Schandorph, Sophus Et Aar i Embede - Skovfogedbørnene. - 1904

II
III

S. SCHANDORPH

ROMANER

FOLKEUDGAVE

TREDJE BIND
ET AAR I EMBEDE SKOVFOGEDBØRNENE

GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG
KØBENHAVN OG KRISTIANIA
1904

IV

Fr Bagges Bogtrykkeri. - København.

1

ET AAR I EMBEDE
(1883)

2
3

I.

En Del avdienssøgende ventede i Ministerens Forværelse.

Det var et langt, smalt Rum, oplyst af ét stort Vindue med Udsigt til en Gaard og Have, der trods en omhyggelig Pleje dog saa forladt og sørgmodig ud, som om den mindedes bedre Dage, da Sølvkaarder under Fløjelsskøderne blinkede, og struttende Silkeskørter med korte Hvin strøg langs dens Gange.

Foraarssolen sendte en øjenskærende Straalekaskade ind ad Vinduet, saa de nærmest siddende maatte bruge den hule Haand til Skærm. Saa drev en blyfarvet Sky med kobberrøde Rande, der saa ud, som vare de voldsomt sønderflængede, en Ladning Hagl mod Ruderne. Haglen trommede Reveille for de halvsovende Suplikanter, som saa skiftede Stilling i den lange, grimme Sofa med Betræk af amerikansk Læder, befæstet med Messingsøm. De, der ikke vare i Sofaen, strakte Benene ud fra de spinkle Rørstole, der udgjorde den øvrige Del af Møblementet.

Foran Indgangsdøren til Ministerens Værelse agerede et gammelt Bud Cerberus, eller om man hellere vil, Sankt Peder. Samme Guddommens Tjener, der lukkede ind til Naadegavernes Uddeler, var en Fyr med glat og tilbagekæmmet tyndt graat Haar. Han bar paa sit Ansigt en Degns, Pedels eller Bedemands funktionsmæssige Andægtighed. Denne fremhævedes end yderligere ved hans lange, kortlivede, tæt tilknappede sorte Frakke og nedbøjede stive Flipper, som dannede to smalle Rektangler langs hver Side af det høje Brunels Halsbind, men efterlod en stor Aabning for den magre Nakke med den dybe Hulning og den rynkede og slunkne Hud.

4

Han vidste bestemt, i hvilken Orden de avdienssøgende vare komne. Naar Døren til Ministerens Værelse gik op og i sin Aabning viste en baglængs udgaaende, dybt bukkende Suplikants sorte Ryg, vinkede han hurtig til den næste i Rækken, som da rejste sig fra sit Sæde, stivede sig op til en eller anden Holdning og hurtig forsvandt gennem Døren, som Cerberus-St. Peder aabnede. Af og til skimtedes ved en saadan Indtrasdelse Ministerens anselige Skikkelse inde i det allerhelligste, men Fremtoningen varede kun et Par Sekunder, thi Budet skyndte sig bestandig med at lukke Døren.

Der var ikke faa avdienssøgende. I Sofahjørnet sad en gammel Mand med stort pjusket, graat Haar, hvidt Halstørklæde, som gulnede stærkt efter den for lang Tid siden foretagne Brøndvandsvask og var bundet i en lille primitiv, tæt Haardknude. Snipperne faldt mat ned over den med en utrolig Masse Knapper forsynede sorte Klædes Vest. Vesten saavel som den sorte, kortskødede Livkjole og Benklæderne, der krøb højt op ad Støvleskafterne, havde antaget en sodagtig Tone, mens Sømmene hvidnede. Ansigtet havde et stereotypt Udtryk: en Blanding af Værdighed og Ydmyghed. Et Krat af lange og spredte graa Haar groede fra den lille Bakkenbart ud paa de stærkt fremspringende Kindknogler. Resigneret havde den gamle Herre foldet sine rynkede, gulbrune Hænder med de store svulne Aarer over Bukseklappen paa Maven. Stundom gav Værdigheden sig Luft i et dybt: Øh, høh, hem! stundom ytrede Ydmygheden og Hengivelsen i Forsynets Vilje sig med et: Aa, ja, ja, ja!

Ved hans Side sad en ung Mand i ulastelige sorte Klæder, lav hvid Slip med opstaaende, rundt løbende Flip, tæt klippet Helskæg og en splinterny, funklende Forlovelsesring paa den behørige Finger. Han rørte sig ikke af Stedet, var lidt bleg og mindede om de galaklædte Individer, der paa Embedseksaminernes Tider tone frem paa Universitetets Korridorer og de nærmeste Omgivelser: pyntede Offerlam, der gaa til Slagterbænken. Hans Ydre røbede den theologiske Kandidat, der følte Trang til snarest muligt at komme til at forkynde Ordet og med sin lille københavnske Brud forsøge paa at virkeliggøre den yndige Præsteidyl, de havde drømt om paa Morgenpromenaderne paa Østervold, naar Elskeren gik til sine Informationer.

Et Par unge Mennesker i sorte Frakker af bondeagtigt Snit saa mere frejdige ud, især syntes den ene med sine tyksaalede, nyblankede Støvler vis paa at komme til at gennemtrave sin 5 Bane i et lydelig gungrende Triumfløb, der nok skulde høres et Par Sogne over. Det var Seminarister, som vilde begære Hjælp til yderligere Uddannelse efter særdeles vel overstaaet Eksamen.

Dem nærmest sad en midaldrende Naturhistoriker som Ansøger om Hjælp til de videnskabelige Undersøgelser, han med stor Selvfornægtelse foretog i den knap tilmaalte Tid, der levnedes ham fra otte Timers Informationer daglig. Den slidte, snævre sorte Kjole, Manchetskjorten, hvis Bryst røbede flere Stopninger, fortalte et og andet om, hvad det vil sige at være ikke-officiel Videnskabsdyrker i Danmark.

Roligst i Holdningen var en tynd, bebrillet Filolog; thi han var vis paa, at han i Følge Anciennetetens ufejlbare Lov maatte avancere fra Adjunkt til den attraaede Overlærerpost. Ugenert spaserede han frem og tilbage i Værelset. Naar Haglene slog imod Vinduet, gik han hen og saa paa Vejret, idet han pudsede sine Briller og rettede paa sine Flipper.

Efterhaanden kom der flere og flere Ansøgere af mere ubestemmelig Art ind ad Døren, der aabnedes lydløst. Lydløst traadte ogsaa de vedkommende ind og oversaa Situationen. En og anden sukkede over Udsigten til at komme til at vente saa længe, talte de ventende, betragtede med Misundelse den, som Budet lukkede ind i Helligdommen, og med Nysgerrighed den, der baglængs traadte ud af den og straks efter ilte hen og greb Hat, Overtøj og Paraply og dernæst lige ilfærdig skyndte sig ud til frisk Luft, som havde den bureaukratiske Atmosfære i det store Bygningskompleks bag Børsen angrebet hans Nerver lig Scirokko.

De, der vare komne tidligere, fik mere spændte Miner, efterhaanden som deres Tur rykkede nærmere; de sidste i Rækken grebes mere og mere af en sløv Hengivelse i den uforanderlige Skæbne. Hos nogle blev denne Følelse saa overvældende, at et idiotisk Præg lagde sig over deres Træk.

Videre, frejdigere, med stærkere Lyd end nogensinde før gaar Døren til Gangen op. En høj, mager, barhovedet, glat barberet Herre i ensfarvede kulørte Klæder, Næseklemmer, graasprængte røde Whiskers og en Pakke Folioark under Armen træder ind. Det var Ministerens Sekretær, der tillige var Kontorchef i Ministeriet. I samme Øjeblik, som han viste sig i Døraabningen, smuttede den gamle Præst ind i Ministerværelset. Kontorchefen sendte Dørvogteren et vredt Øjekast.

- Undskyld, Hr. Justitsraad, sagde denne, idet hans tidligere 6 selvfølelsesfulde Bedemandsansigt gled over i lakajagtig sød Ydmyghed; den gamle Herre er vist snart færdig.

- Gamle Præster plejer ellers ikke at fatte sig i Korthed, brummede Justitsraaden og gav sig til at maale Forværelset med hurtige Skridt og i en saa avtoritetsmæssig Gangart, at han ligesom blæste de ansøgende ud i to Rækker, der langs hver sin Væg flankerede hans Gang.

Døren til Korridoren aabnedes atter med en usuplikantmæssig Tillidsfuldhed. Det maatte være en ny Avtoritet, der tog et saadant Tag i Laasen og saa ugenert satte Støvlehælene i Helligdommens Forgaard. Den indtrædende smukke og velvoksne Mand med de graa, tæt klippede Bakkenbarter og venlige lyseblaa Øjne kom rygende paa en Cigarstump, som han dog straks kastede hen paa Kakkelovnspladen. Da han fik Øje paa Ministerens Sekretær, nikkede han kammeratlig til ham, og Kontormandens Ansigt glattedes ud til imødekommende Gemytlighed. Han standsede sin Gang, omfattede den nys ankomnes højre Haand mellem begge sine, missede lidt med Øjnene og sagde:
- Naa, kære Professor! Vil De nu være Etatsraad eller have Sølvkorset ved Siden af Guldkorset?

- Justitsraadsnude! hviskede den kønne Mand og gjorde en knyttet Nævebevægelse mod Kontorchefens konkave Bug. Hm! (her sænkede han Stemmen endnu mere.) Er Fatter derinde i god Kulør?

Begge de samtalende lo og gjorde en Antydning af en Omfavnelse.

En dybt krummet Ryg, en skaldet gul Isse, en brunrød Nakke med graa, tjørneagtig struttende Haartotter i Ministerens Døraabning viste, at nu var den gamle Præst færdig. Efter et flygtigt Sammenstød mellem de med solide Søm beslaaede Støvlehæle og Dørtærskelen gjorde han højre om, fik fat i sin sorte Hat, der var laadden som en Bondehest i Vintertiden, samt i sin store, vidtskrævende Bomuldsparaply og søgte ud i Vorherres Natur.

Det var den ene af Seminaristernes Tur til at komme ind, men Kontorchefen gjorde et Udslag med Haanden, der ligesom fejede den ellers modige unge Mand tilbage til hans Stol. Han sagde højt til Budet:
- Jeg har Referat til Ekscellencen ... Ja kom De kun med mig, Professor! Vil De ikke?

7

- Forstaar sig, svarede den smukke Mand.

Begge forsvandt. En Studsen gennemskar den ventende sløve Gruppe, som et uventet Vindpust en tung, overtrukken Sommerdag en Skov Siv, der staar og keder sig i en Moses Kystvand.

En saadan Familiaritet overfor Lokalet og for Ministeren! Det maatte absolut være Præster i Helligdommen, som turde behandle baade denne og Guden saa frivolt. Kun hos én blev denne Forbavselse tilsat med Bitterhed. Naturforskeren mumlede uhørlig:
- Det kommer der af intet at bestille i sin Videnskab og lægge sig efter at holde Bordtaler. Man avancerer i Danmark, naar man er køn, stor og tyk, har en flydende Tunge og en god Fordøjelse.

Den forbigaaede Seminarist saa sig om. Han vilde gerne have sagt: "Dette herre, at man bryder Rækken, er ikke møjet folkeligt!" men han læste paa alle Ansigter Mangel paa Sympathi for det folkelige, og han havde ingen Fornøjelse af at hviske det til sin Kammerat, som forud var enig med ham.

II.

Ministeren stod ikke lænet op ad et Bord med Haanden i Vesten, den fra Theatret saa vel kendte avdiensgivende Stilling. Han var ved spaserende at skyde en Diagonal gennem Værelset, mens han holdt Hænderne paa Ryggen. Han standsede kort ved de to's Indtrædelse. Først fik Justitsraaden et halv vredt, halv bønligt Blik, ledsaget af følgende Ord:
- Men Herre Gud, Østerberg . . . idag! paa en Avdiensdag?

- Det er nu otte Dage siden, jeg saa Ministeren, og Ministeren sagde netop idag otte Dage . . .

- Ja, ja, ja, ja, da ... Læg det Stads paa Bordet . . . Puh! Og Ekscellencen gjorde en Grimace ad den Bunke Foliodokumenter, som faldt tungt ned paa Bordets runde Maghoniplade. Men, da det blev Ekscellencen ret bevidst, hvem hans 8 Sekretærs Ledsager var, genvandt hans Ansigt sit naturlige Udtryk af oprømt Velvilje og harmonisk Tilfredshed.

- God Dag, min kære Professor! raabte han og slog ud med Haanden.

- God Dag, kære Ekscellence! svarede Professoren og lod sin Haand ryste af Ministeren.

- Skal jeg gaa et Øjeblik? spurgte Ministerens Sekretær.

- For min Skyld ingen Allarm, gode Justitsraad, svarede Professoren; jeg har intet hemmeligt at forhandle.

Ministeren rykkede Stole til rette for sig og Professoren. De satte sig, medens Justitsraaden disciplinært blev staaende, indtil Ekscellencen direkte sagde til ham:
- Vær saa god, Østerberg, og pegede paa en Stol ved Siden af Sofaen.

Det var to smukke sympathetiske Skikkelser, der her sad lige overfor hinanden. Deres Træk vare ungdommelige, uagtet de begge vare over de halvhundrede Aar, Ministeren endog stærkt op mod Sekstallet. Men ingen aandelige eller materielle Kampe havde gravet Furer i Panderne. Begge havde de det lette Embonpoint, som frembringes af Velvære og den naturlige Ladhed, som tidt kommer frem hos letnemme Naturer og hurtige Arbejdere. Ministerens lysebrune Øjne havde næsten et lige saa barnligt, let gennemskueligt Udtryk som Professorens blaa. Havde den sidste i sin Tid studeret Jura i Stedet for Theologi, vilde der næppe have været noget i Vejen for, at han ogsaa kunde have været Minister. Deres Ungdom var falden i den Tid, da Universitetsdannelsen, specielt Embedseksamen, var de danskes Vej til Ros og Magt; de havde absolveret alle deres Eksamina med Hæder og fortsat Studierne efter Attestatsen. Ministerens Jus skaffede ham et Professorat ved Universitetet, som han dog kort efter opgav for at træde ind i høje administrative Stillinger. Professoren havde opgivet Theologiens Studium og kastet sig over dansk Literatur og Sprog, var gaaet Skolevejen og var ved et Giftermaal med en formuende Dame bleven sat i Stand til at erhverve en af Hovedstadens bedst renommerede private lærde Skoler, som han bestyrede dygtigt og humant uden dog i nogen Maade at overanstrænge sig. Endvidere havde de det tilfælles med flere af deres samtidige, at omkring deres fyrretyvende Aar sagde de Farvel til Studierne, levede af de opsamlede Kundskaber, der vel langt fra gjorde dem til lærde Mænd, men havde skaffet dem en respektabel Dannelse. Deres Smag og Sans for 9 det skønne udvikledes stadig ved, at de i deres velstaaende Hjem og hos deres rige Omgangsfæller af Handelsstanden jævnlig saa og talte med Billedkunstnere og Skribenter. De havde gjort Udenlandsrejser, og deres Damer bragte dem Efterretninger fra, hvad der var paa Stabelen i Malernes Atelierer og i Poeternes Arbejdsværelser. En æsthetisk Opfattelse af Politiken - de havde begge længe været Medlemmer af Repræsentationen - som af Livet overhovedet, en let vakt patriotisk Følelse, en livlig Sans for Bordets Glæder, som de forstod at nyde med en smagfuld Moderation, et betydeligt Talent for l'Hombre, stor Respekt for den klassiske Dannelse, en ironisk, endnu ikke bitter Opfattelse af det i Tal voksende Landboparti ... Alt sligt var Foreningspunkter for de to elskværdige Mænd. Deres Forhold var imidlertid ikke kammeratligt i Ordets gemytlige, rent studenteragtige Betydning. Dertil havde de for megen Tro paa Nødvendigheden for Samfundet af Embedshierarkiets Trappestige. De tog vel ikke Rangforordningen rent ud au sérieux; men vilde dog nødig have givet Stødet til dens Afskaffelse. Naar Professoren saa familiært sagde: Kære Ekscellence til Ministeren, var det ikke uden med en lille Spænding, en Uvished, om han virkelig turde gaa saa vidt, men han var saa meget af en Skuespiller, at han blev hidset til denne Familiaritet for at gøre et lille Indtryk paa Justitsraad Østerberg. Ekscellencen spurgte:
- Hvad kan jeg saa tjene Velbaarenheden med til Gengæld for den Nolo, jeg vandt fra Velbaarenheden iforgaars?

Saa lo han; Professoren stemte i lidt doucere, Justitsraaden udstødte et beskedent:
- He-he!

- Jeg skulde gerne have den ledige Adjunktpost i B-, svarede Professoren.

- Vil De plante Kaal i Salona lig Kejser Diokletian ? spurgte Ekscellencen. Naa, et Spøg, et andet Alvor . . . Hvad vil De med den Adjunktur? Det er vel for en af Deres Lærere?

- Netop. Det er for en theologisk Kandidat Holmberg, tre Aars Kandidat med Laudabilis, mangeaarig Lærer hos mig i Historie.

- Hm. ... ja for mig, Skam, gerne, sagde Ministeren og skuttede sig lidt, men saa faar jeg jo et Helvedes Vrøvl med Undervisningsinspektøren. Han vil jo have sine Filologer ind allevegne.

10

- Det er i Reglen de sletteste Lærere, sagde Professoren lidt hidsig. Han, der selv læste Latin i en Mellemklasse i sin Skole, havde en med Frygt blandet Skinsyge mod de korrekt indeksercerede Grammatikere, omtrent lig den, de ældre Officerer fra Landkadetakademiet i sin Tid nærede overfor Højskoleofficererne.

- Det turde dog være et Paradoks, kære Ven, bemærkede Ekscellencen venlig tyssende og beroligende. Hm, Skolens Rektor vil ogsaa sikkert foretrække en Filolog. Men, naar Deres Fyr har Laud, saa er jo Udsigterne for ham ikke saa ilde til at blive Præst.

- Men Ulykken er, kæreste Ekscellence, at det vil han ikke være.

- Aa, det siger saa mange unge Theologer, men de forandrer Mening, naar de bliver forlovede. De husker jo Kierkegaards Fredrik og Juliane.

Vennerne fik sig igen en vederkvægende lille Latter, mens de magelig lagde sig tilbage i Stolene. De befandt sig saa vel sammen, at de ikke ofrede en Tanke paa de ventende i Forværelset. Ministeren strakte endda Benene langt fra sig og Hænderne bag om Hovedet, mens han kvalte en let Gaben.

- Min unge Ven, tog Professoren Ordet, er bleven smittet af det allernyeste Fritænkeri, det, som nu doceres ved Universitetet med Brask og Bram for Kreti og og Pleti.

- Uh ... det Vrøvl, vi faar af det! sagde Ministeren ærgerlig og gjorde en Grimace. Naa ... og hvad er saa det hele? Blev de Lærdomme holdt indenfor de universitetsdannedes Kreds, vilde ikke en Hund gø ad dem. Naar ikke samtidig det Socialistspektakel var kommen op, saa Pokker med det hele! Fritænkeriet er en Børnesygdom, der gaar over med Aarene. Og de Videnskabsmænd, som studerer Filosofi og bliver hængende ved den Slags Tankegange, kan jo Folk i Almindelighed ikke forstaa. Videnskaben maa man desuden lade sin frie Gang.

- Ganske vist, sagde Professoren . . . For mit Vedkommende maa jeg sige, at Aarene har bragt mig til at tænke alvorligere over mange religiøse Spørgsmaal, som man tidligere har ladet ligge paa sin Vej. I de stille Timer i Lønkammeret paatrænger de sig En. Udødeligheden, f. Eks., kære Ekscellence . . . Sjælens Udødelighed . . .

- Har jeg aldrig tvivlet paa, afbrød Ministeren fornemmere, end han hidtil havde talt, og gjorde en Vending, ledsaget af et 11 myndigt Blik, hen mod sin Sekretær, der atter sagde: He, medens han lod sine Øjne gøre en svag Bevægelse i opadgaaende Retning, saaledes at man med god Vilje kunde sige, at Blikket søgte Himlen. Men paa den anden Side gik han heller ikke saa vidt i det himmelvendte, at en mulig Satire kunde faa Greb i ham.

- Jeg har i Sinde, vedblev Ministeren og løftede det kraftige Bryst, at udstede et Cirkulære til Rektorer og Skolebestyrere, hvori jeg vil indskærpe dem at sørge for at holde alle religiøse Stridsspørgsmaal ude fra Skolen. Det er ingen Anbefaling for Deres Klient, at han skaber sig fritænkersk.

Professoren ønskede nu, at Sekretæren var borte. Havde han været ene med Ministeren, vilde denne aldrig have budt ham en saadan embedsmæssig Fremskydning af Maven, som han - Professoren selv - kun anvendte lige overfor sine yngre Lærere. Han vovede at blinke med det ene Øje op mod Ministeren og ganske svagt pege med Albuen hen mod Kontorchefen. Ekscellencen nikkede forstaaende og sagde:
- Hør, kære Østerberg - der er vist mange derude. Jeg bør ikke lade dem vente en altfor rædsom Tid. Lad os opsætte Referatet, til Avdienstiden er forbi.

Justitsraad Østerberg bukkede stramt. En magtesløs Ærgrelse kogte i ham. Han samlede sine Papirer, forsvandt gennem Døren, og fik først Luft, da han kom ud paa Gangen, i afbrudte Ord. De piblede ud gennem de sammenbidte Læber som Vanddraaber gennem en smal Sprække i Isen:
- Hundedreng skal man være! Hæ - disse Herrer! Ministre fra Høns flyver op, til de flyver ned igen.

Det var et ufrivilligt Hjærtensudbrud i et bittert Øjeblik. Justitsraad Østerberg troede selv at være gaaet frem med Tiden og at være en fuldblods liberal. Kun naar han blev gnaven, opstod Spøgelset af det gamle Kancelli, hvori han havde tjent i sin første Ungdom, for hans Fantasi i et guldalderligt Skær.

Da han var ude, glattedes Professorens Ansigt ud i munter Meddelelseslyst.

- Den kære Justitsraad er jo saa glubende orthodoks, sagde han; jeg turde, Skam, ikke . . .

Ministeren smaalo og sagde:
- Ja, jeg har mærket, at, siden hans ældste Datter er bleven konfirmeret, og han har været til Alters med hende, har han 12 faaet en usædvanlig Trang til at bruge de kirkelige Naademidler.

- Hm - ja, naar Børnene vokser til, sukkede Professoren, og naar man selv begynder at føle sig ældre . . .

- Ja vel, ja vel, udbrød Ekscellencen med et lille, lunt Smil. Men nu Deres Protégé . . .

- Ja. Ser De, Ekscellence, han har altid været den samvittighedsfuldeste og nøjagtigste Lærer, man kan tænke sig, elskværdig beskeden, har holdt god Disciplin, uden at han nogensinde har grebet til korporlig Revselse, har gjort betydelige Studier, er livlig i sin Undervisning, giver Disciplene kulturhistoriske Vuer . . . jeg holder rigtig meget af ham. Hvem har tænkt paa, hvad han troede, eller ikke troede paa? Hvem har hidtil brudt sig om det, før denne sidste forbandede Agitation i Forelæsninger og i Literaturen har bragt Ufred ind i Familjeliv, Skole, Politik. Holmberg er bleven en af Fritænkeriets Adepter, og jeg har havt flere Disputer med ham i den Anledning. Imidlertid holdt han sig stadig min Ordre efterrettelig, aldrig at berøre den Slags Spørgsmaal i Skolen. Men Pokker staar i de københavnske Drenge. I en af de øverste Klasser fik de snart Færten af, at Holmberg havde været en ivrig Tilhører ved de berygtede Forelæsninger og færdedes i en ungdommelig Kreds af ligesindede. Saa spørger en skønne Dag en stor Dreng ham: Hr. Holmberg, er der Engle til? Holmberg siger meget korrekt: Det véd jeg ikke; det maa De spørge Deres Religionslærer om. Saa bliver Knægten nærgaaende og siger: Ja, men véd De det ikke, Hr. Holmberg? Jeg troede, De var theologisk Kandidat. Holmberg svarede saa: Hold Mund! og viste Drengen ud af Klassen. Et Par Dage efter fik jeg Brev fra Faderen, en rig Isenkræmmer. Han besværede sig over, at hans Barns religiøse Overbevisning var bleven krænket paa en brutal Maade. Jeg holdt paa den brave Holmberg, alt hvad jeg kunde. Men nu bliver jeg daglig bombarderet med Breve fra Disciplenes Forældre; de truer mig med Udmeldelse af deres Børn, hvis der ikke statueres et Eksempel til Advarsel for de Lærere, der giver Forargelse.

- Vis de Vrøvlehoveder Vintervejen! ubrød Ministeren. De er jo fjollede.

- Deres Ekscellence kender sikkert en Privatskolebestyrers prekære Stilling. Den er ikke som en Rektors ved en Statsskoles. Desuden er Holmberg en inderlig god og beskeden Fyr. 13 Lad ham komme til Provinserne og bort fra al den Rummel og Hurlumhej, ind i fredelige Forhold, saa gaar han sikkert op i sin Gerning og lader "den frie Tanke" rolig dunste hen i Røg, som den sikkert snart vil gøre. Lad ham være et Par Aar i et Hul som B-, hvor ingen Modersjæl har Sans for de Sager, og De skal se, De faar den korrekteste Adjunkt nogen Statsskole kan rose sig af.

De sidste Ord bleve henslyngede med en lidt bitter Ironi. Professoren led ikke Statslatinskolerne. Ministeren smilede ganske fint og sagde:
- Saa skal han have Posten, saa sætter jeg Trumf paa det trods Undervisningsinspektør og Rektor. Men indskærp ham endnu for Sikkerheds Skyld, at han skal være forsigtig, at ingen Stat kan undvære en positiv Tro, og at det ikke er for intet, at Kirken og Skolen er underlagte samme Chef.

Atter gjorde Ekscellencens Mave og Bryst et fremadskydende Sæt; Professoren bukkede og tog Afsked. Ekscellencen rakte ham Haanden og rystede den. Deres Øjne mødtes i et kort Glimt af gensidig Forstaaelse. Det var et langt finere og mere afdæmpet Minespil end de to Augurers hos Cicero.

Fjorten Dage efter læste man i Bladene, at Cand. theol. Holmberg var bleven konstitueret som Lærer ved B-s lærde Skole. En Filolog klagede anonymt over sine Standsfællers Tilsidesættelse, men ingen Polemik opstod i den Anledning. Professoren fulgte Ministerens Anvisning og havde en lang Samtale med den nys udnævnte, der holdt saa meget af sin forrige overordnede, at han ikke sagde ham imod og betvang sine satiriske Tendenser, som rørte sig i ham overfor de elementære og naive Ræsonnementer i den brave, livslystne Hednings Mund, hvis svulmende karmoisinrøde Læber syntes at krumme sig til en kraftig Protest mod Askesens og Selvfornægtelsens Idealer.

III.

Uagtet Erik Holmberg ikke rigtig vilde tilstaa det for sig selv, havde han egentlig ikke saa meget imod at komme til Provinserne.

14

Han var et Landsbybarn, født i en Præstegaard i en af Fyens skønneste, frugtbareste Egne med bløde Bakker, med glimtende Aaløb gennem tæt ludende Skove. Hans Fader døde, da han var seks eller syv Aar, men enkelte Billeder fra Barndomshjemmet havde draget sig gennem hans Liv som lysende Minder om et tabt Paradis. Som voksen kunde han endnu føle Varmen af den landlige Sommer, da Espaliervinranken, der bedækkede Stuehusets Sydside ud mod Haven, svulmede i saa yppig Fylde, at de svaje Stilke med de grovt tandede, mægtige Blade elastisk svippede helt ind i Stuen, naar Vinduet aabnedes, mens samtidig den søde Kløverduft strømmede ind fra Engen hinsides det hasselbevoksede Jorddige, saa sød, at man kunde smage den. Han saa endnu de gule og røde Æbler blinke fugtig i Efteraarssolen mellem det blakket-grønne Løv. Og fra Vintertiden huskede han Sneens blaalige Gnistren op ad Kirkebakkens Skraaning, Juleaftens lystindrende Grantræ, som han kunde plukke saa mange gyldne og søde Frugter af, han vilde, alt mens Julesalmen spilledes af hans Moder paa det gamle Klaver med den harpeagtige Klangfarve. Han mindedes en Nytaarsmorgen, da han vaagnede i Mørke og fra sin lille Seng, der var omgærdet af et Gitter, saa Lys glo ud ad alle Kirkevinduerne og kaste lange snoede Striber ned mellem Havens rimdækte Træer, og i det fjærne hørte Bjældeklang fra Bøndernes Slæder, der kørte Folkene til Froprædiken. Og saa da det blev lyst, kom han ind i Præstegaardens Spisestue, der var gennemkrydret af den nykogte Kaffes og den nybagte Julekages Duft. Næste Nat drømte han, at han vandrede gennem en lang Allé af lutter tindrende Juletræer.

Og saa var der en Dag - han fik senere at vide, at det var den anden November - da Haven laa vaad og taaget. De nærmeste Træers Kviste vare fulde af tungt-gummiagtig hængende Draaber, der, pæreagtig forlængende sig, længe stred mod det uundgaaelige Fald, mens sagte Sukke og svag Knitren dirrede gennem Taagen, der lukkede Udsigten, saa han ikke en Gang kunde skelne Jorddigets Hasselbuske. Drengen havde lige gjort den Opdagelse, at "der ingen Himmel var paa Himlen", og i Stilhed pinte han sig med at løse det svære Problem om Himlens Forsvinden. Da hørte han fra de andre Stuer hurtige, dæmpede Trin, Lyd som af hulkende Graad, saa Raab om, at der maatte køres efter Doktor, saa Klapren af Træsko og Tøfler gennem Gaarden, saa Hestehovslag og Vognrullen. Endelig kom hans Moder ind, hulkindet og rødøjet, trykkede ham i Favnen og 15 sagde: "Fader er død", et Budskab han modtog med sløv Forundring og med Spørgsmaalet: "Hvad er det at være død?"

De næste Blade i Barndomsmindernes Bog vare optagne af uklare Billeder af Naadsensaaret og den nye lange, magre Præst, som hans Moder ikke kunde lide, Auktioner, Flytninger, Indtoget i Hovedstaden med de himmelhøje Huse. Men saa kom der Blade, fyldte af skrigende tydelige Billeder. Et tarveligt, ensomt Liv i de tre smaa Værelser i en Gade, saa snæver, at man kunde se, hvad Slags Middagsmad Genboerne spiste, saa snæver, at den tillod Erik og Genboens, Urtekræmmerens, Søn Halfdan Svarte Jensen Timer igennem at opirre hinanden ved at vrænge Mund og række Tunge, til de begge græd af Arrigskab, og Eriks Moder græd over sin Søns Uartighed. Det endte da gærne med, at Moder og Søn græd i hinandens Arme, hun af Glæde over Sønnens Anger, han af Ruelse over at have bedrøvet "sin egen lille Mo'er". Og Erik kom i Skole hos en pæn, venlig gammel Dame, som lugtede af Krusemynte, som bar spidspuldet Kappe med omløbende brusende Strimler. Den strængeste Straf, hun anvendte mod ham for Dovenskab eller Uopmærksomhed, var et Knips i Panden af hendes tørre, riflede Negle. Men havde han lutter ug'er og mg'er, fik han Belønning af sine to Mostre, middelaldrende ugifte Damer, som havde Pladser i et Jomfrukloster og tilbragte hver evige Søndag fra Morgen til Aften hos deres Søster, Eriks Moder. Belønningerne vare Chokoladestænger omsvøbte af Sølvpapir. Hvad talte de tre Søstre om disse Søndage? Bestandig om hans afdøde Fader, som de alle vare enige om havde været en af Lysets Engle, lige udmærket som Præst, Ægtemand, Fader og Svoger, og om ham selv, Erik, som de sagde til: "Bliv en ægte Herrens Tjener, et Guds Barn og en elskelig Sjæl som din Fader!"

I denne kælne Kærligheds ensformig lunkne Dunstkreds voksede Erik Holmberg op i smaa Stuer, under pinlige Indtryk af Moderens Længsel efter hendes afdøde Mand, en Længsel, der stadig indskrumpede og forbenedes i staaende Fraser som: Aa Gud, Erik, saadan en sand Herrens Tjener, som din Fader var! Bliv saadan, som han var, Erik! Erik! jeg glemmer aldrig din salig Fader, mit eneste Barn!

Tanterne græd med Moderen og gentog hendes Beklagelser, til de bleve kede af det og udtrykte sig:
- Naa, ja en Engel var salig Holmberg da ikke. Og saa kom Søstrene op at skændes og skiltes i Uvenskab, trods deres 16 Enighed om, at den afdøde Pastor Holmberg var mageløs. Og hver Søndag skændtes de ned ad Trapperne, medens de alle tre raabte i Kor: Ja, det véd Gud, han var mageløs. Men Søstrenes Indvending mod hans Serafegenskaber gjorde, at Enken græd og erklærede sine 2 Søstre for de utaknemmeligste og mest chikanøse Væsener, som hun aldrig mere vilde se i sit Liv. Og saa otte Dage efter saa hun dem igen, og de samme Scener gentog sig under Strikkenaalenes Akkompagnement. Deres Takt steg crescendo, efterhaanden som Tanternes Stemning voksede i Retning af en magtesløs Arrighed, indtil Strikkestrømperne bleve smidte som slaskede formløse Genstande hen ad Bordet, og de tidligere travle Hænder knyttede sig trodsig mod Hofterne.

Pastor Holmbergs elskelige Egenskaber virkede endnu i Verden fra den anden Side Graven. Det fik hans Enke Bevis paa, da hun fremstillede Erik for Rektoren ved Latinskolen, en gammel, elskværdig og blød Mand, der erklærede afdøde Pastor Holmberg for en af de elskeligste Disciple, han havde læst med, brast i Graad, da han saa Fru Holmberg gøre det, og gav den forbavsede Erik et Kys, der lugtede stærkt af Snus- og Pibetobak. Han lovede, saasnart det var muligt, at indstille Erik til Friplads og Stipendier. Ved den foreløbige Afsked fra hans store, mørke, noget klostercelleagtige Studereværelse, der prydedes med Portræter af de fremtrædende danske Digtere fra Oehlenschläger til Chr. Winther, lagde Rektoren, præstelig velsignende, sine Hænder paa Moders og Søns respektive Hoveder. Enkefru Holmberg hulkede hele den lange hvide Korridor igennem, og den gamle fordrukne Portner og Pedel, der skulde lukke dem ud, fandt sig forpligtet til at tørre sine altid rindende Øjne og fremmumle følgende opbyggelige Betragtning:"

- Ja, Vorherre laver saamænd mange Sorger til for Menneskeslægterne i Verdens Lande, men han klarer dog ogsaa sommetidens Tingene for dem, ja saa Gu' gør han saa, Frue, for det er vel Deres Søn, ham, den der.

Alt gik godt i Skolen. Disciplenes Hovedstamme bestod af Embedsmændssønner, som fra Hjemmet havde medbragt den traditionelle Respekt for den klassiske Dannelse, og af ubemidlede Borgeres Børn, der vare satte netop i den Skole for Stipendiernes Skyld. Over de sidste laa et Genskin af deres Forældres Stolthed over at have Børn, som studerede. Der var ingen Kritik fra Disciplenes Side over Systemet. De stræbte at fordøje Madvigs latinske Grammatik af bedste Evne.

17

Erik var flittig og flink og blev vel lidt af Skolens Lærere, der, paa et Par yngre Filologer nær, bestod af en Samling ældre Praktikere, for hvem al Slags Doktrin og Principrytteri i Undervisning og Opdragelse laa fjærnt. De holdt af et godt Slag Kort og et muntert Lag, og i godt Kammeratskab henlevede de Formiddagen i det fra Byens Larm hyggelig afsondrede Skolelokale med den solrige, haveagtige Gaard. De overanstrængte sig ikke, passiarede gemytlig i Klassens Døre, længe efter at Drengene vare ringede op fra Frikvartererne, og, forefaldt der en morsom Dumhed fra en Discipel i Timen, maatte Læreren ned fra Kathedret og aabne Døren til Sideklassen for at meddele sin Nabokollega det. Saa fik begge sig en godmodig Latter. En bred, lidt lad Gemytlighed svævede over det hele.

Erik var ikke vant til at have Kammerater, og det varede længe, før han sluttede sig til nogen af dem. Moderen holdt desuden igen, naar han blev indbudt til Drengeselskab, thi, sagde hun, de havde jo ikke Raad til at gøre Gengæld. Flere Aar igennem kendte Drengen ingen anden Afveksling i det ensformig henrindende Liv end Søndagen, naar han regelmæssig om Formiddagen Klokken ti gik i Kirke med sin Moder og sine to Tanter, bærende de tres Salmebøger foruden sin egen under Armen. Moderens Yndlingsprædikant og Sjælesørger var en københavnsk Sognepræst, der havde gaaet i Skole, var Student og Kandidat sammen med afdøde Pastor Holmberg, en mild Forkynder, der betonede Hjærtesiden i Religionen, søgte at dulme Sorgen over Synden hellere end at skærpe den, og i hvis Røst der laa en tyssende, beroligende Klang, skikket til at faa urolige Børn til at være stille. Han var ikke Grundtvigianer, men erklærede altid, at denne Retning var agtværdig i mange Henseender, og udtalte sig mod Skrifttheologernes ukærlige Lyst til at sætte Grundtvigianerne uden for Kirken. Af ham blev Erik konfirmeret, og Minderne om hans Konfirmationsundervisning vare som blødt klingende Salmer af Brorson og Paul Gerhardt.

Det er en Selvfølge, at Erik Holmberg valgte Theologien som Embedsstudium, da han havde taget sin Studentereksamen ved Skolen med Udmærkelse. Han havde allerede som Discipel i Skolen med Interesse fulgt Diskussionen af kirkelige Anliggender i Tidsskrifter og Pjecer. Han havde forholdt sig kritisk smilende til sin Religionslærer, en gammel forsumpet Rationalist, der mente, at, hvad der var godt Latin i Begyndelsen af Tyverne, vel maatte være det endnu. Hans Eksamination bevægede sig 18 gennem Spørgsmaal som: Kan De definere mig, hvad Synd - Anger - Dyd - Genfødelse o. s. v. o. s. v. er; og han var vel fornøjet, naar han fik sine ordrige og tomme Diktater afleverede paa Ramse. Stille og andægtig, i alt Fald med urokkelig Tro paa det theologiske Studiums ideale Herlighed, betraadte Studiosus Erik Holmberg Universitetets blakketgrønne store Avditorium.

Han mødte uden Kritik, thi alle Spirer til Kritik i hans Natur holdtes nede under Trykket af den Avtoritetstro, han havde levet under, lige fra han var lille. Han mødte uden Begejstring, thi hvor skulde den have kunnet skyde op under hans lavloftede Omgivelser? Politiske Interesser havde han aldrig havt, og det en Snes Aar saa højt priste Studenterliv led nu under en langsom Tæringsproces; det lokkede ikke Erik til Deltagelse. Theologien, som den afbildede sig i de efter Professorernes Foredrag nedskrevne Kollegiehefter, havde længe ingen Medbejlerinde til den unge Students Gunst. Da han havde været Student i godt og vel halvandet Aar, fik den en saadan Medbejlerinde. Det blev klart af hele hans Færd i Hjemmet, at Moderøjets bestandige Rugen paa ham begyndte at genere ham. Tonen mellem ham og Moderen antog lidt efter lidt Karakteren af et utaalmodigt Gnaveri paa begge Sider. Tonen mellem Tanterne og ham blev Surmuleri. De stakkels Kvinder græd nu om Søndagen i Terzet, hvis Thema var, at Erik ikke mere var det kærlige Barn, han tidligere havde været. Han gad jo ikke kysse dem, naar de saas ved Frokostbordet, og Tanterne kælent spidsede Munden ud efter ham. Han gik gærne straks efter at have spist. Efter en saadan brat Bortgang følte den ældste af Tanterne en Mistanke tændes i sig. Skulde Erik være forelsket? I hvem kunde det være? Han kom jo slet ikke sammen med unge Damer. Den yngste Tante, for hvem hendes Søster udtalte sin Gisning, da de gik hjem, ytrede nogle forblommede Ord om Københavns Fristelser. Det slog ned i den ældre Søster. Hun var særdeles skarpsynet, naar hendes Mistænkelighed først var vakt. Hendes smaa stikkende Museøjne for da som tjenstivrige Toldassistenter om til alle Sider for at opdage den formodede Kontrebande.

Siden Erik blev Student, havde han beboet et lille Værelse paa Husets Kvist. I Genbohusets Kvist havde Beboernes Tjenestepiger deres Kamre. Den ældste Tante opdagede en Søndag Formiddag før Frokost et Par blanke nøddebrune Øjne under en højst moderne og for hende forargelig "Hundefrisure". Disse Øjne sendte aabenbart et straalende Kasteskyts over Gaden, 19 og Ilden blev aabenbart besvaret fra modsat Side, thi Flammeblikkene ledsagedes af ivrige Nik med Hovedet og Fingerkys. Det maatte være en Krydsild.

Den ældre Tante organiserede et Politikorps og ledede Opdagelsesforetagendet som dets Chef. Undersøgelsen gik gennem Personalet ovenfra nedad i følgende Orden: Eriks Moders gamle Tjenestepige, en skindmager fyrretyveaarig Dyd, traadte i Forbindelse med den i Genbohusets Kælder boende Grønthandlerske, denne med Pigen, der tjente i Lejligheden lige over for den Familje der, hvor hun med Hundefrisuren tjente. Resultatet var forfærdeligt, skønt det var tvivlsomt, om Tanten havde været gladere, hvis al den Energi, hun havde udfoldet, skulde være spildt paa en ren Indbildning. Der eksisterede et Forhold mellem de to unge. Det blev konstateret, at der paa mistænkelige Tider af Døgnet havde fundet Besøg Sted fra Kvist til Kvist, og at Delinkventerne havde spaseret paa Volden sammen om Aftenen. Bestyrtelse, Fortvivlelse, Graad, Skænderi fra Moders og Tanters Side, afvisende Kulde fra Eriks! Men bag denne Kulde ulmede en Række stærke, vekslende Stemninger, der pinte og plagede den unge Theolog. Han følte snart Sønderknuselse over at have begaaet en stor Synd, snart kæmpede Elskovsillusionen for sin Tilværelse mod en opdukkende Kritik. Denne Kritik vidnede om, at det rent sensuelle i denne Historie mere og mere skød sig frem. Derefter løftedes Erik til barnagtig Stolthed over sin Mandighed.

Moderen bad sin Sjælesørger komme og tale med hendes Søn. Præsten tog tilsyneladende Enkens Fortvivlelse i dyb Alvor, men kun en kort, mild Advarsel blev Indholdet af hans Formaningstale. Erik fulgte under et forfærdeligt Tryk af Undseelse krampagtig opmærksomt hver af Præstens Ansigts- og Legemsbevægelser og syntes at opdage, at et lille Træk løftede Præstens Skulder, og at en Smilbevægelse ganske sagte sneg sig hen ad hans Læber. Studenten saa første Gang Begrebet συγχαταβασις, en Theori, som de theologiske Professorer havde udviklet for ham, træde i Virksomhed i Livet.

Forholdet til Moderen var stadig koldt. Trods sin Fattigdom havde hun ikke villet lade ham søge Regens eller Kollegium. Nu søgte og erholdt han paa egen Haand, uden at sige noget til sin Moder derom, en Plads paa et af de sidste.

Eriks Opdragelse havde gjort ham forlegen, sky og uskikket til Selskabelighod. De andre Alumner paa Kollegiet betragtede 20 ham som en af de tørre Særlinge, der ved deres Flid og de deraf følgende gode Eksamenskarakterer sandsynligvis maa havne paa et Universitetskatheder. Thi Erik rugede altid over Kollegiehefter og Bøger; store Bunker af Notitser ophobedes paa hans Bord. Kammeraternes Spottegloser over hans "Filisteri" og "Ugemytlighed" smertede ham, thi han bar stadig paa et Savn, en Længsel efter kæk og fri Livsrørelse. Men naar han en enkelt Gang tog i Skoven med et Studenterselskab eller deltog i et Punschegilde, kunde han slet ikke komme i Stemning. Han følte noget som den umusikalske, der ser andre glæde sig paa en Koncert. Saa kunde det, en eller to Dage efter, gaa op for ham, at der var sagt noget komisk ved en saadan Sammenkomst, og da kunde han le ret hjærtelig, men blev saa bange ved at høre Lyden af sin egen Latter i det dødsstille Værelse.

Han studerede og studerede. Den Professor, der foredrog den saakaldte Isagogik eller Indledning til det nye Testamente, havde anvendt en Række af Forelæsningstimer til Bekæmpelse af Tübingerskolens bibelkritiske og David Strauss's antidogmatiske Skrifter. Eriks Nysgerrighed blev vakt. Han laante de paagældende Værker paa Bibliothekerne, og trods det svære Arbejde, det kostede ham at arbejde sig navnlig gennem Baurs kolossale Lærdomsapparat, læste han Værkerne med samme Spænding som en ung Pige en Kærlighedsroman. Den rolige videnskabelige Form afskar al Følelse af Forargelse. Strauss's krystalblanke Stil, der som et sluttende Panser spændte om den pulserende, urolige Sandhedssøgen i hans Sjæl, Udtrykkets Klarhed og dæmpede Følelse betog Erik. Den lille Bog "Christian Märklin" kunde han ikke blive ked af at læse. Uden at være sig det bevidst, overmandedes han af Strauss's Logik. Sagte drivende ned ad Kritikens Strøm gled han ud af Orthodoksien. Han mærkede ikke, at han flød, han troede, at han laa stille. Mange Gange forsikrede han sig selv, at han stod paa Kirketroens Grund, og var endnu i god Tro, da han 24 Aar gammel tog theologisk Attestats med et særdeles godt Laudabilis til Hovedkarakter og med admodum laudabilis i Kirkehistorie, Ethik og Religionsfilosofi.

Efter endt Eksamen ilede Erik sent paa Eftermiddagen til sin Moder. Mødet blev en stor Skuffelse for dem begge. Hun havde forberedt sig paa en lang Omfavnelse, Graad, gensidige Kærlighedsforsikringer og Bønner om Tilgivelse fra Eriks Side for Skandalen med den hundefriserede. Han vilde have takket hende for al hendes opofrende Slid for ham gennem hans 21 Barndom og tidlige Ungdom. Men et Kaos af Stemninger overmandede ham. Bitterhed over ved Moderens Snæversyn at være opdragen til en Stueplante, Vrede paa sig selv over hin erotiske Episode, Vrede paa de Kvinder, der saa modbydelig havde filtret den op og med Skandalesygens Graadighed tværet den ud, Følelsen af indre Usikkerhed overfor, hvad han nys havde svoret paa i Kandidatedsformularen, væltede sig samtidig om i hans Sind. Han sagde intet, kyssede sin Moder tørt paa Kinden, nægtede at besøge Tanterne og gik hen i en Krog af Stuen. Da hans Øje faldt paa hint Genbohusets berømte Kvistvindue, kunde han ikke holde det ud mer. Han sagde et mut Farvel og gik hjem paa sir Værelse, hvor han satte sig til at læse i Strauss's: "Der Romantiker auf dem Throne der Cäsaren".

Efter fuldendt Eksamen svandt det Tryk, som Erik, uden at vide det rigtigt, havde lagt paa sin Tankegangs frie og konsekvente Udfoldelse, et Tryk, som skyldtes praktiske Hensyn. Hver Gang de nye Tankespirer havde rørt sig til Vækst mod Bevidsthedens Dag, havde han jaget dem ned i Kaos igen. Men nu vidste han og turde sige sig selv, at han ikke stod paa Kirkens Grund.

Det førte ikke til noget dybt, smerteligt Brud; sligt laa ikke for hans Natur. Den sagte henglidende Strøm, der havde baaret ham bort fra det overleverede, randt kun mere i Lyset, ikke dulgt og overskygget som tidligere. Men han trøstede sig med, at, naar Erneste Renan kunde hævde Kristennavnet for sig selv, havde vel han, Erik, ogsaa Lov til at betragte sig som Kristen, som Medlem af en ny begyndende Menighed, der stræbte efter en renset, af Videnskaben klaret Tro.

Erik havde fra sit første Studenteraar læst i den Skole, hvis Bestyrer vi hørte tale hans Sag hos Ministeren. Vi véd ogsaa, at han havde undervist i Historie. Nu studerede han Historie. Han valgte den Periode, hvorfra den kirkehistoriske Opgave i Faget til hans Attestats var tagen: Tiden i England fra Reformationens Begyndelse til Elisabeths Død. Derved kom han ind paa den engelske Renæssanceliteratur. Dramatikerne før Shakespeare forfærdede og forargede ham. Han syntes, han vandrede gennem Blod og Skarn, mellem Banditer og Skøger. Selv Shakespeare kunde hans endnu pigeagtige Smag ikke ret fordøje. Det var ejendommeligt for ham, lidet primitiv anlagt som han var, at han altid trængte til en kommenterende Pegepind. Da faldt Taines engelske Literaturhistorie ham i Hænde. Han læste 22 den først med aandeløs Spænding; saa levede han sig ind i den, studerede den paa kryds og tværs. Da rev et Vindstød den Taage til Side, som hidtil havde omhyllet Fænomenerne for ham. Dugblinkende, solfunklende, af fugtigt grønt svulmende Marker, oversaaede af brogede folkelige Festtog, der tumlede sig i hedensk, bakkantisk Fryd i "the merry England", Herrer og Damer med stort skaarne Ansigter og mægtige Legemer i pragtfulde af Guld overbroderede Fløjels- og Silkedragter sprang frem lyslevende i hans Fantasi. Nu forstod han den theologisk optugtede, liderlige Halvbarbar Henrik VIII, nu tonede Jane Grays fine Profil skarpt ud fra Skafottets mørke Klæde, nu tordnede Cromwells Soldaters Salmer og Protektorens bibelske Taler om hans Øren som Orgelets Basbasuner.

De nye evropæiske Tankestrømme fra det store Evropa brød nu ind over Danmark og fandt deres kraftigste Udtryk i en Række literærhistoriske Privatforelæsninger ved Universitetet. Det gamles Forsvarere rejste sig til Kamp paa Liv og Død: Drønet rystede de efter Anstrængelserne i Krigen 1864 og efter Skuffelserne fra den fransk-tyske Krig i 1870 afmattede Sind. En dyb Kløft blev hugget imellem Partierne.

Erik Holmberg fulgte Bevægelsen fra sit stille Stade med voksende Sympathi. Hverken hans Evne eller hans Lyst drev ham til offentlig Optræden med Mund eller Pen. Men hans stadige Nærværelse paa de nævnte Forelæsninger, den Retning, som hans bekendte opdagede, at hans Studier havde taget, ledte Folk paa Spor. Den ubetydelige Skolehistorie var nok til i en vis Kreds at mærke ham som erklæret Fritænker. Dette Stød uden fra gjorde det først klart for ham selv, hvor vidt han var naaet. Han blev bange, da han saa Øjnene rettede paa sig. Han havde en Samtale med sin Bestyrer om Adjunktposten; han vilde flygte fra de stærke Bevægelsers Arnested og faa Lov til at tænke videre i Stilhed og Fred. Da han erfarede, at han skulde bort fra København, drog han et Befrielsens Suk.

23

IV.

Jernbanen svingede under en Bro mellem to Bakker i en stor Kurve ind i det skovbevoksede Dalstrøg, hvor Købstaden laa.

Det havde været en varm Sommerdag. Den sene disede Eftermiddagshimmel havde sat alt det blaa til og var næsten hvid. Dunst og Dis kogte i hele Rummet: fra den blankgrønne Eng og Mosebund helt op over Skoven, hvis svagttakkede Bølgelinje tonede ud i en blaanende Duft. Aaen snoede sig hinsides Byen i sit rigelige Engleje og flød sammen med de grønne Omgivelser paa de beskyggede Steder, men paa de Steder, hvor Solen ramte den, skar den hvidglødende i Øjnene. Varmen havde lagt sig til Borgeleje i Dalen. Sollyset strakte sig ladt langs Husenes røde Teglstenstage, tændte paa de enkelte glaserede blaa Tegl eller Skiferbelægninger hvide Stjerner, der gnistrede energisk som bristefærdige Raketter, mens Kirketaarnets forgyldte Vindfløj luede som et Fyrblus.

Erik længtes imod den idylliske By, der laa og slikkede Aftensolskin dernede, bredende sig i hyggeligt Velvære og filisteragtig-skikkelig Gemytlighed.

Minder fra Landet, fra Barndomsidyllen sprudlede op i hans Sind, da Toget standsede, og Dampens Hvislen og Pibens Hvin afløstes af Aftenklokkens troskyldige Sang oppe fra Byens Kirketaarn.

Her maatte være Ro. Trods Jernbaneforbindelsen syntes de levende Mennesker ikke at være smittede af den moderne Hastighed. Her toges Forretningerne i uendelig langsom, landliggemytlig Mag. Paa Perronen stod den svære, rødkindede, smilende Stationsforvalter med en fladtygget Cigar i Munden og tog sig af og til en Slurk Kaffe af en Kop, der stod i hans aabne Kontorvindue. Bag denne Pande syntes Tankerne at maatte bevæge sig i den roligste Skridtgang, hvis de overhovedet nogensinde bevægede sig. Der blev Stationsforvalteren staaende en god Stund efter Togets Afgang og passiarede med en civilklædt piberøgende Mand, der var lige saa tyk og adstadig som han selv. Erik havde flere Gange forgæves henvendt sig ved Godsekspeditionen for at faa sin garanterede Bagage udleveret, men det store Vindue løftedes ikke. Saa drev han ud paa Perronen. Der stod hans Tøj opstablet paa en Trillebør, men paa den havde ogsaa Drageren, formodentlig Stationens eneste, taget Plads og 24 legede meget rolig med en stor sort Pudel. Paa Eriks Spørgsmaal, om han kunde faa Tøjet bragt ned til en Omnibus eller sligt, brummede Drageren:
- Det jager s'gutte. Kusken paa Sjarrebangen sidder inde i tredje Klasses Ventesal og spiller "Napoleon" med to Kvægprangere, men nu skal jeg kalde paa ham, naar jeg har leget lidt med Bismarck. For saadan kalder vi den sorte Rad der. Hæ, hæ, hæ!

Og Kusken paa Char-à-banc'en forhastede sig heller ikke paa nogen Maade. Det var, mente han, ikke Umagen værd at tage synderlig Hensyn til den ene Passager, som Drageren meldte ham. Drageren havde desuden Interesse i at gøre sig bekendt med, hvorledes Kortene havde siddet paa de spillendes Hænder og af at diskutere Spillets Gang. "Det jager ikke".

Erik var indvendig uhyre irriteret. Han vandrede fra Perron til Vestibule, fra Vestibule og Perron, gennem de allevegne aabent staaende Rum, ligesaa mange Kanaler for Trækvinde i lystigste Fart: et kølende Bad efter Heden i Kupeen. Havde der været et Avisredaktionskontor i Nærheden, vilde Erik have indleveret en Skildring af den uforskammede Forretningsgang paa B- Jernbanestation. Der henne stod nu den tykke Stationsforvalter ene og tændte en ny Cigar. Til ham burde Erik jo henvende sig med sin Forargelse - og det turde han ikke gøre, thi han var vis paa ikke at kunne give det en passende Form. Han vilde enten forløbe sig i Hidsighed eller krybe ind i en ydmyg Stilfærdighed.

Uden for Hovedindgangen kunde han se den bemeldte Char-à-banc holde. Hestene tog Sagen med den største Ro med de halve Hoveder begravede i Muleposerne, sagte viftende Fluer og Bremser fra sig med Halerne. Ude paa Perronen stod Trillebøren endnu, belæsset med Eriks Kuffert og Vadsække. Og saa disse Omgivelser til begge Sider! udenfor Jernbanegaardens Forside den kedelige grusbelagte Vej, gennemfuret af Hjulspor for drejende Vogne i evindelige krumme Linjer. Vejen var begrænset af et stygt Stakit. Langs med det stod nogle vantrevne langt og tyndt opskudte kedelige Lømler af Poppelpile, fra Perronsiden den brede Grusørken med de mange Skinnerækker, det af Kulrøg sværtede Lokomotivhus, det usædvanlig hæslige Bygningskompleks. Erik var vistnok bleven syg af indeklemt Ærgrelse, hvis ikke Stationsforvalteren endelig havde faaet Øje paa ham.

25

- Venter højstærede paa noget? spurgte han. Jo, han ventede paa sit Tøjs Besørgelse og paa at komme til at køre til Byen.

- Men Guds Død og Pine! udbrød Stationsforvalteren uden dog at røre sig af Pletten. Jokumsen er dog en Gris. Jo-kum-sen! For en Ulykke, her staar jo noget Rejsegods og driver. Skynd Dem!

Drageren kom anstigende i en Gangart, som for Skams Skyld efterlignede de til et Luntetrav hørende Bevægelser, men den virkelige Fart var kun en langsom Skridtgangs. Han forhastede sig heller ingenlunde med at bære Tøjet ud til Vognen og læsse det paa. Han hvilte sig endda en Stund i Forsalen efter denne Anstrængelse, før han aabnede Døren til tredje Klasses Ventesal og sagde blidt lokkende:
- Kom kuns Du, Lavs! Nu er 'et vel ingen Nytte til, at Du la'er den Herre tøve længere.

Lars gav sig ogsaa god Tid, inden han kom ud, forsømte ikke at klappe den sorte Pudel, der nu laa i Forsalen foran Godsekspeditionen, før han gik ud paa Vejen, fik Dækkenerne løftede af Hestene og kom op paa Bukken. Erik mumlede forbitret nogle Ord om uforskammet Smøleri, men Kusken var lige glad. Enten hørte han intet eller vilde intet høre. Langsomt og tungt bevægede Char-à-banc'en sig ad Kørevejen til Byen i den hede Sommeraften. Den hoppede nødtvungent og ringlende med alt sit Jerntøj paa Hovedgadens daarlige Stenbro. Den var den eneste Vogn, der saas, og dens Forbifart lokkede adskillige nysgerrige Beboere hen mod de aabne Vinduer. Nogle tyggede paa deres Aftensmad og havde Thekoppen i Haanden. Den enlige Passager gennemgik Undersøgelsens Krydsild fra begge Sider af Gaden.

- Det er s'gu den nye Adjunkt, Du Laasby, hørte Erik raabe bag efter sig tværs over Gaden.

- Nej, Gu' er 'et ej ... jo, det er 'et kanske ogsaa, var Svaret.

Gæstgivergaarden, hvor Erik foreløbig havde lejet et Værelse, laa paa det temmelig store Torv. Græsset voksede saa frodig op mellem Brostenene, at Torvet lignede en Mark. Tre Faar og en Gedebuk stod ogsaa tøjrede uden for et Par Huse og lod til at finde Føde nok. De brægede efter Char-à-banc'en, og Faarene løb ud i fjollede Linjer til alle Sider, saa langt deres Reb rakte. Saa kom fire store Hunde farende ud af hver sin Port med en 26 Hurtighed, som langt overgik de Menneskers, Erik hidtil havde set i Funktion.

Ligesom Eriks Køretøj skød en Linje tværs over Torvet for at standse paa den anden Side foran Gæstgivergaardens Port, gjorde den fjermer Hest, af hvis Udseende ingen skulde have formodet, at den bevarede mindste Levning af sin Ungdoms-Bevægelighed, Antydning af et sky Sidespring. Hundeglammet forstærkedes med flere Røster. Ud af en mod Torvet udmundende Port fløj en Rytter paa en smuk, fyrig rød Hest. Han bar en Hue med bred Guldtresse, der betegnede ham som civil Embedsmand, men Huen havde ikke den almindelige flade Form, den var formet paa sin engelsk, søofficersagtig med lige udstaaende Skygge. Rytteren var en høj, stærkt bygget Skikkelse. Han bar en kort, sort, jockeyagtig Fløjels Ridejakke og snævre graa Benklæder i elegante Ridestøvler. Trods det noget lapset fordringsfulde i hans Tilsyneladelse var der noget flot, frit, tiltalende ved den. To Hunde, en fin Hønsehund med sorte Pletter i det blaaliggraa Skind og en hvidgul stor "dansk" Hund, sprang gøende op paa hver Side af Hesten, som vilde de nappe den i Snuden i al Venskabelighed, men Synet af de to andre Char-à-banc'en forfølgende Hunde afledte deres Opmærksomhed. De fandt, der var Anledning til at fjærne et Par saa plebejiske Køtere fra Skuepladsen for deres, deres Herres og hans Hests aristokratiske Fremtoning. De tog hver sin af Køterne i Nakken. Vedkommende hvinede og sluskede pibende, med Halen mellem Benene, hver ind i sin Port. Da Char-à-banc'en holdt, saa Erik, at Rytteren lod sin Hest gøre en Kapriol, at han vendte sig om og styrede sin Lorgnet hen i en Retning, der kun kunde gælde ham.

- Det er Byfog'den, brummede Kusken; det er et pænt Bæst det, han rider paa. Men selv er han farlig fus*) og gal til at gøre Nar.

Der rørte sig en Følelse - ja vel af en Art Misundelse hos Erik over denne Figur, der syntes udrustet til at tage Livet med Storm og fare i Galop ud ad alle Tilværelsens Radier. Og maaske var det en tomhjernet, flov Laps!

Det var vist ikke for sent at aflægge Rektor en Visit Han kunde blive fornærmet, hvis Erik laa en Nat over uden at hilse paa ham. Han gjorde da i en Fart Toilette og begav sig hen * 27 til Latinskolen. Det var en Bygning fra Kristian VIII's Tid med to Etager. Vinduerne i den øverste endte i en Rundbue og vare højere end Stueetagens. Over Façgaden hævede sig en lille tarvelig Attika med en af de sædvanlige latinske Paaskrifter, der udtalte en uhyre almen Sandhed om Kundskabers og Flids Betydning for Livet.

Gennem den høje, hvidkalkede Korridor, hvor hans Skridt genlydende rungede, naaede Erik Holmberg den høje Dør, Indgangen til den herskabelige Rektorlejlighed. Denne indtog den langt overvejende Del af Stueetagen trods den Aar for Aar mere følelige Mangel paa Klasselokaler. Rektor og hans Frue havde ti Værelser til at repræsentere og til at røre sig i. Pigen, der kom, da den nye Adjunkt havde ringet, meldte, at Professoren var i Haven, spurgte, hvem hun skulde melde, og løb over Gaarden forud for Erik.

Havens brede Hovedgang havde paa hver Side et langt Rosenbed med en bugnende Flora. Affaldne Kronblade laa strøede i Gangen som smaa blegrøde Konkylier. Hist og her knejsede Grupper af Liljer, heldede deres matte Sølvpokaler ud til Siden og skænkede i rigeligt Maal deres stærke, berusende Duft ud i Luften. Det var for Erik, som gled han i en Duftstrøm gennem den lange Gang ned til Lysthuset, der var bygget paa en Slags Bro ud over Aaen. Aaen vævede sin lydløse Strøms Traad, der af og til røbede Sølvislættet og blinkede op midt ude i Vandet. Land og Vand mødtes gennem en sagte Overgang af fugtig sivende Jord. Nogle Ellebuske stod paa deres Græstørvspiedestaler et Stykke ude i Vandet.

Paa Lysthusets Gulv, dannet af den nysnævnte Træbro, sad fire Personer: to yngre Mænd paa en Bænk med Ryggen til Haven, paa hver sin Havestol lige over for hinanden, og med Profil mod Erik sad en Mand paa lidt over et halvt hundrede Aar og en ungdommelig udseende Dame. Hun bar en snæver, glat Sommerkjole af hvidgult tæt Tøj. Et temmelig stort højrødt Shawl laa i rig, let Drapering slynget om den venstre Arm; med den højre nedhængende Haand holdt hun en flad Solhat af Straa. Paa den hvide og smalle Pegefinger indtog en mandfolkeagtig stor Signetrings røde Agatplade, hvori der var indgravet et Athenehoved, en underlig fordringsfuld, overfyldende Plads. Damen havde et prægtigt brunblondt Haar, strøget tilbage over Tindingerne og samlet i en stor Knude i Nakken. Profilen havde korte, men ret skarpt skaarne Linjer; Hudfarven var lidt bleg. 28 Hendes graa Øjne vare blanke og klare, ikke meget talende. Deres Laage vare smukt og langt kløvede. Hun var af Middelhøjde. Legemets Former vare spinkle og dog blødt afrundede.

Erik sluttede straks, at den ældre Herre var hans Rektor, thi han havde den lette Embonpoint, som han havde bemærket afsattes hos de fleste Mænd, der i Danmark beklæde ansete Stillinger. Ligesom hans forrige Skolebestyrer i København havde denne et veltilfreds, harmonisk Træk ved Munden. Men hos Statsembedsmanden i Provinserne var det mere ubevægeligt og laa nogle Grader nærmere ved det stereotypt repræsentative og nogle fjærnere fra den studentikose Gemytlighed, der som Understrøm endnu bevægede sig gennem de bedste københavnske Selskabskredse. Rektoren var af anselig Vækst; det graa stænkede stærkt hans krusede Haar og Kindskæg. Hans sortegraa, meget fugtige, kugleformige Øjne havde Hang til at løfte Blikket opad og at antage et indadvendt, halv adspredt Udtryk, naar han talte. Det var, som om han rettede Ordene lige saa meget til sig selv, som til de andre. Han smagte langsomt paa dem, nød sin dybe, bløde Stemmeklang og modulerede Ordene paa en sangagtig Maade. Han var i sort Klædes Dragt og sort Silkehat, sad lænet magelig tilbage mod Stolens Rygtremmer med de store røde Hænder let foldede over Hjærtekulen.

De to yngre Mænd bar blondt Helskæg. Den ene var middelhøj, sundt udseende, den anden var meget høj med tynde og krumme Former; hans Hoved sad dybt mellem de skarpe Skuldre. Ansigtets Hud var bleg og bevægelig.

Da Erik bukkende havde præsenteret sig, og Rektor havde nævnet den blonde, lysklædte Dame som sin Hustru og de to Herrer som to af Skolens Lærere, sagde han med opadvendt Blik til Erik:
- Velkommen Hr. Holmberg! Jeg dølger ikke, at jeg havde indstillet en filologisk Kandidat til den ledige Adjunktur, og at jeg i hvert Tilfælde, hvor en Filolog kan ansættes, foretrækker en saadan. Men som loyal Embedsmand underordner jeg mig mine overordnede, og som loyal Mand byder jeg Dem velkommen og haaber paa en lige saa heldig Samvirken med Dem, et lige saa godt Forhold til Dem som til mine øvrige Medlærere.

Ordet Medlærere fik Klang af et nedladende Koketteri i Rektors Mund. Han ledsagede det med en Haandbevægelse mod de to Herrer, som besvarede det med et Buk.

29

- Her er skønt; det er et virkelig dansk Parti dette, sagde Rektor fremdeles; hvad, Hr. Holmberg? Og han fjærnede Hænderne, som han atter havde foldet, og rakte dem pegende med en let signende Gestus ud mod Aaen og Træerne. - Ser De Breddernes bølgede Linjer og det maleriske Aftenlys paa Vandet og inde mellem Træerne? Ja vi lever fredelig og idyllisk i vor stille By. Saadanne Omgivelser stemmer Sjælen til Harmoni og til stille, bramfri videnskabelig Syssel. De er Theolog?

- Ja, men . . .

- Ønsker ikke at undervise i Religion. Jeg véd det og billiger det, svarede Rektor og lod sit Blik svømme op mod de i Guldglans dirrende Trækroner. Det havde Udseende af, at han henvendte følgende Tale til dem eller Aaen eller til hele Naturen:
- Den Bevægelse, om man vil, den Harme, som visse nye Fænomener. . . inde i København . . . har vakt, forekommer mig overdreven. Hvis vore Journalister ikke var saa uvidende, vilde de have taget den Ting med objektiv Ro. Men de kender langt fra tilstrækkelig til den menneskelige Kulturhistorie. Den bestaar, som bekendt, af en evig Svingning mellem Revolution og Reaktion. En Pendulsvingning, om De vil. Er Pendulslaget gaaet meget højt til den ene Side, gaar det saa meget højere til den anden Side i Kraft af en ubrødelig Naturlov.

Blikket tog nu Sigte paa noget jordisk. Dets Maal var den ældre magre Adjunkt, cand. mag. og Lærer i Mathematik og Fysik, Petersen. Da denne havde gjort en dyb, samtykkende Bøjning, der nærmede hans graa Hat til Benklædernes udposende Knæstykker, gik hans overordnede videre:
- Nu vel. Jeg fortsætter. Ser De ... det attende Aarhundrede gik utvivlsomt meget for vidt i sin Skepsis. Vi har en Analogi hertil i den efterplatoniske og efteraristoteliske Filosofi. Saa kom Reaktionen i det nittende Aarhundrede. Ja, jeg tænker f. Eks. paa slige Værker som Chateaubriands »Génie du christianisme". Hm . . . ja, der er vel ingen af de Herrer, der har læst dette Værk?

De to Adjunkter rystede paa deres Hoveder og løftede dem saa videbegærlig op mod Rektor.

- Jo, jeg har læst det, sagde Erik Holmberg.

- Saa-aa-aa? sagde Rektor, rynkede Brynene lidt, rømmede sig, saa atter op mod Lysregionerne, men rakte snart efter sin Haand ud mod den nye Adjunkt og sagde anerkendende:
- Det glæder mig. Det er overmaade flinkt af Dem. Saa 30 kan De maaske overtage Undervisningen i Fransk i en Begyndelsesklasse. Saa faar jeg akkurat Deres 24 ugentlige Timer besatte. Det var jo fortræffeligt, kære unge Ven. Nu fortsætter jeg. Videre altsaa!

Den unge Rektorfrue lagde sine Hænder over Knæet, betragtede stundom sin Mand og sendte stundom Erik et undersøgende, nysgerrigt Sideblik. I et langt Adagioforedrag søgte hendes Mand, uden at nævne Navne fra Nutiden og Danmark og uden at se paa nogen, at vise, hvorledes fritænkerske Tankegange vare genopstaaede i Tyskland som Protest mod den statskirkelige Orthodoksi og i Frankrig i de senere Aar vare udæskede ved den spansk fødte Kejserindes Beskyttelse af Klerikalismen, medens de i Danmark nærmest skyldtes Rørelser som Grundtvigianismen og den indre Mission, hvilke han - Rektor - forsikrede, at han i højeste Grad misbilligede som forkastelige Ensidigheder og smagløse Fremtrædelsesformer. Han endte denne Del af sit Foredrag, der bestandig i Erik eggede en kriblende magtesløs Lyst til at protestere, med at rejse sig, gaa hen og tage sin Frues Haand. Efter en kort Tavshed sagde han:
- Videre! Og jeg erklærer: Ogsaa jeg er Fritænker. "Fritænker er jeg, thi jeg tænker frit", som der staar i Johan Ludvig Runebergs herlige Digt Men ingenlunde gaar jeg videre end min gamle Lærer Sokrates. Ligesom han føler jeg det guddommelige aabenbare sig i mig som min Daimon. Udvortes ser jeg det hver Dag i denne skønne Aarstid i den omgivende Naturs Skønhed her paa denne Plet. Ja, Skønheden lærte jeg at beundre hos Grækerne; kunde vi kun nærme vort Liv til de græske Former i stort som i smaat, lade Klassicitet og Romantik gaa op i en højere Enhed! hm! hm! . . . Min kjære Natalia, udbrød han som ved en pludselig Indskydelse og lod sin Haand kærtegnende stryge hen over Fruens Haar - jeg ser, at Du har frit komponeret den Dragt, Du bærer, efter en af de offerbringende Jomfruer paa Østsiden af Parthenonsfrisen.

Den unge Frue blev meget rød. Det var ikke let at se, om det var af Undseelse eller Uvilje, thi Øjnene stod lige blanke og ubevægelige. Det saa ikke ud til, at hun var glad ved sin Mands Kærtegn. Den højre Haand hang løst ned, holdende Straahatten, som hun satte paa Hovedet, da Rektor slap hendes Haand og tog Stilling bag den Havestol, han nys havde siddet 31 paa. Han støttede sin ene Haand paa dens Ryg og gestikulerede med den anden, mens han talte:
- Videre! Jeg vil sige: Jo højere et Individ hæver sig i Intelligens, paa en desto aandigere Maade bliver han i Stand til at opfatte de højeste Sandheder. Men han bør bestandig med Billighed skaane dem, som ikke kunne komme saa vidt; ja han bør for sin egen Skyld vise den videndes fornemme Tilbageholdenhed. Lad ham dog erindre, at det siden Hegels Tid er fastslaaet som et blivende Resultat, at den absolute Aand først i Filosoflen aabenbarer sig under Begrebets Form, men i Religionen kun i Forestillingens. Nu vel! De færreste naa til det højeste Udviklingstrin. At Børn og unge Mennesker skulle naa det, vilde jo være latterligt at antage. Dem bør vi Pædagoger ingenlunde forfærde ved at rokke ved den Form for det absolute, som de ifølge . . .

En brat Afbrydelse skete ved et Raab ude fra Aaen:
- Men Dit Uhyre! Du sover jo ... Du løber jo paa Grund. Saadan . . . stag løs ... saa driver vi lige hjem. Pas bare Roret ... ja først et Par Aaretag for at komme i Fart . . . saa! . . . saadan.

For første Gang saa Erik Rektricens statueagtige Skikkelse faa Liv over sig. Ved Lyden af Stemmen for hun sammen og rødmede helt ned til Halsen. Brystet løftede sig med et Suk. Der tændtes en kortvarig Gnist i Øjet. Men straks efter sænkede hun dets Laage dybt, ligesom om noget smertede hende.

En skyllende eller rislende Lyd hørtes. En smal, fint bygget Jolle kom til Syne i rask drivende Fart. Sparsomme Lysblink gnistrede i Kølvandsstriben.

Halv liggende paa Maven lænede en Mand sig mod Forstævnen. Agter ude sad en halvvoksen Dreng med Rorpinden i Haanden. Erik genkendte den Rytter, han for et Par Timer siden havde set ride over Torvet. Han var i den samme Ridedragt og bar den samme guldtressede, søofficersagtige Hue.

Saasnart Manden i Jollen kom lige ud for de paa Broen siddende, tog han Huen af, svang den og raabte:
- God Aften, min Frue! God Aften, Hr. Professor og De Herrer!

Stemmen var saa kraftig, at den næsten blev larmende; den havde en klirrende Klang.

Rektor rejste sig langsomt, hilste med et Smil og en ceremoniel Bøjning. De vel disciplinerede Adjunkter gjorde 32 uvilkaarlig den samme Bøjning; men de smilede ikke. Byfogden gav Drengen et Vink, som denne forstod. Han greb en Aare og skoddede nærmere ind mod Broen. Forstævnen skar en hvidblaa glitrende Flænge i det brune Vand.

Erik kunde nu tydelig se Bygfogdens Ansigt. Det var stærkt farvet, Kinderne vare næsten kobberglinsende. Rødmen var forøvrigt af den Art, at den lige saa godt kunde stamme fra megen Færden i Sol og Vind som fra Vellevnet. Under de store Næsevinger laa Næseborene bredt udspilede og stærkt bevægelige. Øjnene havde en ubestemmelig Vekslen mellem graat og brunt. De skinnede stærkt, men fortalte ikke stort. De hvide Haar i det mørke Overskæg glinsede som tyndt spundne stride Glastraade. Ved Hjælp af Smilet, der fjernede de kraftige Moustacher, blottede en stor kødfuld Mund sig med stærke og udmærket bevarede Tænder.

Fruen havde krummet den højre Haand fast om en tyk Eliegren og saa ufravendt ned i Vandet. Rektor og Adjunkterne havde ikke sat sig siden Hilsenen. Byfogden stod opret i Baaden med en stereotyp smilende Mine. Da greb han pludselig selv en Aare og rokkede med et kraftigt Tag Baaden lige ind mod Land i en skarp Vinkel, greb med en smidig nøddebrun Haand om en tykkere Gren af det samme Træ, som Fruen støttede sig til, og svang sig med en Gymnastikers hele Lethed ind paa Broen, der gungrede elastisk, da han satte af. Fruen, hvem han for lige forbi i Springet, maatte kvæle et Skrig. Hendes Mand, der slet ikke saa ud til at være nervøs, veg et Par Skridt længere ind fra Vandet. Begge Adjunkterne forlod Broen og betraadte den faste Muldjord. Erik var saa forbavset over, hvad han saa, at han ikke tænkte paa at rejse sig fra sit Sæde.

Bygfogden saa omkring paa de tilstedeværende, lo højt og kyssede Fruens Haand. Ved denne Akt rømmede Rektor sig og tog sig om Munden. Saa gav den raske Sportsmand Baaden et Spark, saa den røg et godt Stykke ud i Aaen. Han sagde til Drengen:
- Sejl Baaden hjem, Hans, og gør den fast ved min Havebro. Ja undskyld, højstærede Rektor! men det var mig magtpaaliggende at bevise Dem, at, naar den gamle Wunsch gaar af som Gymnastiklærer ved Latinskolen, saa er jeg kapabel til at overtage hans Timer. Med de smaa Lønninger, som Retsbetjentene sukker under, bliver det nødvendigt at skaffe sig lidt Ekstrafortjeneste.

33

Rektor rømmede sig igen og udstødte et halv høfligt, halv forlegent: He-he, men der var ingen Latterklang deri. Saa løftede han Brystet, gjorde et Haandudslag hen mod Erik Holmberg og sagde:
- Maa jeg præsentere Byfogden Hr. cand. theol. Holmberg, nylig konstitueret som Lærer her ved Skolen ...

- Se, se, sagde Byfogden og satte en komisk barsk Mine op, den lige frem berygtede Voltairianer, som vil rokke ved vor rene Tro paa Bjerget. Tag sig iagt, Maansør Montanus, jeg er Jesper Ridefoged og kan bevise ham med min Samvittigheds Vidnesbyrd, at alt det, han siger, er lutter Løgn, og jeg skal faa den tykke Degn Ølsted til assistere mig.

Rektor fik et Par smaa, konvulsiviske Trækninger om sin Mund, rynkede sine stærke Bryn en Smule og gned sine Hænder, saa Fingerleddene knagede. Adjunkterne vekslede stjaalne Blikke. Erik blev rød i Hovedet og ubehagelig berørt; kun Fruen lo. Hendes Mand tyssede ad hende ved at blinke med Øjnene. Han skurede Hagen mod sit høje Halstørklæde, saa de stive barberede Skægstubber skrattede mod Silken, og sagde med et fremtvunget humoristisk Smil:
- Hvis der blandt vor Skoles Lærerpersonale og iblandt Byens øvrige Embedsstand, der ikke er meget talrig, findes den Art Bjergbeboere, som Hr. Byfogden vil være saa venlig at spille Ridefoged for, saa tillader jeg mig at stille mig paa Erasmi Montani Side, men . . . (og nu endte enhver Antydning af humoristisk Tonefald, og Talen bevægede sig frem i adstadig Andante og alvorsfuld Modulation) . . . men, lige saa vist som Skolen indrømmer enhver Individualitet Rum til at røre sig indenfor den fælles Ramme, kan Hr. Byfogden være overbevist om, at den har Midler til at sørge for, at intet af, hvad der hører til den, falder uden for denne Ramme.

Rektorfruens Øjne fór under denne Tirade ængstelig fra hendes Mands hen paa Byfogdens Ansigt. Begge bevarede et fuldkommen ubevægeligt Alvorspræg. Erik var uhyggelig tilmode som paa en gyngende Mosebund, var flov over at staa der som en Skoledreng, der først bliver spottende forhørt af en nærgaaende Inkvisitor og derpaa daarlig forsvaret af en usurperet Formynder. Fruen saa flygtig, ligesom spørgende paa ham. Alt dette gik for sig i faa Sekunder, thi Byfogden riposterede hurtig; han gjorde et Forsøg paa uden Karikering at antage Rektorens slæbende, værdige Gangart i Talen:
34 - Hvor kan vor kære Rektor tro, at jeg et Øjeblik kunde mene, at Latinskolens intelligente Lærerkollegium og de øvrige faa Intelligenser i Byen som Postmesteren Major Holk og Toldforvalteren Kammerraad Malling ikke besad aandelig Sikkerhed nok til at møde et for deres sædvanlige Aandsliv fremmed Fænomen? Nej, men som Borgmester maa jeg nærmest have Borgerskabet for Øje. Sæt f. Eks. at den tyske Sadelmager Hachenberger, der viser sit fritænkeriske Sindelag ved at protestere mod at ofre til Præsten de tre store Højtider, kunde hente et Skin af Understøttelse for sine kirkestormende Tendenser og forførte sin Nabo, Hattemager Rosenkvist, som heller ikke er stærk i Troen! Saa kunde der udbryde en Religionskrig mellem de to paa den ene Side og Glarmester Veng paa den anden. For Glarmesteren er en sværmerisk Sekterer. Hver Søndag præker han i Stenløse Grusgrav for et Par Fattiglemmer og en fordrukken Røgter og oplyser dem om Aandens umiddelbare Naadevirkninger. De kommer uden præstelig Mellemkomst. Og saa præker han om det indre Lys, der tændes i ham, naar han ser de forskelligfarvede Glas paa sit Glarmesterskilt blinke i Søndagmorgensolens Straaler. Røgteren skal efter troværdige Folks Sigende have opdaget det samme Lys i sit eget Indre. Det er sket, efterat han paa Hjemvejen fra Gudstjenesten i Grusgraven har bedet lidt i Stenløse Kro. Naar han saa kommer hjem, præker han for Svinedrengen og et Par Malkepiger paa Stenløsegaard og maa finde sig i den Spot og Forhaanelse, som gerne for Religionsstifterne er Begyndelsen af Martyriet Og skal vi nu have en ny Religion? C'en est trop !

- Interesserer de Fænomener Dem, Kandidat Holmberg? spurgte Rektor med ironisk Deltagelse.

- Nej, svarede Erik og saa ud over Vandet.

Der blev stille et Øjeblik. Rektorens Frue stjal sig atter til at se paa de tilstedeværende. Man hørte Vandet skvulpende sno sig om Træpælene, hvorpaa Broen hvilede. De to Lærere havde sat sig paa en Bænk. Mathematikeren rodede med sin Stok i Sandet. Filologen vendte brat Ryggen til Byfogden og syntes at afvente flere gyldne, orakelmæssige Ord fra sin Overordnedes Mund.

Erik Holmberg kæmpede med sin naturlige Forlegenhed og sin Harme over Byfogdens Taleform, som han indvendig karakteriserede som labansagtig og nærgaaende.

35

Der var noget gaadefuldt i Luften. Himlen røbede Lyst til at besløre sig og blive taaget, overtrukken og tung, og samtidig syntes Solen ikke helt at ville vige uden at have præsteret et eller andet i Retning af en brillant Udgang. En stille, dump Strid førtes i de øvre Regioner. Den nedgaaende Sol gjorde et kraftigt Udfald. I et Minut stod Landskabet og Menneskene i et rødglødende Lys. Det ramte ikke Mathematikeren og Filologen; de sad i Skygge af en forover ludende Hyld. Men det faldt skarpt over den paa Broen fordelte Gruppe. Byfogdens hvide Tænder skinnede under Overskægget som hvidgule Perler; hans Øjnes farvede Parti stod skarpt mod det hvide som forskelligfarvet Email. Fruens Profil blev skarpt skaaren med et stærkt Glanslys langs Konturerne. Hendes Øjne plantede sig stift og tæt i Byfogdens Ansigt. Hendes Mand skyggede for Brynet med Haanden, hvis Hulning blev mørk karmoisinrød. Erik Holmberg stod stiv og rank med en misfornøjet Flovhed udbredt over sig som Pjerrot i en Pantomimes Slutningstableau med den obligate bengalske Flamme. Ja, han var rigtignok noget kønnere end Pjerrot.

Saa kunde den stakkels Sol ikke mere. Maane og Stjerner havde dog den Takt ikke brat og brutalt at vise sig som Sejrherrer. Det blev snart saa mørkt, som det kan blive i de "lyse Nætters" Tid. Tavsheden brødes ved en lydelig Gaben fra Rektor, uagtet han dæmpede den med Haanden. Erik syntes, han hørte en Slags ligeledes dæmpet, underlig bjælderaslende kort Latter fra Byfogdens Side. Denne sagde et brat Farvel og skyndte sig op gennem Havegangen, inden de andre Gæster fik taget Afsked. Han vilde aabenbart ikke have Følgeskab.

Da Erik, ledsaget af de to Kolleger, var kommen ud paa Gaden, sagde Mathematikeren:
- Jeg vil bare sige Dem det, Hr. Holmberg, for at De kan vide, hvad De har at rette Dem efter for Fremtiden. Naar vor Fa'er gaber om Aftenen, saa er det et consilium abeundi.

- Det er en mageløs begavet Mand, sagde Filologen. Han følger, Skam, med paa næsten alle aandelige Omraader.

- Ja, sagde Mathematikeren, han kan saamænd endnu bevise den pythagoræiske Læresætning.

- Aa, I Mathematikere! Ja vistnok er Mathematiken ikke Rektors Force. Men tænk, hvor han f. Eks. er med i den nyere Literatur. Forleden holdt han hos Apothekerens et formeligt Foredrag over Octave Feuillet. Og se nu i Aften! Sikken en 36 vue over den nyere Filosofi; jeg mener . . . det var jo kun flygtigt, men det beviser dog, at han har læst den.

- Hm? Hvad mener De, Hr. Holmberg? spurgte Mathematikeren.

- Aa, hans Ytringer var jo da egentlig kun . . .

- "Gemeinplätze"? Hvad? Var det vel andet?j

- Jeg kan ikke lide det Smaahakkeri paa Rektor, som De altid driver, sagde Filologen. Han er en rigtig gennemdannet Mand, og, hvad han siger, er altid klart . . .

. . . Og altid det samme. Jeg kan, Skam, hans Filosofi og Æsthetik udenad. Og den opvarmede Grød kan saamænd være god nok til mig. Jeg kan altid servere nogle Klumper af den, naar jeg vil imponere de indfødte . . . Naa, De bor vel foreløbig her paa Gæstgivergaarden, Hr. Holmberg? God Nat! Sov vel! Ja vi kommer jo til at ses tidt nok. Det var ellers en morsom Prøve, De fik paa Byens Befolkning i den Byfoged? Hvad? Naa, god Nat!

De to Adjunkter fulgtes ad et Stykke ned ad Gaden.

- Det er en Tværdriver, den homo novus! bemærkede Mathematikeren.

- Det er vist ungdommeligt Vigtigmageri, denne fornemme diplomatiske Tavshed, som han iagttager, svarede Filologen. Det er kedeligt, vi har faaet en saadan halv berygtet Fritænker her ud.

- Ja, jeg saa ogsaa helst, at vi var fri for al Uro og Vrøvl i Skolen. Ellers maa han tro for mig, hvad Pokker han vil. Men det er den Slags Ting, man skal holde for sig selv. Ellers forstyrrer man Gemytligheden. Naa, der er Deres Gadedør! God Nat, Olrik!

V.

Erik Holmberg havde i de sidste Aar, han havde tilbragt som Timelærer i København, været vant til at tage sig "en halv Historie" paa et Konditori, før han gik hjem og i Seng. Denne første Aften i Provinsbyen havde han befundet sig uhyggelig. Bestandig havde han følt en indvendig Forpligtelse til med 37 videnskabelig Fornemhed at hugge gennem hele den falske Parade af selvgod Overlegenhed og fedgemytlig Dilettantisme, som havde overskyllet ham i Rektorens Have. I de faa Sekunder, han behøvede til at gaa gennem Gæstgivergaardens Forstue, strømmede mindst ti Motiver til pikante Svar og knusende Modargumenter gennem hans Fantasi. Hvorfor havde han ikke brugt dem? Han var en fejg og fjollet Karl, syntes han. I Vrede paa sig selv sparkede han Døren op til Gæstelokalet. Han maatte have den "halve Historie". Han trængte til Trøst i en eller anden Form, og for Øjeblikket frembød sig ingen anden Udvej end et Glas Toddy. Han var vred paa sig selv, fordi han ikke kunde finde noget bedre. Men saa sagde han til sig selv, at Rektoren var en fedtet Karl, der ikke havde budt ham det mindste den første Gang, han aflagde sin Visit hos ham. Han - Erik Holmberg - skulde . . . ja, hvad skulde han? . . . Jo, han vilde bestille en Toddy . . . Ja, men saa ærgrede han sig igen og sagde til sig selv: gammeldags, dum Studentervane! Men han havde i samme Øjeblik selv aabnet Døren til Beværtningen.

En Dunst af Øl, Spiritus og Tobak slog ham modbydelig i Møde. Han fik en kvalmende Fornemmelse ved denne fede, tykke Røg, der paatrængende borede sig ned i hans Aandedrætsorganer og straks foraarsagede en kort Hoste og gentagne Nyseparoksysmer. Tykke, utydelige Stemmer, der vidnede om spiritusbelagte Tunger, lød ud i det lille Forværelse fra den store Stue, hvor Billardet stod. Erik skelnede følgende Repliker:
- Du, Andersen, Frankrig han klarer s'gu nok Tingene.

- Nej, det er noget Sludder, Prøjsen, han er den, der ta'er det hele.

- Ja, men jeg holder paa Gambetta'en, for han lavede Pandekagen, da ... ja den Gang . . . det saadan kneb . . . og ser Du, Andersen . . . hele Friheden og Fremtiden og alt det Vrævl . . . det er dog det, vi holder paa . . . og vi skal dog have Toldvæsenet væk . . . for der er nu kun Apothekerne, som ta'er Kagen, men vi andre Næringsdrivere, vi er dog enige om, at Moralen af det hele er noget rigtig Fedtekræmmervæsen.

- Ja, men saa kommer Atheismen op.

- Ja, hvad rager den os? Den maa Præsterne klare, for jeg er lige glad, naar de bare inte kommer med Socialismen og tvinger mig til at dele de fattige Skillinger, som jeg har tjent i 38 mit sure Ansigts Sved, med den fordrukne Rokkedrejer Madsen og hans sorte Kælling og hans seksten Unger.

- Ja, se det har Du nu Ret paa i Hovedsagerne af, hvad Du siger, Hansen, for skal det blive rigtig galt, saa vil jeg ogsaa hellere ha' Atheisme end Socialisme. Og derfor holder jeg paa Bismarken fremfor paa Gambettaen, og jeg tror, Prøjsen, at ... han egentlig er vor Ven. Ja, hvad siger Agenten? spurgte Andersen.

Erik Holmberg opdagede gennem Døren den tiltalte, en høj, lidt fint udseende Alvorsmand med blaa runde Briller. Det var Byens rigeste Mand, der drev Kornhandel. Agenten tog sin fladtyggede Cigar ud af sin brede Mund og sagde:
- Vær De ganske rolige. Alting skal først blive rigtig galt, før det bliver rigtig godt.

Efter dette Orakelsvar tilnikkede Agenten sig Bifald og fortsatte sin rygende og tyggende Cigarbehandling. Andersen nikkede til Hansen og sagde:
- Der er sg'u noget i, hvad Agenten siger. For ser Du, Hansen, hvem véd egentlig, hvad Gambettaen vil? Véd Du det, Hansen?

- Om jeg véd det? Jeg véd det s'gu kanske bedre, end han selv véd det.

Og Hansen slog et vældigt Slag med den knyttede Næve i Bordet.

- Et Slag i Bordet er intet Argument, godeste Hr. Hansen, sagde Agenten med et overlegent logisk Smil; der skal, om jeg saa maa udtrykke mig, mathematiske Udviklinger og filosofiske Bevisligheder til, for ikke at tale om de juridiske . . . . . . God Morgen, mine Herrer, god Morgen!

Efter dette pythiske Orakelsvar, tonede Agenten gennem det mindre Forværelse, hvori Erik Holmberg sad, hilste hen til ham og sagde: God Morgen, god Morgen!

Inde fra den store Stue lød:
- Du, Hansen, men det med Atheismen, det bliver dog lige godt galt i Længden. For nu er der kommet en Adjunkt her nér til vores Latinskole, og han tror hverken paa Treenigheden eller Nad'ren eller de andre Sakrementer.

- Aa, hvad, han gi'r sig nok efterhaanden og stikker Fingeren i Jorden og lugter, hvor han er. Du skal se, Andersen, han gaar s'gu nok til Alters ligesom alle ordentlige Folk i Byen. Det er farligt, saa Du glor, Bager Graff, hvad er nu Din Mening, Bager Graff? Hvad?

39

- Min Mening er, at jeg har en Dreng, som er elleve Aar, og jeg havde tænkt paa at sætte ham i Latinskolen; men, naar Drengene skal lære Atheisteri og Socialisten, saa sætter jeg ham før til Bagenet. Men jeg er ellers ked af at snakke om saadanne Sager, saa jeg vil hjem og sove, for min Mening er, at der inte kommer noget ud af det hele. Og I kan gerne sige mig imod, men I skal vente, til jeg er gaaet, for nu er jeg bleven gal i Hovedet og taaler ingen Modsigelse. Det er nu blevet mit Princip i Aarenes Løb.

- Skal vi ha' Pommeranser og Vander rundt, Andersen . . . kan Du saa holde Kæft, Du Kringlevender . . . Du, Graff! . . . det er Dig, jeg taler til.

- Ja, det er en argumentam . . . ad . . . ja, jeg kan ikke huske det hele . . . men det sagde den salig fordrukne Overlærer Kronberg, som ellers blev halvfemsindstyve Aar og levede 30 Aar som Pensionist. Den Pension maatte s'gu hele Samfundet betale. Hvad? Men det beviser, at Spiritus ingen Skade gør. Men nu vil jeg hjem til min Kone, for hun ligger hele Natten og bider i Lagenerne af Arrigskab og Mavekatrine, naar jeg bærer en altfor ækel Kæfert hjem saadan hen mod Morgenbrækningen paa denne Aarsens Tid.

- Saa stik bare af, Du Dejgklat, raabte Hansen, og hils Madam Graff, for hun er møjet kønnere Kone, end som Du er Mand. Men I er ellers grimme begge to som den lede Dævel . . . Hør Du, Graff . . . hvad er det for et Øje, som Din Kone ser vindt med?

- Madam Graff er inte vindøjet, hun er barestens bælgøjet, raabte Andersen . . . Hu, ha, hvor Bageren bliver gal . . . se, hvor han glor!

Bager Graff var virkelig stemt op til den højeste Pathos. Han tog i Hankene paa to Ølkrus, drev dem begge ned mod Bordet, saa de gik itu, og hvinede med dirrende Stemme:
- Naar nogen siger det, saa erklærer jeg ham her med flere Vitterlighedsvidners Underskrift for en infam Løgner og Bevasker . . . og Injuriant . . . og en . . . Atheist og en Socialist . . . og en . . . uh . . . saadan en Gambetta . . . som Du, Pedersen . . . eller Hansen . . . for Pedersen var Din Svoger, men han er død og borte . . . men han var lige saa stor en Krakiler som Du . . . Og nu gaar jeg hjem til min Kone . . . og saa gi'r jeg Jer andre . . . Døden . . . og det hede Helvede. Og saa maa der komme lige saa mange Fritænkere til 40 Latinskolen, som der vil; men saa sætter jeg ikke mine Børn i den, For jeg vil beholde den Tro, som jeg er konfirmeret i . . og som . . . jeg har inddrukket med min salig Moders søde Mælk.

Nu græd Bageren og raabte:
- I er allesammen mine Venner, men I miskender og forhaaner mig, siden Ole Hansen har lavet et Dampbageri . . . og det vil jeg ikke taale af Jer . . . for I er nogle . . . nej, I er mine højtelskede Medkollegaer og Medborgere . . . I Tampe! . . . . . . Og, gi'r Du en Pommerans til, Andersen, saa skal jeg aldrig snakke et Muk om vores forskellige Livsanskuelser og saadan noget utidigt Sludder, og saa vil jeg ikke fragaa, at min Kone ser vindt til fjermer.

Nu snakkede den ene i Munden paa den anden. Erik Holmberg hørte snart kærlige, sentimentale Bekendelser om, hvor højt Andersen elskede Graff, og Hansen baade Andersen og Graff, snart Erklæringer om, at der kunde vanke "Klø", naar det skulde være, og det kunde baade blive "Haandklø" og "Kæppeklø", for Hansen havde, paastod han, en Egespire med to Knaster paa staaende i Gangen, og den Egespire havde han selv skaaret for femten Aar siden i Bustrup Skov. Andersen hævdede, at det var umuligt, for alle Egespirer i Bustrup Skov vare vinde og skæve ligesom Madam Graffs fjermer Øje. Deraf opstod en Smule Skænderi, der dog snart gled over i Latter.

De tre Borgere kom drivende med Armene om hinandens Hals gennem Værelset, hvor Erik Holmberg sad. De sang - ingenlunde harmonisk - følgende Linjer:

Og vi gaa til vort Arbejd med frejdigt Mod,
og vi sove om Natten en Søvn saa god;
og vi elske vort Land, og vi ære vor Drot,
Gud signe ham i hans høje Slot!

Da de kom igennem det forreste mindre Værelse og saa den fremmede Mand, gav de los med Armene. Hver søgte at hilse gentlemanlike paa den fremmede Herre. Garver Andersen gik lidt bag over, Glarmester Hansen lidt forover, Bager Graff lidt til Siden ved den energiske Opstramning. Garver Andersen sagde: God Morgen, Glarmester Hansen: God Nat, Bager Graff: Ærbødigst . . .!

Erik Holmberg gik i Seng. Han havde nu gjort et flygtigt 41 Bekendtskab baade med det aristokratiske og demokratiske Samfund i den By, hvor han næste Morgen skulde begynde med at udfolde sin Virksomhed i det højere Skolevæsens Tjeneste.

VI.

En lang, bred, hvidkalket Gang med Glasdøre ind til Klasseværelserne mødte straks den, der aabnede Latinskolens tunge Dør. De eneste arkitektoniske Prydelser vare to doriske Koronamenter, overmalede med en graa, fedtet Oljefarve. Det skulde lade, som de bar et Bueslag over Hoveddøren. Karmene paa Dørene ind til Klasserne havde en Slags Arkitrav med Tandsnit og en trekantet Frise over sig. Erik var ilde til Mode og tænkte paa, at det Begreb om Oldtidens Arkitektur, som man fik af disse Døre, forholdt sig til den virkelige græske Bygningskunst akkurat, som det Billede, danske Studenter fik af den antike Oldtid, forholdt sig til den virkelige græske Aand.

Lærerne stode gruppevis paa Gangen. Et Forsamlingsværelse eksisterede ikke. Var det, fordi det vilde føre til, at Lærerne skulde komme i Passiar og glemme Klokkeslaget? Staten havde altsaa den samme sjofle Mistænkelighed til sine Embedsmænd som de private Skoleentreprenører i København til deres lavt lønnede Timelærere. Erik Holmbergs ømfindtlige Sind følte sig lige saa saaret, som da han første Gang i sine unge Studenteraar betraadte den københavnske Privatskoles Territorium og saa Lærerne vade om i Snesjap i Skolegaaarden de ti Friminuter mellem Timerne.

Rektor præsenterede den nye Mand for den gamle Besætning. De to Kollegaer, han havde truffet i Gaar Aftes, hilste ret venlig; de andre hilste stift og forbeholdent. Skolens Inspektor, en tyk gammel Herre med Hornbriller og Silkekalot, oppebiede ikke en Gang Præsentationen. Han opdagede, at to Drenge sloges henne i Gangen, og i energisk Embedsiver løb han med lange Skridt hen til Kampstedet og uddelte et Ørefigen til hver af Gladiatorerne. Klasket gav hult Ekko i den lange Gang.

Samtalen i den Gruppe, i hvilken Erik blev staaende, drejede 42 sig om det sidste l'Hombreparti. Mathematikeren, Adjunkt Petersen, sagde:
- Jeg spørger paa Konge, Knægt, fjerde i Trèfle, købte ingen Trumfer. Og saa vinder jeg, Gud hjælpe mig, alligevel Spillet, og endda spillede jeg med de to mest drevne Hunde, Apothekeren og Amtsforvalteren.

Klokken ringede, og enhver begav sig til sin Klasse. Erik skulde op i et Værelse længst fra, hvor han havde staaet. Paa Vejen passerede han den gamle, tykke Inspektor. Han stod i Døren til sin Klasse med et stort Lærredskort over den gamle Verden, som han holdt højt i Vejret paa en Stang lig en katholsk Kirkefane i en Procession. Erik hilste ham. Inspektor tog bag i sin Kalot, bukkede dybt, men med et dødningealvorligt Ansigt, gloede underlig - var det forbavset eller forarget? - paa den nye Kollega, mens han med skrævende Ben blev staaende paa Dørtærskelen og spyttede en Skraa ud i Gangen. Saa viste hans fede krumme Ryg sig i Dørkarmen. Erik troede at opdage et Skuldertræk og en betænkelig Hovedrysten.

Erik kom ind i sin Klasse. Hvor var Scenen for hans Provinsdebut lys, livlig og rummelig i Sammenligning med de københavnske Lokaler, han havde færdedes i!

I Stedet for Udsigt til en brolagt, styg Baggaard, i Stedet for et Luftrum, gennemkrydset af kedelige eller hæslige Linjer i høje retvinklede Gavle og et Utal af Skorstenspiber og Røgfangere saa han en halv have-, halv markagtig Plads, et grønt Vænge ligge foran Vinduerne. Midt i Vænget var en lille Dam, Ænderne svømmede i den og strøg hvide Fjer af i Farten. Gratiøst krummede hoppede Fjerene smaat afsted i det kløftede Kølvand, som Ejerens glidende Sejlads aftegnede. Ud over Vandet ludede en snart udspringende Guldregn- og Syrenbusk. Hvor drak deres Knopper graadig Solskin! Et Par fine, svaje Pile strøg hvidbladede Grene kærtegnende hen over det græsgrønne Vand; Vindpustene krusede Vandet i smaa Læg. Og saa i Baggrunden de duftige Skovlinjer paa hver sin Side, aaben Mark i Midten og i Baggrunden et hvidt Landsbykirketaarn leende ud i Solskinnet.

Den nye Adjunkt mærkede en Smule Uro og Mudren blandt det Dusin Tolv-Trettenaarsdrenge, som Klassen bestod af. Han saa, at Fuksen nærmede en hul Nøgle til Munden, for i paakommende Tilfælde at hilse Debutanten med Fløjtetoner. Men, da Drengene saa det stille, mildt alvorlige Ansigt og ikke fik Greb i nogen iøjnespringende "Grinagtighed" i hans Person eller 43 Optræden, bleve de stille, inden han endnu var kommen op paa Kathedret.

De følte med Skoledrenges sikre Instinkt, at han før havde siddet paa den Plads, og at her intet lavt Gærde var, som kunde indbyde til at springe over.

Der bredte sig straks Fred og hyggelig Tillid i den solrige Stue med de lysegrønne Vægge, mørkegrønne Bordplader og perlegraa Bænke.

- Det bliver vist en rar Lærer, hviskede en Dreng paa midterste Bænk til sin Sidemand. Han ser ikke hamper ud, og han er, Skam, heller ikke en Fjols.

Erik Holmberg begyndte at eksaminere i Historielektien.

En nydelig lille Dreng, hvidblond, med store troskyldige Forglemmigejsøjne, opramsede med kvindelig Sopran en kort Beretning om Slaget ved Roszbach.

Hvor klædte det ham allerkæreste, da han, uden at ane, hvad han sagde, refererede:
- "Men den uduelige Marechal Soubise, der ene skyldte den udsvævende Ludvig XV's uværdige Frille, Madame de Pompadour, sin Hærførerstilling, led et vanærende Nederlag . . . . . ."

Erik nikkede mildt smilende og vedblev nogle Minuter at nyde det søde lille Ansigt og den uskyldige Stemmes Referat af de tørre Alvorsord med de mange for Drengen uforstaaelige Adjektiver.

Da lød der fra Sideklassen et Brøl:
- Flynder! βαίνω. βήσομαι. βέβηχα. ἔβην, (Aoristformen udtordnedes med et frygteligt Raseri). Hvor mange Gange skal jeg sige Dig det? Hvad? . . . Jeg synes, Du mukker? Naa, ikke? Ja, det er ogsaa det fornuftigste. Men det siger jeg Jer, alle I Slubberter, at, hvis jeg mærker Ligegyldigheden og Dvaskheden overfor de gamle Sprog tage til her i Klassen, som den længe har gjort . . . og hvis jeg mærker Spor af Fritænkeri (samme Brøl som ved den græske Aorist), saa skal jeg male hvert eneste uregelmæssigt græsk Verbum i alle Tempora og Modi med Rottingslag paa Jere Rygstykker . . . I . . . I Aalekvabber!

Erik vendte sig lidt til Siden mod Døren til Naboklassen. I Glasruden stod den gamle Inspektors luerøde Ansigt med de hvidglødende Glar i Hornbrillerne. Rovdyragtig blottedes de 44 lange gule Fortænder, alt mens de bearbejdede Skraaen med en Energi, som om Kæberne dreves af Dampkraft.

Et Øjeblik mødtes de to Kollegaers Øjne. Den gamle Inspektor gjorde først omkring og halede Kalotten op, som var gleden ned i Nakken. Erik saa ham med Bogen foran paa Maven fjerne sig og hørte ham begynde i Brøletone:
- Det næste Verbum: λαμβάνω, λήψομαι . . . . . . Stemmekraften tog af, og de næste Tider af Verbet døde hen som en Torden, der hurtig fjærner sig.

Det kogte i Erik Holmberg. Da Timen var forbi, skyndte han sig ud og vilde have en Forklaring af den gamle Inspektor. Men, da denne saa ham paa Siden af sig, satte han formelig i Løb, og i et Par lange Skræv var han foran Døren til sit Kontor. I lynende Fart fik han den op, smuttede igennem den smalleste Aabning, hans Krop formaaede at bruge, slog Døren haardt i og drejede Nøglen om indvendig fra.

Den Fart, Erik Holmberg var kommen i, saadan rent legemlig, vakte en aandelig Energi i ham. Han maatte, syntes han, tale med sin Rektor og søge Oprejsning for den uværdige Polemik, som Inspektor havde ført med ham gennem Døren. I Fortsættelse af den begyndte Fart røg han i Følge Inertiens Lov ned i en af Korridorens Yderender, hvor Rektor med store Haandbevægelser lod til at holde et Foredrag for en fire Lærere, der omgav ham.

Rektor kunde se paa Erik Holmberg, at han vilde noget. Men han tyssede paa ham med Haanden, som vilde han tilkendegive ham, at Foredraget først maatte afsluttes. Foredragets Genstand var Pædagogen Pestalozzi. Nu skulde det træffe sig saa heldigt - eller uheldigt - at Erik Holmberg i en fast Medarbejders Forfald havde skrevet en Artikel i et Konversationsleksikon om den berømte schweiziske Skolemand. Han hørte sin Artikel gentages af sin nye Rektor, næsten ordret.

- Den Mand følger dog med paa alle Punkter af Videnskaben, sagde den ene af Adjunkterne til sin Sidemand.

Erik lo indvendig og opgav den Plan, som hans første Indskydelse havde dikteret ham. Rektor havde glemt, at den nye Adjunkt vilde noget, da Klokken atter ringede til Arbejde. Erik Holmberg gik ind i sin nye Klasse og eksaminerede Drengene i den peloponnesiske Krig, med Følelsen af, at hans Kildestudium til denne Tid ikke var stort bedre bevendt end hans overordnedes Kendskab til Johan Heinrich Pestalozzi, født 1746, død 1827.

45

Men Erik Holmberg maatte beundre den aldrende Mands gode Hukommelse. Han havde næppe selv kunnet gengive sin egen Artikel saa korrekt.

VII.

Efterdønningerne fra den store Strid, der førtes i Hovedstaden om de i det mindste i Danmark nye Tankegange, naaede ogsaa Købstaden. Byen havde naturligvis en Avis. Samme Avis havde sin københavnske Korrespondent, der lod sig det være magtpaaliggende at meddele al mulig Kafé- og Gadesnak.

Korrespondenten skrev: "De nye Ideer, der prædikes saa skamløst fra selve Universitetets Læresale, forrykker mere og mere Hjernen paa unge Mennesker. Den ene Fritænkerforening opstaar efter den anden. Den sidst stiftede ledes af en Lærer ved københavnske Privatskoler. Denne Person har vakt Opsigt ved altid at gaa med lange Støvler, hvori Benklæderne ere stoppede ned, og med en bulet graa Hat. Dette skal være radikalt. Han foreslog straks, at Forsamlingen skulde beslutte at afskaffe Ægteskabet, genindføre den naturlige *dolgoeO* den dyriske Kærlighed.

Altsaa: Mand skal skilles fra Hustru, Børn fra Forældre, Familjen skal ophæves. Et Liv paa de vilde Bestiers Vis, støttet paa Darwins berygtede Theorier!"

Bager Graff udviklede en Aften paa Gæstgivergaarden, at han nok vilde skilles fra sin Kone, fordi hun grinede til en Barbersvend med rød Knevelsbart, men - min Salighed, om jeg opgiver mit elskede Fædreland og mine to ældste Børn; de to sidste . . . naa, ja ... jeg siger ikke, hvad jeg mener, Andersen . . . for jeg vil s'gu inte sige det ... men jeg kunde kanske sige mere end som de fleste her i Byen.

Andersen gav ham betingelsesvis Ret, men paa en saa drilsk grinende Maade, at Bageren erklærede, at han ved første Lejlighed vilde klø "Balbersvenden", saa han aldrig nogensinde mere skulde tage sine Medkristne ved Næsen.

Avisen redigeredes af en ældre, aldeles uliterær Bogtrykker. Den var i høj Grad ringeagtet af alt, hvad der hørte Latinskolen 46 til. Rektor havde ved Lejlighed rettet en blid Bebrejdelse til Pedellens trediveaarige Datter Virginia Jokumsen, da han saa hende læse Udklipningsfeuilletonen, fordi hun ikke valgte Bøger fra Disciplenes med Smag samlede Morskabsbibliothek i Stedet for den Slags Romaner. De vare, sagde han til hende, lige forkastelige fra et æsthetisk og et ethisk Synspunkt.

Den midaldrende Pige sagde intet, men karakteriserede i sit Indre Rektor som et "rigtig gammelt Vrævl".

Erik Holmbergs Væsen gav ikke hans Kollegaer Lyst til atind lade sig videre med ham. Mathematikeren forsøgte en Gang at være "gemytlig". Han havde medbragt paa Skolen et Eksemplar af Byens Avis en Dag, da den indeholdt en latterlig rasende Korrespondanceartikel mod "den frie Tanke". Samme Artikel beklagede dybt, at flere og flere af de københavnske Privatskolers Lærere bleve "befængte med denne Gift", advarede Bestyrerne og Forældrene og opfordrede de første til at afskedige Vedkommende, der "naturligvis" for største Delen vare "Jøder".

Mathematikeren viste Erik Artiklen, mens han lo højt ad dens Dumhed, og spurgte ham:
- Er De omskaaren, Holmberg?

Men i Stedet for at høre sin gemytlige Latter fordoblet, saa han sin unge Kollega blive bleg af Harme.

- Vil De fornærme mig ved at vise mig de infame Løgne? spurgte Erik med dirrende Stemme.

Mathematikeren bukkede ironisk.

- Jeg vilde blot more Dem, sagde han. Men - om Forladelse - De er vist ikke anlagt for det komiske . . . . . . Jeg

synes, vor Tids Ungdom har mistet Evnen til at tage sig et Grin.

- Jeg har aldrig havt den, svarede Erik med trodsende Kulde.

Mathematikeren fortalte sine Kollegar Ordskiftet og føjede til:
- Det er en Stivstikker og en Tværdriver, den Nutidsmand, vi har faaet herud.

Den gamle Inspektor sagde:
- Det véd jeg ikke, hvad han er. Jeg vil ikke have noget at gøre med ham, fordi han nedbryder Troen paa Ægteskabet (Inspektors Ægteskab var velsignet med 11 Børn). Men i hans Sted vilde jeg ogsaa blive yderlig forbitret over, at saadan en Sværtekoger som den Bogtrykker Tolstrup tør udtale sig saadan om Mennesker, der dog i det mindste har klassisk Dannelse. Gud være for Resten konstitueret Lærer Holmbergs og hans 47 til. Rektor havde ved Lejlighed rettet en blid Bebrejdelse til Pedellens trediveaarige Datter Virginia Jokumsen, da han saa hende læse Udklipningsfeuilletonen, fordi hun ikke valgte Bøger fra Disciplenes med Smag samlede Morskabsbibliothek i Stedet for den Slags Romaner. De vare, sagde han til hende, lige forkastelige fra et æsthetisk og et ethisk Synspunkt.

Den midaldrende Pige sagde intet, men karakteriserede i sit Indre Rektor som et "rigtig gammelt Vrævl".

Erik Holmbergs Væsen gav ikke hans Kollegaer Lyst til atind lade sig videre med ham. Mathematikeren forsøgte en Gang at være "gemytlig". Han havde medbragt paa Skolen et Eksemplar af Byens Avis en Dag, da den indeholdt en latterlig rasende Korrespondanceartikel mod "den frie Tanke". Samme Artikel beklagede dybt, at flere og flere af de københavnske Privatskolers Lærere bleve "befængte med denne Gift", advarede Bestyrerne og Forældrene og opfordrede de første til at afskedige Vedkommende, der "naturligvis" for største Delen vare "Jøder".

Mathematikeren viste Erik Artiklen, mens han lo højt ad dens Dumhed, og spurgte ham:
- Er De omskaaren, Holmberg?

Men i Stedet for at høre sin gemytlige Latter fordoblet, saa han sin unge Kollega blive bleg af Harme.

- Vil De fornærme mig ved at vise mig de infame Løgne? spurgte Erik med dirrende Stemme.

Mathematikeren bukkede ironisk.

- Jeg vilde blot more Dem, sagde han. Men - om Forladelse - De er vist ikke anlagt for det komiske . . . . . . Jeg

synes, vor Tids Ungdom har mistet Evnen til at tage sig et Grin.

- Jeg har aldrig havt den, svarede Erik med trodsende Kulde.

Mathematikeren fortalte sine Kollegar Ordskiftet og føjede til:
- Det er en Stivstikker og en Tværdriver, den Nutidsmand, vi har faaet herud.

Den gamle Inspektor sagde:
- Det véd jeg ikke, hvad han er. Jeg vil ikke have noget at gøre med ham, fordi han nedbryder Troen paa Ægteskabet (Inspektors Ægteskab var velsignet med 11 Børn). Men i hans Sted vilde jeg ogsaa blive yderlig forbitret over, at saadan en Sværtekoger som den Bogtrykker Tolstrup tør udtale sig saadan om Mennesker, der dog i det mindste har klassisk Dannelse. Gud være for Resten konstitueret Lærer Holmbergs og hans 48 Venners Sjæle naadig! . . . Ja, grin I kun ad en gammel Mand, som har Mod til at bekende sin Tro for Alverden.

Dermed drejede han sig om og uddelte et Ørefigen til et Par Drenge, som sloges i Gangen.

Rektor havde i Forbigaaende hørt det hele, men sat en Mine op, som om hans Tanker, langt fra at dvæle ved hans underordnedes Samtale, gæstede Propylæernes Søjlehaller eller et andet fuldt saa klassisk Sted.

Rektor gik hen til Erik Holmberg efter den sidste Skoletime og sagde til ham:
- Jeg ønsker levende en Samtale med Dem - ikke nu, thi nu er jeg træt. . . . Hør, kom Klokken fire og spis til Middag hos mig . . . ganske en famille og i yderste Tarvelighed. En Ting har vi tilfælles - vi er begge Videnskabsmænd, Sandhedssøgere . . . ja, de to Ting ere identiske, Hr. Holmberg. . . . De husker Lessings berømte Ord: Havde jeg Sandheden i den højre og . . . jo . . . saadan er det . . . og Søgen efter Sandheden i den venstre Haand; jeg lod den højre blive lukket og holdt mig til den venstre.

- Det staar i Indledningen til Martensens Dogmatik, og Citatet er endda galt, tænkte Erik, men han sagde ingen Ting.

Ifølge et rigtigt Instinkt trak Erik Holmberg i sin sorte Selskabsdragt. Thi, skønt han var den eneste Gæst, havde Husets Herre klædt sig i Galla. I Kjolens Knaphul hang en Miniaturudgave af et Ridderkors. Det behagelige Indtryk, Eriks Dragt gjorde paa hans overordnede, læstes paa hans milde anerkendende Nik ved Modtagelsen.

Det var nu hen paa Efteraaret. Fruen var klædt i uldne Stoffer, men af lignende ejendommeligt Snit, som Erik havde set paa hendes Sommerdragt hin Aften i Haven.

Rektor tog begge Adjunktens Hænder og trak ham hen i en Vinduesfordybning i Dagligstuen. De svære, brune Fløjelsgardiner afsondrede dem næsten helt fra det øvrige Rum. Rektor var lutter Velvilje, da han med et selvfølende Smil sagde:
- Alvor og Gammen kunne godt gaa sammen, kære Hr. Holmberg. Vistnok er Videnskabsdyrkernes Grundstemning Alvor, ja endog en vis fornem, adelig Seen ned paa, hvad der er trivielt eller frivolt. Men dette . . . læg velvillig Mærke til, hvad jeg siger Dem, kære yngre Ven . . . dette udelukker ingenlunde en vis . . . ja, lad mig kun kalde det Gemytlighed. Det nationale danske Gehør for en let Spøg har affarvet vor Literatur f. Eks. 49 . . . De forstaar mig, kan jeg se. Jeg spilder da ikke et Ord mere paa den Sag. Jeg forsikrer Dem, at jeg er Psykolog og studerer saa vel Lærerne som Disciplene strængt videnskabelig og menneskelig sympathetisk, tør jeg sige. Jeg forstaar Aandsog Sjælelivet i alle dets Nuancer hos hver enkelt af dem. Psykologi er Grundvold for al Pædagogik, ligesom Hellenismen er Grundlaget for al Dannelse overhovedet. Ja, det var den Samtale, jeg ønskede med Dem.

Han aabnede Gardindraperiet og spurgte Fruen:
- Er alt i Orden, min kære Natalia?

Fruen bejaede Spørgsmaalet. Snart sad de tre bænkede ved et godt Maaltid, som Husherren lod vederfare al mulig Retfærdighed. Dog talte han meget, mens han spiste. I Mellemakterne mellem hver af de tre Retter fordelte han sin Gennemgaaen af Delaroches's "Hémicycle", hvoraf der hang et Stik paa Væggen over Buffeten. Han forklarede Erik Holmberg, hvilke Kunstnere, der var fremstillet paa Billedet, hvorfor de just vare grupperede saaledes og ikke anderledes.

Efter Desserten, kort før man rejste sig fra Bordet, sluttede han sit Foredrag med en Epilog, en Lovprisning af den moderne romantiske Kunstners Hyldning af Hellenismen, hvis kunstneriske Storheder dannede Centrum i Billedet og tronede paa ophøjede Sæder.

Fruen havde været tavs under hele Bordet og under hele Foredraget. Men hun fulgte med det sidste. Hver Gang hendes Mand pegede paa en Figur, vendte hun sig halvt om paa sin Stol og fæstede Øjnene paa Genstanden for hans Udvikling. Men, naar samme Ægteherres Øjne gled ned paa Tallerkenen, stjal hun sig til at gabe.

Erik Holmberg var en spejdende Iagttager af, hvad der foregik omkring ham. Tilmed havde denne unge Frue med de blanke, ubevægelige Øjne, men med den hyppige Farveskiftning alt én Gang vakt hans Nysgerrighed.

Fruen lagde aabenbart Mærke til, at hun var under Opsyn af et Par Politiøjne. Hun opgav ikke de nysnævnte Bevægelser, der tydede paa Interesse for hendes Mands Foredrag, men hun betvang sin Gaben. Fra den Stund af, hun mærkede, hvor nøje Gæsten gav Agt paa hende, saa hun slet ikke paa ham. Naar hun ikke vendte sig mod Delaroche, plantede hun sine Øjne ufravendt i sin Mands Ansigt. Hendes eget holdt sig da stift som en Statues.

50

En Gang afbrød Rektor sit Foredrag og sagde:
- Ja, undskyld, kære Natalia . . . jeg véd vel, at jeg tidligere har talt med vore Gæster om det samme Æmne. Men som gammel Pædagog holder jeg paa, at Repetition, og endog gentagen Repetition er nødvendig selv for de flinkeste Disciple. Og Du er min flinkeste, min lærvilligste Discipel, kære Ven.

Den sidste Replik sagde han med Hovedet paa skraa og et kærligt Blik over Brillerne.

- Tag nu til Takke, unge Ven . . . Vel bekomme!

Rektor gav sin Gæst et Tryk med begge sine store Haandflader, tørrede sin Mund med Servietten, kyssede sin Kone og lod saa Haanden glide hen over hendes "klassiske" Haarfrisure.

- Jeg ønsker at sætte Dem ind i mit Huses Skik, min kære unge Medlærer, tog han til Orde paa Vejen gennem Spisestuen til Dagligstuen. Uden en vis "Rhytmos" ingen Skønhed. Vel? Jeg sætter kun Pris paa Sammenkomster i mit Hus af ganske faa Personer, for at Samtalen ikke skal flyde hen i aandløs Passiar, som jeg nærer den dybeste Foragt for. Derfor ynder jeg heller ikke Selskaber, der trække for længe ud. Nu før Kaffen musicerer min kære Hustru og jeg. Saa serverer hun Kaffen i mit Værelse til en god Cigar. Der fører saa jeg og mine Gæster en let og aandrig Samtale. Under denne trækker min Hustru sig tilbage i sit lille Adyton, som jeg har ladet indrette til hende i Sidebygningen ud mod Haven. Ja, naar De lærer hende rigtig at kende, faar De maaske Lov at gøre et Indblik i det . . . hvad, kære Natalia? . . . Naa, ikke for det første . . . nej . . . Du behøver ikke at blive bange . . . Hø - det er et lille Værelse, dekoreret i pompejansk Stil, med en lille Bogsamling . . . tyske og danske Oversættelser af Klassikerne. For Øjeblikket studerer min kære Hustru Platons Protagoras. Saa mødes vi ene to ved Theen og meddele hinanden Frugten af vore Studier . . . Ja, ja, kære Natalia, hvis din Beskedenhed protesterer mod Ordet Studier for dit Vedkommende, kan jeg gerne sige Lekture, skønt jeg ikke ynder Ordet. Nu vel. Gaa saa til Klaveret, mit Barn, saa udføre vi sammen Duetten . . . Du véd.

Rektor aabnede en Violinkasse, der laa paa Klaveret, tog Instrumentet ud, stemmede det langsomt, mens han sagde til Erik Holmberg:
51 - Om det just ikke er en ægte Stradivarius, er dog Cremona dets Fødested. Er De meget . . . meget musikalsk?

- Jeg holder meget af Musik, men har aldrig lært Musik.

- Fortræffeligt! Jeg holder ogsaa mest af Tilhørere, der opfatte Musik med ren umiddelbar Sympathi. Halvdannelsen i denne som i andre Retninger føder en overfladisk Kritik, der forhindrer den glade Nydelse uden at løfte Nydelsen op i det højeste Stadium, hvor den har indoptaget Kritiken, men som ophævet Moment. Er Du færdig, kæreste Natalia?

Ja, "Rhytmos" var der i Spillet, det var sikkert nok. Mozarts bløde Sanselighed blev "rhytmisk" hugget i Stykker ved Violinistens Taktslag med Foden og halvhøje Tællen l-2-3-4 og ved Pianistindens stakkatkorrekte Foredrag. Musiken blev skeletteret til Mathematik. Men der løb ikke en falsk Tone, ikke et forkert Tempo med ind. Hvad der fordredes skulde være Adagio, Andante o. s. v., blev gengivet saadan, men . . . Erik spurgte ligefuldt sig selv, om Mozart havde villet kalde denne Udførelse af sin Komposition for ulastelig.

Næppe havde den sidste Tone klinget ud, før Rektor gemte Violinen, og Fruen rejste sig fra Tabouretten.

Den sene Eftermiddagssol lagde et Rosenskær over de paa Væggen hængende Basrelieffer efter Thorvaldsen, over den belvederiske Apollos Buste paa Piedestalen og Masken af Zevs fra Otricoli paa Kakkelovnen. Det syntes Erik Holmberg, at Zevs's Bryn trak sig sammen, og at Apollos Mund gjorde en Grimace.

Mildt oprømt slog Værten sin Gæst blidt paa Skulderen, dog uden al nedenladende Gemytlighed:
- Nu gaar vi over til lettere Nydelser, til den blotte Rekreation, hvad selv det mest aandsbegavede Menneske trænger til. Aandens Bue kan ikke altid være stramt spændt.

Han ledte Erik ind i sit Arbejdsværelse. En Lampe brændte under Loftet, en anden paa Skrivebordet. Der var lunt og godt. De svære brune Repsgardiner bedækkede Vinduerne og hele Ydervæggen. De Rum paa Væggene, som Bogreolerne lod fri, vare tæt besatte med Fotografier af Bygningerne paa Akropolis, paa det romerske Forum, Templerne i Pæstum samt af berømte antike Billedværker.

Fruen kom ind med Kaffe og Likør. Husherren tog flere Kasser Cigarer ned fra en Reol, lugtede til dem, valgte endelig efter modent Overlæg en og rakte Erik den.

52

Han kyssede sin Frue paa Panden og sagde:
- Abi bonis avibus, siger Magister Stygotius. Ak, ja ... jeg er en gammel Pedant overfor din skønne umiddelbare Ungdom.

Han greb med begge sine Hænder om hendes højre Haand med den urimelige Signetring. Hun lod sig behandle, smilede og nikkede som en Avtomat. Hun gled hurtig ud af Stuen, lydløst som en Snog, der smutter ned i et Jordhul.

Rektor lænede sig magelig tilbage i en stor Lænestol, der stod i en Krog ved Siden af Skrivebordet. Han holdt Cigaren i Haanden og strakte Armen stift ud. Han saa glad op mod Loftet og begyndte:
- Jeg husker ikke, om jeg har citeret Dem den Ytring, som Digteren Runeberg lægger General Døbeln i Munden: Fritænker er jeg, thi jeg tænker frit.

- Jo, sagde Erik. Professoren har citeret den.

- Bene! Men derfra er der et stort Skridt til at ... værs' artig (han pegede paa Likørglassene) . . . derfra er der et meget stort Skridt til at gaa ind paa en vis positiv Art af Fritænkeri, som i vore Dage vil ...

Erik Holmberg vred sig som en Regnorm under en Støvlehæl. Hvis denne filosofiske Hane blev ved at gale, følte han, at han maatte begaa en Fornægtelse ved hvert Hanegal blot for at faa Fred. Han sagde:
- Jeg vedbliver at tro, at jeg er Kristen, Hr. Professor. Jeg hævder min Ret til Kristennavnet, fordi jeg ikke kender nogen højere Moral end Bjergprædikenens, og fordi . . .

Professoren rejste sig og sagde med inderlig Glæde:
- Naa . . . saa siger jeg benissime. Men Gud - saa er jo al videre Tale om den Ting rent overflødig. Deres Kollegaer følger virkelig ikke med Tiden. Krog, vor kære aldrende Inspektor, en fortræffelig Elementarlærer i Latin og Græsk, en Mand, som forstaar at lægge Stenene under den Bygning, som jeg sætter Geison og Akroterion paa, Overlærer Krog har jo saa fuldstændig Uret. Naa, han er en ældre Mand, i trange Kaar. Arbejdet for den daglige Subsistens har forhindret ham i at holde sig oppe ved aandelig Tilførsel. Vær lidt venlig mod den gamle Mand, og De skal se. Rent ud sagt - han har raset over Dem. Men nu siger jeg ham, at De har erklæret Dem for Kristen. Det maa jeg nok? Skolegerningen taaler ingen Uro og Forstyrrelse. 53 . . . Naa, kære Ven, saa er alt godt. Saa kan jeg med et Ord fjærne enhver Misstemning.

Erik Holmberg fik et Øjeblik Lyst til at erklære sig for Fritænker. Men han var saa træt af sin overordnedes Enetale, at han opgav Ævred. Han tænkte paa den stille, kolde Frue. Hun tvang sig ind paa ham som en paatrængende Gaade . . . ja, hvorfor skulde han løse den? Hvad kom den Frue ham ved? Ikke det mindste! Og dog slyngede hendes Billed sig tæt om hans Tanke.

Rektor blev ved at tale. Han hævdede sin Uafhængighed af alle Avtoriteter, erklærede, at han var i stadig Opposition til Kultusministeriet at han stadig skrev skarpe Indberetninger til det. Og, da Filosofien siden Hegel havde fastslaaet det uendeliges Tilvær i alt det endelige - hvilket Heiberg jo havde erklæret var Grunden til, at han skrev sine Vaudeviller - saa morede han (Rektor) sig ved Affattelsen af slige Embedsbreve. For at vise, hvor uafhængig en Embedsmand han var, tog han Kopien frem til et Brev til Ministeriet, hvorved han, som han sagde, ved humoristisk Behandling af Ministeriets Indvendinger mod Opførelsen af et Stakit foran Gymnastikhuset ud til Legepladsen havde fremtvunget denne Reform. Han blinkede listig til Erik, hver Gang han læste Ordet "Stakit". Skrivelsen var fire Foliosider lang. Eriks Øjne glippede. Han kneb sig i Armen for at holde sig vaagen, især da Rektors Stemme blev mere og mere ensformig snøvlende. Tilsidst hendøde den. Erik tabte Bevidstheden, men vaagnede pludselig op i Forfærdelse ved en stærk Lyd.

Han søgte at orientere sig og fattede efter et Par Sekunders Forløb, hvor han var. Jo ... han var i sin Rektors Værelse, var hans Gæst. Hans Værts Hoved var faldet hen paa Lænestolens Sidepude: Folioarket dinglede paa hans Knæ og gled sagte ned paa Gulvet. Fra Lænestolen udgik en Snorken lig Basunbassen i et Orgel. Stille listede Adjunkten sig til at slukke Rektors Cigarstump, der var falden ned paa Gulvtæppet og frembragte en hæslig sveden Lugt. Ved at bøje sig ned, opdagede Erik en Kreds af brændte Smaahuller i Tæppet rundt om Lænestolen, Frugter af Rektors "Studier".

Kakkelovnens Buldren lød som et beskedent Akkompagnement til den høje Snorken; Lampen døsede lempeligt hen. Den stramme Lugt af mangeaarig Tobaksrygning, af Bogstøv, af Papir var narkotiserende. Det var en Helligdom viet til Søvnguden, 54 der ubarmhjærtig krævede Offer efter Offer. Rektor og Adjunkten sov begge.

Den sidste var begyndt at drømme om en slank, fin Skikkelse i det "pompejanske" Kabinet med en antikt formet Lampe over Skrivebordet. Paa dette laa Platons Protagoras i Heises Oversættelse opslaaet. Men den var skudt til Side. Med udstrakt Arm, der var rund og hvid, og hvis dunagtige Haar tindrede i Lyset, holdt hun en Bog i Haanden. Hun læste halv højt. Og nu var der høj Farve paa hendes Kind. Nu baade mildnedes og forhøjedes den før saa kolde Glans i Øjet af et fugtigt svømmende Skær. Hvad hun læste . . . ja, det var vist Aarestrups Digt, der begynder:
Det Skum, som kranser Vandet.

Et Pust slukkede Flammen i den skaalformede Lampes Tud . . . Røsten tav, og en hel anden Røst i stærk jysk Dialekt, hvor r'rne snurrede som en Rebslagers Hjul, lød med vred Prædiketone.

Og Røsten tilhørte en gammel Seminarist, Eriks Religionslærer, mens han gik i Pogeskole, Genstanden for Smaadrengenes Frygt og Bæven. Ordene, som Røsten udtordnede, vare Biskop Balles i hans Lærebog:
"Hos mange soverr Samvittigheden til en Tid, medens de ikke lægge Mærrke til derres unde Handlingerr, men jen Gang vil den opvaagne, og da skal der opvækkes saa møjen større Forfærrrdelse i derres Sjæl."

Erik "opvaagnede" helt og holdent sammen med sin Samvittighed og saa sig om med " Forrfærrdelse". Det varede lidt, inden han blev klar paa, hvor han var. Nu vaagnede ogsaa hans Vært og overordnede med en lille Gaben. Erik erindrede sig hans Ord fra før, "at han og hans Gæster plejede at skilles tidlig". Han bød Farvel. Rektor modtog Afskeden med aabenbar Paaskønnelse af den unge Mands Taktfuldhed og tilbød selv at hilse "sin kære Hustru". De saas, sagde han, først senere hen paa Aftenen, naar de begge havde endt deres "Studier".

- Thi, hvad jeg først og fremmest stræber efter, er at holde en sand humanistisk Aand vaagen i mit Hus, lød Rektors sidste Ord.

55

VIII.

Efteraarsblæsten rullede sortegraa Skymasser hen over den næsten hvide Himmel. I hurtig Veksel fulgte Stjerneklarhed og Tusmørke efter hinanden. Skyerne fik i den stærke Fart ikke Tid til at lette sig for deres Regntyngde.

Langs den dybe Latinskolebygnings ene Side løb en Slags smal Kørevej, der gik ned til Aaen. Adskilt ved et kort Stakit fra Hovedbygningen laa en enetages Bygning med Vinduer i en betydelig Højde fra Jorden. Højden tiltog, da Terrænet, hvorpaa Sidehuset var bygget, højnede sig temmelig stærkt for brat at falde af ned mod Rektorhaven, der hørte til Aaens Engleje. Bygningen indeholdt Gymnastiksal, Vognremise og Staldrum nærmest op mod Hovedbygningen; men ud mod Haven havde den to Etager. I den nederste havde Rektor indrettet et Havekabinet med Glasdøre; ovenover dette saas Lys igennem et stort Vindue med en lille Balkon ud til Haven. Der maatte hint Kabinet i "pompejansk" Stil være.

Hvorfor gik Erik med Spænding paa Opdagelsestogt? Og hvad vilde han opdage?

Det var, som noget tvang ham til at bøje om Sidebygningens Hjørne og over Jorddiget gaa ind i Rektorhaven. Den vaade Jord sivede under hans Fødder i det ravnsorte Mørke i dette Øjeblik. Pludselig spaltede Skymasserne sig. Træerne med de struttende Grene foroven og Gangenes blinkende Vandpytter forneden afdækkede sig i en kold, skarp Belysning. Aaen lynede mat i Baggrunden. Han hørte Vandet skvulpe om Pælene paa Brolysthuset. Gardinet løftedes lidt fra det belyste Vindue ud til Balkonen. En Skygge af en Kvinde bøjede sig. Hun kikkede aabenbart gennem den ved Løftningen frembragte Sprække, men i en Fart, som om hun blev bange for noget, faldt Gardinet tæt ned, og Skyggen forsvandt brat. Det var temmelig lyst i Haven i det Øjeblik.

Erik blev ved at gaa og patrouillere i Haven med en Hjærtebanken, som han ikke kunde finde nogen fornuftig Grund til. Stilheden afbrødes kun ved stødvise Vindpust, der hvinende gennempiskede de klaprende Grene. Fra dem dryssede Løv ned i dorsk og langsomt Fald, og Lyden døvedes af den fugtige Jord. Stundom peb Vinden hen over Aaen og fejede lange Striber i dens Flade. Ny Opmarschering af Skyer! Det var lige netop, 56 at Vandet kunde skimtes som noget levende midt i det dødsklamme Mulm.

Pulserede der noget varmt, livfuldt, spændt deroppe bag det rødgule Gardin? Buldrede der en lystig Flamme i Kakkelovnen? Uro var der; thi Skyggen viste sig vandrende hurtig frem og tilbage. Aabenbart var det, at Beboeren ikke læste Platon. Overvejede hun da maaske Begreberne Enhed og Mangfoldighed? Gangarten tydede ikke paa filosofiske Meditationer.

Det plaskede sagte gennem Mørket. Ja ... det kom nede fra Aaen . . . det var . . . nej, hvem skulde sejle paa den Tid? . . . jo, jo, det var Plask af Aarer. Det vilde ikke blive lyst, Skyerne havde bunket sig sammen. Nogle store Regndraaber piskede gennem Rummet og ned i Ansigtet paa den ensomme Vandrer, mens han hurtig gik ned paa Broen.

Der skimtes noget sortere end alt det sorte. Det drejer sig brat ind mod Land. En lille Tanke af Lys fra oven viser en Mand, der i en Fart lægger Aarerne tilrette og bereder sig til at tage mod Stødet. Baaden lægger an; Manden er ved at gaa i Land, men standser kort. Han har set én staa paa Broen. Men han tager sig i det. Rankt rejser han sig i Baaden, tager Huen af og siger:
- Nej . . . spaserer Professoren i Haven nu ... i dette Vejr og mediterer over en klassisk Poet? . . . Lad mig se ... Sceneriet passer vel nærmest for Æskylos.

Det var Byfogdens Stemme med sin ejendommelige Messinginstrumentklang og raillerende Tone.

Erik følte sin egen Røst ligesom fryse fast i Struben.

- Hvad Fanden ... det er jo ikke Professoren. . . . Hvad har Du her at gøre, Slubbert?

Et Greb, fast som en Skruestikkes, omspændte Eriks Arm, mens de sidste Ord løde raa og brutale som en Korporals eller Politibetjents.

Men, inden Erik havde faaet Tid til at fatte sig, sagde Manden :
- Hvad Pokker . . . det er jo en pæn Overfrakke, jeg har faaet Tag i . . . Det er? . . . Om Forladelse, højstærede, men her er mørkt som i Helvedes Grube; her er sort romantisk . . . Naa, meld Deres Navn for Byens, Herredets og Birkets lovlige Øvrighed og tag saa med ud at sejle. Jeg har Malvoisier-Portvin i Baaden, kære Anonymus med den gode Vinterfrakke!

- Slip mig dog! sagde Erik.

57

- Ah-ha! Vil De nu erkende, at min Erfaring som Overtyvetrækker baader mig i Livet. Det er Hr. Adjunkt - om Forladelse . . . det hedder nok konstitueret Lærer Holmberg, hvis Maal røber, at han er en Galilæer, Fritænker, Atheist og Socialist. Ak Domine Montane! Lad os beholde vor rene Tro paa Bjerget, at Jorden er flak som en Pandekage.

Byfogden talte meget højt, næsten skingrende. Erik hørte et Vindue klirrende aabnes og straks lukkes med et Smæk. Han tænkte sit derved, samlede sig, blev kold og stram og sagde:
- Hr. Byfogden skulde maaske til The hos Professoren?

- Ja, ja vist, netop, svarede Byfogden og lo forceret højt. Jeg gaar altid til Søs eller til Hest, naar jeg skal ud, skal jeg sige Dem, for jeg er Romantiker. "O, gid jeg sad paa en vild Hest og fór gennem Ørkenen!" Ser De . . . deroppe, der, hvor Lyset poetisk laver en Stribe hen over Marmor- . . . nej, Fyrretræsbalkonen, der sidder den skønne Helene . . . Ægteskabsnedbryder, som De er. . . . De vilde gerne bortføre denne moderne Grækerinde fra anden Del i Faust . . .

- Den har jeg ikke læst, sagde Erik med dum Forbitrelse.

- O, Pedantus, Pedanta Pedantum, tror De, jeg har det? Jeg har al min Dannelse gennem Aviser. Men præk for hende, at hun ikke skal forsøge at faa Mangfoldigheden til at gaa op i Enheden, som hendes Famulus, Doktor og Rektor Wagner raader hende til. Sig, at hun skal smadre Enheden ud i en kaleidoskopisk Mangfoldighed . . . naa, det er noget Sludder! . . . Sejl med mig ud paa det sorte Vand og drik et Glas, mens vi drøfte de store Verdensproblemer in bona caritate, eller som cand. pharm. Brændevinsbrænder Aaberg siger in bona sjaritate.

Og Byfogden stemte med en stærk Basstemme i den Bellmanske Sang:

Charon i luren tutar,
Stormarna börja hvina,
Trossar och tåg och klutar
Lossna nu till slut.
Månan sin rundel slutar,
Stjernorna sorgligt skina,
Till sin förvandling lutar
Snart min lifsminut.

Kom nu!

Og, inden Erik kunde samle sig til Modstand eller Protest, havde den stærke Mand taget ham paa sine Arme og blidt 58 kastet ham ned i Baaden; saa sprang han selv efter i en lynende Fart. Vandet skvulpede og skummede, Baaden var nær ved at kæntre.

- Men maa jeg spørge, hvad dette . . . begyndte Erik.

Et Par vældige Aaretag, der satte Baaden i Fart, og de to Linjer, som han sang:

Vi sejle ned ad Rhinen,
der vokser gratis Vinen,

var det afbrydende Svar, den unge Adjunkt modtog paa sin anlagte Protest.

Erik var sælsomt til Mode. Han fandt, at det var hans Pligt at være vred paa den nærgaaende Byfoged med det aabenmundede, frække Væsen. Han havde hørt ymte om hans ikke synderlig moralske Pebersvendeliv, men Stiklerierne vare blandede med en anerkendende Beundring af hans Dygtighed som Embedsmand; thi, skønt det lod, som om han aldrig bestilte noget, fik han altid Forbryderne til at bekende. Han omgikkes egentlig ingen, hed det i disse Kritiker af Adjunkterne i Frikvartererne, men viste sig ikke sjælden paa Gæstgivergaarden og i Klubben og gjorde sig populær blandt "Spidserne" (det var den lærde Kolonis Betegnelse af Byens Borgerskab) ved at traktere dem, alt mens han gjorde Nar af dem.

Byfogden lagde straks Aarerne ned og lod Baaden flyde med Strømmen. Han tav, som om han ventede, at Erik skulde sige noget. Men Erik blev siddende tavs, tæt indhyllet af det døde, sorte Mulm, hvori Vandets matte Glimten, den svagt glidende Bevægelse, en sjelden Piasken mellem Breddens Ellekrat vare de eneste Livstegn. Erik sad og grundede dumpt over Forbindelsen mellem Byfogdens Ankomst til Rektorhaven og det, han havde bemærket bag hint belyste Gardin i Sidebygningens Gavl. Han gik ud fra hin Aften, han første Gang saa Byfogden gøre en brat Landgang i Haven; Mindet om Kollegaernes Hentydning til hans Farlighed for Kvinder spandt Traadene videre. Hvor latterligt! Han fik Taarer i Øjnene, efterhaanden som den unge bly og tavse Rektorfrues Billede trængte sig klarere frem i hans Fantasi. En afmægtig sprællende Vrede, en lammet, knugende Bedrøvelse rullede sig vekselvis om i hans Sind.

Det lysnede lidt fra oven. Erik saa Byfogdens Ansigt under den laadne Rejsehue smile bredt i det tykke Overskæg og Næseborene vide sig ud til Siden.

59

- Kan De mærke, at Farten gaar stærkere, ikke saa lidt stærkere end før? sagde han og lo lidt.

- Jo-o-, sagde Erik og gav nu først Agt paa Farten.

Det var umiskendeligt, at den tiltog i en mærkelig Grad. En brusende Larm lød foran dem i nogen Afstand. Det maatte være en brat nedfaldende Vandmasse.

- Jeg skal sige Dem, tog Byfogden atter til Orde, trak Brynene sammen og skar Tænder; jeg vil sejle os begge to i Smadder ned i Stigbordet her foran. Vi skal males sønder og sammen mellem Stenene. Jeg kan se paa Dem, at De lider af ulykkelig, uigengældt Elskov. Det har jeg lidt af i mange Aar, lige overfor mange forskellige Marmorkvinder. Døden er bedst for os begge, og det er en Død med éclat, denne herre!

- Er De gal? raabte Erik og fór op.

Han greb i en Fart Aarerne, arbejdede med Anspændelse af alle sine Kræfter for at faa Baaden vendt og roet tilbage. Baadens Ejer lo kaad:
- Ha, ha, ha-h! Nu kom der Liv i den unge Mand, da Selvopholdelsesdriften blev vakt. Det er dog den mægtigste Kraft i Naturen næst Forplantelsesdriften . . . Kom . . . lad mig tage ved den ene Aare ellers kommer vi ingen Vegne.

Da de efter en svær Roning vare komne ind under normale Strømforhold og uvilkaarlig sagtnede Tagene, sagde Erik:
- Hr. Byfoged! De har behandlet mig som en Dreng. Jeg véd ikke, hvad Deres Mening er; men jeg har ikke i Sinde at være Deres Legedukke. Jeg har ikke den Ære at kende Dem, ønsker ikke at gøre Deres nærmere Bekendtskab, og jeg beder Dem fritage mig for denne ufrivillige Sejltur i Deres Selskab. Er De saa god at sætte mig i Land, saa snart det kan ske?

- Nej, Gu' gør jeg ikke. Ser De, Deres mutte Manér at gaa paa op ad en Gade, Deres Kollegaers Beklagelser over, at De ikke forstaar Spøg, de samfundsopløsende Meninger, som man beskylder Dem for at nære, har længe gjort Dem mistænkelig i mine Øjne. Som Jurisdiktionens fornemste Øvrighedsperson er det min hellige Embedspligt at se Dem lidt efter i Sømmene. Først forlanger jeg i Kongens og Lovens Navn, at De skal drikke et Glas Vin med mig her i Baaden for at gøre Dem aabenhjærtig og villig til at bekende Kulør. Dernæst tager jeg Dem med hjem til The, for det er blevet for sent at gaa til Rektorens, og saa vil jeg inkvirere Dem, mens mine to Politibetjente, Blunck, forhenværende Sergent og nuværende 60 Drukkenog mest frisindede Personlighed. Efter det tredje følte han sig smigret ved, at han var bleven indbudt til Byfogden, om hvem det hed sig, at han sjælden saa nogen i sit Hus uden for de to eller tre store officielle Middagsselskaber, han gav hvert Aar.

De lagde an ved en lignende Bro som den i Rektorhaven, gik gennem et ganske lille, smalt Stykke Have, over en stor Gaard og ind i det kønne toetages Hus, hvor Øvrighedspersonen havde Kontor i Stuen og Bolig paa første Sal.

IX.

Det saa ikke ud til, at Byfogdens Husholderske havde vidst noget om, at hendes Herre skulde drikke The hos Rektorens. Thi i Spisestuen, som passeredes først, stod et fuldt dækket, rigelig besat Aftensbord. Oven paa Servietten med Sølvbaandet, der aabenbart betegnede Husherrens Plads, laa en Billet. Byfogden greb den i en Fart, aabnede og gennemløb den, krammede den mellem sine Fingre, rev den saa i smaa Stykker, som han kastede ind i Kakkelovnen.

I den store Dagligstue, som dens Vægges Udstyrelse med høje Bogreoler gav Karakter af et Arbejdsværelse, laa et mandligt Individ henslængt i en stor Lænestol. Det var en løjerlig Skikkelse. Han havde beholdt sin lavpuldede, sorte, noget fedtede Hat paa Hovedet og tog den slet ikke af for de indtrædende, lige saa lidt som han tog sin slukte Cigarstump ud af Munden. Han havde en temmelig nær slidt ensfarvet lys Sommerdragt paa, uagtet det var i Oktober Maaned. En stor blaa- og rødbroget Kravat med en Isenkræmmerbrystnaal i prydede Hals og Bryst, og Gamacher med en saare medtagen Besætning af Knapper dækkede Halvdelen af hans lange Fødder. Hans Alder var ikke let at angive, man kunde gætte paa tredive eller fyrre. Det rødlige Haar og Overskæg var omhyggelig pomadiseret og vikset, men paa en Maade, der mindede om en Hotelopvarters eller finere Barbersvends Stræben efter flot Elegance. Byfogden smaalo, da han saa Erik maale ham med et forbavset Blik.

- Un exemplaire de mon jardin zoologique, très intéressant dans son espèce, sagde han meget hurtig og kun halv højt.

61

Derpaa henvendte han sig til den henslængte Person:
- Jeg siger paa Latin til Adjunkt Holmberg, at det er sært, at De ikke rejser Dem op og hilser paa Folk.

- Det gør jeg aldrig, sagde den henslængte Herre og spyttede langt hen ad Gulvtæppet. Jeg hylder de nyere franske Manerer og tager ingen Hensyn til Høflighedsbegreberne i denne Ravnekrog. God Aften, Holmberg, sagde han og rakte en Haand med stor uægte Signetring og tæt afbidte Negle ud mod Erik; jeg har længe ønsket at gøre Deres Bekendtskab, for jeg sympathiserer med Dem. Jeg er en ivrig Fritænker.

- Det er Hr. Landmaaler Borgfeld . . . eller snarere Partikulier . . . sagde Byfogden.

- I Frankrig præsenterer man ikke mere Folk for hinanden, i hvert Fald bruger man ingen Titler. Jeg har en Gang taget Landmaalereksamen, fortsatte Hr. Borgfeld, idet han rejste sig og aabenbarede en lang krogrygget og hjulbenet Skikkelse; den korte Frakke hang ned paa hver Side og krøb op bag ude; - men jeg har en dyb Foragt for vort mandarineragtige Eksamensvæsen . . . faar vi snart noget at spise, Byfoged? Hvad gi'er De i Aften?

- De har vel været inde og undersøgt Bordet, sagde Byfogden.

- Passiar, sagde Hr. Borgfeld . . . det er sandt, der laa for Resten et Brev fra min Søster, Professorinden, paa Deres Kuvert; jeg kan mindes Haandskriften fra gamle Dage.

- Jeg har set det, sagde Byfogden hastig. Ja, Død og Pine . . . det er Indbydelsen til The i Aften, men den har jeg rent glemt i Hr. Holmbergs behagelige Selskab . . . hvad gør jeg nu? Ja, jeg maa gøre en Visit i Morgen og undskylde mig.

Erik saa hurtig og skarpt paa Byfogden, der strøg sit Overskæg og saa op i Loftet, mens han talte.

- Det skulde Fanden gøre, ytrede Hr. Borgfeld, det er slet ikke moderne mere. Lad min Svoger, Rektoren, den gamle Knald-Idiot, ærgre sig saa galt, han vil. Jeg lægger altid an paa at ærgre ham. Jeg gaar for Resten straks, naar jeg har spist, Byfoged. Jeg tilbringer aldrig Aftenen i Privathuse. Jeg vil gaa ud i Pavillonen Skovly; der er kommet en ganske brillant Sangerinde. Hun synger engelsk og hedder Miss Falstaff. Det er naturligvis et "nom de guerre".

Af Iver for korrekt engelsk Udtale kaldte Hr. Borgfeld hende Faalstæf, men de franske Ord udtalte han som Nomme de cher.

62

- De har Deres Frihed, sagde Byfogden.

Husholdersken meldte, at Bordet var dækket. Hr. Borgfeld smed sin Cigarstump paa Gulvtæppet og gik først ind ad Spisestuedøren. Byfogden listede sig til at hviske til Erik:
- Kan en Kuriositetssamler ønske sig et prægtigere Eksemplar af Labansracen? Det er dejligt at faa ham til at udfolde sig i al sin guddommelige Pragt.

- Hvad behager, spurgte Hr. Borgfeld og vendte sig om i Døren.

- Jeg fortalte Hr. Holmberg, at De aldrig siger sandt, saa længe De véd Løgn, svarede Byfogden.

- Saadan siger man i denne By om en Smule fransk Frivolitet, sagde Borgfeld over Skulderen til Erik.

Under Aftensbordet overvældede Byfogden Hr. Borgfeld med Fødevarer. Landmaaleren spiste med en Graadighed og paa en uappetitlig Maade som et Dyr, drak fem Snapse Kognak, et Par halve Flasker bajersk Øl og adskillige Glas Sherry.

- Jeg kan ganske godt lide kold Andesteg, sagde han, medens han bearbejdede det fjerde Stykke under sine Tænder. Dem kommer jeg gerne til en enkelt Gang, Byfoged, fordi De er Ungkarl ligesom jeg. I Familjer tør man ikke en Gang skære sig en ordentlig Bid Ost, og jeg hader disse tynde Papirsskiver.

Hr. Borgfeld beviste sin Theori i Praksis ved at skære et Stykke hollandsk Ost saa tykt som et Stykke Rugbrød til en Tærsker. Mens han fortærede dette, filosoferede han som følger, henvendende sig til Erik og paa en nærgaaende Maade stikkende sit Ansigt tæt op til hans.

- Jeg skal sige Dem, Holmberg, hvorfor jeg er Fritænker ligesom De. Jeg vil leve frit, skal jeg sige Dem. For ser De: Tanken betragter jeg som Theorien og Livet som Praksis'en. Jeg holder bestemt paa den frie Kærlighed, og jeg erklærer dem, som siger, at de ikke holder paa den, for nogle rigtige Hyklere. Ægteskabet er noget Vrøvl. De kan jo bare se paa min Søsters Ægteskab med den Tørvetriller, der ikke giver saa meget som en Bajer, naar man kommer til ham. Og alle de gifte Adjunkter her i Byen er Filistre, som slet ikke følger med Videnskaben . . . Naa . . . i det hele holder jeg mig til de franske Livsanskuelser og til de engelske Moder. Det vil sige, jeg er bestandig en fri Mand, og, træffer jeg paa noget enten i Livsanskuelserne eller Moderne, som jeg ikke kan lide, saa forandrer jeg det sans façon. 63 Mine Klæder, for Eksempel, kan De nok se har engelsk Snit, men min Kravate er saadan, som de bruger det i Paris. Det kan De selv se paa den Modejournal, som hænger i Skræder Kruses Vindue.

Han trak de brede Snipper af sin store Kravat ud fra Vesten, blottede en langt fra ulastelig Skjortekrave og fortsatte:
- Jeg kan, f. Eks., ikke lide de lange franske Negle; jeg finder, det er Svineri.

- Derfor bider De Deres, sagde Byfogden.

- Det gjorde Lord Byron ogsaa, svarede Borgfeld overlegen.

- Foretrækker De engelsk eller fransk Literatur? spurgte Erik og fik til Tak et livligt opmuntrende Blik af Byfogden.

- Fransk, absolut, svarede Landmaaleren.

- De læser altsaa Sproget med Færdighed?

- Aa-aa- man gider jo ikke prale. Men jeg foretrækker at læse den franske Literatur i Oversættelse. Jeg skal sige Dem, alt, hvad der hedder Mas, svækker den "æstætiske" Nydelse. At være Slave af et Leksikon passer sig ikke for en, der absolut holder paa Friheden. Jeg overlader Gloser og Grammatik til min Svoger, Professoren.

- De kommer ikke i hans Hus? Jeg har aldrig set Dem der.

- Nej! Jeg tror ikke han kan lide mig. Det er s'gu vist efterhaanden gaaet op for ham, at jeg ikke er fri for at overse ham. Jeg kan ikke lade være, for egentlig følger han slet ikke med Tiden.

- Hvilken fransk Forfatter holder De mest af? spurgte Erik, der virkelig begyndte at more sig.

- Aa ... det véd jeg s'gu'tte. Jeg synes, at de fleste af dem er lige udmærkede. Deres Navne er mig aldeles ligegyldige; jeg bryder mig ikke om dem. Alt saadant noget Huskeri forstyrrer ogsaa den "æstætiske" Nydelse. Der er for Resten en, der hedder Bálzac; han er, Skam, fiks - hvad? Ja, og saa er der ham, der somme Tider staar i "Fædrelandet" Feuilleton, ham . . . Tæne . . . han er ikke ilde som . . . som Filosof; det er et selvtænkende Hoved . . . Hvad Fanden griner De ad, Byfoged?

- Kan De lide Voltaire og Rousseau? spurgte Byfogden og betvang sin Latter.

- Saadant noget gammelt Skidt læser jeg ikke, svarede Landmaaleren og knejsede. Naa, Tak for Mad . . . jeg gaar til Skovly . . . ja, vil nogen omgaas med mig, maa han overlade mig den fuldstændigste Frihed.

64

Uden at bede om Tilladelse tog Hr. Borgfeld Bordlampen, spejlede sig ved Hjælp af den, spyttede paa Fingrene, snoede sin Moustache, fløjtede og sang:

Adelejde, min Tøs
med den dejlige Hals!
Du kan tro, vi skal danse
en fejende Vals.

Med en let henkastende Haandbevægelse forlod han Stuen.

Byfogden betragtede Erik Holmberg et Par Sekunder og spurgte saa:
- Synes De ikke, at Landmaaler Borgfeld er et net Menneske?

Erik lo, drak flere Glas af sin Værts gode Sherry og blev gemytlig. Da sagde Byfogden:
- Gud véd for Resten, om De ikke bliver værre end han, naar De naar hans Alder.

- Hvad mener De? spurgte Erik i en Tone, der var tungere, end han vilde have, at den skulde være.

- Hvis De tror, at han oprindelig var en saadan Idiot, som han nu er, tager De fejl, sagde Byfogden. Han gik her i Byens Latinskole, var flink, men skrækkelig udisciplineret, organiserede Sammensværgelser mod Lærernes Aandløshed, holdt Foredrag over Poesien hos Homer, der kvaltes af den dumme Analyse o. s. v. o. s. v. Den daværende Rektor klagede over ham til hans Fader, som da var Byens første Kornhandler og Magnat i Kommunen. Fyren blev sendt til København, kom i Skole der, og paa den Maade blev jeg hans Skolekammerat. Vi Drenge fandt først, at Borgfeld var modnere og mere udviklet end vi andre og lyttede til hans Deklamationer mod alt og alle. Knægten havde fuldstændig Ret - og endnu mere fuldstændig Uret. Saadan forholder det sig med alle radikale Opponenter. Fyren bestilte naturligvis ingen Ting. Vi andre, som morede os over hans Filippikaer mod Skolen, mod Samfundet, mod den herskende Politik, vi tog alligevel Tingene, som de var, blev Studenter, Kandidater, Embedsmænd o. s. v. o. s. v. Han sakkede længer og længer agter ud, fik med Nød og næppe Præliminæreksamen og tredje Karakter til Landmaalereksamen, da han var otte og tyve Aar. Saa kom han drivende hjem til sine Forældre. Faderen døde; Handelen gik tilbage. Faderen skal have været et Stykke af en videnskabelig og poetisk Dilettant. Han samlede 65 Sommerfugle til Museet i København, skrev Viser til Klubfester i hele Amtet, men var alligevel en snild Købmand. Børnene arvede hans "Opadhigen". Hos Døtrene slog det ud i romantiske Længsler - den yngste er vist en seksten, sytten Aar yngre end Broderen. Ludvig Borgfeld, den eksaminerede Landmaaler, har nu fra sit tredivte til sit seks og fyrretyvende Aar spist sin Moders Mad, ladet hende klæde sig, ødelagt Resterne af hendes Formue, saa hendes Hus, som endnu for ti Aar siden var det fineste i Byen, nu er blevet fattigt og ensomt. Han selv er bleven den forfærdelige halvstuderede Røver, Løgn- og Pralhans, som De ser, Don Juan for skidne Tjenestepiger og afdankede Sangerinder, en Dagtyv, der stjæler Dagene fra Vorherre og Føden fra sin gamle Moder . . . Fiat applicatio, Hr. konstitueret Adjunkt Holmberg.

- Jeg forstaar Dem ikke, sagde Erik Holmberg, for jeg antager Dem ikke for en saa triviel Natur, at De mener, at det bestaaende altid har Ret. Desuden er jeg ikke Spor af radikal. Mine Studier har paa enkelte Punkter bragt mig i Konflikt med de gængse Meninger, men jeg forstaar mig ikke paa Politik, ikke paa de sociale Spørgsmaal. Et Studium af Bibelkritiken . . .

- Ja, men Guds Død og Pine, Mand - rør bare ikke ved Religionen! Gør Ofre til Rakkets Fordomme. Lad, som om De tror paa hele Musiken, gaa i Kirke, ret Dem udvortes efter alle de Skikke, som Kanaillen følger, saa bliver De først fri; saa kan De gøre, hvad De vil; saa kan De elske illegitimt, drikke og spise, som De har Lyst til - gaa bare en Gang om Aaret til Alters . . . Jeg kan se paa Dem, at De bliver forarget, oprørt, og finder, at jeg er en nederdrægtig Karl . . . Herre Gud, hvor vore radikale er naive . . . naa ja ... det gør dem saa dejlig uskadelige.

- Leve Hykleriet, Hr. Byfoged! raabte Erik og drak et stort Glas Sherry.

- Det leve - Hurra, Hurra, Hurra! sekunderede Byfogden med høj Latter . . . Men De hykler jo hver Dag og lever af Hykleri lige saa godt som de, De kalder Deres Modstandere . . . Ellers sad De ikke her med Ekspektance paa kongelig Bestalling som Adjunkt ved vor gode Bys Latinskole. Var De ikke Hykler, saa grinte De Deres Rektor og Deres Kolleger lige op i Ansigtet, saa slog De mig i dette Øjeblik med knyttet Næve i Næse og Mund. Nej - gode Herre! - lad os skabe os saa meget, som 66 der behøves til at tjene Føden; men ud over den Grænse . . . fy for en Ulykke! . . . saa hader jeg Hykleriet værre end De.

- Leve Madstrævet, da! . . . hvad? raabte Erik igen.

- Fyld Deres Glas ordentlig! sagde Værten . . . Ja, Gu' skal Madstrævet leve! . . . Kan De leve uden Mad? Jeg kan det s'gu ikke . . . ja, jeg skal endog have temmelig god og dyr Mad for at leve, og, naar jeg skal fordøje min Mad og holde Humøret vedlige, skal jeg have taalelig god Bordeaux, Sherry og Portvin og ved højtidelige Lejligheder lidt Champagne . . . ja, det er kun, naar jeg er sammen med ,,les belles" . . . naa . . . og lidt South Madeira . . . Steinwein . . . Châteauvine . . . etc., etc.

Erik gjorde en Grimace. Byfogden lo og sagde:
- Naa, skab Dem ikke, unge Mand . . . jeg har en Flaske Bocksbeutel henne i Buffeten . . . det er slet ingen Ulejlighed . . . jeg bé . . r, jeg bé . . r . . . skulde jeg have gaaet ned i Kælderen, saa skal Pokker tage mig, om jeg havde ladet min Gæstfrihed besejre min Magelighed. Jeg vender mig bare om . . . her er Stendunken, ser De ... og her er to grønne Glas! . . . Skaal! . . . Er det ikke grundkomisk? Jeg . . . Øvrighedspersonen, Legitimitetens, alt ærværdigt bestaaendes selvkaldede Repræsentant i By og Herred, kan sige de græsseligste Ting til Læg og Lærd her . . . og, vilde De ud af Uskyldigheden, Ærligheden, Begejstringen sige noget mod Stat og Kirke, saa var De væk, højstærede! Man maa aldrig lade Rakket tro, at man er Alvorsmand paa ideale og store Omraader, sligt hader Rakket. Nej, vær Alvorsmand . . . jeg mener: faa Rakket til at tro, at De er Alvorsmand paa forskellige Bagateller . . . f. Eks. paa Kongerækker i Historien, paa kortere Frikvarterer i Skolen end de hidtil brugelige, lav en Lærebog, som De kompilerer efter syv andre, skriv i Fortalen om den Trang, der findes til et sligt Arbejde . . . aa, saadant noget er saa uendelig let ... saa kan De for Resten sige og gøre, hvad De vil paa denne Alvorsmandsbaggrund. Gem saa Deres Idealer og den Slags Kaviar bag Deres Uldskjorte og tag dem frem om Aftenen, naar De gaar i Seng, hvis de ikke bliver sure med Tiden.

- Enten har De lidt skrækkelige Skuffelser i Livet, Byfoged Borch, eller ogsaa . . .

- Tal ud, tal ud, gener Dem ikke! Inden for disse Vægge er Ordet frit. Skæld mig kun ud!

67

- Nu, ja ... eller ogsaa nyder De paa en uforsvarlig Maade det Velvære, som heldige Tilfældigheder har sat Dem i Besiddelse af.

- Unge Videnskabsmand! Hvor gider De sige saa trivielle Ting? Skuffelser? . . . Pyh! . . . Ja mine Idealer fra Studenteraarene er gaaede Fanden i Vold, og det er godt. Tror De, at Danmark fostrer mellem et og to hundrede Videnskabsmænd om Aaret? Jeg bildte mig naturligvis ind i sin Tid, at jeg arbejdede videnskabelig, da jeg læste paa mine Lektier og lærte Lovsteder og Professorernes Fortolkning udenad. Kontorvejen og den praktiske Embedsbane kurerede mig for de Barnegriller. Nej . . . man har faaet en vis Dannelse, som endnu i en uoverskuelig Fremtid vil have Kurs i Samfundet. Den bruger man, og, er man ikke et rent Fæ, kan man paa Grundvold af den besørge de fleste Embeder. Jeg vilde forpligte mig til at røgte et Bispeembede uden at gøre Skandale . . . ja, jeg tror, at jeg meget vel kunde være kommanderende General paa Sjælland, hvis min Stabschef hjalp mig ærlig . . . Hvad var det saa, De sagde? . . . At jeg paa en uforsvarlig Maade drog Fordel af visse heldige Tilfældigheder? . . . Du søde Gud . . . det gør jo alle. Tror De, at en Murhaandlanger, naar han vandt i Lotteriet, ikke vilde drikke sig død i Bajere? Man begynder at bebrejde mine samtidige, som nu ere ved Styret, at de æder og drikker og lader Fiolen sørge. Kære Ven - det gør alle Partier, der kommer til Magten. Var Danton en Spartaner? Han skal, mener forskellige Historikere, have havt en usædvanlig Interesse for Mad, Vin og ...... hvad 'faler? Hu, hvor De puster, højstærede! Tag et Glas Vin til! Skænk dog selv, Mand!

Erik gik op og ned ad Gulvet.

-Hu, hej! . . . se, hvor de ideelle Aspirationer skaffer Dem Søsyge. Aa, Du forbarmende Gud, hvor de danske Studenter er latterlige! Jeg selv tilbringer gærne et Kvarter om Dagen med at grine ad min egen Ungdom. Men man kan godt drage nogen Fordel ud af Grinagtighedsperioden. Man saa sig dog om paa forskellige Omraader . . . man saa god Komedie, læste gode belletristiske Arbejder, fulgte Kunstudstillingen paa Charlottenborg . . . naa - ja -

- Og saa sidder man og tygger Drøv paa sine Ungdomsindtryk, sagde Erik, og mener, at Verden ikke er kommen et Skridt frem siden ens andet Studenteraar.

- Platonisk Sludder! Hvor mange af os blive Videnskabsmænd, store Digtere og Genier, som sprænge Mont Cenis? Nej, 68 vi bliver Præster, Læger, Dommere, Adjunkter - de sidste er nu snavs lønnede - vi bliver reducerede til en spidsborgerlig, beskeden Virksomhed.

Byfogden kløede sig i Overskægget, afbrød sig selv, vred Kroppen og fortsatte:
- De forstaar i Grunden ikke, hvad man siger til Dem. Vi Studenter har nu en Gang Embederne til vort Domæne, og det var jo hestedumt af os, om vi vilde opgive det Privilegium.

- Og saa alle andre Mennesker - hvad? Bønder, Borgere? Skal de ikke løftes? Er det ikke vor Pligt at oplære dem til et Liv i Ideernes Verden?

- Jo-o-! Det er maaske ogsaa vor Pligt at rette Grævlingehundens krogede Forben og lære dejlige, fjollede, fuldbarmede Kvinder Madvigs Grammatik og Hegels Logik - uh - føj for Fanden! Kvinderne er søde, som de er; Almuesfolk er komiske, som de er. Lav emanciperede Blaastrømper, og Erotiken gaar Pokker i Vold; lav halvstuderede Bønder med seminaristisk Dannelse, og vor lokale Komik - den, som vor Literatur har øst af lige fra Holberg til Hostrup, er fløjten! . . . I vil lave en ny Literatur, I Fremskridtsmænd! Aa, Herre Gud! dette sølle lille Land har i et Par Menneskealdere frembragt saa megen Literatur, at vi kan leve af den i hundrede Aar. Smaa Nationer har egentlig slet ikke Raad til den Slags Luksus. Men, da vi nu en Gang har skaffet os saadant noget, saa lad os betragte det som et Fideikommis, ligesom f. Eks. Italienernes og Hollændernes gamle Kunst, som de vedkommende Nationer jo stadig lever paa. Eller - for at tage et nærmere liggende Eksempel - ligesom Vallø og Vemmetofte er Forsørgelsesanstalter for adelige Frøkener, lad saa os dannede Mennesker, s.om er Nutidens Adel, aandelig leve af Forfædrenes opsparede Kapitaler. Vil De have noget nyt, saa præsterer jo Frankrig, Tyskland og England vel sagtens noget. Jeg siger Tak for min Part, efter hvad jeg paa femte eller sjette Haand kender til nyfransk Literatur. Jeg gaar hellere med Oehlenschlåger til Tangkjær i Badehuset end med de moderne Herrer ind i Ulykkens Huler og Elendighedens Boliger.

Erik Holmberg gik stadig op og ned ad Gulvet. Oprørt, som han var i sit Sind, havde han ondt ved at faa Orden i sine Tanker og stille dem op som regelmæssige Tropper mod Byfogdens spredte Fæstningstaktik. Han mægtede kun at faa et Stemningsudbrud frem:
69 - Ja, Konservatismen er alle Egoisters Religion og Politik.

- Nej - det er Vaas. Thi alle Mennesker er ikke konservative, men alle Mennesker er Egoister. Naar De indskrænker Sætningen til, at Konservatismen er alle dannede og ikkesultne Egoisters Politik, har De Ret. Rakket maa imponeres med Uniformer og Religion, med Guldbroderi og Orgelmusik. Religionen er Overpolitiet i en vel ordnet Stat, og i Egenskab af Politimand er jeg glubende orthodoks. Jeg betragter Treenighedsdogmet som et Mesterstykke i Retning af det imposante. Jeg holder mig til den berømte Filosofs Ord: J'ai la religion de ma nourrice. Var jeg Embedsmand i et katolsk Land, vilde jeg ogsaa tro paa conceptio immaculata. Herre Gud - det er det nemmeste. De søger efter Sandhed, siger De. Værs'artig, men se, om De finder den. Bliv bare noget ældre og erfar, hvilken Demoralisationsproces Livet er, saa vil De, om De er en fornuftig Mand, slaa Dem paa Bjergets Tro i Politik og Religion, og, er De en gal Mand, saa slaa Dem enten til Spiritus . . . eller . . .

Byfogden tog en lille nydelig Revolver paa et Skrivebord og satte den for Panden, medens han lod Fjerene spille med en knækkende Lyd.

- Tertium datur, sagde Erik. Man kan blive en Landmaaler Borgfeld.

- Rigtig. Især naar man vil være uafhængig Sandhedssøger i en lille Købstad. Tænk og læs, hvad De vil i Deres Stue, men tal aldrig om det! Saa kan De føre en behagelig Eksistens, efterhaanden som De avancerer i Gage, og ikke er saa idiotisk at gifte Dem. En Embedsmand kan have det rigtig godt i Danmark. De maa allerede have Rutine nok i Undervisning til at kunne feje de fire Timer af uden mindste Anstrængelse. Mit Embede skaffer mig aldrig sure Timer. Min Kontortid er ikke halv saa lang som min Ride-, Køre- eller Rotid. De faar nu ikke Raad til at holde Heste og Vogn, men De har jo Lyst til at læse. Undervis Deres fire Timer, læs et Par Timer, besøg saa mig, drik god Vin o. s. v., saa lejer vi Borgfeld til Borgnar for os to Dannelsens Riddere.

Klokken slog et paa Taffeluhret, og Erik brød op.

- Hvad, haster det? sagde Byfogden . . . Naa, jo, Deres Kontortid begynder jo midt om Natten, det vil sige Klokken otte om Morgenen. Jeg staar nødig op før ti. God Nat, og kom snart igen.

70

X.

Byens skikkelig brede Hovedgade var bygget paa en Bakke, langs Skraaningerne og paa Kammen, og højnede sig saaledes i Midten. Højst oppe bredte et anseligt to-etages Hus sig med købstad-storborgerlig Fordringsfuldhed, som om det trodsende vilde betone sin Tilværelse og sige: Hererjeg. Kalkpudsen var overstrøgen med lysegraa Oljefarve, men Fladen var ikke mere glat og jævn. Gentagne Overmalinger havde frembragt en Mængde smaa flade, brustne Blærer tæt ved hverandre. At Grunden i sin Tid ikke havde staaet Bygherren i høj Pris, kunde man slutte af den Flothed, hvormed Façaden var ordnet med fem brede Vinduer og tilsvarende brede Piller; Vinduerne vare høje med smaa Ruder som paa en Herregaard fra Frederik Vl's Tid. Mellem Stuen og første Sal strakte sig et Baand af Stuk med stiliserede Liljeornamenter, en arkitektonisk Luksus, som denne By første Gang saa med Forbavselse i det Herrens Aar 1845, da Huset var færdigt. Paa første Sal viste Gardinerne i Vinduerne, at der var Beboelseslejlighed, men samme Gardiner tog sig tarvelige og stumpede ud. Stueetagen var optagen af Butik, Bagbutik, Skænkestue og Kontor, store, slet belyste Rum.

Ud fra dem laa hen over Gadefortovet en mangehaande sammensat Atmosfære af Kaffe, fugtigt Puddersukker, Eddike, simple Kryderier. Den dannede tilsammen en stram, sødsur Lugt, der rev i Hals og Næse.

Indenfor de firkantede Butiksruder i de i Kvadrater støbte Jernvinduesrammer saas, øverst oppe, Leblade, Spadejern, Bidsler, Tøjr og Grimer af Jern. Nedenfor blottede hist en aaben Tønde for den sultne Liebhaver sine mat-gult-glinsende, tæt pakkede Spegesild, her laa eller hang sammenrullet Tovværk eller Tækkegarn. Saa mødte Øjet et Geled af langagtige lysegrønne Flasker med Petroleum i staaende Stilling paa en Hylde. Mod denne første Række lænede sig paa skraa en anden Flaskerække med gloende grønne Etiketter i Form af Vindrueblade. Deres forgyldte Indskrift vilde faa Folk til at tro, at deres Indhold var Gl. rød Portvin, London market eller Very old golden Sherry. Prisen var angivet med Kridt over Etiketterne: for Portvinen l Krone, for Sherryen 72 Øre.

Paa Ydermuren, midt mellem Stuen og første Sal, under Stukbaandet stod med støbte, forhen forgyldte, nu irret grønne 71 Metalbogstaver: NIELS BORGFELD. Først ved nøjagtigere Eftersyn skelnede Beskueren et sortmalet s efter Navnet og underneden efterfølger i de mest beskedne Dimensioner. Dette sidste Træk var som et Symbol paa Husets Skæbne. Ikke at tale om, at der nu fandtes Huse i Byen paa tre Etager, men der var et Par, som havde gothiske Trappegavle og et Par med snoede Renæssancegavle, rigtignok stærkt lempede efter Byens første Murmesters arkitektoniske Opfattelse af disse Bygningsformer. Men det, som Huset i sin Tid repræsenterede: Byens største Korn- og Studeforretning samt Handel med grove Varer, var nu sprængt af forandrede Konjunkturer og voksende Konkurrence. Med Husets Bygherre gik dets Glans i Graven. Midaldrende Folk mindedes endnu den søde Lugt fra Studefedestaldene, der strømmede gennem Køreporten i det enetages Nabohus, hvori Niels Borgfeld i mange Aar havde drevet sin Forretning, før han byggede det store. Gamle Folk saa med en vis Vemod det nu græsbevoksede store Gaardsrum, der i fordums Dage var fuldt af Bøndervogne og højrøstet halv- eller heldrukken Tale. Nu herskede der Tomhed i de store Stalde med det mægtige sorttjærede Egebindingsværk, med Lugerne og de tolemmede Døre. Forhen hvirvlede ud af alle Døre og Luger en varm Damp, alt mens Studenes velbehagelige Brummen lød som Basstemmer i et Orgel. Nu vare Staldbygningerne lejede ud til Pakrum for de halve af Byens Købmænd. Væggenes gule Okkerfarve var bleven skidenbrun eller var rent falden af, saa den raa Kalk grinede. Et Par Luger dinglede mat paa Hængslerne ned mod en enestaaende Trillebør. Den syntes selv at være flov ved at staa og blive til ingenting blandt de vidtløftige, fordringsfulde Omgivelser og at skotte vemodigt hen til den gamle Tjæretønde, der henne i Hjørnet skulde tjene til Opsamler af Regnvandet i Egenskab af konstitueret Funktionær i den affældige Tagrendes Sygdomsforfald.

Efter Niels Borgfelds Død havde Enken ved en Bestyrer drevet Forretningen. Hun fortsatte den gæstfrie og flotte Husførelse fra Mandens Tid, da Niels Borgfeld hed Kongen i Byen. Det gik saa fort i nogle Aar. Sønnen laa i København og brugte mange Penge; tre Døtre brugte mange Klæder og Bøger. Bøger? Ja, thi Niels Borgfeld gjorde Fordring paa at være mere end en almindelig Provinskøbmand i Retning af Dannelse. Han havde i sin Tid gaaet i sin Fødebys Latinskole, kunde citere en halv Snes latinske Fraser fejlfrit, skrev Viser hvert Aar, naar Klubben 72 holdt Gilde i Anledning af Kongens Fødselsdag, samlede paa Biller og Sommerfugle, som han præparerede med Fingernemhed, omgikkes Byens Embedsmænd og specielt Latinskolens Personale. De usselt lønnede Adjunkter havde et godt Madsted i Niels Borgfelds gæstfrie Hus; de bragte Intelligens til Erstatning for den solide Føde og de gode Drikkevarer. Ja, alle Niels Borgfelds Døtre bleve gifte med Latinskolelærere. De to ældstes Mænd vare alt Præster, da Niels Borgfeld døde. Den yngste. Natalie, blev paa Pladsen. Hun blev kort efter Faderens Død som to og tyveaarig Pige gift med den nylig udnævnte otte og fyrretyveaarige Rektor. Udstyret havde kostet mange Penge, og Handelsbestyreren kostede endnu flere. Han holdt mere af Gæstgivergaarden end af Forretningen, mere af Portvin og Toddy end af Husets Kost; og, medens han svirede om Natten, dreves der en livlig Kornforretning af Karlene. I Mulm og Mørke holdt Bøndervogne paa Markvejen bag ved det store Egebindingsværks Magazin, og fra Kvistens Luger firedes den ene Kornsæk ned efter den anden i al Stilhed.

Enken maatte leje det hele ud. Hendes Indtægter indskrænkedes til et Par tusind Kroner om Aaret. Hun flyttede ind i Familjens gamle Lejlighed i Enetageshuset hinsides Porten, medens Lejeren beboede hin første Sal i det nye, der havde set saa mange flotte og glade Gilder.

Niels Borgfelds Hustru var en jævn Borgerpige, Datter af en velhavende Brygger i Byen. I Mandens og de ældste Døtres Velmagtsdage havde hendes Stilling egentlig nærmest været en noget sur resigneret Husholderskes. Nu, da alt var gaaet tilbage, og hun sad ene med sin mislykkede Søn, havde hun samlet sit Væsen sammen til en haard, tavs Myndighed, en bitter, stille Foragt for Mennesker og Forhold i Byen. Der var noget af en falden Dronnings værdige Holdning ved hende, naar hun sad paa sin Forhøjning ved Vinduet og strikkede, saa længe det var Dag, og aldrig saa gennem Hornbrillerne ud i Gadespejlet. Sine Døtre stod hun ikke i Forbindelse med; til Rektorens kom hun aldrig i de senere Aar. Men lige overfor sin Dagdriver af en Søn var hun taabelig svag. Hun mente, at der var sket ham skammelig Uret i Verden, fordi han ærlig og frimodig altid havde sagt alle Sandheden. I Huset lod hun ham kræve ind som paa et Gæstgiversted, ventede, om det skulde være, fire Timer med Middagsmaden, naar den elskværdige nogle og fyrretyveaarige Yngling var andetsteds engageret. Hun lavede endog anden Mad til ham, 73 naar han efter at have ladet hende vente timevis ikke fandt Behag i den, hun satte for ham, søgte at læmpe sig efter hans Begreber om fransk Køkken, overlod ham to Værelser i Huset og lod det ene kalde "Ludvigs Studereværelse".

En meget tæt Frosttaage rugede over Byen. Vinduesglassene i den rummelige, men lave Dagligstue med de altfor talrige og store Møbler vare mælkehvide, som vare de blændede. Man kunde ikke se Gaden over. Der var dødsstille i Stuen. Taffeluhrets Dikken fra Piedestalen, Strikkepindens Klirren i Fru Borgfelds Hænder fra Stolen ved Vinduet paa Forhøjningen lød uafbrudt. Der sad hun med de runde Hornbriller paa Næsen, med de store, haarde, stenagtige Træk og saa ned for sig. Fra en Krog i det dæmrende Rum lød af og til en hulkende Graad. Der sad en Kvinde i alt sit Vintertøj med Hovedet kastet ned paa Armene, som hvilede paa en Stumtjeners Plade. Taffeluhret, Strikkepindene, den samme stødvise Hulken havde arbejdet den halve Formiddag i den dunkle Stue. Fru Borgfeld havde holdt sig ubevægelig og kun løftet Øjnene for ligegyldig at følge de blanke Striber, som langsomt nedglidende Vanddraaber med lange Mellemrum furede de hvidduggede Ruder med.

Klokken slog tolv stærke Slag paa Taffeluhret. Efter hvert Slag fulgte en surrende Lyd, der frembragte en ubehagelig Fornemmelse, en underlig Snurren gennem Nerverne. Graaden tog nu helt Magten fra den kaabeklædte Kvinde i Krogen. Den blev sammenhængende og lydelig som et Barns.

Enken virrede med Skuldrene og fortrak Munden en Kende.

- Skal Du ikke hjem til Frokost? spurgte hun ligegyldig henkastende. Nu spiser vi til Middag om lidt, som Du maaske kan huske. Saa kommer Ludvig, og han holder ikke af det Flæberi. Hvad er der ellers i Vejen med Dig?

Damen rejste sig op og gik langsomt hen mod Forhøjningen. Hun strakte Haanden ud mod Enken. Denne lod, som hun ikke bemærkede det, og blev ved at strikke.

- Moder, sagde Damen, jeg synes ikke, at jeg deroppe . . . hjemme hos os selv . . . kan finde et Sted, hvor jeg kan græde. Saa er jeg ligesom et lille Barn tyet til mit Barndomshjem. Der synes jeg, at jeg baade maa kunne græde og le, som jeg vil, ligesom i gamle Dage.

- Ja, saamænd, sagde Fru Borgfeld; I gjorde rigtignok i gamle Dage ligesom I vilde . . . det er sandt: I grinede, tudede, hvinede, sang, dansede og skraalede. Mig spurgte ingen om 74 Forlov . . . naa, ja . . . jeg stod jo ogsaa mest med Hovedet i Gryderne. Men her er ikke mere saa god Plads i Huset til al den Slags Kunster, som der var den Gang. Pyh! - Det var de fine Fornemmelsers Tid. Dem vilde Jeres Fader jo have Jer oplært til. Nu faar I ligge, som I har redet; jeg forstaar mig ikke paa dem. Kan Du ikke læse en Versebog eller glo paa nogle Billeder, naar du kommer hjem, saa driver det vel over med al den Bedrøvelighed. . . . Det er godt, det er taaget Vejr . . . har Du Slør paa? . . . Naa, ja, saa lægger vel ingen ude paa Gaden Mærke til, at "Professorinden" har siddet og brølet.

- Hvor kan Du nænne at tale saa haardt til mig, Moder?

- Der er ingen, der taler blødt til mig, mumlede Enken; og det kan da for den Sags Skyld ogsaa være det samme. Naar bare Folk vil lade mig være! Andet forlanger jeg ikke. . . . Bliver Din Mand ikke gnaven, naar Du ikke er hjemme til rette Tid til Frokost?

Den unge Frue gjorde en smertelig Vridning med Overkroppen, kastede sig paa Knæ paa Forhøjningen og lagde Hovedet i Fru Borgfelds Skød.

- Saa, saa, saa, Natalie. Du river mine Strikkepinde ud. Lad være med at skabe Dig saadan . . . det er saa tøset. Rejst Dig . . . rejs Dig, Natalie, jeg skal ud i Køkkenet til Maden. Vil Du have, at Ludvig skal have sin Mad ødelagt . . . ja, det er sandt; det saa Du vel helst, for, naar jeg tænker paa, hvordan I Pigebørn altid har været misundelige paa ham . . . men slip mig dog, slip mig! Natalie! hører Du?

- Moder, Moder, Moder! Aa, hvis Du vidste . . .

- Pyh! Jeg véd meget mere, end Du tror, min Pige, meget, meget mere, end Du tror. Men lad kun Skandale og Sludder komme ud af alt det Væsen, som jeg har hadet saa længe, jeg kan huske. Hør! Tror Du ikke, at jeg véd, at Giftermaal er en forbandet Ting? Men det er endnu værre at gaa og blive en gammel Pige og ikke at have noget at leve af. ... Naa, Du griner dog ikke, som I Pigebørn og Jeres Fader gjorde i gamle Dage, naar jeg en enkelt Gang tog mig over at ræsonnere fornuftig for Jer.

Den unge Frue havde fæstet Øjnene paa Forhøjningen, som Moderen sad paa. Hun bukkede sig pludselig, greb en Fodskammel med broderet Overtræk, falmet af Ælde. Det forestillede en stor Hønsehund med to Hvalpe paa en oprindelig græsgrøn, nu skidengraa Grund. Hun knugede den tæt op mod 75 sit Bryst og lagde Kinden kærtegnende ned paa dens Siderand. Hun havde saa mange Gange siddet paa den og leget med Dukker, mens hun var en lille Pige.

- Hvad skal Du med den Skammel, Natalie? sagde Moderen i gnaven Skændetone. Lad den ligge!

Fruen knugede Skammelen end fastere ind mod sit Bryst og kælede for den som for en Hund.

- Aa, der sidder en Isklump derinde, hulkede hun.

- Hvor? Naa-aa - saa-aa? I Hjærtet? sagde Fru Borgfeld. Ja, det er vist arveligt, Du. Din Fader døde jo af en Hjærtesygdom, men han var 64 Aar, og det er ingen Nytte til at blive ældre end som saa. Man er dog immer en Smule til Rotterne, naar man er kommen paa den forkerte Side af de 60.

- Fru Borgfeld havde i de senere Aar lagt sig efter nogle af sin Søns Gadesprogsfraser; hun fandt dem vittige og lo altid kort og hæst, naar han afleverede dem i hendes Nærværelse.

- Moder, Moder! Har Du dog ikke en Gnist af menneskelig Følelse i Dig? raabte den unge Frue med forbitret Graad, kastede Skammelen hidsig fra sig og sprængte med en lang Rift sin ene sorte Handske.

- Saa, saa, saa! . . . Nu river Du Dine franske Handsker i Stykker, Tøs! . . . Høh . . . ja, det er sandt, det kommer ikke mere mig ved. Giver Din Mand Dig ikke et Par nye, saa faar Du maaske en hel Æske Handsker i Julegave af Byfogden. Hvad?

- Med et Hvin, der skar, som naar en Sten skures af Staal, faldt Rektorfruen ned paa Gulvet som en uformelig sort Masse.

Nu rejste Fru Borgfeld sig endelig fra sin Stol, tog sin Datter om Livet og løftede hende til Sæde paa Forhøjningen. Hun holdt hendes Overkrop med den ene og hendes Hoved med den anden Haand. Hun holdt hende ikke ømt, kærtegnende, men som en Sygepasserske, der gør sin Pligt. Rektorfruens Hoved dinglede mat som et Stykke vaadt Linned.

Fru Borgfeld satte hendes Ryg til Støtte mod en rund Piedestal, der stod paa Pillen mellem Vinduerne ved Siden af Forhøjningen, gik til et Skab og hentede Draaber. Da Datteren slog Øjnene op og saa sløvt paa hende, sagde den gamle:
- Naa, ja, ja - ja, ja, Natalie! Lad os nu snakke om Tingene, ligesom de er. Ligger Du ikke, som Du har redet, 76 min Pige? I Søstre skulde altid glo i Vejret ligesom Skader i Regnvejr - hu, hej, lige op til Stjernerne! Mindre kunde ikke gøre det. Det var det, som Jeres Fa'r kaldte Intille . . . gens. Dine Søstre fik hver sin Adjunkt, men deres Mænd blev da Præster og fik andet at tænke paa end gaa og snakke Latin for Borgerfolks Døtre her i Byen. Du vilde nu have fat i Overmanden for det hele. Tossede var I alle tre blevne af Læsning og Granskning, og det passer ikke for Fruentimmer af borgerlig Stand. Jeg er ikke saa dum, som I tror. For om ogsaa jeg mangen Aftenstund træt og foraset som jeg var, sad og uglesov over mit Haandarbejde, mens de Herrer læste op for Jer i den anden Stue, saa hørte jeg af og til noget. Og det, som jeg hørte, var altid om Kærlighed og om Koner eller Kærester, der rendte fra deres Mænd eller tog sig selv af Dage paa Vers. Det er ingen Under, at Du blev endnu mere rundtosset end Klara og Birgitte. For han, der nu er Din Mand, han viste Dig Billeder med splitter-ragende nøgne Mandfolk og Fruentimmer; men, havde jeg sagt noget om det uanstændige i det, saa havde I bare grint af mig . . . det har I gjort mere end én Gang af Jeres Moder, naar jeg ikke talte ottograpisk . . . I grønne Unger, som I var! For, om ogsaa Billederne var latinske eller græske, saa skal ingen bilde mig ind, at man i gamle Dage var saadan nogle Svin, at man gik saadan omkring uden Klæder paa Kroppen. Det gør jo Bønderne ikke engang. Lad Mandfolk more dem med saadan noget, det er nu én Gang deres Natur, at de altid skal være sjofle, naar de rigtig skal more dem. Din Fader sagde jo altid Flovser, som gik ud paa Liderlighed. Ja, det var ogsaa nogle rare svenske Viser, Din Søster Birgittes Kæreste sang. Det, jeg kunde forstaa af dem, handlede kuns om Drukkendidriker og Krotøse. Jeg gad vide, om han nu synger dem for sine Sognebørn. Ja, jeg siger min Mening, ligesom den er. I gamle Dage tav jeg og lod, som jeg var dannet og morede mig ved alt det Tøjeri, og sad og saa fornem ud, ligesom salig Etatsraadinde Hersom, men egentlig har jeg altid hadet de Viser som Pestilens. Og nu ser Du selv, hvad der er kommet ud af det.

- Ja, men Moder, sukkede Rektorfruen, det er jo ikke det, som . . .

- Ikke? Ja saa? Hvorfor tog Du da den halvgamle Karl? Mon ikke, fordi han havde besnæret Dig med Lærdom? Hvorfor er Du nu ked af ham? Fordi Du har læst Dig til, at det er simpelt bare at gøre sin Pligt. Og saa blev Du besnakket 77 af ham, som Ludvig kalder Don Johan, Byfogden, jeg kalder ham nu Bytyren, han gør jo alle de Fruentimmer tossede, som han ser paa med sine kattegule Gloøjne. Nu skal hans Stuepige fra ham i Utide, og det er den tredje i to Aar. Hi! Du kan tro, jeg véd godt, at Du skriver ham til, jeg véd godt, at Du baade har sejlet med ham paa Aaen ganske alene i Mørke, og at han gaar og snuser i Jeres Have . . . ja, det er vist nogle dejlige Studeringer, Du driver i den Stærkasse, som Din Mand har lavet til Dig i Gavlen paa Gymnastikhuset. Nu er Byfogden ked af Dig, for forleden sejlede han med den unge nye Adjunkt, ham, der er jaget fra København for Ukirkelighed, eller hvad det er for noget. Og saa svirede de bagefter. Og med Dig har han ikke sejlet siden. Nej, er jeg dum, og er Du tosset, saa er Ludvig klog for os begge to. Der kan ikke ske noget i Byen, uden at han véd det. Men det er det samme. Kommer Du nogen rigtig Ulykke til, saa kom Du bare her, for jeg er nærmest til at tage mig af Dig. Jeg har lidt Skam nok ved at lade mig snyde og bedrage lige op i mine aabne Øjne af det Svin af en Bestyrer, som jeg har gjort; saa, faar jeg nu nogen Skam af mine Børn, har jeg bred Ryg nok til at bære det med. Men snakke højtravende eller blødhjærtet med Dig, det kan jeg ikke. Det er jeg ikke oplært til, og, rent ud sagt, jeg holder mig ogsaa for god til det. Og Pligt og Skyldighed har I aldrig kendt til, og nu er det for sent for Jer at lære det.

- Tak, Moder . . . ja, det er vel muligt, at jeg dør af Sorg; men jeg vil dø herhjemme. - Tak!

- Ja, selv Tak! Men man dør ikke, fordi man har det snavs; snarere, fordi man har det for godt. Men kom Du bare! Jeg har ikke kunnet opdrage Jer Pigebørn; det har Vorherre ikke villet give mig Kraft til, saa det faar blive hans Sag, hvad det bliver til med Jer. Ludvig, han klarer sig sagtens, for han har faaet Forstand for Jer alle tre.

Ude fra Forstuen lød:

Adelajde, min Tøs!
jeg har danset Dig mat;
jeg skal gi' Dig en splitterny
Silkefløjls Hat;

og ind traadte Landmaaler uden Praksis, Ludvig Borgfeld, i en plettet Havelock, med Shagpibe i Munden og med meget smudsige Støvler.

78

Han tog ikke Hatten af, men nikkede til sin Moder og Søster. At ytre nogen Overraskelse over Søsterens Besøg, der i de sidste Aar var en stor Sjældenhed, fandt han langt under sin Værdighed. Han blæste Pibehovedet ud over Gulvtæppet, smed den vaade og smudsige Havelock i en Lænestol og slængte sig i Sofaen, saa lang han var, bestandig med Hatten paa Hovedet.

- Moder har vel varm Frokost til mig? sagde han og gabede højt; jeg er forsviret, for jeg soldede ude i Pavillonen i Nat.

- Min egen Dreng . . . jeg er bange, Koteletten er bleven tør, for den har ventet paa Dig i halvanden Time.

- Ja, saa kommer Moder til at lade mig faa en to-tre Kroner, for saa tager jeg mig en Boeuf à la française paa Gæstgivergaarden. Jeg maa leve paa fransk, naar jeg skal holde mine aandelige Evner oppe. . . . Den venstre Støvle trykker mig forbandet . . .

Dermed strøg han Støvlen af paa Sofaens Sidearm, drev den langt hen i Stuen og præsenterede en just ikke plastisk skøn Fod i den graa Uldsok.

En uvilkaarlig Trækning af Modbydelighed fór over hans Søsters Ansigt. Uheldigvis bemærkede han det.

- He - sagde han - faar Overpiskerens Madame sarte Tilfælde? Jeg troede ikke, at Du var saa borneret mere, Natalie. . . . Jeg mente, at Du var begyndt at følge med Tiden og havde faaet Sans for den frie Kærlighed ligesom jeg - hi-hi-hi! Naa, Herregud - Rom blev jo ikke bygget paa én Dag. Du faar nok efterhaanden et friere Væsen, min Tøs.

Rektorfruen var bleven bleg, og hendes Ansigt havde lagt sig i de sædvanlige krystalliserede Former. Hun bød sin Moder Haanden og sagde Farvel, nikkede koldt til Broderen og gik.

- Py-y-h! sagde Landmaaleren, da hun var ude af Døren. Tøsen var nok tragisk. Aa - det gaar nok over. Han er ikke tosset, den Byfoged. Jeg og han er de eneste i Byen, der véd, hvordan Fruentimmerne skal behandles. Lidt af Grovfilen en Gang imellem, saa bliver de des varmere i Erotiken bag efter.

- Det eneste, jeg kan blive vred paa Dig for, er, naar Du fører den Slags Tale, sagde Moderen.

- Ja, jeg er lige glad, lille Mo'r. Op med Portemonniksen, jeg skal have tre Kroner. . . . Tak, mon cher!

- Du kommer vel hjem til Middag?

- Ja, men ikke før halv seks. Hvad skal vi have?

79

- Jeg har tænkt paa lidt Vælling og Bankekød til os andre . . . ja - Du skal faa Suppe og Kotelet.

- Hellere lidt Fjerkræ . . . hvad? Naar jeg spiser Boeuf til Frokost, er det mere passende.

- Det er saa dyrt.

- Aa, Skidt! Det faar Mo'r nok Raad til. Giv mig min Støvle, Mo'r. . . . Saa . . . Farvel! Ja, Ulykken er vel ikke større, om jeg først kommer Klokken seks.

XI.

Bestandig den hvidgraa Frosttaage! Den rugede tungt ned over Jorden, fyldte hele Rummet. Huse og Mennesker gled forbi som Taagebilleder, mens den i Kaaben indhyllede og tæt beslørede Kvinde med hurtige, lydløse Skridt gik op ad Hovedgaden.

Taarerne tog mere og mere Magten fra hende. Med uimodstaalig Magt tvang de sig piblende frem mellem Øjenlaagene, hang dirrende i de lange Øjenhaar, gnistrede stjerneformig for hendes Syn. Og Taagen dryssede Rim i Sløret; Rimen blev ogsaa til Stjerner. Rundt om hende glimtede og bævede de, disse Lysprikker, paa en Gang elektrisk pirrende og magnetisk bedøvende. De mangfoldiggjordes i det uendelige; hun syntes, Sløret forlængede sig til Siderne og langt, langt bagud, at det flød efter hende i det lydløse plumrede Taagehav. Hun havde en Følelse, som der ogsaa bagved hende myldrede af disse Stjerner, der knitrende tændtes og brast. O, denne tætte, klamme Masse, der ingen Modstand gad gøre, som saadan uhindret lod hende glide videre og videre! Gid den vilde stille sig som en Skranke imod hende, kæmpe imod hende som en strid Modstrøm! Uh, hvor den langsomt pinte hende ved at holde hende i en klam og slap Favn! Hun dirrede over hele Legemet, mens hun krampagtig knugede Hænderne sammen i Muffen, saa Fingrene knagede. Kunde hun blot drukne lydløst, kvæles uden Skrig, inden hun naaede det Hus, der var blevet hende en Rædsel!

Hendes Ægteherre maatte, sluttede hun, nu sidde ved Frokostbordet, nippe langsomt til et Glas Vin, tygge sin Mad lige saa 80 langsomt, talte lige saa langsomt om, hvad der ikke kom Livet ved, om, hvad der for hende var marvløse Benrade, tørre Omrids af et længst uddød Liv, hun aldrig havde forstaaet, og Gud maatte vide, om han i Grunden forstod det bedre? Hun havde Lyst til at udskrige et forhaanende Ord.

Alt var dødt for hende. Menneskeskikkelser, der gled forbi hende som døde Fisk i grumset Vand, hilste hende. Hun hilste igen med mekanisk, dyb Høflighed. Hvem det var, anede hun ikke. Det var ogsaa ligegyldigt. Skygger var det, navnløse Skygger, som de, der i Underverdenen svævede hen over de mathvide, glansløse Dødsliljer.

Og de pinende Stjerneglimt beskinnede Syner, der fødtes i hendes Indre, Minder, der smertede, Led i et forspildt Livs Kæde.

Der drog de forbi, alle de hvide Figurer, hun havde troet vare Skønhedsidealer, fordi han havde sagt, at det var saa. Hver af dem grinede imod hende. De fine Hoveder bleve til Dødningemasker med karikerede, uhyre Munde og store Tænder i de kødløse Kæver. Ja, de defilerede forbi under Musik, kold og kedelig som hans mathematiske Violinspil, under et Kor af lange, tomme Fraser om Plastik og Maleri, om Lyrik og Musik, om Religion og Filosofi, Fraser, der som tjattede Hænder famlede ved alle Problemer. Og bag dette Vildnis af Masker og Talemaader løftede sig ved et af Glimtene en levende, altfor levende Menneskeskikkelse.

Et Par Øjne skinnede, glubske som et Rovdyrs, spodske som Mefistofeles's. Hed Attraa og kold Foragt laa paa én Gang om de store røde Læber. Et Styrtebad af varmt, levende Blod overrislede hende. En Stønnen - egentlig et forpint Skrig - pressede sig gennem hendes Strube som Taarene før gennem Øjenlaagene.

Hun blev angest, dødelig angest. Thi et blegt Afbillede, en af Nag karikeret Erindring om salig berusende Stemninger, da Blodet bankede i alle Pulse, og Aandedrættet standsede, tonede paatrængende frem i hendes Fantasi. Hun stampede med de smaa Fødder for at kyse det bort. Det hjalp ikke.

Hun havde ikke bedet siden sin eneste Altergang kort efter, at hun var bleven konfirmeret. Nu prøvede hun paa at bede til Gud om aldrig mere at komme i den Tilstand. Bønnen kvaltes af en haanlig Latter fra Manden med de store Læber under Overskægget, der skiltes i Midten og spilede sig ud til Siderne.

81

Nej - hjem vilde hun ikke. Hun havde forladt Hovedgaden og var slaaet ind paa en Sidegade. Den gik over i en Kørevej, der udmundede i en Vandingsplads ved Aaen. Det var en lille cirkusagtig Rundkreds, kranset af Elle- og Piletræer.

Aaen var slugt af Taagen; ingen Grænselinje skimtedes mellem Land og Vand. Træernes opad struttende nøgne Grene stod som vilkaarlig trukne Streger i tykt Klatpapir, lavede af en usikker Barnehaand.

Næppe har noget Menneske følt sig ret til Bunds ulykkelig, uden at en Selvmordsplan er faret igennem dets Hoved. Men kun meget naive Kvinder har Kærlighedssorgen, og kun meget reducerede Mænd har Følelsen af Vanære eller Livslede bragt til at virkeliggøre Planen. Det synes, som om Skæbnen havde lettet Skridtet for Fru Natalie netop ved, at Overgangen mellem Livets og Dødens Elementer idag var udvisket. Men man er ikke ustraffet saadan en Stump af et Kulturmenneske, saadan en forkælet og kuldskær, saadan til Reflektion paa det smaa anlagt lille Provinsfrue.

Hu! hvor det Vand var koldt paa denne Aarstid! Og Fladvandet var her bredt; Drengene kunde om Sommeren soppe langt ud i Aaen . . . saa kom der et brat Fald. . . . Havde der endda været dybt lige ved Bredden!

Men smaa Kulturmennesker kunne særdeles vel lege i Fantasien med Selvmordstankerne, strejfe Virkeligheden en ganske lille Smule . . . i nærværende Tilfælde prøvende nærme sig Vandet og stikke Støvlespidsen ud i det. Det er Synd at spotte dem derfor, hvor skulde de blive anderledes?

Rektorfruen hørte det svagt frosne Sand knirke under sine smaa Støvlehæle og Saaler; saa blev den tynde Skorpe gennembrudt af de spidse og høje Hæle. Jordens lette Modstand stoppede hende i Farten; hun fik ikke engang Støvlespidsen dyppet i Vandet. Hun vendte om, sank ned i Sandet til Anklerne, blev angest og tyede hen til Siden til en tynd Pilestamme. Hun omklamrede den, lagde Kinden op til den og græd ud. Stjernerne sluktes omkring hende; det blev Nat for hendes Øjne, alt mens hun græd, græd og græd. Hun druknede sig ikke, nej, Graaden druknede Selvmordsplanen.

Først et knasende Brag, saa et dumpt Plask, saa en Latter, saa et: "For Djævlen"! lød bag hende. Hun fór sammen, dukkede Hovedet ned mellem Skuldrene som for at gemme sig.

Nu kom det ene Plask efter det andet, saa tunge, langsomme 82 Skridt gennem Mosejorden mellem Ellene. En Mand stolprede op mod den faste Bund.

Fruen løb højere op og greb om den næste Træstamme, vilde videre, men kunde ikke røre sig af Pletten. Manden satte sig ned paa en Stub, pustede, stønnede og spændte Skøjterne af sig. Den tynde Træstamme rystede mellem Fru Natalies Hænder, vaad Rim dryssede ned paa hendes Klæder, hendes Knæ dirrede under hende.

Et Øjeblik efter glimtede Byfogdens Guldtresse paa Kasketten svagt i Taagen. Han strøg lige forbi Fruen og standsede med en dyb Hilsen.

- Har De Deres Skøjter med, Frue? Her paa den anden Side, hvor der er Læ, der er Isen sikker paa Engen. Men fra min Have og hertil er jeg plumpet i over en Snes Gange. Men jeg har lange Støvler. Hvad? - Har De ikke Deres Skøjter? Det var forbandet. Men vi kan hente dem i en Fart, inden vor kære Hellener kommer fra sit Lykeion eller Palæstra, hvad han nu foretrækker at kalde det.

Han fik Svar med en Røst, der dirrede af Graad og Vrede:
- Og saadan kan . . . saadan vover De nu at ......

- Hvad behager, søde Frue? . . . Jeg synes, jeg taler, som jeg plejer.

- Aa . . . De er . . .

- Som bestandig Deres ydmyge Beundrer . . . Oh, ho . . . jeg har forsømt vore heures de berger nogen Tid . . . Hør . . . i de sidste, vi havde i Deres videnskabelige Lokale, hvor der ved Vintertid er forbandet fodkoldt, havde De Lyst til at skændes med mig, og jeg hader som Pesten alt, hvad der hedder Kævl. Det er altid den rene Tidsspilde. For at undgaa at gøre vort Forhold trivielt . . .

- Vort Forhold? Jeg har aldrig . . .

- Naa, vort . . . ja, hvad skal jeg finde paa at kalde det . . . vore spøgefulde . . . eller humoristisk-metafysiske Dialoger om Elskovens Natur og Væsen . . .

- Ti stille!

- Ja, De har Ret; jeg bør ikke i min Samtalestil kopiere Hr. Professoren. Jeg kalder det altsaa ingen Ting. Men for at undgaa, at vort "ingenting" skulde blive til den allerkedsommeligste Ting, nemlig Vrøvl og Skændsmaal, saa siger jeg ligesom Hakon Jarl - forstaar sig, lille Frue, med de behørige nødvendige Indskrænkninger, Udvidelser og Forandringer:

83

Fem Maaneder har vi tilsammen nydt
saa sødt som noget Par i Frejas Sal.
Nu fængsler anden Genstand Fogdens Blik.
Forvovne Bønderpiger vove mer
end I, Professorinde . . . vove kækt,

o. s. v., o. s. v. Kan De se, jeg kan lave Jamber!

- Aa, at jeg ikke kan slaa Dem i Ansigtet! At jeg ikke . . .

- Oehlenschlåger er en god Digter. Jeg har atter et Citat ved Haanden:

Skaan Dig, min ædle Frue!
Du støder Dine Hænder paa min Ryg.

Men hør nu ... lad os more os, lad os flyve over Stok og Sten, som Fanden var efter os! Kom -

Han tog hende om Livet med en stærk Arm. Hun stred ynkelig imod, svagere og svagere, græd, bad, men Graaden og Bønnerne sank i stadig decrescendo hen i en klynkende Klukken, til hun helt tav. Og alt imens løb han med hende, førende hende som i en vild Dans gennem Krattet med Stubbene og den knagende og bristende Grund, alt mens Kviste slog Hatten af Hovedet paa hende, rev i hendes Haar, dryssede den kolde Rim ned paa hendes Hals og overpudrede hendes Kaabe . . . hu, hej! hvor det gik! Hun stønnede og pustede; han lo og sang; hun blev blussende rød og glødende varm. Han bøjede sit Ansigt mod hendes; hans Øjne glødede som nystøbt Bronce i fugtigt Vejr. Snart stod de i Rektorhaven, hvor Gymnastikhusets hvide Gavl med Balkonens af Rimfrosten kandiserede Rækværk tvang sig møjsommelig frem af Disen.

- Ih, Guds Død og Pine . . . jeg kan jo se, at Deres Skøjter hænger paa Balkonen . . . Men De behager at følge med . . . for ellers . . . søde Natalie! Hvor De er eksalteret i Dag.

Hun følte og sansede intet, før hun med Skøjter paa Fødderne, Arm i Arm med ham fløj hen ad Aaengens med tyndt Sne overdryssede, brungraa Isflade.

De holdt hinanden i Haanden, beskrev dristige Kurver og vildt brudte Linjer under Skøjternes blødt og stødvis pibende Lyd, der tidt fortog sig, saa de for afsted i lydløs Gliden. Armene straktes og slappedes; de to Skikkelser nærmede sig og fjærnede sig koket som i en elegant Karakterdans i en Ballet. Fra hans stærke Haand strømmede Varme ind i hendes hele Legeme. Sløret flagrede, Farten fjærnede det fra Ansigtet, og 84 den lille kækt skaarne Næse skinnede med fin Rødme i Tippen ud i det hvide Rum som en udtittende Rosenknop paa mælkehvid mat Glasgrund. Hendes Øjne lyste stort opspilede. Kaaben gik op og ned under Brystets korte og stærke Bølgeslag.

Tilsidst tabte hun Bevidstheden om alt andet end om en susende Fart gennem Rummet, en Fart, bedøvende som krydret Vin, betagende som et dristigt Hasardspil, en Fart, ledsaget af en melodisk dyssende Susen om Ørene.

Hun kom til sig selv, da hun sad ved sin Kavallers Side paa en Bænk under en Ask. Ude i Strømmen skinnede det aabne Vand, mørkebrunt og kruset mellem de hvide Isflager, der strakte sig langt op i Landet over Engene, som i Efteraaret havde staaet under Vand. Noget fra fusede det ned gennem Stigbordene med lystig trodsende Larm.

Pludselig trak Kavalleren den unge Rektorfrue til Siden; med samlede Fødder for de begge tæt ved Siden af hinanden ind mod Land. En Bænk ragede op med Plankerne halvt begravne i Isen. Der, paa den først overskyllede, derpaa tilfrosne Eng, var nemlig om Sommeren en Spaseresti med Bænke. Med høj Stønnen efter Vejret sank Fruen ned paa Sædets Planke. I et Nu var hun omsluttet af et Par stærke Arme, og et Kys trykkedes paa hendes Læber, som om det vilde suge Blodet ud af dem.

Han havde en sikker Følelse af, at han denne Gang havde Magten, thi hendes Hoved laa træt og tungt paa hans Skulder, og hvert Aandedræt arbejdede sig frem med et Suk. Han løftede hendes Hoved op for paany at kysse hende. Øjnene mødtes som Flammer, der slog over i hinanden.

Det sukkede i de frosne og vaade Grene, det knitrede i Isen, men det aabne Vand i Slusen sang disse Lyde over. Der klang som en Latter i Vandets Sang.

- Men hvad skader Dig, Natalie? raabte Byfogden.

Hun begyndte at kæmpe med ham. Han slap hende med den ene Arm, men holdt endnu den anden fast slynget om hendes Liv.

- Slip mig, slip mig! . . . eller jeg kradser Dem i Ansigtet, raabte hun.

Han gav hende et Skub, saa hun var nær ved at falde ned af Bænken. Hans Øjne bleve kolde, han trak paa Skuldrene og sagde:
- Nej, disse dannede danske Damer! Hu ... indeklemt 85 Erotik, angst Lystenhed, knibsk Koketten . . . leve Kvinderne af Folket!

- Gaa til Deres Tjenestepiger! raabte Fruen . . . De har ikke Spor af . . . aa, De er . . .

- God Nat, min Frue!

I en Fart var han langt borte. Hans Skøjtejern skar i Isen, saa det hvinede.

Sansesløs fortvivlet for hun op - og løb efter ham. Han vendte sig ikke om. Hun løb, som hendes Lunger skulde sprænges og hver Aare briste. Hun kunde ikke naa ham.

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

- Hvor har Du været min kære Natalie? spurgte Rektoren, der sad i den mørke Dagligstue med Fødderne paa Kakkelovnsstativet. Klokken er over fire, næsten halv fem, mit kære Barn!

Hun svarede med Fortvivlelsens resolute Hurtighed:
- Jeg har besøgt min Moder, og saa har jeg forsinket mig med at . . . løbe paa Skøjter!

- Saa-aa-aa? Løbe paa Skøjter! Løber Du paa Skøjter? Det har jeg aldrig vidst. Nu, vel. Jeg kan egentlig ikke have noget derimod. Vi burde ogsaa i den Henseende stræbe at efterligne Oldtidens Hellenere, at vi ved skønne Legemsøvelser søgte at faa Aanden, saa at sige, til at gennemskinne Legemet. Og der er noget i det - Skøjteløbning kan, naar den drives med den Kærlighed, som adler enhver Beskæftigelse, med den Skønhedssans og Varme, som Hellenerne lagde i al deres Færd - Skøjteløbning kan, siger jeg, under vore nordiske Forhold forædles og blive poetisk. Løb kun paa Skøjter, min kære Hustru! Sørg blot for ikke at blive for varm og saa bagefter at forkøle Dig!

Professoren spiste med stor Appetit og roste Retterne af sit fulde Hjærte. Han saa ikke, at hans Hustru intet rørte, men skjalv som et Espeløv, og at den kolde Sved sprak ud af hendes Pande. Han foreslog hende en Duet for Violin og Piano efter Kaffen. Hun bad ydmygt om at maatte være fri, da hun følte sig saa dødtræt. Han blev misfornøjet, men talte med ethisk Alvor til sig selv, at man ikke kunde fordre den Energi og Selvovervindelse af en ung Kvinde som af en stærk Mand, som han selv var.

De gik da hver til sit.

Hustruen græd og vred sine Hænder, græd over sin Svaghed 86 lige over for en utro og kynisk Elsker, græd over sine i Tanken mange Gange begaaede Pligtbrud, græd over sin Mangel paa Mod i det afgørende Øjeblik, græd ovor sin Synd og græd over sin Dyd. Hele hendes Væsen filtrede sig sammen i et Kaos af Traade, der krydsede hinanden i de mest urimelige Retninger . . . Tilsidst faldt hun paa Knæ, saa op mod Stjernehimlen, vilde bede . . . men Stjernerne stirrede paa hende med tusind Øjne, det ene koldere end det andet. Bag dem stod Vinterhimlens faste Hvælving, og over den fandt hun intet Hjærte, der slog for hendes Sorg.

Ægtemanden søgte, som han sagde til sig selv, en "lettere Adspredelse", vilde ikke læse Latin eller Græsk, tog paa Slump en Bog ned fra en af Reolerne, traf et Bind af Molière og gav sig i Færd med "Le Cocu imaginaire". Han læste en Del af den, trak flere Gange sympathetisk paa Smilebaandet, indtil han dalede ned i en sund og vederkvægende Middagslurs Arme.

XII.

I Juleferien havde flere af Skolens Lærerpersonale været i i København. Slige Københavnsrejsers Resultater skaffede dem aandelig Føde for et halvt Aars Tid. De tog til disse Indtryk og Erfaringer som Husmødre i en Landhusholdning til Saltetønden fra Slagtetiden.

Denne Gang bragte alle Københavnsfarerne det Indtryk med hjem, at Kirkens og Religionens Aktier ikke i mange Tider havde staaet i saa høj Kurs paa den aandelige Børs som nu.

Skikkelige Forretningsmænd, der aldrig havde skænket Religion og Kirke en Tanke, undtagen naar deres Børn bleve konfirmerede, talte nu om de forfærdelige nye Ideer, der vilde berøve Menneskeheden det "evige", og tilføjede, at i Følge med disse nye Ideer kom Socialismen, der vilde berøve dem det "timelige".

Københavnsfarernes jævnaldrende fra Studenteraarene: Embedsmænd i Administrationen, som havde været rent nevtrale; liberale Halvkoryfæer fra Studenterforeningen, som i deres Ungdom havde havt et let Stænk af Voltairianisme i Form af Halvdannelsens dovne Skepsis overfor Mystik og Supranaturalisme, 87 havde sat alvorlige Ansigter op og talt om Menneskeslægtens Idealer, der bleve krænkede ved disse fra Udlandet importerede Tanker, som forøvrig aldrig kunde fæste Rod i Norden, men som truede med at ødelægge vor nationale Civilisation.

De dannede, indflydelsesrige og velhavende Kredse fordømte omtrent enstemmig, hvad de slog sammen som Atheisme og Socialisme, og Københavnsfarerne hjembragte til Provinsbyen den faste Overbevisning, at der maatte gøres noget.

Der var ivrig Diskurs den første Skoledags Morgen efter Juleferien i den lange og brede Gang. Mod Vinduerne pjaskede Tøsneen. Den smeltede ud i lange Striber, der tog svag Fart ned ad Ruderne i dvask, bugtet Løb. Draaben maatte løbe, skønt den næppe gad; den adlød, saa nødig som den vilde, Tyngdelovens ubønhørlige Krav.

Der herskede et stygt, graat, blyagtigt Mørke i Korridoren. Men Konversationen gik livlig. Den gamle Overlærer og Inspektor med Silkekalotten raabte:
- Har jeg ikke sagt det for flere Aar siden. Hvad? . . . Sej, I to Fløse der (han henvendte sig til to Drenge, der sloges) . . . tror I, at Jere Forældre holder af, at I skurer Jeres Trøjer op ad Kalken paa Væggen? . . . hvad, I Utøj? (Et Par vel rettede Ørefigener ledsagede Talen) . . . Naa, har jeg ikke sagt det for flere Aar siden, den Gang jeg opdagede, at de Kaalhoveder af Drenge mere og mere mistede Øret for Latiniteten og skrev tidligere aldeles ukendte Bommerter i deres Stile . . . Bommerter, som raaber om Hævn til Himlen? . . . Djævlen . . . nej, nej! . . . jeg skal aldrig bande mere . . . men jeg paastaar, at, naar Sansen for det klassiske forsvinder, saa ryger, den onde . . . nej, jeg skal aldrig bande mere . . . men saa ryger Respekten for Religion, Samfund, Stat, Kongemagt, Ægteskab . . . ad hede . . . nej, ad Vandsbek til, og saa spytter Børnene deres Lærere og Forældre i Ansigtet . . . Ja, grin I kun! . . . Hej, Du, Bløddyr . . . Mollusk . . . Jens Krarup . . . hent den gamle Verdens Atlas og bær det ind i femte Klasse! Saa kan for Resten alle mine kære Kollegaer rende . . . nej . . . Gud velsigne mine kære Kollegaer! God Morgen!

I smaat Trav styrede den gamle Inspektor sin Kurs ned ad Gangen. Da gjorde han pludselig omkring og løb tilbage til Gruppen.

- Der staar nu Du, Randberg . . . og Du, Bramlund! . . . For mange Aar siden fik I mig stakkels gældbetyngede Mand, 88 som allerede den Gang havde tre Børn paa 500 Dalers Gage, til at erklære mig for liberal, fordi, som I sagde, at intet dannet Menneske kunde være bekendt at være andet, og jeg havde s'gu ikke Tid til at læse Aviser. Nu kommer Konsekvenserne . . . nu er de, Fan . . . nu er de . . . Djæv . . . nu er de, paa Ære og Samvittighed, komne i Fritænkeri og Socialisme. Efter Perikles kommer Kleon, Garverflaben; efter Ploug kommer Pio og Geleff.

Han vrængede hele Ansigtet til en stor Grimace, spyttede Skraaen langt hen ad Gangen og slog ind i sin forrige Gangart med opskudte Skuldre. Uden for hans Klasses Dør stod Drengen med Kortet paa det høje Stativ. Han dukkede sig ned, thi i Inspektors hele Holdning truede et Ørefigen. Allerede susede Haanden gennem Luften, men Ørefigenet døde i et ret venligt Klap paa Drengens Kind, og Harmen sluktes i et venligt Kærtegn med Armen om hans Hals.

- Er Du en rar Dreng, hvad . . . Jens Krarup? spurgte Inspektor.

Drengen kunde naturligvis ikke svare andet end ja. Med Armen om Jens Krarups Hals og Nakke gik den gamle Lærer ind i Klassen.

Erik Holmberg stod alene i en Vinduesfordybning i Korridoren, langt fra sine Medlæreres Gruppe og saa ud i Tøsneen. Stilfærdige og frygtsomme Mennesker have en nervøs Finfølelse af, hvad der ligger i Atmosfæren omkring dem. Eriks Nerver følte hvert fjendtligt Vindpust, skønt hans Øre intet opfattede.

Henne i Gruppen løb Diskussionen ud i en almindelig Enighed om, at Skolen skulde være konservativ og lukke sine Døre tæt til for Nutidslarmen. Der fødtes en øm Følelse for de barnlige Gemytters Fred, en Følelse af, at de skulde skaanes for at rives ud i Tvivlens Hvirvel. Mathematikeren sagde ikke et Ord, men lyttede med dyb Alvor til den meget ulogiske, brudstykkeagtige Forhandling, som han dog ledsagede med bifaldende Nik, rigtignok med en Mine, hvori man kunde læse baade det ene og det andet.

Klokken ringede, og Gruppen skiltes. Rektor gik med human Majestæt hilsende gennem Gangen, mens han sagde:
- Glædeligt Nytaar til alle mine Herrer Medlærere !

Han naaede ikke Erik Holmberg, thi øverste Klasse, hvori Rektor skulde læse, laa saaledes, at han ikke kom forbi det Vindue, hvor Erik stod. Erik gjorde en Bevægelse; han følte, 89 det var hans Pligt at hilse paa sin overordnede, men denne smuttede med usædvanlig Hurtighed ind ad Klassedøren.

Derimod maatte Mathematikeren passere Erik. Han rakte ham ugenert Haanden, lo gemytlig og rystede paa Hovedet

- Lad alt det Sludder fare, Holmberg, hold Deres Mund foreløbig og vær bare gemytlig! Vi to kan jo grine i Krogene ad de andre. De fleste fornuftige Mennesker véd jo, hvad man skal sige til det Vrøvl. Det driver nok over. Tal med Rektor om Octave Feuillet eller saadan en Tamp, bare ikke om Religionen. Hør . . . paa Lørdag . . . nej . . . det er dog forbandet, Menneske, at De ikke kan spille l'Hombre. Det er det eneste, som vil skade Dem i Deres Embedsstilling. I en Provinsby er l'Hombren det nevtrale Farvand, hvor alle Flag vajer fredelig ved Siden af hverandre.

I det næste Frikvarter hilste Rektor paa hver enkelt Lærer. Det, at have været i København i Ferien, gav særlig Adgang til hans Gunst; at Lærerpersonalet tog til København var ham et Bevis paa, at det stadig følte Trang til at drikke af Dannelsens Kilde. Han udspurgte de forskellige om deres Indtryk og Erfaringer. De aflagde ham Beretning derom med den diplomatiske Forsigtighed, som et Tyende altid iagttager overfor de Meddelelser, det gør sit Herskab. Rektor ønskede heller ikke mere. Hvis en af hans underordnede var bleven for konfidentiel eller vidtløftig, vilde han høflig have afbrudt Samtalen og vendt sig til en anden.

Rektor hilste siden paa Erik Holmberg, men tvungent og koldt. Erik Holmberg havde ikke været i København i Juleferien. Han havde levet et Eneboerliv. Han vilde studere, sagde han. Men, mens han sad over Bøgerne, stormede et Ridt af rent taabelige Tanker ind paa ham og tvang ham ind i deres Følge. Ja, saa red han med i Galop i Haabets Solskin, blinkende som en vis Kvindes Øjne, et Ridt "in's alte romantische Land". Han gik ud i den klare Frostluft. Han svævede højt og fløj langt i den med sine Tanker.

Saa mødte han Byfogden en Gang paa sine Vandringer. Byfogden lo til ham: Erik forsøgte at le igen, men havde Fornemmelsen af, at hans Latter blev en Grimace. Samme Fornemmelse blev bekræftet ved Byfogdens Latter, der bragte hans Øjne til at skinne og hans Skæg til at fortolke en Del Stemninger ved Løftninger og Sænkninger. Erik havde Lyst til at banke Byfogden, 90 naar han saa hans drilske Miner; men danske dannede Mennesker slaas jo ikke, hverken i Nævekæmp eller i Duel.

Tankernes Ridebane stoppedes som ved en pludselig Skranke. Erik havde vovet sig ind i en cul de sac.

Rektor gjorde flere Gange om Aaret Middagsselskaber. Til dem indbød han foruden sine underordnede Byfogden, Distriktslægen og de to praktiserende Læger. De ustuderede Embedsmænd: Postmesteren, en afskediget Kaptejn, og Toldforvalteren, en dansk Jurist, kom ikke med. Naar Rektor var i det humoristiske Hjørne, sagde han:
- Oberst Tscherning havde dog relativ Ret i sit Paradoks, at Danmark kan regeres ved Artilleriunderofficerer. Vel at mærke: det gælder Post- og Toldvæsenet.

Ved det første Middagsselselskab efter Juleferien udelod Rektor Erik Holmberg. Han sagde til de andre Overlærere og Adjunkter:
- Kære Kollegaer! Gymnastik- og Skrivelæreren kan jeg jo ikke invitere. Men for ikke at støde de stakkels Folk udelader jeg ogsaa den yngste Adjunkt . . . eller konstituerede Lærer . . . forklar ham det, kære Medlærere! . . . thi jeg vil ikke fornærme ham. Jeg sætter Pris paa ham som Videnskabsmand . . . men man har jo kun Plads til et vist Antal . . . (Rektor henvendte sig til Mathematikeren) ... sig til Hr. Holmberg, at han ingenlunde maa tro, at her er Tale om Tilsidesættelse; spørg ham, om han vil drikke The hos mig i Morgen. . . . Ak, ja . . . ak, ja . . . han har jo vovet sig ud paa farlige Veje . . . men jeg, jeg rækker Haanden imod ham . . . gid han ikke vil undlade at gribe den fremrakte Haand!

Lærerpersonalet beundrede Rektors Humanitet, uheldigvis med Undtagelse af ham, som Talen var henvendt til. Mathematikeren tav; men, da han gik hjem med den før nævnte filologiske Overlærer, sagde han:
- Den gamle vil være snild . . . men er ... aa ... saa dum . . . saa hestedum . . .

- Aa, De ... De Skumler! svarede Filologen og løb fra Mathematikeren i saa stærk Fart, at hans Kone, som han holdt under Armen, raabte:
- Slid ikke saadan i mig, Adolf!

Vistnok vare evropæiske videnskabelige Resultater naaede til Erik Holmberg, vistnok havde hans ret flittige Studier givet ham et perspektivisk-kritisk Standpunkt over for de nationale Illusioners 91 Strømninger, hvis Efterdønninger endnu buldrede i hans Første Studenteraar. Men den gamle danske Studenteradam i ham var endnu ikke druknet. Den mulighedsrige Videnskabsdyrker saa ned paa sine Embedskollegaer som den frie Hund paa de Medskabninger, der for en daglig Ret sparsom Adjunkt-Sulemad havde ladet sig binde i Lænke.

Jo længere han sad i sin ensomme Stue som en Edderkop i sin Krog og spandt sine Traade ud af Minderne fra Indtryk af mangeartet Læsning, desto mere tog de digteriske Figurer ham med Vold, desto mere gjorde han sig lig med dem ved Hjælp af Fantasiens Højtryk.

Skikkelser som Don Juan, Hamlet, Faust, Lorenzaccio omspændte den lille præstesønlige Personlighed. Hvor følte han sig kæmpestor i den snævre Stue mellem de to Bogreoler! - Han havde jo mange flere Bøger end hans Filisterkollegaer! Han sparkede stolt til begge Reolernes nederste Hylde.

Havde han nu havt Nøgternhedens Mod til ogsaa at sparke Fantasteriets fra Siden opskydende Illusionslag af Vejen og til at foretage en lodret Boring i sig selv, maatte han have sagt til sig selv:
Du ærgrer Dig rædsomt over den Ydmygelse, at Rektor har sjoflet Dig ved ikke at indbyde Dig til Middag.

Men han strammede sig op til den genialeste Overlegenhed over den virkelige Situation og erklærede for sig selv:
- Jeg møder rolig, overlegen til The i Morgen hos Rektor, . knuser Pedanten smaat som Smul . . . erobrer . . . erobrer hende . . . med den smidige Vækst og de sfinxagtige Øjne. Egentlig bør jeg takke Rektor, fordi han har hædret mig ved at løfte mig ud af mine kære Kollegaers Middelmaadighedsniveau.

Ja, det sagde han til sig selv, det indprentede han sig selv. Dog ærgrede han sig saaledes, da han var kommen i Seng, at han ikke kunde sove Natten efter den Dag, da Middagsgildet stod.

Mens han laa og vred og vendte sig i Sengen, krydsede alskens sære Tanker hans Hjærne.

Han tænkte paa den blondhaarede i København, hende med Frisuren, hans første "Genstand", hans Moders og Tanters Forargelses Klippe. Han sammenholdt hende til Skam for sig selv med det Idealbillede af en Kvinde, som han havde digtet i sit syttende Aar paa et Skolebal. Saa lo han ogsaa ad dette Ideal, hvis Mand nu var Kaptejn, og om hvem han vidste, at hun i Aarenes Løb havde faaet syv Børn, ja det første Par var endda Tvillinger. Aarestrups Ritornel summede om hans Øre:

92

Er det dog ej kedsommelig,
at Bertha, som ifjor var saa guddommelig,
iaar er gift og højt frugtsommelig?

Fy . . . det var et væmmeligt Ideal!

Rektorens Frue da? Thi hun tvang sig frem, hvor meget han end stræbte at holde hende nedenfor Bevidsthedens Grænselinje.

Ned, ned! Hende vilde han ikke tænke paa. Uh! Byfogdens Elskerinde, den Købstadkræmmerdatter med det affekterede antike Kostume, komponeret af "Skolemesteren, den Hoved-Erz-Pedant".

Ha, ha, ha! Han - cand. theol. Erik Holmberg skulde indlade sig paa et Kærlighedsforhold til en gift Kone. Daarlig fransk Lokalisering, som han endda ikke turde gennemføre! Det stakkels ængstelige Skrog, der knap turde kysse en Tjenestepige i Mørke!

Han dyngede Haan paa Haan paa hende og sig selv.

Nej, ude paa Landet, hvor Sæden hvidner i Skærsommer dagen, hvor Kornblomster staar dyb blaa mellem de gule Straa, hvor den vilde Valmue flammer bævende ved Siden af Klinteblomstens lyse Karmoisin - derude - der maatte i en Forpagter-, en dannet Møllerfamilje findes "eine schöne Müllerin", hvid, fyldig, sif-agtig.

"Thi store Hænder har Gudinden".

Han tvang sin Fantasi til flygtig at udkaste en tre-fire Hoveder af den Art, men Omridsene flød straks ud i Natten . . . den fine Profil og de skinnende lysebrune Øjne tvang sig frem i Forgrunden som før. Han knyttede forgæves Haanden imod dem.

Nej, nej, ikke hende! Bort med hende!

Nu dukkede hendes Hoved op igen, og ved Siden af det et stort Overskæg under en guldtresset Kasket.

Ned med dem begge to! Denne ækle Bastard af en Epikuræer og en Kyniker! Ned, ned!

Ja, vist. Jo mere han raabte, jo mere infamt spottende saa de paa ham. I den afbrudte Morgensøvns Drømme tilraabte han hende:
- Du er kedelig, Du er kold som Is, Du er affekteret! Du 93 spiller lige saa afskylig aandløst paa Klaver som din Mand paa Violin.

Hun blev ved at se paa ham med det samme gaadefulde ubevægelige Ansigt som hin Sommeraften.

Da han vaagnede, var han tilgavns led ved sig selv. Han eftervrængede arrig og forceret Rektors blødfede Stemmeklang i Ordene:
- Øh - kære Natalia! og smækkede paa den sidste Stavelse som paa en latinsk Ablativendelse i første Deklination.

Erik Holmberg gik paa Skolen med den Beslutning absolut at afslaa Rektors Indbydelse til The. Denne Beslutning gjorde hans Holdning paafaldende knejsende.

Da han gik op ad Gaden, raabte et Par indfødte Borgerskoledrenge efter ham. Ligesom alle deres Kammerater betragtede de sig som naturlige Fjender af alt, hvad der hørte til Latinskolen :
- Æh - se Fedtelatinernes nye "Lere". Han knejser som en Kat med et Aalehoved!

Var det ikke sært? Da Rektor, denne Mand, som Erik Holmberg mente at kunne se tværs igennem, med koldere, formellere Høflighed end tidligere sagde:
- Jeg haaber, De glæder mig og min Hustru ved at drikke The hos os iaften, . . . saa sank alt Modet, den skønne nationale embedsdisciplinære Følelse blev "den herskende Evne" hos Erik Holmberg, han bukkede dybt og svarede:
- Jo, tusind Tak, Hr. Professor!

Til hvad Nytte var det, at han to Minutter efter skældte sig selv ud? Han var bukket under for den trivielleste traditionelle Subordination - thi, at der var noget andet, der lønlig havde Del i, at han sagde ja, det tilsvor han sig selv var aldeles ikke Tilfældet. Han holdt altsaa alvorlig Hus med sig selv og indrømmede ingen formildende Biaarsag til, at han brød det Løfte, der havde hævet hans Hoved saa højt, at det havde forarget de to nysnævnte Borgerskoledrenge.

94

XIII.

Rektor havde siddet i dybe Tanker ved sit Middagsbord og kun givet Livstegn fra sig ved at spise og gentagne Gange at rømme sig. Da Maaltidet var endt, sagde han til sin Hustru:
- Kære Natalia! Jeg sætter megen Pris paa din fine Takt, den Takt, der har afholdt Dig fra at afbryde mig med et eneste Ord, mens jeg sad fordybet i Meditationer.

Fruen hviskede nogle uhørlige Ord. Visselig vilde ingen have kunnet se paa hende, at hun havde lagt ringeste Mærke til sin Ægteherres grublende Holdning og Mine.

Rektor fortsatte:
- Nu er det min Bøn til Dig, kære Natalia, at Du vil være tilstede ved den meget alvorlige Forhandling, jeg i Aften skal have ned Hr. Holmberg. Sig mig saa bag efter, om det er lykkedes mig at iklæde den en human Konversationstones Form og paa samme Tid at lægge min Myndighed som overordnet for Dagen paa en fin Maade. Men Sagens Alvor taaler ikke, at jeg bruger den humoristiske Form, som Du véd, jeg af og til ynder.

Fruen klemte Haanden saa fast om Kaffekandens Hank, at Træet knagede, og svarede med bortvendt Hoved, at det naturligvis vilde være hende en Glæde.

- Jeg takker Dig meget, sagde Rektor. Din Nærværelse vil betage min Færd ethvert Udseende af plump Irettesættelse. Jeg synes, det er ret fint udtænkt at afgøre det hele en famille.

Efter Husets vante Skik gik Ægteparret hver til sit i Tiden mellem Eftermiddagskaffen og Thebordet. Rektor kunde med god Samvittighed fordybe sig i sin Siesta og sin Forberedelse paa et Stykke i Herodot, som han skulde gennemgaa næste Dag for øverste Klasse; thi han var sig bevidst, at han med Omhu havde lagt "Dispositionen" til sit Aftenforedrag for den unge Lærer.

Da denne kom, modtog hans foresatte ham med mild Højtidelighed tilsat med en Nuance at beklagende Medynk. Samme Stemninger klang igen i hans Tone, naar han med et:
- Behager De, højstærede?

bød sin Gæst Steg eller Ost ved Aftensbordet, ja, den fik endog et Udtryk i den værdige Langsomhed, hvormed han skænkede en lille Snaps Kognak for ham.

95

Værten begyndte da . . . efter sin egen Mening med forunderlig let Anslag . . . Forspillet til Forestillingen. Han sagde:
- Gæringen i Aanderne tager uhyggelige Dimensioner. Jeg mærkede under mit Ophold nylig i København tydelig Gemytternes Ophidselse. De ledende Kredse, de modne og fremragende Mænd vare særdeles betænkelige.

Erik Holmberg vilde sikkert have tiet, som han plejede, hvis han ikke havde set Fruens Øjne lyse med det gaadefulde Glimt hen imod ham fra Skyggen, som Themaskinen dannede. Det eggede ham til at sige:
- Har vi ikke godt af, at der kommer Gæring i Aanderne her i Danmark, Hr. Professor? Jeg synes, de har sovet i godt og vel en Snes Aar, mens Evropa har tænkt og arbejdet.

- Det har jeg ogsaa gjort, sagde Rektor og slog afvisende ud med Haanden. Men videre! (Med dette Ord plejede han at sætte sig og sine Disciple i Gang.) Jeg har ikke i Sinde at indlade mig paa almindelige Betragtninger om det gavnlige eller skadelige ved de aandelige Gæringsperioder. Jeg er Pædagog, Hr. Holmberg, jeg fører Filosofien ud i Livet. Pædagogik er anvendt Filosofi. Jeg maa bestemt hævde, at de, der ere satte til at opdrage og undervise Ungdommen, maa positivt støtte de gennem Aarhundreder prøvede Institutioner, som Samfundet hviler paa. . . . Hvad behager? Jeg synes, De trækker paa Skuldrene, og . . .

Det gjorde Erik Holmberg nu ikke; det var Fruens Silkekjole, som knagede. Hun rørte sig stærkt paa Stolen, mens hun trommede med Theskeen paa Underkoppens Rand. Rektor syntes at opdage, hvorfra Lyden kom, thi han nikkede til sin Kone og sagde:
- Om Forladelse, jeg saa fejl. Men videre! Nu gaar jeg fra det almindelige til det specielle. Jeg maa, Hr. Holmberg, stille den bestemte Fordring til Historieundervisningen, at den er objektiv, alsidig, at Læreren tilbagetrænger sine individuelle Sympathier og Antipathier.

Theskeen vedblev at smaaklemte. Lyden virkede paa Erik som en fjærn Stormklokke. Han sagde:
- Saa er det sikrest at holde sig til Kongerækker, Aarstal, Slag og Fredslutninger og gruppere al Historie om Kongerne.

Rektor mærkede ingen Braad i denne Ytring; han var ret tilfreds med den, da den gav ham Anledning til at vise 96 Aandsoverlegenhed. Hans drævende Tone fik derfor en ret godmodig Klang. Han slog ud med Haanden og sagde:
- Det er det nødvendige Substrat; ingenlunde Kransen paa Bygningen. Det første lægger Skolen, den sidste giver . . . ja, rent ud sagt, jeg selv, naar jeg efter en sikker grammatisk Undervisning læmpelig fører den unge ind i den hellenske Skønhedsverden. . . . Nu . . . kan De understøtte mig ved en sparsom og velvalgt Anvendelse af den historiske Portrætkunst . . . hvorfor ikke? Men De maa mejsle strængt i Bronce, ikke male broget med selvvalgte Paletfarver. Ser De, hvad mig angaar, saa staar jeg overfor de historiske Fænomener paa samme overskuende, alsidige Standpunkt som f. Eks. Goethe i "Tasso".

Rektor purrede Haaret lidt tilbage, tog Brillerne af, spilede Øjnene højt op med den hemmelige Følelse af, at Goethe maatte have set omtrent saadan ud, da han undfangede Ideen til "Tasso".

- Jeg siger altsaa: Digteren Torquato Tasso har ikke mere Ret end Statsmanden Antonio. Sat sapienti!

Medens Taleren pavserede og rømmede sig, sagde Erik:
- Mener Professoren ogsaa, at Catilina har hverken større eller mindre Ret end Cicero?

Rektor skubbede til sin Stol, saa den skrabede mod Gulvet. Han var nær ved at blive grov og rent miste sin "objektive" Holdning.

- Catilina? . . . Det moralsk-fordærvede Afskum! . . . Nu vel, videre! Jeg vilde sige: Historielærerens Dom over Personer og Begivenheder skal være grundet i hans Samtids dannede Bevidstheds Rets- og Sædelighedsfølelse.

- Men, naar han nu tror, at denne Rets- og Sædelighedsfølelse vil være en splittergal Maalestok for svundne Tider? Fruen lo højt. Rektor sagde:
- Min Hustru smiler ad Deres naive Opfattelse og studentikose Udtryksmaade lige overfor en foresat og i en Dames Nærværelse.

Rektor havde under denne Replik sat Brillerne paa Næsen og rejste sig fra Stolen. Erik rejste sig ogsaa. Et kort og usædvanligt stumt Spil foregik. Erik turde næppe tro sine egne Øjne, da Fruen sendte ham et Nik. Han saa spørgende paa hende. Nu nikkede hun to Gange og smilede, skønt næsten umærkelig. Eriks fine Træk skærpedes i Konturerne, og hans ellers stille Øjne fik en feberagtig Glans. Han fæstede dem lige 97 paa sin overordnede; en trodsig Udfordring til Kamp stod at læse i dem. Han følte Sporen i sin Side. En skøn Dame var Kampdommer ved Turneringen; han havde en stolt Følelse af, at han vilde faa Lov til at bære hendes Farve, hvis han sejrede. Rektor satte sig før Erik, hostede, tog sit røde Silkelommetørklæde frem og pudsede sine Brilleglas.

Fruen sagde med nedslagne Øjne og lidt skælvende Stemme:
- De skal ikke genere Dem for mig, Hr. Holmberg . . . og det var jo desuden min Mands Mening at indbyde Dem til en Samtale, hvor der var fuldstændig Ytringsfrihed.

Erik blev saa hed, som om Flammer slog sammen over Hovedet paa ham. Rektor hostede gentagne Gange, sendte sin Hustru et fortørnet Blik, men skød fejl, thi hun saa bestandig paa Erik. Hun sad med Hænderne tæt sammenknugede under Bordet. Taffeluhrets Pendulslag og Ildens Knitren i Kakkelovnen var de eneste Lyd, der brød igennem nogle Sekunders absolutte Stilhed.

Endelig kom Rektor igen til Mælet. I Følelsen af, at et Stykke Jord af hans Myndighed begyndte at skride, genvandt han sin Fasthed og fortsatte:
- Paa Pædagogikens som paa alle andre aandelige Livsomraader betragter jeg den individualistiske Independentisme (han smagte smilende paa denne Terminus som en Kender paa et Glas ekstra fin Vin) som aldeles forkastelig. Fiat applicatio! De, Hr. konstitueret Lærer Holmberg, har i November Maaned i næstøverste Klasse erklæret, at Muhammedanismen var den eneste rette Religion for den Stamme, den opstod iblandt. Ikke?

- Det er muligt, Hr. Professor, jeg husker det virkelig ikke. Men jeg staar ved Ytringen. Al Religion eller Mythologi er jo netop en Samling Billeder af Idealerne hos de Folk, som har digtet eller udformet den.

- Men Muhammedanernes Paradis med disse . . . ja, De forstaar, at jeg af visse . . . øh . . . Hensyn blot kan antyde min Tanke.

- Det Paradis var formet efter et arabisk Lyksalighedsideal, mener jeg.

- Men at fremstille dette som et Ideal for Drengene! Tænk, Ordet "Ideal"!

- Naa, ja, det er et Ord som alle andre.

- Bravo! sagde Fruen.

- Hø, hø, vær nu ikke altfor ironisk, kære Natalia! Du er 98 virkelig en strængere Kritiker mod Hr. Holmberg end hans Superiør, der bestandig taler i Alvor.

Fruen kom næsten til at se kaad og lystig ud. Trods Rektors afværgende Blik og Gestus, som hun ikke syntes at bemærke, lod hun tage af Bordet, satte en Portvinskaraffe med Glas frem og skænkede for sig og Herrerne. Erik havde godt set, at Rektor vilde sætte ham paa Thevandskost den Aften, men nu var han bleven trodsig og tømte et stort Glas i ét Drag. Rektor forargede sig og var nu ubetinget enig med de ledende Kredse i Hovedstaden i, at der opvoksede en samfunds- og avtoritetstrodsende Generation.

- De har forsømt at belyse Muhammedanismen i Kristendommens Lys, Hr. Holmberg, og, saalænge Kristendommen er vort borgerlige Samfunds Religion, maa Skolen hævde den.

- Men, Hr. Professor, det bliver jo Religionslærerens Sag. Jeg har aldrig i Timerne angrebet, hvad de meget træffende kalder vort borgerlige Samfunds Religion, som for Resten ikke har meget med den oprindelige Kristendom at bestille.

- Slige Paastande, Hr. Holmberg . . .

- Kan jeg støtte med hele den moderne bibelkritiske Videnskabs Apparat.

- De har selv en Gang her i mit Hus erklæret Dem for kristen; det beroligede mig . . . og nu . . .

- Staar jeg ved min Erklæring, Hr. Professor. Jeg skylder Studiet af denne Religions Oprindelse og Udvikling mine bedste Timer, mine blødeste Stemninger, mine frieste Tanker. Jeg stræber kun stadig at udsondre først, hvad Ensidigheden hos den Race, den opstod hos, har lagt om den, saa hvad lange Tiders og forskellige Civilisationers dogmatiske Spekulation har indsnævret den til, ikke at tale om kirkepolitisk og politikirkelig Egennyttes Forsøg paa at lemlæste den paa Tillempelsens Prokrustesseng. Saa beholder jeg tilbage de simple Grundakkorder i Bjergprædikenen, de tre Evangeliers dejlige Idyller, Paulus's Kærlighedshymne i 1. Korintherbrevs 13de Kapitel; i sligt kan jeg hvile . . . indtil jeg kommer videre.

Rektor var bleven træt. Han var ikke forberedt paa, at den sky og forlegne unge Mand skulde modsige ham. Sligt var han jo slet ikke vant til. Skolens svagt oppositionelle Element, den mathematiske Overlærer, havde han aldrig ret turdet indlade sig med, da han aldeles ikke forstod sig paa hans Fag. Og han nærede tilmed en vis Ringeagt for de eksakte Fag. De vare 99 desuden saa nevtrale, at de ikke kunde indvirke paa Disciplenes Livs- og Verdensanskuelse, mente Rektor.

Han grundede endnu. Hans Disposition var endnu ikke sluppet op. Han sagde Øh, og Hm! mandede sig saa op til at sige:
- Videre . . . Saa er der Arnold af Brescia, Hr. Holmberg. Ham, denne Fantast, rent ud sagt, har De opstillet som et Mønster for Disciplene. Og De har forhaanet Frederik Barbarossa og Pave Hadrian . . . den fjerde . . . naa, den sidste kan det nu være det samme med . . . men . . . øh . . .

Fruen løftede Portvinskaraffen op mod Lyset, som brødes i dens slebne Rande, og hendes Øjne glødede lige saa mørkt som Vinen. Hendes Mand sagde:
- Kære Natalia, skænk ikke mere til mig.

Fruen skænkede Erik Holmbergs Glas fuldt, uagtet hendes Mand næsten raabte:
- Kære Natalia, jeg skal ikke have mere Vin.

Erik Holmberg tømte Glasset i en lynende Fart efter at have klinket med Fruen.

- Driv ikke Din Ironi altfor vidt, kære . . . kære Natalia! sagde Rektor . . . naa videre! det var Arnold fra Brescia, vi skulde tale om. ... Hø ... staar Arnold fra Brescia klart for din Bevidsthed, kære Natalia? ellers skal jeg . . .

- Jo, jeg kender ham nok, svarede Fruen med et Nik og lo hemmelig over til Erik. Hendes Mand kunde lige saa godt have nævnet en berømt Talmudist for hende. Hun fyldte atter Eriks Glas. Hendes Mand lo nu og nikkede halvt beundrende, halvt bebrejdende til hende og sagde:
- Du har geniale . . . for geniale Instinkter. Men videre! . . . Intet er forkasteligere end at fremstille for Børn og umyndige som Helte disse fantastiske Utopister, der gør en saa ubodelig Skade i Verden. Denne Arnold fra Brescia var jo . . . øh . . . om ikke ligefrem Socialist, saa dog en Mand, der vilde tage fra de besiddende og uddele til de besiddelsesløse, og i en Tid som vor, da endog Troen paa Samfundets sande og dybe Grundvold, Ejendomsretten, rokkes af vilde Utopister, saa maa en Ungdommens Lærer snarere opfordre sine Disciple til at afsky Arnold fra Brescia end til at elske ham. Kort sagt: Utopister er Verdens Fordærvelse.

Fruens gentagne Øjekast og den stærke Vin hidsede den magre, nervøse, skikkelige Adjunkt langt ud over hans naturlige 100 Væsen. Inden Rektor fik sin Tale endt, rejste han sig, væltede det tomme Glas, saa det klirrede mod Gulvet, og Lampelyset brødes fantastisk, fyrværkeriagtig i de vidt spredte Skaar. Men det sidste Fænomen bragte ham til at tage sig sammen. Selvovervindelsen røbede sig i Begyndelsen ved hans Stemmes Dirren, men efterhaanden arbejdede den sig ind i en fast og sikker Tone:
- Utopister er . . . er Verdens Velsignelse! og det lige fra Kristus til Saint-Simon, . . . lige fra Arnaldo da Brescia til Ferdinand Lassalle. Ser De, Hemmeligheden ved de Mennesker er, at de har havt en hellig Flamme i Hjærtet. Den har begyndt med at svide Øjenhaarene paa Samtidens nysgerrige og stærblinde Pedanter og blændet dem. Varmen fra deres Aand har gjort Farisæere og Bedsteborgere rasende; Vækkelsen fra den dvaske Hvile i de gamle Fordommes mugne Dyner har bragt dem til at delirere. De har saa bisset om som Køer i Sommerheden. Det er kommet til Kamp mellem de konservative Oksehorn og Fremskridtstankens hvide Svanevinger. Hornene har spiddet Tankefuglens Bryst, men Hjærteflammen er suset ud af det og har foldet sig som en Blomst rundt om Saarets Rande. Den har kastet lange, brede Lysstrømme over Tidernes Vande som Fuldmaanen hen over Havet. Ved dens Skær have gode og ærlige Mennesker opdaget al den Løgn og Dumhed, som Dovenskab og Egennytte har ophobet fra Slægt til Slægt. Ja, Utopisternes Tanker brænde sig efterhaanden ind i Sjælene, deres Ord ringer for Ørene som Stormklokker, tvinger og lokker Slægten til at arbejde frem. Aarhundreder maa til for at tillæmpe disse Tanker efter Dagligdagskravets Behov. Alt i dem er vel heller ikke gedigent Guld, men der er dog nok i dem til mange Tiders Forbrug af gangbar Mønt. Den, der i Oldtiden vilde tale om Slavernes Frigørelse, var en Utopist; Cicero vilde have betragtet ham som gal. Fandt ikke den respektable, borgerlige Middelmaadighed, Ove Høegh-Guldberg, at Staten vilde rystes i sin Grundvold, hvis Bonden blev fri i Danmark? Mon ikke den halvsjofle og halvgale Plebejer, den knap halvstuderede Røver, Jean-Jacques Rousseau, har gjort mere for Menneskeslægtens Fremskridt end Alverdens velhavende og velsindede liberale Bourgeois? Ja, Hr. Professor, det er naturligvis Trivialiteter, hvad jeg siger. Vi trænge til nye Utopister, for de gamles Tanker er traadte ud i Trivialitet og tillæmpede efter senere Magthaveres Tarv. Men 101 nu kan vi vel et Par hundrede Aar leve af Folk som Strauss og Lassalle.

Fruens Øjne lyste. Hun havde Indtrykket af at se ned i en dyb Skakt, hvor en hel Del flimrende Lys frembragte en ejendommelig betagende Virkning. Hendes Øjnes kolde metalliske Blankhed var for længe siden gaaet over i en hed Glans. Den lyste over hele hendes Skikkelse. Erik fandt hende uendelig skøn. Han havde første Gang hin Sommeraften set hende i den saakaldte græske Dragt; han vilde ønske, at han kunde kostumere hende i en anden effektfuld Stil . . . f. Eks. i Mandsdragt som Page, med karmoisinrød, guldbræmmet Vams, Dolkegrebet stikkende ud af et til venstre nedhængende med gyldne Nagler besat Bælte, med lange, lysegraa Silkehoser paa Benene, hvoraf der skulde ses saa meget som muligt. Han fik netop Tid til at foretage denne Omklædning i sin Fantasi, inden hans overordnede fik overvejet, hvad han vilde sige. Og, lige som Rektor begyndte at tale, sugede Erik en ny Berusning af Fruens Læber, der aabnede sig, skinnede fugtig i Lyset . . . ja, han syntes, de saa ud . . . som . . . rent ud sagt . . . de spidsede sig frem til et Kys. Det løb rundt i hans Hoved.

Rektor havde rejst sig igen. Han sagde:
- Hr. Holmberg! Trods de Sandhedsmomenter, der findes i Deres . . . om Forladelse . . . højst uklare Udtalelser, maa jeg dog bestemt fordre, at De som Pædagog hviler i de fastslaaede Resultater.

- Jeg holder ikke af Dyner for Dovenskab; derfor holder jeg ikke af "fastslaaede Resultater", Hr. Professor. Det er muligt, hvis jeg grundigt studerede græsk Aandsliv, at jeg da vilde finde, at alt, hvad man fabler om den græske Plastiks Idealisme, var rent Snak, og at Grækerne vare vældige Naturalister . . . ja, det er blot en Forudsætning.

- Som er meget forkert. . . . God Nat, Hr. Holmberg!

- God Nat, Hr. Professor!

Fruen trykkede Holmbergs Haand stærkt; hendes Øjne lo og straalede med gnistrende Pupiller.

Rektor blev tankefuld, da han var gaaet, og rystede betænkelig paa Hovedet.

Da han og hans Frue havde tilbragt et Kvarters Tid tavse i Sovekammeret, og Rektor var kommen saa vidt, at han havde faaet Underbenklæderne trukne af det ene Ben, blev han siddende 102 paa Stolen og grundede. Medens han langsomt trak det andet Bukseben af, sagde han i Takt med Aftrækningsforretningen:
- Ganske vist Sandhedsmomenter . . . men . . . men . . . Kære Natalia! véd Du, hvad jeg har opdaget? . . . At jeg er en meget sammensat Natur, netop af den Art, som moderne franske Forfattere, f. Eks. Octave Feuillet, skildre i Værker som: "L'histoire d'un jeune homme pauvre".

Hvis jeg var mindre sammensat, vilde jeg allerede imorgen skrive til Ministeriet og indstille den Mand til Afsked.

- Det skulde Du gøre, sagde Fruen, tilsyneladende halvt i Søvne.

Rektor blev længe siddende med sine Underbenklæder i den ene Haand og grundede.

XIV.

Under almindelige Omstændigheder gaves der ikke et skikkeligere og fredeligere Vandløb end Aaen der nedenfor Rektorhaven. Nu aabnede den troskyldig sin hele Favn, for at Solskinnet legende kunde tumle sig i den, legede selv igen med Solskinnet, naar den brød det i de vuggende Krusninger. Nu lod den villig Vinden og Bygerne feje hen over Fladen og virrede godmodig ad dem med tusinde skønne Smaastænk, der røg i Vejret som Landevejsstøv under en let Jagtvogn. Nu lod den Træerne spejle sig i dens Vand og lukke over den med deres Skygge; den antog selv Skyggens Stemning, blev sortegrønmelankolsk. Men Legen med Solskinnet var ikke vild eller kaad, Samspillet med Træerne tog aldrig en uhyggelig Tragedietone; den gennemgik kun Idyllens korte Stemningsrække, tog mildt Del baade i Lys- og Skyggelegen, ret som det sømmer sig et beskedent dansk Vandløb.

Nej, der behøvedes noget usædvanligt for at faa den Aa til at begaa Udskejelser. Der maatte usædvanlige stærke Regnskyl som i det henrundne Efteraar, stærkt Snefald med paafølgende Frost og brat Tøbrud med Storm som i denne Vinter til for at faa Aaen til ikke alene at bruge hele Englejet til at brede sig i, men endog til at overskride det og røverisk at slikke Stykker af 103 Mark- og Havejord bort. Denne Aften var det nu Fuldmaaneskin med susende Storm. Fra de Dele, der laa i Skygge, udgik noget saare uhyggeligt og skummelt, og ude paa det aabne Vand saas Maanelyset i et vildt Linjespil fare over det paa kryds og tværs. Isen var sat i Drift af nogle foregaaende Dages Tøbrud, den laa skruet op i struttende Blokke i Fladvandet og paa Land. Deres kaade Stillinger trodsede al Lov og Orden. De grinede koldt, frivolt ud i den hvidt tindrende Aften.

. . . Under almindelige Omstændigheder gaves der ikke en skikkeligere theologisk Kandidat end den unge konstituerede Adjunkt. Paa stille Studiers jævne ærlige Vej var han gledet ind i andre Tankegange end de sædvanlige, men de nye Tanker havde spejlet sig paa en egen stilfærdig Maade i hans Sind. Der havde intet brat Brud fundet Sted, der havde ingen smertelig oprivende Kampe tumlet sig i det. Intet laa ham fjærnere end ligefrem Agitation eller Forsøg paa Propaganda for sine Ideer.

Der maatte noget usædvanligt til for at faa ham saaledes ud af sine Fuger, som han var iaften: et Udbrud af en længe halv ubevidst rugende Lidenskab, et Tøbrud af halvt fortvivlet Begær. Noget uhyggeligt havde han længe anet vilde komme ud af den rugende Tilstand, der var mørk som Aaen under Træerne. Nu spillede forsorne Tankers Krydsild over hans Sind; den tog alle grundfæstede Principer med i sin vilde Leg; de klirrede mod hverandre som Isklumperne i Aaen under Strømmens møjsommelig tiltvungne Frihedsdans.

Et Bud som: Du skal ikke begære Din Næstes Hustru overdøvedes af en haanende Latter, og gennem den klang atter: Du skal ikke undlade at gøre en selvbehagelig Frasemager til Hanrej. Han huskede paa Balzacs Skildring af "Les prédestinés" i "Ægteskabets Fysiologi"; han svælgede i Minder fra denne Bog, som han i sin Tid havde læst med jomfruelig Forargelse. Hans Hang til at stille Forsagelsen op som et af sine Idealer blev overdøvet af Raabet om mere og stærkere Vin. Hans Trang til at holde Fred med alle Mennesker, en Fred, købt endog for temmelig høj Pris, maatte vige Pladsen for en pirrende, drengeagtig Lyst til noget, der lignede Hazardspil. Mon der ikke kunde etableres en Bassette paa Gæstgivergaarden med Spidsborgerne? Eller skulde han gaa op og udfordre den ham nu saa forhadte Byfoged? Uh - denne frække Karl, der saa koldt udregnede den Grænse, indenfor hvilken han uden stor Risiko kunde lege 104 brutalt og egoistisk med alt og alle! Roningen ud mod Slusen hin Efteraarsaften, da han klogelig standsede i Tide, var ret et Symbol paa hans Natur.

Alt Skinsygens Had hobede sig op i Eriks Sjæl. Bysnakken havde længst naaet til hans Ensomhed og havde pustet til den Flamme, hans egne Erfaringer havde tændt.

Men som sædvanlig gjorde han ingen Ting, men kredsede angest om Beslutningens Udførelse. Han bøjede gentagne Gange om Hjørnet til den Gade, hvor Byfogdens Hus laa, vendte om igen, gik saa bestandig længere og længere ned ad Gaden. Den kolde Frostblæst kølede hans Blod og klarede hans Hjærne. En Udfordring til Byfogden! Det vilde være at give hans drilske satiriske Appetit en saa vældig Næring, som om han vilde traktere samme Byfogeds store, glubske, gule Hund ved Navn "Assassin" med en hel Oksesteg. Men om han gik op til Byfogden, tog ham med Ro og anvendte en kierkegaardskeksperimenterende Psykologi overfor ham og fik Vished i den Sag, der laa som en Blyklump paa hans Sind? Endelig naaede han Huset. Der var Lys, og han kunde høre sin Fjendes larmende Latter. En Skikkelse laa henslængt i det aabne Vindue, ud fra hvilket der snoede sig en lys Damp ud i Natten. I den lige for staaende Gadelygtes Skær fra den dampende Baggrund viste sig et Hoved nede mellem et Par spidse og høje Skuldre. Skikkelsen gav sig til at fløjte skingrende. Det var Melodien om "Adelejde". Det var altsaa Hr. Borgfeld, som Byfogden igen drak fuld og brugte til at agere Bajads for sig. brik gjorde brat omkring, opfyldt af en usigelig Væmmelse. Tanken om de to Personers Forhold til hende var ikke til at udholde.

Hazardtanken gik samme Vej som Udfordrings- og Eksperimenteringsplanen, da Erik Holmberg nærmede sig Gæstgivergaarden. Bager Graff, Garver Andersen, Glarmester Hansen og Erik Holmberg bænkede omkring et Hazardbord i den tilrøgede og spiritusstinkende Stue! Hvilke Diskussioner om "Livsanskuelserne" ! Han lo en klukkende Latter . . . da han et Øjeblik efter stod i sin iskolde Stue med det uskønne sammenskrabede Møblement, de ulige store Reoler, hvis Hylder dannede hæslige overskaarne Linjer. Mens Flammen fra det viftende Stearinlys gjorde nogle af Bogryggene fedtblanke, vældede Længselen efter Skønhed, stort Luftrum, Kærlighed, Sang, Glans og jublende Lykke op i ham med en saadan Magt, at han brast i Graad. Han afvekslende frøs og glødede den Nat. En kvælende 105 Angest laa over ham, og inde i sig mærkede han noget rase, som han ikke følte sig aandelig eller legemtlig robust nok til at rumme. Han drog dybe, smertelige Aandedrag, som skulde de sprænge Brystet.

Kollegaernes Tone imod ham var som før. Naar han viste sig, saa enten tav de samtalende Grupper, eller de forandrede Thema, men ikke saa behændig, at han jo mærkede det. Rektor var monumental-majestætisk.

Erik sagde til sig selv: Han giver Michel Angelos Moses. Mon han ogsaa har Hornene?

Naar Sindet er sygt eller fyldt med noget smertelig betagende, kan man vel gøre sin daglige Gerning, men den taber saa enten sin Friskhed og Fart og tørrer ind til aandløs Mekanisme, eller den bliver febrilsk og hæseblæsende. Det første hændte Erik. De ældre Disciple bemærkede straks, at deres Historielærer ikke var som forhen. Det var Genstand for Diskussion i Frikvartererne, som Dimittenderne havde Lov til at tilbringe i deres Klasseværelse. Meningerne vare delte, om hvorvidt han nu var en bedre eller slettere Lærer end før.

Den sidste Opfattelse havde ingen ringere Ordfører end Sønnen af Amtmanden i Amtet, hvis Residens var Nabobyen. En ret køn ung Fyr med en Haarskilning fra Panden til Nakken, saa regelmæssig, som var den anlagt af en Civilingeniør, et Par stive Flipper, saa korrekt knækkede paa hver Side, som om det var gjort af en, der ingen anden Livsopgave havde i Verden end at give Flipper et Knæk. Ud fra de smalle, lidt indfaldne Læber udgik en Røst af en smuk, kold Klarhed. Man kunde af hans Udseende med en til Vished grænsende Sandsynlighed forudsige Hovedstadierne paa hans fremtidige Livsvej: Student med første Karakter, juridisk Kandidat med Laud., Ansættelse i Indenrigsministeriet, Titel af Kammerjunker, hurtigt Avancement til Kontorchef, derfra til Amtmand, straks efter prydet med den navnkundige, saa originalt anbragte gyldne Nøgle - akkurat samme Bane, som hans Fader, Kammerherre og Amtmand Løvendal, havde gennemløbet. Modstanderen havde blondt uordentligt Haar, smaa livlige og urolige Øjne, et magert og bevægeligt Ansigt med et nervøst Udtryk, tykke Læber, en lidt stammende, høj Røst og meget hurtig Tale. Han var Søn af en mindre Købmand i Byen, som solgte færdigsyede Klæder til Bønder og Almuesfolk. Han var en løs og livlig Læser af mange Bøger, ivrig Tilhænger af de nyere Ideer. Hans Fremtid stod ikke saa 106 sikkert malet i hans Ydre som i den unge Løvendals; ja, han maatte vel ende som Journalist paa højre eller venstre Side, ligesom det kunde falde sig.

- Det er øjensynligt, sagde den unge Embedsspire, at disse tilfældige Improvisationer om Personernes Udseende og Klædedragt, om deres Boliger og Vaner var aldeles overflødigt Stof. Kunde sligt blive Genstand for en ordentlig Eksamination til Afgangseksamen ?

- Saadan noget Skidt som Afgangseksamen! sagde Købmandssønnen med det plebejiske Navn Olsen. Men tidligere var Holmberg aandrig, han fortalte Historie som . . . som Franskmændene forstaar det, saadan at man saa en Række Billeder. Jeg bryder mig Pokker om noget saa aandløst som en Afgangseksamen.

Det sidste Ord vrængede han ud med en bred Grimace over den store Mund. Hans adelige Meddiscipel fortrak ikke en Mine, da han sagde:
- Historien er ikke en løs Billedrække, men en Række Kendsgerninger, som gribe organisk ind i hverandre, en uafbrudt Kæde af Aarsager og Virkninger.

- "Kendsgerninger, Kendsgerninger, Mr. o. s. v.!" som der staar i Begyndelsen af Dickens' "Strænge Tider", raabte Olsen.

- Bravo, bravo! raabte hans Meningsfæller og istemte en skraldende Latter, thi Olsen søgte en dramatisk Effekt ved at lave en Diktion, som han tænkte sig, Kendsgerningemanden hos Dickens maatte have havt.

- Et underligt Argument at citere en Romanforfatter, naar man taler om Videnskab.

- Man kan ikke have Begreb om Videnskab, naar man foragter Evolutionens Princip.

- Jeg foragter først og fremmest alle Fraser.

- Ja, og al Begejstring, al Poesi.

- Jeg véd ikke, om jeg faar Brug for sligt. Naar de Tings Nytte for Samfundet gaar op for mig, skal jeg vide at stille dem paa deres rette Plads, naar jeg bliver administrativ Embedsmand, faar et alsidigt Syn paa Tingene og staar foran Samfundets Front.

- Og vender Rumpen med Nøglen paa til Solen, lo Olsen og fik straks sit Kor med. Men pludselig susede et Ørefigen gennem Luften og ramte Olsens Kind. Den kom fra Løvendals 107 Beundrer og opvartende Kavaller, Sønnen af en Godsforvalter fra en af Omegnens Herregaarde. Han var fra Barnsben af vant til at se op til Herremandens Vaaben over Hovedbygningens Dør og til de Guldknapper, der repræsenterede Nøglen bag paa den civile, sorte Kjole. Olsen røg i ham, nogle Næveslag fulgte, ledsagede af Skældsord - "Gadedreng" fra den ene og "Herskabslakaj" fra den anden Side - et Par af de andre Modstandere skubbede til hinanden og kom saa i Haarene. Kun Løvendal stillede sig rolig hen i Vinduesfordybningen med Hænderne paa Ryggen og saa ud ad Vinduet. Klasseværelset fyldtes af Trampen, Brøl og Støv. Skolebøger røg fra den ene Ende til den anden, Kampen blev almindelig. Da lynede et Par Brilleglas i Ruden paa Døren ud til Gangen. Den blev reven op paa vid Gab, og Inspektors grævlingeagtig-lavstammede Fremtoning viste sig. De stridende Parter fjærnede sig med Lynets Fart fra hinanden paa Kommandoraabet: Stille! Det efterfulgtes af følgende Tordentale:
- Naar man behandler øverste Klasses Disciple som Kavallerer, og de viser sig at være nogle Flabe, saa skal de for Fremtiden behandles som Slubberter. I skal jages ned hvert Frikvarter, det lover jeg Jer paa Ære og Samvittighed, enten I saa er nogle fløsede Junkerdrenge eller nogle gabflabede Socialister.

Løvendal og Olsen fik et Lyn gennem hvert af Inspektors Brilleglas. Tidligere havde Inspektor ganske læmpelig begunstiget de adelige og rige Disciple, der gærne søgte at komme i Pension i hans Hus; men, siden en adelig afskediget Kaptajn var flyttet til Byen, havde han taget Næringen fra den fattige Familjefader. Det var nu en af Grundene - ganske vist en ham selv ubevidst Grund - til, at han sluttede sig til det liberale Bourgeoisis Politik, som det store Flertal af Kollegaerne fulgte. Da han havde gjort omkring, smilede Løvendals smalle Læber, og hans Skuldre foretog en let Trækning. Olsen karakteriserede Inspektor lydelig som en gammel Idiot; Godsforvaltersønnen gav ham i en sagtere Tone Prædikat af en uopdragen Tølper.

Inspektor ilede til Rektor for at afgive Beretning om Slagsmaalet i øverste Klasse. Rektor hørte paa den med mild Alvor og svarede:
- Straffen bliver fjorten Dages Fortabelse af Retten til at blive i Klassen i Frikvartererne. Med Løvendal og Olsen skal jeg tale specialissime. Jeg vil intet Ultravæsen have i Skolen, 108 hverken Reaktion eller Radikalisme. Her ville vi bevare den skønne Midte, hvori Modsætningerne gaar op i en højere Enhed.

- Tror Rektor ikke, at de Sat- . . . jeg mener de samfundsopløsende Ideer har havt en Finger med i Spillet? Jeg stod en Stund og lyttede efter udenfor Døren, og Løvendal og Olsen disputerede om ... Holmberg.

- Saa-aa? sagde Rektor.

Nu kom en ny Rapport af Disputens Indhold. Rektor trak paa Skuldrene og sagde:
- Tak for Deres altid ufortrødne Iver i Deres ansvarsfulde Gerning. Hø - udmærkede Justitsminister i vort kære lille Rige!

Rektor gjorde saa sig selv den tavse Kompliment, at der var enkelte Elementer i ham af en humoristisk Diplomat, noget humaniseret Bismarcksk.

- Det er, saa min S'æl, en overlegen Aand, sagde Inspektor, da han kom ud paa Gangen, bed en Ende Skraa af samtidig med, at han med Bagen af Haanden slog en Taare af sit Øje.

Rygtet om Slagsmaalet i Latinskolens øverste Klasse spredtes ud i Byen og modtog som alle Sagn mangeartede Forskønnelser, alt mens det formede sig i de forskellige Lags Opfattelse.

Kaptajn v. Falkenskjold, Inspektors Konkurrent med Hensyn til Pensionatet for de adelige Latinskoleelever, ytrede i et Selskab hos Postmesteren, Major Hempel, til Værten:
- Har De hørt, gode Major, hvorledes Kammerherre Løvendals Søn . . . De véd ham, som Kammerherren personlig satte i Kost hos mig . . . hvordan han er bleven behandlet af Skolens Inspektor, og det, fordi han mod den skrutryggede Købmand Olsens Søn forsvarede Guds og Kongens Sag?

- Jo, jeg har, gode Kaptejn; Overlærer Krog skældte ham ud for en lapset Adelslaban.

- Hvad, gode Major? sagde Kaptejn v. Falkenskjold, knyttede Hænderne i Siden, satte sit Ansigt tæt op til Postmesterens og saa paa ham med funklende Øjne.

- Ja, det maa De sige mere end én Gang, min gode Kaptejn, svarede Major Hempel med et lydeligt Suk og en betænkelig Hovedrysten.

- Ja, for ser De, min gode Major. Det gaar ganske logisk til, netop fordi der er Logik i alting. De nationalliberale angreb i sin Tid Kongen og hans Hus. Nu kommer Fritænkerne og angriber Gud og Præsterne. Derfor er Armeen bleven, som den 109 er . . . uden al Disciplin. Inden jeg gik af, hørte jeg Knurren i Geledderne; det vilde jeg ikke taale, og saa . . . ja, saa passede jeg jo ikke til vore frisindede Tider. De skal se, vi oplever nok, at en Flab i første Geled rykker sin Obersts Hest i Halen. Der er nemlig Logik i alting, min gode Major, baade i det gode og i det onde . . . kort sagt i alting er der Logik.

Dette Resultat, hvori Kaptejn v. Falkenskjolds Logik var havnet, turde Major Hempel hverken bekræfte eller benægte. Han sukkede igen og sagde:
- Gud véd, om Rektoren er en rigtig loyal og troende Mand?

- Nej, Gu' er han ej, min gode Major. Han er, hvad man kalder Humanist. Det siger han aabenlyst selv, saadan ganske sans façon. Det er ogsaa en af vor Tids mange Sekter. Den skal stamme fra Italien. Men det er maskeret Hedenskab, har gamle Provst Aistrup sagt mig.

En Proprietær fra Omegnen havde nærmet sig og hørt Samtalen. Han sagde med et alvorligt Ansigt:
- Ja, den Sekt skal holde paa Vekseldrift i Ægteskabet.

De to ældre Officerer vare nogen Tid om at opfatte Vittigheden, men, da Pointen var gaaet op for dem, brast de ud i en Skoggerlatter og puffede hinanden i Siden for at pointere, at de vare med. Samtalen antog nu en saadan Karakter, at de alle tre fandt det nødvendigt at fortsætte i en hviskende Tone.

Toldforvalteren sad bænket ved et Bord mellem nogle ældre Damer. Disse havde udtalt deres Forargelse over, at en saa menneskesky Person som Adjunkt Holmberg, der ikke havde aflagt Visit hos en eneste Embedsfamilje i Byen og ovenikøbet nærede saadanne Anskuelser, skulde undervise deres Børn. Toldforvalteren gav dem denne Trøst:
- Jeg véd fra aldeles sikker Kilde, at Rektoren har givet ham en alvorlig Irettesættelse i officiel Embedsstil i sin Kones Nærværelse og paa det bestemteste forbudt ham at være Fritænker, hvis han vil opnaa fast Ansættelse, naar hans Konstitution er udløben.

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Hos Købmand Jansen, Byens første Manufakturhandler, sagde Husfruen en Formiddag under et Kaffeselskab til Købmand Hvids, Byens eneste Isenkræmmers Frue:
110 - Kære, De bør virkelig ikke lade Deres Børn komme hos Olsens. Jeg vil ikke tale om, at Olsen sætter Priserne ned for Byens andre Købmænd, og Gud skal vide, at Konkurrencen er altfor stor her i Byen under de nuværende Konjekturer, for saadant noget skal man være stolt nok til at lade, som man ikke bryder sig om, for Olsens er meget simple Folk, men den ældste Søn, som gaar paa Latinskolen, er bleven omvendt til den frie Tanke af den nye Adjunkt, og Drengen har igen omvendt begge sine Forældre til det samme, og Olsen har pralet af, at fra nu af vil han og hans rødnæsede Madame aldrig gaa til Alters. Saa bliver man da fri for at drikke af Alterbægeret efter det malpropre Fruentimmer. Men se, Overlærer Krog har netop derfor tampet Drengen ordentlig igennem forleden paa Skolen, fordi den nye Lærer havde forført ham til at bringe hele sin Kla'se i Slagsmaal om Rel'ionen.

- Ih, Du Frelserens! raabte en tredje Købmandsfrue. Ja, saa er det, saamænd, rimeligt, at Olsen kan trække Bondehandel til sig, for Fritænkerne holder jo med Bønderne i Politiken.

- Men nu skal De høre! sagde Fru Hvid. Det er rent forbi mellem Professorinden og Byfogden. De ser ikke til hinanden mere.

- Næ-æ-æ-h! lød det i Kor.

- Jo-o-o. Og - pyh - he-he! - Lisbeth, der tjener hos Byfogden, skal fra ham. Har De ikke lagt Mærke til hendes Figur?

- Næ-æ-æ-h!

- Jo-o-o-h!

Ih, Du forbarmende! Nu har vi hørt det med.

- Gud, sikk'et Menneske! o. s. v. o. s. v.

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

En Aften fandt følgende Samtale Sted mellem Stamgæsterne i Gæstgivergaardens punsch-, øl-, brændevins- og tobaksdunstede inderste Stue:
Bager Graff: Du Andersen og Du Hansen! Har I hørt, hvad han har g'ort, den nye Lærer paa Latinskolen, han, Holmstrup ?

Garver Andersen: Skal Du nu være vigtig igen, Din Dejgstamper? Jeg véd s'gu bedre, hvad der gaar for sig i Byen, end som Du.

111

Glarmester Hansen: Jeg véd det akkurat lige saa godt som I to Tampe, for han . . . han hedder ellers Holmfeld . . . han har jo sukset*) de store Drenge paa hinanden og faaet Olsens skævbenede Dreng til at føre dem an, som holdt med Jødernes frie Tankegang, og Peter Olsen, han har sla'et Amtmandens lange Pomadedreng et Par paa Snuden. Jeg gi'r de frie Tankegange Fanden, men som mindre næringsdrivende Borger holder jeg med Olsens Dreng mod Kammerherrens Dreng.

Bager Graff: Ja, det er nu ikke for det, for det gør jeg i visse Maader med, for naar den storsnudede Kammerherre ikke selv kan faa nogen paa Kassen, saa er det jo godt, at hans Dreng kan faa dem. Men Holmstrup skal ikke komme her til Byen og gøre Drengene til Socialister. Det er simpelt, er 'et, af en stodert Person.

Garver Andersen: Ja, simpelt er 'et, det er 'et. Men hvem skulde tro det om den nye Adjunkt? Han sidder saa pænt for sig selv inde i den Stue der og drikker ganske stilfærdig sin Toddy. Ja, det er ikke engang Toddy, han drikker, for Gæstgiveren, han siger, at han kun bruger én Kognakkert til et helt Bajerglas koldt Vand. Det er da Synd at kalde det for Overdrivelse. Hvad skal saa vi andre sige?

Bager Graff: Men jeg stiller lige godt det Forslag, at han skal uglegloes, naar han kommer.

Glarmester Hansen: Ja, jeg stemmer ogsaa for, at han skal uglegloes. For her paa denne Beværtning vil vi ikke have Venstrevrævl og Højresludder; her vil vi have Gemytlighed og . . . Kærlighed.

Garver Andersen: Ja, men det er dog vidunderligen, at Riktoren inte passer paa, at de store Drenge inte sla'r hinanden halvt ihjel. De siger, at Godsforvalterens Søn ude fra Hvidbjerggaard har faaet den venstre Ørelap reven af, og at Baronen derude har faaet Faderen til at anlægge Proces mod hele Latinskolen.

Bager Graff: Riktoren! Pyh! Lad bam bare passe sin egen Madame. For det er da Gud og hver Mand bekendt, at hun gaar til venstre, saasnart hun kommer udenfor Latinskolens Dør . . . for der ligger Byfogdens Gaard. . . . Hvad 'faler!

Glarmester Hansen: Pas Du bare paa Din egen Kone, *112 Graff. Men det ka' Du inte, desformedelst at hun ser vindt. Saa, naar hun gaar ud ad Din Dør, og Du tror, hun vil gaa til højre over til mig, saa render hun til venstre over til Andersen, men hun ser rigtignok immer over til mig. Hi-hi-hi!

Almindeligt Skænderi! Alt som Rusen skred videre frem, skejede Samtalen i vilde Kurver ud fra enhver fornuftig Vej, til den mundede ud i et vældigt Morads af Sjofelismer. Tilsidst drak man Forlig, og Graff opofrede som sædvanlig sin Hustru paa Venskabets og Gemytlighedens Alter.

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

En Aften sad Erik Holmberg alene i sin Stue og studerede. Et Øjeblik løftede han sit Øje fra Bogen for at skrue Lampevægen op. Da syntes han, han hørte en sagte kradsende Lyd og Hvisken tæt udenfor den lave Stueetages Vinduer. Han lyttede. Jo, der var noget, der puslede. I en Fart løftede han paa Rullegardinets Stang. Et Par Fjæs sad fladtrykte paa Ruden. Med et Hvin fjærnede de sig, og i den lyse Aften saa han et Par barhovede Tjenestepiger fare op ad Gaden. Tøflerne klaprede efter dem. Straks efter to Bums, som af to Fald ned paa Gaden uden for det andet Vindue! Ja, det var et Par halvvoksne Læredrenge, der rimeligvis vare krøbne op paa den af utilhugne Graasten opførte Sokkel paa Huset. De løb i samme Retning som Pigerne. Da de vare komne et Stykke bort, satte de begge Hænders udstrakte Fingre for Næsen, fløjtede og raabte:
- Æh - hurræh for den nye Rel'ion!

XV.

Det var Søndag Morgen. Om Natten havde det frosset et Par Grader; nu lyste en lidt smægtende mild Sol hen over Byen. Den lette Rim paa Teglstenstagene blev Sølv i Lyset og Perlemor i Skyggen. Over de mange Vandpytter i Stenbroens uregelmæssige Huller laa sprød, mælkehvid Is, der knasede og klirrede under Fødderne som Glas. Endnu stod Maanen paa den hvidblaa Himmel med en fornem bleg Dames kolde, nedladende Smil 113 henkastet til de vimse Tjenestepiger med rene Kapper og Forklæder og store Kurve paa Armen, som gik ind og ud af Bager Graffs Butik. Paa det øverste Trappetrin stod Bageren i egen høje Person og gjorde sig tynd for at give Plads for de ind- og udgaaende Kunder, alt mens han afkølede Resten af den foregaaende Aftens Rus i den milde Vintermorgen, luftig paaklædt, som han var: Skjorteærmer og hvid Shirtings Kalot. Og ned over det hvide kastede det glorøde Ansigt bleggule Reflekser. Han smiskede med Øjnene og smaskede med Tungen ad Pigerne. Naar han saa, at han lønnedes med et anerkendende Smil, kunde det falde ham ind at knibe dem i Kinden eller klemme deres Arm. Nogle lo eller gav Smaahvin fra sig; andre sagde med kysk Indignation:
- Hold Deres Fingre for Dem selv, Graff!

Et langt Stykke hen ad Gaden laa en Duft af frisk Hvedebrød, og Skotøjets Hæle klang lystig mod Brostenene.

Saa blev Gaden stille et Par Timers Tid. Pludselig højt oppe fra det brunrøde, hvidtærnede Kirketaarns Trappegavl svang Klokken sig langt ud i Luften. Dens opadstræbende Knevel begærede Ordet og tog det, uden at afvente Tilladelsen. Klangen rungede gennem den milde, hvide Frostmorgen med den humane Myndighed, som en Kirkeklokke har i saadan en lille Købstad. Den har ingen Konkurrent, den er ene paa Pladsen. Den fylder sit Omraade smukt og fuldt, er højtidelig, uden at være gravitetisk, fortrolig kaldende, uden at blive plat-familiær, synger en mandig køn Baryton, har akkurat det rette Maal baade af Myndighed og Humanitet som en gammel Øvrighedsperson, der er sikker paa sig selv og sin Jurisdiktion gennem mange Aars venlige Omgang.

Nu kom Folk ud af Husene og skulde i Kirke: Herrer i kraveopsmøgede Vinterfrakker og Damer i Kaaber og med Muffer, stampende for at faa varme Fødder. Bønderfolk fra Købstadens Landsogn gik midt ad Gaden og bar Salmebøgerne aabenlyst. Mændene havde kun én Frakke, men holdt Varmen ved uldne Tørklæder, der vare surrede et Par Gange om Halsen. Frakkernes brede, udstruttende Skøder, der ligesom de store muleposeagtige Lommers Rande vare kantede med tykke Bomuldssnore, røbede Landsbyskræderens Værk. Kvinderne bare Kaabe og Hat, men det brede, tyksaalede Fodtøj, der hos nogle slubrede i store Gummigaloscher, gjorde Skelnemærke mellem dem og Købstaddamerne.

De, som stilede mod Højmessen i Kirken, vare 114 næringsdrivende, bosatte Folk med egen Dug og Disk. Den Del af Tyendet, der vilde i Kirke, ventede til Aftensangen *dolgoeO* Eftermiddagsgudstjenesten. Kræmmer- og Haandværkssvende vilde ikke ikke ofre et Par Timer af deres halve Fridag. De fire Kommis'er, der Arm i Arm spændte over Gadens Kørebane, rettede ikke deres Kurs mod Kirken, men mod Gæstgivergaarden og havnede i dens Billardstue, hvor de straks bestilte Pommeranser og "Vander" (*dolgoeO* Sodavand).

Skjult bag Gardinet saa Erik Holmberg paa Kirkegængerne og vuggede sig i Klokkeslagets Klang og Takt. Hvor forskellig var den Svien for Hjærtet, han nu mærkede, fra den Feststemning, som Klokkerne ringede ind i hans Sjæl i Barndomsaarene ude paa Landet!

Han kunde jo ikke gaa med de pyntede Købstadfolk og Bønder mere, men han var ikke stolt af det. Han var saa ene, saa ene. Disse Mennesker havde dog noget fælles; det bragte selv de enfoldigste Sjæle til at løfte Hovedet op mod Lys og Sol fra Dagligdagshulvejens Smuds og skumrende Dunkelhed; det bragte dem dog i Berøring med ædelbaarne Tanker og Billeder. Lad være, at den Tilfredshedsfølelse, som fyldte dem, var noget i Slægt med den uvidende Katholiks, der køber Aflad! De lokkedes og droges dog af noget, der viste hen paa noget højere end at købe og sælge, pløje og meje, kævles og drikke.

Bager Graff traadte nu ud af Butiksdøren og gik strunk med sin skeløjede Kone op ad Kirken til. De pligtmæssige Andagtsfolder, han tvang ind i sit røde, opdunstede Ansigt, vare meget latterlige, men dog Vidnesbyrd om en Respekt for noget i Tilværelsen, der var højere end Alkohol. Og det var meget, at Bager Graff kunde naa saa vidt.

For en blød Natur er en Løsrivelse fra det, Barndommen har hvilet i, en møjsommelig Gerning. For første Gang følte Erik en oprivende Smerte i Bruddets Saar, blev sig maaske første Gang bevidst, at det var et helt Brud.

Men hvorfor ikke gøre et Forsøg? Hvorfor ikke tage Salmebogen ned fra Reolen, give sig hen til og lade sig bære først af Klokkeklangens, saa af Salmesangens og Orgelmusikens Bølger, som paa en stille Sejlads under Skovkroner med halvtillukte Øjne og saa . . .? Ja, der stoppede det, thi, hvad der vilde komme bag efter, vidste han, at han ikke kunde give sig hen i; saa vilde Forargelsen komme og Protesten rejse sig vaagen i stejl Trods.

115

Kunde han bane en Gang gennem det Fjeld, som han havde begyndt at bore i, og naa til Lys hinsides det? Skulde hver Tomme, han arbejdede sig videre, købes med en stedse mere hjærtesammenpressende Ensomhedssmerte? Var Vejen til Erkendelsen kun en via doloris? Var Dyrene og de dem nærmest staaende Mennesker, de tankeløse, de dovne, de aandelig blinde, lykkeligere end de, der søgte at lyse op i Tankens Skakt?

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Men hvem viste sig nu paa Kirkestien? Kunde han tro sine egne Øjne?

Op fór han som trukken i en Snor, greb Overfrakke og Hat og styrtede ud paa Gaden. Han naaede at komme tæt bag ved hende, som hun var svinget om Hjørnet af Hovedgaden og den i stærk Skraaning opstigende Kirkegyde. Hun skred derop i elastisk Staalfjersgang, let som en Raa. Sløret vajede tindrende ud til Siden som en Fane, de hvide Hattefjer skinnede sølvagtig i Morgensolen. Pelsværkskaaben sad som støbt om Midjen; under Hatten laa det lysebrune Nakkehaar i en frodig tyk Fletning. Hun holdt den højre Haand lidt løftet, mens den venstre holdt Muffen. Hvor saa denne højre Haand fin, smidig, lokkende ud bag Handskens sorte og blanke Hinde, der spillede i Lyset med vekslende Farver som en Duehals. Han var hende saa nær, at han hørte hendes Armbaand rasle om Haandledet under Bevægelsen.

Klokken dundrede lige over hans Hoved. Nu skrattede den og gjorde ondt i Ørene . . . Skulde han, Videnskabsmanden, lig en Laps af en Sekondløjtnant i Garden løbe ind i Kirken efter en smuk Dame? Klokken dundrede stærkere og stærkere; han saa op. Knevelen stod lige ud i Luften, en tyk, plump Tunge, der parodisk vrængede ad ham.

Hun forsvandt gennem den lave spidsbuede Dør til Vaabenhuset. Erik gjorde kort omkring og gik uden om Kirken, over Kirkegaarden og ind i Skoven. Den lave Sti langs Aaen var under Vand og Is, men paa Affaldet af den samme Bakke, paa hvis modsatte Hæld Kirken og Kirkegaarden laa, snoede sig en anden Sti mellem høje, enkelt staaende Bøgestammer uden Underskov. Blanke Isflager blinkede gummiagtigt paa den lillagraa Bark, rundt i Landskabet stod Farverne fine og klare. I Midten løb den aabne Strøm violet-vinfarvet med sølvrandede Krusninger. 116 Englejets Is var overdrysset med tindrende hvid, tynd Sne, hvirvlet sammen af Vinden i bugtede Striber og uregelmæssige Figurer. Mellem dem viste Isfladen sig, snart gulbrun som Bronce, snart i mørkt rødbrunt som anløbet Staal, snart grønlig som gammelt Kobber paa et Kirketag. Det højere liggende Land skar smaa snedækte Tunger ud i Engen; de vare bræmmede med blanke Sølvrande, flammeformede Figurer i blaalige og rosenfarvede Tinter strakte sig langs Sneen, der bedækkede dem.

Foran tre tæt ved hinanden staaende gamle Bøge stod en Bænk paa et Sted, hvor Stien bugtede sig ned ad og kom Vandet nær. Did styrede Erik sin Gang, der vilde han hvile ud i Landskabets Lys og Farver, som de kirkebesøgende i Koraltonerne. Men han kom for sent. En Prædiken var begyndt i Naturens profane Kirke og forstyrrede Udsigten til stille Andagt, den, som fremkaldes ved Farver og Toner.

Ude paa en Jordforhøjning, der ludede ud over Skrænten, stod en mægtig hvidgul Hund som paa en Prædikestol og udtrykte gennem sonor Gøen sine Søndagsfølelser, saa det gav rungende Ekko ud over den store Flade. I Pavserne lød Smaahvin og afbrudte Raab fra nogle skøjteløbende Drenge, men de overdøvedes snart af den store "Danskers" Stentorrøst.

Da Erik Holmberg var bøjet saa langt om ad Stiens Krumning, at Bænken kunde ses, opdagede han, at den var besat. En Mand med Spaserepels og lodne Støvler sad der og pustede blaa Ringe af Cigarrøg langt ud i den let lysende Luft. Da den guldtressede Hue røbede Ejermanden for Erik, standsede han brat og var fristet til at gøre omkring. Da blussede Skam, Vrede, . . . Skinsyge . . . ja, en Ild af mange brændbare Stoffer helt op i hans Kinder og bankede helt ud i hans Haandleds Pulse. Han gik da imod Byfogden med samme Blanding af Følelser som en ung Løjtnant, der første Gang drives ud i et alvorligt Slag. Den naturlige Frygt, det ungdommelige Kampmod, den nervøse Spænding, den eggende Æresfølelse hævede og sænkede sig. Bølge fulgte Bølge med en saadan Fart, at den ene hidsede den anden.

Først gjaldt det om at samle sig til en Holdning. Men, inden Erik var bleven enig med sig selv, om han skulde gaa Byfogden stolt og foragtelig forbi med en ligegyldig Hilsen eller tage ham humoristisk-overlegent, og medens han grundede paa en Replik til Indledning af den sidste Rolle, lød Byfogdens Stemme:
- Aha! Sandhedssøgeren, der "gaar sin dunkle Vej alene!"

117

. . . Naa, er De saa kommen paa det rene med, om Johannesevangeliet stammer fra det andet eller det tredie Aarhundrede? . . . Hold Mund, Assassin!

- Det forundrer mig, at De ikke er i Kirke, sagde Erik og spidsede sit Ansigt saa satirisk til, som han formaaede.

- Jeg skal gerne forklare Dem hvorfor . . . De véd, der er noget nyt paa Færde i Kirken i Dag.

- Nej.

- De skal som Nutidsmand være saa artig at leve i Nutiden, højstærede! Jo, det er en Kapellan fra Landet, der præker for vor gamle Præst. Men han hører til en ny Slags Theologi, og som Ordenens og Regelmæssighedens Haandhæver skuler jeg mistænkelig til alt sektagtigt, sært, det, som drejer til Side fra den makadamiserede Chaussé. Gammeldags Orthodoksi, spekulativ Theologi har Stemplet paa sig, Grundtvigianismen har faaet det, siden den er kommen ind ved Universitetet, saa alt det gaar jeg med paa; men denne Pastor Kallesen, det er en Skrue, som ingen kan rangere ind under nogen her gældende theologisk Retning.

- Kallesen! . . . ham kender jeg.

- Saa skulde De fortsætte Bekendtskabet og skændes med ham om Problemerne . . . Det er sandt, mener De ogsaa, at Literaturen fra nu af skal sætte Problemer under Debat?

- Ja, svarede Erik næsten snerrende, lettede paa Hatten og vilde gaa.

- Saa, saa . . . sæt Dem ned! Undtagelsesvis er jeg denne Gang enig med Dem. Men foreløbig har den nok for mange Aar i ét Problem . . . kan De gætte, hvad det er?

- Jeg forstaar mig hverken paa at gætte Gaader, Rebus eller Kældermænd.

- Nej, vent, vent . . . jeg taler Alvor. Sæt Dem her og lad os snakke om Tingene!

Erik laa til sin Ærgrelse under for den halv tiltrækkende Virkning, denne Mand udøvede paa ham, naar han var sammen med ham, medens han følte et tirrende Had til ham, naar han tænkte paa ham eller saa ham i Frastand. Han satte sig yderst paa Bænken.

- Problemet er, vedblev Byfogden, hvad jeg vilde kalde national dansk Erotik. Dens Natur og Væsen skulde skildres gennem en Række højst forskellige, men lige dumme, fejge Mands- og Kvindeskikkelser, især burde det sidste Køn 118 undersøges grundig baade gennem psykologisk og fysiologisk Analyse . . . saadan som I jo siger, at de moderne Poeter skal og kan gøre.

- Ja, hvad kommer det egentlig mig ved? Jeg er jo ikke Digter.

- Men De staar vel som Nyhedsmand sagtens i Forhold til adskilligt Poetfrø. Ser De, jeg er nu, som de fleste af mine samtidige, et Stykke af en Digter.

- De ... Byfoged Borch! Ha, ha, ha!

- Ha, ha, ha ... jeg siger ogsaa et Stykke, højstærede, og samme Stykke bliver Aar for Aar mere stumpet i Kraft af Bestialiseringsprocessen, som er den naturlige, menneskelige Livsgang. Men nu skal De dog høre. Mens jeg sidder her og venter paa at se kønne Damer gaa fra Kirke . . . for nogle af dem gaar en Spaseretur om ad denne Sti for at stampe de kolde Fødder varme . . . saa kan jeg give Dem et Novellesujet, som De kan overlade en af deres poetiske Venner til kunstnerisk Bearbejdelse. Jeg forlanger intet Honorar. Det er blot et Kanevas, som Fremtidspoeten kan fylde med kulørt Broderi. Har De Lyst - eller vil det kede Dem?

Erik Holmberg betragtede Byfogden. Hans Øjne lo, og deres Farve syntes hvert Øjeblik at veksle. Det var lige saa vanskeligt at blive klog paa hans Øjne, som paa hendes!

- Hvorfor skulde det ikke more mig? svarede Erik og søgte at gøre Tonefaldet ligegyldigt.

Byfogden lagde sig tilbage paa Bænken, knappede sin Pels, paabød sin Hund Tavshed ved at slaa den med sin Stok over Ryggen, bød Erik en Cigar, tændte selv en frisk, og i et Foredrag, der først gik i parodisk-ramsende Oplæsertone og senere gled ud i en af Skuldertræk og Latter afbrudt tør refererende Diktion, fortalte han:
- Lad os sætte et Fruentimmer - o, ho, jeg kan se paa Deres Ansigt, at De ikke kan lide Ordet Fruentimmer - De vil have, at jeg skal sige Kvinde. Men det er et affekteret, fordringsfuldt Ord; jeg overlader det til Bibeloversættelser, Grundtvigianere og - Jernbanebestyrelser. - Altsaa, lad os sætte et Fruentimmer, forkælet fra Barndommen af, opvokset i et ret velhavende Hjem, paa Grund af sit kønne Ansigt og sin ranke Rejsning tidlig omsværmet af Kræmmersvende og ... studerede Personer. Kræmmersvendene vilde nu være hendes naturlige Medium, men bevares! Hun vil opad! For disse lærde Idealets Riddere har tidlig faaet opstrammet Slagfjerene i hende med de 119 samme Hypraab, som de var vante til at stramme dem selv op med ved deres Ungdoms Punschegilder: Idealitet . . . Intelligens . . . aandelige Interesser . . . og, hvad véd jeg? Pigen synes, at det er noget Pokkers rask noget til at drille Kræmmersvendene med. De kan jo lade Deres Poet gøre Faderen til en dannet Kræmmer med Højagtelse for Videnskaben, halv af Naivetet, halv af Spekulation. Han véd, at sligt nu har en vis aftalt Kurs, der noteres paa den store Verdensbørs; og han vil ikke for alt i Verden gælde for en almindelig Provinsfedtekræmmer, naar han besøger sine københavnske Grossererforbindelser. Der køber jo Herren Malerier, og Fruen og Frøknerne har enten en Præst eller en Skuespiller eller en udenlandsk Virtuos at sværme for. . . . Godt! Tro mod Devisen: Opad læser vor lille Tøs en hel Hob Vers, lytter til Diskussionen om alskens lærde og kuriøse Sager. Hun ender naturligvis med at forelske sig i den, der snakker højest og sortest . . . Ja, hvor skal Deres Poet nu lægge Scenen hen? Vi begyndte i en Provinsby, og saa megen sort Filosofi, som Heltinden skal omgives af, præsteres jo næppe i vore almindelige Købstæder . . . Jo, læg Scenen til Sorø i Fyrrerne og gør den sortsnakkende til Lektor i Filosofi ved det daværende Akademi. Saa gaar det hele af sig selv . . . Begribeligvis gifter hun sig med Filosofen af lutter Henrykkelse over de hegelske Treheder og den aristoteliske Enteleki. Hun faar et vist originalt Snit paa sin Klædedragt; hendes Øjne stirre forskende ud i Luften, hun væver græsk Vadmel med Filosofen. Naa . . . Filosofen er naturligvis ikke noget rigtigt Mandfolk.

"Han har ikke Stunder" o. s. v., som Pernille siger om sin Husbond Vielgeschrei i "Den Stundesløse".

Lad saa Deres Poet lave noget moderne fransk noget . . . lad ham udvikle, hvordan noget fysiologisk gør Idealitetstrangen hidsigere og hidsigere i hende, alt mens hun mere opgiver Troen paa den soranske Lærdes Kapacitet i forskellige Retninger. Lad hende saa gaa polsk Tiggergang efter "das ewig männliche" blandt de andre Akademikere, men tvinges til at synge:

De l'oiseau que je chasse
Je ne troave que le nid.

Saa skulde Deres Fyr, Fremtidspoeten, lave et Sammensurium i hende af angest og hed Attraa, skildre de tøseagtig forvovne Ønsker i saadant et sølle Fruentimmer sammen med titusind Atmosfærers Tryk af hele hendes Stamtræs egeknastede 120 Købstadmoral med den gamle justerede Bismer og Alen, den, som Fedtekræmmere vejer og maaler Dyd og Last med.

Saa kommer "le prince charmant" ...... Hans borgerlige Stilling . . . (Erik saa fast paa Byfogden, hvis Øjne atter lo katteagtig) . . . aa . . . lad os gøre ham til Proprietær og Candidatus philosophiæ . . . som har glemt det meste af sin Latin og Filosofi, men som prægtig forstaar at manøvrere med Brokkerne . . . En, som har Krop og akkurat saa megen Aand, at han kan se, at de saakaldte Lærde aldeles ikke føre den Vare, lige saa lidt som Byens Købmænd føre ægte Vine. Samme latinske Proprietær skal ride og svømme godt og kunne dressere Hunde aldeles brillant. Lad hende saa blive betaget af ham, mens hun ser ham drive saadan en Sport, som udfolder hans stærke Lemmers hele Muskelpragt . . . (Erik lo haanlig - Byfogden svøbte sig tæt i Pelsen og holdt Armene tæt krydslagte) . . . det vilde være morsomst, om Poeten malede hende hvidklædt under en duftende Jasminbusk, beskuende Helten, mens han som en Flodgud triumferende tumler sig nøgen i det vaade Element . . . men det tør Deres moderne Digterbæst ikke, for her i Danmark er de fleste Poeter lige saa snerpede som trediveaars Guvernanter . . . nej, lad hende forelske sig i Proprietæren, mens han energisk prygler sin Hund, fordi den har været uartig. Saa reddes Anstændigheden nogenlunde. Godt! Der kommer saa et Forhold i Stand mellem Fruentimmeret og Proprietæren - naturligvis rent platonisk. Vær danske midt i Eders Franskhed, unge Skjalde! I forskellige fortrolige Sammenkomster udvikler Proprietæren sin rent praktiske Livsfilosofi for hende . . . og vips . . . alt Sværmeri for Forholdet mellem det maleriske og det plastiske, for Platon og Hegel flyver ud som Avner fra en Tærskemaskine. Han faar hende til at le himmelhøjt ved Hentydninger til - rent ud sagt - naturlige Ting, men saadanne Ting, som uimodsigelig spiller en Pokkers stor og maaske den interessanteste Rolle i Livet.

Nyt Sværmeri hos den skønne! Men for mere reale Genstande: Stærkt byggede Mandfolk, Hønsehunde af fin Race, Væddeløbsheste og genialt konstruerede Vogne, Firhestepiske og aarestrupske Digte . . . for noget æsthetisk maa der til, ellers bliver Billedet ikke rigtig dansk . . . blandt os dannede danske er det Kanel paa Risengrøden. Den brave Landmand tror paa en rig Høst paa Elskovens Ager. Han er vis paa at have gættet Øjnenes dybe Gaade. Han driller hende for at hidse hende mere. Hun fjærner sig for bestandig at nærme sig tættere til ham. 121 Saa tror han, at Timen er kommen. Han er en diskret og pæn Høstmand . . . God Morgen, Hr. Proprietær! Blaastrømpen toner frem; alle de omtalte Atmosfærers Vægt trykker hende saa flad som en Tæge . . . Nej, Gud! . . . Graad! . . . Udtalelser af Foragt! . . . dum Skinsyge! Han fristes til at blive brutal . . . tør ikke . . . han er jo en halvdannet Fyr med Spøgelsefrygt for noget idealt Dit og Dat . . . tør ikke.

Ha, ha, ha . . . ja, jeg ler endnu højere end De og af en dybere Hjærtegrund . . . Hvordan skal Deres Poet ende Novellen? Lad der komme . . . en Avisforvalter, som hverken kan Latin eller har hørt tale om Idealet . . . eller endnu bedre . . en kongelig Berider, en sand Hestebetvinger, og plukke Frugten, der luder tungt mod Fald. Lad den kongelige Berider, en forhenværende Husarunderofficer, være den, som har Mod til at rive den sejge Stilk over!

Men der kan godt skrives en anden Del. Berideren rider naturligvis sin Vej. Saa kommer Blaastrømpens Anger. Hun vakler mellem en orthodoks Prædikant og en Profet for de nyere Ideer. Den sidste er naturlig den naiveste og den dummeste. Han bliver hendes Slæbbærer, hendes Løbedreng, og til al Løn for sit Mas faar han Lov til at kysse hendes Negle. Faar Berideren nogen Efterfølger, bliver det Præsten . . . Kunde det ikke blive en ganske morsom Historie - hvad, højstærede?

Erik Holmberg svarede med en Selvbeherskelse, som han maatte vedligeholde ved stærkt at klemme Fingrene mod hverandre paa sine korslagte Hænder:
- Det kan godt være, at Historien under dygtige Hænder kan blive god. Men saa maa Digteren ikke, som De synes at gøre, have en halv sentimental Medfølelse med den æsthetiske Proprietær, Heste- og Kvindebetvinger. Digteren maa stille Beriderbrutaliteten over Proprietærens Indiskretion og Kynisme, over hans Jakob von Thybo-agtige Praleri og forlorne Overlegenhed. Digteren maa reducere ham til . . . ja - til en Forfører af Landmaaler Borgfelds Maal. . . ham har De jo selv Hr. Byfoged, skildret mig som en Don Juan for stakkels uerfarne Tjenestepiger og afblomstrede Kafésangerinder.

Et ondt Skraablik slyngedes mod Erik med et Lynglimts Fart. Saa rejste Byfogden sig fra Bænken, rettede sig med krydslagte Arme, stillede sig i det fulde Lys som for helt at udfolde sin Kraftskikkelse. Hans Øjne spillede om i Rummet, han svingede sin Stok til alle Sider, som søgte han nogen eller noget han 122 kunde faa Ram paa. Endelig traf han sin store Hund tværs over Krydset. Den havde igen begyndt at gø ad de skøjteløbende Drenge.

Hunden havde i den sidste Time taalt flere Slag af sin Herre, naar han vilde bringe den til Tavshed. Men nu maa den instinktmæssig have mærket, at der var lagt Ondskab i Slaget; thi den gjorde en hel Drejning. Dens Øjne skinnede rødt som Flammer, og den gøede vildt op imod den høje pelsklædte Mand. Han spilede sine Øjne op, saa det hvide saas rundt om de farvede Kredse, knyttede sin store Haand og drev den ned mod Panden paa Assassin. Hunden blev mere og mere rasende. Lange Tapper af Fraade dinglede ned ad de slapt hængende, store sorte Mundviger.

Der var noget fælles brutalt i disse to store Hoveder: Hundens og Menneskets, i de rullende forbitrede Øjne, i de hvide blottede Tandrækker, i de stærke, smidige Lemmer. Hunden gøede, saa Genlyd vaktes i Skoven og langt ud over Isen. Byfogden tirrede Hunden op ved vrængende at efterligne dens Brøl. Hunden snappede efter hans Arme og Hænder, uden at turde bide, men de markerede Angreb besvaredes ved stadig haardere og haardere Slag med Stokken over Snuden, saa den stakkels Assassin hvinede af Smerte og Raseri.

Erik havde ogsaa rejst sig og fjærnet sig; Synet af denne vilde Leg var ham modbydeligt.

Pludselig greb Byfogden Assassin med et stærkt Tag i dens løse, tykke Nakkeskind, tvang Dyret tæt ind til sig, saa at det store Hovede lænedes op til hans Kind. Hunden sprællede og gjorde Modstand, men dens Herres venstre Arm holdt dens Krop omslynget som et Jærnbaand. Tilsidst opgav den Kampen, dens Gøen blev først til Knurren, gik saa over til pibende Klynken, som om den vilde bede godt for sig.

Da først klappede han den, tog et Stykke Sukker op af sin Lomme og kastede det i dens store Gab, gav saa los og befalede den at lægge sig under Bænken.

- Jeg kan tvinge alle Køtere til at adlyde, sagde han med sin larmende Latter.

- Illustrerer De Deres Fortælling? spurgte Erik. Er det Idealet eller Karikaturen deri, Berideren eller Proprietæren, De vil fremstille?

- Det Vaas har jeg glemt for længe siden. Nej, jeg øver 123 mig blot paa at dressere Dyr, som en Vivisektor først gør Forsøg paa de firbenede, inden han tager det op med de tobenede.

- Methoden er skøn.

- Skøn? Nej. Men der hører en lille Smule Kraft og Mod dertil, lidt mere end til at ræsonnere sig op til dristige Theorier, til at give Erasmus Montanus for Landsbyens Drenge, til at sætte smægtende Øjne op for Kvinder for at bilde dem ind, at man har store, uudgrundelige Dybder i sig, men uden at turde begære højt og lydelig. Ja, der hører lidt Mod og Kraft til at være Betvinger . . . om det saa kun er af Bulbidere.

- Kraft? Ja . . . gode solide Armkræfter, men Mod! Hm! De vidste jo lige saa godt som jeg, Hr. Byfoged, at Hunden ikke turde bide Dem.

- Saa-aa? Det kan De sige, at De ikke forstaar Dem paa.

- Enhver slutter efter sin Erfaring, Hr. Byfoged; det er den sikreste Slutningsmethode. En Aften i Efteraaret var der en vis Baadfører, som agerede Karon paa Styx's Vande. Han vidste meget godt, at det var den letteste Sag af Verden at hindre Baaden i at drives ned i Slusefaldet. Deres Helt, Proprietæren, vidste jo godt, at der ingen Fare var ved at gantes og fjase med den Kvinde - han turde jo ikke ville mere - og forsøgte saa tilsidst at skræmme hende. Men at jage en flygtig Frygt ind i en Person, som ikke kendte Farvandet, at pine en Hund, som man selv har dresseret, som man véd ikke tør bide . . . det har just ikke min ubetingede Beundring.

- Assassin! raabte Byfogden og rakte sin højre Pegefinger ud i Retning af Erik. Hunden rejste sig paa Forbenene, knurrede og viste Tænder mod den fremmede.

Erik holdt sine Nerver i de strammeste Tøjler. Det lykkedes ham at staa ubevægelig og sige koldt:
- De tør ikke pudse Deres Hund paa mig.

- Saa-aa-? Assass . . .

- Nej. For hvis den bed mig, og jeg stævnede Dem ind for Drengestreger, hvem var saa den kompromitterede? Dertil er De en altfor praktisk-klog Mand, Byfoged Borch, men De har hidtil anset mig for dummere, end jeg er.

- Hm, ja. En landsbyfødt Dansker har inderst inde altid noget af en Kvægpranger.

- Og en københavnsk født Dansker har som oftest inderst inde noget af en . . . voyou.

124

- Er det ikke paa dansk: "Gadedreng"?

- Jo, saa omtrent.

Byfogden slog brat over i Latter og sagde:
- Vor Samtale begynder at antage en behagelig Karakter. Hvad var det egentlig, der saadan satte os i Stemning? Hvad kommer egentlig den Proprietær, den kongelige Berider, den soranske Dame o. s. v. os ved? Mindst da Dem, som ikke engang kan føle Forfatterforfængelighed overfor disse imaginære Størrelser. Ser De ikke, hvor Vinterlandskabet befolkes med levende Staffagefigurer, virkelige Mennesker?

Erik saa op ad Bakkeskraaningen. En Menneskegruppe viste sig paa Kammen og spaltedes efterhaanden paa Stierne, der slyngede sig ned mellem Træerne. Blanke Herresilkehatte glimrede i Solskinnet, brogede Blomster og Besætninger under Damehatte spredte farvede Prikker i Rummet. Sneen knirkede under Fodtrin. De kirkebesøgende vilde varme sig ved en Spaseretur før Middagsmaden, som efter god gammel Købstadborgerskik skulde indtages lidt over tolv. Passiaren klang lystig og genlydende i Luften.

Først kom fem unge Borgerdøtre. Da de vare drejede om og saa den for hele Byen vel bekendte guldtressede Hue, nærmede deres Hoveder sig hinanden. De standsede lidt; de syntes at holde Raad, om de skulde vove sig videre og gaa forbi Bænken, saa trak de lidt i hinanden i forskellige Retninger, smaaskændtes og lo dæmpet, men endte med kækt at vove Forbivandringen. Byfogden fikserede dem én for én smilende og hilsende, mens de defilerede i Gaasegang: de to forreste, høje og ranke Piger, besvarede Hilsenen med et lille Stænk af Forargelse i Ansigtsudtrykket, de to næste rødmede, den sidste, en lille rødhaaret, hvidhudet, lysøjet og fyldig En, som var uden Kontrol af sine medspaserende, brast i Latter, da Byfogden kyssede paa Fingeren ad hende, men tog straks sit Lommetørklæde for Munden og lod, som hun fik Hoste, da den ene af de foran gaaende vendte sig om.

To Handelskommis'er med Kærester fulgte efter. Herrerne tvang Damerne til et brat Omkring, da de saa Byens højeste Øvrighedsperson paa Bænken. De gav Plads for et sat Ægtepar med Datter. Mutters brede Gummigalocher satte forsvarlige Mærker i Sneen under hendes svømmefugleagtig-rokkende Gang. Hendes Mand var Malermester, Medlem af Byraadet og 125 Skatteligningskommissionen og Indehaver af endnu flere kommunale Tillidshverv. Byfogden hilste i Frastand og raabte:
- God Dag, god Dag, Hr. Lomholt . . . god Dag, Frue . . . min Frøken!

Med Glædens Solskin over de brede Ansigter nærmede Ægteparret sig med usædvanlig Hurtighed til Bænken. Byfogden rejste sig og gav dem alle Haanden. Erik fik en knibsk, sky Hilsen af Damerne, Mandens var ledsaget af et mørkt, næsten vredt Blik.

- Var det en god Præken, den fremmede Præst holdt? spurgte Byfogden med høflig Deltagelse.

- Hans Organ var ikke rigtig godt, sagde Fruen, ellers . . . ja, det var en meget rar Præken.

- Indholdet var ikke meget tidssvarende, sagde Malermesteren. Det havde været det rette Øjeblik til at præke mod det samme, som Avisen i den sidste Tid har skrevet imod . . . saadan fra et mere politisk Standpunkt . . . disse . . . saadan i det hele taget friere Hovedstrømninger inde i København, som er komne fra Pariserkommunen.

Maler Lomholt saa barsk paa Erik, mens han udtalte de to sidste Ord med højtideligt og vredt Eftertryk.

Byfogden mumlede hen mod Erik:
- Ça vous connaît.

- Hvad 'faler, Hr. Byfoged? spurgte Malermesteren.

- Aa, jeg siger paa Græsk til Adjunkt Holmberg, at det er vanskelige Tider . . . jeg fremsagde et Vers af Oldtidsdigteren Homer.

- Ja, det var en stor Mand, sagde Lomholt med dyb Alvor. Thorvaldsen skylder ham uhyre meget . . . det véd jeg fra den Tid, jeg gik paa Kunstakademiet i København. . . . Naa, Herregud, har han allerede forudset sligt?

- Intet er nyt under Solen, Hr. Lomholt.

- Nej, det er vist, Hr. Byfoged, og det er kun det gamle, der dur, det, som man har prøvet gennem Erfaringen, og det baade i Forretningerne og i Politiken og i Reli'onen. Se, der er nu det nye Vandværk, der skal til Behandling i Byraadet paa Torsdag. Jeg mener nu . . .

Og der fulgte en lang halvhviskende Kritik over det for Kommunen saa kostbare Projekt. Under denne Forhandling havde Malermesterens Kone fjærnet sig og morede sig med at se paa Skøjteløbningen. Byfogden havde bøjet sig saa tæt op 126 mod Lomholt, at denne ikke kunde se, at han stadig saa smilende over hans Skulder til den buttede, rødhaarede Datter, at han strakte Haanden ud efter hende, at hun tog imod den og lod Byfogden beholde den og trykke den. Et Smil af Stolthed og salig Hengivelse i Situationen satte Liv i de lyse Øjne og de kirsebærrøde Læber. Byfogden indrømmede Malermester Lomholt, at han havde fuldstændig Ret, og først, da Mutter vendte sig om, slap han den unge Piges Haand, fjærnede sit Ansigt fra Fatters og viste ham et alvorlig interesseret Udtryk. De skiltes ad under gensidige Agtelses- og Høflighedsbevisninger.

Byfogden tog Svømmetag ud i Luften med Armene og sagde:
- Gid Fanden havde dette Rakkerhul! Hvad skal man øve sine Kræfter paa?

Erik Holmberg sagde spidst:
- De agerer jo udmærket med Armene, men Benene har De ingen Brug for.

Byfogden sagde uden at se paa ham:
- De er snart færdig her i Byen. Jeg holder ikke paa Dem, for De bærer Dem dumt ad. . . . Men hvad er det? . . .

Et Hvin skar gennem Luften som Damppibens Signal fra et Lokomotiv, men med et Udtryk af menneskelig Angest og Smerte. Saa fulgte dumpe, hakkende og huggende Lyd efter. Skøjteløberne styrede skrigende ind mod Land - nogle løb, andre stampede med Skøjterne mod Isen . . . ud af et forvirret Brøl artikulerede Ordene sig:
- Hjælp, Hjælp, Hjælp! . . . Emil Krog er faldet i! Hjælp, Hjælp, Hjælp!

- De Fæhoveder render i Land . . . i Stedet for . . . raabte Byfogden. . . . Nej, saa holder jeg paa min Hund . . . Assassin!

Erik Holmberg var allerede nede ad Skrænten i rasende Løb. Havde han ikke havt en Djævel . . . eller en fortvivlet Lidenskab (hvad der er det samme) i Kroppen, havde han ikke turdet vovet dette Løb, og maaske havde han brækket Halsen derved, uden samme Djævel. Trods det, at hans Fødder sank dybt ned i Brinkens Brudføre, arbejdede han sig op fra hver Synkning med krampagtig Energi.

- Efter ham, Assassin! . . . kan Dit Bæst ikke rende ham forbi? raabte Byfogden.

Og Hunden fór efter Erik.

127

Efter kort Betænkning fulgte dens Herre samme Vej, men holdt sig under Nedstigningen ved Buske og Stubbe. Erik var forrest en Stund, saa løb Hunden forbi ham. Byfogden var sidste Mand. Han sank nogle Gange saa dybt i, at han faldt. Pelsstøvlerne vare for tunge.

Erik var langt ude paa Engisen i fuldt Løb. Han var i den Tilstand, hvori Sans og Evne dysses og døves for alt uvedkommende, men til Gengæld samler sig til krampagtig Virken ud mod et eneste Maal, en fiks Idé.

De skøjteløbende Drenges Stimmel skimtede han som gennem et Flor. Raab fra dem og fra Land naaede hans Bevidsthed som Slag af en Klokkeknevel, omvunden med Uldbind. Hans Fart ligesom slugte Rummet.

Drengen arbejdede ude i det aabne Vand mellem ringlende og skvulpende Isstykker.

For at lapse sig overfor Kammeraterne havde han gentagne Gange vovet sig ud paa den Is, som var bleven tyndslidt, fordi den stadig undergravedes af Strømmen, og i Kaadhed havde han hver Gang nærmet sig mere og mere til dens yderste Kant.

Der laa han nu og greb bestandig i Randen; men de fortvivlet stærke Tag knækkede Isen som sprødt Glas. Og hvert af disse mislykkede Forsøg var et nyt og svagere Haab, der brast, et nyt og stærkere Greb i hans Sjæl af Dødsangsten.

Hans Skrig var alt døde hen i en hæs Hulken eller Stønnen i huggende, taktfast Tempo.

Et Par Favne fra ham lagde Erik sig ned paa Isen og arbejdede sig frem ad den krybende paa Maven.

Drengen fik lidt nyt Mod, knækkede stadig mere og mere Is. Paa den Maade var der ikke Tale om at redde ham. Erik rejste sig, kastede Hat og Overfrakke, saa langt han kunde, ind ad Landsiden til.

Isen brast under ham. Det kolde Chok var ved at kvæle ham.

Nu maatte han slaas med den bristende Is som et fortvivlet Menneske. Han skar Hænder og Knæ blodige, svang sig afvekslende op og plumpede i.

Endelig kunde Drengen naa hans ene Arm. Men Situationen var næsten mere fortvivlet end før, thi Erik var ingen udmærket Svømmer, og Isen kunde ikke taale ét, langt mindre to Menneskers Tryk og Greb. Erik var ingen praktisk Redningsmand.

128

Han kunde se den lysegule Hund, der gøende løb foran en Række Mennesker som en Trompeter foran Fronten. Den fremrykkende Bevægelse syntes ham umaadelig langsom, saa langsom som en Skovsnegls Kryben hen over en Kørevej.

Der plaskede noget tungt bagved de to forulykkede, og Erik følte et vaadt Tov ramme ham over Nakken.

Da Erik var halet op, tabte han Bevidstheden kort efter. Han hørte netop Byfogdens Trompetrøst sige:
- Deres geniale Redningsmethode har saamænd ikke nyttet Drengen. Baadshager er nyttigere til druknedes Redning end Begejstring.

Byfogden havde snart opgivet Kapløbet og Kappestriden i Heltemod med Erik Holmberg. Han havde taget det besindigere Parti i størst mulig Hast at skaffe et Par Mænd og Baadshager.

Assassin havde været lige saa praktisk som sin Herre og heller ikke vovet sig længere ud, end den kunde forsvare for Liv og Helbred. En Stund efter, at Erik og Drengen vare bragte i Land, stod den endnu og gøede mod det aabne Vand. Den havde næppe kunnet udrette noget i Retning af at redde. Tilmed var det ingen romantisk Alpehund fra Sankt Bernhard med filanthropiske Anlæg, men en praktisk dansk Slagterhund med stærkest udviklet Sans for at gnave Ben paa "det jævne".

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Da Erik vaagnede, følte han sig glohed. Der taarnede sig noget op tæt foran ham som en brun Fjeldvæg. Han strakte Haanden imod det; det gav efter. Det var en uhyre Dyne. Han befandt sig i en Seng i en meget fattig Stue.

En varm Damp omhyllede hans Ansigt. Ud af den strakte sig en fin, hvid Haand med en stor Signetring paa Pegefingeren, og den hvide Haand løftede en rygende Skaal mod hans Mund. Et Par Øjne, der ikke mere døsede i gaadefuld Ubegribelighed eller glimtede af Haan, men havde et stort samlet Udtryk af inderlig Varme, rugede over ham.

- De, Frue? raabte han og rejste sig med udbredte Arme. Hun tvang hans ene Arm blidt ned og sagde:
- Tys . . . jeg saa det hele, da jeg kom fra Kirke . . . Nu maa jeg gaa. . . . De maa besøge os . . . for . . . jeg vil tale med Dem.

Og hun tilføjede hviskende, i feberagtig Fart:
129 - De véd jo, naar og hvor De kan tale ene med mig, og løb næsten ud af Stuen. Erik syntes, han befandt sig vel, stod op kort efter, takkede Folkene i Huset og gik hjem. Han lagde sig paa sin Sofa og tilbragte Eftermiddagen i en Døs, hvori Sjælen hvilede som paa Fløjelshynder, bløde Hænder bestrøg hans Pande og varme, fugtige Læber hans Mund. Han laa i en passiv Vellystfølelse som en Orientaler under en let Opiumsrus.

XVI.

Han blev vækket med tunge Trin ude i Forstuen. To Par Ben stampede Sneen af og kastede Gummigalocher fra sig. To Næser snødes med Trompet-Klang, en Kno bankede paa Døren.

Ind traadte Overlærer Krog, Latinskolens Inspektor, med sin Hustru under Armen. Hun var lille og mager, med en krumbøjet, højskuldret og hofteskæv Figur, som en højfrugtsommelig Tilstand gjorde endnu mere vanskabt.

Paa Skolen havde Overlærer Krog for adskillige Maaneder siden sagt til sine Kollegaer:
- Jeg er en stakkels, af Skæbnen forfulgt Mand, Børnlille. Nu bærer min Kone det ellevte velsignede Barn under sit Hjærte. Der kan s'gu komme adskillige efter det, kære Venner, og saa kan den ene Unge æde den anden, for Kød bliver der ikke Raad til i Huset.

Men han fortrød straks disse Jeremiader og lod dem udmunde i kristelig Resignation i følgende Form:
- Men det er lige meget. Om saa Vorherre sender En tredive smaa uskyldige Væsener, saa skal man holde sin Mund og sige Tak til.

Nu var det alderstegne Ægtepar - henholdsvis nogle og tres og nogle og fyrretyve Aar - opløst i Sindsbevægelse. Mand og Hustru blev staaende et Øjeblik, Arm i Arm, ved Døren for paa ny at snyde Næsen og tørre Øjnene. Da dette var besørget, slap Overlærer Krog sin Kone, slog ind i sit fra Inspektionsforretningerne paa Gange og Legeplads bekendte korte 130 Trav og rettede Farten mod Erik Holmberg med udbredte Arme:
- Tak, og Gud velsigne Dem! De har vovet Deres Liv for min lille Emil. Han er det af mine mange, mange Børn, som jeg elsker højest. Aldrig forsømmer han sin Latin og Græsk til sin gamle Fader, aldrig fejler han i Brugen af Konjunktiv i sine Stile eller forveksler et Verbum, der skal have Akkusativ med Infinitiv, med et, der skal have ut. . . . Véd De, kære Hr. . . . aa nej, maa jeg ikke uden videre kalde Dem Holmberg? . . . Tak! . . . véd De, hvad jeg har sagt til mig selv gentagne Gange idag? Jeg har sagt til mig selv: Du er en gammel borneret Hund, Jakob Krog, at Du har kunnet vise Dig intolerant mod en Mand, hvis Tankegang Du forstaar lige saa meget af som af Platos . . . for, naar jeg undtager Apologien og Kriton, saa kan jeg s'gu ikke forstaa ham. Og denne samme Mand, som Dit Asen . . . det er til mig selv, jeg taler . . . som Dit Asen har været uhøflig imod, han viser sig som en Mand med praktisk Kristendom i sig. Ser De, jeg stakkels betyngede Familjefader med otte, ja snart ni levende Børn, jeg har, Skam, ikke kunnet følge med Videnskaben paa første Haand. Jeg har maattet holde mig til Madvigs Grammatik . . . naa, det er da ogsaa et af Verdens syv Underværker . . . de Stykker af Klassikerne, som jeg læser paa Skolen, og til min Barnetro. Men det, jeg husker bedst af min Barnetro, det er det Sted: Vis mig Din Tro af Dine Gerninger! For denne blot indvendige Tro, den . . . naa, ja, den kan maaske være god nok. Men nu kan mine kære Kollegaer og de andre Embedsmænd her i Byen . . . for Spidsborgerne, de forstaar sig da endnu mindre paa det end jeg . . . men nu kan Byfoged, Præst, hele Latinskolens Personale gerne kalde Dem baade Fritænker og Atheist . . . Rektor kalder det nu Spinozist . . . han er jo en Pokkers grundlærd Mand . . . jeg skal ikke sige andet end: i Jakob Krogs gamle Faderhjærte staar Deres Navn, Djævl . . . nej . . . staar Deres Navn indgravet som en virkelig religiøs Mand, for De har sat Deres Liv paa Spil for at redde hans kæreste Barn. Gid Gud . . . eller . . . ja . . . hvem De nu helst selv vil . . . maa velsigne og bevare Dem; . . . det er en taknemmelig Faders og Moders Bøn, og det skulde være et underligt Sted, hvor den ikke blev hørt. . . . Men er De dog ikke syg efter det skrækkelige kolde Bad? Emil ligger i Sengen, og jeg havde ventet at træffe Dem i Køjen ogsaa.

131

- Jeg befinder mig udmærket, sagde Erik, smilende venlig, men noget adspredt eller mat.

- Jeg . . . jeg kom . . . for . . . jeg vil saa gærne lave Dem noget varmt, stammede Fru Krog. . . . Naa, De har jo Kogeindretning i Kakkelovnen.

- Aa, det Havresuppe - og Hyldetheslapperads, det dur s'gu ikke for voksne Mandfolk, sagde Overlærer Krog. . . . Nej, her skal De se.

Og med en polisk Grimace trak han en Flaske ud af sin Overfrakkelomme og fortsatte:
- Det er den sidste af de fire Flasker gammel fin Charente, som min ældste Søn, Styrmanden bragte hjem fra Bordeaux og forærede mig til min fire og halvtredsindstyve Aars Fødselsdag. Lav Dem et Par Toddyer af den og gaa saa straks i Seng!

Fru Krogs Øjne løb om i Stuen, sky undersøgende som en Mus's. Hun rømmede sig et Par Gange. De udstaaende Kindbens Hud rødmede af en Forlegenhed, der ligefrem forskønnede de af Slid og Slæb rimpede og vanheldede Ansigtstræk. Der kom Liv i de matte Øjne, men hun talte med frygtsomt, stammende og hurtigt Mæle:
- Ja, Adjunkt Holmberg . . . De maa . . . De maa ikke forsmaa en lille Ting . . . fra en Moder . . . for De har reddet mit Barn . . . og . . . ja . . .

Hun trak en stor, flad Pakke frem under Kaaben. Hun blev en Smule mindre uformelig, efter at hendes Figur havde mistet dette uorganiske Tillæg.

- Men . . . ser De, Adjunkt Holmberg . . . naar jeg er gaaet forbi Deres Vinduer, saa har jeg altid tænkt paa, hvor saadan nogle Koner, som holder Hus for ugifte Herrer, dog er nogle . . . rent ud sagt . . . Sjuske-Malener; for, tænkte jeg videre, det er dog nogle snollede, smaa Gardiner, ligesom det kunde være en Krostue. Herre Gud, en stakkels ung og intelligent Mand maa nøjes med saadan nogle Strimler gammel Møbelsirts, som aldrig bruges mer i ordentlige Huse, og uden pæne lange Gardiner kan en Stue aldrig blive hyggelig. . . . Se, nu maa De ikke forsmaa et Par Gardiner af det nye Tøj, som kaldes Jute. Den almægtige Gud skal vide, at, havde vi havt bedre Raad, saa var jeg kommen med et Par grønne Fløjels med en lys og blomsterbroderet Stribe i, saadan som de har dem i Apothekerens Dagligstue.

Erik var yderst forlegen, forvirret og rørt. Han nærmede 132 sig den stakkels Kone. Det gik op for ham, at hun vist oprindelig havde været en fin lille Skabning, men fra sit 19de til sit 40de Aar havde hun næsten altid været frugtsommelig - det havde Mathematikeren, Adjunkt Petersen, engang fortalt ham. Taarerne piblede under hendes Øjenlaag; hun rødmede igen, men pludselig for Modet i hende. Hun slyngede Armene om Halsen paa Erik og trykkede ham et af Taarerne vaadt Kys paa Munden.

- Jeg er en ældre Kone og Moder til mange Børn, sagde hun hulkende, og der kan ikke være det mindste poetiske eller erotiske eller saadant noget ved at kysse mig, men det er en taknemmelig Moder, der kysser Dem. Herre Gud, Jakob, hvis vor ældste Søn havde levet . . . han var født i Krigsaaret og hed Anton Frederik Tscherning Krog . . . ja, det var i de Dage . . . hvis han havde levet, saa kunde han kanske nu have været næsten lige saa vidt som Hr. Holmberg. Men De skulde rigtignok gaa i Seng efter det forskrækkelige kolde Bad. Emil ligger hjemme og har faaet ind at transpirere paa, rent ud sagt. De ser saa døsig ud af Øjnene. Har der ikke været en Doktor hos Dem?

- Men jeg er helt rask, sagde Erik.

- Ja, men De skulde dog . . .

Overlærer Krog havde under sin Kones Tale set op og ned ad de to store fyldte Bogreoler i sin unge Kollegas Stue. Han sukkede og sagde:
- De har mange Bøger. De studerer stadig?

- Ja, hvordan skulde jeg ellers leve? svarede Erik Holmberg; Studier er mig lige saa nødvendige som det daglige Brød.

- Ja, saadan taler en ung, uerfaren, ugift . . . og barnløs Mand. Prøv De paa at skaffe Brød til et halvt Dusin Munde, kære Ven! Saa skal De se Løjer. Saa sætter man Videnskaben ud, ligesom Spartanerne gjorde ved de vantrevne Børn. Véd De, naar jeg sidste Gang i mit Liv købte Bøger? Det var vel i 1842, da jeg var en ung konstitueret Adjunkt ligesom De nu. Det var saamænd Martensens Dogmatik og Heibergs "Nye Digte", hvor "En Sjæl efter Døden" stod. De var den Gang det sidste nye. Men Dogmatiken gik mig for højt, og da jeg havde læst en Snes Sider, opgav jeg Ævret. Siden har jeg kun læst mine fem Taler af Cicero, mine fire Bøger af Virgil, to Bøger af Xenofons Anabasis og fire af Iliaden, men, Gud ske Lov, dem kan jeg udenad, for jeg har nu snart i 30 Aar tygget 133 dem paa Skolen. Og det er jo Mesterværker, det véd jo enhver; men jeg staar altid som et Fæ, naar Rektor og andre taler om nyere Literatur. I Politiken har jeg, min S'æl, heller ikke havt Tid til at følge med siden 1852, da de lavede Helstat. Det var mine Kollegaer ædende gale over og fik mig til at være national-liberal; nu er der jo dem, som siger, at det er et overvundet Standpunkt. Men det er det samme; jeg holder fra nu af med Dem, for De har reddet mit Barn . . . og jeg bryder mig Fanden . . .

- Hør, Krog, sagde Fruen, nu skal de Gardiner virkelig hænges op, for at Adjunkt Holmberg kan have nogen Fornøjelse af dem; og, kender jeg Madam Jensen ret, saa kan det vare hele otte Dage med hendes Ophængning. Og hvordan bliver de saa hængte op?

Den lille tykke Overlærer rystede først Eriks, saa sin Kones Haand og sagde:
- Skulde jeg ikke gøre for mit Barns Redningsmand det, jeg mange Gange har gjort for Dig, min gamle Mutter, naar Du var for ubehjælpsom, fordi Vorherre havde velsignet Dig, min stakkels Pige.

Han kyssede sin Kone, trak Frakke og Støvler af, flyttede et Bord hen i det ene Vindues Fordybning. Og staaende paa sine tykke Uldsokker hængte han ved Hjælp af et Brev Knappenaale, som hans Kone rakte ham, de nye Gardiner op. Saa krøb han atter ned, og med vidt skrævende Ben betragtede han sit Værk, fandt det saare godt, bejlede til et Bifaldsnik fra Konen og fik det betingelsesvis. Hun havde fulgt dets Udførelse med spændt Opmærksomhed, og ved kritiske Bemærkninger ledet dets Gang.

Ægteparret tog Afsked med en venlig-forknyt Indbydelse til Erik om at besøge dem. Overlærer Krog tilføjede i Døren:
- Da De ikke spiller l'Hombre, og jeg kun kan tale om min Skolegerning og min Kone kun om sit Hus og sine Børn, saa gener Dem bare ikke, naar De keder Dem . . . saa gaa De uden videre Deres Vej! Men fra idag er vi to gamle Ægtefolk Deres Venner i Liv og Død.

Fru Krog beordrede uden videre Familjens Huslæge til at se til Erik Holmberg. Han mente at opdage Tegn til Feber. Erik burde holde sig i Ro et Par Dage, for at afvente, hvad der kunde ske. Det var Byens Distriktslæge, en gammel Herre, der i sin Ungdom havde været "Batajllonskirurg", og nu bar 134 han Titel af Krigsraad og i sin stramme Holdning Minder om Militæretaten. Hans Væsen var en ordknap Høflighed. Da han havde taget sin Hat og Paraply, skruede han Hagen ned i sit store Atlaskes Halsbind og sagde:
- Naar sligt, som De har vovet, gaar heldig af uden alvorlige Farer for Liv og Helbred, og De slipper med Bronchitis eller sligt, saa er sligt en Mindelse om, at der er overordnede Magter til og sligt. God Morgen!

Krigsraaden sagde altid god Morgen til Afsked, ligegyldig, hvad Tid paa Døgnet det saa var. Han brugte meget Ordet "sligt". Det imponerede i særegen Grad ældre Bønderfolk, der ikke vidste, hvad det betød. En Bondekone, der blev adspurgt af sin Datter om, hvad Krigsraaden mente med "sligt", svarede efter nogen Betænkning:
- Ded er vel i'en a' di bedske Appetikersaver, som han skriver op paa Recevterne.

Hans yngre Kollega, en praktiserende Læge, kaldte ham Doktor Sligt, og under dette Øgenavn gik han blandt Byens yngre Familjer, længe efter at man havde ophørt med redebon Latter at lønne den tarvelige Vittighed.

Da Overlærer Krog om Mandagen traf sine Kollegaer paa Skolen, fik den overstrømmende, til Taareudbrud færdige Begejstring, hvormed han vilde fortælle Erik Holmbergs Heltebedrift, et Grundstød ved de kolde Skuldertræk, han mødte. En Filolog sagde:
- Men, kære Ven, det var jo rent barnagtigt Fjanteri af Holmberg. Din Dreng vilde jo være druknet, hvis ikke Byfoged Borch var kommen med Fisker Glud og hans Svigersøn.

- Ja . . . ja . . . ja, stammede den gamle, . . . men I er nogle vindtørre Pinde og Grinebidere er I. I kan ikke forstaa, at hos Holmberg var det det første . . . ja . . . saadant et Fut af kristelig Kærlighed . . . han vilde redde mit Barn og vovede sit Liv . . . og . . .

- Kristelig, sagde Religionslæreren . . . hm . . . Holmberg vilde vist frabede sig den Ære at kaldes kristelig. Tror Du, hans Gerning er Troens Frugt?

- Jeg kalder enhver Kærlighedsgerning kristelig, sagde Overlærer Krog hidsig, og bryder mig Fan . . . Pokker om theologiske Spidsfindigheder . . . og om Martensens Dogmatik.

Alle lo, især over den foragtelige Tone, hvori han nævnede Titelen paa det berømte theologiske Værk. Krog stampede i 135 Gulvet og var lige ved at begynde at skælde ud igen, da Rektor smilende nærmede sig, tog hans Haand, rystede den og sagde:
- Jeg kan saa godt lide denne ungdommelige Glød hos Dem, min kære Ven. Den klæder Dem smukt, selv om den som nu i lyrisk Betagelse ikke fuldt respekterer Sagens . . . hø . . . egentlige . . . hø . . . Kavsalnexus.

Det sidste Ord var lige saa imponerende for den gamle Grammatikpisker som Distriktslægens "sligt" for de ældre Bønderfolk. Han sukkede og tav. Mumlende gik han med krum Ryg ind i sin Klasse.

Rektor sagde til de andre:
- Den Historie med Holmberg, denne underlige barnagtige Adfærd, han har vist, er ikke heldig for en Lærers disciplinære Avtoritet blandt Disciplene. Jeg vil ikke tale om den Latter og Snak, det hele allerede har vakt i Byens lavere Kredse. Vor kære Skole og dens Personale maa ikke synke ned til at drøftes i Byens Klubber og Værtshuse. Den skal staa som et Tempel paa Akropolis, højt over de idéforladte Vaaninger i den lave Stad.

Han hilste med Haanden, og Lærerne spredte sig hver til sin Klasse; enkelte beundrende, de fleste smilende ad deres Chefs sidste Aandrighed.

Da Distriktslægen Mandag Formiddag gentog sit Besøg hos Erik Holmberg, undrede han sig over, at hans spinkle Konstitution intet havde lidt. Pulsen var normal, syntes han. Ikke uden en vis højtidelig Fordringsfuldhed tog han et Stethoskop frem og holdt det i Vejret. Han vilde aabenbart vise Erik, at han var fuldkommen paa Højde med sin Videnskabs Udvikling. Han prøvede sin Patient med Stethoskopet, men kunde ikke finde noget Tegn paa Uorden i Aandedrætsorganerne. Han gav ham Lov til at gaa paa Skolen Onsdag, hvis han vedblev at befinde sig vel.

Erik Holmberg var kælent opdraget af sin Moder og havde tidt været plaget af Frygt for at være syg. Han blev jublende glad over den beroligende Erklæring af Krigsraaden. Men, havde han under rolige Forhold skullet vælge sig en Læge, vilde han have taget den yngre praktiserende Læge, som han et Par Gange havde hørt satirisere over Krigsraadens forældede Kurmethoder og ringe Evner til at anstille en Diagnose. Nu fandt han derimod, at saadan en gammel Praktiker dog vist var sikrere end en moderne eksperimenterende Theoretiker. I det mindste havde 136 han, Erik Holmberg, ikke Lyst til at være videnskabelig Prøveklud lig et Dyr, der vivisekeres.

Da han mødte paa Skolen, traf han alle Kollegaerne med de ligegyldigste Ansigter. I enkeltes Miner læste han endog Spot. Ingen talte et Ord om, hvad der var forefaldet. Ogsaa Inspektor iagttog en forlegen Tavshed, men i Smug gav han Erik et varmt og kraftigt Haandtryk bag Kollegaernes Ryg, og i det næste Frikvarter saa han sit Snit til at klappe ham paa Ryggen.

XVII.

"De véd jo, naar og hvor De kan tale med mig".

Erik Holmberg havde bekrammet og vredet den Replik, havde holdt den op for sin Bevidstheds Lys, drejet og vendt den til alle Sider.

Snart virkede den lokkende og vinkende paa ham, snart uhyggelig, saa parodierende københavnske, just ikke noble Erindringer, som vaktes ved dens Klang. Det pinte ham især, naar Ordene farvedes af en Stemning hos ham selv, som bebrejdede ham, at han ikke handlede og greb efter den saftfulde, duftende Frugt, som tyngede Grenen helt ned imod ham. Værst blev det for ham, naar Lysten til at stikke Byfogden ud pirrede ham op; thi Tryk avler Modtryk. Da kæmpede hans mandige Ærgerrighed mod en dobbelt kvælende Frygt baade for at gøre et dristigt Skridt og for at udfordre hos en stærk Modstander hele den "dæmoniske" Kraft, som Erik forudsatte, at han besad.

Sligt rugede han over, saa længe Luften udenfor var tung og graa, mens den aandelige Luft i Skolen gjorde ham døv og dum i den Tid, han færdedes i den. Noget maatte komme uden fra og skyde til ham. Det kom en Martsdag straks om Morgenen.

Thi, lige som han rullede Gardinet op for sit Vindue, væltede et Solskin ind paa ham, og, som om det var en fast Masse, slog det ham bag over. Solskinnet skred i Stormmarsch ind i den dæmrende Stue og forgyldte de fremspringende Kanter og Bugtninger paa den broncerede Gibsvase paa Kakkelovnen. Bøgerne i Reolen fik blanke Sølvstriber ned ad de sorte Læderrygge; hvide Pletter fødtes paa Gulvets tarvelige Listetæppe. Der 137 skyllede Vandstraaler ned fra Tagskægget. Istapperne vare blevne levende og glædede sig ved Livet.

Og der skyllede Vandstrømme langs hen ad Gaden. Rendestenene væltede sig ud paa Fortov og Kørebane. Midt i dem, hvor Vandet kunde følge Faldet, hvirvlede Lysspillet sig i de tusinde smaa Krusninger. Op gennem den smeltede, som blankt poleret Staal glimtende Sne skød Brostenene sig metalglinsende op, kobberrøde, broncegule, sølvgraa, blikhvide. Husmurene vare blankvaade; Soklernes kønrøgsbestrøgne utilhugne Kampesten lignede store uformelige Klumper af blanke Waleskul.

Gaden var som en Lyskanal. Alle Vinduer luede.

Klokken var kun otte. Erik Holmberg skulde først paa Skolen Klokken ti den Dag. Han maatte ud i Foraaret.

Ud, ud i Naturen!
den Din Sorg vil slukke,

sang han. Det var en gammel Vise, han kunde huske, at hans Moder havde sunget i hans Barndom i Præstegaarden, mens hun endnu ejede Sang i Brystet. Han styrede Gangen gennem Husets Have, bag om Byen, ned til Aaen og Skoven.

Naturen skoggerlo, saa den græd ved det. Vand sivede op gennem det sortebrune Muld. I alle Grøfter skvulpede det med pilblinkende Fart. Den smeltede Sne skyndte sig med ungdommelig Utaalmodighed afsted for at nyde det nye Liv som en ung Rus, der er sluppen ud af Skolen.

Lærken hang højt oppe i Luften som en sort Prik og sang ud over det hele.

Skoven laa og dampede med stort Aandedræt efter den lange Søvn. Væden drev som Gummi ned ad Træstammerne, der skinnede med gammel, vejrbidt Broncefarve.

Og Aaen og Engen, som Aaen havde erobret! Det kan nok hænde sig, at der var Liv og Humør der! De klirrede og klingrede, de løstvungne Isstykker. De hvirvlede sig i Dans i den unge, varme Foraarsdags krystende, smeltende Favntag. De for afsted og vendte alskens Kolbøtter og Volter i Farten, rendte Panden mod hverandre, lo ved det og skiltes saa ad, bestandig leende i Solen.

Midt ude laa den frie Strøm lige saa ultramarin som Middelhavet i sine gode Øjeblikke. Den beherskede hele Landskabet som en kommanderende General. Den havde Livets Anciennitet fremfor sine Omgivelser.

138

Ned ad Brinker og jævne Skraaninger randt tusinde brat eller sagte faldende, piblende eller rislende Miniaturbifloder ned. Den ene forfulgte og løb om Kap med den anden som Skoledrenge, der lege Tagfat.

Erik Holmberg gik en lang Tur. Han sugede Saft og Kraft af Foraarsdagens varme Sol og sivende Liv. Glad og i fuld Besiddelse af sine Aandsevner mødte han paa Skolen Klokken ti. Han skulde læse Historie i øverste Klasse. Der forelaa en Repetitionslektie fra Oldtidens Historie: Grækernes Krige med Perserne.

Med Livfuldheden fra den Tid han troende begyndte sin Lærergerning, holdt han Foredrag uden at eksaminere. Han skildrede Xerxes, da han saa Hellespontos bedækket af Skibe og Sletterne ved Abydos fyldte med Mennesker, hvorledes Perserkongen først jublede og dernæst brast i Graad. Han gengav med et ubevidst dramatisk Liv Kongen og hans Farbroder Artabanos's Samtale om Xerxes's Ytring som Thema: "Der kom en Sorgens Følelse over mig, da jeg kom til at tænke paa, hvor kort alt Menneskeliv er, eftersom de mange, som her ere til Stede, ingen vil være levende om hundrede Aar". Og Sollyset og Farverne ude i det Frie gav den unge Lærer Stemning til at skildre de mange Folkeslags Krigere, der gik over Broen: Rytterne med Lansespidserne vendte imod Jorden, mens de flammede som hvide Luer, alle med brogede Blomsterkranse om Panden, de hellige Heste for den hellige Vogn, Xerxes selv guldstraalende i Spidsen for Spyddragerne og de tusinde Ryttere med gnistrende Brynjer, Toget, der var syv Dage og syv Nætter om at drage forbi Kongen paa Evropas Grund.

De livlige Drenges Øjne straalede. Amtmandens Søn og nogle andre ligesindede satte et satirisk eller dvask, fraværende Ansigt op. Amtmands- og Kammerherresønnen kom i det paafølgende Frikvarter i Slagsmaal med sin Klassekammerat Olsen, fordi den første havde ytret:
- Saa, nu begynder Erik Menved (Erik Holmbergs Øgenavn blandt Disciplene) igen at gaa i Barndom og danse Ballet.

Erik Holmberg blev mere og mere fast i sin Beslutning om at følge Røsten, der havde sagt:
"De véd jo, hvor og naar De kan træffe mig".

Han saa hvert Ord staa med Flammebogstaver paa den store, lyse Foraarshimmel, skrevet med den Slags Penne, som Heine dyppede i Ætnas Krater.

139

Da Erik Holmberg kom hjem, tog han en Bog ned fra Reolen, læste, uden at ane, hvad han læste, indtil det ved følgende Linjer faldt ham ind, at det var italiensk, han læste, thi disse Linjer brændte og eggede ham:
"Filippo Ottonieri bemærkede, at raadvilde Mennesker ere meget udholdende i deres Forehavender, og det netop paa Grund af selve deres Raadvildhed; thi, hvis de opgav den en Gang med Møje fattede Beslutning, maatte de beslutte sig for anden Gang. Derfor blive de altsaa undertiden saare raske og virksomme til at sætte i Værk, hvad de have besluttet; thi af Frygt for hvert Øjeblik at forledes til at opgive den tagne Beslutning og at tvinges tilbage i denne pinende Raadvildhed og sjælelige Spænding, hvori de vare, før de bestemte sig, paaskynde de Udførelsen og sætte al deres Kraft ind derpaa, drevne mere af Ængstelse og Uvished om at kunne overvinde sig selv end af selve Foretagendets Værd og af de Hindringer, som de have at besejre for at opnaa det".

- Ja, saadan er jeg, raabte Erik Holmberg; Leopardi har Ret. Jeg maa gaa paa med Hornene som en Tyr.

Det var endnu halvlyst, da han listede sig ned ad Smøgen om Latinskolens Gavl, langs Gymnastikhuset. Jo, der var Lys i dettes Gavlvinduer. Bag de nedrullede Gardiner skimtedes det, mat og knap skelneligt som Maanen paa Himlen en bleg Vinterformiddag. Med en halv satirisk Tilfredshed over sit Mod hørte Erik Holmberg Trappetrinene knage under sine Skridt, mens han steg op til Balkonen, hvorfra Døren førte ind i det hemmelighedsfulde Gemak. Kun et Par Sekunder stod han stille foran Glasdøren, inden han bankede. Det varede ikke saa kort, før han saa en Haand famle igennem Portièregardinerne - paa Pegefingeren genkendte han den store Signetring. Haanden tog om Nøglen, men drejede ikke straks om. En Næsetip og et Øje vovede sig frem gennem Portièrens Aabning, som straks lukkedes igen; Nøglen drejedes om med et kort Knæk . . . Erik Holmberg stod i en mat belyst Stue, fik et meget flygtigt Indtryk af noget højst usædvanligt i dens Udstyrelse, men angest for at synke tilbage i forlegen Raadvildhed, som han havde læst om hos Leopardi, aabnede han sine Arme for den Kvinde, der stod for ham.

Gik det hende, som det gik ham? Erik Holmberg mærkede en varm, blød Kind op ad sin, han følte noget varmt og fast i sin Favn; et Sekund efter knækkede hun over; han maatte støtte 140 hende, mens hun sank i Knæ. Straks efter rystede en Hulken hende, og Taarer randt fra hendes Kind ned paa hans Hals.

- Jeg har ventet, ventet Dig længe, sagde hun . . . men med det samme rev hun sig stærkt fra ham, som blev hun bange ved at høre sin egen Stemme, og flygtede hen til sit Skrivebord, greb fat i dets Kant og vendte Hovedet bort fra Erik.

Der stod nu Erik henne ved Døren og Fruen med Hænderne klemte mod Kanten af Skrivebordet. Ingen af dem turde sige eller gøre noget. Der var saa tyst i Stuen, at Lampevægens Knitren blev den herskende Lyd.

Det var et højt Rum med brune Vægge og pompejansk Dekoration. Rektors oplagte Penge fra hans langvarige Ungkarlestand havde været tilstrækkelige til at faa Stuen udstyret efter hans Plan af Latinskolens Tegnelærer, en halvoplært Elev fra Kunstakademiet. De dansende og svævende Figurer i Væggenes Felter vare holdte i Stilen, om man vil, men stramme og kedelige svævede de med udspilede store Tæer, balletmæssige Vridninger i Hoften, plumpt eftergjorte Foldekast i Gevandterne, lige saa stive som gammeldags Amagerkoneskørter, og Øjne med idiotisk søde Blikke. Hist og her stod høje og smalle Reoler, fra hvilke røde og grønne Bogrygge fordringsfuldt gloede ud. En af Reolerne bar Masken fra af Jupiter Otricoli, en Busten af den belvederiske Apollo, en en Miniaturudgave af Venus fra Milo. Det halve Aar, som Rektors og hans nuværende Frues Forlovelse havde varet, var medgaaet til denne Dekoration, og Morgenen efter Brylluppet havde han ført sin unge Hustru op i denne Stue og sagt:
- Se, min Morgengave til Dig, kære Natalia!

Da Erik Holmberg havde staaet og set sig om et Par Minuter, var han lige ved at le ad sig selv. Men han havde liden Evne til at lade Latter eller Graad faa et synligt Udbrud; han var anlagt paa at le og græde indvendig, usynligt.

Hans Ansigt maa have havt noget pudsigt i sit Udtryk, thi Fruen brød ud i en krampagtig Latter, saa Skrivebordet rystede under hendes Hænder. Erik blev smittet; et Par Sekunder lo de begge. Fruen holdt Hænderne for Ansigtet, det fine Legeme dirrede og rystede, den leende Lyd blev kortere og højere, Latteren slog over i Hulken og høj Graad. Men et Par Kattespring, der bragte hende helt hen i den anden Ende af Stuen, afbrød Lattergraaden.

Hun hentede en Karaffe og to Glas frem bag en af Reolerne, 141 holdt dem op, og, mens Lyset blinkede i Taarerne, som endnu dirrede i Øjenhaarene, sagde hun:
- Da De sidst drak den Vin, var De morsom. De skal drikke den igen. Mændene skal jo altid have noget at drikke, inden de bliver modige eller morsomme.

Hun anstrængte sig for at frembringe et trodsende Smil, ligesom hin Aften ved Bordet, men det lykkedes hende ikke. Erik stod stiv og raadvild som før uden en Mine, der lokkede til Spøg. Da bredte en mat Sørgmodighed, Livslede eller noget saadant sig over hendes Ansigt og Holdning. Hun skød Karaffen hen ad Skrivebordet og sank ned paa en Stol med et Suk.

Der laa en Bog opslagen paa Bordet. Eriks Øje faldt paa den; hun mærkede det, lukkede den og skød den til Side, saa dens Ryg skjultes. Men han havde set af de to Kolonner ned ad Siderne, at det var det nye Testamente. Hans Øje blev ved at være rettet mod Bogen. Han spurgte langsomt:
- Læser De Bibelen?

- Læser . . . aa . . . nej. Jeg ser i den.

- Det er sandt. Jeg saa Dem ogsaa gaa i Kirke den Dag . . .

- Ja, Pastor Kallesen kan tale, saa det trøster en . . . i det mindste i det Øjeblik.

- Jeg mente ikke, De var troende.

- Det véd De jo ikke det mindste om.

- Nej, ganske vist, sagde Erik lidt forlegen . . . Jeg beder Dem om Forladelse, hvis jeg spurgte nærgaaende. Men . . . efter hvad jeg har hørt, er det mere de hedenske Filosofer, Digtere og den græske Kunst, som De har syslet med, og det netop her . . . i dette Værelse.

Hun lo paa en underlig barnagtig Maade og sagde med dæmpet, men munter Stemme som en Skolepige, der triumferer over, at hun narrer sin Lærer saa grundig:
- Aa . . . nej, nej! Der staar alle de Oversættelser fra græsk og sover i Reolen. Jeg maa en Gang imellem tage en af dem ud og slaa den op her paa Bordet.

- Disse Forfattere har aldrig moret Dem?

- Moret mig? . . . Ne-j. Men i sin Tid syntes jeg, det var morsomt, at andre troede, jeg var lærd og aandrig. Jeg forstaar dem ikke . . . eller snarere . . . jeg synes ikke, at de kommer mig det mindste ved.

- Men Professoren taler jo med Dem om dem.

- Taler med mig? Nej, han taler selv, han holder Foredrag 142 om dem for mig, ligesom han gennemgaar Lektierne for Drengene. . . . Ja, han spørger mig, men jeg tier stille, saa siger han "videre" og svarer selv. Saadan slipper jeg.

Erik maatte le, le ved Mindet om, at denne Dame i sin Tid var forekommet ham at være en dyb, gaadefuld Sfinxsskikkelse. Nu gennemstrøjfedes han af Mistanke om, at hun muligvis var dum. Han følte sig koldere og roligere, tryggere i Situationen i det Haab, at han var den overlegne, der kunde forsøge paa Fruen noget i Retning af sokratisk Eksperimentering.

- Men i Religionen søger De altsaa Trøst og finder den der? spurgte han.

- Aa-aa! det véd jeg ikke . . . nej. Hør . . . vil De tale ordentlig med mig og lade være at le ad mig? Det kan jeg ikke taale mere . . . Aa nej, lad være at se saadan paa mig! Jeg kan se paa Dem, at De véd, hvem der har let saa grusomt ad mig. Det morede mig en Tid. Men, ikke sandt . . . De er . . . De vil være min Ven og hjælpe mig! Det morer mig altid at høre dannede og begavede Mænd tale, - aa - det er, det har altid været min eneste Trøst. Det vil sige, de maa ikke tale om de gamle Grækere, som jeg synes er rædsomme, om deres Plastik og deres . . . Foldekast . . . og deres Ideer; der er ingen Ting, jeg hader som Ideer og Idealer; det vil sige . . . jeg har egentlig aldrig forstaaet, hvad det var for noget. Der var en Tid, da de Ord løftede mig; jeg kunde have kysset Idealet . . . inden jeg opdagede, at det var bare et Ord, saadan som De netop sagde forleden Aften.

Den lille Provinspige, Købmandsdatteren fra den gamle Brænderi- og Studefedeforretning brød frem midt i det pompejanske Studereværelse. Erik Holmberg voksede kæmpestor - i sine egne Øjne. Han følte en Skriftefaders Værdighed gennemstrømme sig.

- Tal De kun videre, Frue! sagde han og satte sig ned paa en Stol. Men saa kom han til at le indvendig ad Ordenes myndige Klang. Det satte ham i Niveau med den, han talte med.

- Ser De, fortsatte Fruen, enhver, som taler rigtig varmt og kønt om noget, der fylder ham, kommer jeg saa let til at holde af. Derfor holdt jeg saa meget af Dem forleden Aften. Derfor holdt jeg for en seks syv Aar siden saa meget af alt dette (hun pegede om i Stuen) . . . dette antike, for jeg troede, det kunde trøste mig og give mig Hvile. Og jeg har moret mig over det værste . . . ja . . . ligefrem Grin, over Oprør mod alt 143 det, som man oplæres til at bøje sig for, og jeg har syntes, at det at slaa bag ud var det eneste, der duede noget, ja at Lidenskab og Vildskab alene kunde trøste en . . . Ti stille! De maa ikke sige noget endnu! Men, naar jeg saa har mærket, at den hele Tale, som de Mænd førte om deres Sager, var en Lektie, de ramsede op, at de ingen Ting vilde, at en lærd og begavet Mand ikke var bedre end de Folk, som de kalder Filistre . . . ja, saa syntes jeg, at de var meget dummere og uslere end de samme Filistre, for de skaber sig dog ikke saa væmmelig; de viser sig lige saa dumme, som de er. De siger ligefrem, at de bare vil tjene Penge, og at Livet er lutter Forretning. Har de andre Mod til at vove ti Øre for det, de kalder Ideer og Idealer? Naa . . . Verden byder dem vist heller ikke saadant noget, for den tager det, de kalder saadan, for hvad det er . . . Aa . . . hvad skal man helde sit Hoved til? Kan De lære mig det?

- Det véd jeg ikke, Frue. Jeg synes, De søger Trøst ad nye Veje. De sværmer for Pastor Kallesen og læser i Bibelen.

- Er De ligesom de andre? Kan De heller ikke taale, at man vil høre noget andet end de Lektier, De selv hasper af, Dag ud og Dag ind.

- Jeg forstaar Dem ikke, Frue! De søger mig, mig, hvis oprørske Tale De var glad over forleden Aften, og Pastor Kaliesen . . .

- Nej, De forstaar mig ikke, og ingen forstaar mig. Jeg søger ikke Tanker og Troessætninger . . . men . . . Hør nu . . . Jeg tog flere Gange til Strøby, hvor jo Pastor Kallesen præker for propfuld Kirke. Jeg blev betaget af ham, han taler saa simpelt, saa inderlig, at man i det Øjeblik, han taler, maa tro, at han siger sandt, og at han kan hjælpe andre til Sandhed. Jeg søgte ham en Dag efter hans Prædiken og bad ham om en Samtale. Han var mild og god; jeg kom til at holde af ham. Jeg bad ham om at besøge mig. Han har været her forleden.

Eriks Øjebryn gjorde en uvilkaarlig sammentrækkende Bevægelse. De glattedes, da Fruen fortsatte.

- Men saa syntes jeg, han var dum. Han talte om Forsoning med Gud. Jeg sagde, at jeg vilde forsones med Livet og med mig selv; for, hvis Gud var til, saa kunde han jo ikke have noget imod mig, siden han havde skabt mig, som jeg en Gang er. Han spurgte mig, om Tanken paa Gud aldrig havde forfærdet mig, og jeg svarede, at det havde den aldrig, for hvad skulde han have mod et stakkels tosset Menneske, som jeg er. Da jeg 144 som Barn og ganske ung bad til ham, fik jeg aldrig noget Svar, og den Gang troede jeg dog paa alt, hvad jeg havde lært til Konfirmationen. Pastor Kallesen saa baade bedrøvet og forlegen ud og sagde, at jeg skulde høre ham flittig og selv læse i Bibelen. Han sagde, at Jesus, som selv havde været et Menneske, han kunde alene trøste mig og give mig Hvile. Pastor Kallesen prækede dejlig om det den Søndag . . . da . . . da jeg kom til at holde saa meget af Dem, fordi De prøvede paa at redde Overlærer Krogs Søn og selv var i Livsfare. Det er første Gang, jeg har set en velklædt Mand vove sit Liv for et andet Menneske. Jeg troede, at i vor Tid var det kun Fiskere paa Kysten, som havde Mod til det. Ja, den Dag prækede han om, hvorledes Jesus aabnede sin Favn for de sagtmodige og ydmyge, at enhver, der havde en Sorg paa Hjærtet, skulde betro ham den, som en Ven, saa vilde den sørgende faa Trøst. Havde De hørt og set den unge Præst tale saa naturlig, uden al Affektation, saa varmt og med saadan en Glans i Øjet . . . De vilde vist have fulgt hans Raad.

Erik trak paa Skuldrene, rykkede sin Stol hen til Fruen og greb hendes Haand. Hun trykkede den fast, som vilde hun støtte sig til den.

- Tal videre, kære Frue! sagde han. Jeg tror, jeg forstaar Dem.

Hun lænede sit Hoved til hans Skulder, mens hun saa ham ømt i Øjnene.

- Aa-aa, hvor det er rart at kunne tale ud, uden at blive afbrudt af Vittigheder, hedenske eller kristne Prækener, hviskede hun og fortsatte: Pastor Kallesen sagde den Dag her, at jeg skulde spejle mig i Kvinder som Maria, der sad ved Jesu Fødder, og Maria Magdalena, som salvede dem. Jeg læste saa om dem, og saa gik det op for mig, hvad jeg aldrig havde tænkt paa, da jeg læste Bibelhistorie i Skolen . . . at de to . . . ikke sandt?

Hun saa smilende og spørgende op paa Erik. Han smilede og nikkede til Svar.

- Naa - ja, naturligvis, sagde Fruen. Men den Gang levede Kristus, var ung, straalende af Skønhed, af Aand, af Kærlighed. Hvad kan en død Mand være for mig, om han ogsaa er opstanden og lever i Himlen? Den, der skal trøste mig, maa leve; jeg maa kunne se ham, røre ved ham . . . ja, kysse ham. Den ene afdøde Helt, en Helt i Bibelen, en Helt hos Homer, er mig ikke mere til Trøst end den anden. De kan 145 jo ikke høre mig, naar jeg taler til dem. De er endnu mere døde og forstenede end . . . end . . . end, ja ... end Professoren og Rektoren . . . min Mand.

Hendes lille Fod drev den spidse Støvlehæl haardt mod Gulvet.

- Tænk Dem, hvor dum jeg har været! Jeg har anset ham for et Vidunder af Aand og formelig styrtet mig i hans Arme . . . Natalia, mit Barn - øh!

Hun vrængede forbitret efter Rektor, men blev igen forlegen over sin Hidsighed. Erik lagde Armen om hendes Liv. Hun skjulte et Øjeblik Hovedet ved hans Bryst. Hele hans Indre glødede og bævede, sydede og bankede.

Den halvsky Rationalisme hos denne Kvinde, den af barnagtig Kælenskab behylstrede Sanselighed mødtes med noget beslægtet hos ham. Det var noget fælles provinsielt hos dem begge. Og dog følte han den Overlegenhed, som altid smigrer en elskovsslagen Mand. Han troede paa, at han var i Stand til at støbe disse tøsede, i uklar og uartikuleret Fuglekvidder opløste Tankeog Følelsesbrokker i faste, klare Former, i taktfast Rytmus. Havde hun havt Mod til at lade sin opstemmede forpinte Lidenskabelighed bryde Diget paa én Gang, vilde den have overskyllet ham, skræmmet ham og tvunget ham til at arbejde sig til Side for Strømmen.

De sad nu der, hyggelig smaakælende, med omsigtsfuld Anvendelse af Sordinen, naar Lidenskaben løftede sin Stemme. Hun vilde have at vide, hvad det egentlig var for nyt, der vakte saa megen Opsigt og saa megen Forbitrelse. Erik skildrede det paa livlig, fragmentarisk Maade, fortalte Anekdoter om de Personligheder, der bar Bevægelsen frem, og reciterede helt Digtet "Engelske Socialister". Han gengav Indholdet af de berømte eller berygtede Forelæsninger, og den unge Frue lønnede ham, som om han selv havde været den begavede Docent eller den kækt debuterende Digter.

- Aa, det er saa dejligt, at de Mennesker er levende! jublede hun.

Saaledes gik Tiden, til det bankede paa hendes Dør, og en Piges Stemme sagde, at Professoren var færdig til at drikke The. Da det kunde beregnes, at Pigen var i en tilstrækkelig Afstand, skiltes Erik og Rektorfruen.

146

XVIII.

Rektor og de to af Skolens tre Overlærere havde været til Middagsselskab paa Herregaarden Strandholt, som ejedes af Grev Ravensberg, nuværende Medlem af Landsthinget, forhenværende kortvarig Udenrigsminister. En anselig Skikkelse med stærkt Mundog Hageskæg og Guldlorgnet over de melankolske tankefulde Øjne og, hvad der var en Sjældenhed blandt hans Standsfæller, juridisk Kandidat med bedste Karakter. Han var næstældste Søn og bestemt til Embedsbanen; derfor havde han i sin Tid gjort den videnskabelige Kraftanstrængelse. Da hans ældre Broder, en aandssvag Stakkel, døde i sit tyvende Aar af et altfor "stærkt" Levnet, arvede den yngre Broder Stamhuset. Han gik for at være en usædvanlig intelligent og dygtig Godsejer og var en af de første sjællandske Herremænd, der resolut og i stor Stil havde solgt sit Fæstegods. Ved hans Sølvbryllup havde en bondevenlig Sognefoged prist ham som en meget frisindet og i Grunden demokratisk sindet Mand. Nu var han Enkemand; hans voksne Søn var i Ægypten for at helbredes for Brystsyge. At han trods sine fem og tresindstyve Aar af onde Tunger udraabtes som en Don Juan og beskyldtes for at være hemmelig gift med en københavnsk Demimonde Dame, skadede ham ikke i Offentlighedens Omdømme. Muligvis løj Rygtet ogsaa. Betydelige Mænd ere jo Ofre for Bagvaskelse. Grev Ravensberg var en af de gavmildeste Mænd, naar det gjaldt nye Kirkebygninger, Institutioner til faldne Kvinders Frelse og lignende religiøs-menneskekærlige Formaal. Han havde købt en halv Snes ret gode Malerier i den sidste Snes Aar, fornyede Bibliotheket med en halv Snes Bind om Aaret, var altsaa en Kunstens og Literaturens Mæcenas af en dansk Godsejer at være. Han var human mod sine Funktionærer og andre undergivne, gjorde godt mod de fattige paa sit Gods og havde pensioneret en Enke efter sin afdøde Godsforvalter, saa at Folk sagde, at en Enke efter en Professor ved Universitvtet ikke vilde kunne faa saa meget af den karrige Stat. Rektor sagde altid om ham, at han var en af de faa Adelsmænd, som fulgte Devisen: Noblesse oblige, hvorvel han i sin Tid havde erklæret for sine Lærere, at han aldeles ikke kunde gaa ind paa Grev Ravensbergs efter hans (Rektors) Mening "eksklusive højkirkelige Orthodoksi".

Retterne havde været udsøgte, Vinene af første Rang, 147 Champagnen havde flydt, Kaffe med Likør og ægte Havannacigarer til 500 Kroner pr. Tusind havde sat Toppunktet paa Nydelsen. Selskabet havde fordelt sig i den lange Suite af Værelser. De vare dekorerede i Kristian den fjerdes Stil. Grev Ravensbergs Adel stammede fra Kristian den VI's Tid, og kritisk Ondskab vilde vide, at Stamfaderen var en tysk Ligtorneoperatør, der avancerede til Kammertjener, lagde Penge op, blev Pengespekulant og Jordegodskøber under Frederik IV, derpaa adlet af hans Efterfølger og kaldet Ravensberg i Stedet for Rabe. Men den nuværende Stamhusbesidder interesserede sig for den danske Adels sidste klassiske Periode, da den var stærk og intelligent. Derfor havde han ladet sin Hovedbygning i tarvelig Louis-Quinze-Stil overstryge med rødt, anbringe hvide Striber paa den og temmelig mekanisk ladet sætte to Trappetaarne i Rosenborgstil midt paa Façadens flade Mave. I stærk Regnskyl sendte de hvide Striber graa' Taarer ned i de aflange røde Smaafirkanter.

Rektor og de to Overlærere kom stundom, dog ingenlunde hyppig, med til Grev Ravensbergs Middagsselskaber. Den gamle Krog var aldrig med, han var i de senere Aar bleven for tarvelig i Dragt og Fremtræden.

Rektor var bleven usædvanlig fejret af Greven den Dag. Greven havde sendt sin Jæger hen til hans Plads med speciel Opfordring til Hr. Professoren om at drikke et Glas med Hr. Greven - naa, det var sket flere Gange ved tidligere Lejligheder, men Greven havde denne Gang tilføjet, efter at have drukket Champagneglasset ud: Lykke og Held i deres Gerning, Hr. Professor! Naar Greven motiverede, at han drak et Glas med en Gæst, var der noget højtideligt paa Færde.

Imidlertid var der ikke forefaldet noget usædvanligt ved Resten af Bordet eller under Kaffen. En af Overlærerne havde sagt til Rektor:
- Greven vil vist Professoren noget

Rektor havde svaret med et guddommelig højt Smil:
- Saa lad ham søge mig, kære Ven! Jeg bøjer mig kun for overlegne Aandsmagter, jeg erkender intet andet Aristokrati end Aandens.

Greven havde hidindtil bevæget sig fortrolig mellem de fem tilstedeværende Godsejere: to Kammerherrer, én Hofjægermester og to Jægermestre. Først nu, et Kvarter efter at Kaffen var nydt, gjorde han en Ronde i de tre Værelser, hvor man røg 148 Cigarer: Billardsalen og to tilstødende Kabinetter. Han slog et Slag til Siden hen mod Rektor og Overlæreren.

- Professoren er stadig frisk og vel, sagde han.

- Jeg takker Hr. Greven. Hr. Greven, synes jeg, bliver yngre Aar for Aar.

- He . . . man trænger til Otium, til at blive fri for Politik, rent ud sagt . . . Hm! jeg talte lige med Hofjægermester Braunholz . . . han har meldt sin yngste Søn ind i R- Skole.

- Saa-aa-? sagde Rektor.

- Ja, det sagde han, mumlede Greven. Hvordan er det? Er hans to ældste Sønner ikke dimitterede fra Deres Skole, Hr. Professor? eller husker jeg fejl?

- Nej, Grevens Hukommelse er fuldkommen korrekt.

- Naa, er den det? . . . Hm . . . vær saa artig, Hr. Professor !

Han rykkede en Stol frem for Rektor, satte sig selv paa en anden, men lod Overlæreren staa.

- Hvad siger De om de nyere Bevægelser, Hr. Professor? spurgte Greven.

- At de naturligvis, som alt, hvad der kommer op i Historien, har deres relative, vel at mærke, relative Ret, men . . .

- Fuldkommen rigtig, hvad Literaturen angaar, sagde Greven. Det kan godt være, at der skal lidt fransk Chic ind i den . . . i det mindste i visse Grene af den. Men disse Friheder paa Religionens Gebet . . . de er, synes mig, utilstedelige. For Religionen er det eneste solide Støttepunkt for Kongedømmet, altsaa for Samfundet; . . . navnlig for den store tankeløse Masse. Kort sagt, egentlig ynder jeg ikke den nye Retning.

- I det mindste søger den, mildest talt, meget betænkelige Alliancer, sagde Rektor.

- Netop, netop, sagde Greven og nikkede. Og disse Jøder! (hans Mund fortrak sig til en svag Grimace). . . jeg nægter ikke.

- Ja, de har vel kun svage Rødder i vor nationale Jordbund, sagde Rektor.

- Netop, netop! nikkede Greven igen . . . Er . . . det forøvrigt sandt, Hr. Professor, at endogsaa theologiske Kandidater, virkelig lovende Theologer har faaet en . . . en . . . Touche af . . . af Fritænkeri? . . . Aa, det er vel Avissnak.

- T-j-a . . . ja, sagde Rektor med en Skulderbevægelse.

- Nej, virkelig! - Hm! Saa der er dog noget om det. Det er overordentlig sørgeligt . . . Mener De nu, at at disse . . . 149 opløsende Elementer kan holdes uden for . . . f. Eks. uden for Skolen?

- Hr. Greve . . . jeg mener, at Skolen bør holdes paa den strængt historiske, langsomme og sikre Udviklingsgang og holde al Radikalisme ude af hvilken som helst Art.

- Ja, men er det nok Hr. Professor? Bør Skolen ikke være ligefrem strængt konservativ? . . . Ja, De som sagkyndig og Fagmand véd det bedst . . . men jeg talte med Kultusministeren forleden i København. Han var meget, meget bekymret paa de københavnske Privatskolers Vegne, sagde han. Men her . . . i Provinserne . . . hvad? . . . Naa. nej, det sagde jeg ogsaa til Ministeren . . . i Statsskolen har hver Rektor en uindskrænket Myndighed. En Skole er intet indskrænket Monarki - vel? Jeg sagde ogsaa nylig til Hofjægermester Braunholz: De er altfor ængstelig. Naa . . . han nævnede en vis Holm . . . Holm . . . strand . . . berg? . . . er han ved Deres Skole . . . Nej . . . vel?

- En ung Mand, der hedder Holmberg, har været konstitueret Lærer ved Skolen fra lidt før forrige Skoleaars Begyndelse.

Ah - ja saa! . . . Jeg vil ikke opholde Dem længere, Hr. Professor. Tak for behagelig . . . Konversation! God Morgen, Hr. Overlærer!

Frygtens Islag sænkede sig ned over Rektors Hjærte; det tapfrøs i et Øjeblik. Men et energik Opkog af Følelsen af den Stilling, han indtog i sin egen og Samfundets Bevidsthed, bragte Tøvejr til Veje. Resolut tog han sin filologiske Overlærer under Armen, drejede fra den dæmrende Vinduesfordybning ud i den brede Lysmasse, der spredtes fra den venetianske Lysekrone i Loftet. Ridderkorset funklede fra Kjolens Knaphul og Øjnene fra Brillerne med olympisk Glans. Et højt Spejl fra Loft til Gulv viste ham, at han dog egentlig var en smuk Mand.

Midt i Salen stødte han paa den store, fede, rødkindede Hofjægermester Braunholz. Trods sine tresindstyve Aar saa Hofjægermesteren ud, som han kunde overkomme alle Livsnydelser. Sveden perlede ned ad hans Skaldepande og naaede hans Skæg, der groede som Hvede i Lolland-Falsters bedste Lerjord. Han bar Dannebrogsordenens store Kommandørkors paa Kjolen. Rektor gik med sin Overlærer lige mod Hofjægermesteren, som havde en ung Kammerjunker under Armen. Ridderkorset paa den videnskabelig dannede Embedsmand saa trodsig op mod Kommandørkorset paa den gamle Landjunker. Ridder- og Kommandørkorset maalte hinanden - det var i det mindste den Følelse, 150 som Besidderen af det første havde - Besidderen af det sidste havde næppe Bevidstheden om, at en Tanke vibrerede mellem begge Kors - men Rektor nikkede først til sit Spejlbillede, dernæst til sin Overlærer. Denne har vistnok forstaaet sin overordnede, thi først smilede de begge, saa lo de, dæmpet, diskret.

- Professoren er jo Diplomat, sagde Overlæreren. . . . En ny Egenskab hos Dem. . . .

- Kære Ven . . . man følger med Tiden, man sér, hvor Livet leddeler sig, om jeg saa maa sige. . . . Nihil hamani a me alienum puto. Vi Nutidsmennesker er uhyre sammensatte.

- Naa . . . men Holmberg . . . Hr. Professor?

- Desværre . . . der maa vist gøres noget, kære Ven . . . men, De véd, at jeg aldrig handler uden at have raadspurgt Besindigheden og ladet Humaniteten faa ti Gange Ordet, naar Embedspligten én Gang har faaet det.

Inden Selskabet skiltes, serveredes der en Punch af Champagne, Rhinskvin og Arrak, og den var iset. Rektoren og Overlæreren kørte hjem i en let Wienervogn. Overlæreren havde ingen Sans for Drik og var nøgtern; Rektoren var mere stemningsfuld. Han gabede først, fik derefter et lille Anfald af Hikke. Saa strakte han Benene fra sig og sagde:
- Hvad nytter nu alle Grev Ravensbergs Herligheder? Der er ædle Vine, Kunstværker, Kandelabrer o. s. v. o. s. v. Men hvor er Poesien - det "som strømmer midt gennem Salen, naar Glassene sættes paa Bord?" Hvor er den kære Ven?

- Hos Dem, Hr. Professor, svarede Overlæreren og trykkede sin overordnedes Haand.

- Aa, kære Ven, . . . sligt kan jeg ingenlunde tage imod . . . men, naar min kære Natalia og jeg, efter en tarvelig Middag, efter ringe Evne spiller noget af Beethoven eller Mozart . . . saa er der dog . . . hvad . . . en Bestræbelse hen imod Idealet? Ikke?

- Jo-o-o, svarede Overlæreren.

De to lærde udførte snart efter en Snorkeduet. Den standsede først, da Kusken holdt stille foran Latinskolen og vækkede sine Passagerer med et virtuosmæssigt Piskeknald.

151

XIX.

Mathematikeren, Adjunkt Petersen, mødte Byens praktiserende Læge en fuldt straalende Solskinsdag paa Gaden, da Skoletiden lige var forbi.

- Naa . . . Holmberg . . . hvad, Doktor? spurgte han.

Lægen trak paa Skuldrene og svarede:
- Han har jo baaret sig ad som et galt Menneske og søgt Krigsraad Sligt. Den ene Lunge. -

- Naa, saa er det sandt?

- Ja, Gu' er 'et sandt.

- Hm! Jeg kunde i Grunden godt lide det sære Eksemplar af en theologisk Kandidat. Han har dog vist ment noget. Men, naar man mener noget, skal man ikke være Embedsmand, eller man skal tie stille med, hvad man mener, snakke Kanaillen efter Munden og grine ad hele Rakket.

- Man skal allenfals ikke mene noget ligeoverfor Drenge og Pøbel, sagde Lægen. Naa . . . og Professorinden og Byfogden . . . hvad? Er der noget i, at Staklen har stukket Byfogden ud - hvad?

- Hvem véd. . . . Variatio delectat. Men hun vil s'gu ikke noget. Det hele er Skaberi. Farvel! Jeg skal hjem og bjerge lidt Middagsmad.

Foraaret blev skønnere og skønnere; det var en ren Undtagelse i Danmark, saa dejligt blev det.

Eftermiddagene vare lyse, mens Loftslampen brændte i Rektricens "Studeresalon" i den pompejanske Stil.

Lysegrønt beherskede Landskabet. Millioner soldrikkende Knopper tvang sig frem. Bøgeløvet overprikkede Luften. Det var fint Broderi af grøn Silke paa blegblaa Atlaskesbund. Nede paa Jorden lo de hvide Anemoner op i Lyset, frejdige som glade Smaabørn; de blaa Anemoner dulgte sig en Smule blufærdig som nykonfirmerede Piger. I det plydsagtige Mos blinkede smaa Draabestænk for straks at pible ned i en fælles sivende Fugtighedsmasse. Overalt sivede det i den brune Muldjord, som nede om Kærenes Rande blev til en grøn Sæbemasse. Thi Skovkærene stod fulde til Randen og druknede Elletræernes Tuer. Man var aldrig sikker for Vand, hvor man end traadte. Græs og Urter drak sig en Perial i al den Væde under Dis og Damp, den med uendelige Fødsler svangre Jords synlige, hurtige Aandedræt.

152

Der var Grøfter, hvor Vandet pilede afsted, som blev det pisket frem. Vandet sang overalt i Skoven. Man kunde komme paa Steder, hvor Faldet var stærkt. Ja, saa sang det en triumferende Frihedshymne, Vaarens Marseillaise . . . Sneens og Isens Drotter vare dræbte under Solens Guillotine. . . . Saa kunde man høre noget inde fra Skovens ubetraadte Helligdom: en slumrende Nynnen, Intonationen til en Romance i Moll, en gammel Folkevise.

Solen legede, hoppede og sprang paa Vand og Løv og spredte Pletter paa Skovbundens Muld. Duftstrømme af Harpiks og syrlig Muldjord, af Plantearoma strøg gennem Luften.

Midt ude laa Aaen. Nu randt den i stille, skælvende Henrykkelse, foreløbig sikker paa sig selv, bugtende sit brede Legeme som en lymfatisk stor Kvinde i sagte, ikke hastende, ikke forpint, ikke ret bevidst Vellysthaab.

I Haven, der skraanede ned mod Aaen eller løb lige ud i den, slog Krokus en Dværggardekreds omkring de brune Bede. De smaa Stængelkroppe blev borte under de store med gule og blaa Hjælme prydede Hoveder. Hensmægtende æggegule Paaskeliljer gav Plads for svagt og sødt duftende unge Pinseliljer med bleghvide Kronblades Krans om brandgule Stjerner.

I Haven paa denne, i Skoven paa hin Side Aaen færdedes nu Fru Natalie og Erik Holmberg i de Eftermiddagstimer, som vare bestemte til den unge Frues Selvudvikling i den "pompejanske Stue". Under det vippende og bævende Løv, mellem de mange Vandes Lyd, paa den gyngende Grund følte han en ung Rus's heftige, men sky Begær, og hun ventede bly og taalmodig paa den Fryd, der kunde udruges i den varmt tindrende Foraarssol.

De talte om mange Ting, mens det susede, sang og rislede omkring dem. Han var mere rød om Kinderne, hans Hud var finere og klarere, hans Øjne blankere og livfuldere end nogensinde. Han forklarede den hyppige Trang til at rømme sig og en kort stødvis Hoste af en pressende indre Henrykkelse, der brød paa, inden dens Udtryk havde formet sig. Han lo derad og tænkte paa Johan von Ehrenpreis's:

.... Jeg haver et indvendigt
og et udvendigt Pund.

Og det Vers citerede han altid, naar Fru Natalie spurgte ham, om Forkølelsen fra Martsbadet hin Søndag Formiddag dog aldrig fik Ende.

153

Det hændte sig en Dag, da Skyggerne længedes, og Lyset løftede sig fra Jorden, da Dæmring snoede sig op fra Træets Rod om dets Stamme, og de øverste Kviste tindrede metalagtigt, at Fru Natalies Dueøjne besløredes, at den lille Rynke paa hendes Pande borede sig dybere, at hendes Træk røbede, at Trediveaarsalderen nærmede sig. Saa lagde hun sig op ad Erik, trykkede sig ind til ham, dulgte sit Ansigt mod hans Bryst og spurgte:
- Men, naar jeg nu skal dø, hvad vil Du saa trøste mig med? Hvad, Erik? For jeg føler, at saa bliver jeg igen saa bange, som jeg blev, da jeg var en lille Pige, og jeg vaagnede midt om Natten i det mørke Sovekammer og ikke kunde se. mine Forældres Seng. Jeg rystede i min Barneseng og holdt fast i det Tralværk, der var om den, og for at faa Mod opramsede jeg indvendig alle de Salmevers, jeg kunde udenad.

Erik lo, men tvungent. Hvad Natalie her sagde højt og havde tænkt ud, havde under andre Omgivelser og Omstændigheder rørt sig i ham selv, naar han havde slukket Lyset og var kommen i sin Seng i den sene Nattestund, efter at han gennem kritiske Studier var bleven sikker paa et Resultat, et mod hans Barndomstraditioner ganske stridende Resultat. Fadervor havde da ligesom tvunget sig frem paa hans Læber. Han vogtede sig vel for at sige hende det. Thi nu i Lys og Luft foragtede han Mindet fra slige Stunder, og de var jo ogsaa i den sidste Tid blevne sjældnere, og Barndomsminderne vare blevne mattere i deres Fordringer paa Gehør.

- Hvad vil Du saa trøste mig med? klang Fru Natalies lidt spinkle, klingre Stemme ud i den dæmrende Vaarkvæld.

Aftenklokken rakte frejdig sin Malmtunge ud gennem Lydhullet paa Kirketaarnet hinsides Aaen og tog myndigt Ordet som en Præst paa sin Prædikestol, trygt forvisset om, at Modsigelse var umulig, naar den havde sat i. Ja, der stod det røde Klokketaarn med sine teglbelagte Trappegavlstakker! Fru Natalie saa hen mod Taarnet, halv bange, halv søgende det som en god gammel, men lidt stræng og sær Onkel, som hun havde kendt saa længe, hun kunde huske, hvis Stemme var venlig, men meget myndig, en Onkel, som ikke taalte Modsigelse.

En tung, grødet Stemning, en dansk Forlovelsesstemning, indesluttende Modløshed, Sentimentalitet, forkuet Attraa, hang en Stund over dem under deres tavse Kærtegn. Fruen hviskede ømt:
154 - Aa . . . jeg er lidt bedrøvet . . . men jeg har aldrig befundet mig saa dejlig. Du er saa kær, Erik. Men svar mig paa, hvad jeg spurgte! Hvad vil Du trøste mig med?

Dette Spørgsmaal kom stadig igen i hendes Mund, som i Børns, der blive ved at gentage deres tiggende Bønner. Erik Holmbergs Sind strøjfedes af en let Gnavenhed; han vrissede svagt med Skuldrene. Han havde Lyst til at spørge: Men hvem siger, at Du har Ret til at fordre Trøst, fordi Du i et givet Øjeblik tilfældig trænger til det? Men han nænnede ikke at sige det. Og hun gentog Spørgsmaalet mange Gange med voksende utaalmodig Paatrængenhed.

Erik Holmberg var først angest, da han hørte de Tanker, han havde syslet med i Tavshed under stille Studier, faa Røst i den genlydende, lyse Skov, hvor Talen endnu ikke fangedes under fuldt udsprungne Bøges svulmende og dæmrende Draperi. Men Skumringen blev stærkere og stærkere, og hans Mod voksede med den.

- Man bliver bedst fri for den Slags Nødraab, naar man ikke sysler for meget med sig selv. Alt det urimelige i Religionerne kommer af, at Menneskene ikke har kunnet frigøre sig for den Tro, at de har Ret til at faa, hvad det falder dem ind at ønske. Lad os blot ikke være dovne, men stadig arbejde, saa faar vi ikke Tid til at tænke paa Døden for Livet! Men, lader vi os ikke optugte af Arbejdet, saa bliver vi ligesom uvorne Børn, der bliver fortvivlede, naar de ikke faar, hvad de peger paa. Du fordrer et evigt Liv, men Du undersøger ikke, om saadant et stakkels Individ har Indhold i sig til at leve 60 Aar til Gavn og Glæde for nogen end sige til at fylde en uendelig Tid med. Tænk Dig et evigt Liv uden Indhold! Her er tomme Timer nok i vort Jordelivs korte Tidsspand. Tænk Dig dem uendeliggjorte!

Hun svøbte sig i Shawlet og mumlede:
- Men . . . Du . . . at blive rent borte . . . saadan svinde hen til ingen Ting . . . nej, uh! ... Udødeligheden maa jeg tro paa.

- Det er temmelig ligegyldigt, om Du eller jeg tror paa den eller ikke tror paa den, fordrer den eller opgiver den. Der bliver lige meget eller lige lidt af den for det. Nej, lad os fordybe os ærlig og uden Forfængelighed i noget skønt, godt, stort, alment. Naar egenkærlige Krav og Længsler melder sig, saa 155 lad os jage dem bort ved Mindet om store Tanker, dejlige Vers, ædle Bedrifter, som vi har hørt eller læst om; det jager alle disse Griller bort. . . . Ja, nu tænker Du da hverken paa Død eller Udødelighed? Jeg vil have let ved at jage alle gamle Spøgelser ud af min Tanke, naar jeg mindes disse Løvspringsdage, mindes Dig i Sol og Dæmring under Løvets Solglæde og de rislende Vandes Jubel og Smaanynnen.

Hun favnede ham, saa hans Aandedræt næsten standsede, og hviskede:
- Ja . . . Tanker og Digterord! Men dette om Grækernes Filosofi og Plastik! Du maa ikke præke for mig. . . . Hør, naar jeg kommer til at tænke paa . . . (hun lod som hun snoede en Knevelsbart og knejste med fremskudt Bryst) . . . Du er jo ikke jaloux mere . . . for jeg hader ham . . . men han besnakkede mig, fordi han gjorde Nar ad hans Prækener derovre (hun pegede i Retning af Rektorboligens Have hinsides Aaen) . . . uh, det, jeg havde hørt Aar ud og Aar ind.

Erik blev modløs, klappede sagte hendes Haand og rystede paa Hovedet. Hun lagde Armen om hans Liv og sagde:
- Nej, nej, nej. Tal om, hvad Du har læst og tænkt, læs for mig, sig mig alt, hvad Du føler! Jeg er ikke prosaisk og kedelig, Erik; nej, jeg interesserer mig for alt . . . alt, naar En, jeg holder af, interesserer sig for det. Kom kun med Din Bibelkritik . . . og lær mig det nye, som kommer frem i Tiden.

De steg ned i Baaden, Rektorens Baad, som hun selv havde roet over til Skoven, mens han var gaaet over Broen højere oppe. Det var helt mørkt. Hun slog et stort Shawl om dem begge og sad tæt klynget op til ham en Stund, før han fik Lov til at ro. Da de skiltes ad, hviskede hun:
- Naar blot En, som jeg holder af, er hos mig, naar jeg dør, er jeg ikke bange. Men ellers . . . ellers tyer jeg tilbage til . . .

Hun rev sig fra ham og sprang letfodet som en Hind op gennem Haven, skyndte sig op til det pompejanske Værelse og tændte Lampen. Et Kvarter efter blev hun kaldet til The. Pigen sagde ikke uden en lidt skarp Betoning:
- Jeg har været her to Gange, men der var ikke Lys, og Fruen svarede ikke, da jeg bankede.

- Jeg var træt og vilde hvile mig, sagde Fruen. Rektor sagde, da hun kom op:
156 - Du studerer længe i den sidste Tid, min kære Natalia. Hvad læser Du?

- "Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Literatur".

- Saa-aa? - Hvor har Du dem fra?

- Jeg har laant dem af Adjunkt Holmberg.

- Hm - hm! Jeg vil hellere købe dem til Dig, i Tillid til, kære Pige, at Du læser dem med stræng Kritik. Nu vel! Jeg smigrer mig for Resten med at have opdraget Dig til at veje, maale og vrage . . . hvad, mit kære Barn? Jeg burde jo ogsaa læse dem, siden de jo har vakt en vis Opsigt. Men det er sikkert Literaturhistorie paa anden og tredje Haand. . . . Og . . . kære Natalia, Du husker jo, at jeg har sagt Dig, at Kvinden, som lever i Forestillingen, lettest tilegner sig det absolute gennem Religionen, som netop rummer det absolute i Forestillingsform. Lad os gaa til Ro, mit Barn!

XX.

Da Dagene længedes mere, og Skoven løvedes tættere, var det farligt for Erik og Fru Natalie at mødes. De havde en Dag i Slutningen af Maj, da de troede sig sikre bag de store, blanke, lysegrønne Silkegardiner, som Bøgene væltede ned over deres Hoveder, hørt en høj, ironisk Rømmen, der gav Ekko gennem Skoven. Ramte af panisk Skræk havde de faret hver til sin Side og søgt hjem hver ad sin Vej.

De maatte foreløbig skilles, men havde aftalt at lade høre fra hinanden gensidig. Og det gik saaledes til. Sent om Aftenen, naar det var fuldstændigt mørkt, sneg Erik sig som en Tyv op ad Trappen til Balkonen i Gymnastikhusets Gavl, og under den yderste Dør stak han da en lille Seddel ind og fandt Svar den næste Aften. Legen dreves med glad Spænding og kildrende Angest fra begge Sider som hos Børn, der bedrive noget ulovligt.

Naar saa Erik havde listet sig ned ad Trappen med Kattefjed, plukkede han med en Indbrudstyvs forvirrede Graadighed af de Blomster, Aarstiden gav: fløjelsbløde, dunkelviolette og lyskarmoisinrøde Avrikler med vellystig Duft som italiensk Vin, 157 syrlig duftende røde Primler og gloende Tulipaner. Han bar dem hjem og stak dem i et stort Ølglas. Foreløbig maatte det fungere som Blomstervase.

Han berusede sig da i de lange søvnløse af Hosten forulempede Nattetimer i Blomsternes stærke, blandede Duft. Den fremkaldte Tilstande af dristigt Begær og bankende Attraa, af Svælgen i Situationer, hans Fantasi ved Dagslyset aldrig vilde have vovet at gøre det svageste Udkast til. Nu lagde den Farver saa tykt paa, væltede Lysmasser ind, tegnede Former saa sødt, kælent henflydende, buttede og bævende, at han, om han havde kunnet male sligt, vilde være bleven beskyldt for at efterligne Correggio.

Men om Dagen var hans Henrykkelse omsløret af en stille Resignation, mens han vuggede sig i Mindet om Løvspringsdagen og glædede sig til den Seddel, han skulde finde om Aftenen under den bekendte Dørtærskel. Disse smaa Sedler med deres Citater af Vers eller Forsikringer om evig Kærlighed gemte han omhyggelig under Laas og Lukke, tog dem frem hver Morgen og Aften i en andagtsfuld Stemning som den, hvori han i Barndommens og de første Ungdomsdage fremsagde sine Morgen- og Aftenbønner.

Han søgte ingen, og ingen søgte ham. Overlærer Krog kom en enkelt Gang til ham sent paa Aftenen, talte lidt om sin Emil, rystede sin unge Kollegas Haand, men Samtalens Traad brast hvert Øjeblik, mens de forsøgte at tvinde den. Erik var fraværende med sine Tanker, de svævede i helt andre Luftlag end den gamle Pædagogs; Krog var forlegen og fortrykt, sukkede under de hyppige Pavser og mumlede:
- Ja, det er s'gu snavs med hele Tilværelsen, og det bliver snarere værre end bedre. Det er nogle søde latinske Stile, de leverer i øverste Klasse nu om Stunder.

Og, naar han kom hjem og fandt sin Kone i Sengen, og hun spurgte:
- Hvordan gaar det med ham? rystede han sukkende paa Hovedet:
- Hektiske Øjne og Kinder, tør Hoste . . .

En Gang spurgte hun:
- Og det tror Du er kommet af, at han vilde redde Emil? Og vi kan ingen Ting, slet ingen Ting gøre for ham? Og naar nu han faar Afsked uden Pension eller noget som helst efter Sommerferien? For det er da Meningen; det siger de andre 158 Læreres Koner, for deres Mænd siger deres Koner noget, Krog! men Du skal aldrig fortælle mig et Ord oppe fra Skolen.

- Visvas, Visvas! Det véd ingen.

Han satte sig ned paa en Stol, foldede Hænderne over Knæet og faldt i dybe Tanker en Stund. Deres Række afsluttedes i den stereotype Formel:
- Ja, det er s'gu snavs med hele Tilværelsen.

- Du, Krog! sagde Fruen, da hendes Mand var naaet i Seng og havde faaet sin Nathue trukket ned over Ørene og sit trætte Hoved boret ned i Trækkepuden; jeg har paalagt Emil at bede for ham hver anden Søndag, naar han gaar i Kirke.

- Hm . . . skade kan det jo aldrig, brummede Overlæreren, sukkede, gentog det før anførte Hovedresultat af sin Livserfaring og gled over i den trætte Arbejders faste, drømmeløse Søvn.

Erik gik om i en varm Stemning, ikke ulig en let, behagelig, Livsaanderne forhøjende Rus. Kollegaernes Skyhed, Rektors majestætiske Alvor ofrede han ikke en Tanke. Han gjorde endog sine Omgivelser paa Skolen forlegne ved en rask Friskhed i sit ydre Væsen og sin Optræden. Mathematikeren Petersen sagde til den filologiske Overlærer:
- Der er noget ved ham, som jeg kan lide. Han vil falde med oprejst Pande.

- Er det ikke snarere Fthisikeres sædvanlige Sangvinitet? svarede denne. Men hør! . . . nu har jo Fruen (han hviskede og pegede hen mod Rektors Lejlighed) igen faaet en Skrue løs . . . De har da hørt, at man . . .

Talen fortsattes dæmpet; Svaret fra Petersens Side begyndte hviskende, kun de sidste Ord kunde høres:
- Aa . . . hun skal bare løbe Linen ud . . . det er Børnestreger.

- Men, hvor han staar mageløs rolig-humoristisk over det hele . . . Ja, nu ler De.

Hr. Petersen trak paa Skuldrene og sagde ved sig selv:
- Humoristisk-overlegen Hanrej!

En Aften efter en varm Junidag gennemdampede Aa og Eng hele Rummet med en tæt, fugtig, hvid Taage. I den kunde Træer, Huse og Mennesker næppe tvinge en flygtig Antydning af deres Tilværelse frem. Det var graa Klatter, Streger og Klumper i al den Dis, som den lyse Nat gjorde hvid og flosset ligesom en løst henkastet, kæmpemæssig Masse raa Uld.

Erik Holmberg vadede igennem den, glohed, med fuld Damp; 159 en sur Kulde slog mod hans Legemes Hede. Han vidste ikke ret, om den vederkvægede eller gjorde ondt.

- At Sommeren ikke kan skaffe En af med den Hoste, mumlede han.

Men det var morsomt, betryggende for ham . . . ja, han blev næsten kaad og modig i Sind, mens han under Gangen kløvede denne Taage. Thi nu kunde jo ingen se ham styre Kursen op ad Trappen til den lille Balkon i Gymnastikhusets Gavl og snappe Elskovstelegrammet i den smalle Ridse mellem Døren og Tærskelen.

Jo, Papiret laa der. Det var endog usædvanlig stort . . . ja, det var et helt Brev, indlagt i Konvolut. Der var noget højtideligt - maaske uheldvarslende - i denne ceremonielle Form. Erik blev spændt; hans Hjærte bankede op i hans Strube, men han steg ned ad Trætrappen saa uforsigtig stærkt, at Trinene peb og knagede i den lydløse, tætte Aften.

Han maatte se, hvad der stod i Brevet. Han kendte nu hver Busk og hver Stub i Haven, hver lille Tunge, som Aaen i det nu genvundne regelmæssige Omfang rakte ind mellem Ellene. Ja, der stod en stor, gammel, halv udgaaet El paa en høj Stub. Rødderne stak ud i Luften som Trappetrin. Oppe paa Stubben, dybt mellem de gamle Ellegrene vilde Erik sætte sig og ved Tændstikkers Lys læse Brevet. Hans Negle havde utaalmodig kradset hen ad Konvolutens glatte Papir.

Et Par Gange faldt han ned i det løse, nu ikke mere fugtige Muld, thi de første to Trappetrin brast under hans Vægt. Saa naaede han at faa Tag med Haanden i en Gren, svang sig op paa Stubben og naaede ind i den lille Løvhytte. Med et lydeligt Suk . . . hvis man kan kalde hans næsten skrigende uvilkaarlige Udbrud saa . . . rev han Konvoluten itu. Samme Klagelyd tvang sig frem, trods hans Modstand, da han rev Tændstikken af mod Strygefladen. Der stod i Brevet:
"Farvel! vi ses aldrig mere. Hidtil har jeg i mit Liv dynget Synd paa Synd: jeg har været Fortabelsen nær. Hvis jeg turde, vilde jeg hade de Mænd, hvis Øje har fristet mig, og hvis Ord har daaret mig, saa jeg glemte Gud. Men jeg tør ikke hade, jeg har syndet nok. Jeg vil bede for, at De og andre maa faa Øret aabnet for det Kald, der lyder til enhver om at vende om, mens det er Tid. Nu har jeg fundet Trøst, nu véd jeg, hvortil jeg skal hælde mit Hoved.
N-".

Eriks Øjne havde gennemlynet Brevet. Tændstikkens Flamme naaede næsten hans Haand, da han var færdig. Hans første 160 Følelse var en idiotisk Glæde over, at han ikke havde brændt sine Fingre. Thi alt virkeligt Følelsesliv lammede ham i dette Øjeblik. Han stirrede sløvt ud i den hvide Taage. Han syntes, det var rart, at han ikke kunde skelne noget i denne grødede Masse, thi alt, hvad der havde mødt hans Syn, vilde have smertet ham. Han fandt, at han var saa rolig, saa dvask. Der var sket noget, som burde have smertet ham, burde have drevet ham til at styrte sig ud i Aaen her, hvor den var dyb. Han var glad over, at han ikke gad. Blot der ikke maatte lyde et Fugleskrig og forstyrre ham!

Denne Tilstand varede et Øjeblik, mens han svøbte sig tættere og tættere ind i Taagen.

Det var intet Fugleskrig, der forstyrrede ham, det var Aareplask fra Aaen. Lyden rev det døde Saar levende. Erik vaandede og vred sig, stønnede og klynkede. Han havde nær skreget højt, da en Stemme klirrende gennembrød Taagen og Tavsheden:
- De er, min Salighed, fuld, Borgfeld! En lallende, drukken Røst svarede:
- Fuld? Jeg? Har De nogensinde set mig fuld? Hvad? . . . Hvad skulde . . . hvad skulde . . . jeg . . . være bleven . . . fuld af? Hvad? Saadan bliver jeg altid . . . naar . . . jeg saadan . . . har spist Slikasparges . . . og der saa har været revet Muskatnød i . . . Smør . . . ret. For Vin . . . det kan ingen drikke mig fuld i.

- Nej, jeg véd nok, at Vin altid gør Dem nøgtern. Derfor tog jeg en Feltflaske med paa Sejlturen. Tag en Slurk!

- A- -ah . . . jeg synes . . . nej, er det Kognak?

- Nej, det er Pale Sherry . . . Men De er fuld endnu. De maa vist have mere for at blive ædru.

- Ingen . . . ingen Men. . . nesker kan drikke mig fu - uld i Vin. Og af tør Vin bliver jeg æ-ædru.

- Saa. Der er Flasken . . . Det var godt drukket og vel undt. Nu ligger vi stille her et Øjeblik og lufter os og ser op mod Deres skønne Søsters Vinduer.

- De er en Ra-ad, Byfo . . . Og han, den Holm-b . . . hva? Men det er paa fra-ansk.

Erik følte sig knuget, som om Islag ramte hans nøgne Hud.

Baaden skurede med en tør Lyd mod den lille Landingsbro efter et Minuts Forløb. Saa hørtes et tungt, men blødt Fald mod dens Planker. Saa hørte han Byfogden mumle:
- Han er tung, det Bæst!

En Silhouette af et Menneske, der bar noget paa Skulderen, 161 en Genstand, der dinglede slapt ned forud og bagud som en Side Flæsk, brød dunkelt frem i Taagen, alt mens et stønnende Aandedræt blev lydeligt. Erik havde rejst sig paa Stubben. Hans ene Haand klamrede sig om en af Ellens Grene. Skulde han ile efter Silhuetten? Han stræbte at forstaa eller slutte sig til noget, men alt løb ud i et inden i ham som uden om ham.

Den underlige Dobbeltfigur, den halv kentavragtige Fremtoning gled videre. Det pirkede i Erik Holmbergs Hovedhaar; han fornam, at han burde skride ind. Men han kunde kun gøre det paa en brydsk, urimelig, uforstandig Maade; havde han ladet sin Eftertanke virke med behørig Besindighed, var det aldrig sket. - Altsaa en Gentagelse af Redningsforsøget med Overlærer Krogs Dreng!

Havde en upartisk Tilskuer været til Stede ved dette Sammenstød i Taagen mellem den spinkle Adjunkt og den mægtige Kentavrskikkelse, dette Sammenstød, hvis Følge blev, at hele Massen dumpede ned i den fugtige grusbelagte Havegang og dannede en uhyre, uformelig Klump, saa vilde samme Tilskuer rimeligvis have skoggerlet. Hvem kan vide, naar man ser et burlesk Fænomen, at det er et sammensat Resultat af Sorg og oprivende Lidenskaber.

En ung Adjunkt og theologisk Kandidat, Byens højeste Embedsmand, højt oppe i Fyrrerne, en forfalden Søn af Byens én Gang rigeste og flotteste Hus ligge og vælte i en snavset Havegang. Og den sidste Aarsag er Lidenskaben for en stakkels Undineskikkelse, der længes efter den Sjæl, hun ikke har, og er bange for de Sanser, hun har, og Undinen er gift med en Mand, som i Kultusministeriet anses for Landets dygtigste Rektor, en af den officielle Lærdoms og Embedsintelligenses Blomster! Hvilket Sammensurium af Taarer og Latter, Raahed og Fantasteri, sand Lidenskab og løgnagtig Forfængelighed, medfødt Fejghed og tilkæmpet Mod, ædle Instinkter og sjofel Kynisme - og alt løb ud i dette Fald i Havegangens dyndede Grus i den taagede og lumre, sure og muldede Juniaften.

Den stærkeste af de tre frigjorde sig først fra den Menneskeklump, han var viklet ind i, rejste sig rank, rakte Haanden ned mod Erik Holmberg, der, slap efter den unaturlige Kraftanspændelse, med pibende og hurtigt Aandedræt havde arbejdet sig op i en knælende Stilling.

- God Aften, Hr. Holmberg! sagde Byfogden leende. Et Sammenstød mellem Lokomotiver med stærk Damp oppe . . . 162 Hm! Jeg tror denne Have er skabt til dramatiske Kollisioner mellem os to.

Erik Holmberg havde Ikke modtaget den fremrakte Haand. Han havde arbejdet sig op og stod nu lige over for Byfogden. Det varede en Stund, inden han fik sit Mæle, og i den natlige Tavshed lød høj Snorken fra den døddrukne Landmaaler, som lod til at finde sig hjemme, hvor han laa.

- Hvad vilde De her? spurgte Erik Holmberg med dirrende Stemme. Hvad ondt vilde De gøre?

- Man gør, hvad man kan, højstærede! At gøre noget, enten det saa kaldes ondt eller godt, foretrækker jeg for dump Rugen og dyb Indadvendthed. Men, hvis jeg var saa ond, som De forudsætter, saa havde jeg - og han slog sine stærke Hænder som Rovdyrskløer i den spinkle Adjunkts Skuldre - saa havde jeg . . . ja, f. Eks. pryglet Dem, fordi De forhindrede Udførelsen af en ret sindrig Plan, jeg har lagt, og fordi De har fundet Naade for éns Øjne . . . gid jeg kunde kalde hende min forhenværende Maitresse for at gøre Dem rigtig rasende . . . men Sandhed og Oprigtighed er min Religion.

- De er ... De er ... stammede Erik.

- Prys . . . Prys-sing er en sto-sto-stor Kæ-Kæ- Kæltring, citerede Byfogden. Kom til Dem selv, Hr, Holmberg! De kan jo dog ikke prygle mig . . . Lig stille, Dit Bæst, mens fornuftige Mennesker taler sammen! udbrød han og sparkede ganske let til Borgfeld, der rørte sig i Søvne og lallede:

Adelejde, min Tøs
med den dejlige Hals!
Du kan tro - øh - øh

og derpaa atter intonerede sin Snorken. Byfogden fortsatte:
- Mens De puster, skal jeg tale. Tiden skal gaa med noget, sagde Bonden. Fru Rektricen har altid manglet Virkelighedssans, og det har været mig umuligt i de Par Aar, jeg har kendt hende, at faa den indpodet i hende. For at bringe hende til at tænke lidt over det "milieu", som hun stammede fra - er det ikke saadan, at I moderne Filosofer kalde det? - har jeg præpareret hendes Hr. Broder, som De ser. Jeg vilde have smidt ham op uden for Døren til hendes Studereværelse . . . De har vel været der i Aften? . . . Naa, naa, bid mig ikke - Deres Tænder er ikke stærke nok til at faa Hul i min Hud - saa kunde hun 163 finde ham i Morgen, naar hun vilde ud paa Balkonen paa Romantikens Vegne. Det er af ren pædagogisk Interesse, at jeg har gjort det. Synet af det Dyr, hendes eget Kød og Blod, vilde maaske blive et lille memento mori for hendes dumme Forfængelighed og "ideale Aspirationer", som en af vore Klassikere nok kalder det. At jeg er gal paa hende, er da menneskeligt. Ikke sandt? Vær nu retfærdig, Ideens Ridder! . . . Jeg hader det Fruentimmer . . . aa, nej . . . det var for pathetisk sagt . . . jeg har en Regning at opgøre med hende, og jeg kan ikke lide at tage eller give lang Kredit. Dyret der skulde være et Visitkort fra mig, det skulde minde hende om vort Mellemværende. Nu har De forstyrret og forhindret Udførelsen af min Idé, der har kostet mig megen Vin og Kognak i Dag. Naa - jeg er vant til, at mine gode Ideer bliver til Røg; jeg hader Dem ingenlunde for det - jeg er blot lidt gnaven over, at De røg frem som en "Deus ex machina" og væltede os og Dem selv over Ende . . . Lad os sætte os paa den Bænk der ved Aaen! Den geniale Eksistens sover de retfærdiges Søvn der i Snavset . . . Lig stille, Geni! . . . Hr. Holmberg, har De aldrig følt en stille overlegen Glæde, naar De har set en af Deres Medskabninger synke ned under det bestialske Niveau?

Med den ene Haand i Lommen, sammenkrummet om Fru Natalies sidste Meddelelse, med den anden fægtende ud i Luften, stod Cand theol. Erik Holmberg, fyldt af giftsvangre, indvendige Repliker, og af Lyst til athletisk knusende Fremtræden; men hverken den aandelige Snarraadighed eller den legemlige Muskelstyrke vilde give Møde. Han fik kun fremmumlet de Ord:
- Hvorfor taler jeg med Dem? Jeg har jo intet at gøre med Dem!

Det brændte i ham. Han vilde være ond og stærk, men kunde ikke. Byfogden svarede:
- Aa, jo. Lidt har vi at gøre med hinanden, og vi faar mere, naar De ret gør Dem klart, at Deres Trubadurkærlighed . . . for Satan, skab Dem ikke, naar De ikke kan slaa! . . . hvad skal den spinkle Næve nærme sig mit Skæg for? . . . naar De klarer Dem, siger jeg, at Helena fra anden Del i Faust er . . . ja . . . Madam Borgfelds Datter og Søster til ham, der ligger og sover der i Skidtet . . . Ha, ha, ha! Da De brød frem og væltede mig og Svinet, var De brillant. De sad paa Riddervagt der i Mosen paa Deres Dames Dyds Vegne. 164 Højstærede! . . . det er unyttigt. Den beskytter sig selv. Hun tør lige saa lidt som De . . . eller jeg, havde jeg nær sagt.

Erik Holmberg tænkte paa Seddelen, som han endnu holdt i sin Haand i Lommen. Hans Sind blev ondt mod Fru Natalie; han følte sig atter tiltrukken af Byfogden. Hvis samme Byfoged var en ulykkelig Elsker, saa havde de to jo et Tilknytningspunkt og kunde foreløbig være. Forbundsfæller. Erik Holmberg var træt og syg og saa med misundelig Beundring paa den stærke Skikkelse, der stod for ham. Byfogden gav sig pludselig til at le højt:
- Ha, ha, ha! Vi to Rivaler sidder her i Haven, hvor vi har sværmet og sukket! Jeg føler mig saa dansk i Sind, i Maaneskin . . . eller i Brandtaage! Gud, hvor vi er nogle grinagtige Karle, vi smaabitte Begavelser i denne lillebitte Nation, der har slugt en Kultur, som den ikke kan fordøje. I Fantasien er vi Fauster, Manfreder, Don Juaner i Kraft af vor æsthetiske Læsning, og i Virkeligheden ere vi nogle Fæhoveder, nogle Spidsborgere, som kun har Mod til at være vældige i vore ensomme Timer i dunkle Skove og paa mørke Retirader. Søg dog Præstekald, Menneske! Som Præst kan De godt have smaa Amouretter med Deres kvindelige Klienter, naar De bare er forsigtig. De tror ikke, vil De sige. Tror jeg da paa noget? Nu er Orthodoksien god Politik, bliv orthodoks! I min Ungdom var f. Eks. Skandinavismen god Politik. Jeg har holdt Taler for den ved Studentermøder i Upsala og København, for jeg vilde have det godt snarest muligt og havde saa lidt Lyst til at være Martyr, som noget Menneske kan have. Derfor fik jeg et godt Embede i Slesvig, før jeg var tredive Aar og et endnu bedre, da jeg vakte Medlidenhed hos Regering og Folk i Egenskab af fordreven Slesviger. Bliv orthodoks! Man kan jo altid ved enkelte Lejligheder lette sig og snakke ud, som jeg gør i Aften . . . vel at mærke uden Vidner, saa man i Morgen kan gøre ligesom Jeppe og sværge paa, at det var lutter Løgn, hvad man svor paa tilforn. Siger De i Morgen, hvad jeg har sagt til Dem i Aften, saa bliver De udlagt som en infam Løgner og Bagvasker. Det skal jeg nok sørge for.

Erik Holmberg betragtede den stoute Karl, der lignede et Portræt af en Adelsmand fra Kristian den IV's Tid. Han var lige saa kraftig, forholdsvis mindre dannet end disse brede Skikkelser, der kunde slaas, øve Liderlighed og Drik som føre Karle, skrive Latin og forstaa Græsk som en Renæssance-Lærd. 165 Sammenligningen paatrængte sig den unge Historielærer. Var her ikke en stor Kraft til Stede, men som var misbrugt, forvreden og afstumpet under usle Virkelighedsforhold? Maatte ikke al den oprindelige erotiske Varme udarte til Kynisme, Trangen til Kamp skaffe sig Udløb i lapset Sport, den kække Hang til Tvivl forsumpes i drengeagtig, blaseret Smaaspotteri ? Erik Holmbergs Had kølnedes, især da han bøjede sine Refleksioner hen mod sig selv og fandt, at hans eget smaalige, frygtsomme Virkelighedsliv var en stadig Parodi paa hans Idealer. Havde Byfogden ikke Ret? Kunde noget stort og frit i Længden trives i dette Miniaturland med de mange "brolagte Landsbyer" og specielt i dem af de sidste, der havde den Lykke at eje de smaa lærde Kolonier, Latinskolerne? Var det ikke det eneste fornuftige at gøre som de andre? Han tænkte paa sit trange Hjem, sit hele lumre Stueliv, sine dristige Fantasier, sin Modløshed og Kejtethed i Livet. Byfogden og han selv vare to krængede Idealister, den første med robust Kraft, der ikke kunde komme til Anvendelse, den sidste hensvindende af Misforhold mellem indre Trang og legemlige Kræfter.

Disse Tanker for saa rask igennem ham, at der kun blev en lille Pavse. Byfogden tog atter Ordet:
- Naar jeg ikke kan ro, ride eller køre mig træt, maa jeg tage Motion ved at snakke eller slaas med mine Hunde. Jeg kan godt lide, at De tier saa meget stille og lader mig udfolde mig i den Bredde, som jeg trænger til i alle Forhold. Efter en saadan Sport bliver jeg blid i Sind og modtagelig for, hvad Theologerne kalde Samvittighedens Stemme. Nu fortryder jeg, at jeg har drukket Svinet derhenne paa Pelsen, og jeg finder, at min Hævn mod Helena fra Faust's anden Del ikke vilde være nobel. Saa i Morgen tidlig, naar jeg er gnaven og ondskabsfuld, hvad jeg altid er om Morgenen, saa faar jeg Samvittighedsnag i modsat Retning og skælder mig selv ud for et fejgt og godmodigt Fjog, fordi jeg ikke gennemførte min Hævnplan, fordi jeg fik Medlidenhed med den Døgenigt og endelig . . . fordi jeg ikke tog Dem i Nakken som en Hundehvalp og smed Dem ud i Aaen, da De kom mig i Vejen. Det er lige meget, enten jeg gør ondt eller godt, for jeg har to Samvittigheder, der pisker mig fra hver sin Side. Hjælp mig nu med at gøre en god Gerning i den barmhjærtige Samaritans Stil! Tag et Tag i den lange Landmaaler, saa ror jeg ham hjem til mig selv. Baaden træder da i Stedet for det orientalske Æsel, Eau de Cologne paa 166 Hovedet i Aften og Sodavand og Ansjoser i Morgen tidlig skulle træde i Stedet for Brød og Vin, og et Par Kroner, som jeg vil laane ham eller rettere forære ham, kan saa agere de to Denarer, Velgøreren betalte Værten. Borgfeld vil straks destillere dem i Sangerindepavillonen i Morgen Aften og tage noget paa Kredit endda. Det vil jeg ogsaa betale ved Lejlighed for at gøre Analogien med Samaritaneren og mig fuldstændig.

Erik vaandede sig under de sidste Ord. Han følte næsten en troendes Forargelse; han var ikke omsonst Theolog.

Imidlertid gjorde han, hvad Byfogden forlangte, og snart gled Baaden gennem Taagen som et Firben gennem en Løvdynge. Tavsheden brødes kun af og til af den drukne Landmaalers Snorken.

Erik sad længe foran sit Skrivebord med Fru Natalies Billet udbredt foran sig. Han blev ved at læse og læse den med Sløvhedens Haardnakkethed. Pludselig sagde han højt:
- Kallesen maa have talt med hende.

Og de samme Ord genlød i hans Indre, hver Gang han vaktes op af sin sædvanlige urolige, af Hoste afbrudte Søvn.

XXI.

Efter endt Skolegerning gik Erik Holmberg tværs gennem Skoven hinsides Aaen. Fra Skovens Rand højnede Landskabet sig lidt. En Bivej snoede sig som et smalt Stykke ubleget Lærred gennem Agrene med den blaagrønne, blanke Sæd; der laa endnu Vand i Hjulsporene fra en kort Regnbyge. Paa en Bakkekam bredte sig en kridene hvid Landsbykirke med det brune Tag over Taarnet, som Refleksen paa de fugtige Teglsten gav Udseende af Kobber. Tæt bag Landsbyen begyndte en ny Skovstrækning. I stærke ind- og udad bugtende Linjer snoede den sig hen ad det frugtbare Plateau. Luften var mættet med Fugtighed; den lindrede den tørre Varme.

Erik Holmberg havde bestemt sig til at søge en Samtale med sin Studenterkammerat, Kallesen, der var Kapellan i Landsbyen med den hvide Kirke. Der var knap en Fjerdingvej dertil fra Købstaden. Jo længere han gik, desto mindre Lyst havde han 167 til at tale med Pastor Kallesen. Tilsidst blev han bestemt paa ikke at gøre det. Skulde han indvie Kallesen i sine Hemmeligheder? Kunde Kallesen være hans, Erik Holmbergs, Skriftefader? Kallesen var jo en aldeles uvidenskabelig Person med et knebent haud primi til Attestats. Den sidste indre Indvending tog Erik Holmberg dog straks tilbage; han erkendte den selv som et Tilbagefald til gammel Studenterbornertbed.

Inertiens Lov er en mægtig Lov. Erik Holmberg havde nu en Gang styret sin Kurs henimod Landsbyen med den hvide Kirke og fortsatte den stadig trods alt, hvad der protesterede i hans Indre. Mat og træt af smertefulde Tanker og oprivende Selvbeskuelse fra Natten og Dagen, befalede han sig Tilfældet eller Styrelsen i Vold.

Han naaede Kirkegaarden, gik langs dens hvidtede Mur med den skraa Teglstensmønning og den plumpe Gitterport mellem to Piller, forbundne ved et Stykke muret Arkitrav, ligeledes med Teglstensmønning. Derefter kom en lille Smøge af Vej, bedækket med gødningagtig Halm, hvori Arbejdsvognenes Hjul havde indpræget dybe Spor. Saa kom Gavlen af en af Præstegaardens Længer. I Flugt med den Længe gik Havens levende Hegn af Hyld, Pil, Ask og Hassel. Gennem det forskelligfarvede Løvs Aabninger tittede hist Guldregnsduske, her blegrøde, lilla og hvide Syreners Blomsterbunker frem. Der kom saa en hel Aabning med bart Dige, der knap ragede op over Grøftens høje Nælder og Skræpper. Gennem den Aabning saa man lige ind i et Lysthus i Havens Hjørne ud mod Vejen. Lysthuset var lavet af Fyrretremmer. Dets gennemsigtige Vægge og Tag dannedes af vild Vin og Slyngplanter med smaa blaa Blomster og isprængte med blegrøde spæde Hybenroser.

Og inde i det Lysthus sad midt paa en Bænk den gamle Præst med Fløjlskalotten over de sølvglinsende Haar. Ansigtstrækkene vare slappe, og Musklerne hang mat ned. Farven var bleggul. Brillerne laa langt nede paa Næsen, Øjnene fulgte deres Retning ned mod Bogen. Munden smaalo, mens han læste. Øjnene listede sig af og til op for at iagttage, hvad Indtryk det læste gjorde paa den gamle Kone med de store Hornbriller og med et stort Sytøj: et hvidt Gardin, der skulde stoppes, udbredt paa sit Skød, og paa de to blonde unge Piger med uregelmæssige Profiler og Opstoppernæser og med foran glatkæmmet og i Nakken kysk opbundet Haar. Kun enkelte Haar strittede oprørsk imod Kammens Herredømme, og til Belønning 168 for deres revolutionære Hang satte Eftermiddagssolen dem i Brand; de glimtede ud i Rummet som blanke Sølvtraade. En Kobbermaskine stod paa Havebordet. Den stod næsten rosenrød i Farven og aandede i velbehageligt Mag, i stønnende Pust hvidgraa Smaaskyer op fra sin Skorsten. Hver Person havde sin Kaffekop foran sig; den yngste og mindste Datter var lige ved at helde den raa Fløde i Koppen. Det morede hende at holde Kanden højt i Vejret og lade den hvidgule Fløde skumme over Randen, saa den sendte Stænk ned paa den sortlakerede Bakke. Og under alt dette lød Ordene af "Peder Paars" fra Præstens Mund. Følgende Vers naaede Erik Holmbergs Øren:

Slig vittig Kokketøs man ej skal kunne faa,
om man fra Anholts Land til Læssø vilde gaa.
Det ikkun fattes, at hun ikke har studeret
og slige Gaver har ved Studia formeret.

Den gamle Præst standsede for at le, hans gamle Kone lo med en Latter, der syntes mere lavet for at behage Manden end fremkaldt af Holbergs Ord. De to unge Piger med Stumpnæserne lo med, adspredte . . . ja, var det, fordi de vare beskæftigede med Sytøjet, eller fordi deres Tanker fór vidt ud i den store Verden, langs hinsides Præstehavens Grænser, baarne af Tyveaarsalderens usigelige, urimelige, søde, betagende romantiske Længsler?

Erik Holmberg listede sig stille forbi det lille Billede. Barndomserindringer dalede ned over hans Sind. Hvor man har god Tid paa Landet! Der var en lille trekantet Frise paa Lysthuset; Erik lavede i Tanken følgende Indskrift i det lille Rum:
Kommer jeg ikke i Dag, saa kommer jeg i Morgen.

Han gik videre, ledsaget af Duften af stærk, god Kaffe. Hans Studenterkammerat, Pastor Kallesen, var Kapellan hos den gamle Præst med Kalotten. Oplæsningen af "Peder Paars" var skreden saa vidt frem, at Erik Holmberg hørte fra det fjerne:

Man schreibet von Paris, es habe kein Gefahr,
paa Røsten syntes mig, det tyske Jokum var.
Jeg da paa Døren fandt, til Lykke, liden Skramme,
jeg derigennem saa, blev vár, det var den samme;
han midt for Bordet sad; forklarede paa jysk
alt, hvad man ej begreb og ej forstod paa tysk.

Og den pligtmæssige og pietetsfulde Latter fra Tilhørerinderne fór efter ham som en god Medvind og blæste ham langt ind ad Markstien uden om Præstegaardshaven og helt ind i Skoven. 169 Erik Holmberg glemte foreløbig Pastor Kallesen og sit Mellemværende med ham.

Hvor Bøgeløvet svulmede i al Skærsommerfylden! Hvor den fugtige Skovbund aandede sund Duft ud! Hvor Eftermiddagssolen legede henrivende mellem Stammerne og langs Jorden! Aldrig siden sin Barndom havde han set en saa dejlig Skov. Hvorfor havde han aldrig været der før? Hvor var den allerkæreste, denne løvfyldte Kløft, hvorudover nedfaldne Træer groede med sejg Energi indsat i Tilværelseskampen! Det var kedeligt, at han ikke havde set de mægtig levende Vandstrømme i Foraaret, som havde skaaret den skarpe Fure i Jordsmonnet.

Erik Holmberg løb ned i Kløften, sank dybt i Løv og Muld, saa hans Fødder bleve kolde, arbejdede sig op, stønnende og hostende, og naaede den anden Side.

Der kom en bred, cirkusagtig aaben Plads straks efter. Et lille Skovløberhus laa der med Borde og Bænke omkring sig. Et Par Familjer sad med gamle Kobbermaskiner foran og drak The. Et Par Smaadrenge laa paa Knæ paa Bænkene og legede med Maskinernes ringlende Hanke og sang til. En ældre Borger, som var generet af denne Ringlen og denne Sang, kylede Skindet af en røget Sild i Hovedet paa Ungerne. Ny Latter og Hylen. Sildeskindet fulgtes af Rejeskaller. Drengene bleve kaade og sendte Kasteskytset tilbage. De gamle blev Børn, og et jublende Bombardement af alskens Bordlevninger kom i Gang, trods de ældre Koners svagt manende Protest. Det endte dog med, at en ældre Herre blev vred, da han fik et Karbonadeben i Øjet, og i den Anledning slog han Drengen, der havde sendt ham det, en paa Øret. Nu blev Drengens Moder vred, hans Fader holdt med sin Ven, Glarmesteren, Ørefigenets Uddeler. Der blev lidt Skændsmaal, det gled over i gemytligt Vrøvl. Drengen blev lagt over Glarmesterens Skød, han fik en svag Antydning af Strambuks. Damerne smaahvinede og lo. Punscheglassene klinkede tværs over Bordet; alt opløstes i højt skingrende Gemytlighed. Omfavnelser veksledes mellem Mænd og Koner, som ikke tilhørte hverandre. Det var et uskyldigt, punschbegejstret Elskeri i Flæng.

Efterlyden af den højrøstede Glæde fulgte atter Erik Holmberg langt ind gennem Skoven, indtil denne Lyd hendøde saa meget, at en Skovbæk dybt nede i en Kløft kunde komme til Mæle. Men det var for nogle faa Minuter. Saa lød velkingende, dannede Stemmer imod ham og et let, sonort Piskeknald.

170

Atter en rund Lysplet, men mindre end den forrige. Det gyldne Lys væltede sig ned i den som Vand i et Bassin.

Paa Vejen holdt et lækkert Miniaturkøretøj, saa let og sart bygget som en ung Raa. En kraftig Blondine i et tætsluttende blaat Overstykke med blanke kuglerunde Staalknapper over det svulmende Bryst holdt Tømmerne. De smaa hvid- og brunbrogede Heste skinnede i Lødden blanke som Metal, alt mens de smaastampede med de fine Hove og prustede gennem de blegrøde Næsebor under det pletbeslaaede Seletøjs Klirren og Raslen. En halvvoksen Groom i lang lyseblaa sølvtresset Frakke og høj Hat med Hanekamskokarde, med drapfarvede knappede Gamascher op ad de barnlig spinkle Lægge, holdt den nærmer lille brogede ved Hovedtøjet og smaasnakkede for den, naar den gjorde Tegn til at blive ustyrlig. Damen var i livlig Samtale med en rank Mand. Erik saa ham fra Ryggen. Et stærkt mørkt Nakkehaar brusede frem under den lavpuldede Hat og lod kun hist og her et hvidt Halstørklæde til Syne mellem sig og den sorte Klædes Frakkekrave. Samtalen førtes halv højt. Den ranke Mand var for tarvelig klædt, havde en for lidet aristokratisk Holdning til, at han kunde være Standsfælle af den unge Kammerherreinde Canicius fra den nærliggende Herregaard Aalholm. (Erik havde før set hende køre forbi i Byen.) Men Mandens Væsen var ikke en Klients. Som han stod der med hele Armen langt hen ad den forreste Agestols Rand, nikkende eller rystende paa Hovedet under Samtalen, mens Fruen gestikulerede ivrig, mindede Situationen om en venskabelig Forhandling mellem to Samfundsmagter, lige stærke, men begge med en rolig Bevidsthed om, at de bundede i almen Anerkendelse.

Fruen rakte endelig den ranke Mand sin Haand i den gule Hjorteskinds Kørehandske, der var knappet langt op paa Armen. Groomen svang sig op paa det lille Bagsæde, der saa ud, som om det ved en Traad var hæftet til Køretøjet. De to smaa brogede begyndte at danse og pruste med de lysegraa Snuder i Vejret. Forbenenes Hove bearbejdede Vejens Grus som et Par Trommestikker Trommeskindet. Men Fruen tillod dem ikke straks at sætte sig i Gang; hun kunde ikke faa talt ud med den sortfrakkede. Hun blev ved at holde ham i Haanden. Til sidst sagde hun højt:
- Men kør med et Stykke, siden De ikke vil drikke The hos os!

Og hun rykkede til Side paa Sædet. Han svang sig op ved 171 Siden af hende. Erik, som var bleven staaende inde mellem Træerne, saa ham i Profil. Det var Pastor Kallesen.

Den behandskede Damehaand svang Pisken. Et Smeld, kort og muntert som en eksploderende lille Knaldperle, satte Køretøjet i en rask, næsten lydløs Fart; de brogede pilede af som to vævre Væseler. Vejens Svingning skjulte snart Vogn og Mennesker for Erik Holmbergs Øjne.

Han satte sig ned paa Skovbunden ved Vejranden med Hovedet støttet i sine Hænder. De tre sidste Billeder, han havde set af roligt og sikkert hvilende Menneskeliv, smertede ham og lod ham synes saa uendelig ene og forladt.

Hvor sad Præstefamiljen tryg i sin Have, hvor syntes alle Ønsker mættede hos hin Gruppe Smaaborgere ved Skovløberhuset, hvor svømmede den blonde Herregaardsfrue, den alvorlige unge Præst i Lys og Luft som privilegerede Væsener! Han saa sig om. Lyset var blegnet, Farverne vare blevne koldere, siden hint Legetøj af en Vogn var forsvundet.

"Hvorfor kan jeg ikke gøre som de andre, udrette min Gerning fordringsløst og stille og hvile mig ud i almindelige menneskelige Glæder? Jeg behøver jo ikke Byfoged Borchs hele kunstige Apparat. Jeg er jo dog ikke som han bidt af et galt Geni. Præstefamiljen, Smaaborgerne, Herregaardsfruen ere vist lige saa brave og ærlige Folk som jeg. De Tanker, jeg tumler med, om en Religion eller en Livsanskuelse inden for Fornuftens Grænser, faar jeg dog aldrig saaledes Magt over, at jeg kan støbe dem i Former til Gavn for Verden. Jeg hører ikke til de udvalgte, til dem, der bryde Baner. Se nu Kallesen! Der kører han i den dejlige Vogn ved den skønne Frues Side . . . og hende . . . den anden . . . har han ogsaa fanget, fordi han er sikker og har faste Former for, hvad han vil sige".

Barndomsindtryk, Erindringen om hans Moder, Anger over, at han havde ladet hende falde ud af hans Hjærte, over hans faa og kolde Breve til hende, sank ned over ham med den kølige Skovskumring. En blaseret Træthed bemægtigede sig ham og begyndte at foresnakke ham, at, da man dog ikke kunde vide noget med Bestemthed, ikke kunde forklare Tilværelsens Gaade hverken ad naturlig eller ad overnaturlig Vej, saa var det rimeligst at lade det hele ligge, slutte sig til, hvad de fleste holdt paa, og saa sejle hen ad den brede Strøm, flittig drikkende af dens Lethebølger.

172

- Fais-toi prître! lød det for ham, skærende og vækkende . . . det fortvivlet spottende Omkvæd fra Mussets Bekendelser.

Skridt knirkede i Vejens skarpe Grus. Erik for sammen. Pastor Kallesen stod omtrent lige foran ham. Mødet var uundgaaeligt, thi den unge Kapellan sagde venlig og alvorlig:
- God Aften, Holmberg!

Erik rejste sig og gengældte Hilsenen høflig og fremmed.

- Hvis jeg ikke havde truffet Dem, havde jeg opsøgt Dem, sagde Præsten med en sikker, sagtmodig Klang i Stemmen. Den irriterede Erik. Han lo og sagde:
- Vil De kanske omvende mig?

Kapellanen rystede paa Hovedet og sagde:
- Det kan jeg ikke, for jeg forstaar ikke de Veje, som De vandrer. For Dem og Deres Lige, de lærde, de videnskabelige, kan jeg kun bede og overlade de stærkere Magter inden i Dem og over Dem det Arbejde, som jeg er for svag til. Men tale med Dem maa jeg. Det har jeg lovet en Kvinde, som har henvendt sig til mig i sin dybe Sjælenød.

Pastor Kallesen havde, forekom det Erik, lagt sig efter at tale med en Tillæmpning af det højdanske efter Egnens Bondedialekt. "Det" blev til "ded" og "lovet" til "loved". Erik smilte satirisk og glemte at blive vred over den sidste Ytring, som han ellers vilde have fundet uforskammet eller taktløs.

Kallesen satte sig ned ved Siden af ham, tog en kort Pibe ud af Lommen, stoppede og tændte den og sagde, mens han sugede paa den og blæste smaa Skyer ud gennem sit tykke, mørkebrune Skæg:
- Hun er ulykkelig, siger jeg Dem. Og det, De kalder Lykke, og det, hun til for kort Tid siden troede var Lykke, det kan De aldrig opnaa med hende.

- Véd De, hvad jeg kalder Lykke? spurgte Erik gnavent. Egentlig ærgrede han sig over, at han følte sig ret glad over at have truffet Pastor Kallesen, som han jo dog havde søgt.

Kapellanen stirrede ned i Jorden og betænkte sig et Minuts Tid. Saa sagde han:
- Hun har betroet mig, at hun havde søgt Lykken i Trods mod de jævne Love og den enfoldige Tro, at hun havde æsket Raad hos dem, der drog Klingen mod alt, hvad vi andre betragte som helligt og som indstiftet af Gud. Hun havde, sagde hun endvidere, søgt at kaste det Kors fra sig, som Gud havde lagt paa hende i hendes Ægtestand, at hun i Tanker, om ikke i 173 Gerning havde brudt sit Løfte for Alteret, at hun havde lyttet først til Byfoged Borchs besnærende Ord og saa til Deres.

- Er denne plumpe Kynisme Ærlighed eller Spekulation? spurgte Erik sig selv. Han sagde højt:
- De har et særegent Talent, synes det, til at være, hvad Katholikerne kalde "Direktør" for ængstede Kvindesjæle.

- Nej, det har jeg slet ikke, Holmberg. Det, som I kalder den fine Psykologi, har jeg ingen Forstand paa. Men jeg taler rent ud af Posen, og svarer bestemt paa, hvad man spørger mig om. Flere Gange har hun været i Kirke; saa skrev hun mig til og forlangte for sin evige Saligheds Skyld, at jeg skulde komme til hende. Det har jeg gjort. Jeg trænger mig ikke ind paa nogen; men, naar nogen af Herren drives til mig, saa maa jeg tage imod ham.

- Blot De turde aabenbare Skriftestolens Hemmeligheder! Saa vilde jeg sikkert faa noget interessant at vide.

- Jeg kan ikke lide Deres Maade at tale paa. Jeg véd ikke, hvad De mener med "interessant", jeg har ingen Forstand paa de Dele. Og De véd jo lige saa godt som jeg, at vi Lutheranere ikke holder Skriftemaalet for et Sakrament. Og saa har hun selv bedet mig sige Dem, at hun aldrig tør eller vil se Dem mere; ja . . . hun bad mig helt troskyldig om at bøje Dem bort fra Vejen, der fører til Fortabelse.

- Tak for den Ulejlighed! men . . .

- Ja, den er til ingen Nytte, det véd jeg vel. Det magter jeg ikke; jeg sagde Dem før, at for Dem kan jeg kun bede. Nej, hun, vi taler om, hun har nu kastet alle Indbildninger om Ideer og verdslig Granskning bort og søgt sin Barnetro, som hun har søgt sit Barndomshjem. Der ses hun og jeg. Der tilbringer hun de Timer, hun før tilbragte mellem hedenske Bøger og Billeder. Hendes gamle Moder er nu apoplektisk og mæt af Dage. Datteren har erkendt, at hun har været med til at gøre hende ulykkelig. Den gamle Kone skal før have havt et haardt verdsligt Sind. Nu skiftes Datteren og jeg til at læse for hende af Skriften og opbyggelige Bøger; og den gamle Kone ser helt glad ud ved det.

- Det er to hurtige Omvendelser, Kallesen.

- Ja, det er det ogsaa. Men det er jo Herrens Sag, hvor hurtig han vil lade Naaden virke.

- Beror det slet ikke en Smule paa de Redskaber, han 174 betjener sig af, af disse Redskabers mere eller mindre kraftige Methode at gribe Omvendelsesværket an paa?

- Ne-j . . . Ja, den semipelagianske Rationalisme forstaar jeg mig ikke paa. Hm . . . hvad mener De egentlig?

Kallesen skottede mistænkelig op til Erik, som smilede fint.

- Jeg bryder mig kun lidt om, hvis De gør Nar ad mig, mumlede Præsten. Erik sagde:
- Hør Kallesen! sig mig ganske oprigtig: Har De ikke holdt hende fast i Haanden under Deres opbyggelige Samtaler?

Præsten fjærnede sig fra ham med et Sæt, men rykkede straks efter tilbage til sin forrige Plads og sagde langsomt og sagtmodig:
- Jo-o. Det har jeg gjort. Men hun tog selv min Haand og blev ved at holde fast, og saa blev jeg ogsaa ved at holde fast, men jeg tænkte ikke paa . . . Men, hvad der er sandt, er sandt . . .

- Pas paa, Kallesen! Næste Gang lægger hun Hovedet op til Deres Bryst, og næste Gang . . .

- Det skal jeg nok sørge for, at hun lader være med. Jeg véd ikke, at jeg nogensinde har leflet med en Kvinde. Naturligvis har jeg havt Anfægtelser som enhver anden. Jeg er ingen Hykler, Holmberg, saa lidt som jeg er nogen Forfører.

- Tror De for Resten ikke, at Religionen lige saa vel kan bruges til Lefleri som Æsthetik eller Filosofi?

- Jo, det véd jeg nok, den kan. Jeg har kendt enkelte samvittighedsløse Præster, som har gjort det. De skal ellers have Tak, at De advarede mig. Jeg skal aldrig røre ved hende mere. Jeg skal næste Gang netop indskærpe hende, at hun som en kristen Hustru skal være sin Mand baade tro og underdanig.

- Det sidste vil falde hende meget svært, sagde Erik med et Smil, der dog mere lignede en Grimace.

- Jeg kender ham ikke, bryder mig heller ikke om at kende ham, for han er saa hedensk sindet og véd mere end jeg, saa vi to kan ikke være noget for hinanden.

- Ih, nej! Han er bleven kristelig paa den senere Tid.

- Saa-aa? Det er vist ikke hans Alvor. Og, hvis det er hans Alvor, saa maa han søge til andre end til en ulærd og enfoldig Landsbypræst.

- De har ikke stort Gehør for Ironi, Kallesen.

- Nej, det har De Ret i. Men det har jeg heller ingen 175 Brug for. Men hun skal lyde sin Mand. Han er hendes Overhoved, og al Øvrighed er af Gud, selv om den er hedensk. Det siger Paulus ganske bestemt.

- Kan De trives som Højremand blandt Venstrebønderne her paa denne Egn?

- Jeg blander mig ikke i Politik; jeg holder mig til Skriften.

- Læser De aldrig?

- Jo. En Del theologiske Skrifter. Dogmatik morer mig. Det er den store Skov, der er vokset frem af det beskedne Frø, Luthers Katekismus. Den har jeg kunnet udenad fra mit ottende Aar. Skønne og troende Salmer læser jeg stadig.

- Aldrig verdslig Digtning?

- Aa . . . jeg kan blade i sligt. Men sædvanligvis keder den mig med Elskovslefleri.

- Men forarger Dem ikke?

- Nej, naar den ikke fornægter Kristendommen. Men den kommer ikke mig ved.

- Vilde De ikke gerne have en smuk Altertavle til Deres Kirke?

- Nej, ikke uden Menigheden satte Pris paa det, men det gør den ikke. Og egentlig forekommer det mig, at de fleste Altertavler er, hvad De før kaldte religiøst Lefleri. Herren og Apostlene har ikke klædt sig i skønt farvede Stoffer og lagt Folderne til rette paa deres Klæder, næppe havt saa fine Hænder og Fødder.

- De er saa sikker paa Deres Omraade, som et Skolebarn i den lille Tabel.

- Ja, det er jeg. Hm . . . skal det være Ironi, Holmberg?

- Hm - nej, saamænd skal det ikke.

- Ja, det er ogsaa mig det samme, Holmberg.

Aftenklokken lød gennem Skoven fra Landsbykirken. Kallesen blev siddende et Par Sekunder, tavs, med foldede Hænder, og rejste sig derpaa op.

- Nu skal jeg hjem til The, sagde han. Gaar De til Byen, kan vi følges ad til Præstegaarden.

- De tør følges med saadan en Hedning?

- Hvad skulde det skade mig?

De fulgtes ad. Ingen af dem mælede et Ord. Præstegaardens Have laa i Aftendæmring. Lysthuset var tomt, men ud fra 176 Havestuens aabne Glasdøre lød høj Tale. Den gamle Præst viste sig med Piben i Munden og Kalotten paa Hovedet paa Trappen og nikkede, da han opdagede, at hans Kapellan indfandt sig præcis til Theen. Han lettede paa Kalotten for den fremmede Mand, satte Haanden for Munden for at forstærke sin Stemme og raabte:
- Pastor Kallesen . . . den fremmede Herre er naturligvis velkommen . . . vær saa god!

Erik undskyldte sig og gik.

Da Pastor Kallesen kom ind i Havestuen, hvor Thebordet stod dækket, hørte han den ene af den gamle Præsts Døtre sige:
- Men, Fa'r . . . det var Adjunkt Holmberg . . . ham Atheisten.

- Snak, der er ingen Atheister til, min Pige. De lader saadan, de unge Mennesker, som vil være raske paa det. De finder nok Vorherre en Gang i Tiden, hvis ikke, skal Vorherre nok finde dem.

- Ja, men, Fader, Fru Vorm, Du véd, Adjunkt Vorms Kone, har selv sagt . . .

- Nonsens, Barn! Det forstaar I Fruentimmer Jer ikke paa. Ungdoms Kaadhed, siger jeg. Ak ja, vi har alle været saa flotte paa det i vor Ungdom! Men, naar Livets Alvor, Næringssorger og sligt kommer, saa tyr vi dog derhen, hvor Trøst ene er at finde. Ikke, Pastor Kallesen?

- Kære Pastor Aalborg . . . jeg tror aldrig, at jeg har været kaad eller flot.

- Saa-aa? Ikke det? sagde den gamle Præst. . . . Ja, maaske er Ungdommen i vor Tid tammere end i gamle Dage. . . . Hm, ja, ja! Det maa man vel sagtens glæde sig over. Det er vel ogsaa . . . et Fremskridt . . . aa, ja saamænd, ja.

XXII.

Aa, den Præstegaard! De blonde Piger! Mindet om dem skar Erik Holmberg i Hjærtet. Næste Dag søgte han atter hinsides Aaen, standsede et hundrede Skridt fra Præstegaardshaven, 177 sukkede, da han saa Havens Guldregn og Syrener i det fjærne, gjorde brat omkring og vendte tilbage. Ikke en, men mange Keruber gennede ham ud fra Paradishaven og Landidyllen.

Han var naaet til Træbroen, der førte over Aaen fra Skov til Skov. Der stod et Individ i skrigende lys, ensfarvet Sommerdragt med Maven lænet mod Rækværket, med Benklædernes Bagdel frejdigt vendt i Vejret, med en Straahat af den smagløseste Art, med Oberkellnerskilning i Nakken, med slige Hjulben, at en stor Gris godt kunde have sluppet igennem dem, selv om han holdt Hælene sammen. Han drev den Idræt afvekslende at blæse Ringe af Cigarrøg ud i Luften og spytte ned i Vandet.

Erik Holmberg for tilbage paa Broen, sky som en ung Pige ved Synet af et modbydeligt Krybdyr, men Landmaaler Borgfeld havde set ham. Han sagde, uden at løfte paa Hatten eller tage Cigaren ud af Munden:
- God Dag, Holmberg!

Erik tog Hatten dybt af.

- Det behøves ikke, sagde Borgfeld. Det er underligt, at De, som er Fritænker og Fremskridtsmand, ikke hylder de franske Manerer. Jeg finder, at det er en dansk Bornerthed at tage Hatten af. Det var ellers rart, at jeg traf Dem. Havde jeg ikke truffet Dem, havde jeg s'gu besøgt Dem og drukket et Par Glas Vin hos Dem, for jeg skulde s'gu tale med Dem. Ja, det er af megen Vigtighed, for Dem at sige, for jeg er lige glad og takker Skæbnen og Tilfældet for, at jeg er en fuldstændig uafhængig Mand og ikke et Embedsmandsslavefrø. . . . Ser De . . . for det første var det nu en kedelig Scene, den, De blev Vidne til med Byfogden forleden Aften.

- Ja, da mest for Dem, mumlede Erik.

- For mig? Skidt med det! Jeg er min egen Herre, og jeg var ikke videre fuld. Men Byens højeste Embedsmand kan ikke godt være saa drivende drukken, som han var, og De, Holmberg, burde s'gu heller ikke drikke Dem fuld, for jeg vil sige Dem, at Deres Stilling ved Skolen er snavs, rent ud sagt. Ser De, om Morgenen efter Historien badede jeg jo Byfogdens Hoved med "Essence de mille fleurs", sørgede for, at han fik svenske benløse Sild og en stor Genever, saa ham fik jeg nogenlunde bragt paa Benene. Saa gik jeg ned og vilde hjælpe Dem, men De var gaaet paa Skolen, saa stak jeg derop og spurgte Adjunkt Petersen, hvordan De havde klaret Dem. Saa havde 178 den rævedannede Knægt allerede faaet alting at vide, for han kunde s'gu ikke gætte det af mine Ord, for, er jeg anlagt til nogen Ting i denne Verden, saa er det til at være diplomatisk. . . . Skal vi gaa ind og drikke et Par Bajere i Pavillonen der? Bi lidt . . . jeg har s'gu glemt min Portemonniks med hundrede Kroner i hjemme i min Servanteskuffe. Den var jo rar! Kan De laane mig en tre fire Kroner, Holmberg?

Harmen, der boblede op i Erik, veg for det overvældende komiske Indtryk af den hjulbenede Landmaalers imponerende Frækhed. Han rakte ham fire Kroner, men betakkede sig for at drikke Øl i Sangerindepavillonen.

- Ja, saa kan jeg vente, sagde Borgfeld, saa følger jeg Dem til Byen, for jeg har meget at tale med Dem endnu.

- Men jeg har intet at tale med Dem om, sagde Erik, som blev vred igen.

- Jo, Gu' har De saa, Holmberg, naar De rigtig tænker Dem om. Naar alt kommer til alt, er jeg Deres eneste Meningsfælle i Byen. Venskab taler jeg ikke om, for det er noget sentimentalt Sludder; men, naar det kommer an paa de store Principer og Verdensanskuelser, saa er jeg s'gu Karl for min Hat. Jeg skal en Gang gaa op til min Tørvetriller af Svoger, og det gør jeg kun for Deres eller rettere sagt for den frie Tankes Skyld, ellers vilde jeg ikke sætte mine Ben indenfor den Kapuns Dørtærskel. Og saa skal jeg saadan slaa paa Pavke for hans Trommehinder, at han nok skal dy sig for at afskedige Dem efter Sommerferien, som han har tænkt paa.

Medens Erik gik og skældte sig selv ud indvendig for den Mangel paa Snarraadighed og Energi, der lod ham blive et Bytte for enhver, der tog ham med fast eller fræk Haand, fortsatte den lange Landmaaler med storsnudet Alvor sin Passiar:
- Ser De, Holmberg, vi to kommer vist til at slaa vore Pjalter sammen, for vi er de to eneste virkelige tænkende Hoveder i denne raadne By. Byfogden skal De slet ikke stole paa, for han er, hvad vi to Franskmænd vilde kalde en Hymoristiker. Naa - og saa det, at De paa en Maade stak ham ud . . . ja, ja, De kan være ganske rolig - jeg er diskret, Hunkøn discrète . . . hvad, gamle Holmberg? Vi maa s'gu tage Feminimum med i slige casis . . . eller hedder det casibus? Jeg er lige glad. Jeg bryder mig kun om Aanden i et Sprog, ikke en Snus om Formerne. Jeg turde s'gu være Lærer ved 179 Latinskolen i alle mulige Fag, for det er slet ikke positive Kundskaber, men Methoden, det kommer an paa. Ikke?

- Jo, sagde Erik adspredt ud i Landskabet.

- Jeg skal holde paa Dem her i Byen og gaa med Dem i tykt og tyndt, Holmberg. Vi skal ordentlig muntre de Spidser, baade de latinske og de gemene Filistre, Grundtvigianerne, den indre Mission og hele Kleresiet. . . . Der ligger der tilvenstre en gemytlig lille Snask, som det jo er blevet moderne at kalde saadanne Smaakroer i København . . . før kaldte man dem Buler. Jeg gi'r. Snak . . . blot to Vander med Pommerans. . . . Ja, det kan ikke nytte, at De siger nej, for jeg bestiller to, og, drikker De ikke den ene, drikker jeg s'gu dem begge to.

Og Hr. Borgfeld lod den ene af Erik Holmbergs Tokronestykker klingre flot ned mod Disken paa den lille Beværtning lige udenfor Indkørselen til Byen. Det var den gamle Akcisebod fra Tiden før 1852. Han gav tyve Øre i Drikkepenge, lo til den blegfede Vært i Skjorteærmer og sagde:
- Ja, Jokumsen, det har vort gamle Firma, Gud ske Lov Raad til, Jokumsen!

Værten lettede paa Huen og søgte at faa en Trækning af Anerkendelse arbejdet frem i de slapt hængende, fede Ansigtsmuskler, der lignede gult halvsmeltet Voks.

Da de gik ud, mødte de to Adjunkter: Religions- og Tysklæreren. De to Herrer rystede paa Hovederne, da de havde passeret Landmaaleren og deres Kollega, og Tysklæreren sagde:
- Was passzt, das muss sich finden.

Erik gik videre med sin Ledsager, bestandig ærgrende sig over, at han gjorde det. De gik ikke gennem Skoven paa Bysiden, men drejede af, hvor Skoven slap, ind over en Kløvermark, hvis Blomsters søde Duft gennemtrængte Luften. Nede ved Aaen paa det smalle Engdrag stod en Del rødt og hvidbroget Ungkvæg spredt. Farverne stod paa en Gang milde og skarpe, og Hornene fik blanke Rande og Spidser i den sene, blinkende Eftermiddagssol. Kvierne aad graadig af det høje, saftige Græs, satte af og til i en velbehagelig Brummen, og Halernes Kvaste smaadaskede Ryggene og de trivelige Vommes Sider for at jage Myg og Fluer væk. Erik syntes, han skulde sige noget, og spurgte Landmaaleren:
- Vilde De ikke ønske, at De var en Ko?

- Ingenlunde, svarede han. Jeg er glad ved at være, hvad jeg er. . . . Skulde jeg endelig ønske mig at være et Dyr, saa 180 vilde jeg være en glubende Løve, som aad alle de dumme Bæster, der er i denne By, og som ikke kan følge de franske Tankegange.

Erik opgav ham, stod et Øjeblik stille og indaandede Kløverens Sødme. Den gjorde godt helt ned i hans Bryst. Borgfeld saa paa ham, snøftede og sagde anerkendende:
- Ja, det er meget behageligt, men en Kognak er dog bedre. . . . Men lad os tale sagte, Holmberg! Kan De gaa sagte gennem Marken og liste Dem om Hjørnet af vores Have deroppe og kikke bag fra ind i det Lysthus under Hængeasken, saa skal De se Løjer og Langkaal. Paa denne Tid gaar Komedien for sig mellem den skinhellige Kapellan derovre fra og min Søster Talje. Det har jeg luret af. Gamle Mutter, som før har været sejg mod Præster, er ogsaa bleven from, siden hun blev apoplektisk.

- Men hvad er det for noget Snak . . . og . . . hvad mener De? Hvad kommer det mig ved? Hvor tør De . . .?

Ordene blev siddende i hans Hals.

- Tag den med Ro, Petersen! sagde Borgfeld. Jeg véd alt von Hørensagen og bruger min fysiologiske Dømmekraft. God Nat . . . gør, hvad De vil! for nu gaar jeg ud i Skovpavillonen og tager et Par Arraker med Ananas i. Det er den "chikkeste" Drik for Tiden. Jeg siger bare: Vive le discrétion et la délicatesse! . . . naa, Køn og Tal véd De, jeg bryder mig Fa'en om.

Han skrævede med sine lange Ben ind i Kløvermarken. Sveden havde drevet Pomaden fra hans rødlige Nakkehaar ned paa Flippen og den lyse Frakkekrave i blegrøde Klatter. Overskægget stak ud som Syle til begge Sider, Bagdelen kom til Syne under den korte, sluskede Frakke. Benklæderne krøb i Vejret, og, naar de hjulede Ben i det skrævende Løb helt kom op over den høje Kløver, saa man de skidne rød- og hvidstribede Strømper imellem de skævt traadte Sko og det nederste af Benklæderne.

Erik Holmberg stod overmandet af en Masse krydsende Sindsbevægelser. Hvert et Hjærte- og Pulsslag bankede smerteligt i ham. Han følte sig forladt af alle gode Magter; Selvforagtens kvalmende Følelse løftede sig højest. Hans Øje faldt paa hans Hænder; han følte sig fristet til at spytte paa dem, men nøjedes med at give den venstre Haand et haardt Slag over 181 Mellemhaandens magre Ben med den knyttede højre. Han sagde til sig selv:
- Jeg kan hverken handle, tænke eller begære. Jeg er en Pjalt. Hm! ja, jeg er den, jeg er, ligesom Klodrianen der. Lad mig da handle efter de sjofle Instinkter, som er i mig.

Han listede sig virkelig med bankende Hjærte ad den Vej, Landmaaleren havde angivet ham.

Skjult bag et Krat af Hyld og forsømte Buskvækster, mellem hvilke Kaprifolier snoede sig og hang langt ud, kunde Erik se lige ind i Lysthuset i Hjørnet af det Borgfeldske Hus's Have, thi Hængeasken var ogsaa forsømt og sluskede over Lofts- og Sidetremmerne i lange, vantrevne, bladfattige Grene.

Med stærkt samlet Lys om sit tæt behaarede og beskæggede Hoved sad Pastor Kallesen. Blikket tindrede varmt, men rolig. Med Ryggen til Erik sad Husets Frue i en Lænestol med Ruller under, svøbt i et uldent Shawl trods Varmen. Hun nikkede som i Søvne, slog kun svagt med Haanden, naar de næsvise Myg vækkede hende. Det varede noget, før Erik Holmberg opdagede den, han søgte. Først da Pastor Kallesen skød sin Stol et godt Stykke tilbage, saa han den fine, lige Profil, det venstre saa lidet sigende og saa meget spørgende Øje, den ene Side af det brune Haar, der var gennemfuret af Guldstriber, dannede af Lysets vilde Spil gennem den utætte Hængeask og Tremmernes vidt spredte Tralværk. Hun sad knælende paa en Skammel tæt foran Pastor Kallesen. Da han rykkede sin Stol tilbage, syntes hun at ville følge ham; saa skød han Stolen endnu længere tilbage, strakte Haanden afværgende ud mod hende og sagde:
- Det forstyrrer mig at holde Dem i Haanden, naar vi skal tale sammen. Jeg kan ikke lide det.

Hun lod Hænderne slapt falde ned i sit Skød, foldede dem over Knæet og blev siddende. Ja, nu maatte Erik give hendes Mand Ret i, at der var noget græsk statuarisk i hendes Holdning, men han vrængede forbitret ad sin Indrømmelse, saasnart han havde gjort den. Han lagde sig ogsaa paa Knæ i Buskekrattet og tyggede paa en sejg Kaprifoliumsstængel.

Det næste Billede, der drillende bemægtigede sig hans Fantasi, var Maria i Bethania ved Kristi Fødder. Som den slanke unge Præst med de ret regelmæssige Træk sad der, fuldt og gyldent belyst, med det stærke Haar og Skæg, med det rolige og sikre Blik i de mørkeblaa Øjne, kunde hans Hoved nok ligne et af de bedre Kristusbilleder paa en moderne Altertavle.

182

Den unge Frue sagde:
- Men, naar jeg nu føler mig lokket af alt det dejlige, der er ... for Eksempel i Elskoven, naar jeg synes, at jeg ikke kan se Guds Sol og alt det skønne og herlige . . . jeg mener det skønne og herlige i den hinsidige Verden . . . uden at jeg elsker én . . . for det har jeg aldrig kunnet hidtil . . . hvad saa?

Pastor Kallesen svarede:
- Apostelen Johannes siger i sit første Brev: "Elsker ikke Verden, ikke heller de Ting, som ere i Verden! Dersom nogen elsker Verden, er Faderens Kærlighed ikke i ham. Thi alt det, som er i Verden, Kødets Lyst og Øjnenes Lyst og Livets Hoffærdighed, er ikke af Faderen, men af Verden".

- Har Gud da ikke skabt Verden?

- Jo, men ved Syndefaldet er den bleven, som Apostelen siger, at den er.

- Ja . . . ja . . . men hvordan skal jeg blive fri for Verden? Dens Glans og Glæde . . . ja, dens Mørke og Sorg trænger jo ind i mig gennem alle mine Sanser.

- Luk Deres Øjne, tilstop Deres Øren og Deres Mund!

- Hu! sagde Fru Natalie uvilkaarlig, og en nervøs Trækning gennemdirrede hende.

Pastor Kallesen fortsatte uden synlig at give Agt paa Fruens Udbrud og Adfærd:
- Luk Deres Øjne og kald paa Jesus, og De vil se hans Aasyn! Tilstop Deres Øren, og De vil høre Ord som disse: Kommer til mig, alle I, som lide eller ere besværede! Tilstop Deres Mund, og Deres Tvivl vil forstumme, og Jesus vil tale Troens Ord! Stir stadig Jesus ind i Øjnene!

Fruen havde lukket sine Øjne, knebet Læberne tæt sammen, stoppet begge Pegefingre ind i sine Øren. Hun mumlede:
- Ja, ja . . . jeg ser og hører ham. Han er skøn . . . han ligner . . . nej, han er skøn! Aa! . . . Men . . .

- Men? gentog Præsten.

Fruen gjorde sine Sanseorganer fri, drog et Suk, som om hun snappede efter Vejret, og sagde:
- Men jeg kvæles af hans Herlighed. . . . Og dog, aa . . . jeg er saa sund og saa glad. Aa, alt, hvad jeg læste i min Barndom, er vakt op lyslevende af Graven. Men . . .

- Men? gentog Præsten.

183

- Aa, aa . . . se Solen . . . den sætter Guldrande om alle Bladene! Se, Pastor Kallesen!

- Jeg ser det nok,

- Se . . . Roserne er lige ved at springe ud . . . og der er én Lilje helt udsprungen! . . . Pst: . . . det er vist en Nattergal! Hør, hør!

- Det kan godt være, at det er en Nattergal.

Fru Borgfeld var vaagnet og mumlede:
- Ja, vi maa vel snart have St. Hansdag, saa synger den ikke mere.

- Pastor Kallesen! hviskede Fru Natalie og nærmede sig ham; - han rykkede lidt tilbage og holdt Haanden mellem sig og hende - maa jeg ikke høre paa Nattergalen og se paa Roserne og Liljerne? Hvad? Maa jeg ikke?

- Jo, De maa. Men, naar De hører paa Fuglene, saa husk bestandig paa Jesu Ord: De saa ikke, høste ikke og sanke ikke i Lader; naar De ser paa Liljerne, saa husk paa Ordene: De spinde ikke og væve ikke. Saa vil Fuglene og Liljerne drive Deres Hu tilbage til Jesus. De skal flette en Snor mellem Jesu højre Haand og Deres Sjæls Vinge; saa kan De flagre, saa langt Jesus vil; for De vil mærke, at han trækker i Snoren, naar De farer saa langt, at den strammes.

- Aa, det er sødt, sagde Fru Natalie, lukkede atter Øjnene, stoppede Ørerne og kneb Læberne sammen, trængte atter til Luft og gjorde sig fri som før.

- Pastor Kallesen! sagde hun atter fremrykkende paa Skammelen, mens Præsten rykkede tilbage - Pastor Kallesen! Hør! Naar jeg nu kommer hjem til . . . til . . .

- Deres Mand, ja vel, sagde Præsten og nikkede.

- Ja, ja, ja . . . og naar jeg finder alt koldt, dødt, stift . . . uh!

- Saa bøj Deres Hoved og husk paa, hvad Apostelen Pavlus har befalet Kvinden i Herrens Navn i sit første Brev til de Korinthier 7de Kapitel. Lyd Deres Mand i alt, hvad der angaar det jordiske! Tal saa til Jesus, og Jesus vil vække det døde til Liv og gøre det kolde varmt. Sig til Jesus alt, hvad der ligger Dem paa Hjærte! og, spørger De ham indtrængende, beder De til ham med den genfødtes Myndighed som Luther, da han fordrede Melanchtons Helbredelse af Vorherre, saa er Jesus nødt til at svare Dem, for han er et Menneske, som De og jeg er 184 det. Nyd ham i Nadveren! og De skal faa at mærke, at han er af Kød og Blod, kun uden Synd.

- Ja . . . ja. Det skal jeg nok, Pastor Kallesen. Men hør! Skal jeg brænde de nye Bøger, som . . . som . . . de to, De véd nok, har laant eller foræret mig?

- Nej, det behøves ikke.

- Men . . . naar jeg nu ikke kan lade være . . . jeg mener (de næste Ord udtalte hun sagte og med aandeløs, undselig Hurtighed) . . . naar Djævelen forfører mig til at læse i dem?

- Saa læs, men udraab de Ord, som Jesus udtalte til Fristeren i Ørkenen!

- Ja, ja, det skal jeg. Det er mageløst. . . . Maa jeg ogsaa læse Digte?

- Det gør vist ikke noget . . . den Slags Ting forstaar jeg mig ellers ikke videre paa. Husk blot, at Jesus altid staar ved Deres Side! Æsk hans Raad, naar noget i det, De læser, forarger Dem!

Fru Borgfeld var atter vaagnet og sagde:
- Aa, ja, man har godt af at høre det, man hørte, da man gik op og læse*) for nogle og fyrretyve Aar siden . . . aa, ja . . . jeg troede, jeg havde glemt det. Nu kan jeg huske det saa grangiveligt. Ja, man trænger til det, naar man bliver syg og elendig. Aa, ja, saamænd, ja!

Erik Holmberg havde hørt det meste af, hvad der var blevet sagt. Hvor gjorde hvert Ord ondt i ham! Han kunde jo ti Gange mere end denne Landsbykapellan, og dog talte denne Haud-Kandidat med en Myndighed og knuste med sin sødlige, pietistiske Mystik alt, hvad han, Erik Holmberg, havde søgt at lære Natalie. Der sad denne Præst med sin ikke stort mere end seminaristiske Lærdom trygt og bredt i hendes Barndomshjem og agerede dets Redningsmand og Trøster! Der bredte han sig i sin Stillings og sin Aandssnæverheds Sikkerhed, medens han, Erik Holmberg, maatte lure og luske som en Tyv! Og, hvad der borede skarpe Naale ind i hans Sjæl, var, at han maatte tilstaa for sig selv, at Kallesens hele Færd ikke ydede Spor af Mistanke om, at han vilde Fru Natalie noget for sin egen Regning. Opnaaede han noget med Tiden, ja, saa vilde det komme i Kraft af Tingenes naturlige Gang; Frugten vilde * 185 falde moden i hans Skød. "Hvo, som tror, haster ikke". Denne Sentens klang i Eriks Indre med skærende Parodi.

Men hvorfor gik han ikke straks hen og lod sin Overlegenheds Batterier spille mod Kallesen og knuste ham til Støv for Natalies Fødder? Han svarede selv:
- Jeg bliver Erasmus Montanus, Kallesen Per Degn og hun Jesper Ridefoged. Hendes Forhold til Byfogden og til mig hvilede paa Had til hendes Mand; hun holdt af os, fordi vi hver paa sin Maade spottede ham. Dertil kom hendes af Manden vakte Forfængelighed, hendes spinkle, købstadsagtige aandelige Nyfigenhed, den, som havde egget hos hende en tøseagtig Lyst til at vove sig ud længere, end hun kunde bunde, og bragt hende til at skrige om Hjælp, naar hun mærkede, at Fødderne gled fra hende, og at Vandet slog sammen over hendes Hoved. Kallesen var Mand for at holde hende paa Fladvandets Bund, syg og skræmmet som hun var efter sine umodne Forsøg paa at bekramme de Idealer, som løs Oppositionslyst og uklare Indtryk fra Læsning og Samtale havde filtret ind i hendes lille Duehjærne.

- Men han vilde ikke længer staa som en fejg Lurer. Han slog til Grene og Løv og borede sig ud af Krattet, saa det raslede og knagede.

Pastor Kallesen vendte sig om efter Lyden, Fru Natalie fór op fra sin Skammel. Fru Borgfeld blev siddende; hun hørte sagtens intet. Da Natalie opdagede, hvem det var, gav hun et lille Skrig fra sig, og hendes Træk stod stive som i Krampe. Pastor Kallesen sendte hende et blidt irettesættende Øjekast. Da Erik Holmberg bøjede ind paa Overgangen over den skræppeog nældebevoksede Grøft og tog fat i Gitterlaagen med den lille Hvælving af Slyngplanter foroven, løb hun hen til Præsten og var ved forfærdet at slaa Armene om hans Hals; men han tog hende stille og sagte om Haandleddene, ledte hende hen til hendes Moder, anbragte hendes højre Arm om den gamles Nakke og sagde:
- Her er Deres Plads. Bliv, hvor De nu er!

Den gamle vrissede lidt og sagde:
- Naa, naa, naa! Naar Du bliver kælen, Natalie, er der altid noget galt paa Færde. Nu sad vi saa godt. Hvad er der nu i Vejen?

Kallesen gik Erik imøde. De mødtes i Havegangen, en Snes Skridt fra Indgangen til Lysthuset.

186

Kallesen rakte Haanden frem; Erik tog ikke imod den. Hans Kinder glødede, hans Øjne brændte. Han vilde gaa uden om Præsten. Denne rykkede tilbage og spærrede Indgangen.

Først nu bemærkede Fru Borgfeld ham. Hun saa stift paa ham, strøg Haanden over Panden, rystede over hele Legemet og sagde:
- Uh - uh - nej! Det er én af dem oppe fra Latinskolen. Uh . . . det er ham, der sidst har gjort Ulykker! Uh, den Latinskole, den Latinskole! Først gjorde den Ludvig ulykkelig, og saa gjorde den alle Pigebørnene tossede. Kom, kom. . . . De der! Gaa, gaa!

Alle havde rejst sig. De tre gik langsomt forbi Erik. Pastor Kallesen havde hver af Kvinderne under sin Arm.

- Farvel, Natalie! raabte Erik, mens hans Haand knugede sig om en af Lysthusets Tremmer.

Hun fór sammen; hendes Hoved nærmede sig Pastor Kallesens Skulder; han bøjede det over paa Moderens. Saa gik de op i Huset.

XXIII.

- Skandale, Hr. Major!

- Skandale, Hr. Kaptejn!

- Hvad for noget? Véd De det, Hr. Major!

- Hør, Hr. Kaptejn, jeg følger, min S'æl og Salighed dog med, hvad der sker i Verden og i vor egen By.

- Naa, ham . . . Adjunkten . . . ham . . . Republikaneren, den Flab!

- Ja, akkurat, min gode Kaptejn, akkurat!

- Ja . . . ja . . .

- Ja . . . det har De fuldkommen Ret i.

- Ja, ikke sandt?

- Jo - jo. . . . fuldkommen Ret.

- Ja, og den gamle Madam Borgfeld . . . ja, De kalder hende jo Frue . . . hæ . . .

- Ja, gode Ven, nu er vi jo alle Demokrater.

- Jeg . . . nej, aldrig. Men det hele er skidt.

187

- Ha, ha, ha! Det er noget af det mest træffende, De nogensinde har sagt, Kaptejn, hæ-hæ.

- Hun dør, den stakkels gamle Kone.

- Ja, Gu' dør hun. At bryde ind i hendes Hus, ligesom hendes Datter nød Alterens Sakramente.

- Saa-aa - gjorde hun det?

- Ja, Gu' gjorde hun saa. For, naar Fruentimmer har været rigtig . . . hi-hi-hi og saa fortryder det, saa bliver de knusende religiøse. Naa, naa, naa, det er jo godt, for Fruentimmer bør være religiøse.

- Hun ligger nok syg, siger min Kone.

- Meget syg. Og han, Flaben, han har jo Brystsyge. Han skabede sig jo i Vinter og rendte ud i Aaen for at redde den hjulbenede Overlærers Dreng.

- Affektation, gode Major! Han var s'gu nok kommen op af Vandet alligevel.

- Selvfølgelig. Men har han Brystsyge, saa har jo Nemesissen været efter ham. Det er dog en Trøst, at der gives Belønning og Straf for alle Handlinger. Jeg havde en Sergent for nogle og fyrretyve Aar siden ved Kongens Regiment. Han forglemte sig lige overfor mig og sagde: De tager fejl, Hr. Løjtnant! En paa Kassen . . . naturligvis, for den Gang var der Disciplin. Min S'æl, brækker Manden ikke sin Arm otte Dage efter! Afsked, Major! Kone og seks Børn. Naa denne Holmberg har ingen Kone . . . forhaabentlig heller ingen Børn . . . hæ-hæ-hæ.

- Hæ-hæ-hæ! Ja, hvem véd?

- Nej, det har De fuldkommen Ret i! Aa, Gud bevare's . . . hæ-hæ-hæ. Hvad? Men han skal jo væk.

- Aldeles bestemt. Der er dog nogle Spor af Disciplin tilbage.

- Muligvis i Civiletaten, enfin!

Dermed skiltes de to forhenværende Krigere efter et hjærteligt Haandtryk og en dyb gensidig Hilsen paa Byens Torv.

I det gamle Hus paa Byens Hovedgade fandt der en Renaissance Sted. Det var aftalt i Byens første Manufakturhandlers og dens eneste Isenkræmmers Hus, at der skulde gøres noget. Det gamle Firma "Niels Borgfeld. & Co." skulde mindes, thi der var sket noget, som. . . Ja, hvad var det? Det vidste ingen, men Postmesterens, Toldforvalterens og adskillige "bedre" Købmandsfruer mødte hos Fru Borgfeld. Og Fru Borgfeld sad i sin 188 Lænestol, apoplektisk, som hun var, med allehaande uklarede Indtryk i sin stakkels Hjærne, men med Følelsen af, at hun havde repræsentative Pligter. Som i Husets Velmagtsdage stod et stort Fad med Konditorkager, to Karaffer Portvin og Sherry paa Bordet, og de besøgende tog for sig baade af tørre og af vaade Varer. Alle Damer havde Lyst til at sige noget anerkendende, noget rørende, men ingen af dem naaede saa vidt. Talen stoppede og drejede sig hen til Vejr og Vind, til Forlovelser og til Anerkendelse af Pastor Kallesens Prækener i Provst Aistrups Forfald. Og hvorfor stivede den gamle Fru Borgfeld sig af? . . . Jo . . . fordi Isenkræmmerens Frue tidlig om Morgenen var kommen løbende, havde kysset Fru Borgfeld paa begge Kinder og sagt, at hendes faste og moralske Holdning havde reddet hendes Datter fra Fordærvelse og Byen fra Skandale.

Hvorfra vidste Isenkræmmerens Frue noget?

Jo, hendes Mand havde været i Klubben den foregaaende Aften. Og der havde Landmaaler Borgfeld, overstadig drukken, som han var, yppet Klammen med hele Selskabet og fortalt, at de nye Ideer, som han, Ludvig Borgfeld, havde præket for mange Aar siden, saasom han, Ludvig Borgfeld, altid havde været forud for sin Tid, nu havde sejret i denne raadne By, for nu vilde Adjunkt Holmberg realisere den frie Kærlighed, løbe til Frankrig og fejre et republikansk Bryllup med hans, Ludvig Borgfelds, Søster, Rektors Frue. Og det var muligt, at Byfogden vilde tage med for en kort Tid og dele Erik Holmbergs Lykke, for det var lige meget, om en Kvinde havde en eller flere Mænd, for det var Skik i Frankrig.

Klubmedlemmerne vare enige om, at det var noget Sludder, og i den mørke Port fik Ludvig nogle Ribbenstød af enkelte naive forargede. Men et Par godmodige, tilsyneladende indifferente fulgte den drukne Landmaaler hjem. Den ene af disse var Isenkræmmeren. Han fik Landmaaleren hen under Vandposten og lod den virke paa ham som en Pinebænk. Ludvig Borgfeld brølte som en Stud under de gentagne Overrislinger. Isenkræmmeren sagde:
- Vil Du indrømme, at Du har løjet, som Du altid gør, Dit Asen?

Og Landmaaleren havde søgt at tvinge Storheden op i sig og flere Gange sagt: "Hold Kæft!" men lige saa mange Gange havde Isenkræmmeren holdt ham under Pumpens Tud. Ludvig Borgfeld var bleven fortvivlet, thi i den lyse Nat kunde han se 189 alt det gamle tjærede Bindingsværk i sin Fædreneboligs Udhuse, og det syntes ham, som om der paa hver tjæret Bjælke stod skrevet: Det er Løgn, Ludvig!

De gentagne Styrtebade fra Posten og de gentagne Knubs i Siden gjorde Landmaaleren forholdsvis ædru. Han erklærede da for Isenkræmmeren, at det var Løgn, hvad han havde sagt om sin Søster.

Og tidlig den næste Dag havde en Pige, der tjente hos den Købmand, som drev den gamle Borgfeldske Butik, fortalt i Bager Graffs Bod, at hun selv havde set den gale Lærer paa Latinskolen, han, som vilde omstøde "Reli'onen", blive "verfet" ud af Haven af den gamle Fru Borgfeld og Kapellanen fra Strøby, og at den Kapellan havde bevist ham over i alle Dele. Og det havde Isenkræmmerens Pige hørt, mens hun stod samtidig med Købmandens Pige i Bagerboden, og det fortalte hun til sin Frue, og hun konfererede med sin Mand. Og saa blev Isenkræmmeren og hans Kone enige om, at der skulde ske noget. Isenkræmmerens Frue gik til Manufakturhandlerens Frue. De besluttede i Endrægtighed at samle deres bekendte og alle gøre Visiter hos Fru Borgfeld. Manufakturhandleren boede ved Siden af Toldforvalteren. Manufakturhandlerens Frue fortalte Toldforvalterens Frue gennem Havestakittet en hel Novelle om Erik Holmbergs Indbrud i Fru Borgfelds Have den foregaaende Aften. Toldforvalterens Frue løb ind til Postmesterens Frue, hun løb til den afskedigede Kaptejns og Pensionsholders Frue - saa blev den Gang i Tingene bragt til Veje, som her er fortalt.

Ja, der var Besøg i det Borgfeldske Hus som i de gode, gamle Tider. Fru Borgfeld sad tvær og tavs stolt i sin Lænestol, mens hendes Søn agerede Vært med Vinen og Kagerne, som han havde taget paa Kredit, Vinen hos sin Faders Efterfølger og Kagerne hos Bager Graff. Han drak tre Glas Vin og spiste tre Kager for hvert Glas Vin og hver Kage, som Gæsterne fortærede. Og samtidig udøvede han ved sin uforskammet-myndige Holdning og sin forlorne Fornemhed en saadan Disciplin, at det kildne Punkt slet ikke blev berørt. Damerne vare bange for ham i Følelsen af, at han var i Stand til en hvilken som helst Grovhed eller Hensynsløshed. Hans Moder beundrede ham, og, da Gæsterne langt om længe vare forsvundne, sagde hun til ham:
- Kys mig, min Dreng! Du forstaar Tingene. Saadan skal de have det. Kys mig, Ludvig!

190

- Nej, Mutter! jeg hader gammeldags Kælenskab. Men nu faar jeg vel en fransk Bøf til Middag? Hvad, Mutter? Og saa en "Omelette soufflette" ovenpaa?

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Historien om en Skandale i Huset Borgfelds Have gik stadig rundt i Byen. Bager Graff og hans Venner holdt Sommerbeværtning i den forhenværende Akcisebod. Bager Graff havde nemlig været i København og fortalt sine Bysbørn, at Kongens Klub holdt Sommerlokale lige udenfor Vesterport ved Stadsgraven. Det fugtige Kompagni havde døbt Værten Jokumsen med Navnet Kejser Napoleon, thi han bar Krydsskæg som Napoleon III, var gulfed som han, og under Sommernatsorgierne morede det de glade Sjæle at vikse hans Overskæg med smeltet Stearin, saa Spidserne stod stift ud til Siderne, alt mens Jokumsens Øjenlaag bleve tungere og mattere under hans tiltagende Drukkenskab.

Der mødtes nu Borgerskabets tre fugtigste Medlemmer nogle Aftener efter den Begivenhed, der nys er fortalt. De kom en for en, thi i Kraft af en hyklerisk Anstændighedsfølelse fulgtes de aldrig ad til Gæstgivergaarden om Vinteren eller til Akciseboden om Sommeren. De lod altid, som det var rent tilfældigt, at de traf hinanden. Og saa lød det, efterhaanden som de kom:
- Er det Dig, Du gamle Kringledrejer?

- Hvad Fa'en, er Du her, Du Fætovsvender?

- Der er, min S'æl, Glaspusteren? Mon han har Diamanten med i Lommen? Saa skal han gi'e den fø'ste Omgang . . . o. s. v. o. s. v.

Uden synderlig Forandring faldt disse Repliker, hver Gang de mødtes, og hver Gang gjorde de samme Lykke og vakte en hjærtelig Latter, som om de havde indeholdt de originaleste Vittigheder.

- Naa, Kejser Napolium! begyndte Garver Andersen, henvendende sig til Værten, vi maa vel begynde med tre Bajotzkinusser*). Men De maa s'gu inte komme den Slags Tælle i dem, som De smører i Deres Overskæg, naar De følger Lig eller selv ligger i aaben Begravelse.

Værten serverede en Karaffe Kognak. Rundt om Karaffen løb koncentriske Ringe, som tjente til at aflæse Snapsenes Antal. * 191 I Modsætning til de tre Borgeres Lattermildhed lige overfor ethvert som helst Vittighedsforsøg prellede alt sligt af paa Værten. Hans Voksansigt holdt sig i sin flegmatisk-melankolske Stivhed. Gæsterne begyndte at tage for sig, efter at Hr. Jokumsen havde befriet den brune Bordplade med den halv afslidte Maling for Spildelevninger af de sidste Fortæringsgenstande ved at viske dem bort med sit Skjorteærme, hvis Farve for længe siden var bleven aldeles ubestemmelig.

De tre Skatteborgere bleve alvorsfulde, støttede Albuerne mod Bordet og Kinderne mod Haandfladerne, da Bager Graff drog et dybt Suk og sagde:
- Det bliver immer væ're og væ're. Jeg vilde, min S'æl, ønske, at Frederik den s'æte kunde staa op af sin Grav igen og sla' et rigtig Donnerslag mellem Athejsterne.

Satirikeren Glarmester Hansen fandt sig foranlediget til at bemærke:
- Du har en Fa'ens god Udtale af de franske Ord, Du, Graff!

- Aa, Din er vel inte bedre.

- Ja, men saa la'r jeg vær' at sige dem.

- Ja, men min Anskuelse er, at enhver Fugl skal synge med sit Næb, og jeg er lige glad, enten saadan en som Du mener det ene eller det andet. Men det mener jeg, at, naar saadan en som Holmstrup løber ned til Madam Borgfeld og vil snuppe hendes Datter, som er en gift Kone, bort fra en Præst, der sidder og siger hende det, som han maa sige hende, fordi det er hans Forretning at sige det, saa . . . ja, saa siger jeg ingen Ting, men jeg mener, at det kan s'gu ingen Avstoriteter taale. Ja, det er nu min Mening.

Glarmester Hansen: Ja, sæt nu, det havde væ't Din Kone, Graff, som Holmfeld vilde have snuppet, saa havde han s'gu vaaren undskyldt, for Holmfeld kunde jo have troet, at hun saa paa ham og inte paa Præsten.

- Garver Andersen: Aa, det Sludder har vi nu hørt mange tusinde Gange, og nu er det Alvor, og jeg holder med Graff. Jeg har altid betragtet Borgfelds som noget hovent Rak, der saa Borgerne over Hovedet og løb efter Embedsmændene, men nu er det blevet hævnet, fordi den lange Landmaaler er bleven til saadan en Labant, og Datteren er bleven til det, hun er bleven. Det er Hævnen, siger jeg. Men hvad Ret er, skal 192 være Ret. Og jeg véd bestemt, at Holmberg skal anklages for Menisteren og Profess'erne inde i København og dømmes fra sit Embede, og at han aldrig nogentid kan faa Præstekald som de andre Adjunkter her ved Skolen, naar de er ked af at være Adjunkter og vil tjene flere Penge paa en mageligere Manér, efterhaanden som de ældre Dage kommer.

Glarmester Hansen: Ja, men der kan ogsaa være Overdrivelse med Reli'on. Og det tror jeg rigtignok om den Munk, ham, den Kapellan, Karlsen. Han gør Fruentimmerne her i Byen lige saa tossede som de frie Tankegange, som Doktor Brandt præker inde i København.

Garver Andersen: Ja-a-a. Men se, jeg tror nu, at alle Latinskolens Lærere er gedølgte Fritænkere, lige fra Riktoren til den lange Petersen, han, som altid griner saa smørret, og saa mener jeg, at saadan en som Kapellanen gør Gavn, naar han siger til deres Koner, at de skal tro paa det tilkommende Liv og saadant noget og straffes der, hvis de gør Fiksfakserier i desse Liv.

Glarmester Hansen: Aa - ja - saagu'. Vi Mandfolk kan jo ta' det for, hvad det er, men Fruentimmerne maa man have noget at kyse med.

Bager Graff: Det kan jeg s'gu inte li' at høre, Hansen.

Glarmester Hansen: Saa kan Du jo putte Fastelavnsbolledej i Ørene. Jeg siger bare: Enhver bliver salig ved sin Tro. Men det er ikke for det, for, gaar der en Adresse rundt i Byen om, at Holmfeld skal ha' Afske'n, saa stemmer jeg for den, for aldrig har der været saa meget Vrævl og Skænderi her i Byen, som siden han kom hertil i Fjor Sommer. Lad Byfogden gøre Vrævl, han er nu den, han er, men saadan en Grønskolling som den Holmfeld, saadant et Skabebæst, der render ud i Aaen ved Vintertid til ingen Nytte og saa gaar og vil gøre sine Hoser grønne hos gifte Koner! Jeg holder med Riktoren, hvis han gi'r ham et ordentligt Brandfur.

Erik Holmberg var dømt gennem alle Byens Instanser.

193

XXIV.

Da Dimittendernes Klasse, den eneste, Rektor underviste baade i Græsk og Latin, havde ophørt med at gaa i Skole for af repetere til Afgangseksamen, tog Rektor til København og søgte Ministeren. Den ellers saa venlige og gemytlige Chef modtog ham med Værdighed. Det var denne Gang to højtidelige Alvorsmænd, der mødtes. Men Rektor havde i et Par Dage indøvet sig i sin Rolle; han vilde paa én Gang spille Alvorsmanden, den humane Mand og Diplomaten. Han havde lovet sig selv, at Ministeren ikke skulde fange ham. Han strammede sig op ved Tanken om de mange uafhængige Skrivelser, han havde rettet til de forskellige Ministre, og som han selv havde læst saa ofte for sine underordnede, at han kunde dem udenad. Kunde han blot lægge over sin personlige Optræden og den mundtlige Forhandling fra sin Side dette olympisk-ironiske Skær! Det var ikke saa let, thi Ministeren var et fint Hoved, trods sin noget studenteragtig-flotte Optræden, mente Rektor.

- Alt gaar nok ikke saa ganske til nede hos Dem, som man kunde ønske det, Hr. Professor, sagde Ministeren med løftede Bryn.

- Nej, Deres Ekscellence, desværre! Jeg har altid holdt mig Idealet tæt for Øje, og gør man det, saa . . .

- Ja, vel. (Ekscellencens Tone var tør og myndig afbrydende - Rektor følte sig stødt - Ekscellencen gled over i et næsten umærkeligt Railleri.) De evropæiske Hovedstrømningers Bølgeslag er nok naaede ned til Dem.

- Det vilde være sørgeligt, om det ikke var Tilfældet, Deres Ekscellence, svarede Rektor og brystede sig lidt, halv stolt og halv ængstelig over sin kække Uafhængighed. Han syntes, at hans Stemme lød smukt og klangfuldt i det højloftede Avdiensværelse, men han skælvede dog lidt over dens stærke Tilbageslag fra Loft og Vægge. Ministeren lod imidlertid ikke til at føle sig imponeret. Han sagde langsomt nikkende:
- Ja, vel, naturligvis, i al Almindelighed har De jo Ret. Stagnation er det værste af alt. Forstaar De mig for Resten ikke, Hr. Professor?

- Det turde hænde sig, at jeg forstod Deres Ekscellence endogsaa særdeles klart, svarede Rektor.

- Hm! . . . Apropos . . . har De nylig set Grev 194 Ravensberg? Jeg bad ham en Gang - naar var det? i Vinter, tror jeg, at bringe Dem min Hilsen.

- Jeg har havt den Ære at modtage den gennem Greven, svarede Rektor og bukkede meget dybt. Han lo indvendig og sagde til sig selv: "Den skal staa tidlig op, som skal fange mig".

- Deres Inspektor bliver gammel, sagde Ministeren med en pludselig Overgang, som om det var noget, der pludselig randt ham i Hu. - Hvad hedder han. Overlærer . . .

- Overlærer Krog er en meget kraftig Mand, Deres Ekscellence!

- Legemlig, ja . . . men aandelig?

Rektor blev bange for, at Ministeren skulde tro, at han var dum. Han smilede og sagde:
- I aandelig Henseende staar han hverken højere eller lavere end for en Snes Aar siden.

Ministeren smilede, Rektor smilede ogsaa, men ikke med god Vilje. Han tænkte paa den fattige, flittige Stakkel, som han i dette Øjeblik forraadte ved hint Judassmil. Han syntes, han burde gøre noget, og sagde:
- Da er Overlærer Krog sandelig ikke paavirket af nyere Strømninger.

- Ne-j, sagde Ministeren, han er nok udenfor alle Strømninger, og det var vi jo enige om før, Hr. Professor, at Stagnation var det værste af alt.

Rektor indsaa, at den gamle Inspektor ikke stod til at redde. Navnene Grev Ravensberg og Kammerherre Løvendal lød ham om Ørene. Nu forstod han, at Turen maatte komme til en anden. Men han havde tabt Tilliden til sin egen Fasthed og Overlegenhed i Situationen ved Tanken om den gamle Krog og hans Familje. Inden han fik formet en Replik, sagde Ministeren:
- Lad ham fungere i det næste Skoleaar, Hr. Professor . . . det vil sige som Lærer. Inspektoratet maa lægges i en anden Haand straks efter Sommerferien. Adjunkt Hovberg kunde jo . . . hvad?

Det var Religionslæreren, Grev Ravensbergs forhenværende Huslærer. Rektor indsaa, at Modstand vilde være unyttig. Han tænkte ved sig selv: Nu er Grevernes Tid kommen igen; for faa Aar siden var de kun "Knaldepiskriddere og Smørfjerdingsfyrster". Han havde aldrig yndet Forfatteren af disse Betegnelser, nu var han lige ved at holde med ham. Han svarede:
- Deres Ekscellence . . . Traditionen har jo været, at ved 195 Valget af en Inspektor har Skolens Rektors Stemme havt lidt at sige, men maaske . . .

Ministeren faldt brat ind:
- Naa . . . naa, ja, og den Tradition skal ikke blive brudt fra min Side. Naar De bestemt ikke ønsker Adjunkt Hovberg til Inspektor, saa udpeg en anden! for det er rigtigt, at De staar paa Deres Ret.

Rektor triumferede. Han havde vist sin Myndighed og tvunget sin foresatte til Anerkendelse af den. Han havde jo med samme Slag besvaret Grev Ravensbergs Sideindflydelse. Han var overbevist om, at endnu var dog Intelligensen mægtigere i Danmark end Hartkornet.

Ministeren saa dvask op i Loftet, mens han sagde følgende Repliker:
- Det er kedeligt, Hr. Professor, at jeg maa tage Hensyn til Rigsdagens forbistrede Gnieri. Lærernes Antal ved de lærde Skoler maa reduceres. Ser De, vi maa begynde smaat.

- Ja, for Filologernes Vedkommende bliver det vanskeligt, Deres Ekscellence.

- Vær overbevist om, at jeg lige saa energisk som De holder paa den klassiske Dannelse.

De samtalende bleve saa stemningsfulde, at de uvilkaarlig vekslede et Haandtryk. Rektoren sagde:
- Men Filologerne behøve jo ikke at indskrænke sig til Latin og Græsk. Deres alsidige Dannelse, sikkert den alsidigste, som vort Universitet yder . . .

- Aa-aa, sagde Ministeren . . . Ja, ja, derom kan der jo disputeres. Men, skal der ske en Reduktion, saa kan man jo begynde med saadanne Fag, som enhver dygtig Lærer lettest sætter sig ind i. Historie for Eksempel . . . Hm! . . . hvordan er det? Den af Deres Lærere, som har Historie til Hovedfag, han er jo ikke en Gang fast ansat?

- Nej. Og jeg har aldrig ønsket ham. Jeg indstillede i sin Tid en filologisk Kandidat.

- Saa? . . . ja, det erindrer jeg ikke.

- Nej naturligvis. Men jeg har i og for sig intet imod, at Kandidat Holmberg forlader Skolen. Thi hans Anskuelser er jo . . . saadan . . . noget ejendommelige . . . ensidig moderne.

- Meget moderne, sagde Ministeren og betragtede Rektor med et stift Blik og en Smiltrækning i den ene Mundvig. Jeg er navnlig bange for, at han hos de unge Fyre kan undergrave 196 Respekten for Ægteskabet. (Ministerens Mundviger krummede sig stærkere i Retning af Smil.)

Rektor saa olympisk op over Brillerne og sagde:
- Ja, det etniske er Tilværelsens Grundstrømning.

Ministeren snød sin Næse og lo ned i Lommetørklædet. Han kunde ikke bare sig for at sige følgende Ord, endskønt han følte lidt Samvittighedsskrupler over sin Frivolitet:
- Han er nok farlig for Deres Bys unge Kvinder, Deres unge Adjunkt?

Rektor blev alvorlig bekymret og sagde langsomt:
- Revolution føder Reaktion, Deres Ekscellence.

- Det er en dyb Sandhed, Hr. Professor, sagde Ministeren og brugte atter sit Lommetørklæde.

- De nye Ideer virke paa Følelsesmennesker som jo de fleste Kvinder ere, ligesom ung Vin. Efter Beruselsen kommer Slappelsen, og saa ligger Pietismen og den ensidige Askese lige for dem.

Rektor talte med en lidt bævende Højtidsrøst.

- Hm, naa, sagde Ministeren, indvendig gottende sig. Det er jo heldigt, at den unge esprit fort ikke er fast ansat. Saa undgaas alt Vrøvl, og Sagen kan gaa for sig i Stilhed.

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Erik Holmberg modtog Efterretningen med samme Ligegyldighed som en Mand, der, gennemblødt af en skybrudlignende Tordenregn, glider ned med Foden i en Rendesten. Han forsvandt i al Stilhed, tog ikke Afsked med nogen. Den sidste Aften, han tilbragte i Skolebyen, sneg han sig op i Rektorhaven. Der var Lys i det bekendte Værelse. En vandrende Silhuette bevægede sig bag Gardinet, spankende frem og tilbage med Hænderne paa Ryggen. Sikkert var det, at den ikke tilhørte Byfogden; Profilen kunde være Pastor Kallesens.

Og den næste Dag, da Toget snoede sig langs Skoven, saa Erik Byen brede sig i samme hyggelige Solskinstilværelse som sidst. Saa gav Skovegnen Plads for flade Strækninger med næsten modne Kornmarker, som Vinden tegnede Flammer igennem, alt mens den sendte en tør Melduft ud i Rummet. Erik følte en voksende Smerte, jo nærmere han kom København. Han maatte gøre Vold paa sig selv, da han skulde ud af Vognen. Da han satte Foden paa Perronen, havde han Lyst til at skrige. 197 Og, mens han rumlede i Droske gennem Gaderne, kogte Harmen op i ham, Harmen paa ham selv.

- Og denne Slægt, der som jeg, mangler Saft og Kraft, Lidenskab og Energi - den vil løfte de nye Problemer! Ti stille, kys Riset! Jeg bør søge Præstekald! Ret ligesom jeg nu maa søge Ly bag min Moders Skørt som en Dreng, der har gjort Dumheder!

XXV.

Enkefru Holmberg havde været meget vred paa "alt det nyere, thi det var jo det, det alene, som havde gjort hendes eneste Søn saa fremmed for hende". Og hun havde en Aften været sammen med en theologisk Professor . . . ja, han var saamænd Student sammen med salig Holmberg . . . og den Professor havde vredt erklæret, at, siden denne berygtede Privatdocent havde begyndt sin nye Forelæsningsrække, saa var Folk strømmede til Universitetet ligesom til Tivoli paa de store Fyrværkeriaftener. Og det var en Skandale, thi Universitetet skulde være et stille Sted; kun Stilhed var Videnskaben værdig. En Docent skulde kunne høre sine Skridt gennem de lange tomme Gange med højtideligt Ekko. Professoren havde endvidere fortalt, at selv Portneren og hans to Døtre, der passede paa Tilhørernes Overtøj, som fyldte baade Vestibulens og den øverste Korridors Knagerækker, med Indignation havde sagt, at nu var de ikke andet end Theaterkontrolører.

Og hvor var Enkefru Holmberg bedrøvet over de faa og korte Breve fra Sønnen! Hendes egne fyldte jo alle Arkets fire Sider og fortsattes langs de tiloversblevne knappe Rum i alle Margina. Efter Erklæringer om sin uforanderlige og stadige Kærlighed til hendes eneste Barn fulgte Variationer over følgende moderlige Formaninger: 1) at han som den yngre og ikke kongelig ansatte skulde være ydmyg overfor Rektor og de ældre, 2) at han endelig maatte skrive nøjagtige Sedler over det Tøj, han sendte til Vask, for alle Vaskerkoner vare svigagtige og uordentlige, 3) at han altid skulde holde sig sin mageløse salig Faders lysende Eksempel 198 for Øje. Dette gentoges femten Gange i de femten Breve, hun skrev til sin Søn under hans Fraværelse.

Hendes to gamle Søstre og hun skændtes som før. Naar Søstrene mente, at "alt det nyere" havde været saa fordærveligt for Erik, saa sagde Enkefru Holmberg, at det var noget, de ikke forstod sig paa, og, hvis salig Holmberg havde levet, saa kunde de alle tre have høstet Belæring ved at høre Fader og Søn "i al Kærlighed" tale om det gamle og det nye.

Og, da hun fik at vide, at hendes Søn var bleven afskediget, slog hun sig en Stund paa det nyes Parti. Alle Præster var virkelig ikke, som de burde være, saadan som salig Holmberg havde været, for, hvis de var det, saa kunde intet Menneske i Danmark have faldet paa at sige et eneste Ord mod Religionen eller Præsterne. Det var de verdslige og egennyttige Præsters Skyld altsammen. Rektoren var en stolt og indbildsk Person, og ude i Provinserne var de slet ikke fulgte med Tiden. Det var lutter Misundelse mod Erik, fordi han kunde saa meget, at de havde jaget ham bort. Saalænge hun ejede en Bid Brød, skulde Erik intet mangle, og, naar det nye en Gang sejrede, for det gjorde det nye dog altid, saa kunde Erik maaske blive Professor . . . ja, det var hun saa vis paa, som hun var vis paa, at der var en retfærdig Gud til.

Hun løb næsten til alle Københavns private Latinskolebestyrere for at hverve Timer til Erik. Men han maatte kun læse to Timer om Dagen, for at han kunde have god Tid til at studere først til Doktor og saa blive Professor. Efter mange forgæves Forsøg lovede en ung Bestyrer for en begyndende Skole hende at have ham i Erindring. Hans forrige Bestyrer, den kønne Professor, gav hende et bestemt Afslag. Med hoven Myndighed erklærede han, at disse moderne Herrer, der hverken respekterede Ejendomsret, Nationalitet eller Religion, aldrig skulde faa Indpas i hans Skole. Fru Holmberg aad Harmen i sig, men sagde, da hun gik ud gennem Gadeporten:
- Ho, ho! Vent nogle Aar, saa er Du ikke saa "kaalhøven"*). Du bliver aldrig virkelig Professor.

Men saa kom Sønnen med brændende, hektiske Øjne, med fremstaaende Kindknokler, spættede med rødt, med det samme irritable Væsen som i de senere Aar, før han drog fra København. Da Fru Holmberg vilde omfavne sin Søn og begyndte at * 199 istemme en Filippika mod Minister og Rektor, vrissede Erik og sagde:
- Jeg vilde have gjort akkurat det samme i deres Sted.

Siden gjorde det ham ondt. Han vilde kærtegne Moderen og takke hende, fordi hun var løbet om til Skolebestyrerne. Men nu bragte hendes Bedrøvelse over at se ham saa svag hende til at opgive enhver Tanke om, at han kunde blive virkelig Professor. Denne Stemningsbølge fejede hende atter over paa den konservative Side. Hun sagde:
- Aa, alt det nye, det er noget hæsligt, noget afskyeligt noget. Det har rent ødelagt Dig.

- Det kommer af, at det er for godt og stort, for frit og og kækt for mig, sagde Erik. Jeg er kun en dagligdags Pjalt. Jeg har heldt ny Vin paa en gammel Læderflaske. Flasken er sprængt.

- Herre Gud, Du har dog endnu ikke glemt Dine Bibelsteder, sagde Fru Holmberg og brast i Graad.

Hun saa meget vel, at Sønnens Kræfter aftog, og at hans Udseende blev svagere Dag for Dag. Men, naar hendes Søstre talte derom, blev hun vred og erklærede, at Erik aldrig havde været raskere end nu. Da Efteraaret kom, udviklede den "galoperende" Svindsot sig hos Patienten. Da Lægen havde meddelt Moderen, at alt Haab var ude, blev hun stille og stærk, plejede den Syge Dag og Nat og talte muntert til ham om hans Fremtid, som om det var den letteste Sag af Verden for ham at blive en "Notabilitet i det danske Aandsliv". Hun havde læst Frasen i en Avis og anvendte den flere Gange om Dagen.

Erik gik oppe indtil midt i November. Saa erklærede han en Dag ved Frokostbordet, efter at have tømt tre Glas af en meget dyr Portvin, som hans Moder havde taget paa Kredit, at han ikke kunde faa Vejret. Han vilde i Seng.

Hans Moder klædte ham af og kyssede ham, da han laa i Sengen. Hun græd ikke.

Mørket faldt paa. Erik stønnede:
- Uh, her er koldt, her er mørkt.

Hans Moder tændte Husets største Lampe og satte den paa en Stumtjener foran Jernsengen. Der laa en hvid Dug over den lille runde Bordplade.

- Hvor er der nogle Farver? . . . Her er grimt, mumlede Erik.

200

I en Fart fik Fru Holmberg sin sekstenaarige Pige sendt i Byen og Blomster købt i dyre Domme. Med krampagtig Hast flettede Præsteenkens magre Fingre Roserne, Verbenerne og Heliotroperne til en Guirlande langs Bordets runde Rand. Den mangeartet-krydrede Duft hvirvlede om i Kammeret i sær Blanding med den sure Lugt fra Medicinflaskerne.

- Se, Erik, her er Blomster, rigtig pæne Blomster, min Dreng! sagde Fru Holmberg. Erik svarede:
- Moder . . . De siger, at jeg gjorde mig latterlig ved at redde den Dreng . . . Der var ingen Idé i min Gerning. Derfor fortjener jeg ingen Krans.

Moderen forstod ham ikke. Hun kyssede ham paa Panden og strøg hans Haar til Side.

- Et lille Kildevæld, som døde i Sandet, Moder, sagde han.

Hun kyssede hans Haand og trykkede den op til sig.

Erik laa paa Ryggen. Hans Aandedræt peb gennem Luftrøret som en hæs Fløjte. Pludselig slog han Øjnene op.

- Uh, uh . . . her er mørkt, Moder! sagde han.

- Ja, ja, ja, min Dreng! Nu skal jeg tænde Din lille Læselampe . . . den, som Du ikke vilde have med, da Du tog bort fra mig . . . den, som jeg gav Dig til Din Fødselsdag . . . kan Du huske? . . . en Maaned efter at Du var bleven Student.

Erik nikkede sløvt. Moderen tog Lampen inde fra Dagligstuen og satte den paa Kommoden.

- Er her nu lyst nok, Erik?

- Nej. Der maa være en Lampe endnu.

- Ja, ja . . . den lille Haandlampe, Køkkenlampen, ja, min Dreng! Vil Du have den Lampe her ind, min Dreng?

- Ja, ja . . . Og tænd saa de to smaa røde Vokslys . . . dem paa Piedestalen . . . paa hver Side Taffeluhret! De har aldrig været tændte før. Tænd dem i Aften!

Det lille Kammer skinnede af Lys som til Bal.

- Er det nu godt, Erik?

- Moder! . . . Du kommer til at synge for mig. Graaden stod Præsteenken op i Halsen. Hun kunde daarlig faa Ordene frem:
- Synge, min Dreng! Jeg har ikke sunget siden . . .

- Jo, Du skal synge. Du sang saa kønt, hjemme i Præstegaarden.

201

Med skingrende, spinkle Soprantoner og døde, hæse Mellemtoner istemmede hun:

Nu titte til hinanden de fagre Blomster smaa,
de muntre Fugle kalde paa hverandre.

- Nej, nej, mumlede den syge . . . ikke den!

- Ja, ja, min Dreng, saa tager vi en anden skøn Sang. Saa sang hun:

At sige Verden ret Farvel
i Livets Gry og Livets Kvæld

er lige tungt at nemme.

Ja, men Moder, jeg vil slet ikke sige Verden Farvel.

- Nej, det har Du Ret i, Erik. Det skal Du heller ikke. Du bliver snart rask.

- Ja, jeg vil leve længe . . . og kæmpe for . . .

- Ja og blive Professor ved Universi . . . (Fru Holmberg hulkede).

- Læs for mig, Moder!

- Hvad skal jeg læse?

- Kan Du finde . . . kan Du finde Musset i Reolen?

- Jo, jeg véd, hvor alle Dine Bøger staar. Her har jeg alle den Mussets franske Bøger.

- Rolla . . . Begyndelsen, Moder!

Med al Anspændelse af sine Erindringer om det Sprog, hun ikke havde set i tredive Aar, læste den syv og fyrretyveaarige Præsteenke med Angest og Bæven, tonløst og tungt som en lille Skolepige, uden at forstaa et Ord af, hvad hun læste:

Regrettez-vous le temps, où le ciel sur la terre
Marchait et respirait sous un peuple de dieux?
Où Vénus Astarté, fille de l'onde amère,
Secouait, vierge encor, les larmes de sa mère,
Et fécondait le monde en tordant ses cheveux.

Hun standsede brat og sukkede:
- Nej, Erik, aa nej . . . min Udtale er saa skrækkelig.

- Det er ogsaa et ækelt, oprivende, dumt Digt.

- Ja, men saa skal jeg læse noget andet for Dig. Engelsk kan jeg slet ikke. Men Tysk er ikke saa svært. Det kan jeg huske noget af. Fransk har jeg rent glemt, mærker jeg.

202

- Her er stadig saa afskylig mørkt . . . ligesom i Rektorens Have . . . i Nætterne i Foraaret.

Inde fra det sorte Dagligstuerum, hvis Belysning Fru Holmberg havde plyndret til Fordel for sin døende Søns Lystrang, havde der flere Gange lydt en dæmpet Hulken. Der sad de to gamle Tanter. De havde lagt Strikkestrømpen paa det gamle aflange "Divanbord" for ikke at forstyrre den syge ved Strikkepindenes prikkende Lyd. De sad nu stille med Hænderne spændte over Knæene.

Fru Holmberg vinkede og tyssede ad dem.

De tog Støvlerne af og listede sig afsted paa de store Fødder i hvide Hosesokker. Med Haandbevægelser kommanderede Fru Holmberg dem til at flytte et Bord og en Kommode tæt hen til Sengen og anbringe den store og den lille Kuppellampe og den kuppelløse Lampe paa Møblerne, saa Lysbringerne stod i en Halvkreds om Sengen.

Erik sagde:
- Moder . . . jeg synes, der er Froprædiken hjemme.

- Min kære Dreng, det synes jeg ogsaa.

Det lysnede gennem Fru Holmbergs Ansigt.

Erik sagde:
- Du . . . jeg hører Klokkeklang og Salmesang fra den gamle Kirke . . . Fy, det er den fordrukne Degn, der synger falsk:

Vi samles for Dit Aasyn her,
O Gud, Dit Ord at høre.

Moder! Moder! Jeg vil ikke dø med den Degnesang i Øret! Goethe! Goethe! Slaa op i Goethe!

- Min Dreng . . . jeg kan ikke mere. Den mindste og ældste Tante sagde:
- Jeg har Sjælsstyrke, og Du kan maaske huske, at jeg havde en god Udtale af Tysk i Skolen. Jeg vil gerne læse i denne højtidelige Stund, kære Søster. Aa Herre Gud, især naar det er af den store Digter Goethe.

Tanten græd og fangede Taarerne i sin tørre Haand, i Mellemrummet mellem Tommel- og Pegefinger.

Hun tog et Bind af Goethe ned fra en af Eriks Reoler, som fyldte alle fire Vægge i det lille Værelse. Hun slog op paa maa og faa og læste:

203

Mich ergreift, ich weiss nicht wie,
Himmlisches Behagen.
Will mich's etwa gar hinauf
Zu den Sternen tragen?
Doch ich bleibe lieber hier,
Kann ich redlich sagen,
Beim Gesang und Glase Wein
Auf den Tisch zu schlagen.

Den spidse, skingre Røst, Diktionen, der udgik fra matte Erindringer om daarlig Deklamation paa Theatret i Tantens Ungdom, lød saa komisk, at den syge lo, saa han hostede derved.

- Ja, det er Goethe i Danmark, sagde han.

Saa døsede han, stadig mumlende:
- Natalie, Natalie, Natalie!

- Tys, tys, Erik! sagde Fru Holmberg, det Navn . . .

- Tys, tys, Moder! Hun gaar i Hundene med sin Præst. . . . Læs for mig noget af Strauss . . . "Der alte und der neue Glaube" . . . nej . . . Du, blot det Nummer af "Nyt dansk Maanedsskrift" . . . det ligger paa Bordet . . . det har ligget der længe . . . Du skal læse det. I andre skal gaa.

De stygge Fødder med Knysterne under Strømperne listede sig atter ind i Dagligstuens sorte Mulm. Da Tanterne havde famlet sig til Sæde, græd de stille. Den ene hviskede:
- Jette er jaloux paa os. Hun vil ikke have, at vi maa se ham dø . . . Naa . . . Herregud . . . han er jo hendes eneste Barn . . . og, naar han er død, saa vender hun nok tilbage til Gud, som hun nu har forladt.

Fru Holmberg læste, mens hun med Haanden skærmede sine Øjne mod det skærende Lys fra de tre Lamper med deres ulige Blus, saa meget mere som Synet forulempedes af de bestandig smaat piblende Taarer. Hun forstod ikke, hvad hun læste.

"Og, tager vor Gud os ikke udenfra i sine Arme, saa aabner han os Kilden til Trøst i vort eget Indre. Vi indse den Nødvendighed i Sammenkædning af Aarsag og Virkning, som er selve Fornuften. Vanen hjælper os til at finde os i det uundgaaelige (Fru Holmberg kæmpede et Par Sekunder med Graadens Bølgebrud) . . . Og hvem det til Erstatning for Udødelighedstroen ikke er nok at kunne hengive sig i Universets evige Tanker. . ." Hvad er det, Erik?

- Jeg kan ikke følge med . . . Syng, Moder, syng, som om dit Bryst skulde springe . . . aa, bare mit Bryst vilde springe, at jeg kunde faa Luft!

204

Fru Holmberg trak sit Vejr dybt og sang op. Stemmen skingrede som en Klarinet ved et Bondebryllup:

Kom i den sidste Nattevagt
i en af mine Kæres Dragt
og sæt Dig ved min Side.

- Nej, nej, nej . . . hviskede Erik. Lad være! Hold op med den Klokkeringning! Jeg vil ikke være Præst. Farvel, Natalie!

- Nej, sig Farvel til Din Moder, Erik!

Han spilede sine Øjne vidt op, saa begge de farvede Kredse traadte helt frem paa den hvide Grund. Blikket var stift. Han vendte sig med Ansigtet ind mod Væggen, sukkede og døde.

Hans Moder trykkede hans Øjne til og lagde hans Hænder krydsvis over Brystet.

Saa gav hun et lille, kort skærende Hvin fra sig og for som en anskudt Hind ind i Dagligstuen.

Alle tre Søstre mødtes i uformelig, klumpagtig Omfavnelse. I Mørket lød Hulken, mens Lysene fra Eriks Kammer skinnede brandrødt ind.

205

SKOVFOGEDBØRNENE
(1884)

206
207

I.

Til venstre for Hovedkørevejen gennem "Strandholt Hestehave" laa to Huse, saa tæt op mod hinanden, saa indfiltrede i Humleplantninger og Buksbomhækker, at de forbifarende havde ondt ved at skelne Husene fra hinanden. Havernes Frugttræer leverede i Forsommeren en tæt, sammenløbende Masse af hvidt og blegrødt, i Midsommeren af svulmende grønt. Gavlen paa det Hus, der laa mod Indkørselen, dækkedes af Espalierkirsebærtræer, saa frugtbare, at de brunrøde Bær i Juli blinkede ud, tæt ved hverandre som Granatstene i en Brosche. Senere hen paa Aaret skilte Husenes smaa, aldeles ens Façader sig fra hinanden i to Vinduesfag paa hver sin Side af en blaamalet Dør, de hvide Bindingsværksvægge spættedes af gule, rosen- og karmoisinrøde Stokroser, en Vagt af ranke Gardister. I de smalle Parterreanlæg langs Façaden struttede de pibede mangefarvede Georginer op. Først efter Løvfaldstid skelnede man den smalle Sti, der skilte de to Huses Haver, først da opdagede man, at Huset nærmest Indkørselen var ældre end det andet, at Mosset groede tættere og mørkere paa dets Tag.

Først kom altsaa det "gamle", saa det "ny" Skovfogedhus.

Klavs Splüth, en født Holstener, Skytte paa Herregaarden Strandholt, der ejedes af Lensbaronerne Horsten, havde fra sit 23de til sit 33te Aar tjent i den nævnte Egenskab, da han avancerede til Skovfoged ved Strandholt Hestehave. Med Posten maatte han tage den halvfjerdsindstyveaarige Skovfoged Niels Jørgensens tre og fyrretyveaarige barnløse Enke med i Købet. Efter et Aars Samliv velsignedes Klavs Splüths og Mette Jensdatters Ægteskab med et Pigebarn. Enkebaronessen, den 208 daværende Lensbarons Moder, holdt hende over Daaben. Efter hende kom Barnet til at hedde Charlotte Amalie.

Klavs Splüth følte sig som en Mand udenfor Bondestanden. I ubevogtede Øjeblikke omtalte han de sjællandske Bønder i meget foragtelige plattyske Udtryk. Han havde idealiseret sin Kones Navn Mette til Meta og forbød hende bestemt at forkorte Barnets Navn til Lotte eller Malle. Ganske konsekvent i sine antinationale og aristokratiske Principer var Klavs Splüth imidlertid ikke. Længe havde han ladet den danske-plebejiske Nationaldrik vederfares mere end skyldig Retfærdighed. Maaske Nemesis, opbragt over denne Utroskab eller Inkonsekvens, derfor allerede fældede Klavs Splüth otte Aar efter hans Ægteskab.

Meta Splüth havde ikke sin Mands fine Fornemmelser. Bred sjællandsk som hendes Dialekt var ogsaa hendes Figur, hendes Væsen og hendes Ansigt. Hun strøg den fremmede Ham af sit gode sjællandske Navn, kaldte sig Mette, som hun var døbt og skreven ind i Kirkebogen, og indskrænkede Datterens Navn til det for hende og hendes Kreds mere mundrette Lotte. Skovfogedenken havde den Tilfredsstillelse, at Barnets Gudmoder, den gamle Enkebaronesse gav hende Medhold, da hun faa Dage efter Klavs Splüths Begravelse lod sin Vogn standse nogle Minuter foran Skovfogedhuset, og Konen i sin Skynding kaldte paa Barnet med det forkortede Navn. Hun sagde:
- Ret saa, Mette! Hun viser Takt paa fin Maade, gode Mette. Jeg sætter Pris derpaa. Farvel, Mette. Farvel, lille Pige. Hvad der kan gøres for Jer, skal blive gjort. Kør saa, Hans!

Og hun kyssede midt paa Fingeren ad Barnet, vinkede hilsende til Mette, der saa efter Vognen gennem den mod Lyset skyggende Haand, mens hendes Gyldenstykkes Huebul flammede som Ild i Aftensolen.

Hjulkarmene klang, Hjulene sprøjtede Vand op fra Sporene, og Enkebaronessen kørte videre i skarpt Trav. Efter hendes Tilsagn trøstede Mette Jensdatter sig brat over sin anden Mands, Klavs Splüths tidlige Død.

Heller ikke varede det længe, før hun blev kaldt op paa Godskontoret, hvor Forvalteren lovede hende, at hun skulde faa Lov til at bo i sit Hus, saa længe hun levede, have Indtægten af det halve af sin Have og det lille Vænge bagved den, hvor der var rigelig Græsning til en Ko, samt Ret til at levere Vand paa Maskine til Skovgæster fra Omegnen. Ifølge ældgammel 209 Skik paa det friherrelige Stamhus rykkede Skytten Lars Iversen, der var Enkemand og havde en Dreng Peter, lidt ældre end Lotte Splüth, frem til Skovfoged. For ham blev et nyt Hus bygget i en Del af den gamle Skovfogedhave saa tæt op til det gamle Skovfogedhus og saa ens udseende med dette som muligt. Thi Bygningsmaaden af de forskellige Funktionærboliger paa Baroniet Strandholt fulgte et bestemt System, alt efter Beboernes Trin paa den strengt bevarede hierarkiske Rangstige: Godsforvalter, Skovrider, Avlsforvalter, Gartner, Skovfoged, Skytte, Skovløber o. s. v.

Saa skete det, at Peter Iversen og Lotte Splüth voksede op næsten som sammenbragte Børn fra deres 7de-8de Aar.

De fulgtes ad til og fra Skole, Haand i Haand. I Skoletimerne var der en tavs Sammensværgelse imellem dem til fælles Værge mod alle Angreb. "Den gamle Skovfogedtøs" og "den ny Skovfogeddreng" slyngede "Bondeknold" og "Bondemalene" ud som Forsvar mod Flertallets Angreb imod dem. Om Sommeren, naar Solen brændte hed, gik Peter under Lottes gamle violette Silkeparaply, en Foræring fra den nuværende Enkebaronesse, til hendes Moder. Om Vinteren, naar Snedriver eller Pytter fra Tøsjap vanskeliggjorde Vejen, red Lotte paa Peters Ryg over de slemme Steder.

Og baade Sommer og Vinter løb de om i Skoven, somme Tider sammen med Peters Fader, en tvær og ordknap Karl, somme Tider alene to. De vippede paa Vindfælders tynde Toppe, rystede Agern og Bog ned, klappede i Duet ad Harer i Sædet, efterlignede med høje Raab Skud for at faa Raaerne i Løb, saa de strøg Haarene mod Underskovens Buske, mens det visnede, sejgt fasthængende Løv raslede som tynde Messingplader under den susende og strygende Fart igennem dets Masse.

Skændsmaal, smaa Haandgemæng løb med iblandt; saa fulgte fornem Surmulen, værdig Tilbageholdenhed efter; aldrig opførte de rørende Forsoningsscener; men Hovedstrømmen betvang taalmodig de smaa Strømhvirvler, og umærkelig sejlede de atter videre, baarne af samme Hovedstrøm som de gule Blade, der, afrevne af Vinden, om Foraaret svømmede frem med Grøftens snesmeltede, syngende Strømfald og ubarmhjærtig dreves videre, trods alle foreløbige Tilbagegange og Cirkelbevægelser.

Mette Splyd - saaledes var hendes Navn efterhaanden blevet formet - stod i et tavst Etiketteforhold til sin Nabo Lars Iversen. Egnens Folk iagttog dem i lang Tid, men maatte 210 indrømme, at de aldrig kom hinanden for nær. De nikkede ad hinanden, naar de mødtes, talte om Vind og Vejr, om Høstudsigter og Markedsdatoer, men aldrig om Driften af deres Haver eller om Behandlingen af Skoven. Lars Iversen havde hemmeligt virket for, at den fungerende Skovfoged skulde have det hele Stykke Have og Vænge, som nu var delt mellem Formandens Enke og ham; han havde endogsaa faaet Godsforvalteren paa sin Side, men Herskabet stod fast. Der var aldrig faldet direkte Ytringer om denne Sag, Lars Iversen havde følt sig for hos Godsforvalteren, denne havde følt sig for hos den den Gang unge Stamhusbesidder, denne havde følt sig for hos sin Moder; lidet var blevet sagt, men det blev ved, at Splüths Enke beholdt sin Del af Haven.

Børnene ænsede ikke Grænseskellet. Den dobbelte Have, der løb ud i Vænget, med de mange Frugttræer, den megen Humle, var Fællesterræn for deres Lege. Ribsene, Stikkelsbærrene, Pærerne og Æblerne paa den ene og den anden Side af Hegnet var Fællesejendom eller rettere fælles Ejendomsbrud fra Peter Iversens og Lotte Spryds Side, thi de spiste af dem af Hjærtens Lyst trods Peters Faders og Lottes Moders strenge Forbud mod at æde af Havens Træer. Efter Nydelsen af den forbudne Frugt fulgte livlige Kampe, hvor Stikkelsbærskaller, Æble- og Pæreskrog røg gennem Luften som Kasteskyts under Hvin og Latter.

Godsets Skovrider kom af og til paa Inspektion i Hestehaven og havde i den Anledning Forretninger med Lars Iversen. Han kendte Lars Iversens inderlige Attraa efter hele Havestykket, og, hver Gang han efter endt Forretning steg til Vogns paa Vejen lige ud for "det ny Skovfogedhus", sagde han paa Dril til Lars Iversen, mens han pegede ud mod den store Havegrund:
- Ja, Skovfoged . . . De har det jo som Blommen i et Æg.

- Jeg klager ikke, Hr. Skovrider, men det er dog et lovlig lille Havestykke til et Skovfogedhus.

Saa afbrød Skovrideren ham med sit:
- Farvel, Iversen! og kørte videre.

En Gang saa Lars Iversen usædvanlig sur ud efter sin stereotype Replik: Jeg klager ikke, Hr. Skovrider, men . . .

Skovrideren lo og spurgte:
- Naa . . . Iversen . . . hvad saa?

Lars Iversen knyttede Haanden om sin ru Hage og sagde:
211 - Ja ... Hr. Skovrideren siger . . . at jeg har det som Blommen i et Æg . . .

- Ja vel, Iversen. Men De vilde gerne have to Blommer i ét Æg, i Deres Æg, Iversen, hvad?

- Ja, saa kunde jeg da tjene noget paa Æggepunsch hisset ovre, svarede Skovfogden og gjorde en Bevægelse med Hovedet over mod Mettes Hus. Han tilføjede sagte:
- Man siger . . . men se, Hr. Skovrider . . . det er Ting, som jeg ikke forstaar mig paa, at Skomagere og Glarmestre synes, at Æggepunsch og Fuglevildt passer godt sammen . . . saadan om Vintermorgenerne ved Lys . . . ja . . . jeg siger ellers ingen Ting, for man skal kunne bevise, hvad man siger.

Skovrideren bøjede sig ud over Agestolens Rand helt ned mod Skovfogdens Øre og hviskede:
- Holder hun Kro for de to forbandede Krybskytter fra Købstaden ?

- Jeg kan ingen Ting bevise endnu, svarede Lars Iversen, der stod med Hatten i Haanden, men, naar den Fortjeneste lægges til hendes Asparser og Jordbær . . . Gerrigskab er en slem Last, Hr. Skovrider. Nogle Mennesker er fødte saa urimelig begærlige og kan aldrig faa nok. Men, jeg har ingen Vidner. Farvel og Tak, Hr. Skovrider!

Der var nu imidlertid to Vidner. To smidige trettenaarige Kroppe havde ligget og rodet i det nedfaldne Løv som Snoge, og de vare ikke mindre snilde end den Krybdyrfamilje, hvortil Snogene høre. De havde lige været Uvenner, vare blevne det under en Kamp, mens de havde dænget hinanden til med det fugtige og smudsige Løv, en Leg, der begyndte som Spøg og endte med Alvor, fordi nogle snavsede Blade havde afsat Mærker paa Lotte Splyds ganske rene Halsstrimmel. Skovriderens og Skovfogdens Samtale havde bragt Kampen til at standse og lokket de kæmpende til lydløst at lytte, men Fjendskabet rugede i begges Sind.

Da Skovrideren var kørt, og Lars Iversen var gaaet ind ad sin Dør, sagde Peter til Lotte:
- Hvad vilde Du sige, hvis Din Moder blev smidt fra det og kom paa Vand og Brød?

Pigen fór op og sparkede en Masse Løv hen i Hovedet paa Drengen og sagde:
- Din Bondeknold!

212

Hun løb ind til sin Moder og berettede, hvad der var blevet sagt. Mette fortrak ikke en Mine, men sagde:
- Udenfor Skoven, ude paa Marken der har alle Lov at skyde, og jeg har Lov til at stege Fuglene og lave Punsch til Skomager Lind og Glarmester Ellingsen. Men det er godt, at jeg véd, hvad jeg véd.

Næste Dag gik Mette op paa Herregaarden, fik Adgang til Enkebaronessen, mødte i Borggaarden den tykke Godsforvalter, der lo til hende og sagde:
- Det gaar ikke med det Krohold, Mette! For de Fugle inde i Skoven og de Fugle udenfor Skoven er det jo ikke saa let at holde Rede paa. Men I er lige saa klog som et Menneske, Mette! Men pas paa! efterhaanden som der kommer nye Funktionærer her paa Godset, saa maa de gamle bide i Knoerne og huske paa, at Tiderne forandre sig.

- Ja, man faar vel ikke Lov til ret meget mere, Hr. Forvalter.

- Nej, det gaar ud over Sparekassebogen, Mette. God Morgen, Mette, og lær at følge med Tiden, hæ, næ, hæ!

Mette var reddet. Hun opgav de mistænkelige Gæster, Skomager Lind og Glarmester Ellingsen, de to ihærdige Yndere af vilde Fugle. Men det var et Savn for Lotte. Thi Glarmester Ellingsen havde, opmuntret af Fuglesteg og Æggepunsch, paa sin Maade skildret sine Eventyr i fremmede Lande fra den Tid, han som vandrende Haandværkssvend havde været i Tyskland, Schweiz og Italien. Naar hans Ven Skomageren sov af Fuldskab og Mette af Træthed, flød hans Tales Strøm og overrislede det lyttende Pigebarn, som syntes, at det var det morsomste, hun endnu havde hørt, uagtet Ellingsens Historier stadig var de samme og ingen Pointe indeholdt. Men det var for Lotte Budskaber fra det gamle, romantiske Land. Glarmesteren havde en Gang fortalt hende, at hun egentlig hed Carlotta, for det havde en Kælling hedt, som han logerede hos i Venedig, og næste Dagen, da Peter Iversen kaldte hende Lotte, meddelte hun ham, hvad hun havde lært af Glarmesteren. Drengen grinede og paastod, at Carlotta var et Hundenavn. Hun smed ham et raaddent Æble i Hovedet, surmulede et Par Dage, men opgav saa at faa den italienske Form af sit Navn gennemført, ligesom Moderen i sin Tid havde opgivet den franske.

Men Fjendskabets Braad borede sig dybere ned i Lotte, da hun efter hin Samtale mellem Lars Iversen og hans overordnede 213 havde indset, at hun aldrig mere fik Nydelsen af Glarmester Ellingsens Romantik. Peter Iversen var jo ganske vist aldeles uden Skyld i sin Faders Angivelse, men Logiken var ikke den fjortenaarige Piges Sag, og Vreden maatte rettes derhen, hvor den kunde ramme.

Det var forgæves, at den lange tynde Peter med de hørfarvede Krøller ned ad Nakken paa sin graa Trøjekrave og med de tykke Uldsokker i de slubrende Sko holdt Riddervagt uden for, Mette Splyds Hus om Morgenen nogle Dage efter hin Begivenhed, da han i Følge en Analogislutning havde ment, at nu maatte Vredens Skyer have spredt sig. Lotte løb med sin dinglende Skolepose forbi ham, lod, som hun ikke saa ham, og, naar han naaede hende paa Vejen, hug hun efter ham med Posen og sagde:
- Bondeknold!

Han vilde holde en Forsvarstale, men, mens han endnu grundede paa den, tralrede hun højt op og overdøvede hans begyndende Argumentation ved at synge højt, hvinende og skærende :

Og Dingelingeling for Masse,
drik ud din Kaiebasse

o. s. v.

Efter et rasende Kapløb naaede de forpustede Skolen.

Lotte holdt ved Fjendskabet endnu til Foraaret, da hun og Peter skulde gaa til Præsten og forberedes til Konfirmation. Etiketten var oppe imellem dem. Peter Iversen havde resigneret fundet sig deri. Han fulgte efter Lotte langs den en halv Mil lange Vej, i en Snes Skridts Afstand bag efter hende.

Lotte var bleven en meget køn Pige og havde vokset sig stor og fyldig. Der var kommet Ild og Liv i de tidligere noget dvaske og glansløse brune Øjne; Haaret groede i vilde, men sirlige Krøller som Humlens Slyngtraade ned over Pande og Kinder. Godsforvalterens yngste Søn, som samtidig gik til Konfirmation, kaldte dem Proptrækkerkrøller. Barmen havde begyndt at afdele sig temmelig tydelig gennem Kjolens Overliv; Fødder og Hænder var endnu noget større, end ønskeligt var, de sidste vare temmelig røde, og den Sølvring, hun bar paa Langfingeren, fremhævede deres Uskønhed. Peter Iversen var endnu en ranglet Dreng, lang, mager, med dinglende læggeløse Ben, store Fødder, 214 der traadte hinanden over Tæerne, Hænder mørkerøde som Rødbeder og lysegraa, glasgloende Øjne.

Mette Splyd begyndte allerede at indprænte sin Datter, at hun skulde holde Karlene fra Livet; hun havde set den livréesmykkede Tjener fra Strandholt kysse paa Fingeren ad Lottes brune Øjne, der tindrede ud over Buksbomhækken foran Huset imod ham en Gang, da han sad bag paa Baronens Vogn, mens den i sin dæmpede, smaaklirrende Fart jolrede forbi det "gamle Skovfogedhus".

- Lad vær' at glo med det Øjesyn! havde hun sagt til sin Datter og fundet sig i hendes sure Protest, der formede sig saaledes:
- Saa laan mig Dine Øjne, naar jeg ikke maa glo med mine egne.

Lakajen, eller som Bønderne kaldte ham "Lakøjen", Anders Karlsen, var anset for en stor Don Juan af Stamhusets Beboere. Samvittighedsfulde Mødre af Bondestanden betegnede ham for deres voksne Døtre som "det galeste Asen, Jorden kunde bære".

II.

Efter Ferien, da Konfirmationsundervisningen atter begyndte, lurede Peter paa Lotte. Hun løb som før langt foran ham; han travede trofast efter og bevarede den Afstand, som han instinktmæssig følte, at Lotte ønskede der skulde være mellem ham og sig.

Saa løb de ad Landevejen mellem Jordgærder, hvor Brombærbuskenes hvide Blomster skinnede ud, og hvor en enkelt Pil fra de levende Hegns Tid stod og drev med sin kullede Krone med de hvidgraa slattede Blade modløst dinglende ned, eller hvor en rundhovedet Poppel, forknyttet i Højden, men stærk og knudret i Stammen enfoldig bredte sig uden Selskab og gloede ned i Markoverkørselens brune Hjulspor og tørre gulgrønne Grøftebund.

Det gik tilbage fra Præsten i samme Travtakt og med samme samvittighedsfuldt holdte Afstand.

Lige midt mellem Hovedsognets By og Strandholt Hestehave gjorde Vejen en brat Svingning, ligesom den løb forbi en lille, 215 kirkeløs Landsby, bestaaende af tre Gaarde og syv Huse. Et gennemtrængende Barneskrig lød Lotte og Peter i Møde, og brat tonede frem paa Vejen en lille Unge med uldhvide Krøller paa Hovedet og den graa Tvistes Kjole sluskende om de tynde, teglfarvede nøgne Ben, der gik med to Trommestikkers Fart.

- Hvad græder Du for, Jørgen? Hvad er der i Vejen? spurgte Lotte.

Hun gennede Drengen, denne sprættede og skreg endnu højere:
- Uh-uh . . . der er han, der er han!

Peter Iversen var naaet hen ved Siden af Lotte. Ungen vred sig ud af hendes Hænder og vilde løbe videre. Da standsede Peter ham. Han raabte igen :
- Uh, uh . . . der er han, der er han! Han, som Mo'er siger er saadant et galt Asen.

Om Hjørnet drejede i langsom, lidt smaatrippende Gang Tjeneren paa Strandholt i fuldt Livrée: drapfarvet, bredskødet, med store vaabensmykkede Sølvknapper rigt besat Kjole, Gamascher knappede op over Knæene, hvor de mødtes med de sorte Fløjelsbukser, rød Vest og blaa Kasket med Sølvtresse.

- Anders T'enner ta'r mig, Anders T'enner ta'r mig, hvinede Drengen og søgte at kæmpe sig løs fra Peter Iversen, som han nys havde gjort fra Lotte.

Anders Tjener var meget for stor til at lade, som om han bemærkede et saadant Fænomen som den lille Jørgens Angest for ham. Han skred frem midt ad Vejen med en Mine, som om den udelukkende tilhørte ham. Men den omtrent udvoksne, kraftige, brunøjede Skovfogeddatter, der stod der paa Vejen med det brune Haar med det gyldne Sollys paa, laa det ikke under hans Værdighed at dvæle ved. Han stod stille foran hende, tog med en skødesløs, halv militær Hilsen til Skyggen paa sin sølvtressede Hue med den ene Haand, tog Cigaren ud af Munden med den anden og sagde:
- Sikken dan en lige udsprungen Rosenknop Du er bleven til, min rare Pige!

Og med en Hurtighed og Resoluthed, som røbede Øvelse og Erfaring, slog han sin Arm om hendes Liv og trykkede sin med en tyk blond Knevelsbart prydede Mund mod hendes Læber.

Et Hvin, der overdøvede den lille Jørgens Graad, undslap hende. Hun kæmpede for at slide sig løs. I en Fart slap Peter Iversen Drengen. Denne smed sig i sin Fortvivlelse paa Ryggen 216 midt paa Vejen, brølede op i vilden Sky og sprællede i Vejret med alle fire Lemmer. Peter havde betænkt sig en Stund, men Ridderlighedsfølelsen besejrede Frygten for en ulige Kamp; han løb til, slog bag fra Huen af Lakajen, saa den røg langt hen ad Vejen, og, inden Anders Karlsen kunde besinde sig, laa han selv, saa lang han var, som Følge af, at Peter havde spændt Ben for ham. Men i en Fart var han paa Benene, fik fat i Peter og trakterede ham rigelig med Spark og Ørefigen, kylede ham som en Vante ned i Grøften og fortsatte sin Gang, mens han børstede sine af Vejskarnet fælt tilredte Fløjelsbukser og Kjoleskøder med Hænderne.

Peter Iversen rejste sig og børstede sig med en resigneret stille Holdning som en, der har lidt, fordi han har gjort sin Pligt. Lotte stod ubevægelig som en Statue med blussende Kinder og med Taarer dirrende i de lange sorte Øjenhaar. Mens Peter foretog Ordningen af sit Udseende, rørte hun sig ikke, overmandet, som hun var, af Forbitrelse, Skam, Anger og Ydmygelse. I samme Tjeners spejdende Øjne havde hun i sin Tid bag Havehækken læst noget, der smigrede hende og løftede hende i hendes egne Tanker, og nu havde han baaret sig saadan ad mod hende, og det havde han ladet Peter se paa, og saa var der blevet Slagsmaal for hendes Skyld . . . det vilde rygtes over hele Godset.

Da Peter nærmede sig hende, var det hendes første Indskydelse at skubbe til ham og befale ham lade hende være i Fred; men, da hun saa dette skikkelige lyse Øje, der syntes at bede om Forladelse for, hvad han havde gjort, uden at det havde en Taare eller blot en Antydning af Bitterhed over, hvad der var overgaaet ham for hendes Skyld, følte hun alt inden i sig smelte. Hun rakte ham Haanden, saa længe stort og stift paa ham, lod hans Ansigt nærme sig hendes, uden at hun trak det tilbage, og, da han frygtsomt bedende standsede, kom hendes Ansigt hans i Møde.

Det var ikke let at sige, om det var ham eller hende, der egentlig gav Kysset.

Men lige efter det dristige Skridt røg de hver til sin Side ildrøde i Hovederne. Hun løb hjemad, han bag efter i samme Afstand som ellers, i den glødende Sol og den varmesitrende Sommermiddag.

De følgende Gange gik de naturlig Side om Side til og fra Præsten, talte ikke et Ord om, hvad der var sket, men var paa 217 den anden Side bange for at tie og falde i Tanker. Hver Pavse blev hurtig udfyldt, og, havde de intet andet Stof ved Haanden, hørte de hinanden i de af Præsten foresatte Salmevers, Bibelsteder og Katekismusparagrafer, og de ramsede de sidste op uden at udelade: "Hvad er det? Svar?"

Men til Konfirmationsgilde kom de ikke sammen. Mette Splyd holdt sit Gilde og Lars Iversen sit hver for sin Kreds. Næste Dag besøgte Baronen begge Huse. Peter fik et Sølvuhr af Baronen og et Sæt Klæder af Enkebaronessen, Lotte et Sølvuhr af Enkebaronessen og et Sæt Klæder af Baronens Frue. Der maatte ikke finde den mindste Misundelse Sted mellem Børnene. Begges Fædre havde jo indtaget samme Plads paa Godsfunktionærernes Rangstige.

Da Herskabet sad i Vognen, saa den unge Baronesse sig en Gang om. Lotte og hendes Moder stod i Døren, Mette i Profil med den Gyldenstykkes Huebul flammende i Foraarssolen; Lotte med det skarpt indskaarne Ansigt og de sorte, perleblinkende Øjne vendt lige ud paa den sortebrune Baggrund fra det mørke Køkken. Baronessen sagde:
- Jeg kunde have Lyst til, at en Maler malede de to, som de staar der.

- Charmant, sagde Enkebaronessen. Frits - her henvendte hun sig til Baronen - Du kunde give den kære Sofy det til hendes Geburtsdag.

Lotte hørte og forstod det. Hendes Næsebor udvidede sig, Øjnene funklede stærkere, og Barmen steg og sank i hurtigere Takt.

Men Baronen syntes ikke at gaa ind paa sin Moders Forslag. Han mumlede ud gennem Haanden og Overskægget:
- Hvorfor skal man have de mange Bondemalerier? Det er en dum Mode, at vore Malere altid skal male Bønder. Saadant noget har jeg aldrig set i Italien.

Næste Dag viste Anders Tjener sig ved det gamle Skovfogedhus's Dør. Mette Splyd stod i Køkkenet og bagte Pandekager.

- G'maaren Madam! lød Lakajens trompetskingrende Røst. Er Deres lille Fastelavnsbolle hjemme?

Mette vendte sig om, mens hun rørte med Sløven i Fadet, hvor Pandekagedejen var, og sagde:
- Jeg forstaar ikke, hvad Anders Tjener siger.

- Naa, Madamen er paa den højbenede Kamel, sagde Lakajen.

218

Mette vendte sig om og slog en Klat Dej paa Panden. Den brasede højt i Smørret. Hun sagde sagtere og surere:
- Jeg forstaar ikke, hvad Anders Tjener siger.

- Naa inte? . . . Gi'r Madamen en varm Omelette soufflette lige fra Panden?

Tredje Gang samme Svar.

Anders Tjener maatte, da han ingen Sangbund fandt for flot Gemytlighed, prosaisk udrette sit Ærinde.

- Enkebaronessen ønsker at se Dereses Charlotte i Dag. . . Hun kan saa udmærket godt følge med mig.

- Anders Tjener skal ingen Ulejlighed gøre sig. Jeg skal selv gaa med.

Anders Tjeners Øjne for langs Husets Vinduer og gjorde Runde i Haven, men fandt ikke, hvad de søgte. Og dog var det til Stede. Under en vældig Humleplante, lænet til Stangen, stod Lotte. Hun var endnu angest for Tjeneren, men han tiltrak hende alligevel. Han bar noget med sig fra det fornemste Sted, hun kendte: Herregaarden. Og det røvede Kys! Pligtmæssig var hun vred paa Tjeneren og taknemmelig mod Peter Iversen, naar hin Scene fra Landevejen hvert Øjeblik lagde sig langt dvælende i hendes Erindring; men hun kunde ikke lade være at tænke paa, hvor fast og sikkert han havde favnet, og hvor hans Overskæg var tæt og stærkt.

En Time efter gik Mette Splyd i en brunviolet Hvergarns Kjole, med sort Silkeforklæde, sin nyeste Gyldenstykkes Hue og sit fineste Korsklæde ved Siden af sin Datter i den sorte, uldne Konfirmationskjole med fransk Shawl over, med sort Fløjelshat med hvide Roser paa til Strandholts Herresæde. Efteraarets Fugtighed blinkede langs Vejrandens Græs, laa i tindrende Striber langs Hegnene, funklede i bævende Spindelvæve fra Blad til Blad, hvor Skoven begyndte. Dybt inde mellem Træerne blaanede Taagen, og et rødbrunt Raadyr svandt i den efter i susende Fart at have voltigeret mellem de vaade, glindsende Træstammer.

Forventning og Stolthed tindrede ogsaa i Pigebarnets Sind sammen med, at sky Angest strøg igennem det som den flygtende Raa gennem de glinsende Stammer ind i Disen.

De gik over Broen over Resterne af de gamle Grave, hvor Svanerne kroede sig og i fornemme smaa Sæt skar den lange smalle Trekant i det lysegrønne Vand. Saa nær havde Lotte aldrig været ved Helligdommen. Hun følte samme Ærefrygt for Svanerne, som en borgerlig Person under Enevælden vilde have 219 følt ved at passere de vagthavende Hestgardere paa Kongens Trappe. De Svaner var i Rokokostilen.

Nu stod Moder og Datter foran den brede, røde Façade med de uregelmæssig anbragte Vinduer og det fremspringende Midterparti med trappegavlet Kvist, en tæt Munkestensbygning, som af Renæssanceprydelser kun havde en Sandstensportal i tarvelig Kronborgstil. I den høje aabne Port rungede Trinene fra Stenbroen op under Loftets umaadelig tykke Egebjælker.

I en indre Gaard laa til venstre en lavere Bygning tæt op mod Hovedfløjen, men den var i Pavillonstil å la Louis Quinze, bar knækket mørktglaseret Tegltag, havde hvide Vægflader, afbrudte af Baand med dybe Furer, skaarne paa tværs. Over den af to kluntede korinthiske Pilastre indfattede Dør var en lille Balustrade af Sandsten, smykket med to Vaser. Det var Baroniets Enkesæde.

Betaget, som hun var, gik Lotte som i en Rus's Halvdøs og blev først sig selv ret bevidst, da hun stod i et højt Værelse, hvor svære grønne Fløjelsgardiner for de høje smalle Vinduers smaa Ruder stærkt afdæmpede Lyset. Saa meget rødere gloede og gnistrede Baalet i den graa Marmorkamin, paa hvis konsolagtige Bordplade et Taffeluhr ragede op, flankeret af to svære Sølvarmstager, der forgyldtes ved Samvirken af Lyset fra Kaminbaalet og fra Dagen derude.

Det var en smuk, høj, gammel Dame, Enkebaronesse Horsten. Hun havde i sin Ungdom levet i Paris, mens hendes Mand var Legationssekretær under Julikongedømmet. Hun talte udmærket Fransk, men i gammel Hofstil uden noget stort Forraad af konkrete Gloser, alle Træer var "arbres" og alle Frugter "fruits", hun nævnede aldrig Artsnavnene, og hendes Dansk var, uden at lyde affekteret, dog paavirket af Ungdomsminderne fra Frankrig og af Menuettakten i Hofkonversationen fra Frederik VIs og Kristian VIIIs Tid, da holstenske Magnater spillede en saa stor Rolle, og et særegent Hofsprog taltes.

Mette havde slet ikke været i Spænding. Disse Værelser, der stod aldeles som for nogle og fyrretyve Aar siden, havde hun saa mange Gange gennempløjet med Fejekost og Tørafklud, mens hun var Stuepige hos "Stamherrens", det vil sige Baronessens Mand, da Parret var nygift, og "Stamherren" endnu ikke var bleven Legationssekretær. Hun gik resolut hen til den store Sofa, der paa hver Side havde to taarnagtige Palisandertræs Skabe, og kyssede med et Kniks Baronessens hvide, beringede 220 Haand, der trods sin tørre Hud og fremspringende Aarer fortalte om en saare skøn Ungdom.

Enkebaronessen sagde, da Lotte spørgende saa paa Moderen, uvis, om hun skulde bære sig saadan ad:
- Nej, lille Pige! Følg med Tiden og lad mig og Mette følge de gamle Skikke! Naa . . . hvor Du er en vakker Pige. Hun er jo giftefærdig, Mette.

- Ja for den Sags Skyld . . . ja ... svarede Mette. Men nu skulde hun da først ud at tjene. Se, da jeg kom ud, saa havde jeg det jo mageløst.

- Ja, men Mettes Datter kan ikke komme til at tjene hos mig . . . nej, lille Mette . . . Skovfogdens Datter i Vesterskov er ogsaa min Guddatter; hun er fem Aar ældre end Mettes Datter, og jeg er ogsaa hendes Gudmoder. Hun har Préférence. Desuden . . . Se Dig om i Værelset min gode . . . se paa Billeder (Baronessen pegede paa nogle Malerier paa Væggen; Lotte rødmede ned paa Halsen) . . . der paa Skrivebordet staar en Stereoskopkasse, og ved Siden ligger de Prospekter over Paris . . . de Glasplader . . . stik dem ind der (hun betegnede alt med Fingerbevægelser). Hold dem op mod Lyset. Charmant, min gode! Din Moder og jeg skal veksle nogle Ord . . . Desuden, Mette, er Mettes Datter en ganske køn lille Person, og i vore Dage er et større Sted som dette Herresæde ikke den brillanteste Skole i Moralitet for saadant et lille Menneske.

- Aa, det ene Sted kan være iigesaa taab'ligt som det andet, Deres Naade, sagde Mette, som nødig vilde slippe den sidste Flig af Haab om en saa god Kondition for Lotte.

- Det bliver nu ved, hvad jeg har sagt, gode Mette, sagde Baronessen usædvanlig langsomt, med et fornemt Smil. Naa, min lille, er det smukt det, Du har set? Nu skal Du se, hvad jeg har til Dig . . . Mette . . . luk Sofaskabet der op og tag den store Pakke paa øverste Hylde; (hun pegede til venstre) der, min gode!

Mette tog en stor blød Pakke ud med en gammel Herskabspiges Nænsomhed. Paa et Vink af Baronessen aabnede hun den.

- Kom Lottchen! sagde Baronessen nikkende hen mod den unge Pige, der stod med de slapt nedhængende store Hænder og i en kluntet foroverbøjet Holdning, - det er for Dig, mit Barn . . . det er til Dig . . . min lille Navne Char. . .lotte.

- Hvor er hun sød! tænkte Lotte og gik hen ved det mægtige ovale Mahognibord foran Sofaen, hvor hendes Moder havde 221 aabnet Pakkens Indhold mellem to store Vaser af Sèvres-Porcelæn med stort udfoldede og farverige Blomsterbilleder paa den mælkefarvede Grund.

Baronessens Smil var lige ved at glide over i Latter, men den blev ikke lydelig. Hun sagde:
- Se, hvor den lilles Øjne funkler. De brune Øjne stammer nok fra Fyen ligesom Mette . . . der kom jo Mettes Fader fra - han, Husaren, hvis Moder . . .

- Ja de siger jo, at en Spanioler og min Farmoder . . . men det kan jeg aldrig tro.

- Ja . . . ja . . . Mette!

Et højrødt gloende Skærf eller Langshawl udbredte sig langs Bordet under Mettes Hænder. Der fulgte saa brogede smalle Tøjstykker med mæanderformede Broderier af Sølv og farvet Traad, et stort Halsbaand af flerradede højrøde Koralkæder, et purpurrødt Forklæde, overbroderet af de mest fantastiske Figurer, en hvid Solhat . . . et broget Repertorium af Stykker fra Italien, Spanien og Orienten, fra alle de Riger og Lande, som Enkebaronessen havde rejst igennem i sine unge Dage.

Lotte var farveberuset. Eftermiddagssolen i den sene Høstdag drev trods Gardinerne en farveoplivende Lysstrøm ind i Salonen. Billederne blev tydelige paa de lyse Vægge; de fine Rosakinder, det askefarvede højt opsatte Haar paa de ovale Juelske Dameportræter fik Livets Udseende; de forgyldte gamle Rammer og Lister skinnede som Bronce og Kobber, mens Kaminbaalet blegnede over i det gullige.

Lottes Mund aabnede sig, Øjenlaagene nærmede sig til hinanden; uvilkaarlig løftede de kluntet nedhængende Hænder sig op og foldede sig under Brystet. Hun kneb Øjnene mere og mere sammen. Taarer piblede ud.

Baronessen satte begge de knyttede Hænder i Sofapuden og rejste sig. Smilet blev saa stort, at hele den forlorne Tandrække viste sig i skinnende Elfenbensglans og tog de blegrøde Gummer med. Hun gik hen til Lotte, klappede hende paa Haaret og sagde:
- Alt det . . . det er til Dig . . . Hun er virkelig superb, det kære Barn.

Mette besaa det hele med dorske Øjne. Havde hun turdet sige sin Tanke, havde den lydt omtrent, som følger:
- Den gamle har altid væ't lidt ved en Side. Hvad skal dog min Tøs med det Skidt?

222

Lotte sugede bestandig Farverne ind med Øjnene. Hun følte en Trang til at beføle Stofferne, men vovede ikke at give efter for den. Langsomt slog Baronessen det røde Skærf om Pigens Midie, nikkede tilfreds med, hvor smukt det stod mod den sorte Uldkjole. Saa ringede hun paa sin Kammerpige og forlangte et Brev Knappenaale. Hun satte sig i en stor Lænestol midt paa Gulvet og gav Kammerpigen Ordrer til at hæfte de øvrige Stykker fast paa passende Steder, betænkte sig længe, gav Kontraordrer, indtil hun var fornøjet med "Ensemblet". Hatten blev aldeles kasseret.

- Hun skal have Sølvpil i Haaret . . . ja . . . Sølvpil i Haaret, i det bare Haar! hører Du, Lise, sagde hun til Kammerpigen, der laa paa Knæ med Munden fuld af Knappenaale. Tag den Flacon paa Konsolen, Lise, og stænk Tøjet! Jeg kan lugte, at det længe har været gemt under Laas og Lukke. Saa - Tak, Mette, Tak, Du smaa! Lise, pak Tøjet ind og forklar den lille og Mette ude i Vestibulen, hvad Meningen er! Jeg er bleven lidt échaufferet . . . lidt træt . . . Farvel mine gode!

Et venligt nedladende Smil og en Haandbevægelse gav Tegn til, at Avdiensen var endt. Mette afleverede sit Haandkys og Lotte sit Kniks. Den nogle og trediveaarige Kammerpiges Ansigt var præget af den mest embedsmæssige Ligegyldighed, der ude i Vestibulen blev til Surhed; mens hun sagde meget hurtigt og skødesløst:
- Baronessen har faaet Baronen til om fjorten Dage at holde noget, der hedder Kostumebal, saadan som de bruger det i Udlandet, men jeg har ikke Stunder til at forklare jer, hvad det er, for det er slet ikke Maskerade, som I maaske tror. De, der varter op og hjælper til, skal ogsaa klædes ud. Mette Skovfogedkones Datter møder her, naar hun bliver tilsagt til Hjælp ved Opvartningen, men Mette Skovfogedkones Datter maa klæde sig paa i Enkebaronessens Køkken, for jeg kan ikke have alt det Roderi i mit Værelse, det siger jeg forud, og jeg har heller ingen Interesse for det; jeg lystrer kun Baronessens Ordre. Jeg klæder mig ikke ud, det gør den unge Baronesses Kammerjomfru og Baronens Kammertjener heller ikke. Vi møder civile, forstaar I. Farvel!

Hun pegede hen mod Udgangsdøren og endte Avdiensen paa en langt mindre huldsalig Maade, end hendes Frue havde gjort det.

Paa Vejen hjem sang og dansede Lotte, kastede Pakken i 223 Vejret og fangede den, gled saa over i tavs Adspredthed, mens Mette brummede og smaasnakkede:
- Ja saadan noget lærer de, der rejser til Paris og Frankrig og saadan nogle Steder. Og det kan jo være meget godt . . . og der kan jo være noget i'et. Men det er lige godt nogle Abekattestreger, som ikke ligner nogen Ting. Og disse Kammerkiskener! Sikke noget storsnudet Skab! Som om saadan en var bedre end en anden en . . . hun er jo dog kuns et Tyende. Naa, gaa nu ordenlig, Tøs! Endnu er Du jo ikke paa Komediantspilleri . . . Den gamle skulde ellers hellere have givet Dig nogle ordentlige Stykker, som Du kunde slide med Helsen i flere Aar . . . Men der et godt Sind i hende . . . Det er ellers sært, at den Dvaskeper af Søn vil have saadant noget paa Gaarden. Jeg tænker, han lægger sig til at sove under det hele og lader Kammerjunkeren ovre fra Skovgaard danse Hamborgerskotsken med Baronessen. Ja saagu'. Fine Folk og simple Folk har dog lige godt meget af det samme ved sig. Ja Gu' har de saa. Men hver skal blive ved det, han er kommen af. Det er nu min Mening. La' vær' at skab' Dig, Lotte . . . der kommer en Vogn. Hvad maa Folk tro, naar de ser Dig spjætte saadan om som en anden Storkeunge.

III.

Det begyndte at skumre, da Moder og Datter naaede hjem. Ude paa Kørevejen stod Naboen Lars Iversen og savede Brænde. Ellers plejede han ganske ceremonielt at sige "God Dag" og at se tvær ud til det. Men i Dag sagde han:
- Se god Dag . . . god Dag! og lettede endda Huen lidt ved det ene Øre.

- Han har vist taget to Sopkner til Midaften, mumlede Mette, da hun var kommen ind i sit Køkken.

Mette Splyd klarede sig nu, at hun var utilfreds med Besøget hos Enkebaronessen. Hun havde saa smaat haabet, at hun vilde tage Lotte i sin Tjeneste. Hendes Fader vilde da aldrig have ladet hende faa Kondition hos en Bonde.

Det var sjældent, at Mette helligede sin afdøde Ægtefælle en 224 pietetsfuld Tanke, og for at ærgre ham havde hun forceret sin Bondeagtighed i Lader og Tale. Nu tvang hun den Tanke frem i sig som paa Trods mod Baronessen eller Skæbnen, hvad det nu var. End ydermere irriterede Lars Iversens glade Ansigt og høflige Hilsen hende. Der stak vist ogsaa noget slemt under.

Fremdeles ærgrede hun sig, da hun saa Lotte inde i Stuen brede "alt det Snavs" ud paa den store Tospænderseng, fæste det paa sig, tage det lille Spejl med de forgyldte Papirsrande ned fra Væggen, holde det foran sig, dreje og sno sig, bukke og dukke sig for at se sig selv fra alle Sider.

Men det med Lars Iversen maatte hun have Rede paa; det var det vigtigste. Datteren kunde altid ved en anden Lejlighed faa sin Afrøfling. Mette besluttede at gaa frem med fin Politik.

Hun lukkede Døren højere op ind til Stuen og spurgte Lotte:
- Hvor er Peter?

- Peter? Ham plejer Mo'er jo ellers aldrig at kære sig om.

- Jeg troede, Du skulde springe om i Haven og vise ham det Sk . . din Stads der. Det vil dog vist more Peter at se paa.

Lotte sagde hovent:
- Det forstaar han sig ikke paa. Hun anede straks, at Moderen havde noget under det.

- Det kan da ethvert Bæst forstaa, sagde Mette. Jeg synes, at Du skulde gaa ud og more Dig lidt med Peter. Det er saadan en rar Dreng.

- Ja, men det er heller ikke andet end en Dreng.

- Er Du kanske andet end en Tøs?

- Jeg er en voksen Pige, sagde Lotte og knejste.

- Du vil naturligvis ikke vise Peter det, bare fordi jeg beder Dig om det. Ja, saa faar jeg ham herind og viser ham det.

Lotte havde selv tænkt paa at vise Peter de pragtfulde Stykker. Nu fortrød hun, at hun havde ladet den Mistillid, som hun fandt var hendes Pligt at nære mod Moderen, besejre sin Lyst. Men med ægte Tøse-Stædighed blev hun ved, hvad hun havde sagt, rev Tøjet af sig, smed det uordenlig hen paa Sengen, lukkede et Vindue op og gav sig til at tralle ud af det.

Mette maatte forandre Taktik, hvis Tiden ikke skulde gaa til Spilde ved Skænderi med Datteren. Hun gik udenfor, stillede sig midt ud paa Vejen, næsten i Linje med Lars Iversens Savelad, blev staaende og saa sig om, skyggende med Haanden for Aftensolen. Uden at henvende Talen til Skovfogden sagde hun ud i Luften:
225 - Bare Peter var her! . . . Det vilde more ham at se det, som Baronessen har givet Lotte.

Lars Iversens Misundelse maatte bringe ham til at spidse Øre. Det var Mette Splyds Beregning. Men Lars Iversen blev ved at save et Minut, blæste saa nogle Spaaner ud fra det dybe Skaar i Favnestykket. Først da sagde han:
- Ja Madam Splyd og Lotte har jo været hos den gamle Baronesse i Eftermiddag. Ja, det er ikke for det, for jeg har været hos den unge Baron med Peter i Morges.

Mettes Hjærte sank dybt ned. Det havde hun ikke havt Anelse om. Skulde Baronen have givet Peter Iversen noget solidere end det, hans Moder havde givet Lotte? Mette vidste meget godt, at det var der intet Middel til at faa ud af Lars Iversen. Hun maatte have fat i Peter. Ham kunde hun lokke det ud af. Hun blev ved at spejde gennem den krummede Haand som en Kikkert. Et af hendes Skraablikke opsnappede et Grin, som krusede Lars's graa Overskæg. Mette Splyd følte et Sting fra Nakken lige ned i Hælen, saa hun gav sig lydelig ved det. Lars Iversen sagde i en stødvis Taktart, der rettede sig efter Savens Frem- og Tilbageskriden:
- Peter kommer ikke hjem for det første. Han skal gaa oppe paa Gaarden og lære saadant lidt af Skytten - saa skal han til Skovrideren og lære noget mere. Ja, saamænd, ja.

Mette sov ikke den Nat. Hun væltede sig fra Side til Side og vækkede hvert Øjeblik Datteren, som delte Seng med hende. Det gik med knubbede Ord fra begge Sider og med Knubs fra Moderens Side, saa græd Lotte, til hun faldt i Søvn, for atter at vækkes af Mettes Vridninger og Drejninger. Mange Gange rev Mette i Tankerne store Totter ud af Skovfogdens grinende Knevelsbart.

Næste Morgen lurede Mette paa Skovfogden, til hun saa ham gaa i Skoven. En halv Time efter begav hun sig saa rask, som hendes stive Ben formaaede det, op paa Herregaarden. Hun gik ind i Godsforvalterboligens Køkken. Forvalterens gamle Kokkepige Trine var ikke stort yngre end Mette Splyd, de havde tjent i Gaarde sammen hos den nuværende Enkebaronesse, da Mette blev forlovet med sin første Mand, den gamle Skovfoged, Klavs Splüths Formand. Trine var Gaardens Avis, hun vidste alt om alle og fortalte alt til alle. Hun dirigerede hele den Sladderkoloni, som saadan en Gaards Besætning udgør.

Dagen efter, en Søndag, kom den tykke Trine rokkende til 226 det gamle Skovfogedhus henad Aften, men gik forsigtig en Omvej tværs over Marken uden om de to Haver og Huse, sneg sig over det lave Gærde ind i Mette Splyds Have og ind ad hendes Køkkendør.

Trine vidste fuld Besked. Lars Iversen havde sat sig fastere og fastere i Baronens Gunst i de sidste Aar paa Jagterne ved at drive alt det Vildt, han kunde skyde paa sin Post, hen til Baronen, og lade ham faa det, ja han skulde endog listig have byttet Post med Baronen, uden at nogen mærkede det, og, da han var langt bedre Skytte end sin Herre, ramte han næsten altid, men opgav sin gamle Jægerærgerrighed for at tækkes sin Velgører. Til Gengæld havde Iversen overhængt Baronen med Bønner, om han dog ikke vilde overlade ham hele Haven, der nu var delt mellem to, men dog egentlig hørte til Skovfogedtjenestens Lønning. Baronen havde endelig lovet, at det skulde ske, naar Splyds Enkes Datter kom ud at tjene. Saa maatte Mette kunne leve af at levere kogt Vand og Service til Skovgæster; og, da hun havde Lyst og Sans for lidt Krohold i Smug, maatte man se gennem Fingre med, om sligt skete. Nu var det vel Enkebaronessens Mening - det sluttede man paa Gaarden af Moderens og Datterens sidste Besøg hos den gamle - at tage Lotte i sin Tjeneste, og saa var jo Sagen klaret for Lars Iversen. Trine sluttede:
- Ja dersom det ikke er Spekulantstreger, saa véd jeg ikke, hvad det er. Men jeg har altid sagt om Iversen, lige fra den Dag han blev Dreng hos den gamle Skytte: Den Dreng skulde nødig læres til at skyde Ræve, for saa afliver han sine Medkollegaer. Hæ, hæ, hæ . . . Hvad Mette?

Havde Mette havt Evne som Vilje havde hun gerne stegt Skovfoged Iversen paa en Rist over en langsom Ild. Mens hun drak den ene Spølkum Kaffe efter den anden med sin velunderrettede Veninde, randt snart Forbitrelsens Taarer ned og blandede sig med Flødeskindet, snart bestod hendes Kindtandsstumper en rasende Kamp med det brune Kandissukker, som hun ikke havde Sindsro nok til at lade smelte rolig i Munden som sædvanlig.

Paany en søvnløs Nat med endnu livligere Skærmydsler mellem Moder og Datter. Lotte var i et fortvivlet Humør, fordi Moderen ikke vilde sige hende, hvad hun havde forhandlet med Trine, og fordi hun forgæves havde søgt Peter Iversen som Tilskuer af sin nye Pragt.

Mette løb den næste Morgen op paa Herregaarden, gjorde 227 Knæfald for Enkebaronessen, der stille smilende hørte hendes Jeremiader til Ende. Hun sagde:
- Men intet er simplere, Mette. Min Søn har lovet den nye Skovfoged Mettes Have, naar Mettes Lotte er kommen i Kondition, men saa kan jo Mette beholde hende hjemme indtil videre.

- Ja - men saadan en Tøs bliver jo dyrere og dyrere at holde med Klæder, jo større og førere hun bliver. Og hun spiser lige saa galt som et fuldvoksent Mandfolk, indvendte Mette, tørrende sine Øjne i Forklædet.

- Det bliver nu, som jeg har sagt, lille Mette . . . hvis ellers Mette vil beholde sin Havejord.

Baronessen sagde dette uden at stramme sit milde Smil, men med en saa bestemt afvinkende kort Haandbevægelse, at Mette indsaa, at Avdiensen uigenkaldelig var sluttet. Hun kyssede Baronessen paa Haanden og gik. Om hun end ikke straks var fuldt fornøjet med Udfaldet af sin Gang, blev det undervejs lysere og lysere i hendes Sind. Hun havde jo dog stukket Lars Iversens sidst udspillede Trumf. Hun mødte sin Modstander i Skoven og fik det samme dobbelte Goddag af ham som i Gaar. Han standsede endog og spurgte:
- Ja . . . ja . . . man savner dog de Børn, naar de saadan drager ud i den store Verden.

- Ja-a . . . det gør man vel, sagde Mette.

- Ja ... Madam Splyd skal vel ogsaa snart have den lille Sjallotte ud?

- Ja-a vel.

Der veksledes et Øjenspil mellem Skovfogden og hans Formands Enke. Mettes Øjne skinnede som et Firbens, mens hun med paafaldende sødt affekteret Tonefald sagde:
- Man maa jo stole paa den almægtige . . . Ja, Farvel, Iversen!

Lars Iversen saa efter hende. Han følte, at hans Mine atter var undermineret. Han drev Øksen, han havde mærket de til Skovning bestemte Træer med, saa haardt ned i en gammel Bøgestub, at han havde ondt ved at faa den op, og mumlede en lang Række Eder og Forbandelser.

228

IV.

Vogn fulgte efter Vogn paa Broen over Borggraven. Plankerne gungrede under Hovslag i aandeløs Takt, under raslende Karme og rullende Skinner. Vandet var overdanset af Vognlygternes Blink, naar de urolig krydsede de rolig dirrende Striber fra de fire Brolygter og fra Lysene i alle Vinduerne i Hovedbygningens Fagade. Alleens Lindestammer tonede frem i rød Lystaage, mens Kronerne døde i Bælgmørke. Portens Stenbro gjaldede, Gnister røg op fra Stenbroen i Gaarden. En sølvbeslagen og hirschfængerbevæbnet grøn Jæger gjorde foreløbig Honnør ved hvert Øjeblik at aabne og lukke den store klædelistede Dør til venstre. Tæt indpakkede strøg Gæsterne ind i Korridoren. Ved hver Aabning spyede en lang Række Kandelabrer en Lysflod ud i det dæmrende Portrum. Da blev Kuskes, Tjeneres og Jægeres Ansigter kobberrøde som Indianeres! da glimtede Skæg og Pelskraver af Regndraabernes Pailletter. Vogn efter Vogn rullede ind i Borggaarden, naar de havde afsat Gæsterne; og der inde vendte de med skurende Lyd under Kuskenes stigende og synkende Raab: Varsko der! Tag Dig i Agt! ledsagede af Knald og Smæld.

Det var den Nat i November, da Lensbaron Horsten og Fru Baronesse holdt Kostumebal for talrige Gæster af Omegnens adelige og Nabobyernes borgerlige Honoratiores, verdslige og gejstlige Embedsmænd fra det halve Herred, Garde-, Husar- og Søofficerer fra København lige ned til Avlsforvalteren, Godsets laveste "hoffähige" Funktionær.

Og den ellers saa bundkedelige Korridor! Der, hvor til daglig Brug skrækkelige Billeder af gamle mandlige og kvindelige Horstener hang med Frost i Hænderne og med Fjæs, der saa ud, som var deres Ejere fordrukne eller koppesyge, med Vædderpander under Allongeparykkernes Uldkrøller, med Ravne- og Hønsenæb under stramt opsatte Puddertoupéer med Tindingebukler! Den gamle Korridor, paa hvis Indervæg Bindingsværksmurens Stolper ublufærdig blottede sig - den var bleven en pragtfuld Allé eller Pergola.

I Bøtter, store Urtepotter, hvide blaafigurerede Porcelænsvaser, forhøjede ved Skamler, strakte Lavrbær- og Magnolietræer, Nerieog Kamelieplanter sig op ad Væggene. De tiloversblevne Dele af dem vare overslyngede med Gran- og Buksbomguirlander, og deres dunkle grønne afbrødes af kunstige Blomsterbuketter i de 229 mest brogede Mønstre. Igennem Kandelabrernes og de improviserede Kroners flakkende Lysstrøm svømmede en Skare i alle mulige og umulige Dragter: der kom en Ridder fra Filip den andens Tid med en Marquise fra Ludvig XIVs Hof under Armen, saa en Indianerhøvding med en andalusisk Bondepige, en Dalkarl med en "Damigella" fra det 14de Aarhundredes Florens, en holbergsk Leander med en Italienerinde fra Sarracinesco, Ludvig XIIIs Pludderbukser og kniplingsoverhængte Støvler ved Siden af Odaliskmamelukker, saa en i Henseende til Kostume ingen Steds hjemmehørende Herre med en Dame à la Marie Antoinette. Slæb raslede, Sporer klirrede, Metal og Koraller funklede, Kaardeog Dolkegreb glimtede. Under de hundredfold forskellige Hatte og Frisurer skinnede glade Øjne ud fra de sminkede Ansigter, og hvide Tænder lyste ud mellem de ægte eller forlorne Skæg.

Var den store Korridor til Hverdagsbrug hvidgraa, kedelig og aandløs, saa var den rigtignok i Aften broget, gloende, blændende, fuld af Liv. Høj og dæmpet Tale, Latter og Fnisen gennemstrømmede den som et Stykke Hamborger-Børs.

Skaren bølgede hen mod Hovedtrappen, som førte op til Repræsentationsværelserne paa første Sal. Ellers stod de tomme, men der skulde Ballet staa i Nat.

Over de lave Egetrin, hvis Knirken dæmpedes af det grønne og røde Brysselertæppe, langs de kluntede Balustrer med det fodbrede Overlag skred Toget opad. Langs Trappen stod i lige Mellemrum fire Mennesker paa hver Side med Ordre til at holde sig ubevægelige som Statuer. Der stod Herskabskusken Peter Jørgensen klædt som en Hellebardér fra Frederik den andens Tid, Materialkusken Ole Nielsen som pavelig Schweizer, Gaardens Snedker Hr. Krebs, som Valet de chambre à la Louis Quinze, Skovløber Kristen Hansen i en Jægerdragt fra ingen som helst Tid, Mælkekusk Mads Sørensen som Musketér fra Ludvig XIIIs Tid, Gartnermedhjælper Emil Tolle som florentinsk Page fra det 15de Aarhundrede med udmærkede Lægge og kæmpemæssige Fødder, Godsforvalterens Kusk Hans Peter Jensen som Herold med Vaabenplade paa Brystet og Partisan i Haanden, Havekarl Morten Persen som dansk Fastelavnsnar i hvid Skjorte og høj Filthat, begge besatte med brogede Huebaand.

Længe holdt denne Menneskegarnering Højtideligheden vedlige. Men, da der kom et tomt Rum i det bølgende Tog, sagde Mælkekusken til sin Genbo Herskabskusken:
230 - Det er farlig strabadserendes. Har Du en Skraa, Peter Kusk?

Det er rimeligt, sagde Herskabskusken, tog en Skraa i sine Pludderbukser, bed den af, rakte den til Mælkekusken og tilføjede ædelmodig:
- Lad gaa videre, Mads!

Skraagraadigheden overvandt den højtidelige Feststemning. Thi, medens et nyt Tog passerede op ad Trappen, gik nævnte Delikatessevare fra Haand til Haand og fra Mund til Mund.

Fra den store Sal ovenpaa bruste nu Orkestermusiken med mange Messinginstrumenter ned, og dens stærke Aandepust blæste atter Alvor ind i de paa Trappegangen skraatyggende vagthavendes Sind. De rettede sig, saa den næste Afdeling Gæster fandt dem i en disciplineret Stilling, Festens Alvor værdig.

Hvor Trappen begyndte forneden, slog dens Rækværk en Sneglehusvolte til venstre, som de to nederste Trin fulgte efter Evne, og dannede en Slags Indhegning om et forholdsvis ikke lille Rum mellem samme Trappe og Korridorens afsluttende Ydermur. Det var grimt og saa meningsløst ud til daglig Brug. Men den gamle Enkebaronesses livlige Fantasi havde fra sin gamle Sofa, som hendes dovne Legeme ikke havde forladt i al den Tid, hun arrangerede denne Fest, beordret dette Rum omdannet til et Buskads af Takstræer, Bregner og Agaver.

Og mellem Bøtterne og Vaserne, som Planterne groede i, havde en fem-seks Piger, tre af Gaardens faste Besætning, tre ekstraengagerede til Opvartning i Nat, alle kostumerede, "boret sig ind". Gennem Takstræernes sorte Naalebesætning, gennem Bregnernes bævende lysegrønne Gardiner, gennem Agavernes metalagtig-stive tilbagebøjede Bladgrupper kikkede nysgerrig gloende Kvindeøjne ud i den opmarscherende Skare. Men den saa, den ænsede ikke de stirrende og lyttende Smaapiger, som stod der, og med Skuldre, Kinder og Haar afstrøjfede de overstænkede Planters Vanddraaber.

En efter en gled ud af det dunkle Buskads, efterhaanden som Toget lakkede mod Enden.

- Kommer Du nu, Lotte Splyd? lød den tiltaltes Nabos Stemme, da den sidste Række: to Damer i Dragter fra Frans den førstes Tid og en Herre i ungarsk Husaruniform vare passerede.

- Jeg kommer straks, svarede Lotte; men hun kom ikke; 231 hun havde svaret mekanisk, ubevidst. Hun stod trykket tæt op imod Rækværkets snoede Runding. Hun blev ved at stirre op efter, indtil denne sidste Levering til Kostumeballet forsvandt for hendes Øjne, indtil Silkekjolernes sidste Knitren var forstummet. Da dukkede hun Hovedet, lod Tonestrømmen deroppe fra overskylle sig, lukkede Øjnene og sugede al Stadsen ind i sit Minde, de brogede Farver, de gnistrende Pailletter, Lys- og Skyggespillet i Dragternes Piber og Krusninger, Ansigtstrækkenes fantastiskfremmede Karakter under Sminken, forlorne Skæg, usædvanlige Haaropsætninger. Og der opførte alle disse Indtryk en underlig dump og dæmpet, vild Gengangermaskerade, som en Elverdans paa Theatret bag Flor og i Halvlys.

Gaa op og opvarte de prægtig udklædte Damer og Herrer! Nej, nej! Hvorfor kunde hun ikke danse med? Hun vidste jo - det havde hun hørt saa tidt - at hun var køn. Var ikke det Stads, hun var udstafferet i, ogsaa kønt? Hun var rigtignok Skovfogdens Datter, den alt andet end fine Mette var hendes Moder. Men hvad kunde hun gøre for det? En forvirret Blanding af Vellyst ved Mindet om, hvad hun havde set, og Misundelse over, hvad hun ikke kunde faa at se uden som tjenende, opvartende og overset, væltede og tumlede sig i den lille Pigehjerne. Fødderne trampede i Takt med Valsetonerne deroppe fra samtidig med, at Taare efter Taare piblede frem mellem Øjenlaagene: bitre, onde Taarer. Og under Indtrykkets Rus kunde kun Begyndelsen til Spørgsmaal dukke frem i hendes Sind: Hvorfor er jeg den, jeg er, og ikke saadan en som den og den, og den og den? Forvirring og Forvrøvling kvalte hvert fremstræbende Svar. Lotte greb med Haanden om en Kvist paa et Takstræ, rev en Haandfuld Naale af, puttede dem i Munden, skar Ansigt ad deres afskyelige Smag, men lo paa samme Tid, hun spyttede dem ud, og tog et nyt Greb af samme Slags for at genopleve de samme Fornemmelser.

Gaa op og opvarte, gøre det, som hun var kaldet hid til . . . nej aldrig! Ikke for nogen Pris!

Havde hun endda havt sin Moder ved Haanden, og de to kunde skændes rigtig af Hjærtens Lyst! Og hvorfor var Peter Iversen her ikke, at hun kunde kaste ham et eller andet i Hovedet?

Hun trykkede sig tættere og tættere op i Krumningen mod Trappens Rækværk, lagde sin Kind mod det kølige Træ. Hun 232 var sikker paa, at hun var ene. Hun længtes efter Selskab og var dog vis paa, at hun vilde skrige højt, hvis nogen kom.

Døre smækkede op og i paa første Sal. Snart døvedes Musikens Lyd, saa Tonerne naaede dæmpet, dyssende ned til hende, snart prustede de ned mod hende med fuld Kraft, saa Buestrøg og Messingstemmer fik hver Nerve i hende til at dirre med en Smerte, som hun kaldte paa igen, hver Gang en ny Lukning af Dørfløjene deroppe bragte den til at ophøre.

Længe, længe havde hun staaet saaledes. Da hørte hun Trappetrinene højt oppe knage under Skridt, ledsagede af en let Klirren som af Sporehjul. Hun borede Hovedet frem gennem Bregnebladene, der blødt og kølig bestrøg de blussende Kinder og blandede de isprængte Vanddraaber med hendes stadig sagte frempiblende Taarer.

Nu standsede paa en Gang baade den dumpe og den klirrende Lyd. Et dybt Suk, et befriende Pust og Udbruddet:
- Nej, det er dog en nedrig Hede! naaede Skovfogeddatterens Øren.

Hun rakte Halsen saa langt frem, at hun fik Syn over det halve af Trappegangen op til Afsatsen.

Der stod en tyk Herre midt paa Afsatsen, klædt i karmoisinrød guldsnoret Vams og Benklæder, der tabte sig i de brusende Støvlemanchetter, hans opkrampede Fjederhat sad paa Sned.

- Nej . . . det er Hoveriarbejde for et frit Menneske saadan at høvle Gulvbræderne, sagde han op ad Trappen til en Ridder med kort mørk Fløjelsvams, hvis Udskæringer vare fyldte med hvid Silke, med lange lysegraa Hoser fra Hoftepuffene ned i de gule Sko. Han kom oppe fra.

Under Kostumeringen à la Kristian den fjerde genkendte Skovfogeddatteren Husets Vært, Baron Horsten. Den røde Sminke faldt i Klatter ned paa den store kniplingsrandede Krave. Og Ledsageren . . . jo . . . ham kendte hun ogsaa, det var hans Fætter, Husarritmester og Kammerjunker Beringskjold.

- Er der Sodavand der nede, Frits? sukkede Husarofficeren.

- Jo - puh . . . i Kabinettet ved Siden af min Stue . . . men jeg bliver her for at lufte mig. Jeg har drukket det ene Glas frapperet Champagne efter det andet for at køle mig efter den Dansesport, men jeg er bleven hedere og hedere. Puh! Drikker jeg Sodavand ovenpaa, bliver det rent bandsat. Puh! Der staar vist ogsaa andet drikkeligt der nede.

Fætteren gik ned ad Trappen. Hvor bankede 233 Skovfogeddatterens Hjærte, da hans Fløjeiskappe næsten strøjfede hendes Ansigt og sendte hende en Duft af fin Heliotropparfume ind blandt den Atmosfære, hun indaandede af Jord og grønne Blade.

Hvorfor kunde hun ikke altid leve i en saadan Duft og mellem saadanne flotte Kavallerer?

Baronen tog en Cigar frem af en Sidelomme og tændte den ved et Kandelaberlys. Havannaens Røg hvirvlede sig i lyseblaa Ringe om i det lyse Rum, pirrede den unge Piges Lugtenerver, stærkere, ja endog paa en behageligere Maade end det flygtige Indtryk af Heliotropparfumen. Den Røg listede sig, blødt snoende sig, ind til hende, dulgte sig under Løvværket for fortyndet at sive ud igennem det i tynde, fast usynlige Skyer.

Baronen gabede højt og strakte sig, kastede sig derpaa op mod Rækværket for at hvile sig. Hans store, af Hede og Champagne tændte, ellers saa ubevægelige lidt udvæltende Øjne sank ned i Plantemassen. Lotte turde ikke fly; Bladeraslen vilde have forraadt hende. Baronen havde ikke set hende; det følte hun, og alligevel laa hans Øjne paa hende som en Mare. Endelig opdagede den henslængte Mand de to brune Ildkugler inde mellem Bregnerne.

- Hvad i al . . . Verden . . . Er der nogen? Hvem er der? Hvad? sagde han.

Lotte Splyd trak Hovedet tilbage; nu raslede Bladene, nu klirrede Randen af en af Agavernes Porcelænsvaser, som hendes Haarpil berørte. Baronen saa Pilen og Korallerne, det røde Skærf og flere farvede Ting glitre underlig inde i den mørke Masse.

Baron Horsten var ellers en rolig, ret rationelt anlagt Mand, meget lidt udskejende til Trods for, at han var bleven gift uden at være forelsket i sin Hustru, da han var 24 Aar, og nu var han 36. Han gad ikke handle, lod andre gøre det for sig, men var ingen daarlig Kritiker af disse andre og deres Handlingers Resultat. Under almindelige Omstændigheder havde han ganske simpelt undersøgt, hvem der stod, og jaget vedkommende væk, eller maaske slet ingen Ting gjort og ladet vedkommende være, hvad vedkommende var, men nu gjorde en let Champagnerus ham en Smule energisk og en Smule romantisk.

Men tykladen, som han var, den gæve Borgherre, kunde han ikke, smidig som en Kat, glide ind i den fortryllede Skov. Det var snarere en Bjørns Indbrud i Tykningen, thi Agavens Vase væltede, Skaarene klingrede mod Flisegulvet, og Jordklumper 234 sprøjtede op ad den danske Renæssanceridders Støvler helt op til Kniplingerne. Skovfogeddatteren skreg og løb bag om et Takstræ i Balje, Ridderen var nu en Gang sat i Fart; der legedes Tagfat om Baljen og Takstræet. Hu! nu bruste Musiken vildt og eggende ned fra oven; vildere blev Jagten i Krattet ved Trappen; Plante efter Plante væltede, mere og mere uforfærdet blev Ridderen, skønt hans Sporer forviklede sig i de væltede Træer. Endelig slap Pigen under en saadan Forhindring ud i Korridoren, Ridderen efter hende med Syvmileskridt i de store Støvler. Med en Snarraadighed, som Rædselen giver, indsaa hun, at han vistnok vilde have løbet hende op, inden hun gennem Korridorens Yderdør kunde slippe ud i Porten - og hvad saa?

En Dør stod aaben til venstre. Lotte Splyd røg i susende Fart tæt om dens ene Stolpe. Noget lyst og blankt lynede frem for hendes Øjne, hun tørnede imod det . . . Rabalder og Brag, Klang og Klirren . . . afbrudte Eder, skraldende Latter!

Blev hun løftet op? Rejste hun sig selv? Hun vidste det ikke. Hun genfandt sig selv, som hun stod rystende over hele Legemet, taareløst hulkende, støttet til Døren i et stærkt oplyst Værelse. Paa Gulvet laa Anders Tjener paa Knæ og samlede Skaar op af Glas og Flasker paa en stor Præsentérbakke. Foran sig fandt hun den langhosede, benfagre Kammerjunker og et Par andre kostumerede Herrer, som hun ikke kendte. Stuen laa i en Taage af Cigarrøg, henne paa Bordet skummede en brun Drik i store Glaskrus, omgivne af tykmavede Champagneflasker og smaa hamrede Halvflasker, fra hvis Halse de løsnede Staaltraade struttede i Vejret. Underlig koldt og fast prægede Indtrykket af alle disse ligegyldige Genstande sig i hendes Syn og Sans.

Hun saa ned ad sig selv. Det røde Shawl hang forkrøblet og fortraadt, løst og slapt om hende; de brede Borter paa Kjolen vare vaade og plettede; paa Gulvet laa de røde Koraller spredte, klumpvis og enkeltvis som nedfaldne Rønnebær under Træerne i den lille Allé langs Skovudkørselen foran hendes Moders Hus.

Det forfærdede Blik, hun kastede om i Rummet, modtoges med en høj Latter baade af de foran staaende og paa Stole og i Sofaen henslængte blussende Herrer. Anders Tjener havde rejst sig og sendte hende et meget haanligt Blik.

- Hvem var efter Tøsen? . . . Saa Du ham ikke, Beringskjold? sagde en Herre i violet, sølvbroderet Figarodragt, der sad i en Lænestol med Benene oppe i en anden.

- Pst! sagde Husarofficeren og satte en Grimace op ... i 235 de senere Aar gaar dette herre (han pegede paa Champagneflaskerne) straks over i Blodet paa . . .

- Oh-ho, var det "l'ami Fritz!" udbrød han i Figarodragten og lo, saa hans Skuldersølvfrynser dirrede ved det. Du maa dække hans Retræte, Beringskjold . . . Det var da ogsaa en vild Idé af ... le Châtelain at løbe efter en . . . naa . . . lad os sige Soubrette.

- Og det har den forhenværende Chargé d'affaires ved hans Majestæt, Kongen af Italiens Hof, aldrig begaaet? sagde Beringskjold.

- Jamais de ma vie! sagde den sølvbroderede, lo selv og fik Selskabet til at le med. Men det er Synd . . . se, hvor hun gisper og ryster. De der med Skaarene! . . . Er De færdig? Godt . . . Ræk "Frøkenen" et Glas Porter og Champagne!

Husarofficeren fik et saa ynkeligt, ydmygtbedende Blik af Lotte Splyd, der langsomt havde arbejdet sig langs Væggen hen i den mørkeste Krog. Han blev ømt rørt, tog hende om Haandleddet, men hun rev sig løs og gemte begge Hænder i sit krøllede Skærf. Ritmesteren sagde:
- Det er s'gu Synd; hun er bange, det Skind! Lad hende slippe . . . Hej De der . . . Anders hedder De jo . . . følg hende ud . . . dér! (han rakte ham en Tokrone) . . . ti saa pænt stille, hvis De kan.

Anders bukkede for Lotte med haanende Kourtoisi. Hans Bevægelse vakte Drikkeselskabets høje Latter. Lotte borede Øjnene ned i Gulvet og gled ud ad Døren. Da de kom udenfor, løb hun fra Anders uden at høre Begyndelsen af den Replik, han var i Færd med at spidse til, løb og løb gennem Korridoren, hvis korte Rest syntes hende uendelig lang, ud ad Yderdøren, ud i Porten, hvor et Aandepust af Sne, som et iskoldt fugtigt Naalebundt ramte hendes glohede Kinder.

Ruskregn og Tøsne piskede igennem den bælgmørke Novembernat. Kun to Lygter paa Broen og to i Alleen brændte endnu, døsig med en hvidgul Stjernekrans om Lyset, Fugtigheden plaskede under Lottes Fødder allerede paa Broen, under de sorte Lindetræer i Alleen hang de tynde Sko fast i Mudderet, Fødderne sivede pjaskvaade ved hvert Trin; Vinden snoede de korte Underklæder om Benene.

- Hvad bliver der af min pæne, sorte Konfirmationskjole? - - Det var Skovfogeddatterens første Tanke, og hun græd ved Tanken om Ødelæggelsens Vederstyggelighed. Skærfet og 236 Korallerne ofrede hun vel et Minde, men hun ræddedes ved samme Minde. Der klæbede ligesom noget stygt ved dem. Hun slog Kjolens Nederdel om Hovedet og stolprede afsted som en Vadefugl i et Morads, gennem opblødt Vejdynd, gennem højtsprøjtende Vand i de dybe Hjulspor. Hun naaede lige Alleens Ende. Mellem de to sidste Træer hang en Lygte i en Jærnkæde. Paa den anden Side et endeløst, trøstesløst Mulmhav.

Hun kastede Skulderen op mod en Træstamme og græd højt som et Barn.

I ulige Mellemrum naaede en sig gentagende sagtere og stærkere sjaskende Lyd Skovfogeddatterens Øre. Kom der nogen?

Hendes første Tanke var fra Lygteskæret at styrte sig ud i den sorte Masse . . . det var hun dog bange for. Hun var ogsaa bange for den, der kom. Men . . . hun vilde blive staaende. Kanske den, der kom, skulde frem ad den mørke Skovvej hjemad til hendes Moders Hus. Da kunde hun liste sig sagte bag efter ham eller hende; der var saa dog et Menneske i Nærheden i den ubarmhjærtige sorte Nat.

Pjaskene i Vejmudderet fulgte hastigere og hastigere paa hinanden. Personen, de hidrørte fra, havde aabenbart sat i Løb. Løb atter en efter hende? . . . Hun skreg højt:
- Aa Gud, aa Gud! og klamrede sig fast til Lindestammen, som var det et Væsen med Liv og Følelse, med Evne og Vilje til at beskytte.

- Er det Dig, Lotte? spurgte en Stemme.

Hun følte som et Slag paa sit Hoved, et Slag, der ligesom lammede hver Muskel, brød hvert Ben, slappede hvert strammende Baand i hendes Organisme. Hendes om Stammen tætslyngede Arme gled ned som en Ring ad en Stang. Hun laa som en formløs Bylt paa de ujævne, store Trærødder. Der ramtes hun af Lygteskærets spidse Trekant, blev angst til Døden, thi nu saa hun, at Skikkelsen var klædt i en af de Dragter oppe fra Gaarden . . . fra den forfærdelige Fest.

Noget hvidt skinnede fra Bryst og Hoved blankt som Sildeskæl.

- Du skal ikke være bange for mig, Lotte, for det er ikke andre end som Peter, sagde den lange sildeskælskinnende Skikkelse. - Jeg vil bare følge Dig hjem, Lotte, for jeg saa Dig inde i Kabinettet, for jeg stod inde i Baronens Stue og trak Porterflasker op, og jeg saa . . . og jeg hørte det akkurat, ligesom 237 det gik. Kom, lille Lotte, og lad os følges ad til Skovfogedhuset i Hestehaven! Kom, Lotte! Hiv op! . . . saadan!

Mekanisk lod hun ham gøre, som han vilde. Ved hans Haand sejlede hun ind i Mørket, der lukkede sig om dem. Det gik i en Slags jævnt Trav, jævnt lød deres Skridt i den vaade Jord. Peter Iversen sagde intet uden af og til et "Hø", en Slags forlegen Indledning til en Latter. Først da de vare komne godt og vel Halvvejen hjem, og noget let og blødt faldt ned paa den vaade Jord, blev hans "Hø" efterfulgt af følgende Ord:
- Hø . . . der faldt det, det Skidt! For det var ikke andet end som Pap, det Harnisk og den Hjælmhue . . . og nu var det blevet pjaskende vaadt. For jeg skulde være saadan en fra den ridderlige Tid, sagde den gamle Nesse deroppe . . . hø . . . for det var hende, der fik vor Fa'er til det. Hø! Det er ellers mageløst, saa jeg er gennemblødt. Man kunde vride Vand baade af min Sjorte og mine Hoser . . . Hø!

Det gjorde ondt inden i Lotte at høre ham tale, og det jog i hende, saa Peter Iversen mærkede det.

- Du skal ikke græde, lille Lotte, sagde han ømt og blødt, som en Moder taler til et uroligt Barn. Jeg tænkte nok, Du vilde hjem efter al den Rabalder, og saa tænkte jeg, at Du nødig vilde gaa alene, fordi det var saadant et ledagtigt Vejr, og saa tænkte jeg, at jeg jo kunde ligge hos den gamle i Nat, og saa var'et . . . hø . . . Det er dog mageløst, saa det er snavset.

- Ti stille! sagde Lotte.

- Det kan jeg godt, sagde Peter Iversen.

De vadede videre. Da de kom ud af den første Skovstrækning, smed Vinden dem store Klumper Sne i Ansigtet og hvinede gennem Natmumlet. Paa et Stykke skovløs Vej ligesom lysnede det lidt. Peter Iversens Papstormhue hang i opblødte formløse Pjalter ned over hans Hoved, Lotte Splyds Haar flagrede opløst ud i Regnen og piskede hende om Kinderne.

Du skal ikke græde, lille Lotte, hviskede Peter Iversen næsten uhørlig.

De to reducerede Komparser fra Herregaardsfesten æltede videre, mens mere og mere af al den forlorne Stads faldt i Skarnet, efterhaanden som Vejret opblødte den.

Skoven begyndte igen. Men gennem Mulmet skinnede et svagt Lys fra det første Skovfogedhus, et Fyr, der viste Vej til Hjemmets Havn.

238

Ingen af dem havde hidtil anet, at dette Hjem havde saa meget at sige for dem.

De naaede den lange Hæk og skulde skilles. Peter vred sig og drejede sig. Han vilde dog ikke have gjort sin Opofrelse ganske gratis. Han sagde Godnat en tre-fire Gange, og hvert Godnat var efterfulgt af et langt Hø-h! Hvad Lotte?

Lotte var tungnem i Aften. Efter Peters femte Tilnærmelse sagde hun:
- Jeg er ikke værd at kysse, Peter.

- Jo Gu' er Du saa, Lotte, sagde Peter og bekræftede sin Dom med et langt og stort Kys.

Saa røg de fra hinanden som to Billardkugler efter et stærkt Sammenstød.

V.

Siden hin Nat skyede Lotte Splyd Herregaarden og hvad dertil hørte. Hun turde ikke en Gang gaa hen paa de Steder, hvor hun kunde se dens røde Trappegavl imellem Træerne. Sad hun i Vinduet, dukkede hun sig ned, naar hun paa Lyden af en Vogn, der nærmede sig, og af Hovslagets hurtige Takt kunde kende, at det var et Herskabskøretøj. Anders Tjener fik intet for de spejdende Blikke, som han satte i Gang fra sit Sæde bag paa Vognen. For Baronen var hun bange som en troende i Middelalderen for Djævlen. Hun anede ikke, at Baronen næsten var ligesaa bange for hende. Han skyede formelig Strandholt Hestehave siden hin Nat, af hvis Skandale en Genlyd længe summede om ham i Luften. Lang Tid syntes han at se satiriske Smil paa alle Ansigter. At sligt skulde hænde ham i hans eget Hus! ham, der var saa diskret i sine faa Smaaforvildelser!

Mindet om hin Nat laa tungt paa Lotte Splyd. Hun søgte forgæves at genne det bort, naar det meldte sig. Hendes Anstrængelser naaede kun til at lægge et let Flor om det, bag hvilket Flor Lys- og Farvepragten dæmpedes, og Slutningskatastrofens Od sløvedes. Og alligevel fik hun tidt Lyst til at tage dette Flor bort og lade Mindebilledet straale i fuld Glans; hun lettede ligesom lidt paa Fligene med bævende Haand, men 239 lod dem straks falde ned, blændet, tilbagekyst. Det, der laa bag ved, skar baade i Øjne og Hjærte. Og intet Arbejde havde hun til at tvinge Grillerne bort med. Hendes Moder skændte stadig paa hende, "fordi hun sad saadan og hang", men Mette vilde ikke tillade hende at tage Del i den ringe Husgerning; den vilde hun selv besørge i et og alt, som hun var vant til. Andet var der ikke at bestille, og Mette turde ikke lade hende tage ud at tjene, hun vidste jo, at hendes Nabo da straks vilde gramse efter hendes Have, som han laa paa Lur efter, og som hun rugede over som en Drage paa sin Skat.

Lotte havde havt en voldsom Scene med Moderen Morgenen efter Ballet i Anledning af den medtagne Konfirmationskjole og det andet ødelagte Stads. Men samme Aften kom Godsforvalterens Trine; hun og Mette havde en hviskende Passiar i Køkkenet over de dampende Spølkummer Kaffe. Lotte, der forgæves lyttede inde fra Stuen, havde ventet sig et forfærdeligt Uvejr, men Mette mælede ikke et Ord, skønt hun rimeligvis havde erfaret, hvad der var sket.

Men saare venlig var hun mod Peter Iversen, der ikke heller havde stort at bestille som Skytteassistent paa Herregaarden og derfor tidt aflagde Besøg i Strandholt Hestehave. Hun havde altid en varm Kop Kaffe og om Søndagen en varm Pandekage med et Glas Kirsebærbrændevin tilovers til ham. Mellem hans Fader og Skovfogedenken blev Forholdet om muligt endnu mere etiketteagtigt end tidligere; den Høflighed, hvormed de tavse hilste hinanden, var for Folk af deres Omgangstone endog affekteret.

Jo kortere Dagene bleve, jo mindre fik Peter at gøre. Men det kunde ikke skikke sig, at han var ene med Lotte; og det syntes hun heller ikke at skøtte om, thi, naar Lejlighed tilbød sig, naar f. Eks. baade Lottes Moder og hans Fader vare ude, blev Lotte tvær og ordknap og lod, som hun slet ikke forstod hans "Hø-ja, ja-a, Lotte", hans sædvanlige Opfordring til at drøfte Tingene nøjere. Nej, saa bad hun ham om at læse for hende, thi Peter var bleven en ivrig Romanlæser og en af Sognebibliotekets flittigste Laanere. Naar Mette gik bort, aflaasede hun alt; hun vilde aldrig have tilladt sin Datter at brænde Lys om Vintereftermiddagene. De unge Mennesker maatte da nøjes med at sidde i Køkkenet, hvor Tranlampen med Vægen ud af en Tud rakte Flammen ud i det sodede Rum som en smal Kattetunge. Tæt op ad hinanden, næsten Kind ved Kind, sad 240 de paa det murede Arnested; Lotte med Benene samlede under sig, Peter med sine hængende ned ad Ildstedets Side, evig kæmpende for at holde sine Tøfler paa Fødderne. Peter maatte hele Tiden læse højt, uagtet Lotte saa med i Bogen, og gennem det sorte Køkken, hvis sodede Loft slugtes af Mørket, medens Tallerkenerne hist og her ramtes af Lyset og skinnede fedtet ned fra Tinrækken, lød Forelæserens aldeles monotone, ud i et gaaende dæmpede Foredrag af Ingemanns eller H. F. Ewalds historiske Romaner eller af Smaafortællinger fra forskellige gamle illustrerede Almanakker.

Men, naar de sidste spillede i Nutiden eller behandlede Borger- og Almueliv, kasserede Lotte dem straks. Hun havde set nok af fulde Bønder i sit Liv, det var ikke noget at læse om. Nej, fjerne Tider, Konger og Hertuger, Riddere og Munke . . . det lærte man da noget af. Hun kunde sukke indvendig og anklage sin Skæbne, fordi hun var født saa lavt nede, men hun sagde det aldrig højt. Derimod kunde det vel hænde, at denne Stemning gav sig Luft i Gnavenhed mod Peter, naar han havde afsluttet Læsningen for den Aften. Var Mette Splyd nærværende, snorksov hun altid et Kvarter efter Romantikens Indtrædelse i Skovfogedhusets Stue eller Køkken.

I den uforstyrrede Ro, i den fuldstændige Mangel paa strømmende Bevægelse, hvori Dage paa Landet kan glide hen, alt som Mennesker gro stille op som Ungskoven, randt Tiden for Peter og Lotte. Deres Barndom genfødtes, mindre legende, mindre fuld af Skænderier, sagtens fordi de ikke just saas Dag ud og Dag ind. Og da Lotte intet havde i Baghaanden, som hun kunde trodse paa mod Barndomsvennen, eller nogen Morskab at ty til, hvis han forlod hende med sine Bøger og med sit faamælte, bestandig venlige Selskab, saa kom hun snart i Ligevægt igen.

Og Peter Iversen svigtede ikke, hverken i Rusk eller Regn, hverken i Snefog, eller naar Skovkærene bundfrøs. Da Dagene synlig længedes, og han fik mere at bestille, kom han sjældnere, var selvfølgelig saa meget mere kærkommen, fik to Pandekager for en, et Vinglas Mjød for et Snapseglas Kirsebærbrændevin. Og Krokus og Violer, Avrikler og Tulipaner, Roser og Brandliljer, Iris og Morgenfruer, Gyldenlakker og Levkøjer, Stokroser og Georginer prydede efter hinanden Haverne; det blev et Stykke hen paa Efteraaret, før der kom lidt Røre i de stille Vande.

Det sunde Liv under aaben Himmel, jævnt delt mellem 241 Arbejde og Hvile, havde efterhaanden givet Peter mere Udseende af en voksen Karl. Dunene krusede sig saa tæt om Hagen, at han efter Høsten maatte lægge sig efter at barbere sig. Det morede Lotte at lade Bagen af Haanden skure mod de stride Stubbe. Mette havde foræret Peter sin afdøde Mands Barberkniv til hans Fødselsdag i September Maaned. Nu kom Peter til Stadighed kun hjem Lørdag Aften og blev over til Søndag Aften. Hver Søndag Morgen barberede han sig foran en Stump Spejlglas, som han havde hængt op ved Sejlgarn paa en Krog i den ene Vindueskarm. Hans lille Kammer, der tillige tjente til en Slags Huggehus, laa i Gavlen op mod det gamle Skovfogedhus og havde lige over for sig Vinduet til Mette Splyds i mange Aar ubrugte "Storstue". Der stod blot en stor Seng med mange Dyner, en Dragkiste med meget Linned, et lille Bord med et hvidt hæklet Tæppe, paa dette blinkede en Kobbermaskine, flankeret af to gyselige Porcelænsfigurer, med Armene fastklistrede til Kroppen paa den uformeligste Maade, forestillende Kejser Napoleon III og Kejserinde Eugénie; men den mugne Luft, der især slog ud fra Sengen, Fugtigheden, der overklattede de hvidtede Vægge med graagule, skyformede Figurer, vidnede om, at denne Stue hverken var til Nytte eller til Lyst, om end Mettes Fejekost stadig holdt Gulvet rent samt Kroge og Loftsbjælker fri for Spindelvæv.

Der listede Lotte sig ind om Søndag Morgen. Skjult bag et Par Urtepotter, hvis Vedbendplanter vare tvungne omkring ovale Spanskrørsstativer, bivaanede hun i usigelig Stolthed Peter Iversens mandige Idræt. Hun fik en saadan Morgen Vinduet rusket op, og, medens Kinden lænede sig mod den ene Urtepotte, gled Næsetippen og det venstre Øje frem i en saadan Stilling, at Spejlglasset fangede dem et Øjeblik, da Peter fjærnede sit Ansigt fra det.

- Hoh! raabte han og lo højt.

Lotte trak Ansigtet helt bag Urtepotten, men listede kort efter det samme Brudstykke af det frem. Afstanden, den Omstændighed, at han stod overfor noget saa immaterielt som et Spejlbillede gav Peter Iversen et Mod, som han nu næppe vilde have havt paa nært Hold eller overfor den reale Lotte. Han trykkede et Kys paa Spejlglasset, saa Duggen helt overskyggede det, svang Barberkniven som en Sabel, saa den tindrede i den lyse Morgensol, og sang med hensynsløs Voldtægt af Rytmerne paa Melodien "Vor gamle Karo holdt en Støj":

242

Til Sejr og Lykke blev Volmer født;
i Stjernerne staar det skrevet.

Og saa fulgte en Legen Skjul, idet Lotte og han dukkede sig frem og tilbage og snart saa hinandens virkelige Ansigter, snart deres Spejlbilleder, mens Sæben løb ned som dryppende Flødeskum fra Peter Iversens Hage og Kinder, og mens Vedbendbladene lystig filtrede sig ind i Lotte Splyds trodsig krusede sorte Haar.

Legen var i fuld Gang, da Lotte pludselig dukkede ned under Karmen. Hun havde hørt noget rasle i Humleplanterne. Peter havde ingen Ting hørt og saa uendelig dum-forbavset ud ved Lottes bratte Forsvinden. Han begreb den først, da han opdagede sin Fader gaa ganske langsomt gennem den smalle, tilgroede Gang mellem Husene. Han begyndte nu at skrabe sit Ansigt med en Ihærdighed, saa den sløve Knivseg nær havde taget baade Hud og Kød med.

Lars Iversen blev rolig ved at ryge paa sin Pibe, hvis Træhoved næsten naaede hans graa, struttende Overskæg. Han gik uden om Husgavlen ind i sit Hus, lettede paa Dørklinken ind til sin Søns Hummer og stak Næsetippen ind, viste Tænder som en Hønsehund, der har Hvalpe, og sagde:
- Hør Peter, Du skulde ikke foræde Dig i Mette Splyds Pandekager. De er bagte i Rævefedt.

- Hvad siger Fa'er? Jeg kan ikke forstaa -

- Nej, jeg tror det nok. Du skulde lade være at bestille Skind, for jeg skal nok sørge for, at der ikke bliver Bukser af det. Ja, ja . . . balber Du Dig bare Peter, men gør det immer væk selv!

Naar Peter talte til sin Fader den Dag, lod denne, som han intet hørte, og gav sig til at fløjte.

Næste Morgen søgte og fik han Avdiens hos Baronen. Han spurgte ham om Forlov til at tage nogle "Skinker" i Skoven til at tætte sit Svinehus med, af Grisen kunde have det lidt lunt nu, da det blev køligt i Vejret. Baronen skyndte sig med at tillade det og vilde gerne have afskediget Skovfogden, men denne blev staaende ved Døren og drejede sin graa Bulehat mellem Fingrene.

- Ja, Baronen lovede mig jo dog . . . begyndte han.

- Ja vel, ja vel . . . Mette Splyds Have, men hendes Datter maa først have en Kondition.

243

- Det varer vist grumme længe, Hr. Baron.

- Saa? sagde Baronen, trak Brynene sammen og pustede Cigarrøg op gennem Haarene paa sine Moustacher. Hvorfor det?

Han saa ikke paa Lars Iversen. Han anede et Grin i hans smaa Snogeøjne.

- Der er nok dem, der gerne vilde have, at hun blev hjemme i lange Tider, sagde Skovfogden.

- Hvad for noget Sludder? . . .

Baronen fór hidsig op af Stolen, men tog sig sammen og gav sig til at spasere frem og tilbage med Hænderne i Lommen paa den stukne sorte Silkemorgenfrakke.

- Jeg mener nemlig, at baade Enkebaronessen og Pigens Mo'er . . . de har saadan deres aftalte Meninger om Tingen.

- Ja, ja, ja, ja. Saa er der ikke videre ved den Sag at gøre foreløbig. De maa vente.

- Man bliver ældre og ældre, Hr. Baron . . . min Søn vokser til . . . og . . .

- Ja ham bliver der jo sørget for. Han faar jo vel Deres Plads, om jeg lever, og alt gaar vel.

- Ja men jeg er jo da ikke saa gammel, saa jeg kunde da nok leve i nogle Aar og have Fornøjelsen af at holde to Køer for en, naar jeg fik det Stykke Jord til og lavede det til Græsning. Og Hr. Baronen kunde vel ikke sige til Enkebaronessen, at den Tøs kunde have fælt godt af at komme ud at tjene. Hun gaar og smisker til min Peter, men han er jo altfor ung . . .

- Saa . . . aa. Fy, er det saadan en?

- Naa, det har Hr. Baronen aldrig mærket noget til?

- Hvad kommer Mette Splyds Tøs mig ved? sagde Baronen fornemt. Tror De, jeg . . . lægger Mærke til, hvad hun foretager sig?

- Nej, det forstaar sig. Men om Hr. Baronen lod falde et Ord til Enkebaronessen . . .

- Nej Gu' gør jeg ej . . . Men . . . men . . . men, hvorfor i Alverden har De ikke for længe siden giftet Dem med Mette Splyd? Tag hende! Der er Tid endnu.

- Det kan da ikke være Hr. Baronens Alvor.

- Hvorfor ikke?

- Jeg har aldrig havt Sind til hende.

- Puh! Hvem faar den, han helst vil have?

- Og saa er det da en farlig gammel Kasse - om 244 Forladelse, Hr. Baron, og jeg er jo da ingen udlevet Mand, saa, om jeg skulde forandre mig . . .

- Saa meget desbedre, Iversen. Saa bliver Familien jo ikke forøget. Og De, som gammel Jægersmand, som er kendt med de enlige Skovstier, De kan jo altid tage Revanche. Hvad, Iversen?

- He. . . ne-j, Det er jo meget naadigt af Baronen at spøge med mig, - men -

- Ja, det Forslag vil jeg gøre Enkebaronessen. For jeg gider ikke høre mere Vrøvl om den Havejord. Farvel, Iversen! Det bliver derved. Ellers faar De aldrig Jorden, for Mette Splyd er lige saa klog som De.

Iversen gik med Gru i Hjærtet. Da Baronen var bleven ene, hug han Cigaren hen mod Porcelænskakkelovnen, saa Gnisterne røg vildt om i Stuen, og sagde:
- Den infame Tøs! Lægger hun sig efter Jægerdrengen? Saa skulde Pokker have Samvittighedsnag! Hvor det Bonderak efterhaanden bliver durkdrevent!

VI.

Lars Iversen var ingenlunde forarget over Lotte Splyds Æventyr paa Kostumeballet, saa at det skulde være nogen Grund til at modsætte sig hans Søns Forbindelse med Lotte, thi som gammel Betjent paa et adeligt Gods respekterede han enhver, selv af Lov og Civilisation længst ophævet jorddrotlig Rettighed til en vis Grad, navnlig naar den ikke gik ud over ham selv personlig. Men han havde aldrig kunnet lide Lotte. Han, som selv var grim, havde fundet hende alt for køn; han, som var den beregnende Tilbageholdenhed selv, havde fundet hende altfor "gabmundet" og fripostig. Desuden havde han ikke i Sinde at trække sig tilbage. Han haabede at leve et godt Skub endnu, og hvad kunde det saa blive til, naar Peter skulde vente saa længe? Han var jo i Alder med Lotte, og, blev det ved, som det nu var begyndt, forudsaa han med sin kyniske Erfaring højst ubehagelige Begivenheder i den nærmeste Fremtid.

Men at gifte sig med Mette Splyd! Blive Nr. 3 hos saadan 245 en gammel Kælling! Paa Tilbagevejen til sit Hus mumlede han en Masse Skældsord med Intervaller af Eder: Den Sjokke-Dorthe! (Eder) . . . den Grævlingetryne! (Eder) . . . den slatne Pandekage! . . . det sprukne Øltræ! . . . den platbenede "Muldhvalp"! . . . hun har akkurat lige saa mange Haar paa Hovedet som en gammel Rotte paa sin Hale . . . det rimpede Madæble! . . . osv. osv. i det uendelige. Den Beskæftigelse forkortede ham Vejen allenfals! I saaledes at lette sit fulde Hjærte tog han under ensomme Vandringer i Skoven saa ofte Erstatning for den Tvang, Livet paalagde ham, at tæmme sin Tunge og tale i saa dannede Former, som han formaaede.

Da han kom hjem, skyndte han sig at gaa i Seng. Der laa han med Dynen op om Ørene, bandte, skældte ud, ærgrede sig og sukkede højt i sin Ensomhed, og, da den Skovløberkone, som gik ham til Haande, kom og skulde lave Middagsmad, erklærede han, at saa syg, som han var, vilde han ikke kunne faa Mad ned i de første fjorten Dage.

Skovfogden forsøgte paa at sove, men, hver Gang han var ved at daane hen, var det ham, som om Mette Splyds rynkede, røde Ansigt, stramt omfattet af Huen og det stivede Lin, bøjede sig tæt op mod hans som til Kys. Arrig spyttede han langt ud i Stuen og vendte sig bandende om paa den anden Side. Men Huen og "det rimpede Madæble-Fjæs" kom ubarmhjærtigt igen, og dets Øjne gloede ham lige ind i Ansigtet. Lars Iversen stampede fortvivlet med Fodbladene mod Benenden paa Sengen.

Mette Splyd red ham som en Mare. Og, da Lars Iversen var saa meget paavirket af det 19de Aarhundredes rationelle Livsopfattelse, at han ansaa det for ganske unyttigt enten at vende sine Tøfler eller ryge med Lysetande for at jage saadanne Spøgelser paa Flugt, fandt han paa et andet Middel.

Han sluttede saaledes i sin Vaande:
- Alt ondt kommer af Feber. Feber kureres bedst med Brændevin, blandet med storkornet Krudt. Det havde han lært af den gamle Lødberg, der var Skovrider paa Godset i hans Barndom; han havde kureret baade Mennesker og Dyr med dette Arkanum; ja somme Tider havde han brugt Harlemmerdraaber, men det var kun mod en af for mange Kartoflers Nydelse frembragt "Trommesyge". Lars Iversen befølte sin Mave. Nej, Trommesyge var der ikke Spor af, tværtimod Hvælvingen havde snarere givet sig en Smule som en Følge af Sindsbevægelsen. Nej, hans Onde maatte være Feber.

246

Skovfogden mindedes, at hans Herre, Baronen, en Gang, da han havde skudt en Ræv i hans Navn, i rørt Taknemmelighed havde foræret ham en halv Flaske gammel Rom og sagt til ham : Drik den med Andagt, Iversen, for det er fine Varer! Rigtignok var han for Øjeblikket "ædende gal" paa Baronen, men derfor kunde hans gamle Rom jo være udmærket. Han havde tænkt at spare denne Rom til en højtidelig Anledning. Han havde i sin Tid grundig overvejet, om Sønnens Konfirmationsdag kunde være passende Lejlighed, men han var snart kommen til det Resultat, at de Bondebæster, som vare hans Gæster den Dag, satte langt større Pris paa sød Punsch. Det gjorde han, Skovfoged Iversen, i Grunden ogsaa, men saadanne fine Sager var "natyrligvis uhyre gode for Helbreden; det var ikke for ingen Ting, at den . . . naa . . . den Baron var saa tyknakket og fedrygget. Det kom begribeligvis af de dyre Drikkesorter."

En saadan Drik, blandet med grovkornet Krudt, maatte kunne hjælpe ham i hans Kvide. Thi strakte da Skovfoged Lars Iversen med en rask Beslutning Benene ud under Dynen, stak dem i et Par Trætøfler, trak den lille bugede Flaske op, hældte et halvt Ølglas fuldt af dens Indhold, tog sit Krudthorn med det groveste Krudt i og sank den mekaniske Blanding i et Drag, efterfulgt af et: "Aa ja, Herre, Du min Gud!

Og Lars Iversen sov uden Forstyrrelse af Dobbeltgængen og Mareridt, til det blide og fine Oktobermorgenlys ramte hans aabnede Øjne.

Lidt tung i Hovedet var han. Han maatte orientere sig lidt, inden han fandt, af hvad Grund han skulde være gal i Hovedet . . . Da det var lykkedes ham at finde den rette Stemning, gabede eller sukkede han højt, knyttede Næven i Retningen af det gamle Skovfogedhus og ønskede Mette og hendes Datter hen til et langt fjærnere og værre Sted end det, hvor Peberet gror.

Hans bespændte Bryst trængte til Luft. Han aabnede Vinduet og fik Udsigt til Mette Splyds Baghave, hvor de gamle Frugttræer stod midt i Plæner, hvor Græsset groede som Vorherre vilde. Det laa bleggrønt i Morgensolen med lange Strimer Dug over. En Ko kunde godt gaa der endnu og glæde sig ved Tilværelsen. "Hvem der dog var en Ko!" tænkte Lars Iversen, da han saa det høje, fede, saftige Græs. Lars Iversen blev blød om Hjærtet. Thi, tænkte han, blev dette Stykke Jord ordentlig behandlet, kunde det føde to Køer. Han havde én Ko, Mette Splyd havde én . . . en til - sikken en Mælkning! 247 Kanske endnu en Ko, naar et lille Stykke af Humlehaven blev ryddet. Nogle - Kalve var der Plads til i Mettes i lang Tid ubrugte lille Udhus.

Lars Iversen maatte holde sig for Øjnene for ikke at overvældes af de Drøvtyggerfantasibilleder, som tyngende sænkede sig over ham.

- Jeg kunde lige saa godt have taget Kællingen for mange Aar siden. Et Asen har hun altid været, men, jo længere hun har levet, desto værre Asen er hun bleven, sagde han til sig selv. Men det Stykke Jord vil jeg ha' . . . jeg vil . . . jeg vil ha' det Stykke Jord! - og Lars Iversen knyttede Haanden mod den lyse Plæne med Frugttræerne . . . i Guds Navn, lad mig tage den forbandede Kælling med i Købet, siden Baronen er det Bæst, som han nu en Gang er . . . og siden han har den gamle Sidse til Moder . . . æh . . . bæh!

Lars Iversen vrængede og søgte efter Evne at efterligne Enkebaronessens stive Holdning og langsomme Gang.

Lars Iversen gik ud i Skoven og brugte sin Økse saa det susede under Huggene. Han anbragte den hensynsløst, hvor han kunde komme til, paa Vindfæller saa vel som paa dødsdømte Træer. Men det var rent lyriske, slet ikke forstmæssige Hug.

- Ædelgran har jeg aldrig prætenderet paa . . . Hvidgran . . . ikke en Gang . . . men en gemen gammel Fyrreskinke . . . ja . . . ja . . . det er saa Livets Gang . . . skidt er det . . . men det kan vel aldrig blive anderledes.

Han kom tilbage, og da stod Solen højt paa Himlen. Han kikkede ind i Mette Splyds Baghave. Græsset var blevet mørkere og saa endnu appetitligere ud.

- Kanske tre Køer! sagde Lars Iversen, løftede sin Brystkasse, sukkede og tog sin Beslutning. Han stak en stivet Flip fra oven ned i sit Brunels Halsbind, iførte sig Blanklæders Støvler og sin selvlavede Uniformsfrakke af grønt Klæde med støbte Bronceknapper, hver prydet med et af Skovens vilde Dyr i Relief. Frakken maatte finde sig i, at de nederste Knapper paa Grund af, at de sidste syv Aar havde lagt Aarringer af Fedt om hans Liv, ikke kunde naa sammen. Iversen tændte en Cigar, styrkede sig igen ved en Slurk af Baronens Rom og betraadte for første Gang i sit Liv Mette Splyds Stue - ikke uden Hjærtebanken.

Han ventede, at Husets Værtinde skulde blive yderlig forbavset. Men Mette Splyd havde været hos Enkebaronessen 248 Gaarsdagens Eftermiddag, havde faaet fornøden Underretning, og hun havde straks fundet sig til Rette i Situationen, der, naar alt kom til alt, kun kunde gavne hende i pekuniær Henseende.

Hun sad i sin eneste gamle, haardsædede Lænestol, forberedt paa Repræsentation. Om hendes føre Skikkelse sad en ti Aar gammel, kirsebærrød ulden Kjole, som hun havde købt paa en Avktion i den forrige Skovriders Stervbo, saa stramt, at den truede med at revne i alle Sømme. Sin sædvanlige Hue havde hun ombyttet med en af store Strimler omgivet, tæt Kappe. Nu maatte hun hæve sig ud over Bondestanden og give "Madamen". End ydermere betegnede hun det ved hvide Bomuldsstrømper og Brunels Snørestøvler paa sine uhyre Fødder. Det, der hos andre Kvinder vilde hedde Smalben, og som hos hende var saa tykt som en forsvarlig Læg, bovnede frem som en tæt stoppet Pude inden for og oven over de korte Skafter.

- Føj for Fanden! klang Trodsen i Lars Iversens Indre, da han saa sin paaoktroyerede Genstand, men sit Ansigt havde han efter nogen Forberedelse, inden han gik hjemme fra, faaet ordnet i de blødeste Folder, det kunde opdrive.

- Vil Iversen ha' et Glas Punsch? sagde Mette Splyd med et saa dannet Tonefald, som hun kunde tvinge ind i sit brede sjællandske.

- Gaar det an paa Formiddagen, Madam Splyd? sagde Skovfogden lige saa dannet.

Mette tog en dampende hvid Fajancepotte ud fra Kogehullet i Kakkelovnen og skænkede brun Punsch ud i to Ølglas.

- Det er Ollendorffs fra Holbæk, sagde Skovfogden efter at have nippet til den.

- Er den ikke ret behagelig? sagde Mette.

- Højligen, sagde Lars Iversen.

- Velgaaende, Iversen! sagde Mette og stødte sit Glas mod hans.

- Tak! sagde Lars Iversen. Gid Vorherre vilde glæde ethvert skikkeligt Menneske!

- Ja, det maa vi saamænd alle bede til, sagde Mette.

- Bare Menneskene kunde enes i al Ting! Madam Splyd. Saa vilde Livet være saare godt.

- Ja, det har Iversen s'gu Ret i.

Lang Pavse! Begge stak Næserne i Glassene og sugede langsomt, ligesom i aftalt Andantetakt, Draabe for Draabe ind af den meget søde Drik.

249

De betragtede hinanden over Glassets Rand. Fire smaa listige Øjne mødtes. Men Situationen begyndte at blive uhyggelig. Begge sukkede:
- Aa-ja . . . saa gu'. Saadan er Livet!

- Det er det, som det er, sagde Mette.

- Ja lige akkurat, sagde Iversen.

- Og det bliver ikke anderledes, sagde Mette.

- Nej, Vorherres Skabelse kan ingen omstøde, sagde Iversen.

- Nej, det er umuligt for os Mennesker, sagde Mette og foldede Hænderne.

Et nyt Drag Punsch, en ny Pavse! Endelig sagde Mette:
- Ja Iversen, det kommer da Dem til at begynde.

- Madam Splyd har da Aarene forud, bemærkede Iversen ikke uden en bittermandelagtig Tilsætning til Sødmen i Tonen.

- Jorden skal jo samles, sagde Mette.

- Det skal den, sagde Iversen.

- Lad os saa drikke dette Punscheglas ud hver paa sin Side, sagde Mette i Læsetone, og opvende vore Tanker til ... til den Kant, hvorfra alene Velsignelsen kan udgydes over et ægteviet Par.

- Vi skal vel løse Kongebrev? sagde Iversen, mens han hostede og spyttede med bortvendt Ansigt.

- Det koster nok 16 Daler i gamle Penge, sagde Mette. Men det kommer vi vel ud over . . . Men det er vist bedst, at Iversen ser, hvad her er af Uldent og Linned . . . saadan rent ud sagt . . . Iversen kan tænde en ny Segar (Mette tog en Papirspakke ned fra en Dragkiste) . . . det er af dem til tre for otte Skilling i gamle Penge.

Der var meget hjemmegjort Tøj i Mettes Skuffer i Storstuen. Men Lars Iversen var for meget af en moderne Mand til ikke at tænke:
- Hvad skal jeg med alt det? Det skal, min S'æl under Hammeren, naar jeg faar Magt over det.

Mette følte sig aabenbart skuffet ved Skovfogdens kølige og fremtvungne Beundring af det, hun i en lang Aarrække havde dynget op af uproduktive Flidsfrembringelser. Iversen mærkede det og sagde til sig selv:
- Noget maa der gøres for en Ordens Skyld - og han omsatte sin indre Stemme i en praktisk Handling, idet han, efter at have strøget sit stive Overskæg og befriet det for Punschelevningerne, gav Mette Splyd et Kys paa Munden.

250

- Nej, Gud frelse og bevare os, Iversen! sagde Mette og tørrede sin Mund med Forklædet.

- Jo, det skal til, især blandt Folk udenfor Bondestanden, sagde Skovfogden, mens han energisk kvalte et Suk, tog Afsked og gik.

Da han var uden for Døren sagde han:
- Det var overgemt Kødmad.

Han satte sig i det Vindue, hvorfra han kunde se Mette Splyds Baghave, og mod hver Følelse af Modbydelighed, der rejste sig i ham, stillede han de tre Køer op. De tomme Mellemrum, hvori Køerne ikke ret vilde lystre hans Fantasis Bud og forlangte at reduceres til to, udfyldte han med dæmpede Forbandelser mod sin Herre, Baronen.

VII.

Fjorten Dage efter havde Skovfogden Lars Iversen, 52 Aar gammel, og Enken efter de to sidste Skovfogder i Strandholt Hestehave, Mette Splyd, 59 Aar gammel, Stuebryllup hos Præsten. Nærværende var kun det lovbefalede Par Vidner.

Da Brudeparret havde besteget den bageste Agestol paa den Gaardmands Vogn, som besørgede Brudekørslen, var Lars Iversens første Ord:
- Ja, saa maa vi straks se at faa en Kondition til Tøsen.

Det var gaaet Mette med hendes Datter, som det gaar Dyr med deres Afkom. Mens hun var lille, havde hun forkælet hende og ruget over hende som en Drage, da hun blev stor, havde hun ikke brudt sig om hende, det hun vidste af. Nu brød der en Rest af Moderkærlighed blandet med en Slags Konvenienshensyn frem og gav sig Luft i et kort Udbrud af Graad:
- Lars Iversen, det er min og min salig Mands eneste Livsfrugt.

Lars Iversen sagde ogsaa i en sentimental Tone, idet han pegede mod Forsædet paa en bred Ryg, tilhørende Vognens Ejer, der selv kørte Hestene:
- Jeg er vis paa, kære Hustru, at Mads Hansen dér vil behandle vores Lotte med sanddru Faderkærlighed, ret lige som 251 om hun var udsprungen af hans eget Kød og Blod. Han skal have en indvendig Pige til den første.

Charlotte vilde saa nødigen nedsynke i Bondestanden; hun er ærgerrig ligesom hendes for mange Aar siden afdøde Fader.

Brudeparret tav efter den aandelige Anstrængelse, som det havde kostet det at faa saa mange smukke Fraser drejede.

Snart holdt man uden for Mettes Hus. Der skulde det "unge Par" bo, mens Lars Iversens forrige Lejlighed skulde gøres i Stand til " Landliggere", som i disse Aar havde begyndt at søge langt bort fra København, især "Kunstmalere og saadanne nogle". Af dem havde Lars Iversen i de sidste Par Somre havt et Par liggende.

Inden de stod af Vognen, pegede Skovfogden ud mod Vænget og sagde til Mette:
- Vi har snakket om at holde tre Køer, ikke at tale om et Par Grise til. Men saa kan vi ikke føde en saadan helvoksen Pige. For saadan som de klør paa Føden i den Alder!

Dette Argument nedslog enhver Modstand hos Mette. Den genopvaagnede eller kunstig genopvakte Kærlighed til Datteren forsvandt aldeles, da hun ikke, som Moderen havde ventet, var til Stede for at opvarte de to Mænd, Bryllupsvidnerne, med Smørrebrød og Snapse, Kaffe og Søsterkage, som stod paa Bordet.

Hun blev ikke ængstelig over sin Datters Fraværelse; hun kendte hendes "obstinatsige" Sind. Det havde jo røbet sig i den Ringeagt, Datteren havde vist hende, siden hun, uden at Moderen havde mælet et Ord derom, havde erfaret, hvad der forestod. Og Lars Iversen var glad over, at Peter heller ikke var til Stede, thi han havde heller ikke sagt ham noget og følte sig skamfuld overfor Sønnen.

Lotte og Peter vare hver paa sin Maade blevne dybt krænkede, man kan vel sige, moralsk forargede, da Rygtet om deres Forældres Ægteskab naaede dem og bekræftedes ved alle de Erfaringer, som deres ved Spændingen skærpede Sanser anstillede paa "de gamle". Mette havde snart mærket, at hendes Datter vidste god Besked, havde hverken bekræftet eller benægtet noget, havde talt om, at nu skulde hun ud at tjene, "for der skulde jo ske megen Forandring her i Strandholt Hestehave", men det var nu en Gang simple Folks Børns Lod osv. osv.

Situationen havde nærmet Peter og Lotte end mere til hinanden. Uden at have truffet bestemt Aftale havde de hver 252 Aften i Mørkningen mødt hinanden ved en Stente i Skoven; Peter sad overskrævs paa Leddet, Lotte sad paa et af de Trappetrin, der førte over Gærdet. Talen bevægede sig i indignerede Udbrud som:
- Det kalder man Kærlighed!

- Det bliver et kønt Par for Brudeskamlen!

- Han faar Kam til sit Haar!

- Hun faar Klø, naar han bliver galho'det!

- Hun bider igen med de to Fortænder, hun har.

Men Harmen, der formede sig temmelig ens i spottende Ord, som den ene eggede den anden op til, ytrede sig helt forskellig i deres Sind.

Den langvoksne Knøs havde ud af de Skikkelser, han havde suget ind af sine historiske Romaner, faaet tømret sig nogle ædle Dannemænd og Dannekvinder. Jo dybere de sænkedes i hans trofaste Hukommelse, des højere voksede de op i hans endnu barnlige Fantasi. De højnede sig op paa lange Ben, der knap berørte Jorden, saa deres Hjælmhuer eller Fjerhatte gennembrød Himmelhvælvingen og naaede langt ind paa den anden Side af den. Mod disse vældige, kolorerede Skyggebilleder stod Lars Iversen og Mette Splyd som raa Fornægtere af den højbaarne Elskov og alle med den rangerende ridderlige Følelser.

Den legemlig fuldt udviklede Pige havde ikke nær den Hang til at tro paa og hengive sig til sligt. Hun havde hørt efter, naar Peter havde læst; Læsningen fyldte altid rent materielt hendes tomme Tid. Den gav hende den opfundne Begivenhedsrække som en Slags Erstatning for et Liv, hvori intet skete uden kedsommelige eller ydmygende Hændelser, men hun havde ingenlunde, som Peter Iversen, følt sig krænket en Gang, da hendes Moder ved sin Hjemkomst saa Lampelyset spejle sig i Peters Taarer og havde sagt: "Hvad vil Du græde over det for, Peter? Det er jo Løgn altsammen, eller ogsaa er det jo noget, som ikke rager Dig!" Vare Figurerne voksede højbenede hos Peter, hos Lotte havde de snarere faaet et ordenlig Slag paa Hovedet af den prosaiske Forstandskritik, og den havde gjort dem til lavstammede underjordiske, der kun kom frem i Mørket, dansende under den søjleluende, løftede Høj, men svandt i Taagen ved første Hanegal. Hun maalte ikke sin Moders forestaaende Bryllup med anden Maalestok end en ung, frisk Piges naturlige Modbydelighed mod Ægteskab mellem gamle Folk og med sin 253 Frygt for sin egen Skæbne. De to Barndomsvenner havde bestandig ophidset hinanden.

- Jeg vil ikke ud at tjene Bønder, havde Lotte sagt og stampet mod Stentens nederste Trin.

- Nej, det siger jeg med. Det skal Du heller ikke gøre. For man skal gaa opad og ikke nedad. Man skal ha' Fidus til sin Lykkestjerne . . . saa . . .

- Hvad saa? spurgte Lotte.

Herpaa vidste Peter Iversen ikke at give noget direkte Svar, men sagde:
- Ja . . . jeg vil nu se, om jeg kan lægge lidt op . . . saa kan jeg kanske med Tiden blive Forstkandidat . . . kongelig Skovrider . . . ja, der er de Forstkandidater, der ender som Overførstere, og de er vist mere endnu end Baronen.

Lotte trak paa Skuldrene, lidt vantro lige over for denne Idé, der paa én Gang gik hende for højt og. ikke højt nok. For, naar man endelig skulde ønske, saa kunde man jo tage Munden fuldere. Hun ledte i sin Fantasi og Hukommelse efter noget, hun kunde ønske, og i Ønsket overbyde Peter Iversen. Nu huskede hun, at hun, i Købstaden, i Gæstgivergaardens Forstue, havde set et Billede af et mægtigt udenlandsk Badehotel, langt større og lysere end den gamle røde Herregaard, med dejlige blaa Bjerge bag sig, dejligt blaat Vand foran sig, selv skinnende hvidt, og med dette Minde sammenknyttede hun en tilfældig opsnappet Viden om Københavns første Hotels Navn og hun udbrød:
- Jeg vilde ønske, jeg ejede Hotel d'Angleterre paa Kongens Nytorv.

Peter blev imponeret, for saa vidt som han ikke rigtig forstod, hvad hun mente.

Samme Morgen, som Forældrenes Bryllup skulde staa tidlig paa Eftermiddagen, red Peter igen paa Leddet, og Lotte sad paa det andet Stentetrin, mens Luften tindrede af Klarhed, og Skoven blinkede i Sol og Fugtighed. De havde som sædvanlig strammet hinanden op med Spot mod deres Forældre. Men pludselig brød Lotte ud i Graad, rev en Kvist af et Bøgeskud nær ved Ledstolpen, kylede den fra sig og sagde:
- Jeg sætter aldrig Benene mere i Huset derhjemme.

- Vil Du flygte? sagde Peter og udtalte det i sin højtidelige Stemning som "fløkte", og Tanken om noget saa uhørt, noget 254 saa æventyrligt som en Flugt tændte et Blink i hans døsige, lyse Øje.

- Ja, sagde Lotte. Jeg tager til København. Men jeg har ingen Penge.

Peter tog en hæklet rød Pung op, trak tre Tokronestykker frem, holdt dem op mod Solen, saa de hvidglødede, sprang højt i Vejret, kastede Møntstykkerne op i Luften og raabte:
- Tak skal Du have, Lotte, hvis Du vil tage dem af mig.

- Jeg vil laane dem, svarede Lotte lidt knibsk.

- Det kan Du ogsaa, sagde Peter resigneret. Hans Poesi blev brat afkølet til jævn Prosa. Der er de, værs'go!

- Jeg tager ind til min Kusine. Hun er gift med en, der sælger Cigarer i Gothersgade, sagde Lotte.

- Naa saadan, sagde Peter. Han havde ventet en hensigtsløs Flugt ud i den vide, vide Verden, og han vilde ubemærket følge Lotte til Horizontens Rand. Nu fik han et nyt Nedslag mod sin Moder Muldjorden ved saa prosaisk konkrete Bestemmelser som København, en Cigarhandler og Gothersgade. Egentlig tabte han Lysten til at følge med, maaske fordi han følte, at Lotte heller ikke vilde have ham med.

Lotte sprang ned fra Stenten og sagde:
- Naar de er taget i Kirke, pakker jeg mit Tøj og gaar til Stationen.

- Det er en stiv Mil, sagde Peter.

- Jeg véd det nok, sagde Lotte og knejste udfordrende.

- Det er da . . . jeg mener . . . bedst . . . mener jeg . . .

- At Du følger mig til Stationen.

Peter blev sjæleglad og fik Taarer i Øjnene af Fryd, fordi Lotte forekom hans Forslag.

- Ja, lille Lotte, det vil jeg saa gerne, sagde han. For det bliver dog mørkt, inden Du naar den. Og jeg vilde dog gerne . . . gerne . . . sige Dig Farvel . . . og være sammen med Dig, til vi skilles for Evigheden . . . For jeg tør vel ikke følge Dig til København?

- Hvad skulde Du der? Der kan Du jo ikke lære Forstvæsen og blive til det, Du vil blive.

- Ja, men saa kunde jeg jo blive . . . noget andet . . . jeg kunde blive lige, hvad Du vilde have, jeg skulde være.

Og hans vandblaa Øjne gloede dumt - eller drømmende, som man nu vil tage det - ud i Luften.

255

- Saa skulde Du blive Ejer af et Hotel, sagde Lotte, tror Du, Du kan blive det? Hvad?

- Ne-e-j, sagde Peter slukøret, thi hverken Romantiken eller Livet havde givet ham nogen Forklaring af, hvad det var for en Stilling, og rent umiddelbart tiltalte den ham egentlig ikke. Trods sin Ydmyghed lige over for Lotte, gjorde hans indre Følelse en stolt Protest, som han formede i det uudtalte Ord: Over kromand.

De gik hjem, men skiltes ad paa Vejen for ikke at vække Mistanke. Peter spiste Frokost med sin Fader, uden at der blev vekslet et Ord om, hvad der forestod. Mette forudsatte, at Lotte vidste alt, sagde derfor intet, men trakterede hende og sig selv med Chokolade. Baade Brudgom og Brud vare glade ved, at Børnene fjærnede sig før Middag, saa vare de foreløbig strøgne ud af Tilværelsen.

Men aldrig saa snart hørte de Gaardmandens Vogn rumle, før de, skjulte i Humlehaven til hver sit Hus, gjorde Tegn til hinanden. Peter gik først, og, da han havde ventet et Kvarter ved Stenten, mødte Lotte.

De savnedes heller ikke, da Ægteskabet var fuldbyrdet.

VIII.

De to unge Flygtninge vare komne ud af Skoven, da en guldgul, diset Aftendæmring henover den runde Slette, en stor skovbegrænset Cirkus, bredte et Skær, der glimrende og idealiserende fremhævede visse Genstande, medens det beslørende omhyllede andre. Hvad der havde lyse Farver, skinnede brandrødt eller bleggult, hvad der havde mørke, blev kulsort med graaviolette Rande.

Noget magisk, overnaturligt laa udbredt over det hele. Og midt i det flammede Herregaardens Vindfløj, blegt som en Stearinlysflamme mod den lyse Himmel, mens Gavltakkerne tegnede sig med flossede Rande. Den høje Bygning beherskede sine Omgivelser og stod støt og bred som en Lensherre mellem Vasaller.

Lotte kunde ikke faa Øjet fra den aristokratiske Fremtoning. 256 Hvorfor blev hun stødt ud derfra, ligesom hun naaede derop? Hvorfor havde hun ikke Ret til at gaa ud og ind der? Havde hun ikke baaret sig dumt ad, da hun skræmmedes for Anders Tjener, da hun flygtede for Baronen? De to Typer: Herremanden og Herskabstjeneren flød næsten sammen i hendes Minde. Var det ikke de samme stærke føre Karle med store Øjne og mostætte Skæg?

Herregaardens Befolkning filtrede sig sammen i en Klump. Hun knyttede Hænderne under sit Forklæde uden at have Mod til at række dem op imod Genstanden. Hun kunde ikke faa andet Udbrud for sine Sindslidelser end Raabet:
- Hotel, Hotel, Hotel!

Hun syntes, at dette Ord maatte kunne mane Herregaarden langt bort.

- Hvad er det? sagde Peter.

Hun svarede ikke. Mørket sænkede sig dybere. Farverne graanede ud i Natmulm. Det gik ad Veje, hvis Pløre slog op om Fodtøjet som tyndæltet Dej, mellem Grøfter og enkeltstaaende, opløbne Pile. Lys fra Stationen skimtedes endelig, først som lyse- og mørkerøde Pletter, derefter som langagtige Smaaelipser, endelig fortættede til Smaacirkler.

Jo tydeligere og tættere Lysflammerne tegnede sig, desto mere kom der Bølgegang i Peter Iversens Mod. Han følte Trang til at udtale en Erindring, der fra hans Læsning havde trængt sig paa ham, lige siden Mørket faldt paa. Thi, da Lotte tav, var han først bleven fortvivlet, og det tomme Mulm indgav ham Trang til at fylde Rummet med noget. Han havde ikke andet end Fantasibilleder ved Haanden. Dem kommanderede han ud til Tjeneste. Det er et Kompagni, som let lystrer den, der tager Kommandoen.

Han havde i sin Tid begyndt at læse "Nordens Guder" for Lotte i hendes Moders Køkken, men maatte opgive det. Thi Lotte kunde ingen Forestillinger hæfte til Ordene. De løb ud i et som en mumlende Strøm i Peters uartikulerede Foredrag, der blev endnu værre, fordi han vilde lægge samme Pathos i det hele og slog ind i samme Diktion, som Degnen, naar han bad i Kordøren. Han turde ikke tale saa højt som Præsten paa Prækestolen. Nu manede han Thors Vandring til Udgaard frem. Foran sig selv og Lotte forestillede han sig Thor og Loke vandre. Sig selv og Lotte udstyrede han som Thialfe og Roska, og uden mindste Følelse for det parodiske gentog han i sit Indre følgende 257 to Strofer saa tidt, at de, uden at han vilde det, blev hørlige i nynnende Sang paa Melodien: "Vift stolt paa Kodans Bølge":

Det kan jeg fuld vel sige:
Thial' blev en Helt saa god,
han var en Kæmpes Lige
i Førlighed og Mod;
det voldte stærken Spise,
dertil var han hel klog,
Thor monne højt ham prise!
han bar den tunge Brog.

Roska, den væne Søster,
vel havde Frejas Maal;
om hendes trinde Bryster
sig hvælved blanken Staal.
Som ingen Mø i Thule
hun smilte kæk og huld;
over de Lokker gule
bar hun en Hjælm af Guld.

Peter var ingen Kæmpes Lige; Føden, han fik hos Skytten, vilde det være Synd at kalde "stærk": Brog vidste han rigtignok ikke, hvad var; det, som hvælvede sig om Lottes Barm, var det grønt- og sorttærnede uldne Shawl, som hun altid tog paa i ondt Vejr; samme Stykke havde hun i Dag slaaet over Hovedet, og dets Lighed med en Guldhjælm var ikke let at finde.

- Du har Humør til at synge, sagde Lotte.

- Nej, men netop derfor gør jeg det, sagde Peter.

- Det er noget underligt Vrævl af Dig.

- Det er det ogsaa.

Nu stod de foran den lave Stationsbygning, der laa øde og naboløs midt paa den flade Mark. Vindstrømmen susede ind i Forsalen, saa Kamfinlampens Flamme svajede til alle Sider. Paa Bænken sad en Drager og sov, inde bag Ruden til Billetkontoret saas Stationsforvalteren, der ogsaa var Billettør, sovende paa en Stol. Det var Stationens hele Besætning. Den eneste Ventesals aabne Dør udaandede et muggent lugtende Pust af Kulos og nyvasket Bræddegulv.

Vore unge Vandrere vare trætte. De satte sig paa en Træbænk i Ventesalen. Lotte sov eller lod, som om hun sov. Selv om Peter havde turdet tale til hende, vilde han ikke have formaaet det; hans Bryst var svulmende spændt af Sorg, og den tilbagetrængte Graad snørede Luftrøret sammen paa ham.

258

Dødsstilheden afbrødes kun af Vindens Piben i Kakkelovnen, af Lampekuplens Raslen og af Dragerens Snorken, der lød ind fra Forsalen. Pludselig et Hvin, en Buldren, der nærmede sig! Dragerens Trætøfler klaprede, Billetkontorets Rude blev bragende skudt op; i Fart fik Lotte Billet, Peter bar hendes Bylt ud paa Perronen, hjalp hende ind i en tredje Klasses Waggon; faa korte Ord veksledes mellem Togfører og Stationsforstander, mellem Konduktør og Drager; tre korte Hvin . . . ud i Mørket i susende og hvæsende Fart! Først efter et Kvarters Forløb kom Lotte til Besindelse og følte sig umaadelig bedrøvet og angest. Her, i det halvmørke, lange Rum med en eneste Lampe i Baggrunden, foruden hende en eneste Passager, der sov i Waggonens modsatte Ende, her, mellem de fedtskinnende, tomme, gule Træbænke, fik hun Følelsen af, hvad hun havde vovet, og af, at nu var Broen brudt af mellem hende og Hjemmet, der, hvor lidet det end lovede hende, dog var i Stand til at yde hende sit Ophold.

Atter Piben! Mange Lys, Larm og Raab! Mange højtraabende, mod hinanden tørnende Mennesker, "Farvel, Pedersen! " "Adjøs, Hansen!" - "Har Du Billet?" - "Varsko!" - en Bagagevogns hvinende Rullen, mens den blev trukken hen ad Perronen; Stødet af tilhæftede Vogne, Brølen af Køer, Brægen af Faar, Grynten af Svin!

Det var en Købstadstation, og der havde den Dag været Marked i Byen.

Waggonen blev i et Minut eller mindre fuld af Mennesker, af Lugten af vaade Klæder, af kvælende Tobaksrøg, af Raab fra Ende til anden, af Latter og Eder, og, aldrig saa snart var Toget i Gang, før en tenorsyngende Kvægpranger satte i: "Vil Du nu bare la' Hønen gaa", og et brølende og hujende Kor løftede sig straks og overdøvede Togets buldrende Rullen langs Skinnerne.

Lotte havde trykket sig op i Hjørnet og brugte sin Bylt som et Skjold mod sin Sidemand, en lang beskægget Karl i Ulstercoat og graa Bulehat. Han rykkede stadig nærmere til hende og sagde tilsidst højt:
- Søde lille Jomfru! Skænk mig Deres bare Hjærte.

- Vil Du bare la' Hønen gaa, Ollevarius! lød det fra den anden Side fra en tyk Slagter i graa Pels og lodden Hue.

Grin og en ny Udførelse af den folkelige Sang! Bajerske Ølflasker blev trukne frem, Brændevinsflasker gik rundt; Cigarer og Piber tændtes, Gnister spruttede til alle Sider. Larmen afbrødes under de korte Ophold paa Stationerne, for bestandig at 259 tiltage i øredøvende Styrke, jo mere Toget nærmede sig Maalet. De røde Ansigter glødede i Lyset fra Lampen og Cigarerne, Hattene kom paa Sned eller gled ned i Nakken, Vinduerne aabnedes, Trækvinden gennemsusede Waggonen, Flasker heves ud gennem Vinduerne under Hurraraab.

Flere og flere Lys skinnede ind ude fra, højt oppe fra gennem Vinduer i uregelmæssige Linjer. Tog suste forbi. Gader viste deres halvlyse Munding, saa kom Vand, hvori Lysfurer sitrede. Det rumlede og dundrede. Flere og flere Lys i vild Vrimmel, til Toget holdt under Københavns Stations brede Tøndehvælving.

Summen og Susen, Trampen og Rullen fra den fra Toget udspyede Menneskestimmel. Pigen fra Landet fulgte mekanisk dens Retning. Hun var i en Verden, om hvis Tilværelse hun ikke havde nogen Forestilling; thi vel vidste hun, at København var en stor By, men at den skulde være saa meget anderledes end de tre, fire Købstæder, hun havde set, var ikke faldet hende ind.

Øjenblændet og øredøvet kom hun ud i øsende Regnvejr, dampende Lysdis, Vrimmel af Mennesker og Vogne, hinanden krydsende forvirrede Raab. Folk løb ud mod en Række underlige "Enspænderwienervogne"; nogle Personer, som Pigen fra Landet antog for Soldater, med løjerlige kullede Huer og Regnkapper vare i travl Bevægelse; til venstre stod en Række Fyre i hvide Kitler - sikke dog en Paaklædning paa denne Aarsens Tid! -

Hun var bleven staaende paa Trappen og turde ikke styrte sig ud i det Hav, der bruste for hendes Fødder. Hun klemte sig op mod en Træpille, der støttede Taget over Indkørselen og holdt Bylten foran sig omspændt med Armene og de tæt krydsede Hænder. Shawlet var gledet ned om Nakken; Regnen sendte sine piskende Strømme, Vinden sit kolde Pust, en Gaslygte sit gule Lys lige ind i Ansigtet paa hende.

Snart var Pladsen ryddet. De sorte og de hvide Mennesker, de kullede Huer og de smaa Wienervogne sprængtes til alle Sider, som en bred og flad Vandpyt, naar en stor Sten kyles i den.

- Uh! skreg Lotte pludselig. Hun saa et rødt skægget, grinende Ansigt - hendes Sidemands i Waggonen - tæt ved sit eget.

- Kanske Jomfruen ikke vil forsmaa min Ledsagelse.

- Lotte raabte ind i den store, tomme Sal:
- Peter - Peter Iversen . . . kom!

260

Det var en Hallucination, der saa ud som en fornuftig Beregning. Lotte havde siddet gemt i en Rus eller en Drøm, siden hun besteg Jernbanetoget. Hun syntes i dette Øjeblik, at hendes tro Beskytter maatte være saa nær, at han kunde raabes op.

Tilfældigvis gik en stor og svær Person i Vinterkappe inde i Salen fra Perronen. Herren trak sig tilbage og sagde:
- Naa paa den Maade! Jomfruen har en Jon ved Haanden. God rolig Nat og vær en pæn Pige!

Dermed gik han; hans brede Ryg forsvandt efterhaanden i Mørket.

Ja, nu maatte hun afsted. Hun havde set alt forsvinde til venstre; hun gik samme Vej. Snart var hun igen midt i Brændingen. En Hvirvelstrøm af Mennesker og Vogne, hvoriblandt nogle store med kulørte Lygter, som Mennesker strømmede ud og ind af fra begge Sider.

Hun saa en Person, klædt næsten som en Arbejdsmand derhjemme, komme med en belæsset Trækkevogn foran sig. Hun spurgte om Vej til Gothersgade.

- Lige efter Næsen immervæk, spørg væk etter Kongens Nytorv!

Han trillede videre. Landsbypigen havde et Indtryk af, at det var et halvt fremmed Sprog, der susede om hende. Hun gik lige ud, syntes hun, gik og gik, og bestandig bestrygende Menneske efter Menneske, gennem mere eller mindre, yderst ustadig belyste Gader. Hun vilde flere Gange sætte i Løb, men inde paa Fortovet busede hun mod Mennesker; en Gang gik det ene Ben fra hende ned i en Kælderhals, og ude paa Gaden var hun nogle Gange ved at faa en Vognstang i Livet. Hun turde ikke standse nogen og spørge videre, for det var da rædsomt, som alle Mennesker havde travlt i denne By. De rendte som Niels Ringer derhjemme, naar han havde sovet over sig til Morgenringningen fra Klokketaarnet, eller kørte som Præsten, naar han skulde ud og berette en syg.

Da hun sidste Gang veg til Side for en Gruppe Mandfolk, der gjorde Mine til at "genne" hende, havde hun gjort et Spring til Siden. Hun havde tabt Følelsen af, at hun havde brudt Linjen. Der, hvor hun gik nu, var der langt mørkere, og stundom syntes hun, at Husene slog sammen om hende. Larmen af Mennesker og Vogne døde mere og mere hen; hun mødte 261 færre og færre. Nu udvidede Rummet sig . . . hvad var det? Vand med store sorte Bygningsmasser paa den anden Side.

Lotte standsede foran Vandet, turde naturligvis ikke gaa frem, men vidste heller ikke, hvad der lurede paa hende til højre eller til venstre, og intet Menneske var at øjne. Hun arbejdede Modet op i sig ved følgende Replik:
- Sikken en tosset By! Der løber Aaer midt igennem den.

Noget stak hende temmelig haardt i Nakken. Hun vendte sig om og saa en Paraply med en Skikkelse under.

- Om Forladelse! lød en høflig Stemme, som Lotte havde Verdenserfaring nok til at høre kom fra "en pænere Mand".

- Kan Herren sige mig, hvor jeg finder Gothersgade? spurgte Lotte ret frejdig.

Paraplyen sænkede sig bagover, og Lyset faldt paa et hvidt Skæg. Et hvidt Halstørklæde tittede frem foran mellem Overfrakkens opsmøgede Kraveflige. Lotte blev helt glad, for en Mand, der saadan til Hverdagsbrug gik med høj sort Hat og hvidt Halstørklæde, maatte sagtens være en Præst. Overskægget rokkede hende ikke i denne Overbevisning, thi hun havde en Gang i sin Moders Stue hørt en Disput om, hvorvidt det var passende, at den nærmeste Købstads nye Præst bar "saadan noget Soldaterudslet".

Den fremmede Herre bøjede sig ned mod hende og sagde:
- Hvor kommer De fra?

- Fra Landet, med Jernbanen.

- Naa, saa er De faret vild. Men jeg skal omtrent samme Vej. Vil De følge med mig.

Han gjorde en Bevægelse, som vilde han byde hende Armen og skærme hende med Paraplyen, men trak sig straks efter tilbage med et:
- Hm! . . . Skal De tiltræde en Kondition her i Byen?

- Ja - - ja - men jeg skulde først ud til min Kusine, og hun bor i Gothersgade.

- Er De fra Sjælland? Saa-aa? Det kan man ikke høre paa Dem.

- Jeg er ikke bondefødt. Jeg er Datter af en Skovfoged.

- Hm! Hm! Naa . . . ja . . . bare De nu maa befinde Dem vel . . . for Overgangen fra et stille Landliv til de store Byers Liv, den er . . . Hm! her er en Kamp for Tilværelsen, som man kalder det.

262

- Ja, det har Pastoren Ret i, det har jeg allerede mærket, sagde Lotte og sukkede.

En let Trækning med Skulderen viste, at den gamle Herre lo. De stod lige under en Lygte, hvis Skin viste ham, hvor køn hans Ledsagerske var.

- De er . . . stammede han . . . er vel forlovet?

Lotte blev indvendig glad, men fandt det selvfølgelig at være Pligt at se knibsk ud. Hun svarede blot:
- Aa-aa! Ne-e-ej! Det er jeg rigtig slet ikke.

De stod et Øjeblik stille under Lygten. Den gamle Herre havde smøget Kraven ned; Lotte skelede med det ene Øje ned mod den vaadt skinnende Stenbro, med det andet op mod sin Kavaller. Denne blev staaende og mumlede uhørlige Ord.

- God Aften, Hr. Justitsraad! lød det ind i hans Øre. En forover bøjet Skikkelse i en lang Overfrakke, som Vinden slog tæt ind om Benene, strøg forbi, lydløst.

Den ældre Herres hele Ansigt fortrak sig til en fortvivlet Grimace.

- Hej! . . . Fuldmægtig Jespersen! . . . nej, væk er han! Nu vrøvler de i Morgen i fjerde Kontor om, at jeg . . . Det er dog ogsaa . . .

Han satte i langskridtet Gang med Paraplyen stridig stemmet mod Vind og Storm. Naar Lotte kom ham paa Siden, gjorde han et Spring frem efter for ikke at have Udseende af at følges med hende. Hun tabte ham ikke et Øjeblik af Syne, men fulgte hans Vej uden at se til højre eller venstre, hun mærkede blot, at hun gik gennem Lysalleer over en stor lysprikket Plads, og saa ned i en ny Lysallé. Pludselig standsede Herren og sagde bag ud til hende:
- Dér, dér! . . . for en Ulykke, Menneske! Kan De ikke læse Nummeret? dér! God Nat! God Nat; . . . selv Tak! . . .

Lotte vilde følge Vinket, lidt bedrøvet over, at den pæne gamle Herre forlod hende i en synlig utilfreds Sindsstemning, hvad hun ikke anede Grunden til. Men, inden hun fik Haanden bragt hen til Laasen, røg Glasdøren klirrende op næsten lige i Ansigtet paa hende, og efter Døren fulgte en Herre med lavpuldet Hat og tændt Cigar; Lotte tørnede sammen med ham. Han viste sin Tandrække og smilede, mens han saa hende stift ind i Øjnene. Lotte syntes, at det var underligt, saa alle de Mandfolk, hun mødte i denne By, "gloede paa hende". Hun passede jo dog 263 sig selv. Hun hørte eller forstod ikke, hvad den fremmede hviskede hende i Øret, men skyndte sig at komme ind ad Døren i den størst mulige Fart, og derved kom hun bogstavelig dumpende ned, da hun ikke ænsede de to Trin, som førte nedad.

IX.

En Kvinde stod bag Disken i det snævre Rum, der var garneret med Cigarkasser fra Loft til Gulv. En Dør i Baggrunden stod paa Klem. Igennem den udgik Børneskrig og en sur Lugt. Konen var høj og førladen, vel hen ad de tredive, mørk af Hud og Haar, med sorte Dun paa Overlæben, med store, ikke ganske propre Hænder.

- Men ih Gud! . . . hvordan er 'et, at De kommer drattende? Kan D'inte se Dem for, hva'?

Det var Hilsenen, som Lotte modtog af sin Kusine Juliane, Datter af afdøde kongelig "Løber" Splüth, gift med Cigarhandler Lührs. Lotte havde ikke set hende, siden hun var et Barn, men den Gang havde allerede Kusinens begyndende Knevelsbart gjort et saa stærkt Indtryk paa hende, at hun kendte Juliane paa den nu i dens fuldt udvoksede Tilstand. Men Genkendelse fra Fruens Side kunde der begribeligvis ikke være Tale om.

Da Lotte var kommen til at staa lige paa Benene, nævnede hun, hvem hun var. Men Fru Lührs's Ansigt fladede sig mere og mere ud til Tværhed, og hun sagde:
- Ja . . . se . . . Du er natyrligvis særdeles velkommen . . . men . . . man har jo ikke den Plads under de stø're Forholder herinde, som I har under Jeres mindre Forholder ude paa Landet . . . Saa, nu skriger Sjanne derinde . . . jeg maa, ved Gud, passe mit Barn . . . for min Mand er paa Bal maché i Værtshusholderforeningen . . .

Lotte vidste ikke, hvad hun skulde gøre, om hun skulde blive eller gaa. Hendes Kusine blev længe inde. Men da ringede det bag hendes Ryg, fra Gulvet, hvad der foreløbig interesserede hende saa meget, at hun blev lettere i Sind, og da maatte Fru Lührs ud og udlevere den "Segar til fem", som blev forlangt. Den store Kusine mønstrede hende igen. Lotte sagde:
264 - Ja, jeg er kommen .. . fordi min Moder har giftet sig igen.

Der kom Liv over Fru Lührs's Ansigt, saa dets Former kom til deres Ret igen; Hænderne samlede sig til et Klask, og hun udbrød:
- Næ - Du mildeste! Hvad siger Du, Pige? Ha, ha, ha! . . . Næ-æ-! Hun maa jo være ved de Tres. Nej, saadanne nogle Fruentimmer paa Landet, de er dog enorm simple! Næ-! Ja man kan jo egentlig kalde det Griseri! Kom ind med her, Sjalotte - vi kan lade Døren staa paa Klem til Butiken - jeg maa endelig vide det hele baade en gros og en detalje, som vi Handelsfolk siger. Næ-! Nu har jeg, ved Gud, hørt det med! Hi, hi, hi! Det bliver noget for Lührs, for han er saa rædsom dorkdreven i det humoristiske! Du kan tænke Dig, han har gaaet i Metropolitanskolen, til han var tretten Aar, men saa gik det tilbage for hans Forældre, og saa kom han i Urtekræmmerlære. Kom bare her ind og hjælp mig med at høre, om Klokken ringer, mens vi snakker.

I et lille usselt Rum, en Slags Bagbutik, og i et endnu mindre og uslere Hul ved Siden af med Ildsted foregik Familien Lührs's Privatliv. En stor "Tospænder-Seng", en Kurve-Barneseng og en Vugge efterlod kun en smal Gang. En lille Sofa med laset sort Ulddamaskes Betræk stod under Gaardvinduet, foran den et Bord med et rødt Tæppe, spættet af Fedtepletter. Inde fra den lille Kakkelovns Kogerum udgik af og til en Hvæsen, ledsaget af sprøjtende Plask og vaad Damp. Luften var en Blanding af sur Vuggeluft, Lampe- og Mados, daarlig Haarolje og Cedertræ fra Cigarkasser, der stod paa Hylden oven over den store Seng. Fugtighed, Em og Ælde havde overfedtet det i Smaalaser hængende Tapetpapir paa Væggene, saa ingen skulde have genkendt, hvilke dets oprindelige Farver var.

Fru Lührs satte Vuggen i Gang for at faa det skrigende Barn til Ro. Da det lykkedes, støttede hun begge Albuerne paa Bordet og nærmede Hovedet tæt over mod Lottes.

- Saa fortæl nu . . . hvad? Lad mig faa ordentlig Besked om det hele.

Med behørig Indignation og for en Landsbypige respektabel Tungefærdighed skildrede nu Lotte Skovfoged Iversens og sin Moders Træskhed. Hendes Kritik fandt Tilslutning hos Kusinen ved Udbrud: Gud hvor det er sjofelt! - Og saadan nogle vil paastaa, at de ikke er Bønder! Gifte sig for en Ko's Skyld! 265 Naa, det kalder man Romantæk! Hi . . . hi. . . hi! . . . Sikken en Forestilling det vil blive!

Ikke at tale om andre Bemærkninger, som røbede mere Kyndighed end Blufærdighed, og som fik Lotte til at rødme og sige:
- Nej la' vær' med at tale saa rædsomt flovt, Juliane!

Kaffekedlen kom frem af Kakkelovnen, og de to Søskendebørn vederkvægede sig med dens Indhold. Passiaren og Nydelsen afbrødes ikke ved, at Moderen maatte tage det paa ny skrigende Barn op af Vuggen og give det Bryst.

- Vi skal Skam ha' Lekør til Kaffetaaren ligesom i de højere Særkler. Det er inte noget rent Bondekvæg, Du er kommen til, sagde Kusinen, og mens Barnet bestandig sugede, siddende paa hendes Arm, hentede hun et Ølglas og en mere end halvtømt Flaske, heldte noget saakaldt svensk Banko ud i Glasset, rakte det til Lotte, tog saa selv en Slurk, hvorefter Glasset jævnlig spaserede tværs over Bordet fra Haand til Haand og Mund til Mund under stadige Variationer af det samme Them a om Iversens og Mettes Giftermaal, f. Eks.:
- Hvad siger Du, naar Du faar saadan en Halvsøster som den der? Pu-h! Det er inte til at holde ud . . . Ja, ja, det er godt, man kan faa noget at grine af, naar man sidder i smaa Kaar og ellers ingen Morskab har . . . Hold Barnet Du! . . . der er nogen i Butiken, men glem inte, hvad Du vil sige, mens jeg er borte. Ja, Du forbarmende himmelske Retfærdighed, man hører meget i denne Verden!

Og ude fra Butiken lød det i samme Taktart, som om det var en Fortsættelse af Ordstrømmen i Bagbutiken:
- Værs'go, Herre! tre for tyve, værs'artig, fem tilbage! . . . God Nat, Herre! . . .

Og saa i Døren:
- Nej, men nu skal Du høre, hvordan det er gaaet mig i denne Verden. Ja, hver har sit! Og nu gik det som Vandet i en Grøft med stærkt Fald lige efter Vintersneens Smeltning:
Ja, se, Splüth, det var hun født. Og hendes Fader havde havt rødt, broderet Liberi og havde havt en Hat med Blomster, og den Hat, den havde rigtignok været en Vase, som ingen Postelinshandler kunde gøre efter. Men det kunde rigtignok hun, Juliane, ikke huske et Ord af, men det havde hendes salig Moder fortalt hende, for det var i Kristian VIII's Tid; det havde nok ellers været en rigtig Rad, den Kristian VIII . . . naa da! 266
. . . en gammel Musekat af den mest raffinerteste Sort . . . "Gud! lad os ikke gøre Detajleringer!" For Fristelserne i de højere Stænder . . . de er rigtignok grusomme. For naar Portemonniksen immer er fuld, saa springer jo Champagnepropperne lige saa højt som dansendes Piger. Og hendes Moder havde saamænd snarere været af de bedre end som af de værre. Naa, i Herrens Navn! det ene ta'r det andet, og det andet ta'r det tredje, og saadan immer væk - Gud! der er ingen Ende paa det, naar man saadan skal tænke al Ting ud til deres dybeste Bundfald, som de kalder det i de senere Aar og med de nyere Talemaader, som man lærer sig til i Fylgetoner og deslige Udtalelser i Literaturproduktioner, den Læsning, som Lührs kalder Avisernes Kælderetager. Ja, havde man den Gang, da man var sytten Aar, vidst, hvad man nu véd, da man er . . . ja det er nu ligegyldigt, men man er over tyve Aar, naar man har saadanne to som den i Kurvesengen og den i Vuggen, og dem kan man saamænd nemt faa, det véd Gud, man kan. Ja inte, naar den ene er treds og den anden halvtreds . . . nej . . . for man snakker med Delikatesse, og fremfor alt lige over for en ung Pige . . . Men det kunde jo nok være, at der var Kongeblod i flere Mennesker, end man anede. Men, se det, som man kalder Traddisjoner og Æventyr, det skal man nu aldrig reflektere paa, men Fakta er, at hendes - Julianes - Moder maatte baade vaske og stryge og rulle og stive, saa da en anden en voksede til, saa var jo rigtignok den Urtekræmmersvend paa det Hjørne, hvor man købte sine Ting, ikke saadan uden videre til at spytte af, og i saadan en Butik, hvor det ene Ord saa let kunde tage det andet, og hvor en Svend altid i Enrum er yderst presserendes mod en ung Pige, der kunde man jo saa let komme til at aftale tilkommendes Ting, og, naar man er i Ungdommens Fyrigheds . . . saadan romantiske Tilstand . . . naa ja . . . kan man inte blive Urtekræmmer, saa bliver man Segarhandler, selv om det ældste Barn gemmes af Vorherre i rette Tid, fordi det inte kom i rette Tid efter Præsters og saadan no'nes reli'øse Synsmaader, men ellers var, det skulde den barmhjærtige Gud bevidne, Lührs hverken en Rod eller en Bisse, han var bare noget fantasifuld, men han drak inte mere Spiritus end de fleste Mandfolk. Det, hun - Juliane - sørgede mest over, det var, at han ikke kunde faa det saa propert i sit Hjem, som han kunde prætendere paa, men, hvor der er smaa Børn og ringe Lejlighed, saa maa det gaa ud over noget, og af to gale Ting, saa maa dog Føde og Klæder gaa frem for Renlighed; 267 men hun skulde ikke nægte, at, naar Lührs kaldte hende en So i sine onde Øjeblikke, saa var det det mest skændigste, noget Menneske kunde sige. Og det var kun en Moders Pligt først at holde Børnene rene, saa sit Hus og gemme sin Person til sidst.

Under disse biografiske Oplysninger, som her ere sammentrængte til en Tyvendedel af deres Længde, gik Time efter Time. Lotte blev søvnig og hørte til sidst halv sovende Møllen gaa. Lampen holdt med Lotte og døsede mere og mere hen. Baade Væge og Petroleum kom til kort mod Fruens Veltalenhed. Da Lysets Aftagen blev saa stærk, at Indtrykket af Mørke naaede Fortællersken, sagde hun:
- Saa . . . nu sidder jeg, Skam, inte oppe efter en Mand, der er i aaben Begravelse . . . Men ih, Du stormægtige! . . . hvor skal Du sove i Nat, Sjalotte? . . . Hør Du, nu skal vi to have Grin! Og saa driller vi Manden, fordi han svirer over. Gaa Du ganske rolig i Seng med mig! Saa kan han ligge paa Sofaen derhenne. Det er han aldrig en Smule for god til.

Træthed og Søvnighed efter Sindslidelse og legemlig Anstrængelse gjorde Lotte viljeløs. Hun tænkte bare paa at komme til Hvile for en hvilken som helst Pris. Og de landlige Sæder, hun var opvokset i, gjorde ikke den Situation, som rimeligvis forestod, saarende for hendes Blufærdighed.

Fru Lührs skruede Lampevægen ned ude i Butiken, og i et Nu var begge Kusinerne lejrede i Søstersengen.

Lotte drømte om en broget, uendelig Række løjerlig udklædte Skikkelser, som hun fortvivlet maatte bane sig Vej igennem, for en Herre med stort Overskæg, en Herre, der snart syntes hende var Baron Horsten, snart Anders Tjener, løb efter hende, og hun vilde hen til Peter Iversen, som hun bestandig skimtede i Baggrunden, i grøn, sølvbroderet Dragt med Hanefjer i Hatten. Men han svandt længere og længere tilbage, snart skjultes han af de sammenløbende Rækker af Damer med Slæb og Parykker, Herrer med Fjerhatte og Hjælme, snart dukkede han frem igen, bestandig vinkende og lokkende hende med de stille, milde Øjne. Saa kom et Kanonskud som de, der affyredes i "Hovhaven", naar en af Herskabet havde Fødselsdag. - Lysene sluktes, et vældig Rabalder hørtes . . . og Lotte vaagnede, men nu var det lyst igen, og hun hørte en Stemme raabe:
- Her er Svovlstikker . . . og Bajrer har I selv med . . .

Hun saa den, der talte: En med Mel i Ansigtet, med en hvid linnet Dragt, bestænket fra Fod til Isse. Hun genkendte 268 Pjerrot fra Markedsforestillingerne i Værtshusholderens Lader i sin Hjemstavns Naboby.

To andre stod ogsaa i Stuen, der var oplyst af en Lysestump, stukken i Halsen af den tomme Bankoflaske.

- Vi maa ta'et med Primitivitet, sagde Pjerrot, for Hustruen hviler i Morfeus's Arme og Børnene i Jøden Abrahamsens Skød.

En høj Latter belønnede de for Lotte uforstaaelige Vittigheder. Der var to foruden Pjerrot: den ene i rød Trøje med Guldsnore paa Brystet, den anden i rød Snipkjole med Guldepauletter paa Skuldrene; alle røde i Ansigtet og med døsig gloende Øjne som Lyset i en Staldlygte.

- Stille! . . . inte vaagne den slumrende Løvinde, sagde Pjerrot . . . Alt maa gaa paa Hosesokker! Pst! . . .

Husfruen snorkede højt i den paafølgende Pavse. Barnet klynkede i Vuggen. Husaren nynnede:
- Vugge den lille, vugge den lille - aa - aa - aa!

Og han satte Vuggen i Gang, mens han holdt en Ansjos i Halen og spiste den fra Hovedet af.

Et Glas gik fra Haand til Haand; Ansjoser pilledes ud af det med Fingrene; "Herrerne" havde en Halvflaske i hver Bukselomme. De klinkede dæmpet med Flaskerne.

- Du, Lührs . . . det var godt, at Konen inte var med i Aften og saa Dig vende Madam Svendsen i Mazurkaen. Manden svedte Fortvivlelsens Levertran bag Masken, sagde han med Epauletterne.

Lotte vidste ikke, om hun var vaagen eller drømte endnu. Bestyrtet rejste hun sig over Ende, saa paa sin Sengekammerat, der bestandig snorkede i langsom Koraltakt, derefter gik hendes vidt opspilede Øjne ud i Stuen, hvis Belysningsapparat var blevet forøget ved en ny Lysestump i en af de tømte Halvflaskers Hals. Da traf det sig, at Husaren tændte en Cigar ved Lysestumpen; Flammen sviftede til Siden og oplyste den mørkhaarede Kvinde, der med de store Øjne stirrede ud i Stuen.

Husaren sænkede Cigaren, stirrede hende i Møde med en af Rusen fordummet Forbavselse og sagde med en vis Højtidelighed til Pjerrot:
- Jonas . . . Lührs . . . det e'nte din egen Kone, der ligger i Sengen!

I Angest dukkede Lotte sig ned. Men hendes Bevægelse og Larmen havde endelig vækket hendes haardt sovende Sengekammerat, og, da Cigarhandleren og hans anden Ven havde faaet 269 vendt sig, mødte de Fru Julianes vel kendte Ansigt, stort, luende og vredt som et Aigisskjold med slangeagtige Medusalokker.

- Gu' er 'et min egen Kone! udbrød Husherren.

- Ja, men der er, min S'æl, en anden en, som er meget k . . . som inte er nær saa dejlig som Fruen.

- Du er fuld, Alexandersen! Du ser dobbelt, sagde Cigarhandleren.

- I er tre fulde Svin, og I ser tredobbelt, lød Fruens Røst.

- Vær nu dannet og human, Juliane, og elsk Din Jonas i Glæden som i Sorgen! Tag nogle Klæder paa, mens Alexandersen, Peddersen og jeg vender Ryggen til og underholder os med Kaptajn og Doktor Jacobsens videnskabelige Leverancer. Hvad? Verf saa Kurvesengen og Vuggen med de søde Børn i op paa den store Seng! Saa skiftes Alexandersen og jeg til at valse med Dig. Peddersen er for gammel. Han kan huske Pepita; hende har han gjort Ballader for i sin Ungdom, og han kan spille El Olsen paa Redekam.

Fru Lührs brast ud i Latter og sagde:
- Men jeg har en . . . hi . . . jeg har en anden en i Sengen.

- Juliane! raabte Manden og slog sig for Panden, saa en stor Klat Mel faldt af hans Ansigt.

De to andre stødte hinanden i Siden, stak Fingrene i Munden og lo. Alexandersen tvang følgende Ord frem gennem Latteren:
- Træsk Hykleri skal da ingen beskylde hende for, Peddersen! Cigarhandleren havde nærmet sig Sengen og grebet i Dynen. Hans Ægtehalvdel slog ham over Fingrene og sagde:
- Har jeg ikke Lov til at have liggende Gæster, naar Du er ude paa Bumlenberg? - Vil Du være ordentlig, Jonas! Væk med Dig! Det er en Kusine fra Landet.

- Op med Kosinen! raabte den prøjsiske Husar og Borgervæbningsobersten fra Kristian VIII's Tid paa én Gang.

- Nej, nu skal I være ordentlige og vende Ryggen til og passe Jeres Bajrer, saa klæ'r vi Damer os paa til en Ordentlighed. Hvad er Klokken? - Fire. - Naa saa er der aabent i Beværtningen henne paa Hjørnet. Saa kan Peddersen løbe hen og købe nogle Bajrer og en Flaske Banko, saa holder vi Bal maché her hjemme. Er jeg saa inte en gemytlig Livsledsagerinde. Jonas? Værs'go, Sjalotte, her er din Kjole og dit Undertøj. Skynd Dig, Barn, og glæd Dig, mens Du er ung!

270

- Ja, men . . . men . . . mine Sko er snavsede, hviskede Lotte.

- Du kan laane mine Slæber, sagde Fru Lührs.

De to Kvinder gjorde et flygtigt Toilette under Dynen. Det var færdigt i en Hast. Børnene bleve i deres Lejer anbragte ovenpaa Sengen. Petersen kom med Drikkevarer. En Redekam og et Stykke Klatpapir, revet ud af en tom Cigarkasse, tjente ham til Blæseinstrument, og siddende paa et tomt Rum paa Sengen spillede han "El Ole". Cigarhandleren svang Lotte; den som rød prøjsisk Husar klædte Porcelænsmalersvend Alexandersen tog Husets Frue til Dans; fra Flaskehalsen vred Lysflammen sig som stormpinte Vimpler under de sviftende Skørters Vind. Fru Lührs's store Slæber røg fra Lottes Fødder; hendes Kavaller besørgede dem med et behændigt Spark hen i en Krog, uden at han afbrød sin Dans. Øl og Punsch indtoges af Flaskerne, der gik fra Haand til Haand og fra Mund til Mund. Ansjoserne toges ud af Glasset til Forfriskning. Den som Borgeroberst kostumerede, forhenværende Hørkræmmer, nuværende Fæstemand Petersen, sprang ned af Sengen, dansede Solo midt imellem de to Par, blæste afvekslende Vals, Polka og Galopade paa Redekammen, som gentagne Gange fik en ny Papirsbesætning. Fru Lührs blussede og svulmede som en alle Hylstre sprængende Kæmpetulipan. Lotte tumlede i en ubevidst Vildskab, sang og hujede i Kor med de andre.

- Leve den gamle københavnske Gemytlighed fra Frederik den S'ætes Tid! brølte Fæstemand Petersen.

- Er De gal, Peddersen? Værten siger os op, sagde Fru Lührs.

- Det har han gjort for over to Maaneder siden, min egen Mosrose! raabte hendes Mand. Alexandersen og Peddersen! Oppe paa Sengen ligger de to Rosenknopper, ægte Skud af den blomstrende Stamme. Hjælp mig at bære dem ud i Butiken, mens vi lufter ud, for her er blevet noget bedunstet i Atmospæren.

Barnesengen og Vuggen anbragtes mellem Cigarkasserne paa Disken. Som en længe indesluttet Fange fór Osen fra den lille Stue hen mod det aabne Vindue og ud ad det. Men da den havde spredt sig en Smule, faldt det begyndende kolde og matte Dagslys ind. En Kuldegysning gik igennem de tilstedeværende.

Denne Blanding af lige slet naturlig og kunstig Belysning var uhyggelig. Mændenes røde opdunstede Ansigter, deres 271 lurvede og plettede Maskeradedragter, Kvindernes forpjuskede Haar og af Dansen hulslidte Strømper, Klæderne, der hang paa dem som Sække, de skævtbrændte Lysestumper og stearinklattede Flasker . . . Alt blev saa hæsligt, lurvet, smudsigt, forlorent . . . der lagde sig som en Vægt af koldt tungt Bly over de for et Øjeblik siden saa kaade Sind. Hos Fru Lührs gav det pludselige Stemningsomslag sig først Luft, mens hun saa sig om:
- Det bliver en nydelig Svinesti at rode i!

Lotte var krøben hen bag Døren og samlede Slæberne op paa Fødderne. Mændene stod pustende med slapt hængende Arme. Fæstemanden gik ud i Butiken og tog sin Overfrakke paa, Porcelænsmalersvenden fulgte ham stiltiende, lige saa tavs fulgte Værten efter for at lukke sine Gæster ud i den taagede Morgendæmring, der slog vaadt mod hans hede, melbesudlede Ansigt. En hæslig stor Vogn med Laag over rumlede saa larmende forbi, at det gjorde ondt i hans Hoved, mens han saa de to dinglende, slapt gaaende Skikkelser langsomt fortone sig i den graahvide Dis ned ad Gaden.

Lotte laa paa Sofaen, der blev flyttet ud i Butiken, efter at Børnene igen vare blevne baarne ind i Bagstuen. En gammel Overfrakke og Kaabe fik hun at brede over sig. Men hun sov stenfast højt op paa den næste Dag, som var en Søndag, og som altsaa fritog det forsvirede Ægtepar fra at aabne Butiken.

Da hun slog Øjnene op og fandt sig selv liggende i dette stygge, af Cigarkasser opfyldte Rum, gav hun sig til at græde. Hun havde gærne givet de faa Kroner, hun havde bundet i en Knude i sit Lommetørklæde, for at kunne se ud til de dugvaade Humleranker med de blinkende og viftende Spindelvæv i sin Moders Have.

X.

Alt var tavst om den bortrømte Pige. Kun knirkende Lyd af Barneklynken lød af og til fra Naboværelset. Hun turde ikke staa op af Frygt for at vække Husets Folk, tynget af en underlig Modbydelighed først og fremmest for sig selv, dernæst for alt, hvad hun kunde tænke sig, at hun fik at se og høre. Saa vidt 272 de Minder, Følelser, uudformede Tanker, der gennempiskede hendes Sind, kunde klares, var de omtrent som følger:
Der var altid noget, som var efter hende. Noget, som hun var saa glad ved, inden det kom hende nær, men som hun bagefter fortrød saa forskrækkelig, at hun var kommen nær. Det saa jo fint ud, det tindrede af Sølv og Guld og gloede af Farver, lige fra Anders Tjeners brogede Liberi til Kostumeballet paa Herregaarden, fra Lakajens til Herremandens funklende Øje og blanke Overskæg! Men var alt saadant noget skabt for at blive hende til Ulykke og Skam? Hvorfor var alt det gode og skikkelige saa grimt, saa blakket i Kuløren og saa kedeligt som . . . Peter Iversen? Og denne sidste Dans havde jo været uhyre morsom, og den Alexandersen dansede jo rigtignok med en ganske anderledes Flothed end de Bønderkarle ude paa Landet . . . men han havde taget saa ækelt paa hende, og det hele Væsen var dog vist noget Griseri.

Og hvad skulde der nu blive af hende?

Der var nu Peter Iversens Læsning for hende i Køkkenet. Det var væmmeligt, at hun altid skulde tænke paa den dumme Dreng . . . men . . . det kunde hun ikke nægte, aldrig havde nogen været saa god imod hende som den Dreng.

Han havde læst for hende. Hun syntes, at hun i Kraft af denne Læsning var kommen paa temmelig lige Fod med Riddere og deres Damer og ikke var saa farlig bange for Konger og Dronninger.

Og paa Herregaarden, da hun saa Folk klædte ud som disse Konger og Dronninger, disse Riddere og Frøkener absolut maatte have set ud, saa var det gaaet, som det var gaaet.

Og nu i Nat! . . . uh!

Kan man da aldrig blive til mere end til det, man er? Saa burde man jo hellere drukne sig i Dag end i Morgen i den væmmelige Aa, som løber gennem denne By.

Ja, men det var alligevel en mærkelig By med alle de Lys og alle de Mennesker. Hvordan mon et Hotel saa ud?

Det var en underlig By! Meget simpel var hendes Moders og Skovfoged Iversens Bolig . . . uh! . . . men saadant noget sært fedtet noget som hendes Kusines Hjem, det havde hun dog aldrig tænkt sig kunde gives paa denne Jord.

Bare hun havde havt Peter Iversen ved Haanden, saa havde hun dog kunnet snakke med ham om alle disse Ting og ladet Munden forløse alt det, der randt gennem hendes Sind. 273 Men, naar hun havde snakket saa længe, som hun havde Lyst til, saa maatte jo rigtignok "den bællede Dreng" helst gaa langt bort og lade være at kede hende med Vers og anden Kælenskab.

Hun tænkte sig arrig paa sig selv, paa Verden i det hele taget . . . ja, hvorfor var Peter her ikke, at hun kunde skælde ham Huden fuld? Uh, saadan rigtig gøre Nar ad ham!

Der var intet andet at udøse sin Harme paa end den gamle Kaabe og den Frakke, af hvis Foer skident Vat kikkede ud gennem hundrede Revner.

Hun gav de to Klædningsstykker, som tjente hende til Overdyne, et saa solidt Spark, saa de røg langt hen ad Gulvet.

Saa græd hun, saa bed hun i det optrævlede Ulddamaskes Betræk paa Sofaen, saa slog hun Hovedet haardt mod det, vilde sove, bare sove!

- "Ja, men hvad har jeg dog gjort? Hvad har jeg dog gjort? Hvorfor er alle Mennesker saa onde imod mig?"

Saa tænkte hun igen, at ingen Mennesker havde været onde imod hende. Og af Fortvivlelse over ikke at kunne finde nogen bestemt Person eller nogle bestemte Personer, som hun kunde rejse en Kapitalanklage imod, for hun op fra Lejet og klædte sig paa under kvalt Hulken.

I denne Følelsernes Brænding spejdede hun efter et Fyrtaarn. Ordet: "Hotel" blev som et Blinkfyr; snart kastede en Slags Forestilling om Tingen et Lys i hendes Hjerne, men i det Øjeblik, hun vilde holde den fast, blev det atter bælgmørkt.

Hun pakkede Bylten sammen, som hun havde bragt med hjemme fra. I en Slags fortvivlet Resoluthed vrikkede hun den tunge Jernstang fra Butiksdøren, drejede Nøglen om og var ude paa Gaden.

Det var ved Middagstid. Stærkt Solskin flød som en rolig Sølvstrøm gennem den lange lige Gade. Og langs dens lyse Side virrede og dirrede Genstandene, som vare de alle levende: Skiltenes forgyldte og lyst malede Bogstaver, de store Butiksruders smaahoppende Reflekser lo mod hende som lystige, men skikkelige Øjne uden frygtindjagende Begær. Og, blev endelig de blanke Smil for stikkende, saa laa Gadens Skyggeside rolig og mildt med dæmpede Farver og med Vinduer, der kun blinkede som Skovkærenes brune, stille Vand.

Ud af den flimrende Dis løftede sig store Træer, og ned ad den Kant syntes det, som Skygge og Ro vinkede. Men, da Lotte Splyd saa Træerne, vendte hun om. Hun var bange, der laa en 274 Skov for Enden af Gaden, og hun følte ganske bestemt, at kom hun ind i en Skov, saa maatte hun komme til at græde og tænke paa, hvad hun ikke vilde tænke paa.

Saa gjorde hun da brat omkring op mod den Side, hvorfra Lysstrømmen maatte have sin Kilde. Nu blændedes hun fast af hvidt Lys! Hun var nogen Tid om at faa Rede paa alt det, der bevægede sig foran, bag ved og forbi hende; men, da hun fik det, var det altsammen glad og lyst. Hvilke Karle, disse med de høje, lodne Huer og den hvide skinnende Rem over Brystet! Og sikke fine Damer paa spidse, høje Hæle med Fjer og Sløjfer, med sorte Øjenbryn, med lækre smaa Muffer, i Fløjl og Silke! Alle disse Huse, højere end Strandholts Hovedbygning, maatte vel rumme mindst lige saa fine Damer som den. Ja de Drenge og Karle med Trillebørene, de saa jo nok "utidige" ud, de var vist oplagte til al Slags Kommers, og de Tjenestepiger med og uden Kappe, med de store Kurve, var vist nogle, der kunde sige deres Herskab ordentlig Besked, hvis de behandlede Tyendet, saadan som Gaardmændene ude paa Landet gjorde det. Aa, det var dejligt at tænke sig, at en Gaardmand her vist ikke var æstimeret mere end den Kusk paa den af paalæssede og nedhængende Tønder rumlende Vogn . . . Naa, der var de store Tingester af Vogne, som hun var bleven bange for i Aftes. Nu led hun vel de høje, to Etages Kasser og morede sig over deres jævne Rullen langs Jernskinnerne og over de Folk, der entrede op og ned ad den snoede Trappe og snakkede paa samme Tid til Folk ovenpaa eller nede paa Gaden. Nej, sikke dejlige Ting, der vist var bag de vældige Ruder. Det var kedeligt, det var Søndag, og at Skodderne for det meste vare skudte for.

Men hvad var det, som nu blev tydeligt helt oppe i Enden af Gaden? Høje, uhyre høje Stænger, tæt ved hinanden, paa langs og paa tværs, ligesom de var flettede eller filtrede sammen . . . se der glider én ud fra de andre med Flag paa Toppen. Aa - det var jo Skibe! . . . nu kunde hun kende dem fra Billederne. Ja det er sandt, der løb jo en Aa gennem Byen; det var den, hun nær var plumpet ud i i Gaar Aftes! . . . Hun gik efter Skibene . . . nej sikket Torv! Hun saa omkring sig. For et Øjeblik syntes hun, at Livets og Larmens, Mylrens og Bevægelsens Bølger slog over hendes Hoved. Hun vidste ikke, hvorhen hun skulde vende sig, og blev staaende stille i Raadvildhed. Saa mandede hun sig op, rettede sig rank, kastede 275 tillidsfulde Blik ud over Vandet og ud over Torvet og sagde til sig selv:
- Der bliver noget at tage fat paa! men følte samtidig Mod i sit Sind og Kraft i sine Armmuskler.

Hvad var det? Hvad stod der deroppe paa det gevaltig store Hus? Hun havde altid havt svært ved at læse Sammenskrift med store latinske Bogstaver. H..O..T-.E..L D'..A.N.G...LE.. TER..RE. N-e-j! Hvor sank Baron Horsten, som hun i lang Tid havde tænkt paa, med Hovmod, med Skam, med Gru, med mange bølgende Følelser, ned til at være noget ringe i Sammerligning med den, der ejede dette Hus. Hvem der kunde faa Kondition der! Saa vilde Lars Iversen ærgre sig, hendes Moder føle sig ydmyget . . . og Peter! . . . Ja, det var jo lige meget, hvad den Dreng mente, han var og blev en "tossegod Fjols". Alene Fantasien, at komme til at tjene paa saadant et Sted, fik Lotte til at vokse mindst halv saa høj som Huset.

Hun nærmede sig sky og tøvende Porten, stirrede ind gennem Stueetagens Vinduer, saa mange Mennesker rygende, snakkende og drikkende; og de var alle lige saa godt klædte som de oppe fra Gaarden. - Nej, der var ingen i Porten. Hun kunde kanske gaa ind. Jo . . . det gik.

Men pludselig kommer ud fra Glasdøren til højre en imponerende Skikkelse med meget lange engelske Bakkenbarter, i lyseblaa og guldgalloneret Hue og Frakke og spørger med en Stemme, der genkaldte Pigens fjærne Erindringer om sin længst afdøde Faders Klavs Splüths Røst:
- Hvem søker De?

Lotte saa godt, det var en Tjener, hvorvel han var meget finere end Anders. Da faldt hendes forjaskede Kjole og Bylten, som hun bar, hende ind; hun blev blussende rød, stammede nogle Ord og gik hurtig ud af Porten. Hun syntes, at den lukkede sig efter hende med Brag og for evig stødte hende ud af en fortryllet Féborg. Modet, som Solskinnet i Gothersgade og over Kongens Nytorv havde tændt i hende, slukkedes. Som en Praas i Mørket gloede i det fjærne Cigarhandlerens Bagstue med de fulde, dansende Folk under Lysepraasens Os fra Flaskehalsene.

Bylten! Det var Bylten, der gjorde, at Tjeneren var saa "fus" imod hende. Alle saadanne Herskabstjenere var og blev dog "noget indbildsk Bagads". Denne herre var jo ikke næsvis som Anders, men det var naturligvis af lutter Hovenskab, fordi han var saa meget højere paa Straa end Anders.

276

Den store Plads, som hun for et Øjeblik siden havde taget paa en vis hjemlig, gemytlig Maade, laa nu vildfremmed for hende. Vidste hun bare, hvor hun skulde gøre af den Bylt! Alle Mennesker grinede vist af hende, fordi hun som en anden Bondetøs gik og slæbte paa "det store Utuske". Hun var nu saa sky, at hun skød sig op langs Husnumrene.

Men . . . hvad? Der kom jo den pæne, gamle Herre . . . ham med Paraplyen . . . i Dag havde han ikke hvidt Halstørklæde, men det var ham. Det maatte være en proper Mand, for hans sorte, høje Hat skinnede saa blankpudset, uden et Støvgran. Det var en Trøst at møde en Slags "Bekendter". Og med et Mod, som kun var skudt op som en nervøs Reaktion efter det Slag, Portnerens Ord havde givet hende, nikkede hun næsten gemytlig til den gamle Herre og sagde:
- God Dag! Tak for i Aftes!

Den gamle Herre studsede, fik den foran paa Overfrakken hængende Lorgnet bragt op til Øjet, standsede med en lille Antydning af et Smil, sagde: "Jeg bér" og vilde gaa videre. Men med Selvopholdelsesdriftens utrolige Mod, forstærket ved Uvidenhedens Naivetet, spærrede Landsbypigen ham Vejen med sin Person ved Hjælp af sin store Bylt og sagde:
- Siden Herren har været saa god at vise mig til Rette i Gaar Aftes, saa vilde jeg spørge Herren, om Herren ikke vidste en ordentlig Kondition for en Pige fra Landet, helst paa et Hotel.

Den gamle Herre saa paa én Gang ulykkelig og vred ud, rømmede sig, søgte efter Ord og fik lige sagt:
- Men er De aldeles . . . da et "God Dag, Hr. Justitsraad!" udtalt tæt ved ham, overskar Repliken.

Nu blev den gamle blussende rød, vendte sig hen mod Siden, Ordene kom fra, og blev en ung Herre var, der vedblev at vende Ansigtet hen imod ham. Han havde set det Ansigt før, men kunde ikke komme paa, hvorfra han kendte det. Desto mere fortvivlet blev han og mumlede:
- Det er, som om jeg skulde kompromitteres! - stampede med den ene Fod mod Brostenene, og for at give denne Bevægelse en mere eftertrykkelig eller ærefrygtindgydende Karakter, lod han et Slag med Stokkens Dupsko understøtte den og sagde:
- Er De gal? Tror De, jeg er Fæstemand? . . . Gaa dog, Menneske!

277

Og hans Øjne spillede ængstelig søgende om i Rummet.

Lotte Splyd sank sammen og faldt plat ned i den trivielle Forstandssfære. Nej, det var jo da ogsaa forfærdelig frækt af hende! Hvad vilde f. Eks. Godsforvalteren eller Skovrideren have sagt, hvis hun havde talt til dem uden at være spurgt først. Faldet gjorde ondt, og Lotte var vant til, uden Tvang, at græde højt, naar noget gjorde ondt, og le højt, naar noget morede hende. Følgelig brast hun nu i høj Graad, da den gamle Herre vred reddede sig fra hende og gik fra hende hen ad Fortovet, med smaa Slag af Dupskoen mod Fliserne. Hun udbrød:
- Aa, hvad skal jeg dog gøre? Hvad skal jeg dog gøre?

Hun saa den gamle Herre standse, gøre nogle Vridninger med Skuldre og Overkrop, blive staaende nogen Tid med ludende Hoved og støttet paa sin Stok. Et rask Omkring, og han stod atter foran hende, men i betydelig længere Afstand end første Gang. Hurtig og sagte, bestandig seende omkring sig og tyssende ad hende med den sortbehandskede Haand, sagde han:
- Tys, tys! . . . Er De rigtig ulykkelig, saa . . . ja saa følg efter mig, men et godt Stykke bag ved mig . . . for Folk er saa . . . hm! Følg bare efter . . . og gaa ind ad den Port, De ser mig gaa ind ad. Tys! . . . saa . . . saa . . . Hm, hm!

Han gik den modsatte Vej af den, han først havde antydet at ville gaa. Skovfogeddatteren holdt sig hans Ordre efterrettelig. Kun én eneste Gang kom hun, ved at sno sig imellem de forbigaaende og for at undgaa Sammenstød, ganske tæt bag hans Ryg, og hun hørte ham sige:
- Hm! Paa et Hotel vilde hun tjene! Er det nu et Tilfælde? Nej, det maa være en Styrelse . . . det man i min Barndom kaldte den objektive Logik . . . hm, næ!

Lotte forstod ikke, hvad han mente, men kunde da slutte, at det var en lærd Mand. For saadan gik deres Præst derhjemme ogsaa og talte med sig selv, langs Landeveje og Skovstier. Justitsraad! Ja, det var ikke godt at blive klog af! For i Købstaden var jo baade Byfogden, Birkedommeren og den ene Doktor Justitsraad.

Den gamle Herre skraaede over Gaden, forsigtig balancerende paa Brostenene mellem de Vandpytter, Gaarsdagens Regn havde efterladt, overskred det andet Fortov og smuttede ind ad Porten midt paa et stort Hus. Der stod ogsaa HOTEL med forgyldte Bogstaver mellem Stuen og første Sal, men den fatale latinske, 278 store Skrift! D'Angleterre kendte hun Navnet paa i Forvejen, men for at tyde dette Hotels Navn havde hun maattet staa længe paa Gaden. Den gamle Herre var langt mere forundret over, hvad der var sket, end Lotte Splyd. Hun mente, at i saadan en By med saa mange Hoteller maatte der være Konditioner nok at faa.

Da de vare inde i Porten, saa Herren sig om som før, tyssede ad Lotte og sagde:
- Bliv nu her, til der bliver kaldt paa Dem! Hm! Det er rart! Det ser ud til, at Portieren har faaet Udgangslov i Dag.

Hele Væggen til højre var af Glas. Lotte hørte en Glasdør klirre, saa Justitsraaden gaa igennem den, saa ham ligesom formindsket i Taage gennem de store Ruder i det dunkle Rum, derpaa komme tydeligere frem til Siden i et andet Rum, hvor hun kunde skelne et Par Mandfolk paa hver Side af en stor Pult.

Den Mand, som vendte Ryggen mod hende, sprang ned ad den høje Skruestol, og hun saa hans krøllede Hoved bøje sig for den indtrædende, og uafladelig nikke til hvad han sagde. Det tog hun gode Varsler af. Hun fik lige Tid til at forbavse sig over, at hun nogensinde i sit Liv havde følt Mod til at tale til saadan en Herre som Justitsraaden, af hvis Beskyttelse hun allerede følte sig saa stolt, at hun slog med Nakken og adresserede denne Gebærde til sin Moder og hendes nye Mand, Lars Iversen, da Justitsraaden, høflig fulgt til Dørs med endnu dybere Buk af den krøllede Nakke, kom ud, vinkede hurtig ad hende, pegede ind i Glasskabet med Pulten og forsvandt. Lotte sprang i en Fart op ad tre, fire Trappetrin, opdagede Justitsraaden oppe paa en bred, tæppeklædt Gang, saa ham pege endnu en Gang mod Indgangsdøren til Glasskabet og saa dreje om et Hjørne.

Glasdøren blev aabnet med Brag, og en kommanderende Stemme raabte: Kom saa!

Den kom fra den krølhaarede, som Lotte nu saa for fra. Det var en middelhøj, ikke egentlig korpulent, men gennemnæret Skikkelse med et rundt, glat barberet, rødt Ansigt, mørke Øjne, der stod ubevægelig som Emalje paa den hvidblaa, med røde Aarer gennemtrukne Grund, to Etages Hage, tykke Læber, saa usædvanlig fugtige, at de næsten mindede om et savlende Barns. Han bar kort, sort Fløjelsfrakke, en dito aaben Vest, hvorpaa hang en Guldkæde med meget smaat Gulddingeldangel ved, paa den store venstre Lillefinger glimrede en Diamantring. Den anden Herre, som sad ved Pulten, var ogsaa vel næret, men mere 279 mavefør, bleg og meget skaldet, en stor hvidblond Knevelsbart hang løst langt ned over hans Mund.

- Det maa gaa rask! sagde den krøllede og trak næsten Lotte ind ad Døren. Derpaa satte han sig højt paa sin Kontorstol, med Benene overkors dinglende ud i Luften, besaa Lotte paa Kryds og Tværs som en Pranger et Stykke Kreatur paa et Marked, tog sig om Hagen og sagde:
- Bondepige - hm?

- Nej, Skovfogeddatter uden for Bondestanden, sagde Lotte.

- Kommer ud paa et. - Papirer! Naa, naa! Skudsmaalsbog! . . . Anbefalinger! Rask!

Efter hvert Ord trommede han med Knoerne i Stoleryggen. Heldigvis havde Lotte været saa praktisk at medtage fra Hjemmet sin Skudsmaalsbog og en Anbefaling, som hendes Moder havde faaet til hende fra Enkebaronessen. Den krølhaarede gennemsaa Dokumenterne.

- Hm . . . ikke tjent før? Hm . . . lad gaa! Kun seksten, sytten Aar . . . Hvem er Anbefalingen fra?

- Fra Enkebaronesse Horsten paa Strandholt.

- Ah! sagde den krølhaarede og bøjede Nakken, som han før havde gjort det, mens han talte med Justitsraaden.

- Og i Skudsmaalsbogen har Præsten skrevet mig for meget godt i Kundskab og udmærket godt i Opførsel, sagde Lotte.

- Kommer ikke Sagen ved. Hm . . . hm . . . (han gennembrummede Baronessens Anbefaling) . . . "Sædelig . . . kristelig . . . opvakt . . . som jeg ønsker al Velsignelse paa hendes Livs Bane . . . Charlotte Amalie von Horsten." Navnet udtalte han højt og klangfuldt. - Gaa ud et Øjeblik og vent, til jeg kalder!

Lotte adlød og tænkte: Det er en fus Mand, men saadan er de paa store Steder. Han taler til en ligesom Avisforvalteren til Malkepigerne paa Gaarden.

Hun saa udenfor de to Herrer stikke Hovederne sammen og derpaa le med et Udtryk, som hun instinkmæssig blev led ved.

De talte noget sammen, de to Herrer, men kun kort. Den krølhaarede vinkede, og Lotte kom igen ind. Han sagde, siddende paa Stolen med Ryggen lænet mod Pulten, uden at hans stive Øjenkugler fæstede sig paa hende eller paa nogen bestemt Genstand:
- Jeg trænger, strængt taget, ikke til nogen ny Pige . . . men kan have Brug for en paa tredje Sal. Jeg tager Dem paa 280 Enkebaronesse von Horstens og Justitsraad Grams Anbefaling. Fru Lunding vil anvise Dem Deres Arbejde. Stræng Pligtopfyldelse, ubetinget Lydighed, stor Hurtighed, o-o-g al Imødekommen mod Gæsterne, uhyre Præcision . . . eller ufortøvet Afsked. Forstaar De? De er jo vant til at respektere Rang og høj Stilling og Formue, siden De kommer fra en Herregaard. De véd altsaa, hvorledes De i Deres Stilling skal te Dem overfor den Slags Folk. Det er et Hotel af første Rang, De er kommen paa . . . Feldmann . . . vil De avertere Fru Lunding! Og De der, ingen Sladder og ikke Maskepi med Opvarterne!

Han med den blonde Knevelsbart steg ned fra Stolen, satte Munden for en Tingest, som Lotte nu blev var. Hans Stemme lød hult:
- Fru Lunding! Ny Pige til tredje Sal.

Den krølhaarede aabnede Døren og pegede op ad Trappen for Lotte. Hun gik, kold og beklemt om Hjærtet.

Hotelværten sagde til sin Fuldmægtig, mens han lo.

- Ho . . . den gamle Justitsraad! Lad ham da faa hende for sin egen Mund. Hvad rager det os? Man maa gøre noget for en fast, mangeaarig Beboer. Hi, hi, hi!

- Hi, hi, hi! sekunderede Fuldmægtigen, gamle Katte vil ogsaa labe Mælk. Det er dog en stor Komiker, den gamle.

- Ja, sagde han, det var min Menneskepligt at fæste Tøsen.

- Men-ne-skepligt! Ja, det er en brillant Pligt mod Deres Næste. Salig Balles Lærebog!

- Ja er han ikke dejlig . . . den gamle Snegl . . . Men kontant som Nationalbanken, Feldmann!

XI.

Oppe paa tredje Sal i Hotellet, med Indgange ved Enden af en Korridor, som paa langs gennemskår en lille Sidefløj, laa tre Værelser i Rad, for sig selv, noget afsondrede fra de øvrige. Det fra Hovedgangen længst bortliggende havde to Fag Vinduer vendende ud til et lille Stykke Have, Levningen af en stor, der for mange Aar siden havde været en af denne store Gaards Herligheder, før den blev viet til sit nuværende Brug.

281

Et Par gamle halv forvitrede Sandstensbænke overhvælvede af hver sin gamle Lind, Ruiner af en lang Allé, stod som trofaste, melankolske Tjenere paa en ubeboet Borg og modtog taalmodig det nedfaldende farvede Løv og lod de tynde Blade klæbe sig fast til det hullede Sæde. Nogle gamle Akacietræer dryssede deres tynde, tynde Blade ud i Luften; fugtig glinsende båres de langsomt ud i et endnu mere end Bænkene forvitret Sandstensbassin midt i Rummet. Tidligere havde det vistnok været Kumme for et lille Vandspring. Om Vaar og Sommer og Forhøsten var der endda ikke saa faa Levninger af Blomster; nu stod kun nogle pjuskede Georginer, visnede ud i en ubestemmelig Farve, og drev op ad Nabohusets Brandmur. Men i Dag i Solskinsvejret med en ret frisk Vind var der dog lidt Liv i Løvets Langsom-Vals gennem Luften, og de fugtige Stammer og Grene havde Reflekser som Glanslys paa Bronce.

Ved Vinduet sad den gamle Herre, der som en Deus ex machina to Gange allerede havde krydset Lotte Splyds vilde Vej. Værelset var rummeligt; Møblerne vare af den sædvanlig røde Fløjels Slags, som man gerne ser paa Hoteller; men, at Beboeren mere end logerede, viste de høje Reoler, der paa sine Steder naaede fra Loft til Gulv og vare fyldte ikke blot med indbundne staaende Bøger, men ogsaa med liggende Mapper, der rummede Kobberstik, Træsnit, Raderinger, Noder, haandskrevne Sager m. m.

Der laa en let krydret, gammel-jomfruagtig Duft og Tone over alt. Noget, der mindede om Lavendler og tørrede Rosenblade, laa i Luften.

Den gamle Herre blev ved at stirre ned i Haven. Tilsyne ladende fulgte han opmærksomt Løvpartiklerne paa deres faldende eller hvirvlende Bevægelse. Men hans Skulderblades Trækninger, og hans Overskægs sagte Bevægelse tydede paa, at der rørte sig noget inden i ham, som forbød ham at synke hen i en Beskuelse af simple og rolige Fænomener ude i den efteraarsfugtige, glinsende Have.

De nævnte konvulsiviske Bevægelser bleve hyppigere og hyppigere. Han purrede sig lidt i sit graa Haar, rejste sig, gik et Par Omgange i Stuen, saa op og ned ad et Par Reoler, trak paa Skuldrene, gjorde en ny Ronde, standsede igen, fik Øje paa et opretstaaende Klaver, aabnede det, lod flere Gange Fingrene glide over Klaviaturet uden at slaa Tangenterne til Lyd. Nu klang en enkelt Tone i Bassen. Den gamle Herre saa sig om . . . jo alle Døre vare lukkede. Han gik hen og trak den tykke 282 Portiere for Døren, satte sig atter foran Klaveret og spillede saa pianissimo, at næppe nogen Tone lød ud paa Gangen, omtrent Halvdelen af Mendelssohn-Bartholdys Ouverture til Sommernatsdrømmen. Da bankede det paa Døren.

Den gamle Herre fór sammen med en kort Lyd som et dæmpet Skrig af en nervøs Kvinde, men rettede sig forholdsvis rank fra Stolen og raabte: Kom ind!

Ind traadte en velvoksen, nogle og trediveaarig Mand med brunt krøllet Haar, bleg i Huden med lysebrune, lidt trætte Øjne og en kortklippet Moustache. Justitsraaden saa paa ham med Forsøg paa at slappe sine spændte urolige Miner ud i høflig Ugenerthed. Men han følte selv, at det ikke lykkedes, thi han syntes, at der laa en Nuance af satirisk Nysgerrighed i den unge Mands Blik. Justitsraaden mumlede:
- Ja . . . De véd, jeg byder aldrig Cigarer, fordi jeg ingen har.

- Jo det véd jeg meget vel, Hr. Justitsraad; det er jo ikke første Gang, at De . . . om Forladelse! det er jo Spøg, Hr. Justitsraad.

Han sagde dette, fordi han saa den gamle Herres Bryn trække sig næsten vredt sammen.

Men saa følte den unge Mand, at han hellere intet skulde have sagt, at han burde have ladet som ingenting, thi Justitsraaden vendte sig fra ham og saa ud i Haven. Der blev en saadan Stilhed i Stuen, at man kunde høre Blæstens sagte hvæsende Lyd mellem Træerne.

En fælles Trang til at være flotte kom over begge de tilstedeværende. Justitsraaden drejede sig om paa Hælen med en forceret Ungdommelighed; den unge Mand strøg sin Moustache, men han var den hurtigste, thi medens Justitsraaden satte Munden i Lave til at sige noget, hvad en dirrende Bevægelse i hans Skæg røbede, sagde den yngre Mand:
- Jeg mødte Justitsraaden i Gaar Aftes . . . sent ved Gammelstrand.

- Ja . . . ja . . . ja. Jeg gik med et Fruentimmer. Hvad? Er det det, som morer Dem, Fuldmægtig Jespersen? Det var en stakkels Pige fra Landet, som havde forvildet sig i København; jeg har skaffet hende Kondition her paa Hotellet, men nu hedder det sig naturligvis . . . Tak, jeg kender Verdens skønne og rene Tankegang. Men jeg bryder mig ikke om den. Vær saa god, Hr. Jespersen! her er den Sag, De véd . . . den er færdig.

283

Justitsraaden tog en Bunke Folioark ned fra en Reol og kastede Pakken hen ad Bordet, mens han mumlede:
- Nu skulde . . . nu skulde De fortælle oppe i Kontoret, at den gamle, afskedigede Kontorchef Gram lægger sig efter unge Bønderpiger. Hvad? Det var en pikant Historie til at fordrive den første Time af Kontortiden med!

- Hr. Justitsraad! Hvorfor taler De saadan til mig? Jeg . . . ja jeg har saa ondt ved at være sentimental . . .

- Nej, det ligger ikke for Dem og Deres samtidige.

- Ganske vist. Men derfor kan jeg jo nok sige, at det aldrig kunde falde mig ind at gøre Nar ad en Mand, som jeg skylder Taknemmelighed. Jeg er den eneste i Kontoret, som De har bedet besøge Dem . . . og

- Hm . . . det var vel dumt, at jeg gjorde det. Jeg skulde aldrig give mig mere af med andre Mennesker end højst nødvendigt. For de Mennesker, jeg rører ved, gaar det altid galt. Hm . . . De gør nu ærlig Deres til at det maa gaa Dem galt.

- Hvorfor egentlig det? sagde den unge Mand flot og med løftet Næse.

- Blandt andet, fordi De, naar Deres overordnede taler til Dem om en Sags Detailler, saa sætter De et Ansigt op . . . netop saadant et Ansigt, som De nu sætter op . . . et, der skal være ironisk overlegent over den Slags Smaaligheder . . . ja De er yderlig høflig mod Kontorchefen, men De kunde lige saa godt være grov som høflig paa den Maade, De er det.

- Men . . . jeg kan ikke tage alt det Vrøvl au sérieux.

- Man skal tage sine Embedspligter au sérieux, Paa Disciplin gennem alle Embedshierarkiets Led beror hele vort Samfunds Administration. Tror man ikke paa det, skal man opgive sit Embede. Den Ordning, De ser overlegent paa, er et Resultat af Aarhundreders Arbejde. Enhver Embedsmand skal se med Ærbødighed og Tillid paa den, som paa en ærværdig gothisk Kirke. Ingen Embedsgerning bør overses som aandløs Trivialitet. Gør ens saakaldte Aandrighed Revolte, saa skal ens rolige Erkendelse slaa Oprørstendenserne ned og resignere.

- Aa-aa. Man kan jo gøre sin Pligt, lystre alle Artikler af sin Instruks . . . men man har dog Lov til at le lidt ud til Siden eller bagud.

- Saa bliver Deres Gerning enten slet ikke gjort eller meget daarlig gjort. Jeg maa jo altid gøre den om, som f. Eks. i den Sag, De har skullet behandle her (Justitsraaden slog paa 284 den Bunke Akter, han havde taget ned fra Reolen og lagt paa Bordet). Sagen er, Fuldmægtig Jespersen, at De er et rask Hoved, der straks opfatter Hovedpunktet i en Sag, dens inderste Livsnerve. Derfor har jeg interesseret mig for Dem. Men i Udførelsen indløber der altid Jaskeri og Unøjagtighed. Det kan De læse Dem til i de Notitser, jeg har gjort i Marginen.

- Saa gid min Kontorchef og jeg kunde gaa op i en højere Enhed! . . . kaldte man det ikke saadan i den gamle Filosofi? For han kan aldrig faa Syn paa Pointen i en Sag, men roder altid i alle Slags Smaanipserier.

- Det er dog nogle hæslige, raa Udtryk, den yngre Slægt bruger. En Embedsmand roder ikke . . . Ja, ja . . . tal nu, som De vil, her . . . i min Stue -

- Maa jeg virkelig det, Hr. Justitsraad?

Justitsraaden stod op fra Stolen og betragtede den unge Mand med et sky og usikkert Blik. Hans næste Replik blev stammende:
- Ja . . . ja . . . hvad jeg har sagt, staar jeg ved. Jeg stoler naturligvis paa . . . at visse Hensyn . . .

- Som den yngre skylder den ældre, skal blive iagttagne, ja.

- De behøver ikke at supplere min Tale, Hr. Fuldmægtig! Jeg forstaar at bygge en logisk og grammatisk Sætning. Tal, tal, tal! Sig, hvad De vil, sig, hvad De vil! . . . Men . . . men sænk Næsen og . . . tag det sarkastiske Ansigt bort! Det gør mig nervøs. Se ud som et ordentligt Menneske!

- Nu, Hr. Justitsraad, siden De syntes, at alt deroppe i de Kontorer er saare godt og herligt . . . hvorfor tog De Deres Afsked som Chef for Deres Kontor?

- De ser jo, at jeg kommer der hver Dag et Par Timers Tid, og at jeg endnu ikke er bange for at gøre den simpleste Gerning, at jeg, den forhenværende Kontorchef, har gjort mig til Volontær.

- Ja . . . og er Realleksikon for os alle, lige fra Departementschefen ned til den yngste Assistent.

- Hm! Det er jeg slet ikke.

- Jo. Det er De netop. De kender ogsaa Arkivet bedre end en Forfatter sine egne Værker.

Et glad Glimt lyste fra den gamle Mands Øje ned over hans hvide Skæg. Forlegen som en ung Pige over en Kompliment sagde han:
- Hm . . . aa . . . det vil jeg just ikke sige . . .

285

- Justitsraaden har ikke svaret paa, hvad jeg spurgte Dem om efter Deres egen udtrykkelige Tilladelse . . . nemlig hvorfor De tog Deres Afsked og lod Dem sætte paa Pension.

Den gamle Mand rejste sig igen, skød sin Stol ind under Bordet, gik et Par Gange op og ned i Stuen under idelige dirrende Bevægelser af Skulderbladene og Ansigtsmusklerne. Et Skraablik hen paa Fuldmægtigen viste ham, at denne sad i en rolig afventende Stilling. Pavsen blev Justitsraaden mere og mere pinlig. Brat standsede han sin Gang, skubbede en Stol hen i en af Vinduesfordybningerne, satte sig paa den med Ryggen halv vendt mod sin Gæst. Han saa ud i Haven, mens han talte langsomt og sagte:
- De kan mærke at jeg har noget . . . noget tilovers for Dem. Det har jeg for alle unge Mennesker med godt . . . eller ret godt Hoved. Nu misbruger De den Stemning hos mig og vil tvinge mig til at aflægge Bekendelser for Dem . . . Lad saa være, men jeg stoler paa Deres Diskretion som Mand af Ære. Hører De? Og trækker De en eneste Gang det . . . Ansigt frem, De véd nok, og sætter De Næsen saadan i Vejret . . . saa vil jeg ligefrem bede Dem om at gaa . . .

Jeg har været en ganske anderledes idealistisk Fantast end De . . . for De er det aldeles ikke. De er blaseret og egoistisk. De tror hverken paa Deres Gerning eller paa noget som helst overhovedet. De vil være Dommer, har De sagt. Det vil ikke genere Dem at stede Folk til Edsfæstelse paa en Formular, som De ikke selv tror paa. De er en skjult Venstremand, hvor meget De end skælder Venstre ud, fordi De ikke kan faa Gageforhøjelse.

- Jeg giver baade Højre og Venstre Døden og . . .

- Der kan De selv se! De bekræfter mine Ord . . . Nej, jeg gik med i 1848 som frivillig. Den Gang var der Tro og Begejstring i Luften. En Trommehvirvel fra en Afdeling Soldater var nok for enhver dansk til at vække Fædrenes Heltemod i ham. Saadant noget . . . griner man nu ad! Hvert kraftigt, fædrelandskærligt Ord hos vore udmærkede Digtere, hver fuldlødig Tone i vore gamle Fædrelandssange vaktes ved saadan en Tromme . . . ja blot ved en Dragonhjælms . . . ved en Bajonets Blinken i Solen . . . Jeg blev saaret ved Slesvig . . . derfra er min venstre Arm bleven stiv. Jeg kunde ikke mere slaas for mit Land i Felten; jeg vilde nu tjene det med samme Samvittighedsfuldhed, som jeg havde kæmpet for det.

286

Justitsraadens Stemme bævede og blev næsten uhørlig. Han støttede sine Albuer paa Vindueskarmen og sit Ansigt med Hænderne. Han talte bag dem som bag en Maske.

Jeg havde en Smule Dannelse uden for den rent fagmæssige . . . eller rettere . . . jeg . . . holdt meget af Filosofi, af Literatur, af Kunst, af Musik. Det gjorde nogle Jurister i de Dage . . . Hør . . . De har en Gang tilstaaet mig, at De ikke kendte Goethes "Ifigenia" . . . Det er en Skandale uden Lige . . . det er . . . det er næsten en oprørende Raahed at tilstaa det . . . Hm . . . Jeg mente, at jeg vilde dele min Tid mellem Embedsvirksomheden og Fordybelse i saadant noget, som laa det centrale i Livet nærmere . . . Ja saadant noget betragter vor Tid som Fraser . . . og . . . og (Justitsraaden fór atter op og spaserede under stærke Trækninger i Ansigt og Krop frem og tilbage) . . . og maaske har den Ret . . . ja . . . maaske har den Ret . . . Men det har den alligevel ikke . . . den maa have Uret! . . . . . . Hm! Jeg lovede at sige Dem, hvorfor jeg tog min Afsked for nogle Maaneder siden. Men, gaar De og gør Nar ad en gammel Mand, som De selv lokker til at snakke . . . jeg, som ellers er saa tavs og diplomatisk . . . lad være at sætte det Ansigt op! . . . saa . . . er De ikke den Mand, som jeg troede, da jeg satte mig ved Siden af Deres Stol, mens De var Assistent, og formelig gjorde mig til Deres Privatpræceptor i den Gerning, som De nu foragter . . . Men lad være at tale til mig! Ti stille! De faar mig til at raabe op, saa man kan høre mig paa hele Hotellet.

- Hr. Justitsraad . . . jeg har ikke sagt et Ord!

- Ikke . . . hvad . . . har De ikke hele Tiden . . . Nej, De har Ret, jeg tror ogsaa, at det er mig, som har talt hele Tiden.

Hr. Justitsraad! Hvad De har antydet, interesserer mig i høj Grad.

- Saa? Saa-aa? Ja saadant psykologisk, realistisk, naturalistisk, atheistisk, darwinistisk . . . hvad behager? Tak skal De have! Jeg lægger mig ikke paa Anatomibordet for Dem. De er vist ked af at være her, hvor ingen Tobaksrøg bliver taalt, saa, hvis De længes efter Deres Cigar . . . Bliv ikke vred, kære Fuldmægtig Jespersen, hvis jeg er uhøflig! Jeg er bleven saa nervøs af altid at tie, saa, naar jeg kommer til at tale, saa . . . Ikke sandt . . . jeg skriver dog noget bedre, end jeg taler.

- De Akter, De har konciperet, ere jo Mønsterstykker. Det siger da vor Kontorchef ogsaa.

287

- Det har han ingen Forstand paa . . . Jo naturligvis har han Forstand paa det, men . . . De spurgte mig om, hvorfor jeg tog Afsked. Jeg har aldrig tænkt det klart for mig selv; nu skal jeg se, om jeg kan faa Form paa det. Hm! I 48 troede jeg, jeg var skabt til politisk Taler, men . . . ved et skandinavisk Studentermøde talte jeg og gik i Staa, rent ud sagt, fordi jeg havde for mange Tanker, og de affødte en Masse Digressioner, og til sidst kunde jeg ikke finde Traaden . . . og saa prostituerede jeg mig. Men (han stampede i Gulvet) det gør jeg ogsaa nu.

Hvorfor jeg tog min Afsked? Hm! ja . . . det er en halv Time siden, jeg lovede Dem Forklaring paa det. Gør ikke iNar af mig! Jeg mener Dem det godt. Hm, hm! . . . Det var altsaa 1848 . . . Jeg mente, at det var godt, om den Begejstring, som vore Sejre i Krigen og Frihedens Sejr i vort Samfund vakte, kunde anvendes i Administrationen. Den røde Bygning bag Børsen, mente jeg, skulde sprede Velgerninger ud over det hele Folk. Frihedens friske Luft skulde suse gennem Kontorerne og feje Mug og Støv ud. Vi unge skulde vippe de gamle Kancelliherrer, al deres Væsen og al deres Gerning fra deres Kontorstole ud over Taget paa Børsen og helt ned i Kanalen . . . Nu maa De gerne le ad mig . . . Hvorfor i al Verden ler De ikke? . . . Har De læst anden Del af Taines: Origines de la France contemporaine?

- Nej, jeg maa tilstaa . . .

- Nej, det tænkte jeg nok! I moderne Mennesker læser ikke andet end Aviser . . . de dumme Løgneposer! I læser ikke en Gang jere egne Forfattere . . . Havde De læst den Bog, vilde det blive Dem klart, hvorledes det gaar, naar radikale Ignoranters plumpe Hænder griber ind i det administrative Maskineri . . . Naa, jeg var en Fantast, som jeg sagde Dem før. Jeg saa snart, at det hele var en flere hundrede Aar gammel Bygning, et kunstig sammenføjet Uhrværk, hvor hver Tap og hvert Hjul, hver Valse og hver Akse greb ind i hverandre paa en . . . ja, jeg kunde sige, paa en usigelig skøn . . . eller interessant . . . eller logisk Maade. De kan kalde det, hvad De vil. I Aarenes Løb randt den ene Reformidé efter den anden som Sand gennem mine Fingre. Vilde man tage et grovt, et plumt radikalt Tag, vilde det hele gaa i Stykker, og hele Administrationens Maskineri ramle sammen i Kaos. Det bliver Frugten af al Radikalisme. Jeg blev, hvad jeg endnu er, ultrakonservativ og fik den dybeste Foragt for parlamentarisk Skraaleri overfor en 288 gammel, kyndig Administration. Hver Gang jeg læste . . . f. Eks. en Finanslovsbetænkning, blev jeg nervøs og kunde gerne have revet det Tøjeri i tusind Smaastykker.

Justitsraad Gram rev en Brevkonvolut i Smaastykker, men tog straks en Støvekost fra Kakkelovnsstativet, fejede Stumperne sammen i en Bunke og kastede dem i Kakkelovnen.

- Bravo, Hr. Justitsraad! Jeg er i det Punkt saa fuldstændig enig med Dem, sagde Fuldmægtig Jespersen.

- Saa? Saa-aa? Det klæder ikke en ung Mand at tale saadan. Men der er ingen Ild i vor Tids unge. De er fødte med Fiskeblod i Aarerne . . . Hm, hm! . . . De er nu en Gang, som de er . . . Bliv ikke vred! . . . Jeg arbejdede og arbejdede, jeg berusede mig i Arbejde Aar efter Aar. Saa blev jeg træt. Jeg var ene, mutters ene i mine Hviletimer, da jeg begyndte at hvile mig. Og i de Hviletimer i Tusmørket begyndte min Ungdom at spøge . . . lad mig se . . . hvad var det nu for Spøgelser: Goethes Humanitetsideal, Filosofernes Syn paa Verden som en Guds Tankes Udfoldelse . . . gamle Musikstykker . . . Trangen til at gøre hele Folket lykkeligt . . . Lad mig hellere tie! Hvorfor tvinger De en saa tavs Mand til at tale saa meget?

- Det gør jeg jo ikke, Hr. Justitsraad . . . Men det interesserer mig . . .

- Saa? Saa-aa? . . . Jeg tog min Afsked, da jeg mistvivlede om, at mit Arbejde stod i Idéens Tjeneste.

- Aa Gud hjælpe os! sagde Jespersen . . . Arbejde i Kontorerne og Idealitet!

- Skal forenes, unge Mand! Et uideelt Arbejde er kun Slaveri, ikke en fri Mand værdigt. Det var ikke Arbejdets, det var min Skyld. Jeg manglede Kraft og Indsigt . . . eller . . . ja - jeg manglede Troens Begejstring. Og det kom af min usalige Nervøsitet, som har plaget mig, siden jeg fik den Kugle. Jeg har ingen Energi havt. Jeg havde som Ungkarl godt kunnet rejse. Jeg kunde gøre mig forstaaelig paa tysk, fransk og engelsk, for jeg har altid læst en Del fremmed Literatur. Men jeg kunde ikke overvinde mig til at bryde op, og . . . hør . . . jeg tror, jeg var bange for mit usle Liv, som jeg dog havde vovet i Krigen. Saa lejede jeg mig ind i dette Hotel. Det morede mig at høre fremmede Sprog hver Dag ved Table d'hôte, og at jeg kunde forstaa dem. Dette Table d'hôte er mig en daglig Udenlandsrejse. Har De ikke nok lagt Mærke til paa vore lange Spasereture om Søerne efter Kontortiden, at jeg brugte 289 fremmede Talemaader? He, he! Det var for at øve mig til dette Table d'hôte.

Den gamle Herre lo og gned sig i Hænderne.

- Jeg tænkte ogsaa, vedblev han, at som fri Mand kunde jeg virke . . . saadan mere direkte for Menneskeheden. Jeg havde jo gode Kaar. Men jeg har ingen Kunstnerhaand. Jeg har gode Ideer, om jeg selv skal sige det, men Stoffet er altid genstridigt imod mig. Jeg har søgt at redde faldne Piger. De har gjort Nar af mig. Jeg har understøttet fattige unge Mennesker, som vilde tage Artium eller gaa paa Kunstakademiet. Det har været dovne Bengier tilhobe. Ikke en eneste af dem er bleven til noget. De er blevne kede af at høre mig tale og formane dem til at holde fast ved Ideen. Og jeg taler dog saa sjælden og udtrykker mig saa kort og knapt. Ikke?

- Jo-o-o!

- Nu har jeg faaet Interesse for Dem. De narrer mig nok ogsaa. Nu har jeg skaffet en Pige, der rendte rundt paa Gaderne og rimeligvis var styrtet lige i Fordærvelsens Gab, Plads her paa Hotellet. Hun bliver forført af en af disse infame Kellnere og ender som Skøge. Jeg véd det godt, men jeg kan ikke lade være at prøve paa saadant noget. Det mislykkes, fordi det er Egoisme af mig, fordi jeg blot gør det, fordi jeg ikke kan andet, fordi jeg ikke har noget at overvinde ved at gøre det . . . Hør . . . Fuldmægtig Jespersen . . . jeg har vist hele Tiden talt om mig selv, hvad? . . . De trænger vist til at ryge Tobak . . . og saadant noget. Jeg skal ikke længere trætte Dem med en gammel Mands Passiar . . . God Morgen!

Fuldmægtigen rejste sig, bød Farvel og gik.

Da han var ude, følte Justitsraad Gram sig let i Sind og glædede sig til at faa Ro, til at læse eller til stille famlende at berøre Klaveret, saa Tonerne lød mere for hans indre end for hans ydre Øre.

Men - hans Forventning skuffedes. Han blev tung og beklemt om Hjærtet. Vejret var graanet. Møblernes brunrøde Fløjel dvaskede hen uden Lysspil. Kakkelovnen var bleven forsømt under den lange Visit. Fugtigheden derude syntes at liste sig klamt isnende ind. Den lille Have var bleven en stor Gryde, hvor Taagen kogte. Der var en Dødsstilhed i Værelset, paatrængende, knugende som i et Kapel, hvor for et Øjeblik siden Sangen havde lydt, og Vokslysene havde funklet, og som nu efter endt Messe ligger i graa Dæmring og en Tavshed, hvor en 290 enkelt, ensom Efterladts Øje ængstelig spejder efter, om ikke et hundredfold svækket Ekko af Sangen endnu skulde bæve i Luften, om ikke endnu et Alterlys skulde gemme en lille bitte Gnist i den svagt rygende Tande.

Hvad vilde Justitsraad Gram have fremtryllet i dette Øjeblik, hvis han havde havt Magiens Gave? - Rimeligvis et Orkester af Messinginstrumenter, som spillede Champagnevisen i Don Juan eller Lindoros Serenade til Rosina under Balkonen.

Men Stilheden og Halvkulden vare ubarmhjærtige. De havde sat sig fast som Herskere i det Rum, hvor han skulde leve og aande.

Han drog sit Vejr dybt, alt mens Skulderbladene og Ansigtsmusklerne arbejdede. Han syntes, han hørte et hviskende Ekko af sin Stemme gentage hans Bekendelser, syntes, han hørte Lyden snige sig langs Væggene, langs Gardinernes Rande, forputte sig i Møblernes mange Stopningsfordybninger og listig hviske ud deraf efter at være blevne slugte af Fløjlet. Bestandige Parodier paa hans Ideal: at være en tavs Mand, en uigennemtrængelig dyb Natur. Og han mindedes, at han i de sidste Aar havde aabenbaret sig for Fuldmægtig Jespersen hver Gang, de havde spaseret sammen. Og hvorfor gjorde han det lige over for denne blaserede Karl? Han levede uden Tvivl et umoralsk Liv, han kom til Baller og Middagsselskaber i den Del af Samfundet, hvis Alliance med hans egne Ungdomshelte stod for ham som ensbetydende med deres Demoralisering, deres Salg af Ungdomsidealerne for tredive Sølvpenge.

Han glædede sig til i Morgen Mandag. Saa gik han op i Ministeriet uden at have nogen Forpligtelse, men fungerede der som gammel frivillig og velvillig Funktionær, imponerende alle ved sin Kundskab. Det var hans Maade at beruse sig paa og søge Glemsel. Han beruste sig i Arkivalia. Han kunde ikke lide Henrik Ibsen, men maatte indrømme Sandheden af de Ord i "Peer Gynt": "En bruger Brændevin, en anden bruger Løgne".

291

XII.

Fuldmægtig Jespersen var heller ikke videre glad, da han kom ud i Korridoren. Nærmest laa det for ham at erklære Justitsraad Gram for et af de værste Vrøvlehoveder, han nogensinde havde truffet. Hvad kom dog alt det æsthetiske, filosofiske og musikalske Væveri Kontoret i Ministeriet ved.

Han, Fuldmægtig Karl Jespersen, Søn af en stor Prokurator i København, var bleven opdraget i Luksus og Overflod til den Dag - det var i Karl Jespersens andet Studenteraar - da hans Fader pludselig døde, ramt af et apoplektisk Anfald. Der var ingen Formue af Betydning. Aktiva og Passiva dækkede nogenlunde hinanden. Karl Jespersen arvede kun 10,000 Kroner.

Men han fik en anden Arv. Den Medlidenhed, som hans Faders Klienter og Omgangsvenner, store Grosserere og Industridrivende, følte mod Prokurator Jespersens unge Søn, var i visse Maader trøstende for Arvingen til den tarvelige Formue. Hans Studenteraar vare en stadig Fest: "Unge Selskaber", Baller, Fribilletter til Studenter- og Kunstnerkarnevaler, Indbydelser til Besøg paa flotte Villaer paa Strandvejen, Forelskelse paa Forelskelse, der frembragte smaa Rifter i Huden, naar en ung Grosserer eller Grossereraspirant pludselig snappede "Genstanden" fra Studenten. Rifterne gjorde ondt en kort Tid, men denne Svie var sund, thi den livnede hans Nerver, der led ved den megen Selskabelighed med dertil hørende Dans, Mad og Vin. Tillige forsynede disse hyppige Smaaforelskelser ham med en Slags Poesi eller Kryderi under den ensformige Gliden gennem Studenteraarene til den juridiske Eksamen og fra den ind i Indenrigsministeriets Lokale, hvor han fra Assistent gled over til Ekspedient og efter forholdsvis faa Aar til Fuldmægtig.

Hans Liv gled videre paa samme Skinner og i samme Fart; kun blev hans Hud haardere og hans Nerver stumpere for ulykkelige Bal- og Middagsselskabsforelskelsers Knappenaalsstik. Det var kedeligt for ham, at han ikke kunde drive et Had op i sig mod de Grosserere og Grossereraspiranter, der gik ham i Bedene.

Han spekulerede sig en Forøgelse af sin lille Kapital til i nogle livlige Aktieaar, var forsigtig nok til at holde op, mens Legen var god, og, da han i sit to og tredivte Aar var bleven Fuldmægtig, stod han som en Ungkarl med gode Indkomster. 292 Han havde Raad til hver anden Sommer i sin tre Ugers Permission at gøre smaa Udenlandsrejser, at spise paa gode Restaurationer, at ryge gode Cigarer, og behøvede ikke at gaa ned i de laveste Sfærer for at søge sine menus-plaisirs.

I de første Aar, han tjente i Ministeriet, var Justitsraad Gram hans Kontorchef. Jespersen lo med de andre underordnede i Smug ad den gamle pertentlige og sære Herre, der i hele Maaneder kun talte de allernødvendigste Ord og saa i visse Mellemrum fór op og holdt lange Tordentaler for sine undergivne. Men en Gang - det var just, mens en af hans erotiske Rifter sved lidt stærkere i hans Hud end sædvanlig - havde Jespersen skrevet i en Sag og havde lagt alle sine Evner ind i sit Arbejde. Han blev kaldt ind til Kontorchefen, og denne roste i stærke Udtryk og med nervøs Overdrivelse baade hans Logik og hans Stil.

Det var længe siden, at Jespersen havde mærket noget, som lignede Taarer i Færd med at kræve Gennemgang mellem hans Øjenlaage. Dels følte han sit nu af den overordnede anerkendte Arbejde som en Slags Sejr, en Bod for det sidste Nederlag i en erotisk Skærmydsel, dels smigredes han af Ros fra en Kilde, som flød saa sparsomt med sligt, dels løftede hans Selvagtelse sig, saa han fik en trøstende Fornemmelse af, at det var værd at bestille noget, at han havde gjort Nytte, at han fremdeles kunde gøre Nytte. Justitsraad Grams udmærkede Kyndighed og Forretningsdygtighed gik op for ham, og i Kontorchefens Ord til ham laa en Tro paa, en sand Begejstring for den daglige Gerning; og det virkede smittende paa ham. Det tør vel ikke fordølges, at Haab om hurtigt Avancement og deraf følgende større Indtægter drev sig ind som en Skyggekile i hans Lyriks solglade Lysaabning.

For at tækkes sin tjenstivrige overordnede blev han ligesom denne i Ministeriet til efter Kontortiden og arbejdede. Da dette havde vedvaret en Uges Tid, spurgte Justitsraad Gram ham, om de skulde følges ad hjem; de boede jo begge paa Peblingesøens Dossering. De første Gange havde Samtalen sin Nød med at komme i Gang paa Grund af Justitsraadens sky Forlegenhed og paa Grund af Fuldmægtigens fuldkomne Uvidenhed om, hvilke Strænge han skulde spille paa for at tækkes den sære gamle Herre. Det blev da ved tørre Bemærkninger om de i Kontoret foreliggende Sager.

293

Saa traf det en Dag, at Justitsraaden pludselig og hidsig vendte sig imod ham og sagde:
- Jeg forstaar, jeg fatter ikke, hvad vor Tids unge Mænd interesserer sig for. Hvad? Interesserer De Dem for Politik?

- Ne-e-j. Egentlig talt ikke.

- Det var endda godt. Det vil sige . . . det var næsten bedre, om De - Gud forlade mig - var Venstremand, end om De interesserede Dem for slet ingen Ting. For Literatur da? Kunst, Videnskab, Musik?

Fuldmægtig Jespersen turde ikke følge sin Lyst til at sige nej, hvad han gerne havde gjort, om ikke for andet saa paa Trods, og mumlede:
- Jo-o for Literatur, for Eksempel . . . noget.

- Noget . . . noget . . . noget? Enten interesserer man sig meget for sligt, eller man interesserer sig slet ikke for det.

- Jeg sagde det af Beskedenhed, Hr. Justitsraad.

- Ja der skal vi have det! Ha, ha! Beskedenheden lyser ud af Deres Øjne!

Efterhaanden viste det sig, at Justitsraaden trængte til Meddelelse og egentlig var en snaksom Mand under fire Øjne. Han fortalte Anekdoter om Oehlenschläger, Heiberg, Poul Møller, om Weyse og Kuhlau, om Ryge, Karl Winsløw, Nielsen, Fru Nielsen, gamle Rosenkilde, som han alle havde kendt flygtig til og iagttaget som en tavs og tilbageholdende Tilskuer eller Tilhører. Det kunde ogsaa hændes, at han prædikede gammel Filosofi i hegelske Former eller fortalte om sine mange uheldige Forsøg paa at frelse forfaldne Mennesker og faldne Kvinder fra Undergang. Og, naar han dvælede ved den sidste Art Emner, kom han i nervøs Bevægelse og erklærede Samtiden for at være naaet til et Punkt af Fordærvelse som ingen tidligere Epoke i Verdenshistorien og endte med: Men jeg tror paa Livet, fordi jeg tror paa en guddommelig Styrelse. Jeg er Optimist trods alle Skuffelser.

Det kan ikke nægtes, at Fuldmægtig Jespersen jo kedede sig lumsk paa disse Promenader, skønt de paa en vis Maade smigrede ham og opmuntrede hans Avancementshaab. Derfor blev han ved med dem og styrkede sig efter overstaaet Anstrængelse ved ekstragod Mad og Vin paa sin Restavration, ved det flotte Liv i sine sædvanlige Omgangskredse, som han vedblev at dyrke, uagtet han til jævnaldrende udtalte sin ubetingede Foragt for det 294 lidet aandelige Udbytte, dette Omgangsliv ydede. Det var et Offer til Studenreraristokratismen.

En skøn Dag vakte det almindeligt Røre og Forbavselse i Indenrigsministeriets Kontorer, da der stod at læse i "Berlingske Tidende", at Justitsraad G. H. Gram, Kontorchef i Indenrigsministeriet og Ridder af Danebrog, paa Ansøgning var entlediget i Naade og med Pension, samt dernæst udnævnt til Danebrogsmand. Ingen havde ventet dette. Justitsraaden forsvandt lydløst uden at tage Afsked med Personalet. Jespersen ansøgte straks om at blive hans Efterfølger, fik efter skriftlig Anmodning til Justitsraad Gram en udmærket Anbefaling for usædvanlig Forretningsdygtighed, men Anciennitetsprincipet forbød en saa ung Mand at rykke saa højt til Vejrs, en ældre Fuldmægtig fra et andet Kontor rykkede ind paa den ledige Plads.

Et Par Maaneder efter fik Kontorpersonalet en ny Forbavselse. Justitsraad Gram viste sig ved Kontortidens Begyndelse, tede sig, som om intet var foregaaet, og gik ind i den nye Chefs Kontor. Det opdagedes snart, at han sad foran et lille Skrivebord, og snart saa man ham færdes som sædvanlig i alle Lokalerne uden at henvende Ordet til nogen, undersøgende Akter og Arkivalier, kun forhandlende lydløst med Kontorets nye Chef. Efterhaanden kom han dog i Forhandling med det underordnede Personale som en almen Raadgiver, som et Realleksikon, men var lige saa upersonlig og kortfattet i sin Fremstilling som et saadant Værk. Ikke anderledes tede han sig overfor sin gamle Protégé, Fuldmægtigen. Men denne lod sig det være magtpaaliggende at gribe enhver Lejlighed til at vise den forhenværende Chef og nuværende Volontær endnu mere Opmærksomhed end tidligere, thi det hed sig stadig, at han holdt mange hemmelige Traade i sin Haand, og at Departementschefen kom til ham, hemmelig som Nikodemus til Kristus, og æskede hans Raad. Fuldmægtigen vidste godt, at Justitsraad Gram vilde blive rasende over den ringeste smigrende Hentydning af den Art saa vel som over en udtalt Tak for, hvad han lønlig kunde have virket for ham, og med sin i Selssabslivet erhvervede Smidighed gjorde Jespersen sit opmærksomme Væsen mod Justitsraad Gram fordringsløst og lydløst.

En Søndag Morgen mødte Jespersen Justitsraad Gram i Gothersgade. Justitsraaden standsede samtidig med at han hilste, pegede op mod Hotellet og sagde: Der bor jeg. Har De Lyst at se op?

295

Fra den Tid af blev det en sat Regel, at Fuldmægtig Jespersen hver Søndag aflagde Justitsraaden en Visit i hans nye Bolig. I lang Tid drejede deres Samtale sig udelukkende om Forretninger, saa bredte den sig ud paa andre Omraader; Tonen i den blev af og til lidt mere ugenert fra Fuldmægtigens Side. Denne sagde rigtignok stadig til sig selv, at disse Sammenkomster kedede ham, og, hvis ikke det kunde have sin Nytte at dyrke den gamle Herre lidt, saa skulde Pokker sidde der og høre paa hans sentimentalt-gnavne Paradokser; men dybest i sit Hjærte følte Jespersen sig mere dragen til Justitsraaden, end han vilde tilstaa for sig selv end sige for andre. Han stod endogsaa op af sin Seng efter en Selskabsnat for at komme til rette Klokkeslet. Han lo ad sig selv og tænkte: Man kan mærke, jeg er ved at blive en gammel Pebersvend med stereotype Vaner. Jeg staar op for at kede mig.

Som vi saa, gik han denne Søndag misfornøjet fra sin Beskytter. De Strænge, denne havde berørt i Samtalen, havde gjort ham underlig til Mode. Den Mand havde dog noget at leve for eller bildte sig ind at have det. Og hvad havde han, Jespersen, at leve for? Han saa den store Korridors lange, øde Tomter med de kedelige, symmetrisk anbragte Døre foran sig som et Symbol paa sit eget Liv. Saadan laa ogsaa Gaderne for ham, naar han om Natten kom fra Selskab, og, greb han et lille Æventyr, som tilbød sig, for at faa en lille opstrammende Afveksling, saa endte det dog altid med, at han ogsaa følte Lede efter Æventyret. Og saa begyndte han næste Gang paa samme Vis, som var det en Pligt, han gjorde.

Da han drejede om Hjørnet for at gaa ned ad Trappen, drejede noget lyst samtidig rask om Hjørnet fra den modsatte Side, og Fuldmægtig Jespersen tørnede let mod den lyse Genstand. Sammenstødet var ham ingenlunde ubehageligt, thi det var en smuk lys Genstand. Over det hvide Forklæde med dets højthvælvede Brystsmække knejste en kraftig rank Hals, og et Par brune Øjne lyste tæt ind i hans Ansigt. Han havde grebet om Genstandens Liv for at betage Sammenstødet enhver Art af Voldsomhed, og han mærkede nu paa den vridende Modstand, at han havde forlænget Grebet ud over dets første Hensigts Krav.

- Nej, nej . . . nej, sagde Pigen.

- Jo, jo, jo . . . jo vist saa, hviskede han.

- Der kommer nogen.

- Nej, der kommer ingen.

296

Han tilkæmpede sig et Kys . . . men nu blev der virkelig taget i en Laas. Han gav hurtig los og skyndte sig ned ad Trappen.

Nede paa Gaden trak han sit Vejr dybt, saa omkring sig, fandt, at han var led ved sig selv, vilde ikke tilstaa det for sig selv. Han syntes, at Luften spyttede ham i Ansigtet.

- Trappetøs! sagde han og svippede med sin tynde Stok ud i Luften, saa den hvinede ved det.

XIII.

Ved en Ende af Korridoren hang et stort Spejl i forgyldt Ramme over en Konsol.

Imod dette løb Lotte hen i en Fart, saa hun susede gennem Rummet.

Jo vist saa hun godt ud i sin lysstribede Lærreds Sommerkjole, som hun efter Hotellets Oldfrues Anvisning foreløbig havde viet til Arbejdsdragt, det snehvide Forklæde med Smækken, den lille Kappe, som gyngede flot paa det rebelske, mørkebrune krøllede Haar. Og nu de højt blussende Kinder og de gnistrende brune Øjencirkler paa den blaahvide Grund!

Lotte Splyd blev betaget af det første Indtryk af sig selv. Den fine Herre med den blanke Silkehat og det hjærteknusende svulmende Slips, med en endnu flottere blaa Vinterfrakke end Baronens, havde nok vidst, hvad han gjorde. Men han skulde rigtignok ikke tro, at . . .

Hvad skulde han ikke tro?

Lotte Splyd saa sine Øjnes Glans slukkes i Spejlet, og nu syntes hun, at Kindernes Blussen var styg, og at den kom af, at hun skammede sig. Sæt, nogen havde set, hvad der var gaaet for sig! . . . Maskeraden paa Herregaarden! Spejlet! . . . Gud, hvor var hun ulykkelig! Gid det store Spejl med den forgyldte Ramme var langt borte! Gid hun kunde se et Ansigt, et rigtig trofast og skikkeligt Ansigt ved Siden af sit i saadan en lille Stump Barberspejl som den Gang!

En underlig Bølgegang opstod i hendes Sind. Han var jo dog saa smuk og saa fin den Herre! Anders Tjener var en 297 Bondelømmel og Baronen en Abekat og Peter Iversen en ranglet Dreng i Sammenligning med den opstoppernæsede, blege, knevelsbartede Fyr med det bløde Øjesyn. Men hvorfor blev hun saa væmmelig ved sig selv hver Gang, hun havde glædet sig over, at Folk, der var højere paa Straa end hun, havde vist, hvor de skønnede paa, at hun var en køn Pige? Hvorfor havde hun aldrig været arrig paa sig selv, naar Peter Iversen havde forsøgt en kærlig Tilnærmelse, men bare paa Peter Iversen? . . . Det var ikke til at hitte ud af.

Oldfruen havde modtaget hende med ligegyldig Kulde efter en kort Mønstring, den nakkeskilte og engelsk-bakkenbartede Oberkellner havde beset hende som en Pranger en Hest og havde sagt hende, at hun skulde klæde sig om og blot gøre rent i to Værelser paa anden Sal for en der fungerende Pige, som havde Fridag i Dag. Nu var hun færdig med det Stykke Arbejde. Gud give, der var noget mere at gøre! Saa kunde hun da komme bort fra det fordømte Spejl, der ligefrem forheksede hende . . . for nu saa hun . . . ja hun saa virkelig Peter Iversen i Spejlet, betragtende hende bønlig-alvorlig. Hun blev staaende, som vare hendes Ben lammede. Hun vilde skrige for at faa Luft; hun hverken kunde eller turde. Hun blev hed og tør i Ganen. Hun vrængede ad sig selv og fandt, at hun var væmmelig, som hun der stod, rød som et Kavilæble, med gloende Øjne og med Kosten i Haanden. Hvorfor kaldte ikke en paa hende og gav hende en Ordre?

Det knirkede og knagede. En Dør gik op i Sidegangen. Det var, som om denne pludselige Lyd løste Trylleriet, der bandt Hotelpigen fast foran det store Spejl.

Støvler knirkede svagt mod det lyddøvende Tæppe i Korridoren.

Lotte Splyd satte sig i Gang med Kosten under Armen hen imod den Side, hvorfra Støvlerne knirkede, og da hun drejede ind i Sidegangen, saa hun sin Beskytter fra i Morges komme med Overfrakkens Krave over Ørene, med det hvide Halstørklæde synligt i Mellemrummet, med høj Hat og Silkeparaply korrekt og smalt sammenrullet om Stokken.

Han saa ikke paa hende, men sagde med en Røst saa tør som en Træhammers Lyd mod et andet Stykke Træ:
- Man vil sørge for, at mine Værelser ere istandgjorte, mens jeg er ude fra 2 til 4.

- Jo, sagde Lotte.

298

Justitsraaden saa op paa skraa, studsede let, tog sig om Hagen og rømmede sig:
- Naa, det er Dem . . . Skal De passe mine Værelser?

- Jo' . . . hvis det er her paa 3dje Sal.

- Ja det er det. Men De maa passe nøje paa. Støv og fej med stor Omhu, slaa ingen Ting itu, rør ikke ved mine Bøger og Papirer! O-o-g . . . lad mig nu se, at De bliver tilfreds! o-o-g det bliver De kun ved den nøjagtigste Pligtopfyldelse . . . og ved en fuldstændig . . . Sædelighed.

Det sidste Ord udtaltes sagte, næsten frygtsomt. Justitsraaden følte nu, at det var hans Pligt at gaa. Han gik dog ikke. Hans Øje dvælede paa den ranke Pige med det stærkt farvede Ansigt med et Velbehag, der dog var svagt krydret af et vist Mishag med, at han ikke kunde lade være. Hun stod stille, som om hun ventede paa en Ordre, mens Justitsraaden spidsede Munden frem til at sige noget, men han kunde ikke finde paa andet end:
- Der har De Nøglen . . . God Morgen!

Lotte saa efter ham og tænkte noget lignende som, at det var en sær gammel Stabejs. Hun gik ind i hans Lejlighed og tog fat paa sit Arbejde, maaske for første Gang i sit Liv med Lyst. Det var hende et Middel til at blive af med de Tanker og Minder, som hun nys havde havt at slaas med. Hun brugte Støve- og Fejekost, Bakke og Tørafklud med en Kraft og Hurtighed, saa at hendes Hænder og Arme stod ud i Luften som formløst blinkende Genstande. Og, da hun var færdig og stod i Dagligstuen, indsugede hun som en kølende Drik den friske Luft, der strømmede ind fra Haven gennem de vidt aabne Vinduer, Værelsets ejendommelige rene Lugt, og Øjet gled i dvælende Hvile langs de i Reolerne sirlig opstillede Bogrygges gyldne Titler og Tværstriber.

Den Herre maatte rigtignok have det rart . . . ja rart fredelig . . . Ikke en Lyd! Jo . . . nu lød Skridt ude paa Gangen - en Opvarters eller en Piges . . . de slugtes snart i det fjærne. Hun havde tænkt sig, at der var anderledes Liv paa et Hotel.

Paa Gangen mødte hun en anden Pige, der passede nogle af Værelserne paa tredje Sal. Det var en lille væver en, der fejede hen ad Gulvet som en levende Kost. Hun havde Pandelokker, et fladt Ansigt med store blegblaa Øjne, halv smægtende, halv udfordrende.

- Er her altid saa stille? spurgte Lotte hende.

- God Morgen! Naa da! Nej, De kan tro Nej. Vent, til 299 det næste Tog kommer, saa faar vi saamænd Mudder nok. Naa vi maa nok ind . . . Jeg kan høre den tykkes Trin paa Trappen til anden Sal . . . Farvel Jomfru, til vi ses, og hils Kæresten, naar De skriver!

Hun lo højt. Hendes Latter smittede Lotte, og med en Latterduet, der vidnede om, at en gensidig Sympati allerede var født mellem de to Kolleger, gik de hver til sin Side ind i et Værelse, hvis Døre de lod staa aabne ud til Korridoren.

I Dørkarmen saa Lotte pludselig Oldfruens, Fru Lundings brede Skikkelse, indfattet som i en snæver Ramme. Denne, hendes nærmeste overordnede, havde været meget "pæn" mod hende ved Modtagelsen.

Fru Lunding mønstrede tavs enhver af Lottes Bevægelser, staaende ubevægelig i sin sorte Dragt om det svære Legeme som en Borgmesterfrue paa et gammelt hollandsk Maleri. Saa sagde hun med langsom Værdighed:
- Fejningen er god. Lagener og Tæpper lægges glattere ud ... Haandklædernes Plads er der. Det var ret! Tag forsigtig paa Vandtøjet, til De bliver vant til at haandtere det . . . Naar De hører Klokken ringe dernede . . . ikke den store, det er til Table d'hôte . . . men den lille, saa stiller De til Middag i Folkestuen i Kælderen. Naa . . . o-o-g . . .

Oldfruen standsede lidt. Hun fandt det passende at afrunde sine Formaninger paa en mere højtidelig Maade. Da randt det hende i Hu, af hvem den nye Pige var anbefalet; hun led ikke disse Indflydelser uden fra og mindst Justitsraadens; for det var en meget pretentiøs og sippet ældre Herre, som altid havde saa meget at ræsonnere over Renlighed og holdt sin egen Vaskerkone. Altsaa Fru Lunding fik en Idé. Hun sagde, idet hun holdt den ene Haand paa Dørkarmen og gestikulerede med den anden:
- Ja, jeg behøver naturligvis ikke at sige Dem, at paa dette Hotel holder vi paa stræng Moralitet hos Pigerne. De véd, hvad jeg mener? Godt! Her kommer mange Slags Herrer. De ældre er aldeles ikke sikre. Det er mange Gange de værste, for de lader faderlige, naar de har Hensigter i den Genre. Men jeg sætter Moraliteten over alt, endogsaa over Talanget. Naa, det véd De ikke, hvad er ude paa Landet. Men husk paa, hvad jeg sagde Dem om de ældre Mandspersoner . . . Nu ringer Klokken til Folkenes Middag. Der kommer Annette. De kan 300 følge med hende. Det er altid godt, naar Pigerne følges ad, to og to. Hører De, hvad jeg siger, Annette?

Den lille med de lyse Øjne i det flade Ansigt satte en næsten idiotisk ydmyg Mine op og sagde:
- Jo-o-o.

Den svære Dame lod nu Døren fri. Annette og Charlotte (saaledes havde Lotte Splyd opgivet sit Navn) gik ærbart og langsomt ved Siden af hinanden ned ad Korridoren. Paa Trappen sagde Annette:
- Flæskemutter prækede nok til "Højmesse" for Dem. Aa, det gamle Liv! Hun er Kæreste med den gamle tyske Bager Hitzmann henne paa Hjørnet. Det kalder jeg nu uanstændigt for saadant et Par gamle Snørestøvler at lege paa den Manér.

Novicen lo; hendes erfarnere Kollega lo højt hvinende, og, da de havde naaet Trappeafsatsen, tog hun Charlotte om Livet og rev hende med sig ned ad Trapperne, saa hun nær var gaaet for over, mens hun sang:

Paa Livets Bane,
hvor jeg Dig venter,
en Elskovs Stjerne
paa Himlen brænder,
paa Livets Bane,
hvor Blomster vokse,
hvor Himlens Engle
omsvæve Dig . . .

og begge kom plumpende ned paa anden Sal, da en Stemme med fremmed Betoning lød:
- Ganschke stille go ner af Trepperne!

Oberkellnerens friserede og bakkenbartede Hoved tonede frem af Korridorens Dæmring. Men, da hans grønbrune Øjne mødtes med Annettes lysblakkede, gik den brynrynkede Pathos over i mild Værdighed. Han løftede Haanden tyssende, mens han frembragte en ubeskrivelig Lyd med Tungen og Overlæben. Charlotte vilde ikke have været Kvinde, hvis hun ikke af det Sekunds stumme Spil mellem Oberkellner Osternmayer og Stuepigen Annette Knauer havde set, at, naar Annette fik en Irettesættelse fra den Kant, saa var det blot for en Ordens Skyld. Og en yderligere Bekræftelse fik hun ved Annettes sagte Replik paa Trappen mellem Stue og første Sal:
- De kan tro, han er dorkdreven, den Osternmayer!

Da de kom ned i den hvidkalkede, lave Folkespisestue i 301 Kælderen, var der ingen andre tilstede end en Karl, en af de saakaldte Hausknechte. Alle de andre vare færdige. Annette satte et misfornøjet Ansigt op.

- Vi paa tredje Sal, vi bliver altid sidst færdige, og det er den gamle Justitsraads Skyld, for han gaar altid saa sent ud. Uh! . . . spise med Karlene! Nej, naar alle Opvarterne og alle Pigerne er her, saa er her virkelig selskabeligt!

Mørke i Sindet spiste de to Piger deres Risengrød og Kalvesteg, mens Karlen, som havde været tidlig oppe for at børste Støvler for de rejsende til Morgentoget, sad og sov med et Glas Øl foran sig. Den trykkende Madlugt, det lange, smalle, slet belyste Rum bag de blændede Ruder, den snorkende Karl, den plettede Dug . . . gjorde, at Charlotte i sløv Selvopgivelse sank sammen, og snart sad hun i Døs lige over for den snorkende Bondekarl.

Da hun kom til sig selv, var det mørkt i Værelset. Annette var længst forsvunden, Karlen laa nu henslængt over Bordpladen.

I panisk Skræk for hun op. Hvad om hun havde forsømt , nogen Gerning deroppe?

Stemningen slog straks over i uartig Trods.

- Lad kun den tykke Frue blive arrig! Lad hende kun jage mig bort! Det er et ækelt Sted.

Hun var bange for Justitsraaden, for den fine Herre med den nye Silkehat, væmmelig ved den store Oldfrue, den kæmmede Oberkellner, den raffinerede Annette.

Det var Lotte Splyds første Dag paa dette Hotel. Hun havde stillet Hotellet op paa Trods mod Herregaarden. Hun kastede sit hede Ansigt ned paa de kønne kraftige Arme, der lyste i det mørke Rum. Det gav et Øjebliks Køling. Men snart syntes hun ogsaa ilde om denne Stilling. Hun befandt sig i den halv myge, halv stivsindstrodsige Tilstand som et Barn, naar det er blevet korporlig straffet og ikke vil indrømme, at det er sket det efter Fortjeneste, uagtet Erkendelsen deraf rører sig pinagtig dybest i Samvittigheden.

Skarpe, høje, hurtig paa hverandre følgende Slag af et Uhr skingrede gennem den dumpe Stilhed. Karlen vaagnede og udbrød:
- Toget maa være kommet!

og ilede ud af Døren. Uden at vide hvorfor, løb Charlotte ogsaa afsted.

302

Hurtige Skridt hørtes paa Trapper og Korridorer af vimsende Kellnere, og Rumlen af Vogne, der kørte ind i Porten, lød op som en fjærn Torden. Strænge klirrede, og Klokker kimede rundt omkring. Et Liv mylrede rundt i den store, nys slumrende Organisme, men dæmpet trods al sin Travlhed og Væverhed.

Først kom to Karle, slæbende store og tunge Rejsekufferter, saa en høflig bukkende Opvarter, som viste pelsindsvøbte Herrer og kaabeindhyllede Damer Vej. Ved Hovedindgangen knejsede Oberkellneren i funktionsmæssig Værdighed og besvarede de rejsendes Spørgsmaal om Værelser efter med et uforskammethøfligt Kenderblik at have takseret deres Betalingsevne. Han pegede til den underordnede Kellner paa de forskellige Personer og sagde:
- Nr. 23 paa første Sal . . . Nr. 10 paa tredje o. s. v. o. s. v. Inde fra Glasskabet drejede Værtens Profil sig efter de ankommende og underkastede dem en Overgenerals flygtige og kyndige Mønstring. Korridorlampernes Kupler klirrede, og deres Flammer viftede under Vinden fra de forbigaaende.

Dette Liv adspredte Charlottes Tungsind; nysgerrig stod hun med Ryggen op mod Døren til et af Stueetagens Gæsteværelser, indaandende den Lugt af Beafsteak og andet stegt, som begyndte jævnt at udbrede sig i Atmosfæren.

Der var vist alligevel ganske morsomt paa saadant et Hotel! En Følelse af Stolthed over at være Led af et saa sammensat og betydeligt Hele steg nu øverst op i Stuepigens Sind. Denne Oberkellner i den sorte Kjole og med den værdige Holdning var alligevel en noblere Skikkelse end Herregaardens Tjener.

Men pludselig vender samme noble Skikkelse sig og faar Øje paa hende:
- Men er De gal, hvad? Skal en Tredjesalspige rende ner i Stuen? Véd De ikke, hvat Disciplin er? Allons! Vil De straks oven paa gaa!

Og han jog ad hende som en Kat og fulgte et Stykke bag efter hende op ad Trappen.

Ovenpaa modtog Oldfruen hende:
- Men skam Dem! Blive borte fra sin Pligt den første Dag. De skulde jo gøre i Stand paa Nr. 23, nu der er kommet Gæster. Her taales ingen Renden paa Trapperne og intet Maskepi med Opvarterne. En Gang til . . . og De er færdig! Ja, nu kan De gaa op paa Deres Værelse, for jeg har maattet lade Annette 303 gøre deres Gerning. Fy! Jeg vilde nødig være Deres Samvittighed i Aften.

Og oppe paa Kvistkammeret under Taget, som hun delte med Annette, græd Skovfogdens Datter sig ind i Søvnen efter sin første Tjenestedag og efter to Dages saa mangfoldige Oplevelser.

XIV.

Den store Mekanisme, hvoraf Charlotte var bleven et lille Hjul, udøvede en dulmende Virkning paa hendes Sind. Dag gled efter Dag, Maaned efter Maaned. Hidtil havde hun egentlig ikke havt noget at bestille. Og, mens Hænderne dinglede ned ad hendes Hofter eller laa slapt hvilende i hendes Skød, var det, at Fantasien kaad sværmede om ad en Slags Højhedsvanvids Vildstier, stadig egget af hendes blodrige, ubevidste Sanselighed. Hendes Livstrang fik nu et Stof at arbejde i, og i Følge en ren fysisk Selvopholdelsesdrift tog hun fat af alle Kræfter og gik ivrig op i sit Arbejde. Fru Lunding erklærede en Gang, at Hænderne sad udmærket paa hende, saa det vilde være hendes egen og ikke Vorherres Skyld, om det ikke gik hende godt i Verden.

At Opvarterne og nogle enkelte enlige Herrer blandt Gæsterne gjorde mange kurtiserende Tilnærmelser til den smukke Pige følger af sig selv. Men hun havde lagt sig efter en lystig afvisende Maade at holde dem fra sig paa.

En ung bleg, skægløs Opvarter, med glat kæmmet blondt Haar, stillede sig en Tid lang i Vejen for hende, naar de mødtes paa Gange og Trapper. Først sukkede og smilede han. Hun karikerede hans Suk og satte et endnu sødere Smil op end han. Saa tog han Mod til sig og spurgte:
- Har De ikke Spor af en Smule Følelse for mig? Hun svarede:
- Jo, jeg har Lyst til at tage Livtag med Dem, for jeg tror, jeg smed Dem i Gulvet. Man skulde ikke tro, De var paa et ordentligt Madsted, for De er saa gul som en vissen Gulerodstop!

Siden sendte samme Opvarter hende, naar de mødtes, Blikke, 304 der skulde forestille indignerede, men igennem hvilke ulykkelig Elskovskval brød frem. Hun tog ved en saadan Lejlighed et Tag i hans Nakke, saa han røg langt hen i Gangen, nær var falden forover og blev nødt til at lade de to Ølkrus samt Bakken, han bar dem paa, beskrive en lang Bue foran ham i Faldet. Da hun saa, at de ingen Skade havde lidt, sagde hun:
- De kan skrive en Regning for mig paa Ølglassene, saa skal De endda faa fem Øre i Drikkepenge.

Var der sket nogen virkelig Skade, havde Charlotte rimeligvis ikke været slet saa kry. Hjemme havde hun aldrig havt Penge mellem Hænder. Nu glædede hun sig i den Grad over de Drikkepenge, hun inkasserede, og som udgjorde hendes Løn, at hun formelig blev gerrig. Hun talte hver Aften paa sit Kammer de indvundne Ti- og Femogtyve-Ørestykker, stablede dem op, efterhaanden som deres Mængde tiltog, pakkede dem ind i Tutter, som hun havde set dem gøre nede paa Kontoret, syede dem saa forsvarlig ind i et af sine uldne Skørter, lod altid dette Skørt blive liggende ubrugt paa Bunden af sin tillaasede Kommodeskuffe, og undersøgte nøjagtig samme primitive Pengegemmes Vægt og det indsyedes Omfang hver Aften. Hendes Sovekammerat Annette kom altid en halv Times Tid senere op paa Kammeret end hun, saa hun kunde uforstyrret hengive sig til sin Samlerglæde. Hun begyndte at forstaa sin Moders Pengegridskhed og hendes og Lars Iversens Giftermaal, om hun end ikke tilgav dem.

Hun sprang som en Fjer, hver Gang en ny Række Droschker fra Jernbanen bragte Gæster til de Værelser, hun havde at gøre med.

En Aften ringedes der fra et Værelse, en halv Times Tid efter at Oberkellneren i egen høje Person havde anvist det, og hun havde ordnet det. Hun havde hørt Oberkellneren snakke et Sprog hun ikke forstod, med den lille, blege unge Kavaller med et sort Overskæg, der var snoet ud til Siden som et Par Piskesnærte. Hun saa, at der stod Paris paa den kisteagtige Kuffert med de mange Messingnagler og den glinsende oliemalede Lærredsbeklædning. Det, at han var Franskmand, kastede Glans over ham, thi Peter Iversen havde en Gang paastaaet, at Franskmændene var Verdens nobleste Folkefærd og Paris Verdens Hovedstad.

Da hun traadte ind i Værelset, havde hun endnu ikke tænkt paa, at hun ikke vilde kunne forstaa et Ord af, hvad han sagde. Nu stod han der, uden Overtøj, lille, et halvt Hoved mindre end 305 hun. Herre Gud! Var Verdens første Folk saadan noget Smaakravl! Ja saa maatte de have det i Hovedet, for i Kroppen havde de det da ikke.

- Sacristie? sagde den lille Karl, da han saa Charlotte. Og hans graa Øjne glimtede som slebet Staal.

- Mon han tror, han er kommen i Kirke? sagde Charlotte til sig selv.

Smilende nærmede Fyren sig, tog om hendes Haandled og saa nu paa hende paa en Maade, at hun ikke kunde misforstaa ham. Da hans bløde, kolde og klamme Haand rørte hende, havde hun samme Fornemmelse, som naar en Frø hjemme i Skoven var krøben over den, mens hun havde ligget i Græsset.

Han væltede en hel Ordstrøm af sig. Det klang for Charlottes Øren, som naar en Spillemand klimprer paa Strængene oppe paa Halsen af Violinen. En hurtig og nærgaaende Gestus af Franskmandens anden Haand, hvis Lillefingers kloagtige lange Negl hun lige fik Tid til at forbavses over, bragte hende imidlertid til at give Medlemmet af Verdens første Folk et saadant Puf, at han led den Skæbne, hun havde truet den blege Opvarter med.

Og, medens Franskmanden leende afleverede en ny strængeklingende Ordstrøm, fik Charlotte fat paa en Ramse fra sin Geografi og raabte skingrende:
- Rhinen, Sejne, Løjre, Garonne og Rhone og strøg gennem Døren, som var bleven staaende paa Klem, ud paa Gangen.

Der tørnede hun mod en levende Masse og skreg, da hun saa, at det var Hotellets ophøjede Chef, som hun ikke havde vekslet et Ord med siden den Dag, hun blev antagen i sin Kondition, ja som hun kun havde set i lang Frastand.

- Hvad Fanden . . . hvad . . . hvad skader Dem?

- Franskmanden derinde . . . stammede Lotte, han . . .

Hotelværtens fugtige tykke Læber havde ondt ved ikke med et Smil at skade hele Personens Alvor, thi som kyndig Mand var han straks inde i Situationens Kærne. Han sagde blot:
- Mindre voldsom i Deres Bevægelser . . . og husk altid, at Gæster er Gæster! Ellers . . . saa! . . . Naa!

Han var lige ved at sige, at Oldfruen havde erklæret sig for meget tilfreds med den nye Pige, men det faldt ham i samme Øjeblik ind, at det var sikrere at opgive denne Nedladenhed, hvorfor han standsede i Talen og gik videre med bredskridtet 306 hurtig Gang, vendende sin polstrede Nakke og sin brede Ryg til Stuepigen.

Byen, hvis Lyde buldrede op til hende, Gaden, langs hvis Gaslygteallé hendes Øjne stundom gled, lokkede hende ikke ned til sig. Mest var hun angest for at gensé Cigarhandler Lührs's Butik med Fare for at træffe Minder fra hin Aften. Alt, hvad der knyttede sig til hin Rejse, hin Ankomst, hin første Nat i København, holdt hun ikke af at tænke paa. Det store Hus blev hendes By, dets Liv hendes Liv.

Hver anden Søndag havde hun Fridag; men, da hun havde benyttet den et Par Gange til Spasereture med Annette, brød hun sig ikke om den. Hun havde ikke noget at gøre med Garderkarlene og andre Soldater, der smiskede til hendes lille dameklædte Ledsagerske; de vilde jo bare være flove ligesom Mandfolkene hjemme paa Landet og i Hotellet. Annette opfordrede hende forgæves til at lægge sig efter en mere elegant Pynt. Men dels nænnede Charlotte ikke at give Penge ud, dels vidste hun ikke, for hvem hun skulde pynte sig, for alle de Mennesker, der rendte op og ned ad de lange Gader, kom jo ikke hende ved. Annette svarede en Gang paa saadanne Bemærkninger:
- Nej, den var for gal, min Pige! Maa vi nu være her! Den bider man ikke paa! Inte at bryde sig om Mandfolk . . . det er mod de højere Naturloves Orden.

Hun følte en Slags Tilfredsstillelse i at være sig selv nok, i en egoistisk, ved Arbejde og Pengefortjenéste berusende Virksomhed, som hun trodsig stillede op som et Skjold mellem Verden og sig. Hendes Stolthed eller Ærgerrighed havde lidt Skibbrud nok paa Erotikens Hav.

Annette sagde:
- Aa . . . Du er ogsaa en grøn Unge, Charlotte! Kom først paa den anden Side af de tyve . . . Gaa med i "Figaro" i Aften . . . det er en Dansesalon, men af de noblere. Der finder Du nok en Genstand.

- Nej . . . jeg kan ikke udstaa at danse.

- Du er en skrækkelig tvær en. Er alle ude fra Landet saadan?

- Ja, de er.

Charlotte stod højt i Fru Lundings Gunst. Hun skaffede hende Sy- og Strikkearbejde fra Huset og udenfra og dermed Ekstrafortjeneste. Saa tilbragte hun hver ledig Time med at sy 307 og strikke, til Armene sank ned, og Øjenlaagene lukkede sig. Pengestablerne i Skørtet paa Kommodeskuffens Bund voksede stadig.

De andre Piger, alle Beboere af Kvisten, hvor to og to delte Værelser, kunde ikke fordrage Charlotte. Hun var jo formelig storsnudet, og saa var hun "en Sleskekrukke". For om Aftenen gik hun ind hos Fru Lunding, der havde sine to Værelser for Enden af Kvistkorridoren, og hvad skulde hun tale med hende om uden at sladre paa de andre Piger og sætte ondt for dem?

Ja, hvad kunde de have at snakke om?

I Begyndelsen besørgede hun Syning, navnlig Reparationsarbejde for Oldfruen, men denne holdt sig længe i tavs og nedladende Fornemhed. Men saa traf det en Aften, at Oldfruen spurgte Charlotte, hvor hun egentlig var fra, og, da denne ved at gøre Rede for sin Hjemstavn kom til at nævne Baron Horsten paa Strandholt, da kom der Liv over den store korpulente Dame:
- Ok! Baron Horsten! Hans Moder er en født Lilienkrone, og hendes Søster var gift med Hofjægermester Sparre til Hjortebjerg, og deres ældste Datter blev gift med Grev Brok til Østerager; det var forresten Fætter og Kusine, som fik hinanden.

Og, mens Charlotte syede og syede, gennemgik Fru Lunding mindst den halve danske Adels Genealogi under det stadige Omkvæd:
- Ja, der er noget ved de Folk, som der ikke er ved andre Folk. Det véd jeg bedst, som har staaet dem nær. For jeg var virkelig mere Kammerherreinde Brahdes Veninde, end som jeg var hendes Kammerjomfru. Hun tog aldrig paa Besøg ovre paa Hjortebjerg og paa Østerager, uden hun tog mig med, og om Aftenen, naar jeg hjalp hende med at klæde sig af, saa fortalte hun mig i de yderste Detaljeringer alt, hvad der var sket hele Dagen nede hos Hofjægermesterens eller Grevens.

Og saa fulgte Citater af hvad Kammerjunker den og Jægermester den og Grev den og Baron den havde sagt til Kammerherreinde Brahdes mere Veninde end Kammerjomfru. Ytringer lige saa interessante og pointerige som Kongen af Frankrigs "Fermez la porte" til Baron Renkaalavet ved den utrechtske Fred.

Men holde paa sig selv maa man. For, naar man er en Smule chik og har en ordentlig Opdragelse, saa bliver saadanne Herrer jo let karesserende . . . og alle fornemme Folk vil jo have Mætresser. . . ja det véd De nu ikke, hvad er, og jeg skal være den sidste til at forklare Dem sligt, og det er saamænd tidsnok, 308 at De lærer det i Livet. Men det maa jeg sige om de adelige, at de bliver aldrig raa eller presserende . . . Jeg kan godt lide, at De har saadant et beskedent Væsen, Charlotte, og lade en tale og ikke svarer eller spør'. Det kommer dog vist af, at De fra Deres Barndom har været vant til at se fornemme Folk. Det er ligesom med Oberkellneren. Straks, da han kom, kunde jeg mærke, hvad Genre Folk han havde været mellem. Han har været Kammertjener hos en Greve ovre i Mecklenburg i Tyskland.

Charlotte blev ved at føle den umeddelsomme Skyhed, som Tjenestefolkene i Regelen have overfor deres Herskab. Saadan vilde Oldfruen ogsaa helst have det. Hun talte i Følge en indre Trang til at tale og vilde lige saa lidt have fundet sig i Modsigelse eller Diskussion, mens hun sad der i sin Lænestol, myndig som en Præst, mens han staar paa sin Prækestol.

Bestandig spandt Fru Lunding den samme Traad.

Saa traf Charlotte hende en Aften mere urolig og endnu mere opsat paa at snakke end sædvanlig. Hun kunde se paa hende, hvad Kvinder altid kan se paa hverandre, at der var noget, hun vilde frem med. Oldfruen iagttog ikke en Gang sin diplomatiske Fornemhed: at tie i ti Minuter, derpaa nynne, saa rømme sig nogle Gange, saa indlede sin Monolog med praktiske Bemærkninger om Charlottes Arbejde, inden hun tog fat paa sit Tema. Næppe havde et Par Suk løftet hendes enorme Gorge, saa hendes Tøj knagede derved, før hun spurgte i en rap og tør Tone:
- Charlotte! Har De kendt ham, den Justitsraad Gram, i tidligere Dage, før De kom her? For Hr. Kragerup (det var Hotelværtens Navn) har sagt, at De blev antaget paa hans Rekommendation.

- Nej, jeg har ikke,

- Saa-aa?

Oldfruen fæstede stive Inkvisitorøjne paa Stuepigen.

- Følg Sandheden! Hører De?

Charlotte havde nu slet ikke Lyst til at fortælle om sin Ankomst til Hovedstaden og sine første Hændelser der. Hun svarede:
- Jeg mødte ham paa Gaden og spurgte ham om Vej . . .

- Naa, og saa? Han sagde Dem nogle Komplimanger? . . . Véd De, hvad Komplimanger er?

- Jo, det véd jeg nok. Men det gjorde han ikke. Men jeg sagde, at jeg søgte Kondition . . .

- Det er storartet! Han fæster Piger til Hotellet. Det er 309 ligefrem pyramidalisk, som Kammerherreinde Laube altid plejede van at sige. Véd De, hvad han er for en, Charlotte?

- Jo, han er Justitsraad.

- Justitsraad! Justitsraad! Det er en temmelig frygal Karakter den. Den giver ham hverken Uniform eller Hoffæhighed. Det er ikke en Gang saa meget som Etatsraad, og det véd jeg, en Grosserer er bleven, og han har fra først af været den mest ordinæreste Hosekræmmer, man kan tænke sig, og det er kun lidt mere end Kancelliraad, og det blev Grev Broks Godsforvalter, mens jeg var hos Grevens Kusine, Kammerherreinde Brahde. Nej, men véd De, hvad den Justitsraad er for en ellers!

- Nej.

- Det er en gammel Rouhé! sagde Oldfruen med en energisk Understregning, mens hun bed en Sytraad over. Véd De, hvad det er?

- Ne-ej.

- Ja, jeg skal saamænd være den sidste til at forklare Dem Ting af den Genre . . . Har De nogensinde set den yngre Herre, som plejer at komme til ham hver Søndag Formiddag?

Charlotte opdagede, at Sytøjet trængte til at ses nær ved. Hun holdt det op for Ansigtet tæt ved sine Øjne og sagde:
- Ja - . . . jo . . . jeg har nok set ham.

- Han kommer ikke mere hos Justitsraaden. Ser De, jeg sværmer nu egentlig ikke for disse faste Beboere. De skal altid ræsonnere paa alting. Og, da jeg nu meget godt kendte den Justitsraads Rygte, for han gaar meget om Aftenen i de smaa Gader, saa har jeg nøje lagt Mærke til, om han holdt over Dekorummet her i Hotellet. Nu har jeg mærket de sidste Søndage, at han ingen Ro har havt paa sig. Han spaserer op og ned i sin Stue, gramser paa Klaveret - for saadant noget kalder jeg ikke at spille - lukker sin Dør op hvert Øjeblik og skeler ned ad Gangen. Der er noget galt ved det. Jeg tror nu, at han har løbet den unge Herre i Bedene, for man kan da ogsaa nok se, af hvad for en Sort Kvalitet han er . . . naa, men han har jo da Ungdommen . . . og saa er den gamle urolig og er bange for en Duel eller sligt. For den Herre - han er ogsaa noget oppe i Kollegierne - han har noget fransk ved sig, saa man kan aldrig vide . . . Naa De har ikke mærket noget?

Charlotte havde gjort akkurat den samme Opdagelse. Thi hidtil havde hun altid gjort sig usynlig paa den Tid, Fuldmægtig Jespersen skulde komme og gaa om Søndag Formiddag, men hun 310 havde godt hørt ham baade komme og gaa og havde ogsaa bemærket hans Udeblivelse. Ja, hun havde set mere end det. Skjult bag Døren i Værelset, hvor hun gjorde rent, havde hun set Fru Lunding passere Gangen, baade naar Fuldmægtigen kom og gik; hun havde følt en Slags Forbitrelse over de Øjne, han gav hende, ærgret sig over Oldfruens mere end imødekommende Blikke og glædet sig, da Fuldmægtigen, efter at hun var drejet op ad Trappen til fjerde Sal, havde let efter hende og mumlet:
- Herre Gud, det gamle Liv!

Men nu svarede hun, bestandig holdende Sytøjet for Ansigtet, at hun ikke havde lagt Mærke til, at den Herre ikke mere kom om Søndagene.

- Ja, paa Søndag skal jeg nu paa Familjeskovtur, sagde Oldfruen, saa jeg vilde nok vide, om han kom eller ikke. Hører De, Charlotte?

- Jo.

- Ja, det er ikke for at vænne Dem til Spionen, for det hader jeg. Det er for Ordenens Skyld her paa Hotellet.

XV.

Fuldmægtig Jespersen havde faaet en Slags Renæssance.

Han havde været til Middag hos en stor og rig Fabrikant. Han havde spist og drukket med de ældre. Om Aftenen skulde de unge danse.

Det var ude paa Nørrebro i et gammelt Hus med to Etager, usædvanlig høje efter københavnsk Maal. Kontorer og Forretningslokaler vare i Stueetagen. Fabrikbygningerne laa langt bag ude. Familjen boede paa første Sal.

Høje, store Værelser, style du premier empire. Der var noget usædvanligt luftigt og bredt i Lejligheden, stort og aabent Aanderum. Nogle enkelte Malerier, af de sidste ti Aars Udstillingers, smaa i Dimensioner, men udpegede af Kritiken som udmærkede, hang forknytte hist og her paa de store Lærredstapeter, der vare indrammede mellem lange og brede forgyldte Lister. Venetianske Lysekroner i ét Værelse grinede haanende mod gamle 311 Kirkemessinglysekroner fra Kristian den Fjerdes Tid i Naboværelset, som venetianske Doger med Guldvædderhuer vilde grine mod jyske Herremænd med Pumpstøvler.

Fuldmægtig Jespersen havde efter lang Erfaring lært, at man skulde holde Maade ved en flot Middag, og hans Temperament gjorde ham det let. Den frapperede Champagne havde for længe siden ophørt at tiltrække ham. Lige saa lidt led han iskold Sauterne eller Rhinskvin, sligt gav Mavesyre. Nej, "ekskvisit" Rødvin! Altid Rødvin!

Og Fabrikanten, der havde forsmaaet den ham flere Gange tilbudte Etatsraadstitel, holdt brillant Rødvin: Bordvin - Château Rauzan fra Lorenz Petersen - anden Vin: gammel Chambertin, original Aftapning 1868.

Det kunde stramme en gammel Kavaller op! Naa - Herregud! - lidt oppe i Trediverne! Man er da ingen Olding endnu! Lad os danse!

Spille Kort! Nej fy for en Ulykke! Haspe en L'hombre af med vrøvlende og lidenskabelig spillende Etatsraader og Grosserere, der blev gnavne, naar de tabte! . . . Nej, ned i "Vignen, hvor Rankerne gro!" Ned, hvor "das ewig Weibliche zieht uns hinan."

Det var brillant, ogsaa med den Selvironi. For det var to Citater, som Fuldmægtig Jespersen havde hørt i sine Studenteraar af æsthetisk dannede samtidige - grinagtig naive Karle! Gud véd, hvorfra de havde plukket dem ud. Ja, det kom ham slet ikke ved. Han var Jurist og Positivist . . . Nej Positivist! Ved det klæbede der et eller andet, som var kompromitterende . . . Nej, Fuldmægtig Jespersen vilde ikke være Positivist. Han vilde bare ned i Balsalen!

Og der snoede de sig, de dejlige Piger! Ja de sorte Mandfolkekjoler var jo med. Men det er kun Kvinder, det klæder at danse. Hu ha! Balletter! De Mandfolk med deres stereotype Smil og deres Pirouetter! De sortkjolede Mandfolk var endnu et Par Grader ringere.

Fuldmægtig Jespersen var en erfaren, en moden Mand, ude over Livets Illusioner. Han kunde huske, at i hans Barndom havde en ældre Mand sagt til ham: "Naar man stikker Fingrene i Ørene, saa man ikke kan høre Musiken, og saa ser paa de dansende, saa faar man det Indtryk, at de er skrupgale tilhobe!"

Han stak Fingrene i Ørene og saa paa de dansende.

De sorte Kjoler forsvandt i Mængden af brusende Stoffer: karmoisinrøde mod gule, blegrøde mod grønne, lyseblaa mod 312 kirsebærrøde, mørkeblaa mod hvide, og i al denne Masse svulmende og faldende Kniplinger, hvide Arme, der steg og sank, brune og askefarvede, sorteblaa og lyseblonde Lokker . . . alt i Fart gennem Rummet med Glanslys og Reflekser. Han maatte tage Fingrene ud af Ørene . . . Champagnegaloppen blev strøget og blæst fra Orkestret.

Uh . . . Kontoret! Uh! . . . Justitsraad Gram! Nej, dette her, det var . . . Snak! det var Børnestreger. Han, Fuldmægtig Jespersen, havde jo i sin Tid gjort Kur til flere af disse unge dansende Pigers Mødre! Og nu saa han samme Historie gentage sig: nittenaars Studenter og nybagte Sekondløjtnanter gøre sig behagelige for fire Aars ældre Damer.

Uh, hvor Livet var en kedsommelig Gentagelse! Et evigt Dikkedik!

Det trøstede Fuldmægtig Jespersen, at den Erotik, der spillede i Blik og aandede i Bevægelser, vilde tabe sig i det tomme Rum som Damp og Dunst. Ikke et eneste af disse dansende Par vilde komme til at danse Livet igennem.

Vrøvl det hele! Men det var morsomt at lege med og at være sig bevidst, at det hele var en Leg, noget Pjank!

Fuldmægtig Jespersen gik hen til en anden Ende af Salen for at se de dansende fra et andet Synspunkt, eller snarere fordi han var ked af at staa, hvor han stod.

Han foragtede Spillepartierne derinde i de andre Stuer, han foragtede al denne smaakoketterende fejgt-lystne Ungdom, der dansede, som han mente, under ungdommelig Uskylds løgnagtige Maske. Med satyragtig Stirren gled hans Blik fra Arm til Arm fra Barm til Barm. Men han nød det ikke i glad, fri Sanselighed: han var egentlig vred paa alle disse unge Kvinder og paa sig selv. Der var kun et af to tilbage for ham: enten at gaa sin Vej, gaa hjem og blive aldeles sort i Sindet i sin ensomme Ungkarlelejlighed eller at blive og gøre sig saa overlegen-ond som muligt.

Blandt de gamle var han ikke hjemme, blandt de unge ikke heller. Flaggermusen i Fablen!

Der kom en Standsning i Dansen. Inklinationen skulde til at gaa for sig. Under den opførende Herres Haandklap rettede Fuldmægtig Jespersen, den udtjente Dansehest, sig som en udtjent Kavallerihest ved et Trompetsignal.

En lille Dame i lyseblaat Atlask, Datter af et af de første Firmaer i Kolonialfaget, i hvis afdøde Faders Hus Fuldmægtigen 313 var kommen meget i sin Ungdom, krydsede Salen og styrede hen mod ham. Hun var slet ikke køn: meget blond, bredt skaaren, men med en foraarsduftende Friskhed i Huden.

- Danser De ikke, Hr. Jespersen? spurgte hun ham.

Han vilde hellere have ønsket, at hun havde sagt Hr. Fuldmægtig. Han rystede paa Hovedet med et Skuldertræk.

- Hvorfor Hr. Jespersen?

Han sagde til sig selv: Hvorfor har jeg faaet det dumme, plebejiske Navn? Og saa læsper hun endda paa.s'et. Han sagde højt til den unge Dame:
- Gubben är gammel!

- Aa-aa! Da jeg var Barn, var De jo altid Mamas Haab, naar vi havde Bal hjemme.

- Ja, jeg sled ærlig for Føden, som Karlene siger!

Den unge Pige lo; men, da hun havde let ud, sagde hun: Fy-y!

- Hun er grim! sagde Fuldmægtigen til sig selv.

- Og jeg, som vilde have inklineret for Dem! sagde Damen.

- Saa kan jeg ikke modstaa, sagde Fuldmægtig Jespersen, bukkede dybt og benyttede Lejligheden til at se paa den smukke Arms bløde Linjer og Haandens fine Former, der tegnede sig gennem Handskens tynde Hinde.

De fløj afsted i Dansen. I Begyndelsen erklærede Fuldmægtig Jespersen for sig selv, at det var bestialsk at danse efter en saa rigelig Middag. Men den lille var elastisk som en Gummibold; Elasticiteten smittede Ungkarlen; han kom virkelig "med" i Dansen og lystrede uvilkaarlig Musikens Rhytmer af Hjertens Lyst.

Han var slet ikke forpustet, da han var færdig. Han blev modig og engagerede den unge Frøken til en følgende Dans. Han kunde mærke, at hun ikke var nogen søgt Baldame. Det ærgrede ham lidt, thi, skulde han danse, havde han hellere taget en af de smukkeste Damer. Men han var erfaren nok til at vide, at Tiden var for langt fremrykket, til at et Forsøg i den Retning kunde lykkes. Desuden følte han Spiren til en Plan røre sig i ham, men foreløbig dækkede han den til med Selvironi. Han sagde til sig selv: Det lille Pindsvin skal ikke stikke min Hud!

Saa traadte han til, da hans Tur kom. Han og hans Dame havde i Pavserne Plads paa to Taburetter i en Vinduesfordybning. Den laa i stærk Skygge af det brune Fløjelsgardin, en ypperlig Baggrund for Damens hvide Hud.

Der sad de og saa ud over Dansen. Hendes Bryst arbejdede 314 stærkt og hurtig. Hun saa de skønne af sine jævnaldrende feteres. Hun følte Bitterhed, thi hun mærkede godt, at, naar hun dog fik danset noget, saa var det mere for Firmaets end for hendes egen Skyld.

Fuldmægtig Jespersen opdagede Tankernes Art paa en Grimace med hendes Underlæbe.

Fuldmægtig Jespersen glædede sig derover, men gad ikke klare sig hvorfor. Han fulgte Retningen af sin Dames Blikke. De søgte en høj, smuk Brunette med en smidig Figur; hun dansede med en lys ung Mand.

- Hvem er Frøken Strands Kavaller? spurgte han.

- Det er den unge Lyders.

- Lyders & Holm?

- Ja.

- Han har vist Forstrandsret, sagde Jespersen.

Frøkenen lo, som man pligtskyldigst ler ad sligt. Fuldmægtigen fandt selv Branderen flov, men leverede alligevel et Par Stykker til i samme Stil.

- Ak ja, paa hendes Fædrenekyst strandede mange i sin Tid, sagde Jespersen.

Hendes Fader var nemlig falleret i Pengekrisen 1857.

Denne Vittighed fik kun den for Høflighedens Skyld allernødvendigste Anerkendelse.

- Finder De hende ikke smuk? spurgte Frøkenen.

- Hm! Enhver sin chacun.

- Nej, véd De hvad. I Aften er der da to om hende.

- Hvem er i Aften i Kompagni med Lyders? Naa-aa . . . nu ser jeg det. Den Løjtnant! Ja, De har Ret. Naar han bliver General en Gang, saa vil han blive uimodstaaelig!

Den omtalte var en ganske ung, knap fuldt udvoksen Løjtnant, der havde hængt sit Sølvgehæng om sin ene spidse og høje Skulder, og som bestandig ud over sin Dames Skulder bestræbte sig for at komme til Øjenudveksling med den skønne Brunette.

- Han vil ind i Gården, sagde Frøkenen.

- Saa? Ja, nu søger nok dette Korps Intelligens og Formue. Løjtnant Lunds Fader . . . han var jo . . .

- Han er Dampmøller.

- Ja, og Diskontør. Men han var Skam oprindelig Bager. Og nu beskytter han de skønne Kunster og rejser hvert Aar til Italien. Naar Sønnen bliver Kammerjunker, er det Frugten af Faderens Studier af Renæssancen.

315

- Er De altid saa ondskabsfuld, Hr. Jespersen?

- Man skal jo have noget at more sig med i sin Fritid!

Fuldmægtig Jespersen kom mere og mere i Aande. Han benyttede sin nøjagtige Detailkundskab til Københavns chronique scandaleuse i et Par Slægtled til at opvarte sin Dame med finere eller grovere til sligt hentydende Brandere og Ordspil. Hun var en taknemmelig Tilhører. En Tid eggede hendes Bifald ham til Produktion, men tilsidst blev han selv led ved den Sport. Hans Tales Fart sagtnede og døde hen. Damen blev adspredt, og hendes Blikke søgte ud i Salen, men mødte ingens. Hun var nu ked af, at hun havde indladt sig i den lange Samtale med Fuldmægtig Jespersen bag det dølgende Gardin. Derved var hun sunken fuldstændig hen i Forglemmelse. Havde hun vist sig, havde hendes Familjefirmas Kredit dog vist kaldt adskillige Dansere til endnu. Og i Grunden holdt hun saa meget af at danse. Nu vidste hun ikke, hvorledes hun skulde slippe ud af Vinduesfordybningen og gøre sig en lille Smule bemærket.

- Holder De meget af at danse? spurgte endelig Jespersen, hvis Vittighedskilde var standset. Men noget maatte han sige. Hellere en Flovse end slet ingen Ting.

- Nej, sagde hun alvorlig med en Bitone af Foragt. Egentlig burde jeg aldrig gaa til Bal. Man er uskikket til sit Arbejde Dagen efter.

- Arbejde? sagde Jespersen og blev livlig. Han syntes det var morsomt at høre Datteren af et saadant Hus tale om Arbejde.

- Véd De ikke, Hr. Jespersen, at jeg forbereder mig til at blive Student?

- Nej, virkelig? Maa jeg spørge . . . er Frøkenen rød . . . jeg mener en lille Smule rødlig? Jeg mener moderne . . . radikal?

- De som Kontormand er naturligvis yderlig konservativ.

- Ja paa Kontoret for Avancementets Skyld. Ellers kunde jeg godt synge Marseillaisen!

- Og orthodoks er De naturligvis?

- Det er jeg nødt til at være. Skulde jeg en Gang blive Dommer, kan jeg jo komme til at edfæste Folk efter en orthodoks Formular . . .

Han trak Gardinet hen for dem begge, mens han syntes hensigtsløs at lege med det, og sagde:
- Saa nu sidder vi som i en Skriftestol. Nu kan De katekisere mig, Frøken. Paa Latin hvad? . . . Eller hellere paa 316 Græsk. Jeg kan huske af Græsk . . . lad mig se . . . φέρω, ὸίσω. ᾽ ενήνοχα... og ...

Han bøjede sig hen imod hende. Han mærkede Varmen fra hendes Kind straale hen paa sin, mens hans Kjoleærme strøjfede hendes ene Arm.

-῎ Ηνεγχον, sagde hun og slog Gardinet til Side ud af Haanden paa ham. Lad os danse ud! det er vor Tur.

Fuldmægtig Jespersen dansede denne Gang saa korrekt og kort som muligt. Frøkenen var lidt fremmed, da han satte hende af, denne Gang i fuldt Lys uden for Gardinet. Han rykkede straks Taburetterne ud fra Fordybningen,

Han følte sin Ærgerrighed som Kvindebetvinger nogenlunde tilfredsstillet. Hun skal blive saa myg og veg som en Vaand, tænkte han og lo over den poetiske Form, hans Tanke fandt rede. Han sagde kun faa Ord til hende, som om han var optaget af Dansen i Almindelighed, mens hans Blikke betragtede den ufravendt gennem Lorgnetten. Han modtog Inklinationer i Massevis, mange flere end hun. Da dette var gaaet en kort Tid, drev han en hemmelig Agitation til Gunst for hende. Han sagde til adskillige unge Herrer, han kendte, at de skulde danse med hende, tilføjende: "Hun faar nok Moderen til at give et flot Bal, naar hun faar Artium, saa det kommer igen! - Grim . . . nej, det er hun slet ikke! Se paa hendes Arme og hendes Haar! Rent cendré!"

Og Damen morede sig udmærket. Nu blev Konversationsmellemrummene med Jespersen hende behagelige Hviletimer. Han præsterede alle de Skumlerier, han kunde opdrive.

Da han kom hjem fra Ballet, følte han sig saa livlig, at han ikke gad lægge sig. Han havde som sædvanlig, naar han var ude, givet sin Værtinde Ordre til at lægge saa sent i Kakkelovnen, at hans Dagligstue kunde være varm, og at lade Lampen brænde med nedskruet Væge, saa han kunde spare sig den Uhygge at rave om i Mørke. Af slige Ungkarlesybaritismer havde han en Del.

Efter at have skiftet Kjolen med Morgenfrakken og befriet sig for Slips og Flipper, tændte han en af sin Værts ægte Cigarer, som han havde taget i Reserve, lagde sig i en Chaiselongue, stirrede op mod Loftet og lod sine Drømme træde en Hvirveldans med Røgens lyseblaa Snoninger.

Og alt som han laa der i ubevægelig Kontemplation som en Omfalopsykit paa Athosbjergets Kloster, udvidede hans to Værelser 317 sig til en lang Række, pragtfulde og høje, med polstrede Cirkeldivaner og Lænestole med douce Farver i Fløjelsbetrækket, med store lyse ensfarvede Felter paa Værelsernes Vægge, omfattede af rigelig Forgyldning, men uden planløs Opfyldning af Malerier og sammenskrabede Prydelser i alle Stilarter . . . nej, alt moderne. Bal kunde der holdes en Gang imellem . . . og han befolkede sit Bal med de skønneste og flottest klædte Damer, han mindedes; Herrerne skulde danne et Slags Menageri af fornemme eller efter Fornemhed higende juridiske Kandidater og Officerer, for Fylds Skyld nevtrale Grosserermuligheder, som Peber i Retten nogle radikale Læger og unge Sagførere, men ingen af Koryfæerne! Han vilde ikke være Geniernes Restavratør og bag efter blive grint ud af dem og kopieret i deres Bøger. Saadant noget havde han jo selv gjort i Form af Skumleri, da han gennemgik Genialitetens Børnesygdom for mere end et Decennium siden. Men lidt Skændsmaal og Chikane, smaa Intriger i Dansen og velpræparerede Stiklerier, hyggelig afdæmpede som Lyden i Afstand af Smaahundenes Gøen i den zoologiske Have. De skulde oplive Bordet og let antyde Gæsternes forskellige Livsanskuelser. Middagsselskab mindst en Gang om Ugen. Faa Mennesker, helst kun Herrer, jævnaldrende med ham eller ældre end han selv; faa udsøgte Retter og Vine af første Slags, der dog skulde nydes med Maade, thi Fuldmægtig Jespersen hadede al vinbedunstet Begejstring, Disputeresyge og Vrøvlevornhed. Hyggelige og ugenerte Konversationer til Kaffen i Rygeværelset. Og hvorfor ikke lidt Kærlighed og Ømhed til Dagligdags af den unge Frue? Det var noget, der ikke i lange Tider var mødt ham. Og det havde dog unægtelig sin Betydning. Et lille Maaltid entre deux . . . især hyggelige Frokoster med duftende Kaffe. Han vilde forbeholde sig at ryge en fin Cigar i Spisestuen til Frokostkaffen. Ellers skulde der kun ryges i hans Værelse. Og var der end kun Udsigt til langsomt Avancement i Kontoret, vilde en saadan social Position nok kunne skaffe ham en Dommerplads i Overretten.

Drømte han, eller var han vaagen, da Cigarstumpen faldt ud af hans Haand?

Han var sikker paa, at han var vaagen, da han havde taget den op og set sig om i den dæmrende Stue, hvor ikke en Lyd hørtes. Det skulde da være en sagte Kogen i Lampens Petroleumsbeholder.

Fuldmægtig Jespersen sukkede. Han var ikke saa absolut 318 tilfreds med den Digtning, hans Fantasi nys havde frembragt. Den kvindelige Skikkelse i den var og blev jo dog en Bifigur. For ti Aar siden havde han rigtignok forlangt en Hovedfigur, der kunde straale Skønhed og Pragt ud i hele hans Tilværelse.

Ja, ja da! Havde han forsømt at plukke Roser, mens de blomstrede, maatte han nøjes med Astere og deslige Efteraarsblomster. Faar man ikke det bedste, nøjes man med det næstbedste. Hvor mange Mennesker bliver Ministre eller blot Departementschefer. En Amtmandspost som Slutningen af Løbebanen er da heller ikke til at foragte.

Men Penge maatte der til. Hun var desuden ikke ilde, naar man saa nærmere til. De markerede Skønheder blive tidligere gamle end disse runde, buttede Skikkelser med frisk Hud og med stærkt, lyst Haar. Fik han det bare lidt hyggeligt, lidt komfortabelt, helst lidt flot til daglig Brug, saa at han rolig kunde glide fra Dag til Dag, fordi der altid var nogle Kupons at klippe af, blev han sikkerlig ogsaa et godt og skikkeligt Menneske, blid i Omgang, i Stand til at gøre et almindeligt Kvindemenneske lykkeligt.

Fuldmægtig Jespersen gik i Seng og sov. Han kom en Time for sent i Ministeriet, men det gjorde ingen Ting, thi ingen af Personalet kom i rette Tid undtagen Skriverne og den, der slet ikke behøvede at komme, nemlig den gamle Volontær og forhenværende Kontorchef, Justitsraad Gram. Jespersen hørte hans smaa trippende Skridt i Sideværelset. Snart kom Justitsraaden ind i hans Kontor. Efter at have helliget et halv spørgende, halv bebrejdende Blik til sin yngre Ven, der lod, som han ikke mærkede det, steg han op paa en Stol, tog en Bunke Akter ned og forsvandt igen. Fuldmægtigen ophørte fra nu af med sine Besøg Søndag Formiddag paa Hotellet. Dels havde han ikke Lyst til at tale med ham, dels skimtede han i sin Fantasi en Fremtid, som tillod ham at undvære Justitsraad Grams mulige Indflydelse. Han skyndte sig ogsaa med at forlade Ministeriet før Justitsraaden. Imidlertid gjorde det ham selv ondt, at han svigtede ham. Der var noget nobelt ved den gamle Særling; det maatte han tilstaa. Men ende som han! Nej, det var dog at lade sig snyde for Livet! Det vilde være et Løb som Rhinens, der tilsidst knap kan bore sig ud i Nordsøen gennem Sandet og bitterlig maa fortryde alt, hvad den i sin Kraftens Periode afgav til sine Bifloder i Holland.

319

XVI.

Justitsraad Gram havde ingensinde siden hin Dag, da Fuldmægtig Jespersen kom for sent, henvendt et Ord eller et Blik til ham. Nu kom han næsten altid for sent. Baade Justitsraadens Undseelse og en vis Følelse af sin Værdighed forbød ham at spørge eller lade, som om Fuldmægtigens nye Uvane angik ham i mindste Maade nu, da han ikke var hans Chef. Selv da han virkelig blev bedrøvet og ængstelig, efter at Søndag efter Søndag var gaaet, uden at han havde set Jespersen, lod han sig ikke mærke med noget paa Kontoret. Men hvor han savnede ham! Han kunde egentlig ikke gøre sig Rede hvorfor. Thi Jespersen sagde dog sjælden noget, som ikke var nær ved at irritere Justitsraad Gram. Men nu maatte han gaa i sit ensomme Værelse og tie bomstille. Han havde jo kun to Steder, hvor han kom hveranden Søndag: det ene hos en ugift Oberst, hvor han spillede L'hombre med Værten og Gæsterne: en afskediget Ritmester og en afskediget Amtsforvalter fra Provinserne med Titel af Kammerjunker, under stadig Smaagnaveri; det andet hos en gammel Læge, titulær Professor og musikalsk Dilettant, hvor Justitsraaden trakterede Pianoet til Værtens Violinspil, og en gammel Vekselmæglers Violoncelspil, ligeledes under stadige Skændsmaal om Tempo og Sammenspil.

Og, skønt Justitsraaden ofte gik fra disse Sammenkomster inderlig misfornøjet og med Følelsen af at have ødet sin Tid paa den skammeligste Maade, bar Benne ham dog den ene Søndag ud paa Frederiksberg til Obersten, og den næste ud paa Østerbro til Professoren, ret som om de lystrede en Kommando af en absolut Lydighed fordrende Avtoritet. Som Jeppes Ben "maatte til Kroen", maatte Justitsraad Grams til Frederiksberg og Østerbro.

Men om Formiddagen ventede og ventede han Søndag efter Søndag, og, som Oldfruen og Charlotte havde bemærket, aabnede han mindst hvert Kvarter sin Stuedør og spejdede ned ad Korridoren. Forgæves!

Han gik tilbage og famlede paa Klaveret, vidste ikke, hvad han gad spille, kom til sidst til det Resultat, han tusinde Gange før var kommen til, at han i Grunden slet ikke kunde spille noget.

- Det er et dejligt Otium, man har faaet, sagde Justitsraad Gram og lod sit Øje glide skraat, lodret og vandret paa sit 320 Bibliotheks Reoler. Han valgte en gammel bekendt, og dog . . . den gamle bekendt var haard at binde an med: Kants "Kritik der reinen Vernunft".

Mærket laa, hvor han havde lagt det for et Aar siden. Og for at komme dertil havde han anvendt vel sin halve Levetid. For at forstaa det tunge Sprog maatte han oversætte langsomt, mens han læste:
"Begrebet om et Væsen af den højeste Realitet vilde altsaa, blandt alle mulige Tings Begreber, bedst passe sig for et ubetinget nødvendigt Væsens Begreb, og, om det end ikke aldeles fyldestgør dette, saa have vi dog intet Valg, men se os nødsagede til at holde os til det, fordi vi ikke tør forkaste et nødvendigt Væsens Eksistens, men maa indrømme, at vi paa hele Mulighedens Omraade intet kunne finde, som kan gøre en mere grundet Fordring paa et saadant Fortrin i Tilværelsen."

Ja vist. Det var jo akkurat det samme Justitsraad Gram havde søgt, med Vished om, at det kunde findes, søgt det ad Veje, lige saa indviklede som den store Filosofs Sprog og Sætningsbygning, søgt det gennem ihærdigt Arbejde i sit Embede, som han kun havde opgivet for at finde det søgte ad mere direkte og solbeskinnede Stier. Ja vist! Dem havde han jo alle fundet spærrede. Talenter havde han ingen af, derfor blev hans Musik kun Klimpreri; han var et middelmaadigt Hoved, derfor kunde han ingen Vegne komme med Studier; han var en gammel Karl, som vilde gøre sig latterlig, om han forelskede sig, en upraktisk ængstelig Skeptiker, der ikke en Gang kunde udrette noget, naar han prøvede paa at udøve Menneskekærlighed i det større. Nu havde han klogelig, som han syntes, holdt sig sin uhyre Begrænsning efterrettelig ved at kaste sin Kærlighed paa en ung Mand og søge at opdrage ham til en dygtig og samvittighedsfuld Embedsmand. Og saa forlod og svigtede denne Protegé ham! Hvem havde dog røvet den fattige Mand hans eneste Lam?

Justitsraad Gram havde søgt det højeste Væsens Aabenbaring i Administrationens Logik, kikket efter det i Kunst og Videnskab, troet at finde det aabenbaret i en Form, han kunde magte, i Velvilje og Taknemmelighed mellem Menneske og Menneske. Bestandig havde dette absolute Holdepunkt og Endemaal besløret sig, og en Slagbom havde standset hans, Justitsraad Grams Gang, saa han maatte vende om og se sig om efter andre Stier til Templet, som man maa bygge for "Væsnet af højeste Realitet", som "man nødsages til at forudsætte".

321

Saadan vare hans Tanker en Gang i Sommertiden en Søndag Formiddag.

Som sædvanlig maatte han hvert Øjeblik hen og kikke, haabende mod Haab, om der dog ikke skulde vise sig "noget" i den Korridor, selv om det ikke var det, han ventede.

Nu traf det sig, at Charlotte, der gjorde et Naboværelse i Stand og efter Oldfruens Ordre gav Agt paa Justitsraaden, lige havde faaet Ansigtet ud gennem den paa Klem aabnede Dør i samme Øjeblik, som Justitsraaden aabnede sin, uden at hun fik Tid til at faa Ansigtet tilbage. Hun blev ildrød i Hovedet, og Justitsraaden blev lige saa rød som hun. I en Fart fik de hver sit Ansigt til sig.

Da Justitsraaden var inde, faldt det ham ind, at han dog burde høre sig for om den Pige, som han havde faaet anbragt her. Saa fik han dog det at tænke paa . . . og maaske var det hans Pligt at gøre noget for hende, prøve igen paa en Kærlighedsgerning, søge at redde hende, hvis hun var moralsk fordærvet, og hvis hun ikke var det, søge at hindre hende i at blive det.

Det vanskelige var at faa hende i Tale paa saadant et Sted som dette. Enhver Tete à tête med en af Hotellets Piger vilde jo blive udlagt til det værste, noget sligt havde han jo erfaret den Gang, da han, efter at have opdaget, at Annette legede Kæreste med Oberkellneren, prøvede paa at advare hende, men fik til Løn, at hun fniste ham op i Øjnene, og paa den tykke Fru Lundings Ansigt læste, hvad hun tænkte om hans menneskekærlige Omsorg for unge Tjenestepigers Dyd. Han kunde nok huske, at han slog Øjnene ned i lang Tid derefter, hver Gang han mødte Værten eller hans Fuldmægtig, Oberkellneren eller en Opvarter, af Frygt for satiriske Miner. Alligevel tvang han Modet op i sig saa langt, at han fik aabnet Døren paa Klem igen.

- Nej, det er dog uforskammet! Hun maa være komplet moralsk fordærvet! Staar hun ikke der i Døren endnu og kaster Øjne til mig! Koketterer ligefrem!

Ja, det traf anden Gang, at Charlotte og han mødtes i samme Situation som før, og denne Gang saa han, at det trak op til Latter paa hans Operationsgenstands Ansigt.

- Hun er af samme Kaliber som den forrige!

Justitsraad Gram faldt i Tanker, mørke Tanker over den dybe Fordærvelse, som gennemtrængte visse Samfundslag. Var det de nye friere Ideer, Irreligiøsitet, Venstrepolitik, Socialisme, som 322 dette skyldtes? Og hvad kunde, hvad skulde der gøres? Han stirrede ned i det trøstesløse Dyb.

Men gjorde han ikke Pigen Uret? Hidtil havde han ikke ved Table d'hôte hørt eller selv set noget, der kunde bestyrke ham i Troen paa, at denne Pige ude fra Landet var et fordærvet Fruentimmer. Et rask, energisk Skridt! Alle gode Gange er tre!

- Ja, det var godt nok! Men, smækkede han Døren rask op og kaldte paa Pigen, vilde det jo vække Opsigt og hidkalde lurende Øjne og lyttende Øren.

Tredje Gang drejede han Laasen og aabnede Døren lige saa sagte.

Nej, det var dog for galt! Nu stod Tøsen og lo ganske aabenlyst og meget hørlig. Justitsraaden blev saa oprørt, at en Bølge i hans Sind slog Modet helt op i hans Strube. Han vinkede med fornem Myndighed, rømmede sig og sagde:
- Hør, De der! Hør lidt!

Charlotte betvang Latteren, godt hjulpen dertil af sin Forbavselse. Ja, hun kunde saamænd gerne komme, for vilde den gamle Kanut hende noget, ham skulde hun genne fra sig uden mindste Selvovervindelse.

Da hun stod for ham inde i hans Opholdsværelse, høj, bred, stærk og køn, med sin Kost og sin Fejebakke, med sit snehvide Forklæde, bag hvis Smække Brystet trodsig hvælvede sig ud i Verden, blev Justitsraaden forlegen . . . eller han vidste ikke, hvordan han blev. Hans Kamp for at faa Ordene frem røbede sig i, at han vred sine Fingre, saa det knækkede i dem.

- De skal ikke være bange, sagde han med en let Rysten i Stemmen. Jeg vil Dem intet ondt.

- Næ-h, sagde Charlotte med et Udtryk, som ærgrede eller ydmygede Justitsraaden lidt, thi han supplerede det med Ord som: Hvad bilder den gamle Fyr sig ind? Og han havde i mange Tider havt en lønlig Overbevisning om, at han var komplet pansret mod Kvinders Magt, men at han alligevel ikke var ganske ufarlig for mindre befæstede Sjæle af det andet Køn.

Charlotte følte sig som den overlegne i Situationen. Lad ham bare komme! tænkte hun. Jeg skal genne ham fra mig med Kosten, ligesom jeg gjorde forgangen med det gamle, tykke, tyske Øltræ inde paa Nr. 33, da han begyndte paa Vidtløftigheder. Hun blev staaende ganske rolig, ret op og ned i en Slags afventende en garde Stilling, mens Justitsraaden først spaserede et Par Gange paa Kryds og paa tværs gennem Stuen og 323 endelig standsede bag en Stoleryg og støttede Hænderne tungt imod den for at sikre sin Holdning. Charlotte var saa irriterende sikker; det saa han godt.

- Er De . . . saadan i det hele vel fornøjet her i den Stilling, som . . .?

Han stræbte efter at tale funktionsmæssig og myndigt.

- Jo, jeg takker Herren mange Gange. Naar man skal tjene, saa kunde man vist have det en hel Del værre.

- Naar man skal tjene. Det skal enhver efter den Stilling, som Forsynet nu en Gang har sat vedkommende paa.

- T-j-a-a, det kan man jo nok sige, sagde Tjenestepigen med et lille Pust gennem Næseborene.

Justitsraaden fandt straks Tonen og den lille snøftende Lyd impertinent, men tænkte: Man maa holde de Menneskers fuldstændige Mangel paa Dannelse noget tilgode, aabnede Munden til et nyt Spørgsmaal, men udtalte det ikke, fordi han straks spurgte sig selv, om han vilde have indladt sig mere med den temmelig raffinerede Tøs, hvis hun ikke havde set saa godt ud. Se nu, hvor hun stod der! Det var mest passende, at hun gik. Men han kunde jo ikke befale hende det; han havde jo selv kaldt paa hende og havde hidtil intet sagt til hende. Der maatte da gøres et Forsøg. Naturligvis løb disse Tanker hurtigere igennem ham, end de kan fremsættes i Ord, saa Pavsen blev ikke saa lang endda.

- Har De . . . føler De en alvorlig Lyst til at komme i en anden Stilling? Eller rettere naa til et . . . højere Standpunkt?

- Ja, det forstaar sig, men det er jo ingen Nytte til.

- Aldrig opgive Haabet! Mindst i Deres Alder. De føler Trang til . . . Kundskab? Til at lære mere?

Det gøs i Charlotte. Lære mere! Det havde saamænd været kedeligt nok at lære Katekismus og Lærebog i Skolen og hos Præsten; saa lære mere følte hun ikke Lyst til. Nu blev hun forlegen, thi hun følte, at det vilde være pænest at erklære, at hun gerne vilde have mere Lærdom, men vilde ikke ligefrem lyve. Hun drejede Spidsen af sin Sko mod Gulvet og mumlede noget. Det gav Justitsraaden Mod, at hun blev mygere.

- Den, der vil til Vejrs, maa lære meget . . . Er det ikke gaaet op for Dem, hvad det er, som nu om Stunder gør, at det ene Menneske staar over det andet?

- Jo, det er Pengene, svarede Charlotte med den fulde Overbevisnings frejdige Oprigtighed.

324

- Nej, nej, nej! raabte Justitsraaden hidsig og stampede i Gulvet, det er Kundskab og Dannelse.

Han fik frembragt det strængeste Vredesblik, som han evnede, og vedblev:
- Barn dog! Hvad er det for en Opfattelse? De har dog lært Deres Religion . . . naa ja, De kan vel ikke umiddelbart slutte af den, at Dannelse og Kundskab . . . naa . . . Men De véd da, at den taler om at forsage Verdens Lyst.

- Det gør jeg saamænd ogsaa. Jeg har ikke været ude nogen Søndag snart i et halvt Aar.

- Det var naivt og kønt sagt! tænkte Justitsraaden og blev blød om Hjærtet. - Hvorfor ikke det? spurgte han venlig.

- Hvor skulde man gaa hen, naar man ikke har nogen at gaa med? Man kan jo ingen Steder gaa i Fred!

- De har ingen . . . he?

- Nej, det véd Gud jeg ikke har, svarede Charlotte lidt vredt.

- Naa jeg mente saadan en rigtig Forlovet.

- Her i denne By er det ikke andet end Pjank med saadant noget!

- Hm . . . hm . . . der er noget, noget i det. I hvert Fald er det Standpunkt, De indtager over for det . . . det, vi talte om, respektabelt . . . Men, hvis De nu kunde komme ud i Deres Fritid sammen med pæne og ordentlige Folk?

- Det koster saa mange Penge . . . man skal have Klæder, sagde Charlotte. I Tankerne skærmede hun med Haanden over Sølvmøntstablerne i det gamle Underskørt oppe i Kommoden. Hun forsikrede sig om, at hun havde Nøglen i Lommen.

- Men jeg vil gerne . . . saadan af og til give Dem lidt, sagde Justitsraaden næsten hviskende.

Charlotte blev stram og kold. Hun huskede paa, at den tykke Tysker havde holdt et Tyvemarkstykke op for hendes Øjne, og, naar fine Herrer bød en Penge, saa var det, for at man kunde blive saadan en som Annette, for hun havde tidt Guldskillinger. Charlotte sagde:
- Nej Tak!

Justitsraaden troede at forstaa hendes Mistanke. Den smigrede ham en ganske lille, næsten umærkelig Smule. Et Smil strøg hen under hans hvide Skæg. Nu sagde han rolig:
- Jeg vil anbefale Dem til en pæn Familie. Manden hedder Hansen og er Skræddersvend; hans Kone har tidligere bestyret mit Hus. De bor nu i Store Kongensgade, og Konen opvarter 325 den Herre, som . . . som De ikke kender. Dem giver jeg gerne lidt til Skovture og saadanne Fornøjelser; og jeg mente, at De kunde følges med dem. Farvel!

- Mange Tak! sagde Charlotte og hilste, uvis, om hun brød sig om denne Anbefaling eller ej.

Lidet tilfredsstillet ved sin filantropiske Plans og sine psykologiske Eksperimenteringsforsøgs tarvelige Resultat, mere og mere knuget af Ensomhedsfølelsens Melankoli tog Justitsraaden sit Tøj og gik ud. Han tænkte med Gru paa det for Tiden saa lidet talrige Table d'hôte, paa Aftenen, hans Musikaften, den tomme Fremtid, der laa for ham.

- Gud ske Lov, jeg skal paa Kontoret i Morgen! sagde han.

Inden han gik, sendte han et Blik til de forgyldte Bogrygge i Reolerne. Der havde han ogsaa forsøgt noget, han ikke kunde gennemføre. Hvor meget af det, her laa gemt, havde sat Frugt i hans Sjæl? Meget af det havde han aldrig naaet at læse, meget havde han glemt. Øjet dvælede et Øjeblik paa Spinozas Værker.

- Ham fik jeg da aldrig noget ud af, sagde han. Kun af det, jeg lærte om ham, slog mig noget i Møde af det ædleste og frommeste. Hm . . . han levede af at slibe Brilleglas . . . jeg har levet af ... noget lignende. Men hos mig blev det ved Sliberiet!

Charlotte Splyd gik op paa sit Kvistkammer. Hun fandt ingen forgyldte Bogrygge der. To spærlemmede Jernsenge stod og skrævede langs hver sin Væg. Paa den ene, Annettes, laa en Bylt Klæder i den skønneste Uorden, halvsmudsede Underklæder og Arbejdskjolen med Forklæde, en Strømpe ved Hovedgærdet, en anden ved Benenden, en Sko i det ene, en anden i det andet Hjørne af Stuen, som vare de blevne fjærnede ved et Spark. Stuen lugtede fedt af Haarolje og daarlige Parfumer.

Uvilkaarlig brast Charlotte i Graad. Sikken en Fridag! I Dag havde hun ikke en Gang Fru Lundings Snak, der dyssede hendes Tanker som en Symaskines Prikken. Ja, hvad ventede der hende saa? Middagsbordet nede i Kælderens Folkestue, hvor Opvartere og Piger snakkede et Sprog, som hun enten ikke vidste, hvad de mente med, fordi det hentydede til allehaande hende ubekendte Begivenheder og Forhold, eller hvis hun forstod det, var noget ækelt noget. Om ogsaa hun straks lo af det, ærgrede hun sig dog bag efter over det. Det kunde endogsaa hænde, at det længe efter bragte Uro i hendes Sind og gav 326 hende Lyst til at styrte sig ud i den Larm, som drønede op imod hende, og prøve paa, om hun ikke kunde hente nogle Guldkorn, helst Guldmønter af al den Mylr dernede.

Hun slog sine Arme tæt over Kors og gav sig til at spasere op og ned i Kvistværelset. Den skraa Væg var en ærgerlig Hindring. Hvert Øjeblik, naar hun tog et rask Skridt, var det, som om hun skulde tørne Panden mod denne hæmmende, rugende Hindring. Hun følte en ubehagelig Kraft i disse stærke Arme, som varmede og knugede hinanden i tæt Knytning.

Hun mærkede en ubetvingelig Trang til at bruge dem, saa sig om i Kammeret og fandt som nærmeste Genstand den uordentlige Klædebylt paa sin Kammerfælles Seng. Hun ordnede og glattede Klæderne, samlede Strømperne og Skoene.

Hvad skulde hun saa bestille Resten af sin Fritid? Jo, jo . . . tælle sine Penge! Saa gik den Tid, og det var da lidt at glæde sig ved! Hun vidste rigtignok, hvor meget hun ejede til den sidste Øre, men det var morsomt at lægge alt dette Sølv hen i den solluende Vindueskarm og rigtig lade det skinne!

Hun laasede Døren, før hun pillede Tut efter Tut ud af det gamle Skørt i Kommoden. Hun løste Papirerne, væltede Sølvskillingerne ud i Vindueskarmen, hvor Solen forgyldte dem. De straalede, saa de skar i Øjnene. Hun rodede dem sammen i en Bunke og fordybede Fingrene i dem. Der var en vellystig Nydelse i Modsætningen mellem den prikkende Kulde, som udgik fra dette Sølv, og dets Glans, der luede som Ild.

Fem og halvfemsindstyve Kroner! Snart hundrede! Hun kunde faa mange gode Stykker for den Sum. Undertøj behøvede hun ikke i lang Tid, takket være den Razzia, hun, før hun rejste, havde gjort i Moderens med uldent og Linned fyldte Dragkisteskuffer, mens Mette Splyd var opfyldt af Giftetanker. Det var rigtignok noget andet end Annettes Skørter og Klokker, der hang i Fryndser forneden, og Strømper, som baade Taa og Hæl krøb ud af. Hun kunde magelig købe sig en fin ulden Kjole med baade "Paascher" og "Plisjeer", en lille Hat med opkrampet Skygge og med Fjer. Men det vilde hun rigtignok ikke for de Mandfolks Skyld, som rendte paa Gaden og ingen andre Hensigter havde end rene Tossestreger!

Hun lod Pengene langsomt glide over sine Fingre, som naar Børn lege med Sand. Saa talte hun Pengene Stykke for Stykke, pakkede dem sammen i Tutterne, saa sig om og lyttede for at være absolut sikker paa, at hun var ene og ubevogtet, og lukkede 327 dem atter ind i Skørtet med nogle Systing. Hun sukkede, da hun var færdig dermed; nu havde hun maattet ofre deres behagelige Selskab for de kære Smaavæseners egen Sikkerheds Skyld. De Mønter var hendes Børn, som hun legede med og knyttede fantastiske Forhaabninger til!

Hun satte sig hen i den dybe Kasse, som Vinduesaabningen dannede, sad længe med Hænderne for Øjnene, trykkede dem tættere og tættere imod dem. Hun trængte til at blive borte, helt borte, hverken tænke eller sanse, for hun følte noget . . . Gud véd, hvad det var? som truede ad hende og ønskede hende ondt. Dette noget tonede stundom frem snart som et blegt Ansigt, snart som et lille Overskæg, snart som en blank Hat, snart som et svulmende mat Silkeslips. Men det fik ikke Lov til at komme helt frem.

En Smerte i Øjnene af Hændernes stærke Knugen tvang hende til at tage dem fra. Det ved den lange Udestængelse voldsomt forstærkede Lys ramte hende overvældende. Derude, højt over alle Huse, laa Luften og glitrede som en stille Sølvstrøm. Skraa Halvtage, sylspidse Gavle, højt opragende Skorstensrør dannede et Miskmask underneden; altsammen spidst, brat afskaaret, knejsende, struttende. Murene skinnede snehvidt, Teglstenene luede brandrødt.

En vanvittig Lyst betog hende til at springe ned paa den højest knejsende Gavlspids, at springe fra den med et luftsusende Sæt paa den næste, saa klavre op ad en Skorsten, saa springe over paa en Brandmurs Mønning, springe og fare, suse og bruse!

Hendes rigelige og stærke Blod var stemmet op til Raseri ved den lange Indestængning og ved den stærke Modstand, hun havde sat op mod dets Krav til Glæde og Nydelse.

Hun følte sig mat efter Tankespringene fra Gavl til Gavl og fra Skorsten til Skorsten. Hvad skulde hun nu hvile sig blødt og rart paa? Paa en af Kammerets to Træstole? Uh! De var haarde og kolde som Skovkærenes Isflager om Vinteren derhjemme.

Derhjemme! Ja, nu var der grønt og pænt! Gud véd, hvad de sagde om hende derhjemme? Der var nu Peter Iversen. Uh, Peter Iversen med sine dvaske Koøjne, sit bedeagtige Ansigt, sine gulrøde, krusede Dun paa Kind, Mund og Hage! Det var ogsaa en!

Men hvem havde været god, rigtig god mod Lotte Splyd? Kun Peter Iversen og den gamle Justitsraad. Bare den gamle 328 Justitsraad ejede et Hus paa Landet, og hun, Lotte Splyd, kunde være hans Jomfru, og Peter Iversen - deres Karl. Peter vilde jo gerne gøre alt Arbejdet for hende, hun kunde jo faa ham til, hvad det skulde være.

Hun smaagræd og smaasov, smaadrømte med gnavne Smaarørelser af Arme og Ben, for egentlig gad hun ikke have noget at gøre med de Billeder, der trængte sig paa hende.

Døren sprang op paa vid Gab med Larm og Brag. Ind styrtede Annette som en Stormvind, tudbrølende som en Regnbyge i Oktober.

Hun rev Hat og Overtøj af, kylede det hele langs hen ad Sengen og smed sig selv paa Ryggen ved Siden af det. Charlotte og hun havde i lange Tider været Uvenner. De kunde ikke lide hinanden. Efter at have havt nogle Skænderier vare de hver paa sin Side blevne fornemme, havde snøftet lidt ad hinanden, naar de saas, derpaa var den gensidige Snøften gaaet over i en tavs, mundvigesænkende Grimace og en fra begge Sider haardnakket bevaret fornærmet Tavshed. En Aften havde Annette bragt et Stykke Kridt med op paa Kammeret, havde trukket en Streg fra Vinduesposten til midt paa Dørtærskelen og sagt ud i Luften:
- Den Del af Kammeret er mit!

Charlotte havde ikke svaret, men næste Aften kom hun ogsaa med et Stykke Kridt, opfriskede Stregen og sagde paa samme Maade:
- Den Del af Kammeret er mit!

Siden den Dag havde de to Stuefæller paa en drillende, barnagtig Maade holdt sig denne Streg efterrettelig, saa at de f. Eks. stillede deres Skotøj med Hælene mod hverandre paa hver Side Stregen og flyttede hver sin Stol med Ryggen mod hverandre og med Bagbenene saa nær til samme Streg som muligt. Nogen bevidst Grund til Fjendskabet havde de ikke.

Nu laa Annette paa Sengen, sparkede, vred og vendte sig som en uartig tre Aars Unge. Charlotte iagttog hende nok, men det var under hendes Værdighed at lade, som om hun lagde Mærke til hende. Hun holdt sig henne ved Vinduet i den dybe Hulning, rørte sig ikke ud af Stedet, sagde ikke et Muk.

Jo længere Charlottes Ubevægelighed og Tavshed varede, desto mere voksede Annettes Sindsbevægelse. Hun skød tilsidst sin ene Støvle af og kylede den bag over Hovedet. Maalet var aabenbart Charlotte, men dels kaster man daarlig i Hidsighed, 329 dels er en Støvle med Elastiker et daarligt Projektil. Den faldt ned i Vindueskarmen, slapt og blødt, men paa den Side af den nu halv udviskede Kridtstreg, hvor Charlottes Territorium laa.

Charlotte følte sig som den overlegne. Hun skød Støvlen foragtelig over paa den anden Side Stregen; Støvlen dinglede et Par Gange som en drukken Mand, faldt saa ned paa Gulvet, mat og uden Effekt.

Annette laa en god Tid og arbejdede i Sengen. Endelig laa hun stille og røbede kun sin Tilværelse ved en Hulken, en Art Harmoni, hvori alle de vilde Dissonancer opløste sig. Charlotte vilde lige til at fløjte, men det syntes hun dog var for haardhjærtet. Hun indskrænkede sig til at tromme med Fingrene i Vindueskarmen. Hun fik efterhaanden Medlidenhed med sin Fjendes oprigtige og naturlige Graad, men hendes Selvfølelse hindrede hende i at lægge det for Dagen i mindste Maade.

Endelig sagde Annette:
- Aa Gud, aa Gud! Det Fruentimmer, som ikke har Hjærte for et andet Fruentimmer i saadan en Fortvivlelse . . . ja hun maa have et Hjærte som en ren Bondekvie ude fra Landet. Aa Gud, aa Gud! Det er det frygteligste, jeg nogen Tid har været med til.

Annette havde brudt Tavsheden først. Hun har altsaa "givet sig", mente Charlotte. Nu tillod hendes stramme Følelse for Etiketten hende at spørge:
- Kan jeg hjælpe Dem med noget, Annette?

- Jo, Sjalotte! De kan hjælpe mig med at skælde det Rak, de Mandfolk ud, saa det kan høres ud til Slottenlund Skov!

Charlottes landlige Rationalisme indgav hende følgende Ord:
- Ja, hvad kan det nytte til?

- Nytte! Det kan nytte saa meget, at det kan linde for en anden ens magesløse Harme og indædte Arrigskab. Ja, hvis der er et Helvede til, og Osternmayer ikke bliver brændt og knebet med gloendes Tænger i al den Tid, som Evigheden varer . . . ja . . . ja . . . ja saa er der saagu' ikke noget Helvede til, det vil jeg dø paa, og heller ingen Evighed!

- Naa-aa, sagde Charlotte forstaaende, nikkede og gik hen til Sengen.

- Tror saadan en forløben tysk Balbersvend, for andet har han ikke været fra Oprindeligheden af, at en anden en indlader sig med ham, naar han ikke havde bandt paa tysk og paa snavs dansk, at han vilde tage en? Og nu har han lejet en ny Kafé 330 ude paa Vesterbro, og den er opkaldt efter Dronningen af Meklenborg, hvor han er fra. Og han havde lovet bestemt, at til November saa skulde vi . . . naa, det kan De nok selv tænke Dem. Og saa skulde vi mødes i Slottenlund nede ved Grøndals i Dag for fjorten Dage siden, men jeg véd nok, hvem der inte kom. Og saa stak han den Løgn ud, at han lige paa en Studs var kaldt til en Prokurator. Og det skulde han ikke kunne sige en, naar man tjener paa det samme Sted. For han maa inte bilde sig ind, at han er mere end som et Tyende. Og saa sætter han en anden en Stævne i Dag Klokken elleve uden for Lundagers Telt, hvor der er Sangerindebeværtning. Det lød noget møstisk, det skal jeg aldrig nægte, men et Ord er et Ord. Nu har jeg gaaet og gloet i tre Timer i Dag ude i Slottenlund Skov. Og tror De, han har været der?

- Nej.

- Jo-o-! Det er det, det er der allermest nederdrægtigste. Som jeg gik der paa Spaserestien ved Siden af Kørevejen, fordi jeg var ked af at vente henne ved det sjofle Beværtningstelt, og var saa knusende gal og ikke havde andet at bestille end glo paa alle de Vogne, som kørte forbi med alle de fornemme Fruentimmer, som bilder sig ind, at de er noget, fordi de har noget, men tidt kan være grusom simple i hele deres Tænkemaade . . . ja saa var det, kan De tænke Dem, at saa kommer der en Kapervogn, og paa det andet Sæde sidder . . . kan De gætte, Sjalotte?

- Oberkellneren.

- Ja, natyrlig, sagde Annette halv fornærmet over, at det ikke var lykkedes hende at spænde Charlottes Nysgerrighed paa Pinebænken. For saadan nogle Bæster er alle Tyskere og Slesvigholstenere, om ogsaa de hykler Venskab for danske Piger. Jo, det er meget rigtigt! Der sad Osternmayer. Men kan De saa gætte med hvem?

- Jo, det var med den rødho'dede Bagerjomfru omme fra Hjørnet.

- Men er De fjantet? Hvor Fa'en véd De det?

Annette sprang op af Sengen med sit struttende Haar, sit ildrøde Ansigt og sine af Graad ophovnede Øjenlaag lige hen i Vinduesfordybningen og borede sine Negle i Charlottes Hals. Svaret var foreløbig et Slag over Fingrene og et kraftigt Skub tilbage mod den anden Vindueskarm. Der blev Annette staaende, 331 som om hendes Ryg var klistret fast til Træbeklædningen. Der stod hun og spilede Øjnene op. Charlotte sagde:
- Fordi man er fra Landet, er man ikke mere tosset end andre Folk. Tror De, jeg har sovet de Søndage, jeg har været her paa Hotellet? Tror De ikke, at jeg har set den Bagerjomfru svanse her nede paa Gaden? Hvad? Og tror De ikke, jeg har set Oberkellneren glo ud ad Vinduet med Overfrakke og høj Hat paa? Hvad?

I ét Spring var Annette henne paa Sengen igen. Hun vred sig som en Orm under en Støvlehæl og græd som et lille Barn.

Der var noget skærende fortvivlet i hendes Graad, og den var aldeles uden arrig Bilyd, saa at Charlotte blev reven ud i hendes Sindsbevægelse og fik Taarer i Øjnene. Og efterhaanden som Annettes Graad blev stillere og hjærteligere, kom Charlottes Bevægelse mere og mere i Takt med hendes.

Tilsidst gik hun hen til hendes Seng med fuldstændig Forglemmelse af Kridtstregen og sagde:
- Hvad vil De bryde Dem om Oberkellneren, Annette? Saadan en er jo altid en vidtløftig en!

- Det er en anden en ogsaa. Det følger med Professionen, naar man inte er fra Landet, saadan som De er. Hvad?

- Har De da været ham tro?

- Nej, det véd Gud jeg inte har. Og det forlanger jeg heller inte, at han skal være imod mig, førend vi kommer sammel. Men hvordan skal man redde sig ud af alt det Roderi, man er kommen ind i, uden ved at blive gift og faa en selvstændig Beværtning? Jeg havde nu saa sikkert troet paa den Kafé ude paa Vesterbro. Jeg havde troet, at man kunde blive et pænt Menneske en Gang i dette Liv. Men nu maa man blive ved at være det Skab, man en Gang er blevet til. Nu er jeg akkurat lige glad.

Annette snøftede og græd. Lagener og Pudevaar maatte tjene til Lommetørklæde. Alt, hvad hun havde paa, kom til at se ud, som havde det været i en Krusemaskine.

Da hun var bleven rolig, og Graaden havde arbejdet, til den gik over til en sagte Hulken, gik Charlotte hen til Sengen og klappede sin Stuefælle paa Armen. Annette tvang hende ned til sig, omfavnede og kyssede hende med en Lidenskabelighed, som Charlotte ikke kunde lide. Charlotte følte alligevel en Slags Tilfredsstillelse ved det hele. Det var som havde hun faaet et Barn at pleje og sørge for. Hun fik Brug for lidt af sin ubrugte 332 Ømhed. Egentlig vidste hun ikke, hvad hun skulde sige, og mumlede nogle Almensætninger om Mandfolks "Ledagtighedu.

Da Klokken nærmede sig Middagstid, gjorde hun Annette opmærksom paa, at hun maatte hæge sig. Hun tog sig af hende som af et Barn, glattede hendes Haar med en Kam, rettede paa hendes Klæder, fik hende til at bade Øjnene med Vand, blev ved at børste og glatte paa hende, og, da det ringede til Middag, gik de med hinanden om Livet ned i Kælderen.

XVII.

- Ja, jeg har ingen Brug for Deres Selskab, sagde Fru Lunding en Aften, da Charlotte troede, at hun skulde sidde inde hos hende og sy.

Charlotte gjorde omkring. Men det var ikke Oldfruens Mening, at hun skulde slippe saa let.

- Vil De værs'go og blive og høre, hvad Deres overordnede har at sige Dem. Hvad? Naa, det var jo rart, at De vilde. Nej, det havde jeg ikke troet om Dem! At De lægger Dem efter en ældre Mand, saadan en gammel . . . naa da! Véd De, hvad det vil sige at gøre Avancer? Næ-æ! Hvor skulde De vide det fra? Men det er det, De gør. Ja paa den Maade, som De vil have det, kan De sagtens faa det. Men Justitsraadinde bliver De aldrig, bild Dem ikke det ind! Der er dem, der har Deres Dannelse mange Procenter, men som ikke en Gang er gode nok til den gamle . . . Mosjø. Herre Gud! Justitsraad! Hvad vil det sige? Min salig Mand kunde have været Kammerassessor, for han havde været ved Prins Ferdinands Hofstat. Men den Justitsraad har saamænd aldrig talt med en Prins, og det har jeg. Gaa saa!

- Gu-j! Véd De inte det? sagde Annette, da Charlotte fortalte hende om Oldfruens forandrede Stemning. I Førstningen, da Justitsraaden kom, saa rendte den tykke Maskeduse ind og ud i hans Værelse og skændte paa den forrige Pige, fordi hun ikke gjorde nok af ham, ikke redte hans Seng godt nok og ikke gjorde dit og ikke gjorde dat. Og den tykke redte selv hans Seng, og en Gang hørte jeg hende sige til ham, at saadan en 333 enlig Herre var saa rædsom til Rotterne, og at jo ældre Mandfolk blev, desto mere trængte han til kvindelig Omgang. Den var s'gu tydelig! Naa da! Men gamle Katte vil ogsaa helst have nymalket Mælk. Uh, han blev saa gal, saa gal! For da han gik ned ad Gangeu, lurede jeg paa ham, og han sagde: det er dog et modbydelig paatrængende Fruentimmer. Og siden, naar han mødte Maskedusen, saa snød han sin Næse og vendte Hovedet om til den anden Side. Saa holdt hun sig til Bageren lige som før. Men tager Bageren hende, saa vil jeg spise et raat Hvidkaalshoved!

Justitsraad Gram talte til Charlotte, hver Gang han mødte hende. En Dag, da hun kom ind paa hans Værelse, før han var gaaet ud, spurgte han hende halv vredt, om hun dog aldrig vilde læse. Hun turde ikke svare nej, og, da han saa brysk forlangte, at hun skulde nævne, hvad hun vilde læse, svarede hun paa maa og faa:
- Noget om fremmede Lande.

Og i hidsig Forlegenhed rakte Justitsraaden hende ned fra Reolen et illustreret Værk over Spanien, som Pigebarnet knap vovede at røre om Aftenen, naar hun træt kom op paa sit Kammer, og faldt i Søvn over, paar hun havde læst en halv Side. Da saa Justitsraaden en Gang spurgte hende, om Bogen morede hende, blev hun ildrød og kunde ikke sige et Ord. Justitsraaden blev vred paa sig selv og indrømmede, at det var hestedumt af ham at byde en Tjenestepige saadan en Lekture, men fandt, at han burde indtage en Holdning og sige noget myndigt. Han sagde da:
- Vil De saa Deres næste Fridag gaa op til Skrædder Hansens i Store Kongensgade, som jeg har sagt, at de skulde.

Charlotte protesterede indvendig og spurgte sig selv, hvad den gamle Herre havde over hende at sige. Men hun skønnede tydelig, at han nærede Velvilje for hende. Og, da hun nu var kommen paa den Fod med Oldfruen, saa var det jo ikke saa galt at have et Sted, hvor hun kunde slaa sin Fridag ihjel. Morgenen til den Søndag sagde Justitsraaden til hende:
- Hør De . . . spørg lejlighedsvis, hvordan det gaar . . . hm . . . en yngre Mand, der bor hos Skrædder Hansens . . . for . . . jeg interesserer mig for ham . . . Saa for en Ulykke! . . .

Fru Lunding passerede forbi og nejede uendelig dybt for Justitsraaden med den mest sødbedske Mine, hun kunde præstere, mens hun mod Charlotte rettede et Par Øjenkugler, der truede 334 med at eksplodere som Granater og sende Død og Fordærvelse ud over hende og, hvis Skæbnen vilde være hende særdeles gunstig, tillige mod "den gamle Mosjø".

Charlotte havde Valget mellem at være ulydig mod Justitsraaden ved at blive hjemme, og at ærgre Fru Lunding ved at benytte sin Fridag. Efter kort Overvejelse fandt hun, at hun var mest forpligtet til at gøre Oldfruen Fortræd. Altsaa styrede hun Vejen ud gennem Store Kongensgade.

Da hun var kommen et lille Stykke ned ad den, saa hun en lille dameklædt Person, men hvis store i Skoene sammenpinte Fødder og dinglende store Hænder i de lysviolette Handsker røbede, at hun kun var Dame om Søndagen.

- Se, hvor hun gaar og sjokker, sagde Charlotte, som med en Landsbypiges endnu ufordærvede Smag havde nøjedes med en glat ulden Kjole, et sort Klædes Overstykke, ordentlige rummelige Læderstøvler og en diskret sort Filthat med en lille Rosengren og nogle Blonder til Besætning.

- Uh de rødgule Fjer! sagde hun til sig selv . . . de er ækle . . . de, hun der gaar med. Hun ligner det, man nødig vil være. Men Gud . . . det er jo Annette!

Da Charlotte kom hen paa Siden af Damen, som hun havde genkendt bagfra, opdagede hun, at hun holdt Lommetørklædet op for Næse og Mund.

- Gud, Annette . . . at gaa saadan her paa Gaden og brøle l sagde Charlotte.

- Jeg véd, hvor han har sit Tilhold, det Dyr - ham, Osternmayer. Her i Gaden et Sted, der bor hun, Laurette, hende . . . den . . . som han kører i Skoven med. Men De, som er fra Landet, bilder Dem natyrligvis ikke ind, at der er Huse i denne Gade, som vender ud til Bredgade fra den anden Ende. Han er natyrligvis gaaet ind fra Bredgade, og saa gaar de begge ud ad den samme Vej. Det vil jeg dø paa!

- Hvorfor gaar De saa her?

- Aa-aa! Nogen Selvbetragtning har man dog immer. Tror De, jeg vilde nedværdige mig saa dybt at rende og lure ved en Bagport? Nej, véd De hvad? Noget skal man dog holde paa sig selv, naar man inte vil ner i det bare Pløre!

Charlotte forstod ikke den Slags fine Æresfølelse. Havde hun været i Annettes Sted, vilde hun være gaaet mere direkte til Værks.

335

- De skulde hellere tage med i Skoven, sagde hun til Annette for at sige noget.

- Giver De Skovtur? sagde Annette og tørrede sine Øjne.

- Hver betaler for sig, mumlede Charlotte surt.

- Det kalder jeg ikke nobelt, sagde Annette og stak Stumpnæsen op i Sollyset.

- Jeg er lige glad, sagde Charlotte.

Saa blev der foreløbig ikke sagt noget, men de to Hotelpiger gik Side om Side ned ad Store Kongensgade. Charlotte holdt Øje med Numrene og standsede ved et Hus p'aa den anden Side Dronningens Tværgade.

Opgangen var saa pæn, at Charlotte følte sig taknemmelig stemt mod Justitsraaden, der havde skaffet hende saa godt et Sted at komme. Hun ringede paa 1ste Sal, og hendes Hjærtevarme sank nogle Grader, da den blev lukket op, og en pæn høj, midaldrende Kone, der var den Madam Hansen, hun spurgte om, lod dem gaa gennem Entréen ind i en Stue til Gaarden.

- Ja, det er saadan en magesløs Mand, Justitsraaden, sagde Madam Hansen, efter at Charlotte havde fortalt, at hun var den af ham anbefalede Pige paa Hotellet, og at Annette var hendes Veninde. Se, straks da han flyttede hen paa det Hotel, skaffede han os jo Fuldmægtigen. Ja han trængte til mere dannet Selskab, gjorde han, Justitsraaden. Men, da jeg saa blev saa uhyre sorrigfuld, for jeg skal sige Dem, jeg tænkte straks: saa nu skal man tænke paa at skaffe til Husleje, og det var i gamle Dage vores Kval, saa var det, at Justitsraaden gjorde, som han gjorde. Og om saa Justitsraaden sender mig alle Hotellets Piger, saa siger jeg: I er velkomne, Børn! Ja, af den Beskaffenhed er nu jeg. Ja, De ser, jeg er i Stand, og Hansen staar bare inde i Sovekammeret og barberer sig, og Børn har vi ingen af; aa værs'go og sæt Dem! Jeg skal bare ind og binde Krave og Flip paa Hansen, saa tager vi med Dampskibet.

Stuen var lige saa ren og pillen, som dens høje, nogle og trediveaarige Beboerinde. Blomster i frodigste Trivsel - en Lykke, Skæbnen i Regelen synes at ville unde Smaafolk - fyldte Vinduerne. Maanedsrosers blegrødt, Gyldenlakkers gulrandede, krusede brunt, Nellikers dybe karmoisin, Pelargoniers lystige højrødt, Tøffelblomsters guldgult sugede om Kap Sollyset, hver efter sin Tørst og Formue. En prægtig Vedbend gik fra Gulv til Loft og spændte helt over et Stykke Væg, mellem dens Løv kikkede et Kabinetsfotografi af Justitsraad Gram frem. Der 336 hang det efter hans egen Ordre, sagde Madam Hansen med det samme, hun forlod Stuen. Paa Bordet med det simple, lidt falmede røde, sort figurerede Tæppe, stod en Vase, struttende af Bøge- og Akaciagrene og Frilandsblomster. Sol var der nok af; den løb ind i Stuen over Hovederne paa Urtepotternes Blomster og legede Skjul paa den vedbendklædte Væg, smykkede de tarvelige, blankt polerede Møbler med Sølvstriber og fandt Vej til Kroge og Hjørner og løb i dansende Pletter op og ned.

Charlotte formelig gottede sig af Velvære i disse Omgivelser; Annette derimod følte sig fremmed og uhyggelig. Hun hviskede til Charlotte:
- Hu ha! Gulvet ser ud, som man inte turde træde paa det, og Sofaen, som man ikke turde sidde i den, og Madamen, som hun aldrig i sit Liv havde taget sig et eneste Grin!

Madam Hansen kom snart tilbage med sin Mand. Det var et diminutivt Eksemplar af sit Køn. Han naaede kun lidt over sin Kones Skuldre. En ret sirlig, ensfarvet brun Dragt sad om den lille, magre vævre Krop, som havde noget af en Mus's sky Væverhed over sig. Han bar høj sort Hat, kortklippet mørkt Overskæg under den lille, ikke ilde formede, spidse Næse. Hans Øjne gled i Smug bag Madamens Ryg fra den ene af de unge Piger til den anden, efter at han havde bukket dybt for dem begge. Annette med sin dameagtige Paaklædning, sin Pandefrisure og spidshælede Støvler gjorde mest Lykke hos Skrædder Hansen, hvis Bestilling som Arbejder for et tredje Rangs Magasin for færdigsyede Herreklæder havde udviklet Sansen for en vis Art "chic" i begge Køns Kostumering.

Hans Kone behandlede ham uden brøsig Myndighed, snarere som et Barn. Hun svarede ham ikke paa en Mængde Spørgsmaal og Bemærkninger, men nikkede eller rystede mildt alvorlig paa Hovedet.

- De unge Damer elsker at færdes i Naturens Skød, hi, hi, hi! sagde han. Især vist den lille Frøken Blondine! Hi, hi, hi! De ser ud, som De havde voldsom Lyst til at komme i Skoven, hva'? hi, hi, hi! . . .

- Kom saa, lille Hansen! sagde hans Hustru og aabnede Døren.

Skrædder Hansen tog Lejligheden iagt, mens de gik ned ad Trappen, til at puffe sagte til Annette bag sin Kones Ryg. Annette udstødte et Aa-h . . . De! Det var ikke aldeles tydeligt, om 337 det var en Afvisning eller en Opmuntring af Skrædderens Courtoisie.

Ude mod Dampskibenes Anlægsplads stimlede Rækker af svedende og luftbegærlige Mennesker. Der var Trængsel paa Landingsbroerne, og paa Dækket stod Publikum trykket sammen som Sardiner i en Æske, i en sviende Sol, ombølget af Duften af Olje, Kulrøg, Beafsteak, solbagte uldne Stoffer, Parfumer, Cigarrøg og Tjæredunst.

Charlotte var bange eller dog spændt. Det var første Gang i hendes Liv, hun havde sejlet med et Dampskib. Hun havde straks vundet Madam Hansens Gunst, og de to havde sluttet sig sammen, men Madamen havde ikke overladt sin Mand til Annette uden Kontrol; hun vendte sig stadig om imod ham, men uden Vrede, blot med alvorlig Paapassenhed.

Saa ringede, hvislede, peb, hvæsede og skummede det. Charlotte saa med et Barns Glæde Skibet krydse mellem hundredevis af andre Skibe, til det naaede den aabne mørkeblaa Sø, hvor Solpailletterne gnistrede i Vandets livlige Krusninger, mens hvide Huse mellem prægtige Trægrupper legede Tit tit paa den høje, grønne Kyst, en langsomt forbidragende, evig vekslende Billedrække. Hendes Øjne blev fugtige ved Synet af det svulmende grønne, af de hvidnende Marker, hun syntes, hun havde noget at sige dem, men vidste alligevel ikke, hvad det skulde være. Saa syntes hun, at det var det grønnes Sag først at begynde at tale til hende, saa sprang hendes praktisk prosaiske Fornuft, opskræmmet ved saadant noget Vaas, i Vejret og holdt sin knyttede Næve op mod det; det andet, dette herre Vrøvl mellem Kystens grønne og Skovfogdens Datter paa det tætstuvede københavnske Dampskib, blev alligevel ved ihærdig at knurre og murre trods den udskammende Trusel. Skærmydselen i hendes Sind slog ud i hendes ydre Færd som en gnaven Adspredthed, men hun vidste ikke ret, om hun befandt sig vel eller ilde derved.

- Har De det ikke godt? spurgte Madam Hansen hende flere Gange, naar hun fik et meningsløst eller slet intet Svar paa sine Spørgsmaal.

- Jeg har saadan indvendig Kulde - eller . . . Det er, ligesom noget klemte mig indvendig - eller - Det er vist det Vand; det lugter saa underlig - var de Svar, hun fik.

Den lille Skrædder og Annette pludrede uophørlig. Deres for indfødte simple Københavnere ejendommelige store 338 Personalkundskab ydede dem et uudtømmeligt Samtalestof. De lo sympathetisk, naar de gensidig spurgte hinanden, om de vidste hvem den Kone i den grønne, blaa, brune Kjole, den Herre med de tærnede Benklæder, med den høje graa Hat, med de skelende Øjne o. s. v. var, og de saa næsten paa en Gang nævnede Navnene. Det var gerne Detailhandlere og Haandværkere og deres Koner. Annette vidste om adskillige af de sidste, at det var nogle, som ikke kunde holde Piger, men skiftede hver Maanedsdag, og Skrædder Hansen kendte Mandens Genealogi, Bolig, Formuesomstændigheder, Svogerskaber, illegitime Kærlighedshistorier. Al denne tvivielle Viden udfoldedes med en Vigtighed fra begge Sider og drøftedes med en lige saa livlig Interesse, som store Problemer mellem Videnskabsmænd. Og Pludren fortsattes i samme Gænge, da de vare stegne i Land ved Klampenborg og havde blandet sig i den sorte Mylr, som bølgede langs Spaserestien i Dyrehavens Hovedpassage under de udvældende Bøgekroner og spredte sig til Siden mellem de ranke Stammer lige som en glad Menighed mellem en mangeskibet Kæmpebasilikas Søjlerækker.

- Jeg holder nu mest af at komme lidt ind paa et Sted, hvor man kan være lidt i Fred, bemærkede Madam Hansen - hvad, Jomfru Splüth?

- Det gør jeg med.

- Det maa være, naar man er fra Landet, sagde Annette og slog med Nakken . . . hvad Hansen? Vi to holder mere af, at der er lidt Mudder!

Skrædderen bekræftede sin Dames Meningstilkendegivelse ved et "Hi, hi, hi!" og ved med Fistelstemme at nynne:

København, du er dejlig, naar bare man har
de fornødne Penge . . .

Selvejer-, Hyre- og Kapervogne rullede i Mængde ude paa Kørebanen og hvirvlede Fodgængerne ind i tætte Støvskyer, der spredte sig oppe i Luften og pudrede de nærmeste Træers Grene paa en saare lidet forskønnende Maade. Charlotte kunde ikke lide det og bemærkede til Madam Hansen:
- Det er ækelt, saa de Vogne sviner Træerne til.

Madam Hansen var af samme Mening og bekræftede det ved at sige det samme i en mere dannet Stil:
- Ja, det er virkelig Synd for de kønne grønne Træers Skyld.

339

- Sikke noget Skaberi! hviskede Annette til Skrædderen, Træerne er s'gu akkurat lige glade. Har Folk inte Lov til at køre paa Vejen, naar de har Raad til at betale Heste og Vogn? Træerne . . . puh!

Hun slog ind i Danseskridt, og Skrædderen var lige ved at følge hendes Eksempel, da Madam Hansens mildt advarende Stemme lød:
- Hansen! husk paa, hvem Du er og, hvor Du er, og gaa ordentlig! Saadan, lille Hansen!

- Kan De li' hampre Fruentimmer, hva'? spurgte Annette Hansen og satte sine lyseblaa runde Øjne i udæskende Opadskraastilling til hans smaa brune, der laa som et Par Blækklatter i hans lille hvide Ansigt under smalle sorte Øjenbryns Blækstreger.

Skrædderen var nær gaaet i Knæ for denne lyseblaa Lyrik; han kunde kun besvare den med et betaget Hi-i-h! og et varmt Tryk af Annettes buttede Overarm.

- Hansen! sagde hans Kone med blid Myndighed.

- Kan vi ikke komme bag etter dem, hviskede Annette, men med Næsen vendt lige ud.

- Gaar aldrig, hviskede Skrædderen paa samme Maade.

Charlotte og Madam Hansen vare blevne gode Venner. Charlotte fortalte hende sin Livshistorie; Madam Hansen ledsagede den med sympathiske Nik og korte Bemærkninger, samtidig med sin stadige Inspektion af Manden.

Da de vare naaede nær til Fortunen, var Charlotte færdig med sin Fortælling. Madam Hansen tav lidt, saa sagde hun:
- Hold paa Dem selv, min Pige! Ser De, naar man har levet mellem daarlige Mennesker, saa er det jo det nemmeste at blive meget værre, end de er, og det kan man saamænd fristes til bare for at ærgre dem. Men man skal ikke give los for den Slags Ærgerrighed, for det gaar ud over en selv. Nej, man skal knejse dem over Hovedet, Jomfru Splüth - og hun rettede sin hele Skikkelse, saa hun syntes et Hoved højere - og se ned paa dem. Man skal slaa dem sin Renlighed og sin Ordentlighed og sin Anstændighed lige i Hovedet, for, naar man betaler enhver sit og holder sine Ting pænt, saa hævner man sig paa den nobleste Maade over den Sort Folk. Gaa lidt pænt, Hansen!

Paa Fortunen bestilte Madam Hansen Vand paa Maskine. Men, inden hun gik ind, hviskede hun til Charlotte, som vilde følge hende:
340 - Jeg kan godt lide Dem. De er vist en pæn Pige. Lad være at gaa med ind og pas lidt paa de To! For hun, Deres Veninde, hun . . . hun hører til de nymodens unge Piger, og de har helt andre Principer, end jeg havde, da jeg var paa hendes Alder. Og De maa ikke tro, at jeg er bange for Hansens Skyld, for egentlig har han de samme Principer som jeg, men han er ligesom et lille Barn, naar han kommer ud, for han har jo kun stillesiddende Arbejde hjemme og trænger til Motion i alle Maader, naar han kommer i Luften. Jeg passer saamænd ikke saa nøje paa Hansen, hverken for min eller hans Skyld, men bare, for at Folk ikke skal faa noget at snakke om. Og jeg er jo desuden fem Aar ældre end Hansen.

Aldrig saa snart var Madam Hansen uden for Synsvidde, før Hansen ugenert slog sin Arm om Annettes Liv og sang:

Unge Pige med det gule Haar,
se lidt paa mig!
Føl, hvor stærkt mit ømme Hjærte slaar!
Jeg elsker Dig.

Og de begyndte smaatrippende at danse. Men pludselig føler Skrædderen et kraftigt Ryk i sin Arm. Annette rev sig saa stærkt løs, at den lille Skrædder faldt og satte sig paa Grøfteranden.

En firsædet Kapervogn kom kørende i skarpt Trav. Den var langt fra ikke fuldt besat: kun én Person hos Kusken, tre unge Mennesker paa Bagsædet, der sad og dinglede og slog Hovederne mod hverandre i en bajersk Ølruses slappe Søvnighed, og paa Midtsædet en Herre i elegant lys Sommerdragt og Straahat, med de brusende Whiskers yderste Haar dirrende under Farten og flimrende i Lyset, ved Siden af en Dame med en diminutiv hvid Hat, hoppende paa en vældig høj Haaropsats.

- Halløj! raabte Annette efter Kusken, mens Skrædder Hansen højt gloende sad paa Grøfteranden, og i ét Spring var hun oppe paa Vogntrinet. Mellem hende og Herren med de store Whiskers udspandt der sig aabenbart en livlig Diskussion; han gjorde Forsøg paa at støde hende ned fra Vogntrinet, men hun holdt fast, og til sidst lykkedes det hende at tvinge sig ind paa Sædet. Højt skændende Tale fra andet Sæde og Skoggerlatter fra de andre Sæder skingrede tilbage mod den fra Annettes Ryk endnu paa Bagen liggende Hansen og Charlotte, der stod maalløs og stirrede efter den støvhvirvlende Vogn.

Madam Hansen fandt, da hun kom ud, sit med Annette 341 subtraherede Selskab i denne ejendommelige Situation. Hendes første Ord var:
- Men Hansen dog!

Hansen var saa betagen, at han endnu ikke kunde lystre Ordre. Stadig siddende paa Grøfteranden og pegende hen i Retning af den længst forsvundne Vogn som efter en forbifaret Aabenbaring fra en overjordisk Verden, stammede han, pibende ynkelig:
- Hvor blev egentlig Jomfruen af?

Charlotte kunde ikke bare sig for at le. Hun forklarede Madam Hansen, at Annette egentlig var taget i Skoven for at opsøge sin utro Elsker Oberkellner Osternmayer, og at hun nu havde set ham paa Vognen sammen med Bagerjomfruen fra Hjørnet. Madam Hansen sagde til sin Mand:
- Der kan Du selv se, Hansen, hvad Letsindighed fører til. Rejs Dig op, Hansen!

Hun var køligere lige over for Charlotte. Hun kunde ikke lide, at hun havde skaffet Annette ind i propre og ordentlige Folks Selskab: "saadan en af den Sort, som saadan en var".

Skrædder Hansen, hvis lette erotiske Fartøj saa ynkelig var strandet, saa, at hans Hustru aabnede Madpakken. Han greb i et Par Græstotter og rejste sig. Han lugtede krydret Rullepølse, sukkede og - trøstede sig.

Snart sad Skovselskabet, minus Annette, i det ved Kørevejen nærmeste Lysthus. Løftelsen var gaaet af Kvinderne. De spiste i adspredt Tavshed. Den Situation brugte Skrædderen til at spise alle Stykkerne med pillede Rejer paa, mens han bestandig, lig en tyvagtig Kat, paa skraa skottede til sin Hustru. Denne var saa tankefuld, at hun endog uden Indsigelse lod ham drikke hele Medicinflaskens Brændevinsindhold paa én Gang.

Ingen af dem ænsede Vognene, der let rullende for forbi paa Vejen fra Lyngby. Ingen af dem ænsede Landskabets prægtige Skraaning med fremadskridende og tilbagevigende Bugtninger af grønt, eller Bernstorff-Villaens hvide Mure og blinkende Skifertag, eller det blege, staalblanke Hav i Baggrunden, eller alle Genstandes klare Omrids, frembragt af nogle farende Kuldeskyer, strænge Lysdæmpere og Dunstbetvingere.

Men alle Tre vendte samtidig Hovederne, som vare de trukne i en Snor, da et Køretøj standsede lige ud for dem paa Vejen med dump Klirren af Hjulkarmen og høj Raslen af Seletøjsbeslaget. To smaa Graaskimler virrede med Hovedet og prustede trompetagtig, Lygternes Glas luede som hvide Flammer, Fadingens 342 blanke Lakering skinnede mod den nedslaaede Kaleches og Rufs matsorte Læder. En Tjener sprang ned fra Sædet bag paa, slog Vogndøren op og Trinet ned. Han lodsede en svær Dame ned; hun tyngede ham helt skæv ved det lænende Tag i hans Arm. Efter hende sprang en ung lysklædt og ganske blond Dame helt ud paa Græsrabatten, hun lo i Springet, og Lyset lo hvidt i hendes tykke gule Haar. Saa kom to Herrer i Sommeroverfrakker: først en med Straahat med Briller under, dernæst en, om hvem Madam Hansen sagde:
- Det er jo Fuldmægtigen! Gud, Hansen, ser Du ham?

Jo, Hansen saa ham, men Charlotte saa ham ikke. Hun skiftede Farve, en Kuldegysning randt helt igennem hende, da Tjeneren gik forbi med Kaaber og Shawler paa Armen.

Det var jo Anders Tjener fra Herregaarden derhjemme. Hun havde en Fornemmelse af, at han vilde komme hen til hende og raabe højt ud alle onde Minder hjemme fra. Men han gik stolt forbi Lysthuset med en Pedels eller Bedemands dybt følte Værdighed. Hvad ænsede det store Firmas Tjener det Proletariat, der bestrøede Fortunens Have med Smørrebrødspapir, Sildeskind og Rejeskaller, naar han var i Funktion? En anden Sag var det, naar han var Privatmand.

Saa kom den unge Herre med Straahatten og Brillerne sammen med den lyslokkede, men slet ikke kønne, lille Dame.

- Det er Etatsraad Bruns Datter, hviskede Madam Hansen til Charlotte. Og der kommer Fuldmægtig Jespersen. Gud, kender De ikke ham? Det er jo vores Herre, ham, der bor hos os.

Jo, Charlotte kendte ham altfor vel. Først Anders Karlsen, saa den Herre med det lille Overskæg! Nu manglede blot Baronen!

Et Hjul surrede rundt i hendes Hjærne; det var ved at sortne for hendes Øjne. Som i Drømme hørte hun Madam Hansen sige:
- Herre Gud! Hvor Fuldmægtigen ser elendig ud. Der maa være noget, der trykker ham. Han har jo næsten ikke været hjemme i det sidste Aar. Det er ikke gode Tegn. Og Justitsraaden, som ogsaa har været saa bekymret, fordi han aldrig ser ham!

Hvad Charlotte her hørte, gjorde hende endnu mere forvirret og fortumlet. Hun spilede Øjnene vildt op og saa efter Fuldmægtigen. Og just da drejede Fuldmægtigen Hovedet over 343 Skulderen, hilste paa Hansen og sendte hende et uforklarligt Blik. Var det ondt, drilsk, indbydende, haanende . . . eller hvad? Det gulbrune Øje skinnede som et Katteøje i Mørke. Det hele tog kun et Par Sekunder. Charlottes Hoved sank ned paa Bordet. En tør Hulken rystede hendes Legeme, tvang Svedperler ud af hendes Tindinger og en rallende haard Lyd ud af hendes Strube.

- Hvad fejler Dem? spurgte Madam Hansen med sin Kaffekop i Haanden.

Charlotte blev ved at ryste. Hendes Læber var stive og blege, hendes Albuer gled paa Bordpladen, som havde den været af glat Is.

- Nervøsitet! sagde Skrædderen.

- Ti stille, Hansen! Jomfru Splüth . . . gaa lidt Hansen . . . drik din Kaffe ud . . . Naa, Hansen!

Hansen tændte en Cigar, gik og saa efter det fornemme Selskab. Dets Medlemmer svandt ind til dværgagtige Dimensioner ned ad Plænens stærke Skraaning.

Madam Hansen blev ved at spørge Charlotte, hvad der fejlede hende, vel tyve Gange. Hun vidste det ikke selv. Havde hun været literært dannet og kunnet samle sig, havde hun muligvis citeret Goethes Vers med en lille Ændring og sagt:

Ach, mein armes Herz ist liebekrank!

Men, da hun ikke kunde finde noget, og da Madam Hansen stadig trængte paa, sagde hun :
- Uh . . . jeg ærgrer mig saadan over . . . over . . . over . . . Annette.

Madam Hansens lange Arme omspændte hende.

- De er en pæn Pige, sagde hun. Det ærgrer Dem, at den Tøs, De tog med, har baaret sig saadan ad. I Deres Alder ærgrede jeg mig ogsaa saa gyseligt over al Umoralskhed . . . og Usnødelighed, som vi kalder det paa Falster, for der er jeg fra. Men, naar man bliver ældre, saa gør man ligesom Justitsraad Gram og jeg, man ser ned paa det og beklager det.

344

XVIII.

Fuldmægtig Jespersen havde havt en bevæget Tid.

Han havde bestræbt sig for at være snild, sig selv og sine Livssituationer overlegen, at le ad sig selv, naar han træt og stivbenet efter et Bal kom hjem langt ud paa Morgenstunden med den Bevidsthed at have "lanceret" den lille Frøken Brun ud i første Række af Ballets Damer.

Han havde ganske vist faaet at vide, at Forretningen efter hendes Faders Død i Tidens Løb var gaaet jævnt tilbage under hendes Slægtninges Bestyrelse, men havde ogsaa faaet ud af sine merkantilt kyndige Bekendte, at Moderen havde en urørlig Kapital af 300,000 Kroner.

Fuldmægtig Jespersens Samvittighed beroligedes ved, at Frøken Brun ikke var rigere, end at hun kunde faa 150,000 Kroner, hvis hun giftede sig i Moderens Levetid. Hun var eneste Barn af sin Faders, Etatsraadens andet Ægteskab; to Halvbrødre vare Bank- og Aktieselskabsdirektører, meget ældre end hun og levede en étiquette med hendes Moder.

Fuldmægtig Jespersen fandt, at hun var forholdsvis fattig, og at hans Kærlighed, eller hvad man nu skulde kalde det, var forholdsvis ideal. "Var det Etatsraad Fischers Datter plus 600,000 Kroner, kunde man sige, at jeg solgte mig, men hvem sælger sig uden Kærlighed for 150,000?" Saa smilede han ad disse Tanker, strakte sig i sin Sofa, følte sig som Ironiker og overlegen Betragter, dog samtidig med en lille dirrende romantisk Sjælestræng - dybest inde. Og saa smilede han igen ad dette "dybest inde", denne Reminiscens fra de sidste Skole- og de første Studenteraar. I denne grødede Blanding af ti Dele Ironi og to Dele Sentimentalitet befandt han sig en Tid ganske vel. Han følte sig endog stundom som en Slags Martyr, naar han, den saa feterede Balkavaler fra det forrige Tiaar, giftede sig med en Pige, som slet ikke var køn, og dog kun bragte ham 150,000 Kroner. Thi ikke han alene, men alle dannede Nutidsmennesker var dog vel ude over "Hytten og Hjærtet" uden videre Tilsætning.

Elskede han hende? Puh! . . . Elske . . . hvad vil det sige? Hvis han vilde, kunde han jo gøre sig fri hvert Øjeblik. Elske? . . . naa! Ikke blive komisk!

Han kunde alligevel ikke blive fri. Han kom stadig i hendes Moders Hus, hvor nu kun den nødvendigste Selskabelighed dreves. 345 Han talte om Malerier med Moderen, skønt han ikke havde den fjærneste Interesse for Malerkunst, men afleverede Bladkritiken, tilsat med Vittigheder af eget Fabrikat og med Kaféanekdoter om Kunstnernes Privatliv. Han læste Digte op for Fruen og Frøkenen i ensomme Aftener. For en Del Aar siden havde han følt sig overbevist om, at Poesi var ham lige saa ligegyldig som Theologi eller Medicin; han var jo Jurist og Kontormand. Nu traf det sig, at han virkelig blev bevæget ved Paludan-Müller og Christian Winther, naar han saa Etatsraadindens Øjne blive fugtige ved Vers som

Saa talte han og lagde sig træt -
De troede, han faldt i Tanker;
da var han død; - hans Død var let,
hans Hoved laa paa et Anker.

eller:

Ogsaa vi var én Gang unge;
Glans og Ungdom er forbi!
Tidens Strømme
alle Drømme
skal forandre:
I skal rives fra hverandre,
falme og forgaa som vi.

Og han var glad ved at rives ud af Stemningen, naar saa den unge Frøken paa Trods citerede:

Regrettez-vous le temps . . .
Où quatre mille dieux n'avaient pas un athée,
Où tout était heureux, excepté Prométhée,
Frére ainé de Satan qui tomba comme lui?*).

og det, uagtet han ikke forstod det og kun mærkede Trods i Miner og Stemmeklang.

Han syntes, det var ret pikant. Hun læste jo til Studentereksamen og var opfyldt af . . . ja, det var vel Stuart Mills Ideer. Det Legetøj kunde være lige saa godt som ethvert andet, som saadanne Smaapiger skal have at more sig med, før de bliver gifte. Men, var hun bleven gift . . . ja . . . saa skulde Piben nok faa en anden Lyd! Saa skulde Latinen og Græsken, Fysiken *

Længes I efter den Tid ...
da fire tusind Guder ikke havde en Fornægter,
da Alverden var lykkelig undtagen Promethevs,
Satans ældre Broder, der faldt ligesom han.
(A. de Musset: Rolla).

346 og Naturhistorien opløses i Brandere og udviskende Ironi. Saa skulde, han, Jespersen, tillige mane det kvindelige Ideal frem i hende . . . ja det med Ideal . . . det var nu saadan en Talemaade, man brugte for at finde sig til Rette . . . men Fru Jespersen skulde hverken læse Mill eller ryge Cigaretter.

Men lad hende kun læse til Artium!

Etatsraadinde Brun fandt i lang Tid, at det var kønt, at Fuldmægtig Jespersen kom igen, nu, da Huset ikke var saa flot og saa selskabeligt, som mens Etatsraaden levede, og mens det var et københavnsk Førsterangs-Hus.

Tingene gik godt en rum Tid. Fuldmægtig Jespersen forhastede sig ikke. En dunkel Forudsætning om en fjærn Mulighed af et Afslag, som hans Stolthed ikke kunde taale, lod ham vente, til den Stund kom, da Frugten af sig selv vilde falde i hans Skød, til en Situation frembød sig, hvor hun selv lagde ham Ordet paa Læben. Selv vilde han have protesteret mod den Udlægning; han vilde helst have tilskrevet sin Tøven en mere dæmonisk-overlegen Grund: en erfaren Kats Lyst til at lege med Musen, før den æder den. Sommervarmen gør de unge Piger smægtende, til Elskoven springer ud i en Tete à tête i et Jasminlysthus eller under en tæt Allé i en gammel Have paa et fashionabelt Landsted. Ja, saadan vilde han have det!

Imidlertid, hvis Fuldmægtig Jespersen havde turdet være oprigtig mod sig selv, vilde han have indrømmet, at disse Besøg hos Moder og Datter eller højst i Selskab med de to Grosserere, hendes Halvbrødre, begyndte at kede ham lumsk. Han kunde heller ikke i Længden holde Humøret oppe og stadig være pikant i det Stilleliv, der omgav ham paa Landstedet i de store tomme Værelser, med den tavse Luksus, en pragtfuld Dekoration til et langt udtrukket, kedeligt Proverbe mellem ham, hende og Moderen, der var tavs og indesluttet, helst læste eller hørte læse. Hun havde været Husbestyrerinde for Etatsraad Brun i mange Aar; Børnene af første Kuld kunde ikke lide hende fra den Dag, hun blev deres Stifmoder; det selskabelige Liv i stor Stil, der blev ført, mens hendes Mand levede, udelukkede hun af Huset; dog tillod hun Datteren at komme ud saa meget, hun vilde, i Stilhed beklagende, at denne Datter havde arvet sin Faders verdslige Natur. Det var ogsaa den, mente hun, som slog ud i hendes Idé at læse til Studentereksamen, men Datteren var stærkere end hun, ligesom Manden havde været det, og satte sin Vilje igennem mod Fruens svage Modstand. Fruen tog høflig mod 347 den Kur, der faldt af til hende fra Fuldmægtig Jespersens Side, men paa rent passiv Vis. Ethvert Forsøg paa gennem hende at forberede et Resultat mærkede han snart var unyttigt.

En Dag, da Fuldmægtigen sad paa Landstedets Veranda under Slyngplanternes tæt nedhængende Løv med hvidglødende Rande af Eftermiddagssolen, med Kaffekoppen foran sig paa den stumme Tjeners Marmorplade, nydende sin egen Havanacigar med en Pebersvends Intensitet, tog Frøkenen for første Gang en Cigaret og tændte den. En gnaven Trækning gennemfo'r ham. I en Tone, der havde en Tinte af en Ægteherres Myndighed, spurgte han:
- Ryger De, Frøken Jenny?

- Como vee Usted*), svarede hun med Stumpnæsen ud i Sollyset.

- Hm! Læser De ogsaa Italiensk?

- Nej. Det er Spansk.

- Det er endnu værre! Hvad vil De dog med det?

- Kan man lære for meget?

- Ja. Man kan . . . det vil sige en Dame, hvis skønneste Egenskab er Umiddelbarhed, kan let sætte den til og blive -

- Hvad de gammeldags Herrer kaldte en "bluestocking"**).

- Gammeldags Herrer!

Fuldmægtigen mærkede, at han var ved at blive vred, og det var et af hans Yndlingsdogmer, at det at blive vred var det samme som at gøre sig latterlig. Hans Irritation blev tilsat ved Bevidstheden om heller ikke at kunne Engelsk. Han drejede da et Smil frem og sagde:
- Næste Gang, jeg kommer her ud, skal jeg have Tauchnitzer Lommeordbøger i forskellige Sprog i alle Lommer.

- Er det sandt, hvad Doktor Hillebrandt siger, at Juristerne i Almindelighed er de mest uvidende af vore Studenter?

- Det véd jeg ikke. Faktum er, at det er Jurister, der sidder inde med Statens øverste Embeder og med den hele Administration.

- Derfor er den maaske, som den er.

- Er De Venstremand, Frøken Jenny?

- Aa-aa-ja. Som De er Højremand.

- Hvad mener De med det?

* * 348

- De sagde en Gang paa et Bal, at De var Højremand, blot fordi De ærgrede Dem over Venstres Dumheder.

- Naa saadan? Ha, ha! Saa kan vi blive nogenlunde enige i vor Politik. Skal vi søge at samle et Parti om os, hvis Program skal være at pille alle Dumheder og Latterligheder ud paa begge Sider og more os over dem?

- Saa kom vi jo i Uenighed om, paa hvilken Side Vægten tyngede mest. For hvordan skulde vi faa konstrueret en Tunge, der angav det paalideligt?

Det trak atter i Fuldmægtigen. Han tænkte: Det er grimt at høre hende bruge et Udtryk som "konstruere".

- Apropos, spurgte han, hvem er Doktor Hillebrandt?

- De kender ham jo godt af Navn.

- Nej.

- Hvad læser De, Hr. Jespersen?

- Ingen Ting, Frøken Jenny . . . ja, De hører jo, hvad jeg læser for Deres Moder. Er Doktor Hillebrandt en af Deres Lærere?

- Jeg har jo sagt Dem én Gang, at han manuducerer mig i Fysiologi . . . Fik De Cigarrøgen i Vrangstruben?

Fuldmægtig Jespersen var virkelig bleven oprørt. Fysiologi! Det var jo en for en "Dame" aldeles upassende Læsning. Han saa paa Frøken Brun og blev næsten modbydelig ved hende. Se, hvor hun stikker Næsen i Vejret! Hun ser ordinær ud, næsten som en impertinent Tjenestepige. Naa, der bliver meget at pille ud! Det var meget at lægge paa en Ægtemands Skuldre. Han sukkede ved Udsigten til en saadan Byrde. Frøken Jenny sagde:
- Det forundrer mig, at De aldrig har spurgt mig, hvad jeg vilde studere, naar jeg har taget Studentereksamen.

- Naa, De er ikke fornøjet med den? Se, se!

- Nej, saa vil jeg studere Medicin.

Jordemoder! Det manglede blot! tænkte Fuldmægtigen. Der maatte skrides ind, thi den Studenterleg syntes at tage en Retning, der kunde drive den ind i Alvor. Men at blive alvorlig og bremse hendes Fart følte han sig ikke i Stand til, og paa vanlig Vis beslørede han denne Følelse ved at forklare den som en Sky for at blive "positiv", hvad der jo var det samme som at gøre sig latterlig. Han fik fisket følgende Replik efter en Pavse:
- De skulde hellere studere Jura og ved deres straalende 349 Eksempel gøre den Mening til Skamme, at Juristerne var . . . sagde De ikke udannede?

- Det var Dr. Hillebrandt, der sagde det.

- Om Forladelse! De citerede Oraklet, som De havde raadspurgt.

Denne Ytring morede Frøken Jenny. Hun troede at læse Jalousi i den. Hun smilede og sagde:
- Bild mig ikke ind, at De ikke kender Dr. Hillebrandt! Hans Doktordisputats om . . . ja . . .

- Om hvad?

- Om . . . et vanskeligt . . . Æmne . . . Den gjorde jo stor Opsigt. Et Par gamle Professorer blev jo rasende.

Jespersen vidste god Besked. Han turde ikke spørge, om hun havde læst Disputatsen. Han frygtede, at hun skulde svare Ja. Et Øjeblik følte han sig som virkelig moralsk indigneret Alvorsmand paa de unge Pigers Vegne, der læste Afhandlinger om "Ovariesvulsters Opstaaen". Frøken Jenny vilde ikke trøste ham ved at sige ham Sandheden. Hun havde aldrig læst Disputatsen og vilde paa sit nærværende Stadium ikke have kunnet forstaa den. Men Jespersen havde selv manuduceret hende i Drillestilen i deres Samliv, og hun viste sig som en lige saa lærvillig Elev af ham som af Dr. Hillebrandt.

- De er saa gnaven i Dag, sagde Frøken Jenny efter den korte Pavse. - Aa, nu véd jeg, hvorfor det er. Jeg har glemt en Likør til Kaffen. Mama sover rigtignok, men jeg skal nok liste mig ind efter den.

- Ja . . . nej . . . Frøken - nej.

- Jo, før bliver De dog ikke i godt Humør.

Hvis Fuldmægtig Jespersen havde turde lade sin Sindebevægelse i dette Øjeblik komme til Orde, vilde han have ladet den sige: Nu mærker jeg, at hun elsker mig; men et saa naivt Udbrud fandt hans antisentimentale Ærgerrighed og Kvindebetvingerstolthed sig forpligtiget til straks at undertrykke. Han vilde ikke elske hende, hun maatte nok elske ham; sentimental Kærlighed var køn hos "Fruentimmer", men kun hos Mænd, inden de vare naaede Trediveaarsalderen.

Hun kom med en lille Karaffe Chartreuse og to nydelige smaa Glas. Det var den gule italienske, ikke den grønne franske Likør. Den blinkede som blegt forgyldt Sølv, et Billede paa den tempererede Stemning, som var Fuldmægtig Jespersens Ideal. Et Glas bragte ham netop dertil, hvor han vilde. Han fik et lille 350 Stænk af Mod eller Trods i sig. Han sagde, mens han lænede sig tilbage paa Havestolens lavt skraanende Ryg og pustede Røg ud:
- Kan jeg ikke faa den Dr. Hillebrandt at se? Frøken Jenny raabte:
- Jo-jo! Jeg siger, som der staar hos Holberg: Ach Per! det vil blive artigt, naar min Søn kommer tilbage, at vi kan sætte jer to sammen.

Det Citat kunde Jespersen heller ikke lide. Det var for familiært lige overfor en ældre Person, der ingenlunde havde Lyst til at blive sin Hustrus Kammerat i Fremtiden. Han svarede:
- Det bliver slet ikke artigt, min Frøken. For vi kan ikke sættes sammen, saasom og eftersom jeg har i Sinde at lade den unge Vismand udfolde sig og selv lytte og observere.

- Gud! Gud! Ja, lad os først og fremmest holde paa Værdigheden og . . . Aldersgrænsen . . . De er bestandig gnaven. Tag et Glas til!

- Frøken Jenny! brød han ud og saa stift paa hende.

- Hr. Fuldmægtig Jespersen! sagde hun og smilede.

De betragtede hinanden et Par Sekunder; han smilede med sammenknebne Læber, hun med et stort Smil, der blottede alle hendes Fortænder og en bred Rand af deres lyserøde Indfatning.

Modet var i Opskud hos Jespersen, han vilde muligvis have sagt et afgørende Ord, men just da lød der Skridt i Havestuen. Fruen var vaagnet. Hun kom ud i Verandaen, undertrykte en Gaben og bad Jespersen om at læse et Digt af en Bog, hun rakte ham. Det var Kaalunds "Et Foraar". Jespersen læste der, hvor han slog op. Det var "En lille Evadatter". Han blev flovere og flovere og syntes til sidst, at han lignede
. . . den stakkels Søkadet,
hvis Smil blev lønnet med Latter, og, da den smukke Slutning om den store Eros kom, blev Fuldmægtigen irriteret over dette "affekterte Tøjeri", men med Selvbeherskelse læste han dette Parti op i en stille Prædiketone, just den, som Etatsraadinde Brun yndede.

- For Deklamation kan jeg ikke lide, siden Vilhelm Wiehe gik fra Theatret, sagde hun. Han var den sidste af den Retning. Ikke sandt, Jenny?

- Fruen har megen Sans for Poesi, sagde Jespersen . . . og nok ogsaa for Musik.

351

- Ja for det af begge Dele, som jeg kan huske fra mine unge Dage, sagde Etatsraadinde Brun, ikke for den nye Literatur og den nye Musik.

Vognen holdt ude i Gaarden, thi Fuldmægtig Jespersen skulde afsted med det sidste Tog fra Lyngby. Mens han kørte den lange Vej, først med Herskabskøretøjet, saa paa Jernbanen, tumlede alle Slags Tanker sig inden i ham.

- Den store Eros! Vrøvl! Den lille Eros . . . Snak! Men de Poeter . . . hvad de kan hitte paa! Kaalund . . . det Uhyre! . . . han har jo lavet det, saadan som jeg vilde have det . . . men det er dog Vrøvl . . . Den store og den lille Eros! Ha, ha, ha! Det var noget for Justitsraaden . . . det lykkelige . . . lykkelige gamle Fæ! Maa jeg ellers for min Part bede om den lille bitte Eros . . . den allermindste!

Puf . . . puf . . . hy-h-pi-i-h! Toget standsede ved Klampenborg-Banegaarden i København. Det regnede. Fuldmægtig Jespersen havde heldigvis Paraply. Under dens Ly gik han hjem til Store Kongensgade. Den Anstrængelse, at holde Paraplyen op mod Blæst og Regn, gav hans Sind Ro, og han sov godt den Nat.

Hele den næste Uge gruede han for den paafølgende Søndag, da han skulde ud paa Landstedet ved Lyngby og læse for Etatsraadinde Brun. Thi Mindet om den sidste Oplæsning overskyggede alt i ham. Men han maatte derud. Den Dag skulde det have en Ende.

Det var den samme Dag, da Charlotte Splüth var i Skoven med Skrædder Hansen og Kone, som Fuldmægtig Jespersen boede hos, og om hvem han i gnavne Øjeblikke sagde: Dem fik da Justitsraaden prakket mig paa!

Nu var det dejligt, meget varmt Sommervejr den Søndag. Det Sollys, der brændte over Trætoppene, hvidglødede Skifertagene og lynede hen over alle Vande, tændte ogsaa Modet op i Lue hos Fuldmægtig Jespersen, mens han sad der i en første Klasses Kupé og til Hvile mod alt det hvirvlende Lysliv derude af og til læskede sig ved de karmoisinrøde Fløjelshynders mættede Farve og lysfortærende Evne som en Vandrer en hed Sommerdag ved et dunkelt Kildevæld under Ellebuske.

Beslutningens Alvor laa som et sluttende Draperi med rolige, lange og sikre Folder om den ideale Fuldmægtig Jespersen. Bag denne Toga løb den store og den lille Eros sammen i en højere Enhed til en forstandig, nogle og trediveaarig Guddom, et 352 omgængeligt Væsen, som Fuldmægtig Jespersen afvekslende kunde bede til og omgaas paa nogenlunde lige Fod med. Denne Guddom og Fuldmægtig Jespersen kom saa godt ud af det sammen, at den sidste, haabende og troende, steg ud ved Lyngby Station, fuldt færdig med en overlegen Kærlighedserklæring i ironisk Form med sagte bævende Ungdomslyrik under. Thi i sin andægtige Stemning indrømmede Fuldmægtig Jespersen villig Poesiens relative Betydning.

En god stærk Suppe - Oksehale- eller Skildpaddesuppe, - Fisk, Steg og Dessert med rigtig god Rødvin og hed Vin vilde sikkert fuldstændiggøre hans harmoniskmyndige Stemning og sætte Punktum for hans langstrakte Frierperiode.

Han stod uden for den bekendte hvide Havelaage. Det brogede Blomsterflor derinde smeltede for hans Øje sammen i en stille flydende Farvestrøm. Han var glad over, at det vandrende og højttalende Liv, der for en halv Snes Aar siden havde fyldt disse Havegange, nu var udslukt. Nu maatte han kunne beherske hele Rummet.

Ja, der var først den vældige, nu afblomstrede Rødtjørn. Den lukkede det frie Syn til Gangen til venstre med det rige Krat af Hindbærbuske med meget store røde og gule Frugter, dem, som Frøken Jenny holdt saa meget af, at hun havde erklæret Fuldmægtig Jespersen, at, hvis han til Sommer ikke vilde spise Hindbær med hende, vilde hun aldrig vide noget af ham at sige.

Lydløst gik den hvide Laage op under Jespersens Haand. Snart var han paa den anden Side Rødtjørnen og saa i nogen Afstand de højt opstruttende Hindbærbuske dirre. Oh! . . . det lysnede mellem Bladene, en lyseblond Nakke tonede frem; blankt som Metal skinnede det glatte Haar i Solen. Havde Fuldmægtig Jespersen ikke været saa bange for at blive latterlig, og havde han kunnet skrive Vers, saa vilde han sikkert have prøvet paa det i dette Øjeblik. Men, selv om Fuldmægtig Jespersen ikke havde været bange for at gøre sig latterlig, ja selv om han havde kunnet skrive Vers, vilde der ikke have været Tid til at lave det første Quatrain af en Sonet.

Thi der dukkede en mandlig Straahat op i Hindbærskoven tæt op ad den blonde, tæthaarede Nakke.

- Hvad er det? sagde Fuldmægtig Jespersen, bed sig i de lysviolette Handskers Fingerspidser, standsede med dybt 353 Aandedræt og slog Armen om en knudret og ru Gren af Rødtjørnbusken. - Jeg tror, Gud hjælpe mig, de kysser hinanden!

Fuldmægtig Jespersen hørte sin egen Stemme og skælvede. Det løb koldt ned i hans Knæ. Han satte sig i Bevægelse og gik med meget tunge Skridt op mod den blonde Nakke og Straahatten. De vendte sig først, da han var tæt ved dem.

Det var ganske rigtig Frøken Jenny Brun. Ved hendes Side stod en ung, glatraget Mand med Briller, rødmusset og lavstammet.

- Uh, hvor han er grim! sagde Fuldmægtig Jespersen til sig selv.

- Naa, er De der! raabte Frøkenen. Doktor Hillebrandt . . . min unge, men meget værdige, onkelagtige Ven, Fuldmægtig . . . er det ikke i Indenrigsministeriet . . . Jespersen!

Jespersen smilede saa vældig, at det nu blev ham, som viste Tænder. Frøken Jenny havde aldrig før set hans Tænder.

Smilet var krampagtigt og stivnede. Fuldmægtig Jespersen kunde ikke blive af med det. Han fik virkelig Oksehalesuppe til Middag, men han havde ingen Modtagelighed for den og nød den uden Andagt.

Thi der var aabenbart noget, og noget meget væsentligt mellem den unge Doktor og Frøken Jenny. De talte sammen i Kroge før Maaltidet, tav under Maaltidet; og medens Maaltidet varede, følte Fuldmægtig Jespersen, at han var Frøken Jennys "værdige Onkel" og hendes Moders fortrolige. Han turde ikke være giftig mod Doktoren, thi han mærkede, at, hvis han indlod sig med ham, vilde han tabe sin Selvbeherskelse, og at han selv ikke betød mere for Doktoren end den tomme Luft.

Straks efter Middag holdt den forspændte Landauer for Døren, og Selskabet kørte ned til Fortunen.

Da var det, han blev Fruens Kavaller paa den lille Promenade ned mod Ermelundskrattet. Han svarede hen i Vejret paa hendes Spørgsmaal. Han vaagnede først, da hendes Røst med syngende Fald og blød Betoning hen imod Graad sagde:
- Ja de nye Tider, kære Fuldmægtig! Jeg har desværre ikke Magt til at staa imod dern. Da jeg var ung, kaldte man det, man holdt mest af, for Poesi; nu taler unge Piger om Fysiologi og . . . Positivisme. Hm! . . . For De kan da nok se, hvad her foregaar?

- Nej! svarede Jespersen saa skarpt, at hans Stemme skar som Staal mod Sten.

354

- Naa? Ja, der skal maaske Kvindeøjne til, sagde Etatsraadinden og blev glad over, at hun var mere skarpsynet end han.

De saa Frøken Jenny og Doktoren inde bag nogle Buske, ivrig ruskende Planter op. Hun havde sin Favn fuld. Den flove, ferske Lugt af de afrevne Stængler med den piblende Saft bragte Fuldmægtig Jespersen en kvalmende Fornemmelse. Refleksen af alt det grønne farvede hendes Ansigt i det sene Eftermiddagslys, da hun langt om længe kom hen tilligemed Doktoren til den Bænk, hvor Etatsraadinden og han sad. Han sagde ved sig selv:
- Hun ligner et af de Kadavere, hun med Tiden vil komme til at dissekere.

Og han tyggede langsomt paa denne Bitterhed. Han var glad over at have fundet paa det kyniske Udtryk for den.

Frøken Jenny holdt den kæmpemæssige Urtekost hen mod hans Næse og sagde:
- De er jo Romantiker og holder mest af vildtvoksende Urter, der gro bly op i Buskens Skyggelæ. Lugt!

Men hun tav og blev forfærdet over de ellers matte Øjnes sammentrængt-onde Blik. Jespersens Pupiller bleve grønne - maaske dog kun af Planternes Genskin. Etatsraadinden undertrykte et Suk og kærtegnede med en sagte, fast umærkelig Berøring Jespersens Arm. Havde han turdet følge sin Lyst, havde han besvaret dette Kærtegn med et Slag i Ansigtet.

Han rejste sig med et Sæt, saa paa sit Uhr og sagde:
- Farvel Frue! jeg maa afsted med det næste Tog fra Klampenborg.

- Me-n, begyndte Fruen at indvende.

- Det er aldeles nødvendigt.

Frøken Jenny havde siden sine sidste Ord til ham set stift paa ham. I de faa Øjeblikke havde en Skare af Minder og en Skala af Stemninger faret igennem hende, og ved Bevægelsens Standsning vidste hun ikke ret, om hun følte dyb Foragt for ham eller inderlig Medlidenhed med ham.

Tøvende rakte hun ham Haanden og sagde:
- Farvel, Hr. Jespersen!

Han bukkede saa dybt, at hun kun saa hans blanke Hattepuld med en hvid Lysstribe i. Da han rejste sig, smilede han med blottede Tænder, ligesom hun plejede at gøre. Han havde ikke besvaret hendes Haandtryk; hans lilla Handske var gledet som et Firben gennem hendes gule. Han hilste tavst for Doktor Hillebrandt og gik.

355

Et fantastisk Indfald lynede gennem hans Hjerne. Skulde han ikke invitere Skrædderen, hans Hustru og den dejlige, stærkt byggede Hotelpige til et "Kantussegilde" paa Fortunen, lade Champagnen springe og køre hjem i Kapervogn med Armen om Pigens kraftige Midie, med Kinden op mod hendes store sunde Kind og føle de krusede Lokker kildre hans Hud? og saa fortsætte i "Rydbergs Kælder" til den lyse Morgen og svælge i, hvad Skæbnen vilde unde ham?

Han saa Selskabet sidde endnu om Bordet ved Lysthuset. Han sagde som Jeppe, da han staar i Sjælekamp foran Kroen: Jeg tror, jeg gør det. Men der var jo en fjerde kommen til. Etatsraadindens Tjener drak bajersk Øl med Skrædderen, kurede til den unge Pige, som imidlertid stadig vendte sig fra ham mod Madam Hansen. Nej, nu da Tjeneren var med, kunde Fuldmægtig Jespersen kun hilse Selskabet nedladende og passere videre.

I Jernbanekupeen sad han med lukkede Øjne. Han tog altid paa første Klasse, og paa denne Tid af Dagen var det naturligt, at han var ene paa en saadan Plads. Han havde besluttet at sove, for hvad brød han sig om, at det Legeværk med Frøken Brun havde faaet en Ende? Hun var jo egentlig grim og var bleven affekteret og . . . emanciperet.

Men, da han sad stille, kom Tankerne og overfaldt ham som et Rytterchoc. De vilde ikke blive behagelige, det følte han nok. Han greb til sit sædvanlige Forsvarsvaaben: den blaserede Ironi over alt, og for saa vidt han kunde opdrive den, ogsaa mod sig selv.

Han stillede altsaa Karré op mod det truende Angreb:
Det hele var jo Narrestreger! Han, Karl Jespersen, syv og tredive Aar gammel, øvet og skolet Kvindebetvinger, han skulde lide af ulykkelig Kærlighed til saadan en halv "Backfisch". Ulykkelig Kærlighed! En Børnesygdom! Havde det endda været en stor, imponerende, straalende Kvinde eller en af disse yndefulde, bløde Skabninger med smægtende ubevidst Sanselighed, som i Nødsfald søger til Religionen! Men Jenny Brun - denne lille Gadedreng i Skørter, som trods Firmaets Renommé og den dog virkelig anstændige Medgift, ikke havde kunnet komme an i "la haute finance" og tog til Takke med en uformuende, midaldrende juridisk Kandidats, underordnet Embedsmands lejlighedsvise Kur, mod en Kur fra oven nedad. Hun passede jo brillant til saadan en nærsynet Pedant, der rodede om i Moser eller sad 356 og stirrede i alle Slags Væseners uappetitlige Indvolde med Lupen foran Brillerne. Til syvende og sidst vilde dog han, Jespersen, hverken eje eller have den lille, hoppende, hvide Kanin, Jenny Brun.

Nu kom Angrebet! Hvilken Fremtid for ham! Vilde han uden Formue kunne komme højt op paa Embedsstigen? Ja, selv om han naaede lidt til Vejrs, saa vare dog vore Embedsgager ikke tilstrækkelige til at føre et nogenlunde flot Hus. Havde han havt de 150,000 Kroner, vilde han allerede være en Magt. Med Gru tænkte han paa i Morgen. Da vilde sikkert de lange, hæslige, halvmørke Gange i Kancellibygningen forekomme ham endeløse, trøstesløse, blomsterløse Stier, og Kontoret et Fængsel uden Udgang. Hans Fremtid vilde blive Justitsraad Grams, og ikke en Gang saa god, thi den sære gamle Snegl havde jo et fantastisk Hus at krybe ind i, som han farvede med kønne, brogede Ringe foruden og tapetserede med Perlemor forinden.

Og han, Jespersen, var dog forsmaaet. Det var Jenny Brun, der triumferede. Han havde maattet liste af som en skulkende Skoledreng. Hans Forfængelighed følte et dybt, brændende Saar, der opirrede hele hans Væsen.

Uh, hvor det sved, brændte, skar, stak i ham . . . Han gentog og gentog: Hvad er saa det hele? Jeg har jo aldrig elsket hende.

Saa dukkede der noget op i ham, som han forgæves søgte at vise bort. Dets Krav lød omtrent saa: Gud give, jeg havde elsket hende og turde drukne, fortvivle, rase, brøle i min Lidenskab . . . men - saa kom Reaktionen - det vilde dog være latterligt! Vrøvl, Vrøvl, Vrøvl!

Hvad bragte Lidenskaben, eller rettere Lidenskabstrangen, fra Stræben mod Kogepunktet ned til 15 Grader Réaumurs middelvarme Temperatur? Mon det skulde være de lysviolette eller lilla Handsker, som han først rev i, men straks skaanede, da han saa en let hvid Antydning af en Rift lidt oven over Knapperne. Det saarede hans Pertentlighed. Han rev ikke mere i Handsken.

Haanden fór fra Handskeknapperne op til Moustachen. Der var dog noget at tage og trække i, som ikke saa let gik i Stykker, om end det sved en Smule i Overlæbens følsomme Hud.

Intet var afskyeligere for Fuldmægtig Jespersen end hans Vandring fra Klampenborg Station og hjem til Store Kongensgade. Disse søndagsklædte spaserende, der alle om Formiddagen vare 357 dragne ud med Trang til noget usædvanligt, gik endnu i den sene dæmrende Eftermiddag og søgte det endnu. Smagløse Hatte med forfærdelig dum Pynt hos Kvinderne, uharmonisk Farvesammensætning lige fra Hattenes Fjer eller Blomster til Kjolernes nederste Garnering; under de brede, platfodede Bevægelsesapparater i Støvler med Plads til begge hans egne Fødder. Høje Hatte paa Mændenes Hoveder! De vaklede som en Flagstang i Blæsevejr. Rød- og blaaprikkede sorte Kravater, sorte Frakker med slaskede Skøder, korte Jaquetter med Hosekræmmersnit, Benklæder med svulmende Knæposer!

Uh, hvor København er en grundsjofel, bundplebejisk By en Søndag Eftermiddag!

Og hele denne dvask slentrende Gruppe drev langs Fortovene i et hendøende, dorsk Lys, der lod Toner og Farver være, hvad de nu en Gang var.

Ja, nu var Fuldmægtig Jespersen i Store Kongensgade. Anden Sal - tre Værelser - ret pæne - aa ja - men en Amtmandsbolig med Lysekroner i den lange Suite af Værelser! Fantasteri! Vrøvl! Amtmands-Aladdinspaladset var slaaet i Smadder af en grim lille Grosserertøses Haand - gult behandsket.

Fuldmægtig Jespersens stolte Karré havde bøjet sig for det Rytterchoc, der var rykket imod den i Jernbanekupéen mellem Klampenborg og København.

Stavre om i en Ungkarlestue, som lugtede af gammel Tobak, mellem disse ret kønne og dyre, men kedelige, stemningsløse Møbler, der ingen Historie havde; at se paa disse Fotografier paa Væggene, romerske, pompejanske, parisiske Lokaliteter, som han aldrig havde set, aldrig fik at se, fordi han ikke gad rejse alene og endnu mindre i Selskab med bekendte, som ikke vare Venner; disse Portræter af hans Forældre, der vare døde og kun havde efterladt ham Minder om fordums Glans og en Stump Formue, som hverken var til at leve eller dø af!

Han kastede sig paa en Sofa og borede Hovedet ned i en "Trøster", en Gave fra en lille pæn Sypige, en kortvarig Flamme fra hans Studenteraar. Fuldmægtig Jespersen faldt i Søvn, drømte om Baller, hvor han var den fejrede Herre, hvor han oversaa Jenny Brun og fløj afsted med de dejligste og rigeste unge Damer i den københavnske Finansverden. Han saa noget glimre paa sig selv i Lysekroners og Lampetters dansende Lys - - det var et Par Amtmandsepauletter paa hans egen Skulder. Han 358 vaagnede ved at høre sig selv snorke, og det, han derefter hørte, var Lyden af Stemmer fra Skrædder Hansens Lejlighed.

Det var nu helt mørkt i hans Stue. Det varede noget, inden han erindrede sig, hvem det var, han havde set sammen med Skrædder Hansen og Kone. Oh-jo . . . Pigen fra Hotellet! Brillant Pige! Hvorfor ejede hun ikke mindst halv saa meget, og hvorfor var hun ikke paa samme Samfundstrin som det lille Pindsvin med Fysiologien? Han laa og blev optændt efter denne store, mørkhaarede Pige. For nu vilde han ud i Livet, leve hensynsløst, nederdrægtig - Herregud! - han var jo ung og kraftig endnu, og Kvinderne af le demimonde, dem vidste han, at han kunde magte. Og hendes Kys, det var Skam varmt den Dag i Korridoren, Og sikken en kraftig Masse at holde i sin Favn! Hun var næsten lige saa høj som han. Og hvilke Flammer kunde komme til at lue i disse brune Øjne!

Det kom an paa at trøste sig ved at kryste Livets saftige Druer i hensynsløse Tag.

Fuldmægtig Jespersen laa og lurede og lurede. Da han kunde slutte sig til, at den kønne Pige maatte gaa, listede han sig ned ad Trapperne med opsmøget Frakkekrave og Hatten trykket ned i Øjnene. Han patrouillerede frem og tilbage paa Gaden. Han vilde ønske, at disse Vogne og denne Mylr af spaserende med Bøgegrene og søvnig dinglende Unger paa Fortovet ved Mødrenes Haand og brølende dinglende Unger paa Mødrenes Arme var Pokker i Vold. - Saa, nu gik Porten op til det Hus, hvor han boede.

Jo, det var hende! Han nærmede sig hende, mens han skottede op under hendes Hat, og tilbød at følge hende hjem.

Charlotte var svimmel og fortumlet. Mødet med Anders Tjener, hans flabede og nærgaaende Kurmageri havde ydmyget hende. Da hun genkendte den kønne Herre, ham, Justitraadens Herre, og han kom hende i Møde, syntes hun, at hun blev løftet op i en Sfære, der var en Del højere end Anders Tjeners. Hun tog Fuldmægtig Jespersens Arm og lod ham trykke den. Ude ved Fortunen havde hun slaaet Anders Tjener over Fingrene med sin Parasol under Madam Hansens bifaldende Nik. Og Madam Hansen havde sagt, da Anders maatte afsted: Uh, saadan nogle Tjenere; det er ikke ærlige Arbejdere; det er vor Tids Slaver, for jeg har læst Verdenshistorie.

Altsaa: Charlotte lod sig følge af Fuldmægtig Jespersen. Indvendig glædede hun sig, men blev bange, da hun saa Hotellet.

359

- Jeg skriver til Dem, naar Hansens er ude en Aften, sagde Fuldmægtigen.

Charlotte svarede intet, rev sig brysk løs fra hans Arm, løb det korte Gadestykke og smuttede ind ad Porten.

XIX.

Oppe paa Kvistkammergangen lød en dæmpet Hvisken ud fra Pigekamrene. To af Dørfyldingerne vare saa utætte, at Charlotte saa en stor Sabelskede glimte langs et Par mørkeblaa Artilleristbenklæder i det ene, og de hvide Snore paa en lyseblaa Husaruniform i det andet Pigekammer.

- Bønderkarle! tænkte Charlotte og stak Næsen i Vejret. Hun tænkte paa sin Herre med den høje Hat og de lilla Handsker. Han var lige saa fin som Baronen derhjemme. Han kunde da sikkert give hende en Hat med Fjer i og et Foraarsoverstykke med rig Besætning, som langt vilde overstraale Annettes, for Charlotte vilde rigtignok ikke se ud som hun, Oberkellnerens forsmaaede Kæreste.

Annette var oppe, fuldt paaklædt, endog med Hat og Overstykke paa. Hun pakkede sine Klæder ned i en gammel Vadsæk, ud af hvis hullede Gulvtæppetøjs Overtræk den blaa- og hvidstribede Indmad grinte paa mangfoldige Steder. Annette var overlegen:
- Tror De, jeg vil blive paa saadant et Sted, sagde hun og fnøs. Saadant et Rakkerhotel, hvor der er saadan en Slesvigholstener til Oberkellner! Nei, De kan tro nej. For, om ogsaa ens Fader var en af de gamle Vægtere, saa kan en godt have bedre Fornemmelser. Nej - jeg maa rigtignok give Svenden nere i Vellejus's Urtebod henne paa Hjørnet Ret i, at alt det, der kommer fra Tyskland hertil, er rent ud sagt noget Bagas.

- Har Oberkellneren sagt Dem op, fordi De sprang op paa den Vogn?

- Sagt mig op? Nej, det skulde han, saa sandt der er et Liv efter Døden, aldrig have vovet. Jeg rejser uden videre bare for at trodse den tyske Abekat - uh!

Og Annette trak sine tykke Kinder ud til begge Sider med Fingrene 360 for at parodiere Oberkellnerens Whiskers. Hun kneb saa haardt, at begge Kinder blev mørkerøde.

- G'maaren, Sjalotte! sagde hun. Jeg be'r Dem, om jeg maa holde Huen, naar Deresses fø'ste Søn med Justitsraaden skal døbes.

Charlotte søgte efter noget, som hun kunde kaste Annette i Hovedet, men før hun fandt noget saadant, var den lille, fede Pige smuttet ud af Døren med sin Vadsæk.

Charlotte var for optaget af sig selv til videre at tænke over sin Stuekammerats Forsvinden eller til længe at være arrig paa hende. Hun følte Lettelse ved at være bleven ene og uden Forstyrrelse af Passiar eller Skænderi at kunne tale med sig selv.

Hvorfor havde hun ikke Lov til at more sig og klæde sig lige saa godt som de andre Hotelpiger? Var det Liv, hun havde ført, mens hun syede og strikkede i Fru Lundings Stue, saa dejligt? Nu var den tykke Frue arrig paa hende, fordi hun talte med Justitsraaden. Hvad havde man for at være, hvad de kaldte anstændig? Ingen Ting! De andre Piger fik gode Klæder uden at betale dem, det vil sige, naar de ikke var saadan nogle Grise som Annette, der straks satte sine Klæder ud. Pokker skulde anvende de surt sankede Sølvpenge i Skørtet til Stads, naar man kunde faa Stadsen for ingen Ting.

Og det var dog en rigtig fin og pæn Herre, den Fuldmægtig, som boede hos Skrædder Hansens. Saadan en bleg, spinkel Fyr var meget mere nobel end saadan en fednakket en som Baronen. Hun havde været et godt Bondefæ den Gang, hun troede, at det var saa dejligt at tjene paa et Hotel. Nej, hun vilde sige op ligesom Annette. Det var vel nok Løgn, for det var vel Osternmayer, der havde sagt hende op, men det var nu lige meget; hun, Charlotte, hun vilde sige op. Det var meget flottere end at blive sagt op. Det var ogsaa dumt af hende, at hun var bleven bange for Cigarhandler Lührs's og aldrig havde opsøgt dem, efter at de vare flyttede. Hun havde dog lige godt moret sig den Nat.

Alle Folk i denne By levede jo dog bare for at faa Grin for de Penge, de tjente. Næste Søndag vilde hun i Tivoli. De Mandfolk, der skulde gennes bort, kunde hun meget godt genne bort, men at have en Kæreste, det var dog til syvende og sidst Naturens Orden. Den ene af Pigerne havde en "Artollerist", den anden en Husar, den tredje en Bagersvend, og naar hun 361 kunde faa en saadan fin Herre, saa kunde hun kimse ad dem allesammen.

Hun arbejdede sig ind i Overbevisningen om, at hun holdt uhyre meget af den Herre, som havde fulgt hende hjem.

Det klang en enkelt Gang i hende: Men Peter Iversen! Hun trodsede dette Navn ved højt at sige: Bondeknold! Det kom op igen ligesom en Springdukke af en lille Tønde, hvis Laags Fjeder er bleven slap. Saa stemte hun Haandfladen fast mod Tøndelaaget og raabte nok en Gang: Skovfogeddreng!

Fordi man havde én gentil Herre til Kæreste, behøvede man jo ikke at rende med enhver.

Men det var dog galt, det var dog syndigt. Havde ikke Præst og Degn sagt saadant noget? Hun gennemsøgte sin Erindring, men kunde ikke finde Rede i en Mængde Ordbrokker, som laa i den, og som tørnede sammen paa en meningsløs Maade, naar hun rørte ved dem. Hun kunde kun huske, at alle Mennesker vare fødte med Synd. Men hvad kunde de saa gøre ved, om de syndede? Det om Forsoningen . . . ja, hvad var nu det? Hun kunde huske Ord og Navne, som hendes Skoleundervisning havde bragt i Forbindelse med det om Forsoningen; hun greb Navnet Jesus. Men hun kunde ikke hæfte nogen anden Forestilling til Navnet end et Billede af en Mand med langt, pandeskilt Haar og kruset Skæg, som hang i Præstens hvidkalkede Konfirmationsstue paa den smalle Væg længst borte fra Døren, og en hel Del Mirakler og en Korsfæstelse og Opstandelse. Alligevel truede den Mand fra det Billede hende. Det var ærgerligt, at hun var kommen til at tænke paa ham. Han saa saa alvorlig ud! Han gjorde hende bange. Hun vendte sig i Sengen, sparkede og slog for at blive af med ham og med Madam Hansen og Justitsraad Gram, for det var dog de tre, der vilde forbyde hende at more sig. Gud behandlede hun med mere Bonderationalisme; han var naturligvis til, men, naar han havde skabt hende, som han havde, saa kunde han jo ikke have noget imod, at hun blev, som hun maatte blive. Hvorfor havde han skabt Mandfolk? Havde han ikke gjort det, ja saa var det en anden Sag.

Alligevel følte hun, at det var galt og bespotteligt at tænke saadan, for . . . man maatte vist slet ikke tænke over saadant noget. Ja, men hvorfor var hun nødt til det?

Det var ikke til at holde ud. Hun græd, slog vredt med de knyttede Hænder i Dynen og paa sin Pande. Endelig græd hun sig i Søvn. Men Søvnen var urolig, var plaget af Drømme, hun 362 ikke turde huske paa, da hun vaagnede; Dynen laa paa Gulvet, og Overlagenet var vredet sammen som et Tov.

Hun gik mekanisk til sit Arbejde, men med en indre dump Surren. Hun syntes selv, at det var ligesom den Lyd, Telegraftraadene lavede højt over hendes Hoved derhjemme paa Landet, da hun gik et Stykke ad Hovedlandevejen til Skole sammen med den Klods, Peter Iversen. At hun dog aldrig kunde blive fri for at huske paa den Dreng!

Hun skulde feje i Justitsraadens Værelser. Døren stod paa vid Gab, og Vinden fejede helt ud paa Gangen gennem de aabne Vinduer.

Det buldrede med tunge Trin op ad Trapperne, Ord i fremmede Sprog skrattede igennem Gangen, hun hørte Osternmayers, saa Værtens Røst, saa Karlens sjællandske; nej, dem vilde hun hverken se eller høre. Hun kunde tage sig god Tid inde i Justitsraadens to Stuer i Ro og Mag, thi den aabne Dør og de oplukkede Vinduer beviste jo, at han allerede var gaaet ud.

Hun gik gennem hans Dagligstue ind i Sovekammeret, som hun altid plejede, for at gøre rent.

Hun var nær ved at skrige, da hun aabnede Døren og saa den gamle Justitsraad sidde med Overfrakke, Hat og Paraply paa Rørstolen foran sin Seng. Paa Skødet holdt han en Urtepotte med en pragtfuld blomstrende Rosenbusk - det var store, dejlige Roser, helt mørkerøde, og Farven smeltede i det indre af Kronbladenes fint krusede Piber ind i dunkelt vinrødt. Da hun kom ind, borede han Øjnene ned i Gulvet og mumlede hurtig, som om han læste et Referat op:
- Jeg føler mig foranlediget til at tilkendegive Dem, at jeg i alle Maader har været fornøjet med den Orden, De har holdt paa de af mig beboede to Værelser paa Hotellet. Hm . . . Naa! Dernæst maa jeg spørge Dem, om De i Gaar var ude med Skræddermester Hansen og Hustru. Vel! det var De altsaa. De morede Dem? Godt! Det glæder mig, thi Madam Hansen er en meget agtværdig Kone. Hm og . . . o-o-g og . . .

I denne langt udtrukne Konjunktion smægtede Justitsraadens Tale hen i en langsom Død. Han rømmede sig, rejste sig fra Stolen med begge Hænder om Urtepotten, som han afvekslende stak lidt ud fra sig og trak ind til sig igen.

Charlotte forstod ikke, hvad han vilde med den Urtepotte, og, da hun følte sig trykket ved, at hans Øjne stadig rugede tungt 363 paa hende, og følte et generende Spørgsmaal hænge i Luften, brød hun overtvært og sagde:
- Skal jeg tage den Urtepotte?

- Ja, ja . . . det var jo det, jeg mente, sagde Justitsraaden mildt nikkende, og hans stramme Ansigtsmuskler løsnede sig til et Smil, men stivnede atter, da han saa Charlotte ganske flegmatisk sætte Potten hen i den nærmeste Vindueskarm.

Med en hurtig Bevægelse nærmede han sig Døren ind til Opholdsværelset, men bley raadvild staaende paa Tærskelen.

- Der var . , . der var den Herre, som bor hos Hansens. Hørte De ikke noget til ham?

Charlotte var glad ved, at Justitsraaden vendte Siden til hende, thi som løftet af Dampkraft røg Blodet op i hendes Ansigt.

- Næ-, hviskede hun; men, da Justitsraaden brat saa paa hende, rettede hun det pludselig til Jo-o og blev endnu rødere.

- Hvad er der med ham? Hvad? Hvorfor bliver De rød i Hovedet? Hvad hørte De om ham?

Charlotte maatte finde paa noget i en Fart.

- Han er vist bleven noget . . . noget . . . vidtløftig, sagde hun og var straks ret glad ved sit Indfald, thi en saadan Ytring maatte betage Justitsraaden enhver Mistanke til hende, naar hun udtalte sig saaledes om Fuldmægtigen, og hun kunde endda gøre det uden at lyve.

Justitsraad Gram grundede lidt over Ordet, før Betydningen af den landlige Glose gik op for ham.

Hm, hm, hm! mumlede han og forsvandt hurtig.

Paa Kontoret saa Justitsraaden stift paa Fuldmægtigen, hvis blege Ansigt han fortolkede som Tegn paa natlige Orgier. Ja, det kom der af, naar man ikke havde en i Religionen hvilende fast Moral. Hvad nyttede saa al ens Dygtighed til? Det var jo ogsaa klart, at Jespersen gik tilbage som Embedsmand. Baade Stilen og den ydre Form i de af ham redigerede Aktstykker var uden Sirlighed. Og hvilke Midler skulde han bruge for at faa den forlorne Søn til at vende tilbage til de alvorlige Samtaler i Hotellet i Gothersgade?

Hvad mon Charlotte havde hørt om ham? Det maatte være noget stygt, siden hun rødmede saa stærkt. Det var yndigt at se en saadan uskyldig Rødme brede sig over en skøn ung Piges Hoved og Hals. Rødmen var ham et Bevis paa hendes uberørte Uskyld. Men han, Justitsraad Gram, havde tét sig som en 364 gammel Tosse med den Rose. Hvor skulde hun kunne forstaa andet, end at hun bare skulde skille ham af med den og sætte den fra sig? Kunde han blot, uden at udsætte hende og sig selv for Oldfruens og de andre Pigers ondskabsfulde Sladder, indlade sig lidt nøjere med den Pige og mulig finde nogle "ideale" Strænge i hendes Natur!

Der var mange rejsende paa Hotellet; det var for Øjeblikket helt fuldt. En saadan Situation holdt Justitsraaden nok af. Det morede ham at gaa ganske tavs og stille i Korridoren mellem vimsende Opvartere, at sætte sig i Læseværelset ved Siden af Spisesalen og høre Tysk, Engelsk, Fransk og Svensk summe sig om Ørene; han glædede sig, naar han forstod, hvad der blev sagt; ved Table d'hôte havde han i den sidste Tid søgt Plads nær ved to Franskmænd, thi han havde et stille Sværmeri for denne Nation og dens Sprog; han fandt et Udtryk om det franske Folk, som han en Gang havde læst i en Avis, "Folkenes Aladdin", saa smukt og træffende. Denne stille Begejstring bragte ham til at overse, at de to Franskmænd, han boede under Tag med, ikke havde noget ved sig, der i fjærneste Maade mindede om Aladdinstypen.

Det var to handelsrejsende. Den ene, der gjorde i Vin og Kognak, var ham, hvis Kur Charlotte under hans forrige Ophold saa kraftig havde tilbagevist; den anden var en lille tyk Fyr med utæt, dorsk groende kruset Skæg. Han gjorde i Galanterivarer. Den sirlige, høflige gamle Herre forargedes ikke i mindste Maade ved, at de beholdt deres sorte Silkekasketter paa i Rygeog Læseværelset, brugte hver to Stole, den ene til at lægge Benene paa, at begges Pegefingre med kloagtig lange Negle var saa gule som Garversvendes ved den evige Rullen af og Holden paa Cigaretter, at de lugtede af Patchouli, ellers hans Rædsel, ja, at den tykke endog efter Maaltiderne knappede Vesten helt og Benklæderne halvt op, mens han fordøjede og skældte det danske Køkken ud. Al Forargelse kvaltes i Sprogets Citherklang; en Franskmand var et priviligeret Væsen; og, havde disse to Herrers hele Maade at være paa bragt en anden Gæst til at erklære Franskmændenes Ry for Høflighed for tvivlsomt, vilde han være bleven meget vred. Og selv deres lidet anstændige Tale ved Bordet syntes han om. Fransk ,,esprit" dækkede alt, og Justitsraaden fandt "esprit" alene i, at de talte saa flydende Fransk.

365

En Dag skaffede de ham endda en Ekstraglæde. Den tynde med det sylspidse Mundskæg sagde ved Kaffen:
- Diable! Comme les femmes de chambre de cet hôtel sont des vertus! C'est ridicule!

Den tykke svarede:
- Qu'est ce que tu me flambes-là? Des vertus! Je fen fiche. La petite Annette est on ne peut plus charitable.

- Oh la petite dodue au nez de champignon et à la gorge qui ballotte. Oh, pour elle, je crois bien. Mais la grande Charlotte!

- Je n'ai pas essayé enevre. Mais une vertu! Ah, ah, ah! Tu n'es pas trop malin, toi, Ah, ah, ah!

- F... moi la paix, te dis-je ? Elle est un dragon. Fichtre! Elle te flanque une gifle de crocheteur, quand tu f'en approches. Parole d'honneur.

Justitsraad Gram kunde have omfavnet den tynde commisvoyageur. Nu var han sikker paa Charlotte, naar hun havde kunnet modstaa en Søn af den store Nation.

Han saa sit Rosentræ, som han omhyggelig havde plejet, svulme af Blomsterfylde, tog Urtepotten, men efter et Øjebliks Betænkning satte han den hen igen og gav sig til at læse, til det dæmrede, og en Klokke gav Signal til Folkenes Aftensbord.

Da bestænkede han Plantens Blomsterkroner og Blade med Vand, glædede sig et Øjeblik ved Draabernes gyldne Genskin fra den sig sænkende Sol, lagde to store Ark Papir som et løst og lindt Dække om del hele, lyttede ved sin Udgangsdør, til alle Skridts Lyd var hendød, og listede sig spejdende ud i Korridoren hen mod Trappen til Kvisten. Han var i Sommeroverfrakke og høj Hat som beredt til at gaa ud.

Hans Hjærte slog som en Skoledrengs ved den første Eksamen. Det var dog en Trøst, at Kvistkorridoren var saa mørk, at ingen kunde se ham. Et Øjeblik glemte han, hvor slet han selv saa, men kom snart til at sande det. Pludselig følte han sig helt blændet, nedsænket i et tæt Mørke.

Han kunde daarlig klare sig i denne Korridors snævre Farvand; han mærkede, at han skurede den ene Albue mod Væggen, saa at han tørnede med Skulderen mod en Dørkarm. Dtn matte dumpe Lyd, det gav, kunde muligvis blive hørt. Og der var endnu et langt Stykke til Døren til det Værelse, han søgte; han vidste, det var det sidste paa højre Haand lige for Indgangen til Fru Lundings to Værelser. Men han havde set Oldfruen gaa 366 ud i stram Pynt og gaa ind ad Porten paa Hjørnet, i Huset, hvor Bageren boede. Alt var stille. Han følte sig for med tilbagetrængt Aandedræt fra Dør til Dør, hvert Øjeblik lyttende og standsende. Var da den Gang længere end Gothersgade? Det syntes ham saa. Han holdt den tildækkede Rose foran sig, for at skærme den mod Stød, og stak bestandig den ene Fod frem for at finde den afsluttende Tværvæg. Gud ske Lov! Nu stødte Foden mod en fast Hindring.

Omhyggelig knugede han den venstre Arm om Urtepotten, famlede med den højre Haand efter Nøglen; læmpelig lirkende fik han drejet den om, saa den kun peb som en lille Mus. Dørens Hængsler vare ligeledes saa tavse, som man paa nogen Maade kunde forlange, og nu stod Justitsraaden i det gule Aftenlys i det lille Pigekammer; men Lyset gjorde ham rent fortumlet. Han saa sig i det tarvelige Spejl, thi han var som Jeppe usikker om sin Identitet. Det var knap, at han kendte sit eget Ansigt i Spejlet. Hvor kunde en gammel fornuftig Mand . . .? Lynsnart fór disse Overvejelser gennem hans Hoved, mens hans Tindingeaarer slog Reveille. Som en Tyv, der frygter Opdagelse, satte han Blomsterpotten i Vindueskarmen, løb næsten ud og trak af Forsigtighed kun Døren til, for at ikke Laasen skulde smække, Hængslerne hvine eller Nøglen pibe.

Uheldigvis gav Døren en dyb skrattende Lyd; og næppe var Justitsraaden kommen ud, før en Dør gik op med Bulder, en Lysstrøm overfusede ham, og i den aabne Dørramme stod som paa en Rembrandtsk Baggrund en mægtig Kvindeskikkelse i sort Fløjels Overstykke, voksgul i det svære Ansigt - Fru Lunding, fremtonende som en Aabenbaring.

- God Aften, Hr. Justitsraad! sagde hun med en Tone, der smagte som Eddike med Puddersukker i, og nejede parodisk dybt.

- Go ... Aff . . ., hvæsede det i Justitsraadens tørre Strube.

Der var intet andet for; han maatte nu, hvor ydmygende det end var, give Oldfruen en Forklaring over sit Besøg paa Pigekammeret. Med Fortvivlelsens Mod vilde han rask gøre Front mod den imponerende Oldfrue, der indtog det dobbelte Volumen af hans, men just som han havde samlet sig til den mest martialske Frontholdning, han evnede, gik Døren rask i. Synet forsvandt. Justitsraad Gram stod i Bælgmørke.

Ud fra Oldfruens Værelse klang til ham som en jublende Trompetfanfare, men aldeles falsk:

367

Og selv under sølvgraa Haar
rød kan Kinden smile,
og hvor Badschi Beger staar,
strømme Armors Pile.

Justitsraaden maatte endnu en Gang forsikre sig om, at det var ham selv, da hen kom ind i sit Værelse og befandt sig i de bekendte Omgivelser. Det var jo Aar og Dag siden, han havde været her. Han havde jo gjort en stor Rejse til Søs, var strandet i Bonifacio- eller Gibraltárstrædet, var med Møje svømmet i Land, havde ligget besvimet paa Strandbredden og vaagnede nu op i sin Stue i Gothersgade som Hellig Anders paa Højen ved Slagelse.

Han sad vist godt og vel en Time, mens Aftendæmringen mere og mere hyllede ham ind. Han genfandt sig selv med Hat paa Hovedet og i Overfrakke. Da sagde han:
- Denne Hændelse er et Symbol paa hele mit Levnet, den er klar som en mathematisk Formel, der samler en hel Regning i sig som Resultat.

Uden at vide, hvor han vilde hen, gik han ud og styrede ned ad Store Kongensgade til. Benene gik mekanisk, Hjærnen fungerede ubevidst. Gassen var tændt paa Gaden og i Butikerne. Da hans Øje uvilkaarlig faldt paa en Blomsterbutiks Vinduer, hvor en mægtig Opdyngning af Roser straalede under Gasblusset, følte han alt dreje sig rundt om ham. Et Øjeblik stod han stønnende og støttede sig op til en Mur, inden han kunde komme videre.

Der var mørkt i Fuldmægtig Jespersens Vinduer. Altsaa ude som sædvanlig! Var han ogsaa Skyld i, at Fuldmægtigen gik til Grunde? Skulde alt, hvad han i Kærlighed rørte ved med sin Haand, visne under den? Hvorfor kunde han ikke vinde et Hjærte paa den hele Jord? - Hm! Ja, han selv kunde jo sagtens, men denne brave, kønne Pige havde han gjort umulig paa Hotellet, og denne flinke unge Mand - ja ham havde han maaske kedet saaledes med sin Snak og sine Formaninger, at han var bleven ked af sit Arbejde og sløv for sin Fremtid.

Justitsraad Gram gik frem og tilbage i lang Tid, langlig skottende op til de mørke Ruder.

368

XX.

Tjenestefolkenes Bord i Kælderen var tæt besat den Sommeraften, og lystig gik det til.

Da Charlotte kom derned, mødte der hende straks en usædvanlig højrøstet Tale. Tilsyneladende var der intet at bemærke. Det var de sædvanlige store Smørrebrødsfade og de samme aabne Karaffer med Hvidtøl paa Bordet, og dog glødede nogle Ansigter usædvanlig livlig, og Latteren var højstemt.

En ung Opvarter med Knurhaar over Munden raabte hende i Møde:
- G'aften, Jomfru! Ka' De lugte Tulipanen?

En fjollet Latter, raat skraldende og hvinende, lønnede Ytringen. En noget ældre, anstændig beskægget Kollega tyssede paa ham og sagde, idet han kastede en Korktol hen i Ansigtet paa ham:
- Værs'artig, Krisjan! Sæt den i Halshullet, for ellers slaar Paaskemayer den i med Proppemaskine, naar han arriverer.

- Gud lønne Paaskemayer for hans Bakkenbarter! sagde den unge Opvarter. Jeg skal kaste Proppen over i dem, saa den bliver hængende fast som en Bold i en Tot Græs.

- Hvor har De faa't Kognakkeren fra, hva', spurgte en af Stuepigerne med en stor Messingring med Glasperle i paa sin røde Lillefinger.

- S'il vous plaît, Mamselle von der Splüth, sagde den unge Opvarter og rakte en Flaske med en lille Smule Kognak i over til Charlotte. Styrk Deres Nervesystemer, mit Lam! Det bringer Kærligheden til at flamme i Hjærte og Kallun!

Latteren blev usædvanlig raa og buldrende.

- Nej Tak! sagde Charlotte og satte Flasken paa Bordet.

- Der er Sprit nok paa Lampen i Forvejen, sagde hun med Ringen paa Lillefingeren.

Denne Replik lønnedes med en almindelig, halv tilbagetrængt Fnisen, der, om muligt, var endnu raaere end Latteren.

Den beringede gjentog:
- Hvor har De saa faa't det fine Dinglevand fra, hva'?

- Pst! svarede Opvarteren med Knurhaarene. Stor diplomatisk Geheimniss! (han efterlignede Oberkellnerens Stemme). Der kom Telegram i Formiddags fra Sverrig efter Franskmanden paa tredje Sal til Gaden, ham (og han trak i Knurhaarene ud til Siden for at antyde den vinrejsendes tilspidsede Knevelsbart), 369 ligesom han laa og sov Frokostkæferen ud, den Sjæl. Han var myrderlig morgengnaven, da han ringede, og jeg kom op. Men, da jeg kom igen med Regningen, havde han vist stænket Kæferen op, for han pegede hen i Krogen og gav mig de to Flasker i Drikkepenge. Den ene havde han toldet saa meget som to Snapse af, og den anden var helt fuld. Og saa gik Knebbren paa ham: Tang, pranderang, prut, vu, pur . . . ja det er nu hans Sprog, Børn, men det forstaar I inte, og jeg heller inte. Men til sidst bad han om at hilse den søde Charlotte, det kunde jeg da forstaa.

- Naa, har De været der ogsaa, Sjalotte? Føj! sagde den beringede Stuepige.

- Ogsaa! - føj, føj, føj! lød det fra flere Sider, og Pegefingre løftede sig i Vejret.

Hun med Ringen havde altid været ubehagelig mod Charlotte, thi hun var saa grim af Ansigt og saa klodset af Figur. Hun sagde:
- Nej, det tror jeg nu ikke. For naar man er Rangsperson og Justitsraadinde, saa bryder man sig ikke om Probenreutere. - Laan mig Flasken, De der! Skaal Deres Højvelbaarenhed!

Hun drak den lille Rest og rakte Charlotte den tomme Flaske. Svaret var et Slag over Haanden, saa Flasken klingrede hen ad Gulvet og sendte Skaar ud til alle Sider. Den beringede rejste sig. Paa kvindelig Kampmanér slog hun Charlotte med den flade Haand over Armen.

Charlotte havde i den sidste Tid havt saa mange Sindsbevægelser, at hun ikke var sig selv mægtig nu. Hun saà Farver gnistre for Øjnene og vidste ikke, hvad hun gjorde. Hun vaktes til Bevidsthed ved, at hun mærkede haarde Greb i sine Arme. Hun saa den beringede grædende og hørte hende raabe:
- Hun har sla'et mig lige i Øjet, H'som hun kunde ha' vaaren en Toldbodsjover!

Charlotte blev holdt fast af et Par Opvartere, og en frygtelig Larm af skændende Tale drønede gennem Stuen. Nogle paastod, at Charlotte slet ikke havde ramt sin Modstander, men blot "fumlet" efter hende, andre paastod, at den anden slog først, nogle grinede og holdt sig i Siderne - pludselig blev alt stille.

Døren var gaaet op mellem "Smørrebrødsstuen" og Folkestuen. I Døraabningen stod Oberkellneren med sine klædebørsteagtige Whiskers, bag hver af dem tittede en Smørrebrødsjomfrus Ansigt frem, som Englehoveder flankerende en Helgenfigur.

370

Hovedfiguren holdt et Stykke Surbrød med Laks paa i Haanden og tyggede af, før han sagde:
- Still! Still! Was giebt's? Hvat er det fur en Spektakel?

Alle flokkede sig om ham, raabte og skreg; hver af de stridende Parter havde sine mandlige og kvindelige Aktorer og Defensorer.

- Still, still, still, still! sagde Oberkellneren i crescendo og akkompagnerede sig ved at banke mod Bordet med et Gaffelskaft, alt mens han saa sig om efter dem af Besætningen, som han vidste var de mest disciplinerede. Han mødte ogsaa adskillige anerkendende, avtoritetstroende Øjne, og med en Feltherres Dygtighed udnævnte han dem med et Vink til kommanderende Afdelingsførere. Hver af dem tog en to, tre Individer under Anførsel; Stuen rømmedes, og Hr. Osternmayer var alene med Charlotte Splüth, men hver befandt sig i sin Ende af den lange smalle Stue.

Oberkellnerens Ansigt holdt sig i de samme Avtoritetsfolder, indtil han med et Vink havde kommanderet de to Smørrebrødsjomfruer, der stod og tittede i Dørsprækken, ind paa deres eget Territorium. Men saa blev hans Ansigt huldsaligt. Den brede Mund smilede, og hans Whiskers blev drevne til Siden og til Vejrs; Kinderne fik den gemytligste tyske Ølhusrødme og Fylde.

- Kommen Sie mal, Lottchen - na! Vi bliver schgu gote Venner, sagde han. Saa nynnede han en af de Prøver af dansk Folkepoesi, der vare naaede til hans tyske Øre:

Och, hvat er de' met daj?
och, hvat er de' met daj, daj, daj?
och hvat er de' met daj?
och hvat er de' met daj?

Hva'? hva'? He!

Dansende med smaa Skridt under klownagtige Gebærder og Knipsen med Fingrene avancerede han hen mod Charlotte, som stod stille paa ét Sted med de knyttede Hænder støttede paa Bordpladen og Hovedet sænket ned imod dem. Alligevel holdt hun paa Skraa Øje med "den forvandlede Konge".

Hr. Osternmayer var, om ikke af anden Aarsag, saa af hendes ubevægelige Holdning, sikker paa, at Fæstningen straks vilde overgive sig. Men, lige som han havde krummet Armen til et 371 Favntag, fik han en lunken Douche lige i Ansigtet. Den blændede ham, saa det varede et Øjeblik, inden han blev sig bevidst, at Stuepigen havde grebet en Karaffe med Øl og helliget ham dens Restindhold paa denne Maade. Øldraaberne blinkede i hans Skæg og randt ned ad hans runde Kinder i livlig rislende Fald.

Dette uventede Forsvar gengav ham hele hans Alvor som overordnet Funktionær. Som om intet var hændet, tørrede han sig med sit Lommetørklæde og sagde:
- Go op paa Deres Værelse, tag Deres Tøj og go so . . . strachs!

- Ja, naar Maaneden er ude, sagde Charlotte.

- Hier er Lønning und Kostpenge! sagde Oberkellneren og kastede en Seddel og nogle Sølvpenge hen ad Dugen. Wenn De fører Dem op som Annette, bliver De som hende behandelt.

Han vendte sig og gik med korte Skridt, som efterlignede Hotelværtens Gang, ud af Stuen.

Døren til Smørrebrødsstuen aabnedes paa Klem igen, to nysgerrige Ansigter, ombølgede af Kappestrimler, kikkede frem, mens Charlotte - dirrende af Forbitrelse - gik ud. Hun maatte holde ved Rækværket og standsede paa Afsatsen af Trapperne for at trække Vejret under sin Opstigning til Kvistetagen.

Da hun drejede Nøglen i sin Kammerdør, aabnede Oldfruen sin og sagde:
- Der ligger et Brev til Dem, og der staar en Urtepotte fra Justitsraaden til Dem inde paa Deres Kammer.

Oldfruens Ansigt var ubevægeligt som en Voksmaske ved denne Replik. Charlotte hørte paa den med sløv Ligegyldighed.

Jo, der stod det Rosentræ, hun havde set nede hos Justitsraaden. Hun opgav det hele Problem efter nogle Forsøg paa at udgranske, hvorledes det havde kunnet falde ham ind at lade Fru Lunding bringe hende den Present. Nu var hun jo snart fri for at tænke paa noget som helst i dette Hus.

Hun aabnede sit Vindue, som vendte ud til den gamle Have, tog Urtepotten med et rask Tag for at slynge den langt ud. Da mærkede hun den dejlige fine Duft slaa hende imøde fra de mange mørkerøde Roser. Hun saa Draaberne glimte op imod sig fra Kronbladenes Krusninger. Det var en dejlig Rosenplante. Hun blev varm og blød om Hjærtet. Hun vilde lige til at kyle Rosen ud ad Vinduet, og saa bar den sig saadan ad imod hende. Hun huskede paa, hvor hun havde grædt en Gang i sin Barndom, da hun og Peter havde set Lars Iversen tage en gammel, 372 fin Hønsehund med sig ud i Skoven for at skyde den, og hvorledes Hunden, netop som han spændte Geværets Hane og var ved at genne den langt fra sig, havde kærtegnet ham saa glad og varmt. Hun kunde ikke faa det over sit Sind at kaste Rosentræet ud.

Hun sagde til sig selv:
- Bare der var nogen, der kunde hjælpe en til at faa det skikkelige op i sig, men alle hjælper de bare en med at faa det gale og forbandede op i en . . . Ja, naar Bønderne ude paa Landet ikke var . . . saadan nogle Bønder, saa var de dog bedre end de Folk herinde, for det var . . .

Hun havde nær sagt i sin Tanke "nogle rigtige Utusker", men erindrede, at Annette en Gang, da hun hørte det Udtryk, sagde: "Føj, hvor det er bondsk sagt. Hvis De sagde det til en Herre ude paa "Figaro" eller i "Stjernen", saa vilde han ta' sig et billigt Grin og straks mærke, at De var fra Landet."

Og Bonde vilde Charlotte ikke være. Hvor galt det end gik en i Livet, saa skulde man holde Æren oppe i sig.

Æren! Ja, hvad var det? . . . Ja, det var noget kønt noget, men det var vist kun for rige og fornemme Folk, fra Baronen ned til Justitsraaden. Nej - om ogsaa en fattig Pige vilde være en pæn Pige, var hun lige lidt æstimeret for det.

Man kunde lige saa godt smide sig i Mudderet som Annette; det var nu en Gang fattige Pigers Lod.

Og saa kom det bare an paa, om man valgte en Oberkellner, en tysk, forbandet Slesvigholstener, eller en køn, velklædt dansk Mand i en køn Stilling.

Man kunde lige saa godt sige: Pokker i Vold med det hele! For saadan var Verden, og den blev ikke anderledes.

Der laa et Brev paa Natbordet. Jøsses! Sikken en pæn Konvolut! Den duftede helt op i Næsen paa Charlotte.

»Jeg er alene i Aften. Lad os mødes paa højre Hjørne af Store Kongensgade Kl. 10 i Aften.
Deres
Skovtrold."

Charlotte saà sig i Spejlet, mens hun holdt Lyset i Haanden. Jo, hun var virkelig en køn, endogsaa en meget køn Pige.

Hun lo ad Brevets vittige Underskrift; hun var stolt af, at den kønne Herre havde holdt Ord.

373

At hun var ved at indlade sig paa noget galt, som hun vilde komme til at fortryde bagefter . . . ja, det havde hun nok en Fornemmelse af. Men hvem vilde græde over det uden hun selv? . . . Ja, der var Peter Iversen! Men han var nu en Gang saadant et Fæ af en Dreng. Gud véd, hvorfor hun tænkte paa den . . . den . . . Vædder med det lyse uldne Haar og den brægende Stemme? Saadanne nogle som han var det jo, Annette kaldte "Fjols".

Hun havde ageret fornem, naar hendes forrige Kammerfælle fortalte hende om Tivoli, om Dansebeværtninger, om Alleenberg og alt saadant noget. Hun havde med Selvfølelse holdt sin moralske Overlegenhed og Sølvpengene i det gamle Skørt op mod saadant noget. Nu syntes hun nok, hun kunde have Lyst til at danse eller køre i Karrussel med den fine Herre . . . ham Skovtrolden. Det var rædsomt morsomt, at han kaldte sig saadan. Han var køn; han var nydelig! Hun kyssede ham i Tanken, endnu varmere end hin Dag paa Gangen for længe siden.

Nej, smide sig hen til en Oberkellner, som, naar alt kom til alt, kun var et Tyende, ligesom hun selv!

Hun regnede igen efter, hvor meget hun havde indsyet i Skørtet, som hun nu tog paa. Hun kunde leje sig et Værelse og sy; det havde altid de Piger sagt, som tog fra Hotellet. Nu gav hun dem Ret i, at Pokker skulde tjene, naar man kunde være sin egen Mand og komme og gaa, naar man vilde. Nu syntes hun, at deres Raad, som hun før havde forkastet, vare udmærkede.

Sit Tøj! Hvor skulde hun gøre af det? Hun kunde da ikke møde den pæne Herre med en Bylt som den Gang, hun kom fra Landet som en anden Bondetøs. Hun granskede over det Problem, mens hun tog Tøjet ud. Nu vilde jo Bylten blive meget større end den Gang, hun løb hjemme fra, for hun havde ikke købt saa lidt Tøj, mens hun havde været paa Hotellet.

Jo vist! Det kunde hun jo lægge ned hos Grønthandlermadamen lige overfor Fru Lundings Bager. Den Madam havde altid sagt til hende, at det var dumt af hende at tjene uden fast Løn, og at en Pige paa saadant et Sted som paa det Hotel, aldrig var rigtig æstimeret, og at det var rigtignok ogsaa noget at lystre den tykke Oldfrue, som var en af den Slags, som hun var, for Grønthandlermadamen havde forleden Morgen ærgret sig saadan over Bageren og Oldfruen, at hun ikke havde kunnet sove for det i flere Nætter, for alt saadant noget tog saa rædsomt paa 374 hende, især fordi hendes Mand sagde, at ham ragede det ikke. Men, skulde man kun bryde sig om, hvad der ragede en, sagde Madamen, saa havde man da hverken Fornøjelser eller Ærgrelser i Livet, og saa var man et rent umælende; ja det var s'gu sandt! Men det var nu meget rigtigt, at Charlotte havde sagt op (for Charlotte sagde naturligvis, at hun havde sagt op, fordi Oberkellneren var saadan en, som han var), for man skulde ikke lade sig byde noget, især naar man havde Familie at ty til, og hun kunde godt huske Cigarhandler Lührs; det var en dannet Mand, og hun vidste godt, at nu havde han en Kafé ude paa Østerbro.

Charlotte var gaaet ned ad Trapperne, over Torvet, over paa Hjørnet i en berusets Halvbevidsthed, var midt i Snak med Grønthandlerkonen, Madam Esbensen, og var gledet over i Fortsættelsen af deres forrige Samtaler, omtrent som naar man har flere Nummere af en Avis for sig og læser Feuilletonen i Træk uden at give Agt paa, at man tager et nyt Blad frem.

Jo, Charlottes Tøj kunde saamænd saa godt ligge hos Madam Esbensen, for det maatte hun give Charlotte Ret i, at en Pige, der havde den allermindste Respekt for sig selv, gik ikke med saadan nogle Fragtlæs paa Gaden, nej til saadan noget tog man en Dreng til ti eller femten Øre, og saadan en skaffede hun - Madam Lührs hende nok. Ja, hun vidste nok, at Cigarhandlernes Koner vilde være Fruer, det var noget, som hun, Madam Esbensen, ikke prætenderede paa, skønt det vel var nok saa nobelt at sælge Slikasparges som Kvalmepinde, saa Madam Lührs kunde da inte staa højere i Kongens Rangforordning end Madam Esbensen, naar hver for sig holdt sig selv, sin Mand og sine Børn hele og rene og ikke skyldte nogen noget, saa kunde de give hinanden og hele København - Kristianshavn og Fresberre for den Sags Skyld med - en god Dag og en glad Aften. Det samme havde Madam Esbensen ogsaa sagt til den Professor, som holdt den Skole, som hendes ældste Søn gik i, den Gang, hun klagede over en Lærer, som kaldte Drengen Jedrik, fordi han hed Fredrik, og saadant noget skulde man ikke taale, naar man sad kvit og frit i det baade med Vorherre og sine Medkristne og ikke skulde aflægge Regnskab før paa Dommens Dag, naar man "la' ude paa Kærregaarden" med Halsen fuld af Jord.

Madam Esbensen blev ved i det uendelige; det var, som Trommestikker evindelig slog paa et Kalveskind sagte og i meget hurtig Takt. Endelig fik Charlotte sagt Farvel, men endnu i Døren sagde Madam Esbensen til hende:
375 - Ja, hils De kuns Madam Lührs, og De maa gjerne sige, hvad jeg har sagt, og De behøver ikke at tale om, at hun skylder mig 9 Kroner og 15 Øre, fra de boede i Gothersgade, for, bliver hun rig ved at beholde dem, bliver jeg sgu'nte fattig, naar jeg inte faar dem, og, har jeg undvaaren dem i to Aar, saa kan jeg ogsaa undvære dem endnu. Ja, ja, ja, ja! God Nat, Jomfru!

Charlotte var angest, da hun kom ud paa Gaden. Mens Trodsen var oppe i hende, havde hun følt sig stolt ved, hvad hun havde i Sinde at gøre. Nu vilde hun tvinge sig selv til at tro, at hun havde noget glædeligt i Vente, og at hun elskede den fine blege Herre. Hun blev staaende og stampede haardt mod Brostenene, da den dumme Peter Iversen atter søgte at komme til Orde i hendes Tanke.

Hun kunde nu se Huset, hvor Skrædder Hansens og . . . den Herre boede. Hun standsede og slog Armen om en Lygtepæl, aandede dybt . . . nej, hun vilde ikke gaa derop. - Ja, hvor skulde hun gaa hen?

Nu følte hun sig under en ubetvingelig Magts ubarmhjærtige Haand: hendes Vej laa for hende. Hun rev sig løs, tvang sig næsten i Løb, lindede sagte paa Portdøren og gled ind i det mørke Portrum. Stødpuden tog diskret mod den tilbagefaldende Dør. Ingen Gas paa Trapperne! Saa meget desto bedre. Trin for Trin, listede hun sig op som en Tyv, der gaar til sin Gerning . . . Tys . . . Porten gik. Hun krøb hen i en Krog paa en Trappeafsats . . . Hu ha! Der kom nogen op ad Trapperne. Det var to, der kom.

Hvad skulde hun gøre? Det var ikke saa mørkt, at hun jo kunde ses ved Lygteskæret fra Gaden. Hun kunde selv se, at det var en Dame og en Herre, der kom. Gud! At hun ikke havde set sig for!

- Der staar virkelig en paa Afsatsen, Hr. Justitsraad! sagde en Kvindestemme.

- Saa? gør der.

En Tændstik knitrede mod en Strygeflade . . . og foran Charlotte stod Justitsraad Gram og Madam Hansen.

Den Justitsraad var og blev dog hendes onde Aand. Charlotte huskede, at hendes Moder havde fortalt, at hun i det sidste Aar før hendes Faders Død, hver Gang hun kom i Skoven, havde set den samme Vandrotte fare ud under den samme Stenkiste, og hun kunde kende den paa en hvid Plet mellem Ørene, Det var Klavs Splüths "unde Aahn".

376

- Naa, det er Dem, sagde Madam Hansen til hende. Det var pænt af Dem. Men Gud! hvor blev Justitsraaden af? Hr. Justitsraad! . . .

Nej! Justitsraaden var forsvunden ned ad Trappen med en ungdommelig Fart.

- Naar den Mand ikke var saa sær, vilde han være uden Fejler, sagde Madam Hansen. Jeg mødte ham lige her ude paa Gaden, og han sagde, at han vilde gaa op og tale med mig, og nu løber han! Værs'go, min Pige!

Og hun aabnede Døren ind til Entreen.

XXI.

Et stærkt Lys strømmede dem imøde. Fuldmægtig Jespersen stod i sin Dør med en Lampe i Haanden.

- Ja saa! De er hjemme, Hr. Fuldmægtig!

- Jeg troede, De var ude, Madam Hansen. De sagde jo, at De ikke kom hjem i Aften før meget sent . . .

Alt Blodet var veget fra Charlottes Kinder. Hun støttede sin Skulder op mod Dørkarmen, og hun blev mindre, fordi hun sank i Knæ.

Madam Hansens Øjne gled i en meget kort Tid fra Fuldmægtigen til Charlotte og fra Charlotte til Fuldmægtigen.

- Værs'go og gaa ind, lille Charlotte! sagde hun med stille Myndighed. Charlotte lystrede rent militært.

Madam Hansen stod ene foran Fuldmægtig Jespersen. Hans blege Kinder havde faaet hektiske Pletter paa de fremtrædende Knoklers stramt spændte Hud.

- De har det ikke godt, Hr. Fuldmægtig! sagde hun. De har ikke havt det godt i den sidste Tid.

- Jeg har aldrig havt det mere brillant end i den sidste Tid, Madam Hansen.

- Naa, ja, det kan nok være. Om Forladelse! God Nat, Hr. Fuldmægtig!

- Hm! . . . hvorfor kom De hjem i Aften, søde, rare Madam Hansen?

377

Og Fuldmægtigen gjorde en omfavnende Antydning, som Madam Hansen afværgede ved en antydende Bevægelse af Modstand.

Fuldmægtigen lo. Madam Hansen lo med. Men det var en kort Latter, en ren Pligtlatter. De saà stift paa hinanden.

- Er De inde, Charlotte? sagde Madam Hansen. - Naa ja. Jo, det skal jeg saamænd sige Dem, Hr. Fuldmægtig. Det er nu en Gang saadan i Livet, at vi Fruentimmer skal være Politi for Mandfolkene. Ser De, Hansen og saa jeg, vi har været ude hos en Familje, og i den Familje skal de nu altid spille Kort; det er Whist og L'hombre og saadan nogle pæne Spil, Gudbevares, hverken Sjavs eller Hasard. Men se, Toddy, det skal der jo til. Men nu lovede jeg Hansen, at, hvis han vil lade det blive ved én Toddy, saa skulde jeg have en til ham færdig her hjemme, for, skulde der hændes ham noget, saa vilde jeg hellere have det hjemme end ude. Ikke for det; for naar ingen forfører Hansen, saa bliver han aldrig svirende. Og saa har Hansen Æresfølelse, Hr. Fuldmægtig . . . Naa De vil ind . . . om Forladelse, hvis jeg spilder Deres Tid.

- Nej, det interesserer mig meget, hvad De siger. Madam Hansen. De er jo en ren Filosof!

- Saa? . . . . . . Kan De høre, Porten gaar? Det er

maaske Hansen!

Fuldmægtig Jespersen gik brat ind i sin Stue og slog Døren haardt i efter sig.

Der stod Glasopsatsen - den eneste, han ejede, et kostbart Arvestykke fra hans Fædrehjem - med Kager, der stod en Karaffe med sød Rustervin . . . dermed vilde han have opmuntret sig selv og Charlotte, saa skulde de have været ud i Livet, ud paa en afsides Restauration paa Vesterbro.

Nu gled hans Øjne langs Gulvtæppets rhomboidiske, blomstersmykte Tavl, flyttede sig op til Vinkaraffen, hvis slebne skarpe Rande smaablinkede i Regnbueglans, derfra gik det til "Trøsteren", Mindet om et let erotisk Forhold.

Han havde lagt alt saa kønt til Rette. Han havde endda været vittig over for sig selv og havde faaet Applaus fra sig selv, da han, mens han gik og gjorde sin Stue pæn, havde sagt:
- Nej, nu har jeg længe nok været Romantiker. Nu vil jeg - og han havde tilladt sig at bande - nu vil jeg være Realist, Naturalist . . . og, hvis der er noget værre endnu, vil jeg være det! . . .

Han havde ladet, som om det var sket i Distraktion, han 378 havde spillet Komedie For sig selv med sagte, inderlig Beundring for sig selv, da han havde revet et Fotografi af Frøken Jenny Brun i fire, temmelig regelmæssige Stykker, havde ganske sagte aabnet Vinduet, stræbt efter at ramme Rendestenen, men trøstet sig med, at Vinden tog sig af dem og spredte dem ud i Luften.

Nu saa han alle de slidte Partier i det ved Sommertid meningsløse, gamle Gulvtæppe, der havde været flot i hans Faders Dagligstue. Over det havde store Pengemænd, de fornemste Embedsmænd og deres Damer i sin Tid vandret.

Der sad han, en Fuldmægtig, en underordnet Embedsmand, forsmaaet af en Grossererdatter af et halvreduceret Firma, hindret i en Udflugt i den frie Kærligheds Regioner af sin Værtinde - Skræddermadam Hansen!

Med Ærgrelse huskede han, at han hin Dag i Skoven i en eksalteret Stemning havde gjort meget tydelig og plump Kur til den smukke Hotelpige, og at Madam Hansen havde korrigeret ham med sine store, lyse Øjne, som snildelig havde søgt Skrædder Hansen i den meste Tid, men egentlig havde havt ham, Fuldmægtig Jespersen, til Hovedmaal.

Han havde kastet denne Mistanke til Siden; nu meldte den sig. Den dumme Kælling havde gennemskuet ham.

Han var lige saa dum som Justitsraad Gram.

Der var nu ikke andet for end at drikke saa meget, han orkede, af den søde Ruster, gaa i Seng, ryge Cigar paa Sengen og læse i en af de franske Romaner, hvis Tendenser han længe havde bekæmpet i Selskabslivet, før han kendte dem, som han vedblev at bekæmpe fra et æsthetisk Standpunkt, efter at han havde læst Zolas " La fortune des Rougon" i Oversættelse. Men for enlige Mandfolk var jo Flauberts "Madame Bovary", ligeledes paa Dansk, ret interessant . . . til at læse sig i Søvn ved . . . og drømme om.

Han lo atter bifaldende, da han sagde denne Vittighed til sig selv:
- Naar Livet svigter en, saa tyr man til Poesien. Ha, ha, ha! Gid jeg kunde stikke den ud til Dr. Hillebrandt . . . det Fæ!

Han kunde imidlertid ikke drive sig selv op til den Energi, at aabne den gule Bog, ej heller til at gaa i Seng. Egentlig var jo Bogen kedelig og langtrukken; det varede for længe med Forberedelserne til Emmas Fald og pikante erotiske Situationer. Det yar ogsaa kedeligt at ligge i Sengen.

379

Han spejdede ud i sin Fantasi, om den dog ikke kunde vise ham en Mulighed til af faa Erstatning for den ved Madam Hansens uventede Komme forspildte Aften. Nej! Han saa en gold stenet Mark for sig, uden en eneste Blomst, uden en eneste Kilde. Han var ingen ung Student, der vilde gaa paa Æventyr paa det løse.

Han drak et Glas Vin og spiste en Kage. Det var kvalmende sødt . . . det var ham for ungdommeligt . . . ligesom de unge Piger i det gode Selskab nu om Stunder . . . hans Ungdomsinklinationer vare alle gifte . . . eller gaaede i Frø.

Han blev meget vred. Havde han blot vidst, hvem han skulde være vred paa; det havde dog altid været en Trøst. Men saadan en grøn, lille Grimrian som Jenny Brun og saadan en ringe Eksistens som hendes Doktor! Det var under Jespersens Værdighed. Men vred var han; i Vrede slukkede han Lampen og kastede sit Hoved ned paa sine Arme.

Bal under funklende Kroner, kølige Skuldre og Bryster, let bølgende Flor- og solidt raslende Silkestoffer i glade Farver, brusende Musik, rigt dækkede Borde, hvor midt i Vintertiden Sommerens Flora prangede i kostbare Vaser, milde Reflekser paa matte Sølvopsatser, dunkelrød Vin, der sendte Duft op fra Glasset som en Blomst fra sin Krone, Champagne, der knitrede som Damernes Silkerober, mens Perle efter Perle for op gennem den levende Blanding af Guld og Sølv i de brede Pokaler . . . og det var hjemme, hjemme hos hans Fader, hvor han var eneste Søn og følte, at han var oppe i Samfundets Højder, en venetiansk Nobile i Københavns Oligarki . . . Alt dette saa han. Han hørte Navnet Jenny lyde højt i Stuen; han hørte nogen, der hulkede.

Var det ham, der raabte? Var det ham, der græd?

Sludder, det er ikke mig! sagde han højt. Hallucination.

- Pst! sagde Madam Hansen inde i Stuen til Gaarden, hvorfra en Dør med dobbelt Portiere førte ind til Fuldmægtigens Dagligstue, . . . mon der er nogen hos Fuldmægtigen? Jeg synes, han taler med nogen? . . . Naa, saa De sagde altsaa Deres Kondition paa Hotellet op?

- Ja det . . .

- Naa-aa? Var det Oberkellneren eller Oldfruen? Naa 380 ham? Ja, jeg har jo set ham, naar jeg har leveret Tøj til Justitsraaden. Naa? Og saa vilde De ud til Deres Kusine og blive i Nat?

- Ja det . . .

- Naa-aa? Men saa vilde De op og se til ... til os paa Vejen?

- Ja det . . .

- Ja vel saa . . . Hør, De skulde aldrig have set Fuldmægtigen (her hviskede Madam Hansen) før den Dag ude i Skoven?

- Jo . . . nej . . .

- Ja vel. De har set ham paa Hotellet, naar han kom til Justitsraaden. Men hvorfor bliver De saa ildende rød, min Pige? Har De . . . fy! hvad, har De . . .? Hvad, græder De?

- Didelom, dom, dom! Hejdidelidelom! lød det henne fra Vindueskrogen, hvor Skrædder Hansen sad og nippede af et Glas, læsende "Aftenposten" ved det svage Lys fra Lampen paa Bordet.

- Ti stille, lille Hansen, og vis Takt! sagde hans Kone. Læs Følgetonen og fortæl mig den, mens jeg klæder mig af siden. . . . Jeg vil sige Dem én Ting; det gør mig meget ondt at maatte sige Dem det . . . men Fuldmægtigen har i den senere Tid . . . rent ud sagt havt Dameselskab hos sig somme Tider om Aftenen; han har troet, jeg har været ude, men jeg har listet mig hjem, for jeg har længe mærket, det var galt med ham. Og det skal jeg ikke have noget af i Længden, for vel er jeg en fattig Kone, men jeg tager Bladet fra Munden i Morgen den Dag, for saadant noget vil jeg ikke leve under Tag med!

Og kender Du ej Kærlighed,
saa siger jeg, Du intet véd!

nynnede Hansen med Fisteltenor ud over Toddyen.

- Ti stille Hansen! sagde hans Kone . . . Ser De, Charlotte, det fordærver ligefrem Luften. Hansen for Eksempel bliver Dag for Dag mere frivaal i sin Mund.

Hansen nynnede, men sagtere:

Thi Hvilen ved den Elsktes Bryst
er sødest Fryd, er fagrest Lyst!

- Hansen! Husk paa, Du er en gift Mand, og at der er en 381 ung Pige til Stede. Hansen! Du er sjofel! Men det er bare i Munden, det indrømmer jeg.

- Det er rigtigt, Madam Hansen! sagde Skrædderen. Theorien og Praksissen er aldrig ens hos Menneskene. For saadan er jeg ogsaa Socialist i Theorien, men . . . se Kapitalen . . . den . . .

- Ja, ja, Hansen! Ti nu stille, saa skal Du faa en Cigar, som jeg har gemt til Dig paa Bunden af min Syæske.

Hun kastede den hen til ham; han greb den behændig, tændte den og læste videre, mens hans Hustru tog et Bundt Herreflipper frem fra en Bylt under Sofaen, gav sig til omhyggeligt at efterse Knaphullerne og derefter stoppe dem. Hun havde besørget to eller tre Par i meget kort Tid i Tavshed, blot afbrudt ved Hansens Nynnen:

Amor! Bacchus! Kommer hid,
søde, elskelige Drenge!

men den var saa sagte, at Madam Hansen standsede samme Nynnen blot med et Vift med Haanden som efter et Møl. Straks efter saa hun paa Charlotte, som sad sammenkrøben i Sofahjørnet med Hænderne foldede over de højt opskudte Knæ.

- Naar et ungt Fruentimmer sidder stille, skal hun have noget i Haanden, sagde Madam Hansen. Ja, det er nu min Livsanskuelse. Enhver har jo sin.

Hun kastede nogle Flipper og Manchetter over til Charlotte, pegede paa Rande og Knaphuller, som trængte til Eftersyn, smilede næsten umærkelig og sagde:
- Naar kongelige Personer og saadan nogle andre store Folk spiser, saa har de Taffelmusik. Naar Smaafolk som vi arbejder, saa kan vi skaffe os det, der er lige saa godt. Kan De mærke, lille Charlotte, hvor dejlig Roserne og Heliotroperne lugter over hele Stuen? Og, om det saa er Hansens Toddy og hans Cigar, saa lugter de saamænd ganske godt i det hele. Det er nu vores Taffelmusik! . . . Hjælp mig saa lidt med at se de smaa Vaskestykker efter . . . Men Herre Gud, hvordan tager De paa en Naal? Kan De Fransk eller Latinsk, siden De er saa fin paa det? Se . . . saadan . . . saadan skal De gøre Stingene.

Uagtet Charlotte havde den inderligste Lyst til at gøre Oprør og kyle "det smaa Tøj" hen i Hovedet paa . . . ja Skrædderen var vel den, hun bedst turde vove det med, bøjede hun dog sukkende Hovedet, tog imod Naal og Traad af Madam Hansen 382 og gav sig til sy. Da hun var færdig med at bøde én Flips udrevne Knaphuller, eftersaa Madam Hansen Arbejdet, rystede først lidt paa Hovedet, men nikkede og sagde:
- Det kan være godt nok til de fleste Mandfolk. For de river og slider dog i deres Tøj og tænker aldrig paa de mødige Sting, som det koster. Ja, havde det endda været Justitsraadens Flip, for han er det eneste rigtig propre Mandfolk, jeg har kendt . . . Gaa nu i Seng, Hansen! Husk paa, Du skal være paa Værkstedet Klokken syv i Morgen . . . Hansen!

Skrædderen turde ikke ligefrem gøre Oprør mod sin Hustrus blide Ordre; han tænkte et Øjeblik paa at rekvirere en Toddy til, men Udsigten til et mere end muligt Nederlag fik ham til hellere at opgive Kampen end at udsætte sig for et saadant. Men paa den anden Side fordrede hans Ære som Mand, at han antydede et eller andet uregelmæssigt eller umoralsk, som en ideel Trods mod sin Kones borgerlige Begreber.

Han gjorde det i Form af at sende det mest erotiske Stænk af sine smaa brune Øjne hen mod den store, kønne Piges store dito, og, for at gøre sin Mening endnu tydeligere, kyssede han lydløst paa sine smaa Fingre hen imod Charlotte.

Uagtet hans Hustru vendte Ryggen til ham, syntes hun i Kraft af noget elektrisk telefonagtigt at ane, hvad hendes Mand havde for. Thi i en meget stille, men uendelig myndig Tone sagde hun:
- Hansen! - og gjorde en Skulderbladsbevægelse, som lod Skrædderen befrygte en Vending hen imod ham. Han tog da det Parti at sno sin lille sorte Knevelsbart og sige energisk:
- Ja nu vil jeg s'gu i Seng!

- Natyrligvis, lille Hansen! sagde Madamen. Du faar jo altid Din Vilje som Mand i Huset. God Nat, Hansen!

Da Skrædderen var gaaet ind, tog Madam Hansen sig det lidt mageligere, idet hun tog sine Støvler af og spændte sit ene Knæ mellem sine Hænder. Hun saa med sine store, lyse, kølige og kloge Øjne paa Charlotte og sagde:
- Madam Lührs har jeg kendt. For hvor hun kunde faa sin Gang og snakke, der snakkede hun. Men derfor blev hun ikke længe paa noget Sted. Jeg har strøget et Sted, hvor hun har haft Reparationssyning, og vi var begge to i Spisestuen. Og hun fortalte mig om Dem, som nok er hendes Kusine, og hun sagde, at De havde været magesløs utaknemmelig mod hende og hendes Mand. Men jeg sagde ikke noget, for jeg følte, at De 383 havde Ret, for, naar de opfører den Slags Ballader i deres eget Hjem og lader deres umyndige Børn, som de selv har sat ind i Verden, se og høre det, saa siger jeg, at det er daarligt med deres Rel'ion. Og det kan ikke nytte, at Madam Lührs snakker om, at hendes Mand har lært at tale latinsk i sin Tid, for, naar man ikke fører saadant noget til Ende, saa ligger det bare og bævrer i en og gør en storsnudet. Saa det skal De ikke bryde Dem om, Charlotte, for Madam Lührs har selv givet mig det af sin Mand, som han kalder sin Avtogeografi, og den er virkelig mere end halvsimpel.

Pludselig rejste Madam Hansen sig, lukkede for Døren til Korridoren og stak Nøglen i Lommen.

- Se saa, sagde hun. Bliv De saa kun her i Nat! De maa ligge paa Sofaen der.

- Sine! vil Du saa høre Følgetonen? lød Hansens Stemme inde fra Sovekammeret.

- Ikke i Aften, Hansen! var Svaret.

En gnaven Klynken som fra et Barn, der gerne vil være uartigt, men ikke tør, lød derindefra til Svar.

- Hansen! Du kommer ikke her ind i Negligelé, hører Du? sagde Madamen.

En henkastet Støvle, hvis Hæl dundrende røg mod Døren, var rimeligvis Hansens Protest. Men Madamen trak paa Skuldrene og lod den uænset. Charlotte saa hende gaa hen og trække Lagener ud af en Skabskuffe.

- Gud, Madam Hansen! sagde hun. I Sommerdage kan man godt ligge paa en Sofa uden Lagener.

- Jeg er ingen Gris, sagde Madam Hansen med Højhed. Min Broder Sømanden har mange Gange ligget der, men aldrig uden Lagener. At ligge uden Lagener er Malpropritet. Og uden Renlighed eksisterer der ingen Moralitet, Charlotte. Alt ondt kommer af Griseri. Ja-a, tilføjede hun eftertænksomt, erindrende sig et Skriftsted fra sin Skoletid - det kommer ogsaa en hel Del andre Steder fra, thi indvortes fra Menneskets Hjærte udgaar de onde Tanker . . . det er for Resten underligt, at det just skal begynde med de Synder, som staar først i Lærebogen paa det Sted.

Mens hun talte, syslede hun henne i Skuffen og bredte endelig Lagenerne ud paa Sofaen, saa op paa Charlotte, kærtegnede sagte det ene Lagen med den flade Haand og sagde:
- Har I saa pæn Vask paa Hotellet? Hvad? Nej, det 384 vidste jeg nok. Jeg vasker hvert Stykke selv, og jeg siger, at Dampvask er noget daarligt noget, og det følger af sig selv, at en død Maskine aldrig kan have saadan en Interesse for Tøjet som levende Mennesker, der selv har slidt og slæbt for at skaffe sig det . . . Ja, Sengetæppe har jeg ikke, men her er et pænt uldent Shawl. Ser De, hvor det naar helt fra Hovedgærdet ned til Benenden? . . . Gaa nu i Seng, Barn! For nu siger jeg ikke mere i Aften. Aa, Herre Gud! det var derfor at Justitsraaden og jeg kom saa godt ud af det sammen, for, naar vi snakkede sammen, saa var vi enige om, at vi var uhyre tavse Folk af Naturen, og at vi aldrig talte et Ord, uden naar Nøden tvang os til det. God Nat! Sov vel!

Den til Seng omdannede Sofa strakte sin snehvide, kølige Favn ud mod den mødige og af saa mange Sindsbevægelser forpiskede Pige. Blomsterne henne bag det nedrullede Vinduesgardin duftede tyngende og dyssende ud i Stuen. Charlotte trak gentagne Gange sit Aandedræt dybt og lydelig, som om hun kæmpede med noget, som om hun trængte til at befri sig fra noget. Hun var for overvældet og fortumlet til, at hun for Alvor kunde forsøge paa at rede de Traade, der spegede sig i vild Slyngning og snoede et Net om hendes Sind og Tanke. Kun de Ord surrede om hendes Øre som det tilbagevendende Omkvæd i en Vise paa mange, mange Vers:
- Det var dog alligevel bestemt, at jeg skulde blive i det Hus i Store Kongensgade i Nat.

Selve Indholdet i de mange Vers i Visen gad eller turde hun ikke tænke over. Det, der inde i hende gennemsang hendes Levnetsløb, lod hun blive ved at synge, som hun selv i sin Barndom havde sunget lange Bondeviser, naar hun mekanisk balancerede i Rytmernes raa Takt og Melodiens elementære Toneveksel.

Lydt var der i Lejligheden som i næsten alle københavnske Huse. Hun hørte først inde fra Skrædderfamiljens Sovekammer Madam Hansen trippe om og stryge Klæderne af sig. Hun gik op i at lytte derefter; det adspredte. Hun vilde eller kunde ikke gøre sig rigtig Rede for det, men hun havde ikke Mod til at gaa i Seng, ikke Mod til at binde an med Mørke og Stilhed.

Langsomt, meget langsomt klædte hun sig af, og efter gammel Vane flyttede hun Lampen hen foran Spejlet, mens hun løste sit Haar. Den sortebrune, krøllede Masse, tæt og stiv som et til Fald tvunget Net af Slyngplanter, faldt modstræbende ned over 385 de hvide, faste Skuldre og Arme og dækkede hele Ryggen. Nu havde hun foreløbig kun sig selv at beskæftige sig med. Ja vist vare Hænderne brunrøde og medtagne, men ellers var hendes Hud helt hvid; Armene vare saa bløde i Linjerne, saa det var en Fornøjelse; hver Form var fast og sikker; hun var bred over Brystet som en Mand, og dog løftede det sig næsten vandret ud i fuld kvindelig Fylde, trodsende af Sundhed og Ungdom, Hun var ved narcisagtig at forelske sig i sig selv, ikke at unde sig selv til nogen anden end sig selv. Hun lod det mørke Haar glide ned ad Armene og fandt Behag i dets fugtige Kølighed mod Huden. Hun var fornøjet med sin Skabers Værk.

Hun følte Lyst til at lade sit Linned falde, stige op paa en Stol og spejle hele sin Skikkelse fra Top til Taa.

Tys! hvad var det? Inde fra det Værelse . . . det, som hun ikke havde villet tænke sig som eksisterende, lød haarde, faste Trin. I lynende Fart tog hun Lampen hen paa Bordet foran Sofaen, pustede den ud, sprang op i Sofaen og svøbte sig tæt ind i Shawlet. Hun følte en brændende Hede stige op i Kinderne, men Mørket skjulte hendes dybe Rødme.

Sofaen stod op mod Væggen til "Herrens" Værelse, og paa samme Væg var en med et grønt Forhæng tildækket Dør.

- Gud! den er da vel lukket af?

Jo, det var den!

Aa, det vilde være dejligt at sove med Udsigt til ikke at skulle gøre Morgenarbejdet paa Hotellet. Da Charlotte i sin Tanke lod det Ord "Hotel" klinge, vrængede hun ad det. Tænk, det havde hun i sin Tid trodsende stillet op mod Herregaarden, bare fordi hun havde set Billedet af Hotel d'Angleterre paa sin Moders Underkop. Et Hotel! . . . Det var en væmmelig Anstalt!

Blomsterne fra Vinduet duftede gennem det tætte Mørke. Charlotte saa hen efter dem, thi fra dem udgik dog vist det levende i alt dette døde Mulm.

Tys . . . tys! Hvad var det?

Tæt op ad hende, blot paa den anden Side Væggen lød dæmpede Trin i regelmæssig Takt . . . langsom Takt . . . men meget taktfast Skulde der danses derefter, vilde det blive en saare, saare langsom Vals.

Aa, hvem der kunde faa dem til at gaa hurtigere?

Det var ham, der havde ventet hende, ham, som hun ogsaa havde trodset paa, da hun, skønt uskyldig, blev jaget bort fra Hotellet . . . ja, hvorfor havde hun trodset paa ham? . . . Hun 386 skulde vise Oberkellneren, Oldfruen, Annette, de andre Piger . . . ja selv den krølhaarede Hotelvært, at hun, Charlotte Splüth, derude fra Landet, kunde . . . og vilde . . . ja, blive meget værre end de!

Den lille værre Sofapude, der agerede Hovedpude for Charlotte, maatte finde sig i at lade sig tumle til alle Sider, inden den fik Ro og fangede en Taarestrøm fra hendes Øjne.

Han gik og gik derinde. Blev Gangen langsommere . . . sagtere? Vilde han dog ikke gaa i Seng? . . . Hu . . . nej! Nu travede han jo afsted . . . det var, som løb han rundt . . . Hun lyttede og huskede de Beriderheste, der løb rundt og rundt i et Telt paa Markedet i Købstaden derhjemme. Hun havde den Gang tænkt saa meget paa Hestene, at hun blot havde set noget nøgent noget og noget glitrende noget oven paa dem. Det var mest Synd for Hestene.

Skulde hun, Charlotte, være det usynlige, glitrende noget, som sad paa Skuldrene af den, der travede rundt derinde? Ja, . . . nej! Først lo hun lunt med spirende Forfængelighed ved Tanken om, at saadan en fin Herre kunde blive saa forliebt i hende, men . . . fy . . . føj . . . nej . . . saa blev hun ækel ved sig selv.

Der laa hun, vred og vendte sig, vilde være stille, vilde sove . . . vred og vendte sig igen; græd, lo, ærgrede sig, blev stolt . . . en vild Melodi under Akkompagnement af de regelmæssige Trins Rytmus derinde paa den anden Side Væggen. Regelmæssigheden derinde eggede hendes Sind til endnu vildere Uregelmæssighed.

Hun sprang ned fra Sofaen . . . uh, hvor den nøgne Fods første Berøring med Gulvet isnede op i hende!

Hun strøg en Svovlstik af, lod den brænde, til det sved i hendes Haand. Hvad saa hun? En fremmed Stue, hvor hun var Gæst af ren Medlidenhed; hvor hun var kommen, udspejdet og hemmelig styret som et Barn i en Gangvogn.

Saa virrede der noget rundt i hende som et Møllehjul, klaprende, susende, med Tænder, der greb andre Tænder for straks at slippe hverandre og gaa videre, uden Ro, uden Rist. Hun kæmpede ud i Luften med Armene, vilde skrige, men turde ikke, thi derinde . . . der var jo den og den og den . . . det kunde hun sanse . . . Men hun maatte raabe for ikke at kvæles, og hun raabte:
- Peter! Peter Iversen! Hjælp mig! Følg mig til Banegaarden!

387

Hun maatte have raabt højt, thi Doren aabnede sig indefra Ægteparret Hansens Sovekammer. Det var ganske lyst i Stuen. Madam Hansen kom med et Shawl over Underklæderne og med Natkappe paa Hovedet.

- De er allerede vaagen? hviskede hun med en tyssende Bevægelse mod Døren ind til Fuldmægtigens Værelse. Jeg syntes, De kaldte eller talte højt?

Charlotte mumlede noget, som ingen kunde forstaa, vred sig som under et Aag, skottede hen til Madam Hansens store Haand, som om hun frygtede, at den tyngende skulde lægge sig paa hendes Hoved eller Skulder. Da Døren knirkende aabnede sig ind til Sovekammeret, saa Charlotte Skrædderens Hoved i Sengen og Spidserne af hans sorte Skæg lyse i Solen, men Madam Hansen fik i en Fart lukket Døren, efter at hun havde nikket til sig selv, beroliget over, at Hansen sov og ikke havde set Charlotte i Sengen.

- De kan godt sove længere, hvis De har Lyst, for Klokken er kun fire, og Hansen skal først ud Klokken seks. Men De maa naturligvis være fuldt paaklædt, naar Hansen skal passere Stuen. Hansen er saa undselig.

Gennem den smallest mulige Aabning af Døren sneg Madamen sig tilbage, klemte Døren tæt og sagte til, listede sig tilbage igen og bragte de nødvendigste Toiletredskaber til Charlotte, tyssede ad Vandtøjets sagte Raslen og hviskede:
- Vær endelig stille, mens De klæder Dem paa! Fuldmægtigen er nok endelig kommen til Ro, og saa sover han til Klokken tolv.

Skridende om paa Filtsko gav Madam Hansen sig til at tænde en Kogeindretnings Blus for at forberede Morgenkaffen. Da hun var færdig, hviskede hun:
Nu klæder jeg mig paa, lille Charlotte. Saa er De ene saa længe. Hver har nu sine Principer. Jeg finder det allernoblest og alleranstændigst, naar en ung Pige klæder sig paa ganske alene, uden at saa meget som et andet Fruentimmer er til Stede.

Charlotte protesterede indvendig af al Kraft mod, hvad hun, i Følge sine Vaner fra Landet og sine senere Erfaringer, syntes var noget taabeligt Skaberi. Men den Slags stille, milde Kommando var det jo umuligt at gøre støjende Oprør imod, og tale pænt som Madam Hansen og modsige hende i hendes egen Stil følte Charlotte, at hun var aldeles uden Evner til. Hun satte først det sure Ansigt op, da Madam Hansen var borte, men, mens 388 hun gjorde sig i Stand, ruskede og rev hun i, hvad hun fik fat paa. Med ét følte hun et Tilbagefald i Nattens voldsomme Angest. Hun syntes, hun hørte noget røre sig inde i Sideværelset.

Bange samlede hun Klæderne om sig, dækkede Hals og Skuldre til og var lige ved at krybe hen i en Krog.

Nej, alt var stille. Det maatte være en Indbildning, at noget havde rørt sig derinde.

Hun drog Vejret dybt og fortsatte nu sin Paaklædning med Hengivelse i sin Skæbne. Det gik langsomt, thi hun kunde ikke lade være af og til at lytte.

Nu hørte hun kun Skrædderen tale inde i Sovekammeret og hans Hustru tysse paa ham.

Da Skrædder Hansen kom ind, fuldt paaklædt til at gaa paa Arbejde, gik hans Hustru forbi ham i Døren, saa rolig, at der ikke var det mindste stødende i, at hun kom foran ham og afværgede ethvert Forsøg paa Koketten, som det muligvis kunde falde hans smaa brune Øjne ind at rette i Vejret mod den kønne Pige. Skrædderen maatte sige "God Maaren!" med sænkede Øjne og urepræsentativt smutte gennem Stuen.

Madam Hansen stod lang og høj og fuldt paaklædt, beherskende Situationen. Hun gik hen og rullede Gardinet op for Blomsterne, som hun gav sig til at vande.

Der græd Fuchsiaerne tunge Bloddraaber ned i de blege Heliotropers og gule Tøffelblomsters Masse og overvældede med deres Rødme, hvad der kunde hænge ved af violet og af hvidlige, skøre Støvdragere.

Der flød et Skær fra Blomsterne op i Madam Hansens blege Ansigt med den lange regelmæssige Profil, og dette Skær gød Varme over hele hendes Skikkelse. Charlotte fandt hende "sød", da hun med lange behændige Fingre rejste en lyserød Nellike, hvis Blomstertyngde havde været nær ved at knække Stænglen.

Charlotte syntes, hun skulde sige noget og sagde:
- De holder meget af Blomster?

- Hvad skulde jeg ellers holde af? sagde Madam Hansen. Jeg har aldrig faaet Lærdom, og jeg har aldrig havt Raad til Komedie og Koncert . . . Ja, saa er der det, at gaa i Kirke, for det gør jeg saa tidt, som jeg faar Tid. Men det . . . ja, det er min Pligt, ligesom det er min Pligt at holde min Mand proper og mit Hus rent . . . men Blomster er saa kønne og fornøjelige, og de er anderledes beskedne og renlige end Børn, og dem har jeg jo ingen af.

389

Charlotte sagde:
- Ja, dem kan De da faa.

Hun lo ved sig selv. Madam Hansen sagde tørt og kort:
- Nej.

Hun var færdig med Blomsterne, kastede et mønstrende Blik over hele Vindueskarmens broget uniformerede Korps, fandt, at det var udrustet tilstrækkelig med Vanddraabernes store blanke Knapper . . . sendte Korpset en Afskedshilsen i Form af et ganske lille Suk, gik hen og tog flere store Stykker Lærred ud af Skabet. Det var tilskaarne Sager; nu skulde de sys og dannes til Særke, Skørter og endnu unævneligere Klædningsstykker.

Da hun saa, at hendes Gæst foldede Hænderne over Knæet og kastede sig tilbage mod Stoleryggen, sagde hun:
- Tag de Lommetørklæder henne i den Skuffe, den nederste i Skabet, lille Charlotte, og søm dem!

Charlotte adlød og turde kun surmule indvendig og sige til sig selv: Altid slide og slæbe!

Nogen Tid sad de begge tavse, tæt op ad Blomsterne: to kønne Hoveder sænkede ned over Arbejdet Solen lyste lige varmt paa Madam Hansens glat redte og disciplinerede lidt tynde blonde Haar og lange, en Smule falmede Ansigt og paa Charlotte Splüths uregerlige, sortebrune, tjørnekratagtige Lokker og skarpe, med stærkt indskaarne Linjer tegnede Profil. Af og til rev Madam Hansen sit Lærred over; det skrattede højt, og Trævler fløj til alle Sider som Avner fra en Kornrensemaskine i en Lade. Charlotte arbejdede langsomt; hun vilde ingen Iretttesættelser have som Aftenen forud.

- Man behøver ikke at brodere, fordi man ikke sjusker! sagde Madam Hansen. Herre Gud! . . . Har Deres Moder aldrig . . .? Nu græder De! Men jeg siger: Gud ske Lov, jeg ingen Børn har i de Tider, som vi nu lever i! Naa . . . ja . . . Vi har nu tiet længe, og det ligger i manges Temperament at være tavs, det var Justitsraaden og jeg altid saa enige om. Men al Ting kan overdrives, og saa bliver det indsigtigt, som Justitsraaden sagde . . . Bi lidt! Nu skal De faa noget af det, som Justitsraaden forærede mig til min Geburtsdag, men saa skal De fortælle mig, hvad De har gaaet igennem, og hvad De tænker paa for Fremtiden . . . men sagte . . . for Fuldmægtigens Skyld.

Hun skænkede et Snapseglas af en rød Drik for sin Gæst og spurgte:
- Hvordan smager det?

390

- Som Appelsiner i Brændevin! svarede Charlotte.

- Det er ikke pænt sagt, for det hedder Kyradserlikør, sagde Madam Hansen, og det er fint og kommer fra Udlandet i Stendunke.

- Naa, Kyradso, sagde Charlotte i Kraft af sin Hotelviden, ja det er fint. Hun drak den sidste Halvdel af Snapsen med Andagt, følte Varme gennemstrømme sig og fik Lyst til at snakke.

Hun fortalte sin Levnetshistorie, ikke i en Blanding af Sandhed og Digtning, men med en naturlig Bestræbelse efter at fremstille sig selv som Offerlammet, fortav ikke Baronens Færd paa Kostumeballet, men vel sin egen Dovenskab og Opsætsighed. Flugtens Heroisme kunde hun ikke undlade at fortælle, og først da kom Peter Iversen med i Historien, og længere ind i den, end hun egentlig havde betænkt. Da hun tav et Øjeblik for at taa ham trængt længere hen i Baggrunden, sagde Madam Hansen:
- Men det var jo ham, De skulde have taget!

Charlotte fnøs og sagde:
- Aa, den Dreng! Den . . .

- Hans Adresse er . . .? spurgte Madam Hansen.

- Hvems? Peters?

-Ja.

- Det véd jeg ikke. Han var i Lære hos Skytten paa Strandholt.

- Pr.?

- Det véd jeg ikke.

- Vist véd De. Nærmeste Købstad?

Charlotte nævnede den.

- Tak! Pr. N-. Det er nok. Nu skal jeg sige Dem et Alvorsord, Charlotte. Da jeg var ung, tjente jeg hos en General, og han havde en Officer til sin Opvartning. Saadan en kaldes en Adjudant, og han har Guldsnor om Armen, og han satte saadan . . . ja, saadan nogle rigtige Mandfolkeøjne op til mig, naar han mødte mig paa Trappen, eller naar jeg lukkede op for ham. Til sidst kyssede han mig, og jeg skal ikke nægte, at jeg syntes, at jeg blev løftet mange Alen op mod Himlen. Men aldrig saa snart var han gaaet, før jeg syntes, at jeg sank flere Alen endnu ned i Jorden. For hvad vilde saadan en Herre en Tjenestepige? Vilde han tage saadan en som mig til Kone? Jeg kunde ikke holde ud at se ham mere, for det brændte i mig, naar jeg tænkte paa ham, og jeg gik fra min Kondition i Utide for den Sags Skyld, og i tre Konditioner havde jeg ikke 391 Fred for ham, for jeg drømte immer om ham og saa immer et Mandfolk med Guldsnor om en blaa Arm, hver Gang jeg lukkede mine Øjne, og jeg syntes, at jeg var meget for god til at være det, jeg var, og det synes jo Ungdommen altid, lille Charlotte, og det er jo noget meget pænt, men der er ingen rigtig Bonitet i det.

Hun tog to Stykker Lærred frem:
- Ser De; det er til nye Skjorter til Justitsraaden; det er en ældre, solid Mand, som véd, hvad Livet giver. Han lader mig købe Lærredet og sy det, for han bryder sig ikke om det franske Tressevæsen . . . Ser De . . . det Stykke kan De se tværs igennem . . . og det er noget, jeg syr til en Linnedhandel, men Brystet! Tror De, det bliver betroet til mig? Og, selv om det gjorde det, saa vilde jeg ikke æstimere mig selv, om jeg indlod mig paa at lave saadanne Kruseduller. Den Slags Linned syr jeg ogsaa paa Maskine, men Justitsraadens bliver Haandsyning . . . Hvorfor ser De saadan paa mig, Charlotte?

- Hvad blev der af ham med Guldet om Armen? spurgte Charlotte lidt frygtsomt. Hun havde tænkt mere paa ham end paa Lærredet.

Madam Hansen sænkede Hovedet dybt ned mod sit Arbejde og sagde:
- Det var meget rigtigt, at De spurgte saadan, som De spurgte. For, da Guldet var af ham, saa var han en meget ordinær Person . . . Ser De, jeg havde en Tante ovre fra Jylland, og hun var Spækhøkermadame, det vil sige, hun havde aldrig været gift, men havde konditioneret, men hun havde lagt Penge op og lavede først en Traadhandel og saa en Spækhøkerbutik, og, da hun døde, saa havde hun fem tusind Daler, men dem gav hun til Magistraten, for hun var saa uhyre gudfrygtig, det Skind, og al Ting kan jo overdrives. Men hun tog mig en Gang med til Fresberre, for den Gang tog mindre Folk ikke saa tidt ud til Skoven og Dyrehaven. Og hun gav Thevand og Franskbrød med Smør paa i en Beværtning, som hedder Korup. Hvem sad der? Ham med Guldsnoren. Men nu var han servil, som de kalder det, og havde to . . . uh . . . ja, De er en ung Pige . . . men de, han havde med sig, var noget af det allerværste. Og de førte en Konversation, som var noget af det sjofleste. Og fulde var de alle tre og sad og drak tørre Kognakkere . . . Fruentimmer! Det kalder saadan nogle Moralitet! Gud, hvor han sank dybt i mine Øjne! Men det var ikke det 392 værste, For jeg selv sank meget dybere, og jeg græd, for jeg syntes, at jeg ikke var bedre end de to . . . rent ud sagt Dulliker, han havde med. Og saa tænkte jeg: Du er en simpel Pige, men Du er kommen af ordentlige Borgerfolk, om ogsaa din Fader kun var Børstenbinder i Antoniestræde, og din Moder var bondefødt ovre i Jylland; men, naar saa fine Folk kan blive saa simple som Løjtnanten der, saa er det bedre at blive ved de simple Folk, for det véd man dog, hvad er. Og se Hansen, som arbejdede hos Skrædder Lund lige over for, hvor jeg tjente, ham havde jeg sat i Afstand og set over Hovedet, (Madam Hansen knejste, og Charlotte saa i Aanden den lille Skrædder naa til hendes Hage), men nu tænkte jeg: Hansen kan du magte; det vil sige, Hansen blev min Mand, og Hansen er Mand i Huset, men jeg er den, jeg er og bliver aldrig anderledes, og, siden Justitsraaden fik mig til at styre hans Hus, og han nu behandler mig mere som en . . . ja . . . mere som et Menneske end som et forhenværende Tyende, saa er det. ligesom jeg føler, at jeg faar noget af Dannelsen i mig, som jo nu er det eneste, der giver Fornemhed og mere delikate Fornemmelser . . Er det ikke ganske lærerigt, lille Charlotte? . . . Ser De, siden den Tid tror jeg, at jeg har været god mod Justitsraaden og ogsaa god mod Hansen og opdraget paa ham . . . Har De nogensinde tænkt paa andre end Dem selv? Har De nogensinde været god mod nogen? Hvad?

- Ne-e-j, hviskede Charlotte.

- Ja, men han, den unge Fyr, har været god mod Dem.

- Aa . . . han!

- Ja, det sagde jeg ogsaa om Hansen. Men tag Dem i Agt for forgyldte Baroner og . . . Herrer med blanke Silkehatte . . Saa, mens Vandet til Kaffen koger, skriver jeg til ham, Iversen.

- Nej, nej, nej!

- Jo, jo, jo! . . . Ti stille og vær artig, mit Barn! Det staar man sig ved i Længden.

Madam Hansen lavede Kaffe og satte en tarvelig Frokost frem, bestaaende af Brød, Smør, én røget Sild og Ost. Begge Kvinderne spiste den, mens Solen skinnede ind i Værelset, uden at et Støvgran kunde opdages.

Stuen var et lille Asyl, befæstet mod Angreb fra den store Verden, opbygget af Resignation og Arbejdsomhed. Madam Hansen nikkede hen til sine Blomster og derfra til Charlotte. Efter endt Maaltid gav hun sig til at skrive. Pennen sad tungt i hendes 393 store Haand og skred hen over Papiret som en Harvetand i Pløjejord, men de fire Sider skulde fyldes.

XXII.

Huset, som var anvist Skytten paa Herregaarden Strandholt, lignede en pæn Husmandsbolig. Det laa uden for det egentlige Kompleks af Herregaardens Udbygninger, et godt Stykke inde paa Marken med Façaden ud mod en smal Kørevej, som fortsattes ind gennem Skoven.

Det var en Vintereftermiddag i Skumringen. Sneen laa lillaviolet hen over Mark og Vej; paa Himlen hang mørke Skyer med revne Rande, bræmmede med blankt kobberrødt.

Husets Beboer, Kristian Ulriksen, tillige Jæger hos Baronen og som saadan fungerende bag paa Kareten ved højtidelige Lejligheder med Hanefjer i den trekantede Hat, sølvbeslaget sort Bandelér med tilhørende Hirschfænger og Sølvepauletter paa den grønne Frakkes Skuldre, vankede i Dag i sin daglige Dragt: kort graa, grønkantet Tunika, knappet bagtil med en Strop, militærformet grøn Hue, langsomt fra Herregaarden hen mod sit Hus. Da han var et halvthundrede Alen fra Bygningernes Masse, havde han tændt sin korte Pibe i Læ af Hasselhegnet og Diget, der løb langs Hovedkørevejen. Han vilde just til at slaa ind paa Vejen til sit Hus, da han hørte Stemmer, som han i Egenskab af vel disciplineret Funktionær ikke turde overhøre, thi de tilhørte Personer, som han ikke turde lade uænsede selv paa lang Afstand. Han gjorde da i en Fart Front mod Hovedvejen, tog Piben ud af Munden og Kasketten af Hovedet, holdt den første ned ad sit venstre og den anden ned ad sit højre Laar, mens han slog Hælene sammen. Kristian Ulriksen havde gjort Tjeneste ved Fodgarden, havde endog været Underkorporal og havde bevaret en Blanding af militær, stram Høflighed og en Befalingsmands Flothed, hvilken sidste røbede sig i at tale meget højt i en vis smørbelagt deklamatorisk Tonart og i en Stræben efter at smykke Talen med Adjektiver og Adverbier, anvendte uden for deres sædvanlige Betydning.

De to spaserende var Baronen, som nu skulde, hjem og 394 spise til Middag, og hans øverste Funktionær, Godsforvalteren. Baronens Dragt mindede noget om hans Jægers, kun at han bar graa Hat med en lille Fjerkokarde paa Siden og lyse Benklæder i de viksede Skaftestøvler.

- Naa, der er De, Ulriksen! sagde Baronen og nikkede.

- Ja vel, Hr. Baron! svarede Skytten og strammede sig.

Baronen gjorde Tegn til, at han maatte sætte Huen paa i Betragtning af den skarpe Frostvind. Han vekslede et Blik med den trivelige Godsforvalter, en halvthundredaarig Mand i mørk Overfrakke og sort Bulehat. Godsforvalteren gjorde en Hovedbevægelse: en Blanding af en Hilsen og et opfordrende Nik.

- Vi kommer fra Skovrideren, Ulriksen! sagde Baronen.

- Sandsynligvis, Hr. Baron! sagde Skytten med dyb, højtidelig Røst og slog Hælene sammen.

- Det er jo galt med Iversen.

- Øjensynligen, Hr. Baron!

- Han er jo altid fuld.

- Begribeligvis, Hr. Baron!

- Og Konen med. De drikker om Kap.

- Selvfølgelig, Hr. Baron!

- Og saadan kan det ikke blive ved at gaa.

- Umuligvis, Hr. Baron!

- Naa . . . og Sønnen . . . Peter, gør han Fremskridt?

- Upaatvivlelig, hvad den mere interessante Videnskabsdyrkelse angaar, Hr. Baron!

- Ja, det hører jeg. Den nye Skolelærer i Brøndby kommer nok hver Aften og læser med ham. Hvad læser de?

- Ældre og nyere levende Sprog, figurlige og bogstavelige Regningsmethoder, Udlandets og Fædrelandshistoriens indtrufne Begivenheder og andre Eksceteraer, Hr. Baron!

Baronen lo, Godsforvalteren stemte i med. Jægeren fandt tilsidst ogsaa, at det var passende at give sit Bidrag med i Terzetten i Form af tre: Ha, ha, ha! taktfaste som et skandinavisk Hurra.

- Er han flink til sin Gerning? spurgte Baronen videre.

- Om jeg turde sige min ubegribelige Anskuelse, Hr. Baron, saa skyder han jo godt.

- Ja, det véd jeg . . . men . . .

- Men han har efter mine Principer noget for meget af de højere gaaende Tankegange i Hovedet.

- Han har nok ogsaa sin Gang hos Skovrideren?

395

- Ja vel, Hr. Baron, mere jævnligen!

- Og Skovrideren giver Dem somme Tider Ordre til at overlade ham til sig?

- Hyppig, Hr. Baron!

- Hm! Og Skovrideren læser ogsaa med ham?

- Unægtelig, Hr. Baron! Men, om jeg maa tillade mig, saa er det nok bare Planternes Botanik.

- Ja, i hvert Fald er han da for ung til al følge efter Faderen . . . naa . . . Ja, saa er det godt, Ulriksen. Farvel, Ulriksen!

Nogen saligere Henrykkelse end den, der stod malet paa Skytten Ulriksens Ansigt, som det røde Aftenskær belyste og idealiserede op i noget overjordisk, er næppe frembragt ad Kunstens Vej. Lykken gjorde det temmelig ubevægelige, mørktfarvede Ansigt kønt, og hans tætstudsede sorte Underofficersoverskæg ridderligt. Han holdt sig længe ved Ledstolpen, badende sig i Vinterens Aftenglans og den bidende Vind, og sagde halvhøjt:
- Klarligen gaar jeg til Alters i Brøndby Kirke paa Søndag, og bag efter saa gaar jeg til Gaardmand Peder Jensen og bejler med Alvor til Kirstine.

Han havde ikke Lyst til at gaa til sit Hus, fra hvis Gavlvindue han saa et Lys skinne ud paa Sneen. Det var fra Peter Iversens Kammer. Det var jo desuden Synd at fortælle Sønnen, at han, Ulriksen, skyldte Faderens Ulykke sin Lykke. Lykken gjorde Skytten godhjertet.

Baronen og Godsforvalteren var naaet midt paa Broen over den gamle Grav.

- Hvad skal vi gøre med Sønnen, Amtrup? spurgte Baronen. Jeg mener Iversens Søn.

- Ja-a . . ., svarede Godsforvalteren.

Og begge stirrede ned i det sortegrønne Vand, hvori det hist og her lagde sig karmoisinrøde Prikker og Streger.

- Det ser ganske morsomt ud, det Væsen der nede i Vandet, bemærkede Baronen.

- Saamænd gør det det, Hr. Baron, sagde Godsforvalteren lidt dvaskere, end det stemmede med den korrekteste Subordination. Baronen havde et fint Øre for sligt, følte, at han vist havde gjort en Streg for langt hen mod det gemytlige ved at lade sin Funktionær se, at han kunde fortabe sig i en saa simpel Ting som Lysspejlingen i sin Borggrav.

396

Baronen saa paa sit Uhr. Den manglede tyve Minuter i Spisetid, og egentlig gad han ikke gaa op, før den manglede otte, thi saa slog det akkurat til for ham at faa klædt sig om i sort Kjole og graa Benklæder. Han blev staaende og saa ud over Vandet som før, men med mørkere og strængere Mine. Godsforvalteren gjorde det samme. Han vogtede sig vel for at bryde Tavsheden.

- Skulde man hjælpe Iversens Søn til at studere? Hvad Amtrup? spurgte Baronen.

- Studere? . . . Til hvad, Hr. Baron? Til Forsteksamen?

- Nej Gu' vil jeg ej! Jeg skal ikke have flere Forstkandidater her paa Godset. Den Slags Herrer vil ikke lade en raade i ens egne Skove og er saa selvkloge og doktrinære. Hør Amtrup! (og Baronen gottede sig indvendig ved at tillave en Skose til Godsforvalteren) . . . skal vi lade ham studere Jura og gøre ham til Fuldmægtig hos Dem, naar han er bleven Kandidat? . . . Hvad? Ha, ha, ha! Hvad, Amtrup? De holder jo saa meget af juridiske Kandidater!

Godsforvalteren beherskede sit Ansigt, der altid følte Trang til en Grimace, naar juridiske Kandidater kom paa Tale. Baronen lo stærkere og vedblev:
- Man kan opdrage Hunde til at leve i Fred med Katte. De maa opdrage Dem selv til at taale juridiske Kandidaters Tilværelse, Amtrup! Vi har Brug for dem i den senere Tid til at pudse paa Bønderne ved Folkemøder. Nu er jo vi og Professorerne allierede. Ja, den er haard at bide paa! Hvad Amtrup! . . . Naa, men giv mig saa et godt Raad om den Fyr! Til Skytte vil jeg ikke have ham, men man kan jo ikke lade ham sulte, fordi den gamle tørster! Og Faderen skød brillant i sin Tid. Hm! Man troede, man gjorde det saa godt, da man fik ham gift med Mette. Jeg vil gøre noget for Drengen, Amtrup!

- Vil Hr. Baronen saa tage med Ro, hvad der følger paa?

- Hvad mener De med det? spurgte Baronen myndig.

- Tillader Baronen mig at tale frit?

- Plejer jeg at hindre Dem i det, Amtrup? Sig, hvad De vil!

- Fyren er efter min Mening for gammel til at begynde at studere.

- Aa! Jeg véd fra min Svoger, Ministeren, at mange af de Bønderdrenge, som Staten understøtter til deres Studeringer, er 397 lige saa gamle. De gaar til Eksamensbordet med Forlovelsesring paa Fingeren. Ha, ha, ha!

- Ja, lad bare Peter Iversen komme til København og faa opstøvet Mette Splüths Datter! Hr. Baronen véd jo, at hun tjener i et Hotel i København?

- Hvor Pokker skulde jeg vide det fra? Og hvad kommer den Tøs mig ved?

Og Baronen fik travlt med at se efter en Genstand, der svømmede nede i Vandet.

- Nej, ikke uden for saa vidt, at Baronen med Interesse følger alle Godsets Beboere, bemærkede Godsforvalteren med indvendig levende, men udvendig usynlig Skadefryd.

- Hm! Jeg mener, hvad kommer det mig ved, hvem Iversens Dreng tager til Kæreste? Hvad vilde De ellers sige?

- Jeg tror ikke, det er klogt, at vi . . . at Godsejerne hjælper til, at Bønder kommer til at studere. Derved arbejdes Demokrati, Radikalisme, Grundtvigianisme o. s. v. o. s. v. op i Embedsstanden. Vi . . . det vil sige de Herrer Godsejere, skulde ikke bidrage til at skaffe sligt Plads i Administrationen.

- Det er der Skam noget i! Der er noget i, hvad De siger, Amtrup! Jeg vil betænke mig paa det. Naa, maaske vil dog Iversens Dreng, som er opdraget paa et Gods og er Søn af en underordnet Funktionær paa Godset . . .

Forvalteren trak paa Skulderen og sagde:
- Hans Manuduktør, den nye Skolelærer i Brøndby, er jo en politisk Wühler!

- Puh! Ja, det er en af de rare Følger af, at de Sognerødder fik Forslagsret til Skolelærerkaldene. Hm . . . ja nu slaar min Klokke. Farvel, Amtrup!

Baronen rakte Godsforvalteren Haanden med en adspredt Mine, og hver gik til sin Side over Broen.

Da Baronen havde fuldendt sit Toilette og var i Færd med at pynte sin Knevelsbart foran Spejlet, søgte han at klare sine Tanker. Han var midt i sin Indolens en ganske retskaffen Mand. Hans lille Historie i sin Tid med Lotte ærgrede ham. Det var en Pokkers køn Tøs . . . men . . . det kunde hun jo da ikke gøre for. Det havde aldrig været Skik i den v. Horstenske Slægt at holde Maitresser blandt Godsets Folk; og hans Fader havde altid strængt udtalt sig mod en vis Greve, som havde en hel Koloni af ,,etites maisons" paa sit Gods. Det var upassende. Han hverken turde eller vilde svigte den kønne Tradition. 398 Og den gamle Iversens Demoralisation ærgrede ham ogsaa, fordi han selv paa en Maade var Skyld i den. Han mindedes Iversens Jagtgalanterier imod hans Herre, blev næsten rørt ved Tanken om, at han en Gang havde skaffet ham fem Ræve at skyde paa én Dag.

Da han gik ned ad Trappen til Spisesalen, mumlede han:
- Man sover bedst og har bedst Appetit, naar man gør, hvad man tror er det bedste. Bliver Knægten Demokrat og Fritænker eller saadan noget, saa faar det blive en Sag mellem Vorherre og ham.

Han vilde dog først tale med sin Moder, inden han gav Godsforvalteren en bestemt Ordre. Thi gennem ham maatte, i Følge god Skik og Etikette, Tilbudet gøres Peter Iversen.

Altsaa, da Baronen havde spist til Middag i Kjole og lyse Benklæder med Baronessen, Børnene og Huslæreren, og da han under Kaffen havde spillet et Parti Billard med den sidste, kunde han regne ud, at hans Moder, Enkebaronessen, var færdig med sin Siesta. Han gik da over til hende.

Baalet flammede højt i Kaminen, frembragte stærk Varme i den med tykke Tæpper, Portierer og Gardiner paa alle Ender og Kanter tættede Salon og fik Messinggitteret foran den til at ligne glødende Jern.

Den gamle Dame sad i sin mægtige Lænestol med et Par Ørepuder, der mindede om Hovedstolene paa Køreheste, og havde ombyttet Middagsluren med, hvad hun kaldte at tænke, det vil sige: med at holde en Slags Revue over gamle Minder, der passerede forbi som Skyggebilleder paa Væggen lige over for hende.

- God Aften, Mama! sagde Baronen.

- Naa, det er Dig, min Engel! sagde Baronessen.

Saaledes havde hun tituleret sit eneste Barn, fra han var lille, og var bestandig bleven ved med det, rent overseende, at Engle vel næppe kan have saa vældige Moustacher og saa trivelig en Nakke.

- Her er væmmelig hedt! sagde Baronen og pustede. Saa kastede han sig i en Lænestol, gabede og slængte Benene langt fra sig.

Baron Horsten havde ellers en fin Mands ydre Levemaade, men, underlig nok, naar han var alene med sin Moder, kom der noget frem hos ham, som mindede om en stor, trodsig Fyr i Lømmelalderen. Han kunde ikke rigtig glemme, at hun i sin 399 Tid havde tvunget ham til at gaa i Latinskole og derved foranlediget, at han blev Student med tredie Karakter, ej heller den Kamp, han havde havt med hende for at blive fri for derefter at læse til statsvidenskabelig Eksamen og blive Diplomat. Og bestandig følte han sig under hendes Herredømme, turde ikke andet end raadspørge hende i vigtigere Anliggender, men tog Revanche ved at handle bag hendes Ryg, naar det angik Smaating. Deri understøttedes han ivrig af Godsforvalter Amtrup, som i fortrolige Samtaler under fire Øjne med Godsets andre Funktionærer altid betitlede Enkebaronessen: Den gamle Sidse! Enkebaronessen spurgte:
- Er der noget i Vejen, min Engel?

Baronen sparkede en Gyngeskammel til Side, svarede ikke, men mumlede:
- Man tør naturligvis ikke ryge her?

- Jo, naar Du vil, lille Ven, svarede hans Moder, men i en Tone, der berøvede ham Modet til at trodse en Cigar igennem. Efter en ny uvenlig Behandling af Gyngeskamlen rejste han sig, gik et Par Gange op og ned ad Gulvet, pustende og beklagende sig over Varmen.

- Naa ja, min Engel! Gamle Mennesker fryser . . . Men Du er ikke vel, Frits. Nej, Du er ikke. Saadan er Du, siden Du var Barn. Ja, det giver mange Ubehageligheder at administrere et større Gods. Ach ja!

Baronen standsede og stillede sig tæt foran sin Moder. Kaminbaalet oplyste begges Ansigter, den gamle Dames fine og skarpe Træk med den hvide Hud og den fyrretyveaarige Mands, der lignede hendes, men som Kødfylden og Skægget havde røvet dens oprindelige fine og faste Omrids, mens Huden var bleven rødbrun af Friluft- og Jagtliv. Baronen sagde med et Tonefald, som om han vilde trodse noget igennem:
- Ja, en ny Skovfoged maa vi have i Hestehaven.

- Ja begribeligvis, som han siger . . . hvad hedder han, din Jæger? sagde den gamle smilende og nikkende.

- Naa. Saa det synes Mama? Hm!

Baronen var ikke glad over, at hans Moder var af samme Mening. Det berøvede ham Stolthedsfølelsen over at have taget et kraftigt Initiativ. Han fortsatte gnavent:
- Ja, det er godt nok! Men saa er vi jo lige vidt. Vi skal jo have en ny Skovfoged.

- Ja, ja, min Engel! Men Du véd jo fuldt saa vel som jeg, 400 at efter gammel Tradition faar Skytten den Post. Og du kan jo godt lide ham med Adverberne.

- Ja, ja, ja, ja! Det har jeg naturligvis bestemt for længe siden.

- Saa er jo alt godt, Barn!

- Ja, men saa har vi jo Iversen.

- Han har altid været et mauvais sujet i mere end én Henseende.

- Aa, det er siden han fik den Kælling!

- Aah -! Det er snarere ham, der har demoraliseret Mette. Men, enfin! nu gælder den ene lige saa meget som den anden. Men sulte maa de ikke.

- Det behøver Mama virkelig ikke at sige mig. De bliver naturligvis i det gamle Skovfogedhus, og Ulriksen maa nøjes med det nye, som Iversen maatte i mange Aar.

- Ja, men sødeste Barn, saa er jo alt comme il faut!

- Nej, Gu' er det ej, Mama! Hvor skal vi gøre af Iversens Dreng? For til Skytte vil jeg ikke have ham.

- Nej, nej, min Engel; det vilde være Synd for Peter Iversen med hans gode Hoved.

- Hvorfra kender Mama noget til det?

- Kæreste Ven: Du er Godsets Herre, men Du tillader dog vel mig at gøre mine Observationer angaaende Beboerne og Fonctionnairerne. Skovriderens Kone . . . aa pardon! . . . Frue har jo sagt mig . . .

- Ja . . . jeg har tænkt paa at hjælpe ham til at studere.

- Det var smukt!

- Ah! Det vidste Mama dog ikke noget om.

Den gamle Dame smilede fint og sagde:
- Ikke det mindste af Verden! Baronen sagde ved sig selv:
- Hvor Pokker har hun snuset det op? Jeg kan høre paa hende, at hun véd det.

Han blev gnaven igen og sagde højt:
- Ja, det er nu meget godt! Men de Bondestudenter er altid Venstremænd og Demokrater. Og Pokker skulde da give Penge til at opelske den Slags Agerkaal og Skræpper.

- Min Engel . . . har Du aldrig været Demokrat eller sligt? Nej, nej! Det laa ikke i Luften i din første Ungdom. Ser Du, unge, ganske unge Mennesker bliver det saa let, og det kommer 401 af Enthusiasme, og det er der i og for sig ikke noget ondt i, Frits! . . . Nej, vær rolig, mit Barn; det er horribelt, naar ældre Folk er det. Men, ser Du . . . længe før Du var født . . . det var i 1830, da boede jeg i Paris, hvor Papa den Gang var Attaché ved Ambassaden. Jeg var tyve Aar . . . og jeg forsikrer Dig for, jeg var saa enthusiasmeret for Julirevolutionen og nynnede, naar jeg var ene:

Peuple français, peuple des braves,
La liberté rouvre ses bras!

Den gamle Dame tog nogle skrigende høje og en Del hæst brægende Mellemtoner og afbrødes af sin egen Hoste og sin Søns Latter og Udbrud:
- Mama! Har Du været Venstre?

- Ja le kun, mon ange! Alle unge Mennesker synger "en avant, marchons!" Og det er rimeligt, at Skovfogdens Søn gør det samme nu. Men lad ham kun studere, hvis han har det gode Hoved, som de siger. Lad ham først faa Embede, ser Du, saa gaar alt det revolutionære af ham. Jeg kunde ønske, at alle de ildesindede Bønder lod deres Børn opdrage til Embedsmænd, saa blev der nok Ende paa det horrible politiske Brouilleri med de Skolelærere og Gaardmænd . . .

- Hm! Mama synes altsaa om . . . om min Plan med Iversens Dreng?

- Som om det kunde være min egen, min Engel!

Thi Planen var Enkebaronessens. Skovriderens Frue havde talt om, at hendes Mand læste Botanik med Peter, og at han troede, at Fyren var oplagt til Læsning. Baronessen havde sagt, at hun skulde sige til sin Mand, at han skulde foreslaa Baronen at hjælpe det unge Menneske til en videre Uddannelse, og fra da af havde den gamle Dame forudset Sagens Gang, ogsaa en svag Modstand fra Godsforvalterens Side, men havde ladet denne paa tredje Haand tilflyde den Meddelelse, at samme Modstand vilde man stræbe at gøre uskadelig.

Baronen bød Farvel. Mens han gik over Borggaarden, mumlede han:
- Som om det kunde være hendes egen? Hm! . . . Det skal jeg dog nok faa undersøgt!

Men Baronen anstillede ingen Undersøgelser. De kunde 402 muligvis have ført til et Resultat, han ikke skøttede om, og hvorfor berede sig selv Ærgrelser?

XXIII.

Oppe i Skyttehusets Gavl havde Skyttens Lærling, Assistent, eller hvad man nu vil kalde det, Peter Iversen sit Kammer.

Den første Tid efter Charlottes Flugt hjemmefra var tung for ham, thi han levede i fuldstændig Ensomhed. Morskabsbøgerne fra Sognebibliotheket kunde ikke holde hans Interesse og Opmærksomhed fast: hans Tanker løb langt ud over Bogen paa Jagt efter den undvegne. Og aldrig hørte han et Ord fra hende. Han ventede og ventede, længtes og længtes; han gav sig hen i Sorgen og Savnet, saa deres Bølger lukkede sig om ham. Men hos denne sunde og stærke udannede Fyr, der ikke formaaede at uddybe Sorgen ved Refleksioner over den og sig selv, forløb saadanne Tilstande efter Naturlove som en Sygdom, indtil Sundheden vandt Sejr af sig selv. Saaledes begyndte Peter Iversen med at synke sammen i fraværende Sløvhed, under hvilken han mekanisk passede sin daglige, lidet anstrængende Dont. Han blev led ved Mad, men sov meget. Han, der fra lille af var vant til at staa op med Solen, følte hver Opvaagnen om Morgenen som en Smerte, og, kunde han stjæle sig et Kvarters Søvn til, saa gjorde han det. Næste Stadium var samme Mangel paa Appetit tilsat med Søvnløshed. Det var fortvivlede Nætter. Han græd højt, og Graaden rystede hele hans store Krop og Sengen med den. Og, saa underlig det kan se ud, først i en søvnløs Nat gik det rigtig op for ham, hvad han fejlede, thi gennem hans Graad tvang sig, uden han selv kunde gøre for det, Raabet: Lotte! . . . Lotte! kommer Du ikke tilbage, eller skriver Du mig ikke til, saa dør jeg, og, dør jeg ikke af mig selv, saa skyder jeg mig!

Naturligvis skete ingen af Delene, hverken Selvdød eller Selvmord. Peter Iversen ventede saa længe energisk paa, at det første skulde ske, at han havde tabt al Energi til at tænke paa Nr. 2. Han drev det til en Gang at gabe over Løbet paa sin Bøsse, men han kom til at le ved Tanken om Omstændeligheden 403 at tage sig af Dage med et saa prosaisk Vaaben som en saadan moderne Baglader.

Det var en heldbringende Krisis, men Sygdommen var ingenlunde forbi, og Rekonvalescensen blev lang, saare lang.

Det næste Stadium var Selvforagt, Var han, Peter, en ulykkelig Elsker efter de gamle Ridderes Vis? Hans Idealer fra Bøgerne gjorde dog et eller andet.

Ja, hvad gjorde de saa? De græd, de rasede. Naa, det havde jo han, Peter, ogsaa gjort; men det kunde han ikke mere, uden at han skabede sig, og det kunde han ikke, selv om han vilde. Han kunde kun sørge stille, ganske stille.

Var det kun fine Folk, der kunde have fine Fornemmelser? Han huskede Holbergs "De Usynlige" og følte sig selv som Arlequin. Hvem kunde være Leander! Baronen? . . . Nej. Saa megen Kritik havde Peter Iversen, at han slet ikke kunde tænke sig Baron Horsten smægtende eller evig sukkende for ugengældt Elskovs Skyld. Foreløbig erklærede Peter Iversen sin Tid for en lumpen Tid i Sammenligning med Riddertiden. Den Gang kunde man elske og fortvivle.

Han var jo ogsaa fortvivlet, men det havde dog ikke ret Art. Saadan at gaa og glo og ikke i det mindste rive Flænger i sit Bryst med Neglene.

Saadan gik han og slentrede om i naiv Betænkelighed, ærgrede sig over sig selv og var dog oprigtig bedrøvet. Hvorfor var der ingen, der kunde hjælpe ham til at gøre en Daad for den "lille Lottes" Skyld? For selv kunde han ikke finde paa, hvad han skulde gøre.

Omgang havde han ikke. Ulriksen var hans Principal, og Ulriksen holdt ham i Afstand. Peter Iversen havde ingen Lyst til at drikke med Herregaardens Karle. Ubevidst havde han fundet sin Plads i Herregaardens indviklede Rangfølge: for fin til Karlene, for simpel til Gartneren, med Mulighed for at komme i Klasse med Kusken og en af Tjenerne, men det havde han ingen Trang til. Hverken Fugl eller Fisk gik han sin ensomme Gang.

- Det er en sær Rad, som holder mest af at disputere og spekulere, sagde Ulriksen en Gang om ham til Kusken.

Han groede, trods sin Kærestesorg og sin Ensomhed, op til en køn, stærk Karl. Det var ikke den ranglede, ledeløse Dreng, som Lotte havde kendt. Barberingsprocessen havde han opgivet. I store Krusninger groede det blonde Skæg over Mund, Hage 404 og Kinder. Hans Principal, Ulriksen, mente, at han ved Sessionen vilde blive taget til Husar.

Det morede ham at gaa paa Jagt. Han havde lige fra sine Drengeaar lært at skyde. Paa en stor Jagt havde Baronen bemærket :
- Det er dog Pokkers med disse arvelige Talenter. Den Dreng har arvet sin Faders Haand og Øje. Han skyder bedre end de fleste, som er "af Familie". Det er ærgerligt at se paa, men sandt er det. Kan Du begribe det, Beringskjold? Ikke fordi jeg sværmer for de Grossererdrenge fra København, men noget højere end Skovfogeddrenge skulde man dog tro, at de stod. Men kan Du huske den Grossererdreng, der skulde være Forstkandidat, og som forleden Aar laa i Skovridergaarden? Om han saa blev hundrede Aar, vilde han aldrig have lært saa meget, at han kunde træffe en Hare i Sædet.

Fætteren svarede:
- Disciplin, kære Frits! Hvorfor gør en Herskabstjener aldrig en Taktløshed? Fordi han er paa en Herregaard. Kan Du erindre Anders, din forrige Tjener? Han kom i Tjeneste hos Etatsraad Poulsen - ham Klipfiskemagnaten - véd Du. Som Medlem af Dyrebeskyttelsen var jeg nødt til at gaa til en Middag, som den Karl gav, og Anders vartede op. Og Karlen har den Frækhed at nævne mig ved Navn og Titel og sige God Dag, mens han bød om. Havde det kunnet ske hos Dig, Frits? Aldrig!

- Ne-ej! sagde Baronen, men lo indvendig ad sin Fætters fine Fornemmelser. Han vidste, at han havde været hemmelig forlovet med Etatsraad Poulsens Datter, men at hun havde foretrukket en Bankdirektør og ladet den adelige Officer løbe. Baronen mente, at det kunde Beringskjold og den Slags Fyre, der anglede efter det rige Bourgeoisis Døtre og derved gjorde deres Stand Skam, have rigtig godt af.

Peter Iversen havde af sin Principal faaet Ordre paa at skyde et Daadyr til et Middagsselskab hos Baronen. Det holdt han ikke videre af. Thi det var blot at gaa over i den indhegnede Dyrehave, vælge et godt Eksemplar og besørge det skudt. Som Jæger var han endnu saa meget Romantiker, at han sagde om denne Fælden af indelukkede Dyr: Det er ikke kønnere Arbejde end en Slagters.

Han havde fuldført sit Hværv en skumrende Eftermiddag i den sene Høst og sad nu paa en Stente og saa ind mellem de 405 mylrende tynde Stammer, op i den brogede Løvmasse, som langsomt fortyndedes, fulgte Bladenes tunge, uvillige Fald i den tunge Luft, saa dem drive med det sortegrønne Skovkærs staalhvide Krusninger, undersøgte saa den urolige Himmel, hvis sorte, sod- eller blyfarvede Skyer med deres uregelmæssige Omrids lignede Landmasser med dybt indgaaende Skærgaarde fra det rolige, hvidblaa Hav, som var det et kæmpemæssigt Norges Landkort.

Krager kredsede skrigende rundt om Trætoppene, snart i Sværme, snart enkeltvis, samlende og splittende sig. Inde fra Skoven hørte han raslende, pikkende og svagt susende Lyd mellem store Pavser. Men intet levende saas derinde; Daavildtet var efter Skuddet tyet ind i de straatakte Dyrehuse med de høfyldte Krybber og den lune Strøelse.

- Har man Lov at gaa ind her? lød en trompetskingrende Røst med jysk Tonefald lige i Øret paa ham.

Peter Iversen fór op af sine Tanker, der drejede sig om Lotte, men nu med en Rekonvalescens stille, melankolske Vellyst. Han vendte sig og saa en høj, køn Mand med et mørkt Helskæg, regelmæssig Profil, store selvglade Øjne, i stumpet Frakke og med en Shagpibe i Munden staa hinsides Stenten.

- Nej, det er ikke tilladt, svarede Peter Iversen.

- Jeg troede ellers, Skoven var for Hvermand! raabte den fremmede. Men jeg kan nok mærke, at Mindet om Træhest og Hundepisk endnu levér paa denne her' Egn. Naa, det er maaske Skytten hos hans Højvelbaarenhed, Don Ranudo de Colibrados. Naa, naa, naa, Skytte! (her klappede den lange Mand Peter Iversen paa Skulderen), De forstaar vel Gemytlighed, hva'? Hvorfor slaar I ikke en Plakat op og smører paa den: Adgang forbydes? Saa vilde jeg netop gaa ind og lade mig tage op ligesom en Ko, og saa vilde jeg se, om Don Ranudo vilde tage lige saa meget i Optagelsespenge af en Skolelærer som af en Ko. For jeg er den nye Skolelærer i Brøndby. Jeg er kommen herud for at kaste Snus i Øjnene paa hele Baroniets Besætning lige fra hans Højvelbaarenhed ned til hans velbyrdige Bindehunde!

Kragerne akkompagnerede villig den højt talende Mand. Det skingrede gennem den dunkle Skov.

- De er ellers en Kraftkarl at se paa, Skytte! sagde Skolelæreren. Hvad hedder De?

Peter Iversen kunde godt lide den fremmedes Ansigt og syntes, det var en morsom Mand, siden han saadan turde gabe op. Han sagde ham sit Navn og sin Stilling.

406

- Ja saa. Naa ja, mit mundtlige Visitkort, ha, ha, ha! det er Rasmus Kortsen, candidatus philosophiae med Bilaget Seminarist, som alt bemærket, Skolelærer i Brøndby, trods Bisp og Baron. Jeg bliver en haard Negl at bide for Baronen, hvis han vil være Neglebider. De kan tro, jeg skal puste Liv i de døde Pletter her paa Egnen. Hvad? Ha, ha, ha! Sove faar I ikke Lov til, godt Folk! I skal komme til at bekende Kulør! De er vel Højremand, Iversen, siden De tjener en Baron?

- Nej, jeg er Venstremand, svarede Peter Iversen.

Det slap nu saadan ud af ham, uden at han kunde gøre for det. Han havde ikke mindste Forstand paa Politik, havde kun læst den nærmeste Købstads Højreavis; men dennes og hans Omgivelsers Raseri mod Venstre havde vakt en passiv Trods i ham, fordi han var bleven ked af det, og fordi han, som alle unge Mennesker, havde en hemmelig Sympathi med al Opposition. Alligevel fortrød og frygtede han sin Ytring straks efter, at den var undsluppen ham, men det var ikke saa let for ham at gøre et Tilbagetog, og, inden han havde faaet gjort det flygtigste Udkast til en Plan, raabte Skolelærer og Cand. phil. Kortsen:
- Bravo, bravissimo! Naa! Af ét Æg kan der komme to Kyllinger, og saa gaar det hele efter en arithmetisk Progression. Naa, det véd De nu ikke, hvad er. Vel? Nej, hvor skulde De vide det fra? De har ikke en Gang taget Præliminæreksamen? . . . Hvad? Vil De ikke være Forstmand? Ikke Raad til det? Sikke noget! Jeg har spist bart Brød til Frokost og Aften, en røget Sild til Middag, delt en halv Flaske Hvidtøl til en hel Dags Fortæring og kommet Vand i, naar det var varmt i Vejret, og jeg tørstede som en Ko; men derfor er jeg blevet til det, jeg er blevet, og har studeret en hel Del mere af de frie Videnskaber end de, der har taget Embedseksamen. Det er Vrøvl med det, at der behøves saa meget til at blive akademisk Borger. Vi, som kommer ude fra Folket, vi kan magelig hamle op med nogle dovne Latinskoledrenge, som sover sig til Studenter i en syv, otte lange Aar. Fortæl mig noget om Dem selv; nu har jeg fortalt Dem noget om mig.

Peter Iversen blev imponeret. Paa den ene Side havde denne Mand noget ved sig, som lagde Bro over det svælgende Dyb mellem en studeret Mand og en Jægerdreng, paa den anden Side følte Peter virkelig Trang til at tale om sig selv, efter at han saa længe havde tiet. Han fandt en Tilfredsstillelse ved at gengive Frugterne af sin megen Romanlæsning ved at komponere sit 407 Levnetsløb, og han begyndte i en noget bogagtig, affekteret Tonart:
- Jeg er født af jævne Forældre i Aaret 186-. Tidlig mistede jeg min Moder o. s. v.

Sin Kærlighedshistorie sagde han dog endnu intet om.

Skolelærer Rasmus Kortsen opildnede ham med Bifaldsraab og sagde, da han tav midt paa en stor Eng, som skilte Dyrehaven fra den store Skov:
- Det er det, jeg siger; det er det, jeg altid har sagt. De Digtertampe skal ud iblandt Folket og skildre det virkelige Liv. Derfor er jeg Realist. Saadan en Levnetsbeskrivelse er et Digterværk. Ja, jeg kan lære Dem en Del, Iversen. For jeg er ikke af den almindelige Slags Studenter; jeg er Avtodidakt. Det kommer af ᾽ αυτός og διδάσχω, to græske Ord, det ene et Stedord, det andet et Udsagnsord . . . ja, ja, Iversen: Der kan komme den Stund, da De kan alle de græske, uregelmæssige Udsagnsord,

Han slog ham saa stærkt paa Skulderen og gjorde et saa tungt Trin i den fugtige Engbund, at han bragte baade Peter Iversen og sig selv til at synke ned til over Anklerne. Da lo han højt og raabte:
Hvad gør det? Gør det vel noget, Iversen? Vi er ikke nogle slatne Københavnere, som er bange for, at den store Taa bliver fugtig. Naa, De har lange Støvler! Ja, saa kan De sagtens; men jeg blev vaad paa Uldsokken. Men jeg er lige glad!

Skolelærer Rasmus Kortsen blev Peter Iversens kæreste Omgang. Han vidste saa meget fra alle Verdens Egne, at Peter blev helt knust af ham. Han slog op i ham som i et Konversationsleksikon og kunde naturligvis ikke kontrollere hans myndig udtalte Resultater. "Ja, noget har jeg da studeret, ha, ha, ha! Hva' Iversen?" sagde Rasmus Kortsen stadig efter at have afgivet sit Responsum. En Dag sagde han: "De skal være Student, Peter Iversen, De skal være Student! Tror De ikke, jeg kan manuducere Dem? Naa, det véd De nu ikke, hvad er, men jeg har jus dimittendi ... De kan ogsaa kalde det dimissionis. Jeg er lige glad. Paa'en Iversen! Lige paa den gloende Ende af en Syl, Iversen!"

Peter Iversen gik ind paa sin Vens Tilbud. Da de mørke Dage kom, mødte Rasmus Kortsen hver Dag i Skyttehuset og fjærnede med Myndighed enhver Indvending fra Ulriksens Side ved Tilraab som følgende:
408 - Ulriksen skubber vi til Side! Hu! sikken en gammel livegen reaktionær! De skulde lære Latin, Græsk og Fransk, Ulriksen, hvis De kunde. Men Pandeskallen er for tyk, Ulriksen! Ti stille, Ulriksen! Jeg har tre Bajrer i Lommen. Her skal De se! De faar den ene, men hold saa Kæft, Ulriksen! Det er Toldafgift, Peter Iversen, for at betræde disse velbyrdige Territoria. Hva', Peter Iversen? Er'et ikke? Ha, ha, ha! Drik bare Afgiften, Ulriksen, og sov ud fra Deres anstrængende Dagsarbejde som Baron von, van, de, di, da, der Horstens Oberhofjägermeister . . . Se, hvor Ulriksen glor! God Nat, Ulriksen! Hils Deres Maaske-Børn, Ulriksen! Hvad, Peter Iversen! Ha, ha, ha!

Ulriksens militære Holdning knækkede under Rasmus Kortsens Slag paa hans Skulder og Knubs mod hans Bryst. Han bevarede dog sin ydre Værdighed, trak paa Skuldrene, gik og mumlede:
- Han er gal, den Degn! Jeg kan ikke knuse ham!

Oppe i Kvistkammeret, der hidtil havde været halv koldt, fordi Peter Iversen beskedent havde sparet paa Brændet, var der nu hver Eftermiddag stegende hedt. Thi Rasmus Kortsen kastede Brænde i den lille tyndbenede Kakkelovn, til den blev rødglødende. Han raabte:
- Ulriksen har Brændedeputat, Iversen! Hvorfor skal vi spare? Stamhuset betaler. Det skal det gøre, for det er en grundlovsstridig Indretning. Der staar udtrykkelig i Grundloven, at ingen Stamhuse eller Fideikommisser maa oprettes mere, og de, der nu er til, skal ved Lov gaa over til almindelig Ejendom. Ha, ha, ha! Noget har man dog studeret i sit Liv!

Under den lille, yderst tarvelige Petroleumslampe med den grønne Skærm, mellem de store sorte Skygger op ad de kalkede Vægge og det perlemalede Panel, tæt besat med smaa Træslaaer, der lukkede for hemmelige, men aldeles ubenyttede Skabe, gav Rasmus Kortsen sig til hver Eftermiddag at lære Peter Iversen Latin, Græsk, Fransk, Tysk, Mathematik og alle mulige Videnskaber. Han rasede og skreg op, stampede og skrabede Stolebenene mod Gulvet.

Det var en sær Undervisning. Hvert Øjeblik viste det sig, at Læreren ikke forstod Teksten i de gamle forrevne Udgaver af Cæsar, Cicero og Virgil og de lige saa medtagne Læsebøger i fremmede Sprog. Men sin Grammatik kunde han paa Fingrene og docerede Reglerne i Takt, som han end yderligere markerede ved at stampe med Hælen efter hvert Ord i en Ramse eller hver 409 Sætning i en Regel. Naar han saa, at hans Manuducend blev sløv eller træt, aabnede hans Mund sig til et stort Grin, og han raabte:
- Ja, Videnskaben er s'gu tør, Peter Iversen! Den har et strængt Minerva-Ansigt. Den er ingen Venus, den er Pallas Athene.

Naar Ulriksen blev vækket neden under af sin Middagssøvn, brummede han tidt:
- Det er Fa'en til Degn, den Degn! Men det har han Ret i: Videnskaben kan ikke være Spøg.

Peter Iversen fandt heller ikke Videnskaben rigtig morsom. Han kunde indvendig blive yderlig opbragt paa Rasmus Kortsen, thi han, Peter Iversen, vilde saa gerne føle . . . fornemme . . . hvad Cæsar, Cicero og de andre gamle Genier, han læste om i Historien, egentlig havde sagt, men deres Ord og Mening druknede i Verbernes Hovedtider, i Akkusativ med Infinitiv, i ut-Sætninger, og Voltaires Tekst kvaltes af franske Køns- og Flertalsdannelser, Goethe i tyske Deklinationer og Undtagelsesdeklinationer, hvis Tal var legio. Han lærte blandt andet at oversætte hele Sider af franske Stiløvelser aldeles korrekt; men, læste han en fransk Tekst, var den ham under Oplæsningen omtrent lige saa uforstaaelig som en græsk. Han følte snart, at Rasmus Kortsen heller ikke forstod Teksterne, og, naar han skulde oversætte dem, gav han en Sludder for en Sladder. Da han en Gang ydmygt erklærede, at han ikke forstod det, sagde Skolelæreren, som efter et Par Maaneders Forløb havde drukket Du's med ham i bajersk Øl:
- Nej, Du, Peter, det tror jeg nok. Tror Du, at man saadan uden videre render ind i Videnskabens allerhelligste? Der er jeg lige netop naaet ind.

Somme Tider var Peter Iversen arrig paa sin Lærer. Men Rasmus Kortsens samvittighedsfulde Iver, hans Anstrængelse og høje Raab, der lokkede store Sveddraaber ud af hans Pande og fik Vædsken fra Munden til at risle ned i hans sorte, allerede lidt graasprængte Skæg, hans Uegennyttighed rørte ham. Havde Peter Iversen afleveret en Ramse, f. Eks. i Fransk om Udsagnsord, der styre Genitiv, aldeles korrekt, uden Standsning, kunde han blive rørt, naar Rasmus Kortsen henrykt raabte:
- Du bliver Videnskabsmand, Peter! - og derefter slog sine Arme om hans Hals, som om han vilde kvæle ham af Henrykkelse.

410

Peter Iversen sled og sled. Videnskabens Tunghed og Tørhed under Rasmus Kortsens Behandling indgød ham forøvrigt Respekt for dens Dyrkere. Folk, der hele deres Liv sled med saadant noget, var værd at lønnes. Det gik op for ham, at Folket burde understøtte dem af alle Kræfter, for deres Arbejde var langt mere anstrængende end Brændehuggeres og Grøftegraveres. Det var disse Samfundsklasser, paa hvis Vegne hans Retfærdighedsfølelse hidtil var bleven opirret, naar han sammenlignede deres Vilkaar med Herskabstjeneres og lignende Individers.

Peter Iversens Studier rygtedes paa Egnen. Skovrideren, der baade var Student og Forstmand, tilbød at læse Naturhistorie med ham. I Begyndelsen gjorde hans livligere og lettere Maade at tage Tingene paa Peter Iversen uvis, om Rasmus Kortsens Tørhed og Bredde ogsaa var nødvendig. Men Skovrideren løjede snart af; tidt var han ikke hjemme, naar Peter kom til ham; han gabede ofte under Undervisningen og lod sin Elev skøtte sig selv. Saa steg Rasmus Kortsens videnskabelige Aktier igen.

Arbejdet var en god Lægedom mod Kærestesorgen. Peter fik ikke Tid til at ruge over sig selv om Dagen, og om Aftenen, naar han gik i Seng, var han saa søvnig, at han sov, saasnart han lagde sit Hoved paa Puden. Men Lottes Billede flimrede fjærnt for hans Syn som en Stjerne gennem Taagen. Han vilde arbejde sig gennem den Taage, blive til noget, saa vilde Stjernen nok skinne paa ham. Lotte havde jo altid været noget storagtig, men højere end til en Student kunde hun dog næppe løfte sine Øjne.

XXIV.

- Gratulerer, gratulerer! raabte Rasmus Kortsen den Aften, da Peter fortalte, at han om Dagen havde faaet meddelt paa Godskontoret, at Baronen vilde give ham en Understøttelse af 500 Kroner aarlig og virke hos sin Svoger for, at han ogsaa fik Statsunderstøttelse, naar han blev Student. Det er jo brillant, Peter!

Peter Iversen drog et Befrielsens Suk, men ledsagede det 411 med et noget overrasket, spørgende Blik paa sin Ven og Manuduktør.

- Naa, saa Du mener, at jeg skulde tage imod det? - Ja, ellers var Du da tosset!

- Men Du sagde jo for et Par Maaneder siden, at jeg ikke burde tage mod en Skilling af den Aristokrat, der betragtede mig som sin Livegen.

- Ha, ha, ha! Har jeg sagt det? Det kan s'gu godt være, for man siger jo saa meget. Ja, Du var da gal, om Du ikke tog det, Peter.

- Forleden sagde Du . . .

- Sludder og Vrævl, Peter! Jeg er Politiker, som en Følge deraf Opportunist. Naar Léon Gambetta, som er mit Ideal, kunde være det, kan jeg ogsaa. Lad den Højvelbaarenhed med Fedtnakken kun spæde til med de Kroner, som hans rævedannede Godsforvalter aagrer med!

- Ja, men hør, Kortsen! Saa vil jeg ikke skælde den Mand ud, hvis Penge jeg tager.

- Forstaar sig, Peter, forstaar sig. Hæ! . . . det behøver der ikke noget godt Hoved til at finde paa. Du indgaar, om jeg saa maa sige, en Alliance med hans Gevaltighed (her gjorde Rasmus Kortsen et temmelig mislykket Forsøg i Skuespilkunst, idet han tilstræbte at gaa efter Baronen og stryge sit Overskæg paa hans Manér), saadan en opportunistisk Alliance, der varer, saa længe den er til Nytte. Om det saa er Stuart Mill, saa hævder han jo Nytten som Grundvold for Moralen. Ja, Filosofi kan Du ikke, Peter Iversen, ikke endnu . . . Hvad har vi i Dag? Historie. Naa . . . den franske Kongerække fra Karl den store. Tronbestigelse og Dødsaar! Paa 'en, Peter!

Men inden Peter fik sagt noget, besvarede Rasmus Kortsen sit eget Spørgsmaal med en taktfast Opraabning af disse Navne og Aarstal, omtrent som en Opraaben af Budene paa en Avktion. Som Skelnemærke mellem hver Konge satte han et dygtigt Tramp af Støvlehælen mod Gulvet, alt mens Kakkelovnen buldrede som en tung Arbejdsvogn paa Stenbroen, og Sneen sendte det ene hvislende Pilebundt efter det andet mod Ruden, og Trækvinden gennem det utætte Vindue i Gavlen krummede Rullegardinet i Bue.

- Nokken en Gang! brølte Rasmus Kortsen efter at have endt Rækken med "Napoleon III, 1852-70, den Meneder og Bandit", og saa Republiken - "vive la république/" Om igen! 412 . . . Karl den store, 768-814, Ludvig den fromme, 814-40, o. s. v. o. s. v.

Imidlertid afbrød han sig, da han forpustet var naaet til Huset Valois efter at have sænket Stemmen og i et langsommere og betænkeligere Tempo at have sagt: Karl IV, den smokke - naa - 1322-28 - naa, og brød pludselig ud med følgende Erklæring:
- Ja men, Peter, naar Du nu faar Penge af Baronen, saa vil jeg sige Dig, at saa vil jeg ogsaa tjene lidt paa Forretningen.

Isen var brudt. Hvad Peter havde ømmet sig ved at sige, maatte han nu frem med, nemlig, at et Par Adjunkter ved nærmeste Købstads Latinskole skulde engageres til Peters Manudukdører, og til dem skulde han gaa tre Eftermiddage om Ugen.

Rasmus Kortsen skjulte sine Øjne og det øverste af Ansigtet med sin store Haand, støttede Albuen mod Knæet og tav en god Stund. Taarerne bankede paa hos Peter Iversen. Skolelæreren gav et haardt Suk fra sig som en Hest, der pruster, lod Haanden glide ned over sit store Skæg og sagde:
- Skidt være med det! Saa besmitter jeg ikke mine Fingre med Penge, der lugter af fattige Menneskers Sved. Det er vel bedre saadan! Hm, hm! Men vil Du da slet ikke læse med mig mere, Peter?

Med de sidste Ord ophørte enhver skrattende Lyd i hans Stemme, den klang dumpt og hul, molagtig klagende. Der var noget rørende deri som ved et stort, skikkeligt og plumpt Dyrs Smerte.

- Mig har aldrig nogen kunnet lide, sagde han fremdeles.

Peter Iversen tog ham om Skuldrene og sagde:
- Tror Du jeg er et Skarn, som glemmer, hvordan Du har maset med mig? Jeg vil bønlig bede Dig om jævnlig at høre mig over i, hvad de andre lærer mig, og være . . . saadan være min Overlærer.

Et vældigt Haanddask var Rasmus Kortsens Svar:
- Det var kønt tænkt, Peter, men det var Skam ogsaa klogt tænkt. For jeg, som har givet mig af med næsten alle mulige Videnskaber, jeg har Oversigten og Ideerne; men det kan nok være, at saadan en Adjunkttamp kan komme med nogle Smaating, som jeg har overset. For jeg har kun studeret for Videnskabens, ikke for Levebrødets Skyld.

Peter Iversen sagde naturligvis Intet til Skolelærer Kortsen, da det efter et Aars Undervisning af de rutinerede 413 Latinskolelærere blev ham klart, at han sikkert vilde være bleven rejiceret til Studentereksamen, om han havde nøjedes med sin store videnskabelige Vens Vejledning. Nu drev han det dog til en, rigtignok lidt kneben anden Karakter.

Naturligvis maatte Peter Iversen hilse paa Baronen og Enkebaronessen. Rasmus Kortsen raadede ham endog dertil med de Ord: "Lad den Stamherre føle, at det er Dig, som har været naadig imod ham, og sig til den gamle Sidse, at Du vil føre den franske Revolutions Ideer videre!"

Peter Iversen fulgte slet ikke dette Raad, uagtet han i sin første Begejstring over Skolelærens Flothed havde foresat sig at gøre det. Nej, han blev smigret, da han blev kaldt op i Baronens Værelse, og da de store Billeder af Forfædrene gloede ned paa ham fra de forgyldte Rammer, var han aldeles reduceret til en Bondestudent under det adelige Hus Horstens Ægide.

Baron Horsten havde ærgret sig over, at Peter Iversen ikke fik tredje Karakter, den, han selv havde faaet til Studentereksamen. Han havde i Forening med Godsforvalter Amtrup talt Pointerne op. Baronen sagde:
- Jeg havde dog Godt i Latin og Græsk, og Skovfogdens Dreng fik kun tg. . . . ja, han naaede til mg. i begge Mathematikerne. Saadant noget Skidt kan de Bønder lære!

Baron Horsten modtog Peter Iversen i sit Værelse. Da Peter begyndt at takke ham, slog han ud med Haanden og sagde:
- Godt, Peter Iversen, godt!

Han grundede et Øjeblik paa, om han skulde sige De eller Du til ham, endte med at give efter for de nymodens Tendenser og sagde:
- Naa, De er glad, Iversen!

- Jeg takker Hr. Baronen, fordi Baronen har . . . begyndte Peter igen.

- Selv Tak! Hav det godt, Iversen!

Der var ikke mere at sige. Baronen gav Peter Iversen et Tegn med Haanden paa, at Avdiensen var forbi, og Peter Iversen gik over Borggaarden til Enkebaronessens Pavillon.

Enkebaronessen havde trods Sommervarmen et stort Baal i Kaminen og sad med Fødderne paa Ildbukken. Der duftede i hele Stuen af fine Parfumer. Peter Iversen følte sig - ja - imponeret . . . nej . . . Baronen maatte og burde imponere ham mere . . . men han var mere fremmed i denne gamle, høje Stue med de blege Stukornamenter paa Loftet og de løjerlige 414 store Stole og den løjerlige store Sofa og denne vældige, af Fluer besudlede Lysekrone og denne gamle Dame med de glatte Klæder paa Kroppen og de mange Strimler om Ansigtet.

- Naa, lille godeste! Gratulerer, sagde den gamle Dame og rakte den nye Student en slap og kold Haand. Den lignede en Fugleklo med de lange, tørre, omhyggelig tilskaarne og pudsede Negle . . . Hvad studerer saa den unge Iversen for Fremtiden? Theologi, Jurisprudens, Medicin . . . eller . . . hvad, lille Iversen? Naa, den unge Iversen har naturligvis Tid til at overveje . . . Naa ja . . . den unge Mand er naturligvis radikal, skrækkelig revolutionær . . . eh? Meget vel, gør aldeles ikke noget! Glem ikke Deres Fa'er og Deres . . . naa . . . Mette Splüth. Om de gamle Folk ogsaa er i Décadence . . . ak, kære Barn! Det er ikke Spøg at leve. Gud være med Dem, hvor De gaar! God Morgen!

Peter Iversen gik bukkende ud, med Følelsen af at have set noget kønt, thi der bævede i den gamle Dames fornemme Akcent og stramme Færd noget, han kunde lide. Han syntes, at der fra hendes tørre Haands Afskedsvelsignelser dryppede noget varmt noget ned over hans tæt krusede Hoved, og, da han var kommen gennem den lange, smalle Forstue ud i Borggaarden, følte han noget . . . ja . . . noget patriarkalsk i Luften omkring sig. Han sagde halv højt:
- Hun er egentlig skøn, den gamle - han kunde ikke sige Sidse, som han saa ofte havde sagt efter de andre. Hans varme Stemning imod hende steg endnu nogle Grader, da en Tjener, som afvekslende fungerede hos hende og hos Baronen, Morgenen efter bragte en Konvolut til Skyttehuset. Udskriften var med store, kantede gothiske Bogstaver paa Navnet P. Iversen nær, som var prentet tykt og svært med engelsk Skrift. Adressaten var Peter Iversen, og inden i Konvoluten laa 200 Kroner og et Visitkort med Paatryk: Baronesse von Horsten under en løjerlig kroneagtig Tingest, hvis struttende Pigge hver endte i en rund Klat.

Peter Iversen blev ledsaget til Stationen af en hel Eskorte, anført af Rasmus Kortsen, ellers bestaaende af nogle unge Bønderkarle, som Skolelæreren ogsaa havde læst med gratis. Skolelæreren satte en stor Egekrans paa den unge Students Hoved, og, da der vel var et Kvarter, til Toget kom, var der god Tid til at synge alle Vers af Sangen:

415

Sol er oppe,
Skovens Toppe
glimre alt som Gimles Tag.

Rasmus Kortsen trakterede hele Stationsmandskabet med varm Toddy paa Formiddagen og vandt derved den ene af de to Dragere som Korist. Den anden var bleven fuld. Stationsforstanderen, som havde faaet to Toddyer i Kraft af sin Rang, sad i et Vindue i Skjorteærmer, slog Takt med Haanden og lo, indtil Signalet bragte ham til at tage Uniformen paa. Peter Iversen fik et Afskedshurra af sine Ledsagere og dampede nu samme Vej som Lotte Splyd i sin Tid.

Ja, Lotte Splyds Flugt! Hans Tanke havde jo forsømt hende i de sidste Maaneder. Sprog og Historie, Mathematik og Fysik havde overgroet hendes Billede i lang Tid. Nu rejste den store, smukke Pige sig rank op i Peter Iversen Fantasi og drev alt det andet ud. Det var jo hende han havde slidt for, hele hans Studering havde jo været et Korstog for hendes Skyld. Det stod klart for ham nu. Nu maatte han vinde hende; han havde jo staaet Riddervagt for hende i tre lange Nætter, lange som Aar.

Han blev storfantastisk midt i sin tredje Klasses Kupé, midt blandt rygende og spyttende Mandfolk med store Bylte paa deres Skød. Bøgeløvets bugnende Masse i alle de Skove, han for igennem, det sølv- og perlemorsblinkende Vand fra Søer og Aaer, fra Kær og Bække skulde slynges sammen til en juvelfunklende Krone paa Hovedet af Pigen fra det gamle Skovfogedhus i Strandholt Hestehave.

Naar der ingen Skove og intet Vand var, saa han ikke ud, men flettede i sin stille Tanke videre paa Kronen, og med det Arbejde sad han og pillede, da Toget buldrende røg ind under Københavns Banegaards dæmrende Hvælving.

XV.

Madam Hansen havde intet Svar faaet fra Peter Iversen. Charlotte havde været i hendes Hus i tre Dage, og Madam Hansen var bleven hjemme alle Døgnene og havde brugt den 416 Tid, hvori hun kunde tale med Charlotte, til at skildre Fuldmægtig Jespersen som det mest fordærvede Menneske, Jorden kunde opdrive, som en Forfører af værste Art. Saa fortrød hun sine Ytringer, for saa vidt hun ikke troede paa deres Sandhed, men var sig bevidst, at hun blot anvendte dem i pædagogisk Interesse. Naar hun tumlede med Tallerkener og andet Husgeraad i sit Køkken, traadte hun paa den Hestesko, som laa foran Køkkendørens Tærskel. Hun var sig sin Overlegenhed over Overtroen bevidst, men drog dog Overtroen frem fra et Hjørne i sit Sind. Som sagt, hun traadte paa den og sagde til sig selv:
- Det er Løgn, jeg siger om Fuldmægtigen, men jeg siger det for at redde Charlotte. For, bliver Fuldmægtigen en Gang en broderet Mand, saadan som hans Indepartementschefer, saa . . . ja saa ender Charlotte og mange andre unge Piger af simpel Opdragelse i en umoralsk Gade.

Hun passede paa, naar Fuldmægtigen kom hjem, drejede sin Nøgle om og saa samtidig paa Charlotte med et Blik, der tvang hende, som en Ridepisk tvinger en Hest under Dressur.

Charlotte laa og græd hver Nat paa Sofaen.

Den fjerde Dag gik Madam Hansen ud Klokken tre, men laasede Dørene til alle Sider. Klokken fire kom hun hjem og sagde til Charlotte, der sad og græd af Kedsomhed:
- Justitsraaden siger at De ikke længere kan blive her. Nu følger jeg Dem ud til Lührs's i Eftermiddag.

Charlottes Haand fór op i hendes trodsig udstrittende sorte Krøller. De løsnede sig ud fra Haarets Masse som spiralslyngende Traade fra Planter, der hige op mod noget højere eller dog i det mindste mod noget andet end det, de selv er komne fra. Hun snoede disse Krøller om sin Pegefinger og ruskede i dem. Nogle Haar faldt ned paa Gulvet.

- Hvad skal det til? sagde Madam Hansen, som sad paa en Stol og langsomt nød sin Kaffe.

Charlotte smed sig ned i Sofahjørnet, hulkede og raabte:
- Skal jeg tilbage til det Snavs, jeg er kommen fra?

- Naa, det derinde er finere? sagde Madam Hansen og pegede mod den stængede Dør til Fuldmægtig Jespersens Dagligstue.

Charlotte var saa arrig i sit Sind, at hun havde Lyst til at svare "Ja", men hun turde ikke, da hun saa den store Madam Hansens Næse pege ned midt mellem hendes Øjenbryn, som om den vilde skyde de tykke sorte Streger han til sin Side. Ja, saa var der ikke andet for end at græde igen. Men Madam Hansen 417 blev staaende og knejsede lige saa højt over Charlottes Pande som over sin Mands Isse. Charlotte følte, at, om hun vilde rende Panden mod Madam Hansens brede og flade Bryst, saa vilde hun faa et Slag som af en Granitmur.

Madam Hansen pegede ned mod en Urtepotte, hvori der stod en Heliotrop, og sagde:
- Helt ned til Gødningen, Charlotte! Før bliver der ikke noget af Dem. De er hoven og muggen.

Charlotte vilde stampe i Gulvet, men turde ikke.

- De skal ydmyges, sagde Madam Hansen. De er hverken dannet eller sjenial, for De er bare hoven af, at De ser bedre ud end en vis Person, jeg ikke nævner. De skal ud til Deres Familje Lührs's. De skal rigtig forstaa, hvem De hører til, og saa skal De slaa Dem i Vejret, ligesom den Blomst, der skyder op af Urtepottens Jord og Gødning. For, gaar De den Vej (et Kast med Hovedet antydede Fuldmægtig Jespersens Lejlighed), saa bliver De ikke bedre end det brune Vand, som siver ud af Urtepottens Bund. Kom nu med, min Pige!

Charlotte maatte tage sit Overtøj paa i samme Takt, som Madam Hansen iførte sig sit, og spasere ud paa Østerbro. Hendes mugne og sure Mine lod Madamen, som hun ikke ænsede.

Det var langt ude paa Østerbro, der, hvor Byen umærkelig smelter hen i Strandvejen, at Familjen Lührs siden sidste Flyttedag havde dvælet paa sin nomadiske Halvaarsvandring. Den var begyndt fra den Tid, da Manden havde maatte opgive Cigarhandelen i Gothersgade og forsøge sig først som "Agent" for en Forretning med Vin af problematisk Ægthed, derpaa som Avertissementsagent for en "Forstædernes Avis", som varede et halvt Kvartal, derpaa som Assistent paa et Fæstekontor for Malkepiger fra Sverrig, endelig som Værtshusholder paa et Par Steder. I den første Egenskab havde han ikke bestilt synderlig andet end at drikke Prøveflaskernes Indhold, i den anden havde han ikke kunnet bestille noget, fordi der intet var at bestille; den tredje Stilling medførte heftige Scener af Skinsyge mellem ham og hans Ægtehalvdel, naar hun havde afluret ham paa Dampskibsbroen og set ham modtage sin Vareladning med kurtiserende Adfærd og hørte ham forsøge paa at tale svensk ved at gøre sin Tone kælen og syngende og lade alle danske Ord med det tonløse e som Endestavelse uden Undtagelse løbe ud i et bredt a. I Værtshusholdet skadede hans eget og Konens lyriske Temperament Forretningen. Thi, naar en livlig Fortæring gjorde Gæsterne 418 gemytlige og fik dem til at traktere Vært og Værtinde, trakterede disse igen Gæsterne, for at være "gentlemanske", det var dannede Folks første Pligt. Ægteparret havde imidlertid lagt sig ud. Fru Lührs var fra korpulent bleven kolossal; Hr. Lührs fra mager korpulent. Næsten hvert Aar velsignedes Familjen med et Barn.

Den sidste Kafé, den ude paa Østerbro, var nu kun af Navn en Beværtning. Enkelte Rester af Drikkevarer farvede endnu Bunden af Buffetskabets Karaffer. Endnu stod der paa Disken et Par Tallerkener med faa røgede Sild, der knap skjulte Bunden, og med nogle tørre Ostestumper. Men Gæster kom der ingen af, siden Gæsterne ikke kunde faa, hvad de bestilte, og ikke fik Traktement, af den simple Grund, at der intet var i Huset.

Foran Indgangen var der paatænkt en Løvhytte med Borde og Bænke, men de nøgne Lægters tørre Skelet stod der og grinte med noget forkrøblet, sort og støvet grønt forneden, der knap naaede et Menneskes Knæhøjde. Over dette ynkelige Stillads udfoldede de tre skandinaviske Rigers Flag sig med Brask og Bram i Vinden, thi Lührs havde fra sin latinske Skolegang bevaret en vis. Begejstring for den gamle Skandinavisme og havde døbt: sin Kafé: "Det forenede Norden".

I "Det forenede Nordens" vind- og solaabne Forhal sad Værten og Værtinden hin hede Sommereftermiddag. Han brugte to Stole, en til sin Krop og en til sine Ben; hun sad og fyldte en hel "Naturbænk". Han var iført en forhen ensfarvet Sommerdragt, nu saa spættet med Pletter, at Farven var ubestemmelig, en Straahat, hvor Forbindelsen mellem Puld og Skygge Dag for Dag blev løsere og løsere. Men i stolt Sorgløsheds Selvfølelse som en orientalsk Pascha sendte han Røgskyer fra en Cigarstump ud i den utaknemmelige Verden og blæste den for saa vidt et Stykke. Fruen læste i en fedtet Bog i bredt Duodezformat og fjærnede med den ene Fod, adspredt, halv ubevidst, som naar man i Blund slaar til næsvise Fluer, to af sine Poder, der laa foran hende paa Jorden og ragede Støv og Smaasten sammen i toppede Smaabunker. Naar den enes Bunke blev større end den andens, bragte Skinsygen dem til vekselvis at ødelægge Frugten af hinandens Arbejde. Saa kom det til Skraal, Skændsog Slagsmaal, saa søgte de at appellere til Moderens Dom ved at trække hende i Skørterne eller i Morgenskoene, og saa var det, at hun blidt gennede dem bort med Foden, fordybet, som 419 hun var, i Xavier de Montépins betagende Digterverden i en tyveaarig gammel dansk Feuilletonoversættelse.

Hr. Lührs sov eller tænkte. Han ænsede ikke, at nogen bøjede ind mod hans Veranda. Hans Hustru opdagede det først, da en Skygge faldt hen over et interessant Sted i hendes Roman. Først virrede hun med Haanden ad Skyggen som før med Foden ad Børnene, men Skyggen blev liggende over Bogens Blad. Og, før hun fik sin Sætning i Lekturen endt, saa hun sin Mand rejse sig, tage sin Hat af og hørte ham sige:
- Ih, god Dag, min bedste Madam Hansen!

Fru Lührs havde den største Lyst til at give sin Forbitrelse Luft over for den uvelkomne Gæst. Hun hadede Madam Hansen, dels fordi hun, mens hun levede i hendes Nabolag, aldrig kunde faa hende til at blive arrig og skændes med sig, aldrig kunde faa hende med paa "Bumlenberg", naar hun var i det Humør, dels fordi hendes Mand skyldte Skrædder Hansens Principal for et Sæt Klæder, og hun selv Madam Hansen 5 Kr., som hun til forskellige Tider havde laant af hende ørevis. Men, da hun saa disse kolde, lyseblaa Øjne stirre sig i Møde, følte hun ligesom Spidsen af en Staalklinge rettet imod sig, beredt til at spidde det Fnys af Harme, hun var ladet med. Hun skød ikke sit Vaaben af mod hende, hilste med fornem Værdighed paa sin Fjende; men, da hun saa hendes Ledsagerske, sendte hun Ladningen mod hende.

Hr. Lührs løb ind i Beværtningslokalet og kom ud med en Flaske med Resterne af Pomeranslikør i og nogle Glas paa en Bakke. Med humoristisk Kunstbestræbelse søgte han at bæve sin Situation ved at efterligne en Osteriværts Holdning og Bevægelser, som han kendte dem fra Bournonvilles italienske Balletter.

- En lille Forfriskning, Madam? sagde han, satte Bakken paa et Bord og gjorde Antydning af en Pirouette.

- Drikker aldrig Spirritos! svarede Madam Hansen med Anstand.

- Ikke heller med en lille salt Fortæringsgenstand til? sagde Hr. Lührs med en ny Balletgestus hen mod de røgede Sild, som laa derinde paa Tallerkenen, med tørre, opadkrummede Haler.

- Aldrig! svarede Madam Hansen. Det, jeg kommer for, er et Alvorsærinde.

420

- Hun vil rykke, tænkte Lührs ved sig selv, men var fuldstændig ligegyldig over for den ham saa vante Situation. Han sagde:
- Hilft's nicht, süsse Madam! Wo nichts ist, hat der Kaiser sein Recht verloren!

Madam Hansen stod uantastet lige over for Hr. Lührs' Forsøg paa at imponere hende ved sin videnskabelige Dannelse. Hun talte tværs over hans tyske Frase:
- Madam Lührs - her bringer jeg Dem Deres Kusine; hun har maattet sige sin Kondition op, fordi hun er en anstændig Pige. Og hun staar ene i Verden, og, inden nogen nærmere tager sig af hende, maa hun være hos Dem. Værs'artig . . . her er fyrretyve Kroner forud til hendes Ophold. Hun betaler selv.

Det var nu ikke sandt. Pengene vare Justitsraad Grams. Men det var Ægteparret Lührs umaadelig ligegyldigt, hvor Pengene kom fra, og om Charlotte var anstændig eller uanstændig. Fru Lührs løftede livlig sit vældige Korpus op fra Sædet, greb efter Pengene og sagde:
- Lührs! sørg for fire Boeuffer med Spejlæg, Bajrer og lidt Kognak til Kaffen. Jeg skal bage Pandekager.

- Og jeg giver Portvin! raabte Lührs. Jeg maa da en Gang vise, at det er min borgerlige Næringsvej at være Traktør. Vi tager seks Boeuffer, Juliane, og beder Politibetjent Nr. 156 og den unge Skuespiller, der bor i Hjørnestedet, ham, der skal debutere paa Variététheatret til Vinter, saa rydder vi Stuen til en lille Dans.

- Jeg kan ikke tage Del i noget uden min Mands Ledsagelse og Tilstedeværelse, sagde Madam Hansen, hilste til Afsked og klappede Charlotte paa Skulderen.

Charlotte følte baade baade Sorg og Lettelse ved foreløbig at slippe for Madam Hansens Tugt, og Ængstelse for det Liv, Ægteparret Lührs vilde føre hende ind i, selv om det kun skulde vare et Par Uger, hvad Madam Hansen paa Vejen havde trøstet hende med.

Da Madam Hansen var gaaet, overøste Fru Juliane Charlotte med Spørgsmaal og Kærtegn. De sidste kunde hun ikke modstaa; hun syntes, hun trængte til at synke hen og faa alt det smeltet, som var stivfrossent inden i hende. I den sodede og tilrøgede Beværtningsstue stod de to Kusiner i tæt Omfavnelse under halvhviskende Samtale i den hurtigste Taktart. Hr. Lührs drak alle Resterne af Buffetens Karaffer.

421

XXVI.

Peter Iversen kom til København, Dagen før Madam Hansens Brev naaede Strandholt Skyttehus. Efter flygtig at have beset det lille Kvistkammer, som Rasmus Kortsen havde beboet som Student og Skolelæreraspirant hos en gammel Haandværkerenke, gav han sig til at opsøge Charlotte. Han gik i tre Dage fra Hotel til Hotel og fandt først den fjerde Dag det, hun havde tjent i.

Det traf sig, at Oberkellner Osternmayer befandt sig i Portnerlogen, hvor Peter spurgte efter Charlotte. Efter med en knusende Ringeagt at have mønstret Bondestudenten, navnlig hans Studenterhue, der paa landlig Vis var trykket solidt ned i Panden, følte han sig først fristet til med et: "Ikke hier!" og med en Haandbevægelse at vise ham Døren, men han fik straks en sindrigere Idé. Uden at opgive noget af sin Fornemhed, pegede han op ad Trappen og sagde:
- Verhør Dem hos Justizrath Gram, tredje Sal! Troskyldig fulgte Peter Vinket, og nu fik Oberkellneren og Portieren sig en høj Latter, og den sidste sagde:
- Den var godt lagt ud, Osternmayer! Men jeg tror, den gamle har trøstet sig og taget sin lange Vaskerkone til Naade igen. Hun kommer her et Par Gange om Dagen, siden den brunøjede oppe paa tredje forduftede.

- So mo han kripe op po en Skammel, wenn han vil kysse hinder! sagde Oberkellneren og undlod ikke at høste sit eget og Portierens Bifald for denne som for den forrige Vittighed.

Peter Iversen blev ganske bange for det yderst vrede "Kom ind", der lød inde fra Stuen, da han efter en Piges Anvisning havde banket paa Justitsraad Grams Dør. Han lukkede op, blev staaende paa Tærskelen, med sin Hue krammet mellem begge Hænder og bukkede dybt for den gamle og den midaldrende, elegant klædte Herre, der sad i Stuen. Paa den ældre Herres utaalmodig spørgende Blik, svarede han, hurtig tvingende Ordene frem:
- De sagde der nede, at jeg her kunde faa Besked om en Pige, der hedder Lo . . . Charlotte Splyd.

Den gamle Herre sprang som en Raket op fra Stolen og hen mod den unge Student; den fint klædtes før saa blege Ansigt blev purpurrødt. Peter Iversen fik en bestemt Fornemmelse af Uro i Luften og en spirende Anelse om, at baade Charlotte og 422 han hver paa sin Maade havde gjort noget helt galt. I hans Sind begyndte et Forspil til Skinsyge og Fortvivlelse, belyst af Erindringen om Oberkellnerens Ansigt og sat i Gang ved en Genlyd af den Latter, han havde hørt fra Logen, da han gik op ad Trappen . . . Thi Mistankens Anfægtelser havde han lidt flere Gange under i ensomme Timer, naar han spurgte: Hvad mon der dog er blevet af Lotte ? Og den gamle Herre var jo Justitsraad - maaske Dommer eller Politimand?

Som i lang Frastand hørte han den gamle Herres vrede Spørgsmaal lyde:
- Hvem er De?

Men hans Øje stod bestandig stift fæstet paa den fine Herre, der nu var lige saa bleg, som han for et Øjeblik siden havde været rød. Der blev mørkt omkring Peter Iversen. Alt blev borte for ham.

Overanstrængte efter Eksamenslæsningen og Eksamen selv havde hans Nerver kun faaet Spændkraft ved Haabet om at finde Charlotte og lægge sin Trofæ, sit akademiske Borgerbrev, for hendes Fødder. Nu slappedes de paa én Gang; han faldt sammen.

Han genfandt sig selv paa en Stol, vaad paa Hoved og Hals med et stærkt Solskær i Ansigtet, og atter lød en Stemme som fra det fjærne:
- Nej, De bliver her, Fuldmægtig Jespersen!

Efterhaanden klarede Peter Iversens Sanser sig, og han opfattede nu klart den gamle Herres Skikkelse, der stod foran ham med en Vandkaraffe i Haanden, og hørte ham sige:
- Den Pige, De spørger om, tjener ikke her mere. Men jeg har taget mig lidt af hende, saa det kan være rigtigt nok, at man har vist Dem her op. Hun er en pæn Pige, som nok fortjener, at man gør lidt for hende. Jeg kan vise Dem hen til en Kone, som véd, hvor hun bor. De er ude fra hendes Hjemstavn, ikke sandt?

Peter Iversen udbrød med oprakte Hænder:
- Gud ske Lov og Tak! Gud ske Lov og Tak! og brast i en voldsom, hele hans Legeme gennemrystende Graad. Stolen rystede og knirkede derved.

At se og høre dette store, kraftige, beskæggede Mandfolk græde og hulke som et Barn, gjorde et saa løjerligt Indtryk paa Justitsraaden, at han kom til at le lidt. Fuldmægtig Jespersen sad og tegnede usynlige Figurer paa Bordtæppet med sin 423 lysbehandskede Pegefinger. Justitsraaden anede et Drama, der kunde interessere og fylde ham for nogen Tid. Han blev livlig og gik smaanynnende op og ned ad Gulvet. Han opdagede Peter Iversens Hue liggende paa Gulvtæppet og sagde:
- Og De er Student . . . Det er jo flinkt! Fra hvad Aar?

- Jeg - er bleven det for en Maanedstid siden, sagde Peter med saa menneskelig en Røst, han formaaede, og jeg er bleven det for Lottes Skyld, fordi . . .

- Godt, godt, meget godt! hostede Justitsraaden frem, mens han tog sig om Skægget. Nu skal jeg give Dem Konens Adresse. Vi ses - hm . . . muligvis. Nu har De det godt . . ikke?

- Jo, magesløs godt! svarede Peter Iversen og gik med Sedlen.

- Det var Punktum paa vor Samtale, Fuldmægtig Jespersen! sagde Justitsraaden. Kan De nu se, hvor stor Fortræd, De var ved at gøre? Men nu lader vi det ligge. Det var ikke alene for at præke Moral, at jeg kaldte Dem her op, og som den ældre gjorde det første Skridt. Jeg vilde alvorlig bede Dem om at optage Deres Arbejde med samme Kraft som før.

Fuldmægtigen trak paa Skuldrene, men gad eller turde ikke sige noget. Justitsraaden vedblev:
- Jeg vil betro Dem noget, hvis De giver mig Deres Æresord paa, at De vil tie. Tag dog Handsken af, naar De giver Folk Haanden!

Den gamle Herre sagde det følgende med dæmpet Stemme:
- Om et halvt Aars Tid gaar Deres Kontorchef over i Jernbanevæsenet. De kan blive hans Eftermand, naar De selv vil. Vær ikke bange! Med det samme forsvinder jeg fra Ministeriet . . . og saa kommer jeg aldrig mere igen . . . jeg forsvinder rent . . .

Musklerne om den gamle Mands Mund bævede, han kunde ikke sige mere det første Minut. Endelig fik han fremkæmpet de Ord:
- Jeg maa flytte herfra . . . for . . . for . . . mit Rygtes Skyld. Farvel!

Fuldmægtig Jespersen gik. Et Glimt af Sol trængte frem i hans Sinds Taage. Det var dog et Avancement . . . og muligvis kunde endnu et rigt Parti . . . men han tænkte ikke Tanken ud. Han var bange for at ydmyge sig selv.

424

Han opsagde sin Lejlighed og underrettede Madam Hansen skriftlig derom. Hun tog det roligt, thi hun vidste, at Justitsraaden nok vilde skaffe hende en anden pæn Herre til at holde Hus for. Han havde rigtignok tidt sagt til hende i de sidste Gange, hun var kommen med Tøj til ham, at han var ked af Hotellet; men tale til ham om igen at holde Hus for ham, vilde hun ikke for "begges Rygtes Skyld". Hun foragtede Snakken og Hotelpersonalets Fnisen, naar hun kom med Tøj til Justitsraaden, og overknejsede "de rædsom simple Personer", men det kunde en Mand i Justitsraadens Stilling jo ikke saa godt, mente hun.

Da Peter Iversen efter Sedlen havde fundet Madam Hansen, sad hun og Manden ved Middagsbordet og havde næsten endt Maaltidet. Det var længe siden, Peter Iversen havde set en saa skinnende hvid Dug og en saa pæn Opdækning. Han ansaa de pletterede Gafler for Sølv. De blinkede som Ildsluer ved Dagslys, fra Blomsterne strøedes lyserøde Skær ud over Dugen. Han blev end gladere end før, da han saa, at Lotte havde Tilhold i saadant et pænt Hus.

- De har altsaa faaet mit Brev? spurgte Madam Hansen, da Peter Iversen havde legitimeret sig.

- N e-e-j.

Madam Hansen rynkede det lidt, hun havde af Øjenbryn. Hun havde anstrængt sig med dette Brev; det havde kostet hende mere Arbejde end at stryge seks Manschetskjorter. Men pludselig opdager hun Peters Studenterhue og spørger forbavset:
- Jeg troede, De var . . . Skovfogedlærling . . . eller . . .

- Det har jeg ogsaa været.

- Og nu er De Student og . . . Videnskabsdyrker?

Peter nikkede og gav en kort Beretning om sin Skæbne. Nu blev Madam Hansen trøstet over, at hendes Brev ikke var blevet læst af ham, thi saadan en, som kan Orthografi og kan sætte Kommaer og Spørgsmaalstegn, kunde let "gøre Nar" ad hendes Brevstil, hvori hun strøede Skilletegn ud paa maa og faa, som rystede hun dem ud af et Sold. I en artig Tone og med en dannet Haandbevægelse indbød hun ham til at spise med. Peter Iversens landlige Appetit kæmpede en Kamp med hans Pænhedsfølelse. Den sidste sejrede, og han sagde, at han havde spist for nylig. Da Skrædderen gentog Indbydelsen, sagde hans Hustru:
- Hansen! . . . Det er slet ikke gentilt at nøde Folk . . . 425 Din Middagsfrihed er snart omme, Hansen, Du kommer til at gaa, min Ven. Hør, Hansen! . . . undskyld, Hr. Student Iversen -

Hun hviskede til Manden:
- Det er jo Charlotte Splüths Forlovede. Du skal ikke være jaloux, fordi jeg bliver ene med det unge Menneske. Men jeg paaskønner din Følelse. Farvel, Hansen! Gaa saa, Hansen!

Nu maalte Madam Hansen denne unge Karl med Garderhøjde, drog først et let Suk, da hun saa, hvor langt hun naaede op imod ham, men med heltemodig Resignation sagde hun:
- De og Charlotte kan blive et pænt Par. Hun bor - og hun nævnte Nummeret.

- Vil De ikke være saa god at give mig det paa en Seddel?

Det vilde Madam Hansen ikke af Grunde, som man kender. Hun svarede:
- Et ungt Menneske med Deres Videnskabelighedsbegreber kan da sagtens huske det. Sæt Dem paa Sporvognen i Bredgade, saa kører De lige dertil! Maa jeg byde Dem en Cigar?

Hun lukkede en Kommodeskuffe op og bød Peter Iversen en Cigar af en Papirspakke, hvoraf hun tildelte sin Mand en hver Aften, og fortsatte:
- Vi ser nok baade Dem og Charlotte, naar De har decideret Sagen. (Hun havde hørt Justitsraaden bruge det Ord.) Hun vil fortælle Dem, hvordan hun har gjort min Mands og mit Bekendtskab.

Peter Iversen sad ovenpaa Sporvognen, glad som en Gud. Han morede sig over Vrimmelen dernede, over de mange Vinduesrækker med blinkende Ruder og Ansigter bagved, over de gamle Palæers brede Façader; alt var ham som en lang via triumphalis, ved hvis Ende han skulde skue Templet paa Kapitol og Gudinden i dets inderste, helligste Celle. Han glædede sig over Vejen, han glædede sig over, at selv Minderne fra hans "romerske Antikviteter" kunde faa Glans over sig. Og alt som han kørte, fik alt mere og mere Liv, mere og mere Sjæl. Vinduerne smilede til ham som venlige Øjne, og Menneskeskitserne bag ved dem blev elskelige, deltagende Sjæle, som gennem alle disse Øjne sendte ham en fuldt tonende Lykønskning med paa Triumftoget.

Peter Iversen var saa glad over Forberedelserne, thi de gav ham Tid til at udmale sig den egentlige Fest, Mødet, saa meget desto skønnere, eller rettere sagt: han kunde ikke male det; 426 enhver bestemt Forestilling sluktes af en uendelig Lysglans, en uendelig Jubelhymne. Og nu udvidede via triumphalis sig. Himlens sommerblaa Hvælving spændte ud over lysegrønne Marker, mørkegrønne Træer, hvide Huse og endnu videre ud over det mørkeblaa Vand og de hvid-gule Sejl og den graa Damps lange Røgfolder.

- Hvor langt vil den Herre køre?

Peter Iversen for op, da et Legeme skjulte Udsigten for ham. Han maatte gøre en Kraftanstrængelse for at samle sig . . . men han kunde ikke huske Gade og Nummer.

- Hvor er vi? spurgte han Konduktøren med en fjollet Mine.

- Ved store Vibenshus.

- Er det paa Østerbro?

- Det kan man godt sige.

- Saa vil jeg af.

- Værs'artig, Herre! Tyve Øre. Tak . . . fem tilbage!

Triumfvejen var endt. Men hvor var Templet, der husede Gudinden? Han saa intet paa Mark og Skov og langs ad den støvede Vej med de rullende Vogne, der mindede om noget lignende.

Det første, hans Øje kom til at hvile paa, var en tæt Hvidtjørnbusk i hundrede Skridts Afstand. Den ludede fra Markens Jorddige ud over den tørre Grøft, og under den sad en Kvinde med Ryggen lænet mod Jordvoldens Skraaning. Det Syn vakte Minder hos ham fra Landet; det saa saa hjemligt ud. Hvad mon hun bestilte? Han kunde ikke se, at hun rørte sine Arme til Strikning eller noget lignende. Da han kam nærmere, skelnede han, at hendes Hoved med den mørke Straahat var bøjet forover, og at hun holdt Hænderne op for Ansigtet, at Overkroppen dirrede sagte og stødvis, som om hun græd.

Men . . . . . . nej . . . jo . . . det var jo den, han søgte.

- Lotte! Lotte! raabte han.

Hun sprang op og saa et Øjeblik paa ham gennem de store Taarer. Da var hun med et Sæt oppe paa Vejen, kastede sig tungt og tæt i hans Favn. Kærlighedstrangen, der længe havde skyllet vildt til alle Sider, fandt nu et dybt og naturligt Leje.

Det var to store, kønne og kraftige Skikkelser, der stod der midt paa den alfare Vej, omskinnede af den funklende Sommersol, midt i et dansk Landskab med det grønne trindt om, med den modne Rug og det røde Kvæg ude paa Marken, saadanne 427 to stærke danske Landsbyfolks Livsbetingelser. Og det blaa Vands hvide Kamme traadte den blinkende Dans under et sagte susende Akkompagnement til den lille Idyl.

- Du sad jo og græd, Lotte? sagde Peter Iversen.

- Ja, for jeg vilde hjem . . . og saa kom jeg der lige straks; for nu er jeg jo hjemme!

- Og nu vil Du ha' mig, Lotte?

- Ja, jeg vil!

- Og Du vil . . .

- Ja jeg vil, ja jeg vil! raabte Lotte, uden at bryde sig om eller tænke paa, hvad han havde i Sinde at sige.

Peter Iversen glemte selv, hvad han vilde sige, men der blev ingen Pavse, thi det ene Kys fulgte paa det andet.

Nu - alt maa have en Ende. Og en Vogns Rumlen afbrød Kærtegnene. Peter Iversen sagde, pegende ned mod Tjørnebusken :
- Sad Du der, lille Lotte?

- Ja, der sad jeg.

- Skal vi gaa derned igen?

- Det kan vi gerne.

De lo begge to og kravlede ned i Grøften ind under den meget store Busk. Der var Ly, der var Læ. Kronen lukkede tæt ned om dem. Det var som et rugende, rundhvælvet romansk Kapel med mange Ribber.

- Det ligner Sakristiet i Strandholtmagle Kirke, sagde Peter Iversen. Skal vi lege, at vi gaar til Skrifte, og at jeg er Præst. Saa kan Du bekende dine Synder for mig, Lotte!

- Nej, det vil jeg ikke.

- Det er, fordi jeg ikke kaldte Dig Charlotte.

- Du er et Vrævl, Peter! . . . . . . Nu skal vi hjem,

Peter!

- Hjem? Hvor?

- Uh . . . hjemme hos nogle ækle nogle . . . min Kusine . . . hende . . . Juliane. Men saa gaar vi op til Madam Hansen.

- Det er en køn Kone.

- Peter . . . Peter Iversen . . . nej, det er da en gammel en. Du maa ikke sige, at hun er køn . . . Men, hvad er det for en Hue, Du har?

Paa Vejen fortalte Peter Iversen alt. Da Charlotte hørte, hvad han havde drevet det til, knejste hun og sagde:
428 - Du kan maaske drive det videre end Justitsraaden.

Hun trak ham i det bløde krøllede Kindskæg og tilføjede:
- Hvem skulde tro det om saadan en Bondetamp? . . . Lad være med at kysse mig! Der kommer flere Vogne. Men det kan godt være, at vi kan faa saadan en Landauer med Tiden, siden Du er bleven til det.

Charlotte kunde ikke sige mere. Hun overvældedes af Fantasier, der væltede sig om i hendes Sind som Kugleskyer for en Storm. De gennemglimtedes af en Tanke, der, fanget i en Formel, vilde indeholde: Det var det, jeg mente, da jeg vilde tilvejrs. Derfor kyssede jeg Baronen og Fuldmægtigen og lod Oberkellneren og Anders Tjener være det Bagas, de var. Hurra! Min Kæreste er Student!

Men Guderne blev misundelige paa denne Lykke, midt i Sol, Hav, Rug, Græs og vilde Blomster, i det sunde og rigtige Danmark.

Peter Iversen og Charlotte gik inde under Træerne paa Trottoiret. En Skikkelse, en Kvinde, kom vandrende imod dem.

Fjerene paa hendes Hat sad klistrede sammen. De Fjer havde døjet mange Byger og Storme, saa det ud til. En forhenværende kirsebærrød Silkekjole var nu brandgul paa sine Steder, brun paa andre; det itutraadte mangehullede Slæb fandt sig i at feje Vejstøvet efter bedste Evne og blottede af og til et Par forhenværende røde, nu brunplettede Strømper stikkende i et Par Sko, der slubrede om Hælene. Strømperne havde store Huller, som kun den bare Hud fyldte. Foran viste Støvlerne en Tilbøjelighed til at røbe Tæerne.

Men Haaret under Hatten glinsede af Pomade eller anden Fedtelse i de regelmæssig ordnede Haartotter, der fra Panden løb ned mod Øjenbryn og Næse.

Charlotte genkendte Annette. Hun kneb Peter Iversen haardt i Armen.

- Ja, det er en ækel en, sagde han. Charlotte hviskede:
- Jeg kunde være bleven akkurat ligesaadan en. Hun nikkede til den lurvet klædte Pige og sagde:
- God Dag, Annette. Det gaar dig nok snavs? Det nyttede ikke, at Peter Iversen vilde trække hende bort, idet han hviskede:
- Fy, saadant noget skal man ikke røre ved.

- Charlotte sagde:
429 - Annette, bi lidt!

- Naa, Du har faaet en pæn Jon med Studenterkabys paa. Du skal ikke være hoven. Jeg har havt bedre Herrer end som saa.

- Lotte! Lotte! sagde Peter og blev ved at trække i hende.

Men hun tvang ham hen paa en Bænk og gjorde en underlig Bevægelse, som han ikke forstod. Med en lille Kniv sprættede hun Sømmen af sit Underskørt op og tog tre store Tutter ud. Hun brækkede den ene over efter et Øjebliks Betænkning, rakte den til Annette og sagde:
- Der er ti Kroner, Annette . . . i fem og tyve Ører . . . Peter! Hun har tjent i Gaarde sammen med mig, og hun er kommen galt afsted.

Peter Iversen vidste fra Landet, hvad det vilde sige, og erkendte, at Charlotte handlede ret. Han sagde langsomt:
- Naa, I har tjent i Gaarde sammen . . . Skal jeg ikke gemme de andre Penge?

Charlotte stak alle Tutterne i hans Frakkes Inderlomme og sagde:
- Jo, det skal Du have til at studere videre for.

Saa fulgte en Omfavnelses- og Grædescene mellem de to Hotelpiger.

- Saadan kunde man være bleven, saadan kunde man være bleven! sagde Charlotte . . . . . . Peter, lad være at se tvær

ud! Ude paa Landet véd I ingen Ting.

Uden at tænke over, hvorhen de gik, naaede de endelig Lührs's "Det forenede Norden". Charlotte havde rent instinktmæssig ledet Peter derhen. Da hun nu saa dette Skelet af et Lysthus med de elendige Slyngplanter i de raa Kasser, som lignede Ædetrug, udbrød hun uvilkaarlig:
- Alt, hvad jeg har set i denne By, er dog ækelt!

Charlotte fik Bevis for Sandheden af sine Ytringer. Thi lige i det Øjeblik, hun og Peter Iversen stod foran "Det forenede Norden", røg en Støvleknægt gennem Verandaen ud paa Gaden. Hr. Lührs og Frue havde været i en stærk Strid angaaende en af deres Poder. Hr. Lührs havde paastaaet, at samme Pode havde spyttet efter sin Fader. Fruen havde taget Poden i Forsvar og paastaaet, at, da Spyttet havde ramt hendes Skørt, kunde Kasteskytset ikke have været rettet mod ham, men var slynget ud mod Verden i Almindelighed, og Enden var bleven, at Hr. Lührts havde truet sin Ægtemage med Støvleknægten, men, da 430 han ikke turde eller ikke nænnede at smide hende den i Hovedet, havde han ligesom hans uartige Dreng smidt den ud i Verden i al Almindelighed, og Verdensstyrelsen havde fundet det passende at lade den falde ned mellem Charlotte Splüths venstre og Peter Iversens højre Fod, just som de ankom foran "Det forenede Nordens" skaldede Veranda.

Peter Iversen sparkede Støvleknægten til Side. Hans og Charlottes Tilsyneladelse skyggede ind i Stuen og kølede de stridende Parter.

- Der er S'lotte med Kavaller paa, sagde Lührs.

- Gu'j - en Stodent! raabte Fruen. Det er det mest uanstændigste, jeg nogensinde har set.

Peter Iversen blev værdig og fandt, at en positiv Pathos var paa sit Sted. Med sin Kæreste under Armen skred han med Rasmus Kortsensk Alvor ind i Døren og sagde:
- Jeg har fundet min Ungdoms Brud fra min Fødestavn.

Ægteparret stod et Øjeblik med slappe Arme, saa lidt paa hinanden. Saa faldt Fru Liihrs Hr. Liihrs om Halsen og sagde:
- Hør Du . . . det er . . . det er dramatisk!

- Det er mere end det, Juliane! det er ligefrem poetisk, sagde Hr. Lührs.

Bagefter kom Annette sjokkende i de slubrende Sko. Hun havde været kendt i sin Tid i Cigarbutiken i Gothersgade, og nu, da hun "syede" paa Østerbro, tyede hun til "Det forenede Norden", naar Sulten blev for stærk. Selv om Familien Lührs's Proviant kun bestod af to røgede Sild, blev der dog altid en Hale tilovers til hende. I Dag var Stemningen paa sit Højdepunkt, og Penge var der i Kassen. Uagtet Peter Iversen vred og vendte sig, maatte han tage Del i et vel tillavet Maaltid, af hvilket Annette tog til sig som en Kamel af Vand til Forsyniug paa en lang Ørkenvandring. Men hun var forlegen og ordknap. Peter gjorde heller ingen Lykke hos Lührs og Frue, thi han forstod ikke mere af deres Jargon, end om de havde talt Kinesisk. Da han efter et Par Timers Forløb gik ind til Madam Hansen med Charlotte, sagde Fruen til Manden:
- Det kan gerne være, at han kan Latinsk -

- Latin, rettede Lührs.

- Sludder . . . I kan kalde det, hvad I vil, men Bønder er og bliver nogle rigtige Beder!

Det var Annette aldeles enig med hende i.

431

XXVII.

Madam Hansen fik travlt, og Justitsraad Gram fik travlt: hun med at lægge Planer, han med et nyt filanthropisk Formaal. At Charlotte ikke kunde blive hos Lührs's vare de enige om. Madam Hansen vilde ikke have hende i Huset, selv efter at Fuldmægtigen var flyttet, thi Kærester skal ikke leve op ad hinanden; det er altfor risikabelt. Enden blev, at Justitsraaden fik opspurgt en Plads for Charlotte paa en Præstegaard, hvor hun skulde lære Landhusholdning og hvad der ellers kunde falde af.

Peter Iversen saa sig om efter et Studium. Godsforvalter Amtrup havde ladet ham forstaa, at Baronen ønskede, han skulde studere Theologi, hvad ikke var sandt; men det var sandt, at Godsforvalteren selv vilde hindre, at han studerede Jura, hvad Peter Iversen selv ikke havde Lyst til. Og, havde Forvalter Amtrup ikke anbefalet Theologien, havde Peter maaske givet efter for et lidt følsomt Hang i sig og gaaet denne Vej. Læge vilde han ikke være, og Rasmus Kortsens højrøstede Opraab til ham at vælge en "frri" Videnskab, var han praktisk nok til at overhøre.

Justitsraad Gram gav Peter det forløsende Ord: - Bliv Landinspektør! det varer ikke saa længe. Og det varede ogsaa kun tre Aar. I dem boede Peter Iversen i Pension med Justitsraaden, men de saas kun ved Maaltiderne. Justitsraaden talte mere med de andre Pensionærer end med ham; han havde sin forlegne, adspredte Mine paa lige over for ham. Charlotte saa ham kun en Gang hvert Aar en Uges Tid. Da logerede hun som Gæst hos Madam Hansen, hvis Dydsvogtervirksomhed de tidt forbandede ligesom hendes Mand. Godsforvalteren havde rigtignok sagt til Baronen, at der var spenderet urimelig paa Peters Fordannelse, thi Præliminæreksamen, som han selv havde taget, var lige saa tilstrækkelig for en Landinspektør som for en dansk Jurist, og Baronen havde givet ham Ret, men indvendig været ret fornøjet med, at Skovfogdens Dreng ikke stilede højere.

Da Peter Iversen med Ære havde bestaaet sine Prøver, kaldte Justitsraaden ham op og betroede ham i en barsk Tone under forskellige Vendinger og Vridninger, at hans (Justitsraadens) Helbred fordrede, at han tilbragte Resten af sine Dage paa Landet. Han vilde nu "rette den Forespørgsel" til Peter Iversen, om han og hans vordende Hustru vilde tage ham i Kost i "hans 432 fremrykkede Alder", saa vilde han hjælpe ham med Købet af et Sted paa Landet, hvor han kunde drive sin Praksis.

Skolelærer Kortsen fik det Hverv at se sig om efter et saadant Sted, og det fandtes tæt hinsides Grænsen af Baroniet Strandholt, hinsides Aaen, som paa den ene Side afsluttede dets Territorium. Det var oprindelig et Parcelsted, solgt fra en Udflyttergaard. Det laa højt, med Skov bag ved sig og med Udsigt til Baroniets store Skovarena lige over for og til Aaens mange Slangebugtninger gennem den blanke Eng, til hvide Kirketaarne, der ragede op i Landskabet hist og her, til poppelkransede Landsbyer og spredte Gaarde bag grønne Diger og Frugthaver.

Stuehuset blev bygget om til "en Familje uden for Bondestanden", under Rasmus Kortsens højrøstede Ledelse. Da det var færdigt, holdt Peter Iversen og Charlotte Bryllup i København. Lars Iversen havde for rum Tid siden af Sorg over sin Afskedigelse drukket saa tæt, at han aldrig fik sovet Rusen ud. Mette Splyd døde kort efter i det gamle Skovfogedhus, der straks blev revet ned. Dets Plads blev udbyttet paa en mere indbringende Maade af den nye Skovfoged Ulriksen.

Det var en Eftermiddag først i Juni, en lys, mild Eftermiddag med guldrandede Skove mod Vest, med langsom Solnedgang, mættet af Duft, med udtittende Syrener paa Havens Buske, med Masser af blomstrende Hvidtjørn og Kirsebærtræer, lyst rødmende, som smaanikkende dryssede Fnug ud i Rummet.

Paa Bænken foran Huset sad det unge Ægtepar, stille flydende hen i deres unge Lykke og i den landlige Skærsommerskumrings lune Strøm. I det fjærne kunde de skimte Humlehaven, hvor de havde leget og lidt.

Oven over dem fra et af Kvistens tre Vinduer ludede et Hoved ud, hvidt som Havens Kirsebærtræer. En blaa Røg ringlede sig lydløst hen mellem de lave Træers og Buskes Toppe og fortyndedes til svagere og svagere Ringe, til den helt forsvandt. Justitsraad Gram havde vænnet sig til at ryge en eneste Cigar om Aftenen i sin Dagligstue paa Kvisten, mens han nød Naturen og det unge Par der neden under. Endelig havde han havt Glæde af et Par Mennesker, som han havde hjulpet.

En Støvsky hvirvlede op over Kammen af en Høj, der skjulte Landevejens Sving til venstre. Pludselig kom en Landauer til Syne. Sølvtoppene blinkede som hoppende Smaablus paa Hestenes Hoveder.

433

Peter og Charlotte sprang op. Justitsraadens Hoved fór tilbage, som var han ramt af et Skud.

Det var Enkebaronesse Horsten. Paa sin Aftenkøretur vilde hun gengælde den unge Landinspektørs og Kones Visit og med det samme se, hvorledes hendes Brudegave, et fuldstændigt Dagligstuemøblement tog sig ud.

- Superb! sagde hun om alt, hvad hun besaa indvendig og udvendig, tungt hængende ved Tjenerens Arm. Særdeles idyllisk!

Hun kyssede Charlotte paa Kinden til Afsked, rakte Iversen sin Haand og sagde:
- Skrækkelig radikal, lille Iversen! Ikke sandt? He. Gør aldeles ingen Ting, gaar over af sig selv. God Aften, mine gode!

Peter Iversens Praksis laa uden for Godset. Amtrup vilde ikke have ham nær paa Livet, og, da Baron Horsten saa, at han havde nok at bestille, fandt han det ogsaa bekvemmest, som det var. Han besøgte aldrig Ægteparret, men talte venlig og naturlig med Iversen, naar han tilfældigvis stødte paa ham. Til hans Kone spurgte han aldrig. Da de ikke længere hørte til "Stamhuset", glemte han dem efterhaanden; de ophørte at eksistere for ham.

434
435

INDHOLD
AF
TREDIE BIND

  • Et Aar i Embede ...............................................1
  • Skovfogedbørnene .................................................205