Oehlenschläger, Adam

Den 15. November 1806 kom Oehlenschlæger til Paris, hvor han opholdt sig indtil August 1808. Her digtede han »Palnatoke« og »Axel og Valborg«. Fra Paris gik Rejsen til Svejts; Vinteren tilbragte han paa Coppet ved Madame de Staëls Digterhof. Tidligt næste Foraar (1809) brød han op til Italien, hvor »Correggio« blev skrevet i Rom og Grotta ferrata. Endelig dette Efteraar blev det til Alvor med den længe bebudede Hjemrejse. Den 24. November 1809 landede Oehlenschlæger i Korsør. Han havde da været borte fra Fædrelandet i over fire Aar.

Sammenlignet med de rige Impulser, Tysklandsopholdet havde givet Digteren, bragte Rejsens sidste tre Aar ham ikke noget tilsvarende aandeligt Udbytte. Han hjemsendte vigtige Værker i Aarene 1807-1809, men intet der kunde maale sig med de »Nordiske Digte«. I Tyskland havde Oehlenschlæger følt sig hjemme som i sit andet Fædreland. Han kom dertil i en Periode, hvor Aandslivet stod i rigeste Flor, og han fik Lejlighed til at træde i personlig Forbindelse med flere af de ypperste Repræsentanter for tysk Kultur, først og fremmest med Goethe. Til Paris kom han derimod som en fremmed, der ganske beherskedes af sin Generations germanske Fordomme mod fransk Aand og fransk Kunst. Frankrig oplevede i Aarhundredets første Ti-Aar en eventyrlig politisk Storhedstid; fra sit Vindue i 7. Etage i Hôtel des Quinze-Vingts havde Oehlenschlæger Udsigt over Karrusselpladsen, hvor Napoleon i egen høje Person ekserserede sin Garde.

III

Men i Litteraturen havde Riget mistet den gamle Førerstilling. Perioden beherskedes af Epigonerne, og de nye Strømninger, der var ved at arbejde sig frem, har næppe tiltrukket sig den unge Danskers Opmærksomhed. Han havde ingen Forbindelse med ledende franske Personligheder; den tyskorienterede Madame de Staël kom han først i Coppet paa nærmere Hold, og hun har forøvrigt intet betydet for hans aandelige Udvikling.

Hjemme paa Hotellet bestyrkede hans brave Ven, Arkæologen P. O. Brøndsted, ham i de medbragte ugunstige Meninger om den franske Nation. De var ikke fri for begge at behage sig i Bevidstheden om at være ærlige og dybtsøgende Nordboer, naar de sammenlignede sig med de galliske Overflademennesker, hvem Brøndsted frakendte »Liv i Idéen«. Franskmænd omgikkes Oehlenschlæger ingen af; Omgangskredsen var dansk-tysk; hans Fransklærer Depping var en Tysker, og hans egen Hovedbeskæftigelse i Frankrigs Hovedstad var at digte paa Tysk. Hans Dom over Nationalmodsætningerne tilspidsedes i Paradokset »Gud elsker de gothiske Nationer«. »Palnatoke«s Kontrast mellem Nordens aabne Ærlighed og Sydens lumpne Nedrighed er Digterens egen Opfattelse af hans Forhold til Byernes By.

Og alligevel kunde han ikke frigøre sig fra dens Trylleri. Privat var han til Brøndsteds Bekymring slet ikke uimodtagelig for Paris' farlige Tillokkelser. Og trods hans Kunstanskuelses stive Doktrinarisme overfor den franske Tragedie, bragte flittige Teaterbesøg, der nok mest gjaldt Lystspillet, men hvor heller ikke Tragedieopførelserne med den store Talma i Hovedrollerne blev forsømt, ham paa flere IV Punkter til at revidere sin oprindelig fuldstændigt afvisende Dom. »Axel og Valborg« er et Forsøg paa at sammensmelte den galliske og den germanske Dramatype. Og det store Brev til Goethe af 4. September 1808 (kort efter Afrejsen fra Paris) giver, alle Forbehold og Indvendinger tiltrods, en paa sin Vis baade forstaaende og træffende Karakteristik af de store franske Tragikere. Oehlenschlæger har Sans for den aandfulde Dristighed, som præger Corneilles bedste Værker. Om Racine gør han den rigtige Bemærkning, at han »i visse Maader har afluret de Gamle det sammentrængt Skønne i den dramatiske Stil«. Ved sin Uvilje mod hans Psykologi - Racines Helte er »slette, listige og nedrige Karle« - røber han, at han meget vel har forstaaet, hvorledes Versenes ydre Elegance dækker over Lidenskaber af en hæftig og farlig Glød, aabner Afgrunde af forfærdende Dybder, som var hans egen sunde og naive tragiske Stil fremmed.

Men var han saaledes som Nordbo paa sin Post overfor Franskmændene, hvem han selv paa Coppet »aldrig lærte at søbe Kaal med«, saa følte han sig ikke i mindre Grad i Opposition til de to førende Medlemmer indenfor sin tyske Omgangskreds, Brødrene Friedrich og August Wilhelm Schlegel, Romantikens skarpeste kritiske Begavelser. Kollisionen mellem den unge Poets højt udviklede Selvfølelse og de to berømte Brødres ikke mindre tydelige Bevidsthed om deres eget Værd var uundgaaelig, og Modsætningen skærpedes ved Gemytternes dybe Uoverensstemmelse: Oehlenschlægers hede, følelsesbevægede Sind overfor August Wilhelms akademiske Korrekthed og Friedrich Schegels kolde Ironi. Dertil kom de to

        

V Parters fuldstændigt forskellige Syn paa Kunst og Liv. Brødrene Schlegel havde draget Romantikens sidste Konsekvenser; Middelalderdyrkelsen havde ført dem til den katolske Kirke. Oehlenschlæger bestyrkedes yderligere i sit Brud med Romantiken ved Samværet med dem; han var yderst forarget over Fr. Schlegels respektløse Ytringer om Goethe, og han følte sig gennem den tyske Klassicisme fast forankret i det 18. Aarhundredes Humanisme. Palnatokes Uvilje gælder ikke Kristendommen, men Katolicismen, og som Protest mod Middelalderdyrkelsen skrev Oehlenschlæger samme Aar som Tragedien det fortællende tyske Digt »Der irrende Ritter« - Virkelighedens Opgør med det romantiske Blændværk. Sit antiromantiske Standpunkt udtrykte Digteren fyndigt i dette Epigram:

Lessings Aesthetik wollte Wahrheit,
Natur in kräft'ger schöner Klarheit.
Die beiden Schlegel wollen Wehmut,
In mönchischer und stolzer Demuth.

Biskop Popo og Sortebroder Knud er hans Svar paa Brødrenes katolske Propaganda.

Medens Coppet-Vinteren kun synes at have været af ringe Betydning for Oehlenschlægers digteriske Skaben, er »Correggio« mættet med ItaliafærdensTuristindtryk af Natur, Mennesker og Kunst. Og hvad Oehlenschlæger ikke havde mødt i Paris og paa Coppet, traf han i Rom: en stor og en beslægtet Aand. Mødet med Thorvaldsen kan i Betydning sammenstilles med Mødet med Goethe.

Digteren havde forladt Danmark som ung Romantiker. Han vendte hjem som Talsmand for en moderat Klassicisme, i samme Grad paa Vagt overfor VI fransk Frivolitet og tysk Mystik; som skyede det ekstravagante og det unaturlige, skræmmedes af det hæslige og det sære, men som hyldede Mennesket i dets højeste harmoniske Udfoldelse. Her var Grundvolden lagt for Guldalderen i den danske Litteratur.