↩ Saa snart Oehlenschlæger havde fundet sig lidt tilrette i Paris, begyndte han Arbejdet paa en ny Tragedie. Emnet skulde være nordisk. Allerede 23. November 1806 skrev han hjem efter Wilkina-Saga, Biörners Kæmpe-Dater og Vedels Saxooversættelse. Men han har aabenbart ikke haft Lyst til at vente paa Bøgerne, om de da overhovedet nogensinde er kommet til Paris, for kort efter træffer vi ham fuldt optaget af at excerpere anden og tredje Tome af Suhms Historie af Danmark, som Brøndsted havde skaffet fra Nationalbiblioteket. Det var Planen at skrive en dansk Tragedie efter den norske »Hakon Jarl«; i »Palnatoke« fandt han hurtigt et passende Emne, »og jeg valgte det saameget heller, da det sluttede sig til en Tidsalder, jeg alt i Halle temmelig grundigt havde studeret.« Hans bevarede Uddrag af Suhms digre Kvarter viser, at han straks har haft sin Opmærksomhed fæstet paa Jomsvikingerne. Derpaa optegner han i broget Fylde Træk fra Danmarks Konge- og Kirkehistorie; følger Suhm paa hans Digressioner med Normannerne over Europa, har ogsaa Blik for smaa kulturhistoriske Lokalfarve-Finesser. 3. Februar 1807 skrev han til Kamma Rahbek: »En Orm kan ikke bore sig dybere ind i gammelt Træe, end jeg for nærværende Tid giør i den gamle danske Historie; hvilket vel om nogen Tid vil komme VII til at yttre sig i Frugter, der skal sendes Eder vel indpakkede, naar de ere modne.« Ti Dage senere kunde han læse Begyndelsen af sit nye Drama for Brøndsted. Først havde han tænkt sig det som et Heltelystspil om Jomsborgs Grundlæggelse, men allerede 24. Februar noterer Brøndsted med Bifald i sin Dagbog, at Oehlenschlæger har bestemt sig for en tragisk Udgang. Hver Dag sad Digteren støt ved sit Skrivebord fra Kl. 8 Morgen til Kl. 4 Eftermiddag; hans lykkelige Arbejdshumør og kække Fremtidsforhaabninger lyser op i et muntert Brev til Christiane fra 4. Marts, hvori det helt overgivent hedder: »Hver Tragoedie vil blive mig et sandt Lystspil. For den første Akt kiøbe vi Lys og Brænde, for den anden Logis, for den tredie Klæder, for den fierde Mad og for den femte giøre vi Traktement, og kiøbe Hunde med sorte Snuder, som kan lege med vore Børn.«