↩ »Axel og Valborg« er Oehlenschlægers første store Kærlighedstragedie, men den har samtidig et videre Sigte. Den forherliger den nordiske Trofasthed: »Han døde Kongen, hun sin Bejler tro«. Konflikten mellem Individ og Samfund, mellem Kærlighed og Hirdmandstroskab viser, at Digteren ikke forgæves har besøgt Tragedieaftnerne i »Théâtre français«. Axel skal ikke blot (som i Visen) ofre sit Liv for Kongen; han skal frivilligt give Afkald paa Valborg for at bringe dette Offer. Her laa den store Vanskelighed, til hvis Løsning Rahbek begejstret lykønskede Vennen: »Især beundrer jeg den mesterlige Maade, hvorpaa du har faaet Axels Død, der for os Andre var en aldeles utragisk Hændelse, til en sand tragisk Hovedbegivenhed, et Hovedled i den Demantskiæde, der forbinder og forskiønner det Hele«. Men det vil imidlertid ved et nærmere Blik paa Kompositionen vise sig, at dette Resultat kun er naaet paa Bekostning af Tragediens indre Logik, saa at det er et stort Spørgsmaal, om ikke den Skade, der er anrettet, er større end de Fordele, som er opnaaet.