Oehlenschläger, Adam Poetiske Skrifter IV

DANMARKS NATIONALLITTERATUR
OEHLENSCHLÆGERS
POETISKE SKRIFTER
b
c
DANMARKS
NATIONALLITTERATUR
PAA HOLBERGSELSKABETS VEGNE
UDGIVET VED
HANS BRIX SOPH. MICHAËLIS
OG CARL S. PETERSEN
UNDER REDAKTION AF
POUL TUXEN

HOLBERGSELSKABET AF 23. SEPTEMBER
J. JØRGENSEN & CO. BOGTRYKKERI
KØBENHAVN 1929

d
e

OEHLENSCHLÆGER

POETISKE SKRIFTER

UDGIVNE AF
H. TOPSØE-JENSEN

IV

HOLBERGSELSKABET AF 23. SEPTEMBER
J. JØRGENSEN & CO. BOGTRYKKERI
KØBENHAVN 1929

f

J. JØRGENSEN & CO. BOGTRYKKERI

I

INDLEDNING

For den populære Opfattelse er Oehlenschlæger først og fremmest Tragediedigteren. Hans Navn er uløseligt knyttet til det store Drama paa samme Maade som Holbergs til Komedien og H. C. Andersens til Eventyret. Eftertidens Omvurdering har været tilbøjelig til at fremdrage de øvrige Sider af hans Produktion, men den vil ligesaa lidt nægte den store historiske Betydning, hans dramatiske Virksomhed har haft, som den vil frakende hans bedste Forsøg som Tragiker deres særegne Værdi. Som typiske Prøver bringer dette Bind de tre store Tragedier fra Udenlandsrejsens senere Aar: »Palnatoke«, »Axel og Valborg« og »Correggio«. I kunstnerisk Henseende naar ingen af dem op paa Siden af »Baldur hin Gode« og »Hakon Jarl«, ligesom de heller ikke taaler Sammenligningen med »Yrsa«, der afslutter Romancekredsen »Helge«, og som vil finde sin Plads i sidste Bind af denne Udgave. Men de giver alle tre et smukt og tydeligt Indtryk af den oehlenschlægerske Normaltragedies Egenskaber, ligesom de ved deres Emnevalg viser Digterens Stræben efter Universalitet; et Heltespil fra Danmarks Oldhistorie, en meddelalderlig II norsk Kærlighedstragedie og et Kunstnerdrama fra Renæssancens Italien.

Den 15. November 1806 kom Oehlenschlæger til Paris, hvor han opholdt sig indtil August 1808. Her digtede han »Palnatoke« og »Axel og Valborg«. Fra Paris gik Rejsen til Svejts; Vinteren tilbragte han paa Coppet ved Madame de Staëls Digterhof. Tidligt næste Foraar (1809) brød han op til Italien, hvor »Correggio« blev skrevet i Rom og Grotta ferrata. Endelig dette Efteraar blev det til Alvor med den længe bebudede Hjemrejse. Den 24. November 1809 landede Oehlenschlæger i Korsør. Han havde da været borte fra Fædrelandet i over fire Aar.

Sammenlignet med de rige Impulser, Tysklandsopholdet havde givet Digteren, bragte Rejsens sidste tre Aar ham ikke noget tilsvarende aandeligt Udbytte. Han hjemsendte vigtige Værker i Aarene 1807-1809, men intet der kunde maale sig med de »Nordiske Digte«. I Tyskland havde Oehlenschlæger følt sig hjemme som i sit andet Fædreland. Han kom dertil i en Periode, hvor Aandslivet stod i rigeste Flor, og han fik Lejlighed til at træde i personlig Forbindelse med flere af de ypperste Repræsentanter for tysk Kultur, først og fremmest med Goethe. Til Paris kom han derimod som en fremmed, der ganske beherskedes af sin Generations germanske Fordomme mod fransk Aand og fransk Kunst. Frankrig oplevede i Aarhundredets første Ti-Aar en eventyrlig politisk Storhedstid; fra sit Vindue i 7. Etage i Hôtel des Quinze-Vingts havde Oehlenschlæger Udsigt over Karrusselpladsen, hvor Napoleon i egen høje Person ekserserede sin Garde.

III

Men i Litteraturen havde Riget mistet den gamle Førerstilling. Perioden beherskedes af Epigonerne, og de nye Strømninger, der var ved at arbejde sig frem, har næppe tiltrukket sig den unge Danskers Opmærksomhed. Han havde ingen Forbindelse med ledende franske Personligheder; den tyskorienterede Madame de Staël kom han først i Coppet paa nærmere Hold, og hun har forøvrigt intet betydet for hans aandelige Udvikling.

Hjemme paa Hotellet bestyrkede hans brave Ven, Arkæologen P. O. Brøndsted, ham i de medbragte ugunstige Meninger om den franske Nation. De var ikke fri for begge at behage sig i Bevidstheden om at være ærlige og dybtsøgende Nordboer, naar de sammenlignede sig med de galliske Overflademennesker, hvem Brøndsted frakendte »Liv i Idéen«. Franskmænd omgikkes Oehlenschlæger ingen af; Omgangskredsen var dansk-tysk; hans Fransklærer Depping var en Tysker, og hans egen Hovedbeskæftigelse i Frankrigs Hovedstad var at digte paa Tysk. Hans Dom over Nationalmodsætningerne tilspidsedes i Paradokset »Gud elsker de gothiske Nationer«. »Palnatoke«s Kontrast mellem Nordens aabne Ærlighed og Sydens lumpne Nedrighed er Digterens egen Opfattelse af hans Forhold til Byernes By.

Og alligevel kunde han ikke frigøre sig fra dens Trylleri. Privat var han til Brøndsteds Bekymring slet ikke uimodtagelig for Paris' farlige Tillokkelser. Og trods hans Kunstanskuelses stive Doktrinarisme overfor den franske Tragedie, bragte flittige Teaterbesøg, der nok mest gjaldt Lystspillet, men hvor heller ikke Tragedieopførelserne med den store Talma i Hovedrollerne blev forsømt, ham paa flere IV Punkter til at revidere sin oprindelig fuldstændigt afvisende Dom. »Axel og Valborg« er et Forsøg paa at sammensmelte den galliske og den germanske Dramatype. Og det store Brev til Goethe af 4. September 1808 (kort efter Afrejsen fra Paris) giver, alle Forbehold og Indvendinger tiltrods, en paa sin Vis baade forstaaende og træffende Karakteristik af de store franske Tragikere. Oehlenschlæger har Sans for den aandfulde Dristighed, som præger Corneilles bedste Værker. Om Racine gør han den rigtige Bemærkning, at han »i visse Maader har afluret de Gamle det sammentrængt Skønne i den dramatiske Stil«. Ved sin Uvilje mod hans Psykologi - Racines Helte er »slette, listige og nedrige Karle« - røber han, at han meget vel har forstaaet, hvorledes Versenes ydre Elegance dækker over Lidenskaber af en hæftig og farlig Glød, aabner Afgrunde af forfærdende Dybder, som var hans egen sunde og naive tragiske Stil fremmed.

Men var han saaledes som Nordbo paa sin Post overfor Franskmændene, hvem han selv paa Coppet »aldrig lærte at søbe Kaal med«, saa følte han sig ikke i mindre Grad i Opposition til de to førende Medlemmer indenfor sin tyske Omgangskreds, Brødrene Friedrich og August Wilhelm Schlegel, Romantikens skarpeste kritiske Begavelser. Kollisionen mellem den unge Poets højt udviklede Selvfølelse og de to berømte Brødres ikke mindre tydelige Bevidsthed om deres eget Værd var uundgaaelig, og Modsætningen skærpedes ved Gemytternes dybe Uoverensstemmelse: Oehlenschlægers hede, følelsesbevægede Sind overfor August Wilhelms akademiske Korrekthed og Friedrich Schegels kolde Ironi. Dertil kom de to V Parters fuldstændigt forskellige Syn paa Kunst og Liv. Brødrene Schlegel havde draget Romantikens sidste Konsekvenser; Middelalderdyrkelsen havde ført dem til den katolske Kirke. Oehlenschlæger bestyrkedes yderligere i sit Brud med Romantiken ved Samværet med dem; han var yderst forarget over Fr. Schlegels respektløse Ytringer om Goethe, og han følte sig gennem den tyske Klassicisme fast forankret i det 18. Aarhundredes Humanisme. Palnatokes Uvilje gælder ikke Kristendommen, men Katolicismen, og som Protest mod Middelalderdyrkelsen skrev Oehlenschlæger samme Aar som Tragedien det fortællende tyske Digt »Der irrende Ritter« - Virkelighedens Opgør med det romantiske Blændværk. Sit antiromantiske Standpunkt udtrykte Digteren fyndigt i dette Epigram:

Lessings Aesthetik wollte Wahrheit,
Natur in kräft'ger schöner Klarheit.
Die beiden Schlegel wollen Wehmut,
In mönchischer und stolzer Demuth.

Biskop Popo og Sortebroder Knud er hans Svar paa Brødrenes katolske Propaganda.

Medens Coppet-Vinteren kun synes at have været af ringe Betydning for Oehlenschlægers digteriske Skaben, er »Correggio« mættet med ItaliafærdensTuristindtryk af Natur, Mennesker og Kunst. Og hvad Oehlenschlæger ikke havde mødt i Paris og paa Coppet, traf han i Rom: en stor og en beslægtet Aand. Mødet med Thorvaldsen kan i Betydning sammenstilles med Mødet med Goethe.

Digteren havde forladt Danmark som ung Romantiker. Han vendte hjem som Talsmand for en moderat Klassicisme, i samme Grad paa Vagt overfor VI fransk Frivolitet og tysk Mystik; som skyede det ekstravagante og det unaturlige, skræmmedes af det hæslige og det sære, men som hyldede Mennesket i dets højeste harmoniske Udfoldelse. Her var Grundvolden lagt for Guldalderen i den danske Litteratur.

Saa snart Oehlenschlæger havde fundet sig lidt tilrette i Paris, begyndte han Arbejdet paa en ny Tragedie. Emnet skulde være nordisk. Allerede 23. November 1806 skrev han hjem efter Wilkina-Saga, Biörners Kæmpe-Dater og Vedels Saxooversættelse. Men han har aabenbart ikke haft Lyst til at vente paa Bøgerne, om de da overhovedet nogensinde er kommet til Paris, for kort efter træffer vi ham fuldt optaget af at excerpere anden og tredje Tome af Suhms Historie af Danmark, som Brøndsted havde skaffet fra Nationalbiblioteket. Det var Planen at skrive en dansk Tragedie efter den norske »Hakon Jarl«; i »Palnatoke« fandt han hurtigt et passende Emne, »og jeg valgte det saameget heller, da det sluttede sig til en Tidsalder, jeg alt i Halle temmelig grundigt havde studeret.« Hans bevarede Uddrag af Suhms digre Kvarter viser, at han straks har haft sin Opmærksomhed fæstet paa Jomsvikingerne. Derpaa optegner han i broget Fylde Træk fra Danmarks Konge- og Kirkehistorie; følger Suhm paa hans Digressioner med Normannerne over Europa, har ogsaa Blik for smaa kulturhistoriske Lokalfarve-Finesser. 3. Februar 1807 skrev han til Kamma Rahbek: »En Orm kan ikke bore sig dybere ind i gammelt Træe, end jeg for nærværende Tid giør i den gamle danske Historie; hvilket vel om nogen Tid vil komme VII til at yttre sig i Frugter, der skal sendes Eder vel indpakkede, naar de ere modne.« Ti Dage senere kunde han læse Begyndelsen af sit nye Drama for Brøndsted. Først havde han tænkt sig det som et Heltelystspil om Jomsborgs Grundlæggelse, men allerede 24. Februar noterer Brøndsted med Bifald i sin Dagbog, at Oehlenschlæger har bestemt sig for en tragisk Udgang. Hver Dag sad Digteren støt ved sit Skrivebord fra Kl. 8 Morgen til Kl. 4 Eftermiddag; hans lykkelige Arbejdshumør og kække Fremtidsforhaabninger lyser op i et muntert Brev til Christiane fra 4. Marts, hvori det helt overgivent hedder: »Hver Tragoedie vil blive mig et sandt Lystspil. For den første Akt kiøbe vi Lys og Brænde, for den anden Logis, for den tredie Klæder, for den fierde Mad og for den femte giøre vi Traktement, og kiøbe Hunde med sorte Snuder, som kan lege med vore Børn.«

I April var Tragedien færdig, men først midt i Juni afsendtes Manuskriptet til København, hvortil det naaede en Maaned senere. Rahbek skulde føre Tilsyn med Trykningen, og de to Venner vekslede forskellige Breve i den Anledning. Det forfærdelige Ulykkesbud om Københavns Bombardement satte sine Spor i en vigtig Tilføjelse i Palnatokes store Tale i anden Akt; et Par Ændringer synes efter Rahbeks Forslag at være foretaget i fjerde Akt. Endnu saa sent som i Marts 1808 sendte Oehlenschlæger Rahbek »en lille Tilsats til Palnatoke«. Først den 4. November samme Aar meddelte det kgl. Teaters Direktion, at Stykket var antaget til Opførelse.

I et smukt Digt »Til Rahbek. Med Sørgespillet Palnatoke« har Oehlenschlæger selv fremhævet sit VIII nye Værk som et dansk Sidestykke til »Hakon Jarl«, men samtidig peget paa dets større Jævnhed. Det er de danske Bakker overfor de norske Fjelde. Sammenligningen er træffende; ikke blot Stilen og Menneskeskildringen er mindre ophøjet end før, ogsaa den nye Tragedies Idé. I »Hakon Jarl« staar Kampen mellem selve Religionerne: Hedenskabet og Kristendommen. »Palnatoke« behandler det samme Tidsskifte; Modstanderne er ogsaa her Hedninger og Kristne, men et religiøst Drama er Tragedien ingenlunde. Det er ikke Kristendommen i og for sig, som det ærlige Hedenskabs Repræsentant bekæmper, men »Munkelist og Svig«. Synspunktet er rent etisk; det er den sunkne Moral, Palnatoke vil reformere. »I »Palnatoke« fremstilles det Onde, der atter er en Følge af Blødheden, og den modsætter den atter Heltekraften« (til Rahbek, Marts 1808).

Tendensen er tydeligt bestemt af Pariseropholdet; den er rettet mod Syden (Franskmændene) og imod Katolicismen (Schlegelerne). Modsætningen er ikke Hedenskab og Kristendom, men gammel Kraft og ny Blødagtighed, Fromhed og Kirkevælde. Paa det 18. Aarhundredes Vis opfattes Kristendommen sødligt som »en uskyldig Lære om stille Dyd«; og Stykkets Helt er ikke blot ærlig Nordbo, han er ogsaa god Lutheraner! Digteren gaar end ikke af Vejen for at retlede sit Publikum i saa Henseende ved et lille Ordspil (se Side 30). I Grunden betyder det religiøse ikke mere for Palnatoke end for hans Modstander Popo; hans Guder er kun personificerede Begreber; han selv er Rationalist og yderst tolerant. Han kæmper for et etisk Ideal, der holder den rette Midterkurs mellem Kraft og Fromhed. Det vilde Hedenskab IX og den lumre Munkepest fra Syden er ham i lige Grad imod.

Reaktionen mod den katolske Romantik har ført Oehlenschlæger dybt tilbage i det 18. Aarhundrede. Han spiller Lessing ud imod Brødrene Schlegel, ikke blot hans Æstetik, men hans Livsanskuelse. Den kyniske Popo og den hæderlige Fangefoged stammer direkte ned fra Patriarken og Klosterbroderen i »Nathan der Weise«. Og midt i Jomsvikingernes Forsamling forkynder Humanitetens Ordfører Thorvald Vidførle sin borgerlige, republikanske Pacifisme; med næsten barok Tydelighed demonstrerer Tragedien, hvorledes den raa Kraft kommer til kort i Sammenligning med den fredelige Mildhed. Pudsig, men i Grunden rørende, er Scenen mellem Thorvald og Bue - en Apoteose af Oplysningstidens Klubaand og Vennesalighed.

Men som det gik i »Hakon Jarl«, saaledes gaar det ogsaa her: »Stykket forskydes fra at være et tragisk Brud mellem mer eller mindre ligeberettigede Ideer til at blive en Forherligelse af en enkelt Person, nemlig Palnatoke« (Clemens Petersen). Spørgsmaalet om Modsætningen mellem Kristendom og Hedenskab viger Pladsen; Interessen samler sig om Heltens tragiske Overilelse og hans Soning af den med Døden.

I »Hakon Jarl« søgte Digteren at skabe et vist Balanceforhold mellem de to kæmpende Magter. I »Palnatoke« er hele Sympatien paa Hedenskabets Side. Den samme Tendens finder vi i Karaktertegningen; Fordelingen af Lys og Skygge er grel og skarp, Overgangene savnes.

Naar »Palnatoke« trods sine mange store Skønheder X ikke er lykkedes helt for Digteren, er det især Hovedpersonens Skyld. Opgaven har været for vanskelig: at faa et virkeligt Menneske ud af den tænkte Idealfigur. Palnatoke er først Helten, det personificerede gamle Norden. Denne Side af Karakteren er fortrinligt gennemført: en stærk Mand, som forener personlig Myndighed med en koldblodig Dristighed og en udpræget Æresfølelse, der foretrækker Døden for Ydmygelsen. Palnatoke er ærlig og aaben baade mod Venner og Fjender; han er rask og slagfærdig i Ordskiftet med sine Modstandere. Men bag hans rolige Selvbeherskelse lurer Overilelsen; han kan tirres saalænge, at han handler paa en Maade, som han selv ved roligt Overlæg vil fortryde. Helten er kun et Menneske, og det menneskelige kræver sin Ret.

Som Digteren i de første Akter har skildret Palnatoke, er det forstaaeligt, at Drabet paa den værgeløse Konge trods alt maa forekomme ham en Plet paa hans blanke Skjold, selv om Motiveringen nok kunde være mere overbevisende. Og man tør følgelig heller ikke forkaste den rigtignok meget haartrukne, men ganske subtilt opfundne Slutning, som forøvrigt har den unge Brandes' Autoritet for sig: Fjenderne skal ikke fælde Palnatoke, Skæbnen selv fører det dræbende Hug. Palnatokes personlige Rolle i Tragedien er da denne: en pletfri Mand udfører i Hidsighed en vanærende Handling, og han tager med oprejst Pande sin Straf, da den højere Retfærdighed sker Fyldest.

Men Palnatoke er ikke blot Helten. Han er dernæst som Moralist og Politiker Digterens Talerør, og han er Patrioten, atter et Begreb fra Humanitetens store Aarhundrede. Han øver ingen Privathævn, XI men kæmper for Rigets Sag, og han drives kun ved Kongens tyranniske Optræden til Oprør. Oehlenschlæger har villet for meget paa en Gang; han har villet forene uforenelige Bestanddele, og derfor er Figuren gaaet i Stykker for ham.

Baggrunden for Palnatokes lysende Fortjenester er den rænkefulde Konge, som repræsenterer den populære Opfattelse af den mørke Middelalder. Digteren har i unødig Grad belæsset ham med Skyld, f. Ex. for Broderen Knud Dan-Asts Drab, for derved at retfærdiggøre Palnatoke. Men som Karakter er han ikke uden Interesse. Harald er Oldingen, der stadig hænger ved Livet, og han er »den forbryderiske Munkekonge«, som uretmæssigt har tilranet sig Kronen. Hans herskende Egenskab er en daarlig Samvittighed. Af politiske Grunde har han svigtet sine Fædres Tro, og hans Kristendom er kun en tynd Fernis. Hykleri og lumsk Beregning, Hævngerrighed og Fejghed bestemmer hans Handlinger. Hans Raadgiver Popo er skildret som den katolske Bedrager, Magtpolitikeren, der er parat til at ofre Harald for Svend; kort sagt, Jesuiten, som det 18. Aarhundrede forestillede sig ham, der kynisk forkynder sin Lære, at Hensigten helliger Midlet.

Af Vigtighed er endelig Thorvald, hvem Oehlenschlæger ønsker opfattet som »en erfaren Mand, som imponerer selv Heltene ved sin stille, fornuftige Kraft.« Han erkendte iøvrigt selv senere, at Figuren var »behandlet noget for blød og modern. Havde jeg i Paris havt Thorvald Vidførles Saga, saa vilde jeg givet denne Charakteer meer af sin Tidsalders Kolorit.« Ideen at anbringe den fredsæle Viking i Stykket har Digteren sikkert faaet ved at mindes XII sin gamle Lærer Edvard Storms yndede Vise »Svend Tveskjæg havde sig en Mand, som Thorvald hed«. Og til Udførelsen har han efter egen Tilstaaelse laant vigtige Karaktertræk fra sin fine og elskelige Svoger Carl Heger. Baade Punschevisen og den stilfærdige Bibliotekar forklarer saaledes den ejendommelige Figur, den vidtberejste Thorvald gør i det raske Jomsvikingeselskab.

Bifigurerne er gennemgaaende ypperlige som den lystige Bue og den kække Vagn. Man har især beundret den brave Fangefoged, der dog smager vel meget af det borgerlige Lystspil. Snarere fortjente den misundelige Fiølnir at fremhæves, der er tegnet med faa og sikre Streger, og især Kong Svend, en af Oehlenschlægers bedst gennemførte Karakterer. Som sin Far er han er svag Mand, men han er en hæderlig Mand, og hans bratte Omslag i sidste Akt, hvor Sønnefølelsen sejrer, saa at han fornægter sin Fosterfader og Ven, er kort, smukt og overbevisende motiveret.

Men Tragediens betydeligste Værdier ligger i Kompositionen og Stilen. Digterens eneste Kilde er, som allerede nævnt, Suhms »Historie af Danmark«, og den er behandlet med Frihed. Baggrunden for Handlingen og Lokalkoloriten baseres paa Optegnelser om den politiske og den kirkelige Historie, om Normannernes Hærgen i Europa, Popos Jærnbyrd, Jomsvikingernes Samfund i Julin. Og koncentreret om Aaret 991, til hvilket Suhm sætter Harald Blaatands Død, placeres nu en Række Hovedoptrin: Skiløbet og Bueskydningen, Jomsborgs Stiftelse (Suhm: 984), Thorvald Vidførle-Episoden (fra Svends Landflygtighed i England), den symbolske Scene med Bautastenen; XIII Kongens Død og Opgøret mellem Svend og Palnatoke (993).

Overalt ændrer og omdigter Oehlenschlæger. I Kilden skyder Palnatoke først Æblet af Sønnens Hovede og foretager dernæst det dumdristige Skiløb ned af Kullen. Digteren har med sikker Sans for det dramatisk rigtige ombyttet de to Optrin og derved opnaaet en meget virkningsfuld Stigning, ligesom han har ændret Motiveringen for Kongens Optræden: naar han befaler Palnatoke at skyde, er det for at hævne en personlig Krænkelse, idet Jarlen har pralet med, at han var en bedre Skytte end Kongen. Vagns Ankomst til Jomsborg, hvor han med sit Skib tilkæmper sig Adgang til Vikingesamfundet, erstattes med den friske Scene i anden Akt, hvor Bue kaster den uopdragne Hvalp, der forstyrrer de ældres forstandige Samtale, ud af Vinduet. Frit opfundet er Palnatokes Møde med Popo og Skoftes natlige Attentat, som tjener til at undskylde Drabet paa Kongen som Selvforsvar. Kongens Død er mere heroisk end hos Suhm, hvor Palnatoke nok saa respektløst fra et Baghold skyder ham en Pil gennem Bagen, da han et Øjeblik er gaaet afsides om Natten. Ceremoniellet ved Gravøllet er hentet fra Suhms Fortælling om det fælles Gravøl, hvormed Svend Tveskæg hædrede sin Faders, Strutharalds og Vesets Minde, og hvor Jomsvikingerne aflagde deres letsindige Løfte om at bekrige Hakon Jarl. Efter Drabet af Harald forsvandt Palnatoke klogeligt til England og indfandt sig efter gentagne forgæves Opfordringer først to Aar senere paa Svends udtrykkelige Befaling i Kongshallen. Her udspilledes nu den virkningsfulde Scene med Pilen, som var fundet i Kongens Lig. Men XIV da Palnatoke var mødt fuldt rustet og med hundrede Mand i sit Følge, beherskede han uden Vanskelighed Situationen. Han huggede Fiølnir ned, forlod uantastet Gildet, drog til Jomsborg, hvor han senere døde af Sygdom. Digteren har altsaa fra først til sidst søgt at løfte sin Helt op i et højere Plan, end han fandt ham i sin Kilde.

Over denne Scenerække har Oehlenschlæger bygget Handlingen. Den er koncentreret om det kortest mulige Spand af Tid. De to første Akter spiller i Løbet af et Døgn; ved Slutningen af anden Akt er vi naaet til den anden Dags Morgen. Samme Eftermiddag (eller muligvis først den næste?) foregaar tredie Akt, den paafølgende Nat fjerde Akt, og femte Akt udfylder den næste Dag. I teknisk Henseende er »Palnatoke« et af Digterens klarest disponerede og bedst gennemførte Værker.

Mønstergyldig er, som bestandig i Oehlenschlægers Teater, første Akt, Ekspositionen. Den begynder langsomt, lidt omstændeligt, med en omhyggelig Redegørelse for Handlingens forskellige Udgangspunkter, vokser saa i et mægtigt crescendo op til den yderst virkningsfulde Finale. Palnatokes Magt fornemmes allerede gennem Bispens og Kongens Samtale. Da bryder Budskabet om hans vidunderlige Redning fra Skiløbet ind i den forhastede Glæde over hans Død. Svends daarlige Forhold til Faderen spænder yderligere Forventningerne, og saa følger Heltens glimrende Entré. Nu udvikler Begivenhederne sig Slag i Slag; to Livsanskuelser, det gamle Norden og Middelalderen, to personlige Fjender, Palnatoke og Harald, tørner sammen, og efter den ypperlige, i XV dramatisk og teatralsk*) Henseende lige fuldendte Bueskydningsscene, opsiger Palnatoke Kongen Huldskab og Troskab og gemmer den skæbnesvangre Pil ved sit Bryst, et Motiv, der gaar som den røde Traad gennem hele Handlingen. Som en god Førsteakt skal gøre det, peger Akten fremover: Maalet er fuldt, der maa sættes en Dæmning mod den alt overskyllende sydlandske Fordærvelse!

Helt paa Højde med Introduktionen holder Stykket sig ikke, men Handlingen skrider dog stadig frem i klare, levende Optrin. I anden Akt stifter Palnatoke sit store Forbund, bygget paa strænge Love, som skal standse Borgerkrigen, genrejse Riget og sætte Svend paa hans uværdige Faders Trone. Digteren har sørget for Afveksling i den megen teoretiske Præken ved den raske Vagn Akisøn-Scene; han har psykologisk forberedt Katastrofen i sidste Akt ved at vise os Bues ubændige Hidsighed, og han har stillet et humant Ideal (Thorvald) op mod Vikingemagten. Akten slutter med en dramatiseret Anekdote, der forkynder, at den aabne Kamp er begyndt.

I tredie Akt mødes Idealisten og Magtpolitikeren, Palnatoke og Popo, i en dreven Folkekomediescene med et rigt Opbud af drabelige Overraskelseseffekter. Situationen er tilspidset til det yderste: Palnatoke og Svend har villet en ærlig og aaben Fejde; nu er den unge Konge blevet et Offer for sin Fars Troløshed, og hans Liv staar maaske ikke til at redde. Paa dette Punkt - Befrielsen - slappes Digterens faste Greb om Emnet, og Thorvald Vidførle- Episoden, * XVI denne dramatiske Fabel om Dydens Magt, faar Lov til at brede sig til Skade for Hovedhandlingen.

Det mislykkede Anslag mod Svend tvinger i fjerde Akt den gamle Konge (under Akkompagnement af alskens Skrækromantik) til at forsøge et afgørende Stød mod Hovedfjenden Palnatoke ved at sende ham Morderen Skofte paa Halsen. Ved dette tredie Attentat mod hans Liv er det ude med Palnatokes Taalmodighed; Pilen ved hans Bryst bliver Straffens Redskab, og i den schillerske Slutningsscene fælder han højtideligt sin kronede Modstander, der forgæves trygler ham om Livet.

Femte Akt: Katastrofen. Mordet faar Svend til at mindes, at han er sin Fars Søn. Og det forstyrrer Ligevægten i Palnatokes Sind. Han fortryder ikke sin retfærdige Hævn, men han skammer sig over, at han ikke gav Harald Lejlighed til at kæmpe for sit Liv, men skød ham værgeløs ned. Først hans eget Blod afvasker Pletten paa hans Ære, og han dør, forsonet med Skæbnen, som Sejrherren paa Højden af sin Livsbane.

Den klare Komposition er Tragediens ene Fortrin, det andet er Stilen. Af Betydning for den sikre Sprogtone blev Benyttelsen af A. S. Vedels »Svend Tiuveskiægs Historie«, som Oehlenschlæger har studeret i Paris. Hans Optegnelser fra den lille Bog viser hans Sans for de fyndige og malende Vendinger; i det Udvalg af dem, der fandt Anvendelse i »Palnatoke«, har han med sikker Takt undgaaet vanskelige, svært gennemskuelige Udtryk, som vilde kræve Kommentar for at forstaas af Læseren. Og som i »Vaulundur« maa man ogsaa her beundre det sikre XVII Maadehold. Han vogter sig for at overfylde sine Vers med gamle Gloser, og han afstemmer sin egen Sprogtone efter dem uden at arkaisere, men saaledes at Stilens Enhed er bevaret Tonen er udpræget folkelig, djærv og frisk; den adskiller sig mærkbart fra »Hakon Jarl«s store Patos og »Axel og Valborg«s blide Sødme, og den finder lige ægte Udtryk for naturlig Højhed og Ro, som for slagfærdigt Humør. I Sammenligning med denne sjællandske Djærvhed virker »Wilhelm Tell«s homeriske Diktion kunstig og bleg.

»Wilhelm Tell«, som Oehlenschlæger betragtede som det rigtige store, folkelige Drama, har vel i det hele ogsaa været Forbilledet for hans eget Folkestykke, som »Wallenstein« har været det for Idéog Karaktertragedien »Hakon Jarl«. Bevidst kappes han med Schiller i Bueskydningsscenen, hvis Kunst han i sine Forelæsninger senere saa fint har analyseret, og skaber et selvstændigt mesterligt Sidestykke, som taaler og fortjener den Sammenligning, han selv flere Gange har anstillet. Jomsvikingemødet svarer til Rütlisammenkomsten og har endda det Fortrin, at Stykkets Hovedperson ogsaa her er den ledende Kraft. Fælles for de to Tragedier er endvidere Synspunktet: Oprøret mod Tyrannen er paatvunget ved hans Overgreb; hans Drab er et naturligt Udslag af Nødværge. Iøvrigt har en berømt schillersk Episode foresvævet Oehlenschlæger ved Skildringen af Kongens Død, nemlig Montgomery-Scenen fra »Jungfrau von Orleans«. Begge Steder markeres den uafvendelige Skæbnes Højtidelighed ved et pludseligt Skifte i Versemaalet: Trimetret afløser den femfodede Jambe. Lessings »Nathan« har XVIII vi sporet i Popo og Fangefogden; Skofte er en Studie efter shakespeareske Narre og Mordere.

Samtiden - den fornuftige Rahbek, den kyndige Dahlmann m. fl. - var tilbøjelig til at sætte »Palnatoke« over »Hakon Jarl«. Eftertiden har til Gengæld, sikkert med Urette, vurderet Stykket meget for lavt. At Tragedien er dybt rodfæstet i Digterens egen Tid og præget af dens etiske Idealer, vil ikke kunne være nogen afgørende Anstødssten; det samme gælder Værker som »Nathan« og »Tasso«. Svagheden ligger, som allerede anført, i Skildringen af Hovedpersonen, og »Palnatoke« plettes dernæst slemt af et enkelt fælt Misgreb, Harald i Ligklæderne, hvorom J. L. Heiberg har sagt de sande Ord: »Noget mere parodisk og slettere motiveret findes ikke i noget af Oehlenschlægers Stykker«. Men med alle dets Fejl og Mangler er der over dette Drama en Ungdomsfriskhed, en fyndig Kraft og en Rigdom af ægte dramatiske Situationer, der stiller det i Række med Digterens bedste Skuespil. Ved sin klare Handling og sin lidt firkantede Menneskeskildring, som med al ønskelig Tydelighed sætter Skel mellem gode og onde, maatte det frem for de øvrige Tragedier have Betingelser for at kunne virke i en folkelig Opførelse paa et folkeligt Publikum.

I et Brev til Christiane af den 3. December 1807 fortæller Oehlenschlæger: »Jeg agter at skrive endnu en Tragoedie, mens jeg er her, og har allerede giort Planen; det er en Kierligheds-Tragoedie.« Det er første Gang, Digteren omtaler sit næste store Værk: »Axel og Valborg«. Kun to Maaneder senere hedder det i et Brev til H. C. Ørsted (3. Februar 1808): XIX »In Parenthesis vil jeg lade Dig vide, at jeg for Øieblikket arbeider paa 5te Akt af en ny Tragoedie, og at de 4 første ere fuldkommen færdige. Tal til Ingen herom. Aarsagen, hvorfor jeg holder det hemmeligt, er, at den dumme Theaterdirektion, naar den hører, jeg skriver saa meget, kunde faae Frygt og Bævelse. Jeg bringer min nye Tragoedie med mig i Juli, naar jeg kommer hjem.«

Antagelig har Oehlenschlæger været færdig i Løbet af Februar; under Resten af Pariseropholdet omtales det nye Værk ikke i Brevene hjem*). Midt i August forlod han Seinestaden, og fra Zürich bebudede et Brev til Fru Rahbek (16. September), at »Axel og Valborg« nu kunde ventes. Digteren stolede paa, at den hos Vennerne vilde faa samme gode Modtagelse som sine Forgængere. »For Publicum er det udentvivl det af mine Stykker, som vil have meest Interesse og som lettest lader sig opføre.«

Var det af Hensyn til Teaterdirektionen (for ikke at overfylde Markedet med Tragedier?), at Hjemsendelsen lod vente saa længe paa sig? I November regner Oehlenschlæger med, at »Axel og Valborg« omsider, »efter et Aars Forløb næsten«, er naaet til København og har vist, at han ogsaa forstaar at * XX »fremstille Kierligheden« (Coppet 16. November, til Christiane). Men endnu skulde der gaa næsten to Maaneder, inden den længselsfuldt ventede Pakke kom Adressaten i Hænde (11. Januar 1809). Tre Dage senere skildrer Christiane i et jublende Brev den begejstrede Modtagelse. Fru Rahbek stemmer i med; Rahbek skriver: »Jeg kiænder i hele den dramatiske Litteratur saare faa Sørgespil, der i den Grad forene classisk Correction med tragisk Interesse, som dette sande Sørgespil.« Og han skyndte sig at sætte en begejstret Forhaandsanmeldelse i sit stærkt forsinkede Decembernummer af »Ny danske Tilskuer«. Længe inden Stykket var blevet opført eller var udkommet i Boghandelen, havde det halve København læst det; Christiane fortæller fornøjet om Folks Iver efter at laane Manuskriptet til Læsning og Afskrivning. Et Par af de Afskrifter, der cirkulerede Byen over, findes endnu paa Det kgl. Bibliotek.

Denne Gang havde Oehlenschlæger valgt et Emne, som paa Forhaand kunde paaregne en betydelig Interesse hos hans danske Publikum. Gennem to Aarhundreder havde Romanvisen om Axel Thordsøn og Skøn Valborg været kendt og elsket. Denne Skildring af Senmiddelalderens ideale Ridder og ideale Jomfru stammer fra katolske danske Adelskredse i Reformationstidens Norge; dens talentfulde Forfatter har været fortrolig baade med Hofliv og med kirkelige Forhold. Forskellige Tryk af Visen var i Omløb i det 17. Aarhundrede; 1695 optog Syv den i Fierde Part af sin Folkevisesamling, og han har Ansvaret for at have fortolket Gidskeslægten (en anset Stormandsfamilie i Norge) som den Gilske Slægt og sat den i Forbindelse med Kong Harald Gilles XXI Navn. Om Digtets hurtige Popularitet vidner allerede et Par fyndige Vers af Jens Steen Sehested († 1698) i hans »Pigernes Dyd- og Laster-Spejl«:

Hun kvæder med Behag Hr. Axel Thordsens Vise,
Hr. Eskild véd hun højt for hans Bestand at prise.
Men Sortebroder Knud bandsætter hun af Harm,
Fordi Hr. Axel ej fik Valborg i sin Arm.

Holberg stiklede gentagne Gange til Visen (den hører til Peder Paars' Yndlingslekture!), Wadskiær har i et Bryllupsdigt fra 1742 sympatisk reproduceret Scenen, hvor den lille Valborg leger med Æble og Blomme. Men først Førromantiken indførte Axel og Valborg i den rigtige »fine« Litteratur. 1775 fremkaldte en Prisæskning i Norske Selskab P. H. Frimans følelsesfulde Romance, der dog vidner om et ægte Digtersind, og en tør Heriode i Popes Maner af Jomfru Dorthea Biehl (»Brev fra Valdborg Immersdotter til hendes Veninde«). Ogsaa Dramatikerne lod sig friste: Rahbek kæmpede tre Aar forgæves med Stoffet; fra P. A. Heibergs Ungdom findes i Manuskript en Førsteakt, som ikke er uden Værdi; bemærkelsesværdigt er det, at Visens Haagen her som hos Oehlenschlæger identificeres med Hakon Herdebred, og at Kampen mod Erling Skakke er Baggrund for Handlingen. Ganske værdiløst er det tredie dramatiske Forsøg, Jonas Reins stivbenede og kedsommelige Dyds- og Humanitetstragedie »Hagen og Axel« (1786).

Oehlenschlæger har til sin nye Tragedie benyttet Franskmændenes klassiske Skema med Overholdelse af ialtfald to af de berømte tre Enheder: Tidens og Stedets. Handlingen varer akkurat et Døgn, og Scenen er uforandret gennem alle fem Akter den mægtige XXII Domkirke. Men han har i Kompositionen bevaret den germanske Forkærlighed for broget Afveksling i Situationerne og for ydre Scenevirkninger som Optog, Slag paa Scenen m. m.

Denne strenge Koncentration om Tid og Sted har naturligt medført Ændringer i Handlingen i Sammenligning med Visen hos Syv; Ændringer, der er begrundede i Forskellen mellem dramatisk og episk Digtning. Oehlenschlæger har beholdt Fortællingens Højdepunkter: Valborg, der læser Axels Frierbrev; det store Optrin, hvor Kirken skiller de elskende; Afskeden imellem dem. Og med kyndig Omtanke har han overalt tilpasset Stoffet til den nye Form. Aldersforskellen mellem Axel og Valborg mindskes - i Visen er hun kun et lille Barn, da han drager udenlands. En Pilgrim, som Axel i Visen træffer i Velskland, giver Oehlenschlæger Idéen til Forklædningen. Digteren adskiller og udnytter dernæst med Virkning de to afgørende Hindringer for Brylluppet, som i Visen nævnes i Flæng. Han lader Axel opnaa Pavens Dispensation for det kødelige Slægtskab; dobbelt rammer Slaget saa, da Brudeparret standses med Nyheden om, at de tillige er Daabssøskende for Gud. I Visen er de to trolovede indkaldt til at møde for Kapitlet og er altsaa forberedt paa den Skæbne, som venter dem. I Tragedien overlever Kongen Axel, der har ofret sit Liv for at redde hans; i Visen beder Kongen døende Axel om at hævne ham; Axel lyder Befalingen, men falder kort Tid efter med 18 Saar i Brystet Ny er ogsaa Valborgs Død; Visen ender med, at hun giver sig i Kloster.

Digteren har dernæst tidsfæstet sit Stof, placeret XXIII Handlingen i et stormfuldt Afsnit af Norgeshistorien. Han har gjort Kongen til den unge Hakon Herdebred, som 1162 blev overvundet af Erling Skakke ( dog ikke i Trondhjem, men paa Romsdalsfjorden); Axels og Valborgs rene Menneskelighed virker dobbelt stærkt paa Borgerkrigens mørke Baggrund. I Peringskiölds Udgave af Heimskringla fandt han en Askel fra Førland flygtigt omtalt mellem Kong Hakons Mænd. Studier i Snorre og i sjette og syvende Tome af Suhms Danmarkshistorie har hjulpet ham til at indpasse Axels Skæbne i Begivenhederne omkring det 12. Aarhundredes Midte og til at give Tragedien den fremtrædende historiske Kolorit, som udmærker den fremfor den temmelig tidløse »Palnatoke«. I Fortalen har Digteren gjort Rede for sine Kombinationer; et morsomt Indblik i hans Værksted giver følgende bevarede Optegnelse fra et af Værkets ældste Tilblivelsesstadier:

Jeg giør Axel til en Søn af Thord Husfreya Kong Eistens Mand, som faldt i Slaget med ham. Han følger Kong Eisten paa Toget hvor Kongen slaaes ihiel. Af Misfornøielse over den indvortes Krig og for at flye sin Kierlighed reiser han til Danmark 1157 og redder Absalon ved et Tilfælde (Suhm VI Tome 251), giør Bekiendtskab med Henrik Løve og Svend Grathe og følger med ham til Tydskland og følger ham paa sin vendiske Tog. 1159 gaaer han med et Brev til Rom til Hadrian for Keiseren og Hertugen og faaer ved den Leilighed Dispensation af Hadrian. Lærer i Italien at kiende den nubiske Geograph Abu Abdalla Muhamed. Han giør Toget med til Crema og Beleiringen af Mailand. Men da Keiseren lokker den oprigtige Waldemar til at tage Riget til Lehn, bliver Axel vred*), og reiser igien til Norden, da han hører at Striden * XXIV mellem Inge og Hakon er endt, for nu at tiene Hakon mod indenlandske Fiender i det Haab at denne skal bringe samme Enighed og Roe i Norge, som Waldemar i Danmark.«

Man ser, hvorledes Oehlenschlæger under den endelige Udarbejdelse har maattet resignere. En Række overflødige Enkeltheder er skaaret bort; andre, som det Handlingen ret uvedkommende Valdemarparti, er blevet staaende som Rudimenter af den oprindelige Plan.

»Axel og Valborg« er Oehlenschlægers første store Kærlighedstragedie, men den har samtidig et videre Sigte. Den forherliger den nordiske Trofasthed: »Han døde Kongen, hun sin Bejler tro«. Konflikten mellem Individ og Samfund, mellem Kærlighed og Hirdmandstroskab viser, at Digteren ikke forgæves har besøgt Tragedieaftnerne i »Théâtre français«. Axel skal ikke blot (som i Visen) ofre sit Liv for Kongen; han skal frivilligt give Afkald paa Valborg for at bringe dette Offer. Her laa den store Vanskelighed, til hvis Løsning Rahbek begejstret lykønskede Vennen: »Især beundrer jeg den mesterlige Maade, hvorpaa du har faaet Axels Død, der for os Andre var en aldeles utragisk Hændelse, til en sand tragisk Hovedbegivenhed, et Hovedled i den Demantskiæde, der forbinder og forskiønner det Hele«. Men det vil imidlertid ved et nærmere Blik paa Kompositionen vise sig, at dette Resultat kun er naaet paa Bekostning af Tragediens indre Logik, saa at det er et stort Spørgsmaal, om ikke den Skade, der er anrettet, er større end de Fordele, som er opnaaet.

XXV

De første Akter kan tjene som Eksempel paa en naturlig og smuk Komposition. Forhistorien er fortræffeligt givet. Spillet mellem Axel paa den ene Side, Knud og Kongen paa den anden, er fyldt med ægte dramatisk Liv. Mødet mellem de elskende hører til det skønneste, Oehlenschlæger nogensinde har skrevet. Det store centrale Optrin, hvor Krisen indtræder, vil aldrig forfejle sin stærke Virkning, og den lange, men dejlige og saa menneskeligt rige Afskedsscene holder sig paa samme kunstneriske Højde. Digteren har som en Mester løst første Del af sin Opgave: at skildre Axel som den trofaste Elsker, hvis Livs Lykke knuses just i det Øjeblik, da den helt og fuldt synes at tilhøre ham.

Men nu skal Helten vise sin Troskab mod sin kongelige Rival, bringe ham det højeste Offer. Og for at opnaa denne Virkning i sin Tragedie, for at forbinde Historien om Axels Kærlighed og om Axels Heltedød, har Oehlenschlæger opfundet den temmelig absurde Vilhelm-Episode, som fylder Slutningen af tredie og næsten hele fjerde Akt, og som forøvrigt er laant fra femte Akt af Schillers »Don Carlos«.

Vanskeligheden ligger ikke blot i den plumpe Maade, hvorpaa Genganger-Idéen er praktiseret, og i den moralsk set betænkelige Motivering for dette kirkelige Bedrag. Heller ikke i den ligesaa smagløse som usandsynlige Rædselshistorie om Eleonora von Hildesheim, der anbringes for at gøre den hæderlige gamle Biskop til Interessent i dette tvivlsomme Foretagende. Den ligger først og fremmest i Digterens Attentat mod Stykkets egen Aand.

Det er et haardt Forlangende, at Erkebiskoppen XXVI villigt skal opgive sit høje Embede udelukkende for at flygte med det elskende Par til Tyskland og foretage Vielsen der. Men selv dette Offer vilde ikke paa nogen Maade bringe den virkelige Vanskelighed ud af Verden. Thi Kirkens Skilsmissedom staar stadig ved Magt, og den skulde en af Kirkens højeste Tjenere uden Skrupler kunne se bort fra, naar han i Forvejen har anerkendt dens fulde Lovlighed? Saalænge Dommen ikke er omstødt af Paven, er den gyldig, selv om den ogsaa gaar de gode imod og tavoriserer de uretfærdige. Men denne Dom, Kærnen i hele Stykket, synes Digteren i de sidste Akter ganske at have glemt, ligesom han overser, at Knud jo ikke er en Bedrager, men formelt set har hele Retten paa sin Side. Det er fremdeles Kirkens Dom og ikke Kongens overflødige Vagt, der er den eneste og virkelige Hindring for Axels og Valborgs Forening. Og saaledes som Oehlenschlæger har skildret de to, er det ganske udelukket, at de kan tage Afsked med hinanden for evigt - for faa Timer senere at indvillige i at flygte sammen.

Alt dette sker kun, for at Axel i det afgørende Øjeblik, da Luren høres, frivilligt kan ofre Kærligheden for Pligten mod Fædrelandet, sin egen Lykke for Statens Vel. Den trofaste Elsker er tillige den ideale Ridder. Og Oehlenschlæger har lagt den store Poesi over Scenen ved Valborgs stolte Afskedsord:

Nu gaae! Nu glemmer jeg dig aldrig!

Først i femte Akt er Digteren ved at komme fri af de Vanskeligheder, Konstruktionen har hildet ham i. Men selv der gør Stykkets Grundskavank sig gældende. Axel kan ingenlunde ved sin Troskab mod XXVII Hakon paa ny gøre sig Haab om Valborgs Haand. Selv om Kongen højmodigt gaar i sig selv og resignerer, kan dette ikke ændre det skete. Interessant er det til Sammenligning at se, at Visens Digter, der ligeledes skildrer Forsoningen mellem de to Rivaler, ikke med et Ord omtaler Valborgs Skæbne i den Sammenhæng - fordi det Spørgsmaal nu engang havde fundet sin uigenkaldelige Løsning. Men Oehlenschlæger har villet lade Kongen sone sit egennyttige Overgreb, saa at Axel i sin Heltedød kan tage Afsked med Livet uden Bitterhed. Han dør, rigt lønnet for sin Trofasthed, efter at have vundet: »en trofast Elskerinde, en Ven, en Konge, som sit Hierte lød«. Valborg følger sin Ven i Døden; Kongens Fald løser Forbandelsen over Harald Gilles Æt. Tragedien afsluttes saaledes ikke blot med Axel og Valborgs Død; Gilleslægtens Undergang sætter Punktum for et helt Tidsafsnit i Rigets Historie.

»Axel og Valborg« er saaledes intet lydefrit Mesterværk, men det er alligevel et Hovedstykke indenfor Oehlenschlægers Produktion samtidig med, at det er hans populæreste Tragedie, den eneste, som til Dato har passeret de 100 Opførelser. Dets varige Værd beror paa den skønne og levende Menneskeskildring.

Her er ikke blot, som i »Palnatoke«, Personerne i anden Række lykkedes. De er meget levende: den besindige, kraftige Sigurd, hvem Kongen føler som en evig Tugtemester over sig, eller den baade saa menneskeligt medfølende og dog saa værdige og myndige gamle Erkebiskop. Sortebroder Knud er, især i de første Akter, en adskilligt finere tegnet Karakter end Popo. Hans nedrige Adfærd mod de XXVIII elskende er dikteret af Magtbegær, deres Ulykke er et Middel for ham til yderligere at sikre sig Kongens Gunst. Blandt Oehlenschlægers ellers noget stereotype Skurke er denne vantro Kyniker, som endog vandt Baggesens Bifald, sikkert den heldigste. Paa hans frække Fjæs lyser Spot, Sleskhed og Frivolitet - rigt nuanceret især i hans kostelige første Scene med den hjemvendte Axel.

Men ogsaa Hovedpersonerne er alle betydelige. Palnatokes Modstandere var blottet for hæderlige Egenskaber. Denne Svaghed er heldigt undgaaet i Skildringen af Kongen, hvor en sammensat Karakter er lykkedes Digteren overraskende godt. Kilden (Snorre) har ingen Støtte kunnet yde. Hakon Herdebred var kun en stor Dreng, da han faldt; de mange unge Konger, som i det 12. Aarhundredes Midte kæmpede om Magten i Norge, har kun været Dukker i Hænderne paa de mægtige Stormænd, der var Landets virkelige Herrer. Oehlenschlægers Hakon er nok lidt ældre end Sagaens femtenaarige Fyrste, men ogsaa han maa tænkes som en pur ung Mand, umoden, uudviklet, uerfaren og stædig. Forbavsende godt er denne forkælede Dreng, som ikke vil lade sig sige, skildret; en meget levende Blanding af uhøflig ungdommelig Overlegenhed og en hovmodig ydre Fremtræden, der pludselig kan slaa over i Desperation, som i Scenen med Axel, hvor Kongen selv gaar i den Fælde, han har stillet for sin Medbejler. Kosteligt er hans Raseri i Slutningen af anden Akt; han hugger Navnetrækket ned, skælder og smælder som et Fruentimmer - en Scene, Baggesen ikke forstod, men en af de mange Lystspilsituationer, som liver op i Tragedierne. I sin selvraadige Trods sætter Hakon XXIX alt paa Spidsen, glemmer alle Hensyn og Pligter for sin Lidenskab, der gør ham uædel og grusom; men han er i Virkeligheden en svag Natur, der viger for et fast Blik og et myndigt Svar. Alligevel - paa Bunden gemmer han de rette fyrstelige Egenskaber: Selvbeherskelse og stolt Højsind. Han lærer at sejre over sig selv og kan derfor falde som en ægte Konge. Oehlenschlæger har sikkert til Skildringen af Hakon lært adskilligt af Racines Helte, selv om han fandt, at de var »slette og nedrige Karle«.

Kongens fødte Modsætning er Axel, den sande oehlenschlægerske Helt. Han er en helt usammensat Natur. Og faa har saa ægte som Oehlenschlæger kunnet skildre de rene, stærke, helt elementære Følelser: Heftigheden overfor Knud; den overstrømmende Glæde ved Mødet med Valborg og den næsten ordløse Fortvivlelse, da alt brister for ham. Han kan ikke tro paa sin Lykke og ikke fatte sin Ulykke. Axel er et umiddelbart Udtryk for skøn Menneskelighed, det simple og det hjertelige er hans Natur. Han er skildret som den modne, alvorlige Mand overfor den hæftige Konge; hans Kærlighed er mindre præget af brændende Lidenskab end af den varme Trofasthed. Men den uforsagte Helt er samtidig et Stykke af en veg Drømmer; en Type, som sikkert laa Digterens Hjerte nærmere end den raske Handlingens Mand.

Betegnende og rigtigt set er det, at Valborg er den stærkeste Natur af de to, som Kvinderne ofte er det i Oehlenschlægers Tragedier. Hvor hans blinde Optimisme slaar over i fuldstændig Modløshed, er hun den moderlige Trøster. Hendes Kærlighed er lige saa XXX rig som hans, men hun giver sig ikke hen i sin Lykke, som han gør det; derfor kan hun bedre bære Ulykken. Hendes tilkæmpede Ro, som baade er nordisk og skøn, svigter hende ikke i Afskedens Øjeblik; hun bryder ikke ud i Klager, da hun knæler ved sin elskedes Lig. Kun de sværmeriske Gengangerfantasier i sidste Akt er udenfor Rollen; de er et Offer til Tidens sentimentale Smag, som den store Digter selv ikke kunde sige sig ganske fri for. Men bortset herfra er en højbaaren og i ædleste Forstand enfoldig Tankegang gendigtet med gribende psykologisk Sandhed. Selv den digteriske Frihed i Skildringen af hendes pludselige Død under Vilhelms Vise føles ikke som et Brud paa Tragediens indre Sandhed. Den voldte senere Oehlenschlæger mange rationalistiske og medicinske Skrupler, men er gentaget af Crillparzer i hans Hero (»Des Meeres und der Liebe Wellen« 1831). Valborg virker betydeligere end Axel, hun som paa engang er den trofaste og den stærke. Hun er overhovedet den største Kvindeskikkelse i Oehlenschlægers Teater - paa sin Vis ligesaa skøn og ligesaa sand som Shakespeares Julie.

»Correggio«, den sidste af de store Tragedier fra Udenlandsrejsen, indtager allerede ved sit Emne en Særstilling. Oehlenschlæger havde før skildret nordiske Konger og Helte. Nu vender han Blikket mod Syden; den ydre Slagtummel afløses af de indre Kampe; Hovedpersonen er en ukrigerisk Kunstner. Men Prologen indskærper os, at det tragiske lige saavel kan træffes i det stille, tilsyneladende fredelige Husliv som i Historiens store Opgør. Vendt mod Hakons, Palnatokes og Axels Heroisme hedder det, XXXI at ikke blot den, der lærer os at dø, er en Helt, men ogsaa den, som lærer os at leve.

Dette betydningsfulde Værk, hvori Digteren søger at forklare og begrunde sin egen Kunstnertype, har en længere Tilblivelseshistorie end nogen anden af Tragedierne. I Dresden havde Oehlenschlæger modtaget de første Indtryk af Correggios Kunst; her saa han »Natten«, det berømte Billede af Kristi Fødsel, og Kopien af den bodfærdige Magdalene. I Paris læste han hans Levned i Vasaris Kunstnerbiografier, og Legenden om Correggios Død under den tunge Pengesæk satte straks hans Fantasi i Bevægelse. Midt under Arbejdet paa »Palnatoke« skrev han til Ørsted (1. Marts 1807): »Jeg har et herligt Sujet til en Tragoedie; Planen er færdig i Hovedet, og jeg tænker snart at begynde derpaa«. Et vigtigt Brev til Goethe fra Maj samme Aar gaar dybere ind paa Emnet. Idéen til Scenerne med Mikel Angelo og Giulio Romano staar allerede tydeligt for Digteren. Hensigten med det nye Værk, fortæller han, skal ikke blot være at fremstille den tragiske Konflikt, hvori Kunstneren staar til det almene Liv, men tillige at skildre Modsætningen mellem akademisk Lavsaand, Partigængeri og den impotente Kunstdiskussion paa den ene Side og den glade, godlidende produktive Kunstnerkarakter paa den anden. Altsaa samme Modsætning, som Oehlenschlæger i sit Hjerte fandt mellem sig og Brødrene Schlegel.

Andre Planer - »Axel og Valborg« bl. a. - kom hindrende i Vejen. Oehlenschlæger glemte imidlertid ikke sit Kunstnerdrama, med besluttede at vente med Udarbejdelsen, til han kom til Italien, hvor de rette Omgivelser vilde skabe den rette Stemning.

XXXII

1. Marts 1809 forlod han Coppet, og paa Nedrejsen til Rom fik »Correggio«-Planerne nyt Liv. Indvielsen til det nye Værk fik han under Correggios Kuppel i Parmas Domkirke; i sin tyske Dagbog noterede han følgende Bøn, der viser hans Ærefrygt for Kunsten og hans religiøse Tro paa dens Mission: »Lad mig blive en god Digter, kære Gud! Du har skabt mit Hjerte for Kunsten, og den er den eneste Kikkert, som lader mig skue Dig. Lad mig leve i mine Værker efter Døden som denne gode, livsfriske Correggio, saa at jeg som han, naar jeg er Støv, endnu kan henrive og begejstre mangt ungdommeligt Hjerte!« Og den endelige Beslutning blev taget i Palazzo ducale i Modena, foran en Fresko over Kaminen, som sagdes at være et Ungdomsarbejde af Correggio (Beskrivelsen af den stemmer ikke ganske overens med noget bevaret Værk af Kunstneren). Her ser man en Engel byde Jesusbarnet en Skaal med Kirsebær, som det spiser paa sin Moders Skød. »Havde Correggio end Intet andet malet af dette Slags, saa var det allerede nok til at give hans Forhold i mit Sørgespil til Kone og Barn historisk Sandhed.«

I April kom han til Rom. Han følte sig hurtigt hjemme i den dansk-tyske Kunstnerkreds, hvor Thorvaldsen indtog Forsædet; dens faglige Drøftelser maa være kommet Tragediens Kunstdiskussion tilgode. I den hedeste Sommertid flyttede han med en Del af Vennerne til Grotta ferrata. Begge Steder arbejdede han flittigt paa sin »Correggio«.

Medens Oehlenschlæger i Paris havde følt og digtet som Nordbo, er han Kosmopolit i sit nye Drama. Han kom ligefra det internationale Digterhof XXXIII paa Coppet; hans Omgang i Rom var væsentlig tysk; selv hans Rejsedagbog er forfattet paa Tysk. Han følte sig som Europæer, vilde have et større Publikum i Tale, og derfor blev ogsaa »Correggio« digtet paa et fremmed Sprog. Til Ørsted meldte han den 20. August 1809 fra Rom, at den nye Tragedie var færdig; den skulde vise Tyskerne, hvad han kunde give i deres Tungemaal, naar han ikke i Forvejen (som ved Oversættelserne af »Aladdin«, »Hakon Jarl« og »Palnatoke«) var bundet af en dansk Originaltekst. Dog beder han Ørsted om ikke at fremhæve dette for stærkt hjemme. »Der kunde muligt nogle Patrioter være saa dumpatriotiske, at det lagdes mig til Last«. Med Henblik paa den kommende danske Udgave fortsætter han: »Stykket er skrevet i begge Sprog, kan Du sige, hvis der skulde tales derom, paa Tydsk og Dansk, ligesom de nye Almanaker.«

Her har vi altsaa Forklaringen paa, at »Correggio« i sproglig Henseende ikke kan maale sig med de tidligere Værker. Allerede Samtiden - Provst Fr. Schmidt - klagede over den tunge Diktion og den ukorrekte Versbehandling; »man kunde fristes til at anse Stykket for en Oversættelse, hvilket det da vel ogsaa endelig er«. At denne Oversættelse i Enkeltheder er lykkedes fortrinligt, udelukker ikke, at den paa en lang Række Punkter (se herom Noterne!) kun meget klodset gengiver Originalen. Og selv om den tyske Tekst viser Fremskridt i Beherskelsen af Sproget i Sammenligning med »Aladdin«-Oversættelsen, saa var og blev det dog et fremmed Sprog for Digteren, hvori han aldrig kunde opnaa samme Virkninger som i sit Modersmaal.

XXXIV

Fra en senere Tids Synspunkt kan det altsaa kun beklages, at Værket digtedes paa Tysk. Men Oehlenschlæger selv havde den Tilfredsstillelse, da det i 1816 udkom i Tyskland, at det vakte større Opsigt dér end noget af hans tidligere Arbejder. Det gav endda Stødet til Fremkomsten af en helt ny Skuespiltype: Kunstnerdramerne; baade Van Dyck og Raffael, Dürer og Ostade blev bragt paa Scenen, indtil Tieck satte en Stopper for hele Genren i sin udførlige og skarpe, men lærerige og interessante Anmeldelse af »Correggio«.

Tieck bebrejder Oehlenschlæger meget stærkt, at hans Maler kun har det berømte Navn fælles med den store Renæssancemester, »den lykkeligste, den overgivneste, den overmodigste af alle dødelige«. Correggios Kunst burde have givet Digteren en Forestilling om hans Væsens høje Sikkerhed og hans Fantasis legende Munterhed. Oehlenschlæger havde i Modsætning til sin tyske Digterven ikke megen Forstand paa Kunst, selv om den rent indholdsmæssigt kunde optage og inspirere ham. Han er da sikkert heller ikke kommet til at interessere sig for Correggio gennem hans Værker. Et Par Anekdoter om hans Liv har sat Fantasien i Bevægelse; det har ikke været hans Hensigt at give et tro Portræt af »Natten«s Maler - han havde ingen kunsthistoriske Aspirationer - men med Correggio som Udgangspukt at skrive et Drama om en Kunstners Kampe og om Kunstens Kaar. Hans beundrede Mønster var Goethes Digterdrama om Tasso, der heller ikke tilstræber historisk Korrekthed i Skildringen af den halvt sindssyge Renæssancepoet og hans Omgivelser. Og i Goethes Ungdomsdigtning har han XXXV med Udbytte studeret den lille Trilogi »Kunstlers Erdewallen, Vergötterung und Apotheose«, som djærvt og usentimentalt skildrer Kunstnerens Kamp mod økonomiske Vanskeligheder, mod manglende Forstaaelse og smaalig Kritik - og dernæst Eftertidens sene Beundring for den, hvem Samtiden kun havde Sultekaar, men ingen Paaskønnelse tilovers for.

Hvad Goethe havde digtet, var netop det samme, som Oehlenschlæger med Bevægelse læste i Vasaris 85nde Biografi, iøvrigt en af de tyndeste og upaalideligste i den berømte Samling. Ganske flygtigt tegnes her Correggios beskedne, vennesæle Karakter og de trykkende Omstændigheder, han levede under. Vasari skildrer ham (uhistorisk) som Autodidakten og fremhæver hans Mesterskab i Koloriten, medens han i Tegningen ikke opfyldte Kunstens strængeste Fordringer. Dernæst opregner han hans Hovedværker og fortæller Legenden om hans Død: den arme Kunstner maatte slæbe en Sæk med 60 Scudi i Kobberpenge fra Parma til Correggio, overanstrengte og forkølede sig paa Vejen og døde kort efter i sit Hjem af en hidsig Feber. Oehlenschlægers lidt massive Fantasi og hans borgerlige Sentimentalitet har ikke kunnet staa for dette folkelige Symbol paa Kunstneren, der bogstaveligt segner under Byrden af sine økonomiske Besværligheder. Scenen med Sækken er Nøglen til den ydre Handling i den nye Tragedie.

Men der var endnu en Historie i Omløb om Correggio, som Vasari ikke kendte; den kan kun føres tilbage til det 17. Aarhundredes Slutning. I Bologna skal Correggio foran Raffaels »Hellige Cæcilia« have XXXVI udraabt: Anch' io sono pittore - ogsaa jeg er Maler! Denne tilsyneladende saa selvbevidste Ytring har Oehlenschlæger aandfuldt og dybsindigt tydet som Gennembruddet hos en søgende Kunstner, der - stillet overfor det højeste - endelig naar til Visheden om sine Evner og til Troen paa sig selv og sin Kunst. Anekdoten er blevet den frugtbare Kærne for Tragediens ulige værdifuldere indre Handling. Saaledes fører allerede Digterens Kilder os ind til Dramaets Idé og forklarer dets Komposition.

I sin Anmeldelse kaldte Baggesen »Correggio« et Læredigt, en æstetisk Afhandling. Der er noget om det. Den principielle Diskussion indtager en større Plads her end i Oehlenschlægers øvrige Skrifter. Det er, som om han her ved Afslutningen af den største og frugtbareste Periode af sit Digterliv vender sig tilbage for at forklare og forsvare sin Opfattelse af Kunsten. I Tragedien samler Digteren sin Opmærksomhed om fire Spørgsmaal, der skiftevis belyses, efterhaanden som Handlingen skrider frem. Kunstnerens Forhold til Omverdenen og til sin egen Kunst er de to vigtigste. Men dertil kommer Forsvaret for en bestemt Kunstnertype, bag hvilken man aner Digteren selv, og endelig Forherligelsen af Kunstens Magt og Storhed. Handlingen er gennemført med den tætte Koncentration i Tiden, som udmærker Tragedierne fra Udenlandsrejsen. De tre første Akter spiller uden Ophold omkring Middagstid i Correggio; samme Aften staar Kunstneren med sit Billede i Ottavios Sal i Parma (fjerde Akt), og inden Daggry tager han døende Afsked med Kone og Barn i Skoven ved Eremittens Hytte (femte Akt).

Kunstnerens Forhold til Omverdenen er givet i XXXVII lidt traditionelle Variationer over det kendte Tema: »Hvor mangen stor Mand, tænkte jeg, siden forgudet, men miskendt af sin Samtid, har ikke anstrængt sig for sit Udkomme, og slæbt sig ihiel paa den knappe Løn?« Saaledes stilles den fattige, upraktiske Antonio, som tilmed ikke taaler stærke Sindsbevægelser ovenpaa sin farlige Sygdom, straks da Stykket begynder overfor Verdens Kynisme og Ondskab i Adelsmanden Ottavios og Værten Battistas Skikkelser. Den sidste forfølger ham med sit uforstilte Had. Den første interesserer sig ikke, som den arme Maler tror, for hans Kunst, men i høj Grad for hans Kone og tilføjer ham en dødelig Fornærmelse med sit ligesaa ærekrænkende som utrolige Forslag om at arrangere en ægteskabelig Trekant (den besynderligste Figur og det ubegribeligste Optrin i Oehlenschlægers samlede dramatiske Produktion!). Correggios Menneskelighed trædes brutalt under Fod; hans rige Kunst lønnes af Verdens Ondskab med den tunge Sæk Kobberpenge, som han slæber sig tildøde under - netop i det Øjeblik, da Paaskønnelsen endelig begynder at vise sig. Meget mere levende er den nydelige Skildring af Antonio som Ægtemand og Far: Konflikten mellem hans Pligt til at skaffe Familien Brødet og hans indre Kald som Kunstner, der trods Mismod og Tvivl bestandig holder ham fast, eller af Hustruens blinde Tillid og trofaste Hengivenhed. Men Digteren har været lidt for rørt over sin Helt; det mærkes især i Dødsscenen med den sentimentale Afsked med Hustruen og den lille Giovanni.

Oehlenschlæger har skildret sin Correggio som en ren Martyr i Kampen for den borgerlige Eksistens; XXXVIII han er for god til denne Verden; hans Modstandere er uvidende og lumpne Personer. Medfølelsen med Mester Antons triste Skæbne løber i de sidste Akter ud i den rene Sentimentalitet; Digteren plæderer med en saadan Iver sin Klients Sag, at alle Omstændigheder, ogsaa de mest urimelige, kritikløst tages med. Tieck dyede sig ikke for at drille ham: Hvorfor gaar Correggio dog ikke hen og faar de Penge vekslet? Eller, hvis det er for sent at komme til Vekselereren, hvorfor lejer han saa ikke en Drager til at slæbe Sækken? Han tilføjer vittigt: »Mein Erstaunen über diese unerhörte Einfalt übersteigt mein Bedauern seines Untergangs.«

Heldigvis er Stykket andet og mere end dette. Det stiller ikke blot Kunstneren i Relation til Omgivelserne, men det lader os faa Indblik i de Kampe, der staar i hans egen Sjæl. Correggio gennemgaar en virkelig Udvikling i Tragedien. I Ly af den dramatiske Kunsts ældgamle Privilegier har Digteren i faa og store Scener sammentrængt Aars Oplevelser og sjælelige Erfaringer. I kort Begreb skildres her et helt Kunstnerliv.

Først kommer den umiddelbare Periode. Kunstneren skaber, fordi han ikke kan andet - uden at reflektere over sin Kunst. Han lever et rent Planteliv. Men saa kommer Kritiken ind i hans fredelige Tilværelse; den møder ham baade med den knusende Dom og med den beundrende Hyldest. Og Kritiken tvinger til Selvransagelse; han stilles overfor det fundamentale Problem: Er jeg Kunstner, eller er jeg det ikke? - I de to Akter, der indeholder Correggios Møde med de to store Mestre, som tilintetgør hans fredelige Idyl, træder Oehlenschlægers XXXIX Storhed baade som Dramatiker og som Psykolig overbevisende frem. Navnlig er den gennemførte Parallelisme i de afgørende Optrin: Mikel Angelos strænge tekniske Dom og Giulio Romanos sympatiske Forstaaelse af frisk og stor Virkning. Og det er sikkert med Urette, at man har bebrejdet Digteren, at han ikke i et nyt Møde mellem Correggio og Mikel Angelo lod den sidste tage sine haarde Ord i sig igen. Han har taktfuldt sparet Titanen for en pinlig Scene, og han har opnaaet en knappere, men fuldt saa stærk Virkning ved at lade Mesterens store Ring, som saa frygteligt havde fortalt Antonio, hvem den formentlige Farver var, erstatte et stort nyt Optrin, som Tegnet paa den absolute Oprejsning og Anerkendelse.

Correggio har vaklet mellem Tvivl og Tro. Saa giver Mødet med den store Kunst i Ottavios Billedsal ham den rette Maalestok i Hænde. Han har lært at skønne, at vurdere; han ved nu, hvor han selv staar, og hvad han formaar. Problemet: Kunstner eller Fusker? eksisterer ikke mere for ham. Han kan med Sandhed udbryde: Ogsaa jeg er Maler! Først nu er han moden til at bekranses som Mester, og Dramaets Modsætning mellem den ydre og den indre Handling tilspidses i den stort tænkte, men slet udførte fjerde Akt, der bringer Mennesket den dybeste Ydmygelse, Kunstneren den højeste Hæder.

I den Kunstnertype, Oehlenschlæger har fremstillet i Correggio, har han ført et varmt og begejstret Forsvar for sine egne Idealer. Gennem Eneboeren Silvestro bekender han sig aabent til Jorden, Sansernes Verden - med Brodden rettet mod den blodfattige Romantik:

XL

En Kunstner elsker Jorden; thi han elsker,
Som et elskværdigt Barn, det Sandselige.
Han stræber ofte vel, saa kiæk som Ørnen,
At stige over Field og Sky til Himlen;
Men ei dog ud af denne varme Luft,
Solstraalens Bad, den lette Silfes Næring.
Det ligger i Naturen; Livet maa
Jo elske Livet. Først den sølvgraa Alder
Seer uden Gysen i det øde Dyb.

Og »Aladdin«-Tanken er paa en lidt farlig Maade ført videre. Correggio, det selvlærte, harmoniske Naturgeni, ses i Modsætning til den akademiske Skoleuddannelse, selv hvor den er parret med Smag og Talent som hos Giulio Romano. Geniet, hedder det med et uforsigtigt Paradoks, gror ikke i et Drivhus, men maa vokse vildt. Men samtidig hævdes Typens Selvstændighed og Værd overfor det storestrænge Geni, der bevidst øver sin Kunst. Det er Digterens Revolte mod Goetheklassicismen - han har selv ved en Bemærkning i sit »Levnet« bekræftet den naturlige Formodning, at han med Mikel Angelo har tænkt paa sin store Mester i Weimar. Correggio finder ved Synet af Mikel Angelos Mediceergravmæle, at det er »stort og skiønt, dog dødt og sorgfuldt«. Mod den store Stil sættes den brogede Munterhed, mod »det Strængt bestemte, Lige« det blidt afrundede. Samtidig med, at Correggio-Oehlenschlæger bøjer sig dybt for Mikel Angelo-Goethe - det fremhæves eftertrykkeligt, at her staar det ufuldkomment skolede Geni overfor den strængt øvede Mester - hævder han alligevel, beskeden, men sikker i sin Sag, sin Plads i Kunstens store Rige. Opgøret er saa levende, fordi det er dybt personligt. Dette mærkes ikke mindst, hvor Digteren understreger, at den store XLI Kunstner ogsaa maa være det gode Menneske. Stykkets mest betegnende Sentens lyder saaledes:

Hiertets Godhed er det kiæreste i Kunsten, som i Livet.

Tilsidst hæver Tragedien sig til en romantisk Forherligelse af Kunstens Storhed og Magt, dobbelt grel paa Baggrund af Kunstnerens Elendighed og Ulykke. Sidste Akt er, hvad Tysken kalder »Tod und Verklärung« - Kunstens Sejr, Kunstnerens Undergang. Naar Eneboeren begejstret kaldte Kunsten »den skiønne Bro Regnbuen, som forbinder Jorden med den hvalte Himmel,« saa ser vi tilsidst denne Regnbue lyse over den døende Antonio: det er Farverne, der kalder deres Mester bort fra dette Livs Elendighed til en højere Verden hisset. Og samtidig har hans Kunst betvunget Røvernes Mordlyst, reddet hans bitreste Fjendes Søn fra den visse Død, ført ham selv tryg gennem truende Farer, og bragt den gamle forhærdede Forbryder Battista til Vanviddets Rand af Fortvivlelse og Anger. Ogsaa Correggio falder som en Sejrherre - som Palnatoke og Axel gør det.

Men Demonstrationen af denne kunstneriske Trosbekendelse tager i den Grad Magten fra Digteren, at de to sidste Akter kun er en dialogiseret Allegori, ikke noget virkeligt Drama. Det hele opløses i Tableauer og Monologer. Medens der i de tre første Akter forekommer fem Monologer, er Tallet i de to sidste steget til ni, hvoraf alene de seks i fjerde Akt, og deres Omfang vokser mere og mere, jo længere Stykket skrider frem. Fra Tankens Side er Tragedien konsekvent nok gennemført - det gaar ikke an, som Heiberg og Tieck har foreslaaet det, at skære XLII de to sidste Akter væk, selv om de i dramatisk og teknisk Henseende er haabløse, og selv om deres digteriske Værdi heller ikke er stor. Dette gælder navnlig den fjerde; Correggios Møde med den store Kunst er blevet en naiv Museumsakt, hvor han, som Tieck siger, fryder sig som et Barn over de smukke Billeder - og netop ikke som en stor Maler! Sidste Akt indeholder dog mellem meget kunstigt og uinspireret (Lauretta-Scenen) saa dejlige Enkeltheder som Correggios store Regnbuemonolog.

Helt anderledes forholder det sig med de tre første Akter, som altid har været regnet mellem Perlerne i Oehlenschlægers Digtning. De repræsenterer en Genre, som Digteren selv træffende har kaldt den tragiske Idyl, og som han senere med Held har dyrket i fine Smaastykker som »Ærlighed varer længst« og »Den lille Hyrdedreng«. Disse første tre Akter er et virkeligt Drama, udspillet mellem levende Karakterer, mod hvilke stive allegoriske Dukker som Coelestina og den bodfærdige Røver Valentino tager sig besynderligt ud. Især har Skildringen af de tre store Malere fængslet Oehlenschlæger.

Correggio selv er, som vi allerede har set, den passive Helt i Modsætning til Krigere som Hakon og Palnatoke. Han er en Fredens Mand; afviser saaledes Tanken om en Duel med sin Fornærmer. Oehlenschlæger karakteriserer ham med et af sine Yndlingsord: Correggio er venlig (hvilket akkurat er en Nuance finere end det, Digteren paa sine gamle Dage med Sympati kaldte for et skikkeligt Menneske). Den store Kunstner er et rigtigt Hjertemenneske; rørende i sin Kærlighed til Hustru og Barn, godtroende overfor Verden, naiv og barnlig, mild og munter. Ved sin XLIII Nøjsomhed og sin gode Samvittighed er han Indbegrebet af alle borgerlige Dyder, som Axel var det af de ridderlige. Og da han er et inderligt godt Menneske og selv ved det, er der et Stykke af en Farisæer i ham, som naar han anstiller Betragtninger over Raffaels Privatliv. Denne lidt sødlige Figur er imidlertid saa levende tegnet med en Række fine og hjertelige Iagttagelser, at man virkelig tror paa ham. Han er Stemningsmennesket frem for nogen anden af Oehlenschlægers Helte; hans Sind er i en stadig Bølgen. Begejstret, livlig, helt slagfærdig kan han være, og selv om han hurtigt taber Modet - han synker fuldstændig sammen under Mikel Angelos Tordentale - saa lader alligevel, og dette er saa morsomt og saa nydeligt gjort, hans lette og lyse Sind sig ikke i det lange Løb hæmme. Trods alle alvorlige og bedrøvede Forsætter kræver Kunstnernaturen sin Ret; den strenge Dom kan ikke være den endelige, Optimisten i ham kan ikke give tabt. Overordentlig smukt er det skildret, hvorledes han med Iver søger at hævde den store Autoritets fordømmende Anskuelse overfor Giulio Romano, samtidig med at han begærligt aabner sit saarede Hjerte for den rige Anerkendelse, der møder ham lige saa uventet nu, som den strenge Kritik gjorde det før. Det er ogsaa værd at lægge Mærke til, at Sentimentaliteten først i Stykkets sidste Halvdel tager rigtig Fart, indtil den kulminerer i Dødsscenen.

For at give en »medicinsk« Forklaring paa det triste Optrin med Sækken har Oehlenschlæger tildigtet en fysisk Skrøbelighed hos sin Maler. For tre Maaneder siden har han haft en pludselig Blodstyrtning; han taaler derfor hverken store Sindsbevægelser XLIV eller store Anstrengelser, og Døgnets oprivende sjælelige Oplevelser har saaledes allerede bidraget deres til at svække hans Natur, inden Battista lægger Kobberbyrden paa hans Skuldre. Trods Digterens Protester kan man ikke se bort fra det Element af en Sygehistorie i Stykket, som fik en Mand ved Førsteopførelsen til at forme følgende klassiske Replik: »Men Herregud! hvor kan det nu fornøie Publikum at see en fattig Maler gaae der og hive et heelt Stykke igennem?« Han fandt Meningsfæller i Goethe og i Tieck, der til Oehlenschlægers Harme haardnakket kaldte Correggio for »svindsottig«.

Oehlenschlæger har selv gentagne Gange søgt at bortfortolke denne Side af Correggios Væsen og har flere Steder, bl. a. i et interessant Brev til Skuespiller N. P. Nielsen, fremhævet, at Fremstilleren skal lægge Hovedvægten paa Antonios naive Munterhed, raske Selvfølelse og kraftige, patetiske Begejstring. Meget betegnende er denne Passus i »En Reise«, som saa udmærket giver en Forestilling om Digterens mundtlige Ivrighed i Argumentationen; man hører ham ligefrem tale sig op efterhaanden. Den godlidende Boghandler Perthes var kommet for Skade at nævne, at Correggio døde af Blodstyrtning:

»Jeg giorde ham opmærksom paa at det var en Misforstaaelse, at betragte Correggio som et sygeligt Væsen; at han tvertimod er munter, livfuld, naiv og virksom hele Stykket igiennem; at han kun trængte til Ro og Opmuntring, og at det var Mangelen af disse, og Følger af Skiæbnen og hans Fienders Lumpenheder, som berøvede ham Livet. Derved opreves igien det næsten lægte Saar, til en øjebliklig, pludseligdræbende Blodsudgydelse, hvilken XLV ethvert tragisk Dolkestik paa en lignende Maade foraarsager. Flau Sygelighed, sagde jeg, kan ingen hade meer end jeg, men lader os vel tage os iagt for at falde til den modsatte Yderlighed, og ikke med uvenlig Kritik lukke vort Bryst for den ægte Menneskefølelse.«

Overfor den naive Correggio staar den noble, humane Giulio Romano og den vældige Mikel Angelo. Giulio Romano, det fine Skoletalent, er smukt og hjerteligt tegnet som den urbane og ædle Natur med det slebne og fornemme Væsen. Beskeden, men med rolig Følelse af sit eget Værd, har han Evnen til at forstaa og beundre og Myndighed til at fælde en Dom. I Forholdet til sin geniale Rejsefælle er han ærbødig, men alligevel frimodig; han er Diplomat og dog Følelsesmenneske. Han repræsenterer Oehlenschlægers egen Opfattelse, naar han varmt forsvarer de menneskelige Værdier i Kunsten, hvad der indbragte ham denne ufortjente Skose af Baggesen, at »han (skjøndt Mester selv i Konsten) taler uophørlig Dilettantens Sprog.«

Mikel Angelo er tegnet con amore og malet med den brede Pensel. Naar Correggios Kendingsord er venlig, er Mikel Angelos dygtig, en af de vidtfækkende og meget sigende Goethe-Gloser, som ogsaa Oehlenschlæger forstod at vurdere. Hans Optræden er imponerende. Han er Geniet, som forener den højeste Indsigt med den rigeste kunstneriske Evne; hans rastløse Aand omfatter alt. Men han stiller de strængeste Krav til sig selv; hans Skaben er præget af haardt, gigantisk Arbejde, en Jættekamp med vældige Problemer. Han er Ildaanden, mere Titan end Gud, han mangler Mildhed og Ro. Hans XLVI strænge Følelse af Saglighed er udtrykt i det stolte Svar paa den forfærdede Antonius Spørgsmaal om, hvem han er: »en som veed det!«

Men Digteren har skildret Geniet i Hverdagsklæderne, fri for al ydre Positur; det menneskelige i den store Mand er stærkt fremhævet, uden at han dog har forgrebet sig paa det monumentale og det imposante i Skikkelsen. Mikel Angelo udtrykker sig paa Goethes djærve Vis, som Oehlenschlæger beundrede, naar han sammenlignede den med Hofmændenes smidige galante Tunge og Retorens højtravende Talemaader. Og han har Thorvaldsens Kunstner- og Borgerstolthed over for Aristokraterne. Hans Væsen er kantet og uslebent; han er grov og hidsig; hans stolte Selvfølelse bruser let over, men den afbalanceres til Gengæld af hans barske Humør. Det fordømte Uheld med Vognen, der har spoleret hans gode Lune, farver hans Syn paa Mennesker og Forhold i den gode By Correggio; den ulykkelige Maler, der vover at modsige ham, faar hele hans vældige Vredes Uvejr over sig. Men bag den lidenskabelige Strænghed fornemmes den store ærlige Naturs Trang til at øve Ret og bøde paa en begaaet Uret. Og uden at spolere sin Figur har Digteren forstaaet at vise, at Ildaanden dog samtidig er den godmodige Bjørn. I Scenen med Barnet, som Tieck beundrede, smelter den liflige oehlenschlægerske Varme selve Titanens barske Trods.

For Mikel Angelos Skyld vender man Gang paa Gang tilbage til Oehlenschlægers saa skrøbelige og dog saa rige Kunstnerdrama. Han har aldrig senere formaaet at skabe en saa mangfoldig og saa imponerende Skikkelse. Sammen med den uforlignelige XLVII Morgiane er det hans prægtigste Forsøg i den store Humor.

Det oehlenschlægerske Teater svarer kun daarligt til de Definitioner af Tragedien, som de store Teoretikere siden Aristoteles' Dage har opstillet paa Grundlag af de store Tragikeres Værker. Kun i »Hakon Jarl« og »Yrsa« mærkes den sande Tragedies barske Væsen, dens alvorsfulde Spil mellem Skyld og Skæbne, dens løftende og dog knugende Kamp mellem Frihed og Nødvendighed.

Hos den store Tragiker rokkes Menneskets tilsyneladende sikre Stade af Tilværelsens uforklarlige Kræfter. Heltens Situation er en heroisk Kamp med Livet som Indsats mod Magter, han selv har manet frem, men som han ikke længere formaar at besværge. Han gaar under, fordi han nødvendigt maa gøre det; er han end et Hoved højere end alt Folket, saa er han dog et Menneske og ingen Guddom. Tragedien ved, at Stormen truer de højeste Træer; i det tragiske Sindelag mødes Følelsen af Menneskets Storhed og Menneskelivets Intethed. Tilskuerne sidder grebne tilbage, rørt af et Pust af
das grosze gigantische Schicksal,
Welches den Menschen erhebt, wenn es den Menschen
zermalmt.

Anderledes hos Oehlenschlæger. Naar hans Forestillinger om Tragedien afviger fra de gængse, er det, fordi hans Sinds lyse Optimisme, hans trygge Fornufttro paa det menneskeliges Tilstrækkelighed i dets Forhold til Tilværelsen udelukker en virkelig tragisk Opfattelse. Thi det er Livsanskuelsen, der skaber XLVIII den sande Tragiker; hans Kunst kan ikke læres. Undertiden foretrækker Oehlenschlæger den mere neutrale Betegnelse: Sørgespil til sine Dramer, og den passer nok saa godt til deres Egenart.

Den oehlenschlægerske Tragedie staar aabent og ærligt i Humanitetens Tjeneste. Den vil fremkalde »Højagtelse og Beundring« gennem »en skiøn Fremstillelse af det menneskelig Store.« Den skal besjæles af »en højere sund Munterhed,« som styrker Aanden og opløfter Sjælen. »Tragoediens Hensigt bliver evig« - hedder det 1827 til Heiberg - »idet den fremstiller store Characterer, at udtrykke stærke, ømme Følelser, at stemme Sjælen for det Evige, det Hellige, at røre Hiertet for det Ædele og Skiønne.« Digteren har altsaa sin bestemte etiske Opgave; han er Medkæmper i Striden for Tilværelsens gode Magter.

Det største og højtideligste Indtryk af menneskelig Storhed faar vi, lærer Oehlenschlæger, ved Heltens Død. Denne Digter, som selv skyede al fysisk Smærte, elskede at udmale store værdige Dødsscener. Døden er for ham ikke Katastrofen, Undergangen, men Apoteosen. »Tragoediens Form vælger en Digter for at vise det udmærkede Menneske i sit vigtigste, høie, sidste Øieblik, hvor saa at sige hans hele Inderste bliver udvortes, hans hele Kraft forener sig i sit Brændpunkt« (En Reise). - Med en Opfattelse som den her skitserede af Sørgespillets Aand og Karakter er det en Selvfølge, at det komiske Element efterhaanden mere og niere maatte fortrænges; det forstyrrede Værdigheden. Denne Betragtningsmaade gør sig dog endnu ikke gældende i de tre foreliggende Værker, der alle i Enkeltheder XLIX røber udmærkede Anlæg for Lystspillet, og den blev iøvrigt aldrig gennemført i Strænghed.

I Emnevalget blev han ikke altid de smukke Teorier tro. Han lod sig altfor ofte lokke af de brogede Sider i Historiens store Billedbog fremfor at inspireres af de Begivenheder, der har sat Skel og dannet Epoke. Vald. Vedel har peget paa dette, naar han fremhæver Oehlenschlægers Forkærlighed for de historiske Memorabilier, det interessante Enkelttilfælde, hvis typiske Værdi ofte kun er ringe. Allerede »Palnatoke« afgiver tydelige Eksempler paa den dramatiserede Anekdote (Bautastenens Flytning); »Correggio« er i den Henseende ganske typisk. Og i en Række af Digterens senere svage Værker dækker Historiens største Navne - »Carl den Store«, »Dronning Margaretha«, »Knud den Store« - udelukkende over iscenesatte »interessante« Episoder fra Sagn eller Historie. Noget Forsøg paa at give de store Skikkelser Liv, forstaa deres Psykologi ud fra deres Handlinger og deres Omgivelser, foreligger ikke.

Thi i Virkeligheden manglede Oehlenschlæger dybere historisk Sans. Historien opløser sig for ham i en Række smukke Eksempler til Efterfølgelse; den store Sammenhæng savnede han Blik for. »Hakon Jarl« danner en Undtagelse i den lange Række af hans Dramer. Heller ikke brød han sig meget om Lokalkolorit eller historisk Psykologi; han afviste Tanken om lærde Kildestudier, hvor man blot risikerede at »tabe sig i en Labyrinth, hvor ogsaa Begeistringen gik tabt,« og han forbeholdt sig sin digteriske Frihed overfor de foreliggende Kendsgerninger. Han laver just ikke meget om paa dem, men L
han mangler Respekt for det karakteristiske. Hans Hensigt var at »forbinde de store Bedrifter, de store Charakteertræk med det Almeenmenneskelige«. Men de Enkeltheder, han fæstede sin Opmærksomhed ved, har ofte paa frugtbar Maade formaaet at sætte hans situations- og karakterskabende Fantasi i Bevægelse. Som alle store Digtere havde han en glimrende Evne til at udnytte sit foreliggende Stof; med Beundring ser man Suhms tørre og ganske uanskuelige Fremstilling af Harald Blaatands Historie omsat i »Palnatoke«s faste og levende Billedrække; men som de fleste alvorlige Dramatikere anvendte han kun ringe Opfindsomhed paa Intrigen. Genfærds-Episoden i »Axel og Valborg« og Handlingen i »Correggio« er tydelige Vidnesbyrd herom. I Kompositionen træder baade Digterens Styrke og hans Svaghed frem. Anslaget er ofte ypperligt med glimrende Greb om Emnet. Men der fattes den strænge dramatiske Logik, som uden Sidespring kan fastholde Interessen fra først til sidst. Slutningen er ofte det svageste, men just paa Katastrofen, siger Tieck med Rette, kendes den fuldendte tragiske Digter. Oehlenschlæger gaar ikke dybt nok, han er ikke Dramatiker nok til at udnytte sit Emne tilbunds. Sammenligner man hans »Axel og Valborg« med Racines store Kærlighedstragedie »Bérénice«, vil man se, at det glipper netop for ham paa det Punkt, hvor Franskmanden er størst: i »la simplicité d'action« (som Racine i sin kloge Fortale med Rette roser sig af.) Han søger Hjælp udefra for at skabe Afveksling, fylder op med Episoder og Enkeltheder, der splitter Handlingens Enhed (Thorvald Vidførle-Episoden) eller fornemmes som overflødigt LI Fyld. Saaledes elsker han paa urette Sted at lufte sin historiske Viden: de vidtløftige Excerpter af Kirke- og Normannerhistorien tager for meget Plads i »Palnatoke«; Valdemar den Stores Tysklandsoplevelser vedkommer ikke Axels og Valborgs Skæbne; Kæmpernes Diskussioner i samme Tragedies fjerde Akt breder sig paa den virkelige Handlings Bekostning. Allerede i »Hakon Jarl« (nærv. Udg. Bd. III. S. 336), hvor Helten efter at have mistet sin ene Søn ikke tager i Betragtning at ofre den anden, føles det pinligt unødvendigt, at han en passant nævner en tredje (»Erik stormer om paa egen Haand«). Og til det overflødige kommer de ligefremme Misgreb, hvor det for Tanken virkningsfulde forveksles med det paa Teatret mulige, f. Eks. Correggios Betragtninger i Billedgalleriet. Undertiden skyldes de en usikker Smag: Midnatsuhyggen med Uret og Hanegalet i »Axel og Valborg«; den berygtede Scene i »Palnatoke«, hvor Kongen tager fejl af Klædeskabet og præsenterer sig i Ligtøjet i Stedet for i Kroningsdragten. Hertil kommer en ulykkelig Kærlighed til den ved udvendige Midler haandfast demonstrerede Symbolik, som passer i Romancen, men tager sig ilde ud paa Scenen. Første Gang møder den os, hvor Odins Billedstøtte falder i »Hakon Jarl«, den skæmmer især de to sidste Akter af »Correggio« og tangerer det urimelige, hvor Helten dør under Pengesækken.

Men trods alle Fejlgreb har Oehlenschlæger dog en lykkelig Haand som Teaterdigter. Vi ser det i hans Mesterskab i den enkelte Situation; alle tre Tragedier rummer Optrin, som kun en meget stor Digter kan skrive dem. Hvor Oehlenschlæger er LII bedst, er han fuldstændig naturlig. Det opstyltede ligger ham ganske fjærnt; han har tvertimod den guddommelige Gave uden at være søgt eller villet dybsindig at kunne finde det rette Ord i det rette Øjeblik, til at sætte en Oplevelse i den Belysning, den kræver. Han kan uden at ryste paa Haanden forme den store afgørende Scene: Bueskydningen, Axels og Valborgs lykkelige Elskovsmøde, Correggios Sammenstød med Mikel Angelo. Men han kan ogsaa i et enkelt Ordskifte paa ganske faa Repliker opnaa de højeste dramatiske Virkninger: Erkebiskoppens myndige Fasthed overfor den paa samme Tid brutale og svage Konge i »Axel og Valborg«. Situationen er Grundformlen i hans Dramatik, som den er det i hans Lyrik (smlgn. Bd. I, S. XXVII).

Og dette udprægede Sindsbevægelsestemperament, der netop i Situationerne helt kunde udfolde sig, fylder hans Skuespil med Liv, der ofte tilslører Handlingens Mangel paa fast Tømmer og erstatter Karakterernes Mangel paa Udvikling. Faa forstaar som han paa en simpel og storslaaet Maade at benytte elementære Følelser som Glæde og Sorg, Forventning og Skuffelse som Drivkræfter i Spillet. Han er en Mester i at skildre de bratte Følelsesomslag, som Overraskelsen fremkalder: Jubelen i Axel og Valborgs første Møde; Fortvivlelsen, da Bryllupstoget standses af Kirkens Skilsmissedom; Correggios Samtale med de to fremmede som afslører sig som Malerkunstens Stormestre; Palnatokes uventede Hjemkomst, da Harald netop glæder sig over det forhastede Budskab om hans Død. Parallelt med Forkærligheden for Overraskelser følger Trangen til Spænding, som i sine uheldigste Udslag kan LIII vise Tilbøjelighed for Skrækromantikens kildrende Gysen.

Det er nævnt, at Oehlenschlægers Emnevalg er broget. Han henter sine Sujetter ligefra Sokrates og op til det 18de Aarhundrede - med Norden som særligt Speciale. Men i Karaktertegningen lægger han Hovedvægten paa det alment-menneskelige: »den store Menneskelighed uden Hensyn til Rang eller Stand.«

Hans Menneskeskildring beskæftiger sig nødig med psykologiske Undtagelsestilfælde eller meget sammensatte Figurer, og den overrasker ikke ved sin Dybde. Men han er en fremragende Skildrer af det normale Menneskeliv; hans Figurer er helstøbte og fri for Modsigelser, og de har Liv og Sandhed; han overbeviser ved sine klare og sikre sjælelige Iagttagelser. Svagheden er en lidt for billig Fordeling af Lys og Skygge. Heltene - bortset fra Hakon og Helge - er for hvide, Skurkene for sorte. Han savner objektiv Upartiskhed; han staar ikke over sit Værk, men lider med de gode og harmes over de lumpne - et af hans betegnende Yndlingsord. Den virkelige Tragiker sørger altid for at skabe et vist Balanceforhold mellem Helten og Modstanderne; han tager ikke saa aabenlyst Parti for Hovedpersonen, men lader ham snarere paa en vis Maade staa Skoleret for Tilskuerne. Oehlenschlægers Styrke er de usammensatte Skikkelser, hvor rene, umiddelbare Følelser spejles i et rent og umiddelbart Sind (Axel, Valborg, Correggio). Paa sit eget begrænsede Omraade har han ikke mange jævnbyrdige.

Trods alle Forbehold staar det fast, at skønt Tragedien ikke er det Felt, hvor Oehlenschlæger har LIV vundet sine største kunstneriske Sejre, er han dog ubestridt Førstemanden i det alvorlige Drama i den danske Litteratur. Ewald havde den store hede Patos, men han savnede Sansen for det scenisk rigtige, som Oehlenschlæger ved Siden af sine mange Fejlgreb netop Gang paa Gang viser. Og i Sammenligning med vor Digter er Hertz kun Efterklang, Hauch og Gjellerup kun Skrivebordspoesi; overfor hans rene Natur virker Drachmann forloren og uægte.

Oehlenschlægers Storhed er hans lykkelige Simpelhed. Han kan gribe fejl af Maal og Midler; hans Smag kan være usikker, hans Teknik for løs og overfladisk. Men han skaber sig aldrig. Han er altid ærlig, og han er altid ægte. Hans Teater, der er viet til Humanitetens Tjeneste, burde endnu have sin vigtige folkelige Mission.

LV

PALNATOKE
ET SØRGESPIL

LVI
1

PERSONERNE:

  • Harald Blaatand, Konning i Danmark.
  • Svend Tveskiæg, hans Søn; Søekonning.
  • Fiølnir, Haralds Staller og Merkismand.
  • Palnatoke, Jarl i Fyen, Vensyssel og Bretland.
  • Palnir, hans Søn.
  • Bue hin Digre, hans Svogere, Bornholmere, Vesets Sønner.
  • Sigurd Kappe, hans Svogere, Bornholmere, Vesets Sønner.
  • Vagn Akisøn, hans Sønnesøn.
  • Sigvald Jarl, Strutharalds Sønner, Skaaninger.
  • Thorkil hin Høie, Strutharalds Sønner, Skaaninger.
  • Thorvald Vidførle, en Islænder.
  • Popo, Biskop i Slesvig.
  • Skofte, Kong Haralds Gangerpilt.
  • Arnoddur, Kong Svends Herold og Kiertesvend.
  • En Fangefoged.
  • Kæmper.

Handlingen foregaaer i Roskild. Tiden er 991.

2
3

FØRSTE AKT.

KONGENS HAL.

KONG HARALD. BISKOP POPO.

POPO.

Hvor fryder det mit Hierte, ædle Herre!
At finde Eder ved de gamle Kræfter.

HARALD.

Himlen skee Tak! Min Sundhed fattes intet,
Gid alt var i mit Rige sundt som jeg,
Saa skranted ei saameget, som nu skranter.

POPO.

Det er en Barnesygdom. Veed I ei
De Børn, som kues under Væxten, trives
Med Tiden bedst? den danske Christendom
End ligger som et nyefødt Barn i Vuggen;
Men lad den komme først til Kræfter, Herre!

HARALD.

Naar den er kommen fuldelig til Kraft,
Da er min Krop længst faldet hen i Muld.

POPO.

Saalænge Verden staaer, vil I erindres
Som Christendommens første danske Konge.

4
HARALD.

Hvo veed, om ei den nidske Efterslægt
Vil giøre selv mig dette Tilnavn stridigt?

POPO.

Umuligt, Herre! Tidens høie Røst
Kun taler Sandheds Ord; jeg forudseer
St. Harald eengang anraabt som en Helgen.

HARALD.

I lover meer, Herr Bisp! end I kan holde.

POPO.

Hvor var den Hersker, der med Kraft, som I,
Den gode Sag har vældig understøttet?
Hos Harald Klak, hos Gorm hin Rige, Frode,
Beundres ene kan den gode Villie;
Kong Erik lod sig døbe, det er sandt,
Han var Anschar en Ven, han bygte Slesvig
Den Kirke, hvor I satte mig til Bisp;
Men ak han faldt, som St. Sebastian,
For Hedningernes Pil! Først Eder blev
Det givet heldig at stadfæste Troen,
Og derfor meer end hine Kongers Navne,
End Ebbos, end Anscharii, Rimberti,
End Adalgars, end Unnis, Adeldags,
Vil Eders, fromme Harald! Funkle frem
Høit, fremfor alle Christendommens Helte.

HARALD.

Hvad bringer I fra Bisp Libentz i Hamborg?

POPO.

Først mange kraftige Velsignelser,
Velmente Raad, og faderlige Bønner.

5
HARALD.

Jeg har endnu en Slump tilovers af
Den Skok, han sendte mig med sidste Hilsen,
Og trænger ei saasnart igien. Hvad mere?
Spring over alt det andet, Præst! og lad
Os komme til det Vigtigste. Hvad siger
Mig Keiser Otho ved din Erkebisp?

POPO.

Den store Keiser har med Velbehag
Fornummet Eders Iver, fromme Konge!
For Christendommen; han forsikkrer Eder
Om varigt Huld, hvis saa I farer fort.
Fremdeles sender Eder Erkebispen
En Afskrivt af den pavelige Bulle;
Johannes, Christendommens hulde Fader,
Har sendt ham Pallium; sin Bispestav
Har Otho rækket ham med egne Hænder.
Saaledes er han nu stadfæstet i
Sit fromme Embed efter Adeldag,
Som Erkebisp i Hamborg og i Bremen
Og Christendommens milde Overhyrde
I Nord. Her seer I Bullen, Herre Konge!

Han rækker ham en Pergaments Rolle.

HARALD.

Hvad skal jeg med den Rolle Kragetæer?
Runer paa Skioldet kan jeg læse dig
Saa godt som nogen Skiald; men disse Snørkler
Forstaaer jeg mig ei paa. Tag det tilbage!
Jeg veed saa forud alt hvad det betyder:
Indskrænkning i min kongelige Magt!

6
POPO.

Uhindret har du Verdslighedens Arm,
Kun Geistlighedens styrer Erkebispen.

HARALD.

Retsaa! Eenarmet staaer jeg, det er Tingen;
Før havde Dannerkongen tvende Arme.

POPO.

Saa sømmer det sig ingen christen Konge
At tænke, ædle Harald! overlad
Den vilde Stoltheds Uregierlighed
Til Hedningen. Speil Jer i Hakon Jarl!
Saa vild en Helt han var, saa tog han dog
En Ladning Munke med til Norges Land.

HARALD.

Ja Hakon! Det er mig den rette Christen.
Og veed I ei, at neppe var han kommen
Paa Havet ud, før flux han kasted Munke,
Med Bøger, Vievandskar og Paternoster,
Ud over Bord; og at han bygger nu
Rundt sine gamle Templer op paa nye?

POPO.

Hvis saa er, vil han svede seent derfor
I Svovelpølen.

HARALD.

Nu! Det faaer saa være.
Jeg er en Christen, jeg er døbt! Nu vel!
Jeg breder ud den christne Tro. Saa er det!
Jeg nødes til det. Otho lærte mig
At indsee Tingen, med sit Sværd - Jeg var
7 Desuden stemt for Sagen førend han kom!
Og dit Mirakkel, Bisp, med Handsken, har
Stadfæstet mig i Troen. Lad saa være!
Og at paa denne Viis en Dæmning sættes
Mod disse Oprørsmænd, som vover at
Foragte Kongens Høihed, Overherskab;
At de skal brænde dygtigt for det hist,
Det glæder mig; kun at I ikke glemmer,
I gode Munke, Fyrstens Rettigheder.

POPO.

Du har ei mere trofast Underdan
End mig, og Klostrets fromme Brødre, Harald!
For christne Præster har du ei at frygte;
For Hedenskabets tøileløse Mænd
Desmeer, og fremfor alt, for Palnatoke.

HARALD.

Ham frygter jeg nu, Tak skee Gud, ei længer,
Thi han har brudt sin Hals paa Skaanes Bakker.

POPO.

Hvorledes, fromme Konge? Er det mueligt!

HARALD.

Hovmodig, trodsig, som bestandig, paastod
Han engang i et Drikkelag i Vinter,
At kunne løbe vel saa godt paa Skie
Som nogen Mand, ja bedre selv end Kongen;
Til Straf paalagde jeg ham ned at løbe
Ad Kullens Ryg; der har hans Dristighed
I Havet styrtet ham.

8
POPO
sukker.

Nu, det var vel!
Thi værre Dievel gik paa Jorden ei.
Han ægged Sønnen op mod Faderen,
Og han var Hedenskabets Marv og Næring.

FIØLNIR
kommer.

Tilgiv, Kong Harald, at jeg melder dig
Et ukiert Budskab: Svend, din Søn, er landet,
Har qværsat sine Skibe i Issefiorden,
Og giester her dig moxen i din Hal.

HARALD.

Den Uforskammede! Siig, kommer han
Med megen Magt? Thi skiøndt han er min Søn,
Saa nøder hans Ugudelighed mig
Bestandig at betragte ham som Fiende.

FIØLNIR.

Han er ei dragen slap paa Folk og Færsel,
Dog har vi intet end at ræddes for.

POPO.

Jeg gaaer. Gud styrke dig min ædle Herre!
Mit Blik afskyer at see Forhærdelsen.
Men dersom du vilst nyde hist Belønning,
Saa døv dit Øre for hans Røst, om Giften
Er nok saa sød! viis dig din Fromhed og
Din Krone værdig! Sønderriv de Baand,
Der vil foreene paa en syndig Maade
En christen Fader med en hedensk Søn!

9
FIØLNIR.

Jeg følger Eder min ærværdige Herre!

Popo ogFiølnir gaae.

SVEND TVESKIÆG
træder ind.

Hil dig, Kong Harald! høie Dannerkonge.

HARALD.

Hvad vilst du her? Hvor understaaer du dig
At trænge dig ind i min Hal, Svend Otho?
Har jeg for evig ei forbuden dig
At komme mig for Øine meer i Verden?

SVEND.

Saaledes pleied aldrig danske Konger
At hilse fremmed Mand i egen Stue.
At glemme Giestfriehedens skiønne Pligt
Blev anseet for en Skiændsel; Kongen viste
Sig venlig mod den Mindste som den Største.
Men det var Hedenskabets Sæd; nu tænker,
I alt man anderledes, som jeg mærker.
Nu er det fromt at qvæle Hiertets Stemme,
At glemme Blodets Pligt; nu kan en Fader
Selv hade sine Børn; det lønnes hisset
Jo med Lyksalighedens Palmekrone.

HARALD.

Forhærdede! hvad taler du om Pligt,
Som gandske glemmer hvad du est forpligtet
Ei blot din Fader, men din Overherre?

10
SVEND.

Min Fader har du aldrig viist dig Harald,
Min Overherre skalst du ikke være.

HARALD.

Hvo giorde til Statholder dig i Vigen?
Hvo gav dig trende Skibe, hundred Mand,
Til dine Røvertog? Hvo gav dig sex?
Hvo gav dig Skaanes Marker at bestyre?

SVEND.

Du, Harald! som en ussel, svag Erstatning
For hvad mig tilkom efter Fødselsretten.
Du sendte mig til Vigen og til Skaane,
For bort at fierne den Forhadte; gav
Mig nogle Skibe, for at vorde qvit mig.
Det kalder du nu Fadergodhed! Godhed!
Ha hele Norden kiender denne Godhed
Og seer dit Sindelag imod din Søn.
Du troer vel ei jeg veed, hvad hele Landet
Halv taler om forundret, halv med Tvivl?
At du vilst drage Arverettigheden
Fra mig, din Søn, til Thrugil Sprakaleg
I Jomsborg? Guder! saae man hidindtil
En Fader handle saadan mod sit Barn?
Naturen væmmes ved at troe derpaa,
Og giver de urimeligste Rygter
Sandsynlighed. Man mener rundt i Landet,
At jeg er ei din Dronning Gundhilds Søn,
At kun jeg er et Frillebarn, som fødtes
Dig af en Trælleqvinde; derfor kaldes
Jeg Svend: en Træl. Sligt maa jeg høre, døie!
Maa see hvorledes Uretfærdigheden
For mine Øine væbner sig; og skulde
11 Nu sidde stil med Hænderne i Skiødet?
Nei ved den staalbeklædte Asathor!
Jeg væbner mig; og har du plat forglemt
En Faders Pligter, nu saa er det billigt
At jeg forglemmer Sønnens, og itide
Mig reiser mod min græsselige Fiende.
Det er ei mig, men dig, der giver Verden
Et grumt Bevis paa unaturligt Had.

HARALD.

Hvad vil, hvad vil min Fiende i min Hal?

SVEND.

Med egne Øren høre, hvad mit Hierte
Afskyer at troe, Siig mig, har Rygtet Ret?

HARALD.

Du byder mig at tale, Ungersvend!
Om jeg nu taug?

SVEND.

Saa skriger meer din Taushed,
End Fenris Hyl.

HARALD.

Ha, Svend! jeg veed ret vel
Hvorfra din Opstand har sin Hovedkilde.
Bestandig hører jeg kun giennem dig
Den stolte Palnatokes Røst. Ha men
Dersom til ham du sætter end din Liid,
Da har paa Flyvesand du bygt dit Slot;
Den vilde Hedning aander ikke længer.

SVEND.

Og dersom du til Palnatokes Død
Din Trøst har sat, da est du trøstløs, Konge!
12 Thi Palnatoke har ved Valhals Hielp
Sit Eventyr bestaaet; om en Stund
Vil han med mine Kæmper hilse dig
I Kongesalen.

HARALD.

Palna- raser du?
Har ei han brudt sin stive Hals paa Skien?

SVEND.

Nei Konge! Palnatokes Kæmperhals
Er endnu heel, og kneiser vel saa stiv,
Som hidindtil.

HARALD.

Hvad var det Rygte da,
Som bragte mig det Budskab, at hans Skie
I Farten brast, at han var død i Havet?

SVEND.

Hvad Rygtet oftest er: Et Sandhedsfnug
Sendt i en Ladning let og vindig Løgn.
Den brast, hans Skie; saavidt har Rygtet Ret;
Men denne Skiens Bristen har forhindret
At Palnatokes stolte Hierte brast.
Thi, som han fløi afsted, og netop var
Ved Skraaningen, som førte ned mod Havet,
Da tørned Skien mod en Kampesteen,
Og Palnatoke faldt og rulled brat
Tilside ned i Dalen, snebedækt.
Da skyndte dine Vidner flux sig bort,
At bringe dig den kiere Efterretning:
Hans Drab. - Men Palnatoke lever, Konge!
Den Snilde lod sig bære ud for død
Hen paa sit Skib, og satte hurtig Farten
13 Til mig i Skotland, hvor jeg var paa Tog.
Nu giester han dig, sund og stærk som hidtil,
Med mig i Dag, i Roskild, paa din Kongsgaard.

HARALD.

Og har til Hævn nu ægget dig mod mig?

SVEND.

Vi kommer her som fredelige Giester.
Hvad fra i Dag skal skee, beroer paa dig.

HARALD.

Og hvad forlanger du?

SVEND.

Hvad du forlangte
Af Gorm din Fader, og hvad du erholdt:
En Part i Riget.

HARALD.

Du, en Hedning, Svend!
Religionens Fiende Part i Riget?

SVEND.

Gorm deelte Magten i sin Alderdom
Med dig, skiøndt han var Hedning, du en Christen;
Nu sømmer det sig omvendt dig at handle.
Lad Troen være Troe; det er en Sag
Hvorfor Enhver bør raade selv, ei Kongen.
Giør ingen Vold paa Landets gamle Sæd!
Paa Landets Vedtægt grunder sig dit Herskab.
Hvad dig til Drot har giort, giør mig til Arving,
Og til din Medhielp nu i Alderdommen.

14
HARALD
afsides.

Ha jeg forgaaer af Harm. Men jeg vil skiule
Mig til en bedre Leilighed mod ham.
Paa Ophavsmanden derimod, fra hvem
Det Onde kommer, vil jeg hævne mig
Endnu i Dag, saasandt jeg er en Konge.

Høit.

Da du est kommen hid, saa vær velkommen!
Hvad jeg fremdeles giøre skal for dig,
Beroer paa dine Handlinger herefter.

SVEND.

Jeg hører Palnatoke med mit Følge.

HARALD
afsides.

Ham skal min Harme træffe sikkerlig.

PALNATOKE. EN SKARE KÆMPER.

PALNATOKE.

Hil Dannerkongen i sin Hal.

HARALD.

Velkommen
Fra Heltedaaden, Toke! Som jeg hører,
Saa har du giort berømte Bukkespring
I Sneen, siden sidst vi taltes ved.

PALNATOKE.

Jeg har ei vægret mig at efterkomme
Dit Herrebud.

15
HARALD.

Men, som jeg hører, Frænde!
Ei skilt dig ved det paa den bedste Maade.
En Helt, der løber stolt paa Skie, som du,
Er det just ingen Hæder, ingen Ære
At takke latterlige Hændelser
For Seieren. Thi varst du falden ei
Paa Bagen, midt i Sneen, som en Pebling,
Saa varst du neppe kommen, som jeg hører,
Uplukket hiem fra dette Julegilde.

PALNATOKE.

Slig Spot kan ikke træffe mig. Jeg haaber
Hver billig Mand, som kiender Kullen, indseer
Nødvendigheden af et saadant Fald.
At dette Fald ei blev min Undergang,
Det takker Guderne jeg for. Du vilde
Ydmyge mig; jeg foretrak, som det
En Dannemand sig sømmer, Døden for
Ydmygelsen. Hvis ei med min Bedrift
Du est tilfreds, da prøv den selv; og kommer
Du bedre fra den, vel, saa kanst du spotte.
Forresten, da nu Sagen er forbi,
Saa lad den ogsaa være glemt, Kong Blaatand!

HARALD.

Hvad Blaatand? Væmmeligt er for mit Øre
Sligt Øgenavn. Hovmodig stolte Mand!
Det veedst du. Harald Gormsøn vil jeg kaldes.

PALNATOKE.

Tillad mig at jeg kalder dig Kong Blaatand.
Det er en gammel Ret for Dannerfolket.
16 At give deres Konger slige Tilnavn.
En Konge drømmer ofte sig en Gud.
Da er det godt, at Navnet altid raaber:
Du est ei blot en Askurs Søn, o Konge!
Men selv en Askurs Søn med Feil, som Andre.

HARALD.

Du est saa næsedierv, som hidindtil.
Dit Eventyr har endnu ei formaaet
At knække Dristigheden.

PALNATOKE.

Odin lade
Det aldrig komme dertil, at en sund
Og ærlig Danske glemmer Dristigheden.
Da pløie Gefion før det stolte Sielland
I Havet ned igien med sine Øxne.

HARALD.

At glemme, hvad du est din Herre skyldig,
Det kalder du en Dyd, saavidt jeg mærker.

PALNATOKE.

Jeg glemmer ikke, hvad jeg skylder dig,
Fordi jeg mindes, hvad jeg selv mig skylder.

HARALD
hidsig.

Min Ære gaaer for din.

PALNATOKE
rolig.

Din Ære vinder
Ved at beherske frie Mænd, ei Trælle.
17 At tale dierve Ord i Kongesalen
Var Brug fra Arrilds Tid.

HARALD.

Det vilde Væsen
Er just, hvad jeg forjage vil af Landet.

PALNATOKE.

Dumdristighed er vild, ei Dristigheden.

HARALD.

Altsaa, da du ved Drikkebordet sidst
Hovmoded dig og lod din egen Mund,
I Hallen, høit gientage dine Fortrin,
Da varst dumdristig du.

PALNATOKE
med undertrykt Fortrydelse.

Ei hidindtil
Blev for Vanhæder det betragtet, stundum
At see en Kæmpe med en ærlig Ruus.

HARALD.

Men hvad den Drukne paastaaer, veedst du vel,
Skal ædru Mand forsvare.

PALNATOKE.

Aldrig var
Min Tunge Hersker over min Forstand.
Klogskaben tidlig gaaer fra Drikkelaget
Med Qvinderne, den skranter, maa tilsengs,
Den er af skrøbelig Natur, den modstaaer
Ei Miødens Kraft. Men Sanddruheden, Herre!
Den vaager ud paa Natten, som en Mand,
18 Den drikker uanfægtet med den Bedste.
Og vinder alt i Kræfter, som den drikker.

HARALD.

Af drukne Folk og Børn skal Sandhed høres.
Ret saa. For Kongen er det ofte nyttigt,
Ved sligt et Gilde stundom at erfare
Det sande Sindelag, som ellers Listen
Forstaaer at holde skiult.

PALNATOKE.

Jeg troede stedse,
Naar Dannerkongen giested sine Kæmper,
Da var det for at lønne Mod og Troskab,
Ei for at speide fiendtlig efter Svig.

HARALD.

Alt som det falder! - Som jeg seer, saa har du
Din Bue med dig, og dit Pilekogger.
Ifald jeg mindes ret, saa roste du
Dig ogsaa dengang af: du kunde skyde
Vel fremfor alle Mænd, ja selv for Kongen,
Den Vidtberømte for sit Pileskud;
Est du endnu af samme Tanker, Toke?

PALNATOKE.

Hvad er det om min Mening dig at giøre?
Naar Danmarks Fiender komme, vil vi skyde;
Der kan vi kappes paa en ærlig Viis.

HARALD.

Nei, nei, du slipper ei saa let derfra.
Gientag din Pral! tilstaae i Ædruhed
19 For alle Kæmper: Skyder bedre du
End Dannerkongen? Bringer ingen Fare
Din Arm dig til at skiælve? Ingen Fare?

PALNATOKE.

Jeg praler ei.

HARALD.

Velan! saa siig det frem.

PALNATOKE.

Hvorfor gientage, hvad der alt er sagt?

HARALD.

Du staaer da ved dit Ord?

PALNATOKE.

Saa er min Vane.

HARALD.

Heel vel! - Dit sidstudviste Helteværk
Beviser ikke meget, vidner ei
Om sieldne Fortrin. Du slapst heel derfra
Kun ved en Slumpelykke, det var alt.
Det sømmer sig den vise Dannerkonge
At prøve sine Mænd, retfærdig stræng
At veie hvers Fortieneste. Du trænger
Dig stedse frem, du giver dig et Skin
Af den udmærkede, den sieldne Mand.
Velan! saa er det ogsaa nu fornødent,
At, ved en rask og usædvanlig Daad,
Du viser mig dit Fortrin fremfor alle.
Du est en dygtig Kæmpe, saa er flere,
Det giver intet Fortrin dig forud dem.
At du est mægtig, at du eier Land,
20 Beviser atter Lykken, intet Værd.
Thi er det nu nødvendigt, som du indseer,
Engang for Alvor ret at prøve da
Din Dygtighed; og for at kunne dette,
Har jeg udtænkt en Daad, som snart er giort,
Paa Stedet her, som Kongen selv kan see
Med egne Øine, som beviser ham
Hvad han forlanger, nemlig at du est
En usædvanlig, færdig Bueskytte.
Jeg seer din yngste Søn i dette Følge.
Du unge Palnir! træd i Hallen frem.

PALNATOKE.

Hvad har du udtænkt Harald?

HARALD.

Hvad du snart
Erfare skalst. Træd frem, du yske Svend!
Træd frem og knæl!

PALNIR.

Min Fader har mig lært
At kun jeg knæle skal for Guderne.

HARALD.

Knæl kun for Guderne! det kan behøves. -
Jeg lægger dette Æble paa dit Hoved.
Ifald din Fader, hist i Krogen der,
Dig skyder det med Pilen bort, og rører
Din guldbelokte Tinding ei, da skal
Han gielde for den bedste Skytte.

PALNATOKE.

Konge!

21
HARALD.

Men hvis han nægter det, da skal han gielde
Kun for en Praler, for en Løgner, og
Forvises Hof og Land.

PALNIR
knæler rask.

Ha, det er billigt!
Men det har ingen Nød. Han nægter ei
At lyde din Befaling, Herre Konge!
Min Fader praler ei, han lyver ei;
Hans Blik er skarpt, hans Arm er vis, hans Aand
Er stærk, hans Søn er uforfærdet. - Konge!
Du har en Guldring om den venstre Arm,
Jeg vædder strax mit Liv imod din Ring,
Ifald du vover det, at Pilen krummer
Et Haar ei paa mit Hoved.

HARALD
forundret.

Mener du?

PALNIR.

Du tør vel ikke vædde, Herre Konge?

HARALD.

Ifald saa er, skal Ringen vorde din.

PALNIR.

Der kan man see! Nu komme der mig Nogen
Og paastaa tiere fræk, at Harald Blaatand
Er nidsk og gierrig; jeg beundrer hans
Høimodighed. Skyd nu, min Fader! Skyd!

22
PALNATOKE.

Er det dit Alvor, Harald?

HARALD.

Palnatoke!
Jeg spøger sielden, mindst med dig.

PALNATOKE.

Velan!

Han lægger en Piil paa sin Bue, sigter paa Palnir, men holder af igien.

Velan! jeg skyder. Men ei her i Hallen.
Her falder Lyset skummelt, sparsomt ind
Ad disse smaae, bemalte Vinduesruder.
De brede Piller skygge mig formeget
I den paa munkeviis opførte Kongsgaard.
Her kan jeg ikke sigte. Reis dig Palnir!
Her dræbte jeg min Søn. Og vilde du
Kong Harald, see, hvordan uskyldigt Blod
Besudlede din Hal? Det blev en Plet,
Som ingen skarp med Aske blandet Lud
Udtvætte kunde. Rød den vilde brænde,
Og ryge fælt, naar Hanen goel om Natten,
Op efter Hævn. - I Gaarden staaer en Steen;
Nu er den kun en Bænk for dine Trælle,
Før var den Gudernes og Odins Alter.
Gak ud, min Søn, og knæl for denne Steen;
Lad Odin straale dig i Hiertet Haab,
Imens hans Dag dit Hoved rundt omstraaler;
Saa vil jeg skyde. Hvis du skulde falde,
Da synker du, et Offer paa hans Alter;
Hils ham fra Palnatoke, fra din Fader,
Og læg et Hynde paa den lange Bænk
23 Tilrette ved din Side, naar jeg kommer. -
Dog haaber jeg, det har vel ingen Nød.

PALNIR.

Hvad Nød? Det er en heel uventet Lykke.
Den skaffer mig Kong Haralds gyldne Ring.
Glem ikke Væddemaalet, Konge!

PALNATOKE
kysser ham.

Nu
Gaae da min Gut!

PALNIR.

Glem ikke Væddemaalet!

Han gaaer.

HARALD
spodsk.

Du est jo jo hiertegreben, stærke Helt!

PALNATOKE.

Ei alle Fædre hade deres Sønner,
Jeg elsker min meer end mit eget Liv.
Staaer du endnu bestandig ved dit Bud?

HARALD.

Hvad jeg har sagt, det veedst du; dvæler du,
Da skalst du være min og Hvermands Nidding.

PALNATOKE
bister.

Det vilde Palnatoke nødig være,
Ei for sin Søns, for sit, og Kongens Liv.
24

Han tager endnu en Piil af sit Kogger og stikker i Barmen, derpaa lægger han an ud af Vinduet.

Grimslagen har du giort mig, det er vel!
Jeg skyder aldrig bedre, end naar Blodet
I mine Aarer koger. - Rolig her!
Staae stille med dit Hoved, Dreng! derude.
Nu skyder Palnatoke Mesterskud.

Pilen flyver fra Strængen.

SVEND.

Thor være lovet! Truffet!

HARALD
mørk.

Truffet?

MÆNGDEN
slaaer paa Skioldene.

Truffet!
Hil Palnatoke! Danmarks bedste Skytte.

PALNIR
kommer ind og falder i Faderens Arme.

Seer du, det havde ingen Nød, min Fader? -
Min Guldring, Konge!

HARALD
forbittret.

Ha hvad Guldring?

SVEND.

Harald!
Den har du lovet ham, som Hvermand hørte.

25
HARALD
kaster den til ham.

Saa tag den! - Men endnu et Ord om Tingen.
Jeg saae, du stakst en Piil i Barmen nylig,
Kort før du skiødst den anden mod din Søn;
Hvad skulde det betyde, Palnatoke?

PALNATOKE.

Ifald min Søn var bleven dræbt af hiin,
Var Dannerkongen bleven dræbt af denne.

MÆNGDEN
slaaer paa Skioldene.

Et dristigt Svar. En opbragt Fader værdigt.

HARALD
med indædt Forbittrelse.

Jeg skaaner den Fortørnede! - Velan,
Du har beviist dig som en dygtig Skytte.
For Een der skyder sikkert saasom du,
Var dette Bud ei nogen haard Befaling.
Saa lad da dermed Sagen være glemt.
Tilbords! Min Fiende den, som ikke følger.

Alle følge Kongen. Palnatoke bliver tilbage.

PALNATOKE.

Din Fiende den, som ikke følger. Vel.

PALNIR
som seer sin Fader dvæle, vender om igien.

Min Fader!

PALNATOKE.

Naar du ser, at Kongens Mænd
Begynder ind at slumre over Hornet,
Da skynd dig hen til Sigvald Jarl, til Thorkil
26 Hin Høie, Bue Digre, Thorvald
Vidførle, og til Sigurd Kappe; siig dem:
Jeg venter dem i Aften i mit Huus,
Naar Nadveren er endt.

PALNIR.

Heel vel, min Fader!

PALNATOKE.

Og følg nu Kongen. Ogsaa jeg skal komme.

Palnir gaaer.

PALNATOKE
støtter sig grundende til sin Bue.

Det er besluttet! Der skal sættes Dæmning
For denne lumre Munkepest fra Syden.
List, Nidingsværk og Tvedragt, som en Gift,
Har alt begyndt at bryde ned, o Danmark!
Din Kæmpestyrke. Men endnu er Tid.
Jeg veed en Modgift, ja jeg veed en Modgift.
Flink, raske Styrmand! Bølgen slaaer paa Dækket,
Og Vinden klapprer i det brustne Tougværk,
Nu gielder det med vældig Haand at styre
Det stærke Roer i Nattens Skum.

Grunder et Øieblik og siger betænkelig.

Men hvis
Nu Stormen hele Skibet slog i Qvag? - -

Begeistret.

Saa redder jeg de danske Ædelstene,
Den bedste Rest, og svømmer bort dermed,
Og planter Siellands Heltekræfter om;
Hvad Sielland var, da vorder Usedom;
Det gamle Leire sank, men vi skal seire,
Og Jomsborg vorde skal det andet Leire.

27

ANDEN AKT.

PALNATOKES HUUS.

PALNATOKE. BUE HIN DIGRE.

SIGURD KAPPE. THORKIL HIN HØIE.

SIGVALD JARL. THORVALD VIDFØRLE.

SIGVALD.

Ja, vi vil slaae for Svend som gode Kæmper,
Og støde Harald fra den Kongestol,
Som han vanærer med sit Nidingsværk.

PALNATOKE.

Hellig er Kongen, hellig er hans Magt,
Naar Skiæbnen kalder ham ved Fødselsretten,
Naar Folket ham har valgt, naar ved Misgierning
Han ei vanærer sig, hellig er Kongen.
Saaledes er det ei med Harald Blaatand.
Han dræbte Knud Dan-Ast, sin ældre Broder,
Gorms ædle Søn, og bragte hiem fra Bretland,
I Stedet for en Seir, sin Broders Liig -
Saaledes blev han Konge! For at tækkes
Sin Moder lod han Christensindet; først
Da Popo giorde Kunster med sin Handske,
Fandt han sig overtydet, lod sig døbe -
Saaledes blev han Christen! Hvad der driver
28 Ham til at understøtte Pavens Sag,
Er Iver ei, er Fromhed ei, det er
Uværdig Frygt for Othos Overmagt.
Ha Godfrid skulde reise sig i Graven,
Den stærke Helt, som satte Carl den Store
En sikker Dæmning, Carl den Vældige,
Som Obotritter, Friser, Saxer tvang,
Som giorde Fordring paa det tydske Rige,
Som trued selv at gieste Carl i Achen. -
Dog vi vil ikke klynke her som Qvinder,
En Mand maa tage Tingen som den er.

SIGVALD.

Ret saa, min Ven! faer fort, hvad er din Mening?

PALNATOKE.

Harald forkaster Rigets gamle Love,
Han vil betage Svend sin Fødselsret;
Saaledes opstaaer nu indbyrdes Krige.
Det er det Værste; men dog det, hvorpaa
Kan hurtigst raades Bod. Men hurtig maa
Det ogsaa være, thi fortærer Tvedragt
End længe Landets sidste Marv, saa kommer
Otho fra Tydskland, Erik hist fra Sverrig,
Og Hakon Jarl den Listige fra Norge,
Vi stride da - som Kæmperne for Rolf -
Og Danmark synker i sit Blod.

THORKIL.

Ha det
Forbyde Thor!

PALNATOKE.

Det vil han, mine Brødre!
Ved os, og alle vakkre Dannerkæmper.
29 De høie Guder kommer ikke selv,
De virke giennem Mennesket; velan
Saa lad os vise, hvordan vi besiæles
Af Asathor, af Odin, Tyr og Vidar.
For den, der drives af Retfærdigheden,
Er Baldur ikke død; saaledes styrker
Os alle Valhals Guder.

THORVALD.

Palnatoke!
Hellig Begeistring taler af din Mund.

PALNATOKE.

I gode Brødre! Kraft og Fromhed er
De tvende Lys, som bør bestraale Livet.
Kraft skinner som en Sol, ved Dagens Tid,
Og kalder med sin stærke Sommerstraale
De skiønne Blomster af det døde Muld.
Fromheden lysner som den blege Maane
Paa Urten, giver den sin Yndighed,
Sit største Tække. Disse Lys maa vexle.
Thi brænder Solen evig med sin Lue,
Da vorder Urtegaarden til en Ørk
Og Helten til en Blaamand; skinner Maanen
Bestandig med sin fromme, matte Flamme,
Da svinder Livets Kraft, og Mennesket
Er alt et Spøgelse, der pusler om
Blandt Nattens tause Grave før sin Død.

THORVALD.

Der har du skildret os med raske Træk
Det vilde Hedenskab og Pavens Lære.

30
PALNATOKE.

Hil Tiden, naar engang den lumre Dag,
Den kolde Nat sig frugtbar luttrer til
En frisk livsalig Morgen-Aftenrøde!
Dog den oplever ingen her. Velan,
Saa lad os handle i det mindste saa,
At Morgen-Aftenrøden, naar den kommer,
Kan smile hen paa vore Bautastene.

BUE.

Ha Palnatoke taler som en Skiald!

PALNATOKE.

Den gamle Tro er artet ud, er vild.
Men hvordan bruge disse skumle Munke
Den Lære, som de nu vil brede ud?
Blot som et Middel til at trænge sig
I Danmarks Egne, til at dræbe Landets
Selvstændighed, at giøre det afhængigt
Af Tydsklands Keiser. Odins gamle Lære
Den gik fra Norden ned til Syd; da lærte
De vilde Saxer, Vender, Obotritter
Og Bretland, hvad de skulde troe og tænke
Af os; da gik det stærke Sandheds Lys
Fra Upsal, Leire, Trondhiem. Nu til Giengield
Skal Legen spilles omvendt. Gaaer det fort,
Saa taber meer og meer sig Landets Kraft,
Og Norden døer, den værste Død af alle.
Ei dræbt ved Sværdets pludselige Slag,
Men langsomt skrantende paa Bænkehalmen
Døer Danmark Straadød, synker ned til Hel.

31
BUE.

Ha Palnatoke!

PALNATOKE.

Hvad har giort det muligt?
Hvad giør det muligt for det kiælne Syd
At trænge sig i Norden ind? Kun Norden.
Vi spilde vore Kræfter. Overalt
Behersker Danmarks Helt Europas Riger,
Og dog maa Danmark skiælve for sin Tilstand.
Hvad hielper det, at Regnar Lodbrog tvang
Det vilde Bretland? at Biørn Ironside
Med Hasting raabte, da de havde tvunget
Det stolte Frankrig, brændt Paris: Nu lad os
Gaae ned til Rom, og seire der som her?
At Rolf har stiftet Normandie? At Biørn
Constantinopels Forstad brændte? Hvad
At Luna blev i Velskland undertvunget,
Og at de største Stæder plyndredes
I Spanieland? Hvad gavner det os selv,
At Orvarodd har grundet Ruslands Vælde
Paa danske Væringer? at hisset fiernt
I Afrika den barske bistre Blaamand
Blev hvid af Skræk, naar Nordens Sværde klang?
Her synge Sydens Munke længer ei:
»Frie os, o Gud, fra Nordens Helterasen!«
Hvad gavner det!

BUE
hæftig.

Nu ja, hvad gavner da?
Siig det i Hast, at vi kan vide det;
Thi retnu taber jeg Taalmodigheden.

32
PALNATOKE
rækker ham og Sigvald Hænder.

Et Forbund gavner, mellem Dannerhelte.
Et indre Forbund; ei paa Biers Viis
En Flok, der sværmer vildt i fremmed Hauge;
En Muur af Jern, reist paa vor egen Grund,
Paa Oldtids Kraft, Samdrægtighed og Mod;
Og naar den fast, urokket, vældig staaer,
Skal ingen sydlig Argelist den styrte.

SIGVALD.

Ha Frænde! jeg begynder at forstaae dig.

PALNATOKE.

I Korthed: Den indbyrdes Krig maa endes,
Og Svend maa sidde fast paa Kongestolen.
Men det er ikke nok, at redde Riget
Fra Døden; Legemet maa siden styrkes.
Svend er min Ven, min Fostersøn; hvad jeg

Har giort for ham, det veed I.

Han skal see
I mig en trofast Støtte. Men hans Mand
Det vil jeg ikke være. Alle vi
Nedstamme her fra kongelige Fædre,
Som Svend; før Gorm den Gamle hele Landet
Sig undertvang, var Toke Underkonning
I Fyen, og Veset paa Bornholm; Strutharald
Er det endnu i Skaane. - Vakkre Thorvald!
Du est en Bondesøn, men dine Dyder,
Din Sindrighed, Bereisthed og Forstand
Har giort dig værdig til at gaae i Lag
Med Keiseren i Achen. Nu velan!
I veed Miseco, Polens Herre, gav
Mig Øen Usedom til Lehn med Jomsborg.
33 Alt har den svenske Styrbiørn lagt en Grundsteen,
Men der maa bygges meer paa denne Steen.
Saa hører mig: Paa Søemagt grunder sig
Vor største Vælde; thi den danske Mand
Er engang nu en Søefugl; Ægir er
Hans milde Gud, og Havets Døttre siunge
Paa skumbeklædte Bølger lydt hans Roes
Ved alle Strande. Dertil har ham Gud
Nu engang skabt; og uforgiængelig,
Som selv Naturen, er ham Gaven fra
De evige Guder. Brænde kan en Røver
Stundum hans Snekker eller stjæle dem -
Hvad siger det? I Skoven voxer Egen,
I Bjerget blinker Malmen! Han har Arm
Og Øxe til at bygge andre nye,
Og vore Øer har den Eviges Haand
I Havet kastet, paa det Kiølen let
Sit stolte Element kan atter finde.
Den er en Træl og vel sin Tilstand værd
Som vilde feig i Nøden nu forsage.
Staaer sorte Skyer paa den danske Himmel,
Vel, vi vil ei fortvivle; vi vil handle
Med mandig Styrke! Derfor agter jeg
I Jomsborg hist med Eders Hielp at grunde
Et Sømands Forbund, stærkt og stolt og frit,
Som skal beherske Østersøens Bølger,
Og hvor vi yttre vil den Heltekraft,
Til Landets Fordeel, inden egne Grændser,
Som før de vilde Brødre spildte bort
Paa fremmed Grund. Hvo nu vil være med,
Den lade Skioldet klinge Bifalds-Klang.

Alle Kæmperne, undtagen Thorvald, slaaer paa Skioldene med deres Sværd.
34
PALNATOKE
gaaer hen i Baggrunden og aabner en Loftsluge.

See Solen staaer alt over Kattegat
Og straaler henad Issefiordens Bølger
Til vore Skiolde. Dette Tegn er godt!
Thi det betyder, at vor Heltedaad
Skal pryde Bølgerne som Solens Purpur.

Vagn Akisøn kommer hurtig ind, fulgt af Palnir.

VAGN.

Ha hvad er dette Farfar? Som jeg hører,
Saa stifter I et Heltesamfund her,
Og jeg er ikke med?

PALNATOKE.

Vagn, raser du?
En Dreng paa tolv Aar!

VAGN.

Naar jeg alt paa tolv
Kan kappes mageligt med Een paa atten,
Hvi skal da Palnir foretrækkes mig?

PALNATOKE
til Bue afsides.

Stil ham tilrette, Svoger! thi du est jo
Den Eneste, som er istand at tæmme
Den unge Biørn?

BUE.

Lad mig kun raade, Toke!
Jeg veed det rette Greb at ta'e ham paa.

Høit.

Hør Vagn! saa fremt du ikke søger Dørren,
Saa kommer der du ud af Vindveslaagen.

35
VAGN.

Mig vilst du kaste ud af Vindveslaagen?

BUE
opbragt.

Ja det vil jeg, du Ulveunge!

VAGN.

Du?

BUE.

Saa at du aldrig meer skal kræve Kage
Fra denne Dag.

VAGN.

Det vil vi see.

BUE.

Det skalst du.

Han griber Vagn om Livet; denne sætter sig kiek til Modværge, men trænges dog alt meer og meer hen i Baggrunden af Bue til Laagen, hvor han støder ham ud.

Saaest du, det lod sig giøre, Mimringtand?

PALNATOKE.

Ha Bue! raser du? det var dit Alvor!
Fra andet Stokværk.

BUE
fatter sig.

Den fordømte Dreng!
Han giør mig altid hidsig.

THORVALD.

Du har dræbt ham.

36
BUE.

Saa kiender du ham ikke ret. Han døer
Ei af saalidt. Han falder som en Kat
Bestandig ned paa Benene; den Idræt
Har vi alt prøvet meer end engang sammen.

PALNATOKE.

Men aldrig fra saa høit et Sted. Ha Bue!
Jeg frygter for din Uregierlighed.

BUE.

Det er nu engang min Natur; den bruser;
Min Ven behøver ei at frygte for den.

PALNATOKE.

Er Vagn din Fiende da?

BUE.

Den Ulveunge
Veed alt for vel, han er min Kiæledægge.

THORVALD.

Du kiæler for ham paa en egen Maade.

BUE.

Han kommer nok, som sagt; thi brak han Halsen
Blot ved at falde udaf Vinduet
I Fredens Tid, saa var han ikke værd
At stamme ned fra Veset paa Bornholm.

THORVALD
urolig.

Jeg vil gaae ned og see -

Han gaaer.
37
BUE.

Lidt hidsig er jeg,
Dog kan jeg tæmme mig, naar jeg faaer Tid.
Kun at jeg ikke faaer Bærsærkegang,
Da kiender jeg ei længer Ven fra Fiende.

PALNATOKE.

Du est et Hekla, Bue! vild og rædsom.
Dog var det ikke godt for Nordens Ære,
Hvis Ilden ulmed under Isen ei.
Vi skal vel tæmme dig.

SIGURD.

Vi har den Maade,
At klemme ham blandt Skiolde, naar han fnyser.

PALNATOKE.

Ifald kun Vagn -

BUE.

Han kommer nok; med mindre
Han mod Formodning skulde brukket Halsen.
Men hvis saa er, da skal han aldrig gielde
Fra nu af længer for min Søstersøn.

Thorvald kommer med Vagn.

ALLE.

Der er han atter!

BUE.

Naa! det var din Lykke.
Hvi komst du ikke strax?

VAGN.

Det spørger du,
Som styrted mig af Laagen ud, fordi
Jeg kom den første Gang?

38
THORVALD.

Jeg bringer ham. - -
I saae mig nylig ikke slaae paa Skioldet
Ved Palnatokes Forslag, Venner! Troer
For alting ei, at det var Utilfredshed.
Mit Hierte slog, som det bestandig giør,
Naar denne vise Helt begeistret taler.
Men kiere Brødre, vakkre Dannerhelte!
Tillader mig nu frit, at ogsaa jeg
Maa yttre egen Daad og Villie her.
Jeg kan ei tage Deel i Eders Forbund.
Til dette Forbund hører sielden Styrke,
Og Lyst til Krig. Det har mig Nornen nægtet.
Forskiælligt deelte Himlen sine Gaver.
Nogle blev givet vældig Handlekraft,
Andre fik ei den rige, bedre Deel;
Til Giengield skienkte Himlen dem et aabent
Og trofast Hierte, Evne til at skatte
De Andres Virksomhed. Blandt dem er jeg.
Fra Barnsbeen var min Lyst at læse Sager,
At høre Eventyr i Borgestuen.
Da jeg blev større, drev min Videlyst mig
Fra Island rundtomkring i alle Lande.
Saadan henrinder frydeligst mit Liv.
Jeg kan ei binde mig til enkelt Sted.
Svend har mig fængslet med sin Venlighed;
Han er min Ven; saalænge Lysten lader
Mig blive her, forbliver jeg hos ham.
Og haaber I mistyder ei mit Afslag.

PALNATOKE.

Nei Thorvald, nei!

39
THORVALD.

At du har holdt mig værdig
At tage Deel i dette Stifterlaug,
Det hædrer, rører mig. Din Oversigt
Af Landets Tilstand har husvalet mig.
Jeg takker dig! Men du vil ei fortørnes,
At frit, som det en nordisk Mand sig sømmer,
Jeg siger dig mit Hiertes Mening her.

PALNATOKE.

Det smerter mig at miste dig, min Thorvald!
Men du har Ret. Gak du med Baldur, brave
Retskafne Ven!

THORVALD
smilende.

Naar nu jeg træder ud
Af Lauget, er en ledig Plads. Jeg tænker,
Vagn Akisøn har viist sig dygtig til den.
Den unge, vilde Løve kan I bruge,
Og han vil nytte Eder meer end slig
En fredelig og stille Mand, som jeg.
Thor styrke Eders Daad, og signe den!

Han gaaer.

SIGVALD.

Naar han har alting hørt, saa gaaer han bort.

THORKIL.

Et braadent Sværd, ved Thor!

BUE.

Vil undgaae Legen,
Hvor ei det gielder Fingrene, men Liv
Og Hals.

40
VAGN.

Et Qvindehierte!

PALNATOKE
vred.

Stille Dreng!
Om og din Krop er alt fuldvoxen, stærk,
Skalst du dog nyde mange Skiepper Salt,
Før du forstaaer at dømme om en Mand,
Mindst om en Thorvald. Sigvald! overil
Dig ei, udstødte Ord er vendingsløse.
Jeg kiender ham, har ofte seet ham stride,
Hvor han sin Fiende Stykke gav for Stykke,
Raat for Usødet. Men det er vel sandt,
Langt meer han glimrer fra en anden Side.
Ingen i Nord er saa berømt, som Thorvald,
For Godhed, Trofasthed og Hielpsomhed.
Alt, hvad i Strid han faaer til Bytte, deler
Han blandt de Fattige, løskiøber Fanger
Og klæder dem. Man vise mig en Christen,
Der staaer i milde Dyder over ham.
Hvo derfor være vil min Ven, han troe mig:
Det er en Hædersmand.

BUE.

Velan, vi troe dig.

PALNATOKE.

Tit rækker did den milde Dyd, min Frænde!
Hvor Spydet er for kort. Læg det paa Hierte.
Men det er Tid, at ende denne Sag.

Han henter et Skiold.

Her har jeg kortelig optegnet for
Vort Laug de første Love. Deres Indhold
41 Er, at vi stifte vil et Manddomsforbund,
Der vorde skal den faste danske Stok,
En Sømagt mellem Dannemænd i Jomsborg;
Hvor Løgn og Svig, Bagtale, Tvedragt skal
Forbandet være, og hvor ingen Qvinder
Maa bringes inden Byens Mure.

VAGN.

Hvad?
Slet ingen Qvinder?

BUE.

Est du qvindesyg,
Saa gaa igien, hvorfra du kom.

VAGN.

Men ude
Skal vi dog ikke holde os, som Munke,
Fra Qvindesamfund?

PALNATOKE.

Der er hver Mand fri.
Jeg eier selv en trofast Viv i Bretland.
Men ind i Jomsborg maa de bringes ei.
Vort Samfund grunder sig paa enig Styrke,
Og Blødhed kommer kun fra Qvinderne.

BUE.

Det var et Sandheds Ord, et Viisdomsord.

PALNATOKE.

Alt hvad i Krigen vindes, deles lige.
En Formand kun maa føre an i Krigen,
42 Maa pleie Retten. Det var listig Hyklen,
En smaalig Omvei, hvis jeg satte Valget
Til Eder, thi jeg veed, I vælge mig.
Jeg er den Ældste, og den Mægtigste;
Og jeg er Stifteren.

ALLE.

Du est vor Formand!

PALNATOKE.

Saa sværger da, i det I vende Sværdet
Mod Runerne paa Skioldets Love her,
At I vil holde dem, som vakkre Helte.

ALLE KÆMPERNE
drage deres Sværd og vende Oddene mod Skioldet.

Vi sværge!

PALNATOKE.

Sværger her med mig, at vi
Vil hielpe Svend paa Danmarks Kongetrone.

ALLE.

Vi sværge!

PALNATOKE.

Sværger endelig tilsidst,
At vi vil grunde en selvstændig Stat,
Et Bolværk imod Sydens Argelist.

ALLE.

Vi sværge!

PALNATOKE.

Vel! Det var den tredie Eed.
Odin har hørt den, thi hans Straaler smile.
43 Nu følger mig i Borgestuen, Venner!
Der vil vi tømme fro det store Miødhorn
Til Edens Hæder og Bekræftelse,
Mens Sigurd synger os en Kæmpevise.

SIGVALD.

Ja, Sigurd være skal vort Jomsborgs Skiald.

BUE.

Jeg skulde ikke rose ham, han er
Min Broder, men han har en Stemme, som
En Biørn i Skoven; mens han synger, maa jeg
Bestandig drikke.

PALNATOKE.

Ret saa, vakkre Bue!
Den, som ei svigter ved det fulde Bæger,
Han svigter heller ei, hvor Hildur leger.

De gaae.

EN PLADS I SKOVEN.

Morgen. Kong Harald i Forgrunden med Skofte, sin Gangerpilt. I Baggrunden seer man en talrig Skare Mennesker, spændte for en stor Kampesteen, hvilken de langsomt drage over Skuepladsen.

HARALD.

En herlig Morgen!

SKOFTE
gnider sine Øjne.

Hvis den kun ei faldt
Saa tidlig ind paa Dagen.

44
HARALD.

Est du søvnig,
Hvad vilde du da med?

SKOFTE.

Du har fortalt
Saa meget om det Minde, du vil sætte
I Leireskoven, for din Fader Gorm
Og for din Moder Tyra, saa jeg tænkte
At see et Underværk.

HARALD.

Og er da ikke
Hiin store Steen, som blot mit Bud bevæger,
Heel kongelig?

SKOFTE
gaber.

Heel kongelig? Maaskee.
Jeg veed ei ret, hvad der er kongeligt.
Du spænder dine Undersaatter for,
Som Stude, til at slæbe dine Byrder.
Hvis det er kongeligt -

HARALD.

Du est en Giek.
Der kommer Fiølnir! han forstaaer det bedre.

FIØLNIR
kommer.

Hil Dannerkongen!

HARALD.

Tak, velkommen Fiølnir!
Du seer mig ved mit Arbeid. Dette Minde
45 Skal giøre Gorm udødelig, og vise
Hans Søns Taknemlighed for Efterverden.
See! denne Steen stod alt trehundred Aar
Ved Issefiordens Indløb; mangt et Skib
Er brustet mod dens haarde Barm i Stormen.
Jeg har ved Bønder og ved Trælle ladet
Den bringe hid paa Land, og drage fort.
Ei noget Dyr, blot Mennesker har ført den
I Leireskoven ind, til Kongens Minde.
Siig, saaest du nogentid en større Byrde
At drages bort ved menneskelig Kraft?

FIØLNIR.

Ja Herre! jeg har seet den, som var større.

HARALD.

En større Klump ved blotte Manddoms Kræfter?

FIØLNIR.

Nys saae jeg Svend, din Søn, paa Leirething
Fra dig til sig at drage Danmarks Rige;
Døm selv nu, hvilken Klump der var den største.

HARALD.

Hvad siger du?

FIØLNIR.

Du meente, Svend var kommen
Med fire Skibe blot?

HARALD.

Er det ei saa?

46
FIØLNIR.

Nys meldte Eivind Skeira: Palnatoke
Har efterladt med Svend en talrig Flaade
Ved Samsøe; Han har talt, foruden Holke,
Foruden Espinger og mindre Snekker,
Tyve Dromunder, fyrgetyve Knurrer.
Et andet Budskab melder os fremdeles:
Ved Ringsted samler sig en Hær for Svend.
I Nat har Palnatoke havt et Møde
Af Kæmper i sit Huus; Svend Otho nu
Gik nys ombord til Samsøe, og paa Thinget,
Ved Stranden, svor ham Hedningerne Troskab.

HARALD.

Hvad bringer du mig for et Rædselsbudskab?

FIØLNIR.

Hvert Ord er Sandhed, Herre! Væbne dig!

HARALD
raaber:

Lad Stenen staae! Til Vaaben alle Mand!
Nu gielder det, at vise Mod og Troskab.
Lad Stenen staae! Jeg har fra Danmarks Hav
Maaskee hidslæbt den til min egen Grav.

Han iler bort med sit Følge.

47

TREDIE AKT.

PALNATOKES HUUS.

PALNATOKE. PALNIR.

PALNIR

Ha Stilstand! Og min Fader her som Gidsel!

PALNATOKE.

Det var det værste Puds, den Listige
Os kunde spille. Vi var ham for stærke,
Thi kiøler han vort Mod med Langsomhed.
Nu røres inderligt hans Faderhierte
Ved slig en Krig imod sin egen Søn;
Nu vil han see, hvordan til Begges Fordeel
Al Tvedragt endes kan, foruden Blod.

PALNIR.

Ha skal da Argelisten med sin Omvei
Bestandig qvæle Helten, som en Slange!

PALNATOKE.

Forsigtighed vanærer ingen Mand.
Svend er med sine Gidsler reist til Samsøe.
Jeg har jo mine Heltebrødre hos mig.
Hvi frygte? Med en lille Flok, som den,
48 Slaaer jeg mig giennem Haralds Leiesvende,
Hvis det skal gielde, Palnir!

EN SVEND
kommer og melder:

Biskop Popo!

PALNATOKE.

Du seer, jeg har alt fornemt Munkeselskab.
Ham vil jeg have dog min lille Spøg med,
Den sledske Præst! Jeg gietter hvad han vil.
Han har alt meldt sig for en Time siden.
Gak ud med Svenden, Søn! og naar jeg slaaer
Paa Skioldet, kom igien; og bring med ham,
Hvad du vil see, jeg har tillavet Bispen
Paa Arnestedet.

PALNIR.

Det skal skee, min Fader!

Han gaaer med Svenden.

Biskop Popo træder ind.

POPO.

Det undres Eder vist, min tappre Herre!
At over denne Tærskel Biskop Popo
Tør vove sig.

PALNATOKE.

Hvi saa, min fromme Herre?
Troer I, jeg holder selv mig for en Ulv,
Jer for et Faar, og denne Stue for
En Morderkule?

POPO.

Nei, jeg veed I er
En ædelmodig Helt, og kommer freidig.

49
PALNATOKE.

I taler jo, som om I havde giort
Et farligt Tog, Herr Bisp! til Biarmeland.

POPO.

Jeg kiender Eders Hierte, Jarl! I kan
Ei være Christendommen fiendtlig sindet.

PALNATOKE.

Dertil behøves ikke meget Kiendskab.

POPO.

I strider ei af Had mod Christendommen,
Men for at ende Landets indre Krig,
Og for at hielpe Svend til det, som Ret er.

PALNATOKE.

I siger Sagen, som den er, Herr Bisp!

POPO.

Hvo ønsker ikke denne Tvedragt endt?
Deri maa Christ og Hedning være enig.
Alt blinkte Sværdet, draget af sin Balg,
Da greb jeg dristig omkring Haralds Arm,
Og hindred Barnemordet.

PALNATOKE.

I er Aarsag
I denne Stilstand?

POPO.

Jeg, og ingen Anden.

PALNATOKE.

Det kan jeg ikke takke Eder for.
Det korte Onde er det bedste Onde;
50 Og dette gamle Saar vil aldrig læges,
Før en frimodig og veldædig Kniv
Har skaaret Ædderbylden bort, som buldner.

POPO.

I mener: under denne løse Vaklen
Kan intet trives?

PALNATOKE.

Ja, det er min Mening.

POPO.

Min med, Herr Jarl! I troer: om ogsaa Harald
Nu slutted et Forliig med Svend, sin Søn,
Saa havde det dog ingen Varighed
Med dette Venskab.

PALNATOKE.

Jeg formoder det.

POPO.

Jeg med, Herr Jarl! Thi hvad der bygges kun
Paa Sand, det blæser om ved første Vind.
I mener: Danmark have maa en Herre
Med Manddomskraft, med Heltemod og Viisdom,
Hvis Landet blomstre skal, som hidindtil.

PALNATOKE.

Jeg har den Tro.

POPO.

Jeg har den samme Tro.
Fra denne Synspunkt er vi Troesforvandte. -
Det er jo underligt, hvordan vi Tvende
I mange Punkter stemmer overeens!

51
PALNATOKE.

Jeg finder selv det ubegribeligt.
Dog det maa være vel en Misforstand!

POPO.

Nei, nei, Herr Jarl! vi stemme mere sammen,
End I vil troe. Hver paa sin egen Maade.
Vi drives Begge dog af Eet, det er:
Af Iver for den gode Sag, af Retfærd.
I er den første Helt blandt danske Kæmper,
Jeg er den første Præst blandt danske Christne.
I strider ei af Had mod Christendommen,
Men for at bringe Ro og Kraft i Riget;
Jeg holder mig til Harald, ei fordi
Jeg hader Svend, men kun fordi jeg nødes
At gribe til den første, bedste Støtte,
At dog det spæde Blomst kan finde noget
At vinde Stilken til. Hvis ei Svend Tveskiæg
Foragted Christendommen, maatte jeg
Saavel som nogen brav, forstandig Mand,
Langt heller ønske Dannemark en Konge
Med Ungdomskraft, end En, som gaaer i Barndom,
Og som har intet andet af en Christen,
End netop Navnet.

PALNATOKE
opmærksom.

Fuldfør Eders Tale.

POPO.

Det som jeg mig opoffrer ene for,
Er Christendommen, ei Kong Harald; Harald
Er et Vehiculum, det er at sige:
Et Middel for min Hovedsag. Saa gaaer
52 Det Eder; Danmarks Kræfter vil I styrke!
Det, som I kun opoffrer Eder for,
Er Landets Hæder, ei Kong Svend; Kong Svend
Er et Vehiculum for Eders Plan.
Forstaaer I mig?

PALNATOKE.

Saa temmelig, Herr Bisp!

POPO.

Hvis hele Fædrelandets Redning fordred,
At I forlod Kong Svend, var det en Synd
At foretrække Landets Frelse ham?

PALNATOKE.

Nei sikkerlig.

POPO.

Ei sandt? Det var en Pligt,
At lade Svend i Stikken for det Hele.

PALNATOKE.

I Stikken?

POPO.

Nu, det er et Udtryk kun.
Vor Pligt var, deri er vi enige,
For Jer, at offre Danmarks Rige Svend,
For mig, at offre Christendommen Harald.

PALNATOKE.

Hvad følger nu af hvad I her har sagt?

POPO.

Hver Mand maa stride med sit eget Vaaben.
En Helt gaaer frem, saa dristig som Naturen
53 I sine Virkninger, med ydre Styrke;
Mig gaaer det anderledes, med det Indre
Kan jeg kun virke, kun ved Aandens Kraft
Kan jeg kun vende Tingen til min Fordeel.
At ville vandre frem med Tvang, som I,
Var Raseri af mig, saavist, min Fremgang
Af Eder maatte kaldes snedig List.
Hvad Een sig sømmer, sømmer ei den Anden.

PALNATOKE.

Det lar sig høre.

POPO.

Nu, som vakkre Mænd
Kan vi jo sige her vor Hiertens Mening,
Thi ikkun Lumskhed gaaer den lange Omvei.
Jeg kommer, ikke blot som Betler, for
At bede, ogsaa for at byde. Lige
For Lige, hedder det, skal Venskab holdes.
Er det ei saa?

PALNATOKE.

Det Ordsprog er ei gammelt;
Det findes ei i Odins Havamaal;
Fra Syden er det kommet seent; men da I
Er kommen samme Vei, Herr Bisp! saa er
Det billigt, at I hædrer Landsmandskabet.

POPO.

Et Middel, hvorved Brodermord forhindres,
Og hvorved sikkert dog det Gode fremmes,
Bør foretrækkes Eet, hvorved tilvisse
Det første skeer, men hvorved Følgens Godhed
Er uvis. Er I ei af samme Tanker?

54
PALNATOKE.

Jeg frygter for, vi blier uenige
Af lutter Enighed tilsidst.

POPO.

Hvis saa var,
Er Skylden ikke min, jeg har forudseet,
Alt hvad Fornuft og Billighed kan fordre,
For at forhindre Misforstand og Vrede.
Nu da til Sagen med et freidigt Mod.
I truer Harald med en talrig Flaade
Og med en Hær; men han er Dannerkonge,
Og staaer i Magt for Eder ei tilbage.
Uvis er Sagen, thi naar Sværdet drages,
Er Seiren, som I veed, endnu hos Gud.

PALNATOKE.

Heel vel.

POPO.

Kong Harald vil berøve Svend
Sin Fødselsret; han tvinger Sønnen selv
At gribe Sværdet mod sin Fader.

PALNATOKE.

Rigtig.

POPO.

Det seer den christne Præst, som Kampens Mand.
Men, kiere Herre! kan vi ønske Svend
En Seir, som vil aarsage Christendommen
Nedstyrtelse og Fiendskab, som vil giøre
Anschars og Rimberts fromme Værk tilintet?

PALNATOKE.

Kong Svend vil handle, som det sømmer sig
En ærlig Drot.

55
POPO.

Ja - naar man vidste det!

PALNATOKE.

Hvad har I paa Jert Hierte, fromme Fader!
Siig mig det uden Frygt, tal ud af Skiægget.

POPO.

Jer Godhed og bekiendte Bravhed giver
Mig Mod til at fortroe mig Eder.

PALNATOKE.

Tal!

POPO.

Saafremt Kong Svend høitidelig vil love,
Saafremt I selv høitidelig vil love,
At lade Christendommen uforkrænket,
Saa lover jeg Kong Svend og Eder, Herre!
En Seir, en sikker Seir, og uden Blod.

PALNATOKE.

Hvorledes skulde det da vel gaae til?

POPO.

Danmark er delt i tvende Parter: Christne
Og Hedninger. Hvad Hedningerne angaaer,
De hører Eder til; men, strænge Herre!

Smilende.

Jeg styrer Christendommen.

PALNATOKE.

Fromme Fader!
Forklar Jer tydeligt.

56
POPO.

Af hellig Iver
Staaer kun det halve Danmark imod Svend,
Ei for at tækkes Harald; thi han hades.

PALNATOKE.

Troer I?

POPO.

Tilvisse. Lover I mig helligt,
(Og Eders Ord er mig tilfulde nok),
Mit Embed og den arme Christendom
Uskadt og uforkrænket, lover I
Mig Klostrets Herlighed urørt, saa bringer
Jeg Eder Danmarks Krone i min Haand.

PALNATOKE.

Hvorledes?

POPO
græder.

Christendommen uforkrænket!
Ved Gud! hvad jeg forlanger, er beskedent;
Et billigt, et retfærdigt Krav.

PALNATOKE.

Hvorledes?
Hvorledes vil I virke det?

POPO.

Jeg træder
For Haralds Hær. Det sidste Baand, som holder
Hans Magt, det kan jeg med et enkelt Ord
Brat sønderrive; - træder for hans Hær;
Jeg byder dem at lægge Sværdet; vidner,
57 At Harald er en Synder, at Kong Svend
Bør efter Himlens høie Villie kaares;
Stadfæster det ved et Mirakel; Svend
Bestiger Tronen; Landets Krig er endt;
Harald aflægger stakket før sin Død
En Krone, som han ei kan længer bære -
Og alt det ædle danske Blod er spart.

PALNATOKE.

I vil stadfæste det ved et Mirakel?
Har Rygtet Ret, og kan I virkelig
Uden at brænde Huden, bære Handsker
Af giennemglødet Staal?

POPO.

Sligt Jertegn skiænkte
Mig Himlen, for at overtyde Mængden.

PALNATOKE.

Det havde selv jeg megen Lyst at see.
Hvo veed? Maaske jeg med blev overtydet.

POPO.

Kom til mig i min Celle, naar det mørknes,
Der skal I skue det med egne Øine.

PALNATOKE.

I vil mig vise Kunsten?

POPO.

Hiertens gierne.

PALNATOKE.

Fortræfligt. Det kan skee paa Øieblikket;
58 Strax. Vi behøver ei at vente Mørket.
Hvad jeg skal see, det seer jeg bedst ved Dagen.

Han slaaer paa sit Skiold. Palnir og Svenden bringe en gloende Jernhandske ind paa et Fyrfad, som de sætte tause for Bispen.

POPO
bestyrtset.

Ha hvad er det?

PALNATOKE.

En Vante, god for Kulden;
Træk den kun paa! Jeg siger Eder god for,
I vil ei fryse paa den høire Haand.

POPO.

Et forud overlagt iværksat Spil,
For at forhaane mig?

PALNATOKE.

Vi Hedninger
Kan spaae; jeg forudsaae omtrent, hvad
Der vilde skee, og har forsynet mig
Med det Nødvendige itide.

POPO.

Jarl!
Er det min Tak for min Oprigtighed?

PALNATOKE.

Nu ingen lang Indledning! Længenok
Har taus jeg hørt paa Eders Tale, nu
Vil jeg en Handling, som kan krone Værket.

59
POPO.

Jeg giør det ei.

PALNATOKE.

Det er Halstarrighed,
Fornærmelse, som jeg har ei fortient,
At I ei troer mig værd et Jertegn, som
I spilder paa den mindste Almuesmand.

POPO.

I Klostret vil jeg vise det! ei her.

PALNATOKE
mørk.

Altsaa - Det er ei alle varme Vanter,
Der passer Eders Haand?

POPO.

Jeg gaaer herfra.

PALNATOKE
griber hans Arm.

I bliver. - Dersom jeg betragter Tingen
Blot som en Kunst, saa har I Ret til Afslag.
Til Kunster kan man Ingen tvinge. Men
I har afskaffet Tvekamp, grundet paa
Vor Olds Natur, og den almene Villie,
Og indført Jernbyrd; saadan skal man nu
Bevise sin Uskyldighed, sin Ret.

Stræng.

Saa følg Jer egen Lov paa Øieblikket!
Drag Handsken paa, som en uskyldig Mand,
Hvis ei, da gaa herfra som en Bedrager!

60
POPO
spændt.

Den mindste Deel af Hoben findes skikket
Til retlig Indsigt; til at dæmpe Tvedragt
Blandt Mængden, er det korte Middel bedst.
Faa fatte det Guddommelige; naar
Den Vise bruger sandselige Midler,
For at opnaae et himmelsk Øiemeed,
Da er Bedraget, om det saa kan kaldes,
Uskyldigt og tilgiveligt Bedrag.

PALNATOKE.

Ha hvad en Munk dog ei udsmykke kan!
Henrevet af Forundring har jeg seet
Jer skiule bag en smidig Silketunge,
Et Blaargarnshierte; har jeg seet Jer listig
Med rene hvide Klæder at udpynte
De sorteste Forbrydelser. Kong Harald,
Som - være han forresten hvad han vil -
Er Eders Ven, Velgiører, vil I svige!
Vil I forraade! Af en Niddingsfrygt,
Da alt I seer, til hvad Kant Vognen hælder,
Hidkommer I til mig, den Mand, som I
Af alle hader meest, og spiller Ven.
Og Christendommen, en uskyldig Lære
Om stille Dyd, maa selv bekvemme sig
Til Skalkeskiul for Eders Synder. - Popo!
Du vilst dig sammenligne med Anschar?
Med Rimbert? med de dydefulde Mænd,
Hver uden Egennytte, venlig hver,
Og agtet hver af Hedning, som af Christen?
Du vilst dig sammenligne her med mig?
Og troer, en tapper Fyrste, at en Hær
61 Af Dannerkæmper skulde takke Seiren
Din Munkelist? Ha gaa du falske Judas!
Svøb skamrød ind dit blege Ansigt i
Den sorte Kutte! Gaa! Bliv atter Skaffer
For Brunos Klosterkiøkken hist i Cøln!
Mædsk dig i Dovenskab af Bondens Sved;
Men vov dig aldrig meer for mine Øine!

POPO
forbittret.

Du triumferer alt, du stærke Helt!
Jeg saae forud, til hvad Kant Vognen hældte?
Den hælder hen, hvor du det venter mindst.
Snart sprætter Jetten hovedløs! Svend Tveskiæg -
Ha jeg maa lee! Velan, I vil det saa!
Men I vil græde Blod, at I foragted
Min Nødhielp taabelig! Vil græde Blod!

Han gaaer.

PALNATOKE.

Ha hvad var det? Han trued? Høie Guder!
Han nævnte Svend. Gaaer! henter ham tilbage.

Palnir ogSvenden skynde sig bort, og bringe Bispen atter tilbage for Palnatoke.

PALNATOKE
drager sit Sværd ogsætter ham det for Brystet.

Hvor har I Svend? Hvad vilst du sige med
Den hovedløse Jette? Har I alt
Brudt Freden? Er ei Svend med sine Gidsler
Paa Samsøe?

POPO
ængstelig.

Ak Herr Jarl! tag Jer iagt!
I trykker mig jo Sværdet giennem Kappen.

62
PALNATOKE.

Jeg trykker dig det giennem Brystet, Munk!
Hvis ei du skrifter strax Forræderiet.

POPO.

Slip mig kun først.

PALNATOKE.

Tal saadan, som du staaer!
Sværdsodden maa du føle under Hiertet,
Hvis det skal røres til Oprigtighed.
Hvor har I Svend?

POPO.

I Ormetaarnet! Uden
For Byen; midt i Skoven; Harald Gormsøn
Lod Skibet standse, hvorpaa Svend med Gidsler
Til Samsøe foer; - har ladt hans Følge dræbe,
At Sagen ikke skulde vorde kundgiort;
Kun Thorvald fængslet blev med Svend.

PALNATOKE.

I Taarnet?
I Ormetaarnet?

POPO.

Men ei kastet end
For Ormene; kun i et Kammer over
Den dybe Kule. Hvad der meer skal skee,
Beroer paa Kongens Bud. Mig maa I takke
For den Opdagelse.

PALNATOKE.

Ha Niffelheim!
Fort tager denne Munk og baster ham!
I Kieldren skal han kastes; Speiderne,
63 Som holde Vagt ved Døren, ligesaa.
Jeg iler hurtig med min lille Flok,
At redde Svend. En Baad skal sætte os
I Skumringen paa Dybet hen til Samsøe.
Baghuset vender lige ind mod Skoven;
Vi snige did os, uden at bemærkes.
Nu gielder Hurtighed og Uforsagthed.
Afsted med Munken! Fort at redde Svend.

POPO.

I fængsle mig til Eders største Skade;
Endnu i Lænker kan jeg hævne mig.

Alle gaae bort.

FÆNGSEL.

FANGEFOGDEN,
en Gubbe med et langt graat Skiæg.

Fordømt! Det er dog bedre, meget bedre,
At være Røver paa den vilde Sø,
End Fangefoged i det skumle Fængsel.
Thi hugger jeg paa Borderanden der
Min Karl i Panden med den brede Øxe,
Saa kan han giøre mig den samme Skiel;
Det er et ærligt Haandværk, frit og lystigt!
Hvad har jeg derimod vel af, at lade
De arme Dievle styrte ned i Hullet
Til Ormene? - - Ifald det ikke var
For Aldrens Skyld, hvis ikke Biskop Popo
Mig havde tordnet det i Ørerne,
Og truet mig med Svovelpølen - hu!
Hvis der var koldt, brød jeg mig feil derom.
64 Jeg er en gammel Normand, vant til Frost,
Har al min hele Tid holdt mig fra Ovnen;
Og skulde nu tilsidst - - Det var for stærkt!
Han sagde mig: saafremt han ikke kom
Før Sol gik ned, da skulde jeg i Guds Navn
Kun lade Lemmen falde; thi da havde
Kong Svend (hvad nu han vilde undersøge)
Fortient sin Død. - Det mørknes jo alt stærkt.
Ifald han kom, og fandt det ikke fuldført,
Blev jeg vel bandsat paa min gammel Alder.

Han gaaer hen og tager i en Kiæde ved Væggen.

Velan! - Hvor snart er dog et Menneske
Sat ud af Verden! Hurtig er han indsat
Og hurtig udsat. Jeg behøver kun
At drage stærkt i denne Kobberlænke,
Saa styrter Gulvet med de To derinde. -
De veed det ei, de gaae med Tillid paa
Den falske Grund. - Det giør vi Alle jo!
Jorden er huul, hvorhelst vi træde, lurer
En Grav; vi gaae et lille Stykke Vei,
Saa brister Isen, og saa plumpe vi. -

Han betænker sig et Øieblik og siger derpaa bevæget:

- Men derfor rører det mig og desmeer,
At korte disse raske Ungersvende
Den korte Vei. - - Ja ja! Een kan jeg redde!
Kong Svend, var Bispens Ord; den Anden ei.
Den Fremmede, ham kan jeg redde. - - Hvilken
Er Svend, og hvilken er den Fremmede?
De kom i Mørket, og jeg kiender Ingen.
Nu jeg vil raabe den herud, som ei
Er Svend.

Han gaaer ind og kommer tilbage med Thorvald Vidførle.
65
FANGEFOGDEN
med den høieste Forundring.

Herr Thorvald! Himmel! Er det Eder?

THORVALD.

Jeg hedder Thorvald. Hvo est du, min Gubbe?

FANGEFOGDEN.

Mit Navn er Søbiørn Steinakløfver; men
Gud bedre mig, nu er jeg fra en Søbiørn
Forvandlet til en Fængselsrotte.

THORVALD.

Søbiørn!
I forekommer mig bekiendt.

FANGEFOGDEN.

Ak Himmel!
Det er vel intet Under! I har reddet
Mit Liv paa et Fribytterskib, løskiøbt
Min Søn; og denne Skramme, som I seer,
Her paa min venstre Kind, har selv I syet
Mig sammen. - Og nu er I fængslet her!
Saa har vor Herre hørt min Bøn, saa kan jeg
Dog lønne Godt med Godt, og Liv med Liv.
Gaa, Herre! skynd Jer! der er Nøglen; aabner
Jert Fængsel, skiuler Jer i Skoven, flyer!
At ei I møder Bispen.

THORVALD.

Og Kong Svend?

FANGEFOGDEN.

Maa blive. - Han er en Forbryder, siger
Den fromme Bisp, og ham maa jeg vel troe.
66 Men om han sagde tusind Gange, Thorvald!
At I var en Forbryder, skyldig Døden,
Saa troede jeg ham ei, om saa han bar
Titusend hede Handsker til Beviis.

THORVALD.

Hvad Skiæbne har man her bestemt Kong Svend?

FANGEFOGDEN.

At styrtes ned til Ormene. Saasnart
Jeg drager denne Snor, saa synker Gulvet
I Kamret der, saa er det giort.

THORVALD.

Velan:
I redder Svend og mig, hvis ei, da dræber
I Svend og mig. Jeg skilles ikke fra
Min Ven, forlader ham i Døden ei.

FANGEFOGDEN.

Jeg dræbe Eder? Før skal Ravnen hugge
Mig mine Øine ud paa Retterstedet.

THORVALD.

Giør, hvad I vil, handl' efter Eders Pligt.
Svend er min Ven, en brav, uskyldig Helt;
Bispen har vidst, at daare Eders Eenfold.
Hans Kunst med Handsken er et plumpt Bedrag.

FANGEFOGDEN.

Forsynd Jer ei, jeg veed, I er en Hedning;
Men jeg er døbt; maa ære Christendommen.

67
THORVALD.

Jeg ærer Christendommen, skiøndt en Hedning.
Popo er Christen ei, skiøndt han er døbt.
Giør hvad I vil. Betænk Jer, hvem af os To
I meest bør stole paa, hvad enten den,
Der gav Jer Sundhed, Liv og Søn tilbage,
Hvad heller den, der drog en gloheed Handske
Paa Haanden, uden at forbrænde Huden.
Min Skiæbne er uskillelig fra Svends.

Han gaaer ind.

FANGEFOGDEN
grublende.

Hvad enten den, der drog en Handske paa,
Hvad heller den, der drog sin Glavind ud
Og redded mig med egen Fare? Himmel!
Tilgiv den gamle Søbiørn, hvis han feiler!
Jeg holder med den Handskeløse.

Gaaer ind.

EN PLADS I SKOVEN.

Fangetaarnet vender ud til Veien paa den ene Side med en stor Jerndør.

PALNATOKE, SIGVALDJARL, BUEHIN

DIGRE, SIGURDKAPPE, PALNIR, VAGN

og FLERE KÆMPER, alle bevæbnede.

PALNATOKE
stærkt bevæget.

Ha
Forgieves! Argelist har vundet Seir.
Den tykke Muur ugiennemtrængelig.
Støbt Jern er Dørren. Udentvivl har Fogden
68 Adlydt den grumme Munks Befaling alt.
Hvad gavner det, at vi med Angstens Sved
Tilstaaelsen fik presset af hans Bryst?
Her standser Heltens Mod; en skummel Gift
Fortæret har vort Hierte. Krig og Tvedragt
Vil ødelægge Landet! Falder Harald,
Hvo skal bestige Tronen? Tvistighed,
Ærgierrig Stræben hæver alt sin Tinding
Af Nattens Dynd, til Held for Danmarks Fiender.
O Danmark, o mit arme Fædreland!

BUE.

Du græder, Toke? Nu ved Nastronds Flammer!
Her har jeg i min Haand en vældig Stang
Af syvfold hærdet Staal, min Oldefader
Fik den af Veland, den berømte Smed;
Jeg render Dørren ind, jeg sprænger Bolten!
Meer end af Løvens, end af Biørnens Blod
Har tolv Mænds Styrke Bue Digre drukket
Af dine Heltetaarer.

Han render med saadan Fart mod Dørren, at Spydet springer i Stykker, og han styrter til Jorden. Alle Kæmperne støtte sig vemodigen til deres Spyd og stirre til Dørren; i det samme aabnes den, og Thorvald Vidførle træder ud med Svend ved sin Haand, fulgt af den Gamle.

ALLE.

Ha Kong Svend!

PALNATOKE.

Svend!

69
SVEND.

Palnatoke! Elskte Fosterfader!

Han kaster sig ihans Arme.

PALNATOKE.

Er det et Blændværk? Har du Muren sprængt?
Svend! har du skræmmet Døden bort?

SVEND
peger paa Thorvald.

Der staaer
Min Redningsmand.

ALLE KÆMPERNE
forundrede.

Hvad? Thorvald?

SVEND.

Denne Gubbe
Er Fangefogden; ham har Thorvald eengang
Fra Døden reddet med sin Søn; nu vilde
Han atter redde ham, men Thorvald svor
En Eed, han gik ei ene uden mig.
Da rørte sig den gode Oldings Hierte,
Og vi gik begge fri.

PALNATOKE.

Ha ædle Thorvald!
Tillad mig at omfavne dig.

THORVALD.

Min Herre!
I giør for meget af en ringe Gierning.

PALNATOKE.

Jeg favner dig ei blot for denne Gierning,
Endskiøndt den er vort Lands Lyksalighed;
70 Jeg favner dig for dette Hiertelag,
Der bringer dig til overalt at finde,
I Fængslet selv, taknemlig Gield. O Svend!
Tak Guderne for denne Ven, behold ham!
Han er den bedste Glavind ved din Side.

SVEND.

Det er han.

PALNATOKE
vender sig til Stridsmændene.

Nu, I stolte Jomsborgs Kæmper?
Nu Bue? var det sandt om Dydens Magt?
Der ligger hist dit søndersprungne Spær,
Og her staaer Svend ved Thorvalds Haand.

BUE.

Ti! ti!

SVEND.

Nu maae vi skynde os i Skoven; klæde
Os om som Fiskere, og seile bort
Til Samsø med en Baad, som Gubben veed.

PALNATOKE.

Retsaa. Vi andre bliver her tilbage.
Popo er fængslet alt med Speiderne;
Før Morgen faaer ei Harald Nys om Tingen.
For Overfald kan man jo sikkre sig,
Og aabenlyst vil ingen Dannerkæmpe
Som Nidding bryde Freden; og vort Anhang -
Men kom, her kunde vi opdages, hist
I Skovens Dyb vil vi aftale Resten.

De gaae. Bue holder Thorvald tilbage.
71
BUE.

Islænder! bliv et lille Korn, og hør paa
Hvad en Bornholmer har at sige dig.

THORVALD.

Heel gierne, Ven!

BUE.

Vi har et gammelt Ordsprog,
At man skal ikke skue Hund paa Haaret;
Det passer prægtigt paa os begge to.

THORVALD.

Du redelige Kæmpe!

BUE.

Island ligger
Vel fuld af Iis og Snee, men Ilden brænder
I Grunden der; og hvad der gielder Lærdom,
Og Runer og Historier, af dem
Har I da fuldt op. Det er intet Under,
At du forstaaer at skikke dig saavel.

THORVALD.

Den vakkre Bue er saa brav, som stærk.

BUE
ryster hans Haand.

Bornholm er stenet, fuld af Klipper, men
Det er ei sieldent, at man finder der
Karfunkler dybt i Flintestenen.

THORVALD
rørt.

Ven!

72
BUE
drager hurtig sit Sværd, og vender Spidsen deraf imod Jorden.

Kom, vi vil blande Blod i Jorden sammen,
Og sværge strax Fostbroderskab!

THORVALD
venlig.

Nei Bue!
Det er mod min Natur.

BUE
rækker ham Sværdet.

Der! vilst du have
Mit Sværd? Det allerbedste, som jeg eier!

THORVALD

Behold dit Sværd, det kanst du bedre føre
End jeg.

BUE
utaalmodig.

Hvad vilst du have da?

THORVALD.

Giv mig
Dit Venskab.

BUE
omfavner ham.

Hvis du nøies vil med det,Da skalst du have det saa friskt og varmt, som
Det kommer ud af dette danske Hierte.

THORVALD.

Ærlige, dierve Kæmpe!

73
BUE.

Vise Thorvald!
Du est en Blomst i Freden, jeg en Ulv
I Krigen.

THORVALD.

Begge for vort Fædreland!

BUE.

Og begge Fienden farlig. Fred og Krig
Gaaer Haand i Haand, er Venner! Lad saa Nogen
Herefter vove paa at true Danmark!

De gaae bort Arm i Arm.

74

FIERDE AKT.

KONGENS HAL.

Nat. En Lampe hænger under Loftet og oplyser Dronning Tyre Dannebods Billed i Baggrunden.

HARALD. FIØLNIR.

FIØLNIR.

Som jeg har sagt, min Herre! Taarnet ledigt,
Og Svend og Thorvald rømt med Fangefogden.

HARALD.

Den sølvgraa Gubbe, hvis Samvittighed
Bestod i blindt at lyde Bispens Bud!

FIØLNIR.

Fuglen har skiftet Fiær, og tomt staaer Buret!

HARALD.

Og Toke flygtet bort med alle Gidsler?

FIØLNIR.

De kan ei have faaet Nys om Tingen;
Thi nylig gik jeg Palnatokes Huus
Forbi; de sad og drak for aabne Dørre
I Borgestuen; sang, som intet Fiendskab
Var tænkeligt.

75
HARALD.

Det er endda en Trøst.
Hvad Kundskab er os bragt af Speiderne?

FIØLNIR.

Jeg kan ei finde dem.

HARALD.

Hvad? Speiderne?

FIØLNIR.

Maaskee de sad hos Palnatokes Kæmper,
Det kunde jeg saa grant ei see. I veed
Mit Forhold til den stolte Palnatoke.
Jeg hader ham, som jeg har altid hadet
Hans Fader, der foragted mig, sin Broder,
Fordi jeg var et Slegfredbarn, som var det
En Skam, at takke fyrig Elskov for
Sin Fødsel. Sad ei Rolf paa Leiretronen?
At jeg har hjulpen dig at straffe Aki,
Farbroderen, veed Palnatoke; Straffen,
Den velfortiente, kalder han et Mord.
Hans Kæmper er en Efterklang af ham.
Jeg gik forbi, den tykke Bue saae mig,
Da greb han Hornet, raabte: Fader Fiølnir!
Hvi sniger du dig som en Snog forbi os?
Kom ind og tøm et Horn! saa vil vi glemme,
At du est Akis Bane; thi nu hævner
Straadøden jo dog snart dit Niddingsværk.
Da blev jeg rød af Harm; jeg maatte døie
Forsmædelsen, de havde Overmagten.
Men snarlig hævne vi os, Herre Konge!

76
HARALD.

Med Himlens Hielp. Det er endda en Trøst,
At de er overmodige, høirøsted';
Det viser, at de ruge intet ud.
Og som du siger, sad de ubevæbned'
Og drak.

FIØLNIR.

Ei ubevæbned'; klædt i Jern
Med store Slagsværd ved de venstre Sider.
Paa Væggen rundtomkring hang blanke Øxer
Og lange Spiud i alle Kroge.

HARALD.

Ha!
Det Tegn er ikke godt.

FIØLNIR.

Saaledes pleie
Bestandig Palnatokes Mænd at drikke.
De er saa vant til Harnisk og til Sværd,
At de er aldrig meer i deres Es,
End naar de sidde diupt i Pandserplader.

HARALD.

Det er endda en Trøst.

FIØLNIR.

Er det en Trøst?

HARALD.

Gaa, hent mig Bispen! Denne hele Sag
Er sær forblommet.

77
FIØLNIR.

Hente Bispen? Ja
Saafremt jeg vidste, hvor han var; han er
Ei heller nogensteds at finde.

HARALD.

Hvad?
I Klostret ei?

FIØLNIR.

Slet ingensteds, min Herre!
I Morges gik han ud; hvorhen, veed Ingen.
Jeg frygter, han er gaaet ud til Taarnet,
At Svend har kastet ham, ved Fogdens Hielp,
I Hullet ned til Ormene.

HARALD.

Som Natten,
Er sort og skummel denne Sag. - Hvordan
Er Veiret ude?

FIØLNIR.

Mørkt, og Vinden hyler
I Træerne.

HARALD.

En gunstig Nat for Stimænd.
Jeg seer dem brænde Huset!

FIØLNIR.

Vi er sikkre.

HARALD.

Gaa Fiølnir! Viis dig værdig til min Staller,
Min Mærkismand. Bring Hæren hurtig sammen!
78 Lad Eivind Skeira vaage over Flaaden.
Jeg kan ei færdes selv i Natten; men
I Morgen vil jeg vise mig en Kæmpe.

FIØLNIR.

Gak du tilsengs, og frygt dig ei, min Herre!
Vi skal vel vaage over dig.

HARALD.

Nei, nei!
Selv vil jeg vaage over mig; man vaager
Selv bedst. Gaae, hent mig Skofte, Gangerpilten.
Han skal mig korte denne lange Nat med
Historier og Eventyr.

FIØLNIR.

Kong Harald!
Nu vilst du høre Eventyr? Maaskee vi
Opleve selv et Eventyr i Nat,
Som vil fortælles mange Aar herefter.

HARALD.

Spild Tiden ei, skynd dig og lyd mit Bud.

Fiølnir gaaer.

HARALD.

Man bruger ei Fortrolige til alting. -
Ha denne Nat er svanger paa Misgierning.
Jeg seer i Mørket dem med Dolk og Blus!
Ha Niddinger! jeg forekommer Eder.
Giv Lykke mig til Daaden, St. Sebaldus!
Saa skal dit Altar faae et Overtræk
Af Purpurpel, ti store Voxlys; ja
Jeg bygger dig en Kirke, hvis du hielper
Mig ud af denne ængstelige Nat.

79
SKOFTE
kommer.

See her er Skofte! Er ei Dannerkongen
Endnu tilsengs?

HARALD.

Man sover alt for meget
I dette korte Liv. Tidsnok at sove
Paa Bolstret af de haarde Kampestene
I Høien.

SKOFTE.

Nei, det Leie er for haardt.
Jeg sover helst ved Arnestedet, i
Den hede Askehob.

HARALD.

Jeg vil ei heller
Henkastes i det kolde Muld; jeg vil ei,
At Stormen mig omtude skal, en Synder
Paa Steilen lig; i Roskilds Kirke vil
Jeg jordes; høit i Choret skal de mure
Mit kongelige Legem i en Piller
Opreist; og male mig med stærke Farver
Paa Pillens Væg, for Efterslægtens Øine.
Saaledes vil jeg leve efter Døden.

SKOFTE.

Men naar nu Kalken falder af paa Væggen?
Og naar i Muren dine Been blier Kalk?

HARALD.

Saa skal jeg leve frisk i Skialdens Digt;
Og længer har ei nogen Helt det drevet.

80
SKOFTE.

Det er kun Galgenfrist.

HARALD.

Fordriv mig Tiden.

SKOFTE.

Du vilst fordrive Tiden, Konning Harald!
Og Tiden vil igien fordrive dig;
Det gaaer jo op.

HARALD.

Fortæl et Eventyr.

SKOFTE.

Skal jeg fortælle dig om Heidreks Sværd,
Som vilde lædske sig i Mandeblod,
Naar det blev draget?

HARALD.

Nei; det har Anschar
Fordærvet, ved at underlægge det
Moralsk Betydning. Denne Viis er slet!
Tirfing var virkelig et Troldomssværd;
Saaledes har de gamle Skialdre meent det.
Nu taler han om Myrdelyst og Grumhed!
Paa denne Maade dræbes Tirfing selv.

SKOFTE.

Saa vil jeg synge dig en Vise da,
Som jeg har lært i Hiemmet.

Han synger:

Maanen skine!
Dømand grine!
Verde du ikke ræd?

81
HARALD.

Hvilke Fagter!
Fy, Ti! - det er kun Overtro. Den Dræbte
Kan ikke lee i Maanskin.

SKOFTE.

Herre Konge!
Da leer man først, naar Kiødet falden er
Fra Kiæven; men det er en tvungen Latter!

HARALD.

Kom sæt dig ligeover for mig, Skofte!
Og da jeg veed, at du har Miøden kiær,
Saa drik af dette guldbeslagne Kruus,
Mens jeg fortæller dig et Eventyr!

SKOFTE.

Du vilst fortælle? Det er kosteligt.

Han sætter sig hurtig ved det lille Bord, ligeover for Kongen; skiænker og drikker.

HARALD.

Der var engang en sølverhaaret Konning;
Ham stod de lumske Fiender efter Livet.
De trued ham, opægget af en Nidding;
Og Gubben sad forladt i Alderdommen.

SKOFTE
drikker.

Den arme Dievel!

HARALD.

Det var bælmørk Midnat.
Naar Dagen kom, da skulde Striden stande.
Han sad i Natten, søvnløs og forfærdet.
82 Rebellerne var i et andet Huus,
Og svired, sikkre paa den snare Seir;
Der var og Kongens værste Avindsmand.
Ak! tænkte Oldingen, ifald jeg havde
En Tiener nu, behiertet, uforsagt,
Saa sendte jeg ham i min Fiendes Huus;
Han stødte Dolken i Forræderen;
Og naar da Dagen kom, var Seiren vundet.

SKOFTE.

Og fandt da Gubben ei en Slig?

HARALD.

Min Søn!
Behiertet Troskab er ei let at finde.

SKOFTE.

Det skulde været mig, jeg havde ei
Betænkt mig længe.

HARALD.

Du est rask og snild,
Og uforsagt, men du est ikke vant til
At bruge Sværd, at skue Blod.

SKOFTE.

Ei Sværdet,
Men Kniven kan jeg bruge destobedre.
Ei vant at skue Blod! Hvor vilst du hen?
Hos os, derhiemme, bringe Qvinderne
Bestandig Svededugen og Ligskiorten
Til Gildet med, for deres Mænd og Brødre.
Der løber sielden af det uden Blod.

83
HARALD.

Tillader Kulden saadan Hæftighed?
Tilstæder Sneen Drab?

SKOFTE.

O Herre Konge!
Den lokker just dertil; thi aldrig rødme
Blodsdraaberne saa smukt, saa purpurfriske,
Som naar de drypper i den hvide Snee.

HARALD.

Du havde virkelig da Mod, min Skofte!
Til denne Daad, hvis jeg var Oldingen?

SKOFTE.

Hvad Mod? Jeg har alt dræbt med egen Haand
Tre stærke Mænd, min Faders Fiender.

HARALD.

Du?

SKOFTE.

Just jeg.

Han drager sin Kniv.

Og seer du disse Pletter Rust
Paa Kniven? Det er Blodrust: det er Blod af
Min Faders Fiender.

HARALD.

I en Tvekamp?

SKOFTE
stikker Kniven til sig.

Nei,
Det var en Enekamp.

84
HARALD.

Stod de da stille,
Og lod dig støde til?

SKOFTE
skienker.

Nei; men de laae.

HARALD.

De laae?

SKOFTE
drikker.

Og sov.

HARALD.

Ja saa! - - Du est saa munter!
Ha jeg misunder dig din Munterhed.
Siig, est du aldrig plaget af en Svartalf,
Som man har kaldt Samvittigheden?

SKOFTE.

Nei.
Jeg kiender lidt til Vittigheden, mindre
Samvittigheden.

HARALD.

Lykkelig est du!

SKOFTE.

Jeg giør, hvad man befaler mig, og lader
De Andre tænke efter, om min Daad
Er vel giort eller ikke.

HARALD.

Lykkelig
Est du!

85
SKOFTE.

Hvad er det da saa stort, at døe?
Saa stort at dræbe? Er det her forbi,
Saa lever man jo op et andet Sted,
Hvor der skal være bedre, som man siger.

HARALD.

Egen er din Natur. Siig, har du Brødre?

SKOFTE.

En Broder, hedder Karker, hos Jarl Hakon
I Norge; han er dum; jeg pryglte ham,
Derfor har Jarlen skilt os ad, og sendt
Mig hid til dig i Skat, med Falkene.

HARALD.

Jeg takker ham for denne sieldne Gave.
Naar Nøden stærkest er, er Hielpen nærmest.
Et Væsen har jeg netop nødig, Skofte!
Som dig; thi jeg er Gubben selv, min Søn!
Og Palnatoke, hist, er Ophavsmanden.

SKOFTE.

Han, som skiød Æblet hist af Sønnens Hoved?

HARALD.

Just ham.

SKOFTE.

Det var et dygtigt Skud.

HARALD.

Jeg frygter
Et værre. Hvis han ikke forekommes,
Da skyder snart han Kronen af mit eget.

86
SKOFTE.

Skyd Hovedet af ham, saa er din Frygt
Et Hoved kortere.

HARALD.

Du taler som
Den vise Mimer. Skofte! vilst du snige
Dig did, og støde Dolken i hans Bryst?

SKOFTE.

Ifald det laer sig giøre, ja!

HARALD.

Det lader
Sig giøre; Huset er mig vel bekiendt;
Jeg ejed det som Kongesøn i Gorms Tid.
I tvende Stokværk er det bygt; dernede
Er Borgestuen, den er fuld af Kæmper.
For oven er en Svale med et Kammer,
Der sover vist han nogle Timer ene. -
Du kanst dog klattre, Skofte?

SKOFTE.

Som et Egern.

HARALD.

Saa stige du ad Træet op til Taget,
Den største Skorsteen fører dig til Svalen;
Der kanst i Mag du vente Leiligheden.

SKOFTE.

Det laer sig høre.

HARALD.

Hvis det lykkes dig,
Da skalst du faae en søgrøn Silkekofte
87 Skarlagens Hue, høi og spids, og Støvler
Med Kløverblad.

SKOFTE.

Og maa jeg tidlig gaae
Tilsengs? Og maa din Kiøgemester give
Mig mere Smør paa Brødet, end sædvanlig,
Og ikke skrabe det saa karrigt tyndt?

HARALD.

Det loves dig! Hvis Palnatoke falder,
Da skalst du aldrig mangle Suul til Brødet.

SKOFTE.

Jeg iler! - - Men, endnu dog Eet, Kong Harald!
Du har saa ofte lovet mig at vise
Dig for mig i din nye Kroningsdragt;
Det har jeg aldrig seet. Hvis jeg skal gaae,
Saa maa du først fornøie mig med dette.

HARALD.

En anden Gang.

SKOFTE.

Nei dennegang! Nu strax.
Der kunde skee Forhindringer; maaskee jeg
Da fik det ei saa let at see igien.

HARALD.

Selv deri vil jeg føie dig.

SKOFTE.

Det ligger
I Skabet, i dit Sengekammer. Skal
Jeg lyse?

88
HARALD.

Nei, bliv her! jeg veed Besked.
Til høire Side ligger Kroningsdragten,
Til venstre Kant Ligklæderne. Bliv her!
Jeg veed at finde, hvad jeg vil, i Mørke.

SKOFTE
alene, drager sin Daggert.

Ifald den kun er skarp nok, denne Daggert.
Nu, jeg vil slibe den, før jeg gaaer bort,
Derude paa vor Bænk, det gamle Alter.
Der hvæsser jeg bestandig Kongens Knive.
Der staaer den gamle Odin med sit Sværd,
Smukt gravet ud i Stenens Overflade.
Vi har alt slebet bort lidt efter lidt
Det halve Sværd, med samt hans Tommelfinger;
Thi til et velbesat og lækkert Taffel,
Udfordres fremfor alting Kniv og Gaffel.
Da maa der slibes; mens nu Kniven vinder,
Derude Sværdet meer og meer forsvinder;
Og gaaer det længe rask saaledes fort,
Saa er snart hele Kæmpen slebet bort.

Kong Harald kommer ind i sine Ligklæder.

SKOFTE.

Der er han alt. Ja tænkte jeg det ikke!
Nu har han grebet feil; der kommer han i
Ligklæderne. Hu! han seer rædsom ud.

HARALD
med stolt Høitidelighed.

Her er jeg i min egentlige Dragt;
Den Dragt, der tyder paa min Slægt, mit Udspring,
89 Der viser med sin sieldne Herlighed,
Af hvilken vældig Spire jeg er rundet.
Den anden bæres kun af Ydmyghed;
Men denne pryder mig for alle Andre
Den høitidsfulde Dag, naar jeg bestiger
Min Throne.

SKOFTE.

Stolte Konge! Du har Ret!
Unægtelig est du den største Mand
I det fiirkantet-lille Fyrrerige;
De andre er kun Madiker mod dig.

HARALD
betragter sig.

O Himmel! hvad er dette?

SKOFTE.

Du har vidst
At finde, hvad du vilde, vel i Mørke.

HARALD
forfærdet.

Jeg tog den Bylt, som laae til høire Side.
Jeg veed det vist, den laae til høire Side!
Min Kroningsdragt! selv har jeg lagt den hen,
Selv har jeg Nøglen - ja, jeg veed det vist!

SKOFTE.

Det er vel ikke første Gang, Kong Harald!
At du har taget venstre Haand for høire?

HARALD.

Gaa! Surtur kogler fælt i denne Nat!
Gaa! dyp din Daggert i min Fiendes Blod,
90 Saa skalst du see mig i min Kongedragt
End mange Aar. Men skynd dig ufortøvet,
Thi jeg er syg om Hiertet.

SKOFTE.

Vel, jeg gaaer.

HARALD.

Her er en Dør, forborgen i Tapetet;
Den bringer under Jorden i en Løngang
Dig op i Gaarden, paa den anden Side,
At ei Drabanterne skal mærke dig.
Saaledes kommer du igien tilbage;
Og alle Spor, som kunde røbe Daaden,
Er slettet ud. Men skynd dig, Skofte! skynd dig!
Thi jeg er syg. Det hvide Ligtøi har
En hæslig Stank. - Jeg veed det vel, det kommer
Af Fyrreskabet, af beklumret Luft. -
Jeg kan ei taale Lugt af Høvlespaaner,
Med Høvlespaaner stoppes Dødens Pude!
Gaa, skynd dig!

SKOFTE.

Jeg er hurtig som en Falk.

HARALD.

Styrt hurtig, som en Falk, dig paa dit Bytte!

De gaae.

91

PALNATOKES HUUS.

En Løgte staaer paa Bordet, ogbrænder.

PALNATOKE. BUE.

PALNATOKE.

Det er alt Midnat, Bue! jeg vil sove.
Bed dem i Borgestuen spare Miøden;
Naar Svend har seiret, vil vi drikke meer.
Den aarle Morgen maa i Kraft os see,
Ei halv beruste. Vi maa skiftes til
At sove, medens Nogle holde Vagt.

BUE.

Der har du Ret min Svoger! Jeg vil ile!
Og hvis de døver Øret mod Forstanden,
Saa vil jeg tordne dem den Sang i Øret:
»Op, ei til lystigt Gilde!
Ei Jomfrusnak hin milde;
Men Hildurs Leeg hin haarde,
Hver skal mod Fienden baarde!«

PALNATOKE.

Det gamle Biarkemaal! Retsaa min Frænde!
Thor styrke dig, god Nat. I Morgen sees vi.
Men om i Morgen-Nat vi vandre til
Saa kort en Hvile; om os Hanen vækker
At skue Overmorgens Morgenrøde -
Veed Himlen, Bue! Men vi sees igien;
Thi Dødens Magt adskiller ei de Gode.

BUE.

O vi skal leve sammen, nyde Seiren
Som Venner. Disse Niddinger kan ei
92 Forkorte vore Dage; og min Arm skal
Jeg bruge tro for dig og for dit Liv,
Thi det er mere værd, end mit og Manges.

PALNATOKE
griber hans Haand.

Og skal jeg falde, Thor! saa lad mig falde
For slig en ærlig Kæmpes Heltearm,
Saa gaaer jeg glad i Døden, naar du vinker.

BUE.

Thor har dig hørt, seer du, hans Stierne blinker?

De omfavne hinanden; Bue gaaer.

PALNATOKE
allene.

Jeg kunde lægge mig paa Sengen der
I Kamret; men saa sover jeg for hardt,
Og vaagner døsig i den aarle Morgen.
Paa Stolen vil jeg sidde her ved Bordet;
En liden Slummer, ingen Qvindesøvn.

Han sætter sig.

Ha jeg er træt! - Hvor herligt smager Hvilen
Den Mødige. - Og Haralds List, og Bispens
Og min Forstillelse, den tvungne Glæde
Har mattet mere mig, end selv en Kamp.
Jeg er ei vant til saadant Mummespil. - -
Lyset kan ingen Skade giøre der
I Løgten; jeg vil lade Lyset brænde.
Saa kom da hulde Siofna, Nattens Mø!
Giv mig dit Kys, og styrk mig med din Slummer.

Han sover ind. Pause.

Skiærmen bliver taget bort fra Kaminen, ogSKOFTEtræder ud med sin Daggert i den venstre Haand og med et Klæde om den høire.

93
SKOFTE.

Han sover. Rigtig! Nu behændig Skofte. -
Fordømt, at jeg har skaaret mig saa dybt
I Haanden, da jeg vilde slibe hurtig
Min Kniv i Mørket hist paa Offerstenen.
Man skulde ikke troe det; men det kom mig
Saa for, som om den gamle Odin reiste
Sig op fra Stenens Overflade, stødte
Mig Kniven dybt i Haanden ind. Da løb jeg
Af alle Kræfter. Jeg begriber ei
Hvorledes jeg er kommen hid saa hurtig,
Men han var efter mig i Hælene!

Seer paa Palnatoke, og farer forskrækket tilbage.

Der sidder han!! - Nei det er Palnatoke.
Han ligner Odin. Hvilken dygtig Kæmpe.
Bredskuldret! Hvilken Pande! Brystet hvalt.
Han er bedækt med Staal. Jeg kan ei støde
Ham Daggerten i Brystet. Stille, Halsen
Er bar - Et Snit kun! Frisk nu!

Han nærmer sig skiælvende, men standser pludselig.

Det er dumt! -
At løbe hurtig til, og støde hurtig,
Og hurtig løbe bort, den Sag er let.
Men - nærme sig hans Aasyn, Skridt for Skridt.
Hvad er det for et Ansigt! Hvis han vaagned
Han knuste mig til Ravnemad.

Nærmer sig atter, og standser igien.

Hvi har jeg
Mig ogsaa skaaret i den høire Haand?
Den venstre kan jeg ikke bruge. Hvo der
Gaaer ud paa Mord, den burde altid være
Keithaandet.
94

Han gaaer lige ind paa Jarlen, og sætter ham Kniven for Struben.

Nu? Hvad holder mig tilbage?
Nu kun et Snit -

Idet han rører ved Palnatoke, taber han Dolken af Forskrækkelse; og i det den klingende falder paa Gulvet, raaber han af alle Kræfter:

Red Jer, Herr Jarl! Ha red Jer!
Man staaer Jer efter Livet.

PALNATOKE
springer op.

Hvo er her?
Hvo vared mig for Mordere?

SKOFTE
forstyrret.

Jeg Herre!

PALNATOKE.

Hvo vilde dræbe mig?

SKOFTE.

Jeg. Herre!

PALNATOKE.

Du?

SKOFTE.

Ja Herre!

PALNATOKE.

Hvi fuldførte du da ikke
Din Heltedaad?

SKOFTE.

Jeg havde gierne giort det,
Hvis Evnen havde været der som Villien.

95
PALNATOKE.

Hvordan?

SKOFTE.

Naar I en anden Gang vil dræbes
I Søvne, maa I ei forskrække Folk.

PALNATOKE
griber ham i Brystet.

Ha feige Morder! hvo har sendt dig hid?

SKOFTE.

Det tør jeg ikke sige, det har Kongen
Forbudet mig; det er en Sag, som kun
Vedkommer ham og mig.

PALNATOKE.

Mig skulde den
Dog ogsaa komme ved, saavidt jeg mærker.

SKOFTE.

Ja det er sandt. Jeg taler lidt forvirret;
I har forbluffet mig.

PALNATOKE
drager sit Sværd.

Hvorledes est
Du kommen hid igiennem Vagten? Har
Alt Haralds Stimænd overvældet lumsk
Min lille Helteflok?

SKOFTE.

Jeg har jo sagt Jer:
Det er en Sag imellem os, os Tre;
96 Og hverken Eders eller Kongens Kæmper
Har mindste Nys om denne Nattereise.

PALNATOKE.

Hvorledes est du kommen i mit Huus?

SKOFTE
peger til Kaminen.

Har I ei før seet Ugler falde ned
Igiennem Eders Skorsteen?

PALNATOKE.

Hvordan komst du
Af Kongens Gaard igiennem Nattevagten?

SKOFTE.

Harald har tvende Huller paa sin Hule,
Som Ræven, Een bekiendt og Een forborgen;
Mig har han udsendt af den Bagerste.

PALNATOKE.

For skammeligt at myrde mig i Søvne!

SKOFTE.

Det siger I, og ikke jeg, min Herre!

PALNATOKE.

Den tredie Gang! Nu ved Retfærdigheden! -
Min Bue! - her - Mit Pilekogger! - ha
Hvor er mit Pilekogger? - Jeg har glemt det
I Borgestuen mellem Kæmperne. -
Forsigtighed! - hvad Rota? Nægter du
Retfærdigheden Hævn? og Hævneren
97 Sit Vaaben? Skiæbne! vilst du standse mig?

Han grunder et Øieblik, og lægger Haanden paa sit Bryst.

Hvad har jeg her? O mægtige Gudinder!
En Piil! den samme Piil, jeg stak i Barmen,
Da Harald - Nu, retfærdige Forsyn! nu
Forstaar jeg dig; du taler tydeligt.
Jeg er i Haralds Gield, jeg skylder ham
Et Skud - han minder strængt - det skal betales.

Til Skofte:

Du følger mig; saa hurtig som en Raa,
Stum som en Fisk, og lydig som en Hund!
Jeg binder dig ved Dørren, at du ei
Skalst løbe bort mig, mens jeg giester Kongen.
Den mindste Lyd vil koste dig dit Liv.

SKOFTE.

Jeg har ei Raad, at kiøbe den saa dyrt.

Begge bort.

KONGENS HAL.

HARALD
sidder ved Bordet i en Purpurkaabe med en Guldkrone paa sit Hoved; hans Scepter ligger paa Bordet; han hælder Miød af Guldkruset i et Horn.

Han tøver længe. Det er Midnat alt.
Høit galer Hanen; Mørkets Vægter! Heimdal
For Jordens Ragnarokur! hæsligt støder
Du i dit Giallerhorn. - Tusmørket truer
Jo Guderne - saa maa Bælmørkets Mulm
Vel true Kongerne! - - Ei! Harald Gormsøn!
Hvad er dog det for Drømme? Altid falder
98 Du til det gamle Hedenskab. Du est jo
En Christen! Hine dunkle Fabler due
Kun til at skræmme Børn med ....

Grunder.

Børn har godt.
Som Barn har man et let og muntert Hierte;
Man voxer til, og alt imens man voxer,
Saa svulmer Hiertet mere haardt og tungt,
Og trykker En tilsidst som Steen i Brystet.

Han stirrer hen paa sin Moders Billed i Baggrunden.

Der hænger hun! Hun græder, tykkes mig.
Ha Tyra Dannebod! hvi græder du?
Men det er Glædestaarer; hendes Søn
Har bragt det vidt, han sidder med en Krone
Paa Issen, med et Scepter i sin Haand,
Med gyldenbræmmet Purpurpel om Skuldren;
Maa hun da ikke fryde sig? Thi hvad
Er større Glæde for en Moder, end
At see sit Barn vel artet? - Gamle Taabe!
Hvad er dog det for Sværmeri, du drømmer?
Den Hane skal i Morgen slagtes; thi
Den skriger mig for stærkt i Ørerne,
Og Hunden tuder Grovt til Hanens Fiint,
Mens Uglen kroer sig af sin Fisteltrille.
Et herligt Taffelspil, heel kongeligt!
Hvo ei ved slig Musik fik Lyst til Drik,
Var ikke Miøden værd. God Taar derude!

Han drikker og lægger Hornet fra sig.

Besynderligt med de Umælende!
Om Dagen tie de, og laer os tale;
Om Natten sladdre de, naar vi er tause,
Og kræver os med deres Hyl til Regnskab.
99 Alt præker, disse Mure, Tyras Billed.
See hvor hun stirrer straffende herned! -
Som om jeg ikke vidste, dine Øine
Var brustne længst. - Det er en hæslig Vane,
At Skilderierne ved Nattetide
Bestandig stirre Folk i Øinene.
Hvorhen jeg gaaer, forfølger hendes Blik mig.
Utaaleligt! det er en Hexekunst.
Jeg vil forbyde alle Malere
At nærme sig mit Rige.

Gaaer hen for Billedet.

Nu? hvad vilst du?
Har du paa Bugen vendt dig i din Grav,
Fordi din Godhed, din Formaning ei
Har frugtet paa mig? vilst du end bestandig
Mig revse med din Tale, som en Pebling?
Ha jeg er voxet længst fra Riset, jeg!
Jeg er en Mand paa fiirsindstyve Aar;
Kan raade selv mig.

Han sætter sig.

Hvor dog Skofte bliver.
Det maa dog være giort nu alt. Saa kom!
Da skalst du see mig i min Kroningsdragt.
Ei blot for Drengens, for min egen Skyld,
Har jeg iført mig denne Dragt; den giør
Mig tryg i Natten. Nattens Rædsler tør
Ei nærme sig den Salvede.

Seer stivt paa Billedet.

Den Stirren
Skal jeg dog vænne snart dig af med ....

Han gaaer hen, og vender Billedet om paa Væggen.

Saa!
100 Nu kanst du see i Væggen, ei paa mig ....
Den Salvede! Ha trued hendes Blik ei
Ved dette Ord, som om hun vilde sagt ....
Nok - død er død - Og Knud Dan-Ast er længst
Begravet. - Var han god, saa er han salig! -
Hvad der gik for sig mellem ham og mig,
Det kommer Ingen ved, - nu sover han i
Tinkisten. Harald er den Salvede. -
At Salven brændte ham som Ild paa Issen,
At Haarene faldt af derved; det er
En Hemmelighed, som kun Harald veed,
Og som han tager med sig i sin Grav.
Hvis han er Drot, har han betalt sin Krone,
Ei faaet den for intet; han har kiøbt den
Med sin Samvittighed, og det er meer,
End dette gule Stykke Malm er værd. - -
Dit blege Gienfærd skrækker mig ei, Knud!
Det er Indbildning kun, at hist jeg seer det
I Hallen rynke sine hvide Bryn,
Og pege med sin Finger paa sit Saar;
Kun Overtro! der gives ingen Gienfærd! -
Natten er raa, den tærer kold, som Søen;
Da maa man drikke muntert og forjage
Sin Hovedsvimmel. - Ha der kommer han!
Der kommer Skofte med sin røde Daggert.
Den svæver op, den skiulte Dør! - Saa ryst
Dog ikke saa! nu er det jo forbi.

Dørren aabner sig og Palnatoke staaer i fuld Rustning med opspændt Bue, og sigter paa Harald.

Hielp Himmel! det er Palnatokes Aand!

Han styrter til Jorden.
101
PALNATOKE.

Nu er din Time, Harald Gormsøn! kommen; dø!

HARALD.

O lad mig ei som Synder døe! O Skygge spar!

PALNATOKE.

At synde meer forhindre dig vil Rotas Bud.

HARALD.

Jeg synger Sielemesser dig ved Graven; spar!

PALNATOKE.

Opdaget blev dit Niddingsværk; mit Liv er frelst.

HARALD.

Spar, spar! Jeg deler villig Riget strax med Svend.

PALNATOKE.

For sildig! Eden binder mig, du maa herfra.

HARALD.

O vær ei grusom! Fryder dig en Oldings Drab?

PALNATOKE.

Ved Thor! jeg sender Dødsens Piil med Taarer dig.

HARALD.

Bi, bi til Morgnen, lad os stride da som Mænd.

PALNATOKE.

Du est en Niding, tør i ærlig Kamp ei gaae.

102
HARALD
drager sit Sværd.

Saa dræb med Sværdet! Nægt mig ei mit Livs Forsvar.

PALNATOKE.

Spilfægten var kun mellem dig og mig en Kamp.

HARALD.

Her knæler jeg i Støvet for dig; Skaan mit Liv!

PALNATOKE.

Vee den, som Livet foretrækker Ærens Lov.

HARALD
reiser sig fortvivlet og griber sit Scepter.

Jeg er din Konning! Lyd mit Scepter! Fly min Hal!

PALNATOKE.

Tilranet har du Sceptret dig ved Brodermord.

HARALD.

Ha Morderengel! Ær min Krone! Mig i den!

PALNATOKE.

Vanæret har du Danmarks Krone; tag din Straf!

Han skyder ham Pilen i Brystet og gaaer.

HARALD
styrter.

O, han har dræbt mig! Milde Himmel, Miskundhed!
Hielp, hielp! I Danske, kommer! stiller Kongens Blod.
Dybt brænder Pilens Od mit Bryst. Jeg brænder alt.
103

Han velter sig mod sin Moders Billed.

O bed til Himlen Moder! for din Søn, du varst
Jo god og dydig! Styrk mig hulde Moderblik!

Fortvivlet.

O Himmel! Ryggen har hun vendt sin Søn! - Nei! Nei!
Selv har jeg vendt min Moder fra mig. Ingen Trøst
I Døden! Ingen Trøst i Døden! Intet Haab.
Hævn! Hævn! I sorte Magter! Hævn paa den, som lod
I Synden døe den sølvgraa Gubbe; blodig Hævn!

Han døer.

104

FEMTE AKT.

KONGENS HAL.

KONG SVEND. THORVALD. FIØLNIR. FØLGE.

SVEND.

Her blev min Fader myrdet, Gubbe? her?

FIØLNIR.

Her. Hist i Sovekamret - slumrer han.

Han aabner Dørren. Svend giør en Bevægelse til at gaae hurtig ind, men standser, og følger langsomt med Fiølnir.

THORVALD.

Kongen er hæftig rørt.

EN KÆMPE.

Den gamle Fiølnir
Har taget Svededugen af den Døde.
Svend kysser knælende sin Faders Haand.

SVEND
kommer tilbage med Hænderne for Øinene; Han staaer længe taus i den inderligste Bedrøvelse; endelig bryder han ud:

Han var min Fader! Ak hvad er min Seir?
Her staaer jeg nu! En kronet Betler! Hvad
105 En pialtet Træl, der skraber Gryden hist
I Stegerset, besidder, blev mig nægtet;
Thi jeg har ingen Fader. Han er dræbt!
Og da han leved, var han død for mig.
O hvad er skiønt som det at ei' en Fader?
Vedbenden slynger sig ei mere trygt
Til Egen og den brede Bøg, end Sønnen
Til Faderhiertet.

Han stirrer ind paa Liget.

Hvorfor vilde du,
Som varst saa herskesyg, ej herske over
Et sønligt Hjerte? Hvorfor skulde Døden
Først aabne dig et Bryst, hvis Kierlighed
I Livet du forskiødst? Hvi skulde Mordet
Mit Hierte lære først: du varst min Fader?
Men det har lært mig det; med røde Runer
Har Morderpilen gravet i mit Hierte:
Du varst min Fader! og saavist jeg haaber
At nyde hisset Odins stolte Glæder,
Saavist jeg hævne skal din Død, hvis Surtur
Ei skiuler Ophavsmanden med sit Mulm;
Det sværger jeg dig høit! Ja du skalst hævnes.

FIØLNIR.

O at min gamle Herre havde hørt
Sligt Udbrud af sin Søns Hengivenhed.
Ha, skal da Misforstaaelser og Ondskab
Bestandig fierne selv de bedste Hierter?
Ja jeg er vis derpaa, I havde fundet
En Fader i ham, hvis han havde kiendt Jer.
Men Vee den, som Forargelsen kom fra.

106
SVEND.

Siig, Gubbe! har du Ingen mistænkt? Ingen?

FIØLNIR.

Mistanken ene fælder ingen Mand;
Dog, Herre! jo; ei blot Mistanken har jeg
Men meer: Sandsynlighed; og maaskee - Vished.

SVEND.

Vished?

FIØLNIR.

Lad Eders Følge træde bort,
Saa vil jeg tale.

SVEND
betyder Drabanterne ved et Vink at forføie sig bort; til Thorvald, som ligeledes vil gaae, siger han:

Bliv, min Ven! for dig
Har Kongen intet hemmeligt. Tal Gubbe!

FIØLNIR.

Her fandt jeg Kongen i sit Blod i Morges.
Den finske Træl var borte. Alle troe nu,
At han er Morderen; men hvo, som kiender
Hans forhen viste Troskab, maa forkaste
Sligt, som den plat urimeligste Gisning.
Hvorledes dette Mord er skeet, det skiules
I Nattens Mulm; men, Herre! Gierningsmanden,
Ham har alt Hævnens vrede Norne røbet!

SVEND.

Hvorledes? Tal! Hvem har du mistænkt? tal!

107
FIØLNIR
tager en Piil frem af sin Barm.

Med denne Piil er Eders Fader dræbt;
Selv har jeg draget den af Kongens Hierte.

SVEND.

O Himmel! den er blodig end.

FIØLNIR.

Som Blodet
Beviser Mordet, saa beviser Pilen
Tillige Gierningsmanden. Kiender du
Den ei, min Herre?

SVEND.

Nei! - Jo! - Nei! - I Guder
Hvad Gisning isner mig!

FIØLNIR.

Sikkert den rette.
Siig Herre! kiender I ei denne Piil?
Hvo skyder med saa tunge store Pile?

SVEND.

Thorvald!

THORVALD.

Min Konge!

SVEND.

Nærm dig! Kiender du
Den Piil? Tal, tal!

108
THORVALD
betragter den, studser et Øieblik, men giver den derpaa rolig tilbage:

Ja Svend! jeg kiender den.
Den har en Stimand stiaalet ud i Nat,
Af Palnatokes Kogger.

SVEND
omfavner ham.

O min Ven!
Dig skiænkte Himlen mig, en evig Frelser.
Som før mit Liv, saa har du reddet nu
Mit Haab, dræbt min Fortvivlelse; du har
Blot ved et Ord nu andengang befriet mig
Fra Lænkerne. Ja Thorvald! du har brudt
Uværdig Mistvivls Slavelænke.

FIØLNIR.

Stille!
Lad først mig lukke Dørren for den Døde.
Slig Tale kunde reise ham i Kisten.

SVEND.

Hvad siger du?

FIØLNIR.

Jeg siger, Ungdom er
Et Hav, hvis hele Brusen avler - Skum!

SVEND.

Ha! du bebreider mig?

FIØLNIR.

Jeg troede nys,
At see en Viggo, snild betænkt paa Hævn,
109 En Amleth, grublende paa rædsom Straf
For Fadermordet; og nu har et Vindstød
Fra Island kiølet pludselig din Lue,
Og giort dig fra en Løve til et Lam.

SVEND.

Slig Skingrund kan ei fælde Palnatoke.

FIØLNIR.

Det var fra Arildstid et stærkt Beviis
At finde kiendt Mands Vaaben hos den Dræbte.
Han er min Brodersøn; var han uskyldig,
Da maatte Blodets Stemme kalde mig
Til hans Forsvarer, ei hans Avindsmand;
Men Pligt og Tro staaer over Slægtskabs-Baand;
Her har han myrdet lumskelig min Konge;
Og fra med Iver at bevise Mordet
Skal intet bringe mig.

SVEND.

Opdag det først.
I Aften holder jeg min Faders Gravøl.
Til dette Gilde kommer alle Kæmper
Og Palnatoke med; er Tallet fuldt,
Da vil jeg lade Pilen gaae omkring
Fra Mand til Mand. Og Palnatoke maatte
Paa eengang have skiftet reent Natur,
Ifald han skulde nægte sin Bedrift.

FIØLNIR.

Det troer jeg selv. Hans Dristighed og Stolthed
Er tøileløs. Men ædle Herre Konge!
Han kommer ei. Han gaaer i Nat til Jomsborg.

110
SVEND.

Hvordan?

FIØLNIR
henter et Skiold.

Læs disse Runer! høie Konge!
Dem skrev han paa Heroldens Skiold til Svar.

SVEND
læser:

»At Sønnen ære vil sin Faders Minde,
Bør ei bebreides; at jeg ei kan hædre
Min Avindsmand, at Palnatoke slet
Forstaaer at hykle Følelser, det veedst du;
Desaarsag bliver jeg fra Graverøllet,
Ei heller har jeg Lyst, at lade Rygtet,
Der gaaer, i Aften komme til Forklaring.
Drik, efter Landets Sæd, din Faders Minni,
Bliv værdig til den Throne, du bestegst,
Og tro med Styrke paa min Ærlighed,
Indtil jeg faaer beviist dig den. Farvel!«

FIØLNIR.

Nu? Er endnu min Gisning Luft?

SVEND.

Ved Odin
Nei. Han maa komme her i Aften, Fiølnir!

FIØLNIR.

Det vil han, hvis du billiger mit Forslag.

SVEND.

Tal!

111
FIØLNIR.

Skriv paa Skioldet: han maa komme. Skriv:
At Fiendskab jo bør være glemt med Døden,
Og at den første Dannerkæmper ei
Maa mangle ved dit første Giestebud;
Skriv: over dig har Rygtet ingen Magt;
Og at der intet ymtes skal om Rygtet
Den hele Aften. Lov ham det, min Herre!
Og du skalst see, han kommer.

SVEND.

Vel, det skee.

THORVALD.

Hvorledes? Svend, min Ven! du vilst bedrage?
Vilst overvælde lumsk din Fosterfader?

SVEND.

Hvis han har overvældet lumskelig
Min egen Fader, er min Hævn for stor?

THORVALD.

Betænk dig vel, Kong Svend! der gives ofte
Omstændigheder og Forviklinger
I Livet, som man ahner ei. Det kunde
Vel hænde sig, at Palnatoke havde
Dræbt Harald, og var endnu brødeløs.

SVEND.

Og har han dræbt ham, nu, ved Danmarks Rige!
Da skal han bøde for det. Du undskylder
At dræbe værgeløse Gubber, troer jeg,
Ved Midnat?

112
THORVALD.

Jeg undskylder Intet, Svend!
Jeg beder dig kun, at du ei skalst glemme
Besindigheden, og den Tillid, som
Du est den ædle Palnatoke skyldig.
Hvo stod i Dag paa Thinget mandelig,
Og talde diervt og kæmpende din Sag?
Hvo var den første Aarsag, at du valgtes
Af Christne, som af Hedninger til Konge?

FIØLNIR.

Det være kan et Skalkeskiul, som mere.
Mig farlig var den Mand, hvis jeg var Fyrste,
Som stifter Stater i min Stat, som veed
At styre Folket, og som straffer Konger
Paa egen Haand med Døden.

SVEND.

Han har Ret!

FIØLNIR
aabner Sovekammerdøren.

Der svømmer Eders Fader i sit Blod.
I svor ved Odin -

SVEND.

Fort! jeg skriver Brevet!

Han gaaer hurtig bort med Fiølnir.

THORVALD
ene, efter et Øiebliks Taushed.

Det havde jeg ei troet om Svend, min Ven!
Med dette Brev fraskriver du dig, Konge!
En vældig Kæmperarm, et trofast Hierte.
Thor bedre dig! Mig seer du aldrig mere.

Han gaaer.

113

PALNATOKES HUUS.

PALNATOKE. EN SKARE DANSKE.

FORMANDEN.

Ja, Herre! Siellands sydre Deel og Fyen
Har Eder valgt; vi frygter Othos Magt;
Vi mene, til at styre Riget nu,
I saadan Storm, dertil behøves Mænd,
Ei Ungersvende; og da Eders Slægt
Er kongelig, som Svends, saa byde vi
Den ædle Palnatoke Danmarks Krone.

PALNATOKE.

Har I og Eders Venner Tillid til mig?

FORMANDEN.

Det troe vi at bevise med vort Tilbud.

PALNATOKE.

Hvis saa er, da er Sagen hurtig afgiort.
Gaaer hiem og siger dem, som Eder sendte:
Min Mening var, da jeg opdrog Kong Svend,
At danne ham til Drot, hvortil han fødtes.
Siig Eders Venner, som har Tillid til mig:
Jeg troer at have opnaaet, hvad jeg stræbte,
Og at jeg har det bedste Haab om Svend.
Fremdeles siger: Svend har ingen Ven
Meer trofast i sit Land, end Palnatoke;
Forkynder dem: Den Mand, som jeg skal agte,
Maa være Kongen tro; og siger dem
Til Slutning: At det Spyd, som vilde støde
Fra Thronen Svend, først maatte bore sig
114 En blodig Vei igiennem dette Hierte.
Har I forstaaet vel min Mening?

FORMANDEN.

Ganske.

PALNATOKE.

Saa gaaer med Fred, og glemmer ei herefter,
At rolig Troskab og Hengivenhed
Er Undersaattens første Pligt. Farvel.

De Afsendte forføie sig bort.

ARNODDUR
træder ind med et Skiold, som han rækker Palnatoke.

Dankongen sender dig et Skiold med Runer.

PALNATOKE
læser det, og siger derpaa efterat have betænkt sig et Øieblik, i det han giver ham det tilbage:

Vel! Hils din Herre! siig ham: Jeg skal komme.

Svenden gaaer.

THORVALD
som har mødt Svenden i Dørren, følger ham betænkelig med Øinene, og siger derpaa til Palnatoke:

Jarl! togst du mod Indbydelsen!

PALNATOKE.

Ja Thorvald.

THORVALD.

Det havde jeg ei troet. Jeg var hos Svend,
Da du afslogst det første Gang, og kom nu
At sige dig Farvel.

115
PALNATOKE.

Ærlige Thorvald!
Vi vil ei tage Afsked. Afsked tyder
Paa lang Fraværelse; og din Erindring
Skal aldrig være skilt fra mig. Vi sees
Desuden, haaber jeg, vel snart igien.

THORVALD.

Det kommer an paa Guderne; jeg tvivler.

PALNATOKE.

Du tvivler?

THORVALD.

Gode Jarl! du gaaer til Jomsborg,
Og jeg indskiber mig i Nat til Island;
Den vaade Ægir skiller vidt os ad;
Og om jeg tiere seer de danske Kyster -
Maa Himlen vide.

PALNATOKE.

Du forlader Svend?

THORVALD.

Jeg staaer forladt af ham; og skynder mig
Fra disse skumle, kongelige Sale,
Hvor Listen yngler lumsk i hver en Krog,
Tilbage til min tarvelige Hytte.

PALNATOKE.

Hvordan skal jeg forstaae din Tale, Ven!
Du est bedrøvet.

THORVALD.

Ja ved Asa Baldur!
Ret inderlig bedrøvet.

116
PALNATOKE.

Ven! hvorfor?

THORVALD.

Jeg smigrer mig dermed, jeg troer, min Herre!
At du beærer med dit Venskab mig.
Bestandig har du viist mig ærlig Yndest,
Ja selv Tilbøilighed, endskiøndt du est
En vældig Helt, og jeg en ringe Mand.

PALNATOKE.

Hvorledes kan en Thorvald tale saa?

THORVALD.

Maa jeg udbede mig en Godhed af dig
I Afskedstimens sidste Øieblik?

PALNATOKE.

Alt hvad du vilst.

THORVALD.

Vil Palnatoke skiænke
Da Thorvald sin Fortrolighed?

PALNATOKE.

Du est
Den værd.

THORVALD.

Saa siig mig, ædle Jarl!
Hvorfor afslogst du Kongens første Tilbud,
Og togst imod det andet?

PALNATOKE
betragter ham et Øieblik stivt.

Du har hørt
Et Rygte, Thorvald! Troer du dette Rygte?

117
THORVALD.

En ærlig Mand troer ei paa Skvalder.

PALNATOKE.

Troer
Vel Thorvald mig istand til denne Daad,
Som Rygtet mig beskylder for?

THORVALD.

Hvorfor ei?
Hvo kan forudsee alle Livets Forhold?

PALNATOKE.

Troer Thorvald mig istand til Niddingsværk?

THORVALD.

Ved alle Valhals gode Guder: Nei!

PALNATOKE
griber hans Haand.

Ærlige Ven! ja, jeg har dræbt Kong Harald
I Natten med min Piil.

THORVALD.

Det sagde mig
Dit Øie strax.

PALNATOKE.

Jeg sad i Hallen her,
Var slumret ind, blev vækket af en Træl,
Som Harald havde sendt at myrde mig.
Det var det tredie Anfald paa mit Liv.
Et Menneske er kun et Menneske;
Og selv den bedste Helt er intet meer.
Mit Hierte svulmed vredt; jeg greb min Bue,
118 Og fulgte Morderen den skiulte Vei.
Der stod den gamle Synder! Tusind Gange
Han havde været Døden værd. Jeg saae
I Nattens Baggrund Danmark græde Blod
For denne Niddings Skyld. Da forekom
Hans Død mig uopsættelig nødvendig -
Og Pilen fløi fra Buen i hans Bryst.

THORVALD.

Han vilde atter skille dig ved Livet?

PALNATOKE.

Ja, ved sin Skosvend, ved den finske Træl.

THORVALD.

Harald er falden paa sin egen Synd.

PALNATOKE.

Ved Nornernes Retfærdighed, det er han.
Men - fromme Thorvald! da vi er allene,
Og da du ønsker min Fortrolighed;
Eet - ængster mig just ei; men giør mig dog
Urolig i mit Hierte.

THORVALD.

Hvilket, Herre?

PALNATOKE.

Den gamle Synder raabte i sin Dødsstund
Paa Tvekamp; fordrede sit Livs Forsvar.
Jeg nægted ham den sidste Tilflugt, Thorvald!

THORVALD
tier.
119
PALNATOKE.

Det var ei Grusomhed. Jeg indsaae klart,
Hvorlidet Kampen vilde nytte ham;
Den kunde vorden en Udsmykning høit
For min Bedrift, ei nogen Hielp for ham;
Og jeg forsmaaede denne Pyntekaabe.

THORVALD.

Hvad du har giort, kan ingen Mand fordømme.
Den bedste Helt er kun et Menneske;
Det har du til dit eget Forsvar sagt.
Og Niddingsværk kan fylde selv med Galde
Et Duehierte, meer et Løvebryst.

PALNATOKE
griber pludselig hans Haand og fører ham til en Side.

Og skulde du nu troe, min vakkre Thorvald!
Med alt, hvad her du siger til min Trøst,
Med alt, hvad jeg mig selv bestandig siger -
Saa staaer den røde Skygge for mit Blik,
I Purpur-Kaaben, med den gyldne Krone,
I hver en Krog - og truer med sit Spiir.

THORVALD.

I Broder-Purpurblod var Kaaben farvet,
Og Spiret vristet af den Dræbtes Haand;
For øm er din Samvittighed, min Herre!

PALNATOKE.

Min Ære var tilforn et speilglat Skiold
Af slebent Staal; hvor Solens Straale faldt,
Der blinkte den med dobbelt Glands tilbage. -
Nu staaer en Plet af blodig Rust paa Skioldet.
120 Jeg gnider den ved Dag ved Nat - og kan
Ei faae den ud!

THORVALD.

Hugprude Palnatoke!
Naar hørte jeg dig tale saa.

PALNATOKE
med stigende Varme.

Ved Thor!
Jeg gav mit Blod, ifald jeg kunde vaske
Rustpletten ud dermed.

THORVALD.

Fat dig, min Herre.

PALNATOKE.

Der gaaer en grusom Frister giennem Livet,
Den stygge Vagnhoft, med det krumme Sværd;
Han lokker os, Een meer, en Anden mindre;
Han har sin Fryd af at forvikle Hiertet
I sine Garn. - Maaske det er en Prøve,
Hvorved de høie Guder vil erfare
Det sande Sindelag. Den, som de skiænkte
En sielden Evne, af en Saadan fordre
De og en sielden Kraft, en sielden Dyd;
Og finde de i Haabet sig bedragne -
Da sende de Blod-Nornen med sit Spyd.

THORVALD.

Ved Odin! Harald har fortient sin Død.

PALNATOKE.

Hvi drev min egen Sag mig til hans Drab?

121
THORVALD.

En menneskelig Drivt, ved alle Guder!

PALNATOKE.

Nok, Thorvald! - Jeg har aabnet dig mit Hierte;
Hvad du har hørt, faaer Ingen meer at høre.

THORVALD.

Din Tillid og Fortrolighed fortiener
Den inderligste Giengield: Palnatoke!
Gaa ikke hen til Kongens Graverøl.

PALNATOKE.

Og derhen maa jeg, derhen skal jeg just.

THORVALD.

Gaa ikke hen til Kongens Graverøl!
Hvad vilst du der? du har jo selver sagt:
Det er et Minde, som du ei kan hædre.

PALNATOKE.

Jeg gaaer ei did for Haralds Skyld, for Svends,
Han ønsker mit Farvel, før jeg gaaer bort,
Vil takke mig personlig for min Iver
Ved Kongevalget.

THORVALD.

Palnatoke, bliv!
Svend har besluttet, at besnære dig,
Det er den sande Aarsag, hvi jeg kom.
Fortumlet ved det pludselige Skifte,
Ved Kongevalget, ved sin Faders Død;
Bevæget ved at see hans Liig; ophidset
Af Fiølnirs Had; har nu den svage Yngling
Forglemt sin Pligt, og hvad han skylder dig.

122
PALNATOKE.

Det veedst du vist?

THORVALD.

Saavist, at jeg bestiger
Endnu i Nat mit Skib, og gaaer til Island.

PALNATOKE.

Bliv her, og følg med mig til Graverøllet!
Did gaaer jeg hen, uagtet alle Farer.
Hvad du har sagt, har jeg formodet alt.

THORVALD.

Og dog? Dog vilst du gaae?

PALNATOKE.

Jeg maa derhen.
Ei min Samvittighed beklemmer mig,
Men dette Mummeskiul. Saalænge jeg
Har levet, var jeg min Bedrift bekiendt.
Jeg vil ei flygte, som en Rømningsmand;
Men ærlig tage Afsked med Kong Svend.
Vil han Forklaring, nu! da skal han faae den.
Og jeg vil see den Kæmpe, der tør vove
At lægge dristig Haand paa Palnatoke.

THORVALD.

Tag i det mindste dine Venner med dig!

PALNATOKE.

Nei. Denne Sag vedkommer ene mig.
Hvad enkelt Mand har giort, maa enkelt Mand
Forsvare.

123
THORVALD.

Ædle Jarl! jeg kan ei dølge
Dig her min Frygt.

PALNATOKE
venlig.

Hvad frygter Thorvald for?
Mit Liv? Det skal jeg jo dog eengang miste.
Min Ro? Den vinder ved det raske Skridt. -
See, Thorvald! jeg vil tilstaae dig det reent ud:
Jeg havde mig en Drøm i Morgenstunden.
Der kom en Mand til mig i Søvne, sagde:
»Endnu i Nat skal denne Regning slettes
Imellem dig og Svend! Endnu i Nat skal
Dit Hierte vorde roligt!« - Om han mente
Nu Livets eller Dødens Ro - det veed
Jeg ei; det vil vi nu forsøge. - Hvis
Jeg falder - vel! da var det Nornens Vink.
Gaaer jeg derfra - da skal den røde Skygge
I Mørket tabe sig med denne Nat,
Og Dagen atter stedse see mig freidig. -
Følg mig! Jeg gaaer til Haralds Graverøl.

Han gaaer.

THORVALD.

O ædle Helt, du gaaer kun til dit eget.
Men jeg vil redde dig - Ja! jeg vil ile
Til Stranden ned, vil aabenbare Bue
Forræderiet; han skal komme med
Sit Mandskab dig til Hielp. - Selv vil jeg flye
Udfaldet og min ængstelige Kummer.
Thi falder Palnatoke, falder Svend,
Er lige stor min Sorg og Danmarks Tab.
124 Farvel! du skiønne, danske Strand! hvi tvinger
En grusom, en fortørnet Norne mig,
At flygte bort, paa Nattens sorte Vove,
Til Heklas Sne, fra dine Bøgeskove?

Han iler bort.

KONGENS HAL.

Salen er i Baggrunden behængt med sorte Tepper, og den Afdødes Vaaben. Et Bord i Midten, hvorpaa staaer et gyldent Træbilled af Freiers hellige Galt. Bænke til begge Sider. I det Scenen forandres, begynder en dæmpet Sørgemusik, under hvilken Kæmperne vaabenklædte, komme parviis ind, og sætte sig omkring Bordet. I Baggrunden staae Trællene ved Skienkebordet med store Miødkruse i Hænderne. Naar alle ere komne, træder Kong Svend ind med Fiølnir.

SVEND
afsides til Fiølnir.

Tallet er fuldt, kun Hovedmanden mangler.
Ifald han kommer ei?

FIØLNIR.

Han kommer vist.
Kun frygter jeg hans Følge.

SVEND.

Stille, Fiølnir!
Ved Asathor der er han! Uden Følge
Og uden Rustning, blot med Sværd og Skiold.

FIØLNIR.

Den vrede Rota leder selv hans Fied.

Musikken begynder igien. Svend sætter sig i Høisædet, Arnoddur har anviist Palnatoke sin
125

Plads ved Bordenden. Under Musikken gaae Trællene omkring og hælde Miød i Kæmpernes Horn.

SVEND
reiser sig i Høisædet med et sort Oxehorn, beslaget med Sølvringe.
ARNODDUR
raaber.

I ædle Kæmper! Konning Svend, vor Herre,
Alt for bedrøvet til at tale selv,
Forkynder Eder lydt ved sin Herold,
At han vil drikke nu af Sorgens Horn
Sin Faders, Konning Harald Gormsøns Minni.

Musikken begynder igien; alle Kæmperne reise sig og drikke med Svend; hvorpaa deres Horn atter fyldes.

KONG SVEND
reiser sig atter med et dobbelt saa stort Drikkehorn af røden Guld; hvorpaa
ARNODDUR
raaber.

I drabelige Kæmper, fromme Hirdmænd!
Nu blotter Eders Hoveder fra Hielmen!
Thi dette Bæger er det hellige Horn
For Asa Bragi, det er Løftets Bæger.

Kæmperne blotte deres Hoveder uden at reise sig og sætte Hielmene med et raslende Samslag for sig paa Bordet.

FIØLNIR
staaer op i sit Sæde og raaber.

Jeg, den Afdødes Staller, Merkismand,
Og Ven, adspørger dig, Svend Haraldsøn!
126 Hvad Løvte giør du her paa Freiers Galt,
Ved Bragis Bæger, for din Faders Minni?

SVEND
strækker Hornet i den høire Haand høit mod Himlen, den venstre lægger han paa Galtens Hoved, og siger derpaa.

Paa Freiers Galt, ved Asa-Bragis Bæger,
Giør jeg det Løfte, Svend, de Danskes Konge,
At jeg vil hævne strængt min Faders Drab.
Hver Draabe vorde Gift, saafremt jeg sviger.

Han tømmer Hornet.

FIØLNIR.

Et ærligt Løvte. Guderne har hørt det.
I Kæmper! drikker til Bekræftelse.

Kæmperne reise sig og drikke; derpaa sætte de sig igen, og bedække sig med deres Hielme. Der stødes i Trompeterne.

ARNODDUR
træder frem med Sværd og Skiold, slaaer tre Gange paa Skioldet og raaber.

Høit efter gammel Skik adspørger Kongen,
Om Ingen har Beviis mod Morderen?
Hvo noget har, han træde frem som Vidne.

FIØLNIR
reiser sig og tager Pilen frem.

Jeg, Fiølnir, har Beviis mod Morderen!
Med denne Piil er Harald Gormsøn dræbt;
Selv har jeg draget den af Kongens Hierte.

127
SVEND
til Arnoddur.

Tag denne Piil! Bring den om Bordet, spørg,
Og Nogen kiender den, og veed dens Eier!

ARNODDUR
gaar, med Pilen i den ene og en stor Voxkierte i den anden Haand, Bordet om fra Mand til Mand, og spørger den første:

Dankæmpe! kiendes du ved Pilen?

KÆMPEN.

Nei.

Derpaa siger han til Enhver »du?« og faaer »Nei« til Svar, indtil han kommer til Palnatoke, som svarer »Ja«.

SVEND
reiser sig opbragt.

Hvordan? du kiender den?

PALNATOKE
rolig.

Hvi skulde jeg
Ei kiendes ved min egen Piil?

SVEND.

Hvor skiltes
Du ved den sidst?

PALNATOKE.

Ifald du endelig
Vilst vide det, min Fostersøn! da skiltes
Jeg ved den sidst paa Buestrængen, dengang
Jeg skiød din Fader tvers igiennem Hiertet.

128
SVEND.

Staaer op nu, alle Mand! og griber ham!
Thi nu er Huldskab, nu er Venskab brudt.

FIØLNIR.

Op griber ham! Jeg være skal den første.

PALNATOKE
drager sit Sværd, og støder ham ned.

Du være skalst den første, gamle Nidding!
Der styrter ned til Hel; og saa skal Hver,
Der vover sig et Skridt mig nærmere.

Han slaaer Sværdshialtet imod Bordet, saa det runger i Salen.

Rolig i Hallen her! Ved Asathor!
Den mindste Mine til at røre mig,
Vil koste Eders Hierteblod.

Til Svend.

Grønskolling!
Du vilst forgribe paa en mandig Helt dig?
Hvo lærte dig? Hvo lærte Eder alle,
Duunglatte Ynglinger, at bruge Sværdet?
Hvo førte Eder seierrigt mod Fienden?
Hvo tugted Eder op til Dannerkæmper?
Jeg, Palnatoke! Og nu kan I troe,
At Eders Fader, Lærer er en Nidding.
Nu kan I troe, at Palnatoke har
Vanhædret sit berømmelige Navn?
Ved Danmarks Ære! Valhals Guder rødme
Og skamme sig ved Eders Trællesind.

Alle Kæmperne stikke skamfulde deres Sværd i Skederne, og sætte sig tause ned igien.
129
PALNATOKE
til Svend.

Jeg kunde gaae, behøved ei at giøre
Dig Regnskab for min Daad. Men jeg er kommen
At tage Afsked, som en ærlig Mand.
Din Fader har jeg dræbt, fordi han var
En Synder, Døden værdig, Landets Fiende;
Meer vil jeg ikke sige til mit Forsvar.
Den gamle Nidding tvang mig til sit Drab.
Farvel! Jeg gaaer herfra til Usedom,
Hvis du vilst hævne dig, velan, da træf mig
I Østersøen med din Flaade. Men
Vanær dig ei, og mød ei den med Lumskhed,
Der meer din Fader var, end den, du hævner.
Jeg gaaer herfra saa rolig, som jeg kom.
Hvo vover sig til at forfølge mig?
Hvis jeg har overilet mig og feilet -
Det er en Sag, som Guderne maa dømme,
Ei Mennesket. I kan ei fælde mig!

Han gaaer.

SVEND.

O han er stor! Jeg har fornærmet ham.
Hvo handler saa? Hvo yttrer saadan Kraft?
Naar kun han taler, maa han troes, beundres.
Ja, jeg vil møde dig i Østersøen,
Og bøde for mit overilte Løfte.

Til sine Kæmper.

Gaaer bort med dette Liig. Han faldt retfærdigt,
Thi han har ægget mig mod min Velgiører.

Kæmperne gaae bort med Fiølnirs Liig. Svend staaer allene, og støtter sig til sit Sværd, hensiunken i Bedrøvelse; pludselig hører man Sværdeklirren og Kamp bag Skuepladsen.
130
BUE
styrter ind med en Flok Jomsborgere, bleg i Ansigtet med funklende Øine; han har Bærsærkegang, løber rasende mod Svend med opløftet Sværd og raaber:

Du, du har dræbt ham, Nidding! du skalst døe.

SVEND
sætter sig til Modværge.

Fat dig! Din Herre gik herfra med Fred.

BUE.

Til Gravens Fred. Men du skalst bøde for det.

De fægte.

SVEND
raaber:

Det var ei Palnatokes Liig, men Fiølnirs!

BUE.

Til Hel, til Hel, du Nidding, styrt til Hel!

Svend snubler og synker i Knæerne. Bue sætter ham Sværdet for Brystet. I det samme styrter

PALNATOKE
ind, griber Bue i Halskraven, kaster ham tilside, og raaber opbragt:

Afsindige Forræder! vilst du myrde
Din Konge? Raser du? Siig, vilst du være
En Kongemorder?

BUE
ude af sig selv.

Kongemorder? ha!
Er dette Takken for min Troskab til dig?
131 En Kongemorder? Du est Kongemorder,
Og ikke jeg. Der, der har du din Straf!

Han render Palnatoke sit Sværd igiennem Livet.

PALNATOKE
falder.

O alle hellige Guder! Mægtige Forsyn!

Bue klemmes mellem Skiolde. Palnatoke bringes i en Stol.

SIGVALD
til Jomsborgerne.

Lad først ham komme til Besindigheden!
Bevidst først skal han bøde for sit Mord.

PALNATOKE
raaber med sine sidste Kræfter:

Jeg byder Eder, Jomsborgs Helte! hører
Mit sidste Bud: Bue skal nyde Livet.

BUE
kommer til sig selv igien, han drager et dybt Suk, stirrer paa Palnatoke, og siger:

Hvad har jeg giort!

PALNATOKE
venlig og mat.

Bue har intet giort.
Du varst et Værktøi kun i Skiæbnens Haand.

BUE
sætter sig Sværdet for Brystet.

Jeg følger med.

132
PALNATOKE.

Hvis jeg skal døe med Ro,
Da maa du sværge mig, at du vilst leve.

BUE
kaster sig paa Knæe, kysser hans Hænder, og væder dem med sine Taarer.

O Palnatoke! Alle gode Guder!
Dig, som jeg elskte over Alt i Verden!

PALNATOKE
lægger sin Haand paa hans Hoved.

Nornen har ført din Hand, du varst uskyldig! -
Det er forbi. Hør mig, før Døden slutter
De blege Læber: Lev! og smyk dit Norden
Fremdeles med din Heltekraft. - Gaaer Brødre
I Ro herfra! - Gaaer! - Taler ei et Ord!
Henter en Baar af sammenbundne Spyd,
Og bringer mig paa Skibet ud, og fører
Mit Legeme til Jomsborg! Jorder mig
Paa Torvet! Sætter ved min Grav en Steen;
Og sværger der ved Thor, at I vil hævde
Det gamle Danmarks Hæder og dets Kraft.
Det var mig ei bestemt at følge med;
Sigvald er viis, han være Eders Høvding
I Freden; Bue stærk, han føre Eder an
I Krigen.

BUEvil tale, PALNATOKE
siger:

Stille! Stille! Døden kommer.
Hvor er min Palnir?

SIGVALD.

Ak! han gik til Samsø.

133
PALNATOKE.

Jeg havde gierne seet min Søn end een Gang -
Siig ham, han hilse skal sin Moder, Broder!
Gaaer! Lad mig døe i Ro. Den som i Livet
Har elsket mig, han vandre taus herfra.

Bue gaaer hulkende bort med Hænderne for Øinene. Alle Kæmperne følge ham stumme i den høieste Bedrøvelse. Et Stille.

SVEND
nærmer sig skielvende og siger med sagte Røst.

Tilgiv mig, Fosterfader! hvis du lever
Endnu! Tilgiv den alt for svage Svend!

Han knæler.

PALNATOKE
rækker ham mat sin Haand.

Selv Mænd kan feile, Svend! det har vi seet,
Hvor meget meer en Yngling! Jeg tilgiver
Dig Alt, min Søn.

SVEND.

Og ved din hellige Død!
Din Fostersøn skal vorde værd sin Fader.
Mod dine Venner kan jeg ikke stride!
Jomsborg vil tugte mig; men lad den det!
Naar Svend har staaet ud sin Straf, da skal
Han vise sig som Palnatokes Fostre.

PALNATOKE
reiser sig pludselig overende, strækker sine Arme ud, og raaber glad med høi Røst:

Tak Bue! Tak! Der svandt den røde Skygge.
Du har udvasket Pletten paa mit Skiold.

Han falder tilbage og døer.

134
AXEL OG VALBORG
ET SØRGESPIL
136

"Gud dennem forlade som Aarsag er
At de ei sammen maa være,
Som have hinanden af Hiertet kiær,
Og elsker i Tugt og Ære".

137

FORERINDRING.

Den gamle Sang i Peder Syvs Kæmpeviser, der har givet Anledning til nærværende Sørgespil, staaer ikke i nogen Forfatteren bekiendt Forbindelse med den norske Historie. Alle Spor i Visen tyde hen paa det ellevte eller tolvte Aarhundrede; altsaa paa en Tid, Snorro Sturlesøn omstændeligen har beskrevet. Der tales i Kæmpevisen om en Kong Amund, hvilken Peder Syv troer at være Amund Kulbrænder. Denne understøttede Svend og Harald mod Kong Magnus i Norge, og døde 1051. Et Par andre svenske Fyrster af dette Navn levede før denne Tid, og staae ikke i Forbindelse med slig Begivenhed. Kæmpevisen nævner en Dronning Malfrid. I den norske Historie gives kun een saadan Dronning, en russisk Prindsesse, først givt med Sigurd Jorsalafar; siden forskudt af ham, med Erik Emund i Danmark. Med Sigurd havde hun Christina, der blev Erling Skakkes Hustrue, og døde 1135. Paa dette Egteskab grundede Erling sin Søns Magni Ret til det norske Herredom. Om Hagen Kongens Søn taler ogsaa Visen. Det vil sige: den unge Kong Hakon; thi at han var Enevoldsherre og faderløs viser Begivenhederne. Snorro omtaler tvende unge Konger af dette Navn: Hakon Magnus den Godes Søn, som levede elsket og rolig, og døde paa Jagt; og Kong Hakon Herdabreith (Skulderbred) Sigurds Søn, som efter et kort og uroligt Regimente faldt med sine trofaste Mænd i et Slag mod Erling Skakke. Blandt disse Mænd var 138 en Askel, eller Axel fra Føhrland, en tro Hirdmand af Sigurd. Hakons Fader heed Thord Husfreya. Giør man nu denne Axel til Thord Husfreyas Søn, saa kommer en Axel Thordsøn derudaf. Digteren har fundet denne Fiction overensstemmende med Tid, Omstændigheder og selve Navne. Efter Harald Gilles Tid maa ogsaa Tildragelsen være skeet, da der tales saa meget om den Gilske Slægt, hvilke Giller ikke uden langt mere usandsynligt kunne menes at være Gille Laugmands Afkom, han levede i Olaf den Helliges Tid, ikke nær saa berømt en Mand, som Harald Gille. Denne Slægt udmærkede sig i den korte Tid den levede, tragisk og sig selv tilintetgiørende. Ved at vælge en slig sandsynlig og for Stykkets Tarv passende Tidspunkt, kunde man nu vel ikke lade Axel have tient en Keiser Henrik, vel derimod den saxiske Hertug Henrik Løve, en mandhaftig og berømmelig Helt. Istedet altsaa for det formodentlig opdigtede Overfald i Visen fra Opland, benyttedes det historiske og vigtigere af Erling; og saaledes lagdes da uden Tvang Melpomenes og Klios Hænder i hinanden, hvorved det Hele faaer en fastere og værdigere Grund. Da Eisten eller Augustinus blev Hakon utro og flygtede til Bergen, for at understøtte hans Fiende, er det ikke usandsynligt at Hakon har sat en Anden i hans Sted i dette Mellemrum, hvilken her kaldes Erland, efter den ædle, med faae Ord velskildrede Erkedegn i Kæmpevisen. Augustinus byggede den store Throndhiems Domkirke, hvilket kan være skeet i Axels og Valborgs spæde Barndom; der gives i Tragoedien Vink derom, skiøndt kun svagt, for ikke at forstyrre det Ærværdige med en alt for ny Kirke.

139

DE HANDLENDE:

  • Hakon Herdebred, Norges Konge.
  • Sigurd af Reine, hans Staller.
  • Axel Thordsøn, hans Frænde.
  • Valborg, Axels Brud.
  • Vilhelm, hans Ven.
  • Erland, Erkebiskop.
  • Knud, Sortebroder.
  • Biørn Gamle,
  • Endrid hin Unge,
  • Kolbein og
  • Flere Kæmper.
  • En fiendtlig Kæmpe med Følge.
  • Gotfried, Vilhelms Svend.
  • Dronning Thora med sine Fruer og Jomfruer.
  • Biarkebeiner.
  • Munke.

Handlingen foregaaer i Christ-Kirken i Nidaros. Til begge Sider Begravelser i Murene; midt paa Gulvet Harald Gilles Liigsteen. I Forgrunden tvende mægtige Kirkepiller, som understøtte Hvælvingen; den venstre betegnet medtre Kors; den høire viser Tegnet [se facsimile] omkrandset af Forgietmigei. Dybt i Baggrunden Høialteret, hvorfra Hovedgangen gaaer ned mellem Stolestader paa begge Sider til Pillerne i Forgrunden. Over Altertavlen staaer et gyldent Skrin, der oplyses af de brogede Ruder i Choret, hvorigiennem Solen skinner. I Midten af Gangen en Lysekrone.

Tiden er 1162.

140
141

FØRSTE AKT.

AXEL. VILHELM.

VILHELM.

Her er da den berømte Throndhiems Kirke,
Hvis Rye har bredet sig til selve Rom. -

AXEL.

Har Rygtet pralet?

VILHELM.

Nei!

AXEL.

O! hvilket Tempel!

VILHELM.

Et høit udhulet hvælvet Dovrefield!

AXEL.

Ærværdig Rolighed har her sit Sæde
Og gyder Fromhed i det stille Sind.

VILHELM.

Et prægtigt Syn, naar midt man staaer i Gangen
Og skuer op til Altret.

142
AXEL.

Messen holdes
I Choret, hør! den fierne Morgensang
Runger i Kirkens trinde Hvælvinger.

VILHELM.

Hvor dunkelt for en Sommermorgen! Norden
Er dunkel.

AXEL.

Dunkel som det Hellige!
De gule Voxlys brede svage Straaler
Fra Messingkronen hen i Kirkens Gange.
Saa glimter Haabet i et sorgfuldt Hierte.
O! hvilket Syn! Den unge Morgenrøde
Gløder igiennem Farverne paa Vindvet
I Østen. Hil dig! hil dig, skiønne Sol!
Du vækker alle mine Barndoms Minder.

VILHELM.

Og hvad betyder hist den gyldne Kiste
Der over Alteret?

AXEL.

Sankt Olafs Skrin.

VILHELM.

Ha! det er Olafs Skrin!

AXEL.

Der giemmes fromt
De hellige Levninger af Nordens Helgen.

VILHELM.

Og klippes end hans Skiæg og Negler stundom
Af Kongerne?

143
AXEL.

Nei; Harald Haarderaade
Fandt det uværdigt at forstyrre Liget
I sin høitidelige Ro; han kasted'
I Havet Skrinets Nøgler, og fra den Tid
Hviler det ædle Støv i stille Fred.

VILHELM
betragter Pillerne.

Herlige Støtter ved St. Innocenz!
De har en stærkere Rygrad, bredre Skuldre
End du og jeg; og de vil kneise fort,
Naar vore trætte Been er længst i Mulden.
Men hvad betyde disse trende Kors?

AXEL.

Kom Vilhelm! lad os see den næste Piller.

VILHELM.

Siig mig kun først, hvad disse Kors betyde?

AXEL.

De trende Kors betyde Haarderaades,
Kong Olaf Kyrres og Kong Magni Høider;
Men lad os eftersee den næste Piller.

VILHELM.

Hvad vilst du see?

AXEL.

Et mindre Mærke, Vilhelm!
Ei nær saa høit, ei nogen Kæmperhøide,
Saa høit kun som en femtenaarig Møe;
Ei hugget ud i Stenen, ridset ind kun
Med svage Træk i Træeomfatningen.

144
VILHELM

Din Valborgs Maal?

AXEL.

Bie, bie en liden Stund!
Lad mig forhøie Nydelsen ved Dvælen.

VILHELM.

Naar skarst du det?

AXEL.

For fem Aar siden, da
Jeg treen i Kirken for til Gud at bede,
For Afsked med min Kiærlighed at tage,
Og med mit Fædreland. - Min Valborgs Moder
Var nylig død; Valborg var sat i Kloster
At lære Sømmen sye og læse lære;
Hun var kun femten Aar; men, o! min Broder!
Den modne Siel alt smilte som en Engel
Igiennem Øiets Himmelblaa. - Jeg kom,
Det var en aarle Morgenstund; Kong Eisten
Var fanget Dagen før, og skiændigt myrdet.
En vældig Rædsel drev mig bort fra Norge.
Grumt raste Landets Sønner mod hverandre;
Grumt raste Kiærligheden i mit Bryst.
Jeg bad til Gud, at ud han vilde slukke
Den stærke Flamme, der, endskiøndt uskyldig,
Dog skyldig brændte til min skiønne Frænke.
Jeg bad, og som jeg bad, da aabnedes
Hist Klosterdøren, hvorigiennem ellers
De fromme Nonner komme hid til Messen;
Det undredes mig, at de kom saa aarle -
Men ak! det var kun Een, en Uindviet,
Hvis Skiønhed Sløret endnu grusomt ei
Bedækte. - Tæt det sorte Klædebon
145 Sig vandt om hendes smekkre Midje; blegt
Som Silke, faldt de silkebløde Lokker
I Fletninger om Skuldrene. Hun saae
Mig ei, hun knælte her for Graven, Vilhelm!
Her for sin Moders Grav, hun hæved fromt
De trinde Arme, liliehvide Hænder.
Hun bad som jeg: »O Himmel sluk min Elskov!
O Moder! styrk din Datter i sin Dyd!«
Da glemte jeg St. Olaf, alle Helgen,
Og Himlen selv; thi Himlen aabenbared
Sig for mig i min Valborg. - Aldrig var
Tilstaaelsen end kommen mig paa Læben,
Fra den Tid virkelig jeg elskte hende.
Fra Barnsbeen kaldtes vi vel Ægtefolk;
Det var i Spøg, fordi den søde Møe,
Som Glut alt var mit Hierte dyrebar.
Jeg nærmed mig, igiennemglødet af
Det stærkeste, det elskovsfulde Mod.
Nu syntes alle Farer mig forsvinde;
Axel var Valborg kiær, som Valborg Axel.
Jeg skued med Foragt hver ussel Fordom,
Der lig en Diævel vilde trodse Himlen
Og Englen i sin Fryd. - Min Skiæbne laae
Mig som en saaret Lindorm for min Fod.
Jeg stod paa den kiæk som St. Michael,
Og stødte Spydet i Uhyrets Ryg,
Mens mine Følelser med stærke Vinger
Sig løfted imod Himlen. Saadan treen jeg
For Valborg; med min venstre Haand omslyngte
Jeg hendes skiønne Legem, med den høire
Drog jeg mit Sværd, og svor ved alle Helgen:
Valborg skal vorde Axel Thordsøns Brud
Paa Jorden eller hist i Himlen.

146
VILHELM.

Amen!
Min brave Broder!

AXEL.

Ak, da skiælved Valborg:
»Axel, hvad sværger du! Er ei vor Elskov
Mod Religionen og mod Sæderne?
Er vi ei Slætninge? Forbyder Kirken
Ei sligt et Ægteskab? Bad vore Mødre
Indstændigt os paa Sottesengen ei,
At tvinge denne Flamme? Spaaede de
Os idel Kummer ei og Undergang,
Ifald vi handlede mod deres Raad?
See vore Mødre paa Ligstenene!
De bøie deres Hoveder, de græde
Af inderlig Medlidenhed, for os,
For deres Børns grusomme Skiæbne!« Vilhelm!
Da skar jeg vore Træk i Pillen der,
Og svor igien: Jeg kommer hiem med Orlov
Fra Paven, eller aldrig, aldrig mere.

VILHELM.

Hvor lykkeligt at stande ved sit Maal!
Begavet nu med alt, hvad forhen mangled.
Kom lad os eftersee dit Navnetræk!

AXEL.

Ja! det skal være mig mit første Varsel!

Han gaaer hen mod Pillen, og opdager Blomsterkrandsen.

O Vilhelm! Vilhelm! Valborg er mig tro;
Himlen er ei saa blaa som disse Blomster.

Han omfavner sin Ven.
147
VILHELM.

Lyksalige! som elsker, og som elskes!

AXEL.

Staldbroder! hav Taalmodighed med Axel!
Lad ei hans Blødhed trætte dig. Snart er
Han lykkelig, da skal han dele Livet
Imellem Valborg og sin Broder Vilhelm.
Du fulgte mig til Norge for at kiende
Den nordiske Natur. Alt skalst du skue.
Men Kiærligheden, Ven! er ogsaa nordisk.
Den høie Agtelse for Qvinden, Vilhelm!
Har Sydens Ridder lært af Nordens Kæmpe.
Hvis du vil kiende Nordens Aand og Sæder,
Maa du begynde med dens Kiærlighed.

VILHELM.

Elsk du, min Ven! sværm, og vær lykkelig!
Du kaared dig en ærlig Tydsker til
Din Ven, og du skalst altid finde sand
Deeltagelse ved dette Bryst.

AXEL.

Det veed jeg.
Da Odins Skare deelte sig i tvende
Mægtige Broderarme, blev dog Roden
Af Sproget og vort Sindelags Natur
Udeelt; og derfor bør det sig bestandig
At Gothen og Germanen elske sig.

VILHELM.

Du viste dig i Henrik Løves Tog
Saa diærv en Ridder, som en trofast Beiler
148 Her ved de vakte Minder af din Elskov.
Jeg lader dig nu med din Kiærlighed,
Og iler hen til Skibet for at bringe
Vort Folk Besked og Bud.

AXEL.

Jeg skulde selv -

VILHELM.

Ei! du est undskyldt, lad du mig kun raade.
Tak for du viste mig den skiønne Kirke.
Pillegrimskaaben har jeg ladet lægge
I Stolestadet hist med Vandringsstaven,
Hvormed du første Gang vil see din Valborg.
Jeg overlader dig til denne Glæde;
Paa Skibet kanst du atter finde mig.

AXEL.

Jeg bringer dig i Kongens Hal, saasnart -

VILHELM.

Først ønsker jeg at hilse Bispen; dog
Det haster ei, men Kiærligheden haster.

Han gaaer.

AXEL.

Du tapre Vilhelm! Redelige Tydsker!
Udkaarne Ven, trofaste Vaabenbroder! -
Hvor lifligt straaler Solen Munterhed
Ind i mit Hierte, som i Kirkens Hvælving.
Men hvilken dunkel Skygge, sort og skummel,
Sniger sig langsomt hid, for at formørke
Den lyse Fryd? Ha, Sortebroder Knud!
149 Jeg kiender ham; det samme lumske Træk
Ved Øiet og det samme sledske Smiil
Paa Læben, som for fem Aar siden. - Kunde
Jeg undgaae ham! men han har seet mig alt;
Hvis her han dvæler, medens Valborg kommer!
Ulykkesfugl! du skal den første være,
Som her mig møder? Et usaligt Varsel! -

KNUD
kommer.

Ei hellige Guds Kors! hvad? seer jeg ret?
Hvad? Axel Thordsøn? Axel her i Landet?
Bedrage mine Øine mig?

AXEL.

Jert Øie
Seer klart og sundt, min fromme Fader! Axel
Er her. Guds Fred! Hvor gaaer det, Broder Knud?

KNUD.

Gud takke dig for denne gode Hilsning!
Hvordan det gaaer? Det Gamle! Præstegang!
Fra Klosteret til Kirken, og fra Kirken
Til Klosteret, og endelig derfra
Et Skridt til Graven; det er Munkelivet.
Men siig mig, kiære Søn! hvor gaaer det dig?
Ei, ei, hvor du est bleven føer og stærk!
Hvor har du færdedes? Hvad har du øvet?
En vakker Kæmpe lever meer eet Aar
End alle Munke deres Levedage.
Hvordan forstaaer jeg her Tilbagekomsten?

Han betragter Axel opmærksom.
150
AXEL.

Kan det forundre Eder, at en Nordmand
Tilbagevender til sit Fædreland?

KNUD.

Jeg veed, hvorfor du drogst af Landet ud;
Ak! alle Kirkens Brødre maatte rose
Saa fromt et Forsæt hos saa ung en Svend;
Du vilde ved Fraværelsen betvinge
Din syndefulde Brynde til skiøn Valborg.
Nu, det var smukt giort, det var vel giort! godt giort!
Men nu Tilbagereisen, kiære Søn?
Dog fem Aars Tid er gaaet, det er sandt!
I fem Aars Tid kan glemmes meget, veed jeg;
Og i Italien er skiønne Qvinder,
Trinde som Lilier, blussende som Roser,
Blide som Duer, fyrige som Ild.
Da glemmes Nordens blege Skiønhed snart.
Ei sandt, min Søn?

AXEL.

Det kan vel hændes, Fader!

KNUD.

Ja, ja! saa er det hændt sig, kan jeg tænke;
Og det er vel! det var en blodig Synd
Dit unge Hierte dengang stod i Fare
For at begaae.

AXEL.

Hvor lider Valborg?

151
KNUD.

Nu
Som det nu gaaer de unge Møer; hun
Er bleven from, klog, smuk -

AXEL.

Det var hun alt,
Da jeg drog bort.

KNUD.

Ja, ja! hun tegned brav,
Hun tegned brav!

AXEL.

Saa er hun mere deilig?

KNUD.

Derom kan jeg ei dømme, kiære Søn!
En Munk forstaaer sig ei paa jordisk Skiønhed,
Han seer kun paa den Himmelske.

AXEL.

Er Valborg
Endnu i Klostret?

KNUD.

Undertiden, ja!
Dog oftere er hun hos Kongens Moder
Paa Kongens Gaard. Snart blier hun der vel stedse.

AXEL.

Hvorledes det?

KNUD.

Hun kaldes Axels Brud
Endnu for Spøg af Byens Piger; men
Vi vide vel, at Konning Hakon snart
Vil dele Norges Krone med skiøn Valborg.

152
AXEL.

Hvad? Hakon?

KNUD.

Nu, han elsker Jomfrue Valborg
Med al sit Hiertes Hæflighed!

AXEL.

Og Valborg?

KNUD.

Hun - ham igien.

AXEL.

Der løgst du, Broder Knud!

KNUD.

Ei, ei! min unge Ven! jeg troede sikkert,
Du havde fromt bekæmpet dine Synder.

AXEL.

Hun elsker Hakon ei, hun hader ham.

KNUD.

Christ frie os! hade Kongen!

AXEL.

Har han beilet
Om hendes Troe?

KNUD.

Alt længst; og Valborgs Frænder
Gav Kongen alle Ja.

AXEL.

Men Valborg, Munk!
Men Valborg gav ham Nei.

153
KNUD.

Hun er optugtet
I Ærbarhed og Christendom; hun veed,
At Lydighed er Qvindens Hovedsmykke.

AXEL.

Nei, Munk! ved alle Himlens Stierner! Valborg
Ægter ei Hakon, hun er Axels Brud.

KNUD.

Du troer at giennemdrive denne store
Forargelse?

AXEL.

Retmæssigt skal hun vorde
Min Brud, for Gud, som for mit Hierte.

KNUD.

Axel!
Hvorledes? -

AXEL.

Derom taler jeg med Kongen,
Og skylder Eder intet Regnskab. Valborg
Er min, trods alle Diævle, alle Munke.

Han gaaer.

KNUD.

En vigtig Nyhed! Ønskelig for mig!
Det blir en Kirkesag. Vor Erkebisp
Vil neppe blande sig i dette Væsen;
Han har jo engang været selv forelsket,
Den gamle Taabe. Altsaa - Broder Knud! -
Axel afstaaer ei Valborg med det Gode;
I Elskovsheden har han atter glemt - -
Jeg iler hen at aabenbare Kongen
154 Den hele Sag. Erland er syg og gammel!
Snart maa der tænkes paa en anden Biskop!
En vigtig Post, især i disse Tider;
Normannakonning trænger til en Mand
Med Kraft og Klogskab, der ved sin Idræt
Har viist Hengivenhed. - Mod! Broder Knud!
Her byder sig en Leilighed, som kaldet!
Hvormed belønner høit nok Elskeren
Den Mand, som skaffer ham sin Elskerinde?
En vigtig Nyhed! Ønskelig for mig!

Han gaaer.

AXEL
kommer tilbage i en Pillegrimskappe befæstet med Muslingeskaller, han har en hvid Stav, en bred Hat og et graat Skiæg i sin Haand.

Alt borte? Vel! Iil du kun hen at bringe
Hakon det siældne Bud; jeg kommer selv. -
Han elsker hende! Hakon elsker Valborg! -
Men Valborg elsker mig. Og hvoraf veedst du,
Og hvoraf veedst du, at hun elsker dig?
Hakon er Konge, Valborg er en Møe,
Og Qvindens Lod er Svaghed. Skam dig, Axel!
Bør Synden tvivle om en Engels Dyd?
Men Pigen elsker Glimmer! - Axel! Axel!
Da her for Gud hun knælte med sit Hierte
Af hellig Elskov fuldt, stod Jordens Glimmer
Da ogsaa dengang i den Renes Blik? -
Ak Tiden matter Alt! den sløifer selv
Hist Pyramiderne paa Nilens Sletter,
Hvor meget meer. - O Kiærlighed! du est
Ei en uskyldig dydig Drift; du vækker
Mistillid, Had og Frygt i Mandens Hierte! -
Fem Aar! Jeg har forandret mig i den Tid;
155 Jeg har ei tabt derved; er vorden Helt!
Mit Blik er mere roligt, mere skarpt,
Min Hage skiules tæt af dunkle Duun;
Mit Sværd har ikke rustet i sin Balg
Imidlertid; den store Henrik Løve
Udmærkte mig; for hans Skyld bærer jeg
Mangt sammenskrumpet Ar paa Bryst og Skulder;
Var jeg elskværdig før i Valborgs Øine,
Da maa jeg mere vorde det som Mand;
Hvad elsker Qvinden meer end kraftig Manddom?

Hans Øie falder paa Krandsen.

O hulde Blomster! som en lysegrøn
Maidag, omhvælvet af det Himmelblaa
Mildner I Sorgen i mit Hierte. - Thora
Kommer fra Messen alt med sine Møer.
Til Sagen, som en sølverhaaret Gubbe
Jeg speide vil min Skiæbne. Er hun utro,
Da bort saa hastig, som jeg kom; da lynsnar
I Henrik Løves Hær tilbage; brat
Jeg finder der min Død for Vendens Øxe.
Og fanges jeg, og offrer Hedningen
Mig hen for Radegast, for Schvantevit
For Provo eller for den grumme Siva -
Hvad er det meer? Jeg faldt et Offer alt
Her for en christen mere grum Gudinde.

Han gaaer afsides. Dronningen gaaer igiennem Kirken med sine Fruer og Jomfruer.
VALBORG
kommer i det sidste Par; hun standser i Forgrunden af Skuepladsen og siger til sin Følgesøster:

Gak du foran, Svanhvide! at jeg ene
Kan giøre Bønnen efter daglig Skik
156 Her ved min Faders og min Moders Grav;
Jeg følger efter!

Dronningens Følge gaaer bort. Valborg knæler ved sine Forældres Grav.

AXEL
som fuldkommen forklædt er kommen tilbage, og knæler i en Afstand.

Himmel! det er Valborg!
Jeg kiender hende neppe. Hvilken Væxt!
En fyldig Rose, hvad kun før var Knup.
Hvad er hun bleven deilig! Hendes Aasyn
Er kun det samme. Men de røde Roser
Er bleget hen til hvide Vemods Lilier.
Held mig! Jeg vilde gyse, hvis hun blussed
I freidig Munterhed.

VALBORG
staaer op og seer sig omkring.

Jeg er allene.
Hist knæler kun en gammel Pillegrim.

Hun gaaer hen for Pillen med Navnetrækket; tager den forrige Krands af, og hænger en frisk isteden.

Jeg hilser dig, min Kiærlighed! god Morgen!

AXEL.

O Himmel!

VALBORG
betragter Axel.

Hvor han beder fromt den Gamle!

AXEL.

Tak, høie Fader, for din Miskundhed!

157
VALBORG.

Hvor salig er hans Fryd, den sølvgraa Gubbe!
Han har tilbagelagt en hellig Reise;
Letter sit Hierte for en tung Bekymring;
Nu staaer han reen, uskyldig ved sin Grav;
Den aabner sig, som Favnen af en Ven.
O gode Gud! hvor sælsomt gaaer det dog
Paa denne Jord; tit nyder Alderdommen
En barnlig Ungdomslyst, imens den Unge
Maae tæres hen af glædeløse Sorger.

Hun gaaer ham imøde, i det han reiser sig.

Held dig og Sæl, min fromme Vandringsmand!

AXEL.

Jeg takker Eder skiønne Jomfrue Valborg!

VALBORG.

Du kiender mig?

AXEL.

Jeg gik til Nidaros,
Deels for at knæle ved St. Olafs Skrin,
Deels for at bringe Eder Brev og Hilsen
Fra Tydskland, hvorigiennem Veien faldt.
Jeg har alt hilset Helfrid, Eders Frænke
Paa Immersborg, hun spaaede mig en god
Modtagelse, for dette gode Budskab.

VALBORG.

Mig kiender ingen i den vide Verden;
Kun Helfrid er min troe Veninde; men
Du kommer langveis fra; hvad kanst du bringe?

AXEL.

Frue Helfrid har - en Broder.

158
VALBORG
rødmer.

Axel Thordsøn!

AXEL
afsides.

O søde Lilier! I forvandler Eder
Til Roser atter!

Højt

Rigtig, Axel Thordsøn.
En ærlig Kæmpe, kun lidt kummerfuld.
I Saxen traf jeg ham, i Henriks Leir,
Og neppe hørte han jeg drog til Norrig,
Saa flyede han mig dette Brev og bad
Mig bringe det i Eders egne Hænder.

VALBORG
kaster et frygtsomt Sideblik hen i Kirken; da hun finder sig ene med Gubben, rækker hun efter Brevet og siger:

Min Gubbe! du har bragt - kiærkomment Budskab.

AXEL.

Har jeg? nu Gud velsigne Eder derfor.

VALBORG.

Du tager Deel i Axel Thordsøns Skiæbne?

AXEL.

Og i skiøn Valborgs med. Læs Eders Brev!

VALBORG
bryder Brevet og læser:

Ung Axel lader Brev udgaae,
Valborg, du søde Qvinde!
Christ give, det dig finde maae
Min Brud, min Elskerinde!
159 En Ring jeg tager af min Haand,
Du den paa Fingren sætte.
Jeg elsker dig med trofast Aand,
Og kan dig ei forgiette.

Kom vel i Hu, min unge Brud!
At jeg dig saa mon fæste,
Skiøndt Axel drog saa vide ud,
For fremmed Folk at giæste.

Han tiener i Herr Henriks Hær;
Forgyldt er hver hans Spore,
Fra Velskland er hans gode Sværd
Og ridderlig hans Fore.

Men ak! han sover ei sødelig,
Som sig mon Kæmpen sømme;
Hver Nat han har ei Ro hos sig,
Alt for de stærke Drømme.

O vær mig tro, min Fæstemøe!
Bøi fra mig ei din Villie!
Jeg sviger ei paa Verdens Øe
Valborg, min hulde Lillie!

Og Lykken vexler ofte om;
Det kan sig vel saa hænde,
At Axel bringer Bud fra Rom,
Kiært for sin søde Frænde.

Maaskee han for dit Aasyn staaer,
Naar mindst du troer hans Komme.
Farvel nu Valborg! hulde Maard!
Rose for alle Blomme!

Valborg stirrer vemodig paa Brevet, og gientager langsomt og forsagt:

160 Maaskee han for dit Aasyn staaer,
Naar mindst du troer hans Komme!

Hun slaaer Øinene op, og bliver i det samme Axel vaer som har afkastet Forklædningen.

O Himmel!

AXEL
styrter i hendes Arme.

Her er han, Valborg! hulde Maard!
Rose for alle Blomme!

VALBORG.

Axel!

AXEL.

Valborg!

VALBORG.

O min Gud!
Er det dig selv?

AXEL.

Nei, det er ikke Axel.
Axel var en bedrøvet sorgfuld Svend;
Og, elskte Valborg! du omfavner her
Den lykkeligste Helt i dine Arme.

VALBORG.

Min Axel! er det muligt?

AXEL.

Elskte Pige!
Alting er muligt for et trofast Hierte.
Alting er lykkedes din Pillegrim.
Han stander ved sit Maal, ei ved sin Grav,
Og takker Himlen for dens Miskundhed.
Jeg svor en Eed, at ej jeg kom tilbage,
161 Før Kirken havde billiget vor Elskov;
See, her er Orlov fra den hellige Fader;
Nu kan vi elske, elske uden Synd.
Jeg bærer Pergamentet i et Omslag
Af Silke paa mit blotte Bryst. See Valborg!
Det gule Pergament! Et Himmelbrev!
See! seer du: Hadrianus Episcopus
Servus servorum Dei. - Ak! det er
I Romersproget, det er sandt; men Brevet
Tillader dig at elske mig, min Valborg!
Den gode Olding svor mig det. Og nu
Sværg mig, mit Hiertes Allerkiæreste!
Her paa den brede Liigsteen, som bedækker
Vor Stammefaders Harald Gilles Støv,
At end i Dag du vil for Altret træde
Med Axel, som din Fæstemand.

VALBORG.

Min Axel!
Veedst du at Kongen -

AXEL.

Alting, veed jeg, alting;
Han elsker dig! - Og du?

VALBORG.

Jeg elsker Axel.

AXEL.

O søde himmelske Veltalenhed!
Endnu engang! Siig det endnu engang
Min hulde Lilievand! Jeg hørte ej
Hvad førstegang din Purpurlæbe talte!

162
VALBORG.

Jeg elsker Axel!

AXEL.

Har I hørt det, Mure?
I høie Hvælvinger? I hellige Altre?
Hun elsker Axel! Nu saa skal da ogsaa
Kun Døden skille dig fra Axel. Kom!
Kom, lad mig sætte Ringen paa din Finger

Han taber den.

Den faldt!

VALBORG.

O Gud!

AXEL.

Den trilled i en Revne.

VALBORG.

Den trilled ned i Harald Gilles Grav.

AXEL.

Jeg lader smedde andre Ti til hver
Af dine runde Alabasterfingre.
Med Perler skalst du flette dine Haar;
Silke, med Roser og med Lilier sat,
Skal svulme kring dit Bryst; din spæde Fod
Skal sluttes ind af sølverspændte Skoe;
Af din Skarlagens Kaabe skal den liden
Smaadreng strunk bære Slæbet, naar du vandrer
Fra Axels Gaard til Kirken, som hans Hustru.
Heel mangen Klump af Vendernes Skurdguder
Faldt i din Kæmpes Lod; du varst hans Skioldmøe;
Granvoxne Valborg!

163
VALBORG.

Elskelige Svend!
Hvor har du ogsaa stærkt forandret dig.
Dit Hierte kun, din Elskov er den samme.
Jeg skuer neppe meer den skiælmske Kløft
I Hagen her, for lutter sorte Kruser.
Barbar! som du est vorden! Valborg elskte
En hvid glathaget Ungersvend; nu favner
Hun her en solbrændt, skiæggehaget Vildmand.

AXEL.

Og til Beviis paa, at du frygter ei
Den barske Vildmand med det sorte Skiæg,
Saa tryk din glatte, silkebløde Hage
Mod disse dunkle Duun, i det du trykker
Det første Indsegl af din Kiærlighed
Paa Axels Læber med din Mund.

Han kysser hende.

VALBORG.

Min Axel!

AXEL.

Min Valborg! - Saa! - nu træder jeg for Hakon,
Nu har jeg drukket Mod og Dristighed.
Jeg frygter ei; han skal ei røve mig
Min Brud; han kan det heller ei; han er
En nordisk Drot og kan ei være nedrig;
Det er min Pligt, ei at formode det.
Farvel. O Hulde! hvor det koster Axel,
At rive sig fra dig min Elskerinde!
Men det maa være. Snart forenes vi
Saa huldt og fast som vore Navnetræk.
See søde Pige, hvad er dette A?

Et omvendt V.

Og hvad er dette V?
164 Et omvendt A! Saa gaaer det vore Hierter.
Vi er een Siæl i tvende Parter adskilt,
Hvis hele Stræben er at eenes atter.
Christ signe dig! Smyk dig som Brud! du finder
Din Axel her igien som Brudgom.

Han gaaer.

VALBORG.

Axel! -
Hvor han er vorden mandig, tillidsfuld,
Hans Blik udstrømmer Munterhed og Trøst.
Hvi gikst du bort, og lodst din Valborg ene
Tilbage mellem Gravene, min Axel?
Nu falder atter ængstligt hendes Øie
Paa hendes Moders blege Billed hist.
Hun græder fort, bedrøvet; ak som om
Hun vilde sige: »Ulyksalige!
I fryder Eder i et stakket Haab,
En grusom Skiæbne har opreist sin Muur
Af Jern imellem Eders Hierter. Først
I Graven -« Gud! I Graven faldt hans Ring;
I Haralds Grav! - - Han stander i sin Rustning
Den døde Konge, barsk og trudselsfuld;
Med Haand paa Sværd, med vredtindtrukne Bryn;
Vor Stammefader. - Ak fortørnes ei!
Min Axel bringer Pavens Orlov hiem.
Vort Ægteskab er ingen Brøde længer. - -
Men ak! han truer ubevæget fort;
Som om han vilde sige: »Intet Brev
Kan svække Blodets Magt; ei nogen Bulle
Giør Indgreb i Naturens hellige Orden.«
Og Axels Ring - o alle gode Helgen!
Den trilled i vor Stammefaders Grav.

165

ANDEN AKT.

KONG HAKON. SIGURD AF REINE.

SIGURD.

Hil og lyksalig dig, min Herre Hakon!
Jeg mærker man maae gaae til Kirke nu,
Naar man vil være sikker paa at træffe
Normannakonning.

HAKON.

Bringer du os Budskab?
Har du indhentet Nys om Erling, Sigurd?

SIGURD.

Et Kiøbmandsskib er løbet ind i Fiorden,
Har sneget sig ved Nattetide bort
Fra Bergens Bye; det bringer ilde Nyhed:
Ung Magnus kaares rundt i søndre Norge.
Erling haandterer slemt i Bergen. Dræbt
Er Arne Brigdeskal, din Sysselmand;
Ingebiørn Spil, Landshøvdingen disligest.
Hver Kiøbmandssnekke holdes fast i Bergen,
For ei at bringe Bud til Nidaros
Om Erling Skakkes Rustning. Hændelsen
Har vi at takke for den sidste Tidend.

166
HAKON.

Den Nidding ønsker sig den samme Hilsning
Som Inge fik paa Bekesuden.

SIGURD.

Herre!
Klog Mand foragter ei sin stærke Fiende.
Ei altid hielper Lykketræf, som sidst, da
Din Piil paa Isen traf Gregorius Dagsøn.
Erling er ingen Niding, som Kong Inge,
Den skranten Vissenfod; fra Barnsbeen har
Han lært at taale Jern. I Niørfasund
Formaaede selv Blaamandens Øxehug
Ham ei at fælde; da med Ragnvald Jarl
Han drog til Særkland og paa Veien æntred
Den stolte Dromund. Endnu bærer han
Paa Skraa sit Hoved efter dette Hug -
Og kaldes Erling Skakke.

HAKON.

Vi vil prøve
At hugge til ham fra den anden Side,
Saa tænker jeg det gaaer.

SIGURD.

Det give Gud!
Men Konge! Taal en Gubbes Dristighed.
Hvad giør du mellem Gravene? Hvi sukker
Du som en skranten Qvinde? Hvorfor bleges
Din brune Kind? Hvi gløde dine Øine
Sygt som den Druknes? Hakon? Kan en Møe
Tvinge din Sundhed og din Dygtighed?
See, Landet trænger til en ærlig Herre;
En Drot, som eener Haarderaades Kraft
Med Magni Viisdom. Du besidder nu
167 Den norske Throne, Rigets Arvinger
Er faldne; Retten hævder dig dit Spiir,
Som Harald Gilles sidste Sønnesøn.
Nu reiser sig en anden Slægt, for atter
At spilde Landets Blod ved indre Krige.
See Hakon! Norges Haab staaer kun til dig.
I Danmark har alt Valdemar beviist,
Hvor snart en Helt kan vende Splid til Orden.

HAKON.

Du giver mig Exempel af min Fiende?

SIGURD.

Lign ham i Æren, viig ham i hans Feil.
Sværm længer ei imellem disse Mure,
De stolte Tegn af Augustini Hovmod.
Nu bygger han i Bergen andre Mure
Imod din Magt til Erling Skakkes Tarv.

HAKON.

Vær rolig, Sigurd! Snart, snart har min Længsel
Fundet sin Gienstand.

SIGURD.

Nu saa skynd dig da,
Men giør det kort og godt. Stil dine Længsler;
Ryst Ungersvenden, Elskeren af Ærmet,
Og mød som Helt og Drot for dine Kæmper.

HAKON.

Som Helte vil vi møde Erling Skakke.

SIGURD.

Det er paa Tiden, at du tænker derpaa.
Hvad sikkrer dig for Erlings Overfald?
168 Saml dine Skibe, lad der blæses Hærblæst
Endnu idag! Lad høit Krigspiben fløite!
Kast Brynien over hviden Hals, og viis
Dig vaabendiærv og færdig at undfange
Oprørerne.

HAKON.

Vel, vel, i Morgen, Sigurd!
Imorgen! Kun idag er det umuligt.

SIGURD.

Imorgen er det kanskee meer umuligt,
Hvis Erling overfalder os i Nat.
Glem ei -

HAKON.

Glem heller ei Ærbødigheden.

SIGURD.

Kun af enfoldig Troskab har jeg talt.
Det krænker mig, at Erlings Rygter troes,
Fordi tilfældigt Uheld styrker dem.
Det er et Folkesagn, at Harald Gille
Besteeg ved et Bedrag den norske Throne,
Og at til Straf for det, og for den Grumhed,
Han viste Magnus Blinde, Biskop Reinald,
Det gaaer saa ilde med hans Afkom nu;
At der er intet Held og ingen Trivsel
Med al den gilske Slægt i hvad den virker.
Saa taler Folket og det krænker mig.

HAKON.

Sligt Eventyr bør krænke gammel Qvinde,
Ei gammel Helt.

169
SIGURD.

Ærværdighed og Varsel
Er i et Folkesagn.

HAKON.

Og Overtroe. -
Jeg skuer Broder Knud.

SIGURD.

I ham er Vantroe
Uden Ærværdighed; den lumske Hykler. -
Jeg har en Ækkelhed for dette sorte
Langsomme Sneglehuus. Kom Hakon, følg mig!
Lad Sneglen krybe.

HAKON.

Sigurd, tael med meer
Ærbødighed om Kongens Skriftefader.

SIGURD.

Din Skriftefader? Nu i Herrens Navn!

HAKON.

Jeg har en vigtig Sag at handle med ham.

SIGURD.

Gud naade da din Sag. Farvel! Jeg pleier
Just ellers ei, at drives let paa Flugt;
Men for den sorte Kutte er jeg Niding.

Han gaaer.

HAKON.

Utaalelig med samt sin Ærlighed,
Med samt sin Kraft. En evig Tugtemester.
Hvor kildrer det dog den Forfængelige
170 At revse, rette, hvor han seer en Higen
Hos andre, som han selv ei har. Du finder
Din Fryd i Kampen kun; derfor skal Hakon
Kun ogsaa finde Fryd i den. Din Alder
Har slukt al Elskovs Ild, derfor skal Hakon
Nu ogsaa døve Flammen i sit Hierte.
Hvor viist! Den frosne Vinter med sin Snee
Bebreider Vaaren at den staaer i Blomster.
Nei, elske vil jeg, elske med mit Hiertes
Ungdommelige Fylde. See saa du
Mit Kongedom i Nidaros, i Bergen,
I Vigen, hvor du vilst; jeg skuer det
I Valborgs Hierte; det skal ingen Erling
Berøve mig, naar først min Kiærlighed
Har huldt erhvervet mig min skiønne Throne.

Til Munken, som holder sig i en ærbødig Afstand.

Kom, Broder Knud! Kom nærmere. Den Gamle
Er borte.

KNUD.

Jeg forbaustes ved at see ham
I Kirken her; den allerførste Gang
I tyve Aar!

HAKON.

Tael, har du fundet Valborg?
Har ved forstandig Tale du forsøgt -

KNUD.

Forsøgt? Ak! Eders Naade! ellers kan
Forstandig Tale vel udrette meget;
Men her er Talen spildt; saa meget meer -

HAKON.

Hvad nu?

171
KNUD.

I kiender jo de gamle Griller,
Den uforglemmelige Kiærlighed!

HAKON.

Og kanst du ei afmale den saa styg
Engang med alle Helveds røde Farver,
At hun afskrækkes? Kanst du ei desuden
Med al Sandsynlighed bevise hende,
At slig en Elsker, som saa længe tier
Maa enten være troløs eller død?

KNUD.

Det er en egen Sag at disputere
Med Qvindfolk, Herre! Synderlig, naar hæftigt
De elske. De antager ingen Grunde,
Antager ingen Tid og intet Sted.
Den Elskte er dem altid nær, om selv
Han tiente mellem Væringerne hos
Kyrialax i Grækland; -

HAKON.

Grumme Skiebne!

KNUD.

Hvormeget meer naar pludselig han staaer
I Nidaros.

HAKON.

Hvad siger du?

KNUD.

Jeg siger:
Hvormeget meer, naar pludselig han staaer
I Nidaros.

172
HAKON.

I Nidaros?

KNUD.

Saa kaldte
Jo Olaf Tryggvesøn, Jer Stammefader,
Vor gode Bye.

HAKON.

Ha Munk!

KNUD.

Tilgiv, min Herre!
Jeg meente vist, man havde sagt Jer alt
At Axel Thordsøn kommen var tilbage.

HAKON.

Tilbage?

KNUD.

Ak! I veed det ei? Tilgiv da
At jeg uskyldig melder Eder først
Et uvelkomment Budskab.

HAKON.

Axel her?

KNUD.

Han søger Eder overalt, min Herre!

HAKON.

Har alle Magter sig da sammensvoret?
Axel er her! Og har han samme Tanker
Om Valborg?

173
KNUD.

Tanker, Eders Naade? Ak!
Naar tænker Elskeren? han brænder som
Et Hekla efter hendes Favnetag.

HAKON.

Nu vi vil see, hvo af os To, der vinder
Det Skakspil!

KNUD.

Eders Naade vogte
Kongen for Løberen! Med Rolighed
Kan Spillet vindes, Dronningen bevares.
Tillader I mig her at tale frit?

HAKON.

Tael!

KNUD.

Axel er en Drømmer nu, som altid.
En tidlang har han sværmet om i Tydskland
Og vovet eet og andet Lykkespil
Paa Henrik Løves Tog; den tydske Fyrste
Har med et Ord opmuntret Svendens Mod;
Nu svulmer han af Selvtillid; nu troer han
At Alt maa lykkes ham. Den gamle Pave,
Den hellige Hadrianus har omskiftet
Det Timelige med det Evige;
Nu strider Victor hardt med Alexander
Om Pavedømmet. Alexander valgtes
Vel af Conciliet; men Fredrik Rødskiæg
Beskytter Victor imod Alexander.
Alting er Kamp og Oprør; Henrik stormer
I Venden; Fredrik i Italien;
I Dannemark og Norge hørtes jo
174 Ei i de sidste Tider andet end
Mord, Ødelæggelser og Borgerkrige.
De stolte Riddre bruge denne Tidspunkt.
Jo mere Overherrens Vælde synker,
Desmere stiger enkelt Ridders Magt;
De mene: Paverne og Fyrsterne
Har nok at giøre nu med egne Sager;
Hver troer at kunne handle som han vil -
Og dette Øieblik benytter Axel.

HAKON.

Saa sandt jeg er en Konge -

KNUD.

Eders Naade
Har huldt tilstædet mig at tale frit;
Jeg beder altsaa om et gunstigt Øre
Til jeg har udtalt. Eders Naade elsker
Skiøn Valborg - hvor naturligt! hun er skiøn.
I hader Axel Thordsøn - hvor naturligt!
Han er den Lykkelige. Eders Naade
Troer dog at vinde Seier - hvor naturligt!
I er den Mægtige. Saavidt er alting
Fornuftigt, i sin Orden, og naturligt. -
Nu gaaer vi videre! Axel er kommen;
Han beiler om Skiøn Valborgs Haand; Skiøn Valborg
Er fader- moderløs; som Norges Konge
Staaer I Skiøn Valborg nu i Faders Sted.
Axel maa søge hendes Haand hos Eder;
En Haand, som I af ovenmeldte gode,
Naturlige, urokkelige Grunde
Ei giver ham. Her er endnu ei Talen
Om noget Spil; Sagen gaaer uanfægtet
175 Sin retlige, sin skiæve Gang; en Gang,
Der sikkert falder ud til Kongens Fordeel.
Her har ei Eders Naade nødig altsaa
At sætte Drottens Værdighed tilside;
Ved hidsig Ordstrid, eller noget Sligt.
Ung Axel kommer som en Undersaat;
Frembærer Eder i Ærbødighed
Sit Ærind. - Udentvivl, da han er kommen
Til Nidaros, vil han tilbyde Eder
Sin Tieneste mod Erling Skakke. Nu
Sligt Tilbud er ei noget Afslag værd.
Nu gaaer han videre, begiærer Valborg -
Det er en Kirkesag! I sender ham
Til Præsterne. Jeg henter Kirkebogen,
Beviser Axels Slægtskab med Skiøn Valborg;
Den gamle Erland nødes efter Pligt
Til at udføre det, som han maaskee
Af Sindelag er heel uvillig til;
Kongen har holdt sig rolig i sin Høihed -
Og dog er Maalet naaet.

HAKON.

Jeg føler dybt
Forskielligheden af den barske Sigurds
Umilde Stolthed og dit Venskabsraad,
Min Skriftefader! Ja, saa skal det være.
Menneskets Hjerte stræber til sin Lykke
Og griber hvert et Middel, som Naturen
Har stemplet med sin Lovlighed. Hans Elskov
Er imod Kirken, imod Sæderne;
Min er uskyldig, derfor vil og Himlen
Beskytte den. Gaae, hent mig Kirkebogen!
Bring mig den ufortøvet, Broder Knud!

Knud gaaer.

176 Deri har Sigurd Ret; det sømmer sig
Normannakonning ei at sukke; ei
At tæres hen af Længsler. Hun skal vorde
Min Dronning, tvungen eller villig. Ha!
En Mø er som et Barn: det græder efter
Hvad Viisdom nægter det, men glemmer snart
Sin Kummer, takker snart den kloge Leder,
Som tvang det til sin virkelige Lykke. -
Er Hakon ei en fagervoxen Mand?
Ung, rask og fyrig? Er han Konning ei?
Ei Konning over Thrønderne? Et Folk
Saa stolt, at fast man skulde tro: det lod sig
Beherske kun af Gud i Himlen! Valborg
Skal vorde min. Men seer jeg ret? Ha, Axel!
Tving dig, min Vrede! Svulm ei nu mit Hierte.

AXEL
kommer.

Hil og lyksalig Hakon Herdebred!

HAKON.

Velkommen Axel! Man har meldet mig
Din Ankomst alt.

AXEL.

Man sagde mig, at her
Jeg vilde træffe dig; og da -

HAKON.

Velkommen!
Velkommen, Frænde! - Hvad kan vi tilskrive
Den Lykke her at see dig atter Axel?
Vi troede alle, du varst vorden slig
177 En fornem Ridder hos den tydske Henrik,
At reent du havde glemt det arme Norrig.

AXEL.

Det er ei Norskes eller Danskes Viis
At glemme deres Fædreland. Normannen
Kan streife vidt og bredt i fremmed Land;
Han vender sikkert eengang dog tilbage
Til Fædrelandet, eller ogsaa tager
Han Fædrelandet bort med sig og stifter
Et lille Dannemark og Norge, snart
I England, snart i Frankrig, snart i Velskland;
Hvor det nu saa kan træffe.

HAKON.

Mangen Helt
Drog ud af Landet paa en Tid, naar Freden
Ham kjeded hjemme; eller og naar Vandflod,
Naar Pest og Hunger drev ham fra sin Arne.
Med dig har det en anden Art, du gikst
Herfra da Landet var i Oprør, da
De dragne Sværd klang blodigt mod hinanden;
Da der var nok at tage Haand i, for
En ærlig Kæmpe. Deraf maa man troe
Du foretrakst et andet, fremmed Rige
Dit Fædreland.

AXEL.

Mit Fædreland! og hvad
Er Fædrelandet, hvad et Broderfolk,
Naar Raserie og Herskesyge giærer
I alle Aarer og omspænder Hjertet?
Hvad er en Undersaats, en Kæmpes Pligt,
Naar alle Pligter, alle Forhold løses?
Den er en Niding, som ei ærlig stander
178 Sin Konge bi i Modgang som i Medgang
Med Liv og Blod; men hvad skal Kæmpen giøre,
Naar fire Konger kives om et Land;
Alle med lige Ret, og alle Brødre,
Og alle Tigre, Bødler mod hverandre?
Min Fader Thord Husfreya var din Faders
Kong Sigurds ærlige, trofaste Mand;
Han stod med ham, han faldt med ham. Da Eisten
Fra Skotland kom og tog sig af din Ungdom,
Og arved Throndelagen efter Sigurd,
Tiente jeg ham, saalænge til han faldt
I Inges Hænder, og paa skiændig Viis
Blev hugget med en Øxe Kors paa Ryggen,
Imens hans blege Læber beed i Græsset.
Nu var kun Inge Konge. Skulde jeg
Nu blevet? Svoret Inge Troskab? Troskab
Din Faders Banemand? Da flygtet jeg,
Med Rædsel uden og med Kummer inden.
Nu har sig Skiæbnen mildnet. Eistens Hær
Har kaaret dig, og du har fældet Inge.
Nu est du Drot med Rette for vort Folk;
Og jeg er her igien, og byder dig
Som Thrønder, Kæmper og din nære Frænde
Min høire Arm mod dine stolte Fiender.

HAKON.

I lang Tid, Axel! har du været Ven
Af Danmarks Valdemar, min Avindsmand.

AXEL.

Det var han ei den Tid jeg kiendte ham.
Han var en tapper, en elskværdig Helt;
Det er han end. Jeg laante ham min Arm,
179 Mens han, trods List og Svig, med Heltemod
Grundfæsted sig udi sit eget Rige.

HAKON.

Sit Rige? Du vil sige Barbarossas.
Har han ei taget Dannemark til Lehn
Af Tydsklands Keiser?

AXEL.

Et Spilfægterie
Var dette Lehn, det gialdt jo kun for Venden.
Med Rænker fik ham Fredrik lokket til
St. Jean de Laune; han maatte give Haand ham.
Al Verden loe af Keiser Fredrik Rødskiægs
Forfængelige Smaahed. Valdemar
Var saa anseet i Tydskland, og saa agtet,
At Mødre mødte ham i Stadens Porte
Med deres Børn, og bad ham røre dem,
At Held de kunde faae i Væxt og Tugt.
Paa Landet bad ham Bonden tage Korn
I Haand og kaste det paa Agren ud,
At Sæden derved skulde voxe bedre.

HAKON.

Og slig en Keiser, med saa smaalig Svaghed,
Ham har du kundet tiene?

AXEL.

Jeg har tient
Den store Henrik Løve, Saxens Hertug.

HAKON.

Vel stor! Jeg nys har hørt et Træk af ham
Som huer mig; som viser, at det er
180 Ei blot en Helt med Dristighed og Styrke,
Men og en Mand af Pligt, Samvittighed:
Han har sig ladet skille ved sin Hustrue
Clementia, fordi de var hinanden
For nær beslægtede.

AXEL.

Det var ei Grunden.
Henrik er Kriger, Løve; han vil grunde
En vældig Fyrsteslægt; hans Hustrue skiænkte
Ham ingen Sønner; det var Hovedsagen.
At dette Træk ei huer mig, det indseer
Du udentvivl, Kong Hakon! da du veedst,
Jeg elsker Valborg min Beslægtede;
Og haaber ei, at du vil lægge Hindring
For min og hendes Lykke.

HAKON.

Er det muligt?
Du har ei end forglemt den Daarlighed?

AXEL.

Saalidet, at jeg agter end i Dag
Med din Tilladelse at føre Valborg
For Alteret.

HAKON.

Ei, du est hurtig Axel!

AXEL.

Den Beiler kan ei kaldes saa, som trolig
Har ventet paa sin Brud fem lange Aar.

HAKON.

Din Brud? Og er det da saa vist og afgiort
At Valborg elsker dig?

181
AXEL.

See denne Krands
Om vore Navne! den har Valborg bundet.
Fem Foraar skienkte Marken daglig Blomster
Til slig en Krands, som bandtes af min Valborgs
Sneehvide Hænder.

HAKON.

Dette Navnetræk?

AXEL.

Har Axel skaaret.

HAKON.

Denne Blomsterkrands?

AXEL.

Har Valborg bundet.

HAKON.

Ha!

AXEL.

Hør mig min Herre!
Jeg ser dit Øie gløder, og jeg kiender
Dit Hiertes Tilstand. Lad os tale ærligt
Som Normænd om vor Siels Anliggende.
Mig er Forstillelsen umulig, Hakon.
Jeg elsker Valborg, Valborg elsker mig.
See Hakon! du est Konge til et Rige,
Et stolt og stort og herligt Kæmpefolk;
Vilst du berøve nu en ærlig Frænde
Det Eeneste han har - sin Fæstemøe?
182 See, Æren kalder dig. Din Fødsel vinker
Til Kamp og Daad. End er ei Timen kommen
Til rolig Elskov; det indseer din Norne;
Hun kalder dig til Hildursleeg. Velan!
Følg hendes Vink; udrust dig mod din Fiende;
Tilintetgiør den Modstand, der vil rokke
Dig paa din Throne. Mangen tapper Mand
Vil følge dig; og med den sidste Draabe
Af Axels Hierteblod skal han betale
Din Godhed, hvis du skiænker ham sin Valborg.

HAKON.

Du røber tydeligt din Tilstand, Frænde!
Dit Hierte giennemstormes i et Blund
Af de forskjelligste Bevægelser.
Du beiler om en Møe, imens du stiller
Dig ind som Stridsmand for din Konges Throne;
Giver mig Raad, Formaning som en Gubbe,
Imens du, som en hæftig Yngling, tager
Din Tilflugt til mit Hjertes Godhed. Taal
At Hakon mere kold og mere rolig
Føler sin Værdighed og svarer dig
Med Orden paa din Tales Vilderede.
Forstod jeg ret, saa bødst du først din Arm
Og Troskab, som en indfødt Thrønder, mig,
Den Thrøndske Konge, imod Erling Skakke?

AXEL.

Det byder jeg med al Oprigtighed.

HAKON.

Og jeg modtager dette gode Tilbud
Paa samme Maade.

183
AXEL.

Dette Haandtag giør
Mig til din tro, usvigelige Mand.

HAKON.

Jeg takker dig, og skiønner paa dit Værd.
Hvad nu den anden Sag betræffer: om
Den Elskovsild, du troer at spore; om
Den Grusomhed, du frygter for, med mere;
Da er det Ting min Høihed maatte tage
For Mangel af Ærbødighed, hvis ei
Din Lidenskab var mig bekiendt. Ung Valborg
Er faderløs og moderløs, forladt;
Min kongelige Magt beskytter hende.
Ifald jeg ved at dele Norges Krone
Med denne hulde Skabning, vilde lønne
En Dyd, en Skiønhed, som er Kronen værd;
Ifald jeg derved vilde see at døve
En Kiærlighed, som Kirken kalder syndig;
Faae hende til at glemme ved min Ømhed
En Beiler, som i fem Aar blev usynlig -
Var det en Brøde?

AXEL.

Ædle Hakon! ha
Nu først forstaaer jeg dig! Du vilde som
En Fader, en Velgiører huldt beskytte
Den skiønne Mø, formilde hende Livet.
Du elskte ei, - og saa er alting godt!
Den samme Godhed, samme Venlighed
Som drev dig til at ægte Valborg, vil
Nu bringe dig til at staae fra dit Forsæt,
Da Beileren er her og Valborgs Lykke
Beroer paa denne hellige Forening.

184
HAKON.

Bestandig taler du som den Beruste.
Jeg elsker ei? og hvorfor ei? Hvoraf
Har du opdaget det? Troer du dit Øie
Ene formaaer at skue Valborgs Skiønhed?
Og kan en mandig Helt ei elske uden
At sværme vildt og brusende, som du?

AXEL.

Du elsker Valborg da?

HAKON.

Ja! som en Mand,
Og som en Konge. Jeg vil hendes Vel;
Jeg vil, at hendes Ægteskab skal grundes
Paa Lovlighed og Uskyld; og forresten
Troer jeg at kunne giøre Valborg Livet
Saa lykkeligt og glædefuldt som du.

AXEL.

Den Elskende seer ene Livets Lykke
I den udkaarne Gienstand.

HAKON.

Du est altsaa
Den lykkelig Udkaarne?

AXEL.

Valborg dele
Os denne Sag imellem; som en Helt
Ær Qvindens Villie, som en Konning agt
Din Undergivnes Ret, og som en Christen
Glem ei det hellige Sagn om Naboths Viingaard.

185
HAKON.

Eenmægtig vil jeg ikke handle her;
Men Valborg skal ej dele os imellem;
En Møe er sat Laugværge efter Loven,
Hun kan ei raade, dele selv sin Sag.
Den hellige Kirke dele os imellem!

AXEL.

Dermed er jeg tilfreds.

HAKON.

Tænk ei, at Hakon
Vil handle som Tyran; men tænk ei heller
At daarlig han forsage vil sin Lykke
Naar Kirkens Lov har udelukket dig.

AXEL.

Er det din sande Mening og din Agt?

HAKON.

Det hørte Olaf min udkaarne Helgen.

AXEL.

For dette Sindelag behøver Dyden
Ei at forsage, Elskov ei at græde.
Din Fordring grunder sig paa Ret og Fromhed,
En Fordring, som sig Axel selv har giort.
Af denne Aarsag saae hans Valborg ei ham
I fem, fem lange Aar, og ædle Hakon,
Hun skulde aldrig seet ham, hvis den Guddom,
Som huldt beskytter trofast Kiærlighed
Ei havde banet Veien ham til Valborg
Igiennem Kirkens hellige Hvælvinger.

186
HAKON.

Hvad mener du?

AXEL.

Her giver jeg en Afskrivt
Af Hadriani faderlige Brev
I dine Hænder; det han selv har skrevet,
Har jeg alt givet Erkebispen. Bullen
Ophæver Axels Slægtskab med Skiøn Valborg.
Vort Ægteskab er ingen Brøde meer.

HAKON
med udbrydende Hæftighed.

Ha Argelist! ha Helved!

AXEL.

Er det muligt?
Kong Hakon Herdebred har Axel sat
Et ærligt Vilkaar, i den Mening blot
Det blev umuligt ham at giøre Fyldest?

HAKON.

Viig bort fra mine Øine!

AXEL.

Hakon! Hakon!

HAKON.

Bort! siger jeg. Hvorlænge vover du,
En Undersaat, med plump forvoven Tale
At sætte min Langmodighed paa Prøve?

AXEL.

Jeg er en Thrønder af den Gilske Rod
Saavel som du; jeg var en agtet Kriger
187 I Henrik Løves Hær, og nu din Kæmpe,
Men ei din Træl; Skiøn Valborg er min Brud;
I denne Sag henrækker ei din Magt.
Jeg gaaer at føre hende frem for Altret.
Fat dig! Betving dit Hiertes Lidenskab!
Den største Seier for en ærlig Helt.

HAKON.

Bort, siger jeg!

AXEL.

Gud dele os imellem!

Han gaaer.

HAKON.

Det var da Enden paa den hele Drøm?
Det var din Skiæbne Hakon Herdebred?
Hiin kommer for at røve dig dit Rige,
Og denne for at røve dig din Brud.
Hvad har du mere der kan røves? Ha
Et opbragt Hierte! Vel! Men dette Rov
Blier ei saa let. Det svulmer efter Hævn,
Det tørster efter Blod, det vrede Hierte.

Han bliver Broder Knud vaer, som er kommen ind under Slutningen af foregaaende Scene; han har henlagt Kirkebogen, og læser nu med megen Opmærksomhed i Pergamentet, som Hakon har ladet falde.

Hvad vilst du Munk?

KNUD
rolig uden at vende Øiet fra Pergamentet.

Tillader Eders Naade -

188
HAKON
stirrer forbittret paa Krandsen og Navnetrækket, drager sit Sværd og hugger det med en stor Spaan fra Pilleren.

Vel truffet, Hakons Sværd! Saaledes skalst
Du overhugge Baandet, som forbinder
Mit Eet, mit Alt til denne lumske Niding.
Hvor listig vidste han at dreie Sagen,
At lokke mig et Ord af Læberne.
Men bie Forræder! Nei, din falske Kløgt
Skal ikke lykkes dig. Du skalst ei trykke
Den Fagre i din Arm, saalænge dette
Hoved staaer over Mulden. Ved min Krone!

KNUD
bestandig læsende med tilsyneladende Glæde.

Tillader Eders Naade -

HAKON.

Munk hvad vilst du?
Gak med din Bog og tie med dine Taler!
Det sømmer Munke sig ved Læbens Kløgt
At bane Lykkens Vei; en Konge bruger
Sin kongelige Magt. Og ved min Høihed,
Det vil jeg. Hakon skulde som en vakker Yngling
Vel holde Lyset for dig her ved Altret?
Vel lyse dig dermed til Brudesengen?
Din Brudeseng skal vorde smykt med Roser,
Med røde Lagen og med svovlblaae Bolstre.
Løsnet er givet alt. Hvad vilst du Munk?

KNUD
som har udlæst.

Tillader Eders Naade med et Ord -

189
HAKON.

Tie, du Elendige! Jeg vil ei længer
Her dvæle mellem Gravene; jeg vil
Ei sladdre Tiden bort imellem Munke;
Ei sværme, Sigurd! Nei det loves dig.
Jeg ryster Elskeren af Ærmet; nyder
Min Glæde som en Mand, og møder dig
Som Helt, min vakkre Sigurd! og som Konge.

Han iler bort.

KNUD.

Vild, som en Ulv. Hør mig Kong Hakon! hør mig!
Den hele Bulle vorder uden Kraft;
Det vigtigste er glemt. Hør mig, min Herre!

Han skynder sig efter Kongen.

190

TREDIE AKT.

ERKEBISKOP ERLAND. KNUDmed Kirkebogen.

KNUD.

Tilgiv, ærværdige Fader! at jeg kalder
I Eenrum Eder hid fra Chorets Brødre;
Men Pligten byder mig at forberede
Eder i Hast; ung Axel skynder paa
Sit Bryllup; vi kan vente Brudeskaren
Hvert Øieblik, den drager hid fra Borgen.

ERLAND.

Mig under Himlen før min Død den Fryd
At sammenføie tvende rene Hierter.

KNUD.

Det smerter mig, at maatte med et Ord
Forstyrre Eders Fryd, ærværdige Fader!
Dog Skiæbnens Styrelse maa jo den Vise
Betragte som et Vink fra Himlen; altsaa
Vil I hengive Jer i Herrens Villie,
Naar I erfarer, at Ung Axels Bryllup
Har ikke fundet Naadens Bifald; og
At derfor ved en sær Omstændighed
Den Orlov, som den hellige Hadrianus
Har givet Axel, vorder uden Kraft.

191
ERLAND.

Saavist som Kirkens Arm med Vælde strækker
Ud over Kongernes, saa vist skal og
Det hele Brev stadfæstes i sin Kraft.

KNUD.

Bullen er uden Kraft, ærværdige Fader!

ERLAND.

Har Hadrianus ei med klare Ord
Ophævet Axels Slægtskab med Skiøn Valborg?

KNUD.

Ret vel, Herr Biskop! jeg har ogsaa læst
Det hele Brev, har endnu ei forglemt
Saa ganske mit Latin, at jeg jo vel
Forstaaet har hvert Ord: Den hellige Fader
Tilintetgiør det Forhold mellem Axel
Og Valborg, der er mellem dem, som Frænder,
Som Sødskindbørn! -

ERLAND.

Og er ei dette nok?

KNUD.

Det skulde synes saa. Selv Axel Thordsøn
Har udentvivl formodet, det var nok;
Thi ellers er det ubegribeligt
Hvordan han kunde forbigaae en Sag
Af samme Vigtighed, som deres Frændskab.
Dog - maaskee har han selv ei vidst det.

ERLAND.

Hvilket?

192
KNUD.

Som Sødskindbarn kan Axel elske Valborg;
Men som Daabsødskinde forbyder Kirken
Dem endnu Ægteskab.

ERLAND.

Hvad siger du?

KNUD.

Sandhed, som Kirkebogen skal bevidne.
Eders Ærværdighed er nylig kommen
Til Stedet, efter Augustini Flugt;
I veed naturligviis ei saa Besked
Om Kirkens Sager, som en flittig Tiener,
Hvis Liv randt hen imellem disse Mure.
Jert fromme Levnet giorde Jer til Biskop.
Vel har man troet tilforn, at til med Hæder
At styre Bispestaven hørte meer
End ærlig Vandel. Absalon i Danmark
Har viist hvor smukt Staalbrynien klæder over
Det uldenhvide Pallium; at Guldhielmen
Kan ogsaa spændes om en raget Tinding;
At ei det bør en Biskop blot sig være
Ustraffelig; men vaabendiærv og stærk;
En Cherubim i straalende Metal
Med Vredens vældige Slagsværd for sit Eden.
Dog, Augustini Sledskhed lærte Hakon
At søge sig en Biskop, som forvalter
Sin Post - uskadelig. Jeg ønsker Eder
Al Held og Lykke til det høie Kald.

ERLAND.

Jeg takker dig. Lad mig med Roe og Fred
Henvandre mine korte Skridt til Graven,
193 Jeg vil ei længe være dig i Veien.
Spild Tiden ei! Din Tidende om Axel
Bedrøver mere mig. En Yngling skuer
Sit Haab imøde; Oldingen er vant
Til Frost og Storm. Den Uforsigtige
Har kunnet glemme?

KNUD.

Uden al Tvivl veed
Han det saalidt som Valborg; thi som Sagen
Forholder sig, har deres Mødre søgt
At skiule det. Den stærke Thord Huusfreya
Var Konning Sigurds Mand; saa vild en Kæmpe,
Som Sigurd her fra Reine. Efter Uskik
Lod han sin Søn, den unge Axel, løbe
Fem Aar, reent uden Daab og Sacramente.
Da Immers Datter Valborg skulde døbes
Og holdes over Daaben af Frue Helvig,
Bad han sin Frænke tage Gutten med:
»At det dog eengang kunde vorde giort
Fra Haanden«. Saadan døbtes de tilsammen,
Skiønt Axel fem Aar ældre er end Valborg;
Og for at undgaae videre Scandal
Har deres Mødre dulgt det. Men i Bogen
Har Jon optegnet Alt. Jeg var tilstæde
Som Famulus; og mange Vidner leve
Endnu, som kan bekræfte denne Sag.

Han viser ham Stedet i Kirkebogen.

ERLAND.

En grusom Skiæbne følger denne Slægt.

KNUD.

En grusom Skiæbne følger stedse Synden,
Og Synderne i Harald Gilles Slægt,
194 Som i hver anden. Dersom Thord Huusfreya
Smukt havde ladet døbe strax sin Søn,
Var Axel ei Daabbroder nu til Valborg;
Hvis Axel elskte ei mod Kirkens Bud
Sin nære Frænde, men en anden Møe,
Da vilde intet hindre ham hans Lykke.
Af Gilskeslægten er Kong Hakon vigtigst.
Vel! Hvad der straffer Overtræderen,
Lyksaliggiør hans dyderige Liv.

ERLAND.

I Ulyksalige!

KNUD.

Jeg indseer vel
At slig Begivenhed, ærværdige Herre,
Maa saare Eders Hierte. I er gammel
Og Eders Helbred ei den bedste; altid
Troer I kun slet om Broder Knud, jeg veed det;
Dog har han maaske meer Hengivenhed
For Eder end I troer. Gak I herfra
I Roe til Klosteret. Jeg vil undskylde
For Kongen Eders Bortgang nu, og gierne
Forrette Tienesten i Dag for Eder.

ERLAND.

Gierne forrette Tienesten? jeg troer det.
Nei Knud! Du skalst ei være deres Bøddel.
Det trøster den Ulykkelige i
Sin Nød at høre Skjæbnens Dom forkyndes
Af en medlidende, en venlig Læbe;
Jeg vil forrette selv min haarde Pligt,
Og skulde saa mit gamle Hierte briste;
Jeg vil af alle Kræfter virke for
195 De Ulyksalige. Jeg selv vil skrive
Til Paven og udvirke dem en Orlov
For Dette som for Hiint.

KNUD.

Derpaa er ei
At tænke, kiære Herre. Hadrianus
Den gamle Normandsven er død og borte;
Victor og Alexander kives ivrigt
Om Herredømmet, gribe hvert et Middel
For at indsmigre sig hos Kongerne;
Kong Hakon her har hyldet Alexander,
Og Alexander vil vist ei undlade
I slig en ringe Sag at være Kongen
Igien til Villie.

ERLAND.

En ringe Sag!
To ædle Menneskers Lyksalighed.

KNUD.

Saaledes taler man paa Prækestolen;
I Vatikanet og paa Kongeborgen
Udfordrer sindrig Statskløgt anden Mening.

ERLAND.

Ha hvad de kalde Statskløgt! Helved eier
Ei værre Monstrum i sin skumle Kule -
Hydra var skiøn mod den, og Cerberus,
Og Fenris i det hedenske Valhalla;
De viste aabenlyst dog deres Struber;
Men denne Satan, riig paa alle Laster
Kalder med bundløs Uforskammenhed
196 Sit Nidingsværk Fornuft, skiuler sin Dolk
Bag Værdighedens Kaabe, og forraader
Uskyldighed, som Judas, med et Kys.

KNUD.

En prægtig Strøm af Ord, ærværdige Fader!

ERLAND.

Vee den, hvem Dydens Røst er ikkun Ord.

KNUD.

Man nærmer sig; jeg hører Skarens Komme.

ERLAND.

Styrk dig, mit gamle Bryst! og tøm din Skaal.
Det var jo længst en Sielesørgers Pligt,
At følge den Ulykkelige til
Sit Golgatha.

KNUD.

Vi ile maae til Choret,
For derfra i ærværdig Procession
At møde Skaren her og standse den.

De gaae.

Under en Choral-Musik kommer Brudeskaren i følgende Orden: først Kongens Drabantere med Hellebarder; derpaa en Skare Chordrenge i røde Kiortler, og med Kalotter af samme Farve paa Hovedet, bærende Brudeblus; Axel Thordsøn og Hakon; flere Riddere Par og Par; en Flok unge Piger med Kurve, hvoraf de strøe Blomster paa Kirkegulvet; Dronning Thora, som fører Valborg, der er klædt i hvidt Atlask med en Rosenkrands over de gule Haar; Dronningens Fruer og Jomfruer Parviis. Toget gaaer rundt om Harald Gilles Liigsteen i Forgrunden og om begge Pillerne; derpaa standse de saaledes, at Mændene staae paa høire Side ved Axels, Qvinderne paa venstre Side, ved Valborgs Familiebegravelser. De Elskende knæle og197giøre en Bøn ved deres Forældres Grave. I Baggrunden giør Kongens Drabantere en Række, og foran dem staae de unge Piger og Drenge i Bunterad med Fakler og Blomsterkurve. I Midten mellem Pillerne lades en Udsigt giennem Hovedgangen til Høialteret og Choret, hvorfra Munkene komme Parviis i Procession; Broder Knud med Kirkebogen. Erkebispen med sin sølverbundne Stav. Imidlertid synger Choret følgende Psalme:

Den Mand, Gud gav en Viv saa huld
Han eier meer end Perler, Guld;
Et Kiøbmandsskib hun vel er liig,
Hun giør lyksalig ham og riig.

Hun strækker ud sin Haand saa ven
Til Rokken og den fulde Teen;
Hun virker Tæpper, Liin og Kiol
Alt paa sin gyldne Væverstol.

Hun gaaer i Silke hvid som Snee,
Med Purpurbræmmer skiønt at see;
Saa snildt og fromt hun tale veed,
I Hiertet boer Uskyldighed.

Og Sønner skiænker hun sin Mand,
Og Dannemænd sit Fædreland.
Lov, Priis og Ære, Godheds Gud!
Lyksalig Svend! lyksalig Brud!

MUNKENE

i Baggrunden.

Gloria in excelsis Deo!

CHORET.
Amen! Axel og Valborg reise sig fra Bønnen. Kong Hakon leder Axel til Valborg, Enkedronningen Valborg til Axel. De
198

række hinanden Hænder over Harald Gilles Liigsteen, og vende sig derpaa, for at vandre Haand i Haand op mod Altret. Mellem Kirkepillerne mødes de af Munkechoret, hvor Biskoppen standser dem med sin Stav.

ERLAND.

Ulykkelige! efter Embedspligt
Nødes en Olding til at standse Eder
Paa Haabets blomsterstrøede Vei. Fortvivler
Ei over Eders Skiæbne! Giver Eder
I Herrens Haand; og fatter Nag ei til
En Gubbe, der sin Glæde vilde finde
I at forene Eder, dersom Himlen
Tillod ham det.

AXEL.

Gud! Christus! hvad er dette?
Ærværdige Herre! Fik I Bullen ei?
Har I ei seet, at vor Forening er
Os tilladt? At vort Slægtskabsbaand er brudt?

ERLAND.

Min gode Søn! udrust dig mod din Skiæbne
Med - Heltemod! Du kanst ei ægte Valborg.
Jert Slægtskab er vel hævet; men I ere
Gudsødskinde! I bragtes hid til Daaben
Paa een og samme Tid af samme Qvinde.
Frue Helvig var Gudmoder for Jer begge.
Om dette Forhold ymter Bullen intet;
Og Kirken hindrer sligt et Ægteskab.

AXEL.

Biskop hvad siger du? O Gud min Valborg!
Hun blegner, Piger! Hielp!

199
VALBORG
understøttes af en Møe.

O det er Intet!
Lidt svimmel blev jeg kun. Laan mig din Skulder
Kiære Svanhvide! Det gaaer over strax.

AXEL.

Gudsødskinde!

KNUD
kommer med Kirkebogen.

Ja, Sødskinde for Gud.

AXEL.

Staaer det der? Lad mig see, du blege Synder!
Du lyver haaber jeg. Lad see du Munk!
Axel kan ogsaa læse.

Han stirrer i Bogen, som Knud holder hen for ham.

Alting løber
I Eet for mine Øine.

Han styrter for Valborgs Fødder.

O min Valborg!
Det er forbi!

VALBORG.

Nei, nei!

AXEL
springer op.

Ja, ja forbi!
Jeg seer det vel, jeg indseer hele Følgen:
Min Stræben i de lange fem Aars Tid,
At komme til den gamle Hadrianus;
At skaffe mig hans Agtelse, hans Venskab;
At aabenbare ham mit Hiertes Tilstand,
Som endeligen lyktes mig; - det er
Nu spildt, nu uden Virkning. Hvis han leved,
200 Hvad var det meer? En kort Opsættelse!
Men han er død, og Alexander lever,
En listig Cardinal; og Hakon lever
Min Avindsmand. Jeg seer dig Ulv, du lurer
Alt paa dit Bytte, smilker under Skind.
Min Stav er brudt! Alt er forbi, min Valborg.

Han kaster sig atter paa Knæe og skiuler sit Ansigt i hendes Hænder.

ERLAND
med et strængt Blik paa Kongen.

Det var ei fromt, ei velgiort, at man lod
Det komme til saa yderligt et Skridt;
At spænde disse arme Hierter med
Et stakket Haab, for i den sidste Stund
At lade Haabets Sæbeboble briste;
Ei velgiort, at man overrumpled mig
En Olding, der fortiener Agt, saavel for
Mit Embed, som min Alder, med et sligt
Ynkværdigt Optrin.

HAKON.

Hele Skylden falder
Paa Axel Thordsøn kun; hans Hæftighed
Har selv ham skyndet til sin bratte Kummer.
Ifald han havde fulgt sin Konges Raad,
Da havde klogt han givet Tid. Jeg kan
Ei spærre mine Kæmper Vei til Kirken;
Og Kirkens Love tale giennem dig.

KNUD
kommer med et Linklæde.

Da Axel Thordsøn ei maa ægte Valborg,
Saa fordrer Kirkens Lov et Mærke paa
Skilsmissens Vigtighed.

201
ERLAND
til Hakon.

Jeg tænker, Konge,
Vi sætte denne Skik tilside for
I Dag.

HAKON.

Min Værdighed befaler mig
At hævde Landets Love. Giør din Pligt!

ERLAND
nærmer sig de Elskende.

O mine Børn! halvfiersindstyve Vintre
Har knuget dette gamle Hierte; men
Ei drak det end saa bedsk en Skaal. Min Axel!
Tilgiv en ærlig, gammel Herrens Tiener
Sin Pligt. Mig er det ei, dig skiller Skiebnen
Fra Valborg; men Skilsmissen gielder kun
For dette Liv; hist kan I evigt elske.

AXEL OG VALBORG
knæle for ham, gribe hans Hænder og kysse dem.

O min ærværdige Fader!

ERLAND.

Kiære Børn!
Stat op, min gode Axel! Hulde Valborg!
Stat op! Tag med din Haand i dette Klæde,
Min vakkre Svend! Du arme Pige! tag
I dette Klæde.

Axel og Valborg tage hver i sin Ende af Linklædet. Kongen rækker Bispen sit Sværd, han nærmer sig for at skiære Klædet sønder, men holder af igien.

Nei, jeg kan det ei!
Kom, Broder Knud! Du har tilbudet jo
Din Hielp i denne Sag. Jeg er for gammel,
202 Jeg ryster paa min Haand; jeg har forglemt
I fyrgetyve Aar at bruge Sværdet.
Jeg kan det ei.

KNUD.

Vel, giv mig Sværdet, Herre!

Han nærmer sig Axel og Valborg, træder imellem dem med Sværdet i Haand og siger:

Som Kongens Sværd i Geistlighedens Haand
Her overskiærer denne Dug; saaledes
Adskiller Himlen evig Axel Thordsøn
Fra Valborg Immers Datter.

Han skiærer Klædet sønder imellem dem.

MUNKENE
iBaggrunden.

Amen! Amen!

Pigerne tage den røde Rosenkrands af Valborgs Hoved, en hvid sættes istedet.

HAKON.

Forretningen er endt. Man bringe Valborg
Til Klosteret! Tilgiv min ædle Moder,
Hvis I var Øievidne til et Optrin,
Som krænked Eder.

DRONNINGEN.

Gud tilgive dig!

HAKON.
rækker sin Moder Haand; i det han vender sig og betragter Axel og Valborg:

Forretningen er endt. Man skille dem!

203
ERLAND
bestemt.

End ei. Du har med Strænghed drevet paa
En Lovs Opfyldelse, som maatte gyde
Sin bittre Malurtskaal i disse Hierter;
Velan, jeg bringer i Erindring her
En anden Lov, som vennehuld tillader
Sligt ulyksaligt Par at tage Afsked
Først med hinanden.

HAKON
dvæler.

Vel, saa giør det kort.
Axel, tag Afsked med din Søster Valborg!

ERLAND.

Saaledes var det ikke meent; det stædes
Dem frit at tale sammen her i Eenrum.

HAKON.

For atter daarlig Leilighed at give
Til denne syndefulde Flammes Næring?
Urimeligt er dette Bud.

ERLAND
fast.

Men dog
Et Bud, som kræver Efterlevelse.

HAKON.

Og hvis nu Kongen ei tilstæder det?

204
ERLAND
med Værdighed.

Saa overtræder han sin Skyldighed,
Og jeg erklærer ham i Kirkens Band.

HAKON.

Du taler dristigt.

ERLAND.

Som en Erkebiskop.

HAKON.

Hvo giorde dig til Erkebiskop?

ERLAND.

Gud.

HAKON.

Ha Gamle!

ERLAND
befalende, i det han hæver sin Stav.

Man forføie sig herfra!
Man lade de Ulykkelige ene!

HAKON
tvinger sig.

Vel! Du har Ret til at befale her.

Han gaaer med sit Følge. Erkebispen giver Knud og de andre Munke et Vink, hvorpaa de forføie sig bort til Choret.

ERLAND.

Intet forstyrrer meer den stille Kummer;
Nu giver Eders spændte Hierter Luft,
Og tager Afsked, mine kiære Børn!
205 Men Tiden er kun kort, som skiænkes Eder;
Benytter den. Gud styrke Jer, I Arme!

Han gaaer.

AXEL.

Tak, Gubbe! Tak! du dækker Smertens Torn med
Medlidenhedens blege Rose.

VALBORG
tager Krandsen af sit Haar og betragter den.

Mærke
Paa hellig Elskov er den blege Rose:
De jordiske, de røde Blus er slukt,
Den rene Form staaer englehvid tilbage.

AXEL.

O Valborg! Valborg!

VALBORG.

Trøst dig, elskte Ven!

AXEL.

Jeg trøste mig? O! hvor er du istand til
Saa let, saa snart at fatte dig?

VALBORG.

Jeg var
Alt forberedt.

AXEL.

Du forberedt? Nei Valborg!
Jeg saae din Glæde, da du steegst i Karmen.
Hvor smilte sødt din Læbe, elskte Pige!
Hvor tindrede dit Øie!

206
VALBORG.

Øiet lindrer
Med stærkest Glands, naar det staaer fuldt af
Taarer.

AXEL.

Hvor kunde Valborg tvivle? Tegned alt
Ei til vort Held? Er jeg da som en Daare
Hidstormet til min drømte Lykke? har jeg
Som Jakob ei med ufortrøden Stræben
Arbeidet Aar for Aar paa at erhverve
Min elskte Rachel? Og nu træffer mig
Et saadant Stød! Nei, nei! Min Skiæbne var
Uforudselig, skrækkelig, - den knuser
Mit hele Mod. Du havde Ret, min Valborg!
Da hist du skued Pillegrimen knæle:
Han stander ved sin Grav, ei ved sit Maal.
Du havde Ret, den aabner sig som Favnen,
Som Favnen af en trofast Ven. Hvad har
Jeg meer at søge over Jordens Flade?
Min Sol er siunken og mit Lys er slukt.
Vel, luk dig op min Grav! du est jo luun;
Vel, luk dig op, og tryk mig til dit Bryst!
Min Valborg tør ei trykke mig til sit.

VALBORG.

Jo, Axel jo! for sidste Gang til Afsked
Trykker din Valborg fast dig til sit Bryst.

AXEL.

O Skiæbne! dræb mig nu i hendes Arme.

VALBORG.

Nei elskelige Svend! nei, du maa leve.

207
AXEL.

Hvad skal jeg leve for?

VALBORG.

For Æren, Axel!
Erindre dig dit skiønne Heltenavn!
Axel betyder stor og herlig i
Vort gamle Sprog.

AXEL.

Ja, det var Axel vorden,
Det var han vorden, hvis ei Skiæbnen havde
Berøvet ham sit salige Valhalla,
Sin Valborg, Kampens Løn.

VALBORG.

O gode Svend!

AXEL.

Krigsluren kaldte mig i Kampens Tummel,
Ei for vinde dunkle Egeblade;
Du sad paa Skyen, som min Norne, Valborg!
Og strakte Rosenkrandsen mod din Beiler,
Den røde Rosenkrands.

VALBORG.

Rosen er visnet.

AXEL.

Jeg naaede Rom; jeg saae den gamle Pave;
Med Skiælven nærmed jeg mig Jordens Herre,
Drak Liv og Redning i hans Fadersmiil.
Han rakte mig det kiære Trolddomsbrev,
I fierne, blaae italienske Bierge!
Hvor hurtigt svandt I da i Horizonten!
Mit Øie, idelig mod Norden vendt,
208 Alt troede der at skue blege Nordlys;
De glimted som Erindringer fra Hiemmet.

VALBORG.

Det var din Valborgs Følelser, min Axel!

AXEL.

Den unge Pillegrim gik ufortrøden
Snart over Klipper, snart i lave Dale,
Langt fra sin Arne med sin Vandringstav;
Et sikkert Haab om salig Fremtid lindred
Den kiælne Længsel, veemodsfulde Hiemvee;
Naar Lærken vakte ham, da sang den: Valborg!
Og Morgenrøden lued, som hans Elskov;
Middagen drev ham i den dunkle Skov;
I mange velske Myrter, tydske Bøge
Staaer Valborgs Navn. O skynd dig, runkne Bark!
At dække disse kiære Træk! Men du
Druide! syng med sagte Røst i Stammen
Om det ulykkelige Par i Nord,
For Sydens Hyrdepiger, mens du ryster
I Aftenvinden dine grønne Lokker.

VALBORG.

O Axel! Axel! du har elsket mig.

AXEL.

Nu skalst du atter see mig, vide Verden!
Men uden Vandringstav - min Stav er brudt.
Nu skal jeg atter vanke mellem Stammer
I Skovens Nat; men uden Maal og Stræben.
Den første lille Tue paa min Stie
Kan aabne sig og skiænke mig en Grav;
Der er min Arne.

209
VALBORG.

Grumme! saadan vilst du
Forlade Valborg?

AXEL.

Axel skulde blive
For rolig her at see dig slæbes hen
Til Altret af din Bøddel?

VALBORG.

Før skal han
Henslæbe mig til Retterstedet.

AXEL.

Tiger!
Et saadant Hierte knuser du, og kalder
Det Kiærlighed!

VALBORG.

Mit Øie, sløvt af Taarer,
Vil snart ei kunne taale Dagens Lys;
Før Døden lukker det, vil huldt min Moder,
Den hellige Kirke, laane mig et Slør.

AXEL.

Himmel min Valborg Nonne! disse Haar,
De lange, gule, silkebløde Lokker
Afskaarne! disse skiønne Lemmer hyllet
I tykke, stive, sorte Klæder!

VALBORG.

Da
Skal mangen Nat jeg vandre her allene,
Og tænke paa min søde Drøm, og paa
Din Gienkomst, Axel! og vor bittre Skiebne;
210 Da skal mit Hierte stige fromt til Gud,
I Bønnen og den høie Sang, og for
Min Bøns Skyld skal han lette dig dit Hierte.

AXEL.

O Valborg!

VALBORG.

Stille skal jeg sidde i
Min lille Celle; virke Guld i Silke;
Henleve blid og sørgelig min Tid, som
En Turteldue, der med al sin Fromhed
Dog aldrig finder Roe, der aldrig hviler
Paa grønnen Green, om den er nok saa mødig;
Der aldrig drikker af det klare Vand,
Før den har muddret det med sine Fødder.

AXEL.

Og Axel?

VALBORG.

Du skalst drage til din Gaard,
Op til din Søster, til den gode Helfrid;
Ei vild forsage reent dit Fædreland,
Ei heller blive paa et Sted, hvor daglig
Din Harme maatte voxe. Tiden læger
I Verden Alt, den læge dine Saar.
Naturen i sin ædle, stille Storhed,
En kiærlig Søsters vennehulde Omgang,
Formaaer langt bedre end det muntre Samqvem
At lindre Hiertet. Derfor skalst du drage
Op til din Gaard, der kneiser med sin Muur
Paa Fieldets Kant, og skuer over Elven
Og over Dalen og det vildne Hav.
211 Saaledes skalst du skue paa din Skiebne!
Begynder Hiertet alt for stærkt at banke,
Da grib dit Spyd, din Bue, styrt dig i
De mørke Graneskove! Øv din Harm paa
Vildbassen og den ondskabsfulde Los,
Som skrækker Skovens Fred. Saaledes vil
Du efterhaanden overvinde Smerten.
Om Vinteraftnen skalst du sidde hos
Din gode Helfrid i Jer lille Stue,
Og læse hende for af gamle Sager,
Om Odin, Thor og om den gode Baldur.
Ved Helfrids Harpe kanst du ogsaa synge
Heel mangen Vise; men min Axel! vogt dig
For Signes og for Habors, syng ei heller
Om Ridder Aage og om Jomfru Else.

Hun brister i Graad.

AXEL.

O Valborg! Valborg! dem kun vil jeg synge.

Han omfavner hende.

ERLAND
kommer tilbage.

Nu mine Børn! det kan ei andet være,
Jeg nødes til at skille Eder ad.

VALBORG.

Farvel!

AXEL.

Farvel!

VALBORG.

Vi sees igien.

212
AXEL.

Hos Gud.

De rive sig af hinandens Arme og gaae hver til sin Side; Valborg med Følge. Man bliver Vilhelm vaer i Baggrunden.

ERLAND.

Ulykkelige Ædelinge! blegt
Som Stierner kaster Eders Flamme Skin
Paa min Erindrings Vinterhimmel. Ja
Den er en ufrisk Mand, som aldrig kiendte
Til Kierlighedens Styrke. Gode Axel!
Min Skiebne var din saare liig. O min
Eleonora! Som en Maane straaler
Dit Minde ned paa min Decembersnee.
Blevst du din Erland tro til Døden? Ingen,
Ak ingen Læbe bragte ham et Budskab
Om dig og om din Død.

VILHELM
i Baggrunden.

Eleonora
Von Hildesheim blev Erland tro til Døden.

ERLAND.

Taler en Røst til mig fra Gravene?

Han vender sig og bliver Vilhelm vaer.

VILHELM.

Selv tvunget af sin Fader Gebhard til
At ægte Rudolf, blev Elenora
I Hiertet Erland tro; hun favned dig
I Tankerne, naar paa den skumle Schwarzburg
Hun nødtes at omarme den Forhadte.

213
ERLAND.

Hvo er den fremmede, den blege Mand,
Der taler hist i Kirkens Baggrund? Er det
En Aabenbaring? Som en Marmorstøtte
Staaer han og læner fast sig til sit Sværd.

Vilhelm gaaer ham imøde.

Hvo est du Fremmede?

VILHELM.

En Mellemting
Af Lam og Tiger, min ærværdige Fader!
En Sneeblomst, klækket ud og bragt til Verden
Under et sælsomt Horoscop, da Venus
Formørkedes af en ildrød Comet.

ERLAND.

Du est?

VILHELM.

En Søn af din Eleonora
Og din Blodfiende Rudolf.

ERLAND.

Alle Helgen!
Du? Er det muligt? Ja jeg seer, jeg seer
De elskte Træk; jeg seer dem blandte med
Den kolde Barskhed. O min Søn, min Søn!
Eleonoras Søn! kom i min Arm!
Kom, lad dig trykke til mit gamle Hierte!

VILHELM.

Jeg mener det saa varmt og godt som du,
Men Taarer har Naturen nægtet mig.

214
ERLAND.

Hvad er dit Navn, Eleonoras Søn?

VILHELM.

Vilhelm, i Eders danske Sprog Vildhialmur.

ERLAND.

Og hvilken Engel førte dig til mig?

VILHELM.

Een af de gode, haaber jeg, min Herre!
Sælsom er min Natur og halv en Uting;
Tilsammensat af stride Elementer,
Af Kiærlighed og Had, af Harm og Ømhed,
Giærer en evig Uroe i mit Bryst,
Som ene skaffes Lise, naar jeg styrter
Mig ind i Krigens Tummel, eller naar jeg
Med stum og kold, men ærlig Trofasthed
Har sluttet til en brav Staldbroder mig.
Saa har jeg sluttet mig til Axel Thordsøn.
Selv kan jeg ikke elske, men jeg finder
Min Lindring i at hielpe den, som elsker.
Jeg fulgte ham; jeg vidste, I var her.
Min Moder havde paa sin Sotteseng
Paalagt mig eengang at besøge Eder;
Hun vidste, at I havde byttet Pandsret
Med Munkekappen; heftigt bad hun mig
At bringe Eder hendes Livs Farvel.
Tilgiv! I Kampens Larm har jeg i ti Aar
Forglemt det. Axels Reise mindte mig
Heel pludselig derom; den vakte min
Samvittighed. Jeg troer min mørke Tungsind
Har været mig en Straf, som vil forsvinde
215 Nu, jeg har lydt min Moders sidste Villie.
Ærværdige Fader! Rør mit vilde Hoved
Med Eders Haand! Giv mig Velsignelsen.

Han knæler.

ERLAND.

Gud signe dig!

VILHELM.

Tak! det har lettet alt.

Staaer op.

Jeg skuer Himlens Vink i dette Møde.
See gode Gubbe! du har tabt din Brud
For mange Vintre siden; dette Bryst
Er lukt for Elskov; men to unge Hierter
Adskilles her, kun skabt for Kiærligheden;
Velan, ærværdige Fader! lad os to tvende,
Den ene Offer for, den anden Frugt af
Et ulyksaligt Ægteskab, forhindre
Et lignende, og redde vore Venner.

ERLAND.

Min Søn! hvordan?

VILHELM.

Det kommer an paa dig,
Saa redder jeg dem.

ERLAND.

Kiære Søn! hvorledes?

VILHELM.

Seilfærdigt ligger end vort Skib i Fiorden
Og kan forlade Land, naar Ankret lettes.
216 Valborg er bragt til Klostret. Veien did
Gaaer kun igiennem Kirken. For at hindre
Bortførelse, som Hakon holder mulig,
Skal Broder Knud med tyve Riddersvende
Her holde Vagt i Nat ved Kirkens Indgang,
Og give Nys om mindste Lyd der høres.

ERLAND.

Og slig Forsigtighed, som giør al Redning
Umulig, fryder dig?

VILHELM.

Forsigtigheden
Giør ene Redning mulig. Luktes Kirken
Med sine jernbeslagne, tykke Døre,
Da var der ingen Redning; thi i Morgen
Vil Hakon føre Valborg hiem som Brud;
Men giennem tyve Riddersvende, giennem
Den skumle Munk selv Eenogtyvende
Veed jeg at giøre Plads.

ERLAND.

Og vil Skiærmydslen
Ei giøre Larm og vække Borgens Kæmper?

VILHELM.

Det hellige Kirkegulv skal ei besudles
Med ærligt Blod af vakkre Riddersvende,
Som lyde deres Pligt og Kongens Bud;
Jeg veed et bedre Middel.

ERLAND.

Hvilket Søn?

217
VILHELM.

Er ei den gyldne Kiste over Altret
St. Olafs Skriin? Og troer ei menig Mand
At ofte sig ved given Leilighed
Hans døde Legem reiser op i Graven
Ved Midienat som Gienfærd, for at skrække
Forbryderen, til Hielp og Bistand for
Den undertrykte Dyd?

ERLAND.

Saa troer Enhver.

VILHELM.

Har du som Erkebiskop ei hans Guldhielm,
Hans lange Jernspyd og hans Sølvmorskaabe
I din Forvaring?

ERLAND.

Jo.

VILHELM.

Axel er reddet.

ERLAND.

Min Søn! du vilst -

VILHELM.

Betænker du dig paa,
Om det ærværdige Folkesagn engang
Skal virke til det Godes Fordeel; som
Det ofte misbrugt virkede til Syndens?

ERLAND.

Nei! - Det er ingen Synd! - Gud vil tilgive
Det rene, det uskyldige Bedrag,
Som Nødsfald kræver her til Dydens Frelse.

218
VILHELM.

Bedrag? Og hvo har sagt det er Bedrag?
St. Olaf kommer selv, ærværdige Fader!
Selv kommer han, han hyller sig i mig;
Jeg er hans Gienfærd. Er et Gienfærd ei
En jordisk Larve for en evig Aand?

ERLAND.

Ei anderledes staaer det til at indsee.

VILHELM
høitidelig.

Velan, jeg er St. Olafs blege Larve;
Selv har han blæst mig Tanken i min Siæl,
Jeg kommer som hans virkelige Gienfærd.

ERLAND.

Min Søn! dit dunkle Øie gløder stærkt.

VILHELM.

Min Tanke dvæler helst i Evigheden.

ERLAND.

Vel! jeg er rede. Følg mig, lad os ile!

VILHELM
mørk.

End er det Tiden ei. Naar Dagen synker,
Og Duggen falder kold paa Gravens Steen,
Tvivlen paa Mandens Mod og Ængstligheden
Paa Synderens Samvittighed; naar Kirken
Er fyldt af det høitidelige Mørke,
Og Nattens Lampe kaster mat sit Skin
219 Igiennem Mulmet hen paa Gravene;
Naar Klokken slaaer sit dumpe tolvte Slag;
Naar Uglen tuder og naar Hanen galer -
Da stiger Olaf i sin Kongepragt,
Som Nattens Konning; at forfærde Lasten,
At fælde Nidingen, at tørre Graaden
Af Uskylds Øie med sin Svededug.

220

FIERDE AKT.

Nat; Lysekronen brænder svagt i Dæmringen. BRODER KNUDsidder medBIØRN GAMLE, KOLBEINogFLERE KÆMPERpaa en Bænk ved den høire Kirkepiller.

KNUD.

Her sidde bedst vi, mine kiære Venner!
Ved denne Piller, ved de hellige Kors
Af trende salige Normannakonger.
Her vil i Guds Navn vi tilbringe Natten.
Endrid, har du et vaagent Øie havt
Med Kæmperne ved Døren?

ENDRID
kommer.

Ja, de vaage.

KNUD.

Nu, vi vil ogsaa vaage. Kan vi bedre,
End vaage for vor Konges Sikkerhed?
Just derfor har jeg valgt os denne Plads
Ved Kongepilleren, saa kaldet; hellig
Den hæver sig med sine ædle Kors.
Seer Støtten derimod her overfor!
Skamstøtte kunde man vel kalde den.
221 Der havde tvende unge Syndefulde
Udskaaret deres Navne. Daarlig trodsed
De Kongens Scepter, Geistlighedens Stav;
Nu seer I Herrens Straf! Retfærdighedens!
I ædel Harm har Kongen med sit Sværd
Nedhugget dette Tegn, som voved at
Vanhellige Kirkens Træe med Elskovskrandse;
Nu visner Krandsen hist i Støvet der.

BIØRN.

Ja ja! hvad due Blomster andet til
End til at visne? Lad den ligge der!
Med Kongens Kors har det en anden Art;
Jo høiere det staaer, desbedre staaer det
Med Landets Kæmper, destomere stiger
I Kraft og Ære Riget. Derfor huer
Mig og det Øverste af disse Kors
For alle. De to Andre høine sig
Vel ogsaa noget, men de naae dog ei
Den høie Harald.

KNUD.

Tael ei saa, min Gubbe!
Den ædle Olaf Kyrre staaer maaskee
Selv over Harald Haarderaade; aldrig
Har Freden blomstret saa, som under ham;
Han var en Støttestav for Geistligheden.

BIØRN.

Det var Ulykken just! - Forstaae mig ret:
Jeg mener Freden; thi hvad Geistligheden
Betræffer, den er Ære værd; det veed jeg.
Men Olaf Kyrre, Magnus Barfod lagde
De første Spirer til Fordærvelsen,
222 Ved at indføre andre Landes Sæder;
Og derfor mener jeg de naaer ei op til
Den drabelige Harald Haarderaade.

KNUD.

Olaf har gavnet Landet med sin Daad.

BIØRN.

Før Olaf Kyrres Tid drak man af Horn;
Da brændte Ilden midt i Giestestuen;
Da sad blandt sine Mænd Normannakonning
Midt paa Langbænken; Øllet bragtes ham
Om Ilden; - det var Olaf ei tilpas!
Han skulde have sig Høisæde giort
Paa Gaffelbænken! Ilden fik ei Lov
At brænde varm og lystig midt i Stuen;
Den skulde stoppes i et Hul, afsides,
Blot af den Aarsag, at de kiælne Lunger
Ei kunde taale Røg.

KNUD.

Nu, Fader Biørn!
Den falder og paa Brystet.

BIØRN.

Ei hvad Brystet?
En ærlig Karl maa have Mod i Brystet,
Og ikke bryde sig om Røg og Damp.
At tale nu om Klædedragten, da
Har Olaf svare Synder, og vor Herre
Forlade ham det i sin Grav. Tilforn
Gik Kæmpen i sit Harnisk, eller i
Sin hvide Vadmelskiortel; nu blev Brogen
Ham snørt om Lænderne med Guld og Sølv;
223 Guldringe spændt om Læggene; i Folder
Det bløde Silke lagt om Arm og Skulder,
Endskiøndt forresten Ærmet var saa trangt,
At med et Værktøi paa det maatte drages.
Med Magnus Barfod var det ligenær,
Kun paa en anden Maade; han var Helt;
Men løb han efter sit irlandske Tog
Med stakket Kiortel og med bare Been,
Ei om paa Gaderne, som Betler, skiønt
Han var Normannakonning? Og kan ei
Han selv sig takke for sit Øgenavn?

KNUD.

Nu, alt forandrer sig med Tiden, Fader!

BIØRN
ryster paa Hovedet.

Ifald de havde kun i Ære holdt mig
De gamle Drikkehorn, saa fik det være;
Men denne Skik at nippe Øl af Bægre
Er en Uvane, som vil bringe Landet
Seent eller tidligt i Aftagende.
En høvisk Svend maa tømme ud sit Maal,
Ei sætte Skiæggelevninger paa Bordet.

ENDRID.

Nu deri har vel Gubben Ret, Kong Harald
Var en udmærket Helt. I Grækenland
Staaer høit hans Navn endnu i Ære, fra
Den Tid han tiente Dronning Zoe mellem
De tappre Væringer.

224
KNUD.

Du kommer lige
Fra Myklegaard; hvor gaaer det? Giør I end
Det gamle Norden Ære, som i min Tid?

ENDRID.

Alting er ei dødt ud med dig, min Gubbe!

BIØRN.

Saa sover end I paa den blotte Jord,
Med Hielm om Tindingen, med Skiold paa Brystet,
Med Sværdet over Hovdet, med den Høire
Om Hialtet og med Mod og Blod i Barmen?

ENDRID.

Ei anderledes.

BIØRN.

Rider end Kong Olaf
Den hellige Dødning paa sin hvide Hest
I Eders Spidse, naar I gaae mod Fienden?

ENDRID.

Det hændes ofte, Fader Biørn. Har du
Ei hørt, hvad nylig sig tildraget har
Med Neiter, med hans Sværd?

BIØRN.

Nei Søn, fortæl!

ENDRID.

I veed at Ingebiørn, en tapper Svenske
Tog dette Sværd, da Konning Olaf faldt
Paa Stiklestad. Det gik i Arv fra ham
225 Til Søn og Sønnesøn; hans sidste Æt
Tiente med mig i sidste Keiserkrig;
Leiren var slagen og hver Væring hvilte
Just som du siger: i sin Rustning, med
Sit Sværd i Haanden over Hovedet.
Som Svensken vaagner, har han intet Sværd;
Det ligger kastet langt paa Marken ud;
Saa gik det trende Nætter alt i Rad;
Nu spørger Keiseren hvad det vil sige?
»Ja, svared han, min ædle Kyrialax!«
(Betyder nemlig Herr Alexius;
Thi Kyrie er paa grædsk en Herre, veed I
Af Psalmebogen) altsaa: »Kyrialax!
Det Sværd, jeg eier kaldes Neiter; det
Var Olafs Sværd, som med sit Liv han misted
Paa Stiklestad.«

BIØRN.

Velgiort af Konning Olaf!
Han vristed Sværdet udaf Svenskens Haand!
Hvad skulde ogsaa han med Olafs Sværd?

ENDRID.

Rigtig! det indsaae Keiseren og Alle.
Med stor Bekostning lod da Kyrialax
En Kirke bygge for St. Olaf paa
Det Sted, hvor Sværdet laae; og over Altret
Blev Sværdet hængt, saaledes som hans Skriin
Her stander over Alteret i Choret.

KOLBEIN.

Hvor sælsomt skinner den forgyldte Kiste
Igiennem Mørket hid til os fra Choret.
226 Er det da sandt ærværdige Herre! at
Kong Olaf gaaer igien?

BIØRN.

Er det et Spørgsmaal?

KNUD.

I Normænd er et uregierligt Folk;
Da blier det vel nødvendigt, at selv stundom
De Døde stige op af Graven, for
At bringe Eders Aand til Frygt og Indsigt.

BIØRN.

Har du ei hørt de hundrede Mirakler?

KOLBEIN.

Vel har jeg det; jeg veed kun ikke rigtig
Om de staae til at troe.

KNUD.

Forsynd dig ei.
Saa gierne kanst du tvivle, Søn, om Himlen
Og om din Salighed, som om St. Olaf
Og om hans Jertegn.

BIØRN.

Tag dig vare, du!
At det ei gaaer dig, som den danske Jarl,
Der misted Synet for sin Vantroe.

ENDRID.

Gamle!
Fortæl os noget om den hellige Mand;
Din Alder har oplevet meget, veed jeg.

227
KOLBEIN.

Det hidser kun Indbildningskraften op;
Og da vi dog skal holde Vagt i Nat
I Kirken -

BIØRN.

Est du Niding?

KOLBEIN.

Ikke for
De Levende.

BIØRN.

Vel svart, min Søn! Har du
En god Samvittighed?

KOLBEIN.

Ja.

BIØRN.

Saa behøver
Du heller ei at frygte for de Døde.
Kong Olaf vil ei skade Nogen her;
Thi alle vi - naar jeg undtager ene
Den fromme Broder Knud - har store Synder,
Men vor Samvittighed er reen; og derfor
Vil Olaf ei tilføie Nogen Ondt.

ENDRID.

Fortæl!

BIØRN.

En Midienat i Kiøping her,
Som Klokken just slog tolv -

Klokken slaaer tolv.
228
ENDRID.

Ha hørte du?

BIØRN.

Jeg er ei døv! En Nat, just Klokken tolv,
Da Hanen havde galet Midnatsgalet -

Hanen galer.

KOLBEIN.

Den galer! Hører I?

BIØRN
fortrædelig.

Skal jeg fortælle,
Saa maa du tie. Hvad er det for Væsen?
Man kan ei høre sine egne Ord,
For lutter Klokkeslag og Hanegal,
Og tosset Snak. Det er en hæslig Vane,
At unge Svende blande næsviis sig
I Talen; i min Ungdom taug han stille,
Naar gammel Kæmpe talte. - Men hvor var det
Vi slap?

ENDRID.

Ved Hanegalet.

BIØRN.

Rigtig.

Til Kolbein.

Falder
Du tiere mig i Talen, kanst du bede
En tandløs Kierring dig fortælle Resten. -
Altsaa, en Midnat her, just Klokken tolv,
Som Hanen havde galet, kom St. Olaf
229 Fra Choret hist igiennem Kirken, i
Sin gyldne Rustning; med sin lukte Hielm
Omkrandset af Karfunkelkronen; med
Sit lange Spyd og med sin Sølvmorskaabe,
Som slæbte efter ham i Kirkegangen.

En Skikkelse lader sig see i Kirkens Baggrund, just saaledes som Biørn fortæller; Kolbein som først bliver den vaer, blegner og stirrer derhen med stive Blik.

Hvad gaaer der atter af dig yske Svend?

Kolbein tier.

Nu kanst du ikke lukke Munden op?

KOLBEIN.

Fortæl kun du, jeg skal ei falde dig
I Talen; det vil jeg kun ellers melde
I Forbigaaende: der staaer en Mand
I Gangen hist livagtig som du siger.

KÆMPERNE.

Christ frie os!

Munken flygter; en Deel vil følge ham.

BIØRN.

Bliver! er I norske Mænd.
Blier, er I ærlige, trofaste Kæmper!
Den er en Niding, en Ildgierningsmand
Som flyer. Nedkaster Jer paa Eders Knæe,
Som jeg! - Saa! - Blotter Eders Hoveder!
Folder andægtigt Eders Hænder! - Saa!
Den er en Stiemand, som forskrækket flyer for
Den hellige Aand. Hvad er I bange for?
Han er vor Skytspatron. Hvi flygter I,
Ifald han tale vil med sine Børn?

230
KOLBEIN.

Det kommer nærmere.

KÆMPERNE.

Gud staae os bi!

SPØGELSET.

Hvad hvisler i min Hvælving,
Hvor Døden hviler?
Hvad kalder Kongens Knokler
Af Kobberkisten?
Hvad buldrer, hvor den Blege,
Blodløse blunder?
Forlader uden Larmen
Med Sværd og Landser
De mulmbeklædte Mure,
Det bælne Mørke;
Og lader før fra Læben
Ei Ordet lyde,
Før Solen i sin Skiønhed
Min Grav bestraaler!

Kæmperne staae op, neie, korse sig og forlade Kirken.

KNUD
kommer tilbage med Dørvogterne.

Jeg siger Eder, det er kun Bedrag!
Det var mig kun i første Øieblik
Lidt underligt, før jeg fik Tid til Tanke.
Der staaer han! nærmer Eder! Vi er nok.
Omringer ham med Eders Hellebarder!
Fanger ham levende! det er en Giøgler.
Der spøger ingen Aander, det er Spilværk.
Man vil bedrage Kongen, overvinder
231 Jer Overtroe! St. Olaf er en Støvhob,
En Ormesæk; hans Magt er længst forbi.

Spøgelset gaaer med hurtige Skridt ind paa Knud og støder ham Spydet igiennem Brystet.

KÆMPERNE.

Christ frels os! Han er falden paa sin Synd!
Flyer! Lovet være Gud og alle Helgen!

Alle flye, Spøgelset forsvinder.

KNUD
allene.

Det blev mit Banesaar! Hielp! Redder! Hielper!
Forlader mig i Nøden ei! - Ha jeg
Er ene! - Jeg forbløder mig! Var det
Et Menneske? Han stødte Spydet mig
I Brystet med en unaturlig Kraft,
Igiennem Pandsret, som min Kutte skiuler.
Nei nei det var en Dødelig! Alt døer!
Der er jo ingen Evighed.

Klokken slaaer et Qvarteer til Eet.

Ha hvad
Betyder dette dumpe Klokkeslag?
Den fæle stærke Eenklang fra det Høie?
O Skræk! O isnende Fortvivlelse!
Er Intet, hvormed jeg kan stille Blodet?

Han famler omkring og finder Valborgs Krands, som Hakon har nedhugget.

Her, her er Urter, som kan stille Blodet. -
Det rinder stærkere! Hvad seer jeg? Himmel!
Skiøn Valborgs Blomsterkrands! Barmhiertighed,
Forbarmelse! O beder, beder for mig,
I unge Elskende! Mit Hierteblod
Har farvet Eders Krands! O beder for mig!

Han døer.
232

VILHELMkommer tilbage medVALBORGogERKEBISPEN.

VILHELM.

Skiælv ei, min ædle Jomfrue! Alt er vundet.
Min Svend er ilet hen at hente Axel.
Vinden er god, alt klart forinden Borde.
De hvide Alfer puste venligt alle
I Skibets Silkeseil, og Freyas Stierne
Nedfunkler klar fra Nattens dunkle Hvælving.

ERLAND.

Min Søn! Gud takke dig for denne Daad.

VILHELM.

Min Daad er ringe, Fader Erland! dig
Kan Axel ene takke for sin Lykke.

VALBORG.

O vi maa begge takke Eder begge!

VILHELM.

Der er han!

AXEL
kommer med Sværd ogSkiold.

Vilhelm! Elskte Valborg! Fader!

VILHELM.

Er Veien ryddelig til Skibet, Axel?

AXEL.

Gaden er tom; jeg saae den rædde Skare
Udstyrte nys af Kirkedøren, som
En Sværm af blege, tause Aftenbakker.
233 Men Munken, som vi skulde gribe strax
Som han kom ud af Kirken, saae vi ei.
Jeg frygter, han har skiult sig i en Afkrog,
At han forraader Alt.

VILHELM.

Vær uden Frygt!
Forræderiet fundet har sin Skranke.

Han viser ham Munkens Liig.

AXEL.

Knud i sit Blod!

VALBORG.

O Himmel!

ERLAND
med et bange Blik paa Vilhelm.

Myrdet?

VILHELM
rolig.

Dræbt.
Hans frække Ryggesløshed jog ham selv
Bespottende i Skiæbnens og St. Olafs
Iiskolde Jernspyd.

ERLAND.

Arme Synder! brat
Henrevet, uden Bod og Sacramente.

AXEL.

Hvad holder han i sine Hænder? Himmel!
Min Valborgs Krands. Tæt har han krystet den
Til Hiertet i sin Dødskamp.

234
VALBORG.

O den Arme!
Han har fortrudt sin Synd, Gud naade ham!

AXEL.

Det vil han for din Bøns Skyld, søde Pige.
O Glæde! Seer mit Øie dig igien?

VALBORG.

To Engle har udrevet os fra Døden.

VILHELM.

To Mennesker. Og nu, mit kiælne Par!
Nu gielder Hurtighed. Naar alt er endt;
Naar trygt den høie Schwarzburg med sin Ringmuur,
Og sine runde Taarn beskytter os;
Naar Fader Erland har i Borg-Capellet,
Hvor Leonora tvunget blev til Rudolf,
Lagt Eders Hænder i hinanden; da
Er nok af Tid til Kiærtegn; da skal I
Forvandle Schwarzburg til et Weissenfels;
Da skal den gamle Erland see sig ung
I Eder, og den barske Vilhelm blid;
Da skal vi ogsaa synge Siælemesser
For denne arme Synders Salighed;
Men nu, giør alting kort, og følger Vilhelm.

VALBORG.

Gud hvor mit Hierte banker!

AXEL.

Lad os knæle
Paa Haralds Grav, og tage Afskeed med
Vort Fædreland.
235

Idet de Elskende ville knæle, hører man tre huult hylende Toner af et Horn langt borte.

Ha hvad var det?

VILHELM.

Man kommer ind i Kirken.
Frygt ei, min ædle Jomfrue! det er Gotfrid,
Min ærlige, trofaste Svend. Hvad bringer
Du Gotfrid! Hvad betyde disse Toner,
Vi nys har hørt?

AXEL.

Det var et Ludurhorn.

GOTFRID.

Alt giør os Flugten let. I denne Stund
Er Erling Skakke løbet ind i Fiorden
Fra Bergen med en talrig Flaade, for
At overrumple Hakon Herdebred.
Det Horn, I hørte, lød fra Erlings Skib,
Som Tegn til Angreb. Intet hindrer os
At seile bort. Alting er i Forvirring.

VILHELM.

Den vrede Skiebne gaaer med raske Skridt
Sin Hævn imøde. Kom min brave Broder!
At du vilst ikke stride mod din Frænde,
Forbyder dig dit Ædelmod, det veed jeg;
Vel, overlad ham til hans egen Skiebne,
Og følg hvorhen din gode Norne vinker.

AXEL
efter et Øiebliks Taushed.

Min gode Norne vinker til min Pligt.

236
VILHELM.

Hvordan? - du troer -

AXEL.

Nu kan jeg ikke reise;
Det er umuligt Valborg; plat umuligt!

VILHELM.

Du vilst?

AXEL.

Forsvare Hakon Herdebred.

VILHELM.

Din Avindsmand?

AXEL.

Hvad Avindsmand? ham har
Jeg trodsig Ryggen vendt; nu er min Konge
Bestædt i Nød, ham skylder jeg mit Liv.

VILHELM.

Du skylder Fædrelandets Vel dit Liv,
Ei Hakon. Mener du at gavne Norge
Med at forsvare denne unge Daare,
Som overtræder alle Pligter for
Sin Lidenskab? Som ringeagter Dyden
Og Undersaattens Ret? Som glemmer ganske
Det Heles for sin egen Tarv? Nei Axel!
Hvo Konge være vil, ham bør det sig
At tænke, handle kongeligt. Kom! Erling
Er en glorværdig nordisk Kæmpe; ædel;
Forsink ham ikke Seiren; han vil ei
Misbruge den. Lad Norges Scepter funkle
I Heltens Haand; det rustner i en Nidings.

237
AXEL.

Lad ei din Læbe med spidsfindig Kløgt
Forvirre Ærligheden i dit Hierte!
Hakon er ingen Niding; Munkens List
Har vidst at nære lumsk hans Lidenskab.
Ungdom, uheldig Elskov, onde Raad!
Eet af de Tre var nok til at forvirre
Det bedste Hierte! - Hakon vilde grumt
Berøve mig min Brud - det leed jeg ei!
Nu vil man grumt berøve ham sit Rige -
Det lider jeg ei heller. Hakon er
Min Frænde; Erling taler slet om
Vor Stammefader i sin Grav; han vil
Ydmyge Harald Gilles Æt og sætte
Sin egen Søn paa Norges Kongethrone;
Var jeg en Thrønder af den Gilske Stamme,
Ifald jeg taalte det? En ærlig Svend,
Ifald jeg svigted Hakon i sin Nød?
Har jeg ei lagt min Haand i Hakons Haand?
Fortiente Axel denne Lilievand,
Dit Venskab, hvis han blev sin Konge troløs?

ERLAND.

Min unge Helt! du taler Pligtens Ord.
Iil at forsvare Kongen med din Glavind!
Hvi nægter Gud min matte Alderdom
At følge dig?

VILHELM.

Trøst du den vene Møe!
Jeg fylde vil din Plads i Kampen, Fader.
Jeg kiender ei Forholdet her saa nøie
Som du og Axel. Hvis I begge mene
238 At ærlig Troskab kalder ham til Kamp, -
Vel, Sværdet er alt draget, og jeg følger.

AXEL.

Græd ikke Valborg! Al min Frygt er endt.
Mit Hierte slaaer ei længer tungt og bange.
Jeg vil ei røve Valborg, nei jeg vil
Fortiene hende. Ha var Stammefader!
Nu først forstaaer jeg dig. Du lægger Haand
Paa Sværd; din Mine siger: »Red min Ære!
Forlad ei Fædrelandet.« Vel min Elskte!
Vi vil forsone Skiebnen; Hakon selv
Vil vi forsone; Ynglingen skal lære
At sætte Priis paa ærlig Helt i Kamp.
Selv skal han efter overstanden Fare
Forene vore Hænder, elskte Valborg!
Her, over Graven af den Hævnede.

Hornet lyder.

Jeg kommer Hildur! Dine Kæmper komme
At skiænke Karpen Blod i Throndhiems Fiord.
See min Veninde! tvende røde Hierter
Staae brændende foreent i Axels Skiold,
Halv i den blaa, halv i den hvide Grund;
Det tyder: »Elskov, Uskyld, Himlen«, Valborg!
Vor Elskov er uskyldig, Himlen vil
Belønne den.

VALBORG.

Ja med sin Salighed.

AXEL.

I Hurtigheden har jeg glemt at spænde
Sværdbeltet om min Lænd; jeg greb kun Sværdet.

239
VALBORG
tager et himmelblaat Silkemon af sine Skuldre.

Kom, elskte Kæmpe! Lad mig skiænke dig
Dit Axelskiærf.

AXEL
knæler, hun hænger ham Skiærfet over Skuldren.

O søde Valborg! Axel
Er din, din Kæmpe, og du tvivler om
Den sikkre Seir?

VALBORG.

Du est min Kæmpe; jeg
Er din Valkyrie.

AXEL.

O græd ei Valborg!

VALBORG.

Jeg vil ei græde. Ogsaa Pigen, Axel,
Kan vise Heltemod i stille Taal.
Gak min udkaarne, elskte Ungersvend!
Din Valborg skiænker dig til Fædrelandet.

VILHELM.

En ærlig Pige, ved St. Innocenz!
Farvel, ærværdige Fader!

ERLAND.

Mine Sønner!
Guds hellige Engleskare følger Eder.

AXEL.

Farvel min Valborg.

240
VALBORG
holder ham tilbage i sine Arme.

Bie et Øieblik!
Lad mig endnu engang, for sidstegang
See Axel i sit skiønne Helteøie.

AXEL
kysser hende.

Farvel!

VALBORG.

Nu gaae! Nu glemmer jeg dig aldrig.

Kæmperne gaae.

241

FEMTE AKT.

Axel kommer ind med Kong Hakon, som er saaret i den høire Arm.

AXEL.

Her er vi sikkre for en Stund, min Herre,
Her i Guds hellige Huus. Sæt dig paa Bænken!
Saa! lad mig nu forbinde dig din Arm.
En Kæmpe maa forstaae Saarlægekonsten;
Man har ei altid Hielp ved Haanden. Saaret
Er dybt, men ikke farligt. Havde vi
Et Stykke Linned kun.

HAKON.

Din Godhed saarer
Mig dybere end Erling Skakkes Sværd.

AXEL.

Lad ei min Troskab saare dig; det var
Jo ganske mod dens Hensigt.

Han søger i sin Barm, drager et Klæde ud, studser men fatter sig strax og siger:

Her er Linned.

HAKON.

Hvi studser du? Almægtige Guds Navn!
Jeg kiender dette Klæde.

242
AXEL.

Tving din Feber!

HAKON.

Du vilst forbinde mig med dette Klæde?

AXEL.

At ikke Blodet skal forløbe dig.

HAKON.

Du vilst forbinde mig med dette Klæde,
Hvormed jeg sønderrev dit Liv?

AXEL.

Min Herre!
Det er en anden Dug.

HAKON.

Nei, nei, det er
Linklædet, som den ondskabsfulde Knud
Skar over mellem dig og Valborg, Axel!
Jeg kiender det. Ha svøb det ei om Armen,
Det brænder mig, det martrer mig kun meer.

AXEL.

Det er naturligt, at et Saar maa brænde,
Og at Forbindingen er smertelig.
Vær rolig, hvil et Øieblik, min Herre;
Og grib saa Sværdet med din venstre Haand,
Og følg paanye med Axel mod din Fiende.
Nærværelsen af Kongen styrker Folket;
Og jeg vil være dig din høire Haand.

HAKON.

Er det en grusom, en hævngierrig Stolthed?
Er det naturlig, reen Høimodighed?
243 Hvordan forstaaer jeg Axel? Vilst du sanke
Gloende Kul paa Hakons Hoved?

AXEL.

Nei
Ved Gud og Mænd! tro vil jeg tiene dig,
Ei krænke dig, ei forekaste dig.

HAKON.

Men denne Høimod smerter mig kun meer:
Ulykkelige Hakon Herdebred!
Din bedste Kæmpe ringeagter dig.

AXEL.

Ved Gud i Himlen, ved min Valborg, Hakon!
Jeg agter dig.

HAKON.

Nu troer jeg dig, min Frænde!
Du svorst en hellig Eed. Vel; - er det saa, -
Og Hakon handled som en hæftig Elsker
Paa Kongethronen, Axel! ei som Niding.

AXEL.

Hvo kiender Elskovs Magt og indseer ei
Dens Virkninger?

HAKON.

Nu taler du mig af
Mit eget Hierte, vakkre Kæmpe. See
Din Troskab og din Høimod rører mig.

Pludselig vild.

Og dog, ifald jeg mærked, at du troede:
Det var en qvindlig Blødhed, foraarsaget
Af legemlige Smerter; - Axel Thordsøn!
244 Jeg rev mit Sværd med venstre Haand fra Hoften,
Og fordred dig til Kamp paa Liv og Død.

AXEL.

Jeg svor ved Valborg at jeg agter dig.

HAKON.

Velan! Saa skalst du og høiagte mig.
Thi jeg vil giøre dig et Offer, Axel!
Men Offeret er stort; det er nødvendigt
At du indseer dets Kostbarhed.

AXEL.

Min Konge -

HAKON
afbryder ham.

Tie stille! tie! lad først mig tale ud.
Jeg indseer hvad jeg vover ved at giøre
Dig slig en Gave i en saadan Tilstand:
»Nu har den stolte Ungersvend engang
Dog faaet Øiet op; nu indseer han
Nødvendigheden af sin Thrones Værn;
Nu trænger han til sine Kæmpers Troskab,
Og derfor kiøber han sin Ven med Møe
Udi i sit Hiertes Angst og Nød.« O fy!
Jeg vilde hade dig, jeg vilde kalde
Dig en barbarisk Fiende, kold og sløv,
Ifald du kunde dømme saa.

AXEL.

Min Herre!

HAKON

For Valborg mister Hakon Norges Rige,
Og Valborg - mister han for Valborgs Skyld.
245 Skiøn paa min Gaves Værd! Man lønner ei
Det Mindre med det Større, for at tækkes
Sin Egennytte.

AXEL.

Hakon, ædle Frænde!

HAKON.

Men jeg har feilet; og din rene Siel,
Dit Adelsind har aabnet mig mit Øie;
Og fri og frank, fordi jeg vil det Gode,
Betvinger jeg mit Hiertes Lidenskab,
Og skiænker dig din Valborg; skiænker dig
Det Kiereste jeg elsker her i Verden.
Miskiend mig ei, see min Opoffrelse!

AXEL.

Jeg seer den, og Gud seer den, ædle Konge!

HAKON.

Omfavn mig nu!

AXEL.

O tag din Arm i Agt!

HAKON.

Nu brænder Saaret længer ei, nu smerter
Ei Klædet meer; det kiøler mig, som Saften
Af friske Urter.

AXEL.

O min Konge!

HAKON.

Lad
Nu Erling overvinde Hakon! Hakon
246 Har overvundet kiæk sig selv; hans Seir
Er størst.

AXEL.

Men det skal ikke blive derved;
Den anden Seier vil vi ogsaa vinde.

Man hører Larm udenfor Kirken.

Vær rolig! hvil endnu et Øieblik.
Din gyldne Hielm er tung, dit Hoved trænger
Til Lettelse: giv mig din Hielm! der har
Du min istedet, den er lettere.

Larmen tager til; Axel kaster Kongens Purpurkaabe, som er løst af under Forbindingen om sine Skuldre.

HAKON.

Hvad giør du Axel?

AXEL.

Vær kun rolig Herre!
Der kommer Nogen; muligt er det Fiender;
Lad Axel være da dit Skiold!

En Flok Fiender styrter ind.

FORMANDEN.

Der staaer han!
Der staaer han! seer I? med den gyldne Hielm,
I Purpurkaaben. Det er Kongen. Trænger
Jer ind paa ham og dræber ham!

HAKON.

Ha Axel!
Nu fatter jeg din underlige Færd.
Giv mig min Hielm tilbage.

247
AXEL.

Drag dit Sværd!
Stil dig saaledes, at din høire Arm
Bedækkes af mit Legem. Naar du seer
Dit Snit, hug ud! og træk dig flux tilbage!

Han raaber:

Herfrem I Uslinger! Her stander Hakon,
Hans Sværd er draget og han frygter ei
Et Nidingsoverfald i Herrens Huus.
Herfrem I Mordere! som ikke vove
At stevne Mand mod Mand i ærlig Kamp.
Kommer at vinde Guld for Hakons Liv!
Min blanke Løvetunge blinker tørstig;
Vel, lad den læske sig i Nidingsblod!

HAKON
drager sit Sværd.

Han daarer Eder! Her staaer Norges Konge
At fælde Stiemænd med sin venstre Arm.

AXEL.

Tie, Axel Thordsøn! Du est saaret; Hakon
Kan selv forsvare sig.

FIENDEN.

Ind paa ham! ind!

Strid. Man hører Larm udenfor af andre Kæmper, der raabes:

Kongen til Hielp! han overfaldes, hielper!

DEN FIENDTLIGE KÆMPE
til Axel.

Dig skal de ikke redde.

Han saarer ham. 248

Iler! flygter!
Hakon er fældet. Slaaer med stærke Slag
Jer giennem Biarkebeinerne til Erling!
Hakon er fældet; bort!

SIGURD AF REINE og VILHELM
styrte ind med en Skare Biarkebeiner.
SIGURD.

Ha hugger, stikker!
Forfølger Morderne!

Fienden drives paa Flugt. Til Kongen.

Dit Liv er frelst!

Bliver Axel vaer.

Axel i Kongens Kaabe? Bleg og blodig?
Med Kongens Hielm?

AXEL
til Kongen.

Nu tag din Hielm igien,
Nu er den mig for tung; følg dine Kæmper,
Og lad mig ene med min Vaabenbroder.

HAKON

Axel min Frænde! er dit Saar -

AXEL.

Forlad mig!
Styrt dig mod Fienden, hævn Forsmædelsen,
Følg Sigurd og de barkeklædte Kæmper.

SIGURD.

Ja Hakon! Norges Skove selv har rustet
Sig ud, for at forsvare Throndhiems Konge.
249 See disse Kæmper! Elvegrimmer! Biørne!
Lutter bevægelige Granestammer
Fra Fieldene. I Mangel af et Harnisk
Bedækker Træets Bark de tappre Hierter;
Og Ellestangen hærdet med sin Spidse
I Arnens Ild, giør Fyldest for et Spiud.
Saaledes kæmpe de for Arnens Fred
Og Kongens Ære. Stil dig fremst i Flokken!
Saa storme vi og hævne Axels Drab.
Du døer en prægtig Død, min norske Broder!
Du falder for din Konge. Ogsaa vi
Vil følge dig og hilse dig hos Gud.
Kom Hakon! Lad ham ene med sin Ven.
Livet forlanger Strid, men Døden Fred.

HAKON
til Kæmperne, i det han peger paa Axel.

I norske Mænd! Han blegned for sin Konge!

BIARKEBEINERNE
støde utaalmodigen deres Træespyd mod Jorden.

Vi, vi vil ogsaa blegne for vor Konge.
Før os i Døden, før os imod Fienden!

HAKON
omfavner Axel.

Farvel! Vi sees igien før Solen synker.

Han følger Kæmperne.

VILHELM
nærmer sig Axel.

Min Broder, er din Vunde dødelig?

250
AXEL.

Ja. Løs af Skuldren mig mit Axelskiærf;
Drag Skeden ud, giv mig det bløde Klæde,
At jeg en liden Stund kan stille Blodet
Og friste Livet. Tak! - Nu led mig hen
Til Pilleren, som bær min Valborgs Navn. -
Her sidder jeg saa godt. Saa! lad mig læne
Min Ryg mod Støtten, at jeg falder ei,
Naar jeg afsiæles.

VILHELM.

Lider du af Smerte?

AXEL.

Nei, jeg er let og rolig i mit Hierte.

VILHELM.

Vilst du ei see din Valborg før du døer,
Endnu engang i dette Liv?

AXEL.

Ak Vilhelm!

VILHELM.

Jeg iler op at hente hende flux.

AXEL.

Et Øieblik! - Det kunde hændes, Vilhelm,
At Axel var ei meer, naar Valborg kommer;
Siig da min Siels Udvalgte: Axel døde
Med hendes Navn paa Læberne.

VILHELM.

Det skal jeg.

251
AXEL.

Siig hende: Hakon er en ærlig Helt;
At Axel ei blev skuffet i sit Haab om
Sin Konges Hierte.

VILHELM.

Det skal efterkommes.

AXEL.

Hils Helfrid, hils min elskte Søster, Vilhelm,
Paa Immersborg; tak hende kiærligt for
De Følelser, de Glæder og de Sorger,
Som hun fra Barndom deelte med sin Broder.
Ak hun forstod mig, kiendte mig saavel!
Siig hende: Axel har ei glemt sin Søster
I Dødens Time.

VILHELM.

Jeg skal hilse hende.

AXEL.

Men Valborg først og sidst! Mit Ønske er
At slumre ved min elskte Piges Side
I Graven, naar hun her har endt sit Liv.

VILHELM.

Vel. Er der mere?

AXEL.

Nei.

VILHELM.

Saa - gaaer jeg da.

AXEL
rækker ham sin Haand.

Min ærlige, trofaste Vaabenbroder!
Tak for dit Venskab, din Hengivenhed;
252 Du viste den i Daad, i Ord kun sielden.
Tag af min matte Haand mit Livs Farvel!

VILHELM.

Farvel! - Farvel!

AXEL.

Vilhelm! var jeg din Ven?

VILHELM.

Min Eneste. Nu har jeg ingen mere!

Han gaaer.

AXEL.
allene.

Jeg døer for Land og Drot, som mine Fædre;
Hvad kan en ærlig Kæmper ønske bedre?
Jeg træder tillidsfuld for dig min Gud!
Jeg skal min elskte Valborg atter finde;
I Evigheden er hun Axels Brud;
Der røver Ingen ham sin Siels Veninde.

Solen skinner igiennem Chorvinduet.

Du liflige, nyefødte Morgenlue!
Du kommer for mit brustne Blik at skue,
Den Bleges Kind du farver venlig mild.
Snart skal et Morgenrødt ham nu tilsmile,
Der aldrig hidser sig til Middagsild;
Et Aftenrødt, som aldrig gaaer til Hvile. -
Men mine Haab! I kom ei for at svinde:
Gud skienkte mig en trofast Elskerinde,
En Ven, en Konge, som sit Hierte lød,
Som er ved Axel Thronen værdig blevet,
Som han har reddet med sin egen Død.
Vel Axel! du kan døe, thi du har levet.
253 Og du, min Siels Udvalgte! hisset binder
Himlen en Krands af evigblaae Kiærminder;
Den træffes ei af Lidenskabens Sværd;
Der skal forklaret dig din Axel møde,
Din Skiønhed og dit Hierte mere værd;
Hvor hellig Kiærlighed er ingen Brøde.
Farvel min Valborg......

Han døer.

Vilhelm kommer med Valborg.

VILHELM.

Axel lever end.
Han lever! Hørte du? han nævnte Valborg.

VALBORG.

Jeg tog hans Livs Farvel.

Hun betragter ham.

Han er ei meer. -
Min Axel! lever du? Ifald du lever,
Slaae Øiet op, og lad for sidste Gang
Din ædle Siel lyse Velsignelsen
Paa Valborg giennem dine brustne Blik! -
Han er ei mere. Han er død. Han døde
Med Valborgs Navn paa Læberne. - Vel, du
Har udstridt, gode Svend! - Han faldt jo for
Sin Konge?

VILHELM.

Som en Helt.

VALBORG.

O skiønne Død!
Hvor langt, langt bedre end at flygte bort
Til fremmed Land, og friste der dit Liv
254 I kummerlig Landflygtighed, min Axel;
End tæres langsomt hen af Hiertesorger.
Nu lider du ei meer hiertelskte Svend!
Nu har du indlagt dig en evig Ære.
Dit Fædreland, den ædle Moder Norge
Er stolt af Axel, af sin brave Søn;
I mange Tider vil endnu dit Navn
Bestandig svæve hende frisk paa Læben.
Paa Thinget vil hun ofte nævne høit
Din Heltedaad; og tit i Fruerstuen
Vil hun om Aftnen i en gammel Vise
Siunge din Elskov og din Trofasthed.

Til Vilhelm.

Hvor han er smuk i Døden! - Dine Lokker
Hvirvle sig vildt omkring dit blege Ansigt.

Hun ordner hans Haar med sin Haand.

Saaledes! denne Pande maa ei dækkes;
Den hvælver høi og ædel sig som Himlen.
Han smiler i sin Død.

Hun kysser ham.

Farvel min Axel!
Din Valborg kommer snart.

Hun staaer op, lægger Haanden paa sit Bryst i det hun drager sin Aande dybt og tungt.

Ja snart, ret snart!

VILHELM.

Min ædle Valborg, du est bleg!

VALBORG.

Min Axel
Er blegere. Tie stille gode Vilhelm!
Forstyr mig ikke i min Eensomhed.
255

Sværmerisk.

Hvor her er godsligt her i denne Kirke;
Hvor muntert Solen skinner giennem Vindvet,
Ret som igaar ved denne Tid, min Axel,
Da først du trykte Valborg til dit Bryst.
Hvor her er husligt, smukt i denne Kirke!
Her skal vi leve ret fornøiet sammen;
Boe ligeover for hinanden; du hos
Din Fader, Valborg hos sin Moder. Naar
Klokken slaaer tolv, og Droslen synger hist
I Birken udenfor vort Kirkevindve -
Da revner Muur og hviden Marmelsteen;
Da mødes vi ved Harald Gilles Grav;
Da gaae vi Haand i Haand opad mod Altret,
Og sætte os i Choret der i Maanskin,
Og lade Maanen skinne sølverbleeg
Paa vore blege Kinder, mens vi høre
Paa Droslens Foraarssang, og mindes os
Vor Kiærlighed og Trofasthed i Livet.
Naar Maanen skiuler sig bag Kirkemuren,
Da gaae bedrøvet, langsomt vi tilbage,
Tregange Harald Gilles Ligsteen rundt;
Saa standse vi og tage kiærligt Afsked
Til næste Nat. Saa slumre vi saa sødt
Dybt i vor Grav, imens de Levende
Larme derude.

VILHELM.

Axels Ønske var
At hvile i den samme Grav som Valborg.

VALBORG.

I samme Grav? Ak det var herligt! Men
Det gaaer ei an, min ædle Ridder! Axel
256 Og Valborg var jo ei Trolovede.
Ak nei, det gaaer ei an. Hvormeget gav
Jeg til, at samme Egekiste giemte
Axels og Valborgs Been; - men ædle Vilhelm

Hun stirrer ned for sig.

Hvad glimter hist i Støvet, der i Ridsen,
Ved Haralds Ligsteen?

VILHELM.

Seer jeg ret, da er det
En Ring.

VALBORG.

En Ring?

VILHELM
tager den op.

Ja, det er Axels Ring.
Jeg kiender den.

VALBORG.

Den trilled ei i Graven?
Vor Stammefader! nu forstaaer jeg dig.
Og jeg forstod dig strax. Giv mig min Ring!

Hun sætter den paa sin Finger.

Nu er jeg din Trolovede, min Axel!
Nu er jeg Axels Brud! Nu kan vi slumre
I samme Grav tilsammen.

VILHELM.

Arme Pige!

VALBORG.

Hvad arme Pige? Lykkelige Pige!
Ei sandt min ædle Ven! - jeg kalder dig
257 Min Ven; thi du varst Axel Thordsøns Ven; -
Ei sandt, min Ven, du kanst den gamle Vise
Om Ridder Aage og om Jomfrue Else?

VILHELM.

Erland har lært min Moder den; min Moder
Gienlærte mig den i min spæde Barndom.

VALBORG.

Du mindes den dog end?

VILHELM.

Fuldkommen vel.

VALBORG.

O skiønt! - Min Axel har fortalt mig, at
Du har en herlig Stemme; ikke kiælen
Som den der kildrer Mennesket i Livet,
Men dyb, høitidelig og stærk, som Røsten
Fra Gravene. Vel ædle Vilhelm, vil
Du vise mig den Godhed for min Axels
Og Eders Venskabs Skyld, at synge den
For Valborg, medens hun til Giengiæld sætter
Sin Ring paa Axels blege Haand?

VILHELM.

Jeg vil
Ei vægre mig, hvis det dig trøste kan.

VALBORG.

Min Axel har fortalt mig, at du est
En herlig Harpeslager.

VILHELM.

Ofte dysser
Dens Toner mit oprørte Sind til Ro.

258
GOTFRIED.

Vel! Seer du hist i Krogen, kiære Vilhelm,
Der, ved min Moders Grav en Harpe stande?
Hvormangen søvnløs Nat har Valborgs Røst
Ved den sig hævet mellem Gravene!
Hvormangen Gang har hun ved den begyndt
Paa Ridder Aages Vise! Aldrig sang
Hun den til Ende; hede Taarer qvalte
Den svage Stemme; vel min ædle Vilhelm,
Dig skiænkte Gud en mere stærk Natur;
Tag du den gyldne Harpe; sæt dig hen
Ved Kongepilleren, retfor min Axel;
Og syng ved Strengens Klang din Sang tilende;
Mens Valborg knæler ved sin Axels Liig,
Og reis dig ei før alting er forbi,
Før Else har sin Aage fulgt i Døden.

VILHELM.

Jeg synger dig din Trøst i Morgenrøden.

Valborg knæler ved Axels Liig; Vilhelm tager Harpen, sætter sig og synger:

Det var Ridder Herr Aage
Han reed sig under Øe;
Fæsted han Jomfru Else,
Hun var saa ven en Møe;
Fæsted han Jomfru Else,
Alt med hin røden Guld;
Maanedsdag derefter
Laa han i sorten Muld.

Det var Jomfru Else,
Hun var saa sorrigfuld;
259 Det hørte Ridder Herr Aage
Dybt under sorten Muld.
Opstod Ridder Herr Aage,
Tog Kisten paa sin Bag,
Lakked saa til hendes Buur,
Sig selv til megen Umag.

Han klapped paa Døren med Kiste,
Fordi han havde ei Skind:
Hør du Jomfru Else!
Og luk din Fæstemand ind.
Giensvared Jomfru Else:
Jeg lukker ei op min Dør,
Før du kanst Jesu Navn nævne,
Alt som du kunde før.

Hvergang du dig fryder
Og i din Hu er glad,
Da er min Kiste forinden
Med røde Rosenblad;
Hvergang du er sorrigfuld
Og i din Hu er mod,
Da er min Kiste forinden
Alt med hint levret Blod.

Alt galer Hanen hin røde
Til Graven maa jeg ned;
Til Graven skulle alle Døde,
Thi maa jeg følge med.
See du op til Himlen,
Og til de Stierner smaae,
Da skalst du see hvor sagtelig
At Natten den mon gaae.

260 Op saae Jomfru Else,
Op til de Stierner smaae;
I Graven sank den Døde,
Hun ham ei mere saae.
Hiem gik Jomfru Else,
Hun var saa sorrigfuld;
Maanedsdag derefter
Laae hun i sorten Muld.

Vilhelm tier; Valborg ligger ubevægelig med sit Hoved paa Axels Haand.

VILHELM.

Visen er endt, min ædle Valborg. - Valborg!

Han reiser sig.

Valborg stat op! jeg har fuldendt min Sang.
Hun rører sig ei! - Kold og bleg! Hun aander
Ei meer? - O Himmel det har anet mig!
Valborg er død! Som Nanna over Baldur,
Som over Hialmar Ingeborg, som Else
Over sin Aage. Ja, ja! hendes Hierte
Er brustet over hendes Axels Liig. -
O Troskab! Troskab! du est stor i Nord. -
Der ligger de nu i hinandens Arme!
Afsiælede! I Himlen kun een Siæl!
Og Vilhelm skulde synge Eders Gravsang?
Vel, vel! det er jo Venskabs sidste Pligt.

Krigsmusik udenfor Scenen.

GOTFRIED
kommer.

Hakon er faldet! Erling Skakke seirer!
Man bringer Kongens Liig.

261
VILHELM.

Uddøet af Jorden
Er altsaa nu den hele Gilske Slægt.
Vær hurtig Gotfried! Skynd dig op til Bispen,
Bring ham paa Skibet ud, og vent mig der.
Før Solen synker, seile vi fra Throndhiem.

Svenden gaaer.

VILHELM
drager sit Sværd.

Og nu, I kiære, elskelige Venner!
Til Graven aabner sig og tæt forener
Hvad Livet adskilt har, skal Vilhelm trofast
Bevise Eders Støv den sidste Ære.
Jeg holder Vagt ved Eders Liig; jeg lægger
Dit Skiold, dit Sværd paa Kisten, vakkre Kæmpe,
Omvundet af din Piges Blomsterkrands,
Og graver i den blanke Kobberplade:
Her hviler Axel Thordsøn og Skiøn Valborg;
Han døde Kongen, hun sin Beiler tro.

262
CORREGGIO
TRAGEDIE
264
265

TIL DANMARKS DRONNING.

Landets Moder: frommeste Maria!
Ædle, viisdomelskende Sophia!
Frederika for vor Frederik!
Ei forsmaa, ei vredes over Gaven,
Skiænk Cypressen her paa Kunstnergraven
Atter et Medlidenhedens Blik!

Du tillod Din Skiald for Dig at qvæde,
Han har seet Dit Mildhedsøie græde,
Ædle! Du har følt den Ædles Død.
Hvor saa blid, saa vennehuld en Mage
Saliggiør Monarken Livets Dage,
Der kan aldrig Kunsten lide Nød.

Thi hvor Kraft og Følelse forenes
Der kan ikke Hierterne forstenes,
Lukkes ej for Viisdom eller Kunst.
Sværdet blinker stærkt i Kraftens Hænder,
Mens fredsælle Dyd sin Fakkel tænder
Og forjager Barbariets Dunst.

Tak Maria! ædle Danneqvinde!
Viisdoms, Dydens, Kunsternes Veninde!
Tak fordi Du hørte med Behag!
Tak fordi Du skiænkte mig den Ære
For min Konge Kunstens Tolk at være
I hans Hal, som paa hans Fødselsdag.

266

PROLOG.

Et Skuespil fremstilles Eder her;
Ej nordisk, ingen Daad af Kæmpelivet,
Hvor Krigerkraft og sieldent Heltemod
Fremspirer under Luur- og Skioldeklang;
Ej stolten Kiærlighed til Fædrelandet,
Som synker høi og jubler i sin Død;
Ej Elskovs søde, sværmeriske Brand
I Kamp mod andre Forhold, andre Pligter.
En stille Fredens Blomst udvikler sig:
From Kiærlighed til Kunst, Religion,
Skiøn Menneskelighed og sielden Evne.
Tillader Kunstneren, at han engang
Fremstiller Eder Træk af Kunstnerlivet!
Thi ikke gaaer den høie Melpomene
Med Hielm bestandig, som sin Syster Pallas;
Hellig Begeistrings dunkelrøde Druer
Nedtynger hendes Lokker; Dolken skiules
Af linnet Klædemon; hvor Livet blomstrer,
I Freden som i Krigen, er hun med,
Og sætter kold den skiønne Stræben Grændser.

Troer altsaa ej at see et dagligt Optrin,
En stille sygelig Huusfaderdød,
Fordi ej Helten gaaer i blanken Harnisk,
Fordi han dræbes ej af Dolk og Sværd.
267 Ej Brynien selv, men Brystet under Brynien,
Ej Dolken, men den Arm, som styrer den
Er tragisk. - Huslig sidder Atropos
Ved Rokken, som en gammel kraftløs Qvinde,
Dog frygteligt hun klipper med sin Sax!

Her gaaer en sielden Genius tilgrunde!
Aflokker Eders Taarer, Eders Agt
Og Kiærlighed. Her seer I Kunstneren
Ej i sit Værk, men i sit Liv: hans Stræben,
Nedtyngelser af Armod, Had, af Avind,
Miskiendelse, Beundring, Roes - og Død. -
Men som hver ædel ægtetragisk Helt
Han seirer i sin Død; og hvad I see
Er hans Forklaring, Transfiguration,
I det han kaster af sig Støvets Byrde.

Tilgiv da Skialden, om et Øieblik
Han lod sig lokke til det skiønne Syden.
Thi som den stærke Dyds, den dybe Viisdoms
Saftgrønne Sundhedsurter voxe bedst
Om Mimers Brønd i Nordens Middagsol,
Saa bygger atter Kunstens hulde Musa
Sit Tempel helst i Laurbærtræets Skygge,
Og klækker Blomster frem, der evig funkle
Som Stierner paa Udødeligheds Himmel.

Ej ganske ny kan Eder Kunsten være,
Ej ganske selsom maa den sieldne Agt,
Beundring for en Maler tykkes Eder.
Erindrer Eder dem I selv har tabt:
Lad Navnet Poulsen, Juul og Abildgaard,
Og hiint, Europas Under, Danmarks Stolthed:
268 Lad Navnet Thorvaldsen begeistre Eder
Til høit at føle for en Musers Yndling,
Hvis stille Virken blev Nationens Ære.
Correggio var selv en Longobard!
Uskyldig er den hulde Fantasi,
Der knytter Kiærlighed til Kunstneren
Med Kiærlighed til Fædreland; og gavnlig
Hvis den forstærker Følelsen for ham.

Saa skuer gierne da det blide Spil!
Og lad den stille Melpomene her
Med Kunstens Attribut: Palet og Pensel,
Med Meisel og med Vaterpas Dig røre;
Som hun har rørt Dig før i blanken Brynie
Med Hielm om Issen og med Skiold og Sværd.

En virksom Borgerkreds maa det fornøie
At skue Fredens lykkelige Dyder.
Thi ei blot Den er Helt og værd en Krands,
Som lærer os med Værdighed at døe;
Men ogsaa Den, som lærer os at leve.

269
  • Antonio Allegri, Maler.
  • Maria, hans Kone.
  • Giovanni, hans Søn.
  • Mikel Angelo, berømte Kunstnere.
  • Giulio Romano, berømte Kunstnere.
  • Ottavio, en Adelsmand af Parma.
  • Ricordano, en Adelsmand af Florens.
  • Coelestina, hans Datter.
  • Silvestro, en Eremit.
  • Battista, Giestgiver.
  • Frands, hans Søn.
  • Valentino, Nicolo og flere Røvere.
  • Lauretta, en Bondepige.
  • Et Bud.
  • En Opvarter.
270
271

FØRSTE HANDLING.

En Plads i Byen Correggio; paa høire Haand et Giestgiverhuus, paa venstre Haand Antonios lille Bolig, med et aabent Skuur, hvorunder han sidder og maler. Hans Kone sidder for ham; hendes lille Giovanni staaer mellem hendes Knæe med en Agnus Dei-Stav i Haand. I Baggrunden Skov.

ANTONIO.

Staa stille Dreng! nu er jeg færdig strax,
Saa kan du atter løbe.

GIOVANNI.

Kiære Fader!
Og er Giovanni der i Maleriet
Snart ogsaa færdig?

ANTONIO.

Ja.

GIOVANNI.

Og Moder?

ANTONIO.

Med.

GIOVANNI
til Moderen.

Men, kiære Moder! du er jo Maria,
Jeg er Giovanni, og min Fader maler
272 Os af livagtig som vi er; men hvor
Er da det lille deilige Barn Jesus,
Som du paa Skiødet har i Faders Billed?

MARIA.

Han er i Himlen.

GIOVANNI.

Og hvor kan da Fader
Faae ham at see?

MARIA.

Han forestiller sig
Ham i sin Siel saa smuk som muligt.

GIOVANNI.

Thi
Det var det Smukkeste af alle Børn.

MARIA.

Ja vist!

ANTONIO.

Maria, læg din runde Arm
Om Drengens Skulder!

GIOVANNI.

Fader! bliver jeg
En Maler ligsom du, naar jeg er stor?

ANTONIO.

Nu, det vil vise sig; hvis du er flittig!

GIOVANNI.

O jeg vil være flittig Faer.

273
SILVESTRO
kommer ud af Skoven, han nærmer sig umærkelig, og staaer nu bag Antonios Stol, betragtende Billedet.

Hvor skiønt!

GIOVANNI
til Eremiten.

Faer siger, jeg skal ogsaa være Maler,
Naar jeg er større.

ANTONIO
bliver Eremiten vaer og staaer op.

Ak! ærværdige Broder!

SILVESTRO.

O lad Jer ei forstyrre ved Jert Arbeid.
Farverne tørres!

ANTONIO.

Nei, for denne Gang
Maa dette være nok, min Fader! Drengen
Udholder heller ei at staae saa længe.
Det unge Blod! det maa bevæge sig.

SILVESTRO.

Der er igien et herligt Billed færdigt.

ANTONIO.

Jeg har desuden malt endnu et andet
Til Eders lille Hytte.

SILVESTRO.

Virkelig?
Nei, har I tænkt paa mig?

274
ANTONIO.

Den lille Tavle
Er færdig alt. Jeg gav Jer helst den Store;
Men jeg er nødt at sælge den for Penge.
Vi maae jo leve!

SILVESTRO.

Kiære Mester Anton,
Jeg takker Eder! Dette skiønne Billed
Var alt for godt til mig; og jeg behøver
Det heller ei; mit store Billed er
Naturen i min Egeskov; der skuer
Min Siel de Himmelske. I Borgen maa
I bringe Eders Billed, eller Kirken.
Hvem Letsind og Forfængelighed fra
Nauren fiernet har, den kan kun nærme
Naturen sig igien ved Kunstens Haand.

ANTONIO.

Troer I, vor Kunst besidder slig en Magt?

SILVESTRO.

Kunst er den skiønne Bro Regnbuen, som
Forbinder Jorden med den hvalte Himmel.

ANTONIO.

Det giør Religionen.

SILVESTRO.

Den staaer rodfast
Usynlig som en Cherubim, og hæver
Det lette Farvespil paa sine Vinger.

275
ANTONIO.

Ak Gud! I maa vel kalde det et Spil.
Nu skal jeg hente Billedet.

Han gaaer.

SILVESTRO
vender sig hurtig til Maria, naar han er borte.

Maria,
Hvorledes staaer det med Antonios Sundhed?

MARIA.

Ak Gud! I seer hvor bleg han er.

SILVESTRO.

Nu, det
Vil intet sige. Ængst dig ei, mit Barn!
Tre Maaneder er det jo nu dog siden
Han havde det besynderlige Vanheld?
Blodstyrtningen?

MARIA.

Ja, kiære Herre!

SILVESTRO.

Har
Du siden mærket noget?

MARIA.

Nei.

SILVESTRO.

Nu, seer du?
Det lille Saar har lægt sig af sig selv.
Vær uden Frygt, det kan ei være farligt.
Han er jo ung og karsk, af god Natur!
Han er, som alle Kunstnere, lidt heftig;
Den Ild som varmer, brænder undertiden.
Dog griber aldrig ham hans Lidenskab
276 Med et Uhyres skarpe Ørnekløer;
Den ruller let, et Blus igiennem Luften,
Og slukkes af sig selv. Kun rolig maa
Han være, mild og munter; og det er han.

MARIA.

Han er for blid og mild for denne Verden.
Ak han er, som hans Kunst, et venligt Skiær,
Som Luftens mindste Skyer kan fordunkle.
Ærværdige Fader! jeg beholder ham
Ei længe! Nei; det føler dette Hierte.

SILVESTRO.

Maria, Barn, hvad er nu det for Griller?
Du græder?

MARIA.

Jeg beholder ham ei længe.
Hans Higen stræber mægtigt bort fra Jorden,
En graalig Dunst er ikkun Livet ham,
Hvori det evige Lys sig farvet bryder.

SILVESTRO.

Og elsker han dig ei?

MARIA.

Han elsker mig.

SILVESTRO.

Og elsker han dit Barn?

MARIA.

Ja, som en Fader.

SILVESTRO.

Og elsker han ei alt elskværdigt?

277
MARIA.

Jo!
Det giør han vist.

SILVESTRO
mild.

Nu, saa lad af at græde!
Stol paa din Gud, og haab! Med denne Higen
Fra Jorden har det endnu altid Tid.
En Kunstner elsker Jorden; thi han elsker,
Som et elskværdigt Barn, det Sandselige.
Han stræber ofte vel, saa kiæk som Ørnen,
At stige over Field og Sky til Himlen;
Men ei dog ud af denne varme Luft,
Solstraalens Bad, den lette Silfes Næring.
Det ligger i Naturen; Livet maa
Jo elske Livet. Først den sølvgraa Alder
Seer uden Gysen i det øde Dyb.

MARIA.

Han kommer.

SILVESTRO.

Lad ham ikke see dig græde.

Hun gaaer ind.

ANTONIO
med et Malerie.

Ærværdige Fader! der har I et Billed.

SILVESTRO.

Ak, en bodfærdig, hellig Magdalena!

ANTONIO.

Hun ilte til den dunkle Skov, som I;
Dog ej en dydig Olding, mæt af Verden,
278 Der søgte Eenlighed af hellig Attraa;
En syndig Pige, der med Angst og Anger
Til Skoven flygted liig en bange Hind,
For der at sikkres for Forfølgelsen.
Dog tykkes mig det velgiort af en Qvinde,
At kunne reise sig, naar hun er siunken;
Der gives faa af Mænd, som det formaae.
Saa kan hun ogsaa gierne som en Helgen
Staae os for Øine, tænker jeg. Og da hun
Var skiøn og blomstrende, saa har jeg her
Afmalet hende, som en from Gudinde
For Skovbetragtningen; som Jer Gudinde.
Nu, tag til Takke da!

SILVESTRO
ryster smilende paa Hovedet.

I Kunstnere
Kan aldrig reent afsige Hedenskabet!
Gudinde! Min Gudinde!

ANTONIO.

Nu, Gudinde
Og Helgen, kommer det ej ud paa Eet?
Hvad Godt er, bringer Held; alt Held er Godt.

SILVESTRO.

Nu, hvis det saa er meent! Et herligt Billed!
Den dunkelgrønne Skov, de gule Lokker,
Den hvide Hud, det mørkblaa Klædebon;
Det Ungdomsfyldige og Dødninghovdet,
Det Qvindlige og denne store Bog!
Med megen Kunst har I foreenet her
Det Stridige til venlig Harmoni.

279
ANTONIO.

Det glæder mig, ifald I er tilfreds.

SILVESTRO.

Ja, det skal hænge ved min lille Hytte!
Der skal den skiønne Morgen-Aftenrøde
Under min Morgen- og min Aftenandagt
Bestraale hende klart. Gud lønne Jer,
Jeg kan det ej; jeg er en fattig Gubbe.
Dog - tag til Takke Anton! Tag de Urter,
De ere sunde, kraftige! Deres Saft
Husvaler Brystet med en qvægsom Drik.
Tag dem! drik dem hver Morgen og hver Aften,
Naar Solen hæver sig og naar den daler,
Og naar jeg knæler for det skiønne Billed.
Min Bøn, og Saften, og Jer egen gode
Natur, skal snart helbrede Jer, vil Gud.

ANTONIO.

Ak med min Sygdom er det længst forbi.
Dog Tak som byder! thi jeg nyder gierne
En varm Drik, saa om Morgenen.

SILVESTRO.

Farvel!

ANTONIO.

Dog, bi et Øieblik! Lad mig end een Gang
Betragte dette Billede. Mig synes
At det har faaet en Plet.

Han betragter det med Kiærlighed.

Nei, - jeg tog Feil.
Det er heel reent og klart. Saa! der! Guds Fred!

280
SILVESTRO.

Guds Fred! jeg takker Eder af mit Hierte.

Han gaaer.

Den lille Giovanni har under foregaaende Optrin hentet sig et Stykke Kridt, og staaer nu og tegner Mænd paa Naboens Plankeværk.

ANTONIO
allene.

Det giør mig altid ondt, naar jeg maa skilles
Fra mine Billeder. Man bliver daglig
Alt meer fortrolig med den kiære Gienstand.
Det er et Barn, et Foster af vor Aand!
En Digter har det godt, han kan bestandig
Beholde sine Børn i Nærheden;
En Maler er en fattig Fader, som
Maa sende dem ud i den vide Verden;
Der maae de siden sørge for sig selv.
Men hvad giør Drengen der? Han maler Fresco
Paa Naboens Plankeværk. Lad vær' Giovanni!
Han har jo tidt nok strængt forbudet det. -
Du taabelige Dreng! hvor kan du giøre
Et saadant Been?

Giovanni visker ud og giør det om.

See saa! Nu blev det bedre!

Han hielper ham.

Ha ha! det er et morsomt Stykke Karl.
Giv ham paa Hov'det en høipullet Hue!

GIOVANNI
hopper af Glæde.

Ja, og en Sabel Fader! og en Sabel.

ANTONIO.

Ja vist.

281
GIOVANNI.

O maa jeg giøre Sablen selv?

ANTONIO.

Ret lang og krum!

BATTISTA
kommer ud af sin Gaard og bliver det vaer.

Der staaer, Gud straffe mig,
Det gamle Menneske ret som et Barn
Og hielper Pogen at tilsøle Væggen,
Istedet for at straffe ham derfor.

Raaber.

Antonio! hører I?

ANTONIO.
forlegen.

Mester Battista!

BATTISTA.

Hvad Dievlen! ridser I mig ogsaa Væggen?

ANTONIO.

Tilgiv min kiære Nabo! jeg har ofte
Forbudet Drengen det.

BATTISTA.

Forbudet det?
Og hielper ham endog!

ANTONIO.

Han giorde mig
Der Benet paa den gamle Høvidsmand
Alt for extravagant. Bliv ikke vred!
282 Hvad skader det, den gamle Knebelsbart
Staaer der paa Væggen, som en trofast Skildvagt?
Han skræmmer Eder Tyvene fra Huset.

BATTISTA.

Fra Huset skræmmer I mig neppe Tyven.
Lad Plankeværket staae! Jeg raaer Jer det!
Hvis I vil selv ej tugte Eders Dreng,
Godt, saa vil jeg!

ANTONIO.

Nu, tag det ej saa nær!
Hvor kan den lille Dreng fortørne Eder?
Hvad Noget vorde skal i Verden, maa
Udvikle sig itide. Driften stikker
I Pogen, Lysten driver, han maa male.
Saa skyer den mindste Ælling aldrig Vandet;
Saa prøver Fugleungen strax sin Vinge.
Dem lokker Luften, Vandet; Farven ham.

BATTISTA.

Aa Narreri! Har nogentid I seet
Min Frands saa søle Væggen til? Det var
Et velopdraget stille Barn; nu blier der
I Rom en herlig Maler af ham.

ANTONIO.

Troer I?

BATTISTA
heftig.

Der blier en herlig Maler af ham, ja!
En dannet Kunstner, som bestandig maler
Kun efter Regler, efter Videnskab.
283 Naar han har udlært hos sin Mester, sender
Jeg ham til Rafael; han giør ham klar.

ANTONIO.

I atten Aar er Rafael alt død.

BATTISTA.

Saa lever andre Folk, som ej er døde!
Jeg sparer intet paa ham, jeg har Grunker.
Og da det engang dog er Mode nu
Her i Italien, at man skal male,
Saa skal han ogsaa male. Jeg har Grunker!
Jeg sparer intet paa ham, kiøber Pensler
Og Farver til ham, Blyantspen, Palet,
Og hvad han vil. Thi intet er saa flaut
Som Fattigdom, der fuske vil i Kunst.

ANTONIO.

Især naar det er Fattigdom i Aanden.

BATTISTA.

Hvad mener I? Hvad vil I sige dermed?

ANTONIO.

Troer I at Penselskaftet selv kan male?
Træklodsen blier ej Maler, troe I mig!

BATTISTA.

Min Frands blier Maler Jer til Trods! Ej blot
En Landsbymaler, der kun maler saa
Hvad Dagen giver; tværtimod....

ANTONIO.

Hvad Natten?
Det kan jeg med!

284
BATTISTA.

Ak Eders Mesterstykke!
Deri er ingen Menneskeforstand.
Der lyser Barnet jo, som en Sanct Hans Orm.

ANTONIO.

Forsynd Jer ikkun ej! Hvad taler I
Om Menneskeforstand? Hvis I vil fatte
Det Himmelske, maa Himlen Jer begeistre.

BATTISTA.

Tilsidst giør I Jer endnu til en Helgen.

ANTONIO.

Jeg er en fattig Mand, har lært mig selv
Paa egen Haand; jeg sammenligner mig
Vist ej med de Udødelige, som
Forherlige vor Jord med deres Værker.
Jeg kiender deres Værker ej engang.
Dog at Naturen ogsaa mig til Kunstner
Har dannet; at jeg ingen Haan fortiener,
Det troer jeg, og er ej den Eneste,
Som dette troer.

BATTISTA.

Fordi mangt sælle Skrog
Med alt for store Summer undertiden
Har kiøbt det brogede Skrabsammen; troer I?

ANTONIO.

Battista, nu, - I er Giestgiver! Bravo!
I er en dygtig Kok - Bravissimo!
En dygtig Kok bør holdes høit i Ære.
I har bespiist mig og min stakkels Hustru;
285 Vi er Jer end den lille Summe skyldig. -
Taalmodighed! jeg sælger snart mit Billed.
Lad det ej sætte Jer i vrantent Lune!
Hvis Eders Søn ej duer just til Maler,
Kan han jo være duelig til andet.
Hvermand i Verden kan ej male selv;
Der maa og gives Folk, som laer sig male.
Vær ej fortrædelig; giv mig endnu
I Dag i Morgen det Nødvendige!
Jeg skal betale alt i Overmorgen.

BATTISTA.

Slet Intet faaer I, før I har betalt.

ANTONIO.

Nu, betle kan jeg ej; saa maae vi hungre.

OPVARTEREN
kommer med et Brev til Battista.

Et Brev fra Rom.

Gaaer.

BATTISTA.

Fra Mester Lucas? fra
Min Frandses Lærer? Ha nu skal I see!
Det klinger i en ganske anden Tone.

ANTONIO.

Er det det første Brev, han skriver Eder?

BATTISTA.

Det Første! men det bliver ej det Sidste.

ANTONIO.

Han er bekiendt for en retskaffen Mand,
Og for en duelig og vakker Kunstner.
286 Vel, skal vi vædde? Mester Lucas fælder
Den samme Dom om Eders Søn som jeg?

BATTISTA.

Hvad?

ANTONIO.

Skal vi vædde? Om - et Middagsmaaltid!

BATTISTA.

Og naar nu I har tabt, hvad faaer da jeg?

ANTONIO.

Saa hører Jer mit nye Billed til.

BATTISTA.

Det der?

ANTONIO.

Mit Billed mod et Maaltid Mad:
Lucas har sagt, Frands duer ei til Maler.

BATTISTA.

I er en daarlig, en letsindig Mand!
Beklag Jer ej bagefter, naar I taber!

ANTONIO.

Vist ikke! Vædde vi?

Han rækker ham Haand.

BATTISTA.

Vel, lad saa være.
Et Haandtag er nødvendigt ej derpaa.
Ven taer kun Ven i Haand.

287
ANTONIO.

Jeg er saa lidet
Jer Fiende, som Frands er en Maler.

BATTISTA.

Ha,
Det skal I see!

ANTONIO.

Saa læs.

BATTISTA
bryder Brevet og læser.

»Tag Eders Søn
Tilbage! han er ikke skabt til Kunstner,
I spilder ikkun Pengene paa ham -«

Han holder inde af Harme.

ANTONIO.

Nu, seer I? Fuskeren kan undertiden
Dog ogsaa giette rigtigt. - I er opbragt?
Tak Gud, at Eders Søn er falden i
En brav Mands Hænder, som fra ham ei stieler
Den gyldne Tid; ej Pengene fra Jer!
Tag Eders Frands tilbage; lad ham gaae Jer
Tilhaande i Jert Værtskab; det er bedre,
Og bringer Jer langt mere Fordeel ind.
Farvel saa længe! - Glem ej Væddemaalet! -
Jeg maned' ej hvis mig ej Nøden maned'.

Han gaaer.

BATTISTA
allene.

»Tag Eders Søn tilbage! han -« Fordømt!
Og denne Skurk kroer sig og triumferer!
288 Og jeg beskiæmmet staaer, en fattig Synder? -
Ha vidste jeg en Leilighed til Hevn!
Der staaer mit skiønne Huus! Der staaer hans Hytte!
Og ingen Fremmed tager ind til mig,
Som ej besøger den Elendige,
For at betragte ret hans Fuskerier,
Og taler meer om ham paa andre Steder
End -

Ottavio kommer ud af Giestgivergaarden.

Tys! der er Ottavio. Nu munter!
Han er en Hader af Alvorligheden.

OTTAVIO.

God Dag, Battista! Hvad? Er du bedrøvet?
Hvad har du der? En Kiærlighedsbillet?
Ej, har din Skiønne givet dig en Kurv?

BATTISTA.

Ei mig, min Herre, men min Søn.

OTTAVIO.

Hvi saa?

BATTISTA.

Fru Musa! eller hvad hun hedder. - Lucas
Har skrevet mig fra Rom: jeg skal kun tage
Tilbage ham igien, han duer ikke
Til Maler, mener han.

OTTAVIO.

Det er mig kiært.
Saa kan han due dog til min Huusforvalter,
Min Regnskabsfører.

289
BATTISTA.

Exellenza Naadig -

OTTAVIO.

Jeg har alt længe havt isinde, seer du
At foreslaae dig det. Du boer mig dog
Nu alt for langt fra Haanden. Siden du
Har faaet denne Gaard, undværer jeg dig.
Jeg maa bestandig have Een omkring mig.
Det er mig ikke nok, at du engang
I Ny og Næ kun kommer hen til Parma.

BATTISTA.

Ak Exellenza! Eders Naade rører
Mit Faderhierte fast til Taarer - troer jeg.

OTTAVIO.

Hvor er du falden paa det galne Indfald
At giøre ham til Maler?

BATTISTA.

Da det dog
Er bleven Mode i Italien;
Da Kunstnerne nu agtes overalt
Saa høit, at ej engang de nu vil ægte
Selv Kardinalers Broderdøttre.

OTTAVIO.

Har
Antonios Exempel smittet dig?

BATTISTA.

Ak Gud! det er fattig Dievel! han
Gav neppe nogen fornem Dame Kurven.
290 Han nøier sig med det som Mindre er:
Hans Kone er en Pottemagers Datter.

OTTAVIO.

Battista! jeg misunder ham hans Valg;
Thi hun forholder sig til mangen Dame,
Som Rosen til en malet Blomsterpotte.

BATTISTA.

Nu! - Ja! -

OTTAVIO.

Veed du hvorfor jeg dennegang
Opholder mig saa længe hos dig her?

BATTISTA.

Nu, Exellenza elsker -

OTTAVIO.

Hvad? Du veed?

BATTISTA.

Den smukke Egn; min ringe Hytte bruger
I saa at sige som en Sommervilla.
Det smerter mig kun nu, at Exellenza
Ej længer dennegang kan blive hos os.

OTTAVIO.

Mig smerter det langt meer. Er Hesten sadlet?

BATTISTA.

Ja det forstaaer sig.

OTTAVIO.

Kommer du til Parma?

291
BATTISTA.

Forstaaer sig, Exellenza, end i Dag;
Det er jo Maanedsdag og Regnskabsdag.

OTTAVIO.

Godt. Men, for dog endnu engang at tale
Om Maleren: Veed du, min gode Ven,
At denne stakkels Maler har en Skat,
Som jeg misunder ham?

BATTISTA.

Han? Intet har han!
Ej Suul til Brødet, ej den mindste Hvid.

OTTAVIO.

Dog gav jeg mangen Hvid med Glæde til,
Hvis det var mit, hvad denne Mand besidder.

BATTISTA.

Ej, Exellenza! jeg forbauses.

OTTAVIO.

En
Madonna ejer han, som jeg gad eje.

BATTISTA.

Ja saa! Det nye Stykke? Nu, det maa
Dog ikke være mangen Hvid just værd.
Tillader Exellenza mig et Ord?
Det er ej nogen virkelig Madonna;
Det er ej meer og heller intet mindre,
End Billedet af Mandens egen Kone.

292
OTTAVIO.

Og hvis nu just Originalen var
For mig den allerdeiligste Madonna?

BATTISTA.

Ak Exellenz! nu gaaer et Lys mig op!
Den unge Malerkone har maaskee
For Eders Naades Øine Naade fundet?

OTTAVIO.

Tal ej saa daarligt! Mellem Mand og Qvinde
Er stedse hun, naar hun er skiøn, den Naadige.

BATTISTA.

I tænker som en værdig Riddersmand,
Giør Eders Stand og Eders Aner Ære:
I Konens - Naade ønsker I at være!

OTTAVIO.

Men ønsker dog ej at fornærme Manden.
Siig mig, du kiender ham, er han af den Slags -

BATTISTA.

Ak du min Gud! det er et ærligt Skind,
Som drømmer sig igiennem denne Verden.
Jeg troer, han tog sig kun den smukke Kone,
For en Model at faae for ingen Penge.
Det er en deilig, en elskværdig Skabning.
I maa vel ligne hende ved Madonna;
Men han behandler hende maadeligt.
Han lader hende mangle alt, hvad slig
En yndig Kone kunde ønske sig.
Han kan jo ej engang forsørge hende.
Blid dog med Taalmod bærer hun sin Skiebne.
293 Det var et christent Stykke, naadig Herre!
Ifald I tog Jer af den hulde Skabning.

OTTAVIO.

Han maler atter paa det skiønne Billed.
Jeg kiøber ham det af; indbyder ham
Til Parma strax med Hustru og med Barn;
Han skal Platfonden male i min Sal.

Han nærmer sig og hilser Antonio, som atter er kommen ud og maler i Skuret.

BATTISTA
ved sig selv.

O, skiønt! min Hevn du kommer af dig selv!

OTTAVIO.

Nu, Mester Anton? nu maa dette Stykke
Dog være færdig snart?

ANTONIO.

Ja, kiære Herre!
Jeg tænker end at ende det i Dag.

OTTAVIO.

Er det alt solgt?

ANTONIO.

Ak Herre, nei! Det søger
Endnu sin Kiøber.

OTTAVIO.

En saa sielden Skiønhed,
Som Eders yndige Madonna der,
Behøver sikkert ej at søge længe;
En Elsker vil vel snart indfinde sig.

294
ANTONIO.

Af Elskere kan der vel findes Nogle;
Men dermed er endnu ej Tingen afgiort;
Det maa først træffe sig saa underligt,
At Elskeren tillige bliver Kiøber.
Hvis ene Talen var om Elskningen,
Behøved' jeg just ej at søge længe.
Jeg veed alt Een, som elsker det af Hiertet,
Og som jeg ogsaa overlod det helst,
Ifald han mægted' at betale det.

OTTAVIO.

Og hvem er det?

ANTONIO.

Det er jeg selv, min Herre!

OTTAVIO.

Ja saa! - Ih nu, I elsker det med Ret.
Det er ret vakkert giort; det giør Jer Ære!

ANTONIO.

Ak Herre! det er ej for Ærens Skyld.
En Kunstner have maa sit Arbeid kiært,
Ej af Forfængelighed; han maa elske
Det som et Billed af sin Siæls Betragtning.

OTTAVIO.

Ei nu, ei nu! jeg haaber, Mester Anton
Vil trøste sig for Tabet. Jeg har hørt,
At denne deilige Madonna dog
Ej ganske skylder Tanken kun sin Fødsel;
At noget lever i den ydre Verden,
Som ej dertil bidraget har saa lidt.
295 Anledningen beholder I jo her,
I har den skiønne Statue i Huset,
Og sælger bort et Aftryk kun i Gips.

ANTONIO.

Et Aftryk kan mit Billed vel ej kaldes.

OTTAVIO.

Antonio! vil I vel sælge mig
Jert Billed?

ANTONIO
springer op.

Naadig Herre! hiertensgierne!

OTTAVIO.

I Parma har jeg ladet bygge mig
En prægtig Sal for skiønne Malerier.
Der gives ingen stor, fortræflig Maler,
Af hvem jeg der besidder ej et Stykke.
Der maa I ogsaa hænge.

ANTONIO.

Naadig Herre!
Formegen Ære. Har I virkelig
Af alle store Mestre Værker der?

OTTAVIO.

Ja vist!

ANTONIO.

Naar nogle gamle Altertavler
Jeg høit undtager, har jeg endnu aldrig
Seet noget Billed af en sielden Mester.

296
OTTAVIO.

Hvorledes er I bleven Maler da?

ANTONIO.

Gud veed! Det er saa kommen af sig selv.

OTTAVIO.

Velan! saasnart I har Jert Billed færdigt,
Saa kom til mig i Parma med det strax;
Der skal I skue alle mine Skatte.
For dette Malerie betales Eder
Strax firsindstyve Skudi.

ANTONIO.

Kiære Herre!
Det er for meget; meer end det er værdt.

OTTAVIO.

En Adelsmand bør skatte alt det Ædle;
Han handler ikke med en sielden Kunstner,
Han lønner, understøtter ham.

ANTONIO.

Min Herre!

OTTAVIO.

I Parma skal I ogsaa male mig.
Men, Mester! viis mig nu den Villighed:
Beed Eders unge Kone træde ud
Et Øieblik; at jeg kan dømme selv,
Om dette Billed ligner hende rigtig.

ANTONIO.

Hun er undseelig, min naadig Herre!
For Fremmede, især for slige Store
Som I.

297
OTTAVIO.

O intet, intet! føi mig dog deri!
Kald hende ud!

ANTONIO.

Nu, hvis I ønsker det! -
Men, som jeg siger, Ligheden er ej
Paa denne Maade søgt, som I formoder;
Thi jeg forstaaer mig ej paa Contrafeien
I egentlig Forstand -

Raaber.

Maria! Kom! -
Det er kun - nu, det vil I see - Maria!

MARIA
kommer, da hun seer Ottavio, hilser hun ham ærbødigt.

Hvad vil du, kiære Mand?

ANTONIO
halv sagte.

Den Herre vil
Afkiøbe mig mit Billed; giver mig
Strax firsindstyve Skudi. Sandelig
Det er en ædel Mand; han elsker Kunsten
Og understøtter Kunstneren. Nu vil
Han see, om og Maria der paa Tavlen
Har nogen Lighed med Maria her.

OTTAVIO.

I hedder og Maria, skiønne Kone?

MARIA.

Ja, naadig Herre!

298
OTTAVIO
betragter Billedet og hende.

Hvor det glæder mig
I hvert et Træk at spore denne Lighed,
Og denne Ulighed hos to Madonner.
O Mester! I har viist en sielden Kunst:
Den blomstrende Natur, den høie Skiønhed
Af Eders hulde Hustru, har I givet
Et Anstrøg af et helligt Sværmeri,
Som klæder hende overordentlig.
Kun een Ting klæder hende endnu bedre:
Den Uskyld, den kunstløse Yndighed,
Hvormed Naturen selv har prydet hende.
Hvo kun Jert Billed seer, maa vorde henrykt
Ved Jer Madonna; nødes til at tilstaae:
Der gives intet Skiønnere i Verden!
Hvo derimod seer Eders Hustru staae
Ved Siden af, maa sukke salig ud:
Det kan kun Gud, og ingen Maler skabe. -
Jeg - der har Kunsten, som Naturen kiær -
Beundrer Eders Ægtefælles Ynde,
Og Eders Færdighed i lige Maade.

ANTONIO.

I er for god, min Herre!

OTTAVIO.

Nu velan!
Jeg nødes til at reise, kan ej blive,
Saa gierne som jeg end mig fængsle lod
Af Kunst, Natur og Skiønhed. Men, følg efter
Saasnart I har mit Billed færdigt! - Hiemme
Kan vi aftale Resten. Mit Pallads
Er stort, der vil vel findes Værelser
299 For Kunstneren, hans Hustru og hans Barn.
Jeg veed, I har i Parma malet Fresco
I San Giuseppo, San Giovanni; vel!
I skal Platfonden male i min Sal.
Farvel, min Ven! Levvel, min Deilige!
Det kommer an kun paa vor egen Villie,
Saa er vi alle Tre ret lykkelige.

Han gaaer.

BATTISTA.

Antonio! Nu, har jeg bragt Jer her
En daarlig Kunde?

ANTONIO.

Giv mig Eders Haand!
I er en ærlig Mand!

BATTISTA
smilende.

Ei sandt? Nu vel!
Nu gaaer jeg at berede Jer et Maaltid.

Gaaer.

ANTONIO
glad.

Det er ved Gud dog sandt: Er Nøden størst,
Saa er og Hielpen nærmest. O Maria!
Min bedste Kone! glæd dig nu med mig!
Det er dog sandt, hvad jeg saa ofte paastod:
End gives gode Mennesker i Verden.
En Mand behøver kun at stræbe, virke,
300 Saa har han Venner med, og Hielp og Bistand.
Du er alvorlig? Fryd dig dog med mig!
Nu kan jeg ikke føre Penslen; nei,
Af Fryd mig skiælver Haanden, som mit Hierte.

Giovanni kommer.

O kiære Hiertensdreng! kom med din Fader!
Nu skal vi strax tilbords. Til der blier dækket,
Min søde Unge! vil vi lege sammen.

Han tager ham paa Armen, oggaaer ud i Skoven med ham.

MARIA
allene.

Jeg fryde mig? - O Gud! der ahner mig
Ei noget Godt. - Hvor ofte har Ottavio
Med Haandtryk og med Blik - O, min Antonio!
Du glæder dig? Din rene, blide Siel
Har ingen Anelse om denne Skiændsel!
Dog, den Elendige! han skal beskiæmmes!
Men du! Dit Haab! din Glæde! - »Han maa vogte
Sig for al voldsom Sindsbevægelse!
Maa være munter, fro!« - Ha, gamle Munk!
Blev af den blege Død du sendt fra Skoven,
En frygtelig Herold, at varsle mig? -
Ja, Himlen er ej længer mild og blaa!
En brændende Scirocco vifter os.
Uveiret nærmer sig paa sorte Skyer,
Og svæver over denne lille Hytte.
Ak, den beskedne Fryd maa meer ej blomstre!
Den svovlblaa Lynildstraale knittrer ned
Med grusom Lyst! Og vi! - Hvo redder os?

301

ANDEN HANDLING.

MIKEL ANGELO. GIULIO ROMANO.

GIULIO.

Kom! seer I, denne Plads er kiøl og luftig,
Beskygt af Træ'r! Der staaer, som jeg har tænkt,
Giestgivergaarden; Seer I vel? Et stort
Nybygget Huus. Vi er langt bedre faren
Her end i Reggio.

MIKEL.

Den fordømte Knægt!

GIULIO.

Nu, Mester Mikel, I er bleven heed,
Det er naturligt, Middagssolen brænder.
Kom! kiøl Jer af her under dette Træ.
Man siger Verten har en herlig Viin.
Og skiæld mig Kudsken meer ej Huden fuld!
Et Hiul kan knækkes let; hvo forudser det?
Ruller ej selv det store Tidens Hiul
Saa knortret ofte, at man skulde tro
Det reent var brudt?

MIKEL.

Ak I med Tidens Hiul!

302
GIULIO.

Saa gaaer det atter ofte som i Slæde,
Saa at man knap kan troe der er et Hiul.

MIKEL.

Hvor I er vittig!

GIULIO.

Og hvor I er vred!

MIKEL.

Det vil jeg længe blive.

GIULIO.

Godt; og jeg
Vil spøge til I bliver god igien.
Kom, sæt Jer under denne Eeg. Med Rette
Vel burde Lauren skygge Eders Tinding;
Dog, Egeløv maa heller ej foragtes.
En sielden Kunstner er Nationens Ære,
Ham smykke Borgerkronen!

MIKEL
sætter sig.

I er høflig.

GIULIO.

Til Middag komme vi i Dag umulig
Hos Hertugen af Modena.

MIKEL.

O Jammer!

GIULIO.

Den ædle Vært, og han af Mantova
Vente forgieves.

303
MIKEL.

Lad de Herrer vente,
Saa øve de sig i Taalmodighed,
De har det nødigt begge.

OPVARTEREN
kommer.

Hvad befaler
De høie Herrer?

GIULIO.

Viin, min Søn! Hvad har I
For Vine?

OPVARTEREN.

Alle Sorter, Exellenza!

MIKEL.

Alt tappet ud af een og samme Tønde.

GIULIO.

Den bedste!

MIKEL.

Hvorfor ej? Bestandig faaer I
Folk til at troe, at vi er Fyrster, der
Incognito for Spøg kun banke paa,
For siden med Fortæring og Betaling
Høimodig at tilkiendegive sig. -
Hør Dreng! har I god gammel Florentiner?

OPVARTEREN.

Forstaaer sig, Herre!

MIKEL.

Bring mig da et Bæger.

GIULIO.

I lider ei den Søde?

304
MIKEL.

Himlen fri mig!
Maaskee I ønsker af den Søde? Bi,
Jeg kalde vil paa Drengen.

GIULIO.

Nei, jeg drikker
Med Eder.

MIKEL.

Deri giør I vel. Det Søde
Duer sielden; ikkun sparsom nydt; her vilde
Det være reent en Gift. Tag for det Søde
Jer vel i Agt! Husk paa, at Eders Mester
Den store Rafael er død deraf!

Opvarter med Viin.

GIULIO
skiænker og drikker.

Ha der er Vinen. Det giør godt. Hvor qvæger
Dog i en lummer Dag et kiøligt Bæger!

MIKEL
smager Vinen.

Den Viin er slet. Den brygget er med Kobber.
Hvad Dievlen! vil I her forgifte os?
Strax bring en anden, bring en bedre Viin,
Hvis ej du Bægeret have vil i Panden.

OPVARTEREN.

Vi har en bedre, Herre! den er dyr.

MIKEL.

For fem Bajocs har jeg den bedste Viin.
Kun hid dermed!

305
OPVARTEREN
ved sig selv.

Den Herre veed Beskeed.

Gaaer.

GIULIO
betragter Mikel smilende.

I Smaat som Stort, uskiftelig den Samme!

MIKEL.

Hvad mener I?

GIULIO.

Jeg mener, Mester Mikel,
I kunde være selv Viintapper, fik
I Lyst dertil. Veed I hvorfor?

MIKEL.

Nu da?

GIULIO.

Fordi Naturen gav Jer med en Fuldmagt
Paa Eders Ambassade her i Livet,
Som efter eget Tykke strax udvides,
Og strax indskrænkes kan.

MIKEL.

Let er det Sidste!
Det see vi her. Er det ej skammeligt?
Italien er et Paradis; frem svulmer
I store, tunge Druer Vinen rundt
Paa alle Veie, kogt af Middagsolen,
Fuldmodnet, himmelsk fyldt med Ild og Aand!
Ikkun den nederdrægtige Dovenskab
Forfalsker og fordærver Himlens Gave.
Er det ej skammeligt?

306
GIULIO.

Nu, lad det gaae!
Der er et Bæger, tro mig, der er bedre.

Opvarteren med Viin.

MIKEL
smager den.

Den Viin er god.

OPVARTEREN.

Befaler mine Herrer
Forresten ingenting?

MIKEL.

Naar Tiden kommer.

Opvarteren gaaer.

GIULIO.

Skal vi bestille os et Middagsmaaltid?
Imens man dækker Bord kan vi gaae hen
Og see de gamle Billeder i Kirken.
Man siger, der er Sager der af Giotto;
Ja, hvis jeg fejler ej, af Cimabue.

MIKEL.

Og hvis der selv var af den hellige Lucas
De bedste Hoveder i gylden Grund,
Saa gik jeg ej. Har jeg i denne Hede
Ej end udstaaet nok? Skal jeg endnu
Henslæbe mig, for i de mugne Gange
At see, hvorledes man i Kunstens Barndom
Har famlet om? Nei, jeg er kied deraf.
Som Curiositet laer jeg det gielde
307 For kort Tid; men hvad lærer jeg vel der?
Opfinde, giøre Hovder kan jeg selv;
Paa skiønne Former er der ej at tænke.
Gaa I derhen! I har jo faaet dog
Til Arvedeel af Eders Rafael
Beundring for det oldkatolske Væsen.
Men tag Jer kun iagt, at næste Gang,
Naar I skal male, ej I tegner Helten
Med alt for smalle Arme, tynde Been.
En Helgen - nu! han maa vel i sin Fromhed
Behielpe sig dermed; men Heltekroppen
Vil være æltet af en bedre Deig.

GIULIO.

Der taler Formeren, ej Maleren.
En Steen udtrykker Lemmer, Farven Aand.
Antiken viser os det skiønne Legem;
Men Ansigtet er blegt og dødt i Stenen,
Og Øiet straaler ingen salig Ild.
For ret at skue Sielen, kiære Mester!
Som taler af Gebærden, nødes vi
At see i Kunstens from-enfoldige Barndom.

MIKEL.

Nu, see saa dybt I vil; jeg bliver her.
Mig huer meer i grønne Træers Skygge
At viftes af de kiøle Sommervinde,
End i den fugtige Salpeterhvælving
At krybe efter gamle Helgener.

GIULIO.

Gaa med! Saaledes har I ofte talt,
Dog, naar I lod Jer overtale til
308 At vandre hen og see et gammelt Kunstværk,
Har Jer den kraftige Enfoldighed
Jo glædet høit. I har et Kunstnerhierte;
Kun paa Jer Læbe larmer Gnavenheden.

MIKEL
i mildere Lune, som han dog søger at skiule.

Ei, I er naadig! trøster mig! Gaa kun!
Paa mig er dog den hele Lærdom spildt.
Jeg har dog ej den Siæl, det Sindelav,
Hvad I jo kalder det, som Eders Mynster;
Jeg er ej Rafael, det veed jeg vel.

GIULIO.

Forskiællig yttrer sig de Stærkes Kraft!
I Kunsten er I begge Erkeengle.
Michael! Rafael! hvo er den første?
Er han en Cherub med smaae Sølverfløie
Om Rosenkinden; vel, I straaler malmklædt
En Seraphim med sex uhyre Vinger.

MIKEL
mildere.

Hør! Vinens Kobberaand giør Jer poetisk!
Gaa kun, Herr Urian - hvad vil jeg sige,
Herr Uriel! I er jo dog den Tredie?
Ej sandt? Gaa kun, Herr Smigrer! Smukke Koner
Kan I indtage med Jer Snak, ej mig.
Jeg er en gammel Dreng.

GIULIO.

Kom og gaa med.

309
MIKEL.

Nei!

GIULIO.

Nu, saa bliv Haardnakkede! Bestil os
Da noget Godt til Middag.

MIKEL.

Jeg beklager,
At I hos Eders Hertug ej i Dag
Kan kildre Ganen efter Ønske. Jeg,
En Borger fra det borgerlige Florens,
Er vant til Huusmandskost; hvis I vil spise
Med mig, saa find Jer i at tae til Takke!

GIULIO.

Giør som I vil.

MIKEL.

Hils Eders Helgener!

GIULIO.

Jo! jeg skal melde dem, at I vil faste.
Det glæder dem, de elske Bod og Bedring.

Han gaaer.

MIKEL.

Du Vittigfugl! - Har han ej med sin Snak
Fast atter bragt mig af det onde Lune?
En vakker Karl, den Giulio Romano,
Lod han mig kun det glatte Væsen fare!

Drikker.

BATTISTA
kommer.
MIKEL.

Hvad kommer der nu for et Uglebilled?

310
BATTISTA.

Jeg hører, til min allerstørste Skræk,
Hvorledes Eders Naader her et Uhæld
Med Vognen nær var hændt. Gud være lovet,
At alting gik saa vel; thi kunde De
Ej have slaaet sig et Hul i Hovdet?
Brudt sig en Arm? Ja, hvad som værre var,
Et Been! Thi Arme kunde Eders Naader,
Naar vi det tage strængt, til Nød undvære;
Men uden Been! hvorledes kommer man
Vel frem foruden dem i denne Verden?
Da ellers dog Ulykken skulde træffe,
Saa er det vel, at den er truffet her.
Jeg veed vel Selvroes stinker; men mit Huus
Er godt, og min Beværtning efter Ønske.

MIKEL.

Det har vi strax erfaret her med Vinen.

BATTISTA.

O jeg har skieldet Drengen dygtig ud,
Fordi han bragte slige høie Herrer
Saa slet en Viin; der maa dog giøres Forskiel.
Vel sandt, vi er vel alle Mennesker;
Men, gode Himmel! Graden er forskiellig.

MIKEL.

Ej noget Menneske i nogen Grad
Kan taale Spanskgrønt.

BATTISTA.

Spanskgrønt, Exellenza?
Det var en Smule Malurt, for at giøre
Den friske Viin lidt bitter, stærk for Maven.
311 Den er ret sund og god; men Eders Naade
Maa have den, som bedre er, forstaaer sig.

MIKEL.

Jeg er ej naadig, ingen Exellenz!
Kan man ej drikke godt foruden det?

BATTISTA.

Maa jeg udbede mig min Herres Navn?

MIKEL.

Jeg kalder Mester Mikel mig, fra Florens.

BATTISTA
afsides.

Hvad? Mikel mig fra Florens? Slig en Vogn,
Med Heste, Domestiker? Bah! jeg vædder
Det er en fornem Mand; det mærker man
Paa Stoltheden; - men man maa smigre Lunet.

Høit.

Nu altsaa - Mester Mikel - he - fra Florens,
Hvad maa man vel opvarte med til Middag?

MIKEL.

Leer I mig ud?

BATTISTA.

Bevares Gud! he he,
Det er kun saa for Navnets Skyld.

MIKEL.

For Fanden!
Hvad har vel Herren imod dette Navn?
En Hertug kunde være det bekiendt.

312
BATTISTA.

Naturligt! Navne er Benævnelser,
Kun Toner, som forsvinde strax i Luften.
Jeg kalder, for Exempel, mig Battista:
Det vil ej sige, jeg er christen døbt;
Thi - ih nu! det forstaaer sig af sig selv.

MIKEL.

Og hvad betyder, mener I, mit Navn?

BATTISTA.

Der stikker noget under.

MIKEL.

Kiender I mig?

BATTISTA.

Paa Eders Attributer, naadig Herre!

MIKEL.

Saa har I altsaa seet af mine Sager?
Af mine - Attributer, som I siger?

BATTISTA.

Nu, Attributer eller Eqvipage,
Det kommer ud paa eet. Et skiønt Par Heste!
En deilig Vogn, en dygtig Kudsk!

MIKEL.

I Korthed:
Veed I, at jeg er Buonaroti?

313
BATTISTA.

Hvad?
Umuligt! - Mikel! Mikel Buonaroti!
Ja ja, ved Gud, det træffer sammen; vi
Behøve kun en Angelo endnu,
Saa har vi her den hele store Mand.
O sieldne Fryd! min ringe Hytte slutter
Den største Kunstner mellem sine Vægge!

MIKEL.

Nok muligt, Ven! Jeg sidder udenfor.

BATTISTA.

Hvad maa man dog opleve! hvilken Glæde!
Min ædle Herre! spiis og drik og sov
I dette Huus, saalænge som I vil!
Jeg fordrer ingen Penning, ej en Hvid
Af Eder; nei, i Sandhed ej!

MIKEL.

Hvordan?

BATTISTA.

Hvordan? Troer I den Vært, som frit beværted
Den store Rafael; (hvem Rafael
Et herligt Billed maled i hans Sal
Til Giengield, da han reiste bort;) troer I
Han var den Eneste af denne Stand,
Som bærer Kiærlighed til Kunst i Livet?
Nei sandelig! saa vist I overgaaer
Tregange Rafael, efter alles Mening,
Saa maa min Kiærlighed og min Beundring
Og være trefold større.

314
MIKEL.

Deraf følger,
At min trefoldige Taknemlighed
Maa male Jer tre Billeder i Salen.

BATTISTA.

Bevares Gud! det mindste Stykke Marmor
Af Eder flygtigt kun med Mestermeislen
Berørt - o hvilken kraftig Talisman,
Som trak mig Folk i Hobetal til Huset!

MIKEL.

Kun Skade, at jeg mangler Tid; jeg giorde
Jer ellers strax et allegorisk Billed
I Legemsstørrelse.

BATTISTA.

Hvad?

MIKEL
maaler ham med Øiet.

Egennytten!
Jeg har Modellen færdig alt dertil.

Han bliver Antonio vaer, som atter maler i sit Skuur.

Dog, seer jeg ret? per Bacco! ja, der sidder
En Maler plat fordybet i sit Arbeid.
Ja, ja i Sandhed! Mand, hvad har I nødig
At bede mig, naar I har skiønne Aander,
Udøvende Kunstnere selv her i Byen?

BATTISTA
ved sig.

Han giør mig ingenting, det seer jeg; vel!
Dog noget skal hans Ophold her mig nytte.

315
MIKEL.

Hvem er den Mand, som maler der saa flittig?

BATTISTA.

Det er min inderligste, bedste Ven.

MIKEL.

Strax en fortreflig Anbefaling!

Ved sig.

Er han
Saa ædel i sin Kunst, som i sit Venskab,
Saa maa han nærme sig til Idealet.

BATTISTA
sagte.

Det lykkes.

Høit.

Herren skulde kiende ham!
Det er et Originalgenie; han danner
Sig ej vel efter store Mønstre, Studier;
Nei, alting kommer luktud fra Naturen,
Af Mandens Aand paa Bladet. Saadan maa
Det være, siger han; thi denne Kunstlen
Fordærver Kunsten. Som han sidder der,
- Han seer ej ud dertil, dog Sandhed er det:
Troer han sig større selv end Rafael.

MIKEL.

Det er den rette Høide!

BATTISTA.

Ellers er det
En blid, elskværdig Mand; han gider kun
Ej høre talt om Stadens Kunstnere.
Han meener, det er kun et fornemt Væsen.
Han kalder det: »Lidt Hvede, megen Klint«.

316
MIKEL.

Seer I? han veed vel hveden Hveden kommer.
Den tærskes ud i Laden, ej i Staden.

BATTISTA.

Hans lille Søn har ogsaa stort Genie;
Der staaer endnu hans Tegninger paa Væggen.
Hans Fader har kun hiulpet ham en Kiende.
I skulde seet hans Fryd, da han opdaged'
De haabefulde Anlæg hos sit Barn.

MIKEL.

Nu, Æblet falder ikke langt fra Stammen.
Den sieldne Mand! ham ønsker jeg at kiende.

BATTISTA.

Vil I, saa skal jeg melde Eder hos ham?

MIKEL.

Ja, som Kunstbroder.

BATTISTA.

Jeg vil heller give
Jer dog et fremmed Navn.

MIKEL.

Giør som I vil!
Jeg tømme vil imidlertid mit Bæger.

BATTISTA
gaaer hen til Antonio.

Nu, min Antonio? Velbekomme Eder!
Var I tilfreds med Maden?

317
ANTONIO.

Kiære Herre!
Jeg skammer mig - I viser Jer saa god
Og venlig mod mig - medens jeg - Tilgiv!
Man er ej altid sine Luners Mester;
Det veed I selv.

BATTISTA.

Ak gode Gud! jeg har

Jo kiævlet meer end I.

Vist nok, man kan
Ej altid tvinge sig. Hvad siger det?
Naar Hiertet kun er godt!

Han ryster hans Haand.

ANTONIO.

Ja vist, ja vist!

BATTISTA.

Vi er jo gamle Naboer, gode Venner.
Og er vi det maaskee ej ret endnu,
Saa kan vi vorde det.

ANTONIO.

Min kiære Herre!

BATTISTA.

Hvor gaaer det Billedet?

ANTONIO.

Det er alt færdigt,
Fast ogsaa tørt. Jeg maler langsomt veed I,
At Farven ej slaaer ind. Dog var det bedre,
Hvis jeg behøved endnu ej i Dag
At gaae til Parma med det.

318
BATTISTA.

Gaa I kun!
I bærer det jo did, hvad kan det lide,
Naar det er pakket godt? I denne Verden
Man altid smigre maa de Stores Luner.
Ottavio ønsker det endnu i Dag.
Smed nu imedens Eders Jern er varmt!

ANTONIO.

Han kan ej mere ønske sig mit Billed,
End jeg endnu i Dag en Haandfuld Penge.

BATTISTA.

Nu, seer I vel? Saa gaa i Eftermiddag!
I kan endnu i Aften være her.

ANTONIO.

Saa maa jeg løbe fast den hele Vei.

BATTISTA.

En herlig Vei; det er jo Sommertid.

ANTONIO.

I Skoven er der Røvere saa silde.

BATTISTA.

O lad Jer aldrig bilde saadant ind!

ANTONIO.

Jeg maa i Parma kiøbe Farver først.

BATTISTA.

Spar Pengene! I giver ud for Farver
Jo næsten hvad for Farvningen I faaer.

319
ANTONIO.

Maa kiøbe Purpur mig, Ultramarin!
Hvorledes kan jeg male uden Farver?

BATTISTA.

Giør som de Andre!

ANTONIO.

Ak, den er ej Maler,
Som elsker Farven ej; den er ej Maler,
Som ej behøver dette hulde Skiær.

BATTISTA.

Nu, det forstaaer I bedre. Men for dog
At tale nu om andre Ting: Seer I
Den Mand, som sidder henne der og drikker?

ANTONIO.

Ja vist, han seer ret stærk og dygtig ud.
Hvem er den Mand?

BATTISTA.

En reisende Haandværker,
En Farver troer jeg, som har samlet sig
En Skillingspenge. Han er studs og grov;
Taler om Alt, og er tilfreds med Intet.

ANTONIO.

Ei ei!

BATTISTA.

Min Florentiner, for Exempel,
Som I har drukket dog saa længe med
320 Fornøielse, var heller ej tilpas.
Jeg maatte bringe ham en Extraslags.

ANTONIO.

Nu, rige Folk er vant til lækkre Sager.

BATTISTA.

Han har ret inderligt fornærmet mig,
Sagt mig Uartigheder hele Tiden.

ANTONIO.

Ih fy!

BATTISTA.

Jeg hevner mig.

ANTONIO.

Ak, lad det være.

BATTISTA.

Nu, grusom skal min Hævn just ikke vorde.
Den bedste Hævn imod et Faarehoved
Er Vittighed.

ANTONIO.

Vel sagt!

BATTISTA.

Jeg er ej vittig,
Men det er I.

ANTONIO.

Ak Gud! lidt lunefuld
Kan stundom vel mig Munterheden giøre;
Men vittig er jeg ikke; mindre spydig.

BATTISTA.

Han kommer for at see paa Eders Billed.
O Mester! viis mig nu den Villighed,
321 Hvis I i Sandhed troer Jer mig forbunden,
En Smule saa - nu, I kan bedre føle
Den rette Art og Maade, bedre vælge
End jeg beskrive den. I snart vil see,
At selv han giver Tonen an.

ANTONIO.

Ih nu,
Som man i Skoven raaber, faaer man Svar.

MIKEL
kommer.

Tør man vel see den Herre lidt i Kortet?

ANTONIO.

Ret gierne! sagtens spiller jeg en Solo,
Dog troer jeg vist, I ej forraader mig.

MIKEL.

I frygter ikke for at blive Bete?

ANTONIO.

O nei, min Herre! trin kun nærmere.

MIKEL
seer forundret paa Billedet.

Ha, hvilket Farvespil!

ANTONIO.

Ej sandt? Den Dame
Er broget nok? Det er og Hierterdame.

MIKEL.

Min gode Mand, I colorerer godt.

322
ANTONIO.

Ej sandt? jeg kunde ogsaa være Farver?

MIKEL.

Hvad vil det sige? Har I ikke hørt,
Jeg siger Jer: I har en liflig Farve.

ANTONIO.

Ak nei desværre, Herre, jeg er bleg!

MIKEL.

I har Talent.

ANTONIO.

Nei virkelig?

MIKEL
opbragt.

Talent!

ANTONIO.

Nu maa jeg troe Jer, ellers blier I vred.

MIKEL.

Men tegne kan I ej, og væmmelig
Er I i Eders Kunst, som i Jert Liv.

ANTONIO
pludselig alvorlig.

Hvi saa?

MIKEL.

Hvo har vel, for Exempel, lært Jer
At dreie Fingrene saa deilig krumt?

ANTONIO.

I mener....

323
MIKEL.

Og det søde Honningsmil!
Jert Billed er velsignet! Skade kun,
At i Forkortningen I kom til kort!

ANTONIO.

Hvorledes da?

MIKEL.

Troer Herren ret for Alvor,
At han kan tegne mig en Arm, et Been?

ANTONIO
bestyrtet.

Hvem er I?

MIKEL
tager et Penselskaft.

See, hvad siger Herren dertil,
Hvis Overarmen havde været her
Saameget længere? Hvis Drengens Been,
Det venstre, havde sluttet saa til Foden,
Istedet for det, som en dreiet Pølse,
Nu dingler i elskværdig Barndomsfylde?

ANTONIO.

I mener .. Gud! jeg troer at I har Ret.
Hvem er I?

MIKEL
med stolt Foragt.

Ligemeget! Een som veed det.
For hvem man skulde vise meer Respekt,
Naar man ej selv er meget meer end Fusker.

ANTONIO.

Hvem er I? Gud i Himlen, hvem?

324
MIKEL.

Jer Tiener.

Vil gaa.

ANTONIO
griber hans Haand og faaer den store Signetring at see paa hans Finger.

I er - o Gud - »Dryadernes Viinhøst!«
Jeg kiender denne vidtberømte Ring;
I - I er Buonaroti.

MIKEL.

Det er muligt.

Vil gaa.

ANTONIO.

O bi, o bi endnu et Øieblik,
Tilgiv mig hvis jeg Ulyksalige,
Af Letsind, Overmod, forført dertil -

Han griber fortvivlet sit Billed og holder det for ham.

Betragt endnu engang mit Billed! Siig
Endnu engang - nei, nei I kan det ej.
O store Mester, siig: Er jeg en Fusker?
Er det Jer Mening?

MIKEL
foragtelig.

Gaa! I er en svag,
Elendig Mand. Først fuld af Selvtillid
Og bondestolt; nu slavisk Ydmyghed,
Og Drengetaarer. Gaa! I træder aldrig
I Kunstens virkelige Helligdom.
Har end I Sands for Farvens ydre Glands;
Den løse Vaklen, Nederdrægtigheden
Vil aldrig svinge sig til ægte Storhed.

Han gaaer, Battista følger ham.
325
ANTONIO
allene, han sætter bedøvet sit Billed hen.

Er det en Drøm? Var virkelig i Sandhed
Den store Buonaroti hos mig her?
Har han mig sagt .. Jeg haaber, jeg er svimmel.

Han sætter sig og holder Hænderne for sit Ansigt. Derpaa staaer han op igien.

Ja, svimmel er jeg; men jeg vaager dog.
Et Ord, et græsseligt, har vækket mig:
Jeg er en Fusker! - Nei i Sandhed, nei,
Det havde jeg ej tænkt, hvis Buonaroti,
Den Store, selv ej havde sagt mig det. -
For Øiet svæved' mig en broget Taage!
Jeg holdt det for en Skiønhedsaabenbaring,
Greb Penslen, vilde tro afpræge det -
Og hvad jeg malte blev igien en Taage!
Et spraglet Spil, ej aandeligt, ej stort!
Reent uden Følelse, Forstand og Forhold! -
Med reent og inderligt hengivent Hierte
Er jeg dog stedse gaaet til mit Arbeid;
Sad for min Tavle jeg, da tyktes mig,
Som om jeg knælte for den Eviges Alter,
Som om han høit fra Skyen aabenbared'
Mig klart sin Herlighed. Dog tog jeg feil!
Ak meget! meget!
Som en lille Dreng
Var eengang jeg i Florens med min Fader.
En Formiddag! Han handlede paa Torvet,
Da løb jeg ind i Kirken San Lorenzo;
Jeg stod for Giulios og Lorenzos Grave,
Og saae de evige Skikkelser: Aurora,
Den ufuldendte Dag, Tusmørket, Natten,
Af Mikel Angelo i hviden Marmor.
326 Jeg maatte strax derfra igien og bort,
Dog præged' dette Syn sig dybt i Hiertet.
Det Eneste hvad af den ægte Kunst
Jeg egentlig har seet. Det forekom mig
Saa selsomt: Stort og skiønt, dog dødt og sorgfuldt.
Det glædte mig, da jeg igien derude
Stod under Himlens Blaa blandt røde Blomster! -
Nu staaer jeg atter i Gravhvælvingen!
Nu er de muntre flygtige Dannelser
Forsvundne mig. - Nu staar jeg gysende,
Tilintetgiort, for Dæmringen, for Natten.

Rørt.

Velan, saa vil jeg da nu meer ej male!
Gud veed jeg giorde det ej for at glimre;
Jeg giorde det, som Bien giør sin Selle,
Som Fuglen bygger i et Træ sin Rede.
Var det et Blindværk kun - Endnu engang,
Endnu engang skal han gientage det!
Ej lidenskabelig i Vrede; rolig,
Med Kraft, som Dagen paa Lorenzos Grav,
Skal han gientage det - Og saa god Nat
Du skiønne Kunst! saa er jeg hvad jeg var:
Et stakkels stille Menneske. Ja ja!
Jeg vil ej sørge, ej fortvivle; nei!
Jeg har en reen Samvittighed. Er jeg
En Kunstner ej? O jeg er ikke nedrig!
Om og den største Angelo paa Jorden
Mig sagde dette paa; en indre Stemme
Har sagt: Du er det ej! Den kom fra Gud.

MARIA
kommer.

Hvad fejler min Antonio? Bedrøvet?
327 Du maler ej? Ha, hvilken Sieldenhed,
At see dig ene, uden ved dit Arbeid.

ANTONIO.

Maria! kiære Kone, Maleriet
Er nu tilende.

MARIA.

Est du færdig?

ANTONIO
smertelig.

Ja!!

MARIA.

Hvad er det? Gode Gud! min Ven, du græder?

ANTONIO
tørrer sine Øjne.

Vist ei, Maria.

MARIA.

Bedste Mand, hvad er der?
Siig mig det!

ANTONIO.

Gode Kone! bliv ej bange.
Seer du, jeg har her overtænkt adskilligt,
Hvad saa vort Levned angaaer i det Hele;
Da har jeg indseet, seer du, at den Maade,
Hvorpaa vi leve, giør os ej lyksalig. -
Saa har jeg altsaa ved mig selv besluttet
Reent at forandre den.

MARIA
forundret.

Hvad mener du?

328
ANTONIO.

Da jeg for syv Aar siden førte dig
Hiem fra din gamle Fader, som min Brud,
Erindrer du dig hvad den Gamle sagde?
Lad denne Malen, Anton, var hans Ord;
Hvo stedse lever i en Drøm for Kunsten,
Den duer ej for Verden. Kunstneren
Er ingen Ægtemand, han elsker meer
Sin Musa end sin Hustru. Søn og Datter
Maa staa tilbage for hans Hiernes Fostre.

MARIA.

Det var en ædel Mand, et trofast Hierte,
En Urt som stille grøntes i sin Skygge,
Men Blomster havde den Naturen nægtet.
Glem det!

ANTONIO.

Vær Pottemager, sagde han,
Som jeg; mal smukke Billeder paa Leret!
Sælg det! saa lever du med Kon' og Børn,
Kan offre dem dit Liv og dem din Tid.

MARIA.

Han indsaa ej, at hvad jeg havde kiær,
Det var din Aand, din virksom skiønne Siæl,
At just din Kunst mig giorde lykkelig,
Fordi den var en Gienstand for min Elskov.

ANTONIO.

Mit Barn, man troer tit meget, som er vrangt!
Jeg har ej giort dig lykkelig dermed.

MARIA.

Antonio! vil du bedrøve mig?

329
ANTONIO
omfavner hende.

Du er en Engel, finder dig i Alt.
Men nei, jeg har ej giort dig lykkelig.
Jeg har ej skiænket dig min Følelse,
Paa Drømmebilleder har jeg forødt den.
Hvad jeg fortiente har i dyre Farver
Jeg atter tilsat uden Sparsomhed.
Imellem havde vi det rigeligt,
Men oftest manglede vi Dagens Fordring.
Ak det har ængstet nok dit ømme Hierte.
Velan! fra nu af være det ej saa!
Vi vil ej prøve paa Umuligheder,
Vi vil ej sværme! Jeg ydmyger mig!
Jeg træder i min Dunkelhed tilbage.
Og kan jeg ikke vorde Kunstner - nu,
Saa vil jeg ganske være Mand og Fader.

MARIA.

Du ej en Kunstner? Nu, saa blomstrer Kunsten
Ej meer paa denne Jord.

ANTONIO.

Du gode Kone!
Du elsker mig.

MARIA.

Thi jeg erkiender dig.

ANTONIO
tager sit Billed og sammenligner det med hende.

Du smiler sødt, uskyldigt. Mærker du
Hvor væmmeligt det Honningansigt leer?

330
MARIA.

Antonio!

ANTONIO.

Nu seer jeg Feilen! Ak,
Hvi havde jeg mig ej en ærlig Ven,
Som tidligere kunde sagt mig det?
Jeg føler Kraften i mig til det Bedre!

MARIA

Min Gud! hvad er der skeet?

ANTONIO.
betragter vemodig sit Billed.

Mig synes dog
Det stakkels Billed ejer Noget; noget
Der ikke ganske vække kan Foragt.
Ej Farven blot; ej Penslens Færdighed;
Ej blot det friske Spil af Lys og Skygge;
Meer; noget Inderligt, Høitideligt!

MARIA.

Hvad er der skeet? Antonio siig mig det.

ANTONIO
efter en Pause.

Han skal gientage det endnu engang! -
To Gange tordned han det ud; men Dommen
Maa endnu fældes tredie, sidste Gang! -
Saa vil jeg male Potter!

MARIA.

Hvo har været
Her?

331
ANTONIO.

Mikel Angelo Buonaroti!

MARIA.

Og han? Han sagde?

ANTONIO.

Stille, kiære Barn!
Vi vente vil den tredie Kiendelse.
End kan jeg ikke rive mig saa rolig
Fra denne skiønne høie Verden løs.
Endnu engang - Saa vil jeg male Potter!

332

TREDIE HANDLING.

ANTONIO
allene ved sit Billed.

Nu skal det overdrages kun med Firnis.
Et alt for giennemsigtigt Slør. O kunde
Jeg reent undrage det fra Mængdens Øine!
Hvi tvinger Nøden mig at sælge det?
Thi er det ej Bedrag, at tage slig
En Summe for et slet, mislykket Arbeid?
Men Greven har jo seet det selv, har selv
Budt mig Betalingen derfor. Alt dengang
Har jeg jo sagt ham, at det var for meget.

Han tager sin Pensel.

Jeg vil endnu dog her i Græsset male
En Hyazint. Naar skiønne Piger døe,
Bestrøer man jo med Blomster deres Grav.
Ak Haabet var saa skiønt - det er ej mere!
Velan! her vil jeg plante det en Blomst;
Den sidste Ære! - Hvordan skal jeg leve,
Naar jeg ej male kan? Er Malningen
Ej saa nødvendig mig som Aandedraget?
Nu vel! jeg vil den hele lange Uge
For Viv og Barn arbeide; Haandværksarbeid!
Kun Søndagformiddag - den skal endnu
Tilhøre mig.
333

Begeistret.

Da skal den skiønne Iris
Med sin syvfarvede, sin luftige Bue
Besøge mig end i den aarle Morgen.
Da vil jeg male, tegne, componere
Kun for min egen Lyst. Det er jo dog en
Uskyldig Fryd! I Hytten vil jeg hænge
De smaae bemalte Tavler. Smykke vil det
Jo Væggen dog. Maria elsker dem;
Den lille Dreng som hun. Og naar jeg døer,
Og naar en Pillegrim forvilder sig,
Og seer de brogede Billeder her i Hytten,
Vil det dog røre ham. Enhver er ej
Saa haard som denne Angelo. Da vil
Han sige: Manden meente det dog ærligt!
Han elskte med Oprigtighed sin Kunst.

GIULIO ROMANO
kommer; han standser i en Afstand, uden at mærkes af Antonio og betragter ham.

Der sidder han, den Musers Yndling. Atter
Han maler paa et Billede, for atter
At sætte Verden i Forundring. O
Hvor længes jeg at kiende ham, den Store.
Taalmodighed! I lange Drag jeg nyder
Min Glæde! - Er jeg vaagen? Har jeg seet det?
Hvad Giulio? Til Correggio maa du reise,
For atter der at see en Rafael?
O underfuldt! heel underfuldt! heel heelt! -
Stort bygges Skoler i de store Stæder;
Af Fyrster understøttes Flid og Stræben;
Ungdommen dannes efter gode Mønstre,
Fra spæde Barndom øver Haanden sig:
Saa viser sig en sielden Leilighed
334 At øve ud den rigtig lærte Kunst -
Og hvad, hvad vorde saa vi Lærlinge?
Kun Lærlinge! selv gode, sieldne stundom; -
Men, skal Geniet atter vise sig? -
Det groer ej i et Drivhuus, kunstig Varme
Udklækker ej den underskiønne Frugt.
Det maa derude voxe vildt i Skoven!
Tilfældig af en Hændelse saaet hen;
Tilfældig siden modnet ved et Under.
Og inden vi det veed, og medens vi
Forstenes i Betragtning af vort Mønster,
Og mener, at det Ende har med det -,
Staaer atter herlig frem en Genius!
Og vi? vi skue og forundres atter.
O selsomt, at et Nazareth saa ofte
Det Himmelske frembringer, at saa ofte
Den skiønne Aand, som huldt begaver Verden,
Sin Vugge finder i en ussel Krybbe.

Han nærmer sig Antonio og betragter hans Arbeid.

ANTONIO.

Staa der, du lille blege Hyazint!
Mig dit violblaa Skiær betyder Døden.

GIULIO
træder atter umærket tilbage og betragter Antonio.

Han seer saa venlig ud, som hvad han maler;
Blid, yndig, fuld af Følelse. Kun Sorgen
I Mandens Miner kiender ej hans Kunst;
Den skiønne Colorit, som den saa rigt
Besidder, blomstrer ikke paa hans Kinder.

ANTONIO.

Der staar igien en fremmed Reisende.

De hilse hinanden.
335
GIULIO.

Min kiære Herre! tilgiv, dersom jeg
Forstyrrer Eder; men jeg kan umulig
Forlade dette Sted, før jeg har hilst
Den sieldne Kunstner, som er Stedets Pryd.

ANTONIO.

Ak gode Gud! da lærer I kun her
At kiænde en bedrøvet, modløs Mand.

GIULIO.

Umuligt! Skulde atter her en Sol
Kun varme Andre, uden Varme selv?

ANTONIO.

Min bedste Herre! I er mild og venlig,
I kan ej ville krænke mig; dog krænkes
Jeg uden Eders Villie. Sol! Ha vidste
I ret hvor dunkel denne Afgrund er -

Han lægger Haanden paa sit Bryst.

Den mindste Stierne klarer ej min Nat.

GIULIO.

En Glorie straaler klar af Eders Nat,
Der herlig, som Udødeligheds Glorie,
Jert Hoved krandse vil. Hvad er Jert Navn?

ANTONIO.

Jeg kalder mig Antonio Allegri.

GIULIO.

Antonio Allegri da Correggio! -
Hvor kan endnu det Navn mig klinge fremmed,
Som snart hver Tunge taler smidigt ud?
336 Jeg seet har Eders Nat, Antonio!
I Kirken hisset. Hvad I vilde vise,
Det har I viist: et Underværk. Igiennem
Jordlivets mørke Nat udstraaler Lyset
Og glæder Hyrderne. Een af de Hyrder
Er jeg! Jeg staar forfærdet end for Eder;
Begriber ej det Under, som jeg skuer;
Med Haanden over Øiet, tvivlende
Om hvad jeg seer ej er et Blindværk kun?

ANTONIO.

Ak, alt for meget er det kun et Blindværk.
I er en ædel Mand, I elsker Kunsten.
Men - o fortryd ej paa hvad jeg maa sige:
I kiender den ei bedre end jeg selv.

GIULIO.

Mester Antonio! jeg forstaaer Jer ej.

ANTONIO.

Jeg har i lang Tid ej forstaaet mig selv.

GIULIO.

I Alt er I mig ubegribelig:
Hvor I er modnet saa paa egen Haand;
Hvor I kan end reent være skiult for Verden;
Hvor I kan tvivle om Jert eget Værd!

ANTONIO
som for at prøve ham.

Hvad siger I nu her om dette Billed?

GIULIO.

Formaaer et Ord at tolke hvad jeg føler?
Ifald jeg siger skiønt, hvad har jeg sagt?
337 Jert Billed er guddommeligt! Som jeg
Betragter det, opvaagner i mit Hierte
Vel tusend Følelser, som forhen slumred.
Det er, deri bestaaer Geniets Virkning!
Før stod den rafaeliske Madonna
Allene som Guds Moder for mit Øie;
Kun saadan kunde jeg mig tænke hende.
Her er hun ganske, ganske anderledes,
Dog end Maria. Meer den hulde Qvinde,
Den glade Moder, end en Himmeldronning.
Rafael hævet har det Jordiske
Til Himmelen. I lokker Himlen ned,
At den forbinder sig med Jordelivet.

ANTONIO
betragter ham et Øieblik med glad Forundring, men siger derpaa nedslaaet og mistænkelig.

Og seer I ingen Feil i dette Billed?

GIULIO.

Hvad Feil? Hvor der fremvirket er saa meget,
Der feiler intet. Hvo vil klage over,
At Overflødighed end ej er Alt?

ANTONIO.

Og hvad, hvad er der ej?

GIULIO.

Hvad dette Billed
Giør til et Mesterstykke, det er der.
Det lever, aander i et Guddoms Liv,
Er fundet op med Siæl med dyb Forstand,
Udført med Flid, med Følelse, med Varme.
Hvad kan jeg ønske meer?

338
ANTONIO.

Nu har I roest det,
Nu siig mig hvad der feiler.

GIULIO.

Eders Aand
Har aldrig feilet. Selv hvor Kunsten svigted,
Hvor flygtigt sig Hukommelsen forvirred,
Har I ved Kraft, Fremstilling, Livlighed,
Idee, bibragt selv Eders Feil en Ynde,
Som hører, troer man, dette Billed til.
Selv deri har med Rafael I Lighed.

ANTONIO.

Siig mig, min Herre! hvor har Kunsten feilet?
I veed ej hvor I giør mig lykkelig,
I det I viser Feilen mig.

GIULIO.

Ih nu,
Den blotte Tegner kunde have Eet
Og Andet vel at sige mod Jert Billed.

ANTONIO.

Som for Exempel?

GIULIO
beskeden.

Denne Arms Forkortning
Er neppe ganske rigtig. Drengens Been
Mig synes ogsaa alt for barndomsfyldigt
At mangle Omrids. I har Godhed for
Det blidt Afrundede, og deraf er det,
At I undgaaer det Strængtbestemte, Lige.

339
ANTONIO.

End eet, saa aander jeg igien, min Herre!
Hvorledes finder I Madonnas Smil?
Og Barnets?

GIULIO.

Egent! Egent, o men skiønt.

ANTONIO.

Ej væmmeligt? Ej ækkelt? Honningsødt?

GIULIO.

Saaledes tænker jeg mig Engle smile.

ANTONIO
naiv.

Ak Gud! jeg tænkte mig dem ligesaa!

GIULIO
smilende.

Og sørger nu, fordi det blev saa skiønt?

ANTONIO.

Og sørger nu, fordi jeg reent bedrog mig.

GIULIO.

Nu er I atter gaadefuld!

ANTONIO.

Min Herre!
I har mig talt ud af mit eget Hierte.
Det trøster mig, at der foruden mig
End findes Mennesker, og sieldne, gode,
Som - feile kan med mig, paa samme Viis.
340 Hvad meer mig undrer, er den rette Dom,
Som I har fældet over mine Feil.
Der har I Ret; I taler det kun mildt
Og skaansomt ud. Og visselig, Jer Tale
Saa indsigtsfuld og sindrig, maatte glæde
Mig overordentlig, hvis ej jeg vidste -
(Desværre veed jeg det kun siden kort Tid)
At daarlig er min Daad og uden Værd.

GIULIO.

Og hvo har sagt Jer det?

ANTONIO.

Den største Kunstner
I vor Tid, og maaskee til alle Tider.

GIULIO.

Ha - Mikel Angelo?

ANTONIO.

I nævner ham.

GIULIO.

Det er ham ligt! Det brudte Vognhiul løber
Ham endnu vildt omkring i Hovedet.

ANTONIO.

Jeg har uvidende letsindig først
Fornærmet ham. Den Mand, som boer derhenne,
Et selsomt Menneske, som hader mig,
Kom til mig før, fortalte mig: den Herre,
Som sad og drak ved Bordet, var en Farver,
En ubehøvlet Svend, fornærmelig,
Som dømte rask om Alt, og vidste Intet.
Saaledes har jeg vistnok ej modtaget
Ham med den Agtelse, som han fortiener.
341 Han kom og talde spottende til mig,
Jeg gav tilbage ham i Spot mit Svar.
Da blev han opbragt, kaldte mig en Fusker;
Om ogsaa Farven lued for min Sands,
Jeg vilde aldrig hæve mig til Storhed,
Til Aandens Skiønhed.

GIULIO
opbragt.

Deri har han Ret.
I vil ei giøre det; I har alt giort det.
Høit over det Sixtiniske Kapel!

ANTONIO
med en vaerende Haandbevægelse.

Ak, kiære Ven!

GIULIO
som før, og med Selvfølelse.

I troer jeg taler som
Den Blinde her om Farven? men I feiler.
Er jeg ej Michael, ej Angelo,
Jeg er et Menneske, en Mand, en Romer;
Om ej en Cæsar, dog en Julius!
Mig har man ogsaa lært hvad Malen er.
Den store Rafael Santio var min Mester,
Hans høie Aand end hviler over mig.
Jeg har et Ord at blande med i Lauget!

ANTONIO
bestyrtet.

O Himmel! I er Giulio Romano?

GIULIO.

Det er jeg.

342
ANTONIO.

I er Giulio Romano?
Den store Maler? Rafael Santios Yndling?

GIULIO.

Det var jeg.

ANTONIO.

Og I siger, jeg er Maler?

GIULIO.

Jeg siger Eder: Siden Rafael døde
Er i Italien ej større Maler
End I: Anton Allegri da Correggio.

ANTONIO
sætter sig.

Tillad, min Herre! thi mit Hoved svimler.
Det har jeg aldrig end oplevet; jeg
Begriber ej, hvor jeg det overlever.
Mit hele Liv flød hen til denne Time,
Som en i Skyggen ukiendt lille Bæk.
Jeg troede ej at være noget Stort,
Ej heller at jeg var et ganske Lille.
Kun stolende paa Lykken, paa min Musa,
Sad jeg og malte - og det lyktes mig.
Nu maa jeg paa den samme Dag opleve:
At To, de største Mestre, nærme sig
Min Hytte. Een nedknuser mig i Støvet,
Den anden hæver mig til Skyerne.
Hvad skal jeg tænke? Gud er det en Drøm?

GIULIO.

Og naar den Anden siger nu det Samme
Som jeg, hvad saa?

343
ANTONIO.

Hvad? Mikel Angelo
Han skulde, troer I?

GIULIO.

Det er just hans Vane,
At giøre det, som Ingen troer. Den Ildaand
Er meer Titan end Gud; og derfor er
Hans Storhed, som den ældste Kæmpeverdens.
Mildheden mangler ham; den yngre Amor
Indtager ham ej strax i enkelte
Gienstande; men den gamle Eros fatter
I ham det Hele, med en vældig Elskov;
Ej et bevinget Barn, en kraftig Yngling,
Med Marv og Avlekraft. Jeg træffer ham!
Vær rolig! Jeg forstaaer at leve med ham.
Titanen har et menneskeligt Hierte;
Som Kronos avler han uhyre Børn;
Dog raser ej i ham Fortæringslysten.
Langt meer - han river Lyset, som Prometheus,
Fra Himlen, for at livne mangen Jordklimp.
Og Eders Værker, min Antonio,
Vil han beundre, naar sig Stormen lægger.
Gak ind i Eders Huus, jeg seer ham komme.

ANTONIO.

Hvad skal jeg tænke her, hvad skal jeg troe?

Han gaaer ind.

MIKEL
kommer.

Nu kan vi reise.

GIULIO.

Endnu ej, desværre!
Et større Vognhiul er nu atter brudt,
344 Som vi maa have ret istand igien,
Før vi gaae videre.

MIKEL.

Hvad skal det sige?

GIULIO.

Nu, Kiære, hvad det er. I mindes vel
Den herlige Vandmølle hisset nede
Ved Floden; ganske paa en egen Maade
Nybygget? Hvis jeg ikke feiler, har
I Florens I selv bedret paa Modellen.

MIKEL.

Et prægtigt Værk!

GIULIO.

Nu hør, og ærgre Jer:
En fornem Herre kieder sig; maa just
Opholde sig ved Møllen, som vi her.
For Tidsfordriv laer han sig vise den.
Men Mølleren, ej underdanig nok,
Strax bringer Adelsblodet ham i Kaag.
Han drager ud sit Sværd, og hugger ind
I Værket, just hvor Mestrens kloge Haand
Med sielden Kunst forbandt det Vigtigste.
Saa stiger han til Hest og rider bort.
Nu Møllen staaer, og Manden er fortvivlet.

MIKEL.

Nu, vi maae hielpe Mølleren igien.
Jeg lader mig den ene Kiørehest
Strax sadle, rider ned; det giør jeg snart
Istand. Gid kun jeg kunde træffe Knægten!
Jeg skulde stække ham hans Hovmodsvinge.

345
GIULIO.

O det var skiønt, ifald I kunde stække
Lidt Overmodets altfor stolte Vinge.

MIKEL.

Hvad mener I?

GIULIO.

I elsker Digtekunsten,
Har selv Sonetter giort, og mangt et Vers.
Tilgiv, at jeg paa en forblommet Maade
Har talt med Eder; thi den nøgne Sandhed
Er fast for slem.

MIKEL.

Jeg holder af det Nøgne.
Kun Klædebonnet skiuler Skiønheden.
Kom reent herud dermed, om jeg maa bede.

GIULIO.

Nu Mester! I behøver kun at tage
En større Maalestok for Alt, saa har I
Alt Sandheden. Den sieldne Mølle tyder
Paa Menneskets Natur, den Adelstolte
Paa Kunstnerstolthed; Sværdet er et Ord;
Det vilde Mølleslag, - et Stik i Hiertet.

MIKEL
forstaaer ham.

Ha ha!

GIULIO
undseelig, dog modig.

Vi har ej altsaa nødig, seer I,
At sadle Kiørehesten. Hielpe kan I
Selv uden det; ja tugte hvis I vil.
Den Skyldige kan ej undgaae Jer Hævn.

346
MIKEL
stolt og kold.

Det klæder Eder godt til mig at tale
I dette Sprog.

GIULIO
varm.

O Buonaroti! I
Har tvunget mig dertil. Troer I jeg har
Forglemt den Agtelse, som Eders Aand,
Som Eders Mesterskab jeg skylder? Agt
For Mesterskab, for Aanden, tvinger mig
Just til at tale saa. Thi ikke elsker
Jeg enkelt Mesterskab, og enkelt Aand;
Men hver, som herlig til det høie Maal
Af Himmelen begeistret virker med os;
Hvor pragtløs end og bly den viser sig;
Vel vidende, at dette skiønne Livstræ,
Som Genius vi kalde, voxer bedre
I den forladte, nøgne Klipperift,
End i den giødede, for fede Dal.

MIKEL.

I taler smukt, I burde være Præst!

GIULIO.

Jeg veed, hvad I vil sige mig dermed,
Men harmes ej. I mener Kunstneren
Som Helten, skal ej tale, han skal handle?
Der har I atter Ret. Ej heller har
Jeg nødig her at sige Buonaroti
Hvor tit jeg med Henrykkelse beundred
Hans himmelske Instinct, hans stumme Viisdom.
Dog er ej Mennesket blot Helt og Kunstner,
347 Men Menneske! Skiønt at udvikle, Ven,
Sin Menneskelighed, er ogsaa Kunst.
Foragt ej Talen! Ogsaa Bien bygger
En Selle sig, og Bæveren sin Hytte,
Og Løven fører Krig mod Tigeren.
Paa Mandens Læbe vaagnede først Sproget.
I Ordet speiler sig hans Inderste
Meer tydeligt, end selv i Handlingen,
Der tit har en forviklet ufri Grund. -
I er en daadfuld og en kraftig Aand;
See, det erkiender jeg! Saa vær retfærdig,
Og spot mig ej, hvis den Forstandige
Sindige Mand I truffet har I mig,
Ej heller ganske uden Guddomsgaven!
Jeg ønsker ingen skiønne Taler her.
Kun Eders Daad har løst mit Tungebaand,
Kun Eders Daad kan binde det igien.

MIKEL.

Hvad vil I?

GIULIO.

Buonaroti! See I har
Foragtet denne vakkre Maler; kaldt ham
En Fusker. Er det sandt? Er han en Fusker?

MIKEL.

Hvad Diævlen bryder det mig hvad han er.

GIULIO.

Saa bryder I Jer ej om Kunsten meer?

MIKEL.

Lad Hvermand sørge for sig selv! Saadan
Giør jeg, og dermed Basta! Det bekymrer
348 Mig lidt, hvad Andre sige kan om mig.
Er han ej Fusker, er det godt for ham.
Han er en uforskammet Knægt, det veed jeg.

GIULIO.

Han er en venlig, en elskværdig Mand.
Giestgiveren, hans Fiende, har forført ham,
Har sagt ham, at I var en overmodig
Uvoren Svend, en Farver, ubehøvlet;
Som dømte rask om Alt, og vidste Intet.
Han vilde hidse Eder paa Antonio;
Han hader ham.

MIKEL.

Det har den Æsel sagt?

GIULIO.

Nu seer I at Antonio er uskyldig!
Han har ej kiendt Jer.

MIKEL.

Selv mod Ubekiendte,
Man artig være skal.

GIULIO.

Og var I det?

MIKEL
tier.
GIULIO.

Endnu et Ord, saa vil jeg ogsaa tie.
Hvad, Buonaroti, vi i Dag har seet;
Her, reent uventet, maa - det kan ei andet -
Os begge fylde ganske med Forundring.
I er ej nogen starblind Gubbe, som
349 Forstaar at skiære smukke Ting i Træ
Reent uden Øie for hvad andre virker.
I Eders Aand er Kunsten Videnskab.
Jert skarpe Blik igiennemtrænger den.
Saa veed I og, saa vel som jeg, og bedre,
Hvad denne By besidder for en Kunstner.
I Værtens Sal har I seet flere Sager
Af ham: den skiønne Leda, Danae.
Ej blot Madonner veed han smukt at male.
I Parma skal han have malet Fresco
I Kuplen, fuld af Kraft og Poesie.
Gak ind i Kirken hisset! see hans Nat;
Og hvis da ej hans Værd i Eders Øine
Blier høilys Dag - saa vil det aldrig dages.

MIKEL.

Jeg har jo sagt ham, at han har Talent.

GIULIO.

Talent! Et fattigt Ord! En Halveskilling,
Som man til hver en Betler pleier kaste.
Beviser dette Billed kun Talent?

MIKEL.

Det er jo fuldt af Feil.

GIULIO.

Feil har det, ja,
Fordi det er et menneskeligt Værk!
Hvad har ei Feil? I har vel aldrig feilet?
Troer I at Intet mangler Eder? Udgiør
Den blotte Tegning Malerkunsten? Hvad
Er Tegningen? blot Nødhielp! Unatur!
Der gives ingen Linier; vi kalde
Det Linier, hvor Stoffet hører op.
350 Selv Stoffets Efterligning: Farven, Livet
Af Lys og Skygge, det er Malerie!
Skiønheden, Tanken og Forbindelsen,
Det er Genie; og mangler dette her?

MIKEL.

Hvor er den store Stil?

GIULIO.

Hvad kalder I
Den store Stil? Er ej den dybe Sandhed,
Den høie Skiønhed stor? At Legemsstorhed
Kan være sielestor, det viser I;
Dog bruger Sielestorhed ej Udstrækning
I Rum og Lemmebygning til sin Styrke.
Der aander herlig Kraft, høi Dristighed
Og sieldent Mod, i alt det som I virker;
Dog Mennesket er Menneske, ej Gud.
Som saadan sømmer sig ham barnligt Sind,
Enfoldig Ydmyghed - og jeg tilstaaer det:
Med alt det, at Jert vældige Exempel
(Vel ogsaa egen Drift, Tilbøilighed)
Mig, Giulio, den ringere Planet, ,
Drev fra min blide, rafaelske Bane
Lidt ogsaa ud i det Ubændige; -
Saa er og bliver mig dog Hiertets Godhed
(Der ogsaa viser sig i hellig Kunst)
Det Kiæreste i Kunsten, som i Livet;
Og hvor jeg seer den, aabenbarer sig
Samvittighedens Engel mig, og viser
Mig Veien til mit Hiem med Liliestænglen.

MIKEL
med undertrykt Bevægelse.

Jeg føler altsaa ej?

351
GIULIO.

Jo, i det Hele,
Det Store. Selv den milde Følelse
Jer griber oftere, end selv I troer.
Skiønt sidder i San Pietro Jesu Moder,
Med hellig, inderlig Medlidenhed,
Enskiøndt af Steen, med Liget af sin Søn
I menneskelig, dybtfølt Ydmyghed
Modtager Eders Adam Aand og Liv
Af den almægtige Skabers Finger, i
Hiint hellige Sixtiniske Capel.
Ved Gud, der lever, blomstrer intet i
Et Menneske, som leved' ej og blomstred'
Til sin Tid og i Eder. Men Jert Væsen
Er haardt. Det rivende, uslebne Ydre
Er en antik, en ædel Rust, hvorunder
Metallet glindser i sin hele Skiønhed.
Tilgiv, hvis jeg med mine Taler har
Fornærmer Eder! thi jeg føler, hvad
Jeg siger Eder, veed I bedre selv.
Jeg har kun sagt det, for i Hast at vende
Det haarde Uveir, at den arme Mand
Ej længer sig skal græmme. Eders Ord
Har pludselig berøvet ham sin Tillid,
Sin Munterhed; et Ord af Jer formaaer
At give ham dem pludselig tilbage.

MIKEL
iTanker.

Hm!

BATTISTA
kommer.

Mine Herrer! Vognen er alt færdig.
Befale De at man skal spænde for?

352
MIKEL.

Min Giulio! vil I vel besørge det?
Jeg har et Ord i Eensomhed at tale
Med denne Dannemand.

GIULIO.

Heel vel!

Han gaaer.

MIKEL.

Hvad har
Den Herre sagt om mig til Maleren?
Hæ?

BATTISTA.

Bedste Herre! hvad har jeg da sagt?

MIKEL.

At jeg en Farver var, har Herren sagt;
En overmodig, ubehøvlet Svend.

BATTISTA
slaaer sig for Brystet.

Saa maa den evige Retfærdighed
Mig evig straffe, hvis -

MIKEL.

Hold han sin Mund!
Den evige Retfærdighed bekymrer
Sig ej om slig en Usling, som han er.
Tag han iagt sig for den timelige
Retfærdighed; naar man er mod'n til Galgen
Saa blier man hængt. Forstaaer han Velsk?

BATTISTA.

Min Herre
Er ..

353
MIKEL.

Farver! og en Farver i det Grove.

Han tager sin Pidsk af Bordet.

Til grovt at farve bruges grove Pensler.
Hvad synes Herren om, ifald jeg f ar ved
Ham Ryggen carmoisin?

BATTISTA.

Gud staa mig bi!

MIKEL.

Jo vist! det giør han strax! - Hans Usselhed,
Hans Nederdrægtighed, den staaer ham bi.
Jeg vil ej smitte mine Hænder paa ham.
Dog var det bedst, ifald han i en Hast
Rekommenderte sig; thi Ønskeqvisten
Her i min Haand, den vipper mægtigt, seer han!
Har megen Lyst at komme skiulte Kilder
I Hast paa Spor paa Herrens fede Ryg.

BATTISTA.

Ak Exellenz! det er en Misforstand.

Han forføier sig hurtig bort.

MIKEL.

Ja løb du kun! Har ej den Niding fast
Opbragt mig? - Ha, nu kan jeg først forstaa
Hvi Maleren, den stakkels Diævel her ..

Han gaaer langsomt hen og sætter sig for Billedet.

Sligt maa man see med Rolighed, i Mag.
Man kan mig vise, hvad man vil, i Tummel
Og Støi - Ej op for Øret stiger blot
Mig Blodet, op for Øiet med. Selv denne
Belærende Snakken irriterer mig.
Hvad jeg skal tænke kan jeg selv opfinde!
354 Den Giulio Roman! - som om jeg ikke -
Nu! - følte han det ikke selv? -

Seer paa Billedet.

For Pokker!
Det Billed er godt malt. Det kalder jeg
Et Malerie. - Og hvor det er poetisk!
Det Træ, der, Blomsterne, Baggrundens Landskab!
En smagfuld Klædedragt! Og dette Gienskin!
En deilig Qvinde, ja ved Gud, det er hun!
Giovanni allerkiærest! Jesusbarnet
En Engel. Ha, per Bacco! det er Farve! -
Og jeg! da Paven tvang mig til at male!
Da jeg de florentinske Karle ud
Af Templet drev, som Duekræmmere;
Og satte selv mig paa Stelladset; famled
Halvandet Aar i Blinde; blev saa vred,
At nær jeg havde Paven dræbt, med den
Nedstødte Spand, da alt for tidlig ind
Han i mit Værksted traadde, mod sit Løfte! -
Det veed jeg: jeg er egentlig ej Maler.
En Billedhugger er jeg! Hvad af Bildning
Man bruge kan i Malningen, det har jeg.
I Tegning, i Opfindelse er ingen
Mig liig. - Men ned i Farvepotten veed
Jeg ikke ret at dyppe, det er afgiort!
Og det veed denne Mand, det maa man sige.

GIOVANNI
kommer ud, da han seer den Fremmede staaer han stille.
MIKEL.

Du Lille! hør engang!

Giovanni kommer.

355 Et artigt Barn!
Det er ej bange for et fremmed Ansigt;
Er ej forvendt. Kom hid, min lille Dreng!

Giovanni nærmer sig.

MIKEL.

Men seer jeg ret? Ej det er jo Giovanni
I Stykket her!

GIOVANNI.

Ja vist; jeg er Giovanni,
Min Fader har mig malet af.

MIKEL.

Du er
Antonios Søn?

GIOVANNI.

Ja! Og min Moer Maria
Er ogsaa der.

MIKEL.

Hvor?

GIOVANNI.

Ih der sidder hun.

MIKEL.

Ha ha!

GIOVANNI
peger paa Billedet.

Det er det deilige Barn Jesus,
Men ham har vi ej selv i Huset.

MIKEL.

Ikke?
Hvor er da han monstro?

356
GIOVANNI
med Fingeren i Veiret.

Han er i Himlen.

MIKEL.

Deroppe?

GIOVANNI.

Ja, der sidder han i Skyen
Jo med de andre smukke Englebørn.

MIKEL.

Hvad giør de der?

GIOVANNI.

De lege med hinanden.

MIKEL
kysser ham.

Du søde Unge! Sæt dig paa mit Skiød,
Her paa mit Knæ!

GIOVANNI.

Ja, jeg vil ride paa
Dit Knæ; du er min Hest. Nu vil jeg ride
Paa dig til Parma.

MIKEL.

Godt! Men jeg maa løfte
Dig op; Stigbøjler har vi ingen af.

GIOVANNI.

Dem har endnu ej Smedden giort os færdig.

MIKEL.

Forstaaer sig!

357
GIOVANNI
rider.

Hop sa sa! Bliv ved, bliv ved!
Du maa bestandig lade Hesten ride.

MIKEL.

Nu er vi kommen da til Parma alt.

GIOVANNI.

O nei! vi er jo kun den halve Vei.

MIKEL.

Da stiger Ryttren af, gaaer i et Værtshus,
Og spiser noget.

GIOVANNI.

Ja, og spiser noget.

MIKEL
tager i Lommen.
GIOVANNI.

Hvad har du i din Lomme?

MIKEL
slaaer ham over Fingeren.

Giv kun Tid!

Afsides.

Jeg tog dem med til Mester Martins Børn,
Dog de maae bie; og desuden kan
Jeg kiøbe nogle nye i Modena.

Han tager et Kræmmerhuus frem.

Jeg veed ej om du er for brændte Mandler?

GIOVANNI
griber efter dem.

Jo, brændte Mandler er jeg meget for.

358
MIKEL.

Taalmodighed! Siig om de smage dig?

GIOVANNI.

De smage mig.

MIKEL
giver ham Kræmmerhuset.

Saa smag!

Giovanni spiser.

MIKEL.

Men paa mit Skiød
Skal du fortære dem.

GIOVANNI
undviger ham.

Nei, i et Værtshuus
Maa jeg fortære dem, mens Hesten fores.

MIKEL.

Og faaer lidt Havre. Faaer jeg ingen Havre?

GIOVANNI.

Kom Hest! der har du Havre.

Stikker ham en Mandel i Munden.

MIKEL
griber ham.

Hvad, dit Skarn?
Du kalder mig en Hest? Nu, der er Guds Straf!
Jeg kaldte jo din Fader før en Fusker;
Og ved de evige Muser i Olymp!
Det er han ikke meer, end jeg er Hest.

MARIA
kommer.
359
GIOVANNI.

Der er min Moder med.

MIKEL.

Det er din Moder? -
En deilig Qvinde! liig sin hellige Navne.

Han sætter Drengen ned og staaer op.

GIOVANNI.

Moder! der er en fremmed Mand; han har
Forært mig brændte Mandler; See!

MIKEL.

Madonna!
Kan jeg vel vente mig Tilgivelse?

MARIA.

Min ædle Herre! Tak for Eders Godhed.

Til Barnet.

Har du alt takket Herren?

GIOVANNI.

Tak, du Herre!

MARIA.

Uartige! hvad? dutter du en Fremmed?

MIKEL.

Ak lad ham det, Madonna! tag Jer vare
For at fordærve med vor Tids Forkeerthed
Den rene paradisiske Natur.

360
MARIA.

I elsker Smaae?

MIKEL.

Ja, thi de er saa Store.
Her boer I?

MARIA.

Ja! der seer I vores Hytte.

MIKEL.

Antonio, Maleren er Eders Mand?

MARIA.

Ja, kiære Herre.

MIKEL.

Er han saa elskværdig
I Livet, som i sine Billeder,
Saa maa I leve velfornøiet med ham.

MARIA.

Min Herre! Kunsten er et falmet Gienskin
Af den forborgne Sol.

MIKEL.

I Sandhed?

MARIA.

Tro mig!

MIKEL.

I lader ikke til at være munter.
En vakker driftig Mand, en deilig Kone,
Et artigt Barn; - der staar et Paradis
Af huslig Lykke jo alt færdigt for os.

MARIA.

Og dog, dog mangler endnu Eet til Lykken.

361
MIKEL.

Og hvilket?

MARIA.

Lykken.

MIKEL.

Er Genie og Skiønhed
Ej store Gaver alt af Fru Fortuna?

MARIA.

Ak, Ormen nager skiult i mangen Blomst.
Min Mand har været syg, er let at ryste,
Hvert Indtryk virker stærkt paa ham; endnu
Idag har her han havt en heftig Sorg.

MIKEL.

Jeg veed det vel, at Mikel Angelo
Har været der og taget ham lidt skrap.

MARIA.

Han har særdeles krænket ham.

MIKEL.

Maaskee
Har han sagt Sandheden. Nu, Angelo
Har sagt ham, han var ej en sielden Maler.
Hvem veed? Maaskee har han dog Ret. Han maa
Forstaae det vel. Hvad kiende vi dertil?

MARIA.

Og kom fra Himlen selv en Angelo,
Og sagde det, saa troede jeg ham ej.

MIKEL.

Ei ei! er I saa vis i Eders Sag?

362
MARIA.

Det Højeste, det Visseste jeg veed,
Er at jeg elsker min Antonio,
Fra ham kan ikke skilles hvad han virker;
Saa elsker jeg med ham, hans skiønne Kunst.

MIKEL.

Og det er nok? I elsker blindthen; uden
At kiende, uden at udgrunde det?

MARIA.

Erkiende, grunde ud, maa Manden giøre
Saavidt han kan. Dog maa vel ogsaa han
Med os til Følelsen sin Tilflugt tage.

MIKEL.

Brava Madonna! I er efter min Smag.
Tilgiv, hvis lidet jeg har fristet Jer;
Saadan maae Qvinder tænke. - Hvad nu ellers
Den Mikel Angelo angaaer: det er
En vild Krabat; det kan vel ikke nægtes;
Men tro mig: han er og et ærligt Skind!
Tit er hans Ord Cyclopens Larm i Dybet,
Naar Ilden brænder altfor stærk. Dog kan
Han ogsaa være rolig; og da tænker
Og føler han for lang Tid; som Kamelen
Der tømmer Kilden, for i heden Ørk
At have Forraad siden. En Vulkan
Indgyder Frygt, men yder ogsaa Frugt.
Knap har den bruset ud, saa bygge Skarer
Af Mennesker paa den; vel trives Sæden;
Den vorder mere kiærnefuld og riig.
Med Blomster og med Buske krandses Svælget,
Og Alting aander i et Glædesliv.

363
MARIA.

Det vil jeg gierne tro.

MIKEL.

Den største Smaating
Er ofte Aarsag til en stor Bedrift.
Vel føder ofte Bierget kun en Muus,
Dog tro I mig: Muus føder ogsaa Bierge.
Saa lad det altsaa ej forundre Eder,
Ifald den dumme Løgners plumpe List
Har Angelo lagt ud med Eders Mand. -
Det ene Ord jo giver let det Andet.
Ej Elskov blot, selv Heftighed og Vrede
Har omkring Øinene sit dunkle Klæde.

MARIA.

I taler meget blidt og klogt min Herre!

MIKEL.

Nu, seer I, Buonaroti sendte mig
(Jeg er hans Ven) at sige Eder dette.
Og til et Tegn paa at han ærer Anton,
Gav han ham denne Ring, og beder ham

Han tager Signetringen af sin Finger og giver hende.

At bære Ringen, som et Venskabstegn.
Personlig vil de sees vel snart igien;
Saa skal Antonio mere klart erfare,
Om Buonaroti har ham kiær i Hiertet,
Og om han virker noget til hans Held.

Han gaaer.

ANTONIO
som er kommen ud i Døren, og har holdt sig tilbage under Mikel Angelos sidste Ord, iler ud imod Maria, da han seer hende ene.

Maria! bedste Barn, hvad har han sagt?

364
MARIA.

Den Fremmede?

ANTONIO.

Han, Mikel Angelo.

MARIA.

Antonio, hvad siger du? Umuligt!
Det var han selv?

ANTONIO.

Ja! ja! han selv, han selv.
Der gives kun een Slig i hele Verden.

MARIA
henrykt.

O, sieldne Lykke! Glæd dig, min Antonio!
Han legte med vort Barn; han talde til mig
Med venlig Godhed. Denne skiønne Ring
Gav han til dig; han skatter, elsker dig,
Den Ædle, han vil sørge for vor Lykke.

ANTONIO.

Maria! er det muligt? Giulio
Romano havde Ret.

MARIA.

Han elsker dig.

ANTONIO.

Og denne Ring? - O, Himmel! kom Maria!
Han har kun bøiet mig i Støvet, for
At hæve mig desmere saligt atter.
O! Gud! kan, kan jeg troe det? kan jeg troe det?
365 O! følg mig, jeg vil takke ham, vil græde,
Omfavne vil jeg ham, og være salig.

MARIA.

Nu har han Ret, den store Buonaroti,
Nu blomstrer os et paradisisk Liv.

De gaae.

BATTISTA
kommer frem, seer efter dem, og siger efter en Pause.

Jeg Paradiset giøre vil fuldkomment:
Til Paradiset veed I hører Slangen.

Han gaaer.

366

FIERDE HANDLING.

STOR BILLEDSAL I PARMA.

OTTAVIO. BATTISTAmed Regnskabsbøger.

OTTAVIO.

Jeg er tilfreds, alting er i sin Orden.

BATTISTA.

Jeg fik et Brev nu nylig fra min Søn.
Han skriver mig fra Florens; kan maaskee
Endnu i Aften være her i Parma.

OTTAVIO.

Ret vel! Hvad jeg har sagt om Nicolo
Er Hemmelighed. Tie mig vel dermed!

BATTISTA.

Jeg kan ved Gud ej nok forundre mig:
En Røver fra de Appeninske Bierge,
Som vover sig i naadig Herres Brød,
For ubemærkt at speide Leiligheden!

OTTAVIO.

Jeg veed det, det er ikke første Gang,
De Vagabonder drive deres Spil
367 I Skoven mellem Reggio og Parma,
Og overalt hvor der er Haab om Rov.
Dog vær du rolig. Han er alt i Fælden.
De Andre lokke vi der ogsaa snart.

BATTISTA.

Hvad dog man maa opleve? hvilke Folk
Der gives her i Verden!

OTTAVIO.

Nok om dette.
Tael mig om hvad der er mig mere vigtigt:
Troer du, Antonio kommer end i Dag?

BATTISTA.

Han er paa Veien alt, vi see ham snart.

OTTAVIO.

O, min Maria! var du ogsaa med!

BATTISTA.

Hun kommer sikkert Exellenza! hvor
Man Ærter strøer, der flyver Duen ind.
Mig synes kun betænkeligt i Sagen, -
Hvis naadig Herre mig tillader at -

OTTAVIO.

Hvad mener du?

BATTISTA.

Nu, Eders Naade staaer
Paa Springet til at gifte sig om kort Tid,
Fra Florens vil den skiønne Coelestina
Jo med sin Fader Ricordano snart
Besøge Jer. Hvor vil det gaa?

368
OTTAVIO.

Vær rolig!
Den skiønne Coelestina er saa himmelsk
Som hendes Navn. Endskiøndt jeg nu som Christen
Maa ære, elske høit det Himmelske,
Saa er jeg dog et Menneske; som slig
Maa mig det Jordiske jo ogsaa glæde!
Hun straaler - men saa kold som Vintersolen,
Hun er mig altfor høi, for viis, alvorlig.
Jeg tvivler om hun ægter mig; ifald
Det skeer, da giør hun det af Føielighed
Til hendes Fader kun, som ønsker det;
Vist ej af Kiærlighed til mig.

BATTISTA.

Ih nu!
Det giver sig med Tiden, naadig Herre.

OTTAVIO.

Kan være, og kan ogsaa ikke være.
Jeg tigger ingen Elskov; dog indtager
Mig hendes Deilighed og hendes Rigdom.
I Florens lever ingen ædel Yngling,
Der ikke holdt det for den største Lykke
At faae den skiønne Piges Haand. Jeg ønsker
Mig slig en Kone; det vil smigre mig
At eje hvad saamange Andre ønske.
Men ogsaa Hiertets Ømhed har sit Krav;
Der maa den høie Coelestina staae
Tilbage for den yndige Maria.

BATTISTA.

Men, Exellenz - to Koner i et Huus!
Hvorledes vil det gaae?

369
OTTAVIO.

Godt. Coelestina
Er sværmerisk og ung, mistænker ej;
Maria er beskeden, blid og stille.
Hvad mig for Hovdet staaer, det er kun det
At her Antonio skal male Loftet.
Min Brud forstaaer sig meget vel paa Kunsten;
Hun maler selv. Jeg veed kun lidt deraf.
Jeg arved alle disse Sager efter
Min Onkel. Nu! det forekommer mig
Ret smukt, som anden Pragt; ej meer ej mindre!
Hvis nu Antonio maler Loftet slet,
Saa staaer jeg i en Maade. Han er dog
Jo kun en ubekiendt og fattig Maler.
Det ærgrer mig; jeg vilde gierne seer du!
I hendes Øine gielde for en Kiender.

BATTISTA.

Ja, det er rigtig nok det Allerværste!
Thi jammerlig er Karlen, naadig Herre!
Det kan I troe mig paa mit Ord.

OTTAVIO.

Og hvad
Forstaaer da du deraf? Du hader ham!
Tie stille!

BATTISTA.

Nu, vi faaer at see. Men kommer
Han ej igiennem Haven alt?

OTTAVIO.

I Sandhed?

370
BATTISTA.

Ja vist! Han staaer og seer paa Blomsterbedet,
Som en Landstryger, med sin Bylt paa Nakken.
Han lugter til dem. Pluk dem om du tør,
Saa skal jeg tale med dig!

OTTAVIO.

Lad det være.
Jeg træde vil tilside nu. Palladset
Med sine Sale, Møbler, Tienere,
Maa imponere ham; paa slige Folk
Virker den prægtige, den ydre Glands
Meer end man skulde tro. Saa kommer jeg.
Jeg maa endnu forklare mig i Dag.

BATTISTA.

Var det ej bedre ved en Leilighed - -

OTTAVIO.

Jeg stiæler ej, hvad jeg kan ikke kiøbe.

Han gaaer.

BATTISTA
allene.

Du stieler ej? Saa vil jeg stiele for dig.
Thi hævne maa jeg mig, og hævne blodigt,
Saa sandt jeg er en ægte Calabreser.
Skiøndt truet blot, har dog alt Pidskeslaget
Af Mikel Angelo med røde Strimer
Paa Ryggen frisket op mit Had til Brand.
Og før sig kiøler ej mit hede Blod,
Før den Forræders flyder! -

Han grubler et Øieblik.

Nicolo
371 Er Røver? - Godt! - Han lette skal min Byrde!
En Røver maa jo godt forstaae at m- tys!
Jeg er ej Versemager; vil ej rime!

Han gaaer.

ANTONIO
kommer med sit Billed paa Ryggen; han sætter det fra sig, og synker ned paa en Stol.

Her er jeg endelig! Hvor er jeg træt.
Det er saa hedt; Veien saa lang; og Solen
Saa brændende. - Her er det friskt og luftigt.
De Store have det dog godt; kan boe
I disse kiøle, høie Steenpalladser.
Som dybtudhulte Klipper standse de
Derude Solens Straaler! Frit sig løfter
Den stolte Hvælving; brede Piller skygge;
I Vestibulen risle kolde Vandspring
Og kiøle Luft og Muur. Du gode Gud,
Hvem ogsaa kunde boe saaledes! - Nu!
Det kan jeg snart. - Hvor mageligt man stiger
Ad disse brede, svale Marmortrapper!
Antike Buster staaer i Nicherne
Og see paa Een, saa fornemt og saa roligt! -

Han kaster sit Blik omkring.

Her er en Sal! den maa vist være herlig.

Han springer op.

Ha - hvad! hvad seer jeg? fuld af Malerier?
Ak! det er Billedsalen! Hellige Moder!
Jeg midt i Templet staaer, og veed det ej!

Han folder sine Hænder.

Her hænge da Italiens Mesteres
Udødelige Værker; og skal hænge
Som skiøntbemalte Skiolde over Graven
372 Af døde Helte; Tegn paa deres Daad.
Almægtige Gud! hvad skal jeg først betragte?
Landskaber, vilde Dyr, Helte, Madonner!
Mit Øie sværmer som en salig Bi
Paa hundred skiønne Blomster. Ak! jeg skuer
For lutter Skuen intet; føler kun
Min Kunst, din hellige Nærværelse
Med Kæmpekraft at virke. Jeg maa græde!
Maa knæle ned i mine Ahners Tempel.

Han knæler, derpaa staaer han op og betragter Billederne med naiv Glæde.

See der! der hænger strax et deiligt Stykke!
Dog nei - det er ej deiligt! - Alting kan
Ej heller have lige Værd. - Hvad seer jeg?
Nei, det er alt for nydeligt! Nu har
Jeg aldrig Mage seet: En gammel Kone
Staaer der og skurer Kiædlen i sit Kiøkken;
Hist sover hendes Kat; den blonde Dreng
Udblæser Sæbebobler af en Pibe. -
Det er endnu mig aldrig faldet ind,
At slige Sager ogsaa kunde males;
Og her det skinner dog saa blankt og net
I hendes Kiøkken, at det er en Lyst.
Ja! man maa see det i den hule Haand.
Hvor herligt Solen fra de grønne Løv
I Vindvet skinner ind i Messingkiædlen! -
Hvem har dog malet det? Mon ikke Navnet
Staaer under der?

Læser.

»Flamlænder, Ubekiendt.«
Flamlænder? hvad mon det er for en Landsmand?
Mon Flamland ligger mange Miil fra Mailand?
Deroppe hænge store Stykker: Borde
373 Med Blomster; Glas med Viin, og skrællede
Citroner; Hunde; nydelige Fugle!

Springer af Glæde.

Det er dog altfor smukt. Ha! ha! ha! ha!
Der tæller fire Giærrige Dukater.

Læser.

»Messys«. Det Navn har jeg jo aldrig hørt. -
Men seer jeg ret? Det er jo Christi Fødsel.
Ha! ha! det kiender jeg ret godt; det har
Mester Mantegna her af Staden giort.
Hvor herlig gaaer Huulveien ned, derhenne.
Hvor skiønt de hellige tre Konger staae
For Barnet, og den ædle Himmeldronning. -
Der er et andet Stykke, dette liig;
Dog lidt pudseerligt; ret godhiertigt! Ak!
See Oxen støder ud igjennem Krybben
Madonna med sin Tryne; er nysgiærrig.
Mildt griner Moren. Det er ærligt meent!
Den Lille griber i den gyldne Æske;
Vil have Legetøi.

Læser.

»Alberto Duro«.
Ha ha! det er en Tydsker veed jeg. Paa
Den anden Side Alperne seer man
Er ogsaa Mennesker; selv Kunstnere! -
Men Himmel! hvilket herligt Billed der!
En ung Fyrstinde sandselig og deilig;
Hvor brænder Øiet, leer den lille Mund;
Hvor smukt den røde Hat dog klæder hende
Af Fløiel, og de vide Fløielsærmer.
Af? »Lionard da Vinci«. - Ja, det troer jeg!
Er det et Under? ha, det er at male!
Der er endnu en Konge! han er giort
374 I Lionards Maneer; monstro det er
Af ham? Maaske har han det malet i
Sin Ungdomstid!

Læser.

»Af Holbein«. Denne Maler
Er mig aldeles ubekiendt. Det er
En sielden Kunstner, Lionardo lig,
Dog ej saa skiøn og ædel. - Jer deroppe!
Jer Gamle kiender jeg. Hvorledes lever
Du vakkre Perugino hisset, med
Den grønne Tone, og med Symetrien
Til begge Sider, med Gientagelsen,
Og med den hellige Sebastian?
Du var en sielden Mand; en Smule meer
Opfindelse ej havde været ilde.

Læser under et Stykke.

»Johan Bellin« o, hvilken herlig Kunstner!
Der trone de, de Mægtige! der hænger
Et herligt Værk, i Legemsstørrelse,
En ædel Olding! ha! den hellige Job.
Stort tænkt, og stort fuldendt. Ha! det er vist
Af Rafael.

Læser.

Af »Fra Bartholomæo«.
Ak Gud! den fromme Munk! - Det giør ej let
Dig mange andre fromme Munke efter.
Hvo faaer vel Tid at see det alt igiennem?
Et Silkeforhæng skiuler Salens Baggrund,
Ha! det er udentvivl det allerbedste.
Det maa jeg see endnu, før Herren kommer.

Han slaaer Forhænget tilside, og opdager Rafaels hellige Cæcilia.

375 Den hellige Cæcilia! - Ja, ja!
Der staaer hun med sit Orgel i sin Haand!
Adspredt og brudt for hendes Fødder ligger
Verdslige Giger. O! men Orglet selv
Maa synke taus med Haanden, da fra Himlen
Hun hører Englechoret. Øiet stiger!
Ha! hvo har dette giort? Det er ei Malning,
Nei, det er Digtning! Her sees ikke blot
Den store Kunstner, men den store Mand.
O, det bevæger mig dybt i mit Hierte!
Her er den høie, hellige Poesi
I Farver klædt.

Begeistret.

Det vilde ogsaa jeg!
Det stræbte jeg i mine bedste Timer.

OTTAVIO
træder fornem ind i Salen.
ANTONIO
spørger ham imøde, uden at hilse, ganske fordybet i Maleriet.

Hvo har giort dette Billed?

OTTAVIO
studser, men fatter sig, og siger kold.

Rafael!

ANTONIO
slaaer sig henrykt for Brystet.

Ha! jeg er ogsaa Maler!

OTTAVIO.

Kiære Ven!
Det vidste jeg for nogle Uger siden;
I maae alt have vidst det flere Aar.

376
ANTONIO.

Nu, nu veed jeg det først.

OTTAVIO
afsides.

Indbildske Taabe!
Battista havde Ret.

Høit.

Min kiære Mester
Jer Selvtillid, jert Mod fornøier mig.
Det gaar Jer modsat andre Kunstnere,
Som stod tilintetgiort for dette Billed
Og følte dybt i Siælen, de var Intet!

ANTONIO
stedse med Øiet paa Billedet.

Ja, det begriber jeg. Hvis Fattigdommen
For denne Fylde føler ej sin Afmagt,
Saa føler den det aldrig.

OTTAVIO
sagte.

Dette Væsen
Er reent forvandlet, troer jeg.

Høit.

Derimod
I lader til at føle Eders Styrke.

ANTONIO.

Ja Herre, ja! her føler jeg mit Liv.
Her føler jeg det at jeg er en Kunstner.
Her skuer jeg mit Hiertes høie Stræben
Og Billedet dybt i mit Inderste
Saaledes udtrykt, som jeg ahnte det
377 I Livets lykkeligste Øieblikke,
Og som det sielden lyktes mig at danne.
Mit Sind er blomstrende som Rafaels,
Min Aand er ej saa stor, og ej saa mægtig.
Min Pensel er maaskee meer smidig øvet;
Hans Hiærne fatter meer, er mere stærk.
Jeg smiler stedse; Rafael er alvorlig.
Jeg er henrevet, Rafael river hen!
Gud, hvilket Værk! her seer jeg hvad jeg er,
Her er min Maalestok. Det hæver mig;
Thi o! jeg føler mig i Himlens Nærhed;
Men som et Menneske er Englen nær.
Og medens høit af Salighed mit Hierte
Begeistret svulmer, bøier sig mit Hoved
Ærbødig for den aldrig naadte Storhed.

OTTAVIO.

I har vel bragt Jert eget Arbeid med?

ANTONIO

fatter sig.
Der staaer det hist i Krogen, naadig Herre!

OTTAVIO.

Saa hent mig det. - Ret smukt, ret bravt i Sandhed.
Den skiønne Kone sidder som hun leved.
Oprigtig talt, hvad jeg kun lider ej,
Er Klædedragten. Hvorfor har I ej
Malt hende saadan som hun gaaer i Livet?
Ved Gud! Maria kan man ej forskiønne.

ANTONIO.

Jeg tænkte her at male en Madonna.

378
OTTAVIO.

Og er Maria da ej Eders Donna?

ANTONIO.

Tilgiv, min Herre! Jeg forstaaer Jer ej.

OTTAVIO.

Jeg veed det nok, I Kunstnere, I leve
Meer i Indbildningen, end her i Verden.
I elske Luftphantomer, skiønne Drømme
Meer, end hvad aander virkelig omkring Jer.
Nu, jeg kan intet have derimod,
Enhver maa følge sin Tilbøilighed.
Jeg er ej Kunstner, ej Poet, jeg tager
Til Takke med det Virkelige. Altsaa
Kan vi to leve ret fortræfligt sammen;
Vi overskrider ej hinandens Grændser,
I elsker Idealet - jeg Personen.

ANTONIO.

Tilgiv mig! jeg forstaaer endnu ej rigtigt -
Hvad meener Eders Naade?

OTTAVIO.

Kiære Anton!
Saa lad os tale aabenhiertigt sammen:
I er en trofast Mand; forstaaer Jer ej
Paa det, vi Hoffolk pleje kalde Fiinhed.
Nu Anton! see: I er en fattig Mand!
Det giør mig ondt for Jer; I slides op,
I maler smukt, og bliver ubekiendt.
Hvad kan det hielpe Jer, at Eders Lys
Staaer under Skieppen? Nu velan! jeg giør
379 Jer lykkelig. Mit giestfrie store Huus
Staaer daglig aabent for en Mængde Giester.
Her skal I male uden Næringssorger.

ANTONIO.

Er det i Sandhed ingen Drøm, min Herre?
Begynder Lykken virkelig at smile?
Ak fra min første Ungdom svæved' den
Med Spot mig som en Lygtemand for Øiet.
Naar jeg greb efter den, da var den borte!
Og pludselig stod jeg som før i Mørke.

OTTAVIO.

Jeg giør Jer lykkelig; ved alle Helgen!
Det var en Grumhed, ej at ville giøre
Sin Næste lykkelig, naar man formaaer det.

ANTONIO.

I tænker meget dydigt.

OTTAVIO.

I, som jeg.

ANTONIO.

Jeg har vist stedse følt det dybt.

OTTAVIO.

Ej sandt?
I giorde ogsaa mig ret lykkelig,
Hvis I formaaede det?

ANTONIO.

Ja, det forstaaer sig!
Men, naadig Herre! I er Lykkens Barn;
Hvad har en fattig Mand, som I kan ønske?

380
OTTAVIO.

O kiære Anton! det er alt ej Guld,
Som glimrer - Jeg er ikke lykkelig.

ANTONIO
ved sig.

Den arme Mand, der giør mig ondt.

Høit.

Umuligt.
Min unge naadig Herre? Har I ej
Alt hvad et Moders Barn kan ønske sig?

OTTAVIO.

Alt har jeg, kun det Bedste blev mig nægtet.

ANTONIO.

Det Bedste? Ej, det troer jeg kan Enhver
Dog have naar han vil.

OTTAVIO.

Hvad kalder I
Det Bedste, Anton?

ANTONIO.

Tillid til sin Gud,
Et trofast Hierte, god Samvittighed.

OTTAVIO
studser.

Ja saa! Der har I Ret! - Det er det Bedste -
For Evigheden - Men da Mennesket
Dog lever med i Tiden, er dog ogsaa
Et Bedste der, nødvendig til hans Held.

381
ANTONIO.

Vel sandt!

OTTAVIO.

Vi kalder Aabenbaringen
Af alt Guddommeligt paa denne Jord
Jo Kiærlighed; om nu den i det Store
Sig viser, som Genie, som sielden Kunst;
Hvad heller meer indskrænket, sammentrængt,
Til en elskværdig Gienstand, af alt Enkelt
Det Skiønneste: til en huldsalig Qvinde!

ANTONIO.

Og hvilken Kunstner leved' end paa Jorden,
Som trofast i sit Bryst ej huldt forbandt
De tvende Kiærligheder?

OTTAVIO.

Nu, Fru Musa
Er Herskerinde dog i Kunstnerhiertet.

ANTONIO.

Naturlig, thi den Elskte er jo Musa.

OTTAVIO.

Og denne Musa vexler maanedlig.
Af Muser gives der kun sparsomt regnet
Ni himmelskiønne, søde Glutter, veed I.

ANTONIO.

Hver Musa deler ud sin egen Kunst,
Og hver en Kunstner har sin egen Musa.

OTTAVIO.

Den store Rafael, for hvem I der
Har bøiet Eders Hoved, havde fleer.

382
ANTONIO
rørt.

Den arme Rafael! thi han havde Ingen.

OTTAVIO.

Rafael ingen Musa?

ANTONIO.

Jo! i Himlen,
I sine Ahnelser, sin Længsel, hvad
Han kaldte selv sin himmelske Idee.
Nu har han fundet hende! Nu behøver
Hans Aand ej meer, en smægtende Cæcilia,
Sit ædle Blik til Himlens Blaa at hæve
Om kiærlig, salig Tilfredsstillelse.
Nu er hun hans, han favner, kysser hende.
Her søgte han forgieves, arme Rafael!
Derfor nedkasted' tørstende hans Siæl
Sig vildt i Sandsers Hav, og drak Bedøvning.

OTTAVIO.

I er da lykkelig?

ANTONIO.

Ved Gud, det er jeg.
Du arme Rafael! hvad hialp det dig,
At du var skiøn og blomstrende? Hvad hialp
Dig dine mægtige Venner, Paven, Rom?
Hvad hialp dig den vellystige Bagerkone,
Og Cardinalens stygge Broderdatter?
Du fandt dog ej det største Held paa Jorden:
En huld, en dydig trofast Ægtemage.
Du fandt dog ingen elskelig Maria.
Hvad var dit Held? O hvor jeg føler mig
Langt meer lyksalig i min lille Hytte!

383
OTTAVIO.

Og er det da saa vist, at virkelig
Maria elsker Eder?

ANTONIO.

Ja, min Herre!
Saa vist, som at jeg lever.

OTTAVIO.

Godt! - Jeg mener
For Jer, ej godt for mig. Gud være med Jer!
Jeg agter ej at hindre Eders Lykke.

ANTONIO
studser.
OTTAVIO.

Jeg troede at I elskte kun Jer Musa;
Og Eders Kone som en Evas Datter
Sig selv, og næst sig selv, hvad kildre kunde
Bedst hendes Sandser og Forfængligheden.
Derfor indbød jeg Eder hid til Parma,
Og giorde Plan til Alle vores Lykke.
Nu seer jeg vel, det gaaer ej an. I sværmer,
Og Eders Kone ligesaa. Det være
Nu Virkelighed eller Sværmerie,
Alt som giør lykkelig, er Virkeligt.
Og dermed Gud befalet Anton! her
Kan I ej blive; vil det neppe selv
Da I har dette hørt. Men frygt kun ej.
Jeg skal ej snige som en Ræv mig ind
Ved Nattetid i Eders Dueslag.
Om ogsaa jeg en Elsker er af Duer,
384 Nu, jeg behøver ej at stiele dem,
At røve dem; jeg kiøber mig dem heller
Paa Torvet aabenlyst, ved høilys Dag.
Lev vel min Ven! hils Eders smukke Mage.
Ved Gud, jeg meente det os Alle ærligt.
Har Een i denne Sag Grund til at klage
Saa troer jeg det er mig; den Eneste
Seer I, som gaaer derfra med tørre Munde.
Farvel! Jeg kiøber Eder oftere
Et Billed af imellem. Bliv i Salen
Og see Jer om saalænge som I vil.
Battista strax skal bringe hvad jeg skylder.

Han gaaer.

ANTONIO
allene.

Saaledes var det meent! det var hans Varme
For Kunst; hans Kiærlighed og Agtelse
For Kunstneren! hans Understøttelse! -
Jeg Daare! har ej der en Løgtemand
Mig atter narret, lokket! O men jeg
Er hævnet; thi han gik beskiæmmet bort. -
Beskiæmmet? Hævnet jeg? Ha, staaer jeg ikke
Som et enfoldigt Lam, og taaler rolig
Fornærmelsen?

Heftig.

Jeg æsker ham til Tvekamp!
Jeg taaler ej en slig Forsmædelse.
Er han en Adelsmand, et Adelskiød
Tilfældig saadan avlet? Nu, jeg er
En Adelsaand! En Udvalgt! Jeg vil leve
I Tidens Bog, naar han er Støv og glemt! -
Men jeg forstaaer jo ej at føre Sværdet.
385 Nu, saa maa Kuglen være Voldgiftsmand! -
En Morder? - ha! - nei, heller en Fornærmet.
Og falder jeg: Maria! min Giovanni!
Og du, høitelskte Kunst!

Roligere.

O latterlig
Er denne Harme. Krigere maa kæmpe!
For dem er Trods, Foragt for Død nødvendig.
De giør ej Andet; det er deres Ære!
En Kunstner virker aandeligt; saa hører
Han og til Geistlighedens fromme Stand.
Gud lagde ikke Spydet i hans Haand.
Den lette Tryllestav, som maner Aander
Kan skabe, ej tilintetgiøre Livet. -
Ja, jeg vil taale Haanen, som det Godes
Forbilled her i Verden taalte den.
Thi hvo som her paa denne dunkle Jord
Vil virke for det Høieste, det Bedste, -
Maa som en Martyr taale Spot i Nøden,
Hans sande Liv begynder efter Døden.
Nu see mig om? betragte disse Værker?
Hvor kan jeg det? Hvad jeg har maattet udstaae
I denne Dag? Haab! Spot, Fortvivlelse,
Den største Glæde, Hede, Last, Foragt!
O jeg er meget træt, mit Øie sløvt;
Jeg kan ej nyde denne Herlighed!
Den Herlighed hvorefter jeg har længtes
Saalænge, som nu er mig ganske nær,
Kan ej husvale mig. Mat Slaphed trykker
Mig blytung mine Lemmer. Hvilken Afmagt! -
Ak jeg vil hvile mig et Øieblik
For at faae Kræfter til at vandre hiem.

Han sætter sig paa en Stol i Krogen og slumrer ind.

386

RICORDANOtræder ind med sin DatterCOELESTINA; hun har en Laurbærkrands i Haanden.

RICORDANO.

Her er vi da mit Barn.

COELESTINA.

Som Fremmede.
Ej sandt min Fader?

RICORDANO.

Slemme Coelestina,
Fordi du vil det.

COELESTINA.

Og du vil det, Fader!

RICORDANO.

Jeg vil din Lykke; ja, ved Gud! det vil jeg.
Du troer at finde den ej hos Ottavio?
Velan! jeg giver mine Planer op,
Den unge Daare takke maa sin Letsind
Derfor. Dog troer jeg fast endnu: Hans Hierte
Er godt.

COELESTINA.

Hans Hierte? Altsaa har han Eet?

RICORDANO.

I Piger vil at Alt skal være Hierte.

COELESTINA.

Saa taler Den, som ejer selv det Største?

RICORDANO.

Du Smigreske!

387
COELESTINA.

Ottavio har Intet,
Min Fader, Intet! Han er ikke ond;
Men kold, selvkiærlig, tom, og uden Sæder.
Han elsker ikke mig, jeg ikke ham;
Dog kan min Fader ønske?

RICORDANO.

Lad saa være!
Jeg vil forglemme Løvtet, som jeg gav
Min Ven Lorenzo paa sin Sotteseng:
Ved Givtermaal imellem Søn og Datter
Fuldkommen at forene vore Huse.
Jeg overiled mig. Gud mig forlade!

COELESTINA.

O det vil glæde Gud, min Fader, at
Du ikke giør dit Barn ulykkeligt.

RICORDANO.

Ved Gud, naar jeg betænker det, ja Pige!
Det var en Synd slig Rosenknup som du -
(Jeg kan det sige uden Selvroes; vel
Er jeg din Fader; men din Aand, din Skiønhed
Har Gud dig givet, ikke jeg) - At tvinge
Slig Rosenknup ned i en stenet Grund
I Øieblikket da hver ædel Gartner
I Paradiset som omkrandser Florens,
Sig ønsker i Besiddelse deraf!

COELESTINA.

Min Fader! hvis jeg er en lille Blomst -
Vel! jeg vil blomstre i din Egeskygge
Og jeg vil slynge fast mig til din Stamme.

388
RICORDANO.

Barn! føler end dit Bryst ej Kiærlighed?

COELESTINA.

Til Gud, til dig, til alt det Gode, Skiønne.

RICORDANO.

Til ingen Yngling?

COELESTINA
rødmende.

Nei.

RICORDANO
trykker hende til sit Bryst.

Du søde Uskyld!
End ikke? Nu det kommer, Pige, tro mig!
Den lille Amor hævner sig. Om og
Han lader til at taale nu din Haan -
Ha! naar du allermindst det venter, staaer
Han brat forvandlet til en Silvio
Og giør dig til en smægtende Dorinda.

COELESTINA.
klapper ham paa Kinden.

Den Tid, den Sorg, min Fader!

RICORDANO.

Lille Musa!
Saa maa jeg vel dig kalde. Kold som Iis
Forsmaaer du alle Ungersvendes Elskov,
Og lever kun i Kunsten og Naturen.
For hvem er denne Laurbærkrands bestemt?

389
COELESTINA.

Hvad veed jeg det, min Fader? Som vi gik
Igiennem Slottets Have, bøied sig
En Green af Hækken ud, holdt mig ved Lokken.
Til Straf har jeg den revet fra sin Stamme.
Og i min Haand blev strax en Krands deraf.

RICORDANO.

Vist for at krone ham, din Rafael!
Der hænger Billedet.

COELESTINA.

O skiønne Sal!

RICORDANO.

Det skiønne Tempel maa du nu forlade.

COELESTINA.

Ak ja!

RICORDANO.

Det kunde være dit.

COELESTINA
bedende.

Min Fader!
Har du ej Lyst at kiøbe denne Samling?

RICORDANO.

Mit gode Barn! veed du hvad den er værd?

COELESTINA.

Nei, den er uskatteerlig. Men Ottavio
Vil være nøisom. Guldet elsker han
390 Langt meer end Billeder. Meer end, din Datter
Du holder værd, vil han ej fordre, Fader!
Seer du? saa vinder du endnu ved Byttet:
Han faaer lidt Guld, og du - du har dit Barn.

RICORDANO.

Sødtsyngende fortryllende Sirene! -
Bliv her og glæd dig mellem dine Tavler.
Jeg vil gaae ind og tale med Ottavio.
Jeg siger ham min Meening, din Beslutning.
Han faaer at finde sig deri.

COELESTINA.

O Fader!
Det giør han vist; han er en artig Hofmand.
Tro mig, det Offer koster ham ej meget.

RICORDANO.

Om du ej ægter ham, saa bliver du
Jo derfor dog hans Syster, hans Veninde.

COELESTINA.

Forstaaer sig! og som systerlig Veninde
Vil, som idag, jeg ofte komme her,
For at besøge ham - og Billedsalen.

RICORDANO.

Ha! du er slem.

COELESTINA.

Jeg kommer strax bagefter.

RICORDANO.

Er du forlegen ej at see den Arme,
Nu da du dog har givet ham en Kurv?

391
COELESTINA.

Ak Gud! det er jo kun en Spøg det Hele.
Jeg maa dog fylde Kurven ham med Blomster.

RICORDANO.

Ha Pige! sky, men skadelystne Skabning!

Han gaaer.

COELESTINA
allene.

Nu er jeg mellem mine Billeder!
Jer, skiønne Kunstens Værker, skulde jeg
Nu reent forlade? Nei, min Fader maa
Mig kiøbe denne Skat; den skal i Støv
Og Barbari ej muldne hen; reent uden
Beundring, uden Fryd for skiønne Siæle.
O min Cæcilia! for dine Fødder
Nedlægger jeg min Laurbærkrands!

Idet hun vil nedlægge den, standser hun.

Hvad seer jeg?
Et Malerie! et nylig malet Billed
Staaer støttet op til Væggen! Er det muligt?
Ottavio kiøber Billeder? Nu, det
Maa være godt!

Hun vender det om.

Hvad seer jeg? Drømmer jeg?
Det Billed har Antonio Allegri,
Den store, ubekiendte Maler giort;
Af hvem jeg alt har copiert saa meget;
Om hvem os Mikel Angelo og Giulio
Saa meget har i Dag fortalt paa Veien,
Hvor vi hverandre mødte. Buonaroti
Har givet ham sin herlige Signetring;
Vil tale kraftigt for ham, hos sin Hertug.
392

Hun betragter Billedet.

Ak Gud, hvor det er herligt, levende!
Guds Moder, hvilket vennesaligt Ansigt!
Høi Skiønhed, jordisk Ydmyghed forenet.
Vor Frelser huld i barnlig Majestæt.
Giovanni! - Nei, den Unge kunde jeg
Paa Skiødet tage, kysse tusend Gange!
Du søde Dreng! Nei, han er alt for deilig.
O han er uden al Tvivl malet efter
Naturen; saadant kan man ej opfinde.
O hulde Billed, fuldt af Følelse!

Hun staaer fordybet i Betragtning, derpaa siger hun:

Det Billed maa jeg krandse! Nu forstaaer jeg
Hvorfor sig Grenen bøied', hvi hen holdt mig
Tilbage. O det var en Anelse,
Om hvad jeg skulde see. Ak, kunde jeg
Saaledes krandse Kunstneren; forstaaer sig,
Saa at det Ingen mærked', selv ej han. -
Nu vil jeg her ham krandse i sit Billed.

Idet hun vil hænge Krandsen paa Billedet, blived hun Antonio vaer.

Jesu Maria! der er jo en Mand!

Hun farer tilbage, men fatter sig strax igien.

Han sover dybt. Hvem kan den Mand vel være?
Hvorledes kom han her i Billedsalen?

Hun nærmer sig forsigtig.

Han er ej Ridder, heller ingen Borger:
En Tiener endnu mindre. Han er simpelt,
Lidt skiødesløst paaklædt; fattigt men renligt.
Et deiligt Hoved! blegt! Hvor ædle Træk.
En hvælvet Pande! - Himmel, seer jeg ret?
Han har jo Buonarotis store Ring
Der paa sin Finger? - Alle gode Helgen!
393 Det er Antonio Allegri selv;
Han har et Billed bragt Ottavio,
Er, træt af Veien, slumret ind paa Stolen.

Hun betragter ham med den største Deeltagelse; og da hun seer at han sover, knæler hun for ham, for bedre at see ham i Ansigtet.

Ak Gud! hvor seer han from og ædel ud.
Han lader til i denne Verden alt
At have lidt stor Hiertesorg og Modgang.
Dog kan han ikke være gammel end. -
Du store Mand!

Hun staaer op, og siger derpaa frygtsom.

Hvis ham jeg turde krandse! -
Dog Himmel nei! hvis han slog Øiet op?
Om Nogen kom? Nei, nei; her vil jeg hænge
Min Krands paa Billedet; saa seer han dog,
Naar han er vaagnet, at man har ham kiær.

Hun hænger Krandsen paa Billedet og træder tilbage.

Saaledes! - Nei! - Ak, hvordan klæder det?
Betydningsløst! Den Levende maa sidde
Med blotte Lokker, mens paa Tavlen, der,
Nedhænger skievt en Krands! - Nei, det maa voves!
O alle gode Helgen staaer mig bi,
At heldigt jeg mit Eventyr fuldender!

Hun sætter ham skiælvende Krandsen paa Hovedet; derpaa viger hun tilbage.

Der er dens Plads! saaledes skal det være.
Nu Krands er du først paa dit rette Sted.
Skiønt slynger den sig i de dunkle Haar!
Hvor herligt under den sig Panden hvælver.
Saa er det ret. O Gud skee Lov, det lyktes!
Og nu lev vel! vi seer os snart igien.
Han aander, rører sig? Paa Flugt! Paa Flugt!

Hun iler bort.
394
ANTONIO
træder bestyrtet frem, opvaagnet af en Drøm.

Hvor er jeg nu? Ha, denne mørke Hule
Er ej Elysium.

Besinder sig.

Ak Gud, jeg var
Indslumret, jeg har drømt. - Nej! - Meer end Drøm!
En Forsmag paa den fierne Salighed. -
Jeg stod i hine lykkelige Enge,
Langt skiønnere end Dante dem beskriver,
I Musalunden, for det skiønne Tempel.
Høit, mægtigt bygget af hin hvide Marmor.
Granite Piller, collosale Statuer,
Og inden fuldt af Malninger og Bøger.
Rundtom i Græsset var om mig forsamlet
Oldtids og Nutids største Kunstnere:
Poeter, Billedhugre, Malere,
Bygmestre, Musici og Architekter.
Den store Phidias sad paa en Skulder
Af Herkulsstøtten, som en lille Flue;
Og hugged flittig fra sig med sin Meisel;
Og vidste klart den hele Kæmpebygning
At holde fast, harmonisk i sin Aand.
Apelles dypped smilende sin Pensel
I Morgendug, og malte Undersyn
Paa Skyer, som blev baaret bort af Engle.
Taus ved sit Orgel saae jeg Palæstrina,
Dets Sølverpiber gik igiennem Verden,
De fire Hiørners Vinde blæste Tonen.
Hos ham stod huldt Cæcilia og sang.
Gubben Homer sad ved sin hellige Kilde,
Han sang - og rundtom lytted Digterne!
395 Mig leded ind i Kredsen ved sin Haand
Den høie Rafael; skiøn som i Livet,
Kun Sølvervingen flød ham ned fra Skuldren.
Da traadte frem - jeg vil det aldrig glemme,
Den hulde Musa, en livsalig Jomfru!
Reen som den unge Morgendug; udsprungen
Og frisk og rødmende, som Morgenrosen.
Hun satte mig med sin sneehvide Haand
Den friske Laurbærkrands om Issen; sagde:
»Jeg vier ind dig til Udødligheden!«
Da vaagned jeg. Ved Gud, det forekommer
Mig end, som havde jeg en Krands om Issen.

Han griber til Hovedet, og faaer Krandsen i Haanden.

Gud, hvad er det? Hvad seer jeg? Er det muligt?
Min Musa har i Sandhed kronet og
Indviet mig? Jeg har ej drømt! O Himmel,
Skeer der endnu Mirakler her i Verden?

BATTISTAkommer medNICOLO, som bærer en stor Pengepose.

ANTONIO.

Min Ven! Battista! hvo har været her?

BATTISTA.

Hvad veed jeg det? Der har I Eders Penge,
Som I af Greven faaer for dette Billed.
I Kobber maa I tage denne Sum;
Dermed betaler Bonden Adelsmanden,
Hvad han ham skylder. Det vil sagtens bøie
Jer Ryg en Smule; men hvad skader det?
Hvis og I er et Under i at male,
Saa glem dog ej, at Eders Fader var
396 Lastdrager! Byrdens Tyngde paa Jer Ryg
Vil smukt erindre Jer om Eders Stand.
Det er ret godt at have slig en Vækker;
Det er et Huusraad mod Indbildning! Hovmod!

ANTONIO.

Battista! giv mig Sølv, ifald I kan;
Om end ej Alt, saameget blot, som jeg
Idag, imorgen bruger. Veien, veed I,
Er lang; jeg har alt nylig giort den eengang;
Er træt; og skal nu slæbe denne Last?
Viis mig den Godhed, Ven!

BATTISTA.

Hvad Ven? Jeg er
Jer Fiende, og vil blive det.

ANTONIO.

Hvorfor?

BATTISTA.

Den Skiændsel og Beskiæmmelse, som jeg
Har lidt i Dag af Mikel Angelo,
Maa jeg kun takke Eder for. Men bi!
Den ene Godhed er den Anden værd.

ANTONIO.

Hvad kan da jeg for det?

BATTISTA.

Nok! der er Penge.
Hvad I mig skylder, har jeg taget alt.
Nu pak Jer bort, og vov ej oftere
At sætte Eders Fod i dette Huus.

397
ANTONIO.

I er fortørnet.

BATTISTA.

I faaer Pengesummer?
Kostbare Ringe? Laurbærkrandse, seer jeg?
Nu, Dannemand! jeg maa dog ogsaa ofre
Paa Eders Alter.

ANTONIO.

Tving dog Eders Vrede.

BATTISTA
bider sig i den sammenbukkede Pegefinger.

Nei, jeg vil heller kiøle den.

ANTONIO.

Giør hvad
For Gud I vil forsvare. Jeg er rolig.
Jeg eier, hvad I synes at foragte:
En reen Samvittighed. Giør I mig Ondt -
Den Evige vil det vende til mit Bedste.
Farvel! Jeg vil skilles fra Jer uden Had.
Min Sæk, min Byrde nedslaaer ej mit Mod.

Han sætter sin Krands paa Hovedet, og tager Sækken paa Ryggen.

Du skal dit Brød fortære daglig i
Dit Ansigts Sveed! har selv Gud Herren sagt.
Om ogsaa Lasten tynger ned mit Legem -
Mit Hoved hæves af de hellige Laurbær!
Jeg iler let afsted med freidigt Mod.

Han gaaer.
398
BATTISTA
efter en Pause.

Den Sæk er tung at bære, Nicolo!

NICOLO.

En dygtig Sum!

BATTISTA.

Halvfierdsindstyve Skudi!
Men hvad er det vel mod den skiønne Ring,
Han har paa Fingren? Den er uskaterlig.

Pause.

Hvad er vel Klokken nu?

NICOLO.

Vi har en Time,
Saavidt jeg troer, endnu til Ave Maria.

BATTISTA
med Betydning.

Saa synker Solen! slukkes Farverne!
Han maa endnu i Aften til Correggio;
Dog, Skoven er jo kiølig, skyggefuld;
Der svales han vel snart! - Hvad jeg vil sige:
Du bad mig, troer jeg, Nicolo, idag
Om at gaa lidt hen til din gamle Moder.
Vi havde alt for meget at ta'e Vare.
Men nu er intet meer i Veien. Vel,
Saa gaa da! Men imorgen Formiddag
Maa du dog være her igien.

399
NICOLO.

Jeg takker.
I giør en større Glæde mig, min Herre!
End I formoder.

BATTISTA
smilende.

O siig ikke det.
Jeg veed ret vel hvad det har at betyde,
Iblandt igien at see sin Slægt og Venner.

NICOLO.

Jeg takker Jer endnu engang!

BATTISTA.

Selv Tak!

Nicolo gaaer.

Han gaaer! - Fortræfligt! - Er du nu i Sandhed
En Røver, Morder, nu saa viis os det!

Han staaer et Øieblik i Tanker, derpaa siger han.

Jeg har ej overtalt, ej tinget ham! -
Han gaaer at see sin Moder! - Nu, at give
En Søn Tilladelse at see sin Moder,
Det er en christelig, en ædel Gierning.
Jeg har en reen Samvittighed! - Ifald
Antonio nu falder? - Ha, saa er
Det Himlens egen Straf og ej min Hævn.
Jeg vasker mine Hænder, er uskyldig! -

400

FEMTE HANDLING.

Skov. I Baggrunden Silvestros Hytte. En lavstaaende Eeg staaer ved Hytten, og er indrettet til et Capel; midt i Stammen er et lidet Skab omvoxet af Bark, hvori Magdalena-Billedet hænger. Smaae Steentrapper gaae op til Træet, hvis grønne Hvælving er klippet som et rundt Tempel. I Forgrunden staae Plataner; paa høire Haand sprudler en Kilde giennem Stene ud af en Jordhøining, og slynger sig som en Bæk igiennem Skoven.

VALENTINO
en gammel Røver, stor og stærk, sortbrun af Ansigt; Haarene har han i et grønt Net, derover en bred rund Hat; med to Pistoler i Beltet, Sværd ved Siden og Bøsse paa Nakken, sidder han grublende ved Kilden.

Hvor Alting dog forandrer sig med Tiden!
Med alle Ting vor Tænkemaade med!
For tredive Aar siden, naar jeg gik
I denne Skov med Had og Harm i Hiertet
Imod den stolte Verden - ja! da avled'
Mig Skyggen af de mørke Skovens Grene
Mordtanker i mit Bryst. Saasnart jeg saae
En Stamme, som var huul; da stod den mig
Kun som et Baghold, som en Fæstning, for
Fra den at falde Vandreren i Ryggen.
Mig gloede Blomsterne kun da i Øiet,
Som uforskammet Ukrudt, værd at knuse;
401 Gik unge skiønne Qvinder giennem Skoven,
Da foer jeg som en Tiger efter Byttet.
Og aldrig følte jeg mig mere munter,
End efter slig begangen Heltedaad,
Dybt i min Hule fraadsed jeg og drak
Med mine raske Svende, drømte mig
En anden Pluto, Jovis Broder, Drot
For den forfærdelige Underverden. -
Nu er det anderledes, nu med Aldren!
Nu gyser jeg i denne mørke Hule,
Som sagde Kløften mig: Snart vil du ganske
Henmuldne her. Op med dig! skynd dig! nyd
Det skiønne Lys, mens det dig end er undt. -
Jeg finder ingen Lyst meer i at myrde!
Jeg myrder kun i Harm, af Nød, og som
Saa mangen Fyrste maa: af Politik!
»Den gamle Valentino!« Dette Navn
Giør hver en Læbe bleg, som nævner det.
I Ammestuen stilles Barneskrig
Dermed; og paa Domstolen bliver flux
Den stolte Dommer stum, naar han det hører;
Blier bleg, og taber Pennen i sin Angst. -
Jeg er langt mere frygtet her end Satan.
Ej heller har min Kraft mig end forladt;
Desværre synes Modet derimod
At have taget Afskeed! - Hvad er dette?

Han grubler.

Thi lad saa være, at jeg er en Morder!
Jeg har dog derfor aldrig end hørt op
At være Christen. Nei, det ene lader
Sig ganske godt foreene med det andet.
Udsvævelser har jeg i dette Liv
Begaaet ofte; stukket Folk i Brystet,
402 Snørt Halsen til paa Mænd, voldtaget Koner
Og Piger; røvet Penge, og deslige; -
Men det skal ingen Siæl mig sige paa,
At jeg har levet nogen Dag, hvori
Jeg i det Mindste ej har ærlig læst
Tre Paternostre. Ogsaa er jeg gaaet
I Messen flittig, som det sømmer sig,
Og kiøbt mig Absolution, saavel
For forbigangne, som tilkomne Synder. -
Paa denne Maade skulde man nu tro,
At med Courer jeg farer op til Himmels
Naar Tiden kommer! - Og dog sniger Frygten
Sig mere langsom end en Viturino
Ad Himmelvejen op; og før jeg veed det
Fremtræder vel en opbragt Hævnens Engel
Af Krattet, sigter paa mig med sin Bøsse,
Befaler mig at give sig af Haabet
Det Smule, som jeg har - og styrter mig,
Som Herren Lucifer, i Afgrundsvælget! -

Silvestro træder ud af Hytten, knæler for Magdalenabilledet og holder sin Aftenbøn.

Det er den gamle Eremit Silvestro.
Et frygtsomt Menneske! bleg, maver, svag!
Dog straaler fuldt af Ild med Kraft hans Øie.
Jeg svulmer brun og mandelig som Høsten;
Men seer mit Øie jeg i Bækkens Speil -
Da er det mørkt og mat; blegt som Saturn;
Og skiælver koldt kun med en uvis Blinken. -
Saa dødelig og usund er en Tvivl!
Saa fuld af Lægedom et saligt Haab!

SILVESTRO
gaaer ham imøde.

Guds Fred!

403
VALENTINO.

Jeg takker Jer, ærværdige Broder,
For denne Hilsen. Kiender I mig?

SILVESTRO.

Ja!
I er en Jæger.

VALENTINO.

Rigtig! En Skarpskytte!

SILVESTRO.

Saa er vi jo Skovbrødre Beggeto!

VALENTINO.

Og Begge gamle.

SILVESTRO.

Begge trætte nu
Af denne Verden.

VALENTINO.

Ja, saa lader det.

SILVESTRO.

Saa hæve altsaa begge vi vort Øie
Fra denne Jord op imod Evigheden!

VALENTINO.

Hvis det kun hielper noget.

SILVESTRO.

Kan I tvivle?

VALENTINO.

I er en hellig Gubbe! Eder vil
St. Petrus lade ind, saasnart I banker -
404 Jeg derimod! En vild Krabat, en Jæger,
Som dræbte mangt uskyldigt Dyr i Skoven?

SILVESTRO.

Og var I selv en Røver: hvis med Anger
I vender Jer paa Dødens Kors til Naaden,
Saa vil det lykkes Eder.

VALENTINO.

Kiender I mig?

SILVESTRO.

Jeg kiender Eder, Valentino!

VALENTINO.

Frygter
I ej?

SILVESTRO.

Jeg haaber meget meer, med Guds Hielp,
At drive ogsaa Frygten ud af Eder.

VALENTINO.

Saa kiender I mit Sinds Beskaffenhed?

SILVESTRO.

Ej Skovens Træer allene hørte tit
Jer Angers Klage; ogsaa jeg har hørt den.

Flere Røvere komme med Frands Battista.

BRUNO.

Et skikkeligt Mands Barn med Reisepenge,
Og med en proppet Vadsæk snørt paa Ryggen.
Tillad Kaptain! at Fiærene vi plukke
Af denne Fugl, og at vi dreie Halsen
Saa om paa ham. Det er Battistas Søn,
Giestgiverens, den Kiæltring i Correggio.

405
EN ANDEN.

Den Bønhas, som smaafusker i vort Haandværk.

EN TREDIE.

Som tit har nægtet os en kiølig Drik,
Et Nattely og alle Artigheder,
Naar did vi kom, som stakkels Haandværkssvende.

VALENTINO
opbragt.

En ussel Hykler! et elendigt Kræ!
En feig, misundelig, forbandet Niding!
Mod ham er selv en Røver englehvid.
Thi imod Kraften kan Forsigtighed
Dog væbne sig; men Øglen kryber hen
Med Argelist og stikker lumsk tildøde.
Ha, naar jeg tænker paa den Niding, svulmer
Mig Galden i det Bryst, som han har saaret!
Thi han er Skyld deri, at Nicostrato
Min Broder, og min Ven i Liv og Død,
Blev hugget ned med Køller; at hans stærke,
Mandhaftige Lemmer skares fra hinanden
Med Bøddelknive; fordi denne Hund
Tilraadte Øvrigheden grumt at tvinge
Bekiendelsen af ham, spændt paa Torturen.

Høist forbittret.

Ha tag hans Søn! og slagt ham som et Offer!
Saa kiøler end min Hævn sig i hans Blod.

Røverne ville føre Frands bort, han kaster sig for Valentinos Fødder og raaber:

Barmhiertighed!

VALENTINO
trækker sin Dolk.

Ha, døe du Øgleæt!

406
SILVESTRO
griber Magdalenabilledet med den ene og Valentinos Arm med den anden Haand.

Barmhiertighed! Hvad har den arme Yngling
Giort dig imod? O tving dit vilde Hierte!
Hvis ej Naturen virker længer med
Sin Storhed paa dit vilde Sind; velan,
Saa viis endnu dog at du er en Christen!
Skaan ham! Plet ej Nærværelsen af dette
Hellige Billed med uskyldigt Blod!
See dette Dødninghoved - det er dit!
See denne store Bog - det er den Bibel
Hvori det Bud staaer skrevet og forkyndt:
Du elske skal din Næste som dig selv!
See denne fromme Qvinde! den Heltinde
Rev kraftig sig fra Synden. Giør det samme!
Stands! Red din Siæl, og vær et Menneske!

VALENTINO
farer tilbage da han seer Billedet; med dæmpet Stemme:

Slip ham! - Ved Gud! den Hellige er nær;
Nærværende; ej hendes Billed: hun
Har selv tilbageholdt min Haand. Seer I
Den Hulde? Sancta Magdalena! seer
I Talsmandinden for de vilde Syndre?
Vor Helgen! Seer I hende?

ALLE RØVERNE
tage uvilkaarligt Hatten af, da de see Billedet.

Ja! vi see!
Hvor hun er deilig! Ak som levende!
Ora pro nobis Sancta Magdalena!

De korse sig.
407
VALENTINO
rolig til Frands.

Gak hen i Fred! Tak denne Hellige
Kun for din Redning; og næst hende Manden,
Hvis fromme Fantasi blev hende vaer,
Og stilte hende frem for Verdens Øine.

SILVESTRO.

Det Billed har Antonio Allegri
Den fattige Maler gjort; din Faders Nabo!

Frands gaaer.

SILVESTRO.
til Valentino.

Jeg takker dig!

VALENTINO
afbrydende.

Vi sees igien i Morgen.

Silvestro gaaer ind i sin Hytte.

NICOLO
kommer.

Herr Høvedsmand! vel at jeg traf Jer her!
En Maler kaldt Antonio Allegri
Nu kommer strax forbi. Paa Ryggen har han
En dygtig Sæk, propfuld af Kobberpenge;
Og hvad som bedre er, paa Fingeren
En skiøn Signetring.

VALENTINO.

Hvad? du feige Drog?
Den vakkre Kunstner vil du plyndre nu?
Som maler slige Helgener? som gyder
Selv slige Følelser i Klippehierter?
408 Staaer han i Strid ej med den vide Verden
Som vi? Og blier han ej som vi forhadt?
Forfulgt? En Kunstner og en Røver! det er
To Alen af eet Stykke! begge skye
Den brede Hverdagslandevei af Livet,
Og bryde sig løvfulde Skyggestier
I Blomsterkrattet. - Du vil flaa en Kunstner,
Infame Drog? og troer at være Helt?
Har derfor jeg i Huset sendt dig til
Den rige Adelsmand, for at du skulde
Arbeideren af Munden snappe Brødet?
Skam dig for Satan! Du fortiener ej
At høre til et bravt Staldbroderskab
Af tappre Mænd!

NICOLO.

Jeg tænkte -

VALENTINO.

Som du er til

Han vender sig til de Andre befalende.

Nu ned i Hulen alle Røvere!
Jeg meget har i Nat at tale med Jer.
Kun kort Tid kan jeg leve med Jer end;
Thi jeg er gammel, og Samvittigheden
Har ogsaa sine Rettigheder. Lang
Tid nok har jeg mig opslidt for Jer alle!
Man har Exempler paa, at mangen Konge
Sit Scepter lagde ned for Aldrens Skyld;
Det giør jeg ogsaa snart! Saa længe som
Jeg raader, skal der Ingen myrdes. Hør' I?
De Rige kan I endnu altid plyndre;
De Fattige skal gaae i Fred. Forstaaer I?
Det er min Villie! Vil I holde den?

409
RØVERNE.

Ja, naar kun du vil altid blive hos os.

VALENTINO.

I Aften røves heller intet meer!
Antonio gaar frit igiennem Skoven,
Og skal ej finde andre Fugle der,
End dem, der qviddre smukt i Træets Grene!

Han gaaer. Alle Røverne følge ham.

ANTONIO
kommer med sin Sæk; paa det blotte Hoved har han Laurbærkrandsen; han kaster Sækken af, og sætter sig afmægtig ved Kilden.

Jeg kan ej meer. Min Kraft har reent forladt mig.
Gud være lovet, her er Kilden! - Havde
Jeg mig et Bæger! - Hatten! - Ak, den lod jeg
I Parma ligge, for ej Laurbærkrandsen
At røve her sin Plads. - Med Hænderne -

Han øser Vand med Haanden og drikker.

Ha, det forslaaer ej! det forstærker Tørsten,
Og Blodet stiger mig kun meer til Hovdet
I det jeg bukker mig. - En hidsig Feber
Mig brænder i mit Blod. Hvis kun jeg mægted'
At komme hiem med denne Pengesæk.
Hvor vil Maria ængstes, naar det mørknes
Og jeg endnu ej kommer. - Jeg er syg! -

Han tager Laurbærkrandsen af og betragter den.

Hvor den er frisk og kiøl! - Dog brænder Panden!

Grublende.

»Jeg vier ind dig til Udødligheden!«
Udødlighed begynder først med Døden! - -
Ha, min Gudinde! var det saadan meent?

410
LAURETTA
en Bondepige, gaaer med sin Spand paa Hovedet syngende igiennem Skoven.
ANTONIO.

Hvo kommer der, saa munter syngende?
Det er Lauretta jo, vor Nabos Datter,
For end i Qvel at malke sine Gedder.

LAURETTA.

Hvad seer jeg? Ih der sidder Mester Anton.

ANTONIO.

God Aften!

LAURETTA.

Kommer I dog endelig?
Maria har ej lidet ængstet sig,
Fordi I blev saa længe borte, Mester!

ANTONIO.

Det var umuligt mig at komme før.

LAURETTA.

I er vel træt nu af den lange Gang?
Det er da intet Under.

ANTONIO.

Kiære Barn!
Giv mig lidt Vand at drikke af din Spand;
Jeg ejer intet hvormed jeg kan øse.

LAURETTA.

Hvor har I Eders Hat?

ANTONIO.

Den lod jeg ligge
I Parma.

411
LAURETTA.

Og hvad har I vundet der
Om Hovedet? Ej, ej! en Laurbærkrands!
Den klæder Eder godt. Hvo gav Jer den?

ANTONIO.

Den Himmelske!

LAURETTA.

I Kunstnere forglemme
Dog alting over Eders Drømmerier.
Jeg vil ej have nogen Kunstner; skal
Jeg eengang givte mig, vil jeg dog have
En Mand, som husker paa, han har en Kone.

ANTONIO.

I Sandhed, jeg har aldrig glemt Maria!

LAURETTA
skyller sin Spand og rækker ham at drikke.

Nu, drik alt hvad I kan!

ANTONIO
drikker begiærlig.

En kiølig Drik.

Drikker igien.

LAURETTA.

Den kommer dybt fra Underjordens Huler!

ANTONIO.
rækker hende smilende og mat Spanden tilbage.

Jeg takker dig, du venlige Rebekka!
Jeg skal til Giengield skaffe dig en Mand.

412
LAURETTA.

Jo vist! nu komme vi!

ANTONIO
vil staae op.

Nu maa jeg gaa.
Min Gud, hvor jeg er mat!

Han synker ned igien.

LAURETTA.

Hvil Jer lidt ud!
Maria er nok gaaet Jer imøde
Med hendes lille Dreng; hun kommer snart,
Saa kan I alle Tre gaae hiem tilsammen.

ANTONIO.

Jeg veed ej: det er mig saa ængsteligt!

LAURETTA.

I er altfor tungsindig Mester Anton,
Det kommer af de Helgenbilleder
I maler. Hvil Jer under dette Træ!
Saa synger jeg en Vise Jer saalænge,
Som godt sig lader høre her ved Kilden.

ANTONIO.

Ja, syng mit Barn! og giør mig Hiertet let.

LAURETTA
synger:

Den Havfru boer under hule Field;
En Pillegrim sidder ved Fossens Væld.
De Bølger skylle med Larm og med Støi,
Med sneehvide Skum fra Klippen høi.
Herr Pillegrim styrt dig fra Elvens Rand!
Saa est du evig min Fæstemand.

413 Jeg løser fra Legemet Siælen dig;
Let skalt i Skoven du dandse med mig.
Herr Pillegrim styrt dig ned, vær ej seen!
Som Elfenbeen skyller jeg hvidt dine Been;
Dybt skalt du hvile paa røden Coral,
Og over dig nedbruser Fossens Fald.

Forfærd vil flygte den Vandringsmand:
Han staaer som naglet, ej flye han kan.
Den Havfru mild med et Guldhorn staaer;
I Vinden henvifte de guldgule Haar.
Han tørster og tømmer det Horn saa brat -
Da føler han sig saa svag og mat.

En Gysen ham farer i Marv og Blod
Thi han har drukket af Dødsens Flod!
Han synker ned i de Blomsters Skiød;
Der ligger den Pillegrim bleg og død.
Da bovne de skummende Bølger op
Og suger i Svælget den blege Krop.

Fri har nu Siælen hans Liig forladt,
Nu svæver i Skoven den mangen Nat.
I Vaar, naar stærkest er Fossens Larm,
Da dandser han med Havfruen i Arm;
Da straaler Maanen fra Busk og fra Green
I Elven ned paa de sneehvide Been.

Idet Lauretta har endt sin Sang, staaer hun pludselig op, og siger:

Men det er silde, jeg maa gaae, at malke
Min sorte Geed! Farvel! - Farvel! - Farvel! -
Maria henter Jer snart med Giovanni.

ANTONIO.

Jeg takker!

414
LAURETTA.

Ingen Aarsag.

Hun gaaer.

ANTONIO
stirrer efter hende; efter en Pause.

Ingen Aarsag?
Ha du har Ret! En fæl, en rædsom Sang.
En hæslig Lyd fra Døden selv; et Hurra
Dernede fra de underjordske Magter.
Den Tidsel har Italien ej avlet
Midt i sit Blomsterskiød. Blonde Lombarde,
Den har du arvet fra din Stammemoder,
Der hang fortvivlet sig i Hestehalen,
Da hendes Mand, Barbaren, tabte Slaget. -
Hun gav mig sit Farvel, ej sit Levvel!
Hun rakte mig sit Horn, den blonde Havfru,
En Gysen løb mig giennem Marv og Blod -
Ved Gud! jeg har oplevet denne Sang,
I det hun foresang mig den til Spot.
Nu malke vil den Hex sin sorte Geed - -

Han fatter sig, tier et Øieblik og siger derpaa roligere med et Smiil.

Det Fantasien gaaer, som hver en Evne!
Som hver en Lampelue! før den slukkes,
Maa den til Afsked flamme dristig op.

Begeistret.

Velan! - Jeg skielver ej. - Og var hun Havfru,
Saa var det hulde Væsen, som i Parma
Mit Hoved krandsede min Musa! Saa
Er ej Maria en bedrøvet Enke;
Hun er den sande, himmelske Maria!
415 Saa blier Giovanni ikke Faderløs,
Han er Giovanni selv, den lille Engel,
Som gierne med sin Agnusdeistav,
Og med Maria, steeg til Jorden, for
Min Kunst, til Glorie for Christendommen,
At lede, at fuldende! - Ja saa er det! -

Med lettere Hierte.

Hvor skiøn dog Aftnen er; hvor frisk og kiølig!
Den vifter mig med sine brede Vinger;
Husvaler mig. I Østen falder Regn;
I Vesten synker Solen; maler i
Sit Fald en dobbelt Regnbu' klar i Luften.
Hvor huldt det Grønne mig imøde smiler,
Som Haabet fra den sølvblaa Evighed.
Det tykkes mig, som straalte mig til Afsked
For Sidstegang de hellige syv Farver!
Som om de vinkte mig fra Jordens Skygge
Til deres rene Moders, Lysets, Hiem.
Nu skal en Anden skue Eders Glimmer,
Og bygge sig en luftig Æreport
Af Eders Trylleskiær i Jordens Dunst;
Og glæde sig derved, til den forsvinder
For Himlens Klarhed; indtil Dæmringens
Iisglimrende Sneeteppe smelter for
Den evige Dagstraale fra det Høie.
Men som Gud satte sin Regnbue til
Et Tegn paa sin Barmhiertighed for Støvet,
Saa vil han og en liden Stund bevare
Min lille Regnbu'; som et Mausolæ
Den paa min Grav skal staae i mange Aar,
Og røre mangt et Bryst, før den forsvinder.

Han tager Sækken. 416

Jeg letter dig, du tunge Livets Byrde!
For Sidstegang - du haarde Mammon! - stedse
Fortørnet paa den Aand, som ej var jordisk -
Du hævned dig! Det Lidet som min Pensel
Aftvang dig, tynged stedse mine Skuldre
Med Kobbervægt. - Nu skal jeg leve uden
Din Hielp! - O kom min elskede Maria!
Modtag den sidste Skiærv af din Antonio!
Det sidste kiærlige Levvel! Kom med
Dit Barn! Hvis rolig jeg skal gaa herfra,
Saa maa jeg først Jer trykke til mit Hierte!

Han gaaer.

Maria kommer fra den anden Side med Giovanni, som har sin Agnusdeistav i Haanden.

GIOVANNI.

Hvi kommer Fader ikke, kiære Moder?

MARIA.

Jeg haaber vist han kommer snart; han har
Havt meget at besørge først i Parma.

GIOVANNI.

Det bliver mørkt. O Moder jeg er bange!

MARIA.

Det maa du ikke være min Giovanni.
Hvo intet Ondt begaaer, behøver ej
At frygte Mørket.

GIOVANNI.

Nylig, der, var Himlen
Saa rosenrød; da legte Solens Straaler
Med de smaae lyse Skyer, i alle Farver.
Men nu er Alting ganske graat og mørkt.

417
MARIA.

Seer du da ej det hulde Ansigt der,
Imellem Grenene?

GIOVANNI.

Jo; det er Luna.

MARIA.

Naar hiint gaar ned, først straaler hendes Lys,
Og qvæger saligt den befriete Aand.

Hun sætter sig ved Kilden.

GIOVANNI.

Der staaer Kiærminder, kiære Moer, i Græsset;
O maa jeg binde mig en Krands af dem,
Til Fader kommer?

MARIA.

Stakkels Efterslægt!
Bind af de siunkne Kræfters skiønne Virkning
Dig kun en Krands! Hvad kan du giøre bedre?

Giovanni gaaer.

MARIA
allene.

Jeg Daare! Maa da Alting have Hensyn
Til de forfærdeligste Ahnelser?
Hvi hidser jeg med Skrækkebilleder
Min Fantasi, min Følelse? Jeg veed jo
Af intet Vanheld end! - Men - naar jeg veed det;
O ligger i de evige Billeder
Da ej min eneste, min sidste Trøst?

LAURETTA
synger bag Træerne.

En Gysen ham farer i Marv og Blod
Thi han har drukket af Dødsens Flod.
418 Han synker ned i de Blomsters Skiød,
Der ligger den Pillegrim bleg og død.
Da bovne de skummende Bølger op,
Og suger i Svælget den blege Krop.

Hunkommer ind.

Ha Nabomoer Maria! er I der?
Det vidste jeg jo vel, at snart I kom.

MARIA.

Har du ej seet Antonio, Lauretta?

LAURETTA.

Jo vist! Jeg har selv givet ham at drikke
Og siunget ham en deilig Vise for.

MARIA.

Min Gud hvor er han?

Man seer Antonio noget borte.

LAURETTA.

See der kommer han!
Nu, det vil være ret en Glæde! I
Er begge saa forelskede endnu,
Som I var Kiærester, ej Ægtefolk.
Saa vil jeg da ej være Jer i Veien,
Det er desuden silde alt. God Nat!

Hun raaber til Antonio.

God Nat Antonio! Sov vel! sov vel!

Hun gaaer.

Antonio kommer bleg som Døden.

MARIA.

Antonio!

419
ANTONIO
kaster Sækken.

Maria! der er Penge.
Saa har jeg dog for kort Tid nu forsørget
Dig og dit stakkels Barn. Jeg kan ej mere.
Nu maa den Evige fremdeles hielpe!

MARIA.

Antonio! O hellige Guds Moder!

ANTONIO
omarmer hende.

Det est du ej! Ej sandt! Du est min Hustru?
Du arme Qvinde, du forladte Enke!
O Gud skee Lov! det hede vilde Blod
Har faaet frit sit Løb. Nu rinder Luft
I mine Aarer.

MARIA.

Du est bleg og blodig!

ANTONIO.

Nei, blodløs kiære Barn! Nu har jeg givet
Jorden hvad Jordens er. Nu er jeg meer
Ej ængstet af de fæle Feberdrømme.
Ej sandt? det var Lauretta, som der gik,
Den unge Pige med de gule Haar?
Ej Mørkets Engel? Ej min Atropos?

MARIA.

Antonio!

ANTONIO.

Og du, du est min Hustru!
Giovanni er min Søn, af Støv som jeg;
Ej evige forklarte Himmelvæsner,
Uden Medlidenhed, som uden Liden.
Ak I vil lide! Altfor, altfor meget!

420
MARIA.

Jeg Ulyksalige!

ANTONIO.

Kan du forsage?
Giv mig dit Brudekys, hiertelskte Brud!
O frygt dig ej; min Læbe er ej blodig,
Jeg har i Kildens Vover tvættet den;
Den er violblaa kun, du gode Barn!
Et flygtigt Vingestøv paa Sommerfuglen,
Som let og nyfødt svinger sig til Himlen.

MARIA.

O min Antonio! saa skal det ende?

ANTONIO.

Saa maa det altid ende, gode Siæl!
Et Øjeblik meer tidligt eller sildigt;
Hvad siger det? Det er et bittert Blund,
Men kun et Blund, og o min Elskede!
Paa dette Blund - tænk! - følger Evigheden!

MARIA.

O min Antonio!

ANTONIO
kiærlig.

Vil du mig love
Fromt at udholde dette Øjeblik?
At dine Taarer ej med Qval skal flyde
Som Offerlammets Blod; men rinde mildt
Og lette Hiertet, som Medlidenhedens
Som Menneskelighedens, Kiærlighedens
Skiønneste rene Perler?

MARIA.

Ja de skal!
Far hen i Fred! jeg lover dig det helligt.

421
ANTONIO
sætter sig.

Nu da, i den almægtige Guds Navn! -
Hvor er min Søn, mit Barn?

MARIA.

Giovanni! Ak
Han plukker Blomster.

ANTONIO.

Til sin Faders Grav. -
Gak hen Maria til min gamle Ven,

Han peger paa Silvestros Hytte.

Beed ham at bringe mig den hellige Nadver.

MARIA.

Han .. sover! Dog .. jeg maa!

ANTONIO.

Ja! beed ham komme.

MARIA.

Jeg iler - skielver! -

ANTONIO.

Kiære, dvæler du?

MARIA
kysser hans Pande og skuer til Himlen.

Jeg gaaer! Jeg seer dig vist igien.

ANTONIO
seer hende venligt i Øjet og trykker hendes Haand.

Ja strax!

Hun gaaer.

Skilsmissen er kun kort!

422

Giovanni kommer med en Krands.

ANTONIO.

Giovanni! kom
Mit elskte Barn! Hvad har du der?

GIOVANNI.

En Krands,
Min Fader af Forgiætmigej.

ANTONIO.

Du lille
Uskyldige! Du faderløse Stakkel!
Den Evige vil sørge for dig.

GIOVANNI.
Du

Skal sørge for mig Fader!

ANTONIO.

Knæl til Jorden!

GIOVANNI
knæler med foldede Hænder.

Ja, kiære Fader.

ANTONIO
lægger sin Haand paa hans Hoved.

See, min elskte Søn,
Tag min Velsignelse! Det er vel alt
Hvad jeg kan give dig; men faderlig
Velsignelse har Kraft i Dødens Time.

GIOVANNI
kysser ham paa Haanden.

Du er saa bleg min Fader.

423
ANTONIO.

Jeg er træt.
Nu vil jeg hvile til din Moder kommer.

Han strækker sig hen i Græsset.

GIOVANNI.

Ja sov, min Fader! jeg vil vaage hos dig.

Han sætter sig hos Faderen.

Min Fader sover! Hvad har han om Issen?
En deilig Laurbærkrands! - Ak jeg vil ogsaa
Forære ham min Krands. Det vil fornøie
Min Fader og min Moder, naar han vaagner.

Han trykker ham Kiærmindekransen om Tindingerne.

BATTISTA
kommer med Frands sin Søn igiennem Skoven.

Saa est du vis derpaa, at dette Billed
Som reddede dig Livet nylig, var
Et lille Maleri? saa stort?

FRANDS.

Ja vist!
Og det var den bodfærdige Magdalena.
Fortræflig malt.

BATTISTA.

Med lange gule Haar,
Blaa Kiortel, med en Bog, et Dødninghoved?

FRANDS.

Forstaaer sig. Malet af Antonio!

Han viser ham Billedet i Egestammen.
424
BATTISTA
studser forfærdet.

Saa har han altsaa reddet dig dit Liv
I samme Øieblik. -

Standser.

End er der Haab!

FRANDS.

Der ligger bleg og blodig Een paa Jorden.
Et lille Barn bevogter ham.

BATTISTA.

Hvor? hvor?

FRANDS.

Ih der!

BATTISTA
farer tilbage.

Gesu Maria!

FRANDS.

Faer I blegner?

BATTISTA.

Seer du det Liig?

FRANDS.

Forstaaer sig. Kom min Fader!
Vi vil -

BATTISTA
holder ham tilbage.

Ulykkelige! raser du?
Seer du ej Englen sidde hos den Døde?

FRANDS.

En lille Dreng.

Giovanni vinker med sin Agnusdeistav, at de skal være rolige.
425
BATTISTA.

Ha Blinde! seer du ej
Hans Agnusdeistav? Johannes truer,
Den hellige Skovapostel. - Lad os flye!

FRANDS.

Hvad er der, Fader?

BATTISTA.

Intet! selv ej Haabet!
Han truer atter der med Staven! Seer du?

FRANDS.

Hvad feiler Eder?

BATTISTA.

Hiem! Det er alt silde;
Den kolde Aftenvind mig knuger Hiertet.
Hiem, siger jeg; der vil jeg styrke mig.
Det siger intet; det er kun en Feber.
Og om du ogsaa mangengang i Drømme
Mig hører raabe høit om Mord og Blodskyld -
Saa agt det ej! det er kun Ord.

FRANDS
forfærdet.

Min Fader!

BATTISTA
fortvivlet græsselig.

Thi seer du: det var blot en Hændelse
At han har reddet Livet for min Søn
I Øjeblikket da jeg myrded ham.

426
FRANDS.

Min Fader!

BATTISTA.

Ha han reiser sig i Græsset.
Fly! Fly!

Han flyer, Sønnen følger ham.

Maria kommer med Silvestro.

MARIA.

Antonio, lever - lever du endnu?

GIOVANNI.

Vær rolig, kiære Moder. Fader sover.

MARIA
opdager hans Død.

Det er forbi! Mit Liv! din Fryd er endt!

GIOVANNI.

Hvad fattes Moder? hvorfor græder du?
Faer sover, han er træt. O lad ham sove!
Han staar jo op igien!

MARIA
hæver Drengen op i sine Arme og kysser ham.

Du søde Engel!
Mit Eneste, Min Trøst! Antonios Søn.

SILVESTRO.

Berolige dit Hierte, min Maria!
Forskræk ham ej den stakkels Dreng. Han troer
At Faderen kun sover.

427
MARIA
henrykt med Taarer.

Søde Tro!
Jeg troer det ogsaa. Himlen taler til os
Igiennem den Uskyldige. Han sover!
Vi sove snart med ham, og vaagne med ham
I Himlen hisset.

SILVESTRO.

Ja mit Barn, tilvisse!

Maria sætter sig ved Kilden og græder; den lille Giovanni sidder rolig ved sin Faders Liig. Silvestro betragter dem veemodigt.

ET BUD
kommer og spørger:

Gaaer her den rette Vei hen til Correggio?

SILVESTRO.

Ja!

BUDET.

Kiender I Antonio Allegri,
Skovbroder?

SILVESTRO.

Ja! hvad skal du sige ham?

BUDET.

Et Evangelium! Nu har han giort
Sin Lykke.

SILVESTRO.

Visselig! sin sande Lykke.

428
BUDET.

I veed det alt?

SILVESTRO.

Hvad?

BUDET.

At vor naadige Hertug
Af Mantova ham kalder til sit Hof!
Der skal Antonio nu male for ham,
Udmærket, ærefuldt og riigt belønnet.
Thi Mikel Angelo og Giulio
Romano have med saa megen Varme
Omtalt ham, at hans hertuglige Naade
Strax sendte mig afsted, for end i Morgen
At bringe ham med Hustru og med Barn.

SILVESTRO.

Saa snar du var, saa kom du dog for seent.

BUDET.

Hvi saa?

SILVESTRO
træder tilside.

Der ligger han, den Martyr alt!
Nedtrykt af Hads og Armods tunge Byrde.

BUDET.

Umuligt! Er han død? Det er Allegri?

429
SILVESTRO.

Det var Allegri! Mange, mange Aar
Fra denne Dag vil komme og forsvinde,
Før atter denne Jord kan raabe ud:
Der er Allegri.

BUDET.

Ak det vil jeg tro.

SILVESTRO.

Gak hiem og hils din Hertug! sig ham: det
Var menneskeligt, at paa Andres Forbøn
Han vilde qvæge Armod i sin Nærhed;
Men siig, det havde været fyrsteligt
Om selv den ædle Kunstners sieldne Kraft
Han havde her opdaget, understøttet;
Før ham en Hændelse, desvær for silde,
Opmærksom giorde paa den tabte Skat.

BUDET.

Den arme Mand! hendøet i Fattigdom!

SILVESTRO.

Beklag ham ej, den Hellige! vel er
Hans trætte Hoved bøiet; men de Krandse
Som pryde disse blege Tindinger,
Den grønne Laurbær, himmelblaa Kiærminde,
Jeg siger dig det: de vil blomstre herligt
Naar mange gyldne Kroner ere faldne!

BUDET.

Jeg troer det, thi det var en sielden Mand.

GIOVANNI
græder.

Min Fader sover ikke, han er død!

430
SILVESTRO.

Græd stakkels Barn! du Aarsag har at græde.
Og du Maria, græd med mig, din Ven!
Verden maa undre, den har ej at klage!
I sine Værker vil han evig leve
Et Mønster for den sidste Efterslægt.
Men os er død: En Mand, en Ven, en Fader!
Den hele Jord erstatter ej vort Tab;
Først hist i Himlen finde vi ham atter!

431

BEMÆRKNINGER

Grundlaget for nærværende Udgaves Tekst er Førsteudgaverne dvs. »Palnatoke« [1809], »Axel og Valborg«, 1810, og »Correggio«, 1811, hvis Retskrivning og Tegnsætning saa vidt muligt er fulgt. En Liste over Tekstrettelser vil findes paa Bogens sidste Sider. For »Palnatoke«s Vedkommende støtter de sig i de fleste Tilfælde paa de i Liebenbergs Udgave af »Poetiske Skrifter« IV, 1858, meddelte Læsemaader af Originalmanuskriptet, som ikke har været tilgængeligt for nærværende Udgiver. »Axel og Valborg«s Førsteudgave er overalt jævnført med Digterens egenhændige Manuskript paa Det kgl. Bibliotek; til »Correggio« er den ældste tyske Udgave - (1816) - benyttet til Sammenligning.

For Noternes Vedkommende har Udgiveren - foruden den til hvert af Værkerne anførte Literatur - benyttet A. Boysens Anmærkninger til Liebenbergs Udvalg af Oehlenschlægers »Poetiske Skrifter« (1896-1899) samt H. Haases Udgave af »Palnatoke« (1913), F. Rønnings af »Axel og Valborg« (2. Oplag 1910) og Olaf Hansen: »Aksel og Valborg. Kommentar til Gymnasiebrug« (1913).

Til Belysning af Oehlenschlægers teoretiske Anskuelser om Tragediens Væsen og Hensigt kan henvises til hans Forelæsninger over Schiller (»Om Evald og Schiller. Forelæsninger holdte ved Kjøbenhavns Universitet i Aarene 1810 og 11«, II, 1854), Kapitlet »Om tragisk Poesie« i »Levnet«, II, 1831, S. 106-126, samt »Erindringer«, II, 1850, S. 106-117, og Brevet til Goethe af 4. September 1808 (»Goethe-Jahrbuch«, 1887, S. 13-20). Udførligere Undersøgelser over Oehlenschlæger som Tragediedigter er 432 foretaget af F. C. Dahlmann: »Betragtninger over Oehlenschlägers dramatiske Værker« (1812); J. L. Heiberg: »Svar paa Hr. Prof. Oehlenschlägers Skrift »Om Critiken i Kjøbenhavns flyvende Post, over Væringerne i Miklagard« (»Prosaiske Skrifter«, III, 1861, S. 194-284); C. Molbech: »Studier over Oehlenschlægers Poesie og Digterværker«, 1850, S. 202-224; P. L. Møller: »Adam Oehlenschläger. Et Erindringsblad«, 1876, S. 68-75; Vald. Vedel: »Studier over Guldalderen i dansk Digtning«, 1890, S. 114-136; Vilh. Andersen: »Adam Oehlenschläger. Eftermæle«, 1900, S. 109-118 og H. Topsøe-Jensen: »Schiller og Oehlenschlæger« (»Edda« XV, 1921, S. 170-211; XVI, S. 56-106). Se iøvrigt Indledningen S. XLVII-LIV.

PALNATOKE

Affattelsestid: »Palnatoke« er digtet i Paris Februar- April 1807. 14. Juni hjemsendte Oehlenschlæger Stykket; det kom i Juli Maaned til København. Rahbek, som fik Tilsynet med Trykningen overdraget, foreslog i sin Svarskrivelse af 2. August forskellige Ændringer, som Digteren tog Hensyn til. De endelige Rettelser og Tilføjelser kom Rahbek i Hænde den 20. Februar 1808, hvorefter han indleverede Tragedien til Det kgl. Teater, der den 4. November s. A. meddelte, at den var antaget til Opførelse. (Protocoll over afgaaede Breve fra Skuespil Bestyrelsen; Rigsarkivet). (Indledning S. VI-VII; »Levnet«, II, 1831, S. 105, 125; »Erindringer«, II, 1850, S. 114- 116, 130-131, 148; C. L. N. Mynster: »Mindeblade om Oehlenschläger og hans Kreds hjemme og ude, i Breve fra og til ham«, 1879, S. 105 127-131, 133-135, 138-139, 148 -149, 151, 158-160; »Breve fra og til Hans Christian Ørsted. Udgivne af Mathilde Ørsted«, I, 1870, S. 208, 211- 212, 253, 278-279, 284; »Uddrag af P. O. Brøndsteds Reise-Dagbøger. Samlet og udgivet af N. V. Dorph«, 1850, S. 33-34; C. M. Rosenberg: »Studier over Oehlenschlägers Hakon Jarl«, 1924, S. 36). Udkom i Marts 1809; Førsteudgaven er lagt til Grund for nærværende Udgaves Tekst.

433

Senere af Digteren besørgede Udgaver i »Tragödier«, I, 1831; »Tragödier«, II, 1842; »Tragödier«, III, 1849. Opført første Gang paa Det kgl. Teater den 4. April 1809 (»Erindringer«, III, 1850, S. 17; »Af efterladte Breve til J. P. Mynster«, 1862, S. 48-49), hvor Stykket indtil 3. Oktober 1899 har oplevet 37 Opførelser. Palnatokes Rolle har været udført af Schwartz, P. Foersom, Dr. J. C. Ryge, N. P. Nielsen, Joh. Wiehe og Zangenberg. P. Heises Musik er komponeret til Opførelsen i 1867.

Oehlenschlægers Kilde er P. F. Suhm: »Historie af Danmark«, Tome II-III, 1784-1787 (citeres som Suhm*)). Hans udførlige Excerpter af dette Værk findes paa Det kgl. Bibliotek, Ny kgl. Samling 2752, 4to, Fasc. V. I sproglig Henseende vidner Tragedin om Oehlenschlægers Studium af A. S. Vedel: »Kong Svend Haraldssøn Tiuveskæg« (1705); de bevarede Excerpter, nu i Prof. Vilh. Andersens Eje, tillader Læseren at kontrollere Digterens sproglige Laan i hvert enkelt foreliggende Tilfælde (Citeres som Vedel. - Se Paul V. Rubow: »Saga og Pastiche«, 1923, S. 11-12).

Se Indledningen S. VI-XVIII; Oehlenschlæger i »Prometheus«, I, 1832, S. 81-85 [om Opførelsen 1832]; F. C. Dahlmann: »Betragtninger over Oehlenschlägers dramatiske Værker«, 1812, S. 28-33; J. L. Heiberg i »Prosaiske Skrifter«, III, 1860, S. 259-260; C. Molbech: »Studier over Oehlenschlægers Poesi«, 1850, S. 219-220; J. le Fevre Deumier: »Oehlenschläger. Le poëte national du Danemark«, 1854, S. 59-66; Clemens Petersen i »Fædrelandet«, 18. November 1867, Nr. 268, G. Brandes i »Kritiker og Portrætter«, 1870, S. 42-47 [begge om Opførelsen 1867]; P. L. Møller: »Adam Oehlenschläger«, 1876, S. 49-50; Kr. Arentzen: »Adam Oehlenschläger«, 1879, S. 280-286; Rasmus Nielsen: »Adam Oehlenschläger. Et Mindeskrift«, 1879, S. 80-92; Vilh. Andersen: »Adam Oehlenschläger. Ungdom«, 1899, S. 201-212; Ida Falbe-Hansen: »Øhlenschlægers nordiske Digtning«, 1921, S. 58.

* 434

En Analyse af Bueskydningsscenen, sammenlignet med den tilsvarende i Schillers »Wilhelm Tell«, har Oehlenschlæger givet i »Om Evald og Schiller«, II, 1854, S. 203- 207 (delvis gentaget i »En Reise fortalt i Breve til mit Hiem«, II, 1818, S. 68-69, og »Erindringer«, II, S. 115). Af Interesse for Værkets Idé er Digtet: »Til Rahbek. Med Sørgespillet Palnatoke«, offentliggjort i N. H. Søtofts »Lyna. En Nytaarsgave for Aaret 1810«, 1809, S. 71-74. Et Tilbageblik giver Digtet »Nattephantasie« (»Fyensreisen«, 1835, S. 81-87), hvor Palnatokes Aand taler til Digteren.

1

Staller Hofembedsmand ved de nordiske Kongers Hird; hans Opgave var at føre Tilsynet med Kongens Stalde (dvs. Hofmarskalk).

Merkismand Bannerfører.

3

min Krop længst faldet hen i Muld. Vedel S. 43: »Kroppen faldt hen i Muld«.

4

Harald Klak Konge i Jylland, døbt af Erkebiskop Ebbo. Ansgar drog i hans Følge til Danmark (Suhm II, S. 25 ff.).
Gorm hin Rige Underkonge i Jylland ca. 850, lod sig døbe.
Frode Underkonge i Jylland under Gorm den Gamle. Erkebiskop Unni opnaaede ved Underhandlinger med ham, at Kristendommen paany fik Indpas i Jylland, hvorved Kirkerne i Slesvig og Ribe blev genoprettede (Suhm II, 571).
Kong Erik Erik I (den Røde) »blev Christen og tillod en Kirke at bygges i hans Land i Slesvig; Ven af Anscharius« (Oehl. - Suhm II, 167-168).
Isatte mig til Bisp Suhm III, 112.
han faldt ... for Hedningernes Pil »Alle de danske Fribyttere hadede Erik I for Christendommens Skyld og slog ham ihiel ved Flensborg« (Oehl. - Suhm II, 192-193).
Ebbo Erkebiskop af Rheims, fik pavelig Fuldmagt til at kristne de Danske (Suhm II, 44). De følgende Navne giver Rækken af Hamborg-Bremens Erkebiskopper fra Ansgars Tid til Harald Blaatands. 435Libentz Adaldags Efterfølger paa Hamborgs Bispestol; han fik Pallium af Pave Johannes XV og Bispestaven af Kejser Otto III (Suhm III, 186).

5

Pallium hvid ulden Krave med paasyede sorte Kors; Tegn paa den erkebiskoppelige Værdighed.

6

en Ladning Munke Hakon Jarl kastede Haralds Præster i Land ved Hals (Suhm III, 193).
Paternoster Rosenkrans.
Otho lærte mig at indsee Tingen efter en Træfning ved Slesvig mellem Otto I og Harald, hvor de Danske maatte rømme Marken, »blev der handlet om Forlig, og vedtog da Harald at lade sig døbe, tilligemed sin Dronning Gunhild, og unge Søn Svend, til hvilken Keiseren selv stod Fadder, hvorover han i Daaben fik det Navn af Svend-Otto« (Suhm III, 110).
Jeg var desuden stemt for Sagen »Harald var allerede Christendommen god, da Unni prækede i Danmark. Han tillod Adeldag at indsætte Bisper.« (Oehl. - Suhm III, 42).

7

dit Mirakkel, Bisp, med Handsken Suhm III, 95 og 192; omtales ogsaa i »Hakon Jarl« (nærværende Udgave III, S. 330).
Hos Suhm skyder Palnatoke først Æblet af Sønnens Hovede, derpaa følger Skiløbet paa Kullen (III, 200- 202).

8

qværsat sine Skibe har trukket sine Skibe paa Land (»at lade sine Skibe qværsætte«, Vedel S. 118).
moxen urigtigt brugt i Bet. fluks. Smlgn. nærværende Udgave III, S. 219.
Han er ei dragen slap paa Folk og Færsel han er ikke daarligt udrustet med Folk og Skibe (»Han er ikke dragen slap paa Kiøb og Folk fra ...«, Vedel S. 110).

9

Svend Otho smlgn. Note til S. 6.

10

Statholder i Vigen o. s. v. »Første Gang Svend gik til England var han 15 Aar gl. Han forlangte Del i Riget og blev Statholder i Vigen. Anden Gang fordrede og fik han 3 Skibe og 100 Mand til Sørøvertog. Tredie Gang forlangte han 6 Skibe, og fik dem med 436 utrøkkelig (!) Befaling aldrig meer at komme for hans Øine«. (Oehl. - Suhm III, 142-148). »Derpaa giorde H. B. Svend til Statholder i Skaane« (Oehl. - Suhm III, 150). - Vigen er Landet paa begge Sider af Oslofjorden.
Thrugil Sprakaleg Søn af den svenske Kong Styrbjørn i Jomsborg og Harald Blaatands Datter Thyra (Suhm III, 166).
et Ftillebarn »Islænderne giør Svends Moder til en Tienestepige Æsa« (Oehl. - Suhm III, 86).

11

trøstløs maaske dannet i Analogi med ordløs = uordholden (Vedel S. 88).

13

hvad du erholdt »Harald blev giort delagtig af Faderen i Regieringen« (Oehl. - Suhm II, 551).

15

uplukket »De skal ikke komme uplukkede hiem fra det Gilde« (Vedel S. 115). Alle tidligere Udgaver har upuklet; denne Rettelse skyldes Christiane Heger, som ikke har forstaaet det vedelske Udtryk, og som derfor skrev til Rahbek, der hjalp hende med Korrekturen: »Det synes mig rimeligere, at han ikke vilde være kommet upuklet herfra«. (Vilh. Andersen: »Dansk Litteratur. Forskning og Undervisning«, 1912, S. 27-28).

16

en Askurs Søn et Menneske. Smlgn. nærværende Udgave III, S. 85-86, 152.
næsedierv uforskammet (Vedel S. 19).
for forud for.

18

giested beværted. Smlgn. f. Ex. nærværende Udgave II, 323, III, 88 og oftere.
selv frem for Kongen denne psykologiske Motivering for Haralds Nag til Palnatoke skyldes Oehl. Hos Suhm praler Palnatoke blot med »at ville med sin Pil nedskyde paa en anseelig Længde det mindste Æble sat paa en Stok« (III, 201).

20

yske Svend Ungersvend (alm. Folkeviseudtryk).

23

hiertegreben »At blive hiertegreben« (Vedel S. 130).

24

grimslagen »At blive harmfuld og grimslagen« (Vedel S. 43).

437

25

Ifald min Søn o. s. v. Smlgn. Schillers »Tell«, 2061- 63.

26

Usedom Ø ved Pommerns Kyst, hvor Jomsborg efter Suhms Opfattelse (III, 164) skal have ligget.

27

han dræbte Knud Dan-Ast under et Englandstog, som Harald og hans Broder Knud foretog sammen, blev Knud dræbt af en Pil fra et Baghold. Rygtet vilde senere vide, at Harald havde voldet hans Død (Suhm II, 597-598).

28

Godfrid Kong Godfred (Gøtrik) blev dræbt 810, just som han forberedte den afgørende Kamp mod Karl den Store (Suhm II, 20).
Obotritter vendisk Stamme i Mecklenburg.
Erik Erik Sejrsæl.

29

Blaamand Neger.

30

luttrer smlgn. Indledningen S. VIII.

31

Biørn Ironside Bjørn Jærnside, ifølge Suhm en Søn af Regnar Lodbrog. Sammen med sin Fosterfader, Normannerhøvdingen Hasting, indtog og brændte han Paris. »Derpaa sagde Hasting: Lader os gaae til Rom og underkaste os det som Frankrig« (Oehl. - Suhm II, 214).
Rolf Ganger-Rolf, der 911 fik Herredømmet i Normandiet.
Constantinopels Forstad »En Del af Hastings Normanner gik paa denne Tid til Grækenland og plyndrede der. De kom ... med en Flaade for Constantinopel og plyndrede Forstæderne« (Oehl. - Suhm II, 224-225).
Luna da Hasting forgæves havde belejret den italienske By Luna (ved Spezziabugten), lykkedes det ham ved en List at indtage den. Han lod det Rygte udsprede, at han var død, og hans Mænd bad da om at maatte begrave deres Høvding i Byens Kirke. Da Ligtoget var kommet indenfor Murene, sprang Hasting op og gjorde hurtigt Ende paa de forbløffede Borgeres Modstand (Suhm II, 214-216).
i Spanieland »I Spanien og Portugal plyndredes mange store Stæder og giordes stort Bytte« (Oehl. - Suhm II, 225). 438Orvarodd har grundet Ruslands Vælde Suhm II, 363; Orvarodd identificeres her med Oleg, en Vikingekonge, som 882 indtog Kiew og udvidede Nordboernes Rige, der var grundlagt i Novgorod.
i Afrika »926 giorde de Danske fra England et Tog til Afrika, ødelagde Byen Arzilla, indbudt af Vandalerne der« (Oehl. - Suhm II, 543).
Frie os o Gud, fra Nordens Helterasen »Skrækken for dem [Normannerne] var saa stor, at i St. Genovefæ Kirke til Paris og paa flere Stæder vare indsat i Litaniet: A furore Normanorum libera nos o Domine dvs. Fra Normanernes Grumhed frie os kiære Herre Gud«. (Suhm II, 395).

32

Toke Palnatokes Bedstefar.
Veset Bue hin Digres og Sigurd Kappes Far; Strutharald er Far til Sigvald Jarl og Thorkil hin Høje. (Suhm III, 248).
Miseco ... gav mig Øen Usedom til Lehn »Miseco bragte Jomsborg under sig og Palnatoke tog det til Lehn af ham« (Oehl. - Suhm III, 173).

33

Styrbiørn svensk Konge, Palnatokes Forgænger i Jomsborg. Han var Harald Blaatands Lensmand og Svigersøn (Suhm III, 165-166).
Dertil har ham Gud o. s. v. indtil Med mandig Styrke! disse Vers fandtes oprindelig ikke i Manuskriptet, men er tilføjet under Indtryk af Englændernes Overfald paa København i September 1807.
Den er en Træl o. s. v. inspireret af Schillers kendte Linier (»Jungfrau von Orleans«, 847).

Nichtswürdig ist die Nation, die nicht
Ihr Alles freudig setzt an ihre Ehre.

34

Scenen, hvor Vagn kastes ud af Vinduet, skyldes Oehl.s Opfindelse. Hos Suhm (og i Grundtvigs »Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord«) tilkæmper han sig med sit Skib Adgangen til Jomsborg. Vindveslaagen dvs. Lugen.

35

kræve Kage »der blev et stort Blodbad, at mangen stolt Helt blev aftoet uden al Lud og Qvast, at han 439 ikke krævede Kage meer, efter den Dag« (Vedel S. 133-134).
Mimringtand Navn paa en meget lille, men drabelig Kæmpe, om hvem Nr. 18 i Første Part af Syvs Folkevisebog handler.
Du har dræbt ham i de senere Udgaver siges denne Replik af Palnatoke.

39

Et braadent Sværd »Et brodent [urigtigt afskrevet af Oehl. for Tekstens brudet] Sværd at forlade sig paa i Nød og Trang« dvs. en upaalidelig Person (Vedel S. 60).
hvor ei det gielder Fingrene »At vove sig hvor det ej gielder Fingrene, men Liv og Hals« (Vedel S. 111- 112).

40

Et Qvindehierte »Et blødt Qvindehierte« dvs. en Kryster (Vedel S. 89).
udstødte Ord er vendingsløsedvs. lader sig ikke kalde tilbage (Vedel S. 104). NB. Udstødte Afskrivningsfejl for Vedels udskødte.
Hvor han sin Fiende Stykke gav for Stykke »At give Een Stykke for Stykke og Raadt for Usødet« (Vedel S. 113. - Usødet = ukogt).
Fortællingen om Thorvald Vidførle findes hos Suhm III, 223-226. Allerede dér er Oehl.s Humanitetsideal foregrebet, idet Suhm tilføjer: »Glædeligt er det i denne raae og Blod-Alder at finde undertiden ædle Mænd af saa rar en Tænkemaade, at den endog vilde hædre vor Tidsalder.« Iøvrigt havde Oehl. et personligt Forbillede for Thorvald i sin Svoger Carl Heger. Se Fru Rahbeks Brev til Oehl. 2. August 1807: »Hufe [Carl Hegers Bakkehusnavn] kan slet ikke finde sig i sin Lykke, og siger, at han er en net Thorvald«, samt Oehl.s Brev til Rahbek, Marts 1808 (Mynsters »Mindeblade« S. 133 og 158).
Palnatokes Lovgivning skildres hos Suhm III, 181 ff.

41

Jeg eier selv en trofast Viv i Bretland »I Bretland blev Palnatoke gift med Stefnir-Jarls Datter Olufa (Oehl. - Suhm III, 141).
Blødhed kommer kun fra Qvinderne Oehl. havde oprindeligt 440 skrevet: »Tvedragt kommer kun fra Qvinderne« (»Breve til og fra H. C. Ørsted«, I, S. 212).

42

hans Straaler Solen.

43

Hildur se Note til nærværende Udgave I, S. 71.

44

det Minde Oehl. tænker aabenbart paa den store Jellingesten, der med digterisk Frihed flyttes til Sjælland.

45

saaest du nogentid en større Byrde »Kong Harald var nu i Begreb med at fløtte [Stenen], da just en kom til ham, som havde været tilstede paa Thinget, hvor Riget var bleven taget fra ham, og givet hans Søn. Denne spurgde han ad, om han nogensinde havde set en større Byrde bevæges ved Menneskekræfter; Hin svarede, at han nyligen havde seet det, og da Kongen vedblev at vilde have Oplysning herom, sagde han endeligen: Jeg var tilstæde, da Danmark blev dragen Dig unden, døm nu selv, hvilken Byrde er størst« (Suhm III, 203).

46

Eivind Skeira Eyvind Skreja [sic] nævnes hos Suhm som Anfører for Haralds Flaade, der hjalp Eriksønnerne i Norge mod Hakon Adelstensfostre (II, 556).
Holke, Espinger, Dromunder, Knurrer Dromunder var store Krigsskibe, Knorrer og Holke Transportskibe, Espinger smaa Fartøjer (Boysen). Espinger og Holke har Oehl. noteret sig hos Vedel (S. 27 og 113); Knorrer fandt han i en Note hos Suhm (II, 574) om de Danskes Skibsmagt; ogsaa Dromunder forekommer hos Suhm, mest som Betegnelse for Skibe paa Middelhavet.

48

Scenen mellem Palnatoke og Popo har intet Forbillede hos Suhm.

49

Biarmeland det nordlige Rusland ved Hvidehavet.

51

Vehiculum (lat.) Redskab til at befordre noget med; Hjælpemiddel.

53

Havamaal den Højes Tale; Læredigt i den ældre Edda, lagt i Munden paa Odin.

54

naar Sværdet drages o. s. v. »Naar Sværdet er draget da er endda Seiren i Himlen hos Gud« (Vedel S. 108).

59

I har afskaffet Tvekamp »Saxo vil, at fra den Tid af blev Tvekamp afskaffet i al Rettergang til at udforske 441 Sandheden ved, og derimod den Prøve ved gloende Jern indført« (Suhm III, 96 samt udførligere 206).

60

bag en smidig Silketunge, et Blaargarnshierte »Et Blaargarns Hierte under en Silketunge« (Vedel S. 119).
Da alt I seer, til hvad Kant Vognen hælder »Mange skyde efter Vognen naar den hælder« (Vedel S. 59).
Og troer, en tapper Fyrstedvs. og tror, at en tapper Fyrste.

61

Bliv atter Skaffer for Brunos Klosterkiøkken »Poppo som havde været Oekonomus hos Erkebiskop Bruno i Cøln, blev Aar 966 kaldt til Danmark af Jarl Otho« (Oehl. - Suhm III, 95).

62

baster ham »At blive ført bunden og bastet« (Vedel S. 38).

63

Scenen i Fængslet er digtet over Suhms Beretning om Thorvald Vidførle (III, 223-226). Det var paa et Englandstog, at Thorvald paa den i Tragedien fremstillede Maade havde haft Lejlighed til at befri Kong Svend. Oehl. har henlagt Episoden til Striden mellem Kong Harald og hans Søn.
Borderanden Rælingen.
giøre den samme Skiel behandle paa samme Maade; gøre Gengæld.

64

Lemmen Finessen med Faldlemmen er naturligvis et romantisk Tillæg til Historien.

68

Veland Vølund, Oehlenschlægers Vaulundur. Smlgn. nærværende Udgave, Bd. II.

70

i Skoven ind i Skoven.

71

Karfunkler se Note til Bd. II, S. 8.

75

et Slegfredbarn Toke, Palnatokes Bedstefar, havde »en Frille-Søn ved Navn Fiølnir. Toki døde ud paa Høsten mod Vinteren, ... hvorpaa begge de ægte Sønner [Aki og Palnir] tiltraadde Arven. Fiølnir, som var en vittig og ond Mand, paastod og at arve, men de vilde ikkun overlade ham den tredie Del af Løsøret, hvorimod han fordrede den tredie Part af alle 442 Eiendelene. Imidlertid modtog han den tredie Del af Løsøret, men drog misnøiet bort, og til Kong Harald, hvis Hofmand og Raadgiver han blev, og satte da sine Brødre ud hos Kongen« (Suhm III, 139).
Rolf var ikke noget Slegfredbarn, men kunde ganske vist »takke fyrig Elskov for sin Fødsel«, idet hans Fader Helge uden at vide det havde ægtet sin egen Datter Yrsa.
at straffe Aki Fiølnir raadede Kongen til at lade Broderen Aki overfalde og dræbe; Harald sendte da ti Skibe ud mod Akis to og overvandt ham (Suhm III, 139-140).

78

forekommer kommer i Forkøbet.
St. Sebaldus død ca. 801; efter Legenden var han en dansk Kongesøn, som Dagen efter sit Bryllup forlod Hustruen, drog til Rom paa Pilgrimsfærd og endte som Eremit ved Nürnberg, hvis Værnehelgen han er. Han har ikke været dyrket i Danmark paa Harald Blaatands Tid.
Purpurpel kostbart, purpurfarvet Silketøj.

79

IRoskilds Kirke vil jeg jordes o. s. v. »Udi Roskilde Domkirke staaer paa den Nordre Pille i Choret en Konge afmalet med Krone paa Hovedet; hans Haar og Skieg er lysebrunt, Skiærfet, som hænger over hans Skuldre og Bryst, er brandgult; Kiortelen castaniebrun; Skiærfet omkring Livet himmelblaat, og Strømperne brunrøde; Under ham læses: Haraldus Rex Daniæ, Angliæ & Norvegiæ o. s. v.« (Suhm III, 238). Suhm tilføjer, at Kongens Ben findes »i en indmuret Tinkiste udi Pilleren«, men at Maleriet ikke kan være ældre end fra det 15. Aarh. Smlgn. Digtet »Roeskilde Domkirke«, nærværende Udgave I, S. 127-128 og Noten dertil.

80

Heidreks Sværd Tyrfing.
Maanen skine Oehl. kendte dette Stev fra Normanden Lyder Sagen, hyppig Gæst paa Bakkehuset (Rahbek i Fortalen til »Aage og Else, en gammel Ballade«, 1810, S. 8-9; Lyder Sagen i Nyerups »Idunna«, 1812, S. 59-60).

443

86

Svale Svalegang; tagdækket, fortil aaben Udbygning paa et Hus, der forbinder forskellige Rum.

87

Støvler med Kløverblad Ridderstøvler, hvis Skaft foran er udskaaret i Kløverbladsform; Oehl. huskede dem formodentlig fra sin Skuespillertid.

88

Gaffel Anakronisme; de ældste kendte Gafler i Danmark stammer fra det 16. Aarh.
Her er jeg i min egentlige Dragt »Et morsomt Tilfælde indtraf, da jeg digtede Stykket. Det var en Aften silde (tvertimod Sædvane; thi jeg digter sædvanlig om Morgenen), at den Idee faldt mig ind om Harald Blaatand, at han kommer ind i Liigklæderne og siger: »Her er jeg i min egenlige Dragt etc.« Dette Billede stod saa levende for mig i sin første Oprindelse, at jeg blev forskrækket, løb ind til Brøndsted, gad ikke være alene, og bad ham spille mig noget lystigt paa sit Pianoforte« (»Erindringer« II, S. 116). Se ogsaa: Vilh. Andersen: »Adam Oehlenschläger. Eftermæle«, 1900, S. 174-175.

89

Surtur se nærværende Udgave III, S. 154 og Noten dertil.

91

Op, ei til lystigt Gilde! Citat af Bjarkemaalets anden Strofe hos Peder Syv (»200 Viser om Konger, Kemper oc Andre«, 1695, S. 420; Fierde Part, No. I: »Bjalkemaal hiin gamle«). Hjalte kvæder det for at vække Bjarke til Kampen for Rolf.
baarde slaa.

92

hans Stierne Thors Stjerne maa være Karlsvognen; smlgn. nærværende Udgave III, S. 337.
Mummespil Oehl. har hos Vedel noteret sig »Mummesag, forborgen Sag« (Vedel S. 69). Smlgn. Mummeskiul S. 122.
Siofna se nærværende Udgave II, S. 30 og Noten dertil.

96

Det siger I, og ikke jeg min Herre Dronning Thyras bekendte Replik til Gorm, da han forstod, at Sønnen Knud Dan-Ast var død.

97

En Piil! den samme Piil, jeg stak i Barmen i sit Brev af 2. August 1807, hvor Rahbek kvitterede for Modtagelsen 444 af »Palnatoke«, udtalte han Ønsket om, »at du i bemældte Scene [hvor Palnatoke dræber Kongen] havde nyttet den for dig liggende Idee, at minde os om, at den Piil, for hvilken Harald falder, er den Palnatoke giemte, da han udsendte den anden efter sin Søns Hoved« (Mynsters »Mindeblade« S. 128). Palnatokes Replik synes altsaa indsat for at imødkomme Rahbek og maa vel høre til de »Forandringer til Palnatoke«, som denne i et senere Brev (21. Februar 1808; smst. S. 148 og 151) erklærede sig særdeles tilfreds med.
Tusmørket Ragnarok betyder Tusmørket, der indleder Verdensundergangen.

99

vender Billedet om Staffelibilleder i det 10. Aarhundrede er naturligvis en Anakronisme.

100

Knud Dan-Ast smlgn. Noten til S. 27.

101

Scenen mellem Palnatoke og Harald viser allerede rent metrisk - det højtidelige Trimeter, der afløser Blankverset - hen til sit Forbillede: Montgomery-Scenen i Schillers »Jungfrau von Orleans« (II, 7, 1580 ff.).

102

I Skildringen af Haralds Død staar Digteren ganske frit overfor sin Kilde. Hos Suhm gik Kongen med 11 Mand ind i Skoven »og giorde der Ild op for sig; Noget efter gik han afsides; Denne Leilighed paste Palnatoke paa, og skiød til ham med en Pil, som gik ind bagfra, og ud af Munden, saa at han faldt strax død ned« (III, 204).

107

Selv har jeg draget den af Kongens Hierte da det dagedes, meldtes Kongens Fald, »thi Fiølnir havde strax trukket Pilen ud af det døde Legeme, og fundet den belagt med Guld« (Suhm III, 207).

108

Viggo Rolf Krakes Hævner.

109

IAften holder jeg min Faders Gravøl af dramatiske Grunde har Oehl. koncentreret Begivenhedernes Rækkefølge meget stærkt. Hos Suhm indbød Svend sin Fosterfader Palnatoke til Gravøllet; denne undskyldte sig, drog næste Foraar til England, men lovede først 445 det følgende Aar (993), da Kongen truede ham med sin Vrede, at komme tilstede. Han indfandt sig sent en Aften under et Gæstebud i Spidsen for 100 Mand, forberedt paa det værste, thi »det var ham ikke ubekiendt, at hvor høit Forræderiet end elskes, hades dog Forræderen.« Derpaa fulgte Optrinet med Pilen, som Kongens Kertesvend Arnoddur bar rundt, og Svend befalede sine Mænd at gribe Palnatoke. Denne huggede Fjølnir ned, forlod uskadt Kongshallen med sit Følge og sejlede til Jomsborg, hvor han senere døde af Sygdom (III, 242-247).

112

Hvo stod i Dag paa Thinget mandelig Suhm III, 208; sammesteds fortælles, at mange ønskede Palnatoke selv til Konge, men at han afslog det og talte Svends Sag. Se S. 113.

118

Skosvend (oldn.) Kammertjener.

120

hugprud højsindet.
Vagnhoft en Jætte, der i Vedels Saxooversættelse nævnes i første Bog under Kong Hadding. Suhm fortæller, at Hadding paakaldte »sin Farfaders Fosterfader Vagnoft, som tilligemed var en Jotisk Guddom. Han skal og have ladet sig see med sit krumme Sværd, hvilke Slags Sværde troedes af vore Forfædre, altid at føre en Art Troldom med sig« (I, 1782, S. 119). Hvorfor Oehl. har villet symbolisere Fristelsen i Vagnhofts Person, lader sig næppe forklare af Kilderne. Se ogsaa »Hroars Saga«, 1817, S. 225-226.

124

Ceremoniellet under Gravøllet er hentet fra Suhms Skildring af Gildet i Ringsted, hvor Kong Svend fejrede Strut-Haralds, Vesets og sin egen Fars Gravøl, og hvor Jomsvikingerne aflagde deres ubesindige Løfte at angribe Hakon Jarl. Palnatoke var ikke tilstede ved denne Lejlighed. »Først bleve de Skaaler bragte om i Horn, kaldte Minni, som drukkes til afdøde Venners og Frænders Minde. Derefter blev det saa kaldte Brage-Begger indbaaret, som Arvingen, der holdt Giæstebudet, først maatte drikke, og derved 446 giøre et Løfte, hvilket alle Nærværende maatte ogsaa drikke, og giøre noget Løfte ved« (III, 261).

131

nyde Livet »At nyde sit Liv (beholde)« (Vedel S. 18-19).

133

Fostre Fostersøn.

AXEL OG VALBORG

Affattelsestid: »Axel og Valborg« er digtet i Paris December 1807-Februar 1808; muligvis har Oehl. dog senere paa Aaret gennemset sin Tragedie. I Breve af 16/9 (til Fru Rahbek) og 16/11 1808 (til Christiane) bebudedes Hjemsendelsen; Stykket naaede dog først til København 11/1 1809. (Indledning S. XVIII-XX; »Erindringer«, II, 1850, S. 116 og 127; III, S. 7, 17, 19-21; Mynsters »Mindeblade«, 1879, S. 140, 163, 169-170, 173-177, 181-182; »Breve fra og til H. C. Ørsted« I, 1870, S. 258, 275-278, 289; Vilh. Andersen: »Adam Oehlenschläger. Ungdom«, 1899, S. 255-256.)

Udkom Januar 1810; Førsteudgaven er lagt til Grund for nærværende Udgaves Tekst, dog sammenholdt med Digterens egenhændige, for Grevinde Schimmelmann bestemte Manuskript (Kgl. Bibliotek; Abrahams' Autografsamling). Senere af Digteren besørgede Udgaver i »Tragödier«, II, 1831; »Tragödier«, V, 1842; »Tragödier«, VI, 1849.

Allerede i det forsinkede Decemberhæfte af »Ny danske Tilskuer« 1808 (S. 819-821) gav Rahbek en begejstret Foranmeldelse af Tragedien, og inden Stykket blev trykt, cirkulerede flere Afskrifter af det i København (enkelte findes endnu paa Det kgl. Bibliotek). Et Vidnesbyrd om de Forventninger, det vakte, er følgende: Som første Prøvehefte paa Abrahamsens, Rahbeks og Nyerups store Folkeviseudgave udsendte R. Nyerup 1809 »Axel Thordsen og Skjøn Valborg, en norsk Ballade«, der i Fortalen betegnedes som »en Forløber for Oehlenschlägers nyeste Drama, hvorpaa Rahbek i Tilskueren No. 102-3 har spendt Publicums hele Opmærksomhed« (S. 3). Andet Prøvehefte - 1810 - var »Aage og Else«; Udgiveren, Rahbek, henviste udtrykkelig til den Opmærksomhed, »Axel og Valborg« havde skabt om denne Vise, meddelte Varianter fra 447 Oehlenschlägers Tekst (!) og optrykte den af Digteren komponerede Melodi til Folkevisen.

Tragedien indleveredes af Rahbek til Det kgl. Teater, der antog den 2/5 1809; den opførtes første Gang som Festforestilling i Anledning af Kongens Fødselsdag 29/1 1810; Oehlenschlæger overværede her omsider Premièren paa et af sine store Arbejder. (»Erindringer«, III, S. 19). Indtil 30/5 1911 har Stykket oplevet ialt 105 Opførelser paa Det kgl. Teater. Hertil kommer Opførelser paa Dagmarteatret (fra 22/11 1906; 8 Gange), Folke- og Skolescenen (fra 5/12 1924; 57 Opførelser, Teatrets største kunstneriske Sukces); Aarhus Teater (fra 20/11 1904; 9 Gange); Odense Teater, der allerede i Sæsonen 1846-47 opførte Tragedien, har givet den 23 Gange indenfor Sæsonerne 1901/02- 1920/21; endvidere har flere rejsende Provinsselskaber spillet Stykket, der er den hyppigst opførte af Tragedierne. Axel har været udført bl. a. af P. Foersom, N. P. Nielsen, Michael og Wilhelm Wiehe, Zangenberg og Adam Poulsen; Valborg af Maria Heger, Anna Wexschall (Fru Nielsen), Fru Eckardt, Oda Nielsen og Anna Larssen; Vilhelm af Heger, Ryge, Johannes Poulsen og Sv. Methling; Sortebroder Knud af Michael Wiehe, Martinius Nielsen og Nik. Neiiendam. J. P. E. Hartmanns Ouverture (Op. 57), komponeret 1857, spillet første Gang i »Musikforeningen« samme Aar, anvendes ved Opførelser paa Det kgl. Teater siden 1/9 1863; til Visen om Aage og Else benyttes endnu i Reglen Oehlenschlægers førnævnte Melodi (»Melodier af Adam Oehlenschläger, udg. af A. P. Berggreen«, 1857, S. 2); Weyses Melodi er komponeret 1817.

Oehlenschlægers Kilde er P. Syv: »200 Viser om Konger, Kemper oc Andre«, 1695, Fierde Part, Nr. XXIII: Visen om Axel Tordsen og Skøn Valborg. Til Stykkets historiske Baggrund er benyttet Snorres Heimskringla i Johan Peringskiölds Udgave (1697) og Suhm: »Historie af Danmark« VI (1793) og VII (1800). Digterens Excerpter af Snorre og Suhm findes paa Det kgl. Bibliotek (Ny kgl. Samling 2752, 4to, Fasc. V) og er i det følgende benyttet til Noterne.

Se Indledningen S. XVIII-XXX. Den fyldigste Undersøgelse 448 er stadig Baggesens Anmeldelse fra 1813 (»Danske Værker. Anden Udgave«, XI, 1847, S. 237-293). Et Udtryk for Samtidens Beundring er J. C. Lange: »Fragmentariske Bemærkninger over Sørgespillet Axel og Valborg« (1810); den konservative Skoles kritiske Opfattelse kan studeres i »Prof. Oehlenschlägers Axel og Valborg udenlands vurderet. Fra det Svenske ved J. Kragh Høst« (1812), en Oversættelse af en meget uskaansom Artikel af P. A. Wallmark i »Journal för Litteraturen och Teatern« fra samme Aar, der omgaaende fremkaldte et skarpt Gensvar fra Stykkets svenske Oversætter i Romantikernes Organ »Polyfem« (5. Samlingen, Nr. 46-48). Se endvidere: F. C. Dahlmann: »Betragtninger over Oehlenschlägers dramatiske Værker«, 1812, S. 33-42; J. L. Heiberg: »Prosaiske Skrifter«, III, 1861, S. 258; J. le Fevre Deumier: »Oehlenschläger«, 1854, S. 67-98; Clemens Petersen i »Fædrelandet« 7/9 1863; P. L Møller: »Adam Oehlenschläger«, 1876, S. 50-52; Edvard Brandes: »En Opførelse af »Axel og Valborg« i »Af Dagens Krønike«, I, 1890, S. 289-318; Vilh. Andersen: »Adam Oehlenschläger. Ungdom«, 1899, S. 246-260; Ida Falbe-Hansen: »Øhlenschlægers nordiske Digtning«, 1921, S. 64-65. Om den rette Opfattelse af Valborgs Karakter har Digteren udtalt sig i »En Reise«, II, 1818, S. 166-170 og »Erindringer«, III, S. 19.

136

Mottoet er taget fra Visens Strofe 200 hos Syv.

137

Peder Syvs Kæmpeviser Visen er Nr. XXIII i Fierde Part: »Alle Baand ere for svage til at binde Kierlighed«.
Svend og Harald Svend Estridsøn og Harald Haarderaade; Kong Magnus er Magnus den Gode (Harald Haarderaades Saga, Kap. 18). Den svenske Konge, som hjalp Svend og Harald, hed Olaf, ikke Amund.
1135 Malfrids, ikke Christinas Dødsaar. Oehl. har Aarstallet fra Suhm, V, S. 480.
Hakon Magnus den Godes Søn den omtalte Hakon var ikke en Søn af Magnus den Gode, men af Magnus Haraldsøn († 1069). Hakon blev Konge samtidig med Magnus Barfod, men blev syg paa en Jagtudflugt og døde 1094. 449Hakon Herdabreith Søn af Kong Sigurd Mund; blev 10 Aar gl. (1057) taget til Konge af sin Fars og Kong Eystein Magnussøns Tilhængere, efter at begge disse Konger var dræbt. Efter forskellige uheldige Kampe lykkedes det ham at overvinde og fælde sin Farbroder Kong Inge i Slaget paa Isen ud for Oslo (Februar 1161). Hakon var nu Rigets Enehersker, men Inges Tilhængere sluttede sig til Erling Skakke, hvis Søn Magnus kaaredes til Konge. Hakon Herdebred faldt, ikke 15 Aar gl., i Slaget paa Romsdalsfjord 1162 mod Erling. Hans Liv fortæller Snorre i Sagaen, der bærer hans Navn, og i Magnus Erlingsøns Saga.

138

Askel er ikke det samme som Axel. Askel fra Førland nævnes i Magnus Erlingsøns Saga, Kap. 4.
Thord Husfreya hans Død fortælles i Inges Saga, Kap. 28.
Harald Gille Norges Konge 1130-1136, dræbt af Sigurd Slembe. Hans Navn er dog kun ved en Misforstaaelse knyttet til Handlingen, idet Syv har opfattet Gidske-Ætten i Visen som den gilske Æt. Gidske-Ætten var en anset Stormandsslægt, der hørte hjemme i Borgund Præstegæld.
en Keiser Henrik mellem 1125, da Henrik V døde, og 1190, da Henrik VI besteg Tronen, var der ingen Kejser af dette Navn.
Henrik Løve Hertug af Bayern og Sachsen (1129- 1195).
Overfaldet fra Opland Visens Strofe 166.
Eisten eller Augustinus Norges tredie Erkebiskop; udnævnt af Kong Inge 1157, modtog Pallium 1160 af Pave Alexander III og vendte tilbage til sit Bispesæde Aaret efter. Han stod paa Erling Skakkes Side, men om Uvenskab mellem ham og Hakon taler Historien ikke, ligesom det er udelukket, at denne har sat en anden til Biskop under hans Fraværelse. Han blev tvertimod vel modtaget af Trondhjems Beboere, da han endnu i Hakons Tid vendte tilbage fra Rom.
Erkedegn den fornemste af Domkapitlet efter Biskoppen. 450byggede den store Trondhiems Domkirke Eystein gjorde Olaf Kyrres enskibede Kristkirke til Kor i en korsformet Domkirke. Han byggede paa Tværskibene og Langskibet i den nye Kirke; et Alter i søndre Tværskib indviedes November 1161. Ombygningen var altsaa endnu i sin Begyndelse det Aar, Tragedien foregaar.

139

Staller se Note til S. 1.
Sortebroder Dominikanermunk. Dominikanerordenen stiftedes iøvrigt først 1216.

142

Hvor dunkelt for en Sommermorgen! H. C. Ørsted protesterede paa Naturvidenskabens Vegne: »thi vel er det sandt, at Vinterdagene ere kortere i Norden, men derfor ere just Sommerdagene desto længere, og om Sommeren maa det ret meget tidligt være lyst i Trondhjem«. (Breve fra og til H. C. Ørsted«, I, S. 277).
klippes ... afKongerne Snorre fortæller, at Kong Magnus den Gode en Gang om Aaret gjorde dette. (Harald Haarderaades Saga, Kap. 25).

143

Harald Haarderaade fandt det uværdigt han klippede Ligets Haar og Negle for sidste Gang, laasede Helgenskrinet og kastede Nøglen i Nidelven. (Harald Haarderaades Saga, Kap. 83 (80)*)).
St Innocenz Innocens I, Pave 402-417.
disse trende Kors de fandtes ikke i Kristkirken, men i Mariakirken (Magnus Barfods Saga, Kap. 18 (16)).
Olaf Kyrre ogKong Magnus Olaf Kyrre, Søn af Harald Haarderaade, Konge 1066-1093; Magnus Barfod, hans uægte Søn og Efterfølger, Konge 1093-1103.
en femtenaarig Møe i Visen er Valborg ved Afskeden kun et lille Barn, der »leger med Æble og Blomme« (Strofe 3-4).

144

Valborg var sat i Kloster - At lære Sømmen sye og læse lære Visens Strofe 11-12: I klosteret sættis hans liden brud, - At hun skulde Sømmen lære. - De lærde hende silke-søm at sye, - At læse lod de hende lære.
*451Kong Eisten var fanget 1157 overvandt Inge sin Broder Eisten; Inges Høvding Simon Skalp fangede ham og lod ham dræbe (se S. 178). Oehl. har noteret sig, at der mellem Kong Eistens Mænd findes en »Aslak den Unge« (Inges Saga, Kap. 31), hvis Far ganske vist hedder Jon, men som Digteren identificerer med Tragediens Hovedperson.
Grumt raste Landets Sønner Harald Gilles tre Sønner Sigurd (Hakon Herdebreds Far), Inge og Eisten, som efter Sigurd Slembes Drab havde delt Magten i Riget, endte med at bekæmpe hinanden indbyrdes. Det lykkedes Inge at besejre og fælde begge Brødrene; selv faldt han 1161 i Kampen mod Hakon paa Isen ved Oslo.

145

Fra Barnsbeen kaldtes vi vel Ægtefolk i Visen, hvor Aldersforskellen mellem dem er langt større, fæster Axel Barnet til sin Brud, inden han drager ud paa sin 11-aarige Udenlandsfærd (Strofe 9-11).

150

Hvor lider Valborg hvorledes befinder Valborg sig.

151

Hun kaldes Axels Brud Strofe 29-30: »Her Axels brud, af alle mand - Hun kaldes, i hvort hun gaar. - De kalder hende Axels Fæstemøe skiøn, - Og giør det af got gammen, - De agte hende Haagen Kongens søn.« -

154

Pyramiderne Baggesen paataler i sin Anmeldelse »de langt fra hentede Sammenligninger« og det »franske mythologisk lærde Galanterie« i denne Monolog (»Danske Værker«, XI, S. 261).

155

Thora Hakon Herdebreds Moder hed saaledes; Oehl. har derfor valgt dette Navn fremfor Visens Malfred. Thora var iøvrigt ikke Dronning, men Tjenestekvinde hos Simon Bonde; Kong Sigurd havde forelsket sig i hende, da han en Dag red gennem Gaarden og hørte hende synge ved Kværnen.
Radegast, Schvantevit, Provo, Siva, vendiske Guder. Svantevit var Hovedguddommen, hvis Tempel laa i Arkona paa Rygen; Radegast var Ærens og Styrkens, Provo Retfærdighedens Gud; Siva Livets og Kærlighedens 452 Gudinde. Oehl. har sin Viden fra Suhm (VI, S. 210-211).

156

Jeg hilser dig, min Kiærlighed en begejstret Analyse af denne Repliks kunstneriske Virkning findes hos Baggesen (S. 261-263).

157

Helfrid Axels Søster. I Visen er det hende, der raader Axel til at forklæde sig som hendes Bud (Strofe 37- 41).

159

Kom vel i Hu, min unge Brud Visens Strofe 10: »Kom vel i hu min lille brud, - Idag monne jeg dig fæste, - Jeg vil nu reyse af Landet ud, - Og fremmede Herrer gæste«.
Han tiener i Herr Henriks Hær Strofe 15: »Her Axel tiener i Kejserens gaard, - Forgylte haver hand spore, - Sit sverd hand vel ved siden bær, - Og Ridderlig var hans fore« (dvs. Adfærd).
Men ak! han sover ei sødelig Strofe 16: »Her Axel sover saa sødelig, - Alt som en Herre mon sømme, - Om Natten har hand ei roe hos sig, - Alt for sine sterke drømme«.
O vær mig tro, min Fæstemøe Strofe 46: »I lovede at være min fæstemøe, - Den tro skal I mig holde, - Jeg sviger eder ej paa verdens øe, - Det lover jeg eder min bolde. - Men lykken vender sig ofte om«.
Maaske han for dit Aasyn staaer Strofe 38: »Her stander du Helfrid søster fin, - Nu venter du ikke min komme, - Hvor lever Valdborrig fæstemøe min, - En rose for alle de blomme?«

161

Hadrianus Episcopus servus servorum Dei Biskop Hadrian, Guds Tjeneres Tjener; den sædvanlige Indledningsformel for Pavebreve.
Ak! det er i Romersproget »Ja! men netop Anbringelsen af Romersproget i Axels Mund ved denne Leilighed er Gudernes Sprog; og det den omfavnede Mø forelæste Munkelatin paa dette Sted Ord fra den tredie Himmel. Indtil Versets Snublen over Pave-Navnet er Alt i denne henrykte Fortælling mesterligt. Hvor maler den paa eengang Glæden, Axels Kjærlighed, hans Fromhed, Tidsalderen selv, og, kort sagt, Alt, 453 hvad Digteren har villet bringe os levende for Øie ved denne Gjenkjendelse«. (Baggesen, S. 264).

162

sat broderet.
Skurdguder (oldn.) udskaarne Guder, Afgudsbilleder.
granvoxne Ordet betyder egl. spinkel af Vækst, smækker. Oehl. bruger det = høj og rank (som en Gran) (Olaf Hansen).

164

En grusom Skiæbne har opreist sin Muur smlgn. »Sct. Hansaften-Spil«, nærværende Udgave I, S. 232:

En grusom Skiebne kold sit Jerngitter
Imellem tvende unge Hierter trænger.

165

Sigurd af Reine mellem Oehl.s Snorreoptegnelser findes følgende Bemærkning: »Sigurd af Reine, Hakons Mand, en forstandig Helt«. Reine er Peringskiölds Gengivelse af Reyri, Rør i Ringsakers Herred paa Hedemarken. Sigurds Tale i Hakon Herdebreds Saga, Kap. 8, har givet Grundlaget for Oehl.s Karakteristik af ham i Tragedien. Han var en af Kong Hakons mest betroede Mænd; Snorre kalder ham klog og veltalende, men han regnedes ikke for at være synderlig modig. Han fortsatte Kampen mod Erling Skakke efter Hakons Fald, men faldt ved Tønsberg Febr. 1163.
Et Kiøbmandsskib er løbet ind i Fiorden i Bergen forbød Erling Købmandsskibene at sejle nordpaa til Trondhjem. Sine egne Skibe lod han sætte paa Land og det Rygte udsprede, at han vilde blive i Bergen og forsvare sig dér. En Dag gav han Købmændene Lov til at sejle; de mødte Hakons Flaade ved Møre og fortalte, at Erling afventede Kampen til Lands. Hakon fortsatte med 14 Skibe til Romsdalsfjorden; her overfaldt Erling ham med 21 Skibe. Hakon faldt i Kampen (Magnus Erlingsøns Saga, Kap. 5-7).
Ung Magnus Søn af Erling Skakke og Kristina, Kong Sigurd Jorsalfars Datter. Han blev fem Aar gl. valgt til Konge i Bergen.
Arne Brigdeskal hans Drab fortælles i Magnus Erlingsøns Saga, Kap. 3.
Ingebiørn Spil Ingebiørn Sipel, Hakons Lendermand, 454 dræbtes Vinteren efter Arne Brigdeskals Drab (smst. Kap. 4).

166

Bekesudendvs. Bøgeskuden, Kong Inges Langskib. I den Kamp, Hakon sigter til, var det iøvrigt Inge, der gik af med Sejren. (Oehl. noterer: »Inges og Hakons Slag i Wigen, hvor Inge kommer til med Bekesuden og tvinger Hakon til at flye«). H. C. Ørsted gjorde spøgende Indsigelse mod Repliken paa Historiens Vegne (»Breve fra og til H. C. Ørsted«, I, S. 277).
Gregorius Dagsøn Kong Inges mægtigste Høvding; han ramtes under Kampen ved Bevja (Bäfverå ved Uddevalla) af en Pil i Struben og styrtede i en Vaage (Januar 1161). Det var ikke Hakon selv, men en af hans Mænd, der skød Gregorius.
den skranten Vissenfod! to Aar gl. - 1136 - var Harald Gilles Søn Inge blevet taget til Konge. I Kampen mod Sigurd Slembe blev den lille Konge baaret i en Kjortelflig under Slaget, og Folk mente, at han derved havde faaet de Skrøbeligheder, han siden led under: han blev skævrygget, den ene Fod var vissen, og han gik daarligt. (Inges Saga, Kap. 2 og 22). Oehl. kalder ham en Niding, fordi han havde dræbt sine Brødre Kong Sigurd, Hakons Far, og Kong Eisten.
Niørfasund Gibraltarstrædet. I sin Ungdom drog Erling Skakke med Ragnvald Jarl fra Orknøerne paa Jorsalafærd; Beretningen om hans Kampe i Middelhavet har Oehl. fra Suhm VI, S. 171.
Blaamandens Øxehug »Saracenerne, iblant hvilke vare Blaamænd, det er Æthiopier, værgede sig mandeligen, og fik Erling i det samme et Hug paa Halsen ved Skulderen, hvorfor han siden stedse maatte bære sit Hoved paa skak, hvoraf han fik det Tilnavn Skakke« (Suhm a. S.).
Særkland Saracenernes Land. Erling kom forøvrigt ikke til Afrika.
Dromund Krigsfartøj paa Middelhavet. Smlgn. S. 46.
Magni Visdom Magnus er Kong Magnus den Gode.

167

IDanmark har alt Valdemar beviist bedre i Ms.: I Danmark gav alt Valdemar Beviis paa. Valdemar er Valdemar den Store. 455Augustinus Erkebiskop Eisten. Se Noten til S. 138.
andre Mure imod din Magt nemlig ved at salve og krone Magnus til Konge. Dette skete dog først efter Hakons Fald.

168

undfange modtage.
Erlings Rygter Harald Gille beviste ved at vandre uskadt paa 9 glødende Plovjern sin Paastand om at være Kong Magnus Barfods Søn og Kronarving. Oehl. har maaske tænkt paa Popos Jærnbyrd (»Palnatoke«), siden han kalder det et Bedrag (Magnussønnernes Saga, Kap. 30 (26)). Harald maatte gaa ind paa ikke at stræbe efter at blive Konge, saalænge Sigurd Jorsalfar og hans Søn Magnus levede. Efter Sigurds Død tilrev han sig dog Magten, overvandt Magnus, lod ham mishandle, lemlæste og blinde. (Magnus Blindes Saga, Kap. 8). Magnus' Ven Biskop Reinold i Stavanger blev derpaa lokket til Bergen som mistænkt for at have skjult hans Skatte; da han ikke vilde bøde 75 Mark Guld, lod Harald ham hænge.

170

Vigen se Noten til S. 10.

171

Kyrialax »Hr. Alex« dvs. Kejser Alexios Komnenos i Byzans (1081-1118).

172

Jer Stammefader Hakon nedstammede ikke fra Olaf Trygvesøn.

173

Hadrianus † 1159.
Nu strider Victor hardt med Alexander »Efter Hadriani Død bleve den 7 September tvende Paver valgte paa eengang: Roland, som kaldte sig Alexander III, af de fleste, og Octavianus, som kaldte sig Victor IV, af de færre; Keiseren [Frederik Barbarossa] holdt, som rimeligen kunde være, med den sidste, da de vare Venner, men Kongerne af Frankerige, Engelland og Sicilien, og fast alle Danske Bisper samt næsten gandske Europa med den første« (Suhm VII, S. 54).
Conciliet Kirkeforsamlingen. Paverne vælges ellers af Conclavet (Kardinalforsamlingen), men Oehl. har fra Suhm noteret: »Concilium erkiendte Viktor for retmæssig Pave« (se Suhms Skildring af Konciliet i Pavia, VII, S. 82).

456

175

Kirkebogen Kirkebøger indførtes først 1646; i Visens Strofe 63-65 fortæller Knud, at Axels og Valborgs »Herkomst« er optegnet i Sortebrødreklostret.

177

omspænder Hiertet herefter følger i Ms.:

Naar Tvedragt tærer ud den stærke Rygmarv
Og efterlader kun en vissen Beenrad.

178

fire Konger Harald Gilles fire Sønner Magnus, Sigurd, Inge og Eisten.
Thord Husfreya se Note til S. 138.
Da Eisten fra Skotland kom dette skete længe før Hakon Herdebreds Fødsel. Eisten arvede ikke Trøndelagen efter Sigurd, men fik den ene Tredjedel af Riget af Inge og Sigurd, da han 1142 var landet i Trondhjem og taget til Konge af Trønderne (Inges Saga, Kap. 13). Efter Sigurds Død tog han sig af hans Søn Hakon. Om hans Drab 1157 og om Axels Forhold til ham - se Noten til S. 144.
min Avindsmand straks efter Magnus Erlingsøns Kaaring søgte Erling Skakke og Magnus Tilflugt hos Valdemar den Store, der lovede at støtte dem mod Hakon (Magnus Erlingsøns Saga, Kap. 2; Suhm VII, S. 100).

179

St. Jean de Laune Kejser Frederik Barbarossa opfordrede Valdemar til at møde i St. Jean de Laune (ved Sâone-Floden), »hvor den 29 August [1162] et Concilium skulde begynde, for at igien skaffe Eenighed i Kirken«. Til Gengæld lovede han ham »Lehn (Præfectura) over ganske Slavien eller Venden«. Absalon advarede Kongen, men forgæves. - Rejsen gennem Tyskland vakte stor Opsigt. »Rygtet udbredte nu saaledes hans Redelighed og Retfærdighed, at de Tydske Mødre løbe ham med deres smaae Børn i Møde, udi Tanke, at de, naar han rørte ved dem, skulde faae des større Lykke til Væxt og Opdragelse. Bønderne vare ligesaa overtroiske, thi de begiærede, at han skulde tage noget af deres Korn i sin Haand, og kaste ud paa Ageren, i den faste Tanke, at det derved skulde voxe des bedre.« - Ved List fik Kejseren Valdemar til at tage Danmark som Len af sig. »Vel sandt at det 457 lader, at han selv og de Danske have ei villet, at dette Vassalskab strakte sig til Danmark, men alene til Venden.« ... Kejseren var en »ærgierrig og forfængelig Herre.« (Suhm VII, S. 111-122). Rejsen til St. Jean de Laune foregik forøvrigt først efter Hakon Herdebreds Død.

180

Han har sig ladet skille ved sin Hustrue Clementia ogsaa denne Begivenhed fandt Sted efter Hakons Død. »Henrik ... lod sig den 23 November [1162] udi Costnitz skille ved sin Gemahlinde Clementia efter Keiserens Tilskyndelse, og svor Keiseren, at de vare hinanden for nær beslægtede, dog den rette Aarsag skal have været, at hun ingen Sønner fødde ham« (Suhm VII, S. 134).

182

et Blund et Øjeblik. Smlgn. nærværende Udgave I, S. 90.

184

dele dømme.
Naboths Vingaard 1. Kong. 21.

186

Argelist Forrædderi.

188

tilsyneladende øjensynlig.

192

Daabsødskinde Strofe 92: »En frue dem begge til daaben bar, - Der de finge daabens gave, - Her Asbiørn begge deris fader var, - Hin anden maatte de ej have«.
Augustini Flugt uhistorisk. Se Noten til S. 138.
Pallium se Noten til S. 5.
Cherubim se Noten til nærværende Udgave II, S. 95.

193

Famulus Medhjælper, Sekretær.

195

den gamle Normandsven Hadrianus havde som Kardinal været paa Sendefærd til Norge for at oprette Erkebispesædet i Trondhjem og indvie Jon Birgersøn til Erkebiskop. Som Pave vedblev han at interessere sig for Normændene. (Inges Saga, Kap. 23).
Hydra en Slange med ni Hoveder, der blev dræbt af Herakles; Cerberus en Hund med tre Hoveder, der bevogtede Indgangen til Underverdenen.

196

Vee den, hvem Dydens Røst er ikkun Ord Ms. har: Held den, hvem Dydens Røst er meer end Ord.

197

Bryllupshymnen er en forkortet (4 Strofer mod Originalens 458 19) og meget fri Gengivelse af den tyske Salmedigter Paul Gerhardts (1608-1676) »Frauenlob«, der er digtet over Salomons Ordsprog, 31.
Dannemænd brave Mænd.
Gloria in excelsis Deo Ære være Gud i det høje!

198

Optrinet i Kirken svarer til Visens Strofe 81-98. Her er de elskende dog fuldt forberedte paa deres Skæbne; Oehl. har gennem den tilintetgørende Overraskelse givet Scenen en mægtig dramatisk Kraft.

200

smilker Folkeviscudtryk, forklaret af Syv i hans Ordliste til Folkeviseudgaven som »Smiler lidt«; under Skind under Kappen, dvs. lønligt.

201

Du arme Pige Ms.: Min gode Pige.

202

Han skiærer Klædet sønder mellem dem »den uden Undtagelse største Theatereffect, vi kjende« (Baggesen, XI, S. 270).

205

Den rene Form staaer englehvid tilbage Ms.: Den skiønne Form staaer englereen tilbage.

206

Min elskte Rachel Ms. har Rebekka; Ørsted gjorde Digteren opmærksom paa denne bibelhistoriske Fejltagelse (»Breve fra og til H. C. Ørsted« I, 1870, S. 277). Den dukker pudsigt nok op igen i Oehl.s tyske Oversættelse af Tragedien (»Schriften«, VII, 1829, S. 74).

207

Axel betyder stor og herlig Oehl. har fra Suhm noteret: »Axel betyder i det gamle danske Sprog, hvad som er stort og herligt« (VII, S. 15).

208

Druide Oehl. mener Dryade, Træets Guddom. Druider kaldtes Præsterne i det gamle Britannien. Fejlen blev staaende i samtlige danske Udgaver fra Digterens Levetid; den er kun rettet i Stykkets anden tyske Udgave (»Schriften«, VII, 1829, S. 75).

210

Stille skal jeg sidde o. s. v. Strofe 139-140: »Jeg vil sidde i høyeloft viid, - Og virke det guld i hue, - Saa sørgelig vil jeg leve min tiid, - Alt som en Turtel-Due. - Hun hviler aldrig paa grønnen green, - Hendis been er aldrig saa møde, - Hun drikker aldrig det vand saa reen, - Men rører det først med Fødder«.

212

en ufrisk Mand Strofe 100: »Erland Erkedegn talde paa stand, - Den viseste blant de klerke, - Den agter 459 jeg for en ufriskt [dvs. uprøvet] mand, - Der kiender ej elskoven sterke«.
Eleonora von Hildesheim Historien er Oehl.s egen Opfindelse.

213

den blege Mand Ms.: den store Mand.
Horoscop her forvekslet med Nativitet: Himmelhvælvingens Udseende (Stjernernes Stilling) paa et givet Tidspunkt (et Menneskes Fødselsstund). Paa Grundlag heraf mente Astrologien at kunne forudsige Menneskets Livsskæbne af den Stjernekonstellation, han var født under.

217

Ideen til Vilhelms Genfærdsscene har Oehl. laant fra Schillers »Don Carlos«, hvor Prinsen paa Ludwig Mercados Raad benytter sig af Sagnet om, at Kejser Carl V gaar igen, til at prøve et Flugtforsøg, forklædt som hans Genfærd (V Akt, 6 Auftritt, 4891 ff.; smlgn. 5111 ff.).
Det rene, det uskyldige Bedrag Erkebiskoppens, af Oehl. billigede Udtalelser, minder i betænkelig Grad om Popos Ræsonnementer. Smlgn. S. 60.

218

Larve Iklædning.

220

den høire Kirkepiller ifølge Sceneanvisningen S. 139 maa det være den venstre.
de hellige Kors se S. 143.

221

Geistlighedens Stav Ms. tilføjer:

De vilde ægte sig i andet Leed,
Skiønt Kirken selv forbyder det med Strenghed
I syvende.

En Bemærkning af Ørsted (»Breve«, I, S. 277) fik Oehl. til at udelade disse Linjer.

222

paa Gaffelbænken Olaf Kyrres Saga, Kap. 2: »Thet hade warit en gamel sedwane uti Norige / at Konungens högsäte war midt på långbäncken / och blef altså öhl och dricka fram om elden burit. Men Konung Olåf låt först giöra sig högsäte på högbäncken eller gafwelbäncken [dvs. Gavlbænken] twärt öfwer stugan. Han låt och först giöra ugnar och skårstenar uti stugorna« (Peringskiöld II, S. 188). 460Klædedragten smst.: »Then tiden uptoge de Norske många främmande seder og klädedrächt til at bruka / såsom vore högfärdige hosor / snörade och tildragne om benen; somlige spänte och gullringar om sina ben. Tå brukade man och sådane råckar / som wore sammandragne och tilhopa knytte på sidan / och ärmarna ther til fem alnar långa / hwilka wore så trånge / at the måste pådrages med en handtygel / och tilhopa knytas uti rynkor alt up til axlen.«

223

Magnus Barfod Olaf Kyrres Søn. Paa sine Krigstog havde han og hans Mænd faaet Smag for skotske og irske Moder i Klædedragten; de gik med bare Lægge og korte Kjortler og Overkapper (»the gingo barbente omkring gatorna och hade stackotta råckar och stackotta kapper; hwarföre han blef kailad Magnus Barfot eller Barben« (Magnus Barfods Saga, Kap. 18 (16). Peringskiöld II, S. 221).
Bægre Olaf Kyrres Saga, Kap. 2: »Uti Konung Olåfs tid begynte man at bruka särskilte mått och begare / til at dricka utaf« (II, S. 188).
Dronning Zoe Kejserinde i Byzans 1028-1052. Harald Haarfagers Ophold i Konstantinopel som Fører for Væringerne, Kejserens nordiske Livvagt, fortælles i Harald Haarderaades Saga Kap. 3-15 og er senere (1827) behandlet i Tragedien »Væringerne i Miklagard«. Allerede i Januar 1807 havde iøvrigt P. O. Brøndsted henledt Oehl.s Opmærksomhed paa Væringerne som »et Sujet at vælge til en dansk stor Tragoedie« (»Uddrag af P. O. Brøndsteds Dagbøger«, 1850, S. 25).

224

Du kommer lige fra Myklegaard Endride Unge deltog i Ragnvald Jarls og Erling Skakkes Middelhavstogt (se Side 166 og Noten dertil) og kom derfra til Miklagard, hvor han oplevede Miraklet med Olaf den Helliges Sværd Neiter (Hakon Herdebreds Saga, Kap. 20). Kejseren byggede dog ikke en ny Kirke til Sct. Olafs Ære, men lod Sværdet ophænge over Alteret i Væringernes Olafs-Kirke.
Saa sover end I paa den blotte Jord »Thet war theras 461 sed / når the sig nederlade til at såfwa / at hwar och en hade hiälm på hufwudet och lifwet betäckt med skiölden; men swärdet måste liggia under hufwudet / så at mannen skulle med then högre handen hålla om handfästet« (Hakon Herdebreds Saga, Kap. 20. - Peringskiöld, II, S. 395).
Rider end Kong Olaf ... paa sin hvide Hest under en af Væringernes Kampe med Hedningerne saa disses Konge en høj og anseelig Mand, som red i Spidsen for Væringerne paa en hvid Hest (Hakon Herdebreds Saga, Kap. 21).

226

den danske Jarl i Harald Haarderaades Saga Kap. 58 (56) fortælles om en Greve i Danmark, som tvang sin norske Tjenestekvinde til at bage Brød paa Sct. Olafs Dødsdag, som hun vilde helligholde. Brødene forvandledes til Sten, og Greven blev blind til Straf for sin Helligbrøde.

227

Kiøping Købstaden, alm. Betegnelse i Middelalderen for Nidaros. Trondhjem kaldtes hele Trøndelagen.

229

yske Svend se Note til S. 20.

231

Han døer. Baggesen kaldte Munkens Død for »Pletternes Plet paa det saaledes tiljaskede sneehvide Drama« (XI, S. 282).

232

Freyas Stierne Planeten Venus..
Aftenbakker Flagermus.

234

Schwarzburg ogWeissenfels Ordspil. To Bynavne fra Thüringen.

235

Ludurhorn Lur.
Erling Skakke løbet ind i Fiorden for at bevare Stedets Enhed har Oehl. henlagt den afgørende Kamp, der i Virkeligheden fandt Sted i Romsdalsfjorden, til Trondhjem.

236

denne unge Daare Vilhelms strenge Dom over Kongen modsiges af Snorre, der kalder ham en vakker, lystig og vennesæl Mand, men fremhæver, at hans store Ungdom (han faldt kun 15 Aar gl.) gjorde ham afhængig af sine Høvdinger.

238

skiænke Karpen Blod i Trondhiems Fiord Karpen er en Ferskvandsfisk. Digteren rettede da i senere Udgaver 462Karpen til Kampen (= Kampestenen), uden at det kan kaldes nogen Forbedring.
Axels Skiold Visens Strofe 162: »Hans skiold var baade hvid og blaa, - Det kiendis i marken vide, - To røde hierter der i monne staa, - For æren vilde hand stride«.

243

forekaste her med direkte Person-Objekt: dadle, anklage.

248

de barkeklædte Kæmper naar Birkebeinerne her kæmper for Hakon Herdebreds Sag, er dette ikke historisk korrekt. De spillede første Gang en politisk Rolle, da Magnus Erlingsøn havde været Konge i 13 Aar; da rejste de sig til Opstand til Fordel for Eisten Meyla, Kong Eisten Haraldsøns Søn, og de blev siden Sverres bedste Støtte. Navnt stammer fra, at de i Nødsaar bandt Birkebark om Fødderne i Stedet for Sko.

249

Elvegrimmer »Biörkebenarnas församlade krigsfolk bestod mästendels af Markemän och Elfwegrymar« (Magnus Erlingsøns Saga, Kap. 37. - Peringskiöld II, S. 445). Elvegrimer kaldtes Indbyggerne ved Elven (dvs. Götaelven).

252

den Bleges Kind smukkere i Ms.:

Den Bleges Kind du farver venlig rød.
Snart skal et Morgenrødt mig huldt tilsmile.
Der aldrig hidser sig til Middagsglød;
Et Aftenrødt, som aldrig gaaer til Hvile.

Efter denne Strofe tilføjer Ms.:

I høye Hvælvinger! I dunkle Gange!
Hvor tidt som Barn jeg sneg mig rørt og bange
Med Anelsernes Drøm i spæden Barm,
Nu tager Axel her sit Arvesæde;
Snart skal en anden Yngling, god og varm,
Rørt for hans egen Grav i Kirken træde.

253

I Visen dør Kongen før Axel, hvem han døende har opfordret til at hævne sig. Under den paafølgende Kamp falder Axel med 18 Saar i Brystet (Strofe 167- 177).

255

godsligt hyggeligt; Ordet er maaske indført i Dansk af Oehl. (fra Norsk).

463

257

til Giengiæld for Axels Ring, ikke for Vilhelms Vise.

258

Det var Ridder Herr Aage Oehl. har Visen om Aage og Else fra B. C. Sandvigs »Levninger af Middel-Alderens Digtekunst« I, 1780, S. 63-65; de mange Smaaafvigelser fra Sandvigs Tekst viser, at den er citeret efter Hukommelsen.

259

fordi han havde ei Skind man plejede at lægge en Flig af sin Skindkappe imellem, naar man bankede paa med sin Jærnhandske eller sit Sværdhæfte.

260

Hiem gik Jomfru Else Oehl. har forkortet Visen stærkt og bl. a. oversprunget Versene, der skildrer, hvorledes Else følger sin døde Fæstemand til Kirkegaarden. Hertil sigter Ordene: Hiem gik Jomfru Else.
Nanna smlgn. nærværende Udgave III, S. 190.
Hialmar faldt paa Samsø i Kampen mod Angantyr og hans Brødre; da hans Lig blev bragt hjem til hans Brud, den svenske Kongedatter Ingeborg, segnede hun død om. Se Oehlenschlægers »Ørvarodds Saga«, Kap. 22.
hendes Hierte er brustet i »En Reise«, II, S. 166-169 fører Oehl. et udførligt Forsvar for Valborgs Død, der tildels er gentaget i »Erindringer« III, S. 19-21. Paa sidstnævnte Sted meddeler Digteren dog en ud fra senere rationalistiske Skrupler digtet Monolog, i nøje Tilknytning til Visens Udgang, »hvormed Valborg kunde ende Stykket, naar Vilhelm har sagt sin sidste Replik, og troer, at hun er død.«

VALBORG
reiser sig fra Axels Liig og nærmer sig Vilhelm.

Nei - end ei død, min ædelig Herre!
Din Sang jeg høit maa prise;
Men Valborgs Hierte brast ei, disværre,
Ved Aages og Elses Vise.

En langsom Død i dette Kloster
Mig Livet først skal røve.
Dog dette Offer mig intet koster;
Saa staaer min Tro sin Prøve!

Kom nu, Hr. Erland Erkebisp! kom,
Indvie mig til Guds Ære!
Man af den dunkle Helligdom
Først Valborg død skal bære.

464

Kom nu hver Jomfru og Ridder huld;
Det volde Jer ingen Harm!
Indvier, og kaster det sorte Muld
Over ung Valborgs Arm.

Nu ganger Valborg i Nonnetal,
I Klostret har hun hiemme.
Messen hun aldrig forsømme skal,
Og aldrig Axel glemme.

Bedre dog, ei at være fød,
End kun i Sorg at græde;
Naar Solen synker i Havets Skiød,
At mindes sin tabte Glæde.

Gud dennem forlade, som Aarsag er,
At de ei sammen maae være,
Som have hinanden af Hiertet kiær,
Og elsker i Tugt og Ære!

261

Dit Skiold, dit Sværd ... omvundet af din Piges Blomsterkrands dette fremstilles paa den smukke Titelvignet i Originaludgaven, som oprindeligt er tegnet af Oehl. til Grevinde Schimmelmanns haandskrevne Eksemplar af Tragedien.

CORREGGIO

Affattelsestid: Allerede i sit Brev til Goethe fra Paris, Maj 1807, omtaler Oehl. sine Planer om en »Correggio«. Med Mellemrum blev Tanken genoptaget; han drøftede den saaledes paa Coppet (Vinteren 1808-1809) med Digteren Zach. Werner. Den endelige Tilskyndelse til Arbejdet modtog han det følgende Foraar i Parma og Modena; Tragedien blev digtet paa Tysk i Rom og Grotta ferrata samme Sommer (den var afsluttet i August 1809), og blev først efter Hjemkomsten samme Efteraar oversat til Dansk af Digteren. (Indledningen S. XXXI-XXXIII; »Erindringer«, II, 1850, S. 66, 169, 185-186, 204, 206, 214 -218; III, S. 7-8, 17, 30; »En Reise«, I, 1817, S. 93; Mynsters »Mindeblade«, 1879, S. 170 og 189; »Breve fra og til Hans Christian Ørsted«, I, 1870, S. 288; »Goethe-Jahrbuch«, 465 1887, S. 11-12). Udkom i Januar 1811; Førsteudgaven er lagt til Grund for nærværende Udgaves Tekst. Senere af Digteren besørgede Udgaver: »Tragödier«, IV, 1832; «Tragödier«, VIII, 1842; »Tragödier«, X, 1849. Det fortjener at nævnes, at der allerede 1812 fremkom en italiensk Oversættelse af Tragedien.

Indleveret til Det kgl. Teater, der antog Stykket 20. Oktober 1810 med følgende Bemærkning: »Direktionen for Skuespillet ønsker at imodtage Sørgespillet Correggio til Opførelse paa det Kongelige Theater, naar det maatte behage Hr. Professoren at udelade Recensionen af Malerierne i fierde Act, da det ikke staaer i Direktionens Evne at fremstille den dertil hørende Decoration nogenledes taalelig« (Protocoll over afgaaede Breve fra Skuespil Bestyrelsen 1807-1814; Rigsarkivet). Opført første Gang ved Festforestillingen i Anledning af Kongens Fødselsdag den 29. Januar 1811 (Musik af Kunzen) (»Erindringer«, III, S. 29-30; »Breve til J. P. Mynster«, 1862, S. 56; »Provst Frederik Schmidts Dagbøger. Udg. i Udvalg af N. Hancke«, 1868, S. 86); indtil 6/1 1910 har det oplevet 45 Opførelser, hvortil kommer 12 af de tre første Akter alene. Opført paa Aarhus Teater (fra 14/11 1900), ialt 6 Gange. Correggio har været spillet af Foersom, N. P. Nielsen, V. Holst, M. Wiehe, Zangenberg og Johs. Poulsen; Mikel Angelo af Frydendahl, Ryge, Nielsen og N. Neiiendam. J. P. E. Hartmanns Ouverture, komp. 1858, udførtes første Gang i Musikforeningen 1860, paa Det kgl. Teater 14/11 1909.

Oehlenschlægers Kilde er Vasari: »Vite de piu eccellenti pittori, scultori ed architetti«, hvor han har benyttet Biografierne af Correggio, Raffael, Michelangelo, Giulio Romano. Hertil kommer Indtryk af Kunst fra »Natten« og »Den hellige Magdalena« i Dresden til Freskerne i Parma, endelig personlige Rejseoplevelser.

Se Indledningen S. XXX-XLVII; »Provst Fr. Schmidts Dagbøger«, 1868, S. 88 og 133-134; S. Meisling i »Dansk Litteratur-Tidende for 1811«, Nr. 12, S. 177-191 (Replik hertil af F. C. Sibbern i »Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn«, 1811, No. 61-63; Duplik i samme Blads Nr. 66-67 af 466 Meisling); F. C. Dahlmann: »Betragtninger over Oehlenschlägers dramatiske Værker«, 1812, S. 42-52; Jens Baggesen: »Danske Værker«, 2. Udgave, XII, 1847, S. 93-99; L. Tieck: »Kritische Schriften«, IV, 1852, S. 270-313 (Replik hertil af Oehlenschlæger: »Levnet«, II, 1831, S. 238 -249; af Sibbern: »Kjøbenhavnsposten«, 1828, S. 193- 195, 199-200, 213-215, og af Clemens Petersen: »Dramaturgisk Kritik«, 1860, S. 242-252); J. L. Heiberg: »Prosaiske Skrifter«, III, 1861, S. 257-258; H. Steffens: »Was ich erlebte«, VI, 1842, S. 259-261; C. Hauch: »Afhandlinger og æsthetiske Betragtninger. Ny Række«, 1861, S. 133 -199; Sibbern: »Om Poesie og Konst«, III, S. XIII-XVI; Georg Brandes i »Goethe og Danmark« (»Mennesker og Værker«, 1883, S. 27-29); Vilh. Andersen: »Adam Oehlenschläger. Ungdom«, 1899, S. 266-281.

Bidrag til Belysning af Digterens Opfattelse af Correggio-Figuren findes i »En Reise«, I, 1817, S. 25; II, 1818, S. 167, og i et Brev af 15. Maj 1823 til Skuespiller N. P. Nielsen (»For Romantik og Historie«, udg. af H. P. Holst, XIX, 1877, S. 93-95). Om Afstanden mellem Oehlenschlægers Helt og den historiske Correggio, som allerede Tieck skarpt fremhævede, kan anføres følgende tyskkategoriske Udtalelse af Kunsthistorikeren Julius Meyer (»Correggio«, 1871, S. 16): »Neuerdings hat sich bekanntlich die Romantik dieses rührende Konfliktes einer grossen Künstlerseele mit dem Elend bemächtigt, und Oehlenschläger in seinem Trauerspiele Correggio (1816) aus der Mischung jener Anekdoten mit eigenen Zuthaten von der krassesten Unwahrscheinlichkeit ein so jämmerliches Zerrbild von des Meisters Leben und Wirken zu Wege gebracht, dass von dem Original auch nicht der kleinste Zug geblieben ist«.

265

Maria Sophia Frederika Dronningens Navne.
Ihans Hal, som paa hans Fødselsdag »Correggio« opførtes første Gang ved Festforestillingen i Anledning af Kongens Fødselsdag 29. Januar 1811; Oehl. havde i Forvejen oplæst Tragedien for Kongehuset (»Erindringer«, III, S. 14-15).

467

267

Atropos en af Skæbnegudinderne (Moirerne) i den græske Mytologi.
Poulsen Maleren Erik Pauelsen (1749-1790).
Juul Jens Juel (1745-1802), det 18. Aarh.s ypperste Portrætmaler i Danmark.
Abildgaard Nicolai Abildgaard (1743-1809), Direktør for Kunstakademiet.

268

en Longobard Correggio stammede fra Lombardiet, som Longobarderne (efter Saxo nordiske Udvandrere) havde taget i Besiddelse i det 6. Aarh. e. Kr.
Vaterpas Lodbræt; Redskab, som anvendes i Bygningskunsten til Bestemmelse af et Plans vandrette Stilling.

271

Agnus Dei-Stav en tynd korsdannet Stav, som ofte ender med en Sejrsfane. I den kirkelige Kunst bæres den af Gudslammet (Agnus Dei), ofte ogsaa af Johannes Døberen.
Maleriet nærmest af Correggios Billeder svarer Madonnabilledet i Museo Artistico Municipale, Milano, til Situationen ved Tragediens Begyndelse. Her sidder Moderen med sit Barn paa Skødet; den lille Johannes bøjer sig mod Jesusbarnet med sin Agnus Dei-Stav i Haanden. Hvorvidt Oehl. har set dette Billede, lader sig ikke med Sikkerhed afgøre, men alt synes at tale derfor.

273

umærkelig ubemærket.

276

Dunst Taage.

277

lad af at græde den tyske Udgave (1816): »So lass' das Weinen!«
Silfe Sylfe; Luftaand.
Magdalena det kendte Billede i Dresden, som dog næppe er et Arbejde af Correggio, højst en Kopi efter en nu tabt Original.

278

Hvad Godt er, bringer Held Ordspillet er bedre i den tyske Udgave:

Gottinn, Heil'ge!
Ey nun, das sind zwey Namen einer Sache;
Was gut ist bringt uns Heil, das Heil is gut!

468

Dødningehovdet paa Correggios Magdalene-Billede findes intet Dødningehoved. Muligvis har Oehl. i sin Hukommelse blandet det sammen med Battonis Billede med samme Emne (Tieck: »Kritische Schriften«, IV, S. 284). Efter Tiecks Mening er Billedet galt fortolket her; det forestiller nemlig Overgangen fra det verdslige Liv; Øjeblikket, hvor Evigheden aabner sig for det skønne Sansemenneske, men ikke den kontemplative Ro efter Omvendelsen. Tieck opkaster iøvrigt flere Gange bekymret det Spørgsmaal, om just dette lækre Billede af Synderinden kan siges at være rigtig egnet til Opbyggelse for Eremiter (smst. S. 285), endsige da til at omvende Røvere, som det sker i Tragediens femte Akt (smst. S. 309-310).

280

Plankeværk den tyske Udgave har Væggen (die Wand). I det følgende viser den danske Tekst nogen Usikkerhed paa dette Punkt (smlgn. S. 281).
et morsomt Stykke Karl »ein närr'scher Kerl«.

281

Han giorde mig der Benet »Er machte mir die Beine«.

282

den gamle Knebelsbart »der kleine Schnurrbart«.

283

Iatten Aar er Rafael alt død Raffael døde 1520, Correggio 1534.
som ej er døde bedre paa Tysk: »die noch nicht todt sind!«
Natten Hentydning til Correggios berømteste Billede »Hyrdernes Tilbedelse« (la notte) i Dresden.

284

jeg sammenligner mig ... ei med de Udødelige Vasari fremhæver Correggios ringe Tanker om sig selv; han »indbildte sig heller ikke at udøve sin Kunst, hvis Vanskeligheder han kendte, med den Fuldkommenhed, som han gærne havde naaet.«
Jeg kiender deres Værker ej engang »Hans Arbejder var herlige, skønt han hverken kendte Antikens Værker eller den nyere Tids betydelige Arbejder, hvorfor det er let at forstaa, at han, hvis han havde faaet dem at se, vilde have naaet en endnu højere Fuldkommenhed.« At Correggio skulde have levet i Landsbyensomhed uden Lejlighed til at modtage Indtryk af samtidig Kunst, er iøvrigt ganske uhistorisk. Oehl. opgiver 469 ogsaa senere i Stykket denne Tanke (se f. Ex. S. 325, 373, 374).

286

daarlig taabelig (»thöricht«).
Vædde vi? »Wetten wir?«

287

Værtskab »Wirthschaft«.

288

en fattig Synder »ein armer Teufel«.

289

undværer jeg dig »entbehr' ich dich« (dvs. savner jeg dig).
Kardinalers Broderdøttre Kardinal Bibiena søgte forgæves at overtale Raffael til at gifte sig. Tilsidst fik han en Forlovelse istand mellem Kunstneren og sin Niece Maria, Raffael udsatte imidlertid stadig Brylluppet, som aldrig blev til noget (Vasari).

293

Platfonden Loftet.
en Elsker den tyske Tekst har Liebhaber; Ordspillet er gaaet tabt i Oversættelsen. Smlgn. ogsaa Elskningen for Liebhaberey.

294

Det er jeg selv »Das bin ich selbst«.

295

høit i det højeste.

296

En Adelsmand bør skatte alt det Ædle »Ein Edelman muss alles Edle schätzen«.

298

Ihar viist en sielden Kunst »Ihr habt hier viele Kunst gezeigt.«

299

S. Giuseppo, S. Giovanni 1521-23 dekorerede Correggio Kuplen i S. Giovanni Evangelista i Parma (»Johannes' Syn paa Patmos«); 1526-30 smykkede han Domkirkens Kuppel med Fremstillingen af Marias Himmelfart. Se Oehl.s »Erindringer«, II, S. 185 -186.

300

Hiertensdreng »Herzensjunge«.

304

Den store Rafael er død deraf Vasari antyder, at Raffaels erotiske Umaadeholdenhed har været Aarsagen til hans tidlige Død.
fem Bajocs ca. 25 Øre.

306

Giotto (ca. 1266-1337), berømt italiensk Maler, Dantes samtidige og Ven; Cimabue (ca. 1240-ca. 1302), hans Forgænger og Lærer. Der findes ingen Værker af de to Mestre i Correggio. 470den hellige Lucas ifølge Legenden var Evangelisten Lukas Maler.

307

Formeren bedre paa Tysk: »der Bildner«.

308

den kraftige Enfoldighed »die Einfalt und die stille Kraft«.
Sølverfløie Sølvvinger (»Silberflügel«). Oehl. har aabenbart tænkt paa en af de to berømte smaa Engle paa Raffaels Sixtinske Madonna.
en Seraphim med sex uhyre Vinger rigtigere: en Seraph; Seraphim er den hebraiske Flertalsform. Smlgn.
Cherubim nærværende Udgave II, S. 95 og Noten dertil. Seraferne er seksvingede Væsener, der staar omkring Guds Trone (Esaias 6, 2-3).
Uriel i den senjødiske Teologi Navn paa en af Erkeenglene (som Michael og Rafael).
Jeg er en gammel Dreng til dette Vers findes intet Sidestykke i den tyske Udgave.

312

Battista (it.) Døber.
Saa har I altsaa seet af mine Sager? »Habt Ihr von meinen Sachen was gesehn?«
Attributer eller Eqvipage »Nun - Attributen, Stuten, das ist Eins.« Ordspillet er gaaet tabt ved Oversættelsen.

313

den Vært som frit beværted den store Rafael denne Anekdote synes at være Oehl.s egen Opfindelse.
iLivet »im Herzen«.

314

Bevares Gud! »Bewahre Gott!«
per Bacco! ved Bacchus!
Han giør mig ingenting »Er macht mir nichts«.

315

Han kalder det: »Lidt Hvede, megen Klint« »Er nennt es viel Geschrey und wenig Wolle«. Den videre Udførelse af det tyske Ordspil er meget søgt i den danske Gengivelse.

316

hveden hvorfra.

322

Men tegne kan I ej Vasari erklærer, at Correggio har naaet det højeste Mesterskab som Kolorist, medens han ikke var saa betydelig som Tegner.
væmmelig den tyske Tekst har »fratzenhaft« (dvs. karikaturagtig).

471

324

Dryadernes Viinhøst en lille Karneol fra Renæssancetiden med en Fremstilling af Dryadernes Vinhøst, som endnu findes, skal efter Traditionen have tjent Michelangelo som Signet (Boysen).
træder træder ind.

325

Giulios og Lorenzos Grave Michelangelos berømte Gravmæle over de to Mediceerfyrster i S. Lorenzo i Florens er først paabegyndt ca. 1529, kun faa Aar før Correggios Død. Figurerne paa Giulianos Gravmæle forestiller Natten og Dagen, de paa Lorenzos Morgendæmringen og Skumringen. Oehl. husker derfor forkert, naar han nedenfor taler om Dagen paa Lorenzos Grav.

326

dog dødt og sorgfuldt rettet 1832 til: dog strengt og sorgfuldt.
Dannelser »Gestalten«.
Er jeg en Kunstner ej? O jeg er ikke nedrig! Tydeligere i den tyske Tekst: »Bin ich auch kein Künstler? Niederträchtig bin ich nicht«.

327

ene, uden ved dit Arbeid »Allein dich, und beym Bilde nicht zu sehn«.

328

Lad denne Malen »Lass dieses Mahlen«.

329

Og kan jeg ikke vorde Kunstner o. s. v. præcisere i den tyske Tekst:

Und kann ich nicht ein guter Künstler werden,
Ich will ein guter Mann, ein Vater seyn.

330

til det Bedre! »es recht zu machen«.

332

den skal endnu tilhøre mig »der soll noch mir gehören«.

333

Iris, Regnbuens, Farvernes Personifikation.
heel, heelt »Sehr, sehr!«

337

Jert Billed er guddommeligt - Geniets Virkning disse tre Vers findes ikke i den tyske Udgave.
f eiler intet »fehlt nichts«.

341

det Sixtiniske Kapel i Vatikanet, hvor Loftet og Endevæggen er smykket med Michelangelos Hovedværker paa Malerkunstens Omraade.

343

at leve med ham »mit ihm zu leben« dvs. at omgaas ham. 472Kronos Zeus' Fader, Verdenshersker efter Uranos, frygtede sine egne Børn og slugte dem derfor umiddelbart efter deres Fødsel; kun Zeus blev reddet.
Prometheus Titanen, der dannede Mennesket af Jord og Vand og hentede Ilden til Menneskene fra Himlen.

347

Foragt ej Talen! - ufri Grund disse syv Vers findes ikke i den tyske Tekst.

349

Leda, Danaë berømte mytologiske Malerier af Correggio, det første findes nu i Berlin, det andet i Rom; begge skildrer Zeus' Elskovseventyr med jordiske Kvinder.
Dag maaske Hentydning til Correggios Billede »Madonna di S. Girolamo« (Parma), der har faaet Tilnavnet »il giorno« (Dagen).

350

selv Stoffets Efterligningdvs. selve Stoffets Efterligning. (»Der Körper selbst, die Farbe und das Leben mit Licht und Schatten«).
Forbindelsen Kompositionen (»Die Verbindung«).

351

Jesu Moder Madonna med den døde Kristus paa sit Skød (»Pietà«), Marmorgruppe i Peterskirken, Rom.
Eders Adam »Menneskets Skabelse«, Loftsmaleri i det sixtinske Kapel, Rom.

352

Dannemand »Biedermann«.
Forstaaer han Velsk En Italianisering af Talemaaden: forstaar du Dansk?

353

Jo vist! det giør han strax træffer ikke ganske den tyske Originals »Da hätt' er was zu thun« (Saa vilde han faa noget at bestille!).

354

da Paven tvang mig til at male Michelangelo maatte efter Pave Julius II' Befaling afbryde Arbejdet paa hans Gravmæle for at dekorere Loftet i det sixtinske Kapel. Da han ikke tidligere havde malet Fresker, tilbød nogle Kunstnervenner fra Florens og Rom deres Hjælp, men blev hurtigt sendt hjem af Mesteren. Han besluttede sig til at fuldføre Arbejdet ganske alene og tillod ingen at faa Adgang til Kapellet. Da Paven engang vovede sig derind, kastede Michelangelo Brændestykker efter ham oppe fra Stilladset. (Vasari). - Ifølge Vasaris Beretning tilendebragtes 473 Værket paa 20 Maaneder; i Virkeligheden tog det Kunstneren fire Aar.
af Templet drev, som Duekræmmere Hentydning til Jesu Uddrivelse af Kræmmerne af Templet (Matth. 21, 12).
Bildning »Bildnerey«.

358

mens Hesten fores i senere Udgaver rettet til mens Hesten hviler, hvad der dækker den tyske Tekst (»während das Pferd ruht«) og passer bedre til den følgende Verslinie.

361

kom fra Himlen selv en Angelo Ordspil paa Engel (angelo).

362

Cyclopen Kykloperne var énøjede vældige Kæmper, som boede i Jorden og havde deres Smedie i de ildsprudende Bjærge.
tømmer Kilden den tyske Tekst har blot »die Quelle trinkt«.
aander i et Glædesliv »athmet freudenreiches Leben«.

363

Vel føder ofte Bierget kun en Mus Hentydning til Horats' Ars Poetica, V. 139: »Parturiunt montes, nascetur ridiculus mus« (Bjergene skal føde; der kommer en latterlig lille Mus til Verden).

367

Reggio By i Norditalien, 26 Kilometer ØSØ for Parma. I Reggio fandtes Correggios »Nat« paa Vasaris Tid.

368

saa himmelsk som hendes Navn Coelestina betyder den himmelske.
Det giver sig med Tiden, naadig Herre! Battistas Svar er uforstaaeligt; Forklaringen giver den tyske Tekst, hvor Ottavio nemlig har sagt: »mich liebt sie nicht«.

369

Hvad mig for Hovdet staaer »Das Einzige, was mir bedenklich scheint«.
staaer jeg i en Maadedvs. sidder jeg net i det!

370

Jeg maa endnu forklare mig i Dag »Ich muss ihm heute noch den Vorschlag thun«.
Calabreser Calabrien er Italiens sydvestligste Halvø; som Syditaliener er Battista mere varmblodig end sine lombardiske Landsmænd.

371

Veien saa lang der er 40 Kilometer mellem Parma og Correggio.

474

372

En gammel Kone Tieck gør opmærksom paa, at de her skildrede hollandske Genrebilleder og Nature morte-Stykker tilhører en Periode, der ligger 100 Aar senere i Tiden end Correggio, og at en italiensk Samler i det 16. Aarh. næppe vilde interessere sig for Kunsten nord for Alperne (IV, S. 293). Stedet er betegnende for Oehl.s egen Smag for Nederlænderne.
Flamlænder, Ubiekendt en saadan »Museumsetikette« er naturligvis ogsaa en Anakronisme.

373

»Messys!« Det Navn har jeg jo aldrig hørt Verset mangler i den tyske Udgave. Quentin Massys (ca. 1466-1530), Hovedmesteren i den gammel-nederlandske Malerkunst. Oehl. tænker paa hans »Gnierne«, hvor man dog kun ser to, ikke fire, Personer.
Mantegna Paduaskolens Mester (1431-1506), f. i Vicensa (ikke i Parma). Correggios Ungdomsværker er stærkt paavirket af ham. Billedet af Kongernes Tilbedelse er nu i Uffizierne, Florens.
Alberto Duro Albrecht Dürer (1471-1528); ogsaa dette Billede findes i Uffizierne.
Paa den anden Side Alperne ... er ogsaa Mennesker »Hinter den Bergen gibt's auch Menschen«. Oehl. har her moret sig med at indsmugle et Goethe-Ord: »Jeg mindes et Træk af hans yngre Liv, som passer sig her. Da han kom til Weimar, legede de engang Ordsprogslegen i et Selskab. Han bad om at maatte lege et Ordsprog med Wieland (som formodenlig gav sig en Air over ham), skrev Fielde med Kridt paa et Skiærmbræt, traadte bagved, bad Wieland giætte, og da denne ikke kunde, traadte Goethe frem igien, bukkede og sagde: »Mein Herr Hofrath! hinter dem Berge sind auch Leute«. (»Erindringer« II, S. 215-216).
Lionard da Vinci (1542-1519); Billedet er vel Portrættet af den unge Prinsesse (Beatrice d'Este?) i Ambrosiana, Milano, som nu menes at være et Værk af Ambrogio Preda.

374

Holbein Hans Holbein den Yngre (1497-1543).
Perugino den umbriske Skoles Hovedmester (1446- 1524); hans Kunst fik efterhaanden et noget stereotypt 475 Præg ved den stadige Gentagelse af de samme Hoveder, de samme Stillinger og Bevægelser.
Johan Bellin Giovanni Bellini (ca. 1430-1516), den første store venetianske Maler.
Fra Bartholomæo (1469-1517) blev Munk efter en religiøs Krise, fremkaldt ved Indtrykket af Savonarolas Domfældelse og Død. Hans »Hiob« findes i Uffizierne.

375

Jeg er ogsaa Maler ved Synet af Raffaels Hellige Cæcilia i Bologna skal Correggio have udbrudt: Anch'io sono pittore! Historien fortælles af Pater Sebastiano Resta, Slutningen af det 17. Aarh.

378

en trofast Mand »ein schlichter Mann«.

382

Er I da lykkelig? Korrektere i den tyske Tekst: »Seyd Ihr denn glücklicher?«
den vellystige Bagerkone 2den Udgave har: den sandselige Fornarina. La Fornarina (Bagersken; Navnet stammer først fra det 17. Aarh.) er et berømt Billede af Raffael i Uffizierne (dets Ægthed er dog omstridt), der ifølge en senere Overlevering skal forestille Kunstnerens Elskede.
Cardinalens stygge Broderdatter se Note til S. 289.

383

Og giorde Plan til Alle vores Lykke uheldig Gengivelse af »Ich woll't uns Alle drey so glücklich machen«.

385

Kuglen være Voldgiftsmand endnu 100 Aar senere var en Duel paa Pistoler noget ganske uhørt (Tieck S. 303).
Last rettes 1832 til Byrde.

388

Silvio ... Dorinda Hentydning til Guarinis Hyrdespil »Il pastor fido« (1598), hvor Hyrdinden Dorinda i lang Tid forgæves sukker for den mandige Jæger Silvio.

390

forlegen ej »Bist du verlegen nicht« dvs. er du ikke forlegen ved at.

391

skadelystne Skabning mere harmløst i den tyske Tekst: »neckendes Geschöpf«.

392

Nu forstaaer jeg hvorfor sig Grenen bøied »Jeg besøgte for sidste Gang Villa Borghese, hvor jeg saa ofte havde vandret og hvor jeg, medens jeg digtede 476 Correggio, fik Ideen til Scenen med Coelestina. Thi da jeg en kiølig Aften gik der og tænkte paa, hvorledes jeg skulde hæve Correggio paa en værdig Maade høit over den Fornærmelse, som Ottavio tilføier ham, holdt mig en Green i Laurbærhækken venlig tilbage ved Knaphullet af min Kiole; og den Tanke faldt mig pludselig ind: »En deilig, ædel Pige skal laurbærkrone ham« (»Erindringer«, II, S. 206).
et Billed »das Bild«.

393

Hun sætter ham Krandsen paa Hovedet »Stykket behagede ikke engang alle tydske Venner i Rom; men de Danske, og især Thorvaldsen, glædede det meget. Og aldrig glemmer jeg, da jeg der forelæste Stykket, og Christel Riepenhausen, paa det Sted, hvor Coelestina kroner Correggio, temmelig ligegyldig sagde: »Hm, det er smukt!« Thorvaldsen sprang op, saae paa ham med funklende Øine og raabte: »Nei, det er stort!« (»Levnet«, II, S. 243).

394

Hule »Halle«.
Dante Inferno, canto IV.
Malninger »Gemählden«.
Herkulstøtten vistnok Fejlhuskning; Oehl. tænker maaske paa Phidias' kolossale Zeusstatue.
Apelles Oldtidens berømteste Maler (4. Aarh. f. Kr.).
Palæstrina italiensk Kirkekomponist (1524-1594); hans Virksomhed faldt først efter Correggios Død.

395

Min Musa har i Sandhed ... Jeg har ej drømt! disse Vers findes ikke i den tyske Udgave.
IKobber maa I tage denne Sum »Man fortæller, at han engang i Parma havde faaet udbetalt 60 Scudi i Kobber, og da han vilde bringe Pengene til Correggio for nogle Udbetalingers Skyld, havde han læsset hele Byrden paa sig og begivet sig paa Vej tilfods.« (Vasari). Correggio-Forskeren Julius Meyer bemærker til denne besynderlige Legende: »Wie albern ein solches Märchen an sich schon ist, ist mit Recht bemerkt worden: eine solche Summe in Kupfer, die wohl einer Last von drei bis vier Centnern gleich gewesen wäre, zu schleppen, dazu hätte es einer Goliath bedurft« (»Correggio«, 1871, S. 15). 477Eders Fader var Lastdrager Correggios Far var Kunstmaler; han tilhørte en anset Familie i sin Fødeby.

396

Jeg er Jer Fiende, og vil blive det bedre Mening (jvnfr. det følgende) giver den tyske Tekst: »Ihr seyd mein Feind und bleibt's«.

397

Lasten (ty.) Byrden.

398

en Time ... til Ave Maria Klokken er altsaa 5.

400

Ved Opførelsen paa Burgteatret var femte Akt skaaret bort og Stykket endt godt (»En Reise«, II, S. 7-8).
Steentrapper Trappetrin (»Steinstufen«).
en gammel Røver paa sin Italiensrejse levede Oehl. i stadig Skræk for Røveroverfald og drømte fælt derom om Natten (under 7/3 1809 fortælles en karakteristisk Røverdrøm i hans »Wallfahrt nach Rom. Ein Tagebuch« i »Morgenblatt für gebildete Stände«, (1810, I, S. 158). Baggesen var ikke tilfreds med Valentino: »Den bodfærdige gamle Satan, der egentlig blot gjør blind Alarm i Stykket, og formodentlig kun er der, fordi vor Digter i alle sine Tragedier og Dramer endelig maa have en Djævel med i Spillet« (XII, S. 98).

401

Jovis Genitiv af Jupiter.
Hvad er dette? »Woher mag das wohl kommen?«

402

Paternoster Fadervor.
Absolution Syndsforladelse.
tilkomnedvs. tilkommende (»zukünft'ge«).
Courer Ilbud.
Viturino Deligencekusk i Italien.
give sig af Haabet det Smule, som jeg har »das Bisschen Hoffnung ihm zu geben«.

404

meget meer »vielmehr«.

405

Bønhas en, der driver et Haandværk uden at have Ret dertil som Mester i Faget.
stakkels fattige (»arme«).

406

rev kraftig sig fra Synden »riss sich kräftig von der Sünde«.
Ora pro nobis, Sancta Magdalena bed for os, hellige Magdalene.

478

409

ej finde andre Fugle der »soll nicht andre losen Vögel treffen«.

411

drikker begiærlig »Heden var betydelig, Solen brændte, og han søgte derfor at forfriske sig med en Drik Vand, men blev syg deraf; en hæftig Feber tvang ham til at gaa tilsengs, og han rejste sig ikke mere derfra« (Vasari). - I Virkeligheden blev Correggio syg i Februar og døde i Marts Maaned. Paa det Tidspunkt er det i Reglen endnu Vinter i Podalen, saa Heden kan ikke have gjort ham synderlig Fortræd (Jul. Meyer).
Rebekka rakte Abrahams Tjener en Drik fra Brønden og vandede hans Kameler (1. Mosebog 24, 10-20).

412

Jovist! nu komme vi! samme Talemaade forekommer i »Aladdin« (nærværende Udgave II, S. 122 og Noten dertil).
det er mig saa ængsteligt! »es wird mir so ängstlich«.
en Vise »I Rom og Grotta ferrata digtede jeg min Correggio. Jeg var kommen til den femte Akt, da jeg faldt i Vandfaldet ved Tivoli. ... Erindringen af dette Fald gav mig Stoffet til Laurettas Sang«. (»Erindringer«, II, S. 204). Sangen er en - iøvrigt temmelig uheldig - Efterligning af Goethes Ballade »Der Fischer«.

413

forfærd forfærdet.

414

et Hurra »ein Jauchzen«.
Lombarde se Note til S. 268.

415

Giovanni selv Johannes Døberen.
en dobbelt Regnbu' »Jeg var hos Boghandler Frommann [i Jena] med Goethe; men kunde ikke ret glæde mig derover, fordi jeg var saa trangbrystet. Dog talede jeg ikke til nogen derom. - Da saae jeg ud af Vinduet, og opdagede en stor straalende Regnbue, hvori fornemmelig den grønne Stribe luede lyst, som Haabets Farve. Ved dette Syn svandt min Frygt; og et Par Dage derefter trak jeg mit Veir frit igien, da en gammel Læge der i Byen havde givet mig nogle Kampherdraaber. Men hin Dags Følelse, og Billedet af Regnbuen svævede for min Siæl, da jeg tre Aar derefter, 479 digtede den femte Akt af Correggio«. (»Erindringer«, II, S. 66). - En skøn Analyse af Regnbuemonologen findes i Hauchs Afhandling om »Correggio« (»Afhandlinger og æsthetiske Betragtninger. Ny Række«, 1869, S. 194).
Nu skal en anden skue - røre mangt et Bryst, før den forsvinder disse Vers findes ikke i den tyske Udgave.
Mausolæ Gravmæle.

417

Stakkels Efterslægt! »du kleine Nachwelt«.
Hensyn »Beziehung«.

419

Atropos se Note til S. 267.

420

Kan du forsage? den tyske Tekst har »Verzage nicht«, hvilket giver adskillig bedre Mening.
frygt dig ej »fürchte dich nicht«.
Blund se Note til S. 182.

429

paa Andres Forbøn »auf Ersuch zwey weltberühmter Künstler«.
Jeg siger dig det »Ich sag' es dir«.

480

TEKSTRETTELSER

(Originalens Ord er sat efter den skarpe Parentes).

Side 4 L. 3 f. o. stridigt? [stridigt.

» 4 L. 9 f. n. Ebbos [Ebbas

» 5 L. 5 f. o. Præst! [Præst.

» 6 L. 3 f. n. christne [kristne

» 7 L. 7 f. o. dygtigt [dygtig

» 9 L. 2 f. o. ærværdige [ærværdig

» 9 L. 10 f. n. Sæd; [Sæd,

» 10 L. 12 f. n. Sprakaleg [Sprakalege

» 10 L. 10 f. n. mod [med

» 15 L. 4 f. o. du, [du

» 15 L. 10 f. o. uplukket [upuklet

» 15 L. 9 f. n. forbi, [forbi

» 19 L. 11 f. o. Ord? [Ord.

» 20 L. 4 f. o. kunne [kunde

» 20 L. 14 f. n. skalst, [skal

» 22 L. 7 f. o. Velan! [Velan.

» 25 L. 15 f. n. Skytte. [Skytte

» 25 L. 2 f. n. begynder [begynde

» 29 L. 6 f. o. styrker [styrke

» 31 L. 12 f. o. med [ved

» 32 L. 15 f. o. redde [rædde

» 33 L. 13 f. n. Himmel, [Himmel

» 33 L. 7 f. n. Og [O

» 33 L. 5 f. n. spildte [spilte

» 34 L. 8 f. o. Akisøn [Akison

» 35 L. 2 f. o. vilst [vil 481 Side 38 L. 4 f. o. Forslag, Venner! Troer [Forslag. Ven ner! troer

» 38 L. 13 f. o. nægtet. [nægtet

» 39 L. 3 f. o. Stifterlaug [Stifterlag

» 42 L. 9 f. o. sværger [sværge

» 50 L. 1 f. n. stemmer [stemme

» 53 L. 5 f. o. ville [vilde

» 54 L. 4 f. n. Rimberts fromme Værk [Rimberts Værk

» 56 L. 10 f. o. den [det

» 57 L. 1 f. n. Fortræfligt [Fortræffeligt

» 60 L. 1 f. n. troer, [troer

» 62 L. 9 f. n. end [ned

» 64 L. 9 f. o. fuldført [udført

» 66 L. 13 f. o. I [Jeg

» 67 L. 5 f. n. stærkt [stærk

» 70 L. 9 f. o. vender sig til Stridsmændene [venlig til Stridsmændene.

» 77 L. 13 f. n. Sag [Dag

» 78 L. 2 f. o. selv i Natten; men [selv i Natten;

» 79 L. 2 f. n. frisk [friskt

» 81 L. 3 f. n. bælmørk Midnat [en bælmørk Midnat

» 83 L. 8 f. o. drypper [dryppe

» 89 L. 8 f. o. Ret [ret

» 90 L. 8 f. n. Lugt [Luft

» 91 L. 13 f. o. døver [døve

» 94 L. 2 f. o. for [paa

» 98 L. 1 f. n. kræver [kræve

» 100 L. 1 f. o. Væggen [Muren

» 106 L. 4 f. n. Gierningsmanden, [Gierningsmanden.

» 106 L. 1 f. n. mistænkt? tal! [mistænkt?

» 110 L. 12 f. o. veedst [vedst

» 111 L. 2 f. o. Skioldet: [Skioldet!

» 112 L. 12 f. n. Der [Her

» 113 L. 5 f. o. frygter [frygte

» 120 L. 5 f. n. Blod-Nornen [Blod - Nornen

» 125 L. 15 f. o. med Svend; [med;

» 126 L. 3 f. n. Morderen! [Morderen?

» 129 L. 7 f. o. Landets [Landes 482 Side 133 L. 2 f. n. Skygge. [Skygge

» 142 L. 14 f. o. Vindvet [Vinduet

» 145 L. 5 f. o. Grav, [Grav

» 148 L. 1 f. o. Elskov. [Elskov

» 148 L. 11 f. o. med [ved

» 149 L. 1 f. o. ham; [ham,

» 149 L. 14 f. n. Hvor [hvor

» 150 L. 8 f. o. Fraværelsen [Fraværelse

» 150 L. 10 f. o. vel giort [velgiort

» 151 L. 1-2 f. o. Nu, Som det nu gaaer de unge Møer; hun [Som det nu gaaer de unge Møer, nu hun

» 155 L. 13-14 f. n. brat Jeg finder der min Død for Vendens Øxe. [brat jeg finder Der min Død for Vendens Øxe.

» 156 L. 14 f. n. seer sig omkring [seer omkring

» 157 L. 11 f. o. imøde, [imøde

» 158 L. 3 f. o. Axel Thordsøn! [Axel Thordsøn?

» 158 L. 6 f. o. forvandler [forvandle

» 158 L. 11 f. o. ham, [ham

» 158 L. 13 f. o. flyede [flydde

» 161 L. 2 f. n. Min [Du

» 162 L. 5 f. o. Altre [Altere

» 162 L. 12 f. n. andre Ti [andreti

» 164 L. 14 f. o. hendes Moders [hendes sin Moders

» 167 L. 2 f. n. derpaa. [derpaa;

» 172 L. 5 f. o. Tryggvesøn [Tryggesøn

» 177 L. 16 f. o. kjeded [kjended

» 177 L. 14 f. n. Herfra da Landet var i Oprør, da De dragne Sværd [Da dragne Sværd

» 177 L. 6 f. n. Fædrelandet [Fædreland

» 180 L. 7 f. n. Ei, du [Ei du

» 181 L. 6 f. n. umulig, [umulig

» 183 L. 12 f. o. moderløs, [moderløs

» 183 L. 9 f. n. dig! [dig:

» 185 L. 3 f. n. huldt [huld

» 187 L. 4 f. o. Altret [Alteret

» 188 L. 13 f. o. over [oven 483 Side 191 L. 12 f. n. Sødskindbørn! [Sødskindbørn;

» 194 L. 9 f. o. dyderige [dyderigske

» 194 L. 7 f. n. Bøddel [Bødel

» 196 L. 1 f. o. sit Nidingsværk [sin Nidingsværk.

» 198 L. 14 f. n. Har I ei seet [Har I seet

» 199 L. 7 f. o. Gudsødskinde! [Gudsødskinde?

» 204 L. 11 f. n. Man [Men

» 205 L. 10 f. n. istand til [istand

» 206 L. 12 f. o. Stød! [Stød?

» 207 L. 4 f. n. Trolddomsbrev [Troldomsbrev

» 209 L. 14 f. o. Kiærlighed! [Kiærlighed.

» 209 L. 7 f. n. hyllet [hylled'

» 211 L. 1 f. o. Skiebne! [Skiebne.

» 211 L. 10 f. o. Sager [Sagn

» 211 L. 12 f. o. Ved [Bed

» 212 L. 10 f. n. Von [Vom

» 213 L. 12 f. o. Horoscop [Heroscop

» 215 L. 9 f. o. Staaer [Staae

» 220 L. 10 f. o. Guds Navn [Gudsnavn

» 221 L. 12 f. o. Art; [Art,

» 222 L. 2 f. o. op til [til

» 225 L. 5 f. o. Hovedet. [Hovedet

» 225 L. 7 f. n. St. Olaf [St. Olaf;

» 230 L. 15 f. o. Mørke; [Mørke:

» 231 L. 2 f. n. Krands! [Krands;

» 233 L. 10 f. o. Blod! [Blod.

» 233 L. 5 f. n. Sacramente [Sacrament

» 235 L. 1 f. o. ville knæle [knæle

» 237 L. 6 f. o. uheldig [uhældig

» 237 L. 9 f. n. Helt! [Helt

» 242 L. 9 f. n. Forbindingen [Forbindningen

» 243 L. 12 f. o. Hakon! [Hakon

» 243 L. 12 f. n. Axel! [Axel;

» 247 L. 6 f. n. Kæmper, [Kæmper

» 251 L. 2 f. n. Vaabenbroder! [Vaabenbroder

» 254 L. 15 f. o. dit [det

» 267 L. 10 f. o. Had, [Had

» 267 L. 5 f. n. Agt, [Agt

» 274 L. 9 f. o. godt [got 484 Side 280 L. 9 f. n. See saa! [Saa saa!

» 301 L. 7 f. o. Vi [Bi

» 319 L. 7 f. o. Maler, [Maler

» 329 L. 11 f. n. ej en [ej er

» 330 L. 6 f. n. Gange [gange

» 340 L. 3 f. o. Ret [ret

» 346 L. 15 f. n. Vel [Vil

» 348 L. 12 f. n. Ubekiendte, [Ubekiendte.

» 349 L. 7 f. n. Værk! [Værk?

» 353 L. 13 f. o. i en Hast [i Hast

» 365 L. 2 f. n. veed [ved

» 367 L. 3 f. o. Fælden [Fællen

» 371 L. 9 f. n. Sal [Soel

» 378 L. 6 f. o. nok, [nok.

» 382 L. 10 f. o. Nu [Nu,

» 385 L. 14 f. o. ej [og

» 386 L. 1 f. n. Smigreske [Smigerske

» 387 L. 15 f. o. Gud, [Gud

» 389 L. 8 f. o. ham, [ham;

» 394 L. 7 f. n. Engle. [Engle

» 397 L. 9 f. n. min [Min

» 406 L. 16 f. n. Red [Ræd

» 406 L. 8 f. n. Syndre [Synder

» 408 L. 11 f. o. Arbeideren [Arbeiderne

» 408 L. 2 f. n. Fattige [Fartige

» 415 L. 4 f. n. Mausolæ [Mousolæ

» 419 L. 3 f. o. Penge. [Penge

» 426 L. 12 f. o. Det er forbi! Mit Liv [Det er forbi mit Liv!

» 427 L. 2 f. o. vaagne [vaage

485

INDHOLD

PALNATOKE (1809) 1
AXEL OG VALBORG (1810) 135
CORREGGIO (1811) 263
BEMÆRKNINGER 431