Paludan-Müller, Fr. Paludan-Müllers poetiske Skrifter i Udvalg, II. Bind

II
III

PALUDAN=MÜLLERS

POETISKE SKRIFTER
I UDVALG
II. BIND

UDGIVNE
I ANLEDNING AF HUNDREDAARS-FESTEN

INDLEDNING, TEXTREVISION OG KOMMENTAR
VED
CARL S. PETERSEN
UNDERBIBLIOTEKAR VED DET KGL. BIBLIOTEK

KØBENHAVN OG KRISTIANIA
GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG
FR. BAGGES KGL. HOF-BOGTRYKKERI
1909

IV

ADAM HOMO
ET DIGT
(1839-1848)
FØRSTE DEL
(1839-1841)

6
7

PROLOG

De gamle Tider ere længst forsvundne,
Da Bardens Harpe lød til Skjoldeklang,
Da han begeistred Helte ved sin Sang
Og trøstede med den de Overvundne.
De gamle Kæmpers Aander ligge bundne
Og vækkes ikke op for anden Gang:
Den, som i Sang om Kæmper nu fortæller,
Ny Viin paa gamle Læderflasker helder.

Saa er og svundne nu de gyldne Tider,
Da Digteren i Ridderborgen sad,
Hvor han, mens Øiet rundt blandt Damer glider,
Om Ridder Lancelot og Roland qvad.
Hvor fulgtes dengang Helt og Digter ad!
Hvor gjorde da de lyst til alle Sider!
Men Riddertiden - ak! den var poetisk;
Vor Tid er idethøieste æsthetisk.

Enhver sig selv er nærmest, Ordet lyder,
Et Ord som godt paa Tider passe kan:
De Toner staae os allerbedst dog an,
Hvis Efterklang vort eget Hjerte tyder.
Derfor sig andre Baner Musen bryder
I Poesiens grændseløse Land,
Derfor i Former, som til Tiden svare,
Vil nu sin Verden hun os aabenbare.

Og da paa Sligt nu hver Poet er viis,
Lang Tid holdt fangen af det Illusoriske,
Saa seer man meer og meer det blot Historiske
At synke qua poetisk Stof i Priis.
Af Digtekonstens lyse Paradiis
De nøgne Facta, om endog notoriske,
De blotte Helte med de bare Struber,
Forjages af de critiske Cheruber.

8 Fra Scylla i Charybdis dog man falder -
Fra Dynen ned i Halmen, man i Nord
Slig Falden i Charybdis ogsaa kalder;
En gammel Sandhed har et gammelt Ord.
Den, som ei før det troede, vist det troer
Ved Synet af en reent prosaisk Alder,
Sat nøgen ind i Genremalerier,
Udgivne som Novelle-Poesier.

Men Billederne glæde; Hoben aner,
At den paa Prent gaaer her sig selv forbi;
Og Faa kun føle det Forkeerte i
At faae for Flugt af Ørne Spank af Haner,
For Amors Seire simpelt Lefleri,
Og Qvæk af Gadegæs for Sang af Svaner.
Hvad gjør man da? og hvilke Bud og Pligter
Kan stilles op som Love for en Digter?

Ti Bud fik Jøderne - det var for mange;
Hvorfor ei heller Jøderne dem holdt.
Vi Christne fik kun to, som blot forlange,
At Hjertet i vort Bryst ei bliver koldt.
Men dette Tal endnu gjør Mængden bange,
Og har Alverden Bryderi forvoldt,
Thi reduceerte man fra fordums Dage
De ti og to til eet: Søg at belhage!

I dette Bud Alverden sammenstemmer,
Det staaer med gylden Skrift paa Hvermands Port;
Den vise Fader til sit Barn det gjemmer,
At Barnet blive kan til noget Stort.
Behag, min Søn! saa er din Lykke gjort -
Og Sønnen ei letsindig Ordet glemmer;
Han voxer op og la'er sig Skægget rage,
Gaaer saa i Verden ud, for at behage.

Og som han gaaer, han seer, at Barndomslæren
Var ikke løiet Viisdom eller Tant:
Som Ringen af en kostbar Diamant,
Saa laaner deraf Lys den hele Væren.
Behage vil Tartuffen som Hetæren,
Som Narren Helten, der en Krone vandt,
Som Sangerinden, der paa Scenen galer,
Selv Præsten, naar med Salvelse han taler.

9 Behage vil de Gamle som de Unge,
Behage hvordan Pokker saa det gaaer,
Thi dertil intet Middel man forsmaaer:
A vil behage ved sin skarpe Tunge,
B ved sit bløde Hjertes aabne Saar,
C ved sin syge Lever eller Lunge,
Naar smægtende han staaer med blegnet Kind,
Og hoster sig i Damehjerter ind.

I dette Ord: behag! er altsaa Svaret
Paa hvad der nys mig gjorde Hovedbrud;
Thi hvad for hele Verden er et Bud,
For det er Digteren ei heller sparet.
Men hvem behage? det blev ikke klaret:
Sig selv, sin Næste, eller og sin Gud?
Det store Spørgsmaal jeg at løse vover,
Idet jeg ikke hugger Knuden over.

Jeg vælger mig et Stof af Hverdagssnit,
Hvis Farve spiller i det Nationale;
Thi Helten, dansk i Sind og Skind og Tale,
Skal sig i Hverdagslivet røre frit.
Han holdes borte fra det Ideale,
Han uromantisk gaaer i Prosaskridt,
Han prøver Alt, men vælger ei det Bedste:
En saadan Helt behage maa min Næste.

Dog, mens sin egen Sø jeg la'er ham seile,
Og la'er ham blive gammel, blive graa,
Skal dog tilsidst et Tankebilled speile
Sig i hans Liv og frem af Digtet gaae.
Maa jeg kun dette Maal ei her forfeile,
Saa Tankens Sandhed kan sin Prøve staae:
Da haaber jeg - om ei at tækkes Vrimlen -
Ved Digtets Formaal at behage Himlen.

Endnu mit eget Bifald staaer tilbage,
Som man bør troe, erhverves ei saa nemt.
Fordet at opnaae og mig selv behage
I Stoffet, af Naturen ubeqvemt,
Vil meest paa Breden jeg min Digtning tage,
I Haab, at derved Længden bliver glemt;
Og alt som Pennen fort med Helten glider,
En Smule see mig om til alle Sider. -

10 Og her Prologen nu jeg slutte kunde,
Thi Planens Armod troer jeg ligger klar,
Saa Ingen sige skal, der lovet var,
Hvad Værket selv dog holder ingenlunde.
Hvis man for denne Fattigdom vil Grunde,
I Tiden og i Autor man dem har;
Men hvis til Autor man sig ene holder,
Da svarer han igjen: min Tid det volder!

Jeg skulde slutte; men naar man begynder,
Saa falder det, at e n d e, ei saa let.
Tænk paa den Unge, som endnu ei træt
Sig frem paa Livets lange Bane skynder,
Og see, om strax af Livet han blev mæt;
Tænk selv (hvis her det passer) paa en Synder,
Til hvem Samvittigheden raaber: stop!
Og see, om strax Patronen holder op.

Enhver Begyndelse, hvor rig og fuld,
Som havde Herligheden ingen Ende!
Betragt blot Morgenrødens Hav af Guld,
Som vilde Himlen al sin Rigdom sende;
See Vaarens Blomstermyl af Jordens Muld,
See Barnets Fryd, ved sig til Leg at vende,
See Kjærlighedens første Øiekast,
Der til Secundet binder Evigheden fast -

Og anderledes ei det gaaer en Sanger,
Naar Digtets Spire vaagner i hans Bryst;
Han hører forud hver en Fremtidsrøst,
Der gjennem ham at yttre sig forlanger:
Haab, Elskov, Fryd og Veemod, Spot og Anger,
Den bittre Sorg med samt den søde Lyst,
Alt griber forud i hans Hjertes Strænge,
Saa disse tone stærkt og zittre længe.

11

FØRSTE SANG

Paa Jyllands Kyst, ei langt fra Byen Veile,
(Der for det jydske Paradiis har Ord)
Paa Bredden af den smukke Veilefjord,
Hvori sig stadig Kystens Bakker speile,
Mens Skib og Baad forbi paa Bølgen seile
Og give kun et flygtigt Billeds Spor:
Der, hvor paa Kortet man seer tvende Prikker,
En Landsby med sin hvide Kirke ligger.

Det er ved Vintertide: frossen Jorden,
Og rundtomkring, saalangt som man kan see,
Er Mark og Skov som oversaaet med Snee,
Og næsten heelt belagt med Iis er Fjorden.
De lette Spurve, graae og troe som Norden,
Hvem ei de svigted i dens Vintervee,
Sig sætte nu i Flok paa Bondens Tage
Og tigge Smuler af hans Julekage.

Thi det er Juleaften: festlig skinner
De vinterklare Stjerners friske Krands,
Der kaster over Sneens kolde Glands
Et Skjær saa sølvhvidt, som man stundom finder
Det paa den D øendes de blege Kinder,
Naar Evigheden aabnes for hans Sands.
Alt er saa stille - knap en Vind sig rører;
Ikkun fra Fjorden hist man Fodtrin hører.

Det er Hr. Peter Homo, Landsbypræsten,
Der over Isen ind mod Kysten gaaer.
Lidt kort og corpulent han er, forresten
En rørig Mand i sine bedste Aar.
Hans Klædedragt: Kavaien, Frakken, Vesten,
Er graa og hjemmegjort, af egne Faar.
Han nys har efterseet sin Fiskeruse,
Og traver nu med raske Skridt tilhuse.

12 Og alt som over Marken hen han skrider,
Idet han følger Stiens svage Spor,
Hans Blik sig hæver op, hvor Lyset boer.
Dog snart igjen fra Himmelkuplens Sider
Det ned mod Præstegaardens Vindver glider,
Hvorfra paany det søger Stjerners Chor.
Man seer, at deelt imellem Jord og Himmel,
Hans Tanke færdig er at blive svimmel.

Og intet Under; Julestjernens Skin
Ham om dien knap begyndte Præken minder,
Som ved sin Hjemkomst paa sin Pult han finder,
Og hvortil ret han samle vil sit Sind.
Lig Hyrderne han derfor skuer ind
Saa langt han kan i Himlen, til ham blinder
Gjenskinnet af en englelig Gestalt -
Da for hans Blik et Slør medeet der faldt.

Og intet Under; Lysets milde Skjær,
Som glimter gjennem Præstegaardens Ruder,
Og som det hyggelige Hjem bebuder,
Hvis Tag han kommer meer og mere nær,
Hans Sind nu drager ned til andre Guder,
Til Julegrøden og en Hustru kjær;
I Præstegaardens lune Dagligstue
Han i Forening snart skal begge skue.

Derhos han tænker paa sin lille Søn,
Paa Mortensdagen født, og som til Daaben
Imorgen bæres skal i Christenkaaben
Og med en Hue, guldbrodeert og grøn.
I Aanden alt han hører Drengens Raaben
Ved Døbeacten og den lange Bøn:
Da seer han op - og atter Tanken mødes
Med Christusbarnet, som inat jo fødes.

Mens saadan deelt i Sind, hen over Snee
Pastoren vandrer - til hans Dagligstue
Jeg fører Læseren, og der vi see:
Et snevert Rum, som Loftets Bjælker kue,
En Kakkelovn, hvori en munter Lue,
Sex Stole med en gammel Canapee;
Ved Stueuhret Vuggen staaer paa Gænger
Og over den i Buret Fuglen hænger.

13 Og foran Vuggen sidder fremad bøiet
Den unge Præstekone, fiin og lille,
Der med et Udtryk, yndigt og fornøiet,
Sin førstefødte Søn betragter stille.
Snart smile hendes Træk, de klare, milde,
Snart svæver der en Alvorssky for Øiet,
Til hendes glade Blik paany frembryde
Ved Tanker, som i Ord jeg saa vil tyde:

Du lille Barn, som jeg i Verden satte,
Hvor qvæger som mit Hjerte du mit Blik!
Om Een mig bød Alverdens Guld og Skatte,
Din mindste Finger ei af mig han fik.
O, hvad du er for mig, kan Ingen fatte,
Du lille Engel og du store Strik!
Du, som med dine Smiil og dine Løier
Ei Præsten blot, men Provsten selv fornøier.

Hvor sødt du sover her med Rosenkind!
De runde Hænder fast om Puden klemme;
Dit lette Aandedrag jeg kan fornemme,
Just som en varm og liflig Foraarsvind.
Alting jeg høre kan i denne Stemme,
Der ene fattes af en Moders Sind:
Din Fremtids Jubel og din Fremtids Sukke -
Ak! før de komme, lad mit Pus mig vugge!

Paa eengang Stueuhrets Klokke slaaer;
Af hendes Drømme Slaget hende vækker,
Og op hun reiser sig og Bordet dækker,
Mens Katten, som fra Ovnen langsomt gaaer,
Med sagte Knurren Kroppen dovent strækker.
I Gangen faste Trin hun høre faaer,
Og efter Maden ud saa let hun springer,
Just som ad Døren ind Pastoren svinger.

Paa Bordet dampende staaer Julens Grød.
Da den fortæret er, sig Homo hviler
En Stund ved Piben, mens tilfreds han smiler
Til Sønnen, gjemt i Vuggens lune Skjød.
Saa til Studerekamret rask han iler,
Hvor med sin Præken overtvært han brød,
Imens, for Baand at sye paa Barnehuen,
Hans Viv tilbage bli'er i Dagligstuen.

14 Der sidder atter hun som før saa stille,
Med Huens Baand paa Skjødet for sig bredt,
Og med et Blik, hvormed der langt blev seet
I Skjæbnen ud, der venter paa den Lille.
Hvad skuer ei en Moder! men Prophet
Formaaer dog ingen Moder ret at spille;
Dertil for dybt er Barnets Fremtid gjemt,
Og Moderhjertets Ønske for bestemt.

Den Glædestaare hun ved Vuggen græder,
Og som i Barnet Fremtids-Helten gjaldt,
Maaskee den rinder for en lille Skræder,
En lille Klodrian i Eet og Alt.
Det Smiil, hvormed hun forud alt sig glæder
Til det i Vuggen gjemte Jordens Salt,
Til dette Lys, hvis Straaler Ingen tæller:
Det Smiil et Mørkets Barn maaskee kun gjælder.

Saa dybt sig rørte Præstekonens Indre;
Sin Søn med Bøn befaled hun til Gud,
Saa skued hun igjennem Vindvet ud,
Og saae paa Himlen Nattens Lamper tindre.
Da faldt en Stjerne ned, og paa det mindre
Der fulgte strax et større Stjerneskud.
Paa dette Tegn saa fast hun monne bygge;
Thi samme Stund hun bad for Barnets Lykke.

Og her jeg Dækket nu vil lade falde
For Juleaften, at med meer Behag
Min Læser møde kan paa Juledag,
Naar Solens Straaler skal til Liv den kalde.
Eet Spørgsmaal har jeg dog at gjøre Alle:
Om Noget er saa dansk i Aand og Smag,
Saa ret fornøieligt, af Harm ublandet,
Som Julen i en Præstegaard paa Landet?

Da seer man tidt de langtfra komne Venner
I saadan Mængde under Gaardens Tag,
At Hjerterum maa tages i Beslag,
Naar Huusrum mangler, som da ofte hænder.
Sex i et Kammer, dermed tidt det ender;
To i en Seng, nu er en afgjort Sag;
Alt - tænker Præstekonen - er det Samme,
Naar Sengene kun ei gjør mig tilskamme.

15 Og iblandt Gjæsterne, som da man venter,
Er gjerne Husets egen Søn, med hvem
Fra Hovedstaden en fem, sex Studenter
For Morskabs Skyld i Julen følge hjem.
Med spændt Forventning, som i Alt sig prenter,
De unge Præstedøttre vente dem;
Og hvergang blot en Vogn de faae at høre,
Strax Purpur deres Kinder sig iføre.

Men naar saa endelig er' samled' Alle,
Hvem gammel Gjæstfrihed til Huset trak,
Da giver Huset Gjenlyd af en Snak,
Som næsten babylonisk man kan kalde.
Imellem dunkle Skyer af Tobak
Vel stundom Vittighedens Lynglimt falde;
Men oftest, naar en Tordenlatter ruller,
Er det kun Overgivenhedens Bulder.

Thi Hver faaer Røst, som blot har Talens Gaver,
Og bli'er i Talens Løb fra bly til kry;
Hvert Indfald, man har hørt, igjen man haver,
Hver Anekdot, man veed, maa frem paany.
Paa Politikens Marker rundt man traver,
I Konsternes Paulun man søger Ly;
Man stiger op, selv til Metaphysiken,
Og dumper ned til Kjeldermands-Logiken.

Saa gaaer det til, naar i en samlet Flok
Sin Aand ved Morgentheen man befrier.
Om Dagen man sig deler i Partier,
Naar man ved Frokost har sig styrket nok.
Til Vandring gribe Nogle Hat og Stok,
Til lærd Diskurs en anden Part sig vier;
Mens Andre, som ihast sig liste bort,
Gaae op paa Kammeret og spille Kort.

I Dagligstuen bli'er endnu tilbage
Et Par Studenter, som med Velbehag
Æsthetisk Kundskab lægge for en Dag,
For Husets unge Damer at behage.
Hvert Ord, som fremmer Æsthetikens Sag,
Til Hjerte sig de unge Piger tage,
I den Grad, at før Julen er forbi
De tidt faae Smag paa Livets Poesi.

16 Mens Alt forinden saa er vel forvaret
Foruden gaaer det ikke mindre godt:
Hund, Heste, Piger, Karle leve flot,
Thi ei paa Levemaade bli'er der sparet.
Til alle Tider har man det erfaret,
At Mennesket af Brød ei lever blot;
Men at i samme Forhold Glæden hyldes,
Som Glasset og Tallerkenerne fyldes.

Og derfor hvilket Liv i Kjøkken, Kjelder,
Og hvilken Tappen af og Skjenken i,
Og hvilken Rutten nu med Kryderi,
Og hvilken Mængde Fjerkræ nu man fælder!
At bruge sig for Pigerne det gjælder,
Og ærlig staaer dem Præstekonen bi;
Og over hver en Gjæst en Flod der regner
Af Pebernødder, Julebrød og Kleiner.

Paa saadan Viis oplives Aand og Sandser,
Mens hver en Dag henrinder som en Fest;
Om Aftnen man i Havestuen dandser,
Hvis ei man samles hos en Nabopræst.
Thi med Besøg i Egnen ei det standser,
Før man har gjæstet rundt, i Øst og Vest,
Hver geistlig Mand, der Fedekalven slagter,
Hver dannet Møller, hver gentil Forpagter.

Besøg med Gjenbesøg besvaret bli'er,
Først efter Nytaar Herligheden ender;
Og midt i Fyldens Tid sig tidt da hænder,
At en Student til Præstens Datter frier.
Vel er det Alt i Alt kun tvende Hænder
Og tvende Hjerter man hinanden gi'er;
Men her i Overflod hvor kan de Gode
Fremtidig Mangel vel paa Brød formode?

En slig Begivenhed forhøier Glæden,
Og naar tilsidst nu Afskedstimen slaaer,
Ei blot med Haandtryk man i Vognen staaer,
Hos To et kjærligt Kys er traadt isteden.
I tvende aabne Vogne, fulgt af Slæden,
Frem under Hundeglam saa Toget gaaer,
Og alle Husets Folk paa Vei det følge,
At Porten ei for snart skal Synet dølge.

17 Endnu engang Farvel man der maa sige,
Og Tak for Alt hvad Godt man nød og fik;
Endnu engang de tvende Lykkelige
Maae vexle deres Hjerter i et Blik -
Da svinges Hatten efter gammel Skik,
Og alle Gjæster høit et Vale skrige,
Mens Raabet følger dem ad Veien hen:
Farvel, Farvel, Farvel! Kom snart igjenl

Det var en Episode; thi saa stille
Forresten Dagene paa Landet gaae:
Den Sol gjør ingen Larm, hvis Straaler milde
Belyse Livet i den ringe Vraa;
Og Maanen taus er, som i Aftnen silde
Igjennem Vindvet skinner ind paaskraa;
Og Skov og Have, Mark og grønne Enge
Vel røre dybe, men ei stærke Strænge.

Eensformig glider Livets Bølge hen,
Og al dens vilde Brusen her forstummer;
Men steg den end, den brødes snart igjen
Mod Dagens Arbeid og mod Nattens Slummer.
Haab og Betragtning dog er Landets Ven,
Og Phantasi det snevre Hjem dog rummer;
Det er, som gled saa sagte Tidens Elv,
At ret man skal fordybes i sig selv.

Men saa forskjellig Drift behersker Støvet,
At den, der lever tryg i Hyttens Skjul,
Vil hige udad som en modig Fugl,
At faae i Livets Storme Vingen øvet;
Imedens den, der Stormens Slag har prøvet,
Og smagt hvor Verdens Frugt saa tidt var huul,
Vil Staven længselfuld tilbage flytte,
Og søge hjemad mod den stille Hytte.

Dog nu til Texten! - Homo's Stadsestue,
Belyst af Vintersolens klare Skjær,
Paa selve Juledagen aabnes her. -
En heel Forsamling der i Kreds vi skue:
Først Provst Matthias Holm med samt hans Frue,
Der sidde Svigersønnen Homo nær;
Han, orthodox og streng i Ord og Tone,
Hun, stille, blid, et Mønster paa en Kone.

18 Dernæst Hr. Pastor Jeremias Top
Med samt Amalie, hans Ægtefælle,
Der beggeto for hellige vil gjælde,
Skjøndt hvert et Aandens Præg er som slugt op
Af deres kjødelige, svære Krop.
Som Curiosum er om Top at melde,
At mens han selv et Lysets Barn sig troer,
Han ofte dog ved Mørkets Fyrste svor.

Dernæst Hr. Pastor Henrik Flint med Søster,
En Pige rank og kydsk, af Væxten stolt,
Imedens Broderen, med Hjertet koldt,
Af skarp Forstand og fiin Logik sig bryster.
Hans Øre vendt er mod de nye Røster,
Og høit i Ære Doctor Strauss han holdt,
Med hvem han superklog og skeptisk lytter
Til Skriftens Udsagn som til Sagn og Myther.

Foruden dem endnu kun er at nævne
Hr. Peter Homo selv, Rationalisten,
Der vel beklipper Ordet efter Evne,
Men dog bevarer Troen som en Christen.
Paa denne Maade haabed Egoisten
(Thi det var Homo) Udvei sig at levne,
Idet han Alting efter sin Methode
Snart bortfortolkede, snart atter troede.

Saa sad forsamled' nu i Kreds de kjære
Og gode Venner, der var kjørte hid
For Faddere til Præstens Søn at være,
Og her sig styrked ved en Morgenbid.
Den friske Julekage de fortære,
Mens Drikken bydes om fra Tid til Tid:
Da hørtes begge Kirkens Klokker klinge,
For sammen Menighedens Hjord at ringe.

Og Døren den gik op i samme Stund;
Og fra det kolde Kammer ind i Varmen,
I sneehvid Dragt, med Sløifer over Barmen,
Med blege Roser paa sin Kind og Mund,
Med Daabens lille Candidat paa Armen,
Fulgt af »Pasop«, den store Hønsehund,
Den unge Præstekone let nu træder,
Og Alle med sit milde Aasyn glæder.

19 Ned i sin Moders Arm hun kjærligt lægger
Den lille Søn, hvis skjønne Døbedragt,
Istand ved hendes egne Hænder bragt,
Almindelig Beundring sig tiltrækker.
Fru Holm for Dattersønnen kjæledægger,
Og gjør det Løfte: ret at give Agt,
Om Barnet bli'er en Sanger - hvad man siger
For gammelt Ord, naar det ved Daaben skriger.

Men her opløfter Provsten Holm sin Røst:
Op, og til Kirke! Timen den er slaaet;
Op, nu vi har lidt Varmt i Livet faaet,
At synge Psalmer af et trofast Bryst!
Op, mine Venner! Præsten alt er gaaet,
Og i hans Fodspor træde vi med Lyst.
Sin Hat han ta'er - til Kirken Alle drage,
Kun Barnets Moder ene bli'er tilbage.

Men i den lille Kirke, dennesinde
Forgyldt af Juledagens blanke Sol,
Sad alt i Rader Bonden og hans Qvinde,
Samt Byens unge Folk i Koft og Kjol:
Da aabned sig med Larm Baronens Stol,
Og snart man seer ham selv med Gemalinde;
Men Fadderne til Præstens Søn, der blunder,
Faae Plads i Stolestadet nedenunder.

Gudstjenesten begynder. Degnen bringer
Sin Tale frem midt i det aabne Chor,
Mens spillende hans ené Tommelfinger
Sig i en Cirkel om den anden snoer.
Derpaa hans Stemme laaner Sangen Vinger,
Og skjøndt ham Tonen fast i Halsen groer,
Fuldkommen dog hans Menighed forstod ham,
Thi Tonen greb de, just som den forlod ham.

To Psalmer qvædes. Man den tredie sang,
Da fulgt af Degnen, klart beskint af Solen,
Med begge Hænder dybt i Præstekjolen,
Hr. Pastor Peter Homo gik sin Gang
Fra Sacristiet hen til Prækestolen.
Nu gaaer han op ad Trappen, smal og trang;
Nu staaer han ved sit Maal, slaaer Kors og sukker;
Nu - for Baronens Stol han dybt sig bukker.

20 Hans Hoved synker - Alt han synes glemme;
Og som han talte for sig selv i Løn,
Han mumler til Indledning først en Bøn.
Derpaa han løfter kraftelig sin Stemme,
Og læser Evangeliet om Guds Søn,
Saa man i hver en Krog det kan fornemme.
Tilsidst til Hverdagsrøst han daler ned,
Alt som han over i sin Præken gled.

Med denne Vending Texten han forlod:
At Dagens Fest høist vigtig var for Alle,
At dette Thema her han dog lod falde,
At et beslægtet Stof han derimod
Frem for Betragtningen nu vilde kalde,
Idet hans Tale skulde slaae sin Rod
I den Art Frygt, der her med Haabet mødes,
Hvergang et Støvets Barn til Verden fødes.

Et Barn er født! saa udbrød han med Glæde,
Idet hans Haand paa Prækestolen faldt:
O, hvo kan fatte, hvad til Liv er kaldt
Med Livet, som begynder i den Spæde?
Først Graad, thi det begynder med at græde;
Saa Latter, thi af Fryd det smiler alt;
Saa Verdens mange Haab og mange Sorger;
Thi Barnet - mærk det vel! er Verdensborger.

En Verdensborger - hvad vil det nu sige?
Min christne Broder! mon du ret det veed?
En Aand betyder det, der stiger ned
Fra Aanders Hjem, for her paa Jorderige
At gaae i Skole og fra Skolen hige
Tilbage til den fordums Herlighed;
En Aand, der til sin Deel kun Støv annammer,
Skjøndt dybt den føler, at fra Lys den stammer.

Dog ei blot Aand men Legeme vi ere:
En Verdensborger og medrette hed
Den Skabning gjort af Jord, der nød og led,
Der tog en Viv, for Slægten at formere,
Der lod af Drift og Attraa sig regere,
Og aad sit Brød udi sit Ansigts Sved;
Der endelig, naar Gud det vilde have,
Sig mod sin Villie lod tilsidst begrave.

21 Da Ordet følgelig har tvende Sider,
Og Manges Liv kun een tilskue bar,
Jeg sikkert Ret i denne Paastand har:
At naar et Væsen frem til Livet skrider,
En Følelse af Frygt med Haabet strider
I dem, der Grund til Sammes Fødsel var;
I dem, der saa at sige skal forsvare
Ved Barnet selv, at de Forældre vare.

Thi hvordan Barnet eengang sig betragter:
Om det som Sværmer blot en Aand sig troer,
Og Livet og dets Syssel her foragter;
Om det forglemmer alle høie Magter,
Og roder som en Myre kun paa Jord;
Om det sin hele Gjæld, med andre Ord,
Til Gud som og til Cæsar her vil klare:
Hvo kan mig disse Spørgsmaal vel besvare?

O, med et Blik paa hvad i Verden skeer
Apostlen siger: »i hvert Huus maa være
Ei Kar til Ære blot, men til Vanære,
Ei Sølvkar blot, men Kar af Træ og Leer.«
Hvo maa for Skjændselskar nu Frygt ei bære,
Skjøndt som et Sølvkar Haabet Barnet seer;
Et Haab, med Glæde Skriftens Ord omfattende
I Sanct Matthæi Nittende og Attende.

Med Skriftsprog Homo her blev ved en Stund,
Og tidt hans Hænder nu med Styrke begge
Slog ned i Prækestolen, hvormed kun
Hans Hensigt var, til Andagt Folk at vække.
Derpaa sin Daase frem han saaes at trække,
Og op en Pris at hente fra dens Bund,
Imens i Prækenen han Pause gjorde,
Hvorpaa han atter tog med Kraft tilorde:

Om Haab og Frygt abstract er hidtil talt;
Til det concrete Liv jeg nu mig vender,
Til det, der ta'er paa os med haarde Hænder,
Og intet mindre er end idealt;
Til Livet, som i Danmark man det kjender,
Til Livet, der gaaer skjævt og der gaaer galt,
Og her min christne Ven jeg nok gad spørge:
Skal man ved Barnets Fødsel glædes eller sørge?

22 Thi see omkring dig, du, som Øine har!
Og brug dit Øre, du, som eier Øre!
Og siig mig saa, om Landet forhen var
I slig en Gjæring og i saadant Røre?
Tro, Stat og Videnskab man om vil gjøre,
Folk, Fæ og Jord paa anden Viis man ta'er:
Enhver kan rive ned - men hvo kan bygge?
See, deri Brødre! stikker vor Ulykke.

Og hvilken Tanke nu: Mit Barn jeg kaster
Ud i den rivende, den dybe Flod.
Hvor skal den lille Jolle staae imod,
Naar Skibet kantrer med de store Master?
Hvordan bevares Tro og Haab og Mod
Midt i en Verden, sammensat af Laster?
Hvor finder Barnets Dyd en Varetægt
Her blandt den svage, den forvendte Slægt?

Det var Moralens Røst. Hør nu Forstanden,
Hvis Udsagn ikke mindre ængste kan:
Vort Danmark er et lille fattigt Land,
Hvori den Ene tynger paa den Anden.
Men som et Kar kun fyldes kan til Randen,
Saa gaaer det og hver enkelt Stat og Stand:
Naar ingen Stand kan flere Folk forsørge,
Hvor skal man da om Brød til Barnet spørge?

Lad Drengen blive Landmand, du vil sige.
Vel! dertil hører Mark og Eng og Gaard,
Men jeg gad vide, hvordan Jord man faaer,
Naar Alt er pløiet op i Kongens Rige.
Saa lad ham blive Kjøbmand! - Ei saa lige
Min christne Vens Beregning jeg forstaaer:
For Een, der kjøber, Ti jo nu vil sælge,
Hvor skal vor Kjøbmand da sig Kunder vælge?

Hos Embedsclassen ingen Trøst jeg henter.
Ved Bøn om Levebrød faaer jeg til Svar:
A nyder det; B efter A det venter,
Og C paa samme dernæst Løfte har.
Hvis en Student paa Raad jeg ikkun ta'er,
Strax hedder det: der vrimler af Studenter!
Og saadan taler mindre eller meer
Hver Konstner, Haandværksmand og Officeer.

23 Hvad er at gjøre? Barnet dog skal leve.
Naar saa jeg spørger, og man svarer ei,
Da i min Bibel atter læser jeg
De gamle Ord, som fordum talte bleve:
See Fuglene, der under Himlen svæve!
See Lilierne, der voxe paa din Vei!
Vil Gud for Fugl og Lilie gaae i Borgen,
Hvorfor da grue vel for Næringssorgen?

Her i sit Es sig Homo ret fornemmer;
Thi Frygt for Mangel er den Plageaand,
Der holder Dag og Nat hans Sjæl i Baand,
Og under Navn af gammel Gjæld ham klemmer.
Hver Næringssorg han derfor sønderlemmer,
Hver Nød han blotter med en øvet Haand,
Og seent fra Digressionen hjem han vendte,
Hvorpaa med disse Ord han Talen endte:

Om Barn, som Genus, før jeg har mig dreiet;
Nu ved min egen Søn jeg stander stil',
Thi ham jeg egentlig dog sigted til,
Mens jeg har Livet og dets Skjæbner veiet.
Og er mit Haab, at Talen om mit Eget
Ei noget Hjerte her forarge vil;
Thi, sandelig! som Præst jeg Regnskab skylder,
Hvordan min Faderpligt jeg selv opfylder.

Saa viid da nu, min kjære Menighed!
At her idag min Søn jeg lader døbe,
For Ret til Naaden tidlig ham at kjøbe,
Og faae ham reddet før han Skade led.
Hans Navn, hvis Klang vil ham hans Udspring røbe,
Er ældst af Navne; thi vi Alle veed,
Me'd Jordens Skabelse det sammen falder:
Adam min førstefødte Søn jeg kalder!

At gudeligt jeg Drengen vil opdrage,
Jeg knap fornødent at forsikkre troer,
Imidlertid om Tingen et Par Ord:
Han hærdes skal fra sine første Dage
Paa Sjæl og Legem, og bestandig smage
Et Tugtens Riis, indtil han bliver stor;
Hvergang han med en Løgn blot vil begynde,
Strax skal han føle, hvad det er at synde.

24 Altid den Sandhed skal mig staae for Øie,
Som næsten nu forglemmes af Enhver,
Og som Forældre huske bør især:
Mens Grenen den er ung, man skal den bøie.
Men ei med Bøining blot jeg vil mig nøie;
Som Qvisten podes ind i unge Træer,
Saa i min Søn vil tidlig jeg indprente
Ethvert Princip, jeg selv for godt erkjendte.

Saa, til Exempel, er det ei min Agt,
Hans Tro til Mennesker for stærkt at nære,
Men heller ei at stille ham paa Vagt,
Som var der altid noget Ondt igjære.
Nei! fri for Illusioner skal han være,
Og aldrig storme frem med Vold og Magt;
Men trofast ved det gode Gamle hænge,
Indtil han seer det Ny det at fortrænge.

Sin Hæder skal i gavnlig Daad han finde;
Og under alle Tidens Brøst og Bræk,
Og midt i Fristelsernes stride Bæk,
Sig sikker Holdning og et Standpunkt vinde,
Ved ei at lade Lysten sig forblinde,
Og fra Forstandens Lygte løbe væk.
Dens klare Skin skal gjennem Jordens Taager
Ham lyse fremad mens hans Øie vaager.

See der, min christne Ven! den Vei, jeg trækker
For Drengens spæde, uerfarne Fod;
Vel kjender Faren jeg for Kjød og Blod
Paa Livets Vandring, men den ei mig skrækker.
Naar j e g min Indsigt til hans Evne lægger,
Og min Erfaring til hans unge Mod,
Da - naar jeg Frygten imod Haabet veier -
Da i mit Hjerte vinder Haabet Seier.

Men hvordan i det Ydre det skal gaae ham,
Naar Kamp og Strid han vel er kommen fra,
Om hvilken Retning da hans Liv vil ta'e,
Om Verdens onde Børn maaskee forsmaae ham,
Om eengang Lykken med sin Krands skal naae ham,
Og om i Høihed op han stiger da -
See, derom bør ei tales in extenso,
Thi Alting er endnu jo in suspenso.

25 Derfor mit Barn jeg kun vil anbefale
Til Menighedens Gunst og til Enhver,
Der Præstens Søn i Præsten haver kjær,
Hvorpaa jeg slutter denne Juletale.
Paa Christi Fest jeg har forsøgt at male,
Hvad der en Christen Fader ligger nær;
Og nu - befalende os Allesammen
Til Himlens Varetægt - jeg siger Amen.

Her af sin Pande Homo tørred Sveden,
Hvorpaa han mumlede sin Slutningsbøn,
Mens Menigheden skotted til hans Søn,
For at see Spor af Fremtids-Herligheden.
Men skjøndt nu denne skjulte sig beskeden,
Hvor fandt de Talen dog saa sand og kjøn!
Ud fra den lige Vei den aldrig svaied:
Om Præsten og hans Søn sig Alt jo dreied.

Men samme Bifald Taleren ei høsted
Hos Pastor Flint, der paa sin vante Viis
I Selskab med sin Søster sig forlysted,
Ved Alt at tugte med Satirens Riis.
Selv gamle Holm tidt paa sit Hoved rysted
Og sad ved Prækenen saa kold som Iis.
To Gange for sig selv han hørtes sige:
Nei, fra sin Text en Præst bør aldrig vige!

Om hvad der meer i Kirken foregik
Paa Juledagen, kan jeg kort mig fatte.
Paa Alteret sit Offer Homo fik,
Der idethele ei var store Skatte:
Snart fire Skilling, snart en Mark man satte
For Sjælehyrden frem med venligt Nik;
Ved Syn af fire Skilling Homo sukked,
Ved Synet af en Mark han mild sig bukked.

Da Daabens Act gik for sig, man fortæller,
At i sin Iver Manden gik for vidt;
Thi om det nu var Faderomsorg eller
Et geistligt Lune, der sig yttred frit:
Nok, da Fru Hohn mod Daaben Barnet helder,
Med Vand han overøste det saa tidt,
At Barnet, som ei længer Badet taalte,
Høit om Barmhjertighed til Himlen skraalte.

26 Og Himlen var barmhjertig; ogsaa jeg
Vil mod den kjære Læser nu det være,
Idet jeg med et længer Ophold ei
Ham i den kolde Kirke vil besvære.
Til Præstegaarden hjem skal Sangen bære
Ham over Jordens sneebelagte Vei,
Mens som paa Tidens egne snare Vinger
Fem Timer frem i Tiden jeg ham bringer.

Altsaa - i Præstegaarden nys fra Bordet,
Da Barnets Skaal var drukken, man stod op
Med qvæget Sjæl og med en styrket Krop.
I Glasset hver Bekymring dybt var jordet;
Med Piben tændt, og ved en Kaffekop,
Man satte sig i Kreds og vexled Ordet:
De gode Damer, hviskende og strikkende,
De gode Præster, Pibespidsen slikkende.

Og som nu her de sad og nød den svale
Og stærke Kaffe, mens i Skyer svøbt'
De ligned Guder i Olympens Sale,
Kom blandt den lærde Geistlighed paa Tale
Det Bibelsprog, hvis danske Form er støbt
Saalunde: »Hvo som troer og bliver døbt,
Skal blive salig;« - dette Punkt indrømmes -
»Men hvo som ikke troer, han skal fordømmes.«

Om disse Ord var Meningerne deelt'.
Hr. Jeremias Top holdt for, at Alle,
Paa hvem ei Daabens Bud blev opfyldt heelt,
Trods Troen under Dommen maatte falde;
Thi, sagde han - mens derhos han saae skeelt
Til Pastor Flint, som vakte tidt hans Galde -
Thi naar selv døbte Folk til Helved fare,
Hvor tør den Ikke-døbte da vi spare?

Den Slutning, smulte Flint, forstaaer jeg ikke,
Og altfor høi for mig er slig Logik.
Men selv om ei den Lære holder Stik,
Som tydske Philosöpher nu os skikke:
At død er død - at neppe værd en Slik
Er Sjælen, naar crepeerte først vi ligge:
Saa - hvad forresten angaaer samme Sprog -
Saa, kjære Top! har jeg min Mening og.

27 Jeg holder nemlig for - og saa gjør Flere -
At Fablen om en vis Mand gjælder ei,
Og at vi Alle gaae den samme Vei,
Naar først i Jorden vel vi putted' ere.
Jeg over samme Kam vil Alle skære:
De, gode Pastor Top, saavel som jeg,
Min Søster, ligerviis som Fru Amalie,
Vi Alle, tænker jeg, skal blive salige.

Men saa troer ikke jeg! gjenmælte Top,
Imens hans Kone høit slog med sin Nakke:
For slig en Himmel vil jeg mig betakke,
Hvor Crethi og hvor Plethi tages op.
Foruden Daab bli'er Ingen salig! - Stop!
(Nu raabte Flint) lad med Raison os snakke.
Troer David De fordømt? Ja, eller Nei! -
Nei, sukked Top, men salig er han ei.

Paa denne Viis blev Begge ved en Stund,
Imedens Holm og Homo paa dem hørte,
Hvorpaa den hede Kamp man overførte
Fra Daabens Vand til Troens faste Grund.
Her tog nu Top for Alvor fuld sin Mund,
Han talte saa hans Indvold stærkt sig rørte,
Han talte som af hellig Ild antændt;
Men mod en Flint hvad hjalp hvert Argument?

Min Mening, sagde Flint, er den, at Viden
Til Tro, selv til en Top-maalt, slaaer Sparto;
Thi, ærlig talt, jeg er i Tro kun liden
Hvis Christentro paa Myther skal beroe.
I Viden løses Alt - det spaaer os Tiden;
Men lutter Knuder gjør mig kun min Tro.
I Viden har jeg Liv; men fyldt med Troen
Paa Græsset, mens det groede, døde Koen.

Her faldt nu Homo ind: Med anden Alen
Jeg be'er Dem maale Troen, kjære Flint!
I Deres Slutning er De for gesvindt;
Lad med en Lignelse mig klare Talen.
Som Korn paa MøUen knuses maa ved Malen,
At det som Meel kan blive blødt og lindt,
Og brugeligt til Brød for en Befolkning,
Saa Christendom maa luttres ved Fortolkning.

28 Men naar dens Indhold godt man sigtet har,
Og ved tilbørlig skarp og critisk Tvætning
Har klaret hver en tvivlsom Bibelsætning,
Hvis Tal desværre meer og meer tilta'er:
Da bliver Troen renset, puur og klar,
En Ledestjerne for hver Livets Retning;
En Tro, som med Honneur kan holdes paa,
Og det er den, hvorefter jeg vil gaae.

Men her sig reiste Provsten Holm, den gamle,
At vove med sit Præsteskab en Dyst;
Thi op med alle Tre han kunde hamle
Ved sundt Begreb, ved Iver og ved Røst.
Den Vredessky, der, som en Storm i Høst,
Sig længe paa hans Pande saaes at samle,
Brød i en Tale, fuld af Fynd og Klem,
Saalunde mod de trende Præster frem.

Alt længe til med Harme hører jeg!
Er det at tale som sig Præster sømmer?
Som Eders Provst ved Provsteret jeg dømmer,
At Christendom i Talen findes ei.
Hr. Top, der alt fuldkommen selv sig drømmer,
Som Pharisæeren jo ta'er paavei,
Naar Himmerig han for sig selv beholder;
Men i Hr. Flint jeg dog ei seer en Tolder.

Mig synes fast han taler som en Synder,
Saavel som I, min kjære Svigersøn!
Thi ligelidt jeg trøsket Klogskab ynder,
Som den Art Viisdom, der endnu er grøn.
Jeg holder for, I beggeto begynder
At finde verdslig Kundskab altfor kjøn,
Og - for at tale reentud - jeg kun spytter
Ad jer Fortolkningskonst og jeres Myther.

Jeg er en orthodox og gammel Præst,
Jeg ta'er ei fra, ei heller til jeg lægger,
Og aldrig over den moderne Læst
Min gamle Bibel og min Tro jeg strækker.
Jeg gaaer i Kamp naar man min Iver vækker,
Skjøndt Fred som geistlig Mand mig huer bedst;
Hvorfor jeg og - hvis Rum I gi'er Protesten -
Vil feire med en Fredsfest Julefesten.

29 Saa talte Provsten Holm som nu er meldt,
Og med hans Ord vil denne Sang jeg ende.
Jeg har holdt for, min Læser burde kjende
De trende Faddere til Digtets Helt.
Man nemlig har den Tro ved lille Bælt,
(Fra hvilken Tro min Bog nok skal omvende)
At hvert et Drengebarn - tænk hvilken Sladder!
Ei ligner blot sin Fader, men sin Fadder.

30

ANDEN SANG

O, fjerne Barndomstidl som o s forlod,
Som vi forlod, og som i Mindet sover:
Hvor er den Fryd, der udsprang af din Rod,
Som Tidens tunge Muld nu ligger over?
Et Haab du er, som Paradiis os lover;
Thi altid lokked fremad du vor Fod
Med Løftet, der til Vandring maa anspore:
»Alt kommer nok, naar først I blive store!«

Vi voxe op, og frem vi gaae iblinde,
Bestandig stolende paa Haabets Ord;
Lidt efter lidt forvandles dog til Minde
Den Herlighed, der lovtes os paa Jord.
Medeet vi standse da og os besinde;
Vi see vort Haabs tilbagevendte Spor,
Og Røsten bag os toner nu saa stille:
»Dit Paradiis var kun, da du var lille!«

End er vi Vandringsmænd - vi fremad gaae,
Og Veien stiger nedad allerede,
Og Blomsterne paa den er kun saa faa.
Men under Dagens Byrde, Dagens Hede,
Dog efter vor forlorne Skat vi lede,
For, før vi Alting tabe, den at naae.
Rundt søge vi - og hist er Natten, Døden;
Men hvor er Barndomstiden, Morgenrøden?

Og som et Skud af Barndomstiden bringer
Jeg for min Læser Adam Homo frem,
Der alt af Aar tilbagelagt har fem.
Et gyldent Haar hans friske Kind omringer,
I Buxer og i Trøie let han svinger
Sig som en lille Fugl om i sit Hjem;
Og medens sine Børnesko e han træder,
Han spiser, drikker, synger, leer og græder.

31 Han alt har lært at elske og at frygte,
Hiint af sin Mo'er og dette af sin Fa'er;
Thi alt fra Vuggen af Hr. Præsten ta'er
Sin Søn med Strenghed, for tilgavns at røgte
Det Kald som Lærer, der hans Stolthed var.
Kun sjelden derfor han med Drengen spøgte,
Kun saare, saare sjelden hans Profil
I Adams Paasyn viste frem et Smiil.

Men ganske anderledes sød hans Moder
Sig aabenbared for den lille Dreng:
Hver Morgen sang hun bort hans smaa Unoder,
Hver Aften hun med Kys ham bar i Seng;
I Havens Blomsterbed hun med ham roder,
Og leger med ham paa den grønne Eng;
Alt deler hun: hans Glæde, hans Beklagelse,
Og tænker dog ved Alt paa hans Opdragelse.

Det var en yndig Sommer-Morgenstund,
Da paa sin Skammel med sin Bog den Lille
I Haven sad hos hende, medens stille
Han stavende bevægede sin Mund;
I Bogen yppigt ned hans Taarer trille,
Thi vel han læser, men han fatter kun
Den mindste Deel af Hjælpeverbet være,
Ak, som hans Fader gav ham for at lære.

Thi ei blot Remsen-op, men fuld Forklaring
Hr. Pastor Homo af sin Adam vil,
Da selv han veed, af dyrekjøbt Erfaring,
At klart Begreb i Alt der hører til.
Thi ta'er han Lectien ei som Børnespil,
Men fordrer af sin Søn bestemt Besvaring
Af hvert et Punkt i Grammatikens Codex,
Og mangler Drengen Svar - da vee hans Podex!

O Moder - sukker Adam - Moder kjære!
(Ved hvilke Ord med Øine store, blaae,
Han fra sin Skammel op til hende saae)
O Moder! siig mig, hvad det er, at være.
Slet Intet jeg af Ordet kan forstaae,
Og dog vil Fa'er, jeg det tilgavns skal lære.
Min Lectie nu jeg kan til Punkt og Prikke,
Men hvad det er at være, veed jeg ikke.

32 At være? gjentog sagte Provstens Datter
Med stille Smiil og eftertænksomt Sind,
Idet hun med sin Haand strøg Barnets Kind:
Saa dette Ord, min Adam, ei du fatter?
Nu, lad mig see, at ei du græder atter!
Husk paa, tilsidst man græde kan sig blind.
Tør dine Øine! Jeg dig nok skal lære,
At kjende Meningen af Ordet være.

Saa talte hun og reiste sig fra Bænken,
Mens Drengen begge Hænder sammen slog,
Og fuldt nu trøstet kasted hen sin Bog,
Med samme Glæde som en Slave Lænken.
Kom, sagde derpaa efter kort Betænken
Hans Moder, mens ved Haanden hun ham tog:
Kom, Adam! Du og jeg vi vil spadsere,
Saa kan vi om din Lectie tale mere.

Igjennem Haven ned de Begge gik,
Og fuld af Ild og med en Skjelm i Øiet
I Busken ind tidt Adam sprang fornøiet,
Og raabte til sin Mo'er fra Skjulet: Kik!
Som gjennem Sidegangen saa de bøied,
Just som de Mark og Eng isyne fik:
Fløi der en Fugl forbi, der ned sig svinger
Fra Luftens Blaa paa sine lette Vinger.

See Fuglen! talte Moderen til Drengen,
Der stirred efter den mod Himlens Skyer:
See, hvor den lille Fugl nu hjemad fly'er,
Og daler ned til Reden hist paa Engen.
Hør hvor den synger, mens den reder Sengen
For sine Unger, for de bitte Dyr!
At synge, flyve, deres Unger nære,
Det, Adam! kalde Fuglene at være.

Og seer du der den store Snegl, som skyder
Sig sagte hen ad Gangen sort og tyk?
Den, som de lange Horn dig altid byder,
Og som du altid siger er saa styg:
Naar den sig glæder, mens den Føde nyder
Og Solen skinner paa dens krumme Ryg,
Da siger den, men du kan ei det høre:
At være, er i Solskin sig at røre!

33 Og hvis blot Træerne de havde Munde,
Som nu de Blomster og de Blade har,
Saa at de Alting dig fortælle kunde,
Da, naar du spurgte dem, fik du til Svar:
At være, er at staae i grønne Lunde,
Og skyde Blomsterknopper Par ved Par,
Og slynge Grene ud som lange Arme,
Og have nok af Regn og nok af Varme.

Mens saadan frem af Hjertets friske Kilde
Ustandset flød den lette Tales Strøm,
Stod Adam stirrende som i en Drøm,
Til Talen lyttende, alvorlig stille.
Dengang hun taug, urolig blev den Lille,
Og med en Stemme, bedende og øm,
Paany han sagde: Mo'er! du maa mig lære
Endnu engang, hvad det da er, at være.

Veed jeg det selv, hun hvisked halvt i Løn,
Hvorpaa, bevæget mildt af Modervarmen,
Hun løftede fra Jorden op sin Søn
Og trykke d ham med disse Ord til Barmen:
Naar dig, min lille Dreng, jeg har paa Armen,
Og beder i den samme Stund en Bøn
For dig og for mig selv og mine Kjære,
Da bedst jeg føler, hvad det er, at være.

Men til din Fader hen vi nu vil gaae,
At han det svære Ord os kan forklare;
Maaskee vi hos den Store kan erfare,
Hvad ubegribeligt er for os Smaa.
Idag Hr. Peter skal Hr. Adam svare,
Os beggeto han skal til Regnskab staae,
Og beggeto et Kys vi ham forære,
Hvis han os siger, hvad det er, at være.

Hvad dem Hr. Præsten svared, vides ei;
Men vist det er, han lod Logiken ligge
Fra samme Dag, og fordred selv nu ikke
Forklaret slige Ord som du og jeg.
Fra Theorien vendte sig hans Blikke,
Og paa en ny og practisk Lærevei
Han førte Drengen ind, da Grammatiken
Han lod ham bytte om med Gymnastiken.

34 Men selv paa denne trykked han sit Stempel
Af Iver, Strenghed og Bestandighed,
Og hele Timer Adam stod og red
Paa Træhest nu, midt i Naturens Tempel.
Selv foregik han Drengen med Exempel,
Ved Springen, Klattren i sit Ansigts Sved;
Saa Fa'er og Søn omkap drev Konsten begge,
Til Gavn for deres respective Lægge.

Paa Begges Iver og paa den Methode,
Som Homo brugte, kun en Prøve her:
Han og hans Søn for Havegrøften stode,
Saa dyb og muddret som et Gadekær.
En Springestok i Haanden holdt Enhver,
Og beggeto, med hævet Fod og Ho'de,
Nu vented blot Signalet Een, To, Tre,
Fra Kudsken Lars, saa skulde Springet skee.

Een! raabte Lars: da saaes de frem at rende.
To! raabte han: og ned i Jorden stak
Med Lynets Fart de Stokkens ene Ende,
Og Overkroppen lidt tilbage trak.
Tre! skreg nu Lars: og uden længer Snak
Man saae dem lige op i Luften vende
De fire Been, idet med dristigt Sving
Ved Stokkens Hjælp de gjorde Mesterspring.

Men enten det nu Mangel var paa Øie,
Hvorved det rette Maal ei her de fik;
Hvad heller de beregned ei saa nøie
Det Qvantum Kraft, der holdt i Springet Stik;
Nok, som to Icarus'er det dem gik;
Og Begge faldt fra Flugten mod det Høie
I Grøften ned til Halsen, saa at Lars
Forskrækket raabte: Jøsses! Gu' bevar's!

Paa denne Maade henrandt Adams Tid
Med Hop og Spring, og hvad der blev tilbage
Fra Gymnastiken, med utrættet Flid
Man saae hans Moder i Beslag at tage.
I fuld Betydning Sønnen op at drage
Mod Himlen, stræbte hun i al sin Id;
Og lig sin Mand, saa fulgte hun, den Gode,
En egen Plan og en bestemt Methode.

35 Saa, til Exempel, for paa Ydmyghed
Og stadigt Sind at give Smag den Lille,
Hver Dag hun op af Gulvet lod ham pille
De Trevler og de Traade, som faldt ned.
Alt tidlig gav hun ham et eget Sted,
For alt sit Tøi i Orden op at stille;
Og som en daglig Pligt hun Drengen bød,
At give Fuglen Vand og Hunden Brød.

Saa lærte hun ham og bekjendte Sange
Udsatte til en simpel Melodi;
Thi selv poetisk var hun ikke bange
For ham at skade ved lidt Poesi.
Og smukt det var at høre mange Gange,
Naar hun og Barnet begge stemmed i,
Og qvad en Vexelsang, med Toner skære,
Til Fædrelandets Priis, til Danmarks Ære.

Hver Morgen læste hun for ham en Spalte
Af Skriften og forklared ham dens Ord;
Om Aftnen hun til Vindvet hen ham kaldte,
Og viste ham det klare Stjernechor.
Da om Guds Magt og Storhed hun fortalte,
Og om hans Skabning paa den vide Jord;
Og Mo'er og Søn, der til med Andagt hørte,
Til Slutning bleve Begge lige rørte.

Hun aned hvad Opdragelse vil sige,
En Konst, som sjelden voxne Folk forstaae,
Der frem sig stille som i Aanden rige,
At Barnet ret sig fattigt føle maa;
Da dog Opdrageren just ned bør stige,
Og trods sin Viisdom blive lig de Smaa:
En ny Methode, som først Gud anvendte,
Da os sin Søn som Menneske han sendte.

Og ved Methoden ret med Fryd, som sagt,
Den unge Præstekone syntes dvæle:
Hun med sin Adam var som tvende Sjæle,
Der gav i Fællesskab paa Livet Agt.
Mens hendes Sjæl gav Tanken Form og Mæle,
Stod hans opmærksomt lyttende paa Vagt;
Og Mælet lød saa barnligt for hans Øre,
At han sin egen Tanke troede høre.

36 Saa voxed Adam op, en blød og blandet,
Men derhos velbegavet smuk Natur,
Om end som Guldet ei saa rig og puur.
En Jord han var, af tvende Kilder vandet:
Thi hans Forstand, ved Fader Homos dannet,
Fik verdsligt Præg med geistlig Politur,
Imedens Sind, og Sands for Lyst og Smerte,
Tog Præget af hans Moders fulde Hjerte.

Og hendes Billede han ogsaa bar,
Dog havde han sin Faders brede Hænder,
Hans stærke Haarvæxt og hans skarpe Tænder,
Der Been saa let som Kjød igjennem skar.
Men videre til Gavn ham ei det var;
Thi sjelden kun det Laadne ud han vender,
Og endnu sjeldnere han fra sig bed:
Langt heller græd han, naar lidt Ondt han led.

Men ham af Hjertesorg kun mødte Lidt,
Den hele Præstegaard paa Hænder bar ham:
Faaer sig Lars Kudsk ved Vandingstid et Ridt,
Han med paa Hesteryggen gjerne ta'er ham,
Niels Havemand hans lille Rive skar ham,
Og Tærskeren sin Pleil ham laante tidt,
Naar ned han kom i Loen efter Davren,
Og Lyst fik til at gjennemprygle Havren.

Med Pigerne man saae ham Smør at kjærne
Og malke Præstegaardens Køer og Faar,
Ved hvilken Leilighed en lille Taar
Han til sin egen Bøtte tjente gjerne.
Tidt løb han ogsaa med, naar de gik Ær'n'e
Til Skyttens eller Sognefogdens Gaard;
Og da han var - imod det var ham ikke -
Som Præstens Søn et Maal for Alles Blikke.

Saa tidlig altsaa Ambitionen rørte
(En lille Slange lig) sig i hans Bryst;
Og intet Under, da han hver Dag hørte
Det Udsagn af den faderlige Røst:
At Æren, Æren det er Livets Lyst,
At Æren op til Lykkens Tempel førte;
Og at han noget Dygtigt maatte blive,
Saa han til noget Stort det kunde drive.

37 Men ved det Smaa endnu han dog sig holdt;
Og af Bedrifter her kun er at nævne,
Hvordan om Sommeren han spilled Bold
Med Byens Ungdom efter bedste Evne;
Hvordan han tilgav, og ei vilde hævne
Hvad Uret, der i Leg ham blev forvoldt;
Hvordan han med sin Mo'er tidt blev befunden
At plukke Blomster eller Bær i Lunden.

Hvordan i Høstens Tid saa flink han var,
Og rask med Strygespaanen Leen hvæssed
For Hans og Christen, naar de Sæden skar;
Hvordan han kjørte Kornet eller Græsset
Med dem fra Marken ind, mens høit paa Læsset
Han Følelsen af Frygt og Høihed har;
Hvordan han dernæst hjalp at kaste Rugen
Fra Vognen ind paa Loftet gjennem Lugen.

Hvordan han endelig gik mellem Alle,
Her i sit hjemmegjorte Klædebon,
En lille Huusalf og en Fredens Aand;
Thi hvergang man istykker slog en Balle,
Og hvergang en Tallerken monne falde
I Gulvet ned fra Kokkepigens Haand,
Og hvergang Lars brød Vogn itu ved Agen,
Strax maatte lille Adam jævne Sagen.

Men af hans Reiser fra hans Barndomsaar
Jeg kun hans Søndagsreiser vil anføre,
Naar han hveranden Uge saaes at kjøre
Hen til sin Bedstefaders Provstegaard.
Hvor det er yndigt, Alt at turde gjøre,
Det Barnebarnet Adam her forstaaer;
Hvor rart det er, at være Pot og Pande,
Det maatte her den Lykkelige sande.

Men efter slig en Søndag fordetmeste
Man Drengen doven og uartig saae,
Bekræftende den Sandhed, som de Fleste,
Selv Fader Adam, er Beviset paa:
At Den, hvem Paradisets Sol omkredste,
Ei helmer, før dens Straaler reent forgaae;
Thi det er Nemesis, at Paradiset
Som Rimet efter sig forlanger Riset.

38 Saa voxed Adam op, og rundt i Egnen
Der fandtes ei saa klog en Dreng som han;
Men for end meer at skærpes paa Forstand,
Og for at lære Skriven, Tegnen, Regnen,
Gig eengang han om Ugen hen til Degnen,
Der længst - hvorfor han og var Dann'brogsmand -
Indbyrdes Underviisning havde grebet,
Og mangt et Bondebarn ved Samme slebet.

Og til Methodens Priis det havde ført,
Hvis her man Præstens Søn og Degnens Hanne,
En lille Pige med en kløgtig Pande,
Indbyrdes sig belære havde hørt.
Hvordan to Væsner kan hinanden danne,
For Alles Blik var blevet klart afslørt,
Naar her man havde seet dem, som to Degne,
I Munden paa hinanden høit at regne.

Thi Ansigt knap mod Ansigt stiltes de,
Og to Gang' To knap Adam hørtes lire,
Før Hanne raabte: To Gang' To er Fire,
Men siig, hvormange da er tre Gang' Tre?
Ei fik hun Lov til her at spørge tiere,
Thi som en Ulv, naar Lam den faaer at see,
Paa Byttet styrter strax med Raseri,
Saa skreg nu Adam: Tre Gang' Tre er Ni!

Og som det gik med Regnen saa med Tegnen,
Saavel som og med Begges Skriveri;
Men naar han var i godt Humeur, gav Degnen
Dem tidt en Timestid af Dagen fri.
Da gjerne Havens Gang de vandred i,
Hvorfra de havde Udsigt over Egnen;
Og ivrigt da i Snak, med fyrigt Blik,
Med Armen om hinandens Hals de gik.

See, taled eengang Adam til sin Hanne:
Det Hvide hist er Horsens Landevei,
Om tre Aar henad denne kjører jeg,
For mig i Aarhuus til Student at danne.
Da siger jeg Farvel til Veile-Vande,
Men dig, det kan du troe! jeg glemmer ei;
Som Præst jeg kommer her tilbage - Ja men,
Saa afbrød hun: da gifte vi os sammen!

39 Ja, gav til Svar den syvaars-gamle Dreng:
Da i vor Præstegaard vi hen vil flytte
Og kjøbe os en deilig Himmelseng.
Glem (raabte Hanne) ei en Malkebøtte!
Troer du jeg Køerne kan lade skjøtte
Sig hele Dagen selv i Mark og Eng?
Nei, der maa malkes! skal med Smørret Osten
Ei fattes paa vort Bord til Vesperkosten.

Sørg du for Mad og Drikke! Adam svared,
Imens jeg vore Børn opdrage vil,
At noget Dygtigt de kan blive til.
Ja, ei paa Tøsene skal blive sparet
Det som jeg selv har lært og har erfaret,
Afbrød ham atter Hanne, fuld af Ild:
Jeg skal dem lære læse, sye og strikke,
Og meer af Degnebørn forlanges ikke.

Men Degn vil ei jeg være! raabte vred
Den ærekjære Dreng med Kinder hede:
En Præstesøn jeg er nu allerede,
Og Bedstefa'er er Provst, som vel du veed.
Den lille Skose Pigen i sig bed,
Og svarede sin Adam uden Vrede:
Nu, Præst og Degn det er jo lige fedt,
Fa'er tidt har sagt, det kommer ud paa Eet.

Nei, gjentog Adam: Præsten Bisp kan blive,
Men Degnen han maa evig blive Degn;
Vel kan han, som din Fa'er, faae Dann'brogstegn,
Men høiere kan aldrig han det drive.
Ih! hørtes kjækt til Svar ham Hanne give:
Da har man dog et Ordsprog i vor Egn,
Som Degnens bedre Lykke godt betegner:
Paa Degn kun drypper, naar paa Præst det regner.

Dermed for denne Gang adskiltes de;
Og paa en anden Bane vil jeg bringe
Min Helt nu frem, hvem jeg la'er overspringe
Et Tidsrum, der af Aar udgjorde tre.
I disse var Forandringen kun ringe,
Der i hans ydre Levnet monne skee,
Mens i det indre meer og meer Erfaring
Gav ham paa Livet og ham selv Forklaring.

40 Ti Aar han altsaa gammel er; endnu
Dog i den lærde Skole ei han sattes,
Skjøndt hverken Hoved eller Lyst ham fattes;
Men Sagen var, det Homo randt ihu,
At meer end al Latin og Græsk nu skattes
Realiteter, som for Livet due,
Og at reale Skoler var igjære,
Hvor Barnet skulde Mandens Gjerning lære.

Mens nu paa disse Skoler Homo vented,
Gik Drengen Adam ledig og drev om,
Og blev ved Slentren meer og mere tom,
Ja næsten classisk Smag for Otium hented.
Alt Dovenskab sit Mærke paa ham prented,
Da Skjæbnens Haand medeet imellem kom,
Og kasted Homo hen paa Sygesengen,
Til største Lykke og til Held for Drengen.

Thi Adams Moder, hvem det haardt fortrød,
At saa den gyldne Tid han skulde spilde,
Paa eengang Sagen overtvært nu brød.
For Vognen lod hun spænde ganske stille,
Og mens Pastoren sov, en Aften silde,
Sin Søn at pakke hurtig ind hun bød.
I Vognen Begge steg, og bort de kjørte
Ad Veien, som til Aarhuus Skole førte.

Den næste Dag de Skolens Rector fandt,
Som veied Adam og hans Kundskabs Masse,
Og dømte ham til Fux i sidste Classe,
Ved hvilken Dom hvert Duxehaab forsvandt.
I Kost han sattes hos en Skræder Brandt,
Der loved Drengen som sin Søn at passe;
Og efter Middag Mo'er og Søn adskiltes
Med mange Kys, mens mange Taarer spildtes.

Og hjem drog Madam Homo, for at døie
(Det vidste hun) et Uveir af sin Mand;
Og Adam blev tilbage med et Øie,
Ak, som den hele Dag stod fuldt af Vand.
Til Husets Qvist, ad Trappen op, den høie,
Med Skræd'ren imod Aften fulgte han;
Og der han saae sin Seng, sit lille Kammer,
Og der han lodes ene med sin Jammer.

41 Til Vindvet gik han hen, og ud han saae,
Og Tiden, nys saa lang, hvor hurtig randt den!
Han ledte nemlig efter Veile-Kanten,
Thi der hans Hjem og der hans Hjerte laa.
Men da nu endelig tilsidst han fandt den
Bag Skovens Rand, som Taagen hviilte paa:
Da paa sin Seng den tiaars Dreng tog Sæde,
Og lig en femaars Purk stak i at græde.

Ak, sukked han: ni lange Miil nu ere
Imellem mig og Veile By og Fjord;
Maaskee i denne Verden aldrig mere
Jeg faaer at see min gode Fa'er og Mo'er.
I Skolen Hanne mig at finde troer,
Men ei af Regnestykker gjør vi flere;
Og mine Duer - hvordan skal det gaae dem?
Maaskee for sidste Gang igaar jeg saae dem.

Bort fra mit Hjem jeg reves jo saa brat!
Og Bedstefa'er og Bedstemo'er ei vidste
I Søndagsaftes, at det var den sidste,
Den sidste Gang jeg ønsked dem Godnat.
De har jo Allesammen mig forladt!
Og eensom nu mit Liv jeg her skal friste
Paa dette mørke Kammer, som vi fandt
Hos denne stygge, fæle Skræder Brandt.

O, hvem der hjemme var i Præstegaarden!
Det brune Føl vist springer nu sin Dands,
Og Lars paa Hoppen Grimen gjør i Orden
Og rider alle Hestene tilvands.
Margrethe gaaer med Bøtten ud til Hjorden,
Og Faar i Fold nu driver lille Hans,
Og Christen staaer i Loen, for at fei'en,
Og Mo'er - ak, det er sandt! hun er paa Veien.

Der kommer Maanen - see, hvor rød og stor!
Nei, anderledes kjøn den dog var hjemme.
Ja, Veile-Maane vil jeg aldrig glemme,
Saa klart den skinned i den blanke Fjord.
Der staaer den store Bjørn - og der er Nord!
Og der - her sank paa eengang Drengens Stemme:
Der Havnen er og Søen, hvor man seile
Kan langs med Jyllands Kyst, og hjem til Veile.

42 Saa trøsted sig vor Helt ved Suk og Klagen,
Til dybt han faldt i Søvn midt i sin Nød;
Og op han vaagnede først næste Dagen,
Da Skræderdrengen med et Slag paa Bagen
Ham vakte, og fra Mesteren ham bød,
At komme ned og faae sit Øllebrød;
Thi Klokken alt nu Syv var efter Solen,
Og Klokken Otte skulde han paa Skolen.

Men dengang tre Qvarteer saa Uhret slog,
Da saaes han sine Bøger sammen sanke;
Hvorpaa, mens Hjertet heftigt monne banke,
Til den latinske Skole hen han drog.
O, hvilke slemme Drenge! var hans Tanke,
Da strax i Døren ham et Skrig modtog,
Just som imøde høit ham raabte Duxen:
Op, Kammerater, lad os hilse Fuxen!

Og strax omstimlede ham Classens Drenge
Og banked ham til Velkomst dygtig af,
Hvorpaa en Dreng et Øgenavn ham gav,
Som han fra den Dag maatte bære længe;
Thi da paa Medynk Adam gjorde Krav
Og dybt i Taarer lod sit Hoved hænge,
Da raabte Søren Jensen: Homo flens!
O monstrum hominis! Indigna mens!

Og Sørens Vittighed ei kunde falde
I bedre Jord; thi fra den Stund man saae
Dem Adam Homo Monstrum Homo kalde,
Et Navn, som var ham tungt at bære paa.
Men mod de Store hvad formaae de Smaa,
Og hvad formaaer den Ene vel mod Alle?
Saalænge gav vor Fux man Puf og Stød,
Til - som en Hund - han Navnet Monstrum lød.

Min Læser! hvis du nogensinde var
En Skoledreng, især en af de mindre:
Hiin første Læretid du vil erindre,
Som du med Smerte gjennemgaaet har,
En Smerte, som kun Tiden kunde lindre;
Thi ak, fra Hjemmets Skjød, som blødt dig bar,
Hvis Sødhed vel kan føles, men ei fattes,
Hen paa den haarde Skolebænk du sattes.

43 Dig Livets Alvor traadte da imøde
I Form af den latinske Grammatik,
Og lagde dine gyldne Drømme øde.
De Prygl, som du af Kammerater fik,
Forhærdede din Sjæl, den barnlig-bløde.
Din bittre Angst og Taaren i dit Blik,
Hvergang din Lærer Røret frem lod hente,
Til Skjæbnens haarde Slag dit Hjerte vænte.

Medeet blev du erfaren, snild og klog;
Og du, som idethøieste kun sjusked,
Naar før din Portion Viisdom ind du tog:
Du, lille Synder, allerede fusked!
Det Halve af din Lectie kun du husked,
Det Halve læste op du af din Bog,
Som under Bordet skjult du holdt i Næven,
Med Frygt, med indre Angst og Hjertebæven.

O siig, om du fra den Tid du var liden,
Til nu, da du formodentlig er stor,
Saa mægtig en Forandring spored siden
Ved Livets Gang og Skiften her paa Jord?
Du gik vel uden Tvivl dog frem i Tiden:
Maaskee fra Lieut'nant af du blev Major;
Etatsraad fra Justitsraad; dog din Vandring
Den frembød aldrig meer saa stor Forandring!

Saa tænk dig nu i Adam Homo's Sted,
Hvorved Fortællingen du vil mig lette;
Thi Drengens Arbeid, Fremgang og Fortræd
Da ganske kortelig kan frem jeg sætte.
Og ei behøve da vi følge med,
Hvergang han gjør det Gale og det Rette,
Hvergang hans Flid rnan roser, eller ind
Hans Feil ham prentes i det bløde Skind.

Og da fornødent det ei heller gjøres,
At følge ham i daglig Skolegang,
Hvor som et muntert Føl, der steg og sprang,
Han frem paa Videnskabens Bane føres;
Hvor snart han kjedes og hvor snart han røres
Ved danske og latinske Skjaldes Sang;
Hvor han begeistres af Historiens Epos,
Og hvor han sværmer for Cornelius Nepos.

44 Og da kan ogsaa godt jeg overspringe,
(Thi for min Læser Sligt jo er bekjendt)
Hvordan i Leg han ofte fik en Vinge,
Og hvordan tidt ham blev en Krage vendt;
Hvordan han aldrig, hvad der end var hændt,
Sit høie Drengeværd dog agted ringe,
Og synded imod Ærens første Punkt
Ved Sladdren til sin Rector og Adjunct.

Ja, da tør vel endog jeg forbigaae,
Hvordan han gjorde gjældende sit Ego
Ved overlegen Aanä iblandt de Smaa,
Saa han som Dux snart kunde sige rego;
Hvordan man tidt ham hørte hviske nego,
Og neppe qvalt sin Latter kunde faae,
Naar Adjunct Stæhr, en theologisk Stakkel,
Forklarede paa sin Viis et Mirakel.

Men hvad nødvendigviis jeg maa berette,
For ei at svigte skyldig Autor-Pligt,
Skjøndt Læseren vist og erfared Sligt:
Det er, at ved et Skoleliv som dette,
Paa Kundskabsfrugter og Bedrifter rigt,
Man snart vor Helt i Sky saae Næsen sætte;
Saa han, der før beskeden var og bly,
Befandtes, tolv Aar gammel, stolt og kry.

Det kjendtes allerbedst, naar han var hjemme
I Ferien; thi da han løfted høit
Blandt voxne Folk en kjæk Discipel-Stemme,
Og lod dem mangen Sandhed føle drøit.
Men ei med slig Triumf var Adam nøi't;
Til Bønderdrengene han monne gjemme
Sin hele Viisdom og sit Livs Historie,
Og da han stod iblandt dem med en Glorie.

Thi medens gabende de ham beskued,
Og ham beundred som en ny Prophet,
Da talte han, imens hans Øine lued,
Om hvert Mirakel, som med ham var skeet;
Da brugte Ord han, hvorved fast de grued,
Som Rhombe, Paradox, Intensitet;
Da lærte han, at Jorden er en Kugle,
Og at vort Danmark egentlig hed Thule.

45 Da viste han dem Stjernernes Bevægelse
Forklaret meget let ved Tyngdens Lov;
Men sagde man imod, saa blev han grov,
Og talede om Bønderknoldes Spægelse,
Om Aanderne, der ind paa Landet sov,
Om Sjælens Tørst og dybe Vederqvægelse
Ved Videnskaben, rakt som Lædskedrik,
Naar man den lærde Skole gjennemgik.

Man seer, at Adam holdt sig selv i Ære,
Og at paa gode Veie her han var
Til ei at blive blot en lille Nar,
Men at en Egoist og var igjære.
Hvordan nu Drengen Andet fik at lære,
Saa ei blot anden Retning Tanken ta'er,
Men Hjertet i hans Bryst igjen faaer Stemme,
Det skal den gode Læser nu fornemme.

Dengang just fjorten Aar var lagt tilbage
Af Heltens Liv, det nemlig sig tildrog,
At Skrædermester Brandt i samme Dage
Sin anden Hustru, Stine Hansen, tog.
Hr. Brandt var alt da graa paa Kind og Hage,
Men Stine neppe tyve Somre vog,
Og gik med sin uskyldig-søde Mine
I Byen under Navn af »smukke Stine«.

Hvad havde denne Skjønhed vel bevæget
Til at formæle sig med gamle Brandt,
Hvis stride Haar alt Tiden havde bieget,
Og som saalidt var yndig som galant?
Var af hans Godhed blidt hun vederqvæget?
Var det Taknemlighed, som hende bandt?
Var Æren af at blive Mesterinde
Til Pigens Handling Grunden dennesinde?

O nei, sit Jomfrunavn kun Stine skifted,
Fordi man eengang jo det skifte skal,
Og med den gamle Brandt hun kun sig gifted,
Fordi jo Giftermaal er Pigers Kald.
Ei Længsels Pust til Amors Lue vifted,
Da som hans Brud hun stod i Hymens Hal,
Og ei begeistret til sit Hjerte drog hun ham;
Hun skulde giftes jo - see, derfor tog hun ham.

46 Ei Stines Handlemaade her jeg roser,
Og dog jeg holder for, hun synded ei,
Som Den, der vakler mellem Ja og Nei,
Til veiet først er Friermandens Poser,
Hans Herregaard med Enge, Skov og Moser,
Hans faste Trin paa Embedsstigens Vei,
Hans Plads i Rangforordningens Capitel,
Hans mulig snare Død, samt Enkens Titel.

Nei, Stines Handling sikkert ei jeg priser,
Og dog jeg troer, hun gjorde vel saa godt
Som Den, der gaaer til Brudesengen blot,
Fordi det sidste Haab hun snart forliser;
Som Den, der Kjærlighed til Gjengjæld viser,
Fordi hun sex Par Børneskoe har traadt;
Som Den, der i sit tred'vte Aar benytter
Den Kaal, hvori med atten Aar hun spytter.

Til Stine Brandt blev altsaa Stine Hansen,
Og fik Madame-Pligt, Madame-Ret,
Og gik som Jomfru hurtig bag af Dandsen,
Men dandsed dog som Kone ganske net.
Hver Dag nu Adam hende saae i Glandsen
Af Ungdom og af Skjønhed, der saa let
Bedaarer gamle Mænd og unge Drenge,
Og la'er til beggeto det svie længe.

Ja, Skjønheds Magt vor Adam fik at føle
I saa vidunderlig og stærk en Grad,
At Intet snart hans Flamme kunde køle.
Ved Bordet tidt som i en Drøm han sad,
Og i Minuter saae man ham at nøle
Med Skeen i det fyldte Suppefad;
Men traf tilfældigviis ham Stines Blikke,
Da meer at spise Drengen mægted ikke.

Hans unge Bryst blev af en Magt hendraget,
Som af den stærke Sol en svag Planet;
Thi Dag og Nat hans Hjerte var betaget
Af det Fortryllende, han havde seet.
Først i en Slummer havde han opdaget
Det Underfulde, der med ham var skeet,
Da lig en Engel, der hans Mund berørte,
En Drøm forbi ham Stines Billed førte.

47 I Skolen selv - hvo skulde vel det troe -
Paa hendes Billed han ei sjelden stødte
Ved Læsning af den gamle Cicero;
Og i Virgil med Dido tidt han blødte,
Og tidt i sin Ovid et Sted han mødte,
Hvorved hans Hjerte, neppe bragt til Ro,
Sig maatte væbne som en anden Hector,
For ei at røbe Sorgerne for Rector.

Men ak, hans unge Læbe tidt var bleg nu,
Og mangengang, foruden mindste Grund,
Et Purpurhav i Kinderne ham steg nu,
Og sank saa pludselig i samme Stund;
Og Munterheden ganske fra ham veg nu,
Og dunkel Eensomhed han søgte kun,
Mens mørk han stirred ud paa Søens Vove
Fra Randen af de løvbedækte Skove.

Men som enhver fortvivlet Elsker søgte
Vor Helt nu her i Digtekonsten Trøst,
Og vandred om ved Maanens blege Lygte
Og qvad om sine Smerter og sin Lyst.
Naar han saae Skyerne forbi at flygte,
Naar Nattergalen gav hans Længsel Røst,
Da kunde Adam ei sig længer styre;
Han qvad - tag her en Prøve af hans Lyre!

Seer jeg i den dunkle Skov
Hunden gaae paa Spor og Rov,
Hører Bøssen jeg at knalde,
Hører Hornet jeg at gjalde,
Ak, imens det trufne Dyr
Gisper under Himlens Skyer
Ud sit Liv i Dødens Pine -
Tænker jeg paa Stine.

Staaer jeg ved det dybe Hav,
Ak, saamangen Sømands Grav,
Om hvis Død end Bølgen hvisker:
Og jeg seer den gamle Fisker
Over Vovens blanke Top
I sin Krog at drage op
Fisk med bleg og blodig Mine -
Tænker jeg paa Stine.

48 Vandrer eensom og forladt
I den ravnesorte Nat
Jeg omkring ved Kirkegaarden,
Ønskende mig dybt i Jorden:
Da, naar fra de Dødes Hjem
Glemte Sukke stige frem,
Medens Nattens Vinde hvine -
Tænker jeg paa Stine.

Ingen kjender til min Qval,
Selv i Skolens Høresal
Gav min Elskov ei jeg Tunge;
Men naar Fuglestemmer sjunge
I Naturens Helligdom
Sødt og smeltende derom,
Ak, med Toner klare, fine -
Tænker jeg paa Stine.

Saa hørtes Adam sørgeligt at klage,
Og dunkle som en Skygge nu henrandt
I Hjertesorg hans fagre Ungdomsdage.
Men - siger Læseren - men Stine Brandt,
Hvor finder man til hendes Blindhed Mage,
At Nøglen til hans Sorg hun aldrig fandt?
Jeg siger ei, at hun fandt Nøglen ikke,
Jeg siger kun, hun vidste sig at skikke.

Thi naar vel stundom hendes Sind og Tanke
Med Ivrighed sig antog Adams Qval,
Da tænkte hun medeet: Men er jeg gal?
Begynder og som Drengen jeg at pjanke?
Hvorpaa hun saaes sit Sytøi sammen sanke,
For bort at sye de Suk, der frem sig stjal.
Saa gik en Tid - da Noget der sig hændte,
Hvorved for beggeto Romanen endte.

En Sommeraften, just som Skræder Brandt
Stod i Passiar med Klædekræmmer Fine
Bag Byens Haver, nærved Søens Kant:
Da lagde sig, paa Grund af Hovedpine,
Lidt paa sin Sopha ned den smukke Stine,
Hvor snart i Hvilen hun en Lindring fandt.
I Haanden holdt hun Rosen, nylig plukket,
Og ud til Haven Vindvet var oplukket.

49 Mens saa derinde Stine laa for Anker,
Derude, i Naturens Eensomhed,
I Gangen, langs det store Jordbærbed
I dyb Betragtning Drengen Adam vanker.
Ei jeg fortæller, hvad min Læser veed,
Hvis Billede det var, han bar i Tanker:
Han gik, og stod, og gik - og just han stod,
Da Stines Suk medeet sig høre lod.

Forundret nærmed Adam sig til Muren,
Og, bøiende sig gjennem Vindvet ind,
Han skuer Mesterværket af Naturen
Belyst i Aftensolens røde Skin.
Saa yndig henstrakt seer han her Figuren
Af Den, der reent fortryllet har hans Sind,
At ei han meer kan modstaae - Alt han vover,
Og Vindveskarmen sagte steg han over.

Let bævende han stod nu midt i Stuen,
Hvor dybt i Søvn - han tvivled ei derpaa -
Den smukke Stine paa sin Sopha laa;
Og som fortabt han dvæled i Beskuen
Af dette Aasyn, mildt og blidt som Duen,
Af denne Liliekind med Roser paa,
Af denne Svanebarm, der høit blev vugget,
Af disse Læber, aabned' nys af Sukket.

Hvad stred ei her i Heltens unge Bryst!
Hvor monne stærkt sig i hans Hjerte røre,
Paa samme Tid som Lidenskabens Røst,
Frygt, for at Stine skulde nu ham høre;
Skræk for den Gjerning, som han vilde gjøre,
Hvortil saa inderlig han føler Lyst;
Kamp mod den Tanke, som hans Sjæl nu frister -
Ak, som paa eengang Seiren fra ham vrister.

Paa Taa han nærmer sig den Skjønne - tys!
Selv Aandedragets Lyd han dæmpe stræber;
Sit Hoved ned han bøier, og et Kys
Han trykker sagtelig paa Stines Læber.
Men knap lidt Nectar ved hans Mund der klæber,
Knap har om Paradiis han faaet Nys,
Før han i Krogen flygter ræd tilbage,
Med Purpur paa sin Pande, Kind og Hage.

50 Thi Vinduet slog i, skjøndt ingen Vind
Man i den stille Aften kan fornemme,
Og paa den samme Tid en Skræderstemme
Gjenlød som Torden dybest i hans Sind.
Og, o Mirakel! rød blev Stines Kind
I samme Stund; og Søvnen reent at glemme
Og rask fra Canapeen op at staae,
Den sønderknuste Adam hende saae.

Forhør, Proces og Dom jeg gaaer forbi,
Hvorved det unge Hjerte reent blev knuset;
Thi Følgen var, at han kom ud af Huset
Og maatte søge sig et nyt Logis.
Saa styrtede da første Gang i Gruset
Vor Helt paa Kjærlighedens bratte Sti,
Hvorved han practisk maatte Budet lære:
Du skal din Næstes Hustru ei begjære! -

O, speiler Eder her, I kloge Fædre!
I kloge Mødre! som jert kjære Barn
Tidt giver hen i en Sirenes Garn,
Hvem I som agtbar Danneqvinde hædre;
Thi sæt, ei Stine havde været bedre,
Og derhos mindre bly og meer erfar'n:
Hvordan var Drengen Adam da det gaaet?
Maaskee han sin Bekomst alt havde faaet.

Og speiler og Jer her, I smukke Qvinder!
Som tænke, at en Dreng paa fjorten Aar,
Der stundom for jert Øie Naade finder,
Paa Elskov sig aldeles ei forstaaer.
Husk paa, et fjortenaarigt Hjerte slaaer
Saalænge, til at sexten Aar det vinder.
Handl derfor med de fjorten Aar lidt varlig,
Thi viid, en Dreng paa sexten Aar er farlig.

Og speiler endelig Jer ogsaa her,
I Skoledrenge! som paa Livets Bane
Snart faae isigte Amors røde Fane,
Og alt i Skolen har Couleuren kjær.
Husk paa, at Sladdren er Gud Amors Vane,
Og sladdre skal til Rector han især,
Som da i Classen la'er Jer sidde længe,
Ak, som forelskede og dovne Drenge.

51 Thi saadan Helten Adam just det gik.
Paa Grund af sine Sorgers tunge Masse
Kun maadeligt han Skolen kunde passe,
Saa han ved Aarsexamen ei holdt Stik.
Han kom ei denne Gang i fjerde Classe,
Og Roes og Flidsbelønning ei han fik;
Thi det, som man ved Prøven stærk ham fandt i,
Var ene og alene ars amandi.

Gud veed hvormeget der af Drengens Flid,
Ved slig Omtaagelse af Elskovsduften,
End kunde være gaaet op i Luften
Og gjort ham reent til Skole-Invalid:
Hvis ei, til Lykke, efter nogen Tid
Han heelt igjen var kommen til Fornuften
Ved to Begivenheder, som ham slog,
Saa Pokker ved hans Elskov hurtig tog.

Den ene var: at syg hans Moder skrev,
Paa samme Dag som han blev confirmeret,
Om Pligtens Bud til ham et kraftigt Brev,
Saa mellem dobbelt Ild han blev placeret.
Den anden var: at vaer en Dag han blev
Sin Stine, som paa Gaden promenered,
Hvor hun, der før hensvæved rank, ungdommelig,
Nu gik og rokkede som høit frugtsommelig.

Ved dette Syn som Blod blev Adam rød,
Og medens Blik og Hoved bort han vendte,
Han hastig om ad Sidegaden skød,
Hvorfra han hurtig ud i Skoven rendte.
Her Drengens sidste, bittre Taarer flød,
Med hvilke Taarer og hans Qval sig endte;
Thi da til Byen atter han gik ind,
Da som befriet følte han sit Sind.

Fra denne Stund paa Bøgerne han kasted
Med Iver sig, og ikke meer paa Skrømt,
Og ind at hente nu med Flid han hasted,
Hvad gjennem Maaneder der var forsømt.
Ei meer ham Amor med sin Piil antasted,
Og skjøndt endnu hans Hjerte banked ømt,
Dog aldrig meer paa Aarhuus' Skolebane
At sukke eller sværme fik han Vane.

52 Nu af den tørre Cicero han suged
Kun stoisk Viisdom, mens i Speil han seer
Sig paa de tappre Helte hos Homer.
Nu for det Grundige hans Sjæl kun lued,
Nu bag Historien han critisk skued
Den Verdenslov, hvorefter Alting skeer;
Nu fordred han Tendens af Poesien,
Nu søgte han Stringens i Geometrien.

Nu løste han med Færdighed Problemer
Ved Hjælp af Algebraens x og y;
Nu grubled han paa Livs-Philosophemer,
Hvoraf blandt Kammerater der gik Ry;
Nu bygged han endogsaa smaa Systemer,
Saa fast begrunded' som de fleste ny;
Thi Tidens Pust omkring dem alle blæste,
Alt under hvilket fort dog Adam læste.

Saa henrandt trende Aar, og Skud fra Roden
I ham alt Videnskaben havde sendt,
Da Rector fandt ham, attenaarig, moden
Til at faae Borgerbrev som jydsk Student.
Thi trak den nye Støvle han paa Foden,
Thi blev de gamle, sorte Klæder vendt,
Thi tog en Morgenstund han nu paa Nakken
Sit Reisetøi og seiled bort med Smakken.

Hans Pas endnu er til. Dets Slutning lød:
»Stud. Adam Homo, her af Aarhuus Skole,
Der taler Dansk og er ved Veile fød,
Begiver nu, med Kinden hvid og rød,
Med Øine blaae og skinnende som Sole,
Med blonde Haar og i en halvslidt Kjole,
Sig høi af Væxt til Sjælland. Smitsot gives
Ei her paa Stedet, nu da Passet skrives.«

Paa Sjællands Grund vor Helt da satte Fod,
Og strax til Hovedstaden ind han kjørte,
Hvor hæderligt Examen han bestod,
Mens Navnet Rus med stille Fryd han hørte.
Det Brev, som hjem hans Laud til Jylland førte,
Paa Gjensvar ham ei længe vente lod,
Thi snart, vor unge Homo til Oplivelse,
Fra gamle Homo ankom denne Skrivelse:

53 Min brave Dreng! saa blev du da Student.
Med Ære din Examen har du faaet;
Bort med dit Laud i Lommen er du gaaet,
Og min og din Bekymring nu er endt.
Hvor glad du er, det veed jeg saa omtrent,
Thi ogsaa jeg jo har engang bestaaet;
Men hvad jeg ikke veed, hvad ei blev sagt mig,
Det er den Leveplan, du nu har lagt dig.

Thi efter Hensigt bør jo altid føres
Et Liv, et Studium, ja selv en Leg,
Der bliver til en simpel Narrestreg,
Naar planløs hen i Veiret Spøgen gjøres.
Derfor kan tidtnok ei den Sandhed høres,
I hvert Fald som et nyttigt Fingerpeg:
En Leveplan er Mennesket fornøden,
Undtagen - du vel Spøg forstaaer - i Døden.

Paa Banen frem med Haab jeg seer dig gaae,
Nu Skolen bag og Verden for dig ligger.
Dig Andres Glands i Øiet stærkt nu stikker,
Og selv du Andre stikker ligesaa.
Dig flere godte Huse aabne staae,
Dog kun saalænge som du vel dig skikker;
Din Ro, din Fred, din Lykke, din Credit
Beroer tildeels paa dine første Skridt.

Men end med Verden du er ubekjendt;
Og i den Kundskab staaer du vist tilbage,
Hvordan en ubemidlet, ung Student
Bør Tingene og Menneskene tage.
Lad mig fortælle da, hvad mig er hændt,
Og hvordan jeg, i mine unge Dage,
I Alt mig hjalp tilrette med Forstand;
Hvad jeg har gjort, du ogsaa gjøre kan.

Omtrent som din var ogsaa da min Stilling:
For mig som dig det gjaldt om Subsistens,
Fortunas Gave var en ringe Billing,
In sano corpore dog sana mens.
Som dig det tidt vil skorte paa en Skilling,
Saa min Pung ogsaa mangengang var lens.
Som du min Søn, saa havde jeg den Lykke,
Ei just at regnes til de meget Stygge.

54 Min Leveplan lad derfor tjene dig!
Til Folk og Forhold skarpt jeg lagde Mærke,
Og alle svage Sider, alle stærke,
Hos Den og Den, jeg strax notered mig.
Jeg gjorde som de gamle christne Klærke,
Der Vei med Christendommen baned sig,
Idet paa samme Viis de handled ikke
I hvert et Land, men efter Folkets Skikke.

Saa - til Exempel - hos Etatsraad Zelle,
(En Mand, hvis Gunst var ligegyldig ei,
Og som holdt stærkt paa det Ceremonielle)
Til hver en Fødselsdag lykønsked jeg.
Men derimod hos Kammerherre Bjelde,
Hvis Kone stod paa Ungdoms Skillevei,
Og ei af Aar og Dage ønsked flere,
Der gik jeg aldrig hen, at gratulere.

Et nyt Exempel! Hos Professor Rether,
Som elsked fremfor Alt en stiv Disput:
Der lod jeg Stemmen tone høit og lydt,
Og baxedes med ham som Poul med Peter;
Men derimod hos Conferensraad Gether,
Som gjerne vilde gjøre Folk forknyt,
Og med sit eget Ord kun tog tiltakke:
Der sad jeg stille og lod Manden snakke.

Maaskee du slige Ting vil kalde smaa?
Nuvel! det Stores Navn jeg ei dem giver;
Jeg siger kun, som Verden er, den bliver,
Og den maa kjendes, skal man Fremgang faae.
En Hyklers Navn paa Den jeg aldrig skriver,
Der Menneskenes Svaghed tænker paa:
Slig Tagen Hensyn er ei blot uskyldig,
Men som den sande Klogskab altid gyldig.

Fast daglig nu forøged jeg min Sum
Af Regler, som i Livet selv erfares,
Og snart man saae mig, primus inter pares,
Bestandig bøielig, men aldrig krum.
Jeg gjorde Alting med, hvad kan forsvares:
Var blandt de Kloge klog, blandt Dumme dum;
Med flittige Studenter var jeg flittig,
Med lystige jeg munter var og vittig.

55 Blandt ældre Damer bragte jeg paa Bane
Den Tid, da ogsaa deres Actier gjaldt;
Blandt unge Piger svang jeg Haabets Fane,
Og mellem Mænd Debatten var mig Alt.
Men sige stik imod var ei min Vane,
Og slaae en Mening fast, ei ind mig faldt;
Thi slig Bestemthed reent er overflødig,
Mig skader den, og Andre see den nødig.

Ei andre Folk i Skik man saae mig sætte;
Altid jeg lod det være deres Sag,
Imens jeg selv i Godt kun fandt Behag,
At finde sig med deres Dyd tilrette.
Jeg taled aldrig Ondt paa Nogens Bag,
Men ypped ved min Roes ei heller Trætte.
Tilbageholdende og tolerant
I Tale som i Dom mig Verden fandt.

Paa denne Viis jeg yndet blev af Alle,
Og banede, skjøndt fattig, snart mig Vei;
Fast hver en Middag ude spiste jeg,
Og Manges Pung jeg min nu kunde kalde.
I Splid med Verden ei man saae mig falde,
I Strid med Livet jeg geraaded ei;
Og havde da blot Jura jeg studeret,
Var paa min Bane snart jeg avanceret.

Men nok herom! Jeg haaber du forstaaer,
Hvad egentlig det er, at her jeg mener.
Der gives Folk, som altid gjøre Scener,
Af hvem man altid Sandhed høre faaer,
Skjøndt slig Oprigtighed til Intet tjener,
Og Sagen i Qvæstion dem ei angaaer;
Som altid have Lyst paatværs at vandre,
Og just at løbe lige buus paa Andre.

Item der gives Folk, som altid bole
Med daarlig Stolthed, kun dem selv til Meen;
Som raabe: man bør staae paa egne Been,
Og her i Livet paa sig selv kun stole;
Imedens der dog ikke gives Een,
Som uden Andres Hjælp faaer blot en Kjole.
Fly disse Daarer, hvem kun Stolthed sporer,
Saavel som hine Sandheds-Professorer.

56 Tro mig, som prøved Verden og som kjender
Tilfulde Livet her paa denne Jord:
Den unge Prædikant af Sandheds Ord
Som Gammel sig til Løgnen gjerne vender,
Og næsten altid som en Prakker ender
Den Stolte, der paa egne Kræfter troer.
Thi vist det er, til Noget kun man bliver
Ved det, de Franske kalde savoir vivre.

Følg mine Raad, det vil dig sikkert fromme,
Og grib dit Liv med Kraft og Klogskab an;
Thi om den Unge handler med Forstand,
Det lærer inden lang Tid ham hans Lomme.
Forresten vil jeg her nu ikke komme
Med det, som godt dig selv du sige kan:
Det er jo klart, at du skal være dydig,
Din Gud, din Konge, din Professor lydig.

Endnu Eet! Af den ny Philosophi,
Hvori nu alle lærde Hjerner svømme,
En dygtig Slurk du og maa see at tømme;
Thi naaer du end ei Viisdoms Nummer Ni,
Dens Nummer Nul sig ei for dig vil sømme.
En Modesag ei reent tør gaaes forbi;
Især man Terminologien kjende maa,
Med den begynde og med den man ende maa.

Hvis et Compendium du skulde finde
Af samme Videnskab i kort Begreb,
Hvormed man kan sig hjælpe hvis det kneb,
Da vilde du ved det mig ret forbinde.
En Tour til Kjøbenhavn jeg har isinde,
Hvis ikke Pungen siger: Seilet reb!
Men hvis den nu gik for sig paa det Samme,
Jeg vilde nødig der staae reent tilskamme.

Men fuldt er mit Papiir - jeg Afsked ta'er;
Din Moder seer jeg og sit Brev at ende.
Endnu til Slutning maa jeg blot dig sende
En Hilsen fra din gamle Bedstefa'er.
Farvel, min Søn! og gid du maa erkjende
Det Hjertelag, jeg altid for dig har.
Forresten intet Nyt fra Præstegaarden,
To Duer kun forleden tog os Maaren.

57 Her endte Brevet, og et kraftigt Stød
Vor Adam følte sig ved Samme givet,
Til ret med Klogskab at benytte Livet;
Til rask at kravle op ad Lykkens Skjød,
Og ret at blive bøielig som Sivet
Derpaa sin Moders Brev han iilsomt brød,
I hvilket først til Laud hun gratulere d,
Og saa paa denne Viis continuered:

Du husker nok vor Poppelpiil-Allee,
Som sidste Aar din Fader lod forlænge
Fra Havelaagen af hen til vort Vænge,
Hvorfra man over Fjorden ud kan see.
Da til Motion min Helbred nu kan trænge,
Jeg der saa ofte, som det blot kan skee,
Spadserer op og ned, frem og tilbage,
Mens Tankerne de gaae som de behage.

Hvem mener du jeg meest da tænker paa? -
Paa Den, hvem Dag og Nat i Sind jeg bærer!
Paa Den, hvis Kjærlighed min egen nærer,
Paa Den, jeg elsked, før mit Blik ham saae;
Paa Den, hvem allernødigst jeg undværer,
Til hvem nu allerhelst jeg vilde gaae;
Imellem hvem og mig nu Bølger ere -
Paa Den, hvem Tiden fjerner meer og mere!

Ak ja, min Adam! længer bort du kommer,
Alt som i Livet længer du gaaer frem;
Thi hver en Fremtidsskjæbne, som dig frommer,
Dig fører ud i Verden fra dit Hjem,
Hvad skal min Fryd nu være næste Sommer,
Naar Roser komme, men ei du med dem?
Hvem skal jeg nu saamangen Aftenrøde
Forventningsfuld paa Veien gaa imøde?

Igaar af mine Tanker blev jeg vækket;
Jeg saae en Høne, der en Ælling har,
Langs Kæret løbe op og ned forskrækket.
Den saae med Angst paa Vandet ud, som bar
Dens lille Ælling, knap af Duun bedækket.
Ak! Hønens Uro just min egen var;
Du flyder fjernt nu paa en ukjendt Bølge,
Jeg staaer i Afstand og kan ei dig følge.

58 Dog lad mig tie om mig selv! thi jeg
Vil altid høit i Sjæl og Sind mig fryde,
Naar du maa finde Fremgang paa din Vei;
Naar du din favre Ungdom kun maa nyde;
Naar du kun Livets Roser glad maa bryde,
Mens dog af Tornene du saares ei.
Eengang igjen, om ikke her saa hisset,
At leve med dig er jeg dog forvisset. -

Nu om en anden Sag jeg tale maa.
Iovergaars afgik herfra til Veile,
Med Skipper Poulsen, som idag vil seile,
Saa Kjøbenhavn før Søndag han kan naae:
Først sex Par Sokker, som endnu dig feile,
Af hvide tre Par, tre Par af de graae;
Saa dine Kraver med de brede Border,
Og endelig de fire nye Skjorter.

Med samme Leilighed du vil modtage
To Skjepper Æbler af det bedste Slags,
Som ei du nødig har at spise strax,
Da godt de holde sig til Vinterdage.
Fremdeles Spegepølse og lidt Lax,
Med hvad af røget Kjød vi har tilbage;
Der Alt tilsammen ligger vel indsvøbt
Ved syv Pund Tællelys, jeg selv har støbt.

Af Penge denne Gang jeg ingen sender,
Du selv kan sagtens tænke dig min Grund;
Men vær taalmodig! Naar din Fader kun
Faaer solgt sit Korn - hvad nok om kort Tid hænder -
Da, hvordan jeg det ender eller vender,
Og hvad der saa end bli'er paa Kassens Bund:
De fyrretyve Daler skal du have,
Som vi har lovet dig til Julegave.

Og nu Farvel, og lov mig tro at blive!
Ja lov mig vist, at hver en Maaned du
Om dig og al din Færd til mig vil skrive,
Og altid komme denne Bøn ihu.
Lad saadan os hinanden Haanden give,
Skjøndt Land og Vand os Begge skiller nu;
Ja, lad paa denne Jord os holde sammen!
Hertil af Hjertens Grund jeg siger Amen.

59 Her slutted Brevet - og lig Dagens Kjerte,
Der sit Farvel i Purpurskyen skrev,
Saa efterlod i Adams rørte Hjerte
Et lifligt Indtryk nu det læste Brev.
Han følte Haabets Fryd og Længsels Smerte,
Og op sit Vindue han hurtig rev,
Og stirred taus og længe mod det Fjerne -
Fjernt over Jylland op der gik en Stjerne.

60

TREDIE SANG

Der er en Lov for Alting her paa Jorden,
For Alt hvad er, hvad kommer eller var,
For Alt i Østen, Vesten, Syden, Norden,
Naar blot en Gnist af Liv det i sig har;
For Alt, hvad i den ydre Verdensorden,
Som i den indre, Form og Skabning ta'er;
Og Loven lyder i sin Simpelhed
(Thi simpelt er det Store): Op og Ned.

Op flyver Fuglen mod de høie Zoner,
For snart at dale paa den lave Bred;
Op bygges Spiret, som i Skyen throner,
For i Ruiner dybt at styrte ned;
Op stræber Helten efter Laurbærkroner,
Til Lykken svigter, paa hvis Bud han stred;
Thi op og ned gaaer Skjæbnen, gaaer vor Lykke:
Hvad stolt gaaer op i Glands, gaaer ned i Skygge.

Ja, op og ned i denne Verden gaaer
Ei Solen blot og Maanen, Nattens Øie,
Ei blot de gyldne Stjerner i det Høie,
Ei blot det Hav, hvis Stigen Faldet spaaer:
Men hvert et Hjerte, som paa Jorden slaaer,
Som hæves snart af Fryd og snart af Møie;
Thi Glæde, Smerte, Frygt og Haab og Fred,
Alt gaaer som Bølgeslaget op og ned.

Og op gaae Støvets Bønner, medens Svaret
Fra Oven stiger ned med himmelsk Røst;
Og Sorgen, der blev nedlagt i vort Bryst,
Naar til sin Tid den trofast er bevaret,
Dybt fra vort Hjerte hæver sig som Lyst.
Alt, hvad vi haabed, elsked og erfared,
Det synker vel i Tidens Strømme ned,
Men dukker deraf op for Evighed.

61 Dog iblandt Alt, som stiger og som daler,
Og som paa denne Jord gaaer op og ned,
Ei noget Rigere jeg nævne veed,
End Livet selv i Opgang, naar det maler
Sig for vort Blik i Lys af Idealer
Forgyldt af Drømmen om Lyksalighed.
Naar Dødens Stund jeg sætter kun til Siden,
Hvad har da Kraft og Glands som Ungdomstiden?

Ja, Haabets dybe Brønd, hvor rig er du!
Dybt paa din Bund, hvor Livets Kilde rinder,
Hvert deiligt Eventyr den Unge finder,
Hvortil fra Barndomsdage stod hans Hu.
Naar ned han seer i dig, da i et Nu
Ham Lykkens Billed klart imøde skinner;
Men strækker han mod Billedet sig hen,
Strax svinder som en Taage det igjen.

Og fyldt af dette Ungdomshaab probeerte
Vor Adam Homo sig i Livets D ands,
Mens nu som ung Student han Alt studeerte
Med klare Øine og med aaben Sands.
Sit hele Liv med Rødt han coloreerte,
Han spared ei paa Farve og paa Glands,
Og som han optog Alt, saa frem sig stilled
For ham i alle Ting hans eget Billed.

Sad han i Studiigaardens Høresale,
Imens af Viisdom han tog ind sin Part,
Og hørte der han sin Professor tale
Og demonstrere saa det havde Art:
Da gjerne Phantasien i en Fart
Hans egen lærde Fremtid monne male;
Da paa Cathedret han i Tanker saae
Sig selv som Polyhistor eengang staae.

Gik Søndagformiddag med Hat og Stok
I sorte Klæder han paa Promenaden,
Og saae den unge, smukke Dameflok,
Som, naar det blot er Solskin, Hovedstaden
Udsender for at see og sees paa Gaden,
Og som skjøndt stor dog aldrig stor er nok:
Da saae vor Helt - klarsynet som de Færreste -
I hver en yndig Glut sin Fremtids-Kjæreste.

62 Stod han i Kirken, hvor en talrig Skare
Andægtig lyttede til Præstens Ord,
Da Livets Gaader for sit Folk at klare,
Og blive geistlig Taler, Adam svor.
Gik i Theatret han, og fandt han bare
Paa Scenen af Talent det mindste Spor,
Saa Digteren ei reent gik bag af Dandsen:
Da vinked ham i Aanden Konstnerkrandsen.

Ja, hvordan ret sin Ungdom Adam nød,
Og hvordan Livets uafbrudte Strømme
Sig i hans Hjerte rigt og fuldt udgød,
Og avled glade Følelser og Drømme,
Hvorover, som paa Bølger, hen han flød:
Derom min Læser allerbedst kan dømme
Ved Gjennemlæsning af det første Brev,
Som efter Julen til sit Hjem han skrev.

Min søde Moder - saa begyndte Brevet -
Et glæd'ligt Nytaar først jeg ønsker dig,
Saa takker jeg for hvad du sidst har skrevet,
Samt for det Mammon, som du sendte mig.
End mit Stipendium dog holder sig,
Hvoraf jeg hidtil som en Prinds har levet;
Og derhos har ved Hjælp jeg af Patroner
Erholdt paa Christianshavn Informationer.

Heraf du seer at jeg er ovenpaa,
Og at din Sorg for mig er overflødig;
Thi Alt jeg næsten har, hvad jeg har nødig,
Og sig at hjælpe maa man her forstaae.
Forleden Dag en Skræder jeg ærbødig
Har spurgt, om jeg paa Regning kunde faae.
Han sagde Ja - saa tænk dig nu, min Moder,
Din Søn i russisk Frak med Silkefoder.

Men du min Leveviis jo kjende vil,
Og i dit sidste Brev du bad mig melde
Dig ret nøiagtigt hvordan Alt staaer til.
Istedenfor mit Liv nu at fortælle,
Et Svar jeg kunde give, som kan gjælde
Ved hver en Leilighed som Trumf i Spil.
Thi Alt med disse Ord jeg kunde sige:
For mig er Kjøbenhavn som Himmerige.

63 Men hvordan Dagen gaaer, du nu skal høre:
Naar Sex paa Kirketaarnet Uhret slaaer,
Da med et Spring jeg ud af Sengen staaer,
At ei til længer Søvn den skal forføre.
Derpaa mit Smørrebrød jeg selv maa smøre,
Mens op fra Vertens min Kop Mælk jeg faaer;
Naar den er drukken, strax jeg Bogen tager,
Og læser et Par Timer saa det knager.

Paa Forelæsninger jeg saa gaaer hen,
Hvor mellem Venner prægtigt jeg mig morer,
Og hvorfra nødig jeg gaaer bort igjen;
Thi vi har flere lærde Professorer,
Hvem Aanden springer ud af alle Porer,
Som paa de ægte geniale Mænd.
Ved alle Ting de stadigt har for Øie,
Studenterne at gavne og fornøie.

Er Klokken Eet, forlader jeg de Vise,
For, som du veed, ved et Familiebord
At faae den ypperligste Middagsspise,
Hver Søndag Sagosuppe, Steg og Roer.
Der har min Plads jeg hos en Jomfru Lise,
Hvis Omhu og Opmærksomhed er stor;
Thi hun - som og Familiens andre Lemmer -
For mig at byde ofte selv sig glemmer.

Saasnart af Bordet her man tager kun,
Strax i Studenterklubben ned jeg iler,
Hvor mellem Musasønner jeg en Stund
Ved Læsning og ved Snak mig herligt hviler.
Der lever høit man, medens Musen smiler
Fra flere aldrende Studenters Mund,
Som der man altid træffer, og som flittige
Vel ei kan kaldes, men i høi Grad vittige.

Har et Par Timers Tid jeg der hendrevet -
Jeg siger drive, men det hedde maa:
Har et Par Timers Tid i Vid jeg levet,
Da hjem i største Hast man seer mig gaae.
Da Bogen atter jeg mig kaster paa,
Og hvad om Formiddagen ned er skrevet
Med flygtig Pen, og tidt med flygtigt Sind,
Dybt i min Pande da jeg prenter ind.

64 Det Aften bli'er. Ei Folk bør sidde ledige,
Det siger jeg mig tidt og tidt igjen;
Thi gaaer jeg snart til Kammerater hen,
Snart, naar jeg dertil Raad har, paa Comedie,
Hvoraf jeg bliver meer og meer en Ven.
Af Alting meest behager mig Tragedie,
Hvori der glimrer nu en ung Actrice,
Som ikke noksom her jeg kan dig prise.

Tænk dig en middelmaadig høi Figur,
Med Præg af Aandens Seier og Kjødets Spægelse;
Tænk dig et sjælfuldt Øies blaa Azur,
En Røst, hvis Klang er Hjertets Vederqvægelse,
En Konst, der gaaet over til Natur
Sig viser i enhver gratiøs Bevægelse,
I Smiil og Suk, i Jubel og i Klage -
Tænk dig det Alt! og Meer dog staaer tilbage.

Blandt andre Nydelser, som her jeg har,
Jeg og maa nævne dig en Dandseøvelse,
Hvori hver Lørdagaften Deel jeg ta'er.
Jeg nylig der blev underkastet Prøvelse,
Til Fryd for Damerne, til min Bedrøvelse,
Thi slemt iveien det venstre Been mig var.
Derhos bestandig skreg vor Dandselærer:
Hr. Homo! Deres Hoved skjævt De bærer.

Men hvor de unge Damer der er nette,
Og hvor paa deres Smag man stole kan!
Især jeg nævne maa en Frøken Jette,
Som i den hele Cirkel fører an.
Hvor hendes Fødder er i Valsen lette,
Og hvor hun har en ypperlig Forstand!
Naar klart i Dandsen hendes Øie spiller,
En Graties Dands jeg ret mig forestiller.

Foruden disse Øvelser, hvis Mening
Er sig at more og fornøie godt,
Ind i et andet Selskab er jeg traadt:
En udstrakt videnskabelig Forgrening,
En Tale- og en Disputeer-Forening,
Hvori Latinersproget høres blot.
Hver Onsdagaften her man disputerer,
Og i en aandig Kamp sin Kraft proberer.

65 Endnu omtaler jeg vor Exercering,
Thi som Student du veed man er Soldat:
Min gamle Kjole har jeg til Mundering,
Czako jeg laaner hos en Kammerat.
Ved Bataillonens Svingen og Formering
Jeg alt har lært at skjerme Land og Stat;
Men langt det vilde overgaae min Evne,
Hvis alle Løier her jeg skulde nævne.

Du seer, jeg lever i et evigt Røre;
Thi naar jeg til det Sagte føier, hvad
Du i mit sidste Brev jo fik at høre:
At end jeg ingen Søndag hjemme sad,
Da maa du tilstaae, jeg har Nok at gjøre.
Og dog ved dette Liv jeg er saa glad,
At tidt jeg er som salig heel og holden -
Da maa jeg ud i Luften, op paa Volden!

Da gaaer jeg frem med raske Skridt, mens Vinden,
Der ofte blæser stormende fra Øst,
Med sine Vinger suser mig om Kinden,
Og puster som til Flammen i mit Bryst;
Da bæres jeg foruden og forinden,
Og rask jeg iler ned til Sundets Kyst,
Hvor da jeg staaer, i Tanker dybt begravet,
Og skuer taus og længe ud paa Havet.

Høit bruser det, og høit mit Bryst sig hæver,
Og dybt jeg føler, jeg til Alt har Mod;
Ja, hver Bedrift, som Livet af mig kræver,
Da ofte fuldendt for mit Øie stod.
Da tidt min Fremtid sig tilsyne lod
I Skyens Glands, naar Solskin den omsvæver,
Og Lysets Efterskjær paa Hav og Kyst
Mig da et Minde var i Folkets Bryst.

Men hvorhen løber atter løbsk min Pen?
Bedst, at jeg nu den lægger bort og tier.
At disse Drømme, disse Sværmerier
Medeet ei falde over mig igjen. -
Mit Uhr, jeg seer, paa Otte viser hen,
Og end ved Skriverbordet her jeg bier,
Endnu ei paaklædt, vasket eller redt,
Skjøndt jeg til Aften er i Selskab bedt.

66 Det hos en Mand er, som paa Børsen veier,
Og som i Handelsverd'nen er bekjendt:
En Hr. Etatsraad og Grosserer Dreyer,
Hvis Navn du sikkert tidt har seet paa Prent.
Jeg med hans Søn blev sidste Gang Student,
Og af og til med ham jeg Omgang pleier,
Paa Grund af hvilket jeg idag er Gjæst
Ved Fru Etatsraadindens Fødselsfest.

Lad da Farvel mig sige for det Første,
Og bruge Tiden, som endnu er min;
Thi mine Klæder jeg tilgavns maa børste,
Og tage Pletter af med Brændeviin.
Ja, Elegancen være bør den største,
Med Silkevest, med Halsklud superfiin;
Mod al Critik Ens Ydre maa forskandses,
Man vil endogsaa vide, der skal dandses.

Saadan Epistelen til Hjemmet lød,
Og da vor Helt nu Toilet skal gjøre,
Min Læser hen til Dreyers vil jeg føre,
Hvor Fruen just bon jour til Gjæster bød.
Det hele Huus var i Tumult og Røre,
Høit i Lykønskninger man sig udgød,
Og alt et broget Selskab hørtes tale
I trende rigtbelyste, store Sale.

I den, hvor Verten Spillet fik igang,
Stod otte nye Mahogni-Spilleborde,
Hvortil sig ingen Andre sætte turde,
End Mænd, som deres Kors paa Kjolen hang
Og idetmindste nød Justitsraads Rang;
(En Kammerraad Undtagelse dog gjorde.)
Kortpengene, ved Dreyers smaa Cabaler,
For hver bestemte var til to Rigsdaler.

Naar rundt i denne Sal sit Blik man sendte,
Da saae man Stjerner, Kors og Baand, hvis Skin,
Om end det ingen Anden gjorde blind,
Dog idetmindste Eiermanden blendte.
Thi naar han af og til, med Smiil paa Kind,
Ned mod sin egen Hæder Blikket vendte,
Da saae han atter op, forblindt af Skjæret,
Med Øiet halvtillukt, med Næsen høit iveiret.

67 Forresten gik Beskueren det her,
Som i de klare Nætter mange Gange,
Hvor Øiet ei et enkelt Lys kan fange,
Fordi det drukner i den hele Hær.
Han vidste, der af store Mænd var mange,
Han saae jo, at Fortjenesten var nær,
Men just da Storheds Sum var saa uendelig,
Hver enkelt Storhed hartad var ukjendelig.

I Salen Nummer to, hvor Thee man laver,
Og hvor en Kreds af ældre Damer sad,
Laae paa et Bord de Fruen sendte Gaver:
Uhr, Ringe, Kjæder, Shawler, Kjoler, Kraver,
Handsker og Kapper, Strimler Bad i Bad,
Og under dem et tætbeskrevet Blad,
Hvorpaa enhver Present var numereret,
Og hver en Givers fulde Navn noteret.

Nei, hvilken Bigdom! raabte Fru von Pappe,
Idet hun kjælent til Fru Dreyer saae:
Jeg reentud sagt Dem nu bekjende maa,
At her jeg havde Lyst til lidt at nappe.
Som, for Exempel, denne hersens Kappe,
Som Deres Datters Haand har virket paa.
O, hvilket Arbeid! for mit Blik det svimler
Ved disse Musetakker, disse Strimler!

Og dette Shawl! - saa skreg nu hendes Søster,
En nygift Dame, men som græmmed sig:
Fra Hoved og til Fod at svøbe mig
I sligt et Shawl! blot Tanken mig forlyster.
For hver en Sorg et saadant Stykke trøster;
Ja De, Fru Dreyer, De er lykkelig!
De har en Mand, som Dem paa Persisk klæder,
Og som paa Dansk Dem elsker og tilbeder.

O, hvilken Bing! O, hvilken prægtig Kjæde!
Nei, hvilket Armbaand! hvilken Diamant!
Saa raabte man omkap fra hver en Kant
Nu til Fru Dreyers inderlige Glæde.
Man færdig var hinanden ned at træde,
Man puffedes endog lidt ugalant,
Idet man, stuvet sammen rundt om Bordet,
Her i Begeistring vexelviis tog Ordet.

68 I Salen Nummer tre, der for de Unge
Til Samlingssted iaften var bestemt,
Og hvor man skulde lege, spille, sjunge
Til et Claveer, der stod bag Døren gjemt:
Sad langs med Væggen Damerne beklemt'
Og voved knap at røre Haand og Tunge,
Imens forlegne unge Herrer stode
I Krogen, og fra Siden dem beglo'de.

En spændt Forventning malet var paa Alle,
Mens Ingen var istand til at forstaae,
Hvordan man Bugt med Stivhed skulde faae,
Saa Glædens ladte Bøsser kunde knalde.
En Hjælp der ned fra Himlen maatte falde,
Og tidt med Længsel man til Døren saae,
Om ei en Aand der kom, hvem Magt var givet
At løse op for Selskabs-Snørelivet.

Eet Væsen kun der var, som sig bevæged
Med Sikkerhed i denne spændte Kreds:
En Herre mellem Tred've og Halvtreds,
Thi hen paa begge Aldere han peged.
Hans Haar af Tiden var en Smule bleget,
Men som en Yngling, rank og selvtilfreds,
Han dog paa lette Been gik om i Salen,
Kjendt under Navn af Particulier van Pahlen.

Det var en Cavaleer, galant barberet,
Hvis Rigdoms-Strøm endnu ei sagde stop;
Hvis Tid var altid ledig som hans Krop,
Hvis Smag til unge Venner inclinered.
Men nu en lille Gaas han conversered,
Og trak - som man det kalder - hende op;
Og Gaasen vilde just sit Svar fremstamme,
Da Dørene sig aabned idetsamme.

Og see! vor Adam Homo traadte ind;
Og Alles Blik sig hurtig mod ham vendte,
Imens han sine klare Øine sendte
Omkring i Salen med frimodigt Sind.
Som Purpur begge Kinder paa ham brændte,
Hans Lokker flød som Bølger for en Vind,
Hans stramme Klæder, hvori Tøi var sparet,
Den ranke Skabning herligt aabenbared.

69 Men som en Helt, der skrider frem til Seier,
Hen over Gulvets Tæppe rask han gik,
Og gjorde Complimenten for Fru Dreyer,
Og gratulered efter Pligt og Skik.
Med Viften spillende vor Frue neier,
Huldsaligt takkende med Smiil og Nik,
Hvorpaa hun Haanden op til Hjertet lagde,
Idet hun skjelmsk og halv fortrolig sagde:

Saa lang en Tid, Hr. Homo, knap De voved
At lade Damer vente Dem omsonst,
Hvis ei De altid sikker var paa Gunst.
Men Folk vi nødig har med Deres Hoved;
Vort unge Selskab næsten ind er sovet,
Og kan kun vækkes op ved Deres Konst.
Gjør nu Dem Flid! Tag Damerne i Skole!
Paa Particulier van Pahlen kan De stole.

Hvor gjorde denne Tale Adam godt!
Hvor følte han sit Hjerte høit at banke,
Ved den saa smigrende og stolte Tanke,
At Fruens Haab paa ham nu hviilte blot.
Hans glade Øine straalte dobbelt blanke,
Og uvilkaarlig smulte han saa smaat,
Mens i sit stille Sind sig selv han loved,
For slig en Tillid ret at vise Hoved.

Da derpaa - præsenteert for Pahlen - nøie
Han saae paa Manden, tænkte Hver paa Sit:
Beundring læste man i Adams Øie
For Particulie'ens Væsen, let og frit;
For Kjolens Elegance, for det høie
Og stive Halsbind af moderne Snit;
Og Pahlen tænkte da han Adam skued:
En saadan ung Recrut til Ven just dued.

Men efter Fruens Bøn i to Partier
Det unge Selskab nu sig løser op,
Idet Endeel sig under Pahlen gi'er,
Mens Andre slutter sig til Adams Trop.
Til Ordsprogslegen derpaa man sig vier,
Og maiende sig ud fra Taa til Top,
Hvert Ordsprog man anskuelig fremstiller,
Idet man skifteviis Comedie spiller.

70 Og her indlagde sig den største Ære
Iblandt dem Alle Adam Homo nu;
Altid frappante Ord ham randt ihu,
Altid forstod han genial at være.
Hans Phantasi og Aand var stærkt igjære,
Han Legens Knude stedse skar itu,
Og Modpartiets Vid af Sadlen lettede,
Hvergang med sjelden Kløgt han Ordet gjettede.

Da Leg var endt, var Spisetiden kommen,
Og nu paa hvert et Ansigt blev det klart;
Og rundtomkring der nu blev spurgt og svart
Med mere Liv - thi Livet det er Vommen.
For alle Skranker nu man aabned Bommen,
Det hele Selskab her blev enigt snart;
Thi hvert et Blik kun hviilte paa Fru Dreyer,
Der selv nu bar omkring de smaa Posteier.

Da Skaalen skulde drikkes, Alle reiste
Som i Begeistring sig, og Glædens Flag
Medeet hvert halvbedrøvet Ansigt heiste,
Til Ære for den endte Fødselsdag.
Med Tak og Neien, baade for og bag,
Den rørte Dame midt i Kredsen kneiste,
Mens rundt man stemmed i, til bredfuldt Maal:
Og dette være skal vor Frues Skaal!

Høit toned Sangen, men af Alle sang
Vor Helt dog høiest i sin Hjertensglæde;
Ja, i Begeistring hændte ham engang,
Stærkt paa en Frøkens spæde Fod at træde,
Saa ynkeligt man hende hørte græde,
Imens fordobblet høit hans Hurra klang;
Men da tilsidst med Fruen selv han klinked,
Af sand Deeltagelse hans Øine blinked. -

Og det var Alt? min Læser siger skuffet;
Ja, kjære Læser! Meer du ei kan faae,
Og værre Skjæbne har ei her dig truffet,
End Folkene, der bort fra Gildet gaae.
Men som jeg ind i Selskab har dig puffet,
Saa vil Erstatning jeg dig foreslaae:
Lad Gjæsterne os følge hjem i Hælene,
Og gjøre beggeto et Kig i Sjælene.

71 Naa gudskeelov, vi er igjen paa Gaden!
Udbrød med hørligt Suk Etatsraad Lem:
Thi Sandhed er det, Liv er meer end Maden,
Og bedst man har det i sit stille Hjem.
Til os at gjøre Selskab nu er Raden!
Hans Frue dog med Ivrighed brød frem:
Den gode Tone vil, at ei man spiser
En fremmed Mad, naar man ei Gjengjæld viser.

Saae De, hvor Fru von Pappe Øine gjorde,
Dengang hun talede med Cap'tain Wals?
Med Blik hun sagde: hvis jeg bare turde,
Da kasted jeg mig strax om Deres Hals.
En saadan Frækhed næsten pidskes burde,
For hver en Herre jo hun er tilfals -
Saa tordnede den kydske Jomfru Stengel,
Der fulgtes til sit Hjem af Lieut'nant Engel.

Hvormange Penge tabte du ved Spillet?
Til Bro'er Conf'rensraad hvisked Kam'raad Franz.
Fast tred've Daler, svared Broder Hans:
Kortpengene dog meer end Alt mig drilled,
Hvem havde sligt et Smæk sig forestillet?
Ved hvert Bord otte Daler - to tilmands!
Man vist forlange vil, om ei ret længe,
Theekop- Tallerken- Glas- og Flaske-Penge.

O, min Emilie! - saa Frøken Fine
Ved sin Venindes Arm gav nu sig Luft:
Naar blot jeg kunde faae i min Fornuft
Den Hjertets underlige Sorg og Pine,
Den melankolske, veemodsfulde Duft,
(Som og hos dig jeg sporer i hver Mine)
Der altid efter Selskab paa mig faldt,
Der gjør saa trist, saa huult, saa tomt mig Alt!

Men Den, der ingen Tomhed fandt i Alt,
Var Adam Homo, som, mens Stjerner tindred,
Gik til sit Hjem, idet han sig erindred
Den svundne Aftens Rigdom og Gehalt;
Idet sin Tankes Opsving ei han hindred
Ved Reflexioner, som for ham ei gjaldt;
Idet paany han gjennemgik det Hele,
Samt hver af denne Aftens mindste Dele.

72 Til Afsked havde Fruen til ham sagt:
Nei, reentud talt, Hr. Homo! jeg maa sige,
At endnu aldrig fandt jeg Deres Lige
I Munterhed og Vid, i Smag og Tact.
Derhos ham Pahlen havde Haanden rakt
Med disse Ord: Bekjendtskab ei vi svige!
Vi tales ved, jeg haaber, snart igjen;
Regn mig fra denne Dag for Deres Ven.

Saa lykkelig han iilte til sit Hjem,
Hvor strax paa Skriverbordet Lys han tændte,
Og Brevet til sin Moder heelt fuldendte,
Idet af Sider fast han fyldte fem:
Om Alt hvad denne Aftenstund ham hændte,
Om Gjæsterne, og om hans Snak med dem,
Om Pahlens Haand, der til Farvel blev rakt ham,
Om Fruens Mund, og hvad den havde sagt ham.

O Læser! Hvis min Helt dig forekommer
I Aanden her lidt fattig og lidt arm,
Saa grib, jeg beder, i din egen Barm,
Før du opkaster dig til Adams Dommer.
Husk paa, hvor tidt i Ungdoms lyse Sommer
Du for det Smaa begeistret blev og varm;
Hvor tidt du da med Bravo hørtes lønne,
Hvad nu du neppe agter værd en Bønne.

Alt kommer jo paa Øiet an, der seer,
Og paa det Speil, hvormed man Alt opfatter:
Maaskee det Billed, hvoraf nu du leer,
Engang med Taarer du betragter atter;
Maaskee den Smukke, som nu høit du skatter,
Dig snart en Dukke bli'er, og intet meer;
Thi Livet er Udvikling, og dets Kjærne
Tidt bærer modsat Frugt i samme Hjerne.

Den første Frugt, hvor er den sød og blød!
Blot ved dens Nærhed Læberne bedugges,
Saa Appetit er her den mindste Nød.
Og den behøver ei engang at plukkes;
Den falder af sig selv, mens Øiet lukkes,
Ned i den Uerfarnes aabne Skjød.
Man ryster bare Træet - strax da kommer
I Skjødet ned de søde, bløde Blommer.

73 Den anden Frugt er modsat af Natur;
Thi ved Erfaring kun man kan den vinde,
Og selv naar den er vunden, vil man finde,
At den at smage paa er haard og suur.
Den om den faste Vinterfrugt kan minde,
Der til at nydes strax jo ikke duer,
Da Kulde først en Tid den maa omgive,
Hvis sød og aromatisk den skal blive.

Men naar ei Sommer blot men Høst er svunden,
Og Livets Vinter dæmper Blodets Ild,
Da sidder ældet man, til Arnen bunden,
Mens sin Erfarings Skat man langer til.
Den Frugt, som eengang haard og suur blev funden,
Den nyder nu man foraarsfrisk og mild
I sin Betragtning og i sin Beskuen,
Ved Ironiens Lampes muntre Luen. -

Dog til vor Adam! hvem vi nylig saae
I Dreyers Selskab spilde Vid og Kræfter,
Og som nu giver Møde, Lørdag efter,
Ved Dandseøvelsen i Aabenraa.
Her mere reent hans Billed kan man faae;
Men før min Læser Blikket paa det hefter,
Vil Salen, i de tændte Lampers Skjær,
Hos Dandselærer Friis jeg aabne her.

Den gamle Friis man seer Fiolen stemme,
Mens en syv, otte unge Piger, som
Fra Byen nys til Dandsetimen kom,
I Skabet Kaaber og Galoscher gjemme;
Derpaa i smalle Skoe de Foden klemme,
Og svingende sig let paa Gulvet om,
De spørge deres Lærer, om han venter
At see iaften alle sex Studenter?

Ak, mine Damer! svarer gamle Friis,
Idet i Position han Foden stiller
Og langsomt af sin Daase ta'er en Priis:
Betænk, hvor Skjæbnen dog idag os driller!
Hr. Holm, Hr. Steen, Hr. Øst, Hr. Mehl, Hr. Miller
Har sig forkølet ved at gaae paa Iis.
Ikkun Hr. Homo gi'er iaften Møde;
Hans Overflod paa Mangelen maa bøde.

74 Der er han! raabte Alle som i Chor.
Og virkelig: medeet han kom tilskue
I Døren, og tog af sin laadne Hue,
Just som imøde Damerne ham foer.
Ved slig Modtagelse hans Kinder lue,
Dog meer ham overraske disse Ord:
Hr. Homo, tænk! idag De forestiller
Dem selv, og Øst og Steen og Holm og Mehl og Miller!

Hvorledes? mine Damer! Adam siger;
Men Pigerne, som hans Forundring see,
Paa eengang stikke høit nu i at lee,
Thi Latter blev jo født med unge Piger.
Da - mens forlegen han tilbage viger -
Tilraaber ham den gamle Friis : Maaskee
Den muntre Hilsen nu Dem lader ane,
At De i Kurven her er ene Hane.

Hvor virked dette Ord som Trylleri!
Paa eengang sig de unge Piger minded,
At de var Høner, og at klarest skinned
Blandt Hønens Dyder hendes Modesti.
Thi lukked alle Næbbene sig i;
Men paa sin Haneværdighed besinded
Paa samme Tid vor unge Helt sig og,
Thi gav han nu sig Luft i muntert Sprog.

Saa lød hans Ord: De fældet har min Dom,
Og over Damers Dom tør ei man klage;
For altsaa mine Damer at behage,
Mit Eettal til et Sextal gjør jeg om.
Sex Damer op til Valsen vil jeg tage,
Sex Hjerter i mit Hjerte gi'er jeg Rum,
Og sværmende for Sex, hvis De befaler,
For Sex jeg dandser og for Sex jeg taler.

Sit Løfte holdt han og sig efterrettelig,
Det maatte Damerne bekjende her:
Han kjørte dem i Vinden Een og Hver,
Paa Svingenom og Valsen reent umættelig;
Han conversered uafbrudt, utrættelig;
Han gjorde Cour, og Hanebeen især;
Han brugte Fod og Mund med lige Lethed,
Men paa ham selv man spored ingen Træthed.

75 Eet var der kun, som ved hans Iver led:
Hans tynde Skoe, hvis svage Grundlag rokker,
Saa han til Slutning halv paa Hosesokker
Til Alles Latter gjennem Dandsen skred.
Men da han endelig sig sætter ned,
Det hele Pigechor sig om ham flokker,
For mere nær hans Skotøi at besee:
For hvert et Hul de fandt, de maatte lee.

Saa henfløi Aftenen til Alles Lyst.
Men før man skilles ad, for hjem at vandre,
Man sætter sig i Halvkreds hos hverandre,
For ret i Mag at køle Kind og Bryst.
Syng! raabte da den lille Alexandre
Til Jomfru Bine med den klare Røst;
Og Bine, af dem Alle animeret,
Sang, medens Fiolinen secundered:

Nu er Vintrens kolde Tid,
Kort og mørk og trist er Dagen,
Stormen Vingen slaaer med Bragen,
Sneen ligger som et Lagen
Over Marken tæt og hvid.
O, men mindes du den Tid,
Hvori Træet Knoppen sætter,
Hvori Blomsten Engen spætter,
Varme Dage, lyse Nætter,
Med en Sommerluft saa blid!

See, hvor her bag Væg og Muur,
Sluttet ind af Staaltraadstænger,
Fuglen nu saa stille hænger:
Ak, den synger ikke længer,
Stakkels Fange, sat i Buur!
Husk dens Toners Mol og Dur,
Da den sang for os i Skoven,
Da i Bølgeslag som Voven
Den kom flyvende fra Oven,
Friheds Barn i fri Natur!

Ak, hvor rig er Tidens Høst!
Mine Haar som Sølv nu skinne,
Du er nu en gammel Qvinde,
Og vi leve af vort Minde
76 Halv med Sorg og halv med Trøst.
Dog den Tid er end min Lyst,
Da i Løb jeg vandt fra Hinden,
Da du Rosen bar paa Kinden,
Da din Lok den flød som Vinden
Om dit hvide Svanebryst.

Gyldne Dage, som foer hen!
Som, af Graven vakt' ved Klage,
Lig et Sørge'chor nu drage
Med den fordums Krands tilbage
Til jer gamle, glemte Ven:
For mit Øie stil Jer hen!
Seer mit Blik Jer dog saa gjerne!
Eders Liv er som en Stjerne,
Dagens Straaler Eder fjerne,
Natten kalder Jer igjen.

Her baade Sang og Vise hørte op,
Og gamle Friis, som følte Længselspinen,
Med stille Suk nedlagde Fiolinen,
Mens Mindet gjennembæved Sjæl og Krop.
Med Sangens Veemod præget af i Minen,
En Stund i Taushed sad den hele Trop,
Som spored alt man Tidernes Forandring -
Da minded Uhret Damerne om Vandring.

Vor Helt dem fulgte hjem, endnu ei træt;
Og ved hver Dames Dør hans Øine tindred,
Idet galant den Skjønne han erindred
Om Følgeskabets fast bestemte Ret.
Mens halv hun saa det tillod, halv det hindred,
Paa hendes Kind et Kys han trykked let;
Og med dem Alle gav han samme Scene,
Til, mæt af Kys, tilsidst han stod alene.

(Undskyldning gjør jeg her i Parenthes,
Fordi min Helt, aldeles umoderne,
Sig over slige Ting fornøier gjerne,
Og næsten Intet critisere sees.
Hvorledes saae det ud dog i hans Hjerne!
Den Stakkel! Han medrette maa belees
Af Folk, der la'er dem selv og Alt i Stikken,
Naar bare de beholde maae Critiken.

77 Af Folk, der skue, høre, føle, bare
For Synet, Følelsen og Lyden om
At sætte i en skarp og critisk Dom;
Af Folk, der i Bekymring for den Fare,
At tage slette Ting for gode Vare,
I gode Varers Nærhed aldrig kom;
Af Folk, der før det Mindste de tør nyde,
Critik-Uhyret først tilgjæst maae byde.

Ja, pleiet af Enhver Uhyret trives,
Og farer hungrig løs paa Liv og Land:
Kroner og Koner og Krandse sønderrives,
Bedrifter, Skrifter, falde for dets Tand;
Hvert Fremtidshaab i Vuggen strax aflives,
Ja døde Folk ei længer skaanes kan;
Vorherre selv, var ei han vel forvaret,
Critiken i sin Hunger neppe spared.

Men naar dens Værk er endt - hvad dog maa hænde:
Naar Alt er skambidt og i Støvet traadt,
Naar Sort fra Hvidt ei længer man kan kjende,
Og alle Ting kun Farve har af Graat;
Naar Nivelleringen er bragt tilende,
Og Sødt er Eet med Suurt, og Ondt med Godt,
Da maa Critiken - vil den ei ta'e Stenene -
Tilsidst sig æde Kjødet selv af Benene.

Og deri just vort Haab om Frelse ligger.
Trøst Jer, I Konger, Skjalde, store Mænd!
I rige Matadorer! - Trøst dig, Tigger!
Du som ei heller af Critik er Ven:
Naar først det sultne Udyr Benet slikker,
Og Intet af sit Kjød har meer igjen,
Da kan som Bad det leve kun Minuter -
Med denne Trøst jeg Parenthesen slutter.)

Den næste Formiddag vor Adam sad
Ved Hjørnevindvet i sin lille Stue,
I sine Søndagstanker rørt og glad.
Vidt over Volden ud han monne skue,
Hvor Vintersolens blanke Straaler lue
Paa nøgne, affloreerte Træers Bad,
Mens rundt paa Taget, ved hans Vindve oppe,
De luftige, de lette Spurve hoppe.

78 Da hørte fjernt i Taarnet han det ringe,
Og den af Vinterluften baarne Klang
Det Bud fra Oven syntes ham at bringe,
At ret han burde samle sig engang.
Jo dybere de klare Klokker klinge,
Deshøiere hans Hjerte Psalmen sang,
Der lokkede med sine Toners Mildhed
Fra Verdens Larm ham ind i Tankens Stilhed.

See - sukker han - see Jorden ligger død,
Og nøgne staae Kastanietræets Grene.
Det er ei mig, som haaber nu alene;
En Bøn og stiger op fra Jordens Skjød,
Fra hvert et Træ, mod Himlen, til den Ene,
Der hører Alt, hvad kalder, i dets Nød.
Han af sin Rigdom lader Vaaren komme,
At fylde alt det Fattige og Tomme.

Hist er hans Hjem i det Uendelige!
Hist i den klare Sol jeg seer hans Blik,
Ud fra hvis Lys til Verden Lyset gik.
Men i min Ringhed ogsaa jeg tør sige,
I dette Bryst har ogsaa Gud sit Rige,
At hæve mig til ham jeg Vinger fik;
Ja ogsaa her, i dette snevre Kammer,
En stille Lue paa hans Alter flammer!

Det gjælder nu at bruge hver en Evne,
Og lade den i Virksomhed slaae Rod;
Det gjælder nu, i Livet frem at stævne
Med kraftig Villie og med freidigt Mod;
Det gjælder, ingen Hvile mig at levne,
Før Aanden i mig vorder Kjød og Blod,
Før selv jeg bliver Eet med Idealet,
Og faaer dets Herlighed i Daad udtalet.

Fyldt af sit Forsæt han bevæget sad,
Og just han sad fordybet i den Tanke,
Om ikke Kjærlighedens Blomst og Blad
Var Skatten, som man helst sig burde sanke,
Da han paa Døren rask det hørte banke,
Hvorpaa med høflig Røst »kom ind« han bad.
Sig Døren aabned - ind van Pahlen traadte,
Ved hvilket Syn han høit da rødme maatte.

79 Thi strax han tænkte paa sin ringe Bolig,
Og paa sin tarvelige Klædedragt,
Der imod Pahlens Pynt stak af utrolig.
Men Pahlen paa hans Rødmen ei gav Agt;
Med Hat i Haand han nærmede sig rolig,
Og med et muntert Smiil blev derpaa sagt:
Min unge Ven! De boer tilveirs som Høgen,
Men skjøndt en Rovfugl, maa jeg dog besøg'en.

Vort ny Bekjendtskab maa jeg dyrke lidt;
Thi Slægt og Venner er i disse Dage
Paa Landet, for i Harens Spor at jage,
Saa selv jeg lever halv som Eremit.
Et Ordsprog siger: Krage søger Mage;
De boer i Cellen her saa høit og frit,
Saa skilt fra Verden, at man knap kan hitt'en,
De just et Selskab er for Eremiten.

I samme Tone let at stemme i,
Saagodt som i Befippelsen han kunde,
Nu Adam søgte; men aldeles fri
Midt i sin Spøg, det var han ingenlunde.
Dog snart var hans Forlegenhed forbi,
Og snart omkap løb begge Herrers Munde;
Og medens Pahlen ham i Indfald stak,
Ei kortest Straa i Ord vor Adam trak.

Saa hengled der en Time ret behagelig,
Og mens Enhver var med sig selv tilfreds,
Var og han for den Andens Vid modtagelig,
Især paa Adams Smiil var Pahlen vis.
Med Nik sig Denne tog det mere magelig,
Ja eengang lo endogsaa han lidt spids.
Men Adam mærked Intet; lutter Øre
Han sad paa Stolen, for sin Ven at høre.

Nu reiste Vennen sig - saae paa sit Uhr;
Men - sagde han - en Ting lad ei mig glemme!
Hvis man imorgen her Dem træffer hjemme,
Jeg kommer til Dem i en Kudsks Figur,
For i min Gig Dem Dagen over gjemme,
Og kjøre Dem en Galopadetour.
Paa Veien see vi først ind til min Søsters,
Og saa til Bellevue, at spise Østers!

80 Med Glæde loved Adam ham at gjæste,
Og Pahlen vedblev: De just er min Mand!
Thi mine Folk jeg vælger blandt de Bedste,
Da til at spise Østers skal Forstand.
Er selv man Østers, spiser man sin Næste,
Og Sligt i vore Tider gaaer ei an.
Han gik - og see, vor Helt stod reent forvirret,
Og ud i Luften som begeistret stirred.

Hvor underfuldt! Han, fattig Præstesøn,
Hvis Haab om Lykke laa endnu i Bleen,
Medeet var bleven Ven med Particulie'en,
Der af Fortuna kronet fik hver Bøn;
Der ei af Lykken eied blot Ideen,
(Thi den besad han selv saa frisk og grøn)
Men Nøglen havde - lig en anden Peder -
Til Paradisets tusind Herligheder.

Den næste Dag han altsaa Tour nu kjørte,
Og hans Taknemlighed forøget blev,
Da Pahlen videre sit Venskab drev,
Og ham om Aft'nen i Theatret førte.
Fra denne Stund hans Hjerte heelt tilhørte
Den Ven, hvis Høimod ganske ham henrev,
Og i hvis Selskab, uden Blik for Andre,
Man daglig nu paa Gaden saae ham vandre.

Men førend ham som Ven jeg skildrer her,
Hos dig, o Venskab, lidt jeg dvæle vilde;
Ja, ved dit Alters Fod jeg gad mig stille,
Og tænke paa en Ven, som var mig kjær,
Og offre dig en Skjerv, om nok saa lille,
Dog knap jeg veed om du er Offer værd;
Snart ikkun visne Skud du har i Eie,
Der trænge haardt til Kjærlighedens Pleie.

Ja, hvor faaer nu det Venskab man at see,
Som i Patrokles og Achilles lued?
Hiint Sammenhold i Alt, i Vel og Vee,
Naar Glæden vinked og naar Døden trued;
Hiin ædle Lidenskab, af Alt maaskee
Det Høieste, som Hedenskabet skued;
Der stærk og voldsom stiltes kun igjen,
Naar den sin Flamme mødte hos en Ven.

81 Hvor blussed høit den i den græske Helt,
Da for sin Ven han Livet saaes at vove!
Da sorgfuld han om Natten i sit Telt
For Tanken paa sin Ven ei kunde sove!
Da Vennens Skygge Hævn han hørtes love,
Og op han sprang fra Leiet vildt og snelt,
Og i sit Raseri om Graven slæbte
Tre Gange rundt den Helt, der Vennen dræbte!

O Venskab! knap dit Billed meer man kjender;
Hvert Træk af Lidenskab aflagde du,
Og Form af alle Dyder har du nu.
Nu har for een ei blot man Snese Venner,
Men upartiske Venner, i hvis Hænder
Vel stundom Vennens Rygte gaaer itu;
Men Dommen fældes da med ædel Værdighed,
Og altid kun paa Grund af streng Retfærdighed.

Og Venner har man, trofaste, deeltagende,
Som ei paa Fødselsdage komme blot
Og ønske deres gode Ven alt Godt,
Men som ved Condolence staae beklagende;
Ja, selv naar Uveirsskyen kommer dragende,
Naar Vennen gaaer i Qvas med Stort og Smaat,
Og lider Tab paa Verden og dens Herlighed,
End har et Suk for ham af Christen Kjærlighed.

Og Venner har man, o, saa kloge, vise,
Begaved' med saa skarp en Sands forinden,
At længe forud de kan lugte Vinden,
Hvorved den kjære Ven de skal forlise;
Og Venner, tolerante, som hos Fjenden
Af deres Ven til Middag gjerne spise;
Men dog saa troe; thi vil man Vennen hugge paa,
Da deres Ærgrelse med Viin de slukke maae.

Ja Venner har man, fleer end man vil have,
Hvis Venskabs-Mølle gaaer med Vand og Vind,
Og som i Solskin tidt er reent aflave,
Og kun i daarligt Veir ta'e Skiltet ind.
Men Venskab selv? Ja, det kan man begrave!
Koldfeber dybt har hulet ud dets Kind,
Og her det maatte døe, berøvet Varmen,
Gik Adam ei med Pahlen Arm i Armen.

82 Men hvor var Adam lykkelig! thi fundet
Han havde jo sit Jegs det sande Du:
Den Sjæl, hvori først Hvile fandt hans Hu,
Den Broderaand, mod hvem han havde stundet!
Hidtil, han følte, havde kun han blundet,
I Venskabs Arme sødt han vaagned nu;
Thi her ham vistes, ved to Hjerters Gløden,
Et Sammenhold for Livet og for Døden.

Og hvor var Pahlen lykkelig! Den Tid,
Hvis Byrde fast hans Taalmod monne knække,
Han over nu paa Vennen kunde lægge,
Der altid under Byrden smiilte blid.
De Indfald, som ei mere vilde trække,
Hvormeget end sig Autor gjorde Flid,
De Phraser, som ei Andre meer gad høre,
Hvor klang de lifligt dog i Adams Øre!

Thi hang han og ved ham som Borren fast,
Hvorpaa saa hjerteligt af Adam skjønnes,
At fast af Følelse hans Hjerte brast.
Men hvor en saadan Troskab ogsaa lønnes!
Ved Pahlens Side Livets Træ ham grønnes,
Og ud for ham dets Blomster sprang ihast:
Billard, Café, Theater, Kjøren, Riden,
Blev offret ham - han selv kun offred Tiden.

Nu saaes ved Bøgerne han sjelden mere;
Thi næsten hver Dag, naar med samlet Sind
Han havde sat sig ned for at studere,
Vips! kom van Pahlen gjennem Døren ind,
Og havde tusind Ting at proponere.
Da travede man ud i Veir og Vind,
Da dangled man omkring paa Promenaden,
Og angled efter Tidsfordriv paa Gaden.

Engang paa slig en Tour vor Helt fik Lyst
Til ret at gjennemtrænge og at raade
Hiin dybe, hiin forunderlige Gaade,
Der indesluttet laa i Vennens Bryst,
Og aabenbared tidt paa selsom Maade
Sig i hans dybe, melankolske Røst,
Ja malte sig i Skyer paa hans Pande,
Der syntes selv Tilværelsen at bande.

83 Hvis De tillader - sagde Adam da,
Just som van Pahlen Rynker trak i Panden,
Og, sukkende, paa eengang lo: ha, ha!
Hvis De tillader, at Dem her en Anden
Et Spørgsmaal gjør, der gjælder Dem som Manden,
Men et oprigtigt Hjerte kommer fra,
Da vilde jeg deeltagende Dem spørge:
Hvor er det muligt dog, at De kan sørge?

Hvor er det muligt, at i Dem forborgen
Saa stor en Sum af Smerte ligge kan?
Thi melankolsk De tidt seer ud som Sorgen,
Skjøndt Sorgerne De bærer som en Mand.
Kan De da lide? De, som hver en Morgen
En Plan for Dagens Fryd kan ha'e istand -
Men længe har jeg anet Deres Smerte:
Betro Dem til mig, aabn mig Deres Hjerte!

Da tegned Alvor sig paa Pahlens Kinder,
Og stivt og længe han paa Adam seer.
Min Ven - han siger - viid, der gives Minder,
Som aldrig, til vor Qval, os slippe meer;
Og Verdens Lavhed rundt om sig man finder,
Og snevre Hjerter - her han bittert leer,
Og vildt i Luften fegtende med Hænderne,
Han mumler Ordet »miskjendt« mellem Tænderne.

Rørt svarer Adam: lad endog Erindring
En Skygge kaste hen paa Deres Vei,
For Hjertets Fred den er dog ei en Hindring,
Og miskjendt er af Alle De dog ei.
Kan ikke Det da være Dem en Lindring,
At jeg tilfulde kjender Dem - at jeg
Vil vandre som et Haab ved Deres Side,
Hvergang mod Frygtens Dæmon De maa stride?

Saadan at trøste Vennen Adam søgte;
Men Pahlen gi'er til Svar, mens spodsk han leer:
De Børneskoe, der hele Verden trykte,
Dem har jeg snart slidt op, som selv De seer.
Hvad er det vel, at haabe og at frygte?
Til begge Dele kjender knap jeg meer.
Jeg holder mig, som en Tragedieskriver,
Til Skjæbnen, der tilsidst hver Helt afliver.

84 Munter, min unge Ven! Hvad er vel Livet?
Spørg Digteren derom, og faae til Svar:
Det hele Liv er kun et Pust i Sivet,
Ja Bibelen til Hø gjør Kjød saagar.
Paa Gravens Rand at bygge blev os givet,
Og selve Øieblikket kun vi har.
I Jordens Jammerdal, og vor Elendighed,
Lad os da nyde Livet med Ubændighed!

Mens denne Tale dybt vor Adam skrækker,
Da pludselig den klared med sit Skin
Hans Vens det vilde, sønderrevne Sind:
Van Pahlen over Torvet rask ham trækker,
Og fører ham til en Conditor ind,
Hvor Toddy han med bittert Smiil ham rækker;
For sig han tvende andre Glas saa fyldte,
Som ned i Halsen han fortvivlet skylte.

Opvartningspigen kom og bragte Thee,
Og Pahlen raabte: Perle mellem Qvinder!
Lidt Drikkepenge venter du maaskee?
Min smukke Lise, ræk mig dine Kinder!
For hvert et Kys en Mark i Pungen svinder -
Nu hurtig! - Det var een - og to - og tre.
Det fire var - fem, sex - see der, en Daler!
Ei sandt, Hr. Homo! Kys man dyrt betaler?

Her sprang han op - og dengang bort de gik,
Med munter Latter Kappen om han slængte;
Men hele denne Aften Adam tænkte
Paa Vennen og hans Væsen og hans Skik.
Af Tanker op i ham der kom en Mængde,
Hvorved van Pahlen dette Skudsmaal fik:
En sjelden Aand! Kjæk, dyb og mørk-urolig,
Originalitets og Letsinds Bolig! -

Paa denne Tid han til sin Moder skrev,
Idet sit varme Venskab han omtaled,
Og Pahlens Billed straalende afmaled
Paa hele Sider af det lange Brev:
Før efter hver en Vind min Hu omsa'led,
Før jeg ustadig som paa Bølger drev;
Nu hefte ved min Ven sig mine Tanker,
Jeg mærker, at mit Skib har faaet Anker.

85 Jeg vil ei paastaae, at jeg harmonerer
I alle Stykker med min nye Ven;
Men just Forskjelligheden gjør igjen,
At En den Anden ypperligt supplerer.
Han mod Forstanden mere helder hen,
Jeg imod Hjertet; han satiriserer,
Og er min Mester naar det angaaer Talen,
Jeg atter vinder fra ham i Moralen.

Eet allerede mærker jeg jeg vandt,
Een sand Gevinst mit Venskab alt har givet:
Det er det frie Blik hen over Livet,
Hvorved saamangen Taage reent forsvandt.
Jeg staaer ei meer og krummer mig som Sivet,
Bestandig underdanig og galant;
Jeg veed, hvad Peer og Poul jeg har at svare.
Hans Moder skrev igjen: Tag dig ivare! -

Paa denne Viis i Herlighed og Gammen
For Adam et Par Maaneder henrandt,
Og lige varm endnu hans Ven ham fandt.
Som Billedet sig slutter tæt til Rammen,
Som Adjutant og Oberst holde sammen,
Sig begge Venner inderlig forbandt.
Der Lighed var; men saae man til, forsvandt den:
Pahlen var Oberst, Adam Adjutanten.

Og Adjutanten ved sin Oberst svor;
Men underligt det var: jo meer indviet
Han blev i Tjenesten, desmeer befriet
Han blev for Ærefrygten, før saa stor.
Imellemstunder - jeg bør ei forti'et -
Han gav sin Oberst selv et knubbet Ord;
Og det, uagtet af en Ruus henrevne,
(Vil sige Venskabs-Ruus) de Duus var blevne.

Paa Eventyr nu stadig ud de gaae,
Og skifteviis man seer dem Prisen vinde
I den Bestræbelse, paa Nyt at finde,
Hvorved de Stof til Latter kunde faae.
Her en Begivenhed jeg har i Minde,
Som til Oplysning jeg fortælle maa:
De sad en Aften i Theatret Begge,
Og saae en ny Ballet forbi at trække.

86 En Dandserinde dem især fornøied,
En lille Taabe, men som godt forstod
Paa Taaens Spids at løbe, og med Mod
(Til Gru for Konsten og til Skræk for Øiet)
At strække opad, mens hun frem sig bøied,
Med Skuldren parallel sin Læg og Fod,
Og saa sig svinge rundt, foruden Klæder,
Mens Folket klapper og mens Gratien græder.

Omkap ved Synet begge Venner loe,
Men da Balletten dandset var tilende,
Til Adam sagde Pahlen: Op til hende,
At gjøre Complimenter beggeto!
Et saadant Væsen maa jeg nærved kjende,
Jeg vedder, hun sig skabe vil og kroe;
Thi Smiger man i slige Folk kan tylde,
Og dog kan ikke Fanden selv dem fylde.

Ved Regisseuren i Foye'en melde
Sig begge Herrer da for Damen lod,
Og et Minut man neppe kunde tælle,
Før alt med Smiil om Mund hun for dem stod.
Som nys, da hun for Flora skulde gjælde,
Var end hun nøgen paa sin Arm og Fod;
Paa Skuldren bar hun Vinger, og i Tyllet
Endnu med sminket Kind hun var indhyllet.

Og medens nu Actricer og Acteurer
Ind i Foye'en ile, for at see
Hvad vel med Dandserinden skulde skee;
Og medens, vis paa Roes, hun spidser Ører,
Og Læberne til Tak alt forud lee:
Fremtræder Pahlen, som ved Haanden fører
Sin nu paa eengang høist forlegne Ven,
Der ønsked mange Miil sig bort igjen.

Thi virkelig! den unge Dandserinde
Ham imponered her i al sin Pragt;
Ja, i den vingesmykte Flora-Dragt,
Hun forekom ham næsten meer end Qvinde.
Hvis her han ene havde været inde,
For hendes Fødder havde han sig lagt,
Saa mægtigt virker det Umiddelbare
Paa Folk, der først begynde at erfare.

87 Men til den Skjønne med en Ironi,
Saa klar at Alle, kun ei hun, kan see'en,
Van Pahlen siger: O, tilgiv, at vi
Forstyrre Deres Ro her i Foye'en!
Men med vor egen Ro er det forbi,
Den flygtede fra os med Deres Be-en.
Her at beundre Dem, forund os Lykkenl
Han taug - og gav vor Helt et Puf i Ryggen.

Og Denne, som fik Mod, i Digterstiil
Fortsatte Talen nu: O, vredes ikke,
Fordi vi stormed op til Dem med Iil,
For eengang end at qvæge vore Blikke
Ved Syn af Den, der Gratien ud kan stikke,
Og der i Pirouet stjal Amors Piil.
Nu see vi, hvad vi grebne nys begrebe:
At De, som Flora let, er skjøn som Hebe.

At kjende Hebe, ei jeg har den Ære!
Gjensvared Damen og tilføied mild:
Heel stolt af Deres Bifald maa jeg være,
Thi hvo tør laste, hvor De rose vil?
Vi Dandserinder Manges Had maae bære,
Fordi vi Publikum'et trække til;
Tro mine Ord, men spar mig for Beviserne -
Her saae hun i Triumf om til Actricerne.

Hvor er den Storhed, som man ei misunder?
(Van Pahlen vedblev) men som et Beviis
Paa tvende Hjerters Roligheds Forliis,
Tillad os da, naar sødt inat De blunder,
Ved Deres Huus, paa Gaden nedenunder,
At tolke høit med Sange Deres Priis;
Sligt kalder man i Spanien Serenader -
Jeg veed det, svared hun, og det tillader.

Med Tak og Buk de tvende Herrer gik;
Men da saa Klokken Ell've Nattens Stjerne
Stod tindrende og klar i Østens Fjerne,
Og Maanens halve Skive Straaler fik:
Da ved den Skjønnes Dør, hvor en Laterne
Belyste Urtekræmmerens Boutik,
I Kapper hylled', med Guitar man saae
Dem nedenfor det aabne Vindve staae.

88 Og Pahlen spilled, medens Adam sang:
»Gid du var min«, den rørende, bekjendte;
Saa »Skjønne Minka«, og da Minka endte,
»Fryd dig ved Livet« til Guitaren klang.
Men under Sangen af og til sig hændte,
At Dandserinden fulgte Hjertets Trang,
Og viste sig i Vindvet triumferende
For de paa Gaden nedenfor Spadserende.

Dengang ei længer Toner hørtes lyde,
Hun rømmede sig høit og sagde blidt
Til Sangerne, der opad skued tidt:
Maaskee jeg mine Herrer ind tør byde,
For nu lidt Varmt og Styrkende at nyde,
Da De saalænge har af Kulden liidt.
Hvordan! Vi troede Dem forlængst i Reden;
Tak, tusind Tak! saa Svaret lød fra Neden.

Og snart i Stuen stod nu begge Venner,
Hvor deres Blik traf ved et dækket Bord
En Kreds af Damer med lidt røde Hænder,
Et blendende Figurantinde-Chor.
Men meest dem Dandserinden selv dog blender,
Da nu med hulde Smiil og fagre Ord
Hun byder dem tilbords, hvor hun opdisker
En Gaasesteg med Suurkaal og med Svedsker.

Her følte sig van Pahlen i sit Es,
Og Adam han var ypperligt tilmode.
Med Damerne sig beggeto tillode
Den Spas, der gjør med Formen kort Proces.
De skifteviis i Skjødet paa de Gode
Af Eqvivoquer vælted ned et Læs;
Men Den, som de med friest Spøg beleirede,
Det var den Skjønne selv, det var den Feirede.

Midnat var længst forbi, dengang hun hæved
Sig fra sin Stol med Glasset i sin Haand,
Og talte disse Ord, mens Stemmen bæved:
For dem, der her med Vittighed og Aand,
Der før med Toner, som til os opsvæved,
Omkring vort Selskab slynged Glædens Baand:
For dem en Skaal! - Enhver Pocalen tømte,
Saa gik man til sit Hjem, hvor sødt man drømte. -

89 Man seer, med hvilken Art af Spas og Løier
Herr Pahlen-Pylades og hans Orest,
Hvis unge Sind sig efter Vennens bøier,
Fordreve Tiden, som de kunde bedst.
Ei fleer Exempler jeg til dette føier,
Der kan betragtes som Model og Læst
For den Slags tamme Eventyr, som Begge
Udførte, ved hinanden Haand at række. -

Hver Dag saa smaat man nu dem saae at svire
Hos en Conditor efter Klokken Tre.
Hver Aftenstund de spilled Ecarté,
Drak Punsch og tugted Verden med Satire.
Og meer og mere saaes vor Helt at fire
For Vennen i den store Konst: At lee
Hvergang man Himmel, Jord, sig selv, sin Næste,
For Epigrammets Kaadhed gav tilbedste.

Men da tilbunds de blevne var bekjendt,
Da, naar van Pahlen til en Dame søgte,
Der ei just stod i allerbedste Rygte,
Og næsten offentlig var saa omtrent:
Da maatte Adam holde Venskabs Lygte
Naar i en lystig Kreds en Dag blev endt;
Og skjøndt han aldrig Damens Vink besvared,
Dog meget slemme Ting han her erfared.

Thi sporedes der snart en stor Forandring
Ei i hans Væsen blot, men i hans Sind -
Og uden alt Mirakel; thi paa Vandring
Man Skridt for Skridt jo Maalet henter ind.
Først voxer Stormen af den svage Vind,
Saa skuer man paa eengang Skibets Kantring;
En Læser synes vel det hurtigt gaaer,
Men Digteren et Blad gjør til et Aar.

Forbi var Sommeren og Høsten kom,
Det var en Solskinsdag midt i September,
Da begge Venner steg som tvende Kæmper
Tilhest, for i det Fri at see sig om.
De red igjennem Nørreportens Bom,
Og mens sin Gangers Iil van Pahlen dæmper,
Gav Adam sin af Sporen, saa i Fart
Og strakt Galop han var afsyne snart.

90 Skjøndt nødig maatte Pahlen nu ham følge,
Men da han naaede ham, var ei han mild;
Han kunde harmfuld ei sin Galde dølge,
Og raabte, blussende af Vredens Ild:
For Satan! Hesten skummer som en Bølge;
Husk paa, Hr. Homo! mig den hører til.
Stig ned, og gaa tilfods som dine Fædre,
Hvis ikke strax du lystrer Ordre bedre.

Ved disse Ord blev Adam hed i Panden,
Og mens hans Kind den blev saa rød som Blod,
Han svared med et Smiil: Hvor du er god!
Jeg bryder Fanden mig om Eiermanden.
Gaaer Hesten under, kjøb dig saa en anden,
Og følg forresten mig, hvis du har Mod.
Med disse Ord sin Hest igjen han spored,
Og Pahlen lo, ret som ham Svaret mored.

De red en Tour, og efterhaanden danned
Det broderlige Forhold sig igjen.
Ved et Tracteursted de mod Aften landed,
Og her forlangte Punsch den ældre Ven.
Med gammel Rum han Drikken dygtigt blanded,
Og rakte til vor Helt saa Bollen hen;
Men Denne, ved det lange Ridt gjort hidsig,
Den halve Bolle næsten skylled i sig.

Nu begge Venner tog Cigarer frem,
Og beggeto en Tid omkap de røgte,
Og om det smukke Kjøn lidt plumpt de spøgte,
Da Vertshuuskonen bragte Lys til dem.
Da hvisked Pahlen: Skjøndt dig aldrig frygte
Jeg for den Onde saae og for hans Hjem,
Dog vedder jeg - her sagte blev hans Tone -
At du tør ikke kysse Vertens Kone.

En saadan Tvivl tog Adam ilde op,
Og endnu meer man saae hans Stolthed voxe,
Da Vennen vedblev: Manden er en Oxe,
Tag dig iagt! Han har en Kæmpekrop,
Og er saa hidsig som de Orthodoxe.
Til Gjensvar raabte Adam haanlig: Top!
Imorgen din Champagne høit skal knalde;
Gjør jeg det ei, du for Cujon mig kalde.

91 Ved dette Raab just Verten traadte ind,
Og uden sig det Mindste at genere,
Man saae vor unge Helt paa Konens Kind
Et Kys at trykke, hvortil lagdes flere.
Hvis ei Han Lyst har til et banket Skind,
Tag sig ivare for at spøge mere!
Saa raabte Verten op, af Harme stiv;
Men Adam slog sin Arm om Konens Liv.

At skifte Farve saae man nu Tracteuren;
Dog end vor Helt blev ved at gjøre Cour
Til Vertshuusdamens yndige Figur,
Og med et Smiil saae Pahlen Courens Gjøren.
Da pludselig ned over Adams Øren
Faldt Vertens Haand, af kæmpestærk Natur:
Adam og Verten sloges, Konen hviinte,
Og paa sin Stol Hr. Pahlen sad og griinte.

Medeet han reiste sig og sagde: Da
Jeg seer du har Forretninger, og Riden
Til Byen ind for mig nu er paa Tiden,
Med din Tilladelse jeg ta'er herfra.
Hvor du har Kræfter! Slaa kun rask til Siden!
Spar ei din Contrapart! Saa, det var bra'!
Hvad Hesten angaaer, søg dig her en anden,
Du bryder dig jo feil om Eiermanden.

Han gik, og begge Heste med sig tog,
Saa Adam ud paa Natten med et Øie,
Der blodigt var, og med en banket Trøie
Slukøret og tilfods til Staden drog.
Men hvor som Spyd det i hans Hjerte jog!
Og hvor af Græmmelse han maatte døie!
Og hvor han i sit Hjem bar Vredens Aag,
Mens Søvnen flyede fra hans Øienlaag!

Saasnart ad Dag det gryed, han et Brev,
Hvori det hede Hjerte blev befriet,
Og Venskab opsagt, til van Pahlen skrev.
Først han bebreided ham Forræderiet,
Dernæst en dyb Foragt blev ei fortiet,
Og endelig, paa sidste Side, rev
Han Venskabs-Templet om med Larm og Buldren -
Ved Brevets Læsning Pahlen trak paa Skuldren.

92 Men Adam (til hans Ære maa jeg sige't)
Tog sig den samme Sag ei nær saa let;
Han havde søgt og fundet Himmeriget,
Og af sit Paradiis var ei han mæt.
Ved Brevets Slutning selv han havde grædt,
Thi med sin hele Sjæl han havde higet
Imod en Tvillingsjæl som mod sit Maal,
Og end var ei hans Hjerte blevet Staal.

Han stod jo i den lykkelige Alder,
Hvor skuffet Haab ei danner Hjertets Værn,
Hvor Phantasien skuer nær og fjern
Den sjeldne Blomst, man evigt Venskab kalder;
Hvor Følelsen, lig Strudsen, Alt anfalder,
Og let fordøier Staal og Steen og Jern;
Hvor man er fuld af indre Aabenbaring,
Der slet kun harmonerer med Erfaring.

Thi vented han med Længsel hele Dagen,
Om der dog ei et Brev kom fra hans Ven,
Hvori ham Denne vilde klare Sagen.
Thi gik den næste Dag endog han hen
Forbi van Pahlens Dør, men som et Lagen
Saa hvid i Kinden kom han hjem igjen:
Thi der at møde Vennen vel ham hændte,
Men Denne lod, som ei han meer ham kjendte.

Da greb Forbittrelse vor Adams Hjerte,
Og ud for evig af et saaret Bryst
Han rev den falske Ven med grusom Lyst,
Ja slukked indtil Mindets sidste Kjerte.
I denne Handling, skjøndt den voldte Smerte,
Hans Stolthed fandt paa samme Tid en Trøst;
Thi bedre Trods end Kryberiet lod dog,
Nu stod han ene, men som Mand han stod dog.

Saa bort i Røg det hede Venskab svandt.
Til Adams Held det var, thi otte Uger,
Som til Examen Nummer to han bruger,
Derved i reen Profit for sig han vandt.
I dem det Høistnødvendige han sluger,
Og da i Slumpetræf en Hjælp han fandt,
Sit andet Laud han hjem til Jylland sendte,
Og Roes han fik, skjøndt han det ei fortjente.

93 En ny Epistel tilskrev ham hans Fader,
Brødstudiet betræffende, som nu
Han prentede sin Adam ret ihu,
Skjøndt Studium som Pest alt Denne hader.
Epistelen var lang, og ei jeg lader
Den heelt aftrykke til min Læsers Gru.
Jeg gi'er Essensen kun, som fandtes i den;
Her er dens Slutning! ordret vil jeg gi'e den:

Lad derfor snart, min gode Søn! mig vide,
Om du, ved Udløb af den givne Frist,
Som Præst vil i det sure Æble bide,
Hvad heller knække Nødder som Jurist;
Om du, som Doctor, medens Andre lide,
Vil skumme Livets Fløde først og sidst;
Om du, som Philolog, vil fuld dig drikke
I gammel Viin, hvoraf man trives ikke.

I Spøg jeg raader vel, men selv du vælge!
Maaskee du prøve vil, hvor Kjærnen boer;
Thi Katten vel i Sækken kan man sælge,
Men saadan ei den kjøbes bør, jeg troer.
Tidt havde haarde Ærter bløde Bælge,
Og let Beslutning ofte tunge Spor.
Prøv selv og vælg! men har du valgt, saa vakl ei,
Og Livet og dig selv med Tvivl forkvakl ei!

Et Brev han fra sin Moder ogsaa fik,
Som baade ham udvider og beklemmer;
Thi deri lød igjen de gamle Stemmer,
Der kom fra Hjertet og til Hjertet gik.
Alt mens han læste, vaadt blev Adams Blik,
Og i sin Sjæl lidt Uro han fornemmer,
Dengang han lukked Brevet til, hvori
Var raadet at studere Theologi.

Thi tog paa dette Studium han fat,
Men ganske lempeligt; og endnu ikke
Udfolded sig dets Indhold for hans Blikke,
Før Alt medeet blev for hans Øie Nat.
Hvad Sky da - spørger man - formørked brat
Hans klare Blik, saa han lod Bogen ligge,
Da han som Yngling stod ved Snesens Endepunkt? -
O Læser, viid! min Helt er ved et Vendepunkt.

94

FJERDE SANG

Taalmodighed - o kunde jeg dog bare
Faae denne Dyd min Læser prentet ind,
Saa her han vented med taalmodigt Sind
Til Bogens Helt til Heltenavn kan svare:
Til Samme, nu saa duunløs om sin Kind,
At Interessen knap han kan bevare,
I Tidens Støbeform lidt meer gjort færdig,
Fremtræder sig og Autor mere værdig.

Thi troer man ei, at Autor og behøver
Taalmodighedens Raad at agte paa,
For Skridt for Skridt med Helten frem at gaae
Paa Livets Prosavei, hvor fælt det støver?
For - om endog det Musen haardt bedrøver -
Paa alle Daarligheder, store, smaa,
Saa intet Hovedpunkt forbi sig lister,
At faae istand et ordenligt Register?

O, at i Livet Læseren sig speiler!
Thi Alt har der Taalmodighed behov:
Den unge Mø, der venter paa en Beiler,
Soldaten, naar hans Lieut'nant bliver grov,
En Pædagog, naar hans Discipel feiler,
En Supplicant, naar han gaaer ud paa Rov,
En gammel tro Copist i Magistraten,
Der öftrer sig for ringe Løn til Staten.

Og lad os standse lidt ved denne Sidste,
Thi Typus for saamangt et Liv er han.
Som dansk Jurist han meer ei stige kan,
Og ak, han er ei ung nok til at friste
Sin Lykkes Eventyr i anden Stand.
For altsaa ei sit Livsbrød reent at miste
Og selv gaae under i en haard Conflict,
Han bygger paa sin Jura og sin Pligt.

95 Thi gaaer han trolig op i Magistraten,
Dag ud, Dag ind, og sidder paa sin Stol
Foran sin lille Pult og sin Reol,
Og copierer efter Pligt for Staten,
Med Ryggen vendt mod Dagens gyldne Sol,
Beretninger om Dit og Dat: om Nathan,
Hvem Borgerbrev som Jøde Lauget negter;
Om Bertel Brask, der søger Post som Vægter.

Om Fru von Kuhl, der fra von Kuhl vil skilles,
Da han i syv Aar var i fremmed Land;
Om Madam' Juul, hvis Klager ei kan stilles,
Fordi hun misted Boet med sin Mand;
Om Snyderi af Rodemester Spand,
Hvorved for Kæmnerkassen Kravet spildes;
I Korthed, om de tusind Sager, som
Han selv af Alle bryder mindst sig om.

Han paa Contoret er med Morgensolen,
Hvor til sin Pult man strax da seer ham gaae,
Og af den magre Ryg at trække Kjolen,
Thi skjøndt den halvslidt er, der spares maa.
En heelslidt tager ned han af Reolen,
Og sidder nu i den, som Spurven graa,
Med Kinder, bleged gjennem Aar og Dage,
Med tynde graae Haar, strøgne glat tilbage.

Saa sidder han og trolig copierer,
Dag ud, Dag ind, i Maaneder, i Aar,
Og i sit Liv kun noget Nyt proberer,
Naar ved sin Pult en anden Pen han skærer,
Og i sit Blækhorn andet Blæk han faaer.
Hver Dag paa Gaden samme Vei han gaaer,
Hver Dag, fra Morgen indtil Aften silde,
Med samme krumme Ryg han sidder stille.

Imellem seer han op, og dybt han sukker,
Naar pludselig et Glimt af Livets Glands
En anden Verden for hans Aand oplukker,
End den, der gjennem mange Aar var hans.
Dog snart igjen, med blendet Blik og Sands,
End mere dybt sit Hoved ned han dukker,
Og dreier sig fra Lyset paa sin Stol,
Thi Straalen smerted af den klare Sol.

96 Saa sidder han og skriver fort til Døden,
Og stiger ned i Graven uden Savn,
En stakkels, gammel Pebersvend af Navn,
Thi neppe til sig selv han havde Føden.
Han skulde leve, det var hele Nøden!
Sin Pligt han gjorde, skjøndt ei meget Gavn;
Med ussel Løn han eensom gik i Vrimlen,
Hans Løn maa eengang blive stor i Himlen!

Tænk, for at lære Taalmod, Læser kjære,
Imellem paa den gamle, tro Copist,
Der skjøndt Copist kan Or'ginaler lære,
Og inden lang Tid kan du Konsten vist.
Nu at ledsage dig jeg har den Ære
Til Adam Homo, hvem vi slap jo sidst,
Da han som Yngling stod ved Snesens Endepunkt,
Og var, som mangen Anden, ved et Vendepunkt.

Thi ved et Vendepunkt i Livet stod
Ei blot den gamle Herkules, og ikke
Den store Cæsar blot, da bag sig ligge
Han lod den skjæbnesvangre, lille Flod;
Ei blot Napoleon, dengang hans Blikke
I Rusland klaredes ved Ild og Blod;
Men derved staae vi Alle tidt, ifald jeg
Forstod det Spørgsmaal: skal jeg ikke? skal jeg?

Og selsomt, at et saadant Spørgsmaal gjøres,
Thi ofte nok Enhver dog har erfar't,
At dette Spørgsmaal er forlængst besvart
I Hjertet, før til Handling Haanden røres.
Paa alle Læber det dog daglig høres;
Det er, som ret vor Frihed blev bevar't,
Naar blot vi spørge: skal jeg? skal jeg ikke?
Skjøndt Svaret alt vi veed til Punkt og Prikke.

Men slig Betragtning vil jeg lade falde,
Thi min Fortællings Stof nu trænger paa;
Og endnu Meget skal der foregaae,
Før ind til Hvile jeg min Helt tør kalde,
Der vandrer nu den samme Vei som Alle,
Der ikke høre vil, men føle maae.
Han lever flot, gjør Gjæld, sig amuserer,
Og Pokker sig om Creditorer kerer.

97 Men Pungen? spørger Læseren - ja Pungen
Naturligviis var inden lang Tid tom;
Gravsangen for Stipendiet er sungen,
Og med Crediten nu ei langt han kom.
Paa Puf han leve maa ved Hjælp af Tungen,
Mens han som hyret Lærer løber om
I alle Hovedstadens Regioner
Og giver timeviis Informationer.

En ny just paa den samme Tid han fik:
Hos høivelbaarne Grev de Fix. hvis Sønner
Vor unge Helt, som ret paa Æren skjønner,
Skal hjælpe til det klare Overblik,
Ved grundig Videnskab og Methodik.
Derhos vil Greven, som spendabelt lønner,
At naar han ruller op Historiens Bøger,
Comtessen hans Elevers Tal forøger.

Det var en Fredag, da for første Gang
I Grevens høie Huus han satte Foden,
Og gjennem Corridoren, bred og lang,
Gik klædt i Sort, betænkende Methoden.
En Tjener, der var studset til paa Moden,
Ham aabned Døren, saa den vidt opsprang,
Og ud fra Salen, hvor just Stemmer løde,
En fiin og fornem Duft ham kom imød'e.

Han traadte ind, af Duften imponeret,
Og i den høie Sal et Bord han saae
Midt paa det røde Tæppe, rigt broderet.
Hen over Bordet Grevens Sønner laae,
Som netop da sig Adam præsentered,
Med Larm de tunge Landkort sammen slaae,
Men lidt kun paa den unge Lærer agted,
Der i det store Speil sig selv betragted.

Han seer omkring sig - hvilken Glands og Skinnen!
Forgyldte Meubler saae han aldrig før.
Men tys! I Væggen aabner sig en Dør,
Og gjennem den indtræder Fru Grevinden
I Silke klædt, med Kniplinger om Kinden,
Og dybt hans Ryg sig bøier som et Rør.
Han skuer op igjen, og Døren atter
Sig aabner for Comtessen, hendes Datter.

98 Den unge Dame heil mod Bordet skred,
Og Adam saae kun - Intet meer han hørte,
Thi hendes Fødder neppe Gulvet rørte.
Det dunkle Haar paa Skuldrene faldt ned,
Og slank og rank med Anstand hun sig førte,
Mens gjennem Salen hendes Øine gled.
O, hvilke Øine, svømmende og klare,
Stolthed og Blidhed sødt de aabenbare!

O, hvilken Hebevæxt og Junogang!
Og hvilken Kind, med finest Rødme malet!
Hvor yndigt Lokkerne dog om den hang,
Ret som paa Billeder af Idealet!
For Fodens Skjønhed Kjolen er for lang,
Og Halsen bly sig skjuler under Shawlet -
Saa skjøn, saa adelig, saa ung af Aar:
See, hvad i Adams Hoved rundt der gaaer!

Men Fru Grevinden taler til vor Ven:
Hr. Homo! tør jeg be'e, De vil behage
Ved Bordet her hos mig nu Plads at tage,
For at begynde paa Begyndelsen.
Her seer De mine Børn! Først her min svage,
Min yngste Søn, Grev Franz - saa her igjen
Min ældste Søn, Grev Herman - her min Datter,
Comtesse Clara - hver med Lethed fatter.

Den unge Lærer yttred med et Smiil,
Idet geneert han sig paa Stolen vendte,
At vist om Fatteevne ei var Tvivl -
Hvorpaa med Hosten han sin Sætning endte.
Derpaa udvikled han i den bekjendte
Prægnante, omsvøbsrige Lærer-Stiil,
(For Hendes Naades Mening først at høre)
Hvad Vei til Maalet bedst han troede føre.

Grevinden fandt hans Plan særdeles god;
Og Adam strax nu lagde Haand paa Værket,
Idet af ham med Føie blev bemærket,
At med Historien det slet kun stod,
Naar ei den først, ved Geographi forstærket,
Fik saa at sige Basis for sin Fod.
De taler sandt, gjensvared Fru Grevinden,
Men let et Smiil fløi Clara over Kinden.

99 Vor Helt det saae, og han betvivled ikke,
At jo hans Tale her var Smilets Grund;
Thi trak alvorlig sammen sig hans Mund,
Og i sin Uro, med forlegne Blikke,
Han Kortet greb, som for sig han saae ligge,
Idet han gjentog: Her er Basis kun!
Jeg gi'er Dem Ret, Grevinden mæled atter;
End meer dog smulte Clara, hendes Datter.

Til Lykke blev vor Lærer ei det vaer,
Det havde sikkert reent ham confunderet;
Men alt han for den gamle Verden har,
Hvori med Iver nu blev informeret.
Saa smaat at spørge blev endog proberet,
Selv med Comtessen vexles Ord og Svar,
Skjøndt knap han vidste, hvordan ad sig bære,
For slig en Skjønhed Geographi at lære.

Hr. Jacotots Methode gik ei an,
Og den Lancasterske hjalp ikke heller;
Thi greb han den, som bedst til daglig gjælder:
Han brugte før han talte sin Forstand,
Og ganske ligefrem han Alt fortæller,
Saa uden Hovedbrud det fattes kan.
Paa denne Viis han sad til Stolen muret,
Til Klokken den slog Eet paa Taffel-Uhret.

Da stod han op, og bort med Buk han gik,
Med Timen og dens Indhold heel fornøiet;
Thi stedse stod Comtessen ham for Øiet,
Hvis fine Kinder Purpurfarve fik,
Dengang hun over Kortet hen laa bøiet;
Derhos han minded sig et himmelsk Blik,
Der havde truffet ham, dengang fra Lyrien
Han hende viste Veien til Assyrien.

En Anden var der, som med muntert Sind,
Da Timen endte, for sit Speil sig stilled,
Og tænkte, da hun deri saae sit Billed:
Saa ung en Lærer er dog ikke blind?
Med Haanden her ved Lokkerne hun pilled
Og hvisked, snoende dem ud og ind:
Historien er ellers ei saa kjedelig!
Man fører Krig, imens man lader fredelig.

100 Og virkelig! Da otte Dage kun
Historiens Bund af Adam var ransaget
Og ved de Romere han stod paa Grund:
Da havde Claras skarpe Blik opdaget,
At Marius fra Cimbrerne vandt Slaget
Ved at forhale Sammenstødets Stund;
Thi trak hun sig bestandig meer tilbage,
Som vilde reent hun Kampen sig unddrage.

Hun sad saa bly, saa tankefuld ved Bordet,
Mens Adam ligeoverfor, med Ild
Nationers Velfærd satte kjækt paa Spil,
Og paa en Valplads stod til Slag omgjordet.
Hun voved knap engang at tage Ordet,
Naar ei Grevinden med en Stemme mild
Først havde sagt til hende: Bedste Clare!
Du maa din Lærer paa hans Spørgsmaal svare.

Naar da hun talte, slog hun Øiet ned,
Og nævnte hun blot Ord som Vestalinder,
Strax farved Rødme hendes fine Kinder,
Og næsten lod det, som om hun var vred.
Ved sligt et Syn blev ogsaa Adam hed,
Skjøndt Grunden til det Hele ei han finder;
Men fast for ham bestandig Tanken stod:
Har den Elskværdige jeg gjort imod?

Naar han saa blev forknyt, da saae man tindre
Comtessens skjønne, klare Øienpar,
Og da hun havde Noget at erindre,
Paa hvilket hun Hr. Homo bad om Svar.
Da dvælte tidt hun længe ved det Mindre,
Og ei for stort det Store hende var,
For det at bruge til den Ild at nære,
Hvorom hans varme Kinder Vidne bære.

Han Lærer var, og hun Discipelinde!
Hvad tænkte ogsaa Fru Grevinden paa,
Der hver Dag roligt til i Timen saae?
Han, følsom Yngling - hun, en fager Qvinde!
Hvi randt det aldrig Greven dog i Minde,
Saa han, skjøndt Fader, Tingen fort lod gaae?
Jeg tænker, baade Greven og Grevinden
Stod altfor høit, til her at mærke Vinden.

101 Men Adam fik dens Styrke at fornemme,
Thi skjøndt den blæste fra en Læbe huld,
Saa blæste den dog næsten ham omkuld.
Hvad enten han var ude eller hjemme,
Hvad enten adspredt eller tankefuld,
Han Claras Billed aldrig kunde glemme.
Hvor vidt endog hans Tanke fløi omkring,
Bestandig danned det om ham en Ring.

Det var ham, som han aldrig forhen skued
Et Væsen, saa romantisk, underfuldt;
Som Tæppet op for Haabets Sol var rull't,
Saa Livets Scener nu i Straaler lued;
Som var den Blomst udsprungen, der ham hued,
Den Skat opdaget, der ham før var dulgt;
Som alle andre Damer Intet vare,
I Forhold til den noble, fine Clare. -

En Maaned alt han havde underviist,
Og han og Clara blev nu meer bekjendte,
Alt som af Kundskabstræet meer blev spiist.
Men nu desværre det sig ofte hændte,
At Fru Grevinden førend Timen endte,
Ja tidt saasnart sig Adam havde viist,
Gik ud af Salen for sit Huus at passe,
Thi af Forretninger der laa en Masse.

Paa slig en Dag Cleopatras Historie
Begeistret foredroges af vor Helt;
Thi lig et Tryllesagn, af Klio meldt,
Stod Tryllerindens Liv for hans Memorie.
Man hende saae paa Thronen i sin Glorie,
Og ydmyg saa i Cæsars Arm og Telt.
Hvad Denne havde saaet, Antonius høsted;
Tilsidst hun laa med Slangebid i Brystet.

Og medens herligt, som i fordums Dage,
Ægyptens Dronning fremsteg i sin Pragt,
Sad Clara, ung og deilig, læn't tilbage
Paa Stolen i sin hvide Morgendragt.
Med Pegefingren støtter hun sin Hage,
Som til et Tegn paa, at hun giver Agt;
Den anden Haand ved Barmens Sløife piller,
Og lig en glandsfuld Stjerne Øiet spiller.

102 Saa fulgte med Opmærksomhed hun Gangen
Af det vidunderlige Liv, og nu,
Mens Adam taug, af hendes Skjønhed fangen,
Slog Øiet ned til Jorden hun med Blu.
Halv for sig selv da hvisked hun: Jeg Slangen
Her ved mit Hjerte tænker mig med Gru,
Og hendes Bryst sig hæved som i Vaanden,
Mens Hjertet let hun trykkede med Haanden.

Reent fra Concepterne vor Helt da gik;
Sin Puls han dobbelt heftig følte banke,
Imens sig heelt afdækked for hans Tanke
Det skjønne Bryst, som Slangen gav et Stik.
Han knap saa megen Fatning kunde sanke,
At Grevens Sønner og et Spørgsmaal fik;
Thi Clara med Cleopatra forvirred
Hans Hoved, saa hans Tanke vildt omirred. -

En anden Dag end meer han maa sig hærde.
Culturhistorien afhandlet blev,
Og blandt de store Mænd, som Bøger skrev
Og ret i Middelaldren var paafærde,
Kom Adam, mens i Talen om han drev,
Nu og til Navnet paa den franske Lærde,
Hvis Skjæbne dybt i Hjertet Mange skar:
Roman- og Klosterhelten Abailard.

Ved dette Navn opmærksom blev vor Clare,
Som den Dag overmaade mild var stemt:
Hun spurgte fort, og Adam maatte svare
Paa Ting, som næsten reent han havde glemt.
Det Spørgsmaal bragte ham især i Fare,
Hvormed hun halv undseelig, halv i Skjemt,
Midt under Talen ham medeet beærer:
Var Abailard ei Heloises Lærer?

Han maatte svare Ja, men selv han saae sig
I samme Øieblik som Abailard;
Thi Claras Øine seer han hvile paa sig
Med alt det Udtryk Heloises har.
Med Smiil hun vedblev: Man kan ei forstaae sig
Paa den Historie, hvordan den var.
Vil De, Hr. Homo, mig den Godhed vise,
Her at fortælle Lidt om Heloise?

103 Hvad skulde dog den unge Lærer gjøre?
Som Fisk paa Krog sad fangen her han fast;
Han maatte nu sig vende, dreie, røre,
Bestandig holdt ham Krogen, som ei brast.
Saa godt som muligt samled han ihast
Hvad af Historien var værd at høre;
Han skildred Heloises Elskovs Vei,
Kun Onklens Niddingsdaad omtaltes ei.

Hvor lyttede Comtessen til saa stille!
Hvor hang ved hendes Lærer hendes Blik!
Hvor modigt Præg dog hendes Aasyn fik,
Dengang de Elskende det gik saa ilde!
Men snart det vexled: Taarer næsten trille,
Dengang de beggeto i Kloster gik;
Ja hendes Læbe sagte hvisked Amen,
Dengang tilsidst man dem begraved sammen.

Min Læser vil jeg troe alt her har nok,
Thi meer end nok vor Adam havde længe;
Han gjerne havde Lyst til sig at hænge,
Naar blot det kunde skee med Claras Lok.
Endnu af Amors Pile dog en Skok
Hans piinte Hjerte skulde gjennemtrænge;
Thi hvis hun farlig var naar hun var rørende,
Var munter hun om muligt meer forførende.

Da tjente alle Ting til Spillebold
For hendes Spil med Ord og hendes Luner;
Da - mens hun Roser op til Læben holdt -
Hun spurgte Adam, om han raaded Runer?
Da blæste hun for Nero i Basuner,
Mens Catos Dyder hun omtalte koldt;
Da Catilina stærkt hun protegeerte,
Og sødt den gamle Cicero railleerte.

Men naar, af hendes Munterhed henreven,
Vor Helt saa rigtig Munden fik paa Gang,
Og ret var oprømt og fornøiet bleven
Og tappert holdt i Talen hende Stang:
Da blev medeet hun Datteren af Greven,
Og fra Materien hun ofte sprang
Med disse Ord: Vi maae forkorte Stoffet!
Jeg har ei Tid! Jeg skal idag til Hoffet.

104 Strax i sit Intet styrted Adam ned,
Han endte Timen, og hans Hjerte bæved;
Og naar paa Gaden saa sit Blik han hæved,
Imedens Kind og Pande blussed hed:
Da Claras Høihed ham for Øie svæved,
Mens for sin Ringhed neppe Plads han veed.
Han Borgerstanden var, og hun Noblessen,
Han Præstesønnen var, og hun Comtessen.

Der kom en Feber i hans unge Blod;
Om Natten, naar han laa i sin Alkove,
Han næsten aldrig rolig kunde sove,
Thi Dagens Tanker aldrig ham forlod.
Han - før saa frisk - saa fattig blev paa Mod,
At knap han meer at sukke turde vove;
Han - før saa kjæk, saa modsat reent af myg -
Som oftest nu sig følte hjertesyg.

Naar ind han traadte kun af Grevens Port,
Strax blev han bleg og af en Gysen rystet,
Thi nu det gjaldt jo: pinet eller trøstet;
Men hvilken Lod det blev, var uafgjort.
Naar ud han kom igjen og havde høstet
Ak, blot et Smiil, hvor blev hans Haab da stort!
Sit Hoved hæved han, sin Dragt han pudsede,
Og høit i Feberglød hans Kinder blussede.

Da mangengang han tog en Leiehest,
Og ud i Frihed rask han galopeerte,
Imens hans Tanke sødt sig amuseerte
Ved gyldne Drømme som den kunde bedst.
Dog alt som Hjertets Haab nu ret floreerte,
Da kom Forstanden med sin skarpe Blæst,
Der ved prosaisk Klarhed sig anmelder,
Og bort som Taager røg hans Luftcasteller.

Hun kan dog ingensinde blive min!
(Her hug han begge Sporer dybt i Hesten)
Hun er en Blomst, for mig for stolt og fiin!
(Her knapped op for Kjolen han og Vesten)
Ak, hendes Skjønhed bliver min Ruin!
Den er det allerede, troer jeg næsten;
Her af hans Haand sank begge Tøiler ned,
Og sagte, Fod for Fod, igjen han red.

105 Er hun mig huld? (nu videre han tænkte)
Hvor er Oraklet, som mig gi'er et Svar?
Med Sandhed kan jeg sige, jeg en Mængde
Beviser paa særdeles Godhed har -
Og dog (her atter mørk han Blikket sænkte)
Tidt modsat hun af kjærlig ogsaa var.
O, at det sikkre Tegn blev aabenbaret,
Hvori mit stolte Haab laa fuldt besvaret!

Men vanskeligt her Svaret skulde være;
Thi Clara, troer jeg, vidste selv ei ret,
Hvordan hun egentlig nu havde det,
Og hvad i hendes Hjerte var igjære.
Sin egen Værdighed hun holdt i Ære,
Og Næstens Sorg hun tog sig altfor let;
Dog troer jeg virkelig, at Amor spilled
En Rolle med, hvergang hun Adam drilled.

For Døren var det vigtige Moment,
Som Intet skulde bringe paa det Rene,
Men aabne for vor Helt en anden Scene,
Hvis Spil ham reent var nyt og ubekjendt.
Den romerske Historie var endt,
Og nu igjennem løb man den alene,
For sig at prente ret i Hu og Sind
De vigtigste af dens Momenter ind.

Det var en dunkel Dag i Februar
Da Klokken Tre til Timen Adam mødte.
I Salen seer Grevinden han at skjøtte
Sig selv ved noget Arbeid, som hun har;
Ved Bordet sidder Clara som en Støtte,
Den fine Haand det skjønne Hoved bar,
Og lidt moqueert hun var, saavidt han skjønner;
Til Læsning mangled den Dag Grevens Sønner.

Sit Hjertes Blussen han fornemmer alt,
Mens hen til Bordet han urolig haster;
Men Clara knap et Øie paa ham kaster,
Og atter Feberkulde paa ham faldt.
Da blev af Salen ud Grevinden kaldt,
Thi kommen i Visit var Baron Aster;
Og om Historien alene vare
Nu Helten Adam og Heltinden Clare.

106 Ved det Moment hos Romerne de staae,
Hvori Lex Canuleia vinder Seier,
Saa endelig Patricier og Plebeier
I Ægteskabets Aag tør sammen gaae.
Høit denne Lov vor Adam prise maa,
Thi (sagde han) naar Alt man overveier,
Man seer, at Romerfolkets Storhed kun
Ved Lovens Virkning fik sin faste Grund.

Naiv han var, man kan det ikke negte;
Han tænkte virkelig ei her paa sig,
Og for sin Sætning vedblev han at fegte,
Til Clara ham i Ord erklærer Krig,
Og paastaaer, at hans Slutning ei er ægte.
Heelt modsat, sagde hun, det tykkes mig:
Jeg holder for, at Rom just gik tilgrunde,
Fordi Plebei'r Patricier ægte kunde.

Ved disse Ord blev Adam purpurrød,
Men strax igjen hans Kind sin Farve skifter,
Thi Clara bliver ved: i Morskabsskrifter,
I Eventyr det gjælde kan til Nød,
At sig Prindsessen der med Slaven gifter,
Og bliver tro sin Husbond til hans Død;
Men her i Verden, i den virkelige,
Der gjælder Ordet: Lige søger Lige.

Fuldkommen sand er vistnok Deres Mening,
(Faldt Adam ind med stærkt bevæget Røst)
Hvis der var Spørgsmaal om en dansk Forening,
Og ei om Folket paa Italiens Kyst.
Men selv - her i hans Blik der kom Forstening
Og svagere blev Stemmen i hans Bryst -
Men selv i Norden vil man jo fortælle,
Kan af og til Undtagelser dog gjælde.

Ja vist! af Taaber der jo gives flere,
Gjensvared ham Comtessen strengt og koldt,
Hvorpaa sit Hoved bort hun vendte stolt,
Og lod sit Blik i Luften promenere.
Da ei den unge Lærer udholdt mere
Den Piinsel, som hans Hjerte blev forvoldt;
Sit Landkort og sin Bog han sammen lagde,
Og, reisende fra Stolen sig, han sagde:

107 Maaskee jeg for idag Farvel tør byde
Og tage Traaden op en anden Gang;
Med Roms Historie vi vil afbryde,
Desværre frygter jeg den var for lang.
Han bukkede og gik - og Talens Klang
For Øret hørte Clara længe lyde;
Hun havde gjerne ham tilbage kaldt,
Og ved et Ord, et Smiil, udjævnet Alt.

Hvor var idag jeg ogsaa i Humeur!
(Saa Monologen lød i hendes Indre)
Men hvorfor vilde ogsaa Mo'er forhindre,
At jeg et Shawl fik af en rød Couleur?
Det ei min Hensigt var ham reent at splintre,
Han saa elskværdig er som han var før!
Men næste Fredag Alt jeg godt vil gjøre,
Kun gode Ord han da skal faae at høre.

Saa tænkte Clara - ganske anderledes
Uroligt gik det til nu i vor Helt,
Der gjennem Byens Gader iilte snelt,
Mens meer og meer ham Hjerteblodet hedes.
Paa Veien blev han af og til udskjeldt,
Og »see Dem for« af mangen En der bedes;
Thi blind af Lidenskab, af Clara fuld,
Hveranden han paa Gaden løb omkuld.

Han kom til Hjemmets Dør. Ad Trappen iilte
Han op med stormende og stærke Skridt;
Selv i sit Kammer aanded ei han frit,
Hans Læbe brændte mens den bittert smiilte.
Frem og tilbage vandred han og hviilte
Sit Hoved i sin Haand og standsed tidt,
For i et Suk paa eengang frem at trænge
Den Smerte, som hans Hjerte vilde sprænge.

Afbrudte Ord der fra hans Læbe fløi,
Som om hans urofulde Tilstand minded:
Du falske Haab, der grusomt for mig løi! -
Slukt er den Stjerne, som saa deilig skinned! -
O, tykke Mørke, som mit Øie blinded! -
O, dybe Fald fra Flugten himmelhøi! -
Hvad er et Smiil, et Blik? - Hvorfor mig svare
Saa koldt og haardt? - O, Clare! Clare! Clare!

108 Mørket faldt paa, men op og ned dog gik
Endnu paa samme Viis han i sit Kammer;
Da aabned Døren sig - et Blus der flammer,
Og Vertens Pige staaer nu for hans Blik
Med Lys i Haand, og frem det Spørgsmaal stammer:
Om ikke Hr. Studenten efter Skik
Nu vilde have Ild og Lys, thi længe
Hun havde troet til Ild han kunde trænge.

»Her er jo hedt som i et Helved næsten!«
Ih Gud, Hr. Homo! her er bittert koldt,
Og udenfor der fyger Snee med Blæsten,
Som længer end en Time ved har holdt. -
»Saa lad da Lyset staae, og bring forresten
Mig kun den Ild, som har dig Skrupler voldt.«
Her paa sin Sopha Plads han monne tage,
Og Lotte gik, men kom med Ild tilbage.

Paa Knæ hun foran Kakkelovnen laa,
Som næsten fuld hun stablede med Brænde;
Og Adams Øie, som hang fast ved hende,
At kjøn hun var, for første Gang nu saae.
Det runde Been, iført en Strømpe blaa,
Tilsyne kommer, da hun vil sig vende;
Og som hun bøiet nedad laa saa nydelig,
Den skjønne Barm han skuer ganske tydelig.

Nu blussende fra Gulvet staaer hun op,
Men da hun gaae vil, Adam hende standser,
Idet med Armen hendes Liv han krandser
Og til den Ængstelige raaber: stop!
Den lille Lotte næsten taber Sandser
Og dreier i hans Arm sig som en Top,
Hvorhos hun siger med forvirret Stemme:
Jeg ned nu maa, thi jeg er ene hjemme.

Men Adam hvisker: bliv hos mig, o Lotte!
Som aldrig før jeg er bedrøvet nu.
Ak, for de Krænkelser jeg lide maatte,
Med lidt Huldsalighed mig trøste du!
Din Venlighed saa tidt mig randt ihu,
Du er saa god, du vil mig ikke spotte;
Til Trøst jeg trænger af en kjærlig Aand,
Og blidt er jo dit Øie, blød din Haand.

109 Men Lotte svarer med bevæget Stemme,
Thi alt forlængst var hun Studenten god:
Saa har man Dem, Hr. Homo, gjort imod?
Jeg syntes nok jeg kunde det fornemme.
Jeg gjerne blev, hvis blot til mig det stod,
Men nede der som sagt er Ingen hjemme -
Slip, slip mig dog! De maa ei saa mig friste!
En fattig Pige Ære har at miste.

Men Adam hørte meer ei Ærens Grunde,
Der døved blev af Stormen i hans Barm;
Hans Kind og Puls nu blussed febervarm,
Og snart flød sammen hans og Lottes Munde.
»O Lotte! dersom du mig elske kunde« -
Her fast om hendes Liv han slog sin Arm,
Og Pigen, som imod ei kunde stride,
Trak ned han paa sin Sopha ved sin Side.

Ak nei, Hr. Homo! hvortil skal det føre?
De veed jo sagtens, at jeg har Dem kjær.
Hvis Lidt De holder af mig, lad Dem røre
Og kom mig endelig dog ei saa nær!
Men det var Præken for det døve Øre,
Sin egen Lyst han elsked nu især;
Til Elskerinde Pigen han udkaared,
Og Lotte, der kun sukked, han bedaared.

Forunderligt er Menneskenes Sind!
Ja, hvor er vel den Vise, som forstod'et?
Den som til smaa Bedrifter mangler Modet,
Gaaer paa de store tidt med Lethed ind;
Den som i Slagsmaal strax faaer Skræk i Blodet,
Bli'er i Bataillen reent for Faren blind;
Den som en Clara neppe tør berøre,
Ei bæver for en Lotte at forføre.

Og underlig er Skjæbnens Labyrinth!
Fordi Comtessens Shawl blev høirødt ikke,
Saa maatte Harme hendes Stolthed prikke,
Og imod Adam blev hun haard som Flint.
Paa Grund heraf omtaagedes hans Blikke,
Saa reent hans Øie blev for Æren blindt;
Paa Grund af denne Grund fik Magt den Onde,
Og - stakkels Lotte maatte gaae tilgrunde.

110 Som sagt, forsmaaet af en coquet Comtesse,
Hvem end han elsked af sit Hjertes Magt,
Tog Adam nu en Pige til Maitresse,
Der aldrig havde Snarer for ham lagt.
I denne Ruus, som han forøged stedse,
En Maaned næsten havde han tilbragt,
En Anden blendende, og selv forblindet -
Da pludselig faldt fra hans Øie Bindet.

Hvad er en Lidenskab? Et Bølgeslag,
Der slynger imod Himlen op vort Hjerte,
Og kaster som et sønderslaaet Vrag
Det saa i Dybet ned til Qval og Smerte!
Den Lynet er, der flammer som en Kjerte
Høit under Tordenskyens mørke Tag;
Den Rosen er og Rosens Torn, som piner;
Den Solglimt er paa styrtende Laviner!

Hvad er en Lidenskab? Et bandlyst Ord!
Et Offer, som af Skjalde sønderskæres,
En Syndebuk, de Vise Døden svor!
Og dog en Lærer, som kan ei undværes,
Hvis Lærdom vel fortærer og fortæres,
Men hvori Næring dog for Hjertet boer;
Thi naar vor Aand har Videnskab til Amme,
Vort Hjerte har i Lidenskab det Samme.

Vi gaae saa trygge hen ad Livets Vei,
Og dybt i Slummer falder snart hveranden:
Een ved bestandig Filen med Forstanden,
Og Een fordi Forstand han bruger ei.
Vi gaae saa sløve, baade du og jeg,
Med Bind for Øiet og med Fjæl for Panden,
Og finde Alt i Orden hvad der skeer,
Og tænke aldrig paa, hvad ei vi seer -

Da mærkes Forbud paa en Storm, og vækked
Op af vor Døs vi Faren møde vil;
Da stiger Stormen til Orkan, og knækked
Er alle Støtter, som vi holdt os til;
Da ruller Tordnen over os, og skrækked
I Afmagt staae vi for Naturens Spil;
Da gjennem Mulm og Nat sees Lynet glimte,
Og Underverd'nens Afgrundsdyb vi skimte.

111 Ind i os selv vi skue da og sukke
Og finde Verden heelt forandret nu,
Og bævende vort Øie vi oplukke
For Himmel, Helvede, med Lyst og Gru.
Vel kan ei Sindet meer sig sorgløst vugge,
Vel brast som Boblen Hjertets Fred itu;
Men dog vi vaktes, om vi end med Qvaler
Vor Vækker og vor Lærer dyrt betaler.

Og Adam vaagned - O, hvor har jeg været!
Saa til sig selv en Morgen talte han,
Idet han reiste sig paa Sengens Rand,
Ei længer af sin Lidenskab besnæret,
Thi ud hans hede Blod nu havde gjæret:
O, hvilket Slør omtaaged min Forstand!
O, hvilket Mørke har mit Øie dækket!
For sildig, ak for sildig blev jeg vækket!

Hvor var det muligt dog, fra Stund til Stund,
Paa Haabets falske Drøm mig ind at vugge,
Og mine Øine for den Sandhed lukke,
At Claras kolde Hjerte leged kun?
Hvor var det muligt, at i Sjælens Bund
Jeg ikke agted paa de dybe Sukke,
Saa Luners Spil for Kjærlighed jeg tog,
Og med et Skin mig idelig bedrog.

Og havde dog mig selv jeg kun bedraget!
O, havde i Forblindelse jeg, vildt
Dog ei en Andens Hjertefred forspildt! - -
Her i hans Indre blev saa heftigt Naget,
At hurtig - (da først Tøiet paa var taget)
Han iled ud at faae sin Uro stilt;
Men skjøndt han streifed rundt omkring i Byen,
Umulig var ham Tankernes Undfly'en.

Hvorhen endog hans Fødder monne gaae,
Ulykkes-Kammerater paa han stødte:
Det var jo lutter Lidende, han mødte,
Hvem Skjæbnekorset tungt paa Skuldren laa;
Det var jo lutter Folk, hvis Hjerter blødte,
Hvem Sorgen ud af Øinene man saae;
Der Alle haardt paa Livets Byrde slæbte,
Og efter Lindring, efter Lise stræbte.

112 Ei før saa mange Syge, Halte, Blinde,
Usle og Fattige han fik at see,
Og hvor han skued ei den ydre Vee,
Han aned den, som Hjertet slutted inde.
Blandt Andre traf han en forloren Qvinde,
Hvis Rosenlæber ham imøde lee,
Men let igjennem Smilet han opdager
Den Angst og Uro, som i Barmen nager.

Har da paa eengang Verden skiftet Ramme?
Sørgmodig hvisker han, mens rundt han seer;
Det hele Liv jeg kjender ikke meer,
Alt er forvandlet, Intet er det Samme.
Fra intet Øie Glæden rigtig leer,
Og alle Haabets Vinger hænge lamme,
Og bøiet under Syndens, Sorgens Vægt,
Sin Gang mod Graven gaaer den hele Slægt.

Da gjennem Hjertet følte han at skære
Hiin Smerte, som Enhver i Støvet fød
Af egen Livserfaring faaer at lære,
Mens Følelsen endnu er varm og blød:
Hvordan et Menneske tidt har at bære
Ei blot sin egen, men sin Næstes Nød;
Hvordan, lig Atlas, Verden og dens Jammer
Den Enkelte til Byrde tidt annammer.

Thi stundom i den store Kreds man staaer,
Hvor Alle danne Led af samme Kjæde,
Hvad enten denne Sorg er eller Glæde;
Og hvor det Slag, der ned electrisk slaaer
I Een, er i den hele Kreds tilstede,
Og som et Lyn igjennem Alle gaaer.
Fordeelt er Slagets Kræfter paa det Hele,
Dog bæres heelt det af de mindste Dele. -

Med et paa Trøst og Lindring opsat Hjerte
Omkring paa denne Viis vor Helt nu drev;
Men næsten alle Ting til Gift ham blev,
Og fast af hvert et Syn han suged Smerte.
Paa Himlens Hvælv alt tændt var Lunas Kjerte,
Da ved sin Bolig Døren op han rev
Og steg tilveirs igjen, indsvøbt i Kappen -
Der lille Lotte sad og græd paa Trappen.

113 Men Adam lod som ei han hende saae;
Hvor kunde han til Trøst en Anden være?
Han, som med Nød og neppe kunde bære
Den Vægt, der paa hans egne Skuldre laa.
Haardt ham i Hjertet Pigens Suk dog skære,
Idet forbi han hurtig monne gaae,
Og i sit Kammer dybt som hende sukked
Han selv, da Døren efter sig han lukked.

Hvad er dog Tiden! tænkte han igjen,
Idet han foran Ovnen ned sig satte,
Og saae paa Ilden ind, hvis Luer matte
En Lysning over Gulvet kasted hen:
Det, at den været har, hvo kan det fatte,
Da Øieblikket ei kan holde den?
At den er til, idet forbi den haster,
Det kjendes kun af Skyggen, som den kaster.

At virkelig knap for en Maaned siden
Her foran Kakkelovnen Lotte laa,
Imens jeg selv i hende hele Tiden
En Gjenstand for mit Hjertes Attraa saae -
Hvor kunde jeg dog Dette nu forstaae,
Hvis ikke hendes Taarer, hendes Liden,
Hvis ei mit eget Suk, min egen Dom
Mig minded uafladelig derom?

Og er jeg selv da ikke gammel bleven?
Er ei min Ungdom med dens Lyst forbi?
Er ikke Kjærlighedens Krands afreven,
Og Venskabs Blomster falmed paa min Sti?
Hvad er en qvalfuld og en haabløs Leven,
Naar Sjælen ei kan aande frisk og fri,
Naar rundt om sig man seer Fortabtes Trængsel,
Og Jorden selv bli'er til et dunkelt Fængsel!

Saa taled atter med sig selv vor Helt;
Han stod jo i de fulde Ungdomsdage,
Hvor til det Yderste man iler snelt;
Hvor man, saavel i Jubel som i Klage,
Ved høit at stige vil sig selv behage,
Og føre non plus ultra i sit Felt;
Hvor hvert et Mellemled man springer over,
Og hvor Pistolskud lyde som Kartover. -

114 Men til den indre Braad for Adam kom
Nu og de ydre Torne, skarpe, hvasse:
Af Underviisningstimer han en Masse
Længst havde mistet, og for flere, som
Man saae ham høist uordenligt at passe,
Der sloges i den sidste Tid en Bom.
Sin Kasses nære Død med Skræk han sporer,
Just som der Liv kom i hans Creditorer.

Fra Grev de Fix, fra hvem han udeblev
En Maaned alt som syg, da end han ikke
Var stærk nok til at møde Claras Blikke,
Og heller ei hans Kraft saa vidt det drev,
Til Grevens Huus Opsigelse at skikke:
Fra Grev de Fix han modtog nu et Brev,
Hvori Høistsamme for hans Flid ham takked,
Og derpaa om sin nye Lærer snakked.

Da Brevets Læsning Adam havde endt,
Og indeni den Pengesum var funden,
I hvilken Løn som Lærer blev ham sendt,
Udbrød han med et bittert Smiil om Munden:
Vort Livs Gevinst og Tab i Regnskabsstunden
Man siger vil gaae lige op omtrent,
Men at ei Stik det holder, jeg har fundet:
Mit Hjertes Ro gik tabt - hvad har jeg vundet?

Men det skal blive anderledes! Ja,
Jeg føler endnu Kraft i mine Aarer;
Feigt at fortvivle passer sig for Daarer,
Saa lad paa eengang Mand mig blive da!
Jeg vil ei mere skue Lottes Taarer,
Jeg maa i Frihed, jeg maa bort herfra,
I Livets Storm et Fristed mig betrygge;
Fra nu af paa mig selv jeg kun vil bygge!

Saa tænkte stolt vor Helt, da et Logis
Han leied sig i Byens anden Ende,
Hvor Verden og dens Larm knap gik forbi.
Til Lotte med et Brev han monne sende
(Paa fem Rigsdaler nær, som gik til Brænde)
Sin hele Skat: af Specier tre Gang' Ti.
I Brevet fik, som altid, Skjæbnen Skylden,
Fordi hans Kjærlighed blev lagt paa Hylden.

115 Da Brevet bortsendt var, hvor blev han let!
Men samme Dag han modtog selv et andet,
Der som et Tordenslag ham rørte ret.
Hans Fader nemlig skrev fra Jydelandet:
At mellem Creditorer presset tæt,
Og med en Fremtids Udsigt mørk og blandet,
Han nødtes til at spare, knibe - kort,
At lade Hjælp til Sønnen falde bort.

Du vil - saa skrev han - altsaa ei modtage
De maanedlige femten Daler meer,
Før atter klar jeg Horizonten seer.
At skrive Dette vilde dybt mig nage,
Hvis Lykkens Stjerne gik for dig tilbage,
Og ikke fremad, som jo nu det skeer;
Men selv du har din Status prust utrolig,
Saa jeg med Hensyn hertil ret er rolig.

Der laa nu Adams hele Existens!
Paa disse femten Daler var der bygget
Som paa en Grundvold for den, alt imens
Den ret ved Timelæsning blev betrygget.
Nu var hans Fremtid ganske overskygget,
Hans Haab var blegnet og hans Pung var lens,
Og nu han havde, for at subsistere,
Det ene Middel kun, at informere.

Men som en Helt han tog paa Værket fat.
Ti Timers Slid man saae ham daglig bære,
Saa ret Taalmodighed han kunde lære
Fra lyse Morgen til den mørke Nat.
Med ussel Løn tilfreds han maatte være,
Da sig i Miscredit han havde sat:
En Institutbestyrer gi'er det Nøieste,
Og sex Mark vandt han daglig idethøieste.

Dog denne Sum, hvor kunde den forslaae
Til Creditorerne, som nu beleired
Ham Dag og Nat, og høit Triumfer feired,
Mens dybt tilskamme selv han maatte staae?
Om ogsaa han i Talen Een beseired,
Strax kom en Anden lige ovenpaa,
Og holdt ham under Næsen op Beviserne,
Og trued ham med Sætten i Aviserne.

116 Endnu dog Adam ei lod Modet falde,
Han gjorde Alt, hvad kun man gjøre kan:
Han feied Uhr og Bøger ud paastand,
Han solgte sine bedste Klæder alle,
Han kun beholdt en Vest med Striber smalle,
Ak, som han havde baaret den Dag han
Sig Claras Billed havde først indprentet
Og Spiren til sin Lidenskab sig hentet.

Men nu da Alt var borte, og han saae
Sig selv i Speilet, iført gamle Buxer,
Og i en luslidt Kjole, mørkegraa,
Lig Fæstningsslaver og lig Skolefuxer:
Da paa hans Pande Veemodsskyer staae,
Og neppe Sorgen i sit Bryst han duxer.
Han havde lovet vel at staae som Mand,
Men neppe Byrden dog han bære kan.

Dog bar han den - men naar han gik til Skolen,
Ei meer i Hovedgaderne han kom;
De store Torve gik han udenom,
Og vogted vel sig for at sees i Solen.
Den havde aabenbaret jo paa Kjolen
Hver Brøst, og hver en Plet, for Farve tom.
Igjennem Stræderne med Haand paa Ryggen,
Hvor Knappen mangled, sneg han sig i Skyggen.

Naar han i Frastand vaer blev en Bekjendt,
Strax trak han Hatten længer ned i Panden,
Og end mod Jorden var hans Øie vendt,
Skjøndt længe ham forbi alt var den Anden;
Men blev tilfældigviis et Blik ham sendt
Af skjønne Damer, som paa Fortogsranden
Hensvæved silkeklædt' fra Taa til Top,
Strax fra hans Bryst steg dybe Sukke op.

For ham var Eensomheden kun tilbage,
For ham var Nydelsernes Tid forbi,
Og Skolens Fængsel han kun trælled i,
For at opholde glædetomme Dage!
Hver Dag paany han gjentog samme Klage,
Naar han paa Gaden gik sin vante Sti;
Men bort med Klage! Der er Institutet,
Der er det Fængsel, hvor han ind er sluttet!

117 Og virkelig! her sidder han som Fange
Fra Morgen indtil Aften nu hver Dag,
Og underviser, gjennem Timer lange,
Halwoxne Drenge, dem til lidt Behag.
Her repeterer han de tusind Gange
Den samme Sætning og den samme Sag;
Her gaaer fra første Classe han til anden,
Og præker sig hver Tanke ud af Panden.

Her, Time efter Time, ufravigelig
Han tygger om igjen de gamle Straae,
Og deler ud dem i Portioner ligelig,
For næste Dag tilbage dem at faae.
Her efter Frihed smægter han usigelig,
Imens sin Byrde træt han slæber paa;
Her i sin Gjerning har han længst bemærket,
At det er Lysten kun, som driver Værket.

Naar Dagen er forbi og Skolen ender,
Og Alt til Hvile stunder imod Nat,
Da til sit Hjem han mørk tilbage vender,
At tage paa sit Embedsstudium fat.
Knap dog et Bogstav han i Bogen kjender,
Af alle Aander er hans Aand forladt;
Og Maaneder randt hen paa denne Maade,
Saa at tilsidst ham Frihed blev en Gaade. -

Men hvormed lignes skal en Aand, der gaaer
Ud fra det Paradiis, som sit den troede,
Bort fra den Glæde, hvortil fast den groede,
Naar Sorgens Budskab den for Alvor faaer?
Den er lig Folket, der paa Sletten boede
I Fred og Tryghed gjennem mange Aar,
Men nu medeet - thi Fjender Landet hærge -
Maa søge Tilflugt blandt de høie Bjerge.

Der gjælder det at taale barske Vinde,
Og, medens Fossen styrter vild forbi,
At vandre paa den snevre Klippesti,
Og i den mørke Granskov Vei at finde;
Der gjælder det, at naae den steile Tinde,
Og ei det dybe Svælg at styrte i;
At vænne sig til Horizontens Ramme,
Hvor Verdens Billed er ei meer det samme.

118 Men Nøden just en Lærer bli'er for dem;
Og skjøndt med Suk de reise deres Hytte,
Hvor Fjeldets stærke Vægge den beskytte,
Naar Uveir og Laviner bryde frem.
For Jagtens Vaaben Spaden saa de bytte,
Og søge Dyret i dets øde Hjem;
Og opad gaaer det, over Sneens Dække,
Opad hvor Kampen truer, Farer skrække.

Da først den skjulte Kraft sig aabenbarer,
Der slumred i det før saa bløde Bryst;
Da først det forhen sløve Blik sig klarer,
Mens Sjæl og Arm sig hærder ved hver Dyst;
Da vænner Øret sig til Stormens Røst,
Naar Klippen den forbi med Buldren farer;
Og snart i denne Luft, der styrker, køler,
Som i sit Element sig Hjertet føler.

Naar stundom da fra Fjeldets nøgne Pande,
Halv i Begeistring, med Medlidenhed
De skue ned i Dalens Skjød og ned
Mod deres Fortids lykkelige Lande:
Der hvor sig Frygt og Haab bestandig blande,
Hvor Tryghed boer, men Trældom nær derved:
Da - selv paa Randen af en Afgrunds Kløfter -
En Følelse af Frihed stolt dem løfter.

Saa gaaer det og med Den, hvem Sorgen vækker,
Naar i sig selv kun modig ind han gaaer,
Skjøndt Sjælens dunkle Region ham skrækker
Og for dens Dybder svimlende han staaer:
Tilsidst ham Aandens Rige til sig trækker,
Saa han i det sit Hjem og Fristed faaer,
Mens Den, der modløs sørger, kun omvanker
Som en Forviist, i savnopfyldte Tanker.

Og modløs Adam var, skjøndt paa det Sidste
Han greb til Biblen og sit Testament,
For under Læsning Trøsten ind at liste
I Sjælen, der var angstfuld og bespændt.
Men hvordan gik det? Selv han ei det vidste:
Det var, som havde Gud ham Ryggen vendt,
Som var Forjættelsernes Lys udslukked,
Som Himlens Porte var for ham tillukked.

119 Det var, som var hans Hjerte fremmed blevet
(Thi lang Tid han sin Bøn forsømte jo)
For hvert et Indtryk af hans Barndomstro.
Han agted ei paa Ordet, der stod skrevet,
Og med et Sind fra Haabets Grund løsrevet
Kom aldrig i sin Tanke han til Ro.
Han lagde Biblen bort, og Trøst han søger
I philosophiske, berømte Bøger.

Her, tænkte han, maa Hjælpen dog vel findes;
Fortalerne det love jo saa vist.
Thi vandt han op det fine Garn, der spindes
Og tvindes sammen med saa megen List;
Men stod ved Knudens Løsning han tilsidst,
Skelettet af Systemet kun han mindes:
Begrebet, ei dets Indhold, Læren gjaldt,
Ideen fik han, ikke dens Gehalt.

Han kasted hen de vidtberømte Bøger,
Der gav Begrebet Trøst, men ingen Trøst;
Tilbage til sig selv igjen han søger,
Til Livets Kilder i sit eget Bryst.
Men skjøndt sin Tankes Udsæd han forøger,
For ham bestandig blev der fattig Høst;
Hvor høit endog hans Sjæl maa Lyst forlange,
I alle Toner gjenlød Sorgens Sange.

- En Søndag stod ved Vindvet han som bunden,
Thi hele Gaden opfyldt skued han
Af Folk tilvogns og -fods, af hver en Stand,
Der med Begeistring iled ud i Lunden.
Musik og Sang lød høit i Morgenstunden,
Og Kildevogne førte Toget an;
Der var en Livets Fylde, Fryd og Glæde,
Som dobbelt stærke lod hans Savn fremtræde.

Først efter Middag Alt blev tyst og stille,
Og til sit Hjem, hvorvel forstemt og trist,
Her i sin Eensomhed han skrive vilde:
Da hørte tætved, i en Naboqvist,
Han atter melankolsk paa Fløite spille
Den lange, blege, blonde Contorist,
Der Folks Taalmodighed hver Søndag prøved,
Naar ivrig paa sin Fløite han sig øved.

120 Hvad Maal har vel en saadan Fløitespiller,
Da hver en Søndagsfryd han offre vil
For sine korte Løb og lange Triller?
Mon sig en Nydelse han blæser til?
Mon Fremtids-Haabet sødt ham forestiller
En Elskerinde lytte til hans Spil?
Hvad driver ham, saa han sin Næste plager,
Mens ufortrøden fat paany han tager?

Vil han, da Søndag just til Konst han vier,
Sin Aand fra Ugens Trældom gjøre fri?
Vil i sit Prosa-Liv han Poesi
Indblæse med de hulde Melodier,
Med disse sværmeriske Phantasier,
Som Veiret næstendeels han taber i?
Vil han, ved Variationer paa et Thema,
Lidt variere Livets faste Schema?

Vil i sit Potpourri han skaffe Luft
Den Fugl, som sidder fangen i hans Indre,
Den Fugl fra Paradiis, som end erindre
Kan sig sin Hjemstavns søde Blomsterduft?
Vil han ved dette Pianospil forhindre
En Kamp imellem Hjerte og Fornuft?
Vil han ved denne Længselsvals udtrykke
Sit Haab om Kjærlighed, sit Savn af Lykke?

Hvo veed, hvad slig en Fløitenist kan ville -
(Du veed det, du, som paa Fiolen gned!)
Eet veed jeg: han sig selv vil tilfredsstille,
Og røres dybt af hvad han selv ei veed.
Han gammel blive vil, og stedse spille,
I Haab at ende med Fuldkommenhed;
Han vidt ei komme vil med al sin Øvelse,
Men blive for hver Nabo til Bedrøvelse.

En trist Adagio blæste han just her,
Som forfra han begyndte, naar den endte;
Og med hver Tone, som vor Helt han sendte,
Kom mørke Plageaander Denne nær.
Sin egen Skrift knap Adam mere kjendte,
Dog skrev han fort, om sig og sit Besvær:
Og, mens den Anden tuded, tvende Blade
Han fyldte med en sand Jeremiade.

121 Da Fløiten taug, han netop endte Brevet,
Som nu med mørke Blik han gjennemsaae;
Men just som Slutningen han stirred paa,
Blev af hans Hænder Bladet sønderrevet,
Saa Dagens Værk som Stumper for ham laa.
En ny Epistel blev ihast nu skrevet,
I hvilken han til Hjemmet meldte blot,
At vel han leved og det havde godt.

Og Skrivelsen med Posten fløi til Hjemmet,
Hvor nu sig Pastor Homo glæded ret,
Fordi saa godt hans Adam havde det,
Om end ham Brevets Korthed var lidt fremmed.
Saa gaaer i Verden det! Forknyt, forgræmmet,
Man dog bevarer Ydersiden net.
Hvis ud hvad der er ind man skulde vende,
Hvis Billed troer man da man vilde kjende?

122

FEMTE SANG

Hvad Nød er størst? - Hvis Folk mig svare skulde,
Da i et stridigt Chor jeg fik til Svar:
Ved Alt at kjedes; nei, at staae til Nar;
Nei, naar for Kjærlighed man møder Kulde;
Nei, naar Ens Hustru bliver lagt i Mulde;
Nei, naar man end ilive hende har;
Nei, Sorg af Børn; nei, Sorg af gamle Synder;
Nei, Næringssorg, naar den tilgavns begynder!

Vel, at jeg selv mig svare skal; thi Striden,
Uendelig og frugtende kun lidt,
Jeg dictatorisk ende kan medeet.
Den største Nød - den mindste nu for Tiden,
Hvor liden Tro er Tegn paa megen Viden
Og Hjerterne for Tvivlen gløde hedt -
Er, naar det Nat for Sjælens Øie bliver,
Naar den et Forsyn paa sin Vei opgiver.

Thi frem af Graven brat da sees at stige,
Med Scepteret af Jern og tunge Spor,
Den gamle Skjæbne, han, den Frygtelige,
Der med den sidste Hedning sank i Jord.
Da grunder atter han sit mørke Rige,
Hvori den kolde Haabløshed kun boer;
Da skeer ei meer Mirakler; da kun bukke
Man kan sig under Aaget ned og sukke.

Men Kredsen er ei sluttet: End bevæger
Et Hjerte sig i Verdens vide Bryst;
End er den stærke Læge til, som læger,
Den store Prædikant, som præker Trøst;
End er den Haand oplukt, som vederqvæger,
Det skarpe Øre aabent for hver Røst;
End seer et Øie ned; end skeer Mirakler
Til Hjælp for Mennesker, til Trøst for Stakler.

123 Ja, brudt er Lænkerne, de centnersvære,
Som Aanden selv sig smeded i sin Nød;
Da fri den sine Vaaben svang med Ære,
Da var dens første Daad Tyrannens Død.
Og dog er Skjæbnen til, kun at vi bære
Den i os selv og i vort eget Skjød.
Den kommer frem fra Inden, ei fra Uden;
Den er vor Skabning, mens vi selv er Guden.

Dog er ei Guden Gud, saalidt som Roden
Er Livets Rod, naar Planten bliver til;
Vor Skjæbne lægges ydmyg os for Foden,
Om op fra Støvet vi den reise vil.
Den voxer, vexier i et evigt Spil,
Men bliver aldrig fuldendt, aldrig moden.
Den efter Væsnet ta'er bestandig Farve,
Thi den er Psychens egentlige Larve.

Og som en Larve den tilsidst hensegner,
Naar Sjælen bliver Eet med sin Idee;
Thi Held og Uheld, Jordens Fryd og Vee,
Det første Udkast skarpere kun tegner,
At reent tilsidst vi Billedet maae see.
Naar det er klaret, saa ei meer det blegner,
(Men gjennem Kamp og Smerte kun det skeer)
Da løfter Frihed Vingen - Skjæbnen er ei meer.

Til denne Tro var dog vor Helt ei kommen.
Paa Livets Skillevei han just nu stod,
Hvor Skjæbnen holdt sit Scepter ham imod,
Og for hans frie Vandring sænked Bommen.
Han syntes alt han kunde høre Dommen,
Den strenge, der var skreven som med Blod,
Der sagde: Adam Homo skal gaae under,
Mod Død og mod Fordærvelse han stunder!

Vel stopped han i Førstningen sit Øre
For disse bittre, uheldsvangre Ord;
Men da han klarere dem fik at høre,
Og høiere de gjenlød som i Chor:
Da gjennem ham paa eengang Tanken foer,
Ved Skjæbnens Stræng med egen Haand at røre,
For at forsøge, om et Forsyn ei
Endnu et Svar ham sendte paa hans Vei.

124 Hans Forsæt kaldte Haabet strax tillive:
Ja - udbrød han - ja, Luft jeg have maa!
Af denne Afmagt maa jeg ud mig rive,
Hvis ikke reent tilgrunde jeg skal gaae.
End Hjulet rulle kan, som gik istaa,
End kan mit Liv et Stød jeg fremad give,
End kan en Udgang paa min Nød jeg see:
Forsynet selv mig giver en Idee!

Hidtil mit Liv sig vistnok selsomt bugted,
Men dog en Vinding gav mig hvert Forliis.
Jeg føler nu, at Himlen har mig tugtet,
For mig paa Verdens Gang at gjøre viis;
Jeg føler og, at Straffen den har frugtet,
Ja denne Strenghed være Lov og Priis!
Nu aabner Lykken atter sine Arme;
Det Bryst, som stivnet var, vil nu den varme.

Med disse Tanker - Vent, o Læser, ikke,
At noget Usædvanligt nu der skeer,
Af den Natur, man i Romaner seer,
Hvorpaa du stirre kan med aabne Blikke;
Det Eventyrlige vil ei sig skikke
For Tider, hvor man Eventyr beleer.
Kun hvad i Livet hændes her der vanker;
Herpaa bered dig nu med disse Tanker -

Med disse Tanker satte han sig ned,
Og skrev med Ord, som ind ret kunde trænge,
Til fem ham længst bekjendte Mænd om Penge,
For qvit at blive sin Elendighed.
I deres Huus han kommen var saalænge,
Saa gode, saa humane han dem veed;
Og deres Penge gik jo ei tilspilde,
Sit Æresord til Pant han sætte vilde.

Han skrev saa inderligt, han skrev saa rørende,
Paa Sprog af Skriften selv blev ikke spar't,
For at bevise for den anden Part,
At det at gjøre vel, var saa velgjørende.
Hans Stiil var imod Enden saa forførende,
At Resultatet stod ham selv saa klart,
Især da Lykken han jo fristed ikke,
Ved blot til Een Epistelen at skikke.

125 Da Brevene var borte, han anvendte
Sin Tid til Planer for sit Fremtidsvel:
Først vilde han betale al sin Gjæld
Til sidste Skilling redelig med Rente;
Saa hos sin Skræder gode Klæder hente,
Saa ikke meer sig slide reent ihjel,
Men ganske let i Skolen sig belaste,
Og saa paa Theologien ret sig kaste.

Det var hans Villie - meer end Villien driver
Sit Spil dog med hans Tanker Ønskets Magt:
Paa Vink af sin Forstand han knap gav Agt,
Mens Tøilen heelt han Phantasien giver,
Til den en gylden Fremtid har ham bragt,
Og stor og større Sæbeboblen bliver.
Paa den og paa dens farverige Skin
Som blendet stirred han med henrykt Sind.

Thi ei blot seer han sig, ved Hjælp af Penge,
(Den nervus rerum, der i Alt maa til)
Igjen blandt Venner, som han svigted længe,
Igjen Acteur i Livets glade Spil;
Men Ønsket hver en Skranke selv maa sprænge,
Som evig ham fra Clara fjerne vil:
For Tidens Magt Umuligheden svinder -
Saae ei man Præster før gift' med Grevinder?

En Aften nu, da han fra Skolen kom,
Fem smaa Billetter paa sit Bord han skued,
Og som et Lynslag vexled Haabet om
Med Frygten, der fra Brevene ham trued.
Ved Synet af dem fast hans Hjerte grued,
Han vidste jo, at afsagt var hans Dom.
Han op og ned ad Gulvet længe vandred,
Til Frygten atter sig til Haab forandred.

Da til sig selv han talte (Ganske fri
I denne Monolog han fandtes ikke
For et sædvanligt Selvbedrageri):
Jeg i min Skjæbne vil mig rolig skikkel
Jeg Gunst ei venter af Fortunas Blikke,
Jeg forudseer, hun gaaer mig her forbi.
I disse Ord den gamle Tro vist kjendes:
Hvad ei man venter, det just snarest hændes.

126 Nu aabned Brevene han eet for eet,
Og rask han overfløi de første fire,
Som, uden dem at gjennemlæse tiere,
Han kaste d hen - hvorpaa han pusted lidt.
Da med et Suk, hvorved hans Sjæl blev friere,
Og med et Blik, saa brændende og hedt,
Han saae mod Himlen, mens han greb det femte;
Men det er sandt, de fire Svar jeg glemte.

Det første lød: At selv man monne trænge,
Betynget under svære Skatters Last;
Det andet lød: At alle løse Penge
Desværre var fornylig satte fast;
Det tredie: At man Kassen vilde sprænge,
Hvis man saa stor en Sum trak ud ihast;
Det fjerde: At Asylerne de slugte,
Hvad ei til Kone, Børn og sig man brugte.

Det femte Brev, hvorved just Adams Øie
Nu halvt omtaaget som idrømme hang,
Paa eengang blidt og philosophisk klang,
Og her dets Slutningsord jeg gjengi'er nøie:
De vil vist ei, Hr. Homo, jeg skal føie
Paa Hovedets Bekostning Hjertets Trang;
De sikkert her mit Grundprincip vil skaane,
Der mig forbyder Penge ud at laane.

Gid Pokker slige Folks Principer tage!
Det er det Eneste, jeg svare kan,
Thi Adam selv er ei til Svar istand.
Gid de, der sødt i Ord sig selv behage,
Mens Næstens Sidebeen i Stormen knage,
Gid ud de fra det tørre, trygge Land
Engang paa Dybet ogsaa maatte komme!
Jeg vedder, deres Præken da var omme.

Gid de, som ei med Andre ville dele
Af deres Overflod en ringe Part,
Forlise snarest mulig maae det Hele!
Gid de, som vil den egne Kage mele,
Men neppe unde Andre Brødet bart,
Ved selv at sulte maae omvendes snart!
Gid de, som Godt vil gjøre, men med Maade,
Belæres maae ved selv at be'e om Naade!

127 See, det er Ønsker, som er christelige!
Men dermed ei til Hensigt dog jeg har,
Det allermindste Stødende at sige
For hine Hædersmænd, som nys gav Svar.
Til deres Vægring Grund der sikkert var,
Om end den givne just ei gjaldt saa lige;
Som for Exempel, at Caution og Pant
Sig ei med Adams Æresord forbandt.

Thi skal et Æresord realiseres,
Da bringes sjelden Meget ud deraf
For begge Parter, som det tog og gav.
Som oftest jo af Æren strax falleres,
Og Creditor, hvem Boet extraderes,
(Der her er Ordet) mister da sit Krav;
Thi hvad er nu selv Løfter, som besvores?
Kun Luft og Lyd! O tempora! o mores!

Men til vor Helt igjen! Hans Sjæl fornemmer
Den samme Svimmel som idrømme, naar
Man synes, at paa Fjeldets Rand man staaer,
Der synker, mens imod man Foden stemmer.
En Afmagt følte han i alle Lemmer,
Som ham det nære Fald i Dybet spaaer;
Men fra hans Læbe kom der ingen Klage,
Skjøndt Veiret tungt og mat han hørtes drage.

Eet følte han, at ude nu det var;
Thi altfor spændt var Haabets Bue bleven,
Dens Fjerkraft til det Yderste var dreven,
Saa ham Tilbageslaget reent beta'er.
Saa stærkt forceert var Sjælens indre Leven,
Saa høit i Tillid han sig svunget har,
At ned han faldt, paa hver en Hjælp forsagende,
I Følge Tyngdens Lov i Fart tiltagende.

Den første Virkning var, at han opgav
De fleste Skoletimer, og alene
Beholdt et Par, for dermed at fortjene
Den Føde, hvorpaa Livet gjorde Krav.
Hvi skulde han sin Virksomhed forgrene,
Naar Flidens Frugter aldrig dog faldt af?
Hvi - medens det flød ud til alle Siderne -
I Karret helde Vand som Danaiderne?

128 Den anden Virkning var, da til at tænke
Han næsten hele Dagen nu fik fri,
At sig tilbunds hans Tanke kunde sænke
I Dybet af en sort Melankoli.
Her Led for Led den danned sig en Lænke,
Som snart han selv og Alting smægter i;
Hvis Kjæder Dag for Dag sig mere stramme,
Saa hver Bevægelse tilsidst de lamme.

Hen over Jorden skuer han at rulle
Den Seiersvogn, paa hvilken Skjæbnen staaer
Med begge Hænderne af Spirer fulde,
Som ud i Menneskenes Liv den saaer.
Den rynker Brynet - Alt er Nat og Kulde;
Den smiler - frem i Straaler Solen gaaer;
Lig Storm hen over Slægterne den bruser,
Og Hjulet under den hvert Hjerte knuser.

Hvor kan han i sit eget Liv nu fatte
Inconseqvenserne, som aldrig han
At finde Nøglen til var før istand;
Og hvor han fast sig i den Tro nu satte,
At Livets Stød ei Sjælen blot udmatte,
Ei Tankelivet blot paavirke kan,
(Da Liv paa Liv maa kunne Virkning have)
Men og maa gjøre Villien reent til Slave.

Min Villie vel regerer i mit Bryst,
Men skal der handles, Intet meer den mægter,
Saa denne Frihed gi'er en fattig Trøst.
Mod Skjæbnen, som omfatter Jordens Slægter,
Forgjæves i min Afmagt kun jeg fegter;
Thi hver Tilskikkelse af Sorg og Lyst,
Hver Tilstand, som af Skjæbnen ny beredes,
Mig og mit Hjerte danner anderledes.

Bestedt i Nød, jeg sørge maa - i Lykke
Min Sjæl nødvendigviis sig føler glad;
Mit Mod henvisne maa i Modgangs Skygge,
I Medgang styrkes det ved Haabets Bad;
Folks Kjærlighed mit Hjerte maa henrykke,
Ved Krænkelser opvækkes maa mit Had;
Saa Skjæbnen just min Villie frem maa kalde:
Er Graven gravet, maa jeg i den falde!

129 Saa tænkte nu vor Helt, men anderledes,
End her det gives kan, med Kraft og Ild;
Thi hans Tilværelse jo staaer paa Spil,
Hans Undergang det er jo, som beredes.
For hver en Tanke, hvorved Hjernen hedes,
En bitter Følelse der kommer til,
Og kun paa Tid og Time nu han grunder,
For, efter Skjæbnens Villie, at gaae under. -

Det var en Sommeraften i August,
Og som et Net hen over Hovedstaden
Tusmørkets Skyggeslør sig bredte just:
Da mellem Folk, der fyldte Promenaden,
Han halv fortvivlet drev omkring paa Gaden,
Imedens Aftenluftens milde Pust,
Og Lyd af glade Stemmer, som han hørte,
Alt meer og meer op i hans Hjerte rørte.

Hør, hvor de fryde sig, de blinde Daarer!
Han sagde ved sig selv, mens frem han gik:
De see ei Pilen, som maaskee dem saarer
Imorgen med det dødelige Stik.
Bag dette Latterskilt sig skjule Taarer;
For Mennesket det er en gammel Skik,
At vise frem hvad ei hans Indre mener,
Thi Løgn og Sandhed lige tro han tjener.

Da hans Critik først her var under Seil,
Den hverken Himmel eller Jord forsømte:
Saae o p han, fandt ved Skaberen han Feil,
Der selv var salig, mens hans Skabning tømte
Den bittre Drik, hvortil han streng den dømte;
Saae ned han, blev Alverden ham et Speil,
Der Menneskenes Indre ret ham klared,
Mens Haardhed, Falskhed, Løgn det aabenbared.

Af slig Betragtning Giften ud han drager
Som af en galdefyldt og bitter Rod;
Og ved et Gadehjørne just han stod,
Hvor Maal af sin Elendighed han tager,
Mens Tankerne, hvis Braad hans Hjerte nager,
I deres Løb ham ingen Hvile lod;
Thi hver en Slutning altid længer ruller -
Da rørte Nogen bagfra ved hans Skulder.

130 Han vender sig - en pyntet, pudset Pige
Han seer at strække Haanden mod sig hen,
Og mens i Fart hun ta'er den bort igjen,
Fortroligt hviskende hun høres sige:
De staaer saa eensom her, min smukke Ven,
Og efter Selskab synes De at hige:
Hvad om vi beggeto, til fælles Gammen,
Slog Arm i Arm nu vore Pjalter sammen?

Ja, vore Pjalter! det just Ordet var;
Ved Bylden akkurat du her har prikket!
Han svarer, kjendende paa Øieblikket
Den Art af Skabning, som han for sig har,
Hvis Dragt af lurvet Pynt var sammenflikket.
Ham under Armen Nymphen hurtig ta'er,
Og Begge gjennem Gaderne nu vandre,
Mens deres Curs bestandig de forandre.

Først stræbte Damen, medens rask hun spøgte,
At muntre lidt hans melankolske Sind;
Men da hun saae Forsøget blev til Vind,
Hun sine Yndigheders Magt forsøgte.
Hvergang de Begge kom forbi en Lygte,
Med sine brune Øine seer hun ind
I hans de blaae, der stirred som idrømme
Paa hendes, som blev meer og mere ømme.

Hvad tænker du om Skjæbnen vel? du Gode!
Udbrød vor Helt nu med et bittert Smiil,
Just som i Strædet ved et Huus de stode.
Jeg - svared hun - den løbe lod April,
Hvergang den spurgte, om ei her der boede
En Jomfru med en gylden Elskovs-Pul.
Paa denne Viis i mig den ei fik Fingre.
Her loe hun op, saa høit det monne skingre.

Forresten, hvis min Søde det behager,
Jeg gjerne saae, at Verdens Hals den brak;
Thi alt tilsammen er jo Rakkerpak,
Naar dig, min smukke Ven, jeg kun undtager.
En indre Sympathi til dig mig drager,
Saa for min Kjærlighed jeg kun vil Tak;
Og Andet er vist heller ei at hole,
Hvis her ei lyver Skabelon og Kjole.

131 Med disse Ord hun smutted ind ad Døren,
Og Adam, som tilbage monne staae,
Nu hørte som en Røst for sine Øren,
Der sagde til ham: Efter hende gaa!
Da nok engang han klarlig fik at høre'n,
Sin Skjæbnes Vink i dette Tegn han saae:
Den rakte Haanden ham - han monne nappe'n,
Og een, to, tre, han oppe var ad Trappen.

I Damens Kammer To for Een han faaer;
Thi sammen boede her den sorte Trine
(Et Navn, hvorfor hun takkede sit Haar)
Med en Veninde, kaldet smukke Line,
Der ikke mindre godt den Konst forstaaer,
At plappre og i vilden Sky at hvine,
Samt aabne vidt paa Gab sin lille Mund,
Hvergang til Latter er den mindste Grund.

Med dem nu i fortroligt Compagni
Gik Tiden for vor Helt med Fryd og Gammen.
Naturligviis var Spøgen meget fri,
Da det, som mindst man tænkte paa, var Skammen.
Der var en Syngen, Dandsen og Opflammen,
Thi begge Skjønne gik paa Frieri
Til Adams Gunst med lige stor Ubændighed,
Og just paa modsat Viis af al Anstændighed.

Men, som det hedder i Romaner: »Haste
Forbi den hele Scene rask jeg vil« -
Fremdeles: »Lad et Slør mig hurtig kaste,
Mens Englen græder, over dette Spil« -
To Talemaader, der staae lige faste;
Saa dækker Scenen med de Ord jeg til:
Vor Helt i Nøden havde Venner faaet,
Af hvem han blev erkjendt, om ei forstaaet.

Og lad det Ingen undre, at han fandt
Sligt Selskab skikket til sin Sorg at lindre;
Her lød dog Ord, som kunde Tanker hindre,
Og Tiden, før i Stilstand, hen dog randt.
Det var dog Mennesker og intet Mindre,
Det var dog Levende han var iblandt,
Og - om end hverken noble eller rene -
Det var dog Hjerter - han var ei alene.

132 Den smukke Line og den sorte Trine,
Uvante til det Syn de skued her,
Fik Dag for Dag ham Begge mere kjær,
Og kaldte ham i deres Sprog: den Fine.
Vel fandt de mangengang den Fine sær,
Naar han hos dem sad taus og mørk af Mine;
Men dog sig høilig hædred følte de,
Ved i Studentens Selskab sig at see.

Især var Line reent i Adam slaaet.
I hendes heftige, forvendte Sind
Den Tanke havde dybt sig prentet ind:
At hendes Blik til Hjerte var ham gaaet,
At hun til Arv og Eie havde faaet
Ham heel og holden her, med Sind og Skind.
Sin egen Utroskab hun reent forglemte,
Og Tonen høiere mod Trine stemte.

Tilsammen danned som en lovløs Stat
De med vor Helt, og tidt i blind Forhærden
De Allesammen skare løs paa Verden,
Som paa en ond og fjendtlig Potentat.
Her hørte han med Gru og med Forfærden
(For andet Tidsfordriv som Surrogat)
Om begge Pigers Eventyr en Melding,
Om deres Liv en sørgelig Fortælling.

Men naar Medlidenhedens Stemme rørte
Ved slig en Skildring dybt sig i hans Bryst,
Da pludselig han Begges Latter hørte,
Og til at trøste dem han tabte Lyst.
Da deres Hat og Shawl de ham iførte,
Og, talende med Mandfolks grove Røst,
De viste ham, hvordan i Aftenstunden
De fine Herrer Bladet tog fra Munden.

See, saadan selv du tale skal, du Fine!
De føied til, og ikke sidde mørk
Og mule som en Hedning eller Tyrk,
Per just har Hoved- eller Mavepine.
Der har du Flasken! ved en Slurk dig styrk,
Og lad os atter see din milde Mine!
Du er jo en Studenter! Viis, at du
Ei præke blot, men kysse kan endnu!

133 Saa talte de - og vel til bedre Stemme
Og andre Toner var hans Øre vant;
Men naar i Aftenskumring han sad hjemme,
Og mørke Tanker Nettet om ham spandt,
Og smægtende han ikke kunde glemme,
At Livets Kilder end i Verden randt:
Da higed fra sit Dyb han op mod Fladen;
Da syntes ham, han maatte ud paa Gaden.

Men naar han nu paa Gaden stod, og saae,
Foruden Ord og Blik paa ham at spilde,
Den hele Verden kold forbi sig gaae:
Da syntes ham de Toner, som saa ilde
Ham sidst for Øret klang, medeet saa milde,
Og saa oplivende at høre paa.
Da slog en Streg han over alle Minder,
Og søgte op igjen de to Veninder.

Vel svandt paa Øieblikket Illusionen,
Saasnart han ind ad Døren kun var traadt;
Vel skurred atter i hans Øre Tonen,
Og det, som nys lød mildt, klang nu ham raat.
Men hvad der baned Vei for en Forsonen,
Var ikke Vanen blot - var ikke blot
At Tiden randt, men at enhver Beklagelse
Hos Line fandt den varmeste Deeltagelse.

I saadant Selskab drev vor Helt nu hen
Tre, fire Maaneder, halv som bedaaret,
Halv som bedøvet, mens bestandig Saaret
I Dybet af hans Hjerte bløder end.
Det er en Aften ud paa Efteraaret
Da for den gode Læser jeg igjen
Ham fører frem paa begge Pigers Kammer,
Hvor Ovnen buldrer og hvor Praasen flammer.

Den lyser op for Alt med døsig Glands.
Omkring paa Væggen i Uorden hænge,
Som Garnitur ved begge Damers Senge,
Strømper og Skjørter, Silkeskjærf til Dands,
Kraver og Kapper i en broget Krands,
Der til at friskes op dog stærkt kan trænge.
Et Toiletspeil, slaaet halv itu,
Et Billed os af Scenen viser nu.

134 Paa Gulvets Midte Bordet er placeret,
Og der, imod hverandre bøied' ind,
Sees Adam med en huul og blegnet Kind,
Og Trine stærkt med Farve coloreret,
Og Line med et Haar paa Græsk friseret,
Og Øine glimrende ved Lysets Skin.
Paa Bordet hos dem staaer en Punschebolle,
Og Kort i Haanden alle Tre nu holde.

Couleur du sveg! til Line Trine siger.
Nei det er dig, der svares, thi hvor sødt
Har ei det Gule du malt op med Rødt.
Jeg spiller ei, hvis længere du sviger,
Gjenmæler Trine, over Skosen stødt,
Hvorpaa til Adam himmelhøit hun skriger:
Har nogentid du saadan Flauser seet?
Hun har Spardame! Hun skal ha' en Beet!

Nei, ikke sandt, med mig du holder her?
Fortrolig til vor Helt sig Line vender.
Jeg finder ei - saa han i Striden kjender -
Den hele Sag det mindste Skjendsmaal værd.
Men det gjør jeg! Mig er det, som sig brænder!
Mit Spil forplumrer hendes Fif især!
Saa skriger atter op den sorte Trine,
Og Gjensvar bli'er ei skyldig smukke Line.

Det blev til Alvor. Adam han skal dømme;
Thi Begge appellere til hans Dom
Med Ord, der styrted frem i rige Strømme,
Alt som de Begge meer i Harnisk kom.
Processen hører paa han som idrømme,
Da ei dens Udfald stort han brød sig om.
Paa Stolen læn't tilbage taus han nipper
Til Glasset, som af Haanden ei han slipper.

Men halv bebreidende til ham sig vendte
Nu Line, der sig høiest elsket troer:
Naa, Adam! tal til hende dog et Ord,
Du er min Kjæreste, hav det i Mente.
At du mig hjælpe skal, jeg vel fortjente,
Da jeg oprigtig Elskov dig tilsvor.
Mens saa hun taler, Trine Glasset tømmer,
Og nu, da Line standser, frem det strømmer:

135 Din Kjæreste! Nei, hvilket bandsat Vaas!
Hvem har dig denne Løgn paa Ærmet bundet?
Man hører nok, du taler som en Gaas.
Min Kjæreste han er! Jeg har ham vundet;
Det meer end een Gang tydelig vel saaes;
Desuden har paa Gaden jeg ham fundet.
Hei! svar mig, Adam! Er du ikke min? -
Han mumler: hverken hendes eller din.

Hvad, ei min Kjæreste? min Kjærest' ei?
Og jeg, som for min Øiesteen dig kalder,
Min Hjertensfryd og Trøst i Ungdomsalder -
Ta'er Line atter klagende paavei;
Hvorpaa med Kys hun ham om Halsen falder,
Og føier bønlig til: Siig ikke Nei!
Knuus ei det Haab, hvoraf jeg Alt mig loved!
Dog han bestandig rysted paa sit Hoved.

Da om sin Kjærlighed ham Pigen minder
Med Ord saa gode, som hun kun dem har;
Men da endnu han tøver med sit Svar,
Hun sukker dybt, og ned medeet der rinder
En Strøm af Taarer over hendes Kinder,
Ved hvilket Syn det ham i Hjertet skar.
See, siger hun, mens stærkere hun græder:
See, hvor du gi'er mig Sorger, din Forræder!

Mens saa i Taarer Line sig udtømmer,
Staaer Trine, som i Sligt ei fandt Behag,
Og over Scenens Ømhed følte Nag,
Ved Siden af, og bittert dem bedømmer.
Snart høit hun leer, snart hidsig hun sig rømmer,
Snart ta'er af Bollen hun et dygtigt Drag,
Bestandig til et Indhug fix og færdig:
Da faaer en Tanke hun, just hende værdig.

Der har du Noget, som en Griis kan skolde!
Medeet hun raaber, blussende og hed,
Idet den hele, fulde Punschebolle
Hun over Lines Hoved helder ned.
Men Line, som i Favn just monne holde
Vor Helt, ham pludselig bortstøder vred,
Og knytter Haanden, mens hun siger: Grumme!
Hvorfor mod mig er dine Læber stumme?

136 Her foer hun op med Hviin og vilde Skrig
Mod Trine, som stod smilende af Galde.
En ung Mænade syntes nu hun lig;
Thi hendes Haar sig havde opløst alle,
Og ned om hendes Skuldre vildt de falde,
Mens Kind og Øie flammer som til Krig.
Høit hendes Hjerte steg, og Vreden svæved
I Skyer om Panden, da sin Haand hun hæved.

De tvende Damer kom i Haandgemæng,
Og tumlede, ved Kampen ret gjort vilde,
Hen fra den ene til den anden Seng.
Vor Helt forsøgte beggeto at skille,
Idet han med en Stemme, barsk og streng,
Dem bød at skamme sig og være stille;
Hvorpaa han hurtig mellem Begge foer,
Men over ham hvor regnede der Ord!

Hør bare, hvor saa kjækt og stolt han snakker,
Ret som han havde at befale her,
Den Stodder og den jammerlige Prakker,
Der knap i sine Buxer Seler bær' -
Saa raaber sorte Trine til sin Makker.
I Raseri dog Line kom især;
Hun Kniven griber, som paa Bordet ligger,
Og efter Adam hen med den hun stikker.

Derhos hun skriger: dø du skal, Forræder!
Du, som min Elskov skjændelig bedrog,
Dit Hjerteblod at see, min Sjæl nu glæder!
Her Kniven efter ham igjen hun jog,
Og han, sig dækkende med sine Klæder,
Om Bordet rundt ihast nu Flugten tog,
Forfulgt af begge Furier - da hændte sig,
Just som han Døren naaer, at Bladet vendte sig.

Thi medens Trine vedblev høit at skjelde,
Smed Line Kniven langt i Stuen hen,
Og kasted op sig til hans Bryst igjen,
Som vilde Smerten hende overvælde.
Ak! sukker hun: for Ret lad Naade gjælde!
Forlad mig ikke! Vær endnu min Ven!
Jeg har mig sat det fast i mine Tanker,
At i min Nød du være skal mit Anker.

137 Ja - blev hun ved - ifald du for en Anden
Forlader mig, saa har jeg ingen Trøst;
Jeg troer jeg da vil kaste mig i Stranden,
Hvortil jeg somme Tider ret har Lyst.
Imellem gaaer jeg næsten fra Forstanden,
Jeg føler som et Helved i mit Bryst,
Som om et Spyd der sad, hvis Od mig saarer;
Her styrted atter frem en Strøm af Taarer.

Hvordan vi har holdt sammen, ei du glemme!
Paany med bønligt Blik begyndte hun,
Og med en hulkende, bevæget Stemme.
Tilgiv for denne ene Gang mig kun!
Jeg nok skal blive god! Du skal fornemme,
At ei jeg, som du troer, er hadsk og ond! -
Et hørligt Suk vor Helt steg op fra Barmen,
Men fastere hun kun ham holdt i Armen.

O, slip mig ei i Nøden! Slip mig ikke!
Svigt ei det Haab, som kun paa dig er byg't!
Her kom et Udtryk der i hendes Blikke,
Som var hun i den dødeligste Frygt.
En Braad i Hjertet Adam følte tryk't,
Dog lod han den Ulykkelige ligge;
Thi pludselig med Magt han løs sig sled,
Og fløi af Døren ud, ad Trappen ned.

Der stod han nu paa Gaden uden Hat,
Men dog Novemberkulden ei han føler;
Han syntes just, at Blæsten Luen køler,
Der meer og meer greb i hans Hjerte fat.
Med hjem at gaae han paa sin Vandring nøler,
Endskjøndt det længe stunded imod Nat.
Hans Sjæl var i sin Grundvold bleven rystet,
Og mere frit i Stormen svulmed Brystet.

Igjennem Gader han og Stræder vandred,
Imens sig selv han som et Fartøi saae,
Just som ved Nat paa Klipperne det kantred.
Han vidste nu, han under skulde gaae;
Han hørte som sin sidste Time slaae,
Alt mens sin Gang bestandig han forandred
Paa Veien fremad, uden Rast og Ro;
Saa kom tilsidst han ud til Langebro.

138 Hen over Plankerne han langsomt gik,
Mens gjennem Natten opad mod det Høie,
Hvor intet Trøstens Lys han skue fik,
Han løfted i Fortvivlelse sit Øie.
Ja, udbrød han, idet med sænket Blik
Ud over Broen han sig monne bøie:
Nu veed jeg det - mit Løb jeg har fuldendt!
Sin Afskedshilsen Livet har mig sendt.

Paa mig hun byggede - Ulykkelige!
Du bygged ei engang dit Haab paa Sand;
Du lagde Grunden paa det bløde Vand,
Hvis Piller øieblikkeligen vige.
O, hvilken Jammer dog paa Jorderige!
Langt over hvert Begreb og al Forstand.
Til al sin Nød er altfor lille Jorden,
Derfor saa stort og dybt er Havet vorden.

Dets Røst mig kalder - ud dets Favn er bredt;
Det alt har løftet op sit bløde Dække,
For, naar det sidste tunge Skridt er skeet,
Hen over mig det sagtelig at lægge.
Dybt i dets Skjød skal ingen Dag mig vække,
Hvis Morgenlys med Skræk jeg tidt har seet;
En Fredens Stjerne - det kan ikke feile -
Skal der i Mulmet for mit Blik sig speile.

Hvi tøver jeg? For Veien hæves Bommen;
Til bort at flygte kun er stakket Frist.
Ind i mit Øie Døden seer saa vist:
Jeg føler det, min Time den er kommen!
Hør Stormens Hyl! Høit lyder deri Dommen,
Og høiere slaaer Bølgen op end sidst;
Den vil sit Offer gribe - Bort fra Nøden!
Fremad er Fred, og bag mig kun er Døden!

Paa Broens Rækværk op i Fart han steg,
Og begge Hænder fast hans Øine dække,
At intet Glimt af Verden skal ham vække:
Da pludselig en Røst der bag ham skreg,
En Haand han føler i sin Arm at trække,
Og som idrømme han tilbage veg.
Paa Broen staaer han atter, hvor den Anden
Tilraaber ham: Hvad! Er De fra Forstanden?

139 Dybt følte Hjertet han i Barmen bæve,
Da stivt den Fremmede her paa ham saae,
Og hurtig nu en Udflugt fandt han paa.
Men medens den ei Mandens Tvivl kan hæve,
Vil Svar maaskee man paa det Spørgsmaal kræve:
Om virkelig da druknet Helten laa,
Hvis ei, til Lykke, Manden havde skreget? -
Hvo veed det! Vist det er, han talte meget.

Han iilte hjemad, stedse fulgt af Manden,
Som, hvergang han sit Hoved dreied om,
Bestandig sig tilsyne lod, og som
Først ved hans Port gik over i en anden.
Var det min Genius, som paa Afgrundsranden
Til Redning synlig mig imøde kom?
Saa hvisked Adam, hvem nu Kulden lammer,
Da ned han sank paa Sengen i sit Kammer.

Ei op fra Leiet stod han Dagen efter;
Hans Liv var saaret inderst i sin Rod.
En hidsig Feber som en Gift sig hefter
Til hver en Draabe af hans unge Blod.
Udtømte var hans Sjæls- og Legemskræfter,
Og villieløs han bort sig føre lod
Ad Undergangens Vei som af en Kæmpe,
Hvis Raseri han mægted ei at dæmpe.

Det var ham, som hans Hoved blev til Steen,
Saa midt i Løbet alle Safter nøle;
Som droges Marven ud nu af hans Been;
Som kunde Intet meer den Brand nu køle,
Der i hans Aarer løb fra Green til Green.
Bedøvet syntes han at kunne føle,
Hvordan i Gjæring vildt, og som i Had,
Alt løstes op i ham og skiltes ad.

Mens saa hans Legeme laa underkuet,
Sad Sjælen dybt i Frygt, men dog i Ro,
Tilbagetrukken inderst i sin Bo,
Hvis Vold af Livets Fjende haardt blev truet.
Udad mod Kampen speidende den skued,
Og naar til Angreb Fjenden slog en Bro,
Og i dens sidste Skjul den søge vilde,
Trak den end meer sig sammen, angst og stille.

140 Men stærkt betrængt den styrted tidt iblinde
Som reent afsindig sig i Striden frem,
Og kjendte da ei længer Ven fra Fjende,
Men i sit Vanvid blandte sammen dem.
Da kæmped den mod Phantasi og Minde,
Og stred med Drømmen i dens dunkle Hjem;
Medeet den sig besinded: sky, men rolig,
Den sad igjen og speided i sin Bolig.

Imellem Liv og Død fast tred've Dage
Saadan paa Sygeleiet Adam laa.
Han syntes tidt, at kjendte Træk han saae,
Og tidt en Røst han hørte sig beklage;
Men alle Indtryk svandt igjen saa fage,
Og alle Syner hviilte Taage paa,
Indtil en Morgen, da bevidst han hæved
Igjen sit Blik, der langsomt rundt nu svæved.

Først studsed han, og kjendte kun med Møie
Sit eget Kammer, hvori Solens Skin
Heelt lifligt gjennem Ruderne brød ind;
Saa sine Hænder han betragted nøie -
Var der endnu en Taage for hans Øie?
Af begge kun er levnet Been og Skind;
Saa imod Stolen hen hans Øine glide -
Hans Moder sidder stille ved hans Side.

Er Alt en Drøm? En Drøm, nei, er det ikke!
Hun rækker jo til ham sin bløde Haand;
Ved ham jo hænge fast de milde Blikke,
Hvori saa klart sig speiler hendes Aand;
De ved hinandens Hjerte ømt jo ligge,
Og hendes Arm ham bærer som et Baand:
O, til hans Bryst hvor strømmed der en Varme!
Taus græd han lang Tid i sin Moders Arme.

Du her! Hvordan? - Behøves der Forklaring?
Hun havde længe gjennem Sløret seet,
Der over hvert et Brev fra ham var bredt
Og havde lagt Erfaring til Erfaring.
Ikkun ved Omsorg for et Livs Bevaring,
Som sit hun skyldte, var Forhaling skeet.
Først da den gamle Provst nød Gravens Hvile,
Hun kunde hid til Bistand Sønnen ile.

141 Men - afbrød hun hans Spørgen med et Smiil -
Men flere Kræfter ei paa Ord du sætte;
Hvorpaa hun lægger Puden ham tilrette,
Og føier til: nu blødt dit Hoved hviil! -
Hvor følte Adam Sjælens Vinger lette!
Han lukked begge Øine til med Iil,
Og svæved under Tanker, blide, ømme,
Omkring i Rosenskyer og gyldne Drømme.

O Læser! Var du nogensinde nær
Din Undergang, da har du og erfaret,
Naar frelst du vaagnede, for Døden sparet,
At dette Liv er vel at leve værd.
Har du Erindringen endnu bevaret
Om dette Haabets nye Morgenskjær,
Da har du kjendt, hvordan et Hjerte banker,
Naar Barn man bli'er igjen med voxne Tanker.

Da har i Sandhed du en Forsmag faaet
Paa Sjælens Nydelse, naar af sin Grav,
Hvor Støvet strengt gjør gjældende sit Krav,
Den op til Herlighed igjen er staaet;
Naar gjennem Død den ind til Liv er gaaet,
Hvor hver en Byrde den har kastet af,
Mens som en Fugl, paa lette Vinger baaren,
Den føler hjemme sig igjen i Vaaren.

Hvad var mod denne Frihed Jordens Fængsel?
Hvad imod Glædens Morgen Sorgens Nat?
Hvad Hjertets Ønsker og dets hede Længsel
Imod Lyksalighedens vundne Skat?
Hvad var den lange Vandrings Kamp og Trængsel
Mod Fredens Hjem, hvor Seirens Maal er sat?
Hvad var - er ikke Haabet selv Beviset -
En jordisk Skærsild imod Paradiset?

Af dette Paradiis der faldt et Skin
I Adams Sjæl, da meer og meer han vaktes,
Da Livets Frugt igjen ham sparsomt raktes,
Og atter han dets Friskhed suged ind.
Med nyfødt Sands og Smag paa Alting agtes,
Det Mindste selv gav Næring til hans Sind;
Af hvert et Indtryk følte han sig qvæget,
Af Alting stille rørt og blidt bevæget.

142 Han kunde sidde hele Timer rolig
I Vinduet, og ei sig føle tom,
Imens hans Blik paa Gaden snart fløi om,
Snart paa en Sky i Luften stirred trolig.
Naar Lygterne blev tændt - naar i en Bolig
Om Aft'nen hos en Gjenbo Lys der kom,
Da vinked mildt dets Skin ham som en Stjerne,
Hvis klare Blinken Øiet fulgte gjerne.

Da forekom ham Skabningen saa rig,
Saa uudtømmelige Livets Goder,
Da blev ham hvert et Menneske en Broder,
Idet hans Hjerte stærkt udvided sig.
Den hulde Røst, som udgik fra hans Moder,
Ham forekom en Engels Stemme lig,
Og som en Drøm hans Fortid syntes vige
For ham, der sad i Fredens stille Rige.

Thi lig en Skytsaand skjermende hans Bryst,
Hans Moder vandred om ham trofast, stille.
Hun læste for ham med sin søde Røst,
Og naar han hellere saa tale vilde,
Da sugede hans Øre Fryd og Trøst
Af hendes Tales altid rige Kilde.
Hver Dag steg meer og meer i Tankens Hjem
Det brudte Haab i nye Spirer frem.

Naar Dagen helder, ofte Arm i Arm
De op og ned ad Gulvet vandre Begge,
Og mangen Sandhed hørtes hun at lægge
Ham da paa Hjerte med en Stemme varm.
Ei Religionen til hans Sjæl at skrække
Hun brugte, men til Læge for hans Barm;
Hun søgte kun hans Indre op at lukke,
For ved dens Trøst at dæmpe blidt hans Sukke.

Men tændes Lampens Lys i Aft'nens Stund,
Da gjerne ved Claveret hun sig sætter,
Og huldt en Krands af Toner om ham fletter,
Hvis Echo klinger op fra Sjælens Bund.
Tidt sang de Psalmer eller smaa Duetter
Meest af idyllisk Farve, da med Grund
Vor Helt for det Romantiske var bange;
Saa lød en stille Aften deres Sange:

143

Fly fra mig, o Verdens Larm!
Langt fra mig din Jubel svinde!
Bedre Blomster end dit Minde
Spire nu i denne Barm.
Dine Roser har jeg plukket,
Men en Regn tog Glandsen bort;
Dine Torne har mig stukket,
Saa min Glæde kun blev kort.

Det var Vinter i mit Bryst,
Kulden knuged mig med Smerte,
Da kom Stormen i mit Hjerte,
Og jeg zittred ved dens Røst.
Ned mod Jorden har den bukket
Dybt mit Hoved som et Straa,
Saa min Sjæl har ofte sukket,
I sin Angst for at forgaae.

Haabets Løfter sig fornye,
Vaarens Spirer Jorden skjule,
Jeg har hørt de glade Fugle
Stige syngende mod Sky.
Just som Livet høit de loved
Og sig aabned Blomstens Knop,
Har saa sagtelig mit Hoved
Jeg fra Støvet hævet op.

Hvor kues eensom Sjælens Mod!
Den er som Planten uden Rod,
Som Grenen skilt fra Stammen.
Hvor er paa denne Jord det godt,
I Liv og Død, i Stort og Smaat,
At holde trolig sammen!
Jeg fulgte Bien, som fløi hjem,
Jeg skued i Forening dem
I Kuben bygge Celler;
Jeg gik paa Myrens stille Vei,
Og En den Anden svigted ei
I Tuens dunkle Kjelder.
144 Og op til Himlens Telt jeg saae,
Hvor Stjernerne saa klare staae
Og deres Baner vandre;
De bære sammen Verdens Last,
De holde paa hinanden fast
Og lyse for hverandre.

Luk derfor ikke til dit Sind!
Til Gud og Mennesker dig bind
I Livets Fryd og Møie!
Midt i den talte Hjord du staaer,
Hen over hvilken trofast gaaer
Den gode Hyrdes Øie.

Jeg rev mig ud af bløde Arme,
Og da til Skoven hen jeg kom,
Endnu engang med Længsels Varme
Jeg mod mit Hjem mig vendte om.

Jeg Solen saae paa Taget blinke,
Mens Røgen op sig stille svang;
I Døren saae jeg Alle vinke
Til mig Farvel for sidste Gang.

Men ud i Verden vidt jeg vandred,
Og eensom jeg i Sværmen gik;
Og Livet vexled og forandred
Bestandig Farve for mit Blik.

Ved Stormens Sang jeg Havet pløied,
Jeg stod paa Bjerget mellem Skyer,
Og Nød og Tid min Isse bøied
I fremmed Land og fjerne Byer.

Det var en Morgen - atter vinke
Jeg saae mit Hjem, hvor Skoven veg:
Paa Taget saae jeg Solen blinke,
Mens Røgen opad sagte steg.

Og ud i Døren kom de ømme,
De gamle Vidner til mit Held;
Da sagde jeg til Verdens Drømme,
Til al dens Herlighed Farvel.

145 Farvel er Tornen, som os saarer,
Farvel er Blomsten til vor Trøst:
Det samme Ord, hvor rigt paa Taarer,
Hvor fuldt af Lindring for vort Bryst!

Intet Haab i Verden rigtig grønnes,
Ingen Udsæd ret med Høsten lønnes,
Hver en Sjæl har Strid og smægter mat:
Langs med Livets tidt saa tørre Kilde
Slæber Mennesket sin Byrde stille,
Af sin Lykkes korte Drøm forladt.

Hvor er Trøsten, som blev Jorden røvet?
Opad løft i Tro dit Blik fra Støvet!
Gud er salig: deri Trøsten boer.
Dybt i ham bestandig Vældet strømmer,
Saligheds Bassin, som ei sig tømmer,
Stort nok for en Himmel og en Jord.

Eengang dog den store Høitid kommer,
Da den Fylde, som Guds Hjerte rummer,
I hvert Hjertes Rør sig gyder ud:
Da skal alle Glædens Springvand springe!
Hver en Sjæl, den høie med den ringe,
Da skal juble salig, fyldt af Gud!

Hvor er et dagligt Samliv som en Luft!
Man aander i det, og deri sig møder,
Beaandet af det, Hjerte og Fornuft.
Snart mildt og varmt, det Livet os forsøder
Ved en harmonisk Glædes rene Duft,
Snart koldt og stramt, det Bitterhed kun føder.
I Alt umærkeligt det trænger ind,
Selv i de sidste Dybder af vort Sind.

146 Naar det er let, hvor kan man frit sig svinge
Ved fælles Stræben op mod Livets Frugt;
Naar det er tungt, hvor lammes Sjælens Vinge,
Saa dunkelt Mismod med dens Kraft faaer Bugt.
Hvor blfer blandt lave Sjæle Livet ringe!
Hvor mellem ædle Aander blfer det smukt!
Thi gjennem alle Tankens Regioner
En stille Gjenlyd af vort Samliv toner.

Det kaldte frem i Adams Sjæl en Fred,
Som ubekjendt ham længe havde været,
Og Troens Blomst, som aabned sig derved,
Blev af dets milde Aande daglig næret.
Den bittre Tvivl blev i sin Rod fortæret,
Og dybt fornemmer han, at Skjæbnens Sted
Et Forsyn i hans Tanke har indtaget:
Miraklet i sig selv han har opdaget.

Paa denne Viis et halvt Aar leved nu
Han og hans Moder i den samme Bolig,
I Hjertets Eenhed kun et Jeg og Du.
For Adam Livets Strøm flød atter rolig,
Som før med Haabets Røst han er fortrolig,
Og styrket ved dets Bad er Sind og Hu.
Nu Afskedstimen slog - igjen de skiltes;
Men Savnet ved Erindringen formildtes.

Thi har endog hans Moder ham forladt,
Med hendes Minde har en blid Fornemmelse
Af Livet i hans Hjerte fast sig sat.
Det mangengang nu forekom ham at
Hans egen og hvert Menneskes Bestemmelse
Laa i det hele ydre Livs Forglemmelse,
Imedens stille samlet i sig selv
Man lod sig føre ned ad Tidens Elv.

I denne Tro henleved han saa stille;
Hver Dag sin Pligt og Gjerning gjorde han,
Idet han dyrked grundig sin Forstand
Ved Læsning, som han gjennemtænke vilde.
Altid han fulgte Religionens Kilde
I Theologiens vildt oprørte Vand.
For Præst at blive han studered ikke,
Men for af Livets Brønde selv at drikke.

147 Hermed fast trende Aar for ham hengik.
I dem hans Bryst saa roligt havde slaaet,
Sit Huld igjen hans Ydre havde faaet,
Og om end tankefuldt var klart hans Blik.
Man saae, at over ham en Storm var gaaet,
Hvorved sit Alvorspræg hans Pande fik;
Men paa det Fredens Træk, der laa om Munden,
Man saae igjen, at Stormen var forsvunden. -

Tre Aar jeg altsaa iler ud i Tiden,
Og stiller Adam Homo frem igjen
En Aften paa hans Kammer, hvor en Ven,
Studiosus Jensen, nu staaer ham ved Siden.
Den samme Jensen var af Væxt kun liden,
Men glad hans Blik fløi over Livet hen;
Han dertil har det bragt ved Talekraften,
At Vennen gaar med ham paa Bal iaften.

Du vil ei troe det, siger Adam nu,
Just som den sorte Kjole paa han trækker,
Der om hans ranke Skabning glat sig lægger:
Du vil ei troe det, i din Friskhed, du!
At Det, at gaae paa Bal, mig næsten skrækker,
At ordenlig for Dands jeg føler Gru,
Og at mit Hjerte ganske modløst sænker sig,
Naar blandt de mange Mennesker jeg tænker mig.

Det kommer af, den lille Jensen svarer,
At du saalænge kukeluret har.
Jeg kunde blive ængstelig som Harer,
Hvis ei saa meget jeg paa Farten var.
Jo mindre man af Livet selv erfarer,
Desmeer høitidelig man paa det ta'er;
Naar man kun Verden seer igjennem Ruder,
Man kan tilsidst i Mennesker see Guder.

Jeg gi'er dig Ret, vor Helt bemærker atter,
Men ligefuldt dog stærkt mit Hjerte slaaer.
Jeg vedder - falder Vennen ind med Latter -
At over snart din Angst paa Ballet gaaer.
Naar man i Øiet seer en Evadatter,
Hvad seer man da? Et Lam! og høist et Faar!
Jeg Ting har kjendt, langt mere frygtelige,
End det, at valse med en lille Pige.

148 De gik, og snart i Klubben hen de kom;
Og Adam med sit stærkt beklemte Hjerte
Steg op ad Trappen mod den tændte Kjerte,
Der viste ham Entréen, stor og tom.
Sig et Minut at samle han begjærte,
Men lille Jensen brød sig ei derom:
Ind til den første Sal han aabned Døren,
Og Stemmer summed nu om Adams Øren.

Her sad de troe, de stadige Klubbister,
Hvem Ballets Nærhed ei forhindred i
At faae en Lhombre og et Whist-Parti.
Her saae man Professorer og Jurister,
Acteurer, Læger, Børsfolk, Pensionister,
Med Kort i Haanden sidde vis à vis,
Og efter Dagens Gjerning ud sig hvile
Ved luun Passjar, mens de paa Spillet kile.

Her hørte Bynyt man og Folkets Stemme,
Og mens Aviserne omtygges her,
Er Allemand mod alle Konger slemme,
Paa Ruder, Spar og Klør og Hjerter nær;
Her Talerne ei Politiken glemme,
Dens haarde Knude løses af Enhver;
Og medens hist paa Fladen hen man dandser,
Gaaes her tilbunds i Skatter og Finanser.

Følg med mig! til vor Helt nu Jensen siger:
Kun et Par Skridt, hen til det næste Bord!
En Mand jeg skal dig vise, som ei viger
I Klogskab nogen Mand paa denne Jord,
Og hvis Forsigtighed fast er saa stor,
At denne Dyds Begreb den overstiger.
Original han er, men dog man har
Af ham saa mangt et mindre Exemplar.

De gik mod Bordet hen, hvor nu de saae
Forsigtighedens Helt, om hvem var Tale:Det var
en Mand tilaars, hvis Haar var graae,
Hvis Væxt var høi, hvis Træk var ei saa gale.
Bekymringer sig paa hans Pande male,
Heelt ængsteligt omkring hans Øine gaae,
Og til et mægtigt Værn mod Træk fra Dørene,
To Totter Bomuld stod ham ud af Ørene.

149 See, hvisked Jensen, hvor han er i Vaanden!
Lad blot os gaae en Smule mere nær;
Jeg seer, at han et stort Spil har paa Haanden,
Og det er det, der nu ham piner her.
Pas paa, hvad han udklække vil i Aanden,
Nu da hans gode Kort gjør ham Besvær:
I samme Stund saae Manden i sin Kasse,
Og sagde med et Suk: Ja, jeg maa passe!

Der seer du! hvisked atter lille Jensen:
Jeg tænkte nok, han drev det ei til Stort;
Thi handle klogt for ham er Livstendensen,
Og derfor kun Sottiser faaer han gjort.
See der! der staaer han op for Excellencen,
Saa dybt han krummer Ryg, som var den smurt.
Han vilde, troer jeg, ængste sig tildøde,
Hvis han en Excellence skulde støde.

See, hvor igjen han lempelig sig sætter!
Paa Stolebenene han føler nu;
Thi muligviis de gaaet var itu.
Den stakkels Mand! hans Bryst kun Døden letter.
At ei han har sig giftet, vist du gjetter,
Paa Tøffelhælen tænkte han med Gru.
Huusholdersken nu maa Commando føre,
Thi gaae i Klub er Alt hvad han tør gjøre.

Her skred med Adam Manden han forbi,
Og sagde høit, som naar man Noget melder:
»Iaften gjør bekjendt vort Politi,
At Cholera har viist sig i en Kjelder.«
En Lhombrespiller udbrød: Pokker heller!
Men den Forsigtige - hvis Phantasi
Strax kom i Gjæring - kridhvid som et Lagen
Til Modgift fremtog Pebermyntekagen.

I Dandsesalen Vennerne gik ind.
Her straalte dem imøde Lysekroner,
Og netop som de kom, Musikens Toner
Med Valsen hørte op. I Lampers Skin
Sad langs med Væggen smagfuldt klædte Koner
Og unge Damer med en Rosenkind.
Paa dem, der første Vals alt havde dandset,
Steg Brystet høit, mens Munden gik ustandset.

150 Ad Gulvet op og ned gik Cavalerer
Med Hat i Haand, med Panden fri og varm,
Snart Een for Een, snart Tvende Arm i Arm;
Og mellem dem nu Adam promenerer,
Med aabent Blik, men med urolig Barm,
Mens Jensen ham om Alting informerer.
Den samme Ven var her til meget Gavn,
Paa hver en Dame strax han vidste Navn.

Hvad hedder hun - vor Helt nu sagte siger -
Hun, som ved Døren sidder halv i Skjul,
Der allernederst blandt de unge Piger?
Hun, med en Krands om Lokken gylden-guul,
Der seer omkring sig som en lille Fugl? -
Af Reden frem vist første Gang hun stiger;
Hun holder sig tilbage jo saa bly,
Som var hun i en Verden, splinterny.

Ja hende, svares der, jeg selv ei kjender;
Med disse Ord den lille Jensen sprang
Hen til en Mand, og ved hans Arm sig hang,
Og med Besked han snart tilbage vender:
Hun Alma hed, og ganske rigtig sender
Sit Blik hun ud i Verden første Gang;
Paa Vesterbro hun boede i det Fjerne
Hos Faderen, en Blomstergartner Stjerne.

Lidt nærmere jeg Stjernen dog maa skue,
Til Vennen siger Adam med et Smiil,
Og Jensen strax, som udskudt fra en Bue,
Hen over Gulvet farer som en Piil.
Slig Voldsomhed ei vilde Adam hue,
Fra Vennens Arm han rev sig løs med Iil,
Og støttende sig taus til Væggens Pille,
Seer over han mod Stjernen - mod den stille.

Thi Uhret lig, hvis Viser sagte flytter
Sig langsomt fremad mod hver Talfigur,
Imedens Værket i det indre Uhr
Til evig Uro hver Secund benytter:
Saadan, naar Almas Aasyn Udtryk bytter,
Fremlyser kun en stille Sjæls Natur,
Imedens Hjertet, fyldt med Haabets Tanker,
I yndig Uro og Forventning banker.

151 I Drøm hun sad om hvad der skulde komme;
Thi skulde Det ei komme dbg engang,
Hvortil det unge Hjerte føler Trang?
Hiin Illusion, hvis Spil er aldrig omme,
Hiin Fylde, som udfylder alt det Tomme,
Hiin Slutning paa den gaadefulde Sang,
Der til at svulme Pigehjertet bringer,
Naar Fløiten toner og naar Strængen klinger.

Saa sad hun - da paany til Dands man spiller,
Og over hendes Kind flød Purpur hen;
I Øieblikket hun sig forestiller,
At hun skal sidde over nu igjen.
Men Haabet Frygtens Udsagn snart formilder;
Let over Gulvet nærmer sig vor Ven,
Som med et Buk udbeder sig den Ære,
I Valsen hendes Følgesvend at være.

Fra Tantens Side løs hun da sig river,
Og med en nyfødt Rose paa sin Kind,
Af Adam ført, hun iilsomt sig begiver
I Dandsens hurtig fyldte Rækker ind.
Et yndigt Smiil den lille Mund opliver,
I Øiet straaler frygtsomt hendes Sind,
Selv hendes Hjertes Slag vor Helt fornemmer
Igjennem Armen, der i Handsken bly sig gjemmer.

Nu Touren er til dem - gid det maa lykkes!
Paa Gulvet hendes Fødder følge hans,
Og hendes Haar, der af Fioler smykkes,
Om Kinden gynger yndigt som en Krands.
Molskjolen ikke meer i Folder trykkes,
Den svinger rundt sig med i sneehvid Glands.
Selv Perlesnoren er paa Flugt med hende;
Men Flugten standser - Touren er tilende.

Den kom igjen, og svandt igjen saa fage;
Og da fra Dandsen tredie Gang de gik,
Ledsagedes af Adam hun tilbage
Til hendes Plads med et taknemligt Blik.
Han spørger, om Forfriskning hun vil tage -
O nei, Forfriskning hun ved Dandsen fik.
Til Cotillon han forud sig indskriver -
Med Glæde, neppe skjult, sit Ja hun giver.

152 Men her et Krigspuds falder Adam paa;
Thi Ordet nu til Tanten han henvender,
Der griber efter det med begge Hænder,
For sin Deel med af Ballet og at faae.
Saadan han Leilighed fik til at staae
I Almas Nærhed til Diskursen ender:
Da med et dobbelt Buk, et sidste Blik
Til den, der her ham fængsled, bort han gik.

De skiltes ad, men blev dog hos hinanden,
I Tanken nemlig - Adams Phantasi,
Imedens ganske stille stod Forstanden,
Det rige Stof sig ret fordybed i.
Han tog sig tidt med Haanden op til Panden,
Naar Almas Billed svæved ham forbi;
Og for at det i Hvile kunde standse,
Han opgav indtil videre at dandse.

Til Tanker ogsaa Alma havde Tid;
Hun Gaven ei besad, som mange Flere,
Sig og sin Skjønhed ret at producere,
Og nonchalant for Gunst sig gjøre Flid.
Hun over sad, dog sad hun mild og blid;
Hun tænkte - og hun tænkte meer og mere
Paa hendes For- og Fremtids Cavaleer,
Der saa alvorlig ud blandt Sværmen seer.

Men alt til Cotillon man Damer fører,
Og snart i Kredsen hos vor Helt hun staaer,
Hvem atter hun for denne Dands tilhører,
Mens Fløiten toner og mens Buen gaaer.
Det korte Forhold ham som hende rører,
Og livlig Farve Begges Tale faaer;
Som Halvbekjendte mellem Ubekjendte
Hinanden Ordets lette Bold de sendte.

End talte de - men see! at inclinere
En Herre kom, thi Touren Vals nu var;
Og Adam, hvem forladt hans Dame har,
Ret havde Tid, i Frastand at vurdere
Den lette Sylpheskabning, som alt flere
Og flere Blik i Flugten med sig ta'er.
Medeet i Øiet sees hun alle stikke,
Hun, Perlen, som man havde før ladt ligge.

153 Nu fra sin Udflugt er igjen hun hjemme.
De holder af at dandse? Adam spør' -
O, næsten meer end jeg det sige tør!
Gi'er hun til Svar med lidt forpustet Stemme.
Og dog har ei paa Bal De været før!
For Deres Flyvekonst saavidt at fremme,
De vist tillaans af Zephyr Vinger fik -
Nei, leer hun, mine Vinger er Musik.

Paany en Cavaleer - hun er i Vinden!
Som før sin Plads og Adam hun forlod,
Som før han eensom i Betragtning stod
Af dette Glædens fine Spil om Kinden,
Imens hun, under Kommen og Forsvinden,
Sig luftigt gynged paa den lille Fod.
Igjen hun er tilbage - Troskabs Pligter
(Han nu bemærker) imod mig De svigter.

At give Svar hun skyldig her maa være,
Kun over hendes Mund et Smiil der flød,
Men han blev ved: Jeg faaer mit Kors vel bære,
Et Kors i denne Verden giver Ære -
»Forund mig Æren!« nu en Stemme lød,
Thi atter op til Vals man Alma bød;
Oig rundtom hviskes, da hun dandser atter:
Nei, see mig til den lille Gartnerdatter!

Forbi var endelig Inclinationen,
En anden Tour med samt en ny Musik
Til Adams store Glæde nu man fik.
Men ogsaa her hun Perlen blev i Kronen;
Det næsten var, som hørte det til Tonen,
At ikke meer forbi man hende gik;
Paa Stolen maatte tidt hun tage Sæde,
For ved sit Valg at smerte og at glæde.

Blandt andre Toure den nu ogsaa kom,
At første Par, med Blomsterkurve Begge,
Gik til de andre Par i Kredsen om.
Iblinde maatte Alle Loddet trække;
Og De, der havde faaet Blomster, som
Man efter Slægtskab kunde sammen lægge,
Paa Gulvet ud fra Kredsen maatte vandre,
Og bytte Tegn og valse med hverandre.

154 Hvor blev der nu en Støien og en Raaben!
Fioler, Nælder, Myrther, raabte man,
Mens Alle stormed ud fra Kredsens Rand
Paa Salens Gulv, med Tvivlen og med Haaben.
Hver holdt sit Tegn tilveirs og Armen aaben,
At den Udvalgte hurtig gribes kan;
Man puffes, stødes, leer, og finder endelig
Den Tvillingsjæl, der ved sin Blomst var kjendelig.

Hver havde fundet Sin, og kun tilbage
Stod Adam og hans lille Dame. Hun
I Haanden holdt en Rose, rød og rund,
Og til sin Torneqvist fandt han ei Mage.
For Deres Rose vil De Tornen tage?
Han spørger bedende, og det med Grund:
De taber jo, men Torn og Rose begge
Et fælles Udspring tør man vel tillægge.

De bytted Tegn, og endelig forlened
Ham Skjæbnen dog det Held igjen engang,
At hen i Dandsen let de fløi, forened'
Ved Tonernes og Melodiens Klang.
Det syntes ham som tusind Fugle sang,
Som Salens Lys sig til en Krands forgrened,
Der danned Glorien om den Pande, som
Ham lyste her imøde fri og from.

Det var den sidste Tour; thi allerede
(Hvor hurtig dog) er Cotillonen endt.
Par efter Par har alt den Ryggen vendt,
Og nu sin Dame seer man Adam lede
Til hendes Plads, fra før ham vel bekjendt.
Her Tanten siger: Vognen holder nede!
Ihast dit Shawl omkring! For tredie Gang
Har Kudsken meldt, at Tiden blev ham lang.

Rask brød man op - en Sværm af Cavalerer
Kom styrtende, med Tilbud om en Arm.
Men Alma, ført af Adam, bort spadserer,
Og ret med Fryd han seer, at end hun bærer
Hans Torneqvist befæstet ved sin Barm.
Den hele Herreflok, af Iver varm,
Som i Triumf tilvogns da Tanten følger,
Der over Æren ei sin Glæde dølger.

155 Karreten rulled bort - og sidst i Halen
Af Sværmen op igjen vor Helt nu kom.
Men hvor den fyldte Sal ham syntes tom!
Og hvor dog midt i Støien og i Talen,
Der end som forhen gjenlød høit i Salen,
Ham dødt nu forekom det store Rum!
Han eensom stod i Krogen, rørt i Aanden,
Og saae paa Almas Rose, som han holdt i Haanden.

Da vakte ham en Røst op af hans Drømme,
Og Røsten var den lille Jensens Røst:
Saavidt som uden Kikkert jeg kan dømme,
Gaaer der en Stjerne op nu i dit Bryst;
En lille Gud dig holder i sin Tømme,
Og drei'r og vender dig som han har Lyst.
Ja du seer klart, til Svar ham Adam giver,
For hvem nu Vennen selv besværlig bliver.

Han greb sin Hat og gik - af Skjæbnen draget
Igjen saa listig ind i Livets Spil,
Der tryllende bestandig lokke vil,
Hvortidt end skuffet Haab man har beklaget.
Sin Lod i Urnen har Enhver modtaget,
Og den at løse hører selv ham til;
Men Midlet, hvorved Livets Lod man vinder,
I Skjæbnens lukte Hænder sig befinder.

Og hvor er denne Magt paa Midler rig!
Een hæver høit den, ved ham ned at trykke,
Een hjælper den til Fred igjennem Krig,
Een leder den til Lys igjennem Skygge,
Een fører den til Sandhed gjennem Svig;
Men Den, hvis Liv skal Jorden skjønnest smykke,
Ham binder den i Qvinders Ledebaand,
At gjennem Hjertet klares maa hans Aand.

For mangen En gaaer Læren vel tilspilde,
Saa ikke Hjertet blot, men Aand gaaer tabt;
Saa han kun tørster ved den fulde Kilde,
Og rig dog lever kummerligt og knapt.
Om til en saadan Lod vor Helt blev skabt,
Maaskee alt nu min Læser vide vilde? -
Mit Svar maa gjemmes til en anden Gang,
Thi endt, om end ei fuldendt, er min Sang.

156

SJETTE SANG

Vaaren er kommen! Atter jeg paany
Har Foraarsfuglen hørt, den muntre Lærke;
Den svang sig op paa sine Vinger stærke,
I Toner qviddrende, mod høien Sky.
De varme Straalers Virkning kan man mærke
Paa Luft og Jord og Hav og Land og By;
Den hvide Vinter sine Kræfter mister,
Den døer - og med dens Død dens Lænke brister.

Den friske Vaar som Arving sig indfinder;
Og Skatten, som den Gamle ruged paa,
Og dækked til, saa intet Blik den saae,
Nu flyver rundt, og hvert et Øie blinder.
Det unge Haab staaer op af gamle Minder,
Den dunkle Himmel skinner klar og blaa,
I Grønsværtæppet Jorden sig indhyller,
Og Dagen med sit Solskin Alt forgylder.

Den gamle Vinter er paa eengang glemt;
Kun De, der selv er gamle, trofast mindes,
Hvor trygt i den der virkes, væves, spindes,
Hvor tidt dens Stjerner har til Alvor stemt.
Men dette Suk af Jubel overvindes,
Af Ungdomshaabet, som ei meer er gjemt:
Nu kommer Solen! Hvad kan ei man vente
Sig af det nye, det gyldne Regimente!

Og virkelig! Forneden og foroven
Kun Glands og Herlighed det Hele spaaer;
Utæmmet, frisk og farvet strømmer Voven,
Og Skyen over den i Purpur gaaer;
Den lyse Flora vandrer gjennem Skoven
Og fletter Blomsterkrandse til sit Haar;
Hver Fuglerøst er Tolk for Elskovsvarmen,
Og i Hyrdinden trang nu bliver Barmen.

157 I Staden selv et andet Liv sig rører:
Den unge Dame kaster Kaaben hen,
Og stiger frem med Parasol igjen,
Mens Cavaleren Kjolen sig ifører.
Paa Politiken knap man mere hører,
Til Gjengjæld griber nu Papir og Pen
Med disse Ord saa mangen en Trompeter:
Nu maae vi til at synge, vi Poeter!

Hvad skal af al den Herlighed der blive?
Af disse tusind Haab, af denne Skat
Af Følelser, som nu befries brat,
Af disse Straaler, som nu Alt oplive? -
Hvor kan man spørge? Stormen skal afrive
Igjen hver Blomst, hvert Blad - igjen en Nat
(Skjøndt ubegribeligt det synes Somme)
Skal over Jorden med sin Kulde komme.

Hvor hurtig hendøe Glædens Sommersange!
Hvor vexler i hvert Hjerte Savn og Lyst!
Hvor mange Gange Vinter og hvor mange,
Hvor mange Gange Vaar dog i hvert Bryst!
O Tid, da vi begjære og forlange!
O Tid, da vi forsage selv paa Trøst!
En evig Cirkelgang er Livets Vandring,
Gjentagende sig selv i sin Forandring.

I Adam Homo var igjen det Vaar,
Kun Haabets Rosenskyer for ham sig male,
Han syntes, at han selv og Alt i Dvale
Dybt havde ligget gjennem mange Aar.
Op af sin Grav hans Ungdomsfriskhed staaer,
Og præger sig i Tanke som i Tale;
Han fatted knap den hele Fylde, som
Han følte som sit Hjertes Eiendom.

Nu var til Menneske først ret han bleven!
Alt hvad han havde prøvet og erfar't,
Hans hele Fortids Virken, Væren, Leven,
Ham syntes af en gal, forfeilet Art.
Det vilde Liv, hvori han bort var reven -
Det stille Liv - han kunde begge spar't;
Thi eet var Maalet kun, som nu han priste,
Og een kun Veien, som til Maalet viste.

158 Ad denne Vei han netop fremad skred;
Thi samme Formiddag er glad-urolig
I Sommerfrak han gaaet fra sin Bolig,
Ud gjennem Nørreport, langs Søens Bred,
Hvor Almas Billed, følgende ham trolig,
Paa Mindets Vinger svæved op og ned,
Og flygtet bort bestandig kom tilbage,
Mens frem ad Stien selv han saaes at drage.

Ham denne Morgenstund det ind er faldet,
(Et Indfald, der ved Foraarssolens Skin
Var til Beslutning modnet i hans Sind)
At spørge - og en Maaned efter Ballet
Sligt ubeskedent ei kan blive kaldet -
Til Damen og til hendes Blomster ind.
For ei Deeltagelsen dog strax at røbe,
Først nogle Hyacinthløg vil han kjøbe.

Alt efter Ønske gik. Bag Havens Grene
Han Tante, Fa'er og Datter strax traf paa,
Og Alle ham imøde venligt gaae,
De syntes ham det ret saa godt at mene.
Den store Have strax han kjende maa,
Og her med Alma gik han snart alene,
Snart vandred han omkring med alle Tre,
For Drivhuus og for Blomster at besee.

Mens udenfor end Flora slumred let,
Hvor dufted Alt saa frisk ham her imøde!
Blandt Crocus stod Fiolerne saa tæt,
Hos Hanekamme, hvide, blaae og røde,
Skovanemon, Aurikel og Tazet.
De første Hyacinther alt frembrøde,
Og alt sit Bæger nu ved Solens Villie
Oplukker halvt den gule Paaskelilie.

Den hele Have syntes ham et Eden;
Det lille Gartnerhuus, han skued hist,
Med Ranker dækket til fra først til sidst,
Et Tempel fast ham forekom for Freden.
Mens tusind Blomster duftede forneden,
Et Vindve aabent stod i Husets Qvist;
En Rose der i Urtepotten brammer,
Der havde Alma selv sit lille Kammer.

159 Der, tænkte han, seer Dagens Sol hun stige,
Og naar i Aftnens Stilhed Maanen gaaer
Hen over Himlen, der hun eensom staaer
Og skuer ind i Phantasiens Rige.
Der kan til Skyerne godnat hun sige,
Og naar i Busken Nattergalen slaaer,
Mens hendes klare Blik i Luften svømme,
Kan der i Paradiis hun ret sig drømme.

Hans Sjæl udvided sig - hans Blik og Stemme
Afspeiled hvad der fyldte nu hans Aand;
I livfuld Tale Tiden Alle glemme,
Paa Tanten nær, hvem Anstand holdt i Baand.
Da husker Adam: Bogen venter hjemme;
Til Afsked rækker Gartneren han Haand,
Og Denne til sin Hilsen venligt føier:
See flittig til os, hvis det Dem fornøier.

Saa gik vor Helt igjen til Byen ind,
Og paa sin Vandring ved sig selv han tænker:
Jeg eengang bar Forfængeligheds Lænker,
Og atter, for den hele Verden blind,
Igjennem Aar jeg slutted til mit Sind.
Men Ro saalidt som Uro Lykke skjenker,
En lille Pige gjør medeet mig viis:
Der altid hører To til Paradiis.

Alt skal sig slutte sammen, Stort og Smaat,
Naturen selv os giver denne Lære.
Man skal i Verden Verdensborger være,
Man virke skal, og ei beskue blot;
Man skal et Hjem sig danne og en Sphære,
Og mod sig selv og Andre gjøre godt;
Ja Livets Maal, om end ei sagt udtrykkelig,
Det er at gavne og at være lykkelig.

Og hvor i denne Tid han Gavn nu gjorde!
Thi hans Examen jo for Døren var;
Men naar tilendebragt sin Dag han har,
Og ret har gjort sit Arbeid som han burde,
Da lykkelig han ogsaa være turde.
Da Fod i Haand om Aftenen han ta'er,
Og vandrer ud til Haven, til den fjerne,
At see bag Løvets Skjul sin klare Stjerne.

160 Dog her jeg for en Stund nu Helten gjemmer,
Som just paa Exegesen Ende fik,
Men lytted end til Kirkefædres Stemmer,
Fordybet som han var i Dogmatik.
Mens paa sin Augustinus ret han klemmer,
Til Vesterbro jeg vender ud mit Blik;
Thi skjøndt man til Examen der ei læser,
Der Livets Aande ligefuldt dog blæser.

- Det var en liflig Juni-Morgenstund;
Op over Gartnerhaven Dagen hæved
Sig rig paa Straaler og med Guld i Mund.
Fra Træ til Træ saa tyndt hang Spindelvævet,
Og Morgenduggens Perle, klar og rund,
Paa Bladet og det fine Græsstraa bæved,
Da frisk og rød, og hvidklædt som en Brud,
Af Havedøren Alma træder ud.

Hvorfor saa festlig vel klædt paa itide?
Hvordan mon til det gik, at just hun tog
Idag af sine Kjoler paa den hvide,
Og paa det grønne Livbaand Sløifen slog?
O, høist naturligt Tingen sig tildrog!
Det nemlig er, hvad Læseren bør vide,
Idag den gamle Gartners Fødselsfest,
Og hun sig smykked som hun kunde bedst.

Den sidste Haand paa de brodeerte Seler
(Hvorom til Ingen hun et Ord har sagt)
Hun oppe paa sit Kammer nys har lagt;
Og nu, mens Solen Taagerne fordeler,
Mens Alle sove, let hun ud sig stjæler
Her hvor de tause Stammer holde Vagt.
Som i Forventning hendes Læbe smiler,
Og hen mod Arbeidshuset rask hun iler.

Der staaer hun alt paa Stigens Trin og bukker
Sig sagte ned mod Dueslagets Dør.
Hør! indenfor det kurrer - her oplukker
Paa halv hun Døren, lyttende som før.
Den hvide Due frem sit Hoved dukker,
Den Røde stolt sit Bryst med Næbet kløer;
Men knap hun viser sig, de Flugten tage,
Og ile til den mørke Krog tilbage.

161 En slig Modtagelse kun lidt hun yndte,
Ei deres Skræk hun kunde ret forstaae.
At tale kjælent til dem hun sig skyndte,
Ja selv at fløite for dem fandt hun paa,
Og idetsamme listig hun begyndte
Sit Spil, for mere tamme dem at faae:
Hun kasted hen til dem lidt Morgenføde,
Og Duerne ei længe lod sig nøde.

Lidt nærmere ved sig hun Føden lægger,
Og da den Hvide Kornet til sig tog,
Hun Haanden fuld af Ærter mod den strækker;
Men strax forknyt den sig tilbage drog.
Da kom den Røde frem, hvem Lysten trækker
Hen mod den Herlighed, hvis Syn den slog.
Fremad mod Haanden bøier den sit Hoved -
Og taus stod Alma, knap hun aande voved.

Hun talte kun med Blik - men hvilke Blikke!
Og Duen selv, som var ved Maalet her,
Begyndte alt paa Ærterne at pikke;
Da løfted sig i Frygt paany dens Fjer -
Den vendte sig omkring - men lang Tid ikke,
Thi snart den kom igjen og mere nær.
Nu stod den stille - og til Almas Glæde
Af hendes Haand den nippede sin Æde.

Ved dette Spil en Timestid henrinder,
Til Solen, som nu funkled blank i Øst,
Om Dagens Pligt og Gjerning hende minder,
Og Afsked ta'er hun med sin Morgenlyst.
Sin Gjerning hun i Haven for sig finder,
Og der hun streifer om med freidigt Bryst,
Mens Havens Gange, revne nys i Flammer,
Af hendes lette Fjed hvert Spor annammer.

Men disse Gange kjendte dette Spor
Fra den Tid Foden kun var ganske lille,
Til nu, da den el mere voxe vilde,
Skjøndt den endnu jo modsat var af stor.
Hun havde altid levet her saa stille,
Blandt disse Træer, paa denne Plet af Jord,
Kun af sin Fader og sin Tante hygget,
Thi Døden hendes Moder længst omskygged.

162 Hun kom kun sjelden ud iblandt Veninder,
Og hvad der kaldes kan Begivenhed,
Deraf i hendes Liv saalidt man finder,
At jeg det ene Bal kun nævne veed.
Alt hvad hun havde lært hun godt sig minder,
Endeel hun vidste, men dog ei Besked
Om tusind Ting, der ind i Munden puttet
Den unge Dame bli'er i Institutet.

Midt i sin egen Verden her hun stod,
Skilt fra den store, som hun ei tilhørte;
Og fri hun var, skjøndt hun i Alt slog Rod,
Thi hvad i hendes Bryst sig dybest rørte,
Ei ud i Verdens Uro hende førte,
Og intet Savn i Hjertet efterlod.
Sit Haab hun knyttet har, fra hun var liden,
Til Vaaren, Somren, Høsten, Vintertiden.

Saadan fra Inden hun uddannet var,
Af Eensomhed til Tænksomhed opdragen;
Sig selv hun havde fundet, det er Sagen,
Just mens i Hjemmets Liv hun tabt sig har.
Der kommer hun, saa foraarsfrisk som Dagen;
I Vinden vifter Kjolen, hvid og klar,
Mens Haven rundt paakryds og tværs hun vanker,
Fyldt af sin Ungdomsfryd og fuld af Tanker.

Hvert Øieblik hun dog maa see omkring,
Thi om at række Haand bestandig minder
Paa hendes Vandring hende tusind Ting.
Snart hun et nylig fremskudt Ukrud finder,
Snart gjør til Sidegangen hun et Sving,
Hvor Grenen, som er løsnet, op hun binder;
Hist frier fra Spindelvæv hun Myrthers Flok,
Her reiser hun den faldne Rosenstok.

Og her et Ord til dig, min Læserinde!
For i dit Hjem dig ret at føle rig,
Maa ogsaa du som Alma fast dig binde
Til Kredsen, hvori Skjæbnen satte dig.
Du maa en Næring for dit Hjerte finde
I Livet, som det hver Dag viser sig;
Du maa, lig Den og Den - maaskee jeg feiler -
Ei sidde blot og vente paa en Beiler.

163 Den kommer snarest jo som ei man venter;
Men selv om ei han kom, dit eget Bryst,
Naar frem for Dagen du dets Skatte henter,
Har rige Spirer nok til herlig Høst.
Du elske skal, det Bud jeg dig indprenter,
Men kun hvori der Liv er, er der Lyst.
Vil du bestandig sidde og brodere?
Dit Hjerte og du selv blev skabt til Mere!

Du deelte nylig Almas Morgenglæde,
Men lad dit Blik nu hende gaae forbi;
Thi ud af Døren Tanten sees at træde,
Og hist hun nærmer sig paa Havens Sti.
Hvor maatte hun idag med Smag sig klæde,
Paa Moden ret, og dog med Phantasi:
Forlorne Krøller høit en Kappe hæve,
Hvorfra de lyserøde Baand nedsvæve.

Den gode Tante var et ærligt Skind,
Kun havde hun den Orm, at ei hun vilde,
Mens Tiden gik med Kæmpeskridt, staae stille,
Men altid seile med den friske Vind.
Endskjøndt bedaget og med falmet Kind,
Sit Sind fra Verden ei hun kunde skille;
Paa Vesterbro hun deelte Lyst og Sorg
Med Østergade og Amalienborg.

Da hun kom Alma nær, strax Denne saae
At der en Alvorssky om Panden svæved,
Og da til Hilsen op sit Blik hun hæved,
End meer Bekymring der i Øiet laae.
Til Begnskab Alma hende venlig kræved,
Og Tanten gav forblommet at forstaae,
Hvordan, skjøndt anvendt Flid og al Umage,
Ei rigtig ud sig Kappen vilde tage.

Den Feil, gjensvared Alma, ændres let;
Thi dersom Tante paa min Dom tør lide,
Skal Sløifen have Plads ved denne Side,
Og ind til Strimlerne sig slutte tæt.
Lad mig den flytte! Strax tilværks vi skride! -
See saa! Der sidder Sløifen nok saa net.
En Naal! - Det var en ypperlig Forandring! -
Men Tantens Fod alt borte var paa Vandring.

164 Til Stuen og til Speilet op hun iilte,
At see Forandringen, som klædte net;
Og da hun saae i Glasset sit Portrait,
Tilfreds med Kappen og sig selv hun smulte.
I hendes Bryst nu hver Bekymring hviilte,
Og bort fra Speilet skred hun rank og let
I Haven ned, den gode, gamle Tante,
Af Verden glemt - men dog blandt de Galante!

Hun Alma gi'er et Vink, og Festens Hjem,
Det grønne Lysthuus, de bekrandse Begge,
Hvorpaa de Dugen over Bordet lægge,
Og sætte Kopperne og Kanden frem.
Med Servietter Gaverne de dække,
At ei den Gamles Blik skal møde dem;
Hist nærmer han sig alt - hans Haar, de hvide,
I Lokker om de friske Kinder glide.

Hvor mildt er ei hans Øie! Hjertets Ro
Paa Panden og paa Mundens Smiil man kjender.
Lidt langsomt gaaer han, men man ei maa troe,
At Stokken er fornøden for hans Hænder.
Knæbuxer bærer han, og store Spænder
Ei blot paa dem, men og paa sine Skoe.
Saa skrider frem han her i Morgenrøden,
End fuld af Liv, og dog ei langt fra Døden.

Han som sin Have dyrket har sin Gud,
Saa af en dobbelt Høst han er oplivet;
Halvfjerdsindstyve Aar ham alt blev givet,
Og nu idag et nyt der springer ud.
Der er hans Datter, Havens bedste Skud!
Hun slynger alt sin Arm ham rundt om Livet;
Den unge Mund er paa hans gamle Haand:
O, hvor der strømmed Varme til hans Aand!

Imod ham kom nu og den gode Søster,
Som gratulered nok saa pæn og stiv.
Han raaber munter: Rask mig Munden giv!
Et Kys af Hjertensgrund mig meest forlyster.
Hvad han begjærer, han da ogsaa høster,
Skjøndt Tanten ynded ei slig Tidsfordriv;
Og ind i Grotten alle Tre nu træde,
Hvor ved det runde Bord de tage Sæde.

165 Da Drikken var af Tanten lavet til,
Ei Alma sin Foræring dulgte længer.
Omkring sin Fader Selerne hun hænger,
Idet hun be'er, at ei forsmaae han vil
En Gave, hvortil vist hun troer han trænger.
Naa, siger han, og seer paa hende mild:
Naa, det var en Present! det maa jeg sige!
Det kalder jeg en flittig lille Pige!

Men Tanten taler: Hvor dog Skjæbnen god er,
Hvor heldigt, at du Seler skulde faae!
Et Supplement til dem du ei forsmaae,
Thi ogsaa jeg har dig betænkt, min Broder.
Du veed, at Tiden bringer nye Moder,
Den en Tyran er, som man lyde maa.
Det nytter ei at staae imod i Striden,
Den kloge Mand bør skride frem med Tiden.

Hvad mener du? den gamle Gartner siger.
Til Svar han faaer: Min kjære Broder! du
Snart er den Eneste af Alle nu,
Som frem i korte Klædesbuxer stiger.
Knæbuxer er for Øiet nu en Gru,
Den gode Smag de tynde Been bekriger;
Forsmaa da ei en Gave, fix og fjong:
Et Par moderne Sommerpantalon!

Med disse Ord trak Buxerne hun frem
Og holdt dem for sin Broder høit iveiret,
Og Morgensolen, som faldt ind paa dem,
Belyste deres Farve huldt med Skjæret.
Den Gamle lo og sagde: Gaa du hjem
Med din Present! Et Kys du har foræret,
Men Buxerne giv til en, anden Een;
Jeg vil beholde mine gamle Been.

Du maa, du maa! nu Tanten trænger paa:
Du efter Tidens Fordring bør dig rette.
Nei, siger han, jeg tænker modsat dette,
Den Gamle just bør paa det Gamle staae.
Nei, siger hun, den Gamle frem bør gaae,
Og ei sig fast i gamle Griller sætte.
Pjank, siger han, det er en gammel Nar,
Som Dragt og Mening hos de Unge ta'er.

166 Til Almas Sorg lidt skarpere blev Striden,
Da dette Spørgsmaal man paa Bane fik:
Hvorvidt bør Alderdommen følge Tiden?
Thi varm blev Gartneren i Ord og Blik,
Og Tantens Iver var ei heller liden.
Tilsidst med disse Ord den Gamle gik:
Gaa selv med Buxerne, hvis du behager,
Men aldrig jeg paa mine Been dem tager.

Et Suk om Bistand Tanten her udstøder.
Niecen spørger: Tør jeg raade lidt?
Og da hun strax faaer Lov at handle frit,
Sin Fa'er at vende om, hun venligt nøder.
Saa gjør med Saxen hun saa dybt et Snit
I Buxerne, at Tantens Hjerte bløder.
Forkortede til Knæet man dem saae,
Og Benene som Stumper hos dem laae.

Den Gamle her brød ud i munter Latter,
Men Alma siger: Striden er forbi,
Til Ære Tantes Gave kommer atter,
Og Fa'er for Nutids Mode bliver fri.
Til Handsker for vor Svends den lille Datter
Maaskee kan Benene benyttes; thi
Paa denne Viis jo Tante To beriger -
Ja, lad kun Barnet faae dem! Tanten siger.

De skiltes ad - og fredelig hendrog
Sig Arbeidstiden for dem Allesammen;
Selv Stridens Minde Gartneren forjog
Ved Middagsbordet, under Spøg og Gammen.
Alt mere skraa nedkasted Solen Flammen,
Alt Fem i Staden Kirkeklokken slog:
Vandkanden da i Haanden Alma tager,
Og paa sin Aftenvandring ud hun drager.

Om hendes Hals det lette Shawl sig snoer,
Den gule Straahat sig om Panden breder,
Den Pande, hvori mange Tanker boer,
Hvoraf bestandig een paany fremtræder:
Hvor kommer det, at her, hvor Himmel, Jord,
Og hver en Blomst i Høitidsdragt sig klæder,
At her, hvor Alt til Hilsen er beredt,
Saa lang Tid Adam Homo ei blev seet?

167 Han var jo med dem Alle saa fortrolig,
Og forhen de saa jævnlig saae ham jo -
Saa tænkte hun; men ei min Læser troe,
At hun ved denne Tanke blev urolig.
End var jo hendes Hjerte Fredens Bolig,
Og hver en Lidenskab laa dybt i Ro;
I Verdens Løb hun var for lidt indviet,
Til, før det kom, at søge Sværmeriet.

Men nu sit Urtebed hun har bedugget,
Og Havens Udgang netop nær hun stod,
Da hørte hun, at Laagen blev oplukket -
Hvad! - Adam Homo sig tilsyne lod.
En Blomst paa Hatten høit han havde stukket,
Sort var han klædt fra Hoved indtil Fod;
Med Øine, hvori Haab og Længsel gløde,
Han iilte hende vinkende imøde.

Hun stod som lænket, med Forundrings Smiil
Paa Læben, og i Haanden holdt hun Kanden,
Mens op ad Gangen han fløi som en Piil,
Idet han svang sin Hat høit over Panden.
Nu staaer den Ene ganske nær den Anden:
Examen endt er! raaber han med Iil.
I hendes Sjæl confust sig Alting blander -
Da seer medeet hun, at hans Fod hun vander.

Undskyld! hun stammer. Næsten maa jeg troe,
At De for Blomster mine Skoe nu tager,
Bemærkede vor Helt, mens glad han lo.
Sin Gjerning Alma smilende beklager,
Men Adam priser lykkelig sin Sko,
Og føier til, mens Aande dybt han drager:
Da ud jeg gik, mig spaaede Fuglens Sang
Et Kys paa denne Haand for første Gang.

I Purpur hendes Kinder huldt sig klæde,
Og før hun vidste hvordan det gik til,
Hun føler alt paa Haanden Læbens Ild;
Han var jo reent forstyrret i sin Glæde.
Ind til min Fader nu De dog maa træde,
Hun siger lidt forlegen, skjøndt saa mild:
Hans Fødselsfest endnu er ikke sluttet -
Og Adam svarer: Strax! Strax paa Minutet!

168 Een Bøn maa blot endnu jeg her frembære;
Thi skjøndt jeg lige fra Examen gaaer,
Mit Studium dog aldrig Ende faaer,
Student endnu jeg bliver ved at være.
Alt længe det mit Ønske var at lære
Det skjønne Sprog, som De saa godt forstaaer;
Lær blot mig lidt! Jeg vil ei Alt, kun Noget;
Ikkun Begyndelsen af Blomstersproget!

Det Sprog, hun lo, for Dem sig ei vil skikke;
Men, siger han med Stemmen dobbelt blød,
Ømt fæstende paa hende sine Blikke:
Ifald jeg nu Dem Haand og Hjerte bød,
Og føied til: det er for Liv og Død!
Siig, skikked dette Sprog sig heller ikke? -
De vexled Haandtryk med et kjærligt Blik,
Og bort i Glædens Hast nu Adam gik.

Hvorlænge blev han dog hos hendes Fader!
Hun selv just ned i Lunden søge vil,
Fordybet i de rørte Tankers Spil,
Da Tanten iilsomt sig tilsyne lader.
Naa! raaber hun i Frastand Alma til:
At jeg dog eengang traf dig, vist ei skader.
I Stuen ind jeg gjorde nys et Sving,
Der, der forhandler nu man store Ting!

Har du Hr. Homo seet? - Træk dog lidt længer
Din Strimmel op! - Nu er han Candidat!
Nu kan han tjene Konge, Land og Stat -
Nei, hvor forpjusket dog dit Haar nu hænger!
Sæt Krøllen op, mens Kraven ud jeg krænger -
Nu staaer han til et Præstekald parat.
En Præstekone vil saa Lidt ei sige -
Der kommer han! Reis Hovedet, min Pige!

Kun Blikket hæved sig - men fra det Fjerne
Kom lige op ad Gangen, dem imod,
Vor unge Helt og gamle Gartner Stjerne,
Hvem Munterhed i Øiet malet stod.
Vel havde Alma sig unddraget gjerne,
Men meer end blytung følte hun sin Fod.
Forgjæves for et Smiil hun sig umager,
Da hendes Fader hendes Haand nu tager.

169 Hvor reent fortabt din Stakkel dog seer ud!
Man skulde næsten tænke, du var bange.
Man kunde troe, du var en domfældt Fange,
Hvis ei du havde Miner af en Brud.
Men selv om nu saa var - naa, Herregud!
Meer end man kan, man ikke bør forlange.
Amor er Jæger - listig sine Garn
Han stiller for det unge Pigebarn.

Der staaer Hr. Candidaten! Gratulere
Du til den store Dag dog ogsaa maa;
Og - hvis du har et Hjerte at forære,
Saa veed jeg, han vil ikke det forsmaae.
Min lille Alma, lykkelig du være!
Gid det paa denne Jord dig godt maa gaae!
I To er enige. Jeg siger Amen;
Og kom nu, Tante! Lad dem ene sammen.

Saa lod de To man ene og i Ro,
Men hvordan man, skjøndt To, kan ene være,
Og dog en Verden i sit Hjerte bære,
Og hvordan ene man kan være To,
Men hvorfor aldrig Tre man kan sig troe:
Derom vil os en Philosoph belære,
Der ved Begrebet, taget i dets Reenhed,
Kan reducere Dobbelthed til Eenhed.

Det Alma var, som havde dybt hun sovet,
Som op til Liv hun vaagned af en Drøm,
Der end ombølged hende frisk og øm,
Men paa hvis Sandhed hun ei stole voved,
Thi Underbilleder gled paa dens Strøm.
At virkelig hun bleven var forlovet,
At virkelig hun Brud var bleven - nei!
Hun ei det fatted, hun begreb det ei.
Og som det Alma gik, saa gaaer det Alle;
Thi hvem blev det vel givet at forstaae,
Hvordan Præmisserne kan over slaae,
Og pludselig et Resultat fremkalde? -
Lidt efter lidt lod dog sin Tvivl hun falde,
Lidt efter lidt med Tro hun om sig saae;
Dog gik undseelig hun ved Adams Side,
Mens Arm i Arm de Haven rundt nu skride.

170 Men dersom hun var taus, saa talte han;
Hans Hjerte paa hans Læber sig udtømte,
Og sprudlende, som Kildens friske Vand,
I fulde Bølger frem hans Indre strømte.
Snart han tilbage sig i Tiden drømte,
Snart iilte Tanken ud i Fremtids Land;
Og Almas Sjæl, skjøndt den sin Vinge dulgte,
Saa trofast paa hans Tankeflugt ham fulgte.

I Begges Hjerte klang den stemte Stræng,
Da de paa Græsset traadte ud fra Gangen,
Hvor først de lytted lidt til Fuglesangen,
Og derpaa nærmed sig det blaae Bassin,
Der speilklart hviilte midt i Havens Eng.
Her ved et Syn sig Adam følte fangen;
Thi klart i Vandets blanke Speil han saae
Saa nær sit eget Almas Billed staae.

See, siger han, og mildt hans Øie luer:
Vor hele Fremtid her jeg finde kan
Afspeilet i det stille, sølvblaae Vand,
Hvor intet Skær og ingen Storm den truer.
Os Begge fast forenede jeg skuer;
Men mange flere Ting er jeg istand
Til i det klare Fremtidsdyb at finde -
See rigtig til! Alt slutter Speilet inde.

Der seer jeg strax en lille Præstegaard
Ved Bondebyen, lænet til en Bakke.
Vel Sidelængen lidt forfalden staaer,
Men en Begynder tage maa tiltakke.
Der seer jeg vore Køer og vore Faar,
Mens hjem fra Marken de til Stalden lakke.
Der kommer Malkepigen med sin Spand,
Og Hyrdehunden springer let foran.

Men Alma smiler, mens hun frem sig bøier
For og af Herligheden lidt at see,
Og nu sit Billede til hans hun føier:
Der Præstehaven ligge kan maaskee;
Der er den lange dunkle Lind-Allee,
Hvori man vandrer trygt naar Blæsten støier.
Der Blomsterbedet er; og der Syrener
Sig til et Sommerlysthuus tæt forgrener.

171 Ja tydeligt det staaer der, Adam siger:
Os beggeto jeg kan derinde see;
Ved Bordet sidde vi og drikke Thee,
Mens bagved Skoven Aftensolen viger.
Paa Himlen alt en Stjerne op der stiger,
Og Maanen kommer frem saa hvid som Snee;
Den minder mig alvorlig om at virke,
Thi see, bag Byen hist, der staaer min Kirkel

Der skal mig selv og Andre med jeg danne;
Der, i en ufordærvet, frugtbar Jord,
Skal Aar for Aar jeg saae det rige Ord,
Beskære, plante, gjøde, luge, vande.
Der til et godt Exempel skal jeg stande,
At Menigheden følge kan mit Spor,
Mens i min Alma frem et Mønster stiger
For Byens Koner og for Egnens Piger.

Som han blev ogsaa hun ved Tanken varm,
Og længe stod de, mens kun Øiet talte,
Saa stille hos hinanden, Arm i Arm.
De saae mod Aftensolen hen, der dalte
Ned i et Purpurhav og liflig malte
Med Rosenfarver Skyens hvide Barm.
Saa skjøn (udbryder han) vor Død vil komme,
Naar Lyset, som vi vandred i, er omme!

Hans Ord et Echo fandt i Hjertets Bund,
I Himlen halvt, de Jorden heelt forglemme,
Mens Fuglesangen i den stille Lund
Den Glæde tolked, som de dybt fornemme.
Da fra det Fjerne hørtes Tantens Stemme,
Der kaldte dem tilbords i samme Stund,
En Omvei gik de til den dunkle Grotte,
Som Haand i Haand de smilende betraadte.

Hvor herligt var i Grotten Alt indrettet!
En Lampe lyste for den store Fest,
Af Husets Kjøkken stod hvad der var bedst,
Og trende Krandse havde Tanten flettet.
Hvem der fik Myrtherne har alt man gjettet,
Adam fik Hjertensfryd som Brudgomsgjæst,
Men Gartneren, sin Havehat berøvet,
Om sine hvide Haar fik Egeløvet.

172 Den Gamle fuld af Indfald var og Løier,
Og Tanten mild man og geskæftig saae;
Adam mod Alma lykkelig sig bøier,
Idet sin Krands af Hjertensfryd han føier
Til den af Myrther, som hun havde paa.
Om Haarets Fletning begge sad paaskraa,
Den skjønne Pande viste de saa tydelig -
O, vist og sandt det var, at hun var nydelig!

Nu, Tante! la'er jeg snart Champagnen knalde,
Den Gamle siger: Af den bedste Viin
Først Parrets Skaal skal drikkes, dernæst din,
Og dernæst min, og dernæst Skaal for Alle.
Her just hans Øine hen paa Alma falde,
Der hvisker med en Stemme spæd og fiin,
Skjøndt hørlig nok til Adam ret at fryde:
Tør jeg Dem Kylling eller Due byde?

Hvad! raaber Gartneren: hvad maa jeg høre!
Er ei du kommen længer frem endnu?
Du siger D e, hvor du skal sige D u,
Sligt skurrer slemt i Amors fine Øre.
Kun Du og Jeg og Vi hans Sjæl kan røre,
Al anden Pluralis er ham en Gru.
Reis Eder, Børn! Pokalen ud maa stikkes;
Før Dagen er forbi, der Duus maa drikkes.

Thi reiste Begge sig fra deres Plads.
Paa samme Tid et dobbelt Du man hørte,
Men i Discant kun Alma sit fremførte,
Mens Adam gav sit Du med mandig Bas.
End tømtes denne Aften mangt et Glas,
Som Fremtids Held og Lykke tidt berørte;
Først efter Midnat gik Enhver til Sit,
Og Alma - den Forlegne - aanded frit.

Og hvi forlegen? hører Folk jeg sige,
Der vende sig til Autor om et Svar,
Skjøndt Svaret ei er af de vanskelige,
Naar kun lidt Øie man for Livet har.
Hvor saae man vel en Sjæl paa Jorderige,
Der ei som Debutant forlegen var?
Hvo holdt Balancen, Contenancen idelig?
Hvem stemte nye Forhold ei høitidelig?

173 Ja, gives der et Væsen under Solen,
Som under Vægten af det Ny ei led,
Fra mindste Purk til Paven høit paa Stolen?
Svar mig, o Præst! som første Gang i Kjolen
(Den lange nemlig) gik ad Gaden ned:
Hvor var imedens din Frimodighed?
Hang ei dit Øie fast ved Kjolemaven,
Imens din Tanke stak i Pibekraven?

Og hvor er din Frimodighed vel bleven,
Du fagre Pige, som ved Moderarm
For første Gang fra stille, huuslig Leven
I Dandsesalen træder rød og varm?
Og hvilken Skrift er dig paa Panden skreven,
Du, som fik første Gang Blanchet mod Barm?
Og dig, der første Gang bli'er kaldt Madame?
Og dig, der første Gang skal ha'e en Amme?

Og du, o Yngling! som i Kirken møder
Med Kjole første Gang som Confirmant:
Din Tanke næsten deelt var - ikke sandt?
Imellem Præstens Ord og Kjolens Skjøder.
Og du, o Dreng! hvis Kind saa heftig gløder,
Fordi din første Halsklud stramt du bandt:
Mon ei din unge Sjæl er hele Dagen
Af denne Halsklud og din Flip betagen?

Hvad Under derfor vel, at vor Heltinde,
For hvem Forlovelsen saa ny jo var,
Det ydre Forhold har saa frisk i Minde,
At for det indre knap hun Tanke har.
Ei ret Forlegenheden vilde svinde,
Før der af Dage rundne var et Par;
Men snart sig selv at glemme hun sig skyndte,
Da Eros først sit Mesterspil begyndte.

Thi Echo's Bolig er et Pigebryst;
Hver Tone, der bevæge kan dets Strænge,
Tillive vækker en beslægtet Røst,
Hvori som Gjenklang Tonen lever længe.
Endskjøndt den bæver, er den rig paa Lyst;
Skjøndt fuld af Lyst, den kan som Smerte trænge
Igjennem alle Hjertets Fibre ind,
Og underfuldt befrugte Sjæl og Sind.

174 Da vækkes der til Liv et Liv, der daarer
Med Skyer og Regn og Solskin som April;
Da hyller Glæden tidt sig ind i Taarer,
Mens Frygt og Uro viser sig som Smiil;
Da læger det just sødest, hvad der saarer;
Da flyver altid Haabet som en Piil
Op fra Erindringens de stemte Strænge,
For i en bedre Verden ind at trænge.

Og Phantasien, som i fordums Tid
Laa slumrende og med en bunden Vinge,
Hvor faaer den nu en Mark, saa stor og vid!
Snart maa paa Ørneflugt den op sig svinge,
Hvor lutter Tordenbyger den omringe,
Snart paa en Blomstereng neddale blid.
Hvor bruger nu den Lys og nu den Skygge,
For Livet med sin Pensel at udsmykke!

Men høist forskjelligt, som vi Alle vide,
Faaer dette ny Liv hos Enhver Gestalt;
Og skjøndt for Paradiis det bliver kaldt,
Ta'er Een dets Lys- og Een dets Skyggeside.
Een lader Luner med i Glæden glide,
Een Torn med Rose ta'er, for at faae Alt,
Een for dets gyldne Vinger bytter Slæbet,
En Anden hænger smægtende med Næbet.

At frem i Alma der et nyt Liv kom,
Det kjendtes paa det Ydre som det Indre.
For hvad i hendes Hoved der gik om,
Snart ved at haabe, snart ved at erindre,
Behøvedes der nu ei noget Mindre
End Evighedens endeløse Rum.
Bevinget hendes Tanke vilde stige
Bestandig frem i det Uendelige.

Men dersom Høiden høi var, Dybden ikke
Var mindre dyb, som hun forlangte her.
Stod Adams Billede for hendes Blikke,
(Og næsten altid var det Tanken nær)
Da søgte ned i Dybet hun især,
For, lig en Dykker, der tilbunds skal stikke,
At faae hver Perle op, hun kunde see
I dette Billed og i dets Idee.

175 Og rige Perler hun bestandig vandt,
Der Hjertet maatte fryde og henrykke:
Enhver af dem et Kjærlighedens Pant,
Og i Forening Livets bedste Smykke.
O, hvor hun følte Summen af sin Lykke,
Hvergang paany hun hos sin Elsker fandt
Det Allerskjønneste, det Allerkjærligste,
Det Allerædleste, det Allerherligste!

Min Læser, hvem vor Helt jo er bekjendt,
Maaskee sig undrer, at i Helten inde
Saa stor en Rigdom Alma kunde finde,
Og tænker, kan jeg vide, saa omtrent:
Paa Blindhed Amor selv jo har Patent,
Og at han Andres Øine kan forblinde,
Derom vel neppe Nogen tvivle vil,
Der seer, hvordan i Verden det gaaer til.

Dog kan man strides; Blindheden maaskee
Her af det skarpe Syn just komme kunde,
Der kan igjennem Overfladen see,
For først i Sjælens sidste Dyb at bunde.
Hvad Blik blev det vel givet, at udgrunde
(Kan ei af Kjærlighedens Blik det skee)
Den Rigdom, de uendelige Skatte,
Som dog en evig Aand i sig maa fatte? -

Men ikke mindre den Forandring var,
Der sig i hendes Ydre aabenbared:
Paa hvad der spurgtes, tidt hun ikke svared,
Tidt spørgende, hun vented ei paa Svar.
Distrait hun er, det Gartneren erfared,
Confus hun er, det Tanten fundet har;
Og Begge fandt de, naar de Øiet hæved,
At ei hun mere gik, men at hun svæved.

Naar Læberne til Tale hun oplukked,
De maatte smile til hinanden; thi
Det lød jo næstendeels som Melodi,
Som om paa hendes Mund sig Ordet vugged.
Det ogsaa undred dem, at tidt hun sukked,
Og dog saa munter var, saa frisk og fri;
Og de begreb ei, hvordan hendes Øren
Stod i saa nær Rapport med Havedøren.

176 Thi før af Adams Trin de spored Klangen,
Hun, straalende af Blik, med Purpurkind,
Alt iilte ham imøde gjennem Gangen,
Saa let og luftig som en Foraarsvind.
Kun stundom i sit Løb af Tanker fangen,
Stod hun med Armen om den store Lind,
Og saae med Fryd den Skikkelse fremstige,
Som meer hun elsked end hun kunde sige.

Hvor Tiden da sin Flugt for dem paaskyndte!
Igjennem Haven Arm i Arm de gik,
Og vexled tusind Ord og tusind Blik,
Thi at meddele sig de Begge yndte.
Tidt Adam lidt belærende begyndte,
Men hendes Mening holdt tilsidst dog Stik,
Og han, som meente hendes Aand at slibe,
Begyndte nu sin Sløvhed at begribe.

En ny Anskuelse af Verden danned
Sig for hans indre Syn; (thi alt i Favn
Han holdt Ideen under Almas Navn.)
Hiint ydre Held, han først som Maalet sanded -
Hiin dunkle Skjæbne, som ham overmanded -
Hiin blotte Ro - hiin bare Gjøren Gavn -
Alt svandt som Dugg for Sol ved Livets Herlighed;
Nu saae han som Princip i Alt kun Kjærlighed.

Den var det, som var hele Verdens Kilde,
Hvoraf hver Skabning og hver Aand udsprang;
Den var det, som i alle Hjerter klang,
Og som til Eet det Spredte samle vilde;
Den var det, som ved Skjæbner, strenge, milde,
Hvert Bryst bestormed, til dets Pandser sprang,
Og hvert et Blik oplodes, til at skue
Sig selv og Alt i Lyset af dens Lue.

Den Tryllemidlet var, hvorved tilsidst
Paa eengang kaldtes Livet frem, det sande;
Den var for ham, hvad en electrisk Gnist
Er for de Arter Luft, der Vandet danne:
Det er forgjæves at man dem vil blande,
Thi Resultatet tøve vil forvist;
Men tænd i dem den underfulde Flamme,
Og Elementet til er idetsamme.

177 Og dette Liv, der aabned Lykkens Rige,
Og som ved Skjønhed, Varme, Kraft og Duft
Tiltalte baade Hjerte og Fornuft,
Det skyldtes ene til en lille Pige.
Saa kunde da vor Helt nu tryg sig sige
I Almas Selskab, som i Livets Luft;
Er han i Byen holdt, da let man gjetter,
At han faaer Luften sendt i smaa Billetter.

Dog nu den kommen er, den store Dag,
Da han som geistlig Taler skal staae Prøve,
Og al sin Konst og Lærdom kan behøve
Til practisk Virken for den gode Sag;
Da Ordets Kraft og Foredragets Smag
Skal paa hans Læber Tryllemagten øve,
Og han som Document for Aandens Kald
I Helliggeistes Kirke præke skal.

Hos Gartnerens var tidlig Alt i Røre;
Thi forberedt til Dagen man sig har,
Og det for længe siden aftalt var,
Hvordan man først skal Adams Præken høre,
Hvordan en Hyrevogn man dernæst ta'er,
For saa i Dyrehaven ud at kjøre.
Der Dagen skal tilbringes, og først hjem
Man kjøre vil, naar Maanen kommer frem.

For Almas Øren som til Storm det ringed,
Da ved sin Tantes Arm hun Klokken Ti
Gik Helliggeistes Kirkemuur forbi,
Og traadte ind, mens Taarnets Klokker klinged;
Men snart dog Kirkens Hvælving, høi og fri,
Til høie Tanker hendes Sjæl bevinged.
Hun stille satte sig i Stolens Krog,
Og søgte Numret i sin Psalmebog.

Af Frygt og Andagt hendes Bryst sig hæved,
Thi baade var høitidelig hun stemt,
Og dog paa Adams Vegne saa beklemt;
Som selv hun skulde præke, fast hun bæved.
Tidt hendes Blik omkring i Kirken svæved,
Men næsten tom den var, og det var slemt;
Kun en syv, otte gamle Mænd og Koner
Istemme Psalmen, som fra Orglet toner.

178 Men tys! alt Prækestolens Trappe knager:
Sit Blik hun løfter op, saa frygtsom sky,
Og heftigt hendes Hjerte slaaer paany,
Da høit deroppe hun sin Ven opdager.
Ned i sit Skjød hun skuer nu saa bly,
Men frem sin Tale Prædikanten tager,
Og seer som Hyrde ud mod sine Faar -
Dog hvor er Hjorden? - Hyrden eensom staaer!

Han staaer - men ei han som en Paulus stod,
Der vil paa Alt en høiere Forklaring,
Der lader Alt gaae frem af Troens Rod,
Og milevidt gaaer udenfor Erfaring,
Naar Verden selv han seer som Aabenbaring:
Kun paa Moralens Bud han sig indlod,
Og - var det ved et Træf af Skjæbnens Tærninger?
Han præked vidt og bredt om gode Gjerninger.

Men at han ved sin første Præken troede,
At Gjerninger i Spidsen burde staae,
Det kom vist af, saavidt jeg kan formode,
At Gjerningen han havde gjort, den gode,
Hvorved han selv sig som forlovet saae.
Desuden var jo nu han ovenpaa;
I saa Fald Gjerninger til Text man tager,
Mens Troen den Fortrykte meer behager.

Paa Gjerninger han støtted sit Beviis
For at Lyksalighed vi tør forvente;
Men ved hans Iver for hans Text sig hændte,
At Textens Bogstav blev dens Aands Forliis.
For Godt han ikkun Gjerninger erkjendte,
Og Talen slutted han paa denne Viis:
Af dine Gjerninger din Tro du vise mig,
Din Gjerning skal fordømme eller prise dig!

Dog havde Talen flere skjønne Steder,
Hvori han ret udtømte sit Gemyt;
Og skjøndt vel ei han sagde meget Nyt,
Hans Følelse dog altid smuk fremtræder.
Herover inderlig sig Alma glæder,
Der i Begyndelsen sad lidt forknyt;
Rørt saae hun opad mod den unge Taler,
Hvergang med Hjertets Pensel frisk han maler.

179 Men fra sin Gjerning ud han nu sig hviler;
I Kirkens Forgaard Almas lille Mund
Ham for den holdte Præken Tak tilsmiler,
Hvorpaa de skilles for en stakket Stund.
Igjennem Gaden til sit Hjem han iler,
For, førend han ta'er ud i Skov og Lund,
Hvor Glædens Zephyr mildt om ham skal vifte,
Sin sorte Kjole mod en blaa at skifte.

Men paa sin Gang han tænker: Her jeg staaer
Paa Livets Høidepunkt! thi klared' ligge
Dets dunkle Veie nu for mine Blikke
Og i mit Bryst dets hele Fylde slaaer.
Om end jeg skulde døe, forgjæves ikke
Jeg levet har i fem og tyve Aar.
Min Læretid for endt jeg maa erkjende;
Hvis jeg en Bog var, maatte her jeg ende.

Som frem i disse Tanker rask han gik
Og Øiet op mod Idealet hæved,
Et Syn paa Gaden han at skue fik,
Der halv bekjendt, halv ubekjendt, nu kræved
Opmærksomhed af Tanke og af Blik:
Et qvind'ligt Væsen ham imøde svæved,
Saa fri og feiende, saa pyntet prægtig,
At strax han hende dømte som fordægtig.

Hvor Kappen flagrede! Hvor Kroppen svandsede,
Mens kjækt med Smiil hun fremad monne gaae,
Til ned i Adam hendes Øine slaae,
Og han og hun paa eengang Begge standsede.
Forbauset næsten Intet meer han sandsede,
Det var jo lille Lotte, som han saae
Forvandlet til en Nymphe, fix og listig;
Hun, før saa bly, ham nu tiltaler dristig:

God Dag, Hr. Homo! (her med Knix hun neied)
Jeg troede Dem skam længst reist bort fra By.
Bekjendtskab haaber jeg De vil fornye,
Den Plads er end Dem fri, som før De eied.
Tidt Deres Godhed har jeg overveiet,
Ved Deres Penge fandt i Nød jeg Ly.
De træffer mig i Slippen Nummer 4.
Hun gik, og Adams Hjerte aanded friere.

180 Men uvilkaarlig vendte han sig om,
Og med et Suk han ned ad Gaden kigged,
Forfølgende med Øiet Staklen, som
Sit Blik paa Fangst til alle Sider skikked.
Han saae, hvordan til Peer og Poul hun nikked,
Hvordan hun, uden Frygt for Verdens Dom,
En gammel Cavaleer strøg tæt paa Ærmet,
Som ved sit svage Syn dog blev beskjermet.

Der sank saa tung en Byrde paa hans Bryst,
Mens i hans Hjerte bittre Nag fremstige:
Han følte just det Uudsigelige,
Hvorfor der hverken Hjælp er eller Trøst.
Ved sig fortabt han vidste denne Pige,
Og derhos klang som Dom hans egen Røst:
Af dine Gjerninger din Tro du vise mig,
Din Gjerning skal fordømme eller prise dig!

Ak, sukked han, hvor var dog mine Blikke
Tilslørte reent ved Prækenen idag,
Saa jeg i Gjerninger kun fandt Behag,
Og lod vort Redningsanker, Troen, ligge.
Foruden denne reent var tabt min Sag,
Og Redning meer for hende var der ikke.
Han kom til Hjemmet, angerfuld, beklemt,
Her gjorde ham et Brev end meer forstemt.

Hans Fader nemlig skrev, at hvis han vilde
Endnu engang sin gode Moder see,
Saa var der ikke megen Tid at spilde
Og snarest muligt maatte da det skee.
I lang Tid alt hun havde følt sig ilde,
Men pludselig nu trued Dødens Lee;
Paa Lægens Ord det lod som Haab var omme,
Hvorfor som snarest Adam maatte komme.

Thi gjorde han til Reisen Alting klart.
Den næste Morgen vilde bort han drage,
Og ile hjem med Extrapostens Fart,
Men Afsked alt idag med Alma tage.
Til sin Beslutning føied han sin Klage:
Hvor blev min Horizont fordunklet snart!
Fra hver en Kant Bekymringer sig nærme,
Just som saa frit min Glæde skulde sværme. -

181 Hvi skulde ogsaa han sig føle fri,
Mens efter Frihed hele Verden render
Og dog bestandig skyder den forbi? -
Fra Oven ned sit Lys Ideen sender,
Men medens Frihedslyset Alle blender,
Et enkelt Bryst kun Flammen lever i.
Ja, rinder tusind Aar endnu paa Jorden,
End Slægtens Eiendom er ei den vorden!

See, hvor en Slange lig, en Lænke slynger
Sig om Alverden, og fra hver en Kant
Hør Sukket for den Frihed, der forsvandt!
Af Tanken, hvorpaa Meningsaaget tynger,
Af Ordet, hvortil Løgnen fast sig klynger,
Af Handlingen, som tusind Hensyn bandt;
Af Dyr og Mennesker, hvem Aaget bukker,
Selv af Naturen, der i dybest Trældom sukker.

Alt vil befries: Journalistens Pen,
Der trodser Censors Streg i Politiken;
Og Handelsmanden, der sin gode Ven,
Betjenten, narrer ved hans Posekiggen;
Og Ægtemanden, der med Fryd igjen
La'er Hymen og hans Rosenbaand i Stikken;
Selv Elskeren, hvis Kjæder blev de bedste,
For Frihed tidt slaaer op som unge Heste.

Men faldt end alle ydre Kjæder af,
Selv Guldets med, der blev dog nok tilbage:
Synd, Sorg, Begjæring, Lidenskab og Plage
Ved uvis Leven nær den visse Grav;
Lænker af Fortids og af Fremtids Dage,
Af Øieblikkets Trang og Døgnets Krav,
Af Tvivl og Frygt, af verdslig Skam og Ære,
Saa dybt nedtyngende, saa centnersvære.

Har du i Vaaren seet naar Isen brast?
Naar Havet, medens Stormens Vinger suste,
Frem i sin Ungdomskraft med Vælde bruste,
Og sprængte tordnende sin Vinterlast;
Naar sig i Frihed Vandene beruste
Og Skummet fløi ved hvert et Bølgekast:
Hvor stolt et Syn for Dødeliges Blikke!
Men saadan kommer Sjælens Frihed ikke.

182 Har du den lille Bæk fulgt fra dens Kilde,
Og seet den ud og ind at bugte sig,
Med tusind Hindringer i evig Krig,
Imens den Vei sig fremad bane vilde?
Snart flød den sagte, som stod halvt den stille;
Snart trængte stærkt den paa - ustandselig,
Indtil dens Hjem, det store Hav, var fundet:
Saadan har og en Sjæl sig Frihed vundet!

Thi derpaa just er Aandens Frihed kjendelig,
Saavel som Kjærlighed, saavel som Tro,
At i den snevre Form den ei kan boe,
Der ikkun er forgængelig og hændelig.
Den har en Stræben i sig, en uendelig,
Saa den i Tidens Kar ei finder Ro.
Her Tusinde man Karret seer tilbede -
Dog Aanden er paa Vandring allerede!

Men af dens Frihed jeg mig her benytter,
Idet jeg til den sommergrønne Lund,
Til Helten ud, min Læser her nu flytter. -
Det alt er Aftenrødens sidste Stund,
Da Fuglen taus til Løvets Bæven lytter
Og Dyret søger Mossets bløde Bund.
Det stunder mod den dybe Nat, den stille,
Det Skjønnes og det Rædselfuldes Kilde.

Hist ved det lille Skovhuus Vognen staaer,
Hvori med Tanten Gartneren just stiger,
Idet et varmt Farvel han Adam siger,
Som næste Morgen jo paa Reise gaaer.
Let ruller Vognen bort - og snart den viger
Bag Løvets Skjul, hvor Veien nedad skraaer.
Til Alma, hvem et Suk steg op fra Barmen,
For frem at vandre gi'er vor Helt nu Armen.

Hvor sørgelig og trist var Dagen gaaet!
I mørke Tanker Adam syntes gjemt,
Og Alma ret var bleven saa beklemt
Ved Reisens Budskab, som hun havde faaet,
Og ved at see sin Elsker saa forstemt.
Af Denne var om Aft'nen foreslaaet,
At de sig skulde anbetroe til Voven,
Og i en Fiskerbaad ta'e hjem fra Skoven.

183 Thi gik de fremad gjennem Løvets Gange
Ved Aftenskumring mod den nære Kyst,
Hvor Baaden gynged alt paa Bølgens Bryst.
Imens de vandred, skjælved Alma bange,
Thi hendes Sjæl sig følte som en Fange,
Og Adams Hjerte fattigt var paa Trøst.
For dog at dølge hvad i Hjertet boede,
Han udbrød nu, som var han vel tilmode:

Hvor underligt gaaer det i Verden til!
Man selv maa virke mod sin egen Lykke,
Man selv maa blande Kortene, de stygge,
For at beklage saa det tabte Spil.
Her ile vi nu frem i Skovens Skygge,
Og ei vi tøve, ei vi standse vil;
Hvi staaer paa Vandringen vor Fod ei stille,
Da disse Skridt tilsidst dog vil os skille?

O, svared Alma med bevæget Stemme:
At skilles er det Tungeste ei her;
Ethvert Farvel maa som et Gjensyn gjemme,
Der gjør den sidste Stund end mere kjær.
Hvad en Forening er, vi da fornemme,
Man vil i Alt sig slutte mere nær,
Derfor den Bøn sig frem paa Læben trænger:
Siig hvad dig ængster - dølg det ikke længer!

Vi skulde først nu rigtig til at leve,
Og allerede Afskedstimen slaaer;
Men hvis nu deelt i Sind du fra mig gaaer,
Før alle Skyer svandt, der sammen dreve,
Før ret i Alt forenede vi bleve,
Det Sørgeligste dit Farvel mig spaaer.
Naar Tvivlen i vor Tillid slukker Flammen,
Hvor kan i Alting da vi holde sammen?

Thi hvad er stort og ringe? Stedse gjælder
Det her i Verden jo om Liv og Død;
Men tidt imodstaae To det haarde Stød,
Som, hvis det naaer den Enkelte, ham fælder.
Om end dit svundne Liv mig Ting fortæller,
Der nu en Kilde synes os til Nød:
Igjennem Ordet luttres Sorgens Draaber,
Vi skilles - men det Bedste dog vi haaber.

184 Paa slig en sanddru og oprigtig Tale
Undvigende dog Svar gav Adam her,
Thi Lottes Billed Claras stod saa nær,
Og endnu andre Træk bag dem sig male.
Han tænkte - men hans Tanker her var gale -
Hvorfor bedrøve Den, som jeg har kjær?
Min Sag det er, tilrette mig at finde,
Og selv at klare mig det mørke Minde.

Thi angav for sit Mismod han som Grunden
Sin Moders Sygdom, og med Sandheds Skin;
Men skjøndt han ikke gjorde Alma blind,
Og skjøndt ei hendes Tvivl var her forsvunden,
Saa trængte hun ei længer paa ham ind.
De stod ved Veien nu, som krandsed Lunden,
Hvor Nattens Telt sig hæved blankt og lyst,
Og Bølgen slog melodisk Landets Kyst.

I Baaden steg de, hvor den gamle Fisker
Ved Roret løsnede de hvide Seil,
Og Plads de tog, hvor Vindens Pust forfrisker,
Foran i Stavnen, der sig hæved steil.
Om Jordens Længsel Nattens Stjerne hvisker,
Mens Baaden let gled hen ad Vandets Speil,
Og Maanens Skive, hvilende paa Skoven,
Med gyldne Glimmerstraaler farved Voven.

Saa sad de vugged' i hinandens Favn,
I Adams Kappe beggeto indhylled',
Og lytted til det friske Hav, som skylled,
Af Kjølen kløvet, op mod Baadens Stavn.
Mens Nattens blege Lysning Øiet trylled,
De følte forud Eensomhedens Savn;
I deres Blik, der mødes, det sig maler,
Og til sin Elskede nu Adam taler:

Du sidder saa fordybet og saa stille,
Som lytted du til Luftens Aandechor;
Har du til Afsked her da intet Ord,
Som med paa Reisen du mig give vilde?
Luk ikke til for Hjertets friske Kilde,
Men vederqvæg med den en tørstig Jord!
Giv mig et Ord, der fast i hver Forandring,
Kan følge som vort Løsen mig paa Vandring.

185 Da frem af Kappen, af den mørkeblaa,
Alvorlig Alma saae med lyse Blikke,
Og rørt hun svarer: klage vil jeg ikke,
Og intet Suk til Afsked skal du faae.
Af Haabets Bæger lad os Begge drikke,
Og tillidsfulde fra hinanden gaae.
Vort Savn vi som en Mønt vil over bryde;
Den hele skal den fulde Fryd betyde.

Dog til du atter mig din Halvdeel giver,
Jeg vil ei see omkring mig paa min Gang;
Jeg vil ei spørge om hvad Dag vi skriver,
Thi ellers blev mig Tiden altfor lang.
Men naar igjen det Vaar og Varme bliver,
Naar Haabet kalder gjennem Fuglens Sang,
Da vil jeg hver Dag gaae til Havets Strande,
Og see om Skibet ikke snart vil lande.

Ja, hvor du færdes end - glem ingensinde
De Venners Trofasthed, du her har seet!
Formørkes end din Udsigt, gjem mit Minde,
Og husk, din Tilflugt er hos mig beredt.
Den Samme vil bestandig du mig finde,
Hvad end vil skee og hvad der end er skeet.
Men Adam svarer: Gud mit Hjerte kjender!
Vi samles snart igjen, og Brev jeg sender.

Og tro kun ei, at dig mit Indre dølger
Et Minde, hvoraf Sorg vil spire frem;
Gaae stundom i mit Bryst end høie Bølger,
Dit Billed speiler altid sig i dem.
Hvorhelst jeg vandrer, dig min Tanke følger,
Thi nær ved dig har og mit Haab sit Hjem;
Kun der jeg reise kan den stille Hytte,
Hvis Tag vor fælles Fremtid skal beskytte.

Saa vexled Begge nu i Nattens Stund
De varme Ord, der alle Sorger tvinge,
Og som Accorder i hverandre klinge,
Klang Begges Tale her fra Mund til Mund.
Foroven Stjerners Glimt dem Hilsen bringe,
Forneden toned Havets dybe Bund,
Mens hver en Luftning, som dem mildt berørte,
I sagte Susen de at hendøe hørte.

186 Det var, som i den klare Sommernat
Naturen al sin Herlighed oplukked,
Og som paa samme Tid den dybt dog sukked,
Fordi forgængelig kun er dens Skat
Op imod Stjernehvælvet Bølgen dukked,
Men neppe greb den Straalerne, før brat,
Som naar Farvel til Glæden Hjertet siger,
I Mulm og Mørke den tilbage viger.

Dog her det hændes vist, det kan ei feile,
At en og anden Læser, mens de To
Paa Sundets Vover hjem fra Skoven seile,
For dette Spørgsmaal ei kan finde Ro:
Hvor kan en lille Reise blot til Veile
Saa rig paa Sorg man og Begeistring troe?
Hvor kan saa dybt et Savn, saa høi en Længsel,
Gaae frem af en saa lillebitte Trængsel?

Mit Svar er Almas: Hvad er stort og ringe?
Og for en Sjæl, der elsker, hvad er smaat?
Er det kun tragiske Figurer blot,
Der til Farvel tør Taareoffret bringe?
Blev hvert et Hjerte skabt ei til at klinge,
Naar Gudens Tempelhal først er betraadt,
Naar ud fra Helligdommen Toner lyde,
Der smerte bittert og livsaligt fryde? -

Og saa til Helten! Dagen efter sad
I Vognen han, der frem ad Veien iilte,
Og mens om Aft'nen Kudsken beded, hviilte
Han sig hvor tvende Veie skiltes ad.
Her tog han frem af Barmen Blad paa Blad,
Og atter lytted han, mens rørt han smulte,
Til Almas Røst fra Fortids smaa Billetter,
Der for hans Øre toned som Sonetter.

At ret jeg lever skylder dig jeg kun,
Af alle Mennesker kun dig alene!
Før i min Tanke boede jeg saa ene,
Som en Delphin paa Havets stille Bund.

187 Da hørte jeg din Røst en Aftenstund,
Da Stilhed syntes Alting at forstene,
Og Røsten lokked mig med Toner rene
Paa Bølgefladen op, fra Dybets Grund.

Din Stemme klang for mig i Luftens Sale,
For Livet klart i Toner frem at stille,
Og gjennem dine Ord blev Verden min.

O, vedbliv altid saa til mig at tale!
Du er min Sanger, som jeg hører spille,
Jeg er din tro, din lyttende Delphin!

Tidt naar jeg her gaaer om i Havens Gange,
Hvor hvert et Træ staaer smykt paa Sommerviis,
Hvor hver en Morgen til vor Skabers Priis
Fra Løvet tone glade Fuglesange:

Tidt Tanken da paa dig mig ta'er tilfange;
Det er mig, som jeg gik i Paradiis,
Alting er saa complet, at til Forliis
Af Herligheden selv jeg har en Slange.

Og Slangen er den Lyst, som vil mig friste
Med Løftet, at tilbunds jeg skal dig kjende,
Hvis op for mig dit svundne Liv du lukked.

Siig, skulde vel mit Paradiis jeg miste,
Og skulde vel min Herlighed faa Ende,
Hvis Frugt af dette Kundskabstræ jeg plukked?

Jeg drømte - hvor kan Drømme dog bedrage!
Saa levende blev mig i Drøm fremstilt,
At Alting var som fordum, dødt og mildt,
Dit Navn var slettet ud af mine Dage.

Dybt følte jeg en Tomhed mig betage,
Som var et Kar jeg, ved sit Indhold skilt,
Som om den kostelige Viin var spildt,
Og jeg, det tørre Træ, kun var tilbage.

188 Da vaagnede jeg op - omkring jeg skued,
Den unge Dag dit Billed just forgyldte,
Og i sin Skjønhed for mit Syn det lued.

Medeet det tørre Kar igjen sig fyldte!
Op til mit Hjerte steg i fulde Bølger
Den Strøm af Fryd, der i dit Navn sig dølger.

Her sidder jeg og skriver. Det er silde,
Bag Horizonten ned er Solen dukket,
Og Blad og Busk, af Vinden sagte vugged',
Med Nattens tætte Slør snart dækkes ville.

I Haven standset er hver Vellugts-Kilde,
Thi hvert et Blomsterbæger har sig lukket,
Og hver en Plante har sit Hoved bukket,
Alene Natfiolen dufter stille.

Eengang, min Adam, naar vor Dag er runden,
Naar al dens Herlighed og Glands er svunden,
Og Livet staaer for os som Aftensolen:

Da skal endnu en Drøm vor Sjæl bevæge,
Da skal endnu vor Kjærlighed os qvæge,
Og sende os sin Duft som Natfiolen.

Min Grund til kort at skrive vil du høre.
Jeg kunde svare dig, at lange Breve
Tidt Lysten til at læse dem fordreve;
Men her en anden Grund jeg vil anføre:

Saae du Familier ud i Skoven kjøre?
De smaa Børn, som vil ogsaa gjerne leve,
Men som i Husets Dør tilbage bleve,
Med Bøn da søge Moderen at røre:

O, lad os op i Vognen blive baarne!
O, tag os med! - Mama til Svar da giver:
I er endnu for smaa og for uvorne.

189 Saadan af Tanke-Puslinger jeg plages;
Enhver vil med, hvergang til dig jeg skriver,
Men de maae voxe - de maae først opdrages.

Siig mig, om sig min Tanke har forvildet
Ved Løsning af det store Spørgsmaal her:
Hvi har af alle dem, der kom os nær,
Vort Hjerte allerøverst Een just stillet?

Og hvad bevarer Sands og Blik uhildet?
Hvorfor er den Fuldkomne og især
Den Skjønneste ei altid meest os kjær? -
Her er mit Svar: Vi skabtes i Guds Billed.

Den, som af Alle nu os meest behager,
Er Den, i hvem det Træk af Gud har hjemme,
Der just til sig vort Hjerte stærkest drager.

I dette Træk stod Gud for os i Herlighed,
Og hvor vi see dets Afglands, vi fornemme
Den os saa kjære Lighed eller - Kjærlighed.

"Amor og Psyche" har jeg læst tilende.
Tilsidst forenede de Lykkelige
Sig vende udad imod Lysets Rige,
Og Grunden dertil troer jeg at erkjende.

Naar først i Hjertet ret foreent er Tvende,
Som et Farvel de maae hinanden sige,
I Livet ud maa deres Tanke hige,
I Verden ud maa deres Blik sig vende.

Idet de fjernes, Længsel atter fødes,
Og Savnet, der ved Gjenforening stilles,
Saa med fornyet Fryd igjen de mødes.

Mens evig saa de mødes og de skilles,
Bli'er Kjærligheden i sit Liv evindelig,
Og altid nyfødt, som den var oprindelig.
___________
190 Her følger Bogen, som igaar du sendte,
Og som det andet Liv os vil forklare:
Forfatteren vil for et Gjensyn svare,
Men evigt Samliv tør vi ei forvente.

En bedre Trøst dog længst mit Hjerte kjendte;
Thi som i os vi Tankens Liv erfare,
Hiint Liv som Fuglens Liv med Vinger snare,
Hvis Stigen aldrig ender eller endte:

Saa vort Gemyt bestandig fast sig hænger,
Thi Rod i andre Hjerter vil det fæste,
Og som til Flugt, til Hvile Sjælen trænger.

Den, som i os nu to Naturer blandte,
Han skabte vist sin Himmel paa det bedste
For Mennesket - paa eengang Fugl og Plante.

Hvergang vort Jordliv her jeg tænker paa,
Omskinner Haabet mig, det morgenrøde:
I fælles Stræben seer jeg os at gløde,
Jeg seer os snart at høste, snart at saae.

Bestandig rigere vi fremad gaae,
Bestandig Livet nyt i os vi føde;
Saa ile vi Fuldendelsen imøde,
Til vi Lyksalighed ved Maalet naae.

O, boer ei Sandhed dog i Haabets Drømme?
Til Seier og Fremgang jeg dig møde skulde,
Thi forhen var mit Liv en stille Flod.

Du drog mig ind i dine stærke Strømme,
Og nu foreente vore Bølger rulle
Med større Kraft det store Hav imod.

I Haven gik jeg ned i Morgenstunden,
Hvor friske Roser Alting Glands nu give,
Og nedenunder dem, kaldt nys tillive,
De røde Jordbær stod og farved Grunden.

191 Da tænkte jeg paa dig, som sidder bunden
Til Pulten, for paa Prækenen at skrive,
Der vil den første, ei den sidste, blive,
Hvori Guds Ord dig flyder reent fra Munden.

En lille Kurv med Roser her jeg sender,
Og for dig strax for hver en Torn at trøste,
En Kopfuld Jordbær, plukt' med egne Hænder.

Men meer end Jordbær Himmelbær er søde;
Dem af din Præken venter jeg at høste,
Naar du for jordisk gi'er mig himmelsk Føde.

Du gav mig nok at tænke paa forleden.
Du spurgte mig: hvordan det vel mig gik,
Naar pludselig du andre Tanker fik,
Og tog for mig en anden Brud isteden;

Naar af dit Hjerte bortsvandt Kjærligheden,
Med alle Draaber af dens Læskedrik;
Og med tilbagevendte, tunge Blik,
Jeg stod, berøvet Adam, for mit Eden -

Ak, hvis saa dybt mit Hoved her blev bøiet,
Hvis som en Piil, der farer frem med Hvinen,
Saa skarp en Smerte traf mit Bryst engang:

Da vilde det mig gaae som Fiolinen,
Der, sønderslagen, atter sammenføiet,
En bedre Tone gi'er, men svagre Klang.

Undskyldninger du gjør, fordi dit Brev
Ved alle Skyggesider dvælte længe,
Fordi du op mig fra den bløde Gænge
Ved dine sørgelige Tanker rev.

Skriv altid saa oprigtigt som du skrev!
Du er for mig som Harpens stemte Strænge:
Hvad Toner dig berøre, altid trænge
Ned i mit Hjerte, som din Sangbund blev.

192 Vil glad du klinge, jeg skal glad dig svare;
Har du for Sorgens Toner Glædens glemt,
Jeg skal den dunkle Gjenlyd tro bevare.

I Alt at følge dig jeg Vil mig skynde;
En Sangbund er til alle Tider stemt,
Men den kun svare kan - du maa begynde.

Hvad end du angrer - i hvor stor en Gjæld
Til Gud og Mennesker du end maa være,
O, lad ei denne Gjæld din Sjæl besvære,
Og staae som Skrækkebilled for dit Held!

Din Eiendom er ingen Bagatel,
Du for fallit dig aldrig tør erklære,
Du har endnu en Debitor, du Kjære!
En fattig Sjæl, mod hvem du gjorde vel.

Hvad Skat af Fryd og Lykke her i Livet
Har ikke gratis du mit Hjerte givet!
Hvad Rigdom deelte ei din Aand med mig!

Hvis derfor eengang Regnskab skal opgjøres,
Lad frem med dig din Skyldner da kun føres;
Med hvad du gav, hun klare vil for dig!

Sin Læsning maatte Adam her afbryde,
Hvor nødig han endogsaa vilde, men
Han Postillonens Horn just hørte lyde;
Og mens dets Toner Afskedssorgen tyde,
I Aftnens Stilhed nu han kjører hen.
Snart - hvisker han - snart, Alma, skal igjen
Dit Blik jeg møde og hver Tvivl opklare.
Hvad er et Forsæt? - Man vil det erfare!

193

ADAM HOMO
ET DIGT
(1839-1848)
ANDEN DEL
(1845-1848)

194
195

SYVENDE SANG

Vor Helt paany os møder i Korsør,
Hvor nærmere sit Maal han nu sig priste,
Da Vognen holdt for Postcontorets Dør.
Her laa et Brev til ham, hvoraf sig viste,
At han sin gode Moder alt forliste;
Saa altsaa Brevet, som han modtog før
Han løs fra Kjøbenhavn sig havde revet,
Først paa det Yderste var afsendt blevet.

Den ny Epistel slutted med de Ord:
Jeg gaaer omkring fortumlet og beruset;
Endnu idag maa Liget ud af Huset,
Thi Varmen her er usædvanlig stor.
Før du kan komme, dækkes det af Gruset,
Før du forlader Sjællands grønne Jord,
Den grønsværdækte Grav min Taare bader:
Iil derfor til din trøstesløse Fader!

Som ramt af Lynet Adam maalløs stod
Og saae i Tankerne sin Mo'er i Kisten,
Da vakte ham de Ord af Contoristen:
Tolv Skilling Porto, Herre! Vær saa god!
Rask tog vor Helt sig sammen som en Christen,
Tolv Skilling han paa Disken efterlod,
Fløi saa fra Postcontoret til sit Kammer,
Og overlod sig der til al sin Jammer.

Men dengang dæmpet var den første Klage
Og i sin Eensomhed han saae sig om,
Da kaldte han veemodig sig tilbage
Den Dødes Billed med hvert Minde, som
Sig knytted til de forbigangne Dage.
I hver Erindring ham imøde kom
Hiint Aandens uforkrænkelige Væsen,
Hvis Værd han kjendte fra sin Bibellæsen.

196 Ja! udbrød han, af Mindets Skjønhed rørt,
Idet han folded sine Hænder sammen:
Ja, du min Skytsaand var! Du tændte Flammen,
Hvis Lys igjennem Livet mig har ført!
Mit Kald jeg fandt ved dig; og min er Skammen,
Hvis ei jeg følger Røsten, jeg har hørt,
Hvis ei jeg gaaer den Vei, som du mig viste,
Og holder fast ved dig, selv i din Kiste!

For snever blev ham Stuen - ud han maatte,
Ud til den aabne, tangbelagte Strand,
Hvor under Nattehimlens dunkle Grotte
Sig Maanen speiled i det blanke Vand.
En eenlig Sti paa Kysten han betraadte,
Og medens der, langs Bæltets lyse Rand,
Han vandred stille, tankefuld, bedrøvet,
Sin Fortid og sig selv han nøie prøved.

Som luttret steg han op af dette Bad,
Et mandigt Forsæt stolt hans Hjerte hæved,
Det Største, Bedste, af sig selv han kræved,
Og Løgnens Aand han svor et evigt Had.
Saa høit han paa Begeistrings Vinger svæved,
At Himlen syntes ham at skilles ad;
Hans Moder viste sig i Maaneglandsen
Og rakte for et velført Liv ham Krandsen.

Først efter Midnat han tilbage gik;
Men da han Telegraphen fik i Øie,
Der sig paa Kirken hæved mod det Høie,
Det var ham, som et vinget Bud han fik:
Klart fremsteg Almas Billed for hans Blik
Og bød ham hurtig hjem sig at forføie,
For, førend næste Dag han gik ombord,
At glæde hendes Hjerte med et Ord.

Min Elskede! min Alma! (saa han skrev,
Saasnart paa Skriverbordet Lampen flammed,
Og Sorgens Budskab, som han nys annammed,
Var meddeelt som en Optact til hans Brev)
Tro ei, Bedrøvelse mig reent har lammet;
Nei Tabet, skjøndt min Sjæl det sønderrev,
Har som et Lyn i Natten mig opklaret,
Og Igjenfødelsen jeg har erfaret.

197 Alt eengang før - jeg godt det mindes kan -
Jeg meente og at have grebet Livet.
Jeg havde været nær ved Gravens Rand,
Og skued gjennem Fremtidsperspectivet
Et Fredens Hjem, af milde Haab omgivet;
Men det var ikke det forjættede Land!
Endnu et Svælg min Jord og Himmel skilte,
Og paa Forsoningen min Kraft jeg spildte.

Jeg lærte dig at kjende - Kløften fyldtes,
Og Jord og Himmel op i Eet mig gik:
Af samme Straaler beggeto forgyldtes,
Og eens Betydning for mig begge fik.
Til Kjærlighedens Almagt dette skyldtes,
Thi det var den, som styrkede mit Blik,
Som i en Verden, der er deelt i tvende,
Lod mig Foreningspunktet klart erkjende.

Men Eet mig mangled dog; endnu var ikke
Mit Indre kommet ret til Gjennembrud;
Ubrugte lod jeg Troens Kræfter ligge
Og søgte udenfor mig selv min Gud.
Da traf mig Slaget her - i Dødens Blikke,
Fra Dødens Læber modtog jeg det Bud,
At bringe Troens spredte Gnister sammen:
Da kom et Pust - og tændt i mig var Flammen!

Jeg kjender neppe selv mit Indre meer,
Men for en gjenfødt Aand jeg dog mig skatter;
Mit Øie samler Jord og Himmel atter,
Men i en ny Belysning jeg dem seer.
Midt i Bevægelsen, som om mig skeer,
Ud fra et Centrum Livet jeg opfatter,
Og hviler med en næsten salig Ro
I dette Centrum - Centrum er min Tro.

Men ikke Hvile blot mig Troen skjenker,
Ei blot et Lys, hvor Tankens ei slaaer til;
Nei, hvad som Tro sig yttrer naar jeg tænker,
I ydre Form som Troskab leve vil.
Som Troskab driver Troen Livets Spil,
Naar Daad til Daad og Sjæl til Sjæl den lænker;
Som Troskab byder den: vær fast, vær tro!
Tro i dit Kald, og mod din Længsel tro!

198 Ja, tro min Længsel! Og hvordan kan her
Det Jordiske og Himmelske jeg skille?
Den Magt, som drager mig mod Livets Kilde,
Gjør og min Elskede mig dobbelt kjær.
Med denne Tanke Du din Længsel stille,
Til, før du aner det, jeg staaer dig nær.
Jeg kun en stille Valfart gjør til Graven,
Saa vender hjem mod dig jeg Pilgrimsstaven. -

Han reiste sig; med Kraft han Seglet satte
Paa Troes-Epistelen, som fuldendt var,
Hvorpaa han ned paa Postcontoret bar
Frankerede sit Hjertes rige Skatte.
Derpaa han hviilte sine Lemmer - matte
Af al den Gjerning, som han udført har:
Af Dagens Kjørsel og af Aftnens Vandring,
Af Hjertets gjennemgribende Forandring.

Han sov - men ikkun kort han Hvilen smager;
Igjennem Ruden bryder Solens Skin,
Og for at hente Tøiet og hans Sager
En beget Litsenbroder træder ind.
Han selv, med drømmende, omtaaget Sind,
I Dennes Følgeskab til Havnen drager,
Hvor Passagererne just gik ombord;
Og snart afsted i Stormen Smakken foer.

Ud over Skibets Reling han sig helder
Lidt bleg og mat; thi hans Begeistrings Ruus
Fra sidste Aften sig som Slaphed melder,
Saa han sig føler nedstemt og confus.
Medeet han husker hvorhen Reisen gjælder,
Han tænker paa sin Faders øde Huus,
Han mindes Graven, og paa Sorgens Vinger
Igjen saa smaat iveiret han sig svinger.

Men mod igaar hvor var hans Flugt dog lav!
Han følte det og lod sin Vinge hænge;
Hvorpaa i Taushed ud han stirred længe
Paa Bæltets Bølge, der ei meer ham gav
Som sidst et Billed af en Vugges Gænge,
Thi rundtom skummed der et oprørt Hav.
Med Brusen steg og faldt de hvide Vover,
Som Skibet nu for fulde Seil fløi over.

199 Stærkt gynged Smakken, hvori Qvæget brølte,
Og selv lidt svimmel, svøbt i Kappen fast,
Gik han fra Stavnen hen til Skibets Mast,
Hvor ikke meer saa stærk han Qvalmen følte.
Den friske Vind hans matte Lunger kølte
Og vælted fra hans Hjerte som en Last;
Hvorpaa, i Ungdomskraften modigt kneisende,
Han kasted Blikket om iblandt de Reisende.

Da seer han - kan han og sit Øie troe?
Paa Skibets Dæk, men fjernt fra Mængdens Vrimmel,
Han seer af Puder redt en Seng - o Himmel!
Skal aldrig da hans arme Sjæl faae Ro?
Halv skjult af Reisekaaber seer han jo -
Ak, hvad var Qvalmen før mod denne Svimmel,
Som her betog hans Sjæl ved Synet bare:
Lyslevende han seer Comtesse Clare!

Men er det sandt? Er Synet ei modstridende?
Nei! samme Mund og Næse, fiin og kjæk,
Den samme Hals og Skuldre, skraa nedglidende,
Kun mere fyldige de skjønne Træk.
Men bleg hun var - hun laa saa stille lidende
Og saae paa Bæltets Bølgegang med Skræk,
Og nu medeet, idet hun Øiet lukker,
Aa, et Glas Vand! Aa, et Glas Vand! hun sukker.

Vor Helt dog ei af Pletten her sig rørte;
Hvad - tænkte han - hvad angaaer mig vel Sligt?
Men da det lod, som Ingen Sukket hørte,
Da følte han tilsidst, at Hjælp var Pligt.
Til hendes Læber et Glas Vand han førte;
Hun drak, og hæved Øiet pludseligt:
Hr. Homo, troer jeg? hun forundret stamme d;
Hr. Homo rødmed, som han halv sig skammed.

Men heelt iveiret nu sig Clara hæver,
Synlig forfrisket af det kolde Vand;
Et Rosenskjær om Kindens Lilier svæver
Og yndigt Purpur farver Læbens Rand.
Hr. Homo, hvisker hun - og Homo bæver -
Jeg takker Dem! Men ei jeg tolke kan
Min Glæde ved et saa uventet Møde;
De staaer for mig som opstaaet fra de Døde!

200 Hr. Homo bukker og vil taus sig fjerne,
Men Clara siger: hvorfor slig en Hast?
Der var en Tid - jeg mindes end den gjerne -
Da ei mit Selskab faldt Dem saa til Last.
Her tindred Blikkets klare Dobbeltstjerne,
Hun sendte ham et muntert Øiekast
Og peged paa en Stol, der stod paa Dækket,
Og Adam satte sig, som halv forskrækket.

De lever vel? igjen hun nu begyndte -
Ja, meget vel ... Jeg vilde sige Nei!
(Han stammende at svare her sig skyndte)
En bitter Sorg for nylig prøved jeg.
Sin Moders bratte Bortgang han forkyndte,
Han nævned Graven, Maalet for hans Vei;
Og ved hans Ord, endskjøndt de ei var klagende,
Blev Claras Mine meer og meer deeltagende.

Saasnart sit Skriftemaal han havde sluttet.
Til Afsked stod han op med fattet Aand;
Men med en Sikkerhed, hvorved betuttet
Han reent sig følte, Clara greb hans Haand.
Nei! sagde hun (benyttende Minutet),
Dem Venskab slipper ei af sine Baand.
De trænger nu til Trøst og til Adspredelse;
Til mig De overlade Curens Ledelse!

Sit Blik hen over Dækket rask hun sendte,
Og medens Adam bød Farvel igjen,
Halv høit hun raabte: Hør! Et Ord, min Ven!
Ved hvilken Lyd en tyk Mand om sig vendte.
Ham vinked hun med Haanden til sig hen,
Og just som nærmed sig den Ubekjendte,
Hun Adam med de Ord i Talen faldt:
Min Ægtefælle, Kammerherre Galt!

Knap var det sagt, saa stod for dem den Tykke,
Og reent forvirret Adam paa ham saae.
Det var en Mand, hvis Træk just ei var stygge,
Hvis blonde Haar var spættede med graae;
Hvis Kinders Fedme monne sammentrykke
De melankolske Øine, smalle, smaa;
Hvis Frak var grøn, hvis Hue var besnoret,
Hvis lave Støvlehæl var sølvbesporet.

201 Tillad - Et Smiil paa Claras Læbe spiller,
Idet hun til den Tykke vender sig -
Tillad, min Ven, at her jeg forestiller
Dig Hr. ... Hr. Homo, en Bekjendt af mig.
Tilfældet samler tidt hvad Skjæbnen skiller;
Det vilde glæde mig - vist ogsaa dig -
Hvis han vor Gjæst en kort Tid vilde være.
O - mumlede den Tykke - Mig en Ære!

Let bukkende han paa et Smiil forsøgte,
Men lige melankolsk hans Aasyn blev;
Med Øiet taaget, som en dunkel Lygte,
Han saae omkring sig og afsted han drev.
Men Clara med vor Helt igjen nu spøgte:
De følger med? Ei sandt? Vi strax et Brev
Til Deres Fader vil om Orlov skikke -
Nei, stammed han, det kan jeg virkelig ikke.

De kan ei? Og det nænner De at sige?
Begyndte huldt Forførersken igjen:
Hvad hindrer Dem? Maaskee en elsket Pige,
Maaskee en kjærlig Slægtning eller Ven?
Paa Hovedet De ryster - ei saa lige
Jeg fatter Deres stumme Tale, men
Jeg vidste, Deres Grunde kun var svage:
Altsaa - De følger med for et Par Dage?

For et Par Dage - gjentog her vor Helt,
Som med et Nei sin Sætning ende vilde;
Men før hans Læbe fik sit Afslag meldt,
Bød Qvalmen ham medeet at tie stille.
Og virkelig befandt han nu sig ilde,
Hvad enten Grunden laa hos store Bælt,
Af hvis Urolighed hans Hjerte fyldtes,
Hvad heller Fruens søde Smiil det skyldtes.

Han hurtig fjerned sig; men Claras Tak,
Da bort han iilte, hang sig i hans Øre,
Ja selv fra Bølgen troede han den høre,
Alt mens han søsyg stønned Ak i Ak.
Ei lang Tid dog stod paa hans Hjertes Røre,
Ind imod Nyborg gled den lette Smak;
En Baad kom ud, og efter nogen Roen
Befandt man sig ved Bryggen og paa Broen.

202 Her gjorde han for sidste Gang et mat
Og frugtesløst Forsøg paa en Undflyen;
Han maatte, sagde han, dog her i Fyen
Et Sørgeflor sig kjøbe til sin Hat.
Men denne Udflugt afskar Clara brat:
De kjender, sagde hun, jo ikke Byen;
Jeg selv vil Dem ledsage - Begge gik;
Han kjøbte Flor, hun Fjer i en Boutik.

Hjemkomne til Hotellet, de ved Bordet
Med nye Aviser Kammerherren fandt,
Og medens han og Adam vexled Ordet,
I Hatten sine Strudsfjer Fruen bandt.
Om Adams Hat hun derpaa vikled Floret
Og paastod, at det klædte ham charmant;
Hvorpaa de steg tilvogns - han; sort florerende,
Hun, med sin hvide Fjerbusk triumferende.

Fra Nyborg ud de rulled. Hen ad Veien
gjennem Fyens det skjønne Land det gik,
Hvor Folket havde travlt med Kornets Meien,
Og hvor den friske Duft af Hø de fik;
Hvor Bønderkoners Kniks og Glutters Neien
Og skjelmske Piger mødte deres Blik;
Hvor sødt om Elskov qvad hver Lundens Sanger,
Og Luften med Løsagtighed var svanger.

Mod Vest de kjørte. Landets Herligheder
Sig rulled op med Skov og Dal og Høi,
Med store Gaardes fede Skorsteensrøg,
Hvor bagved Grundmuur Bonden kry sig breder,
Hvor gammel Adel ligger som den reder,
Hvor Alt poleres, Mennesker og Tøi;
Thi Politur har Fyen, mit kjære Fødeland,
For mig saa kjært, som for en Jøde Jødeland.

I Wienervognen Fruen sad fornøiet,
Og mens Gemalen lukked Øiet i,
Hun underholdt sig, yndig fremad bøiet,
Med Adam om hver Egn, de kom forbi.
Men da hun just med ham sad vis-á-vis,
Hun nødtes til at see ham ind i Øiet,
Hvorved naturligviis hun rødmed lidt,
Og hvorved Talens Traad han tabte tidt.

203 Fremad gik Reisen. Aftensolens runde
Og gyldne Skive saae de sidste Gang,
Da de fra Veien ind ad Ledet svang,
Der aabned Bøgeskovens dunkle Lunde.
Her gik en Jægersvend med sine Hunde,
Som hilste dem med Hornets muntre Klang,
Idet forbi ham de som Vinden fare -
Nu er vi ved vort Maal! udraabte Clare.

Op ad Alleen i Galop de kjørte,
Saa gjennem Porten gik det i et Sving,
Derpaa den store Fiskepark omkring,
Og snart en pragtfuld Bygning sig afslørte.
Bag Popler skinned Taget, det couleurte,
Paa Trappen stode Tjenere paa Spring,
Og over Husets Dør, som vidt stod aaben,
Man saae et kronet Sviin - de Galters Vaaben.

En Tjener fulgte Adam ovenpaa,
Og aabned der for ham et Par Gemakker;
En Anden bragte Lys, hvorved han saae
En fuld Opdækning paa forgyldte Bakker;
Saa kom en lille Terne, nok saa vakker,
Og overtrak hans Seng, den silkeblaa,
Med Lagner, som den hvide Snee saa rene,
Hvorpaa de alle Tre lod ham alene.

Han i en Lænestol sig satte ned,
Og gyngende sin Ryg mod Stoleranden,
Strøg han sig tvende Gange over Panden,
Hvorpaa han begge sine Øine gned.
Medeet han raabte: Er jeg fra Forstanden!
Hvem selv jeg er, jeg neppe længer veed.
Hvorhen har pludselig min Curs jeg styret? -
Det gaaer jo mig, som ham i Eventyretl

Her sprang han op, og op og ned urolig
Han vandred under denne Monolog:
Paa Bæltet var det - Tingen er utrolig,
Og dog den virkelig sig her tildrog;
Jeg, Adam Homo, jeg i Claras Bolig,
Jeg, der som Pilegrim mig foretog
At plante paa den friske Grav en Lilie -
Ak, hvad er Mennesket med samt hans Villie!

204 Og hvad er saa det Hele? tænkte han:
Et Eventyr, hvortil man tidt saae Mage!
Hvor hurtig rinder hen ei et Par Dage,
Og saa er atter jeg den frie Mand.
Jeg ingen Sjæl behøver at bedrage,
Jeg venlig mig med Sandhed vise kan -
Her strøg han sig i Haaret, purred Totten,
Tog Plads ved Bordet og kom Thee paa Potten.

Fortræflig smagte Maden ham, thi Heltes,
Selv Theevandsheltes, Appetit er stor;
Og da han havde spiist, med et Par Ord
Hans snare Hjemkomst Pastor Homo meldtes.
Da det var skeet, af Søvnens Magt han fældtes,
Og da begav sig, hvad man neppe troer,
At Træk for Træk en Drøm ham præsenteerte
Hvad samme Tid paa Vesterbro passeerte.

Thi op sprang Almas lille Kammerdør,
Hvis Tærskel aldrig han betræde maatte,
Og straalende af Blik, med frisk Couleur,
I Kamret ind med Lys i Haand hun traadte.
Paa Hovedet hun bar en graa Capote,
Hvorfra der ned om Skuldren hang et Slør;
Og da hun Lyset havde sat paa Bordet,
Hang op paa Knagen Hatten hun og Floret.

Det aabne Vindve sagte til hun lukked,
Og rulled ned for det et grønt Gardin;
Saa vanded hun sin Myrthe, spæd og fiin,
Og med sin Aande sagte hun bedugged
En høstlig Rose, farvet som Carmin,
Hvis Krone Aftenluften havde bukket;
Derpaa hun tog en Stol, og hen den stilled,
Hvor Natbordspeilet inddrak hendes Billed.

Hun satte sig, og frem af Barmen drog hun
Et Brev i Convolut - det samme Brev,
Som fra Korsør vor Helt til hende skrev,
Og paa dets Udskrift Øiet kjærligt slog hun.
Let og forsigtigt Seglet saa aftog hun,
Men sukked Aa! da dog en Rift hun rev;
Og nu hun pudsed Lyset og sig hengav
Til Ordet, som Papiret hende gjengav.

205 Taus sad hun der, med Haanden fiin og lille
Sit Øie skjermende for Lysets Skjær -
Rundtom i Kammeret var Alting stille,
Paa summende og sorte Fluer nær,
Der om de hvide Sengeomhæng spille,
Og skifte Plads paa Væggen hist og her;
Men lidt paa dem kun agted Læserinden,
Hun læste fort, med hulde Smiil om Kinden.

Da læst og gjenlæst var hver Periode,
Hun reiste sig og skred med sagte Gang
I Stuen op og ned, og hvad der boede
I hendes Sjæl af Toner festligt klang.
Paa eengang standsed hun for sin Commode,
Hvorover Adams Sortkridtsbilled hang;
Paa det hun fæsted Øiet - dobbelt klare
Og dobbelt milde hendes Blik da vare.

Saa stod hun længe - Billedet i Rammen
Et Suk hun offrer, før derfra hun gaaer,
Og nu hun ned sig sætter, og med Kammen
For Speilet reder hun det blonde Haar.
For hver en Fletning hun faaer bundet sammen,
Igjen i Brevet hun sit Øie slaaer,
Saa dengang Kappen hun om Hagen binder,
Hun tredie Gang ved Enden sig befinder.

Rask lægger bort hun Brevet; Snørelidsen
Hun griber fat, og Fingren er ei seen
Med her at løse Knuder, een for een,
Indtil hun sidder afklædt til Chemisen,
Saa nydelig fra Foden indtil Issen,
Med gule Tøfler paa de bare Been;
Dem tabte hun da hun mod Himlen sukked,
Saa hopped hun i Seng og Lyset slukked. -

Det var en Drøm, men dog det Sandhed var;
Og her det Spørgsmaal af sig selv paatrænger,
Hvordan det egentlig vel sammen hænger
Med hvad der Navn af Drøm og Sandhed har.
Om Drømme spørger ingen klog Mand længer,
Ham i Beslag det Virkelige ta'er;
Men hvad vil Drøm, og hvad det Virkelige,
Der gribes kan med Hænder, da vel sige?

206 O Barndomsdrøm, knap kjendt før alt forsvunden!
O fagre Ungdomsdrøm, saa snart forbi!
O Kjærlighedens Drøm, hvoraf oprunden
Er hele Livets Lyst og Poesi!
O Haabets Drøm, til Net om Sjælen spunden,
Hvoraf den aldrig ganske løses fri!
O Lykkens, Ærens, Friheds gyldne Drømme!
Hvo gad ei heelt jert Tryllebæger tømme?

Som Livets Drøm dets Indhold bli'er os sendt,
Sandhedens Kilder i dets Bund udstrømme,
Saa Den, der ei tilbunds har lært at drømme.
Har aldrig Livet i dets Sandhed kjendt.
Paa Overfladen hen de Sjæle svømme,
Som kun er mod det Virkelige vendt,
Der skuffende med Sandheds Skin bedrager,
Mens Drømmens Dyb det sande Liv optager.

Thi dybt i Drømme gjælder det at gaae,
Frem som en Nattevandrer maa man skride,
Og ikke see omkring til nogen Side,
Og intet Raab fra Dybet agte paa.
Ei heller paa sin Lykke tør man lide,
Som om en sluppen Drøm man kunde naae,
Naar blot igjen ved Leilighed der drømmes;
Thi tabt for evig er hvad her forsømmes.

Men naar det store. Drømmespil er ude
Med al sin Tryllekonst og Poesi,
Hvo løser efter Stykket da dets Knude,
Og hvad vil skee, naar Spillet er forbi? -
Tør os vort Haab en anden Drøm bebude?
Skal Sandhedssolens Ild vi smeltes i?
O, meer end Drøm for denne Tro er Borgen,
At da begynde vil den klare Morgen. -

Den klare Morgen trængte lifligt ind
Til Adam, der af Sengen nys opstanden,
Endnu med Nattens Drømmekrands om Panden,
Ved aabent Vindve stod i Solens Skin.
Fjernt sender han sit Blik og møder Stranden,
Hvis Bølger kruses af den friske Vind;
Lidt nærmere sig Skov og Park afrunder,
Og Haven ligger lige nedenunder.

207 Det skjønne Morgenlandskab ham henrykker
Og paa sin Post ei meer han holder Stand.
Ad Trappen ned, som Porfyrvasen smykker,
I Haven ud med Længsel iler han.
Han træder ind i Buegangens Skygger
Og sukker: Alma! Alma! o, hvi kan
Du som en Fugl nu i min Favn ei fare?
Han seer sig om - og for sig seer han Clare.

Hun fra en Sidegang kom ham imøde,
Klædt i en sneehvid Flagre-Negligé,
Hvorover pailleguult, med Folder bløde,
Et Shawl hang ned, som hæved Halsens Snee.
En Kniplingshat, med Sløifer mørkerøde,
Lod Panden og de brune Lokker see,
Hvoraf et Par sig frit om Skuldren slynged,
Mens i sin Haand en Parasol hun gynged.

Hun let sig nærmed. Med sin Randershandske
Ham et Godmorgen mildt tilvinker hun,
Idet hun siger: Ret dog har vi Danske
Med vores »Morgenstund har Guld i Mund.«
Men Adam staaer fortabt i Guldet ganske -
Med Guldet her jeg Clara mener kun,
Men hvem en Stund han rundt nu promenerer,
Og om den gyldne Morgen converserer.

Een Ting dog fatted og begreb han ikke:
At denne fine, qvindlige Gestalt,
Hvis Miner syntes Bønner ham at skikke,
Var den, der ham igaar tog med Gevalt.
Hvor var den Sikkerhed i Ord og Blikke,
Den faste Holdning, som beseired Alt?
Vel smulte Læberne med frisk Fuldblodighed,
Men dog om Kinden laae en sød Veemodighed.

De af den dunkle Gang just traadte frem,
Og solbelyst en udstrakt Grønsværs-Slette,
Hvis Bund de sidste Sommerblomster spætte,
Med Dam i Midten aabned sig for dem.
Her Claras lette Skridt blev dobbelt lette,
Hvidklædt hun fløi til hvide Svaners Hjem,
Til Dammen, hvor de stolte Fugle seiled
Mens i det klare Vand de Brystet speiled.

208 Paa Skrenten stod en lille Kurv med Brød,
Den greb hun, medens lokkende hun strakte
Sig ud mod Svanerne, der frem sig skød,
Og modtog hvad den skjønne Haand dem bragte.
Det sidste Stykke hun til Adam rakte
Med disse Ord, der som Musik ham lød:
Som mine Svaner maa min Gjæst jeg fore,
At ei han Flyvelysten snart skal spore.

Vor Helt, som mærked Varmen i sin Kind,
Sig saae omkring og sagde: Slig en Have,
Oplivet og belyst af Solens Skin,
Er hvad jeg kalde vil en Himlens Gave
For Den, der veed Naturens Skrift at stave,
Og for dens Former har et aabent Sind.
Og Deres Bolig hist - hvor skjøn, hvor hyggelig!
O naadige Frue! De maa være lykkelig.

Og hvem er lykkelig? gav her til Svar
Den skjønne Frue med et Blik, der trængte
Sig i hans Sjæl, hvorpaa hun Øiet sænkte
Og op sig hæved fra sit Svanepar.
Ja hvem er lykkelig? hun nu gjenta'er;
Og som hun paa sin egen Skjæbne tænkte,
Med sorgfuldt Blik hun maalte sin Figur
Og sukked dybt: ils sont passés ces jours!

I Adams Øre hendes Suk fandt Bund,
Hans Tanke sig i Gjetninger forvilder;
Men rank igjen som før sig Clara stiller
Og siger med et muntert Smiil om Mund:
Bort med de stygge, melankolske Griller! -
Hen til en Bænk i Skyggen søgte hun,
Og medens hun paa den sig lod nedglide,
Tilbød hun Adam Pladsen ved sin Side.

Min Ven - saadan medeet hun Pausen brød -
Naar denne Stilling jeg Dem seer indtage,
Paany jeg mindes hine Ungdomsdage
Hvori jeg Deres Underviisning nød.
Hiin Morgen kommer levende tilbage,
Da første Gang jeg Dem velkommen bød,
Da halv forknyt jeg satte mig paa Stolen,
For som en Maane at faae Lys fra Solen.

209 Jeg hører end saa tydelig Dem sige,
(Det var det første Spørgsmaal, som jeg fik)
Hvor søger vel Comtessen Spartas Rige,
Og hvor den vise Solons Republik? -
O, hvor vi let da gjennem Verden gik!
Hvor sluttede vi Fred og førte Krige!
Hvor drog vi som Nomader til Kimmerien,
Og plukked gyldne Frugter i Hesperien!

Det var en lykkelig, en herlig Tid!
Jeg veed det vel - og Tanken end mig trykker -
Jeg havde dengang tusind Barnenykker,
Og lønned slet med Luner Deres Flid.
Jeg Deres Tanketraad rev tidt istykker,
Var efter Indfald baade suur og blid,
Kort sagt, jeg var utaalelig og krænked
Kun altfor tidt den Godhed, De mig skjenked.

Men tro mig, jeg har ogsaa maattet bøde
For al min Daarskab. Først De selv forsvandt,
Og lang Tid var Historien mig øde,
Men saa kom Skyer fra en anden Kant.
Paa Skjæbnens Kampplads ung jeg maatte møde,
Jeg bukked under, skjøndt jeg Seier vandt;
Men ei mit Thema vil jeg her udføre -
Der gives Ting, man let kun tør berøre.

Et Suk - og saa paany hun optog Traaden:
Jeg selv har skriftet og mit Liv berørt;
Nu Touren er til Dem! thi løs mig Gaaden,
Hvorfor man aldrig Deres Navn har hørt.
Giv mig Begreb om Veien og om Maaden,
Paa hvilken Livets Magter Dem har ført.
Har siden sidst vi saaes De levet lykkelig?
Fortæl mig Alt! jeg beder Dem udtrykkelig.

O Deres Naade! (Adams Gjensvar lød)
Hvad er om et Studenterliv at melde?
Man lever eensom, er for Verden død,
Imens man omgaaes med det Ideelle. -
Men Deres Fata maa De mig fortælle,
Ham ivrig Hendes Naade her afbrød;
Sad De bestandig da ved Bogen hjemme?
Bestandig! svared han med uvis Stemme.

210 Og har De aldrig, vedblev hun med Smiil,
Da mødt en lille Gud, hvis Rosenlænke -
Her afbrød han med rødmende Profil:
O Deres Naade! o hvor kan De tænke -
Har ingen yndig Pige eller Enke
Paa Deres Vei Dem sendt en vinget Piil?
De seer, det vil paa Spørgsmaal ikke briste mig -
O Deres Naade, o hold op at friste mig!

Nei, nei, min Ven! jeg just Dem vil bekrige,
Paa mine Spørgsmaal maa De svare mig;
Men see! Hvem kommer? ... Hendes Kammerpige
Sig nærmed og afbrød den tamme Krig,
For fra Gemalen et Par Ord at sige.
Fra Bænken Fruen hurtig reiste sig,
Om hendes Skulder Adam Shawlet lagde,
Og med et yndigt Nik Farvel hun sagde.

Han fulgte drømmende det skjønne Syn,
Imens han stod som naglet fast til Pladsen;
Men nu paa eengang svandt det ved Terrassen,
Og op mod Himlen hæved han sit Bryn.
Mens Solen der adspredte Taagemassen,
Brød gjennem Hjertets Dunst hans Tankes Lyn;
Hen imod Huset skred han fast og mandig,
Og talte til sig selv nu saa forstandig:

Hvorfra dog denne Magt, saa stærk og stille,
Der ligger i et svundet Elskovsspil?
Vi lokkes, skjøndt vi Spillet meer ei vil;
Det er, som om igjen vi kræve vilde
Den Sum af Lyst og Qval, der gik tilspilde,
Den Capital af Haab, vi satte til.
Op fra vort Bryst hiin gamle Klage toner:
Varus, giv mig de tabte Legioner!

Han traadte ind - men udenfor jeg bliver
Med Læseren i Reflexionens Skin,
Som her paa Maleriet falder ind,
Og som en ny Belysning Helten giver,
Der, som det synes, nu omkring jo driver
Med et af flere Magter draget Sind.
Hvor gaaer det til, at Sindet saadan drages?
At mod sin Villie man saa stærkt betages?

211 Mon i de Andres store Magt det ligger?
Det siges gjerne hvor man dømmer slapt;
Thi mon ei omvendt Knuden deri stikker,
At man tilfældigviis sig selv har tabt?
Er man sig selv, da er man tryg og sikker,
I Sindets Ligevægt for Sandhed skabt;
Men naar er man sig selv da? Svaret bliver,
Man er sig selv, hvor heel sig selv man giver.

Men heel at give sig man mægter ene,
Hvor ogsaa heelt man sig tilbage faaer;
Derfor er Mennesket sig selv alene,
Naar for et sympathetisk Speil han staaer.
Da kjender han sit Billed, i hvis rene
Og klare Træk hans rette Jeg ham naaer;
Da giver han sig hen og bli'er gjengivet,
Da lever han, idet han bli'er oplivet.

Og som i dette Spil sig selv han vinder,
Og just som dobbelt føler sig som Een,
Saa en bevæget Ro hans Hjerte finder,
Befriet fra Egoismens tunge Steen.
Alt hvad der er Betagelse forsvinder,
Idet Hengivelsen er fuld og reen.
Selv om han skiltes fra sit Speil i Tiden,
I sin Erindring har sig selv han siden.

Dog mellem Sjælenes det store Tal
Der gives ogsaa dem - det kan ei feile -
Som trænge til bestandig sig at speile,
Naar ikke strax sig selv de tabe skal,
Og Skibet lig, der misted Roret, seile
Som Vinden blæser, uden indre Kald.
Om Adam var blandt disse gode Venner?
Tys! Paa hans Dør der banker nu en Tjener.

Vor Helt tilbords han kaldte. Ned de gik,
Med faste Trin skred Adam ind i Salen,
Hvor Fruen ei han traf, men vel Gemalen,
Der sad ved Vinduet med spændte Blik,
Mens han tillivs en Slump Aviser fik,
Hvoraf enhver i Omfang holdt en Alen.
Han mærked ei vor Helt, som stille stod
Og i Forundring flytted ei en Fod.

212 Og selsomt var i Sandhed ogsaa Synet,
Thi som paa Naale Kammerherren sad,
Med Kinden hed, med Rynker over Brynet,
Fortærende sin aandelige Mad.
Artiklerne han gjennemfoer som Lynet,
Sprang over - standsed - vendte om et Blad,
Og med Foragt Avisen bort saa kasted,
Mens til den næste han begjærlig hasted.

Bekjendtskab med en ny han netop stifted,
Da Fruen fra en Sidedør kom ind,
Og hver en Taage ham fra Øiet vifted,
Mens hun med Silkekjolen gjorde Vind.
Han vaagned op idet han Farve skifted:
Hr. Homo ... Aa, jeg be'er ... jeg reent var blind.
Maaskee min Kone De tilbords vil tage,
Jeg følger efter strax ... Vil De behage! -

Til Spisestuen gik det unge Par.
Hr. Galt med sine Blade blev alene;
Men disse Blade sprang ei ud fra Grene,
Og Blomst saalidt som Frugt for ham de bar.
Forfra begyndte nu den forrige Scene,
En ny Avis af Bunken op han ta'er;
Men hist og her i den der kun blev kigget,
Begj ærligt mod den næste stræbte Blikket.

Hvad skaded Manden? - Før jeg kan det sige,
Maa ved hans Levnetsløb vi gjøre Stop:
Paa Galtenborg, midt i det danske Rige,
Han fødtes ganske sund paa Sjæl og Krop,
Og der uvidende han voxed op,
Just som saamange Nutids-Adelige;
Hans Ungdomsstolthed var, at han blev kaldt
Den yngste, ægte adelige Galt.

Som andre Junkere han blev en Jæger,
Der kunde træffe Haren paa et Haar;
Som andre Junkere det fyldte Bæger
Han kunde tømme til den sidste Taar;
Som andre Junkere han gjorde Streger,
Vil sige dumme Streger, Aar for Aar;
Som andre Junkere lidt Tydsk han kunde,
Og talte Sproget tidt med sine Hunde.

213 Saavidt var Alting godt; men nu vor Mand
Engang en Tour til Hovedstaden gjorde,
Og der af gode Venner førtes han
Ind i en Læseklub, som var for Orde.
Her saae ved Lampers Skin, om lange Borde,
Han sidde Folk af lærd og ulærd Stand,
Der læste Bladene med foldede Hænder,
Og i en Taushed, som kun Graven kjender.

Da hvisked Fanden til ham: Galt! hvad om
Paa Galtenborg du ogsaa holdt Aviser?
Saa deiligt man sin Tid ved dem forliser,
Og i sin Sopha reiser man til Rom.
See disse Folk, hvis Dannelse du priser,
Hvis Hjerne, før de Bladet greb, var tom:
See, hvor de fyldte gnide sig i Hænderne,
Mens Fylden gaaer dem ud af begge Enderne!

Top! sagde Galt; vandt jeg end ikke Andet
End Fidibusser, jeg dem holde vil.
Med dette Forsæt tog han hjem paa Landet,
Og Fristeren nu havde vundet Spil.
Først kjeded vel det Trykte ham forbandet,
Og Læsningen han nødig trækker til;
Men lig Tobak, der ikke strax behager,
Lidt efter lidt saa deiligt det ham smager.

Sygdommen steg; bestandig fleer og flere
Aviser slugtes af den arme Galt;
Hvad Presserne paa Dansk og Tydsk levere
I Qvart og Folio, han nød det Alt.
Saa henrandt Aar - han var ei munter mere,
Forlængst i dyb Melankoli han faldt;
Mørk over Livets Nydelser han iilte,
Mens ved den nyeste Nyhed kun han hviilte.

Hans Venner syntes, at det var for stivt,
Og da tilsidst hans Doctor med blev bange,
Fik de ved første Leilighed ham gift,
Til Værn mod denne frygtelige Slange.
Alt i et Aar vor Galt var Hymens Fange;
Men hvad er Kjærlighed mod trykket Skrift?
Hiin saa undseelig med sit Hoved hænger,
Mens denne selv med Skjeldsord frem sig trænger.

214 Og paa hans Tid Beslag den lagde ganske;
Tre Gange daglig Bladene han fik,
Om Morgenen de tydske, og de danske
Middag og Aften, før tilbords han gik;
Søndagen bragte ham endog de franske,
Paa hvis Format han saae med hungrigt Blik,
Før Clara han til Krøller overlod dem;
Thi han, den Stakkel, han jo ei forstod dem.

Naar Posten kom, en Feber fast betog ham,
Hans Træk sig spændte og hans Kind blev rød;
Det var som hele Livets Fylde drog ham,
Hvergang han Seglet for sin Postsæk brød.
Forslugen han de friske Blade nød,
Men var de nydte, Apathi betog ham;
Med Nyheds-Illusionen svandt hans Kræfter,
Den dødeligste Tomhed fulgte efter.

Da forekom det hele Liv ham sygt,
Hans eget Hjerte syntes ham saa øde;
Han seer ei Solglands eller Aftenrøde,
Thi den jo farvet er, men ikke trykt.
Den næste Dags Aviser kun imøde
Hans Længsel iler, mens han bander stygt
De nylig læste, og ei see dem gider -
See! der han reiser sig og bort dem smider.

Det stakkels Offer for Avislectüre!
Han Veien nu til Spisesalen ta'er,
Hvor Tjeneren som tredie Ret frembar
En spækket Dyresteg med Hjortenyre.
Sin Kniv i Dyrets Ryg alt dybt han har,
Imedens Adam har sin fulde Hyre
Med at beskjerme sig mod Fruens Deilighed,
Der alt en god Stund har ham gjort Uleilighed.

I Silkekjolens himmelblaa Gevandt,
Hvis Folder Svanebarmen halvt tilsløre;
Med bar og sneehvid Arm - dog det er sandt,
Undskyldning for min Læser maa jeg gjøre,
Fordi paa Galtenborg han tidt faaer høre
Om Fruens Tøi, der altid var galant;
Men fast paa disse Klæder maa jeg holde,
I Heltens Liv de spillet har en Rolle.

215 Altsaa - i Silkekjole klædt, hvis Snit
Ved Middagstid var overmaade passende,
Men til hver anden Tid uhyre frit,
Sad her Fru Clara stolt og lidt anmassende,
Idet hun Tjeneren befaled tidt
At fylde for de tvende Herrer Glassene;
Men naar hun selv sit Glas til Læben hæved,
For Adams Blik en Junos Billed svæved.

Da fulgte uvilkaarlig med sit Øie
Han Armens Bølgelinie, der forsvandt
Hvor Ærmepuffet slutted tæt og nøie,
Men atter saa kom frem og ned sig vandt
Fra Skuldren over Barmens Liliehøie.
Imellem dem en Amorin han fandt,
Som raabte til ham: Vil du blive fra mig!
Og derpaa hvisked: Vil du ha' mig, ta' mig!

Men til en Daad, saa dristig, uforskammet,
Naturligviis for ædru Adam var,
Der vel var af det skjønne Syn opflammet,
Men ikke dog aldeles gjort til Nar.
Desuden blev af Clara selv han lammet;
Thi kold hun sad og gav kun korte Svar,
Og spansk var Minen, Blikket strengt, ja helligt,
Og fra imorges himmelvidt forskjelligt.

Han altsaa her sad mellem Ild og Iis,
Dengang paa Bordet ind blev bragt Desserten;
Af denne spiste Fruen Sukkerpæren,
Mens Herrerne partered dens Devis'.
Vor Helt greb sin, og takkende for Æren
Han læste: Fikst du Pæren, Zachariis? -
Gemalens lød: Vær ingen Ærtekjælling,
Og spiis ei reent dig død i Pærevælling!

Man trak paa Skuldren ad Condit'rens Vid,
Stod op fra Bordet og gik ned i Lunden,
Hvor Adams Tanke speided efter Grunden
Til Fruens Væsen, med sig selv i Strid.
Hvor reent forandret i den korte Tid!
Hvad var vel hændt da siden Morgenstunden?
Mon hendes gamle Luner her stak frem?
Umuligt! Hun jo selv fordømte dem.

216 Vidunderlige Qvinde! tænkte han:
Snart holdende paa Formen, streng pedantisk,
Snart kjæk og fri, forglemmende sin Stand,
Og snart igjen saa rørende romantisk!
Nu med et Blik, saa drømmende bacchantisk,
Nu skjelmsk og spillende, som Skum paa Vand;
Forunderlige Væsen! Amazone,
Men dog en vittig, yndig, deilig Kone!

Hvor stolt en Skabning! Formerne hvor fine!
Og hvilke Øine, funklende af Glands!
Paa eengang Billedet af en Undine
Og af Valkyrien i Vaabendands.
Semiramis vist havde samme Mine,
Cleopatra vist samme Skjønhedssands,
Og Krandsen uden Tvivl Ninon blev flettet
Paa Grund af samme Smag i Toilettet.

Man seer vor Helt lod Phantasien raade,
Idet for fulde Seil, med gunstig Vind,
Imod de blinde Skær han styred ind,
Hvor stranded er saa mange Heltes Baade.
Hans Følelse var for ham selv en Gaade,
Han bar sin Alma dybt jo i sit Sind:
Han glemte kun, hvad dog er let at kjende,
At Kjærlighedens Arter ere trende.

Den første Art sit Liv har i Gemyttet;
Den nærer sig af Hjertets bedste Blod,
Og voxer op, kun af sig selv beskyttet,
Thi bly som Barnet har den Heltens Mod.
I Troskabstanken dybt den slaaer sin Rod,
Men Planten lig, til fremmed Jordbund flyttet,
Den ved sin Tro at røves hendøer sukkende;
Thi kun i Eet den lever udelukkende.

Den anden Art fra Phantasien stammer,
Og drømmende den kun sig føler fri;
Den seer sin Gjenstand helst som Maleri,
Og sørger altid for forgyldte Rammer.
Til Engle den forvandle kan Madamer,
Lav Prosa til sublimest Poesi,
Men hvis den sine Konster godt skal gjøre,
Maa Verden Hjælpetropper den tilføre.

217 Navn, Byrd og Stilling, Rigdom, Glands og Ære.
Roes, Rygte, Folkesnak i Sold den ta'er,
Og altid seer den gjennem farvet Glar,
For Følelsen ved Illusion at nære.
Men stærk kan denne Kjærlighed dog være,
Endnu som Heelhed den sin Gjenstand har,
Skjøndt rigtignok den falder tidt i Stumper,
Og til den tredie, sidste Art neddumper.

Thi Nummer tre, af Sandser født, kun bygger
Paa lutter Indfald, hen i Veir og Vind;
Den er en Kjærlighed i bare Stykker,
Et Hjertevæv af løsest Hjernespind.
Et Øie, som lidt mørkt Haar overskygger,
En Taille, som sig bugter ud og ind,
Et Skjørt, et Been, en Barm, en Arm, en Finger,
Ja selv et Strømpebaand den let frembringer.

Den trives som bekjendt især paa Ballerne,
Naar Herrerne tilbords med Damer gaae,
Der leende begrave sig i Shawlerne,
For først til Cotillonen op at staae.
Til Nummer Een den sig forholde maa,
Just som til Kjærnen sig forholde Skallerne;
Den har kun Værd, hvis der er Noget bag den,
Men da det ei kan lugtes - nu, saa smag den!

Vor Helt fik alle Arterne at smage,
Mens han paa Galtenborg drev Tiden hen
Ei blot to, tre, men hele otte Dage,
Uagtet tidt han vilde bort igjen.
Thi Sagen var, han Afsked maatte tage,
Og hvergang hvisked Clara da: min Ven,
Vil alt De bort? - Endnu en Dag for min Skyld!
Og Adam blev og tænkte: Ja for din Skyld.

Men knap blev ene han, før misfornøiet
Sin Svaghed og sit Løfte han fortrød;
Han stilled sig sin Elskede for Øiet,
Og o, hvor blev om Hjertet da han blød.
En ny Beslutning frem i Villien skød,
Men midt i Væxten blev igjen den bøiet,
Og vaklende som før han gik beklemt;
Dog nu imorgen reiser han bestemt!

218 Sit Forsæt har han styrket med en Eed;
Ved Frokostbordet høit han det forkynder,
Og fast han bli'er og slaaer ei Øiet ned,
Skjøndt Fruen at fixere ham begynder.
Da hun det seer, at svare hun sig skynder:
Hvad De vil gjøre, De jo selv bedst veed;
Men da dog ikke bort idag De tager,
Vi ride vil en Tour, om Dem behager.

Hvor blev han glad, ved her at kunne takke,
Og slippe for sig meer at holde stiv!
Han iled op paa Kamret, hvor en Frakke
Han knappe d stramt omkring sit ranke Liv.
Da han kom ned, en Rideknægt i Jakke
Stak ham I Haanden Pidskens tynde Siv,
Og spændte store Sporer til hans Hæle,
Der pludselig fik Klang og kom til Mæle.

Han gik omkring, med Tanken paa sin Seier;
Men just som bedst han følte Friheds Magt,
Gik Døren op - og i sin Ridedragt,
Hvis lange Slæb bag efter hende feier,
Og med Baret, hvorfra en sort Fjer vaier,
Og med sit Haar i Dobbelt-Fletning lagt,
Og med en lille Ridepidsk i Haanden,
Indtræder Fruen, seirende i Aanden.

Ved Synets Deilighed vor Helt stod lammet,
Thi vexelviis hans Blod blev hedt og koldt;
Med Hat i Haand han et Par Ord fremstammed,
Og fløi saa nød og handes Bøile holdt.
Hun steg tilhest, mens Tøilen kjækt hun strammed,
Saa Fuxen vrinskende sig hæved stolt.
Exemplet Adam fulgte - bort de iilte,
Og bagved Rideknægten red og smulte.

Det var en skyfri Dag foruden Blæst;
Saa varme Smiil Septembersolen sendte,
At fast de lyse Straaler Adam blendte,
Der første Gang i lang Tid var tilhest.
Til alle Kanter rundt han Øiet vendte,
Den hele Tour ham forekom en Fest;
Han følte sig saa let, saa løst fra Sorgen,
Han fri jo var - han ta'er jo bort imorgen.

219 Hvorhen nu ride? spørger ham medeet
Den Skjønne, som i Sadlen om sig vender:
I Skoven, nærved Stranden Veien ender,
Endnu har ei det gamle Slot De seet,
Og heller ikke Uglen De jo kjender,
Som der i Taarnet har sit Leie redt.
Om hvem er Talen? Adam her udbryder -
Om Kammerherrens Onkel, Svaret lyder.

Han i sin Ungdom gjorde stort Rabalder,
Og som en Guldfugl fløi han viden om,
Til han med stækket Vinge, træt af Alder,
Her som en Lazarus tilbage kom.
En Philosoph, jeg troer han selv sig kalder;
Fritænker er han efter Præstens Dom,
Og Navn af Atheist ham giver Degnen,
Mens han den graa Galt hedder rundt i Egnen.

Den graa Galt? gjentog Adam. Clara lo,
Mens frem igjen hun sprængte kjæk forvoven,
Saa han til flere Spørgsmaal ei fik Ro.
De red i Trav nu nedad imod Skoven,
Og snart bag Løvet gjenlød Hestehoven,
Og først ved Stranden standsed beggeto
Ved Syn af Slottets Taarn og røde Mure,
Hvis spidse Gavle dybe Rifter fure.

Knap foran Taarnet holdt de stille, førend
Ad Snegletrappens Trin tilveirs de gaae.
Ved Trappens Ende banker Clara paa,
Og indenfra en Haand dem aabner Døren.
Der stod den lille Mand med store Øren,
Med store Øine, gnistrende og graae,
Med Næsen spids, med Munden smal og vissen,
Og klædt i Graat fra Foden indtil Issen.

Aha! (saa peb han næsten som en Rotte)
Aha, ma belle cousine - vær saa god!
Og i et Taarngemak nu ind de traadte,
Der rundt og hvælvet sig for dem oplod.
Det hele Gulv var en uhyre Maatte,
Om Bordet store Lænestole stod,
I Væggens Nischer saae man Folianter,
Og Vindver var der rundt til alle Kanter.
220 Vor Helt blev forestilt og Plads man tog.
De seer, Hr. Onkel! (Clara let begynder)
At jeg, uagtet alle Deres Synder,
Endnu ei ganske Haanden af Dem slog.
At bringe Dem en Ven jeg her mig skynder,
En Ven, som snart er tabt, (et Suk hun drog)
Hvis ikke De, min Onkel, veed at røre
Den strenge Skjæbne, som ham bort vil føre.

Den strenge Skjæbne! peb den lille Mand,
Idet han smed i Stolen sig tilbage:
Altid De over Skjæbnen har at klage,
Skam Dem, Niece! brug dog lidt Forstand.
Hvor kan et sligt Ord De paa Læben tage,
De, som saa kløgtig er, saa fuld af Plan,
At tidt endogsaa selv De Skjæbne spiller -
Tys! truede ham Clara: Ingen Piller!

Nei ingen Piller - Sukkergodt, Cousine!
Og De, min Herre! (her i Talens Ild
Udstrakte han sin Haand, den spinkle, fine)
De troer vel sagtens og paa Skjæbnens Spil?
Nei, svared Adam med en oprømt Mine,
Af Hjertensgrund jeg det forsværge vil;
Den Skjæbne, som engang mig haardt behandled,
Forlængst har til et Forsyn sig forvandlet.

Godt! smulte Galt ironisk - meget godt!
Af Deres Tro De sikkert høster Hæder;
De burde klæde Dem i Himmelblaat.
Men De, Niece, De hvem Skjæbnen glæder,
Bør farve purpurrøde Deres Klæder.
Jeg, som De seer, jeg klæder mig i Graat.
Min Tro er farveløs, men den er sikker,
Og mellem Sort og Hvidt den netop ligger.

Disputen her blev varm; thi Clara kæmped
For Skjæbnen som med Ord, med Øiekast,
Og Adam, skjøndt en Smule han sig lemped,
Bestandig paa sit Forsyn dog holdt fast.
Den graa Galt Stridens Heftighed ei dæmped,
Han knytted Traaden sammen, naar den brast,
Og kom dem beggeto til Hjælp i Aanden;
Men nu medeet han slaaer til Lyd med Haanden.

221 Læg Deres Vaaben, skjønne Amazone!
Hør mig, min Herre! Hør en gammel Mand,
Som med en Iver, der var værd en Krone,
Har efter Skjæbnen rendt fra Land til Land;
Som har et Forsyn søgt i hver en Zone,
Ja, som i lang Tid her fra Taarnets Rand
Har kigget ud med Blik, som Briller væbne,
Men aldrig dog seet Forsyn eller Skjæbne.

Kun een Ting har jeg seet; men desto værre,
Mit Syn var som jeg selv en graa Gestalt;
Thi Deres Tro til Trods, min unge Herre,
Tilfældet er det, som regerer Alt!
Tilfældet, ogsaa Hændelsen jo kaldt,
Som i Systemet vel man ind kan spærre,
Men som bestandig deraf bryder ud,
Og sætter sig paa Thronen som en Gud.

Her bukked dybt sig ned den sølvgraa Taler,
Og under Bordet aabned han et Skrin,
Hvoraf han fremtog trende Glaspokaler
Med samt en Flaske gammel Cyperviin.
Han skjenked i, og mens i Bægret daler
Den klare Drik, saa rød som en Rubin,
Begeistret sine Gjæster han den byder,
Hvorpaa han svinger Glasset og udbryder:

Tilfældets Skaal! I Skikkelse af Skipper
Har det i Sommer bragt mig denne Skat,
Der, skjøndt den fødtes paa de græske Klipper,
Begroves i min danske Kjelders Nat.
Drik ud, min Herre! Drik, før Geisten slipper!
Mod slig en Geist er Deres Forsyn mat;
Den griber Hjertet, pirrer ved Erkjendelsen,
Og gi'er os En paa Skallen, just som Hændelsen.

Og De, min deilige Niece - flink!
Forglem Anskuelser, som længst er mugne,
Ja som er hverken hugne eller stukne,
Og kom! Med Deres gamle Onkel klink!
I denne Viin vi Skjæbnen nu vil drukne,
Herefter lystre vi kun Deres Vink;
Thi naar jeg først faaer Livet af Personen,
Vi sætte Dem i Skjæbnens Sted paa Thronen.

222 Tilfældet altsaa jeg skal forestille,
Gjensvared Clara, mens den Gamle drak:
Nei, min Hr. Onkel! nei, jeg siger Tak!
En Kjole, som er graa, mig klæder ilde,
Og troer De jeg vil laane Deres Frak?
De selv faaer denne noble Rolle spille,
Thi jeg - det er paa Tiden - maa afsted;
Og jeg - tilføier Adam - følger med!

Besøgets Korthed dybt Hr. Galt beklaged,
Han udbad sig et længer næste Gang,
Hvorpaa han ned til Porten dem ledsaged,
Hvor strax i Sadlen op sig Begge svang.
Saasnart sin Tømme Damen havde taget,
Red de afsted mens Skovens Fugle sang,
Og om til Taarnet sig den graa Galt vendte,
Hvor Lykke paa Reisen! han endnu dem sendte.

Dog ei paa ham det unge Par nu hørte,
I Skovens Løvsal alt de bøied ind,
Hvor Bøgens Kroner sagtelig sig rørte,
Mens gjennem farvet Løv faldt Solens Skin;
Hvor dybe Skygger fængsled Blik og Sind,
Og Stilhed snart til Taushed dem forførte.
De red kun Fod for Fod ad Veien frem,
Og Rideknægten langt red bagved dem.

Men selsomt følte sig vor Helt tilmode;
Den stærke Viin gik i hans Hoved om,
Og Geisten virked paa hans Tanker, som
Forunderlige Spring sig her tillode.
Han i den svundne Tid sig hensat troede,
Og drømmende det fast ham forekom,
Som gamle Ønsker her opfyldte vare:
Som red han paa sit Gods nu med sin Clare.

Paa eengang vrinsked Hesten - brat forsvunden
Var Gods og Drøm, og vaagen op han saae;
Hans Øie mødte Claras, og paa Bunden
Af hendes, syntes ham, en Smerte laa.
Han dreied halvt sig om og aabned Munden
For Vished dog i denne Sag at faae,
Og sagde - thi han for sig føle vilde -
Jeg synes, Deres Naade bli'er saa stille?

223 O, svared hun, idet med Haanden Haaret
Hun bort fra Kinden og fra Panden strøg:
Slig Stilhed kommer tidt om Efteraaret
Og gjør i Skov og Lunde mig Besøg.
See disse Træer! See denne ranke Bøg!
Den Skjønhedskrone, som den stolt har baaret,
Om kort Tid smuldrer hen som vissent Løv -
Hvad eengang var et Haab, er snart kun Støv.

Naturen spotter Haabet. Sorgens Bud
Saatidt mig Efteraarets Toner bragte;
Men De, min Ven, vil ei mit Haab foragte,
Vil paa min korte Fryd ei gjøre Brudd!
Ja, blev hun ved, mens Haanden ud hun rakte,
Reis ikke bort! bliv denne Maaned ud -
Dog Adam rysted tvivlsom paa sit Hoved,
Skjøndt Hjertet halvveis det Forlangte loved.

Hans Hovedrysten Clara knap blev vaer,
Før sig i Læben ærgerlig hun bider,
Hvorpaa hun op den slupne Tømme ta'er
Og frem i stærkest Trav ad Veien rider.
Men ogsaa Adam spored Hestens Sider,
Hans Pligt var ham paa eengang bleven klar:
Han fra den Sørgende ei burde vige,
Til hendes Ønske Ja han burde sige.

Thi traved rask han fremad - dog forgjæves!
Den Skjønne skifter Trav nu med Galop,
Mens lig en Sylphe hun paa Sadlen hæves,
Og smal og smekker gynger ned og op.
Vor Helt, af hvem en større Fart udkræves,
Da galoperer frem og holder Trop;
Dog Clara, som ham Mores vilde lære,
Nu sætter pludselig i Carriere.

Ha, smiler han: hun bryde vil en Landse!
Og frem i Carriere selv han foer,
Mens om hans Øren op fløi Støv og Jord,
Og han for Luftens Tryk knap kunde sandse.
Hist - tænker han - hist maa sin Fart hun standse,
Thi Ledet lukket er, saavidt jeg troer,
Og over Bommen hun sig neppe vover -
Hvordan! Hun i et Spring jo sætter over.

224 Han maatte med! hans Ære ham det bød;
Og skjøndt en Stemme hvisker: Gjør det ikke!
Dog hen mod Bommen som en Piil han skød.
Med Tungen sees han Læberne at slikke,
Hans Kind er falmet, stive staae hans Blikke,
Og dybt han dukker sig, bestedt i Nød.
Kun Dristighed et heldigt Udfald lover -
Et Slag af Pidsken - Hesten sætter over!

Den sætter over - men paa eengang strammes
Af Rytt'ren Tøilerne med Voldsomhed,
Og Dyret, som nu brat i Springet lammes,
Sig styrter hovedkulds mod Jorden ned.
Vor Helt af Faldets hele Styrke rammes,
Da Hestekroppen over ham sig smed;
Og knap sin høire Arm han følte brækket,
Før Mulm og Mørke pludselig ham dækked.

Besvimet laa han - vist en Time randt;
Men dengang endelig med største Møie
Som af et dunkelt Svøb han ud sig vandt,
Og med Bevidsthed løfted op sit Øie:
Da paa sit Kammer seer han Clara bøie
Sig ned mod Leiet, hvor han selv sig fandt;
I hendes Øie blinked der en Taare,
Just som en Feltskær aabned ham en Aare.

Hun fjerned sig med Fingeren paa Munden
Og med et Blik, der Meget sige vil,
Hvorpaa hans Arm af Lægen blev forbunden. -
Dog mens vor Helt nu her i Feberild
Maa ligge stille, for at skaane Vunden:
Vil vi, min Læser, som jo hidindtil
Ham meest fra Hjertets Side lærte kjende,
Os fra hans Hjerte til hans Hoved vende.

Thi skjøndt der er et Stykke mellem begge,
Og hver af dem et Rige kalder sit,
Saa er der dog et Fællesskab, og tidt
Til Virksomhed det Samme kan dem vække.
Man Hjernen kan see Tanker at udklække,
For at forsvare Lidenskabens Skridt;
Og, omvendt, Hjertet Følelsen ophidse,
For Tankebraadden rigtig at tilspidse.

225 Ja denne Forbundspagt saavidt kan gaae,
At de hinanden Pladsen kan indrømme,
Saa hvor man troer at høre Hjertet slaae,
Det kun er Hovedet man hører dømme;
Og, omvendt, mærker Følelserne strømme
Med Brusen, hvor Logik man vented paa,
Og klar, besindig Tænksomhed sig loved -
See, derfor er os vigtigt Heltens Hoved!

Han var for lyst et Hoved, til at ikke
Et Slag, der havde truffet ham saa haardt,
Jo maatte drive mange Taager bort,
Der hidtil kun formørkede hans Blikke;
Og da fra Dag til Dag han syg maa ligge,
Mens ærlig han i Tanken stræber fort,
Og da han født er til at reflectere,
Saa maa han paa sin Tilstand speculere.

Forsynets Mening med hans Fald fra Hesten,
Hvorved der for hans Reise sattes Pind,
Det var det store Thema, som nu næsten
Bestandig varieertes i hans Sind.
Forsynet - som ham naadigt var forresten -
Vist ei ham førte planløst ud og ind;
En Hensigt med hans Armbrud sammen hænger;
Men hvilken Hensigt? - Tanken kom ei længer.

- Det var en Morgen og i Drømmesyner
Den graa Galts Billed for hans Øie hang,
Da klart og pludselig, som naar det lyner,
Tilfældigheds-Begrebet første Gang,
Just som han vaagned op i sine Dyner,
Frem af hans Hjerne fix og færdigt sprang.
Ja - hvisker han - den graa Galt han er sikker!
Tilfældet skyldes det, at her jeg ligger.

I Tanken gik tilbage han i Tiden,
Da faldt medeet ham Bæltpassagen ind
(Den første Grund til hvad der hændtes siden)
Og selsom Uro nu betog hans Sind.
Hvad! udbrød han - har jeg da været blind?
Tilfældet mangled reent jo i min Viden!
At jeg tilfældigviis med Clara saaes,
Deraf min Tilstand ene kan forstaaes.

226 Han kom i Svingning. Fortids lange Kjæde
Han Led for Led ihast nu gjennemløb,
Og dyb Forundring i hans Sjæl tog Sæde.
Det var, som saae sit Liv han uden Svøb,
Som om den sande Aarsag kom tilstede
Til Ting, der før i Skjul bag Skjæbnen krøb:
Tilfældet han paa alle Veie mødte,
Ved hvert et Skridt paa Hændelsen han stødte.

Var det ei Hændelsen han kunde takke
For Mødet, hvor han sorte Trine saae?
Var det ei Hændelsen, som i hans Nakke
Ham holdt tilbage, da ved Bølgen blaa
Paa Langebro han søgte Charons Smakke?
Var det ei Hændelsen han stødte paa
Hiin Aftenstund, da Fristeren han hørte,
Da stakkels Lotte han paa Glatiis førte?

Forunderligt! En ganske ny Besvaring
Af Livets Gaader viste sig jo her;
Og mærkeligt det syntes ham især,
At den saa nøie stemmer med Erfaring.
Men reent umulig dog er slig Forklaring!
Han har jo seet et Forsyn ganske nær,
Han længst jo havnet er i Christendommen,
Saa Nemesis ham reent er uvedkommen.

Han med sin Slutning dog var knap tilende,
Før paa hans brudte Arm hans Blik faldt hen,
Og Tvivlens Dæmon indfandt sig igjen.
Hvad end hans Tanke vilde ham indvende,
Tilfældets Magt han maatte her erkjende,
Han saae sig selv en Bold for Hændelsen,
Ind i hvis dunkle Spil hans Øie skued,
Og for hvis Lovløshed hans Hjerte grued.

Thi naar en lunet Magt kan Alt beskikke,
Hvor er det muligt sig at mene fri?
Og naar sin Frihed man beholder ikke,
Saa er det og med Troens Liv forbi,
Hvori jo Livets faste Hold skal ligge.
O, mindre Trøst og Haab der gjemtes i
Den lumske Magt, hvis Spil han her opdaged,
End i den Skjæbne, som ham fordum piaged!

227 Hau følte sig for Trøstegrunde tom,
Han laa urolig, dækket af sit Lagen,
Og ingen Hvile fandt han hele Dagen,
Ja hele Ugen ei til Ro han kom.
Tilfældet, som ham nu var Hovedsagen,
Saa heftigt kæmped med hans Christendom,
Og rystede saa stærkt hans Hjernekiste,
At snart han ind og ud ei mere vidste.

Han bandede den graa Galt - dog maaskee
De vakte Tvivl af ham just kan fordrives!
Af denne Tanke han en Dag oplives,
Da i Besøg den Gamle lod sig see;
Thi trykked han den Haand, som venligt gives,
Thi skrifted han sin indre Nød og Vee,
Og medens op for Tvivlens Sæk han løste,
Sin Tro han i et Skriftemaal udøste.

Den graa Galt snuilte muntert, alt imens
Han tog en Priis og sig i Stolen strakte;
Hvorpaa han lidt paa Skriftemaalet smagte,
Før rask han udbrød: Hvilken Conseqvens!
Tilfældet synes dybt De at foragte,
Og dog De gruer for dets Existens;
Den gyldne Frihed byder De velkommen,
Og dog De trælle vil i Christendommen!

Min Mening er, at skal der være Gilde,
Saa skal complet det være; reen Besked!
Ei fra vor Sands og Drift vort Væsen skille,
Og ærligt tilstaae, at vi Intet veed
Der, hvor Forstanden virkelig staaer stille.
Min Tro er derfor baade kold og hed:
I alt det Ydre reen Epicurisme,
I alt det Indre afgjort Skepticisme.

Min Mester er den gamle Epicur,
Hvem jeg alene takker for Omvendelsen
Fra tomme Hjernespind til sund Natur.
Ved Hjælp af ham jeg klared mig Erkjendelsen,
Saa jeg forstod, at Magten er hos Hændelsen,
Der allevegne ligger som paa Luur;
Der kommer som en Hund i et Spil Kegler,
Og gjennemkrydser alle vore Regler.

228 Lyksalighedens Lære fatted jeg,
Dengang jeg blev i hans System indviet,
Der Mennesket fra Dyret skiller ei;
Der fra den dumme Dødsfrygt os befried,
Der har paa Døren drevet Hykleriet,
Og viist os Livets Maal paa Lystens Vei
I dette Bud: Ved Livet du dig fryde,
Men nyd det, saa du stedse kan det nyde!

Men skjøndt jeg sætter Manden høit, som sagt,
Saa er alligevel det dog min Mening,
At kun med Skepticismen i Forening
Faaer ret til Ro han vore Hjerter bragt;
Thi medens Sands og Drift, i hver Forgrening,
Sit Scepter Epicur har underlagt,
Har Pyrrhon i det Oversandselige
Grundfæstet sit uendelige Rige.

Og naar han der os byder: tvivl om Alt!
Og jeg med Conseqvens den store Lære
Har gjennemført i den moralske Sphære,
Da faaer jeg vel et Nul kun til Gehalt,
Men med mit Nul kan Verdner jeg undvære:
Ned i dets Intet Friheds Skranke faldt,
Samvittigheden sluges op af Nullet,
Og, fyldt kun af mig selv, jeg fylder Hullet.

See der min Tro in nuce, kjære Ven!
Og tænk blot aldrig at i den jeg vakler,
Fordi en halv Snees halvstudeerte Stakler
Et overvundet Standpunkt kalder den.
Gjør maaskee Christendommen fleer Mirakler,
Naar til et Hisset den os viser hen?
Naar Mennesket og Livet den halverer,
Og netop bort det bedste Stykke skærer?

Den Gamle taug; men Adam rundt nu søgte
Om Støtter for sin Christendom og Tro;
Dog med hans Ord den lille Galt kun spøgte,
Og for hvert nyt Beviis paany han lo.
De præker, sagde han, kun i en Lygte;
Men da De Christendommen priser jo,
Vil en Bekjender af den vi betragte,
Og see, hvorvidt han svarer til det Sagte.

229 Vor Christen er en Synder - det er vist.
Hver Morgen han et dydigt Forsæt fatter,
Men inden Aften han det slipper atter,
Hvorpaa med Hovedet han hænger trist.
Han klavrer op igjen, og ned han dratter
Igjen fra Dyd og Forsæt just som sidst,
Og just som sidst han angrer og dolerer;
Men dette Liv i Længden fatigerer.

Vor Christen agter ei paa Verdens Tant,
Hans Hu staaer kun til Himlen, vil han sige;
Men stil ham lige for det sandselige,
Det friske Liv, og prøv om det er sandt.
Da seer man pludselig hans Himmerige,
I Forhold til den Jord, han syndig fandt,
At tabe Farven som den blege Maane,
Der for det friske Sollys strax maa daane.

Vor Christen falder stundom i Ekstase,
Han mærker at han fødes skal paany:
Man seer ham mod sit eget Kjød at rase,
Og fra sig selv, som fra en Fjende, flye;
Men følg ham over i hans nye Phase,
Da sees den gamle Adam, uden Sky,
Midt i sit gamle Liv - med sit Oremus
Saa gjenfødt justement som Nicodemus.

Vor Christen sig i Døden hjulpen veed!
Som i Triumf ham Englene modtage;
Men hvorfor er da Døden ham at smage,
Som om han i det sure Æble bed?
Saa at han heller mellem Synd og Plage
En god Del Aar endnu sit Liv hensled,
Ja saa han meget gjerne kyssed Riset,
Naar blot det drev ham hjem fra Paradiset.

Vor Christen - dog De selv maa heelt udføre
Det flaue, jammerlige Contrafei,
Hvorved min Haand ei længer gider røre;
Desuden - det er Tid, jeg gaaer min Vei.
Her sprang han op og sagde: vil De høre
Min Dom om Fyren? Jeg den dølger ei.
Jeg kalder ligefrem en saadan Synder
En Mellemting af Hykler og af Flynder.

230 Han foer af Døren ud, som i han slængte,
Hvorpaa han hjem til Taarnet skyndte sig,
Mens Adam, ganske hed i Ho'det, tænkte:
Mon mig han meente? Gjaldt hans Tale mig?
Var det personligt? - Tanken dybt ham krænkte.
Men Tingen var dog ikke rimelig;
Thi hvorfor skulde Manden Sligt ham sige?
Alt var vist meent i det Almindelige.

Men hvorom Alting er, den Ting staaer fast,
At aldrig han til sine andre Synder
Vil føie Hykleriets stygge Last.
Derhos hans Blik at klare sig begynder;
Det er ei ham man kalde skal en Flynder,
Thi godt han seer, ved første Øiekast,
At før der var et Hul i hans Erkjendelse,
Der kun kan stoppes med Begrebet Hændelse.

Dog vil sin Tro han derfor ikke svige!
Endnu et Forsyn han sig holder til,
Skjøndt Sammenhængen ei han seer saa lige
Imellem det og Hændelsernes Spil;
Saameget med Bestemthed tør han sige,
At naar et Forsyn ikke hindre vil
Tilfældets Griben-ind - er ubetinget
Den Enkeltes Ansvarlighed forringet.

Det var det store Resultat omtrent,
Som ikke blot det Tænkte og det Sagte,
Men som den lange Sygetid frembragte
Paa vores reflecterende Patient.
To Maaneder paa Leiet han sig strakte,
I hvilken Tid han nøie blev bekjendt
Med Clara, som ham daglig monne røgte,
Og med den graa Galt, som ham tidt besøgte.

- Hans Arm var lægt. En trist November Morgen
Han første Gang igjen for Speilet stod
Og sig barbered, fyldt af Afskedssorgen,
Thi Reisen sig ei meer forhale lod.
Hans Pligt ham vinker bort fra Galtenborgen,
Og til at trodse den har ei han Mod.
I næste Bondeby vil Vogn han leie,
Den næste Morgen Huset Ryggen dreie.

231 Han pakker ind og gjør sin Koffert klar,
Men øverst lægger han de sorte Klæder;
Thi dem han jo iaften paa dog ta'er,
Naar frem han i den store Verden træder,
Der møder rundt fra Egnens Herresæder
Til Selskab for den Prinds, som meldt sig har;
Og denne Prinds nu spøger i hans Tanker,
Alt mens han ned til Bondebyen vanker.

Der kom om Vognen snart han til Accord,
Og af sin Længsel saa mod Skoven draget,
Der dunkel frem i Horizonten raged,
Ad Markens Sti han atter iler bort.
Hans bløde Hjerte syntes det for haardt
At reise, før han Afsked havde taget
Med hine Steder, som vist aldrig meer
I Følgeskab med Clara han gjenseer.

Ved Skovens Indgang standsed han og sukked:
Her var det, - ja ved Ledet her det var,
Jeg for den Skjønnes Fod mit Øie lukked;
Og netop her maaskee hun staaet har,
Og med en stille Taare mig bedugget,
Dengang bevidstløs man afsted mig bar.
O, hvorfor maa man Dødens Afmagt smage,
For slige dyre Perler at modtage!

Det er et kostbart Offer (blev han ved)
Som dig, min Alma, her din Elsker bringer,
Ved løs at rive sig fra dette Sted,
Hvor Glands og Skjønhed laaner Livet Vinger;
Et Smertens Suk i Offersangen klinger,
Og Hjertets Veemodsstrænge tone med.
Men villig dog mit Offer hen jeg giver,
Thi tro til Døden jeg mit Løfte bliver.

Rørt af sit eget Ord han vandred frem,
Og længe gik han eensom om i Lunden,
Til, enig med sig selv, i Aftenstunden
Som fra en vunden Seier han vendte hjem.
Der mødte ham en voldsom Gjøen af Hunden,
Der holdt for Døren Wienervogne fem,
Og op og ned ad Trapperne man rendte,
Mens Lys i Vestibulens Vindver brændte.

232 Ha, tænkte han, det gjælder sig at rappel
Han iled op og klædte rask sig paa;
Men da saa ned han ad den store Trappe
Bleg, rank og sortklædt hurtig monne gaae,
Og i Forventning følte Hjertet klappe,
Et nys ankommet Brev man lod ham faae.
Sit Navn han med sin Faders Haand saae skrevet,
Og strax han brød og gjennemlæste Brevet.

Hans Fader om sin egen Tilstand meldte,
At ypperlig den var i Et og Alt;
Hvorfor hans Brev kun Adams Sygdom gjældte,
Der var ham meldt af Kammerherre Galt.
I Spøg han faderlig sin Søn udskjeldte,
Som blev en rigtig Rytterstøvle kaldt;
Og ret alvorlig han ham her formaned,
Til at benytte Veien, som var banet.

Lad mig nu see (han skrev) at ei du speger
Mig dette Garn, der spandtes til dit Held,
Men at du bruger Leiligheden vel,
Saa at dit Fald kan føre dig til Seier.
Jus proponendi Kammerherren eier,
Og dybt hans Præst til Døden er i Gjæld;
Hæng derfor i, og slip ei Manden, førend
Han med et Kaldsbrev jager dig paa Døren!

Høist skurrende for Adam Dette lød;
Han Intet om det Forslag vilde høre,
Der her at søge Præstekald ham bød.
For Clara Præstekjole sig iføre!
Den blotte Forestilling gjør ham rød.
Imidlertid - hvad skulde han da gjøre?
Imod sin Faders Ønske reise hjem? -
Hvem gav ham her det gode Raad - ja hvem?

Betænksom aabned Døren han til Salen,
Og nu han i det store Selskab var,
Hvor Lys og Speile ret gav Glands til Talen.
Man stod i Grupper og gik Par og Par:
Baronen, Kammerherren, Generalen,
Hofjægermestren, Greven, Junkren har
De tusind Ting hinanden her at sige -
Men Adam tænkte: Lutter Adelige!

233 Han listed langsomt frem, lidt varm i Kinden,
Op hvor de fløielsklædte Damer sees.
Der sad som ædle Fugle høit paa Pinden
Stiftsdamen, Baronessen og Grevinden,
Mens rundt om Deres Naader vist en Snees
Af smuktfriseerte Frøkner danned Kreds;
Men pludselig i Kredsen kom der Røre,
Just som i Gaarden Vogne lod sig høre.

Vor Helt sig trykked baglænds op mod Stolen,
Thi med en usædvanlig Energi,
I Uniform, med Nøglen bag paa Kjolen,
Foer Kammerherre Galt ham her forbi,
Af Fruen fulgt, der, straalende som Solen,
Bar Diademet med Juveler i.
Det skjønne Syn han neppe havde vundet,
Før som et Stjerneskud det var forsvundet.

Han ved den fjerne Salsdør det forliste,
Men brat blev begge Døre revne op,
Og som en Pragt-Comet med Svands og Krop,
Han Stjerneskuddets Deilighed nu priste:
Ved Claras Haand den ædle Prinds sig viste,
Fulgt af de snørte Officerers Trop,
Der, dannende Cometens lange Hale,
Med deres røde Uniformer prale.

Cometen langsomt sig bevæged frem,
Og Prindsen, smykt med Baandet og med Stjernen,
I Følgeskab med Clara, danned Kjærnen
For Adam, der nu stivt betragted dem.
Hans Tanker tummelumske blev i Hjernen,
Han saae sig hensat til Olympens Hjem;
Af Mars og Venus skued han et Billed,
Imens de Andre sig til Cour opstilled.

Af Herrer og af Damer Hækken fyldes.
Hans Høihed gaaer omkring og er charmant;
Ved hvert et Ord man drages og man trylles,
Ved hvert et Smiil en Sjæl han til sig bandt;
Thi Prindser er Magneter - dem det skyldes,
Ei blot at Livets Høidepol man fandt,
Men deres Nærhed løsner alle Skruer
I Hovedet paa Herrer som paa Fruer.

234 Vor Helt fik og en Skrue løs; thi bare
Han seer sit Snit, han Plads i Rækken ta'er.
Men da Hans Høihed ønsked at erfare,
Af hvad Familie og Slægt han var,
Da hørte man ham tillidsfuld at svare:
Af Slægten Homo! - Prindsen gav til Svar:
Den Slægt jeg kjender ei; er den fra Holland? -
Nei, stammed han, Familien er fra Lolland!

Og hermed Audiensen var forbi;
Thi bort at gaae det Prindsen maa behage,
Og selv han, for Magnetens Virkning fri,
Trak sig i Vindveskrogen nu tilbage.
Der kunde ret i Øiesyn han tage
Det sjeldne Skuespil, hvis Poesi
Holdt ham i Spænding tryllet fast til Muren,
Indtil Hans Høihed færdig var med Couren.

I alle Værelser man sig adspredte,
Og Adam tænkte: Nærmere jeg maa
Den store Verden dog paa Klingen gaae!
Den Aand, hvoraf sin Storhed den udledte,
Hvorved sin Magt saa frit og vidt den bredte,
Maa i dens skjulte Væsen jeg forstaae!
Thi tog han godt sig sammen idetsamme,
At ei ved Mødet han skal staae tilsikamme.

Han veiede sin Kundskab op og ned;
Udbyttet, hans Examen havde givet,
Med hvad han hidtil havde lært af Livet,
Og hvad af Konst og Videnskab han veed,
Alt ordned han i Tankeperspectivet,
Og saa til Mødet rustet frem han skred.
Ved Døren, som den tykke Greve spærrer,
Han stødte paa den store Verdens Herrer.

Han spidser Øre - Hector er paa Tale.
Her gjælder det Homer, nu strax han troer;
Men nei! Man taler her om Hectors Hale,
Om Hector efter Agerhøns paa Spor,
Og derhos føies mangt et »Fanden gale«
Til andre ham ufattelige Ord;
Thi Talen er om Jagt paa Høns og Ænder,
Hvortil desværre han Sletintet kjender.

235 I Afstand fra ham Navnet Moses lød,
Og Navnets Klang som Theolog ham lokker.
Han lytter til og samler Talens Brokker,
Men paa Prophetens Vegne blev han rød;
Man stred om Moses' Been, om Moses' Sokker,
Om Blodet, som i Moses' Aarer flød,
Og endelig - hvad Sammenhængen røber -
Om næste Veddeløb, hvor Moses løber.

Hvor kom tilkort hans Kundskab denne Gang!
Med hans Uvidenhed ham først forsoner
Musikens saa forstaaelige Toner,
Der brusende fra Sidesalen klang.
Han iled ind, hvor under Lysekroner
Med Damer rundt sig Officerer svang;
Hvor Fløiten fulgte Fiolinens Luner,
Og Glæden udbasuntes af Basuner.

Der i et Hjørne stod han som bedaaret,
Med Øret tryllet og med Synets Sands
Tabt i den adelige Ungdoms Dands:
Da Clara, med Juvelerne paa Haaret,
Til Prindsens Valserinde her udkaaret,
Fløi let forbi ham i sin Fløiels-Glands -
Nei! Noget saa vidunderlig Ophøiet,
Saa mystisk Deiligt, saae vist aldrig Øiet!

Prindsesse - hvad Prindsesse! Nei Gudinde!
Og selv Gudinde vilde knap forslaae,
For Navn til denne Følelse at faae,
Der i sit Dyb lod hans Forstand forsvinde.
Hvor maatte saa naturligt han det finde,
At til ham selv iaften ei hun saae;
Hvor kunde Sligt han af Gudinden vente -
Og dog saa godt han hendes Sind jo kjendte!

Han maatte med i Dandsen! - Hist en lille,
Men sikkert meget fornem Dame sad;
Thi fra de Andre sees hun sig at skille
Ved Minen og et vist - jeg veed ei hvad.
Hun hidtil eensom havde siddet stille;
Men nu, da han en Polka sig udbad,
Med et forbindtligt Smiil hun strax sig hæved,
Og let til Polka-Dandsen Parret svæved.

236 Her Lykken ham nu ret favoriseerte;
Thi Damen polkede med røde Skoe,
Og han med Clara gjorde dos à døs,
Ja med Hans Høihed selv han figureerte.
Han paa sin Dames Navn just speculeerte,
Da nærmed sig Grevinde Bärenklo
Og sagde høit til Damen, midt i Dandsen:
De dandser net, min gode Mamsel Jansen!

Hvorledes? tænkte Adam: Mamsel Jansen!
Det altsaa kun en Gouvernante var,
Og pludselig forbi var hele Glandsen.
At noget Ordinairt hun ogsaa har,
Han sporer tydeligt; thi efter Dandsen
Til Tak hun neier før hun Afsked ta'er.
Han den Fugl flyve lod, og noksom mættet
Af Toner gik han ind i Cabinettet.

Der netop op fra Spillebordet stod
Stiftsdamen, Excellencen, Generalen,
Som, af en Kammerjunker fulgt i Halen,
Vor Helt til Eensomheden overlod.
Han nærmed sig det Bord, hvor nylig Talen
I Beter og i Trumfer kun slog Rod,
Og mens de spredte Kort han sammen lagde,
Heel tankefuld han til sig selv nu sagde:

Hvormeget har jeg dog endnu at lære!
Just som jeg reise skal, jeg træder ind
I Livets høiere og større Sphære;
Hvad Under, at uroligt er mit Sind?
Jeg seer, hvad jeg blev født til at undvære:
Et Liv, omstraalet af et gyldent Skin;
Jeg seer et Folk, der Lykken Alting skylder,
Et christent Folk, der Epicur dog hylder.

Hvad skal jeg gjøre? Valget falder haardt!
Hvis hjem jeg reiser, vil min Fa'er ei glemm'et,
Og bliver jeg - naar kommer da jeg bort?
Vel! udbrød han: Tilfældet skal bestemm'et!
Ifald blandt disse Kort jeg træffer Sort,
Saa reiser uden vid're jeg til Hjemmet.
Han blanded Kortene - tog af forknyt;
Men stod som slagen - Kortet var jo rødt!

237 Til nye Betragtninger han Tid ei fik;
Igjennem Værelset kom Damer feiende,
Og selv han saae - mod Salen om sig dreiende -
At Prindsen just tilbords med Clara gik.
Dem fulgte Par og Par, mens overveiende
Sin Stilling Adam stod med spændte Blik.
En gammel Frøken Thott var kun tilbage,
Og hende da paa sig han maatte tage.

Som sidste Mand han fik den sidste Stol
Ved Bordets Ende, langt fra Paradiset,
Hvor Clara throned mellem Sølvservicet
Og Prindsen, med hans Storheds-Monopol.
Der straalte Taffellampen som en Sol;
Der taltes Tydsk; der blev der leet og fniset;
Der var man fri og fornem i Gebærden;
Der - føler dybt han - er den store Verden!

Men han, som troer at kjende Tonen godt,
Det Spørgsmaal til sin Dame nu henvendte:
Nedstammer Frøkenen fra den bekjendte,
Af Danmark høit fortjente Otto Thott? -
Den gamle Frøken et Par Blik ham sendte
Og gav til Svar: Ja ikke Dette blot!
Men her, blandt alle Kongens Undersaatter,
De seer den Sidste af de gamle Thotter.

Ved disse Ord i Totten hun sig pirred
Og vendte stolt sig til sin Omelet;
Men hvert et Blik og hver en Lorgnet
Sig dreied hen mod ham, der heel forvirret
Ned i Tallerkenen nu høirød stirred,
Og knuged voldsomt om sin Serviet.
Han hørte hviske, medens spændt han lytter:
Saa det er den ulykkelige Rytter?

Det gjælder mig! han tænkte med Forfærden,
Og atter tænkte han: prostitueert!
Prostitueert, og for den store Verden,
Just som i den jeg bli'er introduceert!
Vel vandt han Holdning ved en Slags Forhærden,
Men Bordets Glæde var for ham spoleert;
Og roligt slog hans Hjerte først i Barmen,
Pa man fra Taflet reiste sig med Larmen.

238 Og hermed Punktum. Men for Adam ei,
Der, atter holdt af Hændelsen tilbage,
Da nys i Frihed bort han vilde drage,
Nu maatte gaae Tilfældighedens Vei;
Thi hvergang Galt's Indbydelser modtage,
Kan han, som bedes med, ei sige Nei;
Saisonen var begyndt, og rundt paa Landet
Sig adelige Sammenkomster danned.

Fra Herregaard til Herregaard han kjørte;
Tre Maaneder han kjørte som i Ring
Med Grever og Baroner, og berørte
Den store Verden milevidt omkring.
I hvert et Selskab Clara ham indførte;
Som hendes Protegé fra ingen Ting
Han steg i Manges Øine snart til Noget,
Saa Livet blev ham meer og mere broget.

Han lærte nu den store Konst, at nyde:
Dog denne Konst bestod for ham kun i
At jage Reflexionen bort og skyde
Erindringen i Tankerne forbi,
Og sig for hver en Fremtidssorg befrie,
Ved kun om Øieblikket sig at bryde;
Saa Det, som han tilegnede sig godt,
Var Konstens negative Side blot.

Men glemte reent han Alma? - Ingenlunde!
Til Skriverbordet satte han sig tidt
Og skrifted ærlig alle sine Skridt,
Ja gjorde hende klart ved mange Grunde,
Hvordan af Længsel her han havde liidt.
Men aldrig han et Brev fuldende kunde;
Han standsed gjerne med det Udraab: Nei,
En Hykler allersidst dog bliver jeg!

Thi Navnet Hykler var en Skræk ham blevet,
Og dette Navn, med Hændelsen i Pagt,
Var Aarsag til at aldrig der blev skrevet,
Og at han aldrig Reisen selv opleved,
Skjøndt nok af Reiseplaner der blev lagt.
Tilfældet stod med Hykleren paa Vagt:
Det første fast til Galtenborg ham surred,
Den sidste hvert et Skriftemaal forpurred.

239 Paa denne Viis fik efterhaanden Tæring
Den indre Drøm, hvori han leved før:
Den Drøm, der af Gemyttet suger Næring
Og dybt sin Sæd i Tankelivet strøer.
Hans Phantasi kom udenfra i Gjæring;
Tæt om hans Sjæl sig lagde Taagens Slør,
Hvorpaa fra Dag til Dag sig lod tilskue
Syvfarvet Illusionens Glimmer-Bue.

Thi altid først et Slør for Sjælen skygger,
Hvorpaa det ydre Liv kan kaste Skin,
Naar Farvebuen lig, som Iris bygger,
Sig Illusionen nærme skal et Sind.
Et saadant Slør den spæde Sjæl alt smykker,
Saasnart i Verden kun den træder ind,
Og hvergang den af Taagesløret dækkes,
Af Illusionens Spil den ogsaa gjækkes.

Thi samme Øieblik som Livet trænger
Igjennem Sjælens Taager med sin Glands,
Forvandles Skinnet til en farvet Krands,
Der sig for Øiet breder og forlænger.
Ved dette Skin alt Patteglutten hænger,
Mod det seer Drengen op med henrykt Sands,
I det maa Pigebarnets Hjerte smelte,
Saa strax i Officerer hun seer Helte.

Ved dette Skin man af sig selv fortrylles,
Naar stor i Andres Øine man sig seer;
Af dette Skin man tidt med Hovmod fyldes,
Saa lig en Dalai-Lama man sig teer;
Til dette Skin den hele Storhed skyldes,
Det svinder hen - og man er Tosse-Peer;
Ei blot i Andres Øine dybt man synker,
Men røvet Skinnet, man sig selv kun ynker.

For dette Skin arbeide stedse Skræderne,
Thi uden det for Sansculot man gjaldt;
Ved dette Skin man kjender Folk paa Klæderne
Og Hund paa Haarene man skuer alt;
I dette Skin fremtræder tidt en Pjalt
Og gjør Furore som en Helt paa Bræderne;
Kort sagt: ved dette Skin en So] der tændes,
Hvoraf man ikke varmes, men kun blendes.

240 Først naar sig Hjertets Drømmeliv forbinder
Med dette Skinliv, det et Indhold faaer,
Som Form og Fasthed ved Erfaring vinder,
Og som, naar Skinnet flygter, end bestaaer.
Thi al den laante Glands tilsidst dog svinder,
Og Sjælens Taageslør itu dog gaaer;
Men naar af Tiden tyndslidt det maa briste,
Paa Stumperne man holder til det Sidste.

Forgjæves! Een for een de flagre bort,
De lette Taager, fulgt af Klagetoner,
Og een for een af Livets Illusioner
Med dem til Undergangen ile fort.
Klart, koldt og nøgent da fremtræder haardt
Et vissent Liv, som paa Ruiner throner,
Og skulde nu med det man nøies blot,
Da maatte Sjælen gjøre Bankerot!

Da gjælder det, om den af indre Drømme
Har bygget sig en Ark, der kan bestaae,
Og hvori frelst som Noah den kan svømme,
Naar Illusionens Verden maa forgaae.
Da gjælder det, midt i de stride Strømme
Til Tinden af et Ararat at naae,
Hvor Fredens Due bringer Oliebladet,
Mens Livet stiger gjenfødt op af Badet. -

Dog nu til Heltens Illusion tilbage I
Juul var forbi og Fastelavn var nær,
Da over Adams hidtil skjønne Dage
Fra Claras Side der trak op et Veir.
Hun syntes sig i Luner at behage,
Hun tidt var spydig og mod ham især,
Og medens Sødt og Suurt hun sammenblanded,
Et Øieblik hun kold var, varm et andet.

Hvad var vel Grunden? Var det Nervespænding?
Var det af Vinterkulden Virkning kun?
Var det en lidenskabelig Forbrænding
Af Elskovsstof i Hjertets dybe Grund?
Var det i hendes Følelser en Vending? -
Ak, ingensteds hans Gisninger fandt Bund!
Og høist begribeligt! thi hvor vel bunde,
Hvor Konsten i Instinctet gaaer tilgrunde?

241 Men han Taalmodigheden ogsaa trætted!
Den skjønne Frugt for Claras Øine hang,
Hvoraf hun lidt at nyde følte Trang,
For i sin Ørken her at blive mættet;
Og da nu Frugten aldrig faldt i Nettet,
Naturligviis mod Grenen op hun sprang:
Hun rysted og hun rokked og hun pirred,
Saa Adams Sind og Sands hun reent forvirred.

Men hvad hans Sjæl ved disse Løier led,
Det kan kun føles, men kan ei beskrives.
Af Smerterne til blodig Daad han drives;
Thi nu med Skytten tidt paa Jagt han skred,
Og mens af Krattets Torne selv han rives,
Han mangt et Harehjerte søndersled.
Fra Dag til Dag han lærte bedre skyde
Men aldrig Fruens Sigten ret at tyde.

Den Ligevægt, som hidtil han med Møie
Bevared, paa det sidste Vers nu sang:
Kun Claras Stemme for hans Øre klang,
Og Dag og Nat stod hun ham kun for Øie.
Ved hendes Væsen grublende han hang,
Med hendes Billed steg han mod det Høie,
Til, af sin fordums Lidenskab paakaldt,
Han i dens aabne Svælg tilbage faldt.

Der laa han, til igjen ham laaner Vinger
En Hændelse, som af Betydning blev,
Da til et Udbrud Følelsen den tvinger. -
En Aften, mens omkring han eensom drev,
Og just sin egen Nød sig selv beskrev,
En planløs Vandren ham til Skoven bringer,
Hvor han paakryds og tværs en Stund gik om,
Til endelig han ned ved Stranden kom.

Der laa den gamle Borg i Maaneglandsen,
Og i den graa Galts Vindver Lys han saae,
Hvis Skin faldt gjennem Krattet ned paa Skandsen,
Som Strandens Bølgeslag med Brusen naae.
En Stund han stirred taus paa Bølgedandsen,
Men nu mod Taarnet op hans Øine gaae:
Ja, siger han, han maa et Raad mig give!
Som nu det er, kan ikke meer det blive.

242 Han steg i Taarnet op, ved frem at famle
Sig gjennem Mørket, lig en natlig Ravn;
Men først da høit han havde nævnt sit Navn
Og banket længe, lukked op den Gamle.
Vor Helt gav ei ham Tid til sig at samle,
Han styrted strax sig voldsomt i hans Favn,
Udøsende sin Lidelse, sin Smerte,
Idet han aabned ham sit fulde Hjerte.

Sin Følelse for Clara han beskrev ham,
Sin Længsel og sin Trængsel Dag og Nat.
Han klaged, at hun grusomt sønderrev ham,
Ved Haab at vække, som hun dræbte brat.
Han svor, at til Fortvivlelse hun drev ham,
Han vidste knap, hvordan det meer var fat;
Tegn stod mod Tegn, og dersom Galt ei vidste
En Hjælp i Nøden, maatte Hjertet briste.

Den lille Galt, som da vor Helt kom ind,
I dybe Rynker havde trukket Panden,
Ret som han ærgerlig var i sit Sind,
Udbrød nu halvt distrait: Det var som Fanden!
Eengang De næsten havde tabt Forstanden,
Og nu, med Hjertet tabt, ved Maaneskin
De kommer som den Unge til den Gamle,
For Raad og Hjælpetropper her at samle.

Og hvilken Hjælp kan Dem den Gamle byde,
Naar De paa Mod og Kraft Dem føler tom?
Hvorledes kan til Maalet jeg Dem skyde,
Naar selv De Maalet skyder udenom?
Den kræver dristigt Mod, den Konst at nyde! -
Men da De lidt paatværs mig nylig kom,
Var just jeg ved at holde Helligaften;
Følg med! Maaskee det styrke kan Dem Kraften.

Her i Tapetet han en Dør oplukked,
Som førte til et dunkelt Galleri,
Hvor høit bag brustne Ruder Uglen sukked,
Da fulgt af Adam rask han gik forbi.
En Trækvind Lyset i hans Haand udslukked,
Og bagved dem med Larm slog Vindvet i.
Kun fremad! skreg den Gamle; slukt er Praasen,
Men her er Døren - jeg har fat i Laasen.

243 De traadte ind, hvor klare Lamper lued,
Og i det Lys, som blendende fremsprang,
En gammel Riddersal nu Adam skued,
Hvor rundt paa Væggene Portraiter hang.
Men ingen Ridder der i Rustning trued,
Og ingen skægget Helt sin Landse svang;
Thi Summen af de samtlige Portraiter
Var smilende Blondiner og Brunetter.

Der hang i Klædedragter, lidt porøse,
Saa man de skjønne Former klarlig saae,
Galante Damer mellem Tiggertøse,
Og sortebrune Øine mellem blaae.
Der saae man Een sit Strømpebaand at løse,
En Anden halvpaaklædt for Speilet staae,
En Tredie slumrende paa Græs i Lunden,
En Fjerde med Champagneglas for Munden.

Som om han smagte selv Champagnevinen
Vor Helt i Salen stod med tryllet Blik.
Imidlertid omkring den Gamle gik
Som artig Vert og fyred i Kammen,
Og frem paa Bordet Glas og Flasker fik;
Tilsidst af Posen ud han Fiolinen
(Den ægte Cremoneser) varsomt drog,
Hvorpaa han klimprende tilorde tog:

Min unge Ven! som staaer i Synet tabt
Af hvad der nok kan daare svage Hjerner,
Af mine svundne Dages lyse Stjerner,
Hvis Blik har Lægedom, er Hjertet slapt:
Her seer De Lykken, som sig aldrig fjerner,
En flygtig Lyst til evig Fryd omskabt!
Her seer De Frugterne, som jeg har sänket
Mens i min Ungdom Kloden rundt jeg vanked.

O skjønne, uforglemmelige Tider!
(Blev i sin Tale han begeistret ved)
O Hær af Minder, som forbi mig glider,
Og drager Sjæl og Blik fra Sted til Sted:
O spanske Donna, som paa Mulen rider!
O Schweizermø, midt i dit Urtebed!
O Romerinde, glimrende Coqvette!
Hvem paa min Liste skal jeg øverst sætte?

244 Han gik til Bordet hen, hvor rask han tømte
Et Bæger af en stærk og krydret Viin,
Og lokked frem saa af sin Fiolin
Et Hav af Toner, hvori Vellyst drømte.
Snart paradisiske og snart fordømte
Steg Tonerne med Lyst og sank med Hviin,
Til med en fuld Accord han Spillet endte;
Hvorpaa mod Adam han igjen sig vendte.

Min Helligdom (han sagde) har De seet;
De kjender nu de tryllende Gudinder,
Som fordum jeg har elsket og tilbedt,
Som end jeg dyrker, fyldt af søde Minder.
Een Gang om Ugen jeg mig her indfinder,
Naar Mørkets Slør er over Jorden bredt;
Og midt i Natten aabner sig min Himmel
I disse yndige Gestalters Vrimmel.

Her saae han sig omkring med adspredt Mine,
Og strøg Fiolen, saa den lifligt klang,
Hvorpaa han rask sig nærmed en Blondine,
Der Tambourinen slog til Dands og Sang.
O, mumled han, fortryllende Rosine!
Hvor er den Tid, da vi omkring os svang?
Da om dit ranke Liv jeg slynged Armen,
Og af dit Hjertes Pulsslag følte Varmen!

Vildt rased over Strængen nu hans Bue,
Hans lille Fod bevæged sig i Tact,
Frem af hans Øine skød en mægtig Lue,
Og reven hen, som af en Tryllemagt,
Ind i en Drøm han syntes dybt at skue,
Saa ikke meer paa Adam han gav Agt.
Som drukken saae han mod det skjønne Billed,
Imens han forfra sin Bolero spilled.

Vor Helt, der hidtil taus forundret stod
Og af de skjønne Syner lod sig friste,
Ei ret om han var vaagen meer nu vidste,
Saa selsomt virked Spillet paa hans Blod.
Han Galt sig nærmed, just som denne Sidste
Sin Dandserinde med et Buk forlod;
Han vilde ham sin Drømmetilstand male,
Men Galt var ikke meer at faae itale.

245 Han stod fordybet i et andet Billed,
En bleg Figur, der laa paa Knæ og bad,
Og en bodfærdig Nonne forestilled,
Med løste Haar, som Vinden spredte ad.
Dybt sukked Galt, mens en Choral han spilled,
Hvorpaa i Psalmetone rørt han qvad:
Min Bøn dig rørte, skjønne Magdalene,
Men dine Bønner her maae røre Stene.

Du var saa spansk og stolt - det vared længe,
Før du dig fange lod med søde Ord.
Jeg gik omkring, som Munken gaaer i Enge,
Og hæs mig for dit Gittervindve svor.
Jeg for din Celle rørte Cithrens Strænge,
Jeg led og stred - men Seiren og var stor!
Ja stor var Lønnen! Han en Hymne spilled
Og traadte hen saa for det næste Billed.

Der vistes frem, i mindre hellig Stilling,
Med Smiil om Mund og ret paa Traaden løs,
En laset, ung og deilig Tiggertøs,
Som holdt paa Skjødet fast en Kattekilling,
Og bad, med Haanden udstrakt, om en Skilling.
Ha! raabte Galt: Skjøndt pjaltet, ei du frøs!
Dit Blod var hedt! Jeg aabned knap dig Armen,
Før glødende du styrte d mig til Barmen.

Her Fiolinen næsten Feber fik,
Og længe foran Billedet han dvæled,
Imens for Kattekillingen han kjæled;
Hvorpaa i Kredsen videre han gik,
Idet med Toner han sin Lyst besjæled,
Bestandig vexlende med ny Musik.
Det ta'er paa Kræfterne! medeet han mumled,
Og ned i Lænestolen mat han tumled.

Vor Helt, som netop satte bort sit Glas,
Afsted til Bistand hovedkulds sig skyndte,
Og tog ved Siden af den Gamle Plads,
Der, kommen lidt til Kræfter, strax begyndte:
De seer mig gjøre Bod for hvad jeg syndte,
Altfor lyksalig, blev jeg utilpas;
Jeg kom i Svingning mod min egen Villie,
Og ligger her nu som en knækket Lilie.

246 Dog nok om mig! som først om otte Dage
Paany betræder dette Glædens Hjem;
Thi nu jeg er igjen ved mine Fem,
Og atter mægter Veiret let at drage,
Vil faderlig jeg snakke lidt med Dem.
Hvad var det nu? - De vilde Raad modtage?
Eh bien! Men før mit Raad jeg kommer med,
Maae først vi Tungen hjælpe lidt paa Gled!

Til Skjenkebordet hen han Adam førte,
Og satte Viin for ham og sagde: Drik!
Drik ud, min Ven! kun for det drukne Blik
Sig Paradisets Herlighed afslørte.
Til Lysten Perialen altid hørte,
Til Venus Bacchus - det er gammel Skik;
Thi den Begeistring, som er paa det Tørre,
Den kan umulig gjøre Hjertet større.

Her Flaskerne symmetrisk han rangered,
Og medens Adam tømte sin Pokal,
Syv, otte Sorter Viin Hr. Galt probered,
Hvorpaa han udbrød: Ak, med hvilken Pral
Har Philosopherne vor Tid tracteret!
Om Eenhed, Eenhed snakker man sig gal;
Men hvad er Eenhed? Hvem vil ei den vrage,
Naar han Mangfoldighed kan faae at smage?

Er Eenhed Aand? Jo pyt! Begrebets Reenhed
Ei mindste Spiritus fordrage kan;
Og hvis man vilde søge Vinens Eenhed,
Jeg vedde tør, man fandt det bare Vand.
Nei! Livet kjender ei til slig en Pænhed,
Det slaaer Mangfoldighedens Toner an;
Med hundred Sorter Viin det Hjertet fryder,
Og Qvinden ei, men Qvinder det os byder.

Det er det første Punkt, som vel bør mindes:
Kun i Mangfoldighed boer Hjertets Trøst;
Dernæst er Talen om Begrebet Lyst,
Thi Lysten er jo Skatten, som skal vindes.
Men naar vi spørge nu, hvor Lysten findes,
Da svarer os Erfarings vise Røst:
Den ægte Lyst kun dybt i Mindet throner,
Hvoraf den lokkes frem ved Viin og Toner.

247 See der, min unge Ven, min Theori,
Af hvilken De min Praxis sagtens gjetter:
Omgiven af de samtlige Portraiter,
Jeg først mig stemmer ved en Melodi,
Som mig i Mindets Drøm tilbage sætter.
Dernæst bemægtiger min Phantasi,
Af Vinen vakt, sig hvert et enkelt Billed,
Udførende hvad halvt kun er fremstillet.

Nu vil De spørge, hvad det Dem gaaer an;
Men bild Dem ind, at her De modtog Daaben! -
De er jo virkelig en smuk, ung Mand,
Og hele Verden staaer endnu Dem aaben.
Brug mod de Skjønnes Hjerter Deres Vaaben,
Og saml saa mange Minder som De kan;
Thi husk! til Vintren saltes Sild i Vaaren,
Og med at saae til Høsten venter Daaren.

Men godt det var, ifald en lille Billing
Af Lykkens gode Ting De kunde faae,
Og fremfor Alt en uafhængig Stilling,
Thi kun paa den Viis kan De Maalet naae.
Tag Dem en Kone, som har et Par Skilling,
Hvis ei paa anden Maade det vil gaae;
Ved hendes Guld De snart faaer gyldne Vinger,
Hvormed De som en Phønix op Dem svinger.

Og nu - her han polisk sit Øie hefter
Paa Adam, som andægtig lytter til:
Og nu, da jeg er kommen godt til Kræfter,
En Skaal vi til Finale tømme vil.
Gjør mig Besked og giv mig Intet efter!
Den skjønne Claras Gunst staaer her paa Spil:
Skaal for den Helt, hvem Seiren skal tilsmile!
Skaal for den Barm, hvorved han ømt skal hvile!

Vor Helt blev purpurrød, men dog han klinked
Med Galt, der fyldte Glasset nok engang
Og samtlige Portraiter huldt tilvinked,
Idet begeistret han Pokalen svang.
Skaal, mine Nympher! raabte han og blinked
Med Øinene, hvori der Taarer hang;
Gid i mit Liv I holde frisk mig Flammen,
Til ved min Død vi kan begraves sammen!

248 Her brød han op, og med fortumlet Sind
Tog Adam Afsked med den lyse Scene,
Og snart igjennem Taarnet steg han ene
Ned ad den dunkle Vindeltrappes Trin.
Han stod nu atter der i Maanens Skin,
Som glimted frem igjennem Skovens Grene,
Og langs med Havet, Bølgerne forbi,
Han hjem sig skyndte ad den øde Sti.

Og medens hed af Vinen frem han iilte,
Et nyt Lys over Livet op ham randt;
Thi skjøndt, naar Tanken ved den graa Galt hviilte,
Ham Manden forekom extravagant,
Og skjøndt han ad hans Færd endogsaa smulte:
Saa syntes det ham dog, at noget Sandt
Laa skjult i Læren om Mangfoldigheden,
Som Grundlag for Lyksalighed herneden.

Hans eget svundne Liv ham randt i Minde,
Der viste fattigt sig paa Poesi,
I Forhold til den Gamles Galleri,
Hvor Elskerinde hang ved Elskerinde.
Det syntes ham en herlig Lod, at vinde
Saamange Hjerter og dog være fri;
Det syntes ham en høist poetisk Tanke,
Et saadant Galleri sig selv at sanke. -

I slig en Stemning druknet og forliist,
Han Trapperne paa Galtenborg berørte,
Hvor man forlængst til Aften havde spiist,
Hvad han paa Gangen af en Tjener hørte,
Af hvem han nu til Døren hen blev viist,
Der ind til Fruens Dagligstue førte.
Der sad den Skjønne ved en Lampes Skin,
Med Kort foran sig, Haanden under Kind.

Der sad hun klædt med Smag og Elegance,
Heel tankefuld og med alvorligt Blik,
Og spilled i sin Eensomhed Patience,
Hvad tidt om Aftenen var hendes Skik.
Hun høit just gabed, da hun Øie fik
Paa Adam; men med megen Contenance,
Idet fra Stolen hun stod op med Iil,
Forandred hun sin Gaben til et Smiil.

249 Med dette Smiil gik hun ham let imøde,
Men pludselig hun sagtner sine Skridt,
Thi han, hvis Ærefrygt gik før forvidt,
Betragter hende nu med Blik, der gløde;
Og han, hvis Ord paa Munden ofte døde,
Tiltaler hende nu fortrolig frit;
Og han, hvem qvindlig Blyhed ellers smykker,
Til Læben fyrigt hendes Haand nu trykker.

I sin Forundring hun tilbage viger
Og sender ham et fremmedt Øiekast;
Men da endnu han holder Haanden fast,
I hendes Liliekinder Blodet stiger,
Og - vendende mod Bordet sig ihast -
Hun peger paa de spredte Kort og siger:
Ei sandt, Piquet det er et morsomt Spil?
Hvis De har Lyst, vi det forsøge vil.

Ja med Fornøielse! han kjækt udbryder,
Idet ved Divansbordet Plads han ta'er.
Men Clara, som til Alting Tanke har,
Nu hurtig i en Bunke sammen skyder
Aviserne, der nylig komne var;
Hvorpaa hun ringer og sin Tjener byder,
At bringe Kammerherren denne Kost
Med Hilsen, at det var fra sidste Post.

Da det besørget er, hun ned sig sætter,
Og maalende med Blik sin Contrapart,
Hun skruer Lampen op og Vægen retter,
Saa den dem beggeto belyser klart.
Imidlertid vor Helt, hvad let man gjetter,
Har bland't og givet Kort i største Fart;
Og til det store Spil han nu sig skynder,
Thi Fruen fra sin Forhaand alt begynder:

Syv Kort har jeg i Ruder - De, min Herre,
Hvor stor en Rommel kan De vise frem?
Ak, svarer han med Kjækhed: De er slem!
De romler saa jeg tumler, thi desværre
Jeg maa bekjende, mine Kort er færre,
Kun fire Hjerter kan jeg byde Dem.
Dog - hvis det Deres Naade ei forskrækker -
Mit eget, som det femte, til jeg lægger.

250 Man seer at Helten, for hver Frygt befriet,
Beruust af Viin og gridsk paa Eventyr,
Og med sit Hoved fuldt af Galleriet,
Begyndte Spillet som den raske Fyr.
Men Clara var i Spillet godt indviet;
Hun viser ham en Pande fuld af Skyer,
Og siger strengt: Hold Dem til Spillets Regler,
Og tro for Alting ei, vi spille Kegler!

Det gjorde Virkning. Rusen strax gik over,
Det stolte Mod saa dybt i Hjertet faldt,
At knap et frygtsomt Blik han fæste vover
Paa Damens høit sig brystende Gestalt.
En saadan Ydmyghed den Skjønne hover,
Hun siger med et Smiil, der siger Alt:
Bekæmp mig kun saa tappert som De mægter,
Thi her paa Haanden har jeg fjorten Knægter.

O, tænker han, hun kunde femten tælle,
Hvis til de fjorten mig hun lagde blot;
Men høit han svarer: Deres Knægter gjælde,
I Støvet mine Tier har De traadt.
Som i Triumf hun vedblev nu at melde
Konger og Qvarter, Terzer, Stort og Smaat,
Til hun i Stolen sig tilbage lagde,
Og leende Halvfemsindstyve sagde.

Nu - raabte hun - nu har jeg Intet meer,
Men De er taus; mit Slag for haardt Dem rammer.
Ja vist, jeg reent forloren er, han stammer,
Idet fra Kortet op igjen han seer.
Han seer hvor hendes Kind og Øie flammer,
Hvor ham imøde Purpurlæben leer,
Mens af sin Skulder rask hun Shawlet river
Med dette Udraab: Puh! hvor varmt her bliver!

Det var formeget! Strax han tabte Spillet,
Endskjøndt hun spiller ud for første Gang.
Skaal for den Barm! nu for hans Øre klang,
Og Hvilen ved den han sig forestilled.
Alt svandt for ham, kun ikke Claras Billed;
Han Kortet slap, mens han iveiret sprang,
Og Træet lig med overhugne Rødder,
Sank han med disse Ord for hendes Fødder:

251 O tilgiv mig! O tilgiv, Deres Naade!
Men i min Qval send mig en Lindring ned!
Hvad? spørger hun, paa eengang mild og vred,
Hvad gaaer der ad Dem? De er mig en Gaade,
Som jeg i Sandhed ei formaaer at raade.
Ak, stammer han, det er jo Kjærlighed!
Dem elsker jeg! for Dem mit Hjerte brænder!
Her som i Krampe greb han hendes Hænder.

Saa det er mig, hvem Kjærligheden gjælder?
Hun siger langsomt, men tilføier kort:
Der noget Splinternyt De mig fortæller.
Au! Slip min Haand! De klemmer den saa haardt.
Hr. Homo - jeg maa be'e Dem! Slip mig, eller -
Her reiser hun sig op og skyder bort
Den Knælende; men ogsaa han sig hæver,
Og siger blussende, mens Stemmen bæver:

Fortryllende! hvem alle Gratier smykke,
Tilbedte! til hvis Slave jeg er dømt,
O Clara! Clara! Und mig dog den Lykke,
Hvorom ved Dag og Nat jeg kun har drømt,
Engang til dette Hjerte Dem at trykke -
Her slyngede han Armen fast og ømt
Om hendes Liv, og skjøndt et Blik ham skrækker,
Med hede Kys han hendes Mund bedækker.

Hr. Homo! læsped hun: hvad skal det sige?
O, svarer han: jeg sagde det jo nys.
Hr. Homo! raabte hun: Ulykkelige!
Men hendes Raab han qvæler med sit Kys.
Hr. Homo! stammed hun: skal jeg da skrige?
Men blegnende medeet hun hvisker: tys!
Thi Døren knirker og en Stemme brummer:
Af Bladene der mangler jo et Nummer!

Bort! raaber Clara nu - og heftigt støder
Hun bort vor Helt, der, dreiende sig om,
Den Slaabrok-klædte Kammerherre møder,
Som med et Lys i Haanden mod ham kom.
Han troer at see et Blik, der hævnfuldt gløder,
Han troer at see i Flammeskrift sin Dom,
Og lammet som paa Lemmer saa paa Sandser,
For Galts Medusahoved stum han standser.

252 Der stod han stivnet, ret i Kattepine,
Mens end med udstrakt Arm man Fruen saae
I Forsvarsstilling stolt og ædel staae,
Med slig en Værdighed i Blik og Mine,
At Høiærværdighed det kaldes maa.
Men ubevægelig, som en Maskine,
Betragted dem Hr. Galt phlegmatisk koldt,
Mens resigneert han Lyset for dem holdt.

Medeet han vinker ad sin Gemalinde,
Og ind i Cabinettet Begge gik:
Hun, for at rense sig for hver en Klik,
Og han, deels for at lade sig forblinde,
Deels for den manglende Avis at finde,
Hvorefter speidende gik rundt hans Blik.
Men knap var Ægteparret borte, førend
Vor Helt ad modsat Vei fløi ud af Døren.

Ad Trappen op han til sit Kammer piilte,
Og Klæder, Støvler, Linned, Løst og Fast,
Han pakked sammen i den største Hast,
Hvorpaa i Huset han ei længer hviilte.
Betynget af sin Kofferts svære Last
Han stønnende til Bondebyen iilte,
Hvor Vogn han leied og en Kudsk fik fat,
Som kjørte bort med ham ved Midienat.

Hiin Tømmen holdt, men selv han Pidsken førte,
Hvormed saa rask paa Hestene han slog,
At gjennem Natten som en Storm de jog,
Og snart han Morgenhanens Galen hørte.
Men stedse frem mod Middelfart de kjørte,
Og ind i Byen han før Middag drog.
I Havnen laa en Smakke, nylig tjæret,
Den han besteg - og nu først trak han Veiret.

Han sukked dybt dengang fra Land man stødte,
Og rystende af Kulde mørk han saae
Tilbage mod den fyenske Kyst, der mødte
Ham vinterkold og taagefuld og graa.
Den tætte Regn hans Kappe gjennemblødte,
Paa sine Been han neppe kunde staae,
Han følte sig paa Sjælen gjennempidsket,
Af Tro forladt, af intet Haab forfrisket.

253 Han kom ihu, hvor Alt var anderledes,
Da han ifjor gik over store Bælt;
Og nu - idet sig Smakken nærmed snelt
Den jydske Kyst, som for hans Blik udbredes -
Hen paa hans Fremtidsskjæbne Tanken ledes.
Lang Tid i Tvivl og Uro stod vor Helt,
Da sukked han, som truffen af Erkjendelsen:
Hvad er man Andet, end Product af Hændelsen?

254

OTTENDE SANG

Min Læser! Du som kommen er tilende
Med syvende, skjøndt ei med sidste Sang,
Og end har Lyst til Bladet o m at vende,
For at forfølge Heltens krumme Gang,
Men dog som grundig Læser sporer Trang
Til først hans indre Tilstand ret at kjende:
Dig gad jeg spørge, om du aldrig saae
En Haandværkssvend paa Vandring ud at gaae?

Igjennem Gaden ned, med Bylt paa Nakken,
Hvor skred den muntre Svend som til en Dands!
Og Voxdugshatten med den friske Krands,
Hvor mangen yndig Glut i Øine stak'en!
Hvor skinned Vesten og hvor strutted Frakken!
Hvor stred de hvide Lærredsbuxers Glands
Om Prisen med de blanktpoleerte Støvler,
Hvis sømbeslagne Hæle Gaden høvler!

Hvor svang han Knortekjeppen, da hans Øie
Ved Byens Port ad Veien skued hen,
Mens Livet glimted fra de fjerne Høie,
Og vinked ad den lykkelige Svend
Med Løn for al hans Vandring og hans Møie!
Saa gik han bort - men da han kom igjen,
Og havde prøvet Livet paa sin Vandring,
O hvilken sær og mærkelig Forandring!

Af Krandsen er ei mindste Spor tilbage,
Og Hatten selv er uden Rand og Puld;
Paa Frak og Buxer seer man Lap ved Hul,
Og Støvlerne fra hine blanke Dage
Paa skjæve Hæle saaleløse knage,
Saa Foden vel har Loft, men intet Gulv,
Ikkun hans Knortekjep er uforandret -
Den støtted ham, mens hinkende han vandred.

255 Med Hat paa Snur gaaer op han gjennem Byen,
En Gjenstand for Medlidenhed og Spot;
Paa hvert et Gadehjørne hilset raat
Af Drengene med Hujen og med Hyen.
Men rolig sætter Næsen han i Skyen,
Og Alting tykkes ham er saare godt;
Han mærker ei til Folkets Spot og Murren,
Thi af de mange Snapse gaaer han snurren.

I denne Svend, som her han er fremstillet,
Min Læser til sit Studium nu har
Af Heltens Tilstand et sandfærdigt Billed;
Thi paa et hullet Hjerte han jo bar,
Hans Haab og Tro var fra hinanden pillet,
Og reent omtaaget af sin Ruus han var.
Han var som Svenden, naar man vil erindre,
At Svendens Ydre her er Heltens Indre.

Af Læserens Medlidenhed ledsaget,
Han meer og meer sig nærmed nu sit Hjem;
Thi alt af Landsbykirken seer han Taget,
Der bag de brune Høie dukker frem.
Han sprang af Vognen just som bedst han aged,
Og med fornyet Liv i hvert et Lem
Iforveien op ad Bakken han sig skynder;
Thi nedenfor hans Faders Mark begynder.

Ud over Land og Fjord sit Blik han sender,
Og atter Gavlen paa Baronens Gaard
Og Møllen bag den fjerne Skov han kjender.
Et Øieblik han tabt i Synet staaer,
Saa Veilefjorden brat han Ryggen vender,
Og i en Fart han Præstegyden naaer.
Derfra en Sti til Kirkegaarden leder,
Og for en hegnet Gravhøi hen han træder.

Han tog ei feil - det var hans Moders Grav!
Margrethe Homo stod paa Korset skrevet,
Og under Tallet paa de Aar, hun leved,
Var Timeglasset omvendt malet af,
Men næsten farveløst var Alting blevet.
Ved dette Syn i Suk han Luft sig gav;
Det stod for ham, hvor hurtig Alt udslettes,
Hvor snart en Sjæl - den bedste selv - forgjettes.

256 Han kom til Præstegaardens Port, der knaged,
Og da igjennem Aabningen han saae,
Ved første Blik sin Fader han opdaged,
Iført Kavaien og Kasketten graa.
Et velklædt Fruentimmer ham ledsaged,
Hvem midt i Gaarden han hjalp Kaaben paa,
Idet han sagde høit med munter Mine:
Besøg mig snart igjen, min lille Trine!

Ja mange Tak! hun svared, og sig vendte
I samme Øieblik mod Adam om,
Der strax den tykke Møllerdatter kjendte,
Da rød og blussende hun mod ham kom.
Han tog til Hatten, mens forbi han rendte.
Og styrted mod den gamle Homo, som
Med Blik ham maalte op og ned ad Skroget,
Og derpaa udbrød: Du! Nei hvad for Noget!

Her Armen som en Krog udstrakte Præsten,
Og, slaaende Kavaien fra sin Barm,
Han trykkede sin Adam ømt til Vesten.
En Stund stod Søn og Fader Arm i Arm,
Saa gik de Begge - Verten fulgt af Gjæsten -
Ind i den lille Stue, luun og varm.
Der blev der nu en Spørgen og en Svaren,
En heel Fortrolighed med halv Forklaren.

Der raabte høit man, efter Homos Vane,
Mens Reisen over stor' og lille Bælt
Med tusind andre Ting blev bragt paa Bane
Og drøftet, til sig Natten havde meldt.
Da brød man op, og fulgt af gamle Ane
Til Husets Gjæstekammer gik vor Helt:
Hun, med et Lys og Lagener til Sengen,
Han, med to Breve, nylig bragt af Drengen.

Men disse Breve længe havde ligget
I Præstens Postsæk; thi det ene var
Fra Veile Post ifjor September skikket,
Det andet ankom midt i Januar.
Paa begges Udskrift fæster Adam Blikket,
Signetet skarpt i Øiesyn han ta'er;
Han kjender Almas Segl - han kjender Haanden,
Og selsomt stemt han føler sig i Aanden.

257 Han gaaer i Gjæstekamret op og ned,
Urolig, adspredt, næsten som en Synder,
Mens gamle Ane sig med Sengen skynder
Og vender Dynen i sit Ansigts Sved.
Fortæl mig, Ane! han medeet begynder,
Hvad Godt og Nyt her hjemmefra Hun veed:
Hvor staaer det til? Gaaer det i alle Dele,
Som da min Moder styred for det Hele?

Nei, lille Adam! svared ham med Stammen
Den Gamle, mens fra Sengen op hun saae:
Nei, Alting her i Huset gik istaa
Fra den Dag, vi begravede Madamen,
Og hen i Taaget gaae vi Allesammen.
Vorherre veed om det vil bedre gaae,
Naar vi faaer anden Madmo'er og naar Fatter
Til Sommer gifter sig med Møllerens Datter.

Hvad? Gifter sig! udbrød med Heftighed
Vor Helt, som her et Skridt tilbage viger;
Og det med En af Møller Knudsens Piger!
Men hvem har givet Ane den Besked?
Aa, svared hun, hos Degnens man det siger,
Og det er ogsaa sandt, saavidt jeg veed;
Men Præsten ogsaa veed hvem han skal fæste,
For Trine har betydeligt tilbedste.

Han stod som himmelfalden - i hans Pande
Løb Møllerpigen med hans Tanker om,
Lig Møllehjulet med de rørte Vande,
Saa ei til Reflexioner han fandt Rum.
Han spurgte nu om Degnens Datter Hanne,
Ved hvilket Spørgsmaal til sig selv han kom;
Og gamle Ane svarer: Degnens Hanne!
Ja hende gaaer det godt, det maa man sande.

Hun tjener hos den unge Baronesse,
Hos hvem hun har en Kammerjomfru's Rang,
Og gaaer i Silkepels som en Prindsesse.
Hun har et Skjørt saa bredt, som hun er lang,
Og Fjer paa Hatten i en Fløielstresse,
Thi saadan er vi Mennesker engang.
Men kjæk hun bleven er ved dette Væsen,
Og overdreven høit hun sætter Næsen.

258 Her ud af Stuen gamle Ane gik,
Og Adam, som stod tankefuld tilbage,
Paa sine Breve fæsted nu sit Blik.
Ved Ovnen hurtig Plads han monne tage,
Paa Bordet stilled han sin Lysestage,
Og frem det sidst ankomne Brev han fik.
Han brød det Segl, der Almas Ord ham dølger,
Og læste for sig selv hvad her nu følger:

Jeg skriver til dig; men hvorfor jeg skriver,
Da paa mit sidste Brev der ei kom Svar -
Ja, dette Spørgsmaal selv jeg gjort mig har,
Og Svaret jeg endnu mig skyldig bliver.
Jeg skriver, medens Frygten mig indgiver,
At hvad jeg dengang skrev til Anstød var;
Med Ulyst mine Ord du har fornummet,
Og derfor er din Læbe nu forstummet.

Med denne Tanke lægger jeg mig ned
Hver Aften, naar jeg trættet af at gjette
Ei anden Aarsag til din Taushed veed;
Men du kun veed, om Tanken er den rette.
Ifald saa er, jeg blot kan sige Dette:
Alting var skrevet i Oprigtighed,
Med Ønsket, at det kjært dig maatte blive;
Hvis Ønsket glipped - du jo kan tilgive.

Men hvordan gaaer det dig? Om hvad dig mødte
Fra sidst vi skiltes, fik jeg aldrig Bud;
Som indesneet jeg sidder i min Hytte,
Kun Savnets og kun Vinterkuldens Bytte,
Og længes efter dig og Solens Gud.
Imellem seer af Hyttens Dør jeg ud,
Om Ingen af jer To dog snart vil komme?
Om ei den lange Venten snart er omme?

Saa sikkert paa dit Løfte da jeg stoler;
Thi blot jeg Kjolen af et Postbud seer,
I Haabets milde Skin jeg strax mig soler,
Og Brevets Indhold mig imøde leer.
Min Fryd og Skræk er disse røde Kjoler;
De nærme sig til Huset meer og meer;
De gaae forbi - paa næste Port der ringes,
Og min Forventning da til Graven bringes.

259 Til Graven - ja, men Døde skal staae op!
Det gamle Aar nu ringes og til Graven,
Dets Graad og Daad er gjemt i Dødninghaven,
Dets Liv er visnet, som i Rod, i Top.
Men over Livet brydes aldrig Staven,
Det ny Aar skyder strax en anden Knop,
Der frisk som min Forventning sig udfolder;
Dog Kulden begges Blomst tilbageholder.

Derfor til Aarets Drot jeg daglig beder:
Lidt Solskin og lidt Varme snart mig send!
At Livet om mig blomstre maa igjen,
Mens Haabet i mit Hjerte sig udbreder.
Som Gartnerpige jeg om Haabet freder,
I hvert et Frøkorn jeg jo strøer det hen,
At det maa voxe høit og Haven zire -
Og skulde da i mig det ikke spire?

Jo! Som et Barn, der favner ømt sin Amme,
Saa holder ogsaa jeg ved Haabet fast:
Jeg lader ingen Tvivl dets Vinger lamme,
Jeg lægger ei min Svaghed det til Last.
Dets Løfter daglig mine Læber stamme,
Jeg fryder tidt mig ved dets Øiekast,
Naar de forkynde, selv igjennem Taaren,
At Glæden sikkert komme vil med Vaaren.

Ja, naar den friske Vaarsol Alt forgylder,
Naar Guldregn tynger paa Syrenens Blad,
Naar Haven sig i Blomsterdækket hyller
Og Rosen aabner sig for Duggens Bad,
Naar Fuglesang det grønne Lysthuus fylder,
Hvor Haand i Haand ifjor saa tidt vi sad:
Da kommer du med Glæden fra det Fjerne -
Saa drømmer Dag og Nat din Alma Stjerne.

Bevæget Adam sad. Han lukked Brevet
Og aabned saa det andet fra ifjor,
Der meldte ham, at Tanten meer ei leved;
En hidsig Feber havde hende revet
Paa otte Dage bort fra denne Jord.
Som Efterskrift der fulgte nogle Ord
Om Husets Tilstand, og tilsidst Gjendrivelse
Af Et og Andet i hans sidste Skrivelse.

260 Han fra sin Plads sig reiste; op og ned
Ad Gjæstekamrets Gulv igjen han vanker,
Mens rørt af Mindets Skjønhed Hjertet banker.
Da pludselig - før selv han af det veed -
Omtumles i en Contradands hans Tanker,
Og Clara ham forbi med Prindsen gled.
Han vilde dem med Almas Brev forjage;
Men Brevets Ord medeet var blevne svage.

Hvad feiled ham? Han vidste selv ei ret;
Han følte sig i hvert et Opsving hæmmet,
Saa adspredt, saa omtaaget, saa forstemmet,
Saa tung, og dog saa villieløs og let.
Hans Sygdom var (at jeg skal sige det)
At for sig selv han reent var bleven fremmed;
En Sygdom, der jo hyppigt træffer ind,
Naar først sig adskilt har Gemyt og Sind.

Thi som bekjendt kan femten Sind man have,
Mens aldrig meer end eet Gemyt man har.
Men Livets Holdning, der begrundet var
I begges Eenhed, kommer strax aflave,
Naar Sindet, ikke længer holdt i Ave,
Løsrevet fra Gemyttet Flugten ta'er;
Naar fra sit eget Selv sig Jeget skiller,
Og Sindet, uden Fører, sig forvilder.

Det gaaer da Sindet som det gaaer en Skipper,
Der driver i en fremmed Stad omkring,
Og falder ind paa alle Kroer og Kipper,
Og gjør til hver en Dandsebod et Sving:
Af alle Livets Skaaler lidt det nipper,
Det smager lidt paa alle gode Ting;
Det neppe bundet atter løs sig river,
Og strax igjen det hængende dog bliver.

Det er da ikke meer det dybe Sind,
Der i Gemyttets Dyb sig sænker stille;
Ei meer det høie, der ved Hjertets Kilde,
Til høi Beslutning suger Kraften ind;
Det lader hvert et Indtryk med sig spille,
Det dreies som en Fløi af hver en Vind,
Det i sin Tomhed reent kan blive borte,
Kan krænges, vendes, skiftes som en Skjorte.

261 Thi Sindet i sig selv er kun et Hang;
Dets Uro Savnet af et Indhold skyldes,
Og i dets Armod grunder sig dets Trang
Til altid af en anden Magt at fyldes.
Det vil betages, hæves og fortrylles,
Det leve vil - det er dets Maal engang;
Er Glæden opbrugt, vil af Sorg det næres,
Men allersidst af Kjedsomhed fortæres.

Men ihvor tidt end Glædens Skaal det tømmer,
Det lever dog kun kummerligt og knapt,
Thi for Gemyttets Rigdom blev det skabt.
Kun der, hvor Følelsen i Dybet drømmer,
Hvor frem af varme Kilder Tanken strømmer,
Hvor Jeget, meest i Yderverdnen tabt,
Sit eget billedløse Selv gjenfinder,
Kun der sig Kraft og Fylde Sindet vinder.

Naar Adam for sig selv vi kaldte fremmed,
Vi derfor Ordet i den Mening tog,
At med et verdsligt Sind, der løs sig slog,
Han sig i Indtryk følte sønderlemmet.
Men, vil min Læser sige - lidt beskæmmet
Paa Heltens Vegne - men en Theolog!
Af sligt et Sind en Hykler frem maa komme;
Dog altfor rask man fælder slige Domme!

Thi sees ei mangengang det Contrasterende,
Af Livet enet, finde sig tilpas?
Seer man ei tidt en melankolsk Bajads,
Og Hædersmænd, sig selv prostituerende?
Seer man ei Smaabørn, som er critiserende?
Har man ei Mand-Sopran og Qvinde-Bas?
Seer man ei magre Koner gift' med fede Mænd?
Og har man ikke joviale Bedemænd?

Ifald saa er, man og maa kunne finde
Sig i en verdsligsindet Theolog,
Der, hvergang ham den Elskte randt i Minde,
Sit stille Hjertesuk oprigtig drog,
Men neppe hørte Sukkets Lyd forsvinde,
Før fremmedt Stof i Tanken han optog,
Der hindred ham at tænke Sukket efter,
Saa Kjærligheden aldrig kom til Kræfter.

262 Dog var det ikke Clara, som var Grunden
Til denne Tilstand, med dens Brøst og Bræk,
Thi som en Drøm hans Lidenskab var svunden.
Det gik ham med dens Storheds spændte Træk,
Som naar om Morgenen man gaaer i Lunden
Og slaaer i Spindelvæv. Hvor er det? - Væk!
Fra den Tid Damens Øienspil han savned,
Var af hans Kjærlighed endnu kun Navnet.

Men hvad ham daglig nu forstyrred Freden,
Hvad ham adspredte, saa han Ro ei fik,
Hvad ham forknyttede, var Herligheden,
Hvis Tab ham idelig til Hjerte gik.
Hvert Syn i Hjemmet gjorde ham fortræden:
Den jydske Simpelhed, der traf hans Blik,
Hvad var den mod den fyenske Glands, hvis Billed
Sig uafladelig for Øiet stilled?

Hvad var vel Fyrreslæden imod Kanerne,
Der foer afsted til Sølverbjældens Klang?
Hvad var de skidne Høns og Gæs mod Svanerne,
Hvis hvide Halse var hans Fryd engang?
Hvad var vel Silhouetterne mod Ahnerne,
Der oliemalt' i gyldne Rammer hang?
Hvad var den usle Have - hvad var Marken
Og Lunden imod Galtenborger-Parken?

Og Præstegaarden selv - de mugne Vægge,
Hvor ofte gjorde de ham ei forstemt!
Og Stuen til hvis Loft man kunde række,
Hvor følte han i den sig saa beklemt!
Og Kakkelovnen, som ei vil trække,
Men som med Østenvinden røg saa slemt:
Hvor minded den ved Aften og ved Morgen
Ham om den rene Luft paa Galtenborgen!

Og nu det Selskab, som sig tidt indfandt
I Præstegaarden! Denne Møller Knudsen,
Som aldrig af sit Hoved tog Kabudsen,
Og disse Døttre, pyntede galant,
Og denne Seminarist, saa stiv som Strudsen,
Og denne fløitende Forpagter Brandt,
Som red paa Hestedækken uden Sadel -
Ak, hvad var disse mod den fyenske Adel!

263 Men Søndagmorgen, naar i Kirkestolen
Han blandt en halv Snees gamle Bønder sad,
Imens hans Fader, iført Præstekjolen,
Afpilled Troen baade Blomst og Blad,
Og med et Ansigt, smilende som Solen,
Moral og Dogma konstigt skilte ad,
Mens familiært han talte med Vorherre:
Ja, da ham Alting tyktes endnu værre!

Da til sig selv han sagde mangengang:
Det altsaa Maalet er, hvortil jeg stræber,
Engang som Præst at aabne mine Læber
For slig en Menighed i Dannevang,
For - medens Aanden i mig selv jeg dræber -
At gjøre alle Andre Tiden lang,
Ved dem den store Nyhed at forkynde,
At Skriftens Ord forbyder os at synde.

Og hvad er Lønnen? Lad mig ei bedrage mig!
En ringe Bolig og et fattigt Brød,
En Omgang og et Selskab, som vil plage mig,
En Degn, med hvem jeg evig faaer min Nød.
Men det er sandt, en Kone kan jeg tage mig,
Og leve, glemt af Verden, til min Død;
Og er som Jubelolding jeg ilive,
Da Consistorialraad kan jeg blive.

Vor stakkels Helt! han virkelig blev bitter.
Sit Kald, sit Liv, sin Lod bestemt han veed;
Den ydre, tvingende Nødvendighed
Afpælet har hans Fremtid med sit Gitter.
I tusind Ønsker sig hans Sjæl adsplitter,
Men ingen Hjælp fra Himlen faldt der ned;
Hans Fremtidsbane lod sig ei forandre,
Kun ad den slagne Vei kan frem han vandre.

Paa disse Tanker daglig Drøv han tygged,
Naar han sin vante Tour paa Marken gik,
Hvor Storken alt i Træet Reden bygged,
Og Lærken hilsed ham med Vaarmusik;
Hvor Jorden sig med Grønsværtæppet smykked,
Og Solen aabned Himlen for hans Blik;
Hvor Livets Spirekraft i Alt sig rørte,
Mens Foraarsvinden Balsam ham tilførte.

264 Den friske Vind lod frit han med sig spille,
Og i det vakte Liv han saae sig om
Saalænge, til han traf paa Frelsens Kilde,
Der - selsomt nok - ud fra ham selv just kom.
En Dag paa Manken stod medeet han stille,
Og fyldende de slappe Lungers Rum
Med kraftig Foraarsluft, som Hjertet svalte,
Han til sig selv paa denne Viis nu talte:

Hvor har dog hidtil galt jeg ad mig baaret,
Og kun de ydre Magter Hylding bragt!
Først var det Skjæbnens blinde Gud, jeg kaared,
Og saa et Forsyn blev jeg underlagt;
Saa var det Hændelsen, hvis Spil mig daared,
Og nu er det Nødvendighedens Magt -
Men hvilken ydre Magt kan da vel hindre
Den Frihedsmagt, der throner i mit Indre?

Opveier den ei Alt? Saasnart jeg siger
Jeg vil, og holder villiefast min Aand:
Mon ei hver Skranke da tilbage viger,
Og hvor er meer da Hindring, Trang og Baand?
Af dette Vil en Skaberkraft fremstiger -
Har ikke jeg min Fremtid i min Haand?
Kan ikke selv jeg forme den og danne
Den efter Tanken i min egen Pande?

Hvis Theologien jeg vil vende Ryggen,
(Hvad jeg endnu dog ingenlunde veed)
Mon ei et Præstekalds Nødvendighed
Da for min Villie træder strax i Skyggen?
Vil jeg i anden Sphære søge Lykken,
Og bane mig en Vei, lidt mere bred,
En Vei, lidt mere hævet over Hoben,
Staaer ei den hele Verden da mig aaben?

Utvivlsomt! Til min Afmagt kun var Grunden
Den Stilling, som jeg før min Frihed gav,
Idet jeg meente den afhængig af
Den ydre Livets Magt, som holdt den bunden.
Gud være lovet! denne Tro er svunden;
Her paa min fulde Frihed gjør jeg Krav!
Hver Lænke, som mig tvang, jeg bryder sønder;
Fra denne Stund mit Frihedsliv begynder!

265 Han taug og skued rundt om sig med Glæde,
Og Smilet, længe savnet om hans Mund,
Saaes atter frem paa Læberne at træde.
Lægt var hans syge Sind fra denne Stund;
Tilfredshed i hans Bryst tog atter Sæde,
Og hjertefrisk blev snart han sjælesund.
Han i sin Frihed Tryllestaven eied,
Hvormed til hver en Kant han fra sig feied.

Først svang han den mod Hændelsernes Lyn,
Der Glimt i Glimt hans Udsigt monne skjule,
Hvergang i Fyen han løfted kun sit Bryn:
Og see! forvandled' til en Sværm af Fugle,
Nu rundt i Luften, røde, hvide, gule,
Bevingede de flagre for hans Syn;
De stige op og ned, i Kommen, Svinden,
Og skareviis de føres bort af Vinden.

Dem kan han ikke frygte, disse Smaa,
Hvoraf man fem kan for en Penning kjøbe;
Thi deres harmfri Væsen de jo røbe,
Ved lige villigt Godt og Ondt at spaae.
Kolbytter vel i Luften kan de støbe,
Og lette Volter vel i Luften slaae;
Men Vinden, som dem Curs og Retning giver,
Tilsidst sig fra en Frihedsmagt dog skriver.

Ja, netop hvad tilfældigviis os hændes,
Sig viser som Product for Tankens Dom
Af Guds og Individets Frihed, som
I Eet slaaer sammen, hvorved Spillet vendes.
Tilfældets Lov dog vanskeligt erkjendes;
Thi det Product, som her der spørges om,
Just af en dobbelt Frihed er Fuldendelsen,
Og derfor uberegnelig er Hændelsen. -

Med dette svære Spørgsmaal let besvaret,
Tog nu han paa Nødvendigheden fat,
Hvis Aag vel nys hans Villie sprængte brat,
Men hvis Natur hans Tanke dog ei klare d.
Her hverken Flid han eller Møie spared;
Han tydsk Logik studered Dag og Nat,
Til han Nødvendighed fik sammenknebet
Og reduceert til Reflexionsbegrebet.

266 Nu først i Tanken frit han rørte sig,
Thi hvert et Spor forsvundet var af Tvangen,
Nu da Nødvendigheden selv laa fangen,
Afmægtig lænket, en Prometheus lig.
Hans Frihed hver en ydre Magt holdt Stangen;
Som aldrig før paa Mod og Styrke rig,
Ud over Livet han sit Blik nu sendte,
Der altid hjem med Haabet til ham vendte.

Og fyldt af dette Haab, det uvist søde,
Hvis Fylde næsten gjorde ham beklemt,
Og med en Fortid, der var halv forglemt,
Beslutted han sin Fremtid kjækt at møde.
Dens dunkle Skjød hans Skjæbne skulde føde,
Der skulde være ganske ubestemt:
En mulig Lykke foregreb han ikke,
Thi Alting in suspenso skulde ligge. -

- Saavidt han kommen var med sin Methode,
Da Sommeren kom med sin Fuglechor,
Med sine Purpurskyer, sit Rosenflor,
Og minded om at nyde Jordens Gode.
Han og hans Fa'er derfor en Dag forlode
Tilvogns den lille Præstegaard og foer
Til Skoven ud, for Fuglesang at høre,
Og for Baronens et Besøg at gjøre.

Vor Helt sig havde raadført med sin Skræder,
Og med en Halsklud, ziirligt sammenlagt,
Og med en næsten ny, moderne Dragt,
Tog han galant sig ud i sine Klæder.
Herover gamle Homo ret sig glæder,
Og tidt med Faderstolthed gav han Agt,
Naar Sønnen, heelt tilbageslængt paa Sædet,
Sin Næse snød med Silke-Lommeklædet.

Hør Kukkeren! Hør Kukkeren, min Søn!
Paa eengang med et Udraab han begyndte,
Mens ind i Skoven, duftende og grøn,
Fra Landeveiens Støv sig Vognen skyndte:
Et langt Liv denne Sang mig selv forkyndte,
Da syg af Gigt ifjor jeg sad i Løn
Og bad den gode Gud mig Livet spare -
Men spørg nu du, og lad Propheten svare.

267 En net Prophet, der kun gjør Buk paa Buk!
Gjensvared Adam, da hans Fader endte,
Hvorpaa han hæved Stemmen klar og smuk,
Og ind i Skovens Dyb det Spørgsmaal sendte:
Hr. Gjøg! hvormange Aar kan jeg mig vente? -
Kukkuk! lød Skovprophetens Svar - Kukkuk!
Kukkuk, Kukkuk, (snart korte Kuk, snart lange)
Kukkuk, Kukkuk, vist over tred've Gange.

Naa, smulte Præsten, den ei kort sig fatter,
Den næsten dig en Gubbes Aar jo spaaer;
Men siig hvormange (her han raaber atter)
Vil der gaae hen, før Adams Bryllup staaer?
Kuk! svarer Gjøgen, og med tvungen Latter
Vor Helt udbryder: Hvad! til næste Aar? -
Men Homo kaster oprømt sig tilbage,
Idet han byder Kudsken frem at age.

De kom til Sideveien, fra hvis Bakke
Just rulled ned et ziirligt Kjøretøi,
Der kjørtes af en Dreng i Fløielsfrakke,
Med rød Baret, hvorunder Haaret fløi.
Ved Siden af sad rank, med hævet Nakke,
En pyntet Dame, baade høi og drøi.
Den muntre Knalden Hestene bevinged,
Og hurtig ind paa Veien Vognen svinged.

Hvem - hvisker Adam - ruller der saa let?
Tys! svarer Homo: Baronesse Mille -
Og idetsamme holder Vognen stille,
Og Homo hilser dybt med sin Kasket.
Sit Blik paa Adam lader Damen spille,
Men Kjøresvenden raaber: Seer jeg ret,
Hr. Pastor Homo! - Og hvorhen forresten?
Til Hr. Baronens Dør, gjenmæler Præsten.

Fortræfligt! lyder Svaret: jeg Dem melder;
Hvorpaa i Luften svingende sin Pidsk,
Den muntre Kudsk nu raaber: Fremad! Frisk!
Og kjører til, som om det Livet gjælder.
Men ud af Vognens Slag sig Damen helder
Og seer tilbage, smilende polisk,
Hvorved paa Adams Kinder Boser skabtes,
Der svandt, da snart afsyne Vognen tabtes.

268 Naa (til sin Fa'er han siger) man maa sande,
Tilveirs stod Baronessens Hat og Fjer.
Ja vist, Papa ham svarer: klart du seer!
Hun med de hvide Fjer var Degnens Hanne.
Hvad! raaber Adam, mens den Gamle leer,
Hvem var da Kudsken med den kjække Pande,
Der bar den røde Hue, smykt med Tressen?
Ih! svarer Homo: det var Baronessen!

Vor Helt forbauset sad, og lutter Øre
Han var, imens hans Fader bliver ved:
Ja, Baronessen ikke blot kan kjøre,
Men sin Beriderkonst forstaaer hun med.
Sin lille Jagtflint kan endog hun føre,
De vilde Fugle gjør hun tidt Fortræd;
Men er forresten, hvad man end vil sige,
En høist begavet og fortræflig Pige.

Jeg veed nok der er Folk, som hende kalde
Et lidt forkjælet Barn - men Herregud,
Som eneste Datter, som det sidste Skud,
Hvem Baroniet eengang vil tilfalde,
Har hun ei flere Feil end vi har Alle,
Og frisk og sund hun er og glat af Hud.
Hvem hun i Hymens Tempel sætter Stævne,
Lykkens Pamphilius man vel tør nævne.

Et Baroni paa otte hundred Tønder,
Foruden Mose- Skov- og Mølleskyld;
Hovpligtige halvtrediehundred Bønder,
En Faarehjord, foruden Plet og Byld,
Et Meieri, hvis Smør Alverden ynder:
Hvad siger du, min Søn, til den Idyl?
Hvad mener du? (han napped ham i Trøien)
Har du ei Lyst at skyde Pappegøien?

Du bliver rød. Du troer nok, at jeg maler
Et Luftcastel, som ei for Jorden duer?
Du troer, at Baronessers Idealer
Langt overgaae en Præstesøns Natur?
Men vær du rolig! jeg for Alvor taler.
Med din Forstand, dit Ansigt, din Figur,
Man støder ikke paa Umuligheder,
Og tro du mig, man ligger som man reder.

269 Vor Helt sig rømmed. Hvordan er Baronen?
Som halv i Distraction nu spurgte han.
Baronen, lyder Svaret, er en Mand,
Som baade frygter Gud og ærer Kronen,
Og som har god og jævn og Jydsk Forstand.
I hvad han siger klinger Hartkorns-Tonen;
For al sin Tale har han til Vehikel
Den gamle Jagtlov og den ny Matrikel.

Som Enkemand i snart en halv Snees Aar,
I Verden Ingenting saa høit han skatter,
Som denne skjelmske, overgivne Datter,
Der altid med Papa sin Villie faaer.
Med Bøn og Graad, med Luner og med Latter
At drei' og vende ham hun ret forstaaer;
Og faaer hun blot det Indfald, hun vil ha'e dig,
Baronen og til Svigersøn maa ta'e dig.

Klem derfor paa, min Søn! Klem paa, klem paa!
En saadan Udsigt blev ei Hvermand givet:
En nittenaarig Brud, hvis Skjørt er stivet
Med Herligheder, saa det nok skal staae.
Gaa som en Karl din Lykke rask paa Livet!
Og lad dig ikke strax af Marken slaae,
Hvis Baronessen lidt tilvands dig rider:
Den Hund, som gjøer, just ikke derfor bider.

Her foran Ledet Homos Tale standsed,
Men høit paa Banken, som nu hilste dem,
Steg Herregaardens røde Tage frem,
Og store Marker Bygningen omkrandsed.
De fulgte Bækken, som fra Skoven dandsed
Ned mod de grønne Dale, Qvægets Hjem,
Og kjørte opad saa, hvor Veien slynger
Sig frem imellem høie Gjødningdynger.

Vor Helt den store Ladegaard gjenkjender,
Han mindes dunkelt Meieriet hist,
Og nu, da ind ad Porten Vognen vender,
Hans Øie møder Gaardens Gavl og Qvist,
Og Trappen med det brede Jerngelænder,
Som han for tolv Aar siden skued sidst.
I Døren Hanne stod som gammelt Venskab,
Med hvem han hurtig gjorde nyt Bekjendtskab.

270 Mens hun gik foran, for dem ind at føre
Til hvad hun kaldte for Baronens Baas,
Og mens vor Helt galant la'er hende høre,
At hun er bleven kjøn fra sidst de saaes,
Sig gamle Homo bøier mod hans Øre
Og hvisker sagte, saa det knap forstaaes:
Ja, gode Miner hold med Kammerpigen,
Thi hun til Baronessens Gunst er Stigen.

De stod for Døren til et stort Gemak,
Som Kammerpigen aabned for dem Begge,
For derpaa selv tilbage sig at trække,
Mens gjennem dunkle Skyer af Røgtobak
De skred forbi den lange Støvlerække
Op mod Baronens paillegule Frak.
Han paa en Sopha sad og fored Hunden,
Der knurrende gav Hals og aabned Munden.

Han reiste sig - en mager, lang Gestalt,
Med Haaret graat og filtret, Ryggen bøiet,
Med Sløvhed og Godmodighed i Øiet,
Men med et Ørnenæb, der trodsed Alt.
Ih, see goddag! han brummede fornøiet,
Mens Piben af hans Haand paa Bordet faldt:
Det Fanden ta'e mig glæder mig at see Dem!
Sæt Dem, Hr. Pastor! Sæt Dem! Maa jeg be'e Dem!

Det er nok Deres Søn - Vær stille Hund!
Er det Maneer imod din Præst at tage? -
Naa, tag dog Plads! Min Knaster maa De smage,
Endnu til Middagstid vi har en Stund.
Her er Tobak og Øl - vil De behage!
Tys, Tyrras! - Satan, vil du holde Mund!
Her greb han Tyrras fat ved begge Øren,
Og spændte den med Foden ud ad Døren.

Man satte sig, og vældig blev der røget,
Mens Præsten og Baronen gjennemgik
Det ypperlige Gjødningsstof, man fik,
Naar man Guano blandede med Møget.
Vor Helt sad taus, og da han selv ei smøged,
Saa banded dobbelt han Baronens Skik,
At blæse ham den skarpe Røg i Næsen,
Der nødte ham til evig Contra-Blæsen.

271 Dog endelig Forløsningstimen slog,
Tilbords de kaldtes af Lakaien Ole,
Og alle Mand til Spisesalen drog,
Som, gammeldags, var smykt med Ruslæ'rs Stole.
Der Hanne retted an i Silkekjole
Ved Sidebordet, hvor hun ud sig tog,
Skjøndt fjernt fra Taflet selv, det cirkelrunde,
Omkring hvis Dug der snused fire Hunde.

En Dør gik op - og buttet, frisk og rød,
Med Halsen bar, med Kroppen svær og lille,
Med brune Øine, der i Ho'det spille,
Med sorte Lokker, der om Skuldren flød,
Indtraadte hvidklædt Baronesse Mille,
Hvem strax tilbords den gamle Homo bød;
Nei, raabte hun: hos Deres Søn jeg sidder!
Jeg for idag ham kaarer til min Ridder.

Ved disse Ord Stumpnæsen om hun dreied
Imod vor Helt, hvem det just kom tilpas;
Han bukked dybt, mens skjødesløst hun neied,
Og snart ved Damens Side tog han Plads.
Baronen Hundene tilside feied,
Hvorpaa han fyldte sit og Præstens Glas,
Og tog paa Maden fat, imens hans Datter
Sit muntre Væsen drev med Spøg og Latter.

Hun Pastor Homo rigtig holdt i Aande;
Thi naar hans Ønske til Exempel gjaldt
Lidt Peber, rakte hun ham Allehaande,
Og naar han bad om Sukker, fik han Salt.
Men meest hun bragte sin Papa i Vaande,
Thi rask hun sagde ham imod i Alt,
Og hvad saa Ørnenæsen monne sige,
Bestandig den for Stumpen maatte vige.

Med Hanne havde Meget hun at hviske,
Og til hinanden nikkede de tidt
Med Smiil, der forekom vor Helt poliske.
Men nu (imens de Gamle Skridt for Skridt
Det sidste Aars Capitelstaxt opfriske)
Hun sig mod Adam vender kjækt og frit
Og siger: tro mig, jeg forlængst Dem kjender;
Igjennem Hanne vi er gamle Venner.

272 Hun tusind Ting om Dem mig har fortalt;
Jeg veed, hvortidt De Skoleret har staaet,
Jeg veed, hvad til Examen De har faaet,
Jeg veed, Dem Rygtet har forlovet kaldt;
En lille Gartnerpige, som er gaaet
Dem om i Hovedet, jeg kjender alt.
Her lo hun høit; men Adam, rød i Panden,
Kun tænkte ved sig selv: det var som Fanden!

Aa, vedblev hun, idet hun med sin buttede,
Sin lille Haand en Jagthund gav et Rap,
Saa bort fra hendes Skjød den trak sin Lab:
Jeg troer just ei, hvad Rygtet Dem paaduttede;
Ved første Blik jeg til en Mand mig sluttede,
Som for en Blomst sin Frihed offrer knap.
Friheden level Her hun Glasset tømme d,
Mens han i sin Forlegenhed sig rømmed. -

Da Taflet var forbi, dem Kaffen vinked.
Man til den køle Havestue gik,
Hvor alt imøde Kopperne dem blinked,
Som Hanne fyldte med den brune Drik.
Baronen strax til Lænestolen hinke d,
Og Præsten sig med Baronessen fik
En luun Passiar, mens Adam stum beskued
To Kobberstik, hvis gyldne Rammer lued.

Det ene Billed viste ham George Sand,
Romanforfatterinden med Routine,
Der svang en Ridepisk, mens klædt som Mand
Hun røg sig en Cigar med vigtig Mine.
Det andet viste Tydskernes Bettine
Foran sit Speil, ved Skriverbordets Rand,
Sig selv beskuende, mens Haanden førte
Den rappe Pen, hvis Sprutten fast man hørte.

Vor Helt stod tabt i de berømte Qvinder,
Da Mille, som af Præstens Snak var kjed,
Med dette Spørgsmaal iilte til ham ned:
Hvad siger De til mine to Heltinder?
Aa, svared han: passable jeg Dem finder.
Passable! gjentog hun med Ivrighed:
Husk, Talen er om Damer, som har vippet
Hver Mand i Røg og gjennemført Principet.

273 Han tog sig sammen i sin Distrahering,
Idet han spurgte, hvad Princip det var.
Jeg mener Qvindernes Emancipering,
Gav, kjækt sig brystende, hun ham til Svar;
Det store Tidsprincip, som en Rumstering
I alle svage Hjerner frembragt har;
Men for hvis Gjennemføring tusind Qvinder
Beredt at offre Liv og Blod De finder.

Her saae hun ham med Dristighed i Øiet;
Men han, som slig en Kjækhed ei forstod,
Og som paa ingen Maade var fornøiet
Med Spøgen, hun ved Bordet sig tillod,
Sig næsten haanlig mod den Skjønne bøied,
Og svared rask, med usædvanligt Mod:
Aa, sligt et Offer neppe vil sig lønne,
Principet selv er ikke værd en Bønne.

En Bønne! raabte Baronessen høit,
Mens skrømtet Vrede hendes Blik oplued;
Dog Adam trodsed Blikket, som ham trued,
Og føied til: Nei, ikke værd en Døit!
Hvad! ei engang med Bønnen er De nøi't?
Udbrød hun atter, medens rundt hun skued.
Har du hørt Mage, Hanne! Hørte du?
Principet man i mig forhaaner nu.

Alt kom i Røre. Gamle Homo vilde
Ved Mægling dem forlige beggeto;
Den spændte Hanne halv forlegen lo;
Den svage Fader raabte: Mille, Mille,
Det gaaer forvidt! Nu maa du tie stille,
Du reent forstyrrer mig min Middagsro.
Men Mille gav til Svar, lidt uopdragen:
Papa, jeg be'er Dem, bland Dem ei i Sagen!

Her rask omkring paa Hælen hun sig vendte,
Rev Havedøren op, og hurtig ned
I Lunden mod det tætte Krat hun rendte,
Af Hanne fulgt, hvis Fod i Farten gled.
Vor Helt stod slagen - gamle Homo vred
Ham et af sine bistre Blik tilsendte;
Men gabende Baronen sagde blot:
Nu kan en L'hombre rigtig gjøre godt!

274 Thi gik man atter til Baronens Kammer,
Hvor L'hombrekort og Piberne kom frem,
Og hvor ved Sommersolens gyldne Flammer,
Som dog Tobaksrøg næsten skjulte dem,
Beet efter Beet som Lynet Adam rammer,
Saa han aldeles tabte sine Fem;
Han fire Timer lænket sad til Stolen,
Med Ryggen vendt mod Haven og mod Solen. -

Saa endtes denne Tychobrahes-Dag,
Der ham i hver en Retning Tab paaførte,
Og i hvis Minde han kun lidt fandt Smag,
Dengang ved Maanelyset hjem de kjørte.
Paa Veien han sin Faders Skoser hørte:
Jo du har rigtig fremmet godt din Sag!
Jo du har Verdenstone, som man siger!
Du smukt forstaaer at vinde unge Piger!

Men du maaskee af andre Lænker bindes,
Af noget ret Sublimt og Idealt?
Ved Bordet blev jo, hvis jeg rigtigt mindes,
Der om en lille Gartnerpige talt.
Jeg vil dog haabe Rygtet falsk befindes,
Et sligt Parti det var dog altfor galt -
Nei, vær kun rolig! Jeg vil Intet høre!
For selve Tanken stopper jeg mit Øre.

Der sad vor Helt en net! En indre Stemme
Tilraabte ham: Nu, Adam, vær en Mand!
Din Kjærlighed ei længer taus du gjemme,
Men lad den tale, saa det spørges kan!
Benyt det givne Vink til den at fremme!
Lad Dagens Uheld aabne din Forstand!
Gjør nu dig fri! Du kan endnu med Ære,
Slaa løs, og lad saa briste eller bære!

Dog kun forgjæves hørtes Stemmen lyde;
Thi stum sad han, der bleven var for klog
Til sig om slige Stemmer meer at bryde,
Hvormed en Enthusiast sig tidt bedrog;
Til sig de skjæbnefulde Vink at tyde,
Hvorpaa man finde kan en Catalog
Hos Overtroen, hvoraf han jo blæser.
Saa tænkte han - hvad siger du, min Læser?

275 Hvad mener du om disse skjulte Røster,
Der tidt i Lykken vende sig til En;
Der tidt i Livets Modgang og dets Meen
Os hilse lig Musik, der Hjertet trøster;
Der stundom gjennemzittre Marv og Been,
Lig Tordenslaget, naar det Huset ryster;
Der blidt os lokke med et Kom, o kom!
Der strengt os true med Vend om, vend om!

Og hvad Betydning vil vel du tillægge
De stille Vink, der Sands og Tanke slaae;
Der snart os lede ret og snart os gjække,
Men hvis Natur og Grund vi ei forstaae?
Vink, der lig Hænder os i Kjolen trække,
Vink, der lig Stjerner os vor Skjæbne spaae,
Vink, der i Eensomheden aabenbares,
Og Vink, der midt i Verden kan erfares.

Alting beroer her paa den rene Sands,
Der sanddru dømmer, uden Valg og Vragen;
Thi Tro saalidt som Vantro afgjør Sagen,
Og Videnskaben rides reent tilvands.
De Stjerner, som fornegtes kan om Dagen,
Dog gjennem Natten bryde frem i Glands;
Men Den, som i et evigt Daglys boede,
Mon ogsaa han paa Stjernehimlen troede?

Saadan i Dagens Prosa gaaer tilgrunde
Og i Forstandens Klarhed mangen Skat,
Som sig et luttret Sind tilegne kunde,
Ved at fordybe sig i Livets Nat.
Thi gjennem denne tale tusind Munde,
Og tusind blanke Tegn paa den er sat;
Men for at tolke dem og fatte Sproget,
Det gjælder om en Sands, en uomtaaget.

Det gjælder om, at Tidens Møl og Rust
Ei svækket har dit indadvendte Øre,
Saa midt i Larmen det formaaer at høre
En Aandestemmes ætherlette Pust;
Saa Røsten, som til dig sig vender just,
Det uforfalsket kan til Hjertet føre:
Hiin Røst, der Aandeverdnen gjennemrunger,
Men taler til Enhver med egne Tunger.

276 Og naar medeet forbi dit Syn der gik
Et ydre Tegn, som for et Vink du skatter,
Da, for at dømme ret, det gjælder atter,
Hvorvidt din Aand hiin rene Skuen fik,
Som ei det Sande blot ved Slutning fatter,
Men som det veed at gribe med et Blik.
Men fik du denne Sands, der Livet rummer,
Da vent dig ei de Sandseløses Slummer!

Thi der, hvor Verden hviler død og stum
For Mængdens Blik og Øre - der den vender
Sig levende mod dig, idet den sender
Dig Bud paa Bud i Tankens stille Rum;
Der, hvor Sletintet sig for Hoben hænder,
Der, hvor det nyhedslystne Publicum
Attraaer lidt Røre til lidt Vederqvægelse,
Der er for dig en uafbrudt Bevægelse. -

Vor Helt, da han kom hjem, blev og bevæget,
Skjøndt af en anden Grund; thi Brev der laa,
Og da ihast han nu det gjennemsaae
Og Underskriften reent fandt overstreget,
Forundred først dets Navnløshed ham meget;
Men endnu stærkere ham monne slaae
Epistlens Indhold, da, med Hjertet bølgende,
Han af en daarlig Haandskrift udfandt Følgende:

Min Herre! jeg Dem anseer for en Mand,
Som ikke blot kan Andres Ære krænke,
Men som dem og Satisfaction vil skjenke,
Paa den Viis, som det anstaaer Folk af Stand.
I Nøddeskoven, tæt ved Kildens Bænke,
Vi næste Lørdagmiddag træffes kan.
Pistoler med jeg bringer; men maskeer Dem,
At ei De kjendes skal, hvis Nogen seer Dem.

Vor Helts Forbauselse var ikke liden.
Af Brevets Datum strax han fundet har,
At det en Uge gammelt er i Tiden,
Saa næste Lørdag alt imorgen var.
Han Underskriften skarpt i Øie ta'er,
Ei forfra blot, men bagfra og fra Siden,
Og finder ud, hvad han har anet alt,
At Navnet, som der staaer, maa være Galt.

277

Han kalder ad den Dreng, som modtog Brevet,
Og spørger heftigt, hvem der har det bragt.
Han faaer til Svar, at Brevet ind er lagt
Af Veile Postbud, der betalt er blevet
Med otte Skilling, som han havde krævet,
Men at han intet Vid're havde sagt.
Han byder Drengen gaae, og selv han vanker
Ad Gulvet op og ned i dybe Tanker.

Han standser - fæster atter sine Blikke
Paa Brevet, overveiende dets Ord.
Hvert Ord forstaaer han vel, men fatter ikke,
Hvorfor just nu Hr. Kammerherren troer
Det passende, ham sligt et Brev at skikke,
Nu da paa Eventyret Mos der groer;
Er det først nu da kommet til Erklæring,
Og understøtter Fruen hans Besværing? -

Hvad er at gjøre? - Skal han feig sig vise?
Skal ussel han til Korset krybe her
Og hele Verdens Agtelse forlise?
Nei ingenlunde! Æren er ham kjær.
Skal han da møde, skjøndt han ei tør prise
Sin Færdighed i Brug af Haandgevær?
Det var jo Døden uden Haab om Naade!
Men jævne Sagen? ... Ja paa hvilken Maade? -

Han i Bevægelse sig sætter atter,
En Udvei søgende, som ei han fandt
Det var, som hørte han en Dæmons Latter,
Hvergang hans Tanke noget Nyt opspandt.
Først efter Midnat han saavidt sig fatter,
At Hvileplads han ta'er paa Sengens Kant,
Hvor sløv og mødig han sank hen i Drømme,
Mens vilde Billeder forbi ham strømme.

Han vaagned op da Morgensolen skinned,
Og saae sig om med halvforstyrret Sind;
Men nu foer sammen han og sig besinded,
Thi Brevet og dets Indhold faldt ham ind.
Om Lørdagmorgens Frembrud Dagen minded
Ham med sit blod- og purpurrøde Skin.
Han greb sin Hat og ud i Haven iilte,
Hvor Duggens Perle blank paa Blomsten hviilte.

278 Men hvor idag ham Haven syntes skjøn,
I al sin Simpelhed et jordisk Eden!
Hvor var den lille Græsplet frisk og grøn,
Og Grotten hist, hvor husede den Freden!
Hvor fløi de muntre Fugle let til Reden
Og qviddred glade deres Morgenbøn!
At Livet var saa skjønt, han aldrig vidste -
Og dette Liv maaskee han skulde miste!

Sit Blik han sænked og med sagte Skridt
Han vandred tankefuld til Kirkegaarden,
Hvor ved sin Moders Grav han standsed lidt,
Mens der han bragte Kors og Krands i Orden.
Saa paa den lave Græsbænk, tæt ved Jorden,
Han mat sig hviled og betragted blidt
Den stille Gravhøi, smykket med Fiolen,
Der dufted frisk for ham i Morgensolen.

O, hvisker han, rørt af sin Moders Minde:
Du som for mig paa Jorden led og stred,
Du som mig varmed med din Kjærlighed,
Du gik foran - men jeg skal dig gjenfinde!
Den samme Krands skal om vor Grav sig vinde,
Hvis her jeg ved din Side lægges ned;
Den samme Jord skal vore Been bedække,
Den samme Himmel hvælves om os Begge!

Og du - her han et Suk til Alma sendte -
Du som i Tanken nu mig vist er nær,
Du som af Alle mig dog meest var kjær,
Om stundom end mit Sind sig fra dig vendte:
O, hvis mit Hjerte blot tilbunds du kjendte,
Du din Tilgivelse mig skjenked her!
Ja kunde blot endnu engang vi mødes,
Da vilde selv det Bittreste forsødes!

Hans Pande sank, idet for Tanken stilled
Sig Mindet om hiin Sommeraftenstund,
Da han og Alma paa Basinets Bund
Afspeilet saae det skjønne Fremtidsbilled.
Omkring hans Kind et Træk af Veemod spilled,
Og længe sad han taus og drømte kun,
Mens Læben smiled blidt og uvilkaarlig -
Da pludselig han reiste sig alvorlig.

279 Det var paa Tiden! - Han afsted sig skyndte;
Men nu Samvittighedens Stemme lød,
Som Dommen over Mordere forkyndte,
Og først holdt inde, da han høit udbrød:
Jeg selv vil bøde for hvad selv jeg syndte,
Men ikke være Skyld i Nogens Død!
Her gik han frem, med Skridt nu dobbelt raske,
Men umaskeert, thi han foragted Maske.

Ved Skovens Indgang saae han paa sit Uhr;
Lidt over Tolv var Klokken. Frem han iilte
Langs med den lille Bæk, der solklar smulte
Og leded dybt ham ind i Skovens Buur.
Der, paa en Bænk ved Kilden, alt sig hviilte
En sortmaskeret, kappeklædt Figur;
En anden Maske staaende han skuer,
Og beggeto bar sorte Fløielshuer.

Det for hans Øine sortner - nu det gjælder!
Han træder frem og letter paa sin Hat,
Idet som Adam Homo han sig melder.
Den siddende Figur sig reiser brat,
Den staaende de femten Skridt altæller,
Og med de Ord: Pistolen har jeg ladt,
De skyder først! ham Secundanten rækker
Pistolen, og sig selv tilbage trækker.

Taus stod vor Helt og overskued Scenen,
Mens et Minut i Dødens Stilhed svandt:
Hans Modpart, der stod kappeklædt paa Stenen,
Ham forekom en frygtelig Gigant;
Og lidt til Siden, med en Haand om Grenen,
Stod truende den mørke Secundant;
Dog følte dybt han, at han tale burde,
Og før han brændte løs, han tog tilorde:

Min Herre! Som Fornærmeren forbyder
Mig Ærens Lov at gjøre første Skud,
Og kun min egen Følelse jeg lyder,
Idet jeg efterfølger dette Bud.
Hvis derfor ei vor Strid kan jævnes ud,
Anmoder jeg Dem om, at først De skyder -
Hr. Secundant! kan dette ei tilstedes?
Nei! lyder Svaret: Loven overtrædes.

280 Nu vel, han siger, mens han knapper Kjolen
Og Hanen paa sit Vaaben trækker op:
Saa sender denne Kugle til Solen!
Her sigted han medeet mod Træets Top
Og brændte løs, og Røgen fra Pistolen
Nu fulgtes af et Knald, som naar en Prop
Ud af Champagneflaskens Fængsel bryder;
Dog for vor Helt det anderledes lyder.

Han rank og stiv for Skud sig monne stille;
Men Secundanten raaber: Masken ned!
Thi Kampen føres her med Ærlighed.
Og ned af Stenen, pludselig saa lille,
Sprang demaskeret Baronesse Mille,
Mens af de runde Skuldre Kappen gled.
Paa samme Tid blev fri en anden Pande,
Og Secundanten stod som Degnens Hanne.

Vor Helt knap troede her sit eget Øie -
Endnu paa Dødens Tanke fast han holdt,
Endnu det ned ad Ryggen løb ham koldt,
Og end han Sigtelinien fulgte nøie:
Den Overgang var ham for svær at døie,
Han næsten svimled - men paa eengang stolt
Han ta'er sig sammen og saavidt sig fatter,
At Luft han faaer i krampeagtig Latter.

Tys, tys, min Herre! Baronessen raaber:
Endnu min Kugle jeg tilbage har,
Som ei jeg skyder bort, lig andre Taaber.
Jeg holder Stand! gi'er Adam kjæk til Svar.
Med mindre (vedblev hun) hvad dog jeg haaber,
De Deres Ord fra sidst tilbage ta'er.
Er end Bettine og George Sand passable? -
Nei, svarer han med Smiil, nei admirable!

Men dermed er endnu jeg ikke nøi't,
Foer Damen fort med samme Harcelering,
Hvis De vil opnaae Kuglens Afparering,
Saa svar mig nu bestemt og klart og høit:
Anseer De Qvindernes Emancipering
For neppe værd en Bønne og en Døit?
Her lægger hun Pistolen an og sigter -
Aa, leer han tvungent: alt mit Mod mig svigter!

281 Emanciperingen jeg vel maa sande,
Den staaer jo for mig, fri for alle Baand.
Saa ned paa Deres Knæ! udbryder Hanne,
Og kys den frie Qvindes hvide Haand!
Han traadte frem, og med en bøiet Pande
Han sank i Knæ, og med spagfærdig Aand
Han kyssed ikke Haanden blot men Kjolen,
Mens Damen over ham afskød Pistolen.

Fra Jorden rask han reiste sig, men end
Et Eftersmæk af Svimmelen han følte,
Hvorfor han nu til Kilden tyede hen
Og med dens kolde Vand sin Pande kølte.
En Stund med bøiet Hoved der han nølte,
Men knap var Tanken bleven klar igjen,
Saa rykked Hanne bagfra ham i Ærmet,
Og spurgte sagte: har vi Dem fornærmet?

Pistolerne med løst Krudt var kun ladt,
Det Hele var en Spøg, for Dem at friste -
Ja, mumled han, det meget godt jeg vidste,
Dengang ved Brevet jeg blev Stævne sat;
Men sulten er jeg bleven paa det Sidste,
Mit Savn af Frokost gjør mig flau og mat.
Aa, lyder Svaret, stor er ikke Skaden,
Der kommer Baronessen just med Maden!

See her, min Herre! lød den Skjønnes Ord:
Paa Deres Arm vor Madkurv maa De bære! -
Modtag min Tak (han svarer) for den Ære,
At Æslets Rolle De mig her betroer,
Kun maa De ogsaa nu mig Veien lære.
Fremad! hun siger: Ned til Veilefjord!
Og gjennem Skoven frem de traved Alle,
Mens Damerne Pistolerne lod knalde.

Det var en lystig Vandring; Pagens Kjerte
Belyste Skovens Løv paa deres Gang,
Og let og frit sig hæved Adams Hjerte,
Hvori nu Livets fulde Toner klang
Igjennem Dødens overvundne Smerte.
De muntre Damer Jægerviser sang,
Mens over Stenter, op og ned ad Bakker,
De fløi afsted i deres Fløielsfrakker.

282 De naaede Fjordens Bred, hvor Baaden laa,
I hvilken Adam svingled som en Daare,
Ved under Hannes Vippen ned at staae.
Derpaa greb begge Damer hver sin Aare,
Og høit til Styrmand de vor Helt udkaare,
Som dog udbeder sig, at roe han maa.
Nei, raaber Mille: De skal Farten styre,
Imens vi Andre roe som raske Fyre!

Og virkelig, de gjorde raske Tag,
Den kjække Mille og den tappre Hanne,
Og høist nøiagtigt holdt de Aareslag,
Saa Baaden let gled hen ad Fjordens Vande.
Vor Helt, som maatte Færdigheden sande,
Imens ved Roret selv han sad i Mag,
Dem Begge som to sikkre Damer roser -
Hvad, Damer! svares der: vi er Matroser!

Snart landed Baaden ved den lille Ø,
Hvor, til et Skjerm mod Sommersolens Flammer,
Løvrige Bøge hvælved høit et Kammer
Midt i den solbestraalte, blanke Sø.
De steg iland, og ved to ranke Stammer,
Hvor Gyngen hang og hvor det friske Hø
Indbød til Hvile Lemmer, som var matte,
Sig Adam mellem begge Damer satte.

Her seer De mit høitelskte Sanssouci,
Begyndte Mille, medens Hanne læssed
Den velforsynte Madkurv af paa Græsset
Og af den fulde Flaske skjenked i:
Her faaer jeg Luft, er Hjertet sammenpresset,
Her drømmer jeg om Livets Poesi,
Her la'er det faste Land jeg bag mig ligge,
Og her med Dem vil nu Forlig jeg drikke.

Vor Helt med Tak det rakte Bæger tog,
Og beggeto paa eengang svang Pokalen;
Men netop som de klinked, Nattergalen
I Krattet bag dem sine Triller slog.
Hør - hvisked Hanne - hør, Musik i Salen!
Et saadant Varsel aldrig mig bedrog;
Det tyder paa Velsignelse fra Oven
For Venskabspagten, sluttet her i Skoven.

283 I denne Spaadom jeg min Hanne kjender!
Udbryder Mille; thi De vide maa,
At alt hun længe speculerer paa,
Af os at gjøre to intime Venner.
Imorges, da i Fjorden her som Ænder
Vi svømmed rundt, lod ret hun Munden gaae.
Hun paastod, vi var skabte for hinanden;
Har De hørt Mage? Hun er fra Forstanden!

Som Lille havde hun et prægtigt Hoved,
Gjensvared Adam med et Smiil paa Kind;
Og siden den Tid har jeg ikke sovet,
Faldt Kammerpigen ham i Talen ind.
Men beggeto vi har af Dem os lovet
Et Eventyr, som muntre kan vort Sind;
Fortæl os et, før Kagen vi fortære -
Ja, raabte Mille: saadan skal det være!

Et Eventyr? han gjentog, medens hine
Sad lyttende, med Øiet mod ham vendt;
Velan! (tilføied han med tænksom Mine)
Saa hør da, hvad maaskee Dem er bekjendt.
Og nu fortalte han dem om Undine,
Som født af Vand, dog blev af Ild optændt;
Om hendes Elskov, som et Under skabte,
Om Sjælen, som hun fik og som hun tabte.

Historien dem stærkt interessered,
Men ogsaa ypperligt fortalt den blev,
Og Mille høit med Varme declamered:
Undine, Stakkel, du ei vidt det drev!
Fra Vandet knap du var emanciperet,
Før atter Elementet bort dig rev;
Men Hanne sagde, bydende dem Kage:
Paa alt det Vaade nu lidt Tørt kan smage.

Forresten (blev hun ved) af Alt jeg dømmer,
At Baronessen snart en Frier faaer,
Thi ogsaa hun som en Undine svømmer,
Og her en Ridder jo ved Bredden staaer.
Den Skjønne gav til Svar: Jeg troer du drømmer!
Hvis ei du tier, jeg til Gjengjæld spaaer
En Laas dig for din Mund, som vil den stoppe -
Her saaes til Gyngen hen hun let at hoppe.

284 Stig ind, min Herre! foer hun munter fort,
Og mod sin Villie Adam maatte gjør'et;
Dog neppe var det skeet, før han, omsnøret
Af Gyngens Reb, i Luften førtes bort.
Da han foer op, det sused ham om Øret,
Da han foer ned, blev for hans Blik det sort;
Men stedse høiere han kun blev slynget,
Thi ubarmhjertigt Damerne ham gynged.

Nu er det nok! han raabte spændt og hed,
Mens Jord og Himmel for hans Blik sig blanded.
Nei, svared Mille, som i Touget sled:
De med Undine trak os ned i Vandet,
Til Gjengjæld maa De op i Ætherlandet
At ret om Luften De kan faae Besked.
See Dem omkring! De kan jo aldrig vide,
Om ikke der De møder en Sylphide.

Saaledes endte med en Himmelfart
Den Dag, der Undergang vor Helt forkyndte.
I Baaden hjem til Skoven man sig skyndte,
Hvor med den Skjønne han tog Afsked snart.
Hans Tanker nu at røre sig begyndte,
Og gjørende sig Damens Væsen klart,
Udbrød han - som for selv sig at belære -
Hun vistnok let at leve med maa være!

Med lettet Sind han hjemad gik sit Skud;
Men ingen Ro fra den Tid fik han mere,
Thi næsten daglig, een Gang eller flere,
Kom fra Baronens nu der Brev og Bud,
For ham til Gaarden op at invitere;
Og derfra gik det muntre Tog saa ud,
Tillands, igjennem Marker, Enge, Skove,
Tilvands, hen over Sø og salten Vove.

Han maatte Damerne paa Jagt ledsage,
Saavel som naar paa Fiskefangst de tog;
Han maatte med i Phaeton'en age,
Naar over Stok og Steen afsted de jog.
Men medens Uger, Maaneder og Dage
Paa denne Viis i Fart forbi ham drog,
Skred ogsaa mægtigt frem det ny Bekjendtskab,
Der Kammeratskab blev, men aldrig Venskab.

285 Det selsomt var, men selv han vidste ikke,
Hvorvidt, og i hvad Grad ham Damen led;
Thi skjøndt af Glas med ham hun kunde drikke,
Ja skjøndt hos ham i Græsset hun sig smed:
Var altid kølige dog hendes Blikke,
Og uden mindste Glimt af Kjærlighed.
Til stærkt at gjøre Cour han tabte Lysten,
Og saadan stod nu Spillet sidst i Høsten.

- Det var en Morgen, og paa Herregaarden
Høstgildet til om Aftnen var bestemt,
Hvortil (hvad Læseren begriber nemt)
Den hele Præstegaard er indbudt vorden.
I Præstens Stue sad i daglig Orden
Vor Helt ved Frokostbordet, og beklemt
Ad Gulvet op og ned hans Fader vandred,
Med spændte Miner, som sig tidt forandred.

Paa eengang standsed han og høit sig rømmed.
Min Søn! begyndte han: Min Søn! Min Ven -
Her brød han af og gik til Vindvet hen,
Som om ved Meer at sige han sig ømmed.
Min gode Søn! (her kom han sig igjen)
Dig forud at fortælle vel sig sømmed,
At jeg - før Tid og Alder reent omskifte mig -
At jeg ... at, at ... jeg tænker paa at gifte mig.

Afbryd mig ei! Jeg veed hvad du vil sige.
Du troer, jeg har din gode Moder glemt -
Ja dersom det var saa, da var det slemt;
Nei, aldrig faaer jeg Nogen, hendes Lige!
Jeg veed, at dybere jeg ned maa stige,
Men ei desmindre har jeg mig bestemt;
Og spørger du, paa Grund af hvad Omstændighed?
Da vil jeg svare dig: af puur Nødvendighed!

Forstaaer du mig? Hvad Andet er Nødvendighed,
End disse tusind Smaating, disse Grunde,
Som hver for sig os bøier ingenlunde,
Men som tilsammen tvinge med Ubændighed?
Nødvendighed for mig benævnes kunde:
Lidt Svaghed, Gigt, min Præstegaards Elendighed,
Lidt gammel Gjæld, som snart jeg skal klarere,
Uordenlige Folk, og andet Mere.

286 Men hvad en Kone gjælder, først man fatter,
Naar man som Enkemand det har probeert
Og seer sin Gaard og Avling halv spoleert.
Mit Valg er Møller Knudsens ældste Datter,
En vakker, huuslig Pige, som jeg skatter,
Som jeg desuden selv har confirmeert.
Hun med lidt Midler hjælper mig paafode,
Og i min Alder seer hun mig tilgode.

Her holdt han inde - han paa Sønnen seer,
Hvem Pausen og det stive Blik besværer;
Men Homo selv dog lider endnu meer,
Og Adams Mening reentud han begjærer.
O, svares der: min Faders Valg jeg ærer,
Naar af Nødvendighed kun ei det skeer;
Min Mening er, hvis jeg den yttre turde,
At her der just med Frihed handles burde.

Ja Frihed, Frihed! gjenta'er ivrig Præsten:
Det er et høist sublimt og gyldent Ord,
Men altfor idealsk det klinger næsten,
Gud bedre os! for en saa syndig Jord.
Ja er man ung, og har man det forresten
Luunt inden Vægge, man paa Frihed troer;
Men blev man gammel i vor Slægts Elendighed,
Saa ta'er man nok sin Hat af for Nødvendighed.

Thi den paa ingen Maade er det Samme
Som Skjæbnen, der er blind, af hedensk Art.
Var det saa vel! du skulde see mig snart,
Som Christen Præst mig for mig selv at skamme.
Nei, lad kun Skjæbnens Kølleslag mig ramme,
Blf er for Nødvendighedens Aag jeg spar't;
Men da du ei Begrebet synes kjende,
Blf er det nok bedst, vi det paa dig anvende.

Hvor blev han glad den Gamle, ved i Strikken,
Imens han selv gik fri, sin Søn at faae!
Men rask til Svar gav Adam, hvem i Stikken
Philosophien ikke her lod staae:
Nødvendigheden hører til Logiken!
Dens objective Deel den slutte maa;
Derfra til Frihed i Begrebets Viden,
Er Veien, som jeg tidt har gjort, kun liden.

287 Aa Snak med din Logik! den Gamle siger;
Her taler vi om den Nødvendighed,
Hvoraf det borgerlige Liv kun veed:
Om den, der i en nøgen Krop fremstiger,
Om den, der fra en sulten Mave skriger,
Om den, der perler i vort Ansigts Sved.
For den Nødvendighed tilta'er Respecten,
Jo meer man kjender til sig selv og Slægten.

Ja den med Aarene man ret vurderer!
Men og paa dig, uagtet du er ung,
Uagtet du til Frihed dig studerer,
Nødvendigheden ligger haard og tung.
Den ligger i din pengeløse Pung,
Og i din Lyst til Alt hvad der brillerer;
Den ligger i din Smag paa Livets Fest,
Og i din Ulyst til at være Præst.

Et Valg nødvendigt er - dig rask bestem!
See! paa den ene Side vinker Lykken
Med Baroniet dig til Høihed frem;
Og paa den anden Side, her i Skyggen,
Et Landsbykald med et Annex paa Ryggen
Dig hilser som din Fremtids ringe Hjem.
Hist Æren, og i Staten daadrig Virken,
Her Pligten, og Bestræbelser for Kirken.

Vælg selv! Men det jeg forud la'er dig vide,
At hvis der skulde være gamle Baand,
Som vil dig drage til den gale Side,
Da river jeg dem sønder med min Haand.
Imod din Fader vil dog ei du stride,
Og derved krænke Lydighedens Aand,
Og føie Skyld til Tab af Interessen? -
Betænk nu det, og tænk paa Baronessen!

Her gik Pastoren bort; men trist tilbage
Paa Stolen i sin Slaabrok Adam blev,
Der strøg betænksom sig om Kind og Hage,
Og med sin Gaffel paa Tallerk'nen skrev.
Hans Faders Ord ei ret ham vilde smage,
Paa en Afgjørelse for rask de drev;
Men at han dem paa Hjerte dog sig lagde,
Sig viste tydeligt, da nu han sagde:

288 Ja, det er sandt, mit Kald til Præst er ringe,
Og var endog jeg Alma nok saa god,
Hvad nytter det, at ville gjennemtvinge
Hvad hele Verden sætter sig imod?
Velsignelse det aldrig kunde bringe,
Hvis her en Faders Villie jeg modstod;
Ved ret at overveie hver Omstændighed,
Jeg indseer selv Beslutningens Nødvendighed.

Nei, nei! udbrød paa eengang han igjen:
Nødvendighed skal her ei Hjulet drive!
Nødvendigheden, som jeg trodser - den
Skal aldrig Skyld jeg for min Handlen give.
Midt i min Vælgen vil jeg fri forblive,
Og frit beslutte, frit mig give hen;
Kun efter Overlæg skal Alt bestemmes,
Og intet Pro og Contra tør forglemmes.

Med dette Forsæt, indtil Dagen veg,
Hvert Pro og Contra nu vor Helt berørte,
Hvorpaa en festlig Dragt han sig iførte,
Og op i Vognen med sin Fader steg.
Rask til Baronens Ladegaard de kjørte,
Hvor Gildet var begyndt med Dands og Leg;
Thi alt i Porten dem imøde hviner
Clar'netter og forstemte Fioliner.

De gik i Laden ind, hvor tændte Lygter
I grønne Krandse langs med Væggen hang,
Og hvor et Leergulv Træskodands ei frygter.
Piger og Karle gjør dem Veien trang,
Thi just som ellevild den gamle Røgter
Med Tosse-Karen rundt paa Gulvet sprang,
Omkring det gamle Par lød Skoggerlatter,
Der steg til Vildhed da omkuld det dratter.

Mod Gjæsterne kom tvende Bønderpiger,
Hvis røde Baand fra Huen hang coqvet,
Og En af dem gi'er Præsten Haand og siger:
Go' Dau bit? Fa'er! Er Tøsen it? net?
Hvad? Baronesse Mille! Præsten skriger,
Og du, min gode Hanne! Seer jeg ret? -
Men leende sig begge Damer dreied
Paa Hælen rundt, saa Skjørtet om dem feied.

289 Bemærker De, til Adam hvisker Mille,
Den stærke Dunst, som om mit Hoved staaer,
Som ikke jeg for Meget miste vilde,
Da dygtig Dands den mig iaften spaaer.
Lugt, hvor jeg vædet har til dette Gilde
Med Brændeviin og Punschextract mit Haar!
Med slig Essens man lokker Bondedandserne,
Og under Dandsen dem fortryller Sandserne.

Ja, meer til Perial man ei behøver,
Gi'er muntert leende vor Helt til Svar;
Men vild Musik hans Latter overdøver,
Thi paa en Polskdands just begyndt man har.
En Herre Baronessens Haand ham røver,
Og ind i Rækken gaaer det unge Par.
Hvem var den Mand? han overrasket siger -
Ih! svarer Hanne: Kammerjunker Kriger!

Det er en høist fortryllende Person,
Som nys er kommen i Qvarteer i Veile,
Og som, hvis ei jeg meget skulde feile,
Paa Gaarden her gad tage Garnison.
Tag Dem iagt! thi han forstaaer at beile
Med Skæg og Sporer som en kjæk Dragon,
Og bli'er han vred, han Deres Hoved spalter;
Men nu farvel! thi der er min Forvalter.

Afsted fløi Hanne med Forvalter Hansen,
En kraftig Karl, der voldsomt gjorde Cour
Og tumled hende lystigt om i Dandsen,
Imens vor Helt, med Minen stram og suur,
I Krogen stod, belyst af Lygteglandsen,
Og gjorde kun en maadelig Figur.
Blandt Sværmen indeklemt han stod istampe,
Mens rundt om sig han Fødder hørte trampe.

Musiken, der var stillet op paa Tønder,
Med Hvinen gjennemskar den varme Luft,
Hvori der bølged som en blandet Duft
Af Støv og Sved, af Brændeviin og Bønder:
En Damp af jævn Natur og sund Fornuft,
Som Adams fine Næse lidt kun ynder.
Han gik til Døren hen; men der han stødte paa
Baronen, til hvis lange Snak han lytte maa.

290 Da hørtes fjernt i Laden Trommen buldre;
Han Baronessen seer i Dandsens Lag
Med Hænderne paa Bondeknøsens Skuldre,
Som dybt i hendes Hofter gjorde Tag,
Og op og ned ei gynged blødt sin Huldre,
Men rask til begge Sider gjorde Slag
Med Been og Skulder, mens i Ring han kjørte
Sin tappre Dame, der saa rank sig førte.

Paa eengang sig de Valsende adskille,
Og hen mod dem foer Adam som en Piil,
Og med et ydmygt Buk han beder Mille,
At dandse med ham Molinask og Riil.
Ih, ja saamænd! hun svarer med et Smiil,
Men først en Lædskedrik, min Tørst at stille!
Her pustende hun satte sig paa Bænken,
Og efter Punsch vor Helt fløi hen til Skjenken.

Da han tilbage kom, sad Lieut'nant Kriger
Henbøiet over Damen høist galant,
Og fyldte hendes Øre med sin Smiger.
Hun Punschen tog og den fortræflig fandt,
Hvorpaa til Adam, der stod tvær, hun siger:
laften er jeg Grethe - ikke sandt?
Men De, Hr. Homo, Navn af Hans skal bære,
Og Kammerjunker Kriger Mads skal være.

I Adams Kram det Hansenavn just passed;
Han satte sig ihast paa Bænken ned,
Hvorpaa i Bondesprog om Kjærlighed
Af Herrerne der hanset blev og madset,
Imens skjøn Grethe nipped tidt til Glasset
Og gav til begge Sider dem Besked.
Men da hun havde faaet nok af Hvilen,
Hun reiste sig og raabte: Rilen! Rilen!

Man spilled op, og ind i Kredsens Ring
Med Baronessen og med Hanne traadte
Vor Helt, som begge Damer svang omkring.
De gamle Koner sig ved Synet gotte,
De unge Karle med Beundring skotte
Til Adams løse Kast og kjække Spring,
Til Hannes Bagdeel, der saa hurtig vrikker,
Til Milles Been, der gaae som Trommestikker.

291 Bestandig mere voldsom blev Musiken,
Og mere glad det Folk, som paa dem seer;
Bestandig løsere sig Adam teer,
Bestandig raskere blev Hannes Vrikken,
Bestandig ligere med Trommestikken
Slog Mille Foden imod Gulvets Leer;
Og hvergang Plads i Kredsen de forandre
Lig fulde Folk de krydsed om hverandre.

Dem Alles Jubelraab Triumf beredte,
Da, efter Rilens Slutning, til sin Plads
Den lykkelige Hans hjemførte Grethe.
Han iilte bort, at fylde hendes Glas,
Men da han kom igjen, som før det skete
At han ved hendes Side traf paa Mads,
Som just ved Smigren og ved Overrasken
Af Damen Løfte faaer paa Molinasken.

I Adams Kinder Blodet heftigt stiger
Ved Det, som lige for hans Øine skeer;
Han ønsked ret at knuse denne Kriger,
Og stampe ham saa flad som Gulvets Leer.
Til Baronessen han lidt bitter siger:
For mig er altsaa intet Haab der meer?
Nei, hørtes Lieut'nant Kriger spodsk at svare,
Nei stakkels Hans kan her sig Møien spare.

Hvem gjælder Deres Hans, Hr. Kammerjunker!
Med rynket Bryn vor Helt nu spørger rask,
Idet med Haanden han i Bænken dunker.
Aa, raaber Mille: hvilket rædsomt Dask!
Men Kriger leer: Hr. Hans han spruder Funker,
Han slaaer os Allesammen reent i Mask.
Hr. Lieut'nant! stammed Adam, rød af Vrede:
Følg med! Om en Forklaring maa jeg bede!

Han kom ei langt; thi Mille brat i Farten
Ham standsed og til Kriger førte hen,
Der strøg betænksom sig om Knevelsbarten
Og sagde høflig: Naa, godt Ord igjen!
Glem De min Spøg! Jeg kunde gjerne spart'en.
Men selv hun hvisked til ham: kjære Ven!
Naar Dem jeg Hans og ham jeg Mads benævner,
Mon om min Mening da en Tvivl jeg levner?

292 Her gik med Kriger hun til Molinasken,
Just som i Rækken ned et Par der foer,
Ledsaget af de Andres Nævekladsken
Og Støvletrampen, lig et Glædens Chor.
Vor Helt imidlertid gned Pandebrasken
Og gjentog ior sig selv de gyldne Ord:
Naar Dem jeg Hans og ham jeg Mads benævner,
Mon om min Mening da en Tvivl jeg levner?

Han følte sig for hver Bekymring lettet,
Og drivende med aabent Sind omkring,
Han lagde Mærke til de tusind Ting:
Hist i en Krog en Mø paa Stadsen retted,
Hist om et Been et Strømpebaand blev flettet,
Hist om en Kiste Koner stod i Ring,
Og høit paa Laaget sad en Pukkelrygget,
Hvis stive Korsklæd' var med Strimler smykket.

Hun saae paa Dandsen med sit skarpe Blik,
Meddelende sig høit til Huusmandsenken,
Mens Adam gik forbi dem hen til Skjenken,
Hvor ud af Tønden flød den stærke Drik.
En halv Snees gamle Bønder sad paa Bænken
Og sig en luun Passiar ved Kruset fik,
Mens Andre, lyttende til Kudsken Søren,
Med Piber stod og røg Tobak i Døren.

Han gjennembrød med Møie denne Stimmel
Og flygted ud af Ladens aabne Dør,
Men fast ved Overgangen blev han svimmel:
Dyb Stilhed dækked Egnen som et Slør,
Foroven saaes den klare Stjernehimmel,
Forneden Duggen sine Perler strøer;
En sagte Luftning Poppelpilen rører,
Hvis svage Skjælven tydelig han hører.

Han stod en Stund med fængslet Sind og Sands,
Mens Blikket opad han mod Himlen retter,
Hvor, over Jorden hævet, Lyset fletter
Af Tidens Tegn sig Evighedens Krands.
Da vakte ham de hæse Clarinetter,
Og fra sin korte Drøm i Nattens Glands
Han brat igjen i Laden ind sig skyndte,
Hvor paa den store Runddands man begyndte.

293 Der kom skjøn Grethe livlig ham imøde
Og raabte: Hans, til Dands her er min Haand!
Og han naturligviis lod ei sig nøde,
Men greb den hurtig, med taknemlig Aand.
Til Kredsens Ring snart Fleer og Fleer der støde,
Om Ung og Gammel danner den et Baand,
Om Pigen, Karlen, Krøblingen og Konen,
Om Svinedrengen, Præsten og Baronen.

Ved støiende Musik den hele Kjæde
Bevæged rundt sig i det store Rum,
Mens haardt i Gulvet Alle hørtes træde;
Derpaa i Kreds svang Pigerne sig om,
Som til at dele med sig Valsens Glæde
Til Makker tog hvem dem i Tanker kom.
Men efter hver en Vals - hvad meest fornøier -
Kom der en Træskodands med Leg og Løier.

Først sad Jens Røgter paa Forundringsstolen,
Saa faldt, som Blindebuk, ved hvert et Skridt
Den gamle Kirsten, hvem man trak i Kjolen;
Saa Birthe røg Tobak og hosted tidt,
Saa gned den døve Mikkel paa Fiolen,
Mens lamme Jeppe dandsed Molevit;
Saa snurredes der Kyllinger som gale,
Og saa sprang lystigt Buk de unge Ka'le.

Men størst Piaseer det vakte dog ved Festen,
Da Mille bød for Latteren tilfals
Og hurtig som en Top omsnurred Præsten,
Der holdt befippet fast om hendes Hals,
Mens samme Tid Baronen styrted næsten,
Af Hanne tumlet i en holsteensk Vals.
Der blev en Jubel, som kan ei beskrives,
Hvorved selv Gaasetøsens Træk oplives.

Vor Helt var som paa Toppen af sin Lykke;
Thi da i Kredsen rundt man atter drog,
Og let sin Dames Haand han voved trykke,
Et kraftigt Gjentryk han til Svar modtog.
I Lykkens Solskin først der faldt lidt Skygge,
Da Vognen kom og Afskedstimen slog;
Da Mille han hang Kaaben over Skuldren,
Og selv han kjørte hjem fra Gildets Buldren.

294 Da hjemme han paa Leiet smed sin Krop,
Sank han, af Søvnen vugget, hen i Drømme,
Mens Fremtidssyner ham imøde strømme. -
Dybt drømte han og seent først stod han op,
For - sigende til alle Drømme stop -
Endnu engang sin Stilling at bedømme,
Og mens han kaldte Haab og Minder frem,
Sig ret at orientere mellem dem.

Han var en ærlig Karl - han negted ikke,
At Almas Spil her stod forbandet slet;
Hans Dobbeltspil sig stilled for hans Blikke,
Og det fortrød ham, thi han var honnet;
Han var fornuftig og forstod at skikke
Sig i en Verden, som var ei ham ret;
Men ogsaa følsom var han - dybt han sukked,
Da langsomt han sin Skriverpult oplukked.

Deraf han udtog Pen, Papir og Blæk,
For Alma hendes Frihed at gjengive.
Han skrev og skrev; han vedblev rask at skrive,
Og - løst var Baandet til hans egen Skræk.
Men derved lod han ikke det forblive;
Han sine Grunde gav med klare Træk,
Og til sin Hovedgrund (en Faders Villie)
Han føied sit Farvel til Havens Lilie.

Men knap var Brevet med Oblaten vædet,
Knap var Adressen skreven udenpaa,
Før han ad Drengen kaldte, som paa Stedet
Med det til Veile Posthuus maatte gaae.
Han fulgte Drengen med sit Blik til Ledet -
Han dreied mørk sig om og sagde: Saa!
Nu har jeg gjort, hvad Ærens Stemme bød mig;
Nu har jeg skrevet, ak! hvad halvt fortrød mig.

Den hele Dag han gik omkring i Spænding
Og følte sig saa ængstelig beklemt,
Som om han søgte sin forlorne Penning,
Men Stedet, hvor den tabt var, havde glemt.
Først næste Dag hans Tanker tog en Vending,
Hvorved hans Følelse blev meer bestemt;
Thi med sin Fortid bag sig, nu han skued
Ud mod det Fremtidshaab, der ham oplued.

295 Ja, hvor han kjækt og kraftigt skulde virke,
Nu da saa store Midler sig tilbød!
Vel ei som Præst for Menighed og Kirke,
Men som Patron for Mængden i dens Nød.
Ei meer saa smaat han frem sig vilde lirke,
Midt i den Rigdom, der ham selv tilflød,
Han vilde hjælpe, trøste, glæde Alle,
Ja som en Gud Lyksalighed fremkalde!

Vel havde han endnu ei Baroniet,
Som alle Virkemidler skrev sig fra;
Men meget feil af Alt han maatte ta'e,
Om ikke Lykken paa hans Vink kun bied,
Om ikke Baronessens Haand og Ja,
Med Gaard og Gods og hele Meieriet,
Var hans, naar blot det Ord han sige vilde,
Der evig bandt hans Skjæbne fast til Mille.

Saa gjorde da vor Helt sit Livsbestik,
Og det saa godt som andre Folk, der bytted
Den Rolle bort, som de paa Vuggen fik,
Og til hvis Indhold alt som Smaa de lytted.
Men har sin Frihed først saa frit man nyttet,
At reent det indre Kald forbi man gik,
Da er det virkelig omtrent det Samme,
I hvilken Rolle man skal staae tilskamme.

O, kast dit Blik hen over Livets Scene,
Og see, min unge Læser, dig i Speil!
See, hvor Acteurerne for fulde Seil
Gaae bag af Dandsen, og det godt fortjene:
See dem med Intet være paa det Rene,
Hør af Replikerne dem tage feil,
See dem i Monologen sig behage,
Men i Actionen kortest Straa at drage!

Og hvad er Grunden til det usle Spil?
I Garderobeskabet ligger Grunden,
Idet den Rolle, som dem hørte til,
Ved Prøven altfor ringe bliver funden.
En simpel Dragt med Rollen var forbunden,
Og man i Pragtcostume glimre vil;
For Fløil og Flitterstads sig selv man sælger,
Idet man »Rollen over Evne« vælger.

296 Thi Helt man være vil; med gyldne Bræmmer
Om Kaaben stolt sig støtte til sit Sværd,
Og, Stodderkongen lig blandt Fattiglemmer,
Beundring vække, men Respect især.
Det store Drama's Fordring reent man glemmer,
Thi kun som sin har Handlingen man kjær,
Og man saalidt paa Sammenspillet tænker,
At Tanken om hver Sammenstilling krænker.

O triste Stund! naar under Piben, Trampen,
Man skamfuld da fra Scenen trækker bort,
Hvor galoneert man stod, belyst af Lampen,
Mens man i Spil og Handling kom tilkort.
O triste Stund bag Scenen! naar med Svampen
Man hvisker Sminken af, men ei sin Tort;
Naar Stykket er forbi, og efter Spasen
Man nu nødvendigviis skal af med Stadsen.

O Smerte! (thi det Smerte vel maa volde)
Naar da man mindes angerfuld, beklemt,
Sin egentlige, sin forsmaaede Rolle,
For hvilken man i Livet var bestemt,
Men som at lære nu det haardt vil holde,
Da man paa Stumper nær den har forglemt;
Og som i hvert Fald dog det er forsiide
I Gravens Dragt ved Tæppets Fald at spille.

Ei sandt, min Læser, slig en Udsigt skrækker?
Nu vel, saa grib da i din egen Barm!
Thi om du end som Tilskuer heller lægger
Til Ro dig langt fra Spillet og dets Larm,
Dig Livet ind paa Scenen snart dog trækker.
Før du i Spil og Handling bliver varm,
Betænk din Stilling ret! Jeg selv vil holde
Mig til min Helt og til hans Fremtidsrolle.

Hans Plan vi veed - men den realiseertes
Dog ei saa nemt just, som han havde meent,
Uagtet, selv naar ei han inviteertes,
Han tog til Gaarden tidlig nu og seent;
Uagtet, naar med Damerne spadseertes,
Han næsten ud af Posen talte reent;
Uagtet uophørlig for den Skjønne
Han gjorde sine Frierhoser grønne.

297 Thi hun bestandig var og blev den Samme,
Som om hun Grethes Haandtryk havde glemt,
Og tidt han med sin Ømhed stod tilskamme
Ved grusom Latter og letsindig Skjemt.
Men hvad hans Haab fornemlig monne lamme,
Hvad meer end Alting gjorde ham forstemt,
Var denne Lieut'nant Kriger, som fra Veile
Hveranden Dag tilhest kom, for at beile.

O, hvor han haded denne Kammerjunker,
Der strøg om Knevelsbarten sig saa kjækt!
Der medens Øiet spruded Elskovsfunker
Greb Damens Haand og kyssed den saa frækt!
O, hvor han vidste godt, at denne Knægt
Kun beilede til Baronessens Grunker!
O, hvor den Hykler var iveien her
Ham selv, som hende selv dog havde kjær!

Hvordan han ret var faren knap han vidste,
Mens han paa denne Viis, med Sindet sygt,
Bestandig indklemt mellem Haab og Frygt,
Saae hele Maaneder forbi at liste. -
Det Vinter blevet var, og paa det Sidste
Den stærke Frost sin Iisbro havde byg't,
Da, indbudt til et Skøiteløb af Mille,
En Morgen han til Fjorden vandred stille.

Der spændte strax han sine Skøiter paa,
Og ud fra Landet, under Isens Knagen,
Løb rask han fremad over Sneens Lagen,
Der tyndt og fiint paa Bølgebroen laa.
Han i det Fjerne tre Personer saae,
Og vidste nu hvad Klokken her var slagen;
Han Krigers blaa Dragonfrak kunde kjende,
Og Iversygens Ild han følte brænde.

Paa deres Skøiter frem mod ham de skred,
Hr. Kriger, med Cigar imellem Tænderne,
Og Jomfru Hanne, strittende med Hænderne,
Bestandig rede til at dumpe ned,
Og Baronessen, svingende med Lænderne,
Til pludselig paa eet Been frem hun gled,
Mens hun det andet udstrakt holdt iveiret,
Med hvilken Hilsen hun vor Helt beæred.

298 Velkommen! raabte hun med muntre Lader,
Idet hun napped ham i Kravens Flip:
Jeg seer, den stærke Frost Dem ikke skader,
De fløi jo mod os som en Spirrevip.
Hvorledes lever Deres Næsetip
I disse tretten eller fjorten Grader?
I Deres Øienbryn sidder Rimen tyk;
Men see eengang min puddrede Paryk!

Her tog hun Huen af de mørke Lokker,
Hvori den hvide Riim som Blomster hang,
Og ved hans Udraab: nei det var som Pokker!
I Luften lystigt hun sin Hue svang.
Men Kriger siger: Hyacintens Klokker
I Vinterkulden glimrende fremsprang
Ved Kraft af disse Kinders varme Rose -
Ja vist, hun leer: det er som Fod i Hose!

Men nu (blev paa sin kjække Viis hun ved)
Hjemad til Øen, paa hvis Bred vi lande!
Her gav hun Kriger Haand, og rask afsted
Foer beggeto hen ad de frosne Vande.
Vor Helt da maatte række Haand til Hanne,
Og med en Braad i Hjertet følge med;
Dog medens hine fløi som Fugle hjemad,
Krøb med sin Dame som en Snegl han fremad.

Bestandig Hannes Fod i Løbet vakler,
Hvert Øieblik med Latter standser hun,
Og tidt af Adam kræves der Mirakler,
For at faae Skøiten flot, der stod paa Grund.
Først efter lang Tid naaede begge Stakler
Den fjerne Kyst, hvor Spot dem hilste kun,
Hvor Mille sin Cigar ved Krigers tændte
Og Røgen haanligt dem imøde sendte.

Det var det andet Stød, vor Helt modtog,
Men derfor lod dog ei han sig forknytte.
Den faldne Hanne lod han selv sig skjøtte,
Mens rundt paa Isen han i Kredse jog;
Det ene Been lod kun han Kroppen støtte,
Mens kjækt han Volter med det andet slog;
Tilsidst i Løbet han omkring sig vendte,
Og længe baglænds i en Cirkel rendte.

299 Her af sin Dame han ei længer skoses,
Men hans Triumf opløstes dog i Dunst.
Det gik ham som hos Pharao det gik Moses,
Hvis Under og Mirakel var omsonst;
Thi Kriger, hvem det ærgrer, at han roses,
Løb frem og eftergjorde hver en Konst,
Saa Milles Bifald fra vor Helt bortviger
Og vender sig fordobblet imod Kriger.

Da sagde Denne: Hvis De Agt vil give,
Skal noget Mærkeligt De faae at see:
Af Deres skjønne Navn vil her jeg skrive
Det første Bogstav, som jo er et E.
Han iilte bort og lod de Andre blive
Paa Fladen, dækket af den tynde Snee;
Han kom igjen, og midt i Løbets Snirkler
Skrev han med Skøitens Jern to halve Cirkler.

Og virkelig! der stod et & saa tydeligt,
Saa smukt afrundet, at det var en Lyst.
Men Mille raabte: Nei, hvor det er nydeligt,
Hvor kjækt det bugter sig fra Vest til Øst!
Vor Helt, hvis Sind blev meer og meer fortrydeligt,
Fik pludselig igjen sin tabte Røst,
Og til det Udraab lod han sig forføre:
Aa intet Andet! det kan med jeg gjøre.

Han fløi afsted; men da han kom tilbage,
Og havde gjort det ene krumme Sving,
Og Tilløb til det andet vilde tage,
Idet paa Isen han sig svang omkring,
Formaaede han ei Linien krum at drage.
Da raabte Mille: Naa, istand det bring!
Og stærkt hun puffed til ham, saa paa Skøiten
Han lige fremad foer til Krigers Fløiten.

See, raabte hun til Kriger! Udraabstegnet!
Det er, som var for Deres & det skabt!
Men Adam, med sit Puf i Ryggen, blegned,
Ja selv hans Aandedræt blev trangt og knapt.
Han gled og gled - han stred og bagud segned,
Og snart Balancen reent han havde tabt;
Hans Hat faldt af - og under Milles Latter
Han baglænds ned paa Isen voldsomt dratter.

300 Der laa han nu. Et Øieblik han troede,
At Ryggen knækket var ved dette Stød,
Skjøndt Smerten længer nede lod formode,
At der dog var den egentlige Nød.
Men efter Faldet snart han kom paafode,
Thi Damens Latter nærmere nu lød;
Han greb sin Hat og hilste bittert smilende,
Bød høit Farvel, og fløi saa hjemad ilende.

Med Stormens Fart afsted ham Skøiten førte,
Mens han forbittret fældte Milles Dom,
Skjøndt over Isen efter ham hun kom.
Hun kaldte - men han lod, som ei han hørte;
Hun Adam skreg - men det saalidt ham rørte,
At ei engang sit Blik han drejed om.
Han naaede Bredden, hvor han spændte af sig
De lette Skøiter og iland begav sig.

Han iilte frem ad Stien, hed i Panden,
Mens fra det heftigt kogende Gemyt
Dæmoner steg, omtaagende Forstanden.
Han følte sig som Een, der Gift har nydt,
Som Een, der havde solgt sin Sjæl til Fanden,
Og mærker, han for Lønnen bliver snydt.
Han mægte d i sin Stemning ei at bunde,
Hans Harme selv gik reent i den tilgrunde.

Han kom til Hjemmet, hvor ved Middagsbordet
Han traf sin Fader, som, da han tog Plads,
Just fyldte sig af Øl et mægtigt Glas,
Og, da det tømt var, skjemtende tog Ordet:
Du seer jo ud, som om du halv var jordet,
Saa bleg om Næbbet som vor syge Mads.
Stik du paa Flesket! det vil Hjertet lette;
Jeg maa afsted, for Fyren at berette.

Og bort gik Præsten, for med Præstekjolen
At faae sin Mads berettet og vendt om;
Men neppe skued Adam Stuen tom,
Før han ved Vindvet satte sig paa Stolen
Og stirred ud i Gaardens snevre Rum,
Hvor Sneen glimred blank i Vintersolen.
To hele Timer sad ved Ruden vist
Saadan han maalløs, tankeløs og trist.

301 Den korte Dag alt mod sin Nedgang helder,
Den blege Maane staaer i Østen op,
Da hører pludselig han Klang af Bjælder,
Og Lyden gjennemtoner Sjæl og Krop.
Han lytter - høit en Pidsk i Porten smælder,
Han seer en Hest med høirød Kanetop,
Der, Møddingen forbi, tilvenstre svinger,
Fulgt af en Kane, som den laaner Vinger.

Og bag paa Kanen, med den gyldne Tresse
Om Huen og med laadne Støvler paa,
Stod klædt i Pels den lille Baronesse,
Der, knaldende med Pidsken, om sig saae.
Vor Helt nu med fordobblet Interesse
Lod sine Øine rundt med Kanen gaae;
Men neppe foran Døren holdt den stille,
Før hurtig ind i Stuen hopped Mille.

Der stod hun, gratulerende til Frelsen,
Trods Faldet og det haarde Stød, han fik,
Hvorpaa hun føied til med muntert Blik:
Afsted, min unge Herre! Kryb i Pelsen,
En Kanetour vil styrke Deres Helsen! -
Heel villig efter Kappen bort han gik;
Men mod sin Villie, da han kom tilbage,
Han Plads paa Damesædet maatte tage.

Dog stod han paa, han Tømmen vilde føre,
For ikke reent at sidde som et Fjog,
Og hun, som først ei derom vilde høre,
Tilsidst gav efter for hans Bønner dog.
Hyp! sagde hun, og frem han monne kjøre,
Mens bagpaa hun med Pidsken smælded, og
Den svang omkring sig, dengang ud ad Porten
Dem gjøende forfulgte Spids og Morten.

I Gydens Ende ved en dristig Dreien
De naaede Kirkebakken, steil og høi,
Og derfra gik det frem ad Landeveien
Med Fuglens Fart, til Kanebjældens Støi.
Den hvide Snee ved Blæstens skrappe Feien
Og Hestens Hovslag dem om Øret fløi,
Ja tidt i Adams Mund den fløi som Pudder,
Saa Talen gik for ham i Skuddermudder.

302 Fra Markens aabne Strøg de nedad skraaede
Mod Fjordens Bred, hvor det medeet blev tyst,
Og snart, af Skovens Bakker dækt', de naaede
Den iisbedækte, sneebestrøede Kyst.
Sin blanke Sølvregn Maanen her udsaaede,
Ombølget af et Skyslør, tyndt og lyst;
Men pludselig den slørfri hilste Kanen,
Der ved dens kolde Smiil gled frem paa Banen.

Vor Helt sad taus, mens Øiet suged ind
Den lyse Klarhed, udbredt over Qvelden;
Og Aftnens Stilhed ved en lydløs Vind,
Imellem afbrudt kun af Pidskens Smælden,
Men gjennemtonet høit af Sølverbjælden,
Fremkaldte Dagens Minder i hans Sind.
Han saae omkring sig og han gjenfandt Stedet,
Hvor i hans Fald hans Skøitejern var gledet.

End seer hvert Spor han i den hvide Snee,
Sit eget lange Sving han kjender atter,
Og nu han stramt i Haanden Tømmen fatter
Og kjører rask hen over Krigers &.
Hvad! raaber Baronessen høit med Latter,
Idet hans kjække Daad hun faaer at see:
Der skærer De mig over midt i Livet!
Nu er det Puf betalt, jeg Dem har givet.

Qvitteret er for Skaden som for Skammen,
Gi'er han til Svar med et forsonligt Blik,
Der Mille traf da hun trak Pelsen sammen,
Just som i Skjul bag Sløret Maanen gik.
See! raabte hun igjen: see, hvor Madamen
Coqvet med Skyerne nu leger Kig!
Og Adam strakte Halsen langt tilbage,
For Legen ret i Øiesyn at tage.

Der som Endymion akkurat De ligger!
Udbrød den Skjønne med et listigt Smiil;
Tag Dem iagt! thi Luna hun er sikker,
Og alt paa Strængen gynger Amors Piil.
Hvis blot et Blik som før De hende skikker,
Hun strax fra Skyen kommer ned med Iil -
Aa, lo vor Helt, i otte Graders Kulde
Saa let ei Hjertet smeltes i den Hulde.

303 Her vender Blikket opad han fornøiet,
Endnu paa Sædet heelt tilbagestrakt;
Men Damen vedblev - medens fremad bøiet
Hun over Panden saae ham ind i Øiet,
Der straalte, mens paa hende det gav Agt:
Saa De for Alvor trodser Lunas Magt?
Ja, svared han: De seer jo hvor hun nøler -
Dog knap det sagt var, før et Kys han føler.

Ved Kyssets Smæk han Tømmen synke lod,
Saa midt i Løbet Hesten brat stod stille;
Men selv han reiste sig paa hurtig Fod
Og strakte Armen henrykt imod Mille,
Som først ei rigtig vidste hvad hun vilde,
Men ikke længe dog sig nøde lod.
Let som en Kat hun smutted ind i Kanen,
Der snart igjen gled fremad over Banen.

Da kun til Een der fandtes Rum paa Sædet,
Saa tog den Skjønne Plads nu paa hans Skjød,
Hvorved saa inderlig vor Helt blev glædet,
At af Erkjendtlighed han over flød.
Imellem Begge udspandt sig paa Stedet
En øm Passiar, som Damen først afbrød
Med dette Udraab: Hurtig! hjem til Gaarden,
At strax vi Alting kan faae bragt i Orden.

I Fiirspring gik det hjemad. Hestehoven
Paa Veien langs med Kysten Funker slog,
Og derpaa skjødes Gjenvei op til Skoven,
Saa ind paa Herregaarden snart de drog.
Der sprang af Trappen Hanne ned forvoven
Og dem med høie Jubelraab modtog;
Men Baronessen raabte: Gratuleer mig,
Thi her, min Tøs, du som forlovet seer mig!

Fra Hannes Favntag sig den Skjønne vendte
Mod Adam, hvem hun hurtig med sig trak
Ind til Baronen, som i Aftenfrak
Sad ved sit Kruus, og just sin Pibe tændte
Ved Lyset, der paa Bordet døsigt brændte,
Ombølget af en Sky af Røgtobak.
Papa! hun skreg: imens De der har sovet,
Har Deres lille Datter sig forlovet.

304 Forlovet? gjentog langsomt Ørnenæsen,
Idet han slap det netop fyldte Glas
Og reiste sig besværligt fra sin Plads:
Forlovet? Hvad er det nu for et Væsen? -
Hvordan, Papa! Er nu De bleven kræsen,
Er min Forlovede Dem ei tilpas?
Her staaer han! og mens dybt Baronen sukked,
Trak rask hun Adam frem, som ydmygt bukked.

Hr. Homo! stammed Manden - men jeg haaber
Det Hele kun er Spøg. Ei sandt, min Glut!
I har dog ikke handlet her som Taaber?
Som Taaber! gjenta'er Mille, stødt og mut,
Hvorpaa til Adam, der stod taus, hun raaber:
Tal du til Fa'er, nu j e g har Isen brudt!
Dog kort vor Helt sit Frieri affatter
Med: Hr. Baron! jeg be'er om Deres Datter.

Saa det er Alvor? Plager Fanden Eder?
Brød nu den Gamle løs med Skjend og Gnav:
Men det er vist, man ligger som man reder.
Alt kommer af den Frihed, jeg Jer gav,
Af denne Føiten om og Gjøren Jav,
Som i mit Huus jeg ikke meer tilsteder.
Dig, Mille, vil i Stuen ind jeg spærre,
Og De - ja De forstaaer mig vel, min Herre?

Som om sin egen Kraft han styrke vilde,
Et heelt Kruus Øl han heftigt skylled ned;
Hvorpaa i Pibespidsen fast han bed,
Mens Adam klemte Hatten stum og stille,
Og lamenterende paavei tog Mille.
Ved hendes Klynken sig Baronen vred;
Tilsidst han siger, i lidt spydig Tone:
Saa du har Lyst at være Præstekone?

Hvad? Præstekone jeg? paa ingen Maade!
Troer De, Papa, jeg er en saadan Nar?
Nei, søde Fa'er, lad her De mig kun raade!
Og nu ved Haanden fat hun Adam ta'er
Og siger: Naar Papa dig ta'er til Naade,
Du Præstegrillerne vel flyve la'er?
Ja, svarer Adam: dertil er jeg villig;
Den Fordring er jo vistnok meget billig.

305 Stop lidt! den Gamle raaber, mens han dunker
Bestemt og fast i Bordet med sin Kno:
Thi hvoraf vil I leve da, I To? -
Aa, leer hun: Adam bliver Kammerjunker,
Og ikke sandt, Papa! De har jo Grunker,
Hvormed De hjælper os at sætte Bo?
En Svigersøn vil Deres Alder styrke,
Og staae Dem bi med Deres Jord at dyrke.

Og tænk saa - her Baronen hun omfavned
Og hopped om ham som en vever Fugl -
Og tænk saa paa hans sjeldne Navn! thi Navnet
Er nok saa godt som Brockdorff eller Juel.
En Homo man endnu ved Hoffet savned;
Tænk, hvor De selv Dem vilde ærgre guul,
Hvis i en Homos Sted der her paa Pladsen
Kun stod en Nielsen, Møller eller Madsen.

Ja, du for dine Varer prægtigt snakker!
Afbrød! Papa, bestandig lige tvær;
Men hun blev ved: naa nu fornuftig vær!
Tænk, om en adelig, forsulten Prakker
Til Svigersøn De havde faaet her,
Han havde lagt Dem øde, jo jeg takker!
Med Spil og Gjæld, hvorved saa De blev hængende,
Han havde snart Dem hjulpet af med Pengene.

Det Argument fornemlig gjorde Gavn;
Og da paa Milles Bøn nu Adam loved,
At bryde ret med Vexeldrift sit Hoved,
Tog ham Baronen faderlig i Favn. -
Saa blev med Ære da vor Helt forlovet,
Og kort Tid efter kom fra Kjøbenhavn,
For Kammerjunkerbrevet, som var ventet,
Hof- Jagt- og Ride-Junkeri-Patentet.

Det var en lille Modgang, dog især
For Hr. Baronen, som paa Adams Vegne
Om Titlen havde søgt og tog sig nær,
At man fra Magtens og fra Naadens Egne
Ham draabeviis tildrypped Naaden her,
Og ikke lod dens fulde Strøm nedregne.
For Adam selv var saa omtrent det Eet,
Og Mille sagde: det er lige fedt!

306 Og vistnok! blot ved Retten til at bære
Hof-Uniformen var vor Helt traadt ind
I Livets høiere og større Sphære;
Og stod end nederst han paa Stigens Trin,
Hvert Skridt iveiret Fremskridt var i Ære.
For denne Fordeel var han selv ei blind;
Men skjøndt hans Blik mod Høiden stadigt droges,
Af større Ting dog nu hans Sjæl optoges.

Den Frihed nemlig, som var al hans Tanke,
Og hvis Idee han hidtil leved i,
Stod nu, da falden var dens sidste Skranke,
Realiseret for hans Phantasi.
Nu følte først han stolt sit Hjerte banke,
Nu først med Sandhed kaldte han sig fri,
Nu da med Midlerne han eied Magten,
Der gjør til ydre Daad den indre Tragten.

Thi hvad er hvert et Frihedsideal,
Med samt de Følelser, som til det høre,
Foruden Magten til at gjennemføre
Det i en Verden, som dog er real?
Hvad er det Andet end en Capital
I Barrer, hvormed Intet man kan gjøre,
Fordi ei Guldet møntet er og har
Det Præg, som gjør at Verden det modta'er.

Men for vor Helt var Idealet præget,
For ham det møntet var ved al den Magt,
Som i Baronens Mønt ham her blev rakt,
Og som en tørstig Sjæl ret vederqvæged.
I lutter Fremtidsdaad han sig bevæged,
En evig Frihedsyttring var hans Agt:
Han vilde Det og Det og Det udrette,
Og Det og Det og Det igjennem sætte.

I denne Frihedsruus kun lidt ham tynged
De nye, af Elskovsguden snoede Baand,
Hvormed nu Baronessens bløde Haand
Ham og hans hele Fremtidsliv omslynged.
Som Rosenlænker for hans Blik de gynged,
Og standsed end i Flugten de hans Aand,
Naar Jordens lave Dal afsyne svandt ham,
Saa dobbelt fast til Livets Lyst de bandt ham.

307 Thi paa et Fællesliv, saa frisk som sundt,
Sig daglig nu det unge Par beflitter:
Man ta'er paa alle Herregaarde rundt,
Hvor som Forlovede man gjør Visitter;
Man paa de tusind Narrestreger hitter,
Man gjør af Fjas og Spas en Hverdagsdont,
Man til Godmorgen toppes, næbbes, nappes,
Og til Godnat man favnes, kysses, klappes.

Paa denne Viis fløi bort med Tidens Bold
Den hele Vinter og en Stump af Vaaren,
I hvilken gamle Homo Bryllup holdt
Med Bruden, til hans Alders Trøst udkaaren,
Med Møllerpigen, som i Præstegaarden
Nu meled Præstens Kage nok saa stolt.
Mai Maaned kom; men knap den endte, førend
Vor Adams Bryllup ogsaa stod for Døren.

- Den store Morgen stod betids han op,
Hofjunker-Uniformen at probere,
Der, syet i Kjøbenhavn af Skræder Popp,
Og atter sendt tilbage, for lidt mere
At lade sig i Bryst og Liv vattere,
Iaftes sildig ankom i Galop.
Han trak i Buxerne, de blaa, de mørke,
Der viste Benets Skjønhed og dets Styrke.

Han saae mod Støvlen ned, og med en vis
Fornøielse betragted han sin Spore;
Han sig iførte Kjolen, med hvis Snore
Og Broderi han høilig var tilfreds;
Ham Hattens Trekant syntes ret at more,
Han dreied frem paaskraa dens ene Spids;
Han om det smekkre Liv sig spændte Kaarden,
Greb begge Handsker - og var heelt i Orden.

Præcise Klokken Tolv steg med sin Fader
Han op i Vognen og til Gaarden tog,
Hvor Tjenerne paa Trappen stod i Rader,
Mens gjennem alle Døre Gjæster drog.
Hr. Præsten til Baronen man indlader,
Men Adam, som lidt Støv af Hatten slog,
Og ønsked sine Hænder at faae tvættet,
Man fører ovenpaa til Toilettet.

308 Han vasker sig, og venter nu paa Bud,
For sig til Huuscapellet ned at skynde;
Han speiler sig og sukker: Herregud,
Vil ei de gode Folk engang begynde!
Han hurtig reiser sig fra Stolens Hynde;
Han gaaer omkring og seer ad Vindvet ud;
Han trækker Portefeuillen op af Lommen,
Hvori ved Kjørslen den paatværs var kommen.

Idet han aabned den, faldt af dens Gjemme
En lille Seddel ud, som knap han saae,
Før Mindet hilsed ham med Almas Stemme.
Den nu saa gamle Skrift var Svaret paa
Et af hans fordums Breve, som iglemane
Ham selv for længe siden monne gaae.
Ved Sedlens første Blad omkring at bøie,
Faldt strax paa disse Linier hans Øie:

Dit Søndagsbrev just nu jeg lukked til.
Midt i dets Ord, min Adam, var jeg inde,
Da randt dets gamle Datum mig i Minde,
Og hvad jeg tænkte, jeg dig sige vil.

Man jo fortæller, at en Straale mild
Kan ned til os fra slukte Stjerner skinne:
Vi Lyset faae, skjøndt over Nattens Tinde
Forlængst er død og udbrændt Stjernens Ild.

O, vredes ei! men da jeg læste Brevet,
Den Tanke dæmped pludselig min Lyst:
Mon end han føler, hvad der her staaer skrevet?

Er skrevne Ord ei Lyset fra hiin Stjerne?
Den Stemning, som har født dem i vort Bryst,
Er endt, naar selv de læses i det Fjerne. -

Lyslevende for ham stod Almas Billed.
Med Haarets Guld omsnoet af Myrthens Baand,
I sneehvid Brudedragt hun sig fremstilled,
Og rakte hen mod ham sin lille Haand.
Ned ad hans Kind en bitter Taare trilled,
Og angerfuld han sukked i sin Aand:
Hvor gaaer det til, at jeg først nu dig mindes?
Det er jo dig, med hvem jeg skal forbindes.

309 Som naar en Dæmning, trængt af Bølgeslaget,
Og i sin Grundvold undergravet last,
Paa eengang voldsomt sprænges, og ved Braget
De løste Bølger bruse frem ihast:
Saa i hans Hjerte, smertelig betaget,
Hvert konstigt Baand om Mindets Fængsel brast;
De bundne Minder styrted frem som Fanger,
Og Frihed, Lys og Liv ethvert forlanger.

En voldsom Kamp der udbrød i hans Indre.
Fra alle Kanter det som Stemmer lød:
Kast Lænken af, som vil din Frihed hindre!
Husk paa det dyre Løfte, som du brød!
Spring ud af Vindvet! Hurtig! Intet mindre
End Flugt dig redde kan i denne Nød.
Flyv hjem! Tag Extrapost! Tænk paa den Smerte,
Som du forvoldt har et saa kjærligt Hjerte.

Vor Helt forvirret stod - hans Pande brændte,
Hans Øie, stirrende, blev dobbelt stort.
Paa eengang rask til Vindvet hen han rendte,
Og aaben saae han Havens fjerne Port.
Hen imod den et Længselsblik han sendte -
Ikkun et dristigt Spring, saa var det gjort!
Men først han Alt dog overveie maatte ...
Da - ind i fuld Ornat hans Fader traadte.

Kom, smulte Denne: kom, din Dom er fældet!
I Lænker skal du smedes med din Brud;
Alt nedenfor man samles i Capellet.
Men hvor du staaer! Hvor du fortabt seer ud!
Hvad er der arriveert, min Søn? Fortæl'et! -
O, gav med Suk vor Helt til Svar: o Gud!
Men ei det nytter længer det at negte:
Jeg kan, jeg tør ei Baronessen ægte!

Hvordan! udbrød den Gamle heel forskrækket:
Hvorfor? Hvad er der skeet? Fortæl, men snart!
Og Adam, ved sin Faders Udraab egget,
Sit brudte Løfte skrifted i en Fart,
Og endte med, at Liliens Liv var knækket,
Hvis ei for denne Smerte hun blev spar't.
Dog Præsten raabte: Pokker ta'e din Lilie!
Her spørges ei om din og hendes Villie.

310 Men du - her blev hans vrede Stemme bister -
Du høilig mig lorbauser ved dit Ord!
Du er dog virkelig en sand Philister,
Hvis end paa Valg og Frihed her du troør.
Mens du som Katten dig om Grøden lister,
Er den forsvunden til det sidste Spor.
Bær derfor dog dig ad nu med Anstændighed,
Og husk, din Tugtemester er Nødvendighed!

Nødvendighed! fortvivlet Adam sukked.
Ja, netop den, gjensvared Præsten vred:
Netop Nødvendighed, som du bestred,
Har begge Ender paa dig sammen bukket,
Og derfor rask afsted, til Altret ned!
Du gaaer ei? - Har dit Øre da du lukket
For Spot og Haan, Foragt, Prostitution?
For Navnet af en æreløs Person? -

Nødvendighed! lød atter Adams Klage,
Og ud mod Havens aabne Port han saae,
Idet han vendte sig for ned at gaae.
Stop! raabte Præsten, som var lidt tilbage,
Du med paa Slæbetouget mig maa tage,
Mig, som i Talen vist vil gaae istaa.
Den, som jeg skrev, var lutter Fyr og Flamme;
Men Eens Begeistring du forstaaer at lamme.

Ind i Capellet, i hvis Stolestader
Forventningsfulde Bryllupsgjæster sad,
Skred Adam nu, ved Siden af sin Fader,
Med mørke Blik og bleg som Liliens Blad.
En Mumlen paa hans Vei sig høre lader,
En Hvisken fra den hele Dame-Rad:
Nei, hvor den gamle Fa'er dog er pedantisk,
Men Sønnen, o hvor sød og hvor romantisk!

Knap sad vor Brudgom paa sin Plads i Stolen,
Før hvert et Hoved dreied sig som før;
Thi ved Baronens Arm, i Atlaskkjolen,
Der rasled, mens det lange Brudeslør
Fra Nakken flød og glimred blankt i Solen,
Indtraadte Bruden af Capellets Dør.
Til alle Sider lod hun Blikket spille,
Mens ned fra Org'let lød den første Trille.

311 Bag Bruden gik der tvende Brudepiger,
I Silke klædt, og med et Hjerte hver,
Der fyldt af Længsel efter Bryllup higer,
Hvortil kun fattes dem en Hjertenskjær.
Med Øiet sænket, medens Barmen stiger,
Paa Bryllupsgang de gjorde Prøve her,
For naar det kom til Stykket ei at feile;
Det tvende unge Frøkner var fra Veile.

En Psalme til Basuner blev afsungen,
Og nu for Altret traadte Parret frem,
Hvor Homo stod og Tanden holdt for Tungen,
Imens han faderlig betragted dem.
Paa eengang hented Luft han op fra Lungen
Og raabte O! hvorpaa med Fynd og Klem
Han talte om det Baand - det Baand, der binder,
Der binder - der forbinder Mænd og Qvinder.

Han talte om de Torne, om de Roser,
Om Glædens Tempel, lukket i og op,
Om Sorgens Suk i Livets dybe Moser,
Om Haabets Udsigt fra dets lyse Top;
Om fælles Trøst ved Skjæbnens bittre Skoser,
Om fælles Lyst, naar Kjærlighedens Knop
Udfolded duftende sin modne Rose -
Og her gled Talen ret som Fod i Hose.

Da Vielsen var endt og efter Skik
Et Kys for Altret vexlet var af Parret,
Og bort vor Adam med sin Eva gik,
Hver Tilskuer troede, at forbi nu var'et.
Men, som det stundom gaaer, man dog blev narret;
Thi op gik Døren samme Øieblik,
Og bryllupsklædt indtreen Forvalter Hansen
Med Degnens Hanne, smykt med Brudekrandsen.

For Altret op de skyndte sig paastand,
Hvor Homo, af den korte Hvile vækket,
Nu strax sin anden Tale fanged an,
Idet den førstes Affald han opdækked.
Men skjøndt hver Levning med et O! han spækked,
Saa bar mod hiin ei denne Tale Vand:
Den fordums Flugt var bleven til en Kryben,
Den fordums Rose viste sig som Hyben.

312 Men dog saa rørt, saa inderlig fornøiet
Var Hanne ved den Hyben, der faldt af,
At lange Taarer hende hang i Øiet,
Da Hansen hende Brudgomskysset gav.
Derpaa sig begge Brudepar forføied
(Af Sværmen fulgt, som af et oprørt Hav)
I Salen ind, hvor Mængden nu tracterer dem
Med sit »jeg gratulerer-lerer-lerer Dem!«

Om Mille stimled Onklerne og Tanterne,
Om Adam Vennerne med Smiil og Nik,
Mens høit til Taffels blæste Musikanterne.
Men i sit Bryst vor Helt fornam et Stik,
Dengang han, bukkende for Gratulanterne,
Paa Kammerjunker Kriger Øie fik,
Der paa sin spodske Viis til Bruden sagde:
I Lænker altsaa Dem man ogsaa lagde?

Han hørte Mille svare: Hvad, min Herre!
De er nok ei ved Deres fulde Fem;
Troer De, jeg la'er i Buur mig indespærre?
For slig Bekymring kan jeg trøste Dem.
Min Frihed, som var hidtil knap, desværre,
I Ægtestanden skyder Vinger frem.
Fra Lieut'nant til Cap'tain jeg avancerer,
Og en Cap'tain sin Mand jo cujonerer.

Ved dette Svar, der røbed Hjertets Kulde,
Det gjennem Adams Aarer risled koldt,
Men dog han taug og gode Miner holdt.
Tilbords med Anstand førte han den Hulde,
Og spilled der sin Rolle som han skulde,
Galant mod Bruden, mod Rivalen stolt.
Da efter Bordet man til Haven iilte,
Med Brudens Arm i sin endog han smulte.

Men utaalmodig Damen løs sig sled,
Og med sit lange Slør afsted nu farende,
Løb hun til Kriger hen, med hvem passiarende
Hun Arm i Arm omkring i Haven skred.
Vor Helt, sig alle Complimenter sparende,
Til Lundens fjerne Bænk da tyede ned,
Hvor til sig selv han hvisked, dybt nedslaaet:
Hvorledes er det Hele til dog gaaet?

313 Min Faders Ord jeg selv jo sande maa,
Nødvendighedens Magt mig holder bunden;
Nødvendigheden, som jeg oversaae,
Som af min Villies Kraft var overvunden,
Som til et Nul for Tanken var indsvunden,
Som logisk opløst i min Frihed laa
Og ved Begrebets Styrke var henveiret -
Nødvendigheden her mig har beseiret!

Med sænket Pande længe taus han sad,
For Lys i dette Mørke dog at finde;
Men op medeet han saae veemodig-glad,
Og udbrød: hvor vi Mennesker er blinde!
Det som ei hører sammen vi forbinde,
Og det Forenede vi skille ad:
Om Frihed i Logiken lyder Talen,
Men Frihed kun begrundes ved Moralen.

Saasnart jeg fra Moralen skeier ud,
Forlader ogsaa jeg mit Friheds-Eden,
Og møder pludselig Nødvendigheden,
Der tyder paa en Villie, skilt fra Gud.
Saasnart der Spørgsmaal bli'er om Tvang og Bud,
Paa Pligtens Sti maa Foden være gleden;
Thi Den, der altid vil hvad Himlen vil,
For ham er ei Nødvendighed der til.

Ja deri har min Hovedfeil bestaaet,
At jeg forlod Moralens lige Vei;
Og derfor, skjøndt jeg Friheds Frø har saaet,
Nødvendighedens Frugt nu høster jeg.
Jeg maa tilbage, thi jeg vild er gaaet!
Og kan end Følgerne forandres ei,
Fra denne Stund der strengt moralsk maa handles,
Min Villie luttres maa, mit Sind forvandles.

Det bliver vanskeligt - jeg veed, jeg veed'et!
Men i min Kamp jeg dog har denne Trøst,
At ihvor tidt end saaret blev mit Bryst,
Jeg i det Hele fremad dog er skredet:
For hvert et Tab der Indsigt kom istedet,
Af hver en Smerte drog jeg Tankens Lyst,
Ved hver en Feil, som ak! jeg har begaaet,
Har idetmindste jeg Erfaring faaet. -

314 Han styrket reiste sig, og atter gik
Han op i Haven, som dog nu var øde;
Men ned fra Salens Vindver klang Musik,
Hvis Toner bølged lifligt ham imøde.
Knap var han inde, før han Øie fik
Paa Kriger og Mille, som i Valsen gløde,
Paa Hansen og Hanne, som en Hopsa sprang,
Paa Herrer og Damer, som i Kreds sig svang.

En ny Musik faldt ind, og just han vilde
Til næste Dands omslynge Brudens Liv,
Da ham det Puds Rivalen vidste spille,
Igjen at snappe bort den unge Viv.
Hvad Andet har da selv han at bestille,
End søge Hanne op til Tidsfordriv,
Med hvem paa Gulvet rundt han længe svang sig,
Mens til en voldsom Lystighed han tvang sig.

Herover blev nu Hansens Pande kruset;
Tilsidst Forvaltren raabte: Mange Tak!
Hvorpaa sin Brud han bort fra Adam trak,
Der hen til Bordet tumled som beruset.
Mens Mille dandsed og Musiken brused,
Omkap med et Par Herrer der han drak,
Saa ei den mindste Dands han fik med Bruden;
Thi nu tog Sværmen bort, som var indbuden.

De tvende Brude fjerned sig med Ilen,
Idet de listigt til hinanden saae,
Og Adam med Collega kort derpaa
Godnat Baronen bød, som dem med Smilen
Formanede, til ret at nyde Hvilen
Og ikke just med Solen op at staae.
Jeg selv, han vedblev, vaager for jer Alle,
Mens Folkene Raketterne la'er knalde.

Afsted fløi begge Herrer samme Vei,
Og varm af Elskov, hed af Vinens Flammer,
Vor Helt nu aabner Døren til sit Kammer
Og sukker længselfuld: See her er jeg!
Men ingen kjærlig Arm ham der annammer,
Han seer omkring sig - Bruden er der ei;
Han aabner Skabet, ryster Sengepuden,
Men borte var og borte blev dog Bruden.

315 Han løfted Bordet op med Vaskevandet,
Selv under Sengen søgte han sin Brud:
Men der han fandt dog noget ganske Andet,
Og skuffet fløi paa Gangen saa han ud.
Her mødte han Forvalteren, der banded
Og raabte til ham, hidsig som en Stud:
Hvor har De gjort af Hanne? Gid den Sorte ...
Hvad! udbrød Adam: Ogsaa hun er borte?

En Pige gik forbi, som lod et Ord
Om begge Damers Flugt til Haven falde,
Og ned i Haven begge Herrer foer,
Just som Raketterne man hørte knalde.
Ved Maanens Smiil, som Elskende paakaldc,
De speided ivrigt efter Vildtets Spor:
To hvide Skikkelser saaes fjernt i Gangen -
De styrted frem, og hver nu Sin holdt fangen.

Paa Engen ud de Sprællende de førte,
Men see! ved Adams Hjerte Hanne laa,
Og da sin Donna Hansen rask afslørte,
Han ind i Baronessens Øine saae.
De tvende Herrer deres Fangst ei rørte,
Men bytted Damer, som man kan forstaae,
Og uden Naade maatte nu fra Engen
De skjønne Fanger op i Brudesengen.

Men i den maaneklare, stille Nat
Steg Glimt i Glimt Raketter op fra Jorden,
Der kasted deres Stjerner over Gaarden,
Og spruded Funker ved det Under, at
Den frie Qvinde nu var lænket vorden.
Knap sluktes een, før een der tændtes brat,
Hvis Knald den store Nyhed høit forkynder
For Verden - det vil sige: Godsets Bønder. -

Saalunde da vor Helt blev Ægtemage;
Han nød nu Lykken, ikke blot af Navn,
Mens som en Drøm de gyldne Hvedebrødsdage,
Ja hele Somren, svandt i Hjemmets Favn.
September kom, og bort fra Godset tage
De unge Ægtefolk til Kjøbenhavn,
Hvor Mille absolut vil have Bolig
Og gjøre sig med Byens Liv fortrolig.

316 I aaben Wienervogn med fire Fuxer
De rulled ind ad Vesterport med Larm,
Imedens Adam, støttet paa sin Arm,
Med fornemt Nedblik Folkemængden duxer.
Bagpaa sad Tjeneren i gule Buxer
Og læned sig til Kammerpigens Barm;
Men Fruen selv sad ved Gemalens Side,
Med Fløielshat og Strudsfjer, lange, hvide.

Ved Vognens Rumlen hun fornøiet leer,
De stærke Smæld af Pidsken hende gotte,
Og mens de foran Vagten holde maatte,
Hun muntert om til alle Sider seer.
Men da Sergeanten ud lidt brøsig traadte
Og spurgte dem om Navn og Characteer,
Da skreg hun høit, for om Respect at minde:
Hofjunker Homo med Fru Gemalinde!

Afsted foer Vognen - men ad Volden ned
Netop paa samme Tid der monne stige
En bleg og blond, en ung og hvidklædt Pige,
Hvis grønne Slør om Liliekinden gled.
Dengang ved Vagten Vognen holdt og lige
Forbi den paa sin lette Fod hun skred,
Saae hun iveiret, og af Synet rammet
Hun standsed, og i Purpur Kinden flammed.

Med Lynets Hast den lille Parasol
For Kinden og for Øiet op hun førte,
Og dækket af sit Skjerm som af et Skjold,
Hun skjælvende nu Milles Udraab hørte.
Ned efter Vognen, som med Larm bortkjørte,
Hun længe stod og stirred, stiv og kold,
Saa drog hun Veiret dybt, og langsomt fremad,
Igjennem Porten ud, hun vandred hjemad.

Hun kom til Havens Dør, hvor Gittret endte,
Hun løfted Klinken, mens et Suk hun drog,
Men atter slap hun den og om sig vendte,
Hvorpaa til Vester-Sti hun Veien tog.
Mens Solen sit Farvel til Bølgen sendte,
Og sagte Vindpust over Søen jog,
Gik der hun op og ned med sænket Øie,
Mens tunge Tanker hendes Hoved bøie.

317 Længst Solen sank, mens hendes Trin dog løde,
For hver en Vandringsmand var Stien tom,
Da saae medeet hun op, som fra de Døde,
Og dreied Foden imod Hjemmet om.
Der hende Pigen iilsomt kom imøde
Og raabte: Jomfru Alma! Skynd Dem, kom!
Os Deres Udebliven har gjort bange,
Alt Deres Fa'er har søgt Dem flere Gange.

Hun gik i Stuen ind, hvor Theemaskinen
Paa Bordet stod med Lys og Aftensmad,
Og hvor i Slaabrok, klædt som Mandarinen,
Den gamle Gartner ved sit Skakbræt sad.
Hvor bli'er du af, min Tøs? han raabte glad,
Idet ved hendes Syn sig klared Minen:
Den gaaer til Otte, og før Klokken Ni
Du veed vi maae ha'e endt vort Skakparti.

Husk, du Erstatning skylder mig for Mat'en,
Som med din Dronning du igaar mig gav;
Thi hvis jeg ikke her mig hævner brav,
Jeg lukker intet Øie hele Natten.
Undskyld mig! svared Alma, medens Hatten
Og Shawlet hun nu hurtig lagde af:
Jeg blev i Byen længer end jeg vilde,
Og mærked ikke selv det var saa silde.

For hendes Fader Drikken hun iskjenked,
Paa hvert et Spørgsmaal gav hun ham Besked,
Hvorpaa hun satte sig, med Panden sænket,
Til Skakpartiet foran Bordet ned.
Den Gamle drak sin Thee, med Blikket lænket
Til Brættet, hvor med Brikken frem hun skred;
Og Spillet nu gik fort saa godt det kunde,
Mens Alma misted Officeer og Bonde.

Medeet den Gamle raabte: Hvad, du Nar,
Der trækker du jo med min sorte Springer!
Og hvad er det? Du ryster paa din Finger.
Nei, lad engang mig see! - Et Lys han ta'er,
Som ganske nær han hendes Ansigt bringer -
Ja saa min Sandten! du jo Feber har,
Hvis paa Couleur jeg ellers kan forstaae mig -
Nei løft dit Øie! See dog rigtig paa mig!

318 Dog Alma her sit Blik ei løfte vilde,
Thi fast ved Øielaaget Taarer hang,
Der yppigt ned ad hendes Kinder trille,
D'a med at rinde først de kom igang.
Fra Stolen hun sig reiste ganske stille,
Men med det Udraab op den Gamle sprang:
Du noget Nyt om ham har hørt derinde!
Den gamle Sorg du aldrig vil forvinde.

Da intet Svar der kom, gik spændt urolig
En Stund han taus ad Gulvet op og ned,
Til Alma skottende, der kæmped trolig
Med hver en Taare, naar den frem sig stred.
Paa eengang udbrød han med Heftighed:
Hvad er der blevet dog af denne Bolig,
Af dette Huus, hvor Freden før holdt Vagt:
Os dette Menneske har ødelagt!

Ja, hvilken Glæde var det før hver Morgen,
Naar ved min Dont dernede selv jeg gik,
Og du mig fløi imøde med et Blik,
Der var for Munterhed og Sundhed Borgen;
Naar med din Sang du mig bortgjenned Sorgen,
Naar i din Skaal dit Blomsterfrø du fik,
Naar du mig hjalp at rive Havens Gange -
Ak, i vort Paradiis der kom en Slange!

Hvordan har hele to Aar nu vi levet!
Forpiint og spændt, som mellem Liv og Død,
Som om der Dyrtid var paa Glæde blevet,
Og Taarer hørte med til dagligt Brød.
Et heelt Aar ei den Falske havde skrevet,
Saa kom der Brev, der gav os Hjertestød:
Et Opslag til den Brud, han selv sig kaared -
O, som en Slyngel har han ad sig baaret!

Hvad er der blevet af den Rosenflor,
(Her strøg han Almas spredte Haar ilave)
Som jeg opelsked i min stille Have,
Og hvoraf disse Kinder før bar Spor?
Af Taarer vandet i mit Hjem nu groer
Kun Lilien, som man planter den paa Grave;
For det jeg takker ham, der fik i Garn,
Der reent spolered mig mit rare Barn.

319 Ja over ham alt Ondt jeg ønske kunde!
Tys, Fader! raabte Alma pludselig:
Ønsk Adam intet Ondt; thi alt det Onde,
Der ramte ham, tilbage faldt paa mig.
Men tro mig, tro mig, læges skal min Vunde!
Alt fra imorgen al, jeg lover dig,
Vi Dagen hilse skal som før med Glæde,
Ikkun iaften giv mig Lov at græde.

Her kasted hun med Suk sig til hans Bryst,
Hun græd og græd, som om i Taarers Kilde
Sig hendes Hjerte reent opløse vilde,
Og snart den gamle Mand græd med til Trøst.
Ømt i hans Arm, hun længe hviilte stille,
Til hun Godnat ham bød med kjærlig Røst,
Og med et Lys, hvis lange Tande flammer,
Steg nu hun op ad Trappen til sit Kammer.

Der dvælte længe hun for Adams Billed,
Før med alvorligt Blik hun ned det tog,
Hvorpaa et Klæde hun om Rammen slog,
Og tætindhyllet det paa Bordet stilled.
Ud af sit Skab hun saa en Skuffe drog,
Af Minder fuld, der Savnet tidt formilded,
Og da hun havde seet, at Intet feiled,
Hun Alting pakked ind og Alt forsegled.

Dybt i Commodens hemmelige Gjemme
Portrait og Pakke langsomt skød hun ind,
Idet hun sukked: For hans Billed blind,
Jeg og ham selv maa stræbe at forglemme;
Han i en Andens Hjerte nu har hjemme,
Og Synd er nu det længselfulde Sind.
Hver Mindeblomst, jeg før gav Ly og Hygge,
Maa som et Ukrud jeg med Rod oprykke.

Imod det aabne Vindve hen hun gik,
Hvor Mørket laa saa tæt for hendes Øie,
At Havens Træer hun skimted kun med Møie;
Men snart fra Mørket hæved hun sit Blik
Til Efteraarets Stjerner i det Høie,
Og der først hendes Tanker Hvile fik.
O, hvisked hun: Hiint Lys er din Indstiftelse,
Hos dig er ei der Skygge af Omskiftelse!

320 Op til din faste Orden skuer jeg,
Hvor frem i Natten Kloderne du fører,
Der følge Planen, men forstaae den ei.
For dem sig ogsaa Banens Maal tilslører,
Men paa dit Vink enhver af dem sig rører
Og vandrer rolig den bestemte Vei.
For deres Løb med Troskab at fuldende,
Det er dem nok, at de din Villie kjende.

O, mig den samme Troskab ogsaa lær,
At ei min Sjæl fortvivlet skal forsage!
Af dine Hænder lad mig Skjæbnen tage,
At den, skjøndt dunkel, kan mig vorde kjær.
Min brudte Bane ny for mig du drage,
Og medens Alt for mig forvirres her,
Mens jeg er blind, mod Maalet du mig føre:
Min hele Villie kun skal dig tilhøre!

Til Skjæbnens Herre hun sig overgiver,
En Rytter lig, der ved en Afgrundsrand,
Naar stedse mørkere det om ham bliver
Og Sporet ei at see han er istand,
Den slupne Tømme til sin Ganger giver,
At Svælget den forbi ham bære kan.
En ubetinget Lydighed hun lover,
Og derved kom Fortvivlelsen hun over.

Hun saae den under sig i al dens Vildhed,
Hun følte Frygten for dens Afgrund endt,
Mens her hun stod i Aftnens dybe Stilhed
Med Blikket opad imod Trøsten vendt,
Ned fra hvis Lys en Strøm af Fred og Mildhed
I hendes Hjerte uafbrudt blev sendt.
For Sorgens hele Bitterhed befriet,
Blev dybt i Lidelsen hun her indviet.

Hun i dens Skole havde gjennemgaaet
Den første Classe, hvorved Indsigt ret
I Lidelsens Natur hun havde faaet.
Dens Analyse havde hun forstaaet,
Mens hun i Eensomheden havde grædt,
Omspunden af de mørke Tankers Net.
Hun havde skuet Tvivlen dybt i Øiet
Og siddet ængstet under Frygten bøiet.

321 Hun havde seet som Boblen Haabet briste,
Og Lykken som en Drøm opløses brat;
Hun havde prøvet Alt i Eet at miste,
Og sluppet med et Suk sin sidste Skat;
Hun havde følt Fortvivlelsen sig friste,
Fortabt og trøstesløs, af Tro forladt;
Hun havde lært, at Livet kan opgives,
At det kan splittes, splintres, sønderrives.

Men her ved Nattens lyse Stjerneskin,
Der Broen mellem Jord og Himmel bygged,
Hun op i Skolens anden Classe rykked
Med et ved Sjælens Luttring klaret Sind.
Ei meer af Lidelsen til Jorden trykket,
I dens Synthese viedes hun ind,
Hvor alt det Sønderrevne skal forbindes,
Hvor Alt hvad der er tabt, paany skal vindes.

Hvor Hjertets skjulte Spire skal beskyttes,
Til atter blomstrende den skyder Knop
Og Mindets Rødder sees som Haabets Top;
Hvor Indtryk med Anskuelser skal byttes,
Hvor Dissonanser, hvoraf haardt man stødtes,
I klangfuld Harmoni skal løses op;
Hvor Livet midt i Døden skal bevares,
Hvor Lidelsen, med eet Ord, skal forklares.

Men hvor er dette muligt, var der ikke,
Naar Lidelsernes Skole her er endt,
Et andet Liv, hvor Tanken har erkjendt,
At Fryd og Smerte Favn i Favn maa ligge?
Hvor var det muligt, Lyst af Qval at drikke,
At juble paa et Baal, der alt er tændt,
At synge Martyrsangen midt i Flammer,
Hvis Lidelse fra Salighed ei stammer?

Men Himlens Salighed er altfor rig
Til i et enkelt Væld sig at udtømme,
Og derfor deelt den her udgyder sig
I Lidelsens og Glædens fulde Strømme.
Paa Glædens Bund jo Smerten sees at drømme,
I Smertens Dyb jo Glæden ligger Liig;
Af Væsen eens, de mod Forening hige,
Af ueens Form, hinanden de bekrige.

322 Ved denne Kamp, paa Jorden aldrig endt,
I Livets Gang Bevægelsen de vække,
Og Sjælen, som de vexelviis tiltrække,
Har begges Forskjel i sit Suk erkjendt.
Kun i et enkelt, lykkeligt Moment
I Hjertets Fred de sammensmelte begge,
Og Den, som da paa eengang begge smagte,
Til ham sit Nectarbæger Himlen rakte.

Til ham den fulde Vished ogsaa flød,
At Saligheden Lyst og Smerte rummer,
At Himlens Fryd optager Jordens Kummer,
At Lidelsernes Hjem er Glædens Skjød.
For denne dybe Trøst hvert Suk forstummer;
Og denne Himlens Nectardraabe nød
Nu ogsaa Almas Sjæl, mens Lyst og Smerte
Forenet gjennemstrømmed hendes Hjerte.

Endnu som før ved Vinduet hun stod,
Med begge Hænder fast mod Brystet knuged',
Som da sit Svælg Fortvivlelsen oplod;
Endnu, mens Mørket over Jorden ruged,
Af Stjernehimlens rene Lys hun suged
En evig Trøst, der slog i Hjertet Rod;
Der ind i Fredens Rige hende førte,
Hvor intet jordisk Haab sig længer rørte.

323

NIENDE SANG

Vor Helt gaaer fremad - Helte fremad gaae,
Om Kugler end som Hagl omkring dem regne,
Om Venner end og Fjender om dem segne,
Om Skjæbnens Lyn end Slag i Slag dem naae:
Og denne Heltens Fremgang her vi maae
Endog med Navnet af et Spring betegne,
Thi siden sidst han førte Bruden hjem,
Er tolv Aar han i Tiden sprungen frem.

I dette Spring leverer han det factiske
Beviis for Tidens frygtelige Fart;
Thi Ni og Tred've Aar han fylder snart,
Og staaer nu midt i Livet, i det practiske.
Det Livsafsnit, der kaldes det didactiske,
Fordi man deri lærer at see klart,
Nu ligger bag ved ham, og Liv og Lære
Man seer ham deres modne Frugter bære.

Skjøndt mangen Ungdomsdrøm han har opgivet,
Han dog mod Idealet stræber end,
Sig vel bevidst, at kun det er et Skin,
Naar ei det mægter at beseire Livet.
Hiin Frihed, som i Tankeperspectivet
Abstract og formløs vinked før hans Sind,
Men for hvis Yttring Livet strax slog Bommen ned,
Har han vendt Ryggen og vil nu Fuldkommenhed.

Han alt sig har tilegnet nogle mindre
Fuldkommenheder, hvorpaa Magt der laa;
Og Hvad i Verden skulde vel ham hindre
Fra Skridt for Skridt sit store Maal at naae?
Paa dette Punkt, betræffende det Indre,
Sees altsaa Helten efter tolv Aar staae;
Og nu der spørges om, hvad Virkning Tiden
Har frembragt i hans Liv paa Ydersiden.

324

Her er en virkelig Forandring skeet,
Og en Forandring, sonn saalidt ei klunker;
Thi ei blot blev forlængst han Kammerjunker,
Hvad ogsaa Andre blive man har seet,
Men han en Kammerjunker blev med Grunker,
Og om en saadan har man længe ledt.
Af Døden Hr. Baronen er udmarvet,
Og Mille nu har Baroniet arvet.

Hvis hun en Søn faaer, bliver han Baron,
Men hidtil har hun Døttre kun desværre;
Og døer hun selv, da bli'er for sin Person
Vor Helt imens han lever Godsets Herre,
Men kjøres han saa bort paa Dødens Kærre,
Gaaer Godset, med hans Arvings Exclusion,
Over til Sideliniens ældste Lemmer,
Hvad Erectionspatentet klart bestemmer.

Endnu til Overflod, om ei til Gavn,
Her at berette heller ikke skader,
At med Baronen sank hans gamle Fader
Fra Møllerpigens Arm i Gravens Favn,
Hvorfor ei meer os Skik og Brug tillader
At kalde Helten ved hans Døbenavn;
Som Arving til sin Faders Navn og Hæder,
Han under Navnet Homo nu optræder.

Og nu, min Læser! ind i Homo's Bolig,
Der midt i Hovedstaden hæver sig
Grundmuret, stor og elegant - fortrolig
Ad Sidetrappen op jeg fører dig.
I sin Studerestue, dyb og rolig,
Paa Kobberstik og Bogreoler rig,
Staaer Helten ved sin Pult, til Bogen lænket,
Hvori hans Blik og Tanke dybt er sænket.

Hvor smukt endnu hans Ansigt! Ikke meget
Han sig forandred i den lange Tid:
Ei mindste Haar er paa hans Hoved bieget,
Og Pandens Hvælving skinner ungdomshvid.
En enkelt Fure Tiden vel har streget
Om Kind og Mund, der dog er lige blid;
Men som Erstatning har til Manddoms-Gave
Den skjenket hans Person en lille Mave.

325

Men vel at mærke, kun en ganske lille,
Der næsten for Figuren er en Ziir,
Og dobbelt Værdighed Personen gi'er,
Naar Kammerjunker-Rollen den maa spille.
Hans Klædedragt - dog lad mig tie stille!
Begyndes her, jeg aldrig færdig bli'er;
Thi at Fuldkommenhed han stræber efter,
Fuldkommen os hans Klædedragt bekræfter.

Hvad læser han? - Kan jeg mit Øie troe?
Demosthenes! og det i Or'ginalen!
Og der ved Siden ligger Cicero
Med Qvinctilianus, Mesteren for Talen.
Først i den græske Text han stirrer jo,
Og derpaa de latinske Reglers Alen
Han lægger paa den, for at see, hvorvidt
Her Theori og Praxis holde Skridt.

Med hvilken Flid og Iver han studerer,
Og dog med hvilket aandigt Velbehag!
Man seer det gjælder en alvorlig Sag,
En Sag, der meget nær ham afficerer.
See blot, hvor han nøiagtig sig noterer
Udbyttet af sit Studium; idag!
Saa hurtig løber Pennen som hans Tanker,
Da pludselig det rask paa Døren banker.

Knap faaer han sagt: Ak, hvem, vil nu igjen
Mig plage med sin Snak? det vist er Bentsen!
Før Døren aabner sig, og lille Jensen,
Hans Barndoms, Ungdoms og hans Manddoms Ven,
Foruden andre Cer'moniers Ændsen
End et Goddag! imod ham styrter hen.
Hvor gaaer det? stammed Homo, lidt betuttet.
See, raaber Jensen: Listen den er sluttet!

Ved disse Ord han et Papir udfolder,
Som sammenrullet han i Haanden bar,
Og som en Række Navne indeholder,
Saa lang, at knap der Ende paa den var.
En mægtig Glæde Synet Homo volder,
Papiret ud af Jensens Haand han ta'er,
Og Begge sætte sig paa Canapeen
Med Listen, for i Mag at gjennemsee'en.

326

Mens dermed sysselsat er begge Venner,
Vil dig, min Læser, jeg indvie her
I Sagens Sammenhæng, som ei du kjender,
Men hvis Begriben dog dig ligger nær.
Du veed, at Homo's Stræben sig fuldender
I en Fuldkommenhed, der Frugter bær,
Og at dens Eenhed deelviis han opleder,
Idet han Jagt gjør paa Fuldkommenheder.

Du veed, at allerede nogle mindre
Fuldkommenheder han erhvervet har -
Saa, til Exempel, kan vi her erindre,
At ypperligt han spille kan Billard,
At Fransk han taler, som om i det Indre
Af Frankrigs Hovedstad han opfødt var,
At han en Mester er i Rideskolen,
Samt at han træffer Prikken med Pistolen.

Men dermed har til Ro han ei sig slaaet;
En fuldendt aandelig Personlighed
Er Idealet, som for ham har staaet,
Og af hvis Skjønhed aldrig han blev kjed.
Paa tvende Maader har han søgt at naae'et:
Først som den fine Mand - som Den, der veed
Natur og Konst i rigtigt Maal at blande,
Og dernæst ved til Taler sig at danne.

Som Taler altsaa har i flere Aar
Han Rhetoriken grundigt lagt sig efter,
Og end han dyrker den af alle Kræfter,
Mens intet Nutidsmønster han forsmaaer,
Og paa de Gamle skarpt han Blikket hefter.
Demosthenes som Maalet for ham staaer;
Men dette Maal som Middel atter tjener
Den Plan, han her at gjennemføre mener.

Som hver en ædel og begavet Aand
Han ønsker Efterverdnen at tilhøre,
Og derfor noget Stort han vil udføre,
Idet han løser fri af Tankens Baand
Det Ideal, som skal Mirakler gjøre,
Naar han til Seier har ført det ved sin Haand -
Jeg siger Haand, skjøndt Mund jeg burde sætte,
Da han ved Ordet jo vil Alt udrette.

327

Almindelig Fuldkommenhed er Tingen,
Som han udbrede vil i hver en Stand,
Og i saa vidt et Omfang som han kan,
Thi efter Planen udelukkes Ingen.
Ved Talekonstens Magt han vil fremtving'en,
Fuldkommengjøre vil han Stat og Land,
Gjenføde Folket ved total Forvandling,
Idet hans Tale vækker det til Handling.

Det var en dristig Plan, men ei Chimære.
Hvad Andet var det vel han vilde her,
End hvad de største Aander, hver især,
Til Formaal satte sig ved Liv og Lære?
Men for nu Planen at realisere,
Har længst han forelagt den for en kjær
Og gammel Ven, som billiger Tendensen,
Og som er klog paa Livet - nemlig Jensen.

Vor Jensen, som Assessor er i Retten,
Og derhos Practicus og Pebersvend,
Samt ivrig liberal og varm i Hætten,
Er snart i tolv Aar Husets bedste Ven.
I hver en huuslig Strid han stiller Trætten,
Han Herrens Pande glatter ud igjen,
Og Fruens Sti paa tusind Maader jævner,
Saa hun sin Cicisbeo ham benævner.

Ved Jensens Hjælp iværk skal Planen sættes,
Thi begge Venner, efter lang Debat,
Har sig foreent i den Beslutning, at
En Talerklub som snarest skal oprettes,
Hvor alle Hjerter skal ved Talen lettes,
Hvor alle Stænder Ordet skal ta'e fat,
Og hvor, ved Homo's Ord gjort idealere,
Medlemmerne omdannes skal til Talere.

Er Mængden først af Homo's Idealer
Og Talekonst tilbørlig inspireert,
Og har med Stof Methode den capeert:
Skal den i Landet sendes ud som Taler,
Og allevegne stifte Filialer,
Ved hvilke hele Folket, stimuleert
Og egget op, som i total Forvandling
Begeistres skal og drives frem til Handling.

328

Paa eengang, som ved Trolddom og Magi,
(Thi sligt et Maal man opnaaer ei ved Lirken)
Skal Slaget bryde løs, i kraftig Virken
For Haandværk, Handel, Landbrug, Industri,
For Almeenaanden, Videnskaben, Kirken,
For Frihed, Konst og nordisk Poesi,
Og Talen ei med Folket slutte Freden,
Før det i Alt har naaet Fuldkommenheden.

Det var den store Plan, som Egoisten
Forhaane kan, men Landets sande Ven,
Ja hvert oprigtigt Menneske og Christen,
Ei nok til Gjengjæld prise maa igjen;
Paa Talerklubben var det Medlemslisten,
Som nys til Homo Jensen rakte hen,
Hvis Iver og Bestræbelser det skyldtes,
At med saa mange Navne Listen fyldtes.

Ei sandt, udbryder Jensen: her er nok
Af Kræfter til din Plan at gjennemføre,
Og bringe Landet i et vældigt Røre,
Naar først sig taler varm den hele Flok?
For Løiers Skyld du Tallet dog skal høre!
See her! Af Journalister just en Skok,
Af Militære Tre, for ei at lyve,
Af Pensionister Een og Fiirsindstyve.

Af Philosopher og Poeter Fyrre,
Af Laugsinteressenter og af frie
Professionister Hundrede og Ni.
Af mindre Kjøbmænd Tolv - Een af de større.
Af Professorer og Doctorer Ti.
Sex Seminarister - ikke af de tørre.
Fem Gaardmænd. Otte Huusmænd fra et Lehn.
Af Procuratorer Syv; af Sømænd Een.

Af Kræmmersvende Sytten, Af Studenter
Tre og Halvfjerds. Af Fabrikanter Fem.
Halvtreds af Folk, som tære deres Renter.
Af Konstnere, som her har Huus og Hjem,
Endnu ei Nogen, men endeel jeg venter.
Af Præster To - vi kan undvære dem!
Halvfems af Folk, som Ingenting kan kaldes -
Det gjør: Fem Hundrede og Fiirs in Alles!

329

I Sandhed! svarer Homo, heel fornøiet:
Din Iver ikke nok jeg rose kan;
Men siig mig blot, hvordan har det sig føiet
At her ei tegnet staaer en Adelsmand?
Der findes ikke een af denne Stand.
At excludere dem jeg har for Øiet!
Til Svar gav Vennen: Det er Demokraterne,
Men Adlen ei, som nu ophjælpe Staterne.

Maaskee! gjensvared Homo: Men nu maa
En Generalforsamling der bestemmes,
For at istand vi Lovene kan faae,
Hvorved det unge Samfunds Kraft skal tæmmes.
Især maae Filialerne ei glemmes,
De under Moderklubbens Magt bør staae;
Thi kun i den kan Status man bedømme,
Og kun fra den Impulsen ud bør strømme.

Ja vist, ham Jensen svarer: Lov maa gives,
Og Straf der sættes maa ved Exclusion,
Og strax der vælges maa en Direction,
Thi ellers vil man rives kun og kives.
Men først maa Samfundsaanden dog oplives,
Og dette angaaer nærmest din Person;
En Generalforsamling er fornøden,
Især for at dit Ord kan gjennemglød'en.

Jeg kan forsikkre dig (vor Helt gjenmæler)
Uforberedt jeg ikke dertil gaaer.
Det er nu - lad mig see - paa sjette Aar,
At just ved denne Sag min Tanke dvæler.
Ved Dag og Nat jeg for Ideen kjæler,
Som min Bestemmelse den for mig staaer,
Ja dette Værk et helligt Værk mig tykkes;
Det staaer i Himlens Haand, om det skal lykkes.

Det lykkes! falder Jensen ivrig ind:
Det lykkes vil til din og Folkets Ære!
Thi siig mig, hvad iveien der skulde være?
Jeg mig forstaaer paa Menneskenes Sind,
Jeg veed, at de vil smigres; at de bære
Hvert Aag, naar kun dem levnes Friheds Skin.
Bring blot til høit at svulme Samfundsaanden,
Og Værket vil faae Fremgang efterhaanden.

330

Naar da om en ti, tolv Aar, eller flere,
(Her Homo let paa Skuldren klapped han)
Vi see Fuldkommenheden rundt florere
Og slynge Krandsen om det hele Land:
Da - da, min Ven, vil Folket subskribere
Paa Æressøilen for sin store Mand.
Her, ligefor dit Huus, vi hen vil flytt'en,
Og den skal slaae Sparto til Frihedsstøtten!

Ja du er god Prophet! den Anden smiler,
Idet han let fra Sædet reiser sig:
Men kom, min Ven! Forlænge her du hviler,
Min Kone ved sit Theebord savner dig.
Hvor har jeg mine Handsker? - Tiden iler,
I Reunion frangaise man venter mig.
Glem ei din Hat! - Nei, lad kun Listen ligge!
Jeg nok har Lyst, lidt meer i den at kigge.

De gik med raske Skridt igjennem Salen,
Mens Homo sagde: Røb ei, hvad du veed
Om Sagens Sammenhæng; det vil forhal'en,
Gi'er du min Kone om vor Plan Besked.
Oms den vi til imorgen gjemme Talen,
Naar jeg til dig i Retten kommer ned;
Da vil paa Lovene vi rigtig klemme,
Og Tiden til Forsamlingen bestemme.

Her aabned Døren han til Dagligstuen,
Hvor i sin Sopha, for sit Theevandsbord,
Ved Lampens Skin sig præsenteerte Fruen,
Hen imod hvem, til Haandkys, Jensen foer.
Hun var endnu den Samme: Fløielshuen
Sad skraa paa Lokkerne med Dusk og Snor,
Og uforandret, med sit friske Væsen,
Stod mellem røde Kinder stumpet Næsen.

Ikkun i eet Capitel havde længe
Hun Tidens Virkning sporet og erkjendt:
Hun bleven var særdeles corpulent,
En Følge vel af hendes Barselsenge.
Men derfor lod dog ei hun Ho'det hænge,
Som om med tyndt Liv Livet selv var endt;
Nei, endnu lige qvik og lige vever,
Sin Andeel hun af Jordens Goder kræver.

331

Min Cicisbeo sine Pligter glemmer!
Udbrød hun med sædvanlig Munterhed,
Da Jensen sig hos Homo satte ned:
Min Mand, som er en Hemmelighedskræmmer,
Dem i sin Pose nu bestandig gjemmer,
Saa neppe meer til mig De Veien veed;
Og dog jeg havde tusind Ting paa Hjertet,
Hvormed min Ven saa gjerne jeg beverted.

Tal, bedste Frue! høres Jensen svare:
I mig De lutter Øre finder jo.
Jo vist, hun siger, jeg mig nok skal bare!
Først under fire Øine er man To.
Troer De maaskee Gemalen tør erfare,
Hvad jeg min Cicisbeo vil betroe?
Fortroligt tales kun med tvende Tunger -
Men see, der har vi jo de søde Unger!

Knap var det sagt, før Dørene fløi op
Med Larm og Støi, og ind med dristig Mine
Sprang først den ell'veaarige Bettine,
Og saa den tiaars Julie med et Hop.
Det var to vakkre Glutter, ranke, fine,
Med Kinder røde som en Rosenknop,
Med stumpe Næser og med Net om Haaret,
Der, heelt tilbagestrøget, kort var skaaret.

I deres Blousekjoler frem de sprang
Paa Fløielsskoe, men efter Curmethoden,
Der kom for kjertelsvage Børn igang,
Barbenede fra Knæet indtil Foden;
I hvilken Smag de dog kun fulgte Moden,
Thi selv til Curen spored ei de Trang.
De løb om Bordet rundt som ellevilde,
Og skreg paa Thee, for deres Tørst at stille.

Tys, tys, dem Fruen svared: Thee jeg skjenker!
Hvorpaa med Alvor hun tilføied strix:
Paa Eders Pligter I slet ikke tænker,
Smukt frem, og for Hr. Jensen gjør et Kniks!
Den lille Julie strax sit Hoved sænker
Og læsper vittig: Kniks for Mester Fix!
Hvorpaa hun op og ned ad Jensen gned sig,
Mens i sin Faders Favn Bettine smed sig.

332

Mens han i Haaret purrede den Hulde,
Hun til sin Søster raabte: See paa Fa'er!
Idag han sin galante Mine har,
Som om han Complimenter sige skulde.
Og see hans Kalvekryds! gjensvared Julie:
Just som han tegnet staaer i vor Corsar!
Og dermed hen til Skabet løb de Begge,
For frem den lille Huuscorsar at trække.

Her er Forklaring nødig. Som en Moder,
Der seer sit Ideal i sine Smaa,
Det Fruen tidlig alt paa Hjerte laa,
Ved Læsning at opdrage sine Poder
Til hurtige, spirituelle Ho'der,
Hvorfor til ABC hun lod dem faae
Corsaren, i hvis Billeder de Spæde
Fandt deres første Barndoms skyldfri Glæde.

Men Bladets Vittighed i den Grad vakte
Bettines og den lille Julles Vid,
At beggeto hinanden Haand de rakte
Til en Corsar for dem og deres Tid.
Alt hvad i Huset ikke ret dem smagte,
Hver Lærer, som forlangte større Flid,
Ethvert Besøg fra Byen og fra Hoffet,
Ja Fa'er og Mo'er, til deres Blad gav Stoffet.

See der som i Triumf de Bladet bringe!
Og der aftegnet, som vi hørte nys,
Staaer Homo med et vældigt Kalvekryds,
Saa stram og snørt, som Kjolen skulde springe.
Med spidset Mund han vil et Ord fremtvinge,
Halv bøiet frem, som for at gi'e et Kys;
Og under Stykket læses Inskriptionen:
Fa'er i den fine Verden angi'er Tonen.

Høit Fruen lo, men rask i Huuscorsaren
Slog Jensen Klo, som i et fundet Rov,
Imedens Homo, der jo her var Narren,
Sad paa sin Stol, satisficeert, men flau:
Satisficeert, fordi det smigred Fa'eren,
At i hans kjære Børn ei Aanden sov;
Men dog saa flau, fordi den givne Pille
I Jensens Paahør smagte ham saa ilde.

333

Han rømmed sig forlegen, men forresten
Bevared han sin Holdning som en Mand,
Ja, mens de Andre loe, han smulte næsten,
Ret som den hele Sag ei ham gik an.
Medeet trak dog sit Uhr han op af Vesten,
Og stirrende paa Skiven mumled han,
Idet han reiste sig fra Stolens Hynde:
Vil jeg i Selskab, faaer jeg nok mig skynde.

Han bød Farvel og gik. Men nu, da Ungerne
Vel havde faaet deres Thee tillivs,
Kom om et Sukkerbrød de op at kiv's,
Og høit omkap de Begge brugte Lungerne.
Tys! raabte Fruen til dem: Tand for Tungerne!
I Spisestuen ud, hvis I vil riv's!
Der kan paa jeres Billeder I male,
Jeg Noget har med Jensen her at tale.

Saa kom da, Julie! Kom og stop dit Øre!
Bettine skreg, og hen mod Døren foer:
Paa hvad der her skal skee, tør ei vi høre,
Og heller ikke see, saa vidt jeg troer.
Men Julie skreg: Corsaren med vi føre!
Vi Jensen male vil paa Knæ for Mo'er!
Og hermed løb de ud i Spisestuen,
Og ene med sin Ven befandt sig Fruen.

To geniale Børn! bemærked Jensen.
Ja vist (ham Fruen svared) muntre Smaa,
Der bagop strax som unge Foler slaae,
Naar blot lidt stramt man holder dem i Trendsen.
Men hør nu noget Nyt! Idag ved Grændsen
Af min Bestræbelse De seer mig staae:
Novellen, som jeg skrev paa, heelt er færdig -
Og (afbrød Jensen) sikkerlig Dem værdig!

De selv skal dømme! svared hun med Iil,
Idet hun fremtog et Par skrevne Hefter,
Som hun ham gav med Bøn, at see dem efter,
Da vel hun vidste, at en qvindlig Stiil
I sine geniale Spring bekræfter
Nødvendigheden af en critisk Fiil.
Men, vedblev hun: betro Dem nu til Ingen,
Og til min Mand ei mindste Muk om Tingen!

334

Han vilde blive bange, hvis han aned
At som Prometheus her jeg var paa Spil,
Og at Novellepoesiens Ild
Fra Venner og Bekjendtere jeg raned.
Vor hele Omgangskreds har frem jeg manet:
I Bogens Helt Grev Pruth De kjende vil;
Min Mand i hans Rival; de gamle Tanter
Gjør Tjeneste som min Novelles Fjanter.

Thi hvad mig morer meest naar Pennen render,
Er fremfor alt den Leilighed, man har
Til lidt at finte sine gode Venner,
Og holde dem venskabeligt for Nar.
Om En og Anden og sit Billed kjender,
Han det at tilstaae nok iagt sig ta'er;
Og gjør jeg ikke rigtigt, naar jeg henter
Fra Livet selv min Digtnings Elementer?

Vi stakkels Fruentimmer, som maa stille
Vort Lys bestandig under Skjeppen - vi,
Som trods Talent og Aand og Phantasi
Tør Roller ei i Stat og Kirke spille;
Vi, som man helst ved Naalen holde vilde,
Men som ved Handling kun os føle fri:
Vi har kun Valget - Enten at sye Særker,
Eller fremtræde seirende med Værker.

Fuldkommen sandt! faldt Jensen høflig ind.
Men, vedblev Damen: Eet gjør dog mig bange,
Og fylder med Bekymring tidt mit Sind.
Naar ud i Verden nu min Bog skal gange,
Skal Døgncritikens Bødler da den fange,
Og knap af Bogen levne mig dens Bind?
Skal den hudflettes, knibes, flaaes, parteres,
Og jeg som Autor grusomt chicaneres?

De bedre Blades Dom jeg ikke frygter,
Saalidt som al den høiere Critik,
Der rundt i Landet nu sin Gjerning røgter;
Men hvad mig ængster, er de hvasse Stik
Af giftig Ondskab, for hvis Braad man flygter:
Smudsbladene med deres Polemik,
Kloakforfatterne, der slaae med Snavset,
Saa man ta'er Flugten, plettet og forbauset.

335

Her holdt i Talens Strøm medeet hun inde,
Og spørgende betragted hun sin Ven,
Der rømmed sig, for ret sig at besinde.
Han strøg med Haanden over Panden hen,
Han saae sig om, som for paa Raad at finde,
Og pludselig fik Mælet han igjen.
Min bedste Frue, hvisked han fortrolig:
Jeg veed en Udvei, vær De ganske rolig!

Til Tid og Sted skal Alt De faae at vide,
Men for Novellen kan De være tryg.
Ja, udbrød hun: jeg trygt paa Dem vil lide!
Thi med min Cicisbeo Ryg mod Ryg,
Jeg mod den hele Verden turde stride.
Her reiste hun sig op saa fed og tyk,
Og sagde, just som Vognen lod sig høre:
Til Operaen nu De maa mig føre!

Hun greb hans Arm og skred med raske Skridt
Af Stuen ud, hvor snart paa Arnen døde
De sidste Gnister. Huset laa som øde,
Dets spredte Lemmer hver nu passed Sit.
Huusgudernes de dybe Suk kun løde
I denne Stilhed fra den Krog, hvor tidt,
Ja, hvor de nylig skjulte Vidner vare
Til Toner, der i Hjertet dybt dem skare.

Thi hvert Familieliv er en Musik;
Fra Følelsen, som Mand og Viv forener,
Den strømmer ud og Alting Klang forlener,
Og giver Livet Tact og Maal og Skik.
I Børn og Folk dens Strøm sig kun forgrener,
For sig at samle næste Øieblik;
Og af de fælles Toner op sig svinger
Den Melodi, der Hjemmet gjennemklinger.

Men dette Liv, af musikalsk Natur
Mens skjult det rører sig i Hjemmets Zoner,
Omsætter og i Former sine Toner,
Og danner, seet fra Uden, en Figur.
Musiken bliver her Architectur,
Den indre Klang til ydre Proportioner,
Hvori de skjulte Forhold træde frem,
Og som et Huus sig viser da et Hjem.

336

Dog vee vor By og vee vor Tid, den gale,
Ifald nu pludselig, ved Trylleri,
De Grundmuurs Huse, som vi gaae forbi,
Forvandledes til dem, hvorom er Tale:
Til Huse, der var ideal-reale,
Og Udtryk kun af Livet indeni;
Thi hvilke Bygninger kom da for Dagen:
Forfærdelige Vidnesbyrd om Smagen!

Ja, hvilket Skuespil gav vore Gader,
Hvis man Familielivet blottet saae
Snart i symmetrisk stive Søilerader,
Bag hvilke vind og skjæv Portalen laa,
Og snart i huult opklinede Fagader,
Der, ravende, kun Stødet vented paa,
Og snart i usle Skuur, hvor Vinden smutted
Ad Dør og Vindver ind, der daarligt slutted!

Hvad Under at Penaterne, bortstødte
Ved Savn af Sammenhold og Harmoni,
Om slige Boliger ei længer skjøtte,
Saa lidt som om den Slægt, der boer deri?
Men hvorhen skal de stakkels Guder flytte,
Naar Slægtens Offerskaal gaaer dem forbi?
Skal Hjælp de søge hos det Offentlige? -
Hos Landets Genius! hører Folk jeg sige.

Hos Landets Genius? Hvor er han at finde,
Den raske Dreng med lyst og lokket Haar,
Med klare Øine, blaae som en Kjærminde,
Der Sværdet svinger og der Harpen slaaer;
Der Skib kan styre gjennem barske Vinde,
Skjøndt helst blandt Markens gyldne Neeg han gaaer,
Der med et Tungemaal, som Bølgen flydende,
Kan synge smukt, men aldrig tale skrydende?

Hvor er han henne med sin friske Kind,
Sit muntre Smiil, sin drømmerige Pande,
Sit jævne Væsen, uden Bram og Skin,
Sin stille Kjærlighed til Hjemmets Strande;
Sin Lyst til Eventyr og fremmede Lande,
Sit for den hele Verden aabne Sind;
Ja, hvad af Landets Genius er der vorden,
Han, Fostersøn af Syden som af Norden? -

337

Ak, kun en Flygtning er af ham der bleven!
Han neppe selv sig hjælper i sin Nød.
Ved Haan og Spot fra Stæderne fordreven,
Han frister nu sin borgerlige Død.
I Pjalter klædt, af Smerte sønderreven,
Han eensom vanker om i Skovens Skjød,
Og med sin egen Nøgenhed for Øiet,
Han tænker paa de Krænkelser, han døied.

Han mindes, at man knap et Blad ham lod
Af Hæderskrandsen, som ham Fortid fletted;
At hver en Smule Roes man ham aftrætted,
Ja tillod sig at tvivle om hans Mod.
Han mindes (o, hvor koger her hans Blod!)
At man i den Grad har hans Rygte plettet,
At nu han peges Fingre ad som Een,
Der ikke meer kan staae paa egne Been.

Han mindes - og hans Hjerte fast vil briste -
At man sin Haan til denne Paastand drev,
At selv det med hans Sprog var paa det Sidste,
Hans Sprog, hvorved udødelig han blev!
Ja raaded ham, for Mælet ei at miste,
At skaffe sig en Tunge, der sig skrev
Fra det Ginungagab, det underjordiske,
Hvor Kragemaalet er det Gammel-Nordiske.

Alt mindes han, og for sit Nag at glemme
Han søger dybest ind i Skovens Ly,
Hvor Løvets Dække skjuler Land og By,
Og hvor til Trøst sig hæver Fuglens Stemme.
Her føler eensom han sig atter hjemme,
Her fletter han sin Hæderskrands paany;
Her gaaer han om til Mørket dækker Skoven,
Og vandrer saa til Klinten ned, ved Voven.

Der staaer han smykket med sin Bøgekrands,
Hvori veemodig Aftenvinden suser,
Og seer paa Havet ud, hvor Bølgen bruser,
Af Maanen farvet med en rødlig Glands.
I Fortids Syner sig hans Aand beruser,
Han seer sig seirende tillands og -vands;
Han raaber høit: Min Tid vil atter komme,
Tilskamme vorder Slægten og dens Domme!

338

Men bort fra ham! Til Helten i min Sang!
Hvem netop frem paa rette Sted jeg maner;
Thi han, for hvem Fuldkommenhed er Trang,
For Landets Genius sikkert Veien baner.
Det Aften er, og fuld af Fremtidsplaner
Han vender hjem fra sin Spadseregang,
Paa hvilken han fra Hovedet til Halen
Har drøftet Generalforsamlings-Talen.

Disposition og Anlæg har han inde,
Hver enkelt Deel for Tanken staaer saa klar,
At hele Talen næsten som et Minde,
Der blot skal tages frem, han hos sig bar.
Den rette Stiil det gjælder kun at finde,
Og dermed haaber han ei Nød det har.
Med Lyst og Mod han iler op ad Trappen,
Og i sin Stue kaster af han Kappen.

Snart staaer paa Skriverbordet Lampen tændt,
Papir og Pen har alt han lagt tilrette,
Og nu i Slaabrok sees han ned sig sætte
At skrive fort en Timestid omtrent.
Det gaaer som smurt! Hans Fingre knap er trætte,
Før Talens første Afsnit heelt er endt,
Hvormed tilbage han i Stolen lægger sig,
Mens læsende behagelig han strækker sig.

Et Studium for en Maler! Tankens Piil
Paa Pandens Bue hviler, mens der farer
Ham over Kinden af og til et Smiil,
Der Productionens Glæde aabenbarer.
Han mumler Hum! og selv sit Hum besvarer
Med: dette Sted kan trænge til en Fiil.
Han reiser sig og hen ad Gulvet skrider,
Mens oprømt han i Hænderne sig gnider.

Saa er nu endelig da Tiden kommen,
(Han siger til sig selv) da over mig
Og min Bestræbelse skal fældes Dommen;
Da det for Alles Blik skal vise sig,
Naar for min Virksomhed nu hæves Bommen,
Hvorvidt paa Frugt og Indhold den var rig;
Da hvad jeg i mit Liv har saaet i Aanden,
I Andres Liv skal høstes efterhaanden.

339

Hvor selsomt - her paa eengang stod han stille -
Ja, hvor det selsomt dog i Livet gaaer!
Thi jeg, som netop Præst ei være vilde,
I Folket nu en Menighed mig faaer.
Men paa en Maade Præst vi Alle spille,
Naar os et Publicum for Øie staaer,
Blandt hvilket Proselytter vi vil gjøre,
For en Idee med Magt at gjennemføre.

Min Magt er Ordets Magt - i vore Tider
Man handler ved at tale for en Sag.
Men hvad ved Nutids Tale mindst jeg lider,
Er Talernes det ferske Foredrag,
Det falske Spil med Gestus, der jo strider
I alle Stykker mod en renset Smag.
En Læremester Folket kan behøve;
Men Mester bli'er man kun ved sig at øve.

Her strøg medeet han Monologens Seil,
Og paa Consolen han tilrette stilled
To tændte Voxlys for det store Speil,
At, medens Straalerne paa Glasset spilled,
Det kunde vise ham hans Talerbilled
Med alle Fortrin og med alle Feil.
Han traadte frem - men neppe han begyndte,
Før ud ad Døren han ihast sig skyndte.

Der paakom ham en Frygt, og da forsigtig
Han sig mod Muligheder sikkre vil,
Den ydre Kammerdør han laaser til,
Og prøver saa om Laasen binder rigtig:
En Ting, der for hans Børns Skyld var ham vigtig,
Som tidt ved Nøglehullet var paa Spil,
Ja satte ham som Taler i Corsaren,
Naar i sin Stue mindst han aned Faren.

Nu har han sikkret sig, at gjennemheglet
Midt under Aandens Flugt han ikke bli'er,
Og atter træder frem han nu for Speilet
Og declamerer høit af sit Papir.
Hver Gestus dog, der syntes ham forfeilet,
Hvert Ord, som ei det rette Fald han gi'er,
Gjentager han paany, og slig Afbrydelse
Gi'er ham som Taler just den ægte Nydelse.

340

Tidt træder pludselig han frem et Skridt,
Og strækkende mod Speilet sine Arme,
Han declamerer med en Ild og Varme,
Som om hans Paastand ivrig blev bestridt.
Tidt faaer hans Foredrag et Skin af Harme,
Men tidt igjen indsmigrer det sig blidt,
Især naar inderlig han anbefaler
Forsamlingen sin Tro paa Idealer.

O, mine Venner! (saa tilsidst han endte
Med ædel Pathos Talens første Part)
O, at vi ret den Lykke dog erkjendte,
Som Idealet har os opbevar't,
Da for dets Skjønhed vist vort Hjerte brændte!
Hvad er det Andet, rettelig forklar't,
End den Fuldkommenhed, som reent forglemtes,
Men hvortil Livet og vi selv bestemtes?

O, lad os holde denne Tanke fast!
Thi om endog vort Sind det dybt bevæger,
At Baandet mellem Jord og Himmel brast,
Den Tanke, som os saarer, ogsaa læger.
Mod Livets Høider Idealet peger,
Det viser Vei os med et Øiekast,
Som lærer os, at Glæden og at Freden
Just boer og bygger i Fuldkommenheden.

Ja! Hvo der til Fuldkommenhed det drev
Selv i det Mindste, hvortil Flid udkræves,
Selv i et Værk, der grundes for at hæves,
Og mandig fast i Maal og Stræben blev:
Om ham - naar han fra Støvet løs sig rev -
Vi sige tør: han leved ei forgjæves!
Hans Sjæl umulig død kan graves ned;
Dens Hjem er Hjemmet for Fuldkommenhed!

Her standsed han og rørt mod Speilet skued,
Hvor en begeistret Skikkelse han saae,
Hvis Kinder flammed og hvis Øine lued,
Mens, udadvendte, ham de stirred paa.
Et Øieblik sit Billed han indsuged,
Hvorpaa til Bordet hen han saaes at gaae,
For strax at skrive videre paa Talen,
Før han i Aandens Flugt fornam en Dalen.

341

Der i sin Eensomhed vi lade blive
Den ny Demosthenes, hvis Tales Ord
Vel streifed lidt ud fra den gamles Spor,
Men dette kun man Emnet bør tilskrive.
Fra ham, som sagt, vi altsaa løs os rive,
Fra ham, der Idealet Troskab svor,
Vi styrte midt os ind i det Reale,
I en af Husets store Selskabssale.

Thi der Fru Mille paa sin Divan throner
I Fløielsdragt, saa blaa som en Fiol,
Imens hun, bøiet over Jensens Stol,
Sin Digtning læser høit i høie Toner.
Om hende, som Planeter om en Sol,
I Halvkreds er placeert en Snees Personer,
Der alle stirre stivt paa Damen hen,
Men selv just ei see ud som Gentlemen.

Og hvem var disse Folk? Hvad var Tendensen
Med en Forsamling, i sig selv saa rar? -
Smudsbladenes Forfattere det var,
Som hid var inviterede af Jensen,
For ved galant Tracteren og Credentsen
At vindes for hvad Fruen skrevet har.
De anonyme kom til dette Stævne,
Men det forhindrer ei dem her at nævne.

Tilhøire sad Hr. Smører og Hr. Snakker,
Med samt Hr. Tværer og Hr. Tanketom;
Tilvenstre saaes Hr. Lusker og Hr. Prakker,
Hvorpaa Hr. Væver og Hr. Vrøvler kom.
I Skyggen bagved sad Hr. Gjennemrakker,
Hr. Æreløs, Hr. Luus, Hr, Usseldom,
Hr. Galdeguul, med fleer af disse Ravne,
Der leve af Nationens bedste Navne.

Af Salens Lys og Speile halv forblinded',
Som Gjæster røved' deres Næb og Kløer,
Og vundne ved en ypperlig Liqueur,
Hvis Dunster dem endnu omtaaged Sindet,
Holdt under Læsningen de sig i Skindet,
Ja mumled høflig tidt et Hør, o hør!
Men ved sig selv de tænkte: Mon dog Kjællingen
Ei kommer snart tilende med Fortællingen?

342

Hun kom til Enden. Med forstærket Røst
Pathetisk læste hun de sidste Sider,
Hvor sig i Krampetræk Heltinden vrider
Og strider Kampen mellem Pligt og Lyst,
Til hver en Lænke brat hun sønderslider,
Og døer med Dolken i et frigjort Bryst.
Det tætbeskrevne Hefte bort hun lagde,
Og Tak derfor en Bifaldsmumlen sagde.

Man halvhøit raabte Bravo, mens man vrikked
Paa Stolen og sig heelt tilbage smed;
Man til hverandre saae - man smulte, nikked,
Og sig i Hænderne fornøiet gned.
Men Fruen, som om Læberne sig slikked,
Med sin Novelle steg i Kredsen ned,
Og med et muntert Blik, hvori sig malte
Det trygge Haab, til Gjæsterne hun talte:

Jeg staaer for mine Dommere! Jeg lægger
For Deres Fødder ned mit Aandsproduct;
Og selv Critikens Svøbe jeg Dem rækker,
Ifald De dømmer, jeg fortjener Tugt. -
En saadan Tale ny Begeistring vækker;
Man vil ei blot, at Digtet kaldes smukt,
Man paastaaer, at hvis Characteer skal gives,
Udmærket godt med Kryds da maatte skrives.

Hr. Smører føied til: At aldrig bedre
Han selv, som Autor, kommen var fra Sligt;
Hr. Prakker meente, at det kun var Pligt,
Med gyldne Laurbær sligt et Værk at hædre;
Hr. Snakker antog, at Critikens Fædre
Med Glæde Fadder stod til Fruens Digt;
Hr. Væver indlod sig paa lang Forklaring
Af Værket, som det Skjønnes Aabenbaring.

Midt i hans Væv, og just som bedst man snakker,
Fløi Dørene til Spisestuen op,
Og Fruen Armen bød Hr. Gjennemrakker,
Idet tilbords hun bød den hele Trop.
Der stod et Taffel dækket, jo jeg takker!
Der saae man Fad ved Skaal, og Skaal ved Kop:
Kapuner, Østers, Creme, Filets med Reier,
Strasburg-Rouletter, Trøfler og Posteier.

343

Enhver sig trængte frem, men Veien stopper
Dem Tjenerskaren, klædt i Liberi,
Der af Bouteiller trak de lange Propper
Ved Skjenkebordet, som man skred forbi.
For hvert et Svup af Tollen Hjertet hopper
I Livet paa det hele Cleresi,
Og som om Vinens Draaber alt de smagte,
De slog med Tungen, medens Hals de rakte.

Da man tog Sæde, Fruen fik sin Nød,
Om Plads hos hende saae man Alle stride;
Men hun, med Gjennemrakker ved sin Side,
Den anden Plads Hr. Lusker strax tilbød,
Hvorved hun vel Hr. Luus gav Hjertestød,
Men sikkred for hans Nærhed sig itide.
Han kløede sig bag Øret lidt moqueert,
Til hendes vis-à-vis nu degradeert.

I lang Tid Gjæsterne kun aad og drak;
Man hørte kun Tallerkener, som klirred,
Kun Glas og Flasker, som paa Bordet dirred,
Kun Stød af Gafler, naar tilbunds de stak,
Og med en Hast, der Tjenerne forvirred,
De neppe rakte Skaaler til sig trak.
Men knap var een Portion i Livet nede,
Før nok end een de bad om allerede.

Til Jensen over Bordet Fruen vinked
Med Miner, som han godt forstod sig paa,
Thi strax til Svar med Øinene han blinked.
Han reiste sig, for høit til Lyd at slaae,
Idet med Glasset han mod Flasken klinked;
Og da fra Fadet op nu Alle saae
Med Sauce om Læberne, hvorpaa de smagte,
Han denne Toast med Glas i Haand udbragte:

Høistærede! Vi lever i en Tid,
I hvilken, maalt med Jødedommens Dage,
Unegtelig et Skridt man gik tilbage;
Thi medens Jødefolket, træt af Splid,
Slap Dommerne, for Konger sig at tage:
Har vi, som fik med Kongedømmet Strid,
I modsat Retning Veien just proberet,
Og vor Tid bli'er af Dommere regeret.

344

Dog, hvad der synes et Tilbageskridt,
Som et uhyre Fremskridt snart sig viser,
Naar Skridtets Følger man betænker lidt.
Ja, som en Frugt af Samfundslivets Criser,
Som Frihedens Triumf jeg just det priser,
At Dommerkaldet nu er blevet frit;
At vor Tids Dommere - her rundt han nikkede -
Som Journalister ere selvbeskikkede.

Derved først Dommen Frihedsstemplet faaer,
Ved hvilket Journalistens Domstol skiller
Sig fra Juristens, der paa Thinge staaer,
Hvor man Retfærdighedens Vægt opstiller,
Skjøndt aldrig man, hvormeget end man piller,
At bringe den i Ligevægt formaaer.
Jeg taler af Erfaring maa De vide;
Jeg er Assessor - De paa mig kan lide.

For sligt afmægtigt Retfærdspilleri,
Er - som De selv jo bedst veed - Journalisterne,
Der dømme paa et Skjøn, aldeles frie.
De stævne ei til Vidne som Juristerne,
De gaae Forlig, ja selv Forhør forbi,
Og Retsdebatten skjenke de Sophisterne.
Til strengt at dømme Tidens Brøst og Bræk,
De bruge kun Papir og Pen og Blæk.

Er Dommen afsagt, strax den expederes
Paa trykte Blade hele Landet om,
For af det hele Folk at exeqveres.
Men her den møder andre Blades Dom,
Og under Gnidning med dem corrigeres
Den for de Feil og Pletter, den bekom;
Ja mod hinanden Dommene kan gnides
I den Grad, at de vexelviis opslides.

Ved denne Kamp af Alle imod Alle,
Af Blad mod Blad, Person imod Person,
Fremkommer det, man kalder Opinion,
Og som jeg Folkedommen vilde kalde.
Den kan som Lovens Dom i Søvn ei falde,
Den er ufeilbar i sin Conclusion,
Den er saa sand, at sand den kan fremkomme
Af lutter skjæve, vinde, falske Domme.

345

Og derfor, mine Herrer! vil jeg prise
Ved Bægrets Klang det Dommerkald, De fik:
Vor Kjærlighed kan aldrig De forlise,
Thi ud fra Dem dog Opinionen gik.
Vel savner til min Skaal jeg her en Vise,
Vel mangler jeg Trompeter og Musik,
Men dog vor Tak begeistret jeg Dem bringer -
I Visens Sted mit Hjertes Harpe klinger!

Han svang sit Glas, mens Fruen applaudered,
Og alle Bægre ham imøde kom,
Da til at klinke han dem invitered.
Men op til Tak stod nu Hr. Tanketom,
Som med en Skaal paa Skaalen replicered.
Han talte høit - men hvad han talte om,
Kan ei gjengives i et Sprog med Skranker;
Thi Talen var aldeles tom for Tanker.

Da han sig satte, reiste sig Hr. Tværer,
Og medens det med ham i Længden trak,
Hr. Usseldom med ydmygt Buk frembærer
En Subskriptionsplan paa sit trykte Mak,
Paa hvilken Plan han Fruens Navn begjærer.
Hans Blad og Blyant modtog hun med Tak,
Og med et Sving, hvorved af Fryd han blegned,
For femten Exemplarer hun sig tegned.

Men rundt omkring nu Larm og Snak tiltog,
Med Haand og Mund paa eengang Fruen spilled:
Hun skjemtefuld Hr. Gjennemrakker drilled,
Og ubemærkt hans Gaffel fra ham drog;
Hun af sit Brød med Fingren Kugler trilled,
Som over i Hr. Vrøvlers Mund hun slog;
Hun idetsamme paa sin Nabo husker,
Og kasted Sukkermandler til Hr. Lusker.

Hun saa opmærksom var, saa fiin, saa huul;
Hun meer end een Gang venligt saaes tilnikke
De Herrer Æreløs og Galdeguul,
Før hun Pokalen greb og bad, om ikke
Et Glas med Herrerne hun maatte drikke,
For ned at hjælpe dem det tørre Suul.
Hun stirred stivt paa dem med Smiil om Munden,
Og alle Tre stak Bægret ud til Bunden.

346

Nu kom Champagnen frem, og høit at knalde
Man hørte Prop paa Prop, og Glas paa Glas
Udstak med Jubel og Begeistring Alle,
Hvem her en Perial just kom tilpas.
Man alt saa smaat dem hørte Viser tralle,
Man alt dem svingle saae paa deres Plads,
Da Fruen - som nu havde nok af Bordet -
Sig reiste, og paa denne Viis tog Ordet:

Før Afskedstimen slaaer - og længst med Smerte
Jeg hørte Vægt'rens Raab: Vogt Lys og Ild!
Før alle Venner mig forlade vil,
Som her jeg har den Ære at beverte,
Jeg mine Herrer lægge maa paa Hjerte
Det unge Barn, som De stod Fadder til:
Novelle-Glutten mener jeg, den spæde,
Der med sin Lallen syntes Dem at glæde.

Lad Dem erindres af en Moders Stemme
Om den med Barnet her indgaaede Pagt,
At ei som andre Faddere De glemme,
At give paa den Lilles Fremtid Agt,
Naar snart i Trykkesværtens sorte Dragt
Hun træder ud i Verden, i den slemme,
Hvor hun, som dandsede paa Roser før,
Maaskee skal gaae i Smuds fra Dør til Dør.

Tag Dem af Glutten, hvis for slemt hun drilles,
Ræk hende Haanden, hvis hun staaer forladt,
Før hende frem, hvis hun i Skygge stilles,
Hold hende oppe, hvis hun segner mat!
Og nu - før med et Gjensynshaab vi skilles -
Skjenk i! skjenk i! - Til Afsked og Godnat
Spar ei paa Mosten og paa Druesaften!
Skaal, mine Herrer! Skaal! - Tak for i Aften!

Her skød hun larmende sin Stol tilbage,
Og da fra Bordet Jensen og stod op,
Saa maatte Gjæsterne tiltakke tage,
Og snurren reiste sig den hele Trop.
Men her begyndte ret nu Fruens Plage,
Da svinglende med Arm og Been og Krop,
Og stoppende den kagefyldte Lomme,
De styrted frem med deres Velbekomme.

347

I Damen ordenlig de sled og drog,
For hendes Haand til Tak-for-Mad at klemme;
Ja reent Hr. Æreløs sig syntes glemme,
Thi han endog sin Arm om hende slog,
Idet han hvisked med en sødlig Stemme:
At han mod Fruens Tilbud gjerne tog,
Og villig kaldte Fader sig til Barnet,
Hvem nok han skulde hjælpe gjennem Skarnet.

Den arme Frues Hjerte saae man bølge,
Hun nødig vilde tabe Dagens Frugt,
Og dog sin Harme knap hun kunde dølge.
Men her til Hjælp kom Jensen hende smukt.
Idet han indbød Allemand at følge
Sig til Caféen, førend den blev lukt,
For i Billard en Landse der at bryde,
Og en Cigar og et Glas Punsch at nyde.

Det var et Tilbud efter Alles Sind;
De Fruen slap og søgte Hat og Kappe,
Og uden Afsked ned ad Husets Trappe
De fulgte Jensen som en Hvirvelvind.
Men efter Veiret Fruen saaes at snappe,
Og end med Vredens Rødme paa sin Kind
Hun ringed stærkt paa sine fire Piger,
Til hvem, da de kom ind, hun heftig siger:

Op i en Fart mig alle Vindver smæk,
At her kan luftes ud for aaben Rude,
Og skrub saa Gulvet godt med vaade Klude,
Og børst tilgavns mig Stolenes Betræk!
Gjør En af Jer et Fyrfad hedt derude,
Og tag mig Dug og Servietter væk,
Thi begge Stuer som den slemme Syge
Endnu iaften maae I gjennemryge!

Saa talte Fruen, takkende sin Gud,
At Aftnens Festlighed var overstaaet,
Før det med Gjæsterne kom til et Brudd.
Hun vented nu at høste hvad var saaet,
Men dette Haab til Jorden reent blev slaaet,
Da kort Tid efter hendes Bog kom ud.
Smudsbladene den frygteligt nedrakked,
Og ikke blot den plukked, men den hakked.

348

Hvem var den Skyldige? Ja det var Tingen!
Critikerne jo anonyme var,
Og altsaa var Forfatterne jo Ingen,
Og lige høit Enhver sit Hoved bar.
Saa gaaer det, naar en Autor under Vingen
Af Nutids smaa Mæcener Tilflugt ta'er;
Saa gaaer det, naar Poeten selv beverter;
Fortids Mæcener havde større Hjerter!

Dog bort nu med Mæcener! thi jeg veed,
At du, min Læser, længes efter Dagen,
Paa hvilken Helten, kommende til Sagen,
Skal virke for sit store Øiemed,
Og du, til Løn for din Taalmodighed,
Skal kunne sige: Timen nu er slagen,
Da Homo skal i Daad sin Prøve staae,
Og vise os, hvad Mennesker formaae.

Din Utaalmodighed saa godt jeg fatter;
Thi at fortælle dig jeg har jo glemt,
At Generalforsamlingens Debatter
Med Homo's Tale aabnes skal bestemt
I disse Dage - hvoraf følger atter,
At den Fuldkommenhed, der ligger gjemt
I Planen, og som Talen indeholder,
I disse Dage Vingerne udfolder.

Men som før Faste kommer Fastelavn,
Saa, før Fuldkommenheden ta'er sit Stade
Rundtom i Land og By, paa Torv og Gade,
Opfyldende hvert Hjertes Haab og Savn:
Indbyder jeg dig til en Maskerade,
Som Homo gi'er det hele Kjøbenhavn.
Een Gang om Aaret gjør han sligt et Gilde,
Et Indfald, som dog skyldes meest Fru Mille.

Paany vi til hans Hjem os derfor vende,
Hvor i den klart oplyste Hovedfløi
Fra Porten ud der lød en Larm saa høi,
Som sattes Huset paa den anden Ende.
Man hørte Vogne rumle, Heste rende,
Lakaier raabe, Hunde gjøre Støi,
Og medens Kudske deres Varsko skrige,
Saaes af Karreter ud der Folk at stige.

349

Ad Hovedtrappen op til Festens Glæde,
I Dragters og Costumers rige Glands,
Sig bugted Gjæsternes den lange Kjæde,
Just som en tusindfarvet broget Krands.
For frem at komme, de hverandre træde
Ei blot i Hælen, men i Slæb og Svands,
Og Suk og Stønnen ei forstummed førend
Dem Tjenerne til Salen aabned Døren.

Langs Salens Vægge Bænke var opstilled',
Lig et Amphitheater, saa at de,
Der umaskeerte til kun vilde see,
Med Lethed kunde overskue Spillet,
Og, fri for Puf, af Maskesværmen lee,
Der sig paa Gulvet tumled som forvildet.
En Mængde Gjæster her alt Sæde tog,
Mens gjennem alle Døre Masker drog.

Hvad fik man ei at see! Hist Natten stiger
Frem i sin sorte Dragt med Stjerner paa,
Og klædt i Hvidt sig Mindet om den sniger;
Hist Haabet rosenrødt man dandse saae;
Hist løb Zigeuner-, Gartner-, Fiskerpiger,
Hist Harlekin i Pjerrots Arme laa,
Hist Munken gik med Tyrken og Tartaren,
Og her Matrosen, Bonden og Husaren.

Der blev en Trængsel, saa man knap kan tænk'en,
Og derfor Øiet til en anden Kant!
Op til den stjernesmykte Mand paa Bænken,
Hvem Homo converserer saa galant,
Mens Manden selv (Geheimeraad von Encken)
Med adspredt Mine rømmed sig iblandt,
Og med et Blik, der ei seer godt i Længden,
Igjennem Glasset kigged ned paa Mængden.

En Stund sad Manden taus, ja næsten suur;
Men dengang Støien værre blev og værre,
Da reiste sig medeet den gamle Herre
(En høi og imponerende Figur)
Og udbrød: hvilket larmende Parterre!
Et saadant Spil for ældre Folk ei duer,
Det summer og det trommer for mit Øre;
Min unge Ven! Vil De mig Selskab gjøre?

350

Mit Ønske Deres Excellence gjetter!
Gi'er med et artigt Buk vor Helt til Svar,
Hvorpaa de tvende Herrer Veien ta'er
Til et af Festlocalets Cabinetter,
Der ikke langt fra Dandsesalen var;
Men knap sin Fod paa Tærsklen Homo sætter,
Før indenfor, langs Væggen, frem sig snige
Han seer en tætmaskeret Fiskerpige.

Hun lod Geheimraaden forbi passere,
Men greb med Heftighed om Homo's Haand,
Som ømt hun trykked og - hvad der var mere -
Bedækkede med Kys, før lagt i Baand
Af sin Forundring han kan protestere,
Og derpaa svæved bort hun som en Aand.
Han efter hende saae med stive Blikke;
Men hvem Personen var, han aned ikke.

Af Masken skjult var Pande, Næse, Kind,
Men Haaret blond hang over Skuldren flettet,
Og gjennem Hullerne paa Fiskernettet
Saaes en Figur, paa eengang slank og trind.
Et Øieblik han stod og gjetted, gjetted,
Gik derpaa rask i Cabinettet ind,
Hvor han sin Hylding Excellencen bragte,
Som i en Divan magelig sig strakte.

Der, fjernt fra Mængden, lade nu vi blive
De tvende Herrer for en stakket Stund,
Og atter ind i Salen os begive,
Hvor Glædens Toner gaae fra Mund til Mund,
Hvor Maskerne omkring saa lystigt drive,
Og Latteren af Daarskab fødes kun,
Som netop hist, hvor en Person fremtræder,
Der Publicum med denne Tale glæder:

Mit Navn det ei fornødent er
Til Indgang her at sige Jer,
Og min Bestilling I maaskee
Af denne Hætte selv vil see,
Af denne Krave af Papir,
Af dette skjøre Kongespiir,
Af denne høie Hanekam,
Der ingen Studser gjorde Skam;
351 Og har I seet den, vil I hør'en
At klinge fra de Æselsøren,
Hvis Bjældeklang Jer lære vil,
At her en Hofnar er paa Spil.
Ak, kjære Venner, deel min Klage!
Hvor er man kommen langt tilbage
Dog mod de gode gamle Dage!
En Hofnars skjemtefulde Vid
Slet Ingen fatter i vor Tid;
Hans gode Indfald vises hjem
I samme Stund de bryde frem;
Ja selv hans simple Hverdagsvaas
Ei meer ved Hofferne forstaaes.
Mit Liv var trist - men for med Tiden
Ei reent at blive lagt til Siden
I Krogen af et støvet Rum
Som gammelt Inventarium,
Og for at redde dog fra Faldet
Hvad Existensen man har kaldet,
Indlukked jeg i laaset Skriin
En Vittighed, der var for fiin,
Og for at tjene mig lidt Tak
Jeg lagde Vind paa fedtet Snak,
Og skjøndt det var mig viderligt
Jeg altid talte liderligt.
Derved kom jeg igjen paa Fod,
Thi nu Enhver mig strax forstod,
Og mangen høifornem Person
Fik jeg paa den Viis til Patron;
Ja Øiet saae jeg sprude Funker
Paa mangen Hof- og Kammerjunker,
Der glemte baade Rang og Titel,
Naar Talen kom paa det Capitel. -
Nu troede jeg mig vel forvar't,
Men Lykken skifter i en Fart,
Og som det skeer, at Krukken gaaer
Tilvands til sin Bekomst den faaer,
Saa Skjæbnens Gang er heel forskjellig.
Ved Hove blev medeet man hellig,
Og hvad der før var Folks Piaseer,
Nu Ingen vilde høre meer;
Men kom jeg dog med min Passiar,
Saa hed det gjerne: dumme Nar,
Ja stundom ogsaa: dumme Hund,
352 Luk du i Laas din kaade Mund!
Thi gi'er du ei vort Raad Gehør,
Du smage skal det spanske Rør,
Og hvis ei Rørets Slag vil virke,
Saa sende vi dig flux i Kirke. -
Hvad var at gjøre, kjære Venner?
I Narrenes Natur jo kjender,
Forbyder man dem Narreri,
Er det med deres Liv forbi,
Men dog gik det ei heller an,
At blive meer den samme Mand.
Jeg altsaa min Beslutning tog:
Min Ironi jeg reent forjog,
Min muntre Skjemt jeg lagde bort,
Skjøndt I maae tro, det faldt mig haardt,
Og kneb min Aand saa flad og tynd,
At det var baade Skam og Synd.
Et nyt Costume trak jeg paa mig,
Og da i Speilet nu jeg saae mig,
Var der af hele Hofnarstoffet
Tilbage kun - en Nar ved Hoffet.

Her trak ihast han Narrekappen af,
Og i moderne Dragt med Fjong og Lader,
Som man saa tidt dem seer paa vore Gader,
Han hurtig ind i Sværmen sig begav.
Dog ikke stort hans Bortgang Glæden skader,
Thi strax gjør paa Opmærksomheden Krav
En ny Figur, der Masken holdt i Haanden,
Mens han begeistret udbrød, fyldt af Aanden:

Hil dig, mit Folk! du sikkert mig gjenkjender,
Thi uden Maske her jeg træder frem.
Jeg er den Konstner, som saa tidt dig blender
Paa Kongens Nytorv, i Thalias Hjem.
Iblandt vor Scenes tusind Paddehatte
Du traf dog eengang paa en høi Natur,
Og lærte med Geniet vist at skatte
Effecten af min herlige Figur.

Min Konst det er mig selv. Kun hos de Gamle
Acteuren bagved Masken sig forstak;
Men op med dem vi Nyere kan hamle,
Og vi til Masken sige mange Tak.
353 Hvadi dette Kongeblik, og denne Næse,
Og denne Pande, som jeg Konsten vier,
Paa den man ikke skulde Mere læse,
End paa et usselt Stykke Pappapir?

Den gamle Scenes Magt var Ordets Magt;
Men hvad er Ordet dog imod en Stemme,
Hvis Malmklang lader Publicum forglemme
Hvad Digteren har tænkt og følt og sagt?
Hvad er det Præk, der trætter vore Øren,
Imod en Lidenskabs Incarnation
I Blik, Mimik og Gestus hos Acteuren?
Ja, hvad er tusind Ord mod een Person?

Om Sokken og Cothurnen vel man vrøvler,
Ret som om Konsten deri skulde boe;
Men min Cothurne, som du seer, er Støvler,
Og jeg for Sokker foretrækker Skoe.
Bort med Cothurne! Bort med Maske, Sokke!
I vor Tid er Personen Eet og Alt;
I denne Tro, mit Folk, lad ei dig rokke,
Og Konsten elsk i Konstnerens Gestalt!

Han med et Smiil tog Afsked; men forsvunden
Han neppe var, før strax der lod sig see
I Balcostume, luftig som en Fee,
En smal og smekker Dame, floromvunden,
Som under Masken fremstak Rosenmunden
Og dreied rundt paa Taa sig, een, to, tre.
Med hævet Fod, der Dandsens Flugt afmalte,
Til Publicum hun mere sang end talte:

Stryg Fiolen, saa den klinger,
At som Vinger
Gaze-Kjolen, der nu holder
Stram og stivet mig om Livet,
Sig udfolder!
At i Dandsen Blomsterkrandsen
Let paa Haaret kan sig vugge;
At udkaaret blandt de Smukke
Til at aabne Holsteensvalsen,
Jeg afsløre kan mig Halsen,
354 Lukke Viftens Blade sammen,
Og med Flammen tændt i Øiet,
Og med Barmen fyldt af Varmen,
Og med Kinden rød af Vinden,
Og med Foden efter Moden
Strakt og bøiet,
Svæve fremad, muntert smilende,
Paa min Herres Arm mig hvilende,
O saa stry'ende, o saa fly'ende,
Hen ad Salens glatte Gulv!

Mens ved Blink af Lysekroner
Glædens Toner
Huldt i Dandsen mig omstrømme,
I mit Hjerte, frit for Smerte,
Fødes Drømme,
Paa hvis Vinger jeg mig svinger
Som lyksalig imod Himlen.
Om mig seer jeg Stjernevrimlen,
Luften susende mig køler,
Selv en Klode jeg mig føler,
Rundt paa Banen jeg mig dreier,
Mens jeg feier frem i Trængsel,
Hvor de Andre jeg seer vandre,
Hvor jeg møder, men ei støder
Paa Planeter og Cometer,
Der i Længsel,
Som jeg selv i Luften svømmende,
Som jeg selv skjøndt vaagen drømmende,
Flyve blinkende og vinkende
Frem til Sphærernes Musik.

Sorgen Afsked har jeg givet,
Dands er Livet!
Kun hvad evig sig bevæger,
Glæden, Blodet, Haabet, Modet,
Hjertet qvæger.
Ungdomsalder Liv jeg kalder!
Gaae af Mode og som gammel
Sidde stille ved sin Skammel,
Medens indeni man sover,
Det er som at sidde over
I en Dands foruden Herre;
Intet Værre kan der gives.
355 Gud bevare's! Gid jeg spares
Maa for Nøden! Gid af Døden
Jeg i Dandsen, smykt med Krandsen,
Bort maa rives!
Og endnu som død florerende
Løftes op af Cavalererne,
Der forskrækkede den knækkede
Blege Lilie bære bort!

Hun hopped bort, alt mens hun let bevæger
Sin Vifte med en Fuglevinges Hast;
Men da hun vel var borte, til Contrast
Fremtraadte der en graa og gammel Neger,
Som under dybe Suk paa Hjertet peger,
Og derpaa med sin Haand det knuger fast.
Paa Mængden, der omstimled ham i Klynger,
Han fæsted Blikket, mens i Mol han synger:

En gammel Neger her I seer,
Og hvad jeg maatte døie
I dette dødelige Leer,
Jeg stiller Jer for Øie.

Det for min Vugge sunget var:
Du meget Ondt skal lide,
Hvis, sorte William, ei du ta'er
Iagt dig for det Hvide.

Jeg var en Yngling sort som Kul
Med Sølvring i mit Øre,
Da i et Fartøis snevre Hul
Man monne hid mig føre.

I Alt en skikkelig Person,
Var jeg med Lidt fornøiet;
Det Hvide kun var min Passion,
Det som mig stak i Øiet.

Det hvide Linned mig gefalt,
Den hvide Vest mig rørte,
Den hvide Pige meer end Alt
I Fristelse mig førte.

356

Det hvide Linned fra vor Præst
Jeg stjal omkap med Rotten;
Men da jeg tog den hvide Vest,
Jeg sattes i Cachotten.

Den hvide Piges grumme Røst
Forkyndte til min Smerte:
Troer du saa hvidt et Liliebryst
Slaaer for saa sort et Hjerte?

I Harm jeg bort da monne gaae
Med Barmen fuld af Qvide;
Og siden den Tid blev jeg graa
Ved Tanken paa det Hvide.

Snart med mit Liv det er forbi,
Men Den jeg høit vil prise,
Som ud til Bertrands Melodi
Mig sætter i en Vise.

Da til den hvide Piges Mund,
Mens hun paa Harpen leger,
Endnu før Livets sidste Stund
Naaer dog den gamle Neger.

Her aabned han de tykke Læber vidt,
. Og Tænder visende han bort sig sniger,
Men paa hans Klagesang man agted lidt;
Thi nu paa eengang frem i Kredsen stiger,
I sluttet Linie og med raske Skridt,
Et Maskechor af reiseklædte Piger,
Der, gjørende hverandre Veien trang,
Som med det samme Næb nu Alle sang:

Vi komme fra Gaden og Stenene,
I Kaaber og Hatte med Fjer,
Med tunge Galocher paa Benene,
Dog lette tilbeens, som I seer.

Vi ere de udvalgte Qvinder,
Der trodsed Gud Hymens Dom,
Og fordum som Vestalinder
Vi æredes høit i Rom.

357

Der modtog vi Kydskhedens Stempel
Og hylled fra Hagen os til,
Og næred i Vestas Tempel
Gudindens den hellige Ild.

Men længst hendes Tempel er faldet,
Vi spredtes saa vide paa Jord,
Og nu, mens vi fortsætte Kaldet,
Gudinden i Hjertet os boer.

Hun ud os af Øinene titter,
Hun la'er os ei Rist eller Ro,
Og derfor omkring i Visitter
Vi streife paa Støvler og Skoe.

I Fortrolighed ned vi os sætte,
Thi gjerne passiare vi vil;
Og medens vi Hjerterne lette,
Vi puste til Arnens Ild.

Men blusser om Manden først Luen,
Og bliver det Konen for hedt,
Da ile vi bort, ud af Stuen,
Og hen i en ny Visit.

Vi kjende ei Hvile, vi Arme,
Gudinden fortærer vort Bryst;
Men vil sig da Ingen forbarme
Og skjenke vort Hjerte Trøst?

Til Konerne tale vi ikke,
Vi tidtnok erfare maae,
De see os med skjæve Blikke,
Og heller vor Hæl end vor Taa.

Til Mændene, helst dog de gifte,
Henvende vi bønligt vort Ord:
Vil Ingen et Forbund stifte
Med Piger, der Kydskhed svor?

Vor Tanke til Venskab kun sigter,
Ei Ægteskab er os tilpas;
Vi attraae ei Hustruens Pligter,
Men bare ved Arnen en Plads,

358

Hvor man kan saa luunt sidde sammen,
Og nære den hellige Ild,
Og blæse og puste til Flammen,
Mens Konen ved Vuggen seer til.

Et Suk fra Hjertets Dyb dem undslap her;
Men uden Trøst de Pladsen vige maatte,
Da nu der frem en anden Maske traadte,
En stiv og stram og gammel Militær,
Hvem pludselig man Kaarden seer at blotte.
Med Anstand, som i Spidsen for en Hær,
Med Kraft, som om en Last han kasted af sig,
I disse Ord paa eengang Luft han gav sig:

»Gid den var bare snart forbi,
Den Fandens Tid, vi lever i!«
Saa har jeg læst hos en Forfatter,
Som for en stor Poet jeg skatter.
Ja, gid sit Skud den bare gik,
Og gid en dygtig Krig vi fik!
Thi hvordan høstes Roes og Ære
Af tappre, gamle Militære,
I denne Tid, da som bekjendt
Man Krigen fører kun paa Prent?
Da ind ad Døren en Avis,
Af Angreb fuld, hver Dag man slænger,
Som saa et andet Blad tildænger
Den næste Dag med Prygl og Riis,
Men uden mindste Mands Forliis,
Thi Tøsen selv, som bringer Bladet,
Ei mindste Smule bliver skadet. -
Seer I det blanke, dragne Sværd,
Som jeg i Haanden holder her?
Den Dag da Officeer jeg blev,
Jeg ud af Skeden rask det rev,
Og mens jeg med en Elskers Øie
Paa Eg og Od besaae det nøie,
Jeg sagde, fyldt af Ungdomsmod:
Det Sværd engang skal drikke Blod!
Maaskee, om ikke mange Aar,
Er denne Klinge fuld af Skaar,
Der hentedes i Pandeskaller
Hvor Landsen blinker, Bøssen knalder,
Hvor Blodet strømmer, Døden raller,
359 Hvor, medens Trommerne man slaaer,
Det til Trompetlyd fremad gaaer,
Ved Dannebrogs den røde Fane
Og tordnende Kartovers Lyn,
Paa Ærens og paa Farens Bane!
Da løfted atter jeg mit Bryn
Og gjentog med en Ynglings Mod:
Det Sværd engang skal drikke Blod! -
Ak, Tiden kom og Tiden gik,
Men aldrig Blod det smage fik;
Det hang saa magtesløst som Freden
Her ved min Side fast i Skeden
Mens jeg hver Morgen i Paraden
Til fuld Musik trak gjennem Gaden,
Og Klingen aldrig fik et Skaar,
Skjøndt som et Lyn hvert Efteraar
Paa Nørrefælled ud den droges,
Naar Fjendens Leir med Storm indtoges
Og haardt om Vibenshuus vi sloges.
Ak, gid den bare var forbi,
Den Fandens Tid vi lever i!
Nu er jeg gammel, hvid af Haar,
Og talte snart er mine Aar;
Men desto meer mig Tanken græmmer,
At naar nu snart de møre Lemmer
Man bærer bort i Sørgetoget,
Og saluterer ved min Grav
For Krigeren, saa kjæk og brav;
At Kaarden da paa Kistelaaget
Ei har den mindste Rust af Blod,
Der kunde tale for mit Mod;
Ei mindste Skaar, der kunde være
For alle brave Militære
Et Vidne om den Dødes Ære,
Og skjenke Tapperhedens Glands
Til Kistens grønne Laurbærkrands!

Her tog den gamle Kriger til sin Kaske,
Og vandred langsomt bort med lukt Visir,
Men ikke længe tom dog Kredsen bli'er.
Med aaben Bog i Haand fremtreen en Maske,
Der Alle høilig monne overraske,
Da Hovedet var heelt af Pappapir.
Saa hurtigt, som for slig en Fyr sig sømmed,
Fra Munden ud ham denne Ramse strømmed:

360

Gud være lovet!
Et udmærket Hoved
Er jeg og bli'er jeg,
Hvad ogsaa man si'er mig.
Jeg prægtigt kan lære
Hvad det skal være,
Hver Nødd man mig rækker
Paa Timen jeg knækker,
Med Lethed jeg raader
De sværeste Gaader,
I hvert et Tentamen
Jeg Prøve har staaet,
Til hver en Examen
Mit Laud har jeg faaet,
Jeg er, Gud være lovet,
Et udmærket Hoved.
Kun Eet jeg forstaaer ei,
Jeg dømme formaaer ei,
Hvori det kan stikke,
Begriber jeg ikke.
Det Skjønne, det Gode,
Saavel som det Sande,
Gaaer over mit Ho'de
Som over min Pande,
Og Dommen, jeg fælder,
Til Wandsbeck kun gjælder.
Som her, for Exempel,
Hvad Dom og hvad Stempel
Skal denne Bog have,
Hvori jeg nu læser
Fordærvet min Mave?
Kun lutter Fadaiser
I Bogen jo findes,
Den tykkes mig vammel;
Men naar jeg saa mindes
Den første Deel af den,
Der nu er saa gammel:
Hvordan jeg opgav den
Og kaldte den ussel,
Men siden med Blusel
Forandred min Mening,
Da Folk i Forening,
Som ere berømte,
Den gunstigt bedømte:
361 Saa bli'er jeg forsigtig
Og veed ikke rigtig,
Om her jeg nu dømmer
Som ret det sig sømmer.
Og derfor, o redder
Mig arme Peer Skræder!
Og siger mig Dommen,
Som er mig velkommen;
Thi har jeg først denne,
Skal snart jeg erkjende
De Fortrin og Mangler,
Hvorefter jeg angler;
Skal snarlig jeg spore
Om Bogen kan more;
Skal snart jeg fra Grunden
Udvikle, fremsætte
Det Sande, det Rette,
Som ligger paa Bunden,
Og vise som Speilet
Hvad der er forfeilet:
Ja, ei blot ved Bogen
Mig selv holde vaagen,
Men Andre godtgjøre
Hvorfor den maa røre,
Hvorfor den maa roses,
Hvis ei jeg faaer høre
Af Dommen, man gi'er mig,
At Bogen skal skoses;
Thi hvad man saa si'er mig,
Saa er jeg, saa bli'er jeg
Dog Gud være lovet
Et udmærket Hoved.

Her med sit sidste Ord afsted han fløi;
Men just som Mængden paa hans Vei sig skiller,
Paany sig en maskeert Person fremstiller,
For hvem man strax gjør Plads med Larm og Støi.
Med Gang og Holdning af en Taskenspiller,
Hvis bedste Hjælp er i hans Snakketøi,
Stod Manden frem og Haand paa Brystet lagde,
Før, bukkende for Publicum, han sagde:

Høistærede! De veed, at om det Nationale
Rundtom i Verden nu de Vise høres tale;
362 Tillad og derfor mig, som practisk Philosoph,
Practisk at klare og behandle dette Stof.

I grønlandsk Vinterpels, Høistærede, De seer mig!
Min Mad er Fedt og Tran, og svinsk og stygt jeg teer mig;
Men een, to, tre, pas paa! Jeg kaster Pelsen af,
Og viser mig i Frak, og hedder Skandinav.
Min Hjerne den er ei saa tyk som før, min Mine
Saavel som mit Begreb har noget af det Fine,
Og af det Grønlandsk-Raa er nu der knap et Skin;
Phlegmatisk er mit Blod, gemytligt er mit Sind.
Dog, den Forvandling ei mig ganske tilfredsstiller,
Ved Frakken, med Forlov, jeg derfor her mig skiller,
Og staaer som Tydsker nu, i lang Cathederdragt,
Og gi'er paa Tankens Hjul i Hjernens Uhrværk Agt.
Men deraf bli'er man kjed, De trygt paa mig kan stole;
Bort med den tydske Dragt! I rund afskaaren Kjole,
Energisk, klog og kold, med lange hvide Hænder
Som Engellænder her jeg stanger mine Tænder,
Og tænker paa den Røg, den Dampmaskine-Støi,
Der producerer mig det Jern- og Bomuldstøi,
Hvormed tillands og -vands jeg oversvømmer Verden.
Dog væk med Kjolen, og betragt engang Gebærden!
Thi klædt i fransk Habit er jeg sangvinsk i Sind,
Og bilder af min Franskhed ei mig lidet ind.
Men Frankrig er ei Alt; jeg kaster bort Habiten,
Og i den polske Frak, smukt kneben ind i Midten,
Som Polak og forviist jeg her mig stiller frem.
Dog Sorgen i mit Blik for dybt vist rører Dem,
Og derfor Frakken af! Jeg sætter paa Kabudsen,
Mens i den lange Pels De strax gjenkjender Russen,
Hvis glat poleerte Skal endnu er ikke brudt.
Min Lyst er Brændeviin, min Frygt er Prygl og Knut.
Men da en barket Ryg med Prygl man kun fortjener,
Saa lægger jeg min Pels, og nu som Italiener
Jeg præsenterer mig ved denne sjeldne Fest
I hvad man kalder for den venetianske Vest.
363 Jeg er gratiøs og høist naturlig i Manerer,
Jeg er letsindig, men hvis man mig irriterer,
Saa skummer jeg som Viin og trækker strax min Dolk,
Og bruger Munden som mit vrede Hjertes Tolk.
Min Drik er Druens Blod, min bedste Mad Kastanien;
Men da man ogsaa har den samme Mad i Spanien,
Saa smider Vesten jeg, og i den korte Kjol
Og spanske Kappe her jeg staaer som en Spaniol.
Nu er cholerisk jeg i Lyst saavel som Smerte,
Men ædelt, høit og stolt slaaer dog mit spanske Hjerte.
Høist ligefrem jeg er, som strax De faaer at see,
Thi vende Øiet bort, jeg Damerne maa be'e.
Her kaster Kappen jeg, og her den korte Trøie,
Og iført Skjorten kun jeg træder Dem for Øie.
Jeg er ei Spanier meer; thi De begriber vel,
At Skjorten er qua Skjorte reent universel.
Nordboens ei den er, Sydboens ikke heller,
For alle Folkefærd jo Skjortens Eenhed gjælder.
Den er mit Inderste, som mig forlader ei,
Men desuagtet dog er ikke den mit Jeg.
Nei, bagved denne Skjortes reent Universelle
Forstikker sig saa luunt mit Individuelle,
Mit Ego, min Person, som kun tilhører mig,
Og som for Andres Blik blufærdig skjuler sig.
Men hvad betræffer det saakaldte Nationale,
Hvorpaa der raabes nu af Folk som var de gale,
Da seer De hvad det er: En Dragt, der bæres maa,
Da det gaaer ikke an, i Skjorte blot at gaae.
For Verden Kjolen er, men Kjolen er ei Manden,
Og rigtig hjertefrisk og rigtig klar i Panden
Man sig fornemmer først i Hjemmets stille Vraa,
Naar man som Individ blot har sin Skjorte paa;
Thi denne Paastand jeg fremsætter her udtrykkelig:
Man kan i bare Skjorte være meget lykkelig! -

Her sanked Pjalterne han op, og gik,
Men nu kom frem en Flok Zigeunerinder,
Som under vild og larmende Musik
Sig svang omkring i Dands, der Bifald vinder.
Før deres Tambouriners Lyd forsvinder,
Benytte vi et gunstigt Øieblik
364 Og ind i Cabinettet os begive,
Hvor før de tvende Herrer vi lod blive.

Samtalende de hos hinanden sad,
Hans Excellence med et Smiil om Munden,
Betragtende sin Daase, mens paa Bunden
Tobakken han med Fingren skilte ad.
Vor Helt sad hos ham som en Overvunden,
Som Een, der næsten om Pardon ham bad:
Hans Kind var hed, hans Pandes Aarer stegne,
Hans Blik uroligt og hans Træk forlegne.

Den gamle Herre havde bragt paa Bane
Den Talerklub, der Homo's Klub blev kaldt,
Og hvorom Rygtet efter gammel Vane
I Byen havde Løst og Fast fortalt
Vor Helt, som ingen Uraad monne ane,
Troskyldig havde meddeelt Manden Alt;
Men hørte nu med Skræk sin Plan at lastes,
Ja, under Spot i Bund og Grund forkastes.

Saa Deres Excellence altsaa troer,
Udbrød han varmt: at hvad i hver en Alder
Fuldkommenhed og Ideal man kalder,
Kun er et tomt, et goldt, ufrugtbart Ord?
De troer, at Staten ikke reent forfalder,
Naar den forlader Idealets Spor?
De troer, den kan Fuldkommenhed undvære,
Foruden Tab af Lykke og af Ære?

Ja, gav med Smiil Geheimraaden til Svar,
Ja, som min Troesartikel det maa trykkes;
Og jeg gaaer videre: Jeg troer säagar,
At dersom Deres store Planer lykkes
Og op Fuldkommenhedens Tempel bygges,
Det snart en Ende med os Alle ta'er:
Thronen og Staten maatte styrte sammen,
Men dersom det nu skete - hvis var Skammen?

De studser - ja, De bliver consterneret;
Men tænk Dem om! Har ei den Tale Bund,
At just paa Ufuldkommenhedens Grund
Den hele Stat er bygget og baseret?
Hvortil Regjering, dersom hver Regeret
Det Heles Vel for Øie havde kun?
Og ligned alle Sjæle Himmelgjæsterne,
Siig, kjære Ven, hvad skulde vi med Præsterne?

365

Hvortil Control, Justits og Politi,
Hvis aldrig Folket gjorde meer Spillopper?
Og blev for Krig og Krigsangst først vi frie,
Hvortil vel bruge vore brave Tropper?
Er alle sunde, Lægens Praxis stopper,
Poeten døer, hvor Alt er Poesi;
En Revolution, som aldrig fandt sin Mage,
Hvis Planen lykkes, ta'er vor Stat af Dage.

Jeg seer, at Deres Excellence spøger,
Lidt stødt vor Helt gjenmælte: Men maaskee
Jeg Hr. Geheimraaden da turde be'e,
At sige mig hvor Midlet er, jeg søger:
Den Panacee, der Statens Kraft forøger,
Og redder Landet, som nu sygt vi see.
Aa, svared Excellencen: meget gjerne!
Den Panacee er skjult i Statsmænds Hjerne.

Men - blev han ved - hvor Talen sig forvilder!
Paa Maskebal afhandle Politik,
Det næsten er, som om ved Barselgilder
Man foredrog et Cursus i Logik;
Man sin og Andres Tid kun dermed spilder.
Nei hør engang - en ret charmant Musik!
Jeg maa et Øieblik dog ind i Salen,
Min Gemalinde savner vist Gemalen.

Han reiste sig, og halv mod Homo vendt
Han føied til: Et Ord saa godt som tyve!
Lad De Fuldkommenhedens Fugl kun flyve,
Og før Begeistrings Ild De faaer antændt
Med Idealer, som os dog belyve,
Luk Talerklubben i! Vær kun bekjendt,
At De i dette Stykke reent har feilet,
Og see engang Dem rigtig selv i Speilet!

Det passer ei for Dem, at agitere
Den store Hob, som dog Dem ei forstaaer.
Sligt overlad til Folk, der vil poussere
Sig frem i Verden, hvor det skjævt dem gaaer.
Jeg er nu Deres Ven en halv Snees Aar,
De kan mig troe: De er bestemt til Mere.
En nobel og en fiin Natur De har,
Men ingen Demagogs - à revoirl

366

Der stod vor Helt en net! Men ladt alene,
Fik han sin Fatning hurtig dog igjen.
Nei, tænkte han: du skal mig ei forstene,
Du kolde Klogskab hos de kloge Mænd!
Fordi ufeilbar du dig selv tør mene,
Og mindst af Alt er Idealets Ven,
Saa skulde ogsaa jeg det vel opgive?
Nei, aldrig, aldrig! - Tro jeg vil det blive!

Stolt kasted rundt han Blikket - da i Krogen
Paa Stolen han et Lommetørklæd' saae,
Ved hvilket Syn han blev aldeles vaagen.
Ha! tænkte han: det Hendes være maa!
Foruden hende var her ikke Nogen,
Det Fiskerpigens er, jeg vedder paa!
Han Klædet snapped og det fingerered -
Helene P. i Hjørnet stod broderet!

Hvordan, udraabte han: Helene P.!
Helene, som jo kommer her i Huset,
Som af min Kones Venskab er beruset,
Og end iforgaars Aftes her drak Thee:
Hun, kyssende min Haand som sønderknuset!
Men af Personen tog hun feil maaskee ...
Da lød et sagte Suk der for hans Øren,
Og - Fiskerpigen atter stod i Døren.

Endskjøndt af Masken hun endnu var dækket,
En indre Kamp dog klart sig maled af
Paa hendes Ydre. Som en Lilie, knækket
I Regnen, stod hun bøiet - som et Hav
I Stormen bæved angst hun og forskrækket,
Og Bølgens Svulmen hendes Barm gjengav.
Et Skridt hun gjorde frem - saa et tilbage,
Mens Veiret dybt og tungt hun hørtes drage.

Paa eengang rank iveiret hun sig retted,
Paa eengang sukked hørlig hun igjen,
Og pludselig, som for en Byrde lettet,
Hun kasted sig for Homo's Fødder hen.
Af hendes Skuldre ned gled Fiskernettet,
Hun stammed: Adam - o, min Ven, min Ven!
Hans Haand hun greb. Han vilde det formene;
Fra Panden Masken faldt - det var Helene!

367

Min Gud, Helene! Hvad skal det dog sige?
I sin Forbauselse vor Helt brød ud.
O, sukked dybt den unge, skjønne Pige:
O spørg ei mig, men Kjærlighedens Gud!
De elsker? stammed han. Den Lykkelige -
Nævn mig hans Navn! jeg strax ham bringer Bud ...
Nei, afbrød hun: anstil dig ei uvidende!
Jeg veed, at som jeg selv du og er lidende.

Imod din Skjæbne har jeg seet dig fegte,
Omsnoet af Lænken, som du sukker i;
Ja, jeg har seet din skjønne Sjæl at smægte,
Mens intet kjærligt Hjerte stod dig bi.
Dog dette Bryst - hvi skulde jeg det negte -
Har viet dig sin hele Sympathi:
Dit Blik har i mit Væsen antændt Flammen,
Og evig er med dit det smeltet sammen!

Her sine hvide Armes bløde Grene
Hans haarde Knæ hun kjærligt slynged om;
Men stiv han stod, og reent for Tanker tom
Han stammed: De har troet, jeg kunde mene?
De feiler ... Bedste, kjæreste Helene!
Kom til Dem selv dog! Sæt, der Nogen kom -
Han løfted hende op, og blidt hun gynged
I Armen, som det smekkre Liv omslynged.

Hvem blev ved sligt et Syn ei overvunden?
Tilbagestrakt, med halv tillukte Blik,
Hun hviilte med et saligt Smiil om Munden;
Men Homo's Dyd dog af med Seiren gik.
Til Idealet ved sit Løfte bunden,
Med den reale Frister Bugt han fik.
Han trykked blot et Kys paa hendes Læber,
Hvorved galant sin Tak han tolke stræber.

Medeet der Fodtrin lød - paa Divanspuden
Den yndigt Rødmende han lagde ned,
Hvorpaa, i Hovedet og Hjertet hed,
Han iilte hen mod Døren, ikke uden
En god Deel Angst - men heldigt løstes Knuden,
Det Jensen var, som ham imøde skred.
Han umaskeert sin Domino holdt sammen,
Bag hvilken fremstak Maskeradehammen.

368

Hvor - (raabte han til Homo) er du henne?
Jeg snart har søgt dig hele Huset rundt.
Tys! tys! gav hviskende til Svar ham Denne:
En Dame pludselig har faaet Ondt,
Og det en Dame, som vi Begge kjende.
Da jeg, som Vert, er kaldt til anden Dont,
Og selv du løber som en Fisk i Garnet,
Saa be'er jeg dig, tag dig af Pigebarnet.

Afsted fløi Homo - Jensen stirred bange
Mod Damen hen, og saae nu en Figur,
Til hvem han havde tidt saa smaat gjort Cour,
Og seet og mødt i Selskab mange Gange.
Men hvi stod som en lænkebunden Fange
Han her da klinet fast til Væggens Muur?
Hvi sprang han ei til Hjælp? Ak, Lysten drev ham,
Men hans Fornuft igjen en Mentor blev ham.

Sæt, han i hendes Nærhed hen sig voved,
Og Nogen idetsamme kom forbi,
Saa vilde strax man sige ham forlovet;
Og sæt den Skjønne, som var halv indsovet,
Nu vaagned op og saae hans Sympathi,
Saa maatte hun jo troe, han vilde frie;
Et Ord tilsidst det andet kunde tage,
Han blive bunden - man er Alle svage.

Men binde sig med tusind Daler Gage,
Hvoraf man lever godt men ikke flot -
Begynde paa en huuslig, knap Menage,
Og faae i hver Henseende det smaat -
Nei, nei, han eied ikke slig Courage!
Ei Lysten her han turde følge blot,
Fornuften ham et andet Bud forkyndte;
Han sukked dybt - og hurtig bort sig skyndte.

De hæslige, de slemme Pebersvende,
Som altid Hjertet kun i Panden har!
Der laa et ømt og kjærligt Væsen henne,
Hvis Hjerte heelt af Længsel opfyldt var,
Men ikke vidste selv, hvorhen sig vende
Med al den Følelse, hvorpaa det bar:
Der laa hun nu og stirred ud i Luften,
Mens Frieren bortførtes af Fornuften.

369

Dog bort fra den fortryllende Helene,
Hiin gammel-græske Stammes yngste Skud,
Som har i Christenheden bredt sig ud,
Som glimrer af Talent paa Livets Scene,
Som er med Evangeliet paa det Rene,
Og blot af Loven glemte sjette Bud.
Ind i den Maskesværm, som hun tilhører,
Den gode Læser nu igjen jeg fører.

Den tætte Sværm, som nylig sig adspredte,
Paany just Kreds i Salens Midte slog,
Da nu igjen Figurer bleve sete,
Hvis Masker Alles Øine paa sig drog.
Blandt dem en Kirkegængerske sig bredte,
Som knuged mod sit Bryst sin Psalmebog,
Før med et Blik, hvori sig Dyden malte,
Hun vendte sig mod Publicum og talte:

Jeg bliver gammel,
Min Seng, min Skammel
Er mig saa kjær;
Men Søndagmorgen
Jeg glemmer Sorgen
Og alt Besvær;
Thi tidlig vaagen
Med Psalmebogen
Jeg iler did,
Hvor Klokken ringer
Og Budskab bringer
Om Kirketid. -
I Kaaben hyllet,
Med Slør af Tyllet
Og Hat med Fjer
Det store Røre
Ved Kirkens Døre
Jeg først beseer,
Og derpaa rokker,
Ført af en Klokker,
Til Stolen jeg,
Hvorfor Douceuren
Han modta'er, førend
Han gaaer sin Vei.
Jeg ned mig sætter,
Mit Slør jeg letter
370 Og ta'er mit Glas,
Hvormed jeg skuer
Paa Herrer, Fruer,
Som tage Plads,
Mens Orgelklangen,
Og Psalmesangen,
Der toner smukt,
Fra jordisk Dvælen
Opløfter Sjælen
Til Himmelflugt.
Da kommer Præsten,
Og nu er Næsten
Mig Intet meer;
Jeg seer ham stande
Med hævet Pande,
Og klart jeg seer,
Hvor varmt sig maler,
Alt mens han taler,
Hvert ædelt Træk;
Hvordan i Heden
Af Panden Sveden
Han tørrer væk;
Hvordan hans Øie
Af Tanker høie
Staaer som i Glød,
Mens Ordet stræber
Frem af hans Læber,
Lig Honning sød.
Da ved hans Iver
Saa rørt jeg bliver,
Jeg seer omkring,
Om ogsaa Folket
Ved hvad han tolked
Kom ret i Sving;
Om hellig Stemning
Har brudt den Dæmning,
Som Verdens Magt
I Livets Trængsel
Om Sjælens Længsel
Har ellers lagt.
For hver en Taare
Jeg glædes saare;
Den er saa smuk
I disse høie
371 Hofdamers Øie,
Naar ved et Suk
Den fuld nedrinder
Ad Liliekinder,
Og vidner om,
At selv en Mægtig
Er saa andægtig
Og hjertefrom.
Ja, hos de Store
En Andagt spore
Jeg ofte maa,
Som destoværre
Kun eier Færre
Iblandt de Smaa;
Thi hos de Fleste
Jeg fordetmeste
Kun seer med Skræk:
Udslukte Kjerter
Og haarde Hjerter
Og kolde Træk.
Rundt gaaer mit Øie
Og mønstrer nøie
Den hele Trop,
Til Allesammen
Ved Præstens Amen
Vi maae staae op;
Hvorpaa jeg følger
Med Sværmens Bølger,
Der trænge paa,
For at see Hoffet
I Vinterstoffet
Tilvogns at staae.
Saasnart med Bulder
Afsted det ruller,
Jeg iler hen
Til en Veninde,
For der at finde
Mig selv igjen.
Knap aabner Døren
Jeg sagte, førend
Hun siger huldt:
Jeg hørte knirke;
Var De i Kirke,
Og var der fuldt?
372 Kom, lad mig skaffe
Dem en Kop Kaffe,
Det er saa koldt;
Sid ned som Gjæsten,
Og siig hvad Præsten
For Præken holdt.
Saa gaaer da Tiden
Saa deiligt - siden
Naar jeg gaaer hjem,
Jeg faaer Visitter,
Og Præsten titter
Igjen da frem.
Det er en skjøn Dag
Den kjære Søndag,
Ja, det er vist;
Men næste Dagen
Begynder Plagen,
Som gjør mig trist:
Den lange Uge
Jeg seer udruge
De Timers Hær;
De mange Pligter,
Hvortil den sigter,
Gjør mig Besvær.
Eensom ved Væggen
Jeg er forstemt,
Og Præstens Præken
Har reent jeg glemt.

Hun rokked bort, idet hun rynked Panden,
Og gav i Sukket Luft en nedstemt Aand;
Men hvert et Blik sig fæsted nu paa Manden,
Der fremstod i et blakket Klædebon,
Og bar en Vægtskaal i den ene Haand,
Mens han en Alen fastholdt i den anden.
Med afmaalt Gang, og næsten fladtrykt Bryst,
Han traadte frem og sang med klangløs Røst:

Jeg er et agtet Medlem i
En Maadeholdsforening,
Der, tilladt af vort Politi,
Staaer høit i Alles Mening.

373

Paa Brug af Vægt og Alen maa
Hvert Medlem sig beflitte;
Thi Grunden, som vi bygge paa,
Er Maade, Maal og Midte.

I Ondt og Godt, i Sorg og Fryd,
Vi Maalet aldrig bryde;
Vi holde Maade med vor Dyd,
Og Maade med at snyde.

Ei uden Maal fra Døgn til Døgn
Bagtale vi og prale:
Vi træffe Midten mellem Løgn
Og Sandhed i vor Tale.

Vi gjøre halvt for Alt os Flid,
Med Pligt og Kald for Øie,
Og spare Hælvten af vor Vid
Med Hælvten af vor Møie.

Vi holde Maade med vor Skjers
Midt i en munter Klynge;
Vi gjøre maadelige Vers,
Og maadeligt dem synge.

Og under al vor Tidsfordriv
Den Tanke gjør os trygge,
At der, midt i vort glade Liv,
Er Maade med vor Lykke.

For Klode kalde vi det Sted,
Hvor længst vort Samfund boede,
Og Hver, som der er Maade med,
Er Medlem af vor Klode.

Her - netop midt i Tonen - holdt han op,
Som om et Plaster ham for Munden sloges,
Og Alles Øine mod en Maske droges,
Der sprang i Kredsen frem med luftigt Hop,
Og for en Lirendreier først antoges,
Tak skee hans Luth og lurvetklædte Krop.
At høiere hans Plads dog var i Rangen,
Sig viste, da han Luft sig gav i Sangen:

374

Lyt til en fremmed Troubadour,
Som skifted Sprog, men ei Natur,
Imellem Danmarks Sønner!
Jeg hid fra Frankrig kom tilvands,
Da Bud jeg fik, at (her tillands
Sig Digterkaldet lønner.

Jeg trængte til at hjælpes op,
Thi fast saa nøgen var min Krop
Som Fjælen, Snedk'ren høvler.
Men her, jeg hørte, her man faaer
Et Honorar, der dog forslaaer
Til Buxer og til Støvler.

Saa mindes og med Fryd jeg Alt,
Hvad til min Trøst mig blev fortalt
Om en Slags Digtergage.
Den være skal saa stor, at man
Ved Hjælp af den sig skaffe kan
En Hat - selv med Plumage.

Foruden Sligt tør her tillands
Man vente sig en Laurbærkrands,
Der flad og tynd skal være;
Men ligegodt! Til Tegn paa Aand,
Vil min jeg som et Ridderbaand
Paaskraa om Skuldren bære.

Hvis da, lig Madam Potiphar,
Critiken eengang fat mig ta'er
Og nøder mig til Standsen:
Da kommer ikke jeg tilkort;
Jeg selv som Joseph smutter bort
Og la'er Madamen Krandsen.

Men hvad jeg meest mig glæder til,
Er at man ud mig hænge vil
Lithographeert paa Muren.
Naar da jeg Stykket gaaer forbi,
Da stemmer hele Mængden i:
Der gaaer han, Troubadouren!

375

O skjønne Land med Blomsterduft,
Hvor Skjalden lever høit af Luft,
Og høit sin Hat kan bære!
O Poesiens eget Folk,
Som sparet har til Skjønheds Tolk
Den allersidste Ære!

Thi Æren er den sidste Løn,
Hvormed du hædrer Harpens Søn
For Hjerters Gjennemtrængelse:
Ja, ihvor skjævt hans Liv end gaaer,
Han ved sin Død af dig dog faaer
En talrig Liigbegængelse!

Med et La, la, der til en Trille steg,
Sprang her han munter bort, og brat tilside
Nu Mængden for et Chor af Masker veg,
Der hurtigt paa Cothurner saaes fremskride.
Med Kapper paa, som halvt af Skuldren glide,
Med Krandse smykked', som til festlig Leg,
Og med en Kraft, som knap de mægted tæmme,
De denne Chorsang hørtes høit istemme:

Vi er Bacchantinder,
Enthusiastiske Qvinder,
Begeistrede Naturer,
Classiske Figurer!

Med vor Dronning Agave
Var vi fordum aflave,
Da vi sønderrev Sønnen
Under rasende Stønnen.

Med vort Viinkruus i Haanden,
Begeistred' i Aanden,
Med Vedbend om Haaret,
Af Guden bedaared',

Løbe nu vi som gale
Efter geniale,
Berømte Personer
Af alle Nationer.

376

Det er vor høieste Lykke,
At faae fat paa et Stykke
Al Genialiteten,
Især hos Poeten.

For vort Offer at vinde,
Vi med Roser ham binde;
For hans Styrke at knække,
Af vor Viin vi ham række.

Har han drukket af Kruset,
Har ham Smiger beruset,
Og han tumle begynder,
Rive flux vi ham sønder.

Ved at splitte hans Hjerte
Faae vi Deel i hans Smerte;
Ved at rase derinde,
Maae vi Geisten dog finde.

Mens vi vildt ham omdandse,
Af hans Laurbær og Krandse
Snoe vi selv os ei Smykke,
Som maa Alle henrykke.

Vel faaer Ingen det Hele;
Vi maae Stumperne dele,
Men Enhver med sit Stykke
Gjør i Verden dog Lykke.

Er vor Aand da beruset,
Ligger Offeret knuset,
Styrte bort vi som Høge,
For et andet at søge.

Thi vi er Bacchantinder,
Enthusiastiske Qvinder,
Begeistrede Naturer,
Classiske Figurer!

377

I Luften deres Viinkruus her de svang,
Og seende sig om, som for at finde
Et Offer for de glubske Hjerters Trang,
Foer de afsted mod alle fire Vinde.
Men netop som den Sidste saaes forsvinde
Og Spillet rundtom atter kom igang,
I Kredsen frem en ny Figur der stiger,
Som med et Blik paa Mængden rolig siger:

Hvad Larm og Støi! Hvad Raab og Skrig!
Hvad Glands og Pragt her rundt om mig!
Betragt engang en Eremit,
Som træder op med sagte Skridt,
Og lad min Kutte, lad mit Reb
Om Nøisomhed Jer gi'e Begreb! -
I leer mig ud? I troer, at jeg
Til Livets Glæde kjender ei?
Men til Jer Trøst jeg melde kan,
At ogsaa jeg var Selskabsmand.
Hvor der var Fest, der blev jeg seet,
Hvor der var Gilde, blev jeg bed't,
Bestraalt af Konstens Tryllesol
Ved Glædens Taffel stod min Stol,
Og af dets Retter nok jeg fik.
Men hvordan troer I det mig gik? -
Skjøndt daglig jeg mig næred af
Det bedste Stof, som Jorden gav,
Skjøndt jeg bestandig drak de fine,
De meest udsøgte sjeldne Vine,
Blev, selsomt nok, dog Dag fra Dag
Min Helbred meer og mere svag;
Og skjøndt med Digtre, Philosopher,
Jeg Aandens meest sublime Stoffer
Behandled daglig over Bord,
Mens Vittighedens Latterchor
Omkring mig rulled, og Ideer
Faldt ned som Snee naar tæt det sneer,
Imedens Himmel, Helved, Jord,
Opløstes i en Strøm af Ord:
Saa, naar fra Gildet hjem jeg kom,
Jeg altid dog mig følte tom,
Og træt af lutter aandrig Snak,
Mit Hjerte sukked Ak i Ak!
378 Men meest forunderligt det var,
At skjøndt min Pynt jeg daglig bar,
Og daglig paa galante Steder
Saae fine Folk i Høitidsklæder
Med en Forgyldning fingertyk,
Blev meer og meer mig Verden styg;
Ja den saa grim tilsidst mig blev,
At den paa Flugt endog mig drev. -
Jeg flygted til den fjerne Skov,
Hvor eensom jeg i Hytten sov
Ved Bredden af en speilklar Elv,
Og endelig jeg fandt mig selv.
Der hilste mig en Røst saa klar,
Men uden Fordring paa et Svar;
Der havde jeg engang dog Tid
Til simple Tanker uden Vid;
Der havde jeg igjen dog Ro
Til i mit Hjertes Drøm at boe.
Min grove Kost, mit haarde Brød
Paany mig farved Kinden rød,
Og meer end Vinens Saft og Duft
Mig styrked Morgnens friske Luft.
Jeg gik i Skovens dunkle Gang
Og lytted rørt til Fuglesang,
Og hoppe d Spurven for min Fod
Mens jeg ved Træet stille stod,
Da var det mig et Skuespil,
Som Scenen ei har Mage til.
Den hellige Enfoldighed
Gød over Alt sin dybe Fred;
Det grønne Blad, det gule Straa
Jeg som et Under stirred paa;
De vingelette, gyldne Skyer
Drog mig forbi som Eventyr;
Og laa jeg i den mørke Nat
Og hørte Stormen tage fat
I Hyttens Væg, som for at knus'en,
Mens Skoven gjenlød ved dens Susen,
Da malte strax for Tanken af
Sig Skibet paa det vilde Hav,
Og op til Himlen gik min Bøn
Om Hjælp for Havets raske Søn.
Fuldt var mit Liv, mig Jorden kjær,
Thi Himlen altid var mig nær,
379 Og mens jeg eensom sad i Løn
Blev atter Verden mig saa skjøn.
Ja, i mit Bryst jeg følte Trang
Til Mennesker at see engang,
Til ret et kjærligt Blik at fæste
Paa mine Brødre, paa min Næste.
Jeg greb min Stav og hid jeg gik -
Men hvor jeg dreier hen mit Blik,
Jeg seer kun Masker, grimme, fade:
Det er den gamle Maskerade!
Den gamle Løgn, der studses til;
Derfor Godnat! thi hjem jeg vil.

Han vendte sig og gik - just som Fru Mille,
Der havde skiftet Dragt for femte Gang,
Bevæbnet frem som Amazone sprang
Med Skjold og Landse, som hun kjækt lod spille.
Dog hendes Eventyr vi glemme ville,
Og lytte til Trompetens muntre Klang,
Der paa et Vink af Homo høit forkynder,
At Maskeradeballet nu begynder.

Hver Maske faldt, som Damerne beskjermed
For Cavalerernes det skarpe Blik,
Og hele Natten dandsed man og sværmed,
Oplivet af den livlige Musik.
Først da sig taaget Morgengryet nærmed,
Man mæt af Glæden bort fra Festen gik,
Og til Alkoven ogsaa Homo iilte,
Hvor, træt af Larmen, han sig eensom hviilte.

Mens Søvnens Vinger der ham overskygge,
Til dig, min Læser, vender sig mit Ord;
Til dig, der nylig saae et lille Stykke
Af Tidens store Maskeradechor:
Suppleer det! Brug Erfarings Hjælp og Krykke,
Og siig, med Haand paa Hjertet, om du troer
At Homo feiled i, at man herneden
Kan trænge høilig til Fuldkommenheden?

Er reent han bleven dum? Gaar han iblinde,
Naar han et Maal for hele Livet vil?
Og hvilket andet Maal er vel at finde,
End netop det, hans Stræben sigter til?
380 Tænk paa dig selv! Tænk paa hver Mand og Qvinde,
Hvem dette Liv er meer end blot et Spil,
Og siig, om hver af dem af alle Kræfter
Ei samme store Maal just stræber efter?

Sandt nok, de Flestes Stræben neppe tør
Sig fra den egne, lille Kreds løsrive;
Men mon ei videre man skride bør,
Og imod Maalet frem det Hele drive?
Men hvem skal Massen Stødet fremad give,
Hvis Homo, hvis vor Helt det ikke gjør?
Hvem Anden virke skal for Alles Lykke,
End netop Den, der føler Skoen trykke?

Paa sine Skuldre har han Byrden taget,
Og derfor vi ham Alle takke maae;
Han for vort Samfunds Skyld jo bliver plaget,
Og derfor bør dog ei han Skoser faae.
Han netop vaagner op - det længst er daget,
En Dag saa trist, saa sørgelig og graa;
Hans store Plan strax vaagner i hans Pande -
Det er iaften den skal Prøve stande!

Med rynket Bryn han i sin Slaabrok trak,
Og taus i dybe Tanker stod han længe,
Mens over Læben frem sig monne trænge
Snart et bekymret O! og snart et Ak!
Men hvorfor lod saa dybt han Ho'det hænge,
Just som af Sengen ud han Benet stak?
Hvad var ham hændt? Hvad bøied her ham Kraften? -
Geheimraad Enckens Ord fra sidste Aften!

Thi Sagen var: hvad Manden havde sagt,
Var om ei ganske, dog tildeels det Samme,
Som tidt ham selv beklemte med en Magt,
Der Aandens hele Stræben vilde lamme:
En Tvivl, om ei han vilde staae tilskamme
Med Planen, hans Begeistring havde lagt;
En Tvivl, om ogsaa virkelig hans Evner
Fuldkommenhedens Seier en Udsigt levner.

381

Vel havde disse Tvivl han før beseiret,
Ja, med et Pust fra et begeistret Bryst
Han let som Avner dem igaar henveired,
Da Excellencens Ord dem laante Røst;
Men nu, da de ham fastende beleired,
Nu, da han prøved denne Morgendyst
Med Tanken paa hvad Aftnen skulde bringe:
Nu mægted han ei meer dem at betvinge.

Han i sin Stue frem gik og tilbage,
Til pludselig han sagtned sine Skridt
Og standsed, for sin Tale frem at tage,
Og ved dens Indhold sig at styrke lidt.
Med Blik paa eengang stirrende og svage
Sit Værk han gjennemløb, men sukked tidt,
Og endte med de Ord: Hvor intetsigende!
Bestandig Sagens Hovedpunkt undvigende!

Det var som Uro Hjertet skulde splintre;
Paa Kroppen sin Kavai han hurtig fik,
Og ud i Vintertaagens Rusk han gik,
For at bekæmpe Fjenden i sit Indre;
Men med fordobblet Kraft, og langtfra mindre,
Den her ham anfaldt med de hvasse Stik.
Hvert Menneske, som paa sin. Vei han mødte,
Paany ham Tvivlens Dolk i Hjertet stødte.

Han traf paa Jensen ved et Gadehjørne.
Tak for igaar! udbrød den lille Mand:
Hvor heldigt, at paa dig jeg skulde tørne,
Da nu personlig jeg dig melde kan,
At Buret er beredt for vore Bjørne.
Hotellets store Sal er sat istand,
Og med brillant Belysning kan jeg tjene.
Afsted fløi Jensen - Homo stod alene.

Hans Uro drev ham ned forbi Hotellet,
Hvor ved Placater paa sædvanlig Viis
En Generalforsamling var anmeldet
For sluttet Selskab, Klokken Syv præcis.
Ved dette Syn, som om hans Dom blev fældet,
Det ned ad Ryggen løb ham koldt som Iis.
Han fik Colik, og hurtig hjem han hasted,
Hvor i sin Lænestol han mat sig kasted.

382

Med stive Blik, med Barmen tung og trang,
I dybe Suk sit Hjerte der han letter,
Mens til den rene Daarskab han nedsætter
Den Plan, der var saa dristig sat igang.
Da traf medeet hans Blik den Rad Portraiter
Af store Mænd, der rundt paa Væggen hang
Fra Kakkelovnen hen til Bogreolen,
Og hurtig sprang han atter op af Stolen.

Ha! næsten høit han raabte, mens han treen
Hen for de store Mænd, der hang bestøved':
I Jordens Herlige! Vist mangen En
Af Jer min indre Lidelse har prøvet;
Vist mangen En af Jer bar tidt bedrøvet
Sin Gjernings Byrde, mere tung end Steen;
Vist mangen En af Jer med Selvfornegtelse
Har kæmpet mod den bittre Tvivls Anfegtelse.

Jeg føler styrket mig ved Eders Blik!
Jeg føler Modet voxe ved jert Minde!
Ja ogsaa jeg, som I, skal Seier vinde,
Naar Troens Kraft, hvoraf jer Daad fremgik,
Naar Troens Skjold, der bøder Tvivlens Stik,
Jeg atter i mig selv formaaer at finde.
For Jer og mig er fælles Maal og Vei,
Det som I vilde, vil jo ogsaa jeg!

Hvor blev det lyst omkring ham! Som paa Vinger
Hans Sjæl befriet sig iveiret svang:
Det gaaer! det gaaer! fra Haabets Stemme klang,
Det gaaer! det gaaer! fra Hjertets Echo klinger.
I Orden rask Concepterne han bringer,
Han tager Talen frem for anden Gang,
Og for dens Indgang her i Troen staaende,
Hvor fandt han nu hvert Ord saa sandt, saa slaaende!

Vist fire Timer uafbrudt med Iver
Til Talens Memorering nytter han,
Og kun af Slutningen han lidt omskriver,
For Endens Climax ret at faae istand.
Fast ved sin Gjerning han saa længe bliver,
Til ikke blot hvert Ord han huske kan,
Men selv hver Prik, hver Streg - og med et Amen
Det skrevne Hefte nu han lukker sammen.

383

Han seer paa Uhret - Klokken den er Tre.
Med samlet Sind han hen for Speilet træder,
Og sig ifører de civile Klæder,
Med Fløielsvest og Halsbind, hvidt som Snee,
Da Rollen af en Taler ei tilsteder,
At han i Uniform sig lader see.
Da det er gjort, gaaer han til Spisestuen
Og sætter rolig sig tilbords med Fruen.

Til hende talte han med oprømt Mine,
Idet med mandig Kraft han hvert et Spor
Af Formiddagens indre Qval og Pine
Udsletted af sit Aasyn og sit Ord.
Han lo med Julie, spøgte med Bettine,
Gav Fruen venlig Haanden over Bord,
Og føied til med ligegyldig Stemme:
laften bli'er min Engel ene hjemme.

Paa Spørgsmaal, hvor han selv da skulde hen,
Gav han til Svar, at Kort han skulde spille
Med Jensen og en anden gammel Ven -
En Nødløgn, han sig tillod, da Fru Mille
I Sagen nødig han indvie vilde,
Før han med Seierskrandsen kom igjen;
Men da han havde givet slig Belærelse,
Gik atter han tilbage til sit Værelse.

Der nok engang paa Talen han sig hørte,
Hvorpaa i Klokkestrengen rask han drog,
Bestilte Vogn, og Frakken sig iførte.
Præcise Klokken Sex sin Hat han tog,
Og nu for sidste Gang, før bort han kjørte,
Paa sine store Mænd han Øiet slog;
Men først og sidst paa Verdenshelten Colon,
Paa Luther, Mirabeau, Lykurg og Solon.

Han ankom til Hotellets store Sal,
Hvor Jensen var ifærd med Lys at tænde,
Og hvor Tribunen, fjernt i Salens Ende,
Behersked som en Høi den lave Dal.
Hvad! raabte Jensen til ham: Er du gal!
Hvad vil du her? Hist seer en Dør du henne!
Der gaaer du ind og i din Celle bli'er,
Til alt er færdigt og jeg Tegn dig gi'er.

384

Vor Helt ham adlød; men kun lidt forlysted
Ham Praasen og det mørke Hul, han saae.
I hans Forstemthed dog den Tanke trøsted:
At næsten altid i den usle Vraa
Den ædle Sæd, hvis Frugter Verden høsted,
Man havde seet sin Spirekraft at faae;
At næsten altid fremgik af det Dunkle
De Stjerner, der paa Folkehimlen funkle.

Ved at gaae op og ned han sig beskytted
Mod Kulden, og skjøndt Tiden nu var knap,
Til Talens Gjennemflyven han den nytted,
Hvorved dog Tanketraaden ofte slap.
Da hørte Støi han under sig - han lytted,
Ad Trappen op der stormed Folk omkap,
Først enkeltviis, og saa i samlet Mængde:
Der komme de! Der komme de! han tænkte.

Han fløi mod Døren - aabned den paa Klem
Og ind et Speiderblik i Salen skikked,
Og ganske rigtig! det var netop dem.
Den hele Sal blev fuld i Øieblikket,
Men mod ham selv, som endnu stod og kigged,
Sprang lille Jensen let paa Taaen frem.
Nu er det Tid! han hvisked; kom, følg efter!
Og Homo samled alle sine Kræfter.

Som Degnen Præsten, Jensen frem ham førte;
Men da han langs Tribunen vandred hen,
Forbi Kavai- og Frakkeklædte Mænd,
Der snakked høit og larmende sig rørte,
Blandt andre Ord han ogsaa disse hørte:
Nu gaaer det løs! Pas paa, nu faae vi Spænd!
Hans Hjerte blev ham snevert under Kjolen,
Og stærkt beklemt besteg han Talerstolen.

Der stod han nu med sine Idealer,
Med Hjemmets Børn, født i det stille Sind,
For her dem offentlig som Folketaler
At føre ved sit Ord i Verden ind.
En Bleghed, næsten idealsk, sig maler
I denne Stund nu ogsaa paa hans Kind,
Og idealsk han langsomt fra Papiret
Opløfter Øiets Laag, lig Hjelmvisiret.

385

Ud over Mængdens stilleblevne Hav
Paa eengang Blikket han begeistret sender -
Men Synet af den store Masse gav
Hans Sjæl et Indtryk, som dens Tillid ender.
En Magt, som ingen Skaansel vidste af,
En sluttet Phalanx imod ham sig vender;
Han følte sig som Een mod Tusind - sukked,
Og usædvanlig dybt til Indgang bukked.

Han hæved atter Hovedet og stammed:
»Høistærede Forsamling! Hvis« - Men knap
Var Ordet ude, før ham Mælet slap,
Idet sig voldsomt Tungebaandet strammed
Og Læberne sig slutted som en Klap.
Med Purpur paa sin Kind han dybt sig skammed,
Og et Minut han bar paa Tausheds Synd -
Da raabtes nedenfra: Begynd! begynd!

Det Raab gav Stemmen som et Skub i Hælen;
Man saae ham pludselig sit Mæle faae,
Og rask gik Talen fremad uden Dvælen.
Men her jeg Læseren nu gjøre maa
Opmærksom paa den Egenhed ved Sjælen,
Hvoraf det Følgende han vil forstaae:
At skjøndt som Eenhed Sjælen bør bedømmes,
Dens Dobbelthed dog ogsaa maa indrømmes.

Deraf det kommer, at man tidt i Ord
Er Een, mens man i Tanker er en Anden;
At tidt man klart begriber med Forstanden,
Hvad man alligevel dog ikke troer;
At tidt i Hjertet en Logik der boer,
Aldeles modsat den man har i Panden;
At tidt man til sit Ja selv siger Nei,
Og kalder Du endog sit eget Jeg.

Med andre Ord: hver Sjæl et Indre har,
Som udgjør Livets egentlige Kræfter,
Hvortil som Skal sig Ydersjælen hefter,
Der Rollen tidt af Indersjælen ta'er,
Hvis Kjærne den dog aldrig kommer efter,
Endskjøndt den handler som om Alt den var;
I denne Ydersjæl boer Anlæg, Evner,
Kort, hvad man »det betroede Pund« benævner.

386

Heraf nu Læseren begribe vil,
(Hvad vistnok ellers blev en evig Gaade)
Hvordan i Homo's Sjæl det her gik til.
For Talen lod han Ydersjælen raade;
Men medens den til Ord spandt Tankens Traade,
Drev Tvivlens Dæmon indenfor sit Spil.
Thi naar en Dæmon spille skal sin Rolle,
Vil altid Indersjælen fast den holde.

Der i hans Hjerterod den rev og sled,
Og raabte høit (mens under dens Spectakel,
Vor Helt opmuntred til Fuldkommenhed):
Ja pas du bare paa dig selv, du Stakkel!
Thi hvis der ikke snart skeer et Mirakel,
Du dumpe vil af Talerstolen ned.
See bare til, at vel derfra du kommer,
Thi ligefor dig, see! der staaer din Dommer.

Og da nu Homo med usikker Røst
Forkyndte Idealets visse Seier,
Skreg atter høit Dæmonen i hans Bryst:
Nu kommer du med dine Narrestreger!
Tal du til Mængden kun, hvis du har Lyst;
Igjennem disse Frakker og Kavaier,
Igjennem disse Hjerners tykke Skal
Du trænger aldrig med dit Ideal!

Min Læser fatter, at paa denne Viis
Ei mindste Virkning Ordet kunde gjøre,
Da Heltens Sjæl - paa eengang Mund og Øre -
Paa Holdning, Eenhed, Varme led Forliis.
Og virkelig var Talen kold som Iis,
For Publicum utaalelig at høre;
Og skjøndt den læst ei havde mindste Plet,
Det hjalp dog ei, da den blev holdt saa slet.

Forsamlingen, der hidtil holdt sig stille,
Paa eengang syntes at det nu var nok;
Og for at vise, man befandt sig ilde,
Man bankede med Paraply og Stok.
Men da han desuagtet tale vilde,
Et Hys ham hilste fra den hele Flok,
Og mens han svimlende sig holdt ved Bordet,
Fremtraadte der en Mand, som fordred Ordet.

387

Ved dette Syn vor Helt aldeles blegned,
Og kun med Møie Manden han forstod,
Der nu i Alles Navn ham vide lod:
At de som Talere sig havde tegnet,
At hvis han for Tilhørere dem regned,
Da var det Alles Ønske stik imod;
Samt at sin egen Plan han syntes glemme,
Da han tilegned sig den fælles Stemme.

Paa Manden stirred Homo consterneret;
Han brat steg ned fra sit Catheders Top,
Men lille Jensen sprang i hans Sted op,
Og mens han Mængden kraftigt haranguered,
Han Planens Ord for dem interpretered
Og bad for Guds Skyld dem at holde Trop;
Thi Taleren, som just befandt sig ilde,
Sin gamle Aandskraft snart erholde vilde.

Han saae sig om - men saae de aabne Døre,
Thi Homo havde Salen alt forladt,
Saa Andet var for Jensen ei at gjøre,
End nu Forsamlingen at hæve brat,
Med Løfte, at fra ham de skulde høre,
Før næste Gang de Stævne her blev sat.
Da det var gjort, han hjem til Vennen iilte,
Hvem han paa Sengen traf, hvor mat han hviilte.

Det gik forbandet daarligt! Jensen skreg,
Idet han muntert purred sig i Ho'det;
Men Talerstolen ogsaa du besteg
For første Gang, og det gi'er Skræk i Blodet.
Ein Mal ist kein Mal. Tab nu ikke Modet!
Rask over Nederlaget slaae vi Streg;
I næste Uge vi paany probere -
Nei! afbrød Homo ham: nei aldrig mere!

Hvordan! udraabte Jensen: Denne Sag,
Som du i mange Aar har forberedet -
Som du har tænkt paa baade Nat og Dag -
Som din Mission du kaldte - som du sveded
Ved dine Bøger for - som har dig glædet
Og trøstet under alle Skjæbnens Slag:
Den vil du lade falde saa umandig?
Ja, sukked Homo: ja! Ja for bestandig!

388

Forgjæves Vennen ham bestred med Grunde,
Forgjæves blev Beviis for Haabet ført;
Om Jensen havde talt med tusind Munde,
Han af vor Helt dog ei var bleven hørt.
Lig Icarus, afmægtig af sin Vunde,
Midt i sin Himmelflugt af Slaget rørt,
Nedstyrtet ho'dkulds, vingeløs i Havet,
Laa Homo her i Puderne begravet.

For ham begyndte nu en Tid, som haardt
Det falde vil sig ret at forestille,
Hvis Læseren fra Helten ei seer bort,
Og tænker Sort og Rødt sig selv at spille
Om Det, han allernødigst tabe vilde,
Og som han satte paa et enkelt Kort.
Rødt er det Kort, som Læseren har stillet -
Ak! Sort der kommer op, og tabt er Spillet.

En dyb Tungsindighed ham overfaldt,
Som ikke blot hans Hjerte sammenklemmer,
Som ikke blot betynger Sind og Lemmer
Og bøier som hans Styrke hans Gestalt,
Men høiere hans Nervers Strænge stemmer,
Saa han til samme Tid - hvad her fortalt,
Jo klinger som en Ting, der er utrolig -
Var spændt og slap, var døsig og urolig.

Han hele Timer stille kunde staae
Og see paa Gaden ned fra Vindvets Rude,
Som halv forundret over, at derude
Sin vante Gang Alverden kunde gaae,
Hvor ei det Mindste syntes at bebude
Den Livsformørkelse, han vented paa;
Men tog man bagved ham i Døren bare,
Saaes i Forskrækkelse han sammen fare.

Han hele Nætter vaagen kunde ligge,
Med Tanken opfyldt af sin Tort og Spee;
Og fik tilfældigviis han Folk at see,
Som han saae Hovederne sammen stikke:
Strax blev han bleg; thi han betvivled ikke,
Det gjaldt hans forulykkede Idee.
Aviserne han aldrig turde læse,
Af Frygt, i dem at træffe sin Fadaise.

389

For ingen Priis ved Bønner nok saa milde,
Til at gaae ud han sig bevæge lod;
Thi hvorfra skulde han vel hente Mod,
Til frem for Verden sin Person at stille?
Men da hans Stueliv bekom ham ilde,
Da paa Bevægelse hans Doctor stod,
Han efter Lægens Raad for saa vidt hørte,
At daglig i Karreet en Tour han kjørte.

Der sad han dog endnu med en Slags Ære,
Idet sin egen Vogn han rumled i:
Der var han skilt dog ved en Barriere
Fra disse Mennesker, han kom forbi;
Der kunde han i Fred for Folk dog være,
Og skjøndt indspærret føle sig som fri;
Thi hvis han skulde see bekjendte Miner,
Saa havde han jo sine Vogngardiner.

Fru Mille blev urolig, og indviet
Af Jensen i den hele Sags Natur,
Fik hun Patienten bort fra Stadens Muur
Og sendt med Extrapost til Baroniet,
Men heller ikke der blev han udfriet
Af dette mørke Tungsinds Fangebuur,
Og sidst i Februar kom han tilbage,
For atter i Karosse trist at age.

Hvem veed, hvorvidt hans Sygdom kunde gaaet,
Hvis ei ham havde frelst en høiere Magt;
Hvis ei han Kald til Hove havde faaet,
Hvor - Kammerherrenøglen blev ham rakt.
Geheimraad Encken havde bi ham staaet
Og ind et Ord paa høiere Steder lagt;
Om af sin egen Drift, om dertil ledet
Ved Bøn af Homo's Venner - ja, hvem veed'et?

Nok sagt, vor Helt den gyldne Nøgle fik;
Tungsindighedens Sky han saae bortdrive,
Den lukte Horizont saae fri han blive,
Og som hans Sind, opklared sig hans Blik.
Men, spørger man, hvor kunde Nøglen give
Erstatning ham for Haabet, der forgik?
Og om endog et Øieblik forlyste,
Hvor kunde slig en Bagatel ham trøste?

390

O meget let! En ny Vei nyt Haab føder.
Tidt ad en Gade gaaer man - ikke sandt?
Op til hvis Ende der en anden støder,
Som fører til en ganske modsat Kant
Man dreier blot om Hjørnet, og man møder
En Verden, som man før ei for sig fandt.
Saaledes Homo, da han Nøglen eied,
Om i en anden Tankegang nu dreied.

Ei meer mod Publicum han udad saae,
Og mens han Folket og dets Vel lod ligge,
Han retted med sin Tanke sine Blikke
Mod Maalet, der i modsat Retning laa
Af Talermaalet, som han naaede ikke.
Ikkun den fine Mand han stirred paa,
For hvem en Bane jo endnu stod aaben
Til stadig Fremgang og bestandig Haaben.

Saadan forandrer sig med Tankegangen
Den hele Udsigt - Livets Maal og Spil;
Men først til slig Forandring spores Trangen,
Naar der et Stød fra Uden kommer til.
Først Hjertet gjennemzittres maa ved Klangen
Af Stødet, før man Tanker skifte vil;
Thi samme Tankegang, med Haand paa Staven,
Gaaer mangen En fra Vuggen indtil Graven.

Ja, mangen En gaaer ad den stille Sti,
Som vel man Kirkestien kunde kalde;
Som, fri for Anstød og for Uro fri,
Ham fører mod det Maal, der vinker Alle.
Det ei engang i Tanke ham kan falde,
At anden Tankegang kan vandres i;
Al Dreien-om ham tykkes overflødig,
Da lige frem at see han kun har nødig.

Heel modsat dog, i Zikzak ud og ind,
Sig Tankestien bugter for de Mange,
Som her i Livet alt den Skat forlange,
Der heelt udfylder et uroligt Sind.
De dreie om i andre Tankegange
Hvergang det gamle Maal har tabt sit Skin:
De vil en anden Udsigt - ny Opklaring
Af Livets Gaader gjennem ny Erfaring.

391

Men tidt paa denne Viis det kan sig hænde,
At ind der dreies i en cul de sac,
Et Stræde, lukket i den ene Ende.
Man skrider frem - man trænger paa, men ak!
Om Panden end mod Muren man vil rende,
Den siger dog kun stop! nei mange Tak!
Vil den Formaning nu man ikke høre,
Kan fortsat Fremgang kun til Vanvid føre.

Da takker man sin Gud, om Noget møder,
Hvorved man tvinges til at vende om;
Hvorved den Pande, man mod Muren støder,
Omdreies mod en Luft, der føles tom;
Da faaer man Stødet kjært, der Tanken nøder
Ud af det Hul, hvor den i Klemme kom;
Og derfor fik saa kjær just Homo Nøglen,
Der atter gav de bundne Tanker Tøilen.

Men som en Lykke sjelden kommer ene,
Saa gik det ogsaa her. Knap Tid han fik,
Til Skræderen at lade Lidt fortjene,
Ved tvende gyldne Knapper efter Skik
At hefte bag paa Kjolen - dog alene
Paa den civile, hvormed ud han gik -
Knap dette Hæderstegn ham bagpaa sidder,
Før han fik Korset forpaa og blev Ridder.

Paa hvilken Maade? Paa en saare nem.
De trende yngste Kammerherrer maatte
Fungere ved en Fest, hvorved de traadte
I deres Galadragt for Hoffet frem.
Nu var med Ordner smykt de To af dem,
Og Hoffets Marskal nødig vilde blotte
Den Tredies Mangler for Alverdens Blik;
Paa denne Maade Homo Korset fik.

Fra Festen vender netop han tilbage,
For oprømt i Familiens snevre Kreds
Gratulation af Fruen at modtage,
Og - med sit eget Ydre veltilfreds -
At lade Julie og Bettine rage
Paa Korset, nu paa Begges Bifald vis.
Fra dem begi'er han ind sig i Gemakket,
Hvor han den hele Herlighed aftakked.

392

Her i sin Eensomhed blev han bevæget,
Hans Sjæl sig følte løst af alle Baand;
Han takked i sit stille Sind den Haand,
Som havde saaret og som havde læget,
Som havde huldt hans Hjerte vederqvæget
Og løftet fra det dybe Fald hans Aand.
Han spored tydelig et Forsyns Finger,
Og dette Forsyn rørt sin Tak han bringer.

Men - tænkte han - ved Ord det ei tør blive,
Den sande Tak i Handling dog bestaaer;
Hvor selv Saameget man af Himlen faaer,
Bør ogsaa Noget man til Andre give.
I Armods Bolig Sorgen at fordrive,
At trøste Hjertet, der bekymret slaaer,
Ei bedre Offer kan en Sjæl fremføre,
Og derfor Godt i Løndom vil jeg gjøre.

Halvhundred Daler af sin Pult han tog,
Og for Incognitoet at bevare,
Han sig en Dyffels Frak iførte bare,
Hvorover han sin Vinterkappe slog.
Med Blik, der under Huen straalte klare,
Han gjennem Porten ud paa Vandring drog,
Og hurtig op ad Gaden han sig skyndte,
Just som at dæmre Dagen stærkt begyndte.

Det var i Marts og et afskyeligt Veir
Med Regn og Sneefog, og saa voldsom Blæsten,
At bort fra Jorden den ham førte næsten,
Saa Kappen han kun fastholdt med Besvær.
Paa Kongens Nytorv, ikke langt fra Hesten,
Kom i sin Gang han meer og mere nær
To magre, usle, qvindlige Gestalter,
Med Tøfler paa og dækked' kun af Pjalter.

Dem Vinden bagfra tog i Skjørtet ind,
Aftegnende Figurens hele Jammer
Mens ind den bored sig i Been og Skind,
Og vaer han bliver, at den Ene lammer.
Strax af Medlidenhed hans Hjerte flammer,
Med Kappen trukken tæt op for sin Kind,
La'er han - idet forbi han monne skride -
I Haanden paa dem hver en Specie glide.

393

Aa Gud velsigne Dem! det bag ham lød.
Men hurtig gik han til; thi frem just stilled
Sig for hans Syn hans eget Ungdomsbilled
Fra hiin Tid, da han dybt bestedt i Nød
Drev om paa Gaden ussel og afpillet,
Og gysende han næsten glad udbrød:
Nei, disse Fruentimmers Nød var større!
Men gudskelov jeg Mit har paa det Tørre!

Med denne Glæde ved sin trygge Stilling,
Hvor Andre prøve Nødens bittre Magt -
En Glæde, hvoraf vist en lille Billing
Den kjære Læser af og til har smagt -
Gaaer rask han frem og sparer ei sin Skilling,
Hvergang en Tiggerhaand ham bliver rakt;
Og endelig hans Skridt ham derhen føre,
Hvor han jo Godt i Løndom vilde gjøre.

Adress'avisen havde viist ham Veien,
Ved Bøn om Laan i dyb Elendighed
Til Barselfærd, til at betale Leien,
Og til i Jorden at faae Manden ned.
Tre Huse, hvor den haarde Nød man led,
Han havde mærket sig med Blyantsstregen,
Og i det ene, fast til Tagets Top,
Steg ad den usle Trappe nu han op.

Paa Gangen stod han stille - for hans Øren
Lød Støi og Latter, munter Sang og Klang,
Og knap med Klinken fik han aabnet Døren,
Før op fra Bænken midt i Stuen sprang
To Kjællinger, en Mand og fire Børn,
Med samt en Knøs, rødhaaret, stor og lang.
Et oplyst Bord med Steg og Punsch og Flasker
Til samme Tid ham høilig overrasker.

Jeg gaaer vist feil, han siger; om en Død
I Dagsavisen stod der en Fortælling -
Ja ganske sandt! faldt ind den ene Kjælling,
Der stank af Punsch og glinsed fed og rød:
Ja han er død, den stakkels gamle Skrælling,
Og paa det Sidste led han megen Nød;
Han skreg saa høit og døde midt i Skriget -
Men vil ei gode Herre see paa Liget?

394

Her fra en Bænk hun hurtig trak et Lagen,
Og tynd som et Skelet, med skarpe Træk,
Med hvide Haar den Døde kom for Dagen,
Og puslende ved ham hun pluddred væk:
Han Lappeskræder var og født paa Skagen,
Hans sidste Arbeid her var denne Sæk.
Den kun blev færdig paa den ene Side;
Nu som en Liigsærk kan han selv den slide.

Forbauset Homo stod. Han knap trak Veiret
Og stirred paa den Dødes hule Kind;
Men Konen vedblev: Ak, det gamle Skind!
Saamange gode Folk der her har været
Og rakt en Skilling os ad Døren ind.
Min Mand, som er hans Søn, har ham ernæret,
Og at han godt blev pleiet, jeg bedst veed;
Men vil ei gode Herre sidde ned?

Vor Helt, hvis Vrede vaktes idetsamme,
Tilbageviser Konen, som nu tier;
Og mens et strengt Blik han dem Alle gi'er,
Han yttrer: at de ret dem maatte skamme
Ved Gaver at begjære og annamme,
For at anvende dem til Drik og Sviir;
At Spot det var, at sidde her ved Kruset,
Imens den Døde var endnu i Huset.

Der stod de dybt beskæmmet Allesammen,
Paa Knøsen med det røde Hoved nær;
Thi han, som havde øst Begeistringsflammen
Af Bollen, hvormed nys man var ifærd,
Gjensvared Homo rask: Hvad angaaer Skammen,
Hvorom den gode Herre taler her,
Da vil det Hele nok Saameget sige,
Som at en Steg kun passer for de Rige.

I troe, naar I en Skilling os forære,
Saa har I hjulpet os i al vor Nød,
Saa skal vi spente, spare, og fortære
Den under Tak til Jer i Vand og Brød;
Men naar man daglig maa i Kulden være,
Og bænke sig hver Nat i Halmens Skjød,
Saa til en glad Dag kan man ogsaa trænge,
Og dertil er just gode jeres Penge.

395

I har det nemt, I Rige! Stegte Duer
Jer fly'er i Munden, mens I lever flot
Med jeres pæne Frøkner, fine Fruer,
Paa Fløiels Sopha i det høie Slot.
I Pappegøier har i jeres Stuer;
Men see Dem om i disse Huller blot!
Hvis De har Lyst, saa gjennemrod kun Reden,
Rotter og Muus er hele Herligheden!

Thi vi, min Herre, dandse paa Ruiner,
Vi just i Nøden aabne Glædens Spunds;
Vi for vor sidste Skilling lave Punsch
Og kjøbe Søsterkage med Rosiner;
Vi slukke Sorgen ned mens Døden griner,
Og trumfe mod ham før vi gaae tilbunds;
Og har vi for idag bortgjennet Sorgen,
La'er vi Fiolen sørge for imorgen.

Ja see kun paa mig! Gjør De kuns Dem vred,
Og slæng kun Kappen fornemt over Kjolen!
Men vi Aviser har i Aftenskolen,
Og vores Lærer han veed god Besked.
Et Uveir trækker sammen omkring Solen,
I Rigdoms Bolig Lynet snart slaaer ned;
Vi Smaafolk os forstaae paa Catechismen:
Tag Jer iagt - nu kommer Pauperismen!

Tys, Jochum! raabte Konen: Hold din Mund! -
Ak, Herre! hør ei paa hvad Knægten taler,
Men tænk paa Kisten, som man sort nu maler.
Vor Helt, som væk at slippe søgte kun,
Fremtog sin Pung og putted en Rigsdaler
Ned i den Dødes Haand - og samme Stund,
Bort fra den Jochum, der saa haanlig smulte,
Han ned ad Trappen, ud paa Gaden iilte.

Der stod han nu. Forstemt han gik sit Skud,
Og ganske langsomt naaede han den Kjelder,
Hvor Leiesummen skal betales, eller
Familien næste Mandag kastes ud.
Men her fik Nød han see, som man fortæller
Ret kildrer en Velgjørers fine Hud:
En Nød saa lens for Haab, saa bar for Glæde,
At som en Gud en Hjælper maa fremtræde.

396

Han saae en gusten Kone Hoser strikke
Ved Praasen i en Kjelder, mørk og qvalm,
Mens Manden, pukkelrygget, monne flikke
Paa et Par Træskoe, han beslog med Malm;
Fem næsten nøgne Børn han saae at ligge
Paa Stuegulvet i den bare Halm;
Og da med tyve Daler han dem trøsted,
Vist tusinde Velsignelser han høsted.

Han stod igjen paa Gaden let og fri,
Mens glad ved Tanken om sin Daad han smiilte,
Og nu han hen til Barselqvinden iilte,
Som boede fjerde Bagsal der forbi.
Han steg til Qvisten op, hvor Staklen hviilte,
Men neppe Dørens Haandgreb tog han i,
Før indenfra der mødte ham en Sukken;
Han lukked op - og Qvinden sad ved Vuggen.

Til Næsens Tip i Kappen hyllet ind,
Først et Par Ord om Barnet han fremstammed,
Hvorpaa han spurgte, om hun selv det ammed,
Og om det trivedes, det lille Skind.
Den unge Qvinde taug, som hun sig skammed,
Hun rødmed høit - men da paa Barnets Kind
Han nu af Sedler lagde Fem og Tyve,
Hun næsten ham om Halsen vilde flyve.

Begeistret løfted hun sin Haand og Røst.
O, raabte hun: ned i min mørke Stue
En Lysets Engel steg fra Himlens Bue
Og bragte den Forladte Hjælp og Trøst!
O, lad min Engels Aasyn dog mig skue!
Lad det forførte, det forraadte Bryst
Sin Skytsaand kjende og hans Navn erfare,
For til sin sidste Stund det at bevare!

Det lød som sød Musik for Homo's Øre,
En Flig af Kappen alt han synke lod;
Dog - han jo Godt i Løndom vilde gjøre,
Og seirende han Fristelsen modstod.
Istedenfor sit Ansigt at afsløre,
Han rundt sig dreied paa den ene Fod,
Slog over Skulderen med eet Slag Kappen,
Og styrted ud af Stuen, ned ad Trappen.

397

Der stod for tredie Gang han nu paa Gaden,
Hvor Blæsten sig med Regnen havde lagt,
Og Maanen ovenfor i sneehvid Dragt
Imellem sorte Skyer saae ned paa Staden.
Ved Husene at følge langs Façaden,
Blev ud til Torvets aabne Rum han bragt,
Og rørt mod Himlens Lys sit Blik han hæved,
Mens Strængen i hans Indre klang og bæved.

Han havde trøstet de Ulykkelige,
Han havde gjort, hvad Pligten foreskrev,
Han følte Glæden, som ei Ord udsige,
Men hvorpaa Hjertet dog har Segl og Brev;
Han gik omkring som halv i Himmerige,
Til i hans Bryst der sig et Suk løsrev,
Idet for Tanken Almas Billed svæved;
Thi hvor var hun? Hvordan mon hun nu leved?

Veiviseren jo maatte gi'e Besked
Om hendes Bolig! - Greben af Ideen,
I næste Urtebod han iler ned,
At laane Bogen, for at eftersee'en.
Den fandtes ei, og over til Caféen
Han nu sig skynder som til rette Sted,
Og der paa Efterspørgsel han erfared,
At Bogen gjemtes inde ved Billardet.

Thi skred han ind, hvor i Cigarrøgs-Taagen
En Sværm af unge Herrer stod og gik,
Deeltagende med Haand og Mund og Blik
I Kuglens Spil paa Banden og mod Krogen,
For hver Gang den et Stød af Queuen fik.
Vor Helt i Hjørnet satte sig med Bogen,
Han slog den op - paa nok af Navne stødte han;
Men hverken Alma eller Stjerne mødte han.

Den Gamle, tænkte han, maa være død,
Men hvor i Verden flakker hun, den Arme?
Dog her en Støi hans Tankegang afbrød;
Høit ved Billardet hørte han dem larme,
Thi En af Spillerne i Spillets Varme
Tripleret havde Billen ved sit Stød.
Han trykked dybere sig ind i Krogen,
Greb en Avis, og lagde fra sig Bogen.

398

Der sad han med Cigar og rynket Bryn,
(Mens rundt om ham man sang og peb og hvæste)
Og ud en Røgsky mod Avisen blæste,
Hvori, blandt Efterretninger fra Fyen,
Han een om Dødsfald som idrømme læste.
Paa eengang dog det sortned for hans Syn,
Paa eengang alle Tankerne stod stille,
Og neppe sine Øine troe han vilde.

Han læste: Redacteuren maa beklage,
At Dagens Rygte Sandhed har fortalt.
Igaar paa Galtenborg Fru Clara Galt
Midt i sin skjønne Bane kom afdage,
Ved over Barrieren Spring at tage,
Hvorved med Hesten mod en Steen hun faldt.
En Officeer, som fulgte med til Ledet,
Saae hende styrte - hun var død paa Stedet.

Det var det Hele; men det var dog nok,
Ja meer end nok for Homo. Gjennemrystet
Som af et Tordenslag han følte Brystet,
Og et Minut sad stiv han som en Blok.
Her at forblive ham ei længer lysted,
Han skred forbi de muntre Gjæsters Flok,
Og vilde netop nu forlade Salen,
Da bag ham høit det lød: En Snaps til Pahlen!

Til Pahlen? gjentog han. Han om sig vendte,
Og i den gamle, skimlede Marqueur,
Hvem neppe Mærke til han lagde før,
Han pludselig sin Ungdomsven gjenkjendte.
Men hvor var Glandsen, som ham fordum blendte?
Hvor var Tournure, Fiong, Parfum, Couleur?
Particulie'en væk var! Hvilken Dalen:
Van Pahlen sunken til Marqueuren Pahlen!

Med blegt og fedtet Ansigt, Issen dækket
Af et Par graae og sammenlagte Haar;
Med Kippers Vest, hvis Skidenhed forskrækked,
Da rundt den om den tykke Mave gaaer;
Med Pantalon, der blot til Hoften rækked,
Saa Noget sees af Skjorten, Fyren staaer;
Og Eet paa ham endnu kun er det Samme:
De Støvleremme, der hans Buxer stramme.

399

En Laps paa en Tallerken bragte Snapsen,
Og Allemand paa Pahlen nu gav Agt,
Der Haanden ud begjærlig havde rakt. -
Nei Fingeren af Fadet! raabte Lapsen;
Geduld, mein lieber Pahlen! Ingen Rapsen,
Før Han en Vittighed os her har sagt.
Marqueuren strax tilbedste gav en Smudsighed,
Modtog sin Løn, og takked med en Pudsighed.

Vor Helt, som halv fortumlet var i Sindet,
Fra Sværmens Latter iilte bort i Fart,
Og i sin egen Stue stod han snart,
Hvor han modtoges blidt af Maaneskinnet,
Der gjennem blanke Ruder straalte klart.
Han kasted Tøiet af, og tung af Mindet
Han satte sig i Gyngestolen ned,
Hvor over Gulvet Maanelyset gled.

Som fra et gjennemtonet Instrument,
Der Tonens Efterklang bevarer længe,
Dybt i hans Bryst gjenlød de spændte Strænge,
Ved Alt hvad denne Aften var ham hændt.
Hans Tankers Veemod vilde Barmen sprænge,
Og Følelser, som ei han havde kjendt
I mange Aar, omspændte her ham magisk,
Hvorved det hele Liv sig viste tragisk.

Hvad var af alle hine Væsner blevet,
Til hvem dog eengang han sit Hjerte bandt?
Hvor var den Ungdomslykke, han opleved,
Den Fortid, som saa riig paa Haab han fandt?
Hvert Haab var spildt; hvert Baand var sønderrevet,
Og uindløst var hvert et Glædespant;
Af hvert et Forhold var igjen kun Navnet,
Den skuffede Forventning eller Savnet.

Hans svundne Liv, ved ingen Daad betegnet,
Et Indtryk af en Drøm ham næsten gav,
Men Drømmen om Bedrifter reent var blegnet;
Som Gjenfærd sig dens Taager maled af,
Og Tiden, i hvis Dyb han selv nedsegned,
Ham forekom som en uhyre Grav,
Der med en Hurtighed, som Tanken skrækked,
Opslugte Alt, og Alt med Nat bedækked. -

400

Saa sad han mørk, mens Lyset om ham spilled,
Til ind i Sovekamret rask han skred,
Hvor Klæderne han hurtig af sig smed,
Og Tøflerne for Sengestedet stilled.
Opfyldt af Claras og af Pahlens Billed
I sine Dyner dybt han dukked ned,
Mens op fra Hjertets Bund han sukked grundig:
Sic transit gloria mundi!

401

ADAM HOMO
ET DIGT
TREDIE DEL
(1845-48)

402
403

TIENDE SANG

Man tager sit Parti - hvad vil det sige?
Just hvad det siger! Man gi'er Afkald paa
Totaliteten (som man kun kan naae
Ved sig at hæve til Ideens Rige)
For sig med Jordens Vilkaar at forlige,
Og Livets Eenhed sig af Tanker slaae;
For anden Vei mod andet Maal at vandre,
Med bedre Kjendskab til sig selv og Andre.

Man tager sit Parti - man havde ventet
At blive hvad man kalder Jordens Salt;
Man havde fast i Hovedet sig prentet,
At tidlig man til noget Stort var kaldt;
Konst, Poesi og Videnskab forrented
Man som sin Capital i Haabet alt,
Ja saae sig hædret blandt Ideens Præster:
Man tager sit Parti - man bli'er Borgmester.

Priis for Borgmesteren! han blev dog Mester;
Men hvad blev han, som ei tog sit Parti?
Som styred snart i Øster, snart i Vester,
Mod Videnskab og Konst og Poesi;
Som uafbrudt sit Blik paa Maalet fæster,
Mens han bestandig skyder det forbi;
Som, Katten lig, saa lumsk om Grøden lusker:
Han - svag i Aand, men stærk i Tro - blev Fusker!

Man tager sit Parti - man havde lovet
Sig selv en Dag, hvis Sol gik aldrig ned;
Man havde sat saa fast sig i sit Hoved,
At Livets Maal var fuld Lyksalighed;
Man Alt at haabe dristig havde vovet,
Da man saa brændende sin Attraa veed;
Men snart af Haabets Ild man har kun Asken:
Man tager sit Parti - slaaer sig til Flasken.

404

Man øm om Hjertet var - man havde knyttet
Sig fast til Mennesker af al sin Magt;
Man til Oraklet i dem havde lyttet,
Og Roes og Virak dem til Offer bragt;
Man imod Hjerter Hjertet havde byttet
Og, høit paa Flugt, dem evig Tro tilsagt;
Men skuffet i sin Tillid ned man daler:
Man tager sit Parti - man bli'er Bagtaler.

Man havde seet i Ungdomsperspectivet
Bevidsthed staae som Eet med Renommee;
Man havde troet, naar ret man vandred Livet,
Man og sin Ret i Dommen vilde skee,
Thi Virkning var med Aarsag dog vel givet.
Hvor feil man tog, blandt Folk man faaer at see;
Man hører sig belyve, ja nedrakke:
Man tager sit Parti - man la'er dem snakke.

Men skjøndt det Godt som Ondt kan med sig føre,
Naar man fra Grunden af ta'er sit Parti,
Og skjøndt man tidt i Livets Kamp og Røre
Kun derved sig af Nøden kan befrie:
Bestandig dog et Afslag maa man gjøre
I Det, som Haab og Tanke leved i,
Da ei Totaliteten la'er sig dele,
Og et Parti dog aldrig bli'er det Hele.

Vor Helt tog sit Parti - thi paa Ideen,
Der hidtil i hans Hjerne havde spøgt,
Og af hvis Brokker tidt han havde søgt
At faae en Eenhed ud, for at besee'en,
Gav for sit Liv han Afkald, og tog Skeen
I anden Haand med mere Verdenskløgt;
Midt i sit Manddomsliv han rask omsa'led,
Og pludselig han opgav Idealet.

Hvorfor saa pludselig? Det ellers pleier
Jo ganske langsomt, gjennem Aar at skee.
Ja vist! man hos en aandelig Plebeier
Afkølingen fra Dag til Dag kan see;
Men hos en Aand, der noget Mere veier,
Skeer sligt et Omslag hurtig: een, to, tre!
Han hidtil kun var stegen - nu han daled,
Slog om medeet, og opgav Idealet.

405

Det havde skaffet ham saamegen Møie,
Saamegen Sorg, Bekymring, Bryderi -
Ja, mens dets gyldne Aag han smægted i,
Saameget Ondt han havde maattet døie,
At naar han kaldte frem nu for sit Øie
Den lange Levetid, der var forbi,
Traf han i Rækken knap en halv Snees Dage,
Der kunde siges ganske fri for Plage.

Men før han Idealet reent blev qvit
Ved en Beslutning, som hver Vaklen ender,
Faaer af sin Tanke (Villiens rappe Tjener)
Saa gode Grunde han for dette Skridt,
At han sig undrer, han først nu erkjender,
At Valget her aldeles ei var frit.
Lod Idealet sig realisere,
Saa var jo intet Ideal det mere.

Det altsaa var bestemt til ei at naaes,
Thi selv i Konsten stod det som en Stjerne,
Hvis rene Lys kun i et Prisma saaes;
For Livet derimod i fjernest Fjerne
Det maatte holdes som en Ting, der gjerne
Begjæredes, men aldrig kunde faaes.
Det som et Lys paa Himlen burde blinke,
Og huldt bedragende bestandig vinke.

Retfærdiggjort af Tanken derfor rolig
Han Lyset blinke lod, mens frank og fri
En munter Sommermorgen i sin Bolig
Han tog med fuld Bevidsthed sit Parti.
Knap var det skeet, før lettet saa utrolig
Han Roser strax seer spire paa sin Sti;
Før rundt om sig han baade seer og lugter
Realitetens saftig-friske Frugter.

Fra nuaf kun han vil hvad han formaaer,
Fra dette Øieblik han overveier,
At nok af Midler heldigviis han eier,
Til ret at nyde Livets Efteraar;
Fra dette Øieblik ei meer sig speger
For ham paa Livets Vandring Skjæbnens Blaar;
Fra dette Øieblik saa vel den fine
Som glade Mand staaer præget i hans Mine.

406

Men da et Liv, hvori man seer det skorte
(Trods al den Herlighed, hvori det svandt),
Paa Hjertets Piano, Lidenskabens Forte,
For Andre kun er lidt interessant:
Saa vil Fortællingen vi her forkorte,
Og lange Tider, som minutviis randt,
Og som af Aar udgjorde meer end tyve,
Vil her cursorisk let vi gjennemflyve.

Vor Helt, som sagt, nu havde gode Dage;
Om Sommeren han meest paa Landet laa,
Men hver en Vinter kom han dog tilbage,
For Deel i Byens muntre Liv at faae.
Man saae ham snart at ride, snart at age,
Og snart i Selskab og til Hove gaae;
Man saae ham give Møde alle Steder,
Og være med ved alle Leiligheder.

Man saae ham tidt i fornemt Compagni
I flere Tungemaal sin Tunge røre;
Man saae ham, i sin Holdning let og fri,
Conversationen snart alene føre,
Snart snakke m e d, og snart kun til at høre,
Til han erhverved hiin présence d'esprit,
Hvis Savn sit Taleruheld han tilregned,
Men som han mesterlig sig nu tilegned.

Ja, var end denne Konst ham før en Gaade,
Faldt end at øve den ham før saa svært,
Saa fik dog Konsten nu saa godt han lært,
At aldrig meer han tabte Tankens Traade
Med samt Concepterne selv ved en Snert;
At altid han paa en og anden Maade
Forstod at klare for sig ved et Svar,
Der baade Biens Braad og Honning har.

Men ei ved dette Fremskridt stod han stille,
Thi ved en kongelig Confirmation
Fik snildt han overført paa sin Person
(Da ei der meer var Udsigt til, at Mille
Med smaa Baroner ham begave vilde)
Den længst forønskte Titel af Baron,
Saa han fra den Tid paa Visitbilletter
Baron og Kammerherre Homo sætter.

407

Ved samme Tidspunkt havde han den Glæde,
At føre frem i Atlask, hvidt som Snee,
De tvende hulde Døttre, og at see
Dem kjækt og smilende for Altret træde;
Bettine med en svensk Grev Magnus Gjede,
Og Julie med en norsk Particulier;
Hvorved han havde gjort hvad gjøres kunde,
For Skandinaviens Eenhed at begrunde.

Men - hører Læseren jeg her udbryde -
Men hvad bestilte han den lange Tid?
Han virked, (saadan Svaret vel maa lyde)
Han virked uafladelig! Hans Id
Var ikke blot Fornøielser at nyde,
Men og at gavne Verden ved sin Flid.
Hvor Noget fremmes skal, hvor Actier tegnes,
Paa ham, hans Navn, hans Pung der kunde regnes.

Men det, hvormed sin Virksomhed han kroner
Og adler sin private Tidsfordriv,
Er dog især hans offentlige Liv.
Som Medlem af de tusind Commissioner
Han taler med de tusinde Personer,
Og holder tusind Gange Nakken stiv;
Han brækker, læser, skriver tusind Breve,
Af hvilke faa dog Døgnet overleve.

Mens under slig en Virken, fuld af Nydelse,
Ham Dagene som Øieblikke svandt,
Gik Tiden fort, og hele Aar henrandt
Foruden nogen egentlig Afbrydelse
Af Heltens vante Liv, der ført galant
Kun tiltog i Betydning og Indflydelse.
Syv og Halvtreds han fyldte knap af Aar,
Før paa sit Bryst han Storkors-Stjernen faaer.

Paa hvilken Maade? Paa en saare nem:
De trende ældste Kammerherrer maatte
Fungere ved en Fest, hvorved de traadte
I deres Galadragt for Hoffet frem.
Nu var med Stjerner smykt de To af dem,
Og Hoffets Marskal nødig vilde blotte
Den Tredies Mangler for Alverdens Blik;
Paa denne Maade Homo Stjernen fik.

408

Paa hver en Dragt et Exemplar han hefter,
At ret den lyse kan paa Livets Sti;
Men dermed var hans Stigen ei forbi,
Thi neppe fire fulde Aar derefter
Et længe gaaet Rygte sig bekræfter,
Da Brevet med Geheimraadstitlen i,
Med Udskrift: Baron Homo, Excellence,
Ham ikke meer lod Kammerherren ændse.

Og her vi standse vil et Øieblik,
Ved Excellencen vil vi her staae stille,
For at erfare, hvordan med Fru Mille
I al den Tid det gaaet var og gik;
Om hun var faret vel, hvad eller ilde,
Med den Mission, som hun i Verden fik;
Om hendes Frihedsværk et Nul var blevet;
Kort, hvad hun havde virket og bedrevet.

Hun var sig bleven lig - og hvad til Priis
For en Heltinde kan der siges Mere?
I hver en Retning og paa hver en Viis
Hun havde stræbt sig at emancipere.
Hun af Noveller havde skrevet flere,
Hun havde gjort en Reise til Paris,
Og hjembragt Frihedstegnet midt paa Brystet,
En rød Cocarde, som hvert Blik forlysted.

Ansporet ved den Opsigt, som hun vakte,
Fik snart hun en Forening bragt istand
Af Damer, paa hvis Mølle just var Vand
De Skikke, hun daraussenfra dem bragte,
Og dette Frihedsforbund vidt sig strakte.
At blive Medlem negted hun sin Mand,
Men lille Jensen hun tildeelte Rollen
Som Damesecretair ved Protocollen.

I hendes store Sal om Formiddagen
Man til den fælles Virken sammen kom,
Og laved Liberté-Cocarder, som,
Da Stedanbringelsen afhang af Smagen,
Fik Plads paa Hatten, Skuldren, Brystet, Bagen,
Og hver en Maanedsdag blev' bytted' om
Med andre, hvori større Konst man sætter,
Og pryder som med Perler med Pailletter.

409

Da gik i Dameklubben rigtig Snakken,
I hvilken Husets Frue sidst blev Beet;
Da blev for Speilet kneiset høit med Nakken,
Og Stadsen ret beundret og beseet,
Mens Chocoladen bragtes om paa Bakken;
Da blev ved Jensens Komme høit der leet,
Naar gjennem Døren ind med Protocollen
Saa let han sprang, som ud af Flasken Tollen.

Knap tog han Sæde, saa begyndte Værket:
Den litterære Skrædersyening, som,
Ifølge hvad Fru Mille tidt bemærked,
Man bedst tilende med i Selskab kom.
Man satte sig om Bordet og, forstærket
Ved Jensens Pen og fine Smag og Dom,
Skrev Scener til Noveller, hvoraf siden
Der hele Bøger kom istand med Tiden.

I hver Fortælling fandtes en Heltinde,
Saa rosenrød og dog saa hvid som Snee,
I hvis Bedrifter Læseren fik see
Den stolte, fri, emancipeerte Qvinde.
Paa denne Maade haabed man at vinde
Det store Publicum for en Idee,
Der rig og frugtbar aarlig sig anmelder
Med hele to, ja tidt med tre Noveller.

Men virked man paa denne Viis for Sagen,
Saa følte man sig selv og høist tilfreds,
Naar her, med Munden aaben, Pennen spids,
Man sad tilbords som Dronninger for Smagen,
Mens hver især fra sin Bekjendtskabskreds
Drog Forhold og Personer frem for Dagen,
Som alle Damenæser først besnusede,
Før til Novellens Brug man dem tilstudsede.

Saa leved, virked, handlede vor Frue;
Tilende med saa mangt et Værk hun kom,
Paa samme Tid som kjækt hun sværmed om,
Og bar i Verden sit Geni tilskue,
Imedens den forladte Dagligstue
Blev meer og meer for Glædens Blomster tom;
Thi hvem vel skulde Hjemmets Planter pleie,
Naar hun og Homo hver gik sine Veie?

410

De saaes kun sjelden - blot i Selskab næsten,
Og naar til Middagsbordet man kom ned;
Thi hver i Sit jo leved, og forresten
Var af at vexle Tanker længst man kjed,
Da hendes gik i Østen, hans i Vesten.
Dog tog ei Sligt paa Damens Munterhed,
Hvis Toner Tiden høiere kun stemte;
Men - Nemesis ei derfor hende glemte.

Hun hidtil Aar for Aar var bleven federe,
Som Følge af den stærke Appetit
Hvormed hun Livet nød og stedse hedere
Om Glæden klamred sig ved hvert et Skridt;
Men nu hun stønned under Fedmen - bredere
End nogen Stuedør, hun tilstod tidt:
At om end daglig hendes Sind blev lettere,
Blev hendes Krop dog tungere og trættere.

I Aanden fri - paa Kroppen lagt i Lænke,
Emancipeert - og dog med Aaget paa:
En stor Modsigelse! som man kan tænke
Ved Doctorraad hun søgte hævet faae.
Men Raadet var: i Rullestol at sænke
Det Corpus, som ei længer vilde gaae;
Og virkelig fra den Tid om i Stuen
Med Larm og Latter rulled lystigt Fruen.

I Rullestol hun drikker og hun spiser,
I Rullestol hun mod Visitter ta'er,
I Rullestol hun sig i Klubben viser,
Som da en Genius paa Ruller har;
I Rullestol hun Livet selv forliser,
Thi ned i Døden rulled hun saagar,
For at betale hvad hun Støvet skyldte,
Just da Halvtreds og Sex af Aar hun fyldte.

Hun sad i Stolen ved sit Frokostbord
Blandt Gratulanter, og sig netop bukked
Ned efter Kringlen, der just faldt til Jord,
Da ganske purpurrød medeet hun sukked:
Medeet paa Gab hun Øinene oplukked,
Medeet hun halv tilveirs i Stolen foer,
Der gled tilbage, mens med Læber sorte
Hun ralled - rulled - ralled - og var borte.

411

Apoplexi! hver Gratulant da skreg,
Men dermed var fra Døden ei hun friet;
For hende var tilende Livets Leg,
Og snart som Gravens Brud hun blev indviet.
Knap var hun jordet, før til Baroniet
Vor Helt som Enkemand drog sort og bleg,
For der at ordne Boets tusind Sager,
Imens han Condolencen sig unddrager. - -

- Et Aar var svundet efter dette Pust,
Endnu som Enkemand han eensom leved,
Da blev fra Kjøbenhavn der ham tilskrevet,
At Alt var gaaet som han ønsked just,
Da han Theaterdirecteur var blevet,
At regne fra den tyvende August.
Man skrev den tolvte nu; han derfor spændte
For Vognen strax og Jylland Ryggen vendte.

Theaterdirecteur - og det den første!
Ved dette Spring vi lidt dog dvæle maae,
Thi det i Heltens Liv vist er det største,
Og i sin Vogn han grunder selv derpaa.
Hvorledes mon i ham vel ud det saae,
At efter slig en Post han kunde tørste?
Han, godt i tyve Aar en Realist,
Og nu Ideens Directeur tilsidst!

Istedenfor at søge fjerne Grunde,
Hvorved hans Adfærd sig forklare lod,
Som for Exempel, at Theatret kunde
Paa Enkemandens Sorger raade Bod,
Samt at en Directeurpost ingenlunde
Hans ærekjære Stræben var imod;
Saa nævnes som den Grund, hvori vi havne,
Hans Drift til ved personlig Daad at gavne.

Den Drift bestandig ham i Panden spøgte,
Den overleved hvert et Nederlag,
Og her han gavned Fædrelandets Sag,
Ved Konstens Tempel i Person at røgte.
Af den Grund han Theaterposten søgte,
Og det er Dagen før den store Dag,
Paa hvilken han skal Bræderne tilhøre,
At frem igjen paa Scenen vi ham føre.

412

Det i hans Bolig er i Kjøbenhavn,
I Salen med de Damaskes Gardiner,
Hvor nu ved Gjensyn af hans Træk og Miner
Den kjære Læser stille kan sit Savn.
See, Døren aabnes - Excellencen triner,
Fulgt af sin Tjener med det franske Navn,
I Fløiels-Slaabrok ind fra Cabinettet,
For her at ende Morgentoilettet.

En nobel Skikkelse! Hvem skulde troe,
Han To og Treds paa Bagen kunde have?
Thi vel han mistet har sin lille Mave,
Og vel de blonde Haar lidt sparsomt groe,
Men Blik og Øine spille nok saa brave,
Og mørk paa Pandens Snee staaer Brynets Bro;
Hans Kind er frisk, hans Læbe fuld og saftig,
Figuren rank, og Gang og Holdning kraftig.

Fast med en Ynglings Lethed han for Rammen
Af Speilet ved Consolen træder hen.
Jean-Jaques, han siger: Ræk mig Redekammen!
Og med et Buk Jean-Jaques ham rækker den.
De spredte, bløde Haar han reder sammen,
Og binder saa sin Halsklud om igjen.
Jean-Jaques! Min Ring og Brystnaal! Uhr og Kjæde!
Knapt Ønsket sagt, før opfyldt allerede. -

Jean-Jaques gaaer ud for Kaffen at tillave,
Og Homo sig ved Bordet sætter ned
I stoppet Lænestol, saa blød som bred,
For Morgenbladene at gjennemstave.
Da hører Fødder udenfor han trave,
Paa Døren bankes med Iilfærdighed,
Og neppe sit Kom ind han sagde, førend
Den vimse Doctor Flink stod midt i Døren.

Godmorgen! Tør man overskride Grændsen?
Udbrød den lille Mand, som let sprang frem:
Igaar jeg hørte af Etatsraad Jensen
At Hr. Geheimraaden var kommen hjem,
Og jeg dog hilse maa paa Excellencen.
Naa, gudskelov at vel jeg træffer Dem!
De seer forynget ud. Ja paa min Ære,
Jeg aldrig friskere saae Farven være.

413

Saa kom og sæt Dem! svared med en vis
Nedladenhed vor Helt, der frem sig gynged
Mens rask han Benet over Knæet slynged:
Kom! Prøv om De med Pulsen er tilfreds.
De veed, jeg gaaer nu i de Tre og Treds;
En farlig Alder - skjøndt den ikke tynged
Min Bedstefader, som blev fiirsindstyve,
Og hvem jeg ligne skal, hvis Folk ei lyve.

Hvis han blev Fiirs, jeg her Halvfems Dem spaaer,
Gjensvared Doctoren, der ikke nølte
Med Homo's Arm at ta'e. Han Pulsen følte,
Og udbrød: Ganske ypperligt den slaaer!
Den sidste Sorg fortræflig Blodet kølte,
Den Puls Dem lover mange glade Aar;
Ja, i Fortrolighed jeg her vil skrifte Dem,
At hvis De selv har Lyst, kan trygt De gifte Dem.

Nei, nei, min Kjære! sukked uvilkaarlig
Vor Enkemand: nei, ingen Lyst jeg har.
Og hvorfor ikke? spurgte Flink alvorlig,
Troer Excellencen at min Spøg det var?
Nei, hvis det var en Spøg, var det en daarlig,
Og Giftermaalet jeg for Alvor ta'er;
Thi trist og eenlig bag ved disse Mure
Kan De dog ikke ville kukelure?

Nei ikke just saa eenlig som en Fisk,
Med Smiil vor Helt gjensvared. Ja forstaa mig,
Min kjære Doctor! De er jo polisk.
Et Fruentimmer tænker jeg at faae mig,
Som her i Huset kan tilhaande gaae mig,
Et Menneske paa Sjæl og Legem frisk.
Huusholdersker man slige Væsner kalder,
Og ypperligt de passe for min Alder.

Man har mig anbefalt en saadan En,
Som jeg endnu iformiddag skal fæste.
Hun være skal perfect og paa det Bedste
Forstaae sin Kogekonst i hver en Green.
Da vil vi leve bon, jeg og min Næste,
Naar hun faaer Bordet sat paa faste Been,
Og Kjøkken faaer med Kjelder omkalfatret,
Thi selv jeg kun vil tænke paa Theatret.

414

Theatret! gjentog Flink: Ah, det er sandt!
Det Vigtigste jeg husker ikke mere.
Maa Hr. Geheimraaden jeg gratulere,
Skjøndt gratulere O s var meer galant
Nu tænker jeg Theatret skal florere,
Nu blæser Vinden fra en anden Kant;
Spectacula, og ikke meer Spectakler!
I Publicum man lover sig Mirakler.

Miraklers Tid, Hr. Doctor, er forbi.
Men see, der kommer jo Jean-Jaques med Kaffen!
Vil De en Kop? Min Tjener strax skal skaff'en -
Tak, stammed Flink: men Klokken alt er Ni;
Jeg lidt maa see mig om i Kjøbenhaffen,
Som Manden sagde, da vort Politi
Trak op med ham ad Gaden. Tiden render,
Og derfor - Hr. Geheimraad, ydmyg Tjener!

Han gik - og til Jean-Jaques sig Homo vendte
Med disse Ord: Hvorledes gik det til,
At uanmeldt herind du Doct'ren sendte?
Skeer det igjen, vil ei du see mig mild.
Du melder selv de nøieste Bekjendte,
Og hvergang Audiens jeg give vil,
Fra Forgemakket først du Folk indfører,
Naar her du Klangen af min Klokke hører.

Jean-Jaques, som var en Lux, sit Hoved heldte,
Og uden at forsøge paa et Svar,
Han lidt forknyt en Jomfru Frisk anmeldte,
Som udenfor i Forgemakket var.
Ha, smulte Homo: netop hende gjældte
Fornylig min og Doctorens Passiar.
Lad hende komme! - Faa Secunder efter
Sit Blik paa Damen prøvende han hefter.

Med Hat og Shawl og tærnet Silkekjole,
Med mørke Haar, og med saa frisk en Kind,
At næsten den med Friskhed syntes bole,
Hun traadte neiende ad Døren ind,
Mens fra to Øine, fyrige som Sole,
Hun sendte til vor Helt saa stærkt et Skin,
At strax han seer, at Kjolen fast omklemmer
Den fulde Barm, de drøie, føre Lemmer.

415

Sæt Dem, min Gode! hvisked Excellencen,
Idet en Stol han høflig hende bød:
Af Deres Komme kjender jeg Tendensen,
Jeg veed at De Dem ønsker i mit Brød,
Og, anbefalet af Etatsraad Jensen,
Jeg tænker ei at Tingen skal ha'e Nød;
Men Forord bryder ingen Trætte - høre
De bør iforveien, hvad De har at gjøre.

Her Pligtregisteret han gjennemgaaer,
Huusholdersken fra Jomfruen han skiller,
Og medens hiin i Kjøkkenet han stiller,
Han op for Theevandsbordet denne faaer.
Tilsidst han spørger, om paa Middagsgilder
Og franske Saucer hun sig ret forstaaer,
Paa hvilket Spørgsmaal Jomfru Frisk alene
Ham gi'er til Svar: Ja det jeg skulde mene!

Bien! smulte Homo, kastende tilbage
Sig i sin Rygstol som en sand Baron:
Saa vil vi Afsked nu med Huset tage,
For at gaae videre, til min Person.
Men her, min Gode, Tingen har en Hage,
Jeg er en meget vanskelig Patron,
Som for Exempel med mit fine Linned -
Min Vask (hun afbrød) altid sneehvid skinned.

Bien! gjentog han, men det om Mere gjælder,
Om Conduite, Omhu, Tact, Forstand;
Thi skjøndt just ei jeg er en gammel Mand,
Saa er en Yngling jeg dog ikke heller.
Jeg mangengang naar Aftenen sig melder,
Et let Piquet-Parti mig ønske kan;
Men hvor en Makker finde, som med Rolighed
Vil spille her med mig i al Fortrolighed?

Hvad siger De, min gode Jomfru Frisk,
Hvad siger De til Rollen af en Makker? -
Ja, svared hun, idet hun lo polisk,
For Excellencens Tillid jeg jo takker,
Skjøndt rigtignok jeg hen iveiret snakker,
Ifald jeg siger, jeg paa Spil er gridsk.
Jeg knap forstaaer i Haanden Kort at bære,
Men hvad jeg ei forstaaer, jeg kan jo lære.

416

See, det var godt sagt! Saadan skal man tale!
Udbrød vor Helt, der frem sin Pung nu trak,
For med et Smiil en Guldmønt op at hale,
Som Jomfru Frisk han let i Haanden stak,
Idet han sagde: Lad mig her betale
Dem Deres Fæstepenge! - Spar hver Tak,
Til Deres Løn jeg eengang faaer forhøiet,
Hvis - vi To med hinanden bli'er fornøiet.

Han reiste sig, og Jomfruen beruset
Af hans Nedladenhed sig reiste med,
Hvorpaa han muntert spøgende blev ved:
Gaa nu kun ned og see Dem om i Huset,
Tag Maal af Pigen, Panden, Potten, Kruset,
Og lad Dem vise om paa hvert et Sted;
Men glem ei, naar De kommer hjem, min Bedste,
At til mit Eet og Alt De lod Dem fæste.

Nei, svared hun, mens ganske rød hun bliver:
Nei, Excellencen rolig være kan,
Jeg aldrig holdt for Nar en fornem Mand.
Men nu jeg med Forlov mig ned begiver,
Og Pigen de Coutumer foreskriver,
Der bruges nu i Kjøkkener af Stand.
Her skred hun baglænds bort, idet hun neied,
Og først i Døren hun omkring sig dreied.

De lukte Døre Homo stirred paa,
Og udbrød saa i denne Enetale,
Mens langsomt op og ned han monne gaae:
Figuren som man Juno's vilde male!
Blik, Buste, Taille, Former ei saa gale,
Og skjøndt lidt simpel, derfor ikke raa.
Naar lidt tilrette hende først man snakker,
Hun blive kan en høist fortræflig Makker.

Han smulte sødt - men Minen strax han glatter,
Thi hurtig træder ind hans Kammersvend
Og melder, at Theaterbudet atter
Med den Besked er kommet hjem igjen:
At hver Acteur, Actrice og Forfatter,
Til hvem imorges han var skikket hen,
Ham havde lovet, Klokken Tolv præcise
Imorgen i Foye'en sig at vise.

417

Det Bud en Steen fra Homo's Hjerte letter,
Og høist tilfreds han af Jean-Jaques modta'er
Nu hele tre Invitationsbilletter,
Hvoraf de to til Morgen Middag var.
I Randen af sit Speil han ind dem sætter,
Idet han mumler: Jeg min Nød jo har!
Man slaaes om mig. Idag jeg ogsaa svirer.
Men - Hvad er det for smudsige Papirer?

Jean-Jaques, til hvem han talte, her et Brev,
Uhyre tykt, med disse Ord ham rakte:
Paa Trappen staaer den Kjælling, som det bragte;
Hun siger, at hvad hun af Hjertet skrev,
Vil Herren i sin Godhed ei foragte.
Vor Helt Oblaten rask af Brevet rev,
Det gule Sand fra Skriften bort han blæste,
Gik hen til Vindvet, og forundret læste:

Ærbødigst Promemorie! Betagen
Af Underdanighed og Ærefrygt,
Saa stor, at aldrig før jeg følte Magen,
Jeg Excellencen her mig nærmer trygt.
To Gange før jeg forebragte Sagen
For Deres Portner; men saa plumpt og stygt
Han tog imod mig, at jeg uden Ændsen
Af Portneren gaaer nu til Excellencen.

Ak, Deres Excellence! Mon mit Minde
Af Deres Hjerte reent er slettet ud?
Ifald saa er, saa nødes jeg ved Gud
Til selv at frisk'et op for dennesinde,
Og paa Beskedenheden gjøre Brudd,
Thi anden Udvei er der ei at finde;
Men sikkert Deres Barm vil svulme rørt,
Naar først De min Historie har hørt.

Mit Navn er Lotte Sørensen, den Samme,
Der i sin Ungdomsvaar var Dem bekjendt,
Da Deres Excellence som Student
Logerede hos Skræder Franks Madame.
Hos hende lærte jeg at sye i Ramme,
At kante Halsbind, som hun havde vendt,
At spinde, strikke, naadle, samt aparte
Madamens tre Logerende opvarte.

418

Søndagene var da mig som de søgne,
Thi strix Madamen var i alle Ting;
Dog var jeg den uskyldige Forfløine,
Og let i Aaren løb mit Blod omkring.
Dengang fandt Naade jeg for Deres Øine,
Og derved fik mit Liv et andet Sving:
Min Lilie knak - men Elskovs Rosenrige
For mine Øine aabned sig tillige.

Ak, vi er alle Mennesker, desværre!
Og Qvindens Hjerte som bekjendt er ømt,
Og kan for Følelsen ei Veien spærre,
Naar Mandens Kjærlighed er ei paa Skrømt.
Men aldrig havde dog jeg dengang drømt,
De skulde blevet slig en fornem Herre;
Nei, uden Egennytte til en Ven
Mig selv i al min Uskyld gav jeg hen!

Ja, dette Hjerte fik De - gid jeg maatte
Min Tunge miste, hvis det ei er sandt!
Men Elskovs korte Paradiis forsvandt,
Og Livets Torne monne Rosen spotte.
En fjendtlig Skjæbne mig imøde traadte,
Da paa en fjerde Bagsal jeg mig fandt;
Og endnu mere grusom blev Omskiftelsen,
Da kort derefter jeg kom ind paa Stiftelsen.

Mit Barn, den Engel, døde - selv jeg leved
En kort Tid paa det Offentliges Pung,
Saa stødtes atter jeg forladt og ung
Ud i en Verden, som sit Offer kræved.
En Stund imellem Dyd og Nød jeg svæved,
Indtil mig denne Stilling blev for tung:
Jeg faldt, da jeg mig nærmest troede Dyden,
Og styrted voldsomt ned i Sandsefryden.

Da vendte sig min Skytsaand bort med Smerte,
Og i sit liliehvide Klædebon
Farvel han vinked mig, mens Glædens Kjerte
Jeg svang som en Beruset i min Haand.
Bestandig dybere sank ned mit Hjerte,
Men stedse mere voxede min Aand;
Thi Sandhed er det: Ei blot Hjertets Bylder,
Men al min Dannelse jeg hiin Tid skylder.

419

Hver Formiddag jeg sad foran Chatollet,
Eller laa henstrakt paa mit Leie plat,
Med Leiebibliothekets rige Skat,
Og læste med en Lyst som var jeg fjollet.
Johannes Wildt og Paul de Kock og Smollet,
Men Spiesz især mig klared Livets Nat,
Saa førend Aar og Dag var fuldt tilende,
Jeg Menneskeheden havde lært at kjende.

Nu saae jeg ned i Lidenskabens Krater,
Og skued dybt i Hjertets Gaader ind;
Thi stedse holdt jeg sammen i mit Sind
Det ydre Liv og Bøgernes Citater.
Studenter, Contorister og Soldater
Ei meer med Smigerord mig gjorde blind;
Jeg gjennemskued Menneskets Uærlighed,
Og fandt paa Bunden af hver Sjæl Begjærlighed.

Her standsed Excellencen og udbrød:
Hun er forrykt og Fanden hende rider!
Det dumme Tøi ei meer jeg læse gider,
Med disse Kragetæer man har sin Nød.
Han oversprang to tætbemalte Sider,
Og op det sidste Blad for Øiet skød,
For dog at kjende Slutningen af Brevet,
Og læste Følgende, som der stod skrevet:

Ak, det var Galgenfrist, jeg nok det veed,
Hvergang jeg Flasken greb, jeg godt det vidste;
Men, Herregud, det var jo dog den sidste,
Den allersidste Trøst der smulte ned.
Fra Dag til Dag jeg lod mig galgenfriste,
Fra Aar til Aar jeg Frist'ren bedre led;
Men hvad et dannet Væsen maatte lide
Ved slig en Fristers Selskab, kan De vide.

Med Skammen snart forenede sig Skaden;
Thi skjøndt jeg hverken stjal ei heller løi,
Dog næsten hver en Flyttedag paa Gaden
Mig Verten kasted med min Smule Tøi.
Gik uden Huusly saa jeg om i Staden,
Og gjorde blot om Aftnen mindste Støi,
For ved mit Nødraab Nøden at bortfjerne,
Da trued Vægt'rens blanke Morgenstjerne.

420

Dog lad mig tie! Længst Johannes Wildt
Har lært mig kjende Qvindens Lod paa Jorden,
Og her, som Fattiglem paa Ladegaarden,
Tilsmiler Livet mig ei heller mildt.
Alt hvad man her os yder, er kun Orden,
Men fra hver Nydelse man har os skilt,
Og tidt min Stilling gruelig mig klemmer
Iblandt de mange gruelige Lemmer.

Eet Væsen kun har her jeg truffet paa,
Som kom med Sympathi min Sjæl imøde:
Den smukke Line kaldtes hun, den Søde,
Skjøndt hendes Skjønhed bagved hende laa.
Af hvad hun mig fortalte før hun døde,
Jeg ved at lægge sammen slutte maa,
At ogsaa hun engang har havt den Ære,
Af Deres Excellence kjendt at være.

Paa hendes friske Grav min Krands er lagt,
Paa Roser og paa Lilier blev ei sparet,
Og fra sin Himmel skuer hun forklaret
Et Minde om en trofast Venskabspagt.
Den Dag jeg bandt den, første Gang erfared
Jeg Deres Excellences Glands og Magt,
Ret som om Skjæbnen, rørt af min Forfatning,
Strax for mit Tab bestemte mig Erstatning.

Ja, Skjæbnen er det, som til Dem mig leder.
O, vær i Livets Skibbrud min Patron!
Smiil naadig til mig, mens jeg ydmyg beder
Dem om en lille, tarvelig Pension.
Tag under Armen en forladt Person!
Og mens den Trætte Hvile De bereder,
Skjenk hende Glæder, som hun kjendte før:
Lidt Kaffe, lidt Tobak og lidt Liqueur.

O, Deres Excellence! Her omvinder
Jeg Deres Knæ som qvindligt Fattiglem:
Hvis en Pension De skjenker mig, De binder
For evig dette Hjerte fast til Dem.
Op fra vor Ungdom alle dyre Minder
Som mine Talsmænd nu jeg maner frem,
Og tegner mig (o gid det hjælpe maatte!)
Som Deres Excellences gamle Lotte.

421

Her endte Skrivelsen, som strax istykker
Med dette Udraab Excellencen rev:
Saa gid da ramme tusinde Ulykker
Den Uforskammede for hvad hun skrev!
Sin Vrede han dog hurtig undertrykker.
Giv Konen et Par Mark for hendes Brev,
Han til sin Tjener siger - Stop! Du vente!
Min Portefeuille jeg dog frem vil hente.

Rask, men alvorlig han til Pulten gaaer,
Og nu Jean-Jaques han fem Rigsdaler giver
Med disse Ord: Siig Konen, at hun faaer
Dem paa det Vilkaar, at hun borte bliver
Og aldrig meer en Linie mig tilskriver;
Thi hvis hun tiere sig understaaer
At løbe mig paa Døren, har du Ordre,
Til hende ned ad Trappen at befordre.

Hans Tjener gik, og Homo høist forstemt
Blev med sit sønderrevne Brev tilbage.
Han, nys saa lykkelig, var nu beklemt,
Og Veiret kun saa tungt han mægted drage.
Den gamle Ungdomssynd, der reent var glemt,
Fornyede Samvittighedens Klage,
Og med et rynket Bryn og sænket Blik
Han alle Klagens Punkter gjennemgik.

Om hurtig Hjælp i denne Nød det gjældte,
Thi alt han drog det femte dybe Suk;
Men nær var Hjælpen, thi just nu man meldte
Hans Sjælesørger: Pastor, Doctor Buck.
Den høie Mand treen ind - hans Hoved heldte,
Smykt med en sort Kalot, saa glat og smuk,
Imens en simpel Frak omgav beskeden
Det tynde Liv af Høiærværdigheden.

Han venlig nærmed sig som Fredens Bud,
Og Homo, melankolsk, bestedt i Vaanden,
Lidt mørk Hans Høiærværdighed gav Haanden,
Mens Denne, ham betragtende, brød ud:
Jeg kommer til en Mand, beknyt i Aanden,
En Mand, i Strid med Verden eller Gud,
Ja - skjøndt om Sorgens Grund jeg ikke spørger -
Jeg seer det klarlig, Excellencen sørger.

422

Sæt Dem, Hr. Pastor - Doctor vil jeg sige!
Gav med et Skuldertræk vor Helt til Svar:
De kommer virkelig som kaldt De var;
Jeg tænkte netop paa, hvor lykkelige
De Catholiker er i Pavens Rige,
Der Skjold og Skjerm for Alt i Kirken har.
Hvis de har Synder - Kirkens Lud borttvætter dem,
Hvis de har Sorger - Skriftestolen letter dem.

Vi Protestanter, udbrød Doctor Buck,
Opgive Skriftemaalet ingenlunde;
Til os de Sørgende betroe sig kunne,
Og vi har ogsaa Trøst for Synd'res Suk.
Hvis derfor ikke De har bedre Grunde,
For Catholikens Held kun Øiet luk,
Og - skjøndt Dem ingen Skriftefa'er udspørger -
Betro Dem trygt til Deres Sjælesørger!

Velan da, hvisked Homo: lad saa være!
De kjende skal det hemmelige Nag,
Der reent formørker mig den smukke Dag.
Og nu med mange Omsvøb, som den kjære,
Livskloge Læser vist sig selv kan lære,
Fortæller Præsten han den hele Sag
Om Lottes Fald og Faldets slemme Følger,
Hvorhos han Brevets Indhold ei fordølger.

Ved Skriftemaalet Buck sad lutter Øre,
Men hæved nu sit Øie med de Ord:
Ja, vistnok er den Synd en meget stor,
Den uerfarne Ungdom at forføre,
Og inderlig det glæder mig at høre,
At Excellencen selv det Samme troer;
Hvor let end denne Synd for Verden falder,
Jeg den et Mord - et Sjælemord dog kalder.

Hvad derfor Kirkens Tjener først forlanger,
Før slige Synder han forlade tør,
Er en oprigtig, en bodfærdig Anger,
Hvorom frimodig her jeg minde bør,
Skjøndt Sukket, som mit Øre nu opfanger,
Det ganske sikkert overflødigt gjør.
Foruden Angeren der ogsaa kræves,
At Syndens Følger saavidt muligt hæves.

423

Forstaa mig rigtig! Høilig jeg Dem priser,
Fordi De Konens Brev ei har besvart.
De fem Rigsdaler selv De kunde spart;
Thi Gaven vel et ædelt Hjerte viser,
Men at hun op dem drikker er vel klart,
Og derved den sit hele Værd forliser.
At hjælpe saa naturligt er, saa fristeligt,
Men alt Naturligt derfor ei er christeligt.

Synd er hver Hjælp til sligt et Individ,
Som redningsløst desværre vi maa kalde;
Men er end hun fortabt, er ei det Alle,
Der paa en slibrig Bane kom paa Glid.
Der gives Væsner, som - skjøndt dybt de falde -
Kan reises op ved Hjælp i rette Tid;
Og Bøn om slig en Hjælp er just Tendensen
Med mit Besøg idag hos Excellencen.

En Magdalene-Stiftelse jeg tænker
At stille mig i Spidsen for, og Den,
Der hjælper mig at bryde Lastens Lænker,
Jeg kalde vil for Dydens sande Ven.
Hans Synd mod Individet jeg ham skjenker,
Hvis han mod Arten gjør den god igjen,
Og ved sin Bistand redder de Forlorne,
Der kom paa Vildspor mellem Livets Torne.

Her frem af Barmen et Papir han trak,
Hvoraf en Subskriptionsplan ud han tager,
Som med de Ord: Ifald det Dem behager?
Vor Helt han tillidsfuld i Haanden stak.
Til Stiftelsen jeg gjerne Mit bidrager,
Gjensvared Homo med bodfærdigt Ak,
Hvorpaa han snapped Pennen uvilkaarlig,
Og tegned sig for hundred Daler aarlig.

I Sandhed, Deres Høimod kan ei tinge!
Udbryder Buck, idet han Summen seer;
Men et personligt Offer er dog Meer,
Thi det formaaer kun Angeren at bringe.
Hvad siger De, ifald jeg her Dem be'er,
Som Stiftelsens Patron Dem at forringe,
Og, hvad nu allermeest mig var tilpas,
I Directionen selv at tage Plads?

424

Hvordan? i Magdalene-Directionen!
Forskrækket Homo raabte: Nei, min Ven,
Send mig i Stiftelsen dog ikke hen,
Hvad gjælder Magdalenerne Personen?
Hvad skulde jeg blandt dem? - Forbedre Tonen!
Gav Buck alvorlig ham til Svar igjen:
Opreise dem, der faldt omkuld i Svimlen,
Og høste Tak af dem og Løn af Himlen.

Af Ordet Løn sig Homo lod forføre;
Han loved Alt, da han i Klemme var,
Og rørt hans Løfte Doctor Buck modta'er,
For Synderen med denne Trøst at røre:
De gjort har, ædle Ven, hvad De kan gjøre,
For Fortids Synd Tilgivelse De har,
De ei blot haabe tør hvad er forjættet,
De bør nu troe, at Skylden er udslettet.

Ja, hvad end Tvivlen hvisker til Forstanden,
Jeg som en Pligt Dem byder det at troe,
Saa Deres Sind De ganske siaaer til Ro.
Her fra sin Stol sig langsomt reiste Manden,
Og - glattende med Haanden Brynets Bro -
Stod der forvandlet til en ganske Anden.
Af Theologen var ei Spor der meer,
Den fine Verdensmand ikkun man seer.

Autoritet og Myndighed besparende,
Ved Excellencens Side op og ned
Gik smidig han, om Dit og Dat passiarende:
Udkrammende det Bynyt, som han veed,
Og med en sand Tilfredshed selv erfarende,
Hvad ei han aned, at paa samme Sted
De spise skal idag til Middag sammen,
Hvoraf han ret sig lover Fryd og Gammen.

Han bød Farvel - og Homo blev alene,
Med Panden skyfri og det Hjerte let,
Der nylig var betynget som af Stene.
Thi burde han sig selv da skyldig mene,
Naar Theologen ei det holdt for ret?
Og kunde han da troe, at nogen Plet
Endnu tilbage stod paa Regnebrættet,
Naar Præsten selv saa reent det havde tvættet?

425

Af Kniben ud paa denne Maade kommen,
Han muntert stemt i Middagsselskab gik,
Forfrisked sine Sandser, pleied Vommen,
Og sig en Lhombre efter Bordet fik.
Saa hurtigt klares Alting for et Blik,
Naar først det skjærpet er ved Alderdommen,
Der løse kan som Sløifer i en Hast
Den Knude, der er Ungdommen for fast.

Dog staaer det fast - om end den Sætning gjælder:
Viisdom og Ungdom følges ikke ad,
At Alderdom og Viisdom ikke heller
Just altid søbe af det samme Fad.
Men hvad betyder da den lange Rad
Af Aar og Dage, som ei Liv optæller,
Naar ei tilsidst udkommer som Produkt
En - om end nok saa lille - Viisdoms-Frugt?

Naar kommer Fyldens Tid og Høstens Dage?
Som Regl, jeg tænker, med de tred've Aar.
Hvad ikke da man har, man ikke faaer,
Om end man havde hundred Aar tilbage.
Af den Tids Forraad kan kun frem man tage,
Alt mens paa Vandringen man fremad gaaer,
Og hvad der ei til den Tid er en Stikling,
I Livet kommer aldrig til Udvikling.

Og kan end Reglen ved Mirakler rystes,
Vi om Naturens Gang jo tale her,
Da selv i Mennesket der saaes og høstes,
Og Maal og Tid jo gjælder for Enhver.
Det Spil, hvoraf vi daares og forlystes
I Aarets Vexel, er os selv saa nær;
Thi hvad er Livets Aldere vel Andet,
End just Naturens Liv, i os omdannet?

Derfor har Hjertet og sin Vaar, sin Sommer,
Sin Høst, sit savnopfyldte Efteraar,
Sin Vinter, som det isnende paakommer,
Naar Døds-Metamorphosen forestaaer.
I sig Naturens hele Liv det rummer,
Der kun igjennem det til Aanden naaer,
For hvem Naturens Væsen er en Gaade,
Som kun ad Hjertets Vei den mægter raade.

426

Thi Aanden selv boer i en tropisk Sphære,
Hvor Vaar og Sommer gaaer i Eet med Høst,
Hvor Væxterne bestandig Løvet bære,
Hvor ingen Vinter dækker Land og Kyst:
Den maa Omskiftelsen af Hjertet lære,
Savn, Sorg og Haab og Uro af det Bryst,
Der kjender Dødens Braad og Lidenskabens Vildhed,
Thi selv den throner i en evig Stilhed.

Men - som der nys blev sagt - har Hjertet slaaet
I tred've Aar, og ikke fundet Vei
Ved al den Livserfaring, det har faaet,
Til Aandens Liv, saa finder det den ei;
Og har ei Aanden sin Natur forstaaet
I samme lange Tid, da tænker jeg,
At Noget (for Exempel Villiens Reenhed)
Er her til Hinder for en virksom Eenhed.

Da kommer heller aldrig Viisdoms Frugt,
Hvis Sjeldenhed man hører Folk beklage,
Thi kun af denne Eenhed kan man tage,
Hvad der er Sjælenes Central-Produkt;
Og da sin egen Vei vil Hjertet drage,
Til Sensationer med dets Kraft faae Bugt,
Mens i sin Stilhed Aanden eensom throner,
Og taber sig i tomme Abstractioner.

Men bort igjen fra slige Reflexioner,
Der sikkert ei vor Helt er til Behag,
Og ned i Hverdagslivets Regioner
Til ham, som fremme vil Ideens Sag
Ved Hjælp af Lampeskin og Pyntekoner!
For Homo kommen er den store Dag,
Der paa Theaterbanen er hans første,
Og i hans Liv ved Følgerne den største.

Der staaer han netop selv med oprømt Aand,
Med blaa Habit og Stjerne, medens Vesten
Bedækkes af det hvide Ordensbaand;
Med sorte, stramme Pantalon og næsten
Ukjendelige Sporer, og forresten
Med gule Handsker og med Hat i Haand.
Fra Porten stiger op han i Karreten,
Og ruller bort, saa hurtig som Cometen.

427

Præcise Klokken Tolv er endt hans Kjøren;
Midt for Theaterporten blev der vendt,
Hvor han modtoges varmt af Regisseuren
Og Regisseurens bukkende Betjent.
Han steg af Vognen - gjorde sig bekjendt
Med Husets Ydre - lastede Couleuren,
Som reent uværdig Konstens ædle Krop,
Og lod sig vise Vei til Scenen op.

Her med en Sang ham hilste høit Capellet,
Som i Orchestrets Dyb forsamlet var,
Hvorfra den rige Tonestrøm opvælded,
Der Velkomsthilsnen brusende frembar.
Han tog mod Sangen, til Coulissen heldet,
Og takkende gav han galant til Svar,
At kjære som ham var Musikens Toner,
Var og ham kjære Konstnernes Personer.

God save the king derpaa Orchestret spilled,
Og under Spillet blev i broget Flok
Af Regisseuren nu ham forestillet:
Maskinfolk, Controleurer, Portner, Kok,
Lampist, Friseur, Barbeer, samt Storheds Billed,
Choristers og Statisters faste Stok.
Vor Helt dem Pligterne paa Hjertet lagde,
Og med et naadigt Nik Farvel dem sagde.

Fra dem begav han sig med Regisseuren
Omkring at visitere hver en Vraa:
Først steg han ned i Hullet til Soufleuren,
Hvem høflig, men bestemt, han gav forstaae,
At Loger og Parquet og havde Øren;
Hvorhos han yttred, at han gjerne saae,
At Folk, der sjusked, og ei ret var hjemme
I deres Roller, dygtigt kom i Klemme.

Fra dette Hul sin Gang han hurtig retter
Til Cassen og Cassererhullet, hvor
Han Forbud gjør i faa men strenge Ord
Mod al Tilbageholden af Billetter,
Hvorved en Næse Publicum man sætter.
At hver Billet ved Salget kom paa Bord,
Det kunde Publicum som Kjøber fordre,
Og dertil gav som Directeur han Ordre.

428

Knap havde denne Ordre han indprentet,
Før han til Klædekamret Veien tog,
Hvor længst Theaterskræderen ham vented
Med Garderobeskattens Catalog.
Paa Homo's Bud Costumer frem han hented,
Men da paa dem vor Helt sit Øie slog,
Sin Haand paa et Par Ridderbeen han lagde,
Idet alvorlig han til Skræd'ren sagde:

Tricot som hele Been jeg taaler ikke!
Det er en Uskik, og den hæves maa.
De gode Herrer Benene kan stikke
I Buxer, som til Knæene dem naae,
Og som sig for anstændigt Selskab skikke;
Men disse Underkroppe, hvor vi faae
Den nøgne Form at see, tør Ingen bære:
Jeg dem forbyder - glem det ei, min Kjære!

Han gik - og kom nu til de smaa Gemakker,
Hvori Theatrets Damer klædes om,
Og hvor ham Pyntekonen nok saa vakker
Med sine Terner strax imøde kom.
Om Toilettet han med Konen snakker,
Beseer hvert Speilbord og hvert enkelt Rum,
Ja prøver Sminken paa en Ternes Kinder,
Men fy for Pokker! han for grov den finder.

Til Afsked siger han til Pyntekonen:
Lad mig nu see, min Gode, at ei blot,
Naar Klædningen Hun passer paa Personen,
Hun sørger for at Stadsen sidder godt;
Thi husk, Blufærdighed er Qvindekronen.
Det Sømmelige pas i Stort og Smaat!
Actricen strengt i Ave hold foroven,
Forneden Dandserinden - det er Loven!

Men Hun paa Skuldren trækker - Hendes Øie
Tilkjendegiver Tvivl om Lovens Magt.
Nu, hvis man den behandler med Foragt,
Hvis ei de stolte Nakker vil sig bøie,
Saa siig, at det er Mig, som har det sagt,
Og Damerne nok falde skal tilføie.
Han hilste Konen med et venligt Nik,
Hvorpaa tilbage han til Scenen gik.

429

Theatrets Maler her ham oppebied,
Og givende med ham sig strax ifærd,
Gaaer ind han paa Theatermaleriet,
Paa Perspectiver, Gader, Huse, Træer.
Ja, for tilgavns at vorde selv indviet
I Konsten, som man aldrig kommer nær,
La'er flere Baggrundstæpper ned han hisse
Af en Maskinkarl ved den store Tridse.

Paa Klatterne som Kjender stirrer han,
Men kort Tid kun paa Stedet tør han tøve,
Da fremfor Alt det er hans Pligt at prøve,
Hvorvidt Maskineriet virke kan.
Han bød - og frem der kom en vældig Løve,
Der krøb paa Fire, næsten som en Mand;
Han bød - og under Torden Huset zittred,
Det regned, Stormen sused, Lynet knittred.

Han vinked - og man Skyen saae neddale,
Mens Klippen reiste sig som halv confus;
Han vinked atter - gyldne Fyrstesale
Forvandled sig til Eremitens Huus,
Hvorover gynged Palmer, høie, svale,
Mens Eremiten selv laa næsegruus.
Han Manden lod staae op, og roste Prøven,
Tilfreds med Alt, kun ikke ret med Løven.

Her Regisseuren kom og lod ham vide,
At i Foye'en længst man samlet var,
Saa at det uden Tvivl nu var paa Tide,
At Excellencen selv sig gjorde klar.
Sligt Frisprog kunde Homo ikke lide;
Lad dem kun vente! gi'er han kort til Svar,
Hvorpaa igjen han lader Tordnen rulle,
Som for at vise, hvem der byde skulde.

Mens denne Torden Regisseuren skrækker,
Begi'er vor Zeus sig til Foye'en hen,
Hvor vidt paa Gab en Tjener Døren smækker,
Saa ret i Mag han træder ind ad den.
Der staaer han paa det Sted, der Tanker vækker,
I Konstens Helligdom en Fremmed end;
Men Synet, som vist havde blendet Andre,
Ei blended ham, der Blikket rundt lod vandre.

430

Af Konstens Lys var fuld den store Sal:
Tilvenstre for ham Skuespillerinderne,
I Fløiel klædt, med hulde Smiil paa Kinderne,
Og Blik, der gjengav Scenens Ideal;
Og sidst i Rækken Solodandserinderne
Med deres Flora-Skjørt og Zephyr-Shawl.
Som paa Commando hele Rækken neied,
Da om mod dem han med et Buk sig dreied.

Han vendte sig tilhøire, bort fra dem,
Og modtog Hylding nu af Skuespillerne,
Af Sangerne, som her dog spared Trillerne,
Af Dandserne, som hilste med hvert Lem.
Han hilste tredie Gang, men ligefrem;
Og fjernt i Salens Ende Digterpillerne,
Der støtte, ja der bære vort Parnas,
Gjenhilste ydmygt ham fra deres Plads.

Han talte - men hans Tales Poesi
Maa ei man troe var forud sammenflikket;
Det var den gyldne Frugt i Øieblikket,
Som her han frembar, i sin Holdning fri.
Men at til slig en Daad hans Aand var skikket,
Det skyldtes ene hans présencc d'esprit,
Som her ei blot stod Prøve, men som lagde
Sig glimrende for Dagen, da han sagde:

Høistæredel Jeg hid har ladt Dem kalde,
For ved min Side Dem idag at see,
Idag, da i min Lod det skulde falde,
Som Directeur at gjøre min Entrée.
Med megen Glæde hilser jeg Dem Alle,
Med sand Tilfredshed seer i vor Foyer
Jeg her Theatrets Stjerner og Gometer
Belyse Landets ypperste Poeter.

Men paa et Sted, hvor Lige søger Lige,
Hvad vil, hvad gjør, hvad søger da vel jeg?
Quid Saul inter prophetas? vil De sige -
Og virkelig, jeg Dem fortænker ei,
Ifald De mener, at til Konstens Rige
Der ikke gives nogen alfar Vei.
Dog førend dette Spørgsmaal jeg besvarer,
Tillad mig, at en anden Sag jeg klarer.

431

En anden Sag - Theatrets egen Sag!
Theatrets Formaal, som til vor Beskæmmelse,
Men sikkert ikke Himlen til Behag,
Er altfor ofte kommet i Forglemmelse.
Og hvilken er da Brædernes Bestemmelse?
Hvad er Theatrets Maal den Dag i Dag? -
At pleie, fostre, stille frem Ideen,
Saa klart, at Galleriet selv kan see'en!

Ideen - dette høie Væsen, som
Ei blot er til i Philosophens Pande,
Men som fra Himlen ned til Jorden kom
I Formen af det Skjønne, Gode, Sande;
Som gjennem alle Tider, alle Lande,
Har vandret, virket, kæmpet og holdt Dom;
Som har sit eget Væsen os afmalet,
Ja givet os sig selv, i Idealet -

Ideen, mine Herrer! mine Damer!
Ideen gaaer i Verden om forknyt;
Den gjennemføres ei i Livets Dramer,
Den af det gode Selskab er forstødt;
I Kirkens og i Statens Panoramer
Har som en Krøbling jeg dens Billed mødt,
Og Synet har den faste Tro mig givet,
At Idealet passer ei for Livet.

Og passer det da for vort eget Jeg?
Ak, mine Herrer! Ingen af os mægter
Til Idealets Top at finde Vei;
Thi skjøndt vort Ord bestandig for det fegter,
Vor Handlemaade stadig det fornegter,
Og Kraften til at naae det, har vi ei.
Vi med et Suk vel nødes til at sige:
Det er for høit for svage Dødelige.

Men hvor kan det da bruges? - Der alene,
Hvor Livet og dets Kamp kun er et Spil:
I Konstens Sphære, paa Theatrets Scene,
Hvor Kampen man kan ende naar man vil;
Hvor man kan dyb Besindighed forene
Med Hjertets Nag og Lidenskabens Ild;
Hvor alle Fristelser kun er indbildte,
Og alle Taarer paa en Maade spildte.

432

Ja, der - og med mit der jeg mener her -
Ja, her sit rette Hjem har Idealet,
Her, hvor paa Lærredet det staaer afmalet
I Paradiser uden Kundskabstræer;
Her, hvor i Konstens Sprog det bli'er udtalet;
Her, hvor os Scenens Tolk det bringer nær,
Naar med sin Pathos han os illustrerer
Dets Omrids i de store Charactererl -

Men, mine Damer! mine Herrer! Men,
Hvis i det Sagte jeg nu ikke feiler;
Hvis hver af Dem til Konstnerkrandsen beiler
Som Idealets virkelige Ven;
Hvis virkelig Theaterskibet seiler
Paa Tidens Strøm imod Ideen hen,
Ved Klang af Digterchorets stemte Lyre:
Hvad vil da jeg paa Skibet? - Cursen styre!

Maaskee mig Nogen vilde her indvende:
Til hvilken Nytte? Alting gaaer jo godt.
Men gaaer det godt? Maae ikke vi erkjende,
At mangengang er Skibet ikke flot?
Ja, naar med Skinnet ei vi vil os blende,
Tør paa en sikker Fart vi stole blot,
Naar af og til der Nødskud høres fyre? -
See, derfor er det, jeg vil Cursen styre!

Med hvilken Ret? - Jeg er jo ikke Digter,
Jeg er jo ikke Konstner. Meget sandt!
Men dog en lang Erfaring ei mig svigter.
Jeg har Ideen søgt paa hver en Kant,
Og skjøndt mig Sandhed til det Ord forpligter,
At i dens Heelhed jeg den ikke fandt,
Saa staae desklarere for mine Blikke
De tusind Steder, hvor den findes ikke.

Paa denne Maade jeg Seiladsen skjermer;
Thi staaende ved Roret raaber jeg,
Hvergang et saadant Sted sig Skibet nærmer,
Hvergang for vidt en enkelt Konstner sværmer:
Tag Jer iagt! her er Ideen ei.
Og naar hvert Skær vi undgaae paa vor Vei,
Og ei forresten seile reent iblinde,
Maae vi den rette Curs tilsidst dog finde.

433

Ja, mine Herrer! Haabet er vort Anker.
Ja, mine Damer! Stig De ganske trygt
Op paa Theaterskibets lette Planker:
Om end de gynge, hav ei mindste Frygt!
Forbi misundelige Konstnertanker,
Forbi Chicaner, Nid, som klæder stygt,
Forbi vort Publicums de lave Vande,
Vi lade Cursen mod Ideen stande!

Og for at jeg i Billedet skal blive,
Der virkelig indtaget har mit Sind,
Saa vil jeg Digterne nu foreskrive,
At de os sende skal en gunstig Vind.
Lad Lyrens Toner rask os fremad drive,
Saa Folks Begeistrings-Sø slaaer vældig ind,
Og med det hvide Skum os Dækket dølger,
Mens Skibet dukker dybt i Konstens Bølger.

Jeg staaer ved Roret, af hver Kuling svalet,
Og fuldt beskæftiget paa langs og tværs
Er hele Skuespillerpersonalet
Ved Seil og Toug, i Vanter og i Mærs;
Og medens Sangerne med deres Vers
Begeistre Publicum for Idealet,
Tilveirs Ballettens Trop sig hurtig skynder
Med Flag og Vimpel, som vor Fart forkynder.

Saa gaaer det frem ved Illusionens Lygte,
I Phantasiens klare Bølgespor,
Det gyldne Skind at søge, som alt spøgte
I Hovedet paa Jasons Heltechor.
Og naar vi da har fundet hvad vi søgte,
Naar Idealet først er vel ombord:
Det Ideal, som passer ingen Steder,
Skjøndt om et Hjem det allevegne leder -

Da, naar det hviler trygt i Konstens Skjød,
Da, mine Herrer! kan om det man sige,
Hvad tidt der siges om den unge Pige,
Der ved Forældres Død kom dybt i Nød,
Der gik omkring, forskudt af sine Lige,
Der næsten maatte betle for sit Brød:
See, Staklens Skjæbne reent er omkalfatret,
Hun er forsørget - hun er gaaet til Theatret!

434

Her standsed Homo - frem han havde strakt
Den venstre Haand med Hatten, og paa Barmen,
Paa Stjernen, han den høire havde lagt.
Hans Blik, hans hele Holdning, Benet, Armen,
Af Talens Ild end meer forhøied Varmen,
Og knap de sidste Ord han havde sagt,
Før rundt omkring der lød en Bifaldsmumlen,
Hvori gik tabt en enkelt Digters Skumlen.

Vor Helt forlod sin Plads og frem nu stilled
For Damerne sin ziirlige Figur,
Hvorpaa som Hofmand han galant gav Cour.
Hver fik et Ord, hvortil et Smiil der spilled,
Men kun med nogle Faa, som han udpilled,
Gik dybt han ind paa Konst og paa Natur.
Han loved Hovedrollen dem i Dramerne,
Og med et artigt Buk forlod han Damerne.

Han dreied sig paa Hælen mod Acteurerne;
Fra Kongerne og Heltene han gik
Til Hyrderne, til Elskerne, Forførerne,
Sig yttrende om Spil og om Mimik.
Han bad dem Alle stive holde Ørerne,
Og lidt kun agte Bladenes Critik,
Der meget ofte stred mod Konstnerpligterne,
Og derpaa skred fra dem han hen til Digterne.

Et Par af disse han i Haanden trykker,
Til Tak for Værkerne, de havde sendt;
Hvorpaa han gjør den store Plan bekjendt,
Paa hvilken han sit Haab for Scenen bygger.
Hans Plan er den: Ved lutter Mesterstykker
At faae det bedre Publicum omvendt,
Og ved det bedres Dom det slette lede,
Saa ei ved noget Godt det tør sig kjede.

Og derfor, mine Herrer, (saa han endte)
Haanden paa Værket! det er Deres Pligt.
Langt større Værd har et Theaterdigt,
End selv den bedste Bog, De lader prente.
Tænk paa den store Løn, De har ivente -
Ei Honorar jeg mener, eller Sligt;
Men Lønnen i et Publicums Taknemmelighed,
En Løn, der knap for Dem er nogen Hemmelighed.

435

Just som han talte, Dørene fløi op,
Og see! med Borde, Bakker, Servietter,
Indtræder der en ziirlig Tjenertrop,
I Homo's Liberi, som let man gjetter.
I Salens Midte den sin Byrde sætter,
Og snart ved Knaldet af Champagnens Prop
Kom der for Lyset Østers-fyldte Fade,
Viin, Iis, Confect, Posteier, Chocolade.

Med lette Skridt gik Homo hen til Bordet,
Og der, placeret midt i Konstens Ring,
Seer ridderlig-galant han sig omkring,
Idet paa denne Viis han tager Ordet:
Naar Dagens Pligt og Gjerning vel er jordet,
Saa er Forfriskninger en herlig Ting;
Naar man af Directeurens Post er trættet,
Man føler sig ved Vertens Rolle lettet.

Som Deres Vert jeg her mig selv anmelder,
Betragt mig blot som Gentleman, jeg be'er!
Saaledes som i Dem jeg ikke heller
Nu længer Konstnere, men Gjæster seer.
Ei blot til Lyst for Scenen vistnok gjælder,
Men i Foye'en gjælder det ei meer;
Her blot til Lyst man klinke tør og snakke,
Og derfor - tør jeg be'e Dem: Tag tiltakke!

Til Svar det rundt om lød med Hvisken, Fnisen:
En herlig Mand! Til slig en Directeur
Theatret aldrig Mage kjendte før! -
For Herrerne bar Østersbordet Prisen,
Men Damerne forsamled sig om Isen,
Og Alle kom i ypperligt Humeur;
Der blev en Munterhed, en Gonverseren,
Der ved Champagnen steg til Jubileren.

Vor Helt ei Skaalen for de Skjønne glemte,
Ved hvilken Leilighed den sidste Sky
Af Directeurens Alvor maatte flye
For Takken, der i Damesmiil sig gjemte:
Hans Værdighed til Ynde sig omstemte,
Hans fine Tone, hvoraf længst gik Ry,
I Væsen, Ord og Gestus sig udtrykker
Saa høist charmant, at Alle han henrykker.

436

Det hver en Ven af Scenen høilig hoved,
At see forenet her i Harmoni
Konst, Administration og Poesi,
Hvoraf man sig en gylden Fremtid loved.
Man mangen Spøg og mangt et Indfald voved,
Men da en Comiker blev altfor fri,
Og fast Respecten brød i sin Fortrolighed,
Saae Homo paa sit Uhr med lidt Urolighed.

For ei ved Indfald af en tactløs Gjæst
Nedladenheden bittert at fortryde,
Det forekom ham sikkrest at afbryde
Den muntre Leg, mens Legen den var bedst.
Thi hørtes pludselig Farvel han byde;
Han paaskød en nødvendig Tour til Hest,
Og iilte ned hvor Gadeluften svaled,
Til Porten fulgt af hele Personalet.

Her vented Rideknægten med hans Heste,
Der væligt som to Pegasusser sprang,
Da hurtig op paa Ryggen af den bedste
Sig med en Ynglings Lethed Homo svang.
Den steiled, som den Himlen vilde gjæste,
Men Homo mesterligt dens Kaadhed tvang,
Og hilsende med Haanden de Beundrende,
Red ned ad Torvet nu i Trav han dundrende.

Til Skridtgang bragte Dyret han tilbage,
Idet han holdt det stramt i Tømmens Baand,
Og klapped det og lod det Pidsken smage.
See saadan - sukked dybt han i sin Aand -
Saadan skal disse Konstnere man tage,
Dem slaae og klappe med den samme Haand.
Her red han til, med Tømmen strakt i Længden,
Fulgt af Jockeyen og begloet af Mængden.

Man gjorde lange Halse, thi man vilde
See Ridderbaandet paa hans Fløiels-Vest;
Og du, min Læser! staa du ogsaa stille,
For her at see ham paa hans høie Hest,
Ham, som du kjendt har siden han var lille,
Og som maaskee som ung dig hued bedst;
Thi om endog til Siden slemt han skeied,
Saa megen Følelse han dengang eied.

437

Du vented Meget af ham, og især
Da som forlovet han kom paa det Tørre;
Du tvivled siden, men din Tvivl saa nær
Stod Haabet, til af Aar han havde Fyrre.
Betragt ham nu! Han bliver ikke større;
Men er han da saa grumme lille her?
See blot hvor dybt for ham man krummer Ryggen,
Mens selv han tager kun til Hatteskyggen!

Har han dig skuffet? Nei, tør nok jeg svare
Paa dine Vegne, har du hvide Haar;
Thi da fik ganske vist du at erfare,
Hvordan med Folk, som Folk er fleest, det gaaer;
Og er endnu du Yngling, vent da bare,
Til du lidt mere Skæg paa Hagen faaer,
Og see hvad der af dine Venner bliver,
Hvem Hoved dog og Hjerte du tilskriver.

Ja, for at gaae dig nærmere paa Klingen
Og her dig nøde til at stryge Seil,
Saa see dig, Læser, i dit eget Speil!
Besee dig ret, som naar du sees af Ingen,
Paa langs og tværs, og hold - thi det er Tingen -
Fortid mod Nutid, Fortrin imod Feil;
Og siig mig saa, om det for dig sig sømmer,
At her din Broder Adam du fordømmer?

Nei, opsæt Dommen og skrid ned ad Gaden,
Hvor han med Anstand rider Fod for Fod,
Og bøi saa ind med ham i Esplanaden,
Hvor rask han muntrer ved en Trav sit Blod!
Ja, følg ad Østerport ham ud af Staden,
Strandveiens rige Herlighed imod,
Hvor han omviftes mildt af Sommerluften,
Og af det slagne Græs indsuger Duften!

Den støvfri Kjørevei, som nys er vandet,
La'er reent ham glemme han er Støvets Søn;
Han føler sig saa fri, saa frisk opmandet,
Og hvor han seer, er Verden ham saa skjøn.
Hist plantes, flages, bygges Huus paa Sandet,
Her malkes Køer paa Kløvermarken grøn;
Hist rumler Omnibussen med de Kjørende,
Og her en Fugl i Busken synger rørende.

438

Hvor Alting paa en gylden Fremtid tyder,
Tilværelsen en dobbelt Skjønhed faaer,
Og uvilkaarlig for hans Øre lyder
Hans Doctors Spaadom om de mange Aar.
Sit lange Fremtidsliv han forud nyder,
Theaterbanen heelt han gjennemgaaer,
Han seer sig styre, hjælpe frem Ideen
Paa Scenen, bag Coulissen, i Foye'en.

Hans Blik udvider sig - og Hesten stønned
Ved Slaget af hans Schenkler samme Stund -
Han seer sig understøttet og paaskjønnet
Af Folket, som blev vækket af sit Blund;
Han seer sig med sin Konges Bifald lønnet,
Han seer et blaat Baand med en vatret Bund;
Han seer omkring sig og til begge Sider -
Nei denne Udsigt, hvor han godt den lider!

Hvor herfra dog man seer Landskrona tydeligt!
Hvor her sig hæver frem den svenske Kyst!
Og dette Landsted hvor det ligger nydeligt,
Med en Veranda imod Vest og Øst!
Her boe og bygge kunde være frydeligt;
At kjøbe Stedet kunde han ha'e Lyst,
For her om Somren, naar Saisonen ender,
Hver Søndagmiddag at see gode Venner.

Han seer - thi kraftig var hans Phantasi -
Sig alt at sidde med de gode Venner
Derudenfor, nu Taflet er forbi,
Passiarende, med Kaffekop i Hænder.
Han seer hvordan Cigarerne man tænder
Og muntert skuer om sig i det Frie,
Mens nedenfor paa Veien Folkets Rækker
Tilhest, tilvogns, tilfods, mod Skoven trækker.

Han seer de gode Venner tage bort,
Og ikkun Jomfru Frisk tilbage blive,
Der bringer Tøfler, Slaabrok, Lys og Kort,
For Aftenstunden huldt ham at fordrive.
Han seer sig selv i Slaabrok Kort at give,
Og Jomfruen i Spillet stride haardt,
Ja længe kæmpe med en stor Urolighed,
Til Spillet ender med en dyb Fortrolighed.

439

Alt det og Mere seer vor Helt paa Jorden,
Men just paa Grund af Synerne maaskee
Forglemte han til Himlen op at see,
Hvor det medeet var trukket op til Torden.
Den før saa klare Luft var mørk nu vorden,
Kulsorte Skyer drog frem som en Armee;
Der store Draaber faldt - og for hans Øre
Lod af og til sig stærke Vindstød høre.

Hvad var at gjøre? - denne Ridetour,
Som havde lokket ham saa langt fra Staden,
For Appetit at faae til Middagsmaden,
Ham truer med et Vandbads kolde Cuur.
Skal han ved Bellevue ta'e ind i Laden
Og oppebie Veiret bag et Skuur?
Men saa gaaer glip han af sit Middagsgilde,
Og derfor hjemad, før det bli'er forsiide!

Med Kjolen knappet, rask sin Hest han dreied,
Men neppe var det skeet, saa brød det løs:
Ned styrted Regnens Strøm som af en Pøs,
Og Stormen med sin Kost saa vældigt feied,
At alle Veiens Træer med Toppen neied,
Mens i hans Ryg og Nakke koldt det gøs.
Han klemte Hatten fast, som af vil ryge,
Sin Hest han spored og lod til det stryge.

Charlottenlund han naaede vaad til Skindet;
Men hvortil hjalp det nu at søge Ly?
Mens Tordnen rulled og ham Lynet blinded,
Han uden Ophold foer afsted paany.
Ved Vibenshuus drev Vandet af hans Linned,
Ved Østerport hans Hoveds Paraply,
Hans Hat, var kun en Klat, som ham geneerte,
Da Vagten for hans Stjerne præsenteerte.

Ak, hvor forandret dog fra han drog ud
Red her han atter op igjennem Byen!
Det drypped fra hans Klædning som fra Skyen,
Og i sin Holdning ligned han en Klud.
En Nyboerskjælling, skjult af Paraplyen,
Tilraabte ham: Du stakkels Skumpelskud!
Og han sin Bolig i en Tilstand naaede,
Som De kun fatte, der blev selv saa vaade.

440

Og havde nu han Linned skiftet bare!
Men der en Karl fra Baroniet stod
Med Brev, hvorpaa han strax jo maatte svare,
Da hans Forvalter her ham vide lod,
At meiede hans Havremarker vare,
At Rug- og Byghøst var i Aar saa god,
Især paa hele Strøget ud mod Heden,
At vist der vilde mangle Huus til Hveden.

Han derfor kasted bort kun Overtøiet,
Og vaad og gjennemblødet som han var,
Gik han, med Høstens Udfald heel fornøiet,
Til Pulten hen, og skrev blandt Meer til Svar:
Da Kornets Mængde staaer mig klart for Øiet,
Og Forraad nu til flere Aar jeg har,
Saa for at faae det Hele paa det Tørre,
Maa strax De bygge Sideladen større.

Med dette Brev afsted han Karlen sendte,
Og nu først skifted han fra Top til Taa,
Hvorefter han, til Dagens Fest klædt paa,
I Selskab foer, for ei at la'e dem vente.
Ved Bordet dog han baade frøs og brændte,
Den bedste Mad ham tung i Maven laa,
Den bedste Viin hans Uro ikke stilled,
Og tidlig tog han hjem fra Middagsgildet.

Han lagde sig tilsengs, men halv confus
Han vaagned af sin Søvn ved Midnatstide;
Thi Blodet i hans Aarer holdt et Huus,
Som om det gjaldt en Fjende at bestride.
Han følte Stikken i sin venstre Side,
Hans Hjerne var bespændt som i en Ruus,
Og ængstlig saaes han Morgenstunden vente,
Som neppe kom, før Lægen han lod hente.

Den flinke Doctor Flink sprang ind ad Døren
Og raabte, hilsende med sin Kabuds:
Hvordan! der ligger jo som Lazarus
Vor rige Mand, Theaterdirecteuren!
Hvem spilled Excellencen dette Puds?
Her følte Pulsen han og mumled, førend
Vor Helt endnu ham skildret fik sin Følelse:
En simpel Rheumatismus! en Forkølelse!

441

Hvad, smulte Homo: er det ikke Andet?
Jeg kan forsikkre Dem, at angst jeg blev.
Og nu sin Tilstand han ham ret beskrev,
Og talte meget om den Tour paa Landet,
Hvorved hans Krop igaar blev gjennemvandet.
For denne Tour ham Doctoren nedrev,
Men føied muntert til: Vær blot forsigtig,
Drik dygtig Hyldethee, og sved saa rigtig!

Han gik, og Homo sveded hele Dagen,
Ja følte sig, skjøndt mat, saa glat og let,
Da heelt han havde gjennemsvedt sit Lagen;
Men Natten kom - og han blev atter slet.
Ved Sindets Uro sig fordobbled Plagen,
Han tumled sig, men laa dog aldrig ret,
Og som en Frelser han sin Doctor priste,
Der næste Morgen sig ved Leiet viste.

Men hvad kan det dog være? mumled Flink,
Idet paa Pulsen han sin Finger stilled:
Ja rigtig! der er Feber med i Spillet,
Dog den vi faae paa Døren med et Vink.
Til Trøst for Homo - Modløshedens Billed -
Han skrev nu en Recept, og med et Blink
Af Øiet spurgte listig han som Slangen:
Hvorledes gaaer det vel med Stolegangen?

Kun maadeligt! Hans Excellence svarer.
Ja det jeg tænkte! skreg den lille Mand:
Da liegt der Hund begraben! det forklarer,
Fra hvad Kant vi skal gribe Fjenden an,
Og her jeg sandelig ham ikke sparer.
Han efter Olie sendte Bud paastand:
En god Portion i sin Patient han tyldte,
Hvem Drikken strax med Haabets Nectar fyldte.

Beroliget sin Doctors Haand han ta'er,
Idet han siger: Lad mig see, min Gode!
At De nu hurtig hjælper mig paafode;
Til her at ligge syg, jeg Tid ei har.
Saisonen staaer for Døren. I mit Ho'de
Der mylre Planer - var blot Hjernen klar!
Men Deres tillidsfulde Blik mig trøster,
En Doctors Smiil den Syge ret forlyster.

442

Jeg sætter Dem mit Æresord i Pant,
Gjensvared Flink, at inden Ugens Ende
De op paa Bræderne saa let kan rende,
Som jeg her ud ad Døren. Han forsvandt,
Og hele Dagen Homo saaes anvende
Til en Laxeren, hvori Trøst han fandt;
Men Natten ham den gamle Feher bringer
Med voldsom Smerte, som i Siden stinger.

Om Morgenen stod Flink igjen ved Leiet
Og sagde: Naa, er vor Forretning endt?
Har Hr. Geheimraad dygtig fra Dem feiet
Og hjem ad Vinterveien Fjenden sendt?
Ak, kjære Doctor! sukked hans Patient:
Nu er min Sygdom ud til Siden skeiet,
Nu er det reent forkeert! Han Alt beskrev,
Og Doctoren medeet alvorlig blev.

Han følte med sin Haand paa Homo's Side,
Idet han spurgte: Sidder Smerten der?
»Nei ikke der« - Saa sidder den vel her?
»Ja, netop her« - Naa, det jeg kunde vide!
Men rask tilværks! Vi maa det ta'e itide,
Før Sygdomsstoffet kommer Lungen nær,
Og om end Excellencen Curen hader,
Jeg øiebliklig her Dem aarelader.

Mig aarelader? Nei paa ingen Maade!
Udbrød vor Helt, som Dynen til sig trak:
Mig skille ved mit Blod? Nei mange Tak!
Det i min Tilstand vilde slet mig baade.
Men, svared Flink: men her maa Lægen raade,
Inflammation cureres ei med Snak.
Inflammation! skreg Homo: Gud bevare's!
Men husk da paa, det maa af Dem forsvares.

Med Glæde! svared Flink, som med Lancetten
Slog ned i sin Patient, hvis Hjerte klang,
Da høit tilveirs tolv Tommer eller tretten,
Saa let og lysteligt nu Blodet sprang.
Sex Kopper fyldte var med Bøddel-Retten,
Da Lægen hvisked: Nok for første Gang!
Thi naar jeg dømme skal af denne Prøve,
Vi en Portion endnu vist vil behøve.

443

Han gik, da vel den Syge var forbunden
Og talt tilrette med en myndig Røst,
Og Homo laa en halv Dag uden Trøst.
Han syntes, at han værre var i Grunden:
Han døsed, gyste, blev saa tør i Munden,
Og bittre Tvivl der opsteg i hans Bryst
Hans Tvivl fik Overhaand - beængstet sendte
Han Bud til gamle Stink og lod ham hente.

Den gamle Doctor kom, som høist alvorlig
Patientens Haand og Skriftemaal modtog,
Og gav ham Characteren: Meget daarlig.
Mod Cuur-Methoden stærkt tilfelts han drog,
Han fandt en Aareladning reent vilkaarlig,
Ja, da paa Bordet just sit Blik han slog,
Udraabte han forbauset: Raser Manden?
Sex Kopper Blod! Fonneget var halvanden.

Det Udraab slog vor Helt som Lynets Blink,
Især da hiin blev ved: I Deres Alder
Jeg Fremgangsmaaden uforsvarlig kalder,
Det er jo som man Døden gav et Vink.
Ved disse Ord indtraadte netop Flink,
Hvem høist forbittret Homo strax anfalder
Med denne Tale: Skammelige Mand!
Hvad har De gjort! Forsvar det, om De kan!

Forbauset nærmed Flink sig Excellencen
Og spurgte venlig: Er De ikke vel?
Bort! raabte Denne: De mig slaaer ihjel
Med Deres Tappen, Sveden og Udrensen!
Nei, tænkte Flink: nu gaaer det over Grændsen,
Men nok jeg seer, til hvem jeg er i Gjæld.
Han traadte hen til Stink og spydig sagde:
Med min Patient De sikkert ud mig lagde?

Og om jeg gjorde, koldt den Anden svared,
Saa min Critik jeg gjerne vedgaae skal;
Inflammatorisk har De her forklaret
En Feber, der et Hæmorrhoidal-
Tilfælde tydelig mig aabenbared.
Den Mening, smulte Flink, er dog nok gal!
Ja, jeg mig vilde ansee for en Daare,
Hvis Sligt jeg kaldte for den gyldne Aare.

444

Og er min Mening gal, nu Svaret lød,
Saa skal den gale Mening dog De høre,
Den mulig Dem paa Sagen klog vil gjøre.
Det var en Grundfeil, at De Blod udgød,
Og Feilen Dem tilbogs vil Verden føre,
Hvis Excellencen deraf ta'er sin Død.
Tys! hvisked Flink: skjøndt Deres Mening gal er,
Tør ei den Syge høre hvad De taler.

Men altfor sildig dog kom dette Bud,
Thi Homo spændt opmærksom lytted efter,
Skjøndt hvad han hørte, noksom ham bekræfter,
At det med Hjælpen her seer misligt ud.
Nei, tænkte han: ved Jer mit Haab ei hefter!
Jeg vil ei være jeres Prøveklud.
Søg kun et Offer for jert sorte Rige,
Jeg søger Tilflugt hos det Offentlige!

Han ringed, og da Tjeneren kom ind,
Han hvisked ham en lang Besked i Øret,
Saa svagt at ei de Andre kunde hør'et,
Hvorpaa sig Tjen'ren fjerned som en Vind.
Imens var Spliden i de Andres Sind
Forligt og dækket med Collega-Sløret,
Og beggeto som Brødre nu igjen
Til Homo's Sygeleie traadte hen.

Vi confereret har, begyndte Stink:
Og nu da ret Symptomerne jeg kjender,
Jeg trygt betroer Dem i en Læges Hænder,
Som agter paa Naturens mindste Vink.
Ja, faldt i Talen ham den lille Flink:
Vi nu en anden Hest for Vognen spænder,
Vi nu et andet Middel prøver paa;
laften i et lunkent Bad De maa!

Godt, mine Herrer! Høilig Dem forbunden!
Gjensvared Homo med et Sideblik;
Hvorpaa med et Farvel til Morgenstunden
De tvende Læger fra Patienten gik,
Der, førend Dagens Sol var heelt nedrunden,
Det Trøstens Budskab af sin Tjener fik,
At Portechaisen, grøn som Haabet malet,
Ham vented udenfor fra Hospitalet.

445

Saa bragtes da vor Helt til Hospitalet,
Til Dødens Forgaard - han som nylig jo
Steg op paa Bræderne til Idealet,
Og udad mod sin gyldne Fremtid lo.
Saa dybt var fra sin stolte Flugt han dalet,
At pakket ind i Dyner, uden Skoe,
Han blot i Skjorte lod afsted sig føre;
Extremerne sig som bekjendt berøre.

Og her, min Læser! stands et Øieblik
Ved Hospitalets Gitter, ved det sorte,
Igjennem hvilket man med Homo gik,
Som hist i Gangen bli'er for Øiet borte.
Betragt engang opmærksom disse Porte,
Der rigtignok en anden Indskrift fik,
End den berømte: Haabet her lad ude!
Thi læses kan: Her lappes Folk som Klude.

Betænk, du staaer for Legemernes Tempel,
Der, trist og lavt, er uden Glands og Ziir,
Forskjelligt ogsaa ved det ydre Stempel
Fra det, som Sjælen med sin Bøn indvier,
Og over hvilket, Aanden til Exempel,
Mod Himlen hæver sig det ranke Spiir;
Thi her fornemmes ei Inspirationer,
Men Lamenteren kun og Klagetoner.

Her kjender man af Alting mindst til Freden,
Her føler Modet reent sig utilpas;
Men har for denne Dyd man her ei Plads,
Saa har desmeer man for TaaJmodigheden.
Her i sin Fordring bliver man beskeden,
En Smule Byggrynsgrød, af Melk et Glas,
See, dertil sigter Ønsket, Bønnen, Raabet,
Og dog er her man fyldt, og rig i Haabet.

Thi Haabet lever altid i et Billed,
Og hvilket Billed er en Sjæl saa nær,
Som det, hvori dens Væsen er fremstillet:
Det Legeme, der henstrakt ligger her?
Den Form, der skjøndt afkræftet og afpillet
Endnu dog Udtryk for sit Indhold er;
Det levende Symbol, der Vished giver
For det, hvad Sjælen er og evig bliver.

446

Men her hvor Formen stivt man stirrer paa
Man heelt for Tanken burde den afsløre;
Thi kunde man dens Sandhed overføre
I Troen, og i Hjertet ind den faae,
Da skulde Verden ei den Tale høre,
At reent tilgrunde Legemerne gaae;
Da skulde man ved Livet ei sig klamre,
Og skjøndt forpiint ei høit dets Tab bejamre.

Da vilde man i Troen oversætte
Det Sprog, der løstes af Symbolets Baand,
Og selv paa Sottesengen ei forgjette:
At denne nu saa kraftesløse Haand,
Der i sin Afmagt Intet kan udrette,
Er Pantet paa en evig virksom Aand;
Er Pantet paa, at hvad man greb herneden,
Skal holdes fast igjennem Evigheden.

Da vilde man den Fods Betydning vide,
Der til et Skridt er ikke meer istand,
Og see mod Maalet frem sig evig skride
Paa en Naturgrund, der ei svigte kan.
Da vilde Læber, som med Døden stride,
Som ikke lædskes meer af Jordens Vand,
Man ta'e som Løfte paa det Nectarbæger,
Hvormed en salig Aand sig vederqvæger.

Da vilde man, begeistret af sin Tro,
De tvende skilte Verdener forbinde,
Ved over Dødens Svælg at slaae en Bro;
Og hist ei blot den Skikkelse gjenfinde,
Hvis Hylster man nu daglig seer hensvinde,
Men Varmen i det Bryst, der kom til Bo,
Men Øiet, opladt for et Lys, der trøster,
Men Øret, aabent for bekjendte Bøster.

Da vilde man sig prente fast i Tanker,
At Formen har i Sjælen evig Grund,
Og ei til Kjød og Blod sig holde kun,
Som til Tilværelsens det sidste Anker,
Som til de sidste skrøbelige Planker,
Hvorpaa man bjerger sig en føie Stund,
Alt mens man sukker: Hvad jeg har, det veed jeg;
Men hvad jeg faaer, derom fik ei Besked jeg.

447

Thi man Besked jo fik, saa reen, saa tydelig,
At ei man tvivle kan, naar ei man vil;
Man en Erklæring fik, saa klar og lydelig,
At der kun fordres, at man lytter til;
Man en Forsikkring fik, saa vis, ubrydelig,
At for at see, at ei den er et Spil,
Der kun behøves - hvad jo altid kræves
Ved et Symbol - at Tankens Dække hæves.

Vor Helt, som her nu kommer frem igjen,
Paa Hospitalet hæved ikke Dækket,
Skjøndt han en Uge havde ligget hen
I Feber, som i Styrke var usvækket.
Hans Mod paa Livet var endnu ei knækket,
Det bedste Haab hans Doctor næred end,
Og Bulletiner daglig blev udstedte,
Hvorved sig Byen og hans Venner glædte.

Han arrangered sig. Hver Morgen, førend
Hans Læge kom og Vogtersken gik bort,
Han gjennemsaae den store Bunke Kort
Fra Folk, der havde spurgt til ham ved Døren;
Hver Middag kom Theaterregisseuren
Og bragte ham fra Konstens Hjem Rapport;
Hver Aften indfandt sig Etatsraad Jensen,
Og glæded med sit Bynyt Excellencen.

Paa denne Viis var fjorten Dage gaaet;
Den Syge holdt endnu sig ganske brav,
Inflammationen Udvei havde faaet,
Men da paa eengang tog hans Kræfter af.
Hans Puls ei før saa hurtig havde slaaet,
Sin Læge nok at tænke paa han gav,
Og Læseren jeg be'er at gaae paa Taaen,
Nu da vi gjæste ham i Sygevraaen.

Hvor dunkelt og hvor trist det høie Kammer!
Mens udenfor den friske Morgen strøer
Sit Purpur ud i Solens gyldne Flammer,
Her indenfor den lyse Straale døer
Bag grønne Jalousiers tætte Rammer,
Og langt nedrullede Gardiners Slør;
I Krogen Sengen staaer, hvor Homo ligger,
Og hist den Stol, hvor Vaagekonen nikker.

448

Patienten sover dybt, som træt af Striden;
Paa Bordet nærved sees hans Medicin,
Hans Gulduhr, i hvis Slag han tæller Tiden,
Hans Seglring med Devisen paa Latin:
Esse, non videri - hans paa Siden
Med Sølv indlagte sorte Ordensskrin,
Hvori hans Stjerner, diamantbesatte,
Forvares med hans andre sjeldne Skatte.

Paa Stolen, Sengen, ja paa Gulvet med,
En Mængde tætbeskrevne Hefter ligge.
Hvad skal Papirerne paa dette Sted?
Hvad er det? thi Recepter er det ikke.
Ak, kjære Læser! hold dog dine Blikke
Fra det, som kun Theatret kommer ved;
Du seer en halv Snees indleveerte Stykker,
Hvorpaa som Directeur han Drøv nu tygger.

Forfatterne jo vente paa Besked,
Saa inderligt de attraae at erfare,
Om deres Stykker op skal eller ned,
Og deres Uro kan han sig forklare.
I al sin Afmagt vil han ei sig spare -
O, Mønster paa en Embedsvirksomhed!
Hvert Øieblik, hvori ham blot Naturen
La'er fri for Krav, han offrer til Censuren.

Men dog Forfatterne kan længe vente!
Til dem at gjennempløie han ei duer;
Thi Hvile, Hvile kræver hans Natur,
Og hvorfra skal en syg Mand Styrke hente
Til Daad, der selv en frisk Mand falder suur?
Vil ei han Hvilens Pligt sig selv indprente,
Saa staaer den klar dog for hans Doctors Sind,
Der netop her ad Døren træder ind.

Idet han kom, just Vaagekonen gik,
Og Doctoren sig nærmed til den Syge,
Der aabned som forstyrret sine Blik,
For atter i Papirerne at ryge.
Dog ned af Sengen Lægen saaes dem stryge,
Før rigtig fat i dem vor Censor fik,
Hvorpaa han sagde: Lad det Tøi dog ligge!
For Excellencens Tilstand duer det ikke.

449

Her følte Pulsen han og prøved Lungen,
Idet han had Patienten tale høit,
Og saae tilsidst betænkelig paa Tungen,
For hvis Lakering han ei gav en Døit.
Paa Homo's Spørgsmaal svarte han lidt tvungen:
Med eet Skridt fremad maa man være nøi't;
Men ved sig selv han tænkte: Febren værre,
Det gjør mig Ondt s'gu for den høie Herre!

Han loved ny Mixtur, og Homo hvisked:
Aa rul Gardinet halvt iveiret blot,
Og aabn en Vindvesrude! Det forfrisked
Paa Sjæl og Legem mig igaar saa godt;
Jeg er saa mat, som var jeg gjennempidsket.
Hvad Excellencen be'er om, er kun Smaat,
Gjensvared Lægen. Ønsket strax opfyldtes,
Og smukt af Solskin Værelset forgyldtes.

Har Hr. Geheimraad Andet at befale? -
Kun Eet endnu, den Syge gav til Svar,
Kun Eet, hvorom igaar jeg vilde tale:
Længst af min Vaagekone kjed jeg var,
De andre To var vistnok ogsaa gale,
Men ret mit Kors med denne her jeg har.
Hvad? raabte Lægen i forbauset Tone:
Det er jo nu den tredie Vaagekone!

Men ei den rette, svared hans Patient:
Hvergang jeg vaagner, seer jeg at hun nikker;
Hvergang et Ærende jeg hende skikker,
Er Sludderen paa Gangen aldrig endt,
Thi godt en Time da jeg eensom ligger.
Igaar hun gav mig Havresuppen brændt,
Og næsten altid hun forglemmer Tiden
Til min Mixtur - desuden er hun skiden.

Ih fy for Pokker! Doctoren udbrød;
Men - vedblev han - da stedse kjed De bliver
Af mine Koner, veed jeg i min Nød
Ei bedre Raad, end at jeg ud Dem river
Af deres Kløer og Dem min Jomfru giver.
Hvem er den Jomfru? Homo's Spørgsmaal lød.
Aa, fik til Svar han: en fortræflig Pige,
Om hvem dog meget lidt jeg kan Dem sige.

450

Jeg ved min Kone blev med hende kjendt.
Hun er tilaars og fattig, skjøndt ei Tigger;
Men i at passe Syge hun er sikker,
Og naar vi har en mærkelig Patient,
Der just imellem Fem og Ell've ligger,
Bli'er gjerne hun og hendes Hjælp anvendt,
Thi da for Sygepleien er jeg rolig.
Jeg strax vil skikke Bud til hendes Bolig.

Han gik, og lod Geheimraaden tilbage,
Der med sit matte Blik, sin blege Kind,
Sig saae omkring i Morgensolens Skin,
Og ret med Vellyst syntes at inddrage,
Og med de tørre Læber at modtage
Den Luft, der gjennem Ruden strømmed ind.
Han gjentog for sig selv med hævet Øie:
Med eet Skridt fremad maa man la'e sig nøie!

Hvorlænge saa han eensom havde ligget,
Han vidste neppe selv, dengang medeet
Der let og sagte blev paa Døren pikket.
Kom ind! han hvisked - og med sagte Skridt
En Qvinde traadte ind, og Øieblikket
Derefter Lægen, som var opholdt lidt.
Her, Deres Excellence! sagde Denne:
Her er den Jomfru, jeg Dem vilde sende.

Den lille Jomfru - thi hun heller lille
End stor maa kaldes - traadte halvt nu frem,
Men stod paa eengang dog ærbødig stille,
For ei i Talen at forstyrre dem,
Thi af sin Doctor netop Homo vilde
Ha'e ret Besked om Sygdomsstoffets Hjem;
Og medens Begge paa Materien agte,
Vil vi, min Læser! Jomfruen betragte.

Der staaer hun, i en sort og ulden Dragt,
Hvis Folder omkring Livet falde knappe,
Paa Hovedet en lille sneehvid Kappe,
Et simpelt Tørklæd' omkring Halsen lagt;
Der staaer hun, lidt tilveirs paa Livets Trappe,
Med værdig Holdning, som der nys blev sagt,
Med fine Træk, med Kinder liliehvide,
Med melankolske Øine, blaae og blide.

451

Det lyse Haar er graanet og paa Siden
Af Kappen dæk't, der Kinden tæt omsnoer;
Den klare Pande mærket er af Tiden,
Og tegnet let med Tænksomhedens Spor;
Nakken er rank, og Haanden fiin og liden,
Men Farven siger meer end alle Ord,
At man sin Gjerning gjøre maa herneden -
Saa staaer hun: samlet, rolig og beskeden.

De tvende Herrer just har Snakken endt,
Og om til hende Doctoren sig vender,
Idet han siger: Her jeg min Patient,
Geheimraad Homo, gi'er i Deres Hænder;
Med hans Tilladelse blev Bud Dem sendt;
Hans Excellence Deres Omhu kjender ...
Men hvad gaaer ad Dem, Jomfru? Ondt De faaer;
Dem stærkt til Hovedet jo Blodet gaaer.

Og virkelig, vor Jomfru's blege Kinder
Iførte sig paa eengang Purpurdragt;
Hun efter Stolen greb, som nær hun finder,
Og satte pludselig sig ned med Magt.
Af Doctoren blev koldt Vand hende rakt,
Og ved en Slurk sin Fatning hun gjenvinder;
Med sænket Blik og neppe hørligt Ak
Hun rækker Glasset ham med mange Tak.

Vor Helt i Sengen Intet havde seet,
Hans egen Tilstand var ham Hovedsagen,
Og træt af Alt, hvad der idag var skeet,
Laa mat han hen, af Feberdøs betagen.
Lægen gik bort, da Jomfruen var bed't,
At følge hans Instrux for hele Dagen,
Og bag et Skjermbræt, tæt ved Sengens Fod,
Hun eensom nu i Stolen sig nedlod.

Der sad hun lydløs i det dybe Stille,
Der hersked rundt om i den Syges Hjem,
Og visked bort de Taarer, som nedtrille,
Og qvalte sine Suk, før de brød frem.
Den vakte Smerte, som hun kue vilde,
Ustandset dog steg op fra Mindets Gjem;
At det var ham, til hvem hun hid var hentet,
Det havde mindst af Alting dog hun ventet.

452

Saa sad nu Alma - thi af hvad Grund længer
Fordølge, hvad min Læser aner alt?
Men Alma til saa ringe Gjerning kaldt -
Hvorledes mon vel dette sammen hænger?
Den Underretning, hvortil her man trænger,
Er hurtig given og er snart fortalt;
Imens hun selv i Stilhed Taarer fælder,
I Korthed hendes Skjæbne jeg fortæller.

Fra sidst hun traadte frem, en halv Snees Aar
Endnu hun med sin gamle Fader leved,
Da blev saa brat det stille Samliv hævet,
Og Gartneren gik ind til evig Vaar.
Boet blev opgjort - da betalt var blevet
Hvad skyldtes bort, kun lidt igjen hun faaer:
Et Huus paa to Fag, ved den anden Ende
Af Gartnerhaven, Arven var til hende.

Hun flytted ind, endnu saa nær ved Mindet
Af hendes Ungdomsliv, der var forbi;
Thi end hun saae den Have solbeskinnet,
Hvor alt som lille Barn hun leged i.
Hun kunde fra sit Vindve, rørt i Sindet,
Forfølge Sporet af sit Drømmeri
Igjennem hver en Gang, til hver en Grotte,
Men Haven selv hun aldrig meer betraadte.

Hun maatte søge Brødet at fortjene,
Og friste Livet under Husets Ly;
Thi paa den hele Jord hun stod alene,
Foruden Slægt, til hvem hun kunde tye.
Snart med sig selv var her hun paa det Rene:
Hun for Betaling gav sig til at sye,
Hun Noder skrev, hun Landkort coloreerte,
Og altid dygtigt Arbeid hun præsteerte.

Men skjøndt hun Naal og Pen og Pensel førte,
Var det ei Haandens Værk, hun leved i;
Med Naalen let sig Tanketraaden rørte,
Med Farven blomstred hendes Phantasi;
Ved Nodeskrivning tidt en Klang hun hørte,
Som af en halvglemt, liflig Melodi,
Som af et eensomt Suk, hvormed et Hjerte
Paany nedsænked dybt den vakte Smerte.

453

Paa denne Viis gik hen en Rad af Dage,
Hun langt var rykket frem i Tid og Aar,
Da blev de før saa stærke Øine svage,
Saa Naal at bruge hun ei godt formaaer;
I det Sted maa hun fiin Vask sig paatage,
Som hjem til sig hun fra Familier faaer,
Og anbefalt af dem det monne hænde,
At hun en Doctors Frue lærte kjende.

En Typhus Denne fik, og ved sit Leie
Hun ønsked Alma, der nu vandred om
Den Syge Dag og Nat paa Dødens Veie,
Saa trofast at, ifølge Doct'rens Dom,
Hun var som skabt til syge Folk at pleie.
Da kort Tid efter han som Læge kom
Til Hospitalet og til Bistand trængte,
Han paa sin Kones Vaagekone tænkte.

Hans Forslag modtog hun, og bort hun bytted
Den Bolig, som endnu var Hjertet kjær,
Idet til Toldbodveien ud hun flytted,
Hvor Hospitalet hun var mere nær.
Der til saa mangt et Smertenssuk hun lytted,
Der saae hun Dødens hele Rædselsfærd,
Der lærte Livets Afmagt hun at kjende,
Og op en anden Verden gik for hende.

Med denne korte Underretning maa
Til næste Sang min Læser la'e sig nøie;
Kun bør jeg den Omstændighed tilføie,
At aldrig Alma havde truffet paa
Sin fordums Elsker, før med sorgfuldt Øie
Hun her ham efter lange Tider saae.
Hun vidste vel omtrent hvad der var skeet ham,
Hun havde hørt om ham, men aldrig seet ham.

Deraf Bevægelsen sig la'er forklare,
Hvormed til Sengen hen hun sagte gaaer,
Hvormed hun for den Slumrende nu staaer,
For dog at see, hvorvidt hans Træk vel svare
Til dem, hun mindes fra sin Ungdomsvaar.
Knap i sit Bryst kan Sukket hun bevare:
Profilen, fornem kold, fast indgjød Skræk;
Hvor var de bløde, varme, milde Træk?

454

Frygt for Gjenkjendelse med overflødig
Veemod og Uro hendes Sjæl betog;
Men denne Frygt var her dog reent unødig.
Eensformig trist forbi jo Dagen drog,
Patienten laa og døsed, mat og mødig,
Og stundom kun et Blik iveiret slog.
Han sagde Hun til hende, naar han talte,
Thi for hans Syn kun hendes Dragt sig malte.

Hvorhen sig vende med det varme Hjerte?
Hvor søge Lindring? Kun hans Livs Forliis
Hun skued i hans Blik, saa koldt som Iis,
Og i hans Ord kun gjenlød Mindets Smerte.
Tre Døgn hun gik om ham paa denne Viis;
Da fjerde Morgen tændtes Dagens Kjerte,
Kom trende Læger i en lang Visit,
Og Tallet ei den Syge trøsted lidt.

Med denne Trøst laa han om Aftnen vaagen;
Ved Hovedgjerdet tændt alt Lampen stod,
Og sine Draaber alt han tog imod
Af Almas Haand, da kom igjen der Nogen.
Det Jensen var - og Alma taus i Krogen
Sig trak tilbage, mens sig hiin nedlod
Ved Siden af Patienten, som gav Haanden
Til Vennen, der var synlig rørt i Aanden.

Den rakte Haand med Varme Vennen klemte,
Idet han sendte til vort Helt et Blik,
Der virkelig til Hjertet Denne gik;
Dog da hans Haand at slippe Jensen glemte,
Da meer høitidelig sig Minen stemte,
Sin Vens det spændte Udtryk selv han fik.
Hvad er dig hændt? han spurgte. Er der Noget
Passeert i Byen? - Tal dog! Ud med Sproget!

Jeg har en Underretning dig at give,
Gav Vennen lidt betænkelig til Svar,
Men maaskee bedre dog, jeg lod det blive;
Du til at høre den knap Styrke har,
Dig Tingen vist for meget vil oprive -
Hvad er det? spurgte Homo: Dig forklar!
Jeg godt er styrket af de sidste Draaber.
Theatret er dog ikke brændt, jeg haaber.

455

Nei, hvisked hiin: nei du kan være rolig!
Men - her han atter greb og knuged haardt
Den Vennehaand, der nys var trukken bort -
Men tag dig sammen! thi mig selv utrolig
Var Tingen længe ... Du maa skifte Bolig,
Dit Ophold i den gamle bli'er kun kort.
Saa er min Gaard da brændt! Patienten stammer:
Ja du har Ret, det Slag lidt haardt mig rammer.

Ak du mig misforstaaer, vedblev vor Jensen;
Det gamle Ord du kjender: Kjød er Hø,
Saa vel for Stodderen som Excellencen
Den samme Lov jo gjælder - de skal døe!
Og hvad med denne Snak er vel Tendensen?
Nu Homo spurgte. At din egen Sø
Desværre du maa seile, svared Vennen:
Dit Liv er ude - du er nær ved Enden.

Du spøger, men du spøger grovt! gjensvared
Vor Helt med Heftighed: Det værste Pust
Har gudskelov jeg overstaaet just,
Og mærkeligt mit Hoved har sig klaret.
Men af din Læge har jeg det erfaret,
Blev Jensen ved: den gamle Doctor Rust,
Som dig imorges saae, og hvem jeg gjæsted
Idag til Middag, har mig det stadfæstet.

Tro ei, jeg vil dig gjække: altfor vigtig
Og altfor sørgelig er Tingen mig;
Men dine Sager maa du ordne rigtig,
Da paa det Sidste man forregner sig.
At melde dig din Død var vel jeg pligtig,
Den Venskabstjeneste jeg skyldte dig -
Den Venskabstjeneste var kun en daarlig!
Afbrød ham Homo, bitter og alvorlig.

Knap var det sagt, før han saa heftig dreied
Sig om mod Væggen, at der blev en Rift
Imellem ham og Vennen midt paa Leiet.
Det var, som Jensen havde rakt ham Gift;
Hans Tankers Traade pludselig sig speged,
Hans Hjerte sank, hans Øie stirred stivt,
Hans Puls fik Hastværk, og for Øret tude
Han som i Stormen hørte: Det er ude!

456

Han sukked dybt - men snart han atter vendte
Sig om mod Vennen, der sad halv forknyt,
Betragtende de lange Straaler Spyt,
Som tankeløs han ud i Luften sendte:
Min Ven! han hvisked: godt jeg dig jo kjendte,
Hvorfor da vredes vel og blive stødt,
Fordi dig selv du ligner til det Sidste?
Nei, lad vort Venskab ei med Døden briste!

Aa, svared Jensen: vær du ganske rolig!
Som executor testamenti jeg
Skal efter Døden selv dig tjene trolig;
Og for at gaae til Maalet kortest Vei,
Saa siig mig, hvem du tiltænkt har din Bolig,
Thi den jo Baroniet følger ei.
Obligationerne vi og maae klare;
Lad mig dig spørge, du kun har at svare!

Her hented frem han Blyant og Papir,
Og gav sig strax ifærd med at opsætte
En Slags Concept, idet han mumled: »Dette
Mit Testament min sidste Villie bli'er.«
Og nu begyndte Spørgsmaal han at rette
Til Homo, som et dybt Suk fra sig gi'er
Ved hver Bestemmelse, der tages skulde
For den Tid, naar han selv er under Mulde.

Da Jensen, færdig med de rede Penge,
Obligationer, Gjæld, et cætera,
Ham spurgte: skal Legater tages fra?
Betænkte først vor syge Helt sig længe,
Og hvisked derpaa: Haardt jeg monne trænge
I min Studentertid, og derfor ... ja,
Skriv et Legat paa tusind Daler Renter
Til aarlig Deling mellem ti Studenter.

Du paa Legatets Form dig maa besinde,
Jeg Consistorium gjør til Patron;
Og det er sandt! før det mig gaaer af Minde,
Husk paa, at der udsættes en Pension
Paa hundred Daler for en vis Person,
Som dig min Tjener hjælpe vil at finde.
Personens Navn er Lotte Fattiglem,
Og Ladegaarden sidst var hendes Hjem.

457

Godt! mumled Jensen. Homo sank tilbage
Paa Puden, trættet af den lange Snak;
Dog Vennen frem nu Ordensskrinet trak,
For med det Spørgsmaal ham paany at plage:
Men hvem skal Diamanterne modtage,
Og for Juvelerne dig sige Tak? -
Dem, sukked han: du mine Døttre give,
Hvem du i mit Navn kjærligt maa tilskrive.

Og dette Gulduhr? blev den Anden ved.
Det - Svaret lød - du ved din Barm befæste,
Til Minde om det Venskab, der fandt Sted
Imellem os - desuden mine Heste
Og mine Vogne jeg dig skjenker med,
Men pas mig Ridehoppen paa det Bedste.
Aa, udbrød Jensen: Du er altfor god!
Men Hoppen jeg gjengjælder det imod.

Her vender han Papiret og vedbliver:
Hvem har din Marmorbuste du bestemt,
Den - hvisked Homo - jeg Theatret giver,
Jeg vilde nødig der dog være glemt.
Godt! svared Vennen: Ønsket har jeg gjemt,
Og stol paa, jeg til dine Døttre skriver,
Og dine Folk Douceurerne skal faae,
Saa i din Grav du rolig nu kan gaae.

Han reiste sig, men idetsamme Ringen,
Som før paa Sygebordet seet vi har,
Paa Homo's Pegefinger blev han vaer,
Og nu han siger: Du vel veed, at ingen
Klenodier man i Kisten med sig ta'er?
Det er forbudt ved Loven. Dum er Tingen,
Men dog bli'er det nok bedst, du føier til,
Hvem din Signetring du forunde vil.

Hidtil vor Helt taalmodig paa ham hørte,
Men nu han syntes dog det gik for vidt.
Han irriteret sig paa Leiet rørte
Og svared hastig: Du faaer vente lidt,
Endnu man ikke bort med Kisten kjørte.
Her saae paa Ringen han sørgmodig blidt,
Mens for sig selv han sukked: Dette sidste
Erindringstegn skal med mig i min Kiste!

458

Hvis troer du vel at Stenen været har?
Paa eengang spurgte han, idet han vendte
Sig om mod Vennen - og gav selv til Svar:
Min fordums Kjærestes, hvem du jo kjendte!
Hun dette A og H har ladet prente,
Og efter hendes Tegning Krandsen var.
Jeg Stenen siden lod i Guld indfatte,
Og allersidst Devisen til jeg satte.

Bestandig paa min Haand jeg med den gik,
Mens næsten reent jeg glemte Giverinden;
Men o, hvor selsomt! nu ved Livets Svinden
Staaer hun af Alle klarest for mit Blik:
Saa levende jeg mindes Rosenkinden,
Og Øiet, der Fiolens Farve fik.
Bring hende Budskab, hvis hun er at finde,
At med i Graven jeg tog hendes Minde.

Det - svared Jensen - jeg besørger gjerne!
At tjene dig, er al min Drift og Hu.
Jeg mindes godt den lille Alma Stjerne,
Skjøndt, det er sandt! tilaars hun er jo nu;
Men findes skal hun, selv i videst Fjerne.
Farvel, min Ven! I Morgen Middag du
Mig atter med Papirerne kan vente,
Jeg kommer da, din Underskrift at hente.

Han vilde gaae, men Homo's Vink ham standsed.
Endnu Eet! hvisked Denne dybt beklemt:
Dit Ord fra før jeg ikke rigtig sandsed,
Var Lægens Dom om mig da fast bestemt?
Var ei med mindste Haab da Skaalen krandset,
Hvori den bittre Dødens Drik er gjemt? -
Med intet! svared Jensen heel bedrøvet:
Den dumme Flink dig Liv med Blod har røvet.

Saa - vedblev Homo - lad mig Afsked ... Nei,
Nei! afbrød Jensen: Afsked ei jeg tager.
Til dig i Morgen Middag kommer jeg;
Da tale vi, ifald det dig behager,
Om din Begravelse og slige Sager,
Og da som Brødre gaae vi hver sin Vei.
Til samme Tid du og maa la'e mig vide,
Om geistlig Trøst du ønsker ved din Side.

459

Han gik - og for vor Helt i Drømmetaagen,
Kun faa Minuter efter, bortsvandt Alt;
Thi hidtil kun hans Spænding holdt ham vaagen,
Og nu med Magt hans Øine sammen faldt.
Han slumred tungt, da Alma frem af Krogen,
Hvor Alt hun havde hørt, medeet blev kaldt;
Thi pludselig fra Leiet hende naaede
Et dæmpet Skrig, som gjaldt det Hjælp i Vaade.

Hun satte sig, hvor Sædet tomt var blevet,
Foran den Syge, der saa dybt sig gav,
Mens Drømmens Rædsel, som hans Sjæl opleved,
I Angstens ydre Træk sig maled af:
Hans Hænder knytted sig, hans Læber bæved,
Hans Bryst sig hæved voldsomt, lig et Hav,
Og Svedens Perler Kind og Pande dugged,
Da skjælvende sit Øie han oplukked.

Om Almas Haand, som ud mod ham hun strakte,
Han greb med al sin Kraft og stønne d: Aa,
Aa hold mig, frels mig, lad mig ei forgaae!
Sit frygtelige Gab mod mig den rakte.
Her lidt i Orden Tankerne han bragte,
Han rundt om sig med store Øine saae,
Han sig besinded - hvor han var, han sandsed;
Og pludselig hans Blik ved Alma standsed.

Hvorledes? dybt forbauset nu han stammed:
Har mig en anden Drøm da lagt i Baand?
Gaaer Stjernen op, hvis Syn mig før opflammed?
Tilhøre disse Træk en salig Aand?
Er det det Blik ei, som jeg tidt annammed?
Og denne Haand - er det ei Almas Haand?
Hvis det er dig, lad mig dit Ord fornemme!
Hvis du er Alma, tal med Almas Stemme!

Men Alma mægted ei at give Stemme
Den Følelse, hvorfor hun Ord ei fandt:
Den Smerte, hvori Mindet havde hjemme,
Den Glæde, hvori Haabet strax forsvandt.
Kun ved hans Haand til Gjensvar ømt at klemme,
Kun ved en Taare, der saa fuldt nedrandt,
Kun ved sit Øie mildt paa ham at hefte,
Formaaede hun hans Gisning at bekræfte.

460

Saa du er kommen hid til mig i Nøden?
Foer med bevæget Røst paany han fort:
Men veed du, at kun flygtig bli'er vor Møden?
Nu du er kommen, gaaer jeg selv just bort.
Her, lige for dit Øie, sidder Døden,
En Time har jeg end, saa kort! saa kort!
Vil du dit Klagemaal mod mig begynde,
Saa hæv din Stemme nu! Du maa dig skynde.

Tal ikke saa! hun sukked - ei du tage
Den Trøst igjen, som af dit Blik jeg faaer.
Hvad over dig har da vel jeg at klage?
Min Glæde var du i saa mange Aar.
Mod hvad der svandt vend ei dit Blik tilbage!
Tænk paa det Store, som dig forestaaer!
For mig hver Smerte ved det Haab forsødes,
At snart bag Gravens Rand paany vi mødes.

Bag Graven, gjentog Homo, hvem i Minde
Den frygtelige Drøm medeet nu kom:
Bag Graven, Alma! Hvad er der at finde?
Kun Skræk og Angst, Forfærdelse og Dom.
Hvis i dens Dyb du havde siddet inde,
Og i den mørke Afgrund seet dig om,
Og havde følt dit Haab, din Kraft besvime:
Du vilde skjælve for den sidste Time!

Ja, hvis med Phantasiens Blik man skued,
Gjensvared Alma: hvor fandt da man Ro?
Da var man hjælpeløs og eensom jo,
Mens for det Ubekjendte Hjertet grued.
Men glem hvert Rædselssyn, som nys dig trued!
Sku mod de fjerne Kyster med din Tro!
Der Livets stærke Magter alt sig nærme,
De, naar du synker, vil for Fald dig skjerme.

Og hvilke Magter? spurgte Homo sukkende,
Idet som før han rundt sig saae omkring;
(Thi stærkt hans Tanke kommen var i Sving
Ved Drømmens Billed, stedse nyt opdukkende)
Hvor er den Magt, som hersker udelukkende?
Som styrer Mennesket og alle Ting?
Naar her tilbage mod mit Liv jeg stirrer,
Sig Alting for min Tanke kun forvirrer.

461

Der seer jeg Skjæbnen paa min Vei staae Vagt,
Og drive grumt mig frem mod Afgrundsbredden;
Der lurer Hændelsens den lumske Magt,
Til i dens Net jeg villieløs er gleden;
Der holder kold og streng Nødvendigheden
Mig fast i Lænken, den om mig har lagt -
Hvem er den Største? Hvem skal jeg paakalde?
Mit Liv er deres - de har havt mig Alle!

Seer du ei andre Magter da end hine?
Bevæget Alma spurgte, mens hun tog
Hans Haand og holdt den fast imellem sine:
Seer du et Forsyn ei, der ei bedrog?
Ak, gav til Svar han med sørgmodig Mine:
Jeg seer det, da det Haanden af mig slog;
Jeg seer det langt tilbage, fjernt i Tiden,
Men det er nu saa længe, længe siden.

Her som i dybe Tanker sank han hen;
Men Alma, for hans sunkne Mod at hæve,
Begyndte med sin varme Røst igjen:
Saa maa du Bistand af din Frihed kræve!
Den blev dog hos dig som din sidste Ven,
Og tryg ved den, behøver ei du bæve;
Dit Her og Hisset jo i den forener du -
Min Frihed, afbrød Homo: ja, hvad mener du?

Din Frihed - Villien i dit eget Bryst,
Gi'er hun til Svar, og Rosens Skjær sig maler
Paa hendes blege Kind, idet hun taler.
Har du ei tidt fornummet Villiens Lyst?
Selv midt i Mørket, naar hver Stjerne daler,
Er der i den som Lysets egen Trøst.
Dybt i din Villie maa du Hjælpen finde,
Thi der din Fremtid sikkert sluttes inde.

Er der ei Noget, som ret fast du vil?
En Atträa, hvori hvert et Haab sig dølger,
Et Maal, du fastholdt under Livets Spil?
Naar denne Villen i dig selv du følger,
Trækfuglen lig henover Dybets Bølger
Den Evighedens Kyst dig bærer til.
Hvorhen med al din Villies Kraft du stunder,
Der maa du komme, skal der end skee Under.

462

Ak, stammed Homo: er det sandt, du siger?
Jeg vil jo - men det staaer ei klart for mig -
Jeg har Saameget villet ... Alting sviger,
Selv mine Ønsker nu forstikke sig.
Ak, Alma! Jeg fra Jorden bort ei higer,
Jeg allerhelst forblev nu her hos dig;
Du i min Afmagt har mig ikke sveget.
Men troer du Villien da formaaer saa meget?

Ja, gav hun rørt til Svar: saa vist jeg troer,
At der med den sig Skaberkræfter blanded;
Thi Villien i vort Bryst hvad er den Andet,
End Roden, hvoraf ud vort Væsen groer?
Troer du, den mindste Blomst og Urt blev dannet,
Hvis ei af Villie var i den et Spor?
Alt Liv er Villen - Villien er det Første
I hver en Sjæl, den mindste som den største.

Ja, sukked Homo: hvis jeg bare vidste -
Men naar jeg seer tilbage paa min Vei,
Seer alle Planer jeg som Bobler briste,
Og hvad jeg vilde før, ei meer vil jeg.
Saa saml din Tanke her nu paa det Sidste,
Afbrød ham Alma: og forsag blot ei!
Lad for din Frelse beggeto os bede;
Den, Bønnen gjælder, er jo her tilstede.

Ja du har Ret, han hvisked: det er sandt,
Ja lad os bede, før det bli'er forsiide;
Men tør og udtømt er mit Hjertes Kilde,
Og til det Sidste mine Kræfter svandt.
Lad mig et Øieblik blot ligge stille
Og vende Tanken i den rette Kant;
Hvis ind jeg sover og min Styrke glipper,
Saa lov mig kun, at ei min Haand du slipper.

Knap var det sagt, før ned han sank paa Puden
I dybest Slummer, og i Søvnens Baand
Laae bundne baade Legeme og Aand
Til Morgensolen skinnede paa Ruden;
Da aabned Øiet han, men ikke uden
For at faae Vished om, at Almas Haand
Endnu beskjermende hans Haand omfatter,
Da det han havde seet, sov ind han atter.

463

Fra Leiet bort ei Alma vilde vige,
Skjøndt der af Læger kom et halvt Dusin,
Som nu holdt Raad paa Dansk og paa Latin,
Og dømte Homo ned i Dødens Rige.
Hans Puls befølende de hørtes sige:
Her hjælper Doctor ei og Medicin;
Hans Stav er brudt; udtømt er Levekraften;
Alt er forbi - han væk er inden Aften!

Ved Middag, da sig Jensen indfandt atter,
Han af sin Slummer vaagned dog igjen,
Og skjøndt af Vennens Snak kun Lidt han fatter,
Fastholder dog hans Haand den rakte Pen,
Hvormed sit Navn ulæseligt han kratter
Paa Documentet, lagt paa Sengen hen.
Med et Gud hjælpe dig! Hold ud til Enden,
Saa gaaer det nok! sig trist bortlisted Vennen.

Den Døende var nu med Alma ene,
Der, holdende beredt en Lædskedrik,
Ved Leiet sad og med sit faste Blik
Betragtede hans sunkne Øiestene,
Beredende sig paa den sidste Scene,
Hvergang en Gysen gjennem ham der gik.
Den Bøn, hvorom ei meer hun minde turde,
Hun selv i Stilhed for hans Sjæl nu gjorde.

Hidtil paa Dødens Byrde taus han bar;
Ikkun de Syner, som hans Tanke væved,
Han af og til med Haanden gjennemskar;
Men nu med stive Blik han op sig hæved,
Og som om Alma han til Vidne kræved,
Han sagde med en Røst, der udslukt var:
Hvor blev den lange Tid, jeg havde vundet?
Kun et Minut jeg leved - det er svundet!

Her hendes slupne Haand han vilde tage,
Men efter Veiret snapped han ihast,
Hans Haand var som til Puden lænket fast.
Paa Leiet sank han aandeløs tilbage,
Hans Læber blaaned og hans Øine brast,
Og tungt det sidste Suk han hørtes drage.
De stumme Minder om det endte Spil,
De brustne Øine, trykked Alma til.

464

En Stund hun stod i taus veemodig Skuen,
Mens Candidaterne gik til og fra
For Liget ret i Øiesyn at ta'e,
Og deres Spøgen hørte hun med Gruen.
Men da Professoren nu kom, og da
Det lange Bord blev flyttet ind i Stuen,
Da vidste godt hun hvad der forestod,
Og med et Suk hun Værelset forlod.

Vor stakkels Helt nu ret blev maltraiteret;
Han ud af Sengen halet blev med Magt,
Blev derpaa nøgen op paa Bordet lagt,
Og saa med skarpe Vaaben obduceret.
Alt inden i ham blev for Dagen bragt,
Og gjennemflengt og krængt og trepaneret,
Fik han det Skudsmaal af vort Hospital:
En Mand, i hver Henseende normal!

Den Efterretning glæded Homo's Venner,
Thi som en Trøst i deres Sorg den kom;
Især blev Jensen glad, der strax erkjender
Sig egen Mening i den fælles Dom.
Han løb til hver Bekjendt i Byen om
Med Vennens Roes, som ham paa Tungen brænder,
Og skreg: var ikke slig en Død fatal? -
Har De det hørt? Han var normal, normal!

Men det det Mindste var, hvad Jensen gjorde:
Til Homo's Døttre fik han Budskab sendt,
Fik i Aviser gjort hans Død bekjendt,
Fik Anstalt truffet til at la'e ham jorde,
Fik et Proclama udstedt, som sig burde,
Fik læst og confirmeert hans Testament,
Fik Lotte fat, fik udbetalt Procenterne
Af Arven, og Legatet til Studenterne.

Men ved det Sidste han sig skilte slet;
Thi dengang han Legatets Form bestemte,
De gammeldags Forbandelser han glemte
Mod dem, der brød Testators Ord og Ret.
Den Feil bag Øret Consistoriet gjemte,
Og efter nogen Tid det lyktes let
At faae Legatet omgjort, der nu skjenker
Huusleiehjælp til ti Professor-Enker.

465

Dog Jensen havde Andet at bestille,
End faae Forbandelser paa Andre lagt.
Begravelsen med Glands og Pomp og Pragt
Gaaer netop for sig, og vi standse ville
Ved Homo's Gaard, hvor Liget hen er bragt,
Og hvor nu Sørgemarschen høres spille;
Men der os møder Politiets Stok -
Saa ud paa Gaden da blandt Pøblens Flok!

Der kommer Toget - stil dig her, min Læser,
Og al din Trængsel over Synet glem!
Der kommer Toget ud fra Homo's Hjem:
En dæmpet Gravchoral Musiken blæser,
Og med tilhylte Manker, Øren, Næser,
Sex sorte Heste trække Vognen frem;
Paa Fløielstæppet med den gyldne Liste
Sig hæver høit den laurbærdækte Kiste.

Seer du med Sorgens dybe Træk om Munden
De sorte Mænd, med Blikket vendt mod Jord?
Der kommer Homo's Buste, floromvunden,
Omgiven af Theatrets Sangerchor;
Og der paa Silkepuden, rød i Bunden,
Hans Ord'ner bæres, trukne paa en Snor;
Dem følge Skuespillerne, der sukke
Ved deres anden Faders Askekrukke.

Men hvilken Masse Folk! Det snoer og bølger
Sig ned ad Gaden og ad Torvet op!
Hvad Byen har af Stort og Herligt dølger
Sig her i Sørgeskarens lange Trop:
Paa Præstekjolen Uniformen følger,
Paa Hat og Hjelm Chakoens røde Top,
Paa Ridderkorset Stjernen - Poul paa Peter,
Og bag ved de utallige Karreter!

Hvor skulde vel man ende? hvor begynde?
Og derfor, kjære Læser! pas dit Snit,
Og her, hvor Folkets Hobe sig fortynde,
Drei gjennem Gaden ned med snare Skridt!
Ad Kirkedøren ind vi vil os skynde!
Til Choret op! der kan vi puste lidt.
Men hvilken Mængde pyntede Figurer!
Med Damer fyldt er Kirkens Pulpiturer.

466

Paa Org'let præluderes - Alles Blikke
Nysgjerrige mod Døren dreies om,
Og Alle skyndsomt til hinanden nikke,
Thi endelig engang dog Kisten kom.
Ak, det er Skade, Liget seer man ikke!
Man maa tiltakke ta'e med Præstens Dom,
Med Ordet al den vidtberømte Taler,
Der Homo's Værd og Billed klart nu maler.

Han vinker - Sangerchoret falder ind
Med et Farvel, som man den Døde byder;
Men da for dig, min Læser! svagt det lyder,
Saa vend mod Kirkegaarden nu dit Sind!
Vil du som jeg, vi over Volden skyder
Igjennem Porten ud, i Veir og Vind;
Vi Jordspaakastelsen tør ikke miste,
Vi Alting maa ha'e med her til det Sidste.

Det var i rette Tid vi kom afsted,
Thi alt iforveien Bedemanden kjører.
Her frem ad denne Sti! Til Gravens Bred
Igjennem Kirkegaarden den os fører.
Der see vi Kors ved Kors, som Hjertet rører,
Og her den aabne Grav vi standse ved:
Hvor dyb og mørk! Er Homo først der nede,
Kan han om Dagens Sollys længe lede.

Hvortil de Arbeidsfolk, som hist omringe
Den store Steen, der ligger endevendt?
Ak, det er Homo's Marmormonument,
Som Jensen her iforveien ud lod bringe;
Hans Venskab lod itide Meislen klinge,
At Vennens Grav ei vorder ubekjendt.
See, hvilken Steen! Den Mand kan sove rolig,
Der sligt et Tag faaer over slig en Bolig.

Men tys! Bag Hækken hist af Berberisser
Det lange Sørgetog alt skimtes kan.
Paa Pladsen rundt den vimse Graver bisser,
Og Kisten sættes paa det gule Sand.
Liigbærerskaren langsomt ned den hisser,
Mens Præsten stiger op paa Gravens Rand;
Han blotter sin Kalot, saa sort som Natten,
Og Alle see med ham - tilbunds i Hatten.

467

Af Graveren han la'er sig Spaden give,
Og siger, medens Jord han kaster paa,
De Ord, der Kistens hule Lyd oplive:
Af Jorden taget, skal til Jord du blive,
Og atter skal af Jorden du opstaae! -
Enhver af Følget op til Graven maa;
Til Kisten med den Tanke ned man kigger:
Aa gudskelov, at jeg der ikke ligger!

I Hui og Hast man Hullet kaster til,
Og iilsomt hjem til Byen Alle tage,
Som fra et langtudtrukket Skuespil;
Kun Jensen med sin Troskab og sin Klage
Blandt Folkene ved Stenen bli'er tilbage,
Og til den Ædle vi os slutte vil.
Med egen Haand han hjælper dem at lægge
Paa Vennens Grav det hvide Marmordække.

O Venskabs sidste, rørende Bedrift!
O hellige Troskab, som ved Graven sværmer!
Der ligger Stenen nu, som Homo skjermer
Mod Verdens Nød og onde Tungers Gift.
Hvor smukt, naar man fra denne Kant sig nærmer,
Imøde lyser os med gylden Skrift:
Her hviler Adam Homo med den blide Aand,
Baron, Geheimraad, Ridder af det hvide Baand.

468

ELLEVTE SANG

Nu sige Helten vi Farvel, min Læser!
Thi denne Verdens Ø han har forladt,
Hvor Arven af hans Feil og hans Fadaiser
I Sikkerhed blandt Slægten ud er sat.
Hans Planer Vinden bort som Avner blæser,
Hans Dyder sluges af den sorte Nat,
Han selv til tolvte Sang i Graven sover,
Og derfor nu til Alma gaae vi over.

Hvordan er siden sidst det hende gaaet?
Hvad i den stille Bolig gjør vel hun,
Som nylig hos den Døende har staaet,
Og lukt hans Øine til det lange Blund?
Mon eensom og bedrøvet og nedslaaet
Hun ørkesløs i Hjemmet sidder kun,
Og lader sine stride Taarer flyde,
For Mindets bittre Sødhed ret at nyde?

Ak nei! Hvor gjerne hun endogsaa vilde
I Sorgen hvile sig, det gaaer ei an;
Thi altfor Meget har hun at bestille,
Til at med Haand i Skjød hun sidde kan.
Fra tidlig Morgen indtil Aften silde
Hun stræbe maa, for snart at faae istand
Det Arbeid, som fra Folk er hende skikket,
Men som har urørt nu saa længe ligget.

Imens hun selv paa Hospitalet var,
Den fine Vask har hobet sig herhjemme,
Og uden Ophold maa den gjøres klar,
Da Folks Forventning hun vil ei beskæmme;
Thi Alma er tilaars, man ei maa glemme,
Hun sine Pligter og Principer har,
Og har man dem, man med sit Værk vedbliver,
Indtil af Haanden ud det Døden river.

469

Ved Skinnet af det første Daglys strax
Hun derfor og ved Bordet ned sig sætter,
Behandlende med Naal og Traad og Sax
De fine Damers Strimler og Manchetter,
Halskraver, Kapper, Kjoler og Corsetter,
Med andre Varer af det samme Slags.
Alting skal efterse es og repareres,
Før det til Vaskerballen tør leveres.

Den halve Dag staaer over den hun bøiet,
Utrættet ved sin Gjerning og sit Slid,
Med hvert et Stykke gjørende sig Flid,
Og vogtende sig for at skade Tøiet.
Vil sig en Taare trænge frem i Øiet,
Faaer til at viske bort den knap hun Tid;
Thi Øieblikket maa i Flugten gribes,
Da der skal stives, stryges, kruses, pibes.

Saa travl gaaer Dagen, for hvis Bryderi
Ei meer som fordum Natten trøster hende;
Thi før, naar Dagens Gjerning var tilende,
Var og med hver Bekymring det forbi;
Da kunde Hvilen hende Tanker sende,
Hvorved hun i sit Aag sig følte fri,
Og neppe var ved Sengen Lampen slukket,
Før Søvnen hendes Øie havde lukket.

Men anderledes nu. Er Nat det blevet,
Er af sin Møie Legemet først træt,
Da kræver dobbelt hendes Sjæl sin Ret
Til Mindet, som med Magt kun er fordrevet;
Da træder frem paany hvad hun opleved,
Da staaer den halve Nat, af Livet mæt,
Hun i det aabne Vindve - mod den blendende
Septemberhimmels Glands sit Øie vendende.

Mens trindt om hende Mørket Jorden gjemmer,
Og Søvnen dækker Livet med sit Bind;
Mens Kulden gjennemzittrer hendes Lemmer,
Staaer hun med drømmende, bevæget Sind,
Og lytter, som til fjerne Aandestemmer,
Til hver en Susen af den sagte Vind.
Omgiven rundt af det Uendelige,
Hun løsnet føler sig fra Støvets Rige.

470

I Svælget bag den lyse Stjerneskare
Fordyber speidende sig hendes Blik,
Om ei det dog var muligt at erfare,
Hvad Vei de hedenfarne Sjæle gik;
I disse Kloder, tindrende og klare,
Hun seer de Boliger, de Døde fik,
Og ved saa mangen Stjerne hun sig spørger,
Om der han boer nu - han, for hvem hun sørger.

Saa staaer hun Nat for Nat, mens Dag for Dag
Hun sine Kræfter paa en Gjerning sætter,
Der vil behandles som en vigtig Sag.
Men gjennemisnet af de køle Nætter,
Og hvileløs om Dagen, let man gjetter,
At Dag for Dag hun bliver mere svag;
Ja hende selv det er, som om hun vidste,
At dette Arbeid her var hendes sidste.

Med desto større Iver hun det gjør;
Men da for endt hun Værket maa erkjende,
Da Tøiet sees med Sneens Glands at blende,
Og er i alle Dele som det bør:
Da er med Kræfterne det og tilende,
Og dog sin Byrde hun ei lægge tør;
I Byen rundt maa selv sin Vask hun bære,
Skjøndt disse sidste Skridt faldt hende svære.

Knap var i Aftenmørket hjem hun vendt,
Før træt, som ved en Gang af mange Mile,
Hun strax paa Sengen lagde sig til Hvile
Med Følelsen, at nu var Livet endt.
I Feberdrøm saae Natten hun henile,
Ei mindste Søvn blev hendes Øie sendt,
Og reent af Dødens Mathed overvunden,
Laa som med Lænker hun til Leiet bunden.

Men ikke lang Tid hun om Frihed ledte,
Ikkun i fire Dage syg hun laa;
Den femte Dag, da Nabokonen Grethe
I Morgenstunden ind til hende saae,
Og med den Lædskedrik, hun tilberedte,
Og med sin vante Morgenhilsen: Naa,
Hvor gaaer det, Jomfru? sig mod Sengen dreied,
Laa hun med foldede Hænder død paa Leiet.

471

I Stilhed var fra Jorden bort hun dragen;
Fra Dødens Strid, der varede saa kort,
Var hun til Fredens Bolig gaaet bort,
Just efter Homo's Liigfærd Ugedagen.
Men Nabokonen tog saa nær sig Sagen,
Det tyktes hende smerteligt og haardt,
At hun saa brat var adskilt fra den Gode,
Med hvem hun Dør om Dør saa længe boede.

Hun havde hjulpet Alma til det Sidste,
Og heller ikke nu hun hende sveg;
Hun strax gik ud og fik bestilt en Kiste,
Og det en god forsvarlig en af Eeg.
Saa meget dog var efterladt, hun vidste,
Saa høit af Meublerne Beløbet steg,
At en Begravelse der kan besørges,
Saa rundt i Nabolavet det skal spørges.

Knap bragte Kisten man, før derfor Grethe,
Som havde skuret og gjort Stuen tom,
Sig til at pynte Liget strax beredte.
Men her dog i Forlegenhed hun kom;
Skjøndt Skab og Hylder bleve eftersete,
Skjøndt der blev ledt og søgt i hvert et Rum,
To sorte Kjoler kun opdaged Blikket,
Og klæde Liget sort, sig dog ei skikked.

Med spændt Forventning aabned hun Commoden,
Men heller ikke der hun hjulpet bli'er;
Den første Skuffe fuld var af Papir,
Og med et Suk hun haabløs strax forlod'en.
Hun udtrak nu den anden, nærmest Foden,
Og i et Glædesraab hun Luft sig gi'er.
Der laa - men paa sit Syn hun neppe stoler -
Der laa en Krands af konstige Fioler!

Der laa en heel fuldstændig Baldragt jo!
Af Mol en Kjole, som lidt guul er bleven,
Men hvoraf ei den mindste Stump er reven;
Et Livbaand - et Par hvide Silkeskoe;
En Perlesnor - af Alunshandsker to;
Kort sagt, der laa den Dragt, der er beskreven
Som Almas Baldragt i den femte Sang,
Da hun med Adam mødtes første Gang.

472

Hun som et Minde Dragten havde sparet,
Betragtende den tidt med Velbehag,
Indtil hun endelig paa Sorgens Dag
Den under Laas og Lukke dybt forvared.
Men Grethes Pande synlig sig opklared,
En saadan Stads var efter hendes Smag;
Hun samled Alting sammen og sig skyndte
Sin kjære Jomfru som til Bal at pynte.

Da dermed hun var færdig og ei Mere
At ordne" var i hver en Kant og Krog,
Begyndte Ruderne hun at polere;
Men eftersom Avisen til ei slog,
Maa nu Commodeskuffen Stof levere.
Hun Haandfuld efter Haandfuld deraf tog,
Hun ødsled med Papir meer end hun burde,
Thi Grethe vidste ikke hvad hun gjorde.

I sin Uskyldighed og travle Hast
Hun drømte ikke om, at Almas Minde,
Ja hele Tanke-Liv var sluttet inde
I denne Skuffe, som hun tømte fast;
At her endnu var Følelser at finde
Af Hjertet, som i Døden nylig brast:
Nei, Grethe Skuffens Indhold aned ikke,
Thi ellers havde vist hun Alt ladt ligge.

Nu greb med Hænderne hun vildt deri,
Og Minder fra en Fortid, rig paa Klage,
Begyndte Breve, der var holdt tilbage,
Suk, der ved Lyrens Klang var løste frie,
Betragtninger, som, Frugt af ældre Dage,
Kort: Tanke, Følelse og Phantasi -
Alt offred Grethe her til Reenheds-Guderne,
Men deiligt klare bleve ogsaa Ruderne.

Dog hvortil hjalp det? Dagen er tilende,
I største Hast sin Praas hun stikker an,
For rundt paa Væggen Lysene at tænde;
Thi snart fra Nabolavet ventes kan
De Qvinder, der indbudne var af hende,
For Alt at see, hvad her er bragt istand.
Een efter Een paa Gangen kom tilstede,
Og ind i Stuen Grethe bad dem træde.

473

De stod som slagne - hvilken Glands og Pragt
For Fattigfolk, hvis Blik i Mørket famler!
Der - midt paa Gulvet - paa to sorte Skamler,
Ved hvilke Blomsterpotter holde Vagt,
Staaer Kisten, hvorom Sværmen tæt sig samler.
Bestraalt af Lyset, i sin hvide Dragt,
Med blaa Fiolkrands, der sørgmodig smiler,
Med Roser i sin Haand, den Døde hviler.

Hvor er hun smuk at skue! Reent forsvunden
Er hver en Fure, hun af Tiden fik;
I Dødens Bad hvert Sorgens Træk forgik,
Og atter Ungdomssmilet sees om Munden.
Den unge Alma er tilbagevunden!
Ja, som hun hviler her med lukte Blik,
Kun lidt til Siden bøiende sit Hoved,
Hun ligner fast et Barn, der ind er sovet.

Den hele Kreds bevæget blev derved;
Sig Alles Blik mod dette Aasyn vendte,
Som de Beskuende et Gjenskin sendte
Af en uendelig og evig Fred.
De syntes at saa godt de hende kjendte,
Hun havde lang Tid boet paa dette Sted,
Og skjøndt hun leved for sig selv i Stilhed,
Hun dog saa tidt dem havde hilst med Mildhed.

Saa stod om Kisten Nabolavets Qvinder -
Men du, min Læser! du, som ønsker, at
Du paa den Skuffe kunde nu faae fat,
Der nylig opfyldt var med Almas Minder,
Og hvori sig en Rest endnu befinder:
Følg du med mig og modtag denne Skat!
Jeg samled Stykkerne saa godt jeg evned,
Men det er ikke Stort, hvad Grethe levned.

I tvende Samlinger dig skjenkes her
Hvad der af Almas skrevne Ting blev sparet,
Hvoraf en Deel fra hine Tider er,
Da hun sin Elskers Troløshed erfared,
Mens den Deel, hvori Livet hun sig klared,
I Tid og Alder ligger mere nær.
Det Hele, som kun et Fragment er vorden,
Meddeles her i chronologisk Orden.

474

ALMAS EFTERLADENSKAB
I.
LYRISKE DIGTE

Du skriver ei - Forventning ei du kjender:
Den Tilstand, hvori Sjælen har sig knyttet
Til hvad der i det Fjerne bort er flyttet,
Til hvad man Dag og Nat sin Tanke sender.

I Febertørst man efter Budskab brænder,
For Ørets Sands har Livet selv man byttet,
Det er, som om man anspændt lytted, lytted,
Og desto meer, jo mere Haabet ender.

Den Vished, som det sidste Haab udslukker,
Til hiin Afsindighed da fører enten,
Der yttrer sig som evig grundløs Venten;

Eller den Sjælens indre Dyb oplukker,
Hvori fra Dagens solbestraalte Rige
Til natlig Bjergmandsliv man ned maa stige.

Her staaer det - i min Haand jeg holder Brevet,
Det Allersørgeligste nu jeg veed;
Paa alle Tvivlens Spørgsmaal kom Besked,
Det er forbi, forbi - her staaer det skrevet!

Fra Tordenskyen Lynet har sig revet,
Midt i min stolte Bygning slog det ned,
I Luer op gaaer al min Herlighed:
Hvad jeg har drømt og haabet og oplevet.

Men hvor er Armods bittre Nød, jeg frygted,
I dette Tilflugtssted, saa fast og trygt,
Hvorhen fra Undergangen jeg er flygtet?

475

Jeg sidder her jo i den brandfri Kjelder,
Af min Erindrings faste Grundmuur bygt,
Og mine Skatte jeg endnu jo tæller.

Unyttig Stræben! Kraften er forbi.
Har i en Andens Liv man sit begrundet,
Har til et Menneske man ret sig bundet,
Man mægter ikke meer at vorde fri.

Forgjæves kæmper jeg - min Phantasi
Bestandig former hvad der er forsvundet;
Men han, i hvem jeg før har Livet fundet,
Er nu det Dødningskriin, jeg hviler i.

Jeg boer i ham, men frit jeg aander ikke.
Jeg kalder, men man hører ei min Stemme,
Jeg speider - Alt er Nat for mine Blikke.

Endnu med Livets Følelse begavet,
Det kolde Hjerte kun jeg kan fornemme,
Hvori jeg ligger levende begravet.

Daarende Haab, som nu vugger
Midt i Fortvivlelsen atter mit Hjerte:
Efter den bittreste Smerte
Op som en lysende Stjerne du dukker!

Lyset dog trøster mig ikke,
Aldrig min Glæde tilbage det bringer;
Mørket, hvis Dyb mig omringer,
Skuer jeg truende for mig at ligge.

Styrtet i Havdybets Bølger,
Døer man ei strax, skjøndt man strider forgjæves:
To Gange op man jo hæves,
Før man med Strømmen til Afgrunden følger.

476

Høit i din Salighed sidder
Gud du hist oppe, mens smertebedøvet,
Knuget og bøiet i Støvet,
Eer for dit Blik jeg som Ormen mig vrider.

Mon Dig til Velbehag stemmer
Skabningens Smerte, hvis Træk sig afsløre?
Mon med en Musikers Øre
Sukket, det qvalfulde, kun Du fornemmer?

Mon det er Konstnersandsen,
Som med min Lidelse her Dig forsoner?
Passer til Himmelens Toner,
Til dens Accorder, maaskee Dissonansen?

Som naar den skyblevne Ganger,
Følende Pidsken, beroliges atter,
Da gjennem Slaget den fatter
Rytterens Villie, som Stilhed forlanger:

Saa er, o Gud! det min Lindring,
At om end ikke min Bøn Dig nu rører,
Du den alligevel hører,
Du den bevarer i evig Erindring.

Om end saa haardt Du nu slaaer mig,
Du er dog nær! selv dit Slag er mig Borgen;
Du er dog hos mig i Sorgen,
Du i min Nød dog tilfulde forstaaer mig!

Suk, som hver Tanke bevinger,
Hvor er den Kraft, som Jer holder i Tømme?
Sorger, som over strømme,
Hvor er den Magt, som jer Heftighed tvinger?

Floden, der bruser og skummer,
Gjennem Canaler jo flyder saa stille;
Klare som Perler jo spille
Mosede Vande, som Springrøret rummer.

477

Konsten til Hjælper jeg kaarer!
Den skal Naturen, den vildfarne, rette;
Den skal i Trøst mig omsætte
Længselens Klager og Ensomheds Taarer.

Sangfuglen over mig svæved,
Træet jeg var i dets kraftige Leven;
Hvor er den Freidighed bleven,
Hvormed jeg eengang mod Himlen mig hæved?

Glæden er flygtet, og Hvilen
Skuffer mit Sind og mit søgende Øie;
Evig jeg ned maa mig bøie,
Som over Skovdammen Grædepilen.

Livet, der fordum fremstilled
Klart sig for Synet og Glæde mig skabte,
Himlen, jeg over mig tabte,
Søger jeg nu i det omslørte Billed.

Aldrig hans Ord kan jeg glemme!
Aldrig den Lykke, hvorom de fortalte!
Kjærlig ved Navn han mig kaldte,
Da som et Echo først vaktes min Stemme.

Her, hvor mig Eensomhed dækker,
Er jeg kun Fjeldet, det lydløse, stille;
Svare som fordum jeg vilde -
Røsten er borte, der Gjenlyden vækker.

Stemmen mig blev til et Minde,
Dybest i Fjeldbrystet sidder den fangen;
Ingen den løser, og Klangen
Evig i Hjertet nu slutter jeg inde.

Landed i Ungdommens Dage
Vi paa det Øland, hvor Kjærlighed throner,
Aldrig til Fastlandets Zoner,
Hvorfra vi styred, vi vende tilbage.

478

Selv om vort Haab os beskæmmed,
Selv om vi Lundene tillukte finde,
Land maa vi kæmpende vinde,
Selv har vi Veien os spærret til Hjemmel

Hjertet fra det vi bortvendte;
Helten vi ligned, der dreven af Æren,
Dengang han landsatte Hæren,
Skibene bag sig paa Kysten opbrændte.

Sange, som lifligt mig klinge!
Sange, hvis Vinger af Toner jeg støbte!
Veed I hvor dyrt jeg Jer kjøbte,
Hvad det mig kosted, saa vidt Jer at bringe?

Prisen Jer Fuglen kan lære,
Den, hvem den selsomme Drift blev indpodet:
Det er med Hjerteblodet
At Pelicanen maa Ungerne nære.

Frem af det saarede Hjerte
Tankerne strømme, mens jeg mig forbløder:
Det er med dem jeg Jer føder,
Tonende Børn af den dæmpede Smerte!

Som under Solnedgang Rysten
Og Feberkulde betager Naturen,
Engen og Agerfuren
Dampe, mens Taager opstige fra Kysten:

Saadan fra Glæde til Smerte
Bævende føle vi Overgangen;
Sjælen af Frygt holdes fangen,
Zittren og Uro bespænder vort Hjerte.

Først naar med Glæden sig fjerner
Kampen i Sjælen, vi hilses af Freden;
Først naar i Havdybet Solen er gleden,
Stige, mens Taagerne synke, de evige Stjerner.
________________
479 Hoser, saa farvede, friske,
Yndigt I blomstre fra duftende Hækker!
Ønsker, som Hjertet udklækker,
Liflige Ord I vort Øre tilhviske!

Lidt dog af Indhold I eie!
Hundred Pund Roser jo samles tilhobe,
Kun for en eneste Draabe
Rosenolie at bringe tilveie.

Ak, og hvormange, hvormange
Ønsker maa ikke vort Hjerte opgive,
Blot for at kalde tillive
Sukket, de himmelske Magter forlange!

Just som de stivfrosne Snoge,
Længst under Løvfaldet bragte til Stilhed,
Ved en Octobersols Mildhed
Atter fremlokkes af Huller og Kroge:

Saa, ved et Smiil kun af Lykken,
Luner, som flygted for Skjæbnen, der trued,
Feil, som den bittre Nød kued,
Daarlige Tanker, vi længst vendte Ryggen.

Blendes vi da ved hver Straale?
Skal vi bestandig da tugtes og tvinges,
Bøies, ydmyges, forringes,
Før vi den ringeste Glæde kan taale?

Naar man ved Mennesker hænger,
Potteplanten, den kjælne, man bliver;
Savner man Pleie, man hiver,
Altid til Røgt og til Hygge man trænger.

Røvet mit Ly og opreven,
Netop da Blomsten begyndte at skrante:
Atter til Frilandsplante,
Udsat for Storm og for Frost, er jeg bleven.

480

Lod jeg nu deler med Vrimlen,
Veirliget som det kan falde jeg tager,
Skyen hen over mig drager,
Solskin og Regn jeg kun venter fra Himlen.

Tidlig vi Mennesker ære,
Opad som Smaa til Forældre vi skue;
Siden Beundringens Lue
Konger og Helte og Konstnere nære.

Verden vor Hylding da kræver,
Virak vi bringe hvad Storhed bebuder,
Indtil vi selv vore Guder
Plyndre, naar Tiden Fortryllelsen hæver.

Hvad vi fra Mennesker tage:
Tillid, Beundring, Kjærlighed, Ære,
Vi til det Offerbaal bære,
Hvormed vi Gud vil alene behage.

Bagest i Logen i Mørket,
Piint af Theaterets Hede, jeg sukked;
Døren medeet man oplukked,
Og en forfriskende Luftning mig styrked.

Du for mit Syn dig fremstilled,
Du vor befriende Hjælper i Nøden:
Trøstende Tanke paa Døden,
Du kom mig nær, og jeg gjemmer dit Billed!

Hvergang mig Mismod betvinger
Her under Dagenes Byrde og Hede,
Vær som en Cherub tilstede,
Vift med de susende, kølende Vinger!

481

Hjemad Soldaterne trække,
Foden, den støvede, Steenbroen slider;
Foran Musiken dog skrider,
Fører med klingende Spil den bølgende Række.

Spillet dem Alle opliver,
Længden af Veien den Enkelte glemmer;
Styrke til kraftløse Lemmer,
Glæde til nedstemte Sjæle det giver.

Billed af Menneskeheden,
Ført af den evige, styrende Tanke!
Den, hvoraf Hjerterne sanke
Mod og Begeistring til Vandring herneden.

Du lille Fugl, som hopper om saa let,
Hvis muntre Qviddren møder nu mit Øre,
Hvor du forstaaer din Gjerning glad at gjøre,
Skjøndt du er omsnoet af Instinctets Net!

Tro i dit Dagværk, bli'er du aldrig træt
Ved Korn og Straae til Reden hjem at føre;
Vi Mennesker, som os i Frihed røre,
En saadan Troskab ei begribe ret.

Fri som en Fugl! ja dette Maal os stilles.
Hvor gjør dens Liv vor Lydighed tilskamme!
Hos den fra Budet Lysten aldrig skilles.

Fri som en Fugl! naar fyldt som den af Iver,
Hvert mindste Vink fra Gud os kan opflamme,
Og til Instinct os Lydigheden bliver.

O travle Liv med Arbeid kun for Øie,
Fra tidlig Morgen indtil Sol gaaer hjem,
Med Pen og Pensel, og omkap med dem
Med Naal og Traad, der Alt vil passes nøie:

482

O travle Liv, mit Hoved vil du bøie,
Vil standse Tanken, naar den iler frem
Imod det himmelske Jerusalem,
Mod Livet og mod Glæden i det Høie!

Min Trøst Soldaten er, der kjæk og hærdet
I Løbegraven Tjeneste forretter,
Arbeidende sig fremad uforfærdet.

Eengang han færdig er med Veiens Banen,
Stormstigen da til Fæstningen han sætter,
Og trænger ind og svinger Seiersfanen.

Hvor vidt dog Haabet i vor Ungdom rækker!
Saa langt som Synet og dets Grændse naaer;
Af det sin Fylde hele Livet faaer,
Der paa dets brede Basis ud sig strækker.

Men meer og meer sig denne Basis trækker
For Øiet sammen, mens man fremad gaaer,
Og alt som den formindskes Aar for Aar,
Indskrumper Livet med, som den bedækker.

Tilsidst den til et enkelt Punkt er bleven,
Og med Forundring naar vort Løb er endt,
Vi skue Resultatet af vor Leven:

I Haabets Sted, udstrakt mod hver en Side,
Staaer nu for os, som Livets Monument,
Resignationens faste Pyramide.

Kun Haabets Væld i Sjælen Liv frembringer,
Naar Alt opgives, vi ei leve kan;
Resignationen bag sin Klippes Rand
Det bundne Haab til evig Hvile tvinger.

Da standser Livet - Døden os omringer,
Vor Sjæl forsmægter i det øde Land,
Og ingen Moses slaaer af Klippen Vand,
Og rører Stenen, saa at Kilden springer.

483

Med eet Slag skeer det ikke meer herneden;
Men dog Miraklets Hjælp os Gud tilbyder
I Sjælens sidste Kraft, Taalmodigheden.

Den virker ufortrøden, skjøndt saa stille;
Den haarde Flint den langsomt gjennembryder,
Og frem i Draaber pibler Livets Kilde.

O Haab, som skuffer naar vi see tilbage,
Som altid troes, naar fremad gaaer vort Blik,
Som love, men ei holde har for Skik,
For hvilken Aand, o Haab, skal jeg dig tage?

Saa trøstende kan Løgnen ei bedrage!
Endskjøndt dit Udsagn aldrig holder Stik,
Du selv maa være sand; i dig vi fik
En evig Glædes Pant midt i vor Klage.

Ja du, som skuffer mig fra Stund til Stund,
Dig vil jeg troe! Dit Løfte vil jeg mindes!
Din Himmel er, skjøndt intet Øie saae den.

Saa peger en Magnetnaal ogsaa kun
Hen i den Retning, hvor Magneten findes;
Tilstrækkelig forlængt, den vilde naae den.

Naar Invaliden sig isøvne vender,
Mens i den gamle Skramme det ham stikker,
Ham Kampens vilde Syner Drømmen skikker,
Og Kugleregnens Lyd paany han kjender.

Igjen det i det trufne Lem ham brænder,
Igjen han i sit Blod paa Marken ligger;
Og Smertens bittre Skaal som før han drikker,
Ved Amputering under Lægens Hænder.

Saa gaaer det mig, naar Alt er paa det Bedste:
Et Ord, et Vink behøver kun mit Hjerte,
Og alle gamle Sorger strax det gjæste.

484

Det Frugten er af Kampen og af Striden!
Den gamle Vunde gjemmer paa sin Smerte,
Men hvo er modig dog som Invaliden?

Hvor kort en Sommer har vort kolde Nord!
Og dog jo Somrens Navn bestandig høres:
Til Sommer vore Planer skal udføres!
Til Sommer reise vi og gaae ombord!

Til næste Sommer! er det fælles Ord,
Der lyder hvergang Haabets Stræng berøres,
Selv naar af Vintertaagen Solen sløres
Og Sneen farver hvid den frosne Jord.

Ikkun i Høst ved Somrens Tab vi sukke;
Men knap om vore Fødder rasler Løvet,
Før atter Sommerdrømme Hjertet vugge.

Hvi over Vintrens Varighed da klage,
Naar Haabet holder fast hvad Tiden røved,
Og Tanken dog har Sommer alle Dage?

Naar rigtig man har leet af Hjertens Grund,
Et lille Suk fra Brystet høres atter,
Ret som man selv fordømte denne Latter,
Hvori sig Sjælen frigjør for en Stund.

Det er som man af Skole skulked kun,
Idet saa heftig Glæden man omfatter,
Og Sorgens Folder i en Verden glatter,
Hvor Korsets Byrde først gjør Sjælen sund.

Men hvi blev Latter Mennesket da givet?
Hvad gavner den vel os, der her skal røres
Til Taarer ved den jordiske Tragedie?

Dens Tid ei kommer, førend endt er Livet,
Før, bleven til et Frihedschor, deri høres
Som Jubel ved den himmelske Comedie.
_____________
485 O Lørdagsaftens Glands, som tidt mig blendte!
Hvor travlt det hele Nabolav nu har:
Rundt om Beredelsen jeg bliver vaer
Til Søndagmorgens Fryd, som er ivente.

Ved Gadeposten Vand nu Alle hente,
Der vaskes Vindver, og der skures Kar,
Og hver, af Sit optagen, meer ei ta'er
Forargelse af Venner og Bekjendte.

O Lørdagsaften, som gjør Alle lige!
Din Færd for Livet og for Alle gjælder,
Der mod en evig Søndagsglæde hige.

Og spotter man din Færd, saa agt ei Torten!
Skjøndt i din Gjerning du som Æslet træller,
Du løfter dog dit Hoved høit som Hjorten.

Hvor mange svundne Aar alt bag mig ligge!
Hvor fjern min Ungdom og dens friske Vaar!
Idag paany der aabner sig et Aar,
Og fremad drages atter mine Blikke.

Jeg tænker paa Kamelen, der at drikke
Kun eengang før den lange Vandring faaer:
Igjennem Sandets Ørkener den gaaer,
Og dog den styrter ei, forsmægter ikke.

Som den har ogsaa jeg af Kilden drukket,
Der kan den indre Tørst for lang Tid stille,
Naar Tørsten eengang er tilfulde slukket.

Igjennem Livets Ørken frem jeg traver,
Mens bag mig ligger Kjærlighedens Kilde,
Og for mig Dødens palmesmykte Haver.

486

ALMAS EFTERLADENSKAB
II.
RELIGIØSE BETRAGTNINGER

Vi dyrke Gud, naar i os selv vi pløie
Naturen ned, saa det Guddommelige,
Saa Naadens Spire kraftig frem kan stige;
Men hvormed tjene vi den Evighøie?

Hvad trænger Han til os og til vor Møie?
Han skabte Verden ved sit Bliv at sige;
Dog kan vi fange Sjæle til hans Rige,
Og denne Tjeneste har Gud for Øie.

Han bruger os, som Jægeren benytter
Den tamme Elephant og Lokkeduen,
Hvor ei til Gavn er Snaren eller Buen.

Til denne Tjeneste vor Løn sig knytter,
Den Løn, hvorefter alle Hjerter tørste:
Tilbedelsen - det Saligste, det Største!

Fuldbragt Forsoningen har Christi Død,
Og Evigheden frem hans Offer bærer;
Guds Kjærlighed til os det evig nærer,
Dog Seglet for Mysteriet Ingen brød.

Men Frelsens Budskab ud i Tiden lød,
Forløsning end den hele Jord begjærer,
Og end som Mester, Hjælper, Læge, Lærer,
Staaer Christus midt i Menneskenes Nød.

Forsoneren, der Verdens Synd kan dølge,
Der Straffen bære kan i Alles Sted,
Er ei istand vi til at efterfølge;

487

Men Frelseren tør ikke lades ene,
Han vil at vi skal tage Korset med,
Og staae ham bi, lig Simon fra Cyrene.

Forunderligt! Ved Lastens Træk vi blegne,
Vi for den Falskes Ord slaae Øiet ned,
Og see vi Troskab, der sin Løn ei veed,
Fornemme Fred vi paa en Andens Vegne.

Kan fremmed Skyld og Værd vi os tilregne?
Og gives der maaskee bag Gravens Bred
En fælles, stor Almeen-Samvittighed,
Hvis Virken spores alt i Støvets Egne?

Dens Stemme spirer skjult i hvert et Bryst,
Skjøndt sjelden her, hvor hver har nok at gjøre
Med sin Samvittighed, vi klart den høre.

Men naar den høres, lærer os dens Røst:
At med hverandre vi maae staae og falde,
At Palmen rækkes Ingen eller Alle!

Kan Væsner, som er skabte, modstaae Gud,
Og hvilken Udgang faaer tilsidst da Striden? -
Den Onde har sin Frihed, han har Tiden,
Og Seirens Tid for Gud han trækker ud.

Men Gud, som ikke kjender Tidens Tvang,
I Evighedens Dyb sig ind begiver,
Og ved den Tomhed, der tilbage bliver,
Gjør netop Synderen han Tiden lang.

Hvad nytter Dennes Trods? Hvad hjælper Vreden?
Ham med hans eget Vaaben rammer Gud;
Og trak end Tiden han bestandig ud,
Hans Modstands Grændse dog er Evigheden.

488

Hvorfor Dæmoner Mennesker besætte? -
Mon ei, fordi de fjernede fra Gud,
Og viste bort fra ham i Mørket ud,
Selv ville Salighedens Tab oprette?
Den Aandens Friskhed, Frodighed og Kraft,
De før i Herligheden havde havt,
Det Væld af Liv, de forhen følte stige,
De stoled paa som Hjælp i Mørkets Rige;
Men denne Rigdom, som de regned paa,
Ved første Greb dog sammensmeltet laa.
Den Fylde, som uendelig de drømte,
Fra Livets Kilde dem ei meer tilstrømte;
Dens Væld var standset - tørret i dem selv
Til Bunden var Lyksalighedens Elv,
Og Alt, paa Mindet nær, for dem var omme.
De følte sig paa eengang golde, tomme,
Og med Forfærdelse nu greb dem først
Den vilde Hunger og den hede Tørst:
Det friske Liv de maatte ha'e tilbage,
Den tabte Fylde - men hvorfra den tage?
Da (som en Rovfugl speidende seer ned)
De skued Menneskets Naturlighed,
Der nyskabt, sorgløs, frank og fri og frodig,
I Ungdomshaabets Kraft sig rørte modig,
Og over den de styrtede sig vildt,
For deres Tørst og Hunger at faae stilt;
Thi selv - som det i Skriften om dem hedder -
De vandre gjennem øde, tørre Steder.
De ville bort fra Undergangens Vei,
De ville mætte tieres tomme Jeg,
De ville, knyttede til Sjælevrimlen,
Med straalende Ansigt atter op i Himlen,
I Fyldens, i Lyksalighedens Hjem. -
Bestandig deres Savn dem driver frem,
I deres Ørk de føle sig forladte;
Da Christus drev dem ud af den Besatte,
Og rensed Menneskets Natur ved sin,
De søgte Tilflugt i en Hjord af Sviin;
De styrted sig i Søen fra dens Bredder,
Alting af Angest for de tørre Steder.

Til Frelsen er kun Naadens Vei den rette;
Dæmonerne, som anden Vei vil gaae,
Som bryde ind og Sjælene besætte,
489 For den forspildte Herlighed at naae,
Kun Røvere og Tyve kaldes maae.
Men skjøndt for deres Værk dem Rum er givet,
Og skjøndt de Tumleplads har her i Livet,
De veed, at deres Magt en Ende faaer.
De troe og skjælve, som der skrevet staaer.
Hvor langt endog de Kampens Tid uddrage,
Af sikkert Nederlag dog findes Spor
I Legionens gamle Spaadomsord:
Er du før Tiden kommen, os at plage?

Ved Christi Seier er Djævlen overvunden,
Og dog at friste jo endnu ham lykkes;
Han virker fort - det Gode undertrykkes,
Hvor var det muligt, var hans Magt forsvunden?

Ved Christi Seier til Kirken lagdes Grunden,
Lig Djævlens Throne den af Sjæle bygges,
Og for hver Sjæl, der vindes, ud der rykkes
En Steen af Thronen, som holdt før den bunden.

Mens Kirken stiger, Thronen sammen falder;
Steenhjerterne, hvorover Djævlen kneiser,
Faae Liv og skyde Angerens Krystaller.

Tilsidst, naar levende er alle Stene,
Naar paa sin Kirke Christus Spiret reiser,
Er Thronen borte - Djævlen er alene.

Af Djævlens Fald gik Verdens Uro frem.
Dengang han havde tabt med Lysets Hjem
Det Høieste, der til en Skabning gives,
Det Liv, hvori Lyksaligheden trives,
Og nu Fortvivlelsen angreb ham vildt
Med sit »fortabt, forspildt, fortabt, forspildt!«
Da - for af Naget ei at sønderrives,
Og selv fortæres af et evigt Savn -
Sin Qval han kasted ud i Verdens Favn.
For Salighedens Billed at forjage,
Forstyrrelsen til Hjælp han maatte tage;
490 For reent at drukne det i Glemsels Elv,
Usalighed han maatte skabe selv,
I Undergangen Verden med sig trække,
Forføre, friste, skuffe, ødelægge,
Og flygtende bestandig for sit Jeg,
Sit eget Væsen i de Andres tabende,
Sit eget Helved for de Andre skabende,
Ustadig storme frem paa Mørkets Vei.
I denne Djævlens Virksomhed og Trængsel
Er intet fugtigt Veemod, ingen Længsel,
Thi aldrig qvæges han af Haabets Bad;
Hans Sorg er som et vissent, løsnet Blad,
Der uden Hvile hvirvles om i Vinden;
Fortvivlelsen er som den tørre Vind,
Der fremad, fremad driver kun hans Sind,
Men evig tørrer Taaren bort af Kinden.

Naar eengang Naadens Kald de Faldne høre,
Naar Ingen meer der gives at forføre,
Naar Djævlen ingen Verden eier meer,
Hvori han rase kan, og selv sig glemme,
Mens Andre Byrden af hans Qval fornemme;
Naar eensom i det Helved han sig seer,
Som for Alverden han berede vilde;
Naar selv han i den Ørken bliver stille,
Hvor Livet sig ved intet Spor betegner,
Hvor - lig det golde Strøg i Afrika -
Der Intet voxe kan, da ei det regner,
Og, omvendt, ingen Regn kan falde, da
Der Intet voxer - naar i denne Tørke
Nu Djævlen sidder - røvet Magt og Styrke,
Og nødes til at vende Blikket ind
I hvad han vilde flye: sit eget Sind;
Naar efter en uendelig Udvidelse
Han endelig engang sig samle maa:
Da først vil Straffens Tid for ham opgaae,
Thi da hans Liv først Eet er med hans Lidelse.

Lyksaligt er, sig nyskabt at fornemme,
Og føle sig i Haabets Paradiis;
Men saligt er, sit eget Selv at glemme,
Og skabe noget Nyt paa aandig Viis.

491

Til denne Dobbelthimmel vi os svinge,
Naar for Tilværelsen vi takke Gud;
Naar Hjertets indre Lovsang vi frembringe,
Mens Livets Lyst i Toner bryder ud.

Dog hvis vor egen Røst vi da kun høre,
Det gaaer os som det fordum Djævlen gik:
Hans Toners Skjønhed fængslede hans Øre,
Og Æren af hans Lovsang Gud ei fik.

Han synger ikke længer - reent forstemte
Er Glædens Strænge, hvori Klangen laa,
Og Hjertets Text, han over Sangen glemte,
Forgjæves søger han at komme paa.

Men naar engang i Himlen Fuga synges,
Den store Fuga, der er Livets Lyst,
Hvor alle Stemmer i hverandre slynges,
Og hvor dog skjelnes skal hver enkelt Røst;

Naar Gud, som fylder Alt, sin Lov skal høre
Som Udbrud af hvert Hjertes Poesi:
For Harmonien at fuldstændiggjøre,
Mon ikke Djævlen da faaer et Parti?

Paa Middelaldrens Borge, man fortæller,
Stod Dandsen tidt og Gildet ovenpaa,
Mens nedenunder, i den skumle Kjelder,
I Lænker smægtende de Fangne laae.

Saadan sig Himmerige Mange drømte.
De Salige sad høit i Herlighed,
Mens nedenfor med Hylen de Fordømte
I Mørkets Dyb en evig Pine led.

Hvo havde holdt det ud i Dandsens Vrimmel,
Hvis Fængslets Suk var trængt til Borgens Sal?
Hvem kunde finde Freden i en Himmel,
Hvor end man troede paa en evig Qval?

492

Om de Fordømtes Tilstand læser jeg,
At i det fjerne Mørke ud de lukkes,
Hvor Ormen døer ei, Ilden slukkes ei.

Er det vor Sorg, at Ilden ikke slukkes,
At Ormen ikke døer? Nei! Livets Tegn
Er denne Pine, der tilbage vender,
Der Mindets qvalte Blus paany antænder,
Og danner mod en evig Død et Hegn.
I denne Smertens Nat, foruden Lise,
Endnu en Aand kan truende sig vise;
Den urofulde Sjæl, som ei kan døe,
Hvem Naget holder vaagen, mens den skuer
Ned i Fortabelsens den mørke Sø,
Endnu ved Synet af en Dommer gruer.
Den seer af Himlens Gud et omvendt Billed
I Dybet af sit svundne Liv fremstillet;
Den seer, betagen af sin egen Skræk,
En Skrækkens-Aand, for hvem den sammen farer;
Den seer en Gud, men som kun aabenbarer
Sig under Hævnerens de grumme Træk.

Boer intet Haab i de Fordømtes Hjem? -
Hvem eier Magten, som betvinger dem,
Hvem vækker Qvalen op, som aldrig ender?
Er Mørkets Fyrste Den, der Straffen sender?
Nei, Fristelsen kun Denne hører til;
Han stiller Synderen paa Afgrundsranden,
Men Straffen hører Gud til, ingen Anden!
I den Fordømtes Indvold, lig en Ild,
Lig Ormen, der bestandig gjenta'er Naget,
Sin Bolig den Almægtige har taget,
Thi som forfærdelig han føles vil.
Den Livets Lue, hvoraf Alt sig nærer,
Den Varme, hvoraf Hjerter gjennemglødes,
Den Flamme, hvoraf Saligheden fødes,
Fornemmes her som Ilden, der fortærer.
Men selv i den et Haab dog holder Stand;
Hvor stærk endogsaa blev den indre Brand,
Hvor dybt endogsaa den Fordømte skjælved:
Gud - Himlens Gud - udgjør jo selv hans Helved.

493

Vi ligne Døden ved et Sædekorn,
Som lægges ned, til atter op det skyder;
Ved Puppen, som det Hylster gjennembryder,
Hvori dens Liv var spundet ind tilforn;
Thi Døden paa den nære Fødsel tyder.
Naturens Kræfter Livet Bistand række,
Just naar dets gamle Form de ødelægge;
Forraadnelsen dets Baand opløse vil,
Selv Ormene, hvem Dødens Krav ansporer,
Hver løbende med Sit, lig Creditorer,
Ved Livets Gjennembrud maae hjælpe til.
Men Sjælen mærker ei det vilde Spil;
Dybt i sit eget Væsen concentreret,
I Virksomhed og Dannen absorberet,
Sit Legeme, det ny, den former sig.
Den sidder stille - Archimedes lig,
Der selv ved Krigens larmende Opvækkelse,
Ikkun beskæftiget med sit System,
Fordybet sad og løste sit Problem
Midt under Syracusas Ødelæggelse.

Det er den første Død, hvis Art vi kjende;
Men nu den anden Død, der tales om
I Skriften ved den endelige Dom,
Hvad er den anden Død, som ei faaer Ende?
Med hvilket andet Navn betegne denne,
End med Forhærdelsen? naar Stenen lig,
Død for Alverden og som død i sig,
Uvirksom, eensom, uforanderlig,
Berøvet med hver Stræben Haab og Længsel,
Den gudsforladte Sjæl, i natlig Fængsel
Af sin Bevidsthed kun et Livstegn hentende,
Afmægtig paa Befrielse kun ventende,
Er fastholdt i et evigt Mørkes Skjød.

Er ei der Frelse fra den anden Død?
Ved Tidens Traad endnu dog Livet hænger,
Ved Tiden, som kun er et Øieblik
For Livet, der i Graven Hvile fik,
Men som sig uafseelig her forlænger,
Afmaalende den aldrig endte Nød. -
Er ei der Frelse meer fra denne Død?

494

Naar Stene sprængtes, stundom man der inde
En levende Tudse jo har kunnet finde,
Som, maaskee hele Sekler indeklemt,
Der sad og vented, for Alverden gjemt -

Saa er det og mit Haab, at eengang Gud
Forhærdelsen med Magt vil gjennemtrænge,
Vil med sin Naades Lynslag Døden sprænge,
Og løse Sjælen af dens Fængsel ud:
Den tabte Sjæl, hvis Liv i Afmagt endte,
Og som, lig Tudsen, mægted kun at vente.

I vor Natur der boer en dobbelt Trang:
Vi vil os føle frie, vil ei bestemmes;
Men dog vil af et Forsyn ei vi glemmes,
Vi Styrelsen vil spore paa vor Gang.

Hvordan saa modsat Attraa vel forlige?
Kun Gud det mægted, som har skabt vor Aand:
Han skjenked Sjælen Frihed - det vil sige,
Han holder den i et elastisk Baand.

Ved hver Bevægelse det giver efter,
Det rækker til endnu paa fjernest Vei,
Og styrted Sjælen end med fulde Kræfter
Sig ned i Dybet - Baandet brister ei!

Hvordan skal Naadevalget vi forstaae,
For hvilken Lære jo Saamange bæved:
Har Gud for sig kun nogle Sjæle krævet?
Vil hvad der kaldes Verden Han forsmaae?

Paa Himlen selv Forklaringen jeg saae,
Naar Nattens blanke Stjerner frem sig hæved,
Og Melkeveiens Taage bag dem svæved,
Lig Verdens Myl blandt de udvalgte Faa.

Vort Blik ei Melkeveiens Lys opdager,
Og just som Rummet her, saa Tiden fjerner
For Synet Dem, der eengang vælges ud.

495

Men Evigheden Rum og Tid optager,
For Gud er ogsaa Melkeveien Stjerner,
Og hver en Sjæl en udvalgt er for Gud.

At være udvalgt - det er ei at prange
I himmelsk Høihed eller jordisk Ære,
Er ei sit Kors som Hæderstegn at bære,
Men Korsets Byrde til sin Deel forlange.

Det er, i Herrens Viingaard ind at gange
Og ved de første Timer kaldt at være,
For sig i Dagens Arbeid at fortære,
Mens ledige paa Torvet staae de Mange.

For Værkets Skyld der Tid de Faa forundes,
Men Flere kaldes til, mens Dagen rinder,
Og Alle, før den ell'vte Stund er svunden.

Guds Rige da ved Hjælp af Alle grundes,
Hvis Løn er eens; thi Først og Sidst forsvinder
Hvor Alt er evigt - Lønnen evig vunden.

Hvem har ei stundom følt det høie Mod,
Hvorved det er, som Jorden knap vi rørte,
Som om den hele Verden os tilhørte?
I Livets Friskhed havde det sin Rod,
I Følelsen af Nyskabthedens Fylde,
I den Lyksalighed, som kun vi skylde
Vort Udspring og vort adelige Blod,
Naar i vort Sind den Tanke sig befæster:
Af Gud jeg skabt er, af den største Mester!
Men dette Mod maa i sin Svulmen tæmmes,
Skal over Værket Mesteren ei glemmes;
Dets høie Skud maa kappes i sin Top,
Skal ei det skyde vildt som Hovmod op;
Det selv maa af den Helligaand behandles,
At det fra Stof kan blive til Product:
Maa gjøres mygt - til Ydmyghed forvandles.
Thi Ydmyghed af Modet er en Frugt;
Den dybt i sig fornemmer Spirens Frodighed,
Der da sig aabenbarer som Frimodighed.
______________
496 Hvor er vort skjulte Menneske? Vi vide,
At det er til og er vor Eiendom;
Men om i os det findes, eller om
I Gud det gjemmes, derom kan man stride.
Snart mærke vi det lige ved vor Side,
Lig Duften af en Blomst, vi gaae forbi;
Snart som et indre Suk det løses fri;
Snart som en Klang det kommer - snart som Vinden,
Kun hørlig ved dens Kommen og Forsvinden.
Skjøndt for vort Syn det aldrig holder Stand,
Det sandses, føles og indaandes kan,
Ja tidt saa tydelig dets Nærhed spores,
At os vort eget Hjerte bli'er for trangt,
Og vi dets Væsen føle kan som vores;
Men tidt igjen det fjerner sig saa langt,
Som var det ikke meer med os forbundet,
Som var det ei blot skjult, men reent forsvundet.

Hvad er vort skjulte Selv, som snart at vige
Og snart at komme, faaet har for Skik
Fra vort Bevidstheds første Øieblik:
Med hvilket Ord dets Væsen vel udsige?

Det nævnes kan det Eiendommelige,
Der frem med os af Skabertanken gik;
Det aandelige Navn, Enhver jo fik,
Da frem af Intets Nat han monne stige.

Med vor Natur vi gjøre hvad vi ville,
Vor Arv fra Slægten kan vi sætte til,
Kan Gaver, Evner, Anlæg, Alt forspilde;

Men dette evige Navn, hvormed vi skabtes,
Vor Frihed aldrig sætte kan paa Spil;
Vi var tilintetgjorte hvis det tabtes.

Naar faae vi denne skjulte Eiendom,
Hvorved en jordisk Fødsel strax os skilte:
Det Jeg, vi savned, om end ei forspildte,
Da vi med Slægtens Synd til Verden kom?

497

Fra Vuggen af gik søgende vi om;
Vor Roes blandt Mennesker vort Savn ei stilte,
Den rigeste Natur det ei formildte;
Skilt ved sit skjulte Selv, er Sjælen tom.

Naar faae vi denne Skat, vi høiest skatte,
Og som i Sikkerhed for Sjælen ud,
Lig en Umyndigs Midler, Gud jo satte?

Naar ret vi blive myndige! Naar Navnet,
Vort eiendommelige Navn hos Gud,
Vi halvt har lært at kjende gjennem Savnet.

Hvordan det Jeg, der her er aabenbaret,
Ved Fødslen af vort rette Jeg forsvinder -
Hvordan sit skjulte Menneske man vinder:
Paa dette Spørgsmaal gjemmer Himlen Svaret.

Den Helligaand sin Daad har ei forklaret,
Og Mennesket, før selv det sig besinder,
Alt født og døbt og nævnt ved Navn sig finder,
Da Naaden kun som Virkning det erfared.

Om Aandens Værk dog ingen Tvivl os levner
Det skjulte Menneske, der klart sig viser,
Og ikke blot som Skaber Gud nu priser;

Thi nu med Sandhed det ham Fader nævner:
Som Himlens Barn, Guds Søn det har til Broder,
Som gjenfødt Sjæl, den Helligaand til Moder.

Hvad trøster O s - os som ei Maalet naaede,
Som end med Slægtens Arv betynged' gaae,
Som aldrig i vor Magt os selv kan faae,
Som rundt om see Naturligheden raade? -
Vi, som Gjenfødelsen endnu forvente,
Vi hente Trøsten af Guds egne Ord:
»Den nye Himmel og den nye Jord
Staae altid for mit Ansigt« - »Jeg dig kjendte,
Før i din Moders Liv jeg danned dig.«

498

Hver Sjæl, som evig eiendommelig,
Staaer altsaa ikke blot i Muligheden,
Men færdig for Guds Ansigt. Jeg er til,
Mit egentlige Menneske var til,
Før det som født forvansket blev herneden,
Og Gud det skuer, som det blive vil.
O, rige Trøst for os i Livets Spil,
Hvor tidt det synes, som om Alt fortabtes!
Men ogsaa Trøst for Den, af hvem vi skabtes:

Med Blikket paa vort egentlige Jeg,
Der staaer for Ham, før det i os er vorden,
Gud i sin Salighed forstyrres ei
Ved Slægtens Synd, der raaber op fra Jorden.

Som Solen mig de Ord imøde skinne:
Gud i sit Billed skabte Mennesket,
Han i sit eget Billed skabte det,
Dengang han skabte det som Mand og Qvinde.

Guds Væsen altsaa Qvinden slutter inde,
Der har med Manden lige Byrd og Ret;
Men hvor i Guddomsdybet skal vor Æt,
Skal vi det Qvindeliges Ophav finde?

Dets Udspring i den Helligaand jeg finder,
Som har fra Evighed undfanget Sønnen,
Og som i Tiden Sjælene gjenføder;

Som trøster og veileder og paaminder,
Som træder frem for os med Suk i Bønnen,
Og som bedrøves, naar den Modstand møder.

Hvorhelst Historiens Bog vi kun oplade,
Hvorhelst vi paa Naturens Blikket rette,
Guds Gjerninger os i Forundring sætte:
Vi dem betragte studsende og glade.

499

Men skuende kun Livets Overflade,
Vi Synernes Betydning ikke gjette,
Og uden den tilsidst vi blive trætte,
Lig Børn, der Billedbogen gjennemblade.

Vor Afmagt her den Helligaand opretter,
Som med sin Skuen gjennemtrænger Livet,
Og al dets Indhold samler og bevarer.

Den som en Moder ned til os sig sætter;
I Bogen, som os Faderen har givet,
Den Billederne tyder og forklarer.

Dengang den Helligaand sig kraftigt rørte
I Kirken, mens den Verden danned om,
Dengang dens Gaver overflødigt kom,
Man om Mariadyrkelsen ei hørte.

Først da for Kirken Aanden sig tilslørte,
Og Sandsen blev med Tanken mindre from,
Da først for Jordens Slægter man i Rom
Maria frem som Himmeldronning førte.

Men vi, som er for Gloriens Straaler blinde,
Som, søgende det evig Qvindelige,
Det ei kan troe et Værk af Skaberhaanden:

Vi stige maae til Himlen, for at finde
Den inspirerende, den naaderige,
Den evige Madonna skjult i Aanden.

Vil vi den Helligaand som Væsen kjende,
Og see, at Livet i sig selv den har;
Vil dens Selvstændighed vi blive vaer,
Maae Tankerne paa Bønnen vi henvende.

Ifald Gud Fader, hvem vi Bønnen sende,
Var Den, der mod sin Himmel selv os bar,
Der baade bad i os og sendte Svar,
Saaes med et Spil jo Gud sig selv at blende.

500

Men Bønnens Andagt Sjælen ene skylder
Den Helligaand, der sig i os nedlader,
Og, bedende med os, vor Bøn gjør hellig;

Der med sit eget Guddomsliv os fylder,
Og løftende vor Aand op mod Gud Fader,
Er Eet med ham, og dog fra ham forskjellig.

Vi elske Faderen og Sønnen, men
Den Helligaand, som trøster og opliver,
Os ukjendt i vort eget Hjerte bliver,
Og aldrig med vor Bøn vi naae til den;

Thi hvergang vi den søge, den igjen
Os viser bort, idet den os indgiver
Sit eget Væsens Kjærlighed, der driver
Mod Faderen og Sønnen Hjertet hen.

For sig den hverken Tak vil eller Ære,
Fra sig den viser Kjærlighed ens Røst,
Thi den personlig kun for Gud vil være.

Alene ham de dybe Suk den skjenker;
I ham den henter sin og Verdens Trøst,
Naar i hans Væsens Dybder den sig sænker.

Som Gud sin Søn lod Tornekronen bære,
Lod ham paa Jorden føle Hjemmets Savn,
Saa sender ogsaa bort han fra sin Favn
Den Helligaand, naar Sjæle Trøst begjære.

Kan end det synes, at den savner Ære,
Maa end som Sendebud den gjøre Gavn,
Og nævnes end i Daaben sidst dens Navn,
Guds Ømhed for den viser Skriftens Lære.

Enhver Bespottelse kan Gud tilgive,
Endog den største mod ham selv og Sønnen,
Men hvo der spotter Aanden, dømt vil blive;

501

Thi skjøndt den som en salig Aand maa tænkes,
Der hverken attraaer Æren eller Lønnen,
Guds Hjerte taaler ikke at den krænkes.

I hvilke Ord Forløsningstanken klæde? -
Den maatte nævnes: Sønnens Gang fra Gud,
Fra Faderhjemmet af, i Verden ud,
For det guddommelige Spor at træde,
Der siden efterfølges skal af Alle,
Hvem med sin Hyrderøst han høres kalde,
Idet fra Verden han gaaer hjem til Gud.
Forløsningen er Sønnens Vandren ud
Og Venden hjem - dens Mærketegn er Sporet,
Hvortil vi ledes skal ved Kald af Ordet.
Men trænger til Forløsning blot vor Jord?
De mange Boliger, vort Øie kjender,
Det store Faderhuus, hvis Glands os blender,
Har det af Sønnens Vandring intet Spor? -
Ved Magtens høire Haand vi dog ham troer:
Endnu han færdes maa i Verdens Egne,
Endnu sin Kjærlighed ved Daad betegne!
Skjøndt himmelfaren, er han Jorden nær,
Og hisset virkende, han virker her;
De skilte Verdner kan hans Kraft forbinde,
Som dengang han paa Bjerget saaes at skinne,
Og stod som den forklarede Messias,
Der talede med Moses og Elias.

Forløsningen, ved Sønnens Fremadskriden
Fra Gud til Verden og til Gud tilbage,
For hele Skabningen med sig at drage,
Udgjør i aandelig Betydning Tiden.

I Christus Tiden er hans lange Liden,
Hans Savn af Herlighedens Hjem - hans Plage,
Ved paa sin Skulder Verdens Aag at tage:
For ham er Tiden Gangen, Møien, Striden.

I Verden er den Spliden, Tvivlen, Synden,
Det deelte Sind, af Ønsker sønderlemmet,
Det spredte Sind, som mange Lyster føder;

502

Som hindre vil et evigt Livs Begynden,
Som standser Sønnen, paa hans Vei til Hjemmet,
Og til en langsom Vandringsgang ham nøder.

Mens Uhrets Gang vi ei formaae at bøie,
Mens vi den ydre Tid ei tage fangen,
Sees i den indre Verden efter Trangen
Og Hjertets Attraa Tiden sig at føie.

Forløseren vor Svaghed har for Øie;
Paa Sjælenes Begjæren og Forlangen
Som et barmhjertigt Uhr han sagtner Gangen,
Og lemper efter Evnen Skridtet nøie.

Ind under Tidens Aag vor Bøn ham bringer;
Hvergang vi som vor Frelser ham anraabe,
Sin Længsel efter Hjemmet han betvinger.

En Kraft fra den Langmodige vi drage,
Vi trække ham i Kjærlighedens Kaabe,
At han os med sig maa paa Veien tage.

Hvis ikke Kloderne sig dreied mere,
Den ydre Verdens Tid var heelt udrunden;
Og Tiden var i Aandens Verden svunden,
Var Villien een - dens Retninger ei flere.

Kun i det Vexlende kan Tid regere,
Til Lysets Kamp med Mørket den er bunden,
Til Frygt og Haab, til Freden, tabt og vunden,
Til Sindet, hvor de mange Villier ere.

Men denne Skiften-om af Lys og Mørke
Ophører dog, naar Lyset er oprundet,
Der skal i Solens Sted for Verden skinne,

Og denne Sjælens Vaklen uden Styrke,
Naar hvad der er fornødent først er fundet,
Naar Hvilen i Guds Kjærlighed vi finde.
_____________
503 Som Tidens Tegn, der os dens Ende spaaer,
Som Fylden, der dens Tomhed vil fordrive,
Igjennem Universet (Tidens Skive)
Lig Verdensuhrets Viser Christus gaaer.

Hans Ord det Varsel er, som Verden faaer
Om til det Evige sig hen at give;
Den Kreds, han paa sin Bane maa beskrive,
Er Veien hjem, hvor Hviletimen slaaer.

Saa længe Viseren sig frem bevæger,
Er end det Tid til Frelseren at komme,
Som mod det store Maal bestandig peger.

Er Maalet naaet, der Christi Vandring kroner,
Da er i evig Hvile Tiden omme,
Og Evighedens dybe Klokke toner.

Da Gud er Kjærlighed, hans Væsen kræver,
At han fra Evighed er meer end Een;
Men Kjærlighed hver Villieforskjel hæver,
Og derfor Gud fra Evighed er Een;
Forskjelligheden i de tre Personer
Er Kjærlighedens Forhold - er dens Toner.

Naar den oprindelige Tohed tænkes,
Af hvilken Sønnen tænkes udelukt,
Modtages Kjærligheden mens den skjenkes,
Og Sønnen sees som Kjærlighedens Frugt.
Med ham, i hvem de To til Een forbindes,
Treenighedens indre Verden vindes.

Men denne himmelske Natur, som fødes,
I hvilken Faderen sit Billed seer,
I hvilken han med Aanden evig mødes,
Og hvorved Kjærligheden Fyldest skeer:
Men den Eenbaarne, som har ingen Lige,
Er det ei ham, der udad sees at hige?

Der skuer med de længselfulde Blikke
Ud fra Treenigheden, for at naae
Den Verden, som endnu dog fandtes ikke,
Men som han forud i sin Længsel saae;
504 Der beder Faderen den Verden skabe,
Hvori hans Kjærlighed sig kan fortabe?

Ud over Skabningen Guds Øie svæver -
Han seer sit Værk, han seer dets Maal og Meed;
Men kølig synes os hans Kjærlighed,
Og for hans Dommerblik vort Hjerte bæver.

Sit milde Faderøie først han hæver,
Naar han forløst den skabte Verden veed;
Thi da paa Sønnens Gjerning seer han ned,
Der Faderhjertets fulde Bifald kræver.

Da elsker evig, som et Værk af Sønnen,
Han denne Skabning, der sin Skjønhed tabte,
Men nu af Herlighedens Træk oplives;

Da for sin Kjærlighed han høster Lønnen,
Naar Verden, som for Sønnens Skyld han skabte,
Af Sønnens Hænder ham tilbagegives.

Jeg tørster! fra sit Kors vor Frelser sukked,
Da Skabningen han skued ved sin Fod;
Men Kjærlighedens Tørst blev ikke slukket,
Skjøndt Verden han at drikke gav sit Blod.
Idet han breder Armene mod Alle,
Til Tak ham rækkes Eddike og Galde.

Paa Sønnens Tørst den Helligaand dog tænker;
Naar Verden først den gjenfødt kalder sin,
Som Trøstens Aand den Aandens Frugt ham skjenker,
Ham skjenker Verden som »den nye Viin«,
Hvis Kraft og Styrke skal hans Bryst bevæge,
Hvis Varme skal ham evig vederqvæge.

Da først er Skabningsværket ført tilende,
Naar Verden gaaet er fra Haand til Haand:
Fra Faderen til Sønnen, og fra Denne
Til Gud tilbage ved den Helligaand;
Og da, ved Livets fulde Gjennembrydning,
Sees Korset i dets evige Betydning.

505

Da breder Sønnen fra Treenigheden
Igjen som fordum sine Arme ud
Mod Verden, gjennemtrængt af Kjærligheden,
I al sin Stræben higende mod Gud;
Og under Aandens fulde Aabenbaring
Modtager ogsaa Formen sin Forklaring.

Thi Korset, som til Hjerternes Udvidelse
Beskues da i Salighedens Egn,
Er selve Christusskikkelsen, hvis Lidelse
Her lyser frem som Kjærlighedens Tegn,
Naar de i Korsets Form udstrakte Arme
For Verden aabne sig med evig Varme.

Naar Alt i Frelsens Favn er sluttet inde,
Naar i Fuldendelsen vi hvile skal,
Hvad hindrer da et nyt Tilbagefald?
Hvad gjør, at alle Fristelser forsvinde?

Guds Aasyn skued Ingen nogensinde:
Ei Englene, der fulgte Hovmods Kald,
Ei Menneskenes endeløse Tal,
Der rev sig løs og vandre som iblinde.

Men for de Rene Gud vil synlig blive,
Og aabenbares først han for vor Sands,
Kan Sjælen aldrig mere løs sig rive.

Beskuelsen dens Salighed begrunder;
Ved Synet af hans Faderaasyns Glands
Al Frihed gaaer i Kjærligheden under.

I Himlen, hvor tilsidst vi Bolig tage,
Hvor Tiden og hvor hver en Stræben ender,
Hvor ingen Gjerning venter vore Hænder,
Skal vi en evig Hviles Sødhed smage.

I den Bevægelse dog bli'er tilbage:
Den dybe Glæde, der til Savn ei kjender,
Der under Hjertets Slag tilbage vender,
Hvergang i Kjærlighed vi Aande drage.

506

Ved Siden af den Sjæl, vort Hjerte kaarer,
I Lyset, som Treenigheden skabte,
I Salighedens Skjød, ved Livets Kilde:

Med vor Forløsers Blod i vore Aarer,
Kun i Beskuelsen af Gud fortabte,
Fyldt' af den Helligaand, vi sidde stille.

507

TOLVTE SANG

Fra Kirken til Theatret! Overgangen,
Naar brat den skeer, forvirre maa vort Sind:
Fra Hjertets Himmelflugt i Psalmesangen
Til Phantasiens farveblandte Skin!
Fra Skriftens Alvor, som ta'er Sjælen fangen,
Til Daarlighedens lette Hjernespind!
Til slig en Overgang man maa sig ruste,
Og før man Skridtet gjør, man lidt maa puste.

Saa pust, min Læser! førend frem du skrider
Til Skuespillet, som dig venter nu,
Og lad imens mig kalde dig ihu,
At Sandhed, skjøndt kun een, har flere Sider.
Mens Kirken blot den simple Sandhed lider,
Den brogede paa Scenen skuer du;
Men hvilken Form end vælges, Læredigtet
Dog ligefuldt til Sandhed er forpligtet. -

Det var som død at vi vor Helt forlod,
Det var i Gravens Skjød vi sidst lod blive
Det Menneske, som da han var ilive
Vi fulgte paa hans Vandring, Fod for Fod.
Nu spørger jeg min Læser: har du Mod
Til Dødens dunkle Forhæng bort at rive,
Og mens i Jorden smuldrer Heltens Krop,
Ham selv paa andet Sted at søge op?

Du havde godt deraf; et lille Røre
Frembragtes dog i Tankerne derved,
Og Ting maaskee du kunde faae at høre,
Som traf dit Hjerte paa det rette Sted.
Du selv skal dog den samme Reise gjøre,
Naar eengang Livet du er færdig med,
Og som paa Skuespil man først gjør Prøve,
Saa kunde du jo forud her dig øve.

508

I Homo's Sted du kunde sætte dig,
Og ved de Ord, som han med største Føie
Bag Gravens dunkle Bred tilegner sig,
Og ved de Ting, der træde ham for Øie,
Du kunde tænke: Det maa mærkes nøie,
Det angaaer ham, men angaaer ogsaa mig;
Blot i mit Hjertes Uhr der skeer en Stilstand,
Saa er jeg netop selv i samme Tilstand.

Desuden, kjære Læser! du vist veed,
At kloge Folk der gives, som saa gjerne,
Til Lindring for en lærd Nysgjerrighed,
Sig ønsked hensat paa en Nabostjerne,
For der med Teleskoper fra det Fjerne
Paa Jorden og dens Dunstkreds at see ned;
De holde for, og sikkerlig med Rette,
At stor Fornøielse der var i dette.

Men dersom Jorden, seet paa den Maneer,
Kan Godtfolk glæde, hvad vi ei bestride,
Da maa det sikkert dog fornøie meer,
Naar, kommen om paa Dødens anden Side,
Man lader Øiet let tilbage glide
Paa Livet og dets Skikkelser af Leer,
Der springe, løbe, hoppe og staae stille,
Og de forunderlige Roller spille.

Da bli'er det muligt først at hitte Rede
I Vilderedet, hvori her man gaaer;
Thi reven ud af Tummelen der nede
Man stille paa den lyse Top da staaer,
Hvor alle Taager sig for Synet sprede,
Hvor fjernt i Perspectiv man skue faaer
Hvad her os ligger altfor klos paa Næsen,
Til at man skjelne kan dets rette Væsen.

Men hvad maaskee dog meest dig friste vil,
Til uden Ophold, kjæk og ufortrøden
At vandre frem med Helten gjennem Døden,
Er den Omstændighed, som kommer til,
At netop slig en Vandring er fornøden,
For at tilendebringe Digtets Spil;
Og derfor Dødens Forhæng rask tilside!
Hvordan det Homo gaaer, vi dog maae vide.

509

Han i det andet Liv just aabner Øiet,
I nyskabt Form han just sig seer omkring
Blandt alle de vidunderlige Ting,
Som baade ham forbaused og fornøied.
Livsfølelsen, ved Dødens Bad forhøiet,
Ham alle Pulse satte stærkt i Sving,
Og til hans Hjerte der en Glæde strømmed,
Hvori hans Væsen som lyksaligt svømmed.

Nu døer du aldrig! i hans Bryst det klang;
I denne Skikkelse du eier Borgen
For Livet, som i Frihed op sig svang.
Fra Jorden hævet, er du løst fra Sorgen;
Her i Udødeligheds friske Morgen
Det sidste Led af Dødens Lænke sprang;
I evig Ungdom, skrider du imøde
Det Paradiis, hvis Frugter evig gløde.

Alt efter Frugten greb han, da en Klage
Frem af hans Indre som en Kilde brød,
For meer og meer i Styrke til at tage,
Til brusende hans Sjæl den overflød.
Halv uvilkaarlig saae han sig tilbage,
Og idetsamme for hans Øre lød
En Tordenrøst, ham høilig uvelkommen:
Nu, Adam Homo, stævnes du for Dommen!

Han ved sit fulde Navn sig hørte kalde,
Og da en myndig Røst kun voved Sligt,
Det aldrig ham i Tanke kunde falde,
At ikke Lydighed var her hans Pligt.
Han fulgte Røsten og gik frem - men Alle,
Som følge med ham, gjøres vitterligt,
Til foreløbig Sætten-ind i Sagen,
At Dommen her er ikke Dommedagen.

Nei Dommen her er den specielle Dom,
Der venter paa Enhver, som Førstegrøden,
Naar efter Gravens Nat i Morgenrøden
Af det bevidste Liv man seer sig om;
Naar Mindet, som var hyllet til i Døden,
Og som kun langsomt ud af Svøbet kom,
Medeet som Lynet ned i Tanken falder,
Og Jordens svundne Liv tilbagekalder.

510

Vor Helt befandt sig nu paa Dommens Sted.
Han saae iveiret - Blikket sig forliste
I Himlens Lyshav, som han dobbelt priste,
Da, ved at skue ned, han dvælte ved
Det Helvedmørke, som ham Dybet viste,
Og som en bundløs Afgrund trued med;
Men for og bag sig, i et lige Leie,
Han skued to uendelige Veie.

Han selv for en uhyre Vægtskaal stod,
Hvis Tunge lodret sig iveiret hæved,
Saa ganske lige begge Skaaler svæved
Imellem Himlens lyse Straaleflod
Og Helvedmørket nedenfor hans Fod,
Og her for Alvor først hans Hjerte bæved;
Thi klart, som om det prentet var i Staal,
Sit Navn han læste paa den ene Skaal.

Han svimled fast, og uden lang Betænken
Han ligefor sit Navn sig satte ned
Paa hvad han selv antog for Synderbænken,
Hvor nu en Stund han svedte Angstens Sved;
Men da saa atter, efter dyb Nedsænken,
Hans bange Blik iveiret langsomt gled,
Saae pludselig, paa Vægtens anden Side,
Processens Advocater frem han skride.

Ved Skranken overfor ham stod de stille:
Tilhøire Advocatus Hominis,
Der her Defensors Rolle skulde spille,
Og der saae ud som var ham Seiren vis.
Til sin Client, hvis Mod han styrke vilde,
Han smiilte tillidsfuldt og veltilfreds.
Hans Udtryk var uendelig Godmodighed,
Foreent med en Forretningsmands Koldblodighed.

Paa venstre Side stod hans Kammerat,
Ved Syn af hvem hver Stræng i Homo dirred,
Og det med Føie; thi han her jo stirred
Paa Sagens Actor, Djævlens Advocat,
Der med sit Minespil ham reent forvirred,
Og som en haard og hjerteløs Krabat
Med diabolisk Blik ham gjennembored,
Og synlig ved sit Offers Angst sig mored.

511

Hos sin Forsvarer Offret søgte Trøst;
Til hans Medlidenhed hans Haab sig ranked,
Hvorpaa sin sidste Smule Mod han sanked,
Og sig beredte til den haarde Dyst.
Alt stod paa Spil - og dobbelt heftig banked
Nu derfor ogsaa Hjertet i hans Bryst,
Da Djævlens Advocat, som strax paaskyndte
Processen, med en smidig Røst begyndte:

I Medfør af den Stilling, jeg beklæder,
Og med en Fuldmagt fra min Principal,
Der ingen Exceptioner her tilsteder,
Og med et Blik paa Lovens Ideal,
For hvilket dristig jeg i Skranken træder,
Fremsætter jeg i Retfærds Dommersal
Den Paastand: at det Menneske, der kalder
Sig Adam Homo, Helvede tilfalder.

Til Støtte for min Paastand frem jeg lægger
Personens Vita, fra hans Fødselsstund
Indtil det Øieblik ham Graven dækker;
Thi klart sig vise skal min Paastands Grund,
Naar over Lovens sikkre Maal man strækker,
Om nok saa lempeligt, hans Levned kun.
Som et Beviis, tilstrækkeligt for Tiden,
Jeg derfor lægger Loven her ved Siden.

Her holdt han inde; men han knap forstummed,
Før Advocatus Hominis faldt ind:
Jeg tager Ordet med et trøstigt Sind,
Nu da min Vederpart jeg har fornummet;
Thi hans Beviis er virkelig forblommet,
Og for hans Paastand er der knap et Skin.
Han Homo's Liv med Loven her forener,
Men hvilken Lov? - Mon Danske Lov han mener?

Ifald saa er, da kommer han tilkort;
Med Danske Lov maa Homo's Liv man maale,
Og blank som Solen min Client skal straale,
Ustraffelig, kjendt fri for Bod og Tort.
Saameget bedre kan han Prøven taale,
Som længst det Lovsted man har taget bort,
Der her alene ham til Regnskab kræved;
Thi Bøderne for Leiermaal er' hæved'.

512

Men mener min Collega Mose Lov,
Og vil han os Propheterne paanøde,
Da gaaer han aabenbart kun ud paa Rov,
Og da med Exceptionen maa jeg møde,
At min Client ei dømmes kan som Jøde,
Saa anden Domstol gjøres her behov.
Jeg derfor til Moralens Lov mig vender,
Thi den alene gyldig jeg erkjender.

Dog her jeg den Bemærkning strax maa gjøre,
For at parere Lovens første Stød,
At Homo blev med Arvesynden fød,
Endnu før Haand og Fod han kunde røre;
Men ham tilbogs vil dog vel ei man føre
Den Synd, hvoraf som første Aarsag flød
Maaskee hans fleste Feilgreb og. Vildfarelser,
Der kun var Arvesyndens Aabenbarelser.

Fremdeles - jeg det siger med Beklagelse,
Da nødig jeg vil Nogen gaae for nær -
Fremdeles, naar en mangelfuld Opdragelse
I Hjemmet og i Skolen, men især
Et slet Exempel hist, et andet her,
I den Tid man er aaben for Modtagelse
Af Godt og Ondt, til Ungdoms Letsind lægges,
Da tænker jeg, en god Deel Skyld vil dækkes.

Og endelig mit Hovedargument,
Som her paa ingen Maade tør forsømmes,
Da sikkert af Enhver det vil indrømmes,
At skal en Charakteer ei saa omtrent,
Men upartisk, med Grundighed bedømmes,
Maa man dens Tid tilfulde have kjendt;
Thi Mennesket, dets Handlen og dets Liden,
For største Part jo er Product af Tiden.

Men hvordan var beskaffen Homo's Tid?
Var den heroisk, idealsk, prophetisk,
Var den romantisk, ridderlig, poetisk,
Var den arcadisk og idyllisk blid? -
Gud bedre det! det var kun Kjævl og Strid;
Det var en Tid, der kaldes maa cometisk,
Da Halen spilled Hovedrollen i
Dens Drama, som er gudskelov forbi.

513

Det var en Tid, da Middelmaadigheden
Sig allevegne gjorde tyk og bred;
En Tid, da Ungerne smed ud af Reden
De Gamle, hvem tilskamme først de bed;
En Tid, da hver en Sjæl var træt af Freden,
Men ogsaa hjertelig af Striden kjed;
En Tid, hvis Svaghed man især bemærked,
Hvergang den rigtig lagde Haand paa Værket.

En Tid, da man i Hob sig kotted sammen,
For at tilveiebringe noget Stort,
Og under Hurra skiltes ad med Gammen,
Naar Ingenting tilsidst man havde gjort;
En Tid, da man bed Hovedet af Skammen,
Mens Æren blev beklikket og besmurt;
En Tid, da selvklog Dømmen, huul Bagtalen,
Bestandig stopped Munden paa Moralen.

Og nu man sætte sig i Homo's Sted!
Det er at sige: nu man ham opfatte
Som Tidsproduct og som et enkelt Led
Af Kjæden, den mangfoldig sammensatte,
Og da først rigtig vil hans Værd man skatte!
Vel havde han en Rem af Huden med,
Vel saaes han stundom Tidens Svaghed dele,
Men o, hvor staaer han ædel idethele.

Hvor var han hævet over sine Tider
Just i Moralen! Hvor var der et Spor
Hos ham af Nid, Bagtalen, Rygtemord,
Af dette Hovmod, som Alverden rider,
Af denne Riven-ned til alle Sider?
Hvor var hans Virksomhed og Stræben stor!
Hvor var han ærlig! Hvor var han alvorlig,
Selv naar han alt imellem handled daarligl

Ja, hvor kan han fordømmes? han, som ikke
Sig af med Dømmen og Fordømmen gav;
Han, som lod Pligten aldrig ganske ligge,
Om end han ei opfyldte heelt dens Krav;
Han, i hvis vennehulde Smiil og Blikke
Den gode Hensigt klart sig speiled af;
Han, som i Planer virked for sin Næste,
Og han, hvis Forsæt altid var det bedste!

514

Nei! En Natur af slig Elskværdighed
Umulig dog kan Helvede tilfalde.
Imellem Tidens Børn jeg Faa kun veed,
Hvem idethele jeg tør bedre kalde.
Skal han fordømmes, da fordømmes Alle,
Og trøstig jeg den Paastand lægger ned:
At Adam Homo, Slægts og Venners Glæde,
I Himlens Herlighed nu tager Sæde.

Her standsed Advocatus Hominis,
Idet han nikked over til dienten,
Som med en frygtsom, drømmende Forventen
Hans Tale havde hørt, og med en vis
Fortumlen vaagned op, dengang han endt'en.
Thi vel vor Helt var temmelig tilfreds
Med Defensionen, men endnu i Hjertet
Ham som en Braad dog Actors Paastand smerted.

Han kasted ængstelig et Blik paa Naalen,
I hvis Bevægelse hans Skjæbne laa;
Men efter en nøiagtig Øiemaalen
Fandt Vægtens Tunge lige han at staae.
Hans Navn tilsmiilte ham saa blankt fra Skaalen,
Og op igjen med styrket Sind han saae,
Da Djævlens Advocat sig rede gjorde,
Og atter tog paa denne Viis tilorder

Hvis Himlen ved Undskyldninger man vandt,
Hvis man til Paradiis sig kunde drømme,
Da vilde selv vor Synder jeg indrømme
Den Palme, ham Defensor værdig fandt;
Men nu jeg ham alene kan tildømme
Det Birkeriis, Moralen til ham bandt;
Thi tydelig det fremgik vel af Talen,
At jeg med Loven meente før Moralen.

Om Loven altsaa, ved mit Svars Begynden,
Med min Collega let jeg enes kan;
Men i hans Indlæg nævntes Arvesynden
Som Noget der tilgode kom vor Mand,
Da den betragtet blev som Syndebrønden,
Hvoraf der siden droges Spand paa Spand.
Da Homo selv ei havde gravet Brønden,
Saa kjendtes fri han for en Deel af Synden.

515

Et smukt Beviis! Min Vederpart vist troer,
At han sig kan paa Billighed beraabe,
Der rigtignok som Kjærlighedens Kaabe
Behov kan gjøres paa den usle Jord.
Men hvor kan Billighed han her vel haabe,
Hvor af Ubillighed ei findes Spor?
Nei, hvor Retfærdigheden er fuldkommen,
Der bruger Billighed man ei ved Dommen.

Den Arvesynd, som min Collega troede,
Ved en sædvanlig Tanke-Confusion,
At kunne regne sin Client tilgode,
Just lægges med til Syndernes Portion.
Hvad den beviser, efter stræng Methode,
Er ikke Skyldfrihed for en Person,
Men kun at Menneskene sammen hænge
Som Ærtehalm - men det vi vidste længe.

Det var om Arvesynden! Nu om Tiden,
Hvortil Exemplet og Opdragelsen,
Som Fosterbørn af Tidens Smag og Viden,
I Følge sund Logik maae høre hen.
Da Tiden her er trukket ind i Striden,
Saa vil jeg upartisk betragte den,
Og ei som Vederparten bruge Maske,
Blot for en smudsig Synder reen at vaske.

Da Homo's Fartøi gik for fulde Seil,
Var netop det en Tid som hver en anden:
Den havde sine Fortrin, sine Feil,
Sin Styrke og sin Svaghed i Forstanden,
Sin Part af Himlen som sin Part af Fanden;
Den var (hvad Tiden altid er) et Speil,
Der gjengav i et klart og samlet Billed
Den Samfundsaand, der uklar sig fremstilled.

Og hvis man dette Billed for sig ta'er,
Naar saae man da et bedre? - Lange Lister
Man paa de svundne Slægters Feil jo har;
Og spørges der om Syndernes Register,
Propheter, Vise, Digtre, Moralister
Os til enhver Tid give noksom Svar;
Enhver Skribent, som end er værd at læse,
Utvivlsomt gav sin egen Tid en Næse.

516

Men sæt, at Homo's Tid var bundløs slet,
Hvad, spørger jeg, hvad gjør saa det til Sagen?
Her af vor Synder fordres ikke Det,
Der er Product af Tiden, Døgnet, Smagen,
Men selve Frihedslivet, lagt for Dagen
Som den moralske Kraft i Mennesket;
Her spørges ei, hvorvidt han var begavet,
Men ethisk, sand Personlighed er Kravet.

Heraf sit Horoscop kan Homo stille,
Mens jeg, som nu mit Modbeviis har ført,
Ham lidt i Sømmene vil efterpille.
Om hans Elskværdighed vi nys har hørt;
Dog den vi ham med Glæde skjenke ville,
Thi blev end Jordens Damer deraf rørt,
Saa er det afgjort dog (hvad jeg beklager)
At ikke stort den Englene behager.

Hvor mange høist elskværdige Gemytter
Der maatte ned i Pølen, j e g bedst veed,
Saa hans Elskværdighed kun lidt ham nytter.
Hans rene Hensigt, eller, som det hed,
Hans gode Forsæt, heller ei beskytter
Ham mod det bratte Fald i Dybet ned;
Thi hvormed Veien brolagt er til Helved,
Det veed Enhver, som blot for Dommen skjælved.

Hans Dyder - her er Listen, som dem melder:
Han dømte ei - fordi hans Aand var svag,
Og Egoisten kun hans Eget gjælder.
Han ærlig var - ja, indtil Prøvens Dag!
Han var begeistret - ja, for Bagateller!
Han stræbte fremad - ja, i Selvbedrag!
Han rastløs virked - ja, for egen Hæder!
Han gjorde Godt - ja, mod den døde Skræder!

Nei, nu skal noget Andet han faae høre!
Lig Klangen just af Bøddeløxens Staal
Skal nu Moralen suse for hans Øre!
Til Knittren af det tændte Synderbaal,
Mens intet Lem af Angst han mægter røre,
Skal her han maales nu med Lovens Maal!
Nu gjælder det! Nu kan han Hjælp behøve!
Knald eller Fald, nu skal hans Liv staae Prøve!

517

Her holder Loven jeg, som undergiver
Det hele Liv Samvittighedens Dom;
Som ei paa Gjerninger alene driver,
Men som den bedste Handling kalder tom,
Naar Retfærd ei den Handlende opliver,
Saa ei blot Ret han gjør, men selv er from;
Som kræver Hjertets Reenhed, og som strækker
Sin Fordring ud, saa den hver Tanke rækker.

Her holder Loven jeg, som myndig kræver
Hvad ubetinget Lydighed er kaldt:
En Lydighed, hvori man aander, lever,
Og som man fyldestgjør hvad end det gjaldt;
En Lydighed, som ingen Tvivl ophæver,
Fuldkommen Lydighed i Et og Alt,
Ei efter Valg, Beregning og Besigtelse,
Men Lydighed, som absolut Forpligtelse.

Her holder Loven jeg, som knytter Nydelse
Af evig Lykke til de holdte Bud,
Mens, urørt af den sildige Fortrydelse,
Den i et evigt Mørke viser ud,
Til Dom, til Straf, til Qval og til Forskydelse,
Enhver, som paa den mindste Pligt gjør Brudd.
Med denne Lov vil Homo's Liv jeg maale;
Vi faae nu see, om det kan Prøven taale.

Han taug, og skred med djævelsk Hast til Værket,
Idet han Livets Bøger aabned brat,
Og Lovens Maal ved Eftertryk forstærked.
Vor stakkels Helt, af Modet reent forladt,
Paa Synderbænken skjalv, thi han bemærked,
At Vægtens Skaal sank ned mod Dybets Nat.
Dog hans Defensor lod ham ei i Stikken,
Men hæved hurtig Skaalen ved Repliken.

Til Djævlens Advocat han raabte: Stop!
Endnu er ei tilende vi med Tvisten,
Hold med den Maalen og den Prøven op!
Der glemmes reent, at min Client er Christen,
Er hævet over Loven, som Juristen
Jo holder for Retfærdighedens Top.
Fra Loven, som det strenge Maal justerer,
Til Evangeliet Homo appellerer.

518

Ja det er noget Andet! Actor svared,
Idet han Loven hurtig lagde hen,
Og derpaa - just som Homo's Blik sig klared -
Paa denne Viis tilorde tog igjen:
Hvis Sligt jeg havde vidst, jeg kunde sparet
Mig al min Tale, thi hvad nytter den?
Hvis under Evangeliet Homo hører,
Ham Lovens strenge Herrebud ei rører.

Og derfor - her paa eengang holdt han inde,
Og gav vor Helt et Blik, saa mildt og lyst,
At som en Steen der faldt fra Homo's Bryst,
Og som en Sol hans Ansigt saaes at skinne,
Ved Haabet om Processen nu at vinde:
Og derfor - vedblev hiin med venlig Røst,
Men med et Smiil, der røbed Helvedlisten -
Vi prøve vil, om Homo er en Christen.

Han studser vel; men det skal ei mig hindre,
Hans Gatechismus her at eftersee;
For ham den hele, fulde Ret skal skee,
Men for min Principal dog ikke mindre.
Al Evangeliet vil jeg blot erindre
Om Tro og Haab og Kjærlighed - de tre
Fornødne Stykker for at være Christen;
Og hvad nu Troen angaaer, da maa Tvisten ...

Hvad Troen angaaer - faldt Defensor ind,
Idet sin Vederpart han afskar Talen -
Da er den Paastand intet Hjernespind,
Skjøndt nys den blev forkastet i Moralen,
At Tidens Tro betragtes maa som Alen
For Troens Høidestand i Homo's Sind;
Kan end man være dydig muttersene,
Det fast umuligt er, at troe alene.

Nei! Naar paa alle Kanter Troen vakler,
Og Vantro ikke længer er en Last,
Da kræves der af Himlen selv Mirakler,
For at i Mennesket den skal staae fast.
Men skjenk nu Homo's Tid et Øiekast!
See, hvor i Troen Alle vare Stakler!
De Fleste troede Intet, og hvis Noget
De Andre troede, var det hen i Taaget.

519

De, som ei reent ved deres Tro sig skammed,
Gik dog med Christendommen paa Accord,
Saa af dens Dogmer de kun dem annammed,
Der mindst for sund Fornuft dem gjorde Tort.
Guds Under i sig selv ved Tvivl de lammed,
Og ei blot Englen raisonneertes bort,
Men de af Djævlen Intet vilde vide,
Selv om hans Kløer i sig de følte slide.

I slig en troløs Tid, hvor kan man vente,
At Homo, som ei Mos lod paa sig groe,
Som læste hvad den vantro Tid lod prente,
I noget Fast sig kunde slaae til Ro?
Og dog var ei han ganske uden Tro,
Den af og til sit Lys i ham dog tændte;
Thi meer end eengang ved sin Side saae
Han ganske tydelig et Forsyn staae.

Fortræfligt! raabte Djævlens Kammerat:
Min Vederpart Beviset har mig sparet;
Jeg ta'er til Indtægt hvad jeg har erfaret,
Og er blot Kjærligheden saa probat
Som Troen, da er Homo's Sag jo klaret.
Jeg derfor spørge maa hans Advocat,
Der af Clienten ta'er sig paa det Bedste,
Hvor høit han elsked Gud - hvor høit sin Næste?

Og hvor kan Kjærlighed man da forlange
I nogen høi Grad? lød Defensors Svar:
En Tid, der tager Følelsen til Fange,
Jo med det Samme Varmen fra den ta'er.
Er Kjærligheden bleven kold i Mange,
Det paa den Enkelte sin Virkning har;
Thi naar man i et koldt Rum sig befinder,
Den indre Varme jo nødvendig svinder.

Og dog var ei hans Kjærlighed et Nul;
Den ulmed altid, skjøndt man ei tør maale
Den med hans Haab, der, stedse holdt ved Huld,
Frem af hans klare Øine saaes at straale.
Hvert Skjæbnens Slag hans Haab har kunnet taale,
Af Haabets Stjerner var hans Himmel fuld,
Ved Haabet leved han, bestedt i Nøden,
Og Haabet tog han med sig selv i Døden.

520

Ja der er Syn for Sagen! Actor skreg,
Idet han haanlig paa vor Helt nu peged,
Hvis Angst just til det Høieste var steget,
Og af hvis Blik og Miner Livet veg.
Nei, vedblev han: hans Haab er overstreget!
Hans Tro, hans Kjærlighed var kun en Leg.
Af Defensionens lutter hule Nødder
Jeg aned strax, han stod paa svage Fødder.

At ei han Christen er, den Ting er vis!
Han er en Adamssøn og maa tilbage
Til Adams Lov, som frem igjen vi tage,
Og med hvis Maal han være maa tilfreds.
Holdt! raabte Advocatus Hominis:
Ei min Client behøver at forsage;
Han higed mod Fuldkommenhedens Land,
Til Idealet appellerer han!

Det kan jeg lide! Vederparten svared:
Det lige løs paa Sagen er at gaae.
Det Ideal, hvori er aabenbaret
Hans eget Billed, men som et forklaret
Og evigt, skal til Dommer her han faae.
Men naar han nu det seer, pas bare paa,
At han, som strækker Haanden ud mod Palmen,
Fra Dynen ikke synker ned i Halmen.

Her saae han op, hvor Lysets Straaler spilled,
Og Homo selv, hvis Øie fulgte hans,
Saae nu i Himlens Dyb med skærpet Sands,
Skjøndt fjernt dog klart, sit ideale Billed,
Der som et fuldendt Væsen ham fremstilled,
Omgivet rundt af Evighedens Glands.
Endskjøndt dets rene Skjønhed fast ham blendte,
Han Billedet for sit dog strax erkjendte.

Dets Træk vidunderligt hans Hjerte rørte,
Men for dets straalende Fuldkommenhed,
Der ham hans egen Usselhed afslørte,
Slog skamfuld og fortabt han Øiet ned.
Ei sin Forsvarers Ord han længer hørte,
De kun som tomme Lyd forbi ham gled,
Og ikke meer han selv modsige turde
Anklageren, der høit nu tog tilorde:

521

Al videre Proces er overflødig,
Den klare Sandhed har hvert Blendværk spredt;
Tilstaaelsen af Skyld, skjøndt her unødig,
Har i den bange Synders Blik vi seet.
Defensor selv er mat, om ikke mødig,
Og nu da hans Client sin Ret er skeet,
Og hver Appel har Brøden lagt for Dagen,
For Retfærds Domstol jeg indlader Sagen.

Der blev et Ophold og et lydløst Stille,
De tvende Advocater stirred paa
Retfærdighedens Vægt, som om de vilde
Udforske Skjæbnen og den Dom, de saae
Paa Tungens Spids vibrerende at spille.
Men Dommen alt i Homo's Hjerte laa;
Knap Tungen rørte sig, før dybt han skjælved,
Og Skaalen med hans Navn sank ned mod Helved.

Da greb ham Haabløshedens klamme Haand,
Som til et Intet fast ham sammenknuged
Og om hver Livets Yttring lagde Baand;
En Vammelhed hans sidste Kraft udsuged,
Og i den Afmagt, som paa Hjertet ruged,
Og i den Svimmel, som betog hans Aand,
Udtømte sig hans hele Qval i Sukket:
Saa er da Naadens Lys for evig slukket!

Paany at døe han havde ønsket gjerne,
Men pludselig til Livet blev han vakt;
Thi lig et Lys i Bjergets dybe Schacht
Saae lige for sig, men i videst Fjerne,
Han nu paa eengang Glimtet af en Stjerne,
Der tiltog meer og meer i Glands og Pragt:
Da størst den var, den Straalerne forliste,
Og kun et glandsfuldt Billed da sig viste.

Endnu dets Former uvist sammen fløde,
Men snart den rene Skikkelse blev klar,
Der iilte ham med Fuglens Hast imøde,
Og Haabet gjenfødt til hans Hjerte bar.
Det var den unge Almas Træk, de søde,
Og det den gamle Jomfru Stjernes var;
Det var et Aasyn, lysende forklaret,
Der begge Minders Skjønhed aabenbared.

522

Det Alma var, som for sin Støvdragt fri,
I Form, der Væsnets Deilighed afslørte,
I Glandsen af den Himmel, hun tilhørte,
Ham hilste her paa Evighedens Sti.
Et Blik af evig Kjærlighed ham rørte,
Idet hun Skranken iilte let forbi,
Og dækket af Uskyldigheds Ægide
Nu stilled sig til Forsvar ved hans Side.

O, hvilket Haab oplived Homo's Bryst!
O, hvilken liflig Trøst hans Sjæl husvalte,
Ved Synet af de Træk, hvori sig malte
Den faste Tillid, da med himmelsk Røst,
Mod Skranken vendt, hun disse Ord nu talte:
I Liv og Død var denne Sjæl min Lyst!
Ham har jeg kaaret til mit Alt, mit Hele;
Hans Lod er min - hans Skjæbne vil jeg dele!

Med største Glæde! Jeg skal ei det hindre,
Gjenmælte Djævlens Advocat paastand;
Men - vedblev han - ifald paa intet Mindre,
End paa at frelse ham der lægges an,
Da maa om Skriftens Himmel jeg erindre:
Kun Een har Nøglen, som den aabne kan,
Kun Een er Frelseren paa Afgrundsranden,
Men ingen skabt Sjæl frelse kan en anden.

Men fra Fortabelse den dog befrie!
Gjensvared Alma med den hulde Stemme,
Som Kjærlighedens Varme toned i:
Hvor To de samme Lidelser fornemme,
Og i den fælles Nød sig selv forglemme -
Hvor To er Eet, er Helvede forbi.
Meddelelsens den store Lov fuldender
Først Retfærds Lov; thi Forskjel ei den kjender.

Den er for alle Slægter, alle Tider,
Ja, gjennem Evighed den varer ved;
Og som for Ens Skyld tidt en Anden lider,
Som Synd og Sorg og Mistvivl og Fortræd
Meddeles kan som Pest til alle Sider,
Saa gaaer det og med Glæde, Trøst og Fred,
Med Haab og Tro, der Frelsen Vei berede;
Og efter denne Lov er jeg tilstede.

523

Hvad jeg af Naade modtog, her jeg bringer
Den Sjæl, hvem Troskab jeg paa Jorden svor:
Det Naadebrev, som mig en Plads betinger
Iblandt de salige Seraphers Chor,
Med Ret til Seirens Krands og Glædens Vinger.
Her er mit Naadebrev! Med disse Ord
Hun det paa den af Vægtens Skaaler kasted,
Som nys, da Navnet sank, iveiret hasted.

Knap var det skeet, før Vægtens Tunge bæved,
I Cirkelbue den tilbage gik,
Og netop i det samme Øieblik
Som ned med Naadebrevet Skaalen svæved,
Sig Homo's Navn fra Dybet opad hæved,
Til samme Stilling begge Skaaler fik;
Til atter Homo's Skjæbne svæved lige
Imellem Helvede og Himmerige.

Han selv sad uvis - rundt han saae sig om;
Men paa et Vink af Alma han sig rørte,
Og nu fra Dommen bort hun taus ham førte,
I modsat Retning af den Vei, hun kom.
Idet han vendte Skranken Ryggen, hørte
Han Djævlens Advocat at raabe: tom
Staaer Synderbænken! Der han smører Hæle!
Fordømt! De holde sammen, disse Sjæle.

Men bort sig Homo skyndte - frem han skred
Som en Forbryder, sluppen gjennem Bommen,
Der i sin Angst i lang Tid ikke veed,
Om og det muligt bli'er, at undflye Dommen.
Dog nu han frelst var; til sig selv nu kommen,
Betragted han med dyb Ærbødighed
Den milde Seraph, som han saae at skride
Alvorlig, taus og stille ved sin Side.

Hvor qvæged dette hulde Syn hans Bryst!
Hvor kaldte det i Mindet frisk tilbage
Hvert Indtryk af hans Jordlivs bedste Lyst,
Af deres korte Samlivs fagre Dage!
Hvor lod ham denne Vandring Glæden smage
Af en unævnelig og evig Trøst!
Han havde overstaaet nu det Sværeste,
Og han var gjenforenet med det Kjæreste.

524

Uendelig ham tyktes Lykkens Sum,
Og da et fjernt og rødligt Skjær ham blendte,
Til Alma med det Spørgsmaal han sig vendte:
Er Himlens Indgang i det lyse Rum?
Nei, lød det Gjensvar, som ham Alma sendte:
Det Skinnet er fra Purgatorium;
Dets Porte lige for os seer du ligge,
Og anden Vei til Himlen har vi ikke.

Hvordan! udraabte han med bange Stammen:
Saa den er ikke kommen, Naadens Stund?
Fra Helvedmørket freistes jeg da kun,
For at fortæres her i Skjærsildsflammen.
Frygt ikke! svared hun: men tag dig sammen;
I disse Flammer vorder Sjælen sund,
I Lidelsen dig Trøsten just berører,
Og gjennem Luerne min Haand dig fører.

Du - spurgte Homo - du mig føre vil?
Du til din Himmel ei tilbage vender?
Du, hvem den Salighed, som aldrig ender,
Blandt de udvalgte Sjæle hører til -
O, svared hun, paa eengang streng og mild;
Hvor lidt dog Kjærligheds Natur du kjender!
Hvor lidt Udvælgelsen! Hvor lidt dog mig!
Ja, jeg er udvalgt - men til Hjælp for dig.

Her skred med sikkre Trin hun modig frem,
Og Homo, som af hende lod sig lede,
Hvis faste Tillid holdt hans Uro nede,
Snart naaede Luttringens og Smertens Hjem.
Idet sig Porten aabned vidt for dem,
Og dunkle Skikkelser forbi dem giede,
Som til en Hilsen og en Velkomstsang
Dem dette Skjærsildschor imøde klang:

Her vi omsnoes af blussende Flammer,
Som med Jordstoffet nære vi maae;
Her fortæres hvad Sjælen kun lammer,
Hvad fra Tanken, den verdslige, stammer,
Hvad ei Himlen, den rene, kan naae:
Her af Barmen os ud bliver revet,
For at sænkes i Luernes Elv,
Hvad til anden Natur var os blevet,
Saa det er os, som brændte vi selv.

525

Rundt omkring vi kun Ildhavet skuer,
Der vil Sjælene luttre som Guld,
Der vort Stempel at udslette truer,
Der i Asken vor Hæder nedkuer,
Der vor Herlighed brænder til Kul.
Hjertets smeltede Pandser henflyder,
Med vor Pynt drive Flammerne Spøg:
Vore Krandse, Bedrifter og Dyder
Gaae op som et Intet i Røg.

Høit iveiret sig Luerne svinge,
Mens i Baalet vi selv tynges ned
Af den Vægt og Værdi, vi medbringe,
Indtil Sjælen som fattig og ringe
Stiger ud af den Smerte, den led.
Fra sin tyngende Byrde løsreven,
Af sin Længsel paa Vinger ført frem,
Mere let da end Flammerne bleven,
Gaaer den op til sit himmelske Hjem.

526
527

KOMMENTAR

528
529

ADAM HOMO

Affattelsestid: 1ste Del blev, if. Digterens egne Ord i Efterskriften til 3dje Del af Digtet, "skreven 1839"; naar der begyndtes paa Fortsættelsen, ses af et (i sin Helhed utrykt) Brev fra P.-M. til Chr. Hansteen af 14de Februar 1845 (Fr. Lange Side 127): "Hvad Fortsættelsen af Adam Homo angaar, da kan jeg dertil svare, at jeg, just som jeg modtog Deres Brev, igjen havde begyndt at optage den slupne Traad"; naar Fortsættelsen var afsluttet, ses af Efterskriften til 3dje Del: "Anden og tredie Deel vare bestemte til at offentliggjøres i Begyndelsen af dette Aar [d.v.s. 1848], men nogen Tid efter at Trykningen var begyndt, indtraf de store Begivenheder i vort Fædreland [Tronskiftet 20/1 1848, Martsbevægelsen i København, Oprøret i Hertugdømmerne 24/3 1848], der altfor meget optoge Sind og Interesse, til at Forf. med stadig Opmærksomhed paa Revisionen kunde fremme Arbeidet, der saaledes først nu [d.v.s. December 1848] seer Lyset"; udkom: 1ste Del udkom den 6te December 1841, 2den og 3dje Del udkom den 14de December 1848, men bærer paa Titelbladet Aarstallet 1849, og kort efter (Efterskriften er undertegnet "Februar 1849") kom 1ste Del i "revideret" Udgave; hele "Adam Homo" blev trykt 2den Gang 1851 (2den Udg.), 3dje 1856 (3dje Udg.; paa Titelbladet staar: 1857), 4de 1863 (4de Udg.), 5te 1873 (5te Udg.), 6te 1878 (6te Udg.; paa Titelbladet staar: 1879), 7de 1879 (i "Poetiske Skrifter" 1V-V), 8de 1885 (7de Udg.), 9de 1893 (8de Udg.), 10de 1899 (9de Udg.), 11te 1901 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg" 1V-V), 12te 1902 (10de Udg.), 13de 1906 (11te Udg.).

Nærværende udgave gengiver Texten i Digterens Haandexemplar af Udgaven 1873 i Ny kgl. Saml. 499, 8vo paa det kgl. Bibliotek.

Manuskript. 1) Korrekturexemplar med P.-M.'s Rettelser af 1ste Dels reviderede Udgave 1849 og 2den-3dje Dels Originaludgave i det kgl. Bibliotek (Ny kgl. Saml. 375, 8vo); Rettelserne er optagne i Udgaven 1851; 2) P.-M.'s Haandexemplar med mange Rettelser (en Side er gengivet i P. Hansens Litteraturhistorie) af Udgaven 1873; har tilhørt Charite Paludan-Müller (hendes Navn staar paa Forsatsbladet) og derefter Boghandler Reitzel, der har skænket det til det kgl. Bibliotek, hvor det nu findes som Ny kgl. Saml. 499, 8vo; Rettelserne er paa ganske enkelte nær, der ved Uagtsomhed er glemte, optagne i Udgaven 1878. - P.-M.'s Haandexemplar af Udg. 1873 giver et levende og anskueligt Billede af, hvor omhyggeligt og grundigt Revisionen af hans Arbejde selv paa et saa sent Tidspunkt (det er jo 5te Udgave af Bogen, det drejer sig om) blev foretaget. Først blev Texten omhyggeligt gennemlæst i dens Helhed, og der sattes Spørgsmaalstegn ved de Steder, der af en eller anden Grund syntes at trænge til Omarbejdelse. Dernæst toges disse Steder for, êt efter êt, og Ændringer og Rettelser skreves med Blyant ude i Marginen. Naar en Blyantsrettelse efter moden Overvejelse var befundet tilfredsstillende, blev den trukket 530 op med Blæk: i modsat Fald viskedes den ud, og Spor af saadanne udviskede Blyantsrettelser findes der mangfoldige af. Paa to Steder i Bogen staar endnu Spørgsmaalstegnet, uden at P.-M. er naaet til et Blyantsudkast til Ændring (han døde jo to Aar, før den Udgave - den 6te -, for hvilken Revisionen foretoges, udkom), det er nærvær. Udg.'s Side 200 Linje 5, hvor der ved Blikkets er sat P, og Side 261 Linje 14, hvor hele Linjen har faaet ?. Paa tre Steder staar endnu Blyantsændringer, uden at P.-M. er naaet til enten at sanktionere eller kassere dem; de er naturligvis ikke optagne i nærværende Udgaves Text, men hidsættes her, navnlig den første turde være en Forbedring. Side 154 Linje 12: Og til sin Tornequist fandt han ei Mage, Blyantsændring: Og han en Torneqvist, som Rosens Mage; Side 184 Linje 21: Jordens, Blyantsændring: Livets?; Side 389 Linje 14: som, Blyantsændring: lidt.

- Endnu bør tilføjes, at før Exemplaret i 1878 gik til Bogtrykkeriet som Trykmanuskript, har Fru Charite læst det igennem for at se, om nu ogsaa Rettelserne var saa tydeligt skrevne, at Sætteren kunde finde ud af dem; hvor dette forekom hende tvivlsomt, har hun paany skrevet Rettelsen i Marginen; men ved sin Mands Arbejde har hun ikke rørt en Tøddel

Oversættelser: Versene Side 7-10, 11-14, 254-55 og 516 (Vers 4) paa Tysk ved Adolf Strodtmann i "Das geistige Leben in Dänemark", 1873; Almas Sonetter Side 186-92 paa Tysk ved C. Dirckinck-Holmfeld i "Nachbildung dänischer Poesien" Copenhagen 1848, genoptrykte i E. Lobedanz's "Album Nordgermanischer Dichtung" Leipzig 1867 (2te Auflage smstd. 1869); Prolog og 1ste Sang paa Tysk ved Ed. Lobedanz i "Ausgewählte Gedichte" Leipzig 1881; hele "Adam Homo" (med Brandes' Afhandling om P.-M.) paa Tysk ved Emma Klingenfeld Breslau 1883 (sml. Breve fra Henrik Ibsen II 125); Versene Side 31 Linje 33 - Side 33 Linje 32 paa Engelsk i W. & M. Howitts "The Litterature and Romance of Northern Europe" II 225-27; Brudstykker if. Erslews Forfatter-Lexikon paa Engelsk ved John Jeffrey i The national Review 1865 og Colburns New monthley Magazin 1865 (ikke paa vore offentlige Biblioteker); Versene Side 30 paa Engelsk hos Mary Thomas' "Denmark, past and present", London 1902, Side 235.

Musik: Digtet Side 75-76 ("Nu er Vintrens kolde Tid") komponeret af P. Heise i Romancer og Sange: Sex Sange for en dybere Stemme No. 6; Almas Sonetter Side 186-87 ("At ret jeg lever skylder dig jeg kun"), Side 188 ("Her sidder jeg og skriver. Det er silde") og Side 190 ("Hvergang vort JordJiv her jeg tænker paa") komponerede af Victor E. Bendix i Op. 6: Almas Sonetter; Digtet Side 143 ("Hvor kues eensom Sjælens Mod!") komponeret af Jacob Fabricius (En Moders Sang).

Illustrationer: Karl Madsen skriver i sin Bog om Vilhelm Marstrand 1905, Side 260-62: "Der stod en Dag for en Snes Aar siden fra en lille Antikvarboghandler averteret 12 - eller var det 20 - Illustrationer af Marstrand til "Adam Homo". De kostede kun et Par Kroner, var allerede samme Dags Morgen solgte til en ubekendt Herre, og har siden ikke været til at opspore. Hvad det har været, vil formodentlig vedblive at være en Gaade, men rimeligvis har det ikke været det, det gav sig ud for. Marstrand har ganske vist interesseret sig for "Adam Homo", og der er et Motiv derfra, af hvilket han

- tilsyneladende paa en Regnvejrsdag i Dalarne, - har tegnet mange Kompositionsudkast, og senere en gennemført Tegning, som han forærede Paludan-Müller. Adam Homo ligger paa sit Dødsleje, lille Jensen ppnoterer foran Himmelsengen hans testamentariske Bestemmelser, Alma sidder lyttende i sin Krog med Strikketøjet i Hænderne. [Tegningen gengivet i Madsens Bog Side 261.] Søger man mellem Marstrands andre Tegninger efter Illustrationer til "Adam Homo", stanser man overfor adskillige, som meget godt passer sammen med Digtets Figurer og Situationer. Hr. Peter Homo og andre af de gejstlige Herrer lod sig maaske finde mellem Præsterne, og Marstrand har tegnet mange Mødre, der overfor deres Børn er, som Adams Moder var overfor ham, 531 "hver Morgen sang hun bort hans smaa Unoder, hver Aften hun med Kys ham bar i Seng". Denne unge Mand, der ved en ældre Kavaliers Side mønstrer de festklædte Damer og Herrer i en Selskabssal, oplyst af Astrallamper, kunde godt være Adam, der konverseres af van Pahlen ved Etatsraadinde Dreyers Fødselsdagsfest. Denne Forførelsesscene kunde være Scenen mellem Adam og Lotte. Dette Bal kunde være det, hvor Adam lærer Alma at kende. Dette kærlige Par kunde være ham og hende. Andre Figurer kunde godt være Comtesse Clara, Kammerherre Galt, Baronesse Mille o. s. fr. Der er dog ikke mindste Sandsynlighed for, at Motiverne til alle disse Tegninger er givne Marstrand af Paludan-Müllers Bog. Digter og Maler har behandlet samme Stof: Samtidens Mennesker og Samtidens Liv. Deres Skildringer har den samme Blanding af Følsomhed og Ironi, derfor er de ofte overensstemmende. Men Marstrand har set med egne Øjne, skabt sine egne Figurer, digtet sin egen "Adam Homo"." - Det Afsnit af 9de Sang, hvor Adam Homo gør godt i Løndom (Side 392-97), er illustreret af Hans Tegner i 2det Bind af "Billeder af danske Kunstnere til Digte af ældre og nyere Forfattere, udgivet af Foreningen Fremtiden" 1894.

Versemaalet er det samme, som anvendes i "Dandserinden" og ,Luftskipperen og Atheisten": det italienske ottave rime, hvorom henvises til Bemærkningen i 1ste Bind Side 483.

Æmnet. Stof fra Hverdagslivet, fri Digtning. Hvor meget der er af P.-M.'s eget Ungdomsliv i Adam Homos 1ste Del, vides der intet positivt om, det kan kun være Genstand for Formodninger; herom henvises til Indledningen i 1ste Bind. Hvorvidt og i hvilket Omfang der er benyttet levende Model til Figurer som van Pahlen, Komtesse Clara, Kammerherre Galt o. lign., har ikke kunnet oplyses; det kan kun bemærkes, at ifølge godhedsfuld Meddelelse fra Hr. Dr. phil. Alex. Thorsøe var det en bestemt Opfattelse i Datiden, at P.-M. til Skildringen af den graa Galt havde laant Træk fra et dengang levende Medlem af Slægten Ahlefeldt-Laurvig.

Om "Adam Homo"'s Forhold til Byrons "Don Juan" skrev P.-M. i Brev af 19/12 1875 til G. Brandes (Det nittende Aarhundrede 1875/76, Side 472): "Side 503 [i Brandes' Værk: Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur, Naturalismen i England = Saml. Skrifter V 571] kaldes Adam Homo en Affødning af Byrons Don Juan; men var det Tilfældet, maa Æblet være faldet langt fra Stammen, da Formaal, Plan og Indhold er totalt forskellige i begge Værker, de indflettede Refleksioner i Adam Homo aldeles upersonlige, ja endog den ydre Form, Ottaven, - der jo ikke er Byrons Opfindelse - helt forskellig behandlet". Hertil bemærkede Brandes smstd. Side 475, at efter hans Overbevisning kunde "Adam Homo" ikke "tænkes at ville være bleven hvad den blev, hvis Byrons Epopé ikke var gaaet forud".

Om den Tid, i hvilken "Adam Homo" bevæger sig, bemærkes, at man ved Bestemmelsen af den ikke maa lægge nogen Vægt paa Tidsangivelsen Side 412 Linje 10, hvoraf fremgaar, at Homo er 62 Aar, da han dør. Regner man nemlig, som man bør, at Homo dør i Aaret 1848, det Aar Bogen var afsluttet og udkom, vilde han være født 1786, og "Adam Homo" vilde da, eftersom den skildrer et Menneskeliv fra Vuggen til Graven, omspænde Tidsrummet 1786-1848. Der er imidlertid intet, der tvinger til at antage, at Adam er født og har levet sin Barndom i Slutningen af det 18de Aarh., der er tværtimod meget som ligefrem taler derimod (se som Expl. blot Side 18 Linje 9-16 og Side 38 Linje 6-8). "Adam Homo"'s 1ste Del foregaar i Slutningen af Kong Frederik VI's Regeringstid, i den Tid fra hvilken P.-M. selv har personlige Erindringer, med andre Ord, omtrent fra da han kom i Odense Skole til han i 1839 skrev Bogen. Indenfor dette Tidsrum bevæger Skildringen sig uden smaaligt Hensyn til den rette Tidsfølge: skønt det saaledes tør anses for nogenlunde sikkert, at Adam bliver Student samtidigt med P.-M. selv (1828), optræder der dog en Straussianer ved hans Daab, hvilket først var muligt efter 532 1835, og der tales paa et Tidspunkt, da han maa være omtrent 20 Aar, om Frygt for Kolera, hvilket henviser til Aarene 1831-34. "Adam Homo"s 2den og 3dje Del derimod foregaar i Tiden fra det Øjeblik, P.-M. begyndte paa Fortsættelsen, til han havde skrevet den færdig, hvilket vil sige i Tiden 1845-47 - saaledes som det hedder i Efterskriften til 3dje Del: "Uagtet Scenen, hvorpaa Digtet bevæger sig, er Nutiden, vil Læseren dog let bemærke, at denne Nutid paa nogle Steder ikke er fra iaar; men at Tanken alt imellem maa gaae et Aars Tid tilbage, for at finde Overeensstemmelse mellem Digtets Ord og Tiden. Denne Tid ligger imidlertid saa nær, dens Billede maa endnu være i saa frisk Erindring, at Forf. ikke har anseet det fornødent, at udelade af Bogen de ganske enkelte Steder, der kunne siges at contrastere med Øjeblikket." B Første Del Berlingske Tidende bragte allerede den 18de Decemb. 1841 i No. 296 en udførlig Anmældelse af P. L. Møller (optrykt i Møllers Kritiske Skizzer II, 1847, Side 158-73). Han begynder med at sige, at "om den hele brede Fortælling virkelig skal være en Satire paa Tidens Jammerlighed, eller snarere en Apologi derfor, kan man af det, vi hidtil have seet, endnu ikke danne sig nogen bestemt Forestilling om ... Det Resultat, der efter Gjennemlæsningen nærmest frembyder sig, er at Forf., der linder sin Udvikling i forskjellige Former stedse søgte Poesiens Indhold i det Ideale, uden at det i hans ungdommelige Gjæring endnu var klart, hvilken Retning han vilde tage, - har nu, som det synes, faaet fast Fod at staae paa, og slaaet sig til Hvile i en Betragtning af Livet og Poesien, som han i sin Prolog har charakteriseret saaledes: "- Riddertiden - ak, den var poetisk; | Vor Tid er i det Høieste æsthetisk. | Enhver sig selv er nærmest... | Derfor sig andre Baner Musen bryder, | I Poesiens grændseløse Land, | Derfor i Former, som til Tiden svare, | Vil nu sin Verden hun os aabenbare". Og hans høieste Bud for Livet og Poesien er: "Søg at behage!" Dette er da Bundfaldet af alle de poetiske Drømme, og Frugten af Kampene med Livets Magter, af Erfaring og Studium, - i Sandhed en glædelig! Al Philosophernes Talen om, at det Sande i Tilværelsen ikke er det Synlige og Følbare, at den endelige Stræben kun bringer Savn, Isolering, Fortvivlelse, medens Sjælen hvert Øjeblik illuderes af det Endeliges vexlende Phænomener, hvortil den knytter sig; - alt dette er kun en tom Passiar, det er: "det Illusoriske, | Som lang Tid hver Poet holdt fangen". Forf. er fra Idealist bleven Materialist - og saaledes, hvis dette er hans Alvor, paa Veien til digterisk Undergang . . . Man vil sige, det Hele maa være et Railleri med vor Tid og dens prosaiske Smag, thi saa dybt kan Forf. af "Kjærlighed ved Hoffet", "Dandserinden" og nogle skjønne lyriske Digte dog ikke være sunket, at han for ramme Alvor sætter Poetens høieste Princip i dette: "Søg at behage". Og naar man lader sig fortælle om Heltens Charakter og Liv, der begynder blandt Spidsborgere, og slynger sig spidsborgerlig hen fremdeles, saa vil man udbryde: det Digt maa jo nødvendig være et satirisk, maaske et Sidestykke i jordisk Lokale til Heibergs "Sjæl efter Døden"; men Digtet selv, naar man læser det, synes dog at sige bestemt Nei hertil; det fortæller disse Hverdagsbegivenheder aldeles trohjertig, med Tilføiende af en Del uskyldige og philantropiske Reflexioner (f. Ex. Side 76 [nærvær. Udg. Side 50] om det Farlige i at lade en 14 Aars Dreng logere hos en Skrædder, der har en smuk ung Kone) i et Foredrag, der fuldkomment holder, hvad Forf. lover S. 6 [nærvær. Udg. Side 9]: "Saa vil paa Breden jeg det tiest tage, | I Haab, at derved Længden bliver glemt." Men de episodiske Reflexioner, der i "Dandserinden" ved deres Liv og Flamme vare det Væsentlige, ere det ikke saaledes her. Deres Indhold er kun svagt og mat. Der findes saa at sige ikke Spor til Satire - med mindre det Hele, som man jo endnu ikke kjender, muligen skal være en stor fordækt Satire, hvorved Forf. rigtig vil overraske Læseren, og først til allersyvende og sidst pludselig "lade alle Slør falde" og sige: see, saaledes see I ud, I danske Træmennesker, I Prosaikere, I Lunkenblods-Amphibier, I materielle Hverdagssjæle!

533

Fy skamme Jer!" Denne sidste Tanke forfølger Møller dog ikke videre, men gaar over til en Gennemgang af Digtets Enkeltheder. Skildringen af Adams Barndomsliv kalder han "et hollandsk Maleri", "opfattet med stor Naturtroskab''; han vil ganske vist ikke rose det "for spillende Lune, overordentlig Livlighed, eller for den Kunst, ved faa og raske Strøg at antyde Meget (thi Forf. tager det allerede her mest paa Breden)", men han finder delvis Erstatning "ved den godmodige Naivitet, Stoffet medfører, og ved den sønlige Følelse, hvormed Præstekonen, Madam Homo er opfattet". Men, fortsættes der, "den Gemytlighed, som aandede i det landlige Liv, forsvinder, og med den Læserens Interesse, medens Forf. med samme detaillerede Vidtløftighed udmaler det stereotype Liv, som unge Studenter i skokkevis føre". Overhovedet har Forf. i Skildringen af Adams Studenterliv "vist, hvorledes en Digter ikke skal benytte sine Livserfaringer, idet han blot kopierer den nøgne Virkelighed, uden at der skjønnes nogen høiere Hensigt hermed, - et Princip, der, som bekjendt, ikke længer gjælder i Kunsten". Om de Betragtninger, der anstilles over Adams Forførelse af Lotte [nærvær. Udg. Side 109-10], hedder det, at de "kunde være meget smukke, hvis ikke Anledningen var saa plat og triviel", men om selve Forførelsesscenen ligesom om Adams Samliv med Line og Trine siges det: "Skildringen af dette Forhold er saa anstødelig, at den neppe kan oplæses i godt Selskab. Glædespiger ere overhovedet betænkelige Figurer i Poesien, da de maa behandles med ualmindelig Takt, eller med en saadan Dybde i Følelsen, at herved deres modbydelige Side træder i Baggrunden". Om Adams "høist umotiverede" Selvmordsforsøg hedder det: "Heldigviis trækker en Forbigaaende ham ned fra Rækværket, og endnu heldigere er det, at han bliver syg, at hans Moder kommer over for at pleie ham, og redder ham af denne uværdige og uinteressante Undergang. Men allerheldigst er det for Digteren; thi hans Flugt, som hidtil gik lavt med Jorden, ja næsten under den, faaer her atter Kraft til at hæve sig, idet han udtrykker Moderens trøstende Ord i nogle smukke lyriske Sange". Om det sidste Afsnit af Bogen, Samlivet med Alma, Forlovelsen og Embedsexamen, hedder det: "Uagtet den prosaiske Livsanskuelse, som i Grunden synes at foragte Alt. uden det Reale og Nyttige, og som neppe nogensinde før har vovet at udtale sig i rhytmisk Poesi, har Forf., der ikke synes at aande frit og frisk uden i Landluften, udbredt saa megen Skjønhed over Gartnerfamilien, de vaarlige Omgivelser, den lille Alma, Rosen for alle Blommerne, og hendes unge fremspirende Kjærlighed, at man her føler en behagelig Overraskelse og Lettelse efter den lange "Prosavei, hvor fælt det støver," og hvor man: "Gaaer som Bly tilbunds i det Reale"... Den gamle ærværdige Gartner, der ikke vil gaa med Pantalons, er en høist fortræffelig tegnet Figur, og det er et smukt Træk, at Alma i sin tause Kjærlighed spilder Vand af Vandkanden paa Homos Fødder". "Som Resultat af Alt dette - slutter Møller sin Gennemgang af Digtets Enkeltheder - synes at fremgaae, at hvis Forf. havde koncentreret sig langt mere, skizzeret paa mange Steder hvor han har detailleret, ja ligefrem bortskaaret en stor Del, navnlig de rent prosaiske Udvæxter, og ladet Helten mindre tjene som Vehikel for en Mængde tynde og overfladiske Reflexioner, saa kunde han, uanseet Fablens Fattigdom og Hovedpersonens Ubetydelighed, have skjænket os et smukt Digt, hvis Slutning man med Interesse imødesaae. Men det vilde endda neppe være befriet for adskillige Hovedfeil, og hertil regne vi, idetmindste indtil Slutningen forandrer vor Overbevisning, en vaklende Holdning og væsentlig Mangel paa digterisk Ironi, hvorved Fremstillingen berøves ren Objektivitet, og dog er Ff.s Subjektivitet ikke mægtig, ikke byronsk nok, til overalt at være det Fremragende; fremdeles Mangel paa nye Tanker i de reflekterende Partier, Lyst til søvnig-alvorlig Præken om Bagateller (f. Ex. S. 68 og 76 [nærvær. Udg. Side 45-46 og 50]), Mangel paa egentlig fin Charakteristik, og Mangel paa en klar og enkelt fremtrædende Grundidee, som i et Billede af Hverdagslivet er absolut nødvendig for at hæve det Endelige til Poesi. Endelig ansee vi det over 534 hovedet for et Misgreb, at beholde den i sin Natur romantiske Versform ogsaa i den platte Skildring af dansk Philisterliv. Dette, saavel i dets aandløse Uskyldighed, som i dets Udsvævelser (og den omsider efter et slet ført Levnet forventede Salighed), kræver Prosa eller en prosaisk Versart, og vi have seet det langt bedre fremstillet i Carl Baggers "Min Broders Levnet". Hertil kommer den Mangel paa al høiere poetisk endsige glødende Begejstring, som Indholdets Kjedelighed synes at have medført, og som kommer frem i saa mange smagløse Linier". Paludan-Müller, slutter Anmælderen, "mangler baade Goethes naive Energi og Finhed, George Sands lidenskabelig henrivende Glød, og den sunde blomstrende Sandselighed, der hos de Gamle og hos Oehlenschläger (som i Nordens Guder og Helge) viser sig saa skjøn og kraftig; han har denne Gang som Experiment, uden at benytte en poetisk Filtrermaskine, kun givet den raa Virkelighed, - Prosaens Apotheose; det Farverige og Glimrende har tabt sig i det blot Flydende og Klingende, og man mærker kun hist og her Glimt af hans tidligere bedre Jeg". - [Dagen efter Møllers Anmældelse i Berl. Tid. anmældtes "Adam Homo" i Georg Carstensens "Figaro" (1841, II Spalte 280-88, udkom d. 19de Decbr.) af en Mand, der undertegnede sig g, men som i Virkeligheden maa være P. L. Møller selv. De to Anmældelser er nøje overensstemmende i deres Syn paa Digtet og i deres Kritik af Enkelthederne, ofte er de endog saa godt som enslydende - der er derfor ingen Grund til at anføre noget af denne Artikkel.] - Dagen 1842, No. 15 bragte en Anmældelse af Jacob Ruhmor, der vel havde væsentlige Indvendinger at gøre: "Dictionen forekommer paa flere Steder os vel trættende og vidtløftig, Brugen af platte og lavcomiske Udtryk ikke sjelden, samt den forunderligste Blanding af det Høitidelige og Platte, der ganske forfeiler dets Øiemed"; men Anmælderen saa dog helt anderledes paa Digtet end P. L. Møller: "Adam Homo - siger han - er et Mesterværk af Sandhed. Hvormange vilde ikke heri finde Træk, som stemme overeens med deres eget Ungdomsliv? Hvormange gives der ikke, som lig Adam Homo have maattet bukke under i Kampen for Lidenskabens Magt? Lad derfor og Digtet fra den formelle Side betragtet og med Hensyn til Dictionens Værdighed undertiden mangle den Adel, som Digtets Alvor synes at kræve, Ingen skal dog negte, at han heri finder en rig Skat at practiske Sandheder, der vidne om et dybt og indsigtsfuldt Blik i Menneskelivet og om et grundigt Studium af den menneskelige Characteer ... Med Hensyn til det mere Specielle er det værd at give Agt paa Episoden om Præsteselskabet ved Adams Daab, samt den Beskrivelse af de Forførelser, som især de unge Mennesker, der komme fra Provindserne, ere udsatte for". - M. Goldschmidt leverede vel ikke nogen selvstændig Anmældelse af Digtet i "Corsaren", men adskillige Gange stiklede han til det. Den 11te Marts 1842 begyndte Bladet (No. 74) en Litteraturanmældelse saaledes: "Det forløbne Aar har været usædvanlig fattigt paa literaire Sager, hvormed vi kunde more os selv og vore Læsere. De tre morsomste: "August Hasting" [af H. P. C. Hansen, † 1865], "Adam Homo" og "Peter Tordenskjold" [af P. P. d.v.s. Th. Rumohr, † 1884] ere endnu ikke sluttede, og vi kjende altsaa endnu ikke alle deres Curiositeter" (- at dette ikke just er ment som Ros, ses af No. 75, hvor det meddeles, at Redaktionen har anskaffet sig et Væggeuhr, "da vi netop i denne Tid skulle til at læse 2den Deel af "Peter Tordenskjold", der skal være ligesaa god som lste"). I Bladets No. 84 nævnes i anden Sammenhæng "vor afdøde, af Adam Homo saa ynkeligt ihjelslagne, Paludan-Müllers Stervbo", og i No. 86 lyder det - som Modsætning: "Glandsen fra Paludan-Müllers "Amor og Psyche" lyser endnu over hans nedgaaende Stjerne og vil lyse, saalænge det danske Sprog tales og læses". - I sine "Intelligensblade" for 1842, No. 2 (optrykt i Heibergs Pros. Skrifter IV 363-77) tog endelig J. L. Heiberg til Orde. "Naar en Digter - siger han -, der har været i saa stor en Yndest, som Paludan-Müller, og som ialfald ved sit eget Værd hører til Nationens bedste, kommer frem med et nyt Værk, og dette nu i en eller 535 anden Henseende ikke svarer til de gængse Forventninger og Fordringer: saa kunde han dog vel gjøre billig Regning paa, at Læseren vilde begynde med at underordne sig, og suspendere sin Dom, indtil det havde viist sig, om han ikke kunde tilegne sig hvad der ved første Bekjendtskab var ham frastødende, istedenfor strax uden videre at erklære det for smagløst eller mislykket", men dette er ikke sket: "Publicum vrager Digtet, og Dumheden, i Skikkelse af et Par Recensenter, gloer paa det, som en Ko paa en malet Dør, og siger: Jeg kan ikke forstaae det, det duer ikke ... "Adam Homo" Stakkel! han har faaet et syndigt Navn og en syndig Modtagelse". Heiberg vil ikke forsvare alt i Digtet, saaledes f. Ex. ikke "Tilstedeværelsen af enkelte Skildringer, ved hvilke det var let at forudsee, at de maatte være stødende for Mange, ligesom de ogsaa, aldeles afseet fra dette Hensyn, neppe kunne forsvare deres Plads i et Digt, som gjør Fordring paa en luttret Smag. Hermed menes ikke, at Digteren skulde have udeladt dem, thi de høre ganske med til Ideen af det Hele; men han skulde have behandlet dem paa en anden Maade, og det forekommer mig, at han her havde tvende Veie at vælge imellem, men som begge er forskjellige fra den, han har valgt: Enten kunde han glide meget hurtigere, lettere og gratiøsere hen over disse Anstødsstene, eller han kunde give Gjenstandene en langt større, men tillige langt mere energisk Udvikling, hvad enten Energien nu skulde vise sig i stærkt farvede sandselige Malerier, eller i en Anvendelse af Ironiens Arabesker med rig Forgyldning af Lune og Humor". Endvidere finder Heiberg i Bogen, "en bred og diffus Fremstillingslyst" "i andre, forresten i nys nævnte Henseende uskyldige Skildringer, der ganske umiddelbart gjengive os det virkelige Livs Plathed, og med en naturtro Vidtløftighed, der næslen antyder, at Digteren selv har fundet Behag i dem, uagtet det er ligesaa tydeligt, at han ikke har villet give dem ud for Andet, end hvad de ere. Som Exempel anfører jeg den trivielle Charadeleg i Selskabet hos Fru Dreyer, og Samtalen om Cholera etc. ved Spillebordene i Klubben. Sligt er at paalægge den uskyldige Læser den virkelige Tomheds og Flauheds Kors". Men, "invad man end kan indvende", Bogen "hører til vor Litteraturs meget betydningsfulde Frembringelser", og den rummer en Mængde "fortryllende Enkeltheder, i hvilke Digteren lægger sin varme Følelse, sit rige Gemyt, sin dybsindige Reflexion for Dagen". Hvorledes Bogen vil slutte, "til hvad Punct Digteren har isinde at føre sin Helt, om han vil lade ham blive en lykkelig Landsbypræst, eller kaste ham ind i et udvortes bevæget, stormfuldt Liv, og maaskee lade ham gaae tilgrunde, derom kan man vistnok Intet vide iforveien; Adam Homos individuelle Skjæbne hviler i Paludan-Müllers individuelle Haand. Men hvad der er udenfor al Tvivl, er, at Digteren har i Adam Homo villet give os et Billede af Mennesket i Almindelighed, Noget, som bestemt antydes i Heltens Navn, baade i Døbenavnet og i Binavnet ... En "Homo" vil kunne fremstilles fra to Sider, enten fra den ideale, og da bliver Digtet en Messiade, eller fra den empiriske Virkeligheds, og da kommer det til at behandle en "Adam". Det er fra denne sidste Side, at vor Digter har taget det. Hans Adam Homo er en Figur, som netop tilhører det store Fælledsskab; han er hverken af de Bedste eller af de Sletteste, hverken af de rigest eller fattigst Begavede; han er tilbøielig baade til Godt og til Ondt, og man kan gjerne kalde ham et Hverdagsmenneske, naar man betænker, at der gives Hverdagsmennesker i alle Classer, og at Digteren netop har holdt sin Adam i den Sphære, hvor han snarest maatte finde Sympathie hos det store Fælledsskab af almindelig dannede Læsere. Men derfor maa ogsaa denne Bog for de Allerfleste have det samme Tiltrækkende, som Besøg paa et Sted, hvor man er ligesom hjemme og huusvant; og faa ere De, som ikke under Læsningen idelig og idelig maae sige til sig selv: De te fabula narratur [det er dig, der tales om]". Heiberg ender sin Anmældelse med - med tydeligt Sidehug til P. L. Møller - at ønske Forfatteren, "at hans nyeste Værk maa opnaae det Maal, han selv har angivet i sin Prolog: "at behage", - en Yttring, for hvilken 536 man med en næsten utrolig Borneerthed har villet drage ham til Ansvar, som Den, der nedværdigede Poesien til en blot Behagekunst, ligesom om Digteren havde givet mindste Anledning til at tænke paa en gemeen Collision imellem den Stræben at behage og den at fyldestgjøre Poesiens immanente Formaal. Den, for hvem disse to Sider falde fra hinanden, han er eo ipso ikke Digter. Tvertimod, ihvor høit man end vil anslaae de Opgaver, som Poesien har at løse, saa er det en simpel Tautologie, at denne Løsning kan ikke hjelpe det mindste, og maa betragtes som uskeet, saafremt den ikke behager, - nalurligviis Dem, som en Digter ene kan ville behage, ikke saadanne selvbeskikkede Dommere, som hverken kunne læse eller forstaae, og naar de fare gjennem Poesiens Blomsterhaver, blive hængende som Fluer i den første den bedste Spindelvæv". - Paa denne Heibergs Artikkel svaredes anonymt, men vistnok af P. L. Møller selv, i Georg Carstensens Nye Intelligensblade for 3dje April 1842: "Enhver veed, at Hr. Paludan-Müller har dediceret anden Deel af sine "Poesier" til Fru Heiberg. Dette var ikke meer end billigt, naar man erindrer, at det deri meddeelte Stykke "Fyrste og Page" ene ved denne Kunstnerindes Bistand saae sig i Stand til at naae sin Bestemmelse, at blive spillet tilende for vaagne Tilskuere. Enhver veed, at Prof. H. gjorde en replicerende Demonstration, ved i sin lyriske Digtesamling at optage en betydelig Deel af Hr. Paludan-Müllers Arbeider, hvilket desuden kunde forsvares derved at disse virkelig ere fortræffelige. Hvad var altsaa rimeligere, end at Professoren ogsaa vilde paatage sig et Forsvar af Adam Homo imod denne "syndige" Persons "dumme", "utaknemmelig-sorte", "utrolig borneerte" Recensenter og Læsere?"

B. S. Ingemann skrev 25/12 1841 til Fru Rosenørn (Brevveksling mellem Ingemann og Fru Rosenørn, Side 26): "Palludan-Müllers "Adam Homo" har vi ikke villet læse førend den kan haves heel - hvad der er udkommet er kun en Deel af et Heelt. Til Fremstillingen af det nyere Privatliv finder jeg Valget af den poetiske Form misligt". Derimod læste den gamle Biskop Jens Paludan-Müller, som ikke kom til at opleve Slutningen af Værket, sin Søns Bog og udtalte sig saaledes om den i Brev af 7/2 1842 til Sibbern (Breve til og fra Sibbern, I, Side 204-06): "De maae troe, at et Brev fra Dem, min trofaste, høitærede Ven! som De var saa kierlig at glæde mig med sidst i forrige Maaned, blev hilset af mig med et ret hierteligt Velkommen; og hvad Indholdet angaaer, maatte jo Alt, hvad De deri siger mig om min Frits's "Adam Homo", være mig en sand Vederqvægelse; thi det maae naturligviis være mit inderlige Ønske, at hans Digt vinder Bifald, fremfor alt hos Dommere som Dem. - Jeg hverken burde eller vilde fælde nogen endelig Dom, førend jeg seer anden Deel, hvor jeg haaber at komme til Klarhed om Grundtanken, der som en besielende og styrende Aand gaaer igjennem det Hele, og tolker mig den Verdensanskuelse, Digteren har villet udvikle og lægge os paa Hierte. Thi en Verdens- eller Livsanskuelse, mener jeg, maae ligge til Grund for, og udtale sig i, ethvert ægte Digt, især naar det er af noget Omfang. Og saavidt jeg kan skiønne, er det ved den Livsanskuelse, som Digteren søger at giøre gieldende, at han fornemmelig giør sig værdig enten til Roes eller til Daddel; thi det er derved, at hans Værk bliver virksomt enten til at ophielpe eller end mere forvirre Verden. Er hans Grundanskuelse religiøsethisk-christelig, vil han vorde en Velgiører for sine Samtidige; i modsat Fald vil han bidrage til at forvirre den Verden end mere, som allerede er forvirret nok. Thi naar man vil eftertænke, hvor Nutidens Grundskade dog egentlig ligger, vil man - saa synes mig - finde, at den ligger deri, at ikke alene ingen religiøs-ethisk Livsanskuelse er herskende og almindelig, men at endog ingen, hvilkensomhelst, er det. Jeg taler her om den reflecterende, saakaldte dannede og læsende Portion, som saa gierne vil repræsentere Folket, og som har den største Indflydelse paa den herskende Aand i det Hele. Finde ti ikke i denne Portions Livs- og Verdensanskuelse den samme Adsplittelse 537 som i de politiske Meninger, eller en endnu stærkere? Man mener vel, at det dog er kiendeligt nok, at Iveren og Agtelsen for de materielle Interesser er i vore Dage almindelig, og har opslugt alt Andet. Dette kan nu vel være sandt om Pluraliteten; men nu den finere Portion - de Reflecterende - de Philosopherende - de idelig Talende, og meget Læsende, - findes der hos dem nogen Verdensanskuelse, som kan kaldes almindelig? Er ikke Menings-Grupperne - og Nuancerne i disse Grupper - hos dem mangfoldige? Tør man sige, at deres Anskuelse af Livets Betydning i Almindelighed har et religiøstethisk Præg, - et christeligt ? Vi ville blot see hen til, hvilken Aand og Characteer der udtaler sig i de æsthetiske Producter, der i vor Tid gaae af som varmt Brød. Hvor gandske anderledes maae ikke Livet have staaet for den Tids Betragtning, der læste Klopstock, Geliert, Grandisson, den ældre Sneedorff etc. etc. med Begierlighed? Hvor gandske anderledes, da Rahbeks Tilskuer var Yndlings-Læsning, da Ifflands Stykker, og Emilie Galotti m. fl. altid gav fuldt Huus, og da man hørte mange Stemmer hæve sig mod Figaros Giftermaal som et usædeligt Stykke? Hvor gandske anderledes, da Bastholms Prædikener gialdt for de bedste Mønstre, ikke alene i Henseende til Stilen, men ogsaa i Henseende til Indholdet? Dengang troer jeg man kunde tale om Livsanskuelser, som kunde kaldes "almindelige" hos den store Pluralitet af Dannede; men ikke saaledes nu - med mindre man vil sige, at det nu er det Almindeligste ingen bestemt Anskuelse at have, men at holde sig i Dag til een og i Morgen til en anden, ligesom Hedningene til deres Guder, som Balle siger. Mig synes derfor, at det er at arbeide paa at læge Tidens Grundskade, naar man bestræber sig for at giøre en religiøs-ethisk d.v.s. christelig Livsanskuelse almindelig gieldende; og jeg mener, at der er ingen Skribentere, der formaae at udrette mere i denne Henseende end Digterne. Ligesom Tidsalderens Aand og Retninger altid afspeile sig klarest hos disse, som ret gaae ud paa at behage deres Samtidige, saa have og de en særegen Magt over Tidens Aand til at give den Vendinger, og til at bringe Ideer og forandrede Anskuelser ind i den store Masse. De seer altsaa, kiereste Ven! hvor usigelig jeg vil glæde mig, om jeg ved Læsningen af 2den Deel af Adam Homo kan gienkiende et virksomt Middel til at læge Tidens Brøst".

II.Hele "Adam Homo". Kjøbenhavns-Posten 1848, No. 293: "Man kan neppe sammenligne noget Digterværk i den nyere Literatur med dette fuldkommen moderne, lette og dog saa dybsindige, med skarp Satire gjennemflettede Epos". - Literaturbladet 1848, No. o (Følgeblad til "Flyveposten"): "En omfangsrig Menneskeskildring, der, tegnet med sikker Haand og udført med Poesiens meest glødende Farver, overrasker ved Sandheden i alle dens Partier og belyser, skjøndt ofte saarende og ydmygende for Læsere, der ere ukjendte med deres eget Indre, Sjælens skjulteste Løngjemmer. En levende Phantasi forener sig i dette herlige Digt med philosophisk Aand; dyb Opfatning af Menneskelivet og skarpt Indblik i det menneskelige Hjerte med en sjelden Evne til at levendegjøre Billedet; Kraft og Varme i Udtrykket med en luttret Smag, der, selv i de slibrigste Skildringer, veed at fjerne det Platte og Uædle. Kunne vi end ikke overalt sympathisere med Digteren i den Vei, ad hvilken han lader Heltens Liv udvikle sig, maae vi dog tilstaae, at han i enhver Overgang fra den ene Følelse til den anden, i ethvert af de Omslag, der indtræder i hans Gemytstilstand og Tanke, viser sig som en høist skarpsindig Forsker i Menneskesjælen". - Tilskueren 1849, No. 16-16 opfyldes "med en retfærdig Stolthed ved Bevidstheden om at tilhøre en Nation, af hvis Skjød saadanne Væxter kunne spire frem". Det er "et Værk af en i enhver Henseende usædvanlig Natur. ... Sandhed i Opfattelse og Tegning af Characterer, heldigt Valg af Situationer, bidende, men fiin og aandrig Satire, dyb og varm Følelse, et ægte religiøst Sind; Alt dette findes forenet her i et stort Billede, og som Ramme derom disse velbekjendte, flydende, lette og elegante Vers, som præsentere sig saa ugeneert og saa naturligt for Læseren, at man endog 538 fristes til at regne enkelte nogle halsbrækkende - hos en Anden vilde man sige noget søgte - Riim med som noget, der forstaaer sig af sig selv. Man kjeder sig ved at høre et Menneske, som taler aldeles correct uden mindste Eiendommelighed i Pronunciationen; Vers er Paludan-Müllers naturlige Sprog - i alt Fald som Forfatter - var der ikke enkelte Uregelmæssigheder, vilde maaskee Totalindtrykket tabe". - Berlingske Tidende bragte en meget udførlig, af Rudolf Varberg forfattet Anmældelse, der gik gennem 4 Numre af Bladet (1849, Nr. 64, 66, 68, 69). Han fastslaar, at Digtet "indtager en høi Plads saavel paa Grund af det dybsindige Anlæg, som af den mesterlige Udførelse, der har ødslet baade med Poesiens tropiske Farvepragt og Viddets glimrende Stjerneskud ... Forfatterens store Mesterskab viser sig i, at han, som Møllen i Eventyret, der malede gamle hæslige Kjærlinger om til unge smukke Qvinder, forvandler Alt hvad han optager i sit Værk, de ubetydeligste, trivielleste Ting, som vi Alle have oplevet og fundet kjedelige, omskaber han til betydningsfulde piquante Malerier". Han giver en udførlig Analyse saa vel af de enkelte Personers Karakter (Alma f. Ex. kalder han "en yndig Skildring af en begavet stille bly Kvindelighed ... Digtets ædleste Personlighed, dets Lysside, det er en sand Vederqvægelse midt blandt de Manges sørgelige Usselhed at dvæle ved hende") som af Tankegangen i Digtet. "Vort Digt - hedder det - er et Billede af den nærliggende Nutid d.v.s. Nutiden til Udgangen af 1847 og det er et livligt, klart og næsten fuldstændigt Billede, saa at man vel i visse Henseender kunde sætte "Adam Homo" ved Siden af Holbergs Comoedier. Derved vil dette Værk ogsaa altid bevare stort Værd uanseet forskjellige Meninger om dets Idee". Men én Mangel finder Varberg ved Skildringen: "skjøndt Digtet fremstiller et heelt langt Menneskeliv, mærke vi dog slet ikke til nogen Bevægelse i Menneskeslægtens Udvikling, dens forskjellige Interesser og deraf frembragte Higen og Tragten. De Spørgsmaal, der sætte Adams Ungdom i Bevægelse, ere Nutidens (d.v.s. indtil 1848), de der debatteres i hans Alderdom, ere de samme, men saaledes gaaer det ikke til i Virkeligheden. Om man end paa en vis Maade kan paastaae, at det altid er de samme Spørgsmaal, der beskjeftige Menneskene, kan man dog ikke negte, at de antage en forskjellig Form og behandles fra forskjellige Sider. Dette burde være antydet i Digtet, men dertil finde vi intet Spor". - Ogsaa Anmældelsen i Fædrelandet, der gaar igennem 3 Numre af Bladet (1849, No. 208-10), er klar over Digtets Tendens. "Det er - hedder det - ikke blot Troens og det kirkelige Livs Forfald, som skildres os strax i Begyndelsen ved Heltens Daab, senere ved hans første og sidste Prædiken, ved hans Bryllup og ved flere enkelte Træk; ikke blot det selskabelige Livs Tomhed ved Fru Dreiers Aftensgilde, Prindseselskabet paa Herregaarden og flere Steder; ikke blot det politiske Livs Letsindighed og Ordbram, Foragten for sand Konst og Tilbedelse af dens ydre Glimmer og Pynt, o. s. v.; men det er ogsaa den Splid og Ufred, den Lidenskabernes Kamp, den Slethed og Fortvivlelse, den Letsindighed og Tomhed, som hersker i det enkelte Menneskes Bryst, der drages frem for vort Blik i Personer som von Pahlen, den tykke og den graae Galt, den lille Jensen, Baronesse Mille, Jfr. Frisk o. fl. Men al denne Jammerlighed og Fordærvelse culminerer dog i Helten selv, i Adam Homo; thi i ham see vi Roden, hvoraf den hele Væxt skyder op, nemlig Mangel paa Villie; idet han derfor lader sig føre med Strømmen og drives hen igjennem alle disse Malstrømme, saa gribes han af enhver af dem, og vi forundre os næsten over at see, hvor naturligt det gaaer til, med hvilken Nødvendighed Mennesket er et Bytte for al denne Usselhed, naar han som Helten mangler den eneste befriende Kraft, Villien". Anmælderen finder det fornødent udtrykkelig at bemærke, at "det kun er Vrangsiden, der her er draget frem, og enhver Tid har paa sin store Ukrudtsmark dog ogsaa nogle Blomster, de være nok saa faa. Men det hørte ikke med til Digterens Plan at vise os dette; gjør han det alligevel, saa skeer det kun leilighedsvis; nei, han vil netop fæste vort Blik paa Ukrudtet, det er det, han 539 fører Krig imod, og Spørgsmaalet bliver derfor ikke, om Tiden i sin Helhed er skildret rigtigt, men netop om Vrangbilledet er rigtigt sammensat eller ikke. Og her kan det vel ikke negtes, at det i Sandhed er et Speilbillede af Virkeligheden vi see; thi hvilken af alle disse Charakterer mangler vel sin Original i Virkeligheden?" Anmælderen gennemgaar nærmere hver enkelt af Bogens Personer, han finder dem alle fortrinlige og virkelighedstro, "ja om det saa er de aldeles i Baggrunden holdte Figurer, af hvilke nogle endogsaa blot ere brugte som et Slags Staffage paa Værket, hvor træffende og levende ere de ikke alle skildrede? Man tænke blot paa den gamle Extraskriver, den forsigtige Mand i Klubben, Haandværkssvenden og flere Andre". Om de Scener i 1ste Del, man i sin Tid fandt "anstødelige", siges blot kort og godt, at de "ere ligesaa ethisk som æsthetisk forsvarlige; ethisk med Hensyn til Skildringernes egen Beskaffenhed, æsthetisk med Hensyn til deres Sammenhæng med Værkets Helhed." - I det tyske Tidsskrift Nordischer Telegraph leverede P. L. Møller en lang Anmældelse, hvoraf Kjøbenhavnsposten 1849 i sine No. 213-15 bragte en Oversættelse. "Den, der har ærgret sig - begynder Møller - over dette Digts første Deel (udkommen 1841), eller dog trods enkelte Partiers Skjønheder ikke kunde glemme andres kjedsommelige, smagløse Bredhed, har de to sidste, efter en syvaarig Pause paa eengang fremtraadte, Dele ikke blot i Sandhed glædet, men ogsaa paa den behageligste Maade overrasket. Disse to Dele høre ubetinget til det Betydeligste, som saavel den danske som overhovedet den hele nyere Poesi har frembragt". Han gennemgaar derefter Digtet udførligt, fastholder, omend i noget afdæmpet Form, sine Indvendinger mod første Del, men kan ikke finde Lovord nok for de to sidste. Han priser Karaktertegningen, fryder sig navnlig over Jensen, "den, som Typus for det mest bornerede Embeds-Philisteri, fortræffeligste comiske Tegning i Digtet", og slutter sin Anmældelse med de Ord: "Paludan-Müller har ikke givet os lyrisk musikalske Taagebilleder, men levende Mennesker med Kjød og Blod".

Oehlenschläger skrev 21/1 1849 til sin Datter (Oehlenschlägers Erindringer IV 294): "Paludan-Müller har skrevet et meget mærkværdigt Digt: "Adam Homo". Det er en stor rimet Hverdagshistorie, spækket med subtile philosophiske Reflexioner i meget flydende Vers. Det har moret mig at læse denne Bog, hvori der er mange morsomme velmalede Genrebilleder. En Situation med den forladte Elskerinde, der paa Heltens Dødsleie, ham ubekiendt, tiener ham som Vaagekone, er skiøn og rørende. Men Smagen har meget at indvende. Denne Riimkrønike er altfor vidtløftig, prolix (som Goethe sagde). Helten er et Hverdagsmenneske, endogsaa noget slyngelagtig, og staaer dog som Repræsentant for Menneskeheden. De philosophiske Afhandlinger, hvortil Paludan-Müller er forfalden, kroe sig formeget, og sige, skiøndt ofte Sandhed, intet andet, end hvad før kortere og mere klart er sagt. Et Hefte Digte, der findes efter Elskerinden, udsletter reent det hulde Billed af hende, og er ikke andet end Paludan-Müllerske Subtiliteter. Imidlertid fortiener Bogen Bifald og Roes i Meget", og 25/4 1849 skrev han til samme (Mindeblade om Oehlenschläger, Side 454): "Paludan-Müller har skrevet sin Adam Homo, om hvilken jeg skrev i sidste Brev. Uagtet alt hvad der kan være at dadle, er det dog et Værk af Genie, med mange enkelte Skiønheder". - Biskop J. P. Mynster skrev 16/2 1849 til P. Hjort (Hjorts Udvalg af Breve II 71): "Meest kunde der være at discutere om Adam Homo! Dersom den havde fundet en ubillig Modtagelse, skulde jeg have været den Første til at fremhæve dens Fortrin, men da Folk ere aldeles forgabede, jeg kunde sige "fornarrede", i den, er jeg meest tilbøielig til at kaste mig paa den modsatte Side, og besvære mig over, at man giennem en saadan Bredde skal følge den usle Pialt først paa alle hans vellystige Veie, saa paa alle hans Philister-Veie, indtil man naaer den sidste Sang, der rigtignok er baade moersom og deilig. Versene ere unegtelig bløde, men ogsaa blødagtige, lette, men ogsaa letfærdige, kort, det er en Wieland, men ingen Goethe eller Byron". [Hertil knytter Hjort som Tillæg 540 en Redegørelse paa 3 Sider for sit Syn paa "Adam Homo"; han ender saaledes: "Det er tungt, at ikke for længe siden en alvorlig Landsmand, med sand Avtoritet i Sligt, har kunnet tilråbe denne åndrige Digter: Hvor vil Du skamme Dig, såfremt Bevidstheden engang vågner om hvad Du har budt Danmarks Døttre i denne med Bulmeurt omvundne af Vellugt ellers så duftende Blomsterkost! - Og hvor vare alle de med Troslæren om sig slående Grundtvigianere henne, at de ganske forglemte den bydende Etiks Krav? Så kunde vi vel have undgåen den Sorg og Ængstelse, at allerede for 6 År siden en 4de Udgave er kommen frem af denne store forføreriske Bog".] - Blandt Litteraturhistorikeren N. M. Petersens efterladte Papirer findes (Ny kgl. Saml. 2273, 4° i Det kgl. Bibliotek; hidtil utrykt) følgende Lap om Adam Homo: "Min mening. helten en bengel, en usling, og han skal repræsentere menneskeheden. den episke fortælling følger ham, og det meste deraf hvad hans liv og dets scener angår går til ækelhed og væmmelighed. Men enkelte overmåde herlige partier, hvor forfatteren reflekterer, thi deri ligger hans mesterskab. Den egentlige rette menneskelighed findes derimod i Alma's (gartnerdatteren Alma Stjærne) digte. Uden dem vilde man kaste bogen bort fra sig. Heri er hovedmanglen, at det slette er gjort til den episke fortælling, det gode gives lyrisk (eller didaktisk) men ej episk, og det var dog just det der skulde være det vigtigste. Også kunne vi godt begribe, at disse vers ere af Paludan-Müller men af den gartnerpige han har skildret os, ere de ikke. Således mangler digtet i begge dele sandhed, klarhed og den egentlige poesi med al sin kunst. De friheder han tager sig i sproget og rimene passe i den komiske stil, ikke i den alvorlige: tier - rimet på papir - i ên stavelse og flere, som ingensteds gaar an. han smed sig (på lejet) bruger han idelig, uædelt ord. at spege, speje, gøre urede, det er efter Molbech. hedder det ikke spede?". - Præsten og Forfatteren Johannes Fibiger skrev i Jan. 1849 til sin Moder (Joh. Fibiger, Mit Liv og Levned, Side 236): "Vi arbeide med agtværdig Flid i Adam Homo, thi man kan ikke føre sig som dannet Cavaller i Hovedstaden, naar man ikke kan tale med om den. Det er en sur Suppe at faae ned, men mit Haab staaer til, at vi blive frygtelig kloge paa, hvorledes Verden aller virkeligst er, naar vi faaer den fuldelig indtaget. Fru Heiberg har læst den tre Gange, og siger sukkende: Hvad skal man læse efter saadan en Bog? Ussing mener, at den er ligervis som Biblen, en Bog for alle Bøger og ufeilbar. Jeg haaber, at I er dannede Mennesker, og kan den udenad".

Den svenske Digter, Filosof og Litteraturhistoriker P. D. A. Atterbom skrev 17/9 1851 til Chr. Molbech (Nordisk tidskrift för vetenskap, konst och industri, 1895, Side 118-19): "Äfven jag är en af Paludan-Müllers varmaste beundrare; jag menar, att jag redan sagt Dig det. Hans mästerverk, "Adam Homo" (minns Du, att Du gjorde bekantskapen med dess första del - på min bokhylla?) har följt mig hit i min landtliga fristad; och här utgjort, vid sidan af Byron's Works, min nästan dagliga läsning ... Öfverhufvud synes mig nu det lilla Danmark stå, i poetisk alstringskraft, högst bland Europas lander. Märkvärdigt skall bli att se, huru länge denna poetiska lifsflägt kan unvika att qväfvas eller åtminstone motverkas af den Demokratism, som eljest i Europa öfverallt har ett stockprosaiskt lynne" - og den tyske Litteraturhistoriker Adolf Strodtmann skrev 1873 (Das geistige Leben in Dänemark, Side 133-34): "Die erste Bekanntschaft mit "Adam Homo" verdanke ich dem langjährigen Redakteur der "Vossischen Zeitung", Dr. Otto Lindner, einem der geistvollsten Anhänger und Vertreter der Schopenhauerschen Philosophie. Als ich ihn vor sechs Jahren in seinem Redaktionszimmer besuchte, fand ich auf seinem Pulte ein dänisches Buch liegen, das die Spuren oftmaligen Lesens trug. "Adam Homo, ein Gedicht von Frederik Paludan-Müller", lautete der Titel des umfangreichen Bandes. - "Verstehen Sie Dänisch?" frug ich erstaunt. - "Ich habe die Sprache gelernt, um dies eine Buch lesen und immer wieder lesen zu können", erwiderte Dr. Lindner r "es kommt nie von 541 meinem Pulte, und ich bedauere nur, dass mir jede poetische Anlage versagt ist, sonst hätte ich's längst übersetzt. Apropos", fuhr er lebhaft fort, "Sie sind ja ein Nordschleswiger, das Dänische ist Ihnen geläufig - Sie müssen uns den "Adam Homo" verdeutschen!" - "Aber ich kenne das Buch nicht einmal", wandte ich lachend ein ... - "Versprechen Sie mir wenigstens, das einzige Gedicht zu lesen, das sich Byron's "Don Juan" würdig an die Seite stellt, das mit gleicher Kühnheit seinen Stoff der modernsten Gegenwart entnimmt, das den Menschen des neunzehnten Jahrhunderts ein Spiegelbild ihrer ganzen ideeverlassenen Ohnmacht und Jämmerlichkeit vor Augen hält, und wenn ich Sie wiedersehe, will ich Sie fragen, ob es Ihnen nicht als eine lohnende Aufgabe erscheint, unserer Nation dies Meisterwerk schärfster Kritik und tiefsinnigster Weltbetrachtung zu erschliessen". -

Ogsaa som et Bidrag til "Adam Homo"'s Historie maa endnu omtales, at Digtet har fremkaldt adskillige Efterligninger. 1851 udgav Lægen Oluf Lundt Bang "Eva Homo. Digt i femten Sange" (224 Sider), som 1867 udkom i 2den forøgede Udgave (254 Sider), og 1861 udgav Kancelliraad G. L. v. Bergen under Pseudonymen Philander "Varianter efter Adam Homo. Nytaarsgave til christelige Venner" (57 Sider). Endelig fremkom 1905 et Digt af cand. theol. Jens Marton under Titlen "Herman Byge" (228 Sider).

Litteratur.Georg Brandes, Frederik Paludan-Müller og hans "Adam Homo", i Æsthetiske Studier 1868, Side 165-91 (optrykt i Brandes' Saml. Skrifter II 151-67); Adolf Strodtmann, Das geistige Leben in Dänemark, 1873, Side 133-67; Otto Borchsenius, "En Sjæl efter Døden" og "Adam Homo", i Fra Fyrrerne, II (1880), Side 19-87; A. C. L. Grove-Rasmussen, Præsterne i Adam Homo. Et Konventsforedrag, i Theologisk Tidsskrift udg. af H. V. Sthyr, XI (1896), Side 1-20; Fr. Helms, "Adam Homo". Nogle Optegnelser, i Studenterhjemmets Julebog, 8de Aarg. 1908, Side 38-55.

Side 5 Linje 1:

Adam Homo] begge Ord, saa vel det hebraiske Adam som det latinske Homo, betyder "Menneske". - Navnet Homo forekommer allerede hos P.-M. i et allegorisk Digt "Sorgen", der første Gang offentliggjordes i December 1835 (i H. P. Holsts "Nytaarsgave fra danske Digtere" II, 1836, Side 149-162), men som P.-M. senere udelod af sine Skrifter, fordi han (se nærv. Udgaves 1ste Bind Side 557 Linje 25-26) ansaa det "som forfeilet". Paa sin Vandring gennem Livets Rædsler kommer Digteren til Sorgen:

Mit Navn er Homo, sukked jeg - min Fod
Har gjennemvandret alle Rædslers Rige,
Og alle Skrækkens Pile traf min Sjæl.

Side 7 Linje 1:

Prolog] ligesom sine store Forgængere: Goethe i "Faust" (1ste Del, 1807) og Byron i "Don Juan" (1ste Del, 1819) begynder P.-M. sit Digt med en Prolog (græsk: "Fortale, Forord"), i hvilken han gør Rede for sin Hensigt med det (se Side 9 Linje 17-32) og, efter gammel Skik, anmoder om Publikums Overbærenhed (se Side 10 Linje l-8). [Brugen af Prolog stammer fra den gamle græsk-romerske dramatiske Litteratur.] -

Tankegangen i Prologen er følgende:

I. Vers 1-6 (Side 7 Linje 2 - Side 8 Linje 16): De Tider, der frembragte baade Daad og Digt, d.v.s. de egentlige poetiske Tider (Oldtid og Middelalder), er forbi. Vor Tid er egentlig prosaisk, i det højeste æstetisk, d.v.s. man har hidtil digtet om Fortiden, men man har selv ingen Daad frembragt (Vers l-2, Side 7 Linje 2-17). En ny Poesi, Nutidsskildringen, er begyndt; man vender sig kritisk mod det historiske Stof og Romantikkens Helte (Vers 3-4, Side 7 Linje 18-33). Resultatet har ganske vist hidtil været kummerligt, men Publikum ynder at se sig selv skildret. Hvad skal Digteren saa gøre? (Vers 5-6, Side 8 Linje 1-16).

II. Vers 7-14 (Side 8 Linje 17 - Side 9 Linje 40): Han skal naturligvis, 542 siger P.-M. ironisk, som Alverden gør, søge at behage (Vers 7-10, Side 8 Linje 17 - Side 9 Linje 8). Men hvem skal han behage? (Vers 11, Side 9 Linje 9-16). Svar: Det prosaiske Stof maa jo behage "min Næste" d.v.s. min prosaiske Tid (Vers 12, Side 9 Linje 17-24), min Hensigt med Digtet vil forhaabentlig behage Gud (Vers 13, Side 9 Linje 24-32), mig selv vil jeg søge at behage ved lejlighedsvis at "se mig om", d.v.s. skildre og kritisere, hvad der synes mig at trænge til Kritik (Vers 14, Side 9 Linje 33-40).

III. Vers 15-18 (Side 10 Linje 1-32): Prologen ender og Digtet begynder.

Side 7 Linje 3:

Barden] i tysk og, efter Joh. Ewald († 1781), i dansk Digtning = Skjald (Navn paa de nordiske Oldtidsdigtere), men er egl. Navn paa Digterne og Sangerne hos de keltiske Folk (Frankrigs og de brittiske Øers Beboere i Oldtiden). [En væsentlig Del af deres Digtning bestod i Genfortælling af gamle Heltesagn, af hvilke Fortællingerne om Kong Artus (5te eller 6te Aarh. e. Kr.) og hans Kæmper om det runde Bord i Middelalderen vandt en vid Udbredelse, særlig gennem franske Digtere, og har haft stor Indflydelse paa europæisk Digtning lige til vore Dage (Richard Wagner, † 1883).]

Side 7 Linje 9:

Ny Viin paa gamle Læderflasker] sml. Matth. 9, 17: "Man lader og ikke ny Viin i gamle Læder-Flasker, ellers briste Læder-Flaskerne, og Vinen spildes, og Læder-Flaskerne fordærves; men man lader ny Viin i nye Læder-Flasker, saa blive de begge bevarede".

Side 7 Linje 13:

Bidder Lancelot] en af Heltene i Sagnene om Kong Artus og Ridderne ved det runde Bord (se Anm. til Side 7 Linje 3).

Side 6 Linje 13:

Roland] den berømteste af Heltene i den franske Sagnkres om Kejser Karl den store († 814 e. Kr.). Han gøres til Kejserens Søstersøn og til Kristenhedens tapreste Forkæmper mod Araberne i Spanien; om hans Kamp mod dem og Fald i et Bjærgpas i Pyrenæerne handler et af de skønneste og berømteste franske Heltedigte fra Middelalderen: "Rolandskvadet" (udmærket oversat paa Dansk 1897 af O. P. Ritto).

Side 7 Linje 17:

Vor Tid er idethøieste æsthetisk] d.v.s. den læser og nyder svundne Tiders Poesi, men da den ikke selv frembringer Daad, er den egentlig prosaisk. - Samme Betragtning havde ogsaa andre af P.-M.'s samtidige; Baggrunden for den dannede de sidste Aar af Frederik VI's Regeringstid, da hele det offentlige Liv var endt i Stilstand, Smaalighed og Snæversyn (sml. Rubin, Frederik VI's Tid, Side 612-13), Kraftigst udtrykt linder man uden Tvivl denne Tankegang hos Ingemann, om hvem Peter Rørdam († 1883) fortæller i sin Dagbog for 1837 (H. F. Rørdam, Peter Rørdam, I 95-96): "[Besøg i Sorø.] Om Eftermiddagen kom Ingemann ... Vi talte om Bedrifternes Død, og han klagede ret, at Bedrifterne havde siden 1801 været ingen, saa der maatte altid tygges Drøv paa det Gamle; og Bedrifter i Kunst og Poesi vare sjelden saaledes, at Sang herom kunde begeistre Folket, som forlanger Daad, og det er rigtigt, thi een Handling vidner mere end 1000 Ord".

Side 7 Linje 18:

Ordet] Ordsproget; ligesaa Side 8 Linje 4.

Side 7 Linje 22:

Musen] de ni Muser er i den græsk-romerske Mytologi Gudinder for Digtekunst og Videnskab.

Side 7 Linje 27:

Lang Tid holdt fangen af det Illusoriske] d.v.s. de romantiske Digtere nærede den Illusion, at man skulde digte om den store Fortid; den Opfattelse er man nu kommen bort fra.

Side 7 Linje 28-29:

det blot Historiske \ At synke qua poetisk Stof i Priis] der tænkes vel paa den Reaktion mod Romantikkens historiske Digtning, som allerede var blevet indledet i Slutningen af Tyverne. I sin Kritik af Oehlenschlägers Tragedie "Væringerne i Miklagaard" (1827) rejste J. L. Heiberg Kampen mod "Stoflighedsmaterialismen", og omtrent samtidigt angreb den ham nærstaaende Kritiker, Historikeren Chr. Molbech, paa det voldsomste den historiske Digtnings betydeligste og omfangsrigeste Frembringelser hos os: Ingemanns fædrelandshistoriske Romaner. Ogsaa Hauchs første historiske Roman 543 "Vilhelm Zabern" (1834) blev Genstand for en lignende Kritik fra Molbechs Side, og denne Kritik, der nedsatte Digterværkerne, fordi de indeholdt altfor meget historisk Stof ("endog med Angivelse af Aarstal"), forblev ikke uden Virkning. Ingemann tilstaar det selv. "Da jeg - siger han (Tilbageblik paa mit Liv og min Forfattervirksomhed, Side 55) - 1835 udgav min fjerde og sidste historiske Roman "Prinds Otto af Danmark og hans Samtid", var Interessen for Skildringen af det national-historiske Folkeliv mindre levende hos Publicum, hvorimod Naturefterligning af vort eget daglige Liv var bleven den herskende Smag; Novellen syntes for en Tid at ville fortrænge Charakteer-Romanen; Nutidens politiske og huslige Liv havde faaet mere Betydning, end det forgangne, og den Poesi, der unegtelig ligger i enhver Tidsalders Menneskeliv, havde et lykkeligt Talent [J. L. Heiberg] vidst at fremdrage i heldige og pikante Skildringer af Hverdagslivet". I sin Anmældelse af J. L. Heibergs "spekulative" Drama "Fata Morgana" (1838) gav (senere) Biskop Martensen (Maanedskrift f. Litteratur XIX 368) et Sidespark særlig til Ingemann i sin Bemærkning om de "krønikeagtige Skildringer af den historiske Fortid", og 1842 slog J. L. Heiberg i sin Kritik af Hauchs historiske Tragedie "Svend Grathe" følgende fast som Resultat (Pros. Skrifter IV 399): "Det historiske Dramas og altsaa Tragediens Tid er forbi; denne Digtart har for længe siden culmineret, og vender ikke mere tilbage uden som en Reminiscens, ganske paa samme Maade som det hellige Maleri, der er afsluttet med Raphael og de andre italienske Mestere, og aldrig mere kommer frem uden som Gjentagelse. Desuden er der i den nyeste Tid vaagnet en langt høiere Sands for Historien, og denne lader sig vanskelig tilfredsstille ved den digteriske Behandling".

Side 7 Linje 31:

om endog notoriske] d.v.s. selvom de er nok saa historiske.

Side 7 Linje 32:

De blotte Helte med de bare Struber] uden Tvivl at forstaa om de romantiske Teaterhelte med Trikotben og bare Arme og Hals. De nøgne Facta (Linje 31) = virkelig Historie og de blotte Helte = Romantikkens Behandling af Historien parallelliseres her.

Side 7 Linje 33:

de critiske Cheruber] spøgende om: Litteraturanmælderne, Kritikerne. - Cherub (hebraisk) er en Engel med Flammesværd (sml. 1 Moseb. 3, 24, hvor en Cherub staar paa Vagt ved Paradisets Porte).

Side 8 Linje 1:

Fra Scylla i Charybdis dog man falder] d.v.s. naar man vil undgaa den ene Yderlighed, falder man ofte i den modsatte. - Scylla (nu: La Rema) var en af Oldtidens Søfarere meget frygtet Klippe i Messinastrædet mellem Italien og Sicilien; ligeoverfor den laa (indtil December 1908) den ligesaa frygtede Malstrøm Charybdis.

Side 8 Linje 4:

En gammel Sandhed har et gammelt Ord] d.v.s. gamle Sandheder finder man i gamle Ordsprog.

Side 8 Linje 6:

Alder] her i den udenfor Sammensætninger (Sten-, Bronze-, Jærnalder) nu ubrugelige, men i ældre Dansk meget alm. Betydning: "Tidsalder, Tidsrum"; sml. Ove Malling 1777 ("Store og gode Handlinger"): "Kundskaben om vores Verdens kunstige Bygning var det, som i den Alder, da [Astronomen] Rømer levede, var særdeles agtet af de lærde i Europa"; Baggesen 1807 ("Giengangeren og han selv"): "i hver oplyst Alder | Poeten med Begrebet, Verden fik | Om ham og hans af slige Folks Kritik, | Hvordan den er for Resten, staaer og falder".

Side 8 Linje 7-8:

Genremalerier \ Udgivne som Novelle-Poesier] d.v.s. Skildringer af det samtidige Hverdagsliv med Betegnelsen "Novelle" paa Titelbladet. - Om Novellelitteraturen, der i Trediverne var meget righoldig, sml. Anm. til 1ste Binds Side 7 Linje 34. - Genremaleri kaldes et Maleri, som forestiller Scener af Hverdagslivet eller Folkelivet. Det kom frem herhjemme i Slutningen af Tyverne og vandt Trediverne igennem mere og mere Terræn, baaret frem af C. V. Eckersbergs unge Elever som Albert Küchler, Vilhelm Bendz og Vilh. Marstrand, der til at begynde med gærne fremstillede 544 Scener af deres eget Liv, hvilket, siger J. L. Heiberg spydigt (Pros. Skrifter II 291) "synes grundet i den naive Mening, at det er Verden magtpaaliggende at erfare, hvorledes Kunstnerne, som dog ikke fortrinsviis have Ord for Skjønhed eller Dannelse, see ud og gerere sig". Overhovedet vurderede den Heibergske Kres ikke Genremaleriet højt. - "Genremaleri" som Undertitel paa Bøger forekommer næppe i Trediverne, man brugte "Novelle".

Side 8 Linje 13:

Amor] det latinske Navn paa Kærlighedsguden i den græsk-romerske Mytologi.

Side 8 Linje 19:

Vi Christne fik kun to] Matth. 22, 35-40: "Og En af dem [Pharisæerne], en Lovkyndig, spurgte og fristede ham, og sagde: Mester, hvilket er det store Bud i Loven? Men Jesus sagde til ham: du skal elske Herren din Gud i dit ganske Hierte, og i din ganske Siel, og i dit ganske Sind. Dette er det første og store Bud. Men det andet er ligesom dette; du skal elske din Næste som dig selv. Af disse to Bud hænger al Loven og Propheterne".

Side 8 Linje 24:

Søg at behage] sml. P.-M.'s Digt "Den ottende Konst" (nærvær. Udgaves 1ste Bind Side 179-183).

Side 8 Linje 37:

Tartuffen] d.v.s. Hykleren, den skinhellige Person; er Navn paa Hovedpersonen i den berømte franske Komediedigter Molières Lystspil "Tartuffe" (1664), et Angreb paa den skinhellige katolske Gejstlighed. [Udtales: tarty'f].

Side 8 Linje 37:

Hetæren] d.v.s. Skøgen (sml. Anm. til 1ste Binds Side 275 Linje 19).

Side 9 Linje 16:

Idet jeg ikke hugger Knuden over] Talemaaden at hugge Knuden over har Hentydning til Fortællingen om Alexander den store († 323 f. Kr.) og den gordiske Knude. Guderne havde udtalt, at den, som først paa en Vogn mødte den fra Oraklet (Anm. til 1ste Binds Side 93 Linje 17) hjemvendende Udsending, skulde blive Konge i Phrygien (Landskab i Lilie-Asien). Landmanden Gordios blev den lykkelige. I sin Taknemmelighed indviede han i den af ham anlagte Stad Gordion et Tempel til Zeus, den øverste Gud, og opstillede i det Vognen; paa Vognstangen knyttede han Aaget fast med en saa kunstig Knude, at Oraklet lovede den, der kunde løse den, Herredømmet over Verden. Alexander den store løste Knuden ved at hugge den over med sit Sværd.

Side 9 Linje 23:

Han prøver Alt, men vælger ei det Bedste] sml. 1 Thes. 5, 21: "Prøver alle Ting; beholder det Gode".

Side 10 Linje 6:

Autor] (latin) "Forfatteren".

Side 10 Linje 16:

Patronen] ironisk og spøgende = Personen; endnu alm. (en snurrig, sær, lystig o. s. v. Patron) [af latin patronus "Velynder, Beskytter"].

Side 10 Linje 21:

Blomstermyl] Myl, nu kun: Mylder eller Mylr (Vrimmel); P.-M. bruger Formen Myl igen Side 494 Linje 30: "Lig Verdens Myl blandt de udvalgte Faa" og i "Ahasverus": "Der var en Støi, et Stiim, et Myl, | Et blandet Chor af vilde Hyl", og Baggesen anvender 1785 ("Poesiens Oprindelse") Udsagnsordet at myle for at myldre: "Som naar paa gammel Torv den blinde Pøbel myler | I Klynger om det lykkelige Nummer ..." (der er Tale om Tallotteriets Trækning).

Side 10 Linje 28:

forlanger] omtrent = ønsker; ligesaa Side 119 Linje 23, Side 157 Linje 21 o. fl. St.; sml. Anm. til 1ste Binds Side 377 Linje 31.

Side 11 Linje 2-3:

ei langt fra Byen Veile, \ (Der for det jydske Paradiis har Ord)] Vejleegnen prises, som rimeligt er, enstemmigt af Datiden baade for sin Naturskønhed og sin Frugtbarhed. Chr. Molbech skriver 1815 i sine "Ungdomsvandringer" (II 183): "Omtrent en halv Miil Sønden fra Veile begynder den med Rette saa berømte Egn, der i særegen Charakteer og Naturskiønhed vist ikke har sin Lige i vort Fædreland ... Ingen, der ikke har seet dette Sted, vil troe, at en saadan Egn er at finde i vort Land; og enhver 545 som har seet Bierglande, maa gienkiende dem her". Og Gr. Begtrup skriver 1808 i sin Bog "Agerdyrkningens Tilstand i Danmark" (V 219) om Vejle Amt: "Dette Amt er fortrinlig godt. Den største Deel deraf har en god Jordbund, er vel forsynet med Skov, vel befolket, og af Bondestanden ere de Trefjerdedele Selveiere". - P.-M. har uden Tvivl været personlig kendt paa Vejleegnen; han kan saaledes i sin Barndom have besøgt sin Faders Søster Inger Marie († 1828), som var gift med Johan Henrik Selmer († 1831), fra 1803-1820 Amtmand over Vejle Amt.

Bide 11 Linje 8: Der, hvor paa Kortet man seer tvende Prikker] heraf lader sig naturligvis Adam Homos Fødested ikke bestemme. Af Side 38 Linje 34 fremgaar det imidlertid, at Horsens Landevej gaar gennem Sognet og kan ses fra Degnens Have. Landsbyen ligger altsaa nord for Vejle Fjord. Selvom der næppe er tænkt paa nogen bestemt, kan de i Forhold til Fjorden højtliggende Kirker Engom og Davgaard samt Herregaarden Tirsbæk nede ved Fjorden omgivet af Skov have dannet Baggrunden for den udførlige Skildring af Adams Barndomsegn i 8de Sang.

Side 11 Linje 31:

hjemmegjort, af egne Faar] Faareavlen var i P.-M.'s Barndom i stærk Fremgang i Jylland og ikke mindst i Vejleegnen (se C. Dalgas, Veile Amt, 1826, Side 165). - Adam Homos Fader driver, som de fleste Landsbypræster paa den Tid, selv Præstegaardsjorden. Landbruget gav dengang saavel Husbonden som Husmoderen adskilligt mere at tage Vare paa end nu til Dags, idet man f. Ex. ikke alene selv slagtede, bagte og bryggede, men ogsaa for en stor Del selv tilvirkede sine Klæder.

Side 11 Linje 33:

tilhuse] = hjem, se Anm. til 1ste Binds Side 68 Linje 36.

Side 12 Linje 5:

Vindver] om denne Form se Anm. til 1ste Binds Side 29 Linje 3.

Side 12 Linje 11:

Pult] dengang var det alm., at man skrev staaende ved en Pult (P.-M arbejdede selv paa denne Maade).

Side 12 Linje 13:

Lig Hyrderne] se Luk. 2, 8-20 (Juleevangeliet).

Side 12 Linje 15:

Gestalt] Skikkelse (om de tyske Laaneord med Forstavelsen ge- se Anm. til 1ste Binds Side 20 Linje 17).

Side 12 Linje 26:

Mortensdagen] den 11te November.

Side 12 Linje 27-28:

i Christenkaaben \ Og med en Hue, guldbrodeert og grøn]Christenkaaben er Daabskjolen (ogsaa kaldet "Kristentøjet"); den havde alm. Form af en Pose ("Kristenposen") og var paa Forsiden meget pyntelig (med rødt Kors over Brystet eller med paasyede gyldne Baand, Stjerner, Englehoveder o. s. v.) [Afbildning hos F. L. Grundtvig, Livet i Klokkergaarden, 1909, Side 59]. Til Daabskjolen hørte en Hue, der ogsaa var smykket f. Ex. med Sølv eller guldvævet Tøj [Afbildning smstd.]; naar den her er grøn, er det naturligvis, fordi grønt er Haabets Farve.

Side 12 Linje 38:

Canapee] (fransk) "Løjbænk, Sofa".

Side 13 Linje 15:

dine Løier] ret uvirkeligt: et Barn paa 1½ Maaned gør ikke Løjer (P.-M. havde selv ingen Børn).

Side 14 Linje 11:

en lille Skræder] = en lille Umulighed (Skrædderne har fra gammel Tid alm. været Genstand for Spot og Haan, se H. F. Feilberg, Bidrag til skræddernes saga, i Dania I og III).

Side 14 Linje 14:

Jordens Salt] Jesu Ord til Apostlene (Matth. 5, 13): "I ere Jordens Salt".

Side 14 Linje 16:

et Mørkets Barn] d.v.s. en Forbryder.

Side 14 Linje 20:

Nattens Lamper] spøgefuld Omskrivning for: Stjernerne (sml. Anm. til 1ste Binds Side 23 Linje 2).

Side 14 Linje 23-24:

Paa dette Tegn saa fast hun monne bygge; \ Thi samme Stund hun bad for Barnets Lykke] efter den gamle Tro, at naar man i det Øjeblik en Stjærne "falder" udtaler et Ønske, vil det gaa i Opfyldelse.

546

Side 14 Linje 31:

Harm] Sorg, Smerte (se Anm. til 1ste Binds Side 89 Linje 38).

Side 14 Linje 33 - Side 17 Linje 8]

uden Tvivl bygget paa egne Erindringer fra Barndoms- og (se Anm. til Side 15 Linje 21) Studenteraarene.

Side 14 Linje 35-36:

Hjerterum ... Huusrum] sml. Talemaaden hos Peder Syv († 1702), der er blevet alm.: "Der er rum nok, hvor der er hjerterum".

Side 15 Linje 11-12:

en Snak \ Som næsten babylonisk man kan kalde] d.v.s. en Snakken, saa man knap kan høre Ørenlyd og forstaa, hvad Modparten siger (babylonisk Tale egl. = forvirret Tale, sml. 1 Moseb. 11, 9).

Side 15 Linje 20:

Anekdot] nu: Anekdote (sml. Anm. til 1ste Binds Side 35 Linje 23).

Side 15 Linje 21:

Paa Politikens Marker rundt man traver] dette passer kun paa Tiden efter 1830, se Anm. til 1ste Binds Side 31 Linje 31.

Side 15 Linje 22:

I Konsternes Paulun man søger Ly] d.v.s. man snakker om Bøger, Musik og Teater, hvilket var "dannede" Menneskers alm. Samtaleæmne i Frederik VI's Tid (Paulun egl. = Telt, Bolig).

Side 15 Linje 23:

Metaphysiken] den Del af Filosofien, som beskæftiger sig med alle Tings Oprindelse og Væsen; nu dyrkes den næsten slet ikke, men var paa P.-M.'s endnu anset: J. L. Heiberg, Poul Møller og F. C. Sibbern gav sig af med metafysiske Studier og udgav i Trediverne Skrifter derom.

Side 15 Linje 24:

Og dumper ned til Kjeldermands-Logiken] saaledes først Udg. 1851; Udg. 1841 og 1849 har: "Og lader for en Spøg saa Alt istikken". Meningen af Linje 23-24 er altsaa den: naar man er kørt fast i den alvorlige Diskussion, klarer man sig ud af sin Forlegenhed med en Vittighed. - "Kjeldermand" i Betydning "(daarlig) Vittighed, Brander" (Laaneord fra Fransk gennem Tysk) kom først i Brug herhjemme omkring 1830, og det blev nu en formelig Mode overalt og ved alle Lejligheder at sige "Kældermænd". P. V. Jacobsen skriver 21/3 1831 til Adler i Ribe (Breve fra P. V. Jacobsen, Side 147): "Af Aviserne vil Du have set det Raseri, der for kort siden bemægtigede sig Kjøbenhavn med Hensyn til de saakaldte Kældermænd. Man hørte ikke andet end deslige Vittigheder, som oftest iklædte Gaadefor6m, og jeg troer, at de fleste Mennesker fra Morgen til Aften ikke tænkte paa andet eller i andet end Kældermænd. Saaledes kom en Mand ind til en Konditor [d.v.s. paa en Kafé], og, da han saa en Bekendt siddende der, sagde han til ham: "Hør, kan De ikke sige mig, hvorfor er Posten ikke kommen idag?" Manden smilte, drejede Hovedet til alle Siderne, rystede det, lo og sagde tilsidst: "Nej, det kan jeg ikke gætte!" Han troede, det var en Kældermandsnød, den anden vilde give ham at knække, medens det var et simpelt, uskyldigt Spørgsmaal". Der udkom Smaabøger med "Kældermænd": 1831 "Udvalgt Samling af friske Kjældermænd af Mads Foss" og "Kjældermænd, En Samling af nye og vittige Indfald", 1834 "Borgere og Kjældermænd af O. Topp" og endnu 1856 "100 morsomme Kjældermænd, samlede og udgivne af Hans Persen Kjældermand". - Side 27 Linje 26 og Side 239 Linje 33-34 giver P.-M. selv "Kjældermænd" til Bedste.

Side 15 Linje 30:

Diskurs] (latin) "Samtale, Diskussion".

Side 16 Linje 1-2:

forinden ... foruden] nu: indenfor og udenfor, se Anm. til 1ste Binds Side 30 Linje 15; sål. hyppigt hos P.-M.

Side 16 Linje 6:

Mennesket af Brød ei lever blot] sml. Matth. 4, 4: "Mennesket lever ikke alene af Brød, men ved hvert Ord, som udgaaer igiennem Guds Mund".

Side 16 Linje 23:

der Fedekalven slagter] sml. Luk. 15, 11-32 (Fortællingen om den forlorne Søn).

Side 16 Linje 24:

gentil] (fransk) "høflig, beleven".

Side 16 Linje 31-32:

her i Overflod hvor kan de Gode \ Fremtidig547Mangel vel paa Brød formode] Ordspil: Brød her med Bibetydning "Levebrød, Embede".

Side 17 Linje 6:

Vale] (latin) "Farvel, Levvel". - Latinen var i det hele mere nær ved Haanden dengang end nu; sml. Side 23 Linje 17: Genus, Side 24 Linje 39-40: in extenso og in suspenso, Side 31 Linje 31-32: Codex og Podex, Side 42 Linje 23-24: Homo flens! O monstrum hominis! Indigna mens!, Side 44 Linje 10-13: ego, rego, nego, Side 51 Linje 8: ars amandi, Side 53 Linje 36: In sano corpore sana mens, Side 54 Linje 35: primus inter pares, Side 113 Linje 38: non plus ultra, Side 125 Linje 18: nervus rerum, Side 127 Linje 16: O tempora! o mores!, Side 223 Linje 31: mores, Side 229 Linje 23: oremus, Side 232 Linje 21: Jus proponendi, Side 266 Linje 16: in suspenso, Side 269 Linje 7: Vehikel, Side 400 Linje 8: Sic transit gloria mundi!, Side 430 Linje 35: Quid Saul inter prophetas?, Side 448 Linje 5: Esse, non videri, Side 511 Linje 18: Vita.

Side 17 Linje 25:

Støvet] poetisk = Mennesket, Menneskeslægten (sml. Anm. til 1ste Binds Side 20 Linje 14).

Side 17 Linje 33:

Stadsestue] paa Landet, hvad Salen (se Anm. til 1ste Binds Side 31 Linje 2) var i København og Købstæderne: den Stue, der kun benyttedes, naar der kom Fremmede [nu stærkt ved at forsvinde].

Side 17 Linje 36:

En heel Forsamling der i Kreds vi skue] P.-M. har ikke tænkt paa, at den Kres, han her lader være forsamlet Juledags Morgen, i det virkelige Liv umuligt kunde være forsamlet den Dag, ti Provsten og de to Præster maatte selvfølgelig være i deres respektive Kirker og holde Julepræken.

Side 17 Linje 37 - Side 18 Linje 24]

i de let skitserede Portrætter af Præsterne har P.-M. villet give Typer paa de forskellige Retninger, der fremtraadte blandt hans Samtids Præster. Som Præstesøn, opvoxet i en Præstegaard og levende en stor Del af sin Ungdom i Præstekrese, har han haft en udmærket Lejlighed til at blive bekendt med de forskellige Typer, og der kan næppe være Tvivl om, at der ligger Træk fra Virkeligheden til Grund for Skildringen (se f. Ex. Smaating som Side 18 Linje 8 og Side 21 Linje 29-30), selv om det nu er umuligt at pege paa bestemte Personer, som Digteren har haft for Øje.

Provst Matthias Holm (Side 17 Linje 37-40) er Type paa den gammeldags rettroende (ortodoxe) Lutherdom, der tager Guds Ord, som det er, uden at lægge til eller trække fra (sml. Side 28 Linje 33-36). Saadanne Præster var der ikke mange af i Slutningen af det 18de og Begyndelsen af det 19de Aarh., da Rationalismen (se nedf.) herskede i den danske Kirke (Grundtvigs og Ingemanns Fædre f. Ex. var gammeldags kristne Præster i det 18de Aarh.), men Retningen vandt fra Tyverne af mere og mere Terræn, særlig ved J. P. Mynsters Virksomhed, idet mange rationalistisk sindede og paavirkede Præster lidt efter lidt førtes over til den.

Hr. Pastor Jeremias Top (Side 18 Linje 1-8) er aabenbart Repræsentant for de Præster, der fra Tyverne af sluttede sig til den stærkt pietistisk farvede Lægmandsbevægelse ("de Hellige", "de Opvakte" kaldte de sig selv), som var en Udløber af den gamle krasse Pietisme i Begyndelsen af det 18de Aarh., og som havde holdt sig i forskellige Egne af Landet paa Trods af den herskende Rationalisme, saaledes baade paa Vejleegnen og i Kerteminde, hvor P.-M.'s Fader havde adskilligt Bryderi med den. I Trediverne støttedes denne pietistiske Lægmandsbevægelse f. Ex. af Grundvigs Ven og Discipel J. C. Lindberg, der optraadte med stor Voldsomhed.

Hr. Pastor Henrik Flint (Side 18 Linje 9-16) er Repræsentant for en Retning, som paa den Tid, 1ste Del af "Adam Homo" blev til, ialtfald kun ganske enkeltvis kan være kommet til Orde indenfor den danske Præstestand og blandt danske Teologer, men som P.-M. har følt liggende i Luften (i Fyrrerne traadte den med Stud. theol., senere Professor i Filosofi Hans Brøchner 548 og Lic. theol. A. Fr. Bech frem i Litteraturen og fremkaldte Opstandelse indenfor den teologiske Verden). Flint er Tilhænger af den Opfattelse af Kristendommen, som den tyske Teolog, Docent ved Universitetet i Tübingen David Friedrich Strausz 1835 fremsatte i sin berømte Bog "Das Leben Jesu, kritisch bearbeitet". Han opfattede Jesus ikke som en Gud, men som et almindeligt Menneske, der havde antaget sig selv for den i det gamle Testamente forjættede Messias, og han fremstillede den evangeliske Historie som en Række Myther og Sagn, der var opstaaede i det 1ste og 2det Aarh. e. Kr. blandt Jesu Disciple, hvis fromme Phantasi havde digtet dem efter det gamle Testamentes Messiasforestillinger som Forbillede; som rent historisk Person er Jesus os egentlig aldeles ubekendt. Strausz' Bog, der vakte en voldsom Opsigt og kostede Forfatteren hans Stilling, blev strax efter dens Fremkomst danske Præster bekendt gennem det af de teologiske Professorer ved Københavns Universitet H. N. Clausen og M. H. Hohlenberg redigerede, meget udbredte og læste "Tidsskrift for udenlandsk theologisk Litteratur", der i sin 4de Aargang 1836 Side 80-230 bragte et udførligt Udtog, uden at tage Forbehold overfor Forfatterens Synsmaade, noget der forekom adskillige, f. Ex. J. P. Mynster, "høist besynderligt" (se Mynsters Breve til W. F. Engelbrelh i Kirkehisl. Samlinger 4 R. IV 750 og 752). Det er vel dette, der har faaet P.-M. til at anbringe en Strauszianer blandt sine Præster; da hans Fader subskriberede paa Tidsskriftet, har han næppe været uden Kendskab til det. [1842-43 udkom Strausz' Bog i fuldstændig dansk Oversættelse ved Fred. Schaldemose.J

Peter Homo, Adams Fader, er Repræsentant for Rationalismen, der i P.-M.'s Barndom endnu var den dominerende indenfor den danske Kirke, og som først henimod Midten af Aarhundredet kan siges at være helt overvundet. Rationalisme kaldes den Retning indenfor Teologien, der støtter sig til Fornuften (latin: ratio) som eneste Vej til Sandhedens Erkendelse og som af "Aabenbaringen" kun godkender, hvad Fornuften kan fatte; derfor forkaster Rationalisten f. Ex. Miraklerne i enhver Skikkelse, de er enten slet ikke skete eller ogsaa er de gaaede til paa ganske naturlig Maade og kun paa Grund af Misforstaaelse blevet betragtede som Mirakler [nogle Expl. paa rationalistiske Mirakelforklaringer gives i Anm. til Side 44 Linje 16]. Den rationalistiske Teologi gik da ud paa Omfortolkning og Bortfortolkning af Skriften (sml. Side 27 Linje 33 - Side 28 Linje 8). Skønt de rationalistiske Præster kun i ringe Grad var interesserede i et kraftigt og bevidst Trosliv, gjorde de dog bestemt Krav paa at anses for kristne. Paa alle humane og borgerlige Omraader var de gennemgaaende livligt interesserede, ofte ivrige Fremskridtsmænd, duelige Landmænd, med paa alt nyt - ganske som Pastor Homo (se f. Ex. Anm. til Side 33 Linje 40 og Side 40 Linje 4-8) er det. Rationalismen, der kom til os fra Tyskland, havde sin Blomstringstid herhjemme i Tidsrummet ca. 1780 -1825, den fik sine Banemænd i Mynster og Grundtvig, paa P.-M.'s Tid var Stiftsprovst H. G. Clausen († 1840), H. N. Clausens Fader, dens betydeligste Repræsentant.

Side 18 Linje 15:

superklog] (latin) indbildt klog, altfor klog.

Side 18 Linje 19:

beklipper Ordet] ligesom Møntmestrene i gamle Dage til egen Fordel "beklippede Mønten" og derved gjorde dens virkelige Værdi ringere.

Side 18 Linje 37:

Dadbens lille Candidat] spøgefuldt Udtryk om den, der skal døbes (sml. Udtrykket "Dødens Kandidat" om den, der skal dø).

Side 18 Linje 39:

Pasop] Hundenavnet Pasop er et Laaneord fra Tysk og betyder "Pas paa".

Side 19 Linje 2:

skjønne Døbedragt] den er skildret ovenfor Side 12 Linje 27-28.

Side 19 Linje 7-8]

alm. Folketro. Fra Nord-Fyen hedder det (Dania V 160): "I samme Grad som et Barn lader sin Stemme høre under Daaben, vil det blive begavet med Sangstemme". H. C. Andersen fortæller 1859 ("Mit Livs 549 Eventyr", Side 2): "Som en Skrighals skal jeg have viist mig i Kirken, da jeg blev døbt, hvorover Præsten, der senere af min Moder omtaltes som en meget ærgerlig Mand, sagde: "den Unge skriger jo som en Kat!" hvilke Ord hun aldrig kunde glemme ham; en fattig fransk Emigrant Gomard, som stod Fadder til mig, trøstede hende imidlertid med, at jo høiere jeg som Barn skreg, des smukkere vilde jeg synge, naar jeg blev ældre".

Side 19 Linje 16:

Kun Barnets Moder ene bli'er tilbage] vel fordi hun som Husmoder af Hensyn til Gæsterne ikke har Tid til at gaa med i Kirke. Forøvrigt var og er det endnu almindeligt paa Landet, at Moderen ikke tager med til Barnedaab i Kirken.

Side 19 Linje:

Sad alt i Rader Bonden og lians Qvinde] Mænd og Kvinder sad hver i sin Stolerække, Mændene til højre for Kirkens Midtergang, Kvinderne til venstre. Det var gammel Skik, som paa P.-M.'s Tid endnu overholdtes, at Mændene var i Kirke den første Helligdag, Kvinder og Tjenestefolk den anden; enten har P.-M. overset dette, eller ogsaa er det den store Begivenhed: Præstens Søns Daab, der har lokket hele Menigheden i Kirke første Juledag.

Side 19 Linje 20:

Byens unge Folk i Koft og Kjol] d.v.s. Karlene i Kofte og Pigerne i Kjole; naar P.-M. bruger Formerne Koft og Kjol, hvilke endnu i Almuesprogene er de gængse Former, i Stedet for Kofte og Kjole, er det maaske kun af Hensyn til Versemaalet; Formen Kjol bruges igen Side 363 Linje 9.

Side 19 Linje 21:

Baronens Stol] Baronen fra den nærliggende Herregaard, om hvem man faar nærmere Besked i 8de Sang, har sin egen Stol i Kirken, der, som det fremgaar af Linje 24, er anbragt som Pulpitur ovenover Menighedens Siddepladser. Da Baronen er Kirkeejer og har Kaldsret, er det kun naturligt og ikke Tegn paa utidigt Snobberi, at Homo bukker for ham, før han begynder paa Prækenen (sml. de københavnske Præsters Buk for Kon gen, naar han er i Kirke).

Side 19 Linje 25-32] Originaludg. udmaler hele denne Scene noget mere:

Gudstjenesten begynder. Degnen bringer
Sin Tale frem midt i det aabne Chor,
Imedens at hans ene Tommelfinger
Sig i en Cirkel om den anden snoer.
Hans halvtillukte Blik ved Bønnens Ord,
Der i hans Mund kun som en Remse klinger,
Gjør, at den gode Degn det Anstrøg fik,
Som talte han mens han isøvne gik.

Medeet han vaagner og med Amen ender;
Hvorpaa tilbage han i Choret gaaer,
Og atter sig mod Menigheden vender,
Idet han Tonen an til Psalmen slaaer.
Skjøndt her ham hændte nu, hvad tidt ham hænder,
At lidt paatværs han den i Halsen faaer:
Fuldkommen dog hans Menighed forstod ham,
Thi Tonen greb de, just som den forlod ham.

Tre Psalmer synges; mellem hver man hører
En Messe, hvoraf Intet man forstaaer;
Thi vel man seer, at Præstens Mund sig rører,
Mens underlige Toner fra den gaaer;
Vel seer man, at ham Degnen snart ifører
En Messehag'l og snart den af ham flaaer;
Vel seer man snart hans Ryg og snart hans Mave;
Men Meningen - ja hvo tør Mening have?

550

Side 19 Linje 29:

hans Stemme laaner Sangen Vinger] Orgler existerede ikke i Landsbykirkerne paa P.-M.'s Tid (de er endnu ingenlunde indførte i alle Kirker); Degnen angav Tone og Takt for Salmesangen ved at synge for. [Naar Orglet spiller ved Adams Bryllup med Baronesse Mille (Side 310 Linje 40), er dertil at bemærke, at Brylluppet finder Sted i Herregaardens Huskapel, og dèr er Orgel.]

Side 20 Linje 11-12]

for at have den fulde Forstaaelse af Pastor Homos Præken, bør man gøre sig bekendt med Rationalisten, kgl. Hofpræst Chr. Bastholms i sin Slags fortrinlige Skrift "Den Geistlige Talekonst" (1775), der har øvet en overordentlig Indflydelse paa den gejstlige Talekunst her i Landet. Af de forskellige "Prædikemaader", Bastholm her omtaler, har Homo aabenbart fulgt den, Bastholm kalder "den vilkaarlige synthetiske Læremaade", og som han særligt anbefaler: "man uddrager af Texten en Sætning, som enten udtrykkelig ligger deri, eller som den ikkun giver en grundig Anledning til, man deeler dette Thema efter eget Tykke, saaledes som det synes beqvemmest til Hovedsætningens fuldstændige Udførelse, man bruger siden af Texten, hvad man deri finder overeenstemmende med sin Plan, finder man intet, saa tvinger man den og intet af, man søger andre Steder de Grunde og Beviser, som man her savner" (Den geistlige Talekonst, Side 9).

Side 20 Linje 24:

Verdensborger] Rationalisterne yndede at understrege Menneskets Stilling som Borger i Samfundet med Borgerret og Borgerpligter mere end Menneskets Stilling som Synder overfor Gud.

Side 20 Linje 38:

aad sit Brød udi sit Ansigts Sved] 1 Moseb. 3, 19.

Side 21 Linje 15:

Til Gud som og til Cæsar] Matth. 22, 21: " Giver Keiseren det, som Keiserens er, og Gud det, som Guds er".

Side 21 Linje 18:

Apostlen siger] 2 Thim. 22.

Side 21 Linje 21-24]

Meningen er: Haabet mægter at se Barnet som "et Sølvkar", ikke som et "Skjændselskar", fordi det klynger sig til Skriftens Ord i Matth. 18, 2-10 (Uden I omvender Eder og blive som Børn o. s. v.) og Matth. .19, 13-15 (Himmeriges Rige hører Børnene til).

Side 22 Linje l-8]

man skal ikke ved Homos Ord om den Gæring og det Røre, der er i "Tro, Stat og Videnskab", tænke paa Revolutionstiden i Slutn. af det 18de Aarh., men man skal tænke paa de aandelige og politiske Strømninger paa P.-M.'s egen Tid d.v.s. ca. 1825-38. Der er i denne Tid nok, der kan begrunde Pastor Homos Klage.

Hvad Troen d.v.s. Kirken angaar, da var den store Kamp mod Rationalismen indledet 1825 af Grundtvig og førtes i Trediverne med største Voldsomhed videre af hans Ven Lindberg; den kristelige Lægmandsbevægelse, stærkt pietistisk farvet, bredte sig i Løbet af Trediverne, skønt Myndighederne Gang paa Gang skred ind, ikke alene over Nord-Fyen, men ogsaa over Langeland, Vestsjælland og Vejleegnen; i 1834 begyndte Lindberg sine Angreb paa Kirkens Øverste, Biskop Mynster, i Anledning af den ny Alterbog og Katekismus, og endelig fremsatte Grundtvig 1832 Tanken om Sognebaandsløsning (d.v.s. Tilladelse til frit at vælge sig sin Præst og Sjælesørger), der 1838 blev indbragt som Lovforslag i Stænderforsamlingen; det var om denne Tanke, at Mynster 1836 skrev til sin Ven Provst Engelbreth: "jeg negter ikke, at den synes mig at være en af de Tanker, som Guds og Menneskers Fiende sender ind i Verden for at forsøge, om han kunde forstyrre og opløse Christi Kirke" (Kirkehist. Saml. 4 R. IV 749).

Hvad Staten angaar, da havde Julirevolutionen 1830 i Frankrig ogsaa herhjemme rejst Kravet om en friere Forfatning (sml. Anm. til 1ste Binds Side 31 Linje 31). Den 28de Maj 1831 udstedtes en kgl. Anordning, der lovede Indførelse af raadgivende Provinsialstænder; den 30te April og den 10de Juli 1832 sammentraadte efter Regeringens Opfordring "erfarne" og "oplyste" Mænd for nærmere at drøfte Forslaget; endelig udstedtes den 15de Maj 1834 Forordningen om Stænderforfatningen og i Efteraaret 1834 fandt de første 551 Valg Sted. Samtidigt dannede sig de politiske Partier (det konservative og det liberale) og de politiske Foreninger; Oppositionen kom stærkere og stærkere til Orde, dels i Stænderforsamlingen (Assessor Tage Algreen-Ussing), dels gennem Blade som "Fædrelandet" og "Kjøbenhavnsposten", navnlig det sidste førte til Tider en voldsom Tone (Mynster taler 1836 i et Brev om "Kiøbenhavnsposten og andre Radicale og Anarchister" [Kirkehist. Saml. 4 R. IV 751]). I Marts 1835 forefaldt der Optøjer i København, hvorved Minister Stemann, der stedse holdt paa de skarpeste Forholdsregler mod Frihedsbevægelsen, var Genstand for Haan, Piben og Hyssen fra Ungdommens Side, endog den akademiske. H. C. Ørsted maatte tale Studenterne alvorligt til, og Politiet patruljerede udenfor Stemanns Bolig for at forebygge yderligere Uroligheder.

Hvad endelig Videnskaben angaar, da var der 1824 (mens P.-M. endnu gik i Skole) udbrudt en hæftig Strid om den menneskelige Viljes Frihed og Moralens Grundlag, i hvilken Strid bl. a. Mynster, A. S. Ørsted og J. L. Heiberg tog Del; i 1833 havde Heiberg udgivet et Skrift "Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid", hvori han slog til Lyd for den Hegelske Filosofi (om den se Anm. til Side 56 Linje 17); det fremkaldte en litterær Fejde mellem ham, Mynster, F. C. Sibbern og H. L. Martensen. Indenfor Æstetikken faldt Heibergs Angreb paa Oehlenschläger i Aarene omkring 1830 og fremkaldte en bitter Fejde bl. a. med Hauch.

Side 22 Linje 12:

kantrer] nu: kæntrer, se Anm. til 1ste Binds Side 21 Linje 3; det forekommer igen Side 89 Linje 30, Side 137 Linie 35 o. fl. St.

Side 22 Linje 16:

den forvendte Slægt] d.v.s. den vanartede Slægt; ligesaa Side 132 Linje 10: "hendes heftige, forvendte Sind"; alm. i ældre Dansk [sml. Holberg 1745 ("Don Ranudo"): "Hvad kand ikke Omgiængelse med gemene [d.v.s. simple] Folk udvirke? Barnet er jo saa forvendt, at man kiender det ey igien"] og i Bibeloversættelsen [sml. Phil. 2, 14-15: "Giører alle Ting uden Knur og Tvivl, at I kunne vorde ustraffelige og rene, Guds ulastelige Børn, midt iblandt den vanartige og forvendte Slægt"].

Side 22 Linje 19:

Vort Danmark er et lille fattigt Land] tør vel antages for Citat af Poul Møllers Digt "Glæde over Danmark" (trykt første Gang 1823):

Klerken raaber i Manillas Rønner:
"Danmark er et lidet, fattigt Land!"
Det forsikkrer Javas rige Sønner,
Selv Batavias skrantne Kræmmer stønner:
"Danmark er et lidet, fattigt Land!"

Side 22 Linje 23-40]

Pastor Homos Betragtninger over Vanskeligheden ved at vælge en Levevej, da der allevegne er saa mange om Budet, har til Baggrund den økonomiske og sociale Fremgang, som fandt Sted fra Midten af Tyverne, og som bragte adskillige til betænkeligt at ryste paa Hovedet. I særlig Grad var det Landbruget, der gik frem, og Homos Ord i Linje 25-28 stemmer saa temmelig med en Udtalelse af Nationaløkonomen Jacob Mandix 1830 i Skriftet "Danmarks Tilstand for omtrent tresindstyve Aar siden sammenlignet med den nuværende", Side 15: "Overdreve eller bestandig udyrket Jord har, naar de jydske Heder og Bornholms Udmarksjord undtages, næsten ophørt at være til". Mindre var vel Fremgangen for Haandværks og Industris Vedkommende, men Antallet af Haandværkere var dog i stadig Stigning. Medens saaledes Københavns Befolkning i Tidsrummet 1806-35 kun tiltog med ca. 18 Procent, voxede Antallet af Snedkere med ca. 88 pCt., af Malere med 100 pCt, af Sadelmagere med 56 pCt. o. s. v. (Falbe-Hansen og Scharling, Danmarks Statistik, II 469). Hvad endelig Pastor Homos Klage over Overproduktionen af Studenter (Linje 37-38) angaar, da havde Nationaløkonomen C. N. David i P.-M.'s sidste Skoleaar i en udførlig Afhandling (Statsoeconomisk Archiv, II 1829, Side 1-69) hævdet, at "Concurrencen til Statstjenesten 552 i alle de Grene, hvortil Embedsexamina ere fornødne, for nærværende Tid er for stor", og han endte med at udtale Haabet om, at "Almeenheden vilde blive opmærksom paa, at der i den almindelige Tendenz til at lade Statens unge Borgere studere for Statstjenestens Skyld ligger noget letsindigt, som ofte paa Sønnerne maa hævne Fædrenes Mangel paa Overlæg". (Davids Afhandling blev forøvrigt imødegaaet af J. P. Mynster og A. S. Ørsted i "Juridisk Tidsskrift", XIV 1827.)

Side 23 Linje 5-6]

Matth. 6, 26-31.

Side 23 Linje 10:

gammel Gjæld] den danske Præstestands økonomiske Stilling var i Tidsrummet 1814-25 i højeste Grad elendig. "Det er vanskeligt for os at forestille os den fattigdom, der fandtes i præstegårdene. Man var henvist til at leve af, hvad gården frembragte. Kolonialvarer måtte der gives afkald på; penge fandtes næsten ikke. At betale skatter og andre afgifter var umuligt. Udpantninger hang bestandig over hovedet" (L. Koch, Den danske Kirkes Historie i det 19de Aarh. II 16-17).

Side 23 Linje 17:

Om Barn, som Genus] d.v.s. om Børn i al Almindelighed. [Genus (latin) "Slags, Slægt".]

Side 24 Linje 4:

Mens Grenen den er ung, man skal den bøie] gammelt Ordsprog; lyder i sin ældste nu kendte Form (det 16de Aarh.): "det skal [nl. man] tidlige krøge [d.v.s. gøre krogt], en god Krog skal vorde".

Side 24 Linje 39:

in extenso] (latin) "udførligt, i alle sine Detaljer".

Side 24 Linje 40:

in suspenso] (latin) "svævende, uafgjort".

Side 25 Linje 27:

Paa Alteret sit Offer Homo fik] efter Prækenen, mens Salmesangen lød, og Præsten stod for Alteret, gik Mændene ên for ên op forbi Alteret og lagde paa dette en Pengesum ("Offer") til Præsten; paa Tilbagevejen fra Alteret "ofrede" man til Degnen. Dette fandt Sted ved de tre store Højtider: Jul, Paaske og Pinse ("Højtidsoffer"), samt ved Bryllup og Barnedaab ("Accidensoffer"). Efter Kirkeritualet skulde Ofret ydes i selve Kirken, men i København og Købstæderne erlægges det nu paa anden Maade.

Side 25 Linje 29:

Snart fire Skilling, snart en Mark] indtil 1ste Januar 1875 regnedes med Rigsdaler (= 2 Kroner) à 6 Mark ä 16 Skilling.

Side 26 Linje 3:

et længer Ophold] om Brugen af Biordsformen længer som Tillægsord, der kommer igen Side 34 Linje 21, Side 64 Linje 4, Side 222 Linje 10, se Anm. til 1ste Binds Side 60 Linje 22.

Side 26 Linje 4:

i den kolde Kirke] paa P.-M.'s var Landsbykirkerne ikke udstyrede med Kakkelovne (de er det langtfra alle endnu).

Side 26 Linje 18-19:

mens i Skyer svøb' | De ligned Guder i Olympens Sale] det spøgefulde Billede er forsaavidt uheldigt valgt, som Bjærget Olymp (de græske Guders Bolig) netop er skyfri:

"Højen Olymp, hvor man siger, at Guderne har deres Bolig
Evig og fast, som aldrig af Storm vorder rystet og aldrig
Vædet af Regn og befyget af Sne, men Luften sig skyfri
Breder derover, og lysende Glans omstraaler den altid".

(Homers Odysse, Wilsters Oversættelse.).

Side 26 Linje 22-24]

Mark. 16, 16. - Naar Præsterne her kommer ind paa en Diskussion om Daaben, er det næppe alene af den Grund, at dette Æmne efter en Daabsmiddag kunde ligge lige for, men sikkert nok saa meget, fordi Spørgsmaalet om Daaben og dens Betydning netop da (i Slutn. af Tyverne) var blevet i høj Grad brændende. De rationalistiske Præster havde taget sig det forholdsvis let med Daabsformularen, uden at der tidligere var gjort dem noget for det, og det vakte derfor stærkt Røre, da Assessor N. M. Spandet, en Ven af Grundtvig, 1828 indgik med Klage til Biskoppen over, at Pastor Brorson ved Garnisons Kirke havde døbt et af hans Børn med Udeladelse af Forsagelsen og en forkortet Trosbekendelse. "Da det - skrev han - er mm Pligt at gøre, hvad jeg formaar, for at mine Børn kunne blive evindelig 553 salige, hvilket ingen kan uden at fødes paa ny af Vand og Aand, det er: at døbes med den kristelige Daab, saa er det naturligt, at jeg kan ikke andet end være urolig, nu jeg maa tvivle om Gyldigheden af mine Børns Daab". Resultatet af Klagen blev en Kancelliskrivelse til samtlige Landets Præster, hvori det paalagdes dem "nøje at følge de allernaadigst foreskrevne Formularer uden nogen Udeladelse og uden noget Tillæg". Alligevel foretog ogsaa senere rationalistisk sindede Præster Udeladelser af Daabsformularen, saaledes Stiftsprovst H. G. Clausen ved en Daabshandling 1832, men hvergang blev de paa det hæftigste angrebne af de gammeldags troende, navnlig af J. C. Lindberg. I Trediverne førtes der i nogle Aar en offentlig Diskussion i teologiske Tidsskrifter og i Pjecer om Daaben og dens Betydning med Indlæg fra de forskellige teologiske Retninger.

Side 26 Linje 29:

saae skeelt til] d.v.s. skævede ondt til, skelede ondt til.

Side 26 Linje 35-37:

selv om ei den Lære holder Stik, \ Som tydske Philosopher nu os skikker: \ At død er død] Spørgsmaalet om Sjælens Udødelighed stod paa Dagsordenen i den filosofiske Debat i Tyskland Trediverne igennem. Allerede 1830 havde Ludwig Feuerbach i sit Skrift: "Gedanken über Tod und Unsterblichkeit" ud fra det Hegelske System nægtet den personlige Udødelighed. Men den egentlige Strid udbrød først, da Fr. Richter Aaret efter Hegels Død udgav sit Skrift: "Die Lehre von den letzten Dingen" (1833), hvori han viste, at Konsekvensen af Hegels Lære var Ophævelsen af den gamle Lære om et Hinsides og et andet Liv. Herimod optraadte C. H. Weisse ("Die Geheimlehre von der Unsterblichkeit des menschlichen Individiums", 1834) og den yngre J. H. Fichte ("Die Idee der Persönlichkeit und der individuellen Fortdauer", 1834), der gav Richter Medhold i den Hegelske Filosofis Uforenelighed med den kristelige Udødelighedstro, men hævdede Muligheden af at bevise den ad anden Vej, og Aaret efter den mest ansete af Hegels Disciple C. F. Göschel med Afhandlingen: "Von den Beweisen für die Unsterblichkeit der menschlichen Seele im Lichte der speculativen Philosophie" (1835), der søgte at bevise Sjælens Udødelighed ud fra selve den Hegelske Filosofi. (Høffding, Philosophien i Tydskland efter Hegel, Side 18 ff.) I sin Afhandling: "Tanker over Muligheden af Beviser for Menneskets Udødelighed, med Hensyn til den nyeste derhen hørende Literatur", der tryktes 1838 i Maanedsskrift for Litteratur XVII, omtaler Poul Møller nogle af disse Skrifter. [Om den Hegelske Filosofi se Anm. til Side 56 Linje 17.]

Side 26 Linje 39:

Sprog] Bibelsprog, Skriftsted.

Side 27 Linje 2:

en vis Mand] d.v.s. Fanden.

Side 27 Linje 12:

Crethi og Plethi] (hebraisk) "sammenløbet Pak" (Udtrykket stammer fra 2 Sam. 8, 18 og 15, 18, hvor det bruges om Kong Davids Livvagt).

Side 27 Linje 26:

en Top-maalt] en "Kældermand"! (se Anm. til Side 15 Linje 24). - At slaa (eller: sige) Sparto til noget = overgaa, "overtrumfe", stammer fra Lhombrespillet, hvor Sparto er næsthøjeste Kort, naar sort er Trumf.

Side 27 Linje 32:

Paa Græsset, mens det groede, døde Koen] det gamle Ordsprog lyder: "Mens Græsset gror, dør Horsemor [Følhoppen]" eller "Mens Græsset gror, dør Koen".

Side 27 Linje 35:

gesvindt] hurtig (om de tyske Laaneord med Forstavelsen ge- se Anm. til 1ste Binds Side 20 Linje 17).

Side 28 Linje 19:

Provsteret] den gejstlige Domstol, som (udenfor København) nedsættes, naar Sager anordnes mod gejstlige Embedsmænd (Præster, Degne o. s. v.) i Anledning af deres Pligter og Forhold i Embedsførelsen eller private Liv. Indtil 1806 bestod den af Provsten med to Præster som Assessorer eller Vidner; ved Forordn. af 1806 blev den civile Underdommer Provstens Meddommer, og Præsterne som Assessorer forsvandt.

Side 28 Linje 22-24:

Pharisæeren ... Tolder] Luk. 18, 9-14.

554

Side 29 Linje 7-8:

hvert et Drengebarn... | Ei ligner blot sin Fader, men sin Fadder] vidt udbredt Folketro. Først og fremmest gælder det, at Barnet kommer til at ligne sin Gudmoder: "Man siger gjærne for Sandhed, at et Barn kommer til at ligne lige saa meget den, der "bær" det (Gudmoderen), som den, der "fær" det (Moderen). Derfor skal man være forsigtig med at vælge Gudmoder til sine Børn" (E. T. Kristensen, Jyske Folkeminder, IV 349-50). Men ogsaa sine Faddere kommer Barnet til at ligne: "Ligesom der maa tages Hensyn ved Valget af Barnets Gudmoder, saaledes ogsaa ved Valg af Faddere, thi ogsaa disse vil Barnet komme til at ligne (Vestjyll. o. fl. St.)" (Jens Kamp, Danske Folkeminder, Side 364). Ogsaa udenfor Danmark kendes denne Tro: "In Provence on the other side of the Alps, as well as in Germany and Belgium, the opinion is widely prevalent that the child will resemble, morally and physically, his godparents" (Hartland, The Legend of Perseus, II 413). Side 30 Linje 13: lovtes] nu: lovedes; paa samme Maade staar Side 230 Linje 5: krænkte, nu: krænkede.

Side 31 Linje 22-31]

Spot (sml. Side 33 Linje 36) over en Side af den rationalistiske Pædagogik, som særlig var blevet udviklet i Tyskland af de saakaldte Philantropister ("Menneskevenner"), og som ogsaa praktiseredes herhjemme. Man forlangte, at Børnene ikke blot skulde kunne gøre Rede for de udvortes Genstande, men ogsaa for Begreber. Herom hedder det f. Ex. i Villaumes Haandbog for Lærere i Kiøbstæd- og Landsbyskoler, overs. af L. Hasse (Side 65): "Giøre dem opmærksomme paa deres Begreber. Lader dem altsaa, endog uden sandselige Gienstande, betragte Ting, som allene kunne tænkes, eller Tanker. Dette opnaae I paa samme Maade, nemlig I spørge dem, hvad Forskiel der er imellem dette og hiint Begreb? F. E. imellem at vælge og at ville. Svaret herpaa er meget tungere, end paa det Spørgsmaal, hvori en Hund og et Menneske, som de see, ere forskiellige". (Senere) Biskop over Fyen Fr. Plum († 1834) fremhæver ligeledes (Haandbog for Lærere og Opsynsmænd ved Borger- og Almue-Skolerne, Side 281) det vigtige i at forklare "adskillige almeenvigtige Begreber, der nødvendig maae forstaaes rigtig, ikke allene fordi de indeholde de uundværligste forberedende Kundskaber, og paa en vis Maade Grundvolden til al den øvrige Viden, og, rigtig forstaaede, lette enhver sammenhængende Underviisning, men ogsaa fordi de idelig forekomme i det daglige Liv, og altid bidrage meget til at kunne tænke og dømme rigtig.... Denne Underviisning vil være den ypperligste Øvelse for deres Tænkeog Dømmekraft".

Side 31 Linje 31:

Codex] (latin) "Lovbog": Grammatikken er Sprogets Lovbog.

Side 31 Linje 32:

Podex] (latin) "Bag".

Side 32 Linje 25 - Side 33 Linje 8]

sml. hermed, hvad Dryaden (1ste Binds Side 360-362) siger om "at leve", og Eremitens Ord i 9de Sang (nærvær. Binds Side 377-79).

Side 33 Linje 40:

Gymnastiken] Gymnastik som Led i Ungdommens Opdragelse er en Frugt af det 18de Aarh.'s pædagogiske Ideer. I Danmark blev Sagen rejst i det 19de Aarh.'s Begyndelse af Fr. Nactegall († 1847), der interesserede Frederik VI for den; ved Skoleloven af 1814 gjordes den til Undervisningsfag i Landsbyskolerne, og mange af de rationalistiske Præster interesserede sig for den. Sagen vilde dog ikke ret trives; de fleste Lærere manglede den nødvendige Uddannelse, de knappe Tider vanskeliggjorde Anskaffelse af Redskaber, og Befolkningen havde som Helhed vanskeligt ved at indse Gymnastikkens Betydning. Fra Slutningen af Tyverne voxede imidlertid med de bedre økonomiske Kaar Interessen for Skolegymnastik; 1828 paabødes Indførelse af Gymnastik ved alle Landets Skoler, og ved Udgangen af Aaret regnede man, at den dreves i 2000 Almueskoler. Samme Aar udgav Nachtegall en Lærebog i Gymnastik for Folkeskolen; han holdt sig væsentlig foruden til Forberedelses- og Smidighedsøvelser til Voltigering (Side 34 Linje 4: "paa Træhest, 555 midt i Naturens Tempel"), Klavring og Springning (Side 34 Linje 6), men ved den sidste Øvelse forkastede han Springstokkene (Side 34 Linje 13), som havde været anvendte i Aarh.'s Begyndelse. (Joakim Larsen i Vor Ungdom 1895, Side 465-512.]

Side 34 Linje 29:

Icarus] en Søn af den i de græske Oldtidssagn berømte kunstfærdige Billedhugger og Bygmester Dædalus fra Athen; holdtes sammen med Faderen i Fangenskab i den af denne byggede Labyrint paa Kreta; men Dædalus forfærdigede kunstige Vinger, satte dem sammen med Vox og anbragte dem paa sig og Sønnen. Da de nu begyndte Flugten, formanede Dædalus sin Søn til ikke at flyve for højt, men denne agtede ikke paa Advarslen: i ungdommelig Kaadhed og Livslyst fløj han højere og højere, da smeltede Vingerne for Solens Straaler, og han styrtede i Havet, hvor han druknede. [Sagnet om Icarus fortælles udførligt af den romerske Digter Ovid († 17 e. Kr.).]

Side 34 Linje 38:

Id] (gammelt nordisk Ord) her = Gærning (sml. Anm. til 1ste Binds Side 6 Linje 20).

Side 35 Linje 9-16]

Adams Moder har naturligvis sunget for ham de Sange, der i hendes (og P.-M.'s) Barndom var populære, og ingen var det dengang i højere Grad end Thomas Thaarups († 1821) til simple og letfattelige Melodier af Schulz († 1800). Om en Del af dem kan det siges, at de var "til Fædrelandets Priis, til Danmarks Ære".

Side 36 Linje 23]

Loen er det Rum i Laden, hvor Kornet tærskes (paa P.-M.'s Tid foregik al Tærskning ved Haandkraft: ved Hjælp af Plejlen, to stærke, ved en Læderrem forbundne Kæppe). - Davren er Morgenmaaltidet (man stod op med Solen), bestaaende af Øllebrød og Spegesild.

Side 36 Linje 33:

Ambitionen] (fransk) "Ærekærhed, Æresyge".

Side 37 Linje 39:

Nemesis] i den græsk-romerske Mytologi Gengældelsens Gudinde.

Side 38 Linje 7:

Indbyrdes Underviisning]Indbyrdes Undervisning kaldes den Undervisningsmetode, efter hvilken de mere fremskredne Elever under Lærerens Tilsyn underviser eller vejleder de øvrige, hvorved det bliver muligt med forholdsvis ringe Udgift at faa et stort Antal Elever underviste af ên Lærer i ên Skole. Metoden blev opfundet i Slutn. af det 18de Aarh. af Skotten Andrew Bell († 1832) og Englænderen John Lancaster († 1838) (uafhængigt af hinanden) og vandt snart vid Udbredelse. I Danmark interesserede Frederik VI sig levende for den paa Grund af dens Billighed og ved kgl. Resolution af 21/8 1822 indførtes den i de danske Almueskoler. Regeringen gjorde alt for at udbrede den, bl. a. ved at uddele Ridderkors til de Provster og Præster og Dannebrogskors til de Lærere, der viste sig ivrige for den, men 1831 rettede den senere bekendte Politiker Professor H. N. Clausen et kraftigt Angreb paa den, og med Frederik VFs Død 1839 var dens Tid omme. - Regning, Tegning og Skrivning (Linje 4) var Fagene i den yngste Klasse. [En Skildring af den indbyrdes Undervisning efter egne Erfaringer som Barn har K. Ottosen givet i Vor Ungdom 1898, Side 137-152.]

Side 39 Linje 8:

Vesperkosten] Midaftensmad, et tørt Maaltid Kl. 5 om Eftermiddagen (Aftensmaaltidet - Navren - spistes først, naar Dagens Arbejde var til Ende). [Vesper (latin) = Aften.]

Side 39 Linje 32:

Paa Degn kun drypper, naar paa Præst det regner] P.-M. giver Ordsproget en anden Form og modsat Mening af den sædvanlige, ti det hedder ellers: "Naar det regner paa Præsten, drypper det paa Degnen".

Side 40 Linje 4-8]

Hentydning til den efter efter 1830 opstaaede Bevægelse mod Latinskolen til Fordel for Realskoler. Tage Algreen-Ussing skrev 1833 i Bladet "Dagen" en Række Artikler om Reformer i Skolevæsenet og forlangte her Undervisning i Naturvidenskaberne og de levende Sprog, og samtidigt udgav Skibsklarerer Knud Gad en Pjece: "Hvor skal jeg sætte min Søn i Skole, naar han ikke skal studere? Hvor kan den kommende Kjøbmand, 556 Fabricant eller dannede Haandværker erholde den første Underviisning?" Han paaviste, at i dette Øjemed var de to Arter af bestaaende offentlige Skoler utilstrækkelige: Borgerskolen for tarvelig og Latinskolen for upraktisk. Der fulgte nu en livlig Diskussion i Blade, Tidsskrifter og Smaapjecer; Mænd som Fysikeren H. C. Ørsted og Botanikeren J. F. Schouw var ivrige Talsmænd for Realismen, medens f. Ex. J. P. Mynster var en bestemt Modstander af den og strængt holdt paa den klassiske Dannelse. Allerede 1835 indbragte Algreen-Ussing Forslag i Stænderforsamlingen om at oprette Realskoler og udtalte bl. a.: "Det er ikke Latin, Græsk og Hebraisk, man bruger i det daglige Liv; men det er Tysk, Fransk og Engelsk. Det er ikke en Masse af Aarstal og mytologiske Navne, døde Kongerækker og lærde Undersøgelser om de gamles Boliger og Klædedragt, som gavne os i det virkelige Liv, men det er grundige matematiske, geografiske, naturhistoriske og andre for det praktiske Liv nyttige og uundværlige Kundskaber". [J. Paludan, Det høiere Skolevæsen, Side 122-33; Joachim Larsen, Den danske Folkeskoles Hist. 1818-98, Side 99-101.] - Af Originaludg. ser man, at Pastor Homo har taget ivrig Del i Kampen. Efter Linje 8 fortsættes der nemlig saaledes:

Hvad gjorde Homo? Som den kloge Mand
Han skød til Vognen da han saae den heldte;
Han greb sit Spyd og gjordede sit Bælte,
Og drog imod de Romere paastand.
Ind paa det Ideale sig at vælte
Man saae ham med et lidet Skrift, som han
Gav denne fromme Titel: Bør en Christen
Ei gjøre fælles Sag med Realisten?

I dette Skrift ei lagdes Haand i Skjødet:
Paa Konst og Videnskab der sattes Klik,
Ja Poesi, Logik og Grammatik,
Med samt Latin og Græsk fik Naadestødet.
Tilbunds midt i Debatten Aanden gik,
Men ovenpaa man saae at svømme Brødet,
Som Qvintessensen af, og Kjærnen i
Al Huusflid, Haandværk, Handel, Industri.

Men som Orakel Bogen Alle gjeldte;
I Landet om den blev uhyre Rift,
De litterære Tidender anmeldte
Den som et ypperligt og herligt Skrift.
En David blev den, som en Goliath fældte;
Thi hele Publicum, med voldsom Drift,
Tog de reale Skoler i Betænkning,
Og fordred i Latinen en Indskrænkning.

Side 40 Linje 12:

næsten classisk Smag for Otium hented] med spydigt Henblik paa Faderens Frygt for de klassiske Studier (Græsk og Latin) = han erhvervede sig en næsten mønstergyldig Smag for Lediggang. [Otium (latin) "Hviletid, Fritid, Lediggang".]

Side 40 Linje 27-28:

Fux ... Dux] den nederste (daarligste) og øverste (flinkeste) Elev i en Klasse. [Dux (latin) "Fører"; Fux maaske opstaaet som Rimord til Dux.] - Sidste Klasse d.v.s. nederste Klasse; de lærde Skoler var ved Forordningen af 24/4 1805 delte i 4 to-aarige Klasser (sml. Side 51 Linje 5), men man kunde selvfølgelig blive Oversidder (sml. Side 51 Linje 5).

Side 40 Linje 33:

Madam Homo] men ovf. Side 19 Linje 5 Fru Holm om Provstinden og Side 27 Linje 7 Fru Amalie om Pastor Topps Kone.

557

Madam (fransk) kom fra Begyndelsen af det 18de Aarh. i alm. Brug i Dansk som Titel for gifte Koner af Borgerstand, indtil Midten af det 19de Aarh. brugtes det overhovedet om Koner, hvis Mænd ingen Rang havde (Rangspersoners Koner var Fruer), ogsaa alm. om Præstekoner. Dog var der i Tyverne og Trediverne Vaklen i Brugen af Madam og Frue; (senere) Biskop P. E. Müller († 1834) skriver 1829: "Disse Udtryk have, ifølge Mændenes Høflighed eller Qvindernes Forfængelighed, ikke bestemte Grændser. Man kalder en Sælgekielling Moer; men Sælgekiellingerne kalde sig indbyrdes, især om Søndagen, hvis de ere pyntede, Madame. Den formuende Kiøbmandskone vil hedde Frue, og Adelsfruen kalder den, hun anseer for sin Lige, efter den franske Titulatur Madame, men vil selv hedde deres Naade".

Side 14 Linje 9:

ni lange Miil] d.v.s.: over 9 Mil. Man regnede dengang (se f. Ex. Skrive- og Reise-Calenderen for 1836) ad Hovedruten fra Vejle til Horsens 4 Mil og fra Horsens til Aarhus direkte 5½ Mil.

Side 42 Linje 9 - Side 43 Linje 16]

at det er P.-M.'s egne Skoleerindringer fra Odense, der her og i det følgende ligger til Grund for Skildringen, kan næppe være tvivlsomt.

Side 42 Linje 23:

Søren Jensen] det synes af Side 325 Linje 28 utvivlsomt, at denne Søren Jensen er den samme som lille Jensen, senere i Livet Adam Homos bedste Ven.

Side 42 Linje 23-24:

Homo flens! | O monstrum hominis! Indigna mens!] (latin) frit gengivet: "en Homo [Ordspil; Homo betyder: Menneske], der tuder! sikken en Homo! sikken en Pjalt!"

Side 43 Linje 2:

den latinske Grammatik] Latin var Hovedfaget i den lærde Skole, det havde de fleste Undervisningstimer hele Skolen igennem.

Side 43 Linje 7:

Røret] Spanskrøret, paa P.-M.'s Tid endnu uundværligt for de fleste Lærere.

Side 43 Linje 12:

fusked] snød (Laaneord fra Tysk).

Side 43 Linje 39:

Historiens Epos] d.v.s. Historien, Historieundervisningen. [Epos (græsk) "Tale, Ord, Fortælling".]

Side 43 Linje 40:

Cornelius Nepos] romersk Historieskriver i det 1ste Aarh. f. Kr., læstes paa Grund af sit lette Sprog dengang alm. i Skolernes 2den Klasse.

Side 44 Linje 3:

fik en Vinge] en Lussing, Ørefigen.

Side 44 Linje 4:

ham blev en Krage vendt] "»Skal jeg vende dig en krage?« Svares ja, tager man vedkommendes slikfinger på højre hånd og bøjer den forover og klemmer det øverste led dygtig ind mod håndfladen. Først naar skrigene over smærten er blevne alt for hjærteskærende, slipper man med den bemærkning, at nu kan han nok selv vende sin krage en anden gang" (Skattegraveren 1886, II 237, Nr. 853).

Side 44 Linje 10-13] de latinske Ord betyder:

ego "jeg"; rego [egl.: "jeg hersker"] d.v.s. nu er jeg Dux; nego [egl.: "jeg nægter"] er hans Kritik af Læreren og er omtrent = sikken noget Vrøvl.

Side 44 Linje 15:

Adjunct Stæhr]Adjunkt (latin) var siden Skoleforordningen af 1805 Benævnelsen paa en Lærer ved en Latinskole [før 1805 hed Læreren "Hører"]. Adjunkterne var dengang oftest teologiske Kandidater, der hyppigt benyttede Lærerstillingen som Gennemgangsstilling, før de fik Præstekald.

Side 44 Linje 16:

Forklarede paa sin Viis et Mirakel] Hr. Stæhr har været Rationalist og drevet sin Religionsundervisning i rationalistisk Aand d.v.s. med en overfladisk og aandløs Bortforklaring af Miraklerne. Sligt var i Tyverne og Trediverne endnu ingenlunde sjældent i Skolerne. Biskop B. J. Fog († 1896), der 1829 kom i Metropolitanskolen og blev Student 1837, fik den Slags Forklaringer af sin Rektor N. L. Nissen († 1845): Bespisningen af de 5000 i Ørkenen, der blev mættede af 5 Brød (Matth. 14, 13-21), beroede paa en Trykfejl, idet de store Tal gjaldt Brødene, de smaa Tal Menneskene 558 (hvorved det ogsaa blev forstaaeligt, at det tiloversblevne kunde fylde 12 Kurve!); den Røst, der hørtes ved Jesu Daab i Jordans Flod (Matth. 3, 13-17), kom ikke fra Himlen, men det var en omrejsende Duekræmmer, som i det Øjeblik fik Øje paa en ham kær, bortfløjen Due, om hvilken han sagde: "Min elskelige!" (Bondo, Biskop Fogs Levnet, Side 11-12). Foruden ved Overfladiskhed og Aandløshed karakteriseredes den rationalistiske Religionsundervisning ogsaa ofte ved Plumphed. Pastor J. Schjørring († 1900), der i 1839 kom i Aalborg Latinskole, fortæller i sine Erindringer (Aarbog for dansk Kulturhistorie 1896, Side 126): "Religionslæreren hørte til den rationalistiske Skole, saa der var ikke Tale om, at han kunde gøre Religionstimerne opbyggelige for os. Det højeste, han kunde drive det til, var at faa os til at trække paa Smilebaandet, som naar han paa Spørgsmaalet, hvad Pilatus mente med det bekendte Ord til Farisæerne: »Hvad jeg skrev, det skrev jeg«, selv svarede: »Hold Kæft!«".

Side 44 Linje 38:

Rhombe, Paradox, Intensitet]Rhombe (græsk) "ligesidet Firkant med skæve Vinkler" (fra Matematikken), Paradox (græsk) "modstridende Paastand" (fra Religionsundervisningen), Intensitet (latin) "Kraftfylde" (fra Fysikken). - Religion og Matematik (Aritmetik og Geometri) læstes i alle Landets Skoler, Fysik derimod kun nogle Steder, i P.-M.'s Skoletid dog baade i Aarhus og navnlig i Odense (hvor han selv gik i Skole).

Side 44 Linje 40:

vort Danmark egentlig hed Thule] dette er dog en Misforstaaelse og Overdrivelse fra Adams Side. Thule kaldte Grækerne og Romerne det Land, som den græske Købmand Pytheas (ca. 600 f. Kr.) fra Marseiile (Syd-Frankrig) fandt paa sin Rejse mod Nord, 6 Dagsrejser norden for Skotland. Det var det yderste Land mod Nord, Oldtiden kendte. Hvilket Land Thule i Virkeligheden har været, derom har der hersket megen Strid; de Lærebøger i Historie, som brugtes paa P.-M.'s Tid, antog det for den sydøstlige Del af Norge.

Side 45 Linje 22:

Stine neppe tyve Somre vog] d.v.s. var næppe fyldt 20 Aar. Til denne Brug af at veje er der næppe Sidestykker.

Side 45 Linje 37:

Amor] det latinske Navn paa Kærlighedsguden i den græsk-romerske Mytologi.

Side 45 Linje 38:

Hymen] Navn paa Ægteskabets Gud i den græsk-romerske Mytologi.

Side 46 Linje 3-8]

sml. 1ste Binds Side 46 Linje 25-40 ("Dandserinden").

Side 46 Linie 12:

forliser] mister; ligesaa f. Ex. Side 81 Linje 28, Side 126 Linje 35, Side 195 Linje 6, Side 233 Linje 17, Side 277 Linje 19 o. fl. St.; se Anm. til 1ste Binds Side 434 Linje 8.

Side 46 Linje 15-16] Hentydning til Grethes Ord i 1 Akts 2 Scene af Wessels "Kjærlighed uden Strømper" (1771) om det foreslaaede Giftermaal med Mads, hvem hun tidligere har afvist som Frier:

"Den Kaal jeg spøtted' i, jeg skulde søbe selv?"

Side 47 Linje 3:

Cicero] Romernes berømteste Taler og Stilist († 43 f. Kr.); hans Sprog og Fremstillingsmaade gælder som Norm for ren og smagfuld latinsk Prosa, og hans Skrifter dannede derfor Grundlaget for Latinundervisningen i de lærde Skoler.

Side 47 Linje 4:

Virgil] Romernes mest ansete Digter i fortællende Stil († 19 f. Kr.); hans Hovedværk er det nationalt-romerske Heltedigt "Æneiden", der læstes i Latinskolerne.

Side 47 Linje 4:

Dido] den kvindelige Hovedperson i Virgils "Æneide"; hun elsker Digtets Helt Æneas, men efter Gudernes Tilskyndelse forlader han hende, og hun dræber sig selv af Sorg.

Side 47 Linje 5:

Ovid] romersk Digter († 17 e. Kr.); hans Hovedværk er det mytologiske Digt "Forvandlingerne", der læstes i Skolerne allerede paa et 559 tidligt Trin, men han har ogsaa skrevet en Række stærkt erotiske Digte (sml Side 51 Linje 8).

Side 47 Linje 7:

Hector] den tapreste af de Helte, der i Homers Iliade forsvarer Staden Troja mod Grækernes Angreb.

Side 47 Linje 24:

Lyre]Lyra (græsk), et 4- eller 7-strænget Musikinstrument; dermed er Digtekunstens Gud udstyret og efter ham de jordiske Digtere.

Side 48 Linje 10:

i Skolens Høresal] d.v.s. i Klassen. [Høresal er Oversættelse af det latinske Auditorium "Forelæsningssal".]

Side 49 Linje 11:

Mesterværket af Naturen] nu: Naturens Mesterværk; lignende Konstruktion f. Ex. Side 169 Linje 4, Side 258 Linje 34, Side 323 Linje 7, Side 361 Linje 37, Side 383 Linje 5 o. fl. St.; sml. Anm. til 1ste Binds Side 119 Linje 18.

Side 49 Linje 37:

Nectar] i den græsk-romerske Mytologi Gudernes Drik; overført: sød, guddommelig Drik; her: Kys.

Side 50 Linje 19:

Sirene] i den græske Mytologi skønne Havfruer, der ved deres yndige Sang lokker de søfarende til sig, hvorefter de dræber dem; overført: yndig Forførerske.

Side 50 Linje 35:

Amors røde Fane] rødt er Kærlighedens Farve.

Side 51 Linje 4:

holdt Stik] d.v.s. udholdt Prøven, bestod den.

Side 51 Linje 5:

i fjerde Classe] øverste, afsluttende Klasse.

Side 51 Linje 8:

ars amandi] her tvetydigt: de latinske Ord betyder "Elskovskunst" og er Titel paa et Digt af Ovid (Anm. til Side 47 Linje 5), der dog paa Grund af sit Indhold ikke læstes i Skolerne.

Side 51 Linje 33:

paa Bøgerne han kasted | Med Iver sig] nu: kaste sig over = lægge sig efter, studere; ligesaa Side 63 Linje 37 og Side 125 Linje 8; samme Konstruktion f. Ex, ogsaa hos Kierkegaard 1844 ("Forord"): "dette Sidste er og bliver af yderste Betydning, at Prof. Heiberg har kastet sig paa Astronomien" [efter Dahlerups Ordbogssamlinger].

Side 52 Linje 2:

stoisk Viisdom] Stoikerne var græske Filosoffer, der lagde Vægten paa streng Dyd og Ligegyldighed overfor alle sanselige Indtryk. Cicero (Anm. til Side 47 Linje 3) behandlede denne Filosofi i adskillige af sine Skrifter, af hvilke Bøgerne "om Pligterne" (de officiis) ifølge Undervisningsplanen af 24/4 1805 skulde gennemgaas i Latinskolernes øverste Klasse [ogsaa Skriftet "om det højeste Gode og Onde" (de finibus), hvori den stoiske Filosofi ligeledes behandles, finder man af og til anført i Skoleprogrammerne som læst i 4de Klasse].

Side 52 Linje 3:

Homer] Grækenlands og overhovedet den europæiske Oldtids ældste og berømteste Digter, Iliadens og Odysseens "Forfatter"; i Græskundervisningen i Latinskolerne indtog han, som Undervisningsplanen af 24/4 1805 udtrykker det, "den første Plads".

Side 52 Linje 5-6:

Nu bag Historien han critisk skued | Den Verdenslov, hvorefter Alting skeer] dette var neppe muligt ved Læsning af de Lærebøger i Historie, som da almindeligvis brugtes i Skolerne (Kalis og Kofods), men maaske har Adam (P.-M.) haft en Historielærer, som var paavirket f, Ex. af Henrik Steffens' Syn paa Historien (fremsat paa de berømte Forelæsninger 1802-04), ti Steffens søgte netop bag Historiens Enkeltbegivenheder "den Verdenslov, hvorefter Alting skeer".

Side 52 Linje 7:

Nu fordred han Tendens af Poesien] skal dette forstaas saaledes, at Adam (P.-M.) de sidste Aar af sin Skoletid har stiftet Bekendtskab med det unge Tysklands og Frankrigs poetiske Litteratur, der var en Tendensdigtning, i hvilken Problemer sattes under Debat? Den danske Litteratur i Tyverne og Trediverne kan i hvert Fald neppe siges at være Tendensdigtning.

Side 52 Linje 8:

Stringens] (latin) "Følgestrenghed i Slutninger".

Side 52 Linje 13-15]

uden Tvivl en Spydighed til den Hegelske Filosofi (om den se Anm. til Side 56 Linje 17).

560

Side 52 Linje 20:

Borgerbrev] det latinske Navn var testimonium ("Vidnesbyrd, Skudsmaal"). Indtil 1850 havde de lærde Skoler kun Ret til at indstille (dimittere) til Studenterexamen (examen artium), men ikke Ret til at afholde Examen. Den toges ved Universitetet i København (sml. Linje 34-35), og den, der indstillede sig til den, skulde fra vedkommende Skoles Rektor medbringe et Testimonium, der skulde være skrevet paa Latin, være stilet til Universitetets Rektor og Professorer, og som skulde indeholde Skolens Vidnesbyrd om den unge Mands Flid, Fremgang i Videnskaberne og sædelig Vandel, samt Oplysning, om han i sin Skoletid havde nydt offentlig Understøttelse (Stipendier).

Side 52 Linje 24:

Smakken] et Sejlfartøj til Færgefart; gik fra Aarhus til Kallundborg 2 Gange ugentlig i Sommertiden og havde i Kallundborg Tilslutning til Dagvogn til København; fra 1836 etableredes Dampskibsfart paa denne Rute ved Siden af Sejlsmakken (det kostede omtrent det dobbelte at tage med Dampskibet).

Side 52 Linje 25:

Pas] enhver, der rejste, ikke blot til Udlandet, men fra ên Provins af Landet til en anden, skulde være forsynet med et Pas, udstedt af Øvrigheden i den rejsendes Opholdskommune, lydende paa hans Navn og Hjemstavn, angivende hans Rejserute og, hvis vedkommende var over 15 Aar, hans nøjagtige Signalement (Højde, Udseende m. m.), samt indeholdende Oplysning om, hvorvidt der herskede smitsomme Sygdomme paa Stedet, han kom fra. Dette Pas skulde visiteres og paategnes af Myndighederne hvert Sted, den rejsende kom hen; paa Færgesmakkerne af Skipperen. Jærnbanernes Udvikling (fra Fyrrerne) gjorde Brugen af Pas altfor vanskelig og tidsspildende, og 1862 ophævedes Pastvangen. - Adam Homos Pas svarer ret nøje til Virkeligheden, hvilket ses ved Sammenligning med H. C. Andersens Pas fra 1819 [Orig. i Kgl. Bibi., Ny kgl. Saml. 1299 g I, 2°], da han rejste fra Odense til København (kun maa man erindre, at Andersen da ikke var 15 Aar, og at Signalementet som Følge deraf ikke er angivet): "Politiemesteren i Odense gjør vitterligt, at Drengen Hans Christian Andersen her af Staden 14 Aar gammel, fød i Odense, taler ..., er ... af Vext, og ... af Bygning, har ... Haar, ... Øine, agter nu at reise herfra Staden til Kjøbenhavn over Land. Min tjenstlige Begjering er til alle og enhver, som bemeldte H. C. Andersen maatte forekomme, at de ham paa denne Reise ubehindret vilde lade passere. Her paa Stedet hersker ingen smitsom Sygdom. Odense Politiekammer den 4 September 1819 Klok. 9 For-Middag. C. V. Fich, const. Fuldm. NB. Dette Pas gjelder allene for ovenmeldte Reiser og her i Byen kun 3 Gange 24 Timer" [det kursivt trykte er haandskrevet].

Side 52 Linje 34:

til Hovedstaden ind han kjørte] d.v.s. med Dagvognen (sml. Anm. til Linje 24).

Side 52 Linje 35:

hvor hæderligt Examen han bestod] se Anm. til Linje 20. - Studenterexamen afholdtes i Oktober.

Side 52 Linje 36:

eus] Student i det første Aar. [Rus er forkortet af latinsk depositurus = den, der skal aflægge - nl. Hornene: i gammel Tid blev den, der skulde optages ved Universitetet som Student, udklædt som Dyr med Horn i Panden, hvilket skulde betegne, at han hidtil havde været som et umælende Dyr at regne, og under alskens Ceremonier blev Hornene saa stødte af ham, og han indviedes som Menneske til det akademiske Liv.]

Side 52 Linje 37:

Laud] 1ste Karakter [forkortet af latinsk laudabilis = rosværdig].

Side 53 Linje 35:

Fortuna] Lykkens Gudinde i den græsk-romerske Mytologi; fremstilles i Kunsten med et Overflødighedshorn, af hvilket hun uddeler sine Gaver til Mennesket.

Side 53 Linje 35:

Billing] en lille Bid, en ren Ubetydelighed (af Bid, altsaa opr. Bidling).

Side 53 Linje 36:

In sano corpore sana mens] Citat af den romerske 561 Satiredigter Juvenal († ca. 130 e. Kr.): mens sana in corpore sano = en sund Sjæl i et sundt Legeme.

Side 54 Linje 20:

Og baxedes med ham som Poul med Peter] Gal. 2, 11-14.

Side 54 Linje 35:

primus inter pares] (latin) "den første blandt Ligemænd".

Side 55 Linje 13:

Bag] "Ryg"; alm. i ældre Dansk, sjældent i nyere Dansk udenfor Sammensætninger som bagtale, baglænds, bagvendt, tilbage o. lign.

Side 55 Linje 30:

Sagen i Qvæstion] d.v.s. vedkommende Sag; daarligt Dansk; Fransk: la chose en question = den omtalte Sag.

Side 55 Linje 33:

Item] (latin) "endvidere, fremdeles".

Side 56 Linje 8:

savoir vivre] (fransk) "Levemaade, god Opdragelse".

Side 56 Linje 9:

fromme] "gavne, hjælpe"; ligesaa Side 57 Linje 27: "hver en Fremtidsskjæbne, som dig frommer, | Dig fører ud i Verden fra dit Hjem"; Laaneord fra Plattysk; alm. i ældre Dansk, nu ikke meget brugt.

Side 56 Linje 17:

den ny Philosophi, \ Hvori nu alle lærde Hjerner svømme] Pastor Homo tænker paa den Hegelske Filosofi, grundlagt og udviklet af Georg Wilh. Friedr. Hegel († 1831 som Professor ved Universitetet i Berlin), som i mere end en Menneskealder øvede en overordentlig Indflydelse, ikke alene i Tyskland, men ogsaa herhjemme. I sit Skrift "Om den menneskelige Frihed" 1824 gjorde J. L. Heiberg det danske Publikum første Gang bekendt med Hegels Filosofi; han blev dens ivrige og ihærdige Talsmand og lagde den til Grund for sin æstetiske Kritik (f. Ex. 1826 i sit Skrift om Vaudevillen og 1827-28 i sin Bedømmelse af Oehlenschläger og hans Tragedier), i Trediverne udgav han, foruden Skrifter som "Grundtræk til Philosophiens Philosophi, eller den speculative Logik" (1832) og "Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid" (1833), 1837-38 "Perseus, Journal for den speculative Idee" - altsammen til Udbredelse og Befæstelse af den Hegelske Filosofi. Ved Siden af Heiberg var H. L. Martensen den fornemste Repræsentant herhjemme for den Hegelske Filosofi, som han fra Slutn. af Trediverne lagde til Grund for sine teologiske Forelæsninger. Modstandere af den var navnlig F. C. Sibbern og J. P. Mynster, der i Tredivernes Begyndelse udgav Modskrifter mod den. - Det er Hegels "Grundtanke, at naar Menneskeheden har gennemvandret Erfaringens og Historiens lange Vej, aabner der sig for den en Kreds af Tanker, i hvilken Alt fra det Højeste til det Ringeste kan og maa finde sin Plads. Og indenfor denne Tankekreds er der en saa inderlig Sammenhæng, at man ved at begynde med en enkelt bestemt Tanke, var det endog med den mest abstrakte af alle, Begrebet Væren overhovedet, med logisk Nødvendighed kommer over til alle de andre Tanker. Enhver enkelt Tanke udløser sin Modsætning, og derpaa bliver det Opgaven at finde en Tanke, der som en højere Enhed indbefatter begge Modsætningsled i sig. Men hele denne Tankebevægelse og Tankekamp er ikke blot Noget, der foregaar i den menneskelige Aand. Det er Tilværelsens inderste Væsen, som derigennem afslører sig" (Høffding). - Ejendommeligt for den Hegelske Filosofi er ikke blot Metoden ("den dialektiske Metode"), men ogsaa, som Pastor Homo rigtigt har faaet fat paa (Linje 23), Terminologien: de filosofiske Kunstord, hvormed Hegel opererer, og som var vanskelige at tilegne sig og klart forstaa. - Om P.-M. selv i sine første Studenteraar har følt sig tiltrukket af den Hegelske Filosofi, vides ikke; i "Adam Homo", hvor der hyppigt hentydes til den, er den i hvert Fald kun Genstand for hans Stiklerier, og i "Ivar Lykkes Historie" (II 287-95) satiriserer han aabenlyst paa en gammelmandsagtig-naiv Maade over den.

Side 56 Linje 20:

Viisdoms Nummer Ni] d.v.s. den højeste Visdom; en Parallel til dette Udtryk har Udgiveren ikke fundet.

Side 56 Linie 25:

Compendium] (latin) "Haandbog, Ledetraad, Udtog" - 562 "desværre (siger i P. L. Møller i sin Anmældelse) vare Dr. Magers "Breve til en Dame" (om den hegelske Philosophi) dengang endnu ikke oversatte" [der sigtes til: Populair Fremstilling af den Hegelske Philosophies Resultater, i et Brev til en Dame, af K. W. C. Mager, oversat af H. C. Heger 1841].

Side 56 Linje 31:

paa det Samme] nu: i, med det samme; sml. P. A. Heiberg 179* ("Den gamle Skuespiller"): "Du er fordømt interessert. Var her paa det samme en Aktrise, saa friede Du til hende strax"; J. L. Heiberg 1825 ("Kong Salomon og Jørgen Hattemager"): "Havde jeg paa det Samme min Stok ved Haanden, saa skulde du faae Svar som forskyldt" [efter Dahlerups Ordbogssamlinger].

Side 57 Linje 8:

continuered] (latin) "fortsatte, vedblev".

Side 58 Linje 10:

iovergaars] nu mest: iforgaars; sml. Oehlenschläger 1805 ("Aladdin"): "See, hist paa Gaden kommer atter hid | Det smukke unge Menneske, som var her | I Gaar og Overgaars"; Baggesen 1807 ("Vor Frues Fald"): ". . . jeg nys har faaet et Brev | ... Foruden det fra gamle Paars, | Som jeg skrev af i Overgaars" [efter Dahlerups Ordbogssamlinger].

Side 59 Linje 1:

Dagens Kjerte] d.v.s. Solen (sml. Anm. til 1ste Binds Side 23 Linje 2).

Side 60 Linje 9:

Op og ned] under sit Visitkortfotografi (udgivet af G. Rosenkilde; ikke gengivet), forestillende ham læsende i en Bog, skrev P.-M. (se Georg Brandes, Danske Digtere, Side 269):

"Her læser jeg, at op og ned
Alting i Verden gaaer,
Hvo, som er oppe, altsaa veed,
Hvad snart ham forestaaer."

Side 60 Linje 10:

de høie Zoner] d.v.s. mod Himlen.

Side 60 Linje 14:

Laurbærkroner]Laurbærkransen er Heltens, Krigerens Sejrssmykke.

Side 61 Linje 25:

Studiigaarden] fra gammel Tid Navn paa Universitetet, bruges hyppigt af Holberg i Komedierne (f. Ex. Den ellevte Juni 1 Akt, 4 Scen.; Jacob von Thyboe 5 Akt, 5 Scen.) og var endnu henimod Midten af det 19de Aarh. ikke helt gaaet af Brug; sml. Fr. Thaarup 1826 ("Kjøbenhavn og Omegn"): "Af Universitetets Bygninger nævne vi her: 1. Den saa kaldte Studiigaard, beliggende paa Hjørnet af store Kannikestræde og Nørregaden"; S. Sterm 1841 ("Beskrivelse over Kjøbenhavn"): "Studiigaarden eller Universitetet", "Her laae da nu i Gruus og Aske samtlige Studiigaardens Bygninger", o. s. v.

Side 61 Linje 28:

demonstrere] (latin) "forklare, bevise".

Side 61 Linje 32:

Polyhistor] (latin) en Lærd, der er kyndig i mange Fag eller Videnskaber. [Det 16de og 17de Aarhundredes Lærde var ofte Polyhistorer, men fra det 19de Aarh., da Videnskaberne spaltedes i mange Fag, forsvandt Polyhistorerne, og Videnskabsmændene blev nu Fagmænd.]

Side 61 Linje 34:

Promenaden] dengang som nu: Østergade (og Bredgade).

Side 62 Linje 20:

Mammon] (græsk-hebraisk) "Penge". - De Penge, Adam her takker for, er dem, Moderen lovede ham Side 58 Linje 31-32.

Side 62 Linje 21:

End mit Stipendium dog holder sig] det Stipendium, Adam nyder, er de saakaldte "Oplagspenge". Ved hver Skole var der et Stipendiefond af alle Privatlegater, der skulde suppleres af Skolernes øvrige Indtægter, og af dette Fond understøttedes trængende og værdige Disciple under deres Skolegang. Hvad Stipendiaten ikke strax behøvede, skulde oplægges og udbetales ham med 1/3 ved Dimissionen til Universitetet, Resten i hans første akademiske Aar, saafremt han ikke gjorde sig uværdig dertil.

563

Side 62 Linje 23:

Patroner] (latin) "Velyndere"

Side 62 Linje 32:

russisk Frak] ogsaa kaldet polsk Frakke: en Frakke med høj Pelskrave og Snorebesætning over Brystet (se f. Ex. et Billede af Skuespiller N. P. Nielsen i P. Hansens Teaterhistorie II 315). - Frak er den ældre Form af Ordet (fransk frac), der endnu langt ind i det 19de Aarh. var den alm. Form (Molbech siger 1859 i sin Ordbog, at Frakke er "en mindre rigtig Skrivemaade") og er den hyppigste hos P.-M. (se f. Ex. Side 200 Linje 39, Side 222 Linje 5, Side 254 Linje 28, Side 297 Linje 31, Side 303 Linje 35, Side 362 Linje 7 o. fl. St.), ogsaa i Prosa (sml. "Ungdomskilden" (1865): "Hun var klædt i en bruun Soldaterfrak, der sluttede stramt om Livet"; "Ivar Lykkes Historie" (I 1866): "Havde De en gammel Frak til min Mand og et gammelt Skjørt til mig selv, saa havde De gjort god Gjengjæld for den døde Nattergal"; smstd.: "De ere endnu i Vintertøiet, ... Hr. Rose i en lang guul Overfrak..."; smstd.: "Han traf sin Herre fuld paaklædt, i Uniformsfrak med Sabel ved Siden"). [P.-M. bruger ogsaa af og til Formen Frakke, f. Ex. "Luftskipperen og Atheisten" (1852): "rask som sidst |... Smed ud han Støvler, Halsbind, Vest og Frakke".]

Side 63 Linje 6:

Vertens] hvem Adam boede hos, ses af Lottes Brev til Excellencen Homo i 9de Sang: "...Da Deres Excellence som Student | Logerede hos Skræder Franks Madame".

Side 63 Linje 15-16:

Ved alle Ting de stadigt har for Øie, \ Studenterne at gavne og fornøie] Hentydning til Wessels Digt: "At gavne og fornøie | Hav stedse det for Øie".

Side 63 Linje 17:

Klokken Eet] "den sædvanlige borgerlige Middagstid var i Kjøbenhavn [i Trediverne] KL l" (Plenge, Livet i Kjøbenhavn, Side 42).

Side 63 Linje 23:

Lemmer] nu: Medlemmer; Lem = Medlem var alm. i ældre Dansk, men var paa P.-M.'s Tid ved at gaa af Brug undtagen i Betydning: Familiemedlem; sml. Holberg 1723 ("Jean de France"): "Jeg er fød over ti Mile sønden for Randers, hvor vi ere anseet som Lemmer af det hellige Romerske Rige, saa jeg er heller Romansk end Dansk"; H. C. Andersen 1853 ("Hjertesorg"): "Han [d.v.s. Moppen] er ligesom Lem af Familien, trofast og arrig, men det er han tirret til af mine Børnebørn".

Side 63 Linje 26:

Studenterklubben] Studenterforeningen; stiftet 1820. I de første 10 Aar var det udelukkende litterære og æstetiske Interesser, der kom til Orde i Foreningen; Samlingsaftenerne udfyldtes med videnskabelige Foredrag og Oplæsninger (Poul Møller f. Ex. oplæste her sin Novelle "En dansk Students Eventyr") og afsluttedes med et Drikkelag (i Fyrrerne hed det: Sold); først efter 1830, da Orla Lehmann kom til at spille en Rolle i Foreningen, kom Politik paa Dagsordenen. Studenterforeningen laa i P.-M.'s Studenteraar paa Hjørnet af Boldhusgade og Admiralgade. P.-M. har næppe taget videre ivrigt Del i Studenterforeningens Liv (hans Navn søges forgæves i Foreningens ældre Historie), og hans Ord her tyder heller ikke paa nogen synderlig Varme.

Side 63 Linje 27:

Musasønner] spøgefuld Betegnelse for Studenterne.

Side 63 Linje 29-32]

hvad der sigtes til, fremgaar af Lægen J. H. Lorcks Erindringer (Side 49 f.). Lorck, der blev Student 1828, samme Aar som P.-M., fortæller, at om Formiddagen stod Studenterforeningen saa godt som tom, men henimod Kl. 2 begyndte Folk at komme. "Der dannede sig snart en snævrere Kreds, som gjerne nød sin Kaffe i den forreste Konversationsstue, hvor der stod en Sofa med et rundt Bord foran, og omkring dette grupperede sig i saa magelige Stillinger som muligt den lille Kreds, der paa Grund af sin morsomme og vittige Konversation sædvanlig var omringet af talrige Tilhørere. Jeg kan vel ikke erindre dem Alle, men jeg kan dog nævne Adskillige, der hørte til denne Kreds, saasom Brødrene Weiss, Philipsen, Arnesen, Borgaard, Suenson, E. Collin, A. Buntzen, C. M. Winther, Falkmann Petersen o. Fl., for ikke at tale om de ældre Notabiliteter [Berømtheder] Fabricius, Chr. Winther, H. Krøyer, Henr. Hertz, en Tid lang ogsaa Welhaven, der ofte sluttede sig til 564 denne Kreds. Her talte man om alle mulige og adskillige umulige Ting (med Undtagelse af Politikken) paa en i Reglen morsom og underholdende Maade; man uddelte Hib til Højre og Venstre i al Gemytlighed og blev ikke fornærmet, naar man selv fik en Snært". Omtrent Kl. 4, fortsætter Lorck, "blev Middagssessionen hævet, og nu stod Foreningen atter temmelig tom til om Aftenen".

Side 63 Linje 33:

et Par Timers Tid] nemlig fra KL 2-4, ganske i Overensstemmelse med Lorcks Beretning ovf. (Adam styrter lige efter Middagen Kl. 1 ned til Foreningen for at komme tidsnok til at nyde godt af den vittige Kreds).

Side 63 Linje 38:

hvad om Formiddagen ned er skrevet] nemlig under Forelæsningerne paa Universitetet.

Side 64 Linje 4:

paa Comedie] = i Teatret (se Anm. til 1ste Binds Side 5 Linje 25).

Side 64 Linje 6-16]

to unge Skuespillerinder havde i Aaret 1828 vakt mer end almindelig Opsigt i Tragediefaget: Elisabeth Heger (f. 1811, gift 1834 med Skuespiller Holst) og Johanne Louise Patges (f. 1812, gift 1831 med J. L. Heiberg). Jfr. Heger var 17/2 (da P.-M. endnu ikke var i København) optraadt første Gang som Signe i Oehlenschlägers Tragedie "Hagbarth og Signe" og overbeviste alle om, at man i hende havde faaet en Oehlenschlägersk Elskerinde af første Rang; Jfr. Patges optraadte 2/9 for første Gang som Julie i Shakespeares Tragedie "Romeo og Julie" og løste den vanskelige Opgave over al Forventning mesterligt. - Som Linjerne 9-16 nu lyder, passer de nok saa godt paa Jfr. Heger som paa Jfr. Pätges (der tales om hendes Øjes "blaa Azur"), men saaledes lød de ikke oprindeligt, saa at det dog er muligt, at P.-M. her har tænkt paa Fru Heiberg, for hvem han, som alle i Datiden, nærede den dybeste Beundring. Linje 9-16 lød i Udg. 1841-63:

Tænk dig en middelmaadig høi Figur,
Med Præg af Aandens Seir og Kjødets Spægelse;
Tænk dig en Sjæl, hvis Røst er reen og puur,
Hvis mindste Blik er Hjertets Vederqvægelse,
Hvis luttrede og yndige Natur
Sig viser i enhver gracieux Bevægelse,
I Smiil, i Suk, i Taarer og i Klage -
Tænk dig det Alt! og meer dog staaer tilbage.

Side 64 Linje 7:

Actrice] det franske Ord Actrice, der paa Holbergs Tid var den eneraadende Betegnelse for Skuespillerinde (ligesom Acteur for Skuespiller), var paa P.-M.'s Tid ved at gaa af Brug, men anvendtes dog endnu i Trediverne ikke helt sjældent (sml. Side 87 Linje 24: "Her saae hun i Triumf om til Actricerne" o. fl. St.).

Side 64 Linje 11:

Azur] "himmelblaa Farve".

Side 64 Linje 18:

en Dandseøvelse] det var i Tyverne og Trediverne i Modsætning til nu ganske almindeligt, at ogsaa voxne Folk gik til Danseøvelse.

Side 64 Linje 27:

Jette] forkortet af Henriette, dengang i Modsætning til nu et meget alm. Kvindenavn (sml. Anm. til 1ste Binds Side 9 Linje 1).

Side 64 Linje 28:

Cirkel] (latin) " Kreds" (her i overført Betydning).

Side 64 Linje 32:

Gratie] de tre Gratier er i den græsk-romerske Mytologi Gudinder for Ungdom, Ynde og Skønhed.

Side 64 Linje 37-38:

En Tale- og en Disputeer-Forening, \ Hvori Latinersproget høres blot] da Latin dengang var Examenssproget ved alle Embedsexaminer paa Universitetet (først 1838 slap Medicinerne helt for at tale Latin, 1847 Juristerne, 1849 Teologerne) og det Sprog, hvori alle Doktordisputatser holdtes, var der god Anledning for unge, fremadstræbende studerende til at udvide deres Kundskaber i Latin og opøve Færdighed i at tale det. 1813 565 havde en Kres af 10 Studenter (deriblandt J. L. Heiberg) dannet en Forening, som efter et berømt Undervisningssted i Oldtidens Grækenland fik Navn Lycæum, og som havde det Formaal at holde Disputereøvelser paa Latin. Man holdt Møde hver Onsdag Aften (Linje 39) i Vinterhalvaaret, siden 1828 regelmæssigt paa Borchs Kollegium i St. Kannikestræde; hvert Medlem skulde efter Tur fremsætte mindst 2 Sætninger ("Theses") til Diskussion og to andre Medlemmer beskikkedes til Opponenter; alle Forhandlinger førtes paa Latin. Blandt Medlemmerne var der Teologer, Jurister, Medicinere, Filologer og Matematikere; P.-M. synes ikke selv at have været Medlem, men han nærede vistnok heller ikke nogen som helst Art af videnskabelig Ærgærrighed.

Side 65 Linje 1-2:

vor Exercering, \ Thi som Student du veed man er Soldat] som et Led i Fædrelandets og Københavns Forsvar var der i Begyndelsen af Aarhundredet (foranlediget ved Slaget paa Rheden) blevet dannet et Studenterkorps, der fra 1808 fik Navnet "Kongens Liycorps"; 1812 blev det paalagt enhver Student ved Universitetet at indtræde i det, men det betragtedes, siger Orla Lehmann, der blev Student 1827, i sine Erindringer (Efterladte Skrift.. I 51), "som et tomt Spilfægteri, bestemt til at tilfredsstille visse ophøiede Forkjærligheder og visse smaa Forfængeligheder [sml. ogsaa J. L. Heiberg 1826 ("Recensenten og Dyret"): "Trop. ... Jeg veed ogsaa lidt Mere om Tingene, end disse nymodens Studenterdukker, som blive saa vindige af at gjøre Exercice"] - paa dets militære Brugbarhed for Fædrelandets Forsvar troede Ingen". Det holdt sidste Gang Exercits 1848, men paa Papiret existerede det indtil 1864. ["Akademisk Skytteforening" stiftedes i Halvfjerdserne.]

Side 65 Linje 16:

Volden] København var indtil ind i Halvfjerdserne omgivet af Volde (deres Beliggenhed angives ved de nuværende Boulevarder: Øster-, Nørre- og Vester-Boulevard). Voldene var beplantede med Træer [sml. Oehlenschlager 1803 ("Sct. Hansaftenspil"): "Det er i Dag et deiligt Vær, | Vinden vifter i Voldens Træer"], og de skyggefulde Alléer var yndede Spadseregange [sml. Poul Møller 1819 ("Aprilsvise"): "Grøn er Vaarens Hæk, | Kaaben kastes væk, | Jomfruer sig alt paa Volden sole"]. [Sml. ogsaa H. V. Kaalunds Digt (fra 1877): "Da de rev Voldene ned".]

Side 65 Linje 22:

ned til Sundets Kyst] d.v.s. ud til Toldboden, hvorfra den almindelige Københavner dengang nød Synet af Søen; ti Langelinje var kun tilgængelig for dem, der havde "Tegn" (Plenge, anf. Skrift, Side 33).

Side 65 Linje 38:

Skriverbordet] nu kun: Skrivebord. Former som Skriverbord, Skrivertøj, Skrivertavle var endnu paa P.-M.'s Tid de almindelige i Skriftsproget (P.-M. bruger dem stadigt); sml. Holberg 1726 ("Den Stundesløse"): "Hun er Skriver-Tavlen, og jeg er hendes indtil Døden underdanige Griffel"; Oehlenschlager 1816 ("Fiskeren"): "Lad strax en Slave | ... hente | Den sorte fløilsbetrukne Foliant | ... Som ligger inde paa mit Skriverbord"; J. L. Heiberg 1826 ("Recensenten og Dyret"): "De stimle om Bordet. En vælter det, saa Skuffen falder ud med Æsken og Trops Papirer og Skrivertøi"; Oehlenschlager 1827 ("Væringerne i Miklagaard"): "Hun staaer op fra et lille Skriverbord, og læser af et Stykke Pergament"; Hertz 1855 ("Den Yngste"): "Skal jeg da ikke | Først stille Jeres Bøger og Papirer | Og Skrivertøiet hen?"

Side 66 Linje 1:

som paa Børsen veier] d.v.s. gælder noget, betyder noget, har Indflydelse.

Side 66 Linje 4:

paa Prent] paa Tryk.

Side 66 Linje 14:

superfiin] "overordentlig fin" (super (latin) "saare, i høj Grad").

Side 66 Linje 17:

Epistelen] (latin) "Brevet".

Side 66 Linje 20:

bon jour] (fransk) "god Dag". Den alm. Tid for Aftenselskaber i Trediverne var Kl. 6-61/2, præcis Kl. 9 gik man til Bords, og henad Kl. 12 brød man op og gik hver til sit (Plenge, anf. Skrift, Side 86-93). Det ses af Side 69 Linje 9-10, at Adam kommer for sent.

566

Side 66 Linje 25:

Spillet] "Datidens moderne Kortspil var L'hombre og Boston med dets Petit- og Grand-Misere [d.v.s. Spillet gik ud paa at gøre henholdsvis êt eller intet Stik] og indviklede Regnskab" (PIenge, anf. Skrift, Side 87).

Side 66 Linje 28:

hang] nu vilde man vel mest i denne Forbindelse bruge hængte, men de moderne Grammatikkers Regel om, at hang (der næppe er ældre end Beg. af 18. Aarh.) anvendes, naar Udsagnsordet staar uden Genstand, hængte derimod, naar det staar med Genstand, var paa P.-M.s Tid slet ikke gennemført: hang og hængte brugtes dengang i Flæng; sml. Oehlenschläger 1805 ("Thorsing"): "Flux af sin Hals tog Kongen en Kiede, | Tung af hin rødeste Guld, rundt med Karbunkler besat, | Hang den saa rundt om Heltens Hals; og det blomstrende Thorsing | Blev den Galge hvori høit han Forbryderen hang"; J. L. Heiberg 1826 ("Recensenten og Dyret"): "Nylig jeg hængte paa en Green, | For at see Beridernes Væsen"; Grundtvig 1837 ("Lad vaie høit vort Konge-Flag!'"): "Afbild os kun det Korsets Træ, | Hvorpaa vor Frelser hængde". - Hang for hængte findes atter Side 150 Linje 19, Side 201 Linje 34, Side 293 Linje 39 o. fl. St.

Side 66 Linje 31:

Kortpengene] Penge, som efter Kortspillets Afslutning gives til Tjenerskabet.

Side 66 Linje 31:

ved Dreyers smaa Cabaler] d.v.s. ved hans smaa Spillepartier. [Gabale (fransk) er et Slags Kortspil.]

Side 67 Linje 8:

hartad] næsten, omtrent; bruges med Forkærlighed af Folk som Grundtvig, Ingemann og Blicher, falder nu gammeldags.

Side 67 Linje 24:

Musetakker] "takkede, syede Traadkanter" (Levins Ordbogssamlinger).

Side 67 Linje 31:

som Dem paa Persisk klæder] Persiske Sjaler, store og brogede, var dengang moderne; man brugte dem paa samme Maade som man bruger Overstykker nu (sml. Linje 27-28).

Side 68 Linje 24:

Particulier] (fransk) "en Mand, der lever af sine Midler"; Benævnelsen ansaas dengang for fin, men er nu ikke meget brugt.

Side 68 Linje 25:

galant] her = flot, elegant, ligesaa Side 214 Linje 38, Side 243 Linje 11, Side 262 Linje 36, Side 266 Linje 28, Side 341 Linje 21 o. fl. St.; se Anm. til 1ste Binds Side 4 Linje 27.

Side 68 Linje 28:

til unge Venner inclinered] d.v.s. havde Forkærlighed for.

Side 68 Linje 30:

Og trak - som man det kalder - hende op] at trække en op betyder alm. "at bedrage en", men her betyder det (under Indflydelse af Forbindelser som: at trække et Ur op) "at faa hende til at snakke, faa paa Glid" (man siger endnu: han er svær at trække op d.v.s.: vanskelig at faa noget ud af).

Side 69 Linje 15:

Tag Damerne i Skole] d.v.s. tag Dem af deres Opdragelse, = faa dem gjort livlige.

Side 69 Linje 37:

Ordsprogslegen] Originaludg. giver et Billede af Adams Virksomhed i Ordsprogslegen. Efter Linje 40 følger to, i senere Udgaver udeladte Vers, saa lydende:

Til Dagens Priis blandt meer han foreslog,
De tvende Ord "Fru Dreyer" at udføre:
Først man en Kone saae, som Bud modtog,
(Hvor maatte dette Budskab hende røre!)
At hendes Mand, som før blot hed Hr. Øre,
Som Canceliiraad Øre hjem nu drog.
Dernæst man seer, at rundt en Herre dreier
En Dame, saa i Luften Skjørtet feier.*

* 567

Da Ingen mægted gjette hvad man spilled,
Da gik først Adams Vid for fulde Seil:
Han Husets Frue tog ved Haand, og stiiled
Saa hende frem midt for det store Speil.
Men da med alle Fortrin, alle Feil,
I Glasset nu man saae det røde Billed,
Mens Fruen selv for Speilets Frue neier;
Da raabte som med een Mund man: Fru Dreyer! -

Side 70 Linje 3:

frappante] (fransk) "træffende, slaaende".

Side 70 Linje 6:

Legens Knude stedse skar itu] sml. Anm. til Side 9 Linje 16.

Side 70 Linje 17-24]

Skaalerne dengang, siger Plenge (anf. Skrift, Side 93), "udbragtes uden mange overflødige Ord [alm. kun: Og nu vil jeg udbringe en Skaal for Hr. Grosserer Hans Jensen og hans Madame], men altid ledsagede af Omkvædet: "Og dette skal være o. s. v." og en Række rungende Hurraer". Formlen for dette Omkvæd har man f. Ex. hos Hostrup 1844 i "Gjenboerne" (Akt 2, Scene 1):

:|: Og dette skal være Hr. Smidtses Skaal,
Hurra! :|:
Og Skam faa den, som ikke
Hr. Smidtses Skaal vil drikke!
Hurra! Hurra!
den Skaal var bra'!
Hurra!

Side 71 Linje 25:

Fine] forkortet af Josefine, dengang alm. Kvindenavn, sml. 1ste Binds Side 33 Linje 13.

Side 71 Linje 36:

Gehalt] (tysk) "Lødighed, Værd" (om tyske Laaneord med Forstavelsen ge- se Anm. til 1ste Binds Side 20 Linje 17).

Side 72 Linje 18:

arm] i Betydningen "fattig" er et Laaneord fra Tysk.

Side 72 Linje 25:

Alt kommer jo paa Øiet an, der seer] den nu alm. Talemaade er mest kendt i den Form, den fik af Goldschmidt 1867 ("Ravnen"): "Det seete afhænger af Øjnene, der see".

Side 73 Linje 8:

aromatisk] (græsk) "vellugtende".

Side 73 Linje 20:

Aabenraa] Gaden (tæt ved Nørrevold) laa dengang i Byens Udkant, hvorfor ogsaa de unge Damer i Linje 27 siges at komme "fra Byen" derud.

Side 73 Linje 25:

Fiolen] Violinen (om Formen Fiol se Anm. til 1ste Binds Side 10 Linje 19).

Side 74 Linje 18:

Paa eengang sig de unge Piger minded]minde sig i Stedet for mindes er en Tyskagtighed, som dengang var meget alm., og som der findes mange Sidestykker til hos P.-M., se f. Eks. Side 99 Linje 29: Han minded sig et himmelsk Blik, Side 143 Linje 17: Haabets Løfter sig fornye, Side 145 Linje 24-25: deri sig møder ... Hjerte og Fornuft, Side 162 Linje 5: Alt hun har lært hun godt sig minder, o. fl. St.; sml. f. Ex. Oehlenschläger 1803 ("Guldhornene"): "De sig møde, de sig møde, | De forklarede Høie, | Kampfarvede, røde, i Med Stierneglans i Øie"; Baggesen 1807 ("Giengangeren, og han selv"): "Hvis du dig ei minder | (Og jeg vil troe dig) noget saadant Sted..."; J. L. Heiberg 1840 (Tilegnelsesdigt til "Syvsoverdag"): "Og Før og Nu og Oven og Herneden | For ham sig møde kjækt i Harmonie". [Sml. ogsaa Anm. til 1ste Binds Side 21 Linje 5.]

Side 74 Linje 20:

Modesti] (latin) "Ærbarhed"; alm. i Holbergs Komedier.

Side 74 Linje 24:

Thi gav han nu sig Luft i muntert Sprog]Sprog staar her, vel kun foranlediget af Rimnød, paa usædvanlig Maade = Tale.

568

Side 74 Linje 35:

kjørte dem i Vinden] d.v.s. holdt dem i Aande; sml. Hertz 1870 ("En Mand, der er elsket af Alle"): "Hans Gig skal være kjøn, og han er en god Kudsk; han vil nok kjøre Dem i Vinden" [efter Dahlerups Ordbogssamlinger].

Side 75 Linje 14:

Bine] forkortet af Jacobine, dengang alm. Kvindenavn.

Side 76 Linje 17-24]

den Stemning, som Sangen fremkalder i Tilhørernes Sjæl, er i Originaludg. stærkere understreget ved følgende, senere udeladte, Vers:

Det var, som Mørket dækked til med Skygger
Den Ungdomsglands, der nu omstraaler dem;
Der, Stjernen lig, som op af Bølgen dykker,
Forsvinder og paany dog kommer frem.
Det var, som Haabet selv, hvis Krands dem smykker,
Medeet sad gammelt i Erindrings Hjem,
Men troede dog ei ret paa sin Forandring -
Saa randt en Stund - og Tid det var til Vandring.

Side 76 Linje 28:

Følgeskabets fast bestemte Ret] Retten til et Kys som "Belønning" for at have fulgt en Dame hjem omtaltes spøgende i Tredserne som noget, der hørte Fortiden til (mundtlig Meddelelse).

Side 76 Linje 33 - Side 77 Linje 32]

dette udfald mod Tidens i P.-M.'s Øjne respektløse Kritik af alt| og alle er vel ikke blot fremkaldt ved Betragtningen af de politiske og religiøse Bevægelser i Frederik VI's sidste Levetid (sml. om dem Anm. til Side 22 Linje l-8), men Digteren har maaske nok saa meget litterære Forhold for Øje, og det er ikke umuligt, at der ligger en personlig Brod bag det bitre Udfald. P.-M.'s "Poesier, 1ste Del, 1836" (indeholdende "Eventyr i Skoven" og "Alf og Rose") var 1837 blevet skarpt kritiseret (anonymt) i det ansete, af en Række Universitetsprofessorer udgivne "Maanedsskrift for Litteratur", som Trediverne igennem gjaldt for en kritisk Overdomstol, og P.-M. var bleven saa forbitret over denne Kritik, at han 1837 i "Trochæer og Jamber, En poetisk Polemik" rettede et hvast Angreb ikke alene paa sin anonyme Kritiker, men i det hele paa Maanedsskriftets Redaktion, af hvilken han med Navns Nævnelse indførte Professorerne I. N. Madvig, F. C. Petersen og Poul Møller i sit Digt, medens han, som han siger, "slog a1le de øvrige Medlemmer i Hartkorn". Det er muligt, at det er en Mindelse om denne i hans Øjne uretfærdige Kritik, der ligger bag de skarpe Ord paa dette Sted.

Side 77 Linje 31:

Rad] d.v.s.: Benrad, Skelet.

Side 77 Linje 38:

affloreerte] bladløse.

Side 79 Linje 37:

i min Gig] at eje Gig var dengang Tegn paa højeste Elegance; sml. J. L. Heibergs "Syvsoverdag" (1840), Akt 1 Scen. 3: "Steier: Jeg har min egen Equipage, det er at sige, min lille Gig; i den er jeg kjørt lige fra Kjøbenhavn hertil. - Balthasar (afsides): Gud! han holder Gig!" - og Scen. 4 siger Balthasar om Steier: "Denne Procurator, er han nu videre smuk? Nei, men han er deilig klædt, og han holder Hest og Gig; derfor synes Fruentimmerne, at han er smuk og elskværdig".

Side 79 Linje 40:

Bellevue] Traktørsted i Nærheden af Emilie Kilde ved Indkørslen til Dyrehaven ("det yndigt beliggende Tractørsted Bellevue" kaldes det i en Rejsehaandbog fra 1824).

Side 80 Linje 15:

lig en anden Peder] Sct. Peder (Apostlen) er i Folkeæventyrene Portner i Himmerig (sml. J. L. Heibergs "En Sjæl efter Døden" (1841), Akt 1).

Side 80 Linje 28:

en Ven, som var mig kjær] hvem P.-M. tænker paa, vêd Udgiveren ikke.

Side 80 Linje 34:

Patrokles og Achilles]Achilles er Hovedhelten i Homers Iliade og den ypperste af de Grækere, der kæmpede mod Troja. Mellem 569 ham og Patrokles var der et ubrødeligt Venskab. Da Patrokles var blevet dræbt af Trojanerhelten Hektor, kastede sig Achilles, der, fordi han følte sig krænket af Grækerhærens Øverste, en Tid lang havde holdt sig borte fra Kampen, atter mod Fjenden, fældede Hektor, lod hans Lig binde til sin Stridsvogn og slæbte det omkring Troja til Grækerlejren (Side 81 Linje l-8). - Ogsaa i Dødsriget holder Achilles og Patrokles sammen.

Side 81 Linje 6:

snelt] hurtigt; dengang som nu kun et poetisk Ord (sml. Anm. til 1ste Binds Side 97 Linje 23).

Side 81 Linje 20:

Condolence] (latin) "Medlidenhedsytring, Medsorg": det var paa P.-M.'s Tid i Modsætning til nu fint at sige jeg condolerer til Sorg i Anledning af Dødsfald.

Side 81 Linje 29:

Fjenden] rimende paa Vinden og forinden efter den dengang alm. Udtale, se Anm. til 1ste Binds Side 52 Linje 1.

Side 81 Linje 36:

ta'e Skiltet ind] d.v.s. spille Fallit, egl. vel: opgive sit Haandværk.

Side 82 Linje 13:

ei mere vilde trække] man kan endnu om et Teaterstykke sige, at det ikke "trækker" d.v.s. ikke vinder Bifald.

Side 82 Linje 31:

dangled] slentrede; nyere Aflydsform af dingle; sml. Chr. Winther ("Til Vinter-Lærken«): "Spred da din Strubes Klang, som Frø, | Vær sikker paa, din Høst ei mangler: | Da lytter Ungersvend og Mø | Og den, der om med Liren dangier"; Vilh. Bergsøe 1869 ("Fra den gamle Fabrik"): "Hvilken Jammerskade, at en saa nydelig Pige skal være nødt til at dangie Livet igennem med saadan en Pomadebøtte" [efter Dahlerups Ordbogssamlinger].

Side 83 Linje 32:

Dæmon] (græsk) egl. "Guddom", dernæst "ond Aand".

Side 84 Linje l-2:

Hvad er vel Livet? \ Spørg Digteren derom] Hentydning til Oehlenschlägers Digt "Bjarkemaalet" (1804), hvor det i 4de Vers hedder:

Hvad er vel Livet?
Et Pust i Sivet,
Som synker ned;

Et Spil af Kræfter,
Som higer efter,
En Evighed.

Side 84 Linje 4:

Biblen til Hø gjør Kjød saagar] sml. Esaias 40, 6: "alt Kiød er Høe, og alt dets Fromhed er som et Blomster paa Marken".

Side 84 Linje 12:

Torvet] da Vennerne er paa deres sædvanlige Tur ad Promenaden (Side 82 Linje 31) d.v.s. Østergade (og Bredgade), er Torvet uden Tvivl at forstaa som Kongens Nytorv.

Side 84 Linje 13:

Conditor] Konditori var Datidens Navn paa en (Svejtser-) Kafé. Den første Kafê af denne Art var 14/2 1802 blevet aabnet i Hjørnestedet af Østergade og Kongens Nytorv (overfor Hotel d'Angleterre) af fire Mænd fra Graubünden i Svejts, af hvilke Geremia Minni og Lorenzo Gianelli blev de mest bekendte. Svejtserne lagde særlig Vægten paa Drikke- og Madvarer, deres Kafé besøgtes nærmest af den fine Verden og Priserne var efter Datidens Forhold temmelig høje. Men Idéen slog an, og i Tyverne kunde Minni aabne en ny Kafé paa Kongens Nytorv (Nr. 17), medens Gianelli blev paa det gamle Hjørne. Svejtserne fik iøvrigt tidlig en Konkurrent i R. T. Kehlet, der paa Hjørnet af Gothersgade og Store Grønnegade aabnede et "Konditori", som førte billigere Priser end Minni og Gianelli. (G. Arctander i Illustr. Tid. XLIII, No. 21.)

Side 84 Linje 14:

Toddy] Yndlingsdrikken hos Minni og Gianelli var "en halv Historie" d.v.s. en Toddy af en mindre prima Rom (Arctander anf. St.).

Side 84 Linje 17:

Opvartningspigen] om kvindelig Opvartning i Datidens Kaféer se Anm. til 1ste Binds Side 67 Linje 11.

Side 86 Linje 1:

En Dandserinde] P.-M.'s Ungdomsbegejstring for Ballettens Kunst (se hans Digt "Dandserinden" fra 1832 [nærvær. Udgaves 1ste Bind]) var ikke kølnet i Aarenes Løb; men medens Diones Dans (1ste Binds 570 Side 11-13) afspejlede en yndig Sjæl i et yndigt Legeme, er denne Danserinde kun Krop og intet andet, og en Dans uden Sjæl var for ham som for den Heibergske Kres i det hele "en Gru for Konsten og en Skræk for Øiet" (Linje 4). Fru Heiberg, der selv havde begyndt sin Teaterbane ved Balletten, siger (Erindringer, store Udg. I 350):"Disse Benstrækninger, hvor den synes at vinde Prisen, der kan løfte Benene høiest, har intet med skjøn Dans at gjøre. Hvem tænker sig en Sylphide [d.v.s. et let, aandigt Væsen] i alle disse halsbrækkende Stillinger? Man tænker sig hende svævende, flyvende i yndige, lette Bøininger [netop som Dione i "Dandserinden"], men sandelig ikke staaende paa det ene Bens Taa, medens det andet strækkes høit over Hovedet, en Stilling som nødvendigvis maa ophæve al virkelig Ynde". Da Fru Heiberg i Slutningen af Aaret 1834 optraadte i Balletten "Nina", sendte P.-M. hende efter en af Forestillingerne d. 10/10 1834 følgende Digt (Fru Heibergs Erindringer I 321):

Endnu det Underfulde mig omringer,
Endnu fortryllet kan min Sjæl fornemme
Det klare Sprog, der virker uden Stemme,
Den toneløse Sang, som deilig klinger.

Endnu jeg Sorgen seer med Glædens Vinger
Og Fryd, hvis lette Flagren Taarer hemme;
Endnu jeg seer Erindring dybt at gjemme,
Hvad intet Haab til Hjertet mere bringer.

Endnu, o Nina, Øiet paa Dig hviler,
Og uvis svæver Tanken, om Du kjærligst
Os rører, naar Du sørger eller smiler.

Dog hvad er alle Ord! Kan Ord forkynde,
Hvad i Dit rige Smykke funkler herligst? -
O fine Gratie! Sjælefulde Ynde!

Side 86 Linje 8:

Gratie] de tre Gratier er i den græsk-romerske Mytologi Ungdommens, Yndens og Skønhedens Gudinder.

Side 86 Linje 17:

Regisseuren] Teaterinspektøren; en Teaterembedsmand, som varetager den daglige Forretningsgang og sørger for, at alt er i Orden til Forestillingerne.

Side 86 Linje 17:

Foye'en] her det Rum bag Scenen, hvor Teaterpersonalet samles, naar det ikke er paa Scenen. løvrigt modtog Skuespillerinder og Danserinder i P.-M.'s Ungdom ofte de besøgende mellem Kulisserne, og i Mellemakterne var der, i alt Fald endnu i Tyverne, en broget og livlig Stimmel paa Teatret.

Side 86 Linje 21:

Flora] i den romerske Mytologi Blomsternes og Foraarets Gudinde.

Side 86 Linje 25:

Actricer og Acteurer] Skuespillerinder og Skuespillere (se Anm. til Side 64 Linje 7).

Side 87 Linje 14:

Pirouet] (fransk) Rundsving paa én Fod.

Side 87 Linje 16:

Hebe] i den græske Mytologi Ungdommens, Yndens og Skønhedens Gudinde. [Berømt Statue af Thorvaldsen fra 1816.]

Side 87 Linje 21-22:

Vi Dandserinder Manges Had maae bære, | Fordi vi Publikum'et trække til] Skuespilpersonalet saa dengang med Forbitrelse paa den Yndest, Balletten under August Bournonvilles Ledelse (fra Slutn. af Tyverne) erhvervede sig hos Publikum. Dansens uforsonligste Modstandere blandt Skuespillerne var Mænd som Dr. Ryge († 1842) og N. P. Nielsen († 1860). I 1829 udviklede Ryge, i Anledning af den Lykke, Bournonvilles første Optræden gjorde, overfor sine Kolleger, at det var mod Scenens Værdighed og 571 Kassens Tarv, at Publikum fyldte Huset af Begejstring for Dansen, og hævdede, at "det maatte være enhver retskaffen Kunstners Pligt at arbeide paa at faae denne herunter". Da J. L. Heiberg samme Aar havde tildelt Bournonville en Rolle i et af sine Skuespil, opstod der en saadan Forbitrelse blandt Skuespilpersonalet og dets Venner i Publikum, at Frederik VI personligt maatte lægge sig imellem (Overskou, Theaterhistorie V 57-71).

Side 87 Linje 31:

Serenader] der i Holbergs Komedier omtales som noget dagligdags, var i Trediverne, da Livet paa Gaderne om Natten formedelst det ringe og mangelfulde Nattepoliti (Vægterne) udfoldede sig under noget mere ubundne Former, end det nu vilde være muligt, endnu ikke ganske ualmindelige (overfor Fru Heiberg f. Ex. gav Ungdommen oftere sin Begejstring Luft i Serenader).

Side 87 Linje 33:

Klokken Ell've] Teaterforestillingerne i Trediverne var som Regel forbi ved 9-9 ½ Tiden (de begyndte Kl. 6).

Side 87 Linje 37:

Laterne] (latin) "Lygte" (Belysningen var Tran; Lygterne tændtes ikke, naar det var Fuldmaane eller efter Almanakken skulde være det).

Side 87 Linje 39:

Guitar] meget almindelig i Tyverne og Trediverne.

Side 88 Linje 1-4]

de Sange, Adam synger til van Pahlens Akkompagnement, var meget yndede Selskabssange dengang. "Gid Du var min!" (Melodi af Rud. Bay [† 1856]) omtales ogsaa i J. L. Heibergs "Aprilsnarrene" (1826) og findes trykt f. Ex. i "Guitarspilleren" IV (1850), Side 165. "Skjønne Minka! Æren lyder" var en "Russisk Nationalsang" (Vexelsang) og er trykt f. Ex. i Caens Folkevisebog IV (1851) Side 108-109. Endelig er "Fryd Dig ved Livet" en Bearbejdelse fra Tysk ved Lægen Rasmus Franckenau († 1814); den er trykt f. Ex. i Edg. Collins Illustr. Folkevisebog, Side 155-56.

Den første at disse Sange lyder saaledes:

Gid Du var min! da først mig Held var Livet!
Og hver en Dag svandt hen i Fryd og Fred.
Mig Himlens Salighed ved Dig var givet;
:|: O! alt mit Haab er kun Din Kjærlighed! :|:

Gid Du var min! en Himmel i mit Hjerte!
Erstattede hver Dag jeg for Dig led.
Til tifold Fryd forvandledes min Smerte;
:|: Thi alt mit Held, er kun Din Kjærlighed! :|:

Gid Du var min! da Himlens Harmonier
Udi mit Hjerte skulde dale ned.
Af Frygt og Tvivl min knuste Harpe tier;
:|: Dens Lyd kun tolke kan min Kjærlighed! :|:

Den anden lyder saaledes:

FEDOR.

Skjønne Minka! Æren lyder;
Op til Kamp den Fedor byder;
Glad han dennes Bud adlyder,
Gaaer i Vaabendands.
Arme Pige, stands Din Klage!
Haabet lever alle Dage ;
Tænk nu, om jeg kom tilbage
Med en Laurbærkrands ?

MINKA.

Ei kan Pigens Taarer standse
Ved at tænke Laurbærkrandse
I de vilde Bølgers Dandse
Fjernet fra sin Ven.
Fedor, kom Du ei tilbage,
Da gik Minka med sin Klage
Alle sine Levedage,
Trøstesløs igjen.

572
FEDOR.

Ei maae Taarer Øiet væde:
Helten maa jo ikke græde;
Helten stedse gik med Glæde,
Hvor det Æren gjaldt
Men vil Skjæbnen jeg skal segne
Og i Dødens Arme blegne,
Da skal Rygtet om mig tegne:
Minka tro han faldt.

MINKA.

Grumme Fedor, med Din Ære!
Hvor kan Haabet Trøst mig være,
Naar mig Qvaler grumt fortære
- Hjertet ved Dit Savn?
Nei, for Bjerge, Bølge, Dale
Vil jeg om min Elskov tale,
Og min Kummer tro afmale
Med min Fedors Navn.

Den tredje Sang lyder saaledes:

Fryd Dig ved Livet
I dine Dages Vaar!
Pluk Glædens Rose
Før den forgaaer!
Man skaber sig saa gjerne Kval
Og seer kun Torne uden Tal,
Men vandrer Lillien koldt forbi,
Som blomstrer for vor Fod.

Fryd Dig ved Livet o. s. v.
Naar Uveir mørkner Vaarens Dag,
Og Tordnen ruller Slag i Slag,
Saa smiler Aftenrødens Glands
Jo dobbelt ren og skjøn.

Fryd Dig ved Livet o. s. v.
Den Barm, som aldrig nærer Had,
Men lever selv med Lidet glad,
For den er stedse Livets Vei
Med friske Blomster strøet.

Fryd Dig ved Livet o. s. v,
Enhver, som Ærlighed har kjær,
Som gjerne Armods Talsmand er,
Om ham Tilfredshed, Fryd og Fred
En evig Kreds skal slaa.

Fryd Dig ved Livet o. s. v.
Og vorder stundom Veien trang,
Og Modgangstimen mørk og lang,
Saa rækker Venskab broderligt
Hvert ærligt Hjerte Haand.

Fryd Dig ved Livet o. s. v.
Huldt tørrer den hver Taare af
Fra Vuggen til den mørke Grav.
I Sorgens Midnat straaler den
Med Morgenrødens Glands.

Fryd Dig ved Livet
I dine Dages Vaar!
Pluk Glædens Rose
Før den forgaaer!
Den er blandt Livets skjønne Baand.
Slaaer, Brødre! trofast Haand i Haand!
Saa vandrer vi saa let, saa fro,

Til bedre Skæbners Hjem! Side 88 Linje 20: Figurantinde-Chor] Figurantinde - Statistinde (i Baletten), udfører ikke selvstændige Danse, men udfylder og danner Grupperne. [Louise Rasmussen, senere Grevinde Danner, var i Trediverne Figurantinde ved det kgl. Teater.]

Side 88 Linje 30:

Eqvivoquer] (fransk) "Tvetydigheder, Slibrigheder".

Side 89 Linje l-2:

Herr Pahlen-Pylades og hans Orest] Orest og hans Fætter Pylades er i de græske Oldtidssagn Typer paa inderligt Venskab.

Side 89 Linje 11:

Ecarté] (fransk) Hazardspil mellem to Personer.

Side 89 Linje 12:

Punsch] en alm. Drik dengang, se Anm. til 1ste Binds Side 29 Linje 24.

Side 89 Linje 13-14:

saaes vor Helt at fire \ For Vennen i den store Konst: At lee]at fire for ên betyder alm. at føje en, give efter for en; her snarest med Bibetydningen: tage ham til Mønster i noget.

Side 89 Linje 16:

Epigrammet] (græsk) et kort, fyndigt satirisk Vers med tilspidset Pointe. [Expl. Da den latinske Digter Publius Ovidius Naso († 17 e. Kr.), der uvist af hvilken Grund var blevet forvist fra Rom, 1775 blev oversat paa Dansk af Laur. Sahl, men slet, lavede Nordmanden Claus Fasting († 1791) følgende Epigram:

O Naso! aldrig var din Brøde lig din Qval.
Du blev forviist fra Rom, og oversat af Sahl.]

573

Side 89 Linje 21:

holde Venskabs Lygte] d.v.s. være Skærmbræt for ham.

Side 89 Linje 28:

henter ind] nu kun: indhenter (om denne Adskillelse af Biord (Forholdsord) og Udsagnsord, der er saa hyppig hos P.-M., se Anm. til 1ste Binds Side 20 Linje 6).

Side 89 Linje 37:

Nørreporten] laa ved Enden af den fra Kultorvet udgaaende (Gamle-) Frederiksborggade; gennem den førte Vejen ud til Nord-Sjælland. Medens Stadens øvrige Porte lukkedes ved Midnat, stod Nørreport aaben, og gennem den kunde man slippe ind i Byen efter Kl. 12 mod at erlægge 2 Skilling ved Bommen. Det er ad den, Adam Side 91 Linje 26-28 kommer til sit Hjem, - Formen Nørreporten i Stedet for Nørreport, som man nu vilde sige, er vel brugt af Hensyn til Versemaalet (sml. Side 28 Linje 9: Men her sig reiste Provsten Holm, den gamle); iøvrigt har Hr. Docent Dahlerup tilstillet Udgiveren følgende Bemærkning: "At vi nu siger Gothersgade o.s.v., hænger vel til dels sammen med, at man har brugt den artikelløse form på gadehjørnerne, jfr. at det hedder Amalievej, men Bernstorffsvejen (har først i den nyere tid fået "navneplade"), derfor om fremmede byer: Rivoligaden, Concordiepladsen; svensk derimod Regeringsgatan".

Side 90 Linje l:

maatte følge] fordi Heste ynder at indhente foranløbende.

Side 90 Linje 25:

Cigarer] var omkring 1830 endnu usædvanligt, og København havde dengang kun et Par Cigarudsalgssteder.

Side 90 Linje 29 - Side 91 Linje 24]

"mon det - siger Niels Møller (Nordisk tidskrift för vetenskap, konst och industri, 1900, Side 46, Noten) - ikke er Paludan-Müllers lille eventyr på ballet i Århus, hvor han drillede den bulbideragtige købmand ved at gøre kur til hans unge frue [sml. Indledningen i nærvær. Udgaves 1ste Bind, Side 12], der går igen, omarbeidet og grovere, hvor Adam Homo på sin sidste udflugt med v. Pahlen bliver nærgående mod værtshusholderkonen og kommer i slagsmål med hendes mand".

Side 90 Linje 37:

Og er saa hidsig som de Orthodoxe] ved de Ortodoxe tænkes vel her særligt paa den hidsige og voldsomme J. C. Lindberg, der var utrættelig i sine Angreb dels paa Rationalismen, dels paa Biskop Mynster (sml. Anm. til Side 17 Linje 37, Side 22 Linje 1 og Side 26 Linje 22).

Side 92 Linje 31:

Thi bedre Trods end Kryberiet lod dog]lade |her i Betydningen "tage sig ud, klæde, anstaa"; sml. Poul Møller 1823 ("Qvindelighed"): "Det lader altid ilde at føle for at skildre sine Følelser, men dobbelt, naar Damer gjøre det"; Blicher 1840 ("Julianes Giftermaal"): "Han saa ud, som vilde han til at græde, (jeg synes, han burde smilet; det lader dog altid kjønnere)" [efter Dahlerups Ordbogssamlinger].

Side 92 Linje 35:

Examen Nummer to] den saakaldte "anden Examen" eller, som den officielt hed, Examen philologico-philosophicum, toges i to Afdelinger med et Haivaars Mellemrum i det første Studenteraar og bestod indtil 1847 af følgende Fag: de gamle Sprog (Græsk og Latin), Historie og Matematik, - Filosofi, Fysik og Astronomi. [Af denne Examen giver J. H. Lorck i sine Erindringer Side 53-57 en morsom Skildring.]

Side 93 Linje 7:

Essensen] (latin) "Kraftuddrag".

Side 93 Linje 14:

skumme Livets Fløde] sml. J. L. Heiberg 1841 ("En Sjæl efter Døden"): "Jeg har altid skummet Fløden af Begivenhedens Kar".

Side 93 Linje 19-20]

man har Talemaaderne at købe Katten i Sækken d.v.s. købe noget ubeset og du skal ikke faa den Kat i min Sæk d.v.s. narre mig. [Talemaaderne, der er laante fra Tysk, menes at have deres Oprindelse fra Historien om Till Uglspil (middelalderlig Folkebog), hvor Till engang syr en Kat ind i et Hareskind, putter den i en Sæk og sælger den for en Hare.]

Side 93 Linje 21-22]

om der her foreligger gamle Talemaader, vêd Udgiveren ikke.

Side 94 Linje 23:

En Supplicant] (latin) "Ansøger".

Side 95 Linje 6-7:

om Nathan, \ Hvem Borgerbrev som Jøde Lauget574nægter] indtil 1862, da Næringsloven af 1857 traadte i Kraft, kunde ingen opnaa Tilladelse til at udøve et Haandværk eller drive en Næring, uden at han var Medlem af vedkommende Lav, og det kunde han først blive efter at have opfyldt visse Forpligtelser (et vist Antal Aars Tjeneste som Dreng, som Svend, derefter Aflæggelse af Svende- og Mesterprøve m. m.); Tilladelsen til at drive Haandværk eller Næring som Mester kaldtes Borgerbrev. - som Jøde, d.v.s. fordi han er Jøde: Jøderne havde fra først af ligesaa lidt herhjemme som andet Steds Adgang til Lavene, men ved kgl. Reskript af 19/9 1788 var det tiistaaet dem. I Praxis overholdtes Reskriptet ikke altid; der var endnu i den første Halvdel af det 19de Aarh. Tendens hos Lavene til saa vidt muligt at holde Jøderne ude, og Regeringen maatte gentagne Gange indskærpe Reskriptet af 1788; endnu i 1840 kunde Frederik Barfod skrive (Brage og Idun III 303), at der stadig "er Lav, som endnu ikke have villet åbne sig for dem". [Hvor vanskeligt man overhovedet paa P.-M.'s Tid havde ved at anerkende Jøderne som ligeberettigede Statsborgere, viser ogsaa Forhandlingerne 1838 i Stænderforsamlingerne om, hvorvidt Jøderne skulde være valgbare; dette nægtedes af den jydske Stænderforsamling, men vedtoges i Østifternes, uden dog at faa Regeringens Billigelse.]

Side 95 Linje 8:

Bertel Brask] saaledes først Udg. 1873; alle tidligere Udgaver har: Rasmus Rask. Læserne af disse Udgaver har næppe kunnet undgaa at tænke paa den berømte Sprogforsker († 1832), men hvorfor P.-M. har valgt netop dennes Navn til at betegne en bondsk Person, er ikke godt at sige. [Det er sikkert, at unge Akademikere af de "dannede" Klasser i Tyverne saa paa Rask med nogen Ringeagt (se f. Ex. Abrahams' Meddelelser af mit Liv, Side 179-80), og det er vist, at han i P.-M.'s første Studenteraar ved en enkelt Lejlighed paa Grund af Ukendskab til Forholdene havde vakt nogen Munterhed i Studenterforeningen (se H. C. A. Lund, Studenterforeningens Hist. I 263); ved sine Forsøg paa at forbedre den danske Retskrivning havde han vakt almindelig Forbitrelse mod sig. At han, der døde i fattige og fortrykte Kaar, nogensinde skulde have søgt en Plads, som her antydet, er udelukket.]

Side 95 Linje 8:

Vægter] om Vægterne se Anm. til 1ste Binds Side 71 Linje 9.

Side 95 Linje 9-10]

Hr. Juul har vel forsømt at afgive Erklæring om, at hans Enke skulde hensidde i uskiftet Bo.

Side 95 Linje 28:

en anden Pen han skærer] til Penne brugte man Svingfjerene i Gaasens Vinge [Staalpenne kom først alm. i Brug omkring ved 1850], og Fjeren skar man selv til.

Side 95 Linje 29:

Blækhorn] den gamle Benævnelse for Blækhus, paa P.-M.'s Tid ved at gaa af Brug; sml. Holberg 1726 ("Den Stundesløse"): "Lad saadan Slyngel gaae hen og gifte sig med et gammel Blek-Horn"; Baggesen 1791 ("Forfatterens Liv og Levnet"): "Af alle Tanker, som en Pen | Har af et Blekhorn henslængt paa Papiret ..."; Hertz 1855 ("Den Yngste"): ". . . her er Blækhorn, | Papir og Penne".

Side 96 Linje 2:

uden Savn] d.v.s. uden at man savner ham.

Side 96 Linje 18:

Herkules] (latin; græsk: Herakles) Oldtidsgrækernes Nationalhelt, Zeus' Søn, berømt for sine overmenneskelige Bedrifter. [Kolossalstatue af Thorvaldsen fra 1843.] Fortællingen om Herkules paa Skillevejen, som der her sigtes til, er et senere græsk Sagn (fra 5te Aarh. f. Kr.) og angaar ikke den gamle, men den unge Herkules. Da han var voxet til, fortælles der, begav han sig engang ud i Ensomhed for at tænke over sin Skæbne og satte sig fordybet i sine Tanker ved en Korsvej. Her kom Lasten og Dyden til ham i Skikkelse af to Kvinder; den første tilbød ham en glad og sorgfri Ungdom, hvis han vilde følge hende; den anden forudsagde ham møjsommelige Dage, men lovede ham i Fremtiden Berømmelse og Udødelighed, om han fulgte hende. Herkules valgte Dyden til sin Ledsagerske.

575

Side 96 Linje 19:

Cæsar] berømt romersk Feltherre, Statsmand, Taler og Historiker († 44 f. Kr.).

Side 96 Linje 20:

Den skjæbnesvangre, lille Flod] er Rubico, Italiens Grænseflod mod Nord. Da Cæsar i Aaret 49 f. Kr. i Spidsen for sin Hær overskred denne Flod med Udraabet: "Lad Tærningerne være kastede" (jacta esto alea), begyndte den romerske Borgerkrig, der førte ham til Magtens Tinde, men ogsaa hidførte hans Drab.

Side 96 Linje 22:

ved Ild] der sigtes til Moskvas Brand den 14de og 15de Septbr. 1812.

Side 96 Linje 39:

sig amuserer] (fransk) "morer sig".

Side 96 Linje 40:

sig om Creditorer kerer] d.v.s. bryder sig om; saaledes allerede hos Holberg 1723 ("Den politiske Kandestøber"): "Ey, hvad vil Herren kere sig om Misundere!"

Side 97 Linje 5:

Paa Puf han leve maa]paa Puf (laant fra Plattysk) betyder alm. "paa Kredit" [sml. Fru Gyllembourg 1835 ("Extremerne"): "Herregud! at saadanne Mennesker vil gjøre Gjæld, for at kunne bede Fremmede! Gud veed, hvor de kan have den Credit, thi Det, Vognen hentede, er vist taget paa Puf"], men her betyder det "paa Lykke og Fromme, paa det løse", sml. Dagbladet 1865: "Jeg maa antage det for ikke usandsynligt, at Skjønnet er afgivet paa Puf".

Side 97 Linje 6:

som hyret Lærer] Udsagnsordet at hyre bruges nu mest kun om at fæste Matroser, men havde i ældre Tid en langt mere omfattende Anvendelse.

Side 97 Linje 21:

studset til paa Moden] d.v.s. lapset pyntet efter sidste Mode; sml. Holberg 1745 ("Don Ranudo"): "Madamen har mærket ved Hoffet i Madrit, at naar Borger-Folk studser allermeest, saa gaaer Hof-Folket allerslettest"; Chr. Winther 1850 ("Dyrenes Skriftemaal"): "Jeg vil saa gerne studse | Og pynte peent og pudse | Min deilige Gestalt"; Laaneord fra Tysk ligesom Navneordet en Studser, som P.-M. bruger i "Dandserinden" (nærvær. Udgaves 1ste Binds Side 25 Linje 32) og her ndf. Side 350 Linje 40.

Side 97 Linje 37:

med Kniplinger om Kinden] den Tids Fruekapper var garnerede med Kniplinger.

Side 98 Linje 9:

hvilken Hebevæxt og Junogang] d.v.s. hendes Skikkelse er yndefuld, hendes Gang dronningeagtig. - Om Hebe se Anm. til Side 87 Linje 16; Juno er det latinske Navn paa Himlens Dronning i den græsk-romerske Mytologi. [Ogsaa sin Heltinde i "Dandserinden", Dione, sammenligner P.-M. med Juno, se nærvær. Udgaves 1ste Binds Side 11 Linje 6.]

Side 98 Linje 14:

Og Halsen bly sig skjuler under Sharvlet] Damekjolerne var i Trediverne (firkantet) nedringede, man dækkede Skuldre og Barm med et Sjal. Det er denne Mode, som forudsættes Side 108 Linje 24 (Scenen med Lotte) og Side 250 Linje 31 (Scenen med Clara paa Galtenborg).

Side 98 Linje 24:

hver med Lethed fatter] hvorledes disse Ord skal forstaas, fremgaar af Linje 27.

Side 98 Linje 30:

prægnante] (latin) "vægtige, indholdsrige".

Side 98 Linje 36-38:

med Historien det slet kun stod, \ Naar ei den først, ved Geographi forstærket, \ Fik saa at sige Basis for sin Fod] Adam er ligesom Faderen Tilhænger af alt nyt og moderne. Den Metode, han her anbefaler: at lægge Geografi til Grund for Historieundervisningen, var blevet fremsat 1829 af N. F. S. Grundtvig i Fortalen til "Historisk Børne-Lærdom" (optrykt s. A. som Indledning til "Krønike-Riim til Børne-Lærdom"). "Naar jeg - siger Grundtvig - skal lære Børn Historie, pleier jeg, uden alle Bøger, at begynde med Land-Kortet og det historiske Kort (Tidens Strøm) og mundtlig, paa det Korteste og Enfoldigste, at sige Lærlingen, hvilke Omskiftelser Verden har lidt i de Dage og Dele, vi have fortløbende Kundskab om; thi dette er den historiske Grund-Kundskab, som Ingen, der skal giøre ordenlig Fremskridt, eller ogsaa kun forstaa en Historie-Bog kan undvære, og som dog i 576 vore Dage er hos de Fleste meget dunkel og forvirret. Før man kan indføre Nogen i den historiske Verden, maa man vide, hvor den er ..." - Grundtvig begyndte sin Undervisning med "de ældste Riger i Verden, som vi kiende Noget til, det Assyriske i Asien og det Ægyptiske i Afrika", derefter gik han over til de "tre temmelig store Riger i Asien: det Mediske, det Babyloniske og det Lydiske" - sml. hermed Side 99 Linje 31-32: "... dengang fra Lyrien [d.v.s. Ly dien] | Han hende viste Veien til Assyrien".

Side 99 Linje 17:

Hr. Jacotots Methode] Franskmanden Jean Jacotot († 1840) er Opfinder af Universalundervisningsmetoden d.v.s. den paa alt, paa alle og for alle anvendelige Metode, som han 1823 udviklede i et Skrift, der 1837 blev oversat paa Dansk. Hovedprincipet i Metoden var: høre, efterligne og opløse Tingene i deres oprindelige Bestanddele. Som Midtpunkt i Undervisningen skal ên Bog staa; den skal læres, for at man kan henføre alt til den. [I Fortalen til Carl Mariboes Engelsk Læsebog 1833, hvori denne Metode er fulgt, vil man finde en Redegørelse for den.]

Side 99 Linje 18:

den Lancasterske] er den, som brugtes i den "indbyrdes Undervisning", se Anm. til Side 38 Linje 7.

Side 99 Linje 24:

Taffel-Uhret] d.v.s. Borduhret; Udg. 1841-51 har: Bronze-Uhret.

Side 99 Linje 31:

Lyrien] spøgefuldt for Lydien med Biklang af Lyrik, betegner sammen med Assyrien (Linje 32) den Sammenblanding af erotisk Sværmeri og Verdenshistorie, som nu følger. - Lydien og Assyrien, Oldtidsriger i Asien.

Side 100 Linje 5-6:

Marius fra Cimbrerne vandt Slaget \ Ved at forhale Sammenstødets Stund] Cimbrerne var et vildt Krigerfolk (muligt opr. hjemmehørende i det jyske Landskab Himmerland syd for Limfjorden), der, medførende Kvinder og Børn, i Aaret 113 f. Kr. viste sig ved Romerrigets Grænser. Romerne led i Begyndelsen svære Nederlag, men Feltherren Cajus Marius († 87 f. Kr.) tilintetgjorde tilsidst Cimbrerne. Hans Taktik gik ud paa først at vænne de romerske Soldater til Synet af den frygtindjagende Fjende; han undgik derfor i Begyndelsen enhver Kamp, og først da han mærkede, at den gamle Rædsel for Fjenden var forsvundet, lod han det komme til Slag, hvori han sejrede.

Side 100 Linje 18:

Vestalinder] se 1ste Binds Side 526 (Anm. til P.-M.'s Digt "Vestalinden").

Side 100 Linje 38:

fort lod gaae] d.v.s. lod vedblive.

Side 101 Linje 19:

Kundskabstræet] 1 Moseb. 3, 2-6.

Side 101 Linje 25:

Cleopatra] Ægyptens Herskerinde († 30 f. Kr.), berømt for sin Skønhed og Ynde. Hun bedaarede Cæsar, hvis Elskerinde hun blev. Efter hans Død blev hun hans Kampfælle Antonius's Elskerinde, men da han var blevet overvundet af sin Modstander Octavian (senere Kejser Augustus), søgte hun at bedaare denne; da det ikke lykkedes, lod hun sig, af Frygt for, hvad hendes Skæbne skulde blive, dræbe af en Slange.

Side 101 Linje 27:

Klio] i den græske Mytologi Historiens Muse.

Side 101 Linje 28:

Memorie] (latin) "Erindring".

Side 102 Linje 16:

hans Tanke vildt omirred] d.v.s. forvildedes, fôr vild; Laaneord fra Tysk, nu forsvundet, men tidligere meget alm., navnlig i det 18de Aarh., sml. f. Ex. Baggesen 1797 ("Til Seline"): "I hvilken Dal mon Flora saae ham irre | Fortvivlet om, med vilde, tunge Fied?"; Carl Bernhard 1835 ("Et Aar i Kjøbenhavn"): "Vi mødte ingen, de krumme, skyggefulde Gange vare tomme, og vi irrede saaledes om, i Ordets egentlige Forstand, som de eneste Levende paa en udhulet Vulcan, der allerede havde slugt saa Mange, og som maaskee snart skulde aabne sit Skjød for ogsaa at gjemme vore Been" | efter Dahlerups Ordbogssamlinger].

Side 102 Linje 24:

Abailard] berømt fransk Teolog og Digter; fødtes 1079; var af Ridderslægt, men viede tidligt sit Liv til Videnskabens og Kirkens Tjeneste.

577

Han holdt teologiske Forelæsninger i Paris, hvor Tusinder af begejstrede Disciple flokkedes om ham, men betoges af en saa hæftig Kærlighed til den skønne og højt begavede Heloïse (Linje 32), at han anvendte mindre Tid til sine Studier end til sin Kærlighed, som han besang i glødende Sange, der snart var paa alles Læber. Heloïses Onkel og Plejefader optog ham i sit Hus som hendes Lærer, og trods sine 37 Aar vandt Abailard snart den 17-aarige Piges lidenskabelige Kærlighed, saa hun hellere vilde være hans Elskerinde end ved et Ægteskab spærre ham Vejen til Kirkens Æresposter; men da hun havde født ham en Søn, lod de sig hemmelig vie for at formilde den rasende Onkel. Trods sit Løfte holdt denne ikke deres Ægteskab hemmeligt, og Heloïse nægtede da, at det havde fundet Sted. Nu mishandlede Onkelen hende, hvorfor Abailard bortførte hende. Onklen troede, at det var Abailards Hensigt at skille sig af med hende, og lod ham om Natten overfalde og kastrere (Side 103 Linje 8). Fortvivlet gik Abailard i Kloster, medens Heloïse tog Sløret som Nonne (Side 103 Linje 14). Efter mange Trængsler døde Abailard i Aaret 1142 og blev begravet i et af ham stiftet Kloster; 22 Aar efter begravedes Heloïse i samme Kiste (Side 103 Linje 16). - Naar Abailard her kaldes Romanhelt, vil det blot sige, at hans Liv er en hel Roman; Udg. 1841 har: Den stakkels franske Lærde: Abelard.

Side 103 Linje 27:

Eoser op til Læben] betyder: Kys; det er det, Adam skal gætte.

Side 103 Linje 28:

Runer] det gamle nordiske Ord Rune betyder "Løndom, Hemmelighed«; raade Runer = gætte Gaader.

Side 103 Linje 29-30:

Nero . . . Cato]Nero, romersk Kejser († 68 e. Kr.), berygtet for sin Grusomhed og sine Udskejelser. - Cato, den ældre († 149 f. Kr.), romersk Statsmand og Skribent, berømt for sin strænge Sædelighed, Ubestikkelighed og Retskaffenhed.

Side 103 Linje 31:

Catilina] romersk Revolutionsmand († 62 f. Kr.), som bekæmpedes af Cicero (Anm. til Side 47 Linje 3).

Side 103 Linje 32:

railleerte] (fransk) "gjorde latterlig".

Side 103 Linje 38:

Materien] (latin) "Æmnet".

Side 104 Linje 7:

Noblessen] nu mest = Adel i Tænkemaade, men her ligesom 1ste Binds Side 62 Linje 31 ("Dandserinden") == Adel, Adelsstand.

Side 104 Linje 10:

Alkove] her ligesom Side 379 Linje 25 blot = Seng.

Side 105 Linje 2:

Oraklet] i den oldgræsk-romerske Religion det Sted, hvor Guden giver Svar paa Menneskenes Spørgsmaal; ogsaa: Svaret selv.

Side 105 Linje 22:

igjennem løb man den alene] d.v.s. man løb den blot lige igennem, repeterede den.

Side 105 Linje 31:

moqueert] (fransk) "stødt, fornærmet".

Side 106 Linje 2:

Lex Canuleia] Roms ældre Historie i Oldtiden er for en stor Del opfyldt af Stridigheder mellem Patriciere og Plebejere, de to Bestanddele af det romerske Samfund. Patricierne var de opr. Beboere med fuldkomne Borgerrettigheder, udgjorde de fornemme Familier og havde i den ældre Tid udelukkende Adgang til Statsembederne. I Modsætning til dem stod Plebejerne, d.v.s. Patriciernes Undergivne og fremmede Indvandrere, der opr. var uden politiske Rettigheder. Efterhaanden erhvervede Plebejerne sig efter forbitrede Kampe, der først afsluttedes Aar 286 f. Kr., politisk Ligeberettigelse med Patricierne. Et af Stridspunkterne var om Plebejeres Ret til at indgaa lovgyldigt Ægteskab med Patricierne; dette afgjordes Aar 445 f. Kr. til Gunst for Plebejerne ved Lex Canuleia (opkaldt efter den Mand, der gennemførte Loven [latin lex = Lov]).

Side 106 Linje 20-22]

om der her tænkes paa et bestemt Eventyr, kan Udgiveren ikke sige.

Side 108 Linje 15:

Her paa sin Sopha Plads han monne tage] man siger nu: tage Plads i Sofaen; P.-M. bruger paa igen Side 270 Linje 15: Han paa en Sopha sad og fored Hunden.

578

Side 108 Linje 24]

se Anm. til Side 98 Linje 14.

Side 110 Linje 3:

Maitresse] (fransk) "Elskerinde".

Side 110 Linje 30:

med Fjæl for Panden] ligesom Tyrene for at de ikke skal stange.

Side 111 Linje 40:

Lise] Lindring.

Side 112 Linje 5:

en forloren Qvinde] en Skøge (forloren = fortabt).

Side 112 Linje 6:

Rosenlæber] hun er sminket.

Side 112 Linje 23:

Atlas] i den græske Mytologi den Titan (Anm. til 1ste Binds Side 114 Linje 9), der af Zeus, Himmelguden, var dømt til i det yderste Vesten paa sine Skuldre at bære Himmelhvælvingen.

Side 112 Linje 37:

Lunas Kjerte] d.v.s. Maanen (sml. Anm, til 1ste Binds Side 23 Linje 2); Luna er det latinske Navn paa Maanegudinden i den græskromerske Mytologi.

Side 113 Linje 38:

non plus ultra] (latin) betegner den højest mulige Grad af noget, den højeste Fuldkommenhed.

Side 114 Linje 38:

Specier] en Specie er en Sølvmønt = 2 Rigsdaler; Lotte faar altsaa 120 Kr. i vore Penge.

Side 115 Linje 23:

subsistere] (latin) "leve".

Side 115 Linje 31-32:

En Institutbestyrer gi'er det Nøieste, \ Og sex Mark vandt han daglig idethøieste] Lærerlønnen var dengang overordentlig ussel; ved Københavns offentlige Skolevæsen var saaledes Timebetalingen i Tyverne og Trediverne 16 Skilling pr. Time, og Lærerne maatte undervise en 9-10 Timer daglig for at kunne tjene det allernødtørftigste til Livets Ophold (Joachim Larsen, Bidrag til Kjøbenhavns offentlige Skolevæsens Historie, Side 92 og 119).

Side 115 Linje 40:

Og trued ham med Sætten i Aviserne] fandt dengang af og til Sted overfor daarlige Betalere.

Side 116 Linje 10-12]

Udg. 1841 har: Og klædt i Frak, der luvslidt var og graa, | Lig Fæstningsslaver og lig Skolefuxer. - Fæstningsslaver: indtil 1851 bestod Strafarbejdet i "Slaveri": Fangerne, hvis Opholdssted var Stokhuset ved Østervold, beskæftigedes med alle Slags offentlige Arbejder og udlejedes undertiden til Privatfolk. Man kunde se dem drage gennem Gaderne under Opsigt af en eller to Slavesergenter. "En saadan Slave var klædt i en kort Trøje, der paa den ene Halvdel var sort, paa den anden graa. Dertil havde han Knæbenklæder, der ligeledes var sorte og graa, saaledes at under den sorte Del af Trøjen sad det graa Buxeben og omvendt, ligesom et Dambrædt. Under Knæet havde de en Jernring, der ved en kort Jernlænke var forbunden med en anden, som sad længere nede. Det var forresten "skikkelige Folk", som jeg mange Gange har talt med, naar de falbød de Smaating, som de forarbejdede til Legetøj for Børn" (A. Abrahams, Minder fra min Barndom og tidlige Ungdom, Side 38-39). - Hovedvægten for P.-M. her ligger paa, at Slavens Dragt er luvslidt og graa, derved faar den en vis Lighed med Skolefuxens. Skolefux, der er et Laaneord fra Tysk (Schulfuchs), er den gamle Benævnelse for Pedant [endnu saaledes i Svensk] og forekommer f. Ex. hos Holberg 1724 ("Jacob von Thyboe"): "... en Stygotius, et Blekhorn, en Pennefiær, en Pedantus, en Grammatica, en Schulfuchs ..."

Side 116 Linje 14:

duxer] "kuer, kusker", sml. Side 316 Linje 3-4: "Adam, støttet paa sin Arm, | Med fornemt Nedblik Folkemængden duxer".

Side 119 Linje 8:

I philosophiske, berømte Bøger] Udtrykkene i næste Vers (Systemet, Begrebet, Idéen) viser, at den Filosofi, hvortil Adam i sin Nød tager Tilflugt, er den netop da paa Mode værende Hegelske (Anm. til Side 56 Linje 17).

Side 119 Linje 9-10:

Her, tænkte han, maa Hjælpen dog vel findes: \ Fortalerne det love jo saa vist] sml. følgende Udtalelse af Poul Møller (Efterladte Skrifter, III 1843, Side 277): "Hvortil nytte de begeistrede, vittige, satiriske Fortaler, som Hegel har forudskikket sine strænge, ved første Bekjendtskab 579 frastødende Skrifter? - De gjøre samme Tjeneste, som de Trompetere, der staae blæsende foran Teltene i Dyrehaven. Uden hine tillokkende og meget lovende Forord vilde rimeligviis langt Færre give sig i Kamp med selve Systemet."

Side 119 Linje 28:

Lunden] det alm. Valfartssted i Trediverne for Københavnerne, der søgte frisk Luft, var Charlottenlund, "Skoven" som den ogsaa slet og ret kaldtes. Man tog derud ikke blot til Vogns, men ogsaa til Fods (Linje 27): en bred Fodsti langs Strandvejen førte derud. - I Kildetiden (Maanederne Juni og Juli) tog man ogsaa til "Kilden" d.v.s. Kirsten Pihls Kilde i Dyrehaven (Dyrehavsbakken), og Turen derud gjordes i Kildevogne (Linje 30): store, firstolede Vogne uden Fjere. Madkurv tog man med hjemme fra. [Skildringer af Livet paa Dyrehavsbakken i "Kildetiden" er givet af Oehlenschläger 1802 i "Sct. Hansaftenspil", af J. L. Heiberg 1825 i Børne-Vaudevillen "Dyrehavsreisen" og 1826 i Vaudevillen "Recensenten og Dyret", af Aarestrup 1838 i Digtet "Dyrehaugen".]

Side 119 Linje 37:

Eløite] dengang uhyre almindeligt.

Side 120 Linje 6:

En Elskerinde] Ordene Elsker og Elskerinde brugtes endnu i Trediverne ofte i den gamle Betydning: Kæreste, Forlovede, ikke blot som nu (udenfor Teatersproget) kun om illegitime Forhold.

Side 120 Linje 17:

Potpourri] (fransk) et af flere allerede kendte Stykker sammensat Musikstykke.

Side 120 Linje 21:

Pianospil] her ligefrem = sagte Spil.

Side 120 Linje 23:

Lcengselsvals] Udg. 1841: Sehnsuchtsvals; der sigtes uden Tvivl til den "Sehnsuchtsvals", som er sammensat af Franz Schuberts "Trauerwalzer" (1816) og Fr. H. Himmels "Favoritwalzer", og som udkom 1826 som Komposition af Beethoven; den var dengang meget yndet herhjemme.

Side 120 Linje 26:

(Du veed det, du, som paa Fiolen gned !)] d.v.s. de af mine Læsere, der selv en saadan Søndageftermiddag tager deres Violin ned fra Væggen og sætter sig til at spille, vêd, i hvad Stemning og med hvad Hensigt man gør sligt.

Side 120 Linje 33:

Adagio] (italiensk) "langsomt" (Musikudtryk).

Side 122 Linje 12:

dictatorisk] (latin) "med et Magtsprog".

Side 123 Linje 4:

Tyrannens] Skæbnens.

Side 123 Linje 16:

Psychen] (græsk) "Sjælen".

Side 123 Linje 18:

Naar Sjælen bliver Eet med sin Idee] d.v.s. frigjort bliver êt med Gud.

Side 123 Linje 26:

Paa Livets Skillevei han just nu stod] ligesom i Sagnet om Herkules, se Side 96 Linje 18 med Anm.

Side 124 Linje 21-22]

Udg. 1841: Cothurnen paa min Vei jeg lader ligge, Til vore Tider passer den ei meer.

Side 125 Linje 18:

nervus rerum] (latin) Drivfjeren til Alt, Hoveddrivfjer (om Penge).

Side 126 Linje 13:

Kassen] d.v.s. Sparekassen. Linje 13-14 lød i Udg. 1841: Det tredie: At om Aar, og langt om længe, | Maaskee man Udvei fandt, men ei i Hast.

Side 126 Linje 15:

Asylerne] Børneasylerne (for Børn fra 2 til 6 Aar). Asylbevægelsen bredte sig i Tidsrummet 1820-1840 med rivende Hurtighed rundt om i Europa. I Danmark oprettedes det første Asyl 1828 i København af "Det kvindelige Velgørenhedsselskab"; Prinsesse (senere Dronning) Caroline Amalie, hvem Samtiden gav Tilnavnet "Fattigbørns Moder", interesserede sig levende for Sagen og stiftede 1829 "Caroline Amalies Asyl" i København og 1837 "Dronningens Asyl" i Odense; 1835 dannedes "Det københavnske Asylselskab", der 1835 og 1837 aabnede ny Asyler. - Allerede i "Dandserinden" (nærvær. Udgaves 1ste Binds Side 26 Linje 39-40) hentyder P.-M. til Tidens 580 Sværmeri for Asylbevægelsen, og J. L. Heiberg gør sig 1841 ("En Sjæl efter Døden") lystig over "Adresseavisens" Asylprojekter.

Side 126 Linje 25-40]

den varme Følelse for virkelig Godgørenhed, som ligger bag Ordene her, er ikke blot og bart Mundsvejr fra P.-M.'s Side; han var selv i Livet, trods sine beskedne Kaar, en godgørende og hjælpsom Mand. Charlotte Bournonville fortæller i sine Erindringer (Side 58): "Paludan-Müller var meget elsket paa Fredensborg, selv af Mennesker der vist aldrig havde læst et Ord af hans Skrifter. Hans Godgjørenhed havde vundet bam de Fattiges Hjerte, og Børnene flokkedes om den venlige "Professor", hvis Navn de neppe kjendte, men hvis milde Blik og muntre Spøg drog dem alle til ham med uimodstaaelig Magt".

Side 127 Linje 13:

extraderes] (latin) "udleveres, overleveres".

Side 127 Linje 16:

O tempora! o mores!] (latin) "hvilke Tider, hvilke Sæder" (Citat af en af Ciceros Taler mod Catilina).

Side 127 Linje 18:

Svimmel] Svimmelhed; ligesaa Side 199 Linje 14, Side 281 Linje 10 o. fl. St. (se Anm. til 1ste Binds Side 54 Linje 40).

Side 127 Linje 40:

Danaiderne] Døtre af Kong Danaos i Argos (Grækenland); dræbte efter Faderens Opfordring deres Ægtemænd og straffedes i Dødsriget med uophørligt at øse Vand i et bundløst Kar; heraf Talemaaden: at fylde Danaidernes Kar = at gøre et frugtesløst, endeløst Arbejde.

Side 130 Linje 14:

Nymphen] Skøgen; ligesaa Side 179 Linje 31 (se Anm. til 1ste Binds Side 9 Linje 13).

Side 130 Linje 28-30]

Meningen er: hvergang Skæbnen d.v.s. det bindende, det absolutte (i hendes Tilfælde: Ægteskabet) kom og spurgte, om det nu ikke skulde være Alvor, siden hun vakte Kærlighed snart hos denne, snart hos hin, lykkedes det hende at narre den d.v.s. undgaa det bindende. - Linje 30: En Jomfru med en gylden Elskovs-Piil findes i denne Form først i Udg. 1863; alle tidligere Udgaver har: En Jomfru, i hvis Haand sad Elskovs Piil, d.v.s. det er hende, der udsender Elskovspilene (sml. Side 210 Linje 5-6).

Side 130 Linje 39:

hole] faa fat paa; Laaneord fra Tysk, kun i simpel Tale.

Side 131 Linje 10-12:

Trine ... Line] forkortet af: Cathrine og Caroline, dengang alm. Kvindenavne.

Side 131 Linje 25-32:

Men som det hedder i Bomaner o. s. v.] saadanne eller lignende Vendinger for let at komme hen over mindre passende Scener var ret alm. i Datidens Romaner. Som en Slags Parallel kan anføres et Stykke af H. C. Andersens Roman "O. T." 1836 (Originaludg. II 24-25), hvor Fader og Søn har overrasket hinanden paa et Bordel:

»Faderens Øine rullede, Kinderne brændte, Ordene faldt som Sværdslag og maatte gjøre Indtryk paa ethvert Gemyt, der var saa blødt, som Sønnens; men denne stod rolig, med et fast Blik, et Smiil paa Læberne, som Moralen giver det. "Du har været i Sideværelset!" svarede han. "Hvor det er passende for dig at komme, er det ogsaa for mig!"

"Dreng!" raabte Faderen og nævnede Stedet, men vi kjende det ikke, kjende ei heller Beboerne. Victor Hugo indeslutter dem i Barnets Bønner, i sit skjønne Digt: La prière pour tous. Barnet beder for Alle, selv: "for dem som sælge Kjærligheds søde Navn!".

"Lad os tie med hinanden!" sagde Sønnen. "Jeg er indviet i flere Historier! Jeg kjender en anden om den smukke Eva - !"

"Eva!" gjentog Faderen - - - -

Vi ville ikke høre mere! det er hæsligt at lure.«

Side 131 Linje 32:

erkjendt] anerkendt, se Anm. til 1ste Binds Side 69 Linje 33.

Side 132 Linje 2:

Uvante til det Syn] man siger nu uvant med, men ikke vant til og vant til noget.

Side 132 Linje 16]

efter denne Linje har Originaludg. yderligere følgendeVers:

581

I denne Piges Sjæl, saa dybt nedtrykket,
Imellem alt det Ukrud, der frembrød,
En mægtig Lidenskab tidt op sig skød,
Hvorved Fordærvelsen blev overskygget;
Hvorved hun selv, mens hun dens Stemme lød,
Stod næsten med et Skjær af Pathos smykket;
Men uden Lidenskab hun, Trine lig,
I Lavheds Regioner rørte sig.

Side 132 Linje 20:

Potentat] (latin) "Magthaver".

Side 132 Linje 35:

mule] være tvær, vranten; tilhører det lavere Talesprog.

Side 132 Linje 39:

en Studenter] den gamle Form af Ordet [sml. Holberg 1720 ("Peder Paars"): "Det er Mad for Mons, for en Studenter"], der paa P.-M.'s Tid nærmest kun brugtes, naar man vilde karakterisere udannede Folks Tale [sml. Blicher 1843 ("Firkløveret"): "Jeg skal sige os - det er Rasks Ord - den her Studenter havde ikke Vindfang af Noget undtagen Fruentimmer og Flasker, og forresten var han saa luddoven som et Skib i Havblik"].

Side 134 Linje 5:

Og Line med et Haar paa Græsk friseret] Grækerindernes Frisure var ret afvexlende, som det fremgaar af Afbildninger af græske Haarfrisurer f. Ex. hos Joh. Petersen, Billeder af Livet i Oldtiden hos Grækerne og Romerne, Side 38.

Side 135 Linje 33-36]

P. L. Møller (Kritiske Skizzer II 171) finder i disse Linjer Laan fra en Scene i Carl Baggers Fortælling "Min Broders Levnet" (1835), hvor det i Kap. XV hedder: "Dermed greb han den store Kumme, hvori den sydende Punsch flammede med sin sovelblaae Lue, og satte hurtigt og behændigt den omvendte, uhyre Spølkum ned paa Skipperens Isse, som om det havde været en Nathue eller en Hat".

Side 136 Linje 3:

Mænade]Mænader er i den græske Mytologi unge Kvinder med flagrende Klæder og udslaget Haar, som berusede og i vild Dans danner Vinguden Bacchus' Følge.

Side 136 Linje 31:

Furier] d.v.s. rasende Kvinder (nærmere om dem i Anm. til 1ste Binds Side 114 Linje 44).

Side 137 Linje 40:

Langebro] det er symbolsk, at Adam kommer ud til Langebro, ti herude laa Stadens Druknehus.

Side 139 Linje 13:

Genius] (latin) "Skytsaand".

Side 139 Linje 25-Side 140 Linje 9]

det bemærkes, at Udgiveren har forelagt dette Sted for forskellige Læger og faaet det Svar, at man af Beskrivelsen ikke kan karakterisere Adams Sygdom som andet end tyfoid Feber.

Side HO Linje 13:

fage] "hurtigt, hastigt"; sml. Ambrosius Stub († 1758): "Vore Dage | Løbe fage | Som en Piil i Luften frem"; Edvard Storm († 1794): "Vend om, vend om, du skotske Mand! | Det gjælder dit Liv saa fage". [Ordet var meget alm. i ældre Dansk og lever endnu i Almuesmaalene; Digterne har ofte misforstaaet det og opfattet det som en Sideform til "fager" (skøn), sml. Baggesen 1793 ("Danmarks Lovsang"): "Du gav os de fage, | De rolige Dage"; Holger Drachmann 1878 ("Prinsessen og det halve Kongerige"): "Dèr tren Prinsessen, kridhvid om Kind, | en Jomfru saa fin og saa fage, | imod ham med Bøn og med Klage".]

Side 142 Linje 32]

herefter har Originaludg. det i Indledn. til nærvær. Udgaves 1ste Bind, Side 18 nederst anførte Vers.

Side 143 Linje 25-Side 144 Linje 12]

i Stedet for dette Digt har Originaludg. følgende:

Paa Mark og Eng, i Skovens Læ,
Staaer Græs og Straa, og Busk og Træ,
Og Duggens Bad paakalde;
Saa mat er Luftens Aandedrag,
Og aldrig bli'er der qvægsom Dag
Naar ei der Dugg vil falde.

582

Da trækker Taagen sammen kun,
Og snart den klare Morgenstund
Den mørke Sky vil vække:
Da kommer Stormen ofte brat,
Og ofte før den dunkle Nat
De røde Lyn da skrække.

O Morgenbøn! du Sjælens Dugg!
Din Friskhed og gjør Dagen smuk,
Og Verden trindt opliver.
Udsendt fra os, du som et Bud
Snart vender hjem med Svar fra Gud,
Og Hjertet Glæde giver.

Thi aldrig varer ved den Lyst,
Der fødes i vort eget Bryst
Naar Dagens Lys os kalder;
Vor Glæde vindes kun i Suk,
Velsignelsen er Livets Dugg,
Som ned fra Oven falder.

Side 144 Linje 10-12]

Joh. 10, 11.

Side 146 Linje 26:

hendes Minde] nu: Mindet om hende; om denne Brug af Ejeform, hvor Sprogbrugen nu kræver Forholdsord, der er saa hyppig hos P.-M. (se f. Ex. nærvær. Binds Side 169 Linje 4, Side 185 Linje 19, Side 278 Linje 17, Side 382 Linje 18 o. fl. St.), henvises til Anm. til 1ste Binds Side 119 Linje 18.

Side 146 Linje 38:

Theologiens vildt oprørte Vand] der sigtes vel til de i Anm. til Side 22 Linje 1-8 og Side 26 Linje 22-24 berørte Strømninger indenfor den danske teologiske Verden, hvor Mænd som Grundtvig og Lindberg Trediverne igennem afstedkom adskillig Uro.

Side 147 Linje 9]

den Adam Homo, man møder i det følgende, er i det ydre vidt forskellig fra den Adam Homo, man har lært at kende i Tiden lige før Krisen. Baggrunden for det rolige, økonomisk sikkrede Liv, han nu fører, er, som Originaludg. oplyser om, en lille Pengegave, hans Bedstefader før sin Død (Side 140 Linje 39) har lagt til Side til ham. Blandt de i senere Udgaver Side 142 udeladte Vers findes efter Linje 24 følgende:

Tidt for hans Fremtid Planer ud de kasted,
Og eengang da nu Adam sagde: blot
Jeg kunde klare for mig, Stort og Smaat,
Og Byrden hæve, som mig længst belasted;
Da til hans Trøst hun [Moderen] at fortælle hasted,
Hvordan sig Alting her lod jævne godt:
Hans Bedstefader, før sin Død, itide
En Gave til ham havde lagt tilside.

Side 147 Linje 12:

Studiosus Jensen] sml. Anm. til Side 42 Linje 23. [Studiosus (latin) = Student.]

Side 148 Linje 1:

Klubben] om Klubber se Anm. til 1ste Binds Side 4 Linje 2. Af et forudgaaende Vers i Originaludg., udeladt i senere Udg., ses, at der med Klubben her menes "Det venskabelige Selskab" (oprettet 1783), som havde sit Lokale paa Gammel Torv, og som talte Medlemmer fra alle Samfundsklasser (Linje 12-13). For at deltage i Ballet behøvede man ikke at være Medlem, hvad Adam vel næppe er; man kunde vedkommende Aften indmælde sig som "dandsende" Medlem.

583

Side 148 Linje 14:

vis à vis] (fransk) "ligeoverfor hinanden".

Side 148 Linje 18:

omtygges] d.v.s. tygges atter og atter = læses Gang paa Gang igen; Ordet forekommer 1798 i et Digt ("Skriftemaalet") af Th. Chr. Bruun: "[Jeg] tvivler paa, det var Luxens Skyld, | Hvor tidt man ogsaa den Snak omtygger, | At Rommer-Staten faldt reent i Stykker, | Og der gik Hul paa de Franskes Byld" [efter Levins Ordbogssamlinger].

Side 148 Linje 19-20:

Er Allemand mod alle Konger slemme, \ Paa Buder, Spar og Klør og Hjerter nær] de politiserende Borgermænd, der hører til Oppositionspartiet ("det liberale Parti"), har vel i deres Kritik af "alle Konger" heller ikke skaanet deres egen: Frederik VI. Folkets Følelser overfor ham fra var Midten af Trediverne undergaaet en ikke ringe Forandring. "Man kunde have en vis Sympati for den gamle, pligttro Mand, Ingen ønskede ham noget Ondt, men Landet led under det drævende Regimente, og særlig de Yngre vare lede og kede af den Søvntilstand, hvori Alting hvilede. Naar Kongen i de tidligere Aar havde været syg, havde der været virkelig Deltagelse tilstede. Da han var syg i 1837, galdt Spørgsmaalet kun, om Skiftet snart vilde foregaa. Man længtes efter Forandring. Ja, da Kongen paany var bleven restitueret, og han blev Genstand for nogle Ovationer, der omtaltes i den konservative Presse, gav dette endog Anledning til Modsigelser og bitre Ord i Oppositionspressen" (Marcus Rubin, Frederik Vl's Tid, Side 613).

Side 148 Linje 22:

Dens haarde Knude løses af Enhver] sml. Anm. til Side 9 Linje 16.

Side 148 Linje 24:

Skatter og Finanser] fra Midten af Trediverne Dagens brændende Spørgsmaal. 1835 blev for første Gang offentliggjort en Oversigt over Statens Indtægter og Udgifter i det løbende Aar, der vakte alm. Forfærdelse paa Grund af den Statsgæld, som den udviste (129,8 Mill. Rigsdaler); de følgende Aar offentliggjordes aarligt Statsregnskaberne, og Finansernes Status blev Kærnen i den offentlige Debat i Pjeser og Aviser ("Fædrelandet" og "Kjøbenhavns-Posten") og Forhandlingerne i Stænderforsamlingen. Af Skatter var navnlig Konsumtionsafgiften (Anm. til Side 181 Linje 19-20) Genstand for megen Kritik.

Side 148 Linje 34:

Forsigtighedens Helt] Manden er aabenbart tegnet efter Naturen, men hvem det er, vêd Udgiveren ikke. Efter Originaludg. er han Assessor.

Side 149 Linje 12:

Sottiser] (fransk) "Dumheder, Taabeligheder".

Side 149 Linje 28:

Cholera har viist sig i en Kjelder] man hjemsøgtes herhjemme i Trediverne stærkt af Frygt for Koleraen. Den havde 1831 gennemvandret Rusland, var i Juli 1831 naaet til Danzig, lidt senere til Stettin og konstateredes i Oktober i Hamburg; 1832 og 1833 hærgede den Norge, og 1834 hjemsøgtes Sverige. Regeringen traf energiske Foranstaltninger mod den, og Landet forskaanedes dennegang for Epidemien.

Side 149 Linje 32:

Pebermyntekagen]Pebermynte var under forskellige Former et af Datidens Forebyggelsesmidler mod Kolera.

Side 150 Linje 23:

Paa Vesterbro hun boede i det Fjerne]Vesterbro var i Trediverne den eneste af Forstæderne udenfor Voldene, som var nogenlunde bebygget. Bebyggelsen hørte dog op omtrent ved Værnedamsvejen, og Terrænet ned mod Kalvebodstrand var optaget af vidtstrakte Haver og Marker.

Side 151 Linje 27:

Fioler] Violer; efter den dengang alm. Udtale (sml. Anm. til 1ste Binds Side 10 Linje 19).

Side 151 Linje 29:

Molskjolen] Mol (engelsk) er et halvklart, lærredsvævet Bomuldstøj. - Om Datidens Baldragt siger Plenge (anf. Skrift, Side 51): "Den unge Pige var snart klædt paa til Bal: en simpel hvid eller lyserød Mulls Kjole med et kulørt Silkebaand om Livet og en Buket i Brystet, en Rose i det sirlig glattede Haar, et Par lange hvide Handsker og et Par Atlaskes Sko, - det var Alt!"

Side 152 Linje 6:

Diskursen] (latin) "Samtalen".

584

Side 152 Linje 19:

producere] d.v.s. føre frem, gøre gældende.

Side 152 Linje 20:

for Gunst] skal forbindes med "sig gjøre Flid", ikke med "nonchalant".

Side 152 Linje 37:

Sylpheskabning] Sylpher og Syphider er Luftens Aander (se Anm. til 1ste Binds Side 192 Linje 8); overført om let og fint byggede unge Piger.

Side 153 Linje 7:

Zephyr] er i den græske Mytologi Vestenvinden.

Side 153 Linje 9:

hun er i Vinden] d.v.s. hun er i Vælten, er feteret (se Anm. til 1ste Binds Side 8 Linje 40).

Side 154 Linje 25:

Det var den sidste Tour] i Trediverne hørte Ballet op Kl. henad 12.

Side 155 Linje 12:

En lille Gud dig holder i sin Tømme] Guden er Amor; sml. Bødtchers Digt "De Forelskede", hvor Guden ved en Tømme styrer de Elskende ind i Skoven.

Side 156 Linje 11:

den Gamle] Vinteren (sml. Anm. til 1ste Binds Side 361 Linje 41).

Side 156 Linje 33:

Hyrdinden] se Anm. til 1ste Binds Side 68 Linje 27.

Side 157 Linje 7:

Trompetere]Trompeter brugtes dengang ret alm. i overført Betydning = "Klodrian, Idiot", sml. Baggesen 1791 ("Parnas-Revolutionen"): "Ja gid det var saa vel! saa stod jeg ikke nu | Imellem Muserne som en fortabt Trompeter"; Oehlenschläger ("Aladdin", Udg. 1820): "(Narren) ... hør din Tieners Klage! | Og, - hvis du ikke er en reen Trompeter, - | Saa giv ham Ret"; Carl Bernhard 1836 ("Commissionairen"): "... jeg misundte Pedanten, som kunde reise saa mageligt til skjønne, ubekjendte Cousiner, og nu bliver den Trompeter hjemme, for at pleie sin Snue; det havde jeg ikke gjort i hans Sted". [Ordet betones nu alm. i denne Betydning: Trompeter, men dengang, som det ses af Stedet her i Forbindelse med Citaterne af Baggesen og Oehlenschläger: Trompéter.]

Side 158 Linje 4:

gjennem Nørreport, langs Søens Bred] altsaa ad »Kærlighedsstien", der med sine skyggefulde Lindetræer strakte sig paa Byens Side langs Søerne fra Østerbro til Vesterbro [Stien langs Blegdammene paa Nørrebrosiden var aflukket].

Side 158 Linje 12-14:

spørge til Damen ind] Udtrykket dannet i Overensstemmelse med det nu alm. at se ind til ên; Parallelsteder har Udgiveren ikke fundet.

Side 158 Linje 29:

Taset] en Slags Narcissus (Liljeart).

Side 159 Linje 25-32]

som det ses af Originaludg., hvor der i Stedet for "os" (Linje 26) staar "mig", er ogsaa dette Vers Referat af Adams Enetale; det er delvis Faderens Livssyn, der, Adam ubevidst, her dukker op i ham (sml. Side 20 Linje 24-40).

Side 159 Linje 38:

Fod i Haand han ta'er] d.v.s. skynder sig; sml, Holberg 1720 ("Peder Paars"): "Hun Foden tog i Haand, løb som hun kunde best, | Fandt Gunnild, skreeg: Vi har i Fogde-Gaarden Pest"; Baggesen 1792 ("Labyrinthen"): "Jeg tog atter Fod i Haand, raskere end før, og kom pustende til Raadmand **s Port"; Udtrykket kan endnu høres, ogsaa i Folkesproget.

Side 160 Linje 2:

Exegesen] (græsk) her: Bibelfortoikning (et teologisk Examensfag).

Side 160 Linje 3:

Kirkefædre] kaldes de Mænd, der ved deres Lære, Skrifter og Levned blev det kirkelige Livs Ledere i den kristne Kirkes ældste Tid 2det til 6te Aarh.). Studiet af Kirkefædrenes Skrifter kaldes Patristik (latin patres = Fædre) og er et Fag til teologisk Embedsexamen.

Side 160 Linje 4:

Dogmatik] (græsk) Fremstilling af Kristendommens Trossætninger (teologisk Examensfag).

Side 160 Linje 5:

Augustinus] den betydeligste af alle Kirkefædre, † 430.

Side 160 Linje 11:

med Guld i Mund] Ordsproget lyder: Morgenstund har Guld i Mund.

585

Side 163 Linje 24:

Med Østergade og Amalienborg] paa Østergade laa Byens fineste Modehandlerbutikker; Amalienborg var under Frederik VI Kongehusets og Hoffets Residens.

Side 164 Linje 15-16:

hans Haar, de hvide, \ I Lokker om de friske Kinder glide] gamle Folk, der fulgte, hvad der var Skik i deres Ungdom, gik dengang med lange Lokker faldende ned over Skuldrene (se f. Ex. Billeder af Thorvaldsen fra hans ældre Aar).

Side 164 Linje 21:

Knæbuxer] var gaaede af Mode i Begyndelsen af Aarhundredet (sml. Anm. til 1ste Binds Side 25 Linje 33), men enkelte gammeldags Folk saas endnu i Trediverne med Knæbuxer. Af mere bekendte Folk var dette saaledes Tilfældet med Professor, Regensprovst Rasmus Nyerup († 1828) og Universitetsprofessor Th. Chr. Bruun († 1834), de gik begge til deres Dødsdag med Knæbuxer og Spænder i Skoene (sml. Lorcks Erindringer, Side 37).

Side 165 Linje 23:

fjong] (fransk) "elegant"; Navneordet Fjong = Elegance findes Side 352 Linje 23: "i moderne Dragt med Fjong og Lader", og i "Luftskipperen og Atheisten": "Til Klaphorn og Gonggong | Sig trænge frem med Folket Folk af Fjong."

Side 165 Linje 24:

Sommerpantalon]Pantalon (fransk) dengang "fin" Betegnelse for ,Buxer" (*dolgoeo* lange Buxer).

Side 167 Linje 14:

Sort var han klædt fra Hoved indtil Fod] han kommer lige fra Examensbordet.

Side 167 Linje 32:

M Kys paa denne Haand for første Gang] Haandkys var gaaet af Brug i Tredserne (mundtlig Meddelelse).

Side 168 Linje 8:

Ikkun Begyndelsen af Blomstersproget] han mener, at hun skal række ham en Rose - i "Blomstersproget" Symbol paa Kærlighed.

Side 169 Linje 4:

Miner af en Brud] nu: Miner som en Brud (se Anm. til 1ste Binds Side 119 Linje 18). - Brud staar her ligesom Side 318 Linje 31 = "forlovet, Kæreste" (se Anm. til 1ste Binds Side 401 Linje 26).

Side 169 Linje 18-24]

spøgefuld Hentydning til den Hegelske Filosofi (sml. Anm. til Side 56 Linje 17).

Side 169 Linje 35:

Præmisserne] kaldes i Filosofien Forsætningerne af en Fornuftslutning.

Side 172 Linje 22:

Pluralis] (latin) "Flertal" (Kunstord i Grammatikken).

Side 172 Linje 27:

Discant] (latin) "øverste Stemme i flerstemmig Sang".

Side 172 Linje 39:

Contenancen] (fransk) "Fatning, Selvbeherskelse".

Side 173 Linje 14:

Blanchet] (fransk) "Korsetlukke".

Side 173 Linje 15:

Madame] om Brugen af Madam og Frue se Anm. til Side 40 Linje 33.

Side 173 Linje 17-18:

i Kirken møder \ Med Kjole første Gang som Confirmant] sml. Lorcks Skildring af sin Konfirmation i 1825 (Erindringer, Side 22): "Den Gang »stode vi« med hvidt Halstørklæde, stive Flipper af umaadelige Dimensioner og Kalvekryds, i sorte Kjoler med lange Svalehaler, høi Cylinderhat og med en Mængde Signeter dinglende paa Maven, saa at vi omtrent saae ud som Lejetjenere eller Ligbærere en miniature!"

Side 173 Linje 32:

Eros] (græsk) = Amor, Kærlighedsguden.

Side 176 Linje 24:

som Princip i Alt kun Kjærlighed] sml. Paulus' Ord i 1. Kor. 13 om Kærligheden

Side 177 Linje 4:

Det skyldtes til en lille Pige] samme Konstruktion findes igen Side 197 Linje 13: Til Kjærlighedens Almagt dette skyldtes (men f. Ex. Side 201 Linje 32 og Side 233 Linje 37 staar skyldes som nu uden Forholdsord). Konstruktionen det skyldes til ên, der nu ikke er brugelig, var ikke ualm. paa P.-M.'s Tid, sml. Fru Gyllembourg 1835 ("Ægtestand"): "Havslunde hed Majorens Gods, der formodenlig skyldte dette Navn til en Vig af Havet, hvorved det laa"; Hauch 1871 ("Minder fra min første Udenlandsreise"): "Flere af Byens [Berlins] snorrette Gader synes at skylde deres Udspring 586 til et eneste Kommandoord eller til een abstrakt Tanke, under hvilken Alt maae bøie sig" [Citaterne efter Dahlerups Ordbogssamlinger].

Side 177 Linje 10:

Da han som geistlig Taler skal staae Prøve] siden 1788 er det Lov, at teologiske Kandidater skal holde en Prøvepræken ("Dimispræken"), forinden de beskikkes i gejstligt Embede. Den Slags Prækener plejer ikke at samle mange Tilhørere (Linje 38-39).

Side 177 Linje 16:

Helliggeistes Kirke] indtil 1881 det officielle Navn paa Helligaandskirken [det fra Tysk laante Ord Geist = Aand var dengang alm., men er nu forsvundet af Sproget]. Kirken var i Trediverne omgivet af en Kirkemur (Linje 27) ud mod Amagertorv og Niels Hemmingsensgade.

Side 177 Linje 21:

Hyrevogn] Datidens gængse Betegnelse for: en lejet Vogn (sml. Anm. til Side 97 Linje 6).

Side 177 Linje 22:

i Dyrehaven] Udg. 1841-51: i Skoven - altsaa til Charlottenlund (sml. Anm. til Side 119 Linje 28).

Side 177 Linje 28:

klinged] nu: klang; men klingede er den ældre Form, som endnu paa P.-M.'s Tid var ret alm.; sml. Holberg 1720 ("Peder Paars"): "Sliig Ordre klingede ey vel i Blokkes Øre"; Fru Gyllembourg 1835 ("Extremerne"): "Saaledes klingede hans behagelige Tale, den forbandede gamle Aristocrat"; J. L. Heiberg 1840 ("Syvsoverdag"): "Hvor ofte er det hændet mig, at jeg er bleven plaget af en Melodie, der ligesom forfulgte mig, idelig klingede for mit Øre, afbrød mine Tanker og forstyrrede min Søvn!" - Efter samme Bøjning staar Side 398 Linje 37: række d (nu: rakte).

Side 178 Linje 31-32]

sml. Jak. 2, 14-26.

Side 179 Linje 25:

svandsede]svandse (Laaneord fra Tysk) egl. "vrikke med Enden", dernæst: "bevæge sig med svajende, stolt eller letfærdig Gang".

Side 179 Linje 39:

i Slippen Nummer 4]Slippen var Navn paa den Del af Landemærket, som ligger mellem Vognmagergade og Gothersgade. Originaludg. har: ved Holmen d.v.s. i Holmensgade. Begge Steder havde indtil ind i det 20de Aarh. prostituerede Kvinder tilhuse.

Side 180 Linje 35:

Extraposten] extraordinær Postbefordring (Wienervogn, aaben eller lukket) i Modsætning til den ordinære Person- og Pakkepost (Dagvogn); den kørte noget hurtigere, og den rejsende var selv Herre over, hvorlænge Opholdet paa Stationerne skulde vare (for de ordinære Poster Ophold paa ¼ à 1 Time hvert Sted), men Taxten var til Gengæld langt højere (f. Ex. fra København til Odense med Dagvogn ca. 6 Rdl, med Extrapost ca. 24 Rdl.).

Side 181 Linje 12:

Meningsaaget] d.v.s. de vedtagne, traditionelle Anskuelser.

Side 181 Linje 16:

Naturen, der i dybest Trældom sukker] Rom. 8, 20-22.

Side 181 Linje 17:

Journalistens Pen, \ Der trodser Censors Streg i Politikken] indtil Grundloven 1849 var Aviserne under Censur, idet hvert enkelt Nummer, før det udkom, skulde forevises Censor (Politidirektøren), der slettede eller forlangte ændret, hvad der kunde være Regeringen ubehageligt. Da det 1834 stiftede Blad "Fædrelandet" begyndte at tage Ordet for en fri Forfatning, fandt Frederik VI, at nu gik "Skrivefrækheden" for vidt, og tænkte paa yderligere at indskrænke Pressefriheden. Dette vakte stor Bestyrtelse; en Række ansete Mænd indgik 1835 med en Adresse om ikke at foretage saadant Skridt, men mødte barsk Afvisning ("Vi alene vide"). Dette gav Anledning til Stiftelsen af "Trykkefrihedsselskabet" s. A., der dels skulde værne Pressefriheden mod Indgreb fra oven, dels søge at hindre dens Misbrug. Da Stænderne første Gang i dette Aar traadte sammen, fremsatte de Kravet om større Trykkefrihed, og dette Krav gentog de Aar efter Aar uden Resultat. Nogen virkelig Indskrænkning af Pressens Frihed kom ikke, men i Resten af Kongens Levetid søgte Regeringen efter bedste Ævne at forulempe Bladene ved Beslaglæggelse, Sagsanlæg, Domfældelser, Forbud o. m. m. - At Journalisten trodser Censors Streg vil vel sige, at han alligevel skriver om Politik, trods det han ved, at Censor vil stryge, hvad han skriver.

587

Side 181 Linje 19-20:

Handelsmanden, der sin gode Ven, \ Betjenten, narrer ved hans Posekiggen] ved Københavns Porte blev der, ligesom i Landets øvrige Købstæder, opkrævet en Afgift (Accise eller Konsumtion) af alle indenlandske Varer (Flæsk, Smør o. s. v.) ved deres Indførsel i Staden. Toldbetjentene, der opkrævede denne Afgift, kaldtes i daglig Tale "Posekiggere" og deres Virksomhed "Posekiggen". "De foer lig Ædderkoppen pludseligt ud fra deres Skjul og stak Næsen ned i hver en Pakke og deres lille Jernstang i hver en større Kurv, der blev baaren ind til Byen" (Schorn, Da Voldene stod, Side 84). Afgiften var besværlig for alle Parter, kostbar at opkræve og gav Anledning til alskens Bedragerier og Smuglerier (Linje 20). Stænderne beskæftigede sig meget med Konsumtionsafgiften, og 1838 indskrænkedes den ved Lov til kun at gælde enkelte Varer, hvis Indførsel var forholdsvis let at kontrollere, men afskaffet blev den først 1851.

Side 182 Linje 12:

hændelig] tilfældig.

Side 182 Linje 22:

Dyret] først indført i Udg. 1849, da Skovturen forandredes fra Charlottenlund til Dyrehaven (se Anm. til Side 177 Linje 22). Linje 21-22 lød i Originaludg.: Og Solens Kys gaaer, som fra Mund til Mund, | Fra Blad til Blad, der hurtig Farve bytter.

Side 185 Linje 7-8:

Vort Savn vi som en Mønt vil over bryde; \ Den hele skal den fulde Fryd betyde] til Grund for dette billedlige Udtryk ligger et Træk, som er overordentlig almindeligt i middelalderlig Digtning, i Folkeviser og Folkeeventyr. Det almindelige er, at naar to elskende skilles, brydes en Ring over og hver af Parterne faar sit Stykke som Mærke; naar de atter mødes, kender de hinanden paa, om Stykkerne passer sammen til en Helhed (se f. Ex. Eventyrene "Man skal aldrig sige aldrig" hos Jens Kamp, Danske Folkeminder, Side 330-36; "Tobaks-Gutten" hos Asbjørnsen, Norske Folke-Eventyr, Ny Samling, 2. Udg. Side 40-45; "Der Bärenhäuter" hos Grimm, Kinder- und Hausmärchen, II, 5. Aufl., Side 93-99; den engelske Folkevise "Hind Horn" hos Child, English and Scottish Populär Ballads, I Side 187-208 [med righoldig Exkurs over "Ring"-motivet]). At ogsaa en Mynt har været anvendt paa lignende Maade som Ringen, fremgaar af en Artikkel af Bernhard Olsen i Vor Jord ("Frem") for 8/10 1899, hvorpaa Hr. cand. mag. Grimer-Nielsen har henledt Udgiverens Opmærksomhed. Der anføres her to Exempler. I Gisle Surssøns Saga (Fr. Winkel Horn, Billeder af Livet paa Island, I 13) fortælles det, at Gisle en Morgen stod op og gik til Smedjen; han var saare fingernem og kunstfærdig, og saa lavede han da et Pengestykke, det var i to Stykker; naar man lagde Stykkerne ovenpaa hinanden, saa det ud, som om Mynten var hel, men den kunde ogsaa skilles ad. Han gav Vennen Vestejn det ene Stykke og sagde, at det skulde være et Jertegn imellem dem, "vi skulle kun sende det til hinanden, naar Livet staar paa Spil for en af os; men det aner mig, at vi ville komme til at behøve at sende hinanden Bud, om vi end ikke mødes selv". Mademoiselle de Montpensier fortæller i sine Erindringer (Amsterdamudgaven 1734, I 44), at Kong Ludvig XIII af Frankrig i 1642 gav Montigny, Kaptajn for hans franske Garde, et Stykke af en overknækket Gulddaler og beholdt selv det andet, med den Befaling, at Kaptajnen ikke maatte aflade at bevogte Kongens to Sønner, medens han var borte, og ikke maatte lade dem komme fra Stedet eller under andres Varetægt, selv om der kom skriftlig Ordre dertil med Kongens Navn under, med mindre Kongens Stykke af Gulddaleren fulgte med. - Saavel Mynt som Ring har altsaa gjort Tjeneste som Identifikationstegn. - [Hr. Dr. phil. Hans Brix har henledt Udgiverens Opmærksomhed paa Brentanos Eventyr "Gochel, Hinkel und Gackeleia", hvor en Kringle anvendes i Ringens og Myntens Sted, se Brentanos Gesammelte Schriften, V 1852, Side 145.]

Side 186 Linje 22:

Guden] d.v.s. Kærlighedsguden.

Side 186 Linje 32:

Sonetter] (italiensk) [lyriske Digte bestaaende af 4 588 Strofer, hvoraf de to første har hver 4, de to sidste hver 3 Linjer med særegen Rimstilling.

Side 187 Linje 10:

Jeg er din tro, din lyttende Delphin] Grækerne og Romerne opfattede Delfinen som musikalsk, og Sagn og Myter fortalte om, hvorledes Delfinerne fulgte Skibene, lyttende til Skipperens Fløjte eller Sangerens Cithar.

Side 189 Linje 18:

"Amor og Psyche"] naturligvis P.-M.'s egen Digt (optaget i nærvær. Udgaves 1ste Bind Side 85-165).

Side 190 Linje 1-2:

Bogen .. . som det andet Liv os vil forklare] i Anm. til Side 26 Linje 35-37 er talt om de Skrifter, der dengang satte Spørgsmaalet om det andet Liv under Debat; hvilken Bog det er, Alma har læst, tør Udgiveren ikke afgøre.

Side 192 Linje 12:

Du for fallit dig aldrig tør erklære]tør er vistnok her at opfatte i Betydningen "behøver, har nødig", se Anm. til 1ste Binds Side 337 Linje 27.

Side 192 Linje 18-20]

sml. 12te Sang.

Side 192 Linje 23:

Postillonens Horn]Postillon (fransk) "Postkusk"; var iført kraprød Trøje med gul Krave og Opslag, havde Postskiltet fæstet foran paa Hatten og var forsynet med et Posthorn, hvori han skulde blæse saa vel ved Afgangen og Ankomsten som undervejs, naar han mødte andre Vogne, der skulde vige af Vejen.

Side 195 Linje 21:

Tolv Skilling Porto] det var dengang ret almindeligt, at man lod Brevmodtageren betale Portoen (ligesaa Side 277 Linje 4-5).

Side 195 Linje 32:

Aandens uforkrænkelige Væsen] sml. 1 Pet. 3, 3-4.

Side 196 Linje 26:

Telegraphen] d.v.s. den "optiske" Telegraf (Syns-Telegraf), der 1802 indførtes mellem Korsør og Nyborg med Sprogø som Mellemstation. Den bestod af et Apparat med bevægelige Klapper eller Arme, der kunde bringes i forskellige Stillinger, der betegnede enkelte, i en Signalbog nærmere angivne Bogstaver, Ord eller Sætninger. Ved Hjælp af Kikkert iagttoges den ene Stations Signal fra den næste, men Meddelelserne afbrødes hyppigt af Taage. Det var alm., at man i Korsør forud gennem Telegrafen bestilte Logis eller Befordring i Nyborg. - I Korsør var Telegrafen anbragt ovenpaa Kirken (Linje 27), hvad der gav denne et besynderligt Udseende. [Elektrisk Telegraf kom først i Brug i Halvtredserne.]

Side 198 Linje 20:

Litsenbroder] (Laaneord fra Tysk) Drager ved Postvæsnet (tysk Litze = Snor, Reb til at bære Tøj med).

Side 198 Linje 36-37:

Bæltets Bølge, der ei meer ham gav \ Som sidst et Billed af en Vugges Gænge] i det foregaaende har Adam kun ên Gang før været med Smakken, nemlig da han tog fra Aarhus til Kallundborg (Side 52 Linje 24), og da nævntes intet om hans Rejseindtryk.

Side 200 Linje 32:

Galt] den danske Adelsslægt Galt var uddød for Aarhundreder siden.

Side 201 Linje 36:

Ak i Ak] for at betegne det suksessive bruges nu (udenfor Udtrykket Slag i Slag) ikke Forholdsordet t, men paa; i ældre Tid var i derimod det alm. og forekommer stadigt hos P.-M. (se f. Ex. Side 315 Linje 26: Glimt i Glimt, Side 377 Linje 42: Ak i Ak, o. fl. St.); sml. Joh. Ewald 1769 ("Adam og Eva"): "Hevn-Bierge styrte ned og styrte Knald i Knald"; Baggesen 1785 ("Sandserne"): ".. . naar dine Læber mig hendysse | Med Kys i Kys i en Elysisk Blund ..."; samme 1808 ("Agnete fra Holmegaard"): "Skrig i Skrig | De græde, de smaa Piger, | De længes efter dig!"

Side 201 Linje 40:

Bryggen] Skibsbroen, Kajen.

Side 202 Linje 14:

charmant] (fransk) "yndigt, henrivende".

Side 202 Linje 15:

sort florerende] d.v.s. med sort Flor om Hatten.

Side 202 Linje 17-32]

med denne Skildring af Fyen kan sidestilles en anden Skildring af Øen af en anden Fyenbo, nemlig H. C. Andersen. I hans Roman "O. T." (1836) hedder det: "Den Nøgenhed, det sidste Skue af Sjælland 589 frembyder, gjør, at man dobbelt gribes ved den Fylde og Frodighed, hvormed Fyen fremtræder. Grønne Skove, rige Kornmarker og rundt om Herregaarde og Kirker. Nyborg selv synes en levende Hovedstad imod det stille sørgelige Korsør. Nu seer man Folk paa den store Skibsbro, Spadserende paa Volden og brede Gader med høie Huse, her er Soldater, man hører Musik, og, hvad der paa en Reise er høist oplivende, man kommer i et ypperligt Vertshus. Udkjørselen gjennem den hvælvede Port er overraskende, den er længere og større end nogen af Kjøbenhavns. Landsbyer og Bønderhuse faae et mere velhavende Udseende, end i Sjælland, hvor man tidt ved Veien troer det er en Dynge Gjødning løftet op paa fire Pæle, og da er det en Familiebolig. Fra Landeveien i Fyen seer man kun reenlige Huse; Vindueskarmene malede, foran Døren et Blomsterparti, og hvor Blomster opelskes, er altid, som Bulwer træffende bemærker, en større Cultur hos Bonden, han tænker ogsaa paa det Skjønne. Paa Grøfterne langs Veien see vi Syrener, hvide og lilla; Naturen selv har her pyntet med en Mængde Papaver, som i Farvepragt kunne maale sig med de skjønneste, der opelskes i nogen botanisk Have. Nær ved Nyborg især voxe de i overvættes Mængde."

Side 202 Linje 23:

hver Lundens Sanger] d.v.s. hver Fugl.

Side 202 Linje 24:

Luften med Løsagtighed var svanger] "Fyen har - siger H. F. Feilberg (Dansk Bondeliv II 147) - naaet en Berømmelse som de gudelige Forsamlingers og de uægte Børns Vugge". Denne sidste Opfattelse ligger til Grund for Talemaaderne og Ordsprogene: "Har du fået et barn, eller skal du have et? spørger man paa Fyen, når man fæster en pige" og "Natten er vor egen, siger de fynske piger" (E. T. Kristensen, Danske Ordsprog, Side 488; sml. Henrik Pontoppidan, Den gamle Adam, Side 2). Den forudsættes ogsaa i den gamle fyenske Vise fra 1775 om "Landsbye-Pigernes Tidsfordriv heele Aaret igiennem" (om den se Dania III 363 ff. og IV 145 ff), naar Vers 3 lader Pigerne synge:

Øll og Must og Brændeviin
Gaaer saa blandt hverandre,
Til vi saa i Maaneskin
Hiem igien skal vandre.
Gaaer saa med vor Juule-Buus
Hen udi vort Juule-Huus,
Lader os omarme,
Hvem sig vil forbarme.

Side 202 Linje 25:

Landets Herligheder] = det herlige Land; sml. Johs. Ewald: Rungsteds Lyksaligheder = det lyksalige Rungsted.

Side 202 Linje 30-31:

Hvor Alt poleres, Mennesker og Tøi; Thi Politur har Fyen] H. C. Andersen har i sit Digt "Fyen" (1830) udtrykt samme Tanke paa følgende Maade:

Selv Navnet Fyen betyder fiin,
Og vil saa meget sige,
At Fyen det er en Have fiin,
For hele Danmarks Rige. -

[Selve Afledningen Fyen af fin er naturligvis ganske forkert.]

Side 202 Linje 31-32:

Fyen, mit kjære Fødeland, \ For mig saa kjært, som for en Jøde Jødeland] uden Tvivl at forstaa som ren og skær Ironi, saaledes som ogsaa Vilh. Andersen, Danske Studier, Side 155-56 opfatter det. [Naar Andersen fortsætter: "i al Fald for een dansk Digter har Fyn staaet som et... forjættet Land. Holberg skriver i "Danmarks og Norges Beskrivelse" [1729], efter at have berømmet "den skiønne boghvede, de bekiente fynske 590 ebler og den herlige fynske mød", ganske troskyldigt og helt forelsket: »Alle forlange at boe udi Fyen«" - da er dette vistnok ikke rigtigt, ti hele Holbergs Beskrivelse af Fyen er, med Undtagelse af den sidst anførte Sætning, helt og holdent, Ord til andet, udskrevet af Arennt Berntsens Danmarchis oc Norgis fructbar Herlighed fra 1656, saa at Holbergs Ord om, at alle forlange at bo i Fyen, vistnok maa forstaas som Skæmt med den gode Arennt Berntsens Begejstring.]

Side 203 Linje 13:

det couleurte] det er vel rødt Teglstenstag.

Side 203 Linje 22:

hans Seng, den silkeblaa] d.v.s. med blaat Silketæppe paa.

Side 203 Linje 32:

Det gaaer jo mig, som ham i Eventyret] der sigtes til Eventyret i "Tusind og ên Nat" om Abu Hassan, hvem Kalifen Harun al Raschid lod give et Sovepulver og føre til sit Palads, hvor man hilser ham ved hans Opvaagnen som de Troendes Behersker, indtil han næste Nat faar et nyt Sovepulver og bringes tilbage til sin tidligere Stilling. Det er dette Eventyr, som gennem forskellige Mellemled har givet Shakespeare Stof til Forspillet til Komedien "Trold kan tæmmes" og Holberg til Komedien "Jeppe paa Bjerget".

Side 204 Linje 10:

Theevandshelte] d.v.s. tynde og udvandede Helte, Helte, der tror sig Helte, men er det modsatte, nemlig Pjalte; sml. Anm. til 1ste Binds Side 3 Linje 29.

Side 204 Linje 21:

Capote] (fransk) "Kysehat".

Side 204 Linje 22-24:

Slør ... Floret] hun bærer det i Anledning af, at hendes Kærestes Moder er død.

Side 204 Linje 34:

Et Brev i Convolut] vil vistnok (se næste Anm.) blot sige, at det endnu ikke er aabnet.

Side 204 Linje 37-38:

Let og forsigtig Seglet saa aftog hun, \ Men suhked Aa! da dog en Rift hun rev] det var dengang ret alm., at man kun skrev paa de tre Sider af Brevet, men lod den fjerde staa blank: Brevet foldedes sammen, paa den fjerde Side skreves Udskrift og Adresse (den tjente altsaa som Convolut), og Brevet lukkedes ved Laksegl. Naar man aabnede det ved at pille Seglet af, kunde man let komme til at rive en Rift i det skrevne. Det er det, Alma gør.

Side 205 Linje 5:

de hvide Sengeomhæng] Himmelsenge med Sengeomhæng var endnu i Trediverne og Fyrrerne ret alm. i Brug i København.

Side 205 Linje 14:

Sortkridtsbilled] Fotografier (Daguerreotypier) fik man først herhjemme i Fyrrerne.

Side 205 Linje 23:

Kappen] at unge Damer dengang brugte Natkappe er bemærket i Anm. til 1ste Binds Side 18 Linje 23.

Side 205 Linje 31:

Dem tabte hun da hun mod Himlen sukked] de gled af hendes Fødder, mens hun knælede ned foran Sengen til Aftenbøn.

Side 206 Linje l-32]

sml. Betragtningerne over Drømme i "Dandserinden" (1ste Bind, Side 21).

Side 207 Linje 3:

Porfyrvasen]Porfyr (græsk) "Purpursten": kan være rød (med hvide eller rødladne Krystaller), sort (med mælkehvide Krystaller) eller brun (med hvidgrønne Krystaller).

Side 207 Linje 10:

Flagre-Negligé] d.v.s. løstsiddende, flagrende Morgenkjole.

Side 207 Linje 11:

pailleguult] (fransk) "straagult, bleggult".

Side 207 Linje 17:

Randershandske] Handskemageriet i Randers var i ældre Tid vide om berømt (sml. Talemaaden: "det er saa bekendt som Randers Handsker" om noget Gud og Hvermand kender); det blomstrede især i det 18de Aarh.'s første Halvdel, da Randershandsker var søgte over hele Europa; det kom i Forfald i Slutn. af 18de Aarh., men tog et nyt Opsving, da Franskmanden Mattat († 1853) indkaldtes til Byen og 1811 grundede sin endnu existerende Fabrik. løvrigt fabrikeredes der "Randers"-Handsker baade i Odense og Kolding. - Handskerne syedes af Lammeskind og garvedes med Pilebark, hvad der gav dem en ejendommelig behagelig Lugt.

591

Side 208 Linje 24:

ils sont passes ces jours] fuldstændigere lyder det: ils sont passes, ces jours de fête d.v.s. Glædens Tid er forbi; Citat af en Opera af Franskmanden Marmontel († 1799).

Side 209 Linje 3-4:

Spartas Rige . . , den vise Solons Republik] Sparta og Athen, de to vigtigste Stater i Oldtidens Grækenland. - Solon, atheniensisk Statsmand i det 6te Aarh. f. Kr., Athens Lovgiver, en af Oldtidens "syv vise".

Side 209 Linje 7:

Kimmerien]Kimmerierne var ifølge den græske Historieskriver Herodot († ca. 424 f. Kr.) et Nomadefolk ved det sorte Hav.

Side 209 Linje 8:

gyldne Frugter i Hesperien]Hesperien (d.v.s. Landet mod Vest) kaldte Grækerne Italien. Mod Vest laa ogsaa Hesperidernes Have, hvor Hesperiderne (d.v.s. Nattens Døtre) vogtede de gyldne Æbler, Jordens Gave til Himmelgudens Bryllup.

Side 209 Linje 35-36:

Man lever eensom, er for Verden død, \ Imens man omgaaes med det Ideelle] Adam udtrykker sig, maaske næppe helt tilfældigt, som en Hostrupsk Student fra Fyrrerne.

Side 210 Linje 32:

Varus, giv mig de tabte Legioner!] da Kejser Augustus († 14 e. Kr.) modtog Efterretningen om, at den romerske Hær under Feltherren Varus var blevet tilintetgjort af Germanerne (Aar 9 e. Kr.), skal han have udbrudt: Varus, Varus, giv mig mine Legioner igen! [Legion = Hærafdeling.]

Side 211 Linje 31-32:

Venner ... Tjener] rimer paa hinanden efter den dengang alm. Udtale, se Anm. til 1ste Binds Side 27 Linje 7-8.

Side 212 Linje 1 ff.]

i Kammerherre Galts Person spotter og karikerer P.-M. Tidens Hang til Avislæsning, der var vakt ved de liberale Strømninger og den dermed følgende Interesse for offentlige Anliggender. I "Ivar Lykkes Historie" (II 1869, Side 402-421) behandler P.-M. atter Spørgsmaalet om Dagspressen, dens Indflydelse og Popularitet. Han siger her spydigt, at han "anseer Bladene for virkelige Blade, om end ikke paa Livets saa dog paa Kundskabens Træ, og altsaa dog stammende fra Paradiis", og han lader Bogens Helt udtale som sin Mening, "at det er den Mennesket iboende Nyhedsdrift, der baner Aviserne Vei. Man vil daglig høre noget Nyt, ligesom man daglig vil have frisk Brød, og det er som daglige Nyhedsbringere at Aviserne ere saa velkomne". Det er ud fra dette Synspunkt, at Kammerherre Galt er tegnet, men Skildringen er saa karikeret, at Samtiden ikke vilde kendes ved den. Rudolf Varberg siger i sin Anm. i Fædrelandet: "Hans Avislæseri er os ganske uforstaaeligt, en Mand som han kan gaae paa Jagt og tale med sine Hunde, men han læser ikke Aviser, idetmindste ikke paa den Maade som skildret er. Af den Slags Avislæsere kjende vi slet Ingen. Forfatteren synes i det Hele her at have en indgroet Modvillie mod al Avislæsning overhovedet, men heri har han Uret. Ingen vil vel benægte at Historie er et interessant og lønnende Studium, men Aviserne indeholde Nutidens Historie og den, der læser dem med Skjønsomhed, vil ogsaa deraf uddrage Belæring og Dannelse. Der gives vistnok en Avislæsning, der ikke er noget værd, og det er den uophørlige Jagen efter Nyheder blot som Nyhed uden Hensyn til Gjenstand og Betydning. For saadanne Læsere er en ny Arving hos Dronning Victoria, en Ildebrand i Brasilien ligesaa interessant som det Mærkeligste i Politikens, Videnskabens og Kunstens Rige, men til denne Klasse kan Galt ikke regnes. Disse Folks Avislæseri er ogsaa kun en enkelt Yttring af deres hele Livsretning, de ere ligesaa begjærlige efter at høre og fortælle Nyheder som efter at læse dem."

Side 212 Linje 32:

Den yngste] d.v.s. det sidste mandlige Skud af den gamle Galt'ske Stamme.

Side 213 Linje 4:

en Læseklub, som var for Orde] hvilken Læseklub P.-M. tænker paa, er vanskeligt at sige, maaske den 1835 stiftede "Læseforeningen", der fra Begyndelsen af Fyrrerne var et Samlingssted for yngre politisk Interesserede af alle Samfundsklasser, men af liberal Partifarve.

592

Side 213 Linje 4:

var for Orde] var meget omtalt, bekendt; sml. P. A. Heiberg 1789 ("Virtuosen"): "Den Skoemager, der er saa lykkelig at komme for Orde, og drager stærk Næring til sig, behøver just ikke at sye de beste Skoe, for at blive hadet og forfulgt af sine Laugsbrødre".

Side 213 Linje 11:

man sin Tid ... forliser] faar den til at gaa.

Side 213 Linje 18:

Fidibusser] sammenlagte Papirstrimler til at tænde Pibe med fra Lyset eller Lampen (holdt sig længe i Brug, ogsaa efter at Tændstikkerne var indførte).

Side 213 Linje 28:

Qvart og Folio] latinske Betegnelser for Bøgers Format. Folio betegner et Ark Papir sammenlagt én Gang (= 4 Sider) [Højde mindst 36 Cm.], Kvart Arket sammenlagt én Gang til (= 8 Sider). - Medens Nutidens Aviser næsten uden Undtagelse er i Folio-Format, var mange af Datidens i Kvart-Format.

Side 213 Linje 40:

med Skjeldsord] af Datidens Blade var "Kjøbenhavnsposten", der i Fyrrerne havde et, efter den Tids Opfattelse stærkt, socialistiskradikalt Anstrøg, ilde set i den konservative Lejr paa Grund af sin grove Tone.

Side 214 Linje 14:

Apathi] (græsk) "Ligegyldighed".

Side 214 Linje 30:

har sin fulde Hyre] d.v.s. Besvær, Bryderi.

Side 215 Linje 8:

Juno] det latinske Navn paa Himmeldronningen i den græsk-romerske Mytologi.

Side 215 Linje 14:

Amorin] ved Siden af Amor (Elskovsguden) fremkom i senere græsk-romersk Oldtidskunst Amorinerne (smaa Elskovsguder): smaa yndige, bevingede Børn. [Fremstilling af Amoriner var et Yndlingsæmne for Thorvaldsen.]

Side 215 Linje 28:

partered dens Devis']Devise (fransk) kaldtes de med et lille Vers forsynede Papirstrimler, hvori dengang Konfekt meget alm. indhylledes (nu næppe meget brugt); partere (latin) "sønderlemme". - Begge Deviser har Hentydning til de to Herrers Forhold til Clara; Pærevælling i Linje 32 sigter til Kammerherrens Avislæsning.

Side 216 Linje 5:

bacchantisk] d.v.s. elskovsdrukkent. Bacchantinder er Kvinder, der ledsager Vinguden Bacchus.

Side 216 Linje 7:

Amazone] d.v.s. utilnærmelig Kvinde. Amazonerne var efter oldgræske Sagn et krigerisk Folk af lutter Kvinder; kun ên Gang om Aaret havde de Omgang med Mænd for at forplante Slægten; de fødte Drengebørn dræbtes, kun Pigebørnene opdroges.

Side 216 Linje 8:

vittig] staar uden Tvivl her i den gamle, nu forsvundne Betydning: "klog, forstandig, verdenserfaren"; sml. Holberg 1723 ("Jeppe paa Bjerget"): "Var jeg en Taasse, saa gik saadant mig ikke saa meget til Hierte, saa drak jeg ey heller ikke; men det er en afgiort Ting, at jeg er en vittig Mand, derfor føler jeg meer end en anden, derfor maa jeg og drikke"; Grundtvig 1829 ("Krønike-Riim"): "Hvor vittige Dværge | Udhamre af Bjerge | De Gothiske Sværd, | ... Der havde min Kæmpe-Trop hjemme".

Side 216 Linje 11:

Billedet af en Undine] d.v.s. hun er daarende som en Havfrue. Undiner er i middelalderlig Folketro og mystisk videnskabelig Litteratur Navn paa de kvindelige Vandaander.

Side 216 Linje 12:

Valkyrien i Vaabendands]Valkyrjer er i den nordiske Mytologi unge Kvinder, som Krigsguden Odin udsender for at ledsage de faldne til hans Bolig (Valhal). - i Vaabendands d.v.s. i Kamp; sml. Ingemann 1836 ("Dronning Margrethe"): "Blandt Fjeldene skingre Hakons Luur; | Den kalder til Vaabendandsen".

Side 216 Linje 13:

Semiramis] efter græske Oldtidssagn en Dronning i Assyrien, der klædte sig som Mand og udmærkede sig ved krigerske Bedrifter.

Side 216 Linje 14:

Cleopatra] se Anm. til Side 101 Linje 25.

Side 216 Linje 15:

Ninon] fransk Skønhed († 1705), bekendt for sine talrige Kærlighedseventyr; hendes Hus var Samlingssted for Frankrigs Digtere og 593 Hofmænd, Tonen var let og utvungen. [Hertz har 1848 behandlet en Episode af hendes Liv i Skuespillet "Ninon", der med Fru Heiberg i Titelrollen gjorde stor Lykke - se Fru Heibergs Erindringer.]

Side 216 Linje 38:

sublimest]sublim (latin) "ophøjet".

Side 218 Linje 4:

fixere] gennembore ham med sine Øjekast.

Side 218 Linje 21:

Baret] (fransk) "Hue med flad Puld".

Side 219 Linje 10:

Guldfugl] om en meget rig Person, særlig betragtet som et godt Farti, som det er Umagen værd at fange.

Side 219 Linje 12:

Lazarus] efter Luk. 16, 20 Betegnelse paa en fattig, syg og elendig Stakkel.

Side 219 Linje 15:

Atheist] (græsk) "Gudsfornægter".

Side 219 Linje 24:

Hvis spidse Gavle dybe Rifter fure] d.v.s. det har spidstakkede Gavle. - Gaarden skildres i det følgende som en gammel romantisk Røverborg.

Side 219 Linje 34:

ma belle Cousine] (fransk) "min skønne Kusine". [Cousine kan bruges i familiær Tiltale til Kvinder, uden at man behøver at være i Blodslægtskab med dem.]

Side 219 Linje 39:

Folianter] Bøger i Folio-Format (se Anm. til Side 213 Linje 28).

Side 220 Linje 16:

Piller] Stikpiller (Spydigheder).

Side 220 Linje 34:

som med Ord, med Øiekast] d.v.s. saavel med Ord som med Øjekast.

Side 221 Linje 5:

Zone] Himmelstrøg, Verdenskant.

Side 221 Linje 13:

Tilfældet, ogsaa Hændelsen jo kaldt] i Skildringen af Adams indre Liv i Resten af denne og i den følgende (8de) Sang, opereres der bestandig med Begreberne Forsyn - Hændelse (Tilfælde) - Nødvendighed - Frihed. Disse Begreber var i P.-M.'s sidste Skoletid blevet ret indgaaende drøftede i vor Litteratur gennem den i Anm. til Side 22 Linje l-8 omtalte Strid om den menneskelige Viljes Frihed og Moralens Grundlag, om hvilken nærmere Underretning kan læses hos O. Waage, J. P. Mynster og de philosophiske Bevægelser paa hans Tid i Danmark, Side 39-104.

Side 221 Linje 20:

Cyperviin] Vin fra den græske Ø Cypern i Middelhavet.

Side 221 Linje 29:

Geisten] Aanden; her spøgefuldt om "Aanden" i Vinen; Laaneord fra Tysk, dengang alm., nu gaaet af Brug.

Side 223 Linje 31:

Mores] (latin) "gode Sæder, Dannelse, Levemaade"; at lære en mores = lære en, hvordan han har at opføre sig.

Side 224 Linje 24:

en Feltskær aabned ham en Aare]Feltskær (Laaneord fra Tysk) er den ældre Betegnelse for "Læge, Kirurg" (egl. "Militærlæge"); sml. Wessel 1784 ("Smeden og Bageren"): "Strax i Arrest blev Smeden sat. | En Feldskiær faaer den Døde fat, | Og om en voldsom Død Attest hensender". - Aareladning, der anvendes overfor Adam igen i 10de Sang, var dengang i Modsætning til nu et meget hyppigt anvendt Middel mod akute Sygdomme hos unge kraftige Individer. Lægen J. H. Lorck, der i Trediverne gjorde Hospitalstjeneste paa Frederiks Hospital, skriver i sine Erindringer (Side 61-62): "Dengang var det Aareladningernes Tid par excellence, og da mange Mennesker havde den Tro, at det var en nødvendig Betingelse for deres Sundheds Vedligeholdelse, at de maatte aarelades et Par Gange om Aaret, saa var der rigelig Lejlighed til at skaffe sig Færdighed i denne lille Operation, som mange af Nutidens Studerende maaske aldrig have havt Lejlighed til at udføre i hele deres Hospitalstid. Det var ikke sjeldent, at den Volonteur, der havde jour, kom til at udføre en halv Snes Aareladninger paa Stuerne. Det var en blodtørstig Tid; nu sparer man mere paa denne kostbare Saft".

Side 226 Linje 13:

Paa Langebro han søgte Charons Smakke] se ovf. Side 137-139. - Charon er i den græske Mytologi Færgemanden, der 594 i sin Baad færger de døde over Dødsrigets Floder til Dødens Bolig (sml. Anm. til 1ste Binds Side 144 Linje 39).

Side 226 Linje 24:

Saa Nemesis ham reent er uvedkommen] d.v.s. det Uheld, der nu er tilstødt ham, kan ikke være Nemesis (Gengæld) for, at han i sin Tid førte Lotte paa Glatis.

Side 226 Linje 33:

lunet] lunefuld; Parallelsteder til dette Ord hos samtidige Forfattere har Udgiveren ikke fundet.

Side 227 Linje 18:

Han tog en Priis]Snustobak var endnu ved Midten af det 19de Aarh. den fineste Form for Tobaksbrug herhjemme (sml. Geheimeraad von Encken i 9de Sang), Tobaksdaaser var en yndet og højtanset Foræringsgenstand, og der var mange højst lidenskabelige Snusere. Om Baggesen († 1826) berettes det (J. L. Heiberg, Pros. Skrifter VIII 536-37), at Borde og Gulv i hans Stuer bar umiskendelige Spor af hans ivrige Brug af Snustobak. Lorck, der var en meget ivrig Snuser, fortæller i sine Erindringer (Side 150), at hans Ven Botanikeren Salomon Drejer døde (1842) af forgiftet Snustobak, og at han selv var ved at gaa samme Vej. Arthur Abrahams fortæller (Minder fra min Barndom og første Ungdom, Side 112), hvorledes Vilhelm Bjerring († 1879 som Professor i Fransk) i Maribo es Skole ofte i Timen sendte Drengene i Byen efter Snustobak. Sml. ogsaa hvad General Holten i sine Erindringer (Side 240-41) beretter om Landgrev Wilhelm (Christian IX's Svigerfader) og hans Samling af Tobaksdaaser.

Side 227 Linje 31:

Epicurisme] den græske Filosof Epikur († 270 f. Kr.) satte Livets Maal i Nydelsen, nærmere bestemt som Frihed for Smerte, legemlig og aandelig Sundhed og Ro; han benægtede Sjælens Udødelighed og Gudernes Indgriben i Tilværelsen: Døden er blot Bevidsthedslivets Ophør, og alt det onde og ufornuftige i Verden godtgør, at ingen guddommelig Haand styrer den. - Epikurs Lære blev senere, navnlig i Rom, ofte et Skalkeskjul for Yppighed og Udsvævelser; for moderne Bevidsthed er Epicureisme omtr. = et vellystigt Liv, Epicuræer = Vellystning, Fraadser. Men dette ligger ikke opr. i Livsanskuelsen.

Side 227 Linje 32:

Skepticisme] den græske Filosof Pyrrhon [Side 228 Linje 15] († ca. 270 f. Kr.) er Grundlæggeren af Skepticismen; han tvivlede ikke alene om de alm. gældende Forestillingers Gyldighed (Begreber som "godt" og "ondt", "skønt" og "hæsligt" beror kun paa Sædvane og Lov), men ogsaa om Muligheden af at naa til en sand og paalidelig objektiv Erkendelse (man kan højst sige: "mig foredommer det ...", men ikke: "det er ...").

Side 227 Linje 40:

Regler] ligesom Side 250 Linje 7 rimende paa Kegler efter den dengang alm. Udtale; man sagde, som mange ældre Folk endnu, "Ej" for "Eg", "Bøj" for "Bøg", "besøje" for "besøge", "Bøjer" for "Bøger", "Rejl" for "Regel", ganske som man nu siger "leje", "steje", "bleje", "Spejesild", skønt man skriver "lege", "stege", "blege", "Spegesild".

Side 228 Linje 15:

Pyrrhon] se Anm. til Side 227 Linje 32. (Han er Biperson i P.-M.'s Drama "Kalanus".)

Side 228 Linje 20:

Gehalt] Indhold (om de tyske Laaneord med Forstavelsen ge- se Anm. til 1ste Binds Side 20 Linje 17).

Side 228 Linie 25:

in nuce] (latin) "i al Korthed" (egl.: i en Nød).

Side 228 Linje 37:

De præker, sagde han, kun i en Lygte] d.v.s. uden at kende noget til Sagen og derfor uden at gøre Indtryk; sml. Holberg 1724 ("Barselstuen"): "Du præker vel i en Lygte, Troels!"; samme 1723 ("Den Vægelsindede"): "Du trøster vel i en Lygte".

Side 229 Linje 7:

dolerer] (latin) "klager, jamrer".

Side 229 Linje 8:

fatigerer] (latin) "tager paa Kræfterne".

Side 229 Linje 18:

fødes skal paany] sml. Joh. 3, 3: "Sandelig, sandelig siger jeg dig: uden Nogen bliver født paa ny, kan han ikke see Guds Rige".

Side 229 Linje 21:

Phase] (græsk) "Skikkelse, Tilstand".

595

Side 229 Linje 23:

Oremus] (latin) "lader os bede!" (Begyndelsesordene i den latinske Indgangsbøn ved Messen).

Side 229 Linje 24:

justement] (fransk) "netop, akkurat" (spottende).

Side 229 Linje 24:

Nicodemus] der tænkes vel paa Farisæeren Nicodemus, der besøgte Jesus om Natten (Joh. 3, 1-21), lod sig omvende af ham, tog ham i Forsvar i Raadet (Joh. 7, 50-52) og efter hans Død var med til at gravlægge ham (Joh. 19, 39); men i saa Fald halter Sammenligningen, ti Nicodemus' "Gjenfødelse" var paalidelig og alvorlig nok.

Side 229 Linje 34:

Contrafei] (fransk) "Billede, Portræt"; alm. i ældre Dansk og endnu ikke usædvanligt paa P.-M.'s Tid; sml. Holberg 1720 ("Peder Paars"): "Dortheæ Contrafey | Han og omsider fandt. Den Fryd jeg glemmer ey, | Han lod derover see"; Ingemann 1826 ("Valdemar Sejer"): "Altsaa et virkeligt Contrafei! - udbrød Kongen - Ved St. Bent! den hellige Lucas selv kunde ikke have afbildet den velsignede Jomfru lifligere"; Chr. Winther 1835 ("Sjælland"): "Ak, jeg vil tie stille, | Jeg fik saa aldrig endt; | Og hvad har jeg vel ogsaa | Ved dit Contrafei fortjent".

Side 230 Linje 28:

vores] se Anm. til 1ste Binds Side 126 Linje 3.

Side 231 Linje 6:

den Prinds, som meldt sig har] naar P.-M. lader en Prins optræde som Gæst paa Galtenborg, er han forsaavidt ikke udenfor Mulighedernes Verden, som i Fyrrerne Kronprins Frederik (senere Kong Frederik VII) levede i Odense som Guvernør over Fyen; men Prinsen her er ikke Kronprins Frederik, ligesaa lidt som han er Christian VIII, der i P.-M.'s Ungdom som Kronprins ogsaa havde været Guvernør over Fyen.

Side 232 Linje 11:

gjældte] om denne Datidsform se Anm. til 1ste Binds Side 422 Linje 23.

Side 232 Linje 14:

Rytterstøvle] som et (spøgende) Skældsord har Udgiveren ikke fundet Sidestykke til.

Side 232 Linje 17:

speger] rimende paa Seier og eier efter den dengang alm. Udtale (sml. Anm. til Side 227 Linje 40).

Side 232 Linje 21:

Jus proponendi] (latin) "Forslagsret". Indtil 1809 til kom Kaldsretten (d.v.s. Retten til at besætte gejstlige Embeder) dels Kongen, dels Grever, Friherrer, priviligerede Sædegodsejere, dels enkelte Institutioner (f. Ex. Universitetet); ved Forordn. af 3/6 1809 forandredes Kaldsretten til Forslagsret (jus proponendi): den kaldsberettigede (d.v.s. de samme som tidligere) skulde nu foreslaa Kongen 3 Kandidater, som han kunde vælge imellem; dette Forhold vedvarede indtil 1849 (Grundloven).

Side 233 Linje 19:

Svands] "Hale" (Laaneord fra Tysk; sml. Anm. til Side 179 Linje 25).

Side 233 Linje 31:

Mars og Venus] de latinske Navne paa henholdsvis Krigsguden og Kærlighedsgudinden i den græsk-romerske Mytologi.

Side 236 Linje 2:

polkede] nu: polkerede; Parallelsteder til dette Ord har Udgiveren ikke fundet.

Side 236 Linje 3:

gjorde dos à dos] (fransk) "dansede Ryg mod Ryg".

Side 236 Linje 8:

Mamsel] se Anm. til 1ste Binds Side 10 Linje 15.

Side 237 Linje 7:

En gammel Frøken Thott] den danske Adelsslægt Thott var uddød i Slutningen af det 18de Aarh. med den Linje 20 nævnte Grev Otto Thott.

Side 237 Linje 19-20:

den bekjendte, \ Af Danmark høit fortjente Otto Thott] Adam tænker paa Grev Otto Thott til Gaunø († 1785), Statsmand og Bogsamler, i den sidste Egenskab har han gjort sig højt fortjent af Danmark, ti det er hans Bibliotek, der indeholdt de største litterære Sjældenheder (over 4000 Haandskrifter og over 6000 Bind trykte før 1530), som udgør Hovedstammen i det kgl. Biblioteks Samlinger; selv testamenterede han Haandskrifterne og Bøgerne trykte før Aar 1530 til Biblioteket, men desuden købtes paa Auktionen efter ham yderligere 60,000 Bind.

596

Side 238 Linje 24:

Konstens negative Side] dens positive Side havde været at træde i Forhold til Kammerherreinde Galt.

Side 239 Linje 11:

Iris] Regnbuen, i den græske Mytologi Himmeldronningens Sendebud.

Side 239 Linje 28:

Dalai-Lama] den ene af de to Overhoveder for den buddhistiske Kirke i Thibet (Asien); angaaende den Brug, der her gøres af Navnet, kan sammenholdes H. C. Andersens "Lykkens Galocher" (1838): "Derpaa kom han [Volontæren fra Frederiks Hospital, paa sin Rejse gennem Folks Hjærter] i et Spejlkabinet, som det vi have paa Slottet Rosenborg, men Spejlene forstørrede i en utrolig Grad. Midt paa Gulvet sad, som en Dalai-Lama, Personens ubetydelige Jeg, forbavset ved at se sin egen Storhed".

Side 239 Linje 28:

sig teer] opfører sig.

Side 239 Linje 30:

Tosse-Peer] sml. Udtryk som: Vigtig-Peer, Snøvle-Peer, Vrøvle-Peer, Fidte-Peer, Gnie-Peer, Kræsen-Peer, Nøle-Peer.

Side 239 Linje 34:

Sansculot] (fransk) egl. "buxeløs", Navn paa den franske Revolutions Tilhængere blandt Pøbelen. - Linje 1-2 danner en "Kældermand" (se Anm. til Side 15 Linje 24).

Side 239 Linje 36:

Hund paa Haarene man skuer alt] Ordsproget lyder: man skal ikke skue Hunden paa Haarene (d.v.s. ikke dømme efter det ydre).

Side 239 Linje 38:

gjør Furore] (latin) "gør stormende Lykke".

Side 240 Linje 27-31:

Noah ... Ararat... Fredens Due bringer Oliebladet] 1 Moseb. 6-8.

Side 243 Linje 23:

Den ægte Cremoneser] Cremoneservioliner (fra Byen Cremona i Norditalien) er meget ansete.

Side 243 Linje 37:

Donna] det spanske Ord Doña betyder "Kvinde, Dame".

Side 243 Linje 37:

Mulen] Muldyret, Mulæslet.

Side 244 Linje 20:

Tambourin] (fransk) Haandtromme med Bjælder.

Side 244 Linje 21:

Rosine] spansk Krindenavn.

Side 244 Linje 32:

Bolero] Fællesnavn paa de spanske Nationaldanse, der oftest ledsagedes af Akkompagnement med Tambourin eller Kastagnetter (Anm. til 1ste Binds Side 11 Linje 23) fra de dansendes Side.

Side 245 Linje 5:

Choral] (græsk) en højtidelig og langsom Kirkemelodi.

Side 245 Linje 7:

Magdalene] efter den romerske Kirkes Tradition Navn paa Synderinden i Luk. 7, 36-50.

Side 245 Linje 11:

som Munken gaaer i Enge] Hentydning til den gamle, endnu meget alm. Danseleg, hvis Text lyder saaledes (Feilberg, Jysk Ordbog II 627):

Munken gaar i Enge den lange Sommerdag,
hvad gør han der saa længe, aa ja, aa ja, aa ja?
han plukker af de Roser, han samler af de Bær,
og af de Krusemynter alt til sin Hjærtenskær.
Og Munken breder ud sin Kappe saa blaa
og beder skøn Jomfru at hvile derpaa.
Munken beder Nonnen at gi' sig et Kys;
"ak nej!" sagde Nonnen, "det er ej min Lyst!"
Munken beder Nonnen at ta' sig i Favn;
"ak nej!" sagde Nonnen, "det er ej mit Gavn!"
Se, hvor de danser saa lystig de to,
spmom de havde stjaalet baade Strømper og Sko;
silkede Strømper, baldyrede Sko,
dem fik den skøn Jomfru for sin Ære og Tro.

"A. er Munk og staar i Midten; Kredsen bevæger sig syngende om ham; han tager B., som er Nonnen, ud af Kredsen, og gør som Sangen lyder".

597

Side 245 Linje 13:

Cithren] italiensk Chitara = fransk Guitar.

Side 245 Linje 15:

Hymne] (græsk) "Lovsang" (særlig til Guddommen eller til noget ophøjet).

Side 245 Linje 27:

Kattekillingen] Tøsen.

Side 246 Linje 7:

Eh bien] (fransk) "vel an!"

Side 246 Linje 13:

Perialen] (fransk) "Rusen" (spøgefuldt).

Side 246 Linje 14:

Til Venus Bacchus]Venus er det latinske Navn paa Kærlighedens Gudinde og Bacchus paa Vinens Gud i den græsk-romerske Mytologi. En gammel latinsk Talemaade lyder: Sine Cerere et Libero friget Venus: uden Ceres og Bacchus fryser Venus d.v.s. uden Mad og Drikke er det snart forbi med Kærligheden (Liber er et andet Navn paa Bacchus, Ceres er det latinske Navn paa Agerdyrkningsgudinden).

Side 246 Linje 20-32]

spøgefuld Hentydning til den Hegelske Filosofi.

Side 246 Linje 26:

Spiritus] Ordspil; det latinske Ord spiritus betyder "Aand".

Side 247 Linje 24:

Phønix] i den ægyptiske Mytologi en Fugl, der, naar den mærkede Døden nærme sig, opbrændte sig selv paa Solgudens Alter for i forynget Skikkelse at fremstaa af Asken.

Side 247 Linje 28:

til Finale] (latin) "til Slut".

Side 247 Linje 29:

gjør mig Besked] bruges i daglig Tale ofte om den, som giver ingen efter i at æde eller drikke stærkt (Videnskab. Selsk. Ordbog); sml. Ingemann 1835 ("Prins Otto af Danmark"): "Med foldede Hænder læste han [Bispen] nu en latinsk Bordbøn... Derpaa tog han Grødskeen i den store Haand og gjorde Besked med Iver og god Evne"; Hauch 1852 ("Tycho Brahes Ungdom"): "Vil Du være med os i Dag, Tycho, og gjøre Besked ved de fulde Bægere, som det anstaaer en retskaffen Adelsmand, da skal Du see Himlen og alle Stjernerne dreje sig langt hurtigere end Du kan see det oppe i Taarnet".

Side 247 Linje 37:

Nympher] her omtrent = Piger (i Betydningen: Elskerinder) [sml. Anm. til 1ste Binds Side 9 Linje 13].

Side 248 Linje 12:

extravagant] (latin) "overspændt".

Side 248 Linje 35:

Patience] (fransk; egl. "Taalmodighed") et Slags Kabale.

Side 249 Linje 15:

Piquet] (fransk) et Kortspil, der kun spilles af to Personer; af et fuldt Spil tages Toerne, Treerne, Firerne, Femerne og Sexerne bort, og med de tiloversblevne 32 Kort spilles der. [En udførlig Beskrivelse af dette Spil finder man f. Ex. i S. A. Jørgensens Nyeste Dansk Spillebog, 3dje Oplag (1829), Side 77-91, hvortil henvises.]

Side 249 Linje 34:

Hvor stor en Rommel kan De vise frem] "efterat Kortene ere bortkastede, og hver har taget af Talonen hvad ham tilhører, saa melder den første, hvor mange Kort han i en vis Farve har fleest af, hvilket kaldes Rummel" (S. A. Jørgensen, anf. Skrift).

Side 250 Linje 13:

hover] behager, tiltaler.

Side 250 Linje 22:

Qvarter, Terzer] i Piquet kaldes de Kort, som i en vis Række eller Svite følge paa hinanden, Sekvenskort; naar 3 Sekvenskort i en Svite følge paa hinanden, udgør de en Tertie, naar 4, en Qvarte (S.A. Jørgensen, anf. Skrift).

Side 250 Linje 24:

Halvfemsindstyve] højeste Antal Points i Piquetspillet.

Side 250 Linje 35:

Skaal for den Barm! nu for hans Øre klang] se Side 247 Linje 32.

Side 251 Linje 40:

Medusahoved] Medusa er i den græske Mytologi et skrækindjagende kvindeligt Væsen, hvis Blik forvandlede den, det stirrede paa, til Sten.

Side 252 Linje 8:

han Lyset for dem holdt] tvetydigt; Talemaaden at holde Lyset for en betyder: "intetanende at være til Nar for en".

598

Side 252 Linje 31:

en Smakke, nylig tjæret, \ Den han besteg] Adam har ikke Tid til at vente paa den ordinære Postsmakkes Afgang, men lejer en Extrasmakke (den har været til Reparation).

Side 255 Linje. 4:

Drengene] "der var i hine Tider - siger Plenge (Livet i Kjøbenhavn, Side 25-26) - en stor Velsignelse paa rigtige Gadedrenge. Man har visselig ogsaa nutildags et godt Antal Gadedrenge... men hin Tids opløbne, pjaltede Drenge med hart Hoved og bare Fødder og forresten meget lidt Klæder paa, som laa og rodede i Rendestenene, som sloges om at slikke Urtekræmmerens tømte Sukkerfade og som med et Minuts Varsel kunde samles i Hundredevis for at assistere ved ethvert Gade-Opløb med deres Piben i Fingrene - se, dem seer man ikke nutildags saa meget til, de holdes strengere til Skole og kunne lettere finde Anvendelse i Fabriker".

Side 255 Linje 4:

Hyen] nogen Parallel til dette Ord har Udgiveren ikke fundet; men det bør dog nævnes, at hos Grammatikere og Ordbogsforfattere fra det 17de Aarh. (L. Kock, M. Moth) anføres et Udraabsord hy som betegnende Afsky.

Side 255 Linje 6:

Og Alting tykkes ham er saare godt] 1 Moseb. l, 31.

Side 255 Linje 7:

Murren] Mumlen, Snakken (egl. Knurren).

Side 255 Linje 8:

snurren] snurrende; ligesaa Side 346 Linje 36: snurren reiste sig den hele Trop; Parallelsteder er ikke fundne.

Side 255 Linje 30:

Præstegyden] d.v.s. Vejen op til Præstegaarden; Gyde kaldes en snæver, paa begge Sider indgærdet Vej.

Side 255 Linje 34-37]

det synes, som om Korset kun har været et simpelt Trækors med malet Indskrift, noget, der dengang var alm. hos Almuen.

Side 255 Linje 40:

forgjettes] glemmes; sml. Anm. til 1ste Binds Side 45 Linje 30.

Side 256 Linje 3] Pastor Homo optræder i denne Sang, efter sin Kones Død, temmelig forskellig fra tidligere:

han er i Væsen, Manerer og Interesser blevet yderlig bondsk. Ogsaa til denne Skildring af Præstemanden kan P.-M. have laant Træk fra Virkeligheden: det var ialtfald paa hans Tid, som det fremgaar af de temmelig uforbeholdne Meddelelser hos Fr. Barfod, Danmarks Gejstlighed, I 1849 (se f. Ex. 4de Afdelings No. 84, 91, 94, 116, 149, 152), ingenlunde ualmindeligt at træffe Præster, der var blevet ganske bondeagtige. [Sml. ogsaa Blichers Novelle "Ak! hvor forandret!" fra 1828.]

Side 257 Linje 6:

Hun] efter alm. Skik i Trediverne, i alt Fald paa Landet og i Provinsen, sagde Husbonde og Madmoder "Han" og "Hun" til deres Tyende.

Side 257 Linje 15:

Fatter] Formen Fatter for Rimets Skyld, rigtigere havde været Vor Fa'r (i Anes Mund: Wå Får), Almuens Tiltale til og Omtale af Præsten; nu helt gaaet af Brug.

Side 258 Linje 34:

Kjolen af et Postbud] mørkerød (Linje 37) Frakke bar de københavnske Postbude siden 1796; de bragte ogsaa Posten om udenfor Voldene, altsaa ogsaa til Vesterbro, hvor Alma boer.

Side 259 Linje 5:

over Livet brydes aldrig Staven] om Talemaaden at bryde Staven over en se Anm. til 1ste Binds Side 197 Linje 25.

Side 260 Linje 5:

Contradands] en Slags Francaise.

Side 260 Linje 16:

Naar først sig adskilt har Gemyt og Sind] P.-M. bruger aabenbart Gemyt (Laaneord fra Tysk) om det varige, Sind om det mere flygtige, en Adskillelse, der ellers næppe har Medhold i Datidens Sprogbrug (se Molbechs Bemærkning i Ordbogen under Gemyt).

Side 260 Linje 17:

femten Sind] det hedder alm.: at have syv Sind over en Dørtærskel om de Vægelsindede; hos Peder Syv († 1702) hedder det om Kvinderne, at de har ni Sind over en Dørtærskel, andre Ordsprogsoptegnelser har ti Sind, saa at Tallet altsaa varierer.

Side 260 Linje 27:

Kipper] tarvelige Beværtninger.

Side 262 Linje 21

Silhouetterne]Silhouet kaldes en Portrættegning, 599 der kun giver Omridsene af en Skikkelse, medens alt indenfor Omridsene udfyldtes med sort Farve: ofte udklippedes den i mat sort Papir, der klæbedes paa hvidt. Silhouetterne, der opstod i Frankrig i Midten af det 18de Aarh., var indtil henimod Midten af det 19de Aarh. den alm. Form for Portrættering for Folk, der ikke havde Raad til at lade sig male; fra Fyrrerne af fortrængtes de af Fotografiet. - Det er vel Pastor Homos Forældre, der hænger i Stuen.

Side 262 Linje 35:

Kabuds] lodden Hue.

Side 263 Linje 6:

Dogma] d.v.s. Tro (egl. "Trossætning").

Side 263 Linje 23:

Jubelolding]Jubellærer kaldes en Præst, der har fejret sit 50-aars Jubilæum som Embedsmand.

Side 263 Linje 24:

Consistorialraad] en Titel, der, efter tysk Mønster, indtil Midten af det 19de Aarh. gaves Præster for lang og fortjenstlig Embedsvirksomhed.

Side 264 Linje 30:

en Vei, lidi mere bred] sml. Matth. 7, 13-14 ("den Vei er breed, som fører til Fordærvelsen . . . den Vei er trang, som fører til Livet").

Side 265 Linje 18:

fem kan for en Penning kjøbe] er vel Hentydning til Matth. 10, 29: "Sælges ikke to Spurve for een Penning?"

Side 266 Linje 4:

Prometheus] i den græske Mytologi den menneskelige Kulturs Begrunder, røvede Ilden fra Guderne og bragte den til Menneskene, blev af Himmelguden (Zeus) til Straf lænket til en Klippe i Kaukasus, hvor en Grib hakkede i hans Lever, der bestandig voxede ud igen.

Side 266 Linje 16:

in suspenso] sml. Side 24 Linje 40 (med tilhør. Anm.).

Side 266 Linje 25:

sig havde raadført med sin Skræder] spøgefuldt Udtryk for: havde pyntet sig, som han kunde bedst.

Side 266 Linje 33:

Kukkeren] det alm. folkelige Navn paa Gøgen. Det er en vidt udbredt Folketro, at Gøgen er en Varselsfugl; man spørger den, hvor mange Aar man skal leve eller hvor mange Aar der skal gaa, inden man bliver gift; den svarer da med Kuk paa Spørgsmaalet: ligesaa mange Kuk, ligesaa mange Aar.

Side 267 Linje 8:

vist over tred've Gange] af Side 323 Linje 9 og 12 fremgaar det, at Adam er 27 Aar, da han ægter Baronesse Mille; Skildringen i 8de Sang viser, at der hengaar omtrent et Aar fra det Øjeblik, han først træffer Baronessen, til de holder Bryllup: han er da her ca. 26 Aar gammel. Ved sin Død gaar han, som det ses af Side 412 Linje 10, i sit 63de Aar. Gøgens over tred've Gange passer altsaa godt nok: han lever endnu ca. 37 Aar.

Side 267 Linje 26:

Baronesse Mitte] i Baronesse Milles Person, saaledes som den skildres i det følgende, har P.-M. tegnet et Billede af den emanciperede Kvinde (om Kvindeemancipationen se Anm. til Side 273 Linje 3), som han ifølge hele sit Naturel maatte afsky og foragte. Han lader hende tage George Sand (se Anm. til Side 272 Linje 25) til sit Forbillede: lader hende ryge Tobak, løbe paa Skøjter, klæde sig i Mandsdragt, fri selv o. s. v. - Til at afgøre, om Baronesse Mille maa opfattes som en blot tænkt Figur, eller om hun har sin Rod i Virkeligheden, har man ingen andre Kilder end Datidens Kritik, og den er i dette Spørgsmaal ret uenig, idet nogle nægtede, at hun existerede, medens andre hævdede det.

Det første Standpunkt indtages af Anmælderen i Berlingske Tidende (Rud. Varberg). "Forf. - hedder det her - har villet skildre en Qvindefigur som han aabenbart ikke kjender og ikke har formaaet at sætte sig ind i. Det kan overhovedet vistnok ikke betragtes som nogen heldig Idee, i et dansk Værk, der behandler danske Forhold eller ialtfald dog almindelige Forhold med dansk Colorit, at indbringe en emanciperet Qvinde, George Sands og Bettinas Discipel. Det er en Characteer, der ikke forekommer hos os, og hvis Liighed 600 og Sandhed vi derfor ikke kunne føle os saaledes slaaede af som af Forf.'s øvrige Typer. Hertil kommer endnu at Characteeren ikke er holdt: Forf. vil give os en Dame, der, vi maa ikke sige sværmer for, thi Mille er slet ikke af noget sværmerisk Gemyt, men dog har optaget og efter Evne søger at realisere Ideen om Qvindens Emancipation. Vi vente bestandig at den Emanciperede skal vise sig, men hun bliver borte, i dets Sted faae vi først en noget fri Landsbycoquette, siden en rask Forlovet, en daarlig Huusmoder og endnu daarligere Forfatterinde. Dette sidste Punkt viser ogsaa, hvorlidt det Hele passer for vore Forhold, der forudsættes jo, at der hos os udkommer en stor Mængde Noveller af denne Tendents, og vi maa tilstaae, vi kjende ikke en eneste og betvivle meget, at nogen saadan findes."

Anderledes udtaler sig "Fædrelandet"'s Anmælder, der ind under sin Betragtning drager ogsaa Baronesse Milles Selskab for Smudspressens Journalister (Side 341-348). "Den Anke - siger han, uden Tvivl med Henblik netop paa Berl. Tid.'s Kritik -, som man har havt at gjøre, bestaaer væsenlig i Følgende: Baronessens Charakter som den emanciperede Qvinde og navnlig hendes Stilling som Forfatterinde, omgiven af en Flok af Smudsrecensenter er unaturlig og passer ikke til vore Forhold, thi den har intet Tilsvarende i Virkeligheden. Vi ville undersøge dette lidt nøiere. Vel er det sandt, at vi her i Landet ikke have seet noget fremtrædende Bevis for, at Ideen om Qvindens Emancipation ogsaa regerer her, som den gjør i andre Lande; heller ikke kan der paavises noget Exempel paa en Skribentinde i de samme Forhold som dem, hvorunder Baronessen er fremstillet; men dermed falder ikke Digterens Berettigelse til at opstille en saadan Figur. Thi naar vi udsondre de enkelte Træk, som forstyrre den rene Qvindelighed, fordi de ere laante af den mandlige Natur og ikke lade sig forene med Qvindens Væsen, da vil vist Ingen, som er synderlig bekjendt med den qvindelige Verden hos os, negte, at man ikke sjeldent kan støde paa disse enkelte Træk adspredte hist og her, som Udvæxter og Udartninger. Og det samme gjælder om det Billede, som Baronessen med sine Recensenter danner; ogsaa dettes enkelte Træk ere i deres Adskilthed vitterligt tilstede hos os; vi have Skribentinder, ikke faa og ikke gode; vi have anonyme Smudskritikere og Recensenter og det i Mængde, og at de formeligt danne som en hemmelig Bande, det har viist sig ved meer end een Leilighed, hvor de have enten forsvaret den Forfatter, som offrede til dem, eller nedrakket den, som bød dem Trods. Det, som Forf. altsaa egenlig har gjort, hvorved han er gaaet udenfor de virkelige Forhold, det er, at han har samlet alle disse spredte Træk, som ere tilstede i vor qvindelige og literaire Verden og deraf dannet et helt Billede, saaledes som vi see det i Baronesse Mille. Og hertil skulde han ikke være berettiget? Ere de enkelte Træk af hans Maleri tilstede i Virkeligheden, da er han ved at samle dem ikke gaaet udenfor denne, men vel udover den; han har foregrebet Tiden; thi Ingen kan sige, om der ikke idag eller imorgen opstaaer en Baronesse Mille lyslevende, saaledes som hun her er fremstillet; derpaa har Digteren ikke ventet; for ham er det nok at vide, at de Farver, hvormed han maler, ere ikke hans Phantasies Opdigtelser, men laante af det virkelige Liv; at en Baronesse Mille var mulig, det var ham nok til ogsaa at gjøre hende virkelig."

Side 268 Linje 24:

Lykkens Pamphilius] d.v.s. Lykkens Kæledægge; Udtrykket stammer fra Kortspillet Lanter, hvor Pamfilius (d.v.s. Klørknægt) er højeste Trumf (sml. Holbergs 117de Epistel).

Side 268 Linje 25:

Et Baroni paa otte hundred Tønder] der menes vel 800 Tønder Hartkorn (alt i alt), ikke 800 Tønder Land. Til Sammenligning hidsættes efter Hof- og Statskalenderen for 1845 Størrelsen paa følgende Baronier: Baroniet Adelersborg (Holbæk Amt): 1200 a 1300 Td. priv. og upriv. Htk. Ager og Eng samt Skov- og Mølleskyld [priviligeret Hartkorn d.v.s. ansat til lavere Skat, upriviligeret Hartkorn d.v.s. bærende den fulde Skattebyrde]; Baroniet Schelenborg (Odense Amt): priv. Hartk. Ager og Eng samt Skov- og 601 Mølleskyld 332 Td. 5 Skp., upriv. 538 Td. 7 Skp.; Baroniet Vilhelmsborg (Aarhus Amt): 919 Td. Hartkorn, Tiendehartkorn iberegnet [Størrelsen af Grevskabet Frijsenborg var: 4606 Td. Hartkorn Ager og Eng samt Skov- og Mølleskyld (efter den ny Matr. 5817 Td.), Skovareal 10,920 Td. Land].

Side 268 Linje 26:

Mose- Skov- og Mølleskyld] er den Afgift (Hartkorn), der svares af Mosejord, Skovjord og af Møller med tilliggende Jord.

Side 268 Linje 27:

Hovpligtige halvtrediehundred Bønder] endnu i Fyrrerne var Hoveriarbejde meget alm. Landet over; 1850 udkom Lov om den endelige Afløsning af Hoveriarbejde.

Side 268 Linje 28:

Faarehjord] om Faareavl se Anm. til Side 11 Linje 31; det var naturligvis navnlig paa de store Gaarde, at man havde Faarehold.

Side 269 Linje 7:

For al sin Tale har han til Vehikel] d.v.s. al hans Tale drejer sig om (latin vehiculum betyder "Køretøj, Befordringsmiddel").

Side 269 Linje 8:

den gamle Jagtlov] Danmark havde faaet en ny Jagtlov 20/5 1840, den gamle var fra 18/4 1732. Efter den gamle Jagtlov havde Jagten været forbeholdt Kongen og de adelige Godsejere, Majestæten havde indrømmet Jagtrettigheder; den ny Jagtlov var et Skridt i Retning af at sikre enhver Grundejer Jagten paa de ham tilhørende af Jordfællesskabet udskiftede Grundejendomme.

Side 269 Linje 8:

den ny Matrikel] den gamle Matrikel (Beregning af Hartkorn som Grundlag for Skatter og Afgifter) af 1688 blev ved kgl. Forordning af 24/6 1840 afløst af en ny Matrikel, der traadte i Kraft den 1ste Januar 1844. Den ny Matrikel omfattede kun Ager- og Enghartkorn, medens f. Ex. Skovskyld vedvarende beregnedes efter den gamle Matrikel.

Side 269 Linje 23:

lidt tilvands dig rider] d.v.s. behandler dig lidt overlegent.

Side 270 Linje 27:

Knaster] eller Kanaster (Laaneord fra Hollandsk), en Sort fin Røgtobak.

Side 270 Linje 29:

Øl] hjemmebrygget Øl.

Side 270 Linje 35-36:

Det ypperlige Gjødningsstof, man fik, \ Naar man Guano blandede med Møget] et dengang højst aktuelt Problem. Ganske vist havde den berømte tyske Naturforsker Alexander von Humboldt († 1859) allerede i 1804 bragt de første Prøver af Guano (en fra Perus Kyster hentet Fuglegødning) til Europa, men det varede dog en Række Aar, inden Guanoen fik nogen Betydning for det europæiske Agerbrug, ti først i 1840 kom de første Ladninger til England og Tyskland. Over Hamburg eller fra England fik danske Landmænd Guanoen; først i 1868 kom der Skibsladninger direkte til Danmark. [Sml. Hostrups "Intrigerne" fra 1845, hvor Guanoen ogsaa er paa Tale.]

Side 271 Linje 37:

Capitelstaxt] Beregning over Gennemsnitsprisen af de vigtigste Kornarter, affattedes aarligt i hvert Stift og lagdes til Grund for Skatteansættelsen.

Side 272 Linje 2:

hvortidt De Skoleret har staaet] skæmtende for: hvortidt De har faaet paa Rygstykkerne. [Den barbariske Straf at staa Skoleret, der bestod i, at den skyldige Dreng, nøgen indtil Bæltestedet, i hele Skolens Overværelse blev pisket af sine Lærere og Kammerater, var gaaet af Brug inden det 18de Aarhundredes Slutning; en af de sidste, der udstod den, var Digteren Jens Baggesen i Slagelse Skole 1780.]

Side 272 Linje 18:

køle] kølige, svale; se Anm. til 1ste Binds Side 106 Linje 33.

Side 272 Linje 22:

Baronessen] Baronesse Mille.

Side 272 Linje 25:

George Sand] berømt fransk Forfatterinde, f. 1804, d. 1876. Hendes Pigenavn var Aurore Dupin; 18 Aar gammel blev hun gift med en plump, udannet Godsejer, Baron Dudevant; Ægteskabet blev ulykkeligt; Aurore flygtede til Paris og optraadte her i Aarene 1832-34 som Forfatterinde 602 under Navnet George Sand (et Mandsnavn). Med stor Veltalenhed og Begejstring stillede hun i sine Romaner de store Følelser, Lidenskaben og Hjærtensgodheden op mod "Samfundet" og Mandfolkenes Egenkærlighed; Lykken bor kun i Elskovslidenskaben, dens Væsen er Frihed, og Ægteskabet er uforeneligt med den. I sin første Bog ("Indiana" 1832) skildrer hun en ung Kvindes Oprør mod en gammel forhadt Ægtemands Tyranni og hendes Kamp for at opnaa den ægte Kærlighed udenfor Ægteskabet; i Romaner fra midt i Trediverne viser hun sig paavirket af socialistiske Filosoffer og forkynder den store sociale Reform. Selv levede hun et litterært Zigøjnerliv, viste sig til Hest, gik i Mandsdragt, røg Cigaretter som en Mand imellem Mænd og stod i Kærlighedsforhold til adskillige berømte Digtere og Komponister som Alfred de Musset († 1857), Franz Liszt († 1886) og Frants Chopin († 1849). Hun er den moderne Kvindeemancipations første Apostel. - Paa Dansk udkom de fleste af hendes Romaner og Noveller i Oversættelse siden Midten af Trediverne.

Side 272 Linje 29:

Tydskernes Bettine] er Anna Elisabeth Arnim, f. Brentano, ahn. kaldet Bettina. Hun var født 1785, døde 1859; som Barn kom hun meget i Huset hos Goethes Moder, blev i den Goetheske Kreds kendt under Kælenavnet "Barnet" (das Kind); sine Samtaler med Goethes Moder om Goethe benyttede hun senere (1835) til sin mest bekendte Bog "Goethes Briefwechsel mit einem Kinde"; 1807 traadte hun i personligt Forhold til Goethe, der da var 58 Aar gammel, men han afbrød snart det noget trættende Venskab; 1811 ægtede hun Forfatteren Ludwig von Arnim, med hvem hun levede i et lykkeligt Ægteskab; efter Mandens Død 1831 bosatte hun sig i Berlin og optraadte som Forfatterinde. [Auktionskataloget over P.-M.'s efterladte Bogsamling viser, at han ejede hendes Bog: Goethes Briefwechsel mit einem Kinde.]

Side 273 Linje 1:

Distrahering] = Distraktion.

Side 273 Linje 3:

Qvindernes Emancipering] Spørgsmaalet om Kviridens Ligestilling med Manden (i aandelig Udvikling, i Adgang til Erhverv, i retslig Henseende og i Deltagelse i det offentlige Liv), som havde været fremme under den store franske Revolution, men som var blevet trængt tilbage under Napoleon, der nærede en afgjort Ringeagt for Kvinden, var atter efter Julirevolutionen 1830 kommet frem i Frankrig. De fleste franske Socialister optog "Kvindernes Emancipation" paa deres Program; St, Simons Discipel Enfantin († 1864), hos hvem Kvindernes Frigørelse var ensbetydende med Frigørelse fra alle sædelige Baand, George Sand (se Anm. til Side 272 Linje 25) og E. Laboulaye († 1883), der navnlig interesserede sig for Kvindernes retslige Stilling, var i Trediverne og Fyrrerne ivrige Forkæmpere for "Kvindesagen", og deres Skrifter og Anskuelser vakte megen Opsigt. Hvorvidt og i hvilket Omfang disse Tanker har fundet Jordbund herhjemme allerede paa "Adam Homo"'s Tid, er det ikke let at faa nogen paalidelig Forestilling om; de Forfattere, der har skrevet om Kvindesagens Historie i Danmark, tager alle deres Udgangspunkt i Mathilde Fibigers "Tolv Breve fra Clara Raphael" fra 1851. Der kan dog ikke være Tvivl om, at "Kvindeemancipationen" har været kendt og ogsaa drøftet Mand og Mand imellem, iallfald allerede fra Fyrrernes Begyndelse, Dette fremgaar af flere Træk. Hr. Dr. phil. Hans Brix har henledet Udgiverens Opmærksomhed paa et Par Artikler i "Corsaren" for 15de Oktbr. 1841 og 18de Febr. 1842, der i en spøgefuld Form handler om "Kvindens Emancipation". Den første Artikkel ender med "at opfordre til en almindelig "Agitation" for Kvindens Emancipation og indbyde de ærede Damer til at reise sig en masse. Vi haabe, at de til Gjengjæld for, at vi have reist Spørgsmaalet, ville have os i taknemmelig Erindring, naar de komme i deres Herlighed". Af den sidste Artikkel kunde det synes at fremgaa, at en fransk Dame (Mdm. Randeau) var kommet herop for at tale om Kvindeemancipationen. Hermed forholde det sig nu, som det vil; sikkert er det, at omtrent 603 paa samme Tid er Kvindeemancipationen Genstand for Behandling i de unge Akademikeres Kres. Den 28de Januar 1843 gaves (se H. C. A. Lund, Studenterforeningens Hist. II 118) en Studenterforestilling bl. a. bestaaende af "Damernes Emancipation eller Grisetten paa Generalforsamling, original Vaudeville i 2 Akter af en ubekjendt Forfatter", og i C. Hostrups "Et Forspil", som opførtes i Akademisk Læseforening den 31te Marts 1842, forekommer der (O. Borchsenius, Fra Fyrrerne I 236-39) følgende:

Fjerde Scene.

Jens Grib. Vindberg. Sib.

Sib

(til Jens). Er det Dem, der ønsker en Skuespiller?

Jens.

Jo, det er mig. (afsides) Død og Pine! hun er sgu smuk. (højt) Vil Jomfruen maaske selv engageres?

Sib.

O kald mig ikke Jomfru! Det Navn skurrer i mine Ører.

Jens.

Jeg beder Frøkenen meget om Forladelse.

Sib.

Aa, jeg er heller ikke Frøken, og jeg vêd ikke, hvad de Titler skal betyde. Jeg er et Menneske, og saaledes vil jeg kaldes.

Jens.

Jeg forstaar ikke ret, hvad Jomfruen - hvad jeg vilde sige - hvad Mennesket mener.

Sib.

Har De aldrig hørt tale om Kvindernes Emancipation? Vêd De da ikke, at det er Tidernes Opgave, at gjøre alle Mennesker lige, saa at der ikke længer skal være nogen Forskjel paa Høj og Lav, Gammel og Ung eller paa Mand og Kvinde, men at der paa vort Standpunkt kun bør være Tale om de to store Partier Liberale og Servile.

Jens
(afsides).

Det var da Pokker til Fruentimmer.

Sib.

Kan De da ikke begribe, at et Menneske som jeg, der ikke er født til Strikkestrømpen eller til Spinderokken, men til at være Verdensborger, at jeg ikke kan finde mig i disse gammeldags Kvindetitler?

Jens.

Naa, saa De er en Heltinde?

Sib.

Nej, ingen Heltinde - hvad gjør Kjønnet til Sagen? - Nej, jeg er en Helt, om De vil; jeg er Menneske og Borger som Charlotte Corday og Grevinde v. Piaten.

Vindberg.

Med Forlov, turde jeg ikke spørge -

Sib.

Hvad er det? hvem er det, der taler?

Vindberg.

Det er mig, Morten Vindberg, første Aktør ved Selskabet.

Sib.

Naa saa? Hvad vil De?

Vindberg.

Jeg vilde nu gjerne spørge Mennesket, hvad Slags Rolle De har tænkt paa at spille, om De kanskesens vil gjøre herkuliske Kraftøvelser eller store Trampolinspring over 6 Heste?

Jens
(til Vindberg).

Vil De ikke have den Godhed at tie stille, (til Sib) Men hvorledes kan De da finde Dem i paa Scenen at spille den gammeldags Person, som man kalder et Fruentimmer ?

Sib.

Jo, i Kunstens Rige maa man respektere Illusionerne. Men jeg elsker Friheden, og det er for at undgaa Familielivets Tvang, at jeg gaar til Theatret.

Jens
(afsides).

Hun er lovlig forskruet, men nydelig er hun sgu. (højt) De ønskede jo at optages i mit Selskab?

Sib.

Ja, det var derfor, jeg kom.

Jens.

Og jeg antager Dem med Fornøjelse. (Afsides) Uh hvor hun er sød ! Bare jeg kunde faa Lov til at kysse hende. (Højt) Men da vi nu begge have løsrevet os fra det trivielle Familielivs snevre Baand, lad os saa behandle hinanden, som Mennesket behandler Mennesket, og som Borgeren behandler Borgeren - hør, lad os sige Du til hinanden!

Sib.

Det var som talt ud af mit eget Hjerte. (Rækker ham Haanden) Ja, Dus vil vi være. Hvad hedder du?

Jens.

Jeg hedder Jens Grib.

Sib.

Og jeg hedder Amalie Sib, men kald mig blot Sib, thi ellers bliver jeg mindet om, at Verden kalder mig en Kvinde.

604
Jens.

Kom da, Sib! og lad os besegle vor Pagt med det hellige Kys.

Sib.

Men, Grib! hvorfor skulle vi kysses?

Jens.

Har du nogensinde undset dig ved at kysse dem, som Verden kalder Kvinder, og dog vil du ikke kysse mig, der er et Menneske som de. Fy, Sib! du er ikke konsekvent.

Sib.

Nej, du har Ret! Jeg maa skamme mig! Saa kom til mit Bryst. (De kysses.)

Vindberg.

Her er et Menneske, som ogsaa nok vilde slutte Pagt paa de Maader.

Jens.

Vil De passe Deres egen Rolle og overlade Direktøren hans!

Det er i Indledningen i 1ste Bind, Side 21 bemærket, at P.-M. havde en ikke ringe Evne til af smaa Ting at drage vidtrækkende Slutninger. Ligesom han af en Oversættelse af Strauss' Bog " Leben Jesu" i et dansk Tidsskrift (se Anm. til Side 17 Linje 37) tog Anledning til at anbringe en Straussianer blandt danske Præster, og ligesom Misfornøjelsen under Dyrtiden i 1847 fik ham til at skildre Underklassens Had til Overklassen i den rødhaarede Prole tar (Side 394-395), saaledes er det slet ikke udelukket, at det er Træk som de ovenfor anførte, der har givet ham Stødet til at indføre Kvindeemancipationen i sit Digt. At Samtiden for det meste havde vanskeligt ved at finde disse Skildringers Rod i den omgivende Virkelighed, siger ikke saa meget; den nærmeste Fremtid skulde i hvert Tilfælde give P.-M. Ret: det laa altsammen i Luften. [Sml. Anm. til Side 267 Linje 26.]

Side 273 Linje 32:

Papa, jeg be'er Dem, bland Dem ei i Sagen] i Trediverne og Fyrrerne var det vistnok det alm., at Børn sagde "du" til deres Forældre; men i enkelte Kredse har vel det ældre "De" holdt sig som det mest passende; sml. J. L. Heiberg 1826 ("Recensenten og Dyret"): "Jeg kom fra Dem i Trængslen, Papa, og kunde slet ikke finde Dem igjen".

Side 274 Linje 9:

denne Tychobrahes-Dag] d.v.s. denne ulykkelige Dag. Efter gammel Tradition skal den berømte Astronom Tyge Brahe († 1601) have betegnet 32 Dage i Aaret som saa uheldbringende, at man paa dem intet burde foretage sig af Vigtighed; heraf Udtrykket. [En af Wessels komiske Fortællinger har Titlen: "Tycho Brahes Dag".]

Side 274 Linje 25:

Der sad vor Helt en net!] d.v.s. sad net i det!; ligesaa Side 366 Linje 1: Der stod vor Helt en net!; sml. J. L. Heiberg 1825 ("Kong Salomon og Jørgen Hattemager"): "Hvis I foragted vor Vaudeville, | Stod jo den stakkels Digter en Net"; Hertz 1845 ("De Fattiges Dyrehave"): "Ja, til Lykke mig hjalp Mamsel Clara - | Og dersom ikke, saa stod jeg en Net!"; i samme Betydning bruges ogsaa at ligge, sidde, staa en køn, sml. Wessel ("Den bekymrede Moder"): "Der ligger du en kiøn! | Tilpas, du fik din velfortiente Løn"; Baggesen 1785 ("Jeppe"): "Nu sidder du en kiøn! din Hanrei!"; Oehlenschläger 1805 ("Aladdin"): "Nu staaer han der en Kiøn" [efter Dahlerups Ordbpgssamlinger].

Side 275 Linje 14:

Vink, der Ug Stjernen os vor Skjæbne spaae] ligesom i "Dandserinden" (nærvær. Udgaves 1ste Binds Side 23 Linje 13) hentyder P.-M. her til den gamle Tro paa Stjærnernes Indflydelse paa Menneskets Skæbne, en Indflydelse, man kunde forudse ved at iagttage deres Stilling til hverandre i Menneskets Fødselsstund. Han tager denne gamle Tro symbolsk og poetisk (se de følgende Vers).

Side 275 Linje 36:

ætherlette] Æther kaldes det Stof, som fylder Verdensrummet.

Side 276 Linje 27:

Satisfaction] (latin) "Æresoprejsning" (ved Duel). Om Dueller se Anm. til 1ste Binds Side 69 Linje 8.

Side 277 Linje 5:

otte Skilling, som han havde krævet] sml. Anm. til Side 195 Linje 21.

Side 277 Linje 22:

Haandgevær] som det fremgaar af Side 276 Linje 31, 605 menes der her: Pistol; Ordet bruges baade om Haandskydevaaben og om blanke Vaaben (Sabel, Kaarde).

Side 277 Linje 37-38]

den blodrøde Morgenhimmel minder ham om, at det er Lørdag Morgen, den Dag, der skal se hans eget Blod flyde.

Side 279 Linje 23:

Secundanten] efter Reglerne skulde naturligvis ogsaa Adam have en Sekundant, men det hele er jo kun en Spøg fra Baronessens Side, og derfor er Arrangementet uvirkeligt.

Side 279 Linje 28:

Gigant] (græsk) "Kæmpe".

Side 280 Linje 32:

admirable] (latin) "beundringsværdige".

Side 280 Linje 34:

Harcelering] (fransk) "Drilleri".

Side 281 Linje 33:

Dagens Kjerte] d.v.s. Solen (se Anm. til 1ste Binds Side 23 Linje 2).

Side 281 Linje 39:

Stenter] Overgange over et Gærde.

Side 282 Linje 15:

to sikkre Damer]sikker vel omtrent = bestemt, som vêd hvad man vil og sætter det igennem.

Side 282 Linie 25:

Sanssouci] (fransk) "Sorgenfri"; Navn paa et Slot i Potsdam ved Berlin, Yndlingsopholdssted for Kong Frederik den store af Preussen († 1786).

Side 283 Linje 21:

Undine] i middelalderlig Folketro Navn paa de kvindelige Vandaander. - Æventyret om hende, som her fortælles, er sikkert den tyske Romantiker La Motte Fouqué's yndefulde lille Fortælling "Undine". [H. C. Andersens Eventyr "Den lille Havfrue" (1837) er en Slags Variant af dette Eventyr.]

Side 284 Linje 25:

han hjemad gik sit Skud] d.v.s. gik sin Gang, sin Vej; ligesaa Side 358 Linje 17, Side 395 Linje 33 o. fl. Sk; sml. Baggesen 1807 ("Ridder Ro og Ridder Rap"): "Da Brylluppet stod, gik den Ridder sit Skud | Til Brudegemakket, og sov hos min Brud!"; Grundtvig 1812 ("Mester Ole Vind"): "For Felix vel Sanct Povel kom | At stande mange Gange, | Men hed det: Kydskhed, Lov og Dom, | Saa blev vor Felix bange, | Saa hed det: gaa du kun dit Skud! | Jeg har saa travlt, du skal faae Bud, | Naar jeg faaer bedre Stunder".

Side 284 Linje 35:

Phaethon'en] (græsk) en høj og let, aaben Vogn med Skærm over.

Side 285 Linje 13:

i daglig Orden] d.v.s. i Slaabrok, som det fremgaar af Side 287 Linje 34.

Side 286 Linje 19:

idealsk] Former som idealsk og genialsk var ret alm. i det 18de Aarh., paa P.-M.'s Tid faldt de vistnok gammeldags.

Side 286 Linje 26:

Skjæbnen, der er blind, af hedensk Art] blandt de forskellige Fremstillinger af Lykkegudinden (Fortuna) i den græsk-romerske Mytologi var ogsaa den, at hun skildredes kørende blind paa en Vogn, trukket af blinde Heste.

Side 286 Linje 31-40]

atter Hentydning til den Hegelske Filosofi.

Side 288 Linje 16:

Pro og Contra] (latin) "for og imod".

Side 288 Linje 22 - Side 293 Linje 40]

med denne saare levende og i alle Enkeltheder naturtro Skildring af et Høstgilde kan sammenlignes lignende Skildringer hos Blicher 1836 ("Fjorten Dage i Jylland") og 1840 ("Høstferierne").

Side 288 Linje 24:

Clar'netter og forstemte Fioliner]Klarinetter er Blæseinstrumenter af Træ, alm. ved Bøndergilder. Anton Nielsen fortæller (Landsbyliv i Trediverne, Side 69): "Musikken var allevegne meget tarvelig. Ved Barselgilder og Ungdomsgilder var der kun 1 Violin, ved større Bryllupper var der to. De spillede da begge unisont, det hørte til Sjældenhederne, at den ene kunde sekondere, og hvis han kunde det, var det altid efter Gehør, thi det var næsten uhørt, at nogen Spillemand kjendte Noder. Der var heller aldrig nogen, der kunde blæse paa Horn; den eneste Blæsemusik, man kjendte, var Klarinetspil".

606

Side 289 Linje 12:

Polskdands] en gammel, som Navnet siger, opr. fra Polen stammende Dans, der for en 50 Aar siden var meget alm. ved Bøndergilder. Den skildres af Blicher 1836 ("Fjorten Dage i Jylland"): "Den dandses almindelig kun af eet eller to Par ad Gangen, er voldsom og vild: trampende, springende drager eller snarere slæber Dandseren sin Meddandserinde efter sig i hurtige og snevre Kredse, slipper hende et Øjeblik, klasker i Hænderne, griber hende atter og snoer hende omkring i stormende Hvirvler". H. F. Feilberg skriver (Dansk Bondeliv I 299-300): "Polskdansen gik, nej, gik forslaar slet ikke, den snurrede, larmede, hvirvlede, suste hen over Gulvet, først til den ene Side, et vældigt Stamp i Gulvet, et Hug, et Slag i Bjælken, saa Støvet dryssede ned, saa til den anden Side, rundt, saa Kvindernes Skjørter stod ud som en Fane, og man kunde ikke følge Føddernes raske Trin paa Gulvet; et nyt Stamp, en ny Hujen, et nyt dundrende Slag i Bjælken, Par fulgte paa Par, Dans paa Dans, indtil Musikanterne ikke længere kunde holde ud ... Kvinderne lagde deres Hænder paa Meddansernes Skuldre, og Karlene tog dem med begge Hænder om Livet, alt efter den gamle Skik" (sml. Side 290 Linje 3-4).

Side 289 Linje 18:

nys er kommen i Qvarter i Veile] der laa ikke nogen Garnison i Vejle.

Side 289 Linje 22:

Med Skæg og Sporer] Knevelsbart bares dengang kun af Officerer.

Side 290 Linje 5:

Huldre]Huldren spiller i norsk Folketro omtrent samme Rolle som Ellepigen i dansk. Hun ser ud som en skøn Kvinde, men har en lang Kohale, som hun dog omhyggeligt kan skjule. Hun finder megen Behag i unge og smukke Mænd, med hvem hun gærne vil danse. Den, som har indladt sig med en Huldre, kan vanskeligt blive hende kvit; ofte lokker hun de forelskede unge Mænd med sig ind i Fjældene. (A. Faye, Norske Folkesagn, 2. Udg. 1844, Side 36-38; sml. Welhavens Digt "Huldren" i "Nyere Digte" 1845.)

Side 290 Linje 12:

Molinask] en gammel Dans, af noget lignende Art og Beskaffenhed som Polskdansen. Blicher omtaler den 1834 ("Juleferierne") som en ogsaa i Borgerkredse velkendt Selskabsdans ("det var en almindelig Mening blandt alle Stadens unge Damer, at det aldrig havde den rigtige Art med Figaro og Molinasco, naar Rektoren ikke førte dem op"), Bournonville indlægger den 1871 som Bondedans i sin Ballet "Livjægerne paa Amager", og 1886 meddeles i "Skattegraveren" (1886, I 161), at Molinask i Fyen er Navn paa den "jyske Polonaise" d.v.s. Polskdansen (smstds. meddeles Melodien).

Side 290 Linje 12:

Riil] en gammel Bondedans, der endnu er i Brug. Den beskrives saaledes af Molbech 1841 (Dansk Dialect-Lexikon, Side 446): "Den dandses altid af tre Personer, et Mandfolk og to Fruentimre, som først alle tre svinge rundt et Par Gange, og derpaa stille sig i Linie, et Par Skridt fra hinanden, Dandseren imellem begge Fruentimmerne, saaledes at han vender Ansigtet mod den ene og Ryggen mod den anden. Denne sidste holder sig rolig, imedens Dandseren med det andet Fruentimmer bevæger sig, omtrent paa samme Sted, med et eget Slags hoppende Trin lige for hinanden. Naar dette har varet et Par Tacter, vender han sig om mod det andet dandsende Fruentimmer, og gientager med hende de samme Trin. Derpaa giøre alle tre nogle raske Svingninger i en Kiæde, som ender med, at et af Fruentimmerne kommer i Midten. De hoppende Trin gientages, og afløses af Svingningen, efter at man har skiftet Plads, og dermed afvexles saalænge man vil vedblive Dandsen. Til Slutning klapper Dandseren i Hænderne, og alle tre svinge rundt, Haand i Haand, som ved Begyndelsen. Musiken er, ligesom Dandsen, eensformig, men udføres i et livfuldt og hurtigt Tempo".

Side 290 Linje 22-24]

Hentydning til Wessels "Kærlighed uden Strømper" (1771), hvor Grethe er Heltinden, Johan (Hans) er Helten og Grethes udkaarne Elsker, Mads Rivalen og den forsmaaede Elsker. Men tillige er 607 Grethe, Hans og Mads meget alm. Bondenavne; paa Tysk er "Hans und Grethe" slet og ret = Bondekarl og Bondepige (E. Gigas i Dania II 290-91).

Side 290 Linje 28:

der hanset blev og madset] selvlavede Ord (sml. Anm. til 1ste Binds Side 32 Linje 32) for at betegne, at man spadsede frit og drøjt.

Side 291 Linje 25:

Hvem gjælder Deres Hans, Hr. Kammerjunker!] Navnet Hans har, som allerede bemærket i Anm. til 1ste Binds Side 32 Linje 36, fra gammel Tid saavel i Dansk som i andre Sprog (Tysk, Fransk, Engelsk o. s. v.) haft en ringeagtende Bibetydning af noget dumt og naragtigt. Talemaaden at kalde ên Mads (d.v.s. et Fjols) har maaske tidligere lydt: at kalde ên Hans [sml. Holberg 1725 ("Ulysses von Ithacia"): "Om nogen Tydsk Comoedie | Her i Broelegger-Stræde | Man bedre mig kand lade see, | Vil jeg Johannes hede"]; Holbergs Komedie "Erasmus Montanus", der skildrer en naragtig, dumt opblæst Bondestudent, hed oprindelig "Johannes Montanus eller Hans Berg"; i Vendsyssel siger man endnu (Feilberg, Jysk Ordbog I 553): no, do Hans = naa, din Klodrian,

Side 291 Linje 29:

spruder Funker] d.v.s. gnistrer; ligesaa Side 297 Linje 11: Øiet spruded Elskovsfunker.

Side 291 Linje 30:

slaaer os reent i Mask] vel omtrent = slaaer os til Svineføde (Mask er Maltaffald, der bruges til Føde for Svin).

Side 292 Linje 16:

Korsklæd']Korsklædet er en Del af det gammeldags Hovedtøj for Bønderkvinder, som nu næsten er forsvundet. Hovedtøjet bestod af: 1) Korsklædet med kruset Linning, dækkende Forhovedet; 2) en Fløjels Hue, dækkende Baghovedet; 3) et Stykke fint Lærred fæstet til Huen til at binde om Hagen.

Side 292 Linje 36:

Tidens Tegn] d.v.s. Stjernerne.

Side 292 Linje 40:

den store Runddands] som man ser, bestaar den af mange forskellige Afdelinger. Nogle af disse vil som Enkeltlege være vel bekendte (det gælder Side 293 Linje 17: sidde paa Forundringsstolen, Linje 18: Blindebuk, Linje 24: Springen Buk); andre derimod kan Udgiveren intet nærmere oplyse om (det gælder de Side 293 Linje 20-21 nævnte), Resten vil blive omtalt hver paa sit Sted.

Side 293 Linje 16:

Træskodands] "danser karle og piger i byens dansesal med træsko på til sang søndag før "nyårsgaverne" bliver uddelt" (Feilberg, Jysk Ordbog III 880).

Side 293 Linje 22:

Molevit] en Dans, der udføres af to Personer (her for Spøg af ên); Ordet er fordrejet af fransk Menuet. Blicher omtaler 1836 denne Dans i sin Novelle "Fjorten Dage i Jylland": "Det var den plumpe Forvalter, der sparkede ud i en Menuet. Han" holdt begge Hænderne i Buxelommerne - kastede Hovedet idelig tilbage, hvorved en lille Pidsk, bunden noget tilvenstre, snart smuttede under Kjolekraven, snart pippede op med Enden - de gulkravede Ben kastede han kraftigt ud til Siderne, saa de tvende massive Ubrkjæder slyngedes og klingrede mod hverandre; og naar han skred forbi sin Dame, brystede han sig end mere og udstødte hint kalkunske Prust, der saa levende mindede om den befjedrede Konsistorialraads sultaniske Kjærlighedserklæringer".

Side 293 Linje 23:

Saa snurredes der Kyllinger som gale] alm. udbredt Leg, nu vel mest Børneleg. Den leges paa følgende Maade: "Høgen" sidder og skraber i Jorden, og "Hønen" efterfulgt af "Kyllingerne" løber rundt om den, medens alle synger: Jeg snurrer mine Kyllinger to, tre Gange rundt, for en Høg, for en Gøg, for en Kuk-kuk-kuk! Derpaa standser Hønen foran Høgen og spørger: Hvad sidder du der og skraber efter? - Efter en gammel rusten Synaal. - Hvad skal du bruge den til? - Til at lappe min Kedel med. - Hvad skal du bruge den Kedel til? - Til at koge Kyllinger i. - Hvor vil du faa dem fra? - Fra dig. - Det skal vi nappes om. - Høgen søger nu 608 at fange en af Kyllingerne, som alle maa passe at holde sig bag Hønen i en lang Række (Anna Erslev, Illustr. Legebog I 115).

Side 293 Linje 25:

Piaseer] Morskab, Fornøjelse; fordrejet af Fransk plaisier; tilhører det lavere Sprog.

Side 293 Linje 30:

en holsteensk Vals] en dengang overmaade almindelig Dans. "Man staaer som i Galopade. Man træder frem med den forreste Fod i 2den Position, derpaa trækkes den bageste i 3die, og atter den forreste frem i 2den i det man vender sig en halv Gang med Damen; derpaa det samme til den anden Side og saa fremdeles; man kan i denne ogsaa valze til den forkerte Side" (J. G. Lund, Terpsichore, 3dje Oplag (1833), Side 18-19).

Side 294 Linje 35:

sin forlorne Penning] Luk. 15, 8-10.

Side 295 Linje 32:

i Actionen] d.v.s. i Spillet.

Side 295 Linje 40:

"Bollen over Evne"] om der hermed sigtes til noget bestemt, vêd Udgiveren ikke.

Side 296 Linje 3:

Stodderkongen] eller Stodderfogden var en (nu forsvundet) kommunal Embedsmand, der havde Opsyn med de fattige; han skulde enten udvise dem af Kommunen eller sætte dem i Arbejde. [Sml. Blichers Novelle "Stodderkongen" fra 1844.]

Side 297 Linje 32:

Iversygen] Skinsyge, Jalousi; Laaneord fra Tysk, nu forsvundet, men dengang ret alm.; sml. Ingemann 1836 ("Dronning Margrethe"): "Svensken trykker Dansken i Haand, | Og trofast Nordmanden nikker. | I venligt mængede Folkeaand | Iversygen dog stikker"; Goldschmidt 1853 ("Hjemløs"): "Ogsaa imod Kunstnerne ivrede han, skildrede deres indbyrdes Misundelse, Falskhed og Iversyge",

Side 299 Linje 3:

som hos Pharao det gik Moses] 2 Moseb. 7, 8-25.

Side 299 Linje 12:

Det første Bogstav, som jo er et E] Baronesse Milles Døbenavn er jo Emilie,

Side 300 Linje 34:

At faae sin Mads berettet og vendt om] d.v.s. faa ham givet Alterens Sakramente og faa ham tildelt Syndsforladelsen; Hentydning til Baggesens komiske Fortælling "Kallundborgs Krønike" (1786), hvor det hedder:

Den Tyv, som stial Herr Nielses Hest,
Blev greben sidste Mortensfest,
Og bragt paa Stand for Magistraten,
Som arresterede Krabaten.
Man kneb ham med saa megen Fynd,
At han tilsidst tilstod sin Synd,
Blev foresiunget, forelæst,
Af den sagtmodige Niels Præst,
Og siden paa en Sluffe slængt,
Kiørt ud, vendt om, berettet, hængt;
Men som man snart vil mærke det,
Altsammen overmaade slet.

Side 302 Linje 33:

Endymion] i den græsk-romerske Mytologi Maanegudindens (Lunas) Elsker. (Hovedperson i P.-M.'s Digt "Venus".)

Side 304 Linje 21:

Gjøren Jav] Fjaseri, Fjasen; endnu brugeligt, sml. Schandorph 1880 ("Smaafolk"): "Pigen gik ud; Mursvenden sendte et Kys paa Fingeren efter hende, hvad der bragte Fru Kringelberg til at gjøre Front imod ham: Saa holder Du oven i Kjøbet Jav med min Pige, raabte hun. Gaa dog din Vej!"

Side 304 Linje 23:

Dig, Mille, vil i Stuen ind jeg spærre] i hans Forbitrelse kommer Minder op i ham om, hvordan Fortidens Adelsmænd bar sig ad overfor ulydige Døtre.

Side 304 Linje 29:

lamenterende] (latin) "klynkende, grædende".

Side 305 Linje 11-12:

Navnet \ Er nok saa godt som Brockdorff eller Juel] velkendte fyenske Adelsslægter paa P.-M.'s Tid; den holstenske Adelsslægt 609Brockdorff kom i det 17de Aarh. ved Giftermaal i Besiddelse af Baroniet Schelenborg nord for P.-M.'s Fødeby Kerteminde, men uddøde paa Sværdsiden 1784 med Baron Schack-Brockdorff, hvis Datterdatter, Baronesse Sophie Frederikke Stieglitz-Brockdorff, bragte Schelenborg til Juel'erne paa Taasinge (Admiral Niels Juels Efterkommere), idet hun ægtede Kammerherre Carl Juel († 1859), som 1812 ophøjedes til Baron Juel-Brockdorff.

Side 305 Linje 27:

Vexeldrift] det Agerdyrkningssystem, hvorefter Markerne dyrkes hvert andet Aar med langstraaet Sæd (Rug, Hvede, Byg o. lign.), hvert andet Aar med rensende Sædarter (Kløver, Rodfrugter, Ærter o. lign.), hvorved Jorden giver mere Udbytte. - Vexeldriften stammer fra Slutningen af det 18de Aarh.; den anbefaledes herhjemme varmt af J. C. Drewsen (allerede i et lille Skrift fra 1814), men havde vanskeligt ved at trænge igennem, idet der indvendtes mod den, at den krævede for meget Arbejde, udfordrede for stor Driftskapital, at de rensende Sædarter formentlig tog Jordens Kraft o. s. v. Trediverne og Fyrrerne igennem førtes der en livlig Debat om denne Agerdyrkningsmaades Hensigtsmæssighed eller Uhensigtsmæssighed; Forsvarere fandt den f. Ex. i Provst J. B. Krarup (Den landæconomiske Skoleven 1837), Sognepræst J. C. Jensen (Anviisning til et velindrettet Landbrug for Bondestanden 1842) og Gaardejer Jens Nielsen, senere Folketingsmand (Til Anbefaling for Vexeldrift, Sommerstaldfodring og Mergling 1845).

Side 305 Linje 32:

Hof- Jagt- og Ride-Junkeri-Patentet] Hofjunkere, Jagtjunkere og Ridejunkere var de laveste Grader indenfor den kgl. Hofetat.

Side 308 Linje 7:

Portefeuillen] (fransk) Tegnebogen.

Side 310 Linje 3:

Philister] i Betydning "Spidsborger", "Menneske med lav og materiel Tænkemaade" tilhører Studentersproget og indkom i Dansk som Laaneord fra Tysk omkring ved Aar 1800, men var særlig almindeligt i Fyrrerne, da det betegnede Studenternes aandelige Modsætning: de satte, snusfornuftige Borgere (se Plougs Studentersange og Hostrups Komedier). [Ordets Oprindelse er uvis.]

Side 311 Linje 11:

Tanden holdt for Tungen]at holde Tand for Tunge betyder "at være stille, være tavs".

Side 311 Linje 38:

bar mod hiin ei denne Tale Vand] d.v.s. kunde ikke maale sig med den.

Side 315 Linje 2-3:

Selv under Sengen søgte han sin Brud: \ Men der han fandt dog noget ganske Andet] i disse Linjer finder Georg Brandes (Saml. Skrifter II 196, Noten) Laan fra Byrons "Don Juan" (1819), hvor det i 1ste Sangs 144de Strofe hedder (Holger Drachmanns Oversættelse):

"Og under Sengen stak de deres Ho'ede,
Og fandt - i Tavshed forbigaar vi Tingen".

Side 316 Linje 2:

Vesterport] laa for Enden af Frederiksberggade.

Side 316 Linje 11:

mens de foran Vagten holde maatte] lige indenfor Porten laa et Vagthus; til den vagthavende Underofficer skulde hver Postillon afgive en Liste over sine Passagerer; denne Liste blev i Frederik VI's Tid hver Aften tilligemed Portnøglen bragt op til Slottet, for at Kongen kunde kontrollere, hvilke Rejsende Dagen havde bragt til Byen.

Side 316 Linje 14:

Characteer] "Stilling, Rang".

Side 316 Linje 36:

Vester-Sti] Udgiveren har ikke fundet denne Sti paa de Kort over København, han har set; men det synes, som om det er Navn paa Stien langs Søen (St. Jørgenssø?) paa Vesterbrosiden.

Side 317 Linje 11:

Mandarinen] det europæiske Navn paa en kinesisk Embedsmand (sml. Anm. til 1ste Binds Side 180 Linje 37).

Side 318 Linje 24:

i vort Paradiis der kom en Slange] 1 Moseb. 3.

Side 318 Linje 31:

Opslag] i Betydning Ophævelse af en Forlovelse er ligesom det dertil svarende Udsagnsord at opslaa (nu: slaa op) ikke 610 ualm. i ældre Dansk og bruges ogsaa andet Steds hos P.-M., f. Ex. i "Ivar Lykkes Historie" (II, 1869): "Kan Deres Naade sige mig, hvorfor der skal være saameget Sørgeligt i Verden? Altid hører man om Ulykker, om Skilsmisser og Opslag mellem Forlovede".

Side 319 Linje 40:

Hos dig er ei der Skygge af Omskiftelse] sml. Jak. l, 17.

Side 321 Linje 14:

Synthese] derved forstaas i Modsætning til Analyse (Side 320 Linje 36): Forbindelsen af det mangfoldige til Enhed.

Side 324 Linje 2:

klunker] forslaar; daglig Tale, spottende.

Side 324 Linje 16:

Erectionspatentet] det Dokument, hvorved et Len eller Stamhus oprettes, og som navnlig indeholder Bestemmelser om den Orden, hvori de arveberettigede Personer efter hverandre skal tiltræde Besiddelsen.

Side 325 Linje 10:

Demosthenes] berømt græsk Taler og Statsmand, † 322 f. Kr.

Side 325 Linje 11:

Cicero] se Anm. til Side 47 Linje 3: var ogsaa og navnlig berømt som Taler.

Side 325 Linje 12:

Qvinctilianus, Mesteren for Talen]Qvinctilian er en romersk Veltalenhedslærer († ca. 95 e. Kr.), der har skrevet et stort Værk "Om Talerens Uddannelse", hvori Cicero opstilles som Stilmønster; dette Værk har været en Haandbog i Veltalenhed til lige ned mod vor Tid. - Veltalenheden spillede en stor Rolle i Oldtiden, ikke alene i Retslivet, men nok saa meget i det politiske Liv.

Side 326 Linje 26:

Rhetoriken] (græsk) "Talekunst, Veltalenhedslære".

Side 326 Linje 28:

intet Nutidsmønster] f. Ex. Orla Lehmann, en af det liberale Partis mest fremtrædende Førere og berømt for sin glimrende Veltalenhed, som han havde givet Prøve paa ved sin Tale paa Falster 1841, sit Forsvar for Højesteret 1842 og sin Tale paa Skamlingsbanken 1844.

Side 326 Linje 32:

Den Plan, han her at gjennemføre mener] gennem Homos Plan, der gaar ud paa gennem Stiftelsen af en Forening ved Ordets Magt at vække Folket til Daad og Handling, spotter P.-M. Tidens Hang til at danne Foreninger til et eller andet Formaals Fremme og holde Taler deri, noget, der virkede frastødende paa Slægtspræget i ham (sml. Indledningen i nærvær. Udgaves 1ste Bind, Side 22). Denne Tendens hos Tiden til at danne Foreninger var en Frugt af Liberalismen, og det var for en Del netop gennem dem, at de ny Tanker paa det politiske og sociale Livs Omraade under Enevælden fandt Udbredelse. Fra Midten af Trediverne til ind i Fyrrerne fremstod den ene Forening efter den anden, saaledes 1835 Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug, 1835 Læseforeningen (sml. Anm. til Side 213 Linje 4), 1838 Industriforeningen, 1839 Dansk Samfund (stiftet af Fr. Barfod; havde til Hensigt at virke for Fædreland og Folkeliv ved Foredrag, Sang og Diskussion), 1843 Det skandinaviske Selskab, 1843 Maadeholdsforeningen (sml. Anm. til Side 350 Linje 37), 1843 Syvstjernen (for den danske Sag i Sønderjylland), 1846 Bondevennernes Selskab, 1847 Haandværkdannelsesforeningen (Forening for almengavnlig Oplysnings og Forædlings Udbredelse blandt Haandværksstanden) o. s. v. - foruden en Mængde Foreninger til snævrere filantropiske, videnskabelige og kunstneriske Formaals Fremme.

Side 327 Linje 9:

Chimære] (græsk) "Hjernespind, Drømmeri".

Side 327 Linje 18:

Practicus] d.v.s. en erfaren Mand.

Side 327 Linje 19:

ivrig liberal] det liberale Parti havde dannet sig i Midten af Trediverne; det talte navnlig Embedsklassen og den akademiske Stand blandt sine Tilhængere.

Side 327 Linje 19:

varm i Hætten] d.v.s. ivrig, energisk; lignende Vending i "Luftskipperen og Atheisten" (nærvær. Udgaves 3dje Bind Side 10 Linje 23): "ilter i Kalotten"; sml. Udtryk som "tosset i Hætten" [Carl Bagger 1835 ("Min 611 Broders Levnet"): "Ved sit Tab blev han tosset i Hætten"], "gal i Huen", "skør i Kalotten", "arrig i Kabudsen", "gal i Parykken", o. s. v.

Side 327 Linje 24:

Cicisbeo] (italiensk) egl. "en Læsper, Hvisker", kaldtes i Italien en fortrolig Husven, der fulgte den gifte Dame i Selskaber, Teatret, paa Spasereture o. s. v. i Stedet for Manden, der udenfor Huset kun var lidet sammen med Konen (nu gaaet af Brug).

Side 327 Linje 35:

capeert] (latin) "fattet, begrebet".

Side 327 Linje 38:

stimuleert] (latin) "tilskyndet".

Side 328 Linje 26-27:

Laugsinteressenter og frie \ Professionister] d.v.s. Lavsmestre og Frimestre. Om Lavene se Anm. til Side 95 Linje 6-7. Frimester kaldtes den Haandværker, som, ganske vist med betydelige Indskrænkninger (han maatte saaledes ikke holde Svende, men maatte kun benytte sig af sin egen Husstand d.v.s. Kone og Børn), havde faaet Ret til at drive et ellers lavsbundet Haandværk uden at være optaget i vedkommende Lav. Frihandelsfolkene begunstigede Frimestrene, og i den 1838 oprettede Industriforening havde Oppositionen mod Lavstvangen sit Sæde.

Side 330 Linje 5-6:

vil Folket subskribere \ Paa Æressøilen for sin store Mand] Jensen er i sin Begejstring noget højt oppe, men han er i sin Trang til at give sin Beundring et synligt Udtryk ganske i Overensstemmelse med det Parti, han tilhører. Af det liberale Partis Førere modtog saaledes Algreen-Ussing 1839 en stor Guldpokal fra 1250 " erkjendtlige og beundrende Medborgere", og 1842 modtog Orla Lehmann i Anledning af den ham overgaaede Højesteretsdom ikke alene fra Borgere og Bønder paa Falster en prægtig Gulddaase smykket med et emailleret Landskab omgivet af 6 kostbare Diamanter, men hans Billede hang i enhver Boghandlers Udhængskab og hans Buste stod i enhver Gibsers Vindue.

Side 330 Linje 14:

Reunion française] d.v.s. Fransk Forening; en saadan Forening fandtes i København i Slutningen af det 18de Aarh.; hvorvidt den existerede endnu i Fyrrerne, eller hvorvidt der da fandtes andre Foreninger af Franskinteresserede, har Udgiveren ikke kunnet finde noget om,

Side 331 Linje 19:

Bettine] opkaldt efter Fruens ene Ideal: Bettina v. Arnim (Anm. til Side 272 Linje 29).

Side 331 Linje 20:

Julie] Kæleform for Julie.

Side 331 Linje 26-28]

om Barbenethed som Kur for kirtelsvage Børn og som ny Mode i Fyrrerne har Udgiveren ikke kunnet finde yderligere Oplysninger.

Side 331 Linje 38:

Kniks for Mester Fix!]Udtrykket Mester Fix forklares i Mathias Moths († 1719) store haandskrevne danske Ordbog som betegnende dels "en, der vil vide alt bedre end andre og forstaar dog intet", dels "Bøddelen". Ordet brugtes dog meget tidligt ogsaa i overført Betydning = "Skælm, Lurendrejer" [sml. Holberg 1724 ("Mascerade"): "Jeronimus (til Henrich). Est du her, Mester Fix?"], og omtrent i denne Betydning bruges det her.

Side 332 Linje 5:

Kalvekryds] almindeligere skrevet Kalvekrøs, kaldtes de krusede Bryststrimler paa Mandskraver eller -skjorter. Fru Lucie Fich fortæller i sine Erindringer (Memoirer og Breve, udg. af Clausen og Rist, X 205): "Den 3. Juni 1819, som vi sad ved Aftensbordet, traadte Weyse ind ad Døren. Han var bedt til Brylluppet, men kom i et jammerligt Humør, i Stedet for at sige God Aften, foer han rundt om Bordet og klagede: "Ak, jeg ulykkelige Kartoffel, jeg kan ikke komme til Bryllup i Morgen, jeg har glemt mit Kalvekrøs hjemme!!!" Han var slet ikke at stille tilfreds, før Moder faldt paa at tilbyde ham, at Mine Neumann strax kunde gaa ud og købe Kammerdug til et nyt Kalvekrøs, og Madam Honum, som just var her, lovede at staa op næste Morgen før Solen og sy det. Saa skulde Mine vadske, stive og stryge det og jeg kruse det. (Man kendte dengang ikke Krusemaskiner). De bedste Krøs blev lagt i overordentlig fine Lag (finere end Maskinerne siden kunde) 612 med en Kniv, medens man trykkede dem fast med udspilede Fingre, Hovedpine gav det ogsaa gerne at sidde og stirre saa uafbrudt paa at Kniven fulgte med Traadene, men jeg havde jo god Øvelse, thi alle Thriges Kraver var forsynede med Krøs".

Side 332 Linje 6:

Just som han tegnet staaer i vor Corsar]Corsaren var Navn paa det Blad, som M. Goldschmidt udgav fra Oktobr. 1840 til Septbr. 1846, men med forskellige lejede "Straamænd" til Redaktører. Det vakte en Opsigt og en Udbredelse som tidligere intet andet dansk Blad. Dette skyldtes mindre Bladets ledende politiske Artikler, hvori ret yderliggaaende socialistiskkommunistiske Ideer forfægtedes, men mest de satiriske Smaaartikler og Billeder, hvori der vittigt rettedes hensynsløse og personlige Angreb paa alt og alle (Søren Kierkegaard f. Ex. var i 1846 en staaende Figur i "Gorsaren"). "Alle - siger Fru Heiberg i sine Erindringer - som ikke vare Gjenstand for disse Angreb, fandt det "uhyre morsomt", indtil de selv kom med, da fandt de det infamt og skandaløst, at en saadan Tone skulde taales". Den tyske Geograf J. G. Kohl († 1878), der 1846 opholdt sig i København og har udgivet en Skildring af sin Rejse i Danmark, finder det som Tysker ganske ufatteligt, at et Blad som dette, "som Intet synes at forskaane for sine Angreb og Stik (den engelske Punch er saagar mindre slem), og som ligefrem nævner alle de Personers Navne, hvem det retter sit Skyts imod", overhovedet har faaet Lov til at bestaa. (Gode Prøver paa "Corsarens" Billeder og Text vil man finde i en Afhandling af P. Munch: Corsaren, i Det ny Aarhundrede, 2 Aarg. I 49-60; Prøver paa Bladets litterære Parodier, i hvilke alskens politiske, litterære og personlige Stikpiller er gemte, finder man i nærvær. Udgaves 1ste Bind Side 540-543 og 547-550.)

Side 332 Linje 36:

satisficeert] d.v.s. tilfreds, fornøjet.

Side 333 Linje 31:

Novellen, som jeg skrev paa] gennem Skildringen af Baronesse Milles litterære Virksomhed har P.-M. skaffet sig Luft for den Uvilje og Antipati for kvindelig Forfattervirksomhed, som han delte med de fleste i Samtiden. Herom bemærker Anton Andersen i sin Bog: Danske Forfatterinder i det nittende Hundredaar, Side 15-16: "Den Vej, danske Forfatterinder har maattet bane, var fra først af ualmindelig brydsom. Deres litterære Arbejder blev ikke baarne frem af en forstaaende Velviljes stærke Strøm og blev ikke modtagne med den saa nødvendige Sympati. Vistnok blev de heller ikke altid dømte efter de samme Humanitetens Love som Mændenes; thi man gik i de fleste Tilfælde til Kvindernes Bøger med forudfattet Antipati. Mændene mente, hvad Fru Gyllembourg træffende har udtrykt, at "det Fruentimmerskriveri duede ikke noget"; og denne Mening har, som saa megen anden Overtro, holdt sig lige ned til vore Dage. Dog er nu et humanere og mere uhildet Syn ved at trænge igennem. Men i Fyrrerne og Halvtredserne, da Kvinderne for Alvor begyndte at optage Arbejdet paa det litterære Felt, hørte der unægtelig Mod til at være dansk Forfatterinde og til i det hele at træde offentlig frem. Det stred saa aldeles imod "det passende", at kraftig Modstand var at vente, og den udeblev ikke. Datidens Forfatterinder maatte værgeløse stille sig blot for alle svøbesvingende Kritici, trodse utrolig bornerte Meninger og med Taalmod finde sig i uforstaaende Recensioner og vitterlig ondsindede Angreb - kort, de maatte give sig til Pris for Spidsborgerligheden. Hvor utaalelige Tilstandene var, fremgaar allerbedst af den ligefrem ængstelige Omhu, hvormed selv en saa udmærket Forfatterinde som Fru Gyllembourg vaagede over sin Anonymitet". - Den Novelle, som Baronesse Mille har skrevet, er tydeligt nok i George Sands Manêr: ligesom sit store Forbillede lader hun (se Side 342 Linje l-8) Handlingen være en Kamp "mellem Pligt og Lyst"; men naar det anføres (se Side 334 Linje l-16), at hun i omfattende Grad og noget vel ugenert benytter levende Model, da synes denne Anke kun i ringe Grad at kunne ramme Datidens danske Forfatterinder, ti Tredivernes og Fyrrernes Skribentinder som Fru Gyllembourg, Frk. 613 Sille Beyer, Frk. Henriette Nielsen kan næppe beskyldes for at have traadt Privatlivets Fred for nær (derimod udkom 1845 en Bog, som udgav sig for at være skrevet af en Dame, men som havde Poul Chievitz til Forfatter: "Nytaarsgave for Forlovede. Saaledes forholder det sig. Original Fortælling af Annette T-", der vakte almindelig Forargelse ved at sætte en i den københavnske Selskabsverden kjendt ung Dame i Forbindelse med Bogens ret vovede Indhold). [Om Datidens Opfattelse af Baronesse Milles Skribentvirksomhed sml. forøvrigt Anm. til Side 267 Linje 26.]

Side 334 Linje 2:

Prometheus] i den græske Mytologi Menneskenes Ven og den menneskelige Kulturs Grundlægger, idet han ranede Ilden fra Guderne og bragte den til Menneskene.

Side 334 Linje 4:

Bekjendtere] Flertal af Bekjendter, den ældre Form for Bekendt; sml. Baggesen 1792 ("Labyrinthen"): "Tre Venner sidde magelig der, hvor to Bekiendtere sidde tilpas og lo Fiender utaalelig slet".

Side 334 Linje 11:

finte] skose, give Snært.

Side 334 Linje 15-24]

lyder i Originaludg. saaledes:

Og naar blot ikke selv jeg her vil røre mig,
Hvad kan man sige da? Hvad vil man gjøre mig?

O De kan troe mig, jeg har været huul!
Jeg blodig snærtet har til alle Sider;
Især en vis Person tilvands jeg rider,
Som vist af Harme vil sig ærgre guul.
Men vær saa arlig! Medens Staklen lider,
Jeg sidder tryg og sikker i mit Skjul
Og siger: Min Novelles Elementer
Naturligviis fra Livet selv jeg henter.

Side 334 Linje 23:

Særker] nu: Særke; en Mængde enstavelses Fælleskønsord, der nu danner deres Flertal paa -e, dannede tidligere Flertal paa -er; dette er foruden Ordet Særk Tilfældet med Ord som Traad, Straf, Negl, Qvist, Hingst, Sump, der endnu i det 19de Aarh.'s 1ste Halvdel alm. i Flertal hed Traader, Straffer, Negler, Qvister, Hingster, Sumper (V. Dahlerup, Det danske Sprogs Historie, Side 105).

Side 335 Linje 16:

Operaen] det er uden Tvivl den italienske Opera, Baronessen agter sig til. I November 1841 var der kommet et italiensk Operaselskab til København og optraadt paa Vesterbros Teater, hvor det havde gjort saa stormende Lykke, at Christian VIII 1842 lod det gamle Hofteater oven over Christiansborg Slot sætte i Stand til det og viste det sin særlige Bevaagenhed. Fru Heiberg siger i sine Erindringer: "Hoffet var fuld af Begejstring for Selskabets Forestillinger, og det blev en Modesag at slutte sig til denne Begeistring, naar man vilde have Ord for at høre til det fine Selskab, og hvem vilde ikke høre hertil? Hoftheatret var propfuldt hver Gang der blev spillet - kort sagt, det var Mode at gaa i Hoftheatret". [At Begejstringen ogsaa strakte sig til det jævnere Borgerskab, der snobbede op ad de fine, ser man af Hostrups "Gjenboerne" fra 1844 (l Akts 1 Scene).]

Side 335 Linje 21:

Huusguderne] Side 336 Linje 17 med deres latinske Navn: Penaterne, i den romerske Mytologi Arnens og Hjemmets Skytsguder.

Side 336 Linje 17:

Penaterne] se foregaaende Anm.

Side 336 Linje 24:

Landets Genius] Landets Skytsaand.

Side 337 Linje 8:

Han tænker paa de Krænkelser, han døied] de følgende Strofer (Linje 9-24) er en Protest mod den dybe Tvivl om det danske Folks og det danske Sprogs Levedygtighed, som Professoren i de nordiske Sprog ved Københavns Universitet N. M. Petersen († 1862) havde ladet komme 614 til Orde dels i Efterskriften til sin Oversættelse af de islandske Sagaer (Historiske Fortællinger om Islændernes Færd hjemme og ude, IV 1844), dels i sin Afhandling "Den nordiske oldtids betydning for nutiden" fra 1845. N. M. Petersen saa i Danmarks politiske Historie Historien om en fortsat Nedgang i Magt og Indflydelse (selv vore Sejre fulgtes af Tab i Landomraade), i vort Aandslivs Historie en stadig Selvopgivelse, idet det hjemlige bestandig fortrængtes af det fremmede, og i Sprogets Historie saa han en fortsat Fortyskning, der var faretruende for hele vor Existens. Overladt til sig selv var Danmark i hans Øjne sin Undergang vis; Redning saa han kun i en energisk aandelig og sproglig Tilslutning til de to andre nordiske Folk paa Grundlag af den fælles gammel-nordiske ("oldnordiske") Litteratur og Sprog. - Denne N. M. Petersens Opfattelse, der var præget af en vis Bitterhed, men fremgaaet af en brændende Fædrelandskærlighed, vakte megen Forargelse og Modstand (se: Brevvexling mellem N. M. Petersen og Carl Säve, udg. af Carl S. Petersen, 1908). P.-M. hørte til hans Modstandere; ved Juletid 1846 skrev han til Professor Hansteen i Norge (Frederik Lange Side 146): "Mange Folk her se Fremtiden i Møde med mørke Øjne og spaa os det Værste; jeg deler ikke disse fortvivlede Anskuelser; thi gjorde jeg det, vilde jeg tabe al Lyst til at virke for en Litteratur, der efter Fleres Mening er viet til Undergang". - Ogsaa den foregaaende Sætning (Side 336 Linje 40) om Landets Genius: "Fostersøn af Syden som af Norden" er utvivlsomt ment som en Protest mod N. M. Petersen, der med en vis fanatisk Hede havde vendt sig mod "Syden", hvor han skildrede Nordens Aand (Genius) i dens Idé: "Nordens egenhed - havde han sagt - er renhed, renhed i sæder og renhed i tænkning; og denne renhed udgår fra en viss dyb stille alvor, en indre ro, en dybsindig grubien. Så fører Nordens natur det med sig. Jorden avler, men den er ikke yppig; den udvikler langsom isblomsten af sit skød, den udskyder ogsaa, ligesom med overlæg, brogede væxter, men ikke hine Sydens mylrende, overgivne, alt overdragende slyngplanter; den er besindig. Og så er nordboen. I hans liv have de stille dyder deres hjem, ikke det pralende overmod. Ærlighed, oprigtighed, trofasthed høre ham til af naturen; falskhed har hjemme i Syden. Blufærdig hed og kyskhed ere den nordiske kvindes naturlige smykke; letfærd og løsagtighed, der i Syden ingenlunde bære disse navne, have kun deres hjem under en glødende himmel og i en overgiven natur. Norden er en Thorvaldsen, Syden en Canova. Den samme simpelhed kommer til syne i Nordboens sprog: hvor simple, hvor enfoldige, hvor ukunstlede ere ikke disse det gamle sprogs sætninger, der ikke have anden hensigt, end at udtrykke tanken; svulst er en ting, som det slet ikke kender. Have vi da ikke ret, når vi til nutiden siger: Bliver fra os med disse Sydens unoder, som vore fædre ikke kendte! Bliver fra os med eders franske sæder, eders tomme galanteri, eders indholdsløse conversation, eders stikkende persiflage, eders uterlige lefleri! Bliver fra os med eders tyske svulst, med denne falske intetsigende ordbram, med denne skvalder af opskruede ord, hvor man længe skal lede, førend man kommer til tanken!"

Side 337 Linje 23:

Ginungagab] i den nordiske Mytologi Navn paa det uhyre Svælg, som allerede, før Jorden blev til, fandtes mellem Taageverdenen (Nivlbejm) i nord og Ildverdenen (Muspelhejm) i syd; her haanende om den nordiske Oldtid i det hele.

Side 337 Linje 24:

Kragemaalet] alm. om "uforstaaelig Tale" [sml. Holberg 1723 ("Den Vægelsindede"): "Torben. Erbe mirbe sirbe saarbe larbe skaarbe naarbe kaarbe forstaar I mig? Iversen. Nej! jeg forstaar icke Krage-Maal"]. - Kendskabet til og Interessen for det gammel-nordiske Sprog ("oldnordisk") var trods Rasks og N. M. Petersens Bestræbelser endnu i Fyrrerne yderst ringe, det havde først 1845 faaet Plads blandt Universitetsfagene (uden dog at blive Examenstag), og det ringeagtedes af Folk med klassisk Dannelse.

615

Side 338 Linje 9:

Disposition og Anlæg har han inde] d.v.s. han vêd, hvordan han vil inddele og lægge sin Tale an.

Side 339 Linje 7:

Blandt hvilket Proselytter vi vil gjøre] d.v.s. hverve Tilhængere.

Side 339 Linje 13:

Gestus] (latin) "Haandbevægelser og Minespil".

Side 339 Linje 17:

Her strøg medeet han Monologens Seil] d.v.s. holdt op med sin Enetale.

Side 341 Linje 18:

rar] her i den ældre, nu forsvundne Betydning "sjælden"; sml. Holberg 1724 ("Barselstuen"): "Det er ikke en liden Post det, Madame! om hun ellers er skikkelig; thi det er saa rart at faae gode Ammer"; Oehlenschläger 1803 ("Sct. Hansaftenspil"): "Det er for Penge at spare | I denne Tid | Da Hestene er rare"; Baggesen 1814 ("Rimbrevpennen"): "...at see mig op at svømme | Mod Strømmen selv, er ikke rart".

Side 341 Linje 19:

Smudsbladenes Forfattere det var] det Angreb, P.-M. i den følgende Skildring, særlig gennem de valgte Navne (Linje 25-32), retter paa Datidens Journalister, beskæftigede naturligvis "Adam Homo"'s Anmældere en Del. Fædrelandets Betragtninger derover findes gengivne i Anm. til Side 267 Linje 26; i Berlingske Tidende udtaler Rud. Varberg sig saaledes: "Naar Forf. ved at omtale Milles literaire Virksomhed, fremfører for os et Selskab af Kritikere, da gaaer han her i sin Skildring udenfor hvad der passer for vore Forhold. Det være nu langt fra mig at forsvare vor sædvanlige Kritik, som unægtelig, enkelte hæderlige Undtagelser fraregnede, er i høieste Grad maadelig, men hvor slet den end er, vil Forf. dog ikke kunne faae noget fornuftigt Menneske til at troe, at hans ved Gjæstebudet afmalede gemene Personer skulde ligne vore Døgnæsthetikere. Forf. har fundet Behag i at udkaste et mangfoldig varieret men ingenlunde tiltrækkende Billede af Tilstande, der ikke findes hos os og heller ikke trods Forfatterens Forsikkringer faae Sandsynligheden for sig. Denne Lyst til at sværte Recensenterne er meget almindelig hos Forfatterne saavel her som andetsteds, den har f. Ex. Ingemann viist i Ole Navnløse og Bulwer i Paul Clifford. Den er ogsaa meget berettiget som et Forsvar mod ugrundede og ubillige Domme, men naar Skildringen flerner sig for langt fra Sandheden og øiensynlig viser sig som mageløs overdreven, hvilket er Tilfældet med Bulwer og Paludan-Müller her, skader den sig selv og har ingen anden Virkning, end man siger: Aa Snak!" - Hvilke Blade P.-M. særligt tænker paa, kan det være vanskeligt nok at sige. Der fandtes i København i Begyndelsen af Trediverne en Smudspresse ("Raketten", "Sandhedsfaklen", "Lynstraalen", "Skærsilden"), som - siger Rubin, Frederik VI's Tid, Side 516 - "vistnok er uden Sidestykke i vor Avislitteratur baade før og siden; hvad disse Aviser indeholdt af Platheder, Personligheder og Bagvadskelser, Alt i et umuligt Sprog, er ikke til at beskrive". Disse Blade existerede imidlertid ikke i Fyrrerne. Fyrrernes Presse som "Dagen", "Figaro", "Flyveposten", "Den Frisindede", "Portefeuillen" o. s. v. kunde i P.-M.'s Øjne være tarvelig nok med Hensyn til Artiklernes indre Værd, men Smudspresse kunde den dog ikke egentlig kaldes; Smudsblad var derimod efter hans Opfattelse ganske sikkert "Corsaren" (Anm. til Side 332 Linje 6), og naar der i Linje 31-32 tales om "disse Ravne, der leve af Nationens bedste Navne", er det slet ikke udelukket, at der med disse Ord netop er tænkt paa dette Blad: Mænd som J. L. Heiberg og Kierkegaard var stadigt Skiver for Bladets Vid i Billeder og Text. Hvordan P.-M. dømte om "Corsarens" Udgiver Goldschmidt, vides ikke; derimod vides det, hvordan han bedømte den Goldschmidt nærstaaende P. L. Møller, hvem man dengang, omend med Urette, tilskrev en Hovedandel i "Corsaren" (sml. Kierkegaards Udtalelse i Fædrelandet 27/12 1845: ubi spiritus, ibi ecclesia [d.v.s. hvor Aanden er, dêr er Kirken]: ubi P. L. Møller, ibi "Corsaren"); og denne hans Dom hidsættes her. "At jeg - skrev han 8/6 1846 til Hansteen i Norge - nærer ligesaa ringe, og maaske endnu ringere, Tanker om denne Person som De, behøver jeg ikke at sige Dem; og 616 det har vist Ingen forundret mere end mig, at vor faderlige Regjering nylig har givet samme Person et toaarigt Reisestipendium til - "videre Uddannelse" som det hedder; thi hernede ansees Fyren for en Art litterær Stimand, der for 5 Rbd. snart hæver Folk til Skyerne og snart giver dem Dolkestødet, alt efter Betalerens Villie. Han skal være en af Hovedarbeiderne i Corsaren, hvilket maaskee kan bidrage til at svække dette Blads Credit i Norge. Forresten har jeg ikke læst hans Gæa og agter heller ikke at gjøre det; thi nutildags maa man øconomisere med den Tid man har tilovers til Læsning, ellers druknede man reent i Døgnets Mudder. Hvad Ondt han kan have sagt om Norge og dets Forfattere er mig derfor ubekjendt, men har han fulgt sin Lyst og sit naturlige Instinct, har han vist ikke lagt Fingrene imellem. At en slig Persons Yttringer iøvrigt skulde kunne indvirke paa Stemningen mellem begge Lande, vilde dog være altfor pudseerligt og i hvert Fald kun afgive Beviis for, at den gode Stemning maatte staae paa yderst svage Fødder. Dog, nok om denne Griis, paa hvem jeg allerede har spildt formange Ord!"

Side 341 Linje 21:

Credentsen] omtrent = Tracteren.

Side 342 Linje 28:

Med gyldne Laurbær sligt et Værk at hædre] Laurbærkranse anvendtes til ned mod det 19de Aarh. som Udmærkelsestegn for Videnskabsmænd og Digtere.

Side 342 Linje 39:

Filets med Reier] der menes vel Fiskefilet med Rejesauce.

Side 342 Linje 40:

Strasburg-Rouletter] der menes vel: Rouletter med indbagt Strasburg-Leverpostej; Udgiveren har ikke fundet denne Ret i Datidens danske, ganske vist mest for "smaa" Husholdninger skrevne Kogebøger.

Side 343 Linje 6:

det hele Cleresi] d.v.s. den hele Hob; foragteligt. [Cleresi egl. "Præstestand".]

Side 343 Linje 32:

Toast] (engelsk; udtales: Tost) "Skaal".

Side 344 Linje 11:

paa Thinge] d.v.s. i Retten. [Efter 1849 betyder det mest: i Rigsdagen.]

Side 344 Linje 22:

Sophisterne] de spidsfindige Ordkløvere. Sophister (egl. "Visdomslærere") kaldte sig i Oldtidens Grækenland de Lærere, som for Betaling underviste i en eller anden Kunst eller Videnskab, særlig Talekunst; ved Siden af adskillige dygtige Mænd fandtes blandt dem flere af tvivlsom Karakter, der optraadte paa markskrigerisk Maade; man beskyldte dem for at lære deres Elever at forsvare selv den sletteste Sag og at gøre sort til hvidt.

Side 345 Linje 20:

en Subskriptionsplan paa sit trykte Mak] Meningen er: han bad hende tegne sig som Subskribent paa det Værk - et Makværk! siger P.-M. -, han havde i Sinde at trykke. Endnu i Fyrrerne var det ikke helt usædvanligt, at en Forhaandssubskription, hvorved Udgiveren (Forlæggeren) kunde holdes nogenlunde skadesløs, maatte til, før en Bog kunde udkomme. Listen med Subskribenternes Navne og Angivelse af, hvor mange Exemplarer hver enkelt havde tegnet sig for, aftryktes da foran i Bogen.

Side 345 Linje 33:

saa fiin] saa høflig.

Side 345 Linje 33:

huul] listig, snedig.

Side 346 Linje 10:

Vægterens Raab: Vogt Lys og Ild] Kl. er altsaa 10, se Anm. til 1ste Binds Side 71 Linje 9.

Side 348 Linje 6:

Mæcener] d.v.s. Beskyttere af Videnskab og Kunst; efter den romerske Ridder Mæcenas († 8 f. Kr.), Kejser Augustus' Ven og Raadgiver, gavmild Velynder af romerske Digtere som Horats († 8 f. Kr.) og Vergil († 19 f. Kr.).

Side 348 Linje 29-30:

en Maskerade, \ Som Homo gi'er det hele Kjøbenhavn] herved følger Homo som sædvanligt Modens Krav. I det københavnske Selskabsliv var der efter Frederik Vl's Død (1839) indtraadt en kendelig Forandring. Den tidligere Tarvelighed i Levemaade og Omgangsformer afløstes under Christian VIII af en vis storstilet Flothed og Elegance. Baller, Maskerader, Koncerter, Udflugter o. s. v. tiltog Aar for Aar, og Kongen, der yndede 617 Pragt og Luxus, gik her i Spidsen, ja beskyldtes endog for med Vilje at have fremelsket Forlystelsessygen for at bortvende Hovedstadspublikummets Interesse fra Politikken. Han gjorde selv paa Christiansborg Slot store Balparêer, hvori alle Stænder deltog, og ved Siden heraf gaves der større Aftenselskaber, med Musik og Sang. - Om Figurerne paa Homos Maskerade og deres Betydning se Anm. til Side 350 Linje 37.

Side 349 Linje 10:

Lig et Amphitheater] d.v.s. i en Halvkreds, trinvis opstigende. [Amphitheater er Navn paa den græsk-romerske Oldtids Teaterbygninger.]

Side 349 Linje 20:

Haabet rosenrødt] saal. først Udg. 1863; de tidligere Udg.: vingesmykt. - Haabet er almindeligvis ikke "rosenrødt", men, som det hedder i den gamle Vise (af Hanna Irgens [† 1853]), "lysegrønt":

Livet er altid skønt,
Haabet er lysegrønt,
Mismod er stedse graa,
Glæden er himmelblaa.

S

de 349 Linje 29: Geheimeraad von Encken] er Type paa Statsmanden fra Christian VIIl's Tid, der holder paa den oplyste Enevælde og Reformerne fra oven, omtrent som Statsminister Anders Sandøe Ørsted, Kongens højre Haand, gjorde det. - Rudolf Varberg siger i Fædrel. om von Encken kort og godt: "en ypperlig Typus".

S

de 349 Linje 31: et Blik, der ei seer godt i Længden] d.v.s. nærsynet.

S

de 349 Linje 32: Glasset] Lorgnetten; ligesaa Side 370 Linje 1; sml. Anm. til 1ste Binds Side 33 Linje 38.

S

de 349 Linje 37: hvilket larmende Parterre] Parterret, der navnlig havde sit Publikum blandt den akademiske Ungdom, var paa P.-M.'s Tid et afgjort uroligt Element i Teatret.

S

de 350 Linje 37: Hvor Maskerne omkring saa lystigt drive] at P.-M. har haft en bestemt Hensigt med de Side 350-363 og Side 369-379 optrædende Maskefigurer, fremgaar af hans egne Ord i Efterskriften til 2den Udgave: "Maskescenen i niende Sang er ordnet noget anderledes end i første Udgave, ligesom en enkelt Maske efter Manuskriptet er ombyttet med en Anden, der bedre svarer til Scenens Hensigt" [Udhævelsen ved Udgiveren], og det erkendtes ogsaa af Samtiden, som naar Rudolf Varberg i sin Anmældelse siger: "Værkets polemisk humoristiske Tendents viser sig især tydelig i Maskeraden, hvor flere kostelige Masker optræde".

S

nspunktet, hvorfra Maskeradescenen i dens Helhed skal ses, faar man gennem Versene Side 379 Linje 30-35 sammenholdt med Slutningslinjerne (Side 379 Linje 1-12) af "Eremitens" stærkt personlige Tale: Livet, som det leves om os, er kun en Maskeradeleg, uden Dybde og uden Alvor, og Menneskene er kun Masker, "grimme, fade" - der er intet reelt Indhold i dem. Gennem Maskeradescenen gøres da "Adam Homo" almengyldig: det er ikke blot det enkelte Menneske, men det er hele Tiden, der er pjaltet og pjattet.

S

ger man nu at analysere de enkelte Figurer, da maa det først bemærkes, at den Orden, hvori de optræder, synes ret tilfældig, ligesom den i de forskellige Udgaver er varierende, saa at man næppe har nogen Støtte i den, i hvert Fald har Udgiveren ikke kunnet se noget Princip i den1). Derimod er * 618 det ikke ganske uden Interesse at se, at den Maske, som P.-M. 1851 udelod, fordi den mindre svarede til Scenens Hensigt, var "Den gamle Neger" (Side 355), og at den Maske, som han erstattede Negeren med, var "Maadeholdsforeningsmedlemmet" (Side 372-373), ti heraf tør det sluttes, at hvad Negeren end skal betyde, Satire af samme Art som de øvrige Figurer er han ikke. - Endvidere maa det bemærkes, at man næppe bør søge for dybsindig Mening i Maskefigurerne og sikkert ikke lægge altfor meget ind i adskillige af de Navne (Vestalinder, Bacchantinder), hvormed de optræder. Dette turde formentlig fremgaa af den Side 374 Linje 25-30 forekommende, ret overfladiske Parallel mellem "Madam Potiphar", der holder fast paa Joseph, saa at han efterlader sit Klædebon, og "Kritikken", der kunde tænkes at gribe fat i Digteren, som i saa Fald vilde efterlade sin lidet værdifulde Laurbærkrans: Fru Potiphar og Kritikken handler jo af væsensforskellige Motiver og kan i Virkeligheden slet ikke paralleliiseres. Som Forbindelsen i dette Tilfælde er rent ydre og ret søgt, saaledes turde det maaske ogsaa forholde sig med Hensyn til Forbindelsen mellem Navne som "Vestalinder" og "Bacchantinder" og de Figurer, der bærer disse Navne: P.-M., der med en vis Forkærlighed bevæger sig i klassiske Vendinger og Billeder, kan godt - spøgende - have givet disse Figurer klassiske Navne uden at have villet antyde andet end en rent ydre Overensstemmelse. - Endelig skal det bemærkes, at det ikke er udelukket, at der i adskillige af Maskefigurerne er Hentydninger til bestemte Personer og Forhold i Samtiden. En Figur som "Kirkegængersken" (Side 369-372) er ganske utvivlsomt grebet lige ud af Livet, og det samme turde være Tilfældet med en Maske som "Dandserinden" (Side 353-355). Det er muligt, at der ved "Skuespilleren" (Side 352-353), som virker ved Ydre og Stemme, er tænkt paa Skuespiller N. P. Nielsen med den raske Fremtræden, den skulderbrede Skikkelse, det mandig-skønne Hoved, det frejdige Blik og den friske Stemme [saaledes skildret af A. Aumont i Dansk biogr. Lexikon XII 260], hvem ogsaa J. L. Heiberg havde haft for Øje 1841 i "En Sjæl efter Døden", og det er tænkeligt, at P.-M. ved "Kritikeren" (Side 360-361) har strejfet sin gamle Modstander P. L. Møller; men sikkert er det ikke, [at den Bog, Kritikeren er i Forlegenhed med, er 1ste Del af "Adam Homo", kan der derimod næppe være Tvivl om]. Overfor adskillige Figurer (f. ex. "Hofnarren", Side 350-352) er det ganske dunkelt, hvorvidt og i hvilken Udstrækning der tages Sigte paa konkrete Forhold; ofte er Satiren vist at opfatte i ret stor Almindelighed.

Blandt Maskefigurerne kan man udsondre to større Grupper: ên, der har et væsentligt litterært-kunstnerisk Præg ("Hofnarren", "Skuespilleren", "Kritikeren", "Troubadouren"), en anden, der tager Sigte paa bestemte Sider af den kvindelige Karakter ("Dandserinden", "Vestalinderne", "Kirkegængersken", "Bacchantinderne"). Nær beslægtede med den første Gruppe er Figurer som "Den gamle Militær" og "Den Nationale", idet ogsaa de mere behandler forskellige Sider af Samfundslivet, end som den anden Gruppe beskæftiger sig psykologisk med Menneskekarakteren. Ejendommeligt for den første Gruppe med de til denne hørende enkeltstaaende Masker er det ogsaa, at Satiren her udløses ved at Figuren bliver stillet Ansigt til Ansigt med en svunden Tid eller med sin Idé, medens dette ikke er Tilfældet med den anden Gruppe: P.-M. har herigennem villet give et Billede af Tidens Dekadence.

Med Hensyn til den her i det følgende givne Tolkning af de enkelte Maskefigurer skal det blot bemærkes, at Udgiveren langtfra overalt er sikker paa at have fundet den ene rette Tydning; en enkelt Maske vêd han overhovedet ikke, hvad han skal gøre ved.

"Hofnarren" (Side 350 Linje 33-Side 352 Linje 21) turde maaske opfattes som Satire over Arten af Nutidens Vid. Skæmt og Vid florerede fordum, den gik af Mode, slog en Tid over i Liderlighed, derefter en Tid i Pietisme, 619 men er nu blot det flade aandløse Vrøvl, som man træffer blandt Lapsene paa vore Gader (Side 352 Linje 23-24).

"Skuespilleren" (Side 352 Linje 30-Side 353 Linje 20) er Satire over Nutidskunstnernes Forhold til Kunsten: i gamle Dage ofrede Skuespilleren sig for Kunsten og hans eneste Opgave var at tolke Digterværkets Indhold, nu derimod ofrer han Kunsten for sin Person og bruger blot Digterværket til at fremhæve sig selv. Som det gaar Skuespilleren, gaar det hans Publikum: det glemmer Værket over Fremstilleren (moderne Skuespillerdyrkelse).

"Dandserinden" (Side 353 Linje 29-Side 355 Linje 8) er Satire over de Kvinder, der uden Alvor kun lever i Nuet, for hvem Livet kun er Leg, Nydelse; selv i Døden vil de feteres (det er de "Døgnets Flaner", som P.-M. protesterer imod i Digtet "Fremtidsmaalet" [nærvær. Udgaves 3dje Bind]).

"Negeren" (Side 355 Linje 17-Side 356 Linje 20) falder (se ovf.) udenfor den egentlige Nutidssatire; men hvad Meningen er med ham, er Udgiveren ikke klar over. [Hr. Skoleinspektør, cand. mag. P. Langballe har foreslaaet Udgiveren følgende Forklaring: "Digtet om Negeren falder ganske udenfor Sammenhængen. Dersom man læser det alene, vil man næppe finde nogen anden Grundtanke deri end den, at naar man evig og altid higer mod det, som ifølge ens Natur er uopnaaeligt, lider man en Skuffelse. - Naar P.-M. overhovedet indlader sig paa en saa triviel Tankegang, synes den Betragtning mig at ligge nær, at der har været et personligt Udgangspunkt: en erotisk Skuffelse. "Negeren" skulde i saa Fald være P.-M. selv, der aldrig kan blive saa klog at holde sig fra "det hvide", særlig fra "den hvide Pige", og som kun finder en fattig Trøst i den Tanke, at han gennem Digtning (d.v.s. P.-M.'s egen Digtning) kan komme paa den elskedes Læber. - Skulde denne Gætning være rigtig, maatte Digtet stamme fra et Øjebliks bitre Stemninger, maaske snarest fra hans erotisk bevægede Tid før Giftermaalet i 1838. Under Arbejdet paa Maskeradescenen i "Adam Homo" er det faldet ham ind, at en skuffet Neger godt kunde passe i Selskabet, og han har da indsat det allerede færdige Digt; senere har han fundet, at det dog ikke passede i Sammenhængen og udeladt det, for endelig i en senere Udgave atter at forbarme sig over det."]

"Vestalinderne" (Side 356 Linje 29-Side 358 Linje 4) er Satire over de Kvinder, der skyer Ægteskabet paa Grund af dets Pligter og foretrækker selskabelig Pjatten med Mandfolk (ogsaa de hører til "Døgnets Flaner, rendt fra Bog og Naal" i "Fremtidsmaalet").

"Den gamle Militær" (Side 358 Linje'13-Side 359 Linje 36) udtrykker Digterens Lede ved Tidens "Legen Soldat", der er et nyt Udslag af dens Mangel paa Alvor og Dybde, og hans Lede ved Pennefejder, der er den eneste Form for Krig og Daad man har nu til Dags. P.-M. hørte til dem, der i Krigen saa et af de store Opdragelsesmidler for Menneskeslægten; dette fremgaar af et Brev til Hansteen, der ligesom afgiver Baggrunden for den Stemning, der skabte "Den gamle Militær". "Krig - skriver han (Frederik Lange Side 146) - er et af Forsynets store Opdragelsesmidler og paa denne syndige Jord ligesaa nødvendig som Torden og Lynild. Krigens Goder opveje langt dens Onder, og lykkedes det først at gøre en Krig til en Umulighed, da vilde Lucifer have vundet Spil og snart forvandle Fredens Pauluner til peststinkende Opholdssteder" [herefter fortsætter Lange: ved Krigens Begyndelse (i 1848) nærede Paludan-Müller Tanken om - trods sin fremrykkede Alder - at stille sig selv til Tjeneste og gik en Tid lang til Vaabenøvelser paa Nørrefælled; men det blev dog ved Tanken].

"Kritikeren" (Side 360 Linje l-Side 361 Linje 32) er Satire over Nutidens Kritik, hvis svigtende Evne til at forstaa og begribe Meningen med et Digterværk P.-M. selv havde haft Lejlighed til at opleve (se navnlig Samtidens Dom over "Adam Homo" ovf. Side 532-36 og over "Dryaden" og "Tithon" i nærvær. Udgaves 1ste Bind Side 540-543 og Side 546-550): Kritikken har ingen Mening selv, men faar den at vide, hvad Vej Vinden blæser, er dens 620 Udøvere saa gode Hoveder, at de strax kan udtrykke, hvad der ønskes. [At den Bog, Kritikeren ikke kan hitte ud af, er 1ste Del af "Adam Homo", er bemærket ovf.]

"Den Nationale" (Side 361 Linje 41-Side 363 Linje 37) er fremkaldt ved Irritation over det evindelige Snak om det nationale: Nationaliteten er ikke det væsentlige, men er kun at ligne ved en Klædedragt, det væsentlige er derimod det fællesmenneskelige. [Gode Bidrag til at forstaa P.-M.'s Stilling til Nationaiitetsideen giver "Ivar Lykkes Historie", særlig II (1869) Side 391 ff. og 471 ff.; det hævdes her, at det er en Vildfarelse at tro, at Begreberne Nation og Fædreland falder sammen, og der bruges den med Stedet her overensstemmende Vending: "Nationalitet er som en Klædning, der kan skiftes og aflægges".]

"Kirkegængersken" (Side 369 Linje 17-Side 372 Linje 28) er Satire over den Side af Kvindekønnets Pjatten (andre Sider af denne Pjatten i "Dandserinden", "Vestalinderne", "Bacchantinderne"), der har valgt det religiøse til Objekt.

"Maadeholdsforeningsmedlemmet" (Side 372 Linje 36-Side 373 Linje 28) er Spot over Tidens Middelmaadighed i det hele: Digteren finder Stiftelsen af en Maadeholdsforening [den første stiftedes 3/9 1843 af Privatlærer O. Syversen, der er blevet kaldt: den danske Totalafholdsbevægelses Fader] saare betegnende og griber Navnet som karakteristisk for Tiden i det hele.

"Troubadouren" (Side 374 Linje l-Side 375 Linje 12) er Satire over danske Forfatteres Vilkaar. Om det er noget virkelig passeret, der har givet P.-M. Anledning til at gøre "Troubadouren" til en Franskmand, der lokkes herop af de glimrende Udsigter, eller om dette blot er et ironisk Paafund uden Rod i Virkeligheden, kan Udgiveren ikke sige noget om; at der ligger en personlig Bitterhed bag hele Skildringen, er bemærket i Indledningen i nærværUdgaves 1ste Bind, Side 19, og et Udbrud som det Side 374 Linje 13-18 turde faa sin rette Belysning ved følgende Udtalelse i et Brev (25/3 1849) fra Oehlenschläger til Datteren om P.-M.: "Den Stakkel har en Digter-Pension af 300 Rd. Jeg begriber ikke, hvordan han kan leve af det, og fik min Collega i de skønne Videnskabers Selskab til at bifalde mit Forslag: for Adam Homo at give ham 300 Rd. - et helt Aars Gage. Herover blev han saare glad, og bevidnede mig meget elskværdigt og levende sin Tak" (Mindeblade om Oehlenschlager, Side 454).

"Bacchantinderne" (Side 375 Linje 21-Side 376 Linje 32) er Satire over de Kvinder, der ved nærgaaende Smiger plager Livet af deres æstetiske Afguder: de fremragende Kunstnere, ligesom fordum Bacchantinderne sønderrev deres Offre.

"Eremitten" (Side 377 Linje 9-Side 379 Linje 12) er Udtryk for P.-M.'s egen Fordybelses- og Ensomhedstrang, for Utilfredsheden med Verdens Tomhed. -

Endnu bemærkes det, at Georg Brandes i sin Afhandling om "Goethe og Danmark" siger følgende (Saml. Skrifter I 298): "Saadanne Ting som Maskeballet og som Almas Frelsen af sin Elsker i "Adam Homo" svarer ligefrem til Maskeraden og Gretchens Forklarelse i anden Del af "Faust"". Det er meget muligt, at P.-M. kan have faaet Ideen til sin Maskeradescene fra Goethes "Faust" (eller fra et andet Værk, hvor slige Optog forekommer), men det maa dog siges, at der er intet i denne Antagelse, som sætter Scenerne i "Adam Homo" i et klarere Lys eller gør dem mere forstaaelige.

Side 350 Linje 33-Side 352 Linje 21]

se Anm. til Side 350 Linje 37.

Side 350 Linje 40:

Studser] Laps; se Anm. til Side 97 Linje 21.

Side 351 Linje 24:

viderligt] ubehageligt, modbydeligt; Laaneord fra Tysk.

Side 352 Linje 23:

imoderne Dragt med Fjong og Lader] Fjong = 621 elegant Snit paa Dragten (se Anm. til Side 165 Linje 23); Lader - flotte Bevægelser, Manerer.

Side 352 Linje 30-Side 353 Linje 20]

se Anm. til Side 350 Linje 37.

Side 352 Linje 33:

i Thalias Hjem] d.v.s. Teatret; Thalia er i den græske Mytologi Gudinde for Komedien.

Side 352 Linje 38-39:

Kun hos de Gamle \ Acteuren bag ved Masken sig forstak] paa Grund af de store Rumforhold i den græsk-romerske Oldtids Teatre bar Skuespillerne store Masker, hvori Karaktertrækkene (tragiske eller komiske) var grovt optrukne og forstørrede.

Side 353 Linje 10:

Incarnation] (latin) "Legemliggørelse".

Side 353 Linje 13:

Sokken og Cothurnen] for at kunne ses havde Oldtidens Skuespillere særligt ophøjet Fodtøj, der i Komedien hed Sokken, i Tragedien Koturnen; overført bruges Ordene om den lave og høje Stil i Litteratur, Kunst o. 1.

Side 353 Linje 29-Side 355 Linje 8]

se Anm. til Side 350 Linje 37.

Side 353 Linje 31:

Gase-Kjolen]Gaze (fransk) "Flor, Slørtøj".

Side 354 Linje 9:

stry'ende... fly'ende] Datidens daglige Udtale.

Side 354 Linje 30:

Sphærernes Musik] d.v.s. himmelsk Musik; nærmere forklaret i Anm. til 1ste Binds Side 161 Linje 41.

Side 355 Linje 17-Side 356 Linje 20]

se Anm. til Side 350 Linje 37.

Side 355 Linje 19:

Leer] poetisk=Legeme; sml. Anm. til 1ste Binds Side 17 Linje 39.

Side 355 Linje 33:

gefalt] behagede; Laaneord fra Tysk.

Side 356 Linje 9:

Harm] staar vel her i Betydningen: Sorg, Smerte (se Anm. til 1ste Binds Side 89 Linje 38).

Side 356 Linje 15-16:

Som ud til Bertrands Melodi \ Mig sætter i en Vise] der sigtes til den i Trediverne saa overordentlig populære (sml. Anton Nielsen, Landsbyliv i Trediverne, Side 47-48) Sang "General Bertrands Afskedsqvad til Frankrig", hvis Helt er General Henri Gration Bertrand († 1845), en af Napoleons trofasteste Generaler, som fulgte sin Herre i Forvisning til St. Helena og tjente ham der med rørende Opofrelse til hans Død i 1821. Sangen, der fingeres at være Bertrands Farvel til Frankrig, da han følger Kejseren til St. Helena, lyder saaledes:

Dig elskte Frankrig! mit Farvel jeg byder,
Farvel, o du mit elskte Fødeland!
Mig Æren kalder og dens Bud jeg lyder,
Ei længer i dit Skjød jeg dvæle kan.
Napoleon! din Stjerne monne dale
O! større Helt var ei paa Jorden fød;
Jeg stod hos Dig i gyldne Keisersale,
Jeg deeler troe Din Kummer og Din Nød.

Vel tusind Helte deelte jo hans Hæder,
Og Glands og Herlighed af ham modtog;
Men Mangen blev mod ham en sort Forræder,
Da Seirens Lykke fra hans Banner drog.
Med Veemod saa jeg Heltens Stjerne dale,
Og ene Hjertets Stemme jeg adlød:
Jeg stod hos ham i gyldne Keisersale,
Jeg deeler troe hans Kummer og hans Nød.

Jeg fangen er blandt disse vilde Bølger,
Og ingen Franker nærmer sig herhen;
Mod Frankrigs Kyst min Sjæl med Skyen følger,
Med Graad i Øjet stirrer jeg didhen.
622 Dog kunde blot min Keiser jeg husvale
Jeg bytted ei, om man mig Frihed bød:
Jeg stod hos ham i gyldne Keisersale,
Jeg deeler troe hans Kummer og hans Nød.

Jeg er Soldat og Æren høit jeg agter,
Med Sværd i Haand jeg søgte den i Felt;
Dog ikke Sagas Roes jeg eftertragter,
Idet jeg følger troe min faldne Helt
Mit Hjertes Stemme kun for ham maa tale,
Thi af hans Haand min Lykke jeg jo nød:
Jeg stod hos ham i gyldne Keisersale,
Jeg deele vil hans Kummer og hans Nød.

Og kan ei meer sit Heltemod han vise,
Ei Laurens Blade om sin Tinding strøe;
Skal han, hvem sildigst Efterslægt vil prise,
Skal han paa denne vilde Klippe døe:
Vel skuer jeg da aldrig Frankrigs Dale,
Men dog min Skjæbne vorder mig saa sød:
Jeg stod hos ham i gyldne Keisersale,
Jeg bliver troe min Keiser til hans Død!

I sorten Muld den store Keiser hviler,
Paa Klippen hist fjernt i det vrede Hav;
Nu til Europa sorgfuld Bertrand iler,
Dog først han knæler ved sin Keisers Grav,
Men om hans Troskab Saga høit skal tale,
O Bertrand! ja Din Skjæbne dog var sød:
Du stod med ham i gyldne Keisersale,
Du var Din Keiser troe indtil hans Død!

Side 356 Linje 29-Side 358 Linje 4]

se Anm. til Side 350 Linje 37.

Side 358 Linje 13-Side 359 Linje 36]

se Anm. til Side 350 Linje 37.

Side 359 Linje 16-19]

sigter til Manøvrerne paa Fælleden i Frederik VI's Tid; de omfattedes af Kongen med den største Alvor og endte gærne med en regulær Storm paa Vibenshus. Herom handler det lille godmodigt satiriske Vers fra den Tid:

Kongen er Folkets Ven,
Folket er hans igen,
Saa er det kvit.
Borgeren ved sit Krus
Ta'r sig en lille Rus,
Kongen ta'er Vibenshus,

Saa har hver sit.Side 359 Linje 37: Her tog den gamle Kriger til sin Kaske, og vandred langsomt bort med lukt Visir] Sammenblanding af moderne Hjelm som Dragonernes ("Kaske") og middelalderlig Hjelm med Visir. Sammenblandingen indkom først i Udg. 1857; Originaludg. har: Sit Sværd i Balgen stak den gamle Kriger, | Og mørk han vandred bort med faste Skridt.

Side 360 Linje l-Side 361 Linje 32]

se Anm. til Side 350 Linje 37.

Side 360 Linje 11:

Tentamen] (latin) foreløbig Prøve foran Hovedprøven, Examen.

623

Side 360 Linje 26:

Til Vandsbeck kun gjælder] d.v.s. det gælder ikke en Smule; Talemaaden laant fra Plattysk, Oprindelse usikker.

Side 361 Linje 6:

Peer Skræder] d.v.s. Umulighed (sml. Anm. til Side 14 Linje 11).

Side 361 Linje 41-Side 363 Linje 37]

se Anm. til Side 350 Linje 37.

Side 362 Linje 7:

Skandinav]Skandinavisme kaldes den Bevægelse, der særlig fra Fyrrernes Begyndelse stræbte mod en aandelig, sproglig og politisk Sammenslutning af de tre nordiske Folk til Værn mod Fjenderne mod syd (Tyskland) og øst (Rusland). Den havde særlig sine Talsmænd blandt den akademiske Ungdom (Ploug, Hostrup) og i det liberale Parti, der væsentligt lededes af Akademikerne, og den fik sit Udtryk bl. a. paa en Række Studentermøder (det første i 1843) med begejstrede Taler og Sange; 1843 stiftedes her i København "det skandinaviske Selskab." - Modstandere af den skandinaviske Bevægelse var de ældre, konservative Naturer (som I. P. Mynster, Chr. Molbech), og P.-M. sluttede sig, som det ses af "Ivar Lykkes Historie" (særlig II 562 ff.), afgjort til disse Modstandere. Han fandt Tankens Gennemførelse umulig af geografiske, historiske og psykologiske Grunde. "Skulde den - siger han - maaske nu være lettere at gennemføre, nu da de tre Folk ere blevne ældre, klogere, stivere og i enhver Henseende mere udviklede og selvstændige, og nu da Verdensvilkaarene for Ideens Gjennemførelse stille sig ulige slettere end før? Nei, for enhver alvorlig Prøvelse vil det vise sig, at Ideen kun lader sig gjennemføre paa Danmarks Bekostning, ved Danmarks Opløsning eller Deling ved Storebælt, saa at Rigets østlige Deel gaaer til Skandinavien, den vestlige til Germanien. Men hvilken Dansk gyser ikke tilbage for denne Tanke, for en saadan Mulighed, der for ham strax stiller sig som en Umulighed? Heldigviis er han ikke ene om denne Anskuelse; ogsaa fra Erfaringens og Historiens Læber lyder som det sidste Ord i denne Sag: Ugjørligt! Umuligt!" Ogsaa folkepsykologisk forekommer Tanken ham uigennemførlig: "Nordens Aand er endnu den samme som i gamle Dage: stridig, stolt, mistænksom og egenraadig, til Trods for enkelte lysende Træk af Troskab og Selvopoffrelse. Den Fred og Velvillie, der for Øieblikket rører sig i de tre Broderfolks Hjerter, der viser sig i deres Opførsel og Handlemaade, den skriver sig ikke fra Nordens Aand, men fra en langt mægtigere, fra Civilisationens Aand. Rørte sig end Naturen og Blodet langt stærkere end Tilfældet er i Nordens tre beslægtede Folk - førte Blodet og Naturen dem end sammen til Eenhed: Nordens Aand vilde snart igjen splitte dem ad, lade dem glemme det Hjemlige for det Fremmede, Norden for Syden, Fred for Strid; thi over Aandens inderste Væsen har Tiden ingen Magt, og Nordens Aand er endnu uforandret som før en adsplittende, eventyrsøgende og udadstræbende Aand".

Side 362 Linje 15:

i lang Cathederdragt] d.v.s. i lang Diplomatfrakke.

Side 362 Linje 33:

Polak] om Udtalen Polak se Anm. til 1ste Binds Side 216 Linje 34.

Side 363 Linje 9:

Kjol] om Ordformen se Anm. til Side 19 Linje 20.

Side 363 Linje 42:

Tambourinen] Haandtrommer med Bjælder, i Italien og Spanien meget brugte som Akkompagnement til Dans.

Side 365 Linje 13:

Panacee] (græsk) "Universallægemiddel"; egl. Navn paa Lægekunstens Gudinde i den græske Mytologi.

Side 365 Linje 35-36:

poussere \ Sig frem] (fransk) "hjælpe sig frem, mase sig frem".

Side 365 Linje 37:

Jeg er nu Deres Ven en halv Snees Aar] man vilde nu sige: jeg har nu været Deres Ven en halv Snes Aar.

Side 365 Linje 40:

à revoir] (fransk) "paa Gensyn"; hedder ogsaa au revoir.

Side 368 Linje 16:

Mentor] (græsk) "Vejleder"; egl. Navn paa Grækerhelten Odysseus' Børns Lærer og Vejleder.

Side 368 Linje 25:

Men binde sig med tusind Dalers Gage] Jensen, der 624 Side 327 Linje 17 er blevet præsenteret som Assessor i Retten, maa enten være i Højesteret eller i Lands- Over- samt Hof- og Stadsretten, utvivlsomt i den sidste. De to Retter havde faaet ny Lønningslov 1842, hvorefter de yngste Assessorer i Højesteret havde 2000 Rdl. i aarlig Gage, de yngste Assessorer i Lands-Over- o. s. v.-retten 1200 Rdl. [Om de smaa Gager under Frederik VI se f. Ex. Plenge, Livet i Kjøbenhavn, Side 78-80.]

Side 368 Linje 27:

Menage] (fransk) "Husholdning".

Side 369 Linje l-2:

Helene \ Hiin gammel-græske Stammes yngste Skud] Helena, en Kongedatter fra Sparta, Oldtidens skønneste Kvinde, bortførtes af Trojanerprinsen Paris og gav derved Anledning til den trojanske Krig, der er Æmnet for Homers Iliade.

Side 369 Linje 5:

Evangeliet] spøgefuldt: Kærligheds-Evangeliet.

Side 369 Linje 17 - Side 372 Linje 28]

se Anm. til Side 350 Linje 37.

Side 372 Linje 37 - Side 373 Linje 28]

se Anm. til Side 350 Linje 37.

Side 373 Linje 17:

Skjers] Spøg, Morskab; Laaneord fra Tysk, alm. særlig i det 18de Aarh.; nu gaaet af Brug.

Side 374 Linje 1 - Side 375 Linje 12]

se Anm. til Side 350 Linje 37.

Side 374 Linje 1:

en fremmed Troubadour]Trubadurer kaldes de sydfranske lyriske Digtere i Middelalderen (12te og 13de Aarh.), som levede ved Stormændenes Hoffer, og hvis Digtnings Hovedæmne var Elskov og Krig; de vandrede ofte fra Hof til Hof og stod i stor Anseelse.

Side 374 Linje 18:

Plumage] (fransk) "Hattefjer, Fjerbusk".

Side 374 Linje 25-29:

Madam Potiphar ... Joseph] 1 Moseb. 29, 7-18.

Side 374 Linje 30:

la'er] overlader; sml. P. A. Heiberg 1793 (Rigsdaler-Sedlens Hændelser"): "Jeg ville forhøre, svarede Slagteren, om De ikke ville skille mig ved den Kalv? Jeg skal lade den for Halvparten af hvad den koster mig."

Side 374 Linje 33:

Lithographeert]Litografier (Billeder i Stentryk) af danske Digtere var fra Midten af Trediverne komne paa Moden, og der udkom i Trediverne og Fyrrerne mange af dem, udførte navnlig af Em. Bærentzen († 1863) og J. W. Tegner († 1893); P.-M. var selv blevet litograferet 1837 og 1844 og var 1848 med i et Tableau "Danske Digtere" grupperede om Oehlenschläger i Midten.

Side 375 Linje 8-9:

hædrer Harpens Søn \ For Hjerters Gjennemtrængelse] d.v.s. fordi han har rørt og bevæget Hjerterne.

Side 375 Linje 21 - Side 376 Linje 24]

se Anm. til Side 350 Linje 37.

Side 375 Linje 22:

Enthusiastisk] (græsk) "gudbeaandet, begejstret".

Side 375 Linje 25:

Agave] Moder til Kong Pentheus i Theben i Grækenland. Han modsatte sig Tilbedelsen af Bacchus, nedrev hans Altre og kastede Guden selv i Fængsel. Til Straf lod Guden ham blive sønderrevet af Moderen Agave, der var en ivrig Dyrker af Bacchus, og andre Bacchantinder, som i deres vanvittige Begejstring antog ham for et vildt Dyr. [Myten er behandlet i en Tragedie af den græske Digter Euripides (f. 407 f. Kr.).]

Side 377 Linje 9 - Side 379 Linje 12]

se Anm. til Side 350 Linje 37.

Side 381 Linje 30:

Hotellets store Sal]Hotel d'Angleterre paa Kongens Nytorv var det Sted, hvor større Møder (Generalforsamlinger o. lign.) dengang almindeligt holdtes.

Side 381 Linje 39:

Colik] (græsk) "Mavekrampe"; kan opstaa af Nervøsitet.

Side 382 Linje 29:

I Orden rask Concepterne han bringer] Ordspil: der tænkes dels paa "Fatningen", dels paa "Udkastet til Foredraget".

Side 382 Linje 34:

Memorering] (latin) "Læren udenad".

Side 382 Linje 36:

For Endens Climax ret at faae istand]Climax (græsk) betegner i Veltalenhedslæren Udtrykkets stigende Forstærkning.

Side 383 Linje 5:

Rollen af en Taler] nu: Rollen som Taler, se Anm. til 1ste Binds Side 118 Linje 18 og nærvær. Binds Side 169 Linje 4.

625

Side 383 Linje 31:

Colon] er det spanske Navn paa Columbus, Amerikas Opdager († 1506).

Side 383 Linje 32:

Mirdbeau] berømt fransk Statsmand, Forfatter og Taler († 1791), Hovedmanden for Lovgiverarbejdet i den franske Revolutions første Tid.

Side 383 Linje 32:

Lykurg] Spartanernes Lovgiver i det 9de Aarh. f. Kr.

Side 383 Linje 32:

Solon] Atheniensernes Lovgiver i det 6te Aarh. f. Kr.

Side 384 Linje 30:

Spænd] Løjer, "Sjov i Gaden"; tilhører det lavere Talesprog.

Side 385 Linje 6:

Phalanx] (græsk) "tætsluttet, uigennemtrængelig Slagorden".

Side 385 Linje 40:

"det betroede Pund"] sml. Luk. 19, 11-27.

Side 387 Linje 12:

haranguered] (fransk) "talte til (med mange Ord)".

Side 387 Linje 13:

interpretered] (latin) "udlagde, fortolkede, udtydede".

Side 387 Linje 29:

Ein Mal ist kein Mal] (tysk) "ên Gang er ingen Gang".

Side 388 Linje 5:

Icarus] se Anm. til Side 34 Linje 29.

Side 388 Linje 12:

Sort og Rødt at spille] d.v.s. spille Hasard (fransk Rouge et Noir, "Rødt og Sort").

Side 389 Linje 33:

den gyldne Nøgle] paa højre Frakke- eller Kjoleskøde er tilligemed de gyldneKnapper (Side 391 Linje 20) det karakteristiske ved Kammerherredragten.

Side 391 Linje 2:

cul de sac] (fransk) blind Gade (uden Gennemgang).

Side 391 Linje 25-32]

= Side 407 Linje 33-40.

Side 392 Linje 16:

Godt i Løndom vil jeg gjøre] Baggrunden for Homos pludselige Optræden som Velgører danner uden Tvivl den Dyrtid, som i Foraarsmaanederne 1847 (sml. Linje 25: det var i Marts og et afskyeligt Veir) hjemsøgte København (om den se f. Ex. Alex. Thorsøe, Den danske Stats Historie fra 1814-1848, Side 771-774). Det er sikkert for en Del de Stemninger, der paa forskellig Maade kom til Orde under denne Krise, der har givet P.-M. Stof og Anledning til Skildringen Side 394 Linje 26 - Side 395 Linje 32 (se Anm. til dette Sted).

Side 392 Linje 19:

Dyffels Frak]Dyffel kaldes et tykt, langhaaret Uldtøj til Vinterklæder; efter Byen Duffel i Belgien.

Side 392 Linje 36:

lammer] halter; alm. i ældre Dansk og i Almuesproget, sjældent i Rigssproget.

Side 392 Linje 40:

en Specie] i Sølv = 4 Kr., i Guld = 8 Kr.

Side 393 Linje 17:

Adress'avisen] Datidens mest benyttede Avertissementsblad.

Side 393 Linje 34:

Dagsavisen] d.v.s. Avisen for i Dag.

Side 394 Linje 26 - Side 395 Linje 32:

Knøsen med det røde Hoved] ligesom med enkelte andre Skildringer i "Adam Homo" (se f. Ex. Anm. til Side 267 Linje 26) havde Samtiden ondt ved at forlige sig med denne. Rudolf Varberg siger i sin Anmældelse: "Udenfor vore Forhold gaaer Forfatteren i den forfejlede Skildring af den studse rødhaarede Laban hos den døde Skrædder, hvor Adam vil "gjøre Godt i Stilhed". Vi have naturligvis nok Tiggere, der anvende det Sammenbetlede daarligt, og derhos ere uforskammede til, men de føre ikke det Raisonnement, der oven i Kjøbet spækkes med fremmede Kunstord som: Pauperisme". - Helt grebet ud af Luften er "den rødhaarede Laban" dog næppe. Idet der med Hensyn til Brugen af Ordet Pauperisme henvises til Anm. til Side 395 Linje 24, skal det bemærkes, at ogsaa herhjemme var der i Fyrrerne adskilligt fremme, der for et for Tidens Bevægelser saa lydhørt Øre som P.-M.'s kunde tage sig ud, som om en revolutionær Underklassebevægelse var i Fremmarsch. I 1840 begyndte Husmanden Peter Hansen († 1854) sin Agitation for en Forbedring af sin Stands Kaar; han vandrede Landet rundt og talte til Bønderne i Ord, der havde en skarp og 626 truende Klang; til Orla Lehmann sagde han engang, at det "ikke vilde blive godt her i Landet, før man slog Herremændene ihjel og brændte Herregaardene af". Skarpt og hensynsløst angreb ogsaa J. A. Hansen († 1877) i sit Blad "Almuevennen" (fra 1842) Godsejere og Embedsmænd, og i 1845 udbragte Skolelærer Gleerup († 1865) en Skaal for "et alvorligt og dybtfølt Had". Men det var ikke blot i Bondestanden, at saadanne Stemninger var fremme. Under Dyrtiden i 1847 (se Anm. til Side 392 Linje 16) førte "Kjøbenhavnsposten", der under Redaktion af Drejersvenden J. P. M. Grüne († 1878) i Fyrrerne havde et ret stærkt republikansk-socialistisk Præg, en Tone, der af et Blad som "Fædrelandet" betegnedes som "ophidsende"; det indeholdt ikke blot redaktionelle Artikler mod Bourgeoisiet, en Mængde indsendte Artikler af Smaafolk, men bragte ogsaa Oversættelser af de franske Revolutionsmænds Taler, f. Ex. 24/3 et fanatisk Stykke af Marat. - Saadanne og lignende Træk turde det være, som danner Baggrunden for den rødhaarede Knøs' Tale.

Side 394 Linje 35:

spente] være sparsommelig; alm. i ældre Dansk og Almuesproget.

Side 395 Linje 11:

Punsch] rimende paa Spunds og tilbunds efter den dengang alm. Udtale, sml. et Brev (utrykt) fra P.-M. af 27/2 1851 til Prof. Hansteen, hvor han skriver: ". . . vi haabe at see Dem med det Første (thi De kommer dog vel snart igjen til Danmark) og traktere Dem med et godt Glas Punsch (De maa ikke fortælle Thora, at vi hernede udtale det Puns)"; sml. ogsaa f. Ex. Hostrups Drikkevise "Nu er det stille, han har os forladt": "Sej, mine Gutter! nu skal vi tilbunds! | Glasset det er vor Dykkerklokke, | dermed vi synker i den dybe Puns, | hvor de funklende Perler os lokke".

Side 395 Linje 16:

La'er vi Fiolen sørge] lader det gaa sin skæve Gang, slaar Gækken løs.

Side 395 Linje 19:

Aftenskolen] om P.-M. herved sigter til den i Fyrrerne begyndte Aftenundervisning for Haandværkere og unge Kunstnere (herom se C. Nyrop, Dansk Haandværkerundervisnings Historie, Side 106 fif.) eller om han har Sigte paa en Arbejderundervisning med mere radikal Tendens, kan Udgiveren ikke sige; sikkert er det, at han har noget reelt for Øje, ti det fremgaar af Varbergs Ord i den ovf. (Anm. til Side 394 Linje 26) anførte Anmældelse: "Naar Forfatteren indirecte fremfører Beskyldninger mod "Aftenskolen" og dens Lærer, da handler han mildest talt noget letsindigt".

Side 395 Linje 24:

Pauperismen] Socialismen, vilde man vel nu sige. Som man ser af Anm. til Side 394 Linje 26, fandt Varberg det utænkeligt, at Knøsen kunde bruge et saadant Ord. Dette er naturligvis muligt; men iøvrigt kunde han have lært det ved at læse i "Kjøbenhavnsposten", der 1847 (under Dyrtiden) i sine Numre 64-67 bragte en lang Artikkelrække med Overskrift "Om Pauperismen". [løvrigt var Betragtninger over "Pauperismen" dengang fremme ogsaa andetsteds end i "Københavnsposten"; saaledes bragte Professor J. F. Schows meget ansete "Dansk Ugeskrift" 1843 (2den Række, 2det Bind, Side 196-204) en Artikkel efter det Tyske: "Om Pauperismen og Arbeidsklassens Forhold til de øvrige Stænder".]

Side 397 Linje 19:

I næste Urtebod han iler ned] Urtekræmmerbutikkerne var i Fyrrerne for største Delen Kælderbutikker.

Side 397 Linje 28:

Kuglens Spil paa Banden og mod Krogen]Banden kaldes den ophøjede Rand om (Indfatning af) Billardbordet. - mod Krogen vil vel sige: mod et af Billardets Hjørnehuller, og at der spilles paa Banden og mod Krogen vil da sige, at Spilleren søger at faa Modstanderens Kugle i et af Hjørnehullerne, hvilket kan ske enten umiddelbart eller ved, at Modstanderens Kugle efter Sammenstødet med Spillekuglen først støder mod en eller flere af Banderne; støder den mod 2 Bander, før den gaar i Hullet, er det en Triplé (Linje 38). - Billen (Linje 38) er det italienske Navn paa Billardkuglen, som med det franske Navn kaldes Ballen.

Side 398 Linje 35:

Kippers Vest] Vest af skraastribet Bomuldstøj.

627

Side 399 Linje 5:

Geduld, mein lieber Pahlen] (tysk) "Taalmodighed, min kære Pahlen!"

Side 400 Linje 8:

Sic transit gloria mundi] (latin) "saaledes forgaar Verdens Herlighed" (Begyndelsen af en Sang, der benyttes ved Pavens Kro ning).

Side 403 Linje 11:

Jordens Salt] sml. Side 14 Linje 14 med Anm.

Side 404 Linje 9:

i Ungdomsperspectivet] d.v.s. da man som ung skuede sit Liv liggende udbredt for sig.

Side 404 Linje 10:

Renommee] (fransk) "Ry, Rygte, Navnkundighed".

Side 404 Linje 35:

aandelig Plebeier] aandelig Pøbel. [Om Plebejer sml. Anm. til Side 106 Linje 2.]

Side 405 Linje 19:

Prisma] (græsk) i Fysikken et langagtigt tresidet Glas til Lysets Brydning.

Side 405 Linje 37:

speger] rimende paa eier og overveier efter den naturlige Udtale; sml. Anm. til Side 227 Linje 40.

Side 406 Linje 3:

Piano... Forte] Ordspil; de italienske Musikord betyder: "langsomt" og "stærkt"; Pianoforte = Fortepiano.

Side 406 Linje 8:

cursorisk] (latin) "flygtigt, løseligt".

Side 406 Linje 22:

présence d'esprit] (fransk) "Aandsnærværelse, Fatning".

Side 406 Linje 34:

Confirmation] (latin) "Stadfæstelse, Bekræftelse".

Side 407 Linje 5:

en svensk Grev Magnus Gjede] der er en svensk (opr. norsk) Adelsslægt, som fører Navnet Gedda.

Side 407 Linje 8:

For Skandinaviens Eenhed at begrunde] om P.-M.'s Stilling til Skandinavismen se Anm. til Side 362 Linje 7.

Side 407 Linje 33-40]

= Side 391 Linje 25-32.

Side 408 Linie 28:

daraussenfra] haanlig og spottende Betegnelse for: "fra Udlandet" (tysk daraussen = derude).

Side 408 Linje 35:

Liberté-Cocarder] fransk Liberté = Frihed.

Side 408 Linje 40:

Pailletter] (fransk) her spottende: "Flitterstads".

Side 409 Linje 2:

blev Beet] d.v.s. tabte, stod tilbage (Udtrykket stammer fra Kortspil).

Side 409 Linje 10:

Den litterære Skræddersyening] sml. Anm. til Side 333 Linje 31.

Side 409 Linje 23-24:

Der rig og frugtbar aarlig sig anmelder \ Med hele to, ja tidt med tre Noveller] dette er med Henblik paa de hjemlige Forhold en meget stor Overdrivelse: "Dame"litteraturen i Fyrrerne var langtfra rig - Udtalelsen kan kun opfattes som en haanende Overdrivelse.

Side 411 Linje 9:

Pust] Slag, Stød; sml. Holberg 1724 ("Mascerade"): "Alt dette er intet mod den Pust, jeg vil udstaae med den hidsige og knarvurne Jeronimus"; Ingemann 1852 ("Landsbybørnene"): "Hendes Bortreise vil blive ham et svært Pust".

Side 411 Linje 14:

At regne fra den tyvende August] Teatersæsonen begyndte dengang som nu den 1ste September.

Side 411 Linje 17:

Theaterdirecteur - og det den første!] det kgl. Teater styredes indtil 1849 af en Direktion paa 3 Medlemmer med en æstetisk Konsulent; første Direktør og Teaterchef var en højtstaaende Hofmand - i Fyrrerne var det Overhofmarskal, Kammerherre Levetzau, Storkors af Danebroge, en smuk, elegant og beleven Hofmand.

Side 411 Linje 37:

Af den Grund han Theaterposten søgte] maa ikke forstaas bogstaveligt, som om han havde indgivet en Ansøgning; Stillingen som Teaterchef søgtes ikke paa sædvanlig Vis, man udnævntes af Kongen.

Side 412 Linje 19:

Jean-Jaques] Tjeneren har samme Fornavne som den berømte franske Filosof Jean Jacques Rousseau († 1778).

Side 413 Linje 37:

leve bon] (fransk) "leve godt, yppigt" (daglig Tale).

Side 414 Linje 7-8:

Spectacula, og ikke meer Spectakler! \ I Publicum628man lover sig Mirakler] Ordspil; det latinske Ord spectacula betyder "Skuespil" og er samme Ord som Spektakler = Stridigheder, Optøjer. - Dr. Flink tænker maaske paa det spændte Forhold, der i Slutningen af Fyrrerne herskede mellem Teaterchef Levetzau og hans Kollega i Direktionen Jonas Collin og paa den meget stærke Utilfredshed, der i adskillige Aar havde ytret sig mod Direktionen og dens Styrelse af Teatret baade i Pressen og blandt det teaterinteresserede Publikum (Overskous Teaterhistorie V 826 ff.).

Side 414 Linje 13-15]

om der her sigtes til noget virkelig passeret, vêd Udgiveren ikke.

Side 414 Linje 25:

Lux] Skælm, Filur; Laaneord fra Tysk, hvor Luchs betyder 1) "Los" (Dyret), 2) derefter overført "lurende Person".

Side 415 Linje 3:

Af Deres Komme kjender jeg Tendensen] d.v.s. Hensigten med Deres Komme (sml. Anm. til Side 49 Linje 11 og til 1ste Binds Side 119 Linje 18). Side 423 Linje 15-16 staar derimod, som man nu vilde sige: Og Bøn om slig en Hjælp er just Tendensen | Med mit Besøg idag hos Excellensen.

Side 415 Linje 17:

Bien] (fransk) "godt". Side 415 Linje 22: Patron] her = Herre.

Side 415 Linje 30:

M let Piquet-Parti] dette Spil spillede han med Clara paa Galtenborg den Aften, der endte med hans Flugt, se Side 249 Linje 15 med Anm.

Side 416 Linje 21:

Coutumer] (fransk) "Skik, Brug". Side 417 Linje 15: Det gule Sand] Brugen af Klatpapir var dengang ikke alm.; for at faa Skriften tør, strøede man Sand paa.

Side 417 Linje 17:

Ærbødigst Promemorie!] dengang alm. Overskrift over Bønskrivelser, sml. 1ste Binds Side 8 Linje 23 med Anm.

Side 417 Linje 37:

at sye i Ramme] naar man dengang skulde brodere Tøj, plejede man først at spænde det i en Ramme.

Side 417 Linje 39:

naadle] "bruges om den Syening, som skeer for at forene Bagstykket (af blødt Tøi) paa Fruentimmerstøvler med Overlæderet; et Arbeide, der oftest udføres af Qvindfolk" (Molbech).

Side 417 Linje 39:

aparte] d.v.s. desuden (fransk à part - til Siden, for sig; deraf i Dansk aparte = ejendommelig, særegen, sær).

Side 418 Linje 7:

Min Lilie knak] Liljen er Symbol paa Uskyld. Side 418 Linje 24: Stiftelsen] d.v.s. Fødselsstiftelsen (i Amaliegade). Side 418 Linje 25: Mit Barn, den Engel døde] af Side 511 Linje 37-40 fremgaar det, at det er Adam Homo, som er Fader til Lottes Barn.

Side 419 Linje 5:

Johannes Wildt] dansk Forfatter († 1836), hvis Romaner i Trediverne og Fyrrerne slugtes af Folk, der yndede "spændende" Læsning (de optrykkes til Dels endnu). De er uden nogensomhelst litterær Værdi, svulstige og smagløse, men fulde af Handling: Helt og Heltinde bringes i de vanskeligste Situationer, men Dyden sejrer tilsidst. Nogle Titler vil vise Arten: "Forsvundet Haab og Gjensyn, eller den borgerlige Yngling og den adelige Pige" , "Det tunge Offer, eller den qvindelige Livsfange", "Den smukke Skovpige, eller det skjulte Fængsel", " "Den banlyste Kjærlighed, eller Gravhvælvingen under Frue Kirke".

Side 419 Linje 5:

Paul de Kock] fransk Forfatter († 1871), hvis Romaner i Trediverne og Fyrrerne i Mængde overførtes paa Dansk (de efterlignedes herhjemme af Poul Chievitz, † 1854). De foregaar sædvanlig i Værtshuse og Danselokaler, Heltinderne er Butiks- og Syjomfruer eller Tjenestepiger, lette paa Traaden og levende for Øjeblikkets Lyst. De læstes overalt i Europa (af fine Damer dog kun i Smug!).

Side 419 Linje 5:

Smollet) Tobias Smollett, engelsk Romanforfatter († 1771). Hans Romaner er fyldte af Handling: Prygl, Knivstik og Pigesjov; hans Mennesker er voldsomme og dyriske; men han er i Besiddelse af et 629 Humør, der giver ham en ganske anden Plads i Litteraturen end Johannes Wildt og Spiesz. De fleste af hans Romaner var oversatte paa Dansk.

Side 419 Linje 6:

Spiesz] tysk Forfatter († 1799), hvis gruopfyldte Ridderog Spøgelsesromaner i sin Tid fandt et stort og taknemmeligt Publikum, ogsaa herhjemme (en Mængde Oversættelser). Mest bekendt er: "Mine Rejser gjennem Ulykkens Huler og Elendighedens Boliger", og det er vel ogsaa den, der er Lottes Yndlingslæsning.

Side 419 Linje 40:

Vægt'rens blanke Morgenstjerne] om Vægterne se Anm. til 1ste Binds Side 71 Linje 9. - Morgenstjernen var deres Vaaben: en lang Stang med en pigbeslaaet Kugle for Enden.

Side 421 Linje 37:

en Mand, beknyt i Aanden] Ordet beknyt, der betyder "ængstet", findes i Dansk allerede i det 17de Aarh. og bruges næsten udelukkende i bibelsk Tale, sml. Bibeloversættelsen 1825: 1 Macc. 5, 3: "... han slog dem med et stort Slag, beknyttede dem, og toge deres Rov fra dem"; Philip. l, 23-24: "Jeg staaer beknyttet imellem tvende Ting, idet jeg haver Lyst til at vandre herfra, og være med Christo; thi dette var saare meget bedre; men at forblive i Kiødet er mere fornødent for Eders Skyld".

Side 425 Linje 10:

Viisdom og Ungdom følges ikke ad] gammelt Ordsprog; lyder i sin ældste, nu kendte Form (16de Aarh.): "Ungdom og Viisdom følges ej gjerne ad".

Side 425 Linje 12:

søbe af det samme Fad] Vendingen er uden Tvivl valgt som bevidst Genklang af Wessels " Kærlighed uden Strømper" (1771): "Dyd! Elskov! kan I to ei søbe af et Fad?"

Side 425 Linje 18:

Regl] Udtalen var Rejl, se Anm. til Side 227 Linje 40.

Side 425 Linje 36:

Døds-Metamorphosen] det græske Ord Metamorfose betyder "Forvandling, Omdannelse".

Side 427 Linje 6-7:

lastede Couleuren, \ Som reent uværdig Konstens ædle Krop] hvilken Farve det kgl. Teaters Ydre dengang havde, giver den svenske Journalist og Digter Sturzen-Becker ("Orvar Odd") 1846 lejlighedsvis Oplysning om, naar han (Hinsidan Sundet, I 2) skriver: "Jag har återfunnit Köpenhamn precist som jag såg det sist. Östergade har knapt fått någon ny butik, det kungliga theaterhuset står lika grått som förr, gräset gror efter gammal vana utanför Christiansborgs slott och bronshästen på Amalienborgs borggård trafvar med samma gröna bakben".

Side 427 Linje 9:

Capellet] d.v.s. Teatrets Musikpersonale (Orchestret i Linje 10 = Orkesterpladsen).

Side 427 Linje 17:

God save the king] ("Gud bevare Kongen") er Omkvæd og Navn paa den engelske Kongesang (fra 1743).

Side 427 Linje 37:

En Næse Publicum man sætter] d.v.s. narrer Publikum.

Side 429 Linje 13:

frem der kom en vældig Løve] et saadant Dyr optraadte dengang i Mozarts Opera "Tryllefløjten".

Side 429 Linje 26:

vor Zeus] Zeus er det græske Navn paa Himlens Herre i den græsk-romerske Mytologi; Torden og Lynild er Ytringer af hans Guddomsmagt.

Side 430 Linje 14:

Digterpillerne] d.v.s. Digterne; de er Teatrets Piller, da det er deres Arbejder, hvorpaa dets Existens er grundet.

Side 430 Linje 15:

Parnas] Bjærg i Grækenland, helliget Digtekunstens Gud og Muserne; overført - Digtekunst ("at bestige Parnas" = at digte).

Side 430 Linje 35:

Quid Saul inter prophetas?] "hvad vil Saul blandt Profeterne?" (sml. 1 Sam. 10, 10-12).

Side 433 Linje 27-28:

Det gyldne Skind ...Jasons Heltechor] græsk Oldtidssagn: Kong Athamas havde to Børn, en Søn og en Datter. Deres Moder døde, og Stedmoderen forfulgte dem med rasende Had. I Anledning af en Misvæxt, som hun selv havde fremkaldt, overtalte hun sin Mand til at ofre Sønnen for at forsone Zeus' Vrede. Men Moderen aabenbarede sig for Børnene og advarede dem mod Faren. Guderne stod dem bi; en Vædder med et630gyldent Skind bar dem paa sin Ryg over Land og Hav. Undervejs omkom den unge Pige, men Broderen naaede et fjernt Land mod Øst, hvor han fandt et Fristed. Til Zeus ofrede han Vædderen, der havde haaret ham, og ophængte dens gyldne Skind i en indviet Lund, hvor en frygtelig Drage vogtede den. At hente Skindet tilbage paatog Kongesønnen Jason sig; med ham fulgte de ypperste græske Helte, og efter Skibet Argo, hvorpaa Heltene sejlede, fik Toget Navn Argonautertoget.

Side 434 Linje 19:

Hyrderne] sml. Anm. til 1ste Binds Side 68 Linje 27.

Side 435 Linje 21:

Ei blot til Lyst] Overskriften over det kgl. Teaters Scene.

Side 435 Linje 32:

Jubileren] Jubelraab.

Side 436 Linje 14:

paaskød] gav som Paaskud; næppe alm.

Side 436 Linje 18:

Pegasusser]Pegasus er i den græske Mytologi en vinget Hest, som opstod af Blodet af den dræbte Medusa (Anm. til Side 251 Linje 40); deraf: en vælig Ganger. [Hos nyere Digtere er den Musernes Hest; deraf: at bestige Pegasus = at digte.]

Side 437 Linje 27:

Esplanaden] i Fyrrerne det alm. Navn for de Alleer og Spadseregange mellem Toldbodvej og Kastellet, som senere alm. kaldtes Grønningen.

Side 437 Linje 29:

Østerport] laa udenfor Nyboder for Enden af Ny Østergade, Fortsættelsen af St. Kongensgade, som dengang regnedes at ophøre ved Toldbodvej.

Side 438 Linje 10:

Schenkler] (tysk) Rytterens Ben, særlig fra Knæet nedefter (samme Ord som dansk Skank).

Side 438 Linje 14:

et blaat Baand med en vatret Bund] Elefantordenens Ordensbaand.

Side 439 Linje 13:

Laden] d.v.s. Rejsestalden.

Side 439 Linje 29:

Vibenshuus] Traktørsted paa Strandvejen ved Østerfælled, nu forsvundet.

Side 440 Linje 16]

sml. Lignelsen om den rige Mand (Luk. 12, 16-20).

Side 441 Linje 24:

Stolegangen] d.v.s. Afføringen; Ordet alm. i ældre Dansk, nu ikke meget brugt.

Side 441 Linje 27:

Da liegt der Hund begraben!] d.v.s. det er netop Knuden (alm. tysk Talemaade).

Side 441 Linje 30:

Olie] amerikansk Olie.

Side 442 Linje 6:

en Laxeren] Afføring; Laaneord fra Latin.

Side 442 Linje 24:

aarelader] om Datidens udstrakte Anvendelse af Aareladning se Anm. til Side 224 Linje 24.

Side 443 Linje 36-37:

Hæmorrhoidaltilfælde] (græsk) Knuder og Blødninger ved Endetarmens Aabning.

Side 443 Linje 40:

den gyldne Aare] = Hæmorrhoider (Oversættelse af det latinske Fagudtryk: vena aurea).

Side 444 Linje 39-40:

At Portechaisen, grøn som Haabet malet, \ Ham vented udenfor fra Hospitalet] det Hospital, hvortil Homo lader sig bringe, er Frederiks Hospital (sml. Side 453 Linje 19-20, hvor det siges, at Alma er flyttet til Toldbodvej for at være nærmere ved Hospitalet). Frederiks Hospital var dengang det vigtigste og mest ansete Hospital af Hovedstadens faa Hospitaler. Hospitalet holdt dengang ingen Sygevogn, men Transporten af Patienterne besørgedes udelukkende af Portører og i Portechæser ("Bærestole"), i hvilke de syge laa eller sad under Transporten. Portechæserne var grønmalede, Portørerne bar grønne Klæder, de mandlige Patienter havde grøn Slobrok, de kvindelige grønt Skørt: Haabets Farve (Linje 39) var saaledes ogsaa Hospitalets Farve.

Side 445 Linje 8:

Extremerne sig som bekjendt berøre]Extremerne (latin) "Yderlighederne"; Linjen er en Oversættelse af en fransk Talemaade, som lyder: les extremes se touchent.

631

Side 445 Linje 15:

den berømte: Haabet her lad ude] der hentydes til den Indskrift, som Italiens og Middelalderens største Digter Dante († 1321) i sit Værk "Den guddommelige Komedie" (Djvina commedia) lader være Indskriften over Indgangen til Helvede: "Lasciate ogni speranza, voi ch'entrate" d.v.s. I, som indtræde, lader Haabet fare! (Guddommelige Komedie, Helvede, 3 Sang, Vers 9).

Side 447 Linje 18:

Vogtersken] sml. Linje 40: Vaagekonen. - Indtil 1883, da man fik uddannede Sygeplejersker, blev Sygeplejen paa Frederiks Hospital besørget af Opvartnings- og Vaagekoner, de første havde Dagtjenesten, de sidste Nattjenesten. Man foretrak fattige Borgerenker mellem 30 og 50 Aar; Vaagekonernes Løn var indtil 2 Rdl. 4 Skilling ugentlig.

Side 448 Linje 4:

Seglring med Devisen paa Latin]Seglring, nu: Signetring; Devise (fransk) "Valgsprog"; i sin Egenskab af Storkorsridder skulde Adam Homo have et Valgsprog, og dette var dengang oftest et latinsk.

Side 448 Linje 5:

Esse, non videri] (latin) "at være, ikke at synes" (sml. Anm. til 1ste Binds Side 69 Linje 39-40); alm. brugt som Devise.

Side 449 Linje 4:

For hvis Lakering han ei gav en Døit] sort tør Tunge er Tegn paa høj Feber.

Side 450 Linje 5:

Der just imellem Fem og Ell've ligger] d.v.s. hvis Tilstand svæver i det uvisse (mellem Liv og Død), idet han ligger hen uden Sans og Samling. - Hr. Landsarkivar Hornemann har henledt Udgiverens Opmærksomhed paa følgende Vending i et Brev fra Historikeren Hans Gram af 21/5 1741 til Grev Chr. Rantzau (Breve fra Hans Gram, udg. af H. Gram, Side 207): "Havde D. E. været her, saasom i forige Tider, nu i denne sidste Vinter i Kiøbenhavn, kunde De (foruden mange andre Avantager, som nu ikke kunde opregnes) faaet langt betimeligere Niels Klim at læse, imedens det endnu stod imellem 5 og 7 med dens Skiebne, enten den skulde confisqueres eller ikke, end De siden har faaet", og Hr. Docent Dahlerup har gjort Udgiveren opmærksom paa følgende Sted hos Grammatikeren Høysgaard i hans Danske Syntax 1752, Side 285: "Hun løber gjerne imellem Elleve og Fem d.v.s. gaaer og tokker uden Sands og Samling". I Molbechs Ordbog findes: "At gaae eller løbe imellem elleve og fem d.v.s. gaae i Taaget, være sandseløs, forstyrret", og Feilbergs jyske Ordbog har (I 242) Udtrykket "at gaa mellem elleve og fem om "at gaa i stor Uvished om noget, som skal afgøres".

Side 450 Linje 31:

Materien] Æmnet.

Side 451 Linje 31:

bag et Skjermbræt] Vaagekonerne paa Frederiks Hospital havde, ogsaa paa Mandsstuerne, deres Opholdssted og Soverum bag et Bræddeskillerum paa selve Sygestuen (ændredes først i vore Dage).

Side 453 Linje 29:

sin fordums Elsker] d.v.s. sin tidligere Kæreste; om Elsker se Anm. til Side 120 Linje 6.

Side 454 Linje 7:

Han sagde Hun til hende] ligesom han Side 257 Linje 6 sagde "Hun" til gamle Ane.

Side 454 Linje 14:

Dagens Kjerte] d.v.s. Solen (sml. Anm. til 1ste Binds Side 23 Linje 2).

Side 456 Linje 26:

et cætera] (latin) "o. s.v.".

Side 456 Linje 34:

Consistorium] (latin) ved Københavns Universitet det af 16 Professorer bestaaende Raad, som under Kultusministeriets Overtilsyn styrer Universitetets Anliggender.

Side 457 Linje 28-30:

Du vel veed, at ingen \ Klenodier man i Kisten med sig ta'er? Det er forbudt ved Loven] Udgiveren har ikke fundet noget Sted, hvortil dette kunde sigte.

Side 463 Linje 13:

kratter] kradser; meget alm. i ældre Dansk, nu ikke meget brugt.

Side 464 Linje 9:

maltraiteret] (fransk) "ilde behandlet".

Side 464 Linje 12:

obduceret] (latin) "skaaret op".

Side 464 Linje 14:

trepaneret] (fransk) "fik Hjerneskallen gennemsavet".

632

Side 464 Linje 29:

Proclama] (latin) "Opfordring i Bladene til Kreditorer og Arvinger om at mælde sig".

Side 464 Linje 33-40]

om noget sligt virkeligt dengang var nylig passeret, vêd Udgiveren ikke. Cand. theol. J. M. L. Hjort er i sin Artikkel om "Adam Homo" i Nyt teologisk Tidsskrift (hvorom mere i Anm. til Side 486 Linje 3) I 171 noget forarget paa Universitetets Vegne: "Det Hib - siger han - som Consistorium faaer i tredie Deel Pag. 106 [nærvær. Sted], synes der ingen Grund at være til".

Side 465 Linje 7:

Politiets Stok] Københavns Politi var dengang udrustet med Stokke, der sad ret løse i Haanden paa Ordenens Haandhævere (sml. Corsarens Parodi, 2den Akts 1ste Scene, paa P.-M.'s "Dryaden" i nærvær. Udgaves 1ste Bind Side 542).

Side 466 Linje 12:

Kirkegaarden] er Assistenskirkegaarden paa Nørrebro.

Side 467 Linje 23-24]

ifølge P.-M.'s Udtalelse til Georg Brandes var disse Linjer de første, han nedskrev af hele "Adam Homo" (sml. Indledningen i nærvær. Udgaves 1ste Bind, Side 20). I Tilslutning hertil bemærker Hans Brix (Det ny Aarhundrede, 6. Aarg. I, Side 308): "Et Blik paa Linieparrets metriske Bygning viser, at denne Oplysning utvivlsomt er rigtig. De maa nemlig læses saaledes, at i første Linie "Adam", i sidste "af det" opfattes som ubetonede Stavelser; men derved faar de to Linier i metrisk Henseende en enestaaende Stilling indenfor hele Digtet, idet man ikke andetsteds vil finde tre paa hinanden følgende ubetonede Stavelser inde i en Linie. Dertil kommer, at Rimet er udvidet til at omfatte de tre sidste Stavelser i Linien, hvilket ellers kun finder Sted ved daktylisk Udgang (smægtende-benægtende)". - Ved at give Linjerne denne enestaaende metriske Bygning har P.-M. vistnok haft til Hensigt at give dem en monumental Karakter d.v.s. Form af en (Grav)indskrift.

Side 471 Linje 37:

Alunshandsker] d.v.s. hvide Glacéhandsker.

Side 471 Linje 39:

iden femte Sang] ovf. Side 151.

Side 473 Linje 40:

Meddeles her i chronologisk Orden] d.v.s. efter Tidsfølgen, den Orden hvori de blev nedskrevne af Alma.

Side 474 Linje 1:

Almas Efterladenskab] en Del af de følgende Digte er skrevne i Sonetform, se Anm. til Side 186 Linje 32. De falder i to Dele: I. "Lyriske Digte", II. "Religiøse Betragtninger". Om disse Digte, af hvilke de to første er en Slags Fortsættelse af de Prøver paa Almas Breve til Adam, som er anførte ovf. Side 258-259 (den anden Sonet er nedskrevet efter Modtagelsen af Adams ovf. Side 294 citerede Brev), er der Grund til i Tilslutning til Oehlenschlägers og N. M. Petersens ovf. Side 539-540 gengivne Udtalelser at anføre J. M. L. Hjorts Ord i den Anm. til Side 486 Linje 3 nævnte Artikkel: "Der er bleven opkastet Tvivl om, hvorvidt det var sandsynligt, at Alma kunde frembringe saa dybe og skjønne Digte, og navnlig af en saa objectiv, reflecterende Art. Saaledes som Digteren har fremstillet hende, forekommer den første Deel af Spørgsmaalet os uberettiget, idet vi meget mere ere berettigede til at vente os Alt af en saadan Aand, og Digtningen for hende netop bliver en mildnende, luttrende Beskjæftigelse, igjennem hvilken hendes Smerte skaffer sig Luft i liflige Sange, og hendes Suk paa Tonernes Vinger løfte sig mod Himlen. Derimod skal jeg ikke nægte, at, hvad den anden Afdeling af Digtene i tredie Deel angaaer, der, skjøndt den har Poesiens umiddelbare Friskhed og Fylde, dog tillige synes at være en Frugt af speculativ Eftertænkning over Christendom mens Problemer - forekommer det mig mindre rimeligt at tillægge en Qvinde dem, skjøndt jeg forresten indrømmer, at der i Almas særegne Forhold til Adam Homo og i den Henvendelse, som hendes Tanker derved maatte faae mod det Evige, hvorved saadanne Spørgsmaal som det om det Ondes Oprindelse og Væsen, om Muligheden af en evig Fordømmelse, om Forsoningens og Frelsens Væsen, om Salighedens Gjensyn o. s. v., kunde komme til at beskjæftige hende navnligt med Hensyn til ham, - at der deri maaskee kunde være et tilstrækkeligt Motiv for dette 633 særegne Tilfælde. - Men i den første Afdeling, hvor Alma kun udtaler sin Forventning og Længsel, sin Smerte og sit Savn, og især sin Trøst, sin Resignation og sin Hengivenhed i Guds Villie og hvor Alt kun er umiddelbart Udtryk for hendes Existentialforhold, forekommer der mig ikke at være Noget, uden det jo godt kunde være forfattet af en Qvinde. Det Eneste, der skulde røbe en Mands Tanker, er dette, at, medens mange Billeder ere hentede fra den Sphære, hvori Manden bevæger sig (Soldaten, Invaliden), er der derimod ikke et eneste, der er hentet fra den qvindelige Verden".

Side 476 Linje 12:

Accorder ... Dissonansen] henholdsvis "Harmoni" og "Mislyd, Skurren".

Side 478 Linje 6-8:

Helten vi ligned o. s. v.] den græske Historieskriver Plutarch († ca. 120 e. Kr.) fortæller, at da Grækeren Timarchos landede i Asien, besluttede han at brænde sine Skibe, for at hans Lejetropper ikke skulde flygte for de talrige Fjender; Følgen af denne Forholdsregel var en glimrende Sejr.

Side 482 Linje 3:

det himmelske Jerusalem] Hebr. 12, 22.

Side 482 Linje 31-32]

2. Moseb. 17, 6.

Side 484 Linje 31:

den himmelske Comedie] Hentydning til Titlen paa Dantes Digt: "Gommedia divina" (se Anm. til Side 445 Linje 15).

Side 485 Linje 5:

Ved Gadeposten Vand nu Alle hente] "Vand i Kjøkkenet havde man ikke; der stod herude en stor Trætønde med Vand, og ved denne hang en Blik-Øse. Vandet blev baaret op fra Posten nede i Gaarden af en Morgenkarl" (Arthur Abrahams, Minder fra min Barndom og tidlige Ungdom, Side 25). Men endnu i Fyrrerne havde man ogsaa Gadeposte, hvor man hentede Vand.

Side 486 Linje 3:

Religiøse Betragtninger] dette Afsnit af "Adam Homo" er gjort til Genstand for særlig Betragtning "fra et theologisk Synspunkt" i den ovf. (Anm. til Side 464 Linje 33 og Side 474 Linje 1) omtalte Afhandling af cand. theol. J. M. L. Hjort i Scharlings og Engelstofts Nyt theologisk Tidsskrift I, 1850, Side 166-188. I Anledning af den Udtalelse af Hjort: "Der er stor Lighed med flere Punkter i Prof. Martensens Forelæsninger over Dogmatiken, saa at man næsten kunde troe, at Paludan-Müller har kjendt og støttet sig til dennes Opfattelse", indrykkede P.-M. en Erklæring i Fædrel. 1849, No. 286, hvori det hedder: "Uden her at indlade mig videre paa Ligheden eller Uligheden af de citerede Steder med de tilsvarende i det nævnte dogmatiske Værk, skal jeg blot bemærke, at jeg ikke har kunnet støtte mig til den trykte Dogmatik, da den først udkom et halvt Aar efter Adam Homo; men at jeg ligesaalidt, enten ved mundtlig eller skriftlig Meddelelse, har kjendt Prof. Martensens dogmatiske Forelæsninger, erklærer jeg herved paa det Bestemteste. Der staaer altsaa tilbage, at jeg ad privat Vej, fra selve Dogmatikeren, kunde have modtaget hine fremhævede Anskuelser og siden benyttet dem i nogle af de theologiske Digte; men at dette ikke er Tilfældet, vil Ingen bedre kunne bevidne, end den højagtede Professor Martensen selv. - Jeg bemærker alt Dette, ikke fordi jeg lægger stor Vægt paa, om enkelte Tanker i de omtalte Digte ere meer eller mindre originale - thi hvorfra har man til Slutningen sine Tanker? - men fordi jeg maatte ansee det for i høj Grad usømmeligt, om jeg skulde have kjendt og støttet mig til en anden Forfatters selvstændige, Opfattelse af visse specielle Problemer, og dog - uden at nævne min Kilde - have offentliggjort det Laante, ligesom for at komme Forfatteren i Forkjøbet; thi at Dogmatiken snart vilde udkomme, var ingen Hemmelighed".

Efter Hjorts Gennemgang hidsættes følgende Oversigt over Gangen i de "Religiøse Betragtninger": Side 486-487 handler om Frelsen og Menneskets Deltagelse i Frelsen, Side 488-489 Linje 10 om Dæmonerne (de faldne Aander) [Hjort finder her Indflydelse fra Martensens Dogmatik, Udg. 1849, Side 230-31], Side 489 Linje 11 - Side 491 Linje 20 om Djævlen (Side 634 490-491 berøres Spørgsmaalet, om han ikke kan frelses), Side 491 Linje 21 - Side 492 om Muligheden af en evig Fortabelse, Side 493 - Side 494 Linje 10 om Sjælens Tilstand i dens indre Selvfordybelse efter Døden [Hjort finder her Indflydelse fra Martensens Dogmatik, Udg. 1849, Side 546 ff.], Side 494 Linje 11-22 om Forholdet mellem Friheden og Afhængigheden af det guddommelige Forsyn, Side 494 Linje 23 - Side 495 Linje 17 om Udvælgelsen, Side 495 Linje 18 - Side 498 Linje 27 om Menneskets oprindelige Jeg, hans Ideal, det skjulte Menneske, Side 498 Linje 28 - Side 501 Linje 3 om den hellige Aand, Side 501 Linje 4 - Side 503 Linje 14 om Forløsningen, Side 503 Linje 15 - Side 505 Linje 12 om Treenigheden, Side 505 Linje 13 - Side 506 om det salige Liv for Guds Aasyn.

Side 487 Linje 3:

Simon fra Cyrene] Matth. 27, 32.

Side 488 Linje 27:

som det i Skriften om dem hedder] Luk. 11, 24.

Side 488 Linje 36:

den Besatte] Matth. 8, 28-32 og 9, 32-33.

Side 488 Linje 38:

Tuflugt i en Hjord af Sviin] Matth. 8, 28-32.

Side 489 Linje 2:

Røvere og Tyve] Joh. 10, 10.

Side 489 Linje 9:

Legionen] her om Djævlene, der havde taget Bolig i den besatte (Matth. 8, 28).

Side 489 Linje 10:

Er du før Tiden kommen, os at plage] Matth. 8, 29.

Side 491 Linje 13:

Fuga] (italiensk) et kunstigt Tonestykke, hvori en Hovedtanke først foredrages af ên Stemme, derefter med Forandringer gentages af de øvrige, indtil alle Stemmer samler sig til en fælles Slutning.

Side 491 Linje 20:

et Parti] nl. i de saiiges Lovsang (Fuga) til Guds Ære.

Side 492 Linje 1:

Om de Fordømtes Tilstand læser jeg] Matth. 8, 12; Mark. 9, 43-48.

Side 493 Linje 16:

Archimedes] berømt græsk Matematiker († 212 f. Kr.), deltog i Byen Syrakus' Forsvar mod Romerne i Aaret 212; da disse stormede Staden, sad han fordybet i sine Studier og tegnede Figurer i det Sand, han havde strøet paa Gulvet i sit Arbejdsværelse; da en romersk Soldat trængte ind til ham, tilraabte han ham: "Forstyr ikke mine Cirkler!" men blev i samme Øjeblik nedhugget.

Side 493 Linje 22:

den anden Død] Joh. Aab. 2, 11; 20, 6; 20, 14.

Side 494 Linje 23:

Naadevalget] sml. Rom. 9, 21.

Side 495 Linje 8:

Herrens Viingaard] sml. Matth. 20, 1-16.

Side 497 Linje 31:

Den nye Himmel og den nye Jord] 2 Pet. 3, 13; Joh. Aab. 21, 1.

Side 497 Linje 32:

Jeg dig kjendte o. s. v.] Gal. l, 15.

Side 498 Linje 15:

Gud i sit Billed skabte Mennesket] 1. Moseb. l, 26.

Side 501 Linje 15-16:

Boliger... Faderhuus] Joh. 14, 2.

Side 504 Linje 17:

Jeg tørster] Joh. 19, 28. Side 504 Linje 26: som "den nye Viin"] sml. Anm. til Side 7 Linje 9.

Side 505 Linje 21:

de Rene] Matth. 5, 8.

Side 507 Linje 2:

Fra Kirken til Theatret] ved disse Ord betegner Digteren 12te Sangs Indhold som en "apokalyptisk Komedie" (d.v.s. en Komedie, der henlægger Skuepladsen til Livet efter Døden [græsk Apokalypse = Aabenbaring; mest brugt om Johannes' Aabenbaring i Ny Testam.]; sml. J. L. Heibergs "En Sjæl efter Døden" (1841), der ogsaa er en "apokalyptisk" Komedie, men ud fra et noget andet Grundsyn end 12te Sang af "Adam Homo").

Om Motivet i Sangen (Sjælens Stillen for Domstolen og Beskikkelsen af en Aktor og en Defensor) udtaler P.-M. i Brev af 19/12 1875 til Georg Brandes (Den 19de Aarhundrede, 1875-76, Side 472): "Naar det hedder Side 408 [i Brandes' Værk: Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur, Naturalismen i England]: "Det hele lille Mesterværk - (Talen er her om Byrons Satire mod Southey: the vision of judgment) - af hvilket i vor Litteratur 635 Paludan-Müller har taget Motivet til sidste Sang af Adam Homo", da er dette urigtigt. Saalidt som til..., kender jeg noget til vision of judgment og har aldrig læst den. Motivet til den nævnte Sang af Adam Homo skyldes den ved Helgenkreationer [Helgenkaaringer] brugelige Fremgangsmaade i den katolske Kirke, hvor der førend Kanonisationen [Optagelsen blandt Helgenerne] nedsættes en Undersøgelses-Ret, beskikkes en Advocatus diaboli og en Advocatus dei (hos mig en advocatus hominis) som Actor og Defensor, og først naar Sagen er ført pro & contra og Processen vunden, kreeres Helgenen. En slig Proces havde fundet Sted i Rom et Aarstid, førend jeg opholdt mig der, i Aaret 1840".

Slutningsoptrinet, hvor Adams Sjæl, skønt Dommen er gaaet ham imod, alligevel frelses, fordi Alma lægger sin Kærlighed i Vægtskaalen, har sit Sidestykke i 2den Del af Goethes "Faust" (1825) og i Henrik Ibsens "Per Gynt" (1867). Det fremkaldte Indsigelser fra Samtiden, dels ud fra teologisk, dels ud fra humant Synspunkt.

Den teologiske Betænkelighed repræsenteres af J. M. L. Hjort. "Det, som opfordrer til Indsigelse fra Religionens Standpunkt, er for det Første, at Frelsen kommer over Adam Homo mere som en physisk end som en ethisk Magt; han gjennemgaaer ikke Angerens Proces; Skjærsilden bliver mere som en udvortes Lue, hvori han mod sin Villie bringes hen for at luttres, som Metallet i Smeltediglen, end en indre, fra Hjertets inderste Dyb udgaaende Flamme, der forbrænder alt det Syndige i ham. Det vilde have været mere berettiget, om Digteren, idet han førte ham frem i den anden Verden, hvor hele hans jordiske Liv gik op for ham i een Bevidsthed i Samvittighedens Lys, hvor alle Minder levendegjordes, og alle Barndommens og Ungdommens gode Indtryk igjen vaagnede - da havde ladet ham gjennemgaae Angstens og Angerens Smerte, og havde ladet det nye Liv bryde frem igjennem den Irapuls, som Samvittigheden fik ved Døden. Idet hans Livs inderste Sandhed brød frem for ham, vilde han da med den igjennem Angeren luttrede Kjærlighed atter for evigt søge hen til Alma. Men rigtignok vilde Alma saa ikke have faaet den productive Indvirkning som nu. Dernæst forekommer der os ogsaa at ligge noget Tilfældigt i hans Frelse ved Alma, der jo paa en Maade afhænger af hendes paa hans hurtigt paafølgende Død, endskjøndt vi ikke miskjende det Dybe og Skjønne i, at Kjærlighedens Sympathi ogsaa har Magt over Tiden, eller nægte, at Evighedens Uhr bevæger sig anderledes end Tidens. Endelig forekommer os Dr. Kierkegaards Paastand heller ikke ugrundet, at Digteren fast paa catholsk Helgenviis har tillagt Alma noget af Frelserens Fortjeneste1). Han har idetmindste ikke fremstillet hende som Redskab i Frelserens Haand".

Fra humant Synspunkt opponerede M. Goldschmidt. I den Redegørelse for Grundtanken i Romanen "Hjemløs", der staar i Nord og Syd, Ny Række, 1ste Bind (1858), skriver han (Side 138): "Endelig er der et tredie Værk, "Adam Homo", som indeholder Noget, mod hvilket jeg ligeledes har villet opstille noget formentlig Rigtigere. Det er Slutningen, hvor Adam Homo, den triviale Egoist og Bonvivant, efter Døden bliver frelst, fordi Alma har elsket ham. Mig har dette altid forekommet som en Forsyndelse mod Kjærligheden, Kvindeligheden og Retfærdigheden. Kan en sand Kvinde saadan elske en Uværdig? Ikke engang den tydske Forfatter, der lader en Mand i sin Fugls, sin Hunds og sin Hustrues Blik gjenkjende samme sympathetiske Sjæl, troer paa Sligt; thi Grundlaget for hans Theori er netop Sympathien, et uforklarligt, dybt Slægtskab. Hvorledes kan altsaa en ædel Kvinde elske den Uædle med saadan Magt, at hun gjenkjender og med sin Kjærlighed frelser hans Sjæl * 636 efter Døden? Og hvorfra kommer den overvættes Naade, at Adam Homo kan blive frelst ved et andet Menneske? Jeg forstaaer det ikke og har ladet Otto udtale og ved sin Skjæbne levere praktisk Bevis for den Tanke (Pg. 955): »Den største Lykke i Verden er at blive elsket af noget Deiligt, Fuldendt . . . ikke for Kjærlighedens Skyld, men fordi en saadan kvindelig Personlighed ikke kan tiltales uden af noget Herligt i Ens Natur. Hun mærker det, enten det er blevet til Bedrift eller ei, og det er Erstatning for dem, som ikke komme til at udføre Bedrifter, skjøndt deres Sjæl havde Anlæg dertil. Det er min Tro. Den Kvinde, man vinder, er Afbilledet af Ens Sjæl.«"

Side 507 Linje 16:

Læredigtet] et Digt, der som f. Ex. "Adam Homo" har til Hensigt at belære.

Side 508 Linje 11-12]

et saadant Ønske har f. Ex. Sjælen i Heibergs "En Sjæl efter Døden".

Side 510 Linje 26:

Advocatus Hominis] (latin) "Menneskets Sagfører" (her traadt i Stedet for: Advocatus dei "Guds Sagfører", se ovf. Anm. til Side 507 Linje 2).

Side 510 Linje 36:

Djævlens Advocat] paa Latin: Advocatus diaboli (diabolisk i Linje 39 = "djævelsk").

Side 511 Linje 11:

Exceptioner] (latin) "Indvendinger".

Side 511 Linje 18:

Vita] (latin) "Levnedsbeskrivelse".

Side 511 Linje 28:

Vederpart] Modpart; Laaneord fra Tysk.

Side 511 Linje 32:

Danske Lov] Kong Christian V's Danske Lov fra 1683 er Grundlaget for dansk Ret overalt, hvor dens Bestemmelser ikke er forandrede ved senere udstedte Love, Anordninger og kgl. Kundgørelser, hvad nu for det meste er Tilfældet.

Side 511 Linje 40:

Bøderne for Leiermaal er' hæved']Leiermaal er den gamle juridiske Betegnelse for: Besvangring af ugift Kvinde. Straffen herfor, der bestod i Bøder (og for Kvinden: aabenbart Skriftemaal), hævedes af Struensee, indførtes igen efter hans Fald (1772), men blev afskaffet 1812. - Advocatus Hominis sigter til Adam Homos Forhold til Lotte, sml. Side 418 Linje 25.

Side 512 Linje 36:

arcadisk] omtrent ensbetydende med idyllisk (sml. Anm. til 1ste Binds Side 238 Linje 22 og Side 68 Linje 27).

Side 513 Linje 9:

i Hob sig kotted sammen] man har paa Norsk (se Aasens Ordbog) Talemaaden: kota seg i Hop = slutte sig tæt til hinanden (Navneordet Kot, der betyder "trangt Rum, Hytte", var alm. i ældre Dansk).

Side 515 Linje 39-40]

sml. 1ste Bind Side 6 Linje 21 med Anm.

Side 516 Linje 9:

sit Horoscop kan Homo stille] d.v.s. læse sin Fremtidsskæbne [Horoskop (græsk) "Timeviser", et med Angivelse af Dagenes og Nætternes Længde forsynet matematisk Instrument, hvoraf det 16de Aarhundredes Astronomer betjente sig til at bestemme Stjærnernes Stilling ved et Menneskes Fødsel og derigennem drage Slutninger om hans Fremtidsskæbne].

Side 516 Linje 23:

hvormed Veien brolagt er til Helved] med gode Forsætter.

Side 517 Linje 39:

justerer] (latin) "afpasser".

Side 518 Linje 22:

Tro og Haab og Kjærlighed] 1 Kor. 13, 13.

Side 520 Linje 1:

Syn for Sagen] er en Fordrejelse af Syn for Sagn, d.v.s. at se Tingen selv i Stedet for at høre andre tale derom.

Side 522 Linje 7:

Ægide] (græsk) "Skjold"; egl. Navn paa Zeus' Skjold.

Side 523 Linje 4:

Serapher] (hebraisk) Engle, der omgiver Guddommen (sml. Esajas 6, 1-3).

Side 524 Linje 6:

Purgatorium] (latin) "Skærsilden" (det latinske Udsagnsord purgare betyder "at rense").

637

PALUDAN-MÜLLERS EFTERSKRIFTER TIL DE AF HAM
BESØRGEDE UDGAVER AF "ADAM HOMO".

Originaludg. 1849, 3dje Del.

De to Dele af Digtet "Adam Homo", som her meddeles, høre, hvad Plan og Udkast betræffer, til samme Tidspunkt som første Deel, der blev skreven 1839. At der er hengaaet saa lang Tid mellem Offentliggjørelsen af den første Del (1841) og Udarbejdelsen og Tilendebringelsen af de to andre Dele, har sin Grund deels i mellemliggende Arbeider, deels i tilfældige Omstændigheder, som ikke staae i umiddelbar Forbindelse med selve Digtet. Anden og tredie Deel vare bestemte til at offentliggjøres i Begyndelsen af dette Aar; men nogen Tid efter at Trykningen var begyndt, indtraf de store Begivenheder i vort Fædreland, der altfor meget optoge Sind og Interesse, til at Forf. med stadig Opmærksomhed paa Revisionen kunde fremme Arbeidet, der saaledes først nu seer Lyset. - Uagtet Scenen, hvorpaa Digtet bevæger sig, er Nutiden, vil Læseren dog let bemærke, at denne Nutid paa nogle Steder ikke er fra iaar; men at Tanken alt imellem maa gaae et Aars Tid tilbage, for at finde Overeensstemmelse mellem Digtets Ord og Tiden. Denne Tid ligger imidlertid saa nær, dens Billede maa endnu være i saa frisk Erindring, at Forf. ikke har anseet det fornødent, at udelade af Bogen de ganske enkelte Steder, der kunne siges at contrastere med Øieblikket. - Af Digtets første Deel vil om nogen Tid udkomme en ny, revideret Udgave. December 1848.

Revideret udgave af 1ste Del, 1849.

Nærværende Udgave af Digtet "Adam Homo's første Deel slutter sig i det Væsentlige til den tidligere. Ingen af de Skildringer, der forefandtes i første Udgave, er her udeladt, og de foretagne Forandringer indskrænke sig til Afkortninger samt til Text- og Formforbedringer. - Af det Bortskaarne vil Læseren næppe savne Noget, det skulde da være det fjerde af de Smaadigte, der forekommer i 5te Sang, som er udeladt fordi det aldeles savner den idylliske Tone, hvori de andre tre Digte ere holdte. Forsaavidt Tanken i dette lille Digt maatte besidde noget Værd, vil der altid være Leilighed til, ved en senere Udgave af hele Værket, at anbringe den paa et mere passende Sted i forbedret Form. - Med Hensyn til de i nærværende Udgave foretagne Textog Formforbedringer, vilde det her blive for vidtløftigt at nævne blot de betydeligste, eller angive Grundene til dem. Hensigten med dem alle har været, at gjøre denne Deel ligesaa let læselig som de to andre, ved at gjøre dens indre og ydre Form mere correct. At der endnu kunde være gjort flere Forbedringer, indrømmes villigt af Forf., som dog ikke har anseet sig berettiget til i noget Væsentligt at forandre Reflectionernes Indhold eller de enkelte Sceners Characteer.

638

2den reviderede Udgave 1851.

Med Hensyn til de i denne Udgave foretagne Forandringer, bemærkes, at disse for største Delen angaae Formforbedringer, navnlig er første Deel i saa Henseende bleven underkastet en nøiagtig Revision. Hist og her i Værket er fremdeles en Stanze udgaaet, eller en ny optaget efter det oprindelige Manuscript; men Tallet af disse Stanzer er kun lidet. Maskescenen i niende Sang er ordnet noget anderledes end i første' Udgave, ligesom en enkelt Maske efter Manuscriptet er ombyttet med en Anden, der bedre svarer til Scenens Hensigt. I den ellevte Sang er, iblandt Digtene, Eet udeladt som forfeilet, hvorimod tre Nye ere komne til, Eet i den første og To i den sidste Afdeling.

4de Udgave 1863.

Det er Forfatterens Ønske, at denne fjerde Udgave af Digtet "Adam Homo", i hvis Correctur han har deeltaget, og paa hvis nøiagtige Gjennemsyn, samt Conferering med Manuscriptet og tidligere Udgaver, han har anvendt Flid og Opmærksomhed, maa tjene fremtidige Udgivere til Rettesnor, hvis Bogen tiere skulde blive oplagt.

5te Udgave 1873.

Det er Forfatterens Ønske, at denne femte, af ham selv besørgede Udgave af Digtet "Adam Homo", i hvis Correctur han har deeltaget, og hvis Text er sammenholdt med de tidligere Udgaver, fremfor nogen af disse maa tjene som Norm for fremtidige Oplag af Digtet, hvis der bliver Brug for saadanne.

639

INDHOLD AF 2det BIND.

  • Adam Homo. 1ste Del (1839-1841) ........................ 5
  • Prolog ............................................... 7
  • Første Sang .......................................... 11
  • Anden Sang........................................... 30
  • Tredje Sang.......................................... 60
  • Fjerde Sang ..................... .................... 94
  • Femte Sang ......................................... 122
  • Sjette Sang........................................... 156
  • Adam Homo. 2den Del (1845-1848)........................ 193
  • Syvende Sang......................................... 195
  • Ottende Sang ......................................... 254
  • Niende Sang.......................................... 323
  • Adam Homo. 3dje Del (1845-1848)......................... 401
  • Tiende Sang.......................................... 403
  • Ellevte Sang.......................................... 468
  • Tolvte Sang .......................................... 507
  • Kommentar............................................... 527
  • Paludan-Müllers Efterskrifter................................ 637