↩ Samtiden - den fornuftige Rahbek, den kyndige Dahlmann m. fl. - var tilbøjelig til at sætte »Palnatoke« over »Hakon Jarl«. Eftertiden har til Gengæld, sikkert med Urette, vurderet Stykket meget for lavt. At Tragedien er dybt rodfæstet i Digterens egen Tid og præget af dens etiske Idealer, vil ikke kunne være nogen afgørende Anstødssten; det samme gælder Værker som »Nathan« og »Tasso«. Svagheden ligger, som allerede anført, i Skildringen af Hovedpersonen, og »Palnatoke« plettes dernæst slemt af et enkelt fælt Misgreb, Harald i Ligklæderne, hvorom J. L. Heiberg har sagt de sande Ord: »Noget mere parodisk og slettere motiveret findes ikke i noget af Oehlenschlægers Stykker«. Men med alle dets Fejl og Mangler er der over dette Drama en Ungdomsfriskhed, en fyndig Kraft og en Rigdom af ægte dramatiske Situationer, der stiller det i Række med Digterens bedste Skuespil. Ved sin klare Handling og sin lidt firkantede Menneskeskildring, som med al ønskelig Tydelighed sætter Skel mellem gode og onde, maatte det frem for de øvrige Tragedier have Betingelser for at kunne virke i en folkelig Opførelse paa et folkeligt Publikum.