Larsen, Karl Cirkler

CIRKLER

II

        

III

Karl Larsen

📖 CIRKLER

GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)
GRÆBES BOGTRYKKERI
1893

IV

        

1

Jeg sidder i Jærnbanetoget en Sommerdag med Lommen fuld af Penge og en herlig lang Fritid for mig.

Vi holder endnu paa Stationen, Solen skinner, Kupédørene er slaaet i; der er en svær Herre, som har faaet Lov til at række sig ud over min Vinduesplads for endnu en Gang at sige Farvel til sin Kone. Signalpiben hviner, Lokomotivet svarer med et dybt Fløjt, Vognene begynder at skure og glide, jeg føler hele Togmassen sætte sig i Bevægelse.

Hver Gang saaledes en Medrejsendes Overfrakke fejer mig i Ansigtet, medens jeg selv sidder med Blikket ud mod et svindende Perrontag og en stille Fornemmelse af Velvære i mit indre, er der en Idéforbindelse, som ufravigelig faar Magt over mig: jeg føler mig i samme Nu som en lykkelig, løssluppen Dreng igen, 2 der med betalt Billet og rigelige Lommepenge tager ud paa sin Sommerferierejse.

Og naar min tykke Genbo for allersidste Gang har viftet med Lommetørklædet ud ad Vinduet og træt af den forvredne Stilling falder tilbage paa Sædet, følger jeg hver hans Bevægelse med en Friskhed i Interessen, som var jeg virkelig bleven 13 Aar paa ny.

Han puster lidt, tager Hatten af Hovedet, ser aandsfraværende ned i den, tørrer med Lommetørklædet først Svederemmen, saa Panden, sætter Hatten paa Hovedet igen, rejser sig kort efter og anbringer den i Nettet, faar en lille Rejsehue paa, klipper Spidsen af en Cigar, tænder den dog ikke, men putter den fra sig i Overfrakken, læner sig endelig tilbage med Hænderne i Skødet og et Udtryk af Reaktion, der hurtigt gaar over til fuldkommen Sløvhed. Jeg følger hans smaa Glipninger med Øjnene, de lidt modstræbende Nakkebevægelser, det pludselig helt aabne men ganske tomme Blik, indtil omsider Hovedet falder tilbage mod det polstrede Hjørnestød og Næseborene vendes opad.

Gardinet er ikke trukket for, Solen skinner 3 ham lige ind paa Øjelaagene; hvis jeg ikke netop var en Dreng, som kun bryder sig om sin egen Verden, hvis jeg var en trediveaarig Mand med altruistiske Følelser, bøjede jeg mig forover og trak det sagte til for ham.

Men nu kaster jeg blot et hurtigt Blik paa de andre Medrejsende, der læser Aviser saa det knitrer, ser med Velbehag op til Haandkoffert, Taske, Paraply og Stok over mit Hoved og tænder en Cigar — ligesom i sin Tid.

Lokomotivrøgen breder sig over Markerne i Solen, Husene er hvide, Trægrupperne spredte, det hele faar mig til at smile, som naar et gammelt Refrain kommer op i ens Erindring.

Jeg sætter mig til Rette med den Fornemmelse, man kender fra om Aftenen, naar man strækker sig i sin Seng og føler Dagen svinde af ens Minde: bag mig ligger noget, jeg knap engang længere husker, foran mig gyldne Uger, over hvilke jeg er Suveræn. Jeg kan ødsle med min Tid, sove den op, om jeg har Lyst til det, drive den hen eller feberagtig benytte den til Indtryk, hvor jeg lader det ene jage det andet. Jeg kan tale med Mennesker og gaa fra dem igen, søge dem op og gemme 4 mig blandt lutter Fremmede for dem, de er blot et eneste stort Theater for mig med uendelig mange Scener og glimrende Maskineri.

Jeg gik engang med en Ven over Kongens Nytorv og saae Folk strømme ind i Theatret. «Det er mig saagu ikke muligt at begribe,» sagde han, «hvorfor Folk behøver at give de mange Penge ud for at se nogen daarlig Komedie; de kan jo bare sidde paa en Café og drikke en Bajer, gaa paa de gratis Pladser i Rigsdagen, besøge deres Familie eller stille sig op i Gadedøre, ingen Skuespillere i Verden agerer dog saa godt som de Mennesker, de ser foran sig.» Manden har Ret; der er kun det i Vejen, at vi til daglig Brug med Interesser, Forhaabninger og Ønsker selv er midt inde i Komedien; vi kan ikke se den, fordi vi spiller med i den og kun saa yderst faa af os lever i en Verden for sig selv. Det var det, vi alle gjorde i Drengeaarene, hvor hver en Ting i de Voksnes Liv var noget mærkeligt, vidt forskelligt fra vort eget, som vi, nysgerrige og spændte, bekigede og undersøgte paa alle Kanter. Og det er det, vi kan komme til igen, naar vi rejser ud paa den

        

5 rette Maade: uden Forpligtelse til at faa den ringeste Stump Udbytte af vor Tur eller skrive saa meget som et eneste Brev hjem, blot for at være til under brogede Indtryk af Ting, som ikke angaar os, ødsle som grands seigneurs og taknemmelige som Skoledrenge, uden Bekymringer, uden Formaal, Tilfældets Apostle.

Der gives Mennesker, som rejser ud for noget bestemt: de vil lære et eller andet at kende, som de ikke kan faa fat i hjemme. Al Agtelse for disse Folk, jeg har selv hørt til dem! Men de rejser bare slet ikke, ikke mere end den, som gaar til det kongelige Bibliothek efter det Værk, han ikke har i sin egen Bogsamling.

Men saa er der andre, som hjemme er Sagførere, Officerer, Læger. De er blevet Ofre for den Fortvivlelse, der maa gribe ethvert civiliseret Menneske over den idiotiserende Sælgekonemusik af Interesser: politiske, sociale, religiøse, æsthetiske, som raaber paa en lige fra de taabelige Aviser om Morgenen igennem alt Dagens Arbejde til Selskaberne eller Cafépassiaren om Aftenen; de har en dunkel Erindring om deres Barndoms Ferier og tager ud paa 6 Sommerrejse. Men de ejer ikke Skoledrengens aandelige Energi. Han lader klogeligen Lektiebøgerne blive hjemme og bruger kun Skolen og al dens Væsen til at frembringe den Vellystfornemmelse, med hvilken han om Morgenen tænker paa, at nu skal han ikke i den; og for Resten hjælper han til at køre Hø ind, snakker med Bondekarle, roder og sjover, som skulde han aldrig se Brostene og Skolebænke igen. Men mine ældre Venner holder først og fremmest paa at forblive Sagførere, Officerer, Læger; de lægger Rejseplan efter Samraad med ligestillede, tager ind paa Hoteller, der er dem anbefalede af saadanne, faar Referencer til Folk af samme Lag, der i alle civiliserede Lande, efter at Bogtrykkersværte er opfundet, selvfølgelig tænker omtrent den samme Lektie i det samme Oplag, føler og lever paa saa at sige samme Maade. Alle Interesserne: de politiske, sociale, religiøse, æsthetiske, springer en for en op igen som Nissen af Tønden; de Reisende kommer i lidt anderledes Theatre, besøger Folk i lidt anderledes monterede Stuer, læser lidt bredere eller smallere Aviser, og til syvende og sidst giver de sig til at køre lange

        

7 Veje i Udlandet blot for at faa fat i de samme Aviser, som var Begyndelsen paa deres daglige Plage hjemme! Deres Udflugt bliver en Gentagelse af det, de lever i om Vinteren: den samme Middagsmad med de samme Mennesker, blot i forskellige Lejligheder ..................

Manden lige overfor mig sover stadig i Kupéhjørnet; paa den anden Side sidder en Herre, som af og til har fanget min Opmærksomhed. Det er en praktisk Rejsende. Længe har han arrangeret om og om paa sin Bagage for at faa den til at ligge rigtig bekvemt, naturligvis har han kalotformet Silkehue paa Hovedet og Handsker paa Hænderne, trods Varmen, hvad man jo som praktisk Rejsende altid skal have i Jærnbanetog, fordi man ellers bliver saa tilsmudset af det uundgaaelige Kulstøv. Manden er en 40 Aar, med tyndt Fuldskæg og smilende i Udtrykket.

Allerede ved den anden Station skiltes han hjerteligt fra to Landmænd, hvis Bekendtskab han havde gjort ved den første, nu var der ikke andre i Kupéen end den sovende Mand og mig; den fremmede var færdig med sin Avis, en Bog var flere Gange bleven taget ud 8 af Haandtasken, men blot for at lægges mere praktisk ned igen, han begyndte øjensynlig at kede sig. Der gik nogle Minutter, hvor jeg følte ham avancere paa Sædet nærmere hen imod mig, medens Telegrafstænger svirrede forbi udenfor, og den tykke nu laa med fuldkommen krampagtigt fortrukne Ansigtstræk og sov.

Saa drejede jeg mig, knap saa meget, at mit Blik strejfede ind i Kupéen, straks bøjede han sig forekommende imod mig med en Avis rakt frem i Haanden.

«De ønsker ikke at læse denne Avis?»

«Nej Tak!»

«Ja, det er saamænd ikke, fordi den indeholder noget af mere dybtgaaende Interesse ...» begyndte han i behagelig Konversationstone.

Jeg nikkede og glædede mig i det samme over Tykkerten, der snappede i Søvne efter Luft.

Den forbindtlige fulgte mit Øjekast. Jeg følte, hans næste Bemærkning vilde blive: Skulde vi ikke trække Gardinet til for den Herre?

Repliken faldt.

9

«Aa, jeg synes egentlig, det er Synd for Fluerne.»

Der mødte mig et forvirret smilende Blik: «Hvab'ba?»

«Jo, de sidder saa godt paa hans Næse — den er saa dejlig varm,» føjede jeg til.

Han lo animeret, men slog hurtigt over i en inderligt overtalende, næsten kælen Tone. «De skal nu give mig Lov til at gøre det alligevel!»

Ganske forsigtig listede han med vrikkende Bevægelser hen og fik Gardinet trukket lydløst ud paa Stangen, men traadte, da han gik tilbage, selvfølgelig paa den andens Støvle, saa den sovende foer op med et Udtryk, som havde han faaet et Puf i Ryggen.

«Er vi i Korsør?» raabte han og famlede frem for sig efter Plæd og Paraply.

Der fulgte en længere Talestrøm, om at han maatte meget undskylde ... det var virkelig i højeste Grad mod min Vilje ... nu gik det altsammen saa godt (her rystede den tjenstvillige sørgmodigt smilende paa Hovedet over til mig) ... lige til det sidste ...

10

Min Genbo saae forstyrret paa ham: «Hva'beha'er?»

«Aa ... jo ... det er sandt ... det veed De jo ikke engang ... men det var bare Gardinet ...»

Den anden stirrede forbavset: «Maa det ikke være trukket for?» sagde han og halede det til Side.

«Aa Gud, jo, bevares, tværtimod, det var netop Gardinet ... jeg spurgte den Herre her ...»

«De kan rolig sove videre,» afbrød jeg med et Nik over til den tykke, «vi har en god Time endnu til Korsør.»

Han opgav øjeblikkelig ethvert Forsøg paa at faa nærmere Forklaring, lagde Kinden mod Lænet, lukkede Øjnene, strakte sig, men følte ikke Evne til at sove mere. «Her er varmt i de Vogne,» sagde han bare.

«Ja, jeg tror desværre ikke, det gaar an at slaa Vinduet ned paa begge Sider,» begyndte den smilende, ganske uopfordret, «for naar man ser paa Røgen, er der dog ikke saa lidt Vind i Dag, og — saa vidt jeg veed, staar der ogsaa i Reglementet ...,» han bøjede 11 sig frem mod Opslaget paa Kupévæggen, « ... jo, ganske rigtigt: saafremt blot een af de Rejsende forlanger det, skal Vinduet paa Vindsiden være lukket, og der tror jeg nok (med næsten overhaandtagende, velvillig Latter) at jeg i fælles Interesse maa være den ene Rejsende.»

Den tykke havde med et sløvt Blik fulgt Linierne paa Plakaten. «Ja,» sagde han og gabede. Saa tog han sit Cigarfuderal op og saae ned i det: «Hm», — han gav sig til at føle rundt om i Lommerne, «jeg syntes ogsaa nok før, jeg skar Spidsen af en Cigar ...»

«Og De samler maaske oven i Købet paa Spidser?» begyndte den anden, men afbrød sig selv og spurgte hjælpsomt: «De skulde ikke have lagt den tilbage i Fuderalet igen?»

«Nej, det er jo netop der, den mangler.»

«De puttede den vist i Deres Yderlomme,» sagde jeg saa.

Cigaren blev fundet; den var knækket.

«Den kan s'gu ikke helbredes ...», han vilde kaste den ud ad Vinduet.

«Tror De ikke, det var bedre at lægge den i det lille Askebæger paa Kupédøren,» greb 12 den forbindtlige ind, «ja, ikke fordi det gør noget, men, om jeg ikke tager meget fejl, er det vistnok strengt taget forbudt at kaste noget ud paa Banelinien.»

«Aa, skidt,» sagde den tykke og verfede Cigaren. Saa tændte han en frisk og gnikkede Øjnene. Den tjenstvillige var der øjeblikkelig med Avisen: «Ønsker De ikke at læse den Avis?»

Manden tog ganske viljeløs det, man gav ham, slog Bladet ud, bakkede paa sin Cigar og lod Øjnene løbe hen over Papiret.

Avisens Ejermand vendte sig mod mig: «De skal maaske langt?»

«Jeg skal til Tyskland!»

«Se, se; ... ja, jeg veed ikke rigtig, hvor langt jeg naar i Aar; foreløbig bliver det vist kun i Danmark, for, som jeg saa tidt har sagt, man kender altfor lidt til sit eget Fædreland; jeg har været i Berlin og Dresden og for nogle Aar tilbage ved Skaralid i Sverrig, ifjor ledsagede jeg den gamle Fru Elverud ude paa Vesterbro til Tonsaasen; men i Jylland har jeg kun været en eneste Gang, til den store almindelige Sangerfest af alle Landets industrielle 13 og merkantile Foreninger i Aarhus for to Aar siden ... jeg veed ikke ...» han listede en ny Visitkortbog op af Vestelommen, «maaske jeg maa have den Ære?»

«Mange Tak!» Der stod K. F. Jørgensen, cand. pharm. paa Kortet.

«Jeg har fusket lidt paa forskellige Maader i Kemien he, he ... De har maaske i alt Fald hørt Tale om K. F. Jørgensens Skriveblæk?»

Jeg beklagede, ikke at have hørt om Blækket, heller ikke havde jeg Kort hos mig, men jeg hed da saadan og saadan.

Navnet var ret almindeligt og ikke meget oplysende, men Hr. Jørgensen smilede interesseret.

Jeg turde dog ikke spørge ham, om han maaske før havde truffet andre af samme Navn, men det varede kun halvanden Minut, førend han selv sagde: «Jeg gik i Klasse i Roskilde med en — og han nævnede mit Navn — senere Forretningsmand i Odense; men Navnet er jo ikke saa ganske ualmindeligt, saa det er rimeligvis ikke nogen Slægtning af Dem ... skønt det er for Resten mærkeligt, at det dog tit og mange Gange kan være Familie ...»

14

... Kort efter var vi i Korsør. —

Paa Dampfærgen gled jeg fra ham imellem de mange Rygge og slap ned i Spisesalonen, hvor snart alle Pladser om mig blev optaget. Efter at jeg, med Øjnene kun rettet paa de allernærmeste, havde stillet min Sult, vovede jeg at se ud over Bordet. Der sad min Skriveblæksmand et godt Stykke borte og konverserede paa det livligste en ældre, hvidskægget Herre, der saae ham stift ind i Øjnene uden at kunne faa et Ord indført.

Oppe paa Dækket banede han sig bagefter Vej hen til mig, med Undskyldninger til højre og venstre; Udtrykket i hans Ansigt var venlig bekymret.

«De maa virkelig meget undskylde, at De blev borte for mig,» sagde han, «jeg holdt en Plads til Dem i Salonen, saa længe det paa nogen Maade var mig muligt; men jeg kunde slet ikke opdage Dem nogen Steder, og saa kom der en ældre Herre ... det viste sig for Resten at være en Slægtning langt ude af mig: Jægermester Høj-Hansen, Birkegaard ... jeg veed ikke, om jeg maa forestille Dem for ham ...» Han saae søgende omkring sig, men saa var 15 den ældre Jægermester mærkeligt nok forsvunden, og medens hans Paarørende ledte efter ham, lykkedes det mig at retirere om bag Rygesalonen.

Siden efter saae jeg min Rejseven endnu en Gang, agterude, ved Flagstangen. Der havde han ladet Stewarten bringe sig et Franskbrød, som han stod og kastede Stykker af ud til Maagerne, der i store Sværme fulgte efter Færgen. Han var omgiven af en mindre Klynge Herrer og Børn, for hvem han fortalte og demonstrerede, med Ansigtet lysende af Tilfredshed. Tilsidst var der kun et Par halvvoksne Drenge tilbage, som han underviste i at smide Brødstumper paa den rigtige Maade ud til Fuglene.

Jeg fandt mig en Plads paa Fordækket, hvor nogle stilfærdige Bønder gik frem og tilbage og røg paa deres Piber; Konerne sad alle sammen i en lang Række paa en Bænk med Ryggen mod Vinden. Vejret var straalende: Vandet gnistrede af Sol; alt hvidt, fra Maagerne til Fiskerbaadenes Sejl, skinnede og lyste; de røde Tage i Nyborg virkede som nye Farver i en Farvelade. Og der blæste en frisk Vind, som fik alt det blanke til at spille, 16 gjorde det levende og uroligt ligesom Dampskibsrøgen, der fusede tæt og kruset ud af Skorstenen for saa at spredes og blive flænget og udtyndet, indtil den tilsidst hvilede som Stumperne af et gennemsigtigt Slør paa Damperens Vej.

Jeg havde, medens jeg røg paa en rigtig god Cigar, den Fornemmelse, som vi Menneskebørn jager efter paa saa mange Maader, Følelsen af ikke mere at tænke, men blot være gaaet helt op i Stemning. Jeg følte mig saa let, glad, veltilfreds og saa søvnig.

Straks ved Ankomsten til Nyborg fik jeg fat i en Konduktør, og medens Toget raslede igennem Fyen, laa jeg alene i en Kupé, med de brungule Gardiner trukket til for Solen, Tasken som Hovedpude, Støvlerne under Sædet og sikkert et saligt Udtryk i min Slummer.

17

Nattoget fra Kolding kørte af Sted med mig. Jeg kunde godt uden at have overanstrengt mig være taget lige igennem til Hamborg, men var dog bestemt paa at blive liggende tolv Timer over i Vamdrup.

Dermed hang det saaledes sammen.

En Dag havde jeg skullet se noget efter i en geografisk Haandbog oppe paa Universitetsbibliotheket og faldt hen i den, som det saa ofte gaar en med et Leksikon. Det var netop i Bindet med «V», og mens jeg kigede rundt omkring i Bogen, kom jeg til Artiklen Vamdrup. Der stod en længere Beskrivelse citeret: .... Oase midt i Hedens Sand .... rivende Tilvækst .... Grænsen mellem de to Riger ... Mere behøvedes ikke for at bringe en hel Mængde slumrende Barnefantasi hos mig i Bevægelse, og medens jeg bladede videre over 18 Vejle og smækkede Værket i, var den allerede kommen i fuld Drift: næste Gang, jeg rejste ud, skulde det gaa over Vamdrup! Ganske vist laa der bag i mit Hoved en modnere Bevidsthed om, at det dog i Grunden kun havde været nogle Ord, til hvilke der knyttede sig gamle Forestillinger; men jeg havde nu saa lidt Tid den Dag, at jeg ikke kunde holde mine Tanker længere ved Sagen, og brød mig egentlig heller slet ikke om at arbejde den nærmere igennem. Min Indbildningskraft var bleven sat i Virksomhed og en Plan lagt, som i ledige Timer vilde underholde mig og føre flere med sig, der altid kunde være lige saa gode som saa mange andre. Det gjaldt blot om at blive ved at være interesseret, forventningsfuld, spændt for saa maaske engang at opleve en Skuffelse og — more sig over Skuffelsen. —

Jeg havde smaasovet i Kupéen, med en ubestemt Fornemmelse af flere Gange at være vaagnet op og have stirret frem i et begyndende Dagskær; nu saae jeg det fulde, kolde Lys paa de brune, fedtede Hynder, der tog hel Glans under det; en Herre laa og

        

19 sov lige over for mig, ganske askegraa i Ansigtet. Jeg slog Vinduet ned og stak Hovedet ud, Luften føltes næsten som en kold, vaad Klud paa min Pande. Markerne var ganske tomme; der stod et Steds en Trillebør med et Par Skovle, de saae ud, som havde Menneskehænder ikke rørt dem i umindelige Tider og skulde aldrig mere komme til at røre dem, ingen Fugl pippede, der lød intet Hundeglam, det eneste levende i Landet var vort lange, bugtede Tog.

Noget borte saae jeg et Stationstag, som vi med fuld Kraft kørte hen imod, vi passerede i samme Fart de nedløbende Render for Enden af Bygningen, standsede næsten med et eneste Ryk, og Lokomotivet hvæsede Damp ud til begge Sider, saa der slog en Taage op imod Murværket. Kupédøren blev i samme Nu smækket op, der løb Jernbaneembedsmænd og Postmennesker imellem hverandre med den størst mulige Hurtighed, Hjulene peb paa de smaa Bagagevogne og Postkarrerne, jeg slap frem imellem dem og ud paa Perronen, der blev givet en kort Ordre, som lød højt igennem, Signalklokken slog an, et Hvin fulgte, og det

        

20 gennemgaaende Iltog foer videre med en Fart, saa det paa faa Sekunder blev helt forkortet og lignede et Kautschuklegetøj, der er bleven trykket fladt i ens Haand.

Da jeg vendte mig, var alle Embedsmænd ligesom slugt op af Huset igen, og der var ikke en levende Sjæl mere, kun aabne Døre gennem Venteværelset ud til Landevejen.

Fraspændte Diligencevogne og tomme Pakbøre stod stillet om bag Stationen, jeg saae ud over livløse Marker, gik langs nogle Havegærder, de lave Huse var lukkede og stumme. Jeg kom ud paa en Gade med Hjulspor i Vejen, men der var intet endnu, som tydede paa, at der ogsaa denne Dag vilde komme Færdsel af Mennesker og Dyr, det kunde lige saa godt være uddøet altsammen uden at ville vaagne mere og Jorden som en anden Maane bestemt til at dreje sig omkring i Verdensrummet, blot med mig som eneste levende Væsen tilbage!

Jeg standsede foran en stor, gul Stenbygning, der kunde se ud til at være et Gæstgiversted, ruskede i den aflaasede Dør, uden at noget kom til Syne, kaldte, kigede op og 21 ned ad Huset, gik saa den anden Vej, fandt et Hul i det levende Havegærde, brød igennem og stod foran ganske det samme Syn, set bagfra: en nøgen Murflade, døde Vinduer, ingen Røg, ingen Lyd, intet Spor af Liv! I Mørke finder man det ganske naturligt, at alting tier; men ved højlys Dag, naar man kan se lige til Støvet, der ligger paa Bordet indenfor de lukkede Vinduer, gør det et Indtryk, som vandrede man rundt i Grimms Eventyr!

Da lød en Stemme lige i min Nærhed, og jeg vendte mig mod et Menneske af denne Verden. Det var en Gendarm.

Han gjorde yderst venligt Honnør: «De vil maaske ind til Pedersen?» sagde han.

«Til Pedersen?»

«Ja, jeg mener Gæstgiveren — det er Gæstgivergaarden.»

Jeg takkede, og han gik hen til et af de lukkede Vinduer, som han øjensynlig kendte nøjere til, smækkede det op ved et Ryk med Neglen og raabte ind: «Der er en Rejsende, Pedersen!»

Man hørte inde fra et dumpt Brøl og en Pladsken af bare Fødder paa Gulvet; lidt efter 22 kom en forsovet Mand med røde Øjne ud i Skjorte og Benklæder med Selerne hængende ned bag til. Og mens Spurvene begyndte at pippe, kom jeg lysvaagen i en for kort Seng med Udsigt til et Tapetpapir af Farve som kugleblaat og fyrretræs Skab, Stol og Servante. Mærkeligt nok varede det alligevel ikke længe, før jeg sov ind. —

Da jeg, et godt Stykke højere op paa Dagen, spadserede om i Vamdrup og ventede paa Eftermiddagstoget til Hamborg, gik jeg bestandig med min Bog fra Universitetsbibliotheket i Hovedet.

.... Oase midt i Heden ....! Der er ved Ordet Oase straks det mislige, at man uvilkaarligt kommer til at tænke paa Palmer; men selv efter at de er kommen vel ud af Hovedet, bliver der dog altid et Indtryk tilbage af noget saftigt grønt og smilende i Modsætning til et goldt Øde, der omgiver det paa alle Sider. Men jeg gik lige til Vamdrups Yderkanter og saae ikke andet i hele Synskredsen end jævne Kornmarker og Kartoffelmarker uden nogen særlig Yppighed og uden noget afskrækkende Hedeland omkring, det 23 maatte vist gaa mere gradvis for sig med den Overgang til Ørken.

.... rivende Tilvækst ....! Ja, jeg tror Manden paa hans Ord og indrømmer, at Tilvækst jo ikke ligefrem er saadan noget, man kan staa og se paa, men naar man har læst om en By, selv om det er en Landsby, at den er i rivende Tilvækst, gør det dog et noget nedslaaende Indtryk paa en at promenere i dens Hovedgade og skulle blive glad over at se et Par Bønder komme trækkende med en Ko; jeg gik flere Gange op og ned ad Strøget og ind i Sidegaderne uden at opdage noget som helst andet, end hvad man ellers ser i en af vore stille danske Landsbyer — naturligvis.

Saa drev jeg ned imod Stationen .... livlige Samkvem mellem de to Nabolande ...! Det var i Middagstiden og imellem to Tog, Solen brændte godt, bag et Vindue mod Perronen saae jeg en enlig Herre sidde i Skjorteærmer og skrive, nogle Arbejdere læssede Kul af fra en Transportvogn, lidt længere ude paa Jærnbanens Grund hørte jeg Svin grynte. Der gik en hundrede Stykker og rodede inde i en 24 stor Fold, paa Indhegningen sad en ung Mand i Toldmedhjælperuniform med dinglende Ben og røg paa en Shagpibe.

«Det er Tyskere,» sagde han med et Blik mod Svinene; «de har Svinepest dernede, saa nu venter vi paa Dyrlægen til dem!»

Javel, tænkte jeg .... betydelig commerciel Forbindelse ...! Jeg gav mig i Snak med den unge Mand, forhørte mig om, hvor længe han havde været i Vamdrup og lignende.

«Her er vel en Del Liv hernede?» endte jeg.

Det unge Menneske saae forbavset paa mig: «Nej,« sagde han. «Det eneste er,» tilføjede han lidt efter, «naar vi engang imellem tager op til Kolding; jeg veed ikke, om den Herre kender Haunstrups Hotel ....»

Der var mig noget desillusionerende ved Tolderen, og jeg forlod ham for at se Toget gaa Vest paa.

Omtrent et Kvarter før Afgangstiden dukker der et Slags Restauratør frem i 3dje Klasses Ventesal og stiller tre forskelligt farvede Slags Brændevin og en lang Kasse Cigarer ud paa Disken, lidt efter kommer Gendarmen og giver sig til meget fredsommelig at spankulere frem 25 og tilbage, yderst krigersk udrustet, med Sabel og Revolver i ny Sælhundeskindstaske. Bønderne begynder at fylde Perronen og Venteværelset, de har Kasketter, gult farvede Naturstokke og solide Piber; en Fanøkone med to Smaapiger staar ved Billethullet og faar Penge igen. Baade Moder og Børn bærer Nationaldragt, Haaret er skjult af et mørktfarvet Hovedklæde med Snipper, de lange kulørte Skørter falder i dybe Folder og staar stift ud over solide Underklæder, Pigebørnene er klædt paa ganske ligesom den store. Det er helt underligt at se disse smaabitte Madammer paa en Gang give sig til at hoppe og springe omkring med nogle almindelige kortskørtede og bararmede Tøsebørn.

Saasnart Toget er borte med Passagererne, forsvinder Restauratør, Gendarm, Funktionærer lige med det samme. Stationen blusser som et Blinkfyr op i Virksomhed for et Øjeblik efter at falde ganske i Ro igen.

En Times Tid efter vaagner den paany i Anledning af Toget Syd fra. Der bliver slaaet nogle Barrierer op, og Toldembedsmænd med bredere og smallere Guldtresser viser sig paa 26 Perronen. Toget kommer; de ikke meget talrige Rejsende passerer gennem Toldkontoret, tyske Jernbanekonduktører siger God Dag! til nogle danske Kolleger, og Danskerne Guten Tag! til dem paa lignende Maade, som naar vi i København omgaas Malmøboerne; det er i Grunden det hele. Og saa er der dog en egen Stemning i det ud over den Smule forøgede Trafik og fremmede Uniformer! Her faar Manden fra Haandbogen for en Gangs Skyld Ret.

Jeg er gaaet nogle Skridt bort fra Stationen og ser ind i det Land, hvorfra de fremmede Dragter og det fremmede Sprog er kommen farende pr. Iltog: det er dansk i hver en Fold af sit Jordsmon. Jeg vender mig, ser omkring til alle Sider: overalt det samme! Og jeg veed, at kommer jeg de Skridt ud over Mærkepælene, saa er Høstfolkene, som arbejder derhenne, danske og deres Hjem dansk, men tyske er de sort-hvide Pæle, der er bleven rejst med Vold ...

Der svirrer allehaande Tanker igennem mit Hoved, da jeg kort efter sidder i det sydgaaende Tog. For hver en Station, vi standser 27 ved, fyldes min 3dje Klasses Kupé med Bønder, lige saa jydske i Sprog og Snit som dem, jeg forlod paa den anden Side Grænsen, og faa Øjeblikke efter viser den flade preussiske Kasket og sort-røde Uniform sig ved Vinduet: «Die Fahrkarten, bitte!» — og alle Danskerne rækker, ganske uden at tænke over det, Manden deres Billetter.

Dette Indtryk gør mig nervøs. Paa Stationsbygningerne ser jeg fortyskede danske Navne; midt i vort Modersmaal, der lyder overalt under Togets Ophold, høres Tysken skære igennem i Kommandotone, Gendarmen med Pikkelhue paa baner sig Vej mellem danske, vadmelsklædte Bønder.

Saa ofte man tager den anden Vej ind i Tyskland, over Gjedser—Warnemünde, er det en Glæde at se det gennemført ensartede og fremmedagtige, som møder en straks ved første Blik: den tunge, monumentale Toldbygning og de stramme Toldassistenter med Kaarde i langskødet Frakke, Banefunktionærernes militære Holdning, der svarer til Publikums præcise Forretningstone overfor dem; man faar øjeblikkelig et fængslende Indtryk af en energisk 28 og dygtig Nations fortrinligt tilpassede Institutioner. Paa Turen gennem Nordslesvig skurrer de uforsonede Modsætninger en i Ørerne.

Jeg begynder næsten at ærgre mig over mine sønderjydske Bønder ogsaa. De er i jævn, ligelig Stemning, ler til hverandre og snakker almindelig, hverdagsagtig Tale: om hvorledes Høsten tegner, hvornaar de har talt med ham eller hende. Hvor meget jeg saa ogsaa siger til mig selv, at det dog er vel naive Forestillinger, min Hjerne tumler med, finder jeg det alligevel lidt besynderligt, at disse Mennesker er i et saa ligeglad Humør. Jeg kommer til at erindre min forbavsede Harme som lille Dreng, da jeg saae et af vore slagne Regimenter komme hjem fra Krigen med vant Musik; i mine Barnedrømme havde der staaet noget som Dødsstilhed og Flor om Fanen. Og paa lignende Maade kunde jeg nok have ønsket mig disse Sønderjyder noget mindre talende, lidt mere som man tænker sig et Folk i Sorg. Det er med et vist Velbehag, at mit Øje søger en ung Pige paa 23—24 Aar, der sidder i sit Kupéhjørne uden at mæle et Ord til nogen; da den tyske Schaffner forlanger

        

29 hendes Billet, lægger jeg Mærke til, hun rækker ham den ganske stiltiende. Jeg finder hende smuk trods de ganske tarvelige Træk.

Vi kommer forbi Tinglev og hører nu allerede betydeligt mindre Dansk paa Stationerne, samtidig begynder min Kupé at tømmes, og det varer ikke længe, førend jeg er alene med den sønderjydske Pige. Jeg har Lyst til at tale med hende, men søger efter en Indledning; hun synes mig at være bleven endnu mere fordybet i sig selv, som hun sidder ubevægelig i sit Hjørne med et sørgmodigt Udtryk i Øjet. Endelig, ikke langt fra Slesvig, rejser hun sig med et, vore Blik mødes.

«Is' das schon Schleswig?» siger hun paa ægte Hamborgertysk.

Det svimlede en Smule for mig, jeg hørte endnu en Del tyske Lyde om, at hun skulde til Mullers Hotel, hvor hun var fæstet som Stuepige. Hun var urtysk!

Jeg var midt imellem le og græde og i Grunden væmmeligt flov. Saa uhyggeligt nær laa altsaa Udtrykkene for Melankoli og Køredvaskhed ved hinanden, og saa uforbederlig en Æsthetiker var jeg selv! Der havde jeg 30 været patriotisk bevæget overfor en døsig tysk Tjenestepige, men de sunde danske Bønder nordpaa havde jeg taget deres Munterhed og gode Lune ilde op. Saa langt burde jeg da i hvert Fald kunne være kommen bag det rent kunstneriske Indtryk, at jeg havde gjort mig klart, hvorledes disse jævne Bønder nu snart i tredive Aar var bleven ved med naivt og inderligt at holde det fast, som ogsaa for mig var det højeste Gode, mit Livs Aande: vort danske Sprog. Og skulde man ikke netop være tilfreds over, at de kunde lade, som om de Fremmede ikke eksisterede omkring dem, men glæde sig over Sol og Mennesker og snakke op derom i deres Modersmaal! Og troede jeg i Grunden, de vilde have forstaaet at bevare dette Sprog, om de ikke just havde taget det hele saa ganske ligefrem, men været nogle dybt reflekterede Individer, der i Fortvivlelse maaske vilde ladet det falde!

I Slesvig bliver jeg min uægte Landsmandinde kvit. Hendes stuepigedannede Adieu! besvarer jeg næppe. Jernbanestationen er fuldstændig tysk, en mægtig, rød, praktisk indrettet Bygning; ved den store Buffet serveres

        

31 Pølser og Ø1, preussiske Officerer kommer hurtigt gaaende gennem Ventehallen med Sabeldupskoene hoppende mod Fliserne. Vi kører videre og faar et pragtfuldt Panorama af Fjorden med Gottorp Slot paa den modsatte Side. Det hele tager sig ud som et opslaaet Blad af en kæmpemæssig Billedbog, Slottet har Lys paa alle Ruder.

Solen er ved at synke. For det modsatte Vindue i Kupéen staar dens guldskinnende Skive i en næsten skyløs Luft. Jeg tænder en Cigar og føler Tankerne langsomt svinde af mit Hoved. I Rummet foran mig svæver et fint kornet Støv, der bliver glimrende gyldent i Sollyset, jeg foresætter mig at ville studere det og se, hvor Solen efterhaanden kan gøre Striberne mere brunrøde og brændende i Tone. Men Banestrækningen slaar hurtigt nogle Bugter, der bringer Støvet ud af Solstraalernes lige Vej; jeg maa nøjes med at lade Blikket følge de Stykker Himmel, som farer mig forbi, og se deres Farver skifte, alt eftersom vi kommer nærmere mod Aften.

Rendsborg ligger med Volde og blanke Grave oversvømmet af pragtfulde røde, violette 32 og grøntgyldne Toner. Der er høje Træer paa Voldene, jeg kan se Borgere spadsere Aftentur, lige udenfor Byen kommer et Pionerkompagni gaaende uden Fodslag hjem fra Øvelsen, Kaptajnen rider paa sin Hest langsomt i Spidsen; en anden Afdeling ligger endnu spredt i Terrænet, og Folkene arbejder med Hakke og Spade. Soldaterne ligner paa den lange Afstand sirlige smaa Dukker, man kan ikke høre Spaderne skære i Jorden eller Slaget af Hakkerne, overhovedet ingen Lyd; By, Volde, Grave, Figurer, altsammen tager det sig ud som det fineste, nydelige lille Legetøj.

Jeg kommer til at tænke paa et mekanisk Kunstværk, som var min tidlige Barndoms højeste Fryd ude i Tivoli. Det fremstillede Slaget ved Solferino, og der foregik de grueligste Scener. Franskmænd borede Bajonetten ind i Østerrigere, Rytteri kom farende hen over Valpladsen, Kanoner blev erobrede eller fornaglede, men altsammen uden en Lyd. De smaa Bajonetter blev med regelmæssige Mellemrum stødt i og trukket tilbage, Dukkehænderne hævede og sænkede sig regelmæssigt med

        

33 Hammeren til Fornagling af Kanonerne. Jeg mindes den vidunderlige Taalmodighed, med hvilken min Bedstefader svarede paa mine endeløse Spørgsmaal om Slaget, og hvem der havde været taprest, og om Franskmænd og Østerrigere overhovedet var lige saa tapre som de Danske ...

Først da vi holder ved en større Landstation, lægger jeg rigtig Mærke til, at det er Mørkning og der er tændt Lygter. En Rejsende kommer ind i Kupéen, Klokken kan vel være henad ti, og jeg begynder at længes efter at komme i Hus. Paa det næste Holdested staar den Fremmede af uden at have mælet et Ord, og der kommer ingen ny ind; det vilde snart være ganske rart at se Mennesker om sig igen og høre dem snakke.

Dette Ønske faar jeg opfyldt en Station før Altona, og det til Gavns. Kupéen fyldes paa en Gang til sidste Plads af et højrøstet Selskab vimse unge Damer og Herrer uden Bagage, blot med Stokke og Paraplyer. De har gjort en Udflugt paa Landet og skal hjem. I Altona vrimler de ud, men bliver straks afløst 34 af andre. Der er en stor Mængde Mennesker paa Perronen, Raaben og Jagen for at komme med Toget. Kupéen bliver overfyldt.

Faa Minutter efter er jeg i Hamborg.

35

Mit Hotel i Hamborg hørte ikke til de første Klasses. Det var blevet mig anbefalet af Karlen paa et større Hotel, hvor jeg forgæves søgte om Værelse; jeg antager, Værten har hørt til hans gode Venner.

Værtinden erklærede senere en Dag, at hun sørgede naturligvis for udmærket Mad og alt andet godt i sit Hotel, men det, hun først og fremmest holdt paa, var en pinlig Renlighed i Gæsteværelserne; det var hende ikke muligt at finde sig i Piger, som ikke kunde gøre Fyldest i saa Henseende, for hun var oprindelig af hollandsk Familie — gammel hollandsk Familie.

Jeg vil nu ikke antage, at Renligheden i mit Værelse kunde forekomme noget Menneske pinlig, men den gik i hvert Tilfælde an; for Resten laa det paa anden Sal til Gaarden, og 36 Mage til den skidne Baghusvæg, der ragede op som Udsigt 3—4 Favne fra mit Vindue, skulde man sikkert lede længe om. Princippet om den pinlige Renlighed var absolut ikke udstrakt til Korridorerne og Trappen, hvor Farverne i Tapetpapiret var helt ædt op af Smuds, og man ikke uden at blive kulsort om Fingrene kunde gaa hen og smække et Vindue op for at faa en lille Smule frisk Luft ind. Pigen hævdede iøvrigt med Bestemthed, at der kom blot meget værre Luft udefra, og det kan saamænd gerne være, hun havde Ret. I hele Huset var ingen af Dørene rigtig i Vage, de maatte alle hæves lidt ved Dørgrebet, naar man skulde lukke op. «Det ligger i, at Grunden synker,» forklarede Værtinden med en Hovedrysten, «og saa skal vi jo ogsaa netop til næste Aar have vor store Generalreparation — om Gud vil!»

Jeg er bange for, at denne overlegne Vilje endnu til Dato ikke har stillet sig velvilligt overfor Generalreparationen!

Fruen var svær og trivelig og havde sin Plads bag Buffeten i Gæstestuen med dens Opdækning af Skinke, Pølser, Roastbeef og saa 37 videre. Paa alle Bestillinger fra den lille, halvvoksne Opvarter, svarede hun med et imødekommende Ja—a!, rejste sig og skar med fagmæssig Færdighed Stykker af med en lang, blank Kniv.

Den lille spinkle Vært sørgede mest for Cigarer til Gæsterne, ellers skrev han Regninger ud ved et skaaret Skrivetøj og med en Mappe som Underlag, der var sendt ham som Nytaarspresent af det Bryggeri, han fik sit Øl fra. Han var yderst fredelig og snaksom og interesserede sig for Geografi; mig udspurgte han særlig om Nordpolsfarterne og Grønland, som han lod til at formode, jeg havde nærmere Kendskab til, men tilstod for Resten i en undskyldende Tone, at hans ganske særlige Interesse, det var rigtignok Afrika og Opdagelsesrejserne dér, han havde saamænd selv udtænkt en Maade, paa hvilken de bedre kunde bringe Baadene op over Katarakterne, og en Tekniker fra Polyteknikum havde sagt, han risikerede ikke noget ved at sende sin Plan til Stanley eller Wissmann. Men endnu havde han ikke gjort det, for, som hans Kone sagde,

        

38 han havde jo ikke andet ud af det, end at de andre kom og tog Æren for det.

Han gik helst op og ned i Skænkestuen, dér, hvor Solen faldt, med Hænderne under Skøderne og smaa Bemærkninger til Gæsterne ved de forskellige Borde, yderst skikkelig. Men aldrig har jeg hørt noget Menneske bande og sværge saa dyrt, som den lille tynde Mand, naar han om Aftenen spillede sin Skat med Konen og to à tre Stamgæster. Han slog begejstret Trumferne i Bordet med Slag med Knoerne, saa jeg første Gang oppe paa mit Værelse troede, at de bankede smaa Koteletter nede i Køkkenet; og de daarlige Kort blev smidt til med endnu stærkere Slag af Ærgrelse. Saa fulgte efter hver Omgang den ivrigste Forklaring af begaaede Fejl eller store Finesser, altsammen under ivrige Kast med Hovedet, hastig Drikken Ø1 af Kruset, som han vist satte de hundrede Gange til Munden, førend det blev tømt, og forvirrede Blik op til Uhret efter hvor længe de endnu kunde blive ved at spille.

Straks den første Morgen drak jeg min Kaffe i Gæstestuen og snakkede med Mand 39 og Kone, medens Opvarterdrengen i kort, sort Trøje gik diskret rundt med Vidskestykke i Haanden og lyttede. Stamgæsterne kom enkeltvis ind til et Glas Øl, naar deres Vej faldt forbi, og blev modtaget med lydelige Glædeshilsener. Naar Fruen først i korte, klare Spørgsmaal havde faaet forhørt sig om vedkommendes plus Kones og Børns Befindende, kom Værten lidt efter, med Hænderne under Skøderne, hen til Gæsten, som havde taget Plads, og spurgte i sin stille, venlige Tone videre eller fortalte lidt nyt, han havde hørt. Da jeg skulde ud i Byen, var jeg nær aldrig bleven fri for al hans Tjenstagtighed; jeg blev nødt til at angive et bestemt Sted, jeg vilde hen, for jeg indsaa, det begreb han aldrig, at jeg kun vilde drive. Og derpaa fulgte uendeligt detaillerede Oplysninger om Vejen dertil og særlig hvilke Gader man endelig ikke maatte gaa ned ad; da jeg omsider begav mig paa Vandring, fulgte han barhovedet og med Hænderne under Skøderne med ud paa Torvet foran Hotellet og raabte endnu et Par Gange efter mig, pegede og viste med Fingrene. Jeg var lykkelig, da han til sidst ikke kunde

        

40 se mig. Saa fik jeg da Lov til at slentre omkring uden Maal og Med, som jeg altid gør det den første Dag i en fremmed By! — Jeg har ikke den Orienteringssans, som nogle Mennesker er saa glade over, og gruer for at træffe sammen med den Slags Folk, der, efter at have været et Par Dage i en fremmed By, sætter deres Stolthed i at kunne føre en den korteste Vej derhen, hvor man vil til. Jeg spørger mig for og faar lidt Vejledning, har mærket mig et Par Kirketaarne og nogle Hovedgader, saa gaar jeg af Sted. Gaar jeg en Omvej, ser jeg den med, og bliver det for sent til at naa, hvad jeg vilde se den Dag, tager jeg derhen den næste, jeg har jo ikke noget at haste efter; hvis jeg havde det, var jeg bleven hjemme og ikke taget paa Rejse.

Jeg har heller ingen Hukommelse for Veje. Her i Hamborg har jeg dog været før, men husker egentlig ikke en eneste af Retningerne fra et Sted til et andet; derimod glemmer jeg aldrig selve Stederne, jeg har set, hvorledes Karakteren af Gaderne var, paa hvilken Maade Husene laa paa en Plads; Gadehjørner, Butikker,

        

41 Holdepladser for Drosker, altsammen springer det mig i Øjnene igen som gamle bekendte Ansigter.

Jeg staar stille foran en større Cigarforretning netop lige paa et Hjørne og vil sværge paa, at det var der, Julius Halling og jeg for 10 Aar siden købte vore sidste Cigarer før Afrejsen fra Hamborg. Vi var begge dengang lige i Begyndelsen af Tyverne og Studenter ved Københavns Universitet, da Halling arvede et Møblement og en Bogsamling efter sin Onkel. Det var Genstand for lidenskabelig Drøftelse, hvad der skulde gøres med al den Rigdom; men efter at Halling havde suppleret sine to Værelsers Møblering paa standsmæssig Maade, blev hele Resten sat ind hos en Auktionsholder, der vilde bringe det frem ud paa Efteraaret som Del af et «finere Indbo»; et større Forskud var han meget villig til straks at udrede, og saa tog Halling og jeg til Hamborg i Paasken.

Det allertydeligste Billede, jeg har fra den Rejse, er Lombardsbrucke ved Nat. Maanen kom og svandt bag klattede hvide Skyer, som var spredt over en stor Del af Himlen; den 42 lange, murede Bro laa øde hen, blot en sjælden Gang med en enlig Droske kørende langsomt over, saa kom Halling og jeg med et Par tyske Commilitoner, hvis Bekendtskab vi havde gjort paa et langt tidligere Standpunkt af Aftenen.

Naar Halling var lidt fuld, blev han veltalende og stærkt videnskabelig, yndede at betjene sig af fremmede Sprog og fremførte Paastande, der ubetinget var noget paradoksalt turnerede. Som nu den Aften vilde han overfor Tyskerne i et alt andet end parisisk Fransk hævde, at der lod sig skrive en fremragende Afhandling for Privatdocenturen ved et hvilket som helst europæisk Universitet om de forskellige Ølsorter, vi havde drukket den Aften, sammenstillede med de øvrige tyske. De skulde alle med Omhu beskrives, derefter klassificeres efter fremspringende Hovedegenskaber, hvorpaa man gennem Sammenligning og Abstraktion skulde naa til at fastslaa det virkelig ideale tyske Øl, som i sig forenede alle de ægte typiske Egenskaber for den nationale Drik. «Og,» føjede Halling til, med oratorisk hævet Stemme, et Blik over Guldbrillerne og

        

43 en malende Haandbevægelse, der mindede stærkt om en daværende Universitetsprofessor, «for at knytte Livet til Idéen skulde man da fastslaa det Bryggeri, hvis Produkt kom Idealet nærmest, og af dets Besidder skulde man have en Guldmedaille med Videnskabens Ugle paa den ene Side og Bryggerens Portræt paa den anden samt frit Øl for sig selv og sin Familie indtil 15 Personer — men ikke en eneste mere —» her opløftedes Stemmen med kathedermæssig Myndighed — «saa længe man levede!»

Den ene af Tyskerne, som ogsaa havde faaet en god Del for meget af Aftenens forskellige Ølsorter, var videnskabelig indigneret over Hallings Paastand og søgte svedende at finde vel begrundede Indvendinger imod hans Argumenter, saavidt han overhovedet var i Stand til at forstaa dem i det noget fantasifulde Fransk, paa hvilket de blev fremsatte. Vi standsede i hed Disput midt ude paa Broen. Der brændte en Lygte oven over et Par Kranse og Bøjer til Druknedes Redning, og paa en Plade stod at læse Indskriften: Rettungsball. Med en af de pludselige Overgange, som var

        

44 Hallings Specialitet, slog han paa en Gang over fra det lærde Tonefald og udbrød med elegante galliske Næselyd: «Messieurs! Voici une lanterne! — Pas la lanterne de monsieur Rochefort, — monsieur Rochefort, pas monsieur Roquefort, qui n'est pas un monsieur, mais qui est un fromage ...»

«Wie belieb'?» spurgte den videnskabelige Tysker, ildrød i Hovedet og ganske forvirret. Men Halling fortsatte med stadig Stigning «... pas la laterne de la liberté, de la gloire, du travail, de l'égalité — mais la lanterne du Rettungsball ...! Mesdames et Messieurs! Voici un Rettungsball, dansons! Pas un bal champêtre mais un bal sur la Brücke! Un bal pour les geretteten, pour les pauvres, pour l'humanité, pour la civilisation! Madame!» — Han bød den forbløffede Tysker Armen, og mens jeg var nær ved at faa Sting af Latter, dansede vi en Française med Kædeture og alt andet tilhørende.

Hver Morgen naar vi kom hjem i et højlyst Værelse, stillede Halling sig med sit mest skinhellige Udtryk midt paa Gulvet og fremsagde et lille Morgenvers, enten:

45

Nu titte til hinanden
De fagre Blomster smaa ...

eller:

Dejlig er den Himmel blaa,
lyst (i Stedet for Lyst) det er at se derpaa ...

Naar han havde forrettet dette, trak han Gardinerne for, «opdrog» sit Uhr, som han paa fortysket Dansk kaldte det, og spankede gravitetisk i Seng. Paa Vejen kunde han da slaa mig paa Skulderen og sige i en vemodig Tone: «Tror Du ikke nok, kære Ven, at i Aften gik den Fløjels Causeuse, muligen ogsaa selve dennes Silkekvast med dobbelt forarbejdede Fryndser! I Morgen bliver det vel Katalogens: Lille fuldt mahognitræs Chiffonière med tilhørende Opsatsspejl — —.» Og jeg hører endnu henne fra Sengen hans: «Sov godt, min Rejsefælle; jeg glæder mig til i Morgen af din Mund at faa en pragmatisk Fremstilling af denne Dags og Aftens Begivenheder. Min egen Hukommelse vil sikkert frembyde nogle Huller.»

Jeg vilde saa gerne have været i den zoologiske Have dengang, men det var mig ikke 46 muligt at faa ham derud: «Hvor spredte,» sagde han, «ere ikke Dine Interesser! Du vil se vilde Dyr og Fiske!! — Af Dyr skal man blot interessere sig for tamme og kun, naar de staar paa et Fad foran en. Da kan zoologiske Kundskaber være nyttige; til f. Eks. at kunne dele en halv And har jeg ladet mig informere af Medicineren Morten Tersløv angaaende Fuglenes Benbygning. Men de vilde Dyr, som saar ikke og høster ikke og sjeldnere sankes paa Fade! Hvor jordkrybende ere Dine Interesser!! — Du maa erindre, at Opgaven for vor Rejse er at studere Spiritus og Mennesker. Jeg vil sige med Ewald, Fiskerne, iste Akt, en af Linierne fra neden:

Husk, at det gælder Menneskers Dyreliv (i Stedet for dyre Liv)!»

— Der var fortræffelige Østers paa den Tid i Hamborg, og vi krøb af den ene og i den anden Kælder for at lade Skaldyrene svømme i Porter eller Rhinskvin. Paa Østerserne kaldte Halling altid, førend han spiste dem, med kærlig Stemme: «Venlige lille Bløddyr! Elskværdige Skaldyr! Gør Dig trind og lind ... og kryb ind, forsvind!» Og han lukkede 47 kælent Øjnene, medens de sank. Jeg spurgte ham, hvorfor han saaledes lukkede sine Øjne. «Jeg gør som Odderen,» sagde han, «i Vølsunga- Saga; den sad ved Elven, hvor Odin og Loke kom forbi, og spiste Østers med lukkede Øjne, fordi, staar der i Haandskriftet, den ikke kunde taale at se, hvorledes det blev mindre!»

Efter en saadan Østersnat, der havde strakt sig over den største Del baade af St. Pauli og det egentlige Hamborg, opdagede Halling, mens han reciterede sit lille Morgenvers, at hans smukke ny Visitkortbog var borte; den maatte være gledet ud i en Droske eller glemt i et af de mange Lokaler, som vi ikke mere kunde huske. Den indeholdt nogle Fotografier med passende Paaskrifter af Damer, der ikke strengt taget hørte til hans Familie, samt Julius Hallings Testamente, det han havde ladet opsætte som 18aarig Student og lige kommen fra Provinsen. Det lød paa, at hele hans lille Formue skulde tilfalde Københavns Universitetsbibliothek. For at, som han sagde, enhver Tvivl skulde være udelukket om, hvem de fikse Damebilleder tilhørte, havde han i Lommebogen yderligere efterladt ca. 100

        

48 splinternye Visitkort med: Julius Halling, stud. mag., København. — —

Jeg kan ikke bare mig for at le højt her paa Hamborgs Gader, hvor jeg gaar og tænker paa min gamle Ven. Jeg maa tilbage og ind i Cigarbutikken igen. Jo, det er den samme, lige saa flunkende nymalet og forgyldt som dengang og med netop den samme Ekspedient, der blot er bleven noget mere graa ved Ørerne! Her stod vi vor sidste Time i Hamborg. Egentlig havde vi tænkt at udstrække Turen endnu et Par Dage, men ved Kasseeftersynet om Formiddagen gjorde Halling et Par betænkeligt store Øjne bag Brillerne og vuggede nogle enlige Guldstykker i Haanden: «Det er Gyngeskamlerne», sagde han, «de to haandbroderede Gyngeskamler, Katalogets absolut sidste Nummer»! Returbilletterne havde vi jo, og der blev nu lagt Penge hen til Fortæring og Drik paa Rejsen; saasnart vi var i København, kunde vi klare os igen. Halling gjorde den rigtige Betragtning gældende, at da han utvivlsomt blev søsyg paa hele Turen Kiel—Korsør, kunde der tilstaas ham en saa meget rigeligere Konsum af Drikkevarer fra

        

49 Korsør hjemefter, der blev desuden beregnet Bøf, Spejlæg o. s. v., og efter at vi havde betalt paa Hotellet og med to konstitutionelle Kongers Huldsalighed og et venligt Ord til hver især var skredet forbi en Række drikkepengegridske Opvartere og Piger, havde vi 6 Reichsmark og 20 Pfennige tilbage. Vi var noget i Tvivl om, hvad vi skulde bruge dem til i den halve Time, der var igen; thi med hjem turde de ikke komme, Kursen var i Stand til at være faldet i Mellemtiden, og Kursfald havde vi altid hørt skulde være noget ganske forfærdelig ruinerende. Saa mente Halling, efter at forskellige Forslag var forkastede, vi burde for de Penge købe os to Cigarer.

Jeg saae lidt paa ham: «6 Reichsmark 20 Pfennige!»

«Jeg antager, man til den Pris vil kunne faa dem taalelige,» mente Halling, «Hamborg skal have passable oversøiske Forbindelser.» —

Og vi kom ind i den fine Cigarbutik. Halling skred løs paa en Ekspedient, der med forekommende Mine spurgte om hans Ønske.

50

«Ha—ar De en .. rygelig Cigar?» spurgte han med et smaskende Tonefald.

Jeg drejede mig brat og saae mit eget stærkt fortrukne Ansigt i et Spejl i den anden Ende af Lokalet; jeg bemærkede ogsaa Ekspedientens en Smule pikerede Mine og hørte Verdensmandens lidt kølige Betoning i det korte: «Til hvilken Pris?»

Der gled et livstræt Smil over Hallings Læber: «Vi kunde maaske se nogle Prøver!»

Den anden greb op paa en Hylde: «Her er en ægte til 30 Mark et Hundrede,» sagde han med nogen Vægt paa Tallet.

Halling greb Kassen, løftede den op til Næsen, snusede, rystede svagt paa Hovedet og rakte den med et døende Smil til mig; jeg stak ogsaa Næsen til, rystede lidt paa Hovedet og rakte ham den igen.

«De har dem ikke bedre?»

«Jo, hvis den Herre blot vilde sige en Pris.»

«Vil De vise os en anden, men adskilligt bedre Prøve,» sagde Halling i et mildt bebrejdende Tonefald, som til Skolebørn, der ikke kan forstaa en Lektie.

51

Ekspedienten benede med nogen Arrigskab i Fodsaalerne op ad en lille Trappestige, han slog hastigt to Kasser op for os paa Disken.

«Her er en til 75 og en til 125!»

Halling tog den til 125, stak Næsen ned, snusede, smilede ganske opgivet, rakte den til mig; jeg gjorde ligesaa og skød den hen til ham igen.

«De har dem ikke bedre? — Maaske hvis Principalen selv var hjemme?»

Ekspedienten var lige ved at sige noget, men forsvandt og kom lidt efter tilbage med nogle Cigarer, som han pakkede ud af Silkepapir for os: «Her er den dyreste, som vi overhovedet fører,» sagde han i en stærkt bekæmpet Tone, «den koster 300 pr. 100. Ønsker de Herrer maaske et Hundrede?»

Halling stak Næsen ned, snusede og smilede ligesom før, rakte Cigaren til mig.

«Og De har dem virkelig ikke bedre?»

«Nej,» sagde Ekspedienten, højrød i Hovedet af Arrigskab.

Halling skar Spidsen af en og indbød med en træt Haandbevægelse mig til at gøre det samme; vore Blikke mødtes.

52

«Ja,» sagde han med en undskyldende Gestus, «det gør mig ondt, at vi skal ryge de — Kaalblade!»

— Paa det næste Hjørne højere op i Gaden tror jeg nok, Hamborgerne mente, de havde et Par gale Mennesker for sig, for vi stod og holdt paa hinanden af Latter, og Cigarerne til de 3 Mark Stykket havde vi nær tabt ud af Mund og Fingre, saadan rystede vi under den.

Kære gamle Ven med dit skarpe Hoved og barokke Vid, jeg tænker paa Dig med taknemmelig Erindring, medens jeg springer op i en Droske for at køre ud til den zoologiske Have, som Du paa ingen Maade vilde give mig Lov til at komme i!

53

Engang var jeg med en saakaldet Dyreven i en zoologisk Have, Og det skal aldrig ske mere; for man hørte ikke andet end idel Indignation over de sørgelige Vilkaar, tinder hvilke fri, vilde Dyr her var anbragt.

Den Mand var det, Tyskerne kalder for en «Spassverderber». Han mindede mig om en jævnaldrende, tyveaarig Kammerat, jeg i sin Tid havde, og som bag paa sit Portræt havde skrevet de Musset'ske Ord: «I1 faut souffrir encore après avoir souffert!» Vi spadserede en Dag sammen i det skønneste Vejr, og jeg udtalte min Glæde over Luft, Træer, Jord og det altsammen. «Og Du tænker ikke paa», sagde han saa, «at hvert et Græsstraa gemmer en Lidelse! Insekter, Dyr, Mennesker sulter, hader og forfølger hverandre; i hvert Sekund, Solen skinner, tilintetgøres Millioner!»

54

Jeg kan nu ikke gøre ved det; men naar jeg føler mig glad og lykkelig, og mit Øje fryder sig ved Skønhed, saa er det mig ikke muligt at svinge mig op til Medfølelse med de Myrer og Mider, som min glade Fod maaske træder ihjel med det samme. Og naar jeg sværmer for smukke Skind og holder af at studere Dyrenes Bevægelser, saa kan jeg ikke give mig til at sørge over, at Giraffen, der løber rundt paa en Plads som Torvet i en jævn Provindsby, rimeligvis savner Afrika, eller tro paa, at Sælhunden med sine pudsige Kolbøtter tæres hen i Længsel efter Nordhavet! —

Hamborgs zoologiske Have er stor, smukt anlagt og let at finde rundt i. Jeg gaar omkring som paa en Malerisamling, man kender, og søger mig de Genrer ud, jeg sætter mest Pris paa. Der er frem for alle Flodhesten.

Først troede jeg, den var død, og ingen ny anskaffet, for der var ikke det mindste at opdage af den, hverken over eller under Vandet i dens Bassin. Men en af Dyrevogterne begyndte, efter min Forespørgsel, at slaa med en Stok paa Tremmerne, fløjte og med sledsk Stemme kalde og kalde, indtil der lød en 55 Lyd, som naar et Risleapparat bliver sat i Gang paa Theatret. Et uhyre, haarløst Hoved med Vandet drivende fra sig, sløve, fremvæltende Øjne og en blød, savlende Flab hævede sig langsomt i Vejret. I samme Øjeblik stormede Folk til fra andre Havens Kanter. Uhyret aabnede Gabet; der sad stumpede, uregelmæssige, gule Tænder derinde og laa en tyk blaalig Tunge fladt bredt ud. En lille Pige brækkede sparsommelig et Stykke Sukker i to mindre Stykker og kastede det ene ind i Flaben, det tøede næsten øjeblikkelig paa Tungen, Dyret holdt stadig Kæberne opspærrede; Barnet blev utaalmodig over dets Graadighed: «Nu maa Du vente lidt, før Du faar mere!» Saa smeldede en Herre med dygtig Kraft en hel stor Bunke Gulerodstoppe lige ind i Gabet paa Nilhesten. Den lukkede det og smaskede med en Lyd, som havde man halet en vaad Klud op af Vandet; Øjnene var lige dvaske og ubevægelige, medens Kæberne skurede frem og tilbage og Savlet randt fra Mundvigene; Farven i hele Hovedet var fuldstændig skoldet. Den lukkede Flaben op paa ny, da kom der uheldigvis en Zoolog.

        

56 Den Slags Folk burde man forbyde Adgang til alle zoologiske Haver, de er lige saa gale som Dyrevennerne. Denne her havde selvfølgelig en hel lille Drengeskole med, og i Løbet af to Minuter lykkedes det ham at forvandle det hele vidunderligt fantastiske gammel Kællingegab til en vel ordnet Tandsamling med Knusetænder, Skæretænder o. s. v.

Jeg gik hurtigst muligt til Girafferne. Dem var der tre af, og de havde en indhegnet Plads og et Hus, der var malet med en stærk, kobaltblaa Farve, formodentlig for at minde dem om Tropernes Himmel. Girafferne er med Rette berømte for deres lange Halse, Øjnenes Udtryk er en bestandig, uintelligent Opmærksomhed, ned ad dem bagtil dingler en tynd Hale, der ender i en Haardusk ligesom Fletningen hos en halvvoksen Skolepige. De minder overhovedet stærkt om disse Medskabninger, ogsaa i den Maade, paa hvilken de kan staa, med fremstrakte Halse og Hovederne tæt ved hinanden og se efter en, medens Øjnene udtrykker den taabeligste Interesserthed, indtil de saa paa en Gang gør kort omkring og i

        

57 et skabagtigt daskende Løb farer af Sted sammen og ind i Huset.

Jeg har altid næret en levende Interesse for Dyr, der nærmer sig det stiliserede eller unaturlige, som Folk siger. Egentlig er der noget fuldkomnere ved stiliserede Dyr end ved dem, der lever omkring os. En Løve er dog i Grunden kun en Slags Huskatteudgave af den stiliserede Løve, som med trespaltet Tunge i Munden, Dobbeltklør paa Poterne og en Hale, der pisker Luften som en Staalsvøbe, spreder Rædsel omkring sig i et Vaabenskjold. Og er ikke et saa unaturligt udseende Dyr som Næshornet af den genialeste Komik, naar det sindigt vader af Sted igennem Sandet og ser ud, som var det tarveligt syet sammen af beredte Huder! Eller Peberfuglen, hvor man vilde give sit Hoved paa, at Øjnene var kulørte Glasperler, hele Dyret smurt over med de mest skinnende, endnu næsten vaade Farver, Næbet taget fra en større Fugl og sat paa bagefter samt hele Genstanden lavet til Juletræet, for at man kunde dreje Hovedet om paa den og putte Bonbon ned i dens Silkepapirsmave!

58

Jeg finder dem ud, alle mine pudsige Dyr, og glæder mig paa Vejen over en fortræffelig Idé, Direktionen har haft ved at sætte en lille halvvoksen Bjørneunge ind til Aberne. Baade den og Aberne bliver stærkt fodrede; der stikkes Johannisbrød, Nødder og Honningkager ind til dem; men hvert Øjeblik hænder det, at medens Bamsemanden endnu staar fornøjet og klodset paa Bagbenene, rokker, nikker og er ved at strække Labben ud efter Honningkagen, saa farer en lang mager Abehaand ned oppe fra, rykker Kagen væk fra Mennesket udenfor, og man ser Røvertampen af en Abe paa et Sekund være svippet fra Tremmer over paa Stænger, gennem Gynger og hen i det mest afsides Hjørne af Buret, hvor den med Ryggen mod dem udenfor sidder og æder sit Bytte. Men Bamsemand glor et lille Øjeblik, saa rokker han videre med Hoved og Ben og tænker, der kommer vel nok noget andet.

En enlig Ørn i en høj Volière sender mig et hohenzollernsk Blik, og i Nærheden af Udgangen ligger ikke mindre end fire velhavende Søløver og soler deres elegante Pelse. Det falder mig ind, at her kan man da for en 59 Gangs Skyld være sikker paa, at de er ægte. Min Bundtmager hjemme sagde forøvrigt nylig til mig, at det var snart ikke muligt mere at sælge den ægte Søløve. «De bringer den imiterede for nær op til den,» sagde han, «og De køber dog ikke en Pels, for at Folk skal tro. De render omkring i Katteskind! Saa er det næsten for Tiden bedre med Odder!» —

Til den kedelige Restaurant inde i Haven med hvidmalede Borde, daarlig Rødvin og Opvartere i Kjole var det ikke værdt at vende tilbage, saa hellere paa Lykke og Fromme ud at finde noget i Nærheden! Ikke saa meget langt fra Haven lød der da ogsaa Lystighed fra en Beværtning, og derinde traf jeg iblandt Gæsterne en Mand fra Salzkammergut, en rigtig ægte Bjærgboer fra mit skønne, katholske Salzkammergut, hvor jeg har tilbragt herlige Dage i min tidligste Ungdom. Han var i Hamborg i et Arveanliggende, havde Penge paa Lommen, og naturligvis kunde han ikke blot drikke Øl og Vin og kom for sent til det Tog, han skulde været med, men han fløjtede ogsaa paa Knoerne, blæste i den hule Haand, snurrede

        

60 som en Bremse, slog som en Drossel og fik Hundene gjort helt besatte ved at mjave, saa de sprang og sprang efter Posen, Katten skulde ligge i. Han var allerede godt i Gang med at traktere, og de to Kreaturhandlere og Huskommissionæren, der var i Lokalet, muntredes mere og mere. Der blev sunget en livlig Sang fra Soldatertiden, som Salzkammermanden ikke forstod et Ord af, men øjeblikkelig satte anden Stemme til. Derpaa traadte han frem paa Gulvet og foredrog: O, du mein Oesterreich — Oesterreich! mens Vandet løb ham ned ad Kinderne af Rørelse, og de andre Gæster akkompagnerede med en basunagtig, regelmæssig Brummen, som han havde lært dem.

Paa dette Tidspunkt gav jeg Værten et Tegn, betalte min Andel i Gildet og forsvandt stille. —

Det var paa høje Tid, om jeg vilde naa ind i Byen, spise til Middag og komme ud igen til noget om Aftenen. Jeg spurgte en Mand om, hvor der holdt Drosker i Nærheden.

«Hvor skal De hen, med Forlov?»

Ja, jeg skulde da der og der hen.

«Jamen, saa skal De saamænd ikke give 61 Penge ud til Droske; naar De gaar ned ad den Gade, De ser her, og saa drejer ned ad tredje Sidegade til venstre og følger den, til De kommer til et lille Torv, dér skal De saa gaa over, men endelig ikke til højre, bare lige ud og følge den Gade, hele Tiden ligefrem, saa kommer De lige forbi den første Sidegade paa Deres højre Haand, til Hovedsporvognstationen.»

«Jamen, jeg er træt og har travlt.»

«Det er ikke mer' end en halv Snes Minutter at gaa, med rask Gang», sagde han opmuntrende.

Jeg opgav ham. —

Nogle Skridt længere fremme kom en Brandmand fra Vagt, han maatte da vide, hvor der holdt Drosker.

«De vilde ikke være saa god at sige mig, hvor der holder Drosker?»

Han hilste med militær Honnør og spurgte i næsten tjenstlig Tone: «I hvilken Retning ønsker den Herre at køre?»

Jeg forklarede det.

«Jamen saa,» sagde han, paa en Gang 62 gemytlig, «skal De saamænd ikke give Penge ud til Droske, naar De bare vil gaa ned ad ...»

«Tak,» sagde jeg, «den Gade her og saa tredje Sidegade til venstre, til jeg kommer til et Torv, men for Guds Skyld ikke lige over, men bare i den forkerte Retning ...»

Jeg stormede blindt hen af Sted og var saa heldig to Minuter efter at møde en Droske.

I rask Trav svingede jeg op foran en af de bedste Restaurationskældere i Hamborg lige i Nærheden af Alsterbassinet.

63

Jeg kan lide, at gode Restaurationer ligger i Kældere, naar de da ikke findes paa en første Sal med tætte Kniplingsgardiner for alle Ruder og i en lille fornem, asfalteret Sidegade uden Færdsel. Kælderen giver noget stille og fra Verden bortvendt; der er køligt om Sommeren, og i dens ofte hvælvede Loft ligger der noget, som yderligere bidrager til at fremkalde den Andagt, der er nødvendig, naar man med virkeligt Udbytte vil spise god Mad. Med en Café er det noget ganske andet; der gaar man jo kun hen for at læse Aviser og i Lokalet, fra Vinduet eller under Solsejlet se paa Mennesker; det man vil nyde, er blot en lille Stimulans, som en Smule Oppudsen af ens iagttagende Briller. —

Jeg kendte denne Kælder fra forrige Gang; den var propert og solidt dekoreret uden Stil, 64 Dækketøj og Service lyste af Renlighed, og der fandtes nogle henrivende, celleagtige Nicher med et dæmpet Ovenlys. Saadan en fandt jeg mig ud og fik gjort min Bestilling.

Det var ikke saa lidt senere end almindelig Spisetid i Hamborg, og der hørtes kun meget faa Gæster i Lokalet; jeg sad inderst inde i min Niche og ventede med Velbehag paa den næste Ret, da en noget ældre, graasprængt Herre og en yngre mørk, lille Dame standsede foran mit Bord, efterfulgt af en Opvarter, der gjorde en Mængde Undskyldninger: «.... mente .... det var blevet saa sent i Dag .... saa troede jeg slet ikke, Herskaberne kom .... men maaske i den næste Niche? ...»

Herren skubbede gnaven en Underlæbe frem omtrent som Kong Frederik den Sjettes: «Der er for mørkt,» sagde han og vendte sig pludselig med bitter Høflighed mod mig: «De tillader maaske, at vi tager Plads ved dette Bord?» og, som naar en Hund trækker sig knurrende ind i sit Hundehus igen, fulgte der noget halvhøjt, som jeg ikke rigtig kunde forstaa, 65 om .... egentlig mit Bord .... Stambord ....

«Spisekortet!» snerrede han saa paa en Gang til Opvarteren, ligesom han slog ham en Sjat Vand i Ansigtet.

Han snappede Kortet fra Manden: «De kan gaa!»

Da de havde faaet sat sig, rakte han Spisesedlen til Konen: «Se, om der er Foreller,» sagde han med et paa Dansk.

Konen havde øjeblikkelig fikseret mig: «Du — sikken en grinagtig Næse, den Herre har derovre.»

Manden kastede et Blik paa mig uden at fortrække en Mine: «Er der Foreller?» spurgte han blot igen.

Jeg overvejede Situationen et Øjeblik, men saa rejste jeg mig og sagde paa Dansk: «Ikke fordi det har noget at betyde, men jeg vil dog gøre den Dame og Herre opmærksom paa, at jeg forstaar Dansk!»

«Aa .... nej .... Gud ....,» begyndte den lille sorthaarede i stærkt københavnsk Dialekt, «og jeg siger netop til min Mand .... nej, De maa virkelig ikke være 66 vred .... men man tænker jo ikke paa .... i Udlandet ....»

Den ældre Herre bøjede sig koldblodig imod mig: «Det glæder mig at gøre Deres Bekendtskab, jeg er Brandt fra Helsingør.»

Jeg nævnede mit Navn.

«Aa .... Gud .... nej ....,» tog Konen fat igen, men hendes Mand afbrød hende og sagde med uforstyrrelig Mine til mig:

«Rejser De længe?»

Jeg opfattede rigtigt hans bedærvede Dansk og sagde, jeg var blot paa en lille Sommerrejse og havde været tre Dage hjemmefra.

«Jeg rejser siden n Aar,» sagde han.

«Ja,» begyndte hun, «siden min Mand opgav Forretningen, saa har vi ....»

«Har De været i Rotterdam?» faldt han ind med samme urokkelige Mine.

«Nej!»

«Der kommer vi lige fra; jeg troede, jeg kunde være blevet der baade Sommer og Vinter; jeg har søgt længe efter en Plads, hvor jeg kunde blive baade Sommer og Vinter; men det gik ikke — det hollandske Køkken 67 er slet om Sommeren, De skal aldrig tage til Holland om Sommeren.»

Her blev han forstyrret, ved at Forellerne kom. Han vendte lidt paa dem og prikkede let i den ene med Gaflen: «De ser godt ud!» Saa skrabede han forsigtig Skællene af, Konen heldte Sauce paa Tallerkenen, han saae op efter den første Mundfuld: «De er gode!»

«Du skulde tage en ganske lille Smule surt i Saucen!» —

Det gjorde han, spiste lidt og sagde saa imod mig: «Har De været i Norge?» «Jo!» —

«Ja — der faar man igen for meget af Foreller; jeg har rejst der med et Par engelske Venner, som fiskede — jeg fisker ikke selv — vi spiste Foreller Morgen, Middag og Aften og paa Hotellerne; alle Vegne. De vil maaske ikke tro det, men fra 87 til 89 kunde jeg ikke taale at se Foreller.»

«Her er et dejligt Stykke, Du skal have,» sagde Konen og lagde et Mellemstykke over paa hans Tallerken, «jeg kan ikke spise det altsammen. Og Du skal ogsaa have noget 68 mere Sauce. Gud, Du har jo slet ingen Sauce til det sidste!»

«Har Du taget Benene ud?» spurgte Brandt.

«Gud, jeg giver Dig da aldrig et Stykke med Ben i; nej, veed Du hvad, Brandt, Du veed da nok, at er der nogen, der kan pille Ben ud af Fisk, saa er det mig!»

«Ja, det gør min Kone for Resten ganske storartet; hun kan give disse store norske Ansjoser et Rids i Ryggen, saa tager hun med Spidsen af Fingrene paa Hovedet og lige ude i Halen og trækker hele Skelettet ud af Raden; jeg vil give Dem 100 Kroner, om De kan finde saa meget som et eneste Ben bagefter.»

«Aa, Brandt, det er da ikke noget at fortælle den Herre; nej, kan Du huske den Pige, vi saae pille Rejer paa Hotellet i Amsterdam, det var ....»

Brandt fra Helsingør tømte det sidste Glas Rüdesheimer: «Ja, det skulde De s'gu ha' set, Herr ...., det var ligefrem storartet! Jeg veed ikke, hvor mange Liter, det var, hun kunde pille i Timen, men hun bare greb ned i dem, og saa var Skal og Kløer og det hele 69 af dem med det samme .... min Kone havde hørt Stuepigen fortælle om det, og saa gik jeg selv ned i Køkkenet, for jeg vilde se det. Det er ikke for det, jeg spiser selv aldrig Rejer, jeg bryder mig ikke om dem, eller Krebs; det eneste, som jeg egentlig spiser af saadanne Skaldyr, det er franske langoustes; vi laa en Sommer nede ved Lioner-Golfen, og der var de udmærkede! Nu er de saa at sige ikke til at faa dernede, de gaar allesammen til Paris og London.»

Der fulgte en Filet Chateaubriand med Trøfler; han tav, medens han skar et Stykke af Kødet, spiste det og drak Bourgogne til: «Kødet er godt i Hamborg. Kødet er virkelig godt.» Lidt efter føjede han til: «Men den Sauce laver de bedre i London. Har De været i London?»

«Nej desværre, endnu ikke.»

«Aa, min Mand synes saa mageløs brillant om ....»

«Der har jeg ogsaa været ved at blive baade Sommer og Vinter, i London; blot med et ganske lille trip væk i den varmeste Tid. — Jeg sætter det engelske Køkken højt 70 over det franske .... mere substantielt .... meget mere substantielt .... ikke alt det Gøgl ....»

«Nej, der er rigtignok ikke noget Gøgl,» lo Fru Brandt, «og min Mand er saa frygtelig vanskelig; men jeg tror for Resten, her i Hamborg ....»

«Hamborg er en Verdensby, det sagde jeg Dig straks; men det er dog ikke London.»

«Nej, Gud, nej, det er rigtignok ikke London!»

«Ser De,» sagde Brandt, «hvor gaar det eneste hen, de kan lave hjemme i Danmark, Smørret? Til London! Der gaar det bedste hen fra hele Verden. Og vil De se noget eller høre noget efter Middagen, saa har De altid det bedste: Sangerinder, Musikere, Ballet, det er ligegyldigt, hvad De kan nævne, det er altid first rate. — Men det er ogsaa anstændige Priser; det er noget andet end hjemme i Danmark. Hvordan er det, hvad koster iste Parket i det kgl. Theater?»

«Ja, det er 3 Kr. 50 Øre.»

«3 Kr. 50 Øre .... det er 4 shillings; Du, Mary —», han vendte sig mod Konen, 71 «4 shillings for den Plads, hvor man ser og hører bedst i det første Theater. Det er s'gu ligefrem latterligt! — Har De hørt Adelina Patti?» (udtalt: Ædelina Pætti).

«Nej, hun har aldrig været i København.»

Brandt rystede paa Hovedet: «Dér kan hun slet ikke komme med de Priser; vi hørte hende i London. Folk var ved at myrde Forhandlerne for Billetter; 4 Pund, siger jeg Dem, Herre, 4 Pund for de daarligste Pladser. Vi kunde ikke høre Spor. — Nej, det er s'gu andre Forhold end hjemme .... 4 shil lings ....!»

«Jeg har hørt Christina Nilsson hjemme i København.»

«Ja, dér sang hun jo fra Altanen paa Kongens Nytorv, da hun ikke kunde synge mere. Jeg hørte hende i Paris for 20 Aar siden; 50 francs for at sidde paa en Trappe, der gik op bag om Orkestret, hva?»

Brandt fra Helsingør var efterhaanden bleven betydelig oplivet, han skyllede rigeligt ned af Burgunderen og var dygtig rød i Kinderne.

«Kort sagt,» sagde han, «jeg siger altid til min Kone: Nu gider jeg s'gu ikke se og 72 høre mere; jeg har participeret i alt det mest storartede i alle Brancher, nu vil jeg blot finde mig en By, hvor jeg kan bo baade Sommer og Vinter; men der skal altid være noget i Vejen!»

Jeg saae paa mit Uhr.

«Skal De gaa? Nu sidder vi jo meget godt. Maatte jeg ikke have den Ære at byde Dem paa en lille dry sherry? Tror Du ikke nok, Mary, jeg kunde taale at drikke lidt dry sherry?»

Jeg rejste mig: «Nej, mange Tak; jeg tør desværre ikke, for jeg vilde ud i Cirkus i Aften. Der skal blandt andet være saadan en udmærket Linedanser.»

Jeg betalte.

«Ja saa,» sagde han .... Linedanser!» Han hævede sig lidt: «Det har været mig meget behageligt!»

Jeg tog min Hat.

«Jeg saae Blondin i sin Tid .... ham, der gik over Niagara .... han fik 100 Pund for hver Opstigning!»

Saa tog vi yderst forbindtlig Afsked med 73 hinanden, Fruen ønskede mig 4 à 5 Gange god Fornøjelse. —

Jeg kom virkelig ogsaa til at more mig fortrinligt. Hele Amfitheatret var Menneskeansigt ved Menneskeansigt; det elektriske Lys skinnede; Luften var fyldt med denne let priklende Lugt af Heste, Jord og Savsmuld, og hvad jeg saae af Mennesker og Dyr var «first rate». Henimod Slutningen af første Afdeling kom den omtalte Linedanser springende ind paa Arenaen. Det var en slank, sort Italiener, klædt i grøn Silke og med glimrende skabte Ben i kødfarvet Trikot. Han smilede som en Gadelaps til højre og venstre, rundede Armene ind mod Barmen og lod Øjnene skinne, Udtrykket i de regelmæssige Ansigtstræk var ganske fadt. Saa traadte han hen, greb fat i Tovet, der førte op til Linen og blev paa en Gang et Mandfolk, som i bøjede Arme og med elegant strakte Ben kom opad som i stærkt Løb, ud paa sin Line og saa godt som i samme Nu med blot en Smule fremstrakte Arme over paa den modsatte Side. — Der raslede en noget forbløffet og kun halv Bifaldssalve løs; endnu før

        

74 den var hørt op, var han allerede midt ude paa Linen igen, havde vendt sig, var knælet og løbet baglænds tilbage. Jeg fulgte hans Ansigt i Kikkerten; der var ikke et Smil at opdage. Han gjorde omkring med en graciøs Bevægelse, løb baglænds næsten helt over til den anden Side, gjorde omkring igen, løb tilbage og endnu en Gang tilbage, bandt sig et Tørklæde for Øjnene. Medens han gjorde det, faldt der et tordnende Bifald. Saa knælede han midt ude paa Linen og fangede Messingkugler, som de kastede til ham dernede fra, spillede med dem, greb dem, slog dem imellem Benene og tilsidst op i en lille Skaal, der var anbragt i en Ring om hans Hoved. Han tog Bindet fra Øjnene, et Sekund havde hans Ansigt et ganske fast, haardt Udtryk, saa gled denne fade smilende Maske hen over det igen. Han viste sit Publikum den skyldige Respekt! Der kom en Kammerat op til ham. Italieneren tog ham paa sine Skuldre og bar ham frem og tilbage, forlænds og baglænds, tilsidst bandt han sig atter Bindet for Øjnene. Musiken tav; jeg fik Tid til at kaste et lynsnart Blik paa hele det opadvendte Hav af Menneskeansigter:

        

75 der var saa stille, at Luften kogte i mit Øre. Saa løb han med et baglænds over paa den anden Side med Manden, rev Bindet fra Øjnene, Musiken faldt i med en skingrende Fanfare, — og han stod allerede midt ude paa Arenaen, smilende og bukkende, fremkaldt og atter fremkaldt.

I Logen lige overfor applauderede en bekendt københavnsk Skuespiller som rasende. Det foer igennem mit Hoved, hvor godt det vilde være, om adskillige af den Mands og hans Kollegers sceniske Præstationer kunde foregaa «i Luften». Med saadan lidt Risiko for brækkede Arme og Ben svævende under sig vilde de maaske være lidt mere inde i deres Opgaver, lidt mindre distraherede af den sidste Sladder fra Foyeren eller af Kritikerpublikumet i Parkettet! —

Efter fortræffeligt dresserede Heste fulgte som anden Afdeling en stor Pantomime om Tyskerne i Afrika. Disse moderne Beriderpantomimer med deres Smule Massevirkning af Dragter og halvpaaklædte Kvindfolk, de Par tropiske Dyr eller en Stump Vandbassin, hvor der kan løbe en mikroskopisk Dampbaad 76 om og svømme et Par Ænder, er dog den jammerligste Halvtredsøre-Udgave af det, Oldtidens Cirkus bød paa. Men Nutidens Parvenupublikum har ingen Smag, finder det fortryllende og klapper uden at føle Ironien i, at Direktørerne kalder deres Sammensurium med Navne, som hentes fra de mest glimrende Skuespil af Pragt og virkelig Lidenskab, som Verden nogensinde har set. Her løber nogle gode Beridere omkring som tarvelige Skuespillere og fyrer med løst Krudt paa hverandre, et Par afpillede Strudse og en Giraf jages over Scenen, sværtede Gadeunger forestiller Negerbørn, og det hele staar ovenikøbet med ægte Smag af det folkelige nittende Aarhundrede paa Programmet prist som belærende. Lurvetheden i den hele Tankegang generer mig; jeg gaar. —

Ude i det fri maa jeg over en bred Gade eller Boulevard med Træer og en Mængde Gaslygter paa begge Sider. Det er Hovedpromenaden i St. Pauli. Lige bag mig gaar en Dampkarussel; jeg bliver raabt an af Sælgekoner med Pølsevogne; fra Haver med Gassole eller oplyste Bogstaver foran Indgangen lyder

        

77 skingrende Musik og høje Hvin af Sangerinder; der er Lys overalt og Mennesker. De staar i tætte Sværme foran Etablissementerne, trænger sig omkring de mange Smaaforhandlere, driver klyngevis ude paa Boulevarderne eller sidder paa Bænkene saa tæt, som det overhovedet er muligt. Luften ligefrem lugter af dem!

Jeg slipper hurtigst muligt væk, igennem et stort Parkanlæg, hvor der kun tales sagte fra Bænke, ned ad ensomme Gange med et enkelt forsvindende Par og til en høj Skrænt, der er arrangeret som Udsigtspunkt.

Elbens store Vandflade strækker sig i den lyse Sommernat vidt ud efter med en hel Mængde mørkt over sig, hvad det nu er: Landingspladser, Broer, Fartøjer, Skibsværfter. Der kommer en Længsel over mig, bort fra Mennesker, ud forbi alle deres Paafund, blot med en tavs Skipper, ligesom et andet Ror, bag i Baaden. Og ligegyldigt hvorhen!

Men saa falder mit Blik længere ind ad Byen til. Der ligger Vand, Kajer, Murmasser og Taarne fjernt borte fantastisk belyste af det elektriske Lys, som Toldvæsenet lader 78 skinne, fra Mørket falder paa. — Jeg vil dog blive lidt hos Menneskene endnu og studere deres kuriøse Indfald! —

I rolig, tilfreds Gang kommer jeg ned ad Skrænten, langs Havnekajen og ind i Byen igen.

79

Den, der har været Dreng i København i Tredserne og Begyndelsen af Halvfjerdserne, vil uden Tvivl have et levende Indtryk af Nyboder. Jeg for min Part kender intet, der virkede saa stærkt paa min Fantasi som denne lille By for sig, der slet ikke lignede den øvrige Stad. Dens Huse var lave og ganske ens, med smaa Haver imellem; anlagt var det hele af Drengenes Konge par excellence, Christian den Fjerde, med Pisken og det blodige Lommetørklæde fra Rosenborg; Gaderne havde fantastiske Dyrenavne efter Elefanter, Krokodiller, Enhjørninger; og naar man gik paa de smalle Fortove med dybe Rendestene under, kunde man kige helt ind i Stuerne. Dér skimtede man da tit, eller saae maaske allerede i Vindueskarmen mærkelige Ting: store tropiske Konkylier med forvredne

        

80 Former og besatte med Pigge; Koraller i Skikkelse af blegrøde Vifter og stundom i Bur en Papegøje eller anden spraglet Fugl, med stort, tykt Næb. Og nu vidste jo enhver rigtig Dreng tillige, hvad det var for raske Folk, disse Boliger husede, at det var Baadsmanden med Skraaen i Munden og Huggerten ved Siden, ham man kendte saa godt fra al Verdens Søhistorier, og som naturligvis maatte have bragt de mærkeligste Ting med hjem fra aarelange forvovne Rejser til sælsomme Kyster.

Nyboder stod altid for mig i Forhold til det øvrige København som Krydderskabet i min Moders Køkken til hvad der ellers fandtes derude. Dette lille fine Skab lignede med sine mange Skuffer en Dukkekommode paa lignende Maade som Nyboder egentlig en Dukkeby, og det havde smaa Porcellænsplader med ganske anderledes morsomme Navne end Gulerod og Grønkaal: Navne som Cardemomme, Muskat, Vanille, der kunde sætte Indbildningskraften i Bevægelse og bringe en til at forestille sig fjerne og besynderlige Ting, medens man snusede al den forskellige, pirrende Duft ind med sin Næse. Det lille Krydderskab er for mig

        

81 mange Gange bleven Udgangspunkt for en lang Tur i evig Sommerferievarme, ud over et blaat skinnende Hav med Skarer af Flyvefisk, til Lande, hvor friske Figener og Dadler var til at plukke af Træerne, og hvor en hel Familie kunde leve et sorgløst Liv uden at bestille noget under det skyggende Brødfrugttræ med dets kostelige Frugter.

Og naar jeg havde faaet arbejdet saadanne Fantasier op til deres mest svimlende Højde, stod Nyboder med Toldboden og hvad dertil hørte: de fremmede Matroser, brogede Flag paa Skibene, vore egne prangende Sejlfregatter, som en Slags Garanti for, at det hele dog ikke var Digt alene; der fandtes virkelig Lande med meget mere Varme, end vi kendte hos os, langt mere straalende Farver, en sødt bedøvende Luft, og hvor Livet ikke var saa fuldt af Slid og Slæb, som det, der altid blev stillet os for Øje.

Medens jeg slentrer omkring i Formiddagssolskin oppe i det første af St. Pauli og ved Hamborgs Havn, er det i Begyndelsen ganske lignende Stemninger, som fylder mig.

Der er virkelig ligesom et Pust af tropisk 82 Luft over denne Del af Hamborg; i St. Pauli sporer man det mest naivt og paa den haandgribeligste Maade. Hagenbeck har heroppe sit store permanente Menageri, og ikke langt derfra er der en betydelig Handel med mangefarvede Konkylier, alle Slags Koraller, Panterhuder, Vaaben, Gudebilleder; kommer man ind i Sømandskneiperne, kan man træffe en Koffertfisk i Loftet eller Krokodilunger i Spiritus, og der ses Ansigter omkring en med fremmedartede Træk og saa brun en Lød, som vor Sol aldrig brænder den. Og gaar man om Bord i en lille Havnedamper og sejler med den fra St. Pauli Landingsplads forbi Pakhusene ind i Dampskibshavnen, da er det, som marcherede hele det brogede Landkort over de tropiske Lande frem for en, saa mange eksotiske Flag kan man se paa Toppen af ud- og indgaaende Skibe og saa mange Navne paa oversøiske Byer staar at læse under Bugsprydene.

Men Barnefantasiens Forestillinger om sødt sydlandsk Driverliv bidrager rigtignok intet til at fremkalde; alting er haardt anspændt Virksomhed. De mest forskelligartede Varer,

        

83 i Fustager og svære Kasser eller, som Huderne, surret i Bundter, losses og indlades under en ustandselig Hvæsen af Dampkranerne og Raslen af Spil og Hjul; halvnøgne Matroser og Lastdragere glinser af Varme, til Tider er næsten alt indhyllet i Røg. Vi passerer en Mængde mindre Baade og smaa Dampere ligesom vor egen, der sejler med Passagerer fra et Punkt af Havnen til et andet; kort efter at Klokken er pebet tolv, kommer en hel Flotille Robaade med fuldkommen sværtede Arbejdere ude fra de store Værfter. De er stuvet sammen som Soldater; andre Baade viser sig endnu længere ude med ny Afdelinger af Arbejderbataillonerne, der søger mod Land. Man kan ikke lade være at tænke lidt over, at hele denne millionrige By med sin Kæmpehavn og de paladsagtige Pakhuse, hvor Vare stuves paa Vare lige op til de patriciske Taarne og Tinder, at den i det tyske Riges Raad kun er repræsenteret af disse haardnævede Folks Mænd!

Jeg stiger ud ikke langt fra en af de større Jærnbanestationer og driver derind for i Restaurationen at drikke et Glas Ø1. Inde i fjerde Klasses Ventesal var en Udvandringsagent i

        

84 Lag med at give nogle svenske Karle og Piger Billetter til det store Emigrantskib, der skulde gaa Dagen efter; adskillige Anvisninger og Forklaringer føjede han til paa Svensk. I Nærheden af Bondefolkene gik en 30aarig Mand med rank Ryg og et lille Overskæg op og ned. Han havde en flot, brun Hat paa af Moden fra ifjor, ganske kort, chamois Sommerfrakke, saaledes som Lapsene brugte Aaret iforvejen, vide tærnede Benklæder af fint Klæde og bare Hænder. Da jeg kort Tid efter atter passerede Ventesalen og kigede ind, var Bønderne borte, men Agenten og den anden i fuldt Skænderi. Den svensktalende var forvandlet til en yderst opbragt Tysker, der ganske havde glemt sin Smule Svensk og overøste Modparten med en Bunke Skældsord, som denne slet ikke forstod. Han stod blot med begge Hænder i Overfrakkelommerne, Næsen næsten helt op ad Agentens og indskød engang imellem meget højt og paa snerrende Københavnsk nogle korte:«...... Kæft! ..... Kør væk med den! ....Javel — Luftskipper! .... Skvat!»

Det var mig umuligt at modstaa dette Pust fra Sundets Skove, jeg traadte til, fortalte, jeg

        

85 var Dansk, og tilbød min Mægling. Sagen blev ogsaa uden Vanskelighed bragt i Orden, efter at min Landsmand var sendt over i den anden Ende af Ventesalen, hvor han straks gav sig til at promenere og spise paa en Sommerpære, som han havde haft i den chamois.

Da Agenten var stillet tilfreds og forsvandt med de høfligste Buk og Vendinger, gik jeg over til Danskeren.

Han hilste med to Fingre paa Hatteskyggen og Lillefingeren strittende ud i Luften: «Maa jeg takke Dem, min Herre!» Og et Øjeblik efter: «Det er mig en Stolthed a' træffe en Landsmand, der er i Besiddelse af Egenskaber .... og Evner til at ka' .... være med paa Spørgsmaalene!» Og han hilste igen.

Jeg indvendte beskedent, at det hele jo ikke havde været saa betydeligt, og spurgte, om han ikke vilde gøre mig den Fornøjelse at drikke en Bajer med mig.

Fingrene kom atter op til Hatteskyggen: «Jeg siger ikke Nej.» Og efter en lille Pavse: «Maa jeg spørge, om den Herre er meget kendt i Hamborg; for ellers er der en rigtig pæn Beværtning her i Nærheden, hvor jeg 86 slog en lille Klods i Formiddags, saa det gør altid et godt Indtryk, naar man kommer der med Gæster!»

Jeg var straks meget villig til at følge med ham: «De har maaske været længe i Hamborg?»

«Næ, jeg kom i Morges Klokken ni fra Kiel a'. Jeg ha'de faaet fri Rejse fra København for at skaffe en dansk Pige, der tjente paa en Herregaard i Holsten, over i de danske Postskibe.»

«Hva' for no'et?»

«Jo, hun ha'de brændt den a' hjemmefra uden videre, og Mo'ren kom og klagede over alle Lande og Tøsen ha'de skrevet, hun vædede Brevet med Taarer. Saa sendte jeg Konen ned i Studentersamfundets gratis Retshjælp for ubemidlede; det er ikke for det, de ku' s'gu godt betale for det, men dér er det jo gratis! Og dér talte hun med en mageløs venlig Herre, og han sa': Vi ka' ikke gøre noget; men har De en paalidelig Mand og ka' sende ned at ta' imod hende, saa lad hende i Guds Navn stikke a'! — Og saa huggede jeg gratis Rejse til Hamborg; og jeg gaar meget 87 før med Hamborgerbaadene end ligge og rakke over Norge.»

Vi kom ind i en lille fedtet Beværtning, hvor Solen stegte; min Ledsager var straks helt kendt med Vært og Opvartningspige og bestilte to Glas Ø1 paa min Regning.

«Naa, og De fik ogsaa rigtig fat i Pigen?» spurgte jeg.

«Jo, jeg traf hende en halv Mils Vej fra Kiel; hun var b'e'en skrevet til, at hun sku' be' sig fri om Aftenen for at gaa til Byen, og saa sku' hun ta' sit bedste Tøj paa og saa meget, hun slæbe kunde, uden at de opdagede det. Og dengang vilde hun ikke mere og sa', hun vilde hellere vende om, for Vorherre vilde nok hjælpe hende, og hun ku' ikke holde ud at gaa længer med alt det uldne Undertøj; men saa sa' jeg: Det er lige meget, sa' jeg, for jeg staar med et Ansvar, og jeg skal videre til Hamborg; og hvis Du tror, at jeg er ta'et herover for at spille Komedie i Maaneskin, saa er det s'gu Løgn, sa' jeg. Og li'som de laa med Dampen oppe, saa var jeg der ogsaa med hende, det gik brillant! Og Styrmanden, han grinte og sa': Det er s'gunte 88 første Gang, vi er med paa den, sa' han, og Du ska' ikke græde, min Tøs, for tyk er Du jo, men det er af den Sort, der gaar over uden Barnedaab! Og saa lukkede de hende ned i Kahytten, til de var ude af Havnen, og jeg fik mine Penge til Hamborg af Kaptajnen.»

Jeg stirrede ned i den Underkop med Fluegift, der stod foran os i Vindueskarmen, og hvor Flueligene svømmede i Hundredevis. Saa bestilte jeg hurtigt et nyt Glas Ø1 til min Landsmand.

Han bøjede sig over imod mig med en lille høflig Skutten paa Skuldrene: «Jeg veed ikke, min Herre ... De maa undskylde ... men det forekommer mig for ganske bestemt, som jeg sku' kende Dem paa Anseelse hjemme fra København. Det er muligvis fra tidligere Tider, hvor at man var ... med paa Livet og kom paa bedre Steder! — For jeg skulde vel ikke ha' købt Klæ'er hos den Herre?»

«Nej, det veed jeg ganske bestemt, De ikke har.»

«Ja,» — sagde han med en eftertænksom Mine — «det er nu ikke for det; men som den Frakke, jeg her har paa, den har jeg 89 købt af en Bankassistent! Han har faaet den for nyeste Mode ifjor. Og det er en lille fjong Frakke med Silkefo'er, men i Forretningslivet er den ikke noget værd; det skal ligefrem være til en selv, naar at man sætter Pris paa at gaa lidt flot klædt — som jeg altid har gjort. Jeg gav ham 4 Kroner for den og 3 for denne her Diplomatskødefrakke; De finder ikke nogen Handlende i hele København, der gi'er mere».

— «Det var ellers ikke meget.» «Næ, men Arbejdsklassen, de gaar ikke med Skødefrakker, Det eneste er, at man kan gaa til Politiet og faa en Krone for dem til Fangerne. Jeg har solgt mange til Politiet, for det er det billigste, de kan faa. Men der er ogsaa dem af Fangerne, de ikke kan faa i dem, fordi de føler det som en Nedværdigelse; og de var den lange Hestgarder-Hansen og tre andre Betjente om Massetyven ude fra Rhabarberlandet; men de ku' ikke faa Skødefrakken paa ham. Og han sa', de ku' gi' ham Handjern paa, saa sprang han dem. Og det g'orde han, og de maatte ha' Nielsens Mestersvend ovre fra Torvet for at ordne dem. Saa først

        

90 fik de den paa ham. — Men for en anden, der kan gaa med en Skødefrakke, er det jo en Dæksmand at. faa saadan et Stykke for et Par Kroner ... ens paa Ret og Vrang!» — Og han borede med en sort Negl et lille Hul i Foret større for at vise mig, at Tøjet var gennemvævet.

«Naa, De har saadan drevet en større Forretning med gamle Klæder derhjemme i København?»

«Med alt muligt! — Lige meget hva' De kan tænke Dem, det kom den ene Dag og b'e' solgt den næste. Lige Dagen før jeg sku' rejse, købte jeg et Træben af en Pige efter en gammel Herre for 2 Kroner. Saa sandt jeg staar en Synder for Gud, om det hang mere end en Time, saa kom der en rigtig pæn ældre Herre og bod paa det. Men han vilde ikke gi' mere end 5 Kroner, den Slave, og det var af de rigtig regulérte Træben med Laarskinne; de koster over 30 Kroner fra nyt af. Men den rejste han ikke hjem paa, for jeg sa' til ham: Ikke under 10 Kroner og 2 Bajere, om jeg saa skal synke i Jorden; og der er ligefrem Folk gaaet igennem 91 Gaden og har ønsket, de var enbenede, for at ku' købe saadan et Træben! Naa, saa gav han 7. Skidt være med det! Det var altid en Forretning!»

«Jamen, jeg kan blot ikke begribe, Hr ....»

«Mit Navn er Hans Peter Egskov.»

«Ja, Hr. Egskov; det er dog underligt, mener jeg, De rejser hjemmefra, naar Forretningen gik saa strygende.»

«Jo, for ser De, det b'i'er osse triviælt i Længden, jeg har heller ikke altid været i det Liv. — Jeg veed ikke, om De har hørt Tale om den unge Baron Karl Rosenhjelm; ham har jeg tjent for Tjener, fra jeg kom af Tjenesten og til han døde.»

«Jamen ligger det ikke allerede nogle Aar tilbage?»

«Jo, desværre; det ka' De sige med Rette. For det var en brillant Herre at være hos! Det var et Menneske med Sindelag — og han gik paa den værste! Jeg var med ham paa hans Kur i Wiesbaden og bagefter 4 Uger i Wien og Budapest. Og det hørte jeg selv Dokteren sige, da vi kom hjem, at det er li'emeget, Baron, sa' han, men har De ku' 92 staaet for den, saa tror jeg li'egodt, jeg tør ta' en Paré paa Resten. Men han døde alligevel ud paa Foraaret, lige paa en Gang. Det kom over ham! Man kan sige, han visnede hen — ligesom en Skygge!»

Jeg lod bringe frisk Ø1; den forhenværende Tjener klinkede med mig og drak. «Den Sort Mennesker er sjældne,» sagde han, «og de lever ikke længe. Jeg vilde ønske, De ha'de set ham, med hans Karakter og .... Optræden! Naar han kørte ned a' Ringen med fire Heste og Wiens flotteste Piger i Vognen! Der var ikke mange Danske, der kom paa Højde med ham i Udlandet, for han gjorde dem Ære! — Og det tør jeg nok sige, jeg var ham en lydig Tjener og en tro Tjener, og han var ligeglad, hvordan Fa'en man brændte den af med ham. Jeg husker saa tydeligt en Morgen, jeg sku' ha' kaldt paa ham Klokken 11, og jeg var selv først kommen hjem Klokken 10, og jeg vaagnede Klokken i, og Baronen sov endnu. Og saa sa' han til mig om Eftermiddagen: Nu tror jeg, Du er b'e'en rent skruptosset, Hans; tror Du, Du er skabt til at bestille noget eller til at spille Balloner

        

93 med Fruentimmerne? Men saa svarede jeg li'saadan: Hva' jeg er skabt til, det veed jeg ikke, Hr. Baron, for det kender jeg ikke; men jeg holder mest af at spille Balloner med Fruentimmerne! Og saa grinede han bare a' mig, lige op i Øjnene, og sa': Det gør jeg s'gu med, sa' han, og nu har Du vel brugt alle dine Penge i Nat; og saa stak han mig en Tyve-Gulden, ganske ligefrem og nedladende. Han var ikke af dem, der oversaae nogen. Det var et Menneske med Dannelse... og med den sande Dannelse! —»

«Det er kun beklageligt, at saadanne Mennesker skal dø,» indskød jeg.

«Det maa De sige to Gange. Og De ka' være vis paa, vi sørgede osse over ham den Gang. Hans Mo'er, Enkebaronessen, var ligefrem ved at blive helt halvtosset over det, for hun var saa gudelig og.... gudhengiven; og nu er hun selv død i Efteraaret, og der ska' ha' været en myrderlig Bunke Syle efter hende, saa hun ha'de saamænd ikke behøvet at vride og vende sig saadan, naar vi vilde slaa et Par Skilling ud af hende i sin Tid! Men hun sad ham et dejligt Marmormonument 94 paa Graven; det kan man ikke sige andet. Der laa en Billedhugger fra København ekspres derovre for det samme i to Maaneder og aad og drak, som om han aldrig sku' se Mad mere! Og vi g'orde et morderligt Sjov med Bondepigerne, naar de kom i den første Tid og sku' se paa Stenen; — der er for Resten ganske udmærkede Piger der paa Egnen!»

«Men alligevel vilde De ikke blive der længere, da den unge Baron var død?»

«Næ — det vilde jeg ikke! Og Enkebaronessen var heller ikke saa behagelig som Dame betragtet, det var hun ikke .... saadan mere af den gamle Skole ... og ikke med paa Nutiden .... det var ikke de Indsigter og Begreber, som hos Sønnen! Men jeg fik mine 200 Daler, som han ha'de testamenteret mig paa sit yderste Dødsleje, og Skytten og jeg sku' dele hans Klæ'er. — Der sku" De set en lille Vinterfrakke af grønt engelsk Klæde, meget lidt brugt! De vilde ligefrem ikke ha' generet Dem for at købe den. Den røg næste Foraar for 6 Kroner, den var 30 værd; det var ligefremme Blodpenge! Det var Synd for den Frakke, ogsaa som 95 Erindring betragtet. Naa, skidt være med det! — Saa kom jeg til et andet adeligt Herskab, men det rev ud med en Flænge, og saa var det, jeg tog til København. Der gik den godt en Tid, og jeg b'e' saa at sige ringforlovet med en Pige, som at der var en Smule bemidlet, og der var Tanke om, at vi sku' overtaget en Vognmandsforretning,. for jeg har altid holdt meget af at køre; men saa veed De nok, hvordan det gaar, naar man saadan skal balancere den med et Par Stykker paa een Gang, jeg veed Fa'en ikke, hvordan de alligevel en skønne Dag braser sammen — og saa laa den Vognmandsforretning! Det var ikke behageligt! Og den anden lille Pige omme i Gotersgade, hun ha'de ikke mere, end hva' hun ku' hugge fra Mo'ren, saa det var en sand Tilskikkelse, jeg ha'de lært en Mand at kende fra Aalborg og gaaet lidt i Byen med herovre, for de er dog ikke rigtig med paa'en fra Provinsen, naar at de kommer til København! Og han var en Familie til Faktoren paa Jydsk Avis'es Trykkeri, og han anbefalede mig til Ka'l. — Det var min lykkeligste

        

96 Tid .... uden Sorger og sammen med dannede Mennesker!»

«Jamen jeg troede, den Tid i Wien og Budapest .....»

«Det var osse en lykkelig Tid ... det var en glimrende Tid ....»

«Ja, og jeg mente, Baronen, sagde De, havde jo netop saa megen Dannelse.»

«Det ha'de han osse, men det var en anden Dannelse; det var ikke den boglige Dannelse, som Tofte ha'de paa Trykkeriet.

— Jeg veed Fa'en ikke, for naar jeg faar en Bog i Haanden, saa, naar jeg har læst et Par Sider, maa jeg bladre om og bladre om, for saa kan jeg ikke huske alt dette lange Indledning og som de skriver saa udførligt med alle mulige Begivenheder. Men Tofte, naar han var færdig med Trykkeriet, ku' han sætte sig hen med en Bog li'som en anden med en Bajer; og han har vist mig mange Gange disse store Tampe af Romaner, dem ku' han læse ud paa en Nat, og han bandte paa, de ku' høre ham i dem. Det er ikke alle givet!»

97

«Nej — det maa virkelig have været et meget dannet Menneske.»

«Han var ligefrem begavet; og han interesserede sig meget for at snakke med mig og forklarede og fremstillede mig mange Ting af Bøger og Skrifter: om Louis Pios Liv i Fængslet og om Bibelen og den frie Tanke, og jeg veed Fa'en ikke, for Munden stod ikke paa ham. Saa var det osse, Katholikerne fik fat i ham derovre, og saa læste han i deres Katekismus og i Lærebogen og om Gerningerne. Det kom jeg jo ogsaa lidt med paa ved den Lejlighed. — Det er en smuk Religion og en meget godgørende Religion! De sa', at Folk af Arbejdsklassen, der var Katholiker, de ku' slaa Præsterne for li' saa meget, det skulde være. Naa, jeg kom ikke nærmere ind i det; jeg var der kun et halvt Aar, fra Maj til November.»

«Jamen hvorfor ikke længere?»

«Næ, for ser De, det b'i'er osse triviælt i Længden; og paa saadan et Trykkeri, der er saa mange Pigebørn og Fruentimmer, og man faar tilsidst saadan et Paradis om Ørerne, at man ikke ka' klare den længer'. Saa gik 98 jeg no'et paa en Hattefabrik. Men det er endnu meget mere triviælt og fortvivlet; og gaa at slide sig pukkelrygget for saadan et Par bøvede Byraadsmedlemmer — nej, det ku' jeg ikke finde mig i. Saa fik jeg drevet lidt Penge ud af dem paa Trykkeriet og stak til Amerika.»

«Saa De har været i Amerika før?»

«Javel! Jeg ha'de en ganske udmærket Plads derovre, hos en Landmand oppe i Nærheden af Indianerterritoriet. Først var jeg af disse cow boys, der rider rundt og vogter Kre'turerne; men det er en Vildmand at gaa paa, og man faar jo nok lidt paa Haanden; men det drikker man op inde i New York, og saa er man bunden paa et helt Aar, saa det stak jeg fra, da jeg ha'de været der otte Dage. Men saa kom jeg til den farmer, og det b'e' min bedste Ven, det ka' jeg sige, og min sande Ven, og han ha'de en ganske dejlig Kone .... lille Livstykke, 20 Aar yngre end Manden, saa vi gik jo hen og blev lidt Halvkærester. — Naa, men der kan jo nemt komme et Ord i Vejen, og det ene med det andet: han var en respektabel 99 Hædersmand, det var han, men han ku' osse b'i'e gal i Hovedet, og saa stak jeg med en Tømmerflaade ned til Syd-Carolina. Men der ha'de jeg ikke andet end Uheld, ikke Spor andet end Uheld; der var ligefrem en Stjerne over mig! Jeg var i et Selskab, og vi rejste rundt med alt det nyeste; men vi g'orde ingen Forretninger. Vi ha'de Garfields Mord, i stor Fremstilling, den gik nu ikke mer' i Nordstaterne, for det la' allerede no'en Aar tilbage i Tiden; men vi ha'de osse alt andet, hvad der var passeret i Unionen af Ulykker og Begivenheder — og interessante Misfostre og Fnglen, der svæver ned til Barnet, som drømmer i Søvne med en lille Trompet i Haanden. — Men det var usle Tider; der var alt for megen Konkurrence. Og saa stak jeg hjem paa et russisk Barkskib for at hjælpe til at stuve i Lasten. Jeg var i Unionen i 5 Maaneder.»

Men De har nok Mod til at tage derover igen?»

«Ja, nu gør jeg det mest for min Kones Skyld, ska' jeg sige Dem.»

«Deres Kone? Er De gift?»

100

«Javel ... og har tre dejlige Børn. Der sku' De se Kærnesvende: en Dreng og to Piger, Drengen er den ældste. Naar vi si'er til ham: Ka' Du gøre Øjne til Pigerne?, saa laver han alle de Komedier med Øjnene, De ka' tænke Dem. Den mindste af Pigerne, hun er otte Maaneder; hun skaalede med Fa'er, da han rejste; hun drikker bajersk Ø1 li'som en Svamp, naar bare hun ka' komme til det — men altid af Glas; der er ingen af vores Børn, der rører en Kop til Ø1!»

«Men De vil ikke ha' Familien med derover?»

«Næ, de kommer til min Kones Forældre; det er meget sundere for Børnene. De dækker dem tykt, de gamle, nede i Ringsted. Og det ku' ikke b'i'e ved at gaa med min Kones Helbred i Længden, hun ha'de aldrig Fred i Forretningen, Døren stod ikke; og i Forretningslivet, ska' jeg sige Dem, en Mand, han kan ikke altid være hjemme; saa er der den ene, man ska' tale med, og saa er der den anden, og man træffer dem ikke, og man maa vente og drikke en Bajer, og saa gi'er den ene en Bajer, og saa maa man selv gi' en 101 ..... næ, det var et meget usundt Liv for min Kone! Nu ska' hun bare ha' solgt den Smule, der er tilbage, og det er ikke meget; saa faar hun Fred og Ro hjemme hos de gamle; det er meget bedre. Han har været ved Jærnbanen, og de har et nydeligt lille Hus lige ved Byen og Have og Ko, og Konen har arvet for nylig.....»

«Ja, det kan jeg godt begribe, De finder, De skylder Deres Kone.»

«Gu' gør jeg saa! Det er en brillant Kone, jeg har, og dejlige Børn! Jeg veed ikke, om det ku' interessere Dem at se deres Fotografi?» og han halede et Kabinetsbillede op af Lommen, «det rev de gamle dem med, da de var inde i Byen.»

Paa Billedet sad han selv med en lang, mager, noget ældre Kone ved Siden, der havde den yngste paa Skødet og den største Pige ved Haanden; Drengen stod mellem Knæene paa Faderen med et Hoved nærmest som en Taageklat. «Han var lidt urolig, den Høvl,» blev der forklaret.

Baggrunden dannedes af et Postament, som 102 lignede en Haveport; dér saae man en lille firkantet mørk Plade.

Jeg spurgte, hvad det egentlig var for noget.

«Det er den lille, vi ha'de, som døde. Vi har et ganske udmærket Fotografi i Ramme a' hende, og saa sa' jeg til min Kone: Vi ska' ha' lille Camille med paa Billedet, for vi ska' være allesammen samlede. Og det er hende dér hænger, men det er nu ikke videre tydeligt!»

«Nej, men ellers er Billedet udmærket!»

«Det er brillant ta'et, det Billede, og jeg sa' osse til min Kone: Det skal hvile ved mit Hjerte! Og i den første Tid ka' jeg naturligvis ikke sende hende noget, for det er store Sager, naar man selv kan klare sig; men med Guds den Almægtiges Hjælp, saa, naar jeg er godt i Gang med en Forretning derovre, ta'er jeg hjem og henter hele Schokket.»

Klokken var bleven temmelig mange; jeg skottede til Uhret, da jeg bestilte de to sidste Bajere.

«Ja, nu opholder jeg maaske den Herre 103 for længe; jeg veed ikke, om jeg maa tillade mig at udtale min Tak endnu en Gang, naar man staar i Begreb med at forlade Fædrelandet ... maaske for bestandig!» og han hævede Glasset. «Jeg har altid sat Pris paa Dannelse og paa at omgaas med dannede Mennesker og nyde en Genstand sammen med dem! Det ved Gud jeg har. — Skaal!»

Jeg kastede et Blik ud over Torvet, der laa ganske glødende og ode i Heden.

«Det er en slem Varme at skulle trave af Sted i,» bemærkede jeg, bare for at sige noget.

«Maa jeg ikke tillade mig at ha' den Fornøjelse at hente den Herre en Droske?»

Han var paa et Øjeblik barhovedet ude af Døren, og jeg saae ham midt ude paa Torvet staa og skraale, raabe i den hule Haand og vinke af alle Kræfter. Et Par Minuter efter rullede han selv op for Døren paa Bukken af en Droske.

Jeg tog en sidste Gang Afsked med ham, mens han stod med Haanden endnu paa Vogndøren.

104

Saa traadte han tilbage med næsten samlede Hæle og ærbødig Holdning.

«Og lykkelig Rejse til Amerika!»

«Tak, min Herre; og det sku' være mig en Ære, om vi ku' være i Stand til at genses engang igen i Livet!»

«ja, paa Gensyn!»

105

Den næste Dag sov jeg noget længe om Morgenen efter en lidt sen Theateraften ude i St. Pauli. Da jeg vaagnede, var det med en ubestemt Fornemmelse af engang Klokken seks at have været henne at lukke Vindue op; nu slog en Drossel med korte Mellemrum, saa at Luften helt dirrede Sekunder efter, at den var hørt op. Jeg kom til Vinduet. Fuglen var hængt ud i et grønt Tremmebur under et Køkkenvindue lige overfor; naar den ikke sang, kunde man høre den med en kradsende Lyd hoppe frem og tilbage i sit lille, lave Hus.

Det var temmelig køligt, men Solen skinnede, og Luften havde en ualmindelig Friskhed. Jeg smækkede det andet Vindue op og klædte mig langsomt paa, lod Kaffen bringe og blev i Morgenskoene.

106

Fra Hotellets Gaard og de andre smaa Gaarde kom der af og til nogle bestemte Lyde: de postede Vand i Spande, der blev banket et enkelt Tæppe, en Dør blev aabnet og smækket i igen. Engang var der et Par Stemmer, som begyndte at snakke op, snart hver for sig, snart begge to sammen. For Resten var der stille som i en underlig Brønd, der var omgivet af høje, skidne Husmure og med den store Bys fjerne Brusen til alle Sider.

Jeg saae Sedlen paa Vadsketøj efter, pakkede lidt ud og ind i min Kuffert; da Solen naaede ind i Vindueskarmen, satte jeg mig paa Stolen derhenne og gav mig til at tage Pletter af min Jakke. Morgencigaren smagte fortræffeligt, Arbejdet med at tage Pletter af interesserede og fængslede mig hurtigt; det varede ikke længe, før jeg blot ønskede, der havde været mange flere, som jeg kunde have gnedet paa og holdt op mod Lyset, ladet tørre og gnedet paa igen, hvis de ikke skulde være gaaet rigtig bort. Eller ogsaa vilde jeg have kunnet klistre Papæsker eller lignende, sidde saaledes ganske stille, skære Papfladerne ud 107 og klistre kulørt Papir paa, sindigt og betænksomt, for at der ikke skulde komme noget Klister ud over Kanten, føje dem sammen, stille dem til Tørring, puste Cigarstumpen ud i Gaarden, tænde en frisk Cigar og fortsætte uden saa meget som en eneste Tanke i Hovedet, men med lutter ubestemt svævende Indtryk.

Hvis nu nogen havde banket paa min Dør og forlangt, jeg skulde bestille noget! —Jeg tror meget hellere, jeg var sprunget fra anden Sal ud ad Vinduet, ned i Gaarden. Eller blot de vilde haft mig til et eller andet, der krævede Opmærksomhed, Iagttagelse, Intelligens! —

Jeg finder gamle Regninger frem af forskellige Lommer, river brugte Kontrolbilletter i Stykker, gennemlæser atter Theaterprogrammer og Concertsedler fra de forskellige Aftener, falder hen i Anekdoterne, der er trykt derpaa, taber Cigaraske alle Vegne. Det er først, da Solen er gaaet væk, og Sulten begynder at spores, at jeg langsomt kan rive mig løs fra mit uredte Sovekammer, hvor Pigen allerede flere Gange har vist sig i Døren, men arrig trukket sig tilbage. —

Efter en god Frokost føler jeg mig tilstrækkelig 108 oplivet til at kunne promenere. Jeg drejer om ved Jungfernstieg og gaar op ad Alléen med Alsterbassinet paa min venstre Haand. Der gaar smaa Bølger for Vinden derude, et Par Sejlbaade stryger afsted i frisk Fart, Belysningen veksler med Solen, som det ene Øjeblik er straalende fremme og det næste kryber om bag nogle mægtige, helt efteraarsagtige Skyer; en Damper ligger stille ved en af Anløbsbroerne, hyler, tuder og vælter en tyk, sort Røg op imod Lombardsbroen, der paa svære Piller skræver tværs over det hele. Over den ser man Vogne og Mennesker ustandseligt passere som trukne af et mekanisk Uhrværk; Ryttere traver af Sted paa Ridebanen ved ens højre Side; Sporvogne klingrer; Køretøjer og Mennesker høres og ses krydse hverandre, hvor man saa vender Øjet hen.

Enhver Københavner maa ved at se Alsterbassinet komme til at tænke paa «Søerne» i hans egen By. Men hvor er der dog alligevel ikke Forskel! Der er ganske vist nogen Færdsel omkring den Bro, som skiller Søerne i København; Arbejdsvogne og Mennesker, Sporvogne og et enkelt finere Ligtog ser man bevæge

        

109 sig dér til og fra; men det, som behersker det hele samlede Billede er dog Søernes skønne, rolige Flade med de skyggende Kastanier paa Siderne og en enlig Rytter luntende af Sted paa Ridebanen. Afstanden er i Virkeligheden slet ikke saa stor fra den Tid, man mindes fra Drengeaarene, hvor der langs Vandet kun laa gamle Haver med Stakit omkring og et Hus inde bag Træerne, medens en Karl eller Pige om Aftenen kom frem paa den Bro, der løb ud i Søen foran Huset, og hentede Vand i Spande.

Her i Hamborg er ikke blot Alsteren større og bredere, men den er et stærkt befærdet Vand og ligger ikke stille hen med sejlende Svaner; Trafiken er det første, Spejlingerne af Skyer og Himmel kommer i anden Række; det er en Naturskønhed, omarmet af en Storstad. Men glimrende livligt, rigt paa Uro og uventet Bevægelse er det hele. Man kan gaa timevis omkring og se paa det. —

De malede Billeder i «Kunsthalle», hvor jeg slentrer indenfor, interesserer mig betydelig mindre. Der findes gode Ting imellem, som man under et længere Ophold sikkert vilde 110 vende tilbage til, lære bedre og bedre at torstaa, komme til at holde mere og mere af, indtil man kunde ende med at elske dem. Men der er intet af den Art Kunstværker, som griber en doven Turist med energisk Kraft og ikke slipper ham, forend de har faaet prentet Manden deres Indhold og Udtryk ind for hele Livet. Jeg gaar derfra efter at have tilbragt et Par underholdende Timer men uden at være revet ud af min stille, rolige Stemning. Det er nu langt ud paa Eftermiddagen; Vinden har lagt sig, Luften er bleven varmere, Forretningstummelen tager af. Folk begynder at spadsere og komme ud i Anlæggene. Der er herlige, offentlige Parker i Hamborg, Rester af gamle Volde; kun paa enkelte Punkter er de maaske bleven gjort en Smule for blomsterpyntede og slikkede, som det desværre alt for nemt sker ved større Byer med ærgærrige Kunstgartnere. Et Steds passerer jeg en Række tomme Stole, hvorpaa der staar malet, at det koster 5 Pfennige at benytte dem. Denne Del af Parken ligger for Tiden saa godt som ode hen; der er ikke noget Menneske at opdage, som kunde være berettiget til at opkræve

        

111 Pengene. Jeg føler Trang til at hvile lidt, sidder en ti Minuters Tid og rejser mig. Da staar med et en umaadelig hæslig gammel Kone foran mig med en Strikkestrømpe og en fremstrakt Haand; nu er hun der for at tage mine 5 Pfennige.

Det er en mærkelig Race, disse Koner med Stole i offentlige Anlæg! Paa ganske lignende Maade er det gaaet mig saa tit i større Byer. Man spadserer, ser en saadan Række fuldkommen forladte Stole, ikke et Menneske i Synskredsen; selve denne Omstændighed bidrager ogsaa sit til at forøge ens Trang til Hvile; man sidder længe uforstyrret, uden at en Sjæl viser sig; saa, paa en Gang, naar man glad vil af Sted, skyder et fænomenal grimt, gammelt Fruentimmer med Strikkestrømpe op af Jorden foran en. Jeg er nær ved at tro, den Sort ligefrem spekulerer i Menneskers svage Tilbøjeligheder og holder sig skjult for at faa ubefæstede Folk til at tage Plads. Og naar da Meduserne tilsidst viser sig, er de endda djævelske nok til at gøre Undskyldninger, fordi man «maaske har ventet paa dem.» Det er daarlige Personer! —

112

Uvilkaarlig fører mine Ben mig ned ad kendte Gader, og uden at jeg tænker over det, hen paa det Strøg, hvor jeg i disse Par Dage har været vant til at færdes. Der er allerede mødt mig to Borgermænd og en lang Officer, som jeg kender af Udseende; Skiltenavnene paa Hjørnet forekommer mig som Barndomsvenner. Det er vist paa Tide, jeg ser at komme bort fra Hamborg igen, Vanebaccillen er godt i Gang med at udvikle sig! Jeg mærkede det allerede ved Middagstide paa den Iver, med hvilken jeg greb det Hamborgerblad, de holder hjemme paa Hotellet; hvis jeg blev her et Par Dage til, havde jeg faaet lokale Interesser; om otte Dage vilde jeg være medindigneret over et eller andet kommunalt Svineri og føle mit Blod rulle hastigere ved i Avisen at læse om, hvorledes Hamborg havde sejret i et internationalt Væddeløb eller lignende .... endnu i Aften pakker jeg og forsvinder! Der ligger for meget af Verden udenfor Hamborgs Banegaarde!

113

Da jeg havde ventet flere Minutter paa Gangen udenfor det Grossmannske Pensionat i Berlin, lukkede Friedrich op. Han trak Døren til Side iført den sorte Livréfrakke med forsølvede Knapper og med et yderst dystert Udtryk i Ansigtet. Men det varede næppe to Sekunder, førend det omskiftedes til et meget smilende.

«Ja, det er ikke andre end mig, Friedrich, saa De kan godt lægge Livréfrakken igen.»

«Ja, Herren maa meget undskylde, men jeg maatte lede saa længe efter Frakken, for Anna havde faaet den ud og skulde tage Pletter af; og nu er Fruen netop nede i Værelserne, saa det er jo strengt forbudt at lukke op i Arbejdstøjet!»

«Dr. Halling er maaske allerede rejst paa Landet?»

114

«Nej, Doktoren er ikke færdig endnu paa Bibliotheket; han maa vist være her paa Øjeblikket; jeg skulde have hans nye Sæt børstet til Klokken tolv.»

I det samme kom Fru Grossmann fra Korridoren ud i Forstuen. Hun gik mig smilende i Møde med let udbredte Arme og Hovedet lidt paa skraa: «Nej, hvor det dog var morsomt at se Dem! — Friedrich, der ligger to Pudseklude lige til at falde i foran i Korridoren!»

«Javel,» sagde Friedrich med et Kast, ligesom om han rystede en Flue af sig. —

«Nu maa De rigtignok fortælle, hvor Vorherre har haft Dem saa længe; De har jo ikke været her siden Lochwoods ... nej, det er sandt, De var ikke sammen med Lochwoods, det var Hr. Frankfurter ... det er snart lidt vanskeligt at hitte Rede i! — De maa da endelig se det Billede, jeg fik med Paaskrift fra Comtesse Vera; skal vi ikke gaa ind i Kabinettet?»

Kabinettet var et ganske smalt Værelse lige ved Forstuen, netop saa bredt som Vinduesfaget. 115 Der stod et Par lave Fløjelslænestole.

«Den nye her er en Julegave til mig selv,» sagde Fru Grossmann, «prøv at sidde i den! Er den ikke dejlig? Det sagde Miss Braddon altid: det er min Yndlingsplads. Der staar hun,» og Fruen pegede paa et af de mange Portrætter med Paaskrifter, der var opstillede paa Skrivebordet, «en nydelig Dame og Faderen to Gange Millionær i New York; jeg troede virkelig et Øjeblik, der kunde være blevet et Par af Dr. Halling og hende, men han er for besynderlig. Det er dog et mærkeligt Menneske; man veed aldrig, om det er Spøg eller Alvor, han siger!»

«Hvad er det for en Lyd, Fru Grossmann?» spurgte jeg pludselig.

«Aa, det er blot den schweiziske Tenorsanger! Der er en Tone i et meget højt Parti, som han øver sig paa at træffe rigtig.»

«Ja, det hører jeg nok; men dér, ovre paa den anden Side! Det lyder, ligesom nogen sloges.»

«Ja, det er Japaneren, som faar Time i 116 Tysk; nu gentager han det, kan De høre ... flere Gange efter hinanden ...»

«Saa De dyrker stadig disse asiatiske Forbindelser?»

«Jo, for veed De hvad, det er rigtig nette Mennesker! Dr. Halling har altid saa meget at udsætte paa dem; Madame Launay, der var her, og han kaldte dem altid de forvandlede Aber eller Dyrerigets Vidundere; nu be'r jeg Dem: Dyrerigets Vidundere! Det er virkelig Synd! Hr. Nagasaki er lige nylig kommen herover, og han er saa beleven ... de nydeligste evropæiske Manerer, meget nettere end de fleste Herrer her i Tyskland, desværre; hver Gang han betaler mig sin Regning, og han har de to største Værelser til Gaden, saa siger jeg naturligvis: Ich danke schon! Men saa gør han sin Kompliment med en lille Haandbevægelse og siger med ganske udmærket Udtale: Ich danke scön! — Han drikker afvexlende Calon og Rüdesheimer til Maden for Sundheden, han rører ikke Ø1; naar de andre Herrer midt paa Dagen kan tage en Flaske Ø1 i Varmen, saa gør han det med, for han vil aldrig staa tilbage, men han 117 bare skænker lidt i et Glas og nipper til det; saa staar det til Folkene bagefter. De siger, han skal være gift i Japan, men jeg tror det ikke, han ser alt for ung ud til det.»

«Jamen disse Japanesere synes jeg ikke, man kunde se paa, om de var unge eller gamle; her spiste jo en af deres allerældste Generaler til Middag engang for to Aar siden, og han saae nærmest ud til at være en 14—15 Aar ...»

«Aa, De er ligesom Dr. Halling! Jeg husker nok de to Herrer Danske fra sidste Gang ... ogsaa med Bulgarerne.»

«Naa, er de elskværdige Barbarer her endnu?»

«Barbarer! Det er ligesom jeg hørte Dr. Halling! Hr. Carlowitch er flyttet, men kommer her til Middag, han sagde, han kunde ikke undvære sin tyske Moder, det sagde han virkelig saa nydeligt ...»

«Betaler han lige saa nydeligt?»

«Aa — veed De hvad, det er ikke altid saadan for Hr. Carlowitch!»

«Nej, det tror jeg, De har Ret i; det er vist aldrig saadan for Hr. Carlowitch.»

118

«Nu skal De virkelig lade være at hakke saadan paa ham; De skulde se den lille anden Bulgarer, vi har her, som De ikke kender; han er ganske vist somme Tider lidt fri, men det er et godt Menneske og livsglad; han studerer Jura. Han skal være af meget fornem Familie, men forarmet; de sætter stor Pris paa ham i Legationen, siger Carlowitch. Men Miss Clarke var ude af sig selv forleden; han havde, uden at tænke over det, smidt en brændende Tændstik fra sig i Papirkurven, og da den gamle Mrs. Clarke kommer ud paa Gangen, saa lugter hun Røg og kalder paa Tenoren, og han vidste jo hverken ud eller ind, og Folkene var naturligvis ingen Steder, for naar man skal bruge dem, saa veed De jo nok ...»

Her blev vi afbrudt, ved at en Nøgle blev stukket i Døren, og Halling kom ind, ganske som jeg havde set ham sidst for to Aar siden, med den høje Hat paa Hovedet, Manuskriptmappen under Armen og Blikket ud over Stangbrillerne.

«Aa,» sagde han, «det glæder mig!» og trykkede min Haand. som om vi var skiltes fra hinanden Dagen i forvejen.

119

Derpaa skred han løs paa Bordet midt i Forhallen, hvor Formiddagsposten laa, brækkede sine Breve og læste dem.

Fru Grossmann var overvældet af sin permanente Forbavselse over Halling: «Saadan et Menneske! At han ikke siger Goddag paa anden Maade, nu han ikke har set Dem i to Aar!»

Halling var bleven færdig med sin Læsning: «Jeg er fornærmet over, at Du ikke med Brevposten har underrettet os om dit Komme! Ellers havde Fru Grossmann sendt den lille Bulgarer ud for at tage imod Dig, eller Hr. Nagasaki, ogsaa kaldet Orientens Blomst — hvad der for Resten ogsaa skal være Navnet paa Miss Clarkes Skønhedsvand, efter hvad Pigen Anna meddeler mig,» tilføjede han mildt belærende til Fru Grossmann, der vilde til at intervenere med et af sine sædvanlige Indignationsudbrud.

Saa stak han Armen ind under min og trak mig af Sted, op til sine Værelser, af hvilke det ene for nogle Dage kunde overlades til mig.

«Spiser De lunch med Klokken I,» raabte 120 Fru Grossmann efter os i Korridoren, eder er Roastbeef med Peberrod» — og brie.»

«Nej Tak, vi gaar begge to!» — —

Efter at vi havde faaet passiaret os dygtigt ud i en Time eller to, maatte Halling af Sted paa en Visit, og jeg brød mig ikke om at køre med ham i den Retning, han skulde. Til Middagen Klokken seks vilde vi ses i Pensionatet, saa benyttede jeg Tiden saa længe til at spadsere.

Der er en ubestridelig Charme ved at komme første Gang til et fremmed Sted; men den mere kræsne foretrækker dog i Længden at komme igen derhen, hvor han vel er fremmed, men har været før. Jo ældre man bliver, jo finere Nydelser faar man af det mangfoldige Idéforbindelsernes Spil, som man har gaaet og samlet Materiale til i hele sit foregaaende Liv; og intet føder Idéforbindelser i saadan Friskhed og Mængde som netop dette paa Rejse at komme til uvante Steder, hvor man dog er kendt fra tidligere Tid. Tingene er ikke saa dagligdags, at man passerer dem sløvt forbi; de springer i Øjnene, og man opdager straks Forskellighederne fra forhen; Minderne 121 vækkes fra den Tid, man saae dem for første, anden, tredje Gang, det ene føder det andet, og inden man veed et Ord af det, har man et Billede reproduceret af en selv, som man var den Gang, for de saa og saa mange Aar tilbage, og det et Billede saa skarpt og nøjagtigt, som lang, lang Spekulation i ens Studereværelse hjemme ikke vilde kunne frembringe.

Medens jeg spadserer unter den Linden og uvilkaarligt standser foran de mange Boghandlervinduer, bliver jeg lidt efter lidt optaget af Erindringen om, hvad jeg selv var for en Fyr i mine ganske unge Dage, paa de tidligere Rejser hertil og mest paa den første Tur til Berlin, som var min allerførste Udenlandsrejse overhovedet. —

Boghandlervinduer har altid spillet en Rolle i mit Liv, dengang blev de epokegørende; straks det allerførste, jeg saae, lagde Grunden til en Revolution i mit indre. Mit allerede ret udviklede Øje bemærkede øjeblikkelig, at hele den Bogflora, der prangede i saadan et Boghandlervindue, var bundforskellig fra, hvad jeg kendte til hjemmefra. Det hjalp ikke, at jeg ganske 122 vist havde set adskillige af Bøgerne ogsaa hos Boghandlere i København, og at de Hovedværker fra alle Litteraturer, som er at træffe i ethvert civiliseret Land, selvfølgelig fandtes hernede; Hovedmassen, hele den løbende Literatur, alle disse fjerde-femte-sjette Rangs Bøger, som rører Idéerne ud til den Vælling, det dannede Publikums Konstitution kræver, de var nogle helt andre. Og det er dem, der indeholder den aandelige Kammertone i et Folk! — Jeg kom ind i en af Forretningerne, søgte mig en Række typiske Skrifter ud paa forskellige Felter og gav mig hjemme til at læse.

Hvem havde Ret? Hvor var Sandheden? Hvor var nu det moderne, det rigtig urmoderne, det som man for Gud i Himlens Skyld maatte forstaa at tilegne sig og udvikle videre, om man ikke vilde aandelig forstenes? Det var nær ved at gaa mig som Hermann i «den politiske Kandestøber»: de hjemme havde Ret, og de hernede havde ogsaa Ret! Dér beviste man med letløbende Argumenter, at Fremtiden tilhørte Demokrati og Realisme, her kom man lige saa behændigt til det Resultat, at det militære Preussens aristokratiske Idealisme

        

123 maatte blive den kommende Tids Ledestjerne. Det var ikke saa lige en Sag for et Menneske paa 21 Aar, der ganske vist var en overmaade muntert levende Ungersvend, men paa den anden Side en mægtig Alvorsmand, paa hvis Vej alle tænkelige Problemer taarnede sig op med Krav paa hurtigst mulig Løsning! I Parenthes bemærket lever Mennesker fortræffeligt paa den Slags Modsætninger; de bidrager netop til at give Tilværelsen Spil og Liv og holde den i en forfriskende Bølgegang. Vi lærte i sin Tid i Skolen om noget, der kaldtes Endosmose, og som betød den Proces, der ikke hvilede, førend en Væksts forskellige Celler var ligeligt gennemtrængt af det samme Ernæringsstof; man maa være glad ved, at der kun finder en saa tarvelig Endosmose Sted indenfor den menneskelige Hjerne. Dér kan de tilsyneladende mest uforsonlige Modsætninger hvile fordrageligt ved Siden af hinanden for paa given Foranledning at sprudle frem med den charmanteste Komik! —

Der er altid løbet noget Vand i Stranden, siden jeg første Gang var i Berlin, og heldigvis ogsaa adskillige taabelige Idéer ud af min

        

124 Hjernekiste. Profeterne fra dengang har nedlagt Forretningen, uden at jeg egentlig synes, Verdenshistorien har taget sig særlig meget af deres Anvisninger; nu er der en Række andre gentlemen, som fører Firmaet videre og fortæller os, hvad der maa blive Fremtidens Stat, Religion, Moral, Kunst. Det store Publikum, som ikke forstod noget af, hvad der tidligere blev præket, trænger til Afveksling og vil snart repetere noget andet, som det forstaar akkurat lige saa lidt; det er det, man kalder for nye aandelige Bevægelser!

Bevægelser, Retninger, Skoler! Den, der er over 25 Aar og er med i den Slags, — han fortjener at være det! Medens vi er Børn, er det ikke for de blanke Knapper og Musikkens Skyld alene, at vi løber efter Soldater; for den lidet udviklede overhovedet er der noget baade hyggeligt og fremmende i at marchere med Ligemænd i ydre og indre imod et fælles Maal. Og de allerfleste Mennesker opnaar sikkert ikke paa nogen anden Maade Følelsen af dog i hvert Fald at udrette en Smule; de trænger til at blive en Slags Medarbejdere i noget, hvortil Berettigelsen ikke behøver at

        

125 godtgøres, fordi det nu engang er et Faktum, at saa og saa mange brave og pæne Mennesker tramper den Vej og ikke nogen anden. Og det er der selvfølgelig altid en Mening i, selv om den maaske i Tiden viser sig at have været lige det modsatte af, hvad alle de ærede Medarbejdere indbildte sig!

Men den, der er kommen til Klarhed over, at han ejer en Evne, hvis Berettigelse det slet ikke kan falde ham ind at diskutere, fordi den udgør hele hans Væsen, den Mand, f. Eks., der føler en uforklarlig og altoptagende Glæde ved at kunne gengive Mennesker og deres Stemninger udi levende dansk Sprog, for ham er der ikke andet at gøre end at bide af Ensomhedens Træ paa godt og ondt og gaa sin Vej, saaledes som den nu engang kan blive for ham.

Og saa er det saa besynderligt, at disse Mennesker, der ikke bekymrer sig det allerringeste om «Udviklingen», de kommer i Reglen med i den akkurat i Forhold til saa lidt, som de har bekymret sig derom!

126

Jeg vil aldrig i Berlin tage ind i andet Pensionat end det Grossmannske; jeg kender andre. For ti Aar siden boede jeg hos en Skolemand. Det var en afskediget Overlærer fra et Provinsgymnasium, med Titel af Professor og en Orden, paa hvilken der stod et stort «40», for at man endelig ikke skulde være i Tvivl om, at han kun havde faaet den, fordi han var bleven 40 Aar ældre, siden han indtraadte i Statens Tjeneste, og ikke af nogensomhelst anden Aarsag. Han skrev stadig Afhandlinger, i Smag med Stilopgaver i Modersmaalet for øverste Klasse, om Forholdet mellem Goethes Figur i det ene eller det andet til Schillers eller Lessings i noget tredje, og fik dem regelmæssigt sendt tilbage fra samtlige Tysklands Tidsskrifter, over hvilke han førte en omhyggelig Fortegnelse, der var

        

127 indrettet ligesom en Timeseddel. For Resten gik han i Vejen ude i Køkkenet, hvor han kom luskende for maaske at kunne faa lidt Indflydelse paa Spisesedlen. Han brugte da det ret trivielle Paaskud at ville se noget efter i Statuterne for «Forbrugsforeningen for . Embedsmænd», der stod foran i den Kontrabog, som opbevaredes i Tallerkenrækken; men den lille, graa og ganske afpillede Frue affærdigede ham i Reglen øjeblikkelig med at svare, at det hastede vist ikke saa meget, det kunde han altid se efter en anden Gang. Naar han da somme Tider blev arrig og forlangte at se Bogen straks, kom de to ugifte Døtre paa mellem 30 og 40 Aar i samme Nu Moderen til Hjælp, og jeg kunde fra mit lille Værelse høre en unison Terzet for Kvinderøster, der kun sjældent afbrødes af mindre og mindre energiske Indskud fra hans rustne Bas; efter meget faa Minutters Forløb slentrede han brummende tilbage gennem Korridoren. Naar han kom til Enden af den, revancherede han sig ved at smække Døren meget stærkt i og vadede derpaa frem og tilbage og skældte med sig selv inde i Gadeværelset, hvor Faust og

        

128 Margrete, Goethe og Schiller, Kaulbachs Engel og Thumanns Liebesglück hang paa Væggene.

Eftermiddagen gik regelmæssigt for Professoren med i et Kammer ud til Gaarden yderligere at udvikle sin fyrretyveaarige Rutine i at smække Lussinger paa en 12—13-aarig forkrøben Gymnasiast, hvem mærkelige Forældre havde overladt ham i Pension. Inde til Gaden residerede da Fruen og de to Døtre ved Vinduerne, med germanske Haandarbejder eller Indholdet af en Læsemappe fordelt mellem sig, naar da ikke en af Pensionærerne for en Ordens Skyld sad lidt derinde og passiarede med dem, om naar de sidst havde hørt fra en eller anden tidligere Pensionær eller ogsaa om et andet lige saa interessant Emne. —

Det Grossmannske Pensionat havde ikke dette hjemmetyske Præg, dets Farve var afgjort kosmopolitisk; i dets Miskrokosmus genspejledes det moderne Berlin som Fremmedby. Man spiste ikke som hos Professoren Frokost Klokken IO og Middag med Suppe, Gemyse, Kød og Svedskekompot Klokken 2; nej, Fru Grossraann var anlagt paa distinguerede Tilrejsende, der stod sent op, tog den engelske varme 129 lunch Klokken I og en rigelig Middag med tre «Gänge» Klokken 6. «Det eneste er», sagde Fru Grossmann, «at Middagen falder lidt sent for Theatrene, men,» tilføjede hun med dens Smil, der har overvejet alt, «saa har vi jo Iste Klasses Drosker holdende tre Skridt fra Huset.» At nogen i hendes Hus kunde tænke paa at benytte en 2den Klasses Droske, end sige gaa til Theatret, var noget, Fru Grossmann aldrig officielt tilstod.

Hun holdt en Fremmedbog, i hvilken virkelig Mennesker fra omtrent alle Verdens Egne var indførte; naar hun bladede den igennem med en, standsede hun ofte ved et «von» eller «de» med en lille venlig Bemærkning eller Henvisning til et Portræt paa Skrivebordet; og Navnene paa de Medlemmer af mere eller mindre oversøiske Legationer, som havde boet i Pensionatet, var hende oprigtig kære.

«Beliggenheden gør meget,» sagde hun, «og saa Monteringen! Det havde jeg rigtignok ikke tænkt mig, da min Mand endnu levede, at jeg skulde komme til at bruge vore dejlige Møbler til Pensionat; men hvad skal man sige! Spekulationer! — Aa, De maa ikke 130 tale til mig om det, jeg kan ikke udholde det! (Fru Grossmann var altid begyndt fuldkommen uopfordret.) Jeg siger tit til Tjenestefolkene, de maa skamme sig overfor Herskaberne, at de blot vil prøve paa at byde mig det, de vilde byde en almindelig Pensionatsfrue. Men jeg tør nok sige, at mine Fremmede befinder sig vel her; og veed De hvad, her er dog aldrig Ufred, det gaar over, naar der kommer noget, meget hurtigt! Og saa taler jeg Fransk og Engelsk — og Tysk med Japanerne ....»

«.... og Bulgarerne!»

«Aa, De med Deres Bulgarere! Har De for Resten lagt Mærke til .. jeg tror, den lille Frøken von Schlepnitz har et godt Øje til Carlowitch. Hvis han var Officer, saa tror jeg ...! Man kan heller ikke nægte, han fører sig elegant. — Der var en Ritmester fra Hannover paa 3 Dages Orlov herovre i Foraaret, hun har jo tillige separat Formue; men Moderen syntes ikke om ham, og Faderen har ikke det mindste at sige. Ritmesteren og han blev de bedste Venner af Verden og kom meget sent hjem sammen om Morgenen, men alligevel ....! Hun har nu ogsaa sin egen Vilje, den lille. 131 Det var rigtignok ikke saadan med Miss Evy, der kommer igen til Efteraaret; det saae man straks lige med det samme, at det maatte blive Dr. Hoeler og hende. — Frøken Eichenbach fra Breslau har De ikke set endnu, hun er bortrejst for en Ugestid til en Tante; lidt ubetydelig og stille; der er ingen af Herrerne, som interesserer sig videre for hende!» — —

De forskellige Damer i Pensionatet kom en Aftenstund paa Tale mellem Halling og mig.

«.... under Middelhøst!» mente Halling.

«Ja, ikke noget at blive nervøs over. Men det kan jo ogsaa være meget rart — til en Afveksling!»

Halling strakte sig i Lænestolen. «Ja,» sagde han, «jeg var engang sammen med en fuld svensk Mediciner, som energisk erklærede sig for Kvindehader: Kvinderne stod under os i Legemsbygning, Kraft, Intelligens; særlig Legemsbygningen var det nu rent jammerligt med. Jeg gad nok vide, sagde han, mens vi holdt ham under Armene, hvorfor vi skal tilbede dem for den Smule Fedtlag, som de har mere end vi over Knoglerne! — Deri maa 132 man give Manden Ret; jeg ser heller ikke nogen tvingende Nødvendighed for det.»

Han rejste sig og gik lidt op og ned ad Gulvet: «Frøken Eichenbach var jo rejst, førend Du kom?» sagde han og standsede.

«Ho—ho, min gamle Ven!»

«Hva' for no'et? — Lad nu være at blive taabelig,' ligesom Fru Grossmann; eller rettere. sagt: i dette Tilfælde er hun mærkelig nok ikke blevet det.»

«Det lader til at undre Dig selv, kære Halling.»

«Ja, for Pokker ...., jeg mener bare, Frøken Eichenbach er da det eneste menneskelige Stykke Kvindfolk, der findes i hele det Menageri her i Huset.»

«Ung, køn, Penge, Familie?»

«Ingen af Delene, Du!»

«Nu kan jeg nok mærke, at Du er den!» —

«Det er saa underligt,» sagde Halling med langsomt Eftertryk, «for hvis nu saadan en Pige havde Penge og lidt indflydelsesrig Familie, saa vilde man sige til sig selv: Det er dem, Du sigter paa, og saa blev man slet ikke forelsket i hende. Men paa den anden Side er 133 dette her Kildevand og Kærlighed dog saa fordømt maaneskinsagtigt, at det maatte kunne være nær ved at bringe fornuftige Mennesker af med deres Forelskelse igen.»

«Jeg kan sige Dig en Ting, kære Halling, at Du er uigenkaldelig fortabt; Du kan lige saa godt springe i det som krybe i det, Du har alle Symptomerne.»

«Ogsaa dette har jeg sagt til mig selv! Nu, hun er borte, har jeg den samme underlige Fornemmelse, som naar man om Foraaret ser ud over store Enge eller Plæner, og jeg veed, at naar jeg hører hendes Stemme igen nede i Korridoren, vil det give 1 à 2 Hop i Livet paa mig ligesom i Saffiansbolden hos Andersen. Forleden Dag spurgte den gamle Mrs. Clarke ganske en passant om, hvad Farve Frøken Eichenbachs Øjne havde, og saa røg Svaret ud af mig helt ovre fra den anden Side Bordet. Det maa dog være et ganske afgørende Symptom, at jeg uvilkaarligt maatte forestille mig, det Spørgsmaal kun kunde være rettet til mig! — Det eneste, som ærgrer mig, er, at man i vort videnskabelige Aarhundrede ikke kan gaa op til sin Læge ligesom 134 f. Eks. med Mavekatarrh og saa sige: Jeg føler de og de psychiske Symptomer paa den og den Maade, hvorpaa han med et Blik op imod Lærebøgerne og en Verdensmands Smil sagde: Solid Forelskelse! Saa vidste man, hvad man havde at holde sig til.»

«Naa, kære Ven, saa kan jeg altsaa glæde mig til snart at høre fra Dig.»

«Jeg vil indrømme, at i Løbet af de sidste otte Dage er jeg unægtelig ved at nærme mig den Anskuelse, at det hele nu væsentligst maa opfattes som et Energispørgsmaal»!

Ja, Energien, den var jo egentlig ikke din stærke Side i gamle Dage.»

Der gled et Smil hen over Hallings Ansigt, han stod stille med opløftet højre, midt paa Gulvet:

«Gamle Dage, Barnesind ringer Julehøjtid ind,

siger Grundtvig!» —

135

Der er kommen nye Folk til Magten i Tyskland, efter at jeg sidst var her. Kejser Wilhelm den Første hører allerede Mythen til, den skønne blaaøjede Friedrich slumrer i Begas' hvide Marmor ude i Potsdam, og den Wilhelm, der nu skal lede Land og Rige, har jeg kun set, naar han som Husarofficer efter Berlinerparaderne kom ridende med Suite, i strakt Carrière, ned ad Belle Alliancestrasse, saa Sablen stod næsten vandret ud i Luften efter ham.

Og det tyske Riges to Michelangeloske Karyatider, Bismarck og Moltke, er heller ikke mere. —

Jeg mindes en Gang i sin Tid, Halling og jeg kom gaaende ned ad Leipzigerstrasse henimod Leipzigerplads til. Dér munder Berlins mægtigste Hovedgader ud. Igennem Bellevuestrasse 136 møder Tiergartens fineste Portion op i fashionable Ekvipager, Potsdamer-, Königgratzer- og Leipzigerstrasse sender Sporvogne, Drosker og Arbejdskøretøjer i Mængde; her er den beredne Schutzmann midtvejs ude med sin snart løftede, snart sænkede højre Haand udmærket paa sin Plads, og Piafonden bag hans Stade bliver ofte forskræmte Fodgængere en kærkommen Tilflugt.

Da min Ven og jeg skulde til at gaa over, greb Halling om min Haand og med et Nik imod den anden Side af Torvet, sagde han: «Saaledes gaar en Strateg!«

Jeg fulgte hans Blik og saae en høj, mager General, noget dukket i Holdningen gaa igennem Vognmyldret, der ligesom veg til Side omkring ham. Halling paastod at have set det lynsnare Øjekast, med hvilket han uden at løfte Hovedet havde beregnet alle Køretøjernes forskellige Baner for at kunne skride over saa roligt, som Semiterne, da Moses skilte røde Havets Bølger for dem. Det var Moltke.

Han lignede en Mumie, hyllet i preussisk Generalsuniform, men med levende Øjne. — Det gør dog et eget Indtryk saaledes at se en 137 stor Del af en hel Nations Udvikling, af dens Pligtudfoldelse og Flid, dens Dygtighed og Held, passere forbi en i et Menneskes Skikkelse, med Orden om Halsen og saa nær, at man kunde røre ved dens Kappe — om man turde!

Og Bismarck! Den store Mængde Billeder og Buster af ham giver kun et fattigt Indtryk af, hvorledes denne Gigant saae ud. Lenbach og Begas er de eneste, som i deres Arbejder har grebet noget af den Brutalitetens Poesi, der adlede hans Fremtoning. Naar han red, følte man, den svære Hest havde noget at gøre alene med at bære ham, mens Tøjlerne laa med skødesløs Vægt i en rolig samlet Haand, der i et Nu kunde bringe det mægtige Dyr til at staa som en Slave. Og jeg skal aldrig glemme det Smil, jeg engang saae brede sig fra Mund og Øjne ud over hele hans Ansigt, da en fremmed Diplomat hilste paa ham. Det var paa en Gang jovialt og overlegent, godmodigt og tyrannisk, i Stand til i næste Øjeblik at omskiftes til det Udtryk, med hvilket man egenhændig smider en Bølle ned ad Trapperne. Mange undrede sig i sin Tid over den

        

138 Mangel paa Selvbeherskelse, der kunde lade den store Mand blive saa irriteret, naar Eugen Richter med skarp Forstand og plebejisk Instinkt fandt de omme Steder frem hos Kansleren. Jeg forstaar det godt. Hvis det havde været en jævnbyrdig Modstander, vilde Bismarck med athletisk Fryd have kastet sig over ham for at knække hans Rygrad; nu var det Bremsen, der havde stukket Løven paa et hudløst Sted, og den piskede i Raseri Rigsdags- sandet med sin Hale. Der er efter den Tid bleven talt endnu mere om Bismarcks uforstandige Mangel paa Selvbeherskelse. Hans sikkert baade retsindige og talentfulde Efterfølgere kan spare sig deres Anklager! Bismarck er et Geni, og Geniernes Skrøbeligheder er kun en Brydning mere i Diamantens Glans, som blænder vor Kritik. Den sunde, verdenskloge Lewes har saa rigtig sagt i Anledning af en anden tysk Heros' Skrøbeligheder: Instinktet lærer os, at Livet har andre Maal end at tage Hensyn til Fornuften! —

Det vilde være latterligt at fremhæve, at det Tyskland, der er i Begreb med at blive til, frembyder de mangfoldigste interessante

        

139 Iagttagelsesemner for den, som har Tid og Kundskaber nok til at trænge ind i dem. Muligt er det endog, at denne fin de sièclePeriode indeholder et mere sammensat og farverigt Spil end den gamle; jeg veed det ikke. Men det veed jeg, at for en Udlænding, Digter og Turist har det sidste Trienniums Berlin ingenlunde den Glans og Stemning, som Berlin fra Begyndelsen af Firserne, da de tre store gamle stadig levede og færdedes dernede, og deres Værk endnu var skinnende nyt for Berlinerne selv som for os fremmede og blev bekiget, befølt og beundret paa alle Leder og Kanter. Til Trods for Millardsvindel og Krach hvilede der dog bestandig i Luften et Skær af Feststemning, og der var over Folk noget af den Mands Fornemmelse, som tidligere har været en vel anset Borgermand men gjorde en uventet glimrende Forretning og nu bærer sine fine nye Klæder til Skue, hjærtebankende af Stolthed.

Man kunde have Sympathi eller ikke med Tyskerne, deres Riges og Hovedstads Udvikling, intet intelligent Menneske undgik at for- staa og føle sig revet med af den energiske

        

140 Nationalbevidsthed, som levede i denne unge Kejserstad, der udvidede sig fabelagtigt og overalt skiftede sin gamle spidsborgerlige Ham om med en, der straalede i storstadsmæssige Farver. Og selve det ofte pralende, noget ufine og stortalende, som mødte en dernede, var Udtryk for en vis barnlig Glæde, der ogsaa havde sine yndefulde Sider. Jeg tror, at man skal lede længe i Nationernes Hverdagsliv, for at finde noget saa rørende stemningsfuldt som Berlinernes Hurraraaben for deres gamle Kejser hver Dag, naar Vagtparaden trak op.

Kompagniet kom marcherende, blankt pudset, med alle Geværløb lysende i lige Linie og hele Regimentsmusikken i Spidsen, ned ad Friedrichsstrasse, svingede om ved Linden og svulmede paa Vejen op til noget som et Regiments Omfang ved alle de Mennesker, der gik med, i Takt efter Musikken, paa Fortovene og ude under Lindetræerne. Der var et eget Udtryk af komisk Alvor over disse Folk, som det kommer over voksne Mennesker, naar de løber efter Soldater og uvilkaarligt af Musikken tvinges ind i Cadence med den.

Man naaede den gamle Kejsers Palais. 141 Der blev kommanderet: Gevær paa Skulder! og mens Soldaterne saae til højre, og deres Fødder slog mod Asfalten i reglementeret preussisk Parademarche, vendtes alle civile Hoveder og Blik op imod Hjørnevinduet i Palaiet, dér hvor tætte Ranker vild Vin slyngede sig ned mod Vinduesposten. Gardinerne skiltes — og alle Munde raabte, alle Hatte blev svingede og svajede, den gamle graa Kejser stod der med Uniformen strengt tilknappet men det venligste Oldingesmil om Munden og i de blaa Øjne.

Der har for mig altid været noget af H. C. Andersens Rejsekammeraten i det Optrin. Hver eneste Dag, der gik, løb Berlinerne efter deres fine Militær hen at raabe Hurra for den rare gamle Kejser, der havde gjort det hele Rige saa stort og anset og mægtigt. Og han stod dér, nikkede til dem som til sine Børn og glædede sig selv barnligt over sine Soldaters stramme Holdning og Undersaatternes Jubel. —

Naar man nu, efter at han er død, kommer ind i hans Hus, hvor alting endnu staar, som da han levede, er der meget, som bidrager til 142 at fastholde dette Indtryk. Intet er stort, prangende, kejserligt, alting saa overmaade jævnt. Salene er Stuer, Møblementet tæt pakket og sammenstykket som hos gamle Ægtefolk, der ikke nænner at rydde op med det gamle og købe nyt helt igennem men ganske stille faar fornyet Stykke efter Stykke, som nu Børn og Børnebørn forærer dem det — hver efter sin Smag, uden at det ene kommer til at passe til det andet. Nogle kunstnerisk fine Mosaikborde er stillet sammen med almindelige, polstrede Fløjelsmøbler; et Par magnifikt gennemførte Skrivebordsgarniturer af lapis lazuli med tilhørende Pragtvaser staar og raaber midt i al den megen Borgerlighed; det er Gaver fra Ruslands storstilede Czar! I disse Rum kendes ikke Stil og findes ingen Komfort, her er kun almindeligt Slotsinventar af Møbler og Malerier og saa Erindringer.

I alle Sofaer og paa mange af Stolene er der opstillet Skilderier af den mest forskellige Art. Man spørger med Undren Ciceronen, hvad det skal betyde; det ser ud, som om Tjenerskabet havde taget Tingene ned fra Væggene og forsigtigt stillet dem saaledes,

        

143 indtil de kunde blive pudset af og hængt op igen. Men saaledes brugte Kejseren det. Det er lutter Smaaerindringer fra hans Rejser eller bragt hjem af Børnene fra deres Rejser, somme Tider ogsaa Præstationer af Børn eller Børnebørn selv: dilettantmæssige Sortkridtstegninger og Akvareller eller Pasteller, Lithografier, Farvetryk, Fotografier, nogle i ganske tarvelige, andre i helt fine Rammer. Naar den gamle Bedstefader havde faaet eller købt saadan et Stykke, stillede han det op ved Siden af det sidst erhvervede, lige og akkurat, efter Linie, som om det var Soldater, og saa gik han og saae paa dem om Dagen. Hang de oppe paa Væggene eller arrangerede inde mellem Møblerne, kunde han ikke rigtig hitte dem og havde intet tydeligt og klart Overblik over dem; det skulde være praktisk indrettet, ordentligt og lige til at faa fat paa som en militær Ordre. Inde i Arbejdsværelset, hvorfra han nikkede ud til Folket, er et mægtigt Midterbord ganske overfyldt med souvenirs, der saa vidt muligt er ordnede efter Arten; ved en Side ligger en hel lille Afdeling Brevpressere, ved en anden lige saa mange Papirknive,

        

144 og saa kommer Penneviskere og de utroligste andre smaa tarvelige Nipsgenstande; et Steds lægger man Mærke til en Kontor kalender, hvis Rand er udstyret med samtlige Kongefamiliens Portræter i paaklistrede, fotograferede Hoveder, forbundne med malede Blomsterguirlander.

Det var en Patriark og en Soldat, der levede og døde i denne Lejlighed. Ikke for intet staar Modeller af den preussiske Armés Uniformer opstillet rundt omkring, og Reolen i Kejserens Arbejdsværelse er fyldt med stift indbundne militære Skrifter. Denne Reol er ganske glat uden Forsiringer og med en bredt fremspringende Underdel, hvor Kejserens Frokost hver Formiddag stilledes paa en Bakke, og han spiste staaende. Skrivebordet henne ved Vinduet er ligesaa prunkløst som Reolen; naar han sad derhenne og underskrev sine Anordninger, lagde han dem ind igen i den samme Konvolut, de var modtaget i, blot at den blev vendt. Ved Siden af Bordet har man stillet hans Rejsehaandkuffert, som han altid selv pakkede. Den er af Træ, graamalet med

        

145 paaslaaede Jærnbaand og et W med Konge krone over i hvid Farve. Tarveligere Rejsekasse kommer en Rekrut ikke hjem med i Juleferien!

Der var kun en eneste overflødig Udgift, som Kejser Wilhelm tillod sig i det daglige Liv: at brænde Olie i Stedet for Petroleum. Og det var han egentlig kommen til af bare Sparsommelighed, fordi han ikke kunde lade være med at skrue Lampen ned, naar han gik ud af Værelset; saa osede Petroleumen, og det kunde han ikke lide. En Kejser, der skruer sin Lampe ned, naar han skal lidt ind i det andet Værelse! Der har vi atter et godt Stykke H. C. Andersen! —

Det er fortalt, hvor meget den gamle Kong Wilhelm betænkte sig paa at tage mod Kejsernavnet. Der var politiske Motiver herfor, men sikkert ogsaa noget af Sky for den Kunst og Pomp, som han frygtede for, at Kejserværdigheden skulde føre med sig. Al den Slags var hans Væsen imod; han følte ikke noget derved. Og han blev i sit snevre Palais med de sammenbragte Møbler, Soldatermodeller og Erindringer. Hans Blomst var 146 ikke den skønne duftende Rose eller den kriste ligt mystiske Lilje, det var den simple, tydelige Kornblomst, der springer frem i sin Rugmark saa bestemt som et blaat Opslag paa en gul Mundering!

Nu vajer Kejserstandarten ikke mere fra det lille knebne Palais, hvor den store Friedrich rider ud for Vinduerne; den er flyttet længere bort, til det store Slot med sin aabne Udsigt.

Og den unge Kejser ønsker som bekendt at lægge dette Slot endnu mere aabent!

147

En Morgen laa der et Brev paa mit Bord fra min Ven, Lieutenant Günther. Han skrev, at nu hvilede han efter en anstrengende Vinterkampagne ud ved et Kursted i Harzen, og hvis jeg havde Lyst til at se Naaletræer, Bjærge, hans nye Racehund og ham selv, saa burde jeg komme.

Det var netop faldet ind med Hede i Berlin; den gennemglødede Asfalt og Hussiderne kunde endnu i sene Aftentimer straale lummer Varme ud; en Smule hjalp det, naar man flygtede ud i Tiergarten og sad der til langt ind i Nattekølingen, men saa vaagnede man til Gengæld efter kun faa Timers Søvn i et solhedt Soveværelse uden at være ordentlig udhvilet. Dertil kom, at Halling, trods Varmen, arbejdede som en Smed for at blive færdig med en Bog saa hurtigt som muligt, og om Aftenerne, naar 148 vi slappe sad og lod Moselvinen køle os, var han ofte meget distræt. At han snart vilde være uddød af Ungkarleverdenen, var mig overmaade klart, og Grunden til, at jeg ikke hurtigst muligt forsvandt fra det glohede Berlin, var netop den, at jeg havde Lyst til at se hans udkaarne. Hun vilde vende hjem igen om Fredagen, Dagen før Hr. Nagasakis Fødselsdag, der skulde højtideligholdes med en stor Fest, til hvilken den japanske Herre «med fuldkommen europæiske Manerer» havde indbudt alle os i Pensionatet.

Forberedelserne til Selskabet havde været mange. Som nylig ankommen havde Nagasaki søgt omhyggelig Bistand hos sin tyske Moder, og hun havde foreslaaet Mad og Vinsorter, efter som den europæiske Anstand bød det.

«Det maa han jo ogsaa lære, for naar han selv engang faar Hus og Hjem; hvor længe jeg beholder ham, det.......,» og Fru Grossmann gjorde en af sine graciøse Haandbevægelser, der erstattede Fortsættelse. «Nu veed jeg, han har faaet det bedste i alle Retninger; jeg lod Vinagenten specielt komme for det samme. Og jeg spurgte udtrykkelig, om han 149 vilde have særlig Kogekone til Maden; det sagde han Ja til, og det er jo ogsaa det bedste ved saadan en Lejlighed. Jeg er meget glad over, at han inviterer sine højtstaaende Landsmænd, det vil gøre et godt Indtryk paa dem, altsammen, det er jeg vis paa.»

Foruden os i Pensionatet og Japanerne havde Fru Grossmann hævdet, at Hr. Nagasaki burde indbyde nogle Kinesere, som han kendte. «Det er jo dog ogsaa paa en Maade hans Landsmænd», mente hun, «og der er jo flere nette Kinesere nu herovre ved Legationen og Universitetet; jeg har aldrig kunnet begribe, hvorfor de allesammen bor nede ad Linden til i Stedet for her ved Tiergarten, hvor der dog er meget friere!»

Hvad nu alle disse forskellige Nationaliteter skulde underholdes med var Fru Grossmann et yderst vigtigt Spørgsmaal; Hr. Nagasaki havde i saa Henseende fuldstændig opgivet Ævret.

«Konversation er jo altid det bedste, med lidt Musik til; men det er saa ejendommeligt med Japanerne, deres Musik er helt anderledes end vores, og Kinesernes skal ogsaa være løjerlig, saa om ogsaa Schweizeren synger og 150 Miss Clarke spiller, har de dog ingen Fornøjelse af det. Og nu mener jeg, vi maa tage mest Hensyn til de helt fremmede; for de, der bor her, de finder sig jo sagtens til Rette — det eneste skulde være den lille nye Franskmand fra Kolonierne, som gaar paa Kur hos Professor Levy, men ham giver jeg Majorinde Below til Bords, hun taler Sproget, og hun elsker at høre om Sygdomme og hvorledes de udvikler sig i varme Klimaer.«

«Jamen Kineserne, Fru Grossmann......»

«Jo, ser De, der har jeg tænkt mig, at Tableauer og saadan noget er det jo for varmt til, men om vi ikke skulde gaa hen og leje en af de Jonglører, der skal være saa udmærkede i «Reichshallen» for Tiden og lade ham give en lille Forestilling paa en Timestid efter Bordet? Det kan de jo allesammen forstaa fra alle Lande, og Kineserne .... var De ikke med, nej, det er sandt, det var Mr. Caxton, da vi saae de glimrende kinesiske Jonglører i Circus ?»

«Dér tror jeg, De har faaet en ganske ypperlig Idé, Fru Grossmann!»

«Ja, ikke sandt; og saa har vi ogsaa saadan 151 et dejligt Konversationsemne bagefter. Hr. Meyer-Levy fra New York har lovet at gaa hen og tale med Jongløren, han har ogsaa sat sig i Spidsen for en lille Indsamling til et Marcipanskib med alle Nationers Flag, som vi allesammen i Pensionatet skal bidrage til. Det skulde staa midt paa Bordet lige foran Hr. Nagasakis Plads.»

Da Aftenen kom, var Stemningen i de Grossmannske Saloner inden Bordet en Smule trykket. Hvor megen Umage man end gjorde sig for at lade, som om Japanere og Kinesere var ens daglige Omgang, kunde det dog ikke skjules, at de fleste af os Hjemme - Europæere havde lidt Fornemmelse af at være paa en ethnografisk Udstilling. Vi greb os ikke sjeldent i at studere Japanernes europæiske Lader noget vel meget eller i at fiksere Kinesernes Silkekaftaner og lange Piske mere end strengt nødvendigt. Paa det mest gebrokne Tysk stak Englændere og Nordboere Hovederne sammen i Vindueskrogene, og en lille japansk Frue, der var klædt efter sidste Parisermode og talte et henrivende Fransk, var Genstand for et Kur mageri fra de europæiske Herrers Side, som

        

152 var hun et lille yndefuldt Stykke mekanisk Legetøj, der paa en mærkelig Maade var blevet levende og havde lært at konversere fransøsisk, smile og le. Halling forestillede mig for Frøken Eichenbach; hun var spinkel og mellemblond, med ganske regelmæssige, smaa Træk og store, livlige Øjne. Jeg havde under Trængselen af Dameslæb og hvidbrystede Herretoiletter lige Tid til at iagttage, at hun i et og alt stred mod det, Halling bestandig havde doceret som sin uafviselige Fordring til Kvinder, nemlig at de skulde være store, yppige og mørke, helst med lidt ekstravagant uregelmæssige Træk.

Den fede tyske Bankier fra New York, som havde ledet Indsamlingen til Festskibet, besørget Jongløren og i det hele været Fru Grossmanns højre Haand, traadte hen til mig:

«Undskyld,» sagde han og hviskede mig, ikke uden Fugtighed, i Øret, «er der nogen, som De har Lyst til at tale for ved Bordet?»

«Nej, Gud Fader bevares!»

«Naa, jeg spurgte bare; for ellers har jeg truffet Aftale med forskellige Herrer. — Se, De har vel heller ikke noget imod, at jeg rejser mig ved Stegen og siger et Par Ord om Skibet, 153 ligesom det nu falder mig ind, forstaar De, og saa videre ...... Det bliver altsaa Skaalen for Hædersgæsten, eller, hvad jeg vilde sige Værten, Hr. Nagasaki. Saa vil han nok tale, efter hvad jeg veed, med en Skaal for Tyskland, saa godt han kan, i hvert Fald med et: Es lebe Deutschland hoch', det siger han udmærket. Derpaa takker den ældste Tysker her i Selskabet, den gamle Regeringsraad Bertz, og drikker paa alles Vegne for Fru Grossmann. Det skylder vi hende, ikke sandt; finder De ikke ogsaa, at det skylder vi hende? Aa, Pardon, jeg ser lige Hr. Carlowitch, jeg skulde bare sige to Ord til ham ... et lille Salonfyrværkeri i Baghaven ....»

Den høje Bulgarer og hans noget mindre Landsmand var lige i dette Øjeblik kommen ind fra Forstuen med en af Japanerne, hvem de øjensynlig havde vist noget derude. De var begge to ved at trimle af Latter; Japaneren smilede overmaade forbindtligt men absolut uforstaaende; da nu Bankieren kom hen imod dem, greb Bulgarerne straks fat i ham og trak ham, trods alle Protester, med udenfor; Japaneren gled øjeblikkelig med Ansigtet i alvorlige

        

154 Selskabsfolder over i en opmærksomt lyttende, europæisk Holdning overfor Regeringsraaden, der netop talte til ham.

Jeg kigede ud i Forstuen: der stod Bulgarerne med Hr. Meyer-Levy imellem sig, hver med sin lille Kalipastafigur i Haanden. Bankieren var altfor optaget af sine mange Tillidshverv til at kunne ofre Bulgarerne nogen Opmærksomhed; da jeg nu viste mig, slap de ham ogsaa øjeblikkelig og faldt over mig. Jeg havde ikke taget Fejl, det var Fru Grossmanns to smaa Konsolfigurer af Goethe og Schiller, som de holdt i Hænderne, men under Indflydelse af barbariske Idéassociationer fra deres Virksomhed ved Salonfyrværkeriet, havde de med afbrændte Tændstikker sværtet Digterparrets Ansigter og Hænder kulsorte.

«Negerdigterne Goethe og Schiller!» raabte de med Vand i Øjnene af Latter og den mest skurrende fremmede Akcent, «Negerdigterne Goethe og Schiller!»; og de dansede omkring mig med de profanerede Klassikere højt løftede i Vejret.

Da vi lidt efter gik til Bords, fortalte jeg Halling dette Optrin. Han benyttede Lejligheden 155 til at meddele, at en Dag, den yngste Bulgarer var bleven eksamineret i Romerret paa Universitetet og skulde oversætte et Stykke af den latinske Tekst, havde han bedt Professoren undskylde; det kunde han ikke, for han var Udlænding! — Halling førte Frøken Eichenbach til Bords, og den halvt beundrende, halvt bebrejdende Maade, paa hvilken hun protesterede mod Sandfærdigheden af hendes Kavalers Krønike, afgav et Indicium mere for, hvor meget hun allerede følte sig solidarisk med ham. —

Min Borddame var en nittenaarig Amerikanerinde med en lille formløs Næse, for tykke Kinder, men straalende kokette Øjne og et svært, rødblondt Haar. Hun var yderst slank i en glat mørk Silkekjole, der sad paa hende som et Skind, den havde langt Slæb, men ikke mindste Smule Besætning, den høje Krave var i Halsen holdt sammen med en Diamantnaal, ellers bar hun ingen Smykker undtagen Diamantstifterne i hendes Ører. Da hun trak Handskerne af ved Bordet, saae jeg en Haand, der var saa skønt formet og vel plejet, at jeg ikke straks kunde faa mine Øjne

        

156 fra den, noget, hun godt bemærkede. Miss Whiley boede i Pensionatet, men vi havde hidtil blot vekslet nogle flygtige Ord, og jeg vidste kun om hende, at hun læste Græsk. Dette Studium begyndte jeg med at spørge til: om hun agtede at uddanne sig videre i det ?

Hun lo og viste nogle mindre gode Tænder. «Nej, jeg vil ikke være Professor,» sagde hun med en vrængende Betoning af Titlen; «det er jo iforvejen de circa 30 Millioner af Tyskerne! — Ja, De maa da allerede være det for lang Tid siden!»

Det vilde have været umuligt at bibringe hende nogen større Agtelse for den ærværdige Titel; jeg foretrak at spørge om, hvad det nu egentlig var, der interesserede hende i Græsken, om hun havde særlig Kærlighed til klassisk Kunst og Litteratur?

«Ikke det mindste; men min Broder havde altid sagt, det var saa svært; og saa er der saa mange dejlige, uregelmæssige Verber og Gloser at lære udenad; det morer mig!»

Jeg maa vist have sat et noget forbavset Ansigt op. Hun saae mig lige ind i Øjnene: «De vilde naturligvis hellere have, det skulde 157 more mig at sværme for Goethe eller Ibsen eller stove af i Stuerne og gaa over Pigerne i Køkkenet. Navnlig det sidste finder De vel er en morsom Adspredelse for Damer?»

«Nej, men maaske somme Tider en nyttig.» «Ja — de Stakler, der er henvist til at skulle gøre Nytte, maa man jo lade ganske ude af Betragtning. De er meget at beklage, og det gør jeg ogsaa. Men vi talte jo om Damer, og det er mig virkelig en Gaade, hvad disse saakaldte Damer i Tyskland egentlig kan være for en gentleman! Gud bevares, for Bønderne kan de vist være grumme nyttige eller for andre, der ikke har Raad til at holde Kokkepige, men for en gentleman? De taler om Mad, Piger og Skønlitteratur, syer selv deres Klæder og hænger Smykker paa sig som paa Afgudsbilleder.»

Hun lænede sig lidt tilbage og saae op med en lille Rynken med Øjenbrynene og et svagt Nik over mod den anden Side af Bordet. «Vil De nu f. Eks. bare se den lille Frøken Eichenbach fra Breslau: Guldbroche i Halsen, Guldringe paa Fingrene, Guldarmbaand om de ranglede Haandled; pyh, — Guld! Der er 158 ingen amerikansk Dame, som bærer andet Guld paa sig end det, der sidder i hendes Tænder.»

Jeg komplimenterede hende for hendes Diamanter, men mest for Haanden uden Smykker. Hun fortsatte i en Tone, som om vi talte om Servicer eller Møbler:

«Damer skal se godt ud og være dristige. Det er deres raison d'etre. Hvad Videnskaber eller Kunster de fordriver Tiden med, kan jo være ganske ligegyldigt, blot de ikke gaar og generer andre Mennesker med at snakke om det.»

«Jamen, hvad snakker da Damer og Herrer om i Amerika?»

«Aa, de snakker om Vrøvl, det mest henrivende morsomme Vrøvl; og saa gør de Ture og Udflugter og spiller Tennis og løber paa Skøjter. Jeg løb paa Skøjter i Cassel i Vinter med tyske Damer, men de tænkte bare paa, om de løb graciøst nok, til at Officererne kunde synes om dem; der var ingen af dem, som havde rigtig Mod og Fart. — Det er i det hele taget saa frygteligt her i Tyskland, at Damerne gør alt, hvad de paa nogen optænkelig Maade kan hitte paa, for at faa Herrerne 159 til at synes om dem. Naar Herrerne ikke synes om en, uagtet man ikke gør det mindste for det, eller rettere sagt til Trods for, at man gør lige det modsatte, saa har det ikke nogen Art. Saa kalder jeg det ikke Kærlighed. Og saa bliver man ogsaa bare Slaver, saaledes som de tyske Fruer er det!»

Vor Samtale blev afbrudt, ved at det skarpe Slag paa et Glas lød igennem al den brusende Snakken, og den fornemste af Kineserne rejste sig. Paa ret flydende Engelsk udbragte han derpaa Skaalen for Hr. Nagasaki, hvad der blev optaget med megen Tilfredsstillelse af samtlige tilstedeværende med Undtagelse af Hr. Meyer-Levy, der blev endnu mere rød i Hovedet end sædvanlig og straks efter at vi havde sat os aabnede en meget ivrig Samtale med Fru Grossmann tværs over sin Sidemands Plads.

«Vi har mange af den Slags i Amerika,» sagde Miss Whiley med et Blik mod Kineseren, «de er værre endnu end Niggerne. Jeg kan ikke lide saadanne andre Racer undtagen til Nød som Tjenere.»

«Da lader det ellers til, at Fru Bertz, 160 der har den fine Kineser til Bords, er overmaade interesseret af ham.»

«Ja, men hun er jo tysk; De kan tro, hun belærer ham i en eller anden Retning, eller ogsaa lærer hun noget af ham!! Det er da heller ikke andre end Tyskere, som kan give sig af med saadan' no'en overhovedet!»

«Det lader ellers ikke til, Miss Whiley, at de tænker saadan særlig demokratisk ovre i Amerika.»

«Demokratisk! Hvad skal det sige? Det er jo noget, der kommer Valgene ved; det har da ingenting med ordentlige dannede Menneskers Omgang at gøre.»

Her hævede Hr. Meyer-Levy fra New York sig pludselig:

«Mine Damer og Herrer! Herr .... eh .. (der souffleres fra forskellige Sider Kineserens Navn, som Bankieren imidlertid ikke griber) .... den Herre, mener jeg, som talte for Hr. Nagasaki, har .... talt for vor kære Vært ....»

Pause, i hvilken der er dødsstille, og man hører en Vals blive spillet paa Klaveret nedenunder.

«.... Jeg vil, efter den Herres Skaal, ikke 161 tale for Hr. Nagasaki .... skønt .... man siger jo, at god Gerning kan ikke gøres for ofte ....»

Hr. Meyer-Levy saae lidt forvirret omkring sig, men paa en Gang pegede han resolut frem paa Bordet og sagde:

«.... som sagt, Hr. Nagasaki; jeg beder Dem modtage dette Skib, der er smykket med saa mange Nationers Flag, som et Tegn paa det Venskab, dette internationale Selskab nærer for Dem. Med den Udvikling, som Kommunikationsmidlerne i vort Aarhundrede er undergaaede, spredes den ene Nations Sønner vidt ud over .... den anden; selv i de fjerneste Havne vajer de .... fjerneste Flag, og her i vor lille Kreds ser vi i dette Øjeblik ... som sagt de forskelligste Nationers Flag vaje her paa dette Bord som Tegn paa det Venskab, vi nærer for Hr. Nagasaki. — Jeg vil bede Dem Hr. Nagasaki, modtage dette Skib, der er smykket med saa mange Nationers Flag, som et Tegn paa vort Venskab og» — der skød Genskinnet af en lykkelig Idé hen over Bankier Meyer-Levys blussende Ansigt — «og da jeg ikke kan motivere en Skaal for Dem bedre 162 .... og smukkere end den ærede foregaaende Taler, vil jeg bede Dem og de tilstedeværende tømme dette Glas med mig for det skønne Japan!»

Denne sidste Vending gjorde overmaade megen Lykke i Selskabet. Der var noget af officiel Guldklang over den, det smagte af Diplomati og Nationernes Courtoisie overfor hinanden, dette med det skønne Japan; og mens de gule, brune og forskelligt afskyggede hvide Ansigter saae over paa hverandre, tømtes Glassene med en egen festivitas.

Hr. Nagasaki svarede saa godt som øjeblikkelig med en i Sandhed fyrstelig Korthed. Han havde øjensynlig trods Hr. Meyer-Levy's Veltalenhed ikke opfattet det med saa mange Nationers Flag smykkede som det internationale Venskabsskib, men som et ganske almindeligt Konditorskib, der sammen med alt det øvrige var købt for hans egne dyre Penge, og det, han sagde, var kun en yderst omhyggeligt formet og forsigtig fremført Skaal for Tyskland. Da han løftede sit Glas med det korrekt udtalte: Es lebe Deutschland hoch! følte man den samme Befrielse og Lyst til at vise den, 163 som naar en Linedanser har spillet med Æg uden at slaa dem i Stykker; der manglede ikke meget i, at der ligefrem var faldet Applaus bagefter. De tyske Damer fandt Hr. Nagasakis Udtale af Ordet Deutschland yderst sympathisk, flere af Herrerne mindedes endnu aldrig at have truffet en Udlænding, der paa en saa forbavsende kort Tid havde tilegnet sig et saa rent Sprog; Begejstringen var almindelig.

Tjenerskabet var instrueret af Fru Grossmann om at skænke flittigt rundt af Champagnen, og da Regeringsraad Bertz vilde have Ordet, maatte han slaa tre Gange paa Glasset, førend Samtalen stilnede af. Saa blev der Ro; man bemærkede blot en Brødkugle lydløst fare op i Luften fra den lille Bulgarers Haand for yderst behændigt at blive snappet af ham i Farten til stor Moro for Fru Grossmann's unge, femtenaarige Broderdatter, der var hans Borddame.

Regeringsraaden takkede Hr. Nagasaki for den overordentlig smukke Maade, paa hvilken han havde udbragt Skaalen for det kære Fædreland. Efter at Splittelsens og Sønderdelingens Tid for bestandig var svundet, saae det atter 164 samlede Tysklands Hovedstad for hver Dag flere Sønner af andre Nationer nærme sig den tyske Videnskabs Arne for at hente Kundskabens Lys ved denne. Maatte Tyskland altid være i Stand til virkelig at tilfredsstille denne ideale Trang og aldrig blive en vildledende Flamme! Og Regeringsraaden vilde ønske, at de Fremmede ikke blot maatte erhverve de Kundskaber, som de søgte, men at de ogsaa vilde hjemføre andre frugtbare Indtryk af tysk Liv og Væsen, — og da først og fremmest af den tyske Kvinde, den tyske Husfrue!

Her traadte Miss Whiley mig, paa Ære fuldkommen uopfordret, paa Foden.

Regeringsraaden hævede Stemmen: «Denne Kreds ejer en Husfrue, som er i Besiddelse af netop de Egenskaber, som ....»

Mine Øjne søgte Fru Grossmann, der smilede med verdensmæssig Beskedenhed og i næste Sekund sendte Friederich et udtryksfuldt Blik, som bragte ham til i Stilhed at save Baandene over paa endnu et Par Flasker Cliquot. Og medens Miss Whiley's tækkelige Tilhørersmil over Bordet dannede en fortryllende Modsætning 165 til den lille, elskværdigt ironiserende Fod under samme, fuldendte Hr. Regeringsraaden sin Tale med et længere motiveret, varmt: Leve Fru Grossmann!

Stemningen, som havde været i Gang op imod de højeste diplomatiske Tinder, blev ved denne Tale bragt ned til den mere inderlige Hjertelighed; den store Bulgarer fortalte mig senere, at han efter Talerne for Japan og Tyskland havde projecteret en for de andre i Selskabet repræsenterede europæiske Hovednationer, Halling vilde saa — last, not least — have sluttet med en for det folkerige Kina og dets unge Kejser; men da nu ved Skaalen for Fru Grossmann andre Strenge var bleven anslaaede, havde de været ganske enige om at opgive Tanken.

Der vilde heller ikke have været rigtig Gehør for flere Taler nu mere, Interesserne var slaaet over i ganske andre Retninger. Asiaterne instrueredes af Europæerne meget ivrigt i den nyttige Skik at drikke private Glas med deres occidentale Brødre, DessertKnallerterne blev ikke afbrændt uden klædelige smaa Hvin fra Damernes Side, alle Vinduer 166 var slaaet op imod Haven, Konversationen larmede, saa man maatte bøje sig overmaade tæt ind imod sin Dame for at faa hende betroet, hvad der laa en paa Hjerte, Fru Grossmann lyste over det hele som en Gassol. —

Efter at vi endelig med et tordenlignende Brag havde skubbet Stolene til Side og hævet Taflet, standsede hun mig siden inde i Salonen i Forbigaaende.

«Er det nu ikke altsammen gaaet ganske nydeligt, hjerteligt og kønt? — Lagde De Mærke til Franskmanden, der gaar hos Professor Levy, saa smukt han drak Skaalen med for Tyskland! Han er jo nok fra Kolonierne, men alligevel ....» og Fru Grossmanns Smil fik atter noget af Diplomatien over sig — «Elsass-Lothringen ligger os dog altid imellem! — Og Kineserne! Nette Mennesker! Pigerne fortæller, at de har pakket Benene fra Hønseretten ind i Silkepapir og kastet dem under Bordet; men Herregud, det bruger de nu derovre, og det har jo ikke generet nogen!»

Overflødig og for saa vidt mislykket var kun Fru Grossmann's Idé med Jongløren efter Bordet. Konversationen gik paa Trods af 167 selve den hellige tyske Grammatik med ustandselig Flothed, vi Europæere befandt os i en saadan Tilstand af Elskværdighed, at den optrædende Kunstner kunde have vist os de sjofleste Bondekunststykker, uden at vi havde tiljublet ham mindre for det, og Kineserne, for hvem det dog særlig var beregnet, erklærede med lige saa overstrømmende Elskværdighed, at det allerfineste, han præsterede, var af den Slags, man ovre i Kina ikke kunde vise syvaars Børn længere, de kunde saa at sige allesammen gøre det meget bedre; men samtidigt erklærede de livlige Asiater, at de morede sig alligevel ganske overordentlig storartet. —

De fleste af Herrerne blev endnu siddende længe efter, at Damerne havde trukket sig tilbage, og til allersidst kørte et lille udvalgt, europæisk Selskab, hvoriblandt Halling og jeg, ud til en ensom Restaurant i den yderste Ende af Tiergarten, hvor under vaagnende Fugles Sang de sidste Flasker Sekt tømtes paa et bestandigt smukkere Forhold mellem al Verdens samtlige Nationer.

168

Dagen efter den store internationale Fest forlod jeg Halling og Berlin for at tage ned til Günther ved hans Badested. Mit Tog gik ikke længere end til en middelstor Fabrikby, hvor man da maatte vente fire Timer paa at komme videre mod Øst.

Jeg havde netop slentret Hovedgaden et Par Gange igennem og var ad en malerisk Smøge naaet hen til et Stykke gammel Vold med høje Lindetræer, da jeg saae et Menneske komme hastig gaaende oppe paa en af Bastionerne med en stor Tegnemappe under Armen. Ikke saa meget som et eneste Sekund var jeg i Tvivl; hvor utroligt det end kunde synes, maatte det være min tidlige Ungdoms Ven, Maleren Hans Vinge.

Jeg raabte af alle Kræfter: «Vinge! — Hans!»

169

Manden gjorde brat omkring, jeg kom i en Fart op ad Voldbakken; han nærmede sig, lidt usikker i Holdningen; men saa var han paa et Øjeblik nede ad den lille Skraaning: «Nej, nu har jeg da aldrig set saa galt! Det var da det hyggeligste, som tænkes kunde! Hvor i Helsinge har Du faat veta, jeg stannade her i denne Nest?»

Jeg beroligede ham med, at jeg virkelig ikke havde anet, han var havnet her i Staden, vi trykkede hinandens Hænder, og saa maatte jeg le, rigtig le af Glæde over igen en Gang at se ham for mig og høre det vidunderlige Kaudervelsk af Dansk, Svensk, Norsk og Tysk, som Hans havde faaet lavet sig sammen ved at leve sin meste Tid med skandinaviske Malere i Tyskland, lige fra han kun var en 17—18- aarig dansk Bondeknøs. Han lignede ganske sig selv fra gamle Dage: i lang, blaa Kappe helt ned til Hælene, let Hue, nærmest i Form af en Baret, Henri-quatre Skæg og spillende Øjne i det magre Ansigt. Det vidste jeg paa Forhaand, at sløjt var det for ham baade med Kunsten og Pengene, men midt i Fortvivlelsen 170 blomstrede hans gamle Sangvinitet sikkert lige saa fantastisk som altid før.

«Jeg skulde egentlig lidt ud at sjakre med Vandremappen,» sagde han og slog paa den store Pjes, «der skal være en ny af de større Fabrikbesitzere her, som Boghandleren Liebe havde talt til om mine teckninger ... saadan rigtig et grosses Thier med Grunker! ...»

«Jamen i Dag, Hans, maa vi virkelig blæse baade paa det grosse Thier og Grunkerne; for om tre Timer skal jeg videre med Iltoget, og den Smule Tid skulde vi dog gerne være sammen ...»

«Beva's, beva's! Jøsse Maria; det manglede s'gu bare! — Saa stiller jeg blot Mappen ind hos den anden Boghandleren, Kühne; det er osse en ganske snäll og hjælpsom Kar'; og det er for Resten Markedsdag i Dag, saa kommer de somme Tider ind til ham, Rittergutsbesitzerne, og bestiller Tapetpapir og lignende, før de kør' hjem, saa det ku' kanske hænde, han ku' faa Tilfælde at vise dem lidt af Mappen ved samme Lejligheden.»

Da vi havde faaet Tegningerne anbragt, vilde jeg dreje med Hans om ad en bredere 171 Sidegade for hurtigt at naa hen til den store Café og Restaurant, som jeg havde set paa min Vandring.

«Skulde vi inte hellere gaa den anden Vejen, snälla du?» spurgte Vinge.

«Naa, den er maaske kønnere?»

«Nej, for all del! Men der bor en Gewiirzhandler paa Hjørnet af den første Sidegaden, veed Du; og naar han ser mig, var han i Stand til at bli' mindet om, jeg skylder ham lite Penger. Det er ikke for det, han er ikke med de værste; men han behøver ovilkorligen Penger nu for Tiden, og Kjerringa tog heller ikke saa ganske lite paa Borg hos ham, inden hun gik hen og la'e sig.»

«Kjerringa?! — Du er da ikke bleven gift, Hans?»

«Jo, Du; det er ikke anderledes. — Det kom over mig li'som Læsset over Møgbonden, lige paa en Gang! Det er snart en gammel Historie. Hun har lige iforgaars faaet sig en Arveprinsesse.»

«Til Lykke, gamle Ven; det er forhaabentlig den eneste!»

«Nej, der er saagu blevet til et Drengsbarn 172 med, Du; han var ovenikøbet den først'. — Det er ellers en mycke treflig gossa; men jeg ha'de aldrig tænkt mig, te de ku' ata saa mye, det Slag; for nu laa han jo ved Mo'ren, saa længe det paa nogen Maade gaa kunde, men vi ku' da heller ikke faa en af dem ud af ham, som der staar om i Æventyrerne, at de pattede i ni Aar, og saa rev de Træer op med Rode og kastede i Ho'det paa skikkeligt Folk. Og nu griber han efter Sul li'som en anden efter Guldpenge! — Jeg tænker tit paa, at hjemme paa Landet, der vilde vi da meget før faaet et Tilfælde, hvis at no'en ha'de budt os Sul, for vi kendte da ellers ikke til andet end Høvl og Fedtebrød.«

«Ja, nu skal Du ind her, gamle Hans,» sagde jeg, «og have noget, der er bedre end Fedtebrød,» og jeg aabnede Restaurationsdøren for ham.

«Nej, stig Du paa først!»

«Passiar! Her er jeg Vært.» —

Vinge strøg paa tysk Manér Baretten af Hovedet, straks vi var indenfor Døren.

«Her er högt til Loftet,» sagde han, «det er næsten, som det ku' være i en kyrka; og 173 fint er her utaf fan! — Tror Du bare ikke, Farbro'er, at der længere ud paa Aftenen kommer for mange af disse fine Kontorister og Officerer og drikker deres ØI her; for det er da ellers no'et af det mest otrefliga Pak, som man kan sidde og se sine gode Øjne fordærvet paa!»

«Nej, det kan jeg aldrig tro; og saa desuden, naar vi faar et Par gode Flasker Vin til Maden, gad jeg se den, som kunde genere os her i vort Hjørne.»

«Aa nej, aa nej ...»

«Tag nu Frakken af, Du gamle, og gør Dig det gemytligt!»

«Besten Dank! Besten Dank! — men Hans tog alligevel ikke Frakken af.

Da Opvarteren var forsvunden med Bestillingen, bøjede han sig mod mig og sagde: «Jeg skal si'e Dig en Ting: jeg er jo ikke saa særlig fin indvendig; og ser Du, i Dag ganske specielt, saa har jeg ikke andet om Halsen end denne lille duk; for henne hos den Fabrikanten skulde jeg foreløbig ikke tale med ham, men blot hilse fra Liebe og faa lemna Mappen ...»

174

«Ja, det er skam ikke for Udseendets Skyld, jeg siger det ...»

«Det er ellers också en ganske pæn liten duk; den skulde jo da i sin Tid være købt for en silkesduk. Og til og med forekommer den mig med nærværende kølige vader ingenlunde umotiveret.»

«Nej, bevares; den virker storartet motiveret i Billedet! — Maa jeg nu skænke Dig et lille Velkomstbæger og drikke for det lykkelige Tilfælde, der har ført os sammen engang igen. Skaal!»

«Skaal! Skaal! Gud styrke alle vore Venner, og en anden Mand han ærlig annamme alle vore Uvenner! — Den smager ellers svært søffig, den Vin!»

«Aa ja; det er en meget hæderlig Burgunder. Skaal igen! Og denne Gang skal det være for Kjerringa, som Du kalder hende, og Børnene og hele Familielivet!»

«Tak for det, Tak skal Du ha'! — Det er nu virkelig mycke ledsamt, at Du ikke kan gaa med hjem og titte til Konen; men der tilbyder sig jo for nærværende ikke saa god en Lejlighed til det, i synnerhet som der 175 sidder en forbarmede sqvallerkäring af Nabokone og sku' li'som være hende lidt til Selskab, mens hun ligger . . . jeg ku' osse godt ha' lidt, Du sku' set den lille Franz Qvirinus ...»

«Franz Qvirinus! Hvor Pokker har Du faaet de Navne fra til Drengen?»

«Jo, ser Du: Franz, det er efter Gubben Franz Hals; for bedre Maler end den har der da vel ikke levet i Verden; og han har glædet mig saa mange Ganger, saa den Smule Ære tyckte jeg dog nok, jeg kunde vise ham! Og Qvirinus stod der ud for hans Fødselsdag i Almanaken, saa det bød sig jo ganske af sig selv. — — Ja; nu maa man jo qvæle og plage sig endnu en Stund for at se at faa den Gutungen bragt lidt frem i Verden; men saa kommer der vel ogsaa nok den Tid, hvor han til Gengæld kan hjælpe lite paa sin gamle Fa'er.»

«Det gør der vel nok engang. Hvor gammel er den unge Mand nu for Tiden?»

«Ja, naar vi naaer Dagen efter Mikkelsdag, saa sku' han bli' lige præcis atten Maaneder.»

176

«Saa har Du jo ganske vist endnu nogen Tid at støtte ham i. Men hva', Herregud; Tiden gaar hurtigt. Skaal paa det!»

«Tak, tak og Lykke til! — Aa ja, den Tid, der er god, den gaar fort nok; men hernede, kan Du tro, i denne Krahwinkel, der forslaar den ellers forbaskad godt.»

«Jamen jeg kan nu virkelig heller ikke begribe, hvor det kan være faldet Dig ind at rejse ned til saadan et Hul!»

«Nej, hør veed Du hvad, saa alldeles sviinagtig fjottet har jeg da heller ikke været; jeg er aldrig noget øgonblick rejst hertil, jeg har bare ikke kunnet slippe herfra.»

Jeg vilde til at afbryde, men Hans blev ved: «Faar jeg kanske Lov at forklare? Ser Du, sidste Gangen vi saae hinanden i Danmark, nu for tre—fire Aar siden, da havde jeg tænkt paa at slaa mig til Ro i Fædrelandet; men det var jeg desværre et Aarstid om at opdage, at i de tolv Aar, jeg havde været i Munchen og Diisseldorf og Vorherre veed hvor omkring, der havde de spist alt for megen fin Middagsmad hjemme, som jeg slet ikke havde været med til. Saa hvorsomhelst der var blot bitte gran at 177 faa Tag i, var der allerede hundredevis af ældre og yngre Malere og Tegnere, som var indarbejdede med alle Etatsraaderne iforvejen. Saa hed det jo bare komme væk igen udenfor Gjedser, snarest ske kunde, og jeg naaede ogsaa Berlin. Der var jeg saa heldig at faa copiere en liten Jan Steen fra Galleriet til en Commerzienrath dernede; og fald jeg ha'de været i tilfalle at stanna, til den gode Aarstiden kom, saa ha'de der maaske endda været noget at gøre; men nu blev det i længer' jo varmere, og alle Folk var borte, og jeg har heller aldrig likt mig rigtig i den Byen. Ydermere hørte jeg lejlighedsvis om Pfannkuchen, som Du maaske kan huske nede fra Düsseldorf i sin Tid, at han skulde ligge nede i det rumæniske og male store taflor, som de købte af ham for mange Penge. Saa ham skrev jeg til. Og da der ingen Svar kom, tænkte jeg, maatte jeg se at komme derned paa egen Haand —, men saa naaede jeg ikke længere end her til og havde faaet Kjerringa med fra Berlin. Nu sidder jeg og kan ikke komme ud til Bondebyen herudenfor, endsige mere. — Det er ikke roligt, naar man ha'de

        

178 hoppats komme til Rumænien og faa virkelig Driftskapital til endelig igen engang at studere noget ordentligt efter Naturen, som haardt kunde tiltrænges, nu man snart i en Aarrække har maattet rakke for Føden med lidt af hvert!»

«Jamen, kære gamle Vinge; selv om der nu ogsaa havde været noget at bestille i Rumænien, hvad jeg meget betvivler, saa var der da ikke Tale om, Du havde Penge til bare at komme derned for, endsige mere.»

«Nej, forstås; det ha'de jeg ikke! Men jeg lurede jo paa at sku' tjene til at rejse videre for her i Byen, skal Du vide. Og det gik ogsaa en Tid ganske taaleligt, naar man vilde ta', hvad som bødes. Her var til at begynde med en Cigaretfabrikant, der havde en Reklameplakat, og der var Christoffer Columbus paa og Indianerne og Solen, der gik ned over Guanahani og Fa'en veed al den Verdenshistorie — naa, det var allenfals li'saa godt som Kaulbachs verdenshistoriske Fresker i Trappehuset i Berlinermusæet! Men det trak ikke, sagde Forhandlerne, og det tyckte Fabrikanten ikke 179 om. Saa var det, jeg fik fat i Gubben! Og jeg ræsonnerte paa et annat satt, for jeg sa': I helvete med Verdenshistorien, for den laver sig s'gu bedre selv alligevel; men skulde vi ikke sætte lidt paa de Tobakkerne, der ku' interessere de Herrer, som ska' ryge dem? Og saa tegnede jeg 7 smaa nakne flickor, den ene lige ved Siden ad den anden; forstås, de var ikke mer' nakne end som det passer sig her i Tyskland med baade lidt Flor og lidt Tyl og mere af de Dele omkring dem, men de var da mer' end nakne nok for de 25 Pfennige Tobak, som der var i Kardusen! Og det tyckte nok ogsaa de, som sku' købe dem, for Fabrikanten var mycke belåten med Salget. — Saalunde lavede jeg flere Afficher og Annoncer; men tilsidst kom jeg lite galt af Sted med en, jeg sku' gøre til den eneste rigtige Slags Kunsthandler, de har her i Byen, og det kan godt være, det kom, fordi jeg var noget fuld, da jeg sku' lave den. For Du veed nok, at naar jeg er lite ør, saa har jeg saadan forbannat lyse Idéer, og jeg veed ikke, hvordan det er, men det spiller og lyser i mig

        

180 af Glæde, li'som at jeg sku' til at giftes. Og saa tegnede jeg ham en Kunsthandler midt paa Plakaten, og det var Manden selv med minutieus Portrætlighed, for, hva' Fa'en, det er jo da no'et, de saa tit gør, med at de sætter dem selv udenpaa deres Kataloger og Tobakker og Bras! Og han stod med en Tube i Haanden, en rigtig Kæmpetube, for han handlede jo ogsaa med Farver, og den klemte han; og det, der rendte saa ynkeligt ud af Tuben, det var en sølle, flaaet Maler, ganske fladtrykt, saa bare det lange Haar og Palet og Pjalterne, han hyllede sin Usselhed i, var til at se ligesom i et Hulspejl. Og det var ryslig vackert i fargen, altsammen, og magnifikt tegnet, og de sagde til og med, at den klemte Maleren, han lignede mig selv. Men Fanden stod i Gubben Løwe; han blev fløjtende gal! Og saa holdt mine Afficher op. — — Men nu har jeg tegnet en hel Del forbannade Kultegninger efter Fotografier, og det skaffer en jo lidt Referencer, saa jeg tænker nok og ska' komme i Forbindelse med no'en af de rigtig gode Fabrikanterne hernede, for jeg skal si'e Dig, det Slag plejer jo gerne at

        

181 ha' saadan en Kjerring, der nok vil males lite gran og fin, helst saa de slet ikke ligner det, de ser ud efter i Virkeligheden. Og saa saare jeg faar saadan et Portræt gjort til en 4—5000 Reichsmark, ska' jeg ikke tøve en Dag længere med at komme ned til Pfannkuchen og faa malet noget ordentligt efter Naturen li'som i gamle Dage, da man endnu ikke besad den Modenhed, som man vel har nu, tør man hoppas.» —

Der var efterhaanden kommen lovlig mange Mennesker i Lokalet, og Vinge blev hver Gang nervøs, naar Folk vilde til at sætte sig ved den anden Ende af vort Bord. Tilsidst spurgte en Herre ligefrem, om vi tillod, han tog Plads ved Siden af os, der var ellers optaget alle Vegne.

Det var ikke muligt at sige Nej, og vi lettede ogsaa begge forbindtligt paa os; men Vinge begyndte at se sig urolig om og smaatrippe med Fødderne.

«Skulde vi ikke, nu vi er færdig med Maden, se at smutte ind i et separat Værelse, hvis der er saadan et her?» spurgte jeg.

182

«Jo, hvis det kunde lade sig gøre, skulde der da ikke være noget hyggeligere, » mente Vinge.

— Der blev hurtigt gjort et lille Værelse i Orden, som om Vinteren blev brugt til mindre, sluttede Selskaber, og Opvarteren, som tændte Gassen og bragte Kaffe, Cigarer og Likører, bemærkede med et Blik paa de allerede talrigt opmarcherede Flasker, at Værelset stod til Tjeneste, ogsaa efter at Restauranten var lukket; han skulde være villig til at servere, saa længe Herskaberne ønskede.

«Ja, mere kan man jo ikke forlange af det Slag, » sagde Vinge og tømte en Cacao. — «Den er for Resten god til at skylle efter med, den her — og nu kan man da ogsaa faa lægge Frakken og lette lidt paa halsduken!» Og han rejste sig og gav sig til at spanke frem og tilbage paa Gulvet, mens han purrede op i Haaret.

Saa standsede han foran Bordet igen: «Jeg liker svært godt, Du, at de er no'en trinde og no'en slanke, Flaskerne, og forskellige i Farve; baade de, jeg kender, og de, jeg ikke engang kan læse Navnet rigtigt paa; men, förstås, smake paa dem, det behøver man jo 183 ikke Sprogkundskaber til, » og han skænkede en Curaçao. «Din Skaal skal det vara! — Og Tak fordi Du var saa svært snäll og hyggelig at forløbe Dig herned i dette elende Hul og faa mig til igen en Gang at supa i godt Compani. Det er li'som det ku' være i gamle Dage, da vi traf's nede i Düsseldorf ...»

«Ja, i «Kina», hvor Værten havde Øjne ligesom en Kineser ...»

«Og gul var han da ogsaa ...»

«Og med en lille en paa bestandig ...»

«Jo men altid sikker paa Benene alligevel.

Og veed Du hva', naar en Mand ikke incommoderer nogen og er fullkomlig i Stand til at passe, hvad han har paataget sig, saa kan det jo da egentlig være en anden ligegyldigt, om han drikker en Dram eller la'er den staa. Og jeg si'er Dig, Du — ja, ursäkta, jeg holder ikke saa meget af de søde Likørerne; hvis Du ikke bli'er förargad over det, saa drikker jeg før den Cognacen, for det er da li'egodt en, som at der baade kan lugte og varme ... men, hvad jeg vilde sagt: vi talte om Kinesen, og han passede til os Malere og Kunstnere dernede; der var noget af en gæstevenlig 184 Bakkus over ham; han havde sin Fryd ved det samme som vi andre, og han samlede ganske stille sammen til Dillen som sin Livsopgave. Der var ikke dette forbannade professionelle over ham, som nu om Stunder møder en alle Vegne. Fy Fa'en, saadan' Værtshusholdere som de derude: i langskødede Spidskjoler og li'saa ædru som en Bankkasserer! Det Slag er da ikke til andet end til at skovle Penge ind utaf Folks fylla! — Nej, ta' mig tusan, Kinesen, han skovlede ikke Penge ind, det skal ingen sige ham paa; men ud paa Morgenen, saa gik han omkring saa stille og fordybet og med et Skær om Munden og i Øjet, som Calle Bostrøm kaldte for hans gloria sancti spiritus vini, lige saa inderlig optaget og opgaaet i sit Emne som nogen af Fiesoles Madonnaer i deres. Og er det ikke det, det kommer an paa: Optagetheden og Opgaaetheden i Motivet, saa ligegyldigt, om det er fra Paradiset eller fra Svinhuset? — Skaal for Kinesen, fordi han var ikke Professionist! For Professionister er der nok af i Verden, og det er det sørgeligste,

        

185 som et Menneske med Følelse for sig selv kan gaa hen og blive til.»

Vi klinkede og tømte til Bunds. Vinge tændte sig en frisk Cigar og sad lidt og saae ud over Bordet: «Veed Du, hvad jeg sidder og funderar paa: om vi ikke skulde la' Kellneren prøve at faa fat i no'en lite større Glas; saa ku' vi lave det, vi i Düsseldorf kaldte for Skandinavisme: tre Dele blandede i et; men kanske det ikke passer med de her Draaberne?»

Der blev bragt nogen Rhinskvin, Cognac og Champagne; vi skubbede Likørerne til Side og lod det blande sammen i en Bolle.

«Det smaker, saa det ku' friske en død op af Graven, » mente Vinge; «jeg var tilfreds, det ku' bringe gamle Calle Bostrøm hit igen. — Død og helvete, den Kar'en han hørte ikke hjemme i vores Maskin- og Fotografiaarhundrede! Naar han sjöng sin Bellman, saa kendtes det, hvor han passede hen; den Gustavianske Glansperioden, det ha'de været hans Tid! — Hvorfor sætter jeg mig egentligen ikke hen og maler Carl Gustaf Bostrøm, som jeg mindes ham, hver en detail i Form og Farve? Jeg maler saa meget Skidt ud af Hovedet; 186 hvorfor skulde jeg saa ikke engang ogsaa male no'et godt? Hvem siger desuden, man altid skal sidde med Snuden op ad en levende Model! — — Saa saare jeg bare kan hinna det og faar Raad at ofre Lærred og Farve paa det, saa skal jeg male Farbro'er Calle, som han aandede og levede iblandt os: tjock utaf fan, med Skallepanden li'saa skinnende som Dobbelthagen og de stive Fadermordere; soignert som en Gøteborgsk Grosshandlare med silkeshalsduk og Snusdaase og med sit go'e lynne straalende ut af hele Gestalten.»

«Kan Du huske, Hans, den første Aften jeg var i «Kina», der sad jeg netop midt imellem de to Skallepander, Bostrøm og Forslund, og Bostrøm sang af Fredmans epistler, saa Nordmændene blev helt misundelige over den Lykke, han gjorde.»

«Ja visst, ja visst! Noget avindsjukt Fantepak, de Nordmændene!»

«Og vi blev for Resten ikke saa lidt fulde til Slutningen.»

«Gewiss, gewiss! Da Calle sprang op paa Hug midt ud paa Bordet imellem Flasker og Glas og agerede apa efter den Svinebavianen, 187 han ha'de malet i zoologiske Haven i Paris! Jøsse Ko's, som han ha'de studeret den Fyren; det var den genialeste Karrikatur i levende Billede, som jeg har set i mine Dage! Men tilsidst væltede vi jo Bordet med Glas og det hele og Farbro'er med, saa det skvalpede i hans tykke Mave. Umiddelbart derefter gik han ud paa en af sine trettio—sex timmars Promenader. — Skaal!»

«Ja, det er rigtigt! Saa gik han fra Sted til Sted ...»

«... i hvarjeVraa, hvor vaade Varer vankede og alle Vegne den gladeste blandt de glade! Og naar han ikke kunde mere, lagde han sig paa Pladsen og sov Rusen ud saa vidt, at han ku' begynde at spæde paa igen. Den allerførste Gangen, veed Du, jeg traf ham overhovedet, da var han netop midt i en Promenad', og i Bairischen Hof sang han Bellman, men nede i det forgyldte Rottehul skikkede han Bud hjem efter boken med de mest grisagtige Viser fra hele Sver'ge, som han ha'de optegnet fra Ungdommens Vaar. Og alle de rigtig saftige Ordene, de var noter't med rødt Blæk, og naar de kom, gjorde han en liten 188 Stands, men saa sjöng han dem saa ganske fint og lifligt, og bagefter skrattade han, saa han maatte tørre Vandet af Kinderne med sin blaa näsduk. Til allersidst blev han saa sju himla glad, at han kørte Mænd og fruntimmer og alt hvad der var til Side og dansede midt ude paa Gulvet den ungarske Csárdásen, som han ha'de lært af en flicka i Wien; jeg sekunderte efter Evne. — Ja, nu danser der ingen af os mere! —»

«Han døde jo nede i Düsseldorf nogle Aar efter, eller hvordan var det?»

«Calle Boström døde, da han var mellem 42 og 43 Aar og ha'de ha't Dille fire Gange. — Vi var netop Nyaarsaften kommen ind paa en Kneipe, og hvordan det gik eller ikke, saa kom Boström i Krakel og skulde faa Prygl, saa den norske Maleren Braag og jeg maatte hjælpe ham, bedst vi kunde; men tilsidst blev vi alligevel smidt ud, og Calle havde faaet adskillige Skrammer og Spark paa Skaldepanden og nedom i Ansigtet, og vi kunde slet ikke styre lidt tilfreds paa Farbro'er, for han tog rent umotiver't paa at skælde os ud ogsaa: vi var no'en forbannade no'ske 189 Skidtstovler, som ku' dra at hete helvete til, nu vilde han gaa og supe paa egen Haand! Saa bagefter har jeg faa't vide, han var stavret langt ud paa Landet til et meget slemt Hus, de kaldte den grünen Jäger, og hvor en Vinhandler fra Köln, han kort forinden var kommen saa galt af Sted, for de tog alle hans Penger og skar Ho'det af ham og gravede det ned i en Mose, og saa slæbte de Kroppen hen paa Grafenberger Chaussé, hvor en liten Jentunge fandt den om Morgenen et lille Stykke fra, hvor jeg boede. Men Calle kom da derfra med Ho'det, om ogsaa han skvat' paa'et ned i en dyb Vandgrøft, da han gik hjem, og skal ha' staaet dér det meste af et Par Timer, før der kom no'en og fiskede ham op, saa der slog sig jo lite Rosen eller Koldbrand i Skrammerne og han maatte bli' hjemme og doktorere en 5—6 Dage. Men no'en Morgener efter spiste han igen Frokost i Kina og sa', nu maatte han holde sin vanlige Diæt, for det andet ha'de været altfor plagsomt, og han drak ogsaa en 15—16 Stykker af de Toddyer, vi kaldte: Kung Carl den Femtonde af Sver'ge, og var saa lifvad og oprømt, saa alting tydede

        

190 paa, det var Begyndelsen til en trettio-sex timmars Promenad'. — Om Eftermiddagen vilde jeg rent i Forbigaaende drikke mig et enkelt Glas i Kina, men kunde ikke faa Døren op til det skandinaviske Rummet, fordi der laa en Fyllehund og sov paa Gulvet lige op ad den. Tilsidst fik jeg dog væltet ham til Side, og saa var det saamænd ingen andre end Farbro'er; og jeg fortryder ikke paa, jeg drak det Glas med ham, som han proponerede, da han blev saa vidt klar i Hovedet, at han ku' kende mig igen, for det blev sidste Gangen, jeg saae ham i levende Live! Henimod Ti-Tiden sad vi siden nede i Rottehullet, Martin Møller og jeg, og hørte to Natvægtere ivrigt berette til Værten og nævne Calle Bostrøms Navn, saa var han en Times Tid forinden falden død om paa Gaden midt i sin Promenad' og kørt direkte til Lighuset.»

«Der maa være blevet helt underligt tyst og stille i Düsseldorf efter ham!»

«Ja, Du veed ikke, hvor det kendtes, han var borte, og der var saa vist ikke nogen i hele Byen, som ikke gerne ha'de set den glade, gemytlige Sjæl færdes endnu en Stund 191 iblandt os, skønt enhver maatte jo indrømme, det var den stiligste Maade, han kunde anbefalet sig paa. —

Jeg husker nu ikke længer', af hvad Aarsag jeg kom op paa hans Atelier Dagen efter, men jeg gik da lidt derinde og saae paa de forskellige Ting og Saker. Du kan nok huske den taflan, han i sin Tid fik Medaille for paa Udstillingen; der hang en liten Række Studier til den deroppe. Som den kom til at staa lyslevende for mig igen ved at se dem! Det var en fin, sort Fuldblodshest, der lige blev trukket ud af sin Baas og ikke videre, men Jøsse Maria Josef, som denne lynsnare Nervøsitet og Temperamentet var følt i Rejsning og hele Karakteristiken af det Dyr! Det sa' jeg straks, første Gangen, jeg saae den biten, til Martin Møller: Han, som har gjort den, holder af et højt Bæger! Man følte de mange Afbrydelser, under hvilke den var opstaaet og baade, at Haanden havde famlet, og Øjet været usædvanlig fint skærpet; der var noget af en beaandet, eksalteret, helt instinktmæssig Træffen det rette ved Siden af noget, der hindrede bestandig! — Fa'en i Vold med Billedet selv

        

192 endda, naar det kom til Stykket; det var hele den Kunstnerpersonligheden, som laa bag det, der var saa rørende! — — Lidt hen paa Formiddagen tittede jeg til ham ude paa Lighuset, og der laa han jo nu stille og sov rolig og fredelig den lange Rus ud. Støvlerne ha'de de dra't af ham og lagt ham i Skjorteærmer paa en høj Briks; Lyset faldt fra nærmeste Vindue saa mildt ned over hans Ho'de og Overkrop. Farven var paa lidt nær hans sædvanlige, og Karakteren af Udtrykket, som om han sov en rigtig god, barnslig Søvn, Snustobakken sad endnu i de lange Haar i hans Næse. — Jeg kunde ikke for, jeg fik Taarer i Øjnene, skønt jeg vidste, at Calle jo nu var bedst forvaret.»

Vinge tav. Det var begyndt at lysne, og Dagskæret trængte ind mellem Gardinerne, som hang løst frem foran Vinduet. Jeg saae op imod Gasblusset i Kronen: «Vi kan nok snart slukke!»

«Aa nej, la' det bli'! Det er saa vakkert med den blandede Belysning ind over Tobaksrøg og Flasker og Glas og Sjatter. Jeg veed 193 ikke, men jeg tycker altid, den er saa ejendomlig vemodig stemningsfuld.»

Han skyllede et Glas ned og skænkede sig et nyt: «Ja, nu er de døde, Calle — og Bro'er Forslund med, ham gemte Vorherre i Hungerstyfus ude paa Marienhospitalet; bagefter købte svenska Galleriet i Stockholm den taflan, han var sultet ihjel over, og Professorerne de bandede og svor, saa det lyste omkring dem, for jeg skal si'e Dig: en død Mand, han gaar jo ikke nogen i Vejen mere. Og Gustaf Klempe med den røde Næse skal nok sidde og male Skibsportrætter nede i Gibraltar, og Schou har giftet en — nok sagt, og Rasmussen er bleven Professor. Men den lille norske nærige Svinhund, Lien, ham saa jeg en tafla af paa den store Udstillingen i Berlin, og Kors, hvor den Fyren er bleven ældre, siden dengang han malede sine no'sk-no'ske Bondesla'smaal i Vinternætterne, hvor de drev Økserne hele Alen ind i Ho'derne paa hverandre og Maanen lyste som et Par gule Skindbukser, mens kunstig Belysning stod ud af Gildehusvinduerne som om det ku' være hele Ildsluer! Nu var det blot en Graavejrsdag med Vej over Fjældet

        

194 og en Mand, der havde sat sig helt rolig ned paa en af Vejstenene med Ryggen mod Beskueren. Men for vakkert det var i Farven; og som den Mand han havde sat sig uden Spræl og Smeld for at faa hvile blot en liten Stund og havde lang Vej hjem igen! Jo, jo, den lille bredpandede Niels Lien, han blev alligevel til Gut, som konnte — som de si'er oppe paa Fjælla.» —

Der blev en Pavse; Vinge trommede paa Bordet og saae lidt rundt i Stuen, men saa paa en Gang rejste han sig med det fyldte Glas i Haanden: «Nu skal Du ha' Tak for i kväll, og det har været no'en gode Stunder; men det vil jeg blot faa Lov at sige, inden vi skiljas, at de, som gaar omkring og finder frem Malergenier og Billedhuggergenier, det er Folk, som ikke veed, hvad de gør, Du. Og jeg tænker altid paa Eventyret, hvor de gav Gutten en liten Kurv med Mat og et Sværd, som han knap ku' slæbe paa, og saa slap de ham ene ud i den store Skov, og der skulde han finde Prinsessen og det halve Kongerige. Og begribeligvis fandt han ingen af Delene. Men saa blev de fornærmet, alle

        

195 de, der interesserte sig for ham, som de sagde, for en Kunstner er ikke et Menneske! Og naar han har faaet 100 Kr. i Dag, saa skal han helst ku' male sammen for 200 i Morgen og faa al Verdens Prismedailler og Professor-titler i over Morgen! Og naar han gør en Fejl og to og ti og hundrede, saa er han en Døgenigt og et utaknemmeligt Bæst og en Fyllerackare, og saa ha'de han dog ikke no'et Talent alligevel! For Fa'en, det var jo ikke mig, som sa' først, jeg ha'de Talent; det var jo de! De ku' ha' lat mig bli' ude paa Bondelandet og nære mig utaf mine Hænders Arbejde og tjene til en sup iblandt for at tegne en af de store Bønder, hans Gaard og Kjerring af, som jeg gjorde. Men deres Akademier og Direktører og Prisbelønninger, som jeg ogsaa har faa't, de er utaf fan! Og vores Svirer, Du, og flickorna og det hele Leben, det var osse utaf fan, og naar vi sultede den ene Dag og ikke vidste alt det, vi vilde fylde i os den næste, og naar vi blev helt øre i Hovederne bare for at komme frem! Og for hver en, der slap igennem, saa var der i Snesevis, som blev paa Pletten. Men

        

196 de ha'de vel ikke no'et Talent, de! Talent! Talent! Mennesker, dem spurgte de aldrig efter!»

Han tømte sit Glas og gik hen og slog Gardinerne fra, saa det fulde, kolde Morgenlys brød helt ind i Stuen; jeg slukkede Gassen.

«Ja, snälla du, nu er vi jo bleven saa pas fulde, at vi ku' sætte os ned og gråta over hverandre — saa det er vel det bedste, vi tænker paa at bryde op!» —

Jeg saae paa mit Uhr.

«Det er jo sandt, Du skulde nok egentlig med et Iltog.»

«Ja, men om en Time gaar der et igen, saa jeg kan dejligt naa at faa telegraferet til min Ven dernede og komme af Sted; mit Tøj staar paa Banegaarden ...»

— — Vi gik ned ad ganske smalle, øde Gader med Genlyd af vore Skridt; ingen af os talte. Op til Banegaarden førte der et Stykke beplantet Chaussé, Spurvene var begyndt at pippe i Træerne; Solen maatte være staaet op bag os, dens Skær rødnede Luften. Vi stod et Øjeblik stille og saae ud over Engene paa den anden Side Stationen.

197

«Mennesker sku' blot aldrig ha' prøvet paa at gengi' slikt, » sagde Vinge, «det var jo dog blevet ved at være lige kønt, det foruden.» —

Saa hørte vi Banemændenes Vogterhorn tude, der blev slaaet en Signalvinge til Vejrs paa et højt Stativ, og kort efter kom det glinsende sorte Tog raslende og stønnende.

«Farvel, gamle Dreng, og saa skriver jeg dernede fra!»

«Ja, — og fald Du sku' glemme det, saa er vi de gamle Venner alligevel for det. Tak for i afton og Lykke til!»

198

Günther var allerede mødt for at tage imod mig i den sidste større By før Kurstedet. Da Toget standsede paa Banegaarden, saae jeg ham staa paa Observation et godt Stykke fra Vognene, hvor Strømmen af Mennesker nødvendigvis maatte dele sig imellem de to Udgange. Han var civil, i lys Sommerklædning, med Straahat og Stok og en Fox-Terrier, som blev ført i Snor af samme Haand, der holdt Stokken.

Straks, han saae mig, gled der et Smil frem under Schnurrbarten, og han slog ud med den frie Haand.

«God Dag, kære Danske, og velkommen! De veed, at vi om syv Minuter skal over paa den hertugelige Sidebane, som fører os til vort Sanatorium; jeg foretrak at tage imod Dem allerede her ....»

199

«Det skal De virkelig have Tak for, Günther!»

«Bevares! Vi vil jo gerne staa os lidt godt med Danmark hernede i Tyskland. Og saa greb jeg desuden Lejligheden til at motivere en lille Tur til Byen; det er ligefrem nødvendigt engang imellem at se en Skildvagt; man bliver ellers saa aldeles fordømt civilistisk i det Hohenthalske Driverliv.»

«Maa jeg spørge, om det er Racehunden?», bemærkede jeg med et Blik paa Fox-Terrieren, der var ved at strække sit Hoved af Led i Halsbaandet bare for at naa en lille Stump Klud, der laa netop lige udenfor dens Rækkevidde.

«Aa, tal ikke om den! Det er min Sorg! Nu skal jeg netop afgive den til et Banemenneske, som befordrer den videre til min Broder i Altershausen. — Der har vi Manden! Gaa iforvejen og belæg en Plads for mig; de Hertugelige har allerede ringet een Gang!» —

Nogle Minuter efter kørte vi af Sted med Udsigt over et fladt, dyrket Landskab, hvor mildt skraanende Bjerge fortonede sig i Horizonten.

200

«Det glæder mig virkelig at se Dem saa flink og munter, « begyndte min Ven igen, «hvorledes gaar det ellers oppe i det lille Danmark? Er de kommen den evige Fred et smukt Stykke nærmere siden sidst; eller hvordan er det: er det Norge, som navnlig arbejder i den Branche?»

«Kunde De ikke være en Kende mindre overlegen, Hr. Militarist?»

«Overlegen?! Man maa da virkelig spørge til saadanne Bevægelser, hvor man risikerer at ligge der en skønne Dag med samt sit Meget godt fra Turnakademiet og øvrige Udmærkelser og saa være henvist til at blive Digter eller Svømmelærer. — Mit eneste Haab er, at De til den Tid vil lægge et godt Ord ind for mig hos de civile Myndigheder.»

«Det skal De faa min Haand paa. Men for Resten vilde det interessere mig ulige mere at høre lidt om, hvad det er for en mærkelig Afkrog af Verden, De staar i Begreb med at slæbe mig hen i.»

«Ja, — den evige Fred er saamænd ikke engang blevet etableret dér endnu; min stakkels lille Racehund falder netop som en Indrømmelse 201 til Krigstilstanden. Den gøede ikke, og derfor fik jeg Lov til at beholde den i Huset hos den værdige Sanitetsraad og Læge, som kurerer paa os allesammen; men i Kraft af sin store Ungdommelighed, nærede den en ulykkelig Lidenskab for Dameskørter, helst broderede. Naa, det er jo ogsaa arriveret en anden i ens unge Dage, men Fix bed tillige Faar. Der har været en frygtelig Staahej i begge Anledninger! I Løbet af et Par Uger har jeg maattet lade nedslagte og skænke til Sognets fattige ikke mindre end to Faar; ganske vist faar man det jo tifold refunderet i en senere Tilværelse, men for en tarvelig Lieutenantsgage bliver det i Længden en noget høj Forsikringspræmie; og nu er Fix allerede paa Rejse til min Broder, der er Gymnasiallærer i Altershausen. Han er en stor Dyreven og har i Forvejen et Par menneskelige Pensionærer at opdrage paa, saa det kan jo kun gavne ham at faa lidt Afveksling i sine pædagogiske Opgaver. Desuden plejer jeg at give ham en lille Foræring til hans Fødselsdag. »

        

202

«Ja, en bedre kunde han jo lede længe efter!»

«Ikke sandt! Ægte Race lige ud til Ørespidserne! Og det finest følende Temperament! Altid paa Observation: videbegærlig, spændstig, modig til at fare løs ved den ringeste Anledning paa selv den største Overmagt! — Skandalen er absolut min, fordi jeg ikke har kunnet samle Energi nok til at bringe saa brillante Egenskaber under Disciplin. Men det svinder ud af en, altsammen, i dette Driverliv, hvor man bader, snakker og driver, rulles i vaade Lagener og begynder forfra igen. Skade var det med det Dyr, — saa meget mere som det var en Gave fra en af vore største Pottebaroner hjemme i Garnisonen!»

«Fra hvad for en?»

«Aa, det er en militær Salonbetegnelse for de store Lervarefabrikanter, der sidder i det høje Byraad og bevilger os fine nye Kaserner, naar de ikke kan undgaa det. Og en af dem, hvis Datter jeg — — ikke vil have, han forærede mig den lille Fix. Rimeligvis har den bidt for mange Faar for ham ogsaa, disse Købmandssjæle tiltror jeg alt muligt. Men lad 203 os ikke tale mere om det; nu maa De se at erstatte mig dens Selskab!»

«Naar bare jeg kan det!»

«Ja, hør veed De hvad, her i denne vrøvlede Verden er saagu en fornuftig Hund, som spiller af Temperament og Interesser, noget af den fornøjeligste og sundeste Omgang, jeg kan tænke mig! Det veed jeg jo ogsaa fra gamle Dage i Leipzig, at vi to er fuldkommen enige om; og saa husker jeg for Resten den brillante Appetit, vi kunde samle os sammen til Maaltiderne ved at skændes henrivende om Politik, Kunst og al anden herlig Tidsfordriv i Verden!»

Jeg pegede ud ad Vinduet: «Nu begynder nok Bjærgene at komme nærmere til os, og der er jo dejlig Skov paa dem. Man maa ligefrem kunne gøre storartede Fodture deroppe. »

«De er naiv, kære; men jeg tænkte ligesaadan i Begyndelsen. De første to Dage stormede jeg af Sted straks efter Morgenbadet og var nær ved at faa Fantasier i Retning af en mægtig blød Hat med Knortestok til og saa over Bjærg og Skov ud i den vide, vide 204 Verden! Men Kurstedet tæmmer, og denne underlige Magnetisme, der er ved mange Menneskers Eksempel; det er slet ikke Kuren, som gør det. Det vil gaa Dem som alle de andre sunde Mennesker, der bor her paa Hotellerne mere end to Dage: Promenaderne fanger dem, de vante, de afstukne; de gaar uvilkaarligt hver Dag samme Tur Formiddag og samme Tur Eftermiddag, Naar ikke Energien understøttes af Køretøj og stort Fællesselskab, kommer de knap engang de store Udflugter til Bädeckerpunkterne; men malet rundt i Parkalléerne det bliver de, til Akkompagnement af denne fordømte Kurmusik. Hver Dag foresætter man sig aldrig at ville høre den mere for saa bare Dagen efter at blive nervøs, naar Trompetouverturen lyder, og ikke helme, før man drejer med omkring blandt alle de mange Ansigter, der efterhaanden er bleven en uundværlige. Der er egentlig kun en eneste rigtig stor Generalsandhed til i Verden: Mennesket er et Vanedyr.»

Jeg slog Vinduet ned for at række mig lidt ud og kige fremefter.

«Jeg sidder og ser medlidende paa Dem,» 205 sagde Günther, «De tilhører endnu den anden Verden. De er interesseret, utaalmodig, spændt paa hvad der skal komme. Vi, der lever i Kurliv, kender ikke mere til den Slags Rørelser, vi veed, at den ene Dag bliver som den anden, og at man egentlig slet ikke mærker deres Skiften. Hernede er den gamle Historie gentaget med Solen, der stod stille i Dalen; i de 6—8 Uger, man ligger her, er Tiden afskaffet og erstattet med en Madklokke: ingen Pligter, ingen Tjeneste, ikke det mindste, der skal gøres i Dag, hvad der naturligvis er ensbetydende med, at der aldrig bliver gjort noget! Det var absolut et sygeligt Udslag af min tidligere Eksistens, naar jeg foer af Sted til Byen for at hente Dem. Hvis jeg ikke havde faaet det ganske uventede Telegram, var det heller aldrig faldet mig ind, men Telegrafbudet virkede rent uvilkaarligt paa mig som Trompetsignalet paa en gammel Militærhest; jeg var i Bevægelse, før der blev Tid til at erindre min nuværende Tilværelse. — Jeg kan for Resten glæde Dem med, at vi nærmer os stærkt til Eventyrlandet.» —

Toget standsede, og vi steg ud paa Stationen.

        

206 Flere af Jærnbanebetjentene hilste ærbødigt paa Günther.

«Alt det her, » sagde han, «er endnu af den gamle Verden. De kan se, Jernbanefunktionærerne har en sund og frisk Farve, Passagererne, som kommer, gaar hastigt og energisk. Det vil ikke vare længe: Troldhøjen fanger.»

Stationsuhret viste henimod halv tolv, og Solen brændte dygtigt paa det aabne Stykke af den rummelige Perron; til højre for os, ude forbi Jærnbanens Terræn, saae man høje, rødsorte Fabrikskorstene, Ilden slog i Lue fra en af dem op i Solskinnet.

«Det er de store Hytteværker, » forklarede Günther, «med 1500 Arbejdere, Socialistblade og Masseforsamlinger i Landsbyen, de ligger afgjort udenfor Rayonen. Men den skovbevoksede Bjærgside lige for os, hvor De ser et lille hvidt Schweizerhotel skinne øverst oppe mod Himlen, den ligger lige saa afgjort indenfor. Hele Historien er et Led i den Sværm af Optrækkerier, der spiller omkring os Badegæster som Amorinerne om Venus. Dér staar blandt andet et Mindesmærke for de 207 faldne Krigere, som Værten ædelmodig skænkede Grund til og en lille Plantning omkring. Naar man nu kommer derop efter sin Rejsebog for at se Monumentet, saa er det første, ens Blik møder, tre til fire Opvartere, som forekommende tørrer Borde af i umiddelbar Nærhed af Indhegningen; og hvis De er i Stand til at slippe fra at læse Indskriften paa Pladen uden at drikke adskillige Glas Øl til en fabelagtig Pris, saa har De betydelig mere Energi, end noget andet Menneske endnu har udvist. For Resten vil De finde hver en Vej og Sti paa Bjærgsiderne besat med Folk, der sælger Brevpressere, Cigarspidser, Penneskafter — De kender nok den Slags Erindringer, som man i sidste Øjeblik skraber en halv Snes Stykker sammen af for ikke at lægge sig ud med sin nærmeste Familie, naar man kommer hjem igen.»

Vi var gaaet gennem Ventesalene og traadte ud paa den modsatte Side af Stationsbygningen. Der laa en stor Park med høje Linde foran os; den ganske stille Luft duftede af Roser; en lang Række Lejekøretøjer holdt rangerede efter Nummer, Kuskene strømmede flokkevis

        

208 til og lettede paa de sølvtressede Kasketter: Værsaaartig, mine Herrer! Vogn til Heksespringet, Hubertusdalem, Bjærgmandshulen! Günther vinkede af med Haanden, og vi skred ind paa grusede Gange.

Omtrent midt i Parken stod vi stille foran et mægtigt Bed, hvor et Mylr af straalende Blomster var arrangerede som en Hertugkrone, der hvilede paa en spraglet Fløjelspude.

«Maa jeg nu spørge Dem, kære Ven,» sagde Lieutenanten, «om ikke dette Syn her virker beroligende: Blomster, Plæner, Lindetræer, slanke Bjærgspidser mod blaa Luft og saa grusede Gange at gaa i! Vi har lagt Grus hernede overalt, hvor det kunde gaa an paa nogen Maade, selv i Bjærgene vil De træffe lange Stykker grusede Gange. Og hver en generende Stigning er undgaaet; alt er gjort saa jævnt og mageligt som muligt, dér imellem Busketterne ligger det nærmeste første Klasses Hotel, hvor De kan hvile Dem i de mest elastiske Fjedersenge og nyde det delikateste franske Køkken. Den første Klasses Restaurant er egentlig Sindbillede for alting hernede. Det er dens Princip om det lækre, 209 det, som smelter paa Tungen med den mindst mulige Anstrengelse for Appetiten, der er udstrakt til Behandlingen af Naturen ogsaa. Den bliver serveret Dem paa lignende Maade som Oksekødet i en Chateaubriand aux truffes. Kunstnerne raser; der var et Par Malere med lange Haar hernede, som ikke vidste, hvad Ben de skulde staa paa for Ærgrelse; men det kan ikke nytte noget, det er nu den Maade, vort Bankieraarhundrede vil have Naturen præsenteret paa, ikke, som det hedder, i sin Nøgenhed, men efter nyeste Havemode. Og saa er der den Behagelighed til, at her kan være stille, og dog føler man Mennesker. Her er ikke noget, der afskrækker og berører vildt, ingenting, der indbyder til ubehageligt grublende Ensomhed, her er altid nogen, om ogsaa her ikke er nogen.»

Hovedvejen gennem Kurparken førte ud i en bred Allé, hvor Villaer laa bag Jærngittre, halvt skjult i Haver. Ved Svingene ned mod Sideveje havde Forhandlere af Harzerindringer faaet Tilladelse til at opslaa deres Borde med et lille Stykke Paklærred spændt over for Solen; længere op i Gaden foran mindre

        

210 standsmæssige Lejevillaer var der en hel Række større Træboder med alle de mange Smaavarer. Nu i Middagstiden var der kun meget ringe Trafik; et halvsovende Kvindemenneske kunde fare op ved vore Skridt og udstøde et haabløst: En lille Harzerindring! Ønsker Herrerne ikke en lille Harzerindring? Ganske langsomt kom et tomt, elegant Herskabskøretøj paa Gummihjul og straalende af Nysølv og Lakering kørende hen ad Vejen, der sad kun en høj, strunk Kusk paa Bukken og laa en lys Støvfrakke inde i Vognen. Ellers saae vi blot af og til en Tjenestepige springe over Vejen med Øl fra Bryggerirestauranten, som laa dybt nede i en stor Have.

Günther drejede om ad en Sideallé; den løb bag om Villaerne ud til Hovedlandevejen, som var beplantet med Kirsebærtræer.

«Lad os staa her et lille Øjeblik, » sagde jeg, «den brede hvide Vej der op i Bjærgene, Stenbrudet og Naaletræerne, det er virkelig ikke galt. Her er da formelig en Smule rigtig Natur igen!»

«Ja, det ser saadan ud for en rent overfladisk Betragtning. Men hvis De bare vil 211 gaa en halvhundrede Alen bag de mørkegrønne Fyrretræer, saa træffer De Legepladser for Børn, Bænke foran Udsigter, der er huggede af Byens Forskønnelsesforening, og de rødtog grøntstribede Mærker paa Stammerne driver Dem, enten De vil eller ej, af Sted til et gammelt Vandtaarn, hvor der er lavet Restaurant i Bunden. Nej, vi finder ikke i civiliserede Lande paa at lade Naturen raade; det er jo da ogsaa en allerede fra Mosebøgerne stammende Opfattelse, at Mennesket er Naturens Herre. Maa jeg nu ellers bede Dem drage Skoene af — for at blive i Mosebogstilen — her staar vi foran vor Vandkuranstalt, det vil sige Moderanstalten, hvor Sanitetsraaden selv bor med en ti—femten udvalgte Pensionærer; de to yngre og større Etablissementer, Logishuset og Kurhuset, ligger et Kvarters Tid længere op i Dalen.»

I Læ af Bjærgene laa der en stor, villaagtig Bygning; vi kom ind i en Have med gamle Træer og tætte Buskadser. Ligesom vi smækkede Laagen i efter os, syntes jeg mellem Buskene at se en Skikkelse sætte sig i Bevægelse længere oppe i Haven, og da vi

        

212 passerede en lille aaben Plæne, gik der ogsaa en yngre Dame hurtigt op imod Huset, tilsyneladende uden at bemærke os; hun brugte to Stokke. Lieutenanten paaskyndede sin Gang, og da jeg lidt forbavset slog med ind i Takten, hviskede han: «Hvis vi ikke indhenter hende, bliver hun rasende!»

Damen blev ved at rokke af Sted ved sine Stokke; paa to Skridts Afstand hilste Günther: «Frøken Lenz!» sagde han med indsmigrende Røst.

Frøkenen standsede brat og var ved at tabe den ene af Stokkene, som Lieutenanten behændig greb.

«Tak, kære Hr. Lieutenant, mange Tak!»

«De fordobler Deres Anstrengelser for at bedaare os i Dag, Frøken, De gaar med to Stokke! Maa jeg forestille Dem min Ven!»

Frøkenen smilede yndefuldt til mig og nejede med et lille zitrende Træk om Munden, som om det gjorde ondt.

«Lieutenanten er altid saa spøgefuld,» sagde hun; «det er mig saa frygtelig pinagtigt at skulle gaa omkring saaledes og blive ynket af mine Medmennesker! — Men Herrerne maa 213 dog endelig ikke lade sig opholde af mig, jeg skulde blot op at hvile en Smule paa mit Værelse.»

«Vi følger Dem, Frøken, med Deres Tilladelse, lige til Døren,» sagde Gunther. «De maa nemlig vide, kære Ven, at Frøken Lenz har et Værelse ud mod Balkonen, hvor vi nu netop vil tage Plads for at kunne være hendes Selskab nærmere.»

«Aa — Hr. Lieutenant, hvor kan De dog sige saadan noget, De bliver virkelig snart for slem!» og Frøken Lenz humpede forbi os med en fin Rysten af Pandekrøllerne.

«De kan tro,» sagde Günther, «at hun rapper sig ind for at blive af med Stokkene, inden Sanitetsraaden kommer; hun har nu allerede i fjorten Dage kun gaaet med een Stok, men for at gøre sig interessant overfor Dem som nyankommen er hun bleven udstyret som Dobbeltkrøbling.»

I samme Øjeblik saas Frøken Lenz i sit Vindue i Færd med langsomt at give sig til at trække Rullegardinet ned. Vi steg netop op ad Stentrinene til Verandaen.

«Men, Frøken, det kan da ikke være Deres 214 Mening at ville unddrage os Synet af Deres Gretchenskikkelse ved Vinduet!»

«Aa, det veed De jo godt, kære Lieutenant, at jeg taaler ikke det stærke Middagslys, selv hvor Solen ikke skinner. — Paa Gensyn!» Og Rullegardinet gled blideligt ned, hendes lange smukke Haand kom endnu en Gang frem for ligesom at skubbe det lidt bedre til Rette.

Vi saae paa hinanden og stak i en stille Latter, mens vi satte os ved Bordet saa langt fra hendes Vindue som muligt.

«Det er et af de mange hysteriske Fruentimmere, vi har paa Lager. To meget intime Veninder er bleven skilte ad i Morges, den ene bliver her, den anden gaar til Logishuset. Der havde været den heftigste Scene i Anledning af, at den ene havde faaet en Kattekilling af en Skomager. Hun havde nemlig allerede for flere Aar siden lovet den anden aldrig at ville tage imod nogen Kat eller Hund uden af hende. — En bor der i Kurhuset, som er baade musikalsk, kunstnerisk og digterisk begavet; i Løbet af en Time begejstres og mistvivler hun ti Gange og skifter lige saa tit 215 om fra den ene Kunstart til den anden. Og vi har ogsaa en, som hver Gang hun har faaet et Brev fra Manden med ikke tilstrækkelig Kærlighed i, føler sig forurettet, ulykkelig, fortvivlet og kaster sig om Halsen paa den første, den bedste Herre, der taler alene med hende i en halv Time, og fortæller, at hun elsker ham. I Begyndelsen skal der have været flere svagelige Mandfolk, som fik næsten fuldendte Kure totalt spolerede af Hjertegrebethed derover, men nu efter Haanden opfattes det nærmest som en gymnastisk Præstation. — Det er den saa overmaade berømmede, let bevægelige kvindelige Følelse!»

«Der kommer nogen nede i Haven, Günther!»

«Det er Doktoren og Polakken.»

«Det er vel den lille af dem, Doktoren?»

«Selvfølgeligt, med Brillerne! Den graasprængte med Fuldskæget er en ældre polsk Adelsmand, som er meget ængstelig for sit Helbred; Datteren er for Resten med hernede, hun er ganske nydelig, men noget for meget forlovet, gaar og længes efter Kæresten.»

De to Herrer standsede hvert Øjeblik under 216 Gangen, Polakken greb Lægen om den ene Arm og udviklede noget under store Gestus. Saa klappede Doktoren ham beroligende med den frie Haand, og de gik videre, indtil samme Scene lidt efter gentog sig.

«De kan tro, den gamle Oniastowski faar en god Sludder for en Sladder af Doktoren. Det er det, som officielt hedder: beroligende psychisk Indvirkning.»

Herrerne var kommen op i Nærheden af Balkonen; vi rejste os og hilste.

«Maa jeg forestille de Herrer den omtalte Ven, en Digter oppe fra Danmark. De er mest Digtere og Malere i det Land, skal jeg sige Dem.»

Sanitetsraaden trykkede min Haand med rutineret Forbindtlighed. Han var lille og undersætsig, havde et rødt Ansigt med graanet Knebelsbart og svære Hug fra Studentertiden lige paa Næsespidsen, Klæder og Holdning nærmest som en velstillet Godsinspektør.

Han løftede spøgende Fingeren imod Lieutenanten: «Det er vor Stadssatirikus hernede, og det oplivende Element» — med en Forandring i Tonefaldet hen imod det alvorligt videnskabelige 217 — «en meget værdifuld Faktor i den selskabelige Omgang, som er af saa stor Betydning for Kuren; ikke sandt, Hr. v. Oniastowski?»

Polakken smilede udsøgt selskabeligt, men frembragte kun nogle rullende Lyde, der blev helt borte i hans mægtige Fuldskæg; kort efter begyndte hans Øjne at flakke uroligt frem og tilbage, medens vi andre snakkede lidt om det behagelige Vejr og lignende. Da der blev en lille Pavse, indskød han hastigt: «Tror De egentlig, Hr. Sanitetsraad, jeg har godt af at være længere i Luften i Formiddag, nu har jeg allerede fra Klokken II ...»

Doktoren klappede ham øjeblikkeligt med den beroligende Haand og saae hjertelig fortroligt paa ham: «Gaa De blot ind, Hr. Baron, og hvil 30—45 Minuter inden Middagen; jeg sætter mig et Øjeblik hos de Herrer, saa skal jeg op i Logishuset.»

«Sig mig nu engang, kære Sanitetsraad,» spurgte Günther, da Polakken var borte, «hvorfor vi Pensionærer aldrig kan komme til at spise til Middag her ude paa Verandaen i 218 Stedet for inde i Stuen. Det var dog meget behageligere!»

Doktoren saae alvorligt paa os gennnem Brillerne: «Det vilde ikke være heldigt for adskillige af Patienterne; de bør concentrere hele deres Opmærksomhed paa Spisningen; herude vilde alt for meget kunne distrahere ...»

«Nej, hør sig De meget hellere, Doktor, at Pigerne ikke gider bære Maden saa langt, eller maaske vil Fruen ... Men der har vi jo Sanitetsraadinden!»

Der kom en midaldrende Dame i en lidt jadsket Paaklædning hastigt gaaende op gennem Haven. Vi rejste os.

«Aa, Gud ja, jeg er rigtignok ikke klædt paa til Middag endnu ... jeg maatte løbe et Par Ærinder ned i Byen med Fru von Lewenholz ... Det glæder mig meget at gøre Deres Bekendtskab ... God Dag, Hr. Lieutenant ... Undskyld, Fangel, men det var bare ... jeg veed virkelig ikke, hvordan jeg skal skaffe ...»

Sanitetsraaden afbrød hende og bukkede for os: «Paa Gensyn, mine Herrer; smaa huslige Affærer ...!»

Og idet han og Fruen forsvandt i 219 den store Gang, hvortil Verandadøren stod aaben, hørte vi hans rappe Stemme flere Gange: ... din Søster ... Du har jo din Søster ... din Søster kan jo da ...

«Tak,» sagde Günther, «nu gaar det ud over Tante Lise; det er Fruens Tvillingsøster, som ligger her paa Landet hver Sommer og bliver misbrugt til den laveste Gerning.»

I det samme blev der paa ny smækket med Laagen, og en Dame kom i ilsom Fart op imod Huset. Først troede jeg efter Udseende, Holdning, Gang, at det var Sanitetsraadinden, som ad mærkelige Veje var dukket op igen, men paa de anderledes farvede Hattebaand saae jeg dog, at det maatte være Søsteren.

Vi rejste os atter.

«God Dag ... undskyld ... Det glæder mig meget at gøre Deres Bekendtskab ... De veed vel ikke, Hr. Lieutenant, om min Søster skulde være hjemme?»

«Jo, Fruen er netop ...»

«Tak, mange Tak ... de Herrer undskylder; men der var noget, som jeg ikke kunde skaffe ... Købmanden ...»

Og dermed var hun borte.

220

Günther og jeg saae noget længe paa hinanden.

«Pip!» sagde saa Lieutenanten og satte Pegefingeren paa Panden, som om han trykkede paa en elektrisk Knap.

Saa gik vi op paa hans Værelse, hvor der i Anledning af mit Komme var bragt en Chaiselongue til ind, for at vi kunde ligge rigtig mageligt og passiare, naar det passede os. Der snakkede vi flinkt videre om nyt og gammelt, indtil Middagsklokken ringede.

221

Tre Uger efter min Ankomst til Hohenthal laa Günther og jeg hver paa sin Chaiselongue med et Nummer af Badetidenden i Haanden. Udenfor regnede det.

«Det var da mærkværdigt, » sagde Günther, «nu er Grev Adlersnest kommen tilbage igen ... Hotel Hubertus: Grev Adlersnest med Gemalinde og Tjenerskab ...»

«Aa, De er jo gal, Günther, det maa være en gammel Badetidende.»

«Gammel? ... IIte! ... Ja, jeg troer s’gu næsten ... Hvordan er det, jeg har jo en ganske glimrende Afrivningskalender hængende paa Væggen ... Puh; den staar paa den 9de!» Günther lod Avisen glide langsomt over sin Mave og ned paa Gulvet. Vi lo begge.

222

«Efter den 21de maa det saagu være,» sagde jeg, «for det staar der paa min Avis.»

«Hør,» sagde Günther, «er der nogen Tid i Verden, der gaar saa hurtigt som den, intelligente Mennesker driver i?»

«Ja, naar de ikke keder sig.»

«Et intelligent Menneske kan ikke kede sig. Haanden paa Hjertet, har De kedet Dem, kære Digter, i den lange Tid hernede? Og De vil da ikke sige, De har bestilt det, Gud har ladet skabe, eller foretaget en eneste Fodtur eller overhovedet gjort andet end drive omkring mellem de samme Mennesker og deres Passiar om Sygdomme, Vejret og de forskellige tyske Dialekter. Aa, vilde De ikke være saa god at kaste det Etui med Cigarer over til mig? — Tak! — Skulde man for Resten muligvis rejse sig en Smule og rette lidt paa Benene; det var maaske ikke saa galt!»

Han kom op og gik frem og tilbage paa Gulvet, mens han trak stærkt paa Cigaren: «Jeg kan for Resten fortælle Dem det nyeste i Thermometersammensværgelsen. De veed jo, dens Hovedsæde var ikke Huset her, men Logishuset. Der meddelte Overpostsekretær 223 Schulze først sin frygtelige Mistanke til Oniasstowski, om at Bade-Friedrich snød ved Angivelsen af Graderne, han jadskede ved Tempereringen af Badevandet, og Schulze havde flere Gange tydeligt følt, at det maatte være adskilligt koldere, end det burde være. Det syntes i Løbet af otte Dage syv forskellige Herrer ogsaa tydeligt at have bemærket.»

«Ja, det veed jeg.»

«Saa veed De ogsaa, at Schulze ganske hemmeligt en Formiddag tog ind til Byen og kom tilbage i stor Bekymring over ikke at have faaet sin reglementerede Tur efter Badet, men med et Thermometer i Lommen. Da nu Friedrich om Eftermiddagen gik et Øjeblik ud af Badekamret, fik Schulze Gradestokken frem og konstaterede en ikke ubetydelig Difference mellem de virkelige Grader og dem, Doktoren havde angivet, han skulde have. I Løbet af en Uge forsømte alle syv Herrer en Formiddagstur for at tage ind til Byen efter Thermometre og konstaterede allesammen Differencer. »

«Ja, Gud, det veed jeg altsammen udmærket.»

«Stop, stop! Det er en Historie, som har 224 godt af at blive gentaget og hørt i sin fulde Sammenhæng. Raaden takkede de syv Herrer for deres videnskabelige Interesse og bad om at maatte laane samtlige Thermometre for at prøve dem sammen med sine. Og nu kommer Skandalen, som De endnu ikke veed: I Løbet af de otte Dage er fire af de sammensvorne bleven saa meget bedre, at de bryder sig Pokker om deres Thermometerbekymringer mere, og da Polakken, Schulze og den lille Overlærer i Morges med opstrammet Energi forlanger deres Thermometre og Resultaterne af Undersøgelsen, siger den menneskekloge Raad, at hans Anstalt var ikke en Idiotanstalt, men en Vandkuranstalt, Thermometrene skulde de faa, naar Kuren var færdig, og hvis de ønskede dem tidligere, kunde de godt rejse Fanden i Vold og tage Thermometrene med paa Turen. Polakken hev straks en Pung med Guld op af Lommen og smed den paa Bordet, mens han rullede Polsk af sig som en hel Magasinild. Siden fortalte han mig i et Tysk, der endnu bar stærke Præg af Ophidselsen, at nu rejste han med det samme, og, tilføjede han med djævelsk Triumf, det var den syvende

        

225 Badelæge i Løbet af tre Aar, som han havde smidt sine Penge i Ansigtet. De to andre Urostiftere er derimod bleven ganske stille, kryber sikkert til Korset og vil bidrage mægtigt til at forøge den almindelige Respekt for Raaden. Man kan sige om den Mand, hvad man vil, Kram paa Mennesker det er han ikke fri for at have. Al den videnskabelige Passiar, han stikker imellem, er sikkert Humbug, men hva’, hvis han baade handlede og talte som en almindelig, karakterstærk Bondetamp, saa vilde vi jo alligevel ikke lade ham tumle med os. Verden vil bedrages!»

«Med Kvindfolk har han alligevel sine mest vellykkede Kure.»

«Enestaaende! Og veed De hvorfor? Fordi den Mand aldrig har brudt sig det allerringeste om noget Kvindemenneske paa Jorden, hvorimod Sanitetsraadinden hele sit Liv igennem har været lige saa fjollet forgabet i ham, som hun er det endnu. De Kvindfolk, man holder af, dem lærer man saagu aldrig at kende, end sige tumle; nej, dem, man enten ikke bryder sig en Døjt om eller blot lige til Husbehov, dem kan man faa til, hvad det skal være, og 226 dem observerer man og lærer en vældig Bunke af. Raaden her bryder sig kun om en eneste Ting i Verden: Penge — Penge og Grundstykker, som han køber for dem. Og saa pimper han en ganske lille Smule i Stilhed. Jeg smigrer mig med at være en af de faa, der har opdaget det. Han fordeler sit Kvantum paa mange Steder og tager tit ogsaa derfor en Smule Landpraksis med; men han faar det samlet sammen. Naar han bliver ældre og der kommer nye Humbugtheorier op, som gør hans overflødige, saa trækker han sig tilbage paa en Landejendom, lader Fruen og Søsteren snurre omkring som to Fluer i en Flaske, og jo flere Aar der gaar, jo mere vil han opholde sig i Studereværelset, hvor han allerede nu trækker sig tilbage om Aftenen med en uskyldig Flaske Rhinskvin. Jeg ser ham i Aanden, for nedrullede Gardiner, vandre op og ned imellem alle de mange Bogrygge, som han nu Gud være lovet ikke mere har Brug for, og saa nippe til en eller anden kraftig lille Livsvækker midt paa Bordet.» «Veed De hvad, Günther, jeg tror slet ikke,

        

227 det vilde se saa galt ud for Deres Digtertilværelse i den civile Fremtidsstat.«

«Bevares! Hvis jeg ikke var Alexander, kunde jeg selvfølgelig blive Diogenes.»

«Og ikke mindst, fordi Diogenes nok ogsaa var et Stykke af en Kyniker!»

«De vil da ikke kalde mig Kyniker? Forleden Morgen paa Posthuset greb jeg den mildest talt trediveaarige Frøken Lehmann i hemmeligt at levere Brev af til en polyteknisk Studerende i Dresden. Og jeg forsikrer Dem for, jeg ligefrem opmuntrede hende i hendes idealistiske Følelser. Og de to 13—I4aarige Frøkener Blom og Funch, som endnu væsentligt lever paa en varm Interesse for Menneskets Naturhistorie — jeg har dem i Parenthes bemærket mistænkt for at negle Bøger med interessante Afbildninger ud af Raadens Bibliothek — jeg veed ikke, om De saae en Dag, jeg havde sat mig paa en Stol midt imellem dem ude i Haven og læste nogle af Schillers mest ophøjede Digte op af en smukt indbunden tysk Læsebog.»

«Ja, og Tøsene var ligefrem ved at dø af Grin!»

228

«Maa jeg spørge, kan jeg gøre ved, at de optager min bevingede Idealisme paa en gemen Maade? De ser i det hele taget noget pedantisk paa Tilværelsen i Dag; det kommer vist af, at De haardnakket holder fast ved den taabelige Idé at ville rejse herfra i Aften. Hvorfor gaar De nu og samler de Bøger og Blade i Bunke, som De har slæbt sammen herovre, De vil da ikke bilde mig ind, at De skulde have den fabelagtige Energi virkelig at kunne faa pakket. Se paa mig: De kan ikke være bekendt at overgaa en Soldat paa et saa vigtigt Punkt, og jeg forsikrer Dem for, at hvis jeg ikke havde min bestemte Orlov, saa forlængede jeg til den Tid Kuren bare for at undgaa at pakke. Vær nu skikkelig og bliv! De er jo ovenikøbet en fri og uafhængig Mand fra det demokratiske Danmark.»

«Hvis det ikke regnede, tror jeg min Sandten ikke engang, jeg kom af Sted i Dag!»

«Ja, der har vi det,» sagde Günther ærgerlig og sparkede til sin ene Haandkoffert. «Se engang paa den! Hele det ene Rum er stuvende fuldt af gamle Breve og Papirer, som jeg i sin Tid har stoppet til Side; nu havde 229 jeg tænkt mig hernede at faa det altsammen sorteret; tror De, jeg har naaet det til Dato?», han slog Kofferten op; der vrimlede med krøllede og sammenfoldede, ganske uordnede Papirer, «tror De, jeg naar det i Morgen, eller i over Morgen, eller før jeg rejser; jeg ender med at komme hjem med hele Historien i ganske den samme Uorden. Det er dog Toppunktet paa Skandalerne hernede! Racehunden, som jeg paa Grund af manglende Dressørenergi maatte give bort, Breve til min Moder og nærmeste Slægt, der tynger som gloende Kul paa mit Hoved, et Par forstandige Bøger, der netop her i Ferien skulde være studeret rigtig igennem, og saa dette her ....!»

Vi løftede i Fællesskab Kofferten op paa et Par Stole.

«Det er nok ellers mest Damebreve!» Günther greb ned i Bunken: «Der er jo en Del af dem, ja, ... de har virkelig skrevet nogle nette Haandskrifter, de fleste!» Han slog et op og saae paa Underskriften: «Lenchen! — det var et mageløs skikkeligt Pigebarn; jeg vil just ikke paastaa, hun er bleven behandlet 230 efter Fortjeneste. Men nu er hun storartet gift med en Overlærer.»

«Her ligger nogle sammen med et Baand omkring.»

«Død og Pine, det er fra engang iforfjor, jeg var ved at ordne ... lad mig se..,» han løste op, «.. rigtig ... Minna! Et fabelagtig godmodigt Fruentimmer! Hun er ogsaa bleven anbragt i Civiletaten. — Men der er Frida! Hende kender jeg straks paa de latinske Bogstaver; hun skal desværre stadig være ugift; ja, hva’, Statistiken lærer os jo, at saa og saa mange Procent Kvindemennesker skal dø ugifte, der hjælper menneskelig Indgriben ikke! ... Hvad er det for en klar og tydelig Haand?», han vendte Bladet, «Elschen! .. Elschen?! Lad os se engang: ... bestandig elske mig ... en halv Time efter Retræten ... Vejen bag om Gartnerboligen .. . — Sporløst forsvunden af min Erindring! — Det er et Virvar! Her er nu et af Minnas Breve, som dog i sin Tid skulde have været med ind i Pakken ... og en af mine gamle Sekundo-Tenor Sangbøger! Vil De virkelig rejse fra mig og lade mig sidde midt i al denne Elendighed?»

231

Vi blev pludselig afbrudt ved høje Skrig, som lød ude fra Gangen. Da vi kom til, stod Døren til Genboværelset aaben, og vi saae en Skikkelse ligge og sprælle paa Gulvet. Flere Damer løb forvirrede frem og tilbage.

«Aa, De maa endelig hente Doktoren, Hr. Lieutenant ... Frøken Niemann har faaet Brev hjemmefra ... nu ligger hun i Krampe ...»

I det samme saaes Sanitetsraadens lille faste Skikkelse stige op ad Trappen.

«Ind paa Deres Værelser,» raabte han, «h ver for sig! Jeg vil ikke se nogen af Damerne paa Gangen førend Middag. — Har De forstaaet mig?»

Der blev dødsstille, allesammen forsvandt de ind til sig selv og trak Dørene sagte til. Saa gik Lægen roligt hen til Værelset, hvor Frøkenen endnu laa paa Gulvet og vred sig, lukkede Døren af og stak Nøglen i Lommen. Der lød i det samme hvinende Skrig fra Patienten.

«Det bliver hun snart ked af,» sagde han med en Fagmands Smil imod os.

Lieutenanten bukkede: «Hr. Raad, min Kompliment! Danskeren, som absolut vil rejse 232 i Aften, kunde ikke have ønsket sig en flottere Slutningseffekt; vi bøjer os for Friedrich Fangel, ogsaa kaldet Kvindetæmmeren. — Hr. Sanitetsraad, Hr. Sanitetsraad! Hvor mange tror De ikke misunder Dem denne Gave!»

Da Klokken var bleven syv om Aftenen, marcherede Günther og jeg i vedholdende Regnvejr til Stationen; paa Vejen mødte vi Postbudet med et Brev til mig; jeg kendte Hallings Haand, han havde hidtil ikke skrevet til Trods for mange hellige Løfter. Brevet blev puttet i Lommen til at læses i Kupéen, jeg sagde Farvel til min militære Ven, og Toget foer afsted med mig forbi glinsende vaade Bjærgsider og Hytteværkernes stadig rygende Skorstene.

233

Medens jeg strakte Fødderne saa bekvemt fra mig som muligt, fløj den sidste Stump af en Talrække gennem mit Hoved: der blev ikke Raad til noget Ophold paa Hjemturen; Penge svinder i Ørkesløshed ligesom Dagene, og en stor Del af Charmen ligger netop i saaledes at lade dem drysse uden et eneste Øjeblik at tvinge sig til at holde Regnskab. Saa maa man tage Konsekvenserne bagefter. Og de betød for mig hurtig Gennemrejse uden Standsning i nogen af de smaa gammelagtige tyske Smaabyer, der laa fristende nær ved Hovedruten. Det vilde kun vare denne Nat og en Dag, saa stod jeg atter i København, hvor Menneskene ophørte at være Figurer alene og blev virkelig levende Personer af Kød og Blod med Fordringer til mig og Krav ....

234

Ved en Bevægelse mærkede jeg Hallings Brev i min Lomme. Jeg aabnede det. Der laa et lithograferet Kort indviklet i en Skrivelse. Jeg læste:

Kære Ven! Vedlagt gør man sig en Ære af at fremsende et smagfuldt, lithograferet Kort fra Firmaet A. Winther & Co., Berlin. Man beder særlig bemærket de skarpt afskaarne, rigt forgyldte Hjørner samt den lige saa klare som stilfulde Type. Fra samme driftige Firma vil der indenfor et Tidsrum af mindst to Maaneder blive emitteret et andet Kort af ganske lignende Udstyrelse, kun med den teknisk uvæsentlige Forskel, at Navnet Marie Eichenbach vil blive ombyttet med Fru Dr. Halling, hvorimod Dr. Julius Halling da som nu forbliver uforandret din hengivne Ven.

Da jeg puttede Kort og Brev i min Tegnebog, maatte jeg smile: nu, det hele var afgjort, kunde det været ganske morsomt at passiare en Times Tid med Halling om hans 235 gamle Anskuelser angaaende Kvinder ... hvis blot Folk ikke altid blev saa kedsommelige, naar de forlovede sig ... og glemsomme overfor gamle Standpunkter ... og utilgængelige for Humor! Naar de ikke følte sig fornærmede, var de i Reglen bare dumme og sagde, de kunde godt forstaa, man var bleven forbavset; men det vilde de blot sige, at det var et ganske brillant Pigebarn, og for Resten havde de frygtelig daarlig Tid, for præcise Klokken et skulde de hente hende til en Spadseretur ... men en af de allerførste Aftener kom de ganske bestemt op ligesom i gamle Dage og fik en dygtig Passiar — hvorpaa de forsvandt, og man saae dem aldrig mere ...

Frøken Eichenbachs hele ubetydelige Skikkelse og venlige Øjne stod paa en Gang lyslevende for mig; hvem skulde egentlig have tiltroet det lille Kvindemenneske Energi nok til at faa den Beslutning bragt frem hos Halling ... saadan en nogle og trediveaarig Skeptiker ... der i Stumper og Stykker havde kendt saa meget til Kvinder i sit Liv

        

236 ... som alle andre Mænd, der var naaet ind i Trediverne efter at have levet noget med i Verden ... «Jeg er ved at nærme mig den Opfattelse, at det hele nu væsentligst maa betragtes som et Energispørgsmaal,» sagde han den Aften i Berlin ... Günther snakkede ogsaa om Energi og Kvindfolk: «Jeg vilde ønske, der i Garnisonen var en rigtig energisk lille Dame, som sagde til sig selv: Jeg vil have ham! Saa fik man en Ende paa al den Uro i Blodet og sad et halvt Aar efter som lykkelig Ægtemand, oven i Købet med den Forestilling, at man selv havde faaet Idéen!» ... Frøken Bache hjemme talte ogsaa om Energi ... Energi, Energi! Det var maaske ikke saa galt at have en Portion af den i Kroppen ... skønt, Herregud, naar Menneskene gjorde en for ked af det hele med deres Dumhed og Lurvethed, saa stak man fra dem, ud paa Rejse, som jeg nu havde gjort ... men i over Morgen sad jeg jo rigtignok midt imellem dem igen! — Hvad vilde det sige? Jeg havde da før lukket min Dør! Som Kunstner kunde man dog sysle

        

237 med sine Cirkler ligesom en anden Archimedes, indtil Plebejerne en skønne Dag trængte ind med Magt og forstyrrede dem; den Tid, den Sorg! — Mennesker, der var mere end Figurer for en! Aa, der eksisterede ingen andre Mennesker end Madam Olsen, der gjorde mønsterværdigt rent og aldrig bragte Uorden i mine Manuskripter — Maskrifter, som hun kaldte dem! ....

I Magdeburg steg jeg ud for at telegrafere om min Hjemkomst til Madam Olsen og tilføjede oven i Købet for 20 Pfennige: Venligst Hilsen!

Det var nu blevet ganske mørkt, og jeg vilde prøve paa at sove; men Frøken Eichenbach og Halling, Günther og Frøken Bache blev ved at snurre rundt i Hovedet paa mig, medens Stempelslagene fra Maskinen evindeligt irriterede og tilmed førte en nærmere og nærmere hjemefter, hvert eneste et. Der laa Arbejde og ventede hjemme ... som egentlig skulde have været gjort allerede for lang Tid siden ... men som naturligvis paa den anden Side nok kunde opsættes en lille Smule endnu; 238 man var jo sin egen Herre og raadede selv for sin Tid uden at have nogen Slavepisk over Nakken! Til København kom jeg Lørdag Aften, saa kunde jeg om Søndagen tage ud paa Landet at besøge Baches; det var mig aldeles ligegyldigt, om ogsaa Folk sagde, det saae noget forhippet ud; den Slags Præk hørte netop til det Menneskenes Nonsens, som jeg virkelig havde Energi nok til at sætte mig ud over! Det eneste skulde være, om der maaske paa en Søndag var nogen af den øvrige Familie derude, som Frøkenen skulde gaa omkring og være elskværdig imod ... men hva’, det var jo slet ikke sikkert, der var nogen den Søndag; man kunde gøre Forsøget ... og fortælle hende lidt om hvor energisk, man havde været paa sin Rejse ...

Jeg lavede en rigtig god Hovedpude sammen af Taske og Overfrakke: Nu vilde jeg ikke slaa Øjnene op før i Morgen tidlig i Hamborg, ellers blev man saa frygtelig udaset, naar man skulde hele Dagen efter paa Bane og Dampskib. Og alt for sent Søndag Morgen var det dog ikke værd at tage paa Landet ...

239

Nakken var falden til Rette i en fortræffelig Hvilestilling, mine Lemmer begyndte ligesom at svinde hen for mig, Stempelslagene var ved at dæmpes af og blive til Mumlen ... hvis jeg nu virkelig bestemte mig for at tage derud! ... — —

240