Paludan-Müller, Fr. ADAM HOMO ET DIGT (1839-1848)

✂

PROLOG

✂ De gamle Tider ere længst forsvundne,
Da Bardens Harpe lød til Skjoldeklang,
Da han begeistred Helte ved sin Sang
Og trøstede med den de Overvundne.
De gamle Kæmpers Aander ligge bundne
Og vækkes ikke op for anden Gang:
Den, som i Sang om Kæmper nu fortæller,
Ny Viin paa gamle Læderflasker helder.

✂ Saa er og svundne nu de gyldne Tider,
Da Digteren i Ridderborgen sad,
Hvor han, mens Øiet rundt blandt Damer glider,
Om Ridder Lancelot og Roland qvad.
Hvor fulgtes dengang Helt og Digter ad!
Hvor gjorde da de lyst til alle Sider!
Men Riddertiden - ak! den var poetisk;
Vor Tid er idethøieste æsthetisk.

✂ Enhver sig selv er nærmest, Ordet lyder,
Et Ord som godt paa Tider passe kan:
De Toner staae os allerbedst dog an,
Hvis Efterklang vort eget Hjerte tyder.
Derfor sig andre Baner Musen bryder
I Poesiens grændseløse Land,
Derfor i Former, som til Tiden svare,
Vil nu sin Verden hun os aabenbare.

✂ Og da paa Sligt nu hver Poet er viis,
Lang Tid holdt fangen af det Illusoriske,
Saa seer man meer og meer det blot Historiske
At synke qua poetisk Stof i Priis.
Af Digtekonstens lyse Paradiis
De nøgne Facta, om endog notoriske,
De blotte Helte med de bare Struber,
Forjages af de critiske Cheruber.

✂ 8 Fra Scylla i Charybdis dog man falder -
Fra Dynen ned i Halmen, man i Nord
Slig Falden i Charybdis ogsaa kalder;
En gammel Sandhed har et gammelt Ord.
Den, som ei før det troede, vist det troer
Ved Synet af en reent prosaisk Alder,
Sat nøgen ind i Genremalerier,
Udgivne som Novelle-Poesier.

✂ Men Billederne glæde; Hoben aner,
At den paa Prent gaaer her sig selv forbi;
Og Faa kun føle det Forkeerte i
At faae for Flugt af Ørne Spank af Haner,
For Amors Seire simpelt Lefleri,
Og Qvæk af Gadegæs for Sang af Svaner.
Hvad gjør man da? og hvilke Bud og Pligter
Kan stilles op som Love for en Digter?

✂ Ti Bud fik Jøderne - det var for mange;
Hvorfor ei heller Jøderne dem holdt.
Vi Christne fik kun to, som blot forlange,
At Hjertet i vort Bryst ei bliver koldt.
Men dette Tal endnu gjør Mængden bange,
Og har Alverden Bryderi forvoldt,
Thi reduceerte man fra fordums Dage
De ti og to til eet: Søg at belhage!

✂ I dette Bud Alverden sammenstemmer,
Det staaer med gylden Skrift paa Hvermands Port;
Den vise Fader til sit Barn det gjemmer,
At Barnet blive kan til noget Stort.
Behag, min Søn! saa er din Lykke gjort -
Og Sønnen ei letsindig Ordet glemmer;
Han voxer op og la'er sig Skægget rage,
Gaaer saa i Verden ud, for at behage.

✂ Og som han gaaer, han seer, at Barndomslæren
Var ikke løiet Viisdom eller Tant:
Som Ringen af en kostbar Diamant,
Saa laaner deraf Lys den hele Væren.
Behage vil Tartuffen som Hetæren,
Som Narren Helten, der en Krone vandt,
Som Sangerinden, der paa Scenen galer,
Selv Præsten, naar med Salvelse han taler.

✂ 9 Behage vil de Gamle som de Unge,
Behage hvordan Pokker saa det gaaer,
Thi dertil intet Middel man forsmaaer:
A vil behage ved sin skarpe Tunge,
B ved sit bløde Hjertes aabne Saar,
C ved sin syge Lever eller Lunge,
Naar smægtende han staaer med blegnet Kind,
Og hoster sig i Damehjerter ind.

✂ I dette Ord: behag! er altsaa Svaret
Paa hvad der nys mig gjorde Hovedbrud;
Thi hvad for hele Verden er et Bud,
For det er Digteren ei heller sparet.
Men hvem behage? det blev ikke klaret:
Sig selv, sin Næste, eller og sin Gud?
Det store Spørgsmaal jeg at løse vover,
Idet jeg ikke hugger Knuden over.

✂ Jeg vælger mig et Stof af Hverdagssnit,
Hvis Farve spiller i det Nationale;
Thi Helten, dansk i Sind og Skind og Tale,
Skal sig i Hverdagslivet røre frit.
Han holdes borte fra det Ideale,
Han uromantisk gaaer i Prosaskridt,
Han prøver Alt, men vælger ei det Bedste:
En saadan Helt behage maa min Næste.

✂ Dog, mens sin egen Sø jeg la'er ham seile,
Og la'er ham blive gammel, blive graa,
Skal dog tilsidst et Tankebilled speile
Sig i hans Liv og frem af Digtet gaae.
Maa jeg kun dette Maal ei her forfeile,
Saa Tankens Sandhed kan sin Prøve staae:
Da haaber jeg - om ei at tækkes Vrimlen -
Ved Digtets Formaal at behage Himlen.

✂ Endnu mit eget Bifald staaer tilbage,
Som man bør troe, erhverves ei saa nemt.
Fordet at opnaae og mig selv behage
I Stoffet, af Naturen ubeqvemt,
Vil meest paa Breden jeg min Digtning tage,
I Haab, at derved Længden bliver glemt;
Og alt som Pennen fort med Helten glider,
En Smule see mig om til alle Sider. -

✂ 10 Og her Prologen nu jeg slutte kunde,
Thi Planens Armod troer jeg ligger klar,
Saa Ingen sige skal, der lovet var,
Hvad Værket selv dog holder ingenlunde.
Hvis man for denne Fattigdom vil Grunde,
I Tiden og i Autor man dem har;
Men hvis til Autor man sig ene holder,
Da svarer han igjen: min Tid det volder!

✂ Jeg skulde slutte; men naar man begynder,
Saa falder det, at e n d e, ei saa let.
Tænk paa den Unge, som endnu ei træt
Sig frem paa Livets lange Bane skynder,
Og see, om strax af Livet han blev mæt;
Tænk selv (hvis her det passer) paa en Synder,
Til hvem Samvittigheden raaber: stop!
Og see, om strax Patronen holder op.

✂ Enhver Begyndelse, hvor rig og fuld,
Som havde Herligheden ingen Ende!
Betragt blot Morgenrødens Hav af Guld,
Som vilde Himlen al sin Rigdom sende;
See Vaarens Blomstermyl af Jordens Muld,
See Barnets Fryd, ved sig til Leg at vende,
See Kjærlighedens første Øiekast,
Der til Secundet binder Evigheden fast -

✂ Og anderledes ei det gaaer en Sanger,
Naar Digtets Spire vaagner i hans Bryst;
Han hører forud hver en Fremtidsrøst,
Der gjennem ham at yttre sig forlanger:
Haab, Elskov, Fryd og Veemod, Spot og Anger,
Den bittre Sorg med samt den søde Lyst,
Alt griber forud i hans Hjertes Strænge,
Saa disse tone stærkt og zittre længe.

✂

FØRSTE SANG

✂ Paa Jyllands Kyst, ei langt fra Byen Veile,
(Der for det jydske Paradiis har Ord)
Paa Bredden af den smukke Veilefjord,
Hvori sig stadig Kystens Bakker speile,
Mens Skib og Baad forbi paa Bølgen seile
Og give kun et flygtigt Billeds Spor:
Der, hvor paa Kortet man seer tvende Prikker,
En Landsby med sin hvide Kirke ligger.

✂ Det er ved Vintertide: frossen Jorden,
Og rundtomkring, saalangt som man kan see,
Er Mark og Skov som oversaaet med Snee,
Og næsten heelt belagt med Iis er Fjorden.
De lette Spurve, graae og troe som Norden,
Hvem ei de svigted i dens Vintervee,
Sig sætte nu i Flok paa Bondens Tage
Og tigge Smuler af hans Julekage.

✂ Thi det er Juleaften: festlig skinner
De vinterklare Stjerners friske Krands,
Der kaster over Sneens kolde Glands
Et Skjær saa sølvhvidt, som man stundom finder
Det paa den D øendes de blege Kinder,
Naar Evigheden aabnes for hans Sands.
Alt er saa stille - knap en Vind sig rører;
Ikkun fra Fjorden hist man Fodtrin hører.

✂ Det er Hr. Peter Homo, Landsbypræsten,
Der over Isen ind mod Kysten gaaer.
Lidt kort og corpulent han er, forresten
En rørig Mand i sine bedste Aar.
Hans Klædedragt: Kavaien, Frakken, Vesten,
Er graa og hjemmegjort, af egne Faar.
Han nys har efterseet sin Fiskeruse,
Og traver nu med raske Skridt tilhuse.

✂ 12 Og alt som over Marken hen han skrider,
Idet han følger Stiens svage Spor,
Hans Blik sig hæver op, hvor Lyset boer.
Dog snart igjen fra Himmelkuplens Sider
Det ned mod Præstegaardens Vindver glider,
Hvorfra paany det søger Stjerners Chor.
Man seer, at deelt imellem Jord og Himmel,
Hans Tanke færdig er at blive svimmel.

✂ Og intet Under; Julestjernens Skin
Ham om dien knap begyndte Præken minder,
Som ved sin Hjemkomst paa sin Pult han finder,
Og hvortil ret han samle vil sit Sind.
Lig Hyrderne han derfor skuer ind
Saa langt han kan i Himlen, til ham blinder
Gjenskinnet af en englelig Gestalt -
Da for hans Blik et Slør medeet der faldt.

✂ Og intet Under; Lysets milde Skjær,
Som glimter gjennem Præstegaardens Ruder,
Og som det hyggelige Hjem bebuder,
Hvis Tag han kommer meer og mere nær,
Hans Sind nu drager ned til andre Guder,
Til Julegrøden og en Hustru kjær;
I Præstegaardens lune Dagligstue
Han i Forening snart skal begge skue.

✂ Derhos han tænker paa sin lille Søn,
Paa Mortensdagen født, og som til Daaben
Imorgen bæres skal i Christenkaaben
Og med en Hue, guldbrodeert og grøn.
I Aanden alt han hører Drengens Raaben
Ved Døbeacten og den lange Bøn:
Da seer han op - og atter Tanken mødes
Med Christusbarnet, som inat jo fødes.

✂ Mens saadan deelt i Sind, hen over Snee
Pastoren vandrer - til hans Dagligstue
Jeg fører Læseren, og der vi see:
Et snevert Rum, som Loftets Bjælker kue,
En Kakkelovn, hvori en munter Lue,
Sex Stole med en gammel Canapee;
Ved Stueuhret Vuggen staaer paa Gænger
Og over den i Buret Fuglen hænger.

✂ 13 Og foran Vuggen sidder fremad bøiet
Den unge Præstekone, fiin og lille,
Der med et Udtryk, yndigt og fornøiet,
Sin førstefødte Søn betragter stille.
Snart smile hendes Træk, de klare, milde,
Snart svæver der en Alvorssky for Øiet,
Til hendes glade Blik paany frembryde
Ved Tanker, som i Ord jeg saa vil tyde:

✂ Du lille Barn, som jeg i Verden satte,
Hvor qvæger som mit Hjerte du mit Blik!
Om Een mig bød Alverdens Guld og Skatte,
Din mindste Finger ei af mig han fik.
O, hvad du er for mig, kan Ingen fatte,
Du lille Engel og du store Strik!
Du, som med dine Smiil og dine Løier
Ei Præsten blot, men Provsten selv fornøier.

✂ Hvor sødt du sover her med Rosenkind!
De runde Hænder fast om Puden klemme;
Dit lette Aandedrag jeg kan fornemme,
Just som en varm og liflig Foraarsvind.
Alting jeg høre kan i denne Stemme,
Der ene fattes af en Moders Sind:
Din Fremtids Jubel og din Fremtids Sukke -
Ak! før de komme, lad mit Pus mig vugge!

✂ Paa eengang Stueuhrets Klokke slaaer;
Af hendes Drømme Slaget hende vækker,
Og op hun reiser sig og Bordet dækker,
Mens Katten, som fra Ovnen langsomt gaaer,
Med sagte Knurren Kroppen dovent strækker.
I Gangen faste Trin hun høre faaer,
Og efter Maden ud saa let hun springer,
Just som ad Døren ind Pastoren svinger.

✂ Paa Bordet dampende staaer Julens Grød.
Da den fortæret er, sig Homo hviler
En Stund ved Piben, mens tilfreds han smiler
Til Sønnen, gjemt i Vuggens lune Skjød.
Saa til Studerekamret rask han iler,
Hvor med sin Præken overtvært han brød,
Imens, for Baand at sye paa Barnehuen,
Hans Viv tilbage bli'er i Dagligstuen.

✂ 14 Der sidder atter hun som før saa stille,
Med Huens Baand paa Skjødet for sig bredt,
Og med et Blik, hvormed der langt blev seet
I Skjæbnen ud, der venter paa den Lille.
Hvad skuer ei en Moder! men Prophet
Formaaer dog ingen Moder ret at spille;
Dertil for dybt er Barnets Fremtid gjemt,
Og Moderhjertets Ønske for bestemt.

✂ Den Glædestaare hun ved Vuggen græder,
Og som i Barnet Fremtids-Helten gjaldt,
Maaskee den rinder for en lille Skræder,
En lille Klodrian i Eet og Alt.
Det Smiil, hvormed hun forud alt sig glæder
Til det i Vuggen gjemte Jordens Salt,
Til dette Lys, hvis Straaler Ingen tæller:
Det Smiil et Mørkets Barn maaskee kun gjælder.

✂ Saa dybt sig rørte Præstekonens Indre;
Sin Søn med Bøn befaled hun til Gud,
Saa skued hun igjennem Vindvet ud,
Og saae paa Himlen Nattens Lamper tindre.
Da faldt en Stjerne ned, og paa det mindre
Der fulgte strax et større Stjerneskud.
Paa dette Tegn saa fast hun monne bygge;
Thi samme Stund hun bad for Barnets Lykke.

✂ Og her jeg Dækket nu vil lade falde
For Juleaften, at med meer Behag
Min Læser møde kan paa Juledag,
Naar Solens Straaler skal til Liv den kalde.
Eet Spørgsmaal har jeg dog at gjøre Alle:
Om Noget er saa dansk i Aand og Smag,
Saa ret fornøieligt, af Harm ublandet,
Som Julen i en Præstegaard paa Landet?

✂ Da seer man tidt de langtfra komne Venner
I saadan Mængde under Gaardens Tag,
At Hjerterum maa tages i Beslag,
Naar Huusrum mangler, som da ofte hænder.
Sex i et Kammer, dermed tidt det ender;
To i en Seng, nu er en afgjort Sag;
Alt - tænker Præstekonen - er det Samme,
Naar Sengene kun ei gjør mig tilskamme.

✂ 15 Og iblandt Gjæsterne, som da man venter,
Er gjerne Husets egen Søn, med hvem
Fra Hovedstaden en fem, sex Studenter
For Morskabs Skyld i Julen følge hjem.
Med spændt Forventning, som i Alt sig prenter,
De unge Præstedøttre vente dem;
Og hvergang blot en Vogn de faae at høre,
Strax Purpur deres Kinder sig iføre.

✂ Men naar saa endelig er' samled' Alle,
Hvem gammel Gjæstfrihed til Huset trak,
Da giver Huset Gjenlyd af en Snak,
Som næsten babylonisk man kan kalde.
Imellem dunkle Skyer af Tobak
Vel stundom Vittighedens Lynglimt falde;
Men oftest, naar en Tordenlatter ruller,
Er det kun Overgivenhedens Bulder.

✂ Thi Hver faaer Røst, som blot har Talens Gaver,
Og bli'er i Talens Løb fra bly til kry;
Hvert Indfald, man har hørt, igjen man haver,
Hver Anekdot, man veed, maa frem paany.
Paa Politikens Marker rundt man traver,
I Konsternes Paulun man søger Ly;
Man stiger op, selv til Metaphysiken,
Og dumper ned til Kjeldermands-Logiken.

✂ Saa gaaer det til, naar i en samlet Flok
Sin Aand ved Morgentheen man befrier.
Om Dagen man sig deler i Partier,
Naar man ved Frokost har sig styrket nok.
Til Vandring gribe Nogle Hat og Stok,
Til lærd Diskurs en anden Part sig vier;
Mens Andre, som ihast sig liste bort,
Gaae op paa Kammeret og spille Kort.

✂ I Dagligstuen bli'er endnu tilbage
Et Par Studenter, som med Velbehag
Æsthetisk Kundskab lægge for en Dag,
For Husets unge Damer at behage.
Hvert Ord, som fremmer Æsthetikens Sag,
Til Hjerte sig de unge Piger tage,
I den Grad, at før Julen er forbi
De tidt faae Smag paa Livets Poesi.

✂ 16 Mens Alt forinden saa er vel forvaret
Foruden gaaer det ikke mindre godt:
Hund, Heste, Piger, Karle leve flot,
Thi ei paa Levemaade bli'er der sparet.
Til alle Tider har man det erfaret,
At Mennesket af Brød ei lever blot;
Men at i samme Forhold Glæden hyldes,
Som Glasset og Tallerkenerne fyldes.

✂ Og derfor hvilket Liv i Kjøkken, Kjelder,
Og hvilken Tappen af og Skjenken i,
Og hvilken Rutten nu med Kryderi,
Og hvilken Mængde Fjerkræ nu man fælder!
At bruge sig for Pigerne det gjælder,
Og ærlig staaer dem Præstekonen bi;
Og over hver en Gjæst en Flod der regner
Af Pebernødder, Julebrød og Kleiner.

✂ Paa saadan Viis oplives Aand og Sandser,
Mens hver en Dag henrinder som en Fest;
Om Aftnen man i Havestuen dandser,
Hvis ei man samles hos en Nabopræst.
Thi med Besøg i Egnen ei det standser,
Før man har gjæstet rundt, i Øst og Vest,
Hver geistlig Mand, der Fedekalven slagter,
Hver dannet Møller, hver gentil Forpagter.

✂ Besøg med Gjenbesøg besvaret bli'er,
Først efter Nytaar Herligheden ender;
Og midt i Fyldens Tid sig tidt da hænder,
At en Student til Præstens Datter frier.
Vel er det Alt i Alt kun tvende Hænder
Og tvende Hjerter man hinanden gi'er;
Men her i Overflod hvor kan de Gode
Fremtidig Mangel vel paa Brød formode?

✂ En slig Begivenhed forhøier Glæden,
Og naar tilsidst nu Afskedstimen slaaer,
Ei blot med Haandtryk man i Vognen staaer,
Hos To et kjærligt Kys er traadt isteden.
I tvende aabne Vogne, fulgt af Slæden,
Frem under Hundeglam saa Toget gaaer,
Og alle Husets Folk paa Vei det følge,
At Porten ei for snart skal Synet dølge.

✂ 17 Endnu engang Farvel man der maa sige,
Og Tak for Alt hvad Godt man nød og fik;
Endnu engang de tvende Lykkelige
Maae vexle deres Hjerter i et Blik -
Da svinges Hatten efter gammel Skik,
Og alle Gjæster høit et Vale skrige,
Mens Raabet følger dem ad Veien hen:
Farvel, Farvel, Farvel! Kom snart igjenl

✂ Det var en Episode; thi saa stille
Forresten Dagene paa Landet gaae:
Den Sol gjør ingen Larm, hvis Straaler milde
Belyse Livet i den ringe Vraa;
Og Maanen taus er, som i Aftnen silde
Igjennem Vindvet skinner ind paaskraa;
Og Skov og Have, Mark og grønne Enge
Vel røre dybe, men ei stærke Strænge.

✂ Eensformig glider Livets Bølge hen,
Og al dens vilde Brusen her forstummer;
Men steg den end, den brødes snart igjen
Mod Dagens Arbeid og mod Nattens Slummer.
Haab og Betragtning dog er Landets Ven,
Og Phantasi det snevre Hjem dog rummer;
Det er, som gled saa sagte Tidens Elv,
At ret man skal fordybes i sig selv.

✂ Men saa forskjellig Drift behersker Støvet,
At den, der lever tryg i Hyttens Skjul,
Vil hige udad som en modig Fugl,
At faae i Livets Storme Vingen øvet;
Imedens den, der Stormens Slag har prøvet,
Og smagt hvor Verdens Frugt saa tidt var huul,
Vil Staven længselfuld tilbage flytte,
Og søge hjemad mod den stille Hytte.

✂ Dog nu til Texten! - Homo's Stadsestue,
Belyst af Vintersolens klare Skjær,
Paa selve Juledagen aabnes her. -
En heel Forsamling der i Kreds vi skue:
Først Provst Matthias Holm med samt hans Frue,
Der sidde Svigersønnen Homo nær;
Han, orthodox og streng i Ord og Tone,
Hun, stille, blid, et Mønster paa en Kone.

✂ 18 Dernæst Hr. Pastor Jeremias Top
Med samt Amalie, hans Ægtefælle,
Der beggeto for hellige vil gjælde,
Skjøndt hvert et Aandens Præg er som slugt op
Af deres kjødelige, svære Krop.
Som Curiosum er om Top at melde,
At mens han selv et Lysets Barn sig troer,
Han ofte dog ved Mørkets Fyrste svor.

✂ Dernæst Hr. Pastor Henrik Flint med Søster,
En Pige rank og kydsk, af Væxten stolt,
Imedens Broderen, med Hjertet koldt,
Af skarp Forstand og fiin Logik sig bryster.
Hans Øre vendt er mod de nye Røster,
Og høit i Ære Doctor Strauss han holdt,
Med hvem han superklog og skeptisk lytter
Til Skriftens Udsagn som til Sagn og Myther.

✂ Foruden dem endnu kun er at nævne
Hr. Peter Homo selv, Rationalisten,
Der vel beklipper Ordet efter Evne,
Men dog bevarer Troen som en Christen.
Paa denne Maade haabed Egoisten
(Thi det var Homo) Udvei sig at levne,
Idet han Alting efter sin Methode
Snart bortfortolkede, snart atter troede.

✂ Saa sad forsamled' nu i Kreds de kjære
Og gode Venner, der var kjørte hid
For Faddere til Præstens Søn at være,
Og her sig styrked ved en Morgenbid.
Den friske Julekage de fortære,
Mens Drikken bydes om fra Tid til Tid:
Da hørtes begge Kirkens Klokker klinge,
For sammen Menighedens Hjord at ringe.

✂ Og Døren den gik op i samme Stund;
Og fra det kolde Kammer ind i Varmen,
I sneehvid Dragt, med Sløifer over Barmen,
Med blege Roser paa sin Kind og Mund,
Med Daabens lille Candidat paa Armen,
Fulgt af »Pasop«, den store Hønsehund,
Den unge Præstekone let nu træder,
Og Alle med sit milde Aasyn glæder.

✂ 19 Ned i sin Moders Arm hun kjærligt lægger
Den lille Søn, hvis skjønne Døbedragt,
Istand ved hendes egne Hænder bragt,
Almindelig Beundring sig tiltrækker.
Fru Holm for Dattersønnen kjæledægger,
Og gjør det Løfte: ret at give Agt,
Om Barnet bli'er en Sanger - hvad man siger
For gammelt Ord, naar det ved Daaben skriger.

✂ Men her opløfter Provsten Holm sin Røst:
Op, og til Kirke! Timen den er slaaet;
Op, nu vi har lidt Varmt i Livet faaet,
At synge Psalmer af et trofast Bryst!
Op, mine Venner! Præsten alt er gaaet,
Og i hans Fodspor træde vi med Lyst.
Sin Hat han ta'er - til Kirken Alle drage,
Kun Barnets Moder ene bli'er tilbage.

✂ Men i den lille Kirke, dennesinde
Forgyldt af Juledagens blanke Sol,
Sad alt i Rader Bonden og hans Qvinde,
Samt Byens unge Folk i Koft og Kjol:
Da aabned sig med Larm Baronens Stol,
Og snart man seer ham selv med Gemalinde;
Men Fadderne til Præstens Søn, der blunder,
Faae Plads i Stolestadet nedenunder.

✂ Gudstjenesten begynder. Degnen bringer
Sin Tale frem midt i det aabne Chor,
Mens spillende hans ené Tommelfinger
Sig i en Cirkel om den anden snoer.
Derpaa hans Stemme laaner Sangen Vinger,
Og skjøndt ham Tonen fast i Halsen groer,
Fuldkommen dog hans Menighed forstod ham,
Thi Tonen greb de, just som den forlod ham.

✂ To Psalmer qvædes. Man den tredie sang,
Da fulgt af Degnen, klart beskint af Solen,
Med begge Hænder dybt i Præstekjolen,
Hr. Pastor Peter Homo gik sin Gang
Fra Sacristiet hen til Prækestolen.
Nu gaaer han op ad Trappen, smal og trang;
Nu staaer han ved sit Maal, slaaer Kors og sukker;
Nu - for Baronens Stol han dybt sig bukker.

✂ 20 Hans Hoved synker - Alt han synes glemme;
Og som han talte for sig selv i Løn,
Han mumler til Indledning først en Bøn.
Derpaa han løfter kraftelig sin Stemme,
Og læser Evangeliet om Guds Søn,
Saa man i hver en Krog det kan fornemme.
Tilsidst til Hverdagsrøst han daler ned,
Alt som han over i sin Præken gled.

✂ Med denne Vending Texten han forlod:
At Dagens Fest høist vigtig var for Alle,
At dette Thema her han dog lod falde,
At et beslægtet Stof han derimod
Frem for Betragtningen nu vilde kalde,
Idet hans Tale skulde slaae sin Rod
I den Art Frygt, der her med Haabet mødes,
Hvergang et Støvets Barn til Verden fødes.

✂ Et Barn er født! saa udbrød han med Glæde,
Idet hans Haand paa Prækestolen faldt:
O, hvo kan fatte, hvad til Liv er kaldt
Med Livet, som begynder i den Spæde?
Først Graad, thi det begynder med at græde;
Saa Latter, thi af Fryd det smiler alt;
Saa Verdens mange Haab og mange Sorger;
Thi Barnet - mærk det vel! er Verdensborger.

✂ En Verdensborger - hvad vil det nu sige?
Min christne Broder! mon du ret det veed?
En Aand betyder det, der stiger ned
Fra Aanders Hjem, for her paa Jorderige
At gaae i Skole og fra Skolen hige
Tilbage til den fordums Herlighed;
En Aand, der til sin Deel kun Støv annammer,
Skjøndt dybt den føler, at fra Lys den stammer.

✂ Dog ei blot Aand men Legeme vi ere:
En Verdensborger og medrette hed
Den Skabning gjort af Jord, der nød og led,
Der tog en Viv, for Slægten at formere,
Der lod af Drift og Attraa sig regere,
Og aad sit Brød udi sit Ansigts Sved;
Der endelig, naar Gud det vilde have,
Sig mod sin Villie lod tilsidst begrave.

✂ 21 Da Ordet følgelig har tvende Sider,
Og Manges Liv kun een tilskue bar,
Jeg sikkert Ret i denne Paastand har:
At naar et Væsen frem til Livet skrider,
En Følelse af Frygt med Haabet strider
I dem, der Grund til Sammes Fødsel var;
I dem, der saa at sige skal forsvare
Ved Barnet selv, at de Forældre vare.

✂ Thi hvordan Barnet eengang sig betragter:
Om det som Sværmer blot en Aand sig troer,
Og Livet og dets Syssel her foragter;
Om det forglemmer alle høie Magter,
Og roder som en Myre kun paa Jord;
Om det sin hele Gjæld, med andre Ord,
Til Gud som og til Cæsar her vil klare:
Hvo kan mig disse Spørgsmaal vel besvare?

✂ O, med et Blik paa hvad i Verden skeer
Apostlen siger: »i hvert Huus maa være
Ei Kar til Ære blot, men til Vanære,
Ei Sølvkar blot, men Kar af Træ og Leer.«
Hvo maa for Skjændselskar nu Frygt ei bære,
Skjøndt som et Sølvkar Haabet Barnet seer;
Et Haab, med Glæde Skriftens Ord omfattende
I Sanct Matthæi Nittende og Attende.

✂ Med Skriftsprog Homo her blev ved en Stund,
Og tidt hans Hænder nu med Styrke begge
Slog ned i Prækestolen, hvormed kun
Hans Hensigt var, til Andagt Folk at vække.
Derpaa sin Daase frem han saaes at trække,
Og op en Pris at hente fra dens Bund,
Imens i Prækenen han Pause gjorde,
Hvorpaa han atter tog med Kraft tilorde:

✂ Om Haab og Frygt abstract er hidtil talt;
Til det concrete Liv jeg nu mig vender,
Til det, der ta'er paa os med haarde Hænder,
Og intet mindre er end idealt;
Til Livet, som i Danmark man det kjender,
Til Livet, der gaaer skjævt og der gaaer galt,
Og her min christne Ven jeg nok gad spørge:
Skal man ved Barnets Fødsel glædes eller sørge?

✂ 22 Thi see omkring dig, du, som Øine har!
Og brug dit Øre, du, som eier Øre!
Og siig mig saa, om Landet forhen var
I slig en Gjæring og i saadant Røre?
Tro, Stat og Videnskab man om vil gjøre,
Folk, Fæ og Jord paa anden Viis man ta'er:
Enhver kan rive ned - men hvo kan bygge?
See, deri Brødre! stikker vor Ulykke.

✂ Og hvilken Tanke nu: Mit Barn jeg kaster
Ud i den rivende, den dybe Flod.
Hvor skal den lille Jolle staae imod,
Naar Skibet kantrer med de store Master?
Hvordan bevares Tro og Haab og Mod
Midt i en Verden, sammensat af Laster?
Hvor finder Barnets Dyd en Varetægt
Her blandt den svage, den forvendte Slægt?

✂ Det var Moralens Røst. Hør nu Forstanden,
Hvis Udsagn ikke mindre ængste kan:
Vort Danmark er et lille fattigt Land,
Hvori den Ene tynger paa den Anden.
Men som et Kar kun fyldes kan til Randen,
Saa gaaer det og hver enkelt Stat og Stand:
Naar ingen Stand kan flere Folk forsørge,
Hvor skal man da om Brød til Barnet spørge?

✂ Lad Drengen blive Landmand, du vil sige.
Vel! dertil hører Mark og Eng og Gaard,
Men jeg gad vide, hvordan Jord man faaer,
Naar Alt er pløiet op i Kongens Rige.
Saa lad ham blive Kjøbmand! - Ei saa lige
Min christne Vens Beregning jeg forstaaer:
For Een, der kjøber, Ti jo nu vil sælge,
Hvor skal vor Kjøbmand da sig Kunder vælge?

✂ Hos Embedsclassen ingen Trøst jeg henter.
Ved Bøn om Levebrød faaer jeg til Svar:
A nyder det; B efter A det venter,
Og C paa samme dernæst Løfte har.
Hvis en Student paa Raad jeg ikkun ta'er,
Strax hedder det: der vrimler af Studenter!
Og saadan taler mindre eller meer
Hver Konstner, Haandværksmand og Officeer.

✂ 23 Hvad er at gjøre? Barnet dog skal leve.
Naar saa jeg spørger, og man svarer ei,
Da i min Bibel atter læser jeg
De gamle Ord, som fordum talte bleve:
See Fuglene, der under Himlen svæve!
See Lilierne, der voxe paa din Vei!
Vil Gud for Fugl og Lilie gaae i Borgen,
Hvorfor da grue vel for Næringssorgen?

✂ Her i sit Es sig Homo ret fornemmer;
Thi Frygt for Mangel er den Plageaand,
Der holder Dag og Nat hans Sjæl i Baand,
Og under Navn af gammel Gjæld ham klemmer.
Hver Næringssorg han derfor sønderlemmer,
Hver Nød han blotter med en øvet Haand,
Og seent fra Digressionen hjem han vendte,
Hvorpaa med disse Ord han Talen endte:

✂ Om Barn, som Genus, før jeg har mig dreiet;
Nu ved min egen Søn jeg stander stil',
Thi ham jeg egentlig dog sigted til,
Mens jeg har Livet og dets Skjæbner veiet.
Og er mit Haab, at Talen om mit Eget
Ei noget Hjerte her forarge vil;
Thi, sandelig! som Præst jeg Regnskab skylder,
Hvordan min Faderpligt jeg selv opfylder.

✂ Saa viid da nu, min kjære Menighed!
At her idag min Søn jeg lader døbe,
For Ret til Naaden tidlig ham at kjøbe,
Og faae ham reddet før han Skade led.
Hans Navn, hvis Klang vil ham hans Udspring røbe,
Er ældst af Navne; thi vi Alle veed,
Me'd Jordens Skabelse det sammen falder:
Adam min førstefødte Søn jeg kalder!

✂ At gudeligt jeg Drengen vil opdrage,
Jeg knap fornødent at forsikkre troer,
Imidlertid om Tingen et Par Ord:
Han hærdes skal fra sine første Dage
Paa Sjæl og Legem, og bestandig smage
Et Tugtens Riis, indtil han bliver stor;
Hvergang han med en Løgn blot vil begynde,
Strax skal han føle, hvad det er at synde.

✂ 24 Altid den Sandhed skal mig staae for Øie,
Som næsten nu forglemmes af Enhver,
Og som Forældre huske bør især:
Mens Grenen den er ung, man skal den bøie.
Men ei med Bøining blot jeg vil mig nøie;
Som Qvisten podes ind i unge Træer,
Saa i min Søn vil tidlig jeg indprente
Ethvert Princip, jeg selv for godt erkjendte.

✂ Saa, til Exempel, er det ei min Agt,
Hans Tro til Mennesker for stærkt at nære,
Men heller ei at stille ham paa Vagt,
Som var der altid noget Ondt igjære.
Nei! fri for Illusioner skal han være,
Og aldrig storme frem med Vold og Magt;
Men trofast ved det gode Gamle hænge,
Indtil han seer det Ny det at fortrænge.

✂ Sin Hæder skal i gavnlig Daad han finde;
Og under alle Tidens Brøst og Bræk,
Og midt i Fristelsernes stride Bæk,
Sig sikker Holdning og et Standpunkt vinde,
Ved ei at lade Lysten sig forblinde,
Og fra Forstandens Lygte løbe væk.
Dens klare Skin skal gjennem Jordens Taager
Ham lyse fremad mens hans Øie vaager.

✂ See der, min christne Ven! den Vei, jeg trækker
For Drengens spæde, uerfarne Fod;
Vel kjender Faren jeg for Kjød og Blod
Paa Livets Vandring, men den ei mig skrækker.
Naar j e g min Indsigt til hans Evne lægger,
Og min Erfaring til hans unge Mod,
Da - naar jeg Frygten imod Haabet veier -
Da i mit Hjerte vinder Haabet Seier.

✂ Men hvordan i det Ydre det skal gaae ham,
Naar Kamp og Strid han vel er kommen fra,
Om hvilken Retning da hans Liv vil ta'e,
Om Verdens onde Børn maaskee forsmaae ham,
Om eengang Lykken med sin Krands skal naae ham,
Og om i Høihed op han stiger da -
See, derom bør ei tales in extenso,
Thi Alting er endnu jo in suspenso.

✂ 25 Derfor mit Barn jeg kun vil anbefale
Til Menighedens Gunst og til Enhver,
Der Præstens Søn i Præsten haver kjær,
Hvorpaa jeg slutter denne Juletale.
Paa Christi Fest jeg har forsøgt at male,
Hvad der en Christen Fader ligger nær;
Og nu - befalende os Allesammen
Til Himlens Varetægt - jeg siger Amen.

✂ Her af sin Pande Homo tørred Sveden,
Hvorpaa han mumlede sin Slutningsbøn,
Mens Menigheden skotted til hans Søn,
For at see Spor af Fremtids-Herligheden.
Men skjøndt nu denne skjulte sig beskeden,
Hvor fandt de Talen dog saa sand og kjøn!
Ud fra den lige Vei den aldrig svaied:
Om Præsten og hans Søn sig Alt jo dreied.

✂ Men samme Bifald Taleren ei høsted
Hos Pastor Flint, der paa sin vante Viis
I Selskab med sin Søster sig forlysted,
Ved Alt at tugte med Satirens Riis.
Selv gamle Holm tidt paa sit Hoved rysted
Og sad ved Prækenen saa kold som Iis.
To Gange for sig selv han hørtes sige:
Nei, fra sin Text en Præst bør aldrig vige!

✂ Om hvad der meer i Kirken foregik
Paa Juledagen, kan jeg kort mig fatte.
Paa Alteret sit Offer Homo fik,
Der idethele ei var store Skatte:
Snart fire Skilling, snart en Mark man satte
For Sjælehyrden frem med venligt Nik;
Ved Syn af fire Skilling Homo sukked,
Ved Synet af en Mark han mild sig bukked.

✂ Da Daabens Act gik for sig, man fortæller,
At i sin Iver Manden gik for vidt;
Thi om det nu var Faderomsorg eller
Et geistligt Lune, der sig yttred frit:
Nok, da Fru Hohn mod Daaben Barnet helder,
Med Vand han overøste det saa tidt,
At Barnet, som ei længer Badet taalte,
Høit om Barmhjertighed til Himlen skraalte.

✂ 26 Og Himlen var barmhjertig; ogsaa jeg
Vil mod den kjære Læser nu det være,
Idet jeg med et længer Ophold ei
Ham i den kolde Kirke vil besvære.
Til Præstegaarden hjem skal Sangen bære
Ham over Jordens sneebelagte Vei,
Mens som paa Tidens egne snare Vinger
Fem Timer frem i Tiden jeg ham bringer.

✂ Altsaa - i Præstegaarden nys fra Bordet,
Da Barnets Skaal var drukken, man stod op
Med qvæget Sjæl og med en styrket Krop.
I Glasset hver Bekymring dybt var jordet;
Med Piben tændt, og ved en Kaffekop,
Man satte sig i Kreds og vexled Ordet:
De gode Damer, hviskende og strikkende,
De gode Præster, Pibespidsen slikkende.

✂ Og som nu her de sad og nød den svale
Og stærke Kaffe, mens i Skyer svøbt'
De ligned Guder i Olympens Sale,
Kom blandt den lærde Geistlighed paa Tale
Det Bibelsprog, hvis danske Form er støbt
Saalunde: »Hvo som troer og bliver døbt,
Skal blive salig;« - dette Punkt indrømmes -
»Men hvo som ikke troer, han skal fordømmes.«

✂ Om disse Ord var Meningerne deelt'.
Hr. Jeremias Top holdt for, at Alle,
Paa hvem ei Daabens Bud blev opfyldt heelt,
Trods Troen under Dommen maatte falde;
Thi, sagde han - mens derhos han saae skeelt
Til Pastor Flint, som vakte tidt hans Galde -
Thi naar selv døbte Folk til Helved fare,
Hvor tør den Ikke-døbte da vi spare?

✂ Den Slutning, smulte Flint, forstaaer jeg ikke,
Og altfor høi for mig er slig Logik.
Men selv om ei den Lære holder Stik,
Som tydske Philosöpher nu os skikke:
At død er død - at neppe værd en Slik
Er Sjælen, naar crepeerte først vi ligge:
Saa - hvad forresten angaaer samme Sprog -
Saa, kjære Top! har jeg min Mening og.

✂ 27 Jeg holder nemlig for - og saa gjør Flere -
At Fablen om en vis Mand gjælder ei,
Og at vi Alle gaae den samme Vei,
Naar først i Jorden vel vi putted' ere.
Jeg over samme Kam vil Alle skære:
De, gode Pastor Top, saavel som jeg,
Min Søster, ligerviis som Fru Amalie,
Vi Alle, tænker jeg, skal blive salige.

✂ Men saa troer ikke jeg! gjenmælte Top,
Imens hans Kone høit slog med sin Nakke:
For slig en Himmel vil jeg mig betakke,
Hvor Crethi og hvor Plethi tages op.
Foruden Daab bli'er Ingen salig! - Stop!
(Nu raabte Flint) lad med Raison os snakke.
Troer David De fordømt? Ja, eller Nei! -
Nei, sukked Top, men salig er han ei.

✂ Paa denne Viis blev Begge ved en Stund,
Imedens Holm og Homo paa dem hørte,
Hvorpaa den hede Kamp man overførte
Fra Daabens Vand til Troens faste Grund.
Her tog nu Top for Alvor fuld sin Mund,
Han talte saa hans Indvold stærkt sig rørte,
Han talte som af hellig Ild antændt;
Men mod en Flint hvad hjalp hvert Argument?

✂ Min Mening, sagde Flint, er den, at Viden
Til Tro, selv til en Top-maalt, slaaer Sparto;
Thi, ærlig talt, jeg er i Tro kun liden
Hvis Christentro paa Myther skal beroe.
I Viden løses Alt - det spaaer os Tiden;
Men lutter Knuder gjør mig kun min Tro.
I Viden har jeg Liv; men fyldt med Troen
Paa Græsset, mens det groede, døde Koen.

✂ Her faldt nu Homo ind: Med anden Alen
Jeg be'er Dem maale Troen, kjære Flint!
I Deres Slutning er De for gesvindt;
Lad med en Lignelse mig klare Talen.
Som Korn paa MøUen knuses maa ved Malen,
At det som Meel kan blive blødt og lindt,
Og brugeligt til Brød for en Befolkning,
Saa Christendom maa luttres ved Fortolkning.

✂ 28 Men naar dens Indhold godt man sigtet har,
Og ved tilbørlig skarp og critisk Tvætning
Har klaret hver en tvivlsom Bibelsætning,
Hvis Tal desværre meer og meer tilta'er:
Da bliver Troen renset, puur og klar,
En Ledestjerne for hver Livets Retning;
En Tro, som med Honneur kan holdes paa,
Og det er den, hvorefter jeg vil gaae.

✂ Men her sig reiste Provsten Holm, den gamle,
At vove med sit Præsteskab en Dyst;
Thi op med alle Tre han kunde hamle
Ved sundt Begreb, ved Iver og ved Røst.
Den Vredessky, der, som en Storm i Høst,
Sig længe paa hans Pande saaes at samle,
Brød i en Tale, fuld af Fynd og Klem,
Saalunde mod de trende Præster frem.

✂ Alt længe til med Harme hører jeg!
Er det at tale som sig Præster sømmer?
Som Eders Provst ved Provsteret jeg dømmer,
At Christendom i Talen findes ei.
Hr. Top, der alt fuldkommen selv sig drømmer,
Som Pharisæeren jo ta'er paavei,
Naar Himmerig han for sig selv beholder;
Men i Hr. Flint jeg dog ei seer en Tolder.

✂ Mig synes fast han taler som en Synder,
Saavel som I, min kjære Svigersøn!
Thi ligelidt jeg trøsket Klogskab ynder,
Som den Art Viisdom, der endnu er grøn.
Jeg holder for, I beggeto begynder
At finde verdslig Kundskab altfor kjøn,
Og - for at tale reentud - jeg kun spytter
Ad jer Fortolkningskonst og jeres Myther.

✂ Jeg er en orthodox og gammel Præst,
Jeg ta'er ei fra, ei heller til jeg lægger,
Og aldrig over den moderne Læst
Min gamle Bibel og min Tro jeg strækker.
Jeg gaaer i Kamp naar man min Iver vækker,
Skjøndt Fred som geistlig Mand mig huer bedst;
Hvorfor jeg og - hvis Rum I gi'er Protesten -
Vil feire med en Fredsfest Julefesten.

✂ 29 Saa talte Provsten Holm som nu er meldt,
Og med hans Ord vil denne Sang jeg ende.
Jeg har holdt for, min Læser burde kjende
De trende Faddere til Digtets Helt.
Man nemlig har den Tro ved lille Bælt,
(Fra hvilken Tro min Bog nok skal omvende)
At hvert et Drengebarn - tænk hvilken Sladder!
Ei ligner blot sin Fader, men sin Fadder.

30

✂

ANDEN SANG

✂ O, fjerne Barndomstidl som o s forlod,
Som vi forlod, og som i Mindet sover:
Hvor er den Fryd, der udsprang af din Rod,
Som Tidens tunge Muld nu ligger over?
Et Haab du er, som Paradiis os lover;
Thi altid lokked fremad du vor Fod
Med Løftet, der til Vandring maa anspore:
»Alt kommer nok, naar først I blive store!«

✂ Vi voxe op, og frem vi gaae iblinde,
Bestandig stolende paa Haabets Ord;
Lidt efter lidt forvandles dog til Minde
Den Herlighed, der lovtes os paa Jord.
Medeet vi standse da og os besinde;
Vi see vort Haabs tilbagevendte Spor,
Og Røsten bag os toner nu saa stille:
»Dit Paradiis var kun, da du var lille!«

✂ End er vi Vandringsmænd - vi fremad gaae,
Og Veien stiger nedad allerede,
Og Blomsterne paa den er kun saa faa.
Men under Dagens Byrde, Dagens Hede,
Dog efter vor forlorne Skat vi lede,
For, før vi Alting tabe, den at naae.
Rundt søge vi - og hist er Natten, Døden;
Men hvor er Barndomstiden, Morgenrøden?

✂ Og som et Skud af Barndomstiden bringer
Jeg for min Læser Adam Homo frem,
Der alt af Aar tilbagelagt har fem.
Et gyldent Haar hans friske Kind omringer,
I Buxer og i Trøie let han svinger
Sig som en lille Fugl om i sit Hjem;
Og medens sine Børnesko e han træder,
Han spiser, drikker, synger, leer og græder.

✂ 31 Han alt har lært at elske og at frygte,
Hiint af sin Mo'er og dette af sin Fa'er;
Thi alt fra Vuggen af Hr. Præsten ta'er
Sin Søn med Strenghed, for tilgavns at røgte
Det Kald som Lærer, der hans Stolthed var.
Kun sjelden derfor han med Drengen spøgte,
Kun saare, saare sjelden hans Profil
I Adams Paasyn viste frem et Smiil.

✂ Men ganske anderledes sød hans Moder
Sig aabenbared for den lille Dreng:
Hver Morgen sang hun bort hans smaa Unoder,
Hver Aften hun med Kys ham bar i Seng;
I Havens Blomsterbed hun med ham roder,
Og leger med ham paa den grønne Eng;
Alt deler hun: hans Glæde, hans Beklagelse,
Og tænker dog ved Alt paa hans Opdragelse.

✂ Det var en yndig Sommer-Morgenstund,
Da paa sin Skammel med sin Bog den Lille
I Haven sad hos hende, medens stille
Han stavende bevægede sin Mund;
I Bogen yppigt ned hans Taarer trille,
Thi vel han læser, men han fatter kun
Den mindste Deel af Hjælpeverbet være,
Ak, som hans Fader gav ham for at lære.

✂ Thi ei blot Remsen-op, men fuld Forklaring
Hr. Pastor Homo af sin Adam vil,
Da selv han veed, af dyrekjøbt Erfaring,
At klart Begreb i Alt der hører til.
Thi ta'er han Lectien ei som Børnespil,
Men fordrer af sin Søn bestemt Besvaring
Af hvert et Punkt i Grammatikens Codex,
Og mangler Drengen Svar - da vee hans Podex!

✂ O Moder - sukker Adam - Moder kjære!
(Ved hvilke Ord med Øine store, blaae,
Han fra sin Skammel op til hende saae)
O Moder! siig mig, hvad det er, at være.
Slet Intet jeg af Ordet kan forstaae,
Og dog vil Fa'er, jeg det tilgavns skal lære.
Min Lectie nu jeg kan til Punkt og Prikke,
Men hvad det er at være, veed jeg ikke.

✂ 32 At være? gjentog sagte Provstens Datter
Med stille Smiil og eftertænksomt Sind,
Idet hun med sin Haand strøg Barnets Kind:
Saa dette Ord, min Adam, ei du fatter?
Nu, lad mig see, at ei du græder atter!
Husk paa, tilsidst man græde kan sig blind.
Tør dine Øine! Jeg dig nok skal lære,
At kjende Meningen af Ordet være.

✂ Saa talte hun og reiste sig fra Bænken,
Mens Drengen begge Hænder sammen slog,
Og fuldt nu trøstet kasted hen sin Bog,
Med samme Glæde som en Slave Lænken.
Kom, sagde derpaa efter kort Betænken
Hans Moder, mens ved Haanden hun ham tog:
Kom, Adam! Du og jeg vi vil spadsere,
Saa kan vi om din Lectie tale mere.

✂ Igjennem Haven ned de Begge gik,
Og fuld af Ild og med en Skjelm i Øiet
I Busken ind tidt Adam sprang fornøiet,
Og raabte til sin Mo'er fra Skjulet: Kik!
Som gjennem Sidegangen saa de bøied,
Just som de Mark og Eng isyne fik:
Fløi der en Fugl forbi, der ned sig svinger
Fra Luftens Blaa paa sine lette Vinger.

✂ See Fuglen! talte Moderen til Drengen,
Der stirred efter den mod Himlens Skyer:
See, hvor den lille Fugl nu hjemad fly'er,
Og daler ned til Reden hist paa Engen.
Hør hvor den synger, mens den reder Sengen
For sine Unger, for de bitte Dyr!
At synge, flyve, deres Unger nære,
Det, Adam! kalde Fuglene at være.

✂ Og seer du der den store Snegl, som skyder
Sig sagte hen ad Gangen sort og tyk?
Den, som de lange Horn dig altid byder,
Og som du altid siger er saa styg:
Naar den sig glæder, mens den Føde nyder
Og Solen skinner paa dens krumme Ryg,
Da siger den, men du kan ei det høre:
At være, er i Solskin sig at røre!

✂ 33 Og hvis blot Træerne de havde Munde,
Som nu de Blomster og de Blade har,
Saa at de Alting dig fortælle kunde,
Da, naar du spurgte dem, fik du til Svar:
At være, er at staae i grønne Lunde,
Og skyde Blomsterknopper Par ved Par,
Og slynge Grene ud som lange Arme,
Og have nok af Regn og nok af Varme.

✂ Mens saadan frem af Hjertets friske Kilde
Ustandset flød den lette Tales Strøm,
Stod Adam stirrende som i en Drøm,
Til Talen lyttende, alvorlig stille.
Dengang hun taug, urolig blev den Lille,
Og med en Stemme, bedende og øm,
Paany han sagde: Mo'er! du maa mig lære
Endnu engang, hvad det da er, at være.

✂ Veed jeg det selv, hun hvisked halvt i Løn,
Hvorpaa, bevæget mildt af Modervarmen,
Hun løftede fra Jorden op sin Søn
Og trykke d ham med disse Ord til Barmen:
Naar dig, min lille Dreng, jeg har paa Armen,
Og beder i den samme Stund en Bøn
For dig og for mig selv og mine Kjære,
Da bedst jeg føler, hvad det er, at være.

✂ Men til din Fader hen vi nu vil gaae,
At han det svære Ord os kan forklare;
Maaskee vi hos den Store kan erfare,
Hvad ubegribeligt er for os Smaa.
Idag Hr. Peter skal Hr. Adam svare,
Os beggeto han skal til Regnskab staae,
Og beggeto et Kys vi ham forære,
Hvis han os siger, hvad det er, at være.

✂ Hvad dem Hr. Præsten svared, vides ei;
Men vist det er, han lod Logiken ligge
Fra samme Dag, og fordred selv nu ikke
Forklaret slige Ord som du og jeg.
Fra Theorien vendte sig hans Blikke,
Og paa en ny og practisk Lærevei
Han førte Drengen ind, da Grammatiken
Han lod ham bytte om med Gymnastiken.

✂ 34 Men selv paa denne trykked han sit Stempel
Af Iver, Strenghed og Bestandighed,
Og hele Timer Adam stod og red
Paa Træhest nu, midt i Naturens Tempel.
Selv foregik han Drengen med Exempel,
Ved Springen, Klattren i sit Ansigts Sved;
Saa Fa'er og Søn omkap drev Konsten begge,
Til Gavn for deres respective Lægge.

✂ Paa Begges Iver og paa den Methode,
Som Homo brugte, kun en Prøve her:
Han og hans Søn for Havegrøften stode,
Saa dyb og muddret som et Gadekær.
En Springestok i Haanden holdt Enhver,
Og beggeto, med hævet Fod og Ho'de,
Nu vented blot Signalet Een, To, Tre,
Fra Kudsken Lars, saa skulde Springet skee.

✂ Een! raabte Lars: da saaes de frem at rende.
To! raabte han: og ned i Jorden stak
Med Lynets Fart de Stokkens ene Ende,
Og Overkroppen lidt tilbage trak.
Tre! skreg nu Lars: og uden længer Snak
Man saae dem lige op i Luften vende
De fire Been, idet med dristigt Sving
Ved Stokkens Hjælp de gjorde Mesterspring.

✂ Men enten det nu Mangel var paa Øie,
Hvorved det rette Maal ei her de fik;
Hvad heller de beregned ei saa nøie
Det Qvantum Kraft, der holdt i Springet Stik;
Nok, som to Icarus'er det dem gik;
Og Begge faldt fra Flugten mod det Høie
I Grøften ned til Halsen, saa at Lars
Forskrækket raabte: Jøsses! Gu' bevar's!

✂ Paa denne Maade henrandt Adams Tid
Med Hop og Spring, og hvad der blev tilbage
Fra Gymnastiken, med utrættet Flid
Man saae hans Moder i Beslag at tage.
I fuld Betydning Sønnen op at drage
Mod Himlen, stræbte hun i al sin Id;
Og lig sin Mand, saa fulgte hun, den Gode,
En egen Plan og en bestemt Methode.

✂ 35 Saa, til Exempel, for paa Ydmyghed
Og stadigt Sind at give Smag den Lille,
Hver Dag hun op af Gulvet lod ham pille
De Trevler og de Traade, som faldt ned.
Alt tidlig gav hun ham et eget Sted,
For alt sit Tøi i Orden op at stille;
Og som en daglig Pligt hun Drengen bød,
At give Fuglen Vand og Hunden Brød.

✂ Saa lærte hun ham og bekjendte Sange
Udsatte til en simpel Melodi;
Thi selv poetisk var hun ikke bange
For ham at skade ved lidt Poesi.
Og smukt det var at høre mange Gange,
Naar hun og Barnet begge stemmed i,
Og qvad en Vexelsang, med Toner skære,
Til Fædrelandets Priis, til Danmarks Ære.

✂ Hver Morgen læste hun for ham en Spalte
Af Skriften og forklared ham dens Ord;
Om Aftnen hun til Vindvet hen ham kaldte,
Og viste ham det klare Stjernechor.
Da om Guds Magt og Storhed hun fortalte,
Og om hans Skabning paa den vide Jord;
Og Mo'er og Søn, der til med Andagt hørte,
Til Slutning bleve Begge lige rørte.

✂ Hun aned hvad Opdragelse vil sige,
En Konst, som sjelden voxne Folk forstaae,
Der frem sig stille som i Aanden rige,
At Barnet ret sig fattigt føle maa;
Da dog Opdrageren just ned bør stige,
Og trods sin Viisdom blive lig de Smaa:
En ny Methode, som først Gud anvendte,
Da os sin Søn som Menneske han sendte.

✂ Og ved Methoden ret med Fryd, som sagt,
Den unge Præstekone syntes dvæle:
Hun med sin Adam var som tvende Sjæle,
Der gav i Fællesskab paa Livet Agt.
Mens hendes Sjæl gav Tanken Form og Mæle,
Stod hans opmærksomt lyttende paa Vagt;
Og Mælet lød saa barnligt for hans Øre,
At han sin egen Tanke troede høre.

✂ 36 Saa voxed Adam op, en blød og blandet,
Men derhos velbegavet smuk Natur,
Om end som Guldet ei saa rig og puur.
En Jord han var, af tvende Kilder vandet:
Thi hans Forstand, ved Fader Homos dannet,
Fik verdsligt Præg med geistlig Politur,
Imedens Sind, og Sands for Lyst og Smerte,
Tog Præget af hans Moders fulde Hjerte.

✂ Og hendes Billede han ogsaa bar,
Dog havde han sin Faders brede Hænder,
Hans stærke Haarvæxt og hans skarpe Tænder,
Der Been saa let som Kjød igjennem skar.
Men videre til Gavn ham ei det var;
Thi sjelden kun det Laadne ud han vender,
Og endnu sjeldnere han fra sig bed:
Langt heller græd han, naar lidt Ondt han led.

✂ Men ham af Hjertesorg kun mødte Lidt,
Den hele Præstegaard paa Hænder bar ham:
Faaer sig Lars Kudsk ved Vandingstid et Ridt,
Han med paa Hesteryggen gjerne ta'er ham,
Niels Havemand hans lille Rive skar ham,
Og Tærskeren sin Pleil ham laante tidt,
Naar ned han kom i Loen efter Davren,
Og Lyst fik til at gjennemprygle Havren.

✂ Med Pigerne man saae ham Smør at kjærne
Og malke Præstegaardens Køer og Faar,
Ved hvilken Leilighed en lille Taar
Han til sin egen Bøtte tjente gjerne.
Tidt løb han ogsaa med, naar de gik Ær'n'e
Til Skyttens eller Sognefogdens Gaard;
Og da han var - imod det var ham ikke -
Som Præstens Søn et Maal for Alles Blikke.

✂ Saa tidlig altsaa Ambitionen rørte
(En lille Slange lig) sig i hans Bryst;
Og intet Under, da han hver Dag hørte
Det Udsagn af den faderlige Røst:
At Æren, Æren det er Livets Lyst,
At Æren op til Lykkens Tempel førte;
Og at han noget Dygtigt maatte blive,
Saa han til noget Stort det kunde drive.

✂ 37 Men ved det Smaa endnu han dog sig holdt;
Og af Bedrifter her kun er at nævne,
Hvordan om Sommeren han spilled Bold
Med Byens Ungdom efter bedste Evne;
Hvordan han tilgav, og ei vilde hævne
Hvad Uret, der i Leg ham blev forvoldt;
Hvordan han med sin Mo'er tidt blev befunden
At plukke Blomster eller Bær i Lunden.

✂ Hvordan i Høstens Tid saa flink han var,
Og rask med Strygespaanen Leen hvæssed
For Hans og Christen, naar de Sæden skar;
Hvordan han kjørte Kornet eller Græsset
Med dem fra Marken ind, mens høit paa Læsset
Han Følelsen af Frygt og Høihed har;
Hvordan han dernæst hjalp at kaste Rugen
Fra Vognen ind paa Loftet gjennem Lugen.

✂ Hvordan han endelig gik mellem Alle,
Her i sit hjemmegjorte Klædebon,
En lille Huusalf og en Fredens Aand;
Thi hvergang man istykker slog en Balle,
Og hvergang en Tallerken monne falde
I Gulvet ned fra Kokkepigens Haand,
Og hvergang Lars brød Vogn itu ved Agen,
Strax maatte lille Adam jævne Sagen.

✂ Men af hans Reiser fra hans Barndomsaar
Jeg kun hans Søndagsreiser vil anføre,
Naar han hveranden Uge saaes at kjøre
Hen til sin Bedstefaders Provstegaard.
Hvor det er yndigt, Alt at turde gjøre,
Det Barnebarnet Adam her forstaaer;
Hvor rart det er, at være Pot og Pande,
Det maatte her den Lykkelige sande.

✂ Men efter slig en Søndag fordetmeste
Man Drengen doven og uartig saae,
Bekræftende den Sandhed, som de Fleste,
Selv Fader Adam, er Beviset paa:
At Den, hvem Paradisets Sol omkredste,
Ei helmer, før dens Straaler reent forgaae;
Thi det er Nemesis, at Paradiset
Som Rimet efter sig forlanger Riset.

✂ 38 Saa voxed Adam op, og rundt i Egnen
Der fandtes ei saa klog en Dreng som han;
Men for end meer at skærpes paa Forstand,
Og for at lære Skriven, Tegnen, Regnen,
Gig eengang han om Ugen hen til Degnen,
Der længst - hvorfor han og var Dann'brogsmand -
Indbyrdes Underviisning havde grebet,
Og mangt et Bondebarn ved Samme slebet.

✂ Og til Methodens Priis det havde ført,
Hvis her man Præstens Søn og Degnens Hanne,
En lille Pige med en kløgtig Pande,
Indbyrdes sig belære havde hørt.
Hvordan to Væsner kan hinanden danne,
For Alles Blik var blevet klart afslørt,
Naar her man havde seet dem, som to Degne,
I Munden paa hinanden høit at regne.

✂ Thi Ansigt knap mod Ansigt stiltes de,
Og to Gang' To knap Adam hørtes lire,
Før Hanne raabte: To Gang' To er Fire,
Men siig, hvormange da er tre Gang' Tre?
Ei fik hun Lov til her at spørge tiere,
Thi som en Ulv, naar Lam den faaer at see,
Paa Byttet styrter strax med Raseri,
Saa skreg nu Adam: Tre Gang' Tre er Ni!

✂ Og som det gik med Regnen saa med Tegnen,
Saavel som og med Begges Skriveri;
Men naar han var i godt Humeur, gav Degnen
Dem tidt en Timestid af Dagen fri.
Da gjerne Havens Gang de vandred i,
Hvorfra de havde Udsigt over Egnen;
Og ivrigt da i Snak, med fyrigt Blik,
Med Armen om hinandens Hals de gik.

✂ See, taled eengang Adam til sin Hanne:
Det Hvide hist er Horsens Landevei,
Om tre Aar henad denne kjører jeg,
For mig i Aarhuus til Student at danne.
Da siger jeg Farvel til Veile-Vande,
Men dig, det kan du troe! jeg glemmer ei;
Som Præst jeg kommer her tilbage - Ja men,
Saa afbrød hun: da gifte vi os sammen!

✂ 39 Ja, gav til Svar den syvaars-gamle Dreng:
Da i vor Præstegaard vi hen vil flytte
Og kjøbe os en deilig Himmelseng.
Glem (raabte Hanne) ei en Malkebøtte!
Troer du jeg Køerne kan lade skjøtte
Sig hele Dagen selv i Mark og Eng?
Nei, der maa malkes! skal med Smørret Osten
Ei fattes paa vort Bord til Vesperkosten.

✂ Sørg du for Mad og Drikke! Adam svared,
Imens jeg vore Børn opdrage vil,
At noget Dygtigt de kan blive til.
Ja, ei paa Tøsene skal blive sparet
Det som jeg selv har lært og har erfaret,
Afbrød ham atter Hanne, fuld af Ild:
Jeg skal dem lære læse, sye og strikke,
Og meer af Degnebørn forlanges ikke.

✂ Men Degn vil ei jeg være! raabte vred
Den ærekjære Dreng med Kinder hede:
En Præstesøn jeg er nu allerede,
Og Bedstefa'er er Provst, som vel du veed.
Den lille Skose Pigen i sig bed,
Og svarede sin Adam uden Vrede:
Nu, Præst og Degn det er jo lige fedt,
Fa'er tidt har sagt, det kommer ud paa Eet.

✂ Nei, gjentog Adam: Præsten Bisp kan blive,
Men Degnen han maa evig blive Degn;
Vel kan han, som din Fa'er, faae Dann'brogstegn,
Men høiere kan aldrig han det drive.
Ih! hørtes kjækt til Svar ham Hanne give:
Da har man dog et Ordsprog i vor Egn,
Som Degnens bedre Lykke godt betegner:
Paa Degn kun drypper, naar paa Præst det regner.

✂ Dermed for denne Gang adskiltes de;
Og paa en anden Bane vil jeg bringe
Min Helt nu frem, hvem jeg la'er overspringe
Et Tidsrum, der af Aar udgjorde tre.
I disse var Forandringen kun ringe,
Der i hans ydre Levnet monne skee,
Mens i det indre meer og meer Erfaring
Gav ham paa Livet og ham selv Forklaring.

✂ 40 Ti Aar han altsaa gammel er; endnu
Dog i den lærde Skole ei han sattes,
Skjøndt hverken Hoved eller Lyst ham fattes;
Men Sagen var, det Homo randt ihu,
At meer end al Latin og Græsk nu skattes
Realiteter, som for Livet due,
Og at reale Skoler var igjære,
Hvor Barnet skulde Mandens Gjerning lære.

✂ Mens nu paa disse Skoler Homo vented,
Gik Drengen Adam ledig og drev om,
Og blev ved Slentren meer og mere tom,
Ja næsten classisk Smag for Otium hented.
Alt Dovenskab sit Mærke paa ham prented,
Da Skjæbnens Haand medeet imellem kom,
Og kasted Homo hen paa Sygesengen,
Til største Lykke og til Held for Drengen.

✂ Thi Adams Moder, hvem det haardt fortrød,
At saa den gyldne Tid han skulde spilde,
Paa eengang Sagen overtvært nu brød.
For Vognen lod hun spænde ganske stille,
Og mens Pastoren sov, en Aften silde,
Sin Søn at pakke hurtig ind hun bød.
I Vognen Begge steg, og bort de kjørte
Ad Veien, som til Aarhuus Skole førte.

✂ Den næste Dag de Skolens Rector fandt,
Som veied Adam og hans Kundskabs Masse,
Og dømte ham til Fux i sidste Classe,
Ved hvilken Dom hvert Duxehaab forsvandt.
I Kost han sattes hos en Skræder Brandt,
Der loved Drengen som sin Søn at passe;
Og efter Middag Mo'er og Søn adskiltes
Med mange Kys, mens mange Taarer spildtes.

✂ Og hjem drog Madam Homo, for at døie
(Det vidste hun) et Uveir af sin Mand;
Og Adam blev tilbage med et Øie,
Ak, som den hele Dag stod fuldt af Vand.
Til Husets Qvist, ad Trappen op, den høie,
Med Skræd'ren imod Aften fulgte han;
Og der han saae sin Seng, sit lille Kammer,
Og der han lodes ene med sin Jammer.

✂ 41 Til Vindvet gik han hen, og ud han saae,
Og Tiden, nys saa lang, hvor hurtig randt den!
Han ledte nemlig efter Veile-Kanten,
Thi der hans Hjem og der hans Hjerte laa.
Men da nu endelig tilsidst han fandt den
Bag Skovens Rand, som Taagen hviilte paa:
Da paa sin Seng den tiaars Dreng tog Sæde,
Og lig en femaars Purk stak i at græde.

✂ Ak, sukked han: ni lange Miil nu ere
Imellem mig og Veile By og Fjord;
Maaskee i denne Verden aldrig mere
Jeg faaer at see min gode Fa'er og Mo'er.
I Skolen Hanne mig at finde troer,
Men ei af Regnestykker gjør vi flere;
Og mine Duer - hvordan skal det gaae dem?
Maaskee for sidste Gang igaar jeg saae dem.

✂ Bort fra mit Hjem jeg reves jo saa brat!
Og Bedstefa'er og Bedstemo'er ei vidste
I Søndagsaftes, at det var den sidste,
Den sidste Gang jeg ønsked dem Godnat.
De har jo Allesammen mig forladt!
Og eensom nu mit Liv jeg her skal friste
Paa dette mørke Kammer, som vi fandt
Hos denne stygge, fæle Skræder Brandt.

✂ O, hvem der hjemme var i Præstegaarden!
Det brune Føl vist springer nu sin Dands,
Og Lars paa Hoppen Grimen gjør i Orden
Og rider alle Hestene tilvands.
Margrethe gaaer med Bøtten ud til Hjorden,
Og Faar i Fold nu driver lille Hans,
Og Christen staaer i Loen, for at fei'en,
Og Mo'er - ak, det er sandt! hun er paa Veien.

✂ Der kommer Maanen - see, hvor rød og stor!
Nei, anderledes kjøn den dog var hjemme.
Ja, Veile-Maane vil jeg aldrig glemme,
Saa klart den skinned i den blanke Fjord.
Der staaer den store Bjørn - og der er Nord!
Og der - her sank paa eengang Drengens Stemme:
Der Havnen er og Søen, hvor man seile
Kan langs med Jyllands Kyst, og hjem til Veile.

✂ 42 Saa trøsted sig vor Helt ved Suk og Klagen,
Til dybt han faldt i Søvn midt i sin Nød;
Og op han vaagnede først næste Dagen,
Da Skræderdrengen med et Slag paa Bagen
Ham vakte, og fra Mesteren ham bød,
At komme ned og faae sit Øllebrød;
Thi Klokken alt nu Syv var efter Solen,
Og Klokken Otte skulde han paa Skolen.

✂ Men dengang tre Qvarteer saa Uhret slog,
Da saaes han sine Bøger sammen sanke;
Hvorpaa, mens Hjertet heftigt monne banke,
Til den latinske Skole hen han drog.
O, hvilke slemme Drenge! var hans Tanke,
Da strax i Døren ham et Skrig modtog,
Just som imøde høit ham raabte Duxen:
Op, Kammerater, lad os hilse Fuxen!

✂ Og strax omstimlede ham Classens Drenge
Og banked ham til Velkomst dygtig af,
Hvorpaa en Dreng et Øgenavn ham gav,
Som han fra den Dag maatte bære længe;
Thi da paa Medynk Adam gjorde Krav
Og dybt i Taarer lod sit Hoved hænge,
Da raabte Søren Jensen: Homo flens!
O monstrum hominis! Indigna mens!

✂ Og Sørens Vittighed ei kunde falde
I bedre Jord; thi fra den Stund man saae
Dem Adam Homo Monstrum Homo kalde,
Et Navn, som var ham tungt at bære paa.
Men mod de Store hvad formaae de Smaa,
Og hvad formaaer den Ene vel mod Alle?
Saalænge gav vor Fux man Puf og Stød,
Til - som en Hund - han Navnet Monstrum lød.

✂ Min Læser! hvis du nogensinde var
En Skoledreng, især en af de mindre:
Hiin første Læretid du vil erindre,
Som du med Smerte gjennemgaaet har,
En Smerte, som kun Tiden kunde lindre;
Thi ak, fra Hjemmets Skjød, som blødt dig bar,
Hvis Sødhed vel kan føles, men ei fattes,
Hen paa den haarde Skolebænk du sattes.

✂ 43 Dig Livets Alvor traadte da imøde
I Form af den latinske Grammatik,
Og lagde dine gyldne Drømme øde.
De Prygl, som du af Kammerater fik,
Forhærdede din Sjæl, den barnlig-bløde.
Din bittre Angst og Taaren i dit Blik,
Hvergang din Lærer Røret frem lod hente,
Til Skjæbnens haarde Slag dit Hjerte vænte.

✂ Medeet blev du erfaren, snild og klog;
Og du, som idethøieste kun sjusked,
Naar før din Portion Viisdom ind du tog:
Du, lille Synder, allerede fusked!
Det Halve af din Lectie kun du husked,
Det Halve læste op du af din Bog,
Som under Bordet skjult du holdt i Næven,
Med Frygt, med indre Angst og Hjertebæven.

✂ O siig, om du fra den Tid du var liden,
Til nu, da du formodentlig er stor,
Saa mægtig en Forandring spored siden
Ved Livets Gang og Skiften her paa Jord?
Du gik vel uden Tvivl dog frem i Tiden:
Maaskee fra Lieut'nant af du blev Major;
Etatsraad fra Justitsraad; dog din Vandring
Den frembød aldrig meer saa stor Forandring!

✂ Saa tænk dig nu i Adam Homo's Sted,
Hvorved Fortællingen du vil mig lette;
Thi Drengens Arbeid, Fremgang og Fortræd
Da ganske kortelig kan frem jeg sætte.
Og ei behøve da vi følge med,
Hvergang han gjør det Gale og det Rette,
Hvergang hans Flid rnan roser, eller ind
Hans Feil ham prentes i det bløde Skind.

✂ Og da fornødent det ei heller gjøres,
At følge ham i daglig Skolegang,
Hvor som et muntert Føl, der steg og sprang,
Han frem paa Videnskabens Bane føres;
Hvor snart han kjedes og hvor snart han røres
Ved danske og latinske Skjaldes Sang;
Hvor han begeistres af Historiens Epos,
Og hvor han sværmer for Cornelius Nepos.

✂ 44 Og da kan ogsaa godt jeg overspringe,
(Thi for min Læser Sligt jo er bekjendt)
Hvordan i Leg han ofte fik en Vinge,
Og hvordan tidt ham blev en Krage vendt;
Hvordan han aldrig, hvad der end var hændt,
Sit høie Drengeværd dog agted ringe,
Og synded imod Ærens første Punkt
Ved Sladdren til sin Rector og Adjunct.

✂ Ja, da tør vel endog jeg forbigaae,
Hvordan han gjorde gjældende sit Ego
Ved overlegen Aanä iblandt de Smaa,
Saa han som Dux snart kunde sige rego;
Hvordan man tidt ham hørte hviske nego,
Og neppe qvalt sin Latter kunde faae,
Naar Adjunct Stæhr, en theologisk Stakkel,
Forklarede paa sin Viis et Mirakel.

✂ Men hvad nødvendigviis jeg maa berette,
For ei at svigte skyldig Autor-Pligt,
Skjøndt Læseren vist og erfared Sligt:
Det er, at ved et Skoleliv som dette,
Paa Kundskabsfrugter og Bedrifter rigt,
Man snart vor Helt i Sky saae Næsen sætte;
Saa han, der før beskeden var og bly,
Befandtes, tolv Aar gammel, stolt og kry.

✂ Det kjendtes allerbedst, naar han var hjemme
I Ferien; thi da han løfted høit
Blandt voxne Folk en kjæk Discipel-Stemme,
Og lod dem mangen Sandhed føle drøit.
Men ei med slig Triumf var Adam nøi't;
Til Bønderdrengene han monne gjemme
Sin hele Viisdom og sit Livs Historie,
Og da han stod iblandt dem med en Glorie.

✂ Thi medens gabende de ham beskued,
Og ham beundred som en ny Prophet,
Da talte han, imens hans Øine lued,
Om hvert Mirakel, som med ham var skeet;
Da brugte Ord han, hvorved fast de grued,
Som Rhombe, Paradox, Intensitet;
Da lærte han, at Jorden er en Kugle,
Og at vort Danmark egentlig hed Thule.

✂ 45 Da viste han dem Stjernernes Bevægelse
Forklaret meget let ved Tyngdens Lov;
Men sagde man imod, saa blev han grov,
Og talede om Bønderknoldes Spægelse,
Om Aanderne, der ind paa Landet sov,
Om Sjælens Tørst og dybe Vederqvægelse
Ved Videnskaben, rakt som Lædskedrik,
Naar man den lærde Skole gjennemgik.

✂ Man seer, at Adam holdt sig selv i Ære,
Og at paa gode Veie her han var
Til ei at blive blot en lille Nar,
Men at en Egoist og var igjære.
Hvordan nu Drengen Andet fik at lære,
Saa ei blot anden Retning Tanken ta'er,
Men Hjertet i hans Bryst igjen faaer Stemme,
Det skal den gode Læser nu fornemme.

✂ Dengang just fjorten Aar var lagt tilbage
Af Heltens Liv, det nemlig sig tildrog,
At Skrædermester Brandt i samme Dage
Sin anden Hustru, Stine Hansen, tog.
Hr. Brandt var alt da graa paa Kind og Hage,
Men Stine neppe tyve Somre vog,
Og gik med sin uskyldig-søde Mine
I Byen under Navn af »smukke Stine«.

✂ Hvad havde denne Skjønhed vel bevæget
Til at formæle sig med gamle Brandt,
Hvis stride Haar alt Tiden havde bieget,
Og som saalidt var yndig som galant?
Var af hans Godhed blidt hun vederqvæget?
Var det Taknemlighed, som hende bandt?
Var Æren af at blive Mesterinde
Til Pigens Handling Grunden dennesinde?

✂ O nei, sit Jomfrunavn kun Stine skifted,
Fordi man eengang jo det skifte skal,
Og med den gamle Brandt hun kun sig gifted,
Fordi jo Giftermaal er Pigers Kald.
Ei Længsels Pust til Amors Lue vifted,
Da som hans Brud hun stod i Hymens Hal,
Og ei begeistret til sit Hjerte drog hun ham;
Hun skulde giftes jo - see, derfor tog hun ham.

✂ 46 Ei Stines Handlemaade her jeg roser,
Og dog jeg holder for, hun synded ei,
Som Den, der vakler mellem Ja og Nei,
Til veiet først er Friermandens Poser,
Hans Herregaard med Enge, Skov og Moser,
Hans faste Trin paa Embedsstigens Vei,
Hans Plads i Rangforordningens Capitel,
Hans mulig snare Død, samt Enkens Titel.

✂ Nei, Stines Handling sikkert ei jeg priser,
Og dog jeg troer, hun gjorde vel saa godt
Som Den, der gaaer til Brudesengen blot,
Fordi det sidste Haab hun snart forliser;
Som Den, der Kjærlighed til Gjengjæld viser,
Fordi hun sex Par Børneskoe har traadt;
Som Den, der i sit tred'vte Aar benytter
Den Kaal, hvori med atten Aar hun spytter.

✂ Til Stine Brandt blev altsaa Stine Hansen,
Og fik Madame-Pligt, Madame-Ret,
Og gik som Jomfru hurtig bag af Dandsen,
Men dandsed dog som Kone ganske net.
Hver Dag nu Adam hende saae i Glandsen
Af Ungdom og af Skjønhed, der saa let
Bedaarer gamle Mænd og unge Drenge,
Og la'er til beggeto det svie længe.

✂ Ja, Skjønheds Magt vor Adam fik at føle
I saa vidunderlig og stærk en Grad,
At Intet snart hans Flamme kunde køle.
Ved Bordet tidt som i en Drøm han sad,
Og i Minuter saae man ham at nøle
Med Skeen i det fyldte Suppefad;
Men traf tilfældigviis ham Stines Blikke,
Da meer at spise Drengen mægted ikke.

✂ Hans unge Bryst blev af en Magt hendraget,
Som af den stærke Sol en svag Planet;
Thi Dag og Nat hans Hjerte var betaget
Af det Fortryllende, han havde seet.
Først i en Slummer havde han opdaget
Det Underfulde, der med ham var skeet,
Da lig en Engel, der hans Mund berørte,
En Drøm forbi ham Stines Billed førte.

✂ 47 I Skolen selv - hvo skulde vel det troe -
Paa hendes Billed han ei sjelden stødte
Ved Læsning af den gamle Cicero;
Og i Virgil med Dido tidt han blødte,
Og tidt i sin Ovid et Sted han mødte,
Hvorved hans Hjerte, neppe bragt til Ro,
Sig maatte væbne som en anden Hector,
For ei at røbe Sorgerne for Rector.

✂ Men ak, hans unge Læbe tidt var bleg nu,
Og mangengang, foruden mindste Grund,
Et Purpurhav i Kinderne ham steg nu,
Og sank saa pludselig i samme Stund;
Og Munterheden ganske fra ham veg nu,
Og dunkel Eensomhed han søgte kun,
Mens mørk han stirred ud paa Søens Vove
Fra Randen af de løvbedækte Skove.

✂ Men som enhver fortvivlet Elsker søgte
Vor Helt nu her i Digtekonsten Trøst,
Og vandred om ved Maanens blege Lygte
Og qvad om sine Smerter og sin Lyst.
Naar han saae Skyerne forbi at flygte,
Naar Nattergalen gav hans Længsel Røst,
Da kunde Adam ei sig længer styre;
Han qvad - tag her en Prøve af hans Lyre!

✂ Seer jeg i den dunkle Skov
Hunden gaae paa Spor og Rov,
Hører Bøssen jeg at knalde,
Hører Hornet jeg at gjalde,
Ak, imens det trufne Dyr
Gisper under Himlens Skyer
Ud sit Liv i Dødens Pine -
Tænker jeg paa Stine.

✂ Staaer jeg ved det dybe Hav,
Ak, saamangen Sømands Grav,
Om hvis Død end Bølgen hvisker:
Og jeg seer den gamle Fisker
Over Vovens blanke Top
I sin Krog at drage op
Fisk med bleg og blodig Mine -
Tænker jeg paa Stine.

✂ 48 Vandrer eensom og forladt
I den ravnesorte Nat
Jeg omkring ved Kirkegaarden,
Ønskende mig dybt i Jorden:
Da, naar fra de Dødes Hjem
Glemte Sukke stige frem,
Medens Nattens Vinde hvine -
Tænker jeg paa Stine.

✂ Ingen kjender til min Qval,
Selv i Skolens Høresal
Gav min Elskov ei jeg Tunge;
Men naar Fuglestemmer sjunge
I Naturens Helligdom
Sødt og smeltende derom,
Ak, med Toner klare, fine -
Tænker jeg paa Stine.

✂ Saa hørtes Adam sørgeligt at klage,
Og dunkle som en Skygge nu henrandt
I Hjertesorg hans fagre Ungdomsdage.
Men - siger Læseren - men Stine Brandt,
Hvor finder man til hendes Blindhed Mage,
At Nøglen til hans Sorg hun aldrig fandt?
Jeg siger ei, at hun fandt Nøglen ikke,
Jeg siger kun, hun vidste sig at skikke.

✂ Thi naar vel stundom hendes Sind og Tanke
Med Ivrighed sig antog Adams Qval,
Da tænkte hun medeet: Men er jeg gal?
Begynder og som Drengen jeg at pjanke?
Hvorpaa hun saaes sit Sytøi sammen sanke,
For bort at sye de Suk, der frem sig stjal.
Saa gik en Tid - da Noget der sig hændte,
Hvorved for beggeto Romanen endte.

✂ En Sommeraften, just som Skræder Brandt
Stod i Passiar med Klædekræmmer Fine
Bag Byens Haver, nærved Søens Kant:
Da lagde sig, paa Grund af Hovedpine,
Lidt paa sin Sopha ned den smukke Stine,
Hvor snart i Hvilen hun en Lindring fandt.
I Haanden holdt hun Rosen, nylig plukket,
Og ud til Haven Vindvet var oplukket.

✂ 49 Mens saa derinde Stine laa for Anker,
Derude, i Naturens Eensomhed,
I Gangen, langs det store Jordbærbed
I dyb Betragtning Drengen Adam vanker.
Ei jeg fortæller, hvad min Læser veed,
Hvis Billede det var, han bar i Tanker:
Han gik, og stod, og gik - og just han stod,
Da Stines Suk medeet sig høre lod.

✂ Forundret nærmed Adam sig til Muren,
Og, bøiende sig gjennem Vindvet ind,
Han skuer Mesterværket af Naturen
Belyst i Aftensolens røde Skin.
Saa yndig henstrakt seer han her Figuren
Af Den, der reent fortryllet har hans Sind,
At ei han meer kan modstaae - Alt han vover,
Og Vindveskarmen sagte steg han over.

✂ Let bævende han stod nu midt i Stuen,
Hvor dybt i Søvn - han tvivled ei derpaa -
Den smukke Stine paa sin Sopha laa;
Og som fortabt han dvæled i Beskuen
Af dette Aasyn, mildt og blidt som Duen,
Af denne Liliekind med Roser paa,
Af denne Svanebarm, der høit blev vugget,
Af disse Læber, aabned' nys af Sukket.

✂ Hvad stred ei her i Heltens unge Bryst!
Hvor monne stærkt sig i hans Hjerte røre,
Paa samme Tid som Lidenskabens Røst,
Frygt, for at Stine skulde nu ham høre;
Skræk for den Gjerning, som han vilde gjøre,
Hvortil saa inderlig han føler Lyst;
Kamp mod den Tanke, som hans Sjæl nu frister -
Ak, som paa eengang Seiren fra ham vrister.

✂ Paa Taa han nærmer sig den Skjønne - tys!
Selv Aandedragets Lyd han dæmpe stræber;
Sit Hoved ned han bøier, og et Kys
Han trykker sagtelig paa Stines Læber.
Men knap lidt Nectar ved hans Mund der klæber,
Knap har om Paradiis han faaet Nys,
Før han i Krogen flygter ræd tilbage,
Med Purpur paa sin Pande, Kind og Hage.

✂ 50 Thi Vinduet slog i, skjøndt ingen Vind
Man i den stille Aften kan fornemme,
Og paa den samme Tid en Skræderstemme
Gjenlød som Torden dybest i hans Sind.
Og, o Mirakel! rød blev Stines Kind
I samme Stund; og Søvnen reent at glemme
Og rask fra Canapeen op at staae,
Den sønderknuste Adam hende saae.

✂ Forhør, Proces og Dom jeg gaaer forbi,
Hvorved det unge Hjerte reent blev knuset;
Thi Følgen var, at han kom ud af Huset
Og maatte søge sig et nyt Logis.
Saa styrtede da første Gang i Gruset
Vor Helt paa Kjærlighedens bratte Sti,
Hvorved han practisk maatte Budet lære:
Du skal din Næstes Hustru ei begjære! -

✂ O, speiler Eder her, I kloge Fædre!
I kloge Mødre! som jert kjære Barn
Tidt giver hen i en Sirenes Garn,
Hvem I som agtbar Danneqvinde hædre;
Thi sæt, ei Stine havde været bedre,
Og derhos mindre bly og meer erfar'n:
Hvordan var Drengen Adam da det gaaet?
Maaskee han sin Bekomst alt havde faaet.

✂ Og speiler og Jer her, I smukke Qvinder!
Som tænke, at en Dreng paa fjorten Aar,
Der stundom for jert Øie Naade finder,
Paa Elskov sig aldeles ei forstaaer.
Husk paa, et fjortenaarigt Hjerte slaaer
Saalænge, til at sexten Aar det vinder.
Handl derfor med de fjorten Aar lidt varlig,
Thi viid, en Dreng paa sexten Aar er farlig.

✂ Og speiler endelig Jer ogsaa her,
I Skoledrenge! som paa Livets Bane
Snart faae isigte Amors røde Fane,
Og alt i Skolen har Couleuren kjær.
Husk paa, at Sladdren er Gud Amors Vane,
Og sladdre skal til Rector han især,
Som da i Classen la'er Jer sidde længe,
Ak, som forelskede og dovne Drenge.

✂ 51 Thi saadan Helten Adam just det gik.
Paa Grund af sine Sorgers tunge Masse
Kun maadeligt han Skolen kunde passe,
Saa han ved Aarsexamen ei holdt Stik.
Han kom ei denne Gang i fjerde Classe,
Og Roes og Flidsbelønning ei han fik;
Thi det, som man ved Prøven stærk ham fandt i,
Var ene og alene ars amandi.

✂ Gud veed hvormeget der af Drengens Flid,
Ved slig Omtaagelse af Elskovsduften,
End kunde være gaaet op i Luften
Og gjort ham reent til Skole-Invalid:
Hvis ei, til Lykke, efter nogen Tid
Han heelt igjen var kommen til Fornuften
Ved to Begivenheder, som ham slog,
Saa Pokker ved hans Elskov hurtig tog.

✂ Den ene var: at syg hans Moder skrev,
Paa samme Dag som han blev confirmeret,
Om Pligtens Bud til ham et kraftigt Brev,
Saa mellem dobbelt Ild han blev placeret.
Den anden var: at vaer en Dag han blev
Sin Stine, som paa Gaden promenered,
Hvor hun, der før hensvæved rank, ungdommelig,
Nu gik og rokkede som høit frugtsommelig.

✂ Ved dette Syn som Blod blev Adam rød,
Og medens Blik og Hoved bort han vendte,
Han hastig om ad Sidegaden skød,
Hvorfra han hurtig ud i Skoven rendte.
Her Drengens sidste, bittre Taarer flød,
Med hvilke Taarer og hans Qval sig endte;
Thi da til Byen atter han gik ind,
Da som befriet følte han sit Sind.

✂ Fra denne Stund paa Bøgerne han kasted
Med Iver sig, og ikke meer paa Skrømt,
Og ind at hente nu med Flid han hasted,
Hvad gjennem Maaneder der var forsømt.
Ei meer ham Amor med sin Piil antasted,
Og skjøndt endnu hans Hjerte banked ømt,
Dog aldrig meer paa Aarhuus' Skolebane
At sukke eller sværme fik han Vane.

✂ 52 Nu af den tørre Cicero han suged
Kun stoisk Viisdom, mens i Speil han seer
Sig paa de tappre Helte hos Homer.
Nu for det Grundige hans Sjæl kun lued,
Nu bag Historien han critisk skued
Den Verdenslov, hvorefter Alting skeer;
Nu fordred han Tendens af Poesien,
Nu søgte han Stringens i Geometrien.

✂ Nu løste han med Færdighed Problemer
Ved Hjælp af Algebraens x og y;
Nu grubled han paa Livs-Philosophemer,
Hvoraf blandt Kammerater der gik Ry;
Nu bygged han endogsaa smaa Systemer,
Saa fast begrunded' som de fleste ny;
Thi Tidens Pust omkring dem alle blæste,
Alt under hvilket fort dog Adam læste.

✂ Saa henrandt trende Aar, og Skud fra Roden
I ham alt Videnskaben havde sendt,
Da Rector fandt ham, attenaarig, moden
Til at faae Borgerbrev som jydsk Student.
Thi trak den nye Støvle han paa Foden,
Thi blev de gamle, sorte Klæder vendt,
Thi tog en Morgenstund han nu paa Nakken
Sit Reisetøi og seiled bort med Smakken.

✂ Hans Pas endnu er til. Dets Slutning lød:
»Stud. Adam Homo, her af Aarhuus Skole,
Der taler Dansk og er ved Veile fød,
Begiver nu, med Kinden hvid og rød,
Med Øine blaae og skinnende som Sole,
Med blonde Haar og i en halvslidt Kjole,
Sig høi af Væxt til Sjælland. Smitsot gives
Ei her paa Stedet, nu da Passet skrives.«

✂ Paa Sjællands Grund vor Helt da satte Fod,
Og strax til Hovedstaden ind han kjørte,
Hvor hæderligt Examen han bestod,
Mens Navnet Rus med stille Fryd han hørte.
Det Brev, som hjem hans Laud til Jylland førte,
Paa Gjensvar ham ei længe vente lod,
Thi snart, vor unge Homo til Oplivelse,
Fra gamle Homo ankom denne Skrivelse:

✂ 53 Min brave Dreng! saa blev du da Student.
Med Ære din Examen har du faaet;
Bort med dit Laud i Lommen er du gaaet,
Og min og din Bekymring nu er endt.
Hvor glad du er, det veed jeg saa omtrent,
Thi ogsaa jeg jo har engang bestaaet;
Men hvad jeg ikke veed, hvad ei blev sagt mig,
Det er den Leveplan, du nu har lagt dig.

✂ Thi efter Hensigt bør jo altid føres
Et Liv, et Studium, ja selv en Leg,
Der bliver til en simpel Narrestreg,
Naar planløs hen i Veiret Spøgen gjøres.
Derfor kan tidtnok ei den Sandhed høres,
I hvert Fald som et nyttigt Fingerpeg:
En Leveplan er Mennesket fornøden,
Undtagen - du vel Spøg forstaaer - i Døden.

✂ Paa Banen frem med Haab jeg seer dig gaae,
Nu Skolen bag og Verden for dig ligger.
Dig Andres Glands i Øiet stærkt nu stikker,
Og selv du Andre stikker ligesaa.
Dig flere godte Huse aabne staae,
Dog kun saalænge som du vel dig skikker;
Din Ro, din Fred, din Lykke, din Credit
Beroer tildeels paa dine første Skridt.

✂ Men end med Verden du er ubekjendt;
Og i den Kundskab staaer du vist tilbage,
Hvordan en ubemidlet, ung Student
Bør Tingene og Menneskene tage.
Lad mig fortælle da, hvad mig er hændt,
Og hvordan jeg, i mine unge Dage,
I Alt mig hjalp tilrette med Forstand;
Hvad jeg har gjort, du ogsaa gjøre kan.

✂ Omtrent som din var ogsaa da min Stilling:
For mig som dig det gjaldt om Subsistens,
Fortunas Gave var en ringe Billing,
In sano corpore dog sana mens.
Som dig det tidt vil skorte paa en Skilling,
Saa min Pung ogsaa mangengang var lens.
Som du min Søn, saa havde jeg den Lykke,
Ei just at regnes til de meget Stygge.

✂ 54 Min Leveplan lad derfor tjene dig!
Til Folk og Forhold skarpt jeg lagde Mærke,
Og alle svage Sider, alle stærke,
Hos Den og Den, jeg strax notered mig.
Jeg gjorde som de gamle christne Klærke,
Der Vei med Christendommen baned sig,
Idet paa samme Viis de handled ikke
I hvert et Land, men efter Folkets Skikke.

✂ Saa - til Exempel - hos Etatsraad Zelle,
(En Mand, hvis Gunst var ligegyldig ei,
Og som holdt stærkt paa det Ceremonielle)
Til hver en Fødselsdag lykønsked jeg.
Men derimod hos Kammerherre Bjelde,
Hvis Kone stod paa Ungdoms Skillevei,
Og ei af Aar og Dage ønsked flere,
Der gik jeg aldrig hen, at gratulere.

✂ Et nyt Exempel! Hos Professor Rether,
Som elsked fremfor Alt en stiv Disput:
Der lod jeg Stemmen tone høit og lydt,
Og baxedes med ham som Poul med Peter;
Men derimod hos Conferensraad Gether,
Som gjerne vilde gjøre Folk forknyt,
Og med sit eget Ord kun tog tiltakke:
Der sad jeg stille og lod Manden snakke.

✂ Maaskee du slige Ting vil kalde smaa?
Nuvel! det Stores Navn jeg ei dem giver;
Jeg siger kun, som Verden er, den bliver,
Og den maa kjendes, skal man Fremgang faae.
En Hyklers Navn paa Den jeg aldrig skriver,
Der Menneskenes Svaghed tænker paa:
Slig Tagen Hensyn er ei blot uskyldig,
Men som den sande Klogskab altid gyldig.

✂ Fast daglig nu forøged jeg min Sum
Af Regler, som i Livet selv erfares,
Og snart man saae mig, primus inter pares,
Bestandig bøielig, men aldrig krum.
Jeg gjorde Alting med, hvad kan forsvares:
Var blandt de Kloge klog, blandt Dumme dum;
Med flittige Studenter var jeg flittig,
Med lystige jeg munter var og vittig.

✂ 55 Blandt ældre Damer bragte jeg paa Bane
Den Tid, da ogsaa deres Actier gjaldt;
Blandt unge Piger svang jeg Haabets Fane,
Og mellem Mænd Debatten var mig Alt.
Men sige stik imod var ei min Vane,
Og slaae en Mening fast, ei ind mig faldt;
Thi slig Bestemthed reent er overflødig,
Mig skader den, og Andre see den nødig.

✂ Ei andre Folk i Skik man saae mig sætte;
Altid jeg lod det være deres Sag,
Imens jeg selv i Godt kun fandt Behag,
At finde sig med deres Dyd tilrette.
Jeg taled aldrig Ondt paa Nogens Bag,
Men ypped ved min Roes ei heller Trætte.
Tilbageholdende og tolerant
I Tale som i Dom mig Verden fandt.

✂ Paa denne Viis jeg yndet blev af Alle,
Og banede, skjøndt fattig, snart mig Vei;
Fast hver en Middag ude spiste jeg,
Og Manges Pung jeg min nu kunde kalde.
I Splid med Verden ei man saae mig falde,
I Strid med Livet jeg geraaded ei;
Og havde da blot Jura jeg studeret,
Var paa min Bane snart jeg avanceret.

✂ Men nok herom! Jeg haaber du forstaaer,
Hvad egentlig det er, at her jeg mener.
Der gives Folk, som altid gjøre Scener,
Af hvem man altid Sandhed høre faaer,
Skjøndt slig Oprigtighed til Intet tjener,
Og Sagen i Qvæstion dem ei angaaer;
Som altid have Lyst paatværs at vandre,
Og just at løbe lige buus paa Andre.

✂ Item der gives Folk, som altid bole
Med daarlig Stolthed, kun dem selv til Meen;
Som raabe: man bør staae paa egne Been,
Og her i Livet paa sig selv kun stole;
Imedens der dog ikke gives Een,
Som uden Andres Hjælp faaer blot en Kjole.
Fly disse Daarer, hvem kun Stolthed sporer,
Saavel som hine Sandheds-Professorer.

✂ 56 Tro mig, som prøved Verden og som kjender
Tilfulde Livet her paa denne Jord:
Den unge Prædikant af Sandheds Ord
Som Gammel sig til Løgnen gjerne vender,
Og næsten altid som en Prakker ender
Den Stolte, der paa egne Kræfter troer.
Thi vist det er, til Noget kun man bliver
Ved det, de Franske kalde savoir vivre.

✂ Følg mine Raad, det vil dig sikkert fromme,
Og grib dit Liv med Kraft og Klogskab an;
Thi om den Unge handler med Forstand,
Det lærer inden lang Tid ham hans Lomme.
Forresten vil jeg her nu ikke komme
Med det, som godt dig selv du sige kan:
Det er jo klart, at du skal være dydig,
Din Gud, din Konge, din Professor lydig.

✂ Endnu Eet! Af den ny Philosophi,
Hvori nu alle lærde Hjerner svømme,
En dygtig Slurk du og maa see at tømme;
Thi naaer du end ei Viisdoms Nummer Ni,
Dens Nummer Nul sig ei for dig vil sømme.
En Modesag ei reent tør gaaes forbi;
Især man Terminologien kjende maa,
Med den begynde og med den man ende maa.

✂ Hvis et Compendium du skulde finde
Af samme Videnskab i kort Begreb,
Hvormed man kan sig hjælpe hvis det kneb,
Da vilde du ved det mig ret forbinde.
En Tour til Kjøbenhavn jeg har isinde,
Hvis ikke Pungen siger: Seilet reb!
Men hvis den nu gik for sig paa det Samme,
Jeg vilde nødig der staae reent tilskamme.

✂ Men fuldt er mit Papiir - jeg Afsked ta'er;
Din Moder seer jeg og sit Brev at ende.
Endnu til Slutning maa jeg blot dig sende
En Hilsen fra din gamle Bedstefa'er.
Farvel, min Søn! og gid du maa erkjende
Det Hjertelag, jeg altid for dig har.
Forresten intet Nyt fra Præstegaarden,
To Duer kun forleden tog os Maaren.

✂ 57 Her endte Brevet, og et kraftigt Stød
Vor Adam følte sig ved Samme givet,
Til ret med Klogskab at benytte Livet;
Til rask at kravle op ad Lykkens Skjød,
Og ret at blive bøielig som Sivet
Derpaa sin Moders Brev han iilsomt brød,
I hvilket først til Laud hun gratulere d,
Og saa paa denne Viis continuered:

✂ Du husker nok vor Poppelpiil-Allee,
Som sidste Aar din Fader lod forlænge
Fra Havelaagen af hen til vort Vænge,
Hvorfra man over Fjorden ud kan see.
Da til Motion min Helbred nu kan trænge,
Jeg der saa ofte, som det blot kan skee,
Spadserer op og ned, frem og tilbage,
Mens Tankerne de gaae som de behage.

✂ Hvem mener du jeg meest da tænker paa? -
Paa Den, hvem Dag og Nat i Sind jeg bærer!
Paa Den, hvis Kjærlighed min egen nærer,
Paa Den, jeg elsked, før mit Blik ham saae;
Paa Den, hvem allernødigst jeg undværer,
Til hvem nu allerhelst jeg vilde gaae;
Imellem hvem og mig nu Bølger ere -
Paa Den, hvem Tiden fjerner meer og mere!

✂ Ak ja, min Adam! længer bort du kommer,
Alt som i Livet længer du gaaer frem;
Thi hver en Fremtidsskjæbne, som dig frommer,
Dig fører ud i Verden fra dit Hjem,
Hvad skal min Fryd nu være næste Sommer,
Naar Roser komme, men ei du med dem?
Hvem skal jeg nu saamangen Aftenrøde
Forventningsfuld paa Veien gaa imøde?

✂ Igaar af mine Tanker blev jeg vækket;
Jeg saae en Høne, der en Ælling har,
Langs Kæret løbe op og ned forskrækket.
Den saae med Angst paa Vandet ud, som bar
Dens lille Ælling, knap af Duun bedækket.
Ak! Hønens Uro just min egen var;
Du flyder fjernt nu paa en ukjendt Bølge,
Jeg staaer i Afstand og kan ei dig følge.

✂ 58 Dog lad mig tie om mig selv! thi jeg
Vil altid høit i Sjæl og Sind mig fryde,
Naar du maa finde Fremgang paa din Vei;
Naar du din favre Ungdom kun maa nyde;
Naar du kun Livets Roser glad maa bryde,
Mens dog af Tornene du saares ei.
Eengang igjen, om ikke her saa hisset,
At leve med dig er jeg dog forvisset. -

✂ Nu om en anden Sag jeg tale maa.
Iovergaars afgik herfra til Veile,
Med Skipper Poulsen, som idag vil seile,
Saa Kjøbenhavn før Søndag han kan naae:
Først sex Par Sokker, som endnu dig feile,
Af hvide tre Par, tre Par af de graae;
Saa dine Kraver med de brede Border,
Og endelig de fire nye Skjorter.

✂ Med samme Leilighed du vil modtage
To Skjepper Æbler af det bedste Slags,
Som ei du nødig har at spise strax,
Da godt de holde sig til Vinterdage.
Fremdeles Spegepølse og lidt Lax,
Med hvad af røget Kjød vi har tilbage;
Der Alt tilsammen ligger vel indsvøbt
Ved syv Pund Tællelys, jeg selv har støbt.

✂ Af Penge denne Gang jeg ingen sender,
Du selv kan sagtens tænke dig min Grund;
Men vær taalmodig! Naar din Fader kun
Faaer solgt sit Korn - hvad nok om kort Tid hænder -
Da, hvordan jeg det ender eller vender,
Og hvad der saa end bli'er paa Kassens Bund:
De fyrretyve Daler skal du have,
Som vi har lovet dig til Julegave.

✂ Og nu Farvel, og lov mig tro at blive!
Ja lov mig vist, at hver en Maaned du
Om dig og al din Færd til mig vil skrive,
Og altid komme denne Bøn ihu.
Lad saadan os hinanden Haanden give,
Skjøndt Land og Vand os Begge skiller nu;
Ja, lad paa denne Jord os holde sammen!
Hertil af Hjertens Grund jeg siger Amen.

✂ 59 Her slutted Brevet - og lig Dagens Kjerte,
Der sit Farvel i Purpurskyen skrev,
Saa efterlod i Adams rørte Hjerte
Et lifligt Indtryk nu det læste Brev.
Han følte Haabets Fryd og Længsels Smerte,
Og op sit Vindue han hurtig rev,
Og stirred taus og længe mod det Fjerne -
Fjernt over Jylland op der gik en Stjerne.

60

✂

TREDIE SANG

✂ Der er en Lov for Alting her paa Jorden,
For Alt hvad er, hvad kommer eller var,
For Alt i Østen, Vesten, Syden, Norden,
Naar blot en Gnist af Liv det i sig har;
For Alt, hvad i den ydre Verdensorden,
Som i den indre, Form og Skabning ta'er;
Og Loven lyder i sin Simpelhed
(Thi simpelt er det Store): Op og Ned.

✂ Op flyver Fuglen mod de høie Zoner,
For snart at dale paa den lave Bred;
Op bygges Spiret, som i Skyen throner,
For i Ruiner dybt at styrte ned;
Op stræber Helten efter Laurbærkroner,
Til Lykken svigter, paa hvis Bud han stred;
Thi op og ned gaaer Skjæbnen, gaaer vor Lykke:
Hvad stolt gaaer op i Glands, gaaer ned i Skygge.

✂ Ja, op og ned i denne Verden gaaer
Ei Solen blot og Maanen, Nattens Øie,
Ei blot de gyldne Stjerner i det Høie,
Ei blot det Hav, hvis Stigen Faldet spaaer:
Men hvert et Hjerte, som paa Jorden slaaer,
Som hæves snart af Fryd og snart af Møie;
Thi Glæde, Smerte, Frygt og Haab og Fred,
Alt gaaer som Bølgeslaget op og ned.

✂ Og op gaae Støvets Bønner, medens Svaret
Fra Oven stiger ned med himmelsk Røst;
Og Sorgen, der blev nedlagt i vort Bryst,
Naar til sin Tid den trofast er bevaret,
Dybt fra vort Hjerte hæver sig som Lyst.
Alt, hvad vi haabed, elsked og erfared,
Det synker vel i Tidens Strømme ned,
Men dukker deraf op for Evighed.

✂ 61 Dog iblandt Alt, som stiger og som daler,
Og som paa denne Jord gaaer op og ned,
Ei noget Rigere jeg nævne veed,
End Livet selv i Opgang, naar det maler
Sig for vort Blik i Lys af Idealer
Forgyldt af Drømmen om Lyksalighed.
Naar Dødens Stund jeg sætter kun til Siden,
Hvad har da Kraft og Glands som Ungdomstiden?

✂ Ja, Haabets dybe Brønd, hvor rig er du!
Dybt paa din Bund, hvor Livets Kilde rinder,
Hvert deiligt Eventyr den Unge finder,
Hvortil fra Barndomsdage stod hans Hu.
Naar ned han seer i dig, da i et Nu
Ham Lykkens Billed klart imøde skinner;
Men strækker han mod Billedet sig hen,
Strax svinder som en Taage det igjen.

✂ Og fyldt af dette Ungdomshaab probeerte
Vor Adam Homo sig i Livets D ands,
Mens nu som ung Student han Alt studeerte
Med klare Øine og med aaben Sands.
Sit hele Liv med Rødt han coloreerte,
Han spared ei paa Farve og paa Glands,
Og som han optog Alt, saa frem sig stilled
For ham i alle Ting hans eget Billed.

✂ Sad han i Studiigaardens Høresale,
Imens af Viisdom han tog ind sin Part,
Og hørte der han sin Professor tale
Og demonstrere saa det havde Art:
Da gjerne Phantasien i en Fart
Hans egen lærde Fremtid monne male;
Da paa Cathedret han i Tanker saae
Sig selv som Polyhistor eengang staae.

✂ Gik Søndagformiddag med Hat og Stok
I sorte Klæder han paa Promenaden,
Og saae den unge, smukke Dameflok,
Som, naar det blot er Solskin, Hovedstaden
Udsender for at see og sees paa Gaden,
Og som skjøndt stor dog aldrig stor er nok:
Da saae vor Helt - klarsynet som de Færreste -
I hver en yndig Glut sin Fremtids-Kjæreste.

✂ 62 Stod han i Kirken, hvor en talrig Skare
Andægtig lyttede til Præstens Ord,
Da Livets Gaader for sit Folk at klare,
Og blive geistlig Taler, Adam svor.
Gik i Theatret han, og fandt han bare
Paa Scenen af Talent det mindste Spor,
Saa Digteren ei reent gik bag af Dandsen:
Da vinked ham i Aanden Konstnerkrandsen.

✂ Ja, hvordan ret sin Ungdom Adam nød,
Og hvordan Livets uafbrudte Strømme
Sig i hans Hjerte rigt og fuldt udgød,
Og avled glade Følelser og Drømme,
Hvorover, som paa Bølger, hen han flød:
Derom min Læser allerbedst kan dømme
Ved Gjennemlæsning af det første Brev,
Som efter Julen til sit Hjem han skrev.

✂ Min søde Moder - saa begyndte Brevet -
Et glæd'ligt Nytaar først jeg ønsker dig,
Saa takker jeg for hvad du sidst har skrevet,
Samt for det Mammon, som du sendte mig.
End mit Stipendium dog holder sig,
Hvoraf jeg hidtil som en Prinds har levet;
Og derhos har ved Hjælp jeg af Patroner
Erholdt paa Christianshavn Informationer.

✂ Heraf du seer at jeg er ovenpaa,
Og at din Sorg for mig er overflødig;
Thi Alt jeg næsten har, hvad jeg har nødig,
Og sig at hjælpe maa man her forstaae.
Forleden Dag en Skræder jeg ærbødig
Har spurgt, om jeg paa Regning kunde faae.
Han sagde Ja - saa tænk dig nu, min Moder,
Din Søn i russisk Frak med Silkefoder.

✂ Men du min Leveviis jo kjende vil,
Og i dit sidste Brev du bad mig melde
Dig ret nøiagtigt hvordan Alt staaer til.
Istedenfor mit Liv nu at fortælle,
Et Svar jeg kunde give, som kan gjælde
Ved hver en Leilighed som Trumf i Spil.
Thi Alt med disse Ord jeg kunde sige:
For mig er Kjøbenhavn som Himmerige.

✂ 63 Men hvordan Dagen gaaer, du nu skal høre:
Naar Sex paa Kirketaarnet Uhret slaaer,
Da med et Spring jeg ud af Sengen staaer,
At ei til længer Søvn den skal forføre.
Derpaa mit Smørrebrød jeg selv maa smøre,
Mens op fra Vertens min Kop Mælk jeg faaer;
Naar den er drukken, strax jeg Bogen tager,
Og læser et Par Timer saa det knager.

✂ Paa Forelæsninger jeg saa gaaer hen,
Hvor mellem Venner prægtigt jeg mig morer,
Og hvorfra nødig jeg gaaer bort igjen;
Thi vi har flere lærde Professorer,
Hvem Aanden springer ud af alle Porer,
Som paa de ægte geniale Mænd.
Ved alle Ting de stadigt har for Øie,
Studenterne at gavne og fornøie.

✂ Er Klokken Eet, forlader jeg de Vise,
For, som du veed, ved et Familiebord
At faae den ypperligste Middagsspise,
Hver Søndag Sagosuppe, Steg og Roer.
Der har min Plads jeg hos en Jomfru Lise,
Hvis Omhu og Opmærksomhed er stor;
Thi hun - som og Familiens andre Lemmer -
For mig at byde ofte selv sig glemmer.

✂ Saasnart af Bordet her man tager kun,
Strax i Studenterklubben ned jeg iler,
Hvor mellem Musasønner jeg en Stund
Ved Læsning og ved Snak mig herligt hviler.
Der lever høit man, medens Musen smiler
Fra flere aldrende Studenters Mund,
Som der man altid træffer, og som flittige
Vel ei kan kaldes, men i høi Grad vittige.

✂ Har et Par Timers Tid jeg der hendrevet -
Jeg siger drive, men det hedde maa:
Har et Par Timers Tid i Vid jeg levet,
Da hjem i største Hast man seer mig gaae.
Da Bogen atter jeg mig kaster paa,
Og hvad om Formiddagen ned er skrevet
Med flygtig Pen, og tidt med flygtigt Sind,
Dybt i min Pande da jeg prenter ind.

✂ 64 Det Aften bli'er. Ei Folk bør sidde ledige,
Det siger jeg mig tidt og tidt igjen;
Thi gaaer jeg snart til Kammerater hen,
Snart, naar jeg dertil Raad har, paa Comedie,
Hvoraf jeg bliver meer og meer en Ven.
Af Alting meest behager mig Tragedie,
Hvori der glimrer nu en ung Actrice,
Som ikke noksom her jeg kan dig prise.

✂ Tænk dig en middelmaadig høi Figur,
Med Præg af Aandens Seier og Kjødets Spægelse;
Tænk dig et sjælfuldt Øies blaa Azur,
En Røst, hvis Klang er Hjertets Vederqvægelse,
En Konst, der gaaet over til Natur
Sig viser i enhver gratiøs Bevægelse,
I Smiil og Suk, i Jubel og i Klage -
Tænk dig det Alt! og Meer dog staaer tilbage.

✂ Blandt andre Nydelser, som her jeg har,
Jeg og maa nævne dig en Dandseøvelse,
Hvori hver Lørdagaften Deel jeg ta'er.
Jeg nylig der blev underkastet Prøvelse,
Til Fryd for Damerne, til min Bedrøvelse,
Thi slemt iveien det venstre Been mig var.
Derhos bestandig skreg vor Dandselærer:
Hr. Homo! Deres Hoved skjævt De bærer.

✂ Men hvor de unge Damer der er nette,
Og hvor paa deres Smag man stole kan!
Især jeg nævne maa en Frøken Jette,
Som i den hele Cirkel fører an.
Hvor hendes Fødder er i Valsen lette,
Og hvor hun har en ypperlig Forstand!
Naar klart i Dandsen hendes Øie spiller,
En Graties Dands jeg ret mig forestiller.

✂ Foruden disse Øvelser, hvis Mening
Er sig at more og fornøie godt,
Ind i et andet Selskab er jeg traadt:
En udstrakt videnskabelig Forgrening,
En Tale- og en Disputeer-Forening,
Hvori Latinersproget høres blot.
Hver Onsdagaften her man disputerer,
Og i en aandig Kamp sin Kraft proberer.

✂ 65 Endnu omtaler jeg vor Exercering,
Thi som Student du veed man er Soldat:
Min gamle Kjole har jeg til Mundering,
Czako jeg laaner hos en Kammerat.
Ved Bataillonens Svingen og Formering
Jeg alt har lært at skjerme Land og Stat;
Men langt det vilde overgaae min Evne,
Hvis alle Løier her jeg skulde nævne.

✂ Du seer, jeg lever i et evigt Røre;
Thi naar jeg til det Sagte føier, hvad
Du i mit sidste Brev jo fik at høre:
At end jeg ingen Søndag hjemme sad,
Da maa du tilstaae, jeg har Nok at gjøre.
Og dog ved dette Liv jeg er saa glad,
At tidt jeg er som salig heel og holden -
Da maa jeg ud i Luften, op paa Volden!

✂ Da gaaer jeg frem med raske Skridt, mens Vinden,
Der ofte blæser stormende fra Øst,
Med sine Vinger suser mig om Kinden,
Og puster som til Flammen i mit Bryst;
Da bæres jeg foruden og forinden,
Og rask jeg iler ned til Sundets Kyst,
Hvor da jeg staaer, i Tanker dybt begravet,
Og skuer taus og længe ud paa Havet.

✂ Høit bruser det, og høit mit Bryst sig hæver,
Og dybt jeg føler, jeg til Alt har Mod;
Ja, hver Bedrift, som Livet af mig kræver,
Da ofte fuldendt for mit Øie stod.
Da tidt min Fremtid sig tilsyne lod
I Skyens Glands, naar Solskin den omsvæver,
Og Lysets Efterskjær paa Hav og Kyst
Mig da et Minde var i Folkets Bryst.

✂ Men hvorhen løber atter løbsk min Pen?
Bedst, at jeg nu den lægger bort og tier.
At disse Drømme, disse Sværmerier
Medeet ei falde over mig igjen. -
Mit Uhr, jeg seer, paa Otte viser hen,
Og end ved Skriverbordet her jeg bier,
Endnu ei paaklædt, vasket eller redt,
Skjøndt jeg til Aften er i Selskab bedt.

✂ 66 Det hos en Mand er, som paa Børsen veier,
Og som i Handelsverd'nen er bekjendt:
En Hr. Etatsraad og Grosserer Dreyer,
Hvis Navn du sikkert tidt har seet paa Prent.
Jeg med hans Søn blev sidste Gang Student,
Og af og til med ham jeg Omgang pleier,
Paa Grund af hvilket jeg idag er Gjæst
Ved Fru Etatsraadindens Fødselsfest.

✂ Lad da Farvel mig sige for det Første,
Og bruge Tiden, som endnu er min;
Thi mine Klæder jeg tilgavns maa børste,
Og tage Pletter af med Brændeviin.
Ja, Elegancen være bør den største,
Med Silkevest, med Halsklud superfiin;
Mod al Critik Ens Ydre maa forskandses,
Man vil endogsaa vide, der skal dandses.

✂ Saadan Epistelen til Hjemmet lød,
Og da vor Helt nu Toilet skal gjøre,
Min Læser hen til Dreyers vil jeg føre,
Hvor Fruen just bon jour til Gjæster bød.
Det hele Huus var i Tumult og Røre,
Høit i Lykønskninger man sig udgød,
Og alt et broget Selskab hørtes tale
I trende rigtbelyste, store Sale.

✂ I den, hvor Verten Spillet fik igang,
Stod otte nye Mahogni-Spilleborde,
Hvortil sig ingen Andre sætte turde,
End Mænd, som deres Kors paa Kjolen hang
Og idetmindste nød Justitsraads Rang;
(En Kammerraad Undtagelse dog gjorde.)
Kortpengene, ved Dreyers smaa Cabaler,
For hver bestemte var til to Rigsdaler.

✂ Naar rundt i denne Sal sit Blik man sendte,
Da saae man Stjerner, Kors og Baand, hvis Skin,
Om end det ingen Anden gjorde blind,
Dog idetmindste Eiermanden blendte.
Thi naar han af og til, med Smiil paa Kind,
Ned mod sin egen Hæder Blikket vendte,
Da saae han atter op, forblindt af Skjæret,
Med Øiet halvtillukt, med Næsen høit iveiret.

✂ 67 Forresten gik Beskueren det her,
Som i de klare Nætter mange Gange,
Hvor Øiet ei et enkelt Lys kan fange,
Fordi det drukner i den hele Hær.
Han vidste, der af store Mænd var mange,
Han saae jo, at Fortjenesten var nær,
Men just da Storheds Sum var saa uendelig,
Hver enkelt Storhed hartad var ukjendelig.

✂ I Salen Nummer to, hvor Thee man laver,
Og hvor en Kreds af ældre Damer sad,
Laae paa et Bord de Fruen sendte Gaver:
Uhr, Ringe, Kjæder, Shawler, Kjoler, Kraver,
Handsker og Kapper, Strimler Bad i Bad,
Og under dem et tætbeskrevet Blad,
Hvorpaa enhver Present var numereret,
Og hver en Givers fulde Navn noteret.

✂ Nei, hvilken Bigdom! raabte Fru von Pappe,
Idet hun kjælent til Fru Dreyer saae:
Jeg reentud sagt Dem nu bekjende maa,
At her jeg havde Lyst til lidt at nappe.
Som, for Exempel, denne hersens Kappe,
Som Deres Datters Haand har virket paa.
O, hvilket Arbeid! for mit Blik det svimler
Ved disse Musetakker, disse Strimler!

✂ Og dette Shawl! - saa skreg nu hendes Søster,
En nygift Dame, men som græmmed sig:
Fra Hoved og til Fod at svøbe mig
I sligt et Shawl! blot Tanken mig forlyster.
For hver en Sorg et saadant Stykke trøster;
Ja De, Fru Dreyer, De er lykkelig!
De har en Mand, som Dem paa Persisk klæder,
Og som paa Dansk Dem elsker og tilbeder.

✂ O, hvilken Bing! O, hvilken prægtig Kjæde!
Nei, hvilket Armbaand! hvilken Diamant!
Saa raabte man omkap fra hver en Kant
Nu til Fru Dreyers inderlige Glæde.
Man færdig var hinanden ned at træde,
Man puffedes endog lidt ugalant,
Idet man, stuvet sammen rundt om Bordet,
Her i Begeistring vexelviis tog Ordet.

✂ 68 I Salen Nummer tre, der for de Unge
Til Samlingssted iaften var bestemt,
Og hvor man skulde lege, spille, sjunge
Til et Claveer, der stod bag Døren gjemt:
Sad langs med Væggen Damerne beklemt'
Og voved knap at røre Haand og Tunge,
Imens forlegne unge Herrer stode
I Krogen, og fra Siden dem beglo'de.

✂ En spændt Forventning malet var paa Alle,
Mens Ingen var istand til at forstaae,
Hvordan man Bugt med Stivhed skulde faae,
Saa Glædens ladte Bøsser kunde knalde.
En Hjælp der ned fra Himlen maatte falde,
Og tidt med Længsel man til Døren saae,
Om ei en Aand der kom, hvem Magt var givet
At løse op for Selskabs-Snørelivet.

✂ Eet Væsen kun der var, som sig bevæged
Med Sikkerhed i denne spændte Kreds:
En Herre mellem Tred've og Halvtreds,
Thi hen paa begge Aldere han peged.
Hans Haar af Tiden var en Smule bleget,
Men som en Yngling, rank og selvtilfreds,
Han dog paa lette Been gik om i Salen,
Kjendt under Navn af Particulier van Pahlen.

✂ Det var en Cavaleer, galant barberet,
Hvis Rigdoms-Strøm endnu ei sagde stop;
Hvis Tid var altid ledig som hans Krop,
Hvis Smag til unge Venner inclinered.
Men nu en lille Gaas han conversered,
Og trak - som man det kalder - hende op;
Og Gaasen vilde just sit Svar fremstamme,
Da Dørene sig aabned idetsamme.

✂ Og see! vor Adam Homo traadte ind;
Og Alles Blik sig hurtig mod ham vendte,
Imens han sine klare Øine sendte
Omkring i Salen med frimodigt Sind.
Som Purpur begge Kinder paa ham brændte,
Hans Lokker flød som Bølger for en Vind,
Hans stramme Klæder, hvori Tøi var sparet,
Den ranke Skabning herligt aabenbared.

✂ 69 Men som en Helt, der skrider frem til Seier,
Hen over Gulvets Tæppe rask han gik,
Og gjorde Complimenten for Fru Dreyer,
Og gratulered efter Pligt og Skik.
Med Viften spillende vor Frue neier,
Huldsaligt takkende med Smiil og Nik,
Hvorpaa hun Haanden op til Hjertet lagde,
Idet hun skjelmsk og halv fortrolig sagde:

✂ Saa lang en Tid, Hr. Homo, knap De voved
At lade Damer vente Dem omsonst,
Hvis ei De altid sikker var paa Gunst.
Men Folk vi nødig har med Deres Hoved;
Vort unge Selskab næsten ind er sovet,
Og kan kun vækkes op ved Deres Konst.
Gjør nu Dem Flid! Tag Damerne i Skole!
Paa Particulier van Pahlen kan De stole.

✂ Hvor gjorde denne Tale Adam godt!
Hvor følte han sit Hjerte høit at banke,
Ved den saa smigrende og stolte Tanke,
At Fruens Haab paa ham nu hviilte blot.
Hans glade Øine straalte dobbelt blanke,
Og uvilkaarlig smulte han saa smaat,
Mens i sit stille Sind sig selv han loved,
For slig en Tillid ret at vise Hoved.

✂ Da derpaa - præsenteert for Pahlen - nøie
Han saae paa Manden, tænkte Hver paa Sit:
Beundring læste man i Adams Øie
For Particulie'ens Væsen, let og frit;
For Kjolens Elegance, for det høie
Og stive Halsbind af moderne Snit;
Og Pahlen tænkte da han Adam skued:
En saadan ung Recrut til Ven just dued.

✂ Men efter Fruens Bøn i to Partier
Det unge Selskab nu sig løser op,
Idet Endeel sig under Pahlen gi'er,
Mens Andre slutter sig til Adams Trop.
Til Ordsprogslegen derpaa man sig vier,
Og maiende sig ud fra Taa til Top,
Hvert Ordsprog man anskuelig fremstiller,
Idet man skifteviis Comedie spiller.

✂ 70 Og her indlagde sig den største Ære
Iblandt dem Alle Adam Homo nu;
Altid frappante Ord ham randt ihu,
Altid forstod han genial at være.
Hans Phantasi og Aand var stærkt igjære,
Han Legens Knude stedse skar itu,
Og Modpartiets Vid af Sadlen lettede,
Hvergang med sjelden Kløgt han Ordet gjettede.

✂ Da Leg var endt, var Spisetiden kommen,
Og nu paa hvert et Ansigt blev det klart;
Og rundtomkring der nu blev spurgt og svart
Med mere Liv - thi Livet det er Vommen.
For alle Skranker nu man aabned Bommen,
Det hele Selskab her blev enigt snart;
Thi hvert et Blik kun hviilte paa Fru Dreyer,
Der selv nu bar omkring de smaa Posteier.

✂ Da Skaalen skulde drikkes, Alle reiste
Som i Begeistring sig, og Glædens Flag
Medeet hvert halvbedrøvet Ansigt heiste,
Til Ære for den endte Fødselsdag.
Med Tak og Neien, baade for og bag,
Den rørte Dame midt i Kredsen kneiste,
Mens rundt man stemmed i, til bredfuldt Maal:
Og dette være skal vor Frues Skaal!

✂ Høit toned Sangen, men af Alle sang
Vor Helt dog høiest i sin Hjertensglæde;
Ja, i Begeistring hændte ham engang,
Stærkt paa en Frøkens spæde Fod at træde,
Saa ynkeligt man hende hørte græde,
Imens fordobblet høit hans Hurra klang;
Men da tilsidst med Fruen selv han klinked,
Af sand Deeltagelse hans Øine blinked. -

✂ Og det var Alt? min Læser siger skuffet;
Ja, kjære Læser! Meer du ei kan faae,
Og værre Skjæbne har ei her dig truffet,
End Folkene, der bort fra Gildet gaae.
Men som jeg ind i Selskab har dig puffet,
Saa vil Erstatning jeg dig foreslaae:
Lad Gjæsterne os følge hjem i Hælene,
Og gjøre beggeto et Kig i Sjælene.

✂ 71 Naa gudskeelov, vi er igjen paa Gaden!
Udbrød med hørligt Suk Etatsraad Lem:
Thi Sandhed er det, Liv er meer end Maden,
Og bedst man har det i sit stille Hjem.
Til os at gjøre Selskab nu er Raden!
Hans Frue dog med Ivrighed brød frem:
Den gode Tone vil, at ei man spiser
En fremmed Mad, naar man ei Gjengjæld viser.

✂ Saae De, hvor Fru von Pappe Øine gjorde,
Dengang hun talede med Cap'tain Wals?
Med Blik hun sagde: hvis jeg bare turde,
Da kasted jeg mig strax om Deres Hals.
En saadan Frækhed næsten pidskes burde,
For hver en Herre jo hun er tilfals -
Saa tordnede den kydske Jomfru Stengel,
Der fulgtes til sit Hjem af Lieut'nant Engel.

✂ Hvormange Penge tabte du ved Spillet?
Til Bro'er Conf'rensraad hvisked Kam'raad Franz.
Fast tred've Daler, svared Broder Hans:
Kortpengene dog meer end Alt mig drilled,
Hvem havde sligt et Smæk sig forestillet?
Ved hvert Bord otte Daler - to tilmands!
Man vist forlange vil, om ei ret længe,
Theekop- Tallerken- Glas- og Flaske-Penge.

✂ O, min Emilie! - saa Frøken Fine
Ved sin Venindes Arm gav nu sig Luft:
Naar blot jeg kunde faae i min Fornuft
Den Hjertets underlige Sorg og Pine,
Den melankolske, veemodsfulde Duft,
(Som og hos dig jeg sporer i hver Mine)
Der altid efter Selskab paa mig faldt,
Der gjør saa trist, saa huult, saa tomt mig Alt!

✂ Men Den, der ingen Tomhed fandt i Alt,
Var Adam Homo, som, mens Stjerner tindred,
Gik til sit Hjem, idet han sig erindred
Den svundne Aftens Rigdom og Gehalt;
Idet sin Tankes Opsving ei han hindred
Ved Reflexioner, som for ham ei gjaldt;
Idet paany han gjennemgik det Hele,
Samt hver af denne Aftens mindste Dele.

✂ 72 Til Afsked havde Fruen til ham sagt:
Nei, reentud talt, Hr. Homo! jeg maa sige,
At endnu aldrig fandt jeg Deres Lige
I Munterhed og Vid, i Smag og Tact.
Derhos ham Pahlen havde Haanden rakt
Med disse Ord: Bekjendtskab ei vi svige!
Vi tales ved, jeg haaber, snart igjen;
Regn mig fra denne Dag for Deres Ven.

✂ Saa lykkelig han iilte til sit Hjem,
Hvor strax paa Skriverbordet Lys han tændte,
Og Brevet til sin Moder heelt fuldendte,
Idet af Sider fast han fyldte fem:
Om Alt hvad denne Aftenstund ham hændte,
Om Gjæsterne, og om hans Snak med dem,
Om Pahlens Haand, der til Farvel blev rakt ham,
Om Fruens Mund, og hvad den havde sagt ham.

✂ O Læser! Hvis min Helt dig forekommer
I Aanden her lidt fattig og lidt arm,
Saa grib, jeg beder, i din egen Barm,
Før du opkaster dig til Adams Dommer.
Husk paa, hvor tidt i Ungdoms lyse Sommer
Du for det Smaa begeistret blev og varm;
Hvor tidt du da med Bravo hørtes lønne,
Hvad nu du neppe agter værd en Bønne.

✂ Alt kommer jo paa Øiet an, der seer,
Og paa det Speil, hvormed man Alt opfatter:
Maaskee det Billed, hvoraf nu du leer,
Engang med Taarer du betragter atter;
Maaskee den Smukke, som nu høit du skatter,
Dig snart en Dukke bli'er, og intet meer;
Thi Livet er Udvikling, og dets Kjærne
Tidt bærer modsat Frugt i samme Hjerne.

✂ Den første Frugt, hvor er den sød og blød!
Blot ved dens Nærhed Læberne bedugges,
Saa Appetit er her den mindste Nød.
Og den behøver ei engang at plukkes;
Den falder af sig selv, mens Øiet lukkes,
Ned i den Uerfarnes aabne Skjød.
Man ryster bare Træet - strax da kommer
I Skjødet ned de søde, bløde Blommer.

✂ 73 Den anden Frugt er modsat af Natur;
Thi ved Erfaring kun man kan den vinde,
Og selv naar den er vunden, vil man finde,
At den at smage paa er haard og suur.
Den om den faste Vinterfrugt kan minde,
Der til at nydes strax jo ikke duer,
Da Kulde først en Tid den maa omgive,
Hvis sød og aromatisk den skal blive.

✂ Men naar ei Sommer blot men Høst er svunden,
Og Livets Vinter dæmper Blodets Ild,
Da sidder ældet man, til Arnen bunden,
Mens sin Erfarings Skat man langer til.
Den Frugt, som eengang haard og suur blev funden,
Den nyder nu man foraarsfrisk og mild
I sin Betragtning og i sin Beskuen,
Ved Ironiens Lampes muntre Luen. -

✂ Dog til vor Adam! hvem vi nylig saae
I Dreyers Selskab spilde Vid og Kræfter,
Og som nu giver Møde, Lørdag efter,
Ved Dandseøvelsen i Aabenraa.
Her mere reent hans Billed kan man faae;
Men før min Læser Blikket paa det hefter,
Vil Salen, i de tændte Lampers Skjær,
Hos Dandselærer Friis jeg aabne her.

✂ Den gamle Friis man seer Fiolen stemme,
Mens en syv, otte unge Piger, som
Fra Byen nys til Dandsetimen kom,
I Skabet Kaaber og Galoscher gjemme;
Derpaa i smalle Skoe de Foden klemme,
Og svingende sig let paa Gulvet om,
De spørge deres Lærer, om han venter
At see iaften alle sex Studenter?

✂ Ak, mine Damer! svarer gamle Friis,
Idet i Position han Foden stiller
Og langsomt af sin Daase ta'er en Priis:
Betænk, hvor Skjæbnen dog idag os driller!
Hr. Holm, Hr. Steen, Hr. Øst, Hr. Mehl, Hr. Miller
Har sig forkølet ved at gaae paa Iis.
Ikkun Hr. Homo gi'er iaften Møde;
Hans Overflod paa Mangelen maa bøde.

✂ 74 Der er han! raabte Alle som i Chor.
Og virkelig: medeet han kom tilskue
I Døren, og tog af sin laadne Hue,
Just som imøde Damerne ham foer.
Ved slig Modtagelse hans Kinder lue,
Dog meer ham overraske disse Ord:
Hr. Homo, tænk! idag De forestiller
Dem selv, og Øst og Steen og Holm og Mehl og Miller!

✂ Hvorledes? mine Damer! Adam siger;
Men Pigerne, som hans Forundring see,
Paa eengang stikke høit nu i at lee,
Thi Latter blev jo født med unge Piger.
Da - mens forlegen han tilbage viger -
Tilraaber ham den gamle Friis : Maaskee
Den muntre Hilsen nu Dem lader ane,
At De i Kurven her er ene Hane.

✂ Hvor virked dette Ord som Trylleri!
Paa eengang sig de unge Piger minded,
At de var Høner, og at klarest skinned
Blandt Hønens Dyder hendes Modesti.
Thi lukked alle Næbbene sig i;
Men paa sin Haneværdighed besinded
Paa samme Tid vor unge Helt sig og,
Thi gav han nu sig Luft i muntert Sprog.

✂ Saa lød hans Ord: De fældet har min Dom,
Og over Damers Dom tør ei man klage;
For altsaa mine Damer at behage,
Mit Eettal til et Sextal gjør jeg om.
Sex Damer op til Valsen vil jeg tage,
Sex Hjerter i mit Hjerte gi'er jeg Rum,
Og sværmende for Sex, hvis De befaler,
For Sex jeg dandser og for Sex jeg taler.

✂ Sit Løfte holdt han og sig efterrettelig,
Det maatte Damerne bekjende her:
Han kjørte dem i Vinden Een og Hver,
Paa Svingenom og Valsen reent umættelig;
Han conversered uafbrudt, utrættelig;
Han gjorde Cour, og Hanebeen især;
Han brugte Fod og Mund med lige Lethed,
Men paa ham selv man spored ingen Træthed.

✂ 75 Eet var der kun, som ved hans Iver led:
Hans tynde Skoe, hvis svage Grundlag rokker,
Saa han til Slutning halv paa Hosesokker
Til Alles Latter gjennem Dandsen skred.
Men da han endelig sig sætter ned,
Det hele Pigechor sig om ham flokker,
For mere nær hans Skotøi at besee:
For hvert et Hul de fandt, de maatte lee.

✂ Saa henfløi Aftenen til Alles Lyst.
Men før man skilles ad, for hjem at vandre,
Man sætter sig i Halvkreds hos hverandre,
For ret i Mag at køle Kind og Bryst.
Syng! raabte da den lille Alexandre
Til Jomfru Bine med den klare Røst;
Og Bine, af dem Alle animeret,
Sang, medens Fiolinen secundered:

✂ Nu er Vintrens kolde Tid,
Kort og mørk og trist er Dagen,
Stormen Vingen slaaer med Bragen,
Sneen ligger som et Lagen
Over Marken tæt og hvid.
O, men mindes du den Tid,
Hvori Træet Knoppen sætter,
Hvori Blomsten Engen spætter,
Varme Dage, lyse Nætter,
Med en Sommerluft saa blid!

✂ See, hvor her bag Væg og Muur,
Sluttet ind af Staaltraadstænger,
Fuglen nu saa stille hænger:
Ak, den synger ikke længer,
Stakkels Fange, sat i Buur!
Husk dens Toners Mol og Dur,
Da den sang for os i Skoven,
Da i Bølgeslag som Voven
Den kom flyvende fra Oven,
Friheds Barn i fri Natur!

✂ Ak, hvor rig er Tidens Høst!
Mine Haar som Sølv nu skinne,
Du er nu en gammel Qvinde,
Og vi leve af vort Minde
76 Halv med Sorg og halv med Trøst.
Dog den Tid er end min Lyst,
Da i Løb jeg vandt fra Hinden,
Da du Rosen bar paa Kinden,
Da din Lok den flød som Vinden
Om dit hvide Svanebryst.

✂ Gyldne Dage, som foer hen!
Som, af Graven vakt' ved Klage,
Lig et Sørge'chor nu drage
Med den fordums Krands tilbage
Til jer gamle, glemte Ven:
For mit Øie stil Jer hen!
Seer mit Blik Jer dog saa gjerne!
Eders Liv er som en Stjerne,
Dagens Straaler Eder fjerne,
Natten kalder Jer igjen.

✂ Her baade Sang og Vise hørte op,
Og gamle Friis, som følte Længselspinen,
Med stille Suk nedlagde Fiolinen,
Mens Mindet gjennembæved Sjæl og Krop.
Med Sangens Veemod præget af i Minen,
En Stund i Taushed sad den hele Trop,
Som spored alt man Tidernes Forandring -
Da minded Uhret Damerne om Vandring.

✂ Vor Helt dem fulgte hjem, endnu ei træt;
Og ved hver Dames Dør hans Øine tindred,
Idet galant den Skjønne han erindred
Om Følgeskabets fast bestemte Ret.
Mens halv hun saa det tillod, halv det hindred,
Paa hendes Kind et Kys han trykked let;
Og med dem Alle gav han samme Scene,
Til, mæt af Kys, tilsidst han stod alene.

✂ (Undskyldning gjør jeg her i Parenthes,
Fordi min Helt, aldeles umoderne,
Sig over slige Ting fornøier gjerne,
Og næsten Intet critisere sees.
Hvorledes saae det ud dog i hans Hjerne!
Den Stakkel! Han medrette maa belees
Af Folk, der la'er dem selv og Alt i Stikken,
Naar bare de beholde maae Critiken.

✂ 77 Af Folk, der skue, høre, føle, bare
For Synet, Følelsen og Lyden om
At sætte i en skarp og critisk Dom;
Af Folk, der i Bekymring for den Fare,
At tage slette Ting for gode Vare,
I gode Varers Nærhed aldrig kom;
Af Folk, der før det Mindste de tør nyde,
Critik-Uhyret først tilgjæst maae byde.

✂ Ja, pleiet af Enhver Uhyret trives,
Og farer hungrig løs paa Liv og Land:
Kroner og Koner og Krandse sønderrives,
Bedrifter, Skrifter, falde for dets Tand;
Hvert Fremtidshaab i Vuggen strax aflives,
Ja døde Folk ei længer skaanes kan;
Vorherre selv, var ei han vel forvaret,
Critiken i sin Hunger neppe spared.

✂ Men naar dens Værk er endt - hvad dog maa hænde:
Naar Alt er skambidt og i Støvet traadt,
Naar Sort fra Hvidt ei længer man kan kjende,
Og alle Ting kun Farve har af Graat;
Naar Nivelleringen er bragt tilende,
Og Sødt er Eet med Suurt, og Ondt med Godt,
Da maa Critiken - vil den ei ta'e Stenene -
Tilsidst sig æde Kjødet selv af Benene.

✂ Og deri just vort Haab om Frelse ligger.
Trøst Jer, I Konger, Skjalde, store Mænd!
I rige Matadorer! - Trøst dig, Tigger!
Du som ei heller af Critik er Ven:
Naar først det sultne Udyr Benet slikker,
Og Intet af sit Kjød har meer igjen,
Da kan som Bad det leve kun Minuter -
Med denne Trøst jeg Parenthesen slutter.)

✂ Den næste Formiddag vor Adam sad
Ved Hjørnevindvet i sin lille Stue,
I sine Søndagstanker rørt og glad.
Vidt over Volden ud han monne skue,
Hvor Vintersolens blanke Straaler lue
Paa nøgne, affloreerte Træers Bad,
Mens rundt paa Taget, ved hans Vindve oppe,
De luftige, de lette Spurve hoppe.

✂ 78 Da hørte fjernt i Taarnet han det ringe,
Og den af Vinterluften baarne Klang
Det Bud fra Oven syntes ham at bringe,
At ret han burde samle sig engang.
Jo dybere de klare Klokker klinge,
Deshøiere hans Hjerte Psalmen sang,
Der lokkede med sine Toners Mildhed
Fra Verdens Larm ham ind i Tankens Stilhed.

✂ See - sukker han - see Jorden ligger død,
Og nøgne staae Kastanietræets Grene.
Det er ei mig, som haaber nu alene;
En Bøn og stiger op fra Jordens Skjød,
Fra hvert et Træ, mod Himlen, til den Ene,
Der hører Alt, hvad kalder, i dets Nød.
Han af sin Rigdom lader Vaaren komme,
At fylde alt det Fattige og Tomme.

✂ Hist er hans Hjem i det Uendelige!
Hist i den klare Sol jeg seer hans Blik,
Ud fra hvis Lys til Verden Lyset gik.
Men i min Ringhed ogsaa jeg tør sige,
I dette Bryst har ogsaa Gud sit Rige,
At hæve mig til ham jeg Vinger fik;
Ja ogsaa her, i dette snevre Kammer,
En stille Lue paa hans Alter flammer!

✂ Det gjælder nu at bruge hver en Evne,
Og lade den i Virksomhed slaae Rod;
Det gjælder nu, i Livet frem at stævne
Med kraftig Villie og med freidigt Mod;
Det gjælder, ingen Hvile mig at levne,
Før Aanden i mig vorder Kjød og Blod,
Før selv jeg bliver Eet med Idealet,
Og faaer dets Herlighed i Daad udtalet.

✂ Fyldt af sit Forsæt han bevæget sad,
Og just han sad fordybet i den Tanke,
Om ikke Kjærlighedens Blomst og Blad
Var Skatten, som man helst sig burde sanke,
Da han paa Døren rask det hørte banke,
Hvorpaa med høflig Røst »kom ind« han bad.
Sig Døren aabned - ind van Pahlen traadte,
Ved hvilket Syn han høit da rødme maatte.

✂ 79 Thi strax han tænkte paa sin ringe Bolig,
Og paa sin tarvelige Klædedragt,
Der imod Pahlens Pynt stak af utrolig.
Men Pahlen paa hans Rødmen ei gav Agt;
Med Hat i Haand han nærmede sig rolig,
Og med et muntert Smiil blev derpaa sagt:
Min unge Ven! De boer tilveirs som Høgen,
Men skjøndt en Rovfugl, maa jeg dog besøg'en.

✂ Vort ny Bekjendtskab maa jeg dyrke lidt;
Thi Slægt og Venner er i disse Dage
Paa Landet, for i Harens Spor at jage,
Saa selv jeg lever halv som Eremit.
Et Ordsprog siger: Krage søger Mage;
De boer i Cellen her saa høit og frit,
Saa skilt fra Verden, at man knap kan hitt'en,
De just et Selskab er for Eremiten.

✂ I samme Tone let at stemme i,
Saagodt som i Befippelsen han kunde,
Nu Adam søgte; men aldeles fri
Midt i sin Spøg, det var han ingenlunde.
Dog snart var hans Forlegenhed forbi,
Og snart omkap løb begge Herrers Munde;
Og medens Pahlen ham i Indfald stak,
Ei kortest Straa i Ord vor Adam trak.

✂ Saa hengled der en Time ret behagelig,
Og mens Enhver var med sig selv tilfreds,
Var og han for den Andens Vid modtagelig,
Især paa Adams Smiil var Pahlen vis.
Med Nik sig Denne tog det mere magelig,
Ja eengang lo endogsaa han lidt spids.
Men Adam mærked Intet; lutter Øre
Han sad paa Stolen, for sin Ven at høre.

✂ Nu reiste Vennen sig - saae paa sit Uhr;
Men - sagde han - en Ting lad ei mig glemme!
Hvis man imorgen her Dem træffer hjemme,
Jeg kommer til Dem i en Kudsks Figur,
For i min Gig Dem Dagen over gjemme,
Og kjøre Dem en Galopadetour.
Paa Veien see vi først ind til min Søsters,
Og saa til Bellevue, at spise Østers!

✂ 80 Med Glæde loved Adam ham at gjæste,
Og Pahlen vedblev: De just er min Mand!
Thi mine Folk jeg vælger blandt de Bedste,
Da til at spise Østers skal Forstand.
Er selv man Østers, spiser man sin Næste,
Og Sligt i vore Tider gaaer ei an.
Han gik - og see, vor Helt stod reent forvirret,
Og ud i Luften som begeistret stirred.

✂ Hvor underfuldt! Han, fattig Præstesøn,
Hvis Haab om Lykke laa endnu i Bleen,
Medeet var bleven Ven med Particulie'en,
Der af Fortuna kronet fik hver Bøn;
Der ei af Lykken eied blot Ideen,
(Thi den besad han selv saa frisk og grøn)
Men Nøglen havde - lig en anden Peder -
Til Paradisets tusind Herligheder.

✂ Den næste Dag han altsaa Tour nu kjørte,
Og hans Taknemlighed forøget blev,
Da Pahlen videre sit Venskab drev,
Og ham om Aft'nen i Theatret førte.
Fra denne Stund hans Hjerte heelt tilhørte
Den Ven, hvis Høimod ganske ham henrev,
Og i hvis Selskab, uden Blik for Andre,
Man daglig nu paa Gaden saae ham vandre.

✂ Men førend ham som Ven jeg skildrer her,
Hos dig, o Venskab, lidt jeg dvæle vilde;
Ja, ved dit Alters Fod jeg gad mig stille,
Og tænke paa en Ven, som var mig kjær,
Og offre dig en Skjerv, om nok saa lille,
Dog knap jeg veed om du er Offer værd;
Snart ikkun visne Skud du har i Eie,
Der trænge haardt til Kjærlighedens Pleie.

✂ Ja, hvor faaer nu det Venskab man at see,
Som i Patrokles og Achilles lued?
Hiint Sammenhold i Alt, i Vel og Vee,
Naar Glæden vinked og naar Døden trued;
Hiin ædle Lidenskab, af Alt maaskee
Det Høieste, som Hedenskabet skued;
Der stærk og voldsom stiltes kun igjen,
Naar den sin Flamme mødte hos en Ven.

✂ 81 Hvor blussed høit den i den græske Helt,
Da for sin Ven han Livet saaes at vove!
Da sorgfuld han om Natten i sit Telt
For Tanken paa sin Ven ei kunde sove!
Da Vennens Skygge Hævn han hørtes love,
Og op han sprang fra Leiet vildt og snelt,
Og i sit Raseri om Graven slæbte
Tre Gange rundt den Helt, der Vennen dræbte!

✂ O Venskab! knap dit Billed meer man kjender;
Hvert Træk af Lidenskab aflagde du,
Og Form af alle Dyder har du nu.
Nu har for een ei blot man Snese Venner,
Men upartiske Venner, i hvis Hænder
Vel stundom Vennens Rygte gaaer itu;
Men Dommen fældes da med ædel Værdighed,
Og altid kun paa Grund af streng Retfærdighed.

✂ Og Venner har man, trofaste, deeltagende,
Som ei paa Fødselsdage komme blot
Og ønske deres gode Ven alt Godt,
Men som ved Condolence staae beklagende;
Ja, selv naar Uveirsskyen kommer dragende,
Naar Vennen gaaer i Qvas med Stort og Smaat,
Og lider Tab paa Verden og dens Herlighed,
End har et Suk for ham af Christen Kjærlighed.

✂ Og Venner har man, o, saa kloge, vise,
Begaved' med saa skarp en Sands forinden,
At længe forud de kan lugte Vinden,
Hvorved den kjære Ven de skal forlise;
Og Venner, tolerante, som hos Fjenden
Af deres Ven til Middag gjerne spise;
Men dog saa troe; thi vil man Vennen hugge paa,
Da deres Ærgrelse med Viin de slukke maae.

✂ Ja Venner har man, fleer end man vil have,
Hvis Venskabs-Mølle gaaer med Vand og Vind,
Og som i Solskin tidt er reent aflave,
Og kun i daarligt Veir ta'e Skiltet ind.
Men Venskab selv? Ja, det kan man begrave!
Koldfeber dybt har hulet ud dets Kind,
Og her det maatte døe, berøvet Varmen,
Gik Adam ei med Pahlen Arm i Armen.

✂ 82 Men hvor var Adam lykkelig! thi fundet
Han havde jo sit Jegs det sande Du:
Den Sjæl, hvori først Hvile fandt hans Hu,
Den Broderaand, mod hvem han havde stundet!
Hidtil, han følte, havde kun han blundet,
I Venskabs Arme sødt han vaagned nu;
Thi her ham vistes, ved to Hjerters Gløden,
Et Sammenhold for Livet og for Døden.

✂ Og hvor var Pahlen lykkelig! Den Tid,
Hvis Byrde fast hans Taalmod monne knække,
Han over nu paa Vennen kunde lægge,
Der altid under Byrden smiilte blid.
De Indfald, som ei mere vilde trække,
Hvormeget end sig Autor gjorde Flid,
De Phraser, som ei Andre meer gad høre,
Hvor klang de lifligt dog i Adams Øre!

✂ Thi hang han og ved ham som Borren fast,
Hvorpaa saa hjerteligt af Adam skjønnes,
At fast af Følelse hans Hjerte brast.
Men hvor en saadan Troskab ogsaa lønnes!
Ved Pahlens Side Livets Træ ham grønnes,
Og ud for ham dets Blomster sprang ihast:
Billard, Café, Theater, Kjøren, Riden,
Blev offret ham - han selv kun offred Tiden.

✂ Nu saaes ved Bøgerne han sjelden mere;
Thi næsten hver Dag, naar med samlet Sind
Han havde sat sig ned for at studere,
Vips! kom van Pahlen gjennem Døren ind,
Og havde tusind Ting at proponere.
Da travede man ud i Veir og Vind,
Da dangled man omkring paa Promenaden,
Og angled efter Tidsfordriv paa Gaden.

✂ Engang paa slig en Tour vor Helt fik Lyst
Til ret at gjennemtrænge og at raade
Hiin dybe, hiin forunderlige Gaade,
Der indesluttet laa i Vennens Bryst,
Og aabenbared tidt paa selsom Maade
Sig i hans dybe, melankolske Røst,
Ja malte sig i Skyer paa hans Pande,
Der syntes selv Tilværelsen at bande.

✂ 83 Hvis De tillader - sagde Adam da,
Just som van Pahlen Rynker trak i Panden,
Og, sukkende, paa eengang lo: ha, ha!
Hvis De tillader, at Dem her en Anden
Et Spørgsmaal gjør, der gjælder Dem som Manden,
Men et oprigtigt Hjerte kommer fra,
Da vilde jeg deeltagende Dem spørge:
Hvor er det muligt dog, at De kan sørge?

✂ Hvor er det muligt, at i Dem forborgen
Saa stor en Sum af Smerte ligge kan?
Thi melankolsk De tidt seer ud som Sorgen,
Skjøndt Sorgerne De bærer som en Mand.
Kan De da lide? De, som hver en Morgen
En Plan for Dagens Fryd kan ha'e istand -
Men længe har jeg anet Deres Smerte:
Betro Dem til mig, aabn mig Deres Hjerte!

✂ Da tegned Alvor sig paa Pahlens Kinder,
Og stivt og længe han paa Adam seer.
Min Ven - han siger - viid, der gives Minder,
Som aldrig, til vor Qval, os slippe meer;
Og Verdens Lavhed rundt om sig man finder,
Og snevre Hjerter - her han bittert leer,
Og vildt i Luften fegtende med Hænderne,
Han mumler Ordet »miskjendt« mellem Tænderne.

✂ Rørt svarer Adam: lad endog Erindring
En Skygge kaste hen paa Deres Vei,
For Hjertets Fred den er dog ei en Hindring,
Og miskjendt er af Alle De dog ei.
Kan ikke Det da være Dem en Lindring,
At jeg tilfulde kjender Dem - at jeg
Vil vandre som et Haab ved Deres Side,
Hvergang mod Frygtens Dæmon De maa stride?

✂ Saadan at trøste Vennen Adam søgte;
Men Pahlen gi'er til Svar, mens spodsk han leer:
De Børneskoe, der hele Verden trykte,
Dem har jeg snart slidt op, som selv De seer.
Hvad er det vel, at haabe og at frygte?
Til begge Dele kjender knap jeg meer.
Jeg holder mig, som en Tragedieskriver,
Til Skjæbnen, der tilsidst hver Helt afliver.

✂ 84 Munter, min unge Ven! Hvad er vel Livet?
Spørg Digteren derom, og faae til Svar:
Det hele Liv er kun et Pust i Sivet,
Ja Bibelen til Hø gjør Kjød saagar.
Paa Gravens Rand at bygge blev os givet,
Og selve Øieblikket kun vi har.
I Jordens Jammerdal, og vor Elendighed,
Lad os da nyde Livet med Ubændighed!

✂ Mens denne Tale dybt vor Adam skrækker,
Da pludselig den klared med sit Skin
Hans Vens det vilde, sønderrevne Sind:
Van Pahlen over Torvet rask ham trækker,
Og fører ham til en Conditor ind,
Hvor Toddy han med bittert Smiil ham rækker;
For sig han tvende andre Glas saa fyldte,
Som ned i Halsen han fortvivlet skylte.

✂ Opvartningspigen kom og bragte Thee,
Og Pahlen raabte: Perle mellem Qvinder!
Lidt Drikkepenge venter du maaskee?
Min smukke Lise, ræk mig dine Kinder!
For hvert et Kys en Mark i Pungen svinder -
Nu hurtig! - Det var een - og to - og tre.
Det fire var - fem, sex - see der, en Daler!
Ei sandt, Hr. Homo! Kys man dyrt betaler?

✂ Her sprang han op - og dengang bort de gik,
Med munter Latter Kappen om han slængte;
Men hele denne Aften Adam tænkte
Paa Vennen og hans Væsen og hans Skik.
Af Tanker op i ham der kom en Mængde,
Hvorved van Pahlen dette Skudsmaal fik:
En sjelden Aand! Kjæk, dyb og mørk-urolig,
Originalitets og Letsinds Bolig! -

✂ Paa denne Tid han til sin Moder skrev,
Idet sit varme Venskab han omtaled,
Og Pahlens Billed straalende afmaled
Paa hele Sider af det lange Brev:
Før efter hver en Vind min Hu omsa'led,
Før jeg ustadig som paa Bølger drev;
Nu hefte ved min Ven sig mine Tanker,
Jeg mærker, at mit Skib har faaet Anker.

✂ 85 Jeg vil ei paastaae, at jeg harmonerer
I alle Stykker med min nye Ven;
Men just Forskjelligheden gjør igjen,
At En den Anden ypperligt supplerer.
Han mod Forstanden mere helder hen,
Jeg imod Hjertet; han satiriserer,
Og er min Mester naar det angaaer Talen,
Jeg atter vinder fra ham i Moralen.

✂ Eet allerede mærker jeg jeg vandt,
Een sand Gevinst mit Venskab alt har givet:
Det er det frie Blik hen over Livet,
Hvorved saamangen Taage reent forsvandt.
Jeg staaer ei meer og krummer mig som Sivet,
Bestandig underdanig og galant;
Jeg veed, hvad Peer og Poul jeg har at svare.
Hans Moder skrev igjen: Tag dig ivare! -

✂ Paa denne Viis i Herlighed og Gammen
For Adam et Par Maaneder henrandt,
Og lige varm endnu hans Ven ham fandt.
Som Billedet sig slutter tæt til Rammen,
Som Adjutant og Oberst holde sammen,
Sig begge Venner inderlig forbandt.
Der Lighed var; men saae man til, forsvandt den:
Pahlen var Oberst, Adam Adjutanten.

✂ Og Adjutanten ved sin Oberst svor;
Men underligt det var: jo meer indviet
Han blev i Tjenesten, desmeer befriet
Han blev for Ærefrygten, før saa stor.
Imellemstunder - jeg bør ei forti'et -
Han gav sin Oberst selv et knubbet Ord;
Og det, uagtet af en Ruus henrevne,
(Vil sige Venskabs-Ruus) de Duus var blevne.

✂ Paa Eventyr nu stadig ud de gaae,
Og skifteviis man seer dem Prisen vinde
I den Bestræbelse, paa Nyt at finde,
Hvorved de Stof til Latter kunde faae.
Her en Begivenhed jeg har i Minde,
Som til Oplysning jeg fortælle maa:
De sad en Aften i Theatret Begge,
Og saae en ny Ballet forbi at trække.

✂ 86 En Dandserinde dem især fornøied,
En lille Taabe, men som godt forstod
Paa Taaens Spids at løbe, og med Mod
(Til Gru for Konsten og til Skræk for Øiet)
At strække opad, mens hun frem sig bøied,
Med Skuldren parallel sin Læg og Fod,
Og saa sig svinge rundt, foruden Klæder,
Mens Folket klapper og mens Gratien græder.

✂ Omkap ved Synet begge Venner loe,
Men da Balletten dandset var tilende,
Til Adam sagde Pahlen: Op til hende,
At gjøre Complimenter beggeto!
Et saadant Væsen maa jeg nærved kjende,
Jeg vedder, hun sig skabe vil og kroe;
Thi Smiger man i slige Folk kan tylde,
Og dog kan ikke Fanden selv dem fylde.

✂ Ved Regisseuren i Foye'en melde
Sig begge Herrer da for Damen lod,
Og et Minut man neppe kunde tælle,
Før alt med Smiil om Mund hun for dem stod.
Som nys, da hun for Flora skulde gjælde,
Var end hun nøgen paa sin Arm og Fod;
Paa Skuldren bar hun Vinger, og i Tyllet
Endnu med sminket Kind hun var indhyllet.

✂ Og medens nu Actricer og Acteurer
Ind i Foye'en ile, for at see
Hvad vel med Dandserinden skulde skee;
Og medens, vis paa Roes, hun spidser Ører,
Og Læberne til Tak alt forud lee:
Fremtræder Pahlen, som ved Haanden fører
Sin nu paa eengang høist forlegne Ven,
Der ønsked mange Miil sig bort igjen.

✂ Thi virkelig! den unge Dandserinde
Ham imponered her i al sin Pragt;
Ja, i den vingesmykte Flora-Dragt,
Hun forekom ham næsten meer end Qvinde.
Hvis her han ene havde været inde,
For hendes Fødder havde han sig lagt,
Saa mægtigt virker det Umiddelbare
Paa Folk, der først begynde at erfare.

✂ 87 Men til den Skjønne med en Ironi,
Saa klar at Alle, kun ei hun, kan see'en,
Van Pahlen siger: O, tilgiv, at vi
Forstyrre Deres Ro her i Foye'en!
Men med vor egen Ro er det forbi,
Den flygtede fra os med Deres Be-en.
Her at beundre Dem, forund os Lykkenl
Han taug - og gav vor Helt et Puf i Ryggen.

✂ Og Denne, som fik Mod, i Digterstiil
Fortsatte Talen nu: O, vredes ikke,
Fordi vi stormed op til Dem med Iil,
For eengang end at qvæge vore Blikke
Ved Syn af Den, der Gratien ud kan stikke,
Og der i Pirouet stjal Amors Piil.
Nu see vi, hvad vi grebne nys begrebe:
At De, som Flora let, er skjøn som Hebe.

✂ At kjende Hebe, ei jeg har den Ære!
Gjensvared Damen og tilføied mild:
Heel stolt af Deres Bifald maa jeg være,
Thi hvo tør laste, hvor De rose vil?
Vi Dandserinder Manges Had maae bære,
Fordi vi Publikum'et trække til;
Tro mine Ord, men spar mig for Beviserne -
Her saae hun i Triumf om til Actricerne.

✂ Hvor er den Storhed, som man ei misunder?
(Van Pahlen vedblev) men som et Beviis
Paa tvende Hjerters Roligheds Forliis,
Tillad os da, naar sødt inat De blunder,
Ved Deres Huus, paa Gaden nedenunder,
At tolke høit med Sange Deres Priis;
Sligt kalder man i Spanien Serenader -
Jeg veed det, svared hun, og det tillader.

✂ Med Tak og Buk de tvende Herrer gik;
Men da saa Klokken Ell've Nattens Stjerne
Stod tindrende og klar i Østens Fjerne,
Og Maanens halve Skive Straaler fik:
Da ved den Skjønnes Dør, hvor en Laterne
Belyste Urtekræmmerens Boutik,
I Kapper hylled', med Guitar man saae
Dem nedenfor det aabne Vindve staae.

✂ 88 Og Pahlen spilled, medens Adam sang:
»Gid du var min«, den rørende, bekjendte;
Saa »Skjønne Minka«, og da Minka endte,
»Fryd dig ved Livet« til Guitaren klang.
Men under Sangen af og til sig hændte,
At Dandserinden fulgte Hjertets Trang,
Og viste sig i Vindvet triumferende
For de paa Gaden nedenfor Spadserende.

✂ Dengang ei længer Toner hørtes lyde,
Hun rømmede sig høit og sagde blidt
Til Sangerne, der opad skued tidt:
Maaskee jeg mine Herrer ind tør byde,
For nu lidt Varmt og Styrkende at nyde,
Da De saalænge har af Kulden liidt.
Hvordan! Vi troede Dem forlængst i Reden;
Tak, tusind Tak! saa Svaret lød fra Neden.

✂ Og snart i Stuen stod nu begge Venner,
Hvor deres Blik traf ved et dækket Bord
En Kreds af Damer med lidt røde Hænder,
Et blendende Figurantinde-Chor.
Men meest dem Dandserinden selv dog blender,
Da nu med hulde Smiil og fagre Ord
Hun byder dem tilbords, hvor hun opdisker
En Gaasesteg med Suurkaal og med Svedsker.

✂ Her følte sig van Pahlen i sit Es,
Og Adam han var ypperligt tilmode.
Med Damerne sig beggeto tillode
Den Spas, der gjør med Formen kort Proces.
De skifteviis i Skjødet paa de Gode
Af Eqvivoquer vælted ned et Læs;
Men Den, som de med friest Spøg beleirede,
Det var den Skjønne selv, det var den Feirede.

✂ Midnat var længst forbi, dengang hun hæved
Sig fra sin Stol med Glasset i sin Haand,
Og talte disse Ord, mens Stemmen bæved:
For dem, der her med Vittighed og Aand,
Der før med Toner, som til os opsvæved,
Omkring vort Selskab slynged Glædens Baand:
For dem en Skaal! - Enhver Pocalen tømte,
Saa gik man til sit Hjem, hvor sødt man drømte. -

✂ 89 Man seer, med hvilken Art af Spas og Løier
Herr Pahlen-Pylades og hans Orest,
Hvis unge Sind sig efter Vennens bøier,
Fordreve Tiden, som de kunde bedst.
Ei fleer Exempler jeg til dette føier,
Der kan betragtes som Model og Læst
For den Slags tamme Eventyr, som Begge
Udførte, ved hinanden Haand at række. -

✂ Hver Dag saa smaat man nu dem saae at svire
Hos en Conditor efter Klokken Tre.
Hver Aftenstund de spilled Ecarté,
Drak Punsch og tugted Verden med Satire.
Og meer og mere saaes vor Helt at fire
For Vennen i den store Konst: At lee
Hvergang man Himmel, Jord, sig selv, sin Næste,
For Epigrammets Kaadhed gav tilbedste.

✂ Men da tilbunds de blevne var bekjendt,
Da, naar van Pahlen til en Dame søgte,
Der ei just stod i allerbedste Rygte,
Og næsten offentlig var saa omtrent:
Da maatte Adam holde Venskabs Lygte
Naar i en lystig Kreds en Dag blev endt;
Og skjøndt han aldrig Damens Vink besvared,
Dog meget slemme Ting han her erfared.

✂ Thi sporedes der snart en stor Forandring
Ei i hans Væsen blot, men i hans Sind -
Og uden alt Mirakel; thi paa Vandring
Man Skridt for Skridt jo Maalet henter ind.
Først voxer Stormen af den svage Vind,
Saa skuer man paa eengang Skibets Kantring;
En Læser synes vel det hurtigt gaaer,
Men Digteren et Blad gjør til et Aar.

✂ Forbi var Sommeren og Høsten kom,
Det var en Solskinsdag midt i September,
Da begge Venner steg som tvende Kæmper
Tilhest, for i det Fri at see sig om.
De red igjennem Nørreportens Bom,
Og mens sin Gangers Iil van Pahlen dæmper,
Gav Adam sin af Sporen, saa i Fart
Og strakt Galop han var afsyne snart.

✂ 90 Skjøndt nødig maatte Pahlen nu ham følge,
Men da han naaede ham, var ei han mild;
Han kunde harmfuld ei sin Galde dølge,
Og raabte, blussende af Vredens Ild:
For Satan! Hesten skummer som en Bølge;
Husk paa, Hr. Homo! mig den hører til.
Stig ned, og gaa tilfods som dine Fædre,
Hvis ikke strax du lystrer Ordre bedre.

✂ Ved disse Ord blev Adam hed i Panden,
Og mens hans Kind den blev saa rød som Blod,
Han svared med et Smiil: Hvor du er god!
Jeg bryder Fanden mig om Eiermanden.
Gaaer Hesten under, kjøb dig saa en anden,
Og følg forresten mig, hvis du har Mod.
Med disse Ord sin Hest igjen han spored,
Og Pahlen lo, ret som ham Svaret mored.

✂ De red en Tour, og efterhaanden danned
Det broderlige Forhold sig igjen.
Ved et Tracteursted de mod Aften landed,
Og her forlangte Punsch den ældre Ven.
Med gammel Rum han Drikken dygtigt blanded,
Og rakte til vor Helt saa Bollen hen;
Men Denne, ved det lange Ridt gjort hidsig,
Den halve Bolle næsten skylled i sig.

✂ Nu begge Venner tog Cigarer frem,
Og beggeto en Tid omkap de røgte,
Og om det smukke Kjøn lidt plumpt de spøgte,
Da Vertshuuskonen bragte Lys til dem.
Da hvisked Pahlen: Skjøndt dig aldrig frygte
Jeg for den Onde saae og for hans Hjem,
Dog vedder jeg - her sagte blev hans Tone -
At du tør ikke kysse Vertens Kone.

✂ En saadan Tvivl tog Adam ilde op,
Og endnu meer man saae hans Stolthed voxe,
Da Vennen vedblev: Manden er en Oxe,
Tag dig iagt! Han har en Kæmpekrop,
Og er saa hidsig som de Orthodoxe.
Til Gjensvar raabte Adam haanlig: Top!
Imorgen din Champagne høit skal knalde;
Gjør jeg det ei, du for Cujon mig kalde.

✂ 91 Ved dette Raab just Verten traadte ind,
Og uden sig det Mindste at genere,
Man saae vor unge Helt paa Konens Kind
Et Kys at trykke, hvortil lagdes flere.
Hvis ei Han Lyst har til et banket Skind,
Tag sig ivare for at spøge mere!
Saa raabte Verten op, af Harme stiv;
Men Adam slog sin Arm om Konens Liv.

✂ At skifte Farve saae man nu Tracteuren;
Dog end vor Helt blev ved at gjøre Cour
Til Vertshuusdamens yndige Figur,
Og med et Smiil saae Pahlen Courens Gjøren.
Da pludselig ned over Adams Øren
Faldt Vertens Haand, af kæmpestærk Natur:
Adam og Verten sloges, Konen hviinte,
Og paa sin Stol Hr. Pahlen sad og griinte.

✂ Medeet han reiste sig og sagde: Da
Jeg seer du har Forretninger, og Riden
Til Byen ind for mig nu er paa Tiden,
Med din Tilladelse jeg ta'er herfra.
Hvor du har Kræfter! Slaa kun rask til Siden!
Spar ei din Contrapart! Saa, det var bra'!
Hvad Hesten angaaer, søg dig her en anden,
Du bryder dig jo feil om Eiermanden.

✂ Han gik, og begge Heste med sig tog,
Saa Adam ud paa Natten med et Øie,
Der blodigt var, og med en banket Trøie
Slukøret og tilfods til Staden drog.
Men hvor som Spyd det i hans Hjerte jog!
Og hvor af Græmmelse han maatte døie!
Og hvor han i sit Hjem bar Vredens Aag,
Mens Søvnen flyede fra hans Øienlaag!

✂ Saasnart ad Dag det gryed, han et Brev,
Hvori det hede Hjerte blev befriet,
Og Venskab opsagt, til van Pahlen skrev.
Først han bebreided ham Forræderiet,
Dernæst en dyb Foragt blev ei fortiet,
Og endelig, paa sidste Side, rev
Han Venskabs-Templet om med Larm og Buldren -
Ved Brevets Læsning Pahlen trak paa Skuldren.

✂ 92 Men Adam (til hans Ære maa jeg sige't)
Tog sig den samme Sag ei nær saa let;
Han havde søgt og fundet Himmeriget,
Og af sit Paradiis var ei han mæt.
Ved Brevets Slutning selv han havde grædt,
Thi med sin hele Sjæl han havde higet
Imod en Tvillingsjæl som mod sit Maal,
Og end var ei hans Hjerte blevet Staal.

✂ Han stod jo i den lykkelige Alder,
Hvor skuffet Haab ei danner Hjertets Værn,
Hvor Phantasien skuer nær og fjern
Den sjeldne Blomst, man evigt Venskab kalder;
Hvor Følelsen, lig Strudsen, Alt anfalder,
Og let fordøier Staal og Steen og Jern;
Hvor man er fuld af indre Aabenbaring,
Der slet kun harmonerer med Erfaring.

✂ Thi vented han med Længsel hele Dagen,
Om der dog ei et Brev kom fra hans Ven,
Hvori ham Denne vilde klare Sagen.
Thi gik den næste Dag endog han hen
Forbi van Pahlens Dør, men som et Lagen
Saa hvid i Kinden kom han hjem igjen:
Thi der at møde Vennen vel ham hændte,
Men Denne lod, som ei han meer ham kjendte.

✂ Da greb Forbittrelse vor Adams Hjerte,
Og ud for evig af et saaret Bryst
Han rev den falske Ven med grusom Lyst,
Ja slukked indtil Mindets sidste Kjerte.
I denne Handling, skjøndt den voldte Smerte,
Hans Stolthed fandt paa samme Tid en Trøst;
Thi bedre Trods end Kryberiet lod dog,
Nu stod han ene, men som Mand han stod dog.

✂ Saa bort i Røg det hede Venskab svandt.
Til Adams Held det var, thi otte Uger,
Som til Examen Nummer to han bruger,
Derved i reen Profit for sig han vandt.
I dem det Høistnødvendige han sluger,
Og da i Slumpetræf en Hjælp han fandt,
Sit andet Laud han hjem til Jylland sendte,
Og Roes han fik, skjøndt han det ei fortjente.

✂ 93 En ny Epistel tilskrev ham hans Fader,
Brødstudiet betræffende, som nu
Han prentede sin Adam ret ihu,
Skjøndt Studium som Pest alt Denne hader.
Epistelen var lang, og ei jeg lader
Den heelt aftrykke til min Læsers Gru.
Jeg gi'er Essensen kun, som fandtes i den;
Her er dens Slutning! ordret vil jeg gi'e den:

✂ Lad derfor snart, min gode Søn! mig vide,
Om du, ved Udløb af den givne Frist,
Som Præst vil i det sure Æble bide,
Hvad heller knække Nødder som Jurist;
Om du, som Doctor, medens Andre lide,
Vil skumme Livets Fløde først og sidst;
Om du, som Philolog, vil fuld dig drikke
I gammel Viin, hvoraf man trives ikke.

✂ I Spøg jeg raader vel, men selv du vælge!
Maaskee du prøve vil, hvor Kjærnen boer;
Thi Katten vel i Sækken kan man sælge,
Men saadan ei den kjøbes bør, jeg troer.
Tidt havde haarde Ærter bløde Bælge,
Og let Beslutning ofte tunge Spor.
Prøv selv og vælg! men har du valgt, saa vakl ei,
Og Livet og dig selv med Tvivl forkvakl ei!

✂ Et Brev han fra sin Moder ogsaa fik,
Som baade ham udvider og beklemmer;
Thi deri lød igjen de gamle Stemmer,
Der kom fra Hjertet og til Hjertet gik.
Alt mens han læste, vaadt blev Adams Blik,
Og i sin Sjæl lidt Uro han fornemmer,
Dengang han lukked Brevet til, hvori
Var raadet at studere Theologi.

✂ Thi tog paa dette Studium han fat,
Men ganske lempeligt; og endnu ikke
Udfolded sig dets Indhold for hans Blikke,
Før Alt medeet blev for hans Øie Nat.
Hvad Sky da - spørger man - formørked brat
Hans klare Blik, saa han lod Bogen ligge,
Da han som Yngling stod ved Snesens Endepunkt? -
O Læser, viid! min Helt er ved et Vendepunkt.

94

✂

FJERDE SANG

✂ Taalmodighed - o kunde jeg dog bare
Faae denne Dyd min Læser prentet ind,
Saa her han vented med taalmodigt Sind
Til Bogens Helt til Heltenavn kan svare:
Til Samme, nu saa duunløs om sin Kind,
At Interessen knap han kan bevare,
I Tidens Støbeform lidt meer gjort færdig,
Fremtræder sig og Autor mere værdig.

✂ Thi troer man ei, at Autor og behøver
Taalmodighedens Raad at agte paa,
For Skridt for Skridt med Helten frem at gaae
Paa Livets Prosavei, hvor fælt det støver?
For - om endog det Musen haardt bedrøver -
Paa alle Daarligheder, store, smaa,
Saa intet Hovedpunkt forbi sig lister,
At faae istand et ordenligt Register?

✂ O, at i Livet Læseren sig speiler!
Thi Alt har der Taalmodighed behov:
Den unge Mø, der venter paa en Beiler,
Soldaten, naar hans Lieut'nant bliver grov,
En Pædagog, naar hans Discipel feiler,
En Supplicant, naar han gaaer ud paa Rov,
En gammel tro Copist i Magistraten,
Der öftrer sig for ringe Løn til Staten.

✂ Og lad os standse lidt ved denne Sidste,
Thi Typus for saamangt et Liv er han.
Som dansk Jurist han meer ei stige kan,
Og ak, han er ei ung nok til at friste
Sin Lykkes Eventyr i anden Stand.
For altsaa ei sit Livsbrød reent at miste
Og selv gaae under i en haard Conflict,
Han bygger paa sin Jura og sin Pligt.

✂ 95 Thi gaaer han trolig op i Magistraten,
Dag ud, Dag ind, og sidder paa sin Stol
Foran sin lille Pult og sin Reol,
Og copierer efter Pligt for Staten,
Med Ryggen vendt mod Dagens gyldne Sol,
Beretninger om Dit og Dat: om Nathan,
Hvem Borgerbrev som Jøde Lauget negter;
Om Bertel Brask, der søger Post som Vægter.

✂ Om Fru von Kuhl, der fra von Kuhl vil skilles,
Da han i syv Aar var i fremmed Land;
Om Madam' Juul, hvis Klager ei kan stilles,
Fordi hun misted Boet med sin Mand;
Om Snyderi af Rodemester Spand,
Hvorved for Kæmnerkassen Kravet spildes;
I Korthed, om de tusind Sager, som
Han selv af Alle bryder mindst sig om.

✂ Han paa Contoret er med Morgensolen,
Hvor til sin Pult man strax da seer ham gaae,
Og af den magre Ryg at trække Kjolen,
Thi skjøndt den halvslidt er, der spares maa.
En heelslidt tager ned han af Reolen,
Og sidder nu i den, som Spurven graa,
Med Kinder, bleged gjennem Aar og Dage,
Med tynde graae Haar, strøgne glat tilbage.

✂ Saa sidder han og trolig copierer,
Dag ud, Dag ind, i Maaneder, i Aar,
Og i sit Liv kun noget Nyt proberer,
Naar ved sin Pult en anden Pen han skærer,
Og i sit Blækhorn andet Blæk han faaer.
Hver Dag paa Gaden samme Vei han gaaer,
Hver Dag, fra Morgen indtil Aften silde,
Med samme krumme Ryg han sidder stille.

✂ Imellem seer han op, og dybt han sukker,
Naar pludselig et Glimt af Livets Glands
En anden Verden for hans Aand oplukker,
End den, der gjennem mange Aar var hans.
Dog snart igjen, med blendet Blik og Sands,
End mere dybt sit Hoved ned han dukker,
Og dreier sig fra Lyset paa sin Stol,
Thi Straalen smerted af den klare Sol.

✂ 96 Saa sidder han og skriver fort til Døden,
Og stiger ned i Graven uden Savn,
En stakkels, gammel Pebersvend af Navn,
Thi neppe til sig selv han havde Føden.
Han skulde leve, det var hele Nøden!
Sin Pligt han gjorde, skjøndt ei meget Gavn;
Med ussel Løn han eensom gik i Vrimlen,
Hans Løn maa eengang blive stor i Himlen!

✂ Tænk, for at lære Taalmod, Læser kjære,
Imellem paa den gamle, tro Copist,
Der skjøndt Copist kan Or'ginaler lære,
Og inden lang Tid kan du Konsten vist.
Nu at ledsage dig jeg har den Ære
Til Adam Homo, hvem vi slap jo sidst,
Da han som Yngling stod ved Snesens Endepunkt,
Og var, som mangen Anden, ved et Vendepunkt.

✂ Thi ved et Vendepunkt i Livet stod
Ei blot den gamle Herkules, og ikke
Den store Cæsar blot, da bag sig ligge
Han lod den skjæbnesvangre, lille Flod;
Ei blot Napoleon, dengang hans Blikke
I Rusland klaredes ved Ild og Blod;
Men derved staae vi Alle tidt, ifald jeg
Forstod det Spørgsmaal: skal jeg ikke? skal jeg?

✂ Og selsomt, at et saadant Spørgsmaal gjøres,
Thi ofte nok Enhver dog har erfar't,
At dette Spørgsmaal er forlængst besvart
I Hjertet, før til Handling Haanden røres.
Paa alle Læber det dog daglig høres;
Det er, som ret vor Frihed blev bevar't,
Naar blot vi spørge: skal jeg? skal jeg ikke?
Skjøndt Svaret alt vi veed til Punkt og Prikke.

✂ Men slig Betragtning vil jeg lade falde,
Thi min Fortællings Stof nu trænger paa;
Og endnu Meget skal der foregaae,
Før ind til Hvile jeg min Helt tør kalde,
Der vandrer nu den samme Vei som Alle,
Der ikke høre vil, men føle maae.
Han lever flot, gjør Gjæld, sig amuserer,
Og Pokker sig om Creditorer kerer.

✂ 97 Men Pungen? spørger Læseren - ja Pungen
Naturligviis var inden lang Tid tom;
Gravsangen for Stipendiet er sungen,
Og med Crediten nu ei langt han kom.
Paa Puf han leve maa ved Hjælp af Tungen,
Mens han som hyret Lærer løber om
I alle Hovedstadens Regioner
Og giver timeviis Informationer.

✂ En ny just paa den samme Tid han fik:
Hos høivelbaarne Grev de Fix. hvis Sønner
Vor unge Helt, som ret paa Æren skjønner,
Skal hjælpe til det klare Overblik,
Ved grundig Videnskab og Methodik.
Derhos vil Greven, som spendabelt lønner,
At naar han ruller op Historiens Bøger,
Comtessen hans Elevers Tal forøger.

✂ Det var en Fredag, da for første Gang
I Grevens høie Huus han satte Foden,
Og gjennem Corridoren, bred og lang,
Gik klædt i Sort, betænkende Methoden.
En Tjener, der var studset til paa Moden,
Ham aabned Døren, saa den vidt opsprang,
Og ud fra Salen, hvor just Stemmer løde,
En fiin og fornem Duft ham kom imød'e.

✂ Han traadte ind, af Duften imponeret,
Og i den høie Sal et Bord han saae
Midt paa det røde Tæppe, rigt broderet.
Hen over Bordet Grevens Sønner laae,
Som netop da sig Adam præsentered,
Med Larm de tunge Landkort sammen slaae,
Men lidt kun paa den unge Lærer agted,
Der i det store Speil sig selv betragted.

✂ Han seer omkring sig - hvilken Glands og Skinnen!
Forgyldte Meubler saae han aldrig før.
Men tys! I Væggen aabner sig en Dør,
Og gjennem den indtræder Fru Grevinden
I Silke klædt, med Kniplinger om Kinden,
Og dybt hans Ryg sig bøier som et Rør.
Han skuer op igjen, og Døren atter
Sig aabner for Comtessen, hendes Datter.

✂ 98 Den unge Dame heil mod Bordet skred,
Og Adam saae kun - Intet meer han hørte,
Thi hendes Fødder neppe Gulvet rørte.
Det dunkle Haar paa Skuldrene faldt ned,
Og slank og rank med Anstand hun sig førte,
Mens gjennem Salen hendes Øine gled.
O, hvilke Øine, svømmende og klare,
Stolthed og Blidhed sødt de aabenbare!

✂ O, hvilken Hebevæxt og Junogang!
Og hvilken Kind, med finest Rødme malet!
Hvor yndigt Lokkerne dog om den hang,
Ret som paa Billeder af Idealet!
For Fodens Skjønhed Kjolen er for lang,
Og Halsen bly sig skjuler under Shawlet -
Saa skjøn, saa adelig, saa ung af Aar:
See, hvad i Adams Hoved rundt der gaaer!

✂ Men Fru Grevinden taler til vor Ven:
Hr. Homo! tør jeg be'e, De vil behage
Ved Bordet her hos mig nu Plads at tage,
For at begynde paa Begyndelsen.
Her seer De mine Børn! Først her min svage,
Min yngste Søn, Grev Franz - saa her igjen
Min ældste Søn, Grev Herman - her min Datter,
Comtesse Clara - hver med Lethed fatter.

✂ Den unge Lærer yttred med et Smiil,
Idet geneert han sig paa Stolen vendte,
At vist om Fatteevne ei var Tvivl -
Hvorpaa med Hosten han sin Sætning endte.
Derpaa udvikled han i den bekjendte
Prægnante, omsvøbsrige Lærer-Stiil,
(For Hendes Naades Mening først at høre)
Hvad Vei til Maalet bedst han troede føre.

✂ Grevinden fandt hans Plan særdeles god;
Og Adam strax nu lagde Haand paa Værket,
Idet af ham med Føie blev bemærket,
At med Historien det slet kun stod,
Naar ei den først, ved Geographi forstærket,
Fik saa at sige Basis for sin Fod.
De taler sandt, gjensvared Fru Grevinden,
Men let et Smiil fløi Clara over Kinden.

✂ 99 Vor Helt det saae, og han betvivled ikke,
At jo hans Tale her var Smilets Grund;
Thi trak alvorlig sammen sig hans Mund,
Og i sin Uro, med forlegne Blikke,
Han Kortet greb, som for sig han saae ligge,
Idet han gjentog: Her er Basis kun!
Jeg gi'er Dem Ret, Grevinden mæled atter;
End meer dog smulte Clara, hendes Datter.

✂ Til Lykke blev vor Lærer ei det vaer,
Det havde sikkert reent ham confunderet;
Men alt han for den gamle Verden har,
Hvori med Iver nu blev informeret.
Saa smaat at spørge blev endog proberet,
Selv med Comtessen vexles Ord og Svar,
Skjøndt knap han vidste, hvordan ad sig bære,
For slig en Skjønhed Geographi at lære.

✂ Hr. Jacotots Methode gik ei an,
Og den Lancasterske hjalp ikke heller;
Thi greb han den, som bedst til daglig gjælder:
Han brugte før han talte sin Forstand,
Og ganske ligefrem han Alt fortæller,
Saa uden Hovedbrud det fattes kan.
Paa denne Viis han sad til Stolen muret,
Til Klokken den slog Eet paa Taffel-Uhret.

✂ Da stod han op, og bort med Buk han gik,
Med Timen og dens Indhold heel fornøiet;
Thi stedse stod Comtessen ham for Øiet,
Hvis fine Kinder Purpurfarve fik,
Dengang hun over Kortet hen laa bøiet;
Derhos han minded sig et himmelsk Blik,
Der havde truffet ham, dengang fra Lyrien
Han hende viste Veien til Assyrien.

✂ En Anden var der, som med muntert Sind,
Da Timen endte, for sit Speil sig stilled,
Og tænkte, da hun deri saae sit Billed:
Saa ung en Lærer er dog ikke blind?
Med Haanden her ved Lokkerne hun pilled
Og hvisked, snoende dem ud og ind:
Historien er ellers ei saa kjedelig!
Man fører Krig, imens man lader fredelig.

✂ 100 Og virkelig! Da otte Dage kun
Historiens Bund af Adam var ransaget
Og ved de Romere han stod paa Grund:
Da havde Claras skarpe Blik opdaget,
At Marius fra Cimbrerne vandt Slaget
Ved at forhale Sammenstødets Stund;
Thi trak hun sig bestandig meer tilbage,
Som vilde reent hun Kampen sig unddrage.

✂ Hun sad saa bly, saa tankefuld ved Bordet,
Mens Adam ligeoverfor, med Ild
Nationers Velfærd satte kjækt paa Spil,
Og paa en Valplads stod til Slag omgjordet.
Hun voved knap engang at tage Ordet,
Naar ei Grevinden med en Stemme mild
Først havde sagt til hende: Bedste Clare!
Du maa din Lærer paa hans Spørgsmaal svare.

✂ Naar da hun talte, slog hun Øiet ned,
Og nævnte hun blot Ord som Vestalinder,
Strax farved Rødme hendes fine Kinder,
Og næsten lod det, som om hun var vred.
Ved sligt et Syn blev ogsaa Adam hed,
Skjøndt Grunden til det Hele ei han finder;
Men fast for ham bestandig Tanken stod:
Har den Elskværdige jeg gjort imod?

✂ Naar han saa blev forknyt, da saae man tindre
Comtessens skjønne, klare Øienpar,
Og da hun havde Noget at erindre,
Paa hvilket hun Hr. Homo bad om Svar.
Da dvælte tidt hun længe ved det Mindre,
Og ei for stort det Store hende var,
For det at bruge til den Ild at nære,
Hvorom hans varme Kinder Vidne bære.

✂ Han Lærer var, og hun Discipelinde!
Hvad tænkte ogsaa Fru Grevinden paa,
Der hver Dag roligt til i Timen saae?
Han, følsom Yngling - hun, en fager Qvinde!
Hvi randt det aldrig Greven dog i Minde,
Saa han, skjøndt Fader, Tingen fort lod gaae?
Jeg tænker, baade Greven og Grevinden
Stod altfor høit, til her at mærke Vinden.

✂ 101 Men Adam fik dens Styrke at fornemme,
Thi skjøndt den blæste fra en Læbe huld,
Saa blæste den dog næsten ham omkuld.
Hvad enten han var ude eller hjemme,
Hvad enten adspredt eller tankefuld,
Han Claras Billed aldrig kunde glemme.
Hvor vidt endog hans Tanke fløi omkring,
Bestandig danned det om ham en Ring.

✂ Det var ham, som han aldrig forhen skued
Et Væsen, saa romantisk, underfuldt;
Som Tæppet op for Haabets Sol var rull't,
Saa Livets Scener nu i Straaler lued;
Som var den Blomst udsprungen, der ham hued,
Den Skat opdaget, der ham før var dulgt;
Som alle andre Damer Intet vare,
I Forhold til den noble, fine Clare. -

✂ En Maaned alt han havde underviist,
Og han og Clara blev nu meer bekjendte,
Alt som af Kundskabstræet meer blev spiist.
Men nu desværre det sig ofte hændte,
At Fru Grevinden førend Timen endte,
Ja tidt saasnart sig Adam havde viist,
Gik ud af Salen for sit Huus at passe,
Thi af Forretninger der laa en Masse.

✂ Paa slig en Dag Cleopatras Historie
Begeistret foredroges af vor Helt;
Thi lig et Tryllesagn, af Klio meldt,
Stod Tryllerindens Liv for hans Memorie.
Man hende saae paa Thronen i sin Glorie,
Og ydmyg saa i Cæsars Arm og Telt.
Hvad Denne havde saaet, Antonius høsted;
Tilsidst hun laa med Slangebid i Brystet.

✂ Og medens herligt, som i fordums Dage,
Ægyptens Dronning fremsteg i sin Pragt,
Sad Clara, ung og deilig, læn't tilbage
Paa Stolen i sin hvide Morgendragt.
Med Pegefingren støtter hun sin Hage,
Som til et Tegn paa, at hun giver Agt;
Den anden Haand ved Barmens Sløife piller,
Og lig en glandsfuld Stjerne Øiet spiller.

✂ 102 Saa fulgte med Opmærksomhed hun Gangen
Af det vidunderlige Liv, og nu,
Mens Adam taug, af hendes Skjønhed fangen,
Slog Øiet ned til Jorden hun med Blu.
Halv for sig selv da hvisked hun: Jeg Slangen
Her ved mit Hjerte tænker mig med Gru,
Og hendes Bryst sig hæved som i Vaanden,
Mens Hjertet let hun trykkede med Haanden.

✂ Reent fra Concepterne vor Helt da gik;
Sin Puls han dobbelt heftig følte banke,
Imens sig heelt afdækked for hans Tanke
Det skjønne Bryst, som Slangen gav et Stik.
Han knap saa megen Fatning kunde sanke,
At Grevens Sønner og et Spørgsmaal fik;
Thi Clara med Cleopatra forvirred
Hans Hoved, saa hans Tanke vildt omirred. -

✂ En anden Dag end meer han maa sig hærde.
Culturhistorien afhandlet blev,
Og blandt de store Mænd, som Bøger skrev
Og ret i Middelaldren var paafærde,
Kom Adam, mens i Talen om han drev,
Nu og til Navnet paa den franske Lærde,
Hvis Skjæbne dybt i Hjertet Mange skar:
Roman- og Klosterhelten Abailard.

✂ Ved dette Navn opmærksom blev vor Clare,
Som den Dag overmaade mild var stemt:
Hun spurgte fort, og Adam maatte svare
Paa Ting, som næsten reent han havde glemt.
Det Spørgsmaal bragte ham især i Fare,
Hvormed hun halv undseelig, halv i Skjemt,
Midt under Talen ham medeet beærer:
Var Abailard ei Heloises Lærer?

✂ Han maatte svare Ja, men selv han saae sig
I samme Øieblik som Abailard;
Thi Claras Øine seer han hvile paa sig
Med alt det Udtryk Heloises har.
Med Smiil hun vedblev: Man kan ei forstaae sig
Paa den Historie, hvordan den var.
Vil De, Hr. Homo, mig den Godhed vise,
Her at fortælle Lidt om Heloise?

✂ 103 Hvad skulde dog den unge Lærer gjøre?
Som Fisk paa Krog sad fangen her han fast;
Han maatte nu sig vende, dreie, røre,
Bestandig holdt ham Krogen, som ei brast.
Saa godt som muligt samled han ihast
Hvad af Historien var værd at høre;
Han skildred Heloises Elskovs Vei,
Kun Onklens Niddingsdaad omtaltes ei.

✂ Hvor lyttede Comtessen til saa stille!
Hvor hang ved hendes Lærer hendes Blik!
Hvor modigt Præg dog hendes Aasyn fik,
Dengang de Elskende det gik saa ilde!
Men snart det vexled: Taarer næsten trille,
Dengang de beggeto i Kloster gik;
Ja hendes Læbe sagte hvisked Amen,
Dengang tilsidst man dem begraved sammen.

✂ Min Læser vil jeg troe alt her har nok,
Thi meer end nok vor Adam havde længe;
Han gjerne havde Lyst til sig at hænge,
Naar blot det kunde skee med Claras Lok.
Endnu af Amors Pile dog en Skok
Hans piinte Hjerte skulde gjennemtrænge;
Thi hvis hun farlig var naar hun var rørende,
Var munter hun om muligt meer forførende.

✂ Da tjente alle Ting til Spillebold
For hendes Spil med Ord og hendes Luner;
Da - mens hun Roser op til Læben holdt -
Hun spurgte Adam, om han raaded Runer?
Da blæste hun for Nero i Basuner,
Mens Catos Dyder hun omtalte koldt;
Da Catilina stærkt hun protegeerte,
Og sødt den gamle Cicero railleerte.

✂ Men naar, af hendes Munterhed henreven,
Vor Helt saa rigtig Munden fik paa Gang,
Og ret var oprømt og fornøiet bleven
Og tappert holdt i Talen hende Stang:
Da blev medeet hun Datteren af Greven,
Og fra Materien hun ofte sprang
Med disse Ord: Vi maae forkorte Stoffet!
Jeg har ei Tid! Jeg skal idag til Hoffet.

✂ 104 Strax i sit Intet styrted Adam ned,
Han endte Timen, og hans Hjerte bæved;
Og naar paa Gaden saa sit Blik han hæved,
Imedens Kind og Pande blussed hed:
Da Claras Høihed ham for Øie svæved,
Mens for sin Ringhed neppe Plads han veed.
Han Borgerstanden var, og hun Noblessen,
Han Præstesønnen var, og hun Comtessen.

✂ Der kom en Feber i hans unge Blod;
Om Natten, naar han laa i sin Alkove,
Han næsten aldrig rolig kunde sove,
Thi Dagens Tanker aldrig ham forlod.
Han - før saa frisk - saa fattig blev paa Mod,
At knap han meer at sukke turde vove;
Han - før saa kjæk, saa modsat reent af myg -
Som oftest nu sig følte hjertesyg.

✂ Naar ind han traadte kun af Grevens Port,
Strax blev han bleg og af en Gysen rystet,
Thi nu det gjaldt jo: pinet eller trøstet;
Men hvilken Lod det blev, var uafgjort.
Naar ud han kom igjen og havde høstet
Ak, blot et Smiil, hvor blev hans Haab da stort!
Sit Hoved hæved han, sin Dragt han pudsede,
Og høit i Feberglød hans Kinder blussede.

✂ Da mangengang han tog en Leiehest,
Og ud i Frihed rask han galopeerte,
Imens hans Tanke sødt sig amuseerte
Ved gyldne Drømme som den kunde bedst.
Dog alt som Hjertets Haab nu ret floreerte,
Da kom Forstanden med sin skarpe Blæst,
Der ved prosaisk Klarhed sig anmelder,
Og bort som Taager røg hans Luftcasteller.

✂ Hun kan dog ingensinde blive min!
(Her hug han begge Sporer dybt i Hesten)
Hun er en Blomst, for mig for stolt og fiin!
(Her knapped op for Kjolen han og Vesten)
Ak, hendes Skjønhed bliver min Ruin!
Den er det allerede, troer jeg næsten;
Her af hans Haand sank begge Tøiler ned,
Og sagte, Fod for Fod, igjen han red.

✂ 105 Er hun mig huld? (nu videre han tænkte)
Hvor er Oraklet, som mig gi'er et Svar?
Med Sandhed kan jeg sige, jeg en Mængde
Beviser paa særdeles Godhed har -
Og dog (her atter mørk han Blikket sænkte)
Tidt modsat hun af kjærlig ogsaa var.
O, at det sikkre Tegn blev aabenbaret,
Hvori mit stolte Haab laa fuldt besvaret!

✂ Men vanskeligt her Svaret skulde være;
Thi Clara, troer jeg, vidste selv ei ret,
Hvordan hun egentlig nu havde det,
Og hvad i hendes Hjerte var igjære.
Sin egen Værdighed hun holdt i Ære,
Og Næstens Sorg hun tog sig altfor let;
Dog troer jeg virkelig, at Amor spilled
En Rolle med, hvergang hun Adam drilled.

✂ For Døren var det vigtige Moment,
Som Intet skulde bringe paa det Rene,
Men aabne for vor Helt en anden Scene,
Hvis Spil ham reent var nyt og ubekjendt.
Den romerske Historie var endt,
Og nu igjennem løb man den alene,
For sig at prente ret i Hu og Sind
De vigtigste af dens Momenter ind.

✂ Det var en dunkel Dag i Februar
Da Klokken Tre til Timen Adam mødte.
I Salen seer Grevinden han at skjøtte
Sig selv ved noget Arbeid, som hun har;
Ved Bordet sidder Clara som en Støtte,
Den fine Haand det skjønne Hoved bar,
Og lidt moqueert hun var, saavidt han skjønner;
Til Læsning mangled den Dag Grevens Sønner.

✂ Sit Hjertes Blussen han fornemmer alt,
Mens hen til Bordet han urolig haster;
Men Clara knap et Øie paa ham kaster,
Og atter Feberkulde paa ham faldt.
Da blev af Salen ud Grevinden kaldt,
Thi kommen i Visit var Baron Aster;
Og om Historien alene vare
Nu Helten Adam og Heltinden Clare.

✂ 106 Ved det Moment hos Romerne de staae,
Hvori Lex Canuleia vinder Seier,
Saa endelig Patricier og Plebeier
I Ægteskabets Aag tør sammen gaae.
Høit denne Lov vor Adam prise maa,
Thi (sagde han) naar Alt man overveier,
Man seer, at Romerfolkets Storhed kun
Ved Lovens Virkning fik sin faste Grund.

✂ Naiv han var, man kan det ikke negte;
Han tænkte virkelig ei her paa sig,
Og for sin Sætning vedblev han at fegte,
Til Clara ham i Ord erklærer Krig,
Og paastaaer, at hans Slutning ei er ægte.
Heelt modsat, sagde hun, det tykkes mig:
Jeg holder for, at Rom just gik tilgrunde,
Fordi Plebei'r Patricier ægte kunde.

✂ Ved disse Ord blev Adam purpurrød,
Men strax igjen hans Kind sin Farve skifter,
Thi Clara bliver ved: i Morskabsskrifter,
I Eventyr det gjælde kan til Nød,
At sig Prindsessen der med Slaven gifter,
Og bliver tro sin Husbond til hans Død;
Men her i Verden, i den virkelige,
Der gjælder Ordet: Lige søger Lige.

✂ Fuldkommen sand er vistnok Deres Mening,
(Faldt Adam ind med stærkt bevæget Røst)
Hvis der var Spørgsmaal om en dansk Forening,
Og ei om Folket paa Italiens Kyst.
Men selv - her i hans Blik der kom Forstening
Og svagere blev Stemmen i hans Bryst -
Men selv i Norden vil man jo fortælle,
Kan af og til Undtagelser dog gjælde.

✂ Ja vist! af Taaber der jo gives flere,
Gjensvared ham Comtessen strengt og koldt,
Hvorpaa sit Hoved bort hun vendte stolt,
Og lod sit Blik i Luften promenere.
Da ei den unge Lærer udholdt mere
Den Piinsel, som hans Hjerte blev forvoldt;
Sit Landkort og sin Bog han sammen lagde,
Og, reisende fra Stolen sig, han sagde:

✂ 107 Maaskee jeg for idag Farvel tør byde
Og tage Traaden op en anden Gang;
Med Roms Historie vi vil afbryde,
Desværre frygter jeg den var for lang.
Han bukkede og gik - og Talens Klang
For Øret hørte Clara længe lyde;
Hun havde gjerne ham tilbage kaldt,
Og ved et Ord, et Smiil, udjævnet Alt.

✂ Hvor var idag jeg ogsaa i Humeur!
(Saa Monologen lød i hendes Indre)
Men hvorfor vilde ogsaa Mo'er forhindre,
At jeg et Shawl fik af en rød Couleur?
Det ei min Hensigt var ham reent at splintre,
Han saa elskværdig er som han var før!
Men næste Fredag Alt jeg godt vil gjøre,
Kun gode Ord han da skal faae at høre.

✂ Saa tænkte Clara - ganske anderledes
Uroligt gik det til nu i vor Helt,
Der gjennem Byens Gader iilte snelt,
Mens meer og meer ham Hjerteblodet hedes.
Paa Veien blev han af og til udskjeldt,
Og »see Dem for« af mangen En der bedes;
Thi blind af Lidenskab, af Clara fuld,
Hveranden han paa Gaden løb omkuld.

✂ Han kom til Hjemmets Dør. Ad Trappen iilte
Han op med stormende og stærke Skridt;
Selv i sit Kammer aanded ei han frit,
Hans Læbe brændte mens den bittert smiilte.
Frem og tilbage vandred han og hviilte
Sit Hoved i sin Haand og standsed tidt,
For i et Suk paa eengang frem at trænge
Den Smerte, som hans Hjerte vilde sprænge.

✂ Afbrudte Ord der fra hans Læbe fløi,
Som om hans urofulde Tilstand minded:
Du falske Haab, der grusomt for mig løi! -
Slukt er den Stjerne, som saa deilig skinned! -
O, tykke Mørke, som mit Øie blinded! -
O, dybe Fald fra Flugten himmelhøi! -
Hvad er et Smiil, et Blik? - Hvorfor mig svare
Saa koldt og haardt? - O, Clare! Clare! Clare!

✂ 108 Mørket faldt paa, men op og ned dog gik
Endnu paa samme Viis han i sit Kammer;
Da aabned Døren sig - et Blus der flammer,
Og Vertens Pige staaer nu for hans Blik
Med Lys i Haand, og frem det Spørgsmaal stammer:
Om ikke Hr. Studenten efter Skik
Nu vilde have Ild og Lys, thi længe
Hun havde troet til Ild han kunde trænge.

✂ »Her er jo hedt som i et Helved næsten!«
Ih Gud, Hr. Homo! her er bittert koldt,
Og udenfor der fyger Snee med Blæsten,
Som længer end en Time ved har holdt. -
»Saa lad da Lyset staae, og bring forresten
Mig kun den Ild, som har dig Skrupler voldt.«
Her paa sin Sopha Plads han monne tage,
Og Lotte gik, men kom med Ild tilbage.

✂ Paa Knæ hun foran Kakkelovnen laa,
Som næsten fuld hun stablede med Brænde;
Og Adams Øie, som hang fast ved hende,
At kjøn hun var, for første Gang nu saae.
Det runde Been, iført en Strømpe blaa,
Tilsyne kommer, da hun vil sig vende;
Og som hun bøiet nedad laa saa nydelig,
Den skjønne Barm han skuer ganske tydelig.

✂ Nu blussende fra Gulvet staaer hun op,
Men da hun gaae vil, Adam hende standser,
Idet med Armen hendes Liv han krandser
Og til den Ængstelige raaber: stop!
Den lille Lotte næsten taber Sandser
Og dreier i hans Arm sig som en Top,
Hvorhos hun siger med forvirret Stemme:
Jeg ned nu maa, thi jeg er ene hjemme.

✂ Men Adam hvisker: bliv hos mig, o Lotte!
Som aldrig før jeg er bedrøvet nu.
Ak, for de Krænkelser jeg lide maatte,
Med lidt Huldsalighed mig trøste du!
Din Venlighed saa tidt mig randt ihu,
Du er saa god, du vil mig ikke spotte;
Til Trøst jeg trænger af en kjærlig Aand,
Og blidt er jo dit Øie, blød din Haand.

✂ 109 Men Lotte svarer med bevæget Stemme,
Thi alt forlængst var hun Studenten god:
Saa har man Dem, Hr. Homo, gjort imod?
Jeg syntes nok jeg kunde det fornemme.
Jeg gjerne blev, hvis blot til mig det stod,
Men nede der som sagt er Ingen hjemme -
Slip, slip mig dog! De maa ei saa mig friste!
En fattig Pige Ære har at miste.

✂ Men Adam hørte meer ei Ærens Grunde,
Der døved blev af Stormen i hans Barm;
Hans Kind og Puls nu blussed febervarm,
Og snart flød sammen hans og Lottes Munde.
»O Lotte! dersom du mig elske kunde« -
Her fast om hendes Liv han slog sin Arm,
Og Pigen, som imod ei kunde stride,
Trak ned han paa sin Sopha ved sin Side.

✂ Ak nei, Hr. Homo! hvortil skal det føre?
De veed jo sagtens, at jeg har Dem kjær.
Hvis Lidt De holder af mig, lad Dem røre
Og kom mig endelig dog ei saa nær!
Men det var Præken for det døve Øre,
Sin egen Lyst han elsked nu især;
Til Elskerinde Pigen han udkaared,
Og Lotte, der kun sukked, han bedaared.

✂ Forunderligt er Menneskenes Sind!
Ja, hvor er vel den Vise, som forstod'et?
Den som til smaa Bedrifter mangler Modet,
Gaaer paa de store tidt med Lethed ind;
Den som i Slagsmaal strax faaer Skræk i Blodet,
Bli'er i Bataillen reent for Faren blind;
Den som en Clara neppe tør berøre,
Ei bæver for en Lotte at forføre.

✂ Og underlig er Skjæbnens Labyrinth!
Fordi Comtessens Shawl blev høirødt ikke,
Saa maatte Harme hendes Stolthed prikke,
Og imod Adam blev hun haard som Flint.
Paa Grund heraf omtaagedes hans Blikke,
Saa reent hans Øie blev for Æren blindt;
Paa Grund af denne Grund fik Magt den Onde,
Og - stakkels Lotte maatte gaae tilgrunde.

✂ 110 Som sagt, forsmaaet af en coquet Comtesse,
Hvem end han elsked af sit Hjertes Magt,
Tog Adam nu en Pige til Maitresse,
Der aldrig havde Snarer for ham lagt.
I denne Ruus, som han forøged stedse,
En Maaned næsten havde han tilbragt,
En Anden blendende, og selv forblindet -
Da pludselig faldt fra hans Øie Bindet.

✂ Hvad er en Lidenskab? Et Bølgeslag,
Der slynger imod Himlen op vort Hjerte,
Og kaster som et sønderslaaet Vrag
Det saa i Dybet ned til Qval og Smerte!
Den Lynet er, der flammer som en Kjerte
Høit under Tordenskyens mørke Tag;
Den Rosen er og Rosens Torn, som piner;
Den Solglimt er paa styrtende Laviner!

✂ Hvad er en Lidenskab? Et bandlyst Ord!
Et Offer, som af Skjalde sønderskæres,
En Syndebuk, de Vise Døden svor!
Og dog en Lærer, som kan ei undværes,
Hvis Lærdom vel fortærer og fortæres,
Men hvori Næring dog for Hjertet boer;
Thi naar vor Aand har Videnskab til Amme,
Vort Hjerte har i Lidenskab det Samme.

✂ Vi gaae saa trygge hen ad Livets Vei,
Og dybt i Slummer falder snart hveranden:
Een ved bestandig Filen med Forstanden,
Og Een fordi Forstand han bruger ei.
Vi gaae saa sløve, baade du og jeg,
Med Bind for Øiet og med Fjæl for Panden,
Og finde Alt i Orden hvad der skeer,
Og tænke aldrig paa, hvad ei vi seer -

✂ Da mærkes Forbud paa en Storm, og vækked
Op af vor Døs vi Faren møde vil;
Da stiger Stormen til Orkan, og knækked
Er alle Støtter, som vi holdt os til;
Da ruller Tordnen over os, og skrækked
I Afmagt staae vi for Naturens Spil;
Da gjennem Mulm og Nat sees Lynet glimte,
Og Underverd'nens Afgrundsdyb vi skimte.

✂ 111 Ind i os selv vi skue da og sukke
Og finde Verden heelt forandret nu,
Og bævende vort Øie vi oplukke
For Himmel, Helvede, med Lyst og Gru.
Vel kan ei Sindet meer sig sorgløst vugge,
Vel brast som Boblen Hjertets Fred itu;
Men dog vi vaktes, om vi end med Qvaler
Vor Vækker og vor Lærer dyrt betaler.

✂ Og Adam vaagned - O, hvor har jeg været!
Saa til sig selv en Morgen talte han,
Idet han reiste sig paa Sengens Rand,
Ei længer af sin Lidenskab besnæret,
Thi ud hans hede Blod nu havde gjæret:
O, hvilket Slør omtaaged min Forstand!
O, hvilket Mørke har mit Øie dækket!
For sildig, ak for sildig blev jeg vækket!

✂ Hvor var det muligt dog, fra Stund til Stund,
Paa Haabets falske Drøm mig ind at vugge,
Og mine Øine for den Sandhed lukke,
At Claras kolde Hjerte leged kun?
Hvor var det muligt, at i Sjælens Bund
Jeg ikke agted paa de dybe Sukke,
Saa Luners Spil for Kjærlighed jeg tog,
Og med et Skin mig idelig bedrog.

✂ Og havde dog mig selv jeg kun bedraget!
O, havde i Forblindelse jeg, vildt
Dog ei en Andens Hjertefred forspildt! - -
Her i hans Indre blev saa heftigt Naget,
At hurtig - (da først Tøiet paa var taget)
Han iled ud at faae sin Uro stilt;
Men skjøndt han streifed rundt omkring i Byen,
Umulig var ham Tankernes Undfly'en.

✂ Hvorhen endog hans Fødder monne gaae,
Ulykkes-Kammerater paa han stødte:
Det var jo lutter Lidende, han mødte,
Hvem Skjæbnekorset tungt paa Skuldren laa;
Det var jo lutter Folk, hvis Hjerter blødte,
Hvem Sorgen ud af Øinene man saae;
Der Alle haardt paa Livets Byrde slæbte,
Og efter Lindring, efter Lise stræbte.

✂ 112 Ei før saa mange Syge, Halte, Blinde,
Usle og Fattige han fik at see,
Og hvor han skued ei den ydre Vee,
Han aned den, som Hjertet slutted inde.
Blandt Andre traf han en forloren Qvinde,
Hvis Rosenlæber ham imøde lee,
Men let igjennem Smilet han opdager
Den Angst og Uro, som i Barmen nager.

✂ Har da paa eengang Verden skiftet Ramme?
Sørgmodig hvisker han, mens rundt han seer;
Det hele Liv jeg kjender ikke meer,
Alt er forvandlet, Intet er det Samme.
Fra intet Øie Glæden rigtig leer,
Og alle Haabets Vinger hænge lamme,
Og bøiet under Syndens, Sorgens Vægt,
Sin Gang mod Graven gaaer den hele Slægt.

✂ Da gjennem Hjertet følte han at skære
Hiin Smerte, som Enhver i Støvet fød
Af egen Livserfaring faaer at lære,
Mens Følelsen endnu er varm og blød:
Hvordan et Menneske tidt har at bære
Ei blot sin egen, men sin Næstes Nød;
Hvordan, lig Atlas, Verden og dens Jammer
Den Enkelte til Byrde tidt annammer.

✂ Thi stundom i den store Kreds man staaer,
Hvor Alle danne Led af samme Kjæde,
Hvad enten denne Sorg er eller Glæde;
Og hvor det Slag, der ned electrisk slaaer
I Een, er i den hele Kreds tilstede,
Og som et Lyn igjennem Alle gaaer.
Fordeelt er Slagets Kræfter paa det Hele,
Dog bæres heelt det af de mindste Dele. -

✂ Med et paa Trøst og Lindring opsat Hjerte
Omkring paa denne Viis vor Helt nu drev;
Men næsten alle Ting til Gift ham blev,
Og fast af hvert et Syn han suged Smerte.
Paa Himlens Hvælv alt tændt var Lunas Kjerte,
Da ved sin Bolig Døren op han rev
Og steg tilveirs igjen, indsvøbt i Kappen -
Der lille Lotte sad og græd paa Trappen.

✂ 113 Men Adam lod som ei han hende saae;
Hvor kunde han til Trøst en Anden være?
Han, som med Nød og neppe kunde bære
Den Vægt, der paa hans egne Skuldre laa.
Haardt ham i Hjertet Pigens Suk dog skære,
Idet forbi han hurtig monne gaae,
Og i sit Kammer dybt som hende sukked
Han selv, da Døren efter sig han lukked.

✂ Hvad er dog Tiden! tænkte han igjen,
Idet han foran Ovnen ned sig satte,
Og saae paa Ilden ind, hvis Luer matte
En Lysning over Gulvet kasted hen:
Det, at den været har, hvo kan det fatte,
Da Øieblikket ei kan holde den?
At den er til, idet forbi den haster,
Det kjendes kun af Skyggen, som den kaster.

✂ At virkelig knap for en Maaned siden
Her foran Kakkelovnen Lotte laa,
Imens jeg selv i hende hele Tiden
En Gjenstand for mit Hjertes Attraa saae -
Hvor kunde jeg dog Dette nu forstaae,
Hvis ikke hendes Taarer, hendes Liden,
Hvis ei mit eget Suk, min egen Dom
Mig minded uafladelig derom?

✂ Og er jeg selv da ikke gammel bleven?
Er ei min Ungdom med dens Lyst forbi?
Er ikke Kjærlighedens Krands afreven,
Og Venskabs Blomster falmed paa min Sti?
Hvad er en qvalfuld og en haabløs Leven,
Naar Sjælen ei kan aande frisk og fri,
Naar rundt om sig man seer Fortabtes Trængsel,
Og Jorden selv bli'er til et dunkelt Fængsel!

✂ Saa taled atter med sig selv vor Helt;
Han stod jo i de fulde Ungdomsdage,
Hvor til det Yderste man iler snelt;
Hvor man, saavel i Jubel som i Klage,
Ved høit at stige vil sig selv behage,
Og føre non plus ultra i sit Felt;
Hvor hvert et Mellemled man springer over,
Og hvor Pistolskud lyde som Kartover. -

✂ 114 Men til den indre Braad for Adam kom
Nu og de ydre Torne, skarpe, hvasse:
Af Underviisningstimer han en Masse
Længst havde mistet, og for flere, som
Man saae ham høist uordenligt at passe,
Der sloges i den sidste Tid en Bom.
Sin Kasses nære Død med Skræk han sporer,
Just som der Liv kom i hans Creditorer.

✂ Fra Grev de Fix, fra hvem han udeblev
En Maaned alt som syg, da end han ikke
Var stærk nok til at møde Claras Blikke,
Og heller ei hans Kraft saa vidt det drev,
Til Grevens Huus Opsigelse at skikke:
Fra Grev de Fix han modtog nu et Brev,
Hvori Høistsamme for hans Flid ham takked,
Og derpaa om sin nye Lærer snakked.

✂ Da Brevets Læsning Adam havde endt,
Og indeni den Pengesum var funden,
I hvilken Løn som Lærer blev ham sendt,
Udbrød han med et bittert Smiil om Munden:
Vort Livs Gevinst og Tab i Regnskabsstunden
Man siger vil gaae lige op omtrent,
Men at ei Stik det holder, jeg har fundet:
Mit Hjertes Ro gik tabt - hvad har jeg vundet?

✂ Men det skal blive anderledes! Ja,
Jeg føler endnu Kraft i mine Aarer;
Feigt at fortvivle passer sig for Daarer,
Saa lad paa eengang Mand mig blive da!
Jeg vil ei mere skue Lottes Taarer,
Jeg maa i Frihed, jeg maa bort herfra,
I Livets Storm et Fristed mig betrygge;
Fra nu af paa mig selv jeg kun vil bygge!

✂ Saa tænkte stolt vor Helt, da et Logis
Han leied sig i Byens anden Ende,
Hvor Verden og dens Larm knap gik forbi.
Til Lotte med et Brev han monne sende
(Paa fem Rigsdaler nær, som gik til Brænde)
Sin hele Skat: af Specier tre Gang' Ti.
I Brevet fik, som altid, Skjæbnen Skylden,
Fordi hans Kjærlighed blev lagt paa Hylden.

✂ 115 Da Brevet bortsendt var, hvor blev han let!
Men samme Dag han modtog selv et andet,
Der som et Tordenslag ham rørte ret.
Hans Fader nemlig skrev fra Jydelandet:
At mellem Creditorer presset tæt,
Og med en Fremtids Udsigt mørk og blandet,
Han nødtes til at spare, knibe - kort,
At lade Hjælp til Sønnen falde bort.

✂ Du vil - saa skrev han - altsaa ei modtage
De maanedlige femten Daler meer,
Før atter klar jeg Horizonten seer.
At skrive Dette vilde dybt mig nage,
Hvis Lykkens Stjerne gik for dig tilbage,
Og ikke fremad, som jo nu det skeer;
Men selv du har din Status prust utrolig,
Saa jeg med Hensyn hertil ret er rolig.

✂ Der laa nu Adams hele Existens!
Paa disse femten Daler var der bygget
Som paa en Grundvold for den, alt imens
Den ret ved Timelæsning blev betrygget.
Nu var hans Fremtid ganske overskygget,
Hans Haab var blegnet og hans Pung var lens,
Og nu han havde, for at subsistere,
Det ene Middel kun, at informere.

✂ Men som en Helt han tog paa Værket fat.
Ti Timers Slid man saae ham daglig bære,
Saa ret Taalmodighed han kunde lære
Fra lyse Morgen til den mørke Nat.
Med ussel Løn tilfreds han maatte være,
Da sig i Miscredit han havde sat:
En Institutbestyrer gi'er det Nøieste,
Og sex Mark vandt han daglig idethøieste.

✂ Dog denne Sum, hvor kunde den forslaae
Til Creditorerne, som nu beleired
Ham Dag og Nat, og høit Triumfer feired,
Mens dybt tilskamme selv han maatte staae?
Om ogsaa han i Talen Een beseired,
Strax kom en Anden lige ovenpaa,
Og holdt ham under Næsen op Beviserne,
Og trued ham med Sætten i Aviserne.

✂ 116 Endnu dog Adam ei lod Modet falde,
Han gjorde Alt, hvad kun man gjøre kan:
Han feied Uhr og Bøger ud paastand,
Han solgte sine bedste Klæder alle,
Han kun beholdt en Vest med Striber smalle,
Ak, som han havde baaret den Dag han
Sig Claras Billed havde først indprentet
Og Spiren til sin Lidenskab sig hentet.

✂ Men nu da Alt var borte, og han saae
Sig selv i Speilet, iført gamle Buxer,
Og i en luslidt Kjole, mørkegraa,
Lig Fæstningsslaver og lig Skolefuxer:
Da paa hans Pande Veemodsskyer staae,
Og neppe Sorgen i sit Bryst han duxer.
Han havde lovet vel at staae som Mand,
Men neppe Byrden dog han bære kan.

✂ Dog bar han den - men naar han gik til Skolen,
Ei meer i Hovedgaderne han kom;
De store Torve gik han udenom,
Og vogted vel sig for at sees i Solen.
Den havde aabenbaret jo paa Kjolen
Hver Brøst, og hver en Plet, for Farve tom.
Igjennem Stræderne med Haand paa Ryggen,
Hvor Knappen mangled, sneg han sig i Skyggen.

✂ Naar han i Frastand vaer blev en Bekjendt,
Strax trak han Hatten længer ned i Panden,
Og end mod Jorden var hans Øie vendt,
Skjøndt længe ham forbi alt var den Anden;
Men blev tilfældigviis et Blik ham sendt
Af skjønne Damer, som paa Fortogsranden
Hensvæved silkeklædt' fra Taa til Top,
Strax fra hans Bryst steg dybe Sukke op.

✂ For ham var Eensomheden kun tilbage,
For ham var Nydelsernes Tid forbi,
Og Skolens Fængsel han kun trælled i,
For at opholde glædetomme Dage!
Hver Dag paany han gjentog samme Klage,
Naar han paa Gaden gik sin vante Sti;
Men bort med Klage! Der er Institutet,
Der er det Fængsel, hvor han ind er sluttet!

✂ 117 Og virkelig! her sidder han som Fange
Fra Morgen indtil Aften nu hver Dag,
Og underviser, gjennem Timer lange,
Halwoxne Drenge, dem til lidt Behag.
Her repeterer han de tusind Gange
Den samme Sætning og den samme Sag;
Her gaaer fra første Classe han til anden,
Og præker sig hver Tanke ud af Panden.

✂ Her, Time efter Time, ufravigelig
Han tygger om igjen de gamle Straae,
Og deler ud dem i Portioner ligelig,
For næste Dag tilbage dem at faae.
Her efter Frihed smægter han usigelig,
Imens sin Byrde træt han slæber paa;
Her i sin Gjerning har han længst bemærket,
At det er Lysten kun, som driver Værket.

✂ Naar Dagen er forbi og Skolen ender,
Og Alt til Hvile stunder imod Nat,
Da til sit Hjem han mørk tilbage vender,
At tage paa sit Embedsstudium fat.
Knap dog et Bogstav han i Bogen kjender,
Af alle Aander er hans Aand forladt;
Og Maaneder randt hen paa denne Maade,
Saa at tilsidst ham Frihed blev en Gaade. -

✂ Men hvormed lignes skal en Aand, der gaaer
Ud fra det Paradiis, som sit den troede,
Bort fra den Glæde, hvortil fast den groede,
Naar Sorgens Budskab den for Alvor faaer?
Den er lig Folket, der paa Sletten boede
I Fred og Tryghed gjennem mange Aar,
Men nu medeet - thi Fjender Landet hærge -
Maa søge Tilflugt blandt de høie Bjerge.

✂ Der gjælder det at taale barske Vinde,
Og, medens Fossen styrter vild forbi,
At vandre paa den snevre Klippesti,
Og i den mørke Granskov Vei at finde;
Der gjælder det, at naae den steile Tinde,
Og ei det dybe Svælg at styrte i;
At vænne sig til Horizontens Ramme,
Hvor Verdens Billed er ei meer det samme.

✂ 118 Men Nøden just en Lærer bli'er for dem;
Og skjøndt med Suk de reise deres Hytte,
Hvor Fjeldets stærke Vægge den beskytte,
Naar Uveir og Laviner bryde frem.
For Jagtens Vaaben Spaden saa de bytte,
Og søge Dyret i dets øde Hjem;
Og opad gaaer det, over Sneens Dække,
Opad hvor Kampen truer, Farer skrække.

✂ Da først den skjulte Kraft sig aabenbarer,
Der slumred i det før saa bløde Bryst;
Da først det forhen sløve Blik sig klarer,
Mens Sjæl og Arm sig hærder ved hver Dyst;
Da vænner Øret sig til Stormens Røst,
Naar Klippen den forbi med Buldren farer;
Og snart i denne Luft, der styrker, køler,
Som i sit Element sig Hjertet føler.

✂ Naar stundom da fra Fjeldets nøgne Pande,
Halv i Begeistring, med Medlidenhed
De skue ned i Dalens Skjød og ned
Mod deres Fortids lykkelige Lande:
Der hvor sig Frygt og Haab bestandig blande,
Hvor Tryghed boer, men Trældom nær derved:
Da - selv paa Randen af en Afgrunds Kløfter -
En Følelse af Frihed stolt dem løfter.

✂ Saa gaaer det og med Den, hvem Sorgen vækker,
Naar i sig selv kun modig ind han gaaer,
Skjøndt Sjælens dunkle Region ham skrækker
Og for dens Dybder svimlende han staaer:
Tilsidst ham Aandens Rige til sig trækker,
Saa han i det sit Hjem og Fristed faaer,
Mens Den, der modløs sørger, kun omvanker
Som en Forviist, i savnopfyldte Tanker.

✂ Og modløs Adam var, skjøndt paa det Sidste
Han greb til Biblen og sit Testament,
For under Læsning Trøsten ind at liste
I Sjælen, der var angstfuld og bespændt.
Men hvordan gik det? Selv han ei det vidste:
Det var, som havde Gud ham Ryggen vendt,
Som var Forjættelsernes Lys udslukked,
Som Himlens Porte var for ham tillukked.

✂ 119 Det var, som var hans Hjerte fremmed blevet
(Thi lang Tid han sin Bøn forsømte jo)
For hvert et Indtryk af hans Barndomstro.
Han agted ei paa Ordet, der stod skrevet,
Og med et Sind fra Haabets Grund løsrevet
Kom aldrig i sin Tanke han til Ro.
Han lagde Biblen bort, og Trøst han søger
I philosophiske, berømte Bøger.

✂ Her, tænkte han, maa Hjælpen dog vel findes;
Fortalerne det love jo saa vist.
Thi vandt han op det fine Garn, der spindes
Og tvindes sammen med saa megen List;
Men stod ved Knudens Løsning han tilsidst,
Skelettet af Systemet kun han mindes:
Begrebet, ei dets Indhold, Læren gjaldt,
Ideen fik han, ikke dens Gehalt.

✂ Han kasted hen de vidtberømte Bøger,
Der gav Begrebet Trøst, men ingen Trøst;
Tilbage til sig selv igjen han søger,
Til Livets Kilder i sit eget Bryst.
Men skjøndt sin Tankes Udsæd han forøger,
For ham bestandig blev der fattig Høst;
Hvor høit endog hans Sjæl maa Lyst forlange,
I alle Toner gjenlød Sorgens Sange.

✂ - En Søndag stod ved Vindvet han som bunden,
Thi hele Gaden opfyldt skued han
Af Folk tilvogns og -fods, af hver en Stand,
Der med Begeistring iled ud i Lunden.
Musik og Sang lød høit i Morgenstunden,
Og Kildevogne førte Toget an;
Der var en Livets Fylde, Fryd og Glæde,
Som dobbelt stærke lod hans Savn fremtræde.

✂ Først efter Middag Alt blev tyst og stille,
Og til sit Hjem, hvorvel forstemt og trist,
Her i sin Eensomhed han skrive vilde:
Da hørte tætved, i en Naboqvist,
Han atter melankolsk paa Fløite spille
Den lange, blege, blonde Contorist,
Der Folks Taalmodighed hver Søndag prøved,
Naar ivrig paa sin Fløite han sig øved.

✂ 120 Hvad Maal har vel en saadan Fløitespiller,
Da hver en Søndagsfryd han offre vil
For sine korte Løb og lange Triller?
Mon sig en Nydelse han blæser til?
Mon Fremtids-Haabet sødt ham forestiller
En Elskerinde lytte til hans Spil?
Hvad driver ham, saa han sin Næste plager,
Mens ufortrøden fat paany han tager?

✂ Vil han, da Søndag just til Konst han vier,
Sin Aand fra Ugens Trældom gjøre fri?
Vil i sit Prosa-Liv han Poesi
Indblæse med de hulde Melodier,
Med disse sværmeriske Phantasier,
Som Veiret næstendeels han taber i?
Vil han, ved Variationer paa et Thema,
Lidt variere Livets faste Schema?

✂ Vil i sit Potpourri han skaffe Luft
Den Fugl, som sidder fangen i hans Indre,
Den Fugl fra Paradiis, som end erindre
Kan sig sin Hjemstavns søde Blomsterduft?
Vil han ved dette Pianospil forhindre
En Kamp imellem Hjerte og Fornuft?
Vil han ved denne Længselsvals udtrykke
Sit Haab om Kjærlighed, sit Savn af Lykke?

✂ Hvo veed, hvad slig en Fløitenist kan ville -
(Du veed det, du, som paa Fiolen gned!)
Eet veed jeg: han sig selv vil tilfredsstille,
Og røres dybt af hvad han selv ei veed.
Han gammel blive vil, og stedse spille,
I Haab at ende med Fuldkommenhed;
Han vidt ei komme vil med al sin Øvelse,
Men blive for hver Nabo til Bedrøvelse.

✂ En trist Adagio blæste han just her,
Som forfra han begyndte, naar den endte;
Og med hver Tone, som vor Helt han sendte,
Kom mørke Plageaander Denne nær.
Sin egen Skrift knap Adam mere kjendte,
Dog skrev han fort, om sig og sit Besvær:
Og, mens den Anden tuded, tvende Blade
Han fyldte med en sand Jeremiade.

✂ 121 Da Fløiten taug, han netop endte Brevet,
Som nu med mørke Blik han gjennemsaae;
Men just som Slutningen han stirred paa,
Blev af hans Hænder Bladet sønderrevet,
Saa Dagens Værk som Stumper for ham laa.
En ny Epistel blev ihast nu skrevet,
I hvilken han til Hjemmet meldte blot,
At vel han leved og det havde godt.

✂ Og Skrivelsen med Posten fløi til Hjemmet,
Hvor nu sig Pastor Homo glæded ret,
Fordi saa godt hans Adam havde det,
Om end ham Brevets Korthed var lidt fremmed.
Saa gaaer i Verden det! Forknyt, forgræmmet,
Man dog bevarer Ydersiden net.
Hvis ud hvad der er ind man skulde vende,
Hvis Billed troer man da man vilde kjende?

✂

FEMTE SANG

✂ Hvad Nød er størst? - Hvis Folk mig svare skulde,
Da i et stridigt Chor jeg fik til Svar:
Ved Alt at kjedes; nei, at staae til Nar;
Nei, naar for Kjærlighed man møder Kulde;
Nei, naar Ens Hustru bliver lagt i Mulde;
Nei, naar man end ilive hende har;
Nei, Sorg af Børn; nei, Sorg af gamle Synder;
Nei, Næringssorg, naar den tilgavns begynder!

✂ Vel, at jeg selv mig svare skal; thi Striden,
Uendelig og frugtende kun lidt,
Jeg dictatorisk ende kan medeet.
Den største Nød - den mindste nu for Tiden,
Hvor liden Tro er Tegn paa megen Viden
Og Hjerterne for Tvivlen gløde hedt -
Er, naar det Nat for Sjælens Øie bliver,
Naar den et Forsyn paa sin Vei opgiver.

✂ Thi frem af Graven brat da sees at stige,
Med Scepteret af Jern og tunge Spor,
Den gamle Skjæbne, han, den Frygtelige,
Der med den sidste Hedning sank i Jord.
Da grunder atter han sit mørke Rige,
Hvori den kolde Haabløshed kun boer;
Da skeer ei meer Mirakler; da kun bukke
Man kan sig under Aaget ned og sukke.

✂ Men Kredsen er ei sluttet: End bevæger
Et Hjerte sig i Verdens vide Bryst;
End er den stærke Læge til, som læger,
Den store Prædikant, som præker Trøst;
End er den Haand oplukt, som vederqvæger,
Det skarpe Øre aabent for hver Røst;
End seer et Øie ned; end skeer Mirakler
Til Hjælp for Mennesker, til Trøst for Stakler.

✂ 123 Ja, brudt er Lænkerne, de centnersvære,
Som Aanden selv sig smeded i sin Nød;
Da fri den sine Vaaben svang med Ære,
Da var dens første Daad Tyrannens Død.
Og dog er Skjæbnen til, kun at vi bære
Den i os selv og i vort eget Skjød.
Den kommer frem fra Inden, ei fra Uden;
Den er vor Skabning, mens vi selv er Guden.

✂ Dog er ei Guden Gud, saalidt som Roden
Er Livets Rod, naar Planten bliver til;
Vor Skjæbne lægges ydmyg os for Foden,
Om op fra Støvet vi den reise vil.
Den voxer, vexier i et evigt Spil,
Men bliver aldrig fuldendt, aldrig moden.
Den efter Væsnet ta'er bestandig Farve,
Thi den er Psychens egentlige Larve.

✂ Og som en Larve den tilsidst hensegner,
Naar Sjælen bliver Eet med sin Idee;
Thi Held og Uheld, Jordens Fryd og Vee,
Det første Udkast skarpere kun tegner,
At reent tilsidst vi Billedet maae see.
Naar det er klaret, saa ei meer det blegner,
(Men gjennem Kamp og Smerte kun det skeer)
Da løfter Frihed Vingen - Skjæbnen er ei meer.

✂ Til denne Tro var dog vor Helt ei kommen.
Paa Livets Skillevei han just nu stod,
Hvor Skjæbnen holdt sit Scepter ham imod,
Og for hans frie Vandring sænked Bommen.
Han syntes alt han kunde høre Dommen,
Den strenge, der var skreven som med Blod,
Der sagde: Adam Homo skal gaae under,
Mod Død og mod Fordærvelse han stunder!

✂ Vel stopped han i Førstningen sit Øre
For disse bittre, uheldsvangre Ord;
Men da han klarere dem fik at høre,
Og høiere de gjenlød som i Chor:
Da gjennem ham paa eengang Tanken foer,
Ved Skjæbnens Stræng med egen Haand at røre,
For at forsøge, om et Forsyn ei
Endnu et Svar ham sendte paa hans Vei.

✂ 124 Hans Forsæt kaldte Haabet strax tillive:
Ja - udbrød han - ja, Luft jeg have maa!
Af denne Afmagt maa jeg ud mig rive,
Hvis ikke reent tilgrunde jeg skal gaae.
End Hjulet rulle kan, som gik istaa,
End kan mit Liv et Stød jeg fremad give,
End kan en Udgang paa min Nød jeg see:
Forsynet selv mig giver en Idee!

✂ Hidtil mit Liv sig vistnok selsomt bugted,
Men dog en Vinding gav mig hvert Forliis.
Jeg føler nu, at Himlen har mig tugtet,
For mig paa Verdens Gang at gjøre viis;
Jeg føler og, at Straffen den har frugtet,
Ja denne Strenghed være Lov og Priis!
Nu aabner Lykken atter sine Arme;
Det Bryst, som stivnet var, vil nu den varme.

✂ Med disse Tanker - Vent, o Læser, ikke,
At noget Usædvanligt nu der skeer,
Af den Natur, man i Romaner seer,
Hvorpaa du stirre kan med aabne Blikke;
Det Eventyrlige vil ei sig skikke
For Tider, hvor man Eventyr beleer.
Kun hvad i Livet hændes her der vanker;
Herpaa bered dig nu med disse Tanker -

✂ Med disse Tanker satte han sig ned,
Og skrev med Ord, som ind ret kunde trænge,
Til fem ham længst bekjendte Mænd om Penge,
For qvit at blive sin Elendighed.
I deres Huus han kommen var saalænge,
Saa gode, saa humane han dem veed;
Og deres Penge gik jo ei tilspilde,
Sit Æresord til Pant han sætte vilde.

✂ Han skrev saa inderligt, han skrev saa rørende,
Paa Sprog af Skriften selv blev ikke spar't,
For at bevise for den anden Part,
At det at gjøre vel, var saa velgjørende.
Hans Stiil var imod Enden saa forførende,
At Resultatet stod ham selv saa klart,
Især da Lykken han jo fristed ikke,
Ved blot til Een Epistelen at skikke.

✂ 125 Da Brevene var borte, han anvendte
Sin Tid til Planer for sit Fremtidsvel:
Først vilde han betale al sin Gjæld
Til sidste Skilling redelig med Rente;
Saa hos sin Skræder gode Klæder hente,
Saa ikke meer sig slide reent ihjel,
Men ganske let i Skolen sig belaste,
Og saa paa Theologien ret sig kaste.

✂ Det var hans Villie - meer end Villien driver
Sit Spil dog med hans Tanker Ønskets Magt:
Paa Vink af sin Forstand han knap gav Agt,
Mens Tøilen heelt han Phantasien giver,
Til den en gylden Fremtid har ham bragt,
Og stor og større Sæbeboblen bliver.
Paa den og paa dens farverige Skin
Som blendet stirred han med henrykt Sind.

✂ Thi ei blot seer han sig, ved Hjælp af Penge,
(Den nervus rerum, der i Alt maa til)
Igjen blandt Venner, som han svigted længe,
Igjen Acteur i Livets glade Spil;
Men Ønsket hver en Skranke selv maa sprænge,
Som evig ham fra Clara fjerne vil:
For Tidens Magt Umuligheden svinder -
Saae ei man Præster før gift' med Grevinder?

✂ En Aften nu, da han fra Skolen kom,
Fem smaa Billetter paa sit Bord han skued,
Og som et Lynslag vexled Haabet om
Med Frygten, der fra Brevene ham trued.
Ved Synet af dem fast hans Hjerte grued,
Han vidste jo, at afsagt var hans Dom.
Han op og ned ad Gulvet længe vandred,
Til Frygten atter sig til Haab forandred.

✂ Da til sig selv han talte (Ganske fri
I denne Monolog han fandtes ikke
For et sædvanligt Selvbedrageri):
Jeg i min Skjæbne vil mig rolig skikkel
Jeg Gunst ei venter af Fortunas Blikke,
Jeg forudseer, hun gaaer mig her forbi.
I disse Ord den gamle Tro vist kjendes:
Hvad ei man venter, det just snarest hændes.

✂ 126 Nu aabned Brevene han eet for eet,
Og rask han overfløi de første fire,
Som, uden dem at gjennemlæse tiere,
Han kaste d hen - hvorpaa han pusted lidt.
Da med et Suk, hvorved hans Sjæl blev friere,
Og med et Blik, saa brændende og hedt,
Han saae mod Himlen, mens han greb det femte;
Men det er sandt, de fire Svar jeg glemte.

✂ Det første lød: At selv man monne trænge,
Betynget under svære Skatters Last;
Det andet lød: At alle løse Penge
Desværre var fornylig satte fast;
Det tredie: At man Kassen vilde sprænge,
Hvis man saa stor en Sum trak ud ihast;
Det fjerde: At Asylerne de slugte,
Hvad ei til Kone, Børn og sig man brugte.

✂ Det femte Brev, hvorved just Adams Øie
Nu halvt omtaaget som idrømme hang,
Paa eengang blidt og philosophisk klang,
Og her dets Slutningsord jeg gjengi'er nøie:
De vil vist ei, Hr. Homo, jeg skal føie
Paa Hovedets Bekostning Hjertets Trang;
De sikkert her mit Grundprincip vil skaane,
Der mig forbyder Penge ud at laane.

✂ Gid Pokker slige Folks Principer tage!
Det er det Eneste, jeg svare kan,
Thi Adam selv er ei til Svar istand.
Gid de, der sødt i Ord sig selv behage,
Mens Næstens Sidebeen i Stormen knage,
Gid ud de fra det tørre, trygge Land
Engang paa Dybet ogsaa maatte komme!
Jeg vedder, deres Præken da var omme.

✂ Gid de, som ei med Andre ville dele
Af deres Overflod en ringe Part,
Forlise snarest mulig maae det Hele!
Gid de, som vil den egne Kage mele,
Men neppe unde Andre Brødet bart,
Ved selv at sulte maae omvendes snart!
Gid de, som Godt vil gjøre, men med Maade,
Belæres maae ved selv at be'e om Naade!

✂ 127 See, det er Ønsker, som er christelige!
Men dermed ei til Hensigt dog jeg har,
Det allermindste Stødende at sige
For hine Hædersmænd, som nys gav Svar.
Til deres Vægring Grund der sikkert var,
Om end den givne just ei gjaldt saa lige;
Som for Exempel, at Caution og Pant
Sig ei med Adams Æresord forbandt.

✂ Thi skal et Æresord realiseres,
Da bringes sjelden Meget ud deraf
For begge Parter, som det tog og gav.
Som oftest jo af Æren strax falleres,
Og Creditor, hvem Boet extraderes,
(Der her er Ordet) mister da sit Krav;
Thi hvad er nu selv Løfter, som besvores?
Kun Luft og Lyd! O tempora! o mores!

✂ Men til vor Helt igjen! Hans Sjæl fornemmer
Den samme Svimmel som idrømme, naar
Man synes, at paa Fjeldets Rand man staaer,
Der synker, mens imod man Foden stemmer.
En Afmagt følte han i alle Lemmer,
Som ham det nære Fald i Dybet spaaer;
Men fra hans Læbe kom der ingen Klage,
Skjøndt Veiret tungt og mat han hørtes drage.

✂ Eet følte han, at ude nu det var;
Thi altfor spændt var Haabets Bue bleven,
Dens Fjerkraft til det Yderste var dreven,
Saa ham Tilbageslaget reent beta'er.
Saa stærkt forceert var Sjælens indre Leven,
Saa høit i Tillid han sig svunget har,
At ned han faldt, paa hver en Hjælp forsagende,
I Følge Tyngdens Lov i Fart tiltagende.

✂ Den første Virkning var, at han opgav
De fleste Skoletimer, og alene
Beholdt et Par, for dermed at fortjene
Den Føde, hvorpaa Livet gjorde Krav.
Hvi skulde han sin Virksomhed forgrene,
Naar Flidens Frugter aldrig dog faldt af?
Hvi - medens det flød ud til alle Siderne -
I Karret helde Vand som Danaiderne?

✂ 128 Den anden Virkning var, da til at tænke
Han næsten hele Dagen nu fik fri,
At sig tilbunds hans Tanke kunde sænke
I Dybet af en sort Melankoli.
Her Led for Led den danned sig en Lænke,
Som snart han selv og Alting smægter i;
Hvis Kjæder Dag for Dag sig mere stramme,
Saa hver Bevægelse tilsidst de lamme.

✂ Hen over Jorden skuer han at rulle
Den Seiersvogn, paa hvilken Skjæbnen staaer
Med begge Hænderne af Spirer fulde,
Som ud i Menneskenes Liv den saaer.
Den rynker Brynet - Alt er Nat og Kulde;
Den smiler - frem i Straaler Solen gaaer;
Lig Storm hen over Slægterne den bruser,
Og Hjulet under den hvert Hjerte knuser.

✂ Hvor kan han i sit eget Liv nu fatte
Inconseqvenserne, som aldrig han
At finde Nøglen til var før istand;
Og hvor han fast sig i den Tro nu satte,
At Livets Stød ei Sjælen blot udmatte,
Ei Tankelivet blot paavirke kan,
(Da Liv paa Liv maa kunne Virkning have)
Men og maa gjøre Villien reent til Slave.

✂ Min Villie vel regerer i mit Bryst,
Men skal der handles, Intet meer den mægter,
Saa denne Frihed gi'er en fattig Trøst.
Mod Skjæbnen, som omfatter Jordens Slægter,
Forgjæves i min Afmagt kun jeg fegter;
Thi hver Tilskikkelse af Sorg og Lyst,
Hver Tilstand, som af Skjæbnen ny beredes,
Mig og mit Hjerte danner anderledes.

✂ Bestedt i Nød, jeg sørge maa - i Lykke
Min Sjæl nødvendigviis sig føler glad;
Mit Mod henvisne maa i Modgangs Skygge,
I Medgang styrkes det ved Haabets Bad;
Folks Kjærlighed mit Hjerte maa henrykke,
Ved Krænkelser opvækkes maa mit Had;
Saa Skjæbnen just min Villie frem maa kalde:
Er Graven gravet, maa jeg i den falde!

✂ 129 Saa tænkte nu vor Helt, men anderledes,
End her det gives kan, med Kraft og Ild;
Thi hans Tilværelse jo staaer paa Spil,
Hans Undergang det er jo, som beredes.
For hver en Tanke, hvorved Hjernen hedes,
En bitter Følelse der kommer til,
Og kun paa Tid og Time nu han grunder,
For, efter Skjæbnens Villie, at gaae under. -

✂ Det var en Sommeraften i August,
Og som et Net hen over Hovedstaden
Tusmørkets Skyggeslør sig bredte just:
Da mellem Folk, der fyldte Promenaden,
Han halv fortvivlet drev omkring paa Gaden,
Imedens Aftenluftens milde Pust,
Og Lyd af glade Stemmer, som han hørte,
Alt meer og meer op i hans Hjerte rørte.

✂ Hør, hvor de fryde sig, de blinde Daarer!
Han sagde ved sig selv, mens frem han gik:
De see ei Pilen, som maaskee dem saarer
Imorgen med det dødelige Stik.
Bag dette Latterskilt sig skjule Taarer;
For Mennesket det er en gammel Skik,
At vise frem hvad ei hans Indre mener,
Thi Løgn og Sandhed lige tro han tjener.

✂ Da hans Critik først her var under Seil,
Den hverken Himmel eller Jord forsømte:
Saae o p han, fandt ved Skaberen han Feil,
Der selv var salig, mens hans Skabning tømte
Den bittre Drik, hvortil han streng den dømte;
Saae ned han, blev Alverden ham et Speil,
Der Menneskenes Indre ret ham klared,
Mens Haardhed, Falskhed, Løgn det aabenbared.

✂ Af slig Betragtning Giften ud han drager
Som af en galdefyldt og bitter Rod;
Og ved et Gadehjørne just han stod,
Hvor Maal af sin Elendighed han tager,
Mens Tankerne, hvis Braad hans Hjerte nager,
I deres Løb ham ingen Hvile lod;
Thi hver en Slutning altid længer ruller -
Da rørte Nogen bagfra ved hans Skulder.

✂ 130 Han vender sig - en pyntet, pudset Pige
Han seer at strække Haanden mod sig hen,
Og mens i Fart hun ta'er den bort igjen,
Fortroligt hviskende hun høres sige:
De staaer saa eensom her, min smukke Ven,
Og efter Selskab synes De at hige:
Hvad om vi beggeto, til fælles Gammen,
Slog Arm i Arm nu vore Pjalter sammen?

✂ Ja, vore Pjalter! det just Ordet var;
Ved Bylden akkurat du her har prikket!
Han svarer, kjendende paa Øieblikket
Den Art af Skabning, som han for sig har,
Hvis Dragt af lurvet Pynt var sammenflikket.
Ham under Armen Nymphen hurtig ta'er,
Og Begge gjennem Gaderne nu vandre,
Mens deres Curs bestandig de forandre.

✂ Først stræbte Damen, medens rask hun spøgte,
At muntre lidt hans melankolske Sind;
Men da hun saae Forsøget blev til Vind,
Hun sine Yndigheders Magt forsøgte.
Hvergang de Begge kom forbi en Lygte,
Med sine brune Øine seer hun ind
I hans de blaae, der stirred som idrømme
Paa hendes, som blev meer og mere ømme.

✂ Hvad tænker du om Skjæbnen vel? du Gode!
Udbrød vor Helt nu med et bittert Smiil,
Just som i Strædet ved et Huus de stode.
Jeg - svared hun - den løbe lod April,
Hvergang den spurgte, om ei her der boede
En Jomfru med en gylden Elskovs-Pul.
Paa denne Viis i mig den ei fik Fingre.
Her loe hun op, saa høit det monne skingre.

✂ Forresten, hvis min Søde det behager,
Jeg gjerne saae, at Verdens Hals den brak;
Thi alt tilsammen er jo Rakkerpak,
Naar dig, min smukke Ven, jeg kun undtager.
En indre Sympathi til dig mig drager,
Saa for min Kjærlighed jeg kun vil Tak;
Og Andet er vist heller ei at hole,
Hvis her ei lyver Skabelon og Kjole.

✂ 131 Med disse Ord hun smutted ind ad Døren,
Og Adam, som tilbage monne staae,
Nu hørte som en Røst for sine Øren,
Der sagde til ham: Efter hende gaa!
Da nok engang han klarlig fik at høre'n,
Sin Skjæbnes Vink i dette Tegn han saae:
Den rakte Haanden ham - han monne nappe'n,
Og een, to, tre, han oppe var ad Trappen.

✂ I Damens Kammer To for Een han faaer;
Thi sammen boede her den sorte Trine
(Et Navn, hvorfor hun takkede sit Haar)
Med en Veninde, kaldet smukke Line,
Der ikke mindre godt den Konst forstaaer,
At plappre og i vilden Sky at hvine,
Samt aabne vidt paa Gab sin lille Mund,
Hvergang til Latter er den mindste Grund.

✂ Med dem nu i fortroligt Compagni
Gik Tiden for vor Helt med Fryd og Gammen.
Naturligviis var Spøgen meget fri,
Da det, som mindst man tænkte paa, var Skammen.
Der var en Syngen, Dandsen og Opflammen,
Thi begge Skjønne gik paa Frieri
Til Adams Gunst med lige stor Ubændighed,
Og just paa modsat Viis af al Anstændighed.

✂ Men, som det hedder i Romaner: »Haste
Forbi den hele Scene rask jeg vil« -
Fremdeles: »Lad et Slør mig hurtig kaste,
Mens Englen græder, over dette Spil« -
To Talemaader, der staae lige faste;
Saa dækker Scenen med de Ord jeg til:
Vor Helt i Nøden havde Venner faaet,
Af hvem han blev erkjendt, om ei forstaaet.

✂ Og lad det Ingen undre, at han fandt
Sligt Selskab skikket til sin Sorg at lindre;
Her lød dog Ord, som kunde Tanker hindre,
Og Tiden, før i Stilstand, hen dog randt.
Det var dog Mennesker og intet Mindre,
Det var dog Levende han var iblandt,
Og - om end hverken noble eller rene -
Det var dog Hjerter - han var ei alene.

✂ 132 Den smukke Line og den sorte Trine,
Uvante til det Syn de skued her,
Fik Dag for Dag ham Begge mere kjær,
Og kaldte ham i deres Sprog: den Fine.
Vel fandt de mangengang den Fine sær,
Naar han hos dem sad taus og mørk af Mine;
Men dog sig høilig hædred følte de,
Ved i Studentens Selskab sig at see.

✂ Især var Line reent i Adam slaaet.
I hendes heftige, forvendte Sind
Den Tanke havde dybt sig prentet ind:
At hendes Blik til Hjerte var ham gaaet,
At hun til Arv og Eie havde faaet
Ham heel og holden her, med Sind og Skind.
Sin egen Utroskab hun reent forglemte,
Og Tonen høiere mod Trine stemte.

✂ Tilsammen danned som en lovløs Stat
De med vor Helt, og tidt i blind Forhærden
De Allesammen skare løs paa Verden,
Som paa en ond og fjendtlig Potentat.
Her hørte han med Gru og med Forfærden
(For andet Tidsfordriv som Surrogat)
Om begge Pigers Eventyr en Melding,
Om deres Liv en sørgelig Fortælling.

✂ Men naar Medlidenhedens Stemme rørte
Ved slig en Skildring dybt sig i hans Bryst,
Da pludselig han Begges Latter hørte,
Og til at trøste dem han tabte Lyst.
Da deres Hat og Shawl de ham iførte,
Og, talende med Mandfolks grove Røst,
De viste ham, hvordan i Aftenstunden
De fine Herrer Bladet tog fra Munden.

✂ See, saadan selv du tale skal, du Fine!
De føied til, og ikke sidde mørk
Og mule som en Hedning eller Tyrk,
Per just har Hoved- eller Mavepine.
Der har du Flasken! ved en Slurk dig styrk,
Og lad os atter see din milde Mine!
Du er jo en Studenter! Viis, at du
Ei præke blot, men kysse kan endnu!

✂ 133 Saa talte de - og vel til bedre Stemme
Og andre Toner var hans Øre vant;
Men naar i Aftenskumring han sad hjemme,
Og mørke Tanker Nettet om ham spandt,
Og smægtende han ikke kunde glemme,
At Livets Kilder end i Verden randt:
Da higed fra sit Dyb han op mod Fladen;
Da syntes ham, han maatte ud paa Gaden.

✂ Men naar han nu paa Gaden stod, og saae,
Foruden Ord og Blik paa ham at spilde,
Den hele Verden kold forbi sig gaae:
Da syntes ham de Toner, som saa ilde
Ham sidst for Øret klang, medeet saa milde,
Og saa oplivende at høre paa.
Da slog en Streg han over alle Minder,
Og søgte op igjen de to Veninder.

✂ Vel svandt paa Øieblikket Illusionen,
Saasnart han ind ad Døren kun var traadt;
Vel skurred atter i hans Øre Tonen,
Og det, som nys lød mildt, klang nu ham raat.
Men hvad der baned Vei for en Forsonen,
Var ikke Vanen blot - var ikke blot
At Tiden randt, men at enhver Beklagelse
Hos Line fandt den varmeste Deeltagelse.

✂ I saadant Selskab drev vor Helt nu hen
Tre, fire Maaneder, halv som bedaaret,
Halv som bedøvet, mens bestandig Saaret
I Dybet af hans Hjerte bløder end.
Det er en Aften ud paa Efteraaret
Da for den gode Læser jeg igjen
Ham fører frem paa begge Pigers Kammer,
Hvor Ovnen buldrer og hvor Praasen flammer.

✂ Den lyser op for Alt med døsig Glands.
Omkring paa Væggen i Uorden hænge,
Som Garnitur ved begge Damers Senge,
Strømper og Skjørter, Silkeskjærf til Dands,
Kraver og Kapper i en broget Krands,
Der til at friskes op dog stærkt kan trænge.
Et Toiletspeil, slaaet halv itu,
Et Billed os af Scenen viser nu.

✂ 134 Paa Gulvets Midte Bordet er placeret,
Og der, imod hverandre bøied' ind,
Sees Adam med en huul og blegnet Kind,
Og Trine stærkt med Farve coloreret,
Og Line med et Haar paa Græsk friseret,
Og Øine glimrende ved Lysets Skin.
Paa Bordet hos dem staaer en Punschebolle,
Og Kort i Haanden alle Tre nu holde.

✂ Couleur du sveg! til Line Trine siger.
Nei det er dig, der svares, thi hvor sødt
Har ei det Gule du malt op med Rødt.
Jeg spiller ei, hvis længere du sviger,
Gjenmæler Trine, over Skosen stødt,
Hvorpaa til Adam himmelhøit hun skriger:
Har nogentid du saadan Flauser seet?
Hun har Spardame! Hun skal ha' en Beet!

✂ Nei, ikke sandt, med mig du holder her?
Fortrolig til vor Helt sig Line vender.
Jeg finder ei - saa han i Striden kjender -
Den hele Sag det mindste Skjendsmaal værd.
Men det gjør jeg! Mig er det, som sig brænder!
Mit Spil forplumrer hendes Fif især!
Saa skriger atter op den sorte Trine,
Og Gjensvar bli'er ei skyldig smukke Line.

✂ Det blev til Alvor. Adam han skal dømme;
Thi Begge appellere til hans Dom
Med Ord, der styrted frem i rige Strømme,
Alt som de Begge meer i Harnisk kom.
Processen hører paa han som idrømme,
Da ei dens Udfald stort han brød sig om.
Paa Stolen læn't tilbage taus han nipper
Til Glasset, som af Haanden ei han slipper.

✂ Men halv bebreidende til ham sig vendte
Nu Line, der sig høiest elsket troer:
Naa, Adam! tal til hende dog et Ord,
Du er min Kjæreste, hav det i Mente.
At du mig hjælpe skal, jeg vel fortjente,
Da jeg oprigtig Elskov dig tilsvor.
Mens saa hun taler, Trine Glasset tømmer,
Og nu, da Line standser, frem det strømmer:

✂ 135 Din Kjæreste! Nei, hvilket bandsat Vaas!
Hvem har dig denne Løgn paa Ærmet bundet?
Man hører nok, du taler som en Gaas.
Min Kjæreste han er! Jeg har ham vundet;
Det meer end een Gang tydelig vel saaes;
Desuden har paa Gaden jeg ham fundet.
Hei! svar mig, Adam! Er du ikke min? -
Han mumler: hverken hendes eller din.

✂ Hvad, ei min Kjæreste? min Kjærest' ei?
Og jeg, som for min Øiesteen dig kalder,
Min Hjertensfryd og Trøst i Ungdomsalder -
Ta'er Line atter klagende paavei;
Hvorpaa med Kys hun ham om Halsen falder,
Og føier bønlig til: Siig ikke Nei!
Knuus ei det Haab, hvoraf jeg Alt mig loved!
Dog han bestandig rysted paa sit Hoved.

✂ Da om sin Kjærlighed ham Pigen minder
Med Ord saa gode, som hun kun dem har;
Men da endnu han tøver med sit Svar,
Hun sukker dybt, og ned medeet der rinder
En Strøm af Taarer over hendes Kinder,
Ved hvilket Syn det ham i Hjertet skar.
See, siger hun, mens stærkere hun græder:
See, hvor du gi'er mig Sorger, din Forræder!

✂ Mens saa i Taarer Line sig udtømmer,
Staaer Trine, som i Sligt ei fandt Behag,
Og over Scenens Ømhed følte Nag,
Ved Siden af, og bittert dem bedømmer.
Snart høit hun leer, snart hidsig hun sig rømmer,
Snart ta'er af Bollen hun et dygtigt Drag,
Bestandig til et Indhug fix og færdig:
Da faaer en Tanke hun, just hende værdig.

✂ Der har du Noget, som en Griis kan skolde!
Medeet hun raaber, blussende og hed,
Idet den hele, fulde Punschebolle
Hun over Lines Hoved helder ned.
Men Line, som i Favn just monne holde
Vor Helt, ham pludselig bortstøder vred,
Og knytter Haanden, mens hun siger: Grumme!
Hvorfor mod mig er dine Læber stumme?

✂ 136 Her foer hun op med Hviin og vilde Skrig
Mod Trine, som stod smilende af Galde.
En ung Mænade syntes nu hun lig;
Thi hendes Haar sig havde opløst alle,
Og ned om hendes Skuldre vildt de falde,
Mens Kind og Øie flammer som til Krig.
Høit hendes Hjerte steg, og Vreden svæved
I Skyer om Panden, da sin Haand hun hæved.

✂ De tvende Damer kom i Haandgemæng,
Og tumlede, ved Kampen ret gjort vilde,
Hen fra den ene til den anden Seng.
Vor Helt forsøgte beggeto at skille,
Idet han med en Stemme, barsk og streng,
Dem bød at skamme sig og være stille;
Hvorpaa han hurtig mellem Begge foer,
Men over ham hvor regnede der Ord!

✂ Hør bare, hvor saa kjækt og stolt han snakker,
Ret som han havde at befale her,
Den Stodder og den jammerlige Prakker,
Der knap i sine Buxer Seler bær' -
Saa raaber sorte Trine til sin Makker.
I Raseri dog Line kom især;
Hun Kniven griber, som paa Bordet ligger,
Og efter Adam hen med den hun stikker.

✂ Derhos hun skriger: dø du skal, Forræder!
Du, som min Elskov skjændelig bedrog,
Dit Hjerteblod at see, min Sjæl nu glæder!
Her Kniven efter ham igjen hun jog,
Og han, sig dækkende med sine Klæder,
Om Bordet rundt ihast nu Flugten tog,
Forfulgt af begge Furier - da hændte sig,
Just som han Døren naaer, at Bladet vendte sig.

✂ Thi medens Trine vedblev høit at skjelde,
Smed Line Kniven langt i Stuen hen,
Og kasted op sig til hans Bryst igjen,
Som vilde Smerten hende overvælde.
Ak! sukker hun: for Ret lad Naade gjælde!
Forlad mig ikke! Vær endnu min Ven!
Jeg har mig sat det fast i mine Tanker,
At i min Nød du være skal mit Anker.

✂ 137 Ja - blev hun ved - ifald du for en Anden
Forlader mig, saa har jeg ingen Trøst;
Jeg troer jeg da vil kaste mig i Stranden,
Hvortil jeg somme Tider ret har Lyst.
Imellem gaaer jeg næsten fra Forstanden,
Jeg føler som et Helved i mit Bryst,
Som om et Spyd der sad, hvis Od mig saarer;
Her styrted atter frem en Strøm af Taarer.

✂ Hvordan vi har holdt sammen, ei du glemme!
Paany med bønligt Blik begyndte hun,
Og med en hulkende, bevæget Stemme.
Tilgiv for denne ene Gang mig kun!
Jeg nok skal blive god! Du skal fornemme,
At ei jeg, som du troer, er hadsk og ond! -
Et hørligt Suk vor Helt steg op fra Barmen,
Men fastere hun kun ham holdt i Armen.

✂ O, slip mig ei i Nøden! Slip mig ikke!
Svigt ei det Haab, som kun paa dig er byg't!
Her kom et Udtryk der i hendes Blikke,
Som var hun i den dødeligste Frygt.
En Braad i Hjertet Adam følte tryk't,
Dog lod han den Ulykkelige ligge;
Thi pludselig med Magt han løs sig sled,
Og fløi af Døren ud, ad Trappen ned.

✂ Der stod han nu paa Gaden uden Hat,
Men dog Novemberkulden ei han føler;
Han syntes just, at Blæsten Luen køler,
Der meer og meer greb i hans Hjerte fat.
Med hjem at gaae han paa sin Vandring nøler,
Endskjøndt det længe stunded imod Nat.
Hans Sjæl var i sin Grundvold bleven rystet,
Og mere frit i Stormen svulmed Brystet.

✂ Igjennem Gader han og Stræder vandred,
Imens sig selv han som et Fartøi saae,
Just som ved Nat paa Klipperne det kantred.
Han vidste nu, han under skulde gaae;
Han hørte som sin sidste Time slaae,
Alt mens sin Gang bestandig han forandred
Paa Veien fremad, uden Rast og Ro;
Saa kom tilsidst han ud til Langebro.

✂ 138 Hen over Plankerne han langsomt gik,
Mens gjennem Natten opad mod det Høie,
Hvor intet Trøstens Lys han skue fik,
Han løfted i Fortvivlelse sit Øie.
Ja, udbrød han, idet med sænket Blik
Ud over Broen han sig monne bøie:
Nu veed jeg det - mit Løb jeg har fuldendt!
Sin Afskedshilsen Livet har mig sendt.

✂ Paa mig hun byggede - Ulykkelige!
Du bygged ei engang dit Haab paa Sand;
Du lagde Grunden paa det bløde Vand,
Hvis Piller øieblikkeligen vige.
O, hvilken Jammer dog paa Jorderige!
Langt over hvert Begreb og al Forstand.
Til al sin Nød er altfor lille Jorden,
Derfor saa stort og dybt er Havet vorden.

✂ Dets Røst mig kalder - ud dets Favn er bredt;
Det alt har løftet op sit bløde Dække,
For, naar det sidste tunge Skridt er skeet,
Hen over mig det sagtelig at lægge.
Dybt i dets Skjød skal ingen Dag mig vække,
Hvis Morgenlys med Skræk jeg tidt har seet;
En Fredens Stjerne - det kan ikke feile -
Skal der i Mulmet for mit Blik sig speile.

✂ Hvi tøver jeg? For Veien hæves Bommen;
Til bort at flygte kun er stakket Frist.
Ind i mit Øie Døden seer saa vist:
Jeg føler det, min Time den er kommen!
Hør Stormens Hyl! Høit lyder deri Dommen,
Og høiere slaaer Bølgen op end sidst;
Den vil sit Offer gribe - Bort fra Nøden!
Fremad er Fred, og bag mig kun er Døden!

✂ Paa Broens Rækværk op i Fart han steg,
Og begge Hænder fast hans Øine dække,
At intet Glimt af Verden skal ham vække:
Da pludselig en Røst der bag ham skreg,
En Haand han føler i sin Arm at trække,
Og som idrømme han tilbage veg.
Paa Broen staaer han atter, hvor den Anden
Tilraaber ham: Hvad! Er De fra Forstanden?

✂ 139 Dybt følte Hjertet han i Barmen bæve,
Da stivt den Fremmede her paa ham saae,
Og hurtig nu en Udflugt fandt han paa.
Men medens den ei Mandens Tvivl kan hæve,
Vil Svar maaskee man paa det Spørgsmaal kræve:
Om virkelig da druknet Helten laa,
Hvis ei, til Lykke, Manden havde skreget? -
Hvo veed det! Vist det er, han talte meget.

✂ Han iilte hjemad, stedse fulgt af Manden,
Som, hvergang han sit Hoved dreied om,
Bestandig sig tilsyne lod, og som
Først ved hans Port gik over i en anden.
Var det min Genius, som paa Afgrundsranden
Til Redning synlig mig imøde kom?
Saa hvisked Adam, hvem nu Kulden lammer,
Da ned han sank paa Sengen i sit Kammer.

✂ Ei op fra Leiet stod han Dagen efter;
Hans Liv var saaret inderst i sin Rod.
En hidsig Feber som en Gift sig hefter
Til hver en Draabe af hans unge Blod.
Udtømte var hans Sjæls- og Legemskræfter,
Og villieløs han bort sig føre lod
Ad Undergangens Vei som af en Kæmpe,
Hvis Raseri han mægted ei at dæmpe.

✂ Det var ham, som hans Hoved blev til Steen,
Saa midt i Løbet alle Safter nøle;
Som droges Marven ud nu af hans Been;
Som kunde Intet meer den Brand nu køle,
Der i hans Aarer løb fra Green til Green.
Bedøvet syntes han at kunne føle,
Hvordan i Gjæring vildt, og som i Had,
Alt løstes op i ham og skiltes ad.

✂ Mens saa hans Legeme laa underkuet,
Sad Sjælen dybt i Frygt, men dog i Ro,
Tilbagetrukken inderst i sin Bo,
Hvis Vold af Livets Fjende haardt blev truet.
Udad mod Kampen speidende den skued,
Og naar til Angreb Fjenden slog en Bro,
Og i dens sidste Skjul den søge vilde,
Trak den end meer sig sammen, angst og stille.

✂ 140 Men stærkt betrængt den styrted tidt iblinde
Som reent afsindig sig i Striden frem,
Og kjendte da ei længer Ven fra Fjende,
Men i sit Vanvid blandte sammen dem.
Da kæmped den mod Phantasi og Minde,
Og stred med Drømmen i dens dunkle Hjem;
Medeet den sig besinded: sky, men rolig,
Den sad igjen og speided i sin Bolig.

✂ Imellem Liv og Død fast tred've Dage
Saadan paa Sygeleiet Adam laa.
Han syntes tidt, at kjendte Træk han saae,
Og tidt en Røst han hørte sig beklage;
Men alle Indtryk svandt igjen saa fage,
Og alle Syner hviilte Taage paa,
Indtil en Morgen, da bevidst han hæved
Igjen sit Blik, der langsomt rundt nu svæved.

✂ Først studsed han, og kjendte kun med Møie
Sit eget Kammer, hvori Solens Skin
Heelt lifligt gjennem Ruderne brød ind;
Saa sine Hænder han betragted nøie -
Var der endnu en Taage for hans Øie?
Af begge kun er levnet Been og Skind;
Saa imod Stolen hen hans Øine glide -
Hans Moder sidder stille ved hans Side.

✂ Er Alt en Drøm? En Drøm, nei, er det ikke!
Hun rækker jo til ham sin bløde Haand;
Ved ham jo hænge fast de milde Blikke,
Hvori saa klart sig speiler hendes Aand;
De ved hinandens Hjerte ømt jo ligge,
Og hendes Arm ham bærer som et Baand:
O, til hans Bryst hvor strømmed der en Varme!
Taus græd han lang Tid i sin Moders Arme.

✂ Du her! Hvordan? - Behøves der Forklaring?
Hun havde længe gjennem Sløret seet,
Der over hvert et Brev fra ham var bredt
Og havde lagt Erfaring til Erfaring.
Ikkun ved Omsorg for et Livs Bevaring,
Som sit hun skyldte, var Forhaling skeet.
Først da den gamle Provst nød Gravens Hvile,
Hun kunde hid til Bistand Sønnen ile.

✂ 141 Men - afbrød hun hans Spørgen med et Smiil -
Men flere Kræfter ei paa Ord du sætte;
Hvorpaa hun lægger Puden ham tilrette,
Og føier til: nu blødt dit Hoved hviil! -
Hvor følte Adam Sjælens Vinger lette!
Han lukked begge Øine til med Iil,
Og svæved under Tanker, blide, ømme,
Omkring i Rosenskyer og gyldne Drømme.

✂ O Læser! Var du nogensinde nær
Din Undergang, da har du og erfaret,
Naar frelst du vaagnede, for Døden sparet,
At dette Liv er vel at leve værd.
Har du Erindringen endnu bevaret
Om dette Haabets nye Morgenskjær,
Da har du kjendt, hvordan et Hjerte banker,
Naar Barn man bli'er igjen med voxne Tanker.

✂ Da har i Sandhed du en Forsmag faaet
Paa Sjælens Nydelse, naar af sin Grav,
Hvor Støvet strengt gjør gjældende sit Krav,
Den op til Herlighed igjen er staaet;
Naar gjennem Død den ind til Liv er gaaet,
Hvor hver en Byrde den har kastet af,
Mens som en Fugl, paa lette Vinger baaren,
Den føler hjemme sig igjen i Vaaren.

✂ Hvad var mod denne Frihed Jordens Fængsel?
Hvad imod Glædens Morgen Sorgens Nat?
Hvad Hjertets Ønsker og dets hede Længsel
Imod Lyksalighedens vundne Skat?
Hvad var den lange Vandrings Kamp og Trængsel
Mod Fredens Hjem, hvor Seirens Maal er sat?
Hvad var - er ikke Haabet selv Beviset -
En jordisk Skærsild imod Paradiset?

✂ Af dette Paradiis der faldt et Skin
I Adams Sjæl, da meer og meer han vaktes,
Da Livets Frugt igjen ham sparsomt raktes,
Og atter han dets Friskhed suged ind.
Med nyfødt Sands og Smag paa Alting agtes,
Det Mindste selv gav Næring til hans Sind;
Af hvert et Indtryk følte han sig qvæget,
Af Alting stille rørt og blidt bevæget.

✂ 142 Han kunde sidde hele Timer rolig
I Vinduet, og ei sig føle tom,
Imens hans Blik paa Gaden snart fløi om,
Snart paa en Sky i Luften stirred trolig.
Naar Lygterne blev tændt - naar i en Bolig
Om Aft'nen hos en Gjenbo Lys der kom,
Da vinked mildt dets Skin ham som en Stjerne,
Hvis klare Blinken Øiet fulgte gjerne.

✂ Da forekom ham Skabningen saa rig,
Saa uudtømmelige Livets Goder,
Da blev ham hvert et Menneske en Broder,
Idet hans Hjerte stærkt udvided sig.
Den hulde Røst, som udgik fra hans Moder,
Ham forekom en Engels Stemme lig,
Og som en Drøm hans Fortid syntes vige
For ham, der sad i Fredens stille Rige.

✂ Thi lig en Skytsaand skjermende hans Bryst,
Hans Moder vandred om ham trofast, stille.
Hun læste for ham med sin søde Røst,
Og naar han hellere saa tale vilde,
Da sugede hans Øre Fryd og Trøst
Af hendes Tales altid rige Kilde.
Hver Dag steg meer og meer i Tankens Hjem
Det brudte Haab i nye Spirer frem.

✂ Naar Dagen helder, ofte Arm i Arm
De op og ned ad Gulvet vandre Begge,
Og mangen Sandhed hørtes hun at lægge
Ham da paa Hjerte med en Stemme varm.
Ei Religionen til hans Sjæl at skrække
Hun brugte, men til Læge for hans Barm;
Hun søgte kun hans Indre op at lukke,
For ved dens Trøst at dæmpe blidt hans Sukke.

✂ Men tændes Lampens Lys i Aft'nens Stund,
Da gjerne ved Claveret hun sig sætter,
Og huldt en Krands af Toner om ham fletter,
Hvis Echo klinger op fra Sjælens Bund.
Tidt sang de Psalmer eller smaa Duetter
Meest af idyllisk Farve, da med Grund
Vor Helt for det Romantiske var bange;
Saa lød en stille Aften deres Sange:

143

✂ Fly fra mig, o Verdens Larm!
Langt fra mig din Jubel svinde!
Bedre Blomster end dit Minde
Spire nu i denne Barm.
Dine Roser har jeg plukket,
Men en Regn tog Glandsen bort;
Dine Torne har mig stukket,
Saa min Glæde kun blev kort.

✂ Det var Vinter i mit Bryst,
Kulden knuged mig med Smerte,
Da kom Stormen i mit Hjerte,
Og jeg zittred ved dens Røst.
Ned mod Jorden har den bukket
Dybt mit Hoved som et Straa,
Saa min Sjæl har ofte sukket,
I sin Angst for at forgaae.

✂ Haabets Løfter sig fornye,
Vaarens Spirer Jorden skjule,
Jeg har hørt de glade Fugle
Stige syngende mod Sky.
Just som Livet høit de loved
Og sig aabned Blomstens Knop,
Har saa sagtelig mit Hoved
Jeg fra Støvet hævet op.

✂ Hvor kues eensom Sjælens Mod!
Den er som Planten uden Rod,
Som Grenen skilt fra Stammen.
Hvor er paa denne Jord det godt,
I Liv og Død, i Stort og Smaat,
At holde trolig sammen!
Jeg fulgte Bien, som fløi hjem,
Jeg skued i Forening dem
I Kuben bygge Celler;
Jeg gik paa Myrens stille Vei,
Og En den Anden svigted ei
I Tuens dunkle Kjelder.
144 Og op til Himlens Telt jeg saae,
Hvor Stjernerne saa klare staae
Og deres Baner vandre;
De bære sammen Verdens Last,
De holde paa hinanden fast
Og lyse for hverandre.

✂ Luk derfor ikke til dit Sind!
Til Gud og Mennesker dig bind
I Livets Fryd og Møie!
Midt i den talte Hjord du staaer,
Hen over hvilken trofast gaaer
Den gode Hyrdes Øie.

✂ Jeg rev mig ud af bløde Arme,
Og da til Skoven hen jeg kom,
Endnu engang med Længsels Varme
Jeg mod mit Hjem mig vendte om.

✂ Jeg Solen saae paa Taget blinke,
Mens Røgen op sig stille svang;
I Døren saae jeg Alle vinke
Til mig Farvel for sidste Gang.

✂ Men ud i Verden vidt jeg vandred,
Og eensom jeg i Sværmen gik;
Og Livet vexled og forandred
Bestandig Farve for mit Blik.

✂ Ved Stormens Sang jeg Havet pløied,
Jeg stod paa Bjerget mellem Skyer,
Og Nød og Tid min Isse bøied
I fremmed Land og fjerne Byer.

✂ Det var en Morgen - atter vinke
Jeg saae mit Hjem, hvor Skoven veg:
Paa Taget saae jeg Solen blinke,
Mens Røgen opad sagte steg.

✂ Og ud i Døren kom de ømme,
De gamle Vidner til mit Held;
Da sagde jeg til Verdens Drømme,
Til al dens Herlighed Farvel.

✂ 145 Farvel er Tornen, som os saarer,
Farvel er Blomsten til vor Trøst:
Det samme Ord, hvor rigt paa Taarer,
Hvor fuldt af Lindring for vort Bryst!

✂ Intet Haab i Verden rigtig grønnes,
Ingen Udsæd ret med Høsten lønnes,
Hver en Sjæl har Strid og smægter mat:
Langs med Livets tidt saa tørre Kilde
Slæber Mennesket sin Byrde stille,
Af sin Lykkes korte Drøm forladt.

✂ Hvor er Trøsten, som blev Jorden røvet?
Opad løft i Tro dit Blik fra Støvet!
Gud er salig: deri Trøsten boer.
Dybt i ham bestandig Vældet strømmer,
Saligheds Bassin, som ei sig tømmer,
Stort nok for en Himmel og en Jord.

✂ Eengang dog den store Høitid kommer,
Da den Fylde, som Guds Hjerte rummer,
I hvert Hjertes Rør sig gyder ud:
Da skal alle Glædens Springvand springe!
Hver en Sjæl, den høie med den ringe,
Da skal juble salig, fyldt af Gud!

✂ Hvor er et dagligt Samliv som en Luft!
Man aander i det, og deri sig møder,
Beaandet af det, Hjerte og Fornuft.
Snart mildt og varmt, det Livet os forsøder
Ved en harmonisk Glædes rene Duft,
Snart koldt og stramt, det Bitterhed kun føder.
I Alt umærkeligt det trænger ind,
Selv i de sidste Dybder af vort Sind.

✂ 146 Naar det er let, hvor kan man frit sig svinge
Ved fælles Stræben op mod Livets Frugt;
Naar det er tungt, hvor lammes Sjælens Vinge,
Saa dunkelt Mismod med dens Kraft faaer Bugt.
Hvor blfer blandt lave Sjæle Livet ringe!
Hvor mellem ædle Aander blfer det smukt!
Thi gjennem alle Tankens Regioner
En stille Gjenlyd af vort Samliv toner.

✂ Det kaldte frem i Adams Sjæl en Fred,
Som ubekjendt ham længe havde været,
Og Troens Blomst, som aabned sig derved,
Blev af dets milde Aande daglig næret.
Den bittre Tvivl blev i sin Rod fortæret,
Og dybt fornemmer han, at Skjæbnens Sted
Et Forsyn i hans Tanke har indtaget:
Miraklet i sig selv han har opdaget.

✂ Paa denne Viis et halvt Aar leved nu
Han og hans Moder i den samme Bolig,
I Hjertets Eenhed kun et Jeg og Du.
For Adam Livets Strøm flød atter rolig,
Som før med Haabets Røst han er fortrolig,
Og styrket ved dets Bad er Sind og Hu.
Nu Afskedstimen slog - igjen de skiltes;
Men Savnet ved Erindringen formildtes.

✂ Thi har endog hans Moder ham forladt,
Med hendes Minde har en blid Fornemmelse
Af Livet i hans Hjerte fast sig sat.
Det mangengang nu forekom ham at
Hans egen og hvert Menneskes Bestemmelse
Laa i det hele ydre Livs Forglemmelse,
Imedens stille samlet i sig selv
Man lod sig føre ned ad Tidens Elv.

✂ I denne Tro henleved han saa stille;
Hver Dag sin Pligt og Gjerning gjorde han,
Idet han dyrked grundig sin Forstand
Ved Læsning, som han gjennemtænke vilde.
Altid han fulgte Religionens Kilde
I Theologiens vildt oprørte Vand.
For Præst at blive han studered ikke,
Men for af Livets Brønde selv at drikke.

✂ 147 Hermed fast trende Aar for ham hengik.
I dem hans Bryst saa roligt havde slaaet,
Sit Huld igjen hans Ydre havde faaet,
Og om end tankefuldt var klart hans Blik.
Man saae, at over ham en Storm var gaaet,
Hvorved sit Alvorspræg hans Pande fik;
Men paa det Fredens Træk, der laa om Munden,
Man saae igjen, at Stormen var forsvunden. -

✂ Tre Aar jeg altsaa iler ud i Tiden,
Og stiller Adam Homo frem igjen
En Aften paa hans Kammer, hvor en Ven,
Studiosus Jensen, nu staaer ham ved Siden.
Den samme Jensen var af Væxt kun liden,
Men glad hans Blik fløi over Livet hen;
Han dertil har det bragt ved Talekraften,
At Vennen gaar med ham paa Bal iaften.

✂ Du vil ei troe det, siger Adam nu,
Just som den sorte Kjole paa han trækker,
Der om hans ranke Skabning glat sig lægger:
Du vil ei troe det, i din Friskhed, du!
At Det, at gaae paa Bal, mig næsten skrækker,
At ordenlig for Dands jeg føler Gru,
Og at mit Hjerte ganske modløst sænker sig,
Naar blandt de mange Mennesker jeg tænker mig.

✂ Det kommer af, den lille Jensen svarer,
At du saalænge kukeluret har.
Jeg kunde blive ængstelig som Harer,
Hvis ei saa meget jeg paa Farten var.
Jo mindre man af Livet selv erfarer,
Desmeer høitidelig man paa det ta'er;
Naar man kun Verden seer igjennem Ruder,
Man kan tilsidst i Mennesker see Guder.

✂ Jeg gi'er dig Ret, vor Helt bemærker atter,
Men ligefuldt dog stærkt mit Hjerte slaaer.
Jeg vedder - falder Vennen ind med Latter -
At over snart din Angst paa Ballet gaaer.
Naar man i Øiet seer en Evadatter,
Hvad seer man da? Et Lam! og høist et Faar!
Jeg Ting har kjendt, langt mere frygtelige,
End det, at valse med en lille Pige.

✂ 148 De gik, og snart i Klubben hen de kom;
Og Adam med sit stærkt beklemte Hjerte
Steg op ad Trappen mod den tændte Kjerte,
Der viste ham Entréen, stor og tom.
Sig et Minut at samle han begjærte,
Men lille Jensen brød sig ei derom:
Ind til den første Sal han aabned Døren,
Og Stemmer summed nu om Adams Øren.

✂ Her sad de troe, de stadige Klubbister,
Hvem Ballets Nærhed ei forhindred i
At faae en Lhombre og et Whist-Parti.
Her saae man Professorer og Jurister,
Acteurer, Læger, Børsfolk, Pensionister,
Med Kort i Haanden sidde vis à vis,
Og efter Dagens Gjerning ud sig hvile
Ved luun Passjar, mens de paa Spillet kile.

✂ Her hørte Bynyt man og Folkets Stemme,
Og mens Aviserne omtygges her,
Er Allemand mod alle Konger slemme,
Paa Ruder, Spar og Klør og Hjerter nær;
Her Talerne ei Politiken glemme,
Dens haarde Knude løses af Enhver;
Og medens hist paa Fladen hen man dandser,
Gaaes her tilbunds i Skatter og Finanser.

✂ Følg med mig! til vor Helt nu Jensen siger:
Kun et Par Skridt, hen til det næste Bord!
En Mand jeg skal dig vise, som ei viger
I Klogskab nogen Mand paa denne Jord,
Og hvis Forsigtighed fast er saa stor,
At denne Dyds Begreb den overstiger.
Original han er, men dog man har
Af ham saa mangt et mindre Exemplar.

✂ De gik mod Bordet hen, hvor nu de saae
Forsigtighedens Helt, om hvem var Tale:Det var
en Mand tilaars, hvis Haar var graae,
Hvis Væxt var høi, hvis Træk var ei saa gale.
Bekymringer sig paa hans Pande male,
Heelt ængsteligt omkring hans Øine gaae,
Og til et mægtigt Værn mod Træk fra Dørene,
To Totter Bomuld stod ham ud af Ørene.

✂ 149 See, hvisked Jensen, hvor han er i Vaanden!
Lad blot os gaae en Smule mere nær;
Jeg seer, at han et stort Spil har paa Haanden,
Og det er det, der nu ham piner her.
Pas paa, hvad han udklække vil i Aanden,
Nu da hans gode Kort gjør ham Besvær:
I samme Stund saae Manden i sin Kasse,
Og sagde med et Suk: Ja, jeg maa passe!

✂ Der seer du! hvisked atter lille Jensen:
Jeg tænkte nok, han drev det ei til Stort;
Thi handle klogt for ham er Livstendensen,
Og derfor kun Sottiser faaer han gjort.
See der! der staaer han op for Excellencen,
Saa dybt han krummer Ryg, som var den smurt.
Han vilde, troer jeg, ængste sig tildøde,
Hvis han en Excellence skulde støde.

✂ See, hvor igjen han lempelig sig sætter!
Paa Stolebenene han føler nu;
Thi muligviis de gaaet var itu.
Den stakkels Mand! hans Bryst kun Døden letter.
At ei han har sig giftet, vist du gjetter,
Paa Tøffelhælen tænkte han med Gru.
Huusholdersken nu maa Commando føre,
Thi gaae i Klub er Alt hvad han tør gjøre.

✂ Her skred med Adam Manden han forbi,
Og sagde høit, som naar man Noget melder:
»Iaften gjør bekjendt vort Politi,
At Cholera har viist sig i en Kjelder.«
En Lhombrespiller udbrød: Pokker heller!
Men den Forsigtige - hvis Phantasi
Strax kom i Gjæring - kridhvid som et Lagen
Til Modgift fremtog Pebermyntekagen.

✂ I Dandsesalen Vennerne gik ind.
Her straalte dem imøde Lysekroner,
Og netop som de kom, Musikens Toner
Med Valsen hørte op. I Lampers Skin
Sad langs med Væggen smagfuldt klædte Koner
Og unge Damer med en Rosenkind.
Paa dem, der første Vals alt havde dandset,
Steg Brystet høit, mens Munden gik ustandset.

✂ 150 Ad Gulvet op og ned gik Cavalerer
Med Hat i Haand, med Panden fri og varm,
Snart Een for Een, snart Tvende Arm i Arm;
Og mellem dem nu Adam promenerer,
Med aabent Blik, men med urolig Barm,
Mens Jensen ham om Alting informerer.
Den samme Ven var her til meget Gavn,
Paa hver en Dame strax han vidste Navn.

✂ Hvad hedder hun - vor Helt nu sagte siger -
Hun, som ved Døren sidder halv i Skjul,
Der allernederst blandt de unge Piger?
Hun, med en Krands om Lokken gylden-guul,
Der seer omkring sig som en lille Fugl? -
Af Reden frem vist første Gang hun stiger;
Hun holder sig tilbage jo saa bly,
Som var hun i en Verden, splinterny.

✂ Ja hende, svares der, jeg selv ei kjender;
Med disse Ord den lille Jensen sprang
Hen til en Mand, og ved hans Arm sig hang,
Og med Besked han snart tilbage vender:
Hun Alma hed, og ganske rigtig sender
Sit Blik hun ud i Verden første Gang;
Paa Vesterbro hun boede i det Fjerne
Hos Faderen, en Blomstergartner Stjerne.

✂ Lidt nærmere jeg Stjernen dog maa skue,
Til Vennen siger Adam med et Smiil,
Og Jensen strax, som udskudt fra en Bue,
Hen over Gulvet farer som en Piil.
Slig Voldsomhed ei vilde Adam hue,
Fra Vennens Arm han rev sig løs med Iil,
Og støttende sig taus til Væggens Pille,
Seer over han mod Stjernen - mod den stille.

✂ Thi Uhret lig, hvis Viser sagte flytter
Sig langsomt fremad mod hver Talfigur,
Imedens Værket i det indre Uhr
Til evig Uro hver Secund benytter:
Saadan, naar Almas Aasyn Udtryk bytter,
Fremlyser kun en stille Sjæls Natur,
Imedens Hjertet, fyldt med Haabets Tanker,
I yndig Uro og Forventning banker.

✂ 151 I Drøm hun sad om hvad der skulde komme;
Thi skulde Det ei komme dbg engang,
Hvortil det unge Hjerte føler Trang?
Hiin Illusion, hvis Spil er aldrig omme,
Hiin Fylde, som udfylder alt det Tomme,
Hiin Slutning paa den gaadefulde Sang,
Der til at svulme Pigehjertet bringer,
Naar Fløiten toner og naar Strængen klinger.

✂ Saa sad hun - da paany til Dands man spiller,
Og over hendes Kind flød Purpur hen;
I Øieblikket hun sig forestiller,
At hun skal sidde over nu igjen.
Men Haabet Frygtens Udsagn snart formilder;
Let over Gulvet nærmer sig vor Ven,
Som med et Buk udbeder sig den Ære,
I Valsen hendes Følgesvend at være.

✂ Fra Tantens Side løs hun da sig river,
Og med en nyfødt Rose paa sin Kind,
Af Adam ført, hun iilsomt sig begiver
I Dandsens hurtig fyldte Rækker ind.
Et yndigt Smiil den lille Mund opliver,
I Øiet straaler frygtsomt hendes Sind,
Selv hendes Hjertes Slag vor Helt fornemmer
Igjennem Armen, der i Handsken bly sig gjemmer.

✂ Nu Touren er til dem - gid det maa lykkes!
Paa Gulvet hendes Fødder følge hans,
Og hendes Haar, der af Fioler smykkes,
Om Kinden gynger yndigt som en Krands.
Molskjolen ikke meer i Folder trykkes,
Den svinger rundt sig med i sneehvid Glands.
Selv Perlesnoren er paa Flugt med hende;
Men Flugten standser - Touren er tilende.

✂ Den kom igjen, og svandt igjen saa fage;
Og da fra Dandsen tredie Gang de gik,
Ledsagedes af Adam hun tilbage
Til hendes Plads med et taknemligt Blik.
Han spørger, om Forfriskning hun vil tage -
O nei, Forfriskning hun ved Dandsen fik.
Til Cotillon han forud sig indskriver -
Med Glæde, neppe skjult, sit Ja hun giver.

✂ 152 Men her et Krigspuds falder Adam paa;
Thi Ordet nu til Tanten han henvender,
Der griber efter det med begge Hænder,
For sin Deel med af Ballet og at faae.
Saadan han Leilighed fik til at staae
I Almas Nærhed til Diskursen ender:
Da med et dobbelt Buk, et sidste Blik
Til den, der her ham fængsled, bort han gik.

✂ De skiltes ad, men blev dog hos hinanden,
I Tanken nemlig - Adams Phantasi,
Imedens ganske stille stod Forstanden,
Det rige Stof sig ret fordybed i.
Han tog sig tidt med Haanden op til Panden,
Naar Almas Billed svæved ham forbi;
Og for at det i Hvile kunde standse,
Han opgav indtil videre at dandse.

✂ Til Tanker ogsaa Alma havde Tid;
Hun Gaven ei besad, som mange Flere,
Sig og sin Skjønhed ret at producere,
Og nonchalant for Gunst sig gjøre Flid.
Hun over sad, dog sad hun mild og blid;
Hun tænkte - og hun tænkte meer og mere
Paa hendes For- og Fremtids Cavaleer,
Der saa alvorlig ud blandt Sværmen seer.

✂ Men alt til Cotillon man Damer fører,
Og snart i Kredsen hos vor Helt hun staaer,
Hvem atter hun for denne Dands tilhører,
Mens Fløiten toner og mens Buen gaaer.
Det korte Forhold ham som hende rører,
Og livlig Farve Begges Tale faaer;
Som Halvbekjendte mellem Ubekjendte
Hinanden Ordets lette Bold de sendte.

✂ End talte de - men see! at inclinere
En Herre kom, thi Touren Vals nu var;
Og Adam, hvem forladt hans Dame har,
Ret havde Tid, i Frastand at vurdere
Den lette Sylpheskabning, som alt flere
Og flere Blik i Flugten med sig ta'er.
Medeet i Øiet sees hun alle stikke,
Hun, Perlen, som man havde før ladt ligge.

✂ 153 Nu fra sin Udflugt er igjen hun hjemme.
De holder af at dandse? Adam spør' -
O, næsten meer end jeg det sige tør!
Gi'er hun til Svar med lidt forpustet Stemme.
Og dog har ei paa Bal De været før!
For Deres Flyvekonst saavidt at fremme,
De vist tillaans af Zephyr Vinger fik -
Nei, leer hun, mine Vinger er Musik.

✂ Paany en Cavaleer - hun er i Vinden!
Som før sin Plads og Adam hun forlod,
Som før han eensom i Betragtning stod
Af dette Glædens fine Spil om Kinden,
Imens hun, under Kommen og Forsvinden,
Sig luftigt gynged paa den lille Fod.
Igjen hun er tilbage - Troskabs Pligter
(Han nu bemærker) imod mig De svigter.

✂ At give Svar hun skyldig her maa være,
Kun over hendes Mund et Smiil der flød,
Men han blev ved: Jeg faaer mit Kors vel bære,
Et Kors i denne Verden giver Ære -
»Forund mig Æren!« nu en Stemme lød,
Thi atter op til Vals man Alma bød;
Oig rundtom hviskes, da hun dandser atter:
Nei, see mig til den lille Gartnerdatter!

✂ Forbi var endelig Inclinationen,
En anden Tour med samt en ny Musik
Til Adams store Glæde nu man fik.
Men ogsaa her hun Perlen blev i Kronen;
Det næsten var, som hørte det til Tonen,
At ikke meer forbi man hende gik;
Paa Stolen maatte tidt hun tage Sæde,
For ved sit Valg at smerte og at glæde.

✂ Blandt andre Toure den nu ogsaa kom,
At første Par, med Blomsterkurve Begge,
Gik til de andre Par i Kredsen om.
Iblinde maatte Alle Loddet trække;
Og De, der havde faaet Blomster, som
Man efter Slægtskab kunde sammen lægge,
Paa Gulvet ud fra Kredsen maatte vandre,
Og bytte Tegn og valse med hverandre.

✂ 154 Hvor blev der nu en Støien og en Raaben!
Fioler, Nælder, Myrther, raabte man,
Mens Alle stormed ud fra Kredsens Rand
Paa Salens Gulv, med Tvivlen og med Haaben.
Hver holdt sit Tegn tilveirs og Armen aaben,
At den Udvalgte hurtig gribes kan;
Man puffes, stødes, leer, og finder endelig
Den Tvillingsjæl, der ved sin Blomst var kjendelig.

✂ Hver havde fundet Sin, og kun tilbage
Stod Adam og hans lille Dame. Hun
I Haanden holdt en Rose, rød og rund,
Og til sin Torneqvist fandt han ei Mage.
For Deres Rose vil De Tornen tage?
Han spørger bedende, og det med Grund:
De taber jo, men Torn og Rose begge
Et fælles Udspring tør man vel tillægge.

✂ De bytted Tegn, og endelig forlened
Ham Skjæbnen dog det Held igjen engang,
At hen i Dandsen let de fløi, forened'
Ved Tonernes og Melodiens Klang.
Det syntes ham som tusind Fugle sang,
Som Salens Lys sig til en Krands forgrened,
Der danned Glorien om den Pande, som
Ham lyste her imøde fri og from.

✂ Det var den sidste Tour; thi allerede
(Hvor hurtig dog) er Cotillonen endt.
Par efter Par har alt den Ryggen vendt,
Og nu sin Dame seer man Adam lede
Til hendes Plads, fra før ham vel bekjendt.
Her Tanten siger: Vognen holder nede!
Ihast dit Shawl omkring! For tredie Gang
Har Kudsken meldt, at Tiden blev ham lang.

✂ Rask brød man op - en Sværm af Cavalerer
Kom styrtende, med Tilbud om en Arm.
Men Alma, ført af Adam, bort spadserer,
Og ret med Fryd han seer, at end hun bærer
Hans Torneqvist befæstet ved sin Barm.
Den hele Herreflok, af Iver varm,
Som i Triumf tilvogns da Tanten følger,
Der over Æren ei sin Glæde dølger.

✂ 155 Karreten rulled bort - og sidst i Halen
Af Sværmen op igjen vor Helt nu kom.
Men hvor den fyldte Sal ham syntes tom!
Og hvor dog midt i Støien og i Talen,
Der end som forhen gjenlød høit i Salen,
Ham dødt nu forekom det store Rum!
Han eensom stod i Krogen, rørt i Aanden,
Og saae paa Almas Rose, som han holdt i Haanden.

✂ Da vakte ham en Røst op af hans Drømme,
Og Røsten var den lille Jensens Røst:
Saavidt som uden Kikkert jeg kan dømme,
Gaaer der en Stjerne op nu i dit Bryst;
En lille Gud dig holder i sin Tømme,
Og drei'r og vender dig som han har Lyst.
Ja du seer klart, til Svar ham Adam giver,
For hvem nu Vennen selv besværlig bliver.

✂ Han greb sin Hat og gik - af Skjæbnen draget
Igjen saa listig ind i Livets Spil,
Der tryllende bestandig lokke vil,
Hvortidt end skuffet Haab man har beklaget.
Sin Lod i Urnen har Enhver modtaget,
Og den at løse hører selv ham til;
Men Midlet, hvorved Livets Lod man vinder,
I Skjæbnens lukte Hænder sig befinder.

✂ Og hvor er denne Magt paa Midler rig!
Een hæver høit den, ved ham ned at trykke,
Een hjælper den til Fred igjennem Krig,
Een leder den til Lys igjennem Skygge,
Een fører den til Sandhed gjennem Svig;
Men Den, hvis Liv skal Jorden skjønnest smykke,
Ham binder den i Qvinders Ledebaand,
At gjennem Hjertet klares maa hans Aand.

✂ For mangen En gaaer Læren vel tilspilde,
Saa ikke Hjertet blot, men Aand gaaer tabt;
Saa han kun tørster ved den fulde Kilde,
Og rig dog lever kummerligt og knapt.
Om til en saadan Lod vor Helt blev skabt,
Maaskee alt nu min Læser vide vilde? -
Mit Svar maa gjemmes til en anden Gang,
Thi endt, om end ei fuldendt, er min Sang.

156