Oehlenschläger, Adam Uddrag fra Poetiske Skrifter IV

Men var han saaledes som Nordbo paa sin Post overfor Franskmændene, hvem han selv paa Coppet »aldrig lærte at søbe Kaal med«, saa følte han sig ikke i mindre Grad i Opposition til de to førende Medlemmer indenfor sin tyske Omgangskreds, Brødrene Friedrich og August Wilhelm Schlegel, Romantikens skarpeste kritiske Begavelser. Kollisionen mellem den unge Poets højt udviklede Selvfølelse og de to berømte Brødres ikke mindre tydelige Bevidsthed om deres eget Værd var uundgaaelig, og Modsætningen skærpedes ved Gemytternes dybe Uoverensstemmelse: Oehlenschlægers hede, følelsesbevægede Sind overfor August Wilhelms akademiske Korrekthed og Friedrich Schegels kolde Ironi. Dertil kom de to V Parters fuldstændigt forskellige Syn paa Kunst og Liv. Brødrene Schlegel havde draget Romantikens sidste Konsekvenser; Middelalderdyrkelsen havde ført dem til den katolske Kirke. Oehlenschlæger bestyrkedes yderligere i sit Brud med Romantiken ved Samværet med dem; han var yderst forarget over Fr. Schlegels respektløse Ytringer om Goethe, og han følte sig gennem den tyske Klassicisme fast forankret i det 18. Aarhundredes Humanisme. Palnatokes Uvilje gælder ikke Kristendommen, men Katolicismen, og som Protest mod Middelalderdyrkelsen skrev Oehlenschlæger samme Aar som Tragedien det fortællende tyske Digt »Der irrende Ritter« - Virkelighedens Opgør med det romantiske Blændværk. Sit antiromantiske Standpunkt udtrykte Digteren fyndigt i dette Epigram: