Larsen, Karl Set og tænkt under den store Krig

KARL LARSEN

📖 SET OG TÆNKT
UNDER DEN STORE KRIG
ANDEN SAMLING

ERSLEV & HASSELBALCHS FORLAG
FOR NORGE: SCHETELIGS BOGHANDEL
KR1STIANIA

2

Copyright 1915
by
Erslev & Hasselbalch,
Copenhagen.

Krohns Bogtrykkeri.

3

FORORD TIL ANDEN SAMLING

AF nærværende Samling har »En slagfærdig Polemiker ikke tidligere været trykt og »Nogle franske Breve under Krigen« kun i den norske »Aftenposten«; de øvrige Artikler fremkom fra Juli til Oktober d. A. i den norske »Aftenposten« og i »Politiken«s Kronik som en Fortsættelse af de Afhandlinger, der foreligger som første Samling af »Set og tænkt under den store Krig« (2. Udgave af »Under den store Krig«). »Fredeligt og Krigersk« og »Ved den tyske Vestfront« II er gengivne efter »Aftenposten«s Aftryk, idet jeg ved disse Artiklers Offentliggørelse i »Politiken« af Pladshensyn foretog et Par mindre Forkortelser.

København, i Oktober 1915.

Karl Larsen.

4

        

I

INDHOLD

  • Side
  • Fredeligt og Krigersk........................................5
  • Paa Vej til den tyske Vestfront..............................11
  • Under Krigens Hjul...........................................20
  • Ved den tyske Vestfront......................................28
  • Nogle franske Breve fra Krigen...............................47
  • Østrigsk Aand................................................68
  • Paa Valpladser og bag dem....................................87
  • Diskussion:
  • Prof. Karl Larsens Krigsmoral................................104
  • Krig og Kultur...............................................109
  • Moralister og Historikere ...................................119
  • En slagfærdig Polemiker......................................142
5

FREDELIGT OG KRIGERSK

DET store Bevis for, at Tyskerne — foruden at være Idealister og Doktrinære — ogsaa kan eje »common sense«, hedder Bismarck.

Denne Landmand, Ægtemand og Soldat var et eneste levende Stykke sund Sans, som først Aarene efterhaanden fik bragt lidt Forkalkning i.

Og blandt hans mangfoldige Livets Ord er der et, som hedder: »Jeg kan bedre lave en Statssekretær for Indenrigs- eller Udenrigsministeriet ud af en dygtig Journalist end en dygtig Journalist ud af et Dusin Gehejmeraader«.

Emser-Depechens Forfatter kendte sine Folk — og vilde kende dem igen den Dag i Dag.

Thi nu har snart et Aar igennem Falankser af tyske »Gehejmeraader«, civile og militære, hentet sig blodige Pander i Kampen mod litterære Skyttesværme af praktisk skolede, franske og engelske Skribenter, der ingenlunde kun har opereret med løgneforgiftede Bomber.

Det er ikke blot egentlige Gehejmeraader, ministerielle Direktører eller andre høje Embedsmænd, 6 Universitetsprofessorer og privatiserende Lærde, der er optraadt som litterære »Gehejmeraader«, det er ogsaa Medlemmer af Handelskamre, Industriraad og lignende Institutioner, med Hjælp af Journalister, der ofte kun var rutinerede Avisembedsmænd for Tyskland, men ikke Pennens Kunstnere og Soldater overfor den hele Verden.

Lige saa fortræffeligt som den tyske militære Opmarsch var forberedt og blev gennemført, lige saa slet blev den litterære det.

Man organiserede en kæmpemæssig Tilvirkning af det, som »Gehejmeraaderne« i deres Visdom mente, Folk Verden over kunde have godt af at faa at vide, og som det ikke faldt Folk Verden over ind at spilde et Minut paa. Man skrev for at overbevise og berolige sig selv og sine egne, og naar dette var naaet ad de for tysk Tænkning og Agitation naturlige Veje, mente man, Arbejdet ogsaa var gjort overfor os andre, i Stedet for, at saa skulde det først til at begynde. Man glemte (som Tyskerne ofte før), at Materialet til en Bog eller en Avisartikel endnu ikke. er en Bog eller en Avisartikel, og at Sandheden ikke kan tale med tysk Tunge alene, men maa bruge mange Tunger — som Apostlene!

De tyske Hærførere marscherede »efter Kanontordenen«, handlede hurtigt og resolut i Kraft af Øjeblikkets i Forvejen uberegnelige Krav, forstod at lempe deres Taktik efter Omstændighederne. Men de litterære Generaler marscherede taktfast paa Stedet og naaede slet ikke frem til Fjenden ...

7

En af den tyske litterære Krigs Yndlingsformationer er den til en højeste Myndighed afgivne korte Indberetning, ledsaget af de Forhørsudskrifter, som har dannet Grundlag for Indberetningen.

Saadanne »Hvidbøger« lader man oversætte til de forskellige Sprog, i den Formening, at de maa have afgørende Indvirkning paa Opfattelsen af og Stemningen overfor Tyskerne og deres Modstandere.

Det overses, at disse Protokoller henvender sig til et travlt, moderne Publikum, der er opfødt med Aviser, hvis intelligenteste Part er fortrolig med alle Vidneudsagns Skrøbelighed (selv de skønnest beedigede), og som — under Indflydelse af Krigen — i sin Helhed er nervøst, disponeret for suggestiv Indflydelse, uoplagt til kølig Granskning.

Den store Mængde kan overhovedet ikke læse slige Bøger. Hurtigt arbejdende Journalister maa finde dem lidet praktiske som Stof for populær Behandling. Den, der gennem virkelig grundig Undersøgelse vil danne sig et objektivt Billede af Tingene, generes af adskillig Ufuldkommenhed i Materialet, som er tilvejebragt og behandlet med blot embedsmæssig Rutine, tilmed fremført i tilfældig Orden, uden Register eller andet Hjælpemiddel for selvstændig Forskning ...

En Morgenstund i Berlin nu i Forsommeren havde jeg netop ærgret mig grundigt over saadan en tysk Redegørelse og begav mig derefter paa Vej til selve Udenrigsministeriet i Wilhelmstrasse. Jeg 8 vilde se at faa Tilladelse til et lille Besøg — alene — ved Fronten i Frankrig.

Alle berlinske Regeringskontorer er stille, og Menneskene indenfor deres Mure bevæger sig med megen Ro. Det hører til bureaukratisk bon ton, at man aldrig har Jag, hvor meget der end er at gøre.

Men denne Formiddag var der i Udenrigsministeriet ligefrem Kirkestilhed.

Medens jeg ventede i Budstuen, i hvis Luft der, som i alle Verdens Budstuer, syntes at svæve en usynlig Gaben, trykkedes af og til en af den lange Korridors hvide Døre op, og en Embedsmand skred hen over Løberen, indtil efter et andet sagte Tryk en anden hvid Dør opslugte hans mørke Skikkelse, og der atter herskede en saa indholdsløs Tysthed omkring En, at Ens Øjne fascineret blev holdt fast af den opslaaede Billedbog, der ligger paa Bordet i Alverdens Budstuer.

Saa meldte et venligt gammelt Bud med en lille Prøverække Ordensbaand paa en noget slidt sort Kjole, at jeg kunde komme til at tale med Gehejmeraaden ...

I et rummeligt Kontor lettede en midaldrende, klarøjet Herre bag et vægtigt Skrivebord høfligt paa sig, bad mig tage Plads og fremføre mit Ærinde.

Medens jeg talte og saå ind i de opmærksomme, lyse Øjne, havde jeg den Fornemmelse, som jeg kender saa godt fra lignende Samtaler, at der hos den lyttende Embedsmand ganske avtomatisk foregaar to Sorteringer, nemlig 1) en forsigtig Pillen Andragendets 9 Kærne ud af alle Høfligheds- eller Uklarheds-Omsvøb, saa at dets Interesse for Andrageren og eventuelle Interesse for Embedsvæsenet træder klart for Dagen, 2) en Anbringelse af Andragendet paa den Plads indenfor Regeringsmaskineriet, hvor det efter Forretningsgangen maa høre hjemme, saa at vedkommende Embedsmand lige netop paatager sig det Ansvar, han er pligtig til, men heller ikke tilegner sig mere.

Og med Rædsel føler man, idet man tager Afsked med den venlige Mand, at man slet ikke længere er noget Menneske, men er blevet forvandlet til en »Sag« i et bestemt Chartek mellem et Utal andre, tidligere indkomne Sager i lignende Charteker; Ens Anliggende vil fremtidig blive set under et Synspunkt, der slet ikke mere er Ens eget, men beherskes af en Hærskare Præcedenser og Konsekvenser — og hvis Afgørelse kan vare længe, ak saa længe ...

Men denne Gang vilde Tilfældet, at den anden Embedsmand, som Gehejmeraaden selvfølgelig maatte henvise mig til, var en ung Mand, der først ved Krigens Begyndelse var bleven Sekretær hos en af de allerhøjeste Chefer.

Og da jeg, efter at Sekretæren havde modtaget »Sagen« og skulde til at lægge den ind i et »Fag«, resolut gentog min Bemærkning om, at jeg maatte se at faa en Afgørelse hurtigst mulig, saá han med et Par helt friske Øjne paa mig og sagde: »De kunde egentlig selv gaa op i Generalstaben og tale med dem; dér skal vi jo dog sende Sagen hen«.

10

»Sagen«! Han kunde endnu se, at der foruden Sagen eksisterede et Mig! Hans Aand bevægede sig endnu ikke i de regelrette Kontorvinkler.

Jeg trykkede meget hjerteligt og — hurtigt hans Haand ...

Oppe i Generalstaben herskede samme andagtsfulde Bureaustilhed, som hvor jeg kom fra.

Opslag paa Gangene manede yderligere alle brave Militære til ikke at indlade sig i Snak med ubekendte Personer angaaende Hær, Stat eller egentlig noget som helst overhovedet.

Men bag ved Stilheden og Forbudene og en af de mange Døre med Paaskrifter traf jeg en Major, der lige var kommet fra Fronten.

Han hørte paa min Forklaring med lige saa stor Opmærksomhed som Gehejmeraaden tidligere; men saa sagde han: »Vil De komme igen i Morgen Formiddag. Saa har vi telefoneret derud og faaet Svar«.

Jeg blev behagelig erindret om, at det var Militær, jeg stod overfor, og at der var Telefonforbindelse fra den yderste Skyttegrav til Berlin.

Og Dagen derpaa fik jeg mit Pas, der tillod mig samme Aften muttersalene at tage med Nattoget over Frankfurt og Metz til en tysk Armés Overkommando i Frankrig. —

Da jeg i den lyse Sommeraften kørte gennem de store Anlæg i Brandenburgtor-Kvarteret, hvor blomstrende Buske duftede, og de grønne Plæner endnu lyste i Skumringen, maatte jeg tænke paa Forskellen mellem nu og saa for næsten et halvt Aar siden, 11 lige omkring Aarsskiftet, paa de korte, graa Vinterdage i Berlin.

Den Gang var der ligesom hugget ind i By og Folk et stenhaardt: Vi vil; nu laa der i Luften et lige saa roligt, men næsten smilende: Vi kan.

Jeg havde læst igennem igen, hvad jeg i sin Tid skrev hjem til vort neutrale Land, der — i egen Interesse — vil have upartisk Besked om Tingene.

Det var slaaet til, altsammen, og i Kraft af netop det, jeg havde peget paa.

Og nu læste jeg i Englændernes »Times« Breve fra Tyskland, der omsider var naaet til at sige efter, hvad min Ringhed Maaneder i Forvejen havde udtalt.

Jeg nægter ikke, at jeg smilede en Smule, ligesom Sommervejret og Berlinerne.

Thi lad Sandheden være sød eller bitter, blød eller haard.

Den er dog nu engang det eneste nærende Livets Brød.

(»Polit.« 14/7 15.)

PAA VEJ TIL DEN TYSKE VESTFRONT

I Nattoget til Frankfurt, imod Fronten, faldt jeg i Passiar med Konduktøren i Sovevognen.

Det var selvfølgelig ikke Sovevogne fra det internationale Kompagni, som gik i Toget, det var Statssovevogne, 12 og Konduktøren var i Sandhed en Statens Tjener.

Vor Samtale begyndte med, at jeg komplimenterede ham for den mønsterværdige Orden og Renlighed, der herskede i Waggonen, hvor selv de fjerneste Kroge var prisgivne et ubarmhjertigt straalende elektrisk Lys.

»Ja«, sagde han med et Smil, som naar et Barn bliver rost i en Skole, »vi vilde jo gerne have, at det skulde »klappe« lige saa godt som ved Hæren.«

»Og«, tilføjede han, »hidtil har vi kunnet føre Togene igennem ligesom i Freden.«

Det var den lille tyske Embedsmand, og det var hele det tyske Folk, der talte gennem den Mand.

Vi vil have, det skal gaa lige saa godt som ved Hæren — det er Ærgerrigheden.

Hæren har Rekorden, som alt det andet er stillet ind paa.

Og vi vil bringe al fredelig Gerning til at fungere saa nær op mod det normale, som Krigen tillader det — det er Stoltheden.

Det giver Adkomsten til at turde nævnes i samme Aandedræt som Hæren.

De personlige Ofre for at naa dette Resultat er ligegyldige, og der tales ikke om dem, fordi de er selvfølgelige. De kan dog aldrig blive saa store som Soldatens paa Marschen og under Slæbet, i Skyttegraven og i Slaget. Fronten er Maalestokken for al Anstrengelse, alt Afsavn, al Pligt. Man har 13 det jo altid bedre og præsterer mindre end disse Mænd, der holdt Tørnen ud Vinteren igennem i Smuds og Sne, under Farer og Kamp.

Rent fagligt, som om han forklarede Delene i en Maskine eller en Tabel for Togtider, fortalte Konduktøren mig om det Antal Arbejdstimer, han og hans ikke indkaldte Kammerater havde maattet tage paa sig, for at Tjenesten kunde blive gjort. Der var ikke Skygge af Beklagelse i hans Beretning, endsige af Praleri; men der var noget af en stille Triumf over, at saa meget kunde man byde et Menneske, og saa meget kunde dette Menneske udholde.

Styrkens rolige, i sig selv beroende Tilfredshed hvilede over den høje, senede Mand, der ingenlunde virkede som en Kraftkarl. Men stærk var han lige ind i Marven af sin Vilje.

Han kom ogsaa ind paa, hvor meget han og hver eneste Mand i hans Etat og Grad hver Uge indbetalte som Bidrag til Krigsformaal. Paa en Prik vidste han, hvor stort det samlede indgaaede Beløb pr. en bestemt Dato havde været. Og da jeg udtalte min Beundring over, saa betydelig Summen var, sagde han — atter med dette barnligt ærekære Smil: »Ja, Kejseren skal ogsaa have sagt, at det havde han ikke ventet, selv ikke af sine Jernbanefolk.«

».... Selv ikke af sine Jernbanefolk!« Naturligvis vil hver Gruppe opfatte sig som den, Kejseren har ventet mest af!

»Vi tilbød at lade os trække af i vores Løn,« fortsatte 14 Konduktøren, »men foreløbig, siger de, er det ikke nødvendigt. — Men der er jo ingen, som véd, hvor meget der kan blive Brug for.«

Samtalen gled ind paa Italienernes Deltagelse i Krigen.

»Hvad det kan betyde,« mente Konduktøren, »er ikke let at vide. Men vi holder jo ud til det sidste.«

Ordene faldt med den mest selvfølgelige Ro. Man bliver paa sin Post til det sidste uanset alle andre Hensyn end den Tjeneste, man har at forrette og uden at kunne risikere mere end den Død, man dog er Vorherre skyldig.

Og bag en saadan Mand staar Kone og Børn, som ogsaa »holder ud« — med lige saa stort personligt Offer.

Jeg havde i Berlin haft Lejlighed til at se ind i jævne Folks Hjem. Det var et magert Bord, og der var faa af de Glæder, som kan købes med Penge. Men i Arbejdet, for baade at holde Familien økonomisk oppe og tillige tage en Haand i med til Hjælp og Pleje for Nabo og Slægt og vildfremmede Mennesker, var lige akkurat noget af det, som ikke kan købes for Penge.

Og det gælder i Livet som i Krigen, at det er netop ikke den sidste Guldpenge, som bærer Sejren hjem.

Sejren vindes af ganske andre Magter.

Konduktøren og jeg var de Eneste i Nattoget, der passiarede. For ham var det Pligt at være vaagen, 15 og jeg var en fremmed Fugl, der var ude paa Flugt og Fangst, og hvem det ikke kom saa nøje an paa Nattesøvn.

Alle de andre Passagerer laa for længst bag lukkede Døre, som de Officerer og Forretningsfolk de var, der gik tidligt til Ro for tidligt igen at kunne være fuldt ud duelige til det Arbejde, der ventede dem, regelmæssigt og vedholdende som Maskinens Slag i Toget, der hastede fremefter og fremefter gennem tysk Land.

Uafladelig lyder denne Arbejdstakt indenfor hele det tyske Samfund.

Den vugger Tyskerne i Søvn og vækker dem om Morgenen igen; den gør endogsaa deres Fornøjelser til et Arbejde med at more sig, der ligger uendelig fjernt fra italiensk dolce far niente eller spansk »Gøren Tid« eller vor kontemplative danske »Tagen den med Ro«.

Arbejdets utrættelige Stempelslag lyder ogsaa i de saarede og hjemvendte Soldaters Øren og under dem ikke rigtig Ro.

I Berlin og andetsteds havde jeg talt med saa mange Saarede og Rekonvalescenter, Mænd af alle Samfundslag og militære Grader, bogligt dannede og lidet »lærte«, Byfolk og Bønder. Alle vilde de bare tilbage igen til Hæren, til Fronten, til Arbejdet.

Ingenlunde af Krigsbegejstring. Fra den menige Mand til de militære Spidser har jeg hørt dem nævne Krigen som et gruopvækkende Haandværk, hvor der 16 var alt for meget, man maatte komme over ved »bare ikke at tænke«, som de saa ofte sagde. Men Krigen var nu en Gang deres Haandværk, og indenfor Hæren blev det for Tiden nødvendigste Arbejde i Fædrelandets Tjeneste gjort. De kunde ikke udholde at føle sig holdt borte fra den Virksomhed, hvor de under de givne Omstændigheder kunde gøre mest Nytte, de pintes under Fornemmelsen af at være overflødige, følte sig ulykkelige ved at gaa »arbejdsløse«. I et Par Tilfælde saá jeg da ogsaa deres Lede fuldkommen svinde, ved at vedkommende Soldater af Myndighederne blev kommanderede ud af den militære Tjeneste over i et kvalificeret civilt Arbejde, der lige saa godt var Tjeneste.

Arbejde — Tjeneste! hedder det tyske Løsen — selvfølgelig ligegyldigt, om det gælder noget civilt eller militært.

Det er Tyskerne en Nødvendighed at arbejde, en Ære at lyde og en Pligt at byde.

De forstaar saa daarligt Lande, hvor forfinet Nyden er det eftertragtede Maal, og hvor det snart betragtes som en blodig Krænkelse af Individets Selvherlighed, naar han skal lystre, medens det opfattes som Vigtigmageri, at man befaler.

Medens jeg efter at have sagt min Konduktør Godnat laa og forgæves kæmpede for at falde lidt hen i Slummer, saå jeg dem for mig, Skikkelse paa Skikkelse, disse Soldater, der havde gennemgaaet moderne Krig, og som havde fortalt os andre derom.

17

»Det var drøjt paa Hospitalet at læse Aviserne,« som en af dem sagde, »om ogsaa de morede En.«

Tilskuer-Tilværelse! Den var det, de Mennesker under ingen Omstændigheder kunde finde sig i.

Og de havde jo da ogsaa hver eneste én været med til gennem Handling selv at frembringe Begivenheder.

Det var Synd at sige, de var snaksomme, de fleste af dem. Tværtimod maatte de som Regel trækkes noget op. Ikke paa Grund af Uvilje fra deres Side, men det var, som om der manglede dem det psykologiske Perspektiv for, hvad de havde oplevet, det laa sjæleligt set for klods op ad dem, eller maaske rettere udtrykt for meget inde i dem, det var blevet en Del af dem selv.

Nogle var det gaaet, som det oftere gaar Mennesker, der har oplevet en Tid med særlige Anstrengelser, at den saa at sige er svundet ud af deres Minde. Den er gaaet dem i Blodet i Stedet for i Bevidstheden, den er blevet til erhvervet Styrke, Udholdenhed, Ligevægt og meget andet i Stedet for til Erindringer. Og for de fleste var alt, hvad Krigen angik, blevet noget saa overordentlig dagligdags, at de helt maatte tænke sig om for at finde, at der var noget mærkeligt ved det.

Gang paa Gang, naar man opfordrede dem til at fortælle, fik man det Svar: »Spørg hellere, spørg! Naar der er noget, De vil have at vide, skal vi svare«. Og Tingene dukkede ofte frem i deres Erindring gennem helt tilfældige Idéforbindelser.

18

Med en Soldat af den højest dannede Befolkning, der kom til Berlin efter at have været 10 Maaneder ved Fronten, tilbragte jeg den første Aften af hans Ophold hjemme.

Egentlig kunde han glimrende have siddet hele Tiden uden at sige et Ord, blot hvilende i Omgivelserne som i en Pude. Da vi andre nu imidlertid spurgte, svarede han og kunde ogsaa af egen Drift fortælle meget interessant. Men kun rent tilfældig kom han — i Forbindelse med noget ganske andet — til at omtale, at han en Dag i en fransk Landsby var bleven overfaldet og saa paa god gammeldags Manér med sin Sabel havde slaaet Angriberen oven i Hovedet, saa at han styrtede død om for Fødderne af ham.

Naar man spurgte de Folk, om de havde været bange, medens de stod i Reserve eller under Kugleregnen, fik man altid et Svar i Retning af hans, der — med et næsten vrissende Tonefald — sagde til mig: »Man kan da ikke være bange, naar der er saa mange Tusinde modige Mænd omkring én«.

Saaledes har de tænkt, hver eneste én.

Ikke at være angst og bange er en af Grundbetingelserne for at kunne udøve Soldatens Arbejde.

At bekæmpe den naturlige menneskelige Frygt er det første nødvendige Udslag af den Selvbeherskelse, hvorpaa Udførelsen af Soldatens Gerning i det hele hviler.

Det er for en Soldat med Angsten som for en Sømand 19 med Søsygen. Nogle kender overhovedet ikke til den, de fleste overvinder den med forholdsvis Lethed, enkelte bliver ved at lide under den, men kan kæmpe den ned under Udførelsen af deres Arbejde, deres Tjeneste.

Arbejde — Tjeneste! Arbejde — Tjeneste! — Bestandig det samme næsten til det uudholdelige.

Hin Nat i Toget mod Fronten faldt jeg omsider i Søvn med Tanken derpaa som et evindeligt genkommende Refræn.

Og Morgenen efter saá jeg paa Banegaarden i Frankfurt disse militære Arbejdere i alle Grader og Aldre komme dragende op ad Trapperne og trænges i Tunnelerne, myldre ind i Togene og ud af Togene. Purunge Linjeofficerer, gamle Reserveløjtnanter med graa Haar og svær Midie, beskæggede og bebrillede Menigmænd, der lige saa godt kunde have trukket Barnevognen med deres Yngste hen ad Gaden, som de nu kørte af Sted med Ammunitionskærren. Alle feltgraagrønne med hver en Smule Blankt dæmpet af, slaaet ned, trukket over — som om der i det hele taget var trukket en Arbejdskittel over den straalende Soldat fra Fredens Dage. Hvor var Husarens røde Dolman og hvidt skinnende Snore, alle Hjelmenes gyldne Ørne, det blaa og det gule og øvrige papegøjebrogede, der skilte de forskellige Folk ad, som bar og betjente de blanke Vaaben!

Hver en Smule Skinnende var borte, og allesammen var de ens klædt paa i denne Farve, der var 20 som sammensat af Støv og smusket Græs. Ikke var de til at kende fra hinanden undtagen gennem deres forskelligartede, upudsede Vaaben.

Det var de tyske Mænd, Fader og Søn, Broder og Broder, som i den aarle Morgen med Værktøj i Haand kom dragende, Trop efter Trop, paa Vej til deres Arbejdsplads.

(»Polit.« 18/7 15.)

UNDER KRIGENS HJUL

Det første, jeg saá af Frankrig, var en lille Trup franske Fanger i deres graablaa Kapper og røde Bukser paa Banegaarden i Metz. Imellem dem var der nogle ægte galliske, sortøjede, fast skaarne Ansigter; de saá ud, som var de snittede i Træ, og virkede ejendommeligt i Modsætning til de store, i Formen udflydende, lysøjede, blonde Aasyn, der sad paa de feltgraa Landeværnsmænd, som kom gaaende med Fangerne.

Senere bemærkede jeg ved en lille Station paa fransk Grund nogle andre piou-piou's (eller nu skal de maaske kaldes poilu's), der med de røde Kasketter skubbet tilbage i Nakken nok saa trøstigt skovlede Grus fra en Banevogn. Et Tog, der var for Hjemgaaende, bragte kort efter en lang Række fjerde Klasses Vogne, fulde af Franskmænd. De var mørke og blonde, højere og mindre imellem hverandre, 21 havde forskelligartede Uniformer og tog sig i det hele taget langt mere broget ud end de første.

Hvor er det dog beklemmende at se Fanger! Mænd, som er i andres Vold, hvem Friheden blev røvet, hvis Vilje knækkedes.

Allerede fangne civile Forbrydere kan gøre En blød om Hjertet. Endsige da fangne Soldater, som bærer Uniform, men intet Værge og aldrig rigtig véd, hvad de skal gøre med disse tomme Hænder, de en Gang har maattet løfte for at bede om Pardon!

Ved deres Arbejde klæber den Forbandelse, at det kun bøder og bedrer Vejen, letter og løfter Byrden for deres Herrer og Fjender.

Et grumt Vae victis! holder disse arme Mennesker fast med Næb og Klør.

Og jo længere det tyske Militærtog fører mig ind i okkuperet fransk Land, jo mere medynksfuldt forstaar jeg i det hele taget Sandheden af dette Ak og Ve over den, der blev overvundet.

Han er kommen under Krigens Hjul, og Hjulet maa dreje videre og videre og sønderlemme ham mere og mere.

Hus ved Hus staar tomt i de landlige Smaabyer, vi passerer; paa Marker og i Haver arbejder enkelte Mænd, mest rigtig gamle, nogle Kvinder og større Børn. De lader deres Redskaber synke for et Øjeblik og ser efter Toget, som man ser efter den nye Ulykke, der kun er en Gentagelse af den gamle, og vil blive fulgt af en ny, saa sikkert som Nat følger paa Dag og Dag paa Nat.

22

Enkelte Steder passerer vi sprængte gammeldags Stenbroer, hvor nu kun Pillerne inde ved Land staar tilbage og ligesom jamrer over mod hinanden med deres saarede Brudsider; Tyskerne har saa lavet en praktisk, moderne, hændig Træbro andetsteds over Strømmen.

Længere fremme ligger midt ude i Solskinnet i det sommergrønne Landskab en Forvirring af tomme Gavle og nøgne Mure, hvor Vindueshullerne gaber, af Murstumper, Brokker og Bras. Et Par svedne Træer er gaaet ud og rager sorte op ved Siden af andre, ogsaa sværtede, men som har kunnet skyde Blade.

Det er en Landsby, som under Kamp blev skudt sammen.

Ved alle Broer og Veje staar militære Poster som en Art Vejvisere, der kun peger en eneste Vej, nemlig den, der fører til Fjendens Interesser.

Ud paa Eftermiddagen ruller Toget ind paa Banegaarden i den større By, hvor det store Hovedkvarter for Øjeblikket residerer, og kort efter sidder jeg i en Avtomobil ved Siden af den Officer, der skal føre mig videre til en noget mindre Stad, hvor Arméoverkommandoen befinder sig, som jeg har faaet Lov til at besøge.

Vi kom først gennem Byen, som ligger ved en Flod.

I større Stil det samme Billede som før: sprængte franske Broer med sørgmodigt sammenbrustne Piller, 23 mægtige tyske Træbroer, hvorover der gaar livlig Trafik; paa Boulevarderne, det store Torv med Monumentet og rundt omkring i Gaderne mange aabenbart forladte Huse, Forretninger med nedrullede Jalousier under de tilstøvede Skilte; det opmuntrede helt at se en Del Søgning i et større Magasin, hvor den tyske Officer og jeg, da vi gjorde nogle Indkøb, blev betjent med fransk gratiøs Forretningsvenlighed af baade Expeditricen og den værdige Monsieur ved Kassen.

Der var paa Gader og Stræder en nogenlunde livlig Færdsel af civile Folk, men kun faa civile Vogne, og overalt stod tyske Politiposter, der kontrolerede det Hele.

Man fik et Indtryk, som om alt Indbyggernes Liv kun var en Sort Mester Jakel Teater, der, naar det skulde være, kunde blive puttet i Skuffen af disse vinkende og ledende Soldaterhænder.

Det virkelige Liv her pulserede i alle de feltgraa Krigsmænd, som havde Tjeneste, eller i det smukke Sommervejr ved en Pibe Tobak kunde hvile sig lidt ud, hvis Avtomobiler kom kørende frem og tilbage i de forskelligste Ærinder, hvis Kolonner drog af Sted, store og smaa, til Fods, til Hest og til Vogns.

Vor Avtomobil susede videre med os ud i dette Liv.

Landskabet var jævnt bølget med gode Chausséer, ret godt holdte Marker, udstrakte Enge og Skov, der bredte sig tæt i Horisonten.

En Gang indhentede vi tyske Officerer, der med Bøsser og Hunde trillede af Sted i en Jagtvogn.

24

Hvor vi mødte franske Børn, hilste de altid spøgefuldt med den højre Haand op mod det højre Øje, paa tysk Soldatermaner; de Voksne, der gik i Landsbygaderne eller kom dragende ad Landevejen, saá for Størstedelen paa os med en lidt kunstlet Ligegyldighed.

En Gang iagttog jeg et hurtigt skiftende Udtryk hos en Mand, der sad foran sit Hus lige ved Udgangen af en Landsby og betragtede os noget indædt. Der fløj en Due op i Luften. Officeren, jeg kørte med, saá hurtigt op mod Duen og vendte sig derefter i Sædet for under Farten at mærke sig Huset, den var fløjet op fra.

Da saá jeg den franske Bonde rejse sig og gaa ind i sit Hus med Holdning som en Drengs, der véd, at nu skal han i Morgen stille til Klø hos Inspektøren. Af Hensyn til Brevduedepecherne er Nedslagtning af alle Duer uden nogen som helst Undtagelse strengt paabudt i de okkuperede Distrikter.

Paa Engene, vi kom forbi, græssede foruden Heste Hjorder af smukke Kreaturer. Det var tysk Kvæg, der fra de Feltgraas Land var sendt her hen for at blive opfedede.

Vi kørte flere Gange forbi Grupper af civile Arbejdere, der nu mod Aftenstide vandrede hjemefter med deres Hakker og Spader fra Markerne eller Vejene, tyske Gendarmer gik ved Siden af dem med Geværet i Rem over Skulderen. Det var Egnens yngre mandlige Befolkning, endnu i den vaabenduelige Alder, som var holdt tilbage og maatte gøre Gavn for 25 Kosten. En noget lignende Trup, som ogsaa traskede af Sted mod Fyraftenen, var Straffefanger fra Byens Fængsel.

Alting bliver udnyttet, ingen Arbejdsenhed tør gaa til Spilde.

Der synes ogsaa at være nok at gøre.

Efterhaanden som vi nærmer os Byen, ser vi flere og flere stærkt forhuggede Skove, et Sted er et stort Stykke Fyrreskov fuldkommen ryddet; ikke et eneste Træ blev levnet, der staar kun Stub paa Stub, saa langt Skoven gaar. Og mellem og over Stubbene ligger de afkvistede Grene. Dels er det Stammerne, man har haft Brug for, dels lader man Grene og Grønt ligge, for at skuffe de fjendtlige Flyvere, der saa ikke er i Stand til oppe fra deres mægtige Højde at skelne, at Skoven ikke mere eksisterer. Hvor Skoven er Statsskov, betragtes den som Krigsbytte; hvis den tilhører Private, forholdes der med den som med Beboernes anden Ejendom, for saa vidt den bliver nødvendig for Hærledelsen, at Ejeren faar sine Ejendele vederlagte, dels i Penge, dels i »bons«.

Brug for Tømmeret kan man se, at der har været.

Vi kommer forbi udstrakte Barak-Lejre, dels gamle fra Vintertiden, der er gravede ned i Jorden med Bjælketaget ragende op, dels venligt udseende nye, der nu i Sommertiden ligger som hele smaa Villakvarterer luftigt og godt til Vejrs. Og der er store Lasaretanlæg med Barakker og Døckerske Telte foruden Trækirke og Kirkegaard med Rad paa Rad af Trækors; længere borte ligger et Hospitalsanlæg for 26 Tyfus-Syge, en hel Stad, som har rummet 4000 Indbyggere og maatte skabes paa nogle nøgne Skrænter og et slet afvandet Terræn.

Allerede paa min første Køretur i det okkuperede Land modtager jeg et mægtigt Indtryk af, i hvor høj en Grad et saadant ulykkeligt Land maa rækkes og strækkes og »pines ud«, som Haandværkerne siger, for at kunne gøre Fyldest overfor de forhen uanede Krav, som Krigen stiller til det.

Da jeg senere havde boet nogle Dage i Overkommandoens By og var naaet ud til Skuepladserne for Kampene og de yderste Skyttegrave, slog Sandheden heraf mig næsten med Rædsel.

Jeg var indkvarteret i et af de større Huse i Byen, som Indbyggerne havde forladt, i en velstaaende Vinhandlers Hjem, som nu altsaa det fremmede Militær havde lagt Beslag paa. I de brave Franskmænds brede, gode Senge laa vi, deres Møbler benyttede vi, og vi kunde læse i deres gamle Aargange af L'Illustration, der pyntede paa Salonbordet. Nede i Køkkenet stod en smuk Louis-seize-Stol, der var hentet andetsteds fra, som i det hele taget Møbler, Tæpper og andre nyttige Genstande var blevet flyttede Byen over og benyttede, som der nu var Brug for dem, hvor ikke netop Beboerne havde holdt Stand og kunde tale et Ord med efter Lejlighed.

Som en betænksom Bursche en Dag bemærkede: »Hvordan de i det hele taget skal faa deres Ting samlet sammen, Franskmændene, naar de kommer tilbage, og faa dem rigtig fordelt til hinanden, det 27 bliver nu ikke let!« — Han selv var efter Sigende en af dem, der forstod sig allerbedst paa i sin Herres Interesse at bytte og laane.

Og Forandringerne, der var gjorte i Huse og Haver, Butikker og Fabrikker, som nu var blevet indrettede til Kontorer og Værksteder og Sygesale!

Men allerværst syntes det mig dog at være for Landbrugerne ude i den egentlige Kamplinje, der er et meget bredt Bælte.

Ubarmhjertigt har Krigen — saare ofte ved deres egne Landsmænd — smadret deres Byer til Stenhobe, fældet Træer, gravet deres Marker ud og kastet dem op i Skyttegrave, der er kæmpemæssige Kaningange, som gaar paa Kryds og tværs igennem Alt, hvad der hedder Hegn og Skel. Og Dæmninger er opkastede eller sløjfede, Bakker afskrællede, helt nye Veje anlagte.

Naar saa tilmed, som det er sket, Landmaalerkort og Pantebøger under Krigens Forvirring er bortkomne eller gaaede op i Luer!

Det bliver sikkert endnu meget værre end med Møblerne og Tæpperne, Køkkentøjet og Lejlighederne.

Og jeg ser dem vende tilbage, de mange Naive, der under den omhyggeligste Orientering, med de sikreste Mærker til deres Vejledning, gravede Louisdorerne ned i Haven, under Huset, ude paa Marken.

Der er nu bare hverken Have eller Mærketræ eller Hus eller overhovedet andet end et eneste stort hærget og gennemrodet goldt Stykke Land ...

28

En tysk Forfatter, der besøgte Fronten i Frankrig, har skrevet en Bog, som da jeg læste den i Berlin, irriterede mig umaadeligt ved sit evindeligt gentagne: Tænk dog paa Tyskere, hvilken Hær I har haft, at den har kunnet forskaane Jer for at faa Fjenden i Land! Han vilde over Rhinen, han vilde ind i Schlesien, han vilde til Berlin. Aner I, hvad det betyder, at han ikke kom saa vidt? Vær dog taknemmelige! Fald paa eders Knæ o. s. v.!

Efter at jeg selv har set det okkuperede Frankrig, maa jeg tilgive ham.

(»Polit.« 26/7 15.)

VED DEN TYSKE VESTFRONT

I.

Det, som ved den tyske Vestfront slog mig først og næsten mest, var den militære »Honnør«.

Den Løjtnant, der i Avtomobil bragte mig til Overkommandoen, blev honoreret af hver en Krigsmand, vi mødte, eller som stod, gik, sad, laa i de Landsbyer, vi kørte igennem, med en Lynsnarhed og Stramhed, som havde det været under den dybeste Fred hjemme i Garnisonen. Man kunde ligefrem høre Hælene slaa sammen, naar Folkene sprang op fra de Bænke, de havde siddet og hvilet sig paa, og jeg saá gamle prøvede Krigskarle staa stille i en Have eller paa en Sti langt borte fra Hovedlandevejen og smække Haanden til Huen med det foreskrevne Udtryk af Agtpaagivenhed 29 og Ærbødighed uden mindste Hensyn til, at Afstanden fra deres unge Overordnede saa at sige hindrede ham i at se dem og deres Hilsen.

Det gentog sig bestandig under mit Ophold ved Fronten, naar jeg spaserede med Officerer eller fo'r af Sted med dem i Automobiler. En Gang paa en Helligdag har jeg fra Bilen bemærket, hvorledes Soldater inde i et Udskænkningslokale, hvis Dør stod aaben til Vejen, hørte Vognens Susen, gjorde omkring dybt inde i Stuens Skygge og stod som Søjler, medens Sti og Gade udenfor var befolkede af deres Kammerater, som paa nærmere Hold ligeledes stod stille og gjorde Honnør paa samme Maade.

Jeg maa tilstaa, at jeg ikke havde ventet sligt. Jeg troede, at den daglige Honnørgivning under Krigsforhold ophørte, eller i hvert Fald modificeredes, hvad jeg formodentlig har hørt eller læst noget om fra andre Hære, og hvad jeg da ogsaa for nylig i Politikens Kronik har set fremhævet som Tilfældet indenfor den franske Hær i Felten.

Naar man tænker nærmere over det, begriber man, hvor utænkelig en Ophævelse eller Indskrænkning af Honnørpligten under Krigsforhold vilde være indenfor den tyske Hær, i Følge netop tysk Aand. Honnøren er Udtrykket for Soldatens aldrig hvilende Agtpaagivenhed og altid parate Evne til at kunne lade alt andet, der beskæftiger ham, falde for at kaste sig over en Pligt med hele sin Energi; som Glenten, der baade forstaar at opdage sit Bytte og styrte sig over det med al sin Nerve- og Muskelkraft! 30 Og Pligten er den samme, hvad enten det drejer sig om en tilsyneladende Ubetydelighed eller om det, der tager sig stort ud og maaske ogsaa virkelig er stort. Den inderste Hemmelighed i Tyskernes utrættelige og i de mindste Detailler gennemførte Præcisionsarbejde ligger netop heri: Intet er kedsommeligt, intet er smaat; stort er kun den saa at sige automatisk virkende Pligtopfyldelse, der aldrig aflader..

Paa den Tid, jeg var ved den tyske Front i Champagne, var der krigersk set meget stille.

Vinteren laa bag Hæren derovre med sine uafladeslige Besværligheder og Kampe, der i Tiden mellem den 16. Februar og 20. Marts havde kulmineret i det saakaldte store »Vinterslag«. De Erfaringer, som var gjorte, havde baade hos Førere og Soldater fæstnet en Overbevisning om, at Fronten mod Vest — som en af dem udtrykte sig — »staar fast som Granit«, og at det tyvende Aarhundredes Kulturmennesker kan udholde og vænne sig til saa at sige Alt.

Tropperne havde — med Afløsning hver fjerde Dag — tilbragt Vintermaaned paa Vintermaaned 50—100 Meter fra en aarvaagen og virksom Fjende, gravet ned i Jorden, i Smuds og halvt i Vand, og — for at anføre et Frontbrev af 8. Maj — »dertil kom den rent ud frygtelige Virkning af Artilleriet, af Haandgranaterne og de mange andre nye Ødelæggelsesmidler. Og saa den skrækkelige Mangel paa Medlidenhed! Den, som faldt mellem Skyttegravene, om han var død eller saaret, han blev liggende. Der ligger endnu den Dag i Dag foran vor Front en hel 31 stum Armé af hentørrede, sammenfaldne, forraadnede Lig.«

Det var gaaet dem, der havde udstaaet denne Vinter i Champagne, som de mange andre blandt Hindenburgs og Mackensens Soldater, jeg havde haft Lejlighed til at tale med i Berlin og andetsteds. De havde lært Noget, som de følte aldrig kunde tages fra dem, under Krigen og efter Krigen, saa længe de overhovedet var i Live.

Alle forklarede de det egentlig ens, om det var de højeste Officerer eller den menige Mand, om det var et bogligt dannet Menneske eller den ganske enfoldige, Krigen havde som den store Demokrat bibragt hver eneste af dem samme Lære, som de udtrykte med saa at sige samme Ord. »Det véd vi«, sagde de, »fra nu af, at der er slet ikke noget mere til, der hedder Umulighed, Alting kan man holde ud, naar man skal. Og der er heller ingen Ting, der hedder Fornødenheder; med en lille Drik Vand og et lille Stykke Brød kan man komme saa utrolig langt. Og saa er vi Allesammen bleven saa fortrolige med Døden

Det er Lære, de Folk vender hjem med, af endnu uoverskuelig Betydning for den Udvikling, som vil komme efter Krigen ...

Men nu var altsaa Vejret blevet fint ovre i Champagne, og Krigens ustandselige Arbejde førtes mindre Ansigt til Ansigt med Fjenden, mere bag Ildlinjen, af de feltgraa Haandværkere og Ingeniører, Landmænd og Administratorer. Dog blev i Skyttegravene 32 Roen stadig afbrudt af Smaakrig her og der; hvert Øjeblik kunde det hele staa i Brand igen.

Den første Nat, jeg sov i Overkommandoens By, blev jeg vækket ved en haardnakket, fjern Bumpen og Rullen, som holdt mig vaagen, indtil det blev for kedsommeligt igen.

Og Dagen efter, medens jeg laa og læste lidt paa Sengen oppe i mit Værelse, hørte jeg nogle svære Skud temmelig nær og straks efter ivrige Stemmer nede i Gaarden under mine Vinduer. Jeg kiggede ud og saá nogle af Soldaterne fra Huset stirre i Vejret. Oppe i Luften svævede fine, hvide, næsten kugleformede Skyer.

»Hvad er der?« raabte jeg ned.

»En fransk Flyver,« svarede de op. »Der bliver skudt med Shrapnels efter den.«

Og med Anspændelse af al min Synskraft opdagede jeg højt, højt oppe over Shrapnelsskuddenes hvide Skyer, der efterhaanden svævede ud i lette Flager, noget som en mørk skraa Streg, der imidlertid hurtig helt forsvandt.

Et Par Morgener efter, ganske tidligt, Klokken godt halvfire, steg en Husarritmester og jeg i Avtomobilet for at køre ud til selve de spændende yderste Linjer. Ritmesteren var Chauffør.

Vejret var graat, men sigtbart, og det vilde sikkert klare endnu mere op, inden vi naaede frem.

Den lille franske By var kun slumrende Huse 33 og nøgne Gader, med de vagthavende Soldater som det eneste levende at skimte.

Langsomt passerede vi Kirken med sin gamle gotiske Portal, hvis skønt udhuggede graa Stenmasser skuede over Gaden mod et højst banalt Monument, over en af det moderne Frankrigs litterære Storheder: en antikiseret, let paaklædt Kvindeskikkelse vendte sin fyldigste Legemsdel koket ud mod Beskueren, medens hun bekransede den Udødeliges Buste, og alle hans Værkers Titler stod at læse indhuggede paa Soklens Sider.

Videre raslede vi over Torvet, forbi Raadhuset med Uret i sit lille Taarn, den brede rue Gambetta, som der stod paa Gadehjørnet med»Kaiser Wilhelmsstrasse« malet tydeligt og klart paa et Træskilt nedenunder. Vi passerede Præfekturet, hvis Facade med Søjlerne var bevogtet af Dobbeltposten for den Øverstkommanderende, og videre gik det igennem eller forbi andre fransk benævnede Gader med tysk Navneforandring nedenunder eller ovenover — rue Chanzy — Leipzigerstrasse, rue au Désert — Hessenstrasse — alle med deres gult pudsede middelhøje Huse saa ensartede, som det nu en Gang er Tilfældet i franske Smaabyer og kun oplivede af en eneste Art Plakater paa Murene — jeg kendte dem saa godt med deres høje sorte Bogstaver fra mine Vandringer omkring i Byen.

Der var Forbudet mod at holde Duer og de højst alvorlige Forordninger om, at Enhver, der skjulte franske Soldater eller hjalp dem til at flygte, blev 34 straffet med Døden, eller at ethvert Angreb paa en Tysker ligeledes blev straffet med Døden, men saa dog ogsaa den fredeligere lange Bekendtgørelse fra Pladskommandanten om, at der var aabnet et Udsalg af Bomulds- og uldne Klædninger til Mænd, Kvinder og Børn, af Linned, Sko og Støvler osv. hver Dag fra 9—12 og 2—5. »Varerne vil blive solgt til billige Priser og er at betale kontant.« — Saa at sige alle Handlende var jo borte og ingen Varer at faa, overalt stod Butikker lukkede, med Persienner rullede ned eller Brædder slaaet for Vinduerne.

Saa satte vi Farten op, forbi det civile Fængsels tykke Mure og var ude i frit Land.

Vi susede forbi et stort Bræt, der var slaaet op ved Vejen, og hvorpaa der stod skrevet »Gefahr-Zone«.

Og snart saå vi ogsaa Granatnedslagene paa Markerne, tragtformede dybe Huller, ældre, der allerede var begyndt at viskes noget ud, nyere, hvor friskere Jord var rodet op.

Avtomobilen stoppede. Vi skulde vandre over en af disse granathullede Marker til en underjordisk Artilleriobservationspost for at aflægge den et lille, kort Besøg.

Paa Vejen gav vi os til at lede efter Granatstumper — som man ellers kunde gaa og botanisere ude i Naturen.

Vi finder en hel lille Samling forskellige Eksemplarer stikkende i Jorden eller henslængte ovenpaa den. Ikke to af disse tunge, rustne Jernstumper er ens i Størrelse og Form. Der er kvarterlange og 35 nogle, som kun er faa Tommer store; Brudfladerne kan være glatte eller uendeligt knortede og takkede; enkelte af Sprængstykkerne har bevaret Projektilets fine Overflade, andre er helt forvredne som Slakker efter en Brand. Alle tilsammen synes de mig et Billede paa Krigens mangfoldige Rædsel ...

Saa stod vi ved den i Jorden nedgravede Observationspost, der var »maskeret« med Lag af grønne Grene, saa at den fra Luften og overhovedet paa Afstand gennem Kikkert næppe kunde skelnes fra de naturlige Grupper af Smaabuske i Terrænet.

Herfra var det altsaa, at Officerer i Henhold til de Observationer, de kan gøre, pr. Telefon dirigerer Ilden fra de ligeledes skjult opstillede Batterier.

Vi dukkede ned i Hulen og blev modtaget af den vagthavende Officer. Her var helt god Plads og højt til Loftet. Der viste sig flere Officerer, som i en stilfærdig Tone ønskede os Godmorgen.

Chefen førte os hen til nogle mekaniske Stativer, der med lange, bevægelige Arme ragede op til brede, skydeskaaragtige Mundinger i Jordens Overflade.

Det er altsaa de berømte »Sakse-Kikkerter«, som de kaldes efter disse sakseformig anbragte, bevægelige Arme, hvori Objektiverne ligger.

Jeg sætter mine Øjne til Okularerne. Foran mig ligger som i det herligste Stereoskop et henrivende Panorama af Egnen.

Marker, Enge og Krat med Vej og Sti og selv ganske svage Terrænfolder er bedaarende gengivet i Form og Farve.

36

Det er et Maleri og et skarpt optrukket Landkort paa samme Tid.

Man kan i Forgrunden se Bier krybe paa Markens Straa; længere ude samler Landskabsbilledet sig til helt monumental Virkning.

Jordsmonnet højner sig betydeligt ud mod Synskresen.

»Har De lagt Mærke til Bakkerne der borte og de hvide Striber?« spurgte Officeren, som staar bagved mig.

»Hvide Striber? — Ja, vel ser jeg dem. Der gaar ligesom nogle lyse Baand hen over Højdedraget langt ude.«

»Det er Skyttegravene. Dér skal De ud.«

II.

Under vor Kørsel videre ud mod den yderste Forsvarsstilling kom Ritmesteren og jeg over en Strækning, der var helt, man kunde fristes til at sige, overbespyttet med Granattræffere.

De franske Batterier havde gjort sig særlig Umage for paa dette Stykke at ødelægge en lille Feltjernbane, der slangede sig af Sted mellem Markerne, og hvor vi netop saå et Tog dampe udefter med Feltkøkkener, som røg op af Skorstenene.

»Her er brugt kolossalt med Ammunition,« sagde Ritmesteren, »og saa er hele Skaden, der er sket, at et Lokomotiv en Gang trimlede af Skinnerne ved Lufttrykket fra en af Granatsprængningerne.«

37

Jeg maatte le, for jeg huskede en, som det syntes mig, baade morsom og lærerig Historie, som en Soldat havde fortalt mig i Berlin.

Han var nemlig ogsaa faldet af Pinden ved Lufttrykket fra en Granatsprængning og — som jeg nu berettede det videre til min Ledsager — med et, baade direkte og indirekte, betegnende Resultat.

Det var en berlinsk Skuespiller, der var Underkorporal i Artilleriet, og som jeg traf, da han i tjenstlige Anliggender var sendt nogle Dage fra Fronten til Berlin.

Han havde en Gang derude under en hidsig Artillerifægtning ligget oppe paa Taget af et lille Hus for at gøre Observationer og telefonere dem tilbage til sin Batterichef. De fjendtlige Granater slog ned foran og bagved det lille Hus og dængede Artilleristen godt til med Jord og Søle. Kaptajnen lod ham telefonisk vide, at han vel ikke befalede ham at forlade sin Observationspost, men at han tillod ham efter eget Skøn at klatre ned af Taget; men den gode Skuespiller mente, at saa længe han kunde holde Balancen, se ud af Øjnene og faa Telefonen til Munden, vilde han dog holde ud.

Saa ramte imidlertid en Fuldtræffer Gavlen paa selve Hytten, og Skuespilleren fløj fra sin Ophøjethed langt ud paa en Mark, hvor han blev liggende uden at kunne røre et Lem. »Men«, som han fortsatte, »ikke var det til at forstaa, hvad jeg fejlede!« Endnu da man havde faaet samlet ham op og bar ham bort, kunde han ikke for sin Død begribe, hvad 38 der var i Vejen med ham; der var ikke Spor af Saar, han var bare ligesom af Bly over det hele.

»Naa, men hvad var der saa i Vejen?« spurgte jeg utaalmodig.

»Ikke andet,« svarede han triumferende, »end at jeg af Lufttrykket havde faaet en vældig Brok.«

»En Brok?«

»Ja,« afbrød han mig hurtigt, »men nu har jeg en brillant Bandage. Og jeg fik Lov til at vente med at blive opereret til efter Krigen, Overlægen sagde, det blev ikke saa meget værre af det.« ...

Vi var naaet til en stor sammenskudt Landsby, hvor vi stod af Avtomobilen.

Her havde indtil for kort Tid siden Pionerer ligget indkvarterede; men en skønne Dag begyndte de franske Granater at hagle ned over Byen. Det var blevet opdaget, at den var belagt — selvfølgelig fortalte man paa Pladsen, at en fransk Spion forklædt som tysk Sanitetssoldat havde forraadt Tyskernes Hvilested til de franske Batterier.

Franskmændene havde i hvert Fald benyttet deres Oplysninger med Grundighed.

Det var den næsten udtømmende Ødelæggelse, vi vandrede igennem.

Hist og her kunde vel en Længe være bleven staaende, eller det var i Husenes Buiner muligt at skelne enkelte Stokværk eller Værelser med deres Inddelinger og Tapetsering paa lignende Maade, som naar man i civil Fredelighed er i Gang med at rive en Bygning ned. Men i de fleste Tilfælde havde Granaterne 39 ligesom stødt i deres Jernmorter alt indvendigt i Husene sammen til høje Dynger af Stumper, Brokker og Grus, som halvt sammenstyrtede, nøgne Mure trøstesløst og meningsløst endnu værnede om.

Disse sammenskudte Landsbyer, hvoraf jeg ved Fronten var kommen igennem mange, virkede altid paa mig, som var de en Samling lemlæstede Mennesker, der var gaaet fra Forstanden. En Bygning var skudt til Krøbling paa den ene, en paa den anden Maade, nogle indtil den rædselsfuldeste Ukendelighed, men alle stod de endnu ganske taabeligt paa deres Grund og Jord, der egentlig slet ikke mere var nogen Grund og Jord, saa lidt som de selv nu kunde tjene noget levende Menneske til Ly, Hjælp og Hygge.

Ved Udgangen af den forstyrrede Landsby bredte Landskabet sig foran os vidt og nøgent, stadigt stigende. I et længere Højdedrag laa Barakker gravede ind i Bagsiden af Bakkerne; derude fra kom en ganske ung Løjtnant med et funklende nyt Jernkorsbaand i Knaphullet og meldte sig hos Ritmesteren som vor Fører.

Vi begyndte langsomt at stige. Jeg havde en Fornemmelse, som om mine Øjne sad paa Stilke af Iver for at faa Alting med under den nu forestaaende lille Promenade længere og længere ud i den aabne, klare Krig. Men samtidig faldt jeg paa en ejendommelig fortrolig Maade ind i den fredelige dagligdags Stemning hos de to Officerer, der vandrede af Sted med mig som et Par Landmænd, der var ude for at vise »Markerne« til en Bekendt fra Byen.

40

Løjtnanten bukkede sig en Gang — en Gang til. »Franske Geværprojektiler,« sagde han og rakte i sin hule Haand to smaa, torpedoformede, elegante, kobberklædte Projektiler frem imod mig. Og kort efter fandt jeg selv, som var det en anden Blomst paa Marken, en uafskudt tysk Patron med dens nikkelklædte Hoved.

Under vor Passiar og Vandring havde vi i det hele taget bestandig Øjnene med os paa Jorden og ogsaa lidt omkring i Luften: der var altid Chance, for at finde et eller andet interessant, og oppe fra Luften kunde der, hvad Øjeblik det skulde være, komme en Overraskelse fra de franske Batterier.

En ikke kreperet fransk Granat laa lige for Fødderne af os, en »Blindgänger«, som Tyskerne kalder dem; jeg kunde ikke lade være at slaa let med Stokken paa den lange brunrustne Tingest med et graat Hoved; den laa dér som en ondskabsfuld Hugorm i Søvne. Men Officererne skred energisk ind mod fortsatte Forsøg paa at røre ved Fyren. Selv forholdsvis mærkværdigt svage Slag eller Stød skal være i Stand til at bringe et saadant udskudt, men ikke kreperet Projektil til at springe! Vi snakkede om, hvad Ulykker der i det hele taget kunde ske, naar Markerne her omkring, der maatte være rige paa skjulte »Blindgängere«, en Gang igen skulde tages under Kultur!

Da lød pludselig en Lyd i Luften: en ganske svagt trilrende, langsom Fløjten, der stoppede et Sekund og saa sang videre, for atter et Sekund lige som at hvile sig, tone paa ny — og dø bort.

41

Det var en fransk Geværkugle, der endnu ikke var falden til Jorden som en charmant lille Kobbertingest, der kunde bruges — og ogsaa bliver brugt — til at hænge ved en Urkæde eller som Midtpunkt i et Smykke. Den hørte til de ubehageligste, man kan blive ramt af, fordi den var en »Querschläger«, der havde stillet sig paa tværs i sin Bane og nu oldenborremæssigt trimlede rundt i Luften, inden den lagde sig til Hvile, ikke stærk nok til at kunne jage gennem Kød og Ben, men netop stærk nok til at kunne baade flænse Kød og knuse Ben.

Men, som det hedder med det gamle Jægerord, der er mest Plads udenom! Uagtet det jo ingenlunde er umuligt, falder det dog næppe noget normalt Mandfolk ind at tænke paa, at man kunde blive ramt af saadanne enkeltvise Kugler, som den og andre lignende, der svirrede i Luften under vor Vandring mod Skyttegravene.

Just da vi var naaet saa vidt frem, at store nøgne Kridtskrænter laa for os, hvori vi saá en Stillings Gange og Grave, fo'r der gennem Luften en umaadelig hastigt hvislende Smækken, der virkede som en betydelig Forstærkelse i Energi og Fart af den Lyd, en stor Gedehams frembringer, naar den en Sommeraften styrter sig imod den tændte Lampe ude paa ens Altan.

Det var en af de franske Geværkugler, der gik sin lige Vej uden at have tabt i Kraft.

Kort efter stod vi ved en Soldaterkirkegaard med mange smaa simple Trækors og havde foran os en 42 bred og dyb Forbindelsesgrav, der gik uden om en vidtstrakt Stilling. Soldater færdedes dernede i allehaande fredelige Sysler, og vi saá dem fra dækkede Opholdsrum inde i Bjerget dukke ud i Gange, der førte til Forbindelsesvejen.

Man havde Indtryk af at staa overfor en underjordisk By.

Fra en af de i Jorden nedgravede Barakker kom en Officer ud i Graven til os: det var den kommanderende Major, som vilde være saa venlig at vise os rundt.

Det er i Virkeligheden en By, saadan en moderne Feltbefæstning, en Forening af Forsvarsstilling og Lejr gravet ned i Jorden.

Under Majorens Førerskab saá vi paa det omhyggeligste Mandskabers og Officerers Opholds- og Sovepladser, Rummene til Opbevaring af Ammunition og Materiale, Telefoncentral, Forbindingsplads for Saarede o. a. lign. Det er større eller mindre, højere eller lavere Jordhuler, der er afstivede med Tømmer og delvis beklædte med Brædder, forsynede med nødvendige Møbler og Brugsgenstande og tilstrækkelig dybt beliggende samt behørigt jorddækkede, til at de bliver nogenlunde bombesikre.

Gaderne mellem alle disse underjordiske Kaserner, Arsenaler, Oplag, Hospitaler og tillige Vejene ud mod Fjenden er aabne Løbegrave, der mest af alting minder en civil Betragter om de Gange i Jorden, der i vore Byer graves, naar man lægger Kloak- eller Gasrør, og hvor vi saa tit har staaet og 43 set Mænd arbejde eller kante sig forbi hinanden med Redskaber eller Materialer.

Man har jo hørt, at nogle særligt indviklede af disse Feltstillinger benævnes Labyrinter; medens jeg hin Morgenstund trofast fulgte min Major i Hælene, snart oprejst ude i Løbegravene, snart temmelig sammenfoldet inde i et eller andet af de lave underjordiske Rum, snart til højre, snart til venstre, ofte trykket op mod en af Gravenes Vægge, medens Rækker af Soldater Mand efter Mand passerede forbi med deres Hakker og besvarede Majorens Spørgsmaal om, hvor de skulde hen at arbejde — ja, da syntes jeg, at de burde hedde Labyrinter, allesammen. Og det var mig lidt af en Tilfredsstillelse, at selv de to andre Officerer, der skulde følge efter os, af og til, naar vi var gaaet lidt hurtigt, havde forløbet sig i de indviklede Gange. Men Majoren førte os, som man gaar Vejen hjem i den By, hvor man er født, paa Kryds og tværs, gennem Gader og Gyder, uden at tænke over, at det kunde være anderledes.

Af og til standsede han ved nogle arbejdende Soldater, roste eller kritiserede et eller andet Jordarbejde, Anbringelsen af en Risfletning, en Telefonledning eller hvad det nu ellers kunde være, bestandig agtpaagivende overfor selv den mindste Ubetydelighed.

Saa stod han et Øjeblik stille og pegede frem vendt imod mig.

Der stod lige for mig en Soldat, højt ved et Skydeskaar, i ligesom en Nische af opkastet Jord, forstærket 44 ved Risfletninger, Panserskjolde og Sandsække.

Vi var i den yderste Skyttegrav.

Hvor er her stille!

Ikke Fredens og Hvilens Stilhed, der altid rummer Drømmeri og stræber mod en salig Bliven borte!

Aarvaagenhedens og Bagholdets Stilhed!

Luften er kun opmærksom Ro.

Ingen overflødig Lyd. Lavmælt Tale.

Skyttevagterne har Hylder i og ved deres Nischer, med Ammunition, Haandgranater og andet mere, alting næsten sirligt ordnet.

Et eneste stort, stiltiende Beredskab!

Og paa en ejendommelig Maade næsten hvisker ind i Tavsheden de fjendtlige Kuglers regelmæssige Svup i Sandsækkene over os med bløde: Pllo — Pllo — Pllo ....

Majoren vinkede en af Skyttevagterne til Side, for at han selv kunde komme op og kigge ud af det delvis blændede Skydeskaar.

Det er noget risikabelt, for hvis Genboerne derovre observerer, at et af Hullerne pludselig formørkes, hænder det, at de ser deres Snit til at smutte en hurtig Kugle over paa lignende Maade, som Tyskerne en Morgenstund fik Held til at saare to franske Generaler, der under Inspektion i Skyttegravene saá nysgerrigt ud gennem Skydehullerne — hvad Telegrafen den Gang meldte Verden over.

Men nu vinkede Majoren til mig: »Jeg tror, De kan risikere del,« sagde han og gav Plads for mig.

45

Jeg saá ud:

En nøgen Strime oprodet, brungraa Jord, som endte med en indfiltret, pigget Staaltraadsspærring, og hinsides Nettet helt tæt op ad det en graablaa og rød ligesom rundrygget Bylt — det var en død fransk Soldat, der laa med Ansigtet nedad; faa Skridt fra ham laa en anden Død paa Ryggen, tørret ud, visnet hen, næsten helt farveløst i et med Jorden. Paa den anden Side disse Døde atter granatoprodet nøgen Grund og i en Afstand af vel en 100 Meter fra os den lange tavse Linje i Jorden, tydelig markeret af Sandsække, Franskmændenes Skyttelinje.

Derovre stod altsaa ogsaa Mænd gravede ned, vagtsomme ligesom her, spejdende i al Stilheden, parate til at udnytte det gunstige Øjeblik, de maatte have opdaget.

Men foreløbig lød det kun: Pllo — Pllo — i Sandsækkene over vore Hoveder, helt uforanderlig fredsommeligt, blot til lidt Underholdning for dem derovre ...

Paa vor Vandring videre blev Stilheden pludselig ligesom sønderrevet af noget som en Mellemting mellem et revnende Brag og et hidsigt Slag. Eller man kunde maaske sige, at det var, som om et Ratsch af et uhyre Stykke Lærred, der lynsnart blev revet over, efterfulgtes af et lige saa lynsnart Slag af Metal mod Træ. Man tænkte uvilkaarligt, at det var forbistret rart, man ikke havde Fingrene imellem dér.

Majoren vendte blot paa Hovedet: »Det var en 46 Flyvemine, de kastede over.« — »Her,« tilføjede han og pegede mod de Gange, vi skulde passere, »skal vi gaa lidt hurtigt igennem og paa god Afstand; her er ikke for godt dækket, og nu passer de paa.«

Vi dukkede os og slap over, uden at der faldt noget Skud ...

Længe varede det ikke, inden vi, nu ad de nærmeste Veje, var naaet helt tilbage og sad bænkede i Majorens Barak ved Frokosten, hvor der blev ydet Teen og Smørrebrødet, Sardinerne, Skinken og Osten fuld Retfærdighed. —

Naar jeg siden har tænkt paa denne dagligdags Morgen ude i den yderste Kamplinje, er mit Indtryk altid faldet nøje sammen med det, jeg paa saa mange andre Maader vandt af Livet ved den tyske Front, blandt Tropperne, i Hospitalerne, indenfor det mangfoldigt formede industrielle Arbejde.

Det var den næsten pedantisk ordnede, nøjagtige og beslutsomme Virksomheds Pendulslag, som lød igennem alt.

Paa Værkstedet og Kontoret, ved Sygesengen og i Skyttegravene.

Alting overvejet, altid rede!

Som Moltke sagde efter Sedan: »Es war ja ganz gut abgepasst.« — Det var jo helt pænt passet til.

(»Polit.« 3/9 og 8/9 15.)

47

NOGLE FRANSKE BREVE FRA KRIGEN

I.

Naar jeg ved Arméoverkommandoen paa den tyske Vestfront blev modtaget med stor Forekommenhed, var en Hovedgrund dertil den, at baade Overgeneralen og hans Stabschef kendte de Samlinger, jeg i sin Tid tilvejebragte og udgav af Breve, som belyste, ikke blot Soldaters, men hele en moderne Befolknings Indtryk og Stemning under Nutidskrig. Man vidste ydermere, at dette danske Arbejde havde tjent til Forbillede for Indsamlinger, der fra 1911 at regne under officielle Auspicier havde været i Gang indenfor Preussen og andre tyske Stater, og som en Opmærksomhed overfor mig havde Generalstabschefen derfor lagt til Side en lille Gruppe franske Breve og Brevkort, der var fratagne døde eller fangne Fjender.

Selvfølgelig havde man raadet over et kæmpemæssigt Stof i saa Henseende; men da Materialet kun blev undersøgt med eventuelle militært betydningsfulde Oplysninger for Øje, var Hovedmassen af Papirerne efter at være excerperet ud fra dette Synspunkt ikke bleven opbevaret, saa at det nu kun var en tilfældig sparet lille Samling, der stod til Raadighed. Dertil kom nogle verificerede Kopier af syge og saarede Fangers Breve hjem.

Det hele Stof bar altsaa et ganske usystematisk Præg, men synes mig dog at have saa megen Interesse, 48 at det ikke bør blive liggende i mit Skrivebord som personlige Erindringer alene.

Blandt de saarede Franskmænds Breve kan et anføres i sin Helhed som virkelig typisk for Stemningen i hele Resten og tillige, fordi det indeholder en nøjagtig Skildring af Forplejningen i et tysk Lazaret paa en af de større Stationer i Champagne.

Det skyldes en fransk Menigmand og Bager fra Byen Félines-Haufpont paa Hérault-Kysten ved Middelhavet, er dateret d. 11. April 1915, og lyder:

»Kære Hustru og Børn!

Jeg ligger i min Seng og skriver dette Brev. Allerede for 20 Dage siden blev jeg amputeret, og nu har jeg kun én Fod. Hvad det angaar med Operationen, saa mærkede jeg ikke noget, de fik mig til at sove, og nu har jeg det bedre. Doktoren sagde i Gaar til mig, at jeg kunde begynde at staa op, det vil sige bare, saa at jeg kunde sidde i en Lænestol. Men jeg har ikke rigtig Mod endnu, for jeg er meget svag, jeg har mistet meget Blod, men til Gengæld bliver jeg udmærket passet. 3 Gange om Dagen kommer Doktoren og ser til mig, han ordinerer mig Lægemidler til at styrke mig, men Du kan forstaa, at de er ikke gode at tage, og de er ogsaa for at give mig Appetit. Han anbefaler mig altid at spise meget, og det gør jeg ogsaa, jeg er altid skrubsulten. Om Morgenen Kl. 8 et godt Rundstykke Brød med Smør og dertil en stor Skaal god Kaffe, Kl. 9 49 Bouillon, Kl. 12 en eller to store Tallerkener Kødsuppe med Brød, ligesom man har Appetit til, og 1 Æg og y½ Glas Rødvin, Kl. 3 Brød med Smør eller Kompot og Kaffe, Kl. 4½ en stor Skaal Mælk, Kl. 5½ Aftensmad og til Natten Mælk eller Chokolade efter Behag. Der er 2 Sygeplejere, som vaager hele Natten, jeg har kun at sige til, saa kommer de straks, og saa er der en tysk Søster, som er overordentlig elskværdig (d'une gentilesse remarquable) ligesom Sygeplejerne, det er utroligt alt det, de flinke Folk gør for os. Jeg bærer min Skæbne med Taalmodighed. Kys Børnene mange Gange, pas og plej Jer, saa godt I kan, og hold Humøret oppe, det kan være nok med mig alene.

Din Mand, som omfavner og kysser Dig.«

Den halve Snes andre paa Maa og Faa udvalgte Sygehusbreve indeholder alle ganske samme Tilfredshed med Behandlingen og Plejen paa Hospitalet, kærlige Opfordringer til dem hjemme om at holde Humøret oppe, Tillid til Helbredelse uden varige Følger af Saarene.

En Løjtnant skriver til sin Moder i Cambrai (der er besat af Tyskerne): ».... Jeg bliver godt plejet, og det er takket denne gode Pleje, at min Helbredelse er gaaet saa hurtig fremad. De tyske Officerer og Læger er meget artige (courtois) overfor os; for at adsprede os kommer de med Bøger til os. — Man maa sige, at de tyske Officerer viser sig højsindede 50 (magnanimes) mod os franske Officerer og vore Familjer, saa jeg haaber, at I maaske ogsaa vil kunne for saa vidt undgaa Krigens Haardhed, og at man vil blidne den for Eder saa meget som muligt.«

Jeg havde Lejlighed til personligt at tale med denne Officer, en køn, høj, blond ung Mand.

Han berømmede de tyske Lægers Dygtighed og den baade Orden og venlige Tone, der herskede paa Hospitalet.

Vi kom ind paa Spørgsmaalet om det tyske Brød, som forskellige af de Menige og Underofficererne blandt de saarede Fanger overfor mig personligt havde klaget over: baade fik de ikke Brød nok, og det, de fik, var ikke godt.

»Men,« sagde Løjtnanten elskværdigt, »hvert Land har jo sine Vaner og sine Svagheder. Man maa Lands Skik følge eller Land fly.« — »Og fly,« tilføjede han og saå sig om med en malende Haandbevægelse og et lidt pointeret Smil, »det er der absolut ikke Tale om.« —

Blandt de Breve, der var taget paa usaarede Fanger eller forefundne hos Døde, indeholdt enkelte ret malende Billeder af franske Tilstande.

En lille Skrivelse af 20. Januar 1915 fra Datteren af en Næringsdrivende i Paris beretter f. Eks.:

».... Jeg er alene hjemme nu og benytter mig af Dagens Lys for at skrive til Dig, for jeg véd ikke, om Du har hørt, at her i Paris, saa snart det er blevet 51 vet mørkt, maa vi indrette os, saa at det Lys, vi har, ikke kan blive set ude fra. Vi maa altsaa i Forretningen sætte Skodder for, og Privatfolk lukker for sig med Persienner eller dobbelte Rullegardiner og saa videre; Gassen brænder ikke, saa Du kan nok tænke Dig Indtrykket af Lys-Byen (la Ville Lumière). Det er ligesom, det var midt ude paa Landet, man kan ikke se to Skridt for sig. ... Hvad Forretningen angaar, saa staar vi stadigt paa det samme Punkt, Anthracitkul har vi ikke, og alle Folk kommer og vil have. Nu er der lovet os nogle i Eftermiddag, og i Morgen skal Fader ud og se at faa fat i nogle .... Leborgne overlod os 2000 Kilo i Søndags Morges, nu (Onsdag) har vi ikke mere end 3 Sække tilbage. Nøddekul har vi for en Tid, Cokes og Brænde ligeledes og Trækul .... Det regner her i Paris, og her er ikke meget muntert i det hele taget, der er ingen, som er i synderlig godt Humør ....«

Bondebrevene er trohjertede, prægede af naturlig Familjefølelse og ofte religiøse.

Fra Departementet Lozère i Sydfrankrig skriver saaledes en Bonde pr. 20. Februar 1915 til sin Broder: »Det er med stor Sorg, at vi har modtaget Dit Kort, som meddeler os, at Du igen er kommen til Fronten. Imidlertid, min kære Broder, tab ikke Modet og bed godt til Vorherre om at bevare Dig fra hver en Fare; i det Øjeblik, at Du begynder Slaget, saa gør Korsets Tegn og sig: »Min Gud, hav Barmhjertighed med mig, tilgiv mig alle mine Synder og frem for alt bevar mig fra enhver Fare.« Louis 52 har nu ikke skrevet til os i fjorten Dage. Leon har skrevet nu forgangen. Jean er endnu her i Sansa, og jeg tror, at han ikke kommer med. Henriette er paa tredje Uge i Matemale, saa nu er vi alene, vi tre her med Fader og Jean. Du kan tænke Dig, hvad vi har med Arbejde. Vi har endnu ikke faaet slagtet Svinene. Marie kan ikke staa op endnu, fordi Siden paa hende gør ondt endnu. Men, kære Broder, spekuler bare ikke paa det herhjemme, for det gaar jo dog alligevel altsammen nogenlunde .... Da vi ikke kan sende Dig en Pakke [fordi Svinene ikke endnu er slagtede], saa lægger jeg en 5-Franc-Seddel i dette Brev og skriv os til, naar Du har faaet det, og saa skal Du more Dig for de 5 Franc (fais la noce avec ces 5 francs) ....«

Unge Bymennesker kan tage adskilligt lettere paa Sagerne, som en Soldat, der d. 4. Februar 1915, fra Hospitalet i Byen Caen i Normandiet, skriver til en Regimentskammerat og Ven af ham, der paa det Tidspunkt ligger i Byen Mende:

»Naa, jeg ser, at Du er stadig den gamle og altid spekulerer paa at komme til at kysse Pigerne; ja, benyt Dig af Lejligheden saa længe Du kan det, for naar man er paa Siden af Bocherne, saa er der som Regel ikke noget af det, og saa tænker man ikke engang mere paa det. Jeg for min Part har nu i Løbet af 6 Maaneder fuldkommen glemt det hele og er bleven ligesom en hel Vildmand, jeg drømmer kun om at skyde Bocher, men det er ligesom med Ukrudtet, jo mere man rykker op, jo mere er der. Men 53 lad os nu haabe paa, at vi snart skal komme til Ende med dem, og at denne Krig kan blive lidt hurtigt slut, for mig hænger den ud af Halsen.

Altsaa, jeg tænker, at de unge Damer i Mende er bestandig lige søde, og se Du bare at faa saa meget ud af dem som muligt, jeg er ikke jaloux, men pas paa, at Du ikke kommer galt af Sted, for dertil er Øjeblikket ikke heldigt. Trøst dem bare det bedste, Du kan; hvad mig angaar, saa kender jeg dem nu for godt, og naar nu blot Krigen maatte være hurtigt omme, for man risikerer at blive af med Skindet, saa vil jeg efter alt dette her se at faa lidt Ro og tage mig en Tur i det mindste over til Kolonierne; der tænker jeg, at Pigebørnene vil lade mig i Fred ....«

— Fra disse farlige kvindelige Væsener, som Soldaten fra Caen har saa vanskeligt ved at slippe for, har der foreligget talløse illustrerede Brevkort. Indenfor min lille Samling paa et hundrede og femten Stykker kolorerede Kort fra de franske Løbegrave skyldes op imod Halvdelen smaa Célestiner, Catheriner, Gabrieller, Margueriter, Yvonner, Adeler, Clairer o. s. fr., der synes at staa vedkommendes borgerlige Tilværelse ret fjernt, men som allesammen forsikrer om deres Kærlighed for Livet og usvigelige Troskab samt sender Tusinder af Kys og Omfavnelser — altsammen paa Kort, der uden en eneste Undtagelse fremstiller skønne Kvinder, ofte sammen med lige saa bedaarende Mænd, i ømme Situationer, hvis da ikke vedkommende Mand ses, soldalerklædt, 54 i Skyer over den læsende, skrivende eller bedende Dames Hoved.

En Bondepige i Bordeauxegnen har sendt to Kort med de herligste Kvinder paa, den ene med udslagent, kastanjebrunt Haar og et Væld af langstilkede Liljer trykket ind mod Barmen, den anden med Boser og atter Roser i de løftede Hænder, helt lyseblond med elegant opsat, kreppet og kruset Haar.

Og bag paa disse Skønheder skriver Louise fra Landet, først d. 27. Januar 1915:

»Kære Felix! Jeg er nærved at tro, at Du er vred, fordi at jeg ikke har hørt noget fra Dig siden den 15de og fra min Broder siden d. 18de. Jeg kan ikke bolde det ud. Du tror maaske, at jeg er utro mod Dig, men det er jeg slet ikke, for det har jeg slet ikke Lyst til, og naar at man elsker en, saa kan man aldrig glemme ham, men nu haaber jeg da, at Du skriver snart til mig. Modtag de bedste og sødeste Kys af en, som elsker Dig af Hjerte. Tusinde, Tusinde gode Kys fra en, som altid tænker paa Dig og aldrig vil glemme Dig.«

Senere, efter at hun lykkelig og vel har faaet Brev fra den Elskede, hedder det d. 3. Marts 1915 i al Korthed:

»Min egen kære Ven! Jeg sender Dig dette Kort, fordi jeg ikke har Tid til at lave Dig et Brev, jeg skal gøre det i Morgen. Men vi har jo haft et rigtig pænt Marked. Jeg har nu ikke stort mere at fortælle Dig i Øjeblikket, for jeg er altid sund og rask, og jeg haaber, at mit Brev maa træffe Dig ligeledes. 55 Tusinde, Tusinde Kys fra den, der elsker Dig af Hjerte og som altid tænker paa Dig.«

De unge Damer fra By og Land staar ikke altid paa nogen god Fod med Retskrivningen (der i det hele taget efter de Prøver, jeg har set, synes at være ret usikker ikke blot indenfor de lavest bogligt dannede i Frankrig).

Som en Kuriositet til Belysning i saa Henseende skal jeg hidsætte Bondepigens sidste lille Meddelelse i dens originale Skikkelse:

»Bien Cher ami. Je vous envoi sette cartte parsque je nait pas le temps de vous faire une lettre je vous ferais une demain. Mais enfain Nous avons hu une belle foire je ne vois plus grand chosse a vous dire pour le moment quar je suis toujour en bonne sentés et je desirè que ma lettre vous trouve de maime.

Reseves mille mille baisers du coeur qui vous eme et qui pense toujour a vou.«

II.

Allerede i 1870 stod Krigen med Tyskerne for Franskmændene som en Krig mod »Barbarer«.

Og da de tabte, blev det selvfølgelig understreget, at det var den finere og fornemmere Kultur, der bukkede under, netop fordi den var saa fin og fornem. 56 At Franskmændene i Virkeligheden tabte paa Grund af uheldig Politik, daarlig Administration og slap Krigsførelse turde ikke betones. Forfængeligheden tillader sjældent Mennesker at tilstaa, at de bliver overvundne paa Grund af virkelig Underlegenhed.

Nu, de fire og fyrretyve Aar efter, gentager det samme sig, blot med en Vælde, der staar i Forhold til de umaadeligt forøgede Dimensioner, Krigen har taget siden da.

Tyskerne er, som i 1870, Barbarer i Ordets ægte klassiske Betydning, Folk, der staar udenfor Civilisationen (ikke civiliserede Personer, der under Omstændigheder er i Stand til at begaa »barbariske« Handlinger). De er simpelthen tilbageblevne Mennesker, egentlig Dyr.

Et udbredt fransk illustreret Postkort fremstiller derfor ogsaa Tyskland som en Gorilla, der træder frem til Kamp mod de som elegante Soldater fremstillede Stater R. F. og Rusland. Og for at ingen Misforstaaelse skal være mulig, staar der under den tyske Menneskeabe de med Henblik paa Rusland særlig rammende Ord: Barbariet mod Civilisationen.

Det bekendte Legetøjsmarked paa Place de la République i Paris bragte nu ved Julen baade som Taalmodighedsspil for Børn og som »Kunstblad« et Billede af Tyskernes Kultur. Det bærer som Overskrift: Deres Kultur, og man ser nedenunder en tysk Sygeplejerske, der paa Slagmarken holder Revolveren hen for en stakkels fransk Saaret, med Ordene: Dit Guldur eller Du er kaput! (La montre en or ou 57 capout!) Bag hende staar smilende tyske Soldater med Sække over Nakken fulde af Rov.

Jeg viste denne lille Prøve paa fransk Pædagogik til en Tysker, der lige var kommen hjem fra Fronten. Han blev fuldkommen lagenhvid og i Ordets bogstavelige Forstand stum af Harme. Da han fik Mælets Brug igen, »bakkede han snagvendt«, som vi siger det paa Dansk, saa uimodstaaelig pudsigt, at vi begge to maatte le højt; men Latteren varede kun kort hos Tyskeren. Denne Infameren, oven i Købet overfor Børn, af en Skikkelse, der — sikkert med Rette — staar for alle Tyskere som noget af det smukkest menneskelige og kvindelige, var det ham næsten ikke muligt at komme over. Den baade oprørte ham og smertede ham, som naar man med virkelig Sorg beskuer Sandhedens Golgathagang paa Jorden.

Ad selve Ordet »Barbarer« trækker Tyskerne nu for Tiden kun paa Skulderen, i Modsætning til hvad der var Tilfældet ved Krigens Begyndelse, da de med oprørt Fremhæven af deres Digtekunst og Musik, Videnskab og Teknik protesterede, ofte i urimeligt stærke Ord. Og allesammen ler de oprigtigt ad Franskmændenes hyppigste Tillægsord til deres germanske Fjender: sale, det vil sige skiden. For den, der kender Franskmændenes lidet monsterværdige Renlighed baade kommunalt set og privat, og særlig for dem, der — som de tyske Soldater — har maattet muge efter dem i deres Byer og lært deres Bønder elementær Hygieine, virker Ordet »sale« i 58 en Franskmands Mund som Tillægsord for Tyskere kun humoristisk.

Og dog er det det hyppigste af alle forekommende Skældsord. Man vil se det blandt andet ogsaa i Brevene.

»Sales Boches« siger den unge Alice i den lille nordlige Provinsby nær ved Nancy, ganske hidsigt, medens hun rørende skriver til sin saarede Fætter om, hvorledes hun og hendes Moder, som har mistet deres Broder og Søn »paa Ærens Mark« (sur le champ de bataille), »arbejder alt det, vi kan for vore gode og kære Soldater, fra Aften til Morgen, vi laver Halstørklæder, Sokker, Muffediser; Moder har slet ikke mere i Huset, alting er gaaet med lige til hendes Uldsjaler, som hun har skaaret i Stykker for at lave Tørklæder af dem, hun tager sine gamle Lagener itu for at lave dem Strimler til at vikle om, naar de faar ondt i Fødderne under deres Sokker.« Det er navnlig Koloni-Hæren, i hvilken hendes Broder har tjent, som den unge Pige mener, vil kunne gøre det af med dette skidne Pak af Tyskere.

Dybt nede fra Pyrenæerne lyder det pralende fra en Bankmand i Perpignan d. 18. Februar, at nu »for en to—tre Dage siden, er vi begyndt at give de skidne Bocher en Lektion.«

Og et Smaaborgerpar i Rue Danton i Reims, en lidet skrivekyndig Frøken Joséphine paa Landet i Roussillon bruger ogsaa det samme Ukvemsord med samme Færdighed.

59

Frøken Joséphine er tillige meget ængstelig for sin »kære Fætter«s Liv, i det Tilfælde han skulde blive Krigsfange: »Jeg tror,« skriver hun, »at dette Bæst af Vilhelm (la brute de Guillaume), naar det skulde ske, at han [Fætteren] maatte overgive sig, saa vilde han lade alle de stakkels Fanger slaa ihjel, for det er en Mand, som ikke har noget Hjerte, og han holder ikke af sine Folk, og han foretrækker nok snarere en Hund fremfor en af sine Folk (il doit prevérait [préférer] mieux un chien qu'un des ces hommes).

Højst betegnende for borgerlig fransk Opfattelse af Tyskerne og Krigssituationen er de 4 Breve fra d. 6. April til d. 22 April 1915, som skyldes det nævnte Forældrepar i Reims og er skrevne til den unge Søn ved Hæren, tre af Faderen, et af Moderen. Brevenes Haandskrift og Stil er flydende og god, Sprog og Retskrivning ikke udadlelig. Der omtales en Fætter af Faderen, som er Gendarm i Chalons og to andre Fættere, der tjener i samme Regiment, den ene som Korporal, den anden som »Stabssergent (Sergent Major) maaske nu endogsaa Officer«, men Faderens borgerlige Livsstilling fremgaar ikke med noget Ord af Brevene; snarest faar man Indtryk af, at han ikke længere har nogen Beskæftigelse, men lever af sine Rentepenge. Familjens Avis er den populære »Matin«.

Den 6. April mener Faderen, at »vi haaber jo paa, at Krigen snart faar Ende. Den vil nu ikke lade længe vente paa sig, da vor Sejr, som Tingene 60 nu ligger, er sikker, og det vil ogsaa være den største Velgerning for hele Menneskeheden.«

Den 8. April »har der paa vore Kanter været et stort Slag, som vi endnu ikke véd Udfaldet af, men Rygterne gaar jo, og efter dem at dømme er det gaaet os glimrende .... Begivenhederne kommer lidt efter lidt til at staa mere og mere klart, og lad os haabe, vi snart vil faa Ende paa denne Mare og se vore Fjender blive ødelagte. Disse Bocher, der er flere Aarhundreder bagud i Civilisationen, disse udhungrede Horder vil snart komme til at ligge i Støvet, som saa kan hjælpe dem til at fordøje deres K. K.-Brød [Originalen har: mordre la poussière, (som vi siger paa Dansk: bide i Græsset) poussière qui les aidera a digérer leur pain K. K.]. Lad os haabe, at de vil komme ud af deres Huller, og at de saa i al Hast vil vende tilbage til deres Bocherie, som de aldrig skulde have været ud af. Men det kan jo være, det kan blive en gavnlig Lære for dem. Man har i hvert Fald Lov til at haabe paa det.«

D. 22. April »kan jeg meddele Dig som Nyhed her fra Reims, at vi stadig bliver heftigt bombarderede og i Særdeleshed i Dag, hvor de skyder med Brandgranater. Der er brudt Ild ud flere Steder. Sandsynligvis har Bocherne faaet sig en Dragt Prygl paa en eller anden Front, det plejer at være deres Maade at fortælle os deres Uheld paa. Vi skal nu i hvert Fald nok blive færdige med dem, og om de nu snart kunde bestemme sig til at trække sig ud af vort 61 Land, som de har svinet nok til med deres Nærværelse!«

Moderen er mindre kras i sine Vendinger. Hun fortæller — d. 13. April — at »fra den 13. September at regne, gaar det her stadig paa samme Maade. Vi beder til, at Krigen maa være forbi saa snart som muligt, saa at der ikke længere skal være nogen Fare for Dig, og vi kan leve igen paa vor gamle Maade. Vi haaber, at Du i den første Orlov kan komme til os, saa skulde vi rigtignok fejre vor Befrielse, for nu har vi jo gjort Krigen med i 7 Maaneder og haft frygtelige Øjeblikke at staa igennem, men lad os haabe, at alt det snart vil faa en Ende, og at der vil komme bedre Dage.«

— Paa en af de franske Fanger, der blev tagen ved Foraarstide i Champagne, forefandtes et med Blyant skrevet Brev, dateret Pilking, nær Ypres i Belgien, d. 8. November 1914.

Det var bestemt for hans »Elskede Forældre« (Bien-aimés Parents) og giver et lidet opmuntrende, men betegnende Billede af en ung Soldat i et Øjeblik, hvor han har staaet lige paa den yderste Rand af sin moralske Kraft.

Det unge Menneske skriver:

»Det er efter lang Tøven og med dyb Bevægelse, at jeg skriver dette Brev, som mine sidste Tanker bliver betroet. Jeg har omsider fattet min Beslutning, hvor sørgmodigt det end er at tage den, fordi jeg, desværre, nu slet ikke mere kan have det allermindste 62 lille Haab efter alt, hvad jeg ser her Dag paa Dag. Jeg tænker over, at efterhaanden gaar alle mine Kammerater bort, midt i deres bedste Ungdom, Tallet paa dem, der bliver tilbage, indskrænkes foruroligende, og den Dag er nær, hvor dette Tal vil være bleven lig med Nul. Man tør sige, at her er Kampen virkelig særlig haard, Kanonen tordner uden Ophør, Geværerne taler ustandseligt, og det, uden at der kommer nogen Ende paa det hele. Det vil vare længe og blive frygteligt.

Den 2. November rettede vor Division et vældigt Angreb i Retning af Ypres. Tyskerne vilde tage denne By, ligegyldigt hvad det kostede, og omringe os. Vi havde Held med os. De trak sig tilbage, men ikke uden at volde os svære Tab. Vi tog de Stillinger igen, som Englænderne havde opgivet, og vor Bataillon, hvis Styrke er svundet ind til Halvdelen, reddede Situationen. Vi blev ofrede, men vi gjorde et godt Arbejde. Uden os vilde hele Hæren have været nødt til at gaa tilbage. Vilhelm skal personlig have ledet Angrebet; paa vor Side overværede Poincaré og Joffre Affæren. Jeg véd ikke, hvorledes jeg har baaret mig ad med at komme tilbage den Dag gennem saa mange Granater og under en saadan Regn af Kugler!! General de Castelnau skal nok have sendt nogle Gaver til vor Bataillon for at belønne os. Den, som ikke har været med til det Angreb, han har ingen Ting set!!

Den 5., medens vi var ved at spise til Aften i en Bondegaard, faldt en svær Granat lige ned i 2den 63 Sektion af Kompagniet; der blev ikke mere end 3 Mand tilbage, 30 Stykker døde og saarede; det bliver forfærdeligt, man løber lige saa megen Risiko 6 Kilometer fra Fjenden som ude i Ildlinjen.

Jeg har anført disse to Eksempler for at gøre Eder klart, at det vilde være frygteligt at bevare mindste Smule Haab, og jeg gør mig ikke mere nogen Illusion angaaende min Skæbne. Maaske bliver det min Tur i Aften, maaske i Morgen eller muligvis i Løbet af nogle Dage. En Ting er sikker, at den vil komme, forudsat denne ulyksalige Krig skal blive ved. Og det ser ikke ud til, den vil ende.

Om jeg skal finde min Død for en Kugle, en Granat eller paa en hvilken som helst anden Maade, kan være lige saa ligegyldigt som, hvad Dag der vil blive den sidste i min ulykkelige Tilværelse. Det er nok, at dette Brev kommer Eder i Hænde (om det nu nogen Sinde kommer Eder i Hænde?) for at sige Eder: Jules er ikke mere, vi har ikke mere nogen Søn. Jeg véd, at Eders Sorg da vil være uhyre, og at I vil lide under den længe. Det er den eneste Grund, som kunde have hindret mig i at skrive; men alt vel betænkt, er det ikke bedre at have Sikkerhed, hvor pinagtig den end maatte være? For Resten forestiller jeg mig, at da jeg rejste, har I godt nok tænkt Eder og forstaaet, at Chancerne for, at jeg skulde komme tilbage var svært tynde, og saa vil I tage Efterretningen om min Død med det Mod, som det bør sig, og idet I tilgiver mig, fordi jeg skriver det til Eder ganske lige ud.

64

Ak, min kære Moder, min egen Fader, elskede Søster, mit Hjerte er meget tungt over, at jeg skal skilles saadan fra Eder, saa langt borte fra Eder og uden et eneste Ord fra Eder til min Trøst. Ja, mit Sind er tungt til Døden.

I vil kunne søge, hvis I er i Stand dertil, en Trøst (?) i den Idé, at jeg er død »for Fædrelandet« (!), for dette Fædreland, der er saa fordringsfuldt og utaknemmeligt.

Jeg for min Part græder ved Tanken paa Eders gamle Dage, over hvilke Eders Søns Død langt borte vil hvile som en Mare, denne Død, som i sin dybeste Grund er taabelig og dyrisk. Det er, naar jeg tænker paa det, at jeg føler mig mest ulykkelig, kære, gode Forældre!

Vær imidlertid overtydede om, at jeg vil dø med Eders Tanke paa Religionen i mit Hjerte og Eders gode Lærdomme paa mine Læber. Og jeg skal dertil forsøge at føje et Mod, der ofte har været svagt, og en Tro paa Eders Fremtid, der tit og mange Gange har vaklet ....

Lev vel, mine kære, elskede Forældre, lev vel! Bevægelsen snærer mit Hjerte sammen, og jeg vil ikke gøre Eder mere bedrøvede; jeg har aldrig nogen Sinde været det værd.

Tilgiv mig de Fejl, jeg har begaaet, og som I muligvis har lidt under, tilgiv mig, hvad ondt jeg uden min Vilje maatte have begaaet imod Eder ....

Kære Moder, kære Fader, kære Søster, et langt, langt Kys, det sidste fra Eders lille Jules.«

65

Og som Efterskrift følger — foruden Anmodning om at lade den sørgelige Efterretning (la funèbre nouvelle) gaa videre til en Familje, der altid har vist sig saa elskværdig imod Brevskriveren — disse Linjer:

»I dette Øjeblik spørger jeg mig selv, om nogen Sinde en Haand vil finde dette Papir paa mit Lig, og hvad det da vil være for en Haand. Gud give, det maa være en Vennehaand!«

Det blev — heldigvis — ikke paa den unge Mands Lig, men hos ham som Fange, at en gunstig Fjendehaand berøvede ham denne selvglade og i Virkeligheden ret hjerteløse Skrivelse. Livet vil forhaabentlig lære ham noget mindre Forfængelighed og adskilligt mere kærligt Hensyn.

Langt bedre virker nogle Soldater fra d. 142 Infreg. i Breve af 27. April. De Folk stod netop den Gang paa en frygtelig udsat Post. Et Par Brudstykker fra nogle af deres Skrivelser belyser Situationen og Aanden:

1) »Vi bliver i Dag ligefrem overøste med Granater. Mangen Gang véd man daarlig, om man er død eller levende .... I Morgen skal vi trækkes tilbage fra Stillingen, og det er paa Tide, for vi er udmattede, og vort Kompagni opløser sig fra Dag til Dag mere og mere, Halvdelen af det er død eller saaret ....«

2) » .... Det er traurigt her. Disse [flyvende] Miner og altid igen Miner, ved Dag og ved Nat, saa mange og saa godt sigtede, at vore Grave bliver helt 66 fyldte af Jord .... og saa har mit Kompagni lidt meget stærkt, især 2. Deling; af 60 Mand er vi nu kun 12 igen, saa Du kan danne Dig et lille Begreb om, kære Pige, hvor sørgeligt det staar til her ....«

3) » .... Aldrig er vi bleven saadan beskudt som i Søndags, mange Gange træffes der en 4—5 Stykker paa en Gang .... Naar en af disse Miner springer i Skyttegravene, og Støv og Røg er trukket væk, saa at man igen kan lukke Øjnene op, ser man ved Siden af sig en 2—3 stakkels Djævle ligge, en har intet Hoved mer, en anden ingen Arme, en tredje er helt revet i Stumper og Stykker; Du kan tro, det er skrækkeligt. I Søndags havde mit Kompagni 12 Døde og 18 Saarede. Der er Øjeblikke, hvor man spørger sig selv, om det nu ikke snart er ens Tur; men hvad skal man gøre; det er en gal Tid, man maa bare ikke tabe Modet ....«

4) » .... da jeg ikke er meget modigt anlagt, er jeg nu saa langt nede, jeg kan komme (tout a fait démoralisé). Det er frygteligt, hvad man her oplever .... ingen Hvile og Søvn, tarvelig Forplejning og altid Beskydning, som tynder vore Rækker .... og saa har jeg nu i 6 Dage ikke haft noget Brev fra Dig, man ender med at blive gal! ....«

5) ».... Man kan blive syg af alt det, man ser;

det er værre end i et Slagtehus; man er ligesom et vildt Dyr, som en Ræv sidder man i sit Hul — men saa frygteligt, det man ser, ogsaa er, man maa holde ud ....«

6) ».... Der gaar Rygter om, at vi skal afløses og 67 komme et andet Sted hen, hvor 16. Armékorps kan faa udhvilet sig. ... Lige saa levende som Du, ønsker jeg, at denne forbandede Krig maatte faa Ende og i Særdeleshed, at jeg maa slippe fra det. Men der vil falde mangen Mand endnu. Der gaar ikke en Dag, uden at Kompagniet har Tab .... «

7) ». ... De sidste Dage var ikke gode. Vi havde mange Saarede og adskillige Døde; men der er ikke noget at sige til det; det gælder jo Forsvaret af vort Land, og jeg tror, at Gud vil beskytte mig ....«

— Natten mellem d. 27. og 28. April var den Stilling, der her er Tale om, gjort »sturmreif«, som Tyskerne kalder det. Den blev angrebet og taget.

Samtlige Brevskrivere blev fundne døde med de endnu uafsendte Brevskaber i deres Lommer ...

Der rinder mig i Hu det vidunderlige russiske Folkeord:

Over den døde Soldat græder der tre Kvinder, Hustruen, Søsteren, Moderen. Hustruens Taarer er som Nattens Dugg, Solen og den lyse Dag tørrer dem. Søsterens Taarer er som Bækken, omsider falder den i Floden. Men Moderens Taarer, de er Volgaen, der rinder evindeligt.

(»Norsk Aftenp.« 5/9-10 15.)

68

ØSTRIGSK AAND

I.

Det var paa den Tid, Tyskerne og Østrigerne i Forening var ved at drive Russerne ud af Galizien, at jeg opholdt mig i Wien.

Jeg oplevede, at Efterretningen om Przemysls Generobring bredte sig ud over Staden, begyndte en tidlig Helligdagsmorgen med smaa Avisdrenges hæseblæsende Raab i færdselstomme Gader, fortsattes gennem ivrige Hænders Griben om Flyvebladene, i Smil og Slag paa Skuldre, Udhængning af Faner, Hurraraab foran Krigsministeriet, indtil om Aftenen hele Byen, med Fanedug ved Fanedug fra alle Huse, i Skær af elektrisk Lys og Fakler, rystede under en kæmpemæssig militær Tappenstregs Janitscharmusik og Trommeslag. Og Taarerne løb bogstavelig talt stille ned ad Kinderne paa baade Mænd og Kvinder, der var hæse af at juble.

Men i de samme Dage smilede og spottede i Selskaber og paa Kaféerne, der var saa fulde af Mennesker som nogen Sinde, det ejendommelige østrigske Vid.

Der er blandt mange Vitser og Anekdoter særligt tre, jeg mindes, som havde vundet Udbredelse til baade Gader og Stræder.

De to handlede om den store Forbundsfælle, Kejser Wilhelm; den tredje om den populære høje Riddersmand med tillukket Hjælm, der staar paa »Ringen«, 69 skaaret i Træ, men som skal blive helt af Jern ved, at nu under Krigen Nagle bliver slaaet ind i ham ved Siden af Nagle — voksne Mennesker og Børn, Skoler, Soldater og Udskrevne har allerede med Hammerslag næsten givet ham Jernrustningen paa.

Og nu sagde altsaa Wienerne med dette diskret tilfredse Smil, hvormed de fortæller en Morsomhed, for det første, at Kejser Wilhelm skal have kaldt den østrigske Generalstab »den sort-gule Fare«, samt at samme høje Ven af Østrig har sagt, at Østrigerne havde jo holdt Sagen ganske godt hen med Russerne, indtil der kom Militær til (Die Oesterreicher haben ja die Russen ganz gut hingehalten, bis Militär dazu kam). Og om Symbolet paa østrigsk Heltekraft, Riddersmanden i sin folkelige Rustning, hed det, at naar han bliver helt »vernagelt«, skal han op i Ministeriet — hvortil for Fremmede maa bemærkes, at »ein vernagelter Kopf« i tysk Slang betegner et ganske ualmindelig fast pakket Kvæghovede.

Man kender Tysk-Østrigerne i denne Sarkasme midt under Sejrsjublen og med den frygtelige Vinter i Galizien og Karpatherne in mente.

Tysk-Østrigeren er en Tysker uden Rigstyskerens Aposteltro, med et finere kritisk Syn paa sig selv og Tilværelsen, men derigennem ogsaa med ringere Arbejdsmod, Udholdenhed og Styrke.

Hans Monarkis historiske Grundlag og Udvikling indadtil har bibragt ham en smidigere Forstaaelse af andre Folkeslags Ejendommeligheder og 70 berettigede Krav end den, Rigstyskeren indenfor sit homogenere Landomraade endnu har kunnet naa; men Østrigeren er ogsaa kommet Nationalitetsprincipet nærmere ind paa Livet end nogen anden Evropæer gennem uafladelige Vanskeligheder ved at afveje overfor hinanden en Række Nationaliteters — større, mindre og helt bitte smaa's — mere og mere differentierede Fordringer. Han har set, at heller ikke dette ophøjede Princip er guddommeligt, og at dets doktrinære Gennemførelse bliver lige saa betænkelig som al anden doktrinær Prokrustes-Behandling af levende Liv.

Østrig-Ungarns uendeligt vanskelige indre Forhold har lært Østrigeren andres og egen Skrøbelighed at kende i fremragende Grad og bragt ham til at opfatte det som menneskelig Lod, at man altid bedømmes saa meget uretfærdigere, jo flere Vanskeligheder man har at kæmpe mod.

Det er da gaaet ham, som det gaar begavede og dannede Mennesker, særligt naar de hører til en fornem, gammel Slægt: Hundrede Gange bedre end de uvidende Udenforstaaende ser de Fejl og Mangler hos sig selv, men lige saa klart et Blik har de for, at de andre oftest giver deres Bebrejdelser fejl Adresse og navnlig, at det aldrig vil lykkes at bibringe disse Uvidende-Bedrevidende nogen Forstaaelse heraf.

Saa bliver man Skeptiker, vittig, selvironisk og arbejder ikke med den Troendes utrættelige Energi..

Det var en ganske tidlig Morgen, jeg ankom til 71 Wien, og hverken Fiacrekusken, der befordrede mig til Hotellet, eller Portier'en, der anviste mig Værelse, sagde et Ord ud over det strengt nødvendige. Hotelkarlen bemægtigede sig mine Kofferter ogsaa uden at mæle det mindste.

Men da han i al Tavshed havde anbragt Sagerne oppe paa mit Værelse, vendte han sit ægte sydtyske, lidt aflange Ansigt med flade, sorte Øjne, et kraftigt Skæg og et bekymret Udtryk imod mig og sagde de første Ord, der skulde lyde i mine Øren paa wiensk Grund:

»Aber die Italiener, die Schweine!«

Det var et Sjælens Bæger, der flød over, ikke med Brus og Skum, men ganske stille.

Denne Mand af Folket gav med disse Ord et udtømmende Udtryk for alle østrigske Nationaliteters Følelse for Italienerne. Der er slet ikke mere at sige om de Folk. Og Gud være lovet, man fik Lov til at slaas med dem i Stedet for at skulle afstaa dem Land og sige Tak til!

Italienerne indtager for den østrigske Bevidsthed Rangklassen Pengeafpressere, Falskspillere, lejede Stimænd Nummer 9. Færdig!

Russerne er derimod for Østrigerne det store legitime Problem udadtil.

Med Russerne har man haft Føling som intet andet evropæisk Folk, og man frygter dem som Alpeboen frygter Gletscheren, eller man kunde maaske bedre sige, som Marskbonden frygter det store Hav uden for hans Diger.

72

Til det russiske Folkeoceans Stigen og Falden, dets aldrig hvilende Bølgeslag og Brænding har Østrig-Ungarn lyttet spændt i lange Tider. —

Det er saa ejendommeligt, naar man kommer fra Tyskland til Østrig, at føle ligesom Horisonten skifte.

Hvor meget end Tyskere slaas med Russere, bibringer dem Nederlag paa Nederlag og bygger By ved By med Hundrede Tusinde Indbyggere, der kun er russiske Krigsfanger, har man dog bestandig Følelsen af, at det blot er England og Frankrig, Tyskerne kriges med. I egentligste Forstand endda kun England, medens Franskmænd og Russere blot bærer Englands Farver i Verdensopgøret mellem tysk og angelsachsisk Aand.

I Østrig er det udelukkende russiske Skyer, under hvilke Krigen foregaar. Det er Rusland i Panslavismens Løvehud, som Østrigerne slaar løs paa af deres bedste Kræfter — at Italienerne med Dirk og Brækjern har benyttet sig af Lejligheden, forandrer intet i det store Billede.

Rusland er Fjenden, det ortodokse, czaristiske, moskovitiske Rusland, som nu da ogsaa i denne Krig har givet Peter den Stores evropæisk døbte Sct. Petersburg ægte russisk Navneforandring.

Overfor Moskoviterne mener Østrigerne, at de har en hellig Mission i Evropas Interesse, som de havde den i sin Tid overfor Tyrkerne, der blev standsede foran Wiens Mure.

Og det er atter med Psykologens fornemme Skuldertræk overfor ophidsede Doktrinarister, at Østrigerne 73 ogsaa udadtil ser sig fuldkommen misforstaaede og hører Ruslands Aktion fremstillet som baaret af ophøjede nationale Tanker.

Som en fremragende østrigsk Polak sagde til mig: »Naar Rusland vil optræde som Panslavismens Apostel og Fører for os andre Slaver, er den kun at ligne ved Ulven i Eventyret, der tog den rare, gamle Bedstemoders Kappe og Briller paa for at kunne komme til at æde Barnet. Igennem hele den slaviske Verden gaar der en mægtig Spaltning mellem de Slaver under eller udenfor Czarens Scepter, der helder mod middelevropæisk og vestevropæisk Kultur og Storrusserne med deres Følge. Det er Storrusserne, der i det forløbne Aar har væltet deres Hære imod Mellemevropa, det er Storrusserne, som har ment at kunne bruge Frankrigs og Englands Guld til omsider at blive Herrer over Konstantinopel, det er Storrusserne, som i deres egen velforstaaede Interesse vil have Østrig-Ungarn sprængt i Stykker til en Gruppe magtesløse Smaastater. Men ikke blot England og Frankrig, ogsaa en stor Del af den øvrige civiliserede evropæiske Verden applauderer fuldkommen tankeløst disse Asiater, som i deres eget Land er forhadte indtil Døden af Alt, hvad der har det mindste med evropæisk Aand at gøre. Lad dem sejre og faa flere Penge og mere Land og Havne mod Syd og Vest og Øst — saa skal Evropæerne faa »national« Politik at føle, saa skal de lære »Frihed« at kende, saa skal de fornemme, hvad moskovitisk »Militarisme« vil sige — vi Polakker er 74 allerede grundigt fortrolige med de Dele. Saa vil Evropæerne — for sent — begribe, at Østrig-Ungarn i Virkeligheden stod i Kamp for evropæisk Kultur.«

Og som denne Polak taler de andre monarkitro Østrigere af forskellige Nationaliteter, Slaver saa godt som Magyarer og Tyskere.

De slaviske Folk, som under den nuværende Kamp har ladet sig lokke af Storrussernes Fløjtetoner, betragtes som kortsynede Stakler, der har syndet, enten af Uvidenhed eller som Ofre for doktrinært Fantasteri.

Thi der er jo Slaver indenfor Østrig, som gik Storrussernes Ærinde.

Først naar Krigen er forbi, vil man ret faa oplyst, i hvilket Omfang. Det bekendtgør man ikke ved Trommen, saa længe Kampen staar paa. Hver kan have Lov at tro sit. Men foreløbig staar dog Ruthenerne i Galizien og særligt Czekerne paa det sorte Bræt.

Ruthenerne hader som bekendt, paa Trods af det hellige slaviske Fætterskab, deres Stammefrænder og Landsmænd i snævreste Forstand, Polakkerne, og Czekerne — ja, om dem kan man høre ret haarde Ord i Østrig nu for Tiden. Der er czekiske Afdelinger, som sloges daarligt mod Russerne, især efter at den oprindelige Officersbesætning for Størstedelen var gaaet til Grunde og Reserveofficerer traadt i Stedet. Jeg tror nok, at 30 Mennesker, hver for sig, fortroligt meddelte mig, at det czekiske otte og tyvende Infanteriregiment paa Grund af ussel 75 Holdning overfor Russerne var blevet strøget af Hærens Liste — hvad jeg saa meget mindre tager i Betænkning at lade gaa videre, som Gud og Hvermand talte om det, og det nu tilmed via Holland er telegraferet hjem til Skandinavien.

— Det knagede faktisk i visse Sammenføjninger indenfor det Habsburgske Monarki, da den store Storm brød ud. Hvor meget lader sig endnu ikke sikkert angive.

Men Huset holdt.

Og det har tyske, ungarske og slaviske Faner plantede foran sine Porte med Indskriften i mange Sprog: Mod Moskoviterne!

II.

Der blev givet mig Lejlighed til at færdes en Række Dage ved en østrigsk Armékommando og paa de galiziske Slagmarker.

Særlig med alt det i Erindringen, som jeg havde set ved den tyske Vestfront, blev den lille Rejse ualmindelig fængslende og lærerig.

For opmærksomme Øjne oprulledes der i store og smaa Billeder en Række Scener af Krig og Krigstilstand, der fuldstændiggjorde, hvad jeg tidligere kendte, og den, som havde en Smule Øre, kunde i de Dage under Vaabenbroderskabet mellem Østrigere og Tyskere høre Verdenshistorie gro ...

76

Baade det østrigske og tyske Officerskorps under Felten gør et yderst mangesidigt og broget Indtryk, Uniformen til Trods, saa fjernt som muligt fra Uniformitet. Det skyldes ikke blot den Omstændighed, at alle de indbyrdes forskellige, tyske Stammer er repræsenterede indenfor Officerskorpset (i Østrig tillige slaviske, romanske Folk og Magyarer) heller ikke alene det, at Krigen har hentet saa mange ældre og yngre, højere og lavere Reserveofficerer fra højst forskelligartede civile Fag, men enhver vaagen Iagttager maa lægge Mærke til, at ogsaa det egentlige faste Officerskorps indenfor disse mægtige moderne Hære rummer en Fylde af Individualiteter.

Det er den gængse Forveksling af Overflade med Indhold, naar man i Udlandet ofte tror, at tyske Officerer aandelig talt er støbte i samme Form, hvor meget end deres Uniformer er ens, og deres ydre Façon bærer et velberegnet Ensartethedens Præg.

Tyske Officerer hører tværtimod efter min mangeaarige Erfaring til de i aandelig Henseende mindst uniformerede Tyskere — om end de ganske vist ikke demonstrerer deres varierende Opfattelse af Tilværelsen overfor Gud og Hvermand.

De har den hele Befolkning mellem deres Hænder til Uddannelse i en Virksomhed, der — som den moderne Krig tilfulde har vist det — er længst muligt borte fra gold Dressur, tværtimod kræver en kompliceret Udvikling af en stor Mængde moralske og tekniske Kvalifikationer.

Deres Liv som Officerer bringer dem i Berøring 77 med de forskelligste Garnisonssteder og Skuepladser for Øvelser.

Indenfor det borgerlige Liv har de ogsaa i Kraft af deres sociale Stilling Lejlighed til at komme i Forbindelse med en større Mængde forskelligartede Mennesker — Mænd og ikke mindst Kvinder — end de fleste andre Tyskere. Det ensidige »Fachsimpelei« — som Tyskerne betegnende kalder det — hører langt snarere hjemme indenfor tyske Lærdes Krese end blandt tyske Officerer.

Baade fra den tyske Overgenerals Bord nu i Frankrig og fra den store Officersmesse i hans By mindes jeg tvangfri og alsidig Underholdning, der med stærke personlige Nuancer spændte over de forskelligste menneskelige Felter, Religion, Opdragelse, Politik, Litteratur og Kunst. Og i min Reol staar et stort Værk om »tysk Stilkunst«, der blev mig sendt fra en tysk Flyverkaptajn i Felten som passende Afslutning paa en hed Diskussion, der til langt ud paa de smaa Timer fandt Sted mellem talrige, højst uenige Deltagere i Officersmessen derovre og drejede sig om tysk Kunstprosa.

Til de østrigske Officerer var mit Kendskab paa Forhaand ringe, og Omstændighederne føjede det saaledes, at jeg paa min Rejse traf sammen med forholdsvis færre; men Indtrykket af Mangfoldigheden indenfor det østrigske Officerskorps var usvigelig sikkert og betydeligt. Den polske Major, som er en af Evropas berømteste Gentleman-Ryttere (og som i Parentes bemærket under Krigen foretog en Meldingskørsel 78 pr. Avtomobil paa uafbrudte 80 — firsindstyve — Timer), den tyske General, hvis Navn som Historiker er kendt viden om, den ungarske Greve og Ritmester, hvis højt vurderede Specialitet som Jæger er Løvejagter i Afrika, en anden ungarsk Reserveofficer, der har gennemrejst Amerika som Forsker paa Udvandringsspørgsmaalets Omraade, er Eksempler, som jeg anfører paa Maa og Faa.

Under min Avtomobiltur i Galizien var mine utrætteligt elskværdige og opmærksomme Ledsagere to ungarske Adelsmænd og Rytterofficerer, der begge var Medlemmer af deres Lands Parlament ....

Vor Rejse førte os fra den schlesiske By, hvor Hovedkvarteret havde Sæde, hurtigt ind i de nu genvundne Egne, hvor Russerne i syv lange Maaneder havde været Herrer.

Paa en af de Marker, vi kørte forbi, laa i Nærheden af en ødelagt Landsby en stærkt tilskadekommen Hestetromle med brækket Skaft. Paa den havde en eller anden Soldaterhaand skrevet med Kridt: Die russische Dampfwalze.

Den ubekendte Menigmand havde som en anden navnløs Folkedigter udløst og udtrykt den Tanke, som beherskede alle.

Den russiske Menneskemasse, som i elementær Vælde skulde have »damptromlet« Østprøjsen og Vestprøjsen, Galizien, Schlesien, Ungarn, netop banet Vejen for de andre til Berlin og Wien, var nu jaget tilbage paa en saadan Maade, at Militær og 79 Civil, Høj og Lav, hvert eneste østrigsk Menneske havde Indtryk af, at det ikke kun var for en stakket Tid; alle nærede en rolig Overbevisning om, at her var en Ulykke definitivt afværget.

Vi saá Fangetransport paa Fangetransport af Russere blive ført forbi, store paa Tusinder og atter Tusinder, smaa lige ned til en Trop paa 30—40 Stykker, der blev indbragte, frisk tagne i en Fægtning faa Kilometer fra, hvor vi var. Og i Skare paa Skare arbejdede russiske Fanger langs Landevejene og paa Banegaardene med at fylde Huller, hugge Sten, slæbe Tømmer.

Hvor virkede disse Russere dog ikke forskelligt fra de franske Fanger, jeg havde set under Transport, ved Arbejde, paa Hospitaler!

Der kunde være enkelte lidt landligt træge Typer blandt Franskmændene, men Hovedmassen af dem, hvad enten de var fra By eller Land, virkede nærmest som opvakte Professionister af en eller anden Art. Russerne derimod, det var allesammen Muldets Folk, stærke, svære, langsomme Trækdyr. Alene Fangehorderne gav Indtryk af en mægtig Naturkraft — men heller ikke af særlig meget mere. Og nu til Dags forstaar menneskeligt Snille og Disciplin paa mange Maader at lænke Naturkræfter.

Russerne var klædt i — fortrinlige — Uniformer af en lerbrun Farve, hvad der, naar de marscherede af Sted i Kolonne paa Kolonne, endnu mere bidrog til at give Indtryk af, at det var Moder Jords egne Børn, der kom vandrende. De maa i disse jordfarvede 80 Dragter gaa ypperligt sammen med Markterræn med opgravet og opkastet Jord, bedre end Østrigerne, der bærer en støv- eller snarest stengraa Farve, som paa den anden Side i Klippeegne sikkert faar Manden til næsten helt at svinde sammen med sin Dækning.

Naar de fangne Russere arbejdede, var det med den nationale Langsomhed, som man maa have rejst i Rusland for at opfatte som alvorlig ment. Hvis jeg for min Person ikke havde kendt russisk Arbejdsskik fra dens Hjemland, maatte jeg have troet, at det var Uvilje mod det tvungne Arbejde, som fik disse Krigsfanger til for Eksempel at drage af Sted med et Sold til at harpe Sten paa, som var det et Helgenbillede, der Fod for Fod skulde bæres i Procession ...

Overalt, hvor man kom hen paa den galiziske Krigsskueplads, følte man, at her havde staaet i Kamp mod hinanden ikke blot forskellige Folkeslag, men forskellige Kulturer.

Man fik dette Indtryk bekræftet af Russernes Fremfærd mod Jøderne. Bestandig har Moskoviterne vist udpræget Mistro og Had til dette Folk med dets ejendommelige Forening af tusindaarig Tradition og vaagen Tilpasning til vestlig Kulturs nervøse, moderne Arbejde og Liv.

Ruthenerne i Galizien og Polakkerne paa visse Egne deroppe havde for en stor Del været russervenlige, Jøderne kunde vel nok alle sige som den sortsmudsede, sortlokkede, sortkjolede Israelit, der forsikrede 81 mine Officerer og mig, at han havde været »oesterreichisch, so oesterreichisch«.

De rigeste blandt Jøderne var straks flygtede i sikker Forventning om Jødeforfølgelse; nu viste man os rundt i Byer paa Landet disse israelitiske Patricieres brændte Tømmerpladser, deres indtil Døre og Vinduer udplyndrede Huse. Mange af deres mere eller mindre velstaaende Trosfæller og Landsmænd, ogsaa helt fattige, havde i Rædsel fulgt de Riges Eksempel; de, som var blevet tilbage, kunde nu fortælle om den Behandling, de havde maattet udstaa ùnder Kosakkernes Piske.

Alle, som ikke kunde betale sig fri, maatte arbejde strengt for Militæret. Soldaterne, de havde i Indkvartering, tog simpelt hen, hvad der behagede dem, slog laasede Sekretærer og Skabe op med Geværkolberne, røvede Guld, Sølv, Smykker og hvad der ellers havde Værdi og kunde puttes i Lommen. Til Trods for Spiritusforbudet drak Russerne sig fulde, hvor de kunde komme til Vin eller andet Alkohol, og lod, hvad de ikke kunde eller turde skylle ned, løbe ud paa Gaden, de brugte Stuerne til Stald for deres Heste og mødte enhver Indsigelse med Geværet eller Revolveren og de mest uhøviske Talemaader.

Jøderne paastod under de højtideligste Forsikringer om Paalideligheden af, hvad de sagde, at mange russiske Officerer var lige saa frække til at røve og stjæle som Soldaterne, og Kvarterværten for 82 den kommanderende General i en lidt større By, hvor vi gjorde et længere Ophold, bedyrede med sin Sjæls Salighed, at selve Ekscellensen havde ladet alt Husets Sølvtøj pakke ind og taget det med sig ved sin hurtige Afmarsch.

Om nu alle Enkeltheder i det, som blev fortalt os, var rigtige eller ikke, skal jeg af nærliggende Grunde lade være usagt; en Ting er imidlertid sikker og vis, at det var med fuldkommen religiøs Taknemmelighed, de galiziske Jøder omtalte Tyskerne. For dem var de Frelsermændene af den dybeste Nød,

Man har under den store Krigs Forløb set de Tyskes Kejser opfattet paa højst afvigende Maader. Jeg fik en Gang sendt et meget udbredt Udtryk for en gængse fransk Opfattelse, der betragter ham som højhedsvanvittig: en fransk Tegner havde gengivet Majestæten nøgen, med et fantastisk opadstræbende Udtryk i Ansigtet og Overskægget, sluttet i Lænker, som han rev og sled i, medens Paaskriften »Middel 666« antydede den Maade, hvorpaa den realistiske Franskmand mente, at Galskaben nødvendigvis maatte være erhvervet. Angelsachsisk Fromhed har blandt andet i et amerikansk Blad, som ligger for mig, fremstillet Tysklands Behersker som selveste Mefisto i sine Flammer, omgivet af Børn med afhuggede Hænder eller spiddede eller strangulerede og med Underskriften: Lader de smaa Børn komme til mig!

Men i Galizien sad jeg i troende Jøders hærgede Stue og hørte en gammel Moder, omringet af en 83 Sønneskare som Jakobs, ordret sige: »Hvor har jeg ikke anraabt Herren i de syv Maaneder, Russerne var over os, ved Dag og ved Nat. Men da sendte han ogsaa sin Engel, Kejser Wilhelm, med Sværdet.«

Den højhedsvanvittige Libertiner, selve det Ondes Fyrste, Erkeenglen Michael med Sværdet — det er Modsætninger, som lader En skue dybt ind i Relativiteten af Menneskers Dom! ....

Det var Bajrerne, som stormede de afgørende Forter i Przemysl, og tyske og østrigske Tropper i Forening, der erobrede Byen igen fra Russerne.

Jeg talte i Przemysl med en tysk-østrigsk Næringsdrivende, en Mand i Trediverne, som havde gennemgaaet Tiden med Russernes Herredømme i Byen.

Han fortalte om den tidlige Morgen, da Befolkningen af den østrigske Overkommando fik Ordre til at forlade deres Huse og vandre ud langt bort fra Byen, fordi Fæstningsværkerne skulde sprænges i Luften. Ude paa de nøgne Marker hørte de under hjerteskærende Graad den skæbnesvangre Larm af Sprængningerne. Mange Mennesker gik helt fra Sans og Samling. Og da de sønderrivende Brag og Drøn omsider var døde hen, vandrede Folk under skrækindjagende Stilhed tilbage til Byen for at skjule sig bag Skodder og i Kældere. I flere Timer laa Gaderne tomme hen; det havde været, som var Tiden holdt op at være til. Men saa lød Hujen og Hestehovsklapren, Piskesmæld, Kommandoskrig, op ad Gade og ned ad Gade fo'r Kosakkerne som Fortropper for Infanteriet, der først rum Tid derpaa fulgte efter i Kolonne 84 paa Kolonne. Og nu kom Maaneder, hvor intet Menneske i Przemysl noget Øjeblik ved Dag eller Nat var sikker paa sit Liv. Fire Tusinde af Byens polske og tyske Borgere blev om Nætterne befalede op af deres Senge og med det samme sendt videre, ubekendt hvorhen, fordi Russerne fandt deres Sindelag mistænkeligt og ikke følte sig beroliget ved de Legitimationspapirer, de besad. Min Hjemmelsmand havde ogsaa staaet en Nat i sit Soveværelse, halvpaaklædt, med en russisk Officer foran sig, og paa Springet bort. Hans Redning skyldtes kun, at han kunde fremvise en russisk Passértilladelse, som han straks efter den fjendtlige Besættelse af Byen havde opnaaet for at kunne gaa over en Bro fra sit Arbejde til sit Hjem. Tilfældigt og i og for sig bundlatterligt! Et betegnende Bevis paa, at Systemet oven i Købet blev meningsløst gennemført! — Samtlige Byens Jøder blev, hver og én, sendte bort som paa Forhaand upaalidelige. De russiske Soldater ikke blot rapsede, men røvede overalt, hvor de turde det uden Frygt for Anmeldelse til en højerestaaende, som virkelig vilde tage sig af Sagen. Det bedste, man kunde gøre, var at sky offentlig Gade og blive inden for sine fire Vægge, hvor man aldrig var sikker, men dog risikerede mindre end ved at færdes ude .... Men saa skete det vidunderlige, saa kom — som den gamle Jødekone havde sagt det, Englen med Sværdet, eller, som denne Borger i Przemysl udtrykte sig: »Saa kom Bajrerne og Tyskerne!«

        

85

Og da græd Przemysls Mænd og Kvinder igen, men af Glæde, Lykke og Taknemmelighed!

Om disse Bajrere og Tyskere talte de gode Folk med den Beundring og Interesse, som man føler overfor Mennesker, man tidligere bare kendte af Navn, men som nu gennem sjældne Evner og trofast Sindelag har kunnet gøre En den største Velgerning, der overhovedet var tænkelig.

»De gaar jo til Krig som til en Dans,« sagde En. »Der staar paa deres Hjelme »In Treue fest«,« sagde en anden, »og de har været tro mod os Østrigere. Og fast vil de staa som Klipper.«

Baade taknemmeligt og levende interesseret, som man er det overfor alt Nyt, hørte jeg fra de forskelligste Mennesker Ytringer som: »Hvor véd de dog meget, de Tyskere!« — »Der er ingenting, de Soldater ikke kan lave!« — »Hvor er de flittige og opvakte! — Hvor holder de af at læse!« og saa fremdeles.

Det, som er foregaaet gennem Vaabenbroderskabet mellem Tyskland og Østrig-Ungarn, er hverken mere eller mindre, end at Østrig-Ungarns Folk har opdaget Tyskland og Tyskerne.

Kendsgerningen er iøjnefaldende hos Høj og Lav, paa Krigsskuepladsen og udenfor den.

Blandt de østrigske Officerer var der oprigtig Anerkendelse af Tyskernes militære Egenskaber og eftertænksom Bestræbelse for at lære dem Kunsten af, hvor det havde vist sig nødvendigt. Med ægte østrigsk Elskværdighed erkendte de Manglerne, som 86 østrigsk Hærvæsen, sammenlignet med det tyske, kunde have vist sig at lide af, særlig paa det organisatoriskes Omraade. Men lige saa naturligt og berettiget selvfølende fremhævede de, hvad Østrig-Ungarns Hære til Trods for alle Vanskeligheder, som Tyskerne ikke har haft at regne med, havde kunnet præstere, alene eller Side om Side med de andre.

Ingen har som den tyske Østriger kritiseret sin Fætter, den moderne Rigstysker, hans ydmyge Arbejdsiver, hans Paaholdenhed, hans stundom svigtende Taktfølelse. Ingen har som Tysk-Østrigeren haft Lejlighed til under den nuværende Krig paa nærmeste Hold og til sin egen Fordel al erkende den Altruisme og Arbejdsglæde, den Samvittighedsfuldhed og Selvbeherskelse, den Styrke og nationale Ungdommelighed, som laa bag den mindre tiltalende Overflade.

Og Rigstyskerne, som man saå færdes i feltgraat paa de galiziske Valpladser, og som paa mangfoldige Maader har været og vil komme i Samarbejde med Østrigerne!

De er sikkert for lærvillige og lærenemme til ikke at bringe Lærdom med sig hjem.

De véd i Bunden saare godt, disse »Bajrere og Tyskere«, som han sagde, Manden i Przemysl, at tysk Aand er ikke udtømt med sin prøjsiske Form alene, hvor uvurderlig dens Betydning end har været for tysk Udvikling. (»Polit.« 16/8 og 17/8 15.)

87

PAA VALPLADSER OG BAG DEM

I.

Det er, som der til Valpladserne og fra Valpladserne førte usynlige, tidlig og silde befærdede Veje.

De er af mange Slags, ofte lange og trange, og forener dem, der maatte blive hjemme med dem, der staar i Kampen eller stod i den.

Jeg har paa en Storbys Kirkegaard set en Kvinde knæle paa sin faldne Mands Grav og føle det som sit Livs største Lykke, at han dog ikke blev puttet i Jorden som et stakkels Dyr, der er forendt, maaske helt forladt og ene; hun fik ham jo endogsaa hjem og kunde bringe ham til Hvile under dette Kors og denne Indskrift: »Thi det er jo det højeste, at et Menneske lader Livet for sine Brødre.«

»Husk paa de mange Tusinder af Kvinder,« sagde hun, »der maa ligge vaagne om Nætterne og tænke, at nu ligger han der i det fremmede Land paa aaben Mark, maaske under et lille Kors, der vil raadne op.«

Man forstaar denne Kvindes Følelse for sine Medsøstre, hvis Tanker maatte vandre en lang, trøstesløs Gang til Valpladserne og hjem igen.

Og dog griber Intet os Andre som netop disse Gravtuer paa Kamppladserne, ved Vej, paa Mark, mellem Ruiner, bag Løbegrave, med det simple Trækors og Navnet, der saa nemt kan slettes ud.

Egentlig synes vi, at saadan er det baade størst 88 og bedst: En kammeratlig Haand har slaaet Korset sammen af et Par Stumper Brædder, kronet det med den Dødes Hjelm (som vi saå det saa tit), lige skrevet hans Navn derunder — og saa gaar det videre til ny Sætten Livet ind og nye Ofre for en Sag, der staar over alle Navne, huggede ind i Granit og Marmor!

Naar Soldaterne har søgt at gøre mere ud af deres Kammeraters Grave, tømret anseligere Kors, samlet dem paa smukt anlagt Kirkegaarde, endogsaa bygget solide Monumenter af Cement eller Sten med plastisk Udsmykning, træder der mellem den Døde og hans Daad straks noget uvedkommende, lidt af Kunst, af Tredjemands Snakken med og Hæven sig selv lidt frem, hvor troskyldigt og kønt det end kan være ment.

Som den afsjælede Sømand bliver sænket i det evigt rullende Hav, der bar hans Skæbne, saaledes burde egentlig den faldne Soldat navnløs stedes til Hvile i den Jord, hvor han faldt for sin Pligt.

Bevar saa hans Navn til evige Tider hjemme, hvor hans Eksempel skal leve! Som Japanerne har gjort det i Templet bag Kirsebærtræernes Alléer paa Højen med den videste Udsigt over deres Land, Vand og største By ....

De Saaredes og Syges uendelige Rækker mødes med dem fra Hjemmene ad de mangfoldigste Veje.

Hvad har jeg ikke set blive lindret af stille Lidelse i Sygetog og Lasaretter, paa Hospitaler! Egentlig altid netop stille Lidelse! Det kan jo være tilfældigt eller hænge sammen med, at en Besøgende ikke 89 kommer bag Behandlingens egentlige Kulisser; men hvad jeg har set og hørt af selv de haardest saarede Mennesker, som aldrig vilde vinde deres Førlighed tilbage, var præget af en rolig Taalmod, ofte af fast Vilje til paa Trods af alt at klare sig igennem. Høje Klager har jeg overhovedet aldrig fornemmet, højst en vis stump Ligegyldighed; smukke Udtryk for Taknemmelighed baade hørte og saá jeg.

Og Kvinder fik jeg Lejlighed til at se fra deres allerbedste Side.

I Tøndebaandskjolens, Husassistenternes og den kvindelige Valgrets Tid, gør det godt at støde paa saa lidet opsigtvækkende Udtryk for fordringsløs og kritikløs, kvindelig Offervillighed. Jeg husker en Sygeplejerske i Champagne, der lod Hænderne synke i oprigtig Sorg over, at der med hendes rundelige Arbejdstid for Øjeblikket »slet ikke var noget at bestille mere« mod dengang, hun havde maattet slide sine 20 Timer i Døgnet. Eller jeg mindes Priorinden i et østrigsk Kloster, der midt under talløse Pligter overfor Soldaterne, der skulde passes, og Pigeskolen, der bestandig holdtes i Gang, dog fik Tid til at glæde mig ved at fremvise den store Klosterpark, somKvinder nu havde lavet om til en mægtig Køkkenhave; alle de fornemme, gamle Græsplæner var forvandlede til Kartoffelmarker. »Men det er jo ogsaa smukt,« sagde hun med sit elskelige Smil, »naar man véd, hvor godt det er.« Eller den unge, jødiske Pianistinde i Wien, der havde gennemgaaet en streng Uddannelse til Sygeplejerske, og for hvem der nu 90 var aabnet en hel ny Verden i de saarede Soldater af de forskelligste Nationaliteter og Stænder; hun bistod dem som Medhjælp for Lægerne, hun valgte Bøger til dem, spillede for dem, skrev deres Breve hjem.

Som Mændene, de militære og civile, ved Fronterne og bag Fronterne, stod samlede under den gamle, heraldiske Devise »Ich dien«, saaledes følte man, paa Krigsskuepladserne og udenfor dem, Kvinder flokkes i Kraft af det, som en af de allerkæreste iblandt dem udtrykte i de Ord: »Ich pflege gern.« Og hun sagde det helt undseligt, som om man havde grebet hende i hendes lønligst dulgte lille Hemmelighed.

Ære være dem allesammen! Krigen har bragt dem bort fra meget Pjat og »Sjæleri«, nær til det oprindeligste og dybest kvindelige.

Og Krigens organisatoriske Opgaver i største Stil, militære og civile, har udvidet ogsaa Kvindernes aandelige Horisont, udviklet deres Almensans, givet dem reel Pligtgrund under Fødderne i deres Fædrelandskærlighed eller Hjemstavnsfølelse.

Spørgsmaalet om almindelig tvungen kvindelig Værnepligt foreligger allerede gennemtænkt fra tysk Side i Forslag, der sigter paa at udnytte de under Krigen indvundne Erfaringer og faa kvindelig Arbejdsevne paa Forhaand udviklet og praktisk organiseret paa Omraader langt ud over Sygepleje og lignende Virksomhed alene.

Per gives jo Lande, som hylder en almindelig 91 Kvindernes Valgret i Kraft af den let fattelige Doktrin, at Kvinderne er Mennesker ligesom Mændene (medens Sandheden turde være, at Mænd og Kvinder er, om jeg saa maa sige, det mest forskellige i Branchen Menneske, der overhovedet findes, og at der er mere Lighed mellem en mandlig Haleneger og Petrarca, end imellem den guddommelige Digter og hans Laura).

I Tyskland og Østrig vil der efter Krigen blive arbejdet hen imod en kvindelig ikke almindelig Valgret, men nøjagtig specificeret Værnepligt, hvis Omfang og Udstrækning vil blive bestemt gennem gjorte Erfaringer om Kvindens Arbejdsevne og særlige sociale Væsen; hendes fremtidige udvidede Rettigheder indenfor Staten vil da naturligt vokse frem heraf..

Hjemme i Skandinavien dvæler man bestandig i sine Betragtninger over Krigen ved de kolossale materielle (og til Dels kunstneriske) Værdier, der ødelægges, og den frygtelige Sorg, den bringer over Menneskeheden gennem de Tusinder paa Tusinder Døde og Lemlæstede. Noget mindre højlydt, ja, næsten allerede med lidt Tvivl i Røsten, kan man tale om Krigens formodede slette Bivirkning, idet den skulde gøre Menneskene mere raa og brutale, ogsaa efter Krigen.

I de store krigsførende Lande har Piben en ganske anden Lyd.

Man skulde synes, at Folk derude maatte klage uendeligt meget mere over de nævnte Ulykker, eftersom 92 det er dem, der lider dem, og vi blot læser om dem og for Resten tjener Penge og bruger Penge. Men der er noget om, at den, der er med i Legen, han faar ogsaa noget med af Stegen. Paa Trods af og tværs igennem al Sorg og Byrde føler Befolkningen derude den uendelige Tilvækst i Livsværdi, som Krigen har bragt dem.

Der sørges, og der grædes; Kvinder, som har mislet den, de elskede, Forældre, hvis bedste Haab blev lagt i Graven, har faaet Knæk, som de aldrig forvinder, og forøger — som jeg har sagt det før — Tabene med en civil Tabsliste, der aldrig offentliggøres. Men selv disse Lemlæstede gaar det efter den første Bedøvelsens Tid som de legemligt Lemlæstede, der vender tilbage fra Krigen: Livet er saa stærkt omkring dem, at det ikke slipper dem af sit Tag.

Der har i disse Lande, hvor Døden mejer ned for Fode, udviklet sig en ren Tyrketro paa Livet.

Det er en Pligt at risikere Livet, hvor det kan gøre Nytte; men det er i lige saa høj Grad en Pligt at bevare selv den mindste Rest af Liv, saalænge man derved kan gøre nogen Nytte.

Til de militære Principer, som har gennemtrængt Befolkningen, hører de, at ingen er ringe — vel at mærke, saa længe han er anbragt og holder sig paa sin rette Plads — og at kun det gør stor, at man opfylder sin Pligt. Det tilsyneladende mindste kan blive afgørende for det største, Troskab hedder Livets Krone, og Faneflugt er det sjofleste, der eksisterer.

Man holder netop Livets Fane oppe med begge 93 Hænder, med én Haand, med Tænderne, om det saa skal være.

Den Energi og metodiske Sans, hvormed der til Eksempel virkes for at oparbejde Erhvervsmuligheder for de mange, der er blevet skudt blinde i Krigen, og faa dem lært at udnytte disse Muligheder, er i høj Grad typisk.

Ikke mindste Skæven til nogen Form af Lirekasse; ingen Hylen op om Invalideunderstøttelse i anden Skikkelse end som Understøttelse til bestemt, fortsat Arbejde!

Dertil sikker Overbevisning om, at ogsaa paa dette Omraade vil Nødvendigheden skabe Mulighed, Vilje, Evne, ja uanet Evne.

Krigen har været overdaadig rig paa Eksempler i saa Henseende, endnu mere paa det almindelige Borgerliges end paa det Militæres Omraade.

Nye Opfindelser er gjort, der for Tiden kan bringe Nødhjælp ved Fremskaffelsen af Raaprodukter eller Fabrikater, og som efter Krigen vil kunne udvikles til at øge de paagældende Virksomheders Udbytte overordentligt. Sociale Eksperimenter har man maattet foretage i Henseende til Fordelingen af Produktionen indenfor Samfundet, hvis Rækkevidde og Konsekvenser efter Krigen endnu er uoverskuelige, men som tenderer henimod et nyt archimedisk Punkt for det økonomiske Universum. Gennemgribende Forandringer i Levemaade og Livssyn har fundet Sted indenfor de betydeligste Befolkningslag. Ogsaa nye politiske Skillelinjer ser man være i Begreb med 94 at danne sig, udadtil og indadtil, med vidtrækkende Muligheder i Følge. Kort sagt, overalt føler man i de krigsførende Lande ny Kulturs Fremmarsch i Skær af Krigens Fakkel. Alle Vegne spirer med vældig Kraft Nyt frem af, hvad der gik til Grunde, og fordi det gik til Grunde.

For Mennesker, der ikke sidder i de smaa nevtrale Landes Gitterloger som en Mellemting mellem overlegne Teatergængere og skælvende Arrestanter, der venter paa, hvad Dom Historien vil diktere dem — for alle dem, der er virkelig med i dette brusende Kulturtog fremad, findes der kun én Parole: Blive ved, ikke slippe, leve!

Storme frem, hvis man kan det, halte af Sted, hvis man er nødt til det, blot være med, ikke tabe Retningen, i hvert Fald kunne øjne Fanen!

II.

Forskellen mellem den tyske Vestfront og de galiziske Valpladser var iøjnefaldende. Paa den ene Side okkuperet fjendtligt Land og Stillingskrig, paa den anden generobrede Territorier og bevægelig Kamp.

I Frankrig var jeg indkvarteret ved selve Overkommandoen i et forladt, men velordnet fransk Borgerhjem; det var, ligesom man kunde være paa Besøg fra Hovedstaden i Provinsen. I Galizien blev 95 Midtpunktet for vor Tilværelse Avtomobilen. Den tjente Chaufføren til Seng om Nætterne, og vi andre blev indkvarterede, som det kunde falde sig. Rigtig Sengelejlighed, saa at vi kunde klæde os af, fik vi kun en enkelt Gang; et Sengestel med Madras eller en Sofa maatte vi være taknemlige for og var det ogsaa. Jeg forekom mig ofte som et fornærmeligt Stykke Luksusdyr, naar vi i en eller anden lille Stump By, ved Nattetide, ærbødigt gelejdet af en Befalingsmand eller Menig med Lygte, blev bragt under Tag, medens vore Fødder kunde være lige ved at træde paa Soldater, der laa viklede ind i deres Kapper paa den bare Jord og sov. En saadan Nat, der tilmed var bitterlig kold, kunde jeg ikke lade være at sige nogle beklagende Ord om de indhyllede Skikkelser for vore Fødder.

»Aa hvad,« sagde min Ledsager, »det er kun let Saarede; de har allerbedst af at ligge ude i frisk Luft.«

Og da det var blevet lyst, kunde vi overbevise os om, at han havde Ret. Sammen med de helt sunde Kammerater var de Saarede muntert oppe i livlig Handel med Bondekoner fra Omegnen, der kom dragende med Mælk og Æg og Brød.

Hvor vi kom frem i Galizien, var vel Billedet af Krigens Ødelæggelser nogenlunde det samme som i Frankrig, men Virkningen var mere storstilet uhyggelig, fordi Sceneriet bredte sig over saa vidtstrakt Land og tillige indeholdt kendte Motiver til Dels forstærkede.

96

Dag efter Dag kom mine Officerer og jeg igennem større og mindre Landsbyer, der laa hen, helt eller delvis sammenskudte, afbrændte, udplyndrede. Næsten allermest uhyggeligt — særligt i Tusmørke — virkede det, hvor Husene endnu stod, men tomme stirrede én i Møde med nøgne Vinduer uden Ruder, ofte berøvede Dørene, stundom endog Vinduesrammerne — medens nogle faa Mennesker kunde luske eller slentre besynderligt ørkesløse omkring i Nærheden. Man fik et beklemmende Indtryk af Krigens Evne til at gøre rent Bord, hvor den ikke ligefrem tilintetgører.

Forladte Skyttegrave drog, i Solskin og Blæst, i stille Vejr og Regn, deres stive, tavse, jordbrune Bælter gennem Landskaberne, i Dale og oppe paa Højder. Stub ved Stub af omhuggede Træer kunde paa lange Strækninger indramme Chausséerne. Vi kørte gennem Skove i grønt prangende Pragt, men med store Brandpletter, hvor Granaterne havde stukket Ild paa og svedet Træerne golde ...

En herlig Sommerformiddag med Solskin og blaa Himmel stod vi paa en Høj indenfor Przemysls Befæstningsanlæg, hvorfra man havde milevid Udsigt.

Kanontordenen rullede langt borte; det brændte ude i Horisonten, og Røgskyer steg til Vejrs; paa de graagule Veje mellem grønne Marker var Støvmasser i Bevægelse — det var Kolonnerne af Soldater og Træn, til og fra Slaget. Højt oppe i Luften i Retning af Røgskyerne vuggede et lille mørkt Punkt op 97 og ned; i Kikkerten saá man tydeligt en ballon captif, hvorfra Artilleriild blev observeret.

Der ud, hvor man for Øjeblikket sloges, maatte vi ikke komme, men i Przemysls Forter og omkring dem skred vi hen over Skuepladserne for de tidligere Dages Kampe.

Skarer af fangne Russere under østrigsk eller tysk Kommando var i Gang med at rømme op paa Valpladsen; Vognlæs paa Vognlæs saá vi blive kørt derfra; men i, foran og bag Skyttegravene, paa Marker eller i Smaalunde laa stadig spredt omkring sønderbrudte Geværer, Bajonetter, Faskinknive, russiske Pelshuer og tyske overtrukne Hjelme, Tornystre og Patrontasker. Jorden var paa sine Steder ligefrem strøet med de gule Messinghylstre fra Geværpatronerne; der laa Bunde af Shrapnells, Tændrør og usprængte Shrapnellshylstre, der virkede som smukke cylindriske, tomme Jernvaser med deres riflede Kobberbaand omkring — Granathuller var der alle Vegne og Granatstumper fra uanselige Splinter til mange Punds vægtige Brokker med de mest fantastiske Brud.

Hvor 42-Centimeter-Granaterne var slaaet ned paa Mark i blød Jord, havde de dannet Huller af Omfang som de smaa Vandkær, der er — eller navnlig var — saa hyppige paa Markerne hjemme i Nordsjælland. Havde Regnvand samlet sig i Hullerne, var Illusionen fuldstændig, blot at der manglede al venlig Plantevækst omkring disse vandfyldte 98 Kratere med oprevne, nøgne Skrænter. Vi maalte med nogle lange Stænger et af dem, det holdt sine 5—6 Meter i Dybden og over 10 i Bredden. — Skrænter, som 42-Centimeterne havde ramt, var hulede ud som til en Grusgrav eller Sandgrav, og naar disse Uhyrer var sprungne inde i Forterne, laa metertykke Betonblokke revnede og splintrede i en Losseplads af smuldret Kalk og Sten og Jerndele.

I Przemysls berømte Fort 11 blev der vist os Krigens største Seværdighed: en 42-Centimeter som »Blindgänger«. Den var slaaet ned til Bunden af en mægtig Betonhvælving, men uden at være trængt helt igennem eller sprængt; nu sad den og kiggede med sit Hoved paa skraa ned til os. Yderst forsigtigt skulde man i en nær Fremtid til at grave den ud.

Hvor disse frygtelige Haubitstræffere sad i Jorden med en Nøjagtighed, som de bajerske Artilleriofficerer ikke kunde lade være med fagmæssigt at understrege, forstod man, at Russerne havde tabt Sans og Samling og ladet alt i Stikken; hele Marker stod fulde af deres ganske urørte Pigtraadsspærringer, der saá ud, som om de var lavede i Gaar, kunstfærdigt dragne mellem Rader af ondt opadspidsede, korte, svære Stolper, Række bag Række. Gennem hele denne Kratskov af Træpigge og indfiltret slyngede, staaltornede Ranker skulde Fjenden have trængt sig med Tab og Pine under Ilden fra Magasingeværer og Bøsser; men fra Luften havde Død og lammende Rædsel ramt Mændene bag de russiske Bøsser.

99

Massevis laa de nu her under Mulde, men kun sjældent — om jeg mindes ret, blot en eneste Gang — saá vi paa selve Valpladsen et af de smaa skraa, russiske Kors over en Falden, som vi havde set saa mange af andre Steder i Galizien. Her var det Østrigere og Tyskere, som over deres egne havde sat de almindelige simple Trækors.

Et Sted var mit Øje fra en af Løbegravene, som vi gik i, faldet paa et større Kors paa Marken ligeved, med to tyske Navne, en Underofficers og en Menigmands. Soldatens ejendommelige Navn blev staaende i min Erindring, medens vi vandrede videre i den endnu ikke helt ryddede Løbegrav. Da faldt mit Øje efter faa Skridts Gang — mellem noget Papir, der laa i Graven — paa et illustreret Postkort med selve dette Navn som Udskrift. Jeg tog det op: Rigtigt: Til Fusilér N. N. — og Billedet var fra en lille prøjsisk By oppe nær Teltow. Det forestillede et »Schiitzenhaus« i ægte moderne Stil af Jægerhus, med Rækker af smaa Borde i Haven, Cigaravtomat og Opslag om Ølprisen. Teksten lød paa, at en hel Skare underskrivende Slægt og Venner, der nøjagtigt angav sig som Onkel, Tante, Kusine osv., sad her d. 28. Februar 1915 »gemütlich beisammen und gedenken Deiner und zwar beim Wohltätigkeitsfest« — selvfølgeligt den hele Familje sammen ved Øllet og paa den nationale Velgørenhedsfest! Og det lille Kort var sendt Manden til hans Adresse som Saaret paa Garderkorpsets Krigslasaret, »Pispus, Kortryk, Belgien«. Nu laa han 100 her i Galizien, ramt igen, men denne Gang til Døden.

Jeg mindedes uvilkaarligt de glade og stolte Ansigter paa mangen Soldat, som jeg for nylig havde set bryde op fra Wien, med Baand om Huen, hvorpaa stod skrevet: »For anden ....« eller »For tredje Gang i Felten.«

Og ved en Tankeforbindelse erindrede jeg Underskriften under tre tyske Officerers Billede fra deres Stue i Frankrig, og som de nu sendte hjem til Kone og Børn. Den lød: Ob und wann?

Maaske bruger ogsaa tyske Soldater ved Marschen paa ny ud i Krigen at fæste paa deres Huer det kække Vidnesbyrd om, at de, paa Trods af Advarselen fra Døden, nu igen skal ud at nappes med ham.

Jeg for min Person har imidlertid ikke set det nogetsteds i Tyskland og finder egentlig ogsaa, det passer langt bedre for den østrigske Soldat end for den tyske. Der er noget i det af Rovfuglefjeren i Hatten, noget af Jægerens Glæde over sit Mod og sin Lykke, og den østrigske Soldat minder i første Række om en ufortrøden Jæger med Bøsse over Skulder; den tyske virker med alt sit Vaabenudstyr først og sidst som den — militære — Embedsmand, der behersker sit Omraade, kender sin Pligt og er besluttet paa uden at kny at ville knække Halsen for den, om det gælder ....

Der var et uforglemmeligt og dybt virkende Syn, 101 som den galiziske Krigsskueplads bød paa i streng Modsætning til den franske.

Over det ganske Land, hvor vi saa kom hen, drog et tættere eller tyndere Tog af Indbyggere, der nu vovede at vende tilbage.

Man kom til at tænke paa Fugletræk, tidlige, endnu sparsomme, men som vil blive fulgt af flere og flere.

Ad Veje med nylig opfyldte Granathuller og prægede af mægtige militære Transporters Slittage, hvor man ligesom kunde læse Sporene af talløse svære Kraftvogne og Kanonhjul og Tusinder paa Tusinder af Hestehove og Soldaterstøvler, kom de dragende, disse tynde, sorte Træk af Mennesker, der søgte at vinde hjem igen.

Paa simple Bræddevogne med et magert Øg spændt for, Manden til Fods med Tømmerne i Haanden, Konen og Børnene deroppe mellem Møbler og Madrasser og nogle Redskaber; stundom bundet til Vognen et Stykke Ungkvæg.

Saaledes gik det i langsomt Skridt, men dog bestandigt fremad og hjemad.

Et Sted legede nogle Smaabørn en sikkert herlig Leg ned i og op af dybe Granathuller paa en Mark, der omgav et lille straatækt, lavt, nu igen beboet Hus, der var blevet fuldkommen sparet midt under Ødelæggelsen omkring det. Og inde mellem Ruinhobe rejste allerede hist og her et nyt Hus sit Skelet af Træ; der lød Øksehug og Hamren.

102

Byen Przemysl vil jeg til min sidste Dag se for mig med sine sprængte, som i sig selv sammensunkne, Jernbroer over Floden, men med den ivrigste militære og civile Trafik paa Træbroer og i Baade. Det borgerlige Liv tog til i Byen, saa man næsten syntes, der var Forskel at se fra Time til Time, i Butikerne, paa Kød- og Grønttorv, foran offentlige Bygninger, hvor Folk stod opstillede for at faa udbetalt Understøttelse og Hjælp til Arbejde. Varer var der kommet til Staden, som ikke længe havde været til at opdrive; paa Restauranten, hvor vi spiste, kunde man nu faa Vin, om et Par Dage ventedes det længselsfuldt imødesete 01. En Finansmand, som jeg fik en Passiar med, fortalte mig om alt, hvad der allerede var i Gang eller snarest vilde blive iværksat for at pumpe nyt Pengeblod ind i Galizien igen. Fra Fjællevognene paa Landevejene til Bankdirektionernes og Industriledernes Kontorer var det genopvaagnende Liv, Tilbagevenden til Arbejde.

Medens det militære Arbejde fortsattes ustandseligt med sine aldrig hvilende Krav.

Time paa Time klaprede Hestehove og rumlede Kanoner gennem Gaderne, gungrede Fodslaget af graa Batailloner paa graa Batailloner mod Brostenene — fra Valpladser til Valpladser, hvor der stadig kæmpedes og vandtes fremad under Ofre.

Som Japaneren siger: Naar du har besejret din Fjende, spænd saa Hjelmremmen fastere.

Ogsaa her er Krigen den store Læremester for Livet.

103

Hvert menneskeligt Fremskridt betyder ny Vanskelighed og Fare, men ogsaa øget Forventning, forhøjet Anstrengelse, men ogsaa videre Maal, indtil det sidste store Maal er naaet eller forfejlet, men Kamp i hvert Fald ikke længere mulig. —

(»Polit.« 27/8-7/9 15.)

104

DISKUSSION

Som et Udtryk for den Opmærksomhed, de foran staaende Artikler havde vakt, fremkom — i »Politiken« for 9. Septbr. 1915 — følgende Indlæg af Forfatteren Sven Lange:

PROF. KARL LARSENS KRIGSMORAL

Politikens Kronik er som bekendt først og fremmest et aandeligt Fristed, en fredhellig Tumleplads for frie Kæmpere. Hensigten med den var, at alle, selv de mest personlige Anskuelser, skulde have Lov til at udfolde sig her, uafhængige af alle Hensyn — endog af Hensynet til Bladets Redaktion — naar der blot stod et Navn, et Talent, en Overbevisning bag ved Ordene. Af Sammenstødet mellem de forskellige ofte helt modsatte Meninger skulde da den Gnist springe frem, der maatte overbevise Læserne om, hvad Sandheden var.

Jeg tager næppe fejl, naar jeg formoder, at Professor Karl Larsen kan takke dette meget rummelige og generøse Princip for, at hans Krigsbetragtninger har faaet Lov til at brede sig uantastet paa dette Sted. Velskrevne, som de er, og tilsyneladende godt dokumenterede har de ikke kunnet afvises — de har maattet betragtes under Synsvinklen: Tidsfænomener. Men desværre er de ganske upersonlige: kun som Udslag af den for Tiden saa mægtigt dominerende prøjsiske Militarisme faar de en forbigaaende Interesse.

105

Men den prøjsiske Militarisme virker kun, naar den er støttet af sine Kanoner, og af dem har Prof. Karl Larsen ingen faaet overladt — endnu da ikke! Han har kun en Fløjte, som han i al Beskedenhed har laant af Regimentsmusikken.

Paa den spiller han fanatisk løs — men hvor svagt virker alligevel ikke disse tillærte Melodier! De virker end ikke, naar han selv stamper frem i Takt med Melodierne! Han tror, at han er med i et »brusende Kulturtog fremad« — og kan ikke se, ikke en Gang af sine egne højtsvungne Benbevægelser, at »Kulturtoget« hverken er mere eller mindre end den ægte Hohenzoller-Parademarsch, den, der for saa mangen en Civilist har været et opløftende Vidnesbyrd om Prøjsens militære Disciplin: »Blive ved, ikke slippe, leve — der findes kun én Parole!«

Den militære Disciplin bliver derfor det centrale, det springende Punkt i Professorens Agitation. Den skal indspilles i os som Sjælen i Fremtidens Kultur, der nu marscherer frem »i Skær af Krigens Fakkel«.

Thi »Krigen er den store Læremester for Livet«, udbryder Professoren. Ordene er desværre ikke nye. De kunde være sagt af Bernhardi, der igen kunde have lært dem af Treitschke og v. Hartmann, som atter havde kunnet føre dem tilbage til Clausewitz — hele Rækken af militære og filosofiske Kraftskribenter, lige op til Fader Fichte.

Denne Lære har den danske Professor samlet i sig som en lille Kanonkugle, og med den som Ballast i sit svage Hjerte er han bleven stillet Ansigt til Ansigt med Krigens vældige Udfoldelse af Styrke. Da skete det, der maatte ske: uden Modstandskraft, som et Jernfnug, der tiltrækkes af en umaadelig Magnet, er han viljeløs og tankeløs fløjet lige i Favnen paa den store Grumhed.

Der ud fra sender han — som hans Læremestre — smaa skæve Øjekast til de Ulykker, den grænseløse Ødelæggelse, som Krigen forvolder. Naturligvis gaar der mange Ting i Stykker, siger de — men hvad Pokker, Krig er Krig — og Krig er den 106 store Lære for Livet. Derfor vil det opstaa igen i nye Former og udfolde sig med forøget Kraft, takket være den militære Disciplin.

Ja, naturligvis vil Livet fortsættes, men hvordan denne Udvikling bliver, er der intet Menneske paa Jorden, der véd det mindste om; lys ser den i hvert Fald ikke ud. Hvad man véd, er kun den simple Sandhed, at hvis Krigen ikke var kommet, havde Nationerne faaet Lov til at udfolde sig i Følge deres indre Betingelser — og at Millionernes Kval og Ruin i saa Fald kunde være sparet.

Men Krigsprofeterne ser ikke dette. Det Darwinske Livsprincip om Kampen for Tilværelsen, der gælder i den dyriske Verden, overfører de raat og direkte til den menneskelige som en Slags Livslære.

Derfor forstaar de ikke, at Krig ikke er noget som helst andet end Bestialitet. De forstaar ikke, at de Egenskaber, de forherliger, er de mest primitive hos Menneske-Bæstet. At del Mod, de priser, kun er Dyrets Mod.

Dette Standpunkt kan forstaas som et specielt tysk: i den Rus af Bedrift og Fremgang og Triumf, hvori de prøjsiske Soldater endnu lever, kunde det næppe være anderledes.

Men den danske Professor har ikke slet saa megen Grund til Triumf, — og her har vi nærmest at gøre med Fænomenet: »Karl Larsen i Skær af Krigens Fakkel.«

Mon han ikke snart skulde komme til sig selv igen — efter at det Chok, som han modtog ved Krigens Udbrud, saa længe har faaet ham til at stille alle Begreber paa Hovedet?

Intet tyder derpaa!

Saa hypnotiseret er han af Krigens Aand, at han virkelig synes at mene, at Befolkningen i de krigsførende Lande — altsaa ikke Centralmagterne alene — med Rette anerkender og føler sig taknemmelige over »den uendelige Tilvækst af Livsværdi, som Krigen har bragt dem«.

Saa forblindet er han af Krigens Moral, at han, den før saa overlegne Folkepsykolog, ikke længer kan se, at hvis de krigsførende 107 Landes Befolkninger bærer Krigens Byrde uden synderlig Klage, da er det ikke, fordi de véd at vurdere de Goder, den samtidig bringer dem, men fordi deres Sinds Anspændthed for en Tid har ophævet deres normale Dømmekraft; han ser ikke, at Folk i de Nationer, der staar udenfor Krigen og »kun kan læse sig til, hvad der sker«, har langt større Betingelser for at kunne vurdere dens Væsen — med enkelte Undtagelser, som vi ser!

Saa smittet er han af Krigens Tone, at naar han — som han gjorde i sin forrige Kronik — fortæller om en tysk Sygeplejerske, han har talt med i Frankrig, da røres han over, at hun »lader Hænderne synke i oprigtig Sorg over, at der slet ikke er noget at bestille mere mod dengang, hun havde maattet slide sine 20 Timer i Døgnet«. Enhver anden end just den, der har den prøjsiske Disciplinfølelse i sig som en Mani, vilde vel først og fremmest tænke paa, hvad Slags Arbejde, Pigen har haft at gøre — og glæde sig for hver Time, hun har fri!

Saa henført er han af Krigens Brutalitet, at han ikke skænker dette en Tankel Da han i Fjor gennemgik Bédiers Bog om Tyskernes Grusomheder i Frankrig og var saa heldig at finde et Par Smaafejl og Misforstaaelser hos den franske Forfatter, viste der sig et lignende Fænomen. Hans filologiske Smaatriumfer stod i det mest skærende Modsætningsforhold til Bogens dybt menneskelige og gribende Anklager, og den eneste Virkning, Kritiken havde, var at forøge Bogens.

Og det er just denne besynderlige Afstumpethed overfor det menneskelige, der allermest viser hans Afhængighed af tysk Militarisme.

Jeg læste nylig den sidste af de tyske Hvidbøger, som Legationen udsender i saa hurtig en Rækkefølge; den handlede om de belgiske Franctireurers Forbrydelser mod de indtrængende tyske Tropper, og gennem en Uentlelighed af Vidneudsagn godtgjordes det utvivlsomt, at der mangen en Gang var blevet skudt paa Soldater af civile Personer: Eksekution og Ødelæggelse af Ejendom fulgte prompte. Men ikke med 108 et Ord antydedes det i Bogen, hvorfor vel de forbryderiske Belgiere handlede, som de gjorde — den hele store Affære betragtedes som en prøjsisk Disciplinærforseelse.

Det slog mig, hvor nøje dette Syn paa Sagen stemte overens med Prof. Larsens Maade at se Tingene paa — han vilde sikkert, om han skulde være ærlig, ganske dele den tyske Generalstabs Betragtning — og dens Fremgangsmaade vilde for ham gaa ind som et Led i »den nye Kulturs Fremmarsch, i Skær af Krigens Fakkel«.

Men her støder vi netop paa en Forskel mellem den militaristiske Fremtidskultur, der foreløbig ikke er andet end et hæsligt Gøglebillede og som forhaabentlig aldrig bliver mere. og den gamle Kultur — der er evig, trods den Modgang, den har for Tiden — der er uudryddelig, bl. a. fordi Ædelmodigheden hører til de mest oprindelige Instinkter i det menneskelige Sind. Og kulturelt i evig Forstand havde det været, om den prøjsiske Militarisme havde skænket sine civile Angribere i Belgien en menneskelig Betragtning.

Hr. Karl Larsen vil betragte denne Opfattelse som antimilitaristisk. Jeg har da ikke andet at gøre end at raade ham til at spænde Sliren fra sin Side og give sin lille Fløjte tilbage til den tyske Korporal, der har laant ham den. Han er dog Skribent, han er Kunstner — lad ham blive Menneske igen!

Andre kan jo være det — ogsaa Tyskere.

Saaledes fik jeg forleden Brev fra Hermann Hesse, der af mange anses for at være den første, eller i hvert Fald den fineste og skønneste Prosaskribent, som Tyskland for Tiden ejer. Han er nu Soldat som alle andre.

I Brevet staar der:

»Es ist mir nicht gelungen, mich litterarisch dem Kriege anzupassen, und es ist meine Hoffnung, Deutschland möge weiterhin der Welt nicht blos mit den Waffen imponieren, sondern vor allem in den Kunsten des Friedens und im Betätigen einer übernationalen Humanitöt«.

Af disse gode, tyske Ord kunde Prof. Karl Larsen lære 109 adskilligt. Foreløbig er han blevet saa imponeret af Vaabnene, at han ikke kan komme videre. Til den mer end nationale Humanitet rækker hans Syn ikke.

Svaret herpaa fulgte i nedenstaaende Artikel, der i sin Begyndelse hentyder til en Diskussion, der havde fundet Sted i »Politiken« angaaende det af mig (ovfr. S. 87) anvendte danske Jægerord »forende« og min Brug af Ordet »Kraftvogn« (ovfr. S. 101).

KRIG OG KULTUR

Det er unægtelig mere tiltalende at diskutere med Hr. Sven Lange om Krig og Kultur (thi det er jo Kærnen i hans Kronik af 9. ds. »Prof. Karl Larsens Krigsmoral«) end med ukaldede og daarligt orienterede »Indsendere« om lidet betydende, sproglige Spørgsmaal.

Sv. Lange taler ud fra et Syn, der tilmed i sin Mangel paa Originalitet har den Fordel at være Udtryk for en stor Mængde andre Menneskers Mening; han stiller Idéer overfor Idéer, gør det i en urban Form og med Respekt for en stor Sag.

Hans Syn er blot efter min Opfattelse meget snævert i Henseende til Mennesker og Liv som overfor mig personligt.

For at begynde med det mindste: Sv. Lange mener, at Krigen har givet mig et »Chok«, der bragte mig til »uden Modstandskraft, som et Jernfnug, der 110 tiltrækkes af en umaadelig Magnet«, at flyve »viljeløs og tankeløs lige i Favnen paa den store Grumhed«. Og han opfatter mig som »Agitator« for »den militære Disciplin«, der for mig er en »tillært« Melodi, som jeg spiller efter Bernhardi, Treitschke, v. Hartmann, Clausewitz, »hele Rækken af militære og filosofiske Kraftskribenter lige op til Fader Fichte«.

Jeg har jo nok i mine Levedage læst mangen god Bog og vel ogsaa af og til forstaaet at drage nogen Lære deraf; de af Sv. Lange nævnte Forfattere kender jeg (vistnok, er jeg bange for, grundigere end min Kritiker, der ellers næppe kunde misforstaa mit Forhold til dem); men mine Skrifter overhovedet er dog først og fremmest blevne til paa Grundlag af direkte Studium i Marken, saa godt jeg har formaaet det.

Og min Opfattelse og Forstaaelse af Krigs og Krigsvæsens etiske og sociale Side bunder i mit Barndomshjem i Kjøbenhavn og i mine Barneaar i Danmark fra Midten af Tredserne til et Stykke ind i Halvfjerdserne.

Del er saa vist hverken Fichte eller Clausewitz, Treitschke eller Bernhardi, som har bibragt mig min Agtelse for Krigens moralske Tale; det er min Moders fromme Sorg over sin i Krig faldne Mand, det er min Bedstefaders under militær Disciplin og gennem Kriges Nød og Prøvelse udviklede Pligttroskab, Arbejdsomhed og Sparsommelighed; det er det hele Indtryk af Sammenhørighed med noget højere, der beherskede i hvert Fald den Kres af Voksne og 111 Børn, hvortil jeg hørte — indtil Pengepolkaen begyndte i Halvfjerdserne.

Vort eget Fædreland, Sv. Langes og mit, fra 1864 til vi kan sige 1874, lærte mig Respekt for Krigen — ligesom Danmark, fra skal vi sige 1900 indtil Dato, har bibragt mig dyb Mistillid til Fredens saakaldte Velsignelse.

Det har jeg sagt altsammen med tilstrækkelig Tydelighed og Offentlighed, fra Talerstole, i Blade og i Bøger længe før den 1. Avgust 1914, da jeg skulde have faaet mit Chok i Retning af »fanatisk« Betagelse af Krigen.

Før nogen anden drømte om sligt, har jeg samlet og udgivet danske Breve og Dagbøger til Belysning af Krigs Indvirkning paa en hel moderne Befolkning ikke mindst i moralsk Henseende; jeg har gjort japansk Militarisme til Genstand for en Undersøgelse, der som Bog udkom i flere Oplag, og som jeg personligt véd er bl. a. Hr. Sv. Lange godt bekendt; jeg har, opfordret og uopfordret, til Dels i endog meget aktuel Form, udtalt mig i Blade og Skrifter om vort Folks Forhold til Krigen og om de »Lapper Papir«, af hvilke man i sin Tid mente vor nationale Tilværelse skærmet; jeg har — hvad en litterær Mand som Sv. Lange, næppe er uvidende om —først i 1908 i et Tidsskrift, siden som særligt Skrift — anonymt udgivet en Skildring (Mene Mene — Kbhvn. 1909), der paa det klareste udtaler min Opfattelse af baade Krig og Fred og under Forudsætning af, at Verdenskrigen stod for Døren.

112

Der kan i alt dette være noget af Bernhardi; men det er da unægtelig Bernhardi før Bernhardi. Er jeg »Militarist« nu, saa har jeg været det og bekendt det i mange Aar og under de roligste Forhold, der ikke indeholdt Momenter for nogen hysterisk Suggestion — rent fraset, at Paavirkninger af den Art overhovedet ikke ligger for mig.

Dette om min Person, om Problemet »Karl Larsen i Skær af Krigens Fakkel«, som Sv. Lange kalder det.

Men dernæst det ulige vigtigere, Sagen.

Jeg kan henvise til det forud omtalte lille Skrift Mene Mene, der i sin Tid hos Publikum og i Pressen fandt energisk Tilslutning hos nogle faa, men blev mødt med Ligegyldighed af de fleste, som det altid er Tilfældet med, hvad der indenfor et givet Milieu kommer forud for sin rette Tid.

Heri er tegnet mine Bedsteforældres Slægtled, danske Mænd og Kvinder, hvis Liv var naaet fra Brandskæret i Aarhundredets Begyndelse gennem Julidagens Jubel i dets Midte til Februarnattens Isslag mod dets Slutning. De havde lært Tilskikkelsens Højhed at kende og den Styrke, som vokser af Prøvelse. Krigen havde stirret dem Ligegladheden ud af Øjnene og forstaaet at dugge deres Blik i Medfølelse og Sorg; den havde vist dem, at der kommer Dage, hvor den enkeltes Trods og Egenkærlighed intet mere udretter, men man maa søge hinandens Hænder og saa dog bede til sin Gud et Stykke endnu derudover; den havde lært dem at arbejde i 113 usynlig Takt med andre og, om fornødent, i bitte smaa Skridt og under pinende Afsavn; den havde faaet dem til at bære Byrder, som ikke blot kunde pine Sindet, men ogsaa gnave paa selve det kære Skind. Krigen havde været dem den store Tugtemester og Lærer. Den havde bragt dem til baade at kunne risikere Livet og vogte det i de mindste Smaating med det største Ansvar for Øje.

Og paa den anden Side havde jeg i mit lille Skrift søgt at tegne den danske Slægt, som har staaet under en langvarig Freds lovpriste Tegn, med dens stadig tiltagende Jagt efter Guldet og Kælen for Individet og dets Selvherlighed, uden Indtryk af, at Individerne tilhørte en Nation, inkarneret i en Stat — indtil det hele Samfund syntes at opløses i hensynsløs Selviskhed, der praktiseredes kynisk Mand og Mand imellem og bredte sig over Grupper og Partier. De Retninger, der kaldte sig sociale og socialdemokratiske, vilde 'i Virkeligheden kun de størst mulige Fordele for alle enkelte Individer, deres Fremtidsstat var blot en teknisk Indretning dertil. Alting var i Virkeligheden paa Marsch imod et rent Nydelsesanarki.

Nationerne vilde, siger Sv. Lange, om Krigen ikke var kommet, »have faaet Lov til at udfolde sig i Følge deres indre Betingelser«, medens dette nu under Millioners Kval og Ruin er blevet forhindret af Krigen, der »ikke er noget som helst andet end Bestialitet«.

Jeg tror, at en videre Udvikling af vor danske 114 Stat og det af den omsluttede Samfund i Henhold til de »indre Betingelser«, som den sidste halve Menneskealder har aabenbaret, vil forekomme mange mindre attraaværdig, og hvis Krigen kun er en »Bestialitet«, der — som Sv. Lange yderligere anfører — blot rummer »de mest primitive Egenskaber hos Menneske-Bæstet«, turde disse »primitive Egenskaber « høre til dem, Menneskeheden lige saa lidt nogen Sinde slipper, som den mindst lige saa primitive Tiltrækning og Kamp mellem Kønnene, der i sine talrige Nuancer har udgjort et Hovedstof for moderne Studium og Praksis.

Og i al Beskedenhed maatte jeg i det hele Spørgsmaal om »Krig og Kultur« tillade mig at pege paa blot et eneste — særligt nærliggende — af Historiens talløse Eksempler, den franske Revolution, paa hvis Idéer saa betydelig en Del af Menneskeheden endnu lever. Uden Aristokraternes Nedslagtning, den voldelige Deling af deres Jord og mangen anden brutalt gennemført social Ordning fra dengang, uden de republikanske Hæres og senere Napoleons krigerske Gerning med Sorg og Lidelse i Følge, vilde den store Periodes Tanker kun være blevet til Ord i Bøger, der stod paa Biblioteker. Der turde imod det nye altid være en Gnidningsmodstand, der, naar det gælder noget rigtig stort, kun kan overvindes ved Magt. Med vor Arts uudryddelige Ufuldkommenhed er Menneskenes forskellige Syn paa denne Verdens Ting bestandig blevet filtret sammen i gordiske Knuder, der alene kan løses med Sværdet.

115

Det vilde ikke være Stedet her at gentage, hvad jeg i min Række af Kroniker under Krigen har udtalt som min Opfattelse af det virkelige Idéindhold i Ententemagternes Kamp mod det, de kalder »den tyske Militarisme«. Jeg har sagt det tydeligt nok for den, der baade vil og kan læse, og med de andre er der intet Udkomme.

Selvfølgelig kan jeg se fejl, men mit Syn er i hvert Fald grundet paa mit Livs ret mangfoldige Iagttagelser og Erfaringer. Og hvad jeg personlig har set og oplevet indenfor to af de krigsførende Magter nu for Tiden, har — som jeg har fremstillet det — bekræftet mig i dette Syn. Hvis jeg havde modtaget det modsatte Indtryk, vilde jeg med »Fanatisme« have lagt dette frem for mine Læsere, thi min Sjæl rummer en eneste — men det ogsaa en grundig — Fanatisme, Trangen til Erkendelse og til at udtale det af mig erkendte klart og aabent.

Sven Lange lægger stærkt Eftertryk paa, at Krigen ødelægger Kultur. Men hvad gør Freden?

Man har eksempelvis under den nuværende Krig fæstet sig særligt ved Ødelæggelsen af herlig gammel arkitektonisk Kultur. Men, for al blive paa Arkitekturens Omraade, kunde jeg meget anbefale Læsningen af noget saa nærliggende og letfatteligt som en lille Artikel, Arkitekt Carl Brummer nylig skrev i vor danske »Turisttidende« om Fredens Ødelæggelse af arkitektonisk Kunst ikke blot i Danmark, men over hele den hvide Kultur, fra Halvtredserne og op i vor Tid. Fredens Ødelæggelser har været 116 af en ganske anderledes gennemgaaende og grundig Art end mangen Krigs.

Som Carl Brummer skriver: »Sansen for Skønhed syntes som med et Slag at være udslukt over hele den civiliserede Verden. Hvor mærkværdigt er det ikke at se Aarhundred gammel Kultur og Tradition pludselig raseres som af en Stormvind over den hele Jord«.

Og hvor mangen smuk og fin social eller moralsk »Bygning« tror Hr. Sv. Lange ikke, at Fredens Udvikling — under kvalfuld Lidelse for Millioner og Millioner af Mennesker — har lagt øde! Alle Landes Arbejderstand og Herrestand, Industri, Handel og Landbrug, Kirke og Familje kan tale med herom.

Hele »Udviklingen« er jo da for forstandige Mennesker ikke andet end fortsat Ødelæggelse og Genopbyggelse med mere eller mindre Hensynsløshed, og Krigen har ingenlunde i Henseende til Ødelæggelse altid været hensynsløsere end Freden.

Om »Udviklingen« betyder »Fremskridt« eller ej, beror paa Livssynet; hvad der for den ene er vidunderlig herligt, bliver for den anden rædselsfuldt; virkelig Humanitet betyder ene og alene Mangel paa Forkætring af noget alvorligt erhvervet Livssyn samt en saa langsynet og hensynsfuld Behandling som mulig af bestaaende Kulturværdier under fredelig eller krigersk Udviklings Rasen.

Sven Lange synes at betragte det som selvfølgeligt, at i hvert Fald en Mand, der — som jeg — »er Skribent, Kunstner«, maa vende sig mod Krig og 117 Krigere. Jeg erkender i ingen Henseende den principielle Nødvendighed heraf. Jeg har set Sven Langes og min fælles skønne Kunst og andre skønne Kunster blomstre hos krigerske Folk og i Perioder, der var prægede af Krig, om end man ikke samtidig kan føre Sværdet og Plektret med samme Haand. Og det er sikkert hyppigere Pengelaveri og Forretningssans, som Freden kaarer og hylder, end egentlig Kunsten, ja, Freden har ofte gjort Kunstnerne selv til Pengetrælle og Forretningsslaver — jeg synes ikke, man behøver at se vidt omkring for at opdage det!

Men under alle Omstændigheder mener Sven Lange at maatte bebrejde mig »en besynderlig Afstumpethed overfor det menneskelige«.

Aldrig har det »menneskelige« grebet mig saa stærkt som netop gennem, hvad jeg selv har set under denne Krig, og jeg mente ogsaa at have givet det Udtryk. Men det er ganske vist mindre den menneskelige Smerte og Lidelse, der har betaget mig (skønt jeg ogsaa f. Eks. i mine Artikler om »Tabene« er kommet ind paa dem), det er mere den menneskelige Evne til at kæmpe imod Smerten og Lidelsen, til at beherske sig selv, til baade at kunne ofre lige til Livet uden at kny og holde Taget fast i Tilværelsen, saa længe den bliver en sparet, hvor bitter den end maatte forekomme.

Jeg hælder nu en Gang mere til Beundring end til Medynk. Jeg græder ikke over den i Krigen blindede, der bider sig fast i Livet og gennem sin usentimentale 118 Energi vil forstaa, trods alt, at faa noget ud af, hvad der blev ham levnet, jeg glædes over ham. Og jeg er som Menneske stolt af mine Venner, der nu under Krigen har meddelt mig deres haabefulde Sønners Død uden Jamren, men med den faste Vilje til overfor Hustru og Børn, Hjem og Samfund at sætte al deres Følelse og Energi ind paa at faa erstattet Tabet.

Men om disse Mennesker mener Sven Lange, der har siddet ved sin Bog langt borte, at deres klageløse, mandige, frugtbare Kamp med Livet og for Livet skyldes, at »deres Sinds Anspændthed for en Tid har ophævet deres normale Dømmekraft«.

De, med alle andre, har netop hævet det »normale « op paa et ganske andet Niveau end tilforn, og de gennem Krigen erhvervede Egenskaber vil indenfor de krigsførende Folk — i Frankrig saa godt som i Tyskland — gaa med over i Tiden efter Krigen og komme til at smede den »nye Kultur i Skær af Krigens Fakkel«, hvis Indhold selvfølgelig endnu ikke er bestemt, men hvis Hovedlinjer dog i mangt og meget nu kan skimtes. (»Polit.« 15/9 15.)

Til denne Artikel rettede Nationalbankdirektør Marcus Rubin i »Polit.« for 26. Septbr. en lang Række »Randbemærkninger« under Titel »Krig og Fred«. Uafhængigt heraf og uden direkte Henvendelse til mig skrev Prof. Georg Brandes faa Dage efter (d. 30.) ligeledes i »Polit.« om »Lovprisningen af 119 Krig«. I Anledning af begge disse Artikler offentliggjorde jeg nedenstaaende »Moralister og Historikere«, hvorpaa Direktør Rubin svarede (»Polit.« 15. Oktbr.) med »Svar til Prof. Karl Larsen«.

Da nærværende Skrift skulde udgives, ønskede Forlæggerne at kunne bringe hele den foreliggende Polemik og henvendte sig derfor til de paagældende Herrer med Anmodning om Tilladelse til — under almindelige Forfatterbetingelser — at optrykke deres Artikler. Medens Sv. Lange beredvilligt tillod dette, nægtedes Tilladelse af Georg Brandes og Marcus Rubin, hvorfor man for disse Forfatteres Vedkommende maa nøjes med ovenstaaende Henvisning til de paagældende Numre af »Politiken«. — Som min Afslutning paa denne Polemik fremkommer — i Henhold til Meddelelse i »Polit.« for 16. Oktbr. — nærværende Bogs sidste Afsnit »En slagfærdig Polemiker«.

MORALISTER OG HISTORIKERE

I.

Ved min Hjemkomst fra en lille Tur til det krigsførende Udland forefinder jeg en Kronik i »Politiken« for 26. f. M. af Nationalbankdirektør Marcus Rubin, kaldet »Krig og Fred« og betegnet som en Række »Randbemærkninger« til det Svar, jeg d. 15. gav Hr. Sven Lange paa hans Indlæg om min »Krigsmoral«. Hertil knytter sig — i Følge sit Indhold — 120 en den 30. s. M., ligeledes i »Politiken« offentliggjort Kronik af Professor Georg Brandes, betitlet »Lovprisningen af Krig«.

Jeg vilde gerne have Lov til at føje nogle Ord til disse Artikler af hver paa sin Vis betydende danske Mænd.

Marcus Rubin begynder med at betegne min Kronik som en »Hymne til Krigen« og ender med, at ganske vist har han indenfor den overvældende aktuelle Krigslitteratur »endnu ikke truffet« den »Bemærkning«, at »Krig er Kultur«, men at vi »dog maaske kommer saa vidt, ved en »Omvurdering« af Sproget, at Vand er Blod og Blod er Vand, ja, maaske er alt Heksehymnens Tid inde, hvor »fair is foul and foul is fair«.«

Uagtet Marcus Rubins Slutningsord logisk set medfører, at heller ikke jeg nogen Sinde har sagt, at »Krig er Kultur«, turde det ikke være overflødigt, først og fremmest at fastholde og betone denne Kendsgerning — under Hensyn til den Mangel paa Klarhed, som Krigstiden synes at have udviklet hos mange Læsere og til den stilistiske Forbindelse, der findes hos Hr. Rubin mellem min formodede Krigshymne og den Shakespearske Heksehymne.

Selvfølgelig er Krig ikke Kultur — lige saa lidt som Fred er Kultur.

Begge er de kun Samfundstilstande, der indeholder Betingelser for Udvikling af Kultur, materiel 121 kunstnerisk, etisk Kultur gennem Omformning af tidligere bestaaende.

For mig personlig var det uhyre interessant (hvad jeg søgte at give mine Læsere et Indtryk af) mellem Brandtomter og Granatsprængninger, i sørgende Hjem og blandt anstrengt arbejdende Befolkning ved Fronterne og bag Fronterne i krigsførende Lande, at føle »ny Kulturs Fremmarsch i Skær af Krigens Fakkel«, som jeg udtrykte mig; men for øvrigt maa jeg sige, at jeg ikke troede, dette indeholdt noget overraskende. Fred og Krig syntes mig dog i Menneskehedens Udvikling indtil Dato at have været Indaanding og Udaanding, Dag og Nat, Sommer og Vinter. Jeg antog ikke, at den Smule sidste Menneskealders væbnede Fred indenfor Europa kunde have lukket Menneskehedens Øjne for denne Erkendelse mere til end, at de nu var blevet lukket op igen.

Som den kendte svenske Socialist og folkepsykologiske Forfatter, Prof. Gustav F. Steffen siger i sin »Krig og Kultur« (Stockh. 1915): »Krig saavel som Fred er socialt Liv«.

Steffen elsker ingenlunde Krigen, han opfordrer tværtimod energisk Menneskeheden til at arbejde paa, at den kunde komme til at høre op; men unægtelig udtaler han samtidigt, at til »Trods for al bevidst Stræben efter en sikret »Verdensfred« og paa Trods af alt det, som man ubevidst har arbejdet i samme Retning, kan vi i dette Øjeblik vanskeligt øjne nogen 122 som helst Udsigt til, at Krigen skulde ophøre med at spille sin ældgamle Rolle som samfundsopbyggende Kraft«.

Denne samfundsopbyggende Rolle, som Krigen har spillet, saa længe Verden stod, vil den vistnok vedblive at spille, saa længe vi Mennesker ikke blot vedbliver med ved Lejlighed at spille Engle, men tillige stadig er lige langt fra virkelig at være det. I de for Øjeblikket krigsførende Stater synes en saadan Erkendelse almindelig. Man kunde fylde Bind med Citater hentede fra dem alle uden Undtagelse og fra de forskelligste Samfundslag indenfor dem.

Jeg skal her indskrænke mig til et enkelt, som skyldes det Land, der vel nok for nærværende er blevet stærkest medtaget af Krigen, nemlig Belgien. Det findes hos en Forfatter, som ganske vist hedder Vogel og bærer det lige saa germanske Fornavn, Willem, men naar det betænkes, hvor dansk man f. Eks. kan være, uagtet man hedder Rubin, turde denne Omstændighed næppe diskreditere Manden. Og han skriver (for øvrigt med en Motivering og i Udtryk, som ikke fuldt ud dækker min Opfattelse) i Considérations politiques et économiques (1915): »Krigen indeholder intet etisk Problem, eller rettere sagt, Krigens etiske Problem opløser sig straks uden videre. Med samme Adkomst som alle de materielle Omvæltninger, der fra Tid til anden formørker den menneskelige Tilværelse, med samme Adkomst som det enkelte Menneskes Lidelser under deres forskellige Former, er Krigen en Udviklingens Faktor. De 123 materielle Ødelæggelser betyder intet: de ændrer Arbejdsvilkaarene for nogle Mennesker, det er det hele. Tilintetgørelsen af Menneskeliv betyder ikke mere: Livet vil fødes paa ny andetsteds og i en skønnere og renere Skikkelse. Ja, selv de Taarer, som Krigen faar til at rinde, bør ikke forvirre os i vor Opfattelse af den, thi disse Taarer genspejles vidunderligt i vor Sjæls dybeste Væld. — Man vil sige, at Krigen fremkalder saa meget hæsligt, fremkalder vildt Had, volder Tilbagefald til helt barbarisk Tankegang. Det er et optisk Bedrag. Krigen frembringer ikke det hæslige, den lader kun det, som i Forvejen er i os, stige op til Overfladen, og netop ud fra dette Synspunkt er Krigen den baade frygteligste og virkningsfuldeste Lærer. Af dens Lærdom vil alle have Gavn, enhver efter sit aandelige Standpunkt, bevidst eller ubevidst, paa synlig Maade eller uden, at en overfladisk Iagttager kan opdage nogen Forandring til det bedre. Selv om en saadan Iagttager staar tilstrækkelig højt til ikke mere at lade sig blænde af tilsyneladende Tab og forbigaaende Smerte, kan det hænde, at han mener at kunne konstatere moralsk Nedgang. Det er atter Selvbedrag. Under almindelige Forhold kommer Menneskenes sande Moral ikke altid til Syne. Men under Prøvelsernes Anløb styrter Facaderne sammen og moralsk Elendighed, som de skjulte, kan aabenbare sig. En Indbildning eller et Bedrag er blevet tilintetgjort: Krigen har kun bragt »Omvurdering« til Veje, har givet en oppustet Værdi sit rette Indhold, 124 og det vil være saa meget desto bedre for Udviklingen, kun ikke for vore Fantasier og vor aandelige Dovenskab i Øjeblikket«.

Georg Brandes har virkningsfuldt protesteret mod den absurde Tanke, at den nuværende Krig skulde blive den sidste, og slutter sig ogsaa til den Opfattelse, at hverken nu eller fremtidigt »Traktater« — altsaa juridisk forpligtende Overenskomster — har Betydning overfor Staternes vitale Interesser. Men han smæder Krigen og ser det som den — ganske vist fjerntliggende — Tilstand, der bør tilstræbes, at »Retfærdigheden« kommer til at herske her paa Jorden.

Mon man dog ikke kunde sige herom med en Variant af Moltkes Ord, at det er en skøn Drøm, men at det aldrig kan blive andet end en Drøm.

Er ikke netop Traktaterne et Udtryk for »Retfærdigheden«? Og beror ikke deres Virkningsløshed just paa, at menneskelig Retfærdighed ikke kan ses paa samme Maade af to stridende Parter i alle Anliggender, der berører deres forskellige Væsens Inderste og deres Tilværelses modstridende Livskrav!

Der er næppe en Gang i det civile Liv mange Højesteretsdomme, der vilde blive respekteret, hvis ikke der stod Magt bag dem. Endsige da, hvor det gælder kombinerede Samfund med udprægede Forskelligheder i Henseende til Temperament, historisk Udvikling og økonomisk Interesse. —

Om »de faa beslægtede (d. v. s. med Krigens mulige Udryddelse beslægtede) Fremskridt, Menneskeheden 125 har gjort«, siger Georg Brandes, at det er »Tænkerne, der har iværksat dem«.

»Tænkerne« har saa vist ikke »iværksat« noget som helst Fremskridt her i Verden. De har forberedt dem, men i mangfoldige Tilfælde har der maattet »Blod og Jern« til for at »iværksætte« dem. For blot at tage et nærliggende Eksempel, som jeg allerede anførte overfor Sv. Lange: den franske Revolutions af Tænkningen udviklede Idéer blev fra Bøgerne ført over i det sociale Liv gennem Revolutionens voldsomme Borgerkrig og den franske Republiks og Napoleons ikke mindre voldsomme nationale Krige — med Blod og Smerte, som Barnet kommer til Verden gennem Blod og Smerte. Den menneskelige Ufuldkommenhed naar vi næppe nogen Sinde ud over undtagen i vore Drømme.

Georg Brandes indrømmer selvfølgelig, at Krigen »aabenbarer Heltemod og Selvopofrelse«, men, mener han, det gør ogsaa Ildebrand, Epidemier, Fattigdom og Elendighed. Dette er sandt. Men det gør jo i og for sig ikke Krigens Fortjenester af Menneskenes Udvikling mindre, at den i saa Henseende staar sideordnet med »civile« Ulykker og Modgang, der altid har spillet den største Rolle for menneskelig moralsk Udvikling, under Vekselvirkning med de gode Dage og Nedgangen. Og moderne Krigs Debetside er ingenlunde udtømt med Heltemodet og Selvopofrelsen, som fra saa mange Sider alene anføres. Krigen udvikler blandt meget andet i fremragende Grad en overordentlig væsentlig Kulturfaktor, Organisationsevnen, 126 og den skærper mægtigt Opfindsomheden i Almindelighed, ikke blot med Hensyn til militære »Ødelæggelsesmidler«. Det glemmes ogsaa altfor ofte, at moderne Krig blot er en Fortsættelse af en gennem Freden forberedt, vidt forgrenet organisatorisk Udvikling, der staar i organisk Forbindelse med tilsvarende Udvikling paa alle mulige andire og helt fredelige Omraader, og at Krigen bringer sine Erfaringer — ofte uanede Rekorder — med over i den Udvikling, der finder Sted efter Krigens Ophør.

Til syvende og sidst turde det vel siges, at selv om Krigen kun var Ulykke og alene havde sin moralske Betydning derigennem, kunde der nok være Grund til at »synge den en Hymne«.

En saadan udmærket Litteraturkender som Georg Brandes gør sig blot skyldig i en Distraktion, naar han mener, at ingen vilde finde paa at synge den rene Ulykke en Hymne. Der er i Verdenslitteraturen sunget den rene Ulykke og Prøvelse de skønneste religiøse og moralske Hymner af Menneskehedens største Digtere fra det gamle Testamente og nedefter. —

Noget, der synes at have forekommet Marcus Rubin særlig paradoksalt, er min Samstilling af Krigens og Fredens Ødelæggelser.

Jeg havde eksempelvis valgt et Omraade, som er blevet særlig fremhævet under den nuværende Krig, nemlig dennes Tilintetgørelse af fremragende gammel 127 Arkitektur (Tyskernes Ødelæggelse af Domkirken i Reims, hvortil kan føjes saa meget andet, f. Eks. Franskmændenes Læggen Peterskirken i Roye øde, Franskmændenes og Englændernes Tilintetgørelse af Dixmuiden med blandt meget andet den mægtige gotiske Skt. Nicolauskirke og det pragtfulde Raadhus, osv. osv.). I denne Sammenhæng havde jeg citeret en dansk Arkitekts Jamren, ikke, som Herr Rubin skriver, i Anledning af, at Arkitekten »synes ilde om de sidste Slægtleds Stad- og Landbohuse«, men over, at paa det Arkitektoniskes Omraade fra Halvtredserne til op i vor Tid »aarhundredgammel Kultur og Tradition pludselig raseredes som af en Stormvind over den hele Jord«.

Denne min Parallelisering finder Marcus Rubin »helt ude i det Blaa«.

Ude i dette blaa befinder jeg mig under alle Omstændigheder i godt Selskab. Jeg skal nøjes med at nævne en af mine Meningsfæller. Det er den ikke ukendte franske Billedhugger Auguste Rodin.

I Februar 1914 udgav Rodin hos Armand Colin i Paris et Skrift »Les cathédrales de France«, som er en eneste flammende Anklage mod Fredens Mishandling af selve de gamle franske Domkirker. Det hedder deri f. Eks. (S. 81): Franskmændene optræder som Fjender overfor de Skønhedens Skatte, der kroner deres Races Berømmelse. Uden at nogen rejser sig derimod, lægger de dem øde, af Had, Dumhed, Indskrænkethed, eller de skænder dem 128 under det Paaskud, at de vil restaurere dem«. (S. 116): »Hvorfor kan vor Tids slette Smag ikke nøjes med at frembringe det hæslige? Hvorfor krænker den tilmed Fortiden og røver os den Lykke, som Domkirkerne havde skænket os for alle Tider?«

Og lige op imod selve den tusindtungede Anklage mod Krigen for at have ødelagt Domkirken i Reims siger Rodin i November 1914 til en italiensk Publicist:» Hvorfor slynger Verden Bandstraalen mod Tyskerne, som hilser Fortidens geniale Bygningskunst med deres Granaters grove Sprog? Verden maa dog vel vide, at længe forinden er Kunsten blevet truffet til Døden af det nittende Aarhundredes smaaborgerlige og flade Aand. Intet, slet intet fandt Skaansel for den. I Bryssel har den unge Kong Albert for ret at vise sig som moderne Menneske og fremmed for al Kærlighed til det gamle ladet højst ærværdige Bydele fra det syttende Aarhundrede rive ned! Der er sket det afskyeligste længe før Krigen, i Paris, men ogsaa i Venedig, i Florens, i Genua«.

Min udmærkede Meningsfælle kunde have tilføjet: i København — og lad os saa endda ikke tale om, med hvilket Besvær af og til et og andet er blevet reddet paa tværs af Nærsomhed, forfængeligt Borgersind og andre livsalige Fredens Dyder!

Men for Historikeren Marcus Rubin er dette kun Snak ud i det Blaa.

Og samme Forsker løber paafaldende let hen over le i manges Øjne langt betydeligere Fredens Ødelæggelser, 129 som jeg ogsaa havde nævnet, de sociale og moralske, som »alle Landes Arbejderstand og Herrestand, Industri, Handel og Landbrug, Kirke og Familje kan tale med om«. De bliver ham kun dette, at der »med den bestaaende Arbejdsordning følger mange Menneskers Slid og Slæb, ja Segnen under Byrden«, hvad »ingen naturlig menneskelig Tanke vil finde paa at sammenstille med bevidst Drab og Lemlæstelse af Tusinder og Hundredetusinder«.

Jeg tror, det er en overmaade naturlig menneskelig Tanke at sammenstille de fysiske og moralske Lidelser, som f. Eks. hele Kultursamfunds mandlige og kvindelige Middel- og Arbejderstand ned til de umyndige Børn har maattet udstaa under Perioder af fredeligt fremadskridende økonomisk Udvikling, med Menneskehedens Smerte og Lidelse under Perioder af Krig. Krigens Ødelæggelse af Mennesker og Hjem ved Ild og Sværd virker ganske vist mere aabenbart, men næppe frygteligere end dem, som økonomisk Overmagt under fredelig Udvikling har voldt Mennesker og Hjem. Jeg har berørt Tilstandene umiddelbart før den store franske Revolution, men skal, som et yderligere Eksempel nær op til vore Dage, blot henvise til de frygtelige menneskelige Lidelser (der ingenlunde voldtes ubevidst), som fulgte med den fredelige Revolution i England, fra Indførelsen af Arkwrights Spindemaskine omkring 1770 gennem Dampmaskinens Indtrængen i Industrien i Begyndelsen af det 19. Aarhundrede og fremefter (se bl. m. a. Ludv. Bramsen: Englands og Tysklands 130 Lovgivning for Arbejdere i Industri og Haandværk, Kbhvn. 1889, S. 80 f. f.).

Til at brænde saadanne Fredens fysisk og moralsk lige vædskende, dybe Saar ud har der netop af og til været Brug for lidt Jern og Ild — eller for den Skræk, der staar omkring Jernet og Ilden!

II.

Marcus Rubin foretager i sin Artikel en lynsnar Schæchtning af de Danskes Historie i det 19. Aarhundrede, saa at alt Krigens Blod strømmer ud af den.

Jeg tror, at Historiens Muse med nogen Forbavselse vilde vende sig fra den udelukkende Fredens Udvikling, der bliver liggende paa Pladsen.

Som almindelig Dødelig turde jeg fremføre nogle Indvendinger.

Jeg vælger som Eksempel Forfatterens Skildring af Krigens Indflydelse eller rettere manglende Indflydelse paa Tiden efter 1864.

Ifølge Marcus Rubin er det hele gaaet ganske fredsommeligt til, i Henhold til »Folkets Arbejdskraft og Arbejdslyst«, der »ikke havde lidt« under Krigen. »Man fortsatte ad sin [inden 1864 paabegyndte] Vej, ikke ildnet af Krigen, til Afbødning af dens Virkninger«. Og de Resultater, man opnaaede, vandtes »paa Trods af Krigen«. Den selv havde kun været af det onde, thi hvad »Februarnattens Isslag« (det Billede, jeg havde benyttet for Krigen 1864), »bevirkede 131 for alle, Mænd og Kvinder, Gamle og Unge, ja Børnene med, var en Sorg saa stor, at den vendte Illusionerne om til en Desillusion, næsten for stærk. Den, der havde staaet forrest, D. G. Monrad, mistede Tilliden til sit Land og eksilerede, og saa meget af det, Folket havde troet paa, havde vist sig som Blændværk, at Vantroen bredte sig« [Fremhævelsen af mig].

Marcus Rubin begyndte sine »Randbemærkninger« til mig med at protestere imod, at det Billede, jeg, der var Barn omkring 1864, havde tegnet af mine Opdragere og mit Milieu, turde betragtes som typisk. Selv er han derimod (som det saa alt for ofte gaar Kritikere) ikke bange for at tale om «alle«, lige ned til »Børnene med«, ganske paa Trods af os, der som Børn oplevede den Tid og vel havde et dybt Indtryk af Sorg, men samtidig paavirkedes kraftigt i ganske modsat Retning af Desillusionering.

Marcus Rubin var ogsaa Barn i Danmark omkring 1864. Han var stor Dreng, da jeg var lle; han er Søn af en til Danmark indvandret Udlænding, jeg er Søn af en dansk Mand, hvis Forfædre havde været Bønder og Sømænd fra Egnen ved Roskilde Fjord; Rubins Forældre hørte til de Næringsdrivendes Klasse, min Fader var Officer, og hans Fader, i hvis Hus jeg efter mine Forældres Død blev opdraget, havde som Militær tjent tre danske Konger. Sikkert var der Forskel paa vore Hjem og paa den Aand, som herskede i dem; men næppe turde dog den tyskfødte Boghandler Rubins Milieu i højere 132 Grad end mine Bedsteforældres have været typisk dansk for Tiden umiddelbart efter 1864.

Og hvad Herr Rubin anfører af Vidnesbyrd fra den større Verden ud over baade hans og mit Hjem, virker lidet overbevisende.

Det er rigtigt, at den Præst og Drømmer, som havde ledet dansk Politik i 1864, efter Krigen i en Fortvivlelse over sig selv, som han, i Kraft af psykologisk Lov, projicerede over paa sit Land, eksilerede (for Resten var hans Fortvivlelse jo ikke større, end at han efter 2½ Aars Landflygtighed vendte hjem igen og søgte Embede). Det er ogsaa rigtigt, at en Haabløshedens Aand overfor Danmark som Stat har grebet dansk Befolkning i vid Udstrækning og affødt nye Fantasterier, langt værre end dem fra før 64, i Retning af, at Svaghed kunde blive Styrke (»foul« blive »fair«), og vi Danske just i Kraft af vor Svaghed udvikle os til Foregangsland og Forbillede for de store Lande i Retning af Afvæbning og andre »kulturelle« Fremskridt. Men disse Bevægelser daterer sig fra et godt Stykke ind i Halvfjerdserne, ikke fra Aarene efter 64.

Marcus Rubin nævner »Grundtvigianismen« som den, der havde »aandelig højnet« vor Bondestand, saa at Landboerne efter Krigen, da »der var økonomisk Fremskridt overalt«, som »vi fik vor Del af«, havde »Evne og Vilje til at lægge Ryg til«.

Utvivlsomt har »Grundtvigianismen« gennem sine Højskoler bidraget overordentligt til at dueliggøre vor Bondestand, men lige saa utvivlsomt skylder de 133 Grundtvig'ske Højskoler netop Krigen 1864 det væsentligste Stød fremad, ja, staar de den Dag i Dag i en — stundom endog maaske lidt for stærk — aandelig Forbindelse med Kampen og Tabet i 1864.

Askov, selve Bevægelsens Højborg, grundlagdes i 1865, ifølge Holger Begtrup »som et Træ plantet midt i Jylland, med Roden fæstet i den sønderjydske Jord«. I Henhold til A. H. Hollmanns Værk om den danske Folkehøjskole var der, fra den ældste Højskole grundedes i Rødding 1844 og til 1864 i det hele opstaaet 11 Skoler, hvis samlede Elevantal holdt sig omkring en 300 Stykker aarlig, men fra 1864 til 1870 steg det samlede aarlige Elevantal paa Landets Højskoler til over 2000, og af Skoler var der blevet over 50.

I et Brev fra Slutningen af Krigsaaret af Askovhøjskolens Grundlægger Ludv. Schrøder (citeret i H. Begtrup: Ludv. Schrøder, Kbhvn. 1914), er der intet af den »Desillusion«, der ifølge de Rubin'ske personlige og litterære Erfaringer skulde have grebet »Alle«, men derimod vel de Ord: »Det er en Tid, da der kan gøres Noget«. Det var den Gang, Ludv. Schrøder selv var vendt hjem fra Krigen, hvor han havde været med som Medhjælper for Feltpræsten Peter Rørdam, og nu — ligesom den ligeledes fra Krigen hjemvendte Ernst Trier og saa mange Andre blandt Højskolens senere ledende Mænd — netop »ildnet af Krigen« kastede sig over det Oplysningsarbejde for den danske Bonde, som betegner et saa betydeligt aandeligt og derigennem materielt Fremskridt indenfor Danmark efter 1864.

134

Og for at nævne en Gren af speciel Aandskultur, hvad skylder ikke vor historiske Videnskab Krigen 1864? Hvor afgørende blev den ikke for en Mand som A. D. Jørgensen eller for Troels-Lund, der i 1867 (Poul Vedel: Paa Vandring) skriver de Ord, der ikke var klingende Lyde, men som blev fulgt af et Livsværk: »Græd dog ej Danmark, sørg ej Moder! Endnu vil vi kæmpe og værne dit Eje. Ej Fredens Idræt er haabløs Hvilen, se Sten paa Sten vil vi slæbe sammen, Smaa og Store, Enhver vil stræbe at rejse paa ny de sjunkne Volde. I Aandens Rige skal Værket fremmes, i Sang og Tale, i Ord og Skrifter; af Sprogets Malmgrund skal Blokkene brydes og rejses trofast til Værn mod Syden. End skal dit Navn paa Rygtets Vinger flyve saa vidt over Land med Ære; i Aandens Strid skal dristigt du stævne fremmest i Flokken med oprejst Pande ...«

Og jeg har blandt mine Bøger en lille Afhandling af P. Munch, der fremstiller, hvorledes 1864 for vore Historikere blev »en nyttig Lære«, der bragte dem til at underbygge deres Videnskab anderledes grundigt og nøgternt end før, hvor kun en enkelt Svale som C. Paludan-Müller havde bebudet den kommende Sommer. Kr. Erslev, Joh. Steenstrup, I. A. Fridericia o. s. fr. har ifølge Forfatteren alle videnskabeligt staaet under Krigens Indvielse — det synes mig endogsaa, der til sidst stod nævnt en Historiker M. Rubin.

Efter 1864, siger Marcus Rubin, »havde vi dygtige økonomiske Førere«, (der altsaa saa lidt som 135 Førerne paa andre Omraader skulde have været »ildnede af Krigen«). En af de Førere hed vel nok Tietgen, som blandt andet i den sidste Halvdel af Tredserne startede to af sine betydeligste økonomiske Foretagender, »Det forenede Dampskibsselskab « og »Store Nordiske«, og det turde ikke være ganske ubekendt, at han, Peter Rørdams og Brandts nære Ven, ikke blot religiøst var »Grundtvigianer«. Selv har Tietgen ofte understreget den Betydning til at opildne hans Energi, som Krigen 1864 havde haft.

Et enkelt Eksempel i saa Henseende afgiver hans store Tale ved Festen i Anledning af »Store Nordiske «s 25-Aars Jubilæum i 1894, hvor han pointerer Foretagendets nøje Forbindelse med den af Krigen inspirerede energiske Vilje til Fremskridt, og med indirekte Polemiseren mod 80'ernes bekendte Slagord blandt andet udtaler, at »først efter at vort Fædreland paa ny var lemlæstet, og man saá sig om efter Midler til at oprette det Tabte«, i Stedet for »at spørge: »Hvad kan det nytte?« først da opstod Muligheden for ved egne Midler at kunne gennemføre Tanken«.

Det er jo udmærket med Guldet i Amerika, stigende Priser paa Landbrugsprodukter og andet mere, men der er nu en Gang flere Ting mellem Himmel og Jord, Horatio, end dem, som Statistiken drømmer om!

Og det er godt at kunne se, i hvert Fald noget, af det usynlige i denne Verden.

136

Marcus Rubin indrømmer, at »det er ellers desværre ikke let at anføre lange Fredsperioder i Folkenes Historie og prøve Virkningen deraf«, men et Eksempel har han dog fundet i Sverrig og Norge, som »i over, Hundrede Aar ikke har haft Krig, mens vi har haft Krigene 1848—50 og 1864: har man Indtryk af, at dette har gjort deres Indbyggere mindre virile, disse Opdagere og Sportsmænd paa en Hals, mindre tilbøjelige til at slaa paa Sværdet overfor hinanden, mindre rustningsivrige overfor Udlandet?«

For Sverrigs Vedkommende turde man vel nok hævde, at netop den afmægtige Slaaen paa Carl den Tolvtes Sværd overfor Nordmændene i 1905 affødte et stolt Folks nationale Selvhævdelse, som efter den Tid har givet sig de stærkeste Udslag paa baade »civile« og militære Omraader, materielt og aandeligt.

Og angaaende Norge skal jeg henvise til, hvad der netop i Aar (i det lille Skrift »Før det bliver for sent«) er blevet sagt af selve den nationale Type paa norske »Opdagere og Sportsmænd paa en Hals«, Fridtjof Nansen.

Fridtjof Nansen maner først op af Graven den gamle norske »Moralist« Henrik Ibsen, der efter de første halvhundrede Aars Forløb af den i Følge Rubin saa lykkeligt udviklede Fredsperiode for Norge piskede sine Landsmænd med Skorpioner:

Der gaar vi og drømmer og véd ikke Raad
til en bristende eller en bærende Daad.
Naar kommer og rusker os op af Døsen
Aarhundredets Aand med Aarhundredets Løsen?

137

Og nu de Hundrede Aar efter den paradisiske Freds Begyndelse siger Nansen selv under historiske Henvisninger til, hvad »smaa Folk har vokset paa at kæmpe for sin Frihed« fra Oldtidens Dage til den nyeste Tid: »Efter et gammelt Ord skal der god Ryg til at bære gode Dage. De gode Dage har vi haft; men har vi haft Ryggen til at bære dem? ... I 1905, da var det, som der gik et Pust af Alvor gennem det norske Folk — da stod vi alle sammen, bestemt paa at bruge vor yderste Evne til at møde, hvad saa end Fremtiden maatte bringe — og vi var villige til et hvilket som helst Offer. Vi hørte ogsaa Folk, der ude i Evropa omtalte Nordmændene med Respekt som et maalbevidst roligt Folk, som vidste, hvad det vilde, og som handlede derefter. Men var det saa den Gang, saa er det mest, som vi havde foretaget os, kan hænde, fordi der ingenting hændte da heller! Vor Samfølelse og nationale Samvittighed er sovet grundigt ind igen siden«.

Og nu er det med hvasse Øjne, at Nansen ser paa det Folk, som har gennemgaaet den saa velsignelsesrige, udelukkende fredelige Udvikling. Han kalder det et »kløvet Folk«, som »øder sine Kræfter« i alskens indre Splid. Han nævner, at det var »vor Hær og Flaade, som gav os Ryg til at gennemføre vor Sag i 1905«, men at man efter Øjeblikkets Opbrusning glemte Læren, som Omstændighederne hindrede i at staa sin Prøve. Nu lyser han efter Realitetssansen indenfor sit Folk, efter Afstandstagen fra fortsat virkelighedsfjern, doktrinær, politisk og social 138 Eksperimenteren, efter Udvikling gennem øget Militærvæsen af Skole, Disciplin, Karakterstyrke og Arbejde »sammen for en stor Sag, over alle andre, og den hedder Norge«.

Men Fridtjof Nansen er vel ikke noget uvildigt Vidne? Han er vel, paa Trods af Sporten og Opdagelserne og Videnskaben en stakkels atavistisk belastet »Militarist« uden Følelse for Krigens Rædsler og uden Sans for de Velgerninger, der flyder af Freden under det store Kredsløb her i Verden!

Og baade hans Fædreland og vort har vel taget Verdenskrigen netop, som de burde.

Med os Danske fra det 20. Aarhundredes Begyndelse indtil den Dag i Dag er i hvert Fald Marcus Rubin overmaade tilfreds.

Der er noget, siger han, som han slet ikke forstaar, at jeg kan have sagt om denne herlige Tid, nemlig »at vore Kunstnere er blevet Pengetrælle og Forretningsmænd«. Og ikke uden Indignation fortsætter han: »Har vore Videnskabsmænd (!) og vore Lærerkræfter (!) solgt sig ... og hvem det er af vore Arkitekter, Billedhuggere, Malere, Musikere og Poeter, der er blevet »Pengetrælle«, véd jeg ikke ...«

Det er et lille polemisk Tric, som Rubin her anvender, og som i Virkeligheden kun er en Udvikling af det gamle Folkekomediefif med at lægge kompromitterende Sølvskeer i den uskyldige Tjenestepiges Skuffe.

Jeg har nemlig aldrig sagt det, Marcus Rubin vil indbilde glemsomme Læsere. »Videnskabsmændene« 139 og »Lærerkræfterne« er frit opfundne af Herr Rubin og puttede mig i Skuffen, jeg nævnede dem ikke med et Ord. Og hvad Kunstnerne angaar, var Talen aldeles ikke særligt om danske Kunstnere, men om Kunstnernes Forhold til Freden overhovedet; jeg udtalte kun, at »det er sikkert hyppigere Pengelaveri og Forretningssans, som Freden kaarer og hylder, end egentlig Kunsten, ja Freden har ofte gjort Kunstnerne selv til Pengetrælle og Forretningsslaver — jeg synes ikke, man behøver at se vidt for at opdage det!« Nu véd jeg, at Herr Sv. Lange, til hvem disse Ord var henvendte, i kunstnerisk Henseende ser sig ret vidt om og ikke betragter Afstande ud over Kongens Nytorv og Vesterbro som fjerne, hvor det gælder en Udsigt over Kunsts og Kunstneres Forhold til Pengelaveriet overhovedet. Men for Resten kan man udmærket godt blive ved Kongens Nytorv og Raadhuspladsen med Omliggende og dér faa Indtryk af, hvorledes en smuk dansk Kunst i Løbet af netop dette Aarhundrede er gaaet fra Fald til Fald just i Kraft af Pengejageriet — og det ikke indenfor en kortvarig Højkonjunktur- og Spekulationsperiode, men stadigt fremadskridende efter Faldhastighedens Love. Det er den danske Skuespilkunst, en fin Kunst, der endnu i Rubins og min Barndom og yngre Dage skærpede Danskes Sans for Værdien af kunstnerisk Helhed og af Helheden indenfor den kunstneriske Personlighed overordentligt. Den var bleven til i den Periode fra 1814 til ind i Trediverne, som i Rubins Fremstilling af Danmarkshistorien var en »Forarmelsens og Sparsommeligheden«s, 140 en »Reaktionens«, den »tvungne Knapheds«, »det offentlige Dødvandes« Tid, med slet Handelsmoral og »talløse Bedragerier« indenfor Embedsstanden.

Og dansk Skuespilkunst fik et Ulivssaar af Reklamesyge og Pengejagt i det 20de Aarhundrede, hvori Sparsommeligheden ganske vist var gaaet samme Vej som Forarmelsen, hvor den tvungne Knaphed var bleven forandret til den utvungne Leven over Evne indenfor saa godt som alle Lag, hvor der unægtelig var ualmindelig bevæget indenfor det offentlige Liv, men dog maaske uden tilsvarende Fordybelse i Opgaverne, hvor »Rangklasserne«s stærkt fremhævede Bedragerier fra Aarhundredets Begyndelse lykkeligt er blevet afløst af ganske anderledes demokratiske Underslæb over det hele fra den politiske Gennembrudsmand og Fører gennem Bankdirektører og Overretssagførere til Foreningskassererne og saa fremdeles.

Men saa kom Krigen. Og da viste det sig, ifølge Rubin, hvor sundt Folket var.

Der var jo nok nogle »forfjamskede Folk«, som »gav sig til at hente Guldskillinger« i Nationalbanken eller gik over i en anden Gade for at købe »Hvedemel og Kakao« paa Lager. Men ellers »mødte hver Mand, da der kaldtes paa ham — mange uden det«. »Hver Dansk søgte Stedet for Gerning og Hjem, for at være, hvor hans Plads var, hvis noget skulde indtræffe. Var det indtruffet, vilde man ogsaa nu herhjemme 141 [ligesom efter Rubins Mening i Tyskland] have hørt: Om Forladelse!« [d. v. s. for den mindre begejstrede Opfattelse, mange paa Forhaand havde haft af Befolkningen].

Man hørte nu ikke i Tyskland noget »Om Forladelse! « Man hørte et »Gud være lovet!« Og det, som hændte dernede, var, at hver Mand havde ikke blot den øjeblikkelige Stemningens Vilje, men ogsaa det lange Løbs Evne til at kunne gøre sin Pligt.

Om dette vilde have været Tilfældet i Danmark, skal jeg lade være usagt.

Foreløbig har vi — som jeg andetsteds har sagt — staaet som indignerede og betagne Tilskuere ved den store Verdensbrand, bag vor Nevtralitetskordon, og for Resten bestræbt os for at tjene saa mange Penge som muligt paa Krigen.

Sikkert »er det godt«, som Rubin siger, at »vi faar betalt noget af vor Gæld«, som vi saa rigeligt havde faaet samlet sammen.

Det vil sige, det kan blive godt, hvis vi ellers faar lært noget — eller rettere sagt meget — af Krigen ud over at gøre Forretninger af eksceptionel Art samt gyse og harmes.

Thi selv om vi slipper for at komme med, militært, saa begynder der for Danmark som for alle andre Lande en Krig efter Krigen, økonomisk og politisk, socialt og moralsk, i hvilken vi under dagligdags Forhold skal til at konkurrere med Nationer, der for en stor Del allerede forinden var os overlegne 142 i Flid og Energi, Organisationsevne og Samfundsfølelse, og som — efter min ringe Opfattelse — har faaet disse Egenskaber overordentlig udviklet under de uhyre Prøvelser og Opgaver, som de har maattet bære og løse. (»Polit« 12/10 og 13/10 15.)

EN SLAGFÆRDIG POLEMIKER

Det er lidet tiltalende at diskutere med Marcus Rubin, thi hos denne Forfatter undergaar Modstanderens saglige Stof inden Diskussionen en ejendommelig Bearbejdelse.

Der lægges til og trækkes fra, omformes og underskydes, indtil det fremmede Stof er bragt i den Tilstand, som passer Hr. Rubins polemiske Fornødenhed.

Et godt Eksempel møder en straks i Forfatterens Beskyldning mod mig for at have raabt Jøde! efter ham. —

Allerførst i min Artikel (se ovf. S. 130) havde jeg oplyst, at Hr. Rubins Indlæg mod mig indeholdt en Redegørelse for »de Danskes Historie i det 19. Aarhundrede« (som jeg kaldte en »Schæchtning«, »saa at alt Krigens Blod strømmer ud af den«).

Dernæst valgte jeg af denne Fremstilling, det Afsnit, der behandlede Tiden efter 64 »som Eksempel « paa Forfatterens Fremgangsmaade.

Intet kunde synes rimeligere, loyalere.

143

Men idet Marcus Rubin nu skal til at præparere mine Udtalelser polemisk (Polit. 15. Oktbr.), foregaar dette gennem følgende Processer:

A. Angaaende den af mig nævnede Redegørelse, siges at »man [af mig] end ikke faar at vide, at den eksisterede« (hvad der altsaa er positivt usandt).

B. Naar jeg af hans Fremstilling behandlede »et enkelt Punkt« [Perioden efter 64] kaldes det »ubegribeligt, hvorfor Hr. L. af min hele Redegørelse har udvalgt sig denne Periode, naar han ikke havde haft et særligt Formaal dermed« (uagtet 1) det var naturligt at vælge en Publikum nærliggende Periode til »Eksempel« og 2) denne Periode var mit personlige Udgangspunkt (se ovfr. S. 110—111) for hele den Fremstilling om »Kunst og Kultur«, som Hr. Rubin tog til Orde mod samt 3) fordi baade Marcus Rubin og jeg var Børn indenfor denne Tid, og han havde betegnet mit Barndomshjem som lidet typisk, medens han selv talte paa samtlige danske Børns Vegne fra dengang ved at sige, at 1864 »bevirkede for alle, Mænd og Kvinder, Gamle og Unge, ja Børnene med« en »Desillusion«, saa at »Vantroen bredte sig« osv.).

C. Dernæst udtales det som givet, at »Professor Karl Larsens særlige Formaal er personligt« (idet »personligt« ikke forstaas som vedrørende personlige Forhold, der i den givne Sammenhæng har saglig Betydning, men Ordet faar bibragt Drejningen over i det »Sagen« uvedkommende, som knytter sig til paagældende Person).

144

D. Dette personlige Formaal aabenbares som det, at ville raabe Jøde! efter Hr. Rubin (uagtet jeg end ikke har nævnet dette Ord, men angav hans Forhold til det typisk danske — som ikke er ensbetydende med det »dansksindede« — ved at minde om, at hans Fader var en »indvandret Udlænding« i Modsætning til min Slægt, der i Generation paa Generation var hjemmehørende i Landet).

Jeg kunde — efter Marcus Rubins mig vel bekendte »Nogle Erindringer« — have tilføjet meget om denne Udlænding og Hr. Rubins Barndomshjem. Jeg kunde have fortalt, at Familjefaderen var kommen her til Landet i den modne Alder af 26 Aar, kun i Besiddelse af fremmed Dannelse, at han aldrig engang lærte ordentligt Dansk, at han, foruden at være »Tysk« (eller maaske rettere Polak) var Jøde, hvad der selvfølgelig fjernede ham endnu et Skridt fra det typisk danske, at tilmed det »nationalt jødiske« (for at tale med Hr. Rubin selv, 1. c. S. 26) optraadte med Styrke i Hjemmet, at Faderen til Stadighed fortalte »Historier til Jødernes Forherligelse« om fremragende Jøder, orthodokse eller ikke, ja selv omvendte, » thi den jødiske Nation havde de dog tilhørt« o. s. fr.

Men jeg undlod det, fordi det i den givne Forbindelse ikke var afgørende. —

Som alle forstandige Jøder eller Ikke-Jøder opfatter jeg selvfølgelig det jødiske som en Ejendommelighed paa godt og ondt, der blot kompromitterer sin Mand, naar han vil fornægte den. Og Hr. Rubins 145 Ach wai mir!-Raab vilde kun være latterligt, hvis det ikke var Udslag af utiltalende polemisk Methode, som han desværre er Mester i.

Den præger helt igennem hans forskellige Indlæg imod mig, svøbt ind, som den er, i en tilsyneladende saglig og behersket Form.

Som Eksempler paa hans »slagfærdige« Replik skal jeg endnu anføre nogle Tilfælde.

Krigen 1864 havde jo efter Marcus Rubins Opfattelse (Polit. 26. Septbr.) saa langt fra »ildnet« Udviklingen efter 1864, at den tværtimod voldte Desillusionering hos »alle« og en »Vantro«, der bredte sig; men Tingene var gaaet deres gode Gang »til Trods for« Krigen i Fortsættelse af Udviklingen inden Kriigen og begunstiget af det økonomiske Opsving, der fandt Sted overalt og ogsaa kom os til gode.

Intet kan være sagt tydeligere, mere uindskrænket, end denne Herr Rubins Opfattelse, og ingen Undtagelse var gjort for den »Grundtvigianisme«s vedkommende, som i Følge Herr Rubin havde »aandeligt højnet« Bondestanden, saa at den havde »Evne og Vilje til at lægge Ryg til«.

Da jeg nu anførte, at den Grundtvigianske Højskolebevægelse netop skyldte Krigen sit hele Opsving, ja at den endnu den Dag i Dag staar i intimt Forhold til Krigen og Tabet i 1864, delte Marcus Rubin blot i sit nye Indlæg Udviklingen efter 64 i a) en økonomisk (om hvilken de gamle Paastande gentoges, og den af mig for den modsatte 146 Opfattelse citerede Tietgen henførtes til en Række anonyme »denne eller hin«) samt b) en aandelig Udvikling, indenfor hvilken det hedder: »Paa Aandslivets Omraade henviser Herr L. til Grundtvigianismens Opsving, Højskolernes Tilvækst [i Kraft af Krigen!] Udtrykkeligt med dette for Øje har jeg netop fremhævet Landbostandens aandelige Højnen gennem Grundtvigianismen [under den Udvikling, der paastodes foregaaet paa Trods af Krigen!]«.

Lige saa blændende straaler den Rubinske Ufortrødenhed i et andet Tilfælde, hvor vel nok de fleste Polemikere ikke blot vilde have foretaget et Tilbagetog, men ogsaa gjort en uforbeholden Undskyldning.

I Anledning af mine Bemærkninger til Sv. Lange om Kunsts Forhold til Freden (se ovf. S. 116—117) havde Marcus Rubin opdigtet, at jeg skulde have ment, »vore danske Videnskabsmænd og Lærerkræfter « havde »solgt sig«. — Denne Usandfærdighed gjorde jeg til Overflod Hr. Rubin opmærksom paa (se ovf. 138—139) og henviste samtidig til, at mine Udtalelser ikke specielt tog Sigte paa Danmark. Men, tilføjede jeg, man kunde for Resten godt herhjemme faa et Indblik i Kunsts Forhold til Pengelaveri gennem Udviklingen indenfor »en smuk dansk Kunst i Løbet af dette Aarhundrede«, nemlig den danske Skuespilkunst.

Hertil bemærker Herr Rubin, at han »skylder 147 at sige« — man venter Undskyldningen, men overraskes — eller overraskes ikke — ved at høre, at det, Herr Rubin skylder at sige, er, at »vi nu faar at vide«, »at »Pengetrællene« og »Forretningsslaverne« dels slet ikke vedkommer danske Forhold, dels af disse kun vedkommer Skuespilkunst«. Med andre Ord, der skal fejlagtigt bibringes Læseren det Indtryk, at jeg for det første i mit nye Indlæg til Forstaaelse har maattet fremkomme med noget, som ikke stod i det første, og dernæst ikke har nævnt dansk Skuespilkunst som et Eksempel, men villet udtømme Emnet ved at anføre denne Kunstart. To aabenbare Tilsnigelser, føjede til den skjulte tredje, at Herr Rubin end ikke indrømmer, at det var hans usandfærdige Udtalelser om »Videnskabsmænd« og »Lærerkræfter«, der overhovedet motiverede mine nye Bemærkninger.

Og i Forbindelse med det anførte finder Herr Rubin, at han tillige maa udtale det triumferende »at der nu [i mit nye Indlæg] er Tavshed om Arbejdernes »Nydelsesanarki« m. v.«

Her findes en særlig god Lejlighed til at faa Marcus Rubins Kampmaade belyst ud over Repliken, Forsvaret. Man vinder et endnu fyldigere Eksempel end det med »Videnskabsmændene« paa, hvorledes han kan forme en Modstanders Udtalelser ganske om, inden han for det store Publikums Øjne giver sig til at kritisere dem.

Jeg havde (se ovf. S. 113) skildret »den danske 148 Slægt, som har staaet under en langvarig Freds lovpriste Tegn, med dens stadig tiltagende Jagt efter Guldet og Kælen for Individet og dets Selvherlighed uden Indtryk af, at Individerne tilhørte en Nation, inkarneret i en Stat — indtil det hele Samfund syntes at opløses i hensynsløs Selvviskhed, der praktiseredes kynisk Mand og Mand imellem og bredte sig over Grupper og Partier«.

En Skildring, der i højere Grad omfattede det hele Samfund, kunde man vel daarligt give.

Og saa fortsatte jeg — umiddelbart —: »De Retninger, der kaldte sig sociale og socialdemokratiske, vilde i Virkeligheden kun de størst mulige Fordele for alle enkelte Individer, deres Fremtidsstat var blot en teknisk Indretning dertil«. Hvorpaa jeg satte Punktum og resumerede Skildringen af det hele Samfund saaledes: »Alting var i Virkeligheden paa Marsch imod et rent Nydelsesanarki«.

Men da Herr Rubin (i »Polit.« 26. Septbr.) Vil citere Udtalelser af mig om indeværende Aarhundrede til kritisk Belysning, skærer han hele min Karakteristik af »den danske Slægt« overhovedet bort og indskrænker sig til at aftrykke mine ovenfor citerede Bemærkninger om de »Retninger, der kaldte sig sociale og socialdemokratiske«. Derpaa forandres uheldigvis mit Punktum foran »Alting« til et Komma, hvorved de anførte Udtalelser om hele Samfundets Marsch henimod et Nydelsesanarki bringes til at gaa paa Arbejderpartiet alene.

149

Og Resultatet af, at jeg i mit første Indlæg til Herr. Rubin slet ikke gik ind paa denne Sandhedsfordrejelse, hvor der var saa meget andet at tage fat paa, bliver ydermere, i Kraft af den Rubinske polemiske Methode, at Marcus Rubin hoverende udraaber, at der fra min Side »nu er Tavshed om Arbejdernes »Nydelsesanarki« m. v.

Det er denne Mand, som (i »Polit.« 15. Okt.) kalder sine »Randbemærkninger« til min Kronik om »Krig og Kultur« »saglige indtil den sidste Trevl«, som vil spille den krænkede Videnskabsmand overfor mig, der under »Følelse af Usikkerhed og Ubehag« overfor hans »Saglighed« skulde være bleven »uvorn« overfor ham! — Risum teneatis amici? som det hed i gamle Dage.

Jeg tror, at disse Prøver paa Marcus Rubins litterære Kampmaade turde være nok, ikke blot for den Kloge og Vise, som Latinerne sagde, men for ethvert almindeligt sundt tænkende Menneske. Hvis det drejede sig ikke om en litterær, men om en Sportskampplads, vilde Herr Rubin paa Grund af den Art trics længst have været diskvalificeret. —

Som Forfatter er man vant til at blive angrebet for Ting, man aldrig har sagt. Folk læser slet og husker endnu daarligere. Med Hensyn til hvad jeg har skrevet under den store Krig, har jeg i saa Henseende oplevet de mest komiske Tilfælde, blandt andre et, der gav Anledning til en i mange danske Blade optaget Artikel under den omfattende Titel 150 »Karl Larsens Røverhistorier«. Dér havde en Provinsredaktør (Bendix Olesen, Aarhus) af mine Udtalelser angaaende den militære Honnør ved den tyske Front paa Færdselsveje og i Kvarterer (S. 28 ff.) faaet ud, at »selv ude i Løbegravene gjorde de Menige og Underofficererne stram Honnør, saasnart en Officer passerede dem«, hvorpaa Manden fortsatte, at, da han havde læst dette, sagde han til sig selv, »at det sikkert var »Løgn« og underkastede derefter paa en Rejse i Tyskland »en Menig, en Underofficer og 2 Officerer« Interviews for at faa oplyst, at det, hvorom jeg end ikke havde udtalt et eneste Ord, — selvfølgelig — ikke er Tilfældet!

Sligt er kun jasket (og i sin sproglige Form smagløst). Naar Marcus Rubin derimod gengiver en Modstanders Mening uoverensstemmende med Virkeligheden, er hans Undskyldning utvivlsomt at søge i, at han næppe er sig sin Kampmaade fuldt bevidst.

Det gaar blot ham som saa mange andre Mennesker i vor mangelfulde Verden: deres Syn paa Tingene former sig altid paa den for dem fordelagtigste Maade, og, i Konsekvens heraf, siger de da, at de objektivt set ligger saaledes, som det var ønskeligt for dem, at de laa.

151

Det er ens Trøst, at en god Sag, der forfægtes overfor et stort Publikum, hvoriblandt der findes selvstændigt læsende og tænkende Mennesker, alligevel vinder fremad paa Trods af alle Kneb.

Ja, selv en lidet loyal Modstander tvinges frem til Indrømmelser, som alle hans Forsøg, paa at forme dem som Sejre, ikke er i Stand til at tilsløre.

Herr Rubins sidste Indlæg indledes med, at Forfatteren — efter et Foredrag, han i Fjor har holdt — med Selvbevidsthed citerer: »At en Kamp kan blive nødvendig for Fædreland, Frihed, og hvad Menneskene iøvrigt betragter som deres højeste Goder, er selvfølgeligt«. »Jeg tror altsaa ikke paa, at »den evige Fred« er nogen Faktor, som nogen praktisk kan regne med, men jeg mener, at hvad godt Krigen end kan medføre, er det onde, den bærer i sit Skød, til den Grad overvejende, at Nettoudbyttet afgjort er Ukultur«. (Fremhævelserne — som ogsaa senere — af mig).

Det er herlige Ord.

Vi faar for det første at vide, at »den evige Fred« tør man ikke praktisk regne med, hvad der jo altid er noget. Dernæst, at Krigen dog kan medføre godt, samt endelig, at det er Herr Rubins Mening, at »Nettoudbyttet« af Krig er Ukultur — hvad saa end det gode er, den medfører, altsaa selv om den redder det Fædreland, den Frihed eller de andre af Menneskenes højeste Goder, i Anledning af hvilke Herr Rubin kan finde en Kamp nødvendig!

152

Dette er en Tankens Klarhed, der stiller Herr Rubin lige netop i ret Belysning.

Og jo længere man kommer frem i hans Artikel, jo grellere straaler Klarheden.

I Følge Marcus Rubin kan altsaa Krig føres (og er den faktisk talløse Gange bleven ført for Fædreland, Frihed og andre af Menneskenes »højeste Goder«). Men desuagtet definerer Herr Rubin som følger: »(Thi) Krigen er den voldelige og voldsomme, forsætlige og fjendske Ødelæggelse af Mennesker og Værdier, den er Magten i nøgen Brutalitet til Nedslagtning af Modstanderen. Dette er Krigens Sjæl, derfra dens Kraft og Vildskab, derfra Nødvendigheden af Modet og Offerlysten hos dens Udøvere, derfra Lidelsernes Omfang og Rædsel hos dens Ofre. Og saadan føles Krigen«.

Ja, saadan føles Krigen — her i Danmark for Tiden. Det er saa sandt, som det er sagt.

Men Følelse er et, og Forstand noget andet, og til Bedømmelse og Værdsættelse af, hvad der for Øjeblikket foregaar i Verden og af den Rolle, Krigen gennem Verdens Historie har spillet, hører der først og fremmest en Forstand, der ikke lader sig overvælde af Følelsen for al Krigens Smerte og Elendighed og heller ikke af, at der — selvfølgelig — ogsaa har været Krige, hvor Smerten og Elendigheden blev det overvejende Resultat.

Lægen volder ogsaa Smerte og ofte nok lange Tiders ja maaske vedvarende Elendighed; det hænder 153 endogsaa, at han slaar Patienten ihjel; men det hænder heldigvis ogsaa, at han gennem Smerte og forbigaaende Elendighed gør den Syge raskere og sundere end tilforn.

Der kan være Grund til at synge Krig og voldelig Revolution Lovsange og Grund til at synge dem for Freden; men der kan ogsaa være Grund til at synge baade Krig og Fred bitre Nidviser.

Vi staar her, som overalt i Livet, ikke overfor noget absolut.

Den Parallelisering mellem Fredens og Krigens Ødelæggelser, som Marcus Rubin i sin første Artikel betegnede som »helt ude i det blaa« skal netop holdes lysende klart for Menneskenes Øjne. Granaternes og Kuglernes Ødelæggelse af Kulturværdier og Lemlæstelse af Mennesker skal ingenlunde glemmes; men ufortrødent og uafladeligt skal der raabes ud fra alle Tage om Fredens Kulturfordærvelse og de fysiske og moralske Pinsler, som Mennesker under fredelig Udvikling tilføjer hinanden gennem økonomisk og politisk Overmagt, ved Hjerteløshed og Sjælsraahed, Løgnagtighed og Perfidi. Ikke til »Aflastning af Krigen«, som Hr. Rubin kalder det, men til den retfærdige »Belastning« af Freden, som bringer Krig og Fred i Ligevægt imod hinanden.

Det vil ogsaa nok lykkes at aabne Menneskenes Øjne herfor.

Selv Herr Rubins sidste Artikel, indgyder i saa Henseende Haab.

154

Det helt ude i det blaa er allerede ligesom ved at forsvinde. Til de blide »Manglerne og Skyggesiderne ved den almindelige menneskelige Dont« er dog kommet »Fredslivets Mislyd, ja Misgerninger«. Og angaaende Kriges Rolle ved Udbredelsen af store Idéer, som jeg overfor Sv. Lange havde nævnet, var der ganske tavst i Herr Rubins første Artikel, men i hans sidste tages Spørgsmaalet i hvert Fald op.

Maaden, hvorpaa dette sker og Resultatet, til hvilket Rubin naar, er for den opmærksomme Iagttager lige interessante.

Herr Rubin skriver: »Hvorvidt Krig har været et væsentligt Middel til Idéernes Fremme, er vanskeligt at sige. Herr Karl Larsen nævner gentagende den franske Revolutions og Napoleonskrigenes Betydning for Udviklingen af den sociale Lighed m. v. Taine mener, som bekendt, at Frankrig var naaet videre paa den rette Udviklings Vej uden Revolution, og det kunde da meget godt vedblivende have været Kulturfører, som det gennem sine Forfattere var det forud, og som England var det uden Krig .... Overvejer man, hvad krigerske Invasioner har gjort ud af Nordafrikas Oldtidskultur eller af Menneskehedens og Kulturens »Hjemstavn« i Asien, er det i hvert Fald svært under et at tale om Krigens Betydning for ophøjede Idéers Fremme. Andre Blade af Historien synes imidlertid at vidne til Fordel for Krigens Virkninger i saa Henseende ... men at komme nøjere ind paa Sagen lader sig ikke 155 gøre uden at give sig til at diskutere den ganske Histories Filosofi og navnlig det Spørgsmaal, hvordan Verden vilde have set ud uden disse eller hine Krige eller Revolutioner. Men det er goldt Arbejde«.

Naar man erindrer den »Heksehymne« hvormed Herr Rubins første Indlæg — som ovenfor S. 120 anført — endte og mindes det nære Slægtskab, hans Opfattelse af Krigen stod i til Sv. Langes Betragtning af den som »ikke nogetsomhelst andet end Bestialitet«, kan man i det lige nu citerede konstatere glædelige Fremskridt. Der er dog altsaa Blade i Historien, som vidner til Fordel for Krigens Rolle som Kulturspreder; det lader sig i hvert Fald diskutere, hvorvidt Krigen har været et væsentligt Middel til Idéernes Fremme. Det indrømmes stiltiende — hvad der ganske vist heller ikke af noget Menneske med blot en Smule Kundskaber lod sig nægte — at den franske Revolution og Napoleonskrigene har haft Betydning for Udviklingen af den sociale Lighed m. v.

Og de »Men'er«, Herr Rubin hertil føjer, er, ret beset, meget svage. Først har Taine ment, at Frankrig kunde være naaet videre uden Revolutioner, men her har Herr Rubin tusindfold Ret, naar han tilsidst bemærker, at Drøftelsen af, hvordan Verden vilde have set ud uden disse eller hine Krige eller Revolutioner, er »goldt Arbejde«, og Henvisningen, til at England var Kulturfører uden Krig, hensættes tidsmæssigt ubestemt og kan i hvert Fald ikke referere sig til de Tider, da Religionsfrihed og 156 Borgerfrihed grundlagdes i England, eftersom dette foregik under den alvorligste Anvendelse af Blod og Jern. Naar det endvidere hedder, at det er svært »under et« at tale om Krigens Betydning for ophøjede Idéers Fremme, saa er der vel heller ingen, der — udenfor digterisk Fremstilling — eller i Forbindelse, hvor Misforstaaelse turde være umulig, vil tale om »Krig« overhovedet uden at have in mente, at Krig og Krig selvfølgelig til de forskellige Tider og med de forskellige Anledninger er noget forskelligt baade i Indhold og Virkninger.

Der er kun et af Herr Rubins »Men'er«, som der maa protesteres imod. Det er hans Vægring ved »at komme nøjere ind paa Sagen«, »fordi det blev en Diskussion af den ganske Histories Filosofi«, hvad der — ligesom Fantasier om, hvad der »kunde være sket« — vilde være »goldt Arbejde«.

Naar man som Herr Rubin skriver om »Krig og Fred« i Anledning af Spørgsmaalet »Krig og Kultur«, saa er man — eller bør man i hvert Fald være inde paa Historiens Filosofi.

Og kun en forhærdet Pessimist vil paa Forhaand kalde det Arbejde goldt, der gaar ud paa at stille de store Begivenheder uden om os i deres rette historiske Belysning.