✂
Naar rigtig man har leet af Hjertens Grund,
Et lille Suk fra Brystet høres atter,
Ret som man selv fordømte denne Latter,
Hvori sig Sjælen frigjør for en Stund.
✂
Det er som man af Skole skulked kun,
Idet saa heftig Glæden man omfatter,
Og Sorgens Folder i en Verden glatter,
Hvor Korsets Byrde først gjør Sjælen sund.
✂
Men hvi blev Latter Mennesket da givet?
Hvad gavner den vel os, der her skal røres
Til Taarer ved den jordiske Tragedie?
✂
Dens Tid ei kommer, førend endt er Livet,
Før, bleven til et Frihedschor, deri høres
Som Jubel ved den himmelske Comedie.
_____________
485
O Lørdagsaftens Glands, som tidt mig blendte!
Hvor travlt det hele Nabolav nu har:
Rundt om Beredelsen jeg bliver vaer
Til Søndagmorgens Fryd, som er ivente.
✂
Ved Gadeposten Vand nu Alle hente,
Der vaskes Vindver, og der skures Kar,
Og hver, af Sit optagen, meer ei ta'er
Forargelse af Venner og Bekjendte.
✂
O Lørdagsaften, som gjør Alle lige!
Din Færd for Livet og for Alle gjælder,
Der mod en evig Søndagsglæde hige.
✂
Og spotter man din Færd, saa agt ei Torten!
Skjøndt i din Gjerning du som Æslet træller,
Du løfter dog dit Hoved høit som Hjorten.