↩ Først i femte Akt er Digteren ved at komme fri af de Vanskeligheder, Konstruktionen har hildet ham i. Men selv der gør Stykkets Grundskavank sig gældende. Axel kan ingenlunde ved sin Troskab mod XXVII Hakon paa ny gøre sig Haab om Valborgs Haand. Selv om Kongen højmodigt gaar i sig selv og resignerer, kan dette ikke ændre det skete. Interessant er det til Sammenligning at se, at Visens Digter, der ligeledes skildrer Forsoningen mellem de to Rivaler, ikke med et Ord omtaler Valborgs Skæbne i den Sammenhæng - fordi det Spørgsmaal nu engang havde fundet sin uigenkaldelige Løsning. Men Oehlenschlæger har villet lade Kongen sone sit egennyttige Overgreb, saa at Axel i sin Heltedød kan tage Afsked med Livet uden Bitterhed. Han dør, rigt lønnet for sin Trofasthed, efter at have vundet: »en trofast Elskerinde, en Ven, en Konge, som sit Hierte lød«. Valborg følger sin Ven i Døden; Kongens Fald løser Forbandelsen over Harald Gilles Æt. Tragedien afsluttes saaledes ikke blot med Axel og Valborgs Død; Gilleslægtens Undergang sætter Punktum for et helt Tidsafsnit i Rigets Historie.