.

420

✂ - Hun vil rykke, tænkte Lührs ved sig selv, men var fuldstændig ligegyldig over for den ham saa vante Situation. Han sagde:
- Hilft's nicht, süsse Madam! Wo nichts ist, hat der Kaiser sein Recht verloren!

✂ Madam Hansen stod uantastet lige over for Hr. Lührs' Forsøg paa at imponere hende ved sin videnskabelige Dannelse. Hun talte tværs over hans tyske Frase:
- Madam Lührs - her bringer jeg Dem Deres Kusine; hun har maattet sige sin Kondition op, fordi hun er en anstændig Pige. Og hun staar ene i Verden, og, inden nogen nærmere tager sig af hende, maa hun være hos Dem. Værs'artig . . . her er fyrretyve Kroner forud til hendes Ophold. Hun betaler selv.

✂ Det var nu ikke sandt. Pengene vare Justitsraad Grams. Men det var Ægteparret Lührs umaadelig ligegyldigt, hvor Pengene kom fra, og om Charlotte var anstændig eller uanstændig. Fru Lührs løftede livlig sit vældige Korpus op fra Sædet, greb efter Pengene og sagde:
- Lührs! sørg for fire Boeuffer med Spejlæg, Bajrer og lidt Kognak til Kaffen. Jeg skal bage Pandekager.

✂ - Og jeg giver Portvin! raabte Lührs. Jeg maa da en Gang vise, at det er min borgerlige Næringsvej at være Traktør. Vi tager seks Boeuffer, Juliane, og beder Politibetjent Nr. 156 og den unge Skuespiller, der bor i Hjørnestedet, ham, der skal debutere paa Variététheatret til Vinter, saa rydder vi Stuen til en lille Dans.

✂ - Jeg kan ikke tage Del i noget uden min Mands Ledsagelse og Tilstedeværelse, sagde Madam Hansen, hilste til Afsked og klappede Charlotte paa Skulderen.

✂ Charlotte følte baade baade Sorg og Lettelse ved foreløbig at slippe for Madam Hansens Tugt, og Ængstelse for det Liv, Ægteparret Lührs vilde føre hende ind i, selv om det kun skulde vare et Par Uger, hvad Madam Hansen paa Vejen havde trøstet hende med.

✂ Da Madam Hansen var gaaet, overøste Fru Juliane Charlotte med Spørgsmaal og Kærtegn. De sidste kunde hun ikke modstaa; hun syntes, hun trængte til at synke hen og faa alt det smeltet, som var stivfrossent inden i hende. I den sodede og tilrøgede Beværtningsstue stod de to Kusiner i tæt Omfavnelse under halvhviskende Samtale i den hurtigste Taktart. Hr. Lührs drak alle Resterne af Buffetens Karaffer.

421