↩ Charlotte var svimmel og fortumlet. Mødet med Anders Tjener, hans flabede og nærgaaende Kurmageri havde ydmyget hende. Da hun genkendte den kønne Herre, ham, Justitraadens Herre, og han kom hende i Møde, syntes hun, at hun blev løftet op i en Sfære, der var en Del højere end Anders Tjeners. Hun tog Fuldmægtig Jespersens Arm og lod ham trykke den. Ude ved Fortunen havde hun slaaet Anders Tjener over Fingrene med sin Parasol under Madam Hansens bifaldende Nik. Og Madam Hansen havde sagt, da Anders maatte afsted: Uh, saadan nogle Tjenere; det er ikke ærlige Arbejdere; det er vor Tids Slaver, for jeg har læst Verdenshistorie.