- ↩
- AXEL
-
kommer tilbage i en Pillegrimskappe befæstet med Muslingeskaller, han har en hvid Stav, en bred Hat og et graat Skiæg i sin Haand.
✂ Alt borte? Vel! Iil du kun hen at bringe
Hans Øie falder paa Krandsen.
Hakon det siældne Bud; jeg kommer selv. -
Han elsker hende! Hakon elsker Valborg! -
Men Valborg elsker mig. Og hvoraf veedst du,
Og hvoraf veedst du, at hun elsker dig?
Hakon er Konge, Valborg er en Møe,
Og Qvindens Lod er Svaghed. Skam dig, Axel!
Bør Synden tvivle om en Engels Dyd?
Men Pigen elsker Glimmer! - Axel! Axel!
Da her for Gud hun knælte med sit Hierte
Af hellig Elskov fuldt, stod Jordens Glimmer
Da ogsaa dengang i den Renes Blik? -
Ak Tiden matter Alt! den sløifer selv
Hist Pyramiderne paa Nilens Sletter,
Hvor meget meer. - O Kiærlighed! du est
Ei en uskyldig dydig Drift; du vækker
Mistillid, Had og Frygt i Mandens Hierte! -
Fem Aar! Jeg har forandret mig i den Tid;
155 Jeg har ei tabt derved; er vorden Helt!
Mit Blik er mere roligt, mere skarpt,
Min Hage skiules tæt af dunkle Duun;
Mit Sværd har ikke rustet i sin Balg
Imidlertid; den store Henrik Løve
Udmærkte mig; for hans Skyld bærer jeg
Mangt sammenskrumpet Ar paa Bryst og Skulder;
Var jeg elskværdig før i Valborgs Øine,
Da maa jeg mere vorde det som Mand;
Hvad elsker Qvinden meer end kraftig Manddom?
✂ O hulde Blomster! som en lysegrøn
Han gaaer afsides. Dronningen gaaer igiennem Kirken med sine Fruer og Jomfruer.
Maidag, omhvælvet af det Himmelblaa
Mildner I Sorgen i mit Hierte. - Thora
Kommer fra Messen alt med sine Møer.
Til Sagen, som en sølverhaaret Gubbe
Jeg speide vil min Skiæbne. Er hun utro,
Da bort saa hastig, som jeg kom; da lynsnar
I Henrik Løves Hær tilbage; brat
Jeg finder der min Død for Vendens Øxe.
Og fanges jeg, og offrer Hedningen
Mig hen for Radegast, for Schvantevit
For Provo eller for den grumme Siva -
Hvad er det meer? Jeg faldt et Offer alt
Her for en christen mere grum Gudinde.