Oehlenschläger, Adam AXEL OG VALBORG

AXEL OG VALBORG
ET SØRGESPIL 136

"Gud dennem forlade som Aarsag er
At de ei sammen maa være,
Som have hinanden af Hiertet kiær,
Og elsker i Tugt og Ære".

137

FORERINDRING.

Den gamle Sang i Peder Syvs Kæmpeviser, der har givet Anledning til nærværende Sørgespil, staaer ikke i nogen Forfatteren bekiendt Forbindelse med den norske Historie. Alle Spor i Visen tyde hen paa det ellevte eller tolvte Aarhundrede; altsaa paa en Tid, Snorro Sturlesøn omstændeligen har beskrevet. Der tales i Kæmpevisen om en Kong Amund, hvilken Peder Syv troer at være Amund Kulbrænder. Denne understøttede Svend og Harald mod Kong Magnus i Norge, og døde 1051. Et Par andre svenske Fyrster af dette Navn levede før denne Tid, og staae ikke i Forbindelse med slig Begivenhed. Kæmpevisen nævner en Dronning Malfrid. I den norske Historie gives kun een saadan Dronning, en russisk Prindsesse, først givt med Sigurd Jorsalafar; siden forskudt af ham, med Erik Emund i Danmark. Med Sigurd havde hun Christina, der blev Erling Skakkes Hustrue, og døde 1135. Paa dette Egteskab grundede Erling sin Søns Magni Ret til det norske Herredom. Om Hagen Kongens Søn taler ogsaa Visen. Det vil sige: den unge Kong Hakon; thi at han var Enevoldsherre og faderløs viser Begivenhederne. Snorro omtaler tvende unge Konger af dette Navn: Hakon Magnus den Godes Søn, som levede elsket og rolig, og døde paa Jagt; og Kong Hakon Herdabreith (Skulderbred) Sigurds Søn, som efter et kort og uroligt Regimente faldt med sine trofaste Mænd i et Slag mod Erling Skakke. Blandt disse Mænd var 138 en Askel, eller Axel fra Føhrland, en tro Hirdmand af Sigurd. Hakons Fader heed Thord Husfreya. Giør man nu denne Axel til Thord Husfreyas Søn, saa kommer en Axel Thordsøn derudaf. Digteren har fundet denne Fiction overensstemmende med Tid, Omstændigheder og selve Navne. Efter Harald Gilles Tid maa ogsaa Tildragelsen være skeet, da der tales saa meget om den Gilske Slægt, hvilke Giller ikke uden langt mere usandsynligt kunne menes at være Gille Laugmands Afkom, han levede i Olaf den Helliges Tid, ikke nær saa berømt en Mand, som Harald Gille. Denne Slægt udmærkede sig i den korte Tid den levede, tragisk og sig selv tilintetgiørende. Ved at vælge en slig sandsynlig og for Stykkets Tarv passende Tidspunkt, kunde man nu vel ikke lade Axel have tient en Keiser Henrik, vel derimod den saxiske Hertug Henrik Løve, en mandhaftig og berømmelig Helt. Istedet altsaa for det formodentlig opdigtede Overfald i Visen fra Opland, benyttedes det historiske og vigtigere af Erling; og saaledes lagdes da uden Tvang Melpomenes og Klios Hænder i hinanden, hvorved det Hele faaer en fastere og værdigere Grund. Da Eisten eller Augustinus blev Hakon utro og flygtede til Bergen, for at understøtte hans Fiende, er det ikke usandsynligt at Hakon har sat en Anden i hans Sted i dette Mellemrum, hvilken her kaldes Erland, efter den ædle, med faae Ord velskildrede Erkedegn i Kæmpevisen. Augustinus byggede den store Throndhiems Domkirke, hvilket kan være skeet i Axels og Valborgs spæde Barndom; der gives i Tragoedien Vink derom, skiøndt kun svagt, for ikke at forstyrre det Ærværdige med en alt for ny Kirke.

139

DE HANDLENDE:

  • Hakon Herdebred, Norges Konge.
  • Sigurd af Reine, hans Staller.
  • Axel Thordsøn, hans Frænde.
  • Valborg, Axels Brud.
  • Vilhelm, hans Ven.
  • Erland, Erkebiskop.
  • Knud, Sortebroder.
  • Biørn Gamle,
  • Endrid hin Unge,
  • Kolbein og
  • Flere Kæmper.
  • En fiendtlig Kæmpe med Følge.
  • Gotfried, Vilhelms Svend.
  • Dronning Thora med sine Fruer og Jomfruer.
  • Biarkebeiner.
  • Munke.

Handlingen foregaaer i Christ-Kirken i Nidaros. Til begge Sider Begravelser i Murene; midt paa Gulvet Harald Gilles Liigsteen. I Forgrunden tvende mægtige Kirkepiller, som understøtte Hvælvingen; den venstre betegnet med tre Kors; den høire viser Tegnet [se facsimile] omkrandset af Forgietmigei. Dybt i Baggrunden Høialteret, hvorfra Hovedgangen gaaer ned mellem Stolestader paa begge Sider til Pillerne i Forgrunden. Over Altertavlen staaer et gyldent Skrin, der oplyses af de brogede Ruder i Choret, hvorigiennem Solen skinner. I Midten af Gangen en Lysekrone.

Tiden er 1162.

140

        

141

FØRSTE AKT.

AXEL. VILHELM.

VILHELM.

Her er da den berømte Throndhiems Kirke,
Hvis Rye har bredet sig til selve Rom. -

AXEL.

Har Rygtet pralet?

VILHELM.

Nei!

AXEL.

O! hvilket Tempel!

VILHELM.

Et høit udhulet hvælvet Dovrefield!

AXEL.

Ærværdig Rolighed har her sit Sæde
Og gyder Fromhed i det stille Sind.

VILHELM.

Et prægtigt Syn, naar midt man staaer i Gangen
Og skuer op til Altret.

142
AXEL.

Messen holdes
I Choret, hør! den fierne Morgensang
Runger i Kirkens trinde Hvælvinger.

VILHELM.

Hvor dunkelt for en Sommermorgen! Norden
Er dunkel.

AXEL.

Dunkel som det Hellige!
De gule Voxlys brede svage Straaler
Fra Messingkronen hen i Kirkens Gange.
Saa glimter Haabet i et sorgfuldt Hierte.
O! hvilket Syn! Den unge Morgenrøde
Gløder igiennem Farverne paa Vindvet
I Østen. Hil dig! hil dig, skiønne Sol!
Du vækker alle mine Barndoms Minder.

VILHELM.

Og hvad betyder hist den gyldne Kiste
Der over Alteret?

AXEL.

Sankt Olafs Skrin.

VILHELM.

Ha! det er Olafs Skrin!

AXEL.

Der giemmes fromt
De hellige Levninger af Nordens Helgen.

VILHELM.

Og klippes end hans Skiæg og Negler stundom
Af Kongerne?

143
AXEL.

Nei; Harald Haarderaade
Fandt det uværdigt at forstyrre Liget
I sin høitidelige Ro; han kasted'
I Havet Skrinets Nøgler, og fra den Tid
Hviler det ædle Støv i stille Fred.

VILHELM
betragter Pillerne.

Herlige Støtter ved St. Innocenz!
De har en stærkere Rygrad, bredre Skuldre
End du og jeg; og de vil kneise fort,
Naar vore trætte Been er længst i Mulden.
Men hvad betyde disse trende Kors?

AXEL.

Kom Vilhelm! lad os see den næste Piller.

VILHELM.

Siig mig kun først, hvad disse Kors betyde?

AXEL.

De trende Kors betyde Haarderaades,
Kong Olaf Kyrres og Kong Magni Høider;
Men lad os eftersee den næste Piller.

VILHELM.

Hvad vilst du see?

AXEL.

Et mindre Mærke, Vilhelm!
Ei nær saa høit, ei nogen Kæmperhøide,
Saa høit kun som en femtenaarig Møe;
Ei hugget ud i Stenen, ridset ind kun
Med svage Træk i Træeomfatningen.

144
VILHELM

Din Valborgs Maal?

AXEL.

Bie, bie en liden Stund!
Lad mig forhøie Nydelsen ved Dvælen.

VILHELM.

Naar skarst du det?

AXEL.

For fem Aar siden, da
Jeg treen i Kirken for til Gud at bede,
For Afsked med min Kiærlighed at tage,
Og med mit Fædreland. - Min Valborgs Moder
Var nylig død; Valborg var sat i Kloster
At lære Sømmen sye og læse lære;
Hun var kun femten Aar; men, o! min Broder!
Den modne Siel alt smilte som en Engel
Igiennem Øiets Himmelblaa. - Jeg kom,
Det var en aarle Morgenstund; Kong Eisten
Var fanget Dagen før, og skiændigt myrdet.
En vældig Rædsel drev mig bort fra Norge.
Grumt raste Landets Sønner mod hverandre;
Grumt raste Kiærligheden i mit Bryst.
Jeg bad til Gud, at ud han vilde slukke
Den stærke Flamme, der, endskiøndt uskyldig,
Dog skyldig brændte til min skiønne Frænke.
Jeg bad, og som jeg bad, da aabnedes
Hist Klosterdøren, hvorigiennem ellers
De fromme Nonner komme hid til Messen;
Det undredes mig, at de kom saa aarle -
Men ak! det var kun Een, en Uindviet,
Hvis Skiønhed Sløret endnu grusomt ei
Bedækte. - Tæt det sorte Klædebon
145 Sig vandt om hendes smekkre Midje; blegt
Som Silke, faldt de silkebløde Lokker
I Fletninger om Skuldrene. Hun saae
Mig ei, hun knælte her for Graven, Vilhelm!
Her for sin Moders Grav, hun hæved fromt
De trinde Arme, liliehvide Hænder.
Hun bad som jeg: »O Himmel sluk min Elskov!
O Moder! styrk din Datter i sin Dyd!«
Da glemte jeg St. Olaf, alle Helgen,
Og Himlen selv; thi Himlen aabenbared
Sig for mig i min Valborg. - Aldrig var
Tilstaaelsen end kommen mig paa Læben,
Fra den Tid virkelig jeg elskte hende.
Fra Barnsbeen kaldtes vi vel Ægtefolk;
Det var i Spøg, fordi den søde Møe,
Som Glut alt var mit Hierte dyrebar.
Jeg nærmed mig, igiennemglødet af
Det stærkeste, det elskovsfulde Mod.
Nu syntes alle Farer mig forsvinde;
Axel var Valborg kiær, som Valborg Axel.
Jeg skued med Foragt hver ussel Fordom,
Der lig en Diævel vilde trodse Himlen
Og Englen i sin Fryd. - Min Skiæbne laae
Mig som en saaret Lindorm for min Fod.
Jeg stod paa den kiæk som St. Michael,
Og stødte Spydet i Uhyrets Ryg,
Mens mine Følelser med stærke Vinger
Sig løfted imod Himlen. Saadan treen jeg
For Valborg; med min venstre Haand omslyngte
Jeg hendes skiønne Legem, med den høire
Drog jeg mit Sværd, og svor ved alle Helgen:
Valborg skal vorde Axel Thordsøns Brud
Paa Jorden eller hist i Himlen.

146
VILHELM.

Amen!
Min brave Broder!

AXEL.

Ak, da skiælved Valborg:
»Axel, hvad sværger du! Er ei vor Elskov
Mod Religionen og mod Sæderne?
Er vi ei Slætninge? Forbyder Kirken
Ei sligt et Ægteskab? Bad vore Mødre
Indstændigt os paa Sottesengen ei,
At tvinge denne Flamme? Spaaede de
Os idel Kummer ei og Undergang,
Ifald vi handlede mod deres Raad?
See vore Mødre paa Ligstenene!
De bøie deres Hoveder, de græde
Af inderlig Medlidenhed, for os,
For deres Børns grusomme Skiæbne!« Vilhelm!
Da skar jeg vore Træk i Pillen der,
Og svor igien: Jeg kommer hiem med Orlov
Fra Paven, eller aldrig, aldrig mere.

VILHELM.

Hvor lykkeligt at stande ved sit Maal!
Begavet nu med alt, hvad forhen mangled.
Kom lad os eftersee dit Navnetræk!

AXEL.

Ja! det skal være mig mit første Varsel!

Han gaaer hen mod Pillen, og opdager Blomsterkrandsen.

O Vilhelm! Vilhelm! Valborg er mig tro;
Himlen er ei saa blaa som disse Blomster.

Han omfavner sin Ven.
147
VILHELM.

Lyksalige! som elsker, og som elskes!

AXEL.

Staldbroder! hav Taalmodighed med Axel!
Lad ei hans Blødhed trætte dig. Snart er
Han lykkelig, da skal han dele Livet
Imellem Valborg og sin Broder Vilhelm.
Du fulgte mig til Norge for at kiende
Den nordiske Natur. Alt skalst du skue.
Men Kiærligheden, Ven! er ogsaa nordisk.
Den høie Agtelse for Qvinden, Vilhelm!
Har Sydens Ridder lært af Nordens Kæmpe.
Hvis du vil kiende Nordens Aand og Sæder,
Maa du begynde med dens Kiærlighed.

VILHELM.

Elsk du, min Ven! sværm, og vær lykkelig!
Du kaared dig en ærlig Tydsker til
Din Ven, og du skalst altid finde sand
Deeltagelse ved dette Bryst.

AXEL.

Det veed jeg.
Da Odins Skare deelte sig i tvende
Mægtige Broderarme, blev dog Roden
Af Sproget og vort Sindelags Natur
Udeelt; og derfor bør det sig bestandig
At Gothen og Germanen elske sig.

VILHELM.

Du viste dig i Henrik Løves Tog
Saa diærv en Ridder, som en trofast Beiler
148 Her ved de vakte Minder af din Elskov.
Jeg lader dig nu med din Kiærlighed,
Og iler hen til Skibet for at bringe
Vort Folk Besked og Bud.

AXEL.

Jeg skulde selv -

VILHELM.

Ei! du est undskyldt, lad du mig kun raade.
Tak for du viste mig den skiønne Kirke.
Pillegrimskaaben har jeg ladet lægge
I Stolestadet hist med Vandringsstaven,
Hvormed du første Gang vil see din Valborg.
Jeg overlader dig til denne Glæde;
Paa Skibet kanst du atter finde mig.

AXEL.

Jeg bringer dig i Kongens Hal, saasnart -

VILHELM.

Først ønsker jeg at hilse Bispen; dog
Det haster ei, men Kiærligheden haster.

Han gaaer.

AXEL.

Du tapre Vilhelm! Redelige Tydsker!
Udkaarne Ven, trofaste Vaabenbroder! -
Hvor lifligt straaler Solen Munterhed
Ind i mit Hierte, som i Kirkens Hvælving.
Men hvilken dunkel Skygge, sort og skummel,
Sniger sig langsomt hid, for at formørke
Den lyse Fryd? Ha, Sortebroder Knud!
149 Jeg kiender ham; det samme lumske Træk
Ved Øiet og det samme sledske Smiil
Paa Læben, som for fem Aar siden. - Kunde
Jeg undgaae ham! men han har seet mig alt;
Hvis her han dvæler, medens Valborg kommer!
Ulykkesfugl! du skal den første være,
Som her mig møder? Et usaligt Varsel! -

KNUD
kommer.

Ei hellige Guds Kors! hvad? seer jeg ret?
Hvad? Axel Thordsøn? Axel her i Landet?
Bedrage mine Øine mig?

AXEL.

Jert Øie
Seer klart og sundt, min fromme Fader! Axel
Er her. Guds Fred! Hvor gaaer det, Broder Knud?

KNUD.

Gud takke dig for denne gode Hilsning!
Hvordan det gaaer? Det Gamle! Præstegang!
Fra Klosteret til Kirken, og fra Kirken
Til Klosteret, og endelig derfra
Et Skridt til Graven; det er Munkelivet.
Men siig mig, kiære Søn! hvor gaaer det dig?
Ei, ei, hvor du est bleven føer og stærk!
Hvor har du færdedes? Hvad har du øvet?
En vakker Kæmpe lever meer eet Aar
End alle Munke deres Levedage.
Hvordan forstaaer jeg her Tilbagekomsten?

Han betragter Axel opmærksom.
150
AXEL.

Kan det forundre Eder, at en Nordmand
Tilbagevender til sit Fædreland?

KNUD.

Jeg veed, hvorfor du drogst af Landet ud;
Ak! alle Kirkens Brødre maatte rose
Saa fromt et Forsæt hos saa ung en Svend;
Du vilde ved Fraværelsen betvinge
Din syndefulde Brynde til skiøn Valborg.
Nu, det var smukt giort, det var vel giort! godt giort!
Men nu Tilbagereisen, kiære Søn?
Dog fem Aars Tid er gaaet, det er sandt!
I fem Aars Tid kan glemmes meget, veed jeg;
Og i Italien er skiønne Qvinder,
Trinde som Lilier, blussende som Roser,
Blide som Duer, fyrige som Ild.
Da glemmes Nordens blege Skiønhed snart.
Ei sandt, min Søn?

AXEL.

Det kan vel hændes, Fader!

KNUD.

Ja, ja! saa er det hændt sig, kan jeg tænke;
Og det er vel! det var en blodig Synd
Dit unge Hierte dengang stod i Fare
For at begaae.

AXEL.

Hvor lider Valborg?

151
KNUD.

Nu
Som det nu gaaer de unge Møer; hun
Er bleven from, klog, smuk -

AXEL.

Det var hun alt,
Da jeg drog bort.

KNUD.

Ja, ja! hun tegned brav,
Hun tegned brav!

AXEL.

Saa er hun mere deilig?

KNUD.

Derom kan jeg ei dømme, kiære Søn!
En Munk forstaaer sig ei paa jordisk Skiønhed,
Han seer kun paa den Himmelske.

AXEL.

Er Valborg
Endnu i Klostret?

KNUD.

Undertiden, ja!
Dog oftere er hun hos Kongens Moder
Paa Kongens Gaard. Snart blier hun der vel stedse.

AXEL.

Hvorledes det?

KNUD.

Hun kaldes Axels Brud
Endnu for Spøg af Byens Piger; men
Vi vide vel, at Konning Hakon snart
Vil dele Norges Krone med skiøn Valborg.

152
AXEL.

Hvad? Hakon?

KNUD.

Nu, han elsker Jomfrue Valborg
Med al sit Hiertes Hæflighed!

AXEL.

Og Valborg?

KNUD.

Hun - ham igien.

AXEL.

Der løgst du, Broder Knud!

KNUD.

Ei, ei! min unge Ven! jeg troede sikkert,
Du havde fromt bekæmpet dine Synder.

AXEL.

Hun elsker Hakon ei, hun hader ham.

KNUD.

Christ frie os! hade Kongen!

AXEL.

Har han beilet
Om hendes Troe?

KNUD.

Alt længst; og Valborgs Frænder
Gav Kongen alle Ja.

AXEL.

Men Valborg, Munk!
Men Valborg gav ham Nei.

153
KNUD.

Hun er optugtet
I Ærbarhed og Christendom; hun veed,
At Lydighed er Qvindens Hovedsmykke.

AXEL.

Nei, Munk! ved alle Himlens Stierner! Valborg
Ægter ei Hakon, hun er Axels Brud.

KNUD.

Du troer at giennemdrive denne store
Forargelse?

AXEL.

Retmæssigt skal hun vorde
Min Brud, for Gud, som for mit Hierte.

KNUD.

Axel!
Hvorledes? -

AXEL.

Derom taler jeg med Kongen,
Og skylder Eder intet Regnskab. Valborg
Er min, trods alle Diævle, alle Munke.

Han gaaer.

KNUD.

En vigtig Nyhed! Ønskelig for mig!
Det blir en Kirkesag. Vor Erkebisp
Vil neppe blande sig i dette Væsen;
Han har jo engang været selv forelsket,
Den gamle Taabe. Altsaa - Broder Knud! -
Axel afstaaer ei Valborg med det Gode;
I Elskovsheden har han atter glemt - -
Jeg iler hen at aabenbare Kongen
154 Den hele Sag. Erland er syg og gammel!
Snart maa der tænkes paa en anden Biskop!
En vigtig Post, især i disse Tider;
Normannakonning trænger til en Mand
Med Kraft og Klogskab, der ved sin Idræt
Har viist Hengivenhed. - Mod! Broder Knud!
Her byder sig en Leilighed, som kaldet!
Hvormed belønner høit nok Elskeren
Den Mand, som skaffer ham sin Elskerinde?
En vigtig Nyhed! Ønskelig for mig!

Han gaaer.

AXEL
kommer tilbage i en Pillegrimskappe befæstet med Muslingeskaller, han har en hvid Stav, en bred Hat og et graat Skiæg i sin Haand.

Alt borte? Vel! Iil du kun hen at bringe
Hakon det siældne Bud; jeg kommer selv. -
Han elsker hende! Hakon elsker Valborg! -
Men Valborg elsker mig. Og hvoraf veedst du,
Og hvoraf veedst du, at hun elsker dig?
Hakon er Konge, Valborg er en Møe,
Og Qvindens Lod er Svaghed. Skam dig, Axel!
Bør Synden tvivle om en Engels Dyd?
Men Pigen elsker Glimmer! - Axel! Axel!
Da her for Gud hun knælte med sit Hierte
Af hellig Elskov fuldt, stod Jordens Glimmer
Da ogsaa dengang i den Renes Blik? -
Ak Tiden matter Alt! den sløifer selv
Hist Pyramiderne paa Nilens Sletter,
Hvor meget meer. - O Kiærlighed! du est
Ei en uskyldig dydig Drift; du vækker
Mistillid, Had og Frygt i Mandens Hierte! -
Fem Aar! Jeg har forandret mig i den Tid;
155 Jeg har ei tabt derved; er vorden Helt!
Mit Blik er mere roligt, mere skarpt,
Min Hage skiules tæt af dunkle Duun;
Mit Sværd har ikke rustet i sin Balg
Imidlertid; den store Henrik Løve
Udmærkte mig; for hans Skyld bærer jeg
Mangt sammenskrumpet Ar paa Bryst og Skulder;
Var jeg elskværdig før i Valborgs Øine,
Da maa jeg mere vorde det som Mand;
Hvad elsker Qvinden meer end kraftig Manddom?

Hans Øie falder paa Krandsen.

O hulde Blomster! som en lysegrøn
Maidag, omhvælvet af det Himmelblaa
Mildner I Sorgen i mit Hierte. - Thora
Kommer fra Messen alt med sine Møer.
Til Sagen, som en sølverhaaret Gubbe
Jeg speide vil min Skiæbne. Er hun utro,
Da bort saa hastig, som jeg kom; da lynsnar
I Henrik Løves Hær tilbage; brat
Jeg finder der min Død for Vendens Øxe.
Og fanges jeg, og offrer Hedningen
Mig hen for Radegast, for Schvantevit
For Provo eller for den grumme Siva -
Hvad er det meer? Jeg faldt et Offer alt
Her for en christen mere grum Gudinde.

Han gaaer afsides. Dronningen gaaer igiennem Kirken med sine Fruer og Jomfruer.
VALBORG
kommer i det sidste Par; hun standser i Forgrunden af Skuepladsen og siger til sin Følgesøster:

Gak du foran, Svanhvide! at jeg ene
Kan giøre Bønnen efter daglig Skik
156 Her ved min Faders og min Moders Grav;
Jeg følger efter!

Dronningens Følge gaaer bort. Valborg knæler ved sine Forældres Grav.

AXEL
som fuldkommen forklædt er kommen tilbage, og knæler i en Afstand.

Himmel! det er Valborg!
Jeg kiender hende neppe. Hvilken Væxt!
En fyldig Rose, hvad kun før var Knup.
Hvad er hun bleven deilig! Hendes Aasyn
Er kun det samme. Men de røde Roser
Er bleget hen til hvide Vemods Lilier.
Held mig! Jeg vilde gyse, hvis hun blussed
I freidig Munterhed.

VALBORG
staaer op og seer sig omkring.

Jeg er allene.
Hist knæler kun en gammel Pillegrim.

Hun gaaer hen for Pillen med Navnetrækket; tager den forrige Krands af, og hænger en frisk isteden.

Jeg hilser dig, min Kiærlighed! god Morgen!

AXEL.

O Himmel!

VALBORG
betragter Axel.

Hvor han beder fromt den Gamle!

AXEL.

Tak, høie Fader, for din Miskundhed!

157
VALBORG.

Hvor salig er hans Fryd, den sølvgraa Gubbe!
Han har tilbagelagt en hellig Reise;
Letter sit Hierte for en tung Bekymring;
Nu staaer han reen, uskyldig ved sin Grav;
Den aabner sig, som Favnen af en Ven.
O gode Gud! hvor sælsomt gaaer det dog
Paa denne Jord; tit nyder Alderdommen
En barnlig Ungdomslyst, imens den Unge
Maae tæres hen af glædeløse Sorger.

Hun gaaer ham imøde, i det han reiser sig.

Held dig og Sæl, min fromme Vandringsmand!

AXEL.

Jeg takker Eder skiønne Jomfrue Valborg!

VALBORG.

Du kiender mig?

AXEL.

Jeg gik til Nidaros,
Deels for at knæle ved St. Olafs Skrin,
Deels for at bringe Eder Brev og Hilsen
Fra Tydskland, hvorigiennem Veien faldt.
Jeg har alt hilset Helfrid, Eders Frænke
Paa Immersborg, hun spaaede mig en god
Modtagelse, for dette gode Budskab.

VALBORG.

Mig kiender ingen i den vide Verden;
Kun Helfrid er min troe Veninde; men
Du kommer langveis fra; hvad kanst du bringe?

AXEL.

Frue Helfrid har - en Broder.

158
VALBORG
rødmer.

Axel Thordsøn!

AXEL
afsides.

O søde Lilier! I forvandler Eder
Til Roser atter!

Højt

Rigtig, Axel Thordsøn.
En ærlig Kæmpe, kun lidt kummerfuld.
I Saxen traf jeg ham, i Henriks Leir,
Og neppe hørte han jeg drog til Norrig,
Saa flyede han mig dette Brev og bad
Mig bringe det i Eders egne Hænder.

VALBORG
kaster et frygtsomt Sideblik hen i Kirken; da hun finder sig ene med Gubben, rækker hun efter Brevet og siger:

Min Gubbe! du har bragt - kiærkomment Budskab.

AXEL.

Har jeg? nu Gud velsigne Eder derfor.

VALBORG.

Du tager Deel i Axel Thordsøns Skiæbne?

AXEL.

Og i skiøn Valborgs med. Læs Eders Brev!

VALBORG
bryder Brevet og læser:

Ung Axel lader Brev udgaae,
Valborg, du søde Qvinde!
Christ give, det dig finde maae
Min Brud, min Elskerinde!
159 En Ring jeg tager af min Haand,
Du den paa Fingren sætte.
Jeg elsker dig med trofast Aand,
Og kan dig ei forgiette.

Kom vel i Hu, min unge Brud!
At jeg dig saa mon fæste,
Skiøndt Axel drog saa vide ud,
For fremmed Folk at giæste.

Han tiener i Herr Henriks Hær;
Forgyldt er hver hans Spore,
Fra Velskland er hans gode Sværd
Og ridderlig hans Fore.

Men ak! han sover ei sødelig,
Som sig mon Kæmpen sømme;
Hver Nat han har ei Ro hos sig,
Alt for de stærke Drømme.

O vær mig tro, min Fæstemøe!
Bøi fra mig ei din Villie!
Jeg sviger ei paa Verdens Øe
Valborg, min hulde Lillie!

Og Lykken vexler ofte om;
Det kan sig vel saa hænde,
At Axel bringer Bud fra Rom,
Kiært for sin søde Frænde.

Maaskee han for dit Aasyn staaer,
Naar mindst du troer hans Komme.
Farvel nu Valborg! hulde Maard!
Rose for alle Blomme!

Valborg stirrer vemodig paa Brevet, og gientager langsomt og forsagt:

160 Maaskee han for dit Aasyn staaer,
Naar mindst du troer hans Komme!

Hun slaaer Øinene op, og bliver i det samme Axel vaer som har afkastet Forklædningen.

O Himmel!

AXEL
styrter i hendes Arme.

Her er han, Valborg! hulde Maard!
Rose for alle Blomme!

VALBORG.

Axel!

AXEL.

Valborg!

VALBORG.

O min Gud!
Er det dig selv?

AXEL.

Nei, det er ikke Axel.
Axel var en bedrøvet sorgfuld Svend;
Og, elskte Valborg! du omfavner her
Den lykkeligste Helt i dine Arme.

VALBORG.

Min Axel! er det muligt?

AXEL.

Elskte Pige!
Alting er muligt for et trofast Hierte.
Alting er lykkedes din Pillegrim.
Han stander ved sit Maal, ei ved sin Grav,
Og takker Himlen for dens Miskundhed.
Jeg svor en Eed, at ej jeg kom tilbage,
161 Før Kirken havde billiget vor Elskov;
See, her er Orlov fra den hellige Fader;
Nu kan vi elske, elske uden Synd.
Jeg bærer Pergamentet i et Omslag
Af Silke paa mit blotte Bryst. See Valborg!
Det gule Pergament! Et Himmelbrev!
See! seer du: Hadrianus Episcopus
Servus servorum Dei. - Ak! det er
I Romersproget, det er sandt; men Brevet
Tillader dig at elske mig, min Valborg!
Den gode Olding svor mig det. Og nu
Sværg mig, mit Hiertes Allerkiæreste!
Her paa den brede Liigsteen, som bedækker
Vor Stammefaders Harald Gilles Støv,
At end i Dag du vil for Altret træde
Med Axel, som din Fæstemand.

VALBORG.

Min Axel!
Veedst du at Kongen -

AXEL.

Alting, veed jeg, alting;
Han elsker dig! - Og du?

VALBORG.

Jeg elsker Axel.

AXEL.

O søde himmelske Veltalenhed!
Endnu engang! Siig det endnu engang
Min hulde Lilievand! Jeg hørte ej
Hvad førstegang din Purpurlæbe talte!

162
VALBORG.

Jeg elsker Axel!

AXEL.

Har I hørt det, Mure?
I høie Hvælvinger? I hellige Altre?
Hun elsker Axel! Nu saa skal da ogsaa
Kun Døden skille dig fra Axel. Kom!
Kom, lad mig sætte Ringen paa din Finger

Han taber den.

Den faldt!

VALBORG.

O Gud!

AXEL.

Den trilled i en Revne.

VALBORG.

Den trilled ned i Harald Gilles Grav.

AXEL.

Jeg lader smedde andre Ti til hver
Af dine runde Alabasterfingre.
Med Perler skalst du flette dine Haar;
Silke, med Roser og med Lilier sat,
Skal svulme kring dit Bryst; din spæde Fod
Skal sluttes ind af sølverspændte Skoe;
Af din Skarlagens Kaabe skal den liden
Smaadreng strunk bære Slæbet, naar du vandrer
Fra Axels Gaard til Kirken, som hans Hustru.
Heel mangen Klump af Vendernes Skurdguder
Faldt i din Kæmpes Lod; du varst hans Skioldmøe;
Granvoxne Valborg!

163
VALBORG.

Elskelige Svend!
Hvor har du ogsaa stærkt forandret dig.
Dit Hierte kun, din Elskov er den samme.
Jeg skuer neppe meer den skiælmske Kløft
I Hagen her, for lutter sorte Kruser.
Barbar! som du est vorden! Valborg elskte
En hvid glathaget Ungersvend; nu favner
Hun her en solbrændt, skiæggehaget Vildmand.

AXEL.

Og til Beviis paa, at du frygter ei
Den barske Vildmand med det sorte Skiæg,
Saa tryk din glatte, silkebløde Hage
Mod disse dunkle Duun, i det du trykker
Det første Indsegl af din Kiærlighed
Paa Axels Læber med din Mund.

Han kysser hende.

VALBORG.

Min Axel!

AXEL.

Min Valborg! - Saa! - nu træder jeg for Hakon,
Nu har jeg drukket Mod og Dristighed.
Jeg frygter ei; han skal ei røve mig
Min Brud; han kan det heller ei; han er
En nordisk Drot og kan ei være nedrig;
Det er min Pligt, ei at formode det.
Farvel. O Hulde! hvor det koster Axel,
At rive sig fra dig min Elskerinde!
Men det maa være. Snart forenes vi
Saa huldt og fast som vore Navnetræk.
See søde Pige, hvad er dette A?

Et omvendt V.

Og hvad er dette V?
164 Et omvendt A! Saa gaaer det vore Hierter.
Vi er een Siæl i tvende Parter adskilt,
Hvis hele Stræben er at eenes atter.
Christ signe dig! Smyk dig som Brud! du finder
Din Axel her igien som Brudgom.

Han gaaer.

VALBORG.

Axel! -
Hvor han er vorden mandig, tillidsfuld,
Hans Blik udstrømmer Munterhed og Trøst.
Hvi gikst du bort, og lodst din Valborg ene
Tilbage mellem Gravene, min Axel?
Nu falder atter ængstligt hendes Øie
Paa hendes Moders blege Billed hist.
Hun græder fort, bedrøvet; ak som om
Hun vilde sige: »Ulyksalige!
I fryder Eder i et stakket Haab,
En grusom Skiæbne har opreist sin Muur
Af Jern imellem Eders Hierter. Først
I Graven -« Gud! I Graven faldt hans Ring;
I Haralds Grav! - - Han stander i sin Rustning
Den døde Konge, barsk og trudselsfuld;
Med Haand paa Sværd, med vredtindtrukne Bryn;
Vor Stammefader. - Ak fortørnes ei!
Min Axel bringer Pavens Orlov hiem.
Vort Ægteskab er ingen Brøde længer. - -
Men ak! han truer ubevæget fort;
Som om han vilde sige: »Intet Brev
Kan svække Blodets Magt; ei nogen Bulle
Giør Indgreb i Naturens hellige Orden.«
Og Axels Ring - o alle gode Helgen!
Den trilled i vor Stammefaders Grav.

165

ANDEN AKT.

KONG HAKON. SIGURD AF REINE.

SIGURD.

Hil og lyksalig dig, min Herre Hakon!
Jeg mærker man maae gaae til Kirke nu,
Naar man vil være sikker paa at træffe
Normannakonning.

HAKON.

Bringer du os Budskab?
Har du indhentet Nys om Erling, Sigurd?

SIGURD.

Et Kiøbmandsskib er løbet ind i Fiorden,
Har sneget sig ved Nattetide bort
Fra Bergens Bye; det bringer ilde Nyhed:
Ung Magnus kaares rundt i søndre Norge.
Erling haandterer slemt i Bergen. Dræbt
Er Arne Brigdeskal, din Sysselmand;
Ingebiørn Spil, Landshøvdingen disligest.
Hver Kiøbmandssnekke holdes fast i Bergen,
For ei at bringe Bud til Nidaros
Om Erling Skakkes Rustning. Hændelsen
Har vi at takke for den sidste Tidend.

166
HAKON.

Den Nidding ønsker sig den samme Hilsning
Som Inge fik paa Bekesuden.

SIGURD.

Herre!
Klog Mand foragter ei sin stærke Fiende.
Ei altid hielper Lykketræf, som sidst, da
Din Piil paa Isen traf Gregorius Dagsøn.
Erling er ingen Niding, som Kong Inge,
Den skranten Vissenfod; fra Barnsbeen har
Han lært at taale Jern. I Niørfasund
Formaaede selv Blaamandens Øxehug
Ham ei at fælde; da med Ragnvald Jarl
Han drog til Særkland og paa Veien æntred
Den stolte Dromund. Endnu bærer han
Paa Skraa sit Hoved efter dette Hug -
Og kaldes Erling Skakke.

HAKON.

Vi vil prøve
At hugge til ham fra den anden Side,
Saa tænker jeg det gaaer.

SIGURD.

Det give Gud!
Men Konge! Taal en Gubbes Dristighed.
Hvad giør du mellem Gravene? Hvi sukker
Du som en skranten Qvinde? Hvorfor bleges
Din brune Kind? Hvi gløde dine Øine
Sygt som den Druknes? Hakon? Kan en Møe
Tvinge din Sundhed og din Dygtighed?
See, Landet trænger til en ærlig Herre;
En Drot, som eener Haarderaades Kraft
Med Magni Viisdom. Du besidder nu
167 Den norske Throne, Rigets Arvinger
Er faldne; Retten hævder dig dit Spiir,
Som Harald Gilles sidste Sønnesøn.
Nu reiser sig en anden Slægt, for atter
At spilde Landets Blod ved indre Krige.
See Hakon! Norges Haab staaer kun til dig.
I Danmark har alt Valdemar beviist,
Hvor snart en Helt kan vende Splid til Orden.

HAKON.

Du giver mig Exempel af min Fiende?

SIGURD.

Lign ham i Æren, viig ham i hans Feil.
Sværm længer ei imellem disse Mure,
De stolte Tegn af Augustini Hovmod.
Nu bygger han i Bergen andre Mure
Imod din Magt til Erling Skakkes Tarv.

HAKON.

Vær rolig, Sigurd! Snart, snart har min Længsel
Fundet sin Gienstand.

SIGURD.

Nu saa skynd dig da,
Men giør det kort og godt. Stil dine Længsler;
Ryst Ungersvenden, Elskeren af Ærmet,
Og mød som Helt og Drot for dine Kæmper.

HAKON.

Som Helte vil vi møde Erling Skakke.

SIGURD.

Det er paa Tiden, at du tænker derpaa.
Hvad sikkrer dig for Erlings Overfald?
168 Saml dine Skibe, lad der blæses Hærblæst
Endnu idag! Lad høit Krigspiben fløite!
Kast Brynien over hviden Hals, og viis
Dig vaabendiærv og færdig at undfange
Oprørerne.

HAKON.

Vel, vel, i Morgen, Sigurd!
Imorgen! Kun idag er det umuligt.

SIGURD.

Imorgen er det kanskee meer umuligt,
Hvis Erling overfalder os i Nat.
Glem ei -

HAKON.

Glem heller ei Ærbødigheden.

SIGURD.

Kun af enfoldig Troskab har jeg talt.
Det krænker mig, at Erlings Rygter troes,
Fordi tilfældigt Uheld styrker dem.
Det er et Folkesagn, at Harald Gille
Besteeg ved et Bedrag den norske Throne,
Og at til Straf for det, og for den Grumhed,
Han viste Magnus Blinde, Biskop Reinald,
Det gaaer saa ilde med hans Afkom nu;
At der er intet Held og ingen Trivsel
Med al den gilske Slægt i hvad den virker.
Saa taler Folket og det krænker mig.

HAKON.

Sligt Eventyr bør krænke gammel Qvinde,
Ei gammel Helt.

169
SIGURD.

Ærværdighed og Varsel
Er i et Folkesagn.

HAKON.

Og Overtroe. -
Jeg skuer Broder Knud.

SIGURD.

I ham er Vantroe
Uden Ærværdighed; den lumske Hykler. -
Jeg har en Ækkelhed for dette sorte
Langsomme Sneglehuus. Kom Hakon, følg mig!
Lad Sneglen krybe.

HAKON.

Sigurd, tael med meer
Ærbødighed om Kongens Skriftefader.

SIGURD.

Din Skriftefader? Nu i Herrens Navn!

HAKON.

Jeg har en vigtig Sag at handle med ham.

SIGURD.

Gud naade da din Sag. Farvel! Jeg pleier
Just ellers ei, at drives let paa Flugt;
Men for den sorte Kutte er jeg Niding.

Han gaaer.

HAKON.

Utaalelig med samt sin Ærlighed,
Med samt sin Kraft. En evig Tugtemester.
Hvor kildrer det dog den Forfængelige
170 At revse, rette, hvor han seer en Higen
Hos andre, som han selv ei har. Du finder
Din Fryd i Kampen kun; derfor skal Hakon
Kun ogsaa finde Fryd i den. Din Alder
Har slukt al Elskovs Ild, derfor skal Hakon
Nu ogsaa døve Flammen i sit Hierte.
Hvor viist! Den frosne Vinter med sin Snee
Bebreider Vaaren at den staaer i Blomster.
Nei, elske vil jeg, elske med mit Hiertes
Ungdommelige Fylde. See saa du
Mit Kongedom i Nidaros, i Bergen,
I Vigen, hvor du vilst; jeg skuer det
I Valborgs Hierte; det skal ingen Erling
Berøve mig, naar først min Kiærlighed
Har huldt erhvervet mig min skiønne Throne.

Til Munken, som holder sig i en ærbødig Afstand.

Kom, Broder Knud! Kom nærmere. Den Gamle
Er borte.

KNUD.

Jeg forbaustes ved at see ham
I Kirken her; den allerførste Gang
I tyve Aar!

HAKON.

Tael, har du fundet Valborg?
Har ved forstandig Tale du forsøgt -

KNUD.

Forsøgt? Ak! Eders Naade! ellers kan
Forstandig Tale vel udrette meget;
Men her er Talen spildt; saa meget meer -

HAKON.

Hvad nu?

171
KNUD.

I kiender jo de gamle Griller,
Den uforglemmelige Kiærlighed!

HAKON.

Og kanst du ei afmale den saa styg
Engang med alle Helveds røde Farver,
At hun afskrækkes? Kanst du ei desuden
Med al Sandsynlighed bevise hende,
At slig en Elsker, som saa længe tier
Maa enten være troløs eller død?

KNUD.

Det er en egen Sag at disputere
Med Qvindfolk, Herre! Synderlig, naar hæftigt
De elske. De antager ingen Grunde,
Antager ingen Tid og intet Sted.
Den Elskte er dem altid nær, om selv
Han tiente mellem Væringerne hos
Kyrialax i Grækland; -

HAKON.

Grumme Skiebne!

KNUD.

Hvormeget meer naar pludselig han staaer
I Nidaros.

HAKON.

Hvad siger du?

KNUD.

Jeg siger:
Hvormeget meer, naar pludselig han staaer
I Nidaros.

172
HAKON.

I Nidaros?

KNUD.

Saa kaldte
Jo Olaf Tryggvesøn, Jer Stammefader,
Vor gode Bye.

HAKON.

Ha Munk!

KNUD.

Tilgiv, min Herre!
Jeg meente vist, man havde sagt Jer alt
At Axel Thordsøn kommen var tilbage.

HAKON.

Tilbage?

KNUD.

Ak! I veed det ei? Tilgiv da
At jeg uskyldig melder Eder først
Et uvelkomment Budskab.

HAKON.

Axel her?

KNUD.

Han søger Eder overalt, min Herre!

HAKON.

Har alle Magter sig da sammensvoret?
Axel er her! Og har han samme Tanker
Om Valborg?

173
KNUD.

Tanker, Eders Naade? Ak!
Naar tænker Elskeren? han brænder som
Et Hekla efter hendes Favnetag.

HAKON.

Nu vi vil see, hvo af os To, der vinder
Det Skakspil!

KNUD.

Eders Naade vogte
Kongen for Løberen! Med Rolighed
Kan Spillet vindes, Dronningen bevares.
Tillader I mig her at tale frit?

HAKON.

Tael!

KNUD.

Axel er en Drømmer nu, som altid.
En tidlang har han sværmet om i Tydskland
Og vovet eet og andet Lykkespil
Paa Henrik Løves Tog; den tydske Fyrste
Har med et Ord opmuntret Svendens Mod;
Nu svulmer han af Selvtillid; nu troer han
At Alt maa lykkes ham. Den gamle Pave,
Den hellige Hadrianus har omskiftet
Det Timelige med det Evige;
Nu strider Victor hardt med Alexander
Om Pavedømmet. Alexander valgtes
Vel af Conciliet; men Fredrik Rødskiæg
Beskytter Victor imod Alexander.
Alting er Kamp og Oprør; Henrik stormer
I Venden; Fredrik i Italien;
I Dannemark og Norge hørtes jo
174 Ei i de sidste Tider andet end
Mord, Ødelæggelser og Borgerkrige.
De stolte Riddre bruge denne Tidspunkt.
Jo mere Overherrens Vælde synker,
Desmere stiger enkelt Ridders Magt;
De mene: Paverne og Fyrsterne
Har nok at giøre nu med egne Sager;
Hver troer at kunne handle som han vil -
Og dette Øieblik benytter Axel.

HAKON.

Saa sandt jeg er en Konge -

KNUD.

Eders Naade
Har huldt tilstædet mig at tale frit;
Jeg beder altsaa om et gunstigt Øre
Til jeg har udtalt. Eders Naade elsker
Skiøn Valborg - hvor naturligt! hun er skiøn.
I hader Axel Thordsøn - hvor naturligt!
Han er den Lykkelige. Eders Naade
Troer dog at vinde Seier - hvor naturligt!
I er den Mægtige. Saavidt er alting
Fornuftigt, i sin Orden, og naturligt. -
Nu gaaer vi videre! Axel er kommen;
Han beiler om Skiøn Valborgs Haand; Skiøn Valborg
Er fader- moderløs; som Norges Konge
Staaer I Skiøn Valborg nu i Faders Sted.
Axel maa søge hendes Haand hos Eder;
En Haand, som I af ovenmeldte gode,
Naturlige, urokkelige Grunde
Ei giver ham. Her er endnu ei Talen
Om noget Spil; Sagen gaaer uanfægtet
175 Sin retlige, sin skiæve Gang; en Gang,
Der sikkert falder ud til Kongens Fordeel.
Her har ei Eders Naade nødig altsaa
At sætte Drottens Værdighed tilside;
Ved hidsig Ordstrid, eller noget Sligt.
Ung Axel kommer som en Undersaat;
Frembærer Eder i Ærbødighed
Sit Ærind. - Udentvivl, da han er kommen
Til Nidaros, vil han tilbyde Eder
Sin Tieneste mod Erling Skakke. Nu
Sligt Tilbud er ei noget Afslag værd.
Nu gaaer han videre, begiærer Valborg -
Det er en Kirkesag! I sender ham
Til Præsterne. Jeg henter Kirkebogen,
Beviser Axels Slægtskab med Skiøn Valborg;
Den gamle Erland nødes efter Pligt
Til at udføre det, som han maaskee
Af Sindelag er heel uvillig til;
Kongen har holdt sig rolig i sin Høihed -
Og dog er Maalet naaet.

HAKON.

Jeg føler dybt
Forskielligheden af den barske Sigurds
Umilde Stolthed og dit Venskabsraad,
Min Skriftefader! Ja, saa skal det være.
Menneskets Hjerte stræber til sin Lykke
Og griber hvert et Middel, som Naturen
Har stemplet med sin Lovlighed. Hans Elskov
Er imod Kirken, imod Sæderne;
Min er uskyldig, derfor vil og Himlen
Beskytte den. Gaae, hent mig Kirkebogen!
Bring mig den ufortøvet, Broder Knud!

Knud gaaer.

176 Deri har Sigurd Ret; det sømmer sig
Normannakonning ei at sukke; ei
At tæres hen af Længsler. Hun skal vorde
Min Dronning, tvungen eller villig. Ha!
En Mø er som et Barn: det græder efter
Hvad Viisdom nægter det, men glemmer snart
Sin Kummer, takker snart den kloge Leder,
Som tvang det til sin virkelige Lykke. -
Er Hakon ei en fagervoxen Mand?
Ung, rask og fyrig? Er han Konning ei?
Ei Konning over Thrønderne? Et Folk
Saa stolt, at fast man skulde tro: det lod sig
Beherske kun af Gud i Himlen! Valborg
Skal vorde min. Men seer jeg ret? Ha, Axel!
Tving dig, min Vrede! Svulm ei nu mit Hierte.

AXEL
kommer.

Hil og lyksalig Hakon Herdebred!

HAKON.

Velkommen Axel! Man har meldet mig
Din Ankomst alt.

AXEL.

Man sagde mig, at her
Jeg vilde træffe dig; og da -

HAKON.

Velkommen!
Velkommen, Frænde! - Hvad kan vi tilskrive
Den Lykke her at see dig atter Axel?
Vi troede alle, du varst vorden slig
177 En fornem Ridder hos den tydske Henrik,
At reent du havde glemt det arme Norrig.

AXEL.

Det er ei Norskes eller Danskes Viis
At glemme deres Fædreland. Normannen
Kan streife vidt og bredt i fremmed Land;
Han vender sikkert eengang dog tilbage
Til Fædrelandet, eller ogsaa tager
Han Fædrelandet bort med sig og stifter
Et lille Dannemark og Norge, snart
I England, snart i Frankrig, snart i Velskland;
Hvor det nu saa kan træffe.

HAKON.

Mangen Helt
Drog ud af Landet paa en Tid, naar Freden
Ham kjeded hjemme; eller og naar Vandflod,
Naar Pest og Hunger drev ham fra sin Arne.
Med dig har det en anden Art, du gikst
Herfra da Landet var i Oprør, da
De dragne Sværd klang blodigt mod hinanden;
Da der var nok at tage Haand i, for
En ærlig Kæmpe. Deraf maa man troe
Du foretrakst et andet, fremmed Rige
Dit Fædreland.

AXEL.

Mit Fædreland! og hvad
Er Fædrelandet, hvad et Broderfolk,
Naar Raserie og Herskesyge giærer
I alle Aarer og omspænder Hjertet?
Hvad er en Undersaats, en Kæmpes Pligt,
Naar alle Pligter, alle Forhold løses?
Den er en Niding, som ei ærlig stander
178 Sin Konge bi i Modgang som i Medgang
Med Liv og Blod; men hvad skal Kæmpen giøre,
Naar fire Konger kives om et Land;
Alle med lige Ret, og alle Brødre,
Og alle Tigre, Bødler mod hverandre?
Min Fader Thord Husfreya var din Faders
Kong Sigurds ærlige, trofaste Mand;
Han stod med ham, han faldt med ham. Da Eisten
Fra Skotland kom og tog sig af din Ungdom,
Og arved Throndelagen efter Sigurd,
Tiente jeg ham, saalænge til han faldt
I Inges Hænder, og paa skiændig Viis
Blev hugget med en Øxe Kors paa Ryggen,
Imens hans blege Læber beed i Græsset.
Nu var kun Inge Konge. Skulde jeg
Nu blevet? Svoret Inge Troskab? Troskab
Din Faders Banemand? Da flygtet jeg,
Med Rædsel uden og med Kummer inden.
Nu har sig Skiæbnen mildnet. Eistens Hær
Har kaaret dig, og du har fældet Inge.
Nu est du Drot med Rette for vort Folk;
Og jeg er her igien, og byder dig
Som Thrønder, Kæmper og din nære Frænde
Min høire Arm mod dine stolte Fiender.

HAKON.

I lang Tid, Axel! har du været Ven
Af Danmarks Valdemar, min Avindsmand.

AXEL.

Det var han ei den Tid jeg kiendte ham.
Han var en tapper, en elskværdig Helt;
Det er han end. Jeg laante ham min Arm,
179 Mens han, trods List og Svig, med Heltemod
Grundfæsted sig udi sit eget Rige.

HAKON.

Sit Rige? Du vil sige Barbarossas.
Har han ei taget Dannemark til Lehn
Af Tydsklands Keiser?

AXEL.

Et Spilfægterie
Var dette Lehn, det gialdt jo kun for Venden.
Med Rænker fik ham Fredrik lokket til
St. Jean de Laune; han maatte give Haand ham.
Al Verden loe af Keiser Fredrik Rødskiægs
Forfængelige Smaahed. Valdemar
Var saa anseet i Tydskland, og saa agtet,
At Mødre mødte ham i Stadens Porte
Med deres Børn, og bad ham røre dem,
At Held de kunde faae i Væxt og Tugt.
Paa Landet bad ham Bonden tage Korn
I Haand og kaste det paa Agren ud,
At Sæden derved skulde voxe bedre.

HAKON.

Og slig en Keiser, med saa smaalig Svaghed,
Ham har du kundet tiene?

AXEL.

Jeg har tient
Den store Henrik Løve, Saxens Hertug.

HAKON.

Vel stor! Jeg nys har hørt et Træk af ham
Som huer mig; som viser, at det er
180 Ei blot en Helt med Dristighed og Styrke,
Men og en Mand af Pligt, Samvittighed:
Han har sig ladet skille ved sin Hustrue
Clementia, fordi de var hinanden
For nær beslægtede.

AXEL.

Det var ei Grunden.
Henrik er Kriger, Løve; han vil grunde
En vældig Fyrsteslægt; hans Hustrue skiænkte
Ham ingen Sønner; det var Hovedsagen.
At dette Træk ei huer mig, det indseer
Du udentvivl, Kong Hakon! da du veedst,
Jeg elsker Valborg min Beslægtede;
Og haaber ei, at du vil lægge Hindring
For min og hendes Lykke.

HAKON.

Er det muligt?
Du har ei end forglemt den Daarlighed?

AXEL.

Saalidet, at jeg agter end i Dag
Med din Tilladelse at føre Valborg
For Alteret.

HAKON.

Ei, du est hurtig Axel!

AXEL.

Den Beiler kan ei kaldes saa, som trolig
Har ventet paa sin Brud fem lange Aar.

HAKON.

Din Brud? Og er det da saa vist og afgiort
At Valborg elsker dig?

181
AXEL.

See denne Krands
Om vore Navne! den har Valborg bundet.
Fem Foraar skienkte Marken daglig Blomster
Til slig en Krands, som bandtes af min Valborgs
Sneehvide Hænder.

HAKON.

Dette Navnetræk?

AXEL.

Har Axel skaaret.

HAKON.

Denne Blomsterkrands?

AXEL.

Har Valborg bundet.

HAKON.

Ha!

AXEL.

Hør mig min Herre!
Jeg ser dit Øie gløder, og jeg kiender
Dit Hiertes Tilstand. Lad os tale ærligt
Som Normænd om vor Siels Anliggende.
Mig er Forstillelsen umulig, Hakon.
Jeg elsker Valborg, Valborg elsker mig.
See Hakon! du est Konge til et Rige,
Et stolt og stort og herligt Kæmpefolk;
Vilst du berøve nu en ærlig Frænde
Det Eeneste han har - sin Fæstemøe?
182 See, Æren kalder dig. Din Fødsel vinker
Til Kamp og Daad. End er ei Timen kommen
Til rolig Elskov; det indseer din Norne;
Hun kalder dig til Hildursleeg. Velan!
Følg hendes Vink; udrust dig mod din Fiende;
Tilintetgiør den Modstand, der vil rokke
Dig paa din Throne. Mangen tapper Mand
Vil følge dig; og med den sidste Draabe
Af Axels Hierteblod skal han betale
Din Godhed, hvis du skiænker ham sin Valborg.

HAKON.

Du røber tydeligt din Tilstand, Frænde!
Dit Hierte giennemstormes i et Blund
Af de forskjelligste Bevægelser.
Du beiler om en Møe, imens du stiller
Dig ind som Stridsmand for din Konges Throne;
Giver mig Raad, Formaning som en Gubbe,
Imens du, som en hæftig Yngling, tager
Din Tilflugt til mit Hjertes Godhed. Taal
At Hakon mere kold og mere rolig
Føler sin Værdighed og svarer dig
Med Orden paa din Tales Vilderede.
Forstod jeg ret, saa bødst du først din Arm
Og Troskab, som en indfødt Thrønder, mig,
Den Thrøndske Konge, imod Erling Skakke?

AXEL.

Det byder jeg med al Oprigtighed.

HAKON.

Og jeg modtager dette gode Tilbud
Paa samme Maade.

183
AXEL.

Dette Haandtag giør
Mig til din tro, usvigelige Mand.

HAKON.

Jeg takker dig, og skiønner paa dit Værd.
Hvad nu den anden Sag betræffer: om
Den Elskovsild, du troer at spore; om
Den Grusomhed, du frygter for, med mere;
Da er det Ting min Høihed maatte tage
For Mangel af Ærbødighed, hvis ei
Din Lidenskab var mig bekiendt. Ung Valborg
Er faderløs og moderløs, forladt;
Min kongelige Magt beskytter hende.
Ifald jeg ved at dele Norges Krone
Med denne hulde Skabning, vilde lønne
En Dyd, en Skiønhed, som er Kronen værd;
Ifald jeg derved vilde see at døve
En Kiærlighed, som Kirken kalder syndig;
Faae hende til at glemme ved min Ømhed
En Beiler, som i fem Aar blev usynlig -
Var det en Brøde?

AXEL.

Ædle Hakon! ha
Nu først forstaaer jeg dig! Du vilde som
En Fader, en Velgiører huldt beskytte
Den skiønne Mø, formilde hende Livet.
Du elskte ei, - og saa er alting godt!
Den samme Godhed, samme Venlighed
Som drev dig til at ægte Valborg, vil
Nu bringe dig til at staae fra dit Forsæt,
Da Beileren er her og Valborgs Lykke
Beroer paa denne hellige Forening.

184
HAKON.

Bestandig taler du som den Beruste.
Jeg elsker ei? og hvorfor ei? Hvoraf
Har du opdaget det? Troer du dit Øie
Ene formaaer at skue Valborgs Skiønhed?
Og kan en mandig Helt ei elske uden
At sværme vildt og brusende, som du?

AXEL.

Du elsker Valborg da?

HAKON.

Ja! som en Mand,
Og som en Konge. Jeg vil hendes Vel;
Jeg vil, at hendes Ægteskab skal grundes
Paa Lovlighed og Uskyld; og forresten
Troer jeg at kunne giøre Valborg Livet
Saa lykkeligt og glædefuldt som du.

AXEL.

Den Elskende seer ene Livets Lykke
I den udkaarne Gienstand.

HAKON.

Du est altsaa
Den lykkelig Udkaarne?

AXEL.

Valborg dele
Os denne Sag imellem; som en Helt
Ær Qvindens Villie, som en Konning agt
Din Undergivnes Ret, og som en Christen
Glem ei det hellige Sagn om Naboths Viingaard.

185
HAKON.

Eenmægtig vil jeg ikke handle her;
Men Valborg skal ej dele os imellem;
En Møe er sat Laugværge efter Loven,
Hun kan ei raade, dele selv sin Sag.
Den hellige Kirke dele os imellem!

AXEL.

Dermed er jeg tilfreds.

HAKON.

Tænk ei, at Hakon
Vil handle som Tyran; men tænk ei heller
At daarlig han forsage vil sin Lykke
Naar Kirkens Lov har udelukket dig.

AXEL.

Er det din sande Mening og din Agt?

HAKON.

Det hørte Olaf min udkaarne Helgen.

AXEL.

For dette Sindelag behøver Dyden
Ei at forsage, Elskov ei at græde.
Din Fordring grunder sig paa Ret og Fromhed,
En Fordring, som sig Axel selv har giort.
Af denne Aarsag saae hans Valborg ei ham
I fem, fem lange Aar, og ædle Hakon,
Hun skulde aldrig seet ham, hvis den Guddom,
Som huldt beskytter trofast Kiærlighed
Ei havde banet Veien ham til Valborg
Igiennem Kirkens hellige Hvælvinger.

186
HAKON.

Hvad mener du?

AXEL.

Her giver jeg en Afskrivt
Af Hadriani faderlige Brev
I dine Hænder; det han selv har skrevet,
Har jeg alt givet Erkebispen. Bullen
Ophæver Axels Slægtskab med Skiøn Valborg.
Vort Ægteskab er ingen Brøde meer.

HAKON
med udbrydende Hæftighed.

Ha Argelist! ha Helved!

AXEL.

Er det muligt?
Kong Hakon Herdebred har Axel sat
Et ærligt Vilkaar, i den Mening blot
Det blev umuligt ham at giøre Fyldest?

HAKON.

Viig bort fra mine Øine!

AXEL.

Hakon! Hakon!

HAKON.

Bort! siger jeg. Hvorlænge vover du,
En Undersaat, med plump forvoven Tale
At sætte min Langmodighed paa Prøve?

AXEL.

Jeg er en Thrønder af den Gilske Rod
Saavel som du; jeg var en agtet Kriger
187 I Henrik Løves Hær, og nu din Kæmpe,
Men ei din Træl; Skiøn Valborg er min Brud;
I denne Sag henrækker ei din Magt.
Jeg gaaer at føre hende frem for Altret.
Fat dig! Betving dit Hiertes Lidenskab!
Den største Seier for en ærlig Helt.

HAKON.

Bort, siger jeg!

AXEL.

Gud dele os imellem!

Han gaaer.

HAKON.

Det var da Enden paa den hele Drøm?
Det var din Skiæbne Hakon Herdebred?
Hiin kommer for at røve dig dit Rige,
Og denne for at røve dig din Brud.
Hvad har du mere der kan røves? Ha
Et opbragt Hierte! Vel! Men dette Rov
Blier ei saa let. Det svulmer efter Hævn,
Det tørster efter Blod, det vrede Hierte.

Han bliver Broder Knud vaer, som er kommen ind under Slutningen af foregaaende Scene; han har henlagt Kirkebogen, og læser nu med megen Opmærksomhed i Pergamentet, som Hakon har ladet falde.

Hvad vilst du Munk?

KNUD
rolig uden at vende Øiet fra Pergamentet.

Tillader Eders Naade -

188
HAKON
stirrer forbittret paa Krandsen og Navnetrækket, drager sit Sværd og hugger det med en stor Spaan fra Pilleren.

Vel truffet, Hakons Sværd! Saaledes skalst
Du overhugge Baandet, som forbinder
Mit Eet, mit Alt til denne lumske Niding.
Hvor listig vidste han at dreie Sagen,
At lokke mig et Ord af Læberne.
Men bie Forræder! Nei, din falske Kløgt
Skal ikke lykkes dig. Du skalst ei trykke
Den Fagre i din Arm, saalænge dette
Hoved staaer over Mulden. Ved min Krone!

KNUD
bestandig læsende med tilsyneladende Glæde.

Tillader Eders Naade -

HAKON.

Munk hvad vilst du?
Gak med din Bog og tie med dine Taler!
Det sømmer Munke sig ved Læbens Kløgt
At bane Lykkens Vei; en Konge bruger
Sin kongelige Magt. Og ved min Høihed,
Det vil jeg. Hakon skulde som en vakker Yngling
Vel holde Lyset for dig her ved Altret?
Vel lyse dig dermed til Brudesengen?
Din Brudeseng skal vorde smykt med Roser,
Med røde Lagen og med svovlblaae Bolstre.
Løsnet er givet alt. Hvad vilst du Munk?

KNUD
som har udlæst.

Tillader Eders Naade med et Ord -

189
HAKON.

Tie, du Elendige! Jeg vil ei længer
Her dvæle mellem Gravene; jeg vil
Ei sladdre Tiden bort imellem Munke;
Ei sværme, Sigurd! Nei det loves dig.
Jeg ryster Elskeren af Ærmet; nyder
Min Glæde som en Mand, og møder dig
Som Helt, min vakkre Sigurd! og som Konge.

Han iler bort.

KNUD.

Vild, som en Ulv. Hør mig Kong Hakon! hør mig!
Den hele Bulle vorder uden Kraft;
Det vigtigste er glemt. Hør mig, min Herre!

Han skynder sig efter Kongen.

190

TREDIE AKT.

ERKEBISKOP ERLAND. KNUD med Kirkebogen.

KNUD.

Tilgiv, ærværdige Fader! at jeg kalder
I Eenrum Eder hid fra Chorets Brødre;
Men Pligten byder mig at forberede
Eder i Hast; ung Axel skynder paa
Sit Bryllup; vi kan vente Brudeskaren
Hvert Øieblik, den drager hid fra Borgen.

ERLAND.

Mig under Himlen før min Død den Fryd
At sammenføie tvende rene Hierter.

KNUD.

Det smerter mig, at maatte med et Ord
Forstyrre Eders Fryd, ærværdige Fader!
Dog Skiæbnens Styrelse maa jo den Vise
Betragte som et Vink fra Himlen; altsaa
Vil I hengive Jer i Herrens Villie,
Naar I erfarer, at Ung Axels Bryllup
Har ikke fundet Naadens Bifald; og
At derfor ved en sær Omstændighed
Den Orlov, som den hellige Hadrianus
Har givet Axel, vorder uden Kraft.

191
ERLAND.

Saavist som Kirkens Arm med Vælde strækker
Ud over Kongernes, saa vist skal og
Det hele Brev stadfæstes i sin Kraft.

KNUD.

Bullen er uden Kraft, ærværdige Fader!

ERLAND.

Har Hadrianus ei med klare Ord
Ophævet Axels Slægtskab med Skiøn Valborg?

KNUD.

Ret vel, Herr Biskop! jeg har ogsaa læst
Det hele Brev, har endnu ei forglemt
Saa ganske mit Latin, at jeg jo vel
Forstaaet har hvert Ord: Den hellige Fader
Tilintetgiør det Forhold mellem Axel
Og Valborg, der er mellem dem, som Frænder,
Som Sødskindbørn! -

ERLAND.

Og er ei dette nok?

KNUD.

Det skulde synes saa. Selv Axel Thordsøn
Har udentvivl formodet, det var nok;
Thi ellers er det ubegribeligt
Hvordan han kunde forbigaae en Sag
Af samme Vigtighed, som deres Frændskab.
Dog - maaskee har han selv ei vidst det.

ERLAND.

Hvilket?

192
KNUD.

Som Sødskindbarn kan Axel elske Valborg;
Men som Daabsødskinde forbyder Kirken
Dem endnu Ægteskab.

ERLAND.

Hvad siger du?

KNUD.

Sandhed, som Kirkebogen skal bevidne.
Eders Ærværdighed er nylig kommen
Til Stedet, efter Augustini Flugt;
I veed naturligviis ei saa Besked
Om Kirkens Sager, som en flittig Tiener,
Hvis Liv randt hen imellem disse Mure.
Jert fromme Levnet giorde Jer til Biskop.
Vel har man troet tilforn, at til med Hæder
At styre Bispestaven hørte meer
End ærlig Vandel. Absalon i Danmark
Har viist hvor smukt Staalbrynien klæder over
Det uldenhvide Pallium; at Guldhielmen
Kan ogsaa spændes om en raget Tinding;
At ei det bør en Biskop blot sig være
Ustraffelig; men vaabendiærv og stærk;
En Cherubim i straalende Metal
Med Vredens vældige Slagsværd for sit Eden.
Dog, Augustini Sledskhed lærte Hakon
At søge sig en Biskop, som forvalter
Sin Post - uskadelig. Jeg ønsker Eder
Al Held og Lykke til det høie Kald.

ERLAND.

Jeg takker dig. Lad mig med Roe og Fred
Henvandre mine korte Skridt til Graven,
193 Jeg vil ei længe være dig i Veien.
Spild Tiden ei! Din Tidende om Axel
Bedrøver mere mig. En Yngling skuer
Sit Haab imøde; Oldingen er vant
Til Frost og Storm. Den Uforsigtige
Har kunnet glemme?

KNUD.

Uden al Tvivl veed
Han det saalidt som Valborg; thi som Sagen
Forholder sig, har deres Mødre søgt
At skiule det. Den stærke Thord Huusfreya
Var Konning Sigurds Mand; saa vild en Kæmpe,
Som Sigurd her fra Reine. Efter Uskik
Lod han sin Søn, den unge Axel, løbe
Fem Aar, reent uden Daab og Sacramente.
Da Immers Datter Valborg skulde døbes
Og holdes over Daaben af Frue Helvig,
Bad han sin Frænke tage Gutten med:
»At det dog eengang kunde vorde giort
Fra Haanden«. Saadan døbtes de tilsammen,
Skiønt Axel fem Aar ældre er end Valborg;
Og for at undgaae videre Scandal
Har deres Mødre dulgt det. Men i Bogen
Har Jon optegnet Alt. Jeg var tilstæde
Som Famulus; og mange Vidner leve
Endnu, som kan bekræfte denne Sag.

Han viser ham Stedet i Kirkebogen.

ERLAND.

En grusom Skiæbne følger denne Slægt.

KNUD.

En grusom Skiæbne følger stedse Synden,
Og Synderne i Harald Gilles Slægt,
194 Som i hver anden. Dersom Thord Huusfreya
Smukt havde ladet døbe strax sin Søn,
Var Axel ei Daabbroder nu til Valborg;
Hvis Axel elskte ei mod Kirkens Bud
Sin nære Frænde, men en anden Møe,
Da vilde intet hindre ham hans Lykke.
Af Gilskeslægten er Kong Hakon vigtigst.
Vel! Hvad der straffer Overtræderen,
Lyksaliggiør hans dyderige Liv.

ERLAND.

I Ulyksalige!

KNUD.

Jeg indseer vel
At slig Begivenhed, ærværdige Herre,
Maa saare Eders Hierte. I er gammel
Og Eders Helbred ei den bedste; altid
Troer I kun slet om Broder Knud, jeg veed det;
Dog har han maaske meer Hengivenhed
For Eder end I troer. Gak I herfra
I Roe til Klosteret. Jeg vil undskylde
For Kongen Eders Bortgang nu, og gierne
Forrette Tienesten i Dag for Eder.

ERLAND.

Gierne forrette Tienesten? jeg troer det.
Nei Knud! Du skalst ei være deres Bøddel.
Det trøster den Ulykkelige i
Sin Nød at høre Skjæbnens Dom forkyndes
Af en medlidende, en venlig Læbe;
Jeg vil forrette selv min haarde Pligt,
Og skulde saa mit gamle Hierte briste;
Jeg vil af alle Kræfter virke for
195 De Ulyksalige. Jeg selv vil skrive
Til Paven og udvirke dem en Orlov
For Dette som for Hiint.

KNUD.

Derpaa er ei
At tænke, kiære Herre. Hadrianus
Den gamle Normandsven er død og borte;
Victor og Alexander kives ivrigt
Om Herredømmet, gribe hvert et Middel
For at indsmigre sig hos Kongerne;
Kong Hakon her har hyldet Alexander,
Og Alexander vil vist ei undlade
I slig en ringe Sag at være Kongen
Igien til Villie.

ERLAND.

En ringe Sag!
To ædle Menneskers Lyksalighed.

KNUD.

Saaledes taler man paa Prækestolen;
I Vatikanet og paa Kongeborgen
Udfordrer sindrig Statskløgt anden Mening.

ERLAND.

Ha hvad de kalde Statskløgt! Helved eier
Ei værre Monstrum i sin skumle Kule -
Hydra var skiøn mod den, og Cerberus,
Og Fenris i det hedenske Valhalla;
De viste aabenlyst dog deres Struber;
Men denne Satan, riig paa alle Laster
Kalder med bundløs Uforskammenhed
196 Sit Nidingsværk Fornuft, skiuler sin Dolk
Bag Værdighedens Kaabe, og forraader
Uskyldighed, som Judas, med et Kys.

KNUD.

En prægtig Strøm af Ord, ærværdige Fader!

ERLAND.

Vee den, hvem Dydens Røst er ikkun Ord.

KNUD.

Man nærmer sig; jeg hører Skarens Komme.

ERLAND.

Styrk dig, mit gamle Bryst! og tøm din Skaal.
Det var jo længst en Sielesørgers Pligt,
At følge den Ulykkelige til
Sit Golgatha.

KNUD.

Vi ile maae til Choret,
For derfra i ærværdig Procession
At møde Skaren her og standse den.

De gaae.

Under en Choral-Musik kommer Brudeskaren i følgende Orden: først Kongens Drabantere med Hellebarder; derpaa en Skare Chordrenge i røde Kiortler, og med Kalotter af samme Farve paa Hovedet, bærende Brudeblus; Axel Thordsøn og Hakon; flere Riddere Par og Par; en Flok unge Piger med Kurve, hvoraf de strøe Blomster paa Kirkegulvet; Dronning Thora, som fører Valborg, der er klædt i hvidt Atlask med en Rosenkrands over de gule Haar; Dronningens Fruer og Jomfruer Parviis. Toget gaaer rundt om Harald Gilles Liigsteen i Forgrunden og om begge Pillerne; derpaa standse de saaledes, at Mændene staae paa høire Side ved Axels, Qvinderne paa venstre Side, ved Valborgs Familiebegravelser. De Elskende knæle og 197 giøre en Bøn ved deres Forældres Grave. I Baggrunden giør Kongens Drabantere en Række, og foran dem staae de unge Piger og Drenge i Bunterad med Fakler og Blomsterkurve. I Midten mellem Pillerne lades en Udsigt giennem Hovedgangen til Høialteret og Choret, hvorfra Munkene komme Parviis i Procession; Broder Knud med Kirkebogen. Erkebispen med sin sølverbundne Stav. Imidlertid synger Choret følgende Psalme:

Den Mand, Gud gav en Viv saa huld
Han eier meer end Perler, Guld;
Et Kiøbmandsskib hun vel er liig,
Hun giør lyksalig ham og riig.

Hun strækker ud sin Haand saa ven
Til Rokken og den fulde Teen;
Hun virker Tæpper, Liin og Kiol
Alt paa sin gyldne Væverstol.

Hun gaaer i Silke hvid som Snee,
Med Purpurbræmmer skiønt at see;
Saa snildt og fromt hun tale veed,
I Hiertet boer Uskyldighed.

Og Sønner skiænker hun sin Mand,
Og Dannemænd sit Fædreland.
Lov, Priis og Ære, Godheds Gud!
Lyksalig Svend! lyksalig Brud!

MUNKENE

i Baggrunden.

Gloria in excelsis Deo!

CHORET.
Amen! Axel og Valborg reise sig fra Bønnen. Kong Hakon leder Axel til Valborg, Enkedronningen Valborg til Axel. De
198

række hinanden Hænder over Harald Gilles Liigsteen, og vende sig derpaa, for at vandre Haand i Haand op mod Altret. Mellem Kirkepillerne mødes de af Munkechoret, hvor Biskoppen standser dem med sin Stav.

ERLAND.

Ulykkelige! efter Embedspligt
Nødes en Olding til at standse Eder
Paa Haabets blomsterstrøede Vei. Fortvivler
Ei over Eders Skiæbne! Giver Eder
I Herrens Haand; og fatter Nag ei til
En Gubbe, der sin Glæde vilde finde
I at forene Eder, dersom Himlen
Tillod ham det.

AXEL.

Gud! Christus! hvad er dette?
Ærværdige Herre! Fik I Bullen ei?
Har I ei seet, at vor Forening er
Os tilladt? At vort Slægtskabsbaand er brudt?

ERLAND.

Min gode Søn! udrust dig mod din Skiæbne
Med - Heltemod! Du kanst ei ægte Valborg.
Jert Slægtskab er vel hævet; men I ere
Gudsødskinde! I bragtes hid til Daaben
Paa een og samme Tid af samme Qvinde.
Frue Helvig var Gudmoder for Jer begge.
Om dette Forhold ymter Bullen intet;
Og Kirken hindrer sligt et Ægteskab.

AXEL.

Biskop hvad siger du? O Gud min Valborg!
Hun blegner, Piger! Hielp!

199
VALBORG
understøttes af en Møe.

O det er Intet!
Lidt svimmel blev jeg kun. Laan mig din Skulder
Kiære Svanhvide! Det gaaer over strax.

AXEL.

Gudsødskinde!

KNUD
kommer med Kirkebogen.

Ja, Sødskinde for Gud.

AXEL.

Staaer det der? Lad mig see, du blege Synder!
Du lyver haaber jeg. Lad see du Munk!
Axel kan ogsaa læse.

Han stirrer i Bogen, som Knud holder hen for ham.

Alting løber
I Eet for mine Øine.

Han styrter for Valborgs Fødder.

O min Valborg!
Det er forbi!

VALBORG.

Nei, nei!

AXEL
springer op.

Ja, ja forbi!
Jeg seer det vel, jeg indseer hele Følgen:
Min Stræben i de lange fem Aars Tid,
At komme til den gamle Hadrianus;
At skaffe mig hans Agtelse, hans Venskab;
At aabenbare ham mit Hiertes Tilstand,
Som endeligen lyktes mig; - det er
Nu spildt, nu uden Virkning. Hvis han leved,
200 Hvad var det meer? En kort Opsættelse!
Men han er død, og Alexander lever,
En listig Cardinal; og Hakon lever
Min Avindsmand. Jeg seer dig Ulv, du lurer
Alt paa dit Bytte, smilker under Skind.
Min Stav er brudt! Alt er forbi, min Valborg.

Han kaster sig atter paa Knæe og skiuler sit Ansigt i hendes Hænder.

ERLAND
med et strængt Blik paa Kongen.

Det var ei fromt, ei velgiort, at man lod
Det komme til saa yderligt et Skridt;
At spænde disse arme Hierter med
Et stakket Haab, for i den sidste Stund
At lade Haabets Sæbeboble briste;
Ei velgiort, at man overrumpled mig
En Olding, der fortiener Agt, saavel for
Mit Embed, som min Alder, med et sligt
Ynkværdigt Optrin.

HAKON.

Hele Skylden falder
Paa Axel Thordsøn kun; hans Hæftighed
Har selv ham skyndet til sin bratte Kummer.
Ifald han havde fulgt sin Konges Raad,
Da havde klogt han givet Tid. Jeg kan
Ei spærre mine Kæmper Vei til Kirken;
Og Kirkens Love tale giennem dig.

KNUD
kommer med et Linklæde.

Da Axel Thordsøn ei maa ægte Valborg,
Saa fordrer Kirkens Lov et Mærke paa
Skilsmissens Vigtighed.

201
ERLAND
til Hakon.

Jeg tænker, Konge,
Vi sætte denne Skik tilside for
I Dag.

HAKON.

Min Værdighed befaler mig
At hævde Landets Love. Giør din Pligt!

ERLAND
nærmer sig de Elskende.

O mine Børn! halvfiersindstyve Vintre
Har knuget dette gamle Hierte; men
Ei drak det end saa bedsk en Skaal. Min Axel!
Tilgiv en ærlig, gammel Herrens Tiener
Sin Pligt. Mig er det ei, dig skiller Skiebnen
Fra Valborg; men Skilsmissen gielder kun
For dette Liv; hist kan I evigt elske.

AXEL OG VALBORG
knæle for ham, gribe hans Hænder og kysse dem.

O min ærværdige Fader!

ERLAND.

Kiære Børn!
Stat op, min gode Axel! Hulde Valborg!
Stat op! Tag med din Haand i dette Klæde,
Min vakkre Svend! Du arme Pige! tag
I dette Klæde.

Axel og Valborg tage hver i sin Ende af Linklædet. Kongen rækker Bispen sit Sværd, han nærmer sig for at skiære Klædet sønder, men holder af igien.

Nei, jeg kan det ei!
Kom, Broder Knud! Du har tilbudet jo
Din Hielp i denne Sag. Jeg er for gammel,
202 Jeg ryster paa min Haand; jeg har forglemt
I fyrgetyve Aar at bruge Sværdet.
Jeg kan det ei.

KNUD.

Vel, giv mig Sværdet, Herre!

Han nærmer sig Axel og Valborg, træder imellem dem med Sværdet i Haand og siger:

Som Kongens Sværd i Geistlighedens Haand
Her overskiærer denne Dug; saaledes
Adskiller Himlen evig Axel Thordsøn
Fra Valborg Immers Datter.

Han skiærer Klædet sønder imellem dem.

MUNKENE
i Baggrunden.

Amen! Amen!

Pigerne tage den røde Rosenkrands af Valborgs Hoved, en hvid sættes istedet.

HAKON.

Forretningen er endt. Man bringe Valborg
Til Klosteret! Tilgiv min ædle Moder,
Hvis I var Øievidne til et Optrin,
Som krænked Eder.

DRONNINGEN.

Gud tilgive dig!

HAKON.
rækker sin Moder Haand; i det han vender sig og betragter Axel og Valborg:

Forretningen er endt. Man skille dem!

203
ERLAND
bestemt.

End ei. Du har med Strænghed drevet paa
En Lovs Opfyldelse, som maatte gyde
Sin bittre Malurtskaal i disse Hierter;
Velan, jeg bringer i Erindring her
En anden Lov, som vennehuld tillader
Sligt ulyksaligt Par at tage Afsked
Først med hinanden.

HAKON
dvæler.

Vel, saa giør det kort.
Axel, tag Afsked med din Søster Valborg!

ERLAND.

Saaledes var det ikke meent; det stædes
Dem frit at tale sammen her i Eenrum.

HAKON.

For atter daarlig Leilighed at give
Til denne syndefulde Flammes Næring?
Urimeligt er dette Bud.

ERLAND
fast.

Men dog
Et Bud, som kræver Efterlevelse.

HAKON.

Og hvis nu Kongen ei tilstæder det?

204
ERLAND
med Værdighed.

Saa overtræder han sin Skyldighed,
Og jeg erklærer ham i Kirkens Band.

HAKON.

Du taler dristigt.

ERLAND.

Som en Erkebiskop.

HAKON.

Hvo giorde dig til Erkebiskop?

ERLAND.

Gud.

HAKON.

Ha Gamle!

ERLAND
befalende, i det han hæver sin Stav.

Man forføie sig herfra!
Man lade de Ulykkelige ene!

HAKON
tvinger sig.

Vel! Du har Ret til at befale her.

Han gaaer med sit Følge. Erkebispen giver Knud og de andre Munke et Vink, hvorpaa de forføie sig bort til Choret.

ERLAND.

Intet forstyrrer meer den stille Kummer;
Nu giver Eders spændte Hierter Luft,
Og tager Afsked, mine kiære Børn!
205 Men Tiden er kun kort, som skiænkes Eder;
Benytter den. Gud styrke Jer, I Arme!

Han gaaer.

AXEL.

Tak, Gubbe! Tak! du dækker Smertens Torn med
Medlidenhedens blege Rose.

VALBORG
tager Krandsen af sit Haar og betragter den.

Mærke
Paa hellig Elskov er den blege Rose:
De jordiske, de røde Blus er slukt,
Den rene Form staaer englehvid tilbage.

AXEL.

O Valborg! Valborg!

VALBORG.

Trøst dig, elskte Ven!

AXEL.

Jeg trøste mig? O! hvor er du istand til
Saa let, saa snart at fatte dig?

VALBORG.

Jeg var
Alt forberedt.

AXEL.

Du forberedt? Nei Valborg!
Jeg saae din Glæde, da du steegst i Karmen.
Hvor smilte sødt din Læbe, elskte Pige!
Hvor tindrede dit Øie!

206
VALBORG.

Øiet lindrer
Med stærkest Glands, naar det staaer fuldt af
Taarer.

AXEL.

Hvor kunde Valborg tvivle? Tegned alt
Ei til vort Held? Er jeg da som en Daare
Hidstormet til min drømte Lykke? har jeg
Som Jakob ei med ufortrøden Stræben
Arbeidet Aar for Aar paa at erhverve
Min elskte Rachel? Og nu træffer mig
Et saadant Stød! Nei, nei! Min Skiæbne var
Uforudselig, skrækkelig, - den knuser
Mit hele Mod. Du havde Ret, min Valborg!
Da hist du skued Pillegrimen knæle:
Han stander ved sin Grav, ei ved sit Maal.
Du havde Ret, den aabner sig som Favnen,
Som Favnen af en trofast Ven. Hvad har
Jeg meer at søge over Jordens Flade?
Min Sol er siunken og mit Lys er slukt.
Vel, luk dig op min Grav! du est jo luun;
Vel, luk dig op, og tryk mig til dit Bryst!
Min Valborg tør ei trykke mig til sit.

VALBORG.

Jo, Axel jo! for sidste Gang til Afsked
Trykker din Valborg fast dig til sit Bryst.

AXEL.

O Skiæbne! dræb mig nu i hendes Arme.

VALBORG.

Nei elskelige Svend! nei, du maa leve.

207
AXEL.

Hvad skal jeg leve for?

VALBORG.

For Æren, Axel!
Erindre dig dit skiønne Heltenavn!
Axel betyder stor og herlig i
Vort gamle Sprog.

AXEL.

Ja, det var Axel vorden,
Det var han vorden, hvis ei Skiæbnen havde
Berøvet ham sit salige Valhalla,
Sin Valborg, Kampens Løn.

VALBORG.

O gode Svend!

AXEL.

Krigsluren kaldte mig i Kampens Tummel,
Ei for vinde dunkle Egeblade;
Du sad paa Skyen, som min Norne, Valborg!
Og strakte Rosenkrandsen mod din Beiler,
Den røde Rosenkrands.

VALBORG.

Rosen er visnet.

AXEL.

Jeg naaede Rom; jeg saae den gamle Pave;
Med Skiælven nærmed jeg mig Jordens Herre,
Drak Liv og Redning i hans Fadersmiil.
Han rakte mig det kiære Trolddomsbrev,
I fierne, blaae italienske Bierge!
Hvor hurtigt svandt I da i Horizonten!
Mit Øie, idelig mod Norden vendt,
208 Alt troede der at skue blege Nordlys;
De glimted som Erindringer fra Hiemmet.

VALBORG.

Det var din Valborgs Følelser, min Axel!

AXEL.

Den unge Pillegrim gik ufortrøden
Snart over Klipper, snart i lave Dale,
Langt fra sin Arne med sin Vandringstav;
Et sikkert Haab om salig Fremtid lindred
Den kiælne Længsel, veemodsfulde Hiemvee;
Naar Lærken vakte ham, da sang den: Valborg!
Og Morgenrøden lued, som hans Elskov;
Middagen drev ham i den dunkle Skov;
I mange velske Myrter, tydske Bøge
Staaer Valborgs Navn. O skynd dig, runkne Bark!
At dække disse kiære Træk! Men du
Druide! syng med sagte Røst i Stammen
Om det ulykkelige Par i Nord,
For Sydens Hyrdepiger, mens du ryster
I Aftenvinden dine grønne Lokker.

VALBORG.

O Axel! Axel! du har elsket mig.

AXEL.

Nu skalst du atter see mig, vide Verden!
Men uden Vandringstav - min Stav er brudt.
Nu skal jeg atter vanke mellem Stammer
I Skovens Nat; men uden Maal og Stræben.
Den første lille Tue paa min Stie
Kan aabne sig og skiænke mig en Grav;
Der er min Arne.

209
VALBORG.

Grumme! saadan vilst du
Forlade Valborg?

AXEL.

Axel skulde blive
For rolig her at see dig slæbes hen
Til Altret af din Bøddel?

VALBORG.

Før skal han
Henslæbe mig til Retterstedet.

AXEL.

Tiger!
Et saadant Hierte knuser du, og kalder
Det Kiærlighed!

VALBORG.

Mit Øie, sløvt af Taarer,
Vil snart ei kunne taale Dagens Lys;
Før Døden lukker det, vil huldt min Moder,
Den hellige Kirke, laane mig et Slør.

AXEL.

Himmel min Valborg Nonne! disse Haar,
De lange, gule, silkebløde Lokker
Afskaarne! disse skiønne Lemmer hyllet
I tykke, stive, sorte Klæder!

VALBORG.

Da
Skal mangen Nat jeg vandre her allene,
Og tænke paa min søde Drøm, og paa
Din Gienkomst, Axel! og vor bittre Skiebne;
210 Da skal mit Hierte stige fromt til Gud,
I Bønnen og den høie Sang, og for
Min Bøns Skyld skal han lette dig dit Hierte.

AXEL.

O Valborg!

VALBORG.

Stille skal jeg sidde i
Min lille Celle; virke Guld i Silke;
Henleve blid og sørgelig min Tid, som
En Turteldue, der med al sin Fromhed
Dog aldrig finder Roe, der aldrig hviler
Paa grønnen Green, om den er nok saa mødig;
Der aldrig drikker af det klare Vand,
Før den har muddret det med sine Fødder.

AXEL.

Og Axel?

VALBORG.

Du skalst drage til din Gaard,
Op til din Søster, til den gode Helfrid;
Ei vild forsage reent dit Fædreland,
Ei heller blive paa et Sted, hvor daglig
Din Harme maatte voxe. Tiden læger
I Verden Alt, den læge dine Saar.
Naturen i sin ædle, stille Storhed,
En kiærlig Søsters vennehulde Omgang,
Formaaer langt bedre end det muntre Samqvem
At lindre Hiertet. Derfor skalst du drage
Op til din Gaard, der kneiser med sin Muur
Paa Fieldets Kant, og skuer over Elven
Og over Dalen og det vildne Hav.
211 Saaledes skalst du skue paa din Skiebne!
Begynder Hiertet alt for stærkt at banke,
Da grib dit Spyd, din Bue, styrt dig i
De mørke Graneskove! Øv din Harm paa
Vildbassen og den ondskabsfulde Los,
Som skrækker Skovens Fred. Saaledes vil
Du efterhaanden overvinde Smerten.
Om Vinteraftnen skalst du sidde hos
Din gode Helfrid i Jer lille Stue,
Og læse hende for af gamle Sager,
Om Odin, Thor og om den gode Baldur.
Ved Helfrids Harpe kanst du ogsaa synge
Heel mangen Vise; men min Axel! vogt dig
For Signes og for Habors, syng ei heller
Om Ridder Aage og om Jomfru Else.

Hun brister i Graad.

AXEL.

O Valborg! Valborg! dem kun vil jeg synge.

Han omfavner hende.

ERLAND
kommer tilbage.

Nu mine Børn! det kan ei andet være,
Jeg nødes til at skille Eder ad.

VALBORG.

Farvel!

AXEL.

Farvel!

VALBORG.

Vi sees igien.

212
AXEL.

Hos Gud.

De rive sig af hinandens Arme og gaae hver til sin Side; Valborg med Følge. Man bliver Vilhelm vaer i Baggrunden.

ERLAND.

Ulykkelige Ædelinge! blegt
Som Stierner kaster Eders Flamme Skin
Paa min Erindrings Vinterhimmel. Ja
Den er en ufrisk Mand, som aldrig kiendte
Til Kierlighedens Styrke. Gode Axel!
Min Skiebne var din saare liig. O min
Eleonora! Som en Maane straaler
Dit Minde ned paa min Decembersnee.
Blevst du din Erland tro til Døden? Ingen,
Ak ingen Læbe bragte ham et Budskab
Om dig og om din Død.

VILHELM
i Baggrunden.

Eleonora
Von Hildesheim blev Erland tro til Døden.

ERLAND.

Taler en Røst til mig fra Gravene?

Han vender sig og bliver Vilhelm vaer.

VILHELM.

Selv tvunget af sin Fader Gebhard til
At ægte Rudolf, blev Elenora
I Hiertet Erland tro; hun favned dig
I Tankerne, naar paa den skumle Schwarzburg
Hun nødtes at omarme den Forhadte.

213
ERLAND.

Hvo er den fremmede, den blege Mand,
Der taler hist i Kirkens Baggrund? Er det
En Aabenbaring? Som en Marmorstøtte
Staaer han og læner fast sig til sit Sværd.

Vilhelm gaaer ham imøde.

Hvo est du Fremmede?

VILHELM.

En Mellemting
Af Lam og Tiger, min ærværdige Fader!
En Sneeblomst, klækket ud og bragt til Verden
Under et sælsomt Horoscop, da Venus
Formørkedes af en ildrød Comet.

ERLAND.

Du est?

VILHELM.

En Søn af din Eleonora
Og din Blodfiende Rudolf.

ERLAND.

Alle Helgen!
Du? Er det muligt? Ja jeg seer, jeg seer
De elskte Træk; jeg seer dem blandte med
Den kolde Barskhed. O min Søn, min Søn!
Eleonoras Søn! kom i min Arm!
Kom, lad dig trykke til mit gamle Hierte!

VILHELM.

Jeg mener det saa varmt og godt som du,
Men Taarer har Naturen nægtet mig.

214
ERLAND.

Hvad er dit Navn, Eleonoras Søn?

VILHELM.

Vilhelm, i Eders danske Sprog Vildhialmur.

ERLAND.

Og hvilken Engel førte dig til mig?

VILHELM.

Een af de gode, haaber jeg, min Herre!
Sælsom er min Natur og halv en Uting;
Tilsammensat af stride Elementer,
Af Kiærlighed og Had, af Harm og Ømhed,
Giærer en evig Uroe i mit Bryst,
Som ene skaffes Lise, naar jeg styrter
Mig ind i Krigens Tummel, eller naar jeg
Med stum og kold, men ærlig Trofasthed
Har sluttet til en brav Staldbroder mig.
Saa har jeg sluttet mig til Axel Thordsøn.
Selv kan jeg ikke elske, men jeg finder
Min Lindring i at hielpe den, som elsker.
Jeg fulgte ham; jeg vidste, I var her.
Min Moder havde paa sin Sotteseng
Paalagt mig eengang at besøge Eder;
Hun vidste, at I havde byttet Pandsret
Med Munkekappen; heftigt bad hun mig
At bringe Eder hendes Livs Farvel.
Tilgiv! I Kampens Larm har jeg i ti Aar
Forglemt det. Axels Reise mindte mig
Heel pludselig derom; den vakte min
Samvittighed. Jeg troer min mørke Tungsind
Har været mig en Straf, som vil forsvinde
215 Nu, jeg har lydt min Moders sidste Villie.
Ærværdige Fader! Rør mit vilde Hoved
Med Eders Haand! Giv mig Velsignelsen.

Han knæler.

ERLAND.

Gud signe dig!

VILHELM.

Tak! det har lettet alt.

Staaer op.

Jeg skuer Himlens Vink i dette Møde.
See gode Gubbe! du har tabt din Brud
For mange Vintre siden; dette Bryst
Er lukt for Elskov; men to unge Hierter
Adskilles her, kun skabt for Kiærligheden;
Velan, ærværdige Fader! lad os to tvende,
Den ene Offer for, den anden Frugt af
Et ulyksaligt Ægteskab, forhindre
Et lignende, og redde vore Venner.

ERLAND.

Min Søn! hvordan?

VILHELM.

Det kommer an paa dig,
Saa redder jeg dem.

ERLAND.

Kiære Søn! hvorledes?

VILHELM.

Seilfærdigt ligger end vort Skib i Fiorden
Og kan forlade Land, naar Ankret lettes.
216 Valborg er bragt til Klostret. Veien did
Gaaer kun igiennem Kirken. For at hindre
Bortførelse, som Hakon holder mulig,
Skal Broder Knud med tyve Riddersvende
Her holde Vagt i Nat ved Kirkens Indgang,
Og give Nys om mindste Lyd der høres.

ERLAND.

Og slig Forsigtighed, som giør al Redning
Umulig, fryder dig?

VILHELM.

Forsigtigheden
Giør ene Redning mulig. Luktes Kirken
Med sine jernbeslagne, tykke Døre,
Da var der ingen Redning; thi i Morgen
Vil Hakon føre Valborg hiem som Brud;
Men giennem tyve Riddersvende, giennem
Den skumle Munk selv Eenogtyvende
Veed jeg at giøre Plads.

ERLAND.

Og vil Skiærmydslen
Ei giøre Larm og vække Borgens Kæmper?

VILHELM.

Det hellige Kirkegulv skal ei besudles
Med ærligt Blod af vakkre Riddersvende,
Som lyde deres Pligt og Kongens Bud;
Jeg veed et bedre Middel.

ERLAND.

Hvilket Søn?

217
VILHELM.

Er ei den gyldne Kiste over Altret
St. Olafs Skriin? Og troer ei menig Mand
At ofte sig ved given Leilighed
Hans døde Legem reiser op i Graven
Ved Midienat som Gienfærd, for at skrække
Forbryderen, til Hielp og Bistand for
Den undertrykte Dyd?

ERLAND.

Saa troer Enhver.

VILHELM.

Har du som Erkebiskop ei hans Guldhielm,
Hans lange Jernspyd og hans Sølvmorskaabe
I din Forvaring?

ERLAND.

Jo.

VILHELM.

Axel er reddet.

ERLAND.

Min Søn! du vilst -

VILHELM.

Betænker du dig paa,
Om det ærværdige Folkesagn engang
Skal virke til det Godes Fordeel; som
Det ofte misbrugt virkede til Syndens?

ERLAND.

Nei! - Det er ingen Synd! - Gud vil tilgive
Det rene, det uskyldige Bedrag,
Som Nødsfald kræver her til Dydens Frelse.

218
VILHELM.

Bedrag? Og hvo har sagt det er Bedrag?
St. Olaf kommer selv, ærværdige Fader!
Selv kommer han, han hyller sig i mig;
Jeg er hans Gienfærd. Er et Gienfærd ei
En jordisk Larve for en evig Aand?

ERLAND.

Ei anderledes staaer det til at indsee.

VILHELM
høitidelig.

Velan, jeg er St. Olafs blege Larve;
Selv har han blæst mig Tanken i min Siæl,
Jeg kommer som hans virkelige Gienfærd.

ERLAND.

Min Søn! dit dunkle Øie gløder stærkt.

VILHELM.

Min Tanke dvæler helst i Evigheden.

ERLAND.

Vel! jeg er rede. Følg mig, lad os ile!

VILHELM
mørk.

End er det Tiden ei. Naar Dagen synker,
Og Duggen falder kold paa Gravens Steen,
Tvivlen paa Mandens Mod og Ængstligheden
Paa Synderens Samvittighed; naar Kirken
Er fyldt af det høitidelige Mørke,
Og Nattens Lampe kaster mat sit Skin
219 Igiennem Mulmet hen paa Gravene;
Naar Klokken slaaer sit dumpe tolvte Slag;
Naar Uglen tuder og naar Hanen galer -
Da stiger Olaf i sin Kongepragt,
Som Nattens Konning; at forfærde Lasten,
At fælde Nidingen, at tørre Graaden
Af Uskylds Øie med sin Svededug.

220

FIERDE AKT.

Nat; Lysekronen brænder svagt i Dæmringen. BRODER KNUD sidder med BIØRN GAMLE, KOLBEIN og FLERE KÆMPER paa en Bænk ved den høire Kirkepiller.

KNUD.

Her sidde bedst vi, mine kiære Venner!
Ved denne Piller, ved de hellige Kors
Af trende salige Normannakonger.
Her vil i Guds Navn vi tilbringe Natten.
Endrid, har du et vaagent Øie havt
Med Kæmperne ved Døren?

ENDRID
kommer.

Ja, de vaage.

KNUD.

Nu, vi vil ogsaa vaage. Kan vi bedre,
End vaage for vor Konges Sikkerhed?
Just derfor har jeg valgt os denne Plads
Ved Kongepilleren, saa kaldet; hellig
Den hæver sig med sine ædle Kors.
Seer Støtten derimod her overfor!
Skamstøtte kunde man vel kalde den.
221 Der havde tvende unge Syndefulde
Udskaaret deres Navne. Daarlig trodsed
De Kongens Scepter, Geistlighedens Stav;
Nu seer I Herrens Straf! Retfærdighedens!
I ædel Harm har Kongen med sit Sværd
Nedhugget dette Tegn, som voved at
Vanhellige Kirkens Træe med Elskovskrandse;
Nu visner Krandsen hist i Støvet der.

BIØRN.

Ja ja! hvad due Blomster andet til
End til at visne? Lad den ligge der!
Med Kongens Kors har det en anden Art;
Jo høiere det staaer, desbedre staaer det
Med Landets Kæmper, destomere stiger
I Kraft og Ære Riget. Derfor huer
Mig og det Øverste af disse Kors
For alle. De to Andre høine sig
Vel ogsaa noget, men de naae dog ei
Den høie Harald.

KNUD.

Tael ei saa, min Gubbe!
Den ædle Olaf Kyrre staaer maaskee
Selv over Harald Haarderaade; aldrig
Har Freden blomstret saa, som under ham;
Han var en Støttestav for Geistligheden.

BIØRN.

Det var Ulykken just! - Forstaae mig ret:
Jeg mener Freden; thi hvad Geistligheden
Betræffer, den er Ære værd; det veed jeg.
Men Olaf Kyrre, Magnus Barfod lagde
De første Spirer til Fordærvelsen,
222 Ved at indføre andre Landes Sæder;
Og derfor mener jeg de naaer ei op til
Den drabelige Harald Haarderaade.

KNUD.

Olaf har gavnet Landet med sin Daad.

BIØRN.

Før Olaf Kyrres Tid drak man af Horn;
Da brændte Ilden midt i Giestestuen;
Da sad blandt sine Mænd Normannakonning
Midt paa Langbænken; Øllet bragtes ham
Om Ilden; - det var Olaf ei tilpas!
Han skulde have sig Høisæde giort
Paa Gaffelbænken! Ilden fik ei Lov
At brænde varm og lystig midt i Stuen;
Den skulde stoppes i et Hul, afsides,
Blot af den Aarsag, at de kiælne Lunger
Ei kunde taale Røg.

KNUD.

Nu, Fader Biørn!
Den falder og paa Brystet.

BIØRN.

Ei hvad Brystet?
En ærlig Karl maa have Mod i Brystet,
Og ikke bryde sig om Røg og Damp.
At tale nu om Klædedragten, da
Har Olaf svare Synder, og vor Herre
Forlade ham det i sin Grav. Tilforn
Gik Kæmpen i sit Harnisk, eller i
Sin hvide Vadmelskiortel; nu blev Brogen
Ham snørt om Lænderne med Guld og Sølv;
223 Guldringe spændt om Læggene; i Folder
Det bløde Silke lagt om Arm og Skulder,
Endskiøndt forresten Ærmet var saa trangt,
At med et Værktøi paa det maatte drages.
Med Magnus Barfod var det ligenær,
Kun paa en anden Maade; han var Helt;
Men løb han efter sit irlandske Tog
Med stakket Kiortel og med bare Been,
Ei om paa Gaderne, som Betler, skiønt
Han var Normannakonning? Og kan ei
Han selv sig takke for sit Øgenavn?

KNUD.

Nu, alt forandrer sig med Tiden, Fader!

BIØRN
ryster paa Hovedet.

Ifald de havde kun i Ære holdt mig
De gamle Drikkehorn, saa fik det være;
Men denne Skik at nippe Øl af Bægre
Er en Uvane, som vil bringe Landet
Seent eller tidligt i Aftagende.
En høvisk Svend maa tømme ud sit Maal,
Ei sætte Skiæggelevninger paa Bordet.

ENDRID.

Nu deri har vel Gubben Ret, Kong Harald
Var en udmærket Helt. I Grækenland
Staaer høit hans Navn endnu i Ære, fra
Den Tid han tiente Dronning Zoe mellem
De tappre Væringer.

224
KNUD.

Du kommer lige
Fra Myklegaard; hvor gaaer det? Giør I end
Det gamle Norden Ære, som i min Tid?

ENDRID.

Alting er ei dødt ud med dig, min Gubbe!

BIØRN.

Saa sover end I paa den blotte Jord,
Med Hielm om Tindingen, med Skiold paa Brystet,
Med Sværdet over Hovdet, med den Høire
Om Hialtet og med Mod og Blod i Barmen?

ENDRID.

Ei anderledes.

BIØRN.

Rider end Kong Olaf
Den hellige Dødning paa sin hvide Hest
I Eders Spidse, naar I gaae mod Fienden?

ENDRID.

Det hændes ofte, Fader Biørn. Har du
Ei hørt, hvad nylig sig tildraget har
Med Neiter, med hans Sværd?

BIØRN.

Nei Søn, fortæl!

ENDRID.

I veed at Ingebiørn, en tapper Svenske
Tog dette Sværd, da Konning Olaf faldt
Paa Stiklestad. Det gik i Arv fra ham
225 Til Søn og Sønnesøn; hans sidste Æt
Tiente med mig i sidste Keiserkrig;
Leiren var slagen og hver Væring hvilte
Just som du siger: i sin Rustning, med
Sit Sværd i Haanden over Hovedet.
Som Svensken vaagner, har han intet Sværd;
Det ligger kastet langt paa Marken ud;
Saa gik det trende Nætter alt i Rad;
Nu spørger Keiseren hvad det vil sige?
»Ja, svared han, min ædle Kyrialax!«
(Betyder nemlig Herr Alexius;
Thi Kyrie er paa grædsk en Herre, veed I
Af Psalmebogen) altsaa: »Kyrialax!
Det Sværd, jeg eier kaldes Neiter; det
Var Olafs Sværd, som med sit Liv han misted
Paa Stiklestad.«

BIØRN.

Velgiort af Konning Olaf!
Han vristed Sværdet udaf Svenskens Haand!
Hvad skulde ogsaa han med Olafs Sværd?

ENDRID.

Rigtig! det indsaae Keiseren og Alle.
Med stor Bekostning lod da Kyrialax
En Kirke bygge for St. Olaf paa
Det Sted, hvor Sværdet laae; og over Altret
Blev Sværdet hængt, saaledes som hans Skriin
Her stander over Alteret i Choret.

KOLBEIN.

Hvor sælsomt skinner den forgyldte Kiste
Igiennem Mørket hid til os fra Choret.
226 Er det da sandt ærværdige Herre! at
Kong Olaf gaaer igien?

BIØRN.

Er det et Spørgsmaal?

KNUD.

I Normænd er et uregierligt Folk;
Da blier det vel nødvendigt, at selv stundom
De Døde stige op af Graven, for
At bringe Eders Aand til Frygt og Indsigt.

BIØRN.

Har du ei hørt de hundrede Mirakler?

KOLBEIN.

Vel har jeg det; jeg veed kun ikke rigtig
Om de staae til at troe.

KNUD.

Forsynd dig ei.
Saa gierne kanst du tvivle, Søn, om Himlen
Og om din Salighed, som om St. Olaf
Og om hans Jertegn.

BIØRN.

Tag dig vare, du!
At det ei gaaer dig, som den danske Jarl,
Der misted Synet for sin Vantroe.

ENDRID.

Gamle!
Fortæl os noget om den hellige Mand;
Din Alder har oplevet meget, veed jeg.

227
KOLBEIN.

Det hidser kun Indbildningskraften op;
Og da vi dog skal holde Vagt i Nat
I Kirken -

BIØRN.

Est du Niding?

KOLBEIN.

Ikke for
De Levende.

BIØRN.

Vel svart, min Søn! Har du
En god Samvittighed?

KOLBEIN.

Ja.

BIØRN.

Saa behøver
Du heller ei at frygte for de Døde.
Kong Olaf vil ei skade Nogen her;
Thi alle vi - naar jeg undtager ene
Den fromme Broder Knud - har store Synder,
Men vor Samvittighed er reen; og derfor
Vil Olaf ei tilføie Nogen Ondt.

ENDRID.

Fortæl!

BIØRN.

En Midienat i Kiøping her,
Som Klokken just slog tolv -

Klokken slaaer tolv.
228
ENDRID.

Ha hørte du?

BIØRN.

Jeg er ei døv! En Nat, just Klokken tolv,
Da Hanen havde galet Midnatsgalet -

Hanen galer.

KOLBEIN.

Den galer! Hører I?

BIØRN
fortrædelig.

Skal jeg fortælle,
Saa maa du tie. Hvad er det for Væsen?
Man kan ei høre sine egne Ord,
For lutter Klokkeslag og Hanegal,
Og tosset Snak. Det er en hæslig Vane,
At unge Svende blande næsviis sig
I Talen; i min Ungdom taug han stille,
Naar gammel Kæmpe talte. - Men hvor var det
Vi slap?

ENDRID.

Ved Hanegalet.

BIØRN.

Rigtig.

Til Kolbein.

Falder
Du tiere mig i Talen, kanst du bede
En tandløs Kierring dig fortælle Resten. -
Altsaa, en Midnat her, just Klokken tolv,
Som Hanen havde galet, kom St. Olaf
229 Fra Choret hist igiennem Kirken, i
Sin gyldne Rustning; med sin lukte Hielm
Omkrandset af Karfunkelkronen; med
Sit lange Spyd og med sin Sølvmorskaabe,
Som slæbte efter ham i Kirkegangen.

En Skikkelse lader sig see i Kirkens Baggrund, just saaledes som Biørn fortæller; Kolbein som først bliver den vaer, blegner og stirrer derhen med stive Blik.

Hvad gaaer der atter af dig yske Svend?

Kolbein tier.

Nu kanst du ikke lukke Munden op?

KOLBEIN.

Fortæl kun du, jeg skal ei falde dig
I Talen; det vil jeg kun ellers melde
I Forbigaaende: der staaer en Mand
I Gangen hist livagtig som du siger.

KÆMPERNE.

Christ frie os!

Munken flygter; en Deel vil følge ham.

BIØRN.

Bliver! er I norske Mænd.
Blier, er I ærlige, trofaste Kæmper!
Den er en Niding, en Ildgierningsmand
Som flyer. Nedkaster Jer paa Eders Knæe,
Som jeg! - Saa! - Blotter Eders Hoveder!
Folder andægtigt Eders Hænder! - Saa!
Den er en Stiemand, som forskrækket flyer for
Den hellige Aand. Hvad er I bange for?
Han er vor Skytspatron. Hvi flygter I,
Ifald han tale vil med sine Børn?

230
KOLBEIN.

Det kommer nærmere.

KÆMPERNE.

Gud staae os bi!

SPØGELSET.

Hvad hvisler i min Hvælving,
Hvor Døden hviler?
Hvad kalder Kongens Knokler
Af Kobberkisten?
Hvad buldrer, hvor den Blege,
Blodløse blunder?
Forlader uden Larmen
Med Sværd og Landser
De mulmbeklædte Mure,
Det bælne Mørke;
Og lader før fra Læben
Ei Ordet lyde,
Før Solen i sin Skiønhed
Min Grav bestraaler!

Kæmperne staae op, neie, korse sig og forlade Kirken.

KNUD
kommer tilbage med Dørvogterne.

Jeg siger Eder, det er kun Bedrag!
Det var mig kun i første Øieblik
Lidt underligt, før jeg fik Tid til Tanke.
Der staaer han! nærmer Eder! Vi er nok.
Omringer ham med Eders Hellebarder!
Fanger ham levende! det er en Giøgler.
Der spøger ingen Aander, det er Spilværk.
Man vil bedrage Kongen, overvinder
231 Jer Overtroe! St. Olaf er en Støvhob,
En Ormesæk; hans Magt er længst forbi.

Spøgelset gaaer med hurtige Skridt ind paa Knud og støder ham Spydet igiennem Brystet.

KÆMPERNE.

Christ frels os! Han er falden paa sin Synd!
Flyer! Lovet være Gud og alle Helgen!

Alle flye, Spøgelset forsvinder.

KNUD
allene.

Det blev mit Banesaar! Hielp! Redder! Hielper!
Forlader mig i Nøden ei! - Ha jeg
Er ene! - Jeg forbløder mig! Var det
Et Menneske? Han stødte Spydet mig
I Brystet med en unaturlig Kraft,
Igiennem Pandsret, som min Kutte skiuler.
Nei nei det var en Dødelig! Alt døer!
Der er jo ingen Evighed.

Klokken slaaer et Qvarteer til Eet.

Ha hvad
Betyder dette dumpe Klokkeslag?
Den fæle stærke Eenklang fra det Høie?
O Skræk! O isnende Fortvivlelse!
Er Intet, hvormed jeg kan stille Blodet?

Han famler omkring og finder Valborgs Krands, som Hakon har nedhugget.

Her, her er Urter, som kan stille Blodet. -
Det rinder stærkere! Hvad seer jeg? Himmel!
Skiøn Valborgs Blomsterkrands! Barmhiertighed,
Forbarmelse! O beder, beder for mig,
I unge Elskende! Mit Hierteblod
Har farvet Eders Krands! O beder for mig!

Han døer.
232

VILHELM kommer tilbage med VALBORG og ERKEBISPEN.

VILHELM.

Skiælv ei, min ædle Jomfrue! Alt er vundet.
Min Svend er ilet hen at hente Axel.
Vinden er god, alt klart forinden Borde.
De hvide Alfer puste venligt alle
I Skibets Silkeseil, og Freyas Stierne
Nedfunkler klar fra Nattens dunkle Hvælving.

ERLAND.

Min Søn! Gud takke dig for denne Daad.

VILHELM.

Min Daad er ringe, Fader Erland! dig
Kan Axel ene takke for sin Lykke.

VALBORG.

O vi maa begge takke Eder begge!

VILHELM.

Der er han!

AXEL
kommer med Sværd og Skiold.

Vilhelm! Elskte Valborg! Fader!

VILHELM.

Er Veien ryddelig til Skibet, Axel?

AXEL.

Gaden er tom; jeg saae den rædde Skare
Udstyrte nys af Kirkedøren, som
En Sværm af blege, tause Aftenbakker.
233 Men Munken, som vi skulde gribe strax
Som han kom ud af Kirken, saae vi ei.
Jeg frygter, han har skiult sig i en Afkrog,
At han forraader Alt.

VILHELM.

Vær uden Frygt!
Forræderiet fundet har sin Skranke.

Han viser ham Munkens Liig.

AXEL.

Knud i sit Blod!

VALBORG.

O Himmel!

ERLAND
med et bange Blik paa Vilhelm.

Myrdet?

VILHELM
rolig.

Dræbt.
Hans frække Ryggesløshed jog ham selv
Bespottende i Skiæbnens og St. Olafs
Iiskolde Jernspyd.

ERLAND.

Arme Synder! brat
Henrevet, uden Bod og Sacramente.

AXEL.

Hvad holder han i sine Hænder? Himmel!
Min Valborgs Krands. Tæt har han krystet den
Til Hiertet i sin Dødskamp.

234
VALBORG.

O den Arme!
Han har fortrudt sin Synd, Gud naade ham!

AXEL.

Det vil han for din Bøns Skyld, søde Pige.
O Glæde! Seer mit Øie dig igien?

VALBORG.

To Engle har udrevet os fra Døden.

VILHELM.

To Mennesker. Og nu, mit kiælne Par!
Nu gielder Hurtighed. Naar alt er endt;
Naar trygt den høie Schwarzburg med sin Ringmuur,
Og sine runde Taarn beskytter os;
Naar Fader Erland har i Borg-Capellet,
Hvor Leonora tvunget blev til Rudolf,
Lagt Eders Hænder i hinanden; da
Er nok af Tid til Kiærtegn; da skal I
Forvandle Schwarzburg til et Weissenfels;
Da skal den gamle Erland see sig ung
I Eder, og den barske Vilhelm blid;
Da skal vi ogsaa synge Siælemesser
For denne arme Synders Salighed;
Men nu, giør alting kort, og følger Vilhelm.

VALBORG.

Gud hvor mit Hierte banker!

AXEL.

Lad os knæle
Paa Haralds Grav, og tage Afskeed med
Vort Fædreland.
235

I det de Elskende ville knæle, hører man tre huult hylende Toner af et Horn langt borte.

Ha hvad var det?

VILHELM.

Man kommer ind i Kirken.
Frygt ei, min ædle Jomfrue! det er Gotfrid,
Min ærlige, trofaste Svend. Hvad bringer
Du Gotfrid! Hvad betyde disse Toner,
Vi nys har hørt?

AXEL.

Det var et Ludurhorn.

GOTFRID.

Alt giør os Flugten let. I denne Stund
Er Erling Skakke løbet ind i Fiorden
Fra Bergen med en talrig Flaade, for
At overrumple Hakon Herdebred.
Det Horn, I hørte, lød fra Erlings Skib,
Som Tegn til Angreb. Intet hindrer os
At seile bort. Alting er i Forvirring.

VILHELM.

Den vrede Skiebne gaaer med raske Skridt
Sin Hævn imøde. Kom min brave Broder!
At du vilst ikke stride mod din Frænde,
Forbyder dig dit Ædelmod, det veed jeg;
Vel, overlad ham til hans egen Skiebne,
Og følg hvorhen din gode Norne vinker.

AXEL
efter et Øiebliks Taushed.

Min gode Norne vinker til min Pligt.

236
VILHELM.

Hvordan? - du troer -

AXEL.

Nu kan jeg ikke reise;
Det er umuligt Valborg; plat umuligt!

VILHELM.

Du vilst?

AXEL.

Forsvare Hakon Herdebred.

VILHELM.

Din Avindsmand?

AXEL.

Hvad Avindsmand? ham har
Jeg trodsig Ryggen vendt; nu er min Konge
Bestædt i Nød, ham skylder jeg mit Liv.

VILHELM.

Du skylder Fædrelandets Vel dit Liv,
Ei Hakon. Mener du at gavne Norge
Med at forsvare denne unge Daare,
Som overtræder alle Pligter for
Sin Lidenskab? Som ringeagter Dyden
Og Undersaattens Ret? Som glemmer ganske
Det Heles for sin egen Tarv? Nei Axel!
Hvo Konge være vil, ham bør det sig
At tænke, handle kongeligt. Kom! Erling
Er en glorværdig nordisk Kæmpe; ædel;
Forsink ham ikke Seiren; han vil ei
Misbruge den. Lad Norges Scepter funkle
I Heltens Haand; det rustner i en Nidings.

237
AXEL.

Lad ei din Læbe med spidsfindig Kløgt
Forvirre Ærligheden i dit Hierte!
Hakon er ingen Niding; Munkens List
Har vidst at nære lumsk hans Lidenskab.
Ungdom, uheldig Elskov, onde Raad!
Eet af de Tre var nok til at forvirre
Det bedste Hierte! - Hakon vilde grumt
Berøve mig min Brud - det leed jeg ei!
Nu vil man grumt berøve ham sit Rige -
Det lider jeg ei heller. Hakon er
Min Frænde; Erling taler slet om
Vor Stammefader i sin Grav; han vil
Ydmyge Harald Gilles Æt og sætte
Sin egen Søn paa Norges Kongethrone;
Var jeg en Thrønder af den Gilske Stamme,
Ifald jeg taalte det? En ærlig Svend,
Ifald jeg svigted Hakon i sin Nød?
Har jeg ei lagt min Haand i Hakons Haand?
Fortiente Axel denne Lilievand,
Dit Venskab, hvis han blev sin Konge troløs?

ERLAND.

Min unge Helt! du taler Pligtens Ord.
Iil at forsvare Kongen med din Glavind!
Hvi nægter Gud min matte Alderdom
At følge dig?

VILHELM.

Trøst du den vene Møe!
Jeg fylde vil din Plads i Kampen, Fader.
Jeg kiender ei Forholdet her saa nøie
Som du og Axel. Hvis I begge mene
238 At ærlig Troskab kalder ham til Kamp, -
Vel, Sværdet er alt draget, og jeg følger.

AXEL.

Græd ikke Valborg! Al min Frygt er endt.
Mit Hierte slaaer ei længer tungt og bange.
Jeg vil ei røve Valborg, nei jeg vil
Fortiene hende. Ha var Stammefader!
Nu først forstaaer jeg dig. Du lægger Haand
Paa Sværd; din Mine siger: »Red min Ære!
Forlad ei Fædrelandet.« Vel min Elskte!
Vi vil forsone Skiebnen; Hakon selv
Vil vi forsone; Ynglingen skal lære
At sætte Priis paa ærlig Helt i Kamp.
Selv skal han efter overstanden Fare
Forene vore Hænder, elskte Valborg!
Her, over Graven af den Hævnede.

Hornet lyder.

Jeg kommer Hildur! Dine Kæmper komme
At skiænke Karpen Blod i Throndhiems Fiord.
See min Veninde! tvende røde Hierter
Staae brændende foreent i Axels Skiold,
Halv i den blaa, halv i den hvide Grund;
Det tyder: »Elskov, Uskyld, Himlen«, Valborg!
Vor Elskov er uskyldig, Himlen vil
Belønne den.

VALBORG.

Ja med sin Salighed.

AXEL.

I Hurtigheden har jeg glemt at spænde
Sværdbeltet om min Lænd; jeg greb kun Sværdet.

239
VALBORG
tager et himmelblaat Silkemon af sine Skuldre.

Kom, elskte Kæmpe! Lad mig skiænke dig
Dit Axelskiærf.

AXEL
knæler, hun hænger ham Skiærfet over Skuldren.

O søde Valborg! Axel
Er din, din Kæmpe, og du tvivler om
Den sikkre Seir?

VALBORG.

Du est min Kæmpe; jeg
Er din Valkyrie.

AXEL.

O græd ei Valborg!

VALBORG.

Jeg vil ei græde. Ogsaa Pigen, Axel,
Kan vise Heltemod i stille Taal.
Gak min udkaarne, elskte Ungersvend!
Din Valborg skiænker dig til Fædrelandet.

VILHELM.

En ærlig Pige, ved St. Innocenz!
Farvel, ærværdige Fader!

ERLAND.

Mine Sønner!
Guds hellige Engleskare følger Eder.

AXEL.

Farvel min Valborg.

240
VALBORG
holder ham tilbage i sine Arme.

Bie et Øieblik!
Lad mig endnu engang, for sidstegang
See Axel i sit skiønne Helteøie.

AXEL
kysser hende.

Farvel!

VALBORG.

Nu gaae! Nu glemmer jeg dig aldrig.

Kæmperne gaae.

241

FEMTE AKT.

Axel kommer ind med Kong Hakon, som er saaret i den høire Arm.

AXEL.

Her er vi sikkre for en Stund, min Herre,
Her i Guds hellige Huus. Sæt dig paa Bænken!
Saa! lad mig nu forbinde dig din Arm.
En Kæmpe maa forstaae Saarlægekonsten;
Man har ei altid Hielp ved Haanden. Saaret
Er dybt, men ikke farligt. Havde vi
Et Stykke Linned kun.

HAKON.

Din Godhed saarer
Mig dybere end Erling Skakkes Sværd.

AXEL.

Lad ei min Troskab saare dig; det var
Jo ganske mod dens Hensigt.

Han søger i sin Barm, drager et Klæde ud, studser men fatter sig strax og siger:

Her er Linned.

HAKON.

Hvi studser du? Almægtige Guds Navn!
Jeg kiender dette Klæde.

242
AXEL.

Tving din Feber!

HAKON.

Du vilst forbinde mig med dette Klæde?

AXEL.

At ikke Blodet skal forløbe dig.

HAKON.

Du vilst forbinde mig med dette Klæde,
Hvormed jeg sønderrev dit Liv?

AXEL.

Min Herre!
Det er en anden Dug.

HAKON.

Nei, nei, det er
Linklædet, som den ondskabsfulde Knud
Skar over mellem dig og Valborg, Axel!
Jeg kiender det. Ha svøb det ei om Armen,
Det brænder mig, det martrer mig kun meer.

AXEL.

Det er naturligt, at et Saar maa brænde,
Og at Forbindingen er smertelig.
Vær rolig, hvil et Øieblik, min Herre;
Og grib saa Sværdet med din venstre Haand,
Og følg paanye med Axel mod din Fiende.
Nærværelsen af Kongen styrker Folket;
Og jeg vil være dig din høire Haand.

HAKON.

Er det en grusom, en hævngierrig Stolthed?
Er det naturlig, reen Høimodighed?
243 Hvordan forstaaer jeg Axel? Vilst du sanke
Gloende Kul paa Hakons Hoved?

AXEL.

Nei
Ved Gud og Mænd! tro vil jeg tiene dig,
Ei krænke dig, ei forekaste dig.

HAKON.

Men denne Høimod smerter mig kun meer:
Ulykkelige Hakon Herdebred!
Din bedste Kæmpe ringeagter dig.

AXEL.

Ved Gud i Himlen, ved min Valborg, Hakon!
Jeg agter dig.

HAKON.

Nu troer jeg dig, min Frænde!
Du svorst en hellig Eed. Vel; - er det saa, -
Og Hakon handled som en hæftig Elsker
Paa Kongethronen, Axel! ei som Niding.

AXEL.

Hvo kiender Elskovs Magt og indseer ei
Dens Virkninger?

HAKON.

Nu taler du mig af
Mit eget Hierte, vakkre Kæmpe. See
Din Troskab og din Høimod rører mig.

Pludselig vild.

Og dog, ifald jeg mærked, at du troede:
Det var en qvindlig Blødhed, foraarsaget
Af legemlige Smerter; - Axel Thordsøn!
244 Jeg rev mit Sværd med venstre Haand fra Hoften,
Og fordred dig til Kamp paa Liv og Død.

AXEL.

Jeg svor ved Valborg at jeg agter dig.

HAKON.

Velan! Saa skalst du og høiagte mig.
Thi jeg vil giøre dig et Offer, Axel!
Men Offeret er stort; det er nødvendigt
At du indseer dets Kostbarhed.

AXEL.

Min Konge -

HAKON
afbryder ham.

Tie stille! tie! lad først mig tale ud.
Jeg indseer hvad jeg vover ved at giøre
Dig slig en Gave i en saadan Tilstand:
»Nu har den stolte Ungersvend engang
Dog faaet Øiet op; nu indseer han
Nødvendigheden af sin Thrones Værn;
Nu trænger han til sine Kæmpers Troskab,
Og derfor kiøber han sin Ven med Møe
Udi i sit Hiertes Angst og Nød.« O fy!
Jeg vilde hade dig, jeg vilde kalde
Dig en barbarisk Fiende, kold og sløv,
Ifald du kunde dømme saa.

AXEL.

Min Herre!

HAKON

For Valborg mister Hakon Norges Rige,
Og Valborg - mister han for Valborgs Skyld.
245 Skiøn paa min Gaves Værd! Man lønner ei
Det Mindre med det Større, for at tækkes
Sin Egennytte.

AXEL.

Hakon, ædle Frænde!

HAKON.

Men jeg har feilet; og din rene Siel,
Dit Adelsind har aabnet mig mit Øie;
Og fri og frank, fordi jeg vil det Gode,
Betvinger jeg mit Hiertes Lidenskab,
Og skiænker dig din Valborg; skiænker dig
Det Kiereste jeg elsker her i Verden.
Miskiend mig ei, see min Opoffrelse!

AXEL.

Jeg seer den, og Gud seer den, ædle Konge!

HAKON.

Omfavn mig nu!

AXEL.

O tag din Arm i Agt!

HAKON.

Nu brænder Saaret længer ei, nu smerter
Ei Klædet meer; det kiøler mig, som Saften
Af friske Urter.

AXEL.

O min Konge!

HAKON.

Lad
Nu Erling overvinde Hakon! Hakon
246 Har overvundet kiæk sig selv; hans Seir
Er størst.

AXEL.

Men det skal ikke blive derved;
Den anden Seier vil vi ogsaa vinde.

Man hører Larm udenfor Kirken.

Vær rolig! hvil endnu et Øieblik.
Din gyldne Hielm er tung, dit Hoved trænger
Til Lettelse: giv mig din Hielm! der har
Du min istedet, den er lettere.

Larmen tager til; Axel kaster Kongens Purpurkaabe, som er løst af under Forbindingen om sine Skuldre.

HAKON.

Hvad giør du Axel?

AXEL.

Vær kun rolig Herre!
Der kommer Nogen; muligt er det Fiender;
Lad Axel være da dit Skiold!

En Flok Fiender styrter ind.

FORMANDEN.

Der staaer han!
Der staaer han! seer I? med den gyldne Hielm,
I Purpurkaaben. Det er Kongen. Trænger
Jer ind paa ham og dræber ham!

HAKON.

Ha Axel!
Nu fatter jeg din underlige Færd.
Giv mig min Hielm tilbage.

247
AXEL.

Drag dit Sværd!
Stil dig saaledes, at din høire Arm
Bedækkes af mit Legem. Naar du seer
Dit Snit, hug ud! og træk dig flux tilbage!

Han raaber:

Herfrem I Uslinger! Her stander Hakon,
Hans Sværd er draget og han frygter ei
Et Nidingsoverfald i Herrens Huus.
Herfrem I Mordere! som ikke vove
At stevne Mand mod Mand i ærlig Kamp.
Kommer at vinde Guld for Hakons Liv!
Min blanke Løvetunge blinker tørstig;
Vel, lad den læske sig i Nidingsblod!

HAKON
drager sit Sværd.

Han daarer Eder! Her staaer Norges Konge
At fælde Stiemænd med sin venstre Arm.

AXEL.

Tie, Axel Thordsøn! Du est saaret; Hakon
Kan selv forsvare sig.

FIENDEN.

Ind paa ham! ind!

Strid. Man hører Larm udenfor af andre Kæmper, der raabes:

Kongen til Hielp! han overfaldes, hielper!

DEN FIENDTLIGE KÆMPE
til Axel.

Dig skal de ikke redde.

Han saarer ham. 248

Iler! flygter!
Hakon er fældet. Slaaer med stærke Slag
Jer giennem Biarkebeinerne til Erling!
Hakon er fældet; bort!

SIGURD AF REINE og VILHELM
styrte ind med en Skare Biarkebeiner.
SIGURD.

Ha hugger, stikker!
Forfølger Morderne!

Fienden drives paa Flugt. Til Kongen.

Dit Liv er frelst!

Bliver Axel vaer.

Axel i Kongens Kaabe? Bleg og blodig?
Med Kongens Hielm?

AXEL
til Kongen.

Nu tag din Hielm igien,
Nu er den mig for tung; følg dine Kæmper,
Og lad mig ene med min Vaabenbroder.

HAKON

Axel min Frænde! er dit Saar -

AXEL.

Forlad mig!
Styrt dig mod Fienden, hævn Forsmædelsen,
Følg Sigurd og de barkeklædte Kæmper.

SIGURD.

Ja Hakon! Norges Skove selv har rustet
Sig ud, for at forsvare Throndhiems Konge.
249 See disse Kæmper! Elvegrimmer! Biørne!
Lutter bevægelige Granestammer
Fra Fieldene. I Mangel af et Harnisk
Bedækker Træets Bark de tappre Hierter;
Og Ellestangen hærdet med sin Spidse
I Arnens Ild, giør Fyldest for et Spiud.
Saaledes kæmpe de for Arnens Fred
Og Kongens Ære. Stil dig fremst i Flokken!
Saa storme vi og hævne Axels Drab.
Du døer en prægtig Død, min norske Broder!
Du falder for din Konge. Ogsaa vi
Vil følge dig og hilse dig hos Gud.
Kom Hakon! Lad ham ene med sin Ven.
Livet forlanger Strid, men Døden Fred.

HAKON
til Kæmperne, i det han peger paa Axel.

I norske Mænd! Han blegned for sin Konge!

BIARKEBEINERNE
støde utaalmodigen deres Træespyd mod Jorden.

Vi, vi vil ogsaa blegne for vor Konge.
Før os i Døden, før os imod Fienden!

HAKON
omfavner Axel.

Farvel! Vi sees igien før Solen synker.

Han følger Kæmperne.

VILHELM
nærmer sig Axel.

Min Broder, er din Vunde dødelig?

250
AXEL.

Ja. Løs af Skuldren mig mit Axelskiærf;
Drag Skeden ud, giv mig det bløde Klæde,
At jeg en liden Stund kan stille Blodet
Og friste Livet. Tak! - Nu led mig hen
Til Pilleren, som bær min Valborgs Navn. -
Her sidder jeg saa godt. Saa! lad mig læne
Min Ryg mod Støtten, at jeg falder ei,
Naar jeg afsiæles.

VILHELM.

Lider du af Smerte?

AXEL.

Nei, jeg er let og rolig i mit Hierte.

VILHELM.

Vilst du ei see din Valborg før du døer,
Endnu engang i dette Liv?

AXEL.

Ak Vilhelm!

VILHELM.

Jeg iler op at hente hende flux.

AXEL.

Et Øieblik! - Det kunde hændes, Vilhelm,
At Axel var ei meer, naar Valborg kommer;
Siig da min Siels Udvalgte: Axel døde
Med hendes Navn paa Læberne.

VILHELM.

Det skal jeg.

251
AXEL.

Siig hende: Hakon er en ærlig Helt;
At Axel ei blev skuffet i sit Haab om
Sin Konges Hierte.

VILHELM.

Det skal efterkommes.

AXEL.

Hils Helfrid, hils min elskte Søster, Vilhelm,
Paa Immersborg; tak hende kiærligt for
De Følelser, de Glæder og de Sorger,
Som hun fra Barndom deelte med sin Broder.
Ak hun forstod mig, kiendte mig saavel!
Siig hende: Axel har ei glemt sin Søster
I Dødens Time.

VILHELM.

Jeg skal hilse hende.

AXEL.

Men Valborg først og sidst! Mit Ønske er
At slumre ved min elskte Piges Side
I Graven, naar hun her har endt sit Liv.

VILHELM.

Vel. Er der mere?

AXEL.

Nei.

VILHELM.

Saa - gaaer jeg da.

AXEL
rækker ham sin Haand.

Min ærlige, trofaste Vaabenbroder!
Tak for dit Venskab, din Hengivenhed;
252 Du viste den i Daad, i Ord kun sielden.
Tag af min matte Haand mit Livs Farvel!

VILHELM.

Farvel! - Farvel!

AXEL.

Vilhelm! var jeg din Ven?

VILHELM.

Min Eneste. Nu har jeg ingen mere!

Han gaaer.

AXEL.
allene.

Jeg døer for Land og Drot, som mine Fædre;
Hvad kan en ærlig Kæmper ønske bedre?
Jeg træder tillidsfuld for dig min Gud!
Jeg skal min elskte Valborg atter finde;
I Evigheden er hun Axels Brud;
Der røver Ingen ham sin Siels Veninde.

Solen skinner igiennem Chorvinduet.

Du liflige, nyefødte Morgenlue!
Du kommer for mit brustne Blik at skue,
Den Bleges Kind du farver venlig mild.
Snart skal et Morgenrødt ham nu tilsmile,
Der aldrig hidser sig til Middagsild;
Et Aftenrødt, som aldrig gaaer til Hvile. -
Men mine Haab! I kom ei for at svinde:
Gud skienkte mig en trofast Elskerinde,
En Ven, en Konge, som sit Hierte lød,
Som er ved Axel Thronen værdig blevet,
Som han har reddet med sin egen Død.
Vel Axel! du kan døe, thi du har levet.
253 Og du, min Siels Udvalgte! hisset binder
Himlen en Krands af evigblaae Kiærminder;
Den træffes ei af Lidenskabens Sværd;
Der skal forklaret dig din Axel møde,
Din Skiønhed og dit Hierte mere værd;
Hvor hellig Kiærlighed er ingen Brøde.
Farvel min Valborg......

Han døer.

Vilhelm kommer med Valborg.

VILHELM.

Axel lever end.
Han lever! Hørte du? han nævnte Valborg.

VALBORG.

Jeg tog hans Livs Farvel.

Hun betragter ham.

Han er ei meer. -
Min Axel! lever du? Ifald du lever,
Slaae Øiet op, og lad for sidste Gang
Din ædle Siel lyse Velsignelsen
Paa Valborg giennem dine brustne Blik! -
Han er ei mere. Han er død. Han døde
Med Valborgs Navn paa Læberne. - Vel, du
Har udstridt, gode Svend! - Han faldt jo for
Sin Konge?

VILHELM.

Som en Helt.

VALBORG.

O skiønne Død!
Hvor langt, langt bedre end at flygte bort
Til fremmed Land, og friste der dit Liv
254 I kummerlig Landflygtighed, min Axel;
End tæres langsomt hen af Hiertesorger.
Nu lider du ei meer hiertelskte Svend!
Nu har du indlagt dig en evig Ære.
Dit Fædreland, den ædle Moder Norge
Er stolt af Axel, af sin brave Søn;
I mange Tider vil endnu dit Navn
Bestandig svæve hende frisk paa Læben.
Paa Thinget vil hun ofte nævne høit
Din Heltedaad; og tit i Fruerstuen
Vil hun om Aftnen i en gammel Vise
Siunge din Elskov og din Trofasthed.

Til Vilhelm.

Hvor han er smuk i Døden! - Dine Lokker
Hvirvle sig vildt omkring dit blege Ansigt.

Hun ordner hans Haar med sin Haand.

Saaledes! denne Pande maa ei dækkes;
Den hvælver høi og ædel sig som Himlen.
Han smiler i sin Død.

Hun kysser ham.

Farvel min Axel!
Din Valborg kommer snart.

Hun staaer op, lægger Haanden paa sit Bryst i det hun drager sin Aande dybt og tungt.

Ja snart, ret snart!

VILHELM.

Min ædle Valborg, du est bleg!

VALBORG.

Min Axel
Er blegere. Tie stille gode Vilhelm!
Forstyr mig ikke i min Eensomhed.
255

Sværmerisk.

Hvor her er godsligt her i denne Kirke;
Hvor muntert Solen skinner giennem Vindvet,
Ret som igaar ved denne Tid, min Axel,
Da først du trykte Valborg til dit Bryst.
Hvor her er husligt, smukt i denne Kirke!
Her skal vi leve ret fornøiet sammen;
Boe ligeover for hinanden; du hos
Din Fader, Valborg hos sin Moder. Naar
Klokken slaaer tolv, og Droslen synger hist
I Birken udenfor vort Kirkevindve -
Da revner Muur og hviden Marmelsteen;
Da mødes vi ved Harald Gilles Grav;
Da gaae vi Haand i Haand opad mod Altret,
Og sætte os i Choret der i Maanskin,
Og lade Maanen skinne sølverbleeg
Paa vore blege Kinder, mens vi høre
Paa Droslens Foraarssang, og mindes os
Vor Kiærlighed og Trofasthed i Livet.
Naar Maanen skiuler sig bag Kirkemuren,
Da gaae bedrøvet, langsomt vi tilbage,
Tregange Harald Gilles Ligsteen rundt;
Saa standse vi og tage kiærligt Afsked
Til næste Nat. Saa slumre vi saa sødt
Dybt i vor Grav, imens de Levende
Larme derude.

VILHELM.

Axels Ønske var
At hvile i den samme Grav som Valborg.

VALBORG.

I samme Grav? Ak det var herligt! Men
Det gaaer ei an, min ædle Ridder! Axel
256 Og Valborg var jo ei Trolovede.
Ak nei, det gaaer ei an. Hvormeget gav
Jeg til, at samme Egekiste giemte
Axels og Valborgs Been; - men ædle Vilhelm

Hun stirrer ned for sig.

Hvad glimter hist i Støvet, der i Ridsen,
Ved Haralds Ligsteen?

VILHELM.

Seer jeg ret, da er det
En Ring.

VALBORG.

En Ring?

VILHELM
tager den op.

Ja, det er Axels Ring.
Jeg kiender den.

VALBORG.

Den trilled ei i Graven?
Vor Stammefader! nu forstaaer jeg dig.
Og jeg forstod dig strax. Giv mig min Ring!

Hun sætter den paa sin Finger.

Nu er jeg din Trolovede, min Axel!
Nu er jeg Axels Brud! Nu kan vi slumre
I samme Grav tilsammen.

VILHELM.

Arme Pige!

VALBORG.

Hvad arme Pige? Lykkelige Pige!
Ei sandt min ædle Ven! - jeg kalder dig
257 Min Ven; thi du varst Axel Thordsøns Ven; -
Ei sandt, min Ven, du kanst den gamle Vise
Om Ridder Aage og om Jomfrue Else?

VILHELM.

Erland har lært min Moder den; min Moder
Gienlærte mig den i min spæde Barndom.

VALBORG.

Du mindes den dog end?

VILHELM.

Fuldkommen vel.

VALBORG.

O skiønt! - Min Axel har fortalt mig, at
Du har en herlig Stemme; ikke kiælen
Som den der kildrer Mennesket i Livet,
Men dyb, høitidelig og stærk, som Røsten
Fra Gravene. Vel ædle Vilhelm, vil
Du vise mig den Godhed for min Axels
Og Eders Venskabs Skyld, at synge den
For Valborg, medens hun til Giengiæld sætter
Sin Ring paa Axels blege Haand?

VILHELM.

Jeg vil
Ei vægre mig, hvis det dig trøste kan.

VALBORG.

Min Axel har fortalt mig, at du est
En herlig Harpeslager.

VILHELM.

Ofte dysser
Dens Toner mit oprørte Sind til Ro.

258
GOTFRIED.

Vel! Seer du hist i Krogen, kiære Vilhelm,
Der, ved min Moders Grav en Harpe stande?
Hvormangen søvnløs Nat har Valborgs Røst
Ved den sig hævet mellem Gravene!
Hvormangen Gang har hun ved den begyndt
Paa Ridder Aages Vise! Aldrig sang
Hun den til Ende; hede Taarer qvalte
Den svage Stemme; vel min ædle Vilhelm,
Dig skiænkte Gud en mere stærk Natur;
Tag du den gyldne Harpe; sæt dig hen
Ved Kongepilleren, retfor min Axel;
Og syng ved Strengens Klang din Sang tilende;
Mens Valborg knæler ved sin Axels Liig,
Og reis dig ei før alting er forbi,
Før Else har sin Aage fulgt i Døden.

VILHELM.

Jeg synger dig din Trøst i Morgenrøden.

Valborg knæler ved Axels Liig; Vilhelm tager Harpen, sætter sig og synger:

Det var Ridder Herr Aage
Han reed sig under Øe;
Fæsted han Jomfru Else,
Hun var saa ven en Møe;
Fæsted han Jomfru Else,
Alt med hin røden Guld;
Maanedsdag derefter
Laa han i sorten Muld.

Det var Jomfru Else,
Hun var saa sorrigfuld;
259 Det hørte Ridder Herr Aage
Dybt under sorten Muld.
Opstod Ridder Herr Aage,
Tog Kisten paa sin Bag,
Lakked saa til hendes Buur,
Sig selv til megen Umag.

Han klapped paa Døren med Kiste,
Fordi han havde ei Skind:
Hør du Jomfru Else!
Og luk din Fæstemand ind.
Giensvared Jomfru Else:
Jeg lukker ei op min Dør,
Før du kanst Jesu Navn nævne,
Alt som du kunde før.

Hvergang du dig fryder
Og i din Hu er glad,
Da er min Kiste forinden
Med røde Rosenblad;
Hvergang du er sorrigfuld
Og i din Hu er mod,
Da er min Kiste forinden
Alt med hint levret Blod.

Alt galer Hanen hin røde
Til Graven maa jeg ned;
Til Graven skulle alle Døde,
Thi maa jeg følge med.
See du op til Himlen,
Og til de Stierner smaae,
Da skalst du see hvor sagtelig
At Natten den mon gaae.

260 Op saae Jomfru Else,
Op til de Stierner smaae;
I Graven sank den Døde,
Hun ham ei mere saae.
Hiem gik Jomfru Else,
Hun var saa sorrigfuld;
Maanedsdag derefter
Laae hun i sorten Muld.

Vilhelm tier; Valborg ligger ubevægelig med sit Hoved paa Axels Haand.

VILHELM.

Visen er endt, min ædle Valborg. - Valborg!

Han reiser sig.

Valborg stat op! jeg har fuldendt min Sang.
Hun rører sig ei! - Kold og bleg! Hun aander
Ei meer? - O Himmel det har anet mig!
Valborg er død! Som Nanna over Baldur,
Som over Hialmar Ingeborg, som Else
Over sin Aage. Ja, ja! hendes Hierte
Er brustet over hendes Axels Liig. -
O Troskab! Troskab! du est stor i Nord. -
Der ligger de nu i hinandens Arme!
Afsiælede! I Himlen kun een Siæl!
Og Vilhelm skulde synge Eders Gravsang?
Vel, vel! det er jo Venskabs sidste Pligt.

Krigsmusik udenfor Scenen.

GOTFRIED
kommer.

Hakon er faldet! Erling Skakke seirer!
Man bringer Kongens Liig.

261
VILHELM.

Uddøet af Jorden
Er altsaa nu den hele Gilske Slægt.
Vær hurtig Gotfried! Skynd dig op til Bispen,
Bring ham paa Skibet ud, og vent mig der.
Før Solen synker, seile vi fra Throndhiem.

Svenden gaaer.

VILHELM
drager sit Sværd.

Og nu, I kiære, elskelige Venner!
Til Graven aabner sig og tæt forener
Hvad Livet adskilt har, skal Vilhelm trofast
Bevise Eders Støv den sidste Ære.
Jeg holder Vagt ved Eders Liig; jeg lægger
Dit Skiold, dit Sværd paa Kisten, vakkre Kæmpe,
Omvundet af din Piges Blomsterkrands,
Og graver i den blanke Kobberplade:
Her hviler Axel Thordsøn og Skiøn Valborg;
Han døde Kongen, hun sin Beiler tro.

262