↩ Naar »Palnatoke« trods sine mange store Skønheder X ikke er lykkedes helt for Digteren, er det især Hovedpersonens Skyld. Opgaven har været for vanskelig: at faa et virkeligt Menneske ud af den tænkte Idealfigur. Palnatoke er først Helten, det personificerede gamle Norden. Denne Side af Karakteren er fortrinligt gennemført: en stærk Mand, som forener personlig Myndighed med en koldblodig Dristighed og en udpræget Æresfølelse, der foretrækker Døden for Ydmygelsen. Palnatoke er ærlig og aaben baade mod Venner og Fjender; han er rask og slagfærdig i Ordskiftet med sine Modstandere. Men bag hans rolige Selvbeherskelse lurer Overilelsen; han kan tirres saalænge, at han handler paa en Maade, som han selv ved roligt Overlæg vil fortryde. Helten er kun et Menneske, og det menneskelige kræver sin Ret.