Oehlenschläger, Adam BEMÆRKNINGER

BEMÆRKNINGER

Grundlaget for nærværende Udgaves Tekst er Førsteudgaverne dvs. »Palnatoke« [1809], »Axel og Valborg«, 1810, og »Correggio«, 1811, hvis Retskrivning og Tegnsætning saa vidt muligt er fulgt. En Liste over Tekstrettelser vil findes paa Bogens sidste Sider. For »Palnatoke«s Vedkommende støtter de sig i de fleste Tilfælde paa de i Liebenbergs Udgave af »Poetiske Skrifter« IV, 1858, meddelte Læsemaader af Originalmanuskriptet, som ikke har været tilgængeligt for nærværende Udgiver. »Axel og Valborg«s Førsteudgave er overalt jævnført med Digterens egenhændige Manuskript paa Det kgl. Bibliotek; til »Correggio« er den ældste tyske Udgave - (1816) - benyttet til Sammenligning.

For Noternes Vedkommende har Udgiveren - foruden den til hvert af Værkerne anførte Literatur - benyttet A. Boysens Anmærkninger til Liebenbergs Udvalg af Oehlenschlægers »Poetiske Skrifter« (1896-1899) samt H. Haases Udgave af »Palnatoke« (1913), F. Rønnings af »Axel og Valborg« (2. Oplag 1910) og Olaf Hansen: »Aksel og Valborg. Kommentar til Gymnasiebrug« (1913).

Til Belysning af Oehlenschlægers teoretiske Anskuelser om Tragediens Væsen og Hensigt kan henvises til hans Forelæsninger over Schiller (»Om Evald og Schiller. Forelæsninger holdte ved Kjøbenhavns Universitet i Aarene 1810 og 11«, II, 1854), Kapitlet »Om tragisk Poesie« i »Levnet«, II, 1831, S. 106-126, samt »Erindringer«, II, 1850, S. 106-117, og Brevet til Goethe af 4. September 1808 (»Goethe-Jahrbuch«, 1887, S. 13-20). Udførligere Undersøgelser over Oehlenschlæger som Tragediedigter er 432 foretaget af F. C. Dahlmann: »Betragtninger over Oehlenschlägers dramatiske Værker« (1812); J. L. Heiberg: »Svar paa Hr. Prof. Oehlenschlägers Skrift »Om Critiken i Kjøbenhavns flyvende Post, over Væringerne i Miklagard« (»Prosaiske Skrifter«, III, 1861, S. 194-284); C. Molbech: »Studier over Oehlenschlægers Poesie og Digterværker«, 1850, S. 202-224; P. L. Møller: »Adam Oehlenschläger. Et Erindringsblad«, 1876, S. 68-75; Vald. Vedel: »Studier over Guldalderen i dansk Digtning«, 1890, S. 114-136; Vilh. Andersen: »Adam Oehlenschläger. Eftermæle«, 1900, S. 109-118 og H. Topsøe-Jensen: »Schiller og Oehlenschlæger« (»Edda« XV, 1921, S. 170-211; XVI, S. 56-106). Se iøvrigt Indledningen S. XLVII-LIV.

PALNATOKE

Affattelsestid: »Palnatoke« er digtet i Paris Februar- April 1807. 14. Juni hjemsendte Oehlenschlæger Stykket; det kom i Juli Maaned til København. Rahbek, som fik Tilsynet med Trykningen overdraget, foreslog i sin Svarskrivelse af 2. August forskellige Ændringer, som Digteren tog Hensyn til. De endelige Rettelser og Tilføjelser kom Rahbek i Hænde den 20. Februar 1808, hvorefter han indleverede Tragedien til Det kgl. Teater, der den 4. November s. A. meddelte, at den var antaget til Opførelse. (Protocoll over afgaaede Breve fra Skuespil Bestyrelsen; Rigsarkivet). (Indledning S. VI-VII; »Levnet«, II, 1831, S. 105, 125; »Erindringer«, II, 1850, S. 114- 116, 130-131, 148; C. L. N. Mynster: »Mindeblade om Oehlenschläger og hans Kreds hjemme og ude, i Breve fra og til ham«, 1879, S. 105 127-131, 133-135, 138-139, 148 -149, 151, 158-160; »Breve fra og til Hans Christian Ørsted. Udgivne af Mathilde Ørsted«, I, 1870, S. 208, 211- 212, 253, 278-279, 284; »Uddrag af P. O. Brøndsteds Reise-Dagbøger. Samlet og udgivet af N. V. Dorph«, 1850, S. 33-34; C. M. Rosenberg: »Studier over Oehlenschlägers Hakon Jarl«, 1924, S. 36). Udkom i Marts 1809; Førsteudgaven er lagt til Grund for nærværende Udgaves Tekst.

433

Senere af Digteren besørgede Udgaver i »Tragödier«, I, 1831; »Tragödier«, II, 1842; »Tragödier«, III, 1849. Opført første Gang paa Det kgl. Teater den 4. April 1809 (»Erindringer«, III, 1850, S. 17; »Af efterladte Breve til J. P. Mynster«, 1862, S. 48-49), hvor Stykket indtil 3. Oktober 1899 har oplevet 37 Opførelser. Palnatokes Rolle har været udført af Schwartz, P. Foersom, Dr. J. C. Ryge, N. P. Nielsen, Joh. Wiehe og Zangenberg. P. Heises Musik er komponeret til Opførelsen i 1867.

Oehlenschlægers Kilde er P. F. Suhm: »Historie af Danmark«, Tome II-III, 1784-1787 (citeres som Suhm*)). Hans udførlige Excerpter af dette Værk findes paa Det kgl. Bibliotek, Ny kgl. Samling 2752, 4to, Fasc. V. I sproglig Henseende vidner Tragedin om Oehlenschlægers Studium af A. S. Vedel: »Kong Svend Haraldssøn Tiuveskæg« (1705); de bevarede Excerpter, nu i Prof. Vilh. Andersens Eje, tillader Læseren at kontrollere Digterens sproglige Laan i hvert enkelt foreliggende Tilfælde (Citeres som Vedel. - Se Paul V. Rubow: »Saga og Pastiche«, 1923, S. 11-12).

Se Indledningen S. VI-XVIII; Oehlenschlæger i »Prometheus«, I, 1832, S. 81-85 [om Opførelsen 1832]; F. C. Dahlmann: »Betragtninger over Oehlenschlägers dramatiske Værker«, 1812, S. 28-33; J. L. Heiberg i »Prosaiske Skrifter«, III, 1860, S. 259-260; C. Molbech: »Studier over Oehlenschlægers Poesi«, 1850, S. 219-220; J. le Fevre Deumier: »Oehlenschläger. Le poëte national du Danemark«, 1854, S. 59-66; Clemens Petersen i »Fædrelandet«, 18. November 1867, Nr. 268, G. Brandes i »Kritiker og Portrætter«, 1870, S. 42-47 [begge om Opførelsen 1867]; P. L. Møller: »Adam Oehlenschläger«, 1876, S. 49-50; Kr. Arentzen: »Adam Oehlenschläger«, 1879, S. 280-286; Rasmus Nielsen: »Adam Oehlenschläger. Et Mindeskrift«, 1879, S. 80-92; Vilh. Andersen: »Adam Oehlenschläger. Ungdom«, 1899, S. 201-212; Ida Falbe-Hansen: »Øhlenschlægers nordiske Digtning«, 1921, S. 58.

* 434

En Analyse af Bueskydningsscenen, sammenlignet med den tilsvarende i Schillers »Wilhelm Tell«, har Oehlenschlæger givet i »Om Evald og Schiller«, II, 1854, S. 203- 207 (delvis gentaget i »En Reise fortalt i Breve til mit Hiem«, II, 1818, S. 68-69, og »Erindringer«, II, S. 115). Af Interesse for Værkets Idé er Digtet: »Til Rahbek. Med Sørgespillet Palnatoke«, offentliggjort i N. H. Søtofts »Lyna. En Nytaarsgave for Aaret 1810«, 1809, S. 71-74. Et Tilbageblik giver Digtet »Nattephantasie« (»Fyensreisen«, 1835, S. 81-87), hvor Palnatokes Aand taler til Digteren.

1

Staller Hofembedsmand ved de nordiske Kongers Hird; hans Opgave var at føre Tilsynet med Kongens Stalde (dvs. Hofmarskalk).

Merkismand Bannerfører.

3

min Krop længst faldet hen i Muld. Vedel S. 43: »Kroppen faldt hen i Muld«.

4

Harald Klak Konge i Jylland, døbt af Erkebiskop Ebbo. Ansgar drog i hans Følge til Danmark (Suhm II, S. 25 ff.).
Gorm hin Rige Underkonge i Jylland ca. 850, lod sig døbe.
Frode Underkonge i Jylland under Gorm den Gamle. Erkebiskop Unni opnaaede ved Underhandlinger med ham, at Kristendommen paany fik Indpas i Jylland, hvorved Kirkerne i Slesvig og Ribe blev genoprettede (Suhm II, 571).
Kong Erik Erik I (den Røde) »blev Christen og tillod en Kirke at bygges i hans Land i Slesvig; Ven af Anscharius« (Oehl. - Suhm II, 167-168).
I satte mig til Bisp Suhm III, 112.
han faldt ... for Hedningernes Pil »Alle de danske Fribyttere hadede Erik I for Christendommens Skyld og slog ham ihiel ved Flensborg« (Oehl. - Suhm II, 192-193).
Ebbo Erkebiskop af Rheims, fik pavelig Fuldmagt til at kristne de Danske (Suhm II, 44). De følgende Navne giver Rækken af Hamborg-Bremens Erkebiskopper fra Ansgars Tid til Harald Blaatands. 435 Libentz Adaldags Efterfølger paa Hamborgs Bispestol; han fik Pallium af Pave Johannes XV og Bispestaven af Kejser Otto III (Suhm III, 186).

5

Pallium hvid ulden Krave med paasyede sorte Kors; Tegn paa den erkebiskoppelige Værdighed.

6

en Ladning Munke Hakon Jarl kastede Haralds Præster i Land ved Hals (Suhm III, 193).
Paternoster Rosenkrans.
Otho lærte mig at indsee Tingen efter en Træfning ved Slesvig mellem Otto I og Harald, hvor de Danske maatte rømme Marken, »blev der handlet om Forlig, og vedtog da Harald at lade sig døbe, tilligemed sin Dronning Gunhild, og unge Søn Svend, til hvilken Keiseren selv stod Fadder, hvorover han i Daaben fik det Navn af Svend-Otto« (Suhm III, 110).
Jeg var desuden stemt for Sagen »Harald var allerede Christendommen god, da Unni prækede i Danmark. Han tillod Adeldag at indsætte Bisper.« (Oehl. - Suhm III, 42).

7

dit Mirakkel, Bisp, med Handsken Suhm III, 95 og 192; omtales ogsaa i »Hakon Jarl« (nærværende Udgave III, S. 330).
Hos Suhm skyder Palnatoke først Æblet af Sønnens Hovede, derpaa følger Skiløbet paa Kullen (III, 200- 202).

8

qværsat sine Skibe har trukket sine Skibe paa Land (»at lade sine Skibe qværsætte«, Vedel S. 118).
moxen urigtigt brugt i Bet. fluks. Smlgn. nærværende Udgave III, S. 219.
Han er ei dragen slap paa Folk og Færsel han er ikke daarligt udrustet med Folk og Skibe (»Han er ikke dragen slap paa Kiøb og Folk fra ...«, Vedel S. 110).

9

Svend Otho smlgn. Note til S. 6.

10

Statholder i Vigen o. s. v. »Første Gang Svend gik til England var han 15 Aar gl. Han forlangte Del i Riget og blev Statholder i Vigen. Anden Gang fordrede og fik han 3 Skibe og 100 Mand til Sørøvertog. Tredie Gang forlangte han 6 Skibe, og fik dem med 436 utrøkkelig (!) Befaling aldrig meer at komme for hans Øine«. (Oehl. - Suhm III, 142-148). »Derpaa giorde H. B. Svend til Statholder i Skaane« (Oehl. - Suhm III, 150). - Vigen er Landet paa begge Sider af Oslofjorden.
Thrugil Sprakaleg Søn af den svenske Kong Styrbjørn i Jomsborg og Harald Blaatands Datter Thyra (Suhm III, 166).
et Ftillebarn »Islænderne giør Svends Moder til en Tienestepige Æsa« (Oehl. - Suhm III, 86).

11

trøstløs maaske dannet i Analogi med ordløs = uordholden (Vedel S. 88).

13

hvad du erholdt »Harald blev giort delagtig af Faderen i Regieringen« (Oehl. - Suhm II, 551).

15

uplukket »De skal ikke komme uplukkede hiem fra det Gilde« (Vedel S. 115). Alle tidligere Udgaver har upuklet; denne Rettelse skyldes Christiane Heger, som ikke har forstaaet det vedelske Udtryk, og som derfor skrev til Rahbek, der hjalp hende med Korrekturen: »Det synes mig rimeligere, at han ikke vilde være kommet upuklet herfra«. (Vilh. Andersen: »Dansk Litteratur. Forskning og Undervisning«, 1912, S. 27-28).

16

en Askurs Søn et Menneske. Smlgn. nærværende Udgave III, S. 85-86, 152.
næsedierv uforskammet (Vedel S. 19).
for forud for.

18

giested beværted. Smlgn. f. Ex. nærværende Udgave II, 323, III, 88 og oftere.
selv frem for Kongen denne psykologiske Motivering for Haralds Nag til Palnatoke skyldes Oehl. Hos Suhm praler Palnatoke blot med »at ville med sin Pil nedskyde paa en anseelig Længde det mindste Æble sat paa en Stok« (III, 201).

20

yske Svend Ungersvend (alm. Folkeviseudtryk).

23

hiertegreben »At blive hiertegreben« (Vedel S. 130).

24

grimslagen »At blive harmfuld og grimslagen« (Vedel S. 43).

437

25

Ifald min Søn o. s. v. Smlgn. Schillers »Tell«, 2061- 63.

26

Usedom Ø ved Pommerns Kyst, hvor Jomsborg efter Suhms Opfattelse (III, 164) skal have ligget.

27

han dræbte Knud Dan-Ast under et Englandstog, som Harald og hans Broder Knud foretog sammen, blev Knud dræbt af en Pil fra et Baghold. Rygtet vilde senere vide, at Harald havde voldet hans Død (Suhm II, 597-598).

28

Godfrid Kong Godfred (Gøtrik) blev dræbt 810, just som han forberedte den afgørende Kamp mod Karl den Store (Suhm II, 20).
Obotritter vendisk Stamme i Mecklenburg.
Erik Erik Sejrsæl.

29

Blaamand Neger.

30

luttrer smlgn. Indledningen S. VIII.

31

Biørn Ironside Bjørn Jærnside, ifølge Suhm en Søn af Regnar Lodbrog. Sammen med sin Fosterfader, Normannerhøvdingen Hasting, indtog og brændte han Paris. »Derpaa sagde Hasting: Lader os gaae til Rom og underkaste os det som Frankrig« (Oehl. - Suhm II, 214).
Rolf Ganger-Rolf, der 911 fik Herredømmet i Normandiet.
Constantinopels Forstad »En Del af Hastings Normanner gik paa denne Tid til Grækenland og plyndrede der. De kom ... med en Flaade for Constantinopel og plyndrede Forstæderne« (Oehl. - Suhm II, 224-225).
Luna da Hasting forgæves havde belejret den italienske By Luna (ved Spezziabugten), lykkedes det ham ved en List at indtage den. Han lod det Rygte udsprede, at han var død, og hans Mænd bad da om at maatte begrave deres Høvding i Byens Kirke. Da Ligtoget var kommet indenfor Murene, sprang Hasting op og gjorde hurtigt Ende paa de forbløffede Borgeres Modstand (Suhm II, 214-216).
i Spanieland »I Spanien og Portugal plyndredes mange store Stæder og giordes stort Bytte« (Oehl. - Suhm II, 225). 438 Orvarodd har grundet Ruslands Vælde Suhm II, 363; Orvarodd identificeres her med Oleg, en Vikingekonge, som 882 indtog Kiew og udvidede Nordboernes Rige, der var grundlagt i Novgorod.
i Afrika »926 giorde de Danske fra England et Tog til Afrika, ødelagde Byen Arzilla, indbudt af Vandalerne der« (Oehl. - Suhm II, 543).
Frie os o Gud, fra Nordens Helterasen »Skrækken for dem [Normannerne] var saa stor, at i St. Genovefæ Kirke til Paris og paa flere Stæder vare indsat i Litaniet: A furore Normanorum libera nos o Domine dvs. Fra Normanernes Grumhed frie os kiære Herre Gud«. (Suhm II, 395).

32

Toke Palnatokes Bedstefar.
Veset Bue hin Digres og Sigurd Kappes Far; Strutharald er Far til Sigvald Jarl og Thorkil hin Høje. (Suhm III, 248).
Miseco ... gav mig Øen Usedom til Lehn »Miseco bragte Jomsborg under sig og Palnatoke tog det til Lehn af ham« (Oehl. - Suhm III, 173).

33

Styrbiørn svensk Konge, Palnatokes Forgænger i Jomsborg. Han var Harald Blaatands Lensmand og Svigersøn (Suhm III, 165-166).
Dertil har ham Gud o. s. v. indtil Med mandig Styrke! disse Vers fandtes oprindelig ikke i Manuskriptet, men er tilføjet under Indtryk af Englændernes Overfald paa København i September 1807.
Den er en Træl o. s. v. inspireret af Schillers kendte Linier (»Jungfrau von Orleans«, 847).

Nichtswürdig ist die Nation, die nicht
Ihr Alles freudig setzt an ihre Ehre.

34

Scenen, hvor Vagn kastes ud af Vinduet, skyldes Oehl.s Opfindelse. Hos Suhm (og i Grundtvigs »Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord«) tilkæmper han sig med sit Skib Adgangen til Jomsborg. Vindveslaagen dvs. Lugen.

35

kræve Kage »der blev et stort Blodbad, at mangen stolt Helt blev aftoet uden al Lud og Qvast, at han 439 ikke krævede Kage meer, efter den Dag« (Vedel S. 133-134).
Mimringtand Navn paa en meget lille, men drabelig Kæmpe, om hvem Nr. 18 i Første Part af Syvs Folkevisebog handler.
Du har dræbt ham i de senere Udgaver siges denne Replik af Palnatoke.

39

Et braadent Sværd »Et brodent [urigtigt afskrevet af Oehl. for Tekstens brudet] Sværd at forlade sig paa i Nød og Trang« dvs. en upaalidelig Person (Vedel S. 60).
hvor ei det gielder Fingrene »At vove sig hvor det ej gielder Fingrene, men Liv og Hals« (Vedel S. 111- 112).

40

Et Qvindehierte »Et blødt Qvindehierte« dvs. en Kryster (Vedel S. 89).
udstødte Ord er vendingsløsedvs. lader sig ikke kalde tilbage (Vedel S. 104). NB. Udstødte Afskrivningsfejl for Vedels udskødte.
Hvor han sin Fiende Stykke gav for Stykke »At give Een Stykke for Stykke og Raadt for Usødet« (Vedel S. 113. - Usødet = ukogt).
Fortællingen om Thorvald Vidførle findes hos Suhm III, 223-226. Allerede dér er Oehl.s Humanitetsideal foregrebet, idet Suhm tilføjer: »Glædeligt er det i denne raae og Blod-Alder at finde undertiden ædle Mænd af saa rar en Tænkemaade, at den endog vilde hædre vor Tidsalder.« Iøvrigt havde Oehl. et personligt Forbillede for Thorvald i sin Svoger Carl Heger. Se Fru Rahbeks Brev til Oehl. 2. August 1807: »Hufe [Carl Hegers Bakkehusnavn] kan slet ikke finde sig i sin Lykke, og siger, at han er en net Thorvald«, samt Oehl.s Brev til Rahbek, Marts 1808 (Mynsters »Mindeblade« S. 133 og 158).
Palnatokes Lovgivning skildres hos Suhm III, 181 ff.

41

Jeg eier selv en trofast Viv i Bretland »I Bretland blev Palnatoke gift med Stefnir-Jarls Datter Olufa (Oehl. - Suhm III, 141).
Blødhed kommer kun fra Qvinderne Oehl. havde oprindeligt 440 skrevet: »Tvedragt kommer kun fra Qvinderne« (»Breve til og fra H. C. Ørsted«, I, S. 212).

42

hans Straaler Solen.

43

Hildur se Note til nærværende Udgave I, S. 71.

44

det Minde Oehl. tænker aabenbart paa den store Jellingesten, der med digterisk Frihed flyttes til Sjælland.

45

saaest du nogentid en større Byrde »Kong Harald var nu i Begreb med at fløtte [Stenen], da just en kom til ham, som havde været tilstede paa Thinget, hvor Riget var bleven taget fra ham, og givet hans Søn. Denne spurgde han ad, om han nogensinde havde set en større Byrde bevæges ved Menneskekræfter; Hin svarede, at han nyligen havde seet det, og da Kongen vedblev at vilde have Oplysning herom, sagde han endeligen: Jeg var tilstæde, da Danmark blev dragen Dig unden, døm nu selv, hvilken Byrde er størst« (Suhm III, 203).

46

Eivind Skeira Eyvind Skreja [sic] nævnes hos Suhm som Anfører for Haralds Flaade, der hjalp Eriksønnerne i Norge mod Hakon Adelstensfostre (II, 556).
Holke, Espinger, Dromunder, Knurrer Dromunder var store Krigsskibe, Knorrer og Holke Transportskibe, Espinger smaa Fartøjer (Boysen). Espinger og Holke har Oehl. noteret sig hos Vedel (S. 27 og 113); Knorrer fandt han i en Note hos Suhm (II, 574) om de Danskes Skibsmagt; ogsaa Dromunder forekommer hos Suhm, mest som Betegnelse for Skibe paa Middelhavet.

48

Scenen mellem Palnatoke og Popo har intet Forbillede hos Suhm.

49

Biarmeland det nordlige Rusland ved Hvidehavet.

51

Vehiculum (lat.) Redskab til at befordre noget med; Hjælpemiddel.

53

Havamaal den Højes Tale; Læredigt i den ældre Edda, lagt i Munden paa Odin.

54

naar Sværdet drages o. s. v. »Naar Sværdet er draget da er endda Seiren i Himlen hos Gud« (Vedel S. 108).

59

I har afskaffet Tvekamp »Saxo vil, at fra den Tid af blev Tvekamp afskaffet i al Rettergang til at udforske 441 Sandheden ved, og derimod den Prøve ved gloende Jern indført« (Suhm III, 96 samt udførligere 206).

60

bag en smidig Silketunge, et Blaargarnshierte »Et Blaargarns Hierte under en Silketunge« (Vedel S. 119).
Da alt I seer, til hvad Kant Vognen hælder »Mange skyde efter Vognen naar den hælder« (Vedel S. 59).
Og troer, en tapper Fyrstedvs. og tror, at en tapper Fyrste.

61

Bliv atter Skaffer for Brunos Klosterkiøkken »Poppo som havde været Oekonomus hos Erkebiskop Bruno i Cøln, blev Aar 966 kaldt til Danmark af Jarl Otho« (Oehl. - Suhm III, 95).

62

baster ham »At blive ført bunden og bastet« (Vedel S. 38).

63

Scenen i Fængslet er digtet over Suhms Beretning om Thorvald Vidførle (III, 223-226). Det var paa et Englandstog, at Thorvald paa den i Tragedien fremstillede Maade havde haft Lejlighed til at befri Kong Svend. Oehl. har henlagt Episoden til Striden mellem Kong Harald og hans Søn.
Borderanden Rælingen.
giøre den samme Skiel behandle paa samme Maade; gøre Gengæld.

64

Lemmen Finessen med Faldlemmen er naturligvis et romantisk Tillæg til Historien.

68

Veland Vølund, Oehlenschlægers Vaulundur. Smlgn. nærværende Udgave, Bd. II.

70

i Skoven ind i Skoven.

71

Karfunkler se Note til Bd. II, S. 8.

75

et Slegfredbarn Toke, Palnatokes Bedstefar, havde »en Frille-Søn ved Navn Fiølnir. Toki døde ud paa Høsten mod Vinteren, ... hvorpaa begge de ægte Sønner [Aki og Palnir] tiltraadde Arven. Fiølnir, som var en vittig og ond Mand, paastod og at arve, men de vilde ikkun overlade ham den tredie Del af Løsøret, hvorimod han fordrede den tredie Part af alle 442 Eiendelene. Imidlertid modtog han den tredie Del af Løsøret, men drog misnøiet bort, og til Kong Harald, hvis Hofmand og Raadgiver han blev, og satte da sine Brødre ud hos Kongen« (Suhm III, 139).
Rolf var ikke noget Slegfredbarn, men kunde ganske vist »takke fyrig Elskov for sin Fødsel«, idet hans Fader Helge uden at vide det havde ægtet sin egen Datter Yrsa.
at straffe Aki Fiølnir raadede Kongen til at lade Broderen Aki overfalde og dræbe; Harald sendte da ti Skibe ud mod Akis to og overvandt ham (Suhm III, 139-140).

78

forekommer kommer i Forkøbet.
St. Sebaldus død ca. 801; efter Legenden var han en dansk Kongesøn, som Dagen efter sit Bryllup forlod Hustruen, drog til Rom paa Pilgrimsfærd og endte som Eremit ved Nürnberg, hvis Værnehelgen han er. Han har ikke været dyrket i Danmark paa Harald Blaatands Tid.
Purpurpel kostbart, purpurfarvet Silketøj.

79

I Roskilds Kirke vil jeg jordes o. s. v. »Udi Roskilde Domkirke staaer paa den Nordre Pille i Choret en Konge afmalet med Krone paa Hovedet; hans Haar og Skieg er lysebrunt, Skiærfet, som hænger over hans Skuldre og Bryst, er brandgult; Kiortelen castaniebrun; Skiærfet omkring Livet himmelblaat, og Strømperne brunrøde; Under ham læses: Haraldus Rex Daniæ, Angliæ & Norvegiæ o. s. v.« (Suhm III, 238). Suhm tilføjer, at Kongens Ben findes »i en indmuret Tinkiste udi Pilleren«, men at Maleriet ikke kan være ældre end fra det 15. Aarh. Smlgn. Digtet »Roeskilde Domkirke«, nærværende Udgave I, S. 127-128 og Noten dertil.

80

Heidreks Sværd Tyrfing.
Maanen skine Oehl. kendte dette Stev fra Normanden Lyder Sagen, hyppig Gæst paa Bakkehuset (Rahbek i Fortalen til »Aage og Else, en gammel Ballade«, 1810, S. 8-9; Lyder Sagen i Nyerups »Idunna«, 1812, S. 59-60).

443

86

Svale Svalegang; tagdækket, fortil aaben Udbygning paa et Hus, der forbinder forskellige Rum.

87

Støvler med Kløverblad Ridderstøvler, hvis Skaft foran er udskaaret i Kløverbladsform; Oehl. huskede dem formodentlig fra sin Skuespillertid.

88

Gaffel Anakronisme; de ældste kendte Gafler i Danmark stammer fra det 16. Aarh.
Her er jeg i min egentlige Dragt »Et morsomt Tilfælde indtraf, da jeg digtede Stykket. Det var en Aften silde (tvertimod Sædvane; thi jeg digter sædvanlig om Morgenen), at den Idee faldt mig ind om Harald Blaatand, at han kommer ind i Liigklæderne og siger: »Her er jeg i min egenlige Dragt etc.« Dette Billede stod saa levende for mig i sin første Oprindelse, at jeg blev forskrækket, løb ind til Brøndsted, gad ikke være alene, og bad ham spille mig noget lystigt paa sit Pianoforte« (»Erindringer« II, S. 116). Se ogsaa: Vilh. Andersen: »Adam Oehlenschläger. Eftermæle«, 1900, S. 174-175.

89

Surtur se nærværende Udgave III, S. 154 og Noten dertil.

91

Op, ei til lystigt Gilde! Citat af Bjarkemaalets anden Strofe hos Peder Syv (»200 Viser om Konger, Kemper oc Andre«, 1695, S. 420; Fierde Part, No. I: »Bjalkemaal hiin gamle«). Hjalte kvæder det for at vække Bjarke til Kampen for Rolf.
baarde slaa.

92

hans Stierne Thors Stjerne maa være Karlsvognen; smlgn. nærværende Udgave III, S. 337.
Mummespil Oehl. har hos Vedel noteret sig »Mummesag, forborgen Sag« (Vedel S. 69). Smlgn. Mummeskiul S. 122.
Siofna se nærværende Udgave II, S. 30 og Noten dertil.

96

Det siger I, og ikke jeg min Herre Dronning Thyras bekendte Replik til Gorm, da han forstod, at Sønnen Knud Dan-Ast var død.

97

En Piil! den samme Piil, jeg stak i Barmen i sit Brev af 2. August 1807, hvor Rahbek kvitterede for Modtagelsen 444 af »Palnatoke«, udtalte han Ønsket om, »at du i bemældte Scene [hvor Palnatoke dræber Kongen] havde nyttet den for dig liggende Idee, at minde os om, at den Piil, for hvilken Harald falder, er den Palnatoke giemte, da han udsendte den anden efter sin Søns Hoved« (Mynsters »Mindeblade« S. 128). Palnatokes Replik synes altsaa indsat for at imødkomme Rahbek og maa vel høre til de »Forandringer til Palnatoke«, som denne i et senere Brev (21. Februar 1808; smst. S. 148 og 151) erklærede sig særdeles tilfreds med.
Tusmørket Ragnarok betyder Tusmørket, der indleder Verdensundergangen.

99

vender Billedet om Staffelibilleder i det 10. Aarhundrede er naturligvis en Anakronisme.

100

Knud Dan-Ast smlgn. Noten til S. 27.

101

Scenen mellem Palnatoke og Harald viser allerede rent metrisk - det højtidelige Trimeter, der afløser Blankverset - hen til sit Forbillede: Montgomery-Scenen i Schillers »Jungfrau von Orleans« (II, 7, 1580 ff.).

102

I Skildringen af Haralds Død staar Digteren ganske frit overfor sin Kilde. Hos Suhm gik Kongen med 11 Mand ind i Skoven »og giorde der Ild op for sig; Noget efter gik han afsides; Denne Leilighed paste Palnatoke paa, og skiød til ham med en Pil, som gik ind bagfra, og ud af Munden, saa at han faldt strax død ned« (III, 204).

107

Selv har jeg draget den af Kongens Hierte da det dagedes, meldtes Kongens Fald, »thi Fiølnir havde strax trukket Pilen ud af det døde Legeme, og fundet den belagt med Guld« (Suhm III, 207).

108

Viggo Rolf Krakes Hævner.

109

I Aften holder jeg min Faders Gravøl af dramatiske Grunde har Oehl. koncentreret Begivenhedernes Rækkefølge meget stærkt. Hos Suhm indbød Svend sin Fosterfader Palnatoke til Gravøllet; denne undskyldte sig, drog næste Foraar til England, men lovede først 445 det følgende Aar (993), da Kongen truede ham med sin Vrede, at komme tilstede. Han indfandt sig sent en Aften under et Gæstebud i Spidsen for 100 Mand, forberedt paa det værste, thi »det var ham ikke ubekiendt, at hvor høit Forræderiet end elskes, hades dog Forræderen.« Derpaa fulgte Optrinet med Pilen, som Kongens Kertesvend Arnoddur bar rundt, og Svend befalede sine Mænd at gribe Palnatoke. Denne huggede Fjølnir ned, forlod uskadt Kongshallen med sit Følge og sejlede til Jomsborg, hvor han senere døde af Sygdom (III, 242-247).

112

Hvo stod i Dag paa Thinget mandelig Suhm III, 208; sammesteds fortælles, at mange ønskede Palnatoke selv til Konge, men at han afslog det og talte Svends Sag. Se S. 113.

118

Skosvend (oldn.) Kammertjener.

120

hugprud højsindet.
Vagnhoft en Jætte, der i Vedels Saxooversættelse nævnes i første Bog under Kong Hadding. Suhm fortæller, at Hadding paakaldte »sin Farfaders Fosterfader Vagnoft, som tilligemed var en Jotisk Guddom. Han skal og have ladet sig see med sit krumme Sværd, hvilke Slags Sværde troedes af vore Forfædre, altid at føre en Art Troldom med sig« (I, 1782, S. 119). Hvorfor Oehl. har villet symbolisere Fristelsen i Vagnhofts Person, lader sig næppe forklare af Kilderne. Se ogsaa »Hroars Saga«, 1817, S. 225-226.

124

Ceremoniellet under Gravøllet er hentet fra Suhms Skildring af Gildet i Ringsted, hvor Kong Svend fejrede Strut-Haralds, Vesets og sin egen Fars Gravøl, og hvor Jomsvikingerne aflagde deres ubesindige Løfte at angribe Hakon Jarl. Palnatoke var ikke tilstede ved denne Lejlighed. »Først bleve de Skaaler bragte om i Horn, kaldte Minni, som drukkes til afdøde Venners og Frænders Minde. Derefter blev det saa kaldte Brage-Begger indbaaret, som Arvingen, der holdt Giæstebudet, først maatte drikke, og derved 446 giøre et Løfte, hvilket alle Nærværende maatte ogsaa drikke, og giøre noget Løfte ved« (III, 261).

131

nyde Livet »At nyde sit Liv (beholde)« (Vedel S. 18-19).

133

Fostre Fostersøn.

AXEL OG VALBORG

Affattelsestid: »Axel og Valborg« er digtet i Paris December 1807-Februar 1808; muligvis har Oehl. dog senere paa Aaret gennemset sin Tragedie. I Breve af 16/9 (til Fru Rahbek) og 16/11 1808 (til Christiane) bebudedes Hjemsendelsen; Stykket naaede dog først til København 11/1 1809. (Indledning S. XVIII-XX; »Erindringer«, II, 1850, S. 116 og 127; III, S. 7, 17, 19-21; Mynsters »Mindeblade«, 1879, S. 140, 163, 169-170, 173-177, 181-182; »Breve fra og til H. C. Ørsted« I, 1870, S. 258, 275-278, 289; Vilh. Andersen: »Adam Oehlenschläger. Ungdom«, 1899, S. 255-256.)

Udkom Januar 1810; Førsteudgaven er lagt til Grund for nærværende Udgaves Tekst, dog sammenholdt med Digterens egenhændige, for Grevinde Schimmelmann bestemte Manuskript (Kgl. Bibliotek; Abrahams' Autografsamling). Senere af Digteren besørgede Udgaver i »Tragödier«, II, 1831; »Tragödier«, V, 1842; »Tragödier«, VI, 1849.

Allerede i det forsinkede Decemberhæfte af »Ny danske Tilskuer« 1808 (S. 819-821) gav Rahbek en begejstret Foranmeldelse af Tragedien, og inden Stykket blev trykt, cirkulerede flere Afskrifter af det i København (enkelte findes endnu paa Det kgl. Bibliotek). Et Vidnesbyrd om de Forventninger, det vakte, er følgende: Som første Prøvehefte paa Abrahamsens, Rahbeks og Nyerups store Folkeviseudgave udsendte R. Nyerup 1809 »Axel Thordsen og Skjøn Valborg, en norsk Ballade«, der i Fortalen betegnedes som »en Forløber for Oehlenschlägers nyeste Drama, hvorpaa Rahbek i Tilskueren No. 102-3 har spendt Publicums hele Opmærksomhed« (S. 3). Andet Prøvehefte - 1810 - var »Aage og Else«; Udgiveren, Rahbek, henviste udtrykkelig til den Opmærksomhed, »Axel og Valborg« havde skabt om denne Vise, meddelte Varianter fra 447 Oehlenschlägers Tekst (!) og optrykte den af Digteren komponerede Melodi til Folkevisen.

Tragedien indleveredes af Rahbek til Det kgl. Teater, der antog den 2/5 1809; den opførtes første Gang som Festforestilling i Anledning af Kongens Fødselsdag 29/1 1810; Oehlenschlæger overværede her omsider Premièren paa et af sine store Arbejder. (»Erindringer«, III, S. 19). Indtil 30/5 1911 har Stykket oplevet ialt 105 Opførelser paa Det kgl. Teater. Hertil kommer Opførelser paa Dagmarteatret (fra 22/11 1906; 8 Gange), Folke- og Skolescenen (fra 5/12 1924; 57 Opførelser, Teatrets største kunstneriske Sukces); Aarhus Teater (fra 20/11 1904; 9 Gange); Odense Teater, der allerede i Sæsonen 1846-47 opførte Tragedien, har givet den 23 Gange indenfor Sæsonerne 1901/02- 1920/21; endvidere har flere rejsende Provinsselskaber spillet Stykket, der er den hyppigst opførte af Tragedierne. Axel har været udført bl. a. af P. Foersom, N. P. Nielsen, Michael og Wilhelm Wiehe, Zangenberg og Adam Poulsen; Valborg af Maria Heger, Anna Wexschall (Fru Nielsen), Fru Eckardt, Oda Nielsen og Anna Larssen; Vilhelm af Heger, Ryge, Johannes Poulsen og Sv. Methling; Sortebroder Knud af Michael Wiehe, Martinius Nielsen og Nik. Neiiendam. J. P. E. Hartmanns Ouverture (Op. 57), komponeret 1857, spillet første Gang i »Musikforeningen« samme Aar, anvendes ved Opførelser paa Det kgl. Teater siden 1/9 1863; til Visen om Aage og Else benyttes endnu i Reglen Oehlenschlægers førnævnte Melodi (»Melodier af Adam Oehlenschläger, udg. af A. P. Berggreen«, 1857, S. 2); Weyses Melodi er komponeret 1817.

Oehlenschlægers Kilde er P. Syv: »200 Viser om Konger, Kemper oc Andre«, 1695, Fierde Part, Nr. XXIII: Visen om Axel Tordsen og Skøn Valborg. Til Stykkets historiske Baggrund er benyttet Snorres Heimskringla i Johan Peringskiölds Udgave (1697) og Suhm: »Historie af Danmark« VI (1793) og VII (1800). Digterens Excerpter af Snorre og Suhm findes paa Det kgl. Bibliotek (Ny kgl. Samling 2752, 4to, Fasc. V) og er i det følgende benyttet til Noterne.

Se Indledningen S. XVIII-XXX. Den fyldigste Undersøgelse 448 er stadig Baggesens Anmeldelse fra 1813 (»Danske Værker. Anden Udgave«, XI, 1847, S. 237-293). Et Udtryk for Samtidens Beundring er J. C. Lange: »Fragmentariske Bemærkninger over Sørgespillet Axel og Valborg« (1810); den konservative Skoles kritiske Opfattelse kan studeres i »Prof. Oehlenschlägers Axel og Valborg udenlands vurderet. Fra det Svenske ved J. Kragh Høst« (1812), en Oversættelse af en meget uskaansom Artikel af P. A. Wallmark i »Journal för Litteraturen och Teatern« fra samme Aar, der omgaaende fremkaldte et skarpt Gensvar fra Stykkets svenske Oversætter i Romantikernes Organ »Polyfem« (5. Samlingen, Nr. 46-48). Se endvidere: F. C. Dahlmann: »Betragtninger over Oehlenschlägers dramatiske Værker«, 1812, S. 33-42; J. L. Heiberg: »Prosaiske Skrifter«, III, 1861, S. 258; J. le Fevre Deumier: »Oehlenschläger«, 1854, S. 67-98; Clemens Petersen i »Fædrelandet« 7/9 1863; P. L Møller: »Adam Oehlenschläger«, 1876, S. 50-52; Edvard Brandes: »En Opførelse af »Axel og Valborg« i »Af Dagens Krønike«, I, 1890, S. 289-318; Vilh. Andersen: »Adam Oehlenschläger. Ungdom«, 1899, S. 246-260; Ida Falbe-Hansen: »Øhlenschlægers nordiske Digtning«, 1921, S. 64-65. Om den rette Opfattelse af Valborgs Karakter har Digteren udtalt sig i »En Reise«, II, 1818, S. 166-170 og »Erindringer«, III, S. 19.

136

Mottoet er taget fra Visens Strofe 200 hos Syv.

137

Peder Syvs Kæmpeviser Visen er Nr. XXIII i Fierde Part: »Alle Baand ere for svage til at binde Kierlighed«.
Svend og Harald Svend Estridsøn og Harald Haarderaade; Kong Magnus er Magnus den Gode (Harald Haarderaades Saga, Kap. 18). Den svenske Konge, som hjalp Svend og Harald, hed Olaf, ikke Amund.
1135 Malfrids, ikke Christinas Dødsaar. Oehl. har Aarstallet fra Suhm, V, S. 480.
Hakon Magnus den Godes Søn den omtalte Hakon var ikke en Søn af Magnus den Gode, men af Magnus Haraldsøn († 1069). Hakon blev Konge samtidig med Magnus Barfod, men blev syg paa en Jagtudflugt og døde 1094. 449 Hakon Herdabreith Søn af Kong Sigurd Mund; blev 10 Aar gl. (1057) taget til Konge af sin Fars og Kong Eystein Magnussøns Tilhængere, efter at begge disse Konger var dræbt. Efter forskellige uheldige Kampe lykkedes det ham at overvinde og fælde sin Farbroder Kong Inge i Slaget paa Isen ud for Oslo (Februar 1161). Hakon var nu Rigets Enehersker, men Inges Tilhængere sluttede sig til Erling Skakke, hvis Søn Magnus kaaredes til Konge. Hakon Herdebred faldt, ikke 15 Aar gl., i Slaget paa Romsdalsfjord 1162 mod Erling. Hans Liv fortæller Snorre i Sagaen, der bærer hans Navn, og i Magnus Erlingsøns Saga.

138

Askel er ikke det samme som Axel. Askel fra Førland nævnes i Magnus Erlingsøns Saga, Kap. 4.
Thord Husfreya hans Død fortælles i Inges Saga, Kap. 28.
Harald Gille Norges Konge 1130-1136, dræbt af Sigurd Slembe. Hans Navn er dog kun ved en Misforstaaelse knyttet til Handlingen, idet Syv har opfattet Gidske-Ætten i Visen som den gilske Æt. Gidske-Ætten var en anset Stormandsslægt, der hørte hjemme i Borgund Præstegæld.
en Keiser Henrik mellem 1125, da Henrik V døde, og 1190, da Henrik VI besteg Tronen, var der ingen Kejser af dette Navn.
Henrik Løve Hertug af Bayern og Sachsen (1129- 1195).
Overfaldet fra Opland Visens Strofe 166.
Eisten eller Augustinus Norges tredie Erkebiskop; udnævnt af Kong Inge 1157, modtog Pallium 1160 af Pave Alexander III og vendte tilbage til sit Bispesæde Aaret efter. Han stod paa Erling Skakkes Side, men om Uvenskab mellem ham og Hakon taler Historien ikke, ligesom det er udelukket, at denne har sat en anden til Biskop under hans Fraværelse. Han blev tvertimod vel modtaget af Trondhjems Beboere, da han endnu i Hakons Tid vendte tilbage fra Rom.
Erkedegn den fornemste af Domkapitlet efter Biskoppen. 450 byggede den store Trondhiems Domkirke Eystein gjorde Olaf Kyrres enskibede Kristkirke til Kor i en korsformet Domkirke. Han byggede paa Tværskibene og Langskibet i den nye Kirke; et Alter i søndre Tværskib indviedes November 1161. Ombygningen var altsaa endnu i sin Begyndelse det Aar, Tragedien foregaar.

139

Staller se Note til S. 1.
Sortebroder Dominikanermunk. Dominikanerordenen stiftedes iøvrigt først 1216.

142

Hvor dunkelt for en Sommermorgen! H. C. Ørsted protesterede paa Naturvidenskabens Vegne: »thi vel er det sandt, at Vinterdagene ere kortere i Norden, men derfor ere just Sommerdagene desto længere, og om Sommeren maa det ret meget tidligt være lyst i Trondhjem«. (Breve fra og til H. C. Ørsted«, I, S. 277).
klippes ... af Kongerne Snorre fortæller, at Kong Magnus den Gode en Gang om Aaret gjorde dette. (Harald Haarderaades Saga, Kap. 25).

143

Harald Haarderaade fandt det uværdigt han klippede Ligets Haar og Negle for sidste Gang, laasede Helgenskrinet og kastede Nøglen i Nidelven. (Harald Haarderaades Saga, Kap. 83 (80)*)).
St Innocenz Innocens I, Pave 402-417.
disse trende Kors de fandtes ikke i Kristkirken, men i Mariakirken (Magnus Barfods Saga, Kap. 18 (16)).
Olaf Kyrre og Kong Magnus Olaf Kyrre, Søn af Harald Haarderaade, Konge 1066-1093; Magnus Barfod, hans uægte Søn og Efterfølger, Konge 1093-1103.
en femtenaarig Møe i Visen er Valborg ved Afskeden kun et lille Barn, der »leger med Æble og Blomme« (Strofe 3-4).

144

Valborg var sat i Kloster - At lære Sømmen sye og læse lære Visens Strofe 11-12: I klosteret sættis hans liden brud, - At hun skulde Sømmen lære. - De lærde hende silke-søm at sye, - At læse lod de hende lære.
*

451 Kong Eisten var fanget 1157 overvandt Inge sin Broder Eisten; Inges Høvding Simon Skalp fangede ham og lod ham dræbe (se S. 178). Oehl. har noteret sig, at der mellem Kong Eistens Mænd findes en »Aslak den Unge« (Inges Saga, Kap. 31), hvis Far ganske vist hedder Jon, men som Digteren identificerer med Tragediens Hovedperson.
Grumt raste Landets Sønner Harald Gilles tre Sønner Sigurd (Hakon Herdebreds Far), Inge og Eisten, som efter Sigurd Slembes Drab havde delt Magten i Riget, endte med at bekæmpe hinanden indbyrdes. Det lykkedes Inge at besejre og fælde begge Brødrene; selv faldt han 1161 i Kampen mod Hakon paa Isen ved Oslo.

145

Fra Barnsbeen kaldtes vi vel Ægtefolk i Visen, hvor Aldersforskellen mellem dem er langt større, fæster Axel Barnet til sin Brud, inden han drager ud paa sin 11-aarige Udenlandsfærd (Strofe 9-11).

150

Hvor lider Valborg hvorledes befinder Valborg sig.

151

Hun kaldes Axels Brud Strofe 29-30: »Her Axels brud, af alle mand - Hun kaldes, i hvort hun gaar. - De kalder hende Axels Fæstemøe skiøn, - Og giør det af got gammen, - De agte hende Haagen Kongens søn.« -

154

Pyramiderne Baggesen paataler i sin Anmeldelse »de langt fra hentede Sammenligninger« og det »franske mythologisk lærde Galanterie« i denne Monolog (»Danske Værker«, XI, S. 261).

155

Thora Hakon Herdebreds Moder hed saaledes; Oehl. har derfor valgt dette Navn fremfor Visens Malfred. Thora var iøvrigt ikke Dronning, men Tjenestekvinde hos Simon Bonde; Kong Sigurd havde forelsket sig i hende, da han en Dag red gennem Gaarden og hørte hende synge ved Kværnen.
Radegast, Schvantevit, Provo, Siva, vendiske Guder. Svantevit var Hovedguddommen, hvis Tempel laa i Arkona paa Rygen; Radegast var Ærens og Styrkens, Provo Retfærdighedens Gud; Siva Livets og Kærlighedens 452 Gudinde. Oehl. har sin Viden fra Suhm (VI, S. 210-211).

156

Jeg hilser dig, min Kiærlighed en begejstret Analyse af denne Repliks kunstneriske Virkning findes hos Baggesen (S. 261-263).

157

Helfrid Axels Søster. I Visen er det hende, der raader Axel til at forklæde sig som hendes Bud (Strofe 37- 41).

159

Kom vel i Hu, min unge Brud Visens Strofe 10: »Kom vel i hu min lille brud, - Idag monne jeg dig fæste, - Jeg vil nu reyse af Landet ud, - Og fremmede Herrer gæste«.
Han tiener i Herr Henriks Hær Strofe 15: »Her Axel tiener i Kejserens gaard, - Forgylte haver hand spore, - Sit sverd hand vel ved siden bær, - Og Ridderlig var hans fore« (dvs. Adfærd).
Men ak! han sover ei sødelig Strofe 16: »Her Axel sover saa sødelig, - Alt som en Herre mon sømme, - Om Natten har hand ei roe hos sig, - Alt for sine sterke drømme«.
O vær mig tro, min Fæstemøe Strofe 46: »I lovede at være min fæstemøe, - Den tro skal I mig holde, - Jeg sviger eder ej paa verdens øe, - Det lover jeg eder min bolde. - Men lykken vender sig ofte om«.
Maaske han for dit Aasyn staaer Strofe 38: »Her stander du Helfrid søster fin, - Nu venter du ikke min komme, - Hvor lever Valdborrig fæstemøe min, - En rose for alle de blomme?«

161

Hadrianus Episcopus servus servorum Dei Biskop Hadrian, Guds Tjeneres Tjener; den sædvanlige Indledningsformel for Pavebreve.
Ak! det er i Romersproget »Ja! men netop Anbringelsen af Romersproget i Axels Mund ved denne Leilighed er Gudernes Sprog; og det den omfavnede Mø forelæste Munkelatin paa dette Sted Ord fra den tredie Himmel. Indtil Versets Snublen over Pave-Navnet er Alt i denne henrykte Fortælling mesterligt. Hvor maler den paa eengang Glæden, Axels Kjærlighed, hans Fromhed, Tidsalderen selv, og, kort sagt, Alt, 453 hvad Digteren har villet bringe os levende for Øie ved denne Gjenkjendelse«. (Baggesen, S. 264).

162

sat broderet.
Skurdguder (oldn.) udskaarne Guder, Afgudsbilleder.
granvoxne Ordet betyder egl. spinkel af Vækst, smækker. Oehl. bruger det = høj og rank (som en Gran) (Olaf Hansen).

164

En grusom Skiæbne har opreist sin Muur smlgn. »Sct. Hansaften-Spil«, nærværende Udgave I, S. 232:

En grusom Skiebne kold sit Jerngitter
Imellem tvende unge Hierter trænger.

165

Sigurd af Reine mellem Oehl.s Snorreoptegnelser findes følgende Bemærkning: »Sigurd af Reine, Hakons Mand, en forstandig Helt«. Reine er Peringskiölds Gengivelse af Reyri, Rør i Ringsakers Herred paa Hedemarken. Sigurds Tale i Hakon Herdebreds Saga, Kap. 8, har givet Grundlaget for Oehl.s Karakteristik af ham i Tragedien. Han var en af Kong Hakons mest betroede Mænd; Snorre kalder ham klog og veltalende, men han regnedes ikke for at være synderlig modig. Han fortsatte Kampen mod Erling Skakke efter Hakons Fald, men faldt ved Tønsberg Febr. 1163.
Et Kiøbmandsskib er løbet ind i Fiorden i Bergen forbød Erling Købmandsskibene at sejle nordpaa til Trondhjem. Sine egne Skibe lod han sætte paa Land og det Rygte udsprede, at han vilde blive i Bergen og forsvare sig dér. En Dag gav han Købmændene Lov til at sejle; de mødte Hakons Flaade ved Møre og fortalte, at Erling afventede Kampen til Lands. Hakon fortsatte med 14 Skibe til Romsdalsfjorden; her overfaldt Erling ham med 21 Skibe. Hakon faldt i Kampen (Magnus Erlingsøns Saga, Kap. 5-7).
Ung Magnus Søn af Erling Skakke og Kristina, Kong Sigurd Jorsalfars Datter. Han blev fem Aar gl. valgt til Konge i Bergen.
Arne Brigdeskal hans Drab fortælles i Magnus Erlingsøns Saga, Kap. 3.
Ingebiørn Spil Ingebiørn Sipel, Hakons Lendermand, 454 dræbtes Vinteren efter Arne Brigdeskals Drab (smst. Kap. 4).

166

Bekesudendvs. Bøgeskuden, Kong Inges Langskib. I den Kamp, Hakon sigter til, var det iøvrigt Inge, der gik af med Sejren. (Oehl. noterer: »Inges og Hakons Slag i Wigen, hvor Inge kommer til med Bekesuden og tvinger Hakon til at flye«). H. C. Ørsted gjorde spøgende Indsigelse mod Repliken paa Historiens Vegne (»Breve fra og til H. C. Ørsted«, I, S. 277).
Gregorius Dagsøn Kong Inges mægtigste Høvding; han ramtes under Kampen ved Bevja (Bäfverå ved Uddevalla) af en Pil i Struben og styrtede i en Vaage (Januar 1161). Det var ikke Hakon selv, men en af hans Mænd, der skød Gregorius.
den skranten Vissenfod! to Aar gl. - 1136 - var Harald Gilles Søn Inge blevet taget til Konge. I Kampen mod Sigurd Slembe blev den lille Konge baaret i en Kjortelflig under Slaget, og Folk mente, at han derved havde faaet de Skrøbeligheder, han siden led under: han blev skævrygget, den ene Fod var vissen, og han gik daarligt. (Inges Saga, Kap. 2 og 22). Oehl. kalder ham en Niding, fordi han havde dræbt sine Brødre Kong Sigurd, Hakons Far, og Kong Eisten.
Niørfasund Gibraltarstrædet. I sin Ungdom drog Erling Skakke med Ragnvald Jarl fra Orknøerne paa Jorsalafærd; Beretningen om hans Kampe i Middelhavet har Oehl. fra Suhm VI, S. 171.
Blaamandens Øxehug »Saracenerne, iblant hvilke vare Blaamænd, det er Æthiopier, værgede sig mandeligen, og fik Erling i det samme et Hug paa Halsen ved Skulderen, hvorfor han siden stedse maatte bære sit Hoved paa skak, hvoraf han fik det Tilnavn Skakke« (Suhm a. S.).
Særkland Saracenernes Land. Erling kom forøvrigt ikke til Afrika.
Dromund Krigsfartøj paa Middelhavet. Smlgn. S. 46.
Magni Visdom Magnus er Kong Magnus den Gode.

167

I Danmark har alt Valdemar beviist bedre i Ms.: I Danmark gav alt Valdemar Beviis paa. Valdemar er Valdemar den Store. 455 Augustinus Erkebiskop Eisten. Se Noten til S. 138.
andre Mure imod din Magt nemlig ved at salve og krone Magnus til Konge. Dette skete dog først efter Hakons Fald.

168

undfange modtage.
Erlings Rygter Harald Gille beviste ved at vandre uskadt paa 9 glødende Plovjern sin Paastand om at være Kong Magnus Barfods Søn og Kronarving. Oehl. har maaske tænkt paa Popos Jærnbyrd (»Palnatoke«), siden han kalder det et Bedrag (Magnussønnernes Saga, Kap. 30 (26)). Harald maatte gaa ind paa ikke at stræbe efter at blive Konge, saalænge Sigurd Jorsalfar og hans Søn Magnus levede. Efter Sigurds Død tilrev han sig dog Magten, overvandt Magnus, lod ham mishandle, lemlæste og blinde. (Magnus Blindes Saga, Kap. 8). Magnus' Ven Biskop Reinold i Stavanger blev derpaa lokket til Bergen som mistænkt for at have skjult hans Skatte; da han ikke vilde bøde 75 Mark Guld, lod Harald ham hænge.

170

Vigen se Noten til S. 10.

171

Kyrialax »Hr. Alex« dvs. Kejser Alexios Komnenos i Byzans (1081-1118).

172

Jer Stammefader Hakon nedstammede ikke fra Olaf Trygvesøn.

173

Hadrianus † 1159.
Nu strider Victor hardt med Alexander »Efter Hadriani Død bleve den 7 September tvende Paver valgte paa eengang: Roland, som kaldte sig Alexander III, af de fleste, og Octavianus, som kaldte sig Victor IV, af de færre; Keiseren [Frederik Barbarossa] holdt, som rimeligen kunde være, med den sidste, da de vare Venner, men Kongerne af Frankerige, Engelland og Sicilien, og fast alle Danske Bisper samt næsten gandske Europa med den første« (Suhm VII, S. 54).
Conciliet Kirkeforsamlingen. Paverne vælges ellers af Conclavet (Kardinalforsamlingen), men Oehl. har fra Suhm noteret: »Concilium erkiendte Viktor for retmæssig Pave« (se Suhms Skildring af Konciliet i Pavia, VII, S. 82).

456

175

Kirkebogen Kirkebøger indførtes først 1646; i Visens Strofe 63-65 fortæller Knud, at Axels og Valborgs »Herkomst« er optegnet i Sortebrødreklostret.

177

omspænder Hiertet herefter følger i Ms.:

Naar Tvedragt tærer ud den stærke Rygmarv
Og efterlader kun en vissen Beenrad.

178

fire Konger Harald Gilles fire Sønner Magnus, Sigurd, Inge og Eisten.
Thord Husfreya se Note til S. 138.
Da Eisten fra Skotland kom dette skete længe før Hakon Herdebreds Fødsel. Eisten arvede ikke Trøndelagen efter Sigurd, men fik den ene Tredjedel af Riget af Inge og Sigurd, da han 1142 var landet i Trondhjem og taget til Konge af Trønderne (Inges Saga, Kap. 13). Efter Sigurds Død tog han sig af hans Søn Hakon. Om hans Drab 1157 og om Axels Forhold til ham - se Noten til S. 144.
min Avindsmand straks efter Magnus Erlingsøns Kaaring søgte Erling Skakke og Magnus Tilflugt hos Valdemar den Store, der lovede at støtte dem mod Hakon (Magnus Erlingsøns Saga, Kap. 2; Suhm VII, S. 100).

179

St. Jean de Laune Kejser Frederik Barbarossa opfordrede Valdemar til at møde i St. Jean de Laune (ved Sâone-Floden), »hvor den 29 August [1162] et Concilium skulde begynde, for at igien skaffe Eenighed i Kirken«. Til Gengæld lovede han ham »Lehn (Præfectura) over ganske Slavien eller Venden«. Absalon advarede Kongen, men forgæves. - Rejsen gennem Tyskland vakte stor Opsigt. »Rygtet udbredte nu saaledes hans Redelighed og Retfærdighed, at de Tydske Mødre løbe ham med deres smaae Børn i Møde, udi Tanke, at de, naar han rørte ved dem, skulde faae des større Lykke til Væxt og Opdragelse. Bønderne vare ligesaa overtroiske, thi de begiærede, at han skulde tage noget af deres Korn i sin Haand, og kaste ud paa Ageren, i den faste Tanke, at det derved skulde voxe des bedre.« - Ved List fik Kejseren Valdemar til at tage Danmark som Len af sig. »Vel sandt at det 457 lader, at han selv og de Danske have ei villet, at dette Vassalskab strakte sig til Danmark, men alene til Venden.« ... Kejseren var en »ærgierrig og forfængelig Herre.« (Suhm VII, S. 111-122). Rejsen til St. Jean de Laune foregik forøvrigt først efter Hakon Herdebreds Død.

180

Han har sig ladet skille ved sin Hustrue Clementia ogsaa denne Begivenhed fandt Sted efter Hakons Død. »Henrik ... lod sig den 23 November [1162] udi Costnitz skille ved sin Gemahlinde Clementia efter Keiserens Tilskyndelse, og svor Keiseren, at de vare hinanden for nær beslægtede, dog den rette Aarsag skal have været, at hun ingen Sønner fødde ham« (Suhm VII, S. 134).

182

et Blund et Øjeblik. Smlgn. nærværende Udgave I, S. 90.

184

dele dømme.
Naboths Vingaard 1. Kong. 21.

186

Argelist Forrædderi.

188

tilsyneladende øjensynlig.

192

Daabsødskinde Strofe 92: »En frue dem begge til daaben bar, - Der de finge daabens gave, - Her Asbiørn begge deris fader var, - Hin anden maatte de ej have«.
Augustini Flugt uhistorisk. Se Noten til S. 138.
Pallium se Noten til S. 5.
Cherubim se Noten til nærværende Udgave II, S. 95.

193

Famulus Medhjælper, Sekretær.

195

den gamle Normandsven Hadrianus havde som Kardinal været paa Sendefærd til Norge for at oprette Erkebispesædet i Trondhjem og indvie Jon Birgersøn til Erkebiskop. Som Pave vedblev han at interessere sig for Normændene. (Inges Saga, Kap. 23).
Hydra en Slange med ni Hoveder, der blev dræbt af Herakles; Cerberus en Hund med tre Hoveder, der bevogtede Indgangen til Underverdenen.

196

Vee den, hvem Dydens Røst er ikkun Ord Ms. har: Held den, hvem Dydens Røst er meer end Ord.

197

Bryllupshymnen er en forkortet (4 Strofer mod Originalens 458 19) og meget fri Gengivelse af den tyske Salmedigter Paul Gerhardts (1608-1676) »Frauenlob«, der er digtet over Salomons Ordsprog, 31.
Dannemænd brave Mænd.
Gloria in excelsis Deo Ære være Gud i det høje!

198

Optrinet i Kirken svarer til Visens Strofe 81-98. Her er de elskende dog fuldt forberedte paa deres Skæbne; Oehl. har gennem den tilintetgørende Overraskelse givet Scenen en mægtig dramatisk Kraft.

200

smilker Folkeviscudtryk, forklaret af Syv i hans Ordliste til Folkeviseudgaven som »Smiler lidt«; under Skind under Kappen, dvs. lønligt.

201

Du arme Pige Ms.: Min gode Pige.

202

Han skiærer Klædet sønder mellem dem »den uden Undtagelse største Theatereffect, vi kjende« (Baggesen, XI, S. 270).

205

Den rene Form staaer englehvid tilbage Ms.: Den skiønne Form staaer englereen tilbage.

206

Min elskte Rachel Ms. har Rebekka; Ørsted gjorde Digteren opmærksom paa denne bibelhistoriske Fejltagelse (»Breve fra og til H. C. Ørsted« I, 1870, S. 277). Den dukker pudsigt nok op igen i Oehl.s tyske Oversættelse af Tragedien (»Schriften«, VII, 1829, S. 74).

207

Axel betyder stor og herlig Oehl. har fra Suhm noteret: »Axel betyder i det gamle danske Sprog, hvad som er stort og herligt« (VII, S. 15).

208

Druide Oehl. mener Dryade, Træets Guddom. Druider kaldtes Præsterne i det gamle Britannien. Fejlen blev staaende i samtlige danske Udgaver fra Digterens Levetid; den er kun rettet i Stykkets anden tyske Udgave (»Schriften«, VII, 1829, S. 75).

210

Stille skal jeg sidde o. s. v. Strofe 139-140: »Jeg vil sidde i høyeloft viid, - Og virke det guld i hue, - Saa sørgelig vil jeg leve min tiid, - Alt som en Turtel-Due. - Hun hviler aldrig paa grønnen green, - Hendis been er aldrig saa møde, - Hun drikker aldrig det vand saa reen, - Men rører det først med Fødder«.

212

en ufrisk Mand Strofe 100: »Erland Erkedegn talde paa stand, - Den viseste blant de klerke, - Den agter 459 jeg for en ufriskt [dvs. uprøvet] mand, - Der kiender ej elskoven sterke«.
Eleonora von Hildesheim Historien er Oehl.s egen Opfindelse.

213

den blege Mand Ms.: den store Mand.
Horoscop her forvekslet med Nativitet: Himmelhvælvingens Udseende (Stjernernes Stilling) paa et givet Tidspunkt (et Menneskes Fødselsstund). Paa Grundlag heraf mente Astrologien at kunne forudsige Menneskets Livsskæbne af den Stjernekonstellation, han var født under.

217

Ideen til Vilhelms Genfærdsscene har Oehl. laant fra Schillers »Don Carlos«, hvor Prinsen paa Ludwig Mercados Raad benytter sig af Sagnet om, at Kejser Carl V gaar igen, til at prøve et Flugtforsøg, forklædt som hans Genfærd (V Akt, 6 Auftritt, 4891 ff.; smlgn. 5111 ff.).
Det rene, det uskyldige Bedrag Erkebiskoppens, af Oehl. billigede Udtalelser, minder i betænkelig Grad om Popos Ræsonnementer. Smlgn. S. 60.

218

Larve Iklædning.

220

den høire Kirkepiller ifølge Sceneanvisningen S. 139 maa det være den venstre.
de hellige Kors se S. 143.

221

Geistlighedens Stav Ms. tilføjer:

De vilde ægte sig i andet Leed,
Skiønt Kirken selv forbyder det med Strenghed
I syvende.

En Bemærkning af Ørsted (»Breve«, I, S. 277) fik Oehl. til at udelade disse Linjer.

222

paa Gaffelbænken Olaf Kyrres Saga, Kap. 2: »Thet hade warit en gamel sedwane uti Norige / at Konungens högsäte war midt på långbäncken / och blef altså öhl och dricka fram om elden burit. Men Konung Olåf låt först giöra sig högsäte på högbäncken eller gafwelbäncken [dvs. Gavlbænken] twärt öfwer stugan. Han låt och först giöra ugnar och skårstenar uti stugorna« (Peringskiöld II, S. 188). 460 Klædedragten smst.: »Then tiden uptoge de Norske många främmande seder og klädedrächt til at bruka / såsom vore högfärdige hosor / snörade och tildragne om benen; somlige spänte och gullringar om sina ben. Tå brukade man och sådane råckar / som wore sammandragne och tilhopa knytte på sidan / och ärmarna ther til fem alnar långa / hwilka wore så trånge / at the måste pådrages med en handtygel / och tilhopa knytas uti rynkor alt up til axlen.«

223

Magnus Barfod Olaf Kyrres Søn. Paa sine Krigstog havde han og hans Mænd faaet Smag for skotske og irske Moder i Klædedragten; de gik med bare Lægge og korte Kjortler og Overkapper (»the gingo barbente omkring gatorna och hade stackotta råckar och stackotta kapper; hwarföre han blef kailad Magnus Barfot eller Barben« (Magnus Barfods Saga, Kap. 18 (16). Peringskiöld II, S. 221).
Bægre Olaf Kyrres Saga, Kap. 2: »Uti Konung Olåfs tid begynte man at bruka särskilte mått och begare / til at dricka utaf« (II, S. 188).
Dronning Zoe Kejserinde i Byzans 1028-1052. Harald Haarfagers Ophold i Konstantinopel som Fører for Væringerne, Kejserens nordiske Livvagt, fortælles i Harald Haarderaades Saga Kap. 3-15 og er senere (1827) behandlet i Tragedien »Væringerne i Miklagard«. Allerede i Januar 1807 havde iøvrigt P. O. Brøndsted henledt Oehl.s Opmærksomhed paa Væringerne som »et Sujet at vælge til en dansk stor Tragoedie« (»Uddrag af P. O. Brøndsteds Dagbøger«, 1850, S. 25).

224

Du kommer lige fra Myklegaard Endride Unge deltog i Ragnvald Jarls og Erling Skakkes Middelhavstogt (se Side 166 og Noten dertil) og kom derfra til Miklagard, hvor han oplevede Miraklet med Olaf den Helliges Sværd Neiter (Hakon Herdebreds Saga, Kap. 20). Kejseren byggede dog ikke en ny Kirke til Sct. Olafs Ære, men lod Sværdet ophænge over Alteret i Væringernes Olafs-Kirke.
Saa sover end I paa den blotte Jord »Thet war theras 461 sed / når the sig nederlade til at såfwa / at hwar och en hade hiälm på hufwudet och lifwet betäckt med skiölden; men swärdet måste liggia under hufwudet / så at mannen skulle med then högre handen hålla om handfästet« (Hakon Herdebreds Saga, Kap. 20. - Peringskiöld, II, S. 395).
Rider end Kong Olaf ... paa sin hvide Hest under en af Væringernes Kampe med Hedningerne saa disses Konge en høj og anseelig Mand, som red i Spidsen for Væringerne paa en hvid Hest (Hakon Herdebreds Saga, Kap. 21).

226

den danske Jarl i Harald Haarderaades Saga Kap. 58 (56) fortælles om en Greve i Danmark, som tvang sin norske Tjenestekvinde til at bage Brød paa Sct. Olafs Dødsdag, som hun vilde helligholde. Brødene forvandledes til Sten, og Greven blev blind til Straf for sin Helligbrøde.

227

Kiøping Købstaden, alm. Betegnelse i Middelalderen for Nidaros. Trondhjem kaldtes hele Trøndelagen.

229

yske Svend se Note til S. 20.

231

Han døer. Baggesen kaldte Munkens Død for »Pletternes Plet paa det saaledes tiljaskede sneehvide Drama« (XI, S. 282).

232

Freyas Stierne Planeten Venus..
Aftenbakker Flagermus.

234

Schwarzburg og Weissenfels Ordspil. To Bynavne fra Thüringen.

235

Ludurhorn Lur.
Erling Skakke løbet ind i Fiorden for at bevare Stedets Enhed har Oehl. henlagt den afgørende Kamp, der i Virkeligheden fandt Sted i Romsdalsfjorden, til Trondhjem.

236

denne unge Daare Vilhelms strenge Dom over Kongen modsiges af Snorre, der kalder ham en vakker, lystig og vennesæl Mand, men fremhæver, at hans store Ungdom (han faldt kun 15 Aar gl.) gjorde ham afhængig af sine Høvdinger.

238

skiænke Karpen Blod i Trondhiems Fiord Karpen er en Ferskvandsfisk. Digteren rettede da i senere Udgaver 462 Karpen til Kampen (= Kampestenen), uden at det kan kaldes nogen Forbedring.
Axels Skiold Visens Strofe 162: »Hans skiold var baade hvid og blaa, - Det kiendis i marken vide, - To røde hierter der i monne staa, - For æren vilde hand stride«.

243

forekaste her med direkte Person-Objekt: dadle, anklage.

248

de barkeklædte Kæmper naar Birkebeinerne her kæmper for Hakon Herdebreds Sag, er dette ikke historisk korrekt. De spillede første Gang en politisk Rolle, da Magnus Erlingsøn havde været Konge i 13 Aar; da rejste de sig til Opstand til Fordel for Eisten Meyla, Kong Eisten Haraldsøns Søn, og de blev siden Sverres bedste Støtte. Navnt stammer fra, at de i Nødsaar bandt Birkebark om Fødderne i Stedet for Sko.

249

Elvegrimmer »Biörkebenarnas församlade krigsfolk bestod mästendels af Markemän och Elfwegrymar« (Magnus Erlingsøns Saga, Kap. 37. - Peringskiöld II, S. 445). Elvegrimer kaldtes Indbyggerne ved Elven (dvs. Götaelven).

252

den Bleges Kind smukkere i Ms.:

Den Bleges Kind du farver venlig rød.
Snart skal et Morgenrødt mig huldt tilsmile.
Der aldrig hidser sig til Middagsglød;
Et Aftenrødt, som aldrig gaaer til Hvile.

Efter denne Strofe tilføjer Ms.:

I høye Hvælvinger! I dunkle Gange!
Hvor tidt som Barn jeg sneg mig rørt og bange
Med Anelsernes Drøm i spæden Barm,
Nu tager Axel her sit Arvesæde;
Snart skal en anden Yngling, god og varm,
Rørt for hans egen Grav i Kirken træde.

253

I Visen dør Kongen før Axel, hvem han døende har opfordret til at hævne sig. Under den paafølgende Kamp falder Axel med 18 Saar i Brystet (Strofe 167- 177).

255

godsligt hyggeligt; Ordet er maaske indført i Dansk af Oehl. (fra Norsk).

463

257

til Giengiæld for Axels Ring, ikke for Vilhelms Vise.

258

Det var Ridder Herr Aage Oehl. har Visen om Aage og Else fra B. C. Sandvigs »Levninger af Middel-Alderens Digtekunst« I, 1780, S. 63-65; de mange Smaaafvigelser fra Sandvigs Tekst viser, at den er citeret efter Hukommelsen.

259

fordi han havde ei Skind man plejede at lægge en Flig af sin Skindkappe imellem, naar man bankede paa med sin Jærnhandske eller sit Sværdhæfte.

260

Hiem gik Jomfru Else Oehl. har forkortet Visen stærkt og bl. a. oversprunget Versene, der skildrer, hvorledes Else følger sin døde Fæstemand til Kirkegaarden. Hertil sigter Ordene: Hiem gik Jomfru Else.
Nanna smlgn. nærværende Udgave III, S. 190.
Hialmar faldt paa Samsø i Kampen mod Angantyr og hans Brødre; da hans Lig blev bragt hjem til hans Brud, den svenske Kongedatter Ingeborg, segnede hun død om. Se Oehlenschlægers »Ørvarodds Saga«, Kap. 22.
hendes Hierte er brustet i »En Reise«, II, S. 166-169 fører Oehl. et udførligt Forsvar for Valborgs Død, der tildels er gentaget i »Erindringer« III, S. 19-21. Paa sidstnævnte Sted meddeler Digteren dog en ud fra senere rationalistiske Skrupler digtet Monolog, i nøje Tilknytning til Visens Udgang, »hvormed Valborg kunde ende Stykket, naar Vilhelm har sagt sin sidste Replik, og troer, at hun er død.«

VALBORG reiser sig fra Axels Liig og nærmer sig Vilhelm.

Nei - end ei død, min ædelig Herre!
Din Sang jeg høit maa prise;
Men Valborgs Hierte brast ei, disværre,
Ved Aages og Elses Vise.

En langsom Død i dette Kloster
Mig Livet først skal røve.
Dog dette Offer mig intet koster;
Saa staaer min Tro sin Prøve!

Kom nu, Hr. Erland Erkebisp! kom,
Indvie mig til Guds Ære!
Man af den dunkle Helligdom
Først Valborg død skal bære.

464

Kom nu hver Jomfru og Ridder huld;
Det volde Jer ingen Harm!
Indvier, og kaster det sorte Muld
Over ung Valborgs Arm.

Nu ganger Valborg i Nonnetal,
I Klostret har hun hiemme.
Messen hun aldrig forsømme skal,
Og aldrig Axel glemme.

Bedre dog, ei at være fød,
End kun i Sorg at græde;
Naar Solen synker i Havets Skiød,
At mindes sin tabte Glæde.

Gud dennem forlade, som Aarsag er,
At de ei sammen maae være,
Som have hinanden af Hiertet kiær,
Og elsker i Tugt og Ære!

261

Dit Skiold, dit Sværd ... omvundet af din Piges Blomsterkrands dette fremstilles paa den smukke Titelvignet i Originaludgaven, som oprindeligt er tegnet af Oehl. til Grevinde Schimmelmanns haandskrevne Eksemplar af Tragedien.

CORREGGIO

Affattelsestid: Allerede i sit Brev til Goethe fra Paris, Maj 1807, omtaler Oehl. sine Planer om en »Correggio«. Med Mellemrum blev Tanken genoptaget; han drøftede den saaledes paa Coppet (Vinteren 1808-1809) med Digteren Zach. Werner. Den endelige Tilskyndelse til Arbejdet modtog han det følgende Foraar i Parma og Modena; Tragedien blev digtet paa Tysk i Rom og Grotta ferrata samme Sommer (den var afsluttet i August 1809), og blev først efter Hjemkomsten samme Efteraar oversat til Dansk af Digteren. (Indledningen S. XXXI-XXXIII; »Erindringer«, II, 1850, S. 66, 169, 185-186, 204, 206, 214 -218; III, S. 7-8, 17, 30; »En Reise«, I, 1817, S. 93; Mynsters »Mindeblade«, 1879, S. 170 og 189; »Breve fra og til Hans Christian Ørsted«, I, 1870, S. 288; »Goethe-Jahrbuch«, 465 1887, S. 11-12). Udkom i Januar 1811; Førsteudgaven er lagt til Grund for nærværende Udgaves Tekst. Senere af Digteren besørgede Udgaver: »Tragödier«, IV, 1832; «Tragödier«, VIII, 1842; »Tragödier«, X, 1849. Det fortjener at nævnes, at der allerede 1812 fremkom en italiensk Oversættelse af Tragedien.

Indleveret til Det kgl. Teater, der antog Stykket 20. Oktober 1810 med følgende Bemærkning: »Direktionen for Skuespillet ønsker at imodtage Sørgespillet Correggio til Opførelse paa det Kongelige Theater, naar det maatte behage Hr. Professoren at udelade Recensionen af Malerierne i fierde Act, da det ikke staaer i Direktionens Evne at fremstille den dertil hørende Decoration nogenledes taalelig« (Protocoll over afgaaede Breve fra Skuespil Bestyrelsen 1807-1814; Rigsarkivet). Opført første Gang ved Festforestillingen i Anledning af Kongens Fødselsdag den 29. Januar 1811 (Musik af Kunzen) (»Erindringer«, III, S. 29-30; »Breve til J. P. Mynster«, 1862, S. 56; »Provst Frederik Schmidts Dagbøger. Udg. i Udvalg af N. Hancke«, 1868, S. 86); indtil 6/1 1910 har det oplevet 45 Opførelser, hvortil kommer 12 af de tre første Akter alene. Opført paa Aarhus Teater (fra 14/11 1900), ialt 6 Gange. Correggio har været spillet af Foersom, N. P. Nielsen, V. Holst, M. Wiehe, Zangenberg og Johs. Poulsen; Mikel Angelo af Frydendahl, Ryge, Nielsen og N. Neiiendam. J. P. E. Hartmanns Ouverture, komp. 1858, udførtes første Gang i Musikforeningen 1860, paa Det kgl. Teater 14/11 1909.

Oehlenschlægers Kilde er Vasari: »Vite de piu eccellenti pittori, scultori ed architetti«, hvor han har benyttet Biografierne af Correggio, Raffael, Michelangelo, Giulio Romano. Hertil kommer Indtryk af Kunst fra »Natten« og »Den hellige Magdalena« i Dresden til Freskerne i Parma, endelig personlige Rejseoplevelser.

Se Indledningen S. XXX-XLVII; »Provst Fr. Schmidts Dagbøger«, 1868, S. 88 og 133-134; S. Meisling i »Dansk Litteratur-Tidende for 1811«, Nr. 12, S. 177-191 (Replik hertil af F. C. Sibbern i »Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn«, 1811, No. 61-63; Duplik i samme Blads Nr. 66-67 af 466 Meisling); F. C. Dahlmann: »Betragtninger over Oehlenschlägers dramatiske Værker«, 1812, S. 42-52; Jens Baggesen: »Danske Værker«, 2. Udgave, XII, 1847, S. 93-99; L. Tieck: »Kritische Schriften«, IV, 1852, S. 270-313 (Replik hertil af Oehlenschlæger: »Levnet«, II, 1831, S. 238 -249; af Sibbern: »Kjøbenhavnsposten«, 1828, S. 193- 195, 199-200, 213-215, og af Clemens Petersen: »Dramaturgisk Kritik«, 1860, S. 242-252); J. L. Heiberg: »Prosaiske Skrifter«, III, 1861, S. 257-258; H. Steffens: »Was ich erlebte«, VI, 1842, S. 259-261; C. Hauch: »Afhandlinger og æsthetiske Betragtninger. Ny Række«, 1861, S. 133 -199; Sibbern: »Om Poesie og Konst«, III, S. XIII-XVI; Georg Brandes i »Goethe og Danmark« (»Mennesker og Værker«, 1883, S. 27-29); Vilh. Andersen: »Adam Oehlenschläger. Ungdom«, 1899, S. 266-281.

Bidrag til Belysning af Digterens Opfattelse af Correggio-Figuren findes i »En Reise«, I, 1817, S. 25; II, 1818, S. 167, og i et Brev af 15. Maj 1823 til Skuespiller N. P. Nielsen (»For Romantik og Historie«, udg. af H. P. Holst, XIX, 1877, S. 93-95). Om Afstanden mellem Oehlenschlægers Helt og den historiske Correggio, som allerede Tieck skarpt fremhævede, kan anføres følgende tyskkategoriske Udtalelse af Kunsthistorikeren Julius Meyer (»Correggio«, 1871, S. 16): »Neuerdings hat sich bekanntlich die Romantik dieses rührende Konfliktes einer grossen Künstlerseele mit dem Elend bemächtigt, und Oehlenschläger in seinem Trauerspiele Correggio (1816) aus der Mischung jener Anekdoten mit eigenen Zuthaten von der krassesten Unwahrscheinlichkeit ein so jämmerliches Zerrbild von des Meisters Leben und Wirken zu Wege gebracht, dass von dem Original auch nicht der kleinste Zug geblieben ist«.

265

Maria Sophia Frederika Dronningens Navne.
I hans Hal, som paa hans Fødselsdag »Correggio« opførtes første Gang ved Festforestillingen i Anledning af Kongens Fødselsdag 29. Januar 1811; Oehl. havde i Forvejen oplæst Tragedien for Kongehuset (»Erindringer«, III, S. 14-15).

467

267

Atropos en af Skæbnegudinderne (Moirerne) i den græske Mytologi.
Poulsen Maleren Erik Pauelsen (1749-1790).
Juul Jens Juel (1745-1802), det 18. Aarh.s ypperste Portrætmaler i Danmark.
Abildgaard Nicolai Abildgaard (1743-1809), Direktør for Kunstakademiet.

268

en Longobard Correggio stammede fra Lombardiet, som Longobarderne (efter Saxo nordiske Udvandrere) havde taget i Besiddelse i det 6. Aarh. e. Kr.
Vaterpas Lodbræt; Redskab, som anvendes i Bygningskunsten til Bestemmelse af et Plans vandrette Stilling.

271

Agnus Dei-Stav en tynd korsdannet Stav, som ofte ender med en Sejrsfane. I den kirkelige Kunst bæres den af Gudslammet (Agnus Dei), ofte ogsaa af Johannes Døberen.
Maleriet nærmest af Correggios Billeder svarer Madonnabilledet i Museo Artistico Municipale, Milano, til Situationen ved Tragediens Begyndelse. Her sidder Moderen med sit Barn paa Skødet; den lille Johannes bøjer sig mod Jesusbarnet med sin Agnus Dei-Stav i Haanden. Hvorvidt Oehl. har set dette Billede, lader sig ikke med Sikkerhed afgøre, men alt synes at tale derfor.

273

umærkelig ubemærket.

276

Dunst Taage.

277

lad af at græde den tyske Udgave (1816): »So lass' das Weinen!«
Silfe Sylfe; Luftaand.
Magdalena det kendte Billede i Dresden, som dog næppe er et Arbejde af Correggio, højst en Kopi efter en nu tabt Original.

278

Hvad Godt er, bringer Held Ordspillet er bedre i den tyske Udgave:

Gottinn, Heil'ge!
Ey nun, das sind zwey Namen einer Sache;
Was gut ist bringt uns Heil, das Heil is gut!

468

Dødningehovdet paa Correggios Magdalene-Billede findes intet Dødningehoved. Muligvis har Oehl. i sin Hukommelse blandet det sammen med Battonis Billede med samme Emne (Tieck: »Kritische Schriften«, IV, S. 284). Efter Tiecks Mening er Billedet galt fortolket her; det forestiller nemlig Overgangen fra det verdslige Liv; Øjeblikket, hvor Evigheden aabner sig for det skønne Sansemenneske, men ikke den kontemplative Ro efter Omvendelsen. Tieck opkaster iøvrigt flere Gange bekymret det Spørgsmaal, om just dette lækre Billede af Synderinden kan siges at være rigtig egnet til Opbyggelse for Eremiter (smst. S. 285), endsige da til at omvende Røvere, som det sker i Tragediens femte Akt (smst. S. 309-310).

280

Plankeværk den tyske Udgave har Væggen (die Wand). I det følgende viser den danske Tekst nogen Usikkerhed paa dette Punkt (smlgn. S. 281).
et morsomt Stykke Karl »ein närr'scher Kerl«.

281

Han giorde mig der Benet »Er machte mir die Beine«.

282

den gamle Knebelsbart »der kleine Schnurrbart«.

283

I atten Aar er Rafael alt død Raffael døde 1520, Correggio 1534.
som ej er døde bedre paa Tysk: »die noch nicht todt sind!«
Natten Hentydning til Correggios berømteste Billede »Hyrdernes Tilbedelse« (la notte) i Dresden.

284

jeg sammenligner mig ... ei med de Udødelige Vasari fremhæver Correggios ringe Tanker om sig selv; han »indbildte sig heller ikke at udøve sin Kunst, hvis Vanskeligheder han kendte, med den Fuldkommenhed, som han gærne havde naaet.«
Jeg kiender deres Værker ej engang »Hans Arbejder var herlige, skønt han hverken kendte Antikens Værker eller den nyere Tids betydelige Arbejder, hvorfor det er let at forstaa, at han, hvis han havde faaet dem at se, vilde have naaet en endnu højere Fuldkommenhed.« At Correggio skulde have levet i Landsbyensomhed uden Lejlighed til at modtage Indtryk af samtidig Kunst, er iøvrigt ganske uhistorisk. Oehl. opgiver 469 ogsaa senere i Stykket denne Tanke (se f. Ex. S. 325, 373, 374).

286

daarlig taabelig (»thöricht«).
Vædde vi? »Wetten wir?«

287

Værtskab »Wirthschaft«.

288

en fattig Synder »ein armer Teufel«.

289

undværer jeg dig »entbehr' ich dich« (dvs. savner jeg dig).
Kardinalers Broderdøttre Kardinal Bibiena søgte forgæves at overtale Raffael til at gifte sig. Tilsidst fik han en Forlovelse istand mellem Kunstneren og sin Niece Maria, Raffael udsatte imidlertid stadig Brylluppet, som aldrig blev til noget (Vasari).

293

Platfonden Loftet.
en Elsker den tyske Tekst har Liebhaber; Ordspillet er gaaet tabt i Oversættelsen. Smlgn. ogsaa Elskningen for Liebhaberey.

294

Det er jeg selv »Das bin ich selbst«.

295

høit i det højeste.

296

En Adelsmand bør skatte alt det Ædle »Ein Edelman muss alles Edle schätzen«.

298

I har viist en sielden Kunst »Ihr habt hier viele Kunst gezeigt.«

299

S. Giuseppo, S. Giovanni 1521-23 dekorerede Correggio Kuplen i S. Giovanni Evangelista i Parma (»Johannes' Syn paa Patmos«); 1526-30 smykkede han Domkirkens Kuppel med Fremstillingen af Marias Himmelfart. Se Oehl.s »Erindringer«, II, S. 185 -186.

300

Hiertensdreng »Herzensjunge«.

304

Den store Rafael er død deraf Vasari antyder, at Raffaels erotiske Umaadeholdenhed har været Aarsagen til hans tidlige Død.
fem Bajocs ca. 25 Øre.

306

Giotto (ca. 1266-1337), berømt italiensk Maler, Dantes samtidige og Ven; Cimabue (ca. 1240-ca. 1302), hans Forgænger og Lærer. Der findes ingen Værker af de to Mestre i Correggio. 470 den hellige Lucas ifølge Legenden var Evangelisten Lukas Maler.

307

Formeren bedre paa Tysk: »der Bildner«.

308

den kraftige Enfoldighed »die Einfalt und die stille Kraft«.
Sølverfløie Sølvvinger (»Silberflügel«). Oehl. har aabenbart tænkt paa en af de to berømte smaa Engle paa Raffaels Sixtinske Madonna.
en Seraphim med sex uhyre Vinger rigtigere: en Seraph; Seraphim er den hebraiske Flertalsform. Smlgn.
Cherubim nærværende Udgave II, S. 95 og Noten dertil. Seraferne er seksvingede Væsener, der staar omkring Guds Trone (Esaias 6, 2-3).
Uriel i den senjødiske Teologi Navn paa en af Erkeenglene (som Michael og Rafael).
Jeg er en gammel Dreng til dette Vers findes intet Sidestykke i den tyske Udgave.

312

Battista (it.) Døber.
Saa har I altsaa seet af mine Sager? »Habt Ihr von meinen Sachen was gesehn?«
Attributer eller Eqvipage »Nun - Attributen, Stuten, das ist Eins.« Ordspillet er gaaet tabt ved Oversættelsen.

313

den Vært som frit beværted den store Rafael denne Anekdote synes at være Oehl.s egen Opfindelse.
i Livet »im Herzen«.

314

Bevares Gud! »Bewahre Gott!«
per Bacco! ved Bacchus!
Han giør mig ingenting »Er macht mir nichts«.

315

Han kalder det: »Lidt Hvede, megen Klint« »Er nennt es viel Geschrey und wenig Wolle«. Den videre Udførelse af det tyske Ordspil er meget søgt i den danske Gengivelse.

316

hveden hvorfra.

322

Men tegne kan I ej Vasari erklærer, at Correggio har naaet det højeste Mesterskab som Kolorist, medens han ikke var saa betydelig som Tegner.
væmmelig den tyske Tekst har »fratzenhaft« (dvs. karikaturagtig).

471

324

Dryadernes Viinhøst en lille Karneol fra Renæssancetiden med en Fremstilling af Dryadernes Vinhøst, som endnu findes, skal efter Traditionen have tjent Michelangelo som Signet (Boysen).
træder træder ind.

325

Giulios og Lorenzos Grave Michelangelos berømte Gravmæle over de to Mediceerfyrster i S. Lorenzo i Florens er først paabegyndt ca. 1529, kun faa Aar før Correggios Død. Figurerne paa Giulianos Gravmæle forestiller Natten og Dagen, de paa Lorenzos Morgendæmringen og Skumringen. Oehl. husker derfor forkert, naar han nedenfor taler om Dagen paa Lorenzos Grav.

326

dog dødt og sorgfuldt rettet 1832 til: dog strengt og sorgfuldt.
Dannelser »Gestalten«.
Er jeg en Kunstner ej? O jeg er ikke nedrig! Tydeligere i den tyske Tekst: »Bin ich auch kein Künstler? Niederträchtig bin ich nicht«.

327

ene, uden ved dit Arbeid »Allein dich, und beym Bilde nicht zu sehn«.

328

Lad denne Malen »Lass dieses Mahlen«.

329

Og kan jeg ikke vorde Kunstner o. s. v. præcisere i den tyske Tekst:

Und kann ich nicht ein guter Künstler werden,
Ich will ein guter Mann, ein Vater seyn.

330

til det Bedre! »es recht zu machen«.

332

den skal endnu tilhøre mig »der soll noch mir gehören«.

333

Iris, Regnbuens, Farvernes Personifikation.
heel, heelt »Sehr, sehr!«

337

Jert Billed er guddommeligt - Geniets Virkning disse tre Vers findes ikke i den tyske Udgave.
f eiler intet »fehlt nichts«.

341

det Sixtiniske Kapel i Vatikanet, hvor Loftet og Endevæggen er smykket med Michelangelos Hovedværker paa Malerkunstens Omraade.

343

at leve med ham »mit ihm zu leben« dvs. at omgaas ham. 472 Kronos Zeus' Fader, Verdenshersker efter Uranos, frygtede sine egne Børn og slugte dem derfor umiddelbart efter deres Fødsel; kun Zeus blev reddet.
Prometheus Titanen, der dannede Mennesket af Jord og Vand og hentede Ilden til Menneskene fra Himlen.

347

Foragt ej Talen! - ufri Grund disse syv Vers findes ikke i den tyske Tekst.

349

Leda, Danaë berømte mytologiske Malerier af Correggio, det første findes nu i Berlin, det andet i Rom; begge skildrer Zeus' Elskovseventyr med jordiske Kvinder.
Dag maaske Hentydning til Correggios Billede »Madonna di S. Girolamo« (Parma), der har faaet Tilnavnet »il giorno« (Dagen).

350

selv Stoffets Efterligningdvs. selve Stoffets Efterligning. (»Der Körper selbst, die Farbe und das Leben mit Licht und Schatten«).
Forbindelsen Kompositionen (»Die Verbindung«).

351

Jesu Moder Madonna med den døde Kristus paa sit Skød (»Pietà«), Marmorgruppe i Peterskirken, Rom.
Eders Adam »Menneskets Skabelse«, Loftsmaleri i det sixtinske Kapel, Rom.

352

Dannemand »Biedermann«.
Forstaaer han Velsk En Italianisering af Talemaaden: forstaar du Dansk?

353

Jo vist! det giør han strax træffer ikke ganske den tyske Originals »Da hätt' er was zu thun« (Saa vilde han faa noget at bestille!).

354

da Paven tvang mig til at male Michelangelo maatte efter Pave Julius II' Befaling afbryde Arbejdet paa hans Gravmæle for at dekorere Loftet i det sixtinske Kapel. Da han ikke tidligere havde malet Fresker, tilbød nogle Kunstnervenner fra Florens og Rom deres Hjælp, men blev hurtigt sendt hjem af Mesteren. Han besluttede sig til at fuldføre Arbejdet ganske alene og tillod ingen at faa Adgang til Kapellet. Da Paven engang vovede sig derind, kastede Michelangelo Brændestykker efter ham oppe fra Stilladset. (Vasari). - Ifølge Vasaris Beretning tilendebragtes 473 Værket paa 20 Maaneder; i Virkeligheden tog det Kunstneren fire Aar.
af Templet drev, som Duekræmmere Hentydning til Jesu Uddrivelse af Kræmmerne af Templet (Matth. 21, 12).
Bildning »Bildnerey«.

358

mens Hesten fores i senere Udgaver rettet til mens Hesten hviler, hvad der dækker den tyske Tekst (»während das Pferd ruht«) og passer bedre til den følgende Verslinie.

361

kom fra Himlen selv en Angelo Ordspil paa Engel (angelo).

362

Cyclopen Kykloperne var énøjede vældige Kæmper, som boede i Jorden og havde deres Smedie i de ildsprudende Bjærge.
tømmer Kilden den tyske Tekst har blot »die Quelle trinkt«.
aander i et Glædesliv »athmet freudenreiches Leben«.

363

Vel føder ofte Bierget kun en Mus Hentydning til Horats' Ars Poetica, V. 139: »Parturiunt montes, nascetur ridiculus mus« (Bjergene skal føde; der kommer en latterlig lille Mus til Verden).

367

Reggio By i Norditalien, 26 Kilometer ØSØ for Parma. I Reggio fandtes Correggios »Nat« paa Vasaris Tid.

368

saa himmelsk som hendes Navn Coelestina betyder den himmelske.
Det giver sig med Tiden, naadig Herre! Battistas Svar er uforstaaeligt; Forklaringen giver den tyske Tekst, hvor Ottavio nemlig har sagt: »mich liebt sie nicht«.

369

Hvad mig for Hovdet staaer »Das Einzige, was mir bedenklich scheint«.
staaer jeg i en Maadedvs. sidder jeg net i det!

370

Jeg maa endnu forklare mig i Dag »Ich muss ihm heute noch den Vorschlag thun«.
Calabreser Calabrien er Italiens sydvestligste Halvø; som Syditaliener er Battista mere varmblodig end sine lombardiske Landsmænd.

371

Veien saa lang der er 40 Kilometer mellem Parma og Correggio.

474

372

En gammel Kone Tieck gør opmærksom paa, at de her skildrede hollandske Genrebilleder og Nature morte-Stykker tilhører en Periode, der ligger 100 Aar senere i Tiden end Correggio, og at en italiensk Samler i det 16. Aarh. næppe vilde interessere sig for Kunsten nord for Alperne (IV, S. 293). Stedet er betegnende for Oehl.s egen Smag for Nederlænderne.
Flamlænder, Ubiekendt en saadan »Museumsetikette« er naturligvis ogsaa en Anakronisme.

373

»Messys!« Det Navn har jeg jo aldrig hørt Verset mangler i den tyske Udgave. Quentin Massys (ca. 1466-1530), Hovedmesteren i den gammel-nederlandske Malerkunst. Oehl. tænker paa hans »Gnierne«, hvor man dog kun ser to, ikke fire, Personer.
Mantegna Paduaskolens Mester (1431-1506), f. i Vicensa (ikke i Parma). Correggios Ungdomsværker er stærkt paavirket af ham. Billedet af Kongernes Tilbedelse er nu i Uffizierne, Florens.
Alberto Duro Albrecht Dürer (1471-1528); ogsaa dette Billede findes i Uffizierne.
Paa den anden Side Alperne ... er ogsaa Mennesker »Hinter den Bergen gibt's auch Menschen«. Oehl. har her moret sig med at indsmugle et Goethe-Ord: »Jeg mindes et Træk af hans yngre Liv, som passer sig her. Da han kom til Weimar, legede de engang Ordsprogslegen i et Selskab. Han bad om at maatte lege et Ordsprog med Wieland (som formodenlig gav sig en Air over ham), skrev Fielde med Kridt paa et Skiærmbræt, traadte bagved, bad Wieland giætte, og da denne ikke kunde, traadte Goethe frem igien, bukkede og sagde: »Mein Herr Hofrath! hinter dem Berge sind auch Leute«. (»Erindringer« II, S. 215-216).
Lionard da Vinci (1542-1519); Billedet er vel Portrættet af den unge Prinsesse (Beatrice d'Este?) i Ambrosiana, Milano, som nu menes at være et Værk af Ambrogio Preda.

374

Holbein Hans Holbein den Yngre (1497-1543).
Perugino den umbriske Skoles Hovedmester (1446- 1524); hans Kunst fik efterhaanden et noget stereotypt 475 Præg ved den stadige Gentagelse af de samme Hoveder, de samme Stillinger og Bevægelser.
Johan Bellin Giovanni Bellini (ca. 1430-1516), den første store venetianske Maler.
Fra Bartholomæo (1469-1517) blev Munk efter en religiøs Krise, fremkaldt ved Indtrykket af Savonarolas Domfældelse og Død. Hans »Hiob« findes i Uffizierne.

375

Jeg er ogsaa Maler ved Synet af Raffaels Hellige Cæcilia i Bologna skal Correggio have udbrudt: Anch'io sono pittore! Historien fortælles af Pater Sebastiano Resta, Slutningen af det 17. Aarh.

378

en trofast Mand »ein schlichter Mann«.

382

Er I da lykkelig? Korrektere i den tyske Tekst: »Seyd Ihr denn glücklicher?«
den vellystige Bagerkone 2den Udgave har: den sandselige Fornarina. La Fornarina (Bagersken; Navnet stammer først fra det 17. Aarh.) er et berømt Billede af Raffael i Uffizierne (dets Ægthed er dog omstridt), der ifølge en senere Overlevering skal forestille Kunstnerens Elskede.
Cardinalens stygge Broderdatter se Note til S. 289.

383

Og giorde Plan til Alle vores Lykke uheldig Gengivelse af »Ich woll't uns Alle drey so glücklich machen«.

385

Kuglen være Voldgiftsmand endnu 100 Aar senere var en Duel paa Pistoler noget ganske uhørt (Tieck S. 303).
Last rettes 1832 til Byrde.

388

Silvio ... Dorinda Hentydning til Guarinis Hyrdespil »Il pastor fido« (1598), hvor Hyrdinden Dorinda i lang Tid forgæves sukker for den mandige Jæger Silvio.

390

forlegen ej »Bist du verlegen nicht« dvs. er du ikke forlegen ved at.

391

skadelystne Skabning mere harmløst i den tyske Tekst: »neckendes Geschöpf«.

392

Nu forstaaer jeg hvorfor sig Grenen bøied »Jeg besøgte for sidste Gang Villa Borghese, hvor jeg saa ofte havde vandret og hvor jeg, medens jeg digtede 476 Correggio, fik Ideen til Scenen med Coelestina. Thi da jeg en kiølig Aften gik der og tænkte paa, hvorledes jeg skulde hæve Correggio paa en værdig Maade høit over den Fornærmelse, som Ottavio tilføier ham, holdt mig en Green i Laurbærhækken venlig tilbage ved Knaphullet af min Kiole; og den Tanke faldt mig pludselig ind: »En deilig, ædel Pige skal laurbærkrone ham« (»Erindringer«, II, S. 206).
et Billed »das Bild«.

393

Hun sætter ham Krandsen paa Hovedet »Stykket behagede ikke engang alle tydske Venner i Rom; men de Danske, og især Thorvaldsen, glædede det meget. Og aldrig glemmer jeg, da jeg der forelæste Stykket, og Christel Riepenhausen, paa det Sted, hvor Coelestina kroner Correggio, temmelig ligegyldig sagde: »Hm, det er smukt!« Thorvaldsen sprang op, saae paa ham med funklende Øine og raabte: »Nei, det er stort!« (»Levnet«, II, S. 243).

394

Hule »Halle«.
Dante Inferno, canto IV.
Malninger »Gemählden«.
Herkulstøtten vistnok Fejlhuskning; Oehl. tænker maaske paa Phidias' kolossale Zeusstatue.
Apelles Oldtidens berømteste Maler (4. Aarh. f. Kr.).
Palæstrina italiensk Kirkekomponist (1524-1594); hans Virksomhed faldt først efter Correggios Død.

395

Min Musa har i Sandhed ... Jeg har ej drømt! disse Vers findes ikke i den tyske Udgave.
I Kobber maa I tage denne Sum »Man fortæller, at han engang i Parma havde faaet udbetalt 60 Scudi i Kobber, og da han vilde bringe Pengene til Correggio for nogle Udbetalingers Skyld, havde han læsset hele Byrden paa sig og begivet sig paa Vej tilfods.« (Vasari). Correggio-Forskeren Julius Meyer bemærker til denne besynderlige Legende: »Wie albern ein solches Märchen an sich schon ist, ist mit Recht bemerkt worden: eine solche Summe in Kupfer, die wohl einer Last von drei bis vier Centnern gleich gewesen wäre, zu schleppen, dazu hätte es einer Goliath bedurft« (»Correggio«, 1871, S. 15). 477 Eders Fader var Lastdrager Correggios Far var Kunstmaler; han tilhørte en anset Familie i sin Fødeby.

396

Jeg er Jer Fiende, og vil blive det bedre Mening (jvnfr. det følgende) giver den tyske Tekst: »Ihr seyd mein Feind und bleibt's«.

397

Lasten (ty.) Byrden.

398

en Time ... til Ave Maria Klokken er altsaa 5.

400

Ved Opførelsen paa Burgteatret var femte Akt skaaret bort og Stykket endt godt (»En Reise«, II, S. 7-8).
Steentrapper Trappetrin (»Steinstufen«).
en gammel Røver paa sin Italiensrejse levede Oehl. i stadig Skræk for Røveroverfald og drømte fælt derom om Natten (under 7/3 1809 fortælles en karakteristisk Røverdrøm i hans »Wallfahrt nach Rom. Ein Tagebuch« i »Morgenblatt für gebildete Stände«, (1810, I, S. 158). Baggesen var ikke tilfreds med Valentino: »Den bodfærdige gamle Satan, der egentlig blot gjør blind Alarm i Stykket, og formodentlig kun er der, fordi vor Digter i alle sine Tragedier og Dramer endelig maa have en Djævel med i Spillet« (XII, S. 98).

401

Jovis Genitiv af Jupiter.
Hvad er dette? »Woher mag das wohl kommen?«

402

Paternoster Fadervor.
Absolution Syndsforladelse.
tilkomnedvs. tilkommende (»zukünft'ge«).
Courer Ilbud.
Viturino Deligencekusk i Italien.
give sig af Haabet det Smule, som jeg har »das Bisschen Hoffnung ihm zu geben«.

404

meget meer »vielmehr«.

405

Bønhas en, der driver et Haandværk uden at have Ret dertil som Mester i Faget.
stakkels fattige (»arme«).

406

rev kraftig sig fra Synden »riss sich kräftig von der Sünde«.
Ora pro nobis, Sancta Magdalena bed for os, hellige Magdalene.

478

409

ej finde andre Fugle der »soll nicht andre losen Vögel treffen«.

411

drikker begiærlig »Heden var betydelig, Solen brændte, og han søgte derfor at forfriske sig med en Drik Vand, men blev syg deraf; en hæftig Feber tvang ham til at gaa tilsengs, og han rejste sig ikke mere derfra« (Vasari). - I Virkeligheden blev Correggio syg i Februar og døde i Marts Maaned. Paa det Tidspunkt er det i Reglen endnu Vinter i Podalen, saa Heden kan ikke have gjort ham synderlig Fortræd (Jul. Meyer).
Rebekka rakte Abrahams Tjener en Drik fra Brønden og vandede hans Kameler (1. Mosebog 24, 10-20).

412

Jo vist! nu komme vi! samme Talemaade forekommer i »Aladdin« (nærværende Udgave II, S. 122 og Noten dertil).
det er mig saa ængsteligt! »es wird mir so ängstlich«.
en Vise »I Rom og Grotta ferrata digtede jeg min Correggio. Jeg var kommen til den femte Akt, da jeg faldt i Vandfaldet ved Tivoli. ... Erindringen af dette Fald gav mig Stoffet til Laurettas Sang«. (»Erindringer«, II, S. 204). Sangen er en - iøvrigt temmelig uheldig - Efterligning af Goethes Ballade »Der Fischer«.

413

forfærd forfærdet.

414

et Hurra »ein Jauchzen«.
Lombarde se Note til S. 268.

415

Giovanni selv Johannes Døberen.
en dobbelt Regnbu' »Jeg var hos Boghandler Frommann [i Jena] med Goethe; men kunde ikke ret glæde mig derover, fordi jeg var saa trangbrystet. Dog talede jeg ikke til nogen derom. - Da saae jeg ud af Vinduet, og opdagede en stor straalende Regnbue, hvori fornemmelig den grønne Stribe luede lyst, som Haabets Farve. Ved dette Syn svandt min Frygt; og et Par Dage derefter trak jeg mit Veir frit igien, da en gammel Læge der i Byen havde givet mig nogle Kampherdraaber. Men hin Dags Følelse, og Billedet af Regnbuen svævede for min Siæl, da jeg tre Aar derefter, 479 digtede den femte Akt af Correggio«. (»Erindringer«, II, S. 66). - En skøn Analyse af Regnbuemonologen findes i Hauchs Afhandling om »Correggio« (»Afhandlinger og æsthetiske Betragtninger. Ny Række«, 1869, S. 194).
Nu skal en anden skue - røre mangt et Bryst, før den forsvinder disse Vers findes ikke i den tyske Udgave.
Mausolæ Gravmæle.

417

Stakkels Efterslægt! »du kleine Nachwelt«.
Hensyn »Beziehung«.

419

Atropos se Note til S. 267.

420

Kan du forsage? den tyske Tekst har »Verzage nicht«, hvilket giver adskillig bedre Mening.
frygt dig ej »fürchte dich nicht«.
Blund se Note til S. 182.

429

paa Andres Forbøn »auf Ersuch zwey weltberühmter Künstler«.
Jeg siger dig det »Ich sag' es dir«.