Juel-Hansen, Erna ENLIG

I.

Tre halvmørke, smaa Stuer paa en fjerde Sal ude ved Søerne. Der faldt et svagt Skjær gjennem Vinduerne af Lygtelysets Gjenskin paa den blanke Vandflade langt nede. Luften derinde var blød af frisk, fugtig Varme. Paa Magasinovnen i Dagligstuen snurrede en Kjedel kogende Vand. Døren til Sovekamret stod paa vid Gab. Derinde var Vinduet aabent. Der var kvindelig Hygge i Anordningen af de faa, tarvelige Møbler. Paa Bordet i Spisestuen var Aftensmaaltidet dækket til én.

2

Saa klirrede pludselig en Lyd gjennem Stilheden. Udefra blev en Nøgle forsigtig stukken i Laasen, og en Mands faste Trin gik listende, hjemmevant gjennem Entréen, ind i Spisestuen.

Han havde beholdt Hatten paa, men blottede uvilkaarlig Hovedet, da han traadte over Tærskelen. Han var blændet af Gaslyset ude paa Trappen og fandt sig famlende og forsigtig Vej til Bordet i Dagligstuen. Da han stødte Foden mod Gængen af en Gyngestol, undslap der ham et ærgerligt Udraab.

Af Brystlommen paa sin Overfrakke tog han en Pakke op og lagde den paa Bordet nær ved den selvlysende Tændstikbeholder. Han strøg en Tændstik og saa paa Uret: "sex, Tid nok - hun kommer først om en Time."

Skinnet faldt paa et ungt, blondt Ansigt med frodigt Haar og Skæg, haarde Linjer om Mund og Hage, med smaa, dybtliggende, blaa Øjne, kloge i Blikket, en kraftig, firskaaren Skikkelse.

Han sad i Gyngestolen, vuggede frem og tilbage, blev længe ved.

Én Gang famlede hans Haand efter Pakken paa Bordet, han mumlede halvhøjt, fortrædeligt: "kan ikke gjøres paa anden Maade" - skød den atter fra sig, vuggede igjen, rejste sig saa med et Sæt.

Der blev ham for varmt. Han gik ind i Sovekamret, forbi Sengen, der lyste hvidt i 3 Halvmørket, - hen til Vinduet. Han sugede Luften til sig i et dybt Aandedrag, tørrede sig over Panden med Lommetørklædet, stod et Øjeblik uvis og gik saa hastig ad Mellemdøren lige ud i Entréen. Da han havde Haanden paa Gangdørens Laas, stoppede han pludselig: "Død og Pine, Nøglen!" - Han tog Entrénøglen op af Vestelommen, gik ind og lagde den paa Bordet ved Siden af Pakken.

II.

Henimod syv denne blæsende Marts Aften lukkede Bogholdersken i With & Comp.s en gros Papirforretning paa Kjøbmagergade Kontordøren af og gik ud.

Hun skraaede rask over Gaden til Posthuset, for at besørge et Par forsinkede Forretningsbreve, der nødvendigvis skulde afgaa med Aftenposten.

Der var stimlende fuldt i Forstuen af Kommis'er og Bude i samme Ærinde som hun, og hun maatte vente, før Turen kom til hende at lægge Brevene i en af de store Postkasser til Aftentogene.

Saa var det gjort, og hun stod nedenfor Trappen, et Øjeblik usikker om, hvad Vej hun skulde tage:

Saa ud paa Trappen. Dér lyttede han efter kommende Skridt op ad. Der var ingen. Saa løb han hastig, næsten flygtende ned.

4

Hjem? - hu nej, hun gruede for Ensomheden - nej, ikke hjem endnu.

Hun vendte sig rask og gik ad Amagertorv til. Den bidende Martsvind foer imod hende. Hun slugte det kolde Pust med Velbehag, det rensede Lungerne for Kontorets gashede Luft.

Hun var træt efter Dagens jagende Travlhed, havde ondt i Ryggen og Nakken af den tvungne, umagelige Stilling ved Pulten. Hovedbøgernes lange Talrækker svirrede hende for Øjnene, og Faktura-Adresserne hang fast i Hukommelsen mod hendes Vilje og gjentog sig selv i det uendelige.

Nej, det var andet, hun trængte til end at gaa hjem og hvile sig - hvile sig? Ikke Spor af Hvile var dér at finde, hvor pinefuld Venten laa paa Lur efter hende med Feber og Uro i Mørket og Stilheden, saa snart hun aabnede Døren.

Nej, Støj, Lys trængte hun til - og Mennesker, mange Mennesker og saa til at tale og le - eller græde, græde højt, skrige Angsten ud, der knugede hende om Hjærtet som et Mareridt.

Aa, hvor det var godt at gaa, at røre sig efter den lange Sidclen stille. Hun følte Trang til at slaa med Armene, at løbe, springe over Rendestenene, strække sine sunde Lemmer, møde Modstand for sine ubrugte Kræfter - men hun var paa Østergade.

Der var faldt af Mennesker i tæt, stadig Strøm, lunt som i en Stue og lyst. Hun gik langs Fortovet og valgte med Forsæt Trængslen, hvor den 5 var størst. Det tog Tid at komme igjennem, var en Hindring at overvinde.

Udenfor Børres oplyste Vinduer standsede hun uvilkaarlig. Der var en pragtfuld Udstilling af Silketøjer. Den smagfulde Sammenstilling af de stærke, rene Farver virkede med samme Behag paa hendes Syn som en Harmoni paa Øret og fødte Billeder som den.

Hun saa store Sale, straalende af Lys, hørte Silken knitre, Slæb rasle, Toner bruse - saa lo hun af sig selv:

Selskabssale - Toiletter - det var ogsaa noget at tænke paa; hun var Arbejderske, slet og ret, vilde ikke for nogen Pris være andet - jo ét endnu, og dette over alt andet! Det luede varmt i de mørke, grønlig graa Øjne og dirrede blødt om Mundens faste Linjer, en noget stor Mund med stærke, hvide Tænder og fulde Læber. Men kjønt var det nu, det dér, alligevel - og hun tog et sidste Glimt af Farveskjæret med, i det hun gik.

Slaa Aftenen ihjel, men hvordan? Aa, for en Gangs Skyld være Mand, om kun for at kunne drive om ud paa Natten, saa længe man orkede, slaa sig ned i en Knejpe, snakke løs med én hist, en anden her eller raabe sig hæs i en Disput ved et godt Lag, lige meget med hvem, om hvad - men jo vist, ikke med en Mands hele Gjerning kjøbte nogen Kvinde sig Ret til blot den ringeste af hans Friheder - og det var da ogsaa det samme.

6

Saa var det Kongens Nytorv. Skummelt og øde som et Provinstorv med faa og sparsomme Lygter, hvis Blus flagrede i Blæsten og rakte spinkle Tunger ad hinandens forgjæves Bestræbelser for at lyse op.

Kun foran Theatret som en Pyt af Lys paa Stenbroen under den høje Kandelaber.

Theatret? hvorfor ikke? Det dér foregik inde, var i alt Fald tamt nok. Hun søgte den Vej og saa paa Theaterplakaten: Abekatten, Livjægerne paa Amager - for tamt endog for et enligt Fruentimmer !

Men saa fik hun et Indfald: á Porta - ja vist, det var Tid at spise til Aften, saa gik i alt Fald den Tid -

Hun gik rask over Torvet og ind i Konditoriet.

Hun var kjendt der inde, da hun ofte nød sin Frokost dér, og fandt sig strax en hyggelig Plads i Dameværelset i Hjørnekrogen bag Portièren.

En af de belevne Opvartere stod bukkende for hende: hvad Frøknen vilde nyde? Hun var ikke sulten, og inde fra Disken lød det højt paa skarpt Schweizer-dansk: "Kop Thæ - stort Glas Vand ok en Ka-ge".

Det var til at faa Kvalme af. Nej, noget andet end The og Kage - noget, der var godt for Træthed, Nakkesmerter -

"Ah, forstaar!" Opvarteren blinkede skjælmsk, bukkede og forsvandt. Lidt efter bragte han paa 7 en Sølvbakke en Flaske, en Iskaraffe og et stort Glas af en ejendommelig Form.

"Nu si'er jaj ikke, hvad det ær, før Frøknen har smagt det", sagde han, i det han fyldte Bunden af Glasset med en klar Væske, der, blandet med Isvandet, blev mælkeagtig og spillede i grøngule, opalblinkende Farver.

"De har da vel ikke i Sinde at forgive mig? hvad er det?"

"Nej, jaj forsikrer - det hjælper for Ho'depine - det si'er altid Folk, som meget arbejder."

Han lagde en Bunke Aviser foran hende og gik.

Hun nippede til Glasset. Noget underlig bittert Stads, men - hun tog en ny Slurk - paa sær Maade kvægende og stærkt. Det var, som om ikke Blodet, men Nerverne sugede det til sig - aa, hvor det hjalp paa Trætheden og alt det øvrige. Et besynderligt Velvære listede sig over hende. Hun lænede Hovedet mod Væggen, det snurrede en ganske lille Smule over Panden, men det var kun behageligt. Hun følte Trykket løsne sig om Hjærtet - det var med ét saa let og lindt at drage Aande, alle mørke Anelser gled ud og blev borte i lykkefyldte Drømme.

Hvor det var dumt at gaa og være bange - at lide, naar man kunde være lykkelig! Stolthed - Fasthed: Mundsvejr! Det var let at ydmyge sig, naar hele Livets Lykke - aa, det, der var mere end Livet selv, afhang af at kunne bøje 8 Nakken. Tilgivelsens Sødme hed det jo - mon det ogsaa var sødt at faa Tilgivelse for, hvad man aldrig havde forbrudt? Men ligemeget - to Arme om sin Nakke, to Læber mod sin Mund - Lyset i et Par varme Øjne - kom det ogsaa lidt fra oven - det var sødt - vist var det! Ja, hun vilde hjem - hjem og skrive, give gode Ord for alle de onde, der var vekslet. Hvor vilde han blive glad - ja, og forbavset, og saa komme straks, straks, for det maatte han. Hvor taabeligt, at hun havde spildt sin Aften og egentlig alle disse Dage, naar hun nu dog - -

Hun rejste sig hurtig, betalte, hvad hun havde faaet, og skyndte sig ud.

Det var saa let at gaa. Som om hun gik paa Uld, tænkte hun, hun mærkede ikke Brostenene. Hun lo ved sig selv. Som den Absinth kunde klare alle Vanskeligheder. Trætheden var rent borte.

Hun valgte med Forsæt den ensomste Vej ad Bredgade, gjennem Grønningen, ud ad Østerbro for i Ro at tænke over, hvad hun vilde skrive - ogsaa det var let. Ordene syntes at komme som fra selve Hjærtet, og lød saa godt. En og anden Sætning hviskede hun halvhøjt hen for sig, rettede, gjentog, til Udtrykket føjede sig.

Hun havde faaet varme Kinder og gik og saa ned for sig. Nu og da trak det lidt om Mundvigerne og blinkede fugtig under Øjehaarene.

9

Hendes høje, ranke Skikkelse i den lange Vinterkaabe, tæt sluttende om bløde, svaje Former, de friske, lidt storladne Træk i Huehattens klædelige Ramme med mørkt Haar, der delte sig i tunge Buer over Panden, havde allerede længe tiltrukket sig de enkelte mandlige Forbigaaendes Opmærksomhed, og forskende Øjne kiget hende temmelig nærgaaende ind i Ansigtet. Men hun ænsede det ikke.

Et godt Stykke nede i Østerallé kom en Mandsskikkelse hende i Møde.

"God Aften, Frøken," lød det hende pludselig lige i Øret.

Skræmmet foer hun sammen. Hjærtet bankede vildt: kunde det være? Men Stemmen lød saa fremmed - hun saa op, og Skuffelsen fulgte i samme Nu. En hende fuldstændig ubekjendt Mandsperson spærrede hende Vejen.

"Frøknen gaar saa ene, maa jeg følge Dem hjem?"

Saa var hun paa det rene med, hvad det havde at betyde.

Med en harmfuld, utaalmodig Bevægelse skaffede hun sig Plads og gik forbi ham. Han fulgte efter tæt op ad hende.

"Vær nu ikke saa knibsk. De tror maaske - - man kan aldrig vide, hvad et tilfældigt Bekjendtskab kan lede til - tag dog min Arm, saa gaar vi langt bedre -"

10

Han greb fat i hendes Haand og vilde tvinge den ind under sin Arm. Hun rev den heftig til sig med et uartikuleret Udbrud af Modbydelighed.

Han lo. "Herregud, er jeg saa afskrækkende?"

Han gik lidt uden at sige noget, stadig saa tæt ved hende, at hun i sine Forsøg paa at gjøre Afstanden imellem dem større, trængtes helt over mod Grøftekanten.

"Vær nu fornuftig," begyndte han igjen, "har De spist til Aften? hvad vil De have? Østers, Champagne - De skal faa alt, hvad De vil. Kom nu og vend om - saa gaar vi hen paa en Restavration - den allerbedste," han bøjede sig helt ind over hende, hun mærkede hans hede Aande paa sit Ansigt, den lugtede af Vin.

Hun var altfor vred, fyldt af Væmmelse og koghed Harme til at være bange. Kunde hun blot tugte denne uforskammede. Men hvordan? En Gang, da Lygtelyset faldt paa ham, havde hun fra Siden maalt hans Skikkelse i et hurtigt Blik. Han var storlemmet og høj, saa ret fin ud, blond med krum Næse, rødlig Knebelsbart - Godsejer eller anden Straajunker - lige fra Middagsbordet, dømte hun. Hun knyttede uvilkaarlig Hænderne, hendes Legeme rystede. Hans Stemme med dens slæbende nasale Lyd og dette haanlig fortrolige i hans Tone og Væsen, naar han i sine Tilnærmelser stødte hende paa Albuen og blinkede til hende med hidsigt Begjær i de smaa, stikkende, lyse Øjne, opirrede hende til det yderste.

11

Aa, havde hun haft en Ridepisk for at snærte ham blaa og røde Striber over hans uforskammede Ansigt!

"Det er dog et nydeligt, fint, lille Øre, De har; tænk, hvor Brillanter vilde klæde det - vil De have dem?"

Hun havde stærkt paaskyndet sin Gang. De mere løb end gik det sidste Stykke om ad Østersøgade. Der var kun nogle faa Huse at passere til hendes Hjem.

Endelig - Gadedøren var kun lukket til. Med et rask Tag skød hun den op, smuttede indenfor og lukkede i igjen, - han satte Foden imellem. Men i det samme fandt hun instinktmæssig sit Forsvarsmiddel, hastig, haardt et Slag med Nøglen i den knyttede Haand lige mellem Øjnene.

Blindet tumlede han tilbage; "av for Satan" hørte hun ham mumle. Saa fik hun Nøglen i, drejede om og foer op ad Trapperne.

"Det modbydelige Mandfolk," sagde hun ganske højt og lo, nu hun var i Sikkerhed, ad sin Hævn - en rigtig Fruentimmerhævn, men god nok til ham!

Men det hæslige Indtryk hang fast, mens hun gik op ad de mange Trapper, og hun gøs endnu, naar hun tænkte paa hans Stemme og Maade at tale paa - saadan talte sagtens Mænd til Skøger! Hun havde ikke færdedes ret meget alene paa Gaderne saa sent - men naar det hændte, maatte 12 hun være belavet paa at kunne værge sig. Det gjaldt jo ogsaa blot at vælge sig et Værge og resolut at bruge det - ligemeget, om det var Snus, Peber, Ridepisk eller Vitriol.

III.

Saa stod hun ved sin egen Dør. I Brevkassen - intet. Ilsomt gjennem de mørke Stuer - ingen.

Hun hængte Hat og Kaabe fra sig i Entréen og gik ind i Sovekamret. Dér tændte hun en lille Lampe paa Sengebordet, tog Kjolen af og gav sig efter Sædvane til at skylle Kontorstøvet af sig med Masser af koldt Vand. Saa redte hun Haaret ud, snoede det op over Issen i en løs Knude og rakte sig, endnu foran Spejlet, med et velbehageligt "aa, det friskede", svøbte saa en ulden Morgenkjole om sig, slukkede Lampen og gik ind i Dagligstuen. Dér lukkede hun et Vindue op, lagde Armene i Karmen og saa ud.

Den tørre, skarpe Vind havde lagt sig med mild Regn. Det dryppede fra Træerne nede paa Stien. Der var en underlig, rislende, sivende Lyd, som tydelig kunde fornemmes i Aftenstilheden. Safterne steg op i Urter og Træer, lun frugtsvanger Fugtighed syntes at kjærtegne alt med bløde Hænder.

Der var Længsel i Luften. Det var saa trist at være ene, naar man kunde være to - vilde han dog ikke komme?

13

Hun vidste, al Venten var forgjæves, men ventede dog, lyttende efter kommende Fodtrin, til hver Lyd slog hendes forpinte Nerver som med fysisk Smerte.

Et Kirkeur i Nærheden slog elleve. Saa var der ingen Mulighed mere for hans Komme den Aften. Det var næsten en Lettelse, nu Haabet var helt ude. Saa maatte hun til at skrive - maatte - men det syntes hende ikke længere let som før. Her tog alt sig anderledes ud. Der var som en Forpligtelse i hvert Minde, der her inde knyttede sig til deres Samliv, det de havde levet i ubegrænset Frihed og Selvstændighed, saa enhver Meningsforskjel i smaat som i stort var udkæmpet som mellem Mand og Mand, med lige Vaaben, uden at noget, selv ikke de heftigste Ord hidtil havde formaaet at slaa Kløft eller bryde Skaar i deres Lykke - nej, saa langt fra, at hver saadan Uensartethed i Opfattelse eller Tænkesæt netop havde øget deres Forstaaelse af hinandens Væsen, skærpet Evnen til at erkjende hver sine Svagheder, kittet deres Viljer sammen til én - og hvor havde de ikke vokset hver for sig og fast til hinanden just gjennem dette. Og nu skulde det pludselig være anderledes - aa nej, ikke pludselig - det var kommet saa smaat i den sidste Tid, var begyndt med det, hun først spøgende havde kaldt hans "Mandfolketyranni", og havde søgt at værge sig imod ved Skjæint og Løjer - men lidt efter lidt 14 var det udartet, blevet til et smaaligt Despoti, der strakte sig til de mindste Bagateller. Naa, alt dette fik være - men hvad var Anledningen, Anledningen? Hvad skyldtes denne Forandring? hans Pirrelighed - hans Umedgjørlighed - han, der før var saa jævn af Sind, saa let at tilfredsstille - "et hyggeligt Mandfolk" - som hun havde kaldt ham - ja, hvordan, hvordan var alt dette kommet? det var Gaaden, hun bestandig pinte sig med at løse - - Naa, hidtil havde det kun været smaa Skjær, dem man i værste Fald kunde gaa udenom - men denne Gang var det Alvor, bittert Alvor, - der var faldet saadanne stygge haarde Ord, og denne sidste Strid var endt uden Forsoning, - siden havde hun ikke set ham.

Var det endda blot hende selv, det gik ud over, men for at give efter, skulde hun følelig krænke et andet Menneske, den skikkelige, gamle Mand, den eneste af alle, der havde staaet hende nær, som ikke havde vendt hende Ryggen for deres Forholds Skyld - - trække sin Smule Arv efter Forældrene ud af hans Forretning - bryde med ham paa det eneste Punkt, hun endnu havde noget med ham at gjøre, og det uden rimelig Grund - ja mod al rimelig Grund - blot fordi han vilde - vilde hensynsløst - for at tilfredsstille et personligt Nag, et tilfældig op staaet, hende helt uvedkommende Uvenskab mellem de to - nej, saa vist havde hun ikke Ret til her at vige - ikke

        

15 for sin egen, ikke for hans Skyld, - som hun vidste, følte til det inderste af sig selv, at deres Lykkes dybeste Grund var og vilde Vedblive at være den Personlighedens ukrænkede Frihed, der var som Hjørnestenen for deres Forholds moralske Værd - - slaa af paa dette Punkt i Fordringerne til ham eller til sig selv, det var at slaa af paa selve Lykken, og var ikke i et Forhold mellem to Forliset af den enes Lykke selve Lykkens Død? - nej, hun maatte staa fast - her var Skjellet, hvor Eftergivenhed holdt op, og Svaghed begyndte - saa fik hun vente - vente - men Gud, hvilken Pinsel - naar vilde det ende?

Men han maatte jo komme - hidtil var han altid kommen, han vidste, hun var afskaaren fra at søge ham - - maaske var det slet ikke dette, der holdt ham borte -, hans gamle Moder kunde være syg - eller hans Søster rejst bort - saa kunde han ikke forlade den svage, gamle Kone hverken Dag eller Nat - - - men saa kunde han have skrevet - aa, han holdt saa lidt af det.

Muligvis havde de pint ham - som hun tidligere var bleven pint af Slægt og Venner, til hun havde sagt sig løs fra de faa, hun havde - pint ham med Bebrejdelser for hans Forhold til hende - det varede dem for længe - syv Aars Troskab mod en Ungdoms Kjærlighed var jo rent utroligt! Han var formodentlig trist og gnaven og vilde ikke plage hende med sit mørke Ansigt, det var hændet før 16 - aa, at han ikke vidste, hun hundrede Gange hellere led under hans onde Lune end ventede og længtes i Dages og Nætters pinefulde Savn -

Denne Moder og Søster - fra dem var saa meget bittert kommet. De var ham saa ulig, snæverhjærtede, forstokkede i provinsiel Uvidenhed, snæret ind af gammeldags Fordomme. De hang paa hans Liv som en tyngende Hemsko med al deres forfængelige Fordringsfuldhed, der slugte alt, hvad han fortjente - dem foruden, og hun havde været hans Hustru for længe siden, - og saa bebrejdede de ham og hende endda, at de havde manglet Evnen til den Art Forsagelse, som muliggjør en endeløs Forlovelses sterile Platonisme, og saa skulde det være Synd og Skam og Skændsel, at deres unge Kjærligheds friske, frodige Sanselighed havde givet efter for de Krav, det er ethvert legemlig og aandelig sundt Menneskes Eet at faa tilfredsstillet i Elskov !

Hun rejste sig, støttede Hovedet mod Vinduesposten, og saa langt ud i den fugtige Foraarsnats lune Mørke - ja - sige, hvad de andre sige vilde, - deres var Retten - trods alt, hvad der bar Navn af Moral og Sædelighed, trods al menneskelig Lov og borgerlig Orden var de Ægtefæller - rette Ægtefæller - og dette var det jo, hun vilde, de skulde blive ved at være.

Hun lukkede Vinduet og satte sig i den lave Gyngestol ved det gammeldags Mahognitræs 17 Klappebord foran Sofaen. I det tætte Mørke saa hun Tændstikbeholderens blaalig lysende Firkant strejfe noget hvidt, som laa paa Bordet. Hvad var det? Hun følte efter - en lille Pakke. Naar var den kommen? Hvem havde bragt den? Monstro han?

Med nervøs Hast strøg hun en Tændstik, Lampeglasset rystede i hendes Haand og slog klirrende mod Kuplen, da hun løftede det for at tænde Hængelampen.

Udskriften var til hende med hans Haand.

En lille Bunke beskrevne, sammenfoldede Ark gled ud paa Bordet, da hun brød Seglet og fik Omslaget af. Øverst laa et Brev. Det var fra ham og ganske kort.

Hendes Ansigt blev gustent, gulhvidt, mens hun læste.

Han brød med hende, helt, fuldstændig, havde indset i den sidste Tid, at de dog ikke passede sammen, sagde noget om to haarde Stene - han elskede en anden, én, han kunde gifte sig med - for hun var rig - det var kommet pludselig - han vidste ikke selv hvordan - og saa ærligt og sandt havde deres Forhold hidtil været, at han følte, hun hellere led Adskillelsens Smerte end fortsatte deres Samliv med en Løgn imellem dem - - -

"Ja - ja vist - naturligvis - " sagde hun halvhøjt med stive Læber og nikkede som forvildet med Hovedet - - - 18 Derfor sagde han hende Sandheden lige ud - det var ikke af Haardhed - ikke fordi han underkjendte, hvad han havde haft, hvad han mistede i hende - saa bad han om Tilgivelse for sin Uret imod hende - for sin Ubestandighed - takkede hende for den Lykke, hun havde skjænket ham, og sagde hende Farvel -

Smerten lammede hende. Hun lagde Brevet stille fra sig paa Bordet og følte intet andet, end at hendes Hjærte krampagtig, lidelsesfuldt syntes at suge hver Blodsdraabe i hendes Legeme til sig - hendes Læber blev iskolde - Fingrene følelsesløse - hendes Knæ slappe. Hun maatte sætte sig for ikke at falde.

Dér i Stolen havde hun det godt. Hun gøs blot som af Kulde - hvorfor var der dog saa koldt? det brændte jo i Ovnen - og med ét saa tomt, flyttedagsagtig fremmed - hun var dog paa sit eget. Hun knugede Armene om sig som et Værn mod den iskolde Tomhed, baade inde og ude - ellers følte hun intet, slet intet. Hendes Øjne faldt paa Brevet, der stod noget mere - en Efterskrift - aa, det var det om Brevene; han nænnede ikke at brænde dem, og det syntes ham et Rov at beholde dem, og saa noget om den varme Følelse, de udtrykte, og den smukke Form - - hvad mon der da egentlig stod i dem? Hun havde rent glemt, hvad hun havde skrevet - - 19 Hun ledte om i Bunken, tog ét frem. Hun læste nogle Linjer, saa kjendte hun det. Det var fra den første Tid, en Gang hans Moder havde ligget meget syg. Der stod:

"Det er Nat, men jeg kan ikke sove, fordi jeg længes efter dig. Der blev saa varmt og trangt i mit lille Kammer, og Maanen skinnede saa fristende, at jeg stod op og tændte Lys - og er nu her.

Hvor det er tungt at skulle være saa langt fra dig, og at maatte kvæle saa godt som hvert naturligt Udtryk for al den Kjærlighed og Længsel, der er i mit Hjærte.

Urimelige Klager vil du vel sige. Ja, vist er de urimelige, men jeg længes saadan efter dig, at hver Stund, der skiller os ad, synes mig et Rov. Kunde jeg kun lægge mit Hoved til dit Bryst og tale til dig om alt, hvad jeg savner og længes efter. Kunde jeg kun trykke et Kys paa din Mund og holde dig et eneste Øjeblik, aa, saa tæt og varmt og blødt i min Favn, fik vel Hjærtet Ro en lille Stund. . . . .

Hun skød Bladet fra sig og tog et andet. Det var af senere Dato:

"Du sagde nogle Ord, i det du gik, som greb mig paa underlig gaadefuld Maade, saa jeg har maattet tænke paa dem siden. Jeg har nu, tror 20 jeg, Gaadens Løsning. Som Svar paa mit Udbrud, at du havde stillet mit Hjærtes Savn og fyldt mig med saa rig en Lykke, at jeg kunde tære paa den, til du kom igjen, sagde du, lidt forundret og næsten en Smule stødt, at naar jeg saa hurtig var mæt af dig, var det maaske ikke saa galt, om Du blev borte med det samme. Du slemme, fordringsfulde Mand!

Det er jo netop saa lykkeligt at føle, at i samme Øjeblik, du slipper mig af dine Armes tætteste Favntag, fødes den nye Længsel, ligger den allerede som en ulmende Glød i mit Sind for at slaa ud i lyse Flammer, naar du vil. Hvis det ikke var saa, skiltes jeg jo fra dig uden Vemod, uden Længsel. Nu gaar det mig bestandig som forleden. Jeg er tilfredsstillet, fyldt af Lykke, naar vi er hinanden nær, og dog længselsfuld, rede til at komme, naar du kalder, med Ild i Hjærtet, med samme Glød og Higen, men ogsaa med samme sky Undseelse og undrende Lyksalighed som første Gang. Og hvorfor? Fordi dit fine, aandige Væsen er parret med saa skjøn og stærk en Mandighed, at Sjæl og Sanser har lige Del i min Hengivelse til dig, og saa fordi jeg elsker ud af mit hele Væsen, fordi du er mit Liv.

Om jeg, du elskede, derfor stundom mangler Ord, naar vi er sammen, og ikke har som du, de varme, betagende Udtryk, for hvad der rører sig i Hjærtet, saa tag Svarene, af hvad du ser og føler, af Kyssets Varme og den Fryd, der lukker 21 Læberne og forvandler Ordene til dybe, sitrende Suk, der siger mer end Ord og Kys ..."

Hun greb mekanisk Blad efter Blad og lod de skrevne Ark fortælle sig som i Drømme, hvordan hun havde elsket, og hvad hun havde følt. Det var alt saa sandt og kjendt - intet var hult, intet Frase, hvert Udtryk lødigt den Dag i Dag, som da hun skrev det. De samme Stemninger fødtes paa ny og kom igjen, gled over hendes Sind som Bygevejrssol en Efteraars Dag. Hun følte Blodet ildnes, Hjærtet brænde, mens hendes Øjne fæstede sig nu ved ét, nu ved et andet Sted. Hun læste:

"Og saadan vil du, jeg skal sige dig alt, hvert Ønske, mit Hjærte nærer, hver Længsel, der rører sig i mit Sind, skal jeg aabenbare dig, alt vil du eje. Og du har Ret. Der er intet, som ikke kan siges mellem to, der elsker hinanden, ingen Længsel saa stærk, ingen Attraa saa brændende, at ikke Elskov lutrer og helliger den - dit varme, hver sand og menneskelig Følelse forstaaende Sind indbyder til slig Fortrolighed. Da jeg blev din, lærte jeg at leve og at elske. Kom, og jeg skal tale, sige alt .....

"Ja, du elsker mig, jeg véd det, Ord og Kys og Omfavnelser kan lyve, men Øjets Udtryk og Stemmens Klang kan ikke lyve. Jeg har set Kjærlighed i dine Øjne, naar de mødte mine, hørt den 22 i din Stemme, naar du talte til mig de søde Ord, der tænder Luer mellem Mand og Kvinde ......

"Og jeg er din, din saa længe Livet banker i os begge, thi Vejen til dig har jeg fundet gjennem den dybe Sympathi, der binder Sjæl til Sjæl i fast Forening. Alt elsker jeg hos dig, din Aand, dit Legeme, dit ganske hele selv, alt fra hver Tanke i dit rige Sind til - ja til Neglen paa din Lillefinger ......"

"Hvordan jeg venter dig, spørger du? Hvad jeg tænker og føler, naar jeg véd, at du er nær og vil komme? Et underligt Spørgsmaal, du underlige Mand. Hvad andet føler jeg vel end Længsel, en Længsel uden Lige, der stiger og stiger for hvert Minut og jager Blodet i Strømme gjennem mine Aarer, bringer Hjærtet til at banke i vild, urolig Higen og gjør Luften om mig hed og tung at aande - indtil du er der, og jeg kviler i dine Arme, trykker Kys paa Kys paa dine Læber og føler Husvalelse og sød Berusning og al Jordens Lykke i din Favn ......."

Endnu ét faldt hende i Haanden - aa, hvor godt hun huskede det - - "Du driller mig med mit Overmod og siger som de uartige Børn, naar de har faaet Skjænd, at du vil gaa din Vej og aldrig mere komme igjen, naar jeg er saa slem 23 imod dig, som du mener, jeg var igaar. Men jeg svarer dristig: gjør Forsøget, om du kan. Du pukker paa din Styrke - aa, du Goliath. Véd du da ikke, at du selv har været med at knytte et Næt af fine; stærke Traade mellem dig og mig - hvert kjærligt Ord, hver øm og lønlig Tanke, du og jeg har sendt hinanden, har mødtes og krydsedes paa Vejen, og Kys og Kjærtegn har bundet Knuden fast.

Og tror du, jeg har været ledig? Nej, du, som hine slemme Hekse, der blev brændt i fordums Dage og var i Grunden skikkelige gamle Damer, blot en Smule klogere end andre Folk, har jeg vundet en Tryllering omkring dig, saa fin og blød, men fast tillige, at du kan gaa, hvorhen du vil, du slipper ikke ud. Thi min Ring er dannet af saa varmt og levende et Stof og føjer sig saa let og smidigt om dit Legeme, at det bløde, faste Tryk kun vækker dit Behag og bringer til din Bevidsthed søde Minder. Véd du Ringens Navn? Gaa kun, hvorhen du vil, jeg føler forud Sejrens Lykke og gætter - at du kommer alt i Aften . . . ."

Saa tryg havde hun været, saa overmodig sikker i sin Lykke - og nu - - nu kom han aldrig mere - nu var alt ude - ude - - næsten skreg hun i ulidelig Vaande. Det var, som skulde Brystet sprænges, Hjærtet briste, som maatte hun kvæles, dø - indtil omsider de første brændende 24 Draaber pressede sig ud under hendes Øjelaag og skaffede hende Lise i en Stormbyge af Graad og Hulken og ordløse Klager.

Det varede længe - saa længe, at hendes Legeme var som sønderbrudt, da Graaden sagtnede, og hun forsøgte at rejse sig fra den sammenbøjede Stilling i Gyngestolen med Albuerne paa Knæene, Hovedet støttet i Hænderne.

Det var hen paa Morgenstunden. Allerede begyndte de sjokkende Skridt af Arbejdernes Fodtrin at lyde over Broen dernede. Dagskjæret listede sig i en mathvid Lysning ind mellem Gardinerne.

Svimlende tog hun sig til Hovedet. Ogsaa hun skulde til sit Arbejde - hun maatte have nogen Søvn - aa, hun var saa træt, saa træt, at hun vist kunde sove.

Hun samlede Brevarkene sammen, tog Laagen af Kakkelovnsdøren, saa Kullene blussede op, og lagde Bunken ind i Flammen, stod og saa' til, mens de brændte.

Saa klædte hun sig af og gik i Seng. De tunge, opsvulmede Øjelaag faldt snart i, og hun sov.

IV.

Saa klædte hun sig af og gik i Seng. De tunge, osvulmede Øjelaag faldt snart i, og hun sov.

25

Ryggen mod Panelet, Knæene trukne op og Hagen livilende paa dem.

Saadan havde hun siddet hver Aften siden, i Mørket, ganske stille, ruget over den tabte Lykke, kaldt Minderne frem ét for ét, helst de lykkeligste, for de gjorde mest ondt, ladet Smerten rase, som den vilde, grædt og hulket, til Træthed og Udmattelse gjorde hende sløv, og hun kunde sove de Par Timer, hun havde nødig for at kunne gjøre sit Arbejde.

Hun havde troet, hun maatte dø af Sorg, hun havde villet dø, men kunde ikke - Livskravet i hende var stærkere end hendes Vilje, stærkere end Sorgen. Hun havde haabet at blive syg og kunne glemme, om blot for en Tid - men hun var stærk og rask, og der var ingen Glemsel at finde og ingen Ende paa Lidelsen, for hun maatte elske ham nu og altid - i hende var intet forbi - det var der altsammen endnu - Kjærligheden, Længslen, Savnet, - et Savn, der sugede hende for Hjærtet, uden Lægedom, en Længsel, der sved hendes Sind som bitter Gift, - intet til at læske hendes Sjæls og Sansers Tørst.

Aldrig havde den tvungne Ensomhed trykket hende som nu, for hun havde jo haft ham, og de havde delt alt med hinanden, Tanker, Planer, Minder, Bekymringer - og de havde talt sammen Timer igjennem, Dag ud, Dag ind, kunde aldrig blive færdige, havde vokset sig stærke og fri med 26 hinanden i Opposition mod gammel Slendrian, mod Uret og Fordomme, i Kjærlighed til alt det nye og friske i Tiden. Hendes Liv havde været at leve med ham, at vente paa ham, samles med ham hver Hverdagaften, hver hel Fridag.

Nu lukkede Ensomheden sig pludselig om hende, som Cellen om den paa Livstid fangne; hjælpeløst famlede hun om i Tavshed og Mørke, hvert Haab spærret ude, Suk og Klage kun Gjenlyd af hendes egen Bøst.

Hun tænkte, Arbejdet skulde hjælpe hende. Men intet Sted havde hun det værre i den første ~ Tid end inde paa Kontoret. For dèr maatte hun, saa godt hun kunde, skyde hver Tanke om ham til Side, være helt til Stede i noget andet - og det gav dobbelt Kval. Nej, sidde hjemme, leve det svundne om og om igjen, drømme og længes - længes, saa hun hjærtesyg foer op, fik Hat og Kaabe paa, gik ud, gik uden Maal og Med, til hun droges uimodstaaelig til de Steder, hvor hun vidste, han færdedes. Og saa vente bag Gadehjørner, spejde i Porte og Gadedøre for at mætte sine hungrige Øjne om blot med et Glimt af hans Skikkelse - - skuffet, fortvivlet, naar hun ikke saa ham, pint af tusendfoldig større Marter, naar det lykkedes.

Én Lidelse sparedes hun for. Hun saa ham altid ene. Havde denne anden været med ham - hun turde ikke tænke Tanken ud - - det flimrede 27 hende med røde Pletter for Øjnene, der kom hende for som i en Vision en hvid Strube, hendes Hænder søgte - greb i - - -

Og der kom Tider, hvor hun forstod, at Mænd kan kjøbe sig et Favntags Lykke, Øjeblikke, hvor det var hende en Fristelse at færdes, som hun daglig maatte, blandt Mænd, Timer lange, hvor hun hændervridende opgav Kampen og i hede Drømme søgte at døve sine Savn.

Men for dette hjalp Arbejdet, det mærkede hun snart. De travleste Dage var hende de bedste. Af alt gruede hun nu mest for at være hjemme.

V.

Da Sommeren begyndte, skrantede hun, følte sig træt, var længe om sit Arbejde, fik Lede til al Føde.

Saa kom det over hende, først med bange Tvivl, saa med sælsom Undren, at hun skulde være Moder.

Og da hun fik Visheden, da hun følte det nye Liv melde sig i hendes Indre med sagte Pulsslag, der kom og gik, og slog i anden Takt end hendes eget, hvilken Jubel og Henrykkelse! At bringe hans Barn til Verden var at have Del i ham for hele Livet, leve for det var at leve for ham, og saadan blev det hendes Ret trods nogen anden. Ingen Ensomhed var mere tænkelig, nu Barnet skulde komme - og Tilværelsen fyldt med Haab og rige 28 Løfter. Havde hendes Hjærte end faaet et Dødsenssaar, var Helsebod givet med det samme. Den bitre Kval smeltede i Taarer, der kom saa let og tørredes, næsten inden de faldt, den attraasyge Længsel svandt.

Hun fik travlt med at klippe, skære, sy. Tiden slog næppe til - hun hastede hjem fra Kontoret, næsten som før, naar hun ventede ham.

Al Sygelighed var snart overstaaet. Aldrig havde hun følt sig stærkere, kraftigere. Forretningen udvidedes, hendes Arbejde fik derved ny Interesse, der var meget at bestille, hun overkom det dobbelte af, hvad hun plejede, og vilde ikke høre Tale om Hjælp - endnu.

Hun havde lagt sin Plan. De to sidste Maaneder vilde hun søge Permission eller i værste Fald tage sin Afsked. Lidt Penge havde hun sparet sammen, de og Renterne af hendes lille Kapital vilde række, til hun blev rask igjen. En af Nabokonerne lovede at hjælpe hende, naar Tiden kom. Det var Smaakaarsfolk, der beboede Huset, og hun stod sig godt med de faa, hun havde haft noget at gjøre med. De vidste om hendes Forhold, men ingen agtede hende ringere for det, for hun holdt sig jo til én. Hun var god og hjælpsom, naar de trængte til hende, hvorfor skulde de saa ikke gjøre Gjengjæld nu, hun var kommen i Fortræd.

29

Skammen var ikke til for hende. Hun havde én Gang for alle brudt Broen af mellem sig og Verden. Naar hun ikke skammede sig for sig selv, hvad havde det saa at betyde med andre?

Der var i Forretningen foruden Principalen ingen andre end hun og nogle Karle. Hun kom og gik i Reglen uden at ses af nogen. De handlende passerede blot gjennem det Værelse, hvor hun sad gjemt bag sin Pult, ind til Principalens Kontor ved Siden af. Hun gav sin sorte Kjole en hensigtsmæssig Façon, gik i en vid Sommerkaabe, saa hendes Tilstand kun var lidet synlig.

Saa stod hun en Dag inde i Principalens Kontor. Dèr kom hun sjælden og kun, naar det gjaldt Forretningssager. Han var ugift, en dygtig, omsigtig Forretningsmand, lidt brusque og mut af Væsen. En Særling, sagde Folk. Men hun led ham godt. I de ti Aar, hun havde været i Forretningen, havde han altid vist hende ubegrænset Tillid, lært hende op med stor Taalmodighed, da hun som ung og uøvet, lige fra Eksamensbordet, havde faaet Plads paa hans Kontor. Den største Del af sin Dygtighed skyldte hun ham.

Han sad foran sin Pult og skrev, men rejste sig høflig, da hun kom ind. Han saa godt ud, yngre end de femti Aar han var. Lidt bred og tæt i Figuren, Briller for de skarpe, gullig-brune Øjne med store, krummede Bryn, der gav hans Ansigt et noget forundret Udtryk, frisk i Teinten, 30 graasprængt Haar, tyndt over Issen, Tænderne stærkt medtagne af Tobaksrøgning.

Hun sagde - det kom ligesom forhastet - om Hr. With skulde være villig til at give hende Permission - højst - - et Par Maaneder - hvis ikke - - maatte hun - maatte hun tage sin Afsked - - -

Han trak Brynene højt op og spurgte en Del forundret og med udpræget Uvilje: "Men af hvad Grund? - - to Maaneder - -"

Hun tøvede lidt med Svaret. Hun havde ikke tænkt andet end, om hun blev spurgt, at sige Sandheden, og det havde syntes hende let - det var en saa naturlig Ting, for hende hellig og dyrebar desuden - men nu, hun skulde til det - og for denne fremmede Mand - -. Ét Øjeblik syntes det hende umuligt. Hun vilde sno sig fra det ved at angive Træthed, Trang til Rekreation - - men saa fik hun atter Tag i det sanddru, uforfærdede i sin Natur - - det skulde siges, saa fik han siden handle mod hende, som han vilde.

Blodet skød hende op i Kinderne, uvilkaarlig rettede hun sin Skikkelse i Vejret som til Forsvar og sagde med dirrende Læber, sagte, men dog nogenlunde fast og sikkert:

"Jeg faar - - jeg skal have et lille Barn om nogle Uger."

Han næsten tumlede tilbage af Overraskelse.

31

"Jeg troede - jeg vidste ikke - - at De - var gift," busede det ud af ham. Han stammede, hakkede i Ordene og vidste ikke, hvor han i sin Pebersvende-Undselighed skulde vende Øjnene hen, da Forandringen i hendes Figur slog ham.

Situationen var hende et Øjeblik næsten komisk i al sin Pinlighed.

"Nej, Hr. With," begyndte hun og holdt hans Blik fast ved det aabne, frygtløse Udtryk i sine dybe Øjne, "jeg er ikke giit - - og har dog været - - en Mands Hustru - i syv Aar - - vi var for fattige til at gifte os, - han havde en Moder og Søster at forsørge - - og vi - - vi holdt af hinanden og prøvede at skilles ad, men kunde ikke - - og nu - nu - -"

Han læste Resten i hendes Ansigt, hvorfra Blodet langsomt, langsomt veg, - til det var askehvidt, og i den brudte Stemmes næsten haarde Klang. To Gange søgte hun at komme videre, men Læberne vilde ikke lystre, de fortrak sig paa sær smertelig Maade, og der var en saadan Hjærteve at læse om denne bævende Mund, at det var ham uudholdeligt at se paa.

Han rømmede sig stærkt, skubbede Brillerne fastere mod Næsen, rykkede i Halsbindet, som om noget trykkede ham for Struben:

"Stakkels Barn," skulde det have været frem, men det blev siddende i Halsen - der var saadan noget underlig stort og betagende ved denne knejsende 32 Skikkelse, den førte ind i en hel anden Forestillingskreds end den sædvanlige - -

Han forsøgte endnu en Gang at finde et Par Ord, der kunde sige hende - han vidste egentlig ikke hvad, var rent overvældet og rakte hende saa med en pludselig Bevægelse sin store, hvide, lidt tykke Haand. Hun lagde sin i den, det faste, ærlige Tryk gik hende lige til Hjærtet. Hun saa paa ham med vaade, taknemmelige Øjne: "De vil beholde mig - -?" Blikket blændede ham næsten. Han nikkede, vendte sig hurtig bort og fik travlt med at tørre sine Brilleglas - satte sig saa og skrev nogle Linjer med en mod Sædvane noget usikker Skrift.

"Vær saa god -" han rakte hende Seddelen.

Det var en Anvisning paa hendes Gage for de næste tre Maaneder.

"Men - - Hr. With - det - - det kan jeg ikke tage imod -"

"Det er ahnindelig Forretningsorden i Sygdomstilfælde," sagde han tørt. "Hovedbøgerne vil De maaske tjene mig i at føre hjemme saa længe - Journalen skal blive Dem sendt."

Hun sagde ja, takkede og gik ud til sin vante Plads bag Pulten i det ydre Kontor.

Han faldt i Tanker foran Skrivebordet, rystede et Par Gange paa Hovedet, som om han hverken vidste ud eller ind - "det var dog en forbavsende Historie - at dette Pigebarn der ude - dette dygtige, solide, stilfærdige Menneske - nej, om 33 han kunde faa det ind i sit Hoved - -" han glattede paa det tynde Issehaar og strøg sine Bakkenbarter - "men Pokker staa i det, om han ikke troede, hun var honnet alligevel - dèr var nu igjen det , at Reglen ikke holdt stik, naar man kom det enkelte Tilfælde nær paa Livet - - hm - saadant et Udtryk, hun havde havt, af Renhed - af - madonnaagtig, Gu' hjælpe mig - og saa denne Skurk, denne Usling af et Mandfolk, havde han ikke forladt hende og det just nu - men saadan var det jo altid, jo elendigere Pjalt en Mand var, des mere forgabede var Kvinderne i ham - -" han blev ganske hed og hidsig, naar han tænkte paa ham - "stakkels, stakkels Pige - som hun holdt af ham - denne - denne Forbryder - hm! - der maatte gjøres noget for hende, - men hun var saa Fandens prikken paa det, havde han mærket før - - og saa smuk, hun var - sært, han aldrig rigtig havde set det - nu var hun dog "i Omstændigheder", - det var ellers ikke kjønt at se paa, men hende klædte det - der var jo ligefrem noget - noget -" han ledte efter Udtrykket - "sublimt over hende - ja, sublimt var det -"

Døren gik op, og en Kunde afbrød ham. Men siden vendte hans Tanker ofte tilbage til hende. Hun havde egentlig ikke før beskæftiget ham videre. Men nu, hun var borte, savnede han hende mere, end han rigtig vilde tilstaa for sig selv. Det havde 34 været saa svært hyggehgt at have hende siddende derude, faa hendes venlige, alvorlige Godmorgen, sige et Par Ord til hende i Forbigaaende, se hendes friske Ansigt bøjet over Pulten - det var blevet Vane, ti Aars Vane. Det var løjerligt, saa tomt der var derude nu.

Mere end én Gang havde han Lyst til selv at bringe hende Journalen ud, hvor hun boede, men det var saa forbandet flovt - og saa lod han det være.

VI.

Lidt tung og træt følte hun sig i den sidste Tid, havde Ulyst til at gaa, sad mest hjemme og syede Smaatøj. Hun var glad ved at have Bøgerne at føre. Det fyldte en Del af hendes Tid og bandt Tankerne, mens det stod paa. Thi just nu, den svære Stund var nær, kunde Smerten og Savnet bryde op paa ny som et gammelt Saar, der ikke vil heles, og hun kunde sukke og klage over, at dette ikke var kommet tidligere, og give sig til at drømme om, hvor uendelig meget rigere Lykken havde været, om de havde været to til at tage imod den. Men dét var dog alt sammen lettere at faa Bugt med nu, for der var jo alligevel stor Trøst i det, der vilde komme.

Og saa tog hun ivrig fat paa Sytøjet igjen - der skulde tænkes paa at have nok for lang Tid. Naar hun først havde Barnet at passe foruden sit 35 Kontorarbejde, hvor skulde der saa kunne blive syet ret meget om den lille.

Hun blev dog ikke helt færdig, før Fødslen meldte sig, og Drengen var der, en stor Fyr med mørkt Haar, og, saa vidt man kunde skjønne, store, mørke Øjne - ikke et Træk, der mindede om Faderen. Det var hende i Øjeblikket en Skuffelse, men baade Jordemoderen og Nabokonen forsikrede hende, at det kunde man aldrig se straks.

Hun havde grædt meget, da de lagde Purken i hendes Arm, saa ren og pæn i alt det hvide Linned, og hun trykkede sine Læber paa det lille røde Ansigt i den første Moderglædes ekstatiske - for hende bittersøde Henrykkelse - en Søn, hendes og hans - saa løjerlig ufatteligt, at dette lille Væsen, saa nylig en Del af hende selv, nu laa dèr levende i hendes Favn med tusend Krav og tusend Løfter. Rigtig hendes egen, paa ny Kjød af hendes Kjød følte hun ham dog først, da hans lille skraalende, uhjælpsomme Mund sugede sig fast til hendes Bryst og drak sig mæt i graadige Drag.

Og hvilke Dage, der saa fulgte, mens hun laa, fyldte af stille, vemodig Lykke. Hvilken Salighed at ligge og drømme ham stor og klog og kjøn og god - skabe hans Fremtid lys og rig, de to altid sammen. Og saa, da hun kom op, hvilken Fryd selv at pusle og vaske ham Morgen og Aften, have ham mæt og søvnig paa sit Skjød, endnu ganske 36 hvid og vaad om Munden af Mælken. Sommetider at græde over ham, sommetider at le og lulle ham i Søvn med de ømmeste Ord, hun vidste.

VII.

Hun kom hurtig til Kræfter og meldte sig til Tjeneste paa Kontoret næppe otte Uger efter den Dag, hun havde faaet Permission.

Om Dagen var Drengen hos Nabokonen. Ved Frokost og Middagstid gik hun hjem; mens hun spiste, laa han ved Brystet. Hun var en udmærket Amme, og de trivedes begge. Men hun ventede forgjæves paa, han skulde vokse sig sin Fader lig. Det var hendes eget Ansigt, der gik igjen i hans, hvad enten det lo hende i Møde, naar hun kom hjem, eller trak op til Skraal, naar hun maatte af Sted igjen.

Hun havde tit tænkt paa sin Principal med rørt og taknemmeligt Sind, men havde dog ængstet sig lidt for, hvordan han vel vilde tage imod hende, hvad han egentlig tænkte - noget stygt var det ikke, det havde hun set i hans Øjne, da de talte sammen hin Dag. Nu var det, da hun kom igjen, som om intet var forefaldet, som havde hun slet ikke været borte.

Indtil en Dag, hun kom for sent, fordi Drengen havde været syg om Natten, og hun maatte sige ham det, da hun bad om Undskyldning.

37

Det brød Isen, og Hr. With spurgte siden stadig til den lille. De faldt saa i Snak med hinanden, saa ofte der var Lejlighed - og With søgte Lejligheden.

Hun havde haft som et Segl for Munden i al denne Tid - nu gjorde det hende godt igjen at faa tale med en af sine lige. With var en dannet, oplyst Mand, sær i sine Meninger, men ingenlunde upaavirkelig, og hun gav sig hen i disse Samtaler med stort Liv.

De fyldte et af hendes Savn, men gav dog ogsaa Uro. Der kom undertiden i hans Ord, hans Væsen overfor hende noget dulgt, varmt, - noget, hun halvvejs droges af, mest var bange for.

Og saa var der det, at hendes eget Sind, skjønt Tiden gik, og Drengen allerede var stor og vænnet fra, bestandig rakte ud i Længsel efter det, hun havde mistet. For det var ikke nok at være Moder alene - ikke for hende. Trods Glæden over Drengen, rigere, jo større han blev, jo flere Krav han stillede til hende, trods Ømheden og Kjærligheden - og den kunde ikke være inderligere - forlangte hendes Hjærte mere, havde mere at give. Det var endog, som bandt den lille Dreng hende fastere end nogensinde til Fortiden, der var i hans Tilværelse som et Haab, en bestandig Mindelse, der ikke kunde bringes til Tavshed. Hun elskede endnu, længtes efter Befrielse, men kunde ingen Fred finde.

38

En Aften, hen paa Vinteren, mødte hun ham paa Stien. Hun saa ham komme. Det var i ét Aandedrag at gjenleve al deres Kjærligheds Lykke, al hendes Længsels Kval. Hvad der skilte, var glemt i samme Nu, og hendes Hjærte døvet for hver anden Røst end Blodets hede Krav: se ham, tale med ham én Gang endnu - én Gang endnu.

Nu var han nær. Nu lige ved - umuligt at gaa forbi ukjendt, uset. Hun kaldte blødt og sagte, med Sjæleangst i Stemmen: "Arthur!"

Han foer sammen, saa paa hende og vilde videre.

Saa lagde hun Haanden paa hans Arm:

"Kjender du mig ikke - det er Marie!"

"Jeg ser det nok," kom det haardt, og han skød hende fra sig brutalt som en paatrængende Skjøge, "men jeg har travlt - og - -" han mumlede noget mere og gik ilsomt videre.

Hun blev staaende lidt paa samme Plet. Det var, som følte hun et smertefuldt Klip, noget briste i sit inderste, og saa var hvert Baand, det helligste og fineste, skaaret over mellem hende og denne Mand. Og hun var fri.

Saa dræbte sund, rolig Foragt langsomt, sikkert tilsidst hver ulmende Gnist af hendes Kjærlighed.