✂
At ret jeg lever skylder dig jeg kun,
Af alle Mennesker kun dig alene!
Før i min Tanke boede jeg saa ene,
Som en Delphin paa Havets stille Bund.
✂
187
Da hørte jeg din Røst en Aftenstund,
Da Stilhed syntes Alting at forstene,
Og Røsten lokked mig med Toner rene
Paa Bølgefladen op, fra Dybets Grund.
✂
Din Stemme klang for mig i Luftens Sale,
For Livet klart i Toner frem at stille,
Og gjennem dine Ord blev Verden min.
✂
O, vedbliv altid saa til mig at tale!
Du er min Sanger, som jeg hører spille,
Jeg er din tro, din lyttende Delphin!