Oehlenschläger, Adam

I et Brev til Christiane af den 3. December 1807 fortæller Oehlenschlæger: »Jeg agter at skrive endnu en Tragoedie, mens jeg er her, og har allerede giort Planen; det er en Kierligheds-Tragoedie.« Det er første Gang, Digteren omtaler sit næste store Værk: »Axel og Valborg«. Kun to Maaneder senere hedder det i et Brev til H. C. Ørsted (3. Februar 1808): XIX »In Parenthesis vil jeg lade Dig vide, at jeg for Øieblikket arbeider paa 5te Akt af en ny Tragoedie, og at de 4 første ere fuldkommen færdige. Tal til Ingen herom. Aarsagen, hvorfor jeg holder det hemmeligt, er, at den dumme Theaterdirektion, naar den hører, jeg skriver saa meget, kunde faae Frygt og Bævelse. Jeg bringer min nye Tragoedie med mig i Juli, naar jeg kommer hjem.«

Antagelig har Oehlenschlæger været færdig i Løbet af Februar; under Resten af Pariseropholdet omtales det nye Værk ikke i Brevene hjem*). Midt i August forlod han Seinestaden, og fra Zürich bebudede et Brev til Fru Rahbek (16. September), at »Axel og Valborg« nu kunde ventes. Digteren stolede paa, at den hos Vennerne vilde faa samme gode Modtagelse som sine Forgængere. »For Publicum er det udentvivl det af mine Stykker, som vil have meest Interesse og som lettest lader sig opføre.«

Var det af Hensyn til Teaterdirektionen (for ikke at overfylde Markedet med Tragedier?), at Hjemsendelsen lod vente saa længe paa sig? I November regner Oehlenschlæger med, at »Axel og Valborg« omsider, »efter et Aars Forløb næsten«, er naaet til København og har vist, at han ogsaa forstaar at *

XX »fremstille Kierligheden« (Coppet 16. November, til Christiane). Men endnu skulde der gaa næsten to Maaneder, inden den længselsfuldt ventede Pakke kom Adressaten i Hænde (11. Januar 1809). Tre Dage senere skildrer Christiane i et jublende Brev den begejstrede Modtagelse. Fru Rahbek stemmer i med; Rahbek skriver: »Jeg kiænder i hele den dramatiske Litteratur saare faa Sørgespil, der i den Grad forene classisk Correction med tragisk Interesse, som dette sande Sørgespil.« Og han skyndte sig at sætte en begejstret Forhaandsanmeldelse i sit stærkt forsinkede Decembernummer af »Ny danske Tilskuer«. Længe inden Stykket var blevet opført eller var udkommet i Boghandelen, havde det halve København læst det; Christiane fortæller fornøjet om Folks Iver efter at laane Manuskriptet til Læsning og Afskrivning. Et Par af de Afskrifter, der cirkulerede Byen over, findes endnu paa Det kgl. Bibliotek.

Denne Gang havde Oehlenschlæger valgt et Emne, som paa Forhaand kunde paaregne en betydelig Interesse hos hans danske Publikum. Gennem to Aarhundreder havde Romanvisen om Axel Thordsøn og Skøn Valborg været kendt og elsket. Denne Skildring af Senmiddelalderens ideale Ridder og ideale Jomfru stammer fra katolske danske Adelskredse i Reformationstidens Norge; dens talentfulde Forfatter har været fortrolig baade med Hofliv og med kirkelige Forhold. Forskellige Tryk af Visen var i Omløb i det 17. Aarhundrede; 1695 optog Syv den i Fierde Part af sin Folkevisesamling, og han har Ansvaret for at have fortolket Gidskeslægten (en anset Stormandsfamilie i Norge) som den Gilske Slægt og sat den i Forbindelse med Kong Harald Gilles XXI Navn. Om Digtets hurtige Popularitet vidner allerede et Par fyndige Vers af Jens Steen Sehested († 1698) i hans »Pigernes Dyd- og Laster-Spejl«:

Hun kvæder med Behag Hr. Axel Thordsens Vise,
Hr. Eskild véd hun højt for hans Bestand at prise.
Men Sortebroder Knud bandsætter hun af Harm,
Fordi Hr. Axel ej fik Valborg i sin Arm.

Holberg stiklede gentagne Gange til Visen (den hører til Peder Paars' Yndlingslekture!), Wadskiær har i et Bryllupsdigt fra 1742 sympatisk reproduceret Scenen, hvor den lille Valborg leger med Æble og Blomme. Men først Førromantiken indførte Axel og Valborg i den rigtige »fine« Litteratur. 1775 fremkaldte en Prisæskning i Norske Selskab P. H. Frimans følelsesfulde Romance, der dog vidner om et ægte Digtersind, og en tør Heriode i Popes Maner af Jomfru Dorthea Biehl (»Brev fra Valdborg Immersdotter til hendes Veninde«). Ogsaa Dramatikerne lod sig friste: Rahbek kæmpede tre Aar forgæves med Stoffet; fra P. A. Heibergs Ungdom findes i Manuskript en Førsteakt, som ikke er uden Værdi; bemærkelsesværdigt er det, at Visens Haagen her som hos Oehlenschlæger identificeres med Hakon Herdebred, og at Kampen mod Erling Skakke er Baggrund for Handlingen. Ganske værdiløst er det tredie dramatiske Forsøg, Jonas Reins stivbenede og kedsommelige Dyds- og Humanitetstragedie »Hagen og Axel« (1786).

Oehlenschlæger har til sin nye Tragedie benyttet Franskmændenes klassiske Skema med Overholdelse af ialtfald to af de berømte tre Enheder: Tidens og Stedets. Handlingen varer akkurat et Døgn, og Scenen er uforandret gennem alle fem Akter den mægtige XXII Domkirke. Men han har i Kompositionen bevaret den germanske Forkærlighed for broget Afveksling i Situationerne og for ydre Scenevirkninger som Optog, Slag paa Scenen m. m.

Denne strenge Koncentration om Tid og Sted har naturligt medført Ændringer i Handlingen i Sammenligning med Visen hos Syv; Ændringer, der er begrundede i Forskellen mellem dramatisk og episk Digtning. Oehlenschlæger har beholdt Fortællingens Højdepunkter: Valborg, der læser Axels Frierbrev; det store Optrin, hvor Kirken skiller de elskende; Afskeden imellem dem. Og med kyndig Omtanke har han overalt tilpasset Stoffet til den nye Form. Aldersforskellen mellem Axel og Valborg mindskes - i Visen er hun kun et lille Barn, da han drager udenlands. En Pilgrim, som Axel i Visen træffer i Velskland, giver Oehlenschlæger Idéen til Forklædningen. Digteren adskiller og udnytter dernæst med Virkning de to afgørende Hindringer for Brylluppet, som i Visen nævnes i Flæng. Han lader Axel opnaa Pavens Dispensation for det kødelige Slægtskab; dobbelt rammer Slaget saa, da Brudeparret standses med Nyheden om, at de tillige er Daabssøskende for Gud. I Visen er de to trolovede indkaldt til at møde for Kapitlet og er altsaa forberedt paa den Skæbne, som venter dem. I Tragedien overlever Kongen Axel, der har ofret sit Liv for at redde hans; i Visen beder Kongen døende Axel om at hævne ham; Axel lyder Befalingen, men falder kort Tid efter med 18 Saar i Brystet Ny er ogsaa Valborgs Død; Visen ender med, at hun giver sig i Kloster.

Digteren har dernæst tidsfæstet sit Stof, placeret XXIII Handlingen i et stormfuldt Afsnit af Norgeshistorien. Han har gjort Kongen til den unge Hakon Herdebred, som 1162 blev overvundet af Erling Skakke ( dog ikke i Trondhjem, men paa Romsdalsfjorden); Axels og Valborgs rene Menneskelighed virker dobbelt stærkt paa Borgerkrigens mørke Baggrund. I Peringskiölds Udgave af Heimskringla fandt han en Askel fra Førland flygtigt omtalt mellem Kong Hakons Mænd. Studier i Snorre og i sjette og syvende Tome af Suhms Danmarkshistorie har hjulpet ham til at indpasse Axels Skæbne i Begivenhederne omkring det 12. Aarhundredes Midte og til at give Tragedien den fremtrædende historiske Kolorit, som udmærker den fremfor den temmelig tidløse »Palnatoke«. I Fortalen har Digteren gjort Rede for sine Kombinationer; et morsomt Indblik i hans Værksted giver følgende bevarede Optegnelse fra et af Værkets ældste Tilblivelsesstadier:

Jeg giør Axel til en Søn af Thord Husfreya Kong Eistens Mand, som faldt i Slaget med ham. Han følger Kong Eisten paa Toget hvor Kongen slaaes ihiel. Af Misfornøielse over den indvortes Krig og for at flye sin Kierlighed reiser han til Danmark 1157 og redder Absalon ved et Tilfælde (Suhm VI Tome 251), giør Bekiendtskab med Henrik Løve og Svend Grathe og følger med ham til Tydskland og følger ham paa sin vendiske Tog. 1159 gaaer han med et Brev til Rom til Hadrian for Keiseren og Hertugen og faaer ved den Leilighed Dispensation af Hadrian. Lærer i Italien at kiende den nubiske Geograph Abu Abdalla Muhamed. Han giør Toget med til Crema og Beleiringen af Mailand. Men da Keiseren lokker den oprigtige Waldemar til at tage Riget til Lehn, bliver Axel vred*), og reiser igien til Norden, da han hører at Striden *

XXIV mellem Inge og Hakon er endt, for nu at tiene Hakon mod indenlandske Fiender i det Haab at denne skal bringe samme Enighed og Roe i Norge, som Waldemar i Danmark.«

Man ser, hvorledes Oehlenschlæger under den endelige Udarbejdelse har maattet resignere. En Række overflødige Enkeltheder er skaaret bort; andre, som det Handlingen ret uvedkommende Valdemarparti, er blevet staaende som Rudimenter af den oprindelige Plan.

»Axel og Valborg« er Oehlenschlægers første store Kærlighedstragedie, men den har samtidig et videre Sigte. Den forherliger den nordiske Trofasthed: »Han døde Kongen, hun sin Bejler tro«. Konflikten mellem Individ og Samfund, mellem Kærlighed og Hirdmandstroskab viser, at Digteren ikke forgæves har besøgt Tragedieaftnerne i »Théâtre français«. Axel skal ikke blot (som i Visen) ofre sit Liv for Kongen; han skal frivilligt give Afkald paa Valborg for at bringe dette Offer. Her laa den store Vanskelighed, til hvis Løsning Rahbek begejstret lykønskede Vennen: »Især beundrer jeg den mesterlige Maade, hvorpaa du har faaet Axels Død, der for os Andre var en aldeles utragisk Hændelse, til en sand tragisk Hovedbegivenhed, et Hovedled i den Demantskiæde, der forbinder og forskiønner det Hele«. Men det vil imidlertid ved et nærmere Blik paa Kompositionen vise sig, at dette Resultat kun er naaet paa Bekostning af Tragediens indre Logik, saa at det er et stort Spørgsmaal, om ikke den Skade, der er anrettet, er større end de Fordele, som er opnaaet.

XXV

De første Akter kan tjene som Eksempel paa en naturlig og smuk Komposition. Forhistorien er fortræffeligt givet. Spillet mellem Axel paa den ene Side, Knud og Kongen paa den anden, er fyldt med ægte dramatisk Liv. Mødet mellem de elskende hører til det skønneste, Oehlenschlæger nogensinde har skrevet. Det store centrale Optrin, hvor Krisen indtræder, vil aldrig forfejle sin stærke Virkning, og den lange, men dejlige og saa menneskeligt rige Afskedsscene holder sig paa samme kunstneriske Højde. Digteren har som en Mester løst første Del af sin Opgave: at skildre Axel som den trofaste Elsker, hvis Livs Lykke knuses just i det Øjeblik, da den helt og fuldt synes at tilhøre ham.

Men nu skal Helten vise sin Troskab mod sin kongelige Rival, bringe ham det højeste Offer. Og for at opnaa denne Virkning i sin Tragedie, for at forbinde Historien om Axels Kærlighed og om Axels Heltedød, har Oehlenschlæger opfundet den temmelig absurde Vilhelm-Episode, som fylder Slutningen af tredie og næsten hele fjerde Akt, og som forøvrigt er laant fra femte Akt af Schillers »Don Carlos«.

Vanskeligheden ligger ikke blot i den plumpe Maade, hvorpaa Genganger-Idéen er praktiseret, og i den moralsk set betænkelige Motivering for dette kirkelige Bedrag. Heller ikke i den ligesaa smagløse som usandsynlige Rædselshistorie om Eleonora von Hildesheim, der anbringes for at gøre den hæderlige gamle Biskop til Interessent i dette tvivlsomme Foretagende. Den ligger først og fremmest i Digterens Attentat mod Stykkets egen Aand.

Det er et haardt Forlangende, at Erkebiskoppen XXVI villigt skal opgive sit høje Embede udelukkende for at flygte med det elskende Par til Tyskland og foretage Vielsen der. Men selv dette Offer vilde ikke paa nogen Maade bringe den virkelige Vanskelighed ud af Verden. Thi Kirkens Skilsmissedom staar stadig ved Magt, og den skulde en af Kirkens højeste Tjenere uden Skrupler kunne se bort fra, naar han i Forvejen har anerkendt dens fulde Lovlighed? Saalænge Dommen ikke er omstødt af Paven, er den gyldig, selv om den ogsaa gaar de gode imod og tavoriserer de uretfærdige. Men denne Dom, Kærnen i hele Stykket, synes Digteren i de sidste Akter ganske at have glemt, ligesom han overser, at Knud jo ikke er en Bedrager, men formelt set har hele Retten paa sin Side. Det er fremdeles Kirkens Dom og ikke Kongens overflødige Vagt, der er den eneste og virkelige Hindring for Axels og Valborgs Forening. Og saaledes som Oehlenschlæger har skildret de to, er det ganske udelukket, at de kan tage Afsked med hinanden for evigt - for faa Timer senere at indvillige i at flygte sammen.

Alt dette sker kun, for at Axel i det afgørende Øjeblik, da Luren høres, frivilligt kan ofre Kærligheden for Pligten mod Fædrelandet, sin egen Lykke for Statens Vel. Den trofaste Elsker er tillige den ideale Ridder. Og Oehlenschlæger har lagt den store Poesi over Scenen ved Valborgs stolte Afskedsord:

Nu gaae! Nu glemmer jeg dig aldrig!

Først i femte Akt er Digteren ved at komme fri af de Vanskeligheder, Konstruktionen har hildet ham i. Men selv der gør Stykkets Grundskavank sig gældende. Axel kan ingenlunde ved sin Troskab mod XXVII Hakon paa ny gøre sig Haab om Valborgs Haand. Selv om Kongen højmodigt gaar i sig selv og resignerer, kan dette ikke ændre det skete. Interessant er det til Sammenligning at se, at Visens Digter, der ligeledes skildrer Forsoningen mellem de to Rivaler, ikke med et Ord omtaler Valborgs Skæbne i den Sammenhæng - fordi det Spørgsmaal nu engang havde fundet sin uigenkaldelige Løsning. Men Oehlenschlæger har villet lade Kongen sone sit egennyttige Overgreb, saa at Axel i sin Heltedød kan tage Afsked med Livet uden Bitterhed. Han dør, rigt lønnet for sin Trofasthed, efter at have vundet: »en trofast Elskerinde, en Ven, en Konge, som sit Hierte lød«. Valborg følger sin Ven i Døden; Kongens Fald løser Forbandelsen over Harald Gilles Æt. Tragedien afsluttes saaledes ikke blot med Axel og Valborgs Død; Gilleslægtens Undergang sætter Punktum for et helt Tidsafsnit i Rigets Historie.

»Axel og Valborg« er saaledes intet lydefrit Mesterværk, men det er alligevel et Hovedstykke indenfor Oehlenschlægers Produktion samtidig med, at det er hans populæreste Tragedie, den eneste, som til Dato har passeret de 100 Opførelser. Dets varige Værd beror paa den skønne og levende Menneskeskildring.

Her er ikke blot, som i »Palnatoke«, Personerne i anden Række lykkedes. De er meget levende: den besindige, kraftige Sigurd, hvem Kongen føler som en evig Tugtemester over sig, eller den baade saa menneskeligt medfølende og dog saa værdige og myndige gamle Erkebiskop. Sortebroder Knud er, især i de første Akter, en adskilligt finere tegnet Karakter end Popo. Hans nedrige Adfærd mod de XXVIII elskende er dikteret af Magtbegær, deres Ulykke er et Middel for ham til yderligere at sikre sig Kongens Gunst. Blandt Oehlenschlægers ellers noget stereotype Skurke er denne vantro Kyniker, som endog vandt Baggesens Bifald, sikkert den heldigste. Paa hans frække Fjæs lyser Spot, Sleskhed og Frivolitet - rigt nuanceret især i hans kostelige første Scene med den hjemvendte Axel.

Men ogsaa Hovedpersonerne er alle betydelige. Palnatokes Modstandere var blottet for hæderlige Egenskaber. Denne Svaghed er heldigt undgaaet i Skildringen af Kongen, hvor en sammensat Karakter er lykkedes Digteren overraskende godt. Kilden (Snorre) har ingen Støtte kunnet yde. Hakon Herdebred var kun en stor Dreng, da han faldt; de mange unge Konger, som i det 12. Aarhundredes Midte kæmpede om Magten i Norge, har kun været Dukker i Hænderne paa de mægtige Stormænd, der var Landets virkelige Herrer. Oehlenschlægers Hakon er nok lidt ældre end Sagaens femtenaarige Fyrste, men ogsaa han maa tænkes som en pur ung Mand, umoden, uudviklet, uerfaren og stædig. Forbavsende godt er denne forkælede Dreng, som ikke vil lade sig sige, skildret; en meget levende Blanding af uhøflig ungdommelig Overlegenhed og en hovmodig ydre Fremtræden, der pludselig kan slaa over i Desperation, som i Scenen med Axel, hvor Kongen selv gaar i den Fælde, han har stillet for sin Medbejler. Kosteligt er hans Raseri i Slutningen af anden Akt; han hugger Navnetrækket ned, skælder og smælder som et Fruentimmer - en Scene, Baggesen ikke forstod, men en af de mange Lystspilsituationer, som liver op i Tragedierne. I sin selvraadige Trods sætter Hakon

        

XXIX alt paa Spidsen, glemmer alle Hensyn og Pligter for sin Lidenskab, der gør ham uædel og grusom; men han er i Virkeligheden en svag Natur, der viger for et fast Blik og et myndigt Svar. Alligevel - paa Bunden gemmer han de rette fyrstelige Egenskaber: Selvbeherskelse og stolt Højsind. Han lærer at sejre over sig selv og kan derfor falde som en ægte Konge. Oehlenschlæger har sikkert til Skildringen af Hakon lært adskilligt af Racines Helte, selv om han fandt, at de var »slette og nedrige Karle«.

Kongens fødte Modsætning er Axel, den sande oehlenschlægerske Helt. Han er en helt usammensat Natur. Og faa har saa ægte som Oehlenschlæger kunnet skildre de rene, stærke, helt elementære Følelser: Heftigheden overfor Knud; den overstrømmende Glæde ved Mødet med Valborg og den næsten ordløse Fortvivlelse, da alt brister for ham. Han kan ikke tro paa sin Lykke og ikke fatte sin Ulykke. Axel er et umiddelbart Udtryk for skøn Menneskelighed, det simple og det hjertelige er hans Natur. Han er skildret som den modne, alvorlige Mand overfor den hæftige Konge; hans Kærlighed er mindre præget af brændende Lidenskab end af den varme Trofasthed. Men den uforsagte Helt er samtidig et Stykke af en veg Drømmer; en Type, som sikkert laa Digterens Hjerte nærmere end den raske Handlingens Mand.

Betegnende og rigtigt set er det, at Valborg er den stærkeste Natur af de to, som Kvinderne ofte er det i Oehlenschlægers Tragedier. Hvor hans blinde Optimisme slaar over i fuldstændig Modløshed, er hun den moderlige Trøster. Hendes Kærlighed er lige saa XXX rig som hans, men hun giver sig ikke hen i sin Lykke, som han gør det; derfor kan hun bedre bære Ulykken. Hendes tilkæmpede Ro, som baade er nordisk og skøn, svigter hende ikke i Afskedens Øjeblik; hun bryder ikke ud i Klager, da hun knæler ved sin elskedes Lig. Kun de sværmeriske Gengangerfantasier i sidste Akt er udenfor Rollen; de er et Offer til Tidens sentimentale Smag, som den store Digter selv ikke kunde sige sig ganske fri for. Men bortset herfra er en højbaaren og i ædleste Forstand enfoldig Tankegang gendigtet med gribende psykologisk Sandhed. Selv den digteriske Frihed i Skildringen af hendes pludselige Død under Vilhelms Vise føles ikke som et Brud paa Tragediens indre Sandhed. Den voldte senere Oehlenschlæger mange rationalistiske og medicinske Skrupler, men er gentaget af Crillparzer i hans Hero (»Des Meeres und der Liebe Wellen« 1831). Valborg virker betydeligere end Axel, hun som paa engang er den trofaste og den stærke. Hun er overhovedet den største Kvindeskikkelse i Oehlenschlægers Teater - paa sin Vis ligesaa skøn og ligesaa sand som Shakespeares Julie.