Poetiske Skrifter IV - Det Kgl. Biblioteks tekstportal

↩

PALNATOKE

✂ Affattelsestid: »Palnatoke« er digtet i Paris Februar- April 1807. 14. Juni hjemsendte Oehlenschlæger Stykket; det kom i Juli Maaned til København. Rahbek, som fik Tilsynet med Trykningen overdraget, foreslog i sin Svarskrivelse af 2. August forskellige Ændringer, som Digteren tog Hensyn til. De endelige Rettelser og Tilføjelser kom Rahbek i Hænde den 20. Februar 1808, hvorefter han indleverede Tragedien til Det kgl. Teater, der den 4. November s. A. meddelte, at den var antaget til Opførelse. (Protocoll over afgaaede Breve fra Skuespil Bestyrelsen; Rigsarkivet). (Indledning S. VI-VII; »Levnet«, II, 1831, S. 105, 125; »Erindringer«, II, 1850, S. 114- 116, 130-131, 148; C. L. N. Mynster: »Mindeblade om Oehlenschläger og hans Kreds hjemme og ude, i Breve fra og til ham«, 1879, S. 105 127-131, 133-135, 138-139, 148 -149, 151, 158-160; »Breve fra og til Hans Christian Ørsted. Udgivne af Mathilde Ørsted«, I, 1870, S. 208, 211- 212, 253, 278-279, 284; »Uddrag af P. O. Brøndsteds Reise-Dagbøger. Samlet og udgivet af N. V. Dorph«, 1850, S. 33-34; C. M. Rosenberg: »Studier over Oehlenschlägers Hakon Jarl«, 1924, S. 36). Udkom i Marts 1809; Førsteudgaven er lagt til Grund for nærværende Udgaves Tekst.

433

✂ Senere af Digteren besørgede Udgaver i »Tragödier«, I, 1831; »Tragödier«, II, 1842; »Tragödier«, III, 1849. Opført første Gang paa Det kgl. Teater den 4. April 1809 (»Erindringer«, III, 1850, S. 17; »Af efterladte Breve til J. P. Mynster«, 1862, S. 48-49), hvor Stykket indtil 3. Oktober 1899 har oplevet 37 Opførelser. Palnatokes Rolle har været udført af Schwartz, P. Foersom, Dr. J. C. Ryge, N. P. Nielsen, Joh. Wiehe og Zangenberg. P. Heises Musik er komponeret til Opførelsen i 1867.

✂ Oehlenschlægers Kilde er P. F. Suhm: »Historie af Danmark«, Tome II-III, 1784-1787 (citeres som Suhm*)). Hans udførlige Excerpter af dette Værk findes paa Det kgl. Bibliotek, Ny kgl. Samling 2752, 4to, Fasc. V. I sproglig Henseende vidner Tragedin om Oehlenschlægers Studium af A. S. Vedel: »Kong Svend Haraldssøn Tiuveskæg« (1705); de bevarede Excerpter, nu i Prof. Vilh. Andersens Eje, tillader Læseren at kontrollere Digterens sproglige Laan i hvert enkelt foreliggende Tilfælde (Citeres som Vedel. - Se Paul V. Rubow: »Saga og Pastiche«, 1923, S. 11-12).

✂ Se Indledningen S. VI-XVIII; Oehlenschlæger i »Prometheus«, I, 1832, S. 81-85 [om Opførelsen 1832]; F. C. Dahlmann: »Betragtninger over Oehlenschlägers dramatiske Værker«, 1812, S. 28-33; J. L. Heiberg i »Prosaiske Skrifter«, III, 1860, S. 259-260; C. Molbech: »Studier over Oehlenschlægers Poesi«, 1850, S. 219-220; J. le Fevre Deumier: »Oehlenschläger. Le poëte national du Danemark«, 1854, S. 59-66; Clemens Petersen i »Fædrelandet«, 18. November 1867, Nr. 268, G. Brandes i »Kritiker og Portrætter«, 1870, S. 42-47 [begge om Opførelsen 1867]; P. L. Møller: »Adam Oehlenschläger«, 1876, S. 49-50; Kr. Arentzen: »Adam Oehlenschläger«, 1879, S. 280-286; Rasmus Nielsen: »Adam Oehlenschläger. Et Mindeskrift«, 1879, S. 80-92; Vilh. Andersen: »Adam Oehlenschläger. Ungdom«, 1899, S. 201-212; Ida Falbe-Hansen: »Øhlenschlægers nordiske Digtning«, 1921, S. 58.

* 434

✂ En Analyse af Bueskydningsscenen, sammenlignet med den tilsvarende i Schillers »Wilhelm Tell«, har Oehlenschlæger givet i »Om Evald og Schiller«, II, 1854, S. 203- 207 (delvis gentaget i »En Reise fortalt i Breve til mit Hiem«, II, 1818, S. 68-69, og »Erindringer«, II, S. 115). Af Interesse for Værkets Idé er Digtet: »Til Rahbek. Med Sørgespillet Palnatoke«, offentliggjort i N. H. Søtofts »Lyna. En Nytaarsgave for Aaret 1810«, 1809, S. 71-74. Et Tilbageblik giver Digtet »Nattephantasie« (»Fyensreisen«, 1835, S. 81-87), hvor Palnatokes Aand taler til Digteren.

✂ Staller Hofembedsmand ved de nordiske Kongers Hird; hans Opgave var at føre Tilsynet med Kongens Stalde (dvs. Hofmarskalk).

✂ Merkismand Bannerfører.

✂ min Krop længst faldet hen i Muld. Vedel S. 43: »Kroppen faldt hen i Muld«.

✂ Harald Klak Konge i Jylland, døbt af Erkebiskop Ebbo. Ansgar drog i hans Følge til Danmark (Suhm II, S. 25 ff.).
Gorm hin Rige Underkonge i Jylland ca. 850, lod sig døbe.
Frode Underkonge i Jylland under Gorm den Gamle. Erkebiskop Unni opnaaede ved Underhandlinger med ham, at Kristendommen paany fik Indpas i Jylland, hvorved Kirkerne i Slesvig og Ribe blev genoprettede (Suhm II, 571).
Kong Erik Erik I (den Røde) »blev Christen og tillod en Kirke at bygges i hans Land i Slesvig; Ven af Anscharius« (Oehl. - Suhm II, 167-168).
Isatte mig til Bisp Suhm III, 112.
han faldt ... for Hedningernes Pil »Alle de danske Fribyttere hadede Erik I for Christendommens Skyld og slog ham ihiel ved Flensborg« (Oehl. - Suhm II, 192-193).
Ebbo Erkebiskop af Rheims, fik pavelig Fuldmagt til at kristne de Danske (Suhm II, 44). De følgende Navne giver Rækken af Hamborg-Bremens Erkebiskopper fra Ansgars Tid til Harald Blaatands. 435Libentz Adaldags Efterfølger paa Hamborgs Bispestol; han fik Pallium af Pave Johannes XV og Bispestaven af Kejser Otto III (Suhm III, 186).

✂ Pallium hvid ulden Krave med paasyede sorte Kors; Tegn paa den erkebiskoppelige Værdighed.

✂ en Ladning Munke Hakon Jarl kastede Haralds Præster i Land ved Hals (Suhm III, 193).
Paternoster Rosenkrans.
Otho lærte mig at indsee Tingen efter en Træfning ved Slesvig mellem Otto I og Harald, hvor de Danske maatte rømme Marken, »blev der handlet om Forlig, og vedtog da Harald at lade sig døbe, tilligemed sin Dronning Gunhild, og unge Søn Svend, til hvilken Keiseren selv stod Fadder, hvorover han i Daaben fik det Navn af Svend-Otto« (Suhm III, 110).
Jeg var desuden stemt for Sagen »Harald var allerede Christendommen god, da Unni prækede i Danmark. Han tillod Adeldag at indsætte Bisper.« (Oehl. - Suhm III, 42).

✂ dit Mirakkel, Bisp, med Handsken Suhm III, 95 og 192; omtales ogsaa i »Hakon Jarl« (nærværende Udgave III, S. 330).
Hos Suhm skyder Palnatoke først Æblet af Sønnens Hovede, derpaa følger Skiløbet paa Kullen (III, 200- 202).

✂ qværsat sine Skibe har trukket sine Skibe paa Land (»at lade sine Skibe qværsætte«, Vedel S. 118).
moxen urigtigt brugt i Bet. fluks. Smlgn. nærværende Udgave III, S. 219.
Han er ei dragen slap paa Folk og Færsel han er ikke daarligt udrustet med Folk og Skibe (»Han er ikke dragen slap paa Kiøb og Folk fra ...«, Vedel S. 110).

✂ Svend Otho smlgn. Note til S. 6.

✂ Statholder i Vigen o. s. v. »Første Gang Svend gik til England var han 15 Aar gl. Han forlangte Del i Riget og blev Statholder i Vigen. Anden Gang fordrede og fik han 3 Skibe og 100 Mand til Sørøvertog. Tredie Gang forlangte han 6 Skibe, og fik dem med 436 utrøkkelig (!) Befaling aldrig meer at komme for hans Øine«. (Oehl. - Suhm III, 142-148). »Derpaa giorde H. B. Svend til Statholder i Skaane« (Oehl. - Suhm III, 150). - Vigen er Landet paa begge Sider af Oslofjorden.
Thrugil Sprakaleg Søn af den svenske Kong Styrbjørn i Jomsborg og Harald Blaatands Datter Thyra (Suhm III, 166).
et Ftillebarn »Islænderne giør Svends Moder til en Tienestepige Æsa« (Oehl. - Suhm III, 86).

✂ trøstløs maaske dannet i Analogi med ordløs = uordholden (Vedel S. 88).

✂ hvad du erholdt »Harald blev giort delagtig af Faderen i Regieringen« (Oehl. - Suhm II, 551).

✂ uplukket »De skal ikke komme uplukkede hiem fra det Gilde« (Vedel S. 115). Alle tidligere Udgaver har upuklet; denne Rettelse skyldes Christiane Heger, som ikke har forstaaet det vedelske Udtryk, og som derfor skrev til Rahbek, der hjalp hende med Korrekturen: »Det synes mig rimeligere, at han ikke vilde være kommet upuklet herfra«. (Vilh. Andersen: »Dansk Litteratur. Forskning og Undervisning«, 1912, S. 27-28).

✂ en Askurs Søn et Menneske. Smlgn. nærværende Udgave III, S. 85-86, 152.
næsedierv uforskammet (Vedel S. 19).
for forud for.

✂ giested beværted. Smlgn. f. Ex. nærværende Udgave II, 323, III, 88 og oftere.
selv frem for Kongen denne psykologiske Motivering for Haralds Nag til Palnatoke skyldes Oehl. Hos Suhm praler Palnatoke blot med »at ville med sin Pil nedskyde paa en anseelig Længde det mindste Æble sat paa en Stok« (III, 201).

✂ yske Svend Ungersvend (alm. Folkeviseudtryk).

✂ hiertegreben »At blive hiertegreben« (Vedel S. 130).

✂ grimslagen »At blive harmfuld og grimslagen« (Vedel S. 43).

437

✂ Ifald min Søn o. s. v. Smlgn. Schillers »Tell«, 2061- 63.

✂ Usedom Ø ved Pommerns Kyst, hvor Jomsborg efter Suhms Opfattelse (III, 164) skal have ligget.

✂ han dræbte Knud Dan-Ast under et Englandstog, som Harald og hans Broder Knud foretog sammen, blev Knud dræbt af en Pil fra et Baghold. Rygtet vilde senere vide, at Harald havde voldet hans Død (Suhm II, 597-598).

✂ Godfrid Kong Godfred (Gøtrik) blev dræbt 810, just som han forberedte den afgørende Kamp mod Karl den Store (Suhm II, 20).
Obotritter vendisk Stamme i Mecklenburg.
Erik Erik Sejrsæl.

✂ Blaamand Neger.

✂ luttrer smlgn. Indledningen S. VIII.

✂ Biørn Ironside Bjørn Jærnside, ifølge Suhm en Søn af Regnar Lodbrog. Sammen med sin Fosterfader, Normannerhøvdingen Hasting, indtog og brændte han Paris. »Derpaa sagde Hasting: Lader os gaae til Rom og underkaste os det som Frankrig« (Oehl. - Suhm II, 214).
Rolf Ganger-Rolf, der 911 fik Herredømmet i Normandiet.
Constantinopels Forstad »En Del af Hastings Normanner gik paa denne Tid til Grækenland og plyndrede der. De kom ... med en Flaade for Constantinopel og plyndrede Forstæderne« (Oehl. - Suhm II, 224-225).
Luna da Hasting forgæves havde belejret den italienske By Luna (ved Spezziabugten), lykkedes det ham ved en List at indtage den. Han lod det Rygte udsprede, at han var død, og hans Mænd bad da om at maatte begrave deres Høvding i Byens Kirke. Da Ligtoget var kommet indenfor Murene, sprang Hasting op og gjorde hurtigt Ende paa de forbløffede Borgeres Modstand (Suhm II, 214-216).
i Spanieland »I Spanien og Portugal plyndredes mange store Stæder og giordes stort Bytte« (Oehl. - Suhm II, 225). 438Orvarodd har grundet Ruslands Vælde Suhm II, 363; Orvarodd identificeres her med Oleg, en Vikingekonge, som 882 indtog Kiew og udvidede Nordboernes Rige, der var grundlagt i Novgorod.
i Afrika »926 giorde de Danske fra England et Tog til Afrika, ødelagde Byen Arzilla, indbudt af Vandalerne der« (Oehl. - Suhm II, 543).
Frie os o Gud, fra Nordens Helterasen »Skrækken for dem [Normannerne] var saa stor, at i St. Genovefæ Kirke til Paris og paa flere Stæder vare indsat i Litaniet: A furore Normanorum libera nos o Domine dvs. Fra Normanernes Grumhed frie os kiære Herre Gud«. (Suhm II, 395).

✂ Toke Palnatokes Bedstefar.
Veset Bue hin Digres og Sigurd Kappes Far; Strutharald er Far til Sigvald Jarl og Thorkil hin Høje. (Suhm III, 248).
Miseco ... gav mig Øen Usedom til Lehn »Miseco bragte Jomsborg under sig og Palnatoke tog det til Lehn af ham« (Oehl. - Suhm III, 173).

✂ Styrbiørn svensk Konge, Palnatokes Forgænger i Jomsborg. Han var Harald Blaatands Lensmand og Svigersøn (Suhm III, 165-166).
Dertil har ham Gud o. s. v. indtil Med mandig Styrke! disse Vers fandtes oprindelig ikke i Manuskriptet, men er tilføjet under Indtryk af Englændernes Overfald paa København i September 1807.
Den er en Træl o. s. v. inspireret af Schillers kendte Linier (»Jungfrau von Orleans«, 847).

✂ Nichtswürdig ist die Nation, die nicht
Ihr Alles freudig setzt an ihre Ehre.

✂ Scenen, hvor Vagn kastes ud af Vinduet, skyldes Oehl.s Opfindelse. Hos Suhm (og i Grundtvigs »Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord«) tilkæmper han sig med sit Skib Adgangen til Jomsborg. Vindveslaagen dvs. Lugen.

✂ kræve Kage »der blev et stort Blodbad, at mangen stolt Helt blev aftoet uden al Lud og Qvast, at han 439 ikke krævede Kage meer, efter den Dag« (Vedel S. 133-134).
Mimringtand Navn paa en meget lille, men drabelig Kæmpe, om hvem Nr. 18 i Første Part af Syvs Folkevisebog handler.
Du har dræbt ham i de senere Udgaver siges denne Replik af Palnatoke.

✂ Et braadent Sværd »Et brodent [urigtigt afskrevet af Oehl. for Tekstens brudet] Sværd at forlade sig paa i Nød og Trang« dvs. en upaalidelig Person (Vedel S. 60).
hvor ei det gielder Fingrene »At vove sig hvor det ej gielder Fingrene, men Liv og Hals« (Vedel S. 111- 112).

✂ Et Qvindehierte »Et blødt Qvindehierte« dvs. en Kryster (Vedel S. 89).
udstødte Ord er vendingsløsedvs. lader sig ikke kalde tilbage (Vedel S. 104). NB. Udstødte Afskrivningsfejl for Vedels udskødte.
Hvor han sin Fiende Stykke gav for Stykke »At give Een Stykke for Stykke og Raadt for Usødet« (Vedel S. 113. - Usødet = ukogt).
Fortællingen om Thorvald Vidførle findes hos Suhm III, 223-226. Allerede dér er Oehl.s Humanitetsideal foregrebet, idet Suhm tilføjer: »Glædeligt er det i denne raae og Blod-Alder at finde undertiden ædle Mænd af saa rar en Tænkemaade, at den endog vilde hædre vor Tidsalder.« Iøvrigt havde Oehl. et personligt Forbillede for Thorvald i sin Svoger Carl Heger. Se Fru Rahbeks Brev til Oehl. 2. August 1807: »Hufe [Carl Hegers Bakkehusnavn] kan slet ikke finde sig i sin Lykke, og siger, at han er en net Thorvald«, samt Oehl.s Brev til Rahbek, Marts 1808 (Mynsters »Mindeblade« S. 133 og 158).
Palnatokes Lovgivning skildres hos Suhm III, 181 ff.

✂ Jeg eier selv en trofast Viv i Bretland »I Bretland blev Palnatoke gift med Stefnir-Jarls Datter Olufa (Oehl. - Suhm III, 141).
Blødhed kommer kun fra Qvinderne Oehl. havde oprindeligt 440 skrevet: »Tvedragt kommer kun fra Qvinderne« (»Breve til og fra H. C. Ørsted«, I, S. 212).

✂ hans Straaler Solen.

✂ Hildur se Note til nærværende Udgave I, S. 71.

✂ det Minde Oehl. tænker aabenbart paa den store Jellingesten, der med digterisk Frihed flyttes til Sjælland.

✂ saaest du nogentid en større Byrde »Kong Harald var nu i Begreb med at fløtte [Stenen], da just en kom til ham, som havde været tilstede paa Thinget, hvor Riget var bleven taget fra ham, og givet hans Søn. Denne spurgde han ad, om han nogensinde havde set en større Byrde bevæges ved Menneskekræfter; Hin svarede, at han nyligen havde seet det, og da Kongen vedblev at vilde have Oplysning herom, sagde han endeligen: Jeg var tilstæde, da Danmark blev dragen Dig unden, døm nu selv, hvilken Byrde er størst« (Suhm III, 203).

✂ Eivind Skeira Eyvind Skreja [sic] nævnes hos Suhm som Anfører for Haralds Flaade, der hjalp Eriksønnerne i Norge mod Hakon Adelstensfostre (II, 556).
Holke, Espinger, Dromunder, Knurrer Dromunder var store Krigsskibe, Knorrer og Holke Transportskibe, Espinger smaa Fartøjer (Boysen). Espinger og Holke har Oehl. noteret sig hos Vedel (S. 27 og 113); Knorrer fandt han i en Note hos Suhm (II, 574) om de Danskes Skibsmagt; ogsaa Dromunder forekommer hos Suhm, mest som Betegnelse for Skibe paa Middelhavet.

✂ Scenen mellem Palnatoke og Popo har intet Forbillede hos Suhm.

✂ Biarmeland det nordlige Rusland ved Hvidehavet.

✂ Vehiculum (lat.) Redskab til at befordre noget med; Hjælpemiddel.

✂ Havamaal den Højes Tale; Læredigt i den ældre Edda, lagt i Munden paa Odin.

✂ naar Sværdet drages o. s. v. »Naar Sværdet er draget da er endda Seiren i Himlen hos Gud« (Vedel S. 108).

✂ I har afskaffet Tvekamp »Saxo vil, at fra den Tid af blev Tvekamp afskaffet i al Rettergang til at udforske 441 Sandheden ved, og derimod den Prøve ved gloende Jern indført« (Suhm III, 96 samt udførligere 206).

✂ bag en smidig Silketunge, et Blaargarnshierte »Et Blaargarns Hierte under en Silketunge« (Vedel S. 119).
Da alt I seer, til hvad Kant Vognen hælder »Mange skyde efter Vognen naar den hælder« (Vedel S. 59).
Og troer, en tapper Fyrstedvs. og tror, at en tapper Fyrste.

✂ Bliv atter Skaffer for Brunos Klosterkiøkken »Poppo som havde været Oekonomus hos Erkebiskop Bruno i Cøln, blev Aar 966 kaldt til Danmark af Jarl Otho« (Oehl. - Suhm III, 95).

✂ baster ham »At blive ført bunden og bastet« (Vedel S. 38).

✂ Scenen i Fængslet er digtet over Suhms Beretning om Thorvald Vidførle (III, 223-226). Det var paa et Englandstog, at Thorvald paa den i Tragedien fremstillede Maade havde haft Lejlighed til at befri Kong Svend. Oehl. har henlagt Episoden til Striden mellem Kong Harald og hans Søn.
Borderanden Rælingen.
giøre den samme Skiel behandle paa samme Maade; gøre Gengæld.

✂ Lemmen Finessen med Faldlemmen er naturligvis et romantisk Tillæg til Historien.

✂ Veland Vølund, Oehlenschlægers Vaulundur. Smlgn. nærværende Udgave, Bd. II.

✂ i Skoven ind i Skoven.

✂ Karfunkler se Note til Bd. II, S. 8.

✂ et Slegfredbarn Toke, Palnatokes Bedstefar, havde »en Frille-Søn ved Navn Fiølnir. Toki døde ud paa Høsten mod Vinteren, ... hvorpaa begge de ægte Sønner [Aki og Palnir] tiltraadde Arven. Fiølnir, som var en vittig og ond Mand, paastod og at arve, men de vilde ikkun overlade ham den tredie Del af Løsøret, hvorimod han fordrede den tredie Part af alle 442 Eiendelene. Imidlertid modtog han den tredie Del af Løsøret, men drog misnøiet bort, og til Kong Harald, hvis Hofmand og Raadgiver han blev, og satte da sine Brødre ud hos Kongen« (Suhm III, 139).
Rolf var ikke noget Slegfredbarn, men kunde ganske vist »takke fyrig Elskov for sin Fødsel«, idet hans Fader Helge uden at vide det havde ægtet sin egen Datter Yrsa.
at straffe Aki Fiølnir raadede Kongen til at lade Broderen Aki overfalde og dræbe; Harald sendte da ti Skibe ud mod Akis to og overvandt ham (Suhm III, 139-140).

✂ forekommer kommer i Forkøbet.
St. Sebaldus død ca. 801; efter Legenden var han en dansk Kongesøn, som Dagen efter sit Bryllup forlod Hustruen, drog til Rom paa Pilgrimsfærd og endte som Eremit ved Nürnberg, hvis Værnehelgen han er. Han har ikke været dyrket i Danmark paa Harald Blaatands Tid.
Purpurpel kostbart, purpurfarvet Silketøj.

✂ IRoskilds Kirke vil jeg jordes o. s. v. »Udi Roskilde Domkirke staaer paa den Nordre Pille i Choret en Konge afmalet med Krone paa Hovedet; hans Haar og Skieg er lysebrunt, Skiærfet, som hænger over hans Skuldre og Bryst, er brandgult; Kiortelen castaniebrun; Skiærfet omkring Livet himmelblaat, og Strømperne brunrøde; Under ham læses: Haraldus Rex Daniæ, Angliæ & Norvegiæ o. s. v.« (Suhm III, 238). Suhm tilføjer, at Kongens Ben findes »i en indmuret Tinkiste udi Pilleren«, men at Maleriet ikke kan være ældre end fra det 15. Aarh. Smlgn. Digtet »Roeskilde Domkirke«, nærværende Udgave I, S. 127-128 og Noten dertil.

✂ Heidreks Sværd Tyrfing.
Maanen skine Oehl. kendte dette Stev fra Normanden Lyder Sagen, hyppig Gæst paa Bakkehuset (Rahbek i Fortalen til »Aage og Else, en gammel Ballade«, 1810, S. 8-9; Lyder Sagen i Nyerups »Idunna«, 1812, S. 59-60).

443

✂ Svale Svalegang; tagdækket, fortil aaben Udbygning paa et Hus, der forbinder forskellige Rum.

✂ Støvler med Kløverblad Ridderstøvler, hvis Skaft foran er udskaaret i Kløverbladsform; Oehl. huskede dem formodentlig fra sin Skuespillertid.

✂ Gaffel Anakronisme; de ældste kendte Gafler i Danmark stammer fra det 16. Aarh.
Her er jeg i min egentlige Dragt »Et morsomt Tilfælde indtraf, da jeg digtede Stykket. Det var en Aften silde (tvertimod Sædvane; thi jeg digter sædvanlig om Morgenen), at den Idee faldt mig ind om Harald Blaatand, at han kommer ind i Liigklæderne og siger: »Her er jeg i min egenlige Dragt etc.« Dette Billede stod saa levende for mig i sin første Oprindelse, at jeg blev forskrækket, løb ind til Brøndsted, gad ikke være alene, og bad ham spille mig noget lystigt paa sit Pianoforte« (»Erindringer« II, S. 116). Se ogsaa: Vilh. Andersen: »Adam Oehlenschläger. Eftermæle«, 1900, S. 174-175.

✂ Surtur se nærværende Udgave III, S. 154 og Noten dertil.

✂ Op, ei til lystigt Gilde! Citat af Bjarkemaalets anden Strofe hos Peder Syv (»200 Viser om Konger, Kemper oc Andre«, 1695, S. 420; Fierde Part, No. I: »Bjalkemaal hiin gamle«). Hjalte kvæder det for at vække Bjarke til Kampen for Rolf.
baarde slaa.

✂ hans Stierne Thors Stjerne maa være Karlsvognen; smlgn. nærværende Udgave III, S. 337.
Mummespil Oehl. har hos Vedel noteret sig »Mummesag, forborgen Sag« (Vedel S. 69). Smlgn. Mummeskiul S. 122.
Siofna se nærværende Udgave II, S. 30 og Noten dertil.

✂ Det siger I, og ikke jeg min Herre Dronning Thyras bekendte Replik til Gorm, da han forstod, at Sønnen Knud Dan-Ast var død.

✂ En Piil! den samme Piil, jeg stak i Barmen i sit Brev af 2. August 1807, hvor Rahbek kvitterede for Modtagelsen 444 af »Palnatoke«, udtalte han Ønsket om, »at du i bemældte Scene [hvor Palnatoke dræber Kongen] havde nyttet den for dig liggende Idee, at minde os om, at den Piil, for hvilken Harald falder, er den Palnatoke giemte, da han udsendte den anden efter sin Søns Hoved« (Mynsters »Mindeblade« S. 128). Palnatokes Replik synes altsaa indsat for at imødkomme Rahbek og maa vel høre til de »Forandringer til Palnatoke«, som denne i et senere Brev (21. Februar 1808; smst. S. 148 og 151) erklærede sig særdeles tilfreds med.
Tusmørket Ragnarok betyder Tusmørket, der indleder Verdensundergangen.

✂ vender Billedet om Staffelibilleder i det 10. Aarhundrede er naturligvis en Anakronisme.

100

✂ Knud Dan-Ast smlgn. Noten til S. 27.

101

✂ Scenen mellem Palnatoke og Harald viser allerede rent metrisk - det højtidelige Trimeter, der afløser Blankverset - hen til sit Forbillede: Montgomery-Scenen i Schillers »Jungfrau von Orleans« (II, 7, 1580 ff.).

102

✂ I Skildringen af Haralds Død staar Digteren ganske frit overfor sin Kilde. Hos Suhm gik Kongen med 11 Mand ind i Skoven »og giorde der Ild op for sig; Noget efter gik han afsides; Denne Leilighed paste Palnatoke paa, og skiød til ham med en Pil, som gik ind bagfra, og ud af Munden, saa at han faldt strax død ned« (III, 204).

107

✂ Selv har jeg draget den af Kongens Hierte da det dagedes, meldtes Kongens Fald, »thi Fiølnir havde strax trukket Pilen ud af det døde Legeme, og fundet den belagt med Guld« (Suhm III, 207).

108

✂ Viggo Rolf Krakes Hævner.

109

✂ IAften holder jeg min Faders Gravøl af dramatiske Grunde har Oehl. koncentreret Begivenhedernes Rækkefølge meget stærkt. Hos Suhm indbød Svend sin Fosterfader Palnatoke til Gravøllet; denne undskyldte sig, drog næste Foraar til England, men lovede først 445 det følgende Aar (993), da Kongen truede ham med sin Vrede, at komme tilstede. Han indfandt sig sent en Aften under et Gæstebud i Spidsen for 100 Mand, forberedt paa det værste, thi »det var ham ikke ubekiendt, at hvor høit Forræderiet end elskes, hades dog Forræderen.« Derpaa fulgte Optrinet med Pilen, som Kongens Kertesvend Arnoddur bar rundt, og Svend befalede sine Mænd at gribe Palnatoke. Denne huggede Fjølnir ned, forlod uskadt Kongshallen med sit Følge og sejlede til Jomsborg, hvor han senere døde af Sygdom (III, 242-247).

112

✂ Hvo stod i Dag paa Thinget mandelig Suhm III, 208; sammesteds fortælles, at mange ønskede Palnatoke selv til Konge, men at han afslog det og talte Svends Sag. Se S. 113.

118

✂ Skosvend (oldn.) Kammertjener.

120

✂ hugprud højsindet.
Vagnhoft en Jætte, der i Vedels Saxooversættelse nævnes i første Bog under Kong Hadding. Suhm fortæller, at Hadding paakaldte »sin Farfaders Fosterfader Vagnoft, som tilligemed var en Jotisk Guddom. Han skal og have ladet sig see med sit krumme Sværd, hvilke Slags Sværde troedes af vore Forfædre, altid at føre en Art Troldom med sig« (I, 1782, S. 119). Hvorfor Oehl. har villet symbolisere Fristelsen i Vagnhofts Person, lader sig næppe forklare af Kilderne. Se ogsaa »Hroars Saga«, 1817, S. 225-226.

124

✂ Ceremoniellet under Gravøllet er hentet fra Suhms Skildring af Gildet i Ringsted, hvor Kong Svend fejrede Strut-Haralds, Vesets og sin egen Fars Gravøl, og hvor Jomsvikingerne aflagde deres ubesindige Løfte at angribe Hakon Jarl. Palnatoke var ikke tilstede ved denne Lejlighed. »Først bleve de Skaaler bragte om i Horn, kaldte Minni, som drukkes til afdøde Venners og Frænders Minde. Derefter blev det saa kaldte Brage-Begger indbaaret, som Arvingen, der holdt Giæstebudet, først maatte drikke, og derved 446 giøre et Løfte, hvilket alle Nærværende maatte ogsaa drikke, og giøre noget Løfte ved« (III, 261).

131

✂ nyde Livet »At nyde sit Liv (beholde)« (Vedel S. 18-19).

133

✂ Fostre Fostersøn.

Oehlenschläger, Adam Poetiske Skrifter IV

PALNATOKE