- ↩
- SVEND.
-
✂ Du, Harald! som en ussel, svag Erstatning
For hvad mig tilkom efter Fødselsretten.
Du sendte mig til Vigen og til Skaane,
For bort at fierne den Forhadte; gav
Mig nogle Skibe, for at vorde qvit mig.
Det kalder du nu Fadergodhed! Godhed!
Ha hele Norden kiender denne Godhed
Og seer dit Sindelag imod din Søn.
Du troer vel ei jeg veed, hvad hele Landet
Halv taler om forundret, halv med Tvivl?
At du vilst drage Arverettigheden
Fra mig, din Søn, til Thrugil Sprakaleg
I Jomsborg? Guder! saae man hidindtil
En Fader handle saadan mod sit Barn?
Naturen væmmes ved at troe derpaa,
Og giver de urimeligste Rygter
Sandsynlighed. Man mener rundt i Landet,
At jeg er ei din Dronning Gundhilds Søn,
At kun jeg er et Frillebarn, som fødtes
Dig af en Trælleqvinde; derfor kaldes
Jeg Svend: en Træl. Sligt maa jeg høre, døie!
Maa see hvorledes Uretfærdigheden
For mine Øine væbner sig; og skulde
11 Nu sidde stil med Hænderne i Skiødet?
Nei ved den staalbeklædte Asathor!
Jeg væbner mig; og har du plat forglemt
En Faders Pligter, nu saa er det billigt
At jeg forglemmer Sønnens, og itide
Mig reiser mod min græsselige Fiende.
Det er ei mig, men dig, der giver Verden
Et grumt Bevis paa unaturligt Had.