Hjortø, Knud Den gamle Historie om Alverden

DEN GAMLE HISTORIE OM ALVERDEN

164

        

165

PETER MENNESKE, cand. jur. og sekretær i verdensfredsforeningen, lukkede tankefuldt den store protokol, hvis fire og halvtredsindstyvende side han lige havde fyldt. Han stillede sig med øjne, der ingenting så, hen ved vinduet, og hans tanker, der nu havde fri, bevægede sig løst mellem hans cigarkasse, hans chæselong og en halvt opskåren bog, der lå helt inde i den højre krog af hans skrivebord. Han lukkede øjnene og mærkede, at gaden nedenunder ham var i kog; der stod en tyk em af snak op af den, skyer af latter drev ind mod hans ruder. Hvad var det dog? Han åbnede sine trætte øjne og så, at gaden flød af mennesker. Automobiler pløjede igennem mængden med et lille blågråt kølvand af asfalt efter sig. Det så underlig uvirkeligt ud, men til beroligelse for Peter Menneske så han i mængden et kendt ansigt, der var vendt op mod hans ruder. Til ansigtet hørte to usædvanlig store ører, der var let bøjede af skyggen på den høje silkehat; det var hans gode ven Valdemar Freund. Peter Menneske åbnede vinduet på klem og sænkede en arm med et kroget pegefinger ned mod overfladen af havet. Freund nikkede og steg som en anden tam fisk straks op til vennens dør. Nå, vidste Peter ikke, hvad der var på færde? Jo, alverden skulde idag til fest paa hotel Mundus; og så var der ingen mening i, at han blev hjemme, han måtte skynde sig at blive klædt om.

166

Valdemar Freund lo i bedste humør — han havde kun det samme — og bad Peter om at skynde sig. Han sad på Peters fredsprotokol og med en lakeret tåspids støttet mod gulvet. Silkehatten havde han lagt fra sig, og hans ører, der foruden at være store tillige var agtsomme, fik lov til at rette sig et øjeblik. Han drejede sin i drejninger og buk øvede krop en halv gang om og tændte sig den sigar, som Peter Menneskes tanker for lidt siden havde sysselsat sig med. I stedet for sigarkassen måtte han nu tænke på klædeskabet, for det var sandt nok, at det kunde være godt at komme ud og få rørt benene i et par finere bukser end de bagslidte, han stod i. Han klædte sig om med sædvanlig omtanke og kom tilbage til Valdemar Freund, inden denne havde slået asken af sigaren for anden gang.

Ned ad gaden gik tæt ved hinanden to par støvlehæle, et par nyrettede, og et par med begyndende skævhed; to par bukser, det ene ulasteligt forneden, det andet med indtrædende frynser af stødliste; to overfrakker, een mat i rygsømmene og een blank; to nakker, een dunet med lav flip, een med høj flip og nybarberet. Peter Menneske og hans ven gik til fest sammen med alverden, det var en hverdag for den ene og en festdag for den anden, men hverdagsmandens ansigt lyste af fest, medens den andens var alvorligt.

Der var fuldt i alle de store sale i hotel Mundus, og Peter Menneske blev ganske fortumlet; hans hjerne var som en protokol, der ser sig skrevet fuld af vers, dejlige og tåbelige mellem hverandre, for alverdens koner og døtre var med til festen, dejlighed og tåbelighed imellem hverandre. De var klædt i lyse og luftige kjoler; der var ikke meget af dem, og de begyndte et stykke nede på personen. 167 Bryst og rygge var hos de ældre at se til som røde aftenhimle, der skinner truende gennem hvide skyer og varsler om kommende storm, men hos de yngre var de så fine og lysende som selve de skyer, de tildels var overtrukket med, og Peter Menneskes protokolhjerne fyldtes med det altsammen, så den ikke kendte sig selv. Af de korte ærmer stak lange arme ud, nogle kølige og hvide, andre varme og røde, men de kølige gjorde en varm, og de varme gjorde en kold. Og der var albuer som udfoldede rosenknopper og som sortprikket hønsehud.

Kvinden er som poesien selv: begge falmer efter love, man ikke kender, kvindens ynde er som et vers, der er digtet idag; imorgen er det på alles læber, iovermorgen er det glemt. Peter Menneske gik om og betragtede alle grader af kvindens poesi fra dens blomstring til dens forfald; han fandt alle arter af poesi derimellem, fra romantikens blå viol — dog kun sparsomt — til den moderne orkidé med hidsende farver, der er drevet frem under glas; hyrdepoesi, især eftergjort, og sidste nye unge pige med solbrændthed fra badestedet.

Men som han mønstrede andre, blev han selv mønstret; alverden lagde mærke til ham og fandt ham interessant. Det gjorde et tilforladeligt indtryk, at han ikke var helt ung; han så intelligent ud, og som det hører til for en mand, der har meget med ånd at gøre, havde han en svag lighed med et dyr, nærmest en abe, en klog abe med anlæg for tungsindighed. Alverden kom og præsenterede sig for ham, fik at vide, hvem han var, roste den smukke sag, han arbejdede for. Senere på aftenen, da der skulde danses, kom også alverdens damer og gjorde hans bekendtskab. Peter Menneske stod lige med et overfor et smil, som han meget 168 ønskede at beholde i sin nærhed for resten af aftenen. — Der er en blomst, der undertiden skyder op mellem mand og kvinde; den vokser stærkt og pludseligt som en tropevækst, dog er den ikke tropisk, men sart og tempereret; den står udfoldet på een gang som et fata morgana, og alligevel er den en virkelighed; det er alle muligheders blomst, der gerne vil gro mellem mand og kvinde. Den visner måske, når den har blomstret fem minuter, men mindet om dens duft visner ikke.

Peter Menneske så for første gang i sit liv den fortryllende blomst stå mellem sig og en kvinde, og som uprøvet mand ønskede han, den vilde blive stående, og han frygtede for at plukke den. Blomsten stod for ham som et højt og luftigt syn; hendes væsen var i dens duft og farve, og hun så med sine øjne ham gennem den samme blomst.

En person tæt ved dem affyrede en latter, der klang som en række glædesskud; Hr. Valdemar Freund kom frem og bukkede, han gjorde, hvad Peter selv havde tænkt på: han bød den unge dame til dans; Peter Menneske så hende gå bort ved en andens arm; hendes albue var en rosenknop. Han så dem gå sammen og danse sammen, sidde sammen og tale sammen. Han så dem få hældning mod hinanden, for når den ene af to bliver en hældningsnål, varer det sjeldent længe, før også den anden påvirkes af magnetismen og hælder imod. Peter Menneske stod på et sted og så det altsammen. Rosenalbuen stod for ham som et lille tegn, der med stor styrke fortalte, hvad han var gået glip af. Men han tog sig sammen. Mænd, i hvis natur der er gået tøven, bryder pludseligt ud i handling som ild, der har ligget længe og røget eftertænksomt, og den sene ild brænder endnu, når de andre ilde er gået ud.

169

Aftenen gik med vin og dans og mange bekendtskaber. Peter Menneske lærde alverden at kende. Han var ikke glad, efter at hans ven havde slået ham ud, men han var højt oppe. En skødesløs dreng, der kommer for sent i skole, fordi han har været optaget af alt for meget undervejs, tager gerne fat med større energi, end de andre og har regnet tre stykker, hvor de artige drenge i det højeste har begyndt på nummer to. Sådan tog Peter Menneske fat; han var en sen dreng, han var to og tredive.

Dansen var lang og varm. Peter Menneske blev hed under hjærtet og fik syner af den, han så kvinderne hænge som frugter på mændenes arme. På sorte grene hang der kvinder i stærke farver; nogde var endnu grønne og ufærdige; andre var modne, men de grønne hang løst og faldt let af; anderledes havde de modne det. Men de, der slap grenen faldt ikke til jorden; inden de nåede så langt, hang de videre på en anden gren. Peter blev grebet af et vildt tungsind, der slog ud i trang til morskab. Han havde i sin ungdom begået en letsindighed: han havde forsømt at more sig, og nu kom tilbageslaget. Han morede sig desperat. Han havde syner af livsglæde; dagene skulde gaa, dagene med nætterne i flyvende fart, fulde af livsglæde sådan, at det tabte kunde blive indhentet. Ak, om man havde dagene på en garnvinde, dag og nat med hinanden, hvor kunde man ikke vinde dem af, man kunde leve et halvt år på tre dage. Haspe dagene af en garnvinde. Hvad er det, jeg siger? Det er jo en gammel mands værk, netop det at haspe, hvad så? Skal jeg hellere standse min vinde, så at den dag, der i øjeblikket er øverst, bliver stående for mig som en nydelse, der ikke forsvinder igen?

Alting har sit tidspunkt i mandens sind, også kvinden. 170 Peter blev herre over sine tankers hvirvel og fandt den kvinde, der af tilfældet var bestemt for ham. Hun var som et jordbær i forsommeren, det er rødt i sydsiden, det er hvidt på den side, der vender mod vest, men mod nord er det grønt; hun var som et jordbær i begyndelsen af Juni. Folk kommer forbi og taler om det: sikken et morsomt jordbær — og lader det sidde, men en uvorn dreng plukket det, spiser det halve af det og smider resten.

Alverden morede sig glimrende. Peter Menneske overgik alverden. Han fik megen omtale og stærkt bifald: han der er en af vore. — Han morede sig som en dreng, der kom sidst ud i haven for at ryste træerne. Han prøvede, hvad der var igen til ham, henrykt og skuffet, men hans stemnings høje ophidselse lod ham ikke skelne mellem de to.

Aftenens timer tonede forbi ham som et muntert stykke i allegro; natten kom og føjede sit con fuoco til allegroen, men tempoet faldt, for alverden skulde dog en gang hjem. Peter var mellem de sidste. Han havde sin dame under armen, og over dem skinnede astronomernes og de forelskedes stjærner.

I den varme, lilla nat gled et automobil forbi de to med pustende motor og hviskende gummihjul. En herrehånd kom frem over kalesjen og vinkede, en slap gemytlig hånd med løst håndled som hos en klaverspiller. Sammen med vinken kom latter og et: Godnat Peter, din alverdenskarl. — Det var Valdemar Freund. Ved siden af ham sad en dame. Hun havde en stor, dunkel, ligesom glødende hat på hovedet, måske var den egentlig rød, den hang forover og skjulte hendes ansigt, den rørte sig ikke, og lige så stille var den hvide handskehånd, der laa på den sorte vognkarm.

171

Hun viste ingen genkendelse og røbede heller ikke nogen ligegyldig høflighed; hun nægtede ganske at ytre sig så vel overfor den ene mand som overfor den anden. Det var, ligesom hun i sine tanker var langt borte fra dem begge to, skønt hun var midt imellem, en fjern kvindesjæl mellem to mænd. Var der i denne udeltagelse en mening, hun ønskede at give til kende? Og hvilken?

Peter Menneske så de to glide forbi forud i det besynderlige mørke. Valdemar Freund slog endnu engang op med hånden, drejede et ansigt, der lo, og udsendte et grin, der dissonerede med nattens stilhed. Så forsvandt de — mandens selvfølgelighed ved siden af kvindens gåde.

Hans egen dame var stor, og alle hendes former var fulde, hun var en hel kvinde, yndig og færdig, men hendes tale var tom, og hendes blik var et barns. Dog skimtede han kun utydeligt hendes øjne, og hendes ord kom dæmpede til ham gennem nattens flatterende mørke. Og mere talende var trykket af hendes arm på hans. Det lå uforandret som et fermat over hans tanker, der endelig kom ud af deres ophidsede allegro. Han blev glad, og som om han endnu var tyve år, så han op til månen, der havde begyndt at løfte sig over hustagene.

Månen, sagde han — den er altid med. (Med til hvad? tænkte han; hans dame kunde gerne være faldet ham i talen med et drillende spørsmål, men hun tav). Månen skal altid komme og se med. Månen er en gammel pige, der selv er blevet skuffet, den sidder nu i sit vindue og fylder sin tilværelse med at se på os andre. Det er derfor, vi finder den så rørende og komisk. Månen skal stirre på os i al evighed; den skal aldrig se sig mæt på os, der er mere lykkelige end den.

172

Damen lo. Der faldt et svagt sforzato på hans arm, et tankefuldt eftertryk på en lang, liggende tone. Det faldt ham ind, at han egentlig havde sagt alting; hans månesnak endte med en tilståelse, og hun havde svaret med et tryk af sin arm. Han kunde ikke sige mere; han stod overfor dette tilfælde så uerfaren og forvirret, som om hans alder pludselig var divideret med to.

Men da pavsen havde varet længe nok, sae hans dame: De arbejder jo for fredssagen?

Han hørte ikke den flade, konverserende hensigt i hendes stemme, hans øren var fulde af musik, og han fortalte glad om sit arbejde og fik hendes bifald. — Men alt det, sluttede han — ligger på den anden side af en bred grøft, som jeg pludselig er sprunget over; jeg ved ikke, hvordan jeg kommer tilbage igen, den anden bred er en anden verden.

Hun spurte, når han plejede at stå op om morgenen, og han så i tanken sit arbejde for sig, altid interessant, men imorgen med en ny glans om sig fra en fortryllet nat.

— Imorgen, sae han — der er ikke noget øjeblik, der indeholder så meget som det, da en ny dag begynder. For første gang i mit liv ved jeg nu også, hvordan natten kan være.

— Ja, ikke sandt, svarede hun. Han følte sit hjærteslag som dæmpede pauker.

— Men De, sae han — er jo vant til en fest som den iaften. For Dem er den ikke ny.

— Jo. Ingen fest har været som denne. — Hun var selv betaget af øjeblikket; hendes stemme blev fuld og svulmende ligesom hendes legeme.

— Jeg ved ikke — jeg ved endnu ikke rigtigt Deres navn, sae han.

173

Jeg hedder Eva. Hun standsede ved en gadedør.

Han tænkte hendes navn. Eva, tænkte han, men han turde ikke sige det. — Imorgen, sae han, ser jeg Dem ikke imorgen?

Hun så på ham og tav lidt, ligesom hun vejede hans ord på den fineste vægt. Så sae hun: — Jeg venter Dem imorgen eftermiddag.

Peter Menneske gik alene videre, overvældet af aftenens mange indtryk, der stod over hans tankes himmel som et stort nordlys og samlede sig om kvinden som et brændpunkt. Er det sandt, at den, der har mange tanker, bliver rig på fejltagelser? Gælder det i særlig grad om den mand, der gør sig mange tanker om en kvinde? Tilmed en, der ikke var de mange tanker værd?

Hvem kan afgøre, hvor mange tanker en kvinde er værd? En kvinde, eller et nyudsprunget bøgetræ eller blomsterne på en grøftekant? Afgøre det kan den, hvis sind er koldt. Han kan nøje opgive, hvor lidt det altsammen betyder, kvinden, bøgetræet og blomsten, fordi han ser i og for sig uden forhold til noget uvedkommende. Men den, der har sådan en evne, hans sind er rigt på stor fattigdom. Men den tankeverden, en mand skaber, den er hans rigdom. Måske skal den en dag tilintetgøres som en stor illusion; han bliver ikke derfor så fattig, som mangen udenforstående vil tro.

Peter Menneske nåede omsider helt ud på havnemolen. Han løftede sine øjne mod den røde morgenhimmel og stirrede ind i sine egne tankers vrimmel og følte varmen ved det røde skær, der syntes at ligge over dem. Sådan blev han stående på den yderste spids af molen, ligesom på virkelighedens yderste pynt, selv næsten en uvirkelighed 174 af henrykkelse. Hans glæde var knyttet ved to strenge, een kort og ganske nær som et tryk på hans arm, den anden lang og fjern som en solopgang; hans glæde hang bundet op i hans sjæl ved to strenge, lige ved hans hjærte, og samtidig hang den på verdens yderste spids.

Eva, tænkte han, og han så i det samme, at solen stod op. Den meldte sig som en gnist på vandet og flød der kort efter som en tynd skive, som en måne, der er gået i brand. Senere i sit liv glemte han aldrig den solopgang; den stod for hans tanke fast knyttet til forestillingen om en kvinde, hvis navn var Eva.

Så vender vi, mumlede han og drejede ryggen mod solen for at gå hjem. Han kom forbi en losseplads og standsede ved synet af en gammel kasserolle. Pludselig brast han i latter: Dèr ligger en gammel, rusten kasserolle med huller i bunden. Ja der gør såmænd; det var dog ganske grinagtigt.

Han kom ind i gaderne. Alverden sov for åbne vinduer i den varme nat, men enkelte var dog ved at stå op. Peter Menneske hørte en stump samtale mellem to morgenmænd, hvoraf den ene tørrede sine ører med et stykke håndklæde på en pegefinger, mens den anden med et lommetørklæde vred lange hornsoloer ud af sin næse:

Næ, sae ham med pegefingeren i øret, nu lader det alligevel til, at hun har fundet den rigtige. Jeg troede, det skulde have været Valdemar Freund; hun var voldsomt forelsket i ham og gjorde såmænd, hvad hun kunde, men så vilde han alligevel ikke, da det skulde til at være alvor. Næ, han brændte hende af, den rad.

Peter kom til at le: Hvorfor kommer jeg til at tænke 175 på den kasserolle, sae han halvhøjt. Det er dog grinagtigt. Nå, men jeg må se at komme hjem og få sovet lidt.

Det latterligste syn, nogen mand kan have, mens han står og klæder sig på efter badet, det er hans egen skygge med bukserne nede om knæene. Det er et pludseligt øjebliksbillede af ham selv, der med energi vækker det spørsmål i ham, om mennesket dog ikke er det mest komiske kreatur i hele skabningen. Det er noget, man kan le ad ved et cafébord, ja, og det er et stort og påtrængende spørsmål i det øjeblik, man står ensom på det sublimeste sted i verden, på grænsen mellem havet og landet og med solen over sig. Bag ved rører havet sig, og er dog altid på samme sted; foran ligger landet ubevægelig, oven over går luften i en stadig bevægelse, og midt mellem de tre står mennesket, fast som jorden, bølgende som havet og altid flyttende sig som luften. Der er intet sted på jorden, hvor mennesket føler sig som al tings trefoldighed som dèr, hvor hav og jord og luft rører hinanden. Man føler sig selv som grænsevæsenet berørt af dem alle tre og i slægt med dem. Han er et sammensat væsen med slægtskab til tre sider; samtidig står hans parodi foran ham. Den er både fast og bølgende, den flyver rundt om ham, den bliver borte ligesom vinden, den viser i en eneste parodi alle hans tre sider. Den stiller sig op ved siden af ham for at lære ham selverkendelse, for at lære ham at le.

Peter Menneske satte kikkerten for sine blændede øjne og så hen ad stranden. Langt borte var der noget broget, der rørte sig. Han så på sit uhr og begyndte at gå. Om en halvt time, ventede de ham. Der var en halv mil, 176 så han kunde lige nå det. Han vilde komme gående langsomt ind mellem dem og med det samme stå op og begynde at tale. Den store fest skulde også denne gang ha været på hotel Mundus. Alverden forlangte at holde festen på sit yndlingssted, men Peter Menneske satte sig bestemt imod det. Vilde de høre ham tale, skulde det være, hvor han ønskede det, og Alverden gav efter. Han var jo nu en af deres og skulde snart giftes med en af deres døtre, og alverden vilde gerne høre ham tale. Der gik mand og mand imellem ry af hans taler, skønt ingen vidstes at ha hørt ham. Så blev det da, som den ene mand forlangte: en strandfest, ikke en hotelfest.

Da han nærmede sig menneskeskaren, skilte flere sig ud og kom imod ham. Der var to kvinder imellem dem, men da den, der kom sidst, så den forreste gå hen til ham, blev hun selv stående. Den forreste var Eva. Hun spurte, hvordan vandet havde været, og om han nu ikke var for træt til, at han kunde tale. Han svarede ganske kort, men glad. Han så på hende med henrykkelse. Ingen mand ved, i alt fald til at begynde med, hvad kvinden er, men hans forestilling om hende er en blomst, der stadig drysser sine blade ned over ham og stadig fornyer sig. Han står under blomsten og kan ikke blive fri for at se den; han drysser sit duftende kogleri ned over sig selv. Mandens tanker om den kvinde, han elsker, er en blomst, han selv har opelsket.

Den unge pige langt tilbage var gået i stå; hun så hans blik og vendte sig bort, en elegant hat blev elegant taget af et tilsvarende hoved lige foran; hun nikkede let til Valdemar Freund, og lod sit blik løbe på sandet og tangen rundt om. Hun fandt sig et sted, hvor hun kunde stå og høre talen. Der stillede hun sig hurtigt og resolut, lidt fra 177 Valdemar Freund. Han iagttog hende med opmærksomme øjne under en bred, grå hatteskygge, men hun havde kun blik for taleren, der nu stod oppe og begyndte sin tale. Han stod sådan, at han havde havet på sin højre hånd, og medens han talte om de tre verdener, de stod midt imellem, forsøgte hun at møde hans blik, men det vandrede hele tiden og synes ikke at se på nogen bestemt, måske fulgte det de små bølger, der kom ind og slog med et svagt plask mod sandet.

Derfor har jeg ført dem herud, hørte hun ham sige — for at De ikke skulde være indesluttet af en verden, som De kender alt for godt, den verden, hvis evangelium hedder: tid er penge. Alt for meget kendskab til den verden er sygdom; kærlighed til den er døden. Jeg vil gøre en pause i min tale, jeg vil tie et kvart minut. Så. Ved De, hvad der nu er sket? Der er faldet ti Revolverskud. Ti mennesker, hvis tid var penge, er ikke mere til. Ikke midt i den verden vilde jeg tale til Dem, men her ved stranden midt mellem tre verdener, som De hører til, og som De kender alt for lidt. De kan jo al ting, mine tilhørere, undtagen eet: at gå ved stranden og glemme, at tid er penge. Kan det ikke glemmes, eller er mennesket virkelig ikke andet end en overspunden kobbertråd, et kabel, gennem hvilket tiden telegraferer det ene ord: Penge. Gå hellere med en tur langs stranden.

Midt i talen var der en soigneret hånd, der rørte ved en ung piges skulder. Et mørkeblondt hoved vendte sig, og bag ved stod Valdemar Freund med hat på hæld og krop i buk, den hånd, der havde rørt ved hende, hang elegant i luften.

178

Undskyld frøken, men de står meget nær ved vandet med deres hvide sko, en bølge kan slå op og gøre dem våde.

Hun smilede let; selv hendes ligegyldighed var smuk: Hvad gør det, om mine sko bliver våde? Jeg hører på talen.

Han trak sig tilbage, rank, med hatten på; det var et lille nederlag, men det sås ikke på ham. Idet han trådte tilbage til sin plads, blev der et vist røre mellem kvindernes øjne rundt om. Blot ved at flytte sig fem skridt, havde Valdemar Freund genkaldt sig i tyve kvinders øjne, som måske den smukkeste tilstedeværende mand. Men de vandrende øjne rettede sig igen mod taleren, og bevidstheden om Valdemar Freund sank ned fra overfladen.

Taleren havde set et ubetydeligt flimmer i menneskemængden; en grå skikkelse havde flyttet sig, en hvid skikkelse havde drejet sig; det hele var for ham kun en forandring i sollysets fald, men nu havde forandringen igen ophævet sig selv; lyset faldt som før, broget på en broget menneskemængde. De bar det lys, solen lod falde over dem, hver på sin måde. De stod dèr som bærere af solens stråler, der uden forandring havde vandret millioner af mil gennem rummet, og nu endte ligesom født igen til nyt liv efter den lange, stivnede fart gennem et øde rum.

Synet flammede i hans fantasi, og han gav sig til at tale om lyset og om menneskene. Til sidst vendte han tilbage til det, han havde begyndt med: tiden.

Der blev engang født en mand, fortalte han — der ved sin alvor og sin iver syntes at være skabt til det usædvanlige. Allerede som ung kunde det mærkes på ham, at han havde sat sig et mål, men hvilket, det røbede han ikke for nogen. Når hans kammerater kaldte på ham og sagde: 179 Kom med os, vi skal i skoven, vi skal til bal, svarede han: Jeg har ikke tid. Han blev voksen mand, han nåede tidligt frem, men det syntes ikke at være målet; hans blik var rettet længere frem, ingen vidste imod hvad. Hans venner giftede sig og talte til ham om kærligheden; han svarede som før: Jeg har ikke tid. Dog giftede også han sig engang, fordi ydre hensyn gjorde det ønskeligt, men da han ikke havde tid til at blive forelsket, giftede han sig ikke af kærlighed. Den var altså ikke det mål, han havde sat sig. Han blev en rig mand, men rigdom måtte vel ikke være hans mål, eftersom hans blik stadigt var rettet længere fremad. Ved sin rigdom og dygtighed fik han magt, og hans magt gav ham meget at bestille, men når hans venner sae til ham: Tag med os på landet og hold ferie; rejs en tur med os til Italien, svarede han som altid før: Jeg har ikke tid. Nej, han havde ikke tid; han havde magt over meget men ikke over tiden; den løb fra ham, den narrede ham, og en dag var der for ham virkelig ingen tid mere. For det skete, at en person, som han aldrig havde set før, skønt han ellers kendte alle, greb fat i ham, og da han forsøgte at gøre sig fri mærkede han, at hans kræfter her ingenting forslog. Han åbnede sin mund og sae: Jeg har ikke — — — men hans mund blev lukket, inden han fik talt ud, hans øjne lukkedes og han så end ikke den mand, der så uventet viste sig at være stærkere end han selv. Hvad var den mands blik rettet imod? Hvad var hans mål? Hans blik var stivnet; jeg ved ikke, om sådant et blik overhodet ser noget. Hans mål — det var ikke et mål, han selv satte sig, nej, det var fra først af bestemt ved den skæbne, der lå i hans egne ord: Jeg har ikke tid — og målet var tidligt sat af den ukendte, der slog ham ned. Det er farligt at stirre på een eneste ting; det er selvødelæggende

        

180 at have til valgsprog: jeg har ikke tid. Derfor har jeg idag ført Dem her ud, på grænsen af tre verdener; her er ikke spørsmål om tid, her er ikke et eneste mål at stirre sig død på. — —

Da pigen med de hvide sko endelig så ham gå ned fra talerstolen og tage imod hilsener af de mange, der søgte ham, tænkte hun mere end nogensinde på den aften for fire uger siden, da hun første gang havde stået overfor ham, måske fem minuter og havde vekslet en hilsen og nogle få ord. Hun følte igen og stærkere den samme uro, der siger en, at den grund, man har stået på, er ved at synke og en ny skal dannes, men den gang blev hun uden ret at vide det revet bort af en anden, som hun også nu skimtede bag ved sin skulder. Men hun vendte sig bestemt bort og gik videre. Idag vilde hun tale med ham, gå med ham langs stranden, blot nogle minuter. Han havde jo dog også den aften set på hende og var blevet taget af den samme uro. Han havde også senere stået og set efter hende gennem den violette nat, idet han vendte sig bort fra en eller anden dame, han havde ved sin arm, men da havde hun endnu ingenting forstået.

Hun gik frem gennem mængden. Hun vidste ikke, hvad hun vilde sige til ham, blot at hun ønskede at tale med ham. Vejen hen til ham var kort, men tog lang tid. Der var mange andre, der også vilde tale med ham, og adskillige kvinder iblandt. Endelig stod hun foran ham. Hun rakte hånden frem, og han tog den, som han tog alle de hænder, der idag blev rakt ham i møde.

Jeg ved ikke, om De kan huske mig, sae hun — jeg vilde gerne tale et par ord med Dem.

Han så lidt på hende, og hun følte at det, der nu lå imellem 181 dem, var en ørken: Et øjeblik, svarede han. — Lige nu har jeg ikke tid.

Hun så ved siden af ham en dame, hun kendte fra den aften; også han vendte hovedet og så hende.

Den unge pige i de hvide sko forsøgte at trække sig tilbage gennem den tætte mængde; det var besværligt, men pludselig var der en arm uden om hende, der holdt folk tilbage.

Lad mig hjælpe Dem, sae Valdemar Freunds stemme. — Denne Vej. Jeg går foran, men baglæns; sådan.

De slap ud af mængden, han bød hende sin arm.

Hvor skal vi gå hen? spurte hun rådvild.

Vi kan gå en tur langs stranden.

Da kom hun pludselig til at le: — Ja, lad os det. Lad os gå en tur langs stranden.

II

Peter Menneske, sekretær i verdensfredsforeningen, nu tillige alverdens bekendt, følte stærkere end nogen anden — dog føltes det af alle — den forandring, der foregik i hele hans liv, efter at han var blevet gift med en af Alverdens døtre. Fru Eva havde det, som Alverden højlydt kræver og ikke finder sig i at undvære; hun gjorde fredens fattige skriver til en rig mand, og når han prøvede på at klare sig pengenes problem ved at sige til sig selv: Det er ikke pengene, der gør det, — så vidste han ikke, hvad han sae, og der skulde gå mange år, før han i handling igen blev pengenes overmand, som han før havde været det i tanken.

Fru Eva bragte ham noget, der syntes større, fordi man 182 ikke kan ta det i hånden og veje det: kærlighed, men han vidste lige fra den første dag ikke selv, hvad grund han byggede på. Han var kun et menneske; den dag, han valgte en kvinde, var der tilfældigt kommet en tåge for hans øjne, og han havde grebet fejl. Han anede det vel bag efter, men han var to gange et menneske og kunde ikke rette den fejl, han havde begået.

Alligevel var alting nyt for ham; hvem skælner i øjeblikket mellem det fejle og det rette; at det er nyt og en oplevelse, er det eneste, det kommer an på. Peter Menneske havde siddet i toppen af et højt, ensomt træ, som en sælsom, men klog fugl; nu var han kommet ned, og han følte, at han levede. Livet var nu det sælsomme, mens tanken før havde været det; han glemte sit tidligere liv med en hurtighed, der gjorde ham selv svimmel. Han havde siddet i sit høje træ og løst mange problemer, både verdensfredens og livets; den første løsning stod endnu, den anden faldt som en barak, der er beregnet til at stå tre måneder. Livet er, når det leves, ikke mystik, det er ikke et sagn, der foregår på en fremmed stjærne; det er en stor nærhed, der falder over en med vælde, som henrykker og får til at le; livet strækker sig fra det mest lavkomiske, til det sublime; sådan er det; kærligheden selv er ikke anderledes. Peter Menneske kom til at le. Også det liv, han førte i selskabelig henseende, var muntert, og han tog fuldt del i det; det trængte ind i ham og lærte ham humor; han blev en alvorlig humorist, og Alverden gav ham sit bifald: Var det ikke det jeg sae: Han er en af vore.

Peter Menneske havde hidtil levet ubemærket; nu havde Alverden opdaget ham, lidt sent, og der var altså noget at bøde på, og Alverden benyttede enhver lejlighed til at drage 183 sin nye opdagelse i forgrunden. Han havde venner alle vegne og kunde derfor let få alting. Han fik bestillinger, med eller uden tilhørende arbejde, men som alle indbragte godt, han fik jævnlig omtale i aviserne, og han fik de daglige små notitser, der for mange mennesker hører med til det daglige brød og allerede af Luther selv er forudset under betegnelsen: deslige. Der er for mange jo noget sødt i disse små opmærksomheder, mens de på andre virker som et stirrende lille barn med en finger i munden, savlende af velvilje og seende alting. For Peter Menneske var de vistnok ligegyldige, dog han var jo kun et menneske.

Peter Menneske kom frem i det rette øjeblik, lige ved århundredskiftet; Alverden elskede fredssagen, som han arbejdede for, og Alverden elskede hans tro på verdensfreden og i det hele hans lyse syn på livet. Tyve år tilbage vilde det have været anderledes; da var Alverden pessimist og ventede den store krig og den sociale omvæltning; da læste Alverden Zola og troede på menneskedyret; da beundrede Alverden Henrik Ibsen og svor til det bitre evangelium, men der var siden sket et Omslag, og Alverden lyttede gærne til de nye stemmer og tog lærvilligt dyret ned fra piedestalen og satte idealet op i stedet for. Det var en lykkelig tid, den frembragte mange betydelige ånder og megen ideel stræben; ånd begyndte virkelig at få magt over menneskene og tilsyneladende at gøre dem bedre. Alverden så det og glædede sig, og dertil kom det betryggende ved idealets epoke, at den indbragte godt og stadig bedre. Det var altså muligt at være idealist og samtidig tjene penge; det havde vistnok ingen før tænkt sig muligheden af, men det gjorde Alverden godt at se, at ideal og udbytte kan trives sammen. Derfor vendte Alverden sig også med forkærlighed til idealismens

        

184 digtere, og de kom til at stå i en smuk harmoni til deres tid, derved at de blev velhavende folk.

Peter Menneske, der foruden sine øvrige egenskaber også var en betydelig taler og skribent, forøgede sin anseelse ved at blive en af idealismens tænkere. Han var en klar ånd, både i det praktiske og det ideele, og da der kom en anledning, skænkede Alverden ham enstemmig en bestilling, der skulde blive af stor betydning for hans senere liv, idet han blev sin bys forligsmand. Han var klog og upartisk, og havde Alverdens tillid. Det viste sig også, at han havde den retsindige mands ubøjelighed, men han kom ikke derved til at støde de stridende parter fra sig; tiden var lys og let at leve i, stridigheder var vel ikke sjældne, men altid til at komme over; en klar hjærne og et fast, omend venligt sind, havde ikke svært ved at gøre sin overlegenhed gældende.

Sådan gik det for Peter Menneske en halv snes år. Han følte selv og udtalte ved lejlighed, at det var den bedste tid i hans liv, nu da han endelig var kommet i fuld kontakt med livet, men han kom ikke frem med nogen tvivl om, at det vilde blive sådan ved, han troede på livet. På tilsvarende måde opfattede han selve tiden, han levede i, alting var i opgang, og han følte sig i fuld overensstemmelse med sin tid.

Alverden gav ham ret, og selv om det ikke var uden forbehold, gjorde det dog godt at se en mand med en så stærk tro på fremtiden og med så overlegen en ævne til at udtrykke sin tro, harmonien var så fuldstændig, som det menneskeligt set er muligt, og den varede godt en halv snes år. Alverden vil huske den, så tit talen falder på de gode gamle dage.

185

Peter Menneskes ven, Valdemar Freund, var også kommet ind i en hel ny tilværelse, da han samtidig med vennen blev gift med en af Alverdens døtre, men han gjorde sig ikke slet så mange tanker om forandringen. Når de to nu drøftede livet sammen med hinanden, sae Valdemar Freund altid: Livet er sgu meget lige ud ad landevejen og ikke noget at spekulere over. — Men det var en flothed, og han mærkede selv, at så ligefrem var det heller ikke. Han havde for eksempel gennem sit ægteskab lært penge at kende, men dem havde han jo altid kendt, kunde man indvende, næmlig under formen gæld. Sandt nok, og det var Valdemar Freunds egne letsindige ord, at penge er storartede, enten man har dem, eller man bare skylder dem væk. Men der er en anden egenhed ved besiddelsen, som han først efterhånden fik øje for. Gæld er som et dramatisk digt, spændende og fuldt af handling, men på grundlag af ens tomme tegnebog får gæld samtidig den delvise uvirkelighed over sig, der gør den til poesi. Sådan ser gæld ud for en fattig mand med et stort humør. Men penge er prosa, og selv om pludselig besiddelse af dem løfter en aldrig så højt og kaster nok så megen glans over ens liv, så er der i selve besiddelsen af dem et håndfast tag, der holder en tæt til virkeligheden. Man kan vistnok skaffe sig alting for penge, også poesien, den høje stemning og den store glans, men der er en ubønhørlig og i grunden plat prosa over bankbogen med de store tal, eller kuponerne, man klipper af to gange om året.

Pengene taler fornuft til en og blir ved med det, de taler ingenlunde på vers. Man blir til sidst fornuftig af det, men man kan naturligvis også blive desperat og begi sig ud på jagt efter den store, høje stemning ved at øde sine penge 186 hen, men finder man stemningen på den måde? Penge, man har brugt, skraber ens sjæl besynderligt og efterlader ingen højhed, hellere tomhed.

Valdemar Freund lod sig snakke for af sine penge. Han lyttede til de talende tal og kom under deres påvirkning. Fra at være henrykt blev han tilfreds, og han lærte at omgås sine penge med fornuft. Alverden, der altid havde beundret ham for hans strålende humør, opdagede, at der skete en lille forandring med ham og gav forandringen sit bifald; den glade sjæl blev en humoristisk alvorsmand, og de to venner nærmede sig på den måde mere til hinanden, men den større nærhed gjorde ikke venskabet varmere. Når Valdemar Freund nu slog sin ven på en skulder, der var lige så velklædt, som hans egen altid havde været, og sae: Du er sgu en Alverdens karl, Peter, — så var beundringen i virkeligheden borte. Valdemar Freund så godt, at der trods al Peter Menneskes idealitet var sket en forandring med ham, efter at han havde blandet sig med Alverden, men han tænkte med et skuldertræk, at det kunde vel ikke være anderledes, enhver må engang blande sig, også hans beundrede ven, og noget af glansen skal jo engang gå af os allesammen. Men Alverden, der havde samlet de to venner i sin rummelige favn, beundrede deres venskab og mærkede ellers ikke noget.

Valdemar Freund gennemløb hurtigt sin lille udvikling under de ny forhold og befandt sig vel ved den, og der gik også for ham en halv snes gode år.

Ti år er et uhyre tidsrum, når man ser frem imod dem. De har endnu hele det ukendtes dybde som udsigten mod fjærne bjærgtoppe, men har man været igennem de ti år, kan det dybe perspektiv være gået af dem, og de har hele 187 det velkendtes tomhed som et tilbagelagt bjærg, hvis hele udbytte hedder: Jeg har været der; de ligger i ens bevidsthed svundet ind til ingenting, som en sammenkrøllet sporvognsbillet i en tom frakkelomme. Valdemar Freund havde altid haft let ved at få tiden til at gå, og den ævne tog til med alderen; han fortærede tid så grundigt, at den gik sporløst fra ham igen. Men han var endnu ung, og han så fremad med en vis forventning. Hvad der lå bag ved, indlod han sig ikke på at undersøge nærmere; han affærdigede det med et smil: Nå, var det så det hele? Selvironi lå som en let sky over hans fortid, men forude skinnede endnu solen, og ironien havde ikke begyndt at brede sig den vej. Dær ude kunde endnu ske meget, det vidste man ikke. Livet havde jo allerede bragt ham en del, det måtte indrømmes, selv om det nok kunde gi anledning til et smil, når man for eksempel så sig misundt af andre.

Det var en ulykke for ham, at han fik alle sine ønsker opfyldt, at han ikke kunde tænke at ønske sig mer end det, der kom til ham som af sig selv. Alting kom klos ind på livet af ham og klattede dødt ned ved siden af som vådt ler, der kastes mod en mur; opfyldelse af alle ønsker stablede sig til værs om ham, så det var ligesom han ikke kunde røre sig for dem, han led under alle tings forbandede nærhed og kunde undertiden føle sult efter afstand. Han fandt en uopdaget krog ved Vesterhavet, hvor han holdt sommerferie, han rejste til Syden og til Østen, men han måtte hjem igen, op i bunken ligesom før; kun dær følte han sig tilpas, begravet til midt på livet af alle de kendte ting og med sin stadige længsel efter at komme bort, dog vidende, at bort er ikke bedre. Der er en sygdom, som Alverden lider under, og Alverden tror, den kan helbredes, ved at man sætter tempoet

        

188 op, men det stærkere tempo skaber kun forandring, og forandring fryder tre dage, siden slår den ihjel. Alverden dør inde fra under pres af et tempo, der stadig sættes op.

Valdemar Freund havde fået den pige, han helst vilde ha, en dag lå kærligheden ved hans ene støvlesnude som en klump vådt ler, han sparkede den til side med en vittighed: Hvis kvinden er en rose, så er ægteskabet en stilk, og når en rose har siddet på en stilk i ti år, — behøver jeg at sige mer? Alverden lo og gav ham ret. Vittigheden gik rundt og nåede tilbage til hans kone; hun kunde le af den med roligt sind, hun var endnu en af byens smukkeste damer. Hun var et træ, hvis illusioner alle var kappet af på den side, der vendte mod hendes mand, men det sås ikke på hende.

Der må sikkert i mig være stof til en stor profet, sae Valdemar Freund; — — min eneste længsel er en hule i bjærgene og ensomhed, hvor jeg kan modta åbenbaringer.

Ja rejs ud, sae hans venner, — bliv en anden Muhammed, og stift en ny munter religion med hurier og mere; vi lover dig, at vi vil anta den.

Den ny religon, kære venner, er allerede indstiftet, og I har ikke brug for en anden Muhammed. Men I forstår ikke, at jeg mener det alvorligt. Jeg ønsker hele byen Fanden i vold, og i stedet for ensomme bjærge med en hule i. Jeg gider ikke høre på jer; jeg vilde hellere snakke med engelen Gabriel. Desuden vilde jeg ønske, jeg havde en yndlingshustru, som jeg aldrig rigtigt stolede på, og derfor altid måtte elske. I stedet for har jeg jer og strøget og en otteværelsers lejlighed og en kone, der er mig lige så ligegyldig som alle jere tilsammen.

Sådan kunde ordene falde en sen aften ved whisky; Valdemar Freund var altid festlig at høre på. Skuffelsen gemte 189 han i et tomt hul i sit indre, og hullet blev stadig større, skuffelse fylder i grunden så lidt, den er som en lille dynge aske efter en stor brand, men ud ad til rundedes han, og han vidste at belægge sit ydre med smil og morsomheder.

Skuffet var også en anden af hans nære bekendte, fru Eva, men hun var kun en kvinde og befandt sig helt i sin skuffelses vold. Manden kan dog undertiden med en morsomhed skubbe kalamiteten lidt fra sig, hans fantasi kan et øjeblik lægge en vis regnbue over elendigheden, det er mandens privilegium, og ingen lov, vedtaget med overvældende majoritet i begge ting, kan skaffe kvinden lige ret og adgang til det, det er mandens medfødte forrettighed. Fru Eva var da i sandhed ulykkelig uden noget smil eller anden formildende omstændighed. Hun havde altid haft alting, det eneste ny i hendes liv var den mand, hun fik, og ham var hun nu færdig med, hun havde, som hun selv udtrykte det, for længe siden opdaget ham, for det er jo gerne sådan, at en ægtemand er Amerika, og hans kone Kolombus, der opdager Amerika, men det er ikke en opdagelse, der gir stødet til udvikling af rige muligheder, tvært imod. Men følte fru Eva sig meget ulykkelig ved sin opdagelse, så bestemte hun i samme øjeblik, at det skulde ikke vare længe; derfor vendte hun straks sin skibsstavn fra det ny land og styrede mod en anden havn. Hun valgte den nærmeste, hun tog den første tilfældighed, og den kom til at hedde Valdemar Freund. Fru Eva gjorde som en desperat kvinde plejer: hun hejste alle skuffelsens klude til tops, da hun sejlede ind i havnen til sin ven. Hun viste, hvordan det stod til med hende, og det faldt hende vel ikke ind, hvor dårligt hun havde udrigget sit skib, når hun dog kom sejlende for at vinde en anden mand, der, efter hvad Alverden fortalte, var

        

190 lige så skuffet som hun selv. Hun var ærlig, ikke af natur, men af desperation.

Den ny ven tog ikke dårligt imod hende; han fandt tilfældet pikant, og da han havde set lidt på hendes udstilling af nag og bitterhed, fik han hende læmpelig til at ta nogle af de grelleste ting ned. Han bragte hende nogenlunde til ro, selv hejste han ikke skuffelsens flag på sin medtagne skude; al den slags stuvede han ned i lasten og lod det være skjult; han promenerede hende på et fejet dæk og under en rigning så festlig, som omstændighederne tillod. På den måde mødtes de i en fuldkommen disharmoni, der ganske gik hendes opfattelse forbi, men han mærkede den og kunde forudsige hele forløbet af det, der vilde komme. Han var forresten rørt over den tillid, hvormed hun kom til ham og mente, han var manden for alt det, hun savnede, og deres bekendtskab udviklede sig med rivende fart til venskab og et langt stykke til venstre for det. Der påfulgte en, man må vel sige, lykkelig tid. Den skal blive ved at vare, sae den ene. — Den varer tre måneder, tænkte den anden. — Alligevel var der noget meget indtagende og næsten smukt ved fru Eva, nu da hun ikke havde så mange grimme laser oppe, som da hun kom. Det pynter på en kvinde, at hun kan skjule sine skuffelser, som på en mand, at han kan tale om dem med et smil.

Men forløbet af de tre måneder gjorde deres virkning på fru Evas sind; hun kom i tanke om alt, hvad hun burde ha glemt eller i alt fald gemt; hun tog det frem igen og vilde snakke om, hvordan hendes mand var, og hvordan hun havde troet, han var.

Tror du ikke, sae han, at der er andre end dig, der har lidt skuffelse? Jeg kan selv tale med om det.

191

Ja men så tal om det. Hvorfor har du aldrig gjort det?

Sit snavsede tøj, lille ven, skal man ikke hænge på snore; dær hænger man kun det rene. Ved du ikke det?

Du skal ikke sammenligne det, jeg har gået igennem, med skidentøj.

Nå, jeg må da gøre dig opmærksom på, at du har en udmærket mand. Det ved jeg, der er hans ven.

Men jeg ved bedre, siden jeg er hans kone.

Såmænd. Alligevel — —, nå men vi vil ikke skændes.

Jeg kan ikke lide, du roser min mand; det tar jeg som en bebrejdelse mod mig selv.

Han følte vanskeligheden ved svaret og formede det sådan: Kærligheden er jo ikke betinget af, at det er en udmærket en, man er gift med.

Men fru Eva blev ved sin tanke: Siden du nu har rost min mand, skal du så ikke også rose din kone?

Det kan jeg næmt gøre og med udmærkede grunde, men du og jeg er jo ikke kommet sammen for at holde lovtaler over de to resterende ægtehalvdele.

Nej, men de kan jo slå sig sammen, de to udmærkede mennesker.

Ja, kære Eva, det var da endelig en ide, sae han leende, men da han havde leet, blev han så tankefuld og fraværende, at hun blev vred og lavede en scene, hvis afslutning ikke blev en forsoning, men en entredør, der blev smækket hårdt i.

En disharmonisk slutningsakkord, knald af en entredør, og hurtige trin ned ad trappen stemte ikke til behersket fløjten indenfor og sindige skridt henad korridoren. Hun kastede sig i en lukket drosje, grædende og skuffet med halvt knust hjærte; han satte sig mageligt i sin lænestol og 192 tog den halvt udrøgede sigar, han før havde lagt fra sig. Der var ild endnu.

Oven på dette orkesternummer, der var komponeret på en gang banalt og på trods af al fornuftig teori, fulgte en tre dages pause, så kom fru Eva igen, færdig til at slå an til næste sats.

Valdemar, begyndte hun åndeløs — —

Jeg ved, hvad du vil sige, svarede han.

Valdemar, jeg er så — — —

Du har ret, kære Eva, sae han.

Valdemar, du må ikke — — —

Nej, kære, det gør jeg heller ikke.

Fru Eva stod ret op ved siden af den lænestol, han bød hende; selv havde han allerede sat sig, skønt han var vært. Hun så på ham med et koldt blik, der gjorde, at hun kom til at se klogere ud, end hun i virkeligheden var. Så sae hun: Det lader til, at du allerede i en generende grad kan mig uden ad.

Han havde allerede skåret spidsen af en sigar; ved hendes lænestol lå en æske med sigaretter og ventede. Han lae sigaren utændt fra sig og sae: Man kan måske godt kalde den generende. Jeg tænker herved på din sidste scene og den virkning, som den — forøvrigt selvfølgelig — har haft på dig.

Hvad mener du med det?

Da du lukkede døren efter dig, i stedet for at overlade det til mig som din vært, kunde jeg allerede den næste scene uden ad. Den slags falder altid ens ud.

Du skal ikke sammenligne mig med dine andre damebekendtskaber.

Da gør du dog selv sammenligningen temmelig nærliggende.

193

Hun svarede ophidset: Det er altså din mening at bryde med mig?

Det er min mening at gøre dig opmærksom på, at du allerede selv har fået nok af mig. Ellers vilde du lade, som om den sidste scene aldrig havde fundet sted, og sørget for, at den ikke gentog sig.

Hun vaklede mellem stridende stemninger, så valgte hun at være kold og hånende: Jeg troede, du var så elskværdig.

Han smilede: Jeg har før oplevet, at en kvinde troede, jeg var og så videre.

Ja så. Hvad plejer du at svare på det?

Jeg plejer at svare: Skal det ikke være en lille sigaret, inden vi skilles? De ligger forresten lige ved siden af dig. Må jeg?

Er du vant til at behandle damer på den måde?

Valdemar Freund rejste sig og såe alvorligt og indtrængende som en læge, der taler til en patient: Fru Eva; jeg råder Dem til at vende tilbage til Deres mand. De er absolut bedst tjent med ham. Mig behøvede De kun tre måneder til at opdage; med ham tog det dog ti år, og De kan umuligt være i den grad færdig med ham, som De selv tror.

Hun så på ham med et forbitret blik, men fandt ikke svar; så vendte hun sig og gik.

Da han lukkede hende ud, tænkte han: Jeg har alligevel aldrig vidst, at min ven Peter gjorde et så dårligt valg, den gang han giftede sig.

Alverden havde med interesse og forståelse fulgt de to, for Alverden ved alting og lidt til, og nu skete der også det, at de to andre parter syntes at nærme sig hinanden. Alverden 194 vidste, at skønt de jævnlig traf sammen, havde de undgået at tale med hinanden. Men heri kom der nu en forandring; det så ud til, at de søgte hinanden. Men når de talte sammen, var de aldrig helt alene, men havde Alverden som delvis tilhører i baggrunden, og derved blev det stående. Det var næsten ikke til at holde ud; Alverdens viden var lige ved at gå over sine bredder og blive til forudviden. Men så indtraf der en skandale, som ingen i Alverden havde forudset. Peter Menneske fik at vide, hvad der var sket mellem hans kone og hans ven og tabte mod alles forventning ganske sin selvbeherskelse. Han var kun et menneske, han blev ophidset og gav sin ven en lussing på offentlig sted. Med et slag knaldede han deres venskab ud af verden foruden de to ægteskaber. Valdemar Freund trak sig tilbage fra sin tidligere ven og gik helt op i Alverden, som han altid havde stået nær, og han var nu ikke mere til som selvstændig person.

Men forinden det skete, var der hændet det, at to mennesker kom til at stå over for hinanden, i et tilfældig træf på et ufrugtbart selskabsgulv, men ligesom plantede om i ny jord med mange muligheder spirende i mulden under dem. Peter Menneske mødte igen den kvinde, som han for snart mange år siden på et bal havde ønsket at danse en lang dans med, men som ved hans egen fejl var gået med en anden og var blevet hos ham. Og mens der endnu var tid til, at det skete kunde forandres, havde hun skjult sig ansigt for ham, og hun havde set bort, som om hun dermed vilde sige, at hun ikke ønskede det gjort om, der var sket. Hun var blevet trodsig på grund af hans fejl. Når hun nu tænkte på det, forstod hun ikke, at man lar en lille misstemning trække en så stor fortræd efter sig, men på den anden side

        

195 vidste hun, at det jo er det, der altid sker. Når man er ung, synes man, man har råd til at løbe en gal vej, fordi man er i et galt humør, for det hele varer kun et øjeblik, og der er tid nok, og når man står stille og besinder sig, er der gået så megen tid, at man er kommet for langt, og den rigtige vej er ikke til at finde igen.

Men i dette øjeblik havde hun ikke andet ønske, end at de skulde se hinanden, som de var, og tale åbent sammen. Hendes lykkes ager var uden grøde, og det havde den været lige fra begyndelsen, men hun så til sin forundring, at han havde det anderledes, han havde virkelig levet i den indbildning, at han var lykkelig; hvordan var det muligt med en kvinde som fru Eva? Hvad var det for en besynderlig svaghed hos en mand, eller en styrke i hans illusioner, der gjorde det muligt? Han erkendte det selv: han havde aldrig glemt hende, og dog vidste han ikke bedre, end at han havde været lykkelig en tid, men så var det pludseligt gået i stykker for ham.

Skal jeg nu tro, sae han, — at min lykke aldrig har været hel? Hvad er så lykken, og hvad skal jeg overhovedet tro på?

Hun vidste ikke, hvad hun skulde svare; det var ligesom han vilde sige, at han stod i fare for at leve en lignende illusion om igen.

De har åbenbart været stærk i Deres illusioner; jeg har aldrig haft nogen.

Hvorfor blev De så, hvor De var?

Fordi jeg ikke havde noget sted, hvor jeg kunde gå hen.

Blot jeg havde haft et lige så klart blik, som De har.

Synes De, jeg er at misunde? De har dog haft Deres illusion, og De har været lykkelig i den.

196

Jo, sae han — jeg misunder Dem, at De hele tiden har kunnet se klart; De har altså ikke lidt nogen skuffelse. Jeg er blevet skuffet, og jeg ved ikke — — —

Hvad ved De ikke?

Om lykke ved jeg ingenting mer.

Hun drejede samtalen over på noget andet; hun trængte til at høre ham tale om æmner, hvor han var den overlegne.

Men hvor han er svag, var den tanke, der stadig vendte tilbage, da hun senere tænkte på ham. Nu havde hun gennem en halv snes år lært en mand at kende, der ingenting vidste og ingenting duede til, men som havde en glimrende ævne til at klare sig, og i alle de små daglige forhold var den stærke mand og altid fik overtaget. Alligevel, for hende kunde det ikke blive skjult, at han var svag, og her stod nu hans modsætning af en mand. Han kunde meget og vidste meget, men han var ikke fremragende til at klare sig i de små ting, og svag var han ligesom den anden.

Hun talte siden mange gange med ham; hendes første indtryk blev bekræftet. For sit eget livs lykke havde han haft et tåget blik, og da man skulde tro, det var blevet klaret, var det stadig tåget; han kunde ikke se, han vidste ikke. Hendes lykkes ager havde stået bar, men der var livskraft i den, og hun havde troet, at hun nu skulde få alting til at gro i den. Alting kan genoprettes, hvor der endnu er grøde; kun gælder det ikke ens lykkes ager, hvor væksten er afhængig af et andet menneske, der måske ikke har det samme sind som en selv. Sådan lå vel fremtiden for hende: En ager, der skulde blive ved med at være gold.

Alligevel søgte de stadig hinanden, og han lae ikke skjul på, at han savnede hende, når han nogle dage ikke havde set hende. Hun tænkte, at hvis hun foreslog, at de skulde gifte 197 sig, så vilde han sige ja; han vilde rette sig efter hende, hun var den stærkeste, hun havde magten over forholdet imellem dem. Men når hun havde gjort sig det klart, så hun med det samme, at det kun var en talemåde; den magt, hun ønskede at ha over ham, havde hun ikke. Alt, hvad han sae, viste hende, at det var sådan. — Kærligheden, kunde han sige, — er en lykkelig fejltagelse, der en dag blir opklaret. Mens man står foran, ser man kun ordet lykkelig; på den anden side af det er der ikke andet at opdage end fejltagelsen.

Deres bekendtskab varede på den måde et års tid, og hun begyndte efterhånden at forstå ham: mandens sind er i visse henseender stærkere end kvindens; hans tro på lykkens usikkerhed kan være så klippefast, at han ikke efter et mislykket forsøg vil gøre prøven en gang til.

— — En dag traf de tilfældigt hinanden på gaden, og han sae venligt bebrejdende, mens han blev ved at holde hendes hånd: Det er denne gang usædvanlig længe siden, jeg har set Dem.

Ja, svarede hun usikker og noget forlegen; det ved jeg godt, men — —

Skal vi gå ind i anlægget, foreslog han, — dær taler vi bedre sammen.

De gik. Hun så på ham fra siden; han havde ikke mærket andet usædvanligt end den lange adskillelse. Han bebegyndte også snart at tale om et af de mange æmner, der plejede at interessere dem bægge, men hun svarede ikke stort på det, og da han gjorde en pause, sae hun: Jeg må sige Dem, at — — hun standsede, fordi hun mærkede, at hendes stemme var usikker.

Å, har De noget at sige mig? sae han smilende; — undskyld, at jeg bliver ved med at snakke.

198

Ja, det er det, at jeg er blevet forlovet.

Hun så, hvor han blev overrasket og skuffet; der foregik en hel forandring med ham. — Er De det? sae han — Til lykke.

Undrer det Dem?

Ja. Jeg troede, at vi vilde holde sammen for resten af livet, og jeg ved, at hvis jeg havde tænkt på at gifte mig igen, så vilde jeg først ha talt med Dem. For mig vilde det altid være af større betydning ikke at blive skilt fra Dem end at blive gift, og jeg vilde da først ha spurt Dem, om vi ikke skulde gifte os.

Det lyder så klart som et regnestykke, tænkte hun. Men højt sae hun: Der er her en ting, De misforstår: det er ikke et fornuftægteskab, jeg tænker på at indgå.

Nå sådan.

Det er en ung mand, han er yngre end jeg, og han er meget forelsket i mig, og jeg holder også meget af ham.

Ja, det kunde jeg jo ikke vide. Men så må det altså være forbi med bekendtskabet mellem os.

Hvorfor dog det?

Vil De påstå, at den unge mand ikke vilde føle sig skinsyg?

Selv om det blev ved at være mellem os, som det hidtil har været?

Det kan det jo ikke; det må De også selv kunne indse. Men selv over så lidt vilde Deres mand i længden føle sig foruroliget.

Ja ja, som De vil. Så går vi altså vor sidste tur sammen, og siden mødes vi ligesom før i tiden, kun i selskaber.

En halv time efter skiltes de, og hun havde en kort tid meget at tænke over; var det en slags egenkærlighed af ham, 199 at han vilde bevare hende for sig for resten af sit liv, eller tog han helt fejl af hende og mente, at een stor fejltagelse havde gjort hende lige så uhelbredelig vantro over for lykken, som den havde gjort ham selv? Men det var tomme problemer, hun viste dem bort og gjorde hvad hun kunde for at glemme dem.

Peter Menneske blev mere ensom nu; også Alverden trak sig lidt tilbage fra ham; det fornærmede Alverden, at han havde givet en af deres bedste mænd en lussing på et offentligt sted, og Alverden følte sig irriteret af hans besynderlige uklare forhold til en dame, hvem Alverden havde udset som passende for ham.

Han beholdt vel sin stilling og sin store indflydelse, men det var opdaget, at der kunde siges et og andet imod ham; skjulte oplag af våben var til stede og kunde tages frem, hvis der en dag blev brug for dem. Han selv mærkede ikke noget; der var for ham ikke sket andet, end at han havde tabt sin tro på lykken, og at han var blevet mere ensom. Sådan en tro fører ensomhed med sig, men ensomheden lægger sig som en fast skal uden om troen og gør den uforgængelig. Ensomhed er et hærdende middel imod mange ting.

Alverdens lykkelige år, der strålede af guld og fremgang og lyst syn på livet, blev ikke mange i tal. Den korte guldalder, som der om hundrede år vil danne sig sagn om, var vel altfor lykkelig, til at den kunde vare. Høsten var vel moden, og den lange le måtte i gang; en dag brød den store ufred løs. Alverden gik i krig eller satte sig koldblodigt til rette og tjente penge på krigen. Verdensbilledet var forandret fra, hvad det havde været for en uge siden i den 200 dybeste fred. Alverden viste forstand og handlekraft som før, og nu tillige heltemod og skånselløshed, Alverden bortøsiede liv, eget og andres, med en frodighed, der tydeligt nok altsammen skyldtes overskuddet fra den foregående guldalder. Det var ligesom alle mennesker på en gang blev til overmennesker; det var guldalderens vidnesbyrd om sig selv og dens strålende kulmination.

Men storhedstiden varede ikke længe; guldalderen fik sin blomstring og sit fald i to tæt på hinanden følgende tidsrum. Krigen var et højt bjærg med brat stigning til den ene side og stejlt fald til den anden. Bjærget skilte to tider fra hinanden, men på faldets side var der dybt, og bunden syntes ikke at være til at nå.

Peter Menneske så som forligsmand krigens virkninger i sit lille samfund. Han forsøgte at holde fast ved sin optimisme, efter at Alverden forlængst havde opgivet sin, han så de besynderligste ting, der måtte få ham til at le. Fabrikanten sad i parkettet, hans arbejder sad ved siden af; arbejdsgiveren gik på teaterkafé og så sin arbejder ved et bord i nærheden; da blev manden ærgerlig, og efter at han en gang havde lagt på lønnen og to gange på fortjenesten, føjede han til den sidste endnu halvtreds procent, så han fik råd til at anskaffe sig bil; det så hans arbejder, forliget blev brudt, og krigen begyndte forfra. Det var ikke let at være forligsmand, han var stræng til bægge sider og lod sig ikke bøje, men krævede den største eftergivenhed af den arbejdsgiver, der viste den største luksus; havde han råd til den ene side, måtte han også ha det til den anden, det var retfærdigt, men hans retfærdighed gjorde, at arbejderne stillede større krav, og så måtte han også vende sig mod dem. Det var svært at holde mæglingens front, og han fik 201 efterhånden Alverden imod sig. Han blev stærkt angrebet og svarede med at rette hårde bebrejdelser ikke blot mod sine angribere, men mod alle. Men da måtte Alverden sige ham den fulde sandhed, våbnene lå jo færdige. Hvem var Peter Menneske? Han var ingenting andet end en ukendt skriver i fredssagen; Alverden havde opdaget ham og gjort ham til det, han var. Alverden havde givet ham bestillinger og ben, han hade røgtet sine bestillinger, sandt nok, men benene havde han også taget imod, han var en rig mand og kunde leve i ikke mindre overflod end de arbejdsherrer, som han anklagede; han skulde ikke tale for meget om idealer, hvad der ellers var hans sædvane, han måtte huske, han var et værk af Alverden, hans ævner var vel hans egne, men at han kunde udnytte dem og drage nydelse af dem, som han gjorde, det havde han Alverden at takke for.

Sådan sae Alverden, både dette og meget mere. På den anden side stod en eneste mand og hørte til, tålmodig og eftertænksom, og da han havde hørt til ende, sae han blot: Alverden har ret; jeg gir tilbage alt, hvad jeg har fået, og er igen mig selv. Dels af lyst, men især af tankeløshed har jeg taget imod Alverdens mange gaver; jeg ser nu, det er bedre at være dem foruden.

Alverden blev forbløffet, men vel på bunden også krænket; dog, Alverden har et muntert sind, og når alvoren blir for stor, finder Alverden altid latteren som en næm lille sidedør, det kan slippe ud igennem.

Da Peter Menneske trak sig tilbage fra Alverden, blev han modtaget af en skare så stor, som om den var en verden for sig; det var de skuffede, alle pessimisterne, og de hilste ham hoverende: Velkommen imellem os, du er en af vore. De gav sig til at spørge ham ud, men især at fortælle ham, 202 hvordan det var gået dem selv, hvor ussel verden var, hvor de hadede den, og de gjorde sig ikke den ulejlighed at spørge om hans mening, de gik ud fra, at han mente som de.

Alverden smilede og vidste straks besked, da den så Peter Menneske i dette selskab: derhen går alle de, der ikke længere kan følge med os, og han er nu blevet en af dem; det er ikke andet, end hvad vi ventede.

Men han forklarede dem, hvordan de tog fejl på bægge sider: De skuffedes parti hører jeg ikke til, lige så lidt som før til Alverdens. Den skuffede forbander verden, og har ingen anden længsel end igen at vende tilbage til den. Der er blot en mur imellem, den hedder tilstundende alderdom, pludselig fattigdom, uopfyldt ærgerrighed, og muren er ikke til at komme over, pessimisterne hører hjemme bag den. Pessimisten er en klog hund, der er blevet gal, men står bundet; skuffelsen er dens lænke; den vender sin rasende flab ud mod Alverden og gøer, men det er sin egen hundelænke, den gøer om; den gøer mod Alverden, men dens hundesygefråde når ikke uden for lænkens lille omkres. Verden har brug for cirka ti pessimister hvert år til at sige de bitre paradokser, der ikke er sandhed, men sandhedens krydderi; der mælder sig gennemsnitlig ti tusinde. At sidde under resterne af et forfaldent hus og se gennem en knastet rude, at verden er skæv og gal, det er ikke den opgave, jeg ser ligge for mig. Også gennem mig er skuffelserne gået som en stræng redekam gennem tjavset hår, men de har klaret mine tanker, og jer ser, at Alverden har allerede lavet sig det ondt nok, der behøves ikke pessimistens gifte som krydderi oven på. Jeg vil fylde jere sind med uselviske tanker, „fylde" betyder i øjeblikket kun lidt, da jert sind er næsten helt optaget, og der er ikke plads til meget mere, men jeg vil være 203 beskeden. Jeg er nødt til at være det. Hvad skal tanken, kan man sige, i en verden, der er en skov af næver, der slår, næver, der tar? Ja det meste vilde være spildt. Når en profet taler for ti tusinde, kan han måske håbe, at der mellem dem er ti, der vil huske en tiendedel af det. Skænk mig blot tre minutter hver dag; tag tre minutter til eftertanke, og I vil selv mærke, at der er noget i vejen med jer. Når I har mærket det, så giv mig tre minutter til, jeg vil forsøge at fylde dem med det, der er tidens modsætning, med uselviske tanker. Og hvis de ikke altid føles blide, så er det, fordi de falder på jert eget selv, der er sygt og trænger til medicin.

Disse ord gik vistnok ikke hen uden at vække nogen opmærksomhed; det skete, at folk, der havde stunder, standsede et øjeblik for at høre på ham; først kom de gamle, der havde bedst tid. Da de i mange ord havde klaget deres elendighed for ham, talte han sådan til dem:

I er i tidens løb blevet slave af jert legeme; fra hvert sted på jer krop lyder der røster, der siger: Jeg forbyder dig at gøre det og det, jeg må absolut gøre fordring på det og det. Humøret forlanger spiritus, hjertet truer, hvis den fordring opfyldes, med forkalkning; hodet råber om koldt vand, hvis det skal holde ud længere; lungerne svarer med bronkitis. Maven kræver motion, benene svarer med obstruktion. I ved godt, at alle disse fordringer ikke kan opfyldes, I ved lige så sikkert, at hvis de ikke opfyldes, vil gengældelsen ikke udeblive. Hvad gør I? I forsøger at imødekomme alle jeres tyranner, der en gang har været jere undergivne, og I rager uklar med dem allesammen, det ender med generalstrejke og naturens endelige, naturlige fallit. Hvad skal jeg sige til jer? At det er livets almindelige gang? Men det 204 er det ikke; sagen er, at I har været for grådige efter magt eller nydelser; I har levet efter en dårlig økonomi. Jeg kan fortælle jer, at det, der nu har slået jer ned, er en sygdom, der fra først af har ligget i jert eget selv som egenkærlighed eller nydelsessyge, men mod den sygdom har I ikke søgt lægedom, I har regnet den for et udslag af sundhed. Sygdommen har altid været i jer; nu først har den vist sig. Vil I ha et lille billede på jer selv, så tænk på den dag, da I første gang søgte jer egen gavn til skade for en anden, og ønsker I et større billede, så se på en hel verdensdel, der er syg som I selv.

De gamle svarede ham: Det er ikke den trøstetale, vi havde ventet af dig.

Han sae: Jeg har ingen trøst til jer. Jeg ser hos jer ikke andet end pessimisme, og jeg er kun et menneske, jeg er ingen mirakkelmand, der kan få vidunderlige urter til at gro i en uskikket jordbund.

De gamle gik skuffede bort; de gik, som de kom.

Der kom rige folk til ham og beklagede sig over alle de vanskeligheder, de havde at brydes med i deres velstand; til dem sae han:

Læg fem tusinde til en mands indtægt; fra at være en mand, der kæmper, bliver han en mand, der lever; hans bøjede ryg vil rette sig, han kommer til at leve i den betydning, at han lever op, han kan tillade sig at spænde sine musklers stramning lidt ned; måske blir han mere tilfreds, dog, det er tvivlsomt. Læg andre fem tusinde til hans indtægt; fra at være en mand, der lever, blir han en mand, der lever med; hans ryg, der engang har været bøjet, men havde rettet sig, vil bøje sig igen og dybere end før; hans muskler vil påny strammes, nemlig under nødvendigheden af at få alting med. 205 Han samler, eller han spreder, det er ligegyldigt, han bøjer sig med tiltagende hast mod jorden. Han søger flere fornøjelser, eller måske han skyr dem, det er ligegyldigt, han blir i bægge tilfælde stadig mindre glad. Penge gør mirakler, siger han selv, men glemmer at lægge mærke til, at miraklerne ikke er af de hvide.

Hvad råder du os da til? spurte de rige mænd.

Tag et eller andet tal, to eller tre, og del alt det, der opfylder jert misfornøjede liv, med det, så vil jer tilfredshed stige til det dobbelte eller til det tredobbelte.

Det lar sig aldeles ikke gøre, svarede de i kor, du er kun en dårlig trøster. Har du ikke andet at sige os?

Jeg har ikke andet; jeg ser, der er ikke plads til en uselvisk tanke i jert sind.

De rige mænd gik forbitrede bort og anbefalede ham ikke til deres bekendte.

Til idealister, der kom for at høre hans mening om fremtiden sae han:

Alt i verden er dobbelt; hver enkelt ting er i virkeligheden halvdelen af et hele. Alt, hvad der hænder, sidder som på enden af en vægtstang; stiger den til værs, må noget andet synke, og omvendt. Sker der en ulykke, vil der findes et sted, hvor den kommer godt til pas, og lige sådan er ingenting så godt, at det jo er ondt for noget. Men hvor er det gode, der svarer til det onde, vi for øjeblikket dagligt ser brede sig om os? Hvor er den lyse halvdel, der svarer til den mørke globus, der for tiden betegner vor verden. Jeg tror, at hvis den ikke viser sig, vil menneskeheden selv i tanken skabe en ny, om det så blot er en illusion, der kan opretholde ligevægten. Det er forøvrigt allerede begyndt; baller og åbenbaringer er de første forsøg på at danne den 206 lyse halvdel af verdenskuglen, der skal holde balancen med den anden. Man skal ikke uden videre ringeagte forsøget; menneskets ideal eller blot illusionen derom er, når det er færdigt, som regnbuen, hvis fødder står i landevejens søle, men på højden af sin bue når op på himlen. I gamle dage, før 1914, kunde selv folk med fantasi slå sig til tåls med virkeligheden; den var fortræffelig og gjorde en til optimist eller til materialist og fyldte dog ens fantasi. Nu er virkeligheden sådan, at vi må bygge oven over den, helt op i skyerne, for at kunne holde den ud. Afstanden mellem virkelighed og ideal er stor. Menneskene vil holde fast ved et ideal, selv om det endnu kun er få, der gør det; synet af, hvad der går til grunde, vil slå fler og fler med forfærdelse, og livets to magter, virkelighed og ideal, vil engang igen blive nødt til at nærme sig hinanden; skilsmissen har før, i en ødelagt verden, været stor, men de to magter vil føle, at de ikke kan undvære hinanden.

Det er vel en trøst, svarede de andre, — men kun en halv, vi siger dig tak, men vi vil ikke skjule for dig, at vi havde ventet mere.

Peter Menneske sae:

Noget bedre end mine tanker har jeg ikke at byde jer. En tanke kan være hel, en færdig, rund lille verden, og har man ikke den hele glæde af tanken, da må den trøst, som kan ligge deri, altid blive halv.

Sådan var Peter Menneske i nogle få år lærer for andre mennesker, men det kom ikke til at vare længe; han blev pludselig syg og døde, hans arbejde blev afbrudt, døden havde vel brug for ham.

Men nogle mænd, der havde kendt ham godt, slog sig 207 sammen for at rejse ham en mindesten, der kunde fortælle Alverden, hvem han var, og hvad han havde udrettet. Mindet skulde bestå af en jordhøj med en sten oven på. Der blev samlet sammen, og arbejdet kom i gang.

Men en dag, da de to stenhuggere, der nu var i færd med indskriften, holdt frokostpause, skete det, at den ene af dem fandt Peter Menneskes navn i den avis, han havde om sit smørrebrød. Det var en hel artikkel, og det fremgik af den, at den mand, hvis navn og gærning de skulde til at forevige, havde udtalt sig nedsættende om arbejderklassen. De to mænd nedlae øjeblikkelig arbejdet og føjede dertil et forbud mod, at det nogensinde blev optaget af andre, og da de to jordarbejdere, der skulde lave højen, fik det at vide, erklærede de sympatistrejke, og dermed lå det hele.

Sagen kom for resten i avisen, og Alverden læste om den og var optaget af den en dags tid, men glemte den snart igen. Peter Menneske var ikke savnet af Alverden, der ikke engang havde haft tid til at gå med til begravelsen, og glemsel lae sig tæt om ham.

På en losseplads i udkanten af byen ligger der en lang, slank sten af usædvanlig skønhed. Hvis den blev rejst op og passende højt anbragt, vilde den gøre et smukt og opadstræbende indtryk, men den ligger som sagt ned, mellem gamle kasseroller og slagger. Stenen har en indskrift. På den side, der vender opad, læser man disse ord:

Denne sten er rejst til minde om

Og hvis man vendte den om, vilde man på den anden side se følgende indskrift:

Hans gærning vil blandt alle dem, der har kendt ham