↩ Erik havde fra sit første Studenteraar læst i den Skole, hvis Bestyrer vi hørte tale hans Sag hos Ministeren. Vi véd ogsaa, at han havde undervist i Historie. Nu studerede han Historie. Han valgte den Periode, hvorfra den kirkehistoriske Opgave i Faget til hans Attestats var tagen: Tiden i England fra Reformationens Begyndelse til Elisabeths Død. Derved kom han ind paa den engelske Renæssanceliteratur. Dramatikerne før Shakespeare forfærdede og forargede ham. Han syntes, han vandrede gennem Blod og Skarn, mellem Banditer og Skøger. Selv Shakespeare kunde hans endnu pigeagtige Smag ikke ret fordøje. Det var ejendommeligt for ham, lidet primitiv anlagt som han var, at han altid trængte til en kommenterende Pegepind. Da faldt Taines engelske Literaturhistorie ham i Hænde. Han læste 22 den først med aandeløs Spænding; saa levede han sig ind i den, studerede den paa kryds og tværs. Da rev et Vindstød den Taage til Side, som hidtil havde omhyllet Fænomenerne for ham. Dugblinkende, solfunklende, af fugtigt grønt svulmende Marker, oversaaede af brogede folkelige Festtog, der tumlede sig i hedensk, bakkantisk Fryd i "the merry England", Herrer og Damer med stort skaarne Ansigter og mægtige Legemer i pragtfulde af Guld overbroderede Fløjels- og Silkedragter sprang frem lyslevende i hans Fantasi. Nu forstod han den theologisk optugtede, liderlige Halvbarbar Henrik VIII, nu tonede Jane Grays fine Profil skarpt ud fra Skafottets mørke Klæde, nu tordnede Cromwells Soldaters Salmer og Protektorens bibelske Taler om hans Øren som Orgelets Basbasuner.