✂ Endnu Dagen før var det fælt Vejr, raat og graat, med skarp Vind og iskolde Hagelbyger. Det unge Løv der ude i Skoven, som havde travlt med at springe ud og var bristefærdigt af Utaalmodighed, fik koldt Vand i Blodet. Som forsigtige Bedstemødre holdt Bøgetræerne igjen og trak Svøbet fastere om Benene paa de smaa, men kunde dog ikke forhindre al dette strittende grønne fra at stikke Næsen i Vejret.
✂ Men saa, da Folk vaagnede denne Pintsemorgen, var Sommeren kommen lige med ét, havde kjælent glattet Anemonernes Hovedpynt og pustet lunt paa Bøgens fine Blade, saa de kastede Svøbet i en Hast som Damerne deres Vinterkaaber.
70✂ Der duftede af Solvarme, af vaad Muldjords Fordampning, af spirende Grøde. Det kom i hede Strøg ind over Byen ude fra Skoven. Den laa tæt om Kjøbstaden og holdt den fast som i en skinsyg Elskers Favntag - ganske lunt og trygt, men en lille Smule snævert.
✂ Den Morgen var Torvet en eneste stor solbagt Tallerken. Kun ovre paa Kirkesiden var der Skygge. Den laa mod Nord og saa surt til Sollyset om sig. Men akkurat hvor Skyggen slap, og Solen begyndte at varme Stenbroen, dèr begyndte ogsaa de Fandens Mælkebøtter. Og som de trivedes. De strakte sig Torvet om til venstre i en stor Runding, helt hen mod Kjøbmandens Gaard - Byens Stolthed, den eneste to Etagers, den ejede. Dèr var de slidt af i en bred Sti fra Hovedgaden tværs over til Butiken - en Hovedstadsbutik med store Spejlglas-Ruder og broget Pynt i Vinduerne - for saa at brede sig i uforstyrret Glans lige til Stakitværket foran Borgmesterens Have.
✂ Der var en hel Fælled af dem. De gule Kroner saa lige op i Solen med en uforskammet, blinkløs Stirren, som formelig skar i Øjnene paa de skikkelige Folk, der med Salmebogen i Lommetørklædet, i mørke Dragter med stivet hvidt om Halsen og i Brystet, tung Alvor og nedslagne Øjne, gik ind i Kirken, til Klokkeklangen hørte op, og Orgelet nu og da sendte en løsreven, hæs Tone ud i Stilheden.
71✂ Lille Karl - som han kaldtes til Forskjel fra Gaardskarlen, der ogsaa hed Karl - Kjøbmandens Læredreng, stod i den aabne Butiksdør. Bag ham bredte sig det dybe, langstrakte Rum med Disken midt igjennem og Hylder med sirlig opstablede Manufakturvarer til begge Sider.
✂ Efter Pintsedagens Morgen-Travlhed havde han gjort rent og ryddet op og gav just Gulvet de sidste Skrup med Riskosten, da Klokkeklangen begyndte.
✂ Han lænede sig med Ryggen mod Dørstolpen og tørrede sindig Sveden af Panden med Vrangen af det hvide Lærreds Forklæde.
✂ Han var lille af sin Alder og havde først "staaet" forrige Paaske. Hans kortklippede Haar var lyst og stridt. Et rødt og hvidt godlidende Ansigt havde han, ikke Spor af Øjenbryn, men kjønne, klare Barneøjne. Store, velformede, Øren strittede stærkt ud fra Hovedet og gav hans Ansigt noget opvakt, lyttende.
✂ Folk trippede stadig i Kirke, én og to, somme Tider tre ad Gangen. Han kjendte dem saa godt som alle. og det morede ham at se, hvordan de kom fra Sidegaderne, gled ud i Solen langs Fortovet og blev slugt af Kirkedørens sorte Gab - ligesom Skillingerne i Revnen paa en Sparebøsse. Der manglede ikke én af de "fornemme", og Karl vidste godt, ingen af dem turde blive hjemme, om de aldrig saa gjærne vilde.
72✂ For vilde man have noget af Stegen hos Borgmester og Amtsforvalter, hos Doktor og Apotheker, ja hos hans Principal, Agenten, med, saa fik man være med i Legen hos Missionsmanden i Torvekirken om Søndagen. Karl var selv bleven konfirmeret hos Byens grundtvigianske Menigheds Præst og nærede i sit stille Sind dyb Foragt for Hængehøvederne, som han kaldte dem.
✂ Det var ikke Karls Tur at gaa i Kirke. Hansen, Kommis'en skulde gaa. Men Hansen havde nok andet at bestille end gaa i Kirke.
✂ En Gang imellem skjævede Karl med et lunt Smil ud af den aabne Gaarddør i Baggrunden af Butiken, op til et lille Vindue i Taget, hvor et Barberspejl svingede foran Vinduesposten. Dèr bag ved stod Hansen og friserede sig, og Karl vidste, han skulde ud og møde Kjæresten fra Nabobyen ganske hemmelig.
✂ Lidt efter gik Hansen over Gaarden: "Næ, kors dog, som han var fin - Død og salte, var han ikke skilt, i Nakken - og sikke Bukser! - - ,,go' Faanøjelse" kunde han ikke bare sig for at raabe efter ham.
✂ I den syngende Ødialekt og ledsaget af Karls vidende Fnisen fik Tilraabet en vis spottende Klang. Men Hansen svingede sin Spanskrørspind og forsvandt med majestætisk Ro ad Bagporten.
✂ "Naa, saadant et Slikkeri der bli'r i Skoven i Dag - -," tænkte Karl og smaalo hen for sig.
73✂ men havde dog i det samme en underlig, kriblende Fornemmelse, der betog ham Lysten til at le.
✂ Han havde overrasket Parret Dagen før, da han var sendt ud for at plukke Majløv i Skoven. Han havde blot set et Glimt af dem. De stod sammen ved et Træ, Hansen holdt Hænderne om Ryggen paa Pigebarnet og knugede hende tæt til sig, og saa dukkede han Ansigtet den ene Gang efter den anden ind under hendes store Hat, og hver Gang varede det længere og længere, inden han kom op igjen. Og da Hansen kom hjem, var han ganske skoldvarm i Ansigtet, skjønt det var hundekoldt og Ruskvejr til.
✂ Den Gang havde Karl syntes, det var bare Grin. men i Dag kippede det saa underlig i Brystet paa ham, nu han huskede det, og han følte ligesom en sær Længsel efter - ,,næ', da ikk' efter Hansens Tøs, men - -" han saa langt ud over Torvet.
✂ Klokken hang ganske stille, fra Kirken hørtes ingen Lyd, den laa dèr kold og stum som en aaben Begravelse. Brostenene sendte Varmen fra sig, det slog som fra en glohed Ovn op i Ansigtet paa ham, et Par Svaler svirrede forbi i kjælen Leg, det susede svagt udenfor i de unge Bøgetræer. Over Torvet bredte Sommersolen sin straalende Glans med et stikkende Guldskjær fra de mange Blomsterkroner - "det maatte li'e godt 74 være fælt rart det," sluttede han brat af, pustede Vejret langt fra sig og tørrede sig over Panden med Skjorteærmet, hvor Sveddraaberne satte en sort, vaad Skjold.
✂ Da han saa vendte sig om mod Butiken for at tage fat paa Rengjøringen, hvor han slap, var han starblind af Sollyset, og de gule Blomster satte store Range, hvor han saa hen. Han gned Øjnene, virrede med Hovedet og tog fat paa ny. Med en Rævehale paa et langt Skaft slog han Støvet af Disk og Hylder, satte Skodder for Døren og lod de malede Rullegardiner gaa ned. Straks lagde et dæmpet, køligt Lys sig over Rummet.
✂ Karl saa sig prøvende om, tog saa en Tur rundt i Butiken, skubbede med et lille Dask hist en Tøjpakke ind i Stablen, trak her en anden frem, ordnede Kaaberækken, saa Messingkrogene skreg mod Jærnstængerne i Stativet, og begyndte at fløjte. Først noget vildt, uharmonisk Tøjeri efter eget Indfald, men som til sidst løb ud i Melodien til den nyeste bedrøvelige Vise om ulykkelig Elskov: O, Gine, du dejlige Mø.
✂ Saa kom Pigen med Frokosten. Det var den tykke Stuepige, han ikke kunde lide, fordi hun altid vilde kysse ham. Det vilde hun ogsaa i Dag. Men Karl slap fra hende, hun efter ham og jog ham i kaad Leg op den ene Side af Disken og ned 75 den anden, mens han bestandig raabte: "næ la' vær', jeg vil ikk', næ' la' vær', jeg vil ikk'."
✂ Ved en snild Vending fik hun dog til sidst fat i ham og gav ham, trods han strittede og sparkede, det han kunde, et dygtigt Smask med sin Grovbrødsmund og løb fnisende og hoverende ud.
✂ Karl spyttede og tørrede sig med Bagen af Haanden adskillige Gange om Munden: det var dog ikke den bøvede Stuepiges Kys, han længtes efter
✂ - uf - næ' -!
✂ Saa gav han sig i Lav med Frokosten. En Spølkum Kaffe, hvor Fløden satte Smørringe langs Randen, og en forsvarlig Bunke Rundtenommer med Ost, Pølse, haardkogte Æg - og hjemmebagte Boller, ve' Gu'!
✂ Han var skrupsulten. Det var ogsaa rent bagvendt med Maaltiderne i Dag. I Stedet for de reelle Kjøbstadspisetider med Middagsmaden Kl. 12 som Centrum, var der i Dag Frokost ved Middagstid og Middag ved Kaffetid, saa skulde man kjørende i Skoven med Forfriskninger og have Aftensmad, naar man ellers laa i sin Seng og sov.
✂ Og det var bare Komediantdamens Skyld fra Kjøbenhavn. Han havde hørt snakke om, hun skulde paa Besøg hos Herskabet paa Gaarden. Men Agenten havde stiftet Bekjendtskab med hende i Hovedstaden og gjorde nu Middagsselskab for hende paa Gjennemrejsen. Det var en Ære for Byen, havde Principalen sagt til Borgmesteren, da de 76 snakkede sammen i Kontoret, at faa saadan en stor og berygtet Kunstnerinde i Besøg.
✂ Fint skulde ogsaa Gildet være. Der var bagt og braset til det allerede i et Par Dage, Alle "Honoristerne" skulde med, og Karl var glad ved, det var hans Tur at være hjemme, for Butiksfolkene spiste i Følge gammel Skik og Vedtægt ved Principalens Bord.
✂ Men Middagssøvnen ? - Ja, saa bagvendt det var, maatte man tage den før Middagsmaden, og med Hænderne i Bukselommerne og i Takt til den klagsomme Fløjten om hin yndige Mø, Gine, slubrede han af Sted over Gaarden, tog den lille, knagende Loftstrappe, som førte op til Kammeret, hvor Hansen og han sov, i to, tre klodsede Spring, sparkede Trætøfleme af og smed sig i Sengen.
✂ Der var bræddebeklædt Tagskraaning til Vinduessiden, en Seng ved hver af de hvidtede Vægge og et gulmalet Vaskebord midt for Vinduet under Barberspejlet, som vippede i Trækvinden, og hvorfra Solstraalerne kastedes tilbage i regnbuefarvede Pletter mod Loft og Mure. Dem laa han og saa paa, til hans Øjelaag faldt i.
✂ Han sov længe, kom i en Fart paa Benene og i Pudsen. Sort, kort Klædes Kofte, stram over hans runde Drenge-Podeks, dito Vest og Benklæder. Nikkelkjæde og Sølvur i Vestelommen. Haaret fedtede han ind med Hansens Skjægpomade, men Skilningen i Nakken faldt uheldig ud. Nogle 77 strittende Totter ved Ørene, hvor Haaret var lidt længere, var alt, hvad han drev det til. Men det tog Tid, og han naaede først ned i Dagligstuen, da Agenten i Spidsen for den lange Række Par allerede havde begyndt Valfarten ind i Spisestuen.
✂ Lille Karl havde sin Plads ved den nederste Ende af Bordet. Han var meget undselig og kejtet. Sæben strammede endnu i Ansigtshuden, og hans Øren glødede. Han holdt Øjnene stivt fæstede paa sin Tallerken under Bordbønnen, som læstes med Salvelse af Bestyreren for Byens fineste Drengeskole. Han var oprindelig Seminarist og altsaa lidt i Familie med Gejstligheden.
✂ Mens Suppen blev baaren om, skottede Karl ud af Øjenkrogene til højre og venstre. Alle de pæne Folk, han havde set gaa i Kirke om Formiddagen, sad nu bænkede om Agentens rigt dækkede Bord.
✂ Der var Doktorens Frue, Byens kvindelige Magthaver, paa Omgangsfod med Baronessen, højt i Kridthuset hos Herskabet, hvem hun til Gjengjæld regalerede med Byens nyeste nyt. Hun havde Skolebestyreren til Bords, Fornøjelsesraad og nødvendigt Inventar ved alle selskabelige Sammenkomster. Han var ugift, havde Ry for Elskværdighed og var efterstræbt af alle giftefærdige Frøkner i Miles Omkreds. Til Doktorfruen nærede han en platonisk Kjærlighed - men hun havde ogsaa skatfet ham Bal-Invitation hos Herskabet.
78✂ En mere jordisk Tilbøjelighed havde han kastet paa den kjønne, lille Enke lige over for ham. Men hun foretrak en Merkursøn - Byens næstbedste Parti - og snappede ham for et Par Dage siden bort for Næsen af en Flok sukkende Møer. Hun var meget forelsket i sin nette, unge Mand og meget skinsyg - over Bordet vedligeholdt hun med ham en Krydsild af de første Hvedebrødsdages ømmeste Øjekast, til stor Forargelse for hans Borddame. Det var en Frøken af ubestemmelig Alder, som levede dels af Renterne af en lille privat Formue, dels af Sladder, en Urt, der maa indeholde en Del Næringsstof, at dømme efter Damens knokkelstærke Lemmer, trivelige Udseende og blegfede, veltilfredse Fysiognomi. - - Længere naaede Karl ikke i Rækken, før Agenten slog til Lyd paa Glasset og ønskede sine Gjæster velkommen.
✂ Karl klemte Fingrene fast om det store Vinglas, nippede til Vinen, som han altid kom til at gjøre sur Mund af, og skottede i det samme efter Pligt og Skyldighed op til sin Principal - - men havde nær tabt Glasset. Vinen skvulpede ud over hans Haand og plettede den fine Damaskes, saadan rystede han ved det Syn, der mødte ham oppe ved den anden Ende af Bordet.
✂ Dèr sad hun, Komediantdamen, ved Siden af Agenten, og var det ikke livagtigt, som om Solen med alle de straalende Blomsters Glans ude fra Torvet var flyttet her ind.
79✂ Aldrig havde han troet, noget levende Menneske kunde være saa dejligt! -
✂ Et Hoved med flammet mørkegult Haar over en høj, hvid Pande, faste udtryksfulde Træk og mørke Øjne. En graaliggul Silkepluches Kjole, en Kjende lysere end Haaret, sluttede stramt om hendes storladne, fuldbarmede Skikkelse og gik neden for Hofterne over i et Atlaskesskjørt, hvis skinnende Folder changerede i alle Nuancer af gult.
✂ Som hun sad dèr med Ryggen mod det store Hjørnevindue, den dyb-blaa Sommerhimmel til Baggrund og med Refleksen af Eftermiddagslyset fra den nu solbeskinnede Kirkemur over sig, var det ikke alene Karls Øjne, som blændedes af Synet.
✂ Den hele mandlige Del af Selskabet var som elektriseret. Deres egne Borddamer var ikke til for dem, de saa og hørte intet uden hende, og da de ikke alle kunde tale til hende, søgte de i det mindste at blive hørt af hende og raabte deres formentlige Aandrigheder og Vittigheder, den ene højere end den anden.
✂ Karls Suppetallerken blev tagen urørt ud igjen. Med Fisken og Stegen gik det ikke meget bedre. Det gjorde ham ordentlig ondt for al den gode Mad, men han kunde daarlig faa noget ned, kunde ikke faa Øjnene fra dette fremmedartede, fortryllende Syn lige for sig, skjønt han hørte Stuepigerne fnise og hviske bag sig, naar de tog Maden ud.
80✂ Han slugte, drak, sugede hendes Billede til sig; ikke en Bevægelse af det dejlige Hoved, ikke en Trækning, end nok saa svag, i hendes Miner undgik hans spændte Sansers Opmærksomhed. Hver Lyd af denne sonore Stemme, der lød som en kraftig Dur-Akkord gjennem det syngende Ømaals slæbende Moll, opfangede hans Øren.
✂ Hun sad mellem Agenten og Borgmesteren. De talte meget begge to, især Agenten, som gav Oplysninger om alle Slags stedlige Forhold, kommenteret af Borgmesterens noget drøje Enkemands-Vittigheder. Hun hørte efter med saa meget Liv i Ansigtsmusklerne, at hun understregede deres Veltalenhed uden at støde deres Forfængelighed ved Afbrydelser - dem var der desuden nok af - de modigste og mest forhippede af Herrerne søgte idelig at henlede hendes Opmærksomhed paa sig ved at drikke Glas med hende. Hun satte næppe Læberne til Vinen, men lønnede Høfligheden med et Smil, som klædte det alvorlige Ansigt fortræffelig og fuldstændig gjorde det af med de allerede noget omtaagede Hjærners Fornuft, men som for en finere Iagttager til sidst næppe var andet end en yndefuld Grimace.
✂ "Gu' ve' hva' de' æ' fo' Djævelskav, Bor'mesteren hvisker hende i Øret?" tænkte Karl, du dette pligtskyldige Smil pludselig forsvandt i en hjærtelig Latter. Den gjennembrød den højrøstede Summen og lød i Karls Øren som 81 Bryllupsklokkeklang over Torvet en Hverdagsmorgen. Den gav klukkende Gjenlyd i hans eget Bryst. Han maatte le med, skjønt en instinktmæssig Lyst til at mase den Borgmestersnude kogte i ham og næsten tog Vejret fra ham.
✂ I det samme fik hun Øje paa ham, og hendes Blik hang fast ved disse klare, troskyldige Barneøjne, hvori en saa naiv, utilsløret Tilbedelse stod skrevet. Af en hel anden Art var den end den, hun traf paa i de ti eller tolv Par halvfortinnede Mandsøjnes Stirren rundt Bordet, mere og mere nærgaaende, efterhaanden som Maverne fyldtes og Flaskerne tømtes, og hvorfra hun vendte sig bort med træt Lede.
✂ Hun sagde til Agenten: "Hvem er den lille Fyr for Enden af Bordet?"
✂ "Aa - ham - det er "lille Karl", en Plejesøn af min Husholderske, født her paa Gaarden."
✂ "I Gaarden, skulde du hellere sige," kommenterede Borgmesteren, en mager, noget medtagen Mand i femtierne.
✂ "Hans Moder var for Resten en stakkels Tjenestepige, som - naa - som kom galt af Sted -"
✂ "Ja, vil De tænke Dem, Frue," afbrød Borgmesteren ham, "til Skam for vores unge Karle her i Byen maatte Pigebarnet sg'u til Kjøbenhavn efter en Kjæreste, og saa -" 82 "Naa, naa -", tyssede Agenten, "Damerne - kort sagt, hun blev lidt for længe i sin Kondition - "
✂ "Og fødte Drengen i en Haandevending midt i Gaarden, mens hun stod og skyllede Tøj efter en Storvask," busede Borgmesteren ud, "det gjør vores fine Fruer hende næppe efter."
✂ "Hm!" Agenten rømmede sig, "hun døde rigtig nok nogle Dage efter, og min Husholderske flaskede Drengen op i Hemmelighed, til jeg fik Nys om det og tog mig lidt af ham -"
✂ "Og blev da ogsaa udlagt som Barnefader i samme Anledning," sagde Borgmesteren og skoggerlo.
✂ "Nu er han i Lære i min Forretning - en rigtig skikkelig og brav Dreng -."
✂ "Han har i alt Fald Øjne i Ho'det, lader det til. Se bare paa ham, Frue, en ny Erobring at spænde for deres Triumfvogn; ta'e Dem i Agt! Cherubino, hva', det er farligt! -"
✂ Hun standsede Borgmesterens Kynismer med en iskold Mine, vendte saa atter Blikket mod lille Karl og nikkede til ham med et mildt Øjekast, i det hun løftede sit Glas, tilskyndet af' en øjeblikkelig Medfølelse med den ensomme lille Fyr for den anden Bordende.
✂ Karl saa det, og Blodet foer ham til Hovedet saa heftig, at det lød som et Kanonslag for hans Trommehinder, det sortnede ham for Øjnene, og 83 han følte den varme Blodstrøm, der gød sig over hans Ansigt, krible under Haarrødderne og svide i hans Ørelapper. Svimmel af Lykke og Undseelse tog han Glasset, der stod foran ham, og drak det helt ud. Det var Champagne. Hu! det var som Is paa Tungen og Ild i Kroppen - men det gjorde ham dristig, han følte sig en Pokkers Karl, turde binde an med dem alle sammen - endda med Borgmesteren - for hun havde jo nikket til ham og til ingen anden.
✂ Han kom først til Besindelse, da de alle rejste sig for at drikke hendes Skaal - han drak. mere Champagne - og da Hurraraabene rungede gjennem Stuen, hørte hun hans skingre Barnestemme begejstret skrige Mændenes Bas igjennem.
✂ Da de kort efter brød op fra Bordet og gik ind i Salen for at drikke Kaffe, holdt han sig nær ved hende og lod sig hverken ved Knubs eller Stød fjærne i større Afstand, end at han kunde baade se og høre. Han stod som en Støtte og vogtede paa hendes Minespil, lyttede til hvert Ord, hun sagde, for at gjemme det i sin Hukommelse ved Siden af Fadervor og den nye Priskurant.
✂ Det viste sig ikke at være uoverkommeligt, for hun talte ikke meget, og det, hun sagde, var hverken meget dybt eller særlig klogt, men hver Sætning blev rundet af, hver lille Pointe spidset til som en Replik af hendes skolede og øvede Organ og fik derved et Skin af Indhold.
84✂ I Trængslen om hende, mens hun drak Kaffe, kom en af hendes lidt usikre Kavalerer til at støde til hendes Albu, og hendes Kaffeske faldt klingrende paa Gulvet. Lynsnart slog lille Karls Knæ tungt imod Gulvet, da han styrtede til, for at være første Mand til at tage den op. Lidt ør af Vinen tog han ikke rigtig Sigte, da han vilde rejse sig, og stødte Hovedet mod Kanten af Marmorbordet, hun sad ved. Der dansede Stjærner for hans Øjne, som stod i Vand, da han endnu paa Knæ, frygtelig rød, rakte hende Skeen. Herrerne lo - men hun takkede ham venlig og lagde Haanden et Øjeblik paa hans Pande. Ved denne Berørelse af den bløde, kølige Kvindehaand skjælvede hver Fiber i hans sunde Drengelegeme. Han vidste ikke, hvorfor det syntes ham saa, eller hvorfra Sammenligningen kom, men det var ham, som naar han bed i det første, modne Graastensæble og fik Munden fuld af dets Saft, lige liflig sur og sød.
✂ Det arbejdede i hans Bryst, noget, han ikke mægtede at give Ord, trængte sig til hans Strube med en pinefuld, kvælende Fornemmelse, som naar man i Søvne vil tale og ikke formaar det. Raadvild saa han paa hende med et saadant Udtryk af kjærlighedsdrukken Hjælpeløshed, at hun hlev opmærksom. Situationen morede hende, blev dramatisk. Dette unge Blods stumme, uvilkaarlige Sprog havde en egen Tiltrækning, fødte et flygtigt Behag. - "Ved Gud, Cherubino!" fløj det gjennem hendes 85 Hoved - og et varmt Glimt fra de store, mørke Øjne luede ind i hans.
✂ Det traf lille Karls Hjærte som et elektrisk Stød. Det hørte op at slaa og syntes at drage ham Blodet fra Kinderne - han blev dødbleg og strax efter purpurrød - i dette Øjeblik var han det sublime nær i ren, selvforglemmende Hengivelse af sit hele Væsen.
✂ Det havde kun varet et kort Sekund og var undgaaet de omstaaendes Opmærksomhed. Nu blev der atter talt til hende fra flere Sider. Hun vendte sig fra ham, og Karl rejste sig fortumlet og vaklende, gjorde en kluntet Vending og drev af hen imod Baggrunden af Værelset.
✂ Hun saa efter ham - og lo af sig selv. Læredrengens plumpe, firskaarne Hverdagsfigur - og Scenens elegante Pageskikkelse - komisk - komisk - og dog - - hun vilde ikke glemme Indtrykket, hun vidste, Stemningen havde præget sig i hendes Ansigt som i et Spejl. Den kunde bruges, maatte huskes for at gjøres efter.
✂ Rundt om Divanbordet foran den traditionelle Sofa under det ovale Spejl paa Midtervæggen af Værelset var Damerne placerede med den trivelige Frøken som Centrum. Mens Sølvkaffekanden gik flittig rundt, diskede hun op med de interessanteste og intimeste Detailler af Kunstnerindens Liv. Ingen af de ivrig lyttende Damer syntes at lægge Mærke til, at den Række af Begivenheder, hvori 86 hun lod sin Heltinde optræde, umulig kunde være besørget i ét Menneskes Levetid. Men det, der interesserede hendes Tilhørerinder mest, var dog nogle Oplysninger, hun gav dem om de Midler, hvorved den skjønne Gjenstand for saa megen Omtale vedligeholdt og forøgede sine Ynder.
✂ Hun fortalte - og hun vidste det fra paalidelig Kilde - at hendes Haar laante sin prægtige Guldglans fra veuve cliquot, at hendes Teint var Frugten af en Pariserparfumeurs Kunst, og at Barmen var kjøbt i et Londoner Magasin - - naar derfor selve Provinsaviserne ikke nøjagtig kunde angive Tallet paa hendes Elskere, og det til Dato stod hen, om hun virkelig havde nogen, var det vel næppe noget at rose hende for - Mandfolkene, vidste man jo nok, forsikrede Damen og stak Kartoffelnæsen i Vejret, lod sig ve' Gu' ikke nøje med at beundre paa Afstand, men naar man var saa forloren, gjorde man nok klogt en Dyd af Nødvendigheden.
✂ Doktorens Frue - en afblomstret Skjønhed - var enig med Frøknen, og talte taaget om, at vi var alle skabt i Guds Billede og burde have mere Respekt for hans Skabergjerning end at ville flikke paa den med saadanne Kunster; men hun sluttede dog med at erklære, at naar man nedværdigede sig saa dybt, var det ingen Sag at faa Mandfolkene efter sig - - et Kor af bifaldende Stemmer afbrød hende, og enhver af de tilstedeværende Damer 87 saa sig i Aanden uimodstaaelig, i Besiddelse af gult Haar, emailleret Hud og forloren Barm, omgiven af Tilbedere.
✂ Lille Karl stod i Nærheden af dem. Han kunde se af den Retning, deres Øjne uvilkaarlig tog, hvem al denne galdesyge Sladder gjaldt - han forstod vel kun lidt deraf, men han følte en ustyrlig, magtesløs Lyst til at klø dem alle sammen.
✂ Da Kaffen var drukket, steg Selskabet til Vogns. Karl vidste, i hvilken Vogn hun skulde kjøre, og længe inden nogen anden kunde gjøre ham Rangen stridig, tronede han ved Siden af Peter, Agentens Kusk, paa Bukken af Stadsvognen med de blankbrune for, og havde faaet Lov at kjøre Hestene, naar de kom ud paa den gode Vej. Kjøre for hende! det hoppede i ham af Fornøjelse.
✂ Han fik da ogsaa Tøjlerne. Men der var "Blod" i de brune, og de gik paa, da de mærkede Tømmerne i svagere Hænder end Peters solide Karlenæver.
✂ "Du maa hold' godt fast, lill' Ka'l," sagde Peter og grinede svedent i Skjægget. Han havde af Stunpigen faaet Nys om Karls Forlibelse og havde sin Plaser af at drille ham.
✂ Og Karl holdt fast, saa Krampen rystede hans Armmuskler, og Linerne skar Blodblegner i hans Hænder, endnu lidt tykke og ømme af Vinterfrosten.
88✂ De vel tilkjørte Heste strakte ud og foer i skarpt Trav hen ad den jævne Vej. Men han gav ikke tabt. Champagnen ildnede endnu i ham. Ubevidst, pinefuldt dreves han til at vise sig stor, mandig.
✂ Peter Kusks drillende Spørgsmaal: "æ du snar' ke' a' de', lille Ka'l?" besvarede han med en halsstarig Benægtelse, skjønt Smerten i Arme og Hænder tog til med hver ny Anstrængelse for at holde fast paa Bæsterne.
✂ "Jeg tror, det er lille Karl, som kjører - det gaar saa fort," hørte han den skikkelige Agent sige inde i Vognen. Karls Ørelapper spidsede sig formelig for at opfange, hvad hun svarede - men i det samme slog den fjærmer prustende med Hovedet, og hendes Ord blev borte i det pletterede Seletøjs Ringlen. Og det var godt for Karls Selvfølelse.
✂ Thi Fruen var nervøs og ingen Helt til Vogns. Hun sad med blege Kinder i dødelig Angst for at vælte, ønskende lille Karl, hvor Peberet gror, og Tømmerne i Hænderne paa Kusken.
✂ Glat og jævn som et Stuegulv snoede Vejen sig gjennem det flade Land uden et Bakkedrag eller den svageste Bølgeform. Til begge Sider Agerland i rudede Felter som Bedene i en Køkkenhave, hegnet af sorte Pilegjærder, hvorfra knortede Stammer rakte de nøgne Arme i Vejret. I Horisonten til venstre tegnede en Skovstribe et blinkende Aaløbs Konturer efter med lysegrønt, forude 89 tittede et Herresædes grønblaa Skifertag op mellem fintløvede Trækroner. Saa traadte dets røde Mure pludselig ved en Drejning af Vejen frem af Indhegningen, dyppende Fødderne i en bugtet, glitrende Sø.
✂ Vognen holdt, og efter en kort Spaseretur gjennem Parken lejrede Gjæsterne sig i Græsset ned ad en Skraaning mod Søen.
✂ Karl fik travlt med at hjælpe Agenten ved Sodavandsflaskerne. Det kneb at holde fast paa Glas og Masker med de dirrende Hænder og Arme. Imens tabte han hende ikke af Syne - hendes gule Kjole skinnede i hans Øjne som en moden Ager med Sol paa. Han vidste nu, hvordan Trøjen var at føle paa - det ukjendte Stof havde fristet hans Kjøbmandssans - og han havde listet sig til, da hun stod ud af Vognen, at røre ved det - det kriblede ham i Haandfladen som en Skt. Hansorm ved Midsommertid.
✂ Den Skabhals af en Borgmester var lige op ad hende hele Tiden. Det skar ham i Hjærtet, hver Gang han saa ham bøje sig imod hende. Han havde en rasende Lyst til at knubse ham. gjøre ham noget rigtig ondt - hun skulde bare vide, det han vidste om ham!
✂ Dèr bag fra, hvor han stod ved Flaskefodret, kunde han overse hele Selskabet, som laa spredt i smaa Klynger ned ad den grønne Skraaning. Damerne, som var steget mugne til Vogns, havde 90 undervejs givet Kjøb for Herrernes Elskværdighed. I char-å-banc'en, uden Fredsforstyrrersken, var man rystet sammen i gemytlig Endrægtighed. Doktorfruen og Skolebestyreren vekslede Følelser bag en Syrenbusk. Det nygifte Par gantedes midt i Solen i Skjul af Agentens Familieparaply, som var med paa enhver Udflugt for at skræmme Regnen bort. Hun sad for sig selv, med Ryggen lænet mod et Træ, og Borgmesteren var kommen ubekvemt til Sæde ved Siden af paa en alt for lav Træbul.
✂ Karl saa ham komme hende nærmere og nærmere og til sidst stikke Ansigtet hviskende tæt til hendes Øre - naa da, dèr fik han nok ordentlig over Næbbet for sin Ulejlighed!
✂ Det gav et Sæt i Karl. Proppen sprang for tidlig af Flasken, og han fik den kolde Douche i Ansigtet.
✂ Da han atter kunde se, havde Borgmesteren rejst sig, han var bleven stivbenet af at sidde for lavt og hinkede gammelmandsagtig, da han luskede af.
✂ Karl gottede sig og skyndte sig paa Agentens Anvisning hen til hende for at byde hende noget at drikke.
✂ Der var endnu en lille Fold over Næsen og et bistert Udtryk i hendes Øjne, da han stod foran hende og med et undseligt Skrabud rakte hende Drikken.
91✂ Hun rejste sig, greb hastig Glasset og tømte det i dybe, langsomme Drag.
✂ "Aa, hvor det var forfriskende," sagde hun og hentede efter Vejret, saa Brystet løftede sig højt, og Silken i det stramme Korsetliv knitrede - hans Øjne fulgte uvilkaarlig Barmens bløde, vuggende Bevægelse - han saa, hun var Kvinde, af Kjød og Blod som han selv. Hed, forvirret Attraa betog ham, og atter snøredes hans Strube sammen over de Ord, han ikke kunde finde, og som syntes at skulle sprænge hans Bryst i Stykker - han snappede efter Vejret, tog et dybt Greb i sig selv, og stammede: "ku' De saa godt li' det?" - det lød som en fremmed Stemme, hæst, hæslig - det var jo heller ikke det, ikke saadan - han lod Hovedet hænge og havde Graaden i Halsen, da han stolprede af Sted med det tømte Glas.
✂ Kort efter blev han sendt i Forvejen til Holdepladsen med de tomme Flasker for at lade Kusken spænde for.
✂ Men da de saa kom hen til Vognen, havde hun tabt sin Handske paa Vejen. Almindeligt Kapløb blandt de yngre af Herrerne. Kun et Øjeblik var det tvivlsomt, hvem der blev den lykkelige, som skulde løbe den halve Fjerdingvej i Solheden og strakt Karrière for at bringe det tabte, saa var Karl en Snes Skridt foran den bedste Løber.
✂ Han fandt Handsken, hvor hun havde siddet, en blød, gulbrun lille Tingest. Den laa og strakte 92 Fingrene fra sig i Græsset og lignede et glinsende Firben. Han tog forsigtig paa den - den syntes næsten levende i hans Haand. Han knugede fast om den og kom i en Fart tilbage, sveddryppende, aandeløs.
✂ Hun sad allerede i Vognen. Triumferende lagde han Handsken i hendes Skjød og ventede paa Takken, og Gud véd hvad niere - men i Stedet lød der et lille forskrækket Udraab fra hende og en skraldende Latter fra de omstaaende. Handsken var sammenklistret af Sved, med en mørk Skjold midt over og tydelige Mærker af Karls Fingre. Ganske ubrugelig.
✂ Hun tog i en af de yderste Fingerspidser og kastede den ud af Vognen, i det den rullede af Sted med Borgmesteren paa Kuskesædet.
✂ Skamfuld, ulykkelig bukkede Karl sig ned og tog den op - den var li'egodt for god til at ligge i Snavset - og stak den til sig. Saa krøb han op paa Bukken af char-à-banc'en og blev trukken hjem ad af de tunge Arbejdsheste - langt bag efter Kaleschevognen.
✂ Da de kom tilbage, var hans Mod fra om Middagen som blæst bort. Han turde ikke se paa hende og saa dog hele Tiden den høje Skikkelse med det skinnende Haar og det vuggende Bryst, selv naar han lukkede Øjnene. Blot hun vendte sig, skjalv det i ham. Han var saa bange, saa bange, hun skulde komme i Nærheden af ham, 93 og dog sugede Længslen ham for Hjærtet efter kun at blive berørt af hendes Kjole. Han tænkte, han skulde dø med det samme, hvis hun nu lagde Haanden paa ham.
✂ Det var langt over hans Sengetid, og Søvnen prikkede ham i Øjenlaagene. Men gaa i Seng - nej, naar han tænkte paa, at Dagen efter vilde hun være borte, og saa fik han hende aldrig niere at se, var det, som om en ond Haand klemte ham i Hjærtekulen, - aldrig havde han følt saa stor Sorg i sit Liv.
✂ Saa bad de, hun vilde læse noget for dem, deklamere.
✂ Doktorfruen vilde vise sine æsthetiske Kundskaber og foreslog: Rejnald Underbarnet eller de sorte Riddere -
✂ Hun saa lidt forvirret ud ved dette Forlangende, men tog sig i det - "det var lidt. for langt", mente hun - "men maaske var der noget i Bogskabet?"
✂ Mellem det og Kakkelovnen stod Karl i den mørkeste Krog af Stuen. "Kors, - kom hun ikk' li'e hen imo' ham!" Han klemte sig ind i Krogen - "hva' vild' hun ham!" - - hans Ben rystede, hans Hjærte bankede - - ,,nej, det va' nok ikk' ham, hun vild' no'et".
✂ Hun saa ham slet ikke, lukkede Glasdøren op og lod Øjnene løbe over Bøgernes Titler. Der var en Mængde Bind, tre, fire Hylder fulde med 94 straalende Rygge. Hun læste: Braddon, Lady Audleys Hemmelighed; Ponçon du Terrail, Rocambole; Evald, Blanca; Scharling, Min Hustru og jeg; Beecher Stowe, Onkel Toms Hytte; Witherall, Den vide, vide Verden, osv. osv., helt ned til Bunden af Skabet.
✂ "Nej, det, der stod i de Bøger, egnede sig ikke til Deklamation" - sagde hun, det trak lidt i Mundvigen - "saa vilde hun hellere sige noget frem - der var just et lille Digt, som faldt hende ind."
✂ Hun begyndte rutinemæssig, uden Inderlighed. Men lidt efter lidt tog Digtets Skjønhed hende med. Hun glemte Provinsstuen, hun var i, de smaalige, uforstaaende Mennesker, Romanerne i Bogskabet, Træthed og Lede. Hendes Stemme, dæmpet af for det lille Rum, fik en særegen, gribende Klang. Hun saa Digterens Syner, blev til ét med hans Tanker og gjenskabte med fuldendt Kunst hans Stemning.
✂ Lille Karl var Hørelse fra Isse til Fodsaal.
✂ Han forstod ikke stort af Meningen i den kunstige Versslyngning. Men Rytmens Melodier, der lo, græd, jublede, stønnede i hendes Stemmes Musik, klang igjen i hans Sind, blev til Ord for ham, gav hans egne Stemningers uudtalte Poesi Udtryk. Alt det, der havde presset i hans Bryst, Smerten, de sidste Timers brændende Pine løstes 95 op og forsvandt som i en svulmende Mods kølige Vande.
✂ Stor, fornem, fjærn syntes hun ham nu, som hun stod dèr, midt i Stuen under Gaskronens hvide, sitrende Skjær med poetisk Højhed over det aandfulde Ansigt.
✂ Da hun tav, listede han sig hulkende ud af Stuen op paa sit Kammer. Dèr lagde han sig paa Gulvet, med Ansigtet trykket mod Hænderne, og græd sig i Søvn fra Smerte og Lyksalighed, mens hun gik til Hvile i Gjæstekammeret neden under.
✂ Den næste Dag - 2den Pintsedag - blev Butiken ikke lukket op, og Karl sov til ud paa Morgenstunden, da Firspandets Stampen paa Stenbroen og Lyden af rullende Hjul vækkede ham.
✂ Saa vidste han, hun var borte.