PALNATOKE - Det Kgl. Biblioteks tekstportal

↩

PALNATOKE
ET SØRGESPIL

LVI

✂

PERSONERNE:

Harald Blaatand, Konning i Danmark.
Svend Tveskiæg, hans Søn; Søekonning.
Fiølnir, Haralds Staller og Merkismand.
Palnatoke, Jarl i Fyen, Vensyssel og Bretland.
Palnir, hans Søn.
Bue hin Digre, hans Svogere, Bornholmere, Vesets Sønner.
Sigurd Kappe, hans Svogere, Bornholmere, Vesets Sønner.
Vagn Akisøn, hans Sønnesøn.
Sigvald Jarl, Strutharalds Sønner, Skaaninger.
Thorkil hin Høie, Strutharalds Sønner, Skaaninger.
Thorvald Vidførle, en Islænder.
Popo, Biskop i Slesvig.
Skofte, Kong Haralds Gangerpilt.
Arnoddur, Kong Svends Herold og Kiertesvend.
En Fangefoged.
Kæmper.

✂ Handlingen foregaaer i Roskild. Tiden er 991.

2
3

✂

FØRSTE AKT.

KONGENS HAL.

KONG HARALD. BISKOP POPO.

POPO.: ✂ Hvor fryder det mit Hierte, ædle Herre!
At finde Eder ved de gamle Kræfter.

HARALD.: ✂ Himlen skee Tak! Min Sundhed fattes intet,
Gid alt var i mit Rige sundt som jeg,
Saa skranted ei saameget, som nu skranter.

POPO.: ✂ Det er en Barnesygdom. Veed I ei
De Børn, som kues under Væxten, trives
Med Tiden bedst? den danske Christendom
End ligger som et nyefødt Barn i Vuggen;
Men lad den komme først til Kræfter, Herre!

HARALD.: ✂ Naar den er kommen fuldelig til Kraft,
Da er min Krop længst faldet hen i Muld.

POPO.: ✂ Saalænge Verden staaer, vil I erindres
Som Christendommens første danske Konge.

HARALD.: ✂ Hvo veed, om ei den nidske Efterslægt
Vil giøre selv mig dette Tilnavn stridigt?

POPO.: ✂ Umuligt, Herre! Tidens høie Røst
Kun taler Sandheds Ord; jeg forudseer
St. Harald eengang anraabt som en Helgen.

HARALD.: ✂ I lover meer, Herr Bisp! end I kan holde.

POPO.: ✂ Hvor var den Hersker, der med Kraft, som I,
Den gode Sag har vældig understøttet?
Hos Harald Klak, hos Gorm hin Rige, Frode,
Beundres ene kan den gode Villie;
Kong Erik lod sig døbe, det er sandt,
Han var Anschar en Ven, han bygte Slesvig
Den Kirke, hvor I satte mig til Bisp;
Men ak han faldt, som St. Sebastian,
For Hedningernes Pil! Først Eder blev
Det givet heldig at stadfæste Troen,
Og derfor meer end hine Kongers Navne,
End Ebbos, end Anscharii, Rimberti,
End Adalgars, end Unnis, Adeldags,
Vil Eders, fromme Harald! Funkle frem
Høit, fremfor alle Christendommens Helte.

HARALD.: ✂ Hvad bringer I fra Bisp Libentz i Hamborg?

POPO.: ✂ Først mange kraftige Velsignelser,
Velmente Raad, og faderlige Bønner.

HARALD.: ✂ Jeg har endnu en Slump tilovers af
Den Skok, han sendte mig med sidste Hilsen,
Og trænger ei saasnart igien. Hvad mere?
Spring over alt det andet, Præst! og lad
Os komme til det Vigtigste. Hvad siger
Mig Keiser Otho ved din Erkebisp?

POPO.: ✂ Den store Keiser har med Velbehag
Fornummet Eders Iver, fromme Konge!
For Christendommen; han forsikkrer Eder
Om varigt Huld, hvis saa I farer fort.
Fremdeles sender Eder Erkebispen
En Afskrivt af den pavelige Bulle;
Johannes, Christendommens hulde Fader,
Har sendt ham Pallium; sin Bispestav
Har Otho rækket ham med egne Hænder.
Saaledes er han nu stadfæstet i
Sit fromme Embed efter Adeldag,
Som Erkebisp i Hamborg og i Bremen
Og Christendommens milde Overhyrde
I Nord. Her seer I Bullen, Herre Konge!

Han rækker ham en Pergaments Rolle.

HARALD.: ✂ Hvad skal jeg med den Rolle Kragetæer?
Runer paa Skioldet kan jeg læse dig
Saa godt som nogen Skiald; men disse Snørkler
Forstaaer jeg mig ei paa. Tag det tilbage!
Jeg veed saa forud alt hvad det betyder:
Indskrænkning i min kongelige Magt!

POPO.: ✂ Uhindret har du Verdslighedens Arm,
Kun Geistlighedens styrer Erkebispen.

HARALD.: ✂ Retsaa! Eenarmet staaer jeg, det er Tingen;
Før havde Dannerkongen tvende Arme.

POPO.: ✂ Saa sømmer det sig ingen christen Konge
At tænke, ædle Harald! overlad
Den vilde Stoltheds Uregierlighed
Til Hedningen. Speil Jer i Hakon Jarl!
Saa vild en Helt han var, saa tog han dog
En Ladning Munke med til Norges Land.

HARALD.: ✂ Ja Hakon! Det er mig den rette Christen.
Og veed I ei, at neppe var han kommen
Paa Havet ud, før flux han kasted Munke,
Med Bøger, Vievandskar og Paternoster,
Ud over Bord; og at han bygger nu
Rundt sine gamle Templer op paa nye?

POPO.: ✂ Hvis saa er, vil han svede seent derfor
I Svovelpølen.

HARALD.: ✂ Nu! Det faaer saa være.
Jeg er en Christen, jeg er døbt! Nu vel!
Jeg breder ud den christne Tro. Saa er det!
Jeg nødes til det. Otho lærte mig
At indsee Tingen, med sit Sværd - Jeg var
7 Desuden stemt for Sagen førend han kom!
Og dit Mirakkel, Bisp, med Handsken, har
Stadfæstet mig i Troen. Lad saa være!
Og at paa denne Viis en Dæmning sættes
Mod disse Oprørsmænd, som vover at
Foragte Kongens Høihed, Overherskab;
At de skal brænde dygtigt for det hist,
Det glæder mig; kun at I ikke glemmer,
I gode Munke, Fyrstens Rettigheder.

POPO.: ✂ Du har ei mere trofast Underdan
End mig, og Klostrets fromme Brødre, Harald!
For christne Præster har du ei at frygte;
For Hedenskabets tøileløse Mænd
Desmeer, og fremfor alt, for Palnatoke.

HARALD.: ✂ Ham frygter jeg nu, Tak skee Gud, ei længer,
Thi han har brudt sin Hals paa Skaanes Bakker.

POPO.: ✂ Hvorledes, fromme Konge? Er det mueligt!

HARALD.: ✂ Hovmodig, trodsig, som bestandig, paastod
Han engang i et Drikkelag i Vinter,
At kunne løbe vel saa godt paa Skie
Som nogen Mand, ja bedre selv end Kongen;
Til Straf paalagde jeg ham ned at løbe
Ad Kullens Ryg; der har hans Dristighed
I Havet styrtet ham.

POPO: sukker.
✂ Nu, det var vel!
Thi værre Dievel gik paa Jorden ei.
Han ægged Sønnen op mod Faderen,
Og han var Hedenskabets Marv og Næring.

FIØLNIR: kommer.
✂ Tilgiv, Kong Harald, at jeg melder dig
Et ukiert Budskab: Svend, din Søn, er landet,
Har qværsat sine Skibe i Issefiorden,
Og giester her dig moxen i din Hal.

HARALD.: ✂ Den Uforskammede! Siig, kommer han
Med megen Magt? Thi skiøndt han er min Søn,
Saa nøder hans Ugudelighed mig
Bestandig at betragte ham som Fiende.

FIØLNIR.: ✂ Han er ei dragen slap paa Folk og Færsel,
Dog har vi intet end at ræddes for.

POPO.: ✂ Jeg gaaer. Gud styrke dig min ædle Herre!
Mit Blik afskyer at see Forhærdelsen.
Men dersom du vilst nyde hist Belønning,
Saa døv dit Øre for hans Røst, om Giften
Er nok saa sød! viis dig din Fromhed og
Din Krone værdig! Sønderriv de Baand,
Der vil foreene paa en syndig Maade
En christen Fader med en hedensk Søn!

FIØLNIR.: ✂ Jeg følger Eder min ærværdige Herre!

Popo ogFiølnir gaae.

SVEND TVESKIÆG: træder ind.
✂ Hil dig, Kong Harald! høie Dannerkonge.

HARALD.: ✂ Hvad vilst du her? Hvor understaaer du dig
At trænge dig ind i min Hal, Svend Otho?
Har jeg for evig ei forbuden dig
At komme mig for Øine meer i Verden?

SVEND.: ✂ Saaledes pleied aldrig danske Konger
At hilse fremmed Mand i egen Stue.
At glemme Giestfriehedens skiønne Pligt
Blev anseet for en Skiændsel; Kongen viste
Sig venlig mod den Mindste som den Største.
Men det var Hedenskabets Sæd; nu tænker,
I alt man anderledes, som jeg mærker.
Nu er det fromt at qvæle Hiertets Stemme,
At glemme Blodets Pligt; nu kan en Fader
Selv hade sine Børn; det lønnes hisset
Jo med Lyksalighedens Palmekrone.

HARALD.: ✂ Forhærdede! hvad taler du om Pligt,
Som gandske glemmer hvad du est forpligtet
Ei blot din Fader, men din Overherre?

SVEND.: ✂ Min Fader har du aldrig viist dig Harald,
Min Overherre skalst du ikke være.

HARALD.: ✂ Hvo giorde til Statholder dig i Vigen?
Hvo gav dig trende Skibe, hundred Mand,
Til dine Røvertog? Hvo gav dig sex?
Hvo gav dig Skaanes Marker at bestyre?

SVEND.: ✂ Du, Harald! som en ussel, svag Erstatning
For hvad mig tilkom efter Fødselsretten.
Du sendte mig til Vigen og til Skaane,
For bort at fierne den Forhadte; gav
Mig nogle Skibe, for at vorde qvit mig.
Det kalder du nu Fadergodhed! Godhed!
Ha hele Norden kiender denne Godhed
Og seer dit Sindelag imod din Søn.
Du troer vel ei jeg veed, hvad hele Landet
Halv taler om forundret, halv med Tvivl?
At du vilst drage Arverettigheden
Fra mig, din Søn, til Thrugil Sprakaleg
I Jomsborg? Guder! saae man hidindtil
En Fader handle saadan mod sit Barn?
Naturen væmmes ved at troe derpaa,
Og giver de urimeligste Rygter
Sandsynlighed. Man mener rundt i Landet,
At jeg er ei din Dronning Gundhilds Søn,
At kun jeg er et Frillebarn, som fødtes
Dig af en Trælleqvinde; derfor kaldes
Jeg Svend: en Træl. Sligt maa jeg høre, døie!
Maa see hvorledes Uretfærdigheden
For mine Øine væbner sig; og skulde
11 Nu sidde stil med Hænderne i Skiødet?
Nei ved den staalbeklædte Asathor!
Jeg væbner mig; og har du plat forglemt
En Faders Pligter, nu saa er det billigt
At jeg forglemmer Sønnens, og itide
Mig reiser mod min græsselige Fiende.
Det er ei mig, men dig, der giver Verden
Et grumt Bevis paa unaturligt Had.

HARALD.: ✂ Hvad vil, hvad vil min Fiende i min Hal?

SVEND.: ✂ Med egne Øren høre, hvad mit Hierte
Afskyer at troe, Siig mig, har Rygtet Ret?

HARALD.: ✂ Du byder mig at tale, Ungersvend!
Om jeg nu taug?

SVEND.: ✂ Saa skriger meer din Taushed,
End Fenris Hyl.

HARALD.: ✂ Ha, Svend! jeg veed ret vel
Hvorfra din Opstand har sin Hovedkilde.
Bestandig hører jeg kun giennem dig
Den stolte Palnatokes Røst. Ha men
Dersom til ham du sætter end din Liid,
Da har paa Flyvesand du bygt dit Slot;
Den vilde Hedning aander ikke længer.

SVEND.: ✂ Og dersom du til Palnatokes Død
Din Trøst har sat, da est du trøstløs, Konge!
12 Thi Palnatoke har ved Valhals Hielp
Sit Eventyr bestaaet; om en Stund
Vil han med mine Kæmper hilse dig
I Kongesalen.

HARALD.: ✂ Palna- raser du?
Har ei han brudt sin stive Hals paa Skien?

SVEND.: ✂ Nei Konge! Palnatokes Kæmperhals
Er endnu heel, og kneiser vel saa stiv,
Som hidindtil.

HARALD.: ✂ Hvad var det Rygte da,
Som bragte mig det Budskab, at hans Skie
I Farten brast, at han var død i Havet?

SVEND.: ✂ Hvad Rygtet oftest er: Et Sandhedsfnug
Sendt i en Ladning let og vindig Løgn.
Den brast, hans Skie; saavidt har Rygtet Ret;
Men denne Skiens Bristen har forhindret
At Palnatokes stolte Hierte brast.
Thi, som han fløi afsted, og netop var
Ved Skraaningen, som førte ned mod Havet,
Da tørned Skien mod en Kampesteen,
Og Palnatoke faldt og rulled brat
Tilside ned i Dalen, snebedækt.
Da skyndte dine Vidner flux sig bort,
At bringe dig den kiere Efterretning:
Hans Drab. - Men Palnatoke lever, Konge!
Den Snilde lod sig bære ud for død
Hen paa sit Skib, og satte hurtig Farten
13 Til mig i Skotland, hvor jeg var paa Tog.
Nu giester han dig, sund og stærk som hidtil,
Med mig i Dag, i Roskild, paa din Kongsgaard.

HARALD.: ✂ Og har til Hævn nu ægget dig mod mig?

SVEND.: ✂ Vi kommer her som fredelige Giester.
Hvad fra i Dag skal skee, beroer paa dig.

HARALD.: ✂ Og hvad forlanger du?

SVEND.: ✂ Hvad du forlangte
Af Gorm din Fader, og hvad du erholdt:
En Part i Riget.

HARALD.: ✂ Du, en Hedning, Svend!
Religionens Fiende Part i Riget?

SVEND.: ✂ Gorm deelte Magten i sin Alderdom
Med dig, skiøndt han var Hedning, du en Christen;
Nu sømmer det sig omvendt dig at handle.
Lad Troen være Troe; det er en Sag
Hvorfor Enhver bør raade selv, ei Kongen.
Giør ingen Vold paa Landets gamle Sæd!
Paa Landets Vedtægt grunder sig dit Herskab.
Hvad dig til Drot har giort, giør mig til Arving,
Og til din Medhielp nu i Alderdommen.

HARALD

✂ afsides.

✂ Ha jeg forgaaer af Harm. Men jeg vil skiule
Mig til en bedre Leilighed mod ham.
Paa Ophavsmanden derimod, fra hvem
Det Onde kommer, vil jeg hævne mig
Endnu i Dag, saasandt jeg er en Konge.

Høit.

✂ Da du est kommen hid, saa vær velkommen!
Hvad jeg fremdeles giøre skal for dig,
Beroer paa dine Handlinger herefter.

SVEND.: ✂ Jeg hører Palnatoke med mit Følge.

HARALD: afsides.
✂ Ham skal min Harme træffe sikkerlig.

PALNATOKE. EN SKARE KÆMPER.

PALNATOKE.: ✂ Hil Dannerkongen i sin Hal.

HARALD.: ✂ Velkommen
Fra Heltedaaden, Toke! Som jeg hører,
Saa har du giort berømte Bukkespring
I Sneen, siden sidst vi taltes ved.

PALNATOKE.: ✂ Jeg har ei vægret mig at efterkomme
Dit Herrebud.

HARALD.: ✂ Men, som jeg hører, Frænde!
Ei skilt dig ved det paa den bedste Maade.
En Helt, der løber stolt paa Skie, som du,
Er det just ingen Hæder, ingen Ære
At takke latterlige Hændelser
For Seieren. Thi varst du falden ei
Paa Bagen, midt i Sneen, som en Pebling,
Saa varst du neppe kommen, som jeg hører,
Uplukket hiem fra dette Julegilde.

PALNATOKE.: ✂ Slig Spot kan ikke træffe mig. Jeg haaber
Hver billig Mand, som kiender Kullen, indseer
Nødvendigheden af et saadant Fald.
At dette Fald ei blev min Undergang,
Det takker Guderne jeg for. Du vilde
Ydmyge mig; jeg foretrak, som det
En Dannemand sig sømmer, Døden for
Ydmygelsen. Hvis ei med min Bedrift
Du est tilfreds, da prøv den selv; og kommer
Du bedre fra den, vel, saa kanst du spotte.
Forresten, da nu Sagen er forbi,
Saa lad den ogsaa være glemt, Kong Blaatand!

HARALD.: ✂ Hvad Blaatand? Væmmeligt er for mit Øre
Sligt Øgenavn. Hovmodig stolte Mand!
Det veedst du. Harald Gormsøn vil jeg kaldes.

PALNATOKE.: ✂ Tillad mig at jeg kalder dig Kong Blaatand.
Det er en gammel Ret for Dannerfolket.
16 At give deres Konger slige Tilnavn.
En Konge drømmer ofte sig en Gud.
Da er det godt, at Navnet altid raaber:
Du est ei blot en Askurs Søn, o Konge!
Men selv en Askurs Søn med Feil, som Andre.

HARALD.: ✂ Du est saa næsedierv, som hidindtil.
Dit Eventyr har endnu ei formaaet
At knække Dristigheden.

PALNATOKE.: ✂ Odin lade
Det aldrig komme dertil, at en sund
Og ærlig Danske glemmer Dristigheden.
Da pløie Gefion før det stolte Sielland
I Havet ned igien med sine Øxne.

HARALD.: ✂ At glemme, hvad du est din Herre skyldig,
Det kalder du en Dyd, saavidt jeg mærker.

PALNATOKE.: ✂ Jeg glemmer ikke, hvad jeg skylder dig,
Fordi jeg mindes, hvad jeg selv mig skylder.

HARALD: hidsig.
✂ Min Ære gaaer for din.

PALNATOKE: rolig.
✂ Din Ære vinder
Ved at beherske frie Mænd, ei Trælle.
17 At tale dierve Ord i Kongesalen
Var Brug fra Arrilds Tid.

HARALD.: ✂ Det vilde Væsen
Er just, hvad jeg forjage vil af Landet.

PALNATOKE.: ✂ Dumdristighed er vild, ei Dristigheden.

HARALD.: ✂ Altsaa, da du ved Drikkebordet sidst
Hovmoded dig og lod din egen Mund,
I Hallen, høit gientage dine Fortrin,
Da varst dumdristig du.

PALNATOKE: med undertrykt Fortrydelse.
✂ Ei hidindtil
Blev for Vanhæder det betragtet, stundum
At see en Kæmpe med en ærlig Ruus.

HARALD.: ✂ Men hvad den Drukne paastaaer, veedst du vel,
Skal ædru Mand forsvare.

PALNATOKE.: ✂ Aldrig var
Min Tunge Hersker over min Forstand.
Klogskaben tidlig gaaer fra Drikkelaget
Med Qvinderne, den skranter, maa tilsengs,
Den er af skrøbelig Natur, den modstaaer
Ei Miødens Kraft. Men Sanddruheden, Herre!
Den vaager ud paa Natten, som en Mand,
18 Den drikker uanfægtet med den Bedste.
Og vinder alt i Kræfter, som den drikker.

HARALD.: ✂ Af drukne Folk og Børn skal Sandhed høres.
Ret saa. For Kongen er det ofte nyttigt,
Ved sligt et Gilde stundom at erfare
Det sande Sindelag, som ellers Listen
Forstaaer at holde skiult.

PALNATOKE.: ✂ Jeg troede stedse,
Naar Dannerkongen giested sine Kæmper,
Da var det for at lønne Mod og Troskab,
Ei for at speide fiendtlig efter Svig.

HARALD.: ✂ Alt som det falder! - Som jeg seer, saa har du
Din Bue med dig, og dit Pilekogger.
Ifald jeg mindes ret, saa roste du
Dig ogsaa dengang af: du kunde skyde
Vel fremfor alle Mænd, ja selv for Kongen,
Den Vidtberømte for sit Pileskud;
Est du endnu af samme Tanker, Toke?

PALNATOKE.: ✂ Hvad er det om min Mening dig at giøre?
Naar Danmarks Fiender komme, vil vi skyde;
Der kan vi kappes paa en ærlig Viis.

HARALD.: ✂ Nei, nei, du slipper ei saa let derfra.
Gientag din Pral! tilstaae i Ædruhed
19 For alle Kæmper: Skyder bedre du
End Dannerkongen? Bringer ingen Fare
Din Arm dig til at skiælve? Ingen Fare?

PALNATOKE.: ✂ Jeg praler ei.

HARALD.: ✂ Velan! saa siig det frem.

PALNATOKE.: ✂ Hvorfor gientage, hvad der alt er sagt?

HARALD.: ✂ Du staaer da ved dit Ord?

PALNATOKE.: ✂ Saa er min Vane.

HARALD.: ✂ Heel vel! - Dit sidstudviste Helteværk
Beviser ikke meget, vidner ei
Om sieldne Fortrin. Du slapst heel derfra
Kun ved en Slumpelykke, det var alt.
Det sømmer sig den vise Dannerkonge
At prøve sine Mænd, retfærdig stræng
At veie hvers Fortieneste. Du trænger
Dig stedse frem, du giver dig et Skin
Af den udmærkede, den sieldne Mand.
Velan! saa er det ogsaa nu fornødent,
At, ved en rask og usædvanlig Daad,
Du viser mig dit Fortrin fremfor alle.
Du est en dygtig Kæmpe, saa er flere,
Det giver intet Fortrin dig forud dem.
At du est mægtig, at du eier Land,
20 Beviser atter Lykken, intet Værd.
Thi er det nu nødvendigt, som du indseer,
Engang for Alvor ret at prøve da
Din Dygtighed; og for at kunne dette,
Har jeg udtænkt en Daad, som snart er giort,
Paa Stedet her, som Kongen selv kan see
Med egne Øine, som beviser ham
Hvad han forlanger, nemlig at du est
En usædvanlig, færdig Bueskytte.
Jeg seer din yngste Søn i dette Følge.
Du unge Palnir! træd i Hallen frem.

PALNATOKE.: ✂ Hvad har du udtænkt Harald?

HARALD.: ✂ Hvad du snart
Erfare skalst. Træd frem, du yske Svend!
Træd frem og knæl!

PALNIR.: ✂ Min Fader har mig lært
At kun jeg knæle skal for Guderne.

HARALD.: ✂ Knæl kun for Guderne! det kan behøves. -
Jeg lægger dette Æble paa dit Hoved.
Ifald din Fader, hist i Krogen der,
Dig skyder det med Pilen bort, og rører
Din guldbelokte Tinding ei, da skal
Han gielde for den bedste Skytte.

PALNATOKE.: ✂ Konge!

HARALD.: ✂ Men hvis han nægter det, da skal han gielde
Kun for en Praler, for en Løgner, og
Forvises Hof og Land.

PALNIR: knæler rask.
✂ Ha, det er billigt!
Men det har ingen Nød. Han nægter ei
At lyde din Befaling, Herre Konge!
Min Fader praler ei, han lyver ei;
Hans Blik er skarpt, hans Arm er vis, hans Aand
Er stærk, hans Søn er uforfærdet. - Konge!
Du har en Guldring om den venstre Arm,
Jeg vædder strax mit Liv imod din Ring,
Ifald du vover det, at Pilen krummer
Et Haar ei paa mit Hoved.

HARALD: forundret.
✂ Mener du?

PALNIR.: ✂ Du tør vel ikke vædde, Herre Konge?

HARALD.: ✂ Ifald saa er, skal Ringen vorde din.

PALNIR.: ✂ Der kan man see! Nu komme der mig Nogen
Og paastaa tiere fræk, at Harald Blaatand
Er nidsk og gierrig; jeg beundrer hans
Høimodighed. Skyd nu, min Fader! Skyd!

PALNATOKE.: ✂ Er det dit Alvor, Harald?

HARALD.: ✂ Palnatoke!
Jeg spøger sielden, mindst med dig.

PALNATOKE.

✂

✂ Velan!

Han lægger en Piil paa sin Bue, sigter paa Palnir, men holder af igien.

✂ Velan! jeg skyder. Men ei her i Hallen.
Her falder Lyset skummelt, sparsomt ind
Ad disse smaae, bemalte Vinduesruder.
De brede Piller skygge mig formeget
I den paa munkeviis opførte Kongsgaard.
Her kan jeg ikke sigte. Reis dig Palnir!
Her dræbte jeg min Søn. Og vilde du
Kong Harald, see, hvordan uskyldigt Blod
Besudlede din Hal? Det blev en Plet,
Som ingen skarp med Aske blandet Lud
Udtvætte kunde. Rød den vilde brænde,
Og ryge fælt, naar Hanen goel om Natten,
Op efter Hævn. - I Gaarden staaer en Steen;
Nu er den kun en Bænk for dine Trælle,
Før var den Gudernes og Odins Alter.
Gak ud, min Søn, og knæl for denne Steen;
Lad Odin straale dig i Hiertet Haab,
Imens hans Dag dit Hoved rundt omstraaler;
Saa vil jeg skyde. Hvis du skulde falde,
Da synker du, et Offer paa hans Alter;
Hils ham fra Palnatoke, fra din Fader,
Og læg et Hynde paa den lange Bænk
23 Tilrette ved din Side, naar jeg kommer. -
Dog haaber jeg, det har vel ingen Nød.

PALNIR.: ✂ Hvad Nød? Det er en heel uventet Lykke.
Den skaffer mig Kong Haralds gyldne Ring.
Glem ikke Væddemaalet, Konge!

PALNATOKE: kysser ham.
✂ Nu
Gaae da min Gut!

PALNIR.: ✂ Glem ikke Væddemaalet!

Han gaaer.

HARALD: spodsk.
✂ Du est jo jo hiertegreben, stærke Helt!

PALNATOKE.: ✂ Ei alle Fædre hade deres Sønner,
Jeg elsker min meer end mit eget Liv.
Staaer du endnu bestandig ved dit Bud?

HARALD.: ✂ Hvad jeg har sagt, det veedst du; dvæler du,
Da skalst du være min og Hvermands Nidding.

PALNATOKE

✂ bister.

✂ Det vilde Palnatoke nødig være,
Ei for sin Søns, for sit, og Kongens Liv.
24

Han tager endnu en Piil af sit Kogger og stikker i Barmen, derpaa lægger han an ud af Vinduet.

✂ Grimslagen har du giort mig, det er vel!
Jeg skyder aldrig bedre, end naar Blodet
I mine Aarer koger. - Rolig her!
Staae stille med dit Hoved, Dreng! derude.
Nu skyder Palnatoke Mesterskud.

Pilen flyver fra Strængen.

SVEND.: ✂ Thor være lovet! Truffet!

HARALD: mørk.
✂ Truffet?

MÆNGDEN: slaaer paa Skioldene.
✂ Truffet!
Hil Palnatoke! Danmarks bedste Skytte.

PALNIR: kommer ind og falder i Faderens Arme.
✂ Seer du, det havde ingen Nød, min Fader? -
Min Guldring, Konge!

HARALD: forbittret.
✂ Ha hvad Guldring?

SVEND.: ✂ Harald!
Den har du lovet ham, som Hvermand hørte.

HARALD: kaster den til ham.
✂ Saa tag den! - Men endnu et Ord om Tingen.
Jeg saae, du stakst en Piil i Barmen nylig,
Kort før du skiødst den anden mod din Søn;
Hvad skulde det betyde, Palnatoke?

PALNATOKE.: ✂ Ifald min Søn var bleven dræbt af hiin,
Var Dannerkongen bleven dræbt af denne.

MÆNGDEN: slaaer paa Skioldene.
✂ Et dristigt Svar. En opbragt Fader værdigt.

HARALD: med indædt Forbittrelse.
✂ Jeg skaaner den Fortørnede! - Velan,
Du har beviist dig som en dygtig Skytte.
For Een der skyder sikkert saasom du,
Var dette Bud ei nogen haard Befaling.
Saa lad da dermed Sagen være glemt.
Tilbords! Min Fiende den, som ikke følger.

Alle følge Kongen. Palnatoke bliver tilbage.

PALNATOKE.: ✂ Din Fiende den, som ikke følger. Vel.

PALNIR: som seer sin Fader dvæle, vender om igien.
✂ Min Fader!

PALNATOKE.: ✂ Naar du ser, at Kongens Mænd
Begynder ind at slumre over Hornet,
Da skynd dig hen til Sigvald Jarl, til Thorkil
26 Hin Høie, Bue Digre, Thorvald
Vidførle, og til Sigurd Kappe; siig dem:
Jeg venter dem i Aften i mit Huus,
Naar Nadveren er endt.

PALNIR.: ✂ Heel vel, min Fader!

PALNATOKE.: ✂ Og følg nu Kongen. Ogsaa jeg skal komme.

Palnir gaaer.

PALNATOKE

✂ støtter sig grundende til sin Bue.

✂ Det er besluttet! Der skal sættes Dæmning
For denne lumre Munkepest fra Syden.
List, Nidingsværk og Tvedragt, som en Gift,
Har alt begyndt at bryde ned, o Danmark!
Din Kæmpestyrke. Men endnu er Tid.
Jeg veed en Modgift, ja jeg veed en Modgift.
Flink, raske Styrmand! Bølgen slaaer paa Dækket,
Og Vinden klapprer i det brustne Tougværk,
Nu gielder det med vældig Haand at styre
Det stærke Roer i Nattens Skum.

Grunder et Øieblik og siger betænkelig.

✂ Men hvis
Nu Stormen hele Skibet slog i Qvag? - -

Begeistret.

✂ Saa redder jeg de danske Ædelstene,
Den bedste Rest, og svømmer bort dermed,
Og planter Siellands Heltekræfter om;
Hvad Sielland var, da vorder Usedom;
Det gamle Leire sank, men vi skal seire,
Og Jomsborg vorde skal det andet Leire.

✂

ANDEN AKT.

PALNATOKES HUUS.

PALNATOKE. BUE HIN DIGRE.

SIGURD KAPPE. THORKIL HIN HØIE.

SIGVALD JARL. THORVALD VIDFØRLE.

SIGVALD.: ✂ Ja, vi vil slaae for Svend som gode Kæmper,
Og støde Harald fra den Kongestol,
Som han vanærer med sit Nidingsværk.

PALNATOKE.: ✂ Hellig er Kongen, hellig er hans Magt,
Naar Skiæbnen kalder ham ved Fødselsretten,
Naar Folket ham har valgt, naar ved Misgierning
Han ei vanærer sig, hellig er Kongen.
Saaledes er det ei med Harald Blaatand.
Han dræbte Knud Dan-Ast, sin ældre Broder,
Gorms ædle Søn, og bragte hiem fra Bretland,
I Stedet for en Seir, sin Broders Liig -
Saaledes blev han Konge! For at tækkes
Sin Moder lod han Christensindet; først
Da Popo giorde Kunster med sin Handske,
Fandt han sig overtydet, lod sig døbe -
Saaledes blev han Christen! Hvad der driver
28 Ham til at understøtte Pavens Sag,
Er Iver ei, er Fromhed ei, det er
Uværdig Frygt for Othos Overmagt.
Ha Godfrid skulde reise sig i Graven,
Den stærke Helt, som satte Carl den Store
En sikker Dæmning, Carl den Vældige,
Som Obotritter, Friser, Saxer tvang,
Som giorde Fordring paa det tydske Rige,
Som trued selv at gieste Carl i Achen. -
Dog vi vil ikke klynke her som Qvinder,
En Mand maa tage Tingen som den er.

SIGVALD.: ✂ Ret saa, min Ven! faer fort, hvad er din Mening?

PALNATOKE.: ✂ Harald forkaster Rigets gamle Love,
Han vil betage Svend sin Fødselsret;
Saaledes opstaaer nu indbyrdes Krige.
Det er det Værste; men dog det, hvorpaa
Kan hurtigst raades Bod. Men hurtig maa
Det ogsaa være, thi fortærer Tvedragt
End længe Landets sidste Marv, saa kommer
Otho fra Tydskland, Erik hist fra Sverrig,
Og Hakon Jarl den Listige fra Norge,
Vi stride da - som Kæmperne for Rolf -
Og Danmark synker i sit Blod.

THORKIL.: ✂ Ha det
Forbyde Thor!

PALNATOKE.: ✂ Det vil han, mine Brødre!
Ved os, og alle vakkre Dannerkæmper.
29 De høie Guder kommer ikke selv,
De virke giennem Mennesket; velan
Saa lad os vise, hvordan vi besiæles
Af Asathor, af Odin, Tyr og Vidar.
For den, der drives af Retfærdigheden,
Er Baldur ikke død; saaledes styrker
Os alle Valhals Guder.

THORVALD.: ✂ Palnatoke!
Hellig Begeistring taler af din Mund.

PALNATOKE.: ✂ I gode Brødre! Kraft og Fromhed er
De tvende Lys, som bør bestraale Livet.
Kraft skinner som en Sol, ved Dagens Tid,
Og kalder med sin stærke Sommerstraale
De skiønne Blomster af det døde Muld.
Fromheden lysner som den blege Maane
Paa Urten, giver den sin Yndighed,
Sit største Tække. Disse Lys maa vexle.
Thi brænder Solen evig med sin Lue,
Da vorder Urtegaarden til en Ørk
Og Helten til en Blaamand; skinner Maanen
Bestandig med sin fromme, matte Flamme,
Da svinder Livets Kraft, og Mennesket
Er alt et Spøgelse, der pusler om
Blandt Nattens tause Grave før sin Død.

THORVALD.: ✂ Der har du skildret os med raske Træk
Det vilde Hedenskab og Pavens Lære.

PALNATOKE.: ✂ Hil Tiden, naar engang den lumre Dag,
Den kolde Nat sig frugtbar luttrer til
En frisk livsalig Morgen-Aftenrøde!
Dog den oplever ingen her. Velan,
Saa lad os handle i det mindste saa,
At Morgen-Aftenrøden, naar den kommer,
Kan smile hen paa vore Bautastene.

BUE.: ✂ Ha Palnatoke taler som en Skiald!

PALNATOKE.: ✂ Den gamle Tro er artet ud, er vild.
Men hvordan bruge disse skumle Munke
Den Lære, som de nu vil brede ud?
Blot som et Middel til at trænge sig
I Danmarks Egne, til at dræbe Landets
Selvstændighed, at giøre det afhængigt
Af Tydsklands Keiser. Odins gamle Lære
Den gik fra Norden ned til Syd; da lærte
De vilde Saxer, Vender, Obotritter
Og Bretland, hvad de skulde troe og tænke
Af os; da gik det stærke Sandheds Lys
Fra Upsal, Leire, Trondhiem. Nu til Giengield
Skal Legen spilles omvendt. Gaaer det fort,
Saa taber meer og meer sig Landets Kraft,
Og Norden døer, den værste Død af alle.
Ei dræbt ved Sværdets pludselige Slag,
Men langsomt skrantende paa Bænkehalmen
Døer Danmark Straadød, synker ned til Hel.

BUE.: ✂ Ha Palnatoke!

PALNATOKE.: ✂ Hvad har giort det muligt?
Hvad giør det muligt for det kiælne Syd
At trænge sig i Norden ind? Kun Norden.
Vi spilde vore Kræfter. Overalt
Behersker Danmarks Helt Europas Riger,
Og dog maa Danmark skiælve for sin Tilstand.
Hvad hielper det, at Regnar Lodbrog tvang
Det vilde Bretland? at Biørn Ironside
Med Hasting raabte, da de havde tvunget
Det stolte Frankrig, brændt Paris: Nu lad os
Gaae ned til Rom, og seire der som her?
At Rolf har stiftet Normandie? At Biørn
Constantinopels Forstad brændte? Hvad
At Luna blev i Velskland undertvunget,
Og at de største Stæder plyndredes
I Spanieland? Hvad gavner det os selv,
At Orvarodd har grundet Ruslands Vælde
Paa danske Væringer? at hisset fiernt
I Afrika den barske bistre Blaamand
Blev hvid af Skræk, naar Nordens Sværde klang?
Her synge Sydens Munke længer ei:
»Frie os, o Gud, fra Nordens Helterasen!«
Hvad gavner det!

BUE: hæftig.
✂ Nu ja, hvad gavner da?
Siig det i Hast, at vi kan vide det;
Thi retnu taber jeg Taalmodigheden.

PALNATOKE: rækker ham og Sigvald Hænder.
✂ Et Forbund gavner, mellem Dannerhelte.
Et indre Forbund; ei paa Biers Viis
En Flok, der sværmer vildt i fremmed Hauge;
En Muur af Jern, reist paa vor egen Grund,
Paa Oldtids Kraft, Samdrægtighed og Mod;
Og naar den fast, urokket, vældig staaer,
Skal ingen sydlig Argelist den styrte.

SIGVALD.: ✂ Ha Frænde! jeg begynder at forstaae dig.

PALNATOKE.: ✂ I Korthed: Den indbyrdes Krig maa endes,
Og Svend maa sidde fast paa Kongestolen.
Men det er ikke nok, at redde Riget
Fra Døden; Legemet maa siden styrkes.
Svend er min Ven, min Fostersøn; hvad jeg

Har giort for ham, det veed I.: ✂ Han skal see
I mig en trofast Støtte. Men hans Mand
Det vil jeg ikke være. Alle vi
Nedstamme her fra kongelige Fædre,
Som Svend; før Gorm den Gamle hele Landet
Sig undertvang, var Toke Underkonning
I Fyen, og Veset paa Bornholm; Strutharald
Er det endnu i Skaane. - Vakkre Thorvald!
Du est en Bondesøn, men dine Dyder,
Din Sindrighed, Bereisthed og Forstand
Har giort dig værdig til at gaae i Lag
Med Keiseren i Achen. Nu velan!
I veed Miseco, Polens Herre, gav
Mig Øen Usedom til Lehn med Jomsborg.
33 Alt har den svenske Styrbiørn lagt en Grundsteen,
Men der maa bygges meer paa denne Steen.
Saa hører mig: Paa Søemagt grunder sig
Vor største Vælde; thi den danske Mand
Er engang nu en Søefugl; Ægir er
Hans milde Gud, og Havets Døttre siunge
Paa skumbeklædte Bølger lydt hans Roes
Ved alle Strande. Dertil har ham Gud
Nu engang skabt; og uforgiængelig,
Som selv Naturen, er ham Gaven fra
De evige Guder. Brænde kan en Røver
Stundum hans Snekker eller stjæle dem -
Hvad siger det? I Skoven voxer Egen,
I Bjerget blinker Malmen! Han har Arm
Og Øxe til at bygge andre nye,
Og vore Øer har den Eviges Haand
I Havet kastet, paa det Kiølen let
Sit stolte Element kan atter finde.
Den er en Træl og vel sin Tilstand værd
Som vilde feig i Nøden nu forsage.
Staaer sorte Skyer paa den danske Himmel,
Vel, vi vil ei fortvivle; vi vil handle
Med mandig Styrke! Derfor agter jeg
I Jomsborg hist med Eders Hielp at grunde
Et Sømands Forbund, stærkt og stolt og frit,
Som skal beherske Østersøens Bølger,
Og hvor vi yttre vil den Heltekraft,
Til Landets Fordeel, inden egne Grændser,
Som før de vilde Brødre spildte bort
Paa fremmed Grund. Hvo nu vil være med,
Den lade Skioldet klinge Bifalds-Klang.

Alle Kæmperne, undtagen Thorvald, slaaer paa Skioldene med deres Sværd.

PALNATOKE: gaaer hen i Baggrunden og aabner en Loftsluge.
✂ See Solen staaer alt over Kattegat
Og straaler henad Issefiordens Bølger
Til vore Skiolde. Dette Tegn er godt!
Thi det betyder, at vor Heltedaad
Skal pryde Bølgerne som Solens Purpur.

Vagn Akisøn kommer hurtig ind, fulgt af Palnir.

VAGN.: ✂ Ha hvad er dette Farfar? Som jeg hører,
Saa stifter I et Heltesamfund her,
Og jeg er ikke med?

PALNATOKE.: ✂ Vagn, raser du?
En Dreng paa tolv Aar!

VAGN.: ✂ Naar jeg alt paa tolv
Kan kappes mageligt med Een paa atten,
Hvi skal da Palnir foretrækkes mig?

PALNATOKE: til Bue afsides.
✂ Stil ham tilrette, Svoger! thi du est jo
Den Eneste, som er istand at tæmme
Den unge Biørn?

BUE.

✂

✂ Lad mig kun raade, Toke!
Jeg veed det rette Greb at ta'e ham paa.

Høit.

✂ Hør Vagn! saa fremt du ikke søger Dørren,
Saa kommer der du ud af Vindveslaagen.

VAGN.: ✂ Mig vilst du kaste ud af Vindveslaagen?

BUE: opbragt.
✂ Ja det vil jeg, du Ulveunge!

VAGN.: ✂ Du?

BUE.: ✂ Saa at du aldrig meer skal kræve Kage
Fra denne Dag.

VAGN.: ✂ Det vil vi see.

BUE.

✂

✂ Det skalst du.

Han griber Vagn om Livet; denne sætter sig kiek til Modværge, men trænges dog alt meer og meer hen i Baggrunden af Bue til Laagen, hvor han støder ham ud.

✂ Saaest du, det lod sig giøre, Mimringtand?

PALNATOKE.: ✂ Ha Bue! raser du? det var dit Alvor!
Fra andet Stokværk.

BUE: fatter sig.
✂ Den fordømte Dreng!
Han giør mig altid hidsig.

THORVALD.: ✂ Du har dræbt ham.

BUE.: ✂ Saa kiender du ham ikke ret. Han døer
Ei af saalidt. Han falder som en Kat
Bestandig ned paa Benene; den Idræt
Har vi alt prøvet meer end engang sammen.

PALNATOKE.: ✂ Men aldrig fra saa høit et Sted. Ha Bue!
Jeg frygter for din Uregierlighed.

BUE.: ✂ Det er nu engang min Natur; den bruser;
Min Ven behøver ei at frygte for den.

PALNATOKE.: ✂ Er Vagn din Fiende da?

BUE.: ✂ Den Ulveunge
Veed alt for vel, han er min Kiæledægge.

THORVALD.: ✂ Du kiæler for ham paa en egen Maade.

BUE.: ✂ Han kommer nok, som sagt; thi brak han Halsen
Blot ved at falde udaf Vinduet
I Fredens Tid, saa var han ikke værd
At stamme ned fra Veset paa Bornholm.

THORVALD: urolig.
✂ Jeg vil gaae ned og see -

Han gaaer.

BUE.: ✂ Lidt hidsig er jeg,
Dog kan jeg tæmme mig, naar jeg faaer Tid.
Kun at jeg ikke faaer Bærsærkegang,
Da kiender jeg ei længer Ven fra Fiende.

PALNATOKE.: ✂ Du est et Hekla, Bue! vild og rædsom.
Dog var det ikke godt for Nordens Ære,
Hvis Ilden ulmed under Isen ei.
Vi skal vel tæmme dig.

SIGURD.: ✂ Vi har den Maade,
At klemme ham blandt Skiolde, naar han fnyser.

PALNATOKE.: ✂ Ifald kun Vagn -

BUE.: ✂ Han kommer nok; med mindre
Han mod Formodning skulde brukket Halsen.
Men hvis saa er, da skal han aldrig gielde
Fra nu af længer for min Søstersøn.

Thorvald kommer med Vagn.

ALLE.: ✂ Der er han atter!

BUE.: ✂ Naa! det var din Lykke.
Hvi komst du ikke strax?

VAGN.: ✂ Det spørger du,
Som styrted mig af Laagen ud, fordi
Jeg kom den første Gang?

THORVALD.: ✂ Jeg bringer ham. - -
I saae mig nylig ikke slaae paa Skioldet
Ved Palnatokes Forslag, Venner! Troer
For alting ei, at det var Utilfredshed.
Mit Hierte slog, som det bestandig giør,
Naar denne vise Helt begeistret taler.
Men kiere Brødre, vakkre Dannerhelte!
Tillader mig nu frit, at ogsaa jeg
Maa yttre egen Daad og Villie her.
Jeg kan ei tage Deel i Eders Forbund.
Til dette Forbund hører sielden Styrke,
Og Lyst til Krig. Det har mig Nornen nægtet.
Forskiælligt deelte Himlen sine Gaver.
Nogle blev givet vældig Handlekraft,
Andre fik ei den rige, bedre Deel;
Til Giengield skienkte Himlen dem et aabent
Og trofast Hierte, Evne til at skatte
De Andres Virksomhed. Blandt dem er jeg.
Fra Barnsbeen var min Lyst at læse Sager,
At høre Eventyr i Borgestuen.
Da jeg blev større, drev min Videlyst mig
Fra Island rundtomkring i alle Lande.
Saadan henrinder frydeligst mit Liv.
Jeg kan ei binde mig til enkelt Sted.
Svend har mig fængslet med sin Venlighed;
Han er min Ven; saalænge Lysten lader
Mig blive her, forbliver jeg hos ham.
Og haaber I mistyder ei mit Afslag.

PALNATOKE.: ✂ Nei Thorvald, nei!

THORVALD.: ✂ At du har holdt mig værdig
At tage Deel i dette Stifterlaug,
Det hædrer, rører mig. Din Oversigt
Af Landets Tilstand har husvalet mig.
Jeg takker dig! Men du vil ei fortørnes,
At frit, som det en nordisk Mand sig sømmer,
Jeg siger dig mit Hiertes Mening her.

PALNATOKE.: ✂ Det smerter mig at miste dig, min Thorvald!
Men du har Ret. Gak du med Baldur, brave
Retskafne Ven!

THORVALD: smilende.
✂ Naar nu jeg træder ud
Af Lauget, er en ledig Plads. Jeg tænker,
Vagn Akisøn har viist sig dygtig til den.
Den unge, vilde Løve kan I bruge,
Og han vil nytte Eder meer end slig
En fredelig og stille Mand, som jeg.
Thor styrke Eders Daad, og signe den!

Han gaaer.

SIGVALD.: ✂ Naar han har alting hørt, saa gaaer han bort.

THORKIL.: ✂ Et braadent Sværd, ved Thor!

BUE.: ✂ Vil undgaae Legen,
Hvor ei det gielder Fingrene, men Liv
Og Hals.

VAGN.: ✂ Et Qvindehierte!

PALNATOKE: vred.
✂ Stille Dreng!
Om og din Krop er alt fuldvoxen, stærk,
Skalst du dog nyde mange Skiepper Salt,
Før du forstaaer at dømme om en Mand,
Mindst om en Thorvald. Sigvald! overil
Dig ei, udstødte Ord er vendingsløse.
Jeg kiender ham, har ofte seet ham stride,
Hvor han sin Fiende Stykke gav for Stykke,
Raat for Usødet. Men det er vel sandt,
Langt meer han glimrer fra en anden Side.
Ingen i Nord er saa berømt, som Thorvald,
For Godhed, Trofasthed og Hielpsomhed.
Alt, hvad i Strid han faaer til Bytte, deler
Han blandt de Fattige, løskiøber Fanger
Og klæder dem. Man vise mig en Christen,
Der staaer i milde Dyder over ham.
Hvo derfor være vil min Ven, han troe mig:
Det er en Hædersmand.

BUE.: ✂ Velan, vi troe dig.

PALNATOKE.

✂

✂ Tit rækker did den milde Dyd, min Frænde!
Hvor Spydet er for kort. Læg det paa Hierte.
Men det er Tid, at ende denne Sag.

Han henter et Skiold.

✂ Her har jeg kortelig optegnet for
Vort Laug de første Love. Deres Indhold
41 Er, at vi stifte vil et Manddomsforbund,
Der vorde skal den faste danske Stok,
En Sømagt mellem Dannemænd i Jomsborg;
Hvor Løgn og Svig, Bagtale, Tvedragt skal
Forbandet være, og hvor ingen Qvinder
Maa bringes inden Byens Mure.

VAGN.: ✂ Hvad?
Slet ingen Qvinder?

BUE.: ✂ Est du qvindesyg,
Saa gaa igien, hvorfra du kom.

VAGN.: ✂ Men ude
Skal vi dog ikke holde os, som Munke,
Fra Qvindesamfund?

PALNATOKE.: ✂ Der er hver Mand fri.
Jeg eier selv en trofast Viv i Bretland.
Men ind i Jomsborg maa de bringes ei.
Vort Samfund grunder sig paa enig Styrke,
Og Blødhed kommer kun fra Qvinderne.

BUE.: ✂ Det var et Sandheds Ord, et Viisdomsord.

PALNATOKE.: ✂ Alt hvad i Krigen vindes, deles lige.
En Formand kun maa føre an i Krigen,
42 Maa pleie Retten. Det var listig Hyklen,
En smaalig Omvei, hvis jeg satte Valget
Til Eder, thi jeg veed, I vælge mig.
Jeg er den Ældste, og den Mægtigste;
Og jeg er Stifteren.

ALLE.: ✂ Du est vor Formand!

PALNATOKE.: ✂ Saa sværger da, i det I vende Sværdet
Mod Runerne paa Skioldets Love her,
At I vil holde dem, som vakkre Helte.

ALLE KÆMPERNE: drage deres Sværd og vende Oddene mod Skioldet.
✂ Vi sværge!

PALNATOKE.: ✂ Sværger her med mig, at vi
Vil hielpe Svend paa Danmarks Kongetrone.

ALLE.: ✂ Vi sværge!

PALNATOKE.: ✂ Sværger endelig tilsidst,
At vi vil grunde en selvstændig Stat,
Et Bolværk imod Sydens Argelist.

ALLE.: ✂ Vi sværge!

PALNATOKE.: ✂ Vel! Det var den tredie Eed.
Odin har hørt den, thi hans Straaler smile.
43 Nu følger mig i Borgestuen, Venner!
Der vil vi tømme fro det store Miødhorn
Til Edens Hæder og Bekræftelse,
Mens Sigurd synger os en Kæmpevise.

SIGVALD.: ✂ Ja, Sigurd være skal vort Jomsborgs Skiald.

BUE.: ✂ Jeg skulde ikke rose ham, han er
Min Broder, men han har en Stemme, som
En Biørn i Skoven; mens han synger, maa jeg
Bestandig drikke.

PALNATOKE.: ✂ Ret saa, vakkre Bue!
Den, som ei svigter ved det fulde Bæger,
Han svigter heller ei, hvor Hildur leger.

De gaae.

EN PLADS I SKOVEN.

Morgen. Kong Harald i Forgrunden med Skofte, sin Gangerpilt. I Baggrunden seer man en talrig Skare Mennesker, spændte for en stor Kampesteen, hvilken de langsomt drage over Skuepladsen.

HARALD.: ✂ En herlig Morgen!

SKOFTE: gnider sine Øjne.
✂ Hvis den kun ei faldt
Saa tidlig ind paa Dagen.

HARALD.: ✂ Est du søvnig,
Hvad vilde du da med?

SKOFTE.: ✂ Du har fortalt
Saa meget om det Minde, du vil sætte
I Leireskoven, for din Fader Gorm
Og for din Moder Tyra, saa jeg tænkte
At see et Underværk.

HARALD.: ✂ Og er da ikke
Hiin store Steen, som blot mit Bud bevæger,
Heel kongelig?

SKOFTE: gaber.
✂ Heel kongelig? Maaskee.
Jeg veed ei ret, hvad der er kongeligt.
Du spænder dine Undersaatter for,
Som Stude, til at slæbe dine Byrder.
Hvis det er kongeligt -

HARALD.: ✂ Du est en Giek.
Der kommer Fiølnir! han forstaaer det bedre.

FIØLNIR: kommer.
✂ Hil Dannerkongen!

HARALD.: ✂ Tak, velkommen Fiølnir!
Du seer mig ved mit Arbeid. Dette Minde
45 Skal giøre Gorm udødelig, og vise
Hans Søns Taknemlighed for Efterverden.
See! denne Steen stod alt trehundred Aar
Ved Issefiordens Indløb; mangt et Skib
Er brustet mod dens haarde Barm i Stormen.
Jeg har ved Bønder og ved Trælle ladet
Den bringe hid paa Land, og drage fort.
Ei noget Dyr, blot Mennesker har ført den
I Leireskoven ind, til Kongens Minde.
Siig, saaest du nogentid en større Byrde
At drages bort ved menneskelig Kraft?

FIØLNIR.: ✂ Ja Herre! jeg har seet den, som var større.

HARALD.: ✂ En større Klump ved blotte Manddoms Kræfter?

FIØLNIR.: ✂ Nys saae jeg Svend, din Søn, paa Leirething
Fra dig til sig at drage Danmarks Rige;
Døm selv nu, hvilken Klump der var den største.

HARALD.: ✂ Hvad siger du?

FIØLNIR.: ✂ Du meente, Svend var kommen
Med fire Skibe blot?

HARALD.: ✂ Er det ei saa?

FIØLNIR.: ✂ Nys meldte Eivind Skeira: Palnatoke
Har efterladt med Svend en talrig Flaade
Ved Samsøe; Han har talt, foruden Holke,
Foruden Espinger og mindre Snekker,
Tyve Dromunder, fyrgetyve Knurrer.
Et andet Budskab melder os fremdeles:
Ved Ringsted samler sig en Hær for Svend.
I Nat har Palnatoke havt et Møde
Af Kæmper i sit Huus; Svend Otho nu
Gik nys ombord til Samsøe, og paa Thinget,
Ved Stranden, svor ham Hedningerne Troskab.

HARALD.: ✂ Hvad bringer du mig for et Rædselsbudskab?

FIØLNIR.: ✂ Hvert Ord er Sandhed, Herre! Væbne dig!

HARALD: raaber:
✂ Lad Stenen staae! Til Vaaben alle Mand!
Nu gielder det, at vise Mod og Troskab.
Lad Stenen staae! Jeg har fra Danmarks Hav
Maaskee hidslæbt den til min egen Grav.

Han iler bort med sit Følge.

✂

TREDIE AKT.

PALNATOKES HUUS.

PALNATOKE. PALNIR.

PALNIR: ✂ Ha Stilstand! Og min Fader her som Gidsel!

PALNATOKE.: ✂ Det var det værste Puds, den Listige
Os kunde spille. Vi var ham for stærke,
Thi kiøler han vort Mod med Langsomhed.
Nu røres inderligt hans Faderhierte
Ved slig en Krig imod sin egen Søn;
Nu vil han see, hvordan til Begges Fordeel
Al Tvedragt endes kan, foruden Blod.

PALNIR.: ✂ Ha skal da Argelisten med sin Omvei
Bestandig qvæle Helten, som en Slange!

PALNATOKE.: ✂ Forsigtighed vanærer ingen Mand.
Svend er med sine Gidsler reist til Samsøe.
Jeg har jo mine Heltebrødre hos mig.
Hvi frygte? Med en lille Flok, som den,
48 Slaaer jeg mig giennem Haralds Leiesvende,
Hvis det skal gielde, Palnir!

EN SVEND: kommer og melder:
✂ Biskop Popo!

PALNATOKE.: ✂ Du seer, jeg har alt fornemt Munkeselskab.
Ham vil jeg have dog min lille Spøg med,
Den sledske Præst! Jeg gietter hvad han vil.
Han har alt meldt sig for en Time siden.
Gak ud med Svenden, Søn! og naar jeg slaaer
Paa Skioldet, kom igien; og bring med ham,
Hvad du vil see, jeg har tillavet Bispen
Paa Arnestedet.

PALNIR.: ✂ Det skal skee, min Fader!

Han gaaer med Svenden.

Biskop Popo træder ind.

POPO.: ✂ Det undres Eder vist, min tappre Herre!
At over denne Tærskel Biskop Popo
Tør vove sig.

PALNATOKE.: ✂ Hvi saa, min fromme Herre?
Troer I, jeg holder selv mig for en Ulv,
Jer for et Faar, og denne Stue for
En Morderkule?

POPO.: ✂ Nei, jeg veed I er
En ædelmodig Helt, og kommer freidig.

PALNATOKE.: ✂ I taler jo, som om I havde giort
Et farligt Tog, Herr Bisp! til Biarmeland.

POPO.: ✂ Jeg kiender Eders Hierte, Jarl! I kan
Ei være Christendommen fiendtlig sindet.

PALNATOKE.: ✂ Dertil behøves ikke meget Kiendskab.

POPO.: ✂ I strider ei af Had mod Christendommen,
Men for at ende Landets indre Krig,
Og for at hielpe Svend til det, som Ret er.

PALNATOKE.: ✂ I siger Sagen, som den er, Herr Bisp!

POPO.: ✂ Hvo ønsker ikke denne Tvedragt endt?
Deri maa Christ og Hedning være enig.
Alt blinkte Sværdet, draget af sin Balg,
Da greb jeg dristig omkring Haralds Arm,
Og hindred Barnemordet.

PALNATOKE.: ✂ I er Aarsag
I denne Stilstand?

POPO.: ✂ Jeg, og ingen Anden.

PALNATOKE.: ✂ Det kan jeg ikke takke Eder for.
Det korte Onde er det bedste Onde;
50 Og dette gamle Saar vil aldrig læges,
Før en frimodig og veldædig Kniv
Har skaaret Ædderbylden bort, som buldner.

POPO.: ✂ I mener: under denne løse Vaklen
Kan intet trives?

PALNATOKE.: ✂ Ja, det er min Mening.

POPO.: ✂ Min med, Herr Jarl! I troer: om ogsaa Harald
Nu slutted et Forliig med Svend, sin Søn,
Saa havde det dog ingen Varighed
Med dette Venskab.

PALNATOKE.: ✂ Jeg formoder det.

POPO.: ✂ Jeg med, Herr Jarl! Thi hvad der bygges kun
Paa Sand, det blæser om ved første Vind.
I mener: Danmark have maa en Herre
Med Manddomskraft, med Heltemod og Viisdom,
Hvis Landet blomstre skal, som hidindtil.

PALNATOKE.: ✂ Jeg har den Tro.

POPO.: ✂ Jeg har den samme Tro.
Fra denne Synspunkt er vi Troesforvandte. -
Det er jo underligt, hvordan vi Tvende
I mange Punkter stemmer overeens!

PALNATOKE.: ✂ Jeg finder selv det ubegribeligt.
Dog det maa være vel en Misforstand!

POPO.: ✂ Nei, nei, Herr Jarl! vi stemme mere sammen,
End I vil troe. Hver paa sin egen Maade.
Vi drives Begge dog af Eet, det er:
Af Iver for den gode Sag, af Retfærd.
I er den første Helt blandt danske Kæmper,
Jeg er den første Præst blandt danske Christne.
I strider ei af Had mod Christendommen,
Men for at bringe Ro og Kraft i Riget;
Jeg holder mig til Harald, ei fordi
Jeg hader Svend, men kun fordi jeg nødes
At gribe til den første, bedste Støtte,
At dog det spæde Blomst kan finde noget
At vinde Stilken til. Hvis ei Svend Tveskiæg
Foragted Christendommen, maatte jeg
Saavel som nogen brav, forstandig Mand,
Langt heller ønske Dannemark en Konge
Med Ungdomskraft, end En, som gaaer i Barndom,
Og som har intet andet af en Christen,
End netop Navnet.

PALNATOKE: opmærksom.
✂ Fuldfør Eders Tale.

POPO.: ✂ Det som jeg mig opoffrer ene for,
Er Christendommen, ei Kong Harald; Harald
Er et Vehiculum, det er at sige:
Et Middel for min Hovedsag. Saa gaaer
52 Det Eder; Danmarks Kræfter vil I styrke!
Det, som I kun opoffrer Eder for,
Er Landets Hæder, ei Kong Svend; Kong Svend
Er et Vehiculum for Eders Plan.
Forstaaer I mig?

PALNATOKE.: ✂ Saa temmelig, Herr Bisp!

POPO.: ✂ Hvis hele Fædrelandets Redning fordred,
At I forlod Kong Svend, var det en Synd
At foretrække Landets Frelse ham?

PALNATOKE.: ✂ Nei sikkerlig.

POPO.: ✂ Ei sandt? Det var en Pligt,
At lade Svend i Stikken for det Hele.

PALNATOKE.: ✂ I Stikken?

POPO.: ✂ Nu, det er et Udtryk kun.
Vor Pligt var, deri er vi enige,
For Jer, at offre Danmarks Rige Svend,
For mig, at offre Christendommen Harald.

PALNATOKE.: ✂ Hvad følger nu af hvad I her har sagt?

POPO.: ✂ Hver Mand maa stride med sit eget Vaaben.
En Helt gaaer frem, saa dristig som Naturen
53 I sine Virkninger, med ydre Styrke;
Mig gaaer det anderledes, med det Indre
Kan jeg kun virke, kun ved Aandens Kraft
Kan jeg kun vende Tingen til min Fordeel.
At ville vandre frem med Tvang, som I,
Var Raseri af mig, saavist, min Fremgang
Af Eder maatte kaldes snedig List.
Hvad Een sig sømmer, sømmer ei den Anden.

PALNATOKE.: ✂ Det lar sig høre.

POPO.: ✂ Nu, som vakkre Mænd
Kan vi jo sige her vor Hiertens Mening,
Thi ikkun Lumskhed gaaer den lange Omvei.
Jeg kommer, ikke blot som Betler, for
At bede, ogsaa for at byde. Lige
For Lige, hedder det, skal Venskab holdes.
Er det ei saa?

PALNATOKE.: ✂ Det Ordsprog er ei gammelt;
Det findes ei i Odins Havamaal;
Fra Syden er det kommet seent; men da I
Er kommen samme Vei, Herr Bisp! saa er
Det billigt, at I hædrer Landsmandskabet.

POPO.: ✂ Et Middel, hvorved Brodermord forhindres,
Og hvorved sikkert dog det Gode fremmes,
Bør foretrækkes Eet, hvorved tilvisse
Det første skeer, men hvorved Følgens Godhed
Er uvis. Er I ei af samme Tanker?

PALNATOKE.: ✂ Jeg frygter for, vi blier uenige
Af lutter Enighed tilsidst.

POPO.: ✂ Hvis saa var,
Er Skylden ikke min, jeg har forudseet,
Alt hvad Fornuft og Billighed kan fordre,
For at forhindre Misforstand og Vrede.
Nu da til Sagen med et freidigt Mod.
I truer Harald med en talrig Flaade
Og med en Hær; men han er Dannerkonge,
Og staaer i Magt for Eder ei tilbage.
Uvis er Sagen, thi naar Sværdet drages,
Er Seiren, som I veed, endnu hos Gud.

PALNATOKE.: ✂ Heel vel.

POPO.: ✂ Kong Harald vil berøve Svend
Sin Fødselsret; han tvinger Sønnen selv
At gribe Sværdet mod sin Fader.

PALNATOKE.: ✂ Rigtig.

POPO.: ✂ Det seer den christne Præst, som Kampens Mand.
Men, kiere Herre! kan vi ønske Svend
En Seir, som vil aarsage Christendommen
Nedstyrtelse og Fiendskab, som vil giøre
Anschars og Rimberts fromme Værk tilintet?

PALNATOKE.: ✂ Kong Svend vil handle, som det sømmer sig
En ærlig Drot.

POPO.: ✂ Ja - naar man vidste det!

PALNATOKE.: ✂ Hvad har I paa Jert Hierte, fromme Fader!
Siig mig det uden Frygt, tal ud af Skiægget.

POPO.: ✂ Jer Godhed og bekiendte Bravhed giver
Mig Mod til at fortroe mig Eder.

PALNATOKE.: ✂ Tal!

POPO.: ✂ Saafremt Kong Svend høitidelig vil love,
Saafremt I selv høitidelig vil love,
At lade Christendommen uforkrænket,
Saa lover jeg Kong Svend og Eder, Herre!
En Seir, en sikker Seir, og uden Blod.

PALNATOKE.: ✂ Hvorledes skulde det da vel gaae til?

POPO.

✂

✂ Danmark er delt i tvende Parter: Christne
Og Hedninger. Hvad Hedningerne angaaer,
De hører Eder til; men, strænge Herre!

Smilende.

✂ Jeg styrer Christendommen.

PALNATOKE.: ✂ Fromme Fader!
Forklar Jer tydeligt.

POPO.: ✂ Af hellig Iver
Staaer kun det halve Danmark imod Svend,
Ei for at tækkes Harald; thi han hades.

PALNATOKE.: ✂ Troer I?

POPO.: ✂ Tilvisse. Lover I mig helligt,
(Og Eders Ord er mig tilfulde nok),
Mit Embed og den arme Christendom
Uskadt og uforkrænket, lover I
Mig Klostrets Herlighed urørt, saa bringer
Jeg Eder Danmarks Krone i min Haand.

PALNATOKE.: ✂ Hvorledes?

POPO: græder.
✂ Christendommen uforkrænket!
Ved Gud! hvad jeg forlanger, er beskedent;
Et billigt, et retfærdigt Krav.

PALNATOKE.: ✂ Hvorledes?
Hvorledes vil I virke det?

POPO.: ✂ Jeg træder
For Haralds Hær. Det sidste Baand, som holder
Hans Magt, det kan jeg med et enkelt Ord
Brat sønderrive; - træder for hans Hær;
Jeg byder dem at lægge Sværdet; vidner,
57 At Harald er en Synder, at Kong Svend
Bør efter Himlens høie Villie kaares;
Stadfæster det ved et Mirakel; Svend
Bestiger Tronen; Landets Krig er endt;
Harald aflægger stakket før sin Død
En Krone, som han ei kan længer bære -
Og alt det ædle danske Blod er spart.

PALNATOKE.: ✂ I vil stadfæste det ved et Mirakel?
Har Rygtet Ret, og kan I virkelig
Uden at brænde Huden, bære Handsker
Af giennemglødet Staal?

POPO.: ✂ Sligt Jertegn skiænkte
Mig Himlen, for at overtyde Mængden.

PALNATOKE.: ✂ Det havde selv jeg megen Lyst at see.
Hvo veed? Maaske jeg med blev overtydet.

POPO.: ✂ Kom til mig i min Celle, naar det mørknes,
Der skal I skue det med egne Øine.

PALNATOKE.: ✂ I vil mig vise Kunsten?

POPO.: ✂ Hiertens gierne.

PALNATOKE.: ✂ Fortræfligt. Det kan skee paa Øieblikket;
58 Strax. Vi behøver ei at vente Mørket.
Hvad jeg skal see, det seer jeg bedst ved Dagen.

Han slaaer paa sit Skiold. Palnir og Svenden bringe en gloende Jernhandske ind paa et Fyrfad, som de sætte tause for Bispen.

POPO: bestyrtset.
✂ Ha hvad er det?

PALNATOKE.: ✂ En Vante, god for Kulden;
Træk den kun paa! Jeg siger Eder god for,
I vil ei fryse paa den høire Haand.

POPO.: ✂ Et forud overlagt iværksat Spil,
For at forhaane mig?

PALNATOKE.: ✂ Vi Hedninger
Kan spaae; jeg forudsaae omtrent, hvad
Der vilde skee, og har forsynet mig
Med det Nødvendige itide.

POPO.: ✂ Jarl!
Er det min Tak for min Oprigtighed?

PALNATOKE.: ✂ Nu ingen lang Indledning! Længenok
Har taus jeg hørt paa Eders Tale, nu
Vil jeg en Handling, som kan krone Værket.

POPO.: ✂ Jeg giør det ei.

PALNATOKE.: ✂ Det er Halstarrighed,
Fornærmelse, som jeg har ei fortient,
At I ei troer mig værd et Jertegn, som
I spilder paa den mindste Almuesmand.

POPO.: ✂ I Klostret vil jeg vise det! ei her.

PALNATOKE: mørk.
✂ Altsaa - Det er ei alle varme Vanter,
Der passer Eders Haand?

POPO.: ✂ Jeg gaaer herfra.

PALNATOKE

✂ griber hans Arm.

✂ I bliver. - Dersom jeg betragter Tingen
Blot som en Kunst, saa har I Ret til Afslag.
Til Kunster kan man Ingen tvinge. Men
I har afskaffet Tvekamp, grundet paa
Vor Olds Natur, og den almene Villie,
Og indført Jernbyrd; saadan skal man nu
Bevise sin Uskyldighed, sin Ret.

Stræng.

✂ Saa følg Jer egen Lov paa Øieblikket!
Drag Handsken paa, som en uskyldig Mand,
Hvis ei, da gaa herfra som en Bedrager!

POPO: spændt.
✂ Den mindste Deel af Hoben findes skikket
Til retlig Indsigt; til at dæmpe Tvedragt
Blandt Mængden, er det korte Middel bedst.
Faa fatte det Guddommelige; naar
Den Vise bruger sandselige Midler,
For at opnaae et himmelsk Øiemeed,
Da er Bedraget, om det saa kan kaldes,
Uskyldigt og tilgiveligt Bedrag.

PALNATOKE.: ✂ Ha hvad en Munk dog ei udsmykke kan!
Henrevet af Forundring har jeg seet
Jer skiule bag en smidig Silketunge,
Et Blaargarnshierte; har jeg seet Jer listig
Med rene hvide Klæder at udpynte
De sorteste Forbrydelser. Kong Harald,
Som - være han forresten hvad han vil -
Er Eders Ven, Velgiører, vil I svige!
Vil I forraade! Af en Niddingsfrygt,
Da alt I seer, til hvad Kant Vognen hælder,
Hidkommer I til mig, den Mand, som I
Af alle hader meest, og spiller Ven.
Og Christendommen, en uskyldig Lære
Om stille Dyd, maa selv bekvemme sig
Til Skalkeskiul for Eders Synder. - Popo!
Du vilst dig sammenligne med Anschar?
Med Rimbert? med de dydefulde Mænd,
Hver uden Egennytte, venlig hver,
Og agtet hver af Hedning, som af Christen?
Du vilst dig sammenligne her med mig?
Og troer, en tapper Fyrste, at en Hær
61 Af Dannerkæmper skulde takke Seiren
Din Munkelist? Ha gaa du falske Judas!
Svøb skamrød ind dit blege Ansigt i
Den sorte Kutte! Gaa! Bliv atter Skaffer
For Brunos Klosterkiøkken hist i Cøln!
Mædsk dig i Dovenskab af Bondens Sved;
Men vov dig aldrig meer for mine Øine!

POPO: forbittret.
✂ Du triumferer alt, du stærke Helt!
Jeg saae forud, til hvad Kant Vognen hældte?
Den hælder hen, hvor du det venter mindst.
Snart sprætter Jetten hovedløs! Svend Tveskiæg -
Ha jeg maa lee! Velan, I vil det saa!
Men I vil græde Blod, at I foragted
Min Nødhielp taabelig! Vil græde Blod!

Han gaaer.

PALNATOKE.: ✂ Ha hvad var det? Han trued? Høie Guder!
Han nævnte Svend. Gaaer! henter ham tilbage.

Palnir ogSvenden skynde sig bort, og bringe Bispen atter tilbage for Palnatoke.

PALNATOKE: drager sit Sværd ogsætter ham det for Brystet.
✂ Hvor har I Svend? Hvad vilst du sige med
Den hovedløse Jette? Har I alt
Brudt Freden? Er ei Svend med sine Gidsler
Paa Samsøe?

POPO: ængstelig.
✂ Ak Herr Jarl! tag Jer iagt!
I trykker mig jo Sværdet giennem Kappen.

PALNATOKE.: ✂ Jeg trykker dig det giennem Brystet, Munk!
Hvis ei du skrifter strax Forræderiet.

POPO.: ✂ Slip mig kun først.

PALNATOKE.: ✂ Tal saadan, som du staaer!
Sværdsodden maa du føle under Hiertet,
Hvis det skal røres til Oprigtighed.
Hvor har I Svend?

POPO.: ✂ I Ormetaarnet! Uden
For Byen; midt i Skoven; Harald Gormsøn
Lod Skibet standse, hvorpaa Svend med Gidsler
Til Samsøe foer; - har ladt hans Følge dræbe,
At Sagen ikke skulde vorde kundgiort;
Kun Thorvald fængslet blev med Svend.

PALNATOKE.: ✂ I Taarnet?
I Ormetaarnet?

POPO.: ✂ Men ei kastet end
For Ormene; kun i et Kammer over
Den dybe Kule. Hvad der meer skal skee,
Beroer paa Kongens Bud. Mig maa I takke
For den Opdagelse.

PALNATOKE.: ✂ Ha Niffelheim!
Fort tager denne Munk og baster ham!
I Kieldren skal han kastes; Speiderne,
63 Som holde Vagt ved Døren, ligesaa.
Jeg iler hurtig med min lille Flok,
At redde Svend. En Baad skal sætte os
I Skumringen paa Dybet hen til Samsøe.
Baghuset vender lige ind mod Skoven;
Vi snige did os, uden at bemærkes.
Nu gielder Hurtighed og Uforsagthed.
Afsted med Munken! Fort at redde Svend.

POPO.: ✂ I fængsle mig til Eders største Skade;
Endnu i Lænker kan jeg hævne mig.

Alle gaae bort.

FÆNGSEL.

FANGEFOGDEN,

✂ en Gubbe med et langt graat Skiæg.

✂ Fordømt! Det er dog bedre, meget bedre,
At være Røver paa den vilde Sø,
End Fangefoged i det skumle Fængsel.
Thi hugger jeg paa Borderanden der
Min Karl i Panden med den brede Øxe,
Saa kan han giøre mig den samme Skiel;
Det er et ærligt Haandværk, frit og lystigt!
Hvad har jeg derimod vel af, at lade
De arme Dievle styrte ned i Hullet
Til Ormene? - - Ifald det ikke var
For Aldrens Skyld, hvis ikke Biskop Popo
Mig havde tordnet det i Ørerne,
Og truet mig med Svovelpølen - hu!
Hvis der var koldt, brød jeg mig feil derom.
64 Jeg er en gammel Normand, vant til Frost,
Har al min hele Tid holdt mig fra Ovnen;
Og skulde nu tilsidst - - Det var for stærkt!
Han sagde mig: saafremt han ikke kom
Før Sol gik ned, da skulde jeg i Guds Navn
Kun lade Lemmen falde; thi da havde
Kong Svend (hvad nu han vilde undersøge)
Fortient sin Død. - Det mørknes jo alt stærkt.
Ifald han kom, og fandt det ikke fuldført,
Blev jeg vel bandsat paa min gammel Alder.

Han gaaer hen og tager i en Kiæde ved Væggen.

✂ Velan! - Hvor snart er dog et Menneske
Sat ud af Verden! Hurtig er han indsat
Og hurtig udsat. Jeg behøver kun
At drage stærkt i denne Kobberlænke,
Saa styrter Gulvet med de To derinde. -
De veed det ei, de gaae med Tillid paa
Den falske Grund. - Det giør vi Alle jo!
Jorden er huul, hvorhelst vi træde, lurer
En Grav; vi gaae et lille Stykke Vei,
Saa brister Isen, og saa plumpe vi. -

Han betænker sig et Øieblik og siger derpaa bevæget:

✂ - Men derfor rører det mig og desmeer,
At korte disse raske Ungersvende
Den korte Vei. - - Ja ja! Een kan jeg redde!
Kong Svend, var Bispens Ord; den Anden ei.
Den Fremmede, ham kan jeg redde. - - Hvilken
Er Svend, og hvilken er den Fremmede?
De kom i Mørket, og jeg kiender Ingen.
Nu jeg vil raabe den herud, som ei
Er Svend.

Han gaaer ind og kommer tilbage med Thorvald Vidførle.

FANGEFOGDEN: med den høieste Forundring.
✂ Herr Thorvald! Himmel! Er det Eder?

THORVALD.: ✂ Jeg hedder Thorvald. Hvo est du, min Gubbe?

FANGEFOGDEN.: ✂ Mit Navn er Søbiørn Steinakløfver; men
Gud bedre mig, nu er jeg fra en Søbiørn
Forvandlet til en Fængselsrotte.

THORVALD.: ✂ Søbiørn!
I forekommer mig bekiendt.

FANGEFOGDEN.: ✂ Ak Himmel!
Det er vel intet Under! I har reddet
Mit Liv paa et Fribytterskib, løskiøbt
Min Søn; og denne Skramme, som I seer,
Her paa min venstre Kind, har selv I syet
Mig sammen. - Og nu er I fængslet her!
Saa har vor Herre hørt min Bøn, saa kan jeg
Dog lønne Godt med Godt, og Liv med Liv.
Gaa, Herre! skynd Jer! der er Nøglen; aabner
Jert Fængsel, skiuler Jer i Skoven, flyer!
At ei I møder Bispen.

THORVALD.: ✂ Og Kong Svend?

FANGEFOGDEN.: ✂ Maa blive. - Han er en Forbryder, siger
Den fromme Bisp, og ham maa jeg vel troe.
66 Men om han sagde tusind Gange, Thorvald!
At I var en Forbryder, skyldig Døden,
Saa troede jeg ham ei, om saa han bar
Titusend hede Handsker til Beviis.

THORVALD.: ✂ Hvad Skiæbne har man her bestemt Kong Svend?

FANGEFOGDEN.: ✂ At styrtes ned til Ormene. Saasnart
Jeg drager denne Snor, saa synker Gulvet
I Kamret der, saa er det giort.

THORVALD.: ✂ Velan:
I redder Svend og mig, hvis ei, da dræber
I Svend og mig. Jeg skilles ikke fra
Min Ven, forlader ham i Døden ei.

FANGEFOGDEN.: ✂ Jeg dræbe Eder? Før skal Ravnen hugge
Mig mine Øine ud paa Retterstedet.

THORVALD.: ✂ Giør, hvad I vil, handl' efter Eders Pligt.
Svend er min Ven, en brav, uskyldig Helt;
Bispen har vidst, at daare Eders Eenfold.
Hans Kunst med Handsken er et plumpt Bedrag.

FANGEFOGDEN.: ✂ Forsynd Jer ei, jeg veed, I er en Hedning;
Men jeg er døbt; maa ære Christendommen.

THORVALD.: ✂ Jeg ærer Christendommen, skiøndt en Hedning.
Popo er Christen ei, skiøndt han er døbt.
Giør hvad I vil. Betænk Jer, hvem af os To
I meest bør stole paa, hvad enten den,
Der gav Jer Sundhed, Liv og Søn tilbage,
Hvad heller den, der drog en gloheed Handske
Paa Haanden, uden at forbrænde Huden.
Min Skiæbne er uskillelig fra Svends.

Han gaaer ind.

FANGEFOGDEN: grublende.
✂ Hvad enten den, der drog en Handske paa,
Hvad heller den, der drog sin Glavind ud
Og redded mig med egen Fare? Himmel!
Tilgiv den gamle Søbiørn, hvis han feiler!
Jeg holder med den Handskeløse.

Gaaer ind.

EN PLADS I SKOVEN.

Fangetaarnet vender ud til Veien paa den ene Side med en stor Jerndør.

PALNATOKE, SIGVALDJARL, BUEHIN

DIGRE, SIGURDKAPPE, PALNIR, VAGN

og FLERE KÆMPER, alle bevæbnede.

PALNATOKE: stærkt bevæget.
✂ Ha
Forgieves! Argelist har vundet Seir.
Den tykke Muur ugiennemtrængelig.
Støbt Jern er Dørren. Udentvivl har Fogden
68 Adlydt den grumme Munks Befaling alt.
Hvad gavner det, at vi med Angstens Sved
Tilstaaelsen fik presset af hans Bryst?
Her standser Heltens Mod; en skummel Gift
Fortæret har vort Hierte. Krig og Tvedragt
Vil ødelægge Landet! Falder Harald,
Hvo skal bestige Tronen? Tvistighed,
Ærgierrig Stræben hæver alt sin Tinding
Af Nattens Dynd, til Held for Danmarks Fiender.
O Danmark, o mit arme Fædreland!

BUE.: ✂ Du græder, Toke? Nu ved Nastronds Flammer!
Her har jeg i min Haand en vældig Stang
Af syvfold hærdet Staal, min Oldefader
Fik den af Veland, den berømte Smed;
Jeg render Dørren ind, jeg sprænger Bolten!
Meer end af Løvens, end af Biørnens Blod
Har tolv Mænds Styrke Bue Digre drukket
Af dine Heltetaarer.

Han render med saadan Fart mod Dørren, at Spydet springer i Stykker, og han styrter til Jorden. Alle Kæmperne støtte sig vemodigen til deres Spyd og stirre til Dørren; i det samme aabnes den, og Thorvald Vidførle træder ud med Svend ved sin Haand, fulgt af den Gamle.

ALLE.: ✂ Ha Kong Svend!

PALNATOKE.: ✂ Svend!

SVEND.: ✂ Palnatoke! Elskte Fosterfader!

Han kaster sig ihans Arme.

PALNATOKE.: ✂ Er det et Blændværk? Har du Muren sprængt?
Svend! har du skræmmet Døden bort?

SVEND: peger paa Thorvald.
✂ Der staaer
Min Redningsmand.

ALLE KÆMPERNE: forundrede.
✂ Hvad? Thorvald?

SVEND.: ✂ Denne Gubbe
Er Fangefogden; ham har Thorvald eengang
Fra Døden reddet med sin Søn; nu vilde
Han atter redde ham, men Thorvald svor
En Eed, han gik ei ene uden mig.
Da rørte sig den gode Oldings Hierte,
Og vi gik begge fri.

PALNATOKE.: ✂ Ha ædle Thorvald!
Tillad mig at omfavne dig.

THORVALD.: ✂ Min Herre!
I giør for meget af en ringe Gierning.

PALNATOKE.: ✂ Jeg favner dig ei blot for denne Gierning,
Endskiøndt den er vort Lands Lyksalighed;
70 Jeg favner dig for dette Hiertelag,
Der bringer dig til overalt at finde,
I Fængslet selv, taknemlig Gield. O Svend!
Tak Guderne for denne Ven, behold ham!
Han er den bedste Glavind ved din Side.

SVEND.: ✂ Det er han.

PALNATOKE: vender sig til Stridsmændene.
✂ Nu, I stolte Jomsborgs Kæmper?
Nu Bue? var det sandt om Dydens Magt?
Der ligger hist dit søndersprungne Spær,
Og her staaer Svend ved Thorvalds Haand.

BUE.: ✂ Ti! ti!

SVEND.: ✂ Nu maae vi skynde os i Skoven; klæde
Os om som Fiskere, og seile bort
Til Samsø med en Baad, som Gubben veed.

PALNATOKE.: ✂ Retsaa. Vi andre bliver her tilbage.
Popo er fængslet alt med Speiderne;
Før Morgen faaer ei Harald Nys om Tingen.
For Overfald kan man jo sikkre sig,
Og aabenlyst vil ingen Dannerkæmpe
Som Nidding bryde Freden; og vort Anhang -
Men kom, her kunde vi opdages, hist
I Skovens Dyb vil vi aftale Resten.

De gaae. Bue holder Thorvald tilbage.

BUE.: ✂ Islænder! bliv et lille Korn, og hør paa
Hvad en Bornholmer har at sige dig.

THORVALD.: ✂ Heel gierne, Ven!

BUE.: ✂ Vi har et gammelt Ordsprog,
At man skal ikke skue Hund paa Haaret;
Det passer prægtigt paa os begge to.

THORVALD.: ✂ Du redelige Kæmpe!

BUE.: ✂ Island ligger
Vel fuld af Iis og Snee, men Ilden brænder
I Grunden der; og hvad der gielder Lærdom,
Og Runer og Historier, af dem
Har I da fuldt op. Det er intet Under,
At du forstaaer at skikke dig saavel.

THORVALD.: ✂ Den vakkre Bue er saa brav, som stærk.

BUE: ryster hans Haand.
✂ Bornholm er stenet, fuld af Klipper, men
Det er ei sieldent, at man finder der
Karfunkler dybt i Flintestenen.

THORVALD: rørt.
✂ Ven!

BUE: drager hurtig sit Sværd, og vender Spidsen deraf imod Jorden.
✂ Kom, vi vil blande Blod i Jorden sammen,
Og sværge strax Fostbroderskab!

THORVALD: venlig.
✂ Nei Bue!
Det er mod min Natur.

BUE: rækker ham Sværdet.
✂ Der! vilst du have
Mit Sværd? Det allerbedste, som jeg eier!

THORVALD: ✂ Behold dit Sværd, det kanst du bedre føre
End jeg.

BUE: utaalmodig.
✂ Hvad vilst du have da?

THORVALD.: ✂ Giv mig
Dit Venskab.

BUE: omfavner ham.
✂ Hvis du nøies vil med det,Da skalst du have det saa friskt og varmt, som
Det kommer ud af dette danske Hierte.

THORVALD.: ✂ Ærlige, dierve Kæmpe!

BUE.: ✂ Vise Thorvald!
Du est en Blomst i Freden, jeg en Ulv
I Krigen.

THORVALD.: ✂ Begge for vort Fædreland!

BUE.: ✂ Og begge Fienden farlig. Fred og Krig
Gaaer Haand i Haand, er Venner! Lad saa Nogen
Herefter vove paa at true Danmark!

De gaae bort Arm i Arm.

✂

FIERDE AKT.

KONGENS HAL.

Nat. En Lampe hænger under Loftet og oplyser Dronning Tyre Dannebods Billed i Baggrunden.

HARALD. FIØLNIR.

FIØLNIR.: ✂ Som jeg har sagt, min Herre! Taarnet ledigt,
Og Svend og Thorvald rømt med Fangefogden.

HARALD.: ✂ Den sølvgraa Gubbe, hvis Samvittighed
Bestod i blindt at lyde Bispens Bud!

FIØLNIR.: ✂ Fuglen har skiftet Fiær, og tomt staaer Buret!

HARALD.: ✂ Og Toke flygtet bort med alle Gidsler?

FIØLNIR.: ✂ De kan ei have faaet Nys om Tingen;
Thi nylig gik jeg Palnatokes Huus
Forbi; de sad og drak for aabne Dørre
I Borgestuen; sang, som intet Fiendskab
Var tænkeligt.

HARALD.: ✂ Det er endda en Trøst.
Hvad Kundskab er os bragt af Speiderne?

FIØLNIR.: ✂ Jeg kan ei finde dem.

HARALD.: ✂ Hvad? Speiderne?

FIØLNIR.: ✂ Maaskee de sad hos Palnatokes Kæmper,
Det kunde jeg saa grant ei see. I veed
Mit Forhold til den stolte Palnatoke.
Jeg hader ham, som jeg har altid hadet
Hans Fader, der foragted mig, sin Broder,
Fordi jeg var et Slegfredbarn, som var det
En Skam, at takke fyrig Elskov for
Sin Fødsel. Sad ei Rolf paa Leiretronen?
At jeg har hjulpen dig at straffe Aki,
Farbroderen, veed Palnatoke; Straffen,
Den velfortiente, kalder han et Mord.
Hans Kæmper er en Efterklang af ham.
Jeg gik forbi, den tykke Bue saae mig,
Da greb han Hornet, raabte: Fader Fiølnir!
Hvi sniger du dig som en Snog forbi os?
Kom ind og tøm et Horn! saa vil vi glemme,
At du est Akis Bane; thi nu hævner
Straadøden jo dog snart dit Niddingsværk.
Da blev jeg rød af Harm; jeg maatte døie
Forsmædelsen, de havde Overmagten.
Men snarlig hævne vi os, Herre Konge!

HARALD.: ✂ Med Himlens Hielp. Det er endda en Trøst,
At de er overmodige, høirøsted';
Det viser, at de ruge intet ud.
Og som du siger, sad de ubevæbned'
Og drak.

FIØLNIR.: ✂ Ei ubevæbned'; klædt i Jern
Med store Slagsværd ved de venstre Sider.
Paa Væggen rundtomkring hang blanke Øxer
Og lange Spiud i alle Kroge.

HARALD.: ✂ Ha!
Det Tegn er ikke godt.

FIØLNIR.: ✂ Saaledes pleie
Bestandig Palnatokes Mænd at drikke.
De er saa vant til Harnisk og til Sværd,
At de er aldrig meer i deres Es,
End naar de sidde diupt i Pandserplader.

HARALD.: ✂ Det er endda en Trøst.

FIØLNIR.: ✂ Er det en Trøst?

HARALD.: ✂ Gaa, hent mig Bispen! Denne hele Sag
Er sær forblommet.

FIØLNIR.: ✂ Hente Bispen? Ja
Saafremt jeg vidste, hvor han var; han er
Ei heller nogensteds at finde.

HARALD.: ✂ Hvad?
I Klostret ei?

FIØLNIR.: ✂ Slet ingensteds, min Herre!
I Morges gik han ud; hvorhen, veed Ingen.
Jeg frygter, han er gaaet ud til Taarnet,
At Svend har kastet ham, ved Fogdens Hielp,
I Hullet ned til Ormene.

HARALD.: ✂ Som Natten,
Er sort og skummel denne Sag. - Hvordan
Er Veiret ude?

FIØLNIR.: ✂ Mørkt, og Vinden hyler
I Træerne.

HARALD.: ✂ En gunstig Nat for Stimænd.
Jeg seer dem brænde Huset!

FIØLNIR.: ✂ Vi er sikkre.

HARALD.: ✂ Gaa Fiølnir! Viis dig værdig til min Staller,
Min Mærkismand. Bring Hæren hurtig sammen!
78 Lad Eivind Skeira vaage over Flaaden.
Jeg kan ei færdes selv i Natten; men
I Morgen vil jeg vise mig en Kæmpe.

FIØLNIR.: ✂ Gak du tilsengs, og frygt dig ei, min Herre!
Vi skal vel vaage over dig.

HARALD.: ✂ Nei, nei!
Selv vil jeg vaage over mig; man vaager
Selv bedst. Gaae, hent mig Skofte, Gangerpilten.
Han skal mig korte denne lange Nat med
Historier og Eventyr.

FIØLNIR.: ✂ Kong Harald!
Nu vilst du høre Eventyr? Maaskee vi
Opleve selv et Eventyr i Nat,
Som vil fortælles mange Aar herefter.

HARALD.: ✂ Spild Tiden ei, skynd dig og lyd mit Bud.

Fiølnir gaaer.

HARALD.: ✂ Man bruger ei Fortrolige til alting. -
Ha denne Nat er svanger paa Misgierning.
Jeg seer i Mørket dem med Dolk og Blus!
Ha Niddinger! jeg forekommer Eder.
Giv Lykke mig til Daaden, St. Sebaldus!
Saa skal dit Altar faae et Overtræk
Af Purpurpel, ti store Voxlys; ja
Jeg bygger dig en Kirke, hvis du hielper
Mig ud af denne ængstelige Nat.

SKOFTE: kommer.
✂ See her er Skofte! Er ei Dannerkongen
Endnu tilsengs?

HARALD.: ✂ Man sover alt for meget
I dette korte Liv. Tidsnok at sove
Paa Bolstret af de haarde Kampestene
I Høien.

SKOFTE.: ✂ Nei, det Leie er for haardt.
Jeg sover helst ved Arnestedet, i
Den hede Askehob.

HARALD.: ✂ Jeg vil ei heller
Henkastes i det kolde Muld; jeg vil ei,
At Stormen mig omtude skal, en Synder
Paa Steilen lig; i Roskilds Kirke vil
Jeg jordes; høit i Choret skal de mure
Mit kongelige Legem i en Piller
Opreist; og male mig med stærke Farver
Paa Pillens Væg, for Efterslægtens Øine.
Saaledes vil jeg leve efter Døden.

SKOFTE.: ✂ Men naar nu Kalken falder af paa Væggen?
Og naar i Muren dine Been blier Kalk?

HARALD.: ✂ Saa skal jeg leve frisk i Skialdens Digt;
Og længer har ei nogen Helt det drevet.

SKOFTE.: ✂ Det er kun Galgenfrist.

HARALD.: ✂ Fordriv mig Tiden.

SKOFTE.: ✂ Du vilst fordrive Tiden, Konning Harald!
Og Tiden vil igien fordrive dig;
Det gaaer jo op.

HARALD.: ✂ Fortæl et Eventyr.

SKOFTE.: ✂ Skal jeg fortælle dig om Heidreks Sværd,
Som vilde lædske sig i Mandeblod,
Naar det blev draget?

HARALD.: ✂ Nei; det har Anschar
Fordærvet, ved at underlægge det
Moralsk Betydning. Denne Viis er slet!
Tirfing var virkelig et Troldomssværd;
Saaledes har de gamle Skialdre meent det.
Nu taler han om Myrdelyst og Grumhed!
Paa denne Maade dræbes Tirfing selv.

SKOFTE.

✂

✂ Saa vil jeg synge dig en Vise da,
Som jeg har lært i Hiemmet.

Han synger:

✂ Maanen skine!
Dømand grine!
Verde du ikke ræd?

HARALD.: ✂ Hvilke Fagter!
Fy, Ti! - det er kun Overtro. Den Dræbte
Kan ikke lee i Maanskin.

SKOFTE.: ✂ Herre Konge!
Da leer man først, naar Kiødet falden er
Fra Kiæven; men det er en tvungen Latter!

HARALD.: ✂ Kom sæt dig ligeover for mig, Skofte!
Og da jeg veed, at du har Miøden kiær,
Saa drik af dette guldbeslagne Kruus,
Mens jeg fortæller dig et Eventyr!

SKOFTE.: ✂ Du vilst fortælle? Det er kosteligt.

Han sætter sig hurtig ved det lille Bord, ligeover for Kongen; skiænker og drikker.

HARALD.: ✂ Der var engang en sølverhaaret Konning;
Ham stod de lumske Fiender efter Livet.
De trued ham, opægget af en Nidding;
Og Gubben sad forladt i Alderdommen.

SKOFTE: drikker.
✂ Den arme Dievel!

HARALD.: ✂ Det var bælmørk Midnat.
Naar Dagen kom, da skulde Striden stande.
Han sad i Natten, søvnløs og forfærdet.
82 Rebellerne var i et andet Huus,
Og svired, sikkre paa den snare Seir;
Der var og Kongens værste Avindsmand.
Ak! tænkte Oldingen, ifald jeg havde
En Tiener nu, behiertet, uforsagt,
Saa sendte jeg ham i min Fiendes Huus;
Han stødte Dolken i Forræderen;
Og naar da Dagen kom, var Seiren vundet.

SKOFTE.: ✂ Og fandt da Gubben ei en Slig?

HARALD.: ✂ Min Søn!
Behiertet Troskab er ei let at finde.

SKOFTE.: ✂ Det skulde været mig, jeg havde ei
Betænkt mig længe.

HARALD.: ✂ Du est rask og snild,
Og uforsagt, men du est ikke vant til
At bruge Sværd, at skue Blod.

SKOFTE.: ✂ Ei Sværdet,
Men Kniven kan jeg bruge destobedre.
Ei vant at skue Blod! Hvor vilst du hen?
Hos os, derhiemme, bringe Qvinderne
Bestandig Svededugen og Ligskiorten
Til Gildet med, for deres Mænd og Brødre.
Der løber sielden af det uden Blod.

HARALD.: ✂ Tillader Kulden saadan Hæftighed?
Tilstæder Sneen Drab?

SKOFTE.: ✂ O Herre Konge!
Den lokker just dertil; thi aldrig rødme
Blodsdraaberne saa smukt, saa purpurfriske,
Som naar de drypper i den hvide Snee.

HARALD.: ✂ Du havde virkelig da Mod, min Skofte!
Til denne Daad, hvis jeg var Oldingen?

SKOFTE.: ✂ Hvad Mod? Jeg har alt dræbt med egen Haand
Tre stærke Mænd, min Faders Fiender.

HARALD.: ✂ Du?

SKOFTE.

✂

✂ Just jeg.

Han drager sin Kniv.

✂ Og seer du disse Pletter Rust
Paa Kniven? Det er Blodrust: det er Blod af
Min Faders Fiender.

HARALD.: ✂ I en Tvekamp?

SKOFTE: stikker Kniven til sig.
✂ Nei,
Det var en Enekamp.

HARALD.: ✂ Stod de da stille,
Og lod dig støde til?

SKOFTE: skienker.
✂ Nei; men de laae.

HARALD.: ✂ De laae?

SKOFTE: drikker.
✂ Og sov.

HARALD.: ✂ Ja saa! - - Du est saa munter!
Ha jeg misunder dig din Munterhed.
Siig, est du aldrig plaget af en Svartalf,
Som man har kaldt Samvittigheden?

SKOFTE.: ✂ Nei.
Jeg kiender lidt til Vittigheden, mindre
Samvittigheden.

HARALD.: ✂ Lykkelig est du!

SKOFTE.: ✂ Jeg giør, hvad man befaler mig, og lader
De Andre tænke efter, om min Daad
Er vel giort eller ikke.

HARALD.: ✂ Lykkelig
Est du!

SKOFTE.: ✂ Hvad er det da saa stort, at døe?
Saa stort at dræbe? Er det her forbi,
Saa lever man jo op et andet Sted,
Hvor der skal være bedre, som man siger.

HARALD.: ✂ Egen er din Natur. Siig, har du Brødre?

SKOFTE.: ✂ En Broder, hedder Karker, hos Jarl Hakon
I Norge; han er dum; jeg pryglte ham,
Derfor har Jarlen skilt os ad, og sendt
Mig hid til dig i Skat, med Falkene.

HARALD.: ✂ Jeg takker ham for denne sieldne Gave.
Naar Nøden stærkest er, er Hielpen nærmest.
Et Væsen har jeg netop nødig, Skofte!
Som dig; thi jeg er Gubben selv, min Søn!
Og Palnatoke, hist, er Ophavsmanden.

SKOFTE.: ✂ Han, som skiød Æblet hist af Sønnens Hoved?

HARALD.: ✂ Just ham.

SKOFTE.: ✂ Det var et dygtigt Skud.

HARALD.: ✂ Jeg frygter
Et værre. Hvis han ikke forekommes,
Da skyder snart han Kronen af mit eget.

SKOFTE.: ✂ Skyd Hovedet af ham, saa er din Frygt
Et Hoved kortere.

HARALD.: ✂ Du taler som
Den vise Mimer. Skofte! vilst du snige
Dig did, og støde Dolken i hans Bryst?

SKOFTE.: ✂ Ifald det laer sig giøre, ja!

HARALD.: ✂ Det lader
Sig giøre; Huset er mig vel bekiendt;
Jeg ejed det som Kongesøn i Gorms Tid.
I tvende Stokværk er det bygt; dernede
Er Borgestuen, den er fuld af Kæmper.
For oven er en Svale med et Kammer,
Der sover vist han nogle Timer ene. -
Du kanst dog klattre, Skofte?

SKOFTE.: ✂ Som et Egern.

HARALD.: ✂ Saa stige du ad Træet op til Taget,
Den største Skorsteen fører dig til Svalen;
Der kanst i Mag du vente Leiligheden.

SKOFTE.: ✂ Det laer sig høre.

HARALD.: ✂ Hvis det lykkes dig,
Da skalst du faae en søgrøn Silkekofte
87 Skarlagens Hue, høi og spids, og Støvler
Med Kløverblad.

SKOFTE.: ✂ Og maa jeg tidlig gaae
Tilsengs? Og maa din Kiøgemester give
Mig mere Smør paa Brødet, end sædvanlig,
Og ikke skrabe det saa karrigt tyndt?

HARALD.: ✂ Det loves dig! Hvis Palnatoke falder,
Da skalst du aldrig mangle Suul til Brødet.

SKOFTE.: ✂ Jeg iler! - - Men, endnu dog Eet, Kong Harald!
Du har saa ofte lovet mig at vise
Dig for mig i din nye Kroningsdragt;
Det har jeg aldrig seet. Hvis jeg skal gaae,
Saa maa du først fornøie mig med dette.

HARALD.: ✂ En anden Gang.

SKOFTE.: ✂ Nei dennegang! Nu strax.
Der kunde skee Forhindringer; maaskee jeg
Da fik det ei saa let at see igien.

HARALD.: ✂ Selv deri vil jeg føie dig.

SKOFTE.: ✂ Det ligger
I Skabet, i dit Sengekammer. Skal
Jeg lyse?

HARALD.: ✂ Nei, bliv her! jeg veed Besked.
Til høire Side ligger Kroningsdragten,
Til venstre Kant Ligklæderne. Bliv her!
Jeg veed at finde, hvad jeg vil, i Mørke.

SKOFTE: alene, drager sin Daggert.
✂ Ifald den kun er skarp nok, denne Daggert.
Nu, jeg vil slibe den, før jeg gaaer bort,
Derude paa vor Bænk, det gamle Alter.
Der hvæsser jeg bestandig Kongens Knive.
Der staaer den gamle Odin med sit Sværd,
Smukt gravet ud i Stenens Overflade.
Vi har alt slebet bort lidt efter lidt
Det halve Sværd, med samt hans Tommelfinger;
Thi til et velbesat og lækkert Taffel,
Udfordres fremfor alting Kniv og Gaffel.
Da maa der slibes; mens nu Kniven vinder,
Derude Sværdet meer og meer forsvinder;
Og gaaer det længe rask saaledes fort,
Saa er snart hele Kæmpen slebet bort.

Kong Harald kommer ind i sine Ligklæder.

SKOFTE.: ✂ Der er han alt. Ja tænkte jeg det ikke!
Nu har han grebet feil; der kommer han i
Ligklæderne. Hu! han seer rædsom ud.

HARALD: med stolt Høitidelighed.
✂ Her er jeg i min egentlige Dragt;
Den Dragt, der tyder paa min Slægt, mit Udspring,
89 Der viser med sin sieldne Herlighed,
Af hvilken vældig Spire jeg er rundet.
Den anden bæres kun af Ydmyghed;
Men denne pryder mig for alle Andre
Den høitidsfulde Dag, naar jeg bestiger
Min Throne.

SKOFTE.: ✂ Stolte Konge! Du har Ret!
Unægtelig est du den største Mand
I det fiirkantet-lille Fyrrerige;
De andre er kun Madiker mod dig.

HARALD: betragter sig.
✂ O Himmel! hvad er dette?

SKOFTE.: ✂ Du har vidst
At finde, hvad du vilde, vel i Mørke.

HARALD: forfærdet.
✂ Jeg tog den Bylt, som laae til høire Side.
Jeg veed det vist, den laae til høire Side!
Min Kroningsdragt! selv har jeg lagt den hen,
Selv har jeg Nøglen - ja, jeg veed det vist!

SKOFTE.: ✂ Det er vel ikke første Gang, Kong Harald!
At du har taget venstre Haand for høire?

HARALD.: ✂ Gaa! Surtur kogler fælt i denne Nat!
Gaa! dyp din Daggert i min Fiendes Blod,
90 Saa skalst du see mig i min Kongedragt
End mange Aar. Men skynd dig ufortøvet,
Thi jeg er syg om Hiertet.

SKOFTE.: ✂ Vel, jeg gaaer.

HARALD.: ✂ Her er en Dør, forborgen i Tapetet;
Den bringer under Jorden i en Løngang
Dig op i Gaarden, paa den anden Side,
At ei Drabanterne skal mærke dig.
Saaledes kommer du igien tilbage;
Og alle Spor, som kunde røbe Daaden,
Er slettet ud. Men skynd dig, Skofte! skynd dig!
Thi jeg er syg. Det hvide Ligtøi har
En hæslig Stank. - Jeg veed det vel, det kommer
Af Fyrreskabet, af beklumret Luft. -
Jeg kan ei taale Lugt af Høvlespaaner,
Med Høvlespaaner stoppes Dødens Pude!
Gaa, skynd dig!

SKOFTE.: ✂ Jeg er hurtig som en Falk.

HARALD.: ✂ Styrt hurtig, som en Falk, dig paa dit Bytte!

De gaae.

PALNATOKES HUUS.

En Løgte staaer paa Bordet, ogbrænder.

PALNATOKE. BUE.

PALNATOKE.: ✂ Det er alt Midnat, Bue! jeg vil sove.
Bed dem i Borgestuen spare Miøden;
Naar Svend har seiret, vil vi drikke meer.
Den aarle Morgen maa i Kraft os see,
Ei halv beruste. Vi maa skiftes til
At sove, medens Nogle holde Vagt.

BUE.: ✂ Der har du Ret min Svoger! Jeg vil ile!
Og hvis de døver Øret mod Forstanden,
Saa vil jeg tordne dem den Sang i Øret:
»Op, ei til lystigt Gilde!
Ei Jomfrusnak hin milde;
Men Hildurs Leeg hin haarde,
Hver skal mod Fienden baarde!«

PALNATOKE.: ✂ Det gamle Biarkemaal! Retsaa min Frænde!
Thor styrke dig, god Nat. I Morgen sees vi.
Men om i Morgen-Nat vi vandre til
Saa kort en Hvile; om os Hanen vækker
At skue Overmorgens Morgenrøde -
Veed Himlen, Bue! Men vi sees igien;
Thi Dødens Magt adskiller ei de Gode.

BUE.: ✂ O vi skal leve sammen, nyde Seiren
Som Venner. Disse Niddinger kan ei
92 Forkorte vore Dage; og min Arm skal
Jeg bruge tro for dig og for dit Liv,
Thi det er mere værd, end mit og Manges.

PALNATOKE: griber hans Haand.
✂ Og skal jeg falde, Thor! saa lad mig falde
For slig en ærlig Kæmpes Heltearm,
Saa gaaer jeg glad i Døden, naar du vinker.

BUE.: ✂ Thor har dig hørt, seer du, hans Stierne blinker?

De omfavne hinanden; Bue gaaer.

PALNATOKE

✂ allene.

✂ Jeg kunde lægge mig paa Sengen der
I Kamret; men saa sover jeg for hardt,
Og vaagner døsig i den aarle Morgen.
Paa Stolen vil jeg sidde her ved Bordet;
En liden Slummer, ingen Qvindesøvn.

Han sætter sig.

✂ Ha jeg er træt! - Hvor herligt smager Hvilen
Den Mødige. - Og Haralds List, og Bispens
Og min Forstillelse, den tvungne Glæde
Har mattet mere mig, end selv en Kamp.
Jeg er ei vant til saadant Mummespil. - -
Lyset kan ingen Skade giøre der
I Løgten; jeg vil lade Lyset brænde.
Saa kom da hulde Siofna, Nattens Mø!
Giv mig dit Kys, og styrk mig med din Slummer.

Han sover ind. Pause.

Skiærmen bliver taget bort fra Kaminen, ogSKOFTEtræder ud med sin Daggert i den venstre Haand og med et Klæde om den høire.

SKOFTE.

✂

✂ Han sover. Rigtig! Nu behændig Skofte. -
Fordømt, at jeg har skaaret mig saa dybt
I Haanden, da jeg vilde slibe hurtig
Min Kniv i Mørket hist paa Offerstenen.
Man skulde ikke troe det; men det kom mig
Saa for, som om den gamle Odin reiste
Sig op fra Stenens Overflade, stødte
Mig Kniven dybt i Haanden ind. Da løb jeg
Af alle Kræfter. Jeg begriber ei
Hvorledes jeg er kommen hid saa hurtig,
Men han var efter mig i Hælene!

Seer paa Palnatoke, og farer forskrækket tilbage.

✂ Der sidder han!! - Nei det er Palnatoke.
Han ligner Odin. Hvilken dygtig Kæmpe.
Bredskuldret! Hvilken Pande! Brystet hvalt.
Han er bedækt med Staal. Jeg kan ei støde
Ham Daggerten i Brystet. Stille, Halsen
Er bar - Et Snit kun! Frisk nu!

Han nærmer sig skiælvende, men standser pludselig.

✂ Det er dumt! -
At løbe hurtig til, og støde hurtig,
Og hurtig løbe bort, den Sag er let.
Men - nærme sig hans Aasyn, Skridt for Skridt.
Hvad er det for et Ansigt! Hvis han vaagned
Han knuste mig til Ravnemad.

Nærmer sig atter, og standser igien.

✂ Hvi har jeg
Mig ogsaa skaaret i den høire Haand?
Den venstre kan jeg ikke bruge. Hvo der
Gaaer ud paa Mord, den burde altid være
Keithaandet.
94

Han gaaer lige ind paa Jarlen, og sætter ham Kniven for Struben.

✂ Nu? Hvad holder mig tilbage?
Nu kun et Snit -

Idet han rører ved Palnatoke, taber han Dolken af Forskrækkelse; og i det den klingende falder paa Gulvet, raaber han af alle Kræfter:

✂ Red Jer, Herr Jarl! Ha red Jer!
Man staaer Jer efter Livet.

PALNATOKE: springer op.
✂ Hvo er her?
Hvo vared mig for Mordere?

SKOFTE: forstyrret.
✂ Jeg Herre!

PALNATOKE.: ✂ Hvo vilde dræbe mig?

SKOFTE.: ✂ Jeg. Herre!

PALNATOKE.: ✂ Du?

SKOFTE.: ✂ Ja Herre!

PALNATOKE.: ✂ Hvi fuldførte du da ikke
Din Heltedaad?

SKOFTE.: ✂ Jeg havde gierne giort det,
Hvis Evnen havde været der som Villien.

PALNATOKE.: ✂ Hvordan?

SKOFTE.: ✂ Naar I en anden Gang vil dræbes
I Søvne, maa I ei forskrække Folk.

PALNATOKE: griber ham i Brystet.
✂ Ha feige Morder! hvo har sendt dig hid?

SKOFTE.: ✂ Det tør jeg ikke sige, det har Kongen
Forbudet mig; det er en Sag, som kun
Vedkommer ham og mig.

PALNATOKE.: ✂ Mig skulde den
Dog ogsaa komme ved, saavidt jeg mærker.

SKOFTE.: ✂ Ja det er sandt. Jeg taler lidt forvirret;
I har forbluffet mig.

PALNATOKE: drager sit Sværd.
✂ Hvorledes est
Du kommen hid igiennem Vagten? Har
Alt Haralds Stimænd overvældet lumsk
Min lille Helteflok?

SKOFTE.: ✂ Jeg har jo sagt Jer:
Det er en Sag imellem os, os Tre;
96 Og hverken Eders eller Kongens Kæmper
Har mindste Nys om denne Nattereise.

PALNATOKE.: ✂ Hvorledes est du kommen i mit Huus?

SKOFTE: peger til Kaminen.
✂ Har I ei før seet Ugler falde ned
Igiennem Eders Skorsteen?

PALNATOKE.: ✂ Hvordan komst du
Af Kongens Gaard igiennem Nattevagten?

SKOFTE.: ✂ Harald har tvende Huller paa sin Hule,
Som Ræven, Een bekiendt og Een forborgen;
Mig har han udsendt af den Bagerste.

PALNATOKE.: ✂ For skammeligt at myrde mig i Søvne!

SKOFTE.: ✂ Det siger I, og ikke jeg, min Herre!

PALNATOKE.

✂

✂ Den tredie Gang! Nu ved Retfærdigheden! -
Min Bue! - her - Mit Pilekogger! - ha
Hvor er mit Pilekogger? - Jeg har glemt det
I Borgestuen mellem Kæmperne. -
Forsigtighed! - hvad Rota? Nægter du
Retfærdigheden Hævn? og Hævneren
97 Sit Vaaben? Skiæbne! vilst du standse mig?

Han grunder et Øieblik, og lægger Haanden paa sit Bryst.

✂ Hvad har jeg her? O mægtige Gudinder!
En Piil! den samme Piil, jeg stak i Barmen,
Da Harald - Nu, retfærdige Forsyn! nu
Forstaar jeg dig; du taler tydeligt.
Jeg er i Haralds Gield, jeg skylder ham
Et Skud - han minder strængt - det skal betales.

Til Skofte:

✂ Du følger mig; saa hurtig som en Raa,
Stum som en Fisk, og lydig som en Hund!
Jeg binder dig ved Dørren, at du ei
Skalst løbe bort mig, mens jeg giester Kongen.
Den mindste Lyd vil koste dig dit Liv.

SKOFTE.: ✂ Jeg har ei Raad, at kiøbe den saa dyrt.

Begge bort.

KONGENS HAL.

HARALD

✂ sidder ved Bordet i en Purpurkaabe med en Guldkrone paa sit Hoved; hans Scepter ligger paa Bordet; han hælder Miød af Guldkruset i et Horn.

✂ Han tøver længe. Det er Midnat alt.
Høit galer Hanen; Mørkets Vægter! Heimdal
For Jordens Ragnarokur! hæsligt støder
Du i dit Giallerhorn. - Tusmørket truer
Jo Guderne - saa maa Bælmørkets Mulm
Vel true Kongerne! - - Ei! Harald Gormsøn!
Hvad er dog det for Drømme? Altid falder
98 Du til det gamle Hedenskab. Du est jo
En Christen! Hine dunkle Fabler due
Kun til at skræmme Børn med ....

Grunder.

✂ Børn har godt.
Som Barn har man et let og muntert Hierte;
Man voxer til, og alt imens man voxer,
Saa svulmer Hiertet mere haardt og tungt,
Og trykker En tilsidst som Steen i Brystet.

Han stirrer hen paa sin Moders Billed i Baggrunden.

✂ Der hænger hun! Hun græder, tykkes mig.
Ha Tyra Dannebod! hvi græder du?
Men det er Glædestaarer; hendes Søn
Har bragt det vidt, han sidder med en Krone
Paa Issen, med et Scepter i sin Haand,
Med gyldenbræmmet Purpurpel om Skuldren;
Maa hun da ikke fryde sig? Thi hvad
Er større Glæde for en Moder, end
At see sit Barn vel artet? - Gamle Taabe!
Hvad er dog det for Sværmeri, du drømmer?
Den Hane skal i Morgen slagtes; thi
Den skriger mig for stærkt i Ørerne,
Og Hunden tuder Grovt til Hanens Fiint,
Mens Uglen kroer sig af sin Fisteltrille.
Et herligt Taffelspil, heel kongeligt!
Hvo ei ved slig Musik fik Lyst til Drik,
Var ikke Miøden værd. God Taar derude!

Han drikker og lægger Hornet fra sig.

✂ Besynderligt med de Umælende!
Om Dagen tie de, og laer os tale;
Om Natten sladdre de, naar vi er tause,
Og kræver os med deres Hyl til Regnskab.
99 Alt præker, disse Mure, Tyras Billed.
See hvor hun stirrer straffende herned! -
Som om jeg ikke vidste, dine Øine
Var brustne længst. - Det er en hæslig Vane,
At Skilderierne ved Nattetide
Bestandig stirre Folk i Øinene.
Hvorhen jeg gaaer, forfølger hendes Blik mig.
Utaaleligt! det er en Hexekunst.
Jeg vil forbyde alle Malere
At nærme sig mit Rige.

Gaaer hen for Billedet.

✂ Nu? hvad vilst du?
Har du paa Bugen vendt dig i din Grav,
Fordi din Godhed, din Formaning ei
Har frugtet paa mig? vilst du end bestandig
Mig revse med din Tale, som en Pebling?
Ha jeg er voxet længst fra Riset, jeg!
Jeg er en Mand paa fiirsindstyve Aar;
Kan raade selv mig.

Han sætter sig.

✂ Hvor dog Skofte bliver.
Det maa dog være giort nu alt. Saa kom!
Da skalst du see mig i min Kroningsdragt.
Ei blot for Drengens, for min egen Skyld,
Har jeg iført mig denne Dragt; den giør
Mig tryg i Natten. Nattens Rædsler tør
Ei nærme sig den Salvede.

Seer stivt paa Billedet.

✂ Den Stirren
Skal jeg dog vænne snart dig af med ....

Han gaaer hen, og vender Billedet om paa Væggen.

✂ Saa!
100 Nu kanst du see i Væggen, ei paa mig ....
Den Salvede! Ha trued hendes Blik ei
Ved dette Ord, som om hun vilde sagt ....
Nok - død er død - Og Knud Dan-Ast er længst
Begravet. - Var han god, saa er han salig! -
Hvad der gik for sig mellem ham og mig,
Det kommer Ingen ved, - nu sover han i
Tinkisten. Harald er den Salvede. -
At Salven brændte ham som Ild paa Issen,
At Haarene faldt af derved; det er
En Hemmelighed, som kun Harald veed,
Og som han tager med sig i sin Grav.
Hvis han er Drot, har han betalt sin Krone,
Ei faaet den for intet; han har kiøbt den
Med sin Samvittighed, og det er meer,
End dette gule Stykke Malm er værd. - -
Dit blege Gienfærd skrækker mig ei, Knud!
Det er Indbildning kun, at hist jeg seer det
I Hallen rynke sine hvide Bryn,
Og pege med sin Finger paa sit Saar;
Kun Overtro! der gives ingen Gienfærd! -
Natten er raa, den tærer kold, som Søen;
Da maa man drikke muntert og forjage
Sin Hovedsvimmel. - Ha der kommer han!
Der kommer Skofte med sin røde Daggert.
Den svæver op, den skiulte Dør! - Saa ryst
Dog ikke saa! nu er det jo forbi.

Dørren aabner sig og Palnatoke staaer i fuld Rustning med opspændt Bue, og sigter paa Harald.

✂ Hielp Himmel! det er Palnatokes Aand!

Han styrter til Jorden.

101

PALNATOKE.: ✂ Nu er din Time, Harald Gormsøn! kommen; dø!

HARALD.: ✂ O lad mig ei som Synder døe! O Skygge spar!

PALNATOKE.: ✂ At synde meer forhindre dig vil Rotas Bud.

HARALD.: ✂ Jeg synger Sielemesser dig ved Graven; spar!

PALNATOKE.: ✂ Opdaget blev dit Niddingsværk; mit Liv er frelst.

HARALD.: ✂ Spar, spar! Jeg deler villig Riget strax med Svend.

PALNATOKE.: ✂ For sildig! Eden binder mig, du maa herfra.

HARALD.: ✂ O vær ei grusom! Fryder dig en Oldings Drab?

PALNATOKE.: ✂ Ved Thor! jeg sender Dødsens Piil med Taarer dig.

HARALD.: ✂ Bi, bi til Morgnen, lad os stride da som Mænd.

PALNATOKE.: ✂ Du est en Niding, tør i ærlig Kamp ei gaae.

102

HARALD: drager sit Sværd.
✂ Saa dræb med Sværdet! Nægt mig ei mit Livs Forsvar.

PALNATOKE.: ✂ Spilfægten var kun mellem dig og mig en Kamp.

HARALD.: ✂ Her knæler jeg i Støvet for dig; Skaan mit Liv!

PALNATOKE.: ✂ Vee den, som Livet foretrækker Ærens Lov.

HARALD: reiser sig fortvivlet og griber sit Scepter.
✂ Jeg er din Konning! Lyd mit Scepter! Fly min Hal!

PALNATOKE.: ✂ Tilranet har du Sceptret dig ved Brodermord.

HARALD.: ✂ Ha Morderengel! Ær min Krone! Mig i den!

PALNATOKE.: ✂ Vanæret har du Danmarks Krone; tag din Straf!

Han skyder ham Pilen i Brystet og gaaer.

HARALD

✂ styrter.

✂ O, han har dræbt mig! Milde Himmel, Miskundhed!
Hielp, hielp! I Danske, kommer! stiller Kongens Blod.
Dybt brænder Pilens Od mit Bryst. Jeg brænder alt.
103

Han velter sig mod sin Moders Billed.

✂ O bed til Himlen Moder! for din Søn, du varst
Jo god og dydig! Styrk mig hulde Moderblik!

Fortvivlet.

✂ O Himmel! Ryggen har hun vendt sin Søn! - Nei! Nei!
Selv har jeg vendt min Moder fra mig. Ingen Trøst
I Døden! Ingen Trøst i Døden! Intet Haab.
Hævn! Hævn! I sorte Magter! Hævn paa den, som lod
I Synden døe den sølvgraa Gubbe; blodig Hævn!

Han døer.

104

✂

FEMTE AKT.

KONGENS HAL.

KONG SVEND. THORVALD. FIØLNIR. FØLGE.

SVEND.: ✂ Her blev min Fader myrdet, Gubbe? her?

FIØLNIR.: ✂ Her. Hist i Sovekamret - slumrer han.

Han aabner Dørren. Svend giør en Bevægelse til at gaae hurtig ind, men standser, og følger langsomt med Fiølnir.

THORVALD.: ✂ Kongen er hæftig rørt.

EN KÆMPE.: ✂ Den gamle Fiølnir
Har taget Svededugen af den Døde.
Svend kysser knælende sin Faders Haand.

SVEND

✂ kommer tilbage med Hænderne for Øinene; Han staaer længe taus i den inderligste Bedrøvelse; endelig bryder han ud:

✂ Han var min Fader! Ak hvad er min Seir?
Her staaer jeg nu! En kronet Betler! Hvad
105 En pialtet Træl, der skraber Gryden hist
I Stegerset, besidder, blev mig nægtet;
Thi jeg har ingen Fader. Han er dræbt!
Og da han leved, var han død for mig.
O hvad er skiønt som det at ei' en Fader?
Vedbenden slynger sig ei mere trygt
Til Egen og den brede Bøg, end Sønnen
Til Faderhiertet.

Han stirrer ind paa Liget.

✂ Hvorfor vilde du,
Som varst saa herskesyg, ej herske over
Et sønligt Hjerte? Hvorfor skulde Døden
Først aabne dig et Bryst, hvis Kierlighed
I Livet du forskiødst? Hvi skulde Mordet
Mit Hierte lære først: du varst min Fader?
Men det har lært mig det; med røde Runer
Har Morderpilen gravet i mit Hierte:
Du varst min Fader! og saavist jeg haaber
At nyde hisset Odins stolte Glæder,
Saavist jeg hævne skal din Død, hvis Surtur
Ei skiuler Ophavsmanden med sit Mulm;
Det sværger jeg dig høit! Ja du skalst hævnes.

FIØLNIR.: ✂ O at min gamle Herre havde hørt
Sligt Udbrud af sin Søns Hengivenhed.
Ha, skal da Misforstaaelser og Ondskab
Bestandig fierne selv de bedste Hierter?
Ja jeg er vis derpaa, I havde fundet
En Fader i ham, hvis han havde kiendt Jer.
Men Vee den, som Forargelsen kom fra.

106

SVEND.: ✂ Siig, Gubbe! har du Ingen mistænkt? Ingen?

FIØLNIR.: ✂ Mistanken ene fælder ingen Mand;
Dog, Herre! jo; ei blot Mistanken har jeg
Men meer: Sandsynlighed; og maaskee - Vished.

SVEND.: ✂ Vished?

FIØLNIR.: ✂ Lad Eders Følge træde bort,
Saa vil jeg tale.

SVEND: betyder Drabanterne ved et Vink at forføie sig bort; til Thorvald, som ligeledes vil gaae, siger han:
✂ Bliv, min Ven! for dig
Har Kongen intet hemmeligt. Tal Gubbe!

FIØLNIR.: ✂ Her fandt jeg Kongen i sit Blod i Morges.
Den finske Træl var borte. Alle troe nu,
At han er Morderen; men hvo, som kiender
Hans forhen viste Troskab, maa forkaste
Sligt, som den plat urimeligste Gisning.
Hvorledes dette Mord er skeet, det skiules
I Nattens Mulm; men, Herre! Gierningsmanden,
Ham har alt Hævnens vrede Norne røbet!

SVEND.: ✂ Hvorledes? Tal! Hvem har du mistænkt? tal!

107

FIØLNIR: tager en Piil frem af sin Barm.
✂ Med denne Piil er Eders Fader dræbt;
Selv har jeg draget den af Kongens Hierte.

SVEND.: ✂ O Himmel! den er blodig end.

FIØLNIR.: ✂ Som Blodet
Beviser Mordet, saa beviser Pilen
Tillige Gierningsmanden. Kiender du
Den ei, min Herre?

SVEND.: ✂ Nei! - Jo! - Nei! - I Guder
Hvad Gisning isner mig!

FIØLNIR.: ✂ Sikkert den rette.
Siig Herre! kiender I ei denne Piil?
Hvo skyder med saa tunge store Pile?

SVEND.: ✂ Thorvald!

THORVALD.: ✂ Min Konge!

SVEND.: ✂ Nærm dig! Kiender du
Den Piil? Tal, tal!

108

THORVALD: betragter den, studser et Øieblik, men giver den derpaa rolig tilbage:
✂ Ja Svend! jeg kiender den.
Den har en Stimand stiaalet ud i Nat,
Af Palnatokes Kogger.

SVEND: omfavner ham.
✂ O min Ven!
Dig skiænkte Himlen mig, en evig Frelser.
Som før mit Liv, saa har du reddet nu
Mit Haab, dræbt min Fortvivlelse; du har
Blot ved et Ord nu andengang befriet mig
Fra Lænkerne. Ja Thorvald! du har brudt
Uværdig Mistvivls Slavelænke.

FIØLNIR.: ✂ Stille!
Lad først mig lukke Dørren for den Døde.
Slig Tale kunde reise ham i Kisten.

SVEND.: ✂ Hvad siger du?

FIØLNIR.: ✂ Jeg siger, Ungdom er
Et Hav, hvis hele Brusen avler - Skum!

SVEND.: ✂ Ha! du bebreider mig?

FIØLNIR.: ✂ Jeg troede nys,
At see en Viggo, snild betænkt paa Hævn,
109 En Amleth, grublende paa rædsom Straf
For Fadermordet; og nu har et Vindstød
Fra Island kiølet pludselig din Lue,
Og giort dig fra en Løve til et Lam.

SVEND.: ✂ Slig Skingrund kan ei fælde Palnatoke.

FIØLNIR.: ✂ Det var fra Arildstid et stærkt Beviis
At finde kiendt Mands Vaaben hos den Dræbte.
Han er min Brodersøn; var han uskyldig,
Da maatte Blodets Stemme kalde mig
Til hans Forsvarer, ei hans Avindsmand;
Men Pligt og Tro staaer over Slægtskabs-Baand;
Her har han myrdet lumskelig min Konge;
Og fra med Iver at bevise Mordet
Skal intet bringe mig.

SVEND.: ✂ Opdag det først.
I Aften holder jeg min Faders Gravøl.
Til dette Gilde kommer alle Kæmper
Og Palnatoke med; er Tallet fuldt,
Da vil jeg lade Pilen gaae omkring
Fra Mand til Mand. Og Palnatoke maatte
Paa eengang have skiftet reent Natur,
Ifald han skulde nægte sin Bedrift.

FIØLNIR.: ✂ Det troer jeg selv. Hans Dristighed og Stolthed
Er tøileløs. Men ædle Herre Konge!
Han kommer ei. Han gaaer i Nat til Jomsborg.

110

SVEND.: ✂ Hvordan?

FIØLNIR: henter et Skiold.
✂ Læs disse Runer! høie Konge!
Dem skrev han paa Heroldens Skiold til Svar.

SVEND: læser:
✂ »At Sønnen ære vil sin Faders Minde,
Bør ei bebreides; at jeg ei kan hædre
Min Avindsmand, at Palnatoke slet
Forstaaer at hykle Følelser, det veedst du;
Desaarsag bliver jeg fra Graverøllet,
Ei heller har jeg Lyst, at lade Rygtet,
Der gaaer, i Aften komme til Forklaring.
Drik, efter Landets Sæd, din Faders Minni,
Bliv værdig til den Throne, du bestegst,
Og tro med Styrke paa min Ærlighed,
Indtil jeg faaer beviist dig den. Farvel!«

FIØLNIR.: ✂ Nu? Er endnu min Gisning Luft?

SVEND.: ✂ Ved Odin
Nei. Han maa komme her i Aften, Fiølnir!

FIØLNIR.: ✂ Det vil han, hvis du billiger mit Forslag.

SVEND.: ✂ Tal!

111

FIØLNIR.: ✂ Skriv paa Skioldet: han maa komme. Skriv:
At Fiendskab jo bør være glemt med Døden,
Og at den første Dannerkæmper ei
Maa mangle ved dit første Giestebud;
Skriv: over dig har Rygtet ingen Magt;
Og at der intet ymtes skal om Rygtet
Den hele Aften. Lov ham det, min Herre!
Og du skalst see, han kommer.

SVEND.: ✂ Vel, det skee.

THORVALD.: ✂ Hvorledes? Svend, min Ven! du vilst bedrage?
Vilst overvælde lumsk din Fosterfader?

SVEND.: ✂ Hvis han har overvældet lumskelig
Min egen Fader, er min Hævn for stor?

THORVALD.: ✂ Betænk dig vel, Kong Svend! der gives ofte
Omstændigheder og Forviklinger
I Livet, som man ahner ei. Det kunde
Vel hænde sig, at Palnatoke havde
Dræbt Harald, og var endnu brødeløs.

SVEND.: ✂ Og har han dræbt ham, nu, ved Danmarks Rige!
Da skal han bøde for det. Du undskylder
At dræbe værgeløse Gubber, troer jeg,
Ved Midnat?

112

THORVALD.: ✂ Jeg undskylder Intet, Svend!
Jeg beder dig kun, at du ei skalst glemme
Besindigheden, og den Tillid, som
Du est den ædle Palnatoke skyldig.
Hvo stod i Dag paa Thinget mandelig,
Og talde diervt og kæmpende din Sag?
Hvo var den første Aarsag, at du valgtes
Af Christne, som af Hedninger til Konge?

FIØLNIR.: ✂ Det være kan et Skalkeskiul, som mere.
Mig farlig var den Mand, hvis jeg var Fyrste,
Som stifter Stater i min Stat, som veed
At styre Folket, og som straffer Konger
Paa egen Haand med Døden.

SVEND.: ✂ Han har Ret!

FIØLNIR: aabner Sovekammerdøren.
✂ Der svømmer Eders Fader i sit Blod.
I svor ved Odin -

SVEND.: ✂ Fort! jeg skriver Brevet!

Han gaaer hurtig bort med Fiølnir.

THORVALD: ene, efter et Øiebliks Taushed.
✂ Det havde jeg ei troet om Svend, min Ven!
Med dette Brev fraskriver du dig, Konge!
En vældig Kæmperarm, et trofast Hierte.
Thor bedre dig! Mig seer du aldrig mere.

Han gaaer.

113

PALNATOKES HUUS.

PALNATOKE. EN SKARE DANSKE.

FORMANDEN.: ✂ Ja, Herre! Siellands sydre Deel og Fyen
Har Eder valgt; vi frygter Othos Magt;
Vi mene, til at styre Riget nu,
I saadan Storm, dertil behøves Mænd,
Ei Ungersvende; og da Eders Slægt
Er kongelig, som Svends, saa byde vi
Den ædle Palnatoke Danmarks Krone.

PALNATOKE.: ✂ Har I og Eders Venner Tillid til mig?

FORMANDEN.: ✂ Det troe vi at bevise med vort Tilbud.

PALNATOKE.: ✂ Hvis saa er, da er Sagen hurtig afgiort.
Gaaer hiem og siger dem, som Eder sendte:
Min Mening var, da jeg opdrog Kong Svend,
At danne ham til Drot, hvortil han fødtes.
Siig Eders Venner, som har Tillid til mig:
Jeg troer at have opnaaet, hvad jeg stræbte,
Og at jeg har det bedste Haab om Svend.
Fremdeles siger: Svend har ingen Ven
Meer trofast i sit Land, end Palnatoke;
Forkynder dem: Den Mand, som jeg skal agte,
Maa være Kongen tro; og siger dem
Til Slutning: At det Spyd, som vilde støde
Fra Thronen Svend, først maatte bore sig
114 En blodig Vei igiennem dette Hierte.
Har I forstaaet vel min Mening?

FORMANDEN.: ✂ Ganske.

PALNATOKE.: ✂ Saa gaaer med Fred, og glemmer ei herefter,
At rolig Troskab og Hengivenhed
Er Undersaattens første Pligt. Farvel.

De Afsendte forføie sig bort.

ARNODDUR: træder ind med et Skiold, som han rækker Palnatoke.
✂ Dankongen sender dig et Skiold med Runer.

PALNATOKE: læser det, og siger derpaa efterat have betænkt sig et Øieblik, i det han giver ham det tilbage:
✂ Vel! Hils din Herre! siig ham: Jeg skal komme.

Svenden gaaer.

THORVALD: som har mødt Svenden i Dørren, følger ham betænkelig med Øinene, og siger derpaa til Palnatoke:
✂ Jarl! togst du mod Indbydelsen!

PALNATOKE.: ✂ Ja Thorvald.

THORVALD.: ✂ Det havde jeg ei troet. Jeg var hos Svend,
Da du afslogst det første Gang, og kom nu
At sige dig Farvel.

115

PALNATOKE.: ✂ Ærlige Thorvald!
Vi vil ei tage Afsked. Afsked tyder
Paa lang Fraværelse; og din Erindring
Skal aldrig være skilt fra mig. Vi sees
Desuden, haaber jeg, vel snart igien.

THORVALD.: ✂ Det kommer an paa Guderne; jeg tvivler.

PALNATOKE.: ✂ Du tvivler?

THORVALD.: ✂ Gode Jarl! du gaaer til Jomsborg,
Og jeg indskiber mig i Nat til Island;
Den vaade Ægir skiller vidt os ad;
Og om jeg tiere seer de danske Kyster -
Maa Himlen vide.

PALNATOKE.: ✂ Du forlader Svend?

THORVALD.: ✂ Jeg staaer forladt af ham; og skynder mig
Fra disse skumle, kongelige Sale,
Hvor Listen yngler lumsk i hver en Krog,
Tilbage til min tarvelige Hytte.

PALNATOKE.: ✂ Hvordan skal jeg forstaae din Tale, Ven!
Du est bedrøvet.

THORVALD.: ✂ Ja ved Asa Baldur!
Ret inderlig bedrøvet.

116

PALNATOKE.: ✂ Ven! hvorfor?

THORVALD.: ✂ Jeg smigrer mig dermed, jeg troer, min Herre!
At du beærer med dit Venskab mig.
Bestandig har du viist mig ærlig Yndest,
Ja selv Tilbøilighed, endskiøndt du est
En vældig Helt, og jeg en ringe Mand.

PALNATOKE.: ✂ Hvorledes kan en Thorvald tale saa?

THORVALD.: ✂ Maa jeg udbede mig en Godhed af dig
I Afskedstimens sidste Øieblik?

PALNATOKE.: ✂ Alt hvad du vilst.

THORVALD.: ✂ Vil Palnatoke skiænke
Da Thorvald sin Fortrolighed?

PALNATOKE.: ✂ Du est
Den værd.

THORVALD.: ✂ Saa siig mig, ædle Jarl!
Hvorfor afslogst du Kongens første Tilbud,
Og togst imod det andet?

PALNATOKE: betragter ham et Øieblik stivt.
✂ Du har hørt
Et Rygte, Thorvald! Troer du dette Rygte?

117

THORVALD.: ✂ En ærlig Mand troer ei paa Skvalder.

PALNATOKE.: ✂ Troer
Vel Thorvald mig istand til denne Daad,
Som Rygtet mig beskylder for?

THORVALD.: ✂ Hvorfor ei?
Hvo kan forudsee alle Livets Forhold?

PALNATOKE.: ✂ Troer Thorvald mig istand til Niddingsværk?

THORVALD.: ✂ Ved alle Valhals gode Guder: Nei!

PALNATOKE: griber hans Haand.
✂ Ærlige Ven! ja, jeg har dræbt Kong Harald
I Natten med min Piil.

THORVALD.: ✂ Det sagde mig
Dit Øie strax.

PALNATOKE.: ✂ Jeg sad i Hallen her,
Var slumret ind, blev vækket af en Træl,
Som Harald havde sendt at myrde mig.
Det var det tredie Anfald paa mit Liv.
Et Menneske er kun et Menneske;
Og selv den bedste Helt er intet meer.
Mit Hierte svulmed vredt; jeg greb min Bue,
118 Og fulgte Morderen den skiulte Vei.
Der stod den gamle Synder! Tusind Gange
Han havde været Døden værd. Jeg saae
I Nattens Baggrund Danmark græde Blod
For denne Niddings Skyld. Da forekom
Hans Død mig uopsættelig nødvendig -
Og Pilen fløi fra Buen i hans Bryst.

THORVALD.: ✂ Han vilde atter skille dig ved Livet?

PALNATOKE.: ✂ Ja, ved sin Skosvend, ved den finske Træl.

THORVALD.: ✂ Harald er falden paa sin egen Synd.

PALNATOKE.: ✂ Ved Nornernes Retfærdighed, det er han.
Men - fromme Thorvald! da vi er allene,
Og da du ønsker min Fortrolighed;
Eet - ængster mig just ei; men giør mig dog
Urolig i mit Hierte.

THORVALD.: ✂ Hvilket, Herre?

PALNATOKE.: ✂ Den gamle Synder raabte i sin Dødsstund
Paa Tvekamp; fordrede sit Livs Forsvar.
Jeg nægted ham den sidste Tilflugt, Thorvald!

THORVALD: tier.

119

PALNATOKE.: ✂ Det var ei Grusomhed. Jeg indsaae klart,
Hvorlidet Kampen vilde nytte ham;
Den kunde vorden en Udsmykning høit
For min Bedrift, ei nogen Hielp for ham;
Og jeg forsmaaede denne Pyntekaabe.

THORVALD.: ✂ Hvad du har giort, kan ingen Mand fordømme.
Den bedste Helt er kun et Menneske;
Det har du til dit eget Forsvar sagt.
Og Niddingsværk kan fylde selv med Galde
Et Duehierte, meer et Løvebryst.

PALNATOKE: griber pludselig hans Haand og fører ham til en Side.
✂ Og skulde du nu troe, min vakkre Thorvald!
Med alt, hvad her du siger til min Trøst,
Med alt, hvad jeg mig selv bestandig siger -
Saa staaer den røde Skygge for mit Blik,
I Purpur-Kaaben, med den gyldne Krone,
I hver en Krog - og truer med sit Spiir.

THORVALD.: ✂ I Broder-Purpurblod var Kaaben farvet,
Og Spiret vristet af den Dræbtes Haand;
For øm er din Samvittighed, min Herre!

PALNATOKE.: ✂ Min Ære var tilforn et speilglat Skiold
Af slebent Staal; hvor Solens Straale faldt,
Der blinkte den med dobbelt Glands tilbage. -
Nu staaer en Plet af blodig Rust paa Skioldet.
120 Jeg gnider den ved Dag ved Nat - og kan
Ei faae den ud!

THORVALD.: ✂ Hugprude Palnatoke!
Naar hørte jeg dig tale saa.

PALNATOKE: med stigende Varme.
✂ Ved Thor!
Jeg gav mit Blod, ifald jeg kunde vaske
Rustpletten ud dermed.

THORVALD.: ✂ Fat dig, min Herre.

PALNATOKE.: ✂ Der gaaer en grusom Frister giennem Livet,
Den stygge Vagnhoft, med det krumme Sværd;
Han lokker os, Een meer, en Anden mindre;
Han har sin Fryd af at forvikle Hiertet
I sine Garn. - Maaske det er en Prøve,
Hvorved de høie Guder vil erfare
Det sande Sindelag. Den, som de skiænkte
En sielden Evne, af en Saadan fordre
De og en sielden Kraft, en sielden Dyd;
Og finde de i Haabet sig bedragne -
Da sende de Blod-Nornen med sit Spyd.

THORVALD.: ✂ Ved Odin! Harald har fortient sin Død.

PALNATOKE.: ✂ Hvi drev min egen Sag mig til hans Drab?

121

THORVALD.: ✂ En menneskelig Drivt, ved alle Guder!

PALNATOKE.: ✂ Nok, Thorvald! - Jeg har aabnet dig mit Hierte;
Hvad du har hørt, faaer Ingen meer at høre.

THORVALD.: ✂ Din Tillid og Fortrolighed fortiener
Den inderligste Giengield: Palnatoke!
Gaa ikke hen til Kongens Graverøl.

PALNATOKE.: ✂ Og derhen maa jeg, derhen skal jeg just.

THORVALD.: ✂ Gaa ikke hen til Kongens Graverøl!
Hvad vilst du der? du har jo selver sagt:
Det er et Minde, som du ei kan hædre.

PALNATOKE.: ✂ Jeg gaaer ei did for Haralds Skyld, for Svends,
Han ønsker mit Farvel, før jeg gaaer bort,
Vil takke mig personlig for min Iver
Ved Kongevalget.

THORVALD.: ✂ Palnatoke, bliv!
Svend har besluttet, at besnære dig,
Det er den sande Aarsag, hvi jeg kom.
Fortumlet ved det pludselige Skifte,
Ved Kongevalget, ved sin Faders Død;
Bevæget ved at see hans Liig; ophidset
Af Fiølnirs Had; har nu den svage Yngling
Forglemt sin Pligt, og hvad han skylder dig.

122

PALNATOKE.: ✂ Det veedst du vist?

THORVALD.: ✂ Saavist, at jeg bestiger
Endnu i Nat mit Skib, og gaaer til Island.

PALNATOKE.: ✂ Bliv her, og følg med mig til Graverøllet!
Did gaaer jeg hen, uagtet alle Farer.
Hvad du har sagt, har jeg formodet alt.

THORVALD.: ✂ Og dog? Dog vilst du gaae?

PALNATOKE.: ✂ Jeg maa derhen.
Ei min Samvittighed beklemmer mig,
Men dette Mummeskiul. Saalænge jeg
Har levet, var jeg min Bedrift bekiendt.
Jeg vil ei flygte, som en Rømningsmand;
Men ærlig tage Afsked med Kong Svend.
Vil han Forklaring, nu! da skal han faae den.
Og jeg vil see den Kæmpe, der tør vove
At lægge dristig Haand paa Palnatoke.

THORVALD.: ✂ Tag i det mindste dine Venner med dig!

PALNATOKE.: ✂ Nei. Denne Sag vedkommer ene mig.
Hvad enkelt Mand har giort, maa enkelt Mand
Forsvare.

123

THORVALD.: ✂ Ædle Jarl! jeg kan ei dølge
Dig her min Frygt.

PALNATOKE: venlig.
✂ Hvad frygter Thorvald for?
Mit Liv? Det skal jeg jo dog eengang miste.
Min Ro? Den vinder ved det raske Skridt. -
See, Thorvald! jeg vil tilstaae dig det reent ud:
Jeg havde mig en Drøm i Morgenstunden.
Der kom en Mand til mig i Søvne, sagde:
»Endnu i Nat skal denne Regning slettes
Imellem dig og Svend! Endnu i Nat skal
Dit Hierte vorde roligt!« - Om han mente
Nu Livets eller Dødens Ro - det veed
Jeg ei; det vil vi nu forsøge. - Hvis
Jeg falder - vel! da var det Nornens Vink.
Gaaer jeg derfra - da skal den røde Skygge
I Mørket tabe sig med denne Nat,
Og Dagen atter stedse see mig freidig. -
Følg mig! Jeg gaaer til Haralds Graverøl.

Han gaaer.

THORVALD.: ✂ O ædle Helt, du gaaer kun til dit eget.
Men jeg vil redde dig - Ja! jeg vil ile
Til Stranden ned, vil aabenbare Bue
Forræderiet; han skal komme med
Sit Mandskab dig til Hielp. - Selv vil jeg flye
Udfaldet og min ængstelige Kummer.
Thi falder Palnatoke, falder Svend,
Er lige stor min Sorg og Danmarks Tab.
124 Farvel! du skiønne, danske Strand! hvi tvinger
En grusom, en fortørnet Norne mig,
At flygte bort, paa Nattens sorte Vove,
Til Heklas Sne, fra dine Bøgeskove?

Han iler bort.

KONGENS HAL.

Salen er i Baggrunden behængt med sorte Tepper, og den Afdødes Vaaben. Et Bord i Midten, hvorpaa staaer et gyldent Træbilled af Freiers hellige Galt. Bænke til begge Sider. I det Scenen forandres, begynder en dæmpet Sørgemusik, under hvilken Kæmperne vaabenklædte, komme parviis ind, og sætte sig omkring Bordet. I Baggrunden staae Trællene ved Skienkebordet med store Miødkruse i Hænderne. Naar alle ere komne, træder Kong Svend ind med Fiølnir.

SVEND: afsides til Fiølnir.
✂ Tallet er fuldt, kun Hovedmanden mangler.
Ifald han kommer ei?

FIØLNIR.: ✂ Han kommer vist.
Kun frygter jeg hans Følge.

SVEND.: ✂ Stille, Fiølnir!
Ved Asathor der er han! Uden Følge
Og uden Rustning, blot med Sværd og Skiold.

FIØLNIR.: ✂ Den vrede Rota leder selv hans Fied.

Musikken begynder igien. Svend sætter sig i Høisædet, Arnoddur har anviist Palnatoke sin

125

Plads ved Bordenden. Under Musikken gaae Trællene omkring og hælde Miød i Kæmpernes Horn.

SVEND: reiser sig i Høisædet med et sort Oxehorn, beslaget med Sølvringe.

ARNODDUR: raaber.
✂ I ædle Kæmper! Konning Svend, vor Herre,
Alt for bedrøvet til at tale selv,
Forkynder Eder lydt ved sin Herold,
At han vil drikke nu af Sorgens Horn
Sin Faders, Konning Harald Gormsøns Minni.

Musikken begynder igien; alle Kæmperne reise sig og drikke med Svend; hvorpaa deres Horn atter fyldes.

KONG SVEND: reiser sig atter med et dobbelt saa stort Drikkehorn af røden Guld; hvorpaa

ARNODDUR: raaber.
✂ I drabelige Kæmper, fromme Hirdmænd!
Nu blotter Eders Hoveder fra Hielmen!
Thi dette Bæger er det hellige Horn
For Asa Bragi, det er Løftets Bæger.

Kæmperne blotte deres Hoveder uden at reise sig og sætte Hielmene med et raslende Samslag for sig paa Bordet.

FIØLNIR: staaer op i sit Sæde og raaber.
✂ Jeg, den Afdødes Staller, Merkismand,
Og Ven, adspørger dig, Svend Haraldsøn!
126 Hvad Løvte giør du her paa Freiers Galt,
Ved Bragis Bæger, for din Faders Minni?

SVEND: strækker Hornet i den høire Haand høit mod Himlen, den venstre lægger han paa Galtens Hoved, og siger derpaa.
✂ Paa Freiers Galt, ved Asa-Bragis Bæger,
Giør jeg det Løfte, Svend, de Danskes Konge,
At jeg vil hævne strængt min Faders Drab.
Hver Draabe vorde Gift, saafremt jeg sviger.

Han tømmer Hornet.

FIØLNIR.: ✂ Et ærligt Løvte. Guderne har hørt det.
I Kæmper! drikker til Bekræftelse.

Kæmperne reise sig og drikke; derpaa sætte de sig igen, og bedække sig med deres Hielme. Der stødes i Trompeterne.

ARNODDUR: træder frem med Sværd og Skiold, slaaer tre Gange paa Skioldet og raaber.
✂ Høit efter gammel Skik adspørger Kongen,
Om Ingen har Beviis mod Morderen?
Hvo noget har, han træde frem som Vidne.

FIØLNIR: reiser sig og tager Pilen frem.
✂ Jeg, Fiølnir, har Beviis mod Morderen!
Med denne Piil er Harald Gormsøn dræbt;
Selv har jeg draget den af Kongens Hierte.

127

SVEND: til Arnoddur.
✂ Tag denne Piil! Bring den om Bordet, spørg,
Og Nogen kiender den, og veed dens Eier!

ARNODDUR: gaar, med Pilen i den ene og en stor Voxkierte i den anden Haand, Bordet om fra Mand til Mand, og spørger den første:
✂ Dankæmpe! kiendes du ved Pilen?

KÆMPEN.: ✂ Nei.

Derpaa siger han til Enhver »du?« og faaer »Nei« til Svar, indtil han kommer til Palnatoke, som svarer »Ja«.

SVEND: reiser sig opbragt.
✂ Hvordan? du kiender den?

PALNATOKE: rolig.
✂ Hvi skulde jeg
Ei kiendes ved min egen Piil?

SVEND.: ✂ Hvor skiltes
Du ved den sidst?

PALNATOKE.: ✂ Ifald du endelig
Vilst vide det, min Fostersøn! da skiltes
Jeg ved den sidst paa Buestrængen, dengang
Jeg skiød din Fader tvers igiennem Hiertet.

128

SVEND.: ✂ Staaer op nu, alle Mand! og griber ham!
Thi nu er Huldskab, nu er Venskab brudt.

FIØLNIR.: ✂ Op griber ham! Jeg være skal den første.

PALNATOKE

✂ drager sit Sværd, og støder ham ned.

✂ Du være skalst den første, gamle Nidding!
Der styrter ned til Hel; og saa skal Hver,
Der vover sig et Skridt mig nærmere.

Han slaaer Sværdshialtet imod Bordet, saa det runger i Salen.

✂ Rolig i Hallen her! Ved Asathor!
Den mindste Mine til at røre mig,
Vil koste Eders Hierteblod.

Til Svend.

✂ Grønskolling!
Du vilst forgribe paa en mandig Helt dig?
Hvo lærte dig? Hvo lærte Eder alle,
Duunglatte Ynglinger, at bruge Sværdet?
Hvo førte Eder seierrigt mod Fienden?
Hvo tugted Eder op til Dannerkæmper?
Jeg, Palnatoke! Og nu kan I troe,
At Eders Fader, Lærer er en Nidding.
Nu kan I troe, at Palnatoke har
Vanhædret sit berømmelige Navn?
Ved Danmarks Ære! Valhals Guder rødme
Og skamme sig ved Eders Trællesind.

Alle Kæmperne stikke skamfulde deres Sværd i Skederne, og sætte sig tause ned igien.

129

PALNATOKE: til Svend.
✂ Jeg kunde gaae, behøved ei at giøre
Dig Regnskab for min Daad. Men jeg er kommen
At tage Afsked, som en ærlig Mand.
Din Fader har jeg dræbt, fordi han var
En Synder, Døden værdig, Landets Fiende;
Meer vil jeg ikke sige til mit Forsvar.
Den gamle Nidding tvang mig til sit Drab.
Farvel! Jeg gaaer herfra til Usedom,
Hvis du vilst hævne dig, velan, da træf mig
I Østersøen med din Flaade. Men
Vanær dig ei, og mød ei den med Lumskhed,
Der meer din Fader var, end den, du hævner.
Jeg gaaer herfra saa rolig, som jeg kom.
Hvo vover sig til at forfølge mig?
Hvis jeg har overilet mig og feilet -
Det er en Sag, som Guderne maa dømme,
Ei Mennesket. I kan ei fælde mig!

Han gaaer.

SVEND.

✂

✂ O han er stor! Jeg har fornærmet ham.
Hvo handler saa? Hvo yttrer saadan Kraft?
Naar kun han taler, maa han troes, beundres.
Ja, jeg vil møde dig i Østersøen,
Og bøde for mit overilte Løfte.

Til sine Kæmper.

✂ Gaaer bort med dette Liig. Han faldt retfærdigt,
Thi han har ægget mig mod min Velgiører.

Kæmperne gaae bort med Fiølnirs Liig. Svend staaer allene, og støtter sig til sit Sværd, hensiunken i Bedrøvelse; pludselig hører man Sværdeklirren og Kamp bag Skuepladsen.

130

BUE: styrter ind med en Flok Jomsborgere, bleg i Ansigtet med funklende Øine; han har Bærsærkegang, løber rasende mod Svend med opløftet Sværd og raaber:
✂ Du, du har dræbt ham, Nidding! du skalst døe.

SVEND: sætter sig til Modværge.
✂ Fat dig! Din Herre gik herfra med Fred.

BUE.: ✂ Til Gravens Fred. Men du skalst bøde for det.

De fægte.

SVEND: raaber:
✂ Det var ei Palnatokes Liig, men Fiølnirs!

BUE.: ✂ Til Hel, til Hel, du Nidding, styrt til Hel!

Svend snubler og synker i Knæerne. Bue sætter ham Sværdet for Brystet. I det samme styrter

PALNATOKE: ind, griber Bue i Halskraven, kaster ham tilside, og raaber opbragt:
✂ Afsindige Forræder! vilst du myrde
Din Konge? Raser du? Siig, vilst du være
En Kongemorder?

BUE: ude af sig selv.
✂ Kongemorder? ha!
Er dette Takken for min Troskab til dig?
131 En Kongemorder? Du est Kongemorder,
Og ikke jeg. Der, der har du din Straf!

Han render Palnatoke sit Sværd igiennem Livet.

PALNATOKE: falder.
✂ O alle hellige Guder! Mægtige Forsyn!

Bue klemmes mellem Skiolde. Palnatoke bringes i en Stol.

SIGVALD: til Jomsborgerne.
✂ Lad først ham komme til Besindigheden!
Bevidst først skal han bøde for sit Mord.

PALNATOKE: raaber med sine sidste Kræfter:
✂ Jeg byder Eder, Jomsborgs Helte! hører
Mit sidste Bud: Bue skal nyde Livet.

BUE: kommer til sig selv igien, han drager et dybt Suk, stirrer paa Palnatoke, og siger:
✂ Hvad har jeg giort!

PALNATOKE: venlig og mat.
✂ Bue har intet giort.
Du varst et Værktøi kun i Skiæbnens Haand.

BUE: sætter sig Sværdet for Brystet.
✂ Jeg følger med.

132

PALNATOKE.: ✂ Hvis jeg skal døe med Ro,
Da maa du sværge mig, at du vilst leve.

BUE: kaster sig paa Knæe, kysser hans Hænder, og væder dem med sine Taarer.
✂ O Palnatoke! Alle gode Guder!
Dig, som jeg elskte over Alt i Verden!

PALNATOKE: lægger sin Haand paa hans Hoved.
✂ Nornen har ført din Hand, du varst uskyldig! -
Det er forbi. Hør mig, før Døden slutter
De blege Læber: Lev! og smyk dit Norden
Fremdeles med din Heltekraft. - Gaaer Brødre
I Ro herfra! - Gaaer! - Taler ei et Ord!
Henter en Baar af sammenbundne Spyd,
Og bringer mig paa Skibet ud, og fører
Mit Legeme til Jomsborg! Jorder mig
Paa Torvet! Sætter ved min Grav en Steen;
Og sværger der ved Thor, at I vil hævde
Det gamle Danmarks Hæder og dets Kraft.
Det var mig ei bestemt at følge med;
Sigvald er viis, han være Eders Høvding
I Freden; Bue stærk, han føre Eder an
I Krigen.

BUEvil tale, PALNATOKE: siger:
✂ Stille! Stille! Døden kommer.
Hvor er min Palnir?

SIGVALD.: ✂ Ak! han gik til Samsø.

133

PALNATOKE.: ✂ Jeg havde gierne seet min Søn end een Gang -
Siig ham, han hilse skal sin Moder, Broder!
Gaaer! Lad mig døe i Ro. Den som i Livet
Har elsket mig, han vandre taus herfra.

Bue gaaer hulkende bort med Hænderne for Øinene. Alle Kæmperne følge ham stumme i den høieste Bedrøvelse. Et Stille.

SVEND: nærmer sig skielvende og siger med sagte Røst.
✂ Tilgiv mig, Fosterfader! hvis du lever
Endnu! Tilgiv den alt for svage Svend!

Han knæler.

PALNATOKE: rækker ham mat sin Haand.
✂ Selv Mænd kan feile, Svend! det har vi seet,
Hvor meget meer en Yngling! Jeg tilgiver
Dig Alt, min Søn.

SVEND.: ✂ Og ved din hellige Død!
Din Fostersøn skal vorde værd sin Fader.
Mod dine Venner kan jeg ikke stride!
Jomsborg vil tugte mig; men lad den det!
Naar Svend har staaet ud sin Straf, da skal
Han vise sig som Palnatokes Fostre.

PALNATOKE: reiser sig pludselig overende, strækker sine Arme ud, og raaber glad med høi Røst:
✂ Tak Bue! Tak! Der svandt den røde Skygge.
Du har udvasket Pletten paa mit Skiold.

Han falder tilbage og døer.

134

Oehlenschläger, Adam PALNATOKE

PALNATOKE ET SØRGESPIL

PERSONERNE:

FØRSTE AKT.

ANDEN AKT.

TREDIE AKT.

FIERDE AKT.

FEMTE AKT.

PALNATOKE
ET SØRGESPIL