↩ Som Digteren i de første Akter har skildret Palnatoke, er det forstaaeligt, at Drabet paa den værgeløse Konge trods alt maa forekomme ham en Plet paa hans blanke Skjold, selv om Motiveringen nok kunde være mere overbevisende. Og man tør følgelig heller ikke forkaste den rigtignok meget haartrukne, men ganske subtilt opfundne Slutning, som forøvrigt har den unge Brandes' Autoritet for sig: Fjenderne skal ikke fælde Palnatoke, Skæbnen selv fører det dræbende Hug. Palnatokes personlige Rolle i Tragedien er da denne: en pletfri Mand udfører i Hidsighed en vanærende Handling, og han tager med oprejst Pande sin Straf, da den højere Retfærdighed sker Fyldest.