Inger-Lise Hjordt-Vetlesen Erna Juel-Hansen

Kroppens lyst

Som naturalist var Erna Juel-Hansen overbevist om, at 'naturen' var grundakkorden i enhver personlig og historisk udviklingsproces. Flere af hendes tidlige værker handler om den helt unge pige - pigen der befinder sig i vadestedet mellem barn og kvinde - og tematisk drejer de sig om naturen, der (næsten altid) kommer i konflikt med optugtelsen. Det gælder eksempelvis novellen "De tolv smaa - ?" fra Sex Noveller, 1885 (først udgivet i tidsskriftet Tilskueren 1885 under titlen "De tolv smaa Profeter"), der er en humoristisk skildring af en pigeklasses forsøg på at tiltuske sig et forbudt frirum fra religionsundervisningen. Og det gælder debutromanen Mellem 12 og 17 fra 1881 (udg. under pseudonymet "Arne Wendt"), hvor der fokuseres på tre unge pigers forskellige muligheder for at gennemløbe en naturlig vækst ind i voksenlivet. Der er i øvrigt personsammenfald mellem romanen og "De tolv smaa - ?", som udmærket kunne have været et afsnit i det oprindelige romanmanuskript. Men hvor novellen er en let sag, der både ironiserer over skolesystemet og over de store skolepigers pjankeri, har romanen et oplysende sigte. Den afslører på den ene side de unge pigers vildtvoksende erotiske fantasier og på den anden side den borgerlige pigeopdragelse, som slet ikke kan levere et hensigtsmæssigt modspil til pigernes forbudte følelser.

Debutromanen er ellers noget skematisk og didaktisk i sin form, hvorimod den lille novelle "En Konfirmand", der blev udgivet i tidsskriftet Ude og Hjemme 1882, er en kunstnerisk perle. Også denne novelle blev senere indlemmet i Sex Noveller, 1885, og ligesom for "De tolv smaa - ?"s vedkommende har novellen berøringspunkter med romanen. Den har samme tema, men koncentrer sig om en enkelt person og en enkelt begivenhed: Margrethe Holm og hendes konfirmation.

Novellen indledes med en beskrivelse af foråret uden for kirken, hvor de momentane sansninger af solen og blæsten og "den kolde Friskhed" (Sex Noveller, s. 41) modstilles den efterfølgende beskrivelse af det dunkle kirkerum, der er fyldt af "tung, kvalm Luft" og "Uddunstningerne fra de mange Mennesker" (s. 41-42). Dog, ligesom lyset ikke helt er fraværende, men spiller i den "skinnende Støvstribe paa Skraa gjennem Rummet" (s. 42), kan præstens prædiken og de religiøse konventioner ikke helt inddæmme den natur, som ulmer i den passiviserede menneskemasse. Især bliver præsten opmærksom på én, som hans ord ikke kan styre: Margrethe Holm.

Fra denne indledning, hvor synsvinklen snart er panoramisk, snart er i øjenhøjde med menigheden og præsten, er den 14-årige Margrethe i søgelyset i stort set resten af novellen. Selv om hun er benovet over situationen og ihærdigt bestræber sig på at indstille hele sin opmærksomhed på den religiøse handling, kan hun ikke samle sig ret lang tid ad gangen. Hendes kropsfornemmelser kommer både på den ene og den anden måde i vejen for præstens ord:

Men nu rejste de sig rundt om hende. Hvor det gjorde godt at komme til at staa. Naa-aa, nu skulde han tale. Hun rettede sig velbehagelig efter den lange Stillesidden og skød læmpelig den højre Skulder i Vejret - det nye Korset skar dog lidt i Siden. Saa var det, Pastor Skou begyndte sin Tale. Men i Øjeblikket druknede hans Ord for hende i Silkekjolens Raslen. Hvor det lød morsomt - krik, krak! Med nedslagne Øjne, Hænderne foldede over Salmebogen listede hun sig til at gjøre en sagte Drejning for paa ny at høre Silken skratte omkring sig, - og det lange, lange Slæb og Slæbskjørtet med to Rækker broderede Garneringer! - Ganske forsigtig listede hun den ene Fod tilbage og følte den blive borte i et Brus af Skjørt og Kjole.

(Sex Noveller, s. 46)

Gennem denne springdans mellem ydre og indre stimuli fremstår Margrethe som en meget ung kvinde, der nok har begreb om det passende, men endnu slet ikke har noget stabilt greb om sig selv. Hun svinger mellem fromhed og forfængelighed og er ved novellens slutning, da hun ligger i sin seng, stadig i tvivl om, hvorvidt hun har løjet for Gud, da hun i kirken lovede, at hun ville forsage "Djævelen og alt hans Væsen" (s. 64).

Novellens indirekte karakteristik af det højborgerlige miljø med den snerpede og neurotiske mor, den frisindede, men efterladende far og den fromme præst, der alligevel ikke er mere from end som så - han kan ikke holde øjnene fra storesøsterens smukke arme - har et klart naturalistisk sigte. Gennem personerne, der får lov at afsløre sig selv, stilles der skarpt på den gængse pigeopdragelse, hvis fornemste mål det var at holde de unge piger hen i uvidenhed om kønslivet.

Men samtidig viser skildringen af Margrethes reaktioner i løbet af konfirmationsdagen, at moderens og religionens forsøg på at undertrykke hendes naturlige lyster ikke er lykkedes. På trods af alvor, på trods af samvittighedskvaler, slår hendes enorme appetit på livet og hendes lyst ved sin egen krop igennem, så snart der overhovedet opstår en lille sprække i det passende. Og sprækken kommer, da præsten efter middagen om aftenen bryder op fra selskabet, og de unge i familien derefter spontant flokkes om Margrethe og overdænger hende med hendes egne gaver:

I et Nu var alle Hænder i Bevægelse, og alle havde samme Tanke: paa Margrethe skulde det anbringes alt sammen, Kjæder, Broscher, Armbaand, Ringe, alt maatte have Plads. Hun rystede af Utaalmodighed og Fornøjelse. Det havde hun haft Lyst til hele Tiden, men skammet sig. Nu skete det.

(Sex Noveller, s. 61)

Da faderen senere bag moderens ryg giver de unge tilladelse til at danse, bliver sprækken til en ladeport. Gulvet ryster, damerne hviner, stolene vælter, og på dén bagvendte måde bliver Margrethes konfirmation alligevel en sand bekræftelse. Ikke af hendes religiøse tro, men af hendes livslyst og umiddelbare nydelse af sin egen kropsenergi - "Gud, hvor hun havde moret sig!" (s. 63).

Margrethe er altså skildret som en ung pige, der trods miljøets prægning har bevaret sin kontakt med kroppen. Men hun er på samme tid skildret som et individ, der er uendelig indtryksåben og afhængig af omgivelsernes bekræftelse. Hendes overvældende optagethed af sit tøj og sit udseende og hendes meget skarpe blik for de fortrin, hun har fremfor sin ældre søster, antyder, at hendes energier nok er sprudlende, men bundet til et erotisk udtryksregister. Hvad der sker for en sådan ung pige, når tiden går, og hun skal træffe nogle valg, der har betydning ud over den øjeblikkelige oplevelse af bekræftelse - derom handler En ung Dames Historie, som Erna Juel-Hansen udgav tre år efter Sex Noveller.

Kvindelig eros

Romanen En ung Dames Historie fra 1888 er en udfoldet skildring af Margrethe Holms ungdomsliv og fortsætter dér, hvor novellen slap. Den knytter endvidere an til debutromanen Mellem 12 og 17, idet et par af personerne derfra genfindes her.

En ung Dames Historie begynder og slutter med et bryllup. Brylluppet i begyndelsen er resultatet af den alliance mellem præsten og Margrethes storesøster Olivia, som så småt blev indledt i novellen. Det afsluttende bryllup er Margrethes.

Imidlertid er der en verden til forskel mellem skildringen af de to begivenheder. Ved Olivias bryllup er Margrethes verden som i novellen åben og mulighedsfyldt, og tilsvarende er fremstillingen livlig og bevæget af Margrethes tanker og forventninger til det 'rigtige' liv. I slutningen af romanen, hvor hun selv bliver gift, har verden lukket sig om hende, og parallelt hermed er fremstillingen nu reduceret til en blot og bar konstatering af hændelsen:

Og tre Uger efter var der stort Bryllup hos Etatsråd Holms. Margrethe, i hvidt Atlask med Krans og Slør, blev den Dag viet til Hr. Dr. phil. Henning Møller. Pastor Skou holdt Talen, og denne Gang var alle de unge i Familjen med.

(En ung Dames Historie, s. 293)

Mellem de to begivenheder har Margrethe levet et på en gang meget almindeligt og meget ualmindeligt ungpigeliv.

Som de fleste unge piger har hun efter konfirmationen kun haft én ting at gøre: vente på, at den rette frier melder sig. Ventetiden fordriver hun så med at fantasere om alt det hemmelige og lokkende, der knytter sig til kønslivet. Hun har ikke lært noget, og hun ved ikke noget rigtigt, og derfor får hun rigelig lejlighed til at fortsætte med at svælge i sine kropsfornemmelser. Men ved Olivias første barsel, som hun til både faderens og moderens bestyrtelse ved en fejltagelse bliver ørevidne til, ændres hendes fornemmelser rigtignok til angstfulde rystelser: "Angsten greb hende igjen, grædende krøb hun sammen under Tæppet" (s. 110). Ved samme lejlighed går det endelig op for faderen, hvor uvidende hun er, og for en gang skyld overhører han moderens protester og insisterer på, at Margrethe skal lære noget om biologi. En egentlig indføring i fysiologi og anatomi kan der slet ikke være tale om - her sætter moderen hele sin neurotiske energi ind - så kompromisset bliver, at Margrethe sammen med et par andre unge piger skal have privatundervisning i botanik. Efter moderens mening "den anstændigste Form for Naturskab" (s. 114-115), når det nu skal være.

I mellemtiden har Margrethe som en naturlig forlængelse af sine fantasier haft travlt med at forelske sig. Alle de emner, der kommer inden for hendes synsfelt, bliver rask væk bedømt på, om de er egnede til at gå i ét med hendes drømme, og den første den bedste, der 'passer', bliver hendes noget ældre fætter. Han er både kunstmaler og med på det moderne frisind, og Margrethe er fuldstændig prisgivet. Uerfaren som hun er, ville hun have været parat til hvad som helst i kærlighedens navn, hvis ikke fætteren så pludseligt var død af lungebetændelse. Det fører hende ind i en lammende fortvivlelse, men giver hende samtidig et pusterum, indtil hun igen finder frem til sin lyst - og en ny forelskelse. Denne gang i botaniklæreren, Henning Møller, der viser sig at være en målbevidst og ambitiøs ung forsker. Margrethe falder imidlertid for hans smukke og muskuløse krop og - selvfølgelig - for de fantasier om erotik, som hans udseende vækker. Men her bliver hun skuffet, for da forholdet er blevet officielt, og de har forlovet sig, viser det sig, at manden - til moderens store tilfredshed - har sine principper og sætter alt ind på at holde sig seksuelt 'ren' indtil ægteskabet. Faktisk fremstår han som en karikatur af en rendyrket handskemoralist (jfr. afsnit II: Biografi), der ikke alene tyr til håndvægtene, når lysterne bliver for påtrængende, men i det hele taget tér sig som en træmand, der ustandselig udbreder sig om sine fremtidsudsigter og ikke er spor interesseret i alt det, Margrethe sukker efter: kærtegn og søde ord.

Disse faser i Margrethes historie ligger med variationer inden for, hvad der almindeligvis kunne fortælles om de fleste unge borgerlige kvinder. Men i fortsættelsen overskrides det almindelige, og især det passende. For forlovelsen og "den Skuffelse, Virkeligheden voldte hende" (s. 197) gør lidt efter lidt Henning Møller til en fremmed og uvedkommende for hende, og mens han er på studieekspedition i Grønland, slår hun sig løs på ballerne og forelsker sig igen. Den udvalgte er en slags gentagelse af den døde fætter: han er kunstner og bohême - og ikke handskemand! De indleder et glødende kærlighedsforhold, hvor alt, hvad Margrethe har drømt om, går i opfyldelse. Sensualiteten og seksualiteten går i ét, og for Margrethe er det, som om hun først nu er blevet "rigtig Menneske, helt Kvinde" (s. 251).

I sagens natur må deres forbindelse holdes hemmelig, og deres samliv foregår isoleret fra verden på hans loftatelier. Det er grotteagtigt og dunkelt og omslutter dem som en slags livmoder, hvor de uafhængigt af den øvrige verdens kredsløb finder næring alene i deres forhold.

Denne erotiske næring er også alt nok for Margrethe: "Så længe hans Arme sluttede hende inde i Lidenskab, hans Læber hviskede Elskovsord i hendes Øre, savnede hun intet, og hun gik fra ham, hvor kort end deres Møde havde været med Sind og Sanser mættede, og dog med en nyfødt, ulmende Længsel, der gav hendes Tilværelse Fylde i Forventning om næste Gang" (s. 255).

Men for den unge kunstner bliver denne tilværelse i længden for indelukket. Han er selv levende optaget af gennembruddets ideer og alt, hvad der sker i kunst og litteratur, men han opdager snart, at hun ikke har interesse for noget, der ligger uden for deres forhold. Derfor bliver det hverken sædeligheden eller usædeligheden, der tager livet af kærligheden, men simpelthen det lukkede kredsløb. Han nødes til at svigte hende og bryde ud - blot for at få 'luft'.

Derfor ender romanen med endnu et bryllup, hvor det er fortælleren, der tager over. Margrethe har nemlig ingen 'stemme' mere; hun er skrumpet ind til den rene fortvivlelse og tomhed, fordi hendes identitet udelukkende var bundet op på elskoven. Og på den måde ender En ung Dames Historie som en ganske almindelig historie, hvor den unge kvinde efter en passende forlovelsestid gifter sig med sin udvalgte, da han efter endt uddannelse vender hjem og kan forsørge hende.

At romanen blev en skandalesucces, som uden tvivl var medvirkende til, at Erna Juel-Hansen måtte dreje nøglen om i sit gymnastikinstitut, skyldtes flere ting. Det mest iøjnefaldende var selvfølgelig den umisforståelige og yderst sensuelle skildring af den fri kærlighed. Det var i sig selv grænseoverskridende. Dertil kom, at det seksuelle begær blev fremstillet som ikke blot en mandlig, men også en kvindeligt drift. Det var et stød, der ramte ind i både det etablerede borgerskab og i store dele af kvindebevægelsen. Men det mest provokerende var måske, at forfatteren med sin fortællerholdning og sin stil sagde god for denne seksuelle komponent i kvindeidentiteten. Det er ikke dén, der er fatal, men derimod, at Margrethe ikke har fået udviklet sine intellektuelle potentialer og derfor er blevet helt afhængig af den erotiske bekræftelse. Den kritik rettede sig mod selve familiestrukturen og dens kønsorganisering. For selv om fru Holm nok er ekstremt snerpet, så var den gængse pigeopdragelse ikke så forskellig fra den, der er fremstillet i romanen. Den skæbne, som sluttelig fører Margrethe til brudeskamlen, lignede til forveksling den almindelige borgerlige kvindes skæbnefortælling.

Romanen satte altså problemer under debat. Men Erna Juel-Hansen ville som sagt mere end at problematisere - hun ville fremstille et kvindeliv, hvor tingene hang sammen, og hvor hverken den erotiske eller den intellektuelle side af det kvindelige menneske var forkrøblet.

Kvindelig dannelse

Allerede i Sex Noveller fra 1885 findes en kvindeskikkelse, der både er erotisk og intellektuelt veludviklet. Novellen "Enlig" er en lille skitse af en ung kvinde, som, alt imens hun passer sit betroede arbejde som bogholder, lever i et frit forhold til en mand, hun elsker. Hun får sin selvfølelse fra arbejdet såvel som fra kærligheden. Og hun er stolt af det: "hun var Arbejderske, slet og ret, vilde ikke for nogen Pris være andet - jo ét endnu, og dette over alt andet! Det luede varmt i de mørke, grønlig graa Øjne og dirrede blødt om Mundens faste Linjer" (Sex Noveller, s. 5).

Da manden svigter hende, og hun samtidig opdager, at hun er gravid, lider hun de samme helvedes kvaler som Margrethe. Men hun formår at holde fast i sig selv og få vendt sin kærlighed til foragt for den vattede mand. Beslutsomt og sejt får hun stablet en tilværelse på benene, hvor hun både er i stand til at passe sit arbejde og sit moderskab, og ved slutningen af novellen er der endog antydninger af en mulig fremtidig alliance mellem hende og hendes chef.

Det nybrydende ved denne novelle er for det første skildringen af den borgerlige kvinde som fri og selverhvervende. For det andet novellens dristige - omend diskrete - skildring af det kvindelige savn efter et seksuelt forhold. Skønt hun er overmåde glad for sin lille dreng, lægger novellen ikke skjul på, at hun savner en mand og nu og da tyr til onanien:

Og der kom Tider, hvor hun forstod, at Mænd kan kjøbe sig et Favntags Lykke, Øjeblikke, hvor det var hende en Fristelse at færdes, som hun daglig maatte, blandt Mænd, Timer lange, hvor hun hændervridende opgav Kampen og i hede Drømme søgte at døve sine Savn.

(Sex Noveller, s. 27)

Den lille skitse kunne være et forstudie til det kvindelige dannelsesforløb, som Erna Juel-Hansen bygger sin udviklingsroman Terese Kærulf fra 1894 op over.

Romanens handling udspiller sig i 1870'erne, og i den første del af romanen er året 1871, hvor den 23-årige Terese befinder sig i Berlin. Her bor hun på et pensionat for unge piger, mens hun uddanner sig på en tegneskole. Hendes mål er at skabe sig et selvstændigt liv, og hendes flid og arbejdspræstationer borger for bæredygtigheden i hendes projekt. At hun samtidig er i besiddelse af en 'sund' kvindelighed, viser sig dels ved hendes instinktive afsky for kælerierne mellem nogle af de kvindelige pensionærer, dels i hendes kritik af værtindens seksuelle dobbeltmoral.

Efter at have forladt det betændte pensionatsmiljø havner hun hos en elskelig og livsklog enkefru von Schilden, der oprindelig er fra Danmark. Her får hun kontakt med fremtrædende mænd fra det radikale, republikanske miljø, hvad der udvikler både hendes horisont og hendes evne til at reflektere over og artikulere sig om tidens åndsliv og politiske spørgsmål. I det hele taget har hun det som en fisk i vandet, indtil Heinrich von Schilden, enkefruens henimod 40-årige søn, forelsker sig i hende. Han har fra først af været den, hun så allermest op til og holdt allermest af, men på spørgsmålet om, hvorvidt hun elsker ham, bliver hun i tvivl. Og det er denne tvivl, som får hende til at svare ja, da han endelig frier.

Hun kan nemlig ikke med sit hoved forklare sig, hvorfor hun ikke er forelsket i ham. På alle punkter er han elsk-værdig, bortset fra et: han er ikke særlig pæn, og han er meget tyk. Gang på gang lyder det i hendes tanker: "Havde han blot ikke været slet saa tyk" (her: Terese Kærulf, s. 77), men det er først, da denne tykhed bliver en korporlig erfaring, at umuligheden i deres forhold helt går op for hende. Det sker ved illuminationen af Berlin i anledning af, at Tyskland har tvunget Frankrig til våbenhvile. På et tidspunkt er hun ved at komme i klemme i folkevrimlen, men da Heinrich lægger sig imellem, glider folkemasse og kropsmasse i ét for hende:

Hun var en Kvælning nær og følte et Øjebliks Dødsangst og tillige Væmmelse, næsten Had mod dette, store, tykke Legeme, der syntes hende Hindringen for at aande. Hun gjorde en krampagtig Anstrængelse for at fri sig, trække Vejret blot en Gang, men blev trykket end fastere mod denne bløde Masse, der kvalte - kvalte hende - og tabte saa Bevidstheden.

(Terese Kærulf, s. 179)

Så slår hun op! For et samliv med Heinrinch ville måske nok nære hendes åndelige behov, men hendes erotiske lyster ville blive kvalt, fordi hun ikke tænder på hans krop.

Anden del af romanen foregår tre-fire år senere i København, hvor Terese i mellemtiden er blevet leder for broderiafdelingen i et stormagasin. Arbejdet kræver sin kvinde, og hun oplever en stor tilfredsstillelse ved at få udviklet så mange sider af sig selv. Sideløbende med den daglige drift og den langsigtede ledelse af afdelingen udnytter hun i alle sine frie stunder sit talent for tegning og æstetik og fremstiller en særpræget form for kunstbroderi. Men inden hun rigtig når at springe ud som kunstner, vikles hun ind i endnu en kærlighedsaffære.

Og nu har hun kroppen med! Hun forelsker sig hovedkuls i en smuk, ung teologistuderende, der er gerådet ud i en religiøs krise. Forelskelsen er gensidig, og de flytter delvis sammen og lægger planer for en fælles fremtid. Kun langsomt går det op for Terese, at hun vist ikke helt har haft sit hoved med, for som tiden går, viser det sig, at manden er både viljesløs og dobbeltmoralsk. Da de en aften har svært ved at komme fra hinanden, og Terese da fri og stolt kan erklære: "Jeg elsker dig - - jeg er din -" (s. 352), standser han op på tærsklen til soveværelset. Ikke fordi han ikke er lige så lidenskabelig tændt som hun, men fordi, som han fremstammer: " - du vilde - vilde - synke i mine Øjne, for - du skal jo være min Hustru - -" (s. 353).

Dette åbenlyse moralske hængedynd er slemt nok, men først da Terese erfarer, at han fra hende er gået direkte til en luder, har hun fået nok. Hendes kærlighed dør, og hun opløser forholdet.

Som i den klassiske dannelsesroman gennemløber Terese altså to stadier, der hver for sig udvikler forskellige sider af hende. I forholdet til Heinrich vokser hun intellektuelt, og i forholdet til Mogens Højer får hun føling med sin erotiske lyst. Tilsammen fører de to stadier hende nærmere mod en bevidst erkendelse af egne behov og egne grænser. Derfor lider hun ikke samme skæbne som Margrethe Holm. Ved bogens slutning, da hun er i færd med at drage til London for at arrangere en udstilling af sine kunstbroderier, står hun rustet til at erobre verden som et frit og selvberoende individ :

Paa hende ventede Arbejdet, Kunsten, og gennem dem saa hun, Manden lig, ind i en rig, lys og sikker Fremtid. Deri laa for hende Lykken, deri var Livets Indhold.

(Terese Kærulf, s. 412)

Moderne ægteskab

Helsen & Co. fra 1900 er en fortsættelse af Terese Kærulf. Det er en ægteskabsroman, der handler om Tereses forhold til den tredie og rigtige mand i hendes liv, Erik Helsen. Han er kunstsnedker, velorienteret og ikke mindst velskabt. I tilbøjeligheden for denne mand er både hendes krop og hendes hoved med, og de begynder deres ægteskab på ideelle moderne betingelser. De elsker hinanden, respekterer hinanden som to ligeværdige og frie mennesker, og har fælles mål. Angående deres private samliv er de enige om, at det aldrig må blive rutine, at de i hvert kærtegn skal blive til for hinanden - ""Hver Gang jeg kysser min Kone," havde han sagt, "skal der ske et lille Mirakel" (Helsen & Co., s. 71) - og angående deres arbejdsliv går de i kompagniskab. Sammen oparbejder de en kunstindustrivirksomhed, der forener kunstnerisk design og klassisk håndværk i fremstillingen af møbler og interiørs. Deres ægteskab omfatter således både et erotisk, et arbejdssmæssigt og et økonomisk fællesskab.

I den forstand er Terese altså 'kommet hjem'. Hun har fået samling på trådene i sin personlighed uden at give køb på hverken sine erotiske længsler eller sin higen efter at blive borger i samfundet på linie med manden.

Romanens plot er da det såre realistiske at skildre dette idealforhold over tid. Hvad sker der, når tiden går, familien forøges, markedskonjunkturerne svinger, og de biologiske forskelle sætter sig igennem som forskellige rytmer i parternes arbejdsevne?

Kort fortalt går det ikke, som Terese havde forestillet sig. Det første, men især det andet barn svækker for en tid hendes kreative indsats, og i takt hermed sker der noget i ægtefællernes indbyrdes følelser for hinanden. Hvor hun bliver endnu mere afhængig af elskovsbekræftelsen, bliver hans erotiske følelser drejet over mod det faderlige og omsorgsbetonede. I lange perioder nages hun desuden af økonomiske spekulationer, men endnu værre er det dog, at Helsen under hendes sidste graviditet har set sig nødsaget til at inddrage en ny kompagnon i firmaet, der både er kunstnerisk begavet og pengestærk. Derved sættes Terese så at sige ud på et sidespor i dét, der skulle være deres fælles livsprojekt. Og da Helsen så i et svagt øjeblik har et engangsforhold til en anden kvinde, braser hele fundamentet for "Helsen og Co." sammen. For ham er det et beklageligt fejltrin, som han straks bekender og angrer, for hende er det et forræderi mod det helligste, egentligste i deres forhold. I hendes romantiske forståelse er kærligheden eksklusiv og funderet i en betingelsesløs tillid, som ikke kan gradbøjes.

Men også her er romanen realistisk, og igen kommer tiden ind som den faktor, der, om ikke forsoner, så dog muliggør et liv, der er mindre ideelt, mindre rent. Romanen ender med, at Terese tilgiver Helsen, de fortsætter samlivet - ikke som én organisme, men som partnere, der varetager hver deres områder. Det kan lade sig gøre, dels fordi Terese allerede længe har gået sine egne kunstneriske veje, og dels fordi hun med en psykisk kraftanstrengelse tvinger sig selv til at sondre mellem sanserusen på den ene side og den 'rigtige' kærligheds "Ømhed, Hengivenhed" (s. 321) på den anden side.

Selv om Terese må resignere og realitetstilpasse sine fordringer efter noget, der betænkeligt ligner de traditionelle rammer for mandlig og kvindelig udfoldelse, er hun dog ikke restløst tilbage i den borgerlige kvindes rolle. I de ægteskabsskildringer, som forfatterskabet i øvrigt er så rigt på, er rollefordelingen nemlig i en helt anden grad funderet på den borgerlige sfæreopdeling. Kvinden varetager intimsfæren, mens manden varetager de samfundsmæssige funktioner ude i verden. Ideelt set skulle parterne komplettere hinanden som henholdsvis stof og form, men netop Erna Juel-Hansens skildringer afslører en ægteskabsstruktur, hvor kvinderne af mangel på egenidentitet retter alle deres energier mod at 'tage sig ud': manden, hjemmet, døtrene - alt bliver led i kvindens iscenesættelse af sig selv som fuldendt form.

I det ægteskab, som tegner sig ved udgangen af Helsen & Co., er det derimod inderligheden, både i forholdet til manden, børnene, hjemmet og arbejdet, som tæller. Og frem for alt inderligheden i individets egen refleksion af sig selv. Når ægteskabet ikke kan indfri Tereses forventninger, er det derfor hverken den enes eller den andens skyld, men et udslag af den samme individualiseringsproces, som overhovedet har gjort det muligt for Terese at reflektere sig selv som et selvstændigt begærende individ. Terese vil på én gang være sig selv og samtidig være ét med den anden i tidløs hengivelse. Hun vil med andre ord realisere dén romantiske utopi, som konveniensægteskabet har bespottet.

Når Terese ustandselig bliver krænket på sin selvfølelse, handler det altså ikke kun om praktiske ting som mangelen på prævention og hjælp til den huslige menage, men om en indre splid i de anskuelsesformer, som strukturerer hendes univers.

Betragtet som kvindelig dannelsesroman er Helsen & Co. da et vidnesbyrd om, at dén dannelsesroman ikke lod sig skrive, og at det havde længere udsigter med realiseringen af det romantiske projekt, end Erna Juel-Hansen kunne overskue i 1900.

Moderne moderskab

I En Ung Dames Historie blev moderskabet i det traditionelle ægteskab anskuet fra den unge datters perspektiv. I novellen "Tøbrud", der først blev offentliggjort i tidsskriftet Ude og Hjemme 1882, og siden medtaget i Sex Noveller, 1885, bliver moderskabet omvendt fremstillet ud fra moderens perspektiv. Men lige utilfredsstillende tager den traditionelle moderrolle sig ud. Som fru Holm i En ung Dames Historie er den unavngivne kvinde, der konsekvent benævnes "Moderen", egentlig blevet overflødig, efter at hendes børn er blevet voksne. Men i modsætning til fru Holm, der dog er gift med en hæderlig og retsindig mand, er "Moderen" bundet til en nydelsessyg libertiner, der i grunden er ret godt tilfreds med, at den kedelige hustru bliver hjemme, når han sammen med de to voksne sønner slår sig løs i selskabs- og nattelivet. For alt imens sønnerne gennem årene er blevet fremmede for moderen, har hun forskanset sig i sin tillukkethed og sit ørkesløse strikketøj.

Novellens plot er en familiær katastrofe, som med ét slag får hendes skal til at briste og hendes moderfølelse til at vågne. Uden at hun hverken har interesseret sig for det, eller anet noget om det, har hendes ældste søn nemlig stiftet gæld på falske veksler. Nu er politiet på trapperne, sønnen søger hjælp hos moderen, men først da hun ved et tilfælde kommer til at forhindre hans selvmord, sker der noget. Ham kan hun ikke mere hjælpe, men hans sårbarhed og ulykke giver hende føling, netop med 'moderen'. Og novellen ender med, at moderen og den yngste søn finder sammen: "" Mo'r, aa Mo'r!" kaster han sig ind til hende. Saa er han hendes" (Sex Noveller, s. 143).

Trods fine miljøskildringer og tætte sansninger af den psykiske fastlåsning - eksempelvis via den gentagne strikke-remse: "Slaa om, en ret Maske, slaa om, syv rette, to sammen, to sammen og syv igjen - " (bl.a. s. 133) - er novellen ikke helt fri for at være både patetisk og sentimental. Men dens barske skildring af det had, der også kan rummes i moderfølelsen, er troværdig. Det konfliktuelle moderskab er i det hele taget et tema som er genkommende i forfatterskabet. Også når det gælder skildringen af moderne, selvstændige kvinder.

I Erna Juel-Hansens sidste bogudgivelse, Henriks Mor fra 1917, der kan læses som afslutningen på forfatterskabets løbende dannelseshistorie, er det ambivalente moderskab således knuden, hvor alle strengene løber sammen.

Romanen handler om den midaldrende fru Holt, der i mange år har været enke efter et ægteskab med en neurotisk og seksualforskrækket mand. Sønnen, Henrik, som hun har opdraget alene, er ved handlingens start en ung, nyuddannet ingeniør, som står for at skulle giftes og påbegynde en lovende karriere.

Alt tegner således lykkeligt for fru Holt. Hun glæder sig over sønnens udsigter, over sin egen arbejdsenergi og evne til at forsørge sig selv som skribent, og især glæder hun sig - hvad sønnen ikke ved - til omsider at kunne gifte sig med den mand, som hun i al hemmelighed har elsket i en række år.

Når hun ikke forlængst har givet ham sit ja, skyldes det hensynet til sønnen. Henrik er nemlig ganske overordentlig jaloux, og så længe han boede hjemme, ville enhver forbindelse mellem dem have været en umulighed.

Men lige som Henrik skal til at bryde op, rammes han af en lettere tuberkulose. Som en selvfølge går han ud fra, at både moderen og kæresten bruger deres halve liv på at besøge ham på sanatoriet, hvorfor fru Holt foreløbig må holde sin elskede hen. Og da sønnen endelig er blevet rask, er han blevet så fikseret på patientrollen og de 'forskrifter', som livet levedes efter på sanatoriet, at hele hans livsenergi sættes ind på at opretholde dette 'forebyggelsesprojekt'. Det medfører dels, at han slår op med sin forlovede, dels at han indretter sig for resten af sit liv hos moderen - overbevist om, at hendes eneste formål med sit liv er ham selv.

Derefter er handlingen, kort fortalt, at fru Holt trinvis må afvikle sine erotiske forhåbninger og endeligt slå sig til tåls i en resigneret attitude, hvor hun genoptager sit arbejde og opøver "sig i den Livets Kunst, som det ellers er forbeholdt den senere Alder at maatte lægge sig efter: Kunsten at blive gammel uden at ældes, og hvis dybeste Evne er at forny sig selv ved at finde sin Glæde i at leve i og for andre" (Henriks Mor, s. 237). Det kendetegnende er altså det manglende vendepunkt, det fraværende ydre drama.

Ikke desto mindre er det en meget dramatisk, for ikke at sige kulørt historie. På trods af at fru Holm er en kompleks figur, er det snarere end en psykologisk roman et skæbne-drama . Henriks jalousi og besiddelsestrang antager nemlig noget nær mytiske dimensioner og sprænger derved den psykologisk-realistiske forståelsesramme.

Læst på dette mytiske plan forbinder romanen sig både med "Tøbrud" og med Helsen & Co., hvor den samme eksistentielle konflikt er til stede. Også i forholdet mellem Helsen og Terese tenderer barnet mod at være en kile, der borer sig ind mellem de elskende. Den store kærlighed kan heller ikke her rumme en tredie - enten bliver manden eller også bliver barnet tilovers. Så inden for disse betydningslag, er det dette på én gang udelukkede og elskede barn, som nu i forvokset skikkelse er vendt krævende tilbage i Henriks Mor. I en surrealistisk gentagelse af det eksklusive parforhold, er mor og barn bundet til at være hinandens skæbne.

Romanen er altså ikke blot og bart en skildring af en opofrende mor, der må nøjes med resignationens stille glæde. Romanen vidner om, at den moderne individualisme, som Erna Juel-Hansen til det sidste bekendte sig til, rummede konfliktpotentialer af en anden art end dem, der kunne løses gennem oplysning og politiske fremskridt. Som menneske anede Erna Juel-Hansen mere, end hendes litterære dannelsesprojekt realistisk kunne rumme.

Realismens former

Erna Juel-Hansen fremkom ikke offentligt med overvejelser angående sin æstetik eller kunstneriske metode. Men især i begyndelsen af forfatterskabet er det tydeligvis en realistisk illusionskunst, hun tilstræber. Fortællerinstansen er tilbagetrukket, og enten følger synsvinklen det blik, som en tilstedeværende ville anlægge på personerne og omverdenen, eller også er synsvinklen bundet til en person, så skildringen mimer en subjektiv oplevelse af hændelserne.

De kunstnere, som eksempelvis i En ung Dames Historie optræder i det fiktive univers, er angiveligt realister som Erna Juel-Hansen, men de skildres fortrinsvis som elskere og ikke som kunstnere.

I romanerne om Terese er den kunstneriske skabelsesproces derimod et væsentligt aspekt af det overordnede dannelsesmotiv. Terese bliver jo kunstner - men hendes kunst er af en særlig art.

Hendes udvikling tilskrives i hendes egen og tekstens selvforståelse arven fra hendes forældre. Faderen var håndværker, mens moderen kom fra det højere borgerskab. Terese er følgelig frugten af håndens og åndens formæling, ligesom hendes eget - og ægtemandens - gebét er kunsthåndværket. Det er i sagens natur en kunstnerisk udøvelse, der unddrager sig spørgsmålet om realistisk illusion, og dog tyder beskrivelsen af Tereses tidlige arbejder på, at hun på sin vis søger at efterligne naturen:

Hun sad foran den aabne Dør i sin Kahytstue med Broderirammen støttet mod Knæet og syede med Uldgarn paa mørkt Stof efter en frodig Strandtidsel, denne Strandens pragtfulde Væxt, der synes at suge sine Farver af Himlens, Havets og Sandets sarteste Tinter. Den var plantet i en Kumme med vaadt Sand foran hende paa Bordet, lidt højt oppe. Hun var "næsten" Kunstner i disse Arbejder, som hun drev i sine Fritimer, siden hun kom fra Berlin - og mente at blive det helt. Allerede i det Stykke af Planten, der var at se paa Klædet, syntes den at leve. Saa fint og sikkert gengivet var den baade i Form og Farve. Den sejge, ranke Stængel, de tornbesatte kraftige Blade, de dybblaa Blomsterkroner, der inderst inde har Skær som af Solnedgangslys paa Regnskyer, syntes at staa i Rummet, lige saa frit som selve den levende Model.

(Terese Kærulf, s. 272-273)

Men som teksten viser, forbinder den mimetiske bestræbelse sig med andre impulser. I broderiet er planten abstraheret fra konteksten; rummet og omgivelserne er lige som suget op i farvechangeringen og figurationen, der derved tenderer mod at være et fortættet, symbolsk udtryk for det fraværende.

Da Tereses forbindelse til den fælles virksomhed løsnes, bliver hendes design yderligere frigjort, og mod slutningen af Helsen & Co. er det ikke til at skelne mellem naturalisme og fantastik i hendes formsprog. Hendes tegninger "laante snart deres Form, snart deres Dekorationer af stiliserede Blomster og sære Dyr" (Helsen & Co., s. 287). I modsætning til det realistiske udtryk, der mimer en centralperspektivisk anskuelse, har Terese altså efterhånden gennem de arabeskagtige former og hybride figurationer bevæget sig over i en kunst, der minder om symbolisme eller jugend.

Helt anderledes forholder det sig imidlertid med hendes forfatter. Erna Juel-Hansen forblev gennem hele sit forfatterskab realist. Og dog kan man ligesom for Tereses vedkommende spore en stadig udvikling - ikke mod det mere fabulerende, men mod en form, der nærmer sig en klassisk fortællende prosa.

Inden for et spænd, hvor der overalt kan tales om realisme, er der påfaldende forskel på begyndelsen og slutningen af forfatterskabet. De tidligere værkers overvejende sceniske fremstilling afløses af en form, hvor der er mærkbar distance til det fortalte. De indre monologer nærmer sig tankereferater, og den lette ironi, som opstod i spillet mellem fortæller og fortalt i eksempelvis En ung Dames Historie, er næsten forsvundet. I Helsen & Co. er der endnu glimtvise markeringer af en vis afstand mellem den implicitte fortæller og Terese, men ofte er fortolkninger og refleksioner sammenfaldende. Og i Henriks Mor er det stort set umuligt at skelne mellem fortælleren og Fru Holt. Tonefald, holdning, fortolkning går i ét.

Denne mærkbare ændring i realismen skyldes vel til dels, at hovedpersonerne bliver ældre, mindre impulsive og mere selvreflekterede. Men det skyldes også, at forfatteren Erna Juel-Hansen simpelthen skriver sig nærmere på sig selv. I de senere værker kan man næsten ikke undgå at snuble over karakterer, konflikter og meninger, som ligger meget tæt på hendes biografi. Den unge teolog i Terese Kærulf f.eks deler træk med Erna Juel-Hansens egen indadvendte og knudrede ægtemand, lige som Tereses frie og hans bornerte syn på den førægteskabelige seksualitet minder om noget selvoplevet. Tilsvarende virker brevromanen Kærlighedens veje, som Erna Juel Hansen udgav 1895 i slippet mellem Terese Kærulf og Helsen & Co., også som en lettere fiktionalisering af hendes egne erotiske erfaringer i samme periode.

I forfatterskabets sidste værk, Henriks Mor, er ligheden mellem hovedpersonen og Erna Juel-Hansen ligefrem slående. Udseende, arbejde, parforhold og moderskab passer langt hen ad vejen, og i fru Holts mange fortolkende og selvkorrigerende tankerækker er fortælleren helt indforstået. Eksempelvis foretager fru Holt en slags status over sit arbejde, som tilnærmelsesvist kunne være Erna Juel-Hansens egen:

aa jo, det var jo ikke helt godt, men hun havde saa noget nær faaet sagt, hvad hun vilde, om ikke som hun vilde det. Lidt af Haandværket havde hun vel efterhaanden faaet lært sig og havde kusket sin Hjærne, til den gav Tankerne saa klart fra sig, at de ikke løb sur paa Papiret. Hun var ikke født Skribent, og det kostede hende endnu det møjsommeligste Arbejde at give sine Tanker en nogenlunde personlig Form. Naa, det vigtigste for hende var jo dog at gøre nogen Gavn med det, hun skrev, (...) og saa havde hun da den Tilfredsstillelse, at hun med en Artikel som f. Eks. den i Dag traadte i sin afdøde Fars Fodspor ved ligesom han at forsøge paa "at hygiejnisere Menneskenes Børn baade fysisk og moralsk".

(Henriks Mor, s. 24-25)

Indirekte rummer Fru Holts refleksioner altså et fingerpeg om Erna Juel-Hansens egen selvforståelse som kunstner: hendes kunst har et samfundsmæssigt sigte, og det vigtigste er åbenbart her i 1917 blevet til spørgsmålet om hvad og ikke hvordan. Derfor den stadige tendens til, at den ræsonnerende stemmeføring tager over, og hændelserne bliver fortalt i stedet for at blive vist.

Det er en form, der kræver noget af sin fortæller. Umiddelbart fungerer den, så længe stoffet kan bære, og personerne er sprælske nok til at udgøre en modpol til fortælleren. I Terese Kærulf er Tereses krumspring således i sig selv spændende, mens de indadvendte tankereferater, som efterhånden fylder i Helsen & Co. unægtelig bliver noget monotone og bogholderagtige.

For hvis en sådan form skal bære ud over det oplysende og opbyggelige, må fortælleren udfordre den iboende indforståethed med læseren. Og det gør Erna Juel-Hansens fortæller sjældent. Ingen tvivl om, at vi er i godt selskab, men selv godt selskab bliver i længden for meget, hvis ikke det uformodede og ufortolkede en gang imellem får betydningen til at skride og refleksionerne til at gå af ukendte veje.

Sagt på en anden måde - forfatterskabet mister mod slutningen en del af sin kunstneriske spændstighed. Og ironisk nok skyldes det ikke blot, at forholdet mellem forfatter og fortæller bliver for tæt, men især at forholdet ikke bliver tæt nok. I Erna Juel-Hansens breve er skriften således anderledes søgende, men i fiktionen spærrer fortolkningen åbenbart for det kaotiske og flertydige. I modsætning til Terese, der finder et formsprog, som kan rumme det gådefulde, ligger det ikke inden for Erna Juel-Hansens selvforståelse at eksperimentere med det kunstneriske udtryk.

Eksperimenter skorter det derimod ikke på, hvis man løfter blikket og ser på Erna Juel-Hansens samlede virke som én stor tekst. Her kan man sideløbende med intentionen om "at hygiejnisere Menneskenes Børn" (Henriks Mor, s. 25) finde en slynget sammenhæng mellem de forskellige registre i Erna Juel-Hansens arbejder. Fra først til sidst - i de erotiske skildringer som i kvindegymnastikken og i kampen for det kvindelige individs personlighedsudvikling - er det de samme formskabende kræfter, som driver værket. Overalt drejer det sig om at fremdrage naturens skønhed i det menneskelige - så på det plan er der måske ikke så langt fra Tereses arabesker til Erna Juel-Hansens forgrenede livsværk.