Oehlenschläger, Adam Uddrag fra Poetiske Skrifter IV

Og alligevel kunde han ikke frigøre sig fra dens Trylleri. Privat var han til Brøndsteds Bekymring slet ikke uimodtagelig for Paris' farlige Tillokkelser. Og trods hans Kunstanskuelses stive Doktrinarisme overfor den franske Tragedie, bragte flittige Teaterbesøg, der nok mest gjaldt Lystspillet, men hvor heller ikke Tragedieopførelserne med den store Talma i Hovedrollerne blev forsømt, ham paa flere IV Punkter til at revidere sin oprindelig fuldstændigt afvisende Dom. »Axel og Valborg« er et Forsøg paa at sammensmelte den galliske og den germanske Dramatype. Og det store Brev til Goethe af 4. September 1808 (kort efter Afrejsen fra Paris) giver, alle Forbehold og Indvendinger tiltrods, en paa sin Vis baade forstaaende og træffende Karakteristik af de store franske Tragikere. Oehlenschlæger har Sans for den aandfulde Dristighed, som præger Corneilles bedste Værker. Om Racine gør han den rigtige Bemærkning, at han »i visse Maader har afluret de Gamle det sammentrængt Skønne i den dramatiske Stil«. Ved sin Uvilje mod hans Psykologi - Racines Helte er »slette, listige og nedrige Karle« - røber han, at han meget vel har forstaaet, hvorledes Versenes ydre Elegance dækker over Lidenskaber af en hæftig og farlig Glød, aabner Afgrunde af forfærdende Dybder, som var hans egen sunde og naive tragiske Stil fremmed.